30. maj 2017
POLITIOMRÅDET
Plan for nedbringelse af ventetider på køreprøver
Der har gennem længere tid været problemer med lange ventetider på
køreprøver i en række politikredse, herunder navnlig i Københavns Politi og på
Sjælland.
Problemet er siden årsskiftet intensiveret som følge af, at 17-årige har kunnet
tage kørekort, og at der derfor i 2017 er to årgange (17-årige og 18-årige), der
kan tage kørekort som førstegangserhververe. Derudover har det betydning, at
der efter politikredsenes opfattelse er sket en stigning i dumpeprocenterne i bl.a.
København, som har medført en uhensigtsmæssig belastning af politiets res-
sourcer. Endelig har det i nogle politikredse været svært at frigøre prøvesagkyn-
dige politifolk fra andre politiopgaver, ligesom overførslen af administrative
opgaver fra polititjenestemænd til administrativt personale i 2015/2016
(opgaveglidning) i en periode har betydet, at det har været nødvendigt for
politikredsene at anvende flere af de prøvesagkyndige som faglige vejledere for
nye civile prøvesagkyndige, hvorfor de ikke samtidig har kunne afvikle
køreprøver i samme omfang som tidligere.
Politikredsene har iværksat en række initiativer for at nedbringe ventetiderne,
men på trods af tiltagene er de nuværende ventetider på køreprøver desværre
fortsat uacceptabelt lange.
Justitsministeren har derfor bedt Rigspolitiet udarbejde en konsolideret plan for
nedbringelse af ventetiderne på køreprøver. På den baggrund har Rigspolitiet i
samarbejde med politikredsene udarbejdet denne handlingsplan, som har til
formål hurtigst muligt at få nedbragt ventetiden på køreprøver.
Styrkelse af udbuddet af køreprøver
Behovet for yderligere prøvesagkyndige varierer fra politikreds til politikreds, da
efterspørgslen på køreprøver er forskellig rundt omkring i landet. Måden, hvorpå
der tilvejebringes flere prøvesagkyndige, vil også kunne variere fra politikreds til
politikreds, men et centralt element bliver, at politiuddannede tjenestemænd med
den rette sagkyndige uddannelse flyttes til afholdelse af køreprøver, indtil vente-
tiderne er nedbragt.
Derudover har Rigspolitiet anmodet politikredsene om at begynde at anvende
medarbejdere, som ikke er prøvesagkyndige, herunder ATK-målere, som
tilsynsførende i forbindelse med afvikling af teoriprøver. På denne måde sikres