Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 82
Offentligt
1704126_0001.png
KVINDER I
SOCIAL UDSATHED
EN UNDERSØGELSE AF SOCIALT UDSATTE KVINDERS
LIVSSITUATION, PROBLEMER, RESSOURCER OG BEHOV
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 3
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0002.png
INDHOLD
TAK . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
FORORD . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 8
KAPITEL 1:
INDLEDNING . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
Baggrund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12
Centrale spørgsmål for undersøgelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
Tema/problemstilling: . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14
KAPITEL 4:
KVINDERS FORTÆLLINGER FRA LIVET I UDSATHED . . . . . . . . . . . 58
”Der har altid været pænt hjemme hos os, og det er der så også hjemme hos mig.” . . . . . . . . . . 58
”Jeg har jo haft brug for de her mænd, fordi jeg ikke har haft så meget andet.” . . . . . . . . . . . . . . 59
”Dét, han gjorde mod mig, og at ingen gjorde noget for at stoppe det.
De ville ikke høre, de ville ikke tro.” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60
”Jeg er så vred over, at ingen gjorde noget. Jeg var jo bare en lille pige,
og når et barn ser sådan ud, så skal man da gøre noget.” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61
”Det er jo ikke nemt at være hjemløs og slet ikke, når man er kvinde.” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63
”Det giver mig en følelse af at være noget værd, at være noget for andre.” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64
KAPITEL 2:
HVAD SIGER TALLENE OM SOCIALT UDSATTE KVINDER? . . . . . . 16
Antallet af udsatte kvinder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16
Fordelingen af kvinder på specifikke parametre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
Økonomi og fattigdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .18
Hjemløshed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .19
Psykiske lidelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .21
Misbrug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .22
Vold og seksuelle overgreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .23
Sundhed, sygelighed og dødelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .26
KAPITEL 5:
HJÆLP OG STØTTE TIL KVINDER I SOCIAL UDSATHED . . . . . . . . . 66
Udtryk for forventningspres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66
Indsatser for udsatte kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67
Kvinder krakelerer indefra og ud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68
Dilemmaer i arbejdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69
Kønsspecifikke eller almene tilbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70
Mere fokus på det kønsspecifikke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71
Opsamling: Et mandsdomineret område med kvindelige overrepræsentationer . . . . . . . . . . . . . 27
KAPITEL 3:
LIVSSITUATION FOR SOCIALT UDSATTE KVINDER . . . . . . . . . . . . . 28
Om kvinderne i denne undersøgelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29
Typiske problemer for socialt udsatte kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29
Kønsspecifikke aspekter af kvindernes problemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32
Den usynlige udsathed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .32
Det indre kaos . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .36
Overgreb, der trækker spor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .40
Mistillid og mindreværd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .42
Med kroppen som redskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .44
Parforhold og ambivalens. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .47
Det svære moderskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .50
Alene i tilværelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .53
KAPITEL 6:
KVINDERNES ØNSKER TIL HJÆLP OG STØTTE . . . . . . . . . . . . . . . . . 73
Kvindernes anbefalinger. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73
Kvinder efterspørger bedre indsatser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .74
Kvinderne efterspørger mere viden om særlige problemer for kvinder i social udsathed . . . . . . . . . . . . .74
Perspektiver for arbejdet med det kønsspecifikke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75
KAPITEL 7:
METODE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77
Kortlægning af området . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77
Interviews . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77
Udvælgelse af informanter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79
Geografisk repræsentation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80
Tematisering og bearbejdning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80
Kønsspecifik udsathed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55
LITTERATURLISTE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 5
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0003.png
TAK
Først og fremmest en stor tak til de kvinder, der har delt deres historie og på den måde
gjort deres for at sætte fokus på problemerne og skabe bedre vilkår for dem selv og
andre socialt udsatte kvinder. Også en tak til socialarbejdere og alle andre, som har
bidraget med erfaring og viden til rapporten.
