SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17
SUU Alm.del Bilag 149
Offentligt

Sundheds- og Ældreministeriet

Enhed: Sundhedsjura og Psyki-

atri

Sagsbeh.: DEPFRE

Sagsnr.: 1601180

Dok. nr.: 278283

Dato: 19. januar 2017

Udkast

Forslag

til

Lov om anvendelse af tvang ved somatisk be-

handling af varigt inhabile

(Tvangsbehandlingsloven)

Kapitel 1

Lovens formål, anvendelsesområde m.v.

Formål

§ 1.

Formålet med loven er

1) at sikre den bedst mulige behandling, omsorg og beskyttelse af patienten med ud-

gangspunkt i den enkeltes behov og under hensyn til den enkelte patients værdighed,

2) at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af tvang efter denne lov sker i overens-

stemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, og

3) at begrænse tvang og indgreb i den personlige frihed overfor den enkelte patient til

det absolut nødvendige.

Stk. 2.

Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, som en patient i ord

eller handling modsætter sig.

Lovens stedlige anvendelsesområde

§ 2.

Loven finder anvendelse inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der

udføres sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner.

Stk. 2.

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om lovens anvendelsesområde.

Persongruppe

§ 3.

Loven finder anvendelse på patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen

til at give informeret samtykke til behandling, jf. §§ 14 og 18 i sundhedsloven.

Stk. 2.

Loven gælder ikke for patienter, der omfattes af reglerne i lov om anvendelse af

tvang i psykiatrien.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Delegation af beslutninger og varigheden af beslutninger

§ 4.

Beslutninger, som en læge eller tandlæge kan træffe efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8,

stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1-4, og § 11, stk. 1, kan ikke delegeres til andre sundhedsperso-

ner.

Stk. 2.

Lægen eller tandlægen kan delegere gennemførelsen af behandlingen efter regler-

ne i lov om autorisation og sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og regler

udstedt i medfør heraf.

Stk. 3.

Lægen eller tandlægen kan tilsvarende lade andre sundhedspersoner gennemføre

indgreb efter kapitel 3.

Stk. 4.

Beslutninger, som en læge eller tandlæge træffer efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8,

stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1-4, og § 11, stk. 1, har gyldighed i en periode på seks måneder,

med mindre lægen eller tandlægen vurderer, at en kortere periode er tilstrækkelig.

Kapitel 2

Tvangsbehandling

§ 5.

Med samtykke fra en værge, en nærmeste pårørende eller en fremtidsfuldmægtig,

eller ved tilslutning fra en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området kan en

læge eller tandlæge beslutte at gennemføre behandlingen ved brug af tvang over for pati-

enter, som i ord eller handling modsætter sig en sundhedsfaglig behandling, som en vær-

ge, en nærmeste pårørende eller en fremtidsfuldmægtig har givet samtykket til efter § 18,

stk. 1, i sundhedsloven, eller som en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området

eller Styrelsen for Patientsikkerhed har givet sin tilslutning til efter § 18, stk. 2 og 4, i

sundhedsloven, hvis

1) en undladelse af at behandle patienten ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til

væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand,

2) behandlingen anses for nødvendig for at forhindre denne væsentlige forringelse, og

3) det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for patienten at gen-

nemføre behandlingen.

Stk. 2.

Før en behandling kan gennemføres ved brug af tvang, skal tillidsskabende tiltag

være forsøgt, og patienten skal forinden være forsøgt motiveret til behandlingen.

Stk. 3.

Behandlingen skal afbrydes straks, hvis lovens betingelser ikke længere er til stede.

Kapitel 3

Tvangsindgreb som kan iværksættes med henblik på at gennemføre tvangsbehandling

Principper for tvangsindgreb

§ 6.

Ethvert tvangsindgreb efter dette kapitel samt kapitel 4 skal være så skånsomt og

kortvarigt som muligt og stå i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Det mindst ind-

gribende indgreb

skal anvendes, hvis det er tilstrækkeligt til at opnå formålet. Alle indgreb skal udføres med

størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og

ulemper.

Stk. 2.

Tvangsindgreb efter dette kapitel må ikke erstatte personlig pleje og omsorg.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Fysisk fastholdelse

§ 7.

Efter samme betingelser som i § 5, stk. 1, nr. 1-3, kan den læge eller tandlæge, der

efter § 5, stk. 1, har besluttet at tvangsbehandle patienten, beslutte fysisk at fastholde

patienten, hvis det er nødvendigt for at gennemføre den besluttede tvangsbehandling.

Stk. 2.

Der må ikke anvendes hjælpemidler og remedier til fastholdelsen, herunder f.eks.

fiksering med bælte, hånd- og fodremme, handsker m.v.

Beroligende medicin

§ 8.

Efter samme betingelser som i § 5, stk. 1, nr. 1-3, kan den læge eller tandlæge, der

efter § 5, stk. 1, har besluttet at tvangsbehandle patienten, beslutte at give patienten et

beroligende middel, hvis det er nødvendigt for at gennemføre den besluttede tvangsbe-

handling.

Stk. 2.

Beroligende midler må ikke anvendes af ordenshensyn.

Tvangsindlæggelse

§ 9.

Efter samme betingelser som i § 5, stk. 1, nr. 1-3, kan den læge eller tandlæge, der

efter § 5, stk. 1, har besluttet at tvangsbehandle patienten, beslutte, at en patient skal

tvangsindlægges, hvis tvangsindlæggelsen er nødvendig for at gennemføre den besluttede

tvangsbehandling. Tvangsindlæggelse kan alene ske på et offentligt sygehus.

Stk. 2.

I forbindelse med sin beslutning om at tvangsindlægge patienten udfærdiger lægen

eller tandlægen en erklæring herom. Erklæringen skal basere sig på lægens eller tandlæ-

gens egen undersøgelse foretaget med henblik på tvangsindlæggelsen. Erklæringen må

ikke være udstedt af en læge eller tandlæge, der er ansat på den sygehusafdeling, hvor

tvangsindlæggelsen skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke være udstedt af en

læge eller tandlæge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i

forvaltningslovens § 3.

Stk. 3.

Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bi-

stand hertil.

Stk. 4.

Lægens eller tandlægens undersøgelse efter stk. 2, 2. pkt., skal være foretaget in-

den for de seneste 7 dage forud for tvangsindlæggelsen.

Stk. 5.

Den læge eller tandlæge, der beslutter, at patienten skal tvangsindlægges, skal så

vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet sammen med den patient, der skal

tvangsindlægges. Iværksættes tvangsindlæggelsen ikke i umiddelbar forlængelse af læ-

gens eller tandlægens undersøgelse, underretter politiet lægen eller tandlægen om tids-

punktet for gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Lægen eller tandlægen skal så vidt

muligt være til stede ved tvangsindlæggelsens gennemførelse og skal i den forbindelse

påse, at betingelserne for tvangsindlæggelse fortsat er til stede.

Stk. 6.

Overlægen eller overtandlægen på den afdeling, hvor patienten tvangsindlægges,

træffer endelig beslutning om, hvorvidt tvangsindlæggelse skal ske. Overlægen eller over-

tandlægen skal i den forbindelse påse, om betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 7.

I overlægens eller overtandlægens fravær kan beslutninger efter stk. 6 tages af en

anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området. Overlægen eller overtandlægen

skal snarest muligt tage stilling til den anden læges eller tandlæges beslutning.

Stk. 8.

Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af de i stk. 2 nævnte

erklæringer. Sundhedsministeren fastsætter endvidere efter forhandling med justitsmini-

steren regler om politiets medvirken til tvangsindlæggelserne.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Tilbageholdelse og tilbageførsel

§ 10.

Efter samme betingelser som i § 5, stk. 1, nr. 1-3, kan overlægen eller overtandlægen

beslutte, at en patient, der er tvangsindlagt på et offentligt sygehus, skal tilbageholdes på

sygehusafdelingen, hvis patientens fortsatte indlæggelse er nødvendig for at gennemføre

den besluttede tvangsbehandling.

Stk. 2.

Overlægen eller overtandlægen kan efter betingelserne i stk. 1 tilsvarende beslutte,

at en patient, som er tvangsindlagt, skal føres tilbage til afdelingen, i tilfælde af at patien-

ten har forladt afdelingen.

Stk. 3.

Overlægen eller overtandlægen kan beslutte, at en patient, der er ikke tvangsind-

lagt efter § 9, skal tilbageholdes eller tilbageføres, hvis betingelserne for tvangsindlæggel-

se er opfyldt, og hvis patientens fortsatte indlæggelse er nødvendig for at gennemføre den

besluttede tvangsbehandling.

Stk. 4.

I overlægens eller overtandlægens fravær kan beslutninger efter stk. 1-3 tages af en

anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området. Overlægen eller overtandlægen

skal snarest muligt tage stilling til den anden læges eller tandlæges beslutning.

Stk. 5.

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbin-

delse med tilbageholdelse og tilbageførsel efter stk. 2-4. Sundhedsministeren fastsætter

efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om politiets medvirken hertil.

Kapitel 4

Personlig hygiejne

Gennemførelse af personlig hygiejne

§ 11.

Overlægen eller overtandlægen kan beslutte, at en patient, der er tvangsindlagt

efter § 9, og som på grund af sin varigt nedsatte psykiske funktionsevne ikke selv er i stand

til at varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under

anvendelse af tvang, hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn

til medpatienter eller personale.

Stk. 2.

I overlægens eller overtandlægens fravær kan beslutninger efter stk. 1 tages af en

anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på området. Overlægen eller overtandlægen

skal snarest muligt tage stilling til den anden læges eller tandlæges beslutning.

Stk. 3.

Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af den personlige

hygiejne, der kan gennemføres, og gennemførelsen heraf.

Kapitel 5

Tvangsprotokol og indberetning

Tvangsprotokol

§ 12.

Lægens eller tandlægens beslutning om anvendelse af tvang efter § 5, stk. 1, § 7, stk.

1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10, stk. 1-4, skal tilføres en tvangsprotokol med angivelse af

beslutningens omfang og begrundelse derfor.

Stk. 2.

Enhver anvendelse af tvang på baggrund af lægens eller tandlægens beslutning

efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10, stk. 1-4, skal tilsvarende tilføres

en tvangsprotokol med angivelse af tvangsindgrebets nærmere indhold.

Stk. 3.

Kopi af tvangsprotokollen skal indgå i patientjournalen.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Stk. 4.

Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget, indholdet og ansva-

ret for protokollen.

Indberetning

§ 13.

Lægens og tandlægens beslutning om anvendelse af tvang efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 1,

§ 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 10, stk. 1-4, skal indberettes til Sundhedsdatastyrelsen.

Stk. 2.

Sundhedsdatastyrelsen stiller de indberettede oplysninger til rådighed for det regi-

onsråd eller den kommunalbestyrelse, der er driftsansvarlig myndighed eller har ansvaret

for at yde tilskud til eller tilbyde den pågældende behandling, som tvangsindgrebene fore-

tages i forbindelse med.

Stk. 3.

Sundhedsdatastyrelsen stiller endvidere oplysningerne til rådighed for Styrelsen for

Patientsikkerhed til brug for styrelsens tilsyn med sundhedsområdet efter sundhedsloven,

samt til opsamling af viden til brug for læring i sundhedsvæsenet.

Stk. 4.

Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om indberetningspligten efter stk.

1. Sundhedsministeren fastsætter tilsvarende nærmere regler om Sundhedsdatastyrelsens

pligt til at stille data til rådighed for regionsråd og kommunalbestyrelser efter stk. 2 og til

Styrelsen for Patientsikkerhed efter stk. 3.

Kapitel 5

Indbringelse af klager til Tvangsbehandlingsnævnet

§ 14.

Den læge eller tandlæge, der efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, og §

10, stk. 1-4, beslutter at anvende tvang, skal efter anmodning fra patienten, dennes pårø-

rende, værge eller fremtidsfuldmægtig indbringe klager over beslutninger herom for

Tvangsbehandlingsnævnet, jf. § 4 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sund-

hedsvæsenet.

Kapitel 6

Ikrafttræden, ændring af anden lovgivning m.v.

§ 15.

Loven træder i kraft den 1. januar 2018.

§ 16.

I lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 1113 af 7. november 2011, som ændret bl.a. ved lov nr. 1257 af 18. december

2012, § 2 i lov nr. 519 af 26. maj 2014, § 7 i lov

nr. 523 af 29. april 2015

og senest ved § 3 i

lov nr. 656 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:

Efter § 3 indsættes:

»3

Klager efter §§ 1 og 2 skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren

var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klager skal dog senest

indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres

fra de nævnte klagefrister.

Stk. 2.

Er klagen omfattet af § 2, stk. 1, 2. pkt., forlænges fristerne i stk. 1 svarende til peri-

oden fra indgivelse af klagen efter § 1, til Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse forelå.«

Før § 4 indsættes som overskrift: »Klager

over anvendelse af tvang«

§ 4

affattes således:

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

»§

Tvangsbehandlingsnævnet, jf. §§ 16 a-16 e, behandler klager over anvendelse af

tvang efter lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, herun-

der beslutninger om tvangsbehandling, jf. § 5, fysisk fastholdelse, jf. § 7, anvendelse af

beroligende medicin, jf. § 8, tvangsindlæggelse, jf. § 9, og tilbageholdelse og tilbageførsel,

jf. § 10.

Stk. 2.

Tvangsbehandlingsnævnet træffer afgørelse om, hvorvidt kriterierne for tvang var

opfyldt. Nævnet kan godkende eller ophæve lægens eller tandlægens beslutning.«

Efter § 4 indsættes:

»§

4 a.

Klager efter § 4 skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var

eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klage skal dog senest indgives

5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de

nævnte klagefrister.«

§ 10

a, stk. 1, 1.pkt., indsættes efter »§ 2, stk. 1«: »§ 4, stk. 1,«.

Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:

»Tvangsbehandlingsnævnet

§ 16 a.

Sundhedsministeren nedsætter Tvangsbehandlingsnævnet, der i sin virksomhed er

uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2.

Tvangsbehandlingsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ

myndighed.

Stk. 3.

Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Tvangsbehandlingsnævnet

dettes forretningsorden, herunder regler om formandens adgang til at træffe afgørelse i

sager, der ikke skønnes at give anledning til tvivl.

Stk. 4.

Styrelsen for Patientsikkerhed stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

§ 16 b.

Tvangsbehandlingsnævnet består af en formand, der skal være jurist, ét medlem

beskikket efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer og ét medlem beskikket efter

indstilling fra enten Lægeforeningen eller Tandlægeforeningen. Formanden udpeges, og

medlemmerne beskikkes af sundhedsministeren for en periode af 4 år, og de kan samtidig

være formand, næstformand eller medlemmer af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn

eller det Psykiatriske Ankenævn. Udtræder formanden eller et medlem i perioden, udpe-

ges eller beskikkes en ny formand eller et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Ministeren udpeger eller beskikker efter reglerne i 1. pkt. stedfortrædere for formanden

og medlemmerne. Genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted.

16 c.

Når en sag indbringes for Tvangsbehandlingsnævnet, skal den læge eller tandlæge,

som har besluttet tvangsindgrebet efter reglerne i lov om anvendelse af tvang ved soma-

tisk behandling af varigt inhabile, fremsende sagens akter, herunder en udskrift af tvangs-

protokollen, jf. 12, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt

inhabile, en erklæring, samt udfylde et klageskema, som Styrelsen For Patientsikkerhed

udfærdiger.

Stk. 2.

Tvangsbehandlingsnævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træf-

fer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v. Reglerne i §

12, stk. 1-3 og stk. 4, 1.-3.pkt., finder tilsvarende anvendelse for Tvangsbehandlingsnæv-

net. Årsrapporten, jf. § 12, stk. 4, fra Tvangsbehandlingsnævnet sendes endvidere til Fol-

ketingets § 71-tilsyn.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Stk. 3.

Tvangsbehandlingsnævnet skal træffe afgørelse i klagesager inden 14 hverdage

efter klagens modtagelse i sager, der vedrører tvang, som på tidspunktet for klagens ind-

givelse fortsat opretholdes over for patienten. I andre sager skal Tvangsbehandlingsnæv-

net træffe afgørelse snarest muligt.

Stk. 4.

Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte

erklæringer, ligesom sundhedsministeren fastsætter regler om lægens og tandlægens pligt

til medvirken ved oplysning af sagen efter stk. 1.

§ 16 d.

Tvangsbehandlingsnævnet skal efter anmodning fra patienten, dennes pårørende,

værge eller fremtidsfuldmægtig indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelser

samt tilbageholdelse og tilbageførsel, jf. §§ 9 og 10 i lov om anvendelse af tvang ved so-

matiske behandling af varigt inhabile, for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43

a.«

§ 18, stk. 1,

ændres: »patientklagesystemet og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.«

til: »patientklagesystemet, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Tvangsbehandlings-

nævnet.«

§ 17.

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1257 af 13. oktober 2016, foretages føl-

gende ændringer:

§ 469, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »lov om anvendelse af tvang i psykiatrien«: »samt

sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 9 og 10 i lov om

anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile«, og »psykiatriske« udgår.

§ 469, stk. 4, 3. pkt.,

indsættes efter »lov om anvendelse af tvang i psykiatrien«: »samt

sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 9 og 10 i lov om

anvendelse af tvang ved somatiske behandling af varigt inhabile«, og efter »psykiatriske

patientklagenævns« indsættes: »eller Tvangsbehandlingsnævnets«

§ 18.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sæt-

tes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-

ger.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslagets indhold og formål

1.2. Lovforslagets baggrund

2. Lovforslaget

2.1. Tvangsbehandling og andre tvangsindgreb

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Sundhedsloven

2.1.1.2. Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

2.1.1.3. Lov om social service

2.1.2. Overvejelser

2.1.3. Lovforslagets indhold

2.1.3.1. Lovens stedlige anvendelsesområde

2.1.3.2. Persongruppe

2.1.3.3. Tvangsbehandling

2.1.3.4. Andre tvangsindgreb med henblik på at gennemføre behandling

2.1.3.5. Beslutningskompetence

2.2. Journalføringspligt

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Overvejelser

2.2.3. Lovforslagets indhold

2.2.4. Forholdet til lov om behandling af personoplysninger

2.3. Indberetningspligt

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Overvejelser

2.3.3. Lovforslagets indhold

2.3.4. Forholdet til lov om behandling af personoplysninger

2.4. Klageadgang og domstolsprøvelse

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Overvejelser

2.4.3. Lovforslagets indhold

2.4.4. Forholdet til lov om behandling af personoplysninger

2.5. Erstatningsadgang

2.6. Tilsyn

3. Forholdet til grundloven og internationale konventioner

3.1. Grundloven

3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

3.3. Handicapkonventionen

3.4. Konvention om menneskerettigheder og biomedicin

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

6. Administrative konsekvenser for borgere

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer mv.

10. Sammenfattende skema

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

1. Indledning

1.1. Lovforslagets indhold og formål

Regeringen prioriterer danskernes sundhed højt. Det er vigtigt for regeringen, at alle kan

regne med adgang til nødvendig sundhedsfaglig behandling, personlig pleje og omsorg

inden for sundhedsvæsenet, og at patienten selv og dennes pårørende føler sig trygge ved

og har tillid til vores sundhedsvæsen.

Regeringen er opmærksom på, at flere patienter med en varigt nedsat psykisk funktions-

evne, f.eks. mentalt retarderede og mennesker med demens, ikke modtager den somati-

ske behandling, som de ud fra en sundhedsfaglig vurdering har behov for at modtage af

hensyn til deres aktuelle eller fremtidige sundheds- og helbredstilstand, fordi de som følge

af deres mentale tilstand ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsbe-

hov og således afviser at modtage behandlingen.

Efter gældende ret må ingen sundhedsfaglig behandling indledes eller fortsættes uden

patientens informerede samtykke. Det er således forbud mod at anvende tvang overfor

patienter, ligesom det ikke er tilladt at medicinere en patient i skjul, således at patienten

ikke har haft et reelt behandlingsvalg. I situationer, hvor en patient er ude af stand til at

tage fornuftsbaseret stilling til et behandlingsbehov, kan den pågældende patient ikke

samtykke til en behandling. I disse situationer indtræder patientens nærmeste pårørende,

værge eller fremtidsfuldmægtig i kompetencen til at samtykke til behandlingen på vegne

af patienten. Såfremt patienten i ord eller handling modsætter sig behandlingen, er det

efter gældende ret ikke muligt at gennemføre behandlingen.

Der kan således opstå situationer, hvor patienten på grund af sin mentale tilstand afviser

en behandling, som ud fra en sundhedsfaglig vurdering bør gennemføres, og som patien-

ten i en normal situation helt uden betænkeligheder eller uden større overvejelser for-

mentlig ville have givet samtykke til. Patienten kan således på grund af sin mentale til-

stand bringe sig selv i en situation med unødvendige smerter og lidelser.

Som eksempler fra hverdagen på sygehuse, plejecentre m.v., hvor det ses, at inhabile

patienter modsætter sig behandling, kan nævnes modstand over for basal tandbehand-

ling, blodprøvetagning, indtagelse af vanddrivende midler, indtagelse af hjertemedicin,

epilepsimedicin eller smertestillende medicin, behandling mod forhøjet blodtryk,

øjendrypning og vaccination.

Det kan også være diagnosticering og behandling af f.eks. mennesker med demens, som

falder og brækker en arm, som uden behandling vil medføre nedsat bevægelighed og

smerter, en udviklingshæmmet kvinde med langvarigt, ildelugtende udflåd, mennesker

med demens med kraftigt vægttab og kronisk diarré, som bør undersøges for alvorlig syg-

dom som f.eks. kræft, behandling af en varigt inhabil diabetikers fodsår, som ubehandlet

kan føre til koldbrand og amputation, anlæggelse af urinkateter pga. urinretention som

følge af forstørret prostata hos en svært retarderet mandlig patient, operation af ikke-

livstruende, men gangbesværende hoftebrud samt behandling af kroniske lidelser som

f.eks. astma, diabetes eller KOL.

Regeringen ønsker at styrke omsorgen over for denne gruppe af patienter, som på grund

af deres nedsatte psykiske funktionsevne ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et

aktuelt behandlingsbehov og af denne grund afviser at modtage sundhedsfaglig behand-

ling, som de ud fra en sundhedsfaglig vurdering har behov for at modtage af hensyn til

deres aktuelle eller fremtidige sundheds- og helbredstilstand.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Det er regeringens ønske at tilvejebringe en klar hjemmel til at kunne indlede og fortsætte

en behandling af disse patienter, selvom de modsætter sig, og dermed hindre væsentlig

forringelse af deres helbred og undgå unødige smerter og lidelser. Samtidigt vil en sådan

hjemmel løse nogle af de problemer og konflikter, som opstår dagligt i sundhedssektoren

mellem f.eks. patienter med demens og sundhedspersoner, der forsøger at udøve den

bedst mulige omsorg for patienten.

Regeringen er samtidig optaget af at sikre hensynet til patientens selvbestemmelsesret,

der er et helt grundlæggende princip i sundhedslovgivningen. Hvor en patient er i stand til

at træffe en fornuftsbaseret beslutning om behandling, skal et eventuelt fravalg af be-

handling naturligvis respekteres. Derfor er det afgørende for regeringen, at en mulighed

for at yde omsorg over for behandlingsafvisende inhabile patienter alene bliver en sekun-

dær mulighed, hvor det ikke er muligt at motivere patienten til behandling ad frivillighe-

dens vej.

Endvidere finder regeringen det afgørende, at muligheden for at behandle behandlingsaf-

visende inhabile patienter afgrænses klart og så snævert som muligt. Samtidig finder rege-

ringen det afgørende, at en mulighed for at behandle behandlingsafvisende inhabile pati-

enter understøttes af de fornødne sikringsordninger, som tilgodeser hensynet til patienten

på betryggende vis og giver myndighederne mulighed for at følge anvendelsen af en ord-

ning med mulighed for at behandle inhabile patienter, selvom de modsætter sig behand-

lingen.

Med lovforslaget gennemføres en ordning, som på afbalanceret vis tilgodeser både hen-

synet til, at patienten modtager behandling afvejet overfor hensynet til patientens selvbe-

stemmelsesret. Med forslaget opstilles der derfor en retlig ramme, der sikrer patienterne

den fornødne retssikkerhed og giver myndighederne en mulighed for at følge op på admi-

nistrationen af ordningen i praksis.

Regeringen finder det hensigtsmæssigt, at der foretages en evaluering af den foreslåede

lov tre år efter lovens ikrafttræden. Sundheds- og Ældreministeriet vil på denne baggrund

udarbejde en evaluering, som tilstræbes oversendt til Folketinget 3 år efter lovens ikraft-

træden. Hensigten er, at evalueringen kan danne baggrund for overvejelser om eventuelle

behov for at præcisere eller ændre den foreslåede regulering.

1.2. Lovforslagets baggrund

Igennem de senere år har der været politisk opmærksomhed på, at der ikke er mulighed

for at sikre somatisk behandling til inhabile patienter, som modsætter sig en sundhedsfag-

lig nødvendig behandling. Regeringen har et stort ønske om at forbedre sundhedstilstan-

den for denne svage gruppe af patienter, som ikke formår at varetage egne interesser.

Problemstillingen har været drøftet indgående og grundigt blandt Folketingets medlem-

mer af Sundheds- og Ældreudvalget, Udvalget vedrørende Det Etiske Råd og § 71-tilsynet

på flere møder i Sundheds- og Ældreministeriet. Der har været bred politisk enighed om,

at den nuværende retstilling ikke er tilstrækkelig til at sikre den nødvendige sundhedsfag-

lige behandling af hensyn til patientens sundhed, velbefindende og værdighed.

Lovforslaget skal desuden ses i sammenhæng med den nationale handlingsplan for men-

nesker med demens, som regeringen og satspuljepartierne står bag, og som skal sikre

mennesker med demens et trygt og værdigt liv. Satspuljepartierne er enige om, at finan-

siering af lovforslaget sker i forbindelse med satspuljeforhandlingerne i 2017.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Det Etiske Råd har i en udtalelse af 26. oktober 2011 om sygdomsbehandling af inhabile

demente anbefalet, at der indføres hjemmel i loven til at behandle inhabile patienter med

demens, der ikke samtykker til behandlingen og eventuelt rent fysisk modsætter sig den.

Formålet med behandlingen skal være at drage omsorg for patienten, herunder minimere

smerte, lidelse, angst eller væsentlig ulempe for patienten. Hvis vurderingen er, at be-

handlingen er i patientens interesse, kan det efter rådets opfattelse være omsorgssvigt

ikke at behandle. Behandling af mennesker med demens kan dog først komme på tale, når

en række betingelser er opfyldte. Det Etiske Råd lægger her vægt på, at afvisningen af

behandlingen er begrundet i patientens lidelse, at patientens perspektiv er i fokus, at

patienternes retssikkerhed tilgodeses, og at proportionalitets- og mindste-

middelsprincippet finder anvendelse. Rådet har endvidere overvejelser om typer af magt-

anvendelse.

Derudover har Institut for Menneskerettigheder i en rapport fra august 2016 anbefalet

regulering, således at behandling kan ske imod patientens vilje, når en række betingeler er

opfyldt. Rapporten er baseret på instituttets juridiske analyse af gældende ret, beskrivelse

af praksis, dialog med relevante aktører og erfaringer fra Norge.

På grund af de komplekse overvejelser og problemstillinger, der er forbundet med afvej-

ningen af hensynet til omsorgspligten over for hensynet til patientens selvbestemmelses-

ret, har Sundhed- og Ældreministeriet løbende drøftet problemstillingen med en række

fag- og patientorganisationer, som har bidraget med opmærksomhedspunkter og været

med til at sikre det fornødne faktuelle grundlag for nærværende forslag.

Forslaget tilsigter samlet set at afspejle disse drøftelser.

