Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del Bilag 36
Offentligt
1677712_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Dato: 26-05-2016
Enhed: Psykiatri og Lægemiddel-
politik
Sagsbeh.: SUMSAH
Sagsnr.: 1605855
Dok. nr.: 101525
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 24. maj 2016 stillet følgende spørgs-
mål nr. 30 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).
Spørgsmål nr. 30:
”I lovforslaget beder ministeren om hjemmel til at fastsætte regler om, at Sundheds-
datastyrelsen kan videregive oplysninger fra Lægemiddeladministrationsregistret,
herunder oplysninger der identificerer patienter ved CPR-numre. Vil ministeren præ-
cist beskrive, hvilke regler ministeren vil fastsætte på området, herunder hvorvidt det
kan komme på tale at videregive oplysninger, der identificerer patienten, til andre
end sundhedspersoner, eller uden på forhånd at have indhentet patientens samtykke
til videregivelsen? Vil ministeren desuden redegøre for, hvorfor disse regler ikke kan
fastsættes i lovforslaget?”
Svar:
En bekendtgørelse er som bekendt en retsforskrift, som en minister kan udstede med
hjemmel i lov. Det betyder, at udstedelse af bekendtgørelser hører under den udø-
vende magt. Det skal således fremgå af en lovbestemmelse, at ministeren har hjem-
mel til at udstede nærmere regler inden for hele eller dele af lovens område, dvs. at
en bekendtgørelse skal være afledt af en lov. Det følger af legalitetsprincippet, at jo
mere indgribende beføjelser, der fastlægges i en bekendtgørelse, jo klarere skal lov-
hjemlen være.
Jeg har med L 184 foreslået en lovhjemmel til, at jeg som sundheds- og ældreminister
kan fastsætte nærmere regler ved udstedelse af bekendtgørelser.
Jeg har i lovforslaget nøje afvejet beskyttelseshensynet til patienterne, dvs. både pa-
tientsikkerheden og hensynet til patienternes ret til fortrolighed og privatliv, hensy-
net til lægerne og den samfundsmæssige betydning.
For så vidt angår den samfundsmæssige betydning af lovforslaget vil jeg gerne under-
strege, at det fremgår af lovforslaget, at der med forslaget om at give mig bemyndi-
gelse til at fastsætte nærmere regler om videregivelse af patienthenførba-
re oplysninger om lægemidler, herunder afhængighedsskabende lægemidler og anti-
psykotika til brug for tilsynet i Styrelsen for Patientsikkerhed mv. er tilsigtet
en fravigelse af persondatalovens § 7, stk. 5. Persondataloven kan fraviges ved lov,
hvis reguleringen ikke strider mod databeskyttelsesdirektivet. Dette direktivs artikel 7
fastsætter bl.a., at behandling af personoplysninger kan finde sted, hvis behandlingen
er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller hen-
hørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige eller en
tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, eller behandlingen
er nødvendig, for at den registeransvarlige eller den eller de tredjemænd, til hvem
oplysningerne videregives, kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registre-
redes interesser eller de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der skal
beskyttes i henhold til direktivet, går forud herfor.
SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 36: Orientering om persondataretlige spørgsmål, fra sundheds- og ældreministeren
Som det fremgår af lovforslaget er det vurderingen, at hensynet til den registrerede
patient må vige for hensynet til, at Styrelsen for Patientsikkerhed på forsvarlig vis og
på et fyldestgørende grundlag kan udøve opgaven med at føre tilsyn med læger og
tandlæger til gavn for patientsikkerheden. Der er efter min opfattelse væsentlige
samfundsmæssige interesser i form af hensynet til patientsikkerheden forbundet
med, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan få fyldestgørende oplysninger om patient-
henførbare oplysninger om lægemidler, herunder afhængighedsskabende lægemidler
og antipsykotika til brug for styrelsens tilsyn. Lovforslaget ligger således inden for
rammerne af databeskyttelsesdirektivet.
Formålet med L 184 er at skabe en klar lovhjemmel til, at der fastsættes nærmere
regler om Sundhedsdatastyrelsens videregivelse af oplysninger om lægehenførbare
ordinationer og oplysninger om borgernes CPR-numre fra Lægemiddeladministrati-
onsregisteret i visse nærmere beskrevne situationer, hvor visse myndigheder har
brug for oplysningerne.
I lovforslaget er det endvidere beskrevet, hvordan det påtænkes at udmønte regler-
ne. Fx at der vil blive fastsat regler om, at Sundhedsdatastyrelsen kan videregive op-
lysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed i en situation har brug for oplysningerne i
forbindelse med tilsynet med læger m.v., hvis styrelsen vurderer, at patientjournalen
er ufyldestgørende eller misvisende. Eller i en situation, hvor Styrelsen for Patientsik-
kerhed eller Patienterstatningen pga. en ufyldestgørende eller misvisende patient-
journal har brug for oplysningerne for at kunne tage stilling til en klagesag eller et
krav om erstatning.
Jeg henviser i øvrigt til mit svar på spørgsmål 23 og spørgsmål 26.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
/
Sanne Have
Side 2