Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2016-17
TRU Alm.del Bilag 38
Offentligt
Ølstykke 24. oktober 2016
Til Transport- og Bygningsudvalget
Per email
Takstharmonisering betyder afskaffelse af et markant produkt til pendlere i
hovedstadsområdet.
I forbindelse med at trafikselskaberne på Sjælland, Lolland, Falster og Møn har fået til opgave at
harmonisere taksterne i området, er det tilsyneladende nødvendigt at ændre i produktporteføljen for
pendlere i hovedstadsområdet, idét periodekortet til alle zoner forsvinder.
Alle-zoners kortet i hovedstadsområdet har dækket over princippet om, at har man behov for at
rejse 9 zoner eller længere, så har man betalt en fast pris for at rejse i alle zoner.
I den nye takststruktur vil rejser over 8 zoner betyde at man går fra en zone-afregning til en
destinationsafregning mellem punkt A og punkt B. Alle-zoners princippet i hovedstadsområdet
udgår samtidig, herunder muligheden for alle-zoners periodekort til s-tog, metro og bus i
hovedstaden.
Dette er stærkt uheldigt, og vil direkte ramme de flittigste bruger af den offentlige trafik, nemlig de
pendlere der rejser ofte, udover en fast strækning fra A til B, i hele hovedstadsområdet.
Hovedstadsområdet er netop kendetegnet ved et tæt netværk af offentlige transportmuligheder, så at
fjerne bevægelsesmuligheden fra pendlerne virker ubegribeligt.
Jeg er selv en af de pendlere, der både erhvervsmæssigt og privat rejser i hele hovedstadsområdet,
6-7 dage om ugen, og dermed nyder godt af periodekortet til alle zoner, uden i øvrigt at forholde
mig til prisen - mobilitet er en afgørende faktor.
Som det fremgår af referencerne i bilaget, er det fremtidige tilbud til ihærdige pendlere uklart. Per
15. januar 2017 er supplement til rejser på en A-B strækning ganske enkelt ikke en mulighed.
I løbet af 2017 planlægges det at lægge periodekortet på en rejsekort-løsning med et kombi-kort; det
vil ganske vist betyde at man nemt kan rejse uden for en fast defineret strækning, men det vil jo
samtidig kræve at man konstant checker ind undervejs - netop check ind/ud mareridtet i myldretiden
på de store stationer er stærkt afskrækkende for en pendler. Pap/mobilkortet giver i dag den størst
mulige bevægelsesfrihed, også i myldretiden på tætpakkede stationer.
Den foreslåede løsning, som indebærer at nedlægge periodekortet til alle zoner, er derfor uholdbar
for de mest rejseintensive kunder med det størst mulige behov for bevægelsesfrihed. Jeg ser ikke
noget til hinder for at man indfører et alle-zoners kort der gælder i s-tog, metro og busser imellem
fingrene i fingerplanen, da alle disse jo er fast definerede.
Jeg skal anmode Transport- og Bygningsudvalget om en politisk vurdering af dette udfald af
takstharmoniseringen, f.eks. med udgangspunkt i følgende spørgsmål:
Om trafikselskabernes i forbindelse med takstharmoniseringen har mandat til at nedlægge et
fastprisprodukt for hovedstadsområdet for de mest aktive pendlere, dvs. periodekortet til alle
zoner.
TRU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 38: Henvendelse af 24/10-16 vedrørende takstharmonisering og afskaffelse af periodekortene, fra René Michelsen, Ølstykke
1680051_0002.png
Om det er i overensstemmelse med den politiske dagsorden at begrænse mobiliteten af
pendlere i hovedstadsområdet.
Om trafikselskaberne under DOT, dvs. DSB, Metro, og Movia, kan anmodes om at finde en
løsning for hovedstadsomådet, med virkning fra 15. januar 2017.
Med venlig hilsen,
René Michelsen
Rytterbakken 2 B
3650 Ølstykke
Bilag - Referencer:
Beskrivelse hos DOT:
http://dinoffentligetransport.dk/billetter-og-priser/priser-og-zoner/takst-sjaelland/hvordan-
paavirkes-du/pendlere/
Artikel hos version2: Beskriver Kombi-kort som en mulighed fra 2017:
https://www.version2.dk/artikel/saa-kom-periodekort-rejsekort-du-skal-kun-checke-ind-bussen-
987785