Emne: høringssvar
Sendt: 7. feb. 2017 11.02 PM
Til Vejdirektoratet
Mærket Vejle Fjord
Vejle d. 7. feb. 2017
Vi vil gerne hermed komme med et høringssvar til VVM rapporten om togbroen over Vejle fjord.
Vi har selv et lille ydmygt sommerhus i området, men er først og fremmest bekymrede over den
uvurderlige og uerstattelige natur, som man vil ødelægge med en linjeføring hen over de gamle
istidslandskaber omkring Holtser Hage, Sellerup Strand og Daugård Strand.
Vi er meget uenige i rapportens konklusioner, om at der kun vil være en begrænset påvirkning af
naturen. Alene det visuelle indtryk af en stor klodset cantileverbro med firkantede profiler og rette
linier, vil være i stærk modstrid mod det bugtede og kuperede landskab, og vil visuelt være til skam
og skændsel for evig tid.
Udover den visuelle forurening mener vi også at støjforureningen i området bliver stærk
undervurderet i rapporten. Når man placerer en højhastighedsbane i 30 til 40 meters højde over
havoverfladen, giver det sig selv at støjen vil kunne udbredes langt i alle retninger afhængig af
vindretning og vindstyrke. På en stille dag er det sådan at vi faktisk stadig kan høre den eksisterende
Vejle Fjord Bro helt ud til Holtser Hage - trods støjafskærmning.
Så vi har bestemt ikke brug for mere støj i et af det mest besøgte rekreative områder i hele området.
Rapportens argumenter om at man sparer en del støj gennem Vejle By ved at føre godstog over
broen, mener vi ikke er holdbart, da der er stor forskel på anvendelsen af områderne.
Naturområderne omkring fjorden fungerer i høj grad som rekreative områder for både
lokalbefolkningen og for tilrejsende turister, og er således områder hvor man søger hen for at finde
ro og fred og afslapning. I byen er man alligevel mere eller mindre støjpåvirket konstant, og
opholder sig desuden en stor del af tiden indendøre i velisolerede bygninger, hvor støjen på ingen
måde føles generende. Vi har tidligere boet mindre end 20 meter fra banen i Vejle by og var aldrig
generet af den.
Endvidere mener vi at rapporten undervurderer antallet af tog der på sigt vil køre over broen, da
estimatet kun går på det nuværende kørselsbehov og ikke på den (forhåbentligt) fremtidige vækst i
både antallet af afgange og antallet af godstog - som gerne skulle kunne aflaste lastbiltrafikken på
vore motorveje.
Endvidere mener vi at broen - uanset linieføring - ikke kan undgå at påvirke stømforholdene
omkring Holtser Hage, og de helt specielle kystmorfologiske forhold omkring materialevandringen
i Vejle fjord, som har dannet Hagen, og som gør at den har sit helt eget dynamiske liv og ændrer
form og størrelse efter hvert eneste blæsevejr. Hagen er nærmest et skoleeksempel på dannelse af en
strandodde og de ændringer den konstant undergår, så det vil være en forbrydelse at ødelægge dette
for kommende generationer.