6 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 7
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0004.png
FORORD
Hvad tænker du på, når der tales om socialt udsatte? Nok ikke en velklædt og velfor-
muleret kvinde, som i vid udstrækning klarer sig selv. Sådan er virkeligheden imidlertid
for mange udsatte kvinder. De kæmper med store sociale problemer, der ikke altid
kan ses og kan være svære at få øje på i de udsatte miljøer, som ofte er domineret af
mænd. Kun ca. 25 pct. af alle socialt udsatte er ifølge statistikkerne kvinder, og mænd
er overrepræsenterede på mange af de kendetegn, som socialt udsatte identificeres
på. Spørgsmålet er, om og hvorfor udsatte kvinder i højere grad skjuler deres sociale
problemer? Når mænd er overrepræsenterede på tilbuddene og i de udsatte miljøer,
hvor går kvinderne så hen med deres problemer og særlige behov? Finder indsatsen
i for høj grad sted på mændenes præmisser, og overser den kvinderne? Hvad betyder
det for mulighederne for at give kvinderne den rette hjælp?
”Kvinder i Social Udsathed” bygger på interviews med kvinder, der har kæmpet og
fortsat kæmper med komplekse og sammensatte sociale problemer. Endvidere inde-
holder undersøgelsen interviews med socialarbejdere, der har mange års erfaring med
at arbejde med marginaliserede kvinder.
Rådet for Socialt Udsatte er talerør for grupper i samfundet, som ofte har for få res-
sourcer til at kæmpe deres sag i offentligheden. Med denne undersøgelse forsøger
Rådet at give socialt udsatte kvinder mulighed for at sætte ord på deres problemer,
ønsker og særlige behov. Relevansen af at zoome ind på en gruppe af kvinder, som
slås med nogle særlige problemer, kan for eksempel ses i risikoen for at blive udsat for
lettere fysisk vold - det vil sige skubbet, revet, rusket, slået med flad hånd eller lignende:
Uafhængigt af køn er den for befolkningen generelt 4 pct. Socialt udsatte kvinder har
derimod en markant højere risiko for at blive udsat for lettere fysisk vold – nemlig 27
pct. mod ”kun” 17 pct. for socialt udsatte mænd (SUSY UDSAT 2012). Det vidner om, at
udsatte mænd og kvinders problemer ikke altid kan skæres over én kam, men også om
at omfanget af ulighed mellem kønnene bør ses i relation til, hvilken del af samfundet,
der stilles skarpt på.
Det skal understreges, at udsatte mænds problemer ikke skal forklejnes. Snarere hand-
ler det om at undersøge, hvordan og i hvilket omfang udsatte kvinder og mænds pro-
blemer er forskellige, så samfundet kan blive bedre til at yde den rette hjælp. Hvor er
de kønsspecifikke forskelle?
Undersøgelsen betræder et relativt ukendt terræn, og der er behov for mere viden på
området. Undersøgelsen kan ses som en fortsættelse af arbejdet med udsatte grøn-
landske kvinder, som Rådet udgav en undersøgelse om i marts 2016. Begge undersø-
gelser tegner desværre et dystert billede af udsatte kvinders situation.
Dataindsamlingen er gennemført i perioden april 2016 til juli 2016. Undersøgelsen
er gennemført af Helene Forsberg Madsen, socialpolitisk konsulent i Rådets sekreta-
riat, med ekstern faglig sparring fra cand.scient.soc. Aya Mortag Freund. Flora Ghosh
og Mille Schiermacher, begge medlemmer af Rådet for Socialt Udsatte, har desuden
bidraget med gode input til undersøgelsen. Endelig har der været nedsat en følge-
gruppe bestående af Ayfer Baykal, daglig leder på Cafe Klare, Birgit Søderberg, formand
i LOKK, Flora Ghosh, direktør i Liva Rehab, Maja Trane Bemo, projektansvarlig i Kirkens
Korshær, Mette Guul, centerleder for Reden Odense, Gráinne Stevenson, konsulent i
Socialstyrelsen, June Eliasen, projektleder i SAND, Jane Laustsen, uddannelsesansvarlig
i Projekt Udenfor, Rafai Atia, konsulent i KL, og Signe Vahlun, næstforkvinde i Dansk
Kvindesamfund. Følgegruppen har bidraget med værdifuld sparring i forbindelse med
tilrettelæggelse af undersøgelsen og fortolkningen af indsamlet data.
