Ødelæg ikke Egholms natur
LIMFJORDSFORBINDELSE: Jeg har erfaret at PFA, ATP og Vejdirektoratet skal
deltage i en workshop med transportministeriet om en evt. finansiering af den tredje
Limfjordsforbindelse over Egholm. I et Offentlig-Privat-Partnerskab (OPP).
Af Ingelise Tarber, Grænsevej 1, 9000 Aalborg
Jeg vil gøre opmærksom på, at den forbindelse ikke har opbakning i den brede befolkning. Ca. 53
procent af nordjyderne er imod, og af dem er der flest unge, som skal leve med denne beslutning
resten af deres levetid, hvis forbindelsen bliver en realitet.
Egholm er et fantastisk naturområde med en meget forskellig fauna og dyreliv. Vi finder bl.a. den
lysbugede knortegås, som siges at være Danmarks svar på pandaen, den sjældne slørugle er også
blevet registreret på øen, ligesom strandtudsen, der er en totalfredet paddeart. Der er faktisk også set
oddere.
Flere vilde planter på Egholm er så sjældne, at de er optaget på Danmarks nationale rødliste over
udryddelsestruede planter, bl.a. den langstilkede filtrose, som kun findes på få andre lokaliteter i
Danmark.
Derfor vil jeg henstille til de inviterede firmaer at tænke over, hvad I er med til at ødelægge af natur
for både mennesker og dyr, hvis motorvejen over Egholm vedtages. Det skal i øvrigt også nævnes at
udviklingen er løbet fra denne forbindelse. Udviklingen i Aalborg er i de sidste mange år sket østpå.
Der bygges nyt supersygehus, universitet findes der, hvor rigtig mange har sin gang daglig, den
tunge industri, som Siemens, Bladt m.fl.
Mange trafikplanlæggere er enige om, at en vestlig forbindelse til ca. syv milliarder ikke afhjælper
de trafikale problemer, mens en udvidelse af øst forbindelsen vil afhjælpe problemet og til den
halve pris. Det må også lige nævnes, at nordjyder helst ikke betaler for noget, hvis de ca. to km væk
kan komme gratis over Limfjorden. Samtidig vil jeg gøre opmærksom på, at ser man på
Vejdirektoratets webcam, er det faktisk kun kl. 7,45-8.30 og 15.30-16.30, der er køer ved
Limfjordstunnellen og -broen. Meget lidt at ødelægge en hel bydel for.
Det paradoksale i denne sag er, at Aalborg Kommune har valgt at anlægge et rekreativt område med
friluftsbad, vinterbadning og andre rekreative tiltag til mange millioner i vestbyen lige ved siden af,
hvor motorvejen over Egholm skal anlægges. Det er svært at se det rekreative i en larmende og
forurenende motorvej!
Håber, at der her har givet plads til eftertanke.