Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2016-17
TRU Alm.del Bilag 272
Offentligt
København den 22. marts 2017
Samarbejdsaftale om forundersøgelse af østlig ringvej (havnetunnel) i København
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og
Refshaleøens Ejendomsselskab er enige om at gennemføre en forundersøgelse af en østlig ringvej
(havnetunnel) i København.
Det forventes at tage omkring to år og koste 24 mio. kr. at gennemføre forundersøgelsen af projektet.
Parterne er enige om at forundersøgelsen finansieres i henhold til nedenstående model:
Staten bidrager med 8 mio. kr.
Københavns Kommune bidrager med 6 mio. kr.
Region Hovedstaden bidrager med 2 mio. kr.
Refshaleøens Ejendomsselskab bidrager med 8 mio. kr.
Forundersøgelsen organiseres i en styregruppe med deltagere på direktør- eller afdelingschefniveau fra
Transport-, Bygnings-, og Boligministeriet (formand), Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune,
Vejdirektoratet, Region Hovedstaden og Refshaleøens Ejendomsselskab.
Der nedsættes ligeledes fire arbejdsgrupper, der gennemfører følgende delundersøgelser med
tilhørende indikative budgetter:
Tekniske undersøgelser og miljø (Vejdirektoratet): 7 mio. kr.
Finansiering og organisering (Transport-, Bygnings- og Boligministeriet): 5 mio. kr.
Trafik, betalingsvillighed og samfundsøkonomi (Vejdirektoratet): 7 mio. kr.
Trafiksaneringsplan (Københavns Kommune): 3 mio. kr.
Formandskab for arbejdsgrupperne, der i udgangspunktet er på kontorchefniveau, og
sekretariatsbetjeningen heraf er anført i parentes. Budgettet for arbejdsgrupperne er indikativt og kan
justeres af styregruppen. De resterende 2 mio. kr. af budgettet indgår som en reserve, der ligeledes
disponeres af styregruppen med henblik på at kunne prioritere delopgaver undervejs i forløbet.