Det er Rådets opfattelse, at det er nødvendigt i højere grad at medtænke kønnet i
det sociale arbejde. Dette bliver da også temaet for den konference, Rådet afholder i
forbindelse med lanceringen af rapporten den 14. december 2016. Forhåbentligt vil
undersøgelsen og konferencen inspirere til yderligere initiativer, som kan forbedre vil-
kårene for udsatte kvinder.
God læselyst!
Jann Sjursen, december 2016.
8 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 9
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0005.png
KAPITEL 1:
INDLEDNING
Forskelle mellem kønnene og ligestillingsspørgsmål er hyppigt temaer til debat i for-
skellige fora i det danske samfund. Mennesker i social udsathed står ofte udenfor den
offentlige debat eller deltager i bedste fald med en lavere eller mere utydelig stemme.
Mange organisationer, meningsdannere og debattører prøver at tale udsatte kvinders
sag, men de store spørgsmål i den verserende kønspolitiske debat stilles sjældent af
socialt udsatte kvinder. Selvom de sjældent bliver hørt og ofte er relativt usynlige, æn-
drer det ikke på, at socialt udsatte kvinder kæmper med alvorlige problemer, som der
er behov for at sætte fokus på for at kunne hjælpe kvinderne til et bedre liv. Mange
udsatte kvinder lever under barske vilkår, og mange kæmper med særlige forvent-
ninger til kvinder, som skærper de øvrige sociale problemer og en i forvejen belastet
livssituation. Derfor sætter Rådet for Socialt Udsatte med denne undersøgelse fokus på
kønsspecifikke problemer for kvinder i social udsathed.
Et formål med denne undersøgelse er at opnå mere dokumenteret viden om social
udsathed i et kønsperspektiv med særligt fokus på udsatte kvinder. Rådet har tidligere
foretaget en undersøgelse af forholdene for udsatte grønlandske kvinder i Danmark
og kunne på den baggrund konkludere, at kønsspecifikke forhold spiller en afgørende
rolle for denne mindre gruppe. Undersøgelsen tegner et dystert billede af en gruppe
kvinder i social udsathed, som i høj grad udsættes for vold og seksuelle overgreb. Der-
udover indgår mange i seksuelle relationer til mænd mod en seng at sove i som alter-
nativ til at overnatte for eksempel på natherberger og andre steder, hvor mænd og
kvinder overnatter sammen, og hvor risikoen for overgreb er tilstede. Endvidere viste
undersøgelsen, at mange udsatte grønlandske kvinder går meget langt for at håndtere
problemerne på egen hånd. Det betyder, at kvinderne i mange tilfælde ikke adresserer
alvorlige og komplicerede problemer relateret til for eksempel senfølger af overgreb
og andre traumatiske hændelser. Ikke alene er der således nogle særlige problemer
forbundet med at være udsat grønlænder i Danmark, men i særdeleshed også med at
være udsat kvinde.
I denne undersøgelse anlægges et bredere perspektiv på kønsspecifikke problemer
for socialt udsatte, og det undersøges, om socialt udsatte kvinder som helhed ople-
ver særlige problemer forbundet med deres køn, som afstedkommer særlige behov
for hjælp og støtte. Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsens fokus på kvinder
ikke er udtryk for, at særlige kønsspecifikke problemer ikke kan gøre sig gældende for
mænd. Det er blot ikke fokus for denne undersøgelse.
Selvom fokus i denne sammenhæng entydigt er rettet mod kvinder i social udsathed
og deres specifikke behov, er det samtidig led i en samlet indsats for at sætte fokus
på kønsspecifikke problemer for socialt udsatte og afdække, hvordan kønsspecifikke
10 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 11
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0006.png
problematikker gør sig gældende blandt marginaliserede grupper og socialt udsatte.
Formålet er at skabe bedre muligheder for socialt udsatte gennem et øget fokus på
kønsforskelle. Meget tyder på, at der kan være tendens til at overse kønsspecifikke og
særlige behov i lyset af andre alvorlige sociale problemer.
for hjælp. Som undersøgelsen viser, befinder en del af kvinderne sig i en belastet livs-
situation uden at få hjælp til deres problemer og går så at sige under radaren trods
deres udsatte livssituation.
