Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del Bilag 215
Offentligt
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti)
Socialdemokratiet
Dansk Folkeparti
Enhedslisten
Alternativet
Radikale Venstre
Socialistisk Folkeparti
København, den 9. februar 2017
Politisk aftale om bedre lægedækning
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti er enige om at styrke lægedækningen
i Danmark. Alle danskere skal have adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet, uanset hvor i landet man bor,
og uanset hvad man fejler. Det kræver, at der er tilstrækkelig lægedækning i alle dele af landet. Det kan
imidlertid konstateres, at der i visse dele af landet er vanskeligheder ved at skaffe læger, bl.a. læger til
almen praksis i yderområder og socialt belastede områder og læger til sygehuse uden for de større byer.
Aftalepartierne er enige om, at almen praksis udgør en central del af sundhedsvæsenet, og at sektoren
også fremover skal udvikles og moderniseres som led i en styrkelse af det nære og sammenhængende
sundhedsvæsen. En stærk almen praksis med fx øget opgavevaretagelse af bl.a. kroniske patienter og
større enheder, herunder med øget brug af andet sundhedsfagligt personale, er således afgørende for et
bæredygtigt sundhedsvæsen og for borgernes oplevelse af kontinuitet, nærhed og tryghed.
Aftalepartierne ønsker grundlæggende at understøtte en stærk almen praksissektor, men finder at der kan
være behov for at se på særlige, midlertidige løsninger på grund af lægedækningsproblemerne nogle steder
i landet.
Venstre-regeringen nedsatte i januar 2016 et Lægedækningsudvalg, som afrapporterede til
sundhedsministeren i januar 2017. Aftalepartierne bakker generelt op om udvalgets forslag og
understreger, at det er et fælles ansvar for staten, regionerne, kommunerne, lægelige organisationer m.fl.
at løfte opgaven med at sikre tilstrækkelig lægedækning i hele landet til gavn for alle danskere.
Aftalepartierne er enige om at understøtte bedre lægedækning fra centralt hold ved:
at forlænge den eksisterende fireårige periode, hvor regionerne har mulighed for at drive almen
medicinske klinikker, jf. sundhedslovens § 227, stk. 5, op til seks år, i tilfælde af
lægedækningsproblemer. Sundhedsministeren vil i efteråret 2017 fremsætte lovforslag herom. Der
gennemføres en evaluering af anvendelsen af regionsklinikker inden for tre år efter lovens
ikrafttrædelse.
at åbne mulighed for, at almen praktiserende læger, der ønsker at eje flere ydernumre, jf.
sundhedslovens § 227, stk. 2, kan købe direkte fra andre praktiserende læger. Sundhedsministeren vil i
efteråret 2017 fremsætte lovforslag herom.
at omprioritere midler i en treårig overgangsperiode til at understøtte en honoraromlægning i almen
praksis, der kan sikre bedre lægedækning. Prioriteringen forudsætter, at Praktiserende Lægers
Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) aftaler en model for differentieret
basishonorar i de aktuelle overenskomstforhandlinger om almen praksis.
SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 215: Orientering om brev til regionsrådene vedrørende sprogkrav i udbuds- og regionsdrevne klinikker m.v., fra sundhedsministeren
Aftalepartierne konstaterer desuden, at der i visse dele af landet er væsentlige lægedækningsproblemer i
både sygehusregi og i almen praksis. Aftalepartierne opfordrer derfor til:
at der inden for rammerne af forsøgsbestemmelsen i sundhedsloven § 233 ansøges om etablering af
forsøg med nye organiseringsformer, som kan skabe sammenhængende tilbud for borgere i områder
med lægedækningsproblemer i både almen praksis og i sygehusenes akutte beredskab. Både private og
offentlige aktører kan indgå i løsninger af akutte lægedækningsproblemer. Aftalepartierne finder det
hensigtsmæssigt, at sådanne forsøg vil kunne løbe op til 6 år og evalueres inden for 3 år efter
igangsættelse. Etablering af forsøg forudsætter ansøgning fra et regionsråd til sundhedsministeren.
Aftalepartierne ønsker derudover generelt at samle op på de erfaringer, der er gjort med at drive udbuds-
og regionsklinikker siden 2012, herunder inddrage såvel private som offentlige aktører i processer, så deres
erfaringer inddrages.
Desuden ønsker aftalepartierne at styrke mulighederne for bedre virtuel eller digital kommunikation for at
understøtte bedre lægedækning.
Aftalepartierne finder det også vigtigt, at patienterne oplever, at de bliver forstået – og at de forstår de
beskeder, de får af sundhedspersonalet. For at sikre det rette fokus herpå, vil det blive præciseret over for
regionerne, at det er regionernes ansvar, at personalet i evt. udbuds- og regionsdrevne klinikker har de
nødvendige kundskaber i dansk.
Aftalepartierne finder det desuden positivt, at optaget på medicinstudiet på Aalborg Universitet øges med
50 pladser fra sommeren 2017. Aftaleparterne finder også, at forslagene om en relativ øget dimensionering
af uddannelsesstillinger i almen medicin, og at alle læger skal arbejde et halvt år i almen praksis som en del
af den kliniske basisuddannelse (KBU), vil være med til at styrke almen praksis. Aftalepartierne noterer sig,
at regeringen vil forlænge femårsfristen til seks år for den lægelige videreuddannelse.
Aftalepartierne har også hæftet sig ved forslagene fra Lægedækningsudvalget, som skal løftes af regioner,
kommuner, lægelige organisationer m.fl., fx bedre geografisk placering af videreuddannelsesstillinger,
etablering af lokale rekrutterings- og fastholdelsesinitiativer og regionalt samarbejde om lægerekruttering.
Folketinget har med denne aftale tilkendegivet at ville løfte de i aftalen nævnte anbefalinger fra
Lægedækningsudvalget, der kræver Folketingets opbakning. Aftalepartierne forventer, at de relevante
aktører hver især arbejder målrettet på at gennemføre de øvrige af Lægedækningsudvalgets
løsningsforslag.
Aftalepartierne er enige om, at der skal gøres status for parternes implementering af forslagene omkring
årsskiftet 2017/2018.