30. maj 2017
Nye tal: 85 pct. af danskerne ønsker en røgfri fremtid.
Lad os sammen arbejde for en røgfri generation.
Kære medlem af Sundheds- og Ældreudvalget
Danskerne ønsker en fremtid, hvor ingen børn og unge ryger. Hele 85 pct. bakker op om
ideen om en røgfri generation i 2030.
Det viser tal, som Mandag Morgen og TrygFonden offentliggjorde i går med rapporten
”Mellem broccoli og bajere – forebyggelse ifølge danskerne”.
I morgen onsdag den 31. maj lancerer Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden
partnerskabet Røgfri Fremtid, hvor vi indbyder organisationer, politikere og borgere til at
stå sammen om ikke at give tobakken videre til næste generation. Vores vision er et røgfrit
Danmark, og vores mål er, at i 2030 ryger ingen børn og unge under 18 år og færre end 5
pct. af den voksne befolkning.
Allerede nu tæller Røgfri Fremtid 28 partnere. Du kan se hvem i vedlagte oversigt.
Din stemme gør en forskel
Jeg vil gerne opfordre dig til at bakke op om vores vision og markere din opbakning til, at
vores børn skal vokse op i røgfrihed. Som samfund kan vi gøre det bedre end blindt at lade
den kommende generation begynde at ryge. På tværs af partifarver er danskerne klar til
en røgfri fremtid, og jeg opfordrer derfor dig til at bakke op om vores vision.
Sådan kan du bakke op
Derfor er mit håb, at du vil give din mening til kende i debatten, når vi lancerer onsdag den
31. maj. Vi lancerer initiativet med en film, som på en overraskende og rørende måde
fortæller, hvor nødvendig Røgfri Fremtid er. I filmen tager et barn ordet og appellerer til
os voksne om at tage vores ansvar på os. Filmen indgår i en landsdækkende kampagne
med stort medietryk, og der vil være events i flere byer.
Filmen findes på
facebook.com/røgfrifremtid.