At kunne hjælpe mennesker med komplekse og sammensatte problemer kræver
et system, som er i stand til at tage højde for og tilgodese mange typer af proble-
mer, møde den enkelte, hvor vedkommende er, og finde løsninger, som er tilpasset
den enkeltes situation. Det stiller store krav til kommunerne, som på en og samme
tid skal hjælpe mennesker med mere simple problemer og socialt udsatte med
behov for mere omfattende og specialiserede indsatser. Når det kommer til disse
indsatser, er systemet udfordret på en række områder. Socialt udsatte oplever i
mange tilfælde ikke at blive tilstrækkeligt hjulpet, og mange føler sig ikke mødt,
set og hørt, når de søger hjælp i offentligt regi. Når den samlede livssituation er
belastet og problemerne mange, kan mere komplekse og specifikke forhold, som
for den enkelte resulterer i særlige problemer og behov, let blive overset. For ek-
sempel oplever kvinder i social udsathed, at der sjældent tages højde for de køns-
specifikke forhold, som imidlertid har afgørende betydning for deres livssituation
og sociale problemer.
Med denne undersøgelse ønsker Rådet for Socialt Udsatte at skabe mere fokus på
og viden om kønsspecifikke problemer for socialt udsatte kvinder og belyse, hvordan
gruppen oplever deres livssituation, problemer, ønsker og behov. Formålet med un-
dersøgelsen er at komme med anbefalinger til, hvordan samfundet kan blive bedre til
at yde hjælp og støtte til udsatte kvinder.
BAGGRUND
Der eksisterer på nuværende tidspunkt begrænset dokumenteret viden om kønsspeci-
fikke problemer for socialt udsatte. I Danmark er der ikke tradition for at arbejde køns-
differentieret i den sociale indsats, og socialt arbejde er som udgangspunkt tilrettelagt
som en kønsneutral indsats, hvor mænd og kvinder tilbydes samme typer af behand-
ling (Ludvigsen 2009).
Meget tyder dog på, at der, trods formelt lige muligheder og mange fælles udfordrin-
ger, samtidig på nogle områder er særlige problemer og behov for socialt udsatte kvin-
der og mænd. Der findes tilbud for socialt udsatte, hvor der arbejdes kønsspecifikt med
henholdsvis kvinder og mænd. Blandt andet findes der kønsopdelte herberger og væ-
resteder samt behandlings-, støtte- og rådgivningstilbud. I socialt arbejdes praksis og
blandt professionelle på området har der således længe været en erkendelse af, at der
findes særlige problemer og behov for henholdsvis kvinder og mænd.
Begrebet socialt udsatte betegner mennesker, som kæmper med komplekse og
sammensatte sociale problemer. Det er mennesker med svære livsvilkår og sociale
problemer, som ofte betyder, at de har behov for samfundets hjælp og støtte. Mange
socialt udsatte står udenfor arbejdsmarkedet og kæmper samtidig med hjemløs-
hed, psykiske lidelser, misbrug eller andre alvorlige problemer. Behovet for hjælp og
støtte skærpes desuden af, at mange socialt udsatte ikke har et stabilt økonomisk
grundlag til at dække almindelige udgifter til for eksempel husleje, tøj og mad og
samtidig mangler et (ressourcestærkt) netværk at søge støtte hos, når behovet er
påtrængende. I sådanne situationer er mange socialt udsatte overladt til sig selv og
til den hjælp og støtte, der er at få fra det offentlige samt frivillige og private organi-
sationer og tilbud målrettet socialt udsatte. Det betyder, at socialt udsatte ikke alene
er udsatte i kraft af deres sociale, psykiske og somatiske problemer, men også i kraft
af sjældent at have de fornødne ressourcer til at håndtere problemerne. Socialt ud-
satte afhænger på den måde af samfundets hjælp, som har stor betydning for deres
livssituation.
