Folketingets Sundhedsudvalg
Ønske om foretræde for sundhedsudvalget
Emne: Aktiv livshjælp eller dødshjælp
UlykkesPatientForeningen søger foretræde for Folketingets Sundhedsudvalg for at præsentere en idé
om at holde en fælles konference eller åben høring om aktiv livshjælp eller dødshjælp.
Siden Folketinget i december 2013 holdt en konference om aktiv dødshjælp, er der sket en hastig
udvikling i såvel debatten som lovgivningen i ind- som udland. I Belgien er der fx åbnet op for, at børn
og unge kan få aktiv dødshjælp, og senest har danske skoleelever ved det netop afholdte ”skolevalg”
skulle forholde sig til emnet. I en befolkningsundersøgelse, som Megafon lavede for TV2 i september
2016, sagde 79 % af de adspurgte, at de var for aktiv dødshjælp.
Indtil videre er aktiv dødshjælp gjort lovlig i Holland, Belgien, Schweiz og delstaten Oregon i USA.
Hvor tilbuddet oprindeligt var rettet mod mennesker med en terminal sygdom, er der nu en tendens
til, at også mennesker med handicap tager imod muligheden.
Behovet for en ny debat
Tilbuddet om aktiv dødshjælp var oprindeligt rettet mod mennesker med en terminal sygdom, så de
udenlandske erfaringer kan bekymre, for hvornår er en læge, de pårørende eller én selv i stand til at
vurdere, hvornår livet ikke længere er værd at leve for et menneske med en kronisk sygdom eller et
fysisk handicap? Er det virkelig muligt at opstille objektive kriterier for, hvornår livet er godt eller
skidt? Der er forskel på terminale sygdomme og så mennesker, der skal leve med en
funktionsnedsættelse. Hidtil har mennesker med terminale lidelser sat rammerne for debatten, men
der er brug for nuancer, at vi får taget hul på, hvor langt vi som samfund vil bevæge os ift. at give
individet mulighed for at vælge. Det er her, at vi gerne ser begrebet aktiv livshjælp indført.
Der er brug for, at vi får en debat om den gråzone, der ligger mellem dødelig sygdom og kroniske
lidelser/alvorligt fysisk handicap. Det er her, at begrebet aktiv livshjælp står som modsætningen til
aktiv dødshjælp.
Vi ved, at Sundhedsudvalget har debatteret emnet i fortrolige rammer, men vi vurderer, at det nu er
tid til, at der nu fokuseres på, hvordan man kommer videre i livet efter alvorlig sygdom eller
handicap, og at denne debat kommer videre ud og leve blandt befolkningen. Også selv om det er en
debat med mange følelser og holdninger og ingen nemme løsninger.
Vi er ikke til besvær
Vi er en patientforening for mennesker, der kommer til skade i en ulykke eller ved sygdom, og mange
af vores medlemmer har fra tid til anden haft tankerne om, at de ikke ønsker at leve mere. Mange