SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del Bilag 300
Offentligt

NOTAT

Uafvendeligt døende patienters retsstilling og

regler om terminal sedation

Folketingets Sundhedsudvalg har bedt om et uddybende oplæg om reglerne for palliativ

sedation. Der efterspørges særligt til regelsammenstød med straffelovens regler om drab

på begæring, snitflader i forhold til at afbryde påbegyndt behandling, forholdet til patien-

tens ret til selvbestemmelse og uklarhed om »tidsperiode« for at anvende sedering.

Resume

Det retlige grundlag findes i sundhedsloven med tilhørende bekendtgørelse og vejlednin-

ger, den daværende lægelov med indførelse af livstestamenterereglerne og straffeloven.

Der blev i oplægget peget på forskellige elementer, der kan medvirke til at styrke patien-

ters retsstilling. De er kort refereret nedenfor:

at patienter får mulighed for i et livstestamente at tilkendegive ønske om terminal sede-

ring. Denne mulighed udgik i forbindelse med vedtagelsen af patientretsstillingsloven. En

genindførelse vil styrke patienters mulighed for at tilkendegive ønsker om fremtidig be-

handling.

at patienter i et livstestamente får mulighed for at tilkendegive ønske om ophør af respira-

torbehandling på et forudsigeligt tidspunkt. Indførelse af en sådan mulighed vil give den

nugældende praksis klar hjemmel i lov.

at uafvendeligt og ikke uafvendeligt døende patienters ret til at fravælge livsforlængende

behandling ligestilles. Det er som reglerne er udformet alene patienter, der er uafvendeligt

døende, der kan fravælge allerede igangsat livsforlængende behandling.

at fortolkningen af uafvendeligt døende i vejledning 9619/2002 om medikamentel pallia-

tion bringes i overensstemmelse med sundhedsloven. Fortolkningen »timer til få døgn«

kan ikke rummes inden for sundhedslovens »dage til uger« og indebærer en risiko for, at

der er patienter der ikke får den lindrende behandling, sundhedsloven giver mulighed for.

Selvbestemmelse som det bærende retlige princip

Der følger af selvbestemmelsesretten en ret til at fravælge livsforlængende behandling,

også selv om patienten ikke er døende. Der er på den måde i lovgivningen sikret patienter

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

frihed til selv at fastsætte grænser, for hvad de vil tåle. Selvbestemmelsen kommer i sund-

hedsloven til udtryk ved, at en sundhedsperson ikke må indlede eller fortsætte en behand-

ling imod en patients udtrykkelige ønske.

Der er situationer, hvor der vil være en pligt til at handle imod patientens ret til selvbe-

stemmelse. Det strafferetlige forbud mod drab på begæring udelukker som udgangspunkt

sundhedspersoner fra at imødekomme ønsker fra en patient, der fremskynder dødstids-

punktet, og straffelovens hjælpepligter gør det strafbart at forlade nogen i hjælpeløs til-

stand eller undlade at hjælpe nogen i livsfare m.v.

I særlige situationer tillader sundhedsloven andre at udføre handlinger, der ellers er straf-

bare. Der er således i sundhedsloven indført regler, der understøtter en udvidelse af pati-

enters ret til selvbestemmelse, ved at udvide feltet af handlinger sundhedspersonen lovligt

kan udføre for patienten. De særlige regler omhandler patienter, der er uafvendeligt døen-

de, og giver på bestemte betingelser patienter og sundhedspersoner ret til at træffe beslut-

ning om behandling der fremskynder dødstidspunktet (Kristensen: Medical Law, Wolthers

Kluwer,2016; 105-112; Kristensen: Sundhedsjura, Gads Forlag, 2014, 61-68, Madsen:

Sundhedsret, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 205-208; Hartlev: Sundhed og Ju-

ra,2013, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 477-486.).

Fortolkningen af udtrykket uafvendeligt døende

Bedømmelsen af om en patient er uafvendeligt døende beror på en sundhedsfaglig vurde-

ring, med udgangspunkt i de kriterier, der er opregnet i sundhedslovens § 25, stk. 1.