Målgruppen for denne undersøgelse er kvinder, der kæmper med komplekse og sam-
mensatte sociale, psykiske og somatiske problemer. Det kan fx være misbrug, psykiske
lidelser, hjemløshed eller prostitution – ofte i kombination. Ikke alle i undersøgelsen
modtager sociale indsatser, men alle er de i en livssituation, som afstedkommer behov
CENTRALE SPØRGSMÅL FOR UNDERSØGELSEN
Der eksisterer sparsom viden om kønsspecifikke behov i forhold til indholdet af so-
ciale indsatser i Danmark. Det gælder både viden om kønsspecifikke problemer for
henholdsvis socialt udsatte kvinder og mænd samt ønsker og behov i forhold til
hjælp og støtteindsatser. Når man taler om målrettede sociale indsatser, er der ikke
nødvendigvis tale om samme behov for sociale indsatser for kvinder som for mænd.
Dette til trods for, at begge køn ude fra set kan stå over for de samme sociale pro-
blemstillinger.
Mænd udgør i runde tal tre fjerdedele af brugere af hjemløsetilbud og en tilsvarende
andel af brugere af stofmisbrugs- og alkoholmisbrugsbehandlingen. Desuden udgør
mænd knapt 60 procent af de fattige efter den tidligere definition af fattigdom, som
blev afskaffet i 2015. Man kan spørge om, hvorvidt denne overrepræsentation sætter
sig igennem i tilbuddenes virkemåde og kultur, så indsatsen i høj grad finder sted på
mændenes præmisser og overser kvindernes behov?
12 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 13
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0007.png
Undersøgelsen af socialt udsatte grønlandske kvinders særlige udfordringer og behov
fra 2015 peger særligt på tre felter, hvor kvindernes problemer er kønsspecifikke:
•
•
•
De lever i stor udstrækning med senfølger af overgreb fra barndommen
De er også i deres daglige liv nu udsat for overgreb i netværket
Kærestelignende forhold eller sex uden kærlighed bliver brugt til at få en seng
at sove i eller finansiere et misbrug
des udtryk for, at der i kommunalt regi og andre steder i det offentlige, hvor kvinderne
søger hjælp, i nogle tilfælde forekommer en negligering af problemerne og særligt
af de aspekter, som kan siges at være kønsspecifikke. For eksempel overses prostituti-
onsproblematikker i mange tilfælde, ligesom seksuelle overgreb på tilbuddene i nogle
tilfælde angiveligt negligeres.
Undersøgelsen kan tjene som vidensgrundlag for overvejelser om tilrettelæggel-
sen af sociale indsatser samt tjene som afsæt for eventuelle fremtidige undersø-
gelser på området.
Endvidere viste undersøgelsen, at overrepræsentationen af mænd på lavtærskeltilbud
kan medføre, at socialt udsatte kvinder undgår herberger og natcaféer af begrundet
frygt for seksuelle overgreb og vold. Dette kan sammen med strukturelle forhold med-
virke til, at socialt udsatte kvinder ”forsvinder” og isoleres med yderligere marginalise-
ring og udsathed til følge.
TEMA/PROBLEMSTILLING:
Sociale indsatser er ofte kendetegnet ved en ”one size fits all”-tilgang, som bevirker,
at ikke alle målgrupper får det optimale udbytte af indsatserne. Det er antagelsen, at
kvinder i udsathed har særlige behov i forhold til sociale indsatser. Dette alene på bag-
grund af deres køn, som øger deres udsathed i forhold til vold, seksuelle overgreb,
stigmatisering, marginalisering mv.
De centrale spørgsmål for undersøgelsen er:
1. Hvilke kønsspecifikke problemer har socialt udsatte kvinder – ifølge dem selv,
tilbuddene og forskningen?
2. Hvordan arbejder tilbud for socialt udsatte med særlige kønsspecifikke proble-
mer blandt kvinderne?
3. Hvordan oplever kvinderne, at de imødekommes i deres særlige behov som
kvinder, hvis de oplever at have sådanne?
4. Hvilke copingstrategier tager socialt udsatte kvinder i brug?
Denne undersøgelse er først og fremmest kvalitativ og baseret på interviews med so-
cialt udsatte kvinder og socialarbejdere, men tager sit afsæt i eksisterende viden på
området. Det bemærkes, at der antageligvis hersker en vis tabuisering (også blandt
aktører på området) omkring udsatte kvinders overlevelsesstrategier, som medvirker
til, at der består en ekstra udfordring i at få italesat og beskrevet flere af ovenstående
spørgsmål og problematikker. Både blandt kvinder og socialarbejdere gives der såle-
14 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 15
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0008.png
KAPITEL 2:
HVAD SIGER TALLENE OM
SOCIALT UDSATTE KVINDER?
