Til Folketingets trafikudvalg:
Prisstigninger på op til 50% for pensionister, der rejser med DSB
DSBs nye takstreform (pr. 15/1-2017) medfører chokerende prisstigninger for
pensionister.
Lad mig bruge mig selv som eksempel:
Jeg bor i Vordingborg og rejser til København 1-5 gange om måneden på
almindelige hverdage. Det er for sjældent til at kunne drage fordel af et
periodekort.
Før "reformen" kunne jeg i ro og mag købe en pensionistbillet til 70 kr hver vej
på den smarte app på min telefon. Nu koster rejsen 105 kr hver vej på et
pensionistrejsekort - med mindre man rejser mlm 11-13 og efter kl 18, hvor man
kan slippe med 85 kr hver vej.
Pensionistbilletten på den smarte app koster nu 106 kr hver vej - lige meget
hvornår man rejser.
Det er godt nok en prisstigning, der vil noget.
Det er blevet langt mere attraktivt at tage bilen - smadderærgerligt, for kollektiv
trafik er da af mange årsager i sit udgangspunkt langt at foretrække - trods
forsinkelser og længere rejsetider.
Jeg håber, udvalget vil kigge på sagen og overveje, om der ikke skal gøres noget
for at gøre det mere attraktivt for pensionister at rejse med kollektiv trafik.
Med venlig hilsen,
Karen Schou-Pedersen
Vordingborg
24/1-2017