Patienter anses i forarbejderne til den daværende patientretsstillingslov for uafvendeligt

døende, når: »døden med stor sandsynlighed forventes at indtræde inden for dage til uger,

trods anvendelse af de foreliggende behandlingsmuligheder.«

Formuleringen er gentaget i § 3 i bekendtgørelse 322/2012 om lægers forpligtelser i for-

bindelse med livstestamenter og i underliggende vejledning 33/2012 afsnit 10 pkt. 3 om

forudgående fravalg af livsforlængende behandling. Sammenfattende går fortolkningen på

dage til uger.

Det følger af forarbejderne, at døden skal forventes at indtræde med stor sandsynlighed på

trods af udnyttelse af de muligheder for behandling, der er til rådighed. Der skal dermed

også være en høj grad af forudsigelighed, hvor det ud fra en ren lægefaglig norm skal an-

ses som sandsynligt, at patienten vil afgå ved døden. Det gælder på trods af udnyttelse af

de foreliggende behandlingsmuligheder.

Patienter med livstruende komplikationer, som man kan behandle, anses ikke for uafven-

deligt døende. I sag 0551315 om patient med hjertestop efter operation udtalte Sundheds-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

væsenets Disciplinærnævn, at: »man hos en nyopereret hjertepatient, der får hjertestop,

ikke opfatter denne tilstand i sig selv som en situation, hvor patienten er uafvendeligt dø-

ende, idet man ofte med relativt enkle midler vil kunne genetablere kredsløb og ånde-

dræt.«

Der er i sundhedsloven særlige regler for patienter, der er uafvendeligt døende. Sundheds-

lovens § 25, stk. 1, omhandler patienters ret til at afvise behandling, § 25, stk. 2, omhand-

ler sundhedspersoners ret til at ophøre med behandling og § 25, stk. 3, omhandler uafven-

deligt døende patienters ret til at modtage lindrende behandling.

Uafvendeligt døende patienters ret til at afvise behandling

Patienter, der er uafvendeligt døende, kan efter sundhedslovens § 25, stk. 1, afvise be-

handling, der kun kan udskyde dødens indtræden.

Det er almindeligt antaget at udtrykket »afvise behandling« dækker over ret til at afvise

indledning af behandling og ret til at afvise fortsættelse af allerede indledt behandling,

uanset patienten umiddelbart i forlængelse heraf afgår ved døden. En sundhedsperson kan

efter reglen i § 25, stk. 1, ikke afbryde påbegyndt livsforlængende behandling af en for-

nuftshabil patient, som modsætter sig dette.

Sundhedspersoners ret til at ophøre med behandling af uafvendeligt døende

Bestemmelsen i § 25, stk. 2, fastlægger den kompetence sundhedspersonen har, til at træf-

fe beslutning om ophør af behandling. Bestemmelsen omfatter patienter der er uafvende-

ligt døende og som er ude af stand til at udøve deres ret til selvbestemmelse, og hvor be-

handlingen alene er livsforlængende. En sundhedsperson kan efter bestemmelsen undlade

at indlede behandling eller ophøre med behandling, der er udsigtsløs og alene livsforlæn-

gende i dage til uger.

I bemærkningerne til lægeloven om patienter, hvor videre behandling er udsigtsløs, er det

anført, at: » lægen [vil] være berettiget til og i visse tilfælde – navnlig hvor patienten vil

lide under en fortsat behandling – tillige forpligtet til ikke at iværksætte foranstaltninger,

som kun kan udskyde dødens indtræden.« (FT 1991/92 tillæg A, sp. 2689).

Uafvendeligt døende patienters ret til at modtage smerte lindrende behandling

Bestemmelsen i § 25, stk. 3, fastlægger patienters ret til at modtage smertelindrende be-

handling. En uafvendeligt døende patient kan efter reglen i § 25, stk. 3, modtage den be-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

handling, der er nødvendig for at lindre patientens tilstand, også selv om det medfører

fremskyndelse af dødstidspunktet.

Bestemmelsen er med udtrykket »uafvendeligt døende« begrænset til patienter med soma-

tisk sygdom. Patienter med alvorlig og svært invaliderende psykisk sygdom er således

ikke omfattet.

