København den 18. maj 2017
Kære medlem af Sundheds- og Ældreudvalget
Danmark er efterhånden et af få lande i Europa, hvor mindreårige kan gå fra kiosken
med en klirrende indkøbspose fuld af øl, vin og alkoholsodavand. Døgnet rundt, alle ugens
dage. Det er baggrunden for, at vi - en række organisationer – nu er gået sammen om
denne fælles appel til Folketinget via Sundheds- og Ældreudvalget: Hæv aldersgrænsen
for køb af alle typer alkohol til 18 år i detailhandlen.
Danske unge holder stadig fast i europarekorden i fuldskab; 32 pct. af danske 15-16-årige har
været fulde minimum én gang i løbet af den seneste måned sammenlignet med et europæisk
gennemsnit på 13 pct. Det kan næppe overraske nogen, da danske unge har foruroligende gode
betingelser for at lade alkoholen flyde indenbords; 96 pct. af danske 15-16-årige mener nemlig,
at de har let ved at anskaffe sig alkohol, hvilket er den højeste andel i Europa.
Danmark halter bagud
Nye tal fra WHO viser, at Danmark halter gevaldigt bagud, når det kommer til at mindske
tilgængeligheden af alkohol via effektive tiltag. Den lette tilgængelighed til alkohol og det høje
alkoholforbrug blandt danske unge er bekymrende, da skadevirkningerne af alkohol er
velkendte.
Unge er særligt sårbare overfor alkoholens skadevirkninger
Et stort alkoholforbrug i ungdommen kan have alvorlige kognitive skadevirkninger og øger
risikoen for ulykker, vold og usikker sex. Hvert år har ca. 1.400 danskere i alderen 15-19 år
kontakt med sygehuset pga. alkohol, og på sigt kan et stort alkoholforbrug føre til over 60
forskellige sygdomme samt for tidlig død.
Aldersgrænser virker
Højere aldersgrænser er et af de mest effektive greb til at nedbringe alkoholforbruget blandt
unge. En 18-års aldersgrænse for køb af alle typer alkohol vil gøre det nemmere for alle parter,
kunder såvel som forhandlere, at huske og gennemskue lovgivningen i forhold til salg af
alkohol. Derudover ligger en fælles 18-års aldersgrænse for køb af alkohol i detailhandlen fint
i tråd med øvrige aldersgrænser, der relaterer sig til myndighedsalderen i Danmark, herunder
18-års aldersgrænsen for køb af tobak.
Aldersgrænser sender et stærkt signal
Mange unge oplever et drikkepres. En 18-års aldersgrænse vil gøre det nemmere for unge at
sige fra over for drikkepres med argumentet om, at det er ulovligt at købe alkohol som
mindreårig. Mange forældre bruger endvidere aldersgrænserne som rettesnor, når de laver
aftaler med deres børn om alkohol. En 18-års aldersgrænse vil derfor sende et stærkt signal til
både unge og forældre om, at alkohol ikke er for børn.