Netværket for bæredygtig trafik
15. december 2016
Til Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg
Nyt materiel til DSB, husk mulighed for cykelmedtagning
Netværket for bæredygtig trafik er opmærksom på mødet fredag den 16. december
mellem udvalget og DSB om status for planlægningen af indkøb af fremtidens tog mv.
jf.:
http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/tru/bilag/95/1698184.pdf
Vi skal i den anledning gøre opmærksom på det meget vigtige forhold, at der i
fremtidens materiel bliver god plads til cyklemedtagning. Det gælder i såvel regional-
og fjerntrafikken som i den internationale trafik.
Cykelmedtagning har for længst vist sin store betydning, ikke mindst i den
københavnske S-togstrafik, hvor indretning af store flexområder til cykler, og gratis
cykelmedtagning har medført en stigning i passagertallet på 10 %, hvor den
manglende billetindtægt på cyklerne opvejes mange gange af de øgede indtægter på
de cykelmedtagende passagerer.
Det er såvel i pendlertrafikken som udflugtstrafikken at cykelmedtagning er af stor
betydning for en miljø- og klimavenlig trafik, som et særdeles effektivt alternativ til
biltrafik.
Men også som en del af turisterhvervet, hvor cykelturismen er i stadig stigning, er
cykelmedtagning en nødvendighed. For tyske cykelturister er cykelmedtagning på tog
det mest afgørende forhold, når cykelferien planlægges. Cykelmedtagning skaber
adgang på tværs af landet og
–
ikke mindst
–
mellem udlandet og Danmark.
Mulighederne for cykelmedtagning er i dag stærkt begrænset i regional- og
fjerntrafikken og ikke eksisterende i den internationale trafik. Også over Storebælt er
muligheden for cykelmedtagning reelt ikke eksisterende på grund af de meget
begrænsede pladsforhold.
Vi skal derfor opfordre udvalgets medlemmer til overfor DSB at kræve, at de nye tog
indrettes med tilstrækkeligt store flexarealer med indretning til cykelmedtagning.
Der er masser af eksempler på nye togtyper, der har muligheder for cykelmedtagning,
hvilket bl.a. kan ses i mange nye tyske regional- og fjerntog.
Med venlig hilsen
Gunnar Boye Olesen, Vedvarende Energi
Ivan Lund Pedersen, NOAH Trafik
Lasse Jesper Pedersen, Danmarks Naturfredningsforening
Thomas Meinert Larsen, Klimabevægelsen i Danmark
Klaus Bondam, Cyklistforbundet
Jesper Pørksen, Dansk Cykelturisme
Kjeld A Larsen, Rådet for Bæredygtig Trafik