Beslutning om behandling er en lægefaglig beslutning. En læge kan efter bestemmelsen

give den behandling, der er nødvendig for at lindre en uafvendeligt døende patients til-

stand. Bestemmelsen omfatter situationer, hvor patienten ønsker at blive friholdt for smer-

ter og de situationer, hvor lægen træffer beslutning om behandling, fordi patienten er ude

af stand til at udøve sin ret til selvbestemmelse.

Det følger direkte af bestemmelsens ordlyd, at den nødvendige behandling ikke er be-

grænset til den rene smertestillende behandling, men også den beroligende behandling,

der kan lindre patientens tilstand. Bestemmelsen giver dermed også hjemmel til behand-

ling med lægemidler, der nedsætter patientens bevidsthedsniveau. Det omfatter også så-

kaldt terminal sedation for uafvendeligt døende patienter med fysiske og psykiske symp-

tomer, der ikke kan lindres på anden måde. Det gælder også, selv om patienten ikke vil

kunne genvinde bevidstheden igen.

Patienter anses efter sundhedslovens for uafvendeligt døende, når døden med stor sand-

synlighed forventes at indtræde inden for dage til uger. I vejledning 9619/2002 om medi-

kamentel palliation i terminalfasen, er palliativ sedering begrænset til patienter, hvor dø-

den forventes at indtræde inden for timer til få døgn. I vejledningen er det om kriterierne

for palliativ sedering anført, at: »døden med stor sikkerhed forventes at indtræde inden for

kort tid« og i parentes direkte derefter: »timer til få døgn.« Vejledningen fastlægger der-

med en praksis for palliativ sedering, der er mere snæver, end den der følger af sundheds-

loven. Det indebærer en vis risiko for, at der er patienter, der ikke modtager den nødven-

dige smertelindrende behandling.

Livstestamenter

Sundhedslovens livstestamenteregler i § 26, stk. 2, er en formaliseret skriftlig forhåndstil-

kendegivelse, hvor patienten kan udtrykke ønsker om fremtidig behandling.

Livstestamentet har først virkning, når en patient ikke længere er i stand til at udøve sin

ret til selvbestemmelse. Livstestamenterne omfatter kun den livsforlængende behandling

og ikke anden behandling, som patienten eventuelt også modtager. Livstestamentet omfat-

ter to situationer:

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

§ 26, stk. 2, nr. 1 omfatter uafvendeligt døende. Patienter, der er uafvendelig døende, kan i

et livstestamente tilkendegive, at der ikke ønskes livsforlængende behandling. Patientens

tilkendegivelser er bindende.

§ 26, stk. 2, nr. 2 omfatter patienter, der er svært invalideret. Patienter, der er svært invali-

deret og som varigt er ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt kan tilken-

degive, at de ikke ønsker livsforlængende behandling. Bestemmelsen omfatter de mest

håbløse former for uhelbredelige og svært invaliderende lidelser, og hvor behandlingen

alene indebærer en vis forlængelse af livet. Patientens tilkendegivelser er i denne situation

vejledende.

De to bestemmelser definerer det rum, som lovgiver har fastlagt for lægens udøvelse af

passiv dødshjælp inden for rammerne af patienters ret til selvbestemmelse (SUU

819/2005).

Forholdet til straffeloven

Det bærende princip er patientens ret til selvbestemmelse. Tilsidesættelse af en fornufts-

habil patients ret til selvbestemmelse, kræver særlig lovhjemmel. Det har betydning i for-

hold til straffelovens hjælpepligter og forbud mod drab på begæring.

Sundhedspersoner kan straffes for tilsidesættelse af hjælpepligten. Det er efter straffelo-

vens § 250 strafbart at efterlade nogen, man har i sin varetægt, i hjælpeløs tilstand. Vare-

tægtsforhold kan foreligge i kraft af blandt andet offentligt hverv.

Domstolene har i flere sager fastslået, at læge-patient forholdet omfatter et sådant vare-

tægtsforhold. I sagen om den »hjerneskadede psykiater« fastslog byretten, at der forelå et

sådant varetægtsforhold og idømte psykiateren en betinget fængselsstraf på 2 måneder for

at have efterladt en person i hjælpeløs tilstand. Det er almindeligt antaget, at der ikke fore-

ligger en tilsidesættelse af hjælpepligten, når en fornuftshabil patient udtrykkeligt og i den

aktuelle situation modsætter sig livredende behandling.