2. Lovforslaget

2.1. Tvangsbehandling og andre tvangsindgreb

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Sundhedsloven

Efter § 15, stk. 1, i sundhedsloven må ingen behandling indledes eller fortsættes uden

patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser

fastsat i henhold til lov eller af lovens §§ 17-19. Bestemmelsen fastsætter den grundlæg-

gende hovedregel om, at al behandling i sundhedsvæsenet skal være baseret på patien-

tens informerede samtykke.

Ved informeret samtykke forstås efter § 15, stk. 3, et samtykke, der er givet på grundlag af

fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. sundhedslovens § 16. Et in-

formeret samtykke kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne stiltiende,

jf. stk. 4.

Samtykket forudsættes at være et resultat at en to-vejs kommunikation mellem patient og

sundhedsperson. De relevante oplysninger vedrørende samtykket og de øvrige omstæn-

digheder i forbindelse med undersøgelses- og behandlingsplanerne skal indføres i patient-

journalen. Journalen forudsættes at indeholde oplysninger om patientens navn m.v., dato

for og årsag til patientkontakten, undersøgelsesresultater, diagnose, iværksat behandling,

ordination af lægemidler, henvisning til andre sundhedspersoner og oplysninger om hvil-

ken information, der er givet til patienten, herunder udleveret skriftligt informationsmate-

riale, og patientens tilkendegivelser på baggrund af den givne information.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

I sundhedslovens § 16 er der fastsat krav til den information, som patienten skal have for

at kunne give det informerede samtykke. Efter § 16, stk. 1, har patienten ret til at få in-

formation om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko.

Efter stk. 3 skal informationen gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdom-

men, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hen-

synsfuld måde og være tilpasset modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til

alder, modenhed, erfaring m.v. Informationen skal efter stk. 4 omfatte oplysninger om

relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om

andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekven-

serne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal tillige omfatte oplysnin-

ger om mulige konsekvenser for behandlingsmuligheder, herunder om risiko for komplika-

tioner og bivirkninger, hvis patienten frabeder sig videregivelse eller indhentning af hel-

bredsoplysninger m.v. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen med-

fører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

I forbindelse med den gensidige informationsudveksling mellem patient og sundhedsper-

son og indhentelse af det informerede samtykke foretager den ansvarlige sundhedsperson

samtidigt en vurdering af patientens habilitet. Herved vurderer sundhedspersonen, om

patienten er i stand til at forstå den modtagne information, og om patienten er i stand til

at varetage sine interesser og derved give et informeret samtykke.

Informationen, der skal ligge til grund for det informerede samtykke efter § 15, omfatter

efter § 16, stk. 1 og 4, i sundhedsloven information om alle for patienten relevante oplys-

ninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder, forebyggelses- og behandling- og

plejemuligheder, sygdomsprognoser, risici, bivirkninger og komplikationer, samt oplysnin-

ger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder og oplysninger om konse-

kvenserne af, at der eventuelt ingen behandling iværksættes. Der skal således oplyses om

alt, hvad der ud fra en lægefaglig vurdering er relevant i den konkrete samtale- og behand-

lingssituation. Kravene til informationen skærpes og skal være mere omfattende, når be-

handlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

For patienter, der ikke selv kan varetage sine interesser, følger det af sundhedslovens §

14, stk. 1, at den eller de personer, som efter lovgivningen er bemyndiget hertil, indtræder

i patientens rettigheder efter loven, i det omfang det er nødvendigt for at varetage patien-

tens interesser i den pågældende situation.

Selvbestemmelsesretten gælder i alle tilfælde, hvor patienten er i stand til at forstå og

vurdere sin konkrete sygdomssituation. For patienter, der mangler evnen til at forstå in-

formation og give samtykke, er der fastsat regler, hvis formål er at kompensere for den

manglende evne til at handle fornuftsmæssigt i relation til valg af behandling m.v. Det

drejer sig om visse mindreårige og visse grupper af personer med nedsat psykisk funkti-

onsevne, som f.eks. psykisk udviklingshæmmede og patienter med demens.

Efter sundhedslovens § 17, stk. 1, kan en patient, der er fyldt 15 år, selv give informeret

samtykke til behandling, men forældremyndighedens indehaver skal tillige have informa-

tion og inddrages i den mindreåriges stillingtagen. I de tilfælde, hvor der er uenighed mel-

lem den unge og forældrene, er kompetencen til at bestemme lagt endeligt hos den 15-17

årige unge.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at en patient, der er

fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan foræl-

dremyndighedens indehaver efter stk. 2 give informeret samtykke.

For børn under 15 gælder reglerne i forældreansvarsloven. Det fremgår af denne lovs § 2,

stk. 1, at forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe

afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov. Bestemmelsen

indebærer, at forældremyndighedens indehaver skal give informeret samtykke på barnets

vegne. I tilfælde af uenighed mellem forældre og barn har forældremyndighedsindehave-

ren den endelig kompetence.

Samtykket skal – i tilfælde af delt forældremyndighed – som udgangspunkt indhentes fra

begge forældremyndighedsindehavere. Begge forældremyndighedsindehavere skal såle-

des være enige om alle dispositioner vedrørende barnet. I forhold til beslutninger af min-

dre betydning og mere dagligdags karakter om lægelig behandling og undersøgelse kan et

samtykke fra én forældremyndighedsindehaver efter omstændighederne være tilstrække-

ligt. Større, vidtrækkende indgreb, f.eks. kirurgiske indgreb, kraftig medicinering m.v. vil

derimod kræve enighed.

Undlader forældremyndighedsindehaveren at lade et barn eller en ung undersøge eller

behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet eller den unge

for betydelig og varigt nedsat funktionsevne, følger det af servicelovens § 63, at det kom-

munale børn- og unge-udvalg kan træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller

behandlingen.

For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste

pårørende efter § 18, stk. 1, i sundhedsloven give informeret samtykke til behandling. I de

tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder

helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke gives af værgen, lige-

som samtykket kan gives af en fremtidsfuldmægtig i de tilfælde, hvor en patient har afgi-

vet en fremtidsfuldmagt, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, og

fremtidsfuldmagten bemyndiger fremtidsfuldmægtigen dertil.

Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling, omfat-

ter en stor og uensartet gruppe mennesker. Varig mangel på evne til at give informeret

samtykke foreligger, når evnen til at handle fornuftsmæssigt er varigt fraværende, f.eks.

på grund af manglende mental udvikling eller på grund af alderssvækkelse, kognitive for-

styrrelser eller lignende. Det drejer sig om mennesker med nedsat psykisk funktionsevne,

hvad enten denne tilstand har eksisteret fra fødslen eller er opstået senere, som tilfældet

er for mennesker med demens. Endvidere henregnes kroniske sindslidende og sindsliden-

de med langvarige sygdomsforløb ofte til denne gruppe af patienter. Afgørende er, om de

kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag mv. i en behandlingssituation, dvs.

om de kan give et gyldigt informeret samtykke.

Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen nærmeste

pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig, følger det af sundhedslovens § 18, stk. 2, at

sundhedspersonen kan gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsper-

son, der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage

i behandlingen af den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil. Den anden sund-

hedsperson forudsættes at være uafhængig af den behandlende sundhedsperson, og der

må således ikke eksistere et over-/underordnelsesforhold mellem de to sundhedsperso-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

ner, hvorfor kravet om uvildighed kan medføre, at der i den konkrete situation kan være

tale om en udefrakommende sundhedsperson.

Efter § 18, stk. 3, kan sundhedspersonen uden inddragelse af en anden sundhedsperson i

tilfælde omfattet af stk. 2, jf. ovenfor, gennemføre en påtænkt behandling, hvis behand-

lingen er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed. Bestemmel-

sen sikrer, der skal forstås snært, sikrer at der ikke skal involveres to sundhedspersoner

ved mindre bagatelagtige behandlinger som f.eks. temperaturtagning, skiftning af bind på

sår og lignende. Er den behandlende sundhedsperson i tvivl, bør vedkommende inddrage

en anden sundhedsperson efter reglen i stk. 2.

Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuldmægti-

gen forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsre-

sultatet, kan sundhedspersonen efter § 18, stk. 4, gennemføre behandlingen, såfremt

Styrelsen for Patientsikkerhed giver sin tilslutning hertil. Bestemmelsen finder anvendelse

i helt ekstraordinære situationer, hvor de nærmeste pårørende, værgen eller fremtids-

fuldmægtigen varetager samtykket på en måde, der klart er i modstrid med patientens

interesser, og hvor sundhedspersonen skønner, at de nærmeste pårørendes, værgens

eller fremtidsfuldmægtigens forvaltning af samtykket åbenbart vil skade patienten eller

behandlingsresultatet.

I de tilfælde, hvor en varigt inhabil patient i ord eller handling er i stand til at tilkendegive,

at vedkommende ikke vil behandles, f.eks. aktivt siger nej eller fysisk gør modstand, er det

– uanset samtykke fra pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig – ikke tilladt at gen-

nemføre behandling. Sundhedspersonalet skal således afstå fra at gennemføre behandling

og således sikre inhabile patienter den fornødne omsorg, når patienten afviser en behand-

ling uden at være i stand til at forstå konsekvenserne heraf. Dette er også understreget

for så vidt angår varigt inhabile i Styrelsen for Patientsikkerheds vejledning nr. 161 af 16.

september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger

m.v. Af vejledningens pkt. 2.2.1. fremgår det, at hvis en patient i ord eller handling tilken-

degiver, at vedkommende ikke vil behandles, uanset samtykke fra værge eller pårørende,

er der ikke hjemmel til at gennemføre behandling med magt.

Den beskrevne retsstilling omfatter også et forbud mod manipulation i form af skjult me-

dicinering. For så vidt angår beboere på plejehjem og i plejeboliger har Styrelsen for Pati-

entsikkerhed vejledt herom i styrelsens vejledning nr. 10409 af 20. december 2007 om

patienters/beboeres retsstilling på plejehjem og i plejeboliger, hvor afsnit 5.4.1. angår

skjult medicinering. Her fremgår det, at hvis en varigt inhabil skal have medicin, og nær-

meste pårørende har givet informeret samtykke til behandlingen, skal beboeren fortsat

have mulighed for at tilkendegive sin holdning til medicinen, ved at der foretages ”åben-

lys” medicinering. Såfremt en beboer protesterer mod at tage medicinen, kan sundheds-

personen eksempelvis åbenlyst lægge tabletterne i f.eks. yoghurt og servere denne for

beboeren eller knuse tabletter og åbenlyst blande dem i drikkevarer og igen servere drik-

ken for beboeren, således at beboeren bliver gjort opmærksom på og ser medicinen, før

den indtages. Såfremt beboeren herefter fastholder sin modstand imod medicin i ord eller

handling, er det efter gældende ret ikke tilladt at give borgeren medicinen.

Efter sundhedslovens § 19 kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling

uden samtykke patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårøren-

de, værge eller fremtidsfuldmægtig, hvis patienten midlertidigt eller varigt mangler evnen

til at give informeret samtykke eller er under 15 år og befinder sig i en situation, hvor

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at

forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af be-

handlingen.

Bestemmelsen giver mulighed for, at sundhedspersoner kan give behandling uden sam-

tykke, når der er tale om en akut behandling. Herved forstås akutte situationer, hvor be-

handlingsbehovet er så hastende, at der ikke er tid til at kontakte tredjeperson for at få et

samtykke. Hvis der er tid til at indhente et samtykke fra en legal repræsentant, er der ikke

tale om øjeblikkeligt behandlingsbehov i bestemmelsens forstand. I så fald skal de legale

repræsentanter samtykke til behandlingen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med §

42 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, der ved-

rører lægers pligt til at yde den fornødne lægehjælp.

2.1.1.2. Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

På det psykiatriske område er der efter lov om anvendelse af tvang i psykiatrien mulighed

for anvendelse af tvang overfor indlagte patienter fra myndighedernes side i en række

tilfælde, herunder tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, medicinering, fastholdelse,

fiksering etc., jf. psykiatrilovens §§ 5-13 og §§ 14-19.

Efter psykiatrilovens § 5 kan en patient tvangsindlægges eller tvangstilbageholdes, hvis

patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og

det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behand-

ling, enten fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstan-

den ellers vil blive væsentlig forringet, eller fordi den pågældende frembyder en nærlig-

gende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person forladt en psykiatrisk afdeling, og er

den pågældende ikke frivilligt vendt tilbage, kan overlægen efter § 10 a beslutte, at den

pågældende skal føres tilbage til afdelingen med politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan

kun ske indtil 1 uge efter, at udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet

efter udgang, er det endvidere en betingelse for tilbageførsel, at der ikke er givet tilladelse

til udgang med mere end tre overnatninger.

Efter psykiatrilovens § 12, stk. 1, kan patienter, der opfylder betingelserne for tvangstilba-

geholdelse, jf. § 10, dvs. betingelserne i § 5, tvangsbehandles. Samtidigt med afgørelse om

tvangsbehandling træffer overlægen bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent

kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Psykiatriloven regulerer også tvang i forbindelse med behandling af somatiske lidelser,

som rammer psykiatriske patienter. Det fremgår af § 13, at en person, som opfylder betin-

gelserne for frihedsberøvelse, jf. § 5, og som ikke giver sit informerede samtykke til be-

handling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt

lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Psykiatriloven indeholder herudover bestemmelser om procedurer, tidsfrister m.v. for

tvangsindlæggelser, tvangsbehandling m.v., herunder blandt andet regler om politiets

medvirken, overlægens godkendelse og udfærdigelse af erklæringer.

Endelig findes i lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme

(epidemiloven) regler, der hjemler anvendelse af tvang fra myndighedernes side overfor

patienter med henblik på at afværge en smittefare.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

2.1.1.3. Lov om social service og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge

På det sociale område er reglerne om magtanvendelse over for voksne reguleret i lov om

social service, mens magtanvendelse over for børn og unge er reguleret i både servicelo-

ven og i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.

Reglerne om magtanvendelse overfor voksne findes i servicelovens §§ 124-137 d. Be-

stemmelserne gælder for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne,

der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter servicelovens

§§ 83-87, behandling efter §§ 101 eller 102 eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og 104, og

som ikke samtykker i en foranstaltning.

Efter § 126, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i

form af at fastholde en person eller føre denne til et andet opholdsrum, når der er nærlig-

gende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personska-

de, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Kommunalbestyrelsen kan efter servicelovens § 126 a undtagelsesvis for en afgrænset

periode træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person, hvis

dette må anses for en absolut nødvendighed for at varetage omsorgspligten i personlig

hygiejne-situationer.

Der kan kun gives tilladelse til magtanvendelse, hvis det er absolut nødvendigt i forhold til

opfyldelse af omsorgspligten, herunder varetagelsen af forhold som den enkeltes værdig-

hed, sociale relationer og sundhedstilstand. I hygiejnesituationer skal der sørges for borge-

rens grundlæggende behov for respekt samt hensyntagen til borgerens selvværd og livsfø-

relse. Efter bestemmelsen kan der anvendes magt i form af fastholdelse med henblik på

tandbørstning, barbering, hårvask, badning og tøjskift, klipning af hår og negle, skiftning af

bleer og bind, pleje af hud og fjernelse af madrester i kindpose og mundhule.

Der må ikke bruges hjælpemidler til fastholdelsen, og det må ikke være et fysisk overgreb.

Derudover kan kommunalbestyrelsen efter § 127 træffe afgørelse om at anvende fysisk

magt i form af at fastholde en person for at forhindre personen i at forlade boligen eller

for at føre denne tilbage til boligen, når der er nærliggende risiko for, at en eller flere per-

soner ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for at lide væsent-

lig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at af-

værge denne risiko, og lovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt.

Af servicelovens § 124 følger nogle grundlæggende betingelser, der skal iagttages ved

enhver form for magtanvendelse, herunder at indgreb aldrig må erstatte omsorg, pleje og

socialpædagogisk bistand, og kommunen forud for enhver form for magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal foretage, hvad der er muligt for at opnå

personens frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning. Derudover følger et propor-

tionalitets- og mindstemiddelsprincip.

Loven indeholder desuden bestemmelser om blandt andet anvendelse af personlige

alarm- og pejlesystemer, stofseler, optagelse i botilbud uden samtykke og kommunalbe-

styrelsens sagsbehandling.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Reglerne om magtanvendelse over for børn og unge findes i servicelovens §§ 63 a-63 c og i

lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.

Efter servicelovens § 63 a kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om anbringelse på

delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner for børn

og unge mellem 12 og 17 år, når det er afgørende for den socialpædagogiske behandling

at kunne aflåse yderdøre og vinduer i perioder eller at kunne fastholde barnet eller den

unge fysisk. Endvidere skal der være risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller

udvikling lider alvorlig skade på grund af kriminel adfærd hos barnet eller den unge, mis-

brugsproblemer hos barnet eller den unge eller andre adfærds- eller tilpasningsproblemer

hos barnet eller den unge.

Børn og unge-udvalget kan derudover træffe afgørelse om anbringelse af børn og unge på

sikrede døgninstitutioner efter servicelovenes § 63 b af sociale årsager, når det er absolut

påkrævet for at afværge, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre, og faren ikke

på forsvarlig måde kan afværges ved andre mere lempelige forholdsregler, når det i en

indledende iagttagelsesperiode er absolut påkrævet for at tilvejebringe et grundlag for

den videre socialpædagogiske behandling, eller når det på baggrund af den indledende

iagttagelsesperiode er slået fast, at det er absolut påkrævet at iværksætte et længereva-

rende behandlingsforløb på en sikret afdeling eller døgninstitution. Anbringelse af børn og

unge på sikrede institutioner kan desuden ske i stedet for varetægtsfængsling, som led i

afsoning, eller når opholdet er et led i en idømt foranstaltning. Endelig kan børn og unge

anbringes i sikrede institutioner, når der er tale om udlændinge under 15 år uden lovligt

ophold i Danmark.

Efter § 63 c kan børn og unge-udvalget endvidere træffe afgørelse om anbringelse på

særligt sikrede afdelinger, når der foreligger et grundlag for anbringelse i en sikret døgnin-

stitution, anbringelse i en sikret døgninstitution ikke er eller vil være tilstrækkelig, idet

barnet eller den unge ved en forudgående særlig voldelig eller psykisk afvigende adfærd

har gjort ophold eller fortsat ophold i en sikret afdeling eller døgninstitution uforsvarligt,

og der i forhold til barnet eller den unge med psykisk afvigende adfærd foreligger en skrift-

lig lægefaglig vurdering af, at barnet eller den unge udviser aktuelle symptomer på en

diagnose.

I lov om voksenansvar er der fastsat regler om magtanvendelse og andre indgreb i anbrag-

te børn og unges selvbestemmelsesret. Reglerne gælder bl.a. for børn og unge, der efter

servicelovens § 66 er anbragt på et anbringelsessted, der drives af en kommune, en region

eller en privat leverandør. Bestemmelserne omfatter bl.a. afværgehjælp, fysisk magtan-

vendelse, undersøgelse af person- og opholdsrum, anvendelse af alarm- og pejlesystemer

over for børn og unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, tilbageførelse

ved rømning, tilbageholdelse i forbindelse med og under en anbringelse, anbringelse på

en delvis lukke afdeling eller døgninstitution, en sikret døgninstitution eller særligt sikret

afdeling for børn og unge samt isolation på en døgninstitution eller særligt sikret afdeling.

2.1.2. Overvejelser

Det er afgørende for regeringen, at enhver patient får den nødvendige sundhedsfaglige

behandling. Det er regeringens opfattelse, at der er behov for ekstra opmærksomhed på

patienter med en varigt nedsat psykisk funktionsevne, som ikke formår at tage vare på sig

selv og derved ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsbehov.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Regeringen er opmærksom på, at det efter gældende ret ikke er tilladt at behandle varigt

inhabile somatiske patienter, som i ord eller handling afviser at modtage behandling, uan-

set at patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig har givet samtyk-

ke til behandlingen, og at disse patienter således risikerer ikke at modtage den behand-

ling, som patienten under andre omstændigheder ville samtykke til.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.2., er det efter lov om anvendelse af tvang i psykiatrien efter

omstændighederne muligt at tvangsbehandle psykiatriske patienter for både psykiske og

somatiske sygdomme. På det sociale område, jf. pkt. 2.1.1.3., i lov om social service er der

desuden fastsat regler, hvorefter en kommune i visse tilfælde kan foretage indgreb over

for borgere gennem magtanvendelse for at beskytte borgeren, yde omsorg og varetage

den personlige hygiejne.

Regeringen er opmærksom på, at denne retstilstand, hvor der efter gældende ret kan

foretages personlige hygiejne gennem tvang, men ikke sundhedsfaglig behandling, giver

anledning til tvivl for sundheds- og plejepersonalet, idet begge indgreb efter omstændig-

hederne er den del af omsorgen og plejen af patienten.

Regeringen er endvidere opmærksom på, at der i norsk ret er fastsat bestemmelser, hvor-

efter patienten inden for sundhedsvæsenet og inden for det sociale omsorgsområde kan

behandles ved brug af tvang.

Regeringen ønsker at styrke omsorgen for patienter med demens og andre patienter, der

på grund af en varigt nedsat psykisk funktionsevne ikke formår at tage vare på sig selv og

af den grund afviser at modtage en behandling, som ud fra en sundhedsfaglig vurdering

bør gennemføres for at forebygge væsentlig forringelse af patientens helbred eller sund-

hedstilstand. For at sikre behandlingen af de behandlingsafvisende inhabile patienter

ønsker regeringen på denne baggrund, at det efter nærmere fastsatte betingelser bliver

muligt at gennemføre behandling ved brug af tvang.

Regeringen er i samme forbindelse opmærksom på, at bestemmelser om behandling ved

brug af tvang ikke kan stå alene, men skal suppleres af regler, der gør det muligt reelt at

gennemføre behandlingen, hvis patienten fysisk modsætter sig behandlingen. Det er på

denne baggrund regeringens opfattelse, at der tilsvarende skal fastsættes bestemmelser,

der muliggør indlæggelse ved tvang, og at det gøres muligt at fastholde patienten eller

give beroligende medicin samt at tilbageholde patienten på afdelingen eller tilbageføre

patienten til afdelingen ved brug af tvang, hvis det er nødvendigt for at gennemføre be-

handlingen.

Udover sundhedsfaglig behandling er det regeringens opfattelse, at der ved brug af tvang

skal være adgang til at gennemføre personlig hygiejne af indlagte patienter, hvis det er

nødvendigt af hensyn til patienten selv eller andre.

Det er regeringens opfattelse, at lovforslaget skal afgrænses til varigt inhabile patienter,

dvs. patienter med en varigt nedsat psykisk funktionsevne, uanset om denne nedsatte

psykiske funktionsevne er medfødt eller erhvervet. Det er dog samtidigt opfattelsen, at

reglerne ikke skal begrænses til patienter med særlige diagnoser, ligesom reglerne ikke

skal afgrænses til behandlingen af særlige sygdomme. Afgørende er efter regeringens

opfattelse, om patienten som følge af sin varigt nedsatte psykiske funktionsevne formår at

forholde sig fornuftsmæssigt til et behandlingsbehov.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Regeringen er meget opmærksom på hensynet til borgerens personlige frihed og integritet

og på patienters selvbestemmelsesret, som er et helt grundlæggende princip i sundheds-

væsenet. Det er derfor afgørende for regeringen, at patientens tilkendegivelser og ønsker,

trods inhabiliteten, indgår i beslutningerne, ligesom patientens pårørende så vidt muligt

skal inddrages. Det er derudover vigtigt for regeringen, at den inhabile patients selvbe-

stemmelsesret respekteres fuldt ud, hvor sundhedsfaglige hensyn ikke er tilstrækkeligt

tungtvejende til at kunne retfærdiggøre et indgreb i patienten selvbestemmelsesret. Hertil

kommer, at patienten forudgående skal være søgt motiveret til at medvirke til behandlin-

gen, således at magt kun anvendes, hvor frivillig behandling ikke er mulig. Det er derfor

afgørende for regeringen, at der fastsættes en proportionalitetsvurdering og et mindste-

middelsprincip. Det er samtidig afgørende for regeringen, at anvendelsen af tvang alene

sker af hensyn til patienten og dennes sundhed og ikke af administrative hensyn. Ressour-

ce- eller personalehensyn må således aldrig være årsag til indgreb, ligesom anvendelsen af

tvang ikke kan danne grundlag for nedjusteringer i personalenormeringen.

Lovforslaget skal efter regeringens opfattelse ikke afgrænses til særlige behandlingssteder,

men derimod gælde i alle dele af sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der af en

sundhedsperson udføres sundhedsfaglig virksomhed.

2.1.3. Lovforslagets indhold

2.1.3.1. Lovens stedlige anvendelsesområde

Det foreslås, at loven skal finde anvendelse inden for sundhedsvæsenet eller andre steder,

hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed af autoriserede sundhedspersoner. Bestem-

melsen svarer indholdsmæssigt til sundhedslovens § 13.

Loven foreslås således at skulle finde anvendelse overalt inden for det offentlige sund-

hedsvæsen, herunder i regioner og kommuner, f.eks. på sygehuse, plejecentre, bosteder

m.v., i praksissektoren og på institutioner inden for det private sundhedsvæsen, hvortil

der er knyttet en autoriseret sundhedsperson. Derudover foreslås reglerne at skulle finde

anvendelse andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed, f.eks. hvor en

læge, udfører sundhedsfaglige behandling uden for den almindelige primære og sekundæ-

re sundhedssektor. Det kan f.eks. dreje sig om behandling på bosteder eller lignende.

Ved en autoriseret sundhedsperson forstås en person, der er meddelt autorisation efter

de gældende autorisationslove, som læge, tandlæge, sygeplejerske, jordemoder, social- og

sundhedsassistenter, fysioterapeut, ergoterapeut, klinisk tandtekniker, fodterapeut, kiro-

praktor, psykolog, optiker, klinisk diætist og tandplejer, og personer, der handler på disses

ansvar, jf. § 6 i sundhedsloven. Uden for lovens anvendelsesområde falder således bl.a.

behandling hos alternative behandlere, medmindre disse handler på ansvar af en autorise-

ret sundhedsperson.

Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om anvendelsesområder,

som kan udmøntes, såfremt afgrænsning i praksis viser sig problematisk eller skaber en

uklar retstilling.

2.1.3.2. Persongruppe

Loven foreslås at skulle finde anvendelse over for varigt inhabile patienter, der er fyldt 15

år, som mangler evnen til at give informeret samtykke efter sundhedslovens §§ 14 og 18.

Hermed forstås patienter over 15 år med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktions-

evne, uanset om denne er medfødt eller erhvervet, f.eks. mentalt retarderede, udviklings-

hæmmede patienter med demens, hjerneskadede m.v. Afgørende er, om patienten som

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

følge af funktionsnedsættelsen i den konkrete behandlingssituation ikke er i stand til at

varetage egne interesser og overskue konsekvenserne af et behandlingsbehov. Person-

gruppen svarer til persongruppen, der omfattes af § 18 i sundhedsloven. Efter denne be-

stemmelse kan patienter, der varigt mangler evnen til selv at give samtykke til behandling,

kan behandles med samtykke fra nærmeste pårørende eller værge.

Reglerne kan alene anvendes overfor denne patientgruppe. Det er således en forudsæt-

ning for reglernes anvendelse, at det forinden på baggrund af en sundhedsfaglig vurdering

er konstateret, at patienten er varigt inhabil. Denne vurdering har sundhedspersoner

allerede efter gældende ret pligt til at foretage som led i vurderingen af patientens sam-

tykkekompetence med henblik på at indhente et informeret samtykke og i forbindelse

med den gensidige informationsudveskling, forinden behandlingen indledes. Vurderingen

skal foretages ud fra en konkret vurdering af omstændighederne og den konkrete behand-

lingssituation. Det kan således efter omstændighederne være nødvendigt at tilkalde en

speciallæge i geriatri, psykiatri eller neurologi eller andre med den særlige viden, der gør

sig gældende for denne patientgruppe.

