Til medlemmerne af Folketingets Sundhedsudvalg
6. juli 2017
København
Vedr.: Tilbagebetaling af patienterstatninger
I Danmark har vi en ordning, der giver patienter mulighed for at søge erstatning uden at skulle
føre retssager. En god ordning, som imidlertid har vist sig at have konsekvenser, der rammer
nogle patienter hårdt. For selv om loven ikke forholder sig til risikoen for, at patienter skal
tilbagebetale erstatninger, er der opstået en praksis herom.
Patienter kan opleve, at deres sager bliver omgjort til ugunst for dem (reformatio in pejus) og
herefter, at regionerne fremsætter krav om tilbagebetaling af erstatninger (condictio in debiti-
krav). Og i modsætning til andre typer af condictio-sager, hvor der foretages en konkret
vurdering af, om et tilbagesøgningskrav med rimelighed kan fremsættes, og hvor der tages
hensyn til, om pengene er modtaget i god tro og om man har haft lang til at indrette sig efter
afgørelsen, ses der i regionerne en praksis, hvor alle sager der omgøres til ugunst for
patienterne raskt væk fører til tilbagesøgningskrav.
Anke skal sikre læring
–
ikke forretning
At afgørelser kan omgøres, så der træffes de materielt rigtige juridiske afgørelser, giver god
mening for alle parter. Sygehuse, sundhedspersoner, patienter og pårørende har alle et ønske
om, at der skal kunne drages læring af afgørelserne. Men afgørelserne kan ramme den enkelte
patients privatøkonomi hårdt, hvis de efterfølges af et tilbagesøgningskrav. I særdeleshed hvis
afgørelserne kommer flere år efter, at erstatningssummen er kommet til udbetaling.
Intentionen med ordningen har været at gøre det lettere for patienter at få erstatning for
skader, de påføres i vores sundhedsvæsen. Det har aldrig været intentionen, at regionerne
skulle kunne tjene penge på at anke sager mod patienter. For regionerne er det relativt
beskedne summer, der kan indkræves, men for en patient kan 50.000 kr., 100.000 kr. eller
500.000 kr. være et betydeligt beløb.
Ulighed mellem patienter og regioner
Vores sundhedsvæsen skal have adgang til de rigtige afgørelser, men der må være en rimelig
balance mellem parterne. I dag har flere af landets regioner juridiske specialister, der
vurderer, om der er grundlag for anke med udsigt til at kunne kræve erstatninger tilbagebetalt.
Imens er patienterne fortsat overladt til sig selv
–
uden anden juridisk assistance end den helt
grundlæggende rådgivning, der tilbydes fra afdelinger eller patientkontorer. En rådgivning,
der på ingen måde er rustet til at kunne vejlede konkret i forhold til successive afgørelser, med
løbende frister og betydningen af
”i
sinde skrivelser”, som kræver indgående kendskab til
reglerne om patienterstatning og myndighedernes praksis på området.