Sundhedspersoner kan straffes for drab på begæring eller for hjælp til selvmord. Efter

straffelovens § 239 straffes den som »dræber en anden efter dennes bestemte begæring«

og efter § 240 straffes den der »medvirken til, at nogen berøver sig livet«. Begge bestem-

melser omhandler hjælp til at afslutte livet.

Reglerne om drab på begæring forudsætter at sundhedspersonen er bekendt med at patien-

ten ønsker at afslutte livet. Det følger af bestemmelsen, at det sidestilles med drab at tage

et håbløst syg menneskes liv. Reglerne om strafudmåling giver mulighed for strafnedsæt-

telse eller strafbortfald. Domstolene har i sager om drab på begæring af svært syge patien-

ter udnyttet muligheden for strafnedsættelse.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

I sag 6-2416/2012 om 84-årig cancersyg patient udskrevet til eget hjem idømte byretten i

Odense patientens søn en betinget straf for drab på begæring for at have givet faderen 94

morfintabletter. Faderen blev af hjemmesygeplejen indlagt på sygehus, men afgik ved

døden som følge af medicinforgiftning. Retten lagde til grund for strafudmålingen, at fa-

deren var uafvendeligt døende og udskrevet fra sygehus for at dø i eget hjem. I sag om 72-

årig kvinde fandt byretten i Helsingør ægtefællen skyldig i drab på begæring og idømte

ægtefællen en betinget straf. Det fremgik af hendes patientjournal og en besked indtalt på

ægtefællens Iphone, at hun ønskede hjælp til at afslutte livet. Byretten lagde i strafudmå-

lingen vægt på, de helt særlige omstændigheder i sagen, herunder kvindens tilskadekomst

under faldulykke i eget hjem, hendes fysiske tilstand med beskadigelse af halsvirvlerne

med lammelser i krop og arme, og den måde dødshjælpen blev givet på.

Retten lagde

herunder vægt på, at det var kvindens egen medicin, der var blevet anvendt.

Straffelovens regler om drab på begæring omfatter også behandlingssituationen. Har en

sundhedsperson til fortsæt at afslutte livet for en patient, pådrager sundhedspersonen sig et

strafansvar. Hverken patientens samtykke eller sundhedspersonens velmenende gerning

kan begrunde straffrihed. Straffrihed kan heller ikke begrundes med, at døden alligevel

var indtrådt inden længe, når sundhedspersonen med sin indgriben er årsag til dødens ind-

træden (Waaben: Straffeloven, Thomson,1999, s. 10). Det er klart, at det bevismæssigt

lettere kan lægges til grund, at afbrydelse af en livsforlængende behandling har forvoldt

patientens død, når døden indtræder umiddelbart efter behandlingen er afbrudt. Men det er

næppe sandsynligt, at en afbrudt behandling, der beviseligt men med nogen forsinkelse

medfører dødens indtræden, af den grund vil blive bedømt anderledes (betænkning

1187/1989, s. 53).

Forholdet til autorisationsloven

Det følger af autorisationsloven, at en læge skal handle i overensstemmelse med gældende

normer for faglig forsvarlighed. Det følger af den almindelige lægefaglige norm, at patien-

ter skal holdes smertefrie. Lægen er imidlertid ikke overladt et frit skøn. Der er således i

sundhedsloven fastsat nogle retlige betingelser som skal være opfyldt, for at lægen lovligt

kan træffe beslutning om behandling, som medfører dødens indtræden.

Patienter der er uafvendeligt døende kan efter sundhedslovens i § 25, stk. 3, modtage den

lindrende og beroligende behandling der er nødvendig for at holde patienten smertefri.

