Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del Bilag 267
Offentligt
Hørsholm 4/4 2017
Til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Jeg håber, at I vil tage denne henvendelse seriøst. Vi har sendt indlægget til Politiken og
Peter Qvortrup Geisling fra Danmarks Radio.
På vegne af nedenstående medunderskrivere, med venlig hilsen
Ingrid Poulsen, Forskningsleder, sygeplejerske og ph.d.
Hjælper det at køre med cykelhjelm eller ser man bare dum ud?
For os sundhedsprofessionelle, der til dagligt arbejder med at hjælpe mennesker, der har
været udsat for alvorlige ulykker og efterfølgende svære hjerneskader, har den seneste
tids karikaturlignende debat i TV og på sociale medier om brugen af cykelhjelm eller ej
været meget frustrerende. Debatten har været præget af
”fake news”
og dumsmarte
bemærkninger fra såkaldte kendisser.
En af de dumsmarte bemærkninger, der er blevet sagt er, at man ligner en idiot med
cykelhjelm. Men ligner det ikke nærmere idioti, ikke at bruge cykelhjelm? Ligner man også
en idiot, når man bruger sikkerhedssele og når en motorcyklist eller en rytter rider med
hjelm?
Indenfor neurorehabilitering møder vi hver eneste dag patienter, heraf mange unge og
under uddannelse, som kæmper for at komme tilbage til et så normalt liv som muligt, med
svære skader på hukommelsen og indlæringsevnen. Man har i dagspressen, bl.a. i
dagbladet Information, kunnet følge livshistorier fra unge, som efter en hjernerystelse har
fået revet måneder ud af deres liv og som oplever liv med smerter og
koncentrationsbesvær, hvoraf mange kunne være undgået, hvis forældre og samfundet
havde stillet krav om brug af cykelhjelm.
Vi vil gerne argumentere for, at det er smart at bruge cykelhjelm. Ifølge den nyeste viden
er der ikke tvivl om fordelene. I 2016 konkluderede førende internationale forskere (1), på
baggrund af 40 videnskabelige studier: Brug af cykelhjelm er forbundet med nedsat risiko
for hjernetraume, specielt når det gælder de mest alvorlige hjernetraumer. Nakkeskader er
sjældne og er ikke forbundet med brug af cykelhjelm. Forskerne mener, at resultaterne bør
føre til strategier, til øget brug af cykelhjelm, som en del af en overordnet
trafiksikkerhedsplan. Vores daglige erfaringer siger det samme.
SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 267: Henvendelse af 4/4-17 fra Ingrid Poulsen m.fl. vedr. lovgivning om cykelhjelm
1742391_0002.png
Antallet af trafikulykker i Danmark er faldende. Heldigvis! Men tallet er stadig højt (2) og
hver eneste ulykke er én for meget. Når cyklister er involveret i trafikulykker, er cyklisten
den svageste part. Det bør vi gøre noget ved.
Herhjemme vurderer Sikker Trafik, at vi kan redde fem til ti liv om året, hvis alle danskere
cykler med hjelm. Derudover ville 800 hovedskader kunne undgås. I Sverige, som har indført
lov om cykelhjelm for børn under 15 år, har man set et fald i ulykker, og dette har fået blandt
andre interesseorganisationen Hjärnfonden og trafiksikkerhedsorganisationen NTF til at
foreslå, at 'hjelmloven', som den kaldes i Sverige, også skal gælde for voksne. Australien og
New Zealand har ligesom Sverige lovgivet om brug af cykelhjelm.
Danskerne mener også at der skal indføres lovkrav om cykelhjelm. Analyse Danmark har
gennemført en analyse for Avisen.dk, hvor 72% af danskerne (1040 har svaret) at de i en
eller anden grad mener at der skal indføres et påbud om at bære cykelhjelm i trafikken (3).
Derfor mener vi, at det er rettidig omhu at diskutere lovkrav om bryg af cykelhjelm i
Danmark baseret på den nyeste viden.
1. Jake Olivier & Prudence Creighton. Bicycle injuries and helmet use: a systematic
review and meta-analysis. Int. J. Epidemiol. July 2016.
2. Sundhedsstyrelsens rapport
“Sygdomsbyrden I DDanmark –
ulykker, selvskade,
selvmord”, 2016
3.
http://nyheder.tv.2.dk/samfund/2017-03-27
Underskrevet af ledelserne og forskningsledelserne på de to højt specialiserede centre for
neurorehabiltering i Danmark, hvor de sværest tilskadekomne patienter indlægges:
Klinikchef Christian Pilebæk Hansen, ledende terapeut Hanne Munk og lektor Ingrid
Poulsen, Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering, Rigshospitalet.
Ledende terapeut Mette Schrøder, klinikchef Merete Stubkjær Christensen, Ledende
sygeplejerske Bente Dam og professor Jørgen Feldbæk Nielsen, Regionshospitalet Hammel
Neurocenter.