Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del Bilag 349
Offentligt
1764857_0001.png
Sundhedsudvalget
Taastrup, 9. maj 2017
Opfordring til dansk selvforsyning af plasma
Kære Sundhedsudvalg,
Vi skriver til jer om et emne, der er af stor betydning for tusindvis af danske patienter, nemlig
forsyningen af plasma. Plasma anvendes i hospitalernes patientbehandling, f.eks. ved
livstruende blødninger, og til livsnødvendig, medicinsk behandling af immundefektsygdomme og
autoimmune sygdomme. Behovet for plasma har været stærkt stigende i de senere år, og der er
efter vor mening tungtvejende argumenter for, at Danmark bør være selvforsynende på dette
område
nøjagtig som vi har været det med fuldblod siden 1932.
For nyligt har en arbejdsgruppe nedsat af Danske Regioner anbefalet, at Danmark nu tager
skridt hen imod selvforsyning på plasmaområdet. Den anbefaling er Bloddonorerne i Danmark
meget enig i af følgende grunde:
Det er igen og igen dokumenteret, at det af etiske årsager er yderst vigtigt, at
bloddonation såvel som plasmadonation baseres på medvirken af frivillige og ubetalte
donorer. Så længe Danmark ikke er selvforsynende med plasma, vil man fortsat være
afhængig af import fra lande, der anvender betalte donorer, hvilket medfører en række
etiske problemstillinger. Ved selvforsyning kan man til gengæld sikre en dansk
plasmabeholdning, der tilvejebringes i overensstemmelse med de samme etiske
standarder, som gør sig gældende for fuldblod.
Såvel WHO som Europarådet har anbefalet selvforsyning af plasma, herunder for at
give udviklingslandene adgang til plasma, idet den globale kapacitet til plasmatapning af
tilstrækkelig høj kvalitet er begrænset.
Et andet tungtvejende argument handler om forsyningssikkerhed. Grundet det stærkt
stigende behov for plasma på verdensplan, kombineret med den begrænsede kapacitet
til at foretage tapninger af tilstrækkelig høj kvalitet, kan forsyningen af plasma til
behandling af danske patienter på sigt være truet, såfremt man ikke har opnået
selvforsyning.
Plasma fra USA udgør en markant del af verdensmarkedet. En amerikansk beslutning
om at prioritere plasma til eget behov kan medføre international forsyningsmangel.
Desuden har Kina, hvortil det endnu ikke har været tilladt at importere det
plasmabaserede lægemiddel immunglobulin, været nævnt som et marked, der
sandsynligvis pludseligt vil begynde at aftage store mængder heraf, hvilket kan true
forsyningssikkerheden i andre lande, herunder Danmark.
Overgang til dansk selvforsyning af plasma ville medføre en række anlægs- og
driftsomkostninger. Den føromtalte arbejdsgruppe nedsat af Danske Regioner vurderer
imidlertid, at det ved effektiv drift af tappesteder af tilstrækkelig størrelse burde være muligt at
opnå et omkostningsniveau for plasmatapninger i Danmark, der er konkurrencedygtigt med
omkostningerne ved indkøb af plasma på verdensmarkedet. Hertil kommer, at
SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 349: Henvendelse af 31/5-17 fra Bloddonorerne i Danmark vedr. dansk selvforsyning af plasma
1764857_0002.png
verdensmarkedsprisen på plasma meget let kan skyde i vejret, såfremt den globale
forsyningssikkerhed sættes under pres. Endelig skal det tages med i betragtning, at dansk
selvforsyning af plasma ville tilvejebringe en række arbejdspladser i alle fem regioner
arbejdspladser, der ellers vil ligge i udlandet, og dermed ikke give en dansk skatteindtægt.
Danmark har
baseret på 210.000 frivillige og ubetalte donorer samt effektive og
kvalitetsorienterede blodbanker
en blodforsyning i absolut verdensklasse. Bloddonorerne i
Danmark anbefaler, at der sikres en dansk selvforsyning af plasma hurtigst muligt.
Fra vor side er vi parate til at skaffe de plasmadonorer, der skal til.
Med venlig hilsen
Bloddonorerne i Danmark
Poul Erik H. Petersen
Landsformand
Modtagerkredsen for dette brev er:
Sundhedsministeren
Sundhedsordførerne
Danske Regioner (til orientering)