Beslutning om behandling er en lægefaglig beslutning. Patienter kan således ikke kræve

en bestemt behandling. Det følger imidlertid af sundhedslovens § 25, stk. 3, sammenholdt

med den lægefaglige norm, at en læge som udgangspunkt vil have en vidtgående pligt til

at tilrettelægge behandlingen i overensstemmelse med patientens ønske, hvis det for lægen

er klart, at patienten er uafvendeligt døende og smerteplaget. Det gælder også terminal

sedering for at kontrollere en stærk og voldsomt ubehagelig og smertepræget tilstand,

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

hvor kopppens funktioner er i et massivt alarmberedsskab. En uafvendeligt døende patient

har imidlertid ikke krav på, at modtage en bestemt behandling, som lægen af lægefaglige

grunde modsætter sig (FT 91/92, tillæg A, 2694). En læge kan derfor afvise en patients

ønske om terminal sedering, hvis lægen vurderer, at patienten har fået den nødvendige

beroligende medicin og der ikke er indikation for yderligere behandling.

For patienter, der er ude af stand til at udøve deres ret til selvbestemmelse, træffer lægen

beslutning om den lindrende behandling, der er nødvendig for at holde patienten symp-

tomfri. Lægen kan inddrage patientens tidligere tilkendegivelser i forbindelse med den

aktuelle sygdomssituation. Lægen vil have en vidtgående forpligtelse til at respektere pa-

tientens tilkendegivelser. Lægen kan derudover inddrage patientens nærmeste pårørende i

beslutningen om behandling. De pårørende har imidlertid ikke nogen beslutningskompe-

tence og kan ikke kræve at lægen gennemfører en behandling, der fremskynder dødstids-

punktet.

Det er i forarbejderne om bestemmelsen i den dagældende lov om patienters retsstilling

anført, at det er en del af den lægefaglige norm at patienter skal holdes smertefrie (LF

128/1997-98, s. 31). For en uafvendeligt døende patient, hvor døden med stor sandsynlig-

hed forventes at indtræde inden for dage til uger, har den behandlende læge ret til og –

undertiden pligt til – at undlade udsigtsløs behandling, fordi den blot udskyder dødstids-

punktet og påfører patienten unødvendig lidelse.

Beslutning om at ophøre med behandling kan ligge uden for patientens og lægens beslut-

ningsrum, når afbrydelsen er omfattet af straffelovens regler om drab på begæring. En

patient, der udelukkende opretholder livet på rund af respiratorbehandling, kan således

ikke anmode om afbrydelse af en behandling, der medfører døden. Det kan ikke udeluk-

kes, at der er et straffrit område, hvor en læge i enkeltstående situationer kan smertebe-

handle en ikke uafvendeligt døende patient på bekostning af levetid eller ophøre med en

livsforlængende behandling, hvor patienten lider under fortsat behandling. Der kan imid-

lertid ikke opstilles en almindelig sætning om straffrihed begrundet i særlige nødretslig-

nende og lægeetiske grunde.

Forholdet til selvbestemmelsesretten

Patienter der er uafvendeligt døende kan frabede sig behandling og kræve en allerede på-

begyndt behandling ophørt. Er patienten i stand til at udøve sin ret til selvbestemmelse, vil

det være et brud på selvbestemmelsesretten at træffe forhåndsbeslutning om at undlade

genoplivning ved hjertestop, uden patienten er indforstået hermed. Patienter, der ikke er

uafvendeligt døende, kan frabede sig opstart af behandling, men kan ikke kræve en allere-

de igangsat behandling ophørt, som medfører dødens indtræden. I sag 0127310 om kvinde

der døde som følge af medicinforgiftning, fandt Patientklagenævnet, at der ikke var

grundlag for kritik af en læge, der undlod at indlægge en kvinde, der have taget 100 Pano-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

dil tabletter. Patientklagenævnet lagde til grund for afgørelsen, at kvinden trods lægens

opfordring modsatte sig indlæggelse.

Sundhedspersoner der imødekommer en fornuftshabil og ikke uafvendeligt døende pati-

ents ønske om at afbryde en behandling, som medfører dødens indtræden, kan straffes for

drab på begæring. Der er samtidig efter sundhedsloven ikke hjemmel til at fortsætte be-

handling uden patientens samtykke. Der er således tale om et regelsammenstød mellem

straffelovens forbud mod drab på begæring og sundhedslovens regler om patienters selv-

bestemmelsesret.

I sag 16SPS26 udtaler Patientsikkerhedsstyrelsen, at der i lovgivningen ikke er hjemmel

til at afbryde behandlingen af en patient, der ikke er uafvendeligt døende, trods patientens

ønske herom. Sagen omhandler en patient, der havde fået afvist ønske om at afbryde be-

handling og afvist ønske om medicin, der kunne få hende til at sove ind. Det fremgår af

sagen, at der var en sandsynlighed for, at hun kunne komme sig af den lungebetændelse

hun have pådraget sig under indlæggelsen. Styrelsen lægger til grund for afgørelsen, at

kravet om at al behandling kræver samtykke fraviges i det tilfælde, hvor standsning af

behandlingen kan medføre et strafansvar for den pågældende sundhedsperson.

Det følger af afgørelsen, at en sundhedsperson er udelukket fra at imødekomme ønske om

at afbryde behandling af en patient, der ikke er uafvendeligt døende. Denne forskel i retten

til selvbestemmelse skyldes, at ophør af behandling for patienter, der er uafvendeligt dø-

ende ikke anses for en overtrædelse af straffelovens forbud mod drab på begæring. Ikke-

uafvendeligt døende patientens ret til at fravælge behandling er i denne sammenhæng ikke

lige så godt beskyttet som uafvendeligt døende.

Der er i sundhedsstyrelsens vejledning 33/2012 om forudgående fravalg af livsforlængen-

de behandling anført, at patienters tilkendegivelse om at behandlingen skal ophøre, når en

forudsigelig situation i sygdomsforløbet indtræder, skal respekteres. Det gælder også selv

om dette medfører døden. Der lægges således i vejledningen op til, at en læge på begæring

kan ophøre med en behandling, der medfører dødens indtræden. Der henvises særligt til

ophør af respiratorbehandling af ALS patienter. Beslutning om at afbryde behandling for

en patient der kan holdes i live i en længere periode kan være omfattet af straffelovens §

239 om drab på begæring. Det skal bemærkes, at det ud fra et juridisk synspunkt er be-

tænkeligt, at en sådan praksis ikke har udmøntet sig i en klar lovbestemmelse, hvor patien-

ter i et livstestamente kan tilkendegive et sådant forpligtende ønske.

Patienter kan efter sundhedslovens § 25, stk. 3, modtage den nødvendige smertestillende

behandling. Bestemmelsen er ikke formuleret som en rettighedsregel og giver ikke patien-

ten en ret til en bestemt behandling.

Bestemmelsen erstatter livstestamenteregler i den daværende lægelov, hvor patienters øn-

ske om palliativ behandling også var vejledende for lægen. Patienter kunne i et livstesta-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 300: Notat af lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen om uafvendeligt døende patienters retsstilling og regler om terminal sedation

mente ønske at blive friholdt for smerter, selv om det ville indebære en risiko for, at døds-

tidspunktet fremskyndes.

Det er i bemærkningerne til den dagældende lægelov om patientens forudgående tilkende-

givelser anført, at de er »et ikke uvæsentligt led i den række af forhold, som den behand-

lende læge må tage i betragtning og afveje i forhold til hinanden i forbindelse med tilrette-

læggelse af en terminal behandling.« (FT 91/92 tillæg A, sp. 2690.)

Denne mulighed for at tilkendegive et ønske om behandling udgik i forbindelse med ved-

tagelsen af lov om patienters retsstillingen. Det er i forarbejderne begrundet med, at det

følger af den almindelige lægefaglige norm, at patienter skal holdes smertefri, og at det

derfor er unødvendigt at opretholde dette ønske i livstestamentet.

Patienten har med de nugældende regler samme rettigheder til at modtage lindrende be-

handling. Det skal her bemærkes, at det er rettigheder, der er vanskeligere at udmønte,

fordi patienten ikke har muligheder for at tilkendegive fremtidige ønsker om behandling

forud for den aktuelle situation. En genindførelse af patienters mulighed for at ønske lin-

drende behandling vil medvirke til at flytte ansvaret for beslutningen fra lægen til patien-

ten og patientens sygdom.

/ Lektor, ph.d. jur. Kent Kristensen, Åbyhøj 7. maj. 2017