Det Etiske Råd anbefaler, at dobbeltdonation lovliggøres
Ved dobbeltdonation modtager en kvinde, der ønsker at blive gravid, både æg og sæd fra donorer.
Den eksisterende lovgivning rummer et forbud mod denne donationsform for at sikre, at barnet er
genetisk beslægtet med mindst én af de kommende forældre. Men i oktober 2016 bad Sundheds-
og Ældreministeriet Det Etiske Råd om at tage stilling til, om forbuddet bør lempes, blandt andet
set i lyset af nutidens familiemønstre, hvor mange børn vokser op i en helt anden slags familie end
den traditionelle kernefamilie.
Det Etiske Råd støtter, at der indføres en mere liberal lovgivning. Medlemmerne har svært ved at
se, at et fravær af genetisk tilknytning i sig selv kan begrunde den eksisterende lovgivning. Men
der er uenighed om, hvor langt man bør gå. Et af spørgsmålene har været, om en kvinde i et
lesbisk par skal kunne donere et æg til sin partner, selv om partneren selv har anvendelige æg.
Dette ville gøre det muligt for begge kvinder at føle sig biologisk knyttet til barnet, den ene ved at
have båret og født det, den anden ved at have leveret ægget.
Et flertal af Rådets medlemmer mener, at dobbeltdonation alene bør tilbydes på sundhedsfaglig
indikation, dvs. i forbindelse med infertilitet eller risiko for alvorlig sygdom hos barnet. Dette
udelukker den ovenfor beskrevne donationsform mellem kvinder i et lesbisk par, medmindre den
kvinde, der skal modtage ægget, er infertil eller har en alvorlig arvelig sygdom. Også enlige
kvinder, der enten er infertile eller har en alvorlig arvelig sygdom, bør ifølge disse medlemmer
have adgang til dobbeltdonation.
Et stort mindretal af Rådets medlemmer tilslutter sig lovliggørelse af dobbeltdonation uafhængigt
af, hvilken form for dobbeltdonation der er tale om. Medlemmerne kan ikke få øje på etiske
hensyn, der med afgørende vægt taler imod lovliggørelse.
Også en række andre emner end spørgsmålet om lovliggørelse af dobbeltdonation indgår i Rådets
udtalelse. Blandt andet diskuteres vigtigheden af at oplyse barnet om, at det er blevet til ved hjælp
af donation. I forbindelse med dobbeltdonation er problematikken fordoblet i forhold til andre
former for donation af kønsceller. Også spørgsmålet om, hvorvidt en lovliggørelse af
dobbeltdonation kan føre til lovliggørelse af rugemoderskab, udgør et tema i udtalelsen. Desuden
præsenteres en række af de vigtigste argumenter såvel for som imod lovliggørelse af
dobbeltdonation.
Link til udtalelsen: