Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del Bilag 211
Offentligt
Forespørgsel til Folketingets Ældre og Sundhedsudvalg vedrørende den manglende
behandlingsret – og behandlingstilbud til patienter med spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder
(BED).
Jeg bede Ældre og Sundhedsudvalget besvare, hvorledes Udvalget vil sikre, at mennesker med BED kan få
ret til relevant specialiseret behandling på lige fod med alle andre mennesker med psykiatriske lidelser.
Fra 15. januar 2016 har læger ikke kunnet henvise patienter med BED til relevant specialiseret behandling
efter afslutning af Satspuljeprojekterne.
Et specialiseret behandlingstilbud til en så stor gruppe patienter kan naturligvis ikke opbygges indenfor de
eksisterende økonomiske rammer i den hospitalsbaserede psykiatri, idet patientgruppen med moderat til
svær BED er mindst lige så stor som den patientgruppe med anorektiske og bulimiske lidelser, der aktuelt
modtager en sådan specialiseret psykiatrisk behandling.
Der er hermed en stor gruppe af mennesker i Danmark med alvorlige spiseforstyrrelser, der ikke får den
nødvendige og effektive ambulante behandling, de har behov for.
Baggrund:
Den 11. maj 2016 var Folketingets Ældre og Sundhedsudvalg på besøg på Rigshospitalet og blev her
orienteret om erfaringer med behandling af Binge Eating Disorder (BED) af undertegnede og afdelingslæge
Jakob Lauest.
Den 31. maj 2016 afholdtes Sundhedsstyrelsen en offentlig Konference på Nationalmuseet, hvor disse
erfaringer blev fremlagt offentligt med oplæg og projektrapporter fra Region Hovedstadens psykiatri,
Psykoterapeutisk Center Stolpegård og fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og selvskade (LMSS) blev
ligeledes afleveret.
Den 30. september 2016 udkom Sundhedsstyrelsens sammenfattende notat: Binge Eating Disorder (BED)-en
sammenfatning af to satspuljeprojekter”. Denne er vedlagt som bilag.
I notatet slås bl.a. fast, at BED er en psykiatrisk lidelse, der bør sidestilles med andre spiseforstyrrelser, samt
at patienter med BED bør have et selvstændigt specialiseret behandlingstilbud integreret i den eksisterende
specialiserede behandling af de andre typer af spiseforstyrrelser. Begge projekter viste gode resultater ved i
betydelig grad at reducere antallet af over-spisninger og graden af øvrige spiseforstyrrelsessymptomer ved
ambulant behandling.
Med venlig hilsen
Mette Waaddegaard
Afsnitsledende overlæge, ph.d.
Psykoterapeutisk Ambulatorium for Spiseforstyrrelser
SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 211: Henvendelse af 2/3-17 fra Region Hovedstadens Psykiatri vedr. den manglende behandlingsret – og behandlingstilbud til patienter med spiseforstyrrelsen BED