Det foreslås videre, at reglerne alene skal finde anvendelse over for patienter, der be-

handles for somatiske lidelser. Dette betyder, at reglerne ikke finder anvendelse over for

patienter, som er indlagt på psykiatrisk afdeling efter psykiatriloven, eller over for psykia-

triske patienter, der efter § 13 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien behandles på

somatisk afdeling, jf. ovenfor pkt. 2.1.1.2. Beslutninger om indgreb over for disse patienter

skal som hidtil tages efter reglerne i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Hvis en pati-

ent er omfattet af psykiatrilovens anvendelsesområde og er undergivet tvang efter denne

lov, følger de tilhørende retssikkerhedsgarantier i psykiatriloven med patienten. Fra det

tidspunkt, hvor patienten ikke længere opfylder betingelserne for tvang efter psykiatrilo-

ven, reguleres patientens selvbestemmelsesret af reglerne i sundhedsloven og af de fore-

slåede regler. Forslaget omfatter således tvangsbehandling for personer, som ikke omfat-

tes af psykiatriloven, og tilsigter ikke at ændre eller at udvide psykiatriloven.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.3. er der på socialområdet efter lov om social service fastsat

særlige regler om magtanvendelse over personer med betydeligt og varigt nedsat psykisk

funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v.

efter §§ 83-87, behandling efter §§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og

104, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter §§ 125-129. Der vil være et betydeligt

personsammenfald mellem persongruppen i de foreslåede regler og reglerne i servicelo-

ven. Beslutninger om indgreb, herunder pleje, omsorg m.v., som ikke udgør sundhedsfag-

lig behandling, vil fortsat skulle besluttes efter reglerne i serviceloven. Tilsvarende gælder

beslutninger om tvangsmæssig personlig hygiejne for patienter, som ikke er tvangsindlagt.

I forhold til § 102 i serviceloven om tilbud af behandlingsmæssig karakter, der kan tilbydes

personer med en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med

særlige behov bemærkes, at reglerne om magtanvendelse i serviceloven alene omfatter

personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Tilbud efter § 102 gives,

når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psyki-

ske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der

kan tilbydes efter anden lovgivning. Behandlingen kan udgøre et sundhedsfagligt behand-

lingstilbud, der gives uden om det almindelige offentlige sundhedsvæsen. De foreslåede

regler tilsigter ikke at ændre på servicelovens § 102, og beslutninger herom vil fortsat

skulle tages efter reglerne i serviceloven.

2.1.3.3. Tvangsbehandling

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

I lovforslaget fastsættes betingelserne for, at en læge eller tandlæge kan beslutte at be-

handle patienten ved brug af tvang. Formålet er at sikre patienten nødvendig omsorg og

behandling i situationer, hvor patienten ikke er i stand til at forstå konsekvenserne af at

afvise behandlingen. Herved kan smerte, sygdom og lidelse afhjælpes eller undgås forvær-

ret.

For det første skal betingelserne i sundhedslovens § 18 for behandling af varigt inhabile

patienter være opfyldt. Det betyder, at den ansvarlige sundhedsperson skal indhente et

informeret samtykke fra patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmæg-

tig. Såfremt patienten ikke har en nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig,

skal den ansvarlige sundhedsperson finde tilslutning til beslutningen om behandling hos

en anden sundhedsperson med faglig indsigt i patientens forhold. Hvis den ansvarlige

sundhedsperson finder, at den nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig

forvalter samtykket på en måde, der åbenbart skader patienten eller behandlingsresulta-

tet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen med tilslutning fra Styrelsen for

Patientsikkerhed.

Kravet i sundhedslovens § 18 om et informeret samtykke betyder for det andet, at betin-

gelserne i sundhedslovens §§ 15-16 om informeret samtykke og information skal overhol-

des. Dette indebærer krav om information og oplysninger til den, der giver det stedfor-

trædende samtykke, i samme omfang, som patienten skulle have haft, hvis vedkommende

ikke var inhabil. Dette betyder, at f.eks. den nærmeste pårørende skal have oplysninger

om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder, risici og bivirkninger m.v., i det omfang det

er nødvendigt for, at vedkommende kan tages stilling til behandlingsspørgsmålet. Der

henvises til pkt. 2.1.1.1. ovenfor om sundhedsloven og det informerede samtykke og in-

formation.

Det er en betingelse for tvangsbehandling, at tilslutning til behandlingen er forsøgt opnået

frivilligt forinden. Tilslutning kan ske ved, at patienten direkte tilkendegiver, at vedkom-

mende ønsker behandling. For de patienter, der ikke er i stand til at give et udtrykkeligt

samtykke, kan samtykke gives stiltiende ved at patienten ikke gør modstand i ord eller

handling.. Fastholder patienten sin modstand trods forsøget på at motivere patienten og

opnå et udtrykkeligt eller stiltiende samtykke, kan der træffes beslutning om tvangsbe-

handling efter de foreslåede regler.

Først når dette udtrykkelige eller stiltiende samtykke er forsøgt opnået, kan der træffes

beslutningen om tvangsbehandling.

Omfanget og rækkevidden af lægens eller tandlægens beslutning om at gennemføre be-

handling ved tvang afhænger dels af det sundhedsfaglige behov for behandling, som en

sundhedsperson har vurderet nødvendigt, dels af omfanget og rækkeviden af det samtyk-

ke, sundhedspersonen har indhentet efter § 18 i sundhedsloven og den givne information.

Har sundhedspersonen i forbindelse med indhentelse af det informerede samtykke fra

patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig alene informeret om

dele af en behandling og et behandlingsforløb og derved alene indhentet samtykke til dele

af behandlingen, er det alene denne del, lægens eller tandlægens beslutning omfatter, og

som kan gennemføres ved tvang. Er der derimod givet samtykke til et helt behandlingsfor-

løb, der strækker sig over flere enkelte behandlinger og behandlingsmetoder, kan dette

behandlingsforløb gennemføres på baggrund af lægens eller tandlægens beslutning. Hvis

sundhedspersoner vurderer, at yderligere behandling udover det, der er indhentet sam-

tykke til og givet information om, er nødvendig, eller hvis den planlagte behandling æn-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

drer sig fra det oplyste, skal der indhentes fornyet samtykke efter § 18 i sundhedsloven og

foretages en fornyet beslutning fra lægen eller tandlægen om også at gennemføre denne

af behandlingen del ved brug af tvang, hvis patienten også modsætter sig dette.

For det tredje skal en række kvalificerende betingelser være opfyldt, forinden behandlin-

gen kan gennemføres ved tvang. Det er i den forbindelse en forudsætning, at lægen eller

tandlægen vurderer, at

1) en undladelse af at behandle patienten ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til

væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundhedstilstand,

2) behandlingen anses for nødvendig for at forhindre denne væsentlige forringelse, og

3) det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for patienten at gen-

nemføre behandlingen.

Hvis betingelserne for tvangsbehandling ikke længere er til stede, skal behandlingen af-

brydes.

2.1.3.4. Andre tvangsindgreb med henblik på at gennemføre behandling

For at sikre, at en tvangsbehandling kan gennemføres i praksis, foreslås det, at den læge

eller tandlæge, der træffer beslutning herom, samtidigt med denne beslutning, kan beslut-

te at foretage øvrige tvangsindgreb i patientens selvbestemmelsesret, hvis det er nødven-

digt for at gennemføre den besluttede behandling, jf. ovenfor pkt. 2.1.3.3.

Tvangsindgrebene kan efter de foreslåede bestemmelser bestå af fysisk fastholdelse, ind-

tagelse af beroligende medicin, tvangsindlæggelse på et offentligt sygehus samt tilbage-

holdelse på og tilbageførsel til et offentligt sygehus. Det foreslås, at betingelserne for

tvangsindgreb med henblik på at gennemføre behandling er de samme som for beslutnin-

ger om at tvangsbehandling.

Ved fysisk fastholdelse forstås, at patientens fysisk holdes fast, således at behandlingen

kan gennemføres. Det foreslås, at det fastsættes, at fiksering med bælte, hånd- og fod-

remme, handsker m.v. er ikke tilladt. Tvangsbehandling kan således ikke gennemføres ved

brug af disse metoder og remedier.

Indtagelse af beroligende medicin ved tvang skal ses i sammenhæng med bestemmelsen

om fysisk fastholdelse, idet disse indgreb ofte vil supplere og ske i forlængelse af hinan-

den, f.eks. ved at patienten efter lægens eller tandlægens beslutnings herom fastholdes

med henblik at kunne give et beroligende middel. Proportionalitetsprincippet og mindste-

indgrebsprincippet er afgørende for valget og forholdet mellem disse to typer indgreb, jf.

nedenfor.

I tilfælde af, at den besluttede behandling ikke kan gennemføres i borgerens eget hjem,

f.eks. på plejecenteret, eller hos den praktiserende læge, foreslås det, at den ansvarlige

læge eller tandlæge kan beslutte, at patienten skal tvangsindlægges på et offentligt syge-

hus. Det foreslås, at lægen eller tandlægen i forbindelse med sin beslutning om at tvangs-

indlægge patienten, skal udfærdige en erklæring om indlæggelsen. Erklæringen skal base-

re sig på lægens eller tandlægens egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggel-

sen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge eller tandlæge, der er ansat på det

sygehus, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke være

udstedt af en læge eller tandlæge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde

som nævnt i forvaltningslovens § 3. Det foreslås, at sundhedsministeren fastsætter nær-

mere regler om erklæringernes indhold.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Af hensyn til aktualiteten af indlæggelsen foreslås det, at sundhedspersonens undersøgel-

se af patienten skal være foretaget inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.

Det foreslås, at det er overlægen eller overtandlægen på den afdeling, som patienten

indlægges på, der træffer den endelige beslutning om, hvorvidt tvangsindlæggelse kan

ske. Det foreslås desuden, at overlægen eller overtandlægen i den forbindelse skal påse,

om betingelserne for tvangsbehandling er opfyldt.

I forhold til patienter, der er tvangsindlagt, og som forlader eller ønsker at forlade afdelin-

gen, foreslås det, at overlægen eller overtandlægen skal kunne beslutte, at patienten skal

tilbageholdes på sygehusafdelingen, hvis patientens fortsatte indlæggelse er nødvendig

for at gennemføre den besluttede behandling. Det foreslås, at overlægen eller overtand-

lægen tilsvarende kan beslutte, at en patient, som er tvangsindlagt, skal føres tilbage til

afdelingen med politiets bistand i tilfælde af, at patienten har forladt afdelingen.

Det foreslås endeligt, at sundhedsministeren bemyndiges til efter forhandling med

justitsministeren at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af

indlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførelse ved brug af tvang, herunder om politiets

medvirken hertil.

Det foreslås, at der – udover betingelserne for tvangsbehandling – fastsættes visse grund-

læggende principper for ethvert indgreb i selvbestemmelsesretten med henblik på at

gennemføre behandling.

Med forslaget foreslås fastsat et mindsteindgrebsprincip og et proportionalitetsprincip,

således at lægen eller tandlægen altid skal vælge det mindste og mest skånsomme ind-

greb over for patienten med henblik på at kunne gennemføre behandling, og således at

indgreb udelukkende kan iværksættes, hvis det står i rimeligt forhold til det formål, der

søges opnået. Heri ligger tillige, at indgreb ikke kan iværksættes, hvis det står klart, at

formålet ikke kan nås. Principperne indebærer desuden, at indgreb i selvbestemmelsesret-

ten efter lovforslaget ikke kan gennemføres og opretholdes i en længere periode, end

hvad der er nødvendigt for at sikre, at behandlingen kan gennemføres.

Med forslaget tydeliggøres det offentliges omsorgspligt over for patienten ved at fastsæt-

te, at indgreb aldrig må erstatte den vanlige personlige pleje og omsorg, men skal ses som

et supplement dertil med udgangspunkt i, hvad der er bedst for patienten. Personalets

personlige kontakt til og samvær med patienten er således fortsat det vigtigste element i

omsorgspligten og forsøget på at skabe tryghed. Hvis det gennem den almindelige kontakt

og kommunikation med patienten er muligt at opnå patientens tilslutning, vil det ikke

være lovligt – eller nødvendigt – at foretage indgreb for at gennemføre behandlingen. Det

vil eksempelvis ikke være tilladt fysisk at fastholde en patient, hvis personalet gennem

beroligende og tryghedsskabende initiativer, f.eks. samtale, kan få patienten til ikke at

afvise behandlingen.

Principperne betyder blandt andet, at patienten ikke kan tvangsindlægges, hvis det er

tilstrækkeligt og muligt at gennemføre behandlingen ambulant og uden indlæggelse. Prin-

cipperne indebærer derudover, at patienten ikke kan tilbageføres fysisk, hvis det er til-

strækkeligt at overtale patienten til at vende tilbage til afdelingen.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Princippet er desuden afgørende for valget mellem fysisk fastholdelse og beroligende

medicin. Princippet indebærer, at lægen eller tandlægen i valget mellem fysisk fastholdel-

se og beroligende medicin skal vælge det indgreb, der fremstår mest skånsomt over for

den enkelte patient. For nogle patienter vil fysisk fastholdelse fremstå som et større over-

greb, mere intimiderende og frembringe større angst end at indtage beroligende medicin,

mens det for andre patienter kan forekomme som et større indgreb at modtage medicin. I

vurderingen indgår også selve behandlingens omfang. Hvis der er tale om kortere indgreb,

f.eks. blodprøvetagning, vil det efter omstændighederne være mest skånsomt at fasthol-

delse patienten, hvorimod det ved længerevarende behandlinger, kan forekomme mest

skånsomt med beroligende medicin. De to typer indgreb kan desuden supplere og ske i

forlængelse af hinanden efter lægens eller tandlægens beslutning herom, f.eks. hvor det

besluttes at fastholde patienten for at kunne indgive den beroligende medicin.

Det er afgørende, at indgreb sker med henblik på at gennemføre en besluttet behandling

af hensyn til patientens helbred eller sundhedstilstand. Beslutninger om indgreb, f.eks.

fastholdelse, må aldrig ske af ordensmæssige hensyn overfor eksempelvis udadreageren-

de patienter, ligesom administrative hensyn, herunder ressource- eller personalehensyn

aldrig må være årsag til indgreb.

2.1.3.5. Beslutningskompetence, delegation og varigheden af beslutninger

Af hensyn til patientens retssikkerhed foreslås det, at det alene er en læge eller en tand-

læge, der kan beslutte, at en behandling skal gennemføres ved tvang, uanset hvilken

sundhedsfaglig behandling, der skal gennemføres.

Dette betyder, at det alene vil være en læge eller tandlæge, der kan beslutte at gennemfø-

re behandlinger og indgreb ved brug af tvang, som efter autorisationsloven er forbeholdte

virksomhedsområder for henholdsvis læger og tandlæger, men også behandlinger, som

andre autoriserede sundhedspersoner, f.eks. sygeplejersker og kliniske tandteknikere,

efter gældende ret kan beslutte at gennemføre med samtykke fra patienten selv eller

eksempelvis dennes pårørende eller værge.

Det er vigtigt at understrege, at forslaget ikke har betydning for den beslutningskompe-

tence, som andre autoriserede sundhedspersoner, f.eks. sygeplejersker, har efter gælden-

de ret. En sygeplejerske vil således fortsat uden brug af tvang kunne beslutte at gennem-

føre behandling, der ikke er forbeholdt virksomhedsråde for andre sundhedspersoner

uden godkendelse fra en læge, herunder eksempelvis sårpleje, pasning m.v.

Det er endvidere vigtigt at understrege, at lægens og tandlægens beslutning skal ske på et

oplyst grundlag efter dialog og kommunikation med patienten og dennes pårørende, vær-

ge eller fremtidsfuldmægtig, og at lægen eller tandlægen i nødvendigt omfang skal ind-

drage observationer og erfaringer fra de sundhedspersoner, som oprindeligt har vurderet,

at behandling af patienten er nødvendig.

Det foreslås endvidere, at det alene er lægen og tandlægen, der kan beslutte at gennem-

føre andre tvangsindgreb med henblik på at gennemføre behandlingen.

Derudover foreslås det, at lægen og tandlægen efter gældende regler i lov om autorisation

sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed kan delegere selve gennemførelsen

af tvangsbehandlingen til andre sundhedspersoner, herunder, f.eks. sygeplejersker, social-

og sundhedsassistenter og tandplejere, ligesom lægen og tandlægen kan lade andre sund-

hedspersoner foretage andre indgreb i selvbestemmelsesretten med henblik på at gen-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

nemføre behandlingen, f.eks. fastholdelse af patienten. Det foreslås, at lægen og tandlæ-

gen ligeledes kan lade andres sundhedspersoner gennemføre tvangen, som lægen eller

tandlægen har besluttet.

I medfør af almindelige principper om delegation og medhjælp har lægen og tandlægen

fortsat det overordnede ansvar for behandlingen, herunder for at give behørig instruktion,

hvis lægen eller tandlægen vælger at lade en medhjælp udføre behandlingen.

Reglerne forudsættes i det offentlige sundhedsvæsen administreret således, at beslutnin-

ger tages af overlægen eller overtandlægen.

Med udtrykket overlæge eller overtandlæge sigtes i den forbindelse til den læge eller

tandlæge, der har det sundhedsfaglige og behandlingsmæssige ansvar for den afdeling

eller det afsnit, hvor patienten er indlagt eller skal indlægges.

Det foreslås samtidigt, at overlægen eller overtandlægen efterfølgende snarest tager stil-

ling til beslutningen. Det forudsættes i den forbindelse, at overlægen eller overtandlægen,

så snart denne er tilbage på sygehuset, tager stilling til beslutningen. Den stedfortræden-

de læges eller tandlæges beslutning er gældende, indtil overlægen eller overtandlægen

har taget stilling.

Endelig foreslås det, at lægens eller tandlægens beslutninger om anvendelse af tvang

alene har gyldighed i seks måneder. Det betyder, at behandlinger, som gennemføres ved

tvang på baggrund af lægens eller tandlægens beslutning, skal ophøre ved udløbet af de

seks måneder, med mindre lægen eller tandlægen træffer beslutning om at fortsætte

behandling ved brug af tvang i en ny periode på seks måneder.

I forhold til de beslutninger, der alene kan tages af en overlæge eller overtandlæge, her-

under beslutninger om godkendelse af tvangsindlæggelser samt beslutninger om tilbage-

holdelser og tilbageførelser foreslås det, at disse beslutninger kan tages af en anden læge

eller tandlæge i overlægens eller overtandlægens fravær, under forudsætning af denne

læge eller tandlæge har faglig indsigt på området, og at overlægen eller overtandlægen

efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.

Efter de foreslåede bestemmelser træffer overlægen eller overtandlægen endelig beslut-

ning om, hvorvidt tvangsindlæggelse skal ske, ligesom overlægen eller overtandlægen

tager stilling til beslutninger om tvangstilbageholdelse og tilbageførsel. Endelig træffer

overlægen eller overtandlægen beslutning om at gennemføre personlig hygiejne ved brug

af tvang. Dette indebærer, at de ovennævnte beslutninger som udgangspunkt skal træffes

af overlægen eller overtandlægen personligt. Hermed sikres det, at kompetencen for

spørgsmål om anvendelse af tvang, er henlagt til overlægen og overtandlægen personligt

som en særlig retssikkerhedsgaranti og derfor ikke kan delegeres til andre læger eller

tandlæger, f.eks. en 1. reservelæge.

Det kan imidlertid forekomme, at beslutningen om tvang må tages af en anden læge eller

tandlæg, f.eks. fordi patienten bliver bragt til sygehuset om natten med henblik på tvangs-

indlæggelse, og der ikke er mulighed for at forelægge spørgsmålet om tvangsindlæggelse

telefonisk for overlægen eller overtandlægen.

Det foreslås derfor, at overlægens eller overtandlægens beslutninger kan tages af den

læge eller tandlæge, der i overlægens eller overtandlægens fravær fungerer som overlæge

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

eller overtandlæge (substitution). Dette betyder, at kravet om, at afgørelsen skal træffes

af overlægen eller overtandlægen personligt, i sådanne tilfælde ikke er til hinder for, at en

anden læge eller tandlæge træffer beslutning, forudsat at overlægen eller overtandlægen

efterfølgende snarest tager stilling til lægens eller tandlægens beslutning.

Det betyder, at andre læger eller tandlæger – i overlægens eller overtandlægens fravær –

kan tage de beslutninger, som overlægen eller overtandlægen har kompetence til. Det er

en betingelse, at den læge eller tandlæge, der tager beslutningen i overlægens eller over-

tandlægens fravær, har faglig indsigt på området, herunder besidder den fornødne sund-

hedsfaglige indsigt i de særlige forhold, der gør sig gældende for personer med varig inha-

bilitet, f.eks. speciallæger i geriatri, psykiatri eller neurologi, eller i øvrigt har særligt kend-

skab den lidelse, som patienten skal behandles for.

2.2. Journalføringspligt

2.2.1. Gældende ret

Efter § 21, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virk-

somhed (autorisationsloven) har læger, tandlæger, kiropraktorer, jordemødre, kliniske

diætister, kliniske tandteknikere, tandplejere, kontaktlinseoptikere og optometrister pligt

til at føre patientjournaler over deres virksomhed. I § 5 i bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar

2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføringsbekendtgørel-

sen) er det fastsat, at journalføringspligten gælder for alle autoriserede sundhedsperso-

ner.

Journalføringspligten gælder efter § 22, stk. 1, når der som led i sundhedspersonens

sundhedsmæssige virksomhed foretages undersøgelse, behandling m.v. af patienter.

Journalen skal efter stk. 2 indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sik-

ker patientbehandling, og det skal fremgå af journalen, hvem der har journalført oplysnin-

gerne samt tidspunktet derfor.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i journalføringsbekendtgørelsen fastsat nærmere regler

om journalens indhold, opbevaring m.v.

På det psykiatriske område er der fastsat særlige bestemmelser om registrering af tvangs-

foranstaltninger efter lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Det følger af psykiatrilo-

vens § 20, at enhver oplysning om anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a,

18 a, 18 c, § 18 d, stk. 2, for så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere

end 24 timer, og § 18 f, skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgre-

bets nærmere indhold og begrundelse. I bekendtgørelse nr. 1342 af 2. december 2010 er

der fastsat nærmere regler om indholdet af protokollerne. Det fremgår af bekendtgørel-

sen § 15, stk. 1, at tilførsler i tvangsprotokollen er journalpligtige, jf. § 21 i lov om autorisa-

tion af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. Det fremgår af bekendtgø-

relsen § 15, stk. 2, at der ved udfærdigelse af tvangsprotokoller i journalen skal henvises

til, at der er indført notat i tvangsprotokollen. Kopi af tvangsprotokollen skal tilføres jour-

nalen. Reglerne i psykiatriloven om tvangsprotokoller er således selvstændigt gældende,

men oplysningerne skal samtidig fremgå af patientjournalen. Reglerne om registrering af

anvendelsen af tvang i psykiatrien og udfyldelse af tvangsprotokoller er desuden uddybet i

vejledning nr. 9798 af 17. august 2016 om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af

anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering af anvendelse af udskrivningsafta-

ler/koordinationsplaner.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Det bemærkes, at reglerne om journalføring i autorisationsloven gælder ved siden af de

særlige regler om føring af tvangsprotokoller i psykiatrien, og de almindelige regler om

journalføring, jf. ovenfor, skal således iagttages sideløbende.

Efter servicelovens § 136, stk. 1, skal enhver form for magtanvendelse registreres og ind-

berettes. I lov om voksenansvar følger det tilsvarende, at magtanvendelse eller andre

indgreb i selvbestemmelsesretten efter lovens §§ 8-14, 16, 18 og 20 og magtanvendelse i

øvrigt skal registreres og indberettes af anbringelsesstedet til den kommunalbestyrelse,

der har ansvaret for barnets eller den unges ophold på anbringelsesstedet, jf. §§ 9 og 9 a i

lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og til det socialtilsyn, der

fører driftsorienteret tilsyn med anbringelsesstedet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn.

2.2.2. Overvejelser

Det er afgørende for regeringen, at behandling ved tvang og andre tvangsindgreb, der

foretages med henblik på at gennemføre behandling, sker efter de i loven fastsatte betin-

gelser. For at sikre dokumentation for de foretagne behandlinger og indgreb af hensyn til

både patientens og sundhedspersonalets retssikkerhed er det regeringens opfattelse, at

enhver tvangsbehandling og ethvert tvangsindgreb skal journalføres.

2.2.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at enhver beslutning om at tvangsbehandle patienten efter de foreslåede

bestemmelser skal tilføres en tvangsprotokol, som desuden skal lægges i kopi på patien-

tens journal med angivelse af baggrunden for beslutningen. Beslutninger om andre

tvangsindgreb, der iværksættes med henblik på at gennemføre behandlingen, skal tilsva-

rende tilføres tvangsprotokollen med kopi i patientens journal med angivelse af indgrebets

nærmere indhold og baggrund.

Med baggrunden for beslutningen forstås en nærmere begrundelse for beslutningen om

at tvangsbehandle patienten, herunder en begrundelse for og forklaring af den sundheds-

faglige vurdering, der er foretaget af, om betingelserne for indgrebene er opfyldt. Med

indgrebets nærmere indhold og baggrund i forhold til andre beslutninger om tvangsind-

greb med henblik på at gennemføre behandling forstås en begrundelse for, hvorfor ind-

greb i patientens selvbestemmelsesret har været nødvendigt for at gennemføre behand-

lingen, og en angivelse af, hvilke indgreb, der er besluttet.

Derved sikres dokumentation for det foretagne indgreb til brug for klage- og tilsynsmyn-

digheders eventuelle efterprøvelse af indgrebet.

Det bemærkes, at gældende krav til journalføring i autorisationsloven og journalføringsbe-

kendtgørelsen fortsat skal iagttages sideløbende med de foreslåede regler.

Det foreslås, at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget, indholdet

og om føringen af protokollen.

2.2.4. Forholdet til lov om behandling af personoplysninger

Følsomme personoplysninger, herunder oplysninger om helbredsforhold, må efter § 7, stk.

1, i persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger,

som udgangspunkt ikke behandles. Forbuddet i stk. 1 gælder dog efter stk. 2 f.eks. ikke,

hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling, hvis

behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden persons vitale

interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

samtykke, eller hvis behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres

gældende eller forsvares. Behandling er desuden tilladt efter § 7, stk. 5, hvis behandlingen

af oplysninger er nødvendig med henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medi-

cinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling, eller forvaltning af læge og sundheds-

tjenester, og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden for sundheds-

sektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt.

Endelig skal behandlingen af oplysninger ske i overensstemmelse med de grundlæggende

betingelser i lovens § 5. Dette indebærer, at al behandling af personoplysninger skal ske til

udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at en senere behandling af oplysninger ikke er

uforenelig med det oprindelige formål, hvortil oplysningerne er indsamlet.

For alle behandlinger af oplysninger er det desuden en forudsætning for behandlingens

lovlighed, at de oplysninger, der behandles, er relevante og tilstrækkelige, og ikke omfat-

ter mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles,

og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse om

journalføringspligt er i overensstemmelse med persondatalovens 7, stk. 5, og at behand-

lingen af personoplysninger kan ske i overensstemmelse med persondatalovens § 5.

2.3. Indberetningspligt

2.3.1. Gældende ret

Efter § 19, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virk-

somhed (autorisationsloven) er autoriserede sundhedspersoner forpligtet til at afgive de

indberetninger og anmeldelser, som af hensyn til den offentlige sundhed afkræves ved-

kommende af sundhedsmyndighederne, og til at opfylde den oplysnings- og indberet-

ningspligt, der i øvrigt påhviler vedkommende efter lovgivningen. Bestemmelsen pålægger

dermed sundhedspersoner at indberette oplysninger i det omfang, det følger af lovgivnin-

gen.

Efter § 195 i sundhedsloven påhviler det regionsråd, kommunalbestyrelser, praktiserende

sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., at

give oplysning om virksomheden til de centrale sundhedsmyndigheder m.fl. efter nærme-

re af sundhedsministeren fastsatte regler.

