Indlæg ved deputation torsdag d. 13/10/2016 fra pendlergrupperne i Viby,Borup og Hedehusene
På vegne af de mange tusinde pendlere fra de tre byer Hedehusene, Borup og Viby vil vi gerne sige tak fordi
vi må få foretræde for Trafikudvalget og fremlægge pendlernes synspunkter og daglige udfordringer. I vores
indlæg vil vi blot referere til stationerne.
De tre stationer betjenes af det såkaldte Ringsted-system, der gennem de seneste årtier har været under
hårdt pres og siden år 2000, har pendlerne oplevet en markant nedgang i antallet af togafgange, både i
myldretiden og hen over dagen.
Befolkningstallene er dog grundet gode vilkår for familier samt et stærkt erhvervsliv fortsat vokset, og i alle
3 kommuner Roskilde, Høje Taastrup og Køge er der planer om yderligere vækst.
I Hedehusene er det første spadestik til den helt nye bydel ”Nærheden” netop taget. Mange nye tilflyttere
vil være afhængig af togbanen, fuldstændig som i Viby, hvor der i den nyeste lokalplan investeres massivt i
700 nye boliger på Skousbogrunden, der ligger få hundrede meter fra stationen, og i Borup er
befolkningstallet steget 46% siden 2006. Det er en af de to hurtigst voksende stationsbyer på
landsplan. Der flytter stadig nye borgere til de 3 byer og derfor er det bydende nødvendigt, at vi fortsat kan
tilbyde en velfungerende togforbindelse til og fra København og Ringsted.
Stationsbyerne har gennem årtier været pendlerbyer og pendlere har ingen politisk farve, de tilhører ikke
en bestemt fløj. Det er Saíd, der er IT ingeniør og Pia, der arbejder i receptionen, som skal med toget til
København, for at passe deres arbejde. Det er Monika, der skal åbne vuggestue i Valby og det er den
studerende, der skal møde på skolen og er afhængig af, at kunne være fremme til en bestemt tid, ligesom
lokoføren Kim, har brug for at kunne tage toget til Høje Taastrup for at kunne betjene de mange tusinde
pendlere.
I dag er desværre sådan, at Kim må køre i sin egen bil ind til Høje Taastrup, da morgentoget ikke længere
stopper på de små og mellemstore stationer. Og Kim er ikke den eneste, der har oplevet problemer.
Årsagen til at vi i pendlerklubberne har kæmpet denne sag i nu over et år, skyldes primært indførslen af
regeringens nye Trafikkontrakt og hermed DSBs nye K16.
Køreplanen resulterede i nedskæringer på 25-30% i myldretiden på de tre stationer, svarende til 8 færre
daglige stop.
Vi formodede, at hensigten med den nye trafikkontrakt var at øge servicegraden og få flere tilfredse
kunder, men for os har Trafikkontrakten med indførelse af nye minimumskrav, resulteret i en forværret
service, færre tog i myldretiden, ingen direkte tog til Valby og flere forsinkelser og aflysninger. Her ud over
var vores kompensationsstop ved aflysninger helt forsvundet.
Det har været et politisk valg, at DSB skal overholde kontrakten med et mål på 81,8% for rettidighed,
uanset at det blev på bekostning af de mange pendlere, der ellers dagligt trofast tager toget.
Faktum har været, at pendlerkunderne har oplevet et regulært sammenbrud på vores stationer med en
servicegrad ned på 61% i maj 16, men i myldretiden helt ned til 49%, hvor hvert andet tog var forsinket og
for nuværende ligger rettidigheden på 75% over døgnet, men er desværre fortsat markant lavere i
myldretiden.
Mange mennesker, der møder tidligt har trods samfundsudviklingens 24/7 arbejde, stadig faste mødetider.
Det kan være sygeplejersken, der skal afløse på en vagt eller buschaufføren, der skal møde på arbejde og
overholde en køreplan. Hvor de før måske kunne tage morgentoget 5.30 for at komme i gang med dagens
arbejde, er de nu nødt til at tage af sted allerede klokken 5.00 og hermed spilde en halv time og gå glip af,
at sige godmorgen til børnene.