Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del Bilag 16
Offentligt
1674326_0001.png
7. oktober 2016
Kære Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Det er kommet frem i pressen, at regeringen indstiller til satspuljepartierne at inddrage det
særtilskud på 58 mio. kr., som siden 2003 har været givet til Københavns Kommune til driften
af tilbud til socialt udsatte.
Københavns Kommune har umiddelbart tilkendegivet, at midlerne ikke kan findes andetsteds
på kommunens budget. På den baggrund er flere af København Kommunes vigtige tilbud til
hjemløse, misbrugere og andre udsatte nu truet på deres videre drift.
Rådet for Socialt Udsatte vil ikke gå ind i den bagvedliggende politiske uenighed om, hvorvidt
tilskuddet er rimeligt eller ej. Men Rådet er af den klare overbevisning, at de tilbud, som
finansieres af særtilskuddet, er vigtige for socialt udsatte i København – også i geografisk
bredere forstand end blot indenfor Københavns Kommune. Det vil være ulykkeligt for
brugerne af tilbuddene, hvis konsekvensen bliver kraftige nedskæringer eller i værste fald
lukning af tilbuddene.
På den baggrund opfordrer Rådet til, at der snarest findes en løsning, så tilbuddene til
Hovedstadens tilbud til mange socialt udsatte kan fortsætte deres vigtige arbejde.
Med venlig hilsen
Jann Sjursen
Enslydende breve er sendt til hhv. Folketingets Social- og Indenrigsudvalg, social- og
indenrigsminister Karen Ellemann og overborgmester i København Frank Jensen