Bestemmelsen vedrører alle oplysninger om virksomheden, herunder oplysninger om

aktivitet, omkostninger og ressourceanvendelse, finansielle oplysninger m.v. Bemyndigel-

sen er udnyttet ved bl.a. bekendtgørelse nr. 30 af 13. januar 2010 om kommunernes ind-

beretning af stofmisbrug til Sundhedsdatastyrelsen og ved § 47 i bekendtgørelse nr. 958 af

29. august 2014 om ret til sygehusbehandling m.v.

Efter § 20, stk. 2, i psykiatriloven fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om ind-

beretning af tvang. Regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1342 af 2. december 2010

om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt

udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger. Af § 21, stk. 1 og 2, i

bekendtgørelsen følger, at overlægen på afdelingen løbende skal foretage elektronisk

indberetning til Sundhedsstyrelsen – nu Sundhedsdatastyrelsen – og til den ansvarlige

sygehusmyndighed af anvendelsen af de protokolføringspligtige magtanvendelser.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Efter § 22 skal indberetningen indeholde de i §§ 2-14 og 17-19 i bekendtgørelsen krævede

oplysninger, herunder bl.a. oplysninger om patientens navn og personnummer, indgrebets

varighed og begrundelse for indgrebet. Indberetningen til Sundhedsstyrelsen skal dog ikke

indeholde oplysning om den ordinerende læges og impliceret personales navn, og indbe-

retningen til den ansvarlige sygehusmyndighed skal hverken indeholder oplysning om

patientens navn og personnummer eller den ordinerende læges og impliceret personales

navn.

Af servicelovens § 136, stk. 1, følger det, at magtanvendelser efter servicelovens §§ 125-

129 skal indberettes til den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i

tilbuddet og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede

tilsyn med tilbuddet. Hvis den borger, som indberetningen vedrører, har ophold i et regio-

nalt eller et kommunalt botilbud, skal tilbuddet desuden orientere den kommunale eller

regionale driftsherre om magtanvendelsen. For så vidt angår anbragte børn og unge frem-

går reglerne om indberetning af magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesret-

ten af voksenansvarslovens § 21, jf. ovenfor pkt. 2.1.1.

2.3.2. Overvejelser

Det er væsentligt for regeringen, at der føres tilsyn og kontrol med omfanget af beslutnin-

ger om at tvangsbehandle patienten og med beslutninger om andre tvangsindgreb med

henblik på at gennemføre behandlingen, således at der ved konstatering af uregelmæssig-

heder eller atypiske eller uventede mønstre i administrationen af reglerne er mulighed for

at sikre en mere hensigtsmæssig praksis. Ligeledes er det væsentligt, at de centrale sund-

hedsmyndigheder kan følge udbredelsen og omfanget af beslutninger herom til brug for

tilsyn og overvågning.

2.3.3. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget foreslås indført en indberetningspligt af enhver beslutning om indgreb i

selvbestemmelsesretten efter de forslåede bestemmelser til Sundhedsdatastyrelsen.

Med indberetningspligten sikres det, at Sundhedsdatastyrelsen kan følge udbredelsen og

omfanget af beslutninger om indgreb i selvbestemmelsesretten efter den foreslåede lov.

Hermed sikres, at det nationalt er muligt at overvåge udbredelsen og udviklingen af be-

slutninger om indgreb i selvbestemmelsesretten.

Indberetningen omfatter blandt andet oplysninger om, hvilke indgreb i selvbestemmelses-

retten, der er truffet beslutninger om samt baggrunden for beslutningen. Af hensyn til

kvaliteten og validiteten af data, herunder sikring og validering af indberetningernes kvali-

tet, indberettes data i personhenførbar form.

Oplysningerne vil ifølge forslaget af Sundhedsdatastyrelsen skulle stilles til rådighed for

regionsråd og kommunalbestemmelser. Hermed sikres det nødvendige grundlag for regi-

onernes og kommunernes statistiske, planlægningsmæssige og styringsmæssige opgaver i

forhold til beslutninger om indgreb i selvbestemmelsesretten, og at regionerne og kom-

muners selv kan føre kontrol med omfanget af beslutninger herom, således at regionerne

og kommunerne ved konstatering af uregelmæssigheder eller atypiske eller uventede

mønstre i administrationen af reglerne får mulighed for at sikre en mere hensigtsmæssig

praksis.

Oplysningerne skal desuden efter forslaget stilles til rådighed for Styrelsen for Patientsik-

kerhed. Oplysningerne kan på denne måde danne grundlag for Styrelsen for Patientsikker-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

heds overordnede planlægning og beslutning om tilsyn ved konstatering af udsving og

uregelmæssigt eller atypisk mønster i beslutninger om indgrebene. Oplysningerne kan ikke

danne grundlag for iværksættelse af konkrete sanktioner og tilsynsforanstaltninger, lige-

som oplysningerne fra Sundhedsdatastyrelsen ikke må anvendes til brug for eller i forbin-

delse med konkrete tilsynssager.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan derimod gennem de eksisterende regler i blandt andet

§ 213 a i sundhedsloven og § 6i autorisationsloven indhente oplysninger om indgreb i

selvbestemmelsesretten fra blandt andet regioner og andre myndigheder til brug for kon-

trol og tilsyn, herunder eksempelvis oplysninger fra journaler m.v.

2.3.4. Forholdet til lov om behandling af personoplysninger

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de indberettede oplysninger, herun-

der oplysninger om, at der er foretaget indgreb m.v., er omfattet at persondatalovens § 7.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de indberettede oplysninger behand-

les med henblik på myndighedsudøvelse, og at oplysninger på denne baggrund kan be-

handles i medfør af persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4. Endvidere er det Sundheds- og

Ældreministeriets opfattelse, at behandlingen kan ske i overensstemmelse med personda-

talovens § 5.

Sundhedsdatastyrelsen skal som dataansvarlig myndighed i forbindelse med behandling

og opbevaring af oplysninger i videst muligt omfang sørge for, at oplysningerne behandles

i en form, hvor de ikke er umiddelbart personhenførbare, f.eks. således at de opbevares i

krypteret form eller under et løbenummer i stedet for under personnummer. De dataan-

svarlige myndigheder skal desuden i relevant omfang iagttage reglerne i bekendtgørelse

nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysnin-

ger, som behandles for den offentlige forvaltning.

2.4. Klageadgang og domstolsprøvelse

2.4.1. Gældende ret

Reglerne om klageadgang inden for sundhedsvæsenet er reguleret af lov om klage- og

erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven).

Efter § 1, stk. 1, i klage- og erstatningsloven behandler Styrelsen for Patientsikkerhed kla-

ger fra patienter over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet

af sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige

lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Styrelsen for Patientsikkerhed kan ikke

behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen ved-

rører, helt eller delvis er omfattet af en klage, der behandles af Sundhedsvæsenets Disci-

plinærnævn.

Styrelsen for Patientsikkerhed træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virk-

somhed har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med sundheds-

lovens kapitel 4-9 og afsnit IV.

Efter § 2, stk. 1, behandler Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn klager fra patienter over

autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af

sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning

er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet kan ikke behandle en klage, hvis den sund-

hedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, behandles af Styrelsen for Patientsikkerhed,

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik

af sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.

Efter § 3 afgiver Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn i sager omfattet af nævnets kompe-

tence en udtalelse om, hvorvidt sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har

været kritisabel, eller om sundhedspersonen har handlet i strid med sundhedslovens kapi-

tel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse eller søge iværksat

sanktioner.

Enhver med retlig interesse i sagen anses som klageberettiget. Dette indebærer, at både

den nærmeste pårørende, værge m.v. efter omstændighederne kan indgive klage, og at

det ikke alene er den, der har afgivet samtykket, der kan klage.

Efter § 10 a, stk. 1, i klage- og erstatningsloven skal klager omfattet af § 1, stk. 1, § 2, stk.

1, og §§ 5-8 indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale løs-

ning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed (digital selvbetjening). Klager,

der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af Styrelsen for Patientsikkerhed, med

mindre forholdet er omfattet af § 10, stk. 2 eller 3. Det betyder, at klager til Styrelsen for

Patientsikkerhed og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn som udgangspunkt skal indgives

via denne digitale løsning. Tilsvarende gælder efter § 58 c for klager, der indgives til Anke-

nævnet for Patienterstatningen.

Efter§ 10, stk. 2 skal Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis styrelsen finder, at der foreligger

særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbe-

tjening, tilbyde, at klagen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Sty-

relsen for Patientsikkerhed bestemmer, hvordan en sådan klagen skal indgives, herunder

om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Udover særlige forhold hos borgeren kan der efter § 10, stk. 3 også helt ekstraordinært

forekomme situationer, hvor omstændighederne ved klagen eller Styrelsen for Patientsik-

kerheds forhold gør, at der ikke kan indgives en klage til Styrelsen for Patientsikkerhed

eller Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn ved anvendelse af den digitale selvbetjenings-

løsning. Der kan eksempelvis være tale om, at Styrelsen for Patientsikkerheds digitale

selvbetjeningsløsning ikke er indrettet til at håndtere en bestemt situation. Tilsvarende vil

Styrelsen for Patientsikkerhed eksempelvis kunne anvise borgeren en anden måde at

klage på, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed selvbetjeningsløsning er ude af drift. Der vil i

sådanne tilfælde være tale om, at der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare for-

dele ved at modtage ansøgningen ikke-digitalt.

Efter § 35 i psykiatriloven skal sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe klager over blandt andet tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,

anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse samt aflåsning af

døre i afdelingen for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

Efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal Det Psykiatriske Patientklage-

nævn ved Statsforvaltningen efter § 37, stk. 1, indbringe sine afgørelser vedrørende blandt

andet tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Endvidere gælder det efter § 38, stk. 1, at afgørelser fra Det Psykiatriske Patientklagenævn

ved Statsforvaltningen om blandt andet personlige alarm- og pejlesystemer og særlige

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

dørlåse kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn. Ankenævnets afgørelser kan efter stk.

3 ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

På det sociale område gælder det efter servicelovens § 133, stk. 1 og 2, at kommunalbe-

styrelsens afgørelser efter servicelovens §§ 125-127 kan indbringes for Ankestyrelsen.

Afgørelser om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for an-

bragte børn og unge efter serviceloven og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge

kan indbringes for Ankestyrelsen af børn og unge, der fyldt 12 år, og forældremyndigheds-

indehaveren, jf. § 168 i serviceloven og § 21, stk. 2, i lov om voksenansvar for anbragte

børn og unge. Klager over anvendelse magt eller andre indgreb efter voksenansvarsloven

og voksenansvarsbekendtgørelsen kan indbringes for kommunalbestyrelsen, jf. voksen-

svarslovens § 21, stk. 3.

I sager om tilbageholdelse i boligen efter § 127 skal kommunalbestyrelsen sørge for, at

personen under sagen får bistand fra en advokat til at varetage sine interesser. Det er

efter § 132, stk. 2, myndigheden, der betaler udgifterne til advokaten. Advokaten modta-

ger salær og godtgørelse for udlæg efter samme regler, som gælder i de tilfælde, hvor der

er meddelt fri proces, jf. kapitel 31 i retsplejeloven.

Endvidere gælder det efter § 135, nr. 1, at klageren ved henvendelse til Ankestyrelsen

inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen kan kræve afgørelsen

forelagt retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af administrativt

bestemt frihedsberøvelse. Ankestyrelsens afgørelse i sager om klager over børn og unge-

udvalgets afgørelse efter voksenansvarsloven eller servicelovens §§ 63 a-c kan indbringes

for byretten, jf. § 169 i serviceloven og § 24 i voksenansvarsloven. Ankestyrelsens afgørel-

se i sager om klager over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen efter voksenansvars-

lovens § 12, stk. 4, kan ligeledes indbringes for byretten, jf. § 24 i voksenansvarsloven.

Det følger af retsplejelovens § 469, stk. 1, 1. pkt., at den myndighed, som har besluttet

frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, på begæring af den, der er administrativt

frihedsberøvet eller den, som handler på vedkommendes vegne, skal forelægge sagen for

byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl

(hjemting). For sager om blandt andet, tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbage-

førsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppe-

gående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen efter lov om anvendelse af tvang i

psykiatrien gælder det efter § 469, stk. 1, 2. pkt., at disse forelægges, så længe patienten

ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller

afdeling er beliggende.

Forelæggelsen for retten skal efter § 469, stk. 2, skal finde sted inden 5 søgnedage efter

begæringens fremsættelse og sker ved fremsendelse af sagens akter med fornødne oplys-

ninger om den beslutning, hvis lovlighed kræves prøvet, herunder angivelse af den be-

stemmelse, i medfør af hvilken beslutningen er truffet, en kortfattet redegørelse for de

omstændigheder, der påberåbes som grundlag for den, og henvisning til de i sagen fore-

liggende bevisligheder, der vil kunne have betydning for rettens afgørelse. Indbringes

sagen for en domstol, der ikke er rette værneting, henviser dommeren sagen til rette

værneting.

Begæring om sagens indbringelse for retten hindrer ikke frihedsberøvelsens iværksættelse

eller opretholdelse, medmindre retten bestemmer det, jf. § 469, stk. 3.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Om fristen for indbringelse for retten gælder det efter retsplejelovens § 496, stk. 4, 1. pkt.,

at begæring herom skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere

fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undta-

gelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen, jf. 2. pkt. I

sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning

efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og

aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien regnes

fristerne dog fra det psykiatriske patientklagenævns afgørelse i sagen, jf. 3.pkt.

Ankefristen er efter retsplejelovens § 475, stk. 1, 2. pkt. 4 uger fra dommens afsigelse, og

anken har efter stk. 4 kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgø-

relse påankes, eller af den ret, til hvilken anke sker.

2.4.2. Overvejelser

Patientens retssikkerhed er af afgørende betydning for regeringen. Det er vigtigt, at en

patient, der behandles ved tvang og udsættes for andre tvangsindgreb med henblik på at

gennemføre behandlingen, har mulighed for at klage over indgrebet.

Sundheds- og Ældreministeriets bemærker i den forbindelse, at det er ministeriets opfat-

telse, at de foreslåede indgreb som tvangsindlæggelse samt tilbageholdelse og tilbagefø-

relse udgør frihedsberøvelse i henhold til grundlovens § 71, stk. 6, hvorimod tvangsbe-

handling, fysisk fastholdelse, beroligende medicin og gennemførelse af personlig hygiejne

som følge af indgrebenes manglende intensitet som udgangspunkt ikke udgør frihedsbe-

røvelse. Sundheds- og Ældreministeriet er i den forbindelse opmærksomt på, at det ikke

på forhånd kan udelukkes, at eksempelvis fysisk fastholdelse i en konkret situation kan

have en sådan karakter, at indgrebet kan udgøre frihedsberøvelse. Ministeriet bemærker

imidlertid hertil, at bestemmelsen om fastholdelse set i sammenhæng med proportionali-

tetsprincippet alene giver mulighed for fysisk fastholdelse i en kortvarig periode, hvorfor

fastholdelse i en periode, der udgør frihedsberøvelse, antageligt ikke vil være i overens-

stemmelse med loven.

Det er efter regeringens opfattelse vigtigt, at der etableres de retssikkerhedsgarantier og

bestemmelser om klageadgang, som afspejler de enkelte indgrebs intensitet, herunder

bestemmelser om administrativ klageadgang og domstolsprøvelse. Det er på denne bag-

grund regeringens opfattelse, at de foreslåede indgreb skal kunne påklages til en admini-

strativ klagemyndighed, og at beslutninger om tvangsindlæggelse, samt tilbageholdelse og

tilbageførelse herefter kan forelægges for retten efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Det er endvidere vigtigt for regeringen, at sagsbehandlingstiden for klager er kort, således

at patienten får en reel mulighed for at stoppe et indgreb, der ikke er berettiget.

Endelig er vigtigt for regeringen, at klagemyndigheden besidder den nødvendige faglige

kundskab, herunder kendskab til patientgruppen, og at klagemyndigheden repræsenterer

både sundhedspersoner og patienter.

2.4.3 Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der ved Styrelsen for Patientsikkerhed oprettes et nyt klagenævn –

Tvangsbehandlingsnævnet – for klager over beslutninger om tvangsbehandling og over

beslutninger om øvrige tvangsindgreb, der foretages med henblik på at gennemføre be-

handling.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Klagenævnet skal påse, om kriterierne for beslutningerne var opfyldt på det tidspunkt,

hvor beslutningerne blev taget. Nævnet træffer i den forbindelse afgørelse om, hvorvidt

lægens eller tandlægens beslutning om at tvangsbehandle patienten og beslutninger om

tvangsindgreb, der foretages med henblik på at gennemføre behandling, opfyldte betin-

gelserne i de forslåede bestemmelser. Klagenævnet kan godkende eller ophæve lægens

eller tandlægens beslutning. Klagenævnet kan i forbindelse med behandlingen af en klage

træffe flere afgørelser, herunder eksempelvis godkende, at der foretages tvangsbehand-

ling, men ophæve beslutningen om tvangsindlæggelse eller fortsat tvangsindlæggelse.

Klagenævnet skal alene tage stilling til, om betingelserne for tvangsbehandling og andre

tvangsindgreb, der foretages med henblik på at gennemføre behandlingen, var opfyldt på

beslutningstidspunktet. Nævnet kan derimod ikke udtale kritik af lægens eller tandlægens

beslutninger. Nævnet vil som led i sin prøvelse blandt andet skulle tage stilling til patien-

tens habilitet, om der er indhentning et korrekt informeret samtykke, og om de øvrige

kriterier for tvang var opfyldt på tidspunktet for beslutningen.

Det foreslås, at nævnet skal bestå af en formand, som skal være jurist, samt ét medlem

beskikket efter indstilling fra Lægeforeningen eller Tandlægeforeningen og ét medlem

beskikket efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.

Med lovforslaget foreslås indført bestemmelser om sagsbehandlingsfrister for klagerne.

Det foreslås, at sagsbehandlingsfristerne afhænger af sagens karakter, uopsættelighed og

betydning for patienten. På denne baggrund foreslås det, at klager over tvang, som på

tidspunktet for klagens indgivelse, fortsat opretholdes og iværksættes over for patienten,

skal træffes inden for 14 hverdage efter klagens modtagelse. Andre sager, dvs. klager over

tvang, som er afsluttet og ophørt, skal træffes snarest muligt. Med snarest muligt forstås,

at Tvangsbehandlingsnævnet skal tilstræbe en sagsbehandlingstid på maksimalt 6 uger fra

klagens modtagelse.

Enhver med retlig interesse i sagen kan klage til Tvangsbehandlingsnævnet, herunder

patienten selv samt dennes nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig.

I forhold til de indgreb, der udgør administrativ frihedsberøvelse, foreslås det, at der fast-

sættes en adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf.

ovenfor pkt. 2.4.1. Det foreslås på denne baggrund, at Tvangsbehandlingsnævnet efter

anmodning fra patienten, dennes nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig,

skal indbringe afgørelser om tvangsindlæggelser og afgørelse om tilbageholdelse og tilba-

geførsel for domstolene. I det omfang f.eks. fysisk fastholdelse udgør frihedsberøvelse, vil

der ligeledes være adgang til domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Det foreslås, at Tvangsbehandlingsnævnet årligt afgiver en beretning om sin virksomhed,

og at disse beretninger fremsendes til Folketingets § 71-tilsyn, jf. 2.5.

Det bemærkes, at de foreslåede regler ikke har betydning for kompetencen for de eksiste-

rende klagemyndigheder inden for sundhedsvæsenet. Det vil således fortsat være Styrel-

sen for Patientsikkerhed og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der efter gældende ret i

klage- og erstatningsloven har kompetence til at tage stilling til sundhedsvæsenets og

autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, herunder om normen for

almindeligt anerkendt faglig standard er opfyldt. Det vil ligeledes fortsat være Styrelsen

for Patientsikkerhed, der behandler klage over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel

4-9 og IV, og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn forhold omfattet af sundhedslovens

kapitel 4-7 og 9.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Dette betyder, at det f.eks. fortsat vil være Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsvæ-

senets Disciplinærnævn, der har kompetence til at vurdere fagligheden af den sundheds-

faglige behandling, der udføres gennem tvang, efter der er truffet beslutning herom på

baggrund af de foreslåede bestemmelser. Det vil ligeledes være Sundhedsvæsenets Disci-

plinærnævn der f.eks. kan træffe afgørelse om sundhedspersonens vurdering af en patien-

tens habilitet og samtykkekompetence efter sundhedslovens §§ 15 og 18, samt informati-

on efter § 16.

Det foreslås endvidere, at klager, der indgives til Tvangsbehandlingsnævnet – i lighed med

gældende ret for så vidt angår indgivelse af klager til Styrelsen for Patientsikkerhed, Sund-

hedsvæsenets Disciplinærnævn og Ankenævnet for Patienterstatningen – som udgangs-

punkt skal indgives til Tvangsbehandlingsnævnet ved anvendelse af den digitale løsning,

som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed (digital selvbetjening), med mindre

Styrelsen for Patientsikkerhed finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borge-

ren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, eller der foreligger helt

ekstraordinære situationer, hvor omstændighederne ved klagen eller Styrelsen for Pati-

entsikkerheds forhold gør, at der ikke kan indgives en klage til Tvangsbehandlingsnævnet

ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning.

Dette sikrer, at kommunikations sker i overensstemmelse med den fællesoffentlige digita-

liseringsstrategi, som blandet skal sikre udbredelsen af digital kommunikation mellem

borgere og myndigheder.

Udgangspunktpunktet er således, at klager skal indgives til Tvangsbehandlingsnævnet ved

anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed.

For dem, som ikke kan bruge de digitale løsninger, vil det også i fremtiden være muligt at

indgive klage på en anden måde end digitalt.

Det foreslås, at når der konkret foreligger særlige forhold, der indebærer, at borgeren ikke

kan eller ikke må forventes at kunne ansøge digitalt, skal Styrelsen for Patientsikkerhed

anvise borgeren en anden måde at indgive klagen på end digitalt. Dette indebærer, at

Styrelsen for Patientsikkerhed skal fravige kravet om digital selvbetjening for borgere, der

enten ikke kan eller må forventes ikke at kunne kommunikere digitalt med det offentlige,

herunder personer, som ikke forventes at kunne benytte en digital selvbetjeningsløsning.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvilken hjælp den enkelte borger vurderes at have

brug for. Det forudsættes i den forbindelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed lever op til

de forvaltningsretlige og øvrige lovgivningsmæssige krav, der stilles til offentlig forvaltning,

herunder vejledningspligten og kravet om at oplyse sagen. Styrelsen for Patientsikkerhed

vil tillige skulle informere borgeren om borgerens muligheder for at søge på anden vis, når

der foreligger særlige forhold.

Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed afviser en borger, der ikke indgiver klagen digitalt,

kan styrelsen henvise til, at klager skal indgives digitalt. Hvis borgeren fortsat mener, at

borgeren ikke skal eller kan indgive klagen digitalt, må styrelsen afklare, om der kan fore-

ligge særlige forhold, der gør, at borgeren må forventes ikke at kunne anvende den digita-

le selvbetjeningsløsning, så borgeren kan indgive klagen på anden vis. Det er Styrelsen for

Patientsikkerhed, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der foreligger særlige forhold.

Der skal i den forbindelse lægges vægt på borgerens beskrivelse af egne evner og mulig-

heder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at søge om hjælp, ligesom

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

medarbejderen hos Styrelsen for Patientsikkerhed ud fra en helhedsvurdering af borgeren

må bedømme, om borgeren vil kunne indgive klager digitalt efter modtagelse af hjælp

hertil. Det lægges til grund, at en vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der gør,

at borgeren skal tilbydes at indgive klagen på anden måde end digitalt, vil kunne foretages

ved myndighedens umiddelbare kontakt med borgeren. Dette vil således som udgangs-

punkt kunne ske uden yderligere undersøgelser.

Muligheden for at indgive en klage på en anden måde end ved digital selvbetjening skal

imødekomme borgere med særlige behov. Der kan for eksempel være tale om borgere

med særlige handikap, såvel psykisk som fysisk funktionsnedsættelse. Borgere med særli-

ge behov kan for eksempel også være borgere, der mangler digitale kompetencer, visse

socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere med sprogvan-

skeligheder mv. Der foreligger særlige forhold for disse borgere, hvis hjælp fra Styrelsen

for Patientsikkerhed side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning til at muliggøre

digital indgivelse af klagen.

Et eksempel kunne være en 80-årig borger, der på vegne af sin ægtefælle ønsker at indgi-

ve en klage over anvendt tvang, men som aldrig har stiftet bekendtskab med it, og som

ikke ser sig i stand til at erhverve sig NemID, eller hvor en socialt udsat borger ikke selv kan

ansøge digitalt, og det ikke giver mening at forlange, at borgeren henvender sig eksempel-

vis på borgerservice eller biblioteket for at få hjælp til digital ansøgning. Også hvor der er

tale om borgere med store sprogvanskeligheder, herunder borgere, der ikke behersker

dansk eller andet sprog, der anvendes i selvbetjeningsløsningen, eller svær ordblindhed,

kan Styrelsen for Patientsikkerhed i det enkelte tilfælde vurdere, at der foreligger særlige

forhold, der gør, at en anden kommunikationskanal end den digitale er bedst egnet.

Hvis en borger ikke har, men kan få udstedt NemID, og dette er en forudsætning for an-

vendelse af den konkrete digitale selvbetjeningsløsning, foreslås det, at Styrelsen for Pati-

entsikkerhed skal anmode borgeren om at anskaffe sig NemID, med mindre der foreligger

særlige forhold.

Udover særlige forhold hos borgeren kan der også forekomme helt ekstraordinære situa-

tioner, hvor omstændighederne ved klagen eller Styrelsen for Patientsikkerheds forhold

gør, at klagen ikke skal indgives digitalt, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at

det samlet set vil være mest effektivt at fravige kravet om digital selvbetjening.

Muligheden for at undlade at klager, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, skal

imødekomme, at der helt ekstraordinært kan være situationer, hvor det ud fra en samlet

økonomisk vurdering kan være mere hensigtsmæssigt for Styrelsen for Patientsikkerhed at

behandle en klage, selvom den ikke indgives ved digital selvbetjening. Der kan eksempelvis

være tale om, at Styrelsen for Patientsikkerheds digitale selvbetjeningssystem ikke er

indrettet til at håndtere en bestemt situation, eller at Styrelsen for Patientsikkerheds selv-

betjeningssystem er ude af drift.

2.4.2.4. Forholdet til lov om behandling af personoplysninger

Med den foreslåede ændring af klage- og erstatningslovens § 10 a, stk. 1, foreslås det, at

klager til Tvangsbehandlingsnævnet som udgangspunkt skal indgives digitalt ved brug af

en digital løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed.

Efter persondatalovens § 41, stk. 3, skal den dataansvarlige og databehandleren træffe de

fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at personoplysnin-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

ger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at personop-

lysninger kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid

med loven.

I medfør af persondatalovens § 41, stk. 5, har justitsministeren udstedt bekendtgørelse nr.

528 af 15. juni 2000, som ændret ved bekendtgørelse nr. 201 af 22. marts 2001, om sik-

kerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles af den offent-

lige forvaltning. Persondatalovens sikkerhedskrav er uddybet i bekendtgørelsen. Efter

bekendtgørelsens § 14 må eksterne kommunikationsforbindelser kun etableres, hvis der

træffes særlige foranstaltninger for at sikre, at uvedkommende ikke gennem disse forbin-

delser kan få adgang til personoplysninger.

Ifølge Datatilsynets vejledning nr. 37 af 2. april 2001 til ovennævnte bekendtgørelse gæl-

der bekendtgørelsens § 14 enhver form for telekommunikation i forbindelse med behand-

ling af personoplysninger, for eksempel forsendelse af oplysninger med telefax eller eks-

tern e-post, etablering af terminaladgang ved opkaldsmodem, adgang til oplysninger via

myndighedens hjemmeside og etablering af internetadgang fra arbejdspladser på myndig-

hedens interne net.

De særlige sikkerhedsforanstaltninger skal træffes efter myndighedens vurdering af sik-

kerhedsrisici i det konkrete tilfælde, herunder med hensyntagen til karakteren af de om-

handlede oplysninger. Ved digital kommunikation til og fra de myndigheder, som er om-

fattet af dette lovforslag, vil reglerne i persondataloven kunne indebære, at der skal ske

kryptering eller lignende af meddelelser, der indeholder personoplysninger, så uvedkom-

mende ikke kan læse indholdet af meddelelsen.

Endvidere skal der ved brug af eksempelvis NemID, digital signatur eller lignende gives

sikkerhed for afsenders og modtagers identitet (autenticitet) og for, at meddelelsen ikke

er blevet ændret undervejs (integritet).

Lovforslaget ændrer ikke ovennævnte krav, og den dataansvarlige – Styrelsen for Patient-

sikkerhed – skal således sikre, at den valgte it-løsning overholder disse krav.

2.5. Erstatningsadgang

Efter § 19, stk. 1, nr. 1-8, i klage- og erstatningsloven ydes der erstatning efter kapitel 3 i

klage- og erstatningsloven til patienter eller efterladte til patienter, som her i landet påfø-

res skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som blandt andet er foreta-

get på et sygehus eller på vegne af dette, af sundhedspersoner og andet personale som

led i den præhospitale indsats efter sundhedsloven og af privatpraktiserende autoriserede

sundhedspersoner m.v.

Reglerne omfatter enhver person, der henvender sig på eller bliver indbragt til et behand-

lingssted, der omfattes af loven, med henblik på at blive undersøgt eller at modtage be-

handling.

Med skader forstås fysiske skader, men også psykiske skader, f.eks. skade, som ikke står i

forbindelse med en skade af kropslig karakter, omfattes af bestemmelserne. Derimod

falder krænkelser af patientens personlige integritet, der ikke indebærer personskade,

uden for loven, f.eks. krænkelser af den personlige frihed ved tvangsindlæggelse, der ikke

opfylder betingelserne herfor i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Erstatning ydes efter § 20, stk. 1, nr. 1-4, i klage- og erstatningsloven, hvis skaden med

overvejende sandsynlighed er forvoldt på en af følgende måder:

1) Hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i

øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling el.lign.,

hvorved skaden ville være undgået,

2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der

anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,

3) hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en

anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et

medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom,

eller

4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling

indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende,

end hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens

alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og

mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de foreslåede bestemmelser om

tvangsbehandling, tvangsindlæggelse, fastholdelse m.v., herunder beslutninger, der efter

afgørelse i Tvangsbehandlingsnævnet eller eventuel prøvelse ved domstolene viser sig

ikke at opfylde de fastsatte betingelser, ikke i sig selv giver anledning til, at forholdet om-

fattes af bestemmelserne om erstatning i klage- og erstatningsloven. Afgørende er der-

imod efter ministeriets opfattelse, om den behandling, der gennemføres på baggrund af

det foreslåede bestemmelser, giver anledning til erstatning efter gældende ret i klage- og

erstatningsloven.

2.6. Tilsyn

Efter § 213, stk. 1, i sundhedsloven fører Styrelsen for Patientsikkerhed det overordnede

tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet.

Efter stk. 2 gennemfører Styrelsen for Patientsikkerhed løbende tilsyn med behandlings-

steder ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko for patientsikkerhe-

den. Tilsynet efter stk. 2 føres på sygehusenheder, klinikker, praksis, plejecentre, pleje-

hjem, bosteder, sundheds- eller genoptræningscentre og andre behandlingssteder, hvor

sundhedspersoner udøver behandling. Tilsynet består dels af en reaktivt tilsyn, der kan

iværksættes ved mistanke om risici for patientsikkerheden på baggrund af henvendelser,

indberetninger m.v., dels af et proaktivt risikobaseret tilsyn, hvorefter Styrelsen for Pati-

entsikkerhed af egen drift skal skaffe sig viden om og følge op på potentielle patientsik-

kerhedsmæssige problemer ud fra en løbende helhedsbetragtning om, hvor risikoen er

størst ved at inddrage tilgængelige sundhedsdata.

Formålet med det organisatoriske tilsyn, jf. sundhedslovens § 213, stk. 1 og 2, er blandt

andet at identificere risikoområder, behandlingssteder m.v., som kan udgøre en risiko for

patienterne. Styrelsen for Patientsikkerhed skal som led i tilsynet påse, at der følges op

eventuelle kritisable forhold, der måtte være konstateret de steder, hvor der foretages

tilsynsbesøg. Tilsynet er således målrettet at forebygge farer for patientsikkerheden

(”uacceptabel faglig virksomhed”).

Styrelsen for Patientsikkerhed fører derudover efter § 5, stk. 1 og 2, i autorisationsloven et

individorienteret tilsyn med enkelte sundhedspersoner og andre personer end sundheds-

personer, der udfører sundhedsfaglig virksomhed inden for sundhedsvæsenet.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Formålet med tilsynet er at identificere sundhedspersoner og føre tilsyn med enkelte

sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, herunder om de udgør en fare for pati-

entsikkerheden på grund af manglende egnethed eller faglighed.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de foreslåede bestemmelser om

tvangsbehandling, tvangsindlæggelse, fastholdelse m.v., omfattes af Styrelsen for Patient-

sikkerheds tilsyn efter gældende ret. Dette betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan

føre tilsyn med anvendelse af de foreslåede indgreb i selvbestemmelsesretten, herunder

om retningslinjer, organisatoriske forhold og andre sikkerhedsmæssige aspekter, der kan

have betydning for indgreb i selvbestemmelsesretten. Det betyder desuden, at Styrelsen

for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med konkrete sundhedspersoners sundhedsfaglige

virksomhed, herunder de sundhedsfaglige vurderinger, der ligger til grund for beslutnin-

gerne og omfanget af anvendelsen af indgrebene.

På det sociale område fører de fem kommunale socialtilsyn efter §§ 2 og 4 i lov om social-

tilsyn tilsyn med plejefamilier, med plejeboliger og lignende boliger, døgntilbud og stof-

misbrugsbehandlingstilbud efter serviceloven, samt alkoholbehandlingssteder efter sund-

hedsloven.

Socialtilsynet godkender efter §§ 5 og 6 i lov om socialtilsyn de enkelte tilbud og fører

efter samme lovs §§ 7-11 et løbende driftsorienterer tilsyn de enkelte tilbud for at sikre, at

tilbuddene fortsat har den fornødne kvalitet. Socialtilsynet skal som led i det driftsoriente-

rede tilsyn både føre kontrol med forholdene i tilbuddet og indgå i dialog med tilbuddet,

som skal bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten i tilbuddet.

Udover de fem kommunale socialtilsyn følger Socialstyrelsen efter § 24 i lov om socialtil-

syn løbende praksis i socialtilsynene og foretager herunder stikprøver og understøtter

udførelsen af godkendelses- og tilsynsopgaven med relevant vejledning og materiale m.v.

Formålet er, at socialtilsynene udvikler en systematisk, ensartet, uvildig og faglig kompe-

tent praksis. Socialstyrelsen udarbejder derudover en årlig rapport om socialtilsynenes

virksomhed.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at hverken de fem kommunale tilsyn

eller Socialstyrelsen har kompetence til at påse behandlingssteders eller sundhedsperso-

ners overholdelse af de foreslåede bestemmelser.

Efter grundlovens § 71, stk. 7, er administrative frihedsberøvelser underlagt et af Folketin-

get valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.

§ 71-tilsynet fører i dag tilsyn med frihedsberøvelser efter psykiatriloven og serviceloven.

Tilsynet kan ikke træffe afgørelser, men kan alene give udtryk for sin vurdering af forhol-

dene for de administrativt frihedsberøvede, og kan resultere i kritiske bemærkninger,

anbefalinger og henstillinger.

Udover at besvare konkrete henvendelser om og fra enkeltpersoner tager § 71-tilsynet

også på både uanmeldte og anmeldte besøg på psykiatriske afdelinger m.v., der modtager

administrativt frihedsberøvede.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de foreslåede bestemmelser om

tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel udgør frihedsberøvelse, og at patien-

ter, der udsættes for denne frihedsberøvelse, har adgang til at rette henvendelse til § 71-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

tilsynet, ligesom tilsynet vil kunne føre tilsyn med de enkelte behandlingssteder. §71-

tilsynet modtager årligt beretninger fra Tvangsbehandlingsnævnet.

Det bemærkes i den forbindelse, at § 71-tilsynet ikke er et socialt- eller sundhedsfagligt

tilsyn, og at tilsynet således alene kan føre tilsyn med forholdene på behandlingsstederne,

og de vilkår, der stilles borgere. Uden for tilsynets kompetence vedrører således spørgs-

målet om selve lovligheden af frihedsberøvelsen og den besluttede sundhedsfaglige be-

handling.

3. Forholdet til grundloven og internationale konventioner

3.1. Grundloven

Efter grundlovens § 71, stk. 1, er den personlige frihed ukrænkelig. Af grundlovens § 71,

stk. 2, følger det, at frihedsberøvelse alene kan ske med hjemmel i lov. Af stk. 6 og 7 følger

det at den, der udsættes for frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen eller med hjem-

mel i udlændingelovgivningen, på begæring kan få frihedsberøvelsen forelagt domstolene,

og at disse personer har ret til at rette henvendelse til Folketingets § 71-tilsyn.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de foreslåede bestemmelser om

tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel udgør frihedsberøvelse i henhold til

grundlovens § 71, stk. 1, henset til indgrebenes karakter og varighed.

Det er imidlertid Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de foreslåede indgreb er i

overensstemmelse med grundlovens § 71, idet indgrebene foretages på baggrund af de

foreslåede bestemmelser (lovhjemmel).

Det bemærkes videre, at der i lovforslagets fastsættes bestemmelser om domstolsprøvel-

se.

3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

De foreslåede bestemmelser er forenelige med Den Europæiske Menneskerettighedskon-

ventions artikel 8 og artikel 2 i 4. tillægsprotokol.

Af konventionens artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for bl.a. sit privatliv

og familieliv. Retten til respekt for privatlivet indebærer en beskyttelse imod indgreb i den

enkeltes fysiske og psykiske integritet.

Af artikel 2, stk. 1, i 4. tillægsprotokol følger, at enhver, der retmæssigt befinder sig på en

stats område, inden for dette skal have ret til at færdes frit og til frit at vælge sit opholds-

sted.

Indgreb i disse rettigheder kan efter henholdsvis konventionens artikel 8, stk. 2, og artikel

2, stk. 3, i 4. tillægsprotokol foretages, hvis de er i overensstemmelse med loven, og hvis

de er nødvendige i et demokratisk samfund, herunder for at beskytte sundheden. Ved

betingelsen om nødvendighed i et demokratisk samfund forstås et krav om proportionali-

tet, dvs. at indgrebet forfølger et sagligt formål og ikke går videre, end formålet tilsiger.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de foreslåede bestemmelser om

tvangsbehandling og indgreb med henblik på at gennemføre behandling omfattes af ret-

tighederne efter konventionens artikel 8. Det er endvidere Sundheds- og Ældreministeri-

ets vurdering, at den foreslåede bestemmelse om indgreb med henblik på at gennemføre

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

behandling efter omstændighederne omfattes af retten til bevægelsesfrihed i artikel 2,

stk. 1, i 4. tillægsprotokol.

Det er imidlertid Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at disse indgreb forfølger et

sagligt formål og ikke går videre end påkrævet. Det bemærkes i den forbindelse, at der

med lovforslaget fastsættes de lovgivningsmæssige rammer (hjemmel) for indgreb i pati-

entens fysiske integritet. Hensigten med reglerne er at styrke omsorgen og beskyttelsen af

patienten og sikre, at patienten modtager den nødvendige sundhedsfaglige behandling.

Lovforslaget indeholder tillige en række krav til indgrebene, herunder krav om proportio-

nalitet. Endvidere foreslås en række foranstaltninger til beskyttelse af patientens retssik-

kerhed og begrænsninger af indgrebene, herunder regler klageadgang og indberetning af

foretagne indgreb.

Det bemærkes, at indgreb, svarende til de foreslåede, allerede efter gældende ret er

hjemlet i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og serviceloven Det er på denne bag-

grund Sundheds- og Ældreministeriets vurdering, at de foreslåede indgreb er i overens-

stemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og artikel 2 i 4.

tillægsprotokol.

3.3. Handicapkonventionen

Danmark har den 13. juli 2009 ratificeret FN-konventionen af 13. december 2006 om ret-

tigheder for personer med handicap.

Ifølge konventionens artikel 1 er formålet med konvention at fremme, beskytte og sikre

muligheden for, at personer med handicap sikres alle menneskerettigheder og at fremme

respekten for deres værdighed. Personer med handicap omfatter personer, der har en

langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil

med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på

lige fod med andre.

I artikel 25, der særligt omhandler handicappedes ret til sundhed, er det blandt andet

fastsat, at staten skal sikre, at personer med handicap kan nyde den højest opnåelige

sundhedstilstand uden diskrimination på grund af handicap. Mere specifikt skal deltager-

staterne efter litra b give de sundhedsydelser, som personer med handicap specifikt har

brug for på grund af deres handicap, herunder tidlig udredning og indgriben, hvor det er

hensigtsmæssigt, samt tilbud med sigte på at minimere og forebygge yderligere handicap,

herunder blandt børn og ældre.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at konventionen er relevant for forsla-

gets bestemmelser, idet forslaget omhandler tiltag over for personer med en varigt nedsat

psykisk funktionsevne.

Som det fremgår af forslaget, er hensigten med lovforslaget at sikre tryghed, personlig

omsorg og den bedst mulige behandling for den enkelte patient. Med lovforslaget etable-

res en ordning, der sikrer, at patienter – uanset deres nedsatte psykiske funktionsevne –

kan modtage den sundhedsfagligt nødvendige behandling. Hermed sikres det, at personer

med en nedsat psykisk funktionsevne for samme faktiske adgang til at modtage sundheds-

ydelser som andre patienter.

Det er på denne baggrund Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at forslaget forbed-

rer muligheden for at drage omsorg for handicappede patienter, fremmer disse personers

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

værdighed og integritet i sundhedsvæsenet og sikrer sundhedstilstanden for personer

med en nedsat psykisk funktionsevne. Det er således Sundheds- og Ældreministeriets

opfattelse, at forslaget er i overensstemmelse med handicapkonventionen.

3.4. Konvention om menneskerettigheder og biomedicin

De foreslåede bestemmelser er i overensstemmelse med konvention om menneskeret-

tigheder og biomedicin.

Af konventionens artikel 5 fremgår, at ingen intervention må foretages på sundhedsområ-

det uden den berørte persons frie og informerede samtykke. Det fremgår videre, at denne

person forud for enhver intervention skal have modtaget relevante oplysninger med hen-

syn til formålet og arten af interventionen samt med hensyn til de deraf følgende konse-

kvenser og risici. Endelig fremgår det, at den pågældende person til enhver tid frit kan

trække sit samtykke tilbage.

Af artikel 6, stk. 1, fremgår, at intervention overfor personer, som mangler evnen til at

give samtykke alene kan foretages, hvis det er direkte til fordel for denne person. I tilfæl-

de, hvor en voksen person på grund af sindslidelse, sygdom eller af tilsvarende grunde

ifølge loven ikke kan give samtykke til en intervention, kan interventionen ifølge stk. 3 kun

foretages med bemyndigelse fra en repræsentant for denne person eller en myndighed

eller person eller organ foreskrevet ved lov, og den pågældende person skal så vidt muligt

involveres i samtykkeproceduren.

Det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de foreslåede bestemmelser om

tvangsbehandling og indgreb med henblik på at gennemføre behandling omfattes af kon-

ventionens artikel 5.

Det er imidlertid tilsvarende Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at de foreslåede

bestemmelser er i overensstemmelse med konventionens artikel 6. Det bemærkes i den

forbindelse, at enhver beslutning forudsætter samtykke fra patientens nærmeste pårø-

rende, værge eller fremtidsfuldmægtig eller tilslutning fra en anden sundhedsperson, der

har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i be-

handlingen af den pågældende patient, eller fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det be-

mærkes endvidere, at patienten forud for en beslutning efter denne lov skal være forsøgt

motiveret. Endelig følger det af § 20 i sundhedsloven, at en patient, der ikke selv kan give

informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det

omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget forventes at medføre engangsudgifter for staten til etablering og tilpasning af

indberetningssystemet for ca. 1,5 mio. kr. samt udgifter til den løbende drift af indberet-

ningssystemet for ca. 0,5 mio. kr. årligt.

Forslaget medfører økonomiske og administrative konsekvenser for regioner og kommu-

ner dels til indberetning og journalføring af de trufne beslutninger om tvang, dels til kom-

muners og regionernes finansiering af driften af Tvangsbehandlingsnævnet, herunder

Styrelsens for Patientsikkerheds sekretariatsbetjening heraf. Udgifterne forventes at ud-

gøre ca. 14,5 mio. kr. årligt, hvoraf ca. 11 mio. kr. vedrører sagsbehandlingen i Styrelsen

for Patientsikkerhed, og den resterende del vedrører indberetningsomkostninger. Konse-

kvenserne i relation til DUT skal forhandles med KL og Danske Regioner.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med den nationale handlingsplan for mennesker med

demens, som regeringen og satspuljepartierne står bag, og som skal sikre mennesker med

demens et trygt og værdigt liv. Satspuljepartierne er enige om, at de samlede udgifter ved

lovforslaget finansieres i forbindelse med satspuljeforhandlingerne i 2017.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget forventes at medføre mindre administrative konsekvenser for erhvervslivet –

praksissektoren – i forbindelse praktiserende lægers beslutninger om tvang, samt læger-

nes journalisering og indberetning deraf.

6. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget medfører ingen administrative konsekvenser for borgere.

7. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Forslaget vedrører ikke EU-retlige regler.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 19. januar 2017 til 16.februar 2017 været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3F, Advokatrådet, Alzheimerforeningen, Ankestyrelsen, Ansatte Tandlægers Organisation,

Bedre Psykiatri, Brancheforeningen for Private Hospitaler og Klinikker, Danmarks Apote-

kerforening, Danmarks Optikerforening, Dansk Handicap Forbund, Dansk Kiropraktor For-

ening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoterapeutforening,

Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Dansk Selskab for

Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk

Standard, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandplejerforening, Danske Bandagister, Danske

Bioanalytikere, Danske Dental Laboratorier, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeu-

ter, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske Seniorer

Danske Ældreråd, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Nationale Videnskabs-

etiske Komité, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Diabetesforeningen, Ergotera-

peutforeningen, Farmakonomforeningen, FOA, Forbrugerrådet, Foreningen af Kliniske

Diætister, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Dan-

mark, Foreningen af Speciallæger, Forsikring & Pension, Færøernes Landsstyre, Gigtfor-

eningen, Grønlands Selvstyre (Naalakkersuisut), Hjernesagen, Hjerteforeningen, Hørefor-

eningen, Institut for Menneskerettigheder, Jordemoderforeningen, KL, Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, Kost- og Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse, Københavns

Universitet (Juridiske Fakultet og Sundhedsvidenskabelige Fakultet), Landsforeningen af

Kliniske Tandteknikere, Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere (LAP),

Landsforeningen LEV, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), Lands-

foreningen SIND, Lægeforeningen, Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, Pati-

enterstatningen, Patientforeningen, Patientforeningen i Danmark, Patientforeningernes

Samvirke, Praktiserende Lægers Organisation, Praktiserende Tandlægers Organisation,

Psykolognævnet, Radiograf Rådet, Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nord-

jylland, Region Sjælland, Region Syddanmark, Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Rets-

politisk Forening, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsmanden

på Grønland, Rigspolitiet, Rådet for Digital Sikkerhed, Rådet for Socialt Udsatte, Sclerose-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

foreningen, Sjældne Diagnoser, Socialpædagogernes Landsforbund, Syddansk Universitet

(Samfundsvidenskabelige Fakultet og Sundhedsvidenskabelige Fakultet), Tandlægefor-

eningen, Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, Udviklingshæmmedes Landsforbund,

Yngre Læger, ÆldreForum, Ældresagen, Aalborg Universitet (Juridisk Institut og Sundheds-

videnskabelige Fakultet), Aarhus Universitet (Juridisk Institut og Health).

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Økonomiske konsekvenser Ingen

for stat, kommuner og regio-

ner

Negative konsekvenser/

merudgifter

Lovforslaget forventes at

medføre engangsudgifter for

staten til etablering og tilpas-

ning af indberetningssyste-

met for ca. 1,5 mio. kr. samt

udgifter til den løbende drift

af indberetningssystemet for

ca. 0,5 mio. kr. årligt.

Forslaget medfører økonomi-

ske konsekvenser for regioner

og kommuner dels til indbe-

retning og journalføring af de

trufne beslutninger om tvang,

dels til kommuners og regio-

nernes finansiering af driften

af Tvangsbehandlingsnævnet,

herunder Styrelsens for Pati-

entsikkerheds sekretariatsbe-

tjening heraf. Udgifterne

forventes at udgøre ca. 14,5

mio. kr. årligt, hvoraf ca. 11

mio. kr. vedrører sagsbehand-

lingen i Styrelsen for Patient-

sikkerhed, og den resterende

del vedrører indberetnings-

omkostninger. Konsekvenser-

ne i relation til DUT skal for-

handles med KL og Danske

Regioner.

Administrative konsekvenser Ingen

for stat, kommuner og regio-

ner

Forslaget medfører begræn-

sede administrative konse-

kvenser for regioner og kom-

muner i forbindelse med

indberetning og journalføring

af de trufne beslutninger om

tvang.

Ingen

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet m.v.

Ingen

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Administrative konsekvenser Ingen

for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget forventes at

medføre mindre administrati-

ve konsekvenser for erhvervs-

livet – praksissektoren – i

forbindelse praktiserende

lægers beslutninger om

tvang, samt lægernes journa-

lisering og indberetning deraf.

Ingen

Miljømæssige konsekvenser Ingen

Administrative konsekvenser Ingen

for borgerne

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af EU-

retlige minimumsforpligtelser

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Med det foreslåede

stk. 1

foreslås indført en egentlig formålsbestemmelse. Bestemmelsen

giver ikke i sig selv patienten en materiel rettighed men vil være retningsgivende for den

tilgang, der skal være til at foretage indgreb patientens selvbestemmelsesret.

Det fastsættes heri, at formålet med loven er at sikre den bedst mulige behandling, om-

sorg og beskyttelse af patienten. Herved understreges det, at lovforslaget har til hensigt at

sikre muligheden for den fornødne sundhedsfaglige behandling af patienter, der ikke for-

mår at forholde sig fornuftsmæssigt til at behandlingsbehov, og at dette sker som led i

omsorgen af patienten.

Det fastsættes videre, at beslutninger om behandling skal ske med udgangspunkt i den

enkelte patientens behov under hensyn til dennes værdighed. Herved understreges det, at

der skal tages størst mulige hensyn til den enkeltes livssyn og kulturelle baggrund, og at

beslutninger efter loven ikke må erstatte omsorg, pleje og tillidsskabende tiltag.

Det fastsættes desuden, at formålet med loven er at sikre, at tvangsindgreb sker i over-

ensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, hvilket bl.a. betyder, at

patienten skal oplyses om baggrunden for en beslutning, og at denne kan påklages.

Endelig fastsættes det, at formålet med lovforslaget er at begrænse tvang og indgreb i

patientens personlige frihed til det absolut nødvendige.

Efter det foreslåede

stk. 2

defineres tvang efter loven som anvendelse af foranstaltninger,

som patienter i ord eller handling modsætter sig.

Definitionen adskiller sig fra det kendte begreb i sundhedsloven og i psykiatriloven, hvor-

efter foranstaltninger udgør tvang, såfremt der ikke foreligger et samtykke til foranstalt-

ninger efter reglerne om informeret samtykke i sundhedslovens kapitel 5. Samtykket kan

være givet at patienten selv eller andre personer, som efter lovgivningen er bemyndiget til

at varetage patientens interesser, f.eks. en nærmeste pårørende eller værge.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Med den foreslåede definition udvides begrebet til også at omfatte tilfælde, hvor der

foreligger et samtykke fra en nærmeste pårørende eller værge til en foranstaltning, men

som patienten i ord eller handling modsætter sig.

Det bemærkes, at den foreslåede definition ikke ændrer på psykiatrilovens tvangsbegreb.

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse vedrører loven stedlige anvendelsesområde.

Det foreslås, at loven finder anvendelse inden for sundhedsvæsenet eller andre steder,

hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner. Bestemmelsen svarer

indholdsmæssigt til bestemmelsen i § 13, stk. 1, i sundhedsloven.

Bestemmelsen medfører, at de foreslåede regler finder anvendelse uanset, hvor der fore-

tages sundhedsfaglig behandling af sundhedspersoner. Dette betyder, at reglerne finder

anvendelse overalt inden for det offentlige sundhedsvæsen, herunder på regionernes

sygehuse, men også i landets kommuner, f.eks. på plejecentre, i borgerens eget hjem, i

den kommunale tandpleje m.v. Derudover finder reglerne anvendelse i praksissektoren,

herunder hos patientens praktiserende læger og hos praktiserende tandlæge, samt andre

dele af det det private sundhedsvæsen, hvortil der er knyttet en autoriseret sundhedsper-

son.

Derudover foreslås reglerne at skulle finde anvendelse andre steder, hvor der udføres

sundhedsfaglig virksomhed, f.eks. hvor en læge udfører sundhedsfaglige behandling uden

for den almindelige primære og sekundære sundhedssektor, f.eks. indsatte i fængsler, på

bosteder m.v.

Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning

til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar, jf.

sundhedslovens § 6. Begrebet omfatter således personer, der er autoriserede i henhold til

lov om autorisations af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, f.eks. læger,

tandlæger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter m.v., men også personer, der er

autoriserede efter andre love og som i konkrete situationer udfører sundhedsfaglig be-

handling, f.eks. psykologer, samt personer, der efter regler om delegation og medhjælp

handler på sundhedspersonens vegne.

Efter det forslåede

stk. 2

bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler

om lovens anvendelsesområde. Loven gælder som udgangspunkt hele sundhedsvæsenet

og andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner. Be-

myndigelsen kan anvendes til at afgrænse og præcisere anvendelsesområdet, såfremt der

i forbindelse med lovens anvendelse viser sig behov derfor på grund af svære grænse-

dragninger og afgrænsningsproblemer i praksis.

Til § 3

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens persongruppe. Hermed forstås, hvilke pati-

enter, reglerne foreslås at skulle finde anvendelse over for.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Det foreslås i

stk. 1,

at reglerne skal finde anvendelse over for patienter, der er fyldt 15 år,

som varigt mangler evnen til at give et informeret samtykke efter sundhedsloven. Person-

gruppen er identisk med persongruppen efter sundhedslovens § 18.

Det betyder, at den foreslåede bestemmelse alene finder på varigt inhabile patienter, dvs.

patienter over 15 år med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne, uanset om

denne er medfødt eller erhvervet. Varig inhabilitet foreligger, når patienter har en varig

mangel på evne til at give informeret samtykke, dvs. når evnen til at handle fornuftsmæs-

sigt er varigt fraværende. Persongruppen svarer til persongruppen efter den gældende §

18 i sundhedsloven, hvorefter patienter, der varigt mangler evnen til selv at give samtykke

til behandling, kan behandles med samtykke fra nærmeste pårørende eller værge. Det

bemærkes i den forbindelse, at det er en forudsætning for, at reglerne finder anvendelse,

at der efter givet samtykke til behandlingen efter § 18 sundhedsloven, jf. mere herom i

bemærkningerne til § 5.

Bestemmelsen er diagnoseneutral, og reglerne finder således anvendelse på enhver pati-

ent med en varigt nedsat psykisk eller kognitiv funktionsevne. Afgørende er, om patienten

– uanset diagnose – ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til et aktuelt behandlings-

behov og ikke forstår konsekvenserne af at afvise behandlingen. Reglerne vil efter Sund-

heds- og Ældreministeriets vurdering være særligt relevante for patienter med demens,

mentalt retarderede, udviklingshæmmede eller hjerneskadede patienter.

Hvorvidt en patient omfattes af bestemmelsen afhænger af et konkret sundhedsfagligt

skøn, som sundhedspersonen foretager allerede i forbindelse med forsøget på at indhente

et informerer samtykke til behandlingen efter § 15, stk. 1, i sundhedsloven og den gensidi-

ge informationsudveksling efter samme lovs § 16.

Reglerne foreslås således ikke at skulle finde anvendelse på børn under 15 år. For børn og

unge under 15 år følger de almindelige regler i forældreansvarsloven, herunder særligt §§

1 og 2. Herefter er det forældremyndighedens indehaver, der giver informeret samtykke

på barnets vegne. Der henvises til gældende ret pkt. 2.1.1.1

Derudover gælder reglerne i § 63 i lov om social service, hvorefter det kommunale børn-

og unge-udvalg kan træffe afgørelse om at gennemføre undersøgelsen eller behandlingen

af børn, hvis forældremyndighedsindehaveren undlader at lade et barn eller en ung un-

dersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet

eller den unge for betydelig og varigt nedsat funktionsevne.

Med det foreslåede

stk. 2,

som præciserer stk. 1, foreslås det, at reglerne ikke finder an-

vendelse over for patienter, som omfattes af reglerne i lov om anvendelse af tvang i psyki-

atrien. Dette betyder, at reglerne ikke finder anvendelse over for patienter, som er indlagt

på psykiatrisk afdeling, eller over for psykiatriske patienter, der efter § 13 i lov om anven-

delse af tvang i psykiatrien behandles på somatisk afdeling. Beslutninger om indgreb over

for disse patienter skal som hidtil tages efter reglerne i lov om anvendelse af tvang i psyki-

atrien.

Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at patienter med en psykiatrisk lidelse, som

ikke omfattes at reglerne i psykiatriloven, behandles ved tvang efter de foreslåede regler.

Til § 4

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Den foreslåede bestemmelse vedrører delegation af beslutninger.

Efter det foreslåede

stk. 1

kan de kompetencer, som lægen og tandlægen er tillagt, til

efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1-4, og § 11, stk. 1, at træffe

beslutning om tvangsbehandling, fysisk fastholdelse, beroligende medicin, tvangsindlæg-

gende, tilbageholdelse og tilbageførsel samt gennemførelse af personlig hygiejne ikke

delegeres til andre sundhedspersoner. Bestemmelsen sikrer, at det således altid er den

ansvarlige læge eller tandlæge, der beslutter, om behandlingen skal gennemføres ved

tvang.

Efter det foreslåede

stk. 2

kan lægen eller tandlægen efter reglerne i lov om autorisation

og sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og regler udstedt i medfør heraf

delegere gennemførelsen af den behandling, som lægen eller tandlægen har besluttet.

Bestemmelsen sikrer, at lægen eller tandlægen som hidtil efter gældende ret kan anvende

medhjælp til gennemførelsen af den behandling, lægen eller tandlægen har besluttet, til

andre sundhedspersoner, f.eks. en sygeplejerske, en social- og sundhedsassistent m.v.

Delegation kan også ske til andre end autoriserede sundhedspersoner, f.eks. en social- og

sundhedshjælper på plejecentre, en pædagog på et bosted m.v.

Det skal i den forbindelse understreges, at det er vigtigt, at den sundhedsperson, der de-

legerer opgaven, sikrer sig, at den person, opgaven overføres til, er kvalificeret til at udfø-

re opgaven, og at den delegerende sundhedsperson fører tilsyn og kontrol med behand-

lingen.

Efter det foreslåede stk.

kan lægen eller tandlægen overlade gennemførelsen af indgreb,

der er nødvendige for at gennemføre behandlingen, herunder eksempelvis fysiske fasthol-

delse til andre sundhedspersoner. Det betyder, at lægen og tandlægen kan lade andre

sundhedspersoner, f.eks. en sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent udøve selve

tvangen i forbindelse med gennemførelsen af den besluttede sundhedsfaglige behandling.

Med

stk. 4

foreslås det, at de beslutninger, som lægen og tandlægen træffer efter forsla-

gets § 5, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, stk. 1, § 10, stk. 1-4 og § 11, stk. 1, har gyldighed i

6 måneder.

Det betyder, at behandlinger, som gennemføres ved tvang på baggrund af lægens eller

tandlægens beslutning, skal ophøre ved udløbet af de seks måneder, med mindre lægen

eller tandlægen træffer beslutning om at fortsætte behandling ved brug af tvang i en ny

periode på seks måneder.

Bestemmelsen har primært betydning i de tilfælde, hvor lægen eller tandlægen har truffet

beslutning om behandling ved brug af tvang i et længerevarende behandlingsforløb, som

strækker sig over mere end seks måneder, herunder eksempel kræftbehandlinger, eller

for patienten som dagligt modtager medicin.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at beslutninger om tvang jævnligt revurderes, og

at den besluttende læge eller tandlæge hver 6 måned på ny tager stilling til behovet for

tvang. Herved sikres det, at tvang ikke fortsætter unødigt i en tidsubegrænset periode.

Til § 5

I den foreslåede bestemmelse fastsættes betingelserne for at tvangsbehandle patienten.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Efter det foreslåede

stk. 1

gælder bestemmelsen for patienter, som har modsat sig en

behandling, som en nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig efter § 18 i

sundhedsloven har givet informeret samtykke til. Dvs. behandlinger, som med samtykke

fra nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig kunne gennemføres, hvis pati-

enten ikke havde modsat sig behandlingen.

Dette betyder, at det er en betingelse for, at den foreslåede bestemmelse kan anvendes,

at sundhedspersonen efter de almindelige bestemmelser i sundhedslovens § 15 har for-

søgt at indhente samtykke fra patienten. For det andet er det en betingelse, at sundheds-

personen i forbindelse med forsøget på at indhente samtykke, på baggrund af en sund-

hedsfaglig vurdering har konstateret, at patienten ikke er i stand til at forholde sig for-

nuftsmæssigt til behandlingsbehovet og således er inhabil.

Endelig er det en betingelse, at sundhedspersonen som følge af den konstaterede inhabili-

tet efter sundhedslovens § 18 har indhentet et samtykke fra patientens nærmeste pårø-

rende, værge eller fremtidsfuldmægtig om behandling af varigt inhabile patienter, eller

såfremt patienten ikke har en nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig, fået

tilslutning til beslutningen om behandlingen af en anden sundhedsperson med faglig ind-

sigt i patientens forhold. Hvis den ansvarlige sundhedsperson finder, at den nærmeste

pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig forvalter samtykke på en måde, der åbenbart

skader patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behand-

lingen med tilslutning for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Som følge af kravet om et samtykke efter sundhedslovens § 18 er det endelig en betingel-

se, at sundhedslovens §§ 15-16 om informeret samtykke og information er iagttaget i

forhold til den, der giver det stedfortrædende samtykke. Dette indebærer et krav om

information og oplysninger til den, der giver det stedfortrædende samtykke, i samme

omfang, som patienten skulle have haft, hvis vedkommende ikke var inhabil. Dette bety-

der, at f.eks. den nærmeste pårørende skal have en sådan mængde af oplysninger om

sygdomstilstand, behandlingsmuligheder, risici og bivirkninger m.v., at der kan tages stil-

ling til behandlingsspørgsmålet.

Det skal således understreges, at de foreslåede regler ikke er et alternativ til reglerne om

patientens samtykke eller de gældende regler om behandling af patienter, der varigt

mangler evnen til at samtykke til behandling og som ikke gør modstand, men skal ses som

et supplement dertil, når reglerne i sundhedsloven ikke er tilstrækkelige til at yde den

sundhedsfagligt nødvendige behandling.

Omfanget og rækkevidden af lægens eller tandlægens beslutning om at gennemføre be-

handlingen ved brug af tvang afhænger dels af det sundhedsfaglige behov for behandling,

som en sundhedsperson har vurderet, dels af omfanget og rækkeviden af det samtykke,

som sundhedspersonen har indhentet efter § 18 i sundhedsloven og den givne informati-

on. Har sundhedspersonen i forbindelse med indhentelse af det informerede samtykke

alene informeret om dele af en behandling og behandlingsforløb og derved alene indhen-

tet samtykke til dele af behandlingen, er det alene denne del, lægens eller tandlægens

beslutning omfatter, og som kan gennemføres ved brug af tvang. Er der derimod givet

samtykke til et helt behandlingsforløb, der strækker sig og flere enkelte behandlinger og

behandlingsmetoder, kan dette behandlingsforløb gennemføres på baggrund af lægens

eller tandlægens beslutning. Hvis sundhedspersoner vurderer, at yderligere behandling

udover det, der er samtykke til og givet information om, er nødvendig, eller hvis den plan-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

lagte behandling ændrer sig fra det oplyste, skal der indhentes fornyet samtykke efter § 18

i sundhedsloven og tages en fornyet beslutning fra lægen eller tandlægens om også at

gennemføre denne del ved brug af tvang, hvis patienten også modsætter sig dette.

Efter det foreslåede stk. 1 er det endvidere en betingelse, at en række kvalificerende be-

tingelserne er opfyldt.

Efter

nr. 1

er det en betingelse for tvangsbehandling, at en undladelse af at gennemføre

behandlingen ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til væsentlig forringelse af pati-

entens helbred eller sundhedstilstand. Vurderingen af, hvorvidt en undladelse af at gen-

nemføre behandling, vil føre til væsentlig forringelse af patientens helbred eller sundheds-

tilstand foretages af den behandlingssansvarlige læge eller tandlæge på baggrund af en

konkret sundhedsfaglig vurdering. Med bestemmelsen understreges det, at lidelsen skal

være alvorlig for patientens helbred, og at mindre og bagatelagtige behandlinger, der ikke

risikerer at få længerevarende eller fremadrette konsekvenser for patienten ikke kan gen-

nemføres ved brug af tvang. Bestemmelsen er derimod ikke til hinder for, at der iværksæt-

tes forebyggende behandlinger, hvis det står klart, at en undladelse heraf vil føre til væ-

sentlige forringelse af patientens helbred.

Bestemmelsen vil f.eks. ikke være til hinder for, at plejepersonale efter lægens beslutning

udfører sårpleje, katederskift m.v., hvis en undladelse heraf vil føre til væsentlige forrin-

gelse af patientens helbred, f.eks. koldbrand, infektioner, amputation eller lignende.

Efter

nr. 2

er det en betingelse, at behandlingen anses for nødvendig for at forhindre den-

ne væsentlige forringelse. Hermed understreges det, at behandlingen ikke kan gennemfø-

res ved brug af tvang, hvis behandlingen ikke er nødvendig for at undgå den væsentlige

forringelse af patientens helbred, f.eks. hvis det er muligt at forhindre væsentlig forringel-

se af helbredet via andre tiltag.

Efter

nr. 3

er det en betingelse, at det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste

løsning for patienten at gennemføre behandlingen ved brug af tvang. Med denne be-

stemmelse sikres det, at behandlingen alene kan gennemføres ved brug af tvang, hvis det

ud fra en samlet vurdering anses som den bedste løsning for patienten. Der kan i den

forbindelse lægges vægt på patientens livssyn og religion samt tidligere tilkendegiver om

behandling fra patienten, da vedkommende var habil. Der kan endvidere lægges vægt på

behandlingens karakter og intensitet sammenholdt med patientens alder og eventuelle

bivirkninger ved en behandling.

Det er efter det foreslåede stk. 1 alene den behandlingsansvarlige læge eller tandlæge, der

kan beslutte at gennemføre behandling ved brug af tvang. På sygehuse vil reglerne skulle

administreres således, at det alene er overlægen eller overtandlægen med det sundheds-

faglige og behandlingsmæssige ansvar for patienten, der kan tage beslutningen. I andre

dele af sundhedsvæsenet, f.eks. hos den praktiserende læge, kan den praktiserende læge

tage beslutningen. Hos den praktiserende tandlæge, kan denne selv tage beslutningen.

Det vil tillige være den praktiserende læge, der kan tager beslutningen i forhold til at gen-

nemføre de kommunale sundhedsydelser gennem tvang, bortset fra det kommunale

tandområde, herunder f.eks. omsorgs- og specialtandpleje, hvor den kommunale over-

tandlæge tager beslutningen. Tandlæger skal – som også er tilfældet efter gældende ret –

i det omfang det er nødvendigt for at vurdere patientens habilitet, tilkalde en læge.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Efter det foreslåede

stk. 2

skal tillidsskabende tiltag være forsøgt, forinden det besluttes at

gennemføre behandling ved brug af tvang. Bestemmelsen understreger det fundamentale

princip i sundhedsvæsenet om patientinddragelse og autonomi, idet patienten efter be-

stemmelsen – uanset den manglende habilitet – skal inddrages i beslutningen om behand-

ling og orienteres om de enkelte indgreb. Bestemmelsen sikrer derudover, at lægen, tand-

lægen eller den sundhedsperson, der gennemføre behandlingen, skal forsøge at motivere

patienten til behandlingen, f.eks. gennem samtale og andre pædagogiske metoder. Det

betyder, at det ikke vil være tilladt for personalet at gennemføre behandling ved brug af

tvang – på trods af en læges beslutning herom – såfremt personalet i det konkrete tilfælde

og i den konkrete situation, hvor der skal udføres behandling, ikke forinden har forsøgt at

motivere patienten til behandling.

Efter det foreslåede

stk. 3

skal behandlingen afbrydes straks, hvis lovens betingelser ikke

længere er til stede, f.eks. hvis det viser sig, at behandlingen ikke har den ønskede effekt,

eller hvis lidelsen ikke har de i første omgang vurderede væsentlige konsekvenser for

patientens helbred. Eftersom det er en betingelse for lovens øvrige tvangsindgreb, at

betingelserne tvangsbehandling er opfyldt, betyder bestemmelsen samtidigt, at iværksat-

te tvangsforanstaltninger tillige skal ophøre straks, såfremt betingelserne for tvangsbe-

handling ikke længere er til stede.

Til § 6

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes nogle grundlæggende principper, der til en

hver tid skal være opfyldt for indgreb i selvbestemmelsesretten med henblik på at gen-

nemføre behandling efter de foreslåede kapiteler 3 og 4.

Med det foreslåede

stk. 1

fastsættes et mindsteindgrebsprincip og et proportionalitets-

princip. Det fremgår af stk. 1, at ethvert indgreb i selvbestemmelsesretten skal være så

skånsom og kortvarigt over for patienten som muligt og stå i rimeligt forhold til formålet

med indgrebet. Principperne indebærer desuden, at der altid skal vælges det mindste og

mest skånsomme indgreb over for patienten, hvis det er tilstrækkeligt. Der kan således

ikke foretages indgreb i selvbestemmelsesretten, hvis det står klart, at formålet ikke kan

nås dermed. Bestemmelsen betyder endvidere, at indgreb i selvbestemmelsesretten ikke

kan gennemføres og opretholdes i en længere periode, end hvad der er nødvendigt for at

afværge den risiko, som udgør baggrunden for indgrebet. Det vil således ikke være tilladt

at tvangsindlægge en patient, hvis behandlingen kan gennemføres uden indlæggelse,

f.eks. i eget hjem, ligesom det ikke vil være tilladt at tvangsindlægge eller tilbageholde en

patient i en længere periode end nødvendigt for at gennemføre den påtænkte behandling

ved brug af tvang. Principperne har desuden betydning for politiets medvirkning ved

tvangsindlæggelser, tilbageholdelser og tilbageførsler, jf. bemærkningerne til § 9, stk. 3 og

Efter det foreslåede

stk. 2

må indgreb i selvbestemmelsesretten efter de foreslåede kapit-

ler 3 og 4 ikke erstatte den personlige pleje og omsorg. Dette indebærer, at de foreslåede

indgreb ikke må træde i stedet for eller erstatte den personlige pleje og omsorg, som

sundhedspersonalet udviser over for patienten, men skal ses som et supplement dertil

med udgangspunkt i, hvad der er bedst for patienten. Personalets personlige kontakt til og

samvær med patienten er således fortsat det vigtigste element i omsorgspligten og be-

handlingen af patienten. Hvis det gennem den almindelige kontakt og kommunikation

med patienten er muligt at gennemføre behandling uden indlæggelse eller tilbageholdel-

se, vil disse indgreb ikke være tilladt.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Det er vigtigt at understrege, at de foreslåede indgreb ikke må anvendes som grundlag for

serviceforringelser eller som en anledning til at undlade at inddrage patienten. Ethvert

indgreb skal foretages for at beskytte patienten og udføre den for patienten bedste be-

handling og ikke af administrative hensyn. Det vil eksempelvis ikke være lovligt at begrun-

de et indgreb med henvisning til de personalemæssige ressourcer.

Til § 7

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for fysisk at fastholde patienter.

Efter det foreslåede

stk. 1

kan den behandlingsansvarlige læge eller tandlæge beslutte

fysisk at fastholde en patient, hvis det er nødvendigt for at gennemføre den besluttede

behandling ved brug af tvang. Beslutning herom kan tages, hvis betingelserne i § 5, stk. 1,

nr. 1-3, om at tvangsbehandle patienten er opfyldt. Formålet med bestemmelsen er at

give mulighed for at gennemføre behandlingen, selvom patienten gør fysisk modstand.

Bestemmelsen giver alene mulighed for fastholdelse i kortere perioder for at kunne gen-

nemføre behandlingen, f.eks. ved blodprøvetagning. Varigheden af indgrebet skal ses i

sammenhæng med proportionalitetsprincippet i den foreslåede § 6. Bestemmelsen skal

endvidere ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse om anvendelse af beroli-

gende medicin, idet bestemmelsen kan anvendes til at fastholde patienten med henblik på

at give beroligende medicin, hvis dette ellers ikke er muligt, jf. bemærkningerne til § 8.

Efter det foreslåede

stk. 2

er det ikke tilladt at anvende hjælpemidler eller remedier til

fastholdelsen, herunder fiksering med bælte, hånd- og fodremme, handsker m.v. Er det

ikke muligt at fastholde patienten og gennemføre behandlingen uden brug af disse reme-

dier, må behandlingen ikke gennemføres.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 126 a i serviceloven, hvorefter kommunal-

bestyrelsen efter anmodning fra det personale, der udfører de socialpædagogiske og ple-

jemæssige opgaver, eks. personalet i botilbud, kan træffe afgørelse om at personalet må

anvende fysisk magt i form af at fastholde en person, hvis dette må anses for en absolut

nødvendighed for at varetage omsorgspligten i personlig hygiejne-situationer.

Til § 8

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for at anvende beroligende medicin

ved tvang for at gennemføre den besluttede behandling.

Efter det foreslåede

stk. 1

kan den læge eller tandlæge, der efter § 5, stk. 1, nr. 1-3, har

besluttet at tvangsbehandle patienten, beslutte at give patienten et beroligende middel,

hvis det er nødvendigt for at gennemføre den besluttede tvangsbehandling. Bestemmel-

sen giver hjemmel til, at lægen eller tandlægen i enkeltstående tilfælde kan benytte f.eks.

en beroligende indsprøjtning eller lignende, hvis patientens urolige adfærd gør, at det ikke

er muligt at gennemføre behandlingen.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bestemmelsen om fysisk fastholdelse, da

formålet med begge bestemmelser er at sikre, at det fysisk er muligt at gennemføre be-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

handlingen af urolige patienter. Bestemmelserne og de enkelte indgreb vil således ofte

supplere hinanden, f.eks. ved at der træffes beslutning om både fysisk fastholdelse og

beroligende medicin, således at patienten kan fastholdes for at indgive det beroligende

medicin.

Proportionalitetsprincippet og mindsteindgrebsprincippet er afgørende for valget mellem

disse to typer indgreb. Princippet indebærer, at lægen eller tandlægen i valget mellem

fysisk fastholdelse og beroligende medicin skal vælge det indgreb, der fremstår mest skån-

somt over for den enkelte patient. For nogle patienter vil fysisk fastholdelse fremstå som

et større overgreb, mere intimiderende og frembringe større angst end at indtage beroli-

gende medicin, hvor det for andre patienter kan forekomme som et større indgreb at

modtage medicin. I vurderingen indgår også selve behandlingens omfang. Hvis der er tale

om kortere indgreb, f.eks. blodprøvetagning, vil det efter omstændighederne være mest

skånsomt at fastholde patienten, hvorimod det ved længerevarende behandlinger, kan

forekomme mest skånsomt med beroligende medicin. Det kan heller ikke udelukkes, at

det efter omstændighederne vil være mest skånsomt at anvende begge indgreb i forlæn-

gelse af hinanden, f.eks. i tilfælde, hvor patienten fysisk fastholdes med henblik på at give

en beroligende sprøjte. I dette tilfælde vil det efter omstændigheder opleves som et stør-

re indgreb at fastholde patienten i en længere periode.

I det foreslåede stk.

fastsættes det, at anvendelsen af beroligende medicin ikke må ske

af ordensmæssige hensyn. Det er således ikke tilladt at anvende beroligende medicin, hvis

det ikke sker som led i et aktuelt behandlingsbehov, f.eks. over for urolige, udadreageren-

de patienter.

Til § 9

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for at tvangsindlægge patienten.

Efter det foreslåede

stk. 1

kan den læge eller tandlæge, der har besluttet at tvangsbehand-

le patienten, beslutte at tvangsindlægge patienten, hvis indlæggelsen er nødvendig for at

gennemføre den besluttede behandling. Beslutning herom kan tages, hvis betingelserne i

§ 5, stk. 1, nr. 1-3, om at gennemføre behandling ved brug af tvang er opfyldt. Formålet

med bestemmelsen er at give mulighed for at behandle patienten på sygehus, selvom

patienten modsætter indlæggelsen, hvis behandlingen efter en sundhedsfaglig vurdering

kræver indlæggelse.

Det bemærkes, at bestemmelsen i modsætning til psykiatrilovens § 5, nr. 2, ikke giver

hjemmel til at indlægge en patient på farlighedsindikation i tilfælde af, at patienten frem-

bryder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Efter det foreslåede

stk. 2

skal lægen eller tandlægen i forbindelse med sin beslutning om

at tvangsindlægge patienten udfærdige en erklæring herom, som skal basere sig på den

lægens eller tandlægens egen aktuelle undersøgelse foretaget med henblik på indlæggel-

sen. Lægen eller tandlægen kan således ikke alene lægge anamnesen og tidligere observa-

tioner til grund for en beslutning om tvangsindlæggelse. Erklæringen skal indeholde oplys-

ninger om baggrunden for tvangsindlæggelsen, herunder en begrundelse med angivelse af

den formode diagnose. Erklæringen skal desuden indeholdelse en redegørelse for, hvorfor

det ikke er muligt at gennemføre behandlingen uden indlæggelse samt en redegørelse for,

hvorfor betingelserne i den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Erklæringen må ikke være udstedt af en sundhedsperson, der er ansat på det sygehus,

hvor tvangsindlæggelsen skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke være udstedt af

en læge eller tandlæge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger efter den foreslåede bestem-

melse i samme tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3, og lægen må således eksem-

pelvis ikke foretage tvangsindlæggelse af egne børn, ægtefælle, samlever, vener eller

uvenner eller lignende.

Når lægen har vurderet, at tvangsindlæggelse er nødvendig og har udfyldt erklæringen,

sender lægen erklæringen til politiet med henblik tvangsindlæggelsens iværksættelse.

Efter det foreslåede stk.

træffer politiet bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværk-

sættelse og yder bistand hertil. Politiet skal i den forbindelse påse, om betingelserne for

tvangsindlæggelse er opfyldt, herunder om betingelserne om lægeerklæringen er tilstræk-

keligt udfyldt som grundlag for tvangsindlæggelsen, habilitet m.v. Det bemærkes, at poli-

tiet ikke skal foretage en vurdering af den lægefaglige vurdering, medmindre denne er

åbenbart forkert.

Politiet tillægges således i samme omfang som i psykiatrien en kontrolfunktion, og politi-

ets vurdering skal på denne baggrund basere sig på tilstrækkelig faglig indsigt.

Udover sin kontrolfunktion foreslås det, at politiet skal yde praktisk bistand til tvangsind-

læggelsens faktiske gennemførelse, derved at politiet dels sørger for at aftale tidspunkt

med det sygehuse, som patienten skal indlægges på, dels forestå befordring af patienten

dertil.

Efter den foreslåede § 6, stk. 1, skal ethvert indgreb udføres med størst mulig hensyntagen

til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og ulemper. Denne bestem-

melse betyder, at politiet ved gennemførelse af tvangsindlæggelser efter den foreslåede

bestemmelse så vidt muligt skal være civilklædt, ligesom de benyttede køretøjer tilsvaren-

de bør være civile. Dette er samtidigt med til at sikre, at patienter ikke unødighed gøres

forvirrede og nervøse ved synet af uniformerede betjente.

Efter det foreslåede

stk. 4

skal lægens eller tandlægens undersøgelse efter stk. 2 være

foretaget inden for de seneste 7 dage forud for tvangsindlæggelsen. Med bestemmelsen

sikres det, at behandlingen fortsat er aktuel.

Efter det foreslåede

stk. 5

skal den læge eller tandlæge, der beslutter, at patienten skal

tvangsindlægges, så vidt muligt være til stede, når tvangsindlæggelsen gennemføres, dvs.

indtil politiet forlader stedet sammen med patienten. I de tilfælde, hvor politiet ikke

iværksætter tvangsindlæggelsen i umiddelbar forlængelse af lægens eller tandlægens

undersøgelse, forventes det ikke, at lægen eller tandlægen forbliver hos patienten. Det

foreslås derimod, at politiet i disse tilfælde skal underrette lægen eller tandlægen om

tidspunktet for gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Lægen eller tandlægen skal heref-

ter så vidt muligt være til stede, når politiet gennemfører tvangsindlæggelsen, og i den

forbindelse vurdere, om betingelserne for tvangsindlæggelse fortsat er til stede.

stk. 6

foreslås det, at overlægen eller overtandlægen på den afdeling, hvor patienten

tvangsindlægges, træffer den endelige beslutning om, hvorvidt tvangsindlæggelse skal ske,

og at overlægen eller overtandlægen i den forbindelse skal påse, om betingelserne for

tvangsindlæggelse er opfyldt.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Overlægen eller overtandlægen skal i den forbindelse dels kontrollere, om de formelle

betingelser er opfyldt, herunder om erklæringerne er udfyldt korrekt, om der foreligger

inhabilitet m.v., dels foretage et sundhedsfagligt skøn om, hvorvidt patientens forhold gør,

at patienten bør tvangsindlægges, herunder om betingelserne i § 5, nr. 1, nr. 1-3, er op-

fyldt. Overlægen eller overtandlægen er i sin faglige vurdering ikke bundet af det faglige

skøn og den vurdering, som lægen eller tandlægen, der besluttede indlæggelsen, har fore-

taget. Hvis overlægen eller overtandlægen vurderer, at betingelserne ikke er opfyldt, kan

patienten ikke tvangsindlægges.

Med det foreslåede

stk.

7 sikres det, at beslutninger om tvangsindlæggelser i overlægens

eller overtandlægens fravær kan tages af en anden læge eller tandlæge med faglig indsigt

på området. Overlægen eller overtandlægen skal snarest muligt tage stilling til den anden

læges eller tandlæges beslutning.

Efter det foreslåede

stk. 8, 1. pkt.,

fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om

indholdet af de i stk. 3 nævnte erklæringer. Bemyndigelsesbestemmelsen vil blive anvendt

til at fastsætte regler om, hvilke konkrete oplysninger, lægen eller tandlægen skal udfylde.

Endelig foreslås det i stk. 8, 2.

pkt.,

at sundhedsministeren efter forhandling med justits-

ministeren fastsætter regler om politiets medvirken til tvangsindlæggelserne. Bemyndigel-

sesbestemmelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om politiets iværksættelse af en

tvangsindlæggelse, gennemførelsen deraf og beslutningskompetence. Bestemmelsen skal

ses i sammenhæng med den foreslåede § 6, stk. 2, herunder kravet om, at indgreb skal

udføres med størst mulig hensyntagen til den pågældende patient for at undgå unødige

krænkelser og ulemper. Bestemmelsen vil således også blive anvendt til at fastsætte regler

om politiets uniformering m.v.

Til § 10

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for at tvangstilbageholde og tvangstil-

bageføre en patient.

Efter det foreslåede

stk. 1

kan overlægen eller overtandlægen beslutte at en patient, der

er tvangsindlagt, skal tilbageholdes på sygehusafdelingen, hvis patientens fortsatte ind-

læggelse er nødvendig for at gennemføre den besluttede behandling. Beslutning herom

kan tages, hvis betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, om at tvangsbehandle patienten er op-

fyldt.

Med

stk. 2

foreslås det, at overlægen eller overtandlægen efter samme betingelser som

for tilbageholdelse kan beslutte at tilbageføre patienten til sygehusafdelingen, såfremt

patienten har forladt sygehusafdelingen.

Efter det foreslåede

stk. 3

kan overlægen eller overtandlægen beslutte, at en patient, der

er ikke tvangsindlagt efter § 9, skal tilbageholdes eller tilbageføres, hvis betingelserne for

tvangsindlæggelse er opfyldt, og hvis patientens fortsatte indlæggelse er nødvendig for at

gennemføre den besluttede tvangsbehandling. Bestemmelsen sikrer således, at patienter,

som ikke er tvangsindlagt, kan tilbageholdes eller tilbageføres, hvis patienten tilstedevæ-

relse er nødvendig for den fortsatte behandling, såfremt betingelserne for tvangsindlæg-

gelse er til stede. Hermed sikres det, at der ikke opstår situationer, hvor en inhabil patient,

der er indlagt uden at gøre modstand, ikke kan tilbageholdes eller tilbageføres, hvor ved-

kommende har forladt eller er ved at forlade sygehuse, fordi vedkommende på grund af

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

sin funktionsnedsættelse ikke formår at forholde sig fornuftsmæssigt til behovet for den

fortsatte indlæggelse.

Med det foreslåede

stk. 4

sikres det, at beslutninger om tilbageholdelser eller tilbageførsel

i overlægens eller overtandlægens fravær kan tages af en anden læge eller tandlæge med

faglig indsigt på området. Overlægen eller overtandlægen skal snarest muligt tage stilling

til den anden læges eller tandlæges beslutning.

Efter det foreslåede

stk. 5

kan sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om frem-

gangsmåden i forbindelse med tilbageholdelse og tilbageførsel, herunder om politiets

medvirken hertil.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at tilbageførsel til afdelingen alene kan ske med

politiets bistand efter beslutning fra overlægen eller overtandlægen. Som følge af de fore-

slåede grundlæggende betingelser for indgreb i den foreslåede § 6 om, at indgreb skal

udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende

patient for at undgå unødige krænkelser, kan der alene træffes beslutning om bistand fra

politiet, hvis det ikke er muligt at få bragt patienten tilbage til afdelingen ved at motivere

patienten dertil, f.eks. gennem samtale og andre pædagogiske metoder.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med § 27 d i sundhedsloven, hvoref-

ter sundhedspersoner fysisk kan tilbageholde både midlertidigt og varigt inhabil patienter,

hvis der er risiko for, at patienten udsættes for fare, dvs. personskade ved at forlade syge-

huset. Formålet med § 27 d er at beskytte patientens fysiske sikkerhed, hvorimod formålet

med den foreslåede bestemmelse er at sikre patientens tilstedeværelse på sygehuset for

at kunne gemmeføre den beslutte behandling. Sundhedslovens § 27 d adskiller sig derud-

over ved indgrebets varighed, idet indgrebet alene kan anvendes kortvarigt til at imødegå

en konkret og øjeblikkelig fare for patienten. Bestemmelsen kan i modsætning til den

foreslåede bestemmelse ikke anvendes til at tilbageholde patienter, som ikke ønsker ind-

læggelse, eller danne grundlag for tvangsindlæggelser og frihedsberøvelse.

I lighed med den foreslåede § 9, stk. 8, skal bestemmelsen ses i sammenhæng med den

foreslåede § 6, stk. 1, herunder kravet om, at indgreb skal udføres med størst mulig hen-

syntagen til den pågældende patient for at undgå unødige krænkelser og ulemper, og

bestemmelsen vil således også blive anvendt til at fastsætte regler om politiets uniforme-

ring m.v.

Til § 11

Den foreslåede bestemmelse vedrører muligheden for at udføre personlig hygiejne på

indlagte patienter.

Efter det foreslåede

stk. 1

kan overlægen eller overtandlægen beslutte, at en tvangsind-

lagt patient, som på grund af sin varigt nedsatte psykiske funktionsevne ikke selv er i stand

til at varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under

anvendelse af tvang, hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn

til medpatienter eller personale.

Beslutningen om, at en patient skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af

tvang, træffes af overlægen eller overtandlægen på baggrund af en aktuel undersøgelse

og vurdering af patientens hygiejniske tilstand. Ifølge bestemmelsen skal patientens

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

manglende varetagelse af nødvendig personlig hygiejne kunne tilskrives patientens ned-

satte psykiske funktionsevne. Det fremgår således, at personlig hygiejne under anvendelse

af tvang kun kan udføres i forhold til patienter, der på grund af deres funktionsevnened-

sættelse ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne. Bestemmelsen

kan således ikke anvendes over for en habil patient, som er i stand til at varetage sine

interesser, og som trods dette bevidst opretholder en personlig hygiejne, der afviger fra

de gængse normer.

Som eksempler på nødvendig personlig hygiejne, der kan foretages efter bestemmelsen,

kan nævnes badning, hårvask, tandbørstning, klipning af negle og tøjskift. Der kan endvi-

dere være tale om f.eks. skiftning af bleer og bind hos f.eks. patienter med demenssyg-

dom.

Betingelserne for at foretage tvangsmæssig personlig hygiejne er, at patientens helbred

direkte er truet på grund af fraværet af nødvendig hygiejne, f.eks. på grund af risiko for

infektioner og lignende. Også andre hensyn end til patienten selv kan være årsag til

tvangsmæssig personlig hygiejne, f.eks. i tilfælde af, at patientens hygiejniske standard

udgør en stærk gene for medpatienter og personale, f.eks. på grund af stærke lugtgener,

m.v.

Mindsteindgrebsprincippet efter den foreslåede § 6 skal iagttages i forbindelse med en

beslutning om iværksættelse af tvangsmæssig personlig hygiejne. En sådant indgreb må

således ikke foretages, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige

medvirken. Anvendelsen af tvang skal endvidere stå i rimeligt forhold til det, som søges

opnået med indgrebet, og hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, skal

disse anvendes. Personlig hygiejne, der foretages under anvendelse af tvang, skal udføres

så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke

forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

I lighed med det psykiatriske område kan beslutninger om anvendelse personlig hygiejne

under anvendelse af tvang ikke påklages til Tvangsbehandlingsnævnet, og eventuelle kla-

ger skal derfor rettes til sygehusmyndigheden.

Med det foreslåede

stk.

2 sikres det, at beslutninger om at gennemføre tvangsmæssig

hygiejne i overlægens eller overtandlægens fravær kan tages af en anden læge eller tand-

læge med faglig indsigt på området. Overlægen eller overtandlægen skal snarest muligt

tage stilling til den anden læges eller tandlæges beslutning.

Det foreslås med

stk. 3,

at sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget

af den personlige hygiejne, der kan udføres ved brug af tvang og gennemførelsen heraf.

Bemyndigelsen forventes anvendt til at fastsætte nærmere regler om proceduren for

indgrebet og en nærmere afgrænsning af, hvad der betragtes som personlig hygiejne.

Til § 12

Med den foreslåede bestemmelse indføres en pligt til at registrere ethvert indgreb i pati-

entens selvbestemmelsesret efter de foreslåede bestemmelser i en tvangsprotokol, som

lægges i kopi i patientens journal.

Det foreslåede

stk. 1

vedrører registreringen af lægens eller tandlægens beslutning, om at

der kan iværksættes tvangsindgreb over for patienten. Ifølge bestemmelsen skal enhver

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

beslutning om tvangsbehandling, fysisk fastholdelse, tvangsindlæggelse, tilbageholdelse

og tilbageførsel tilføres en tvangsprotokol. Protokollen skal indeholde en beskrivelse af

indgrebets omfang og en begrundelse for indgrebet, herunder en begrundelse for den

sundhedsfaglige vurdering af, hvorvidt betingelserne i den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 1-3, er

opfyldt.

Efter det foreslåede

stk. 2

skal enhver anvendelse af tvang på baggrund af lægens eller

tandlægens beslutning om, at der kan iværksættes tvang tilsvarende tilføres tvangsproto-

kollen med angivelse af indgrebets nærmere indhold og baggrund. Dette betyder, at selve

den tvang, som sundhedspersoner udfører på baggrund af lægens eller tandlægens be-

slutning om at tillade tvangsbehandling, fysisk fastholdelse, tvangsindlæggelse, tilbage-

holdelse og tilbageførsel, skal registreres. Protokollen skal indeholde en nærmere beskri-

velse af de indgreb, der er foretaget, herunder en begrundelse for, hvorfor indgreb i pati-

entens selvbestemmelsesret har været nødvendigt, samt en beskrivelse af indgrebets art

og omfang, periode m.v.

Registreringen i protokollen tjener en række forskellige formål, hvis overordnede formål

dog alle er at styrke patientens retssikkerhed. Det er således forventningen, at registrering

i protokollen vil have en præventiv virkning, der bidrager til at mindske brugen af tvang,

idet personalet gennem de tilførsler, der skal foretages i tvangsprotokollen, skal redegøre

for, hvad der er foretaget og begrunde dette. Derved kommer registreringen til at virke

som en løbende konfrontation af praksis i forhold til tvang, hvilket giver naturlig anledning

til regelmæssigt at vurdere, om den fulgte praksis er hensigtsmæssig. Derudover er formå-

let med registrering i protokollen at sikre dokumentation for de foretagne indgreb til brug

for klage- og tilsynsmyndigheders samt domstolenes eventuelle kontrol med og efterprø-

velse af indgrebene.

Det bemærkes, at kravene til journalføring i autorisationsloven og journalføringsbekendt-

gørelsen efter gældende ret fortsat skal iagttages.

Efter det foreslåede

stk. 3

skal kopi af tvangsprotokollen indgå i patientens journal.

Efter det foreslåede

stk. 4

kan sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om omfan-

get, indholdet og om ansvaret for protokollen. Bemyndigelsen forventes anvendt til at

fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger, der skal føres til protokol, hyppighed og

procedure for protokolføringen og regler for, hvilke personer, myndigheder m.v., der har

ansvaret for, at indgrebene protokolføres.

Til § 13

Den foreslåede bestemmelse vedrører pligten til at indberette beslutninger om tvangsind-

greb efter de foreslåede bestemmelser til Sundhedsdatastyrelsen.

Efter det foreslåede

stk. 1

skal enhver beslutning efter de foreslåede § 5 og §§ 7-10, som

lægen eller tandlægen træffer om, at tvang kan anvendes, indberettes til Sundhedsdata-

styrelsen. Det betyder, at lægens beslutning om f.eks. at gennemføre en undersøgelse af

patienten imod dennes vilje, eksempelvis ved at tage blodprøver, scanninger eller lignen-

de, eller lægens beslutning om den efterfølgende behandling for en sygdom, skal indbe-

rettes Sundhedsdatastyrelsen, ligesom lægens beslutning om, at der kan anvendes andre

tvangsforanstaltninger med henblik på at kunne gennemføre, undersøgelsen og behand-

lingen, eksempelvis, tvangsindlæggelse eller fysisk fastholdelse, skal indberettes.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Det er alene beslutningen fra lægen eller tandlægen om, at tvang kan anvendes til at gen-

nemføre behandlingen, der skal indberettes. Efter den foreslåede bestemmelse er der

derimod ikke pligt til at indberette selve anvendelsen af den tvang, der foretages på bag-

grund af lægens eller tandlægens beslutning.

Bestemmelsen medfører, at hver enkel beslutning, som lægen eller tandlægen træffer,

skal indberettes. Det betyder, at hyppigheden af, hvor ofte beslutninger om tvangsbe-

handling, skal indberettes, afhænger af den konkrete og bagvedliggende beslutning om

behandling og indhentede samtykke fra patientens nærmeste pårørende eller værge, jf.

nærmere herom under pkt. 2.1.3.3. Har lægen eksempel alene besluttet at foretage en

blodprøve af patienten ved tvang og i den forbindelse indhentet stedfortrædende samtyk-

ke til dette fra værgen eller nærmeste pårørende, men ikke truffet bestemmelser om

yderligere behandling, medicinering m.v., skal lægens beslutning om at gennemføre blod-

prøvetagning ved brug af tvang indberettes, mens eventuelle efterfølgende behandlings-

skridt skal indberettes selvstændigt ved fornyet beslutning herom. Har lægen i forbindelse

med beslutningen om at gennemføre blodprøvetagningen ved tvang samtidigt truffet

beslutning om, at behandlingen kan gennemføres ved eksempelvis fysisk fastholdelse, skal

denne beslutning tilsvarende indberettes.

Tilsvarende gælder, såfremt det i forbindelse med et behandlingsforløb bliver nødvendigt

at træffe nye beslutninger om tvangsforanstaltninger for at kunne gennemføre behandlin-

gen, f.eks. hvis sundheds- eller plejepersonalet oplever, at det ikke gennem en motiveren-

de og pædagogisk indsat er muligt at motivere patienten til behandling, herunder eksem-

pelvis indtage medicin, smertestillende, sårbehandling eller lignende. Sundheds- eller

plejepersonalet vil i en sådan situation skulle rette henvendelse til lægen, der herefter kan

træffe beslutning om f.eks. skjult medicinering eller fastholdelse. Denne beslutning fra

lægen skal indberettes. Indberetning skal også ske på ny i tilfælde af, at lægen træffer

beslutning om ny behandling, hvor en sygdom udvikler sig eller ændrer karakter, og den

nødvendige behandling ikke er omfattet af lægens oprindelige beslutning eller det afgivne

stedfortrædende samtykke.

Oplysningerne skal af hensyn til sikring og validering af indberetningernes kvalitet, indbe-

rettes til Sundhedsdatastyrelsen i personhenførbar form.

Efter det foreslåede

stk. 2

stiller Sundhedsdatastyrelsen de indberettede oplysninger til

rådighed for det regionsråd eller den kommunalbestyrelse, der er driftsansvarlig myndig-

hed eller har ansvaret for at yde tilskud til eller tilbyde den pågældende behandling, som

tvangsindgrebene foretages i forbindelse med. Det betyder, at Sundhedsdatastyrelsen

efter sundhedsministerens nærmere bestemmelser, jf. stk. 4, skal sørge for, at regionsråd

og kommunalbestyrelser har adgang til oplysninger om de foretagne indgreb.

Hermed sikres det nødvendige grundlag for regionernes og kommuners statistiske, plan-

lægningsmæssige og styringsmæssige opgaver i forhold til beslutninger om tvang, og at

regioner og kommuner selv kan føre kontrol med omfanget af beslutninger om indgreb,

således at regionerne og kommuner ved konstatering af uregelmæssigheder eller atypiske

eller uventede mønstre i administrationen af reglerne får mulighed for at sikre en mere

hensigtsmæssig praksis.

Efter det foreslåede

stk. 3

stiller Sundhedsdatastyrelsen de indberettede oplysninger til

rådighed for Styrelsen for Patientsikkerheds generelle landsdækkende risikobaserede

tilsyn med sundhedsområdet efter sundhedsloven.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Bestemmelsen sikrer, at Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for sin tilsynsvirksomhed

får adgang til de indberettede oplysninger. Oplysningerne kan på denne måde danne

grundlag for Styrelsen for Patientsikkerheds overordnede planlægning og beslutning om

tilsyn ved konstatering af udsving og uregelmæssigt eller atypisk mønster i indgrebene.

Efter det foreslåede

stk. 4, 1. pkt.

fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om

indberetningspligten efter stk. 1. Bemyndigelsen forventes blandt andet anvendt til at

fastsætte regler om, hvilke oplysninger, der skal indberettes, hyppighed og procedure for

indberetningerne, samt regler for hvilke personer, myndigheder m.v., der har ansvaret for

indberetningerne.

Efter det foreslåede stk. 4,

2. pkt.,

fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om

Sundhedsdatastyrelsens pligt til at stille data til rådighed for regionsråd og kommunalbe-

styrelser efter stk. 2 og til Styrelsen for Patientsikkerhed efter stk. 3. Bemyndigelsen for-

ventes anvendt til at fastsætte regler om Sundhedsdatastyrelsens levering af data til

kommuner, regioner og Styrelsen for Patientsikkerhed. Der vil i den forbindelse blive fast-

sat regler om hyppighed og procedure for levering af data, samt regler om hvilke oplysnin-

ger, der stilles til rådighed, herunder oplysningernes form. I forhold til oplysningernes

form forventes reglerne udmøntet således, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke modta-

ger oplysninger om den besluttende læges eller tandlæges navn, personnummer, yder-

nummer, autorisations-id eller lignende personhenførbare oplysninger, og at regioner og

kommuner hverken modtager oplysninger om den besluttende læges eller tandlæges

ydernummer, autorisations-id eller lignende personhenførbare oplysninger eller patients

navn og personnummer.

Til § 14

Den foreslåede bestemmelse vedrører pligten til at indbringe sager for Tvangsbehand-

lingsnævnet, jf. den foreslåede § 3 a i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sund-

hedsvæsenet.

Efter den foreslåede bestemmelse påhviler det den læge eller tandlæge, der træffer be-

slutning om at tvangsbehandle patienten eller foretage andre tvangsindgreb, der foreta-

ges med henblik på at gennemføre behandlingen, at indbringe klager over beslutninger

efter loven til Tvangsbehandlingsnævnet. Klager over beslutninger efter loven skal ind-

bringes for nævnet efter anmodning fra patienten selv, dennes pårørende, værge eller

fremtidsfuldmægtig.

Det er ikke en betingelse for indbringelse af klager over beslutninger, at den pågældende

pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig tidligere har været inddraget i beslutninger

om eller givet samtykke til tvangsbehandling eller andre indgreb, der foretages med hen-

blik på at gennemføre behandlingen. Det betyder, at de nærmeste pårørende, som ikke

har været inddraget i beslutninger eller givet samtykke til behandlingen, efter omstændig-

hederne også kan være klageberettigede. Tilsvarende gælder de nærmeste pårørende,

såfremt en værge har givet samtykke.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at patienten selv eller dennes pårørende, værge eller

fremtidsfuldmægtig klager direkte til Tvangsbehandlingsnævnet over beslutninger efter

loven.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Til § 15

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Til § 16

Med bestemmelsen foreslås ændringer af lov om klage- og erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet. De foreslåede ændringer vedrører klageadgang til Tvangsbehandlings-

nævnet.

Til nr. 1

Efter det foreslåede

§ 3 a, stk. 1,

skal klager efter §§ 1 og 2, dvs. klager, som indgives til

Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, være indgivet

inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det for-

hold, der klages over. Klage skal senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet

har fundet sted, og der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.

Efter

stk. 2

forlænges fristerne i stk. 1 for klager omfattet af § 2, stk. 1, 2. pkt. svarende til

perioden fra indgivelse af klagen efter § 1, til Styrelsens for Patientsikkerheds afgørelse

forelå.

Bestemmelsen er identisk med den gældende § 4, som foreslås ændret. Den gældende § 4

er en videreførelse af § 22 i centralstyrelsesloven som ændret ved § 1, nr. 5, i lov nr. 428

om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. af 10. juni 2003. Ændringen

foreslås således af lovtekniske grunde.

Til nr. 2

Det forslås, at der før § 4 indsættes en overskrift, således at det tydeliggøres, at de følgen-

de bestemmelser vedrører klager over anvendelse af tvang.

Til nr. 3

Med den foreslåede

§ 4

fastsættes Tvangsbehandlingsnævnets kompetenceområde.

Efter det foreslåede § 4,

stk. 1,

behandler Tvangsbehandlingsnævnet klager over beslut-

ninger om tvangsbehandling og andre indgreb, der foretages med henblik på at gennem-

føre behandlingen, herunder beslutninger tvangsbehandling efter § 5 samt beslutninger

om fysisk fastholdelse, medicinering med beroligende medicin, tvangsindlægge, tilbage-

holdelse og tilbageførelse efter §§ 7-10 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behand-

ling af varigt inhabile.

I det foreslåede

stk. 2

fastsættes, hvad Tvangsbehandlingsnævnet kan træffe afgørelse

om.

Efter bestemmelsen kan der klages til Tvangsbehandlingsnævnet over beslutninger om

tvangsbehandling efter den foreslåede § 5 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk be-

handling af varigt inhabile samt beslutninger om fysisk fastholdelse, medicinering med

beroligende medicin, tvangsindlægge, tilbageholdelse og tilbageførelse efter de foreslåede

§§ 7-10 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Nævnets

afgørelse kan gå ud på, at beslutningen om tvangsindgrebet godkendes, eller at beslutnin-

gen om indgrebet findes at være taget urette, f.eks. fordi lovens betingelser ikke var op-

fyldt. Finder nævnet, at beslutning om indgrebet blev taget med rette, og at lovens betin-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

gelser var opfyldt, kan det beslutte indgrebet fortsætte, såfremt lægen eller tandlægen

vurderer, at der fortsat er behov derfor, hvorimod indgrebet omgående skal ophøre, så-

fremt nævnet finder, at beslutning om indgreb blev foretaget med urette.

Tvangsbehandlingsnævnet vil blandt andet som led i sin prøvelse skulle tage stilling til

patientens habilitet, og om der er indhentning et korrekt informeret samtykke.

Uden for nævnets kompetence falder klager over beslutninger om tvangsmæssig personlig

hygiejne efter den foreslåede § 11 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling

af varigt inhabile. Klager herom skal rettes til sygehusmyndigheden. Uden for nævnets

kompetence falder derudover selve den sundhedsfaglige behandling, der udføres på bag-

grund af beslutninger efter de foreslåede bestemmelser. Klager over disse forhold skal

således fortsat behandles efter reglerne i §§ 1-3 a i lov om klage- og erstatningsadgang

inden for sundhedsvæsenet. Det vil således fortsat være Styrelsen for Patientsikkerhed og

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der har kompetence til at tage stilling til sundheds-

væsenets og autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed, herunder om

normen for almindeligt anerkendt faglig standard er opfyldt. Det vil ligeledes fortsat være

Styrelsen for Patientsikkerhed, der behandler klage over forhold omfattet af sundhedslo-

vens kapitel 4-9 og IV, og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn forhold omfattet af sund-

hedslovens kapitel 4-7 og 9.

Klager over personalets adfærd i øvrigt falder også uden for nævnets kompetence. Klager

over disse forhold rettes til den driftsansvarlige, arbejdsgiveren, osv., f.eks. sygehusmyn-

digheden og kommunalbestyrelsen. Klage over personalets adfærd kan også rettes til

Folketingets Ombudsmand.

Til nr. 4

Efter gældende ret skal klager efter §§ 1 og 2 i lov om klage- og erstatningsadgang inden

for sundhedsvæsenet være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller

burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klage skal dog senest indgives 5 år

efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de nævn-

te klagefrister, jf. den foreslåede § 3 a.

Efter den foreslåede bestemmelse gælder samme regler for klager til Tvangsbehandlings-

nævnet.

Dette betyder, at klager, som indgives til Tvangsbehandlingsnævnet efter den foreslåede §

4 skal indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt

med det forhold, der klages over, og at klage dog senest skal indgives 5 år efter den dag,

hvor klageforholdet har fundet sted. Det betyder endvidere, at der ikke kan ikke dispense-

res fra de nævnte klagefrister.

Til nr. 5

Efter § 10 a, stk. 1, i klage- og erstatningsloven skal klager omfattet af § 1, stk. 1, § 2, stk.

1, og §§ 5-8 indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale løs-

ning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed (digital selvbetjening). For at

sikre, at de i den foreslåede § 16 c, stk. 3, fastsatte sagsbehandlingstider kan overholdes,

kan Styrelsen for Patientsikkerhed efter bestemmelsen tillige beslutte, at klager skal indgi-

ves på et særligt skema, som styrelsen udarbejder. Dette sikrer, at alle oplysninger er til

stede ved klagens modtagelse. Klager, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Styrelsen for Patientsikkerhed, med mindre forholdet er omfattet af § 10, stk. 2 eller 3, i

klage- og erstatningsloven.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at klager omfattet af den foreslåede nye § 4

omfattes af § 10 a, dvs. klager over anvendelse af tvang, som indgives til Tvangsbehand-

lingsnævnet.

Det betyder, at disse klager tillige som udgangspunkt skal indgives digitalt ved anvendelse

af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed. Digital klage

til Det Somatiske Ankenævn gøres således obligatorisk for borgeren, dvs. den, der klager,

således at en klage, som ikke er indgivet ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløs-

ning som udgangspunkt vil blive afvist af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kravet om, at klagen skal indgives digitalt, medfører ikke, at alle bilag til klagen også kan

indgives digitalt. Det vil fremgå af den digitale selvbetjeningsløsning, hvilke dokumenter,

der kan eller skal indgives digitalt, herunder hvilke dokumenter, der kan indgives på anden

måde, eller som skal fremlægges i original eller i et særligt format mv.

Hvis en mangelfuld klage på grund af manglende anvendelse af den obligatoriske digitale

selvbetjeningsløsning indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed inden for klage- eller for-

ældelsesfristen, betragtes klagen som rettidig, hvis borgeren inden for de af Styrelsen for

Patientsikkerhed fastsatte frister retter op på manglen, selvom klage- eller forældelsesfri-

sten måtte være overskredret, inden manglen er rettet.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil efter persondataloven være forpligtet til at stille en sik-

ker digital selvbetjeningsløsning til rådighed for borgeren. Der henvises til de almindelige

bemærkninger ovenfor i afsnit 2.4.2.4.

Efter § 10, stk. 2, skal Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis styrelsen finder, at der foreligger

særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbe-

tjening, tilbyde, at klagen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter.

Styrelsen for Patientsikkerhed bestemmer, hvordan en sådan klagen skal indgives, herun-

der om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil fortsat frit kunne tilrettelægge proceduren i forbindelse

med indgivelse af klager i de tilfælde, hvor klagen ikke er omfattet af kravet om digital

selvbetjening, og herunder kræve at klagen for eksempel skal være skriftlig.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der ud fra et konkret skøn vurderer, om der forelig-

ger særlige forhold. Der skal i den forbindelse lægges vægt på borgerens beskrivelse af

egne evner og muligheder for at anvende it-værktøjer og eventuelle problemer med at

søge om hjælp, ligesom Styrelsen for Patientsikkerhed ud fra en helhedsvurdering af bor-

geren må bedømme, om borgeren vil kunne indgive klagen ved anvendelse af selvbetje-

ningsløsningen efter modtagelse af hjælp hertil.

Særlige forhold kan for eksempel foreligge, hvor der er tale om borgere med særlige han-

dikap, såvel psykisk som fysisk funktionsnedsættelse, borgere, der mangler digitale kom-

petencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, hjemløse, borgere

med sprogvanskeligheder mv., hvor hjælp eller medbetjening fra Styrelsen for Patientsik-

kerheds side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning. Der vil således kunne være

tale om, at der foreligger særlige forhold for nogle af de nævnte borgere, der gør, at bor-

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

geren ikke kan klage til Tvangsbehandlingsnævnet ved anvendelse af den digitale selvbe-

tjeningsløsning. Tilsvarende vil der også være borgere fra de nævnte grupper, der kan

anvende den digitale selvbetjeningsløsning og derfor skal anvende den digitale selvbetje-

ningsløsning. Særlige forhold vil eksempelvis kunne foreligge, hvor en borger er indsat i

fængsel eller institutionsanbragt og af den grund ikke har adgang til en computer eller

lignende digital platform, hvorfor borgeren ikke kan anvende den digitale selvbetjenings-

løsning.

Udover særlige forhold hos borgeren kan der efter det foreslåede

stk. 3

også helt ekstra-

ordinært forekomme situationer, hvor omstændighederne ved klagen eller Styrelsen for

Patientsikkerheds forhold gør, at der ikke kan indgives en klage til Tvangsbehandlings-

nævnet ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning. Der kan eksempelvis være

tale om, at Styrelsen for Patientsikkerheds digitale selvbetjeningsløsning ikke er indrettet

til at håndtere en bestemt situation. Tilsvarende vil Styrelsen for Patientsikkerhed eksem-

pelvis kunne anvise borgeren en anden måde at klage på, hvis Styrelsen for Patientsikker-

hed selvbetjeningsløsning er ude af drift. Der vil i sådanne tilfælde være tale om, at der ud

fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele ved at modtage ansøgningen ikke-

digitalt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger ovenfor i afsnit 2.4.3

Med de foreslåede bestemmelser tillægges Styrelsen for Patientsikkerhed således på

nærmere afgrænsede områder kompetence til at træffe afgørelse i forhold til sager, der

henhører under Det Somatiske Patientklagenævns kompetence. Styrelsen for Patientsik-

kerhed afgørelser efter kapitel 1 lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-

væsenet er endelige og kan således hverken påklages til Sundheds- og Ældreministeriet

eller Tvangsbehandlingsnævnet, jf. § 11, stk. 3, i lov om klage- og erstatningsadgang inden

for sundhedsvæsenet.

Efter det foreslåede

stk. 4

anses en klage indgivet via den digitale selvbetjeningsløsning for

at være kommet frem, når den er tilgængelig for Styrelsen for Patientsikkerhed, der vil

være adressat for klagen, det vil sige på det tidspunkt, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed

har adgang til at behandle eller læse klagen.

Til nr. 6

Til § 16 a

Den foreslåede

§ 16 a

vedrører oprettelsen af Tvangsbehandlingsnævnet.

Efter det foreslåede

stk. 1

skal Tvangsbehandlingsnævnet udøve sin virksomhed uaf-

hængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse. Dette betyder, at

Sundheds- og Ældreministeriet og andre myndigheder ikke har instruktionsbeføjelse over

nævnet i forhold til nævnets sagsbehandling.

Efter det foreslåede

stk. 2

kan afgørelser fra Tvangsbehandlingsnævnet ikke indbringes for

anden administrativ myndighed. Bestemmelsen har ingen betydning for Folketingets Om-

budsmands kompetence eller kompetencen for tilsynet efter grundlovens § 71, stk. 7.

Efter det foreslåede

stk. 3

fastsætter sundhedsministeren en forretningsorden for Tvangs-

behandlingsnævnet. Bestemmelsen vil blandt andet blive udnyttet til at fastsætte be-

stemmelser om Tvangsbehandlingsnævnets sammensætning, mødeafholdelse, pligter

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

samt formandens adgang til at træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at give anledning

til tvivl.

Med

stk. 4

foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed varetager sekretariatsbetjenin-

gen af Tvangsbehandlingsnævnet. Dette betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed modta-

ger, oplyser og forbereder sagen til nævnets behandling og afgørelse.

Til § 16 b

Den foreslåede

§ 16 b

vedrører sammensætningen af Tvangsbehandlingsnævnet.

Tvangsbehandlingsnævnet foreslås i

stk. 1

at skulle bestå af en formand, som skal være

jurist, samt ét medlem beskikket af sundhedsministeren efter indstilling fra Danske Handi-

caporganisationer og ét medlem beskikket af sundhedsministeren efter indstilling Læge-

foreningen eller Tandlægeforeningen. Sundhedsministeren foreslås at skulle udpege for-

manden og beskikke stedfortrædere for medlemmerne. Det foreslås, at sundhedsministe-

ren beskikker et antal medlemmer fra hver af foreningerne.

Ved behandlingen af sager, der vedrører beslutninger, der er truffet af en læge, medvirker

et medlem beskikket efter indstillingen fra Lægeforeningen, og ved behandlingen af sager,

der vedrører beslutninger, der er truffet af en tandlæge, medvirker et medlem beskikket

efter indstillingen fra Tandlægeforeningen.

Det foreslås, at beskikkelse sker i en periode på fire år, og at genbeskikkelse og genudpeg-

ning er mulig.

Det foreslås videre, at medlemmerne samtidigt kan være formand, næstformand eller

medlemmer af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn eller Det Psykiatriske Ankenævn.

Til § 16 c

Den foreslåede

§ 16 c

vedrører sagsbehandlingen m.v. ved Tvangsbehandlingsnævnet.

Efter det foreslåede

stk. 1

skal den læge eller tandlæge, der træffer beslutning efter de

forslåede §§ 5 og 7-10 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt

inhabile fremsende sagens akter til Tvangsbehandlingsnævnet, når der indgives klage til

nævnet. Sundhedspersonen skal bl.a. fremsende en udskrift fra tvangsprotokollen, jf. den

foreslåede § 13, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt

inhabile, en erklæring, der indeholder en nærmere beskrivelse af indgrebet, samt udfylde

et klageskema, som Styrelsen for Patientsikkerhed udfærdiger. Skemaet skal blandt andet

indeholde oplysninger om begrundelse for beslutningen om tvang, herunder lægens eller

tandlægens vurdering af, hvorvidt betingelserne var opfyldt, samt angive, hvor der i jour-

nalen og tvangsprotokollen er dokumentation for beslutningen.

I det foreslåede

stk. 2, 1. pkt.,

fastsættes det almindelige officialprincip, hvorefter Tvangs-

behandlingsnævnet drager omsorg for oplysning af sagen. Nævnet kan – og efter om-

stændighederne skal – således indhente yderligere oplysninger af betydning for nævnets

afgørelse, ligesom nævnet kan indhente sagkyndige erklæringer.

Med det foreslåede

2. pkt.

foreslås det, at § 12, stk. 1-3 og stk. 4, 1-3. pkt., i klage- og er-

statningsloven også skal gælde for Tvangsbehandlingsnævnet.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Det betyder, at Tvangsbehandlingsnævnet kan forelægge en sag for Sundhedsstyrelsen og

Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i sagen.

Det betyder derudover, at der fastsættes en pligt til for sundhedspersoner og behand-

lingssteder til efter anmodning fra Tvangsbehandlingsnævnet at meddele nævnet enhver

oplysning til brug for nævnets behandling af sagen, herunder eksempelvis journalmateria-

le og oplysninger i tvangsprotokollen. Nævnet kan alene anmode om oplysninger, som,

nævnet vurderer, har betydning og er relevante for sagens behandling.

Det betyder endvidere, at modtagne klager og afgørelser af disse klager kan anvendes som

led i Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med sundhedsområdet efter sundhedsloven og

tilsyn med individer efter lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig

virksomhed, ligesom afgørelser kan anvendes til brug for læring i sundhedsvæsenet.

Endelig betyder det, at Tvangsbehandlingsnævnet skal udarbejde en årsrapport om næv-

nets virksomhed, som skal offentliggøres og sendes til sundhedsministeren, Sundhedssty-

relsen, regioner og kommuner.

Efter det foreslåede

3. pkt.

skal Tvangsbehandlingsnævnets årsrapport desuden sendes til

Folketingets § 71-tilsyn, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 2.6.

Efter det foreslåede

stk. 3, 1. pkt.,

der vedrører frister for Tvangsbehandlingsnævnets

afgørelser, skal Tvangsbehandlingsnævnet træffe afgørelse i klagesager inden 14 hverdage

efter klagens modtagelse i sager, der vedrører tvang, som på tidspunktet for klagens ind-

givelse fortsat opretholdes over for patienten. Det betyder, at Tvangsbehandlingsnævnet i

sager, der vedrører klager over beslutninger om tvangsbehandling samt beslutninger om

fysisk fastholdelse, beroligende medicin, tvangsindlæggelser, tilbageholdelser og tilbage-

førelser efter §§ 5 og 7-10 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt

inhabile, skal træffe afgørelse om beslutningens lovlighed inden for 14 dage efter klagens

modtagelse, såfremt den tvang, der klages over, på tidspunktet for klagens indgivelse,

fortsat gennemføres og opretholdes over for patienten.

Dette sikrer, at der med indgivelse af en klage sikres en reel mulighed for at stoppe igang-

værende og fremadrettede tvangsforanstaltninger overfor patienten. Bestemmelsen har

særlig betydning for de pårørende, som ikke har givet samtykke til behandlingen, men

hvor en anden pårørende har samtykket. Bestemmelsen vil derimod forventeligt ikke have

betydning for de pårørende, som har samtykket til indgrebet, idet disse i stedet for at

klage kan tilbagekalde samtykket for at stoppe indgrebet.

Det foreslås med

2. pkt.,

at Tvangsbehandlingsnævnet i andre sager skal træffe afgørelse

snarest muligt. Herved forstås sager, som vedrører beslutninger om allerede gennemført

tvang, herunder gennemført behandling eller andre tvangsforanstaltninger. Med snarest

muligt forstås, at Tvangsbehandlingsnævnet skal tilstræbe en sagsbehandlingstid på mak-

simalt 6 uger fra klagens modtagelse.

Sagsbehandlingsfristerne foreslås at indtræde fra det tidspunkt, hvor Tvangsbehandlings-

nævnet har modtaget klagen. Tilsvarende gælder, hvis klagen er indgivet til Styrelsen for

Patientsikkerhed eller til Det Psykiatriske Patientklagenævn, som herefter videresender

klagen til Tvangsbehandlingsnævnets videre behandling.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Efter det foreslåede

stk. 4

fastsætter sundhedsministeren nærmere regler om indholdet af

de i stk. 1 nævnte erklæringer. Bestemmelsen vil blive udnyttet til at fastsætter regler om,

hvilke oplysninger erklæringen skal indeholde. Bestemmelsen giver endvidere sundheds-

ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om lægens og tandlægens pligt til medvir-

ken ved oplysning af sagen efter stk. 1. Bemyndigelsen kan anvendes til at fastsætte regler

om, hvilke oplysninger, som lægen eller tandlægen skal bidrage med i en klagesag, herun-

der hvilke oplysninger, der skal udfyldes i klageskemaet, samt frister for indlevering af de

krævede oplysninger.

Til § 16 d

Den foreslåede

§ 16 d

vedrører adgangen til domstolsprøvelse af Tvangsbehandlingsnæv-

nets afgørelser.

Det foreslås, at Tvangsbehandlingsnævnet på anmodning af patienten, dennes pårørende,

værge eller fremtidsfuldmægtig skal indbringe sine afgørelser om tvangsindlæggelse samt

tilbageholdelse og tilbageførsel, jf. § 9 og 10 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile, for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Be-

slutninger om fysisk fastholdelse, som efter indgrebets intensitet, udgør frihedsberøvelse,

vil ligeledes kunne indbringes for domstolene efter bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse sikrer, at patienter overfor hvem der gennemføres indgreb,

der udgør frihedsberøvelse i henhold til § 71 i grundloven, får prøvet sin sag ved domsto-

lene efter de særlige regler, der gælder ved administrative frihedsberøvelser, jf. nærmere

herom pkt. 2.4.1. i de almindelige bemærkninger.

Klager over afgørelser, der ikke udgør frihedsberøvelse efter § 71 i grundloven, kan der-

imod ikke indbringes for domstolene efter denne bestemmelse.

Bestemmelsen har ingen betydning for patienters adgang til domstolsprøve af forvalt-

ningsafgørelser efter de almindelige regler i retsplejeloven.

Til nr. 7

Efter gældende ret afholder staten, regionsråd og kommunalbestyrelser udgifterne til

driften af Styrelsen for Patientsikkerheds aktiviteter i tilknytning til patientklagesystemet

og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om klage- og erstat-

ningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Efter 2. pkt. fordeles udgifterne på grundlag af en standardtakst pr. afsluttet sag og i for-

hold til, om behandlingen har fundet sted ved institutioner, der drives af henholdsvis sta-

ten, regioner og kommuner, eller i privat praksis og på private sygehuse beliggende i regi-

onerne, hvor regionen er erstatningspligtig efter § 29, stk. 1, nr. 5 eller 6.

Sundhedsministeren kan efter § 18, stk. 5 fastsætte nærmere regler om afholdelse af

ovennævnte udgifter. Bemyndigelsesbestemmelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr.

562 af 29. april 2016 om finansiering af Patientombuddet, Sundhedsvæsenets Disciplinær-

nævn, Ankenævnet for Patienterstatningen og Det Psykiatriske Ankenævn.

Efter § 1, stk. 1, 1. pkt. i denne bekendtgørelse afholder staten, regionsråd og kommunal-

bestyrelser udgifterne til driften af Styrelsen for Patientsikkerhed og af Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn, herunder til Styrelsen for Patientsikkerheds sekretariatsbetjening heraf.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Efter § 6, stk. 1, opgøres den enkelte myndigheds udgifter for hvert finansår på grundlag af

en standardtakst, jf. § 10, pr. afsluttet sag og den enkelte myndigheds faktiske antal sager,

der er afsluttet af Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og

Ankenævnet for Patienterstatningen.

Standardtaksten pr. klagesag ved Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsvæsenets Disci-

plinærnævn og Det Psykiatriske Ankenævn fastsættes efter § 10 af sundhedsministeren

efter et finansårs udløb. I forbindelse med takstfastsættelsen skal der ifølge § 11 tilstræ-

bes en positiv produktivitetsudvikling og omkostningsbevidst adfærd i driften af Styrelsen

for Patientsikkerhed, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienterstat-

ningen og Det Psykiatriske Ankenævn, ligesom Sundheds- og Ældreministeriet indgår re-

sultatkontrakter med Styrelsen for Patientsikkerhed om mål og resultatkrav for Styrelsen

for Patientsikkerheds virksomhed. Derudover er det efter § 11 et krav, at væsentlige æn-

dringer i serviceniveauet, som har udgiftsmæssige konsekvenser, af Styrelsen for Patient-

sikkerhed tages op til drøftelse med Sundheds- og Ældreministeriet, inden disse ændringer

foretages.

Efter § 13 underretter sundhedsministeren hvert år senest den 31. maj hver enkelt regi-

onsråd og kommunalbestyrelse om deres respektive samlede endelige betaling for det

forudgående finansår.

Det foreslås med den foreslåede ændring af klage- og erstatningslovens § 18, stk. 1, 1 pkt.,

at de gældende regler også skal finde anvendelse i forhold til finansiering af Styrelsen for

Patientsikkerheds udgifter til driften af Tvangsbehandlingsnævnet. Det foreslås hermed, at

regionsråd og kommunalbestyrelser afholder udgifterne til driften af Styrelsen for Patient-

sikkerheds aktiviteter i tilknytning til Tvangsbehandlingsnævnets virksomhed.

Det betyder, at takstbetalingen afholdes af de regionsråd og kommunalbestyrelser, der

har driftsansvaret for de institutioner, hvor den tvang, der klages over, har fundet sted

eller er besluttet. For privat praktiserende sundhedspersoner og for private sygehuse er

det etablerings- eller beliggenhedsregionen m.v., der afholder takstbetalingen.

Den foreslåede ændring betyder desuden, at sundhedsministeren efter bemyndigelsesbe-

stemmelsen i den gældende § 18, stk. 4, i samme omfang som for Styrelsen for Patientsik-

kerhed, Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og Det Psykiatriske Ankenævn kan fastsætte

nærmere regler om afholdelsen af udgifterne ved Tvangsbehandlingsnævnet.

Til 18

Som konsekvens af den foreslåede § 16 e om retten til domstolsprøvelse, foreslås ændrin-

ger af retsplejelovens bestemmelser om administrativ frihedsberøvelse, herunder be-

stemmelserne om hjemting og frister for begæring om sagens indbringelse for retten.

Ændringerne sikrer, at sagerne behandles på samme måde som sager om frihedsberøvelse

efter psykiatriloven.

Til nr. 1.

Det følger af retsplejelovens

§ 469, stk. 1, 1. pkt.,

at hvis den, der administrativt er berøvet

sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, begærer, at frihedsberøvelsens lovlighed

prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at

ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvel-

se, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. § 235. Af

2. pkt.

følger det, at sager om

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskriv-

ning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af

døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien forelægges, så læn-

ge patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende psykiatriske

sygehus eller afdeling er beliggende.

Med den foreslåede ændring af stk. 1, 2. pkt., sikres det, at sager tvangsindlæggelser,

tilbageholdelser og tilbageførsler efter de foreslåede §§ 9 og 10 i lov om anvendelse af

tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile i samme omfang som psykiatriske sager

forelægges for byretten på det sted, hvor vedkommende sygehus eller afdeling er belig-

gende. Med den foreslåede bestemmelse behandles sager om administrativt bestemt

frihedsberøvelse efter de foreslåede bestemmelser efter de lignende regler, som er gæl-

dende for sager om administrativt bestemt frihedsberøvelse på det psykiatriske område.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at sager om administrativt bestemt frihedsberøvel-

se, der ønskes domstolsprøvet, som udgangspunkt skal anlægges ved borgeren hjemting,

dvs. hvor borgeren har bopæl, og at sager skal anlægges ved byretten på det sted, hvor

vedkommende sygehus eller afdeling er beliggende, i de tilfælde hvor fortsat er indlagt og

ikke udskrevet.

Til nr. 2.

Efter

§ 469, stk. 4, 1.

2. pkt.

skal begæring om sagens indbringelse for retten efter reg-

lerne i kapitel 43 a i retsplejeloven, fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens

ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens

ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fri-

sten. Af

3 pkt.

følger det, at fristerne i sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,

tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,

oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anven-

delse af tvang i psykiatrien regnes fra det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse i sa-

gen.

Med den foreslåede ændring af stk. 4, 3. pkt. sikres det, at fristerne i sager om tvangsind-

læggelser, tilbageholdelser og tilbageførsler efter de foreslåede §§ 9 og 10 i lov om an-

vendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile regnes fra Tvangsbehand-

lingsnævnets afgørelse i sagen i lighed med afgørelser fra det Psykiatriske Patientklage-

nævn.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at fristen for at anlægge en sag ved domstolene

ikke løber 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør, som er udgangspunktet, men derimod

uger 4 uger fra Tvangsbehandlingsnævnets afgørelse i sagen.

Til 19

Efter hjemmestyrelovens § 2 og overtagelsesloven kan de færøske myndigheder overtage

sundhedsvæsenet som sagsområde. Det færøske hjemmestyre har på nuværende tids-

punkt alene overtaget apotekervæsenet og sundhedsvedtægterne (miljøsager) som sær-

anliggender, hvorimod resten af sundhedsområderne fortsat er fællesanliggender, idet

hjemmestyret dog i medfør af hjemmestyrelovens § 9 i henhold til rammelove vedtaget af

Folketinget har overtaget den lovgivende og administrativ myndighed på områderne med

bloktilskud.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

I medfør af § 1 i lov nr. 369 af 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland kan Grønlands

Hjemmestyre ved landstingsforordning fastsætte regler om sundhedsvæsenet og sund-

hedsforholdene i Grønland. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a., at be-

myndigelsen ikke alene omfatter regler om omfanget af sundhedsvæsenets opgaver og

ydelser, men også regler, der regulerer sundhedsforholdene. Grønlands selvstyre har såle-

des overtaget sundhedsområdet.

På denne baggrund forslås det med § 19, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland,

men ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de æn-

dringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 16.

I lov om klage- og erstatningsadgang

inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1113 af 7. november

2011, som ændret bl.a. ved lov nr. 1257 af

18. december 2012, § 2 i lov nr. 519 af 26.

maj 2014, § 7 i lov

nr. 523 af 29. april 2015

og senest ved § 3 i lov nr. 656 af 8. juni

2016, foretages følgende ændringer:

Efter § 3 indsættes:

»3

Klager efter §§ 1 og 2 skal være indgi-

vet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor

klageren var eller burde være bekendt med

det forhold, der klages over. Klage skal dog

senest indgives 5 år efter den dag, hvor

klageforholdet har fundet sted. Der kan

ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.

Stk. 2.

Er klagen omfattet af § 2, stk. 1, 2.

pkt., forlænges fristerne i stk. 1 svarende til

perioden fra indgivelse af klagen efter § 1,

til Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse

forelå.«

Før § 4 indsættes som overskrift: »Klager

over anvendelse af tvang«

§ 4

affattes således:

»§

Tvangsbehandlingsnævnet, jf. §§ 16

a-16 e, behandler klager over anvendelse

af tvang efter lov om anvendelse af tvang

ved somatisk behandling af varigt inhabile,

herunder beslutninger om tvangsbehand-

ling, jf. § 5, fysisk fastholdelse, jf. § 7, an-

vendelse af beroligende medicin, jf. § 8,

tvangsindlæggelse, jf. § 9, og tilbageholdel-

se og tilbageførsel, jf. § 10.

Stk. 2.

Tvangsbehandlingsnævnet træffer

afgørelse om, hvorvidt kriterierne for tvang

var opfyldt. Nævnet kan godkende eller

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

ophæve lægens eller tandlægens beslut-

ning.«

Efter § 4 indsættes:

»§

4 a.

Klager efter § 4 skal være indgivet

inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klage-

ren var eller burde være bekendt med det

forhold, der klages over. Klage skal dog

senest indgives 5 år efter den dag, hvor

klageforholdet har fundet sted. Der kan

ikke dispenseres fra de nævnte klagefri-

ster.«

§ 10

a, stk. 1, 1.pkt., indsættes efter »§

2, stk. 1«: »§ 4, stk. 1,«.

Efter § 16 indsættes før overskriften før

§ 17:

»Tvangsbehandlingsnævnet

§ 16 a.

Sundhedsministeren nedsætter

Tvangsbehandlingsnævnet, der i sin virk-

somhed er uafhængigt af instruktioner om

den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 2.

Tvangsbehandlingsnævnets afgørel-

ser kan ikke indbringes for anden admini-

strativ myndighed.

Stk. 3.

Sundhedsministeren fastsætter efter

forhandling med Tvangsbehandlingsnæv-

net dettes forretningsorden, herunder

regler om formandens adgang til at træffe

afgørelse i sager, der ikke skønnes at give

anledning til tvivl.

Stk. 4.

Styrelsen for Patientsikkerhed stiller

sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

§ 16 b.

Tvangsbehandlingsnævnet består af

en formand, der skal være jurist, ét med-

lem beskikket efter indstilling fra Danske

Handicaporganisationer og ét medlem

beskikket efter indstilling fra enten Læge-

foreningen eller Tandlægeforeningen.

Formanden udpeges, og medlemmerne

beskikkes af sundhedsministeren for en

periode af 4 år, og de kan samtidig være

formand, næstformand eller medlemmer

af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn

eller det Psykiatriske Ankenævn. Udtræder

formanden eller et medlem i perioden,

udpeges eller beskikkes en ny formand

eller et nyt medlem for den resterende del

af perioden. Ministeren udpeger eller be-

skikker efter reglerne i 1. pkt. stedfortræ-

dere for formanden og medlemmerne.

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

Genudpegning og genbeskikkelse kan finde

sted.

16 c.

Når en sag indbringes for Tvangsbe-

handlingsnævnet, skal den læge eller tand-

læge, som har besluttet tvangsindgrebet

efter reglerne i lov om anvendelse af tvang

ved somatisk behandling af varigt inhabile

fremsende sagens akter, herunder en ud-

skrift af tvangsprotokollen, jf. 12, stk. 1, i

lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile, en erklæring,

samt udfylde et klageskema, som Styrelsen

For Patientsikkerhed udfærdiger.

Stk. 2.

Tvangsbehandlingsnævnet drager i

øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og

træffer bestemmelse om tilvejebringelse af

eventuelle yderligere erklæringer m.v.

Reglerne i § 12, stk. 1-3 og stk. 4, 1.-3.pkt.

finder tilsvarende anvendelse for Tvangs-

behandlingsnævnet. Årsrapporten, jf. § 12,

stk. 4, fra Tvangsbehandlingsnævnet sen-

des endvidere til Folketingets § 71-tilsyn.

Stk. 3.

Tvangsbehandlingsnævnet skal træf-

fe afgørelse i klagesager inden 14 hverdage

efter klagens modtagelse i sager, der ved-

rører tvang, som på tidspunktet for klagens

indgivelse fortsat opretholdes over for

patienten. I andre sager skal Tvangsbe-

handlingsnævnet træffe afgørelse snarest

muligt.

Stk. 4.

Sundhedsministeren fastsætter

nærmere regler om indholdet af de i stk. 1

nævnte erklæringer, ligesom sundhedsmi-

nisteren kan fastsætte regler om lægens og

tandlægens pligt til medvirken ved oplys-

ning af sagen efter stk. 1.

§ 16 d.

Tvangsbehandlingsnævnet skal

efter anmodning fra patienten, dennes

pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig

indbringe sine afgørelser vedrørende

tvangsindlæggelser samt tilbageholdelse

og tilbageførsel, jf. §§ 9 og 10 i lov om

anvendelse af tvang ved somatiske be-

handling af varigt inhabile, for retten efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.«

§ 18, stk. 1,

ændres: »patientklagesy-

stemet og Sundhedsvæsenets Disciplinær-

nævn.« til: patientklagesystemet, Sund-

hedsvæsenets Disciplinærnævn og Tvangs-

behandlingsnævnet.«

SUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 149: Udkast til forslag til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (tvangsbehandlingsloven), fra sundhedsministeren

§ 469.

Begærer den, der administrativt er

berøvet sin frihed, eller den, som handler

på hans vegne, at frihedsberøvelsens lov-

lighed prøves af retten, skal den myndig-

hed, som har besluttet frihedsberøvelsen

eller nægtet at ophæve den, forelægge

sagen for byretten på det sted, hvor den,

om hvis frihedsberøvelse, der er spørgs-

mål, har bopæl (hjemting), jf. § 235. Sager

om tvangsindlæggelse, tvangstilbagehol-

delse, tilbageførsel, tvungen opfølgning

efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyt-

telsesfiksering, oppegående tvangsfiksering

og aflåsning af døre i afdelingen i henhold

til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

forelægges dog, så længe patienten ikke er

udskrevet, for byretten på det sted, hvor

vedkommende psykiatriske sygehus eller

afdeling er beliggende.

Stk. 4.

Begæring om sagens indbringelse

for retten efter reglerne i dette kapitel skal

fremsættes inden 4 uger efter frihedsberø-

velsens ophør. Senere fremsættelse af

begæringen kan indtil 6 måneder efter

frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis

tillades af retten, når der foreligger særlig

grund til at afvige fra fristen. I sager om

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,

tilbageførsel, tvungen opfølgning efter

udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelses-

fiksering, oppegående tvangsfiksering og

aflåsning af døre i afdelingen i henhold til

lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

regnes fristerne dog fra det psykiatriske

patientklagenævns afgørelse i sagen.

§ 17.

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1257 af 13. oktober 2016, foretages

følgende ændringer:

§ 469, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter

»lov om anvendelse af tvang i psykiatrien«:

»samt sager om tvangsindlæggelse, tilba-

geholdelse og tilbageførsel efter §§ 9 og 10

i lov om anvendelse af tvang ved somatisk

behandling af varigt inhabile«, og »psykia-

triske« udgår.

§ 469, stk. 4, 3. pkt.,

indsættes efter

»lov om anvendelse af tvang i psykiatrien«:

»samt sager om tvangsindlæggelse, tilba-

geholdelse og tilbageførsel efter §§ 9 og 10

i lov om anvendelse af tvang ved somatiske

behandling af varigt inhabile«, og efter

»psykiatriske patientklagenævns« indsæt-

tes: »eller Tvangsbehandlingsnævnets«