I det følgende fremgår en gennemgang af relevante tal for socialt udsatte med henblik
på at estimere antallet af udsatte kvinder og indkredse relevante fokusområder for un-
dersøgelsen af socialt udsatte kvinder.
Sammenholdes de to undersøgelser, står det klart, at antallet af udsatte kvinder er esti-
meret højere, når et repræsentativt udsnit af danskerne bliver spurgt, end når forskere
laver definitioner ud fra registerdata. I kombination peger de to undersøgelser på, at
en væsentlig del af befolkningen berøres eller har været berørt af social udsathed -
måske endda flere end det er muligt at fastslå på baggrund af registerdata. Særligt
bemærkelsesværdigt er det, at spørgeskemaundersøgelsen fra Epinion peger på en
nogenlunde ligelig kønsfordeling, mens mange andre statistikker tegner et klart bil-
lede af, at mænd er stærkt overrepræsenterede, idet de udgør op mod tre fjerdedele
af den samlede gruppe.
Det er klart, at en registerbaseret definition af socialt udsatte formentlig vil afvige fra
folks umiddelbare forståelse af, hvad det vil sige at være socialt udsat. Ikke desto mindre
tyder tallenes diskrepans på, at mænds udsathed i højere grad end kvinders registre-
res i det offentlige system. Dette peger på, at kvinders udsathed oftere er usynlig for
myndighederne. Denne pointe vil blive udfoldet i den kvalitative del af undersøgelsen.
ANTALLET AF UDSATTE KVINDER
Socialt udsatte er statistisk ikke en velafgrænset gruppe, og antallet kan derfor ikke
opgøres præcist. Endvidere er det et område med mange mørketal. Over årene er der
lavet undersøgelser, der belyser forskellige aspekter af forholdene for socialt udsatte,
og der findes således data og statistisk materiale, som kan give en indikation af, hvor-
dan kvinder og mænd fordeler sig blandt samfundets udsatte. Blandt andet er der
foretaget registerundersøgelser af social marginalisering, hjemløshed, stofmisbrug og
behandling, brugen af sundhedsydelser blandt socialt udsatte, vold og seksuelle over-
greb samt ulighed i sundhed. Tallene giver en indikation på antallet og fordelingen
af socialt udsatte kvinder i Danmark, som vurderes at udgøre ca. en fjerdedel af den
samlede gruppe af socialt udsatte i Danmark.
I en undersøgelse af danskernes holdninger til socialt udsatte foretaget af Epinion for
Rådet for Socialt Udsatte i 2013 og igen i 2015 bliver spørgsmålet rejst, om deltagerne
selv er eller har været socialt udsatte. Blandt et repræsentativt udsnit af danskere svarer
6 pct. af de adspurgte i 2015, at de på nuværende tidspunkt er socialt udsatte, mens
10 pct. vurderer, at de tidligere har været det (Epinion & Rådet for Socialt Udsatte 2013;
2015). Der er en svag tendens til, at lidt flere kvinder svarer, at de er (6 pct.) eller har
været socialt udsat (10 pct.). Blandt mændene er de tilsvarende tal 5 pct. og 9 pct.
En nyere registerundersøgelse fra SFI finder, at 14 pct. af alle voksne mænd og 10 pct.
af voksne kvinder på et tidspunkt i livet er registreret på én af følgende risikofaktorer:
psykisk sygdom, misbrug, hjemløshed eller fængselsophold, mens 4 pct. af alle voksne
mænd og 2 pct. af voksne kvinder mere vedvarende er registreret på mindst én af
ovenstående parametre (Benjaminsen m.fl. 2015).
FORDELINGEN AF KVINDER PÅ
SPECIFIKKE PARAMETRE
Over årene er der foretaget en række undersøgelser med fokus på afgrænsede mål-
grupper blandt socialt udsatte og/eller specifikke parametre for udsathed. Der forelig-
ger således en del talmateriale om fordelingen af kvinder og mænd indenfor udsat-
teområdet. I det følgende redegøres der for relevante tal med henblik på at kortlægge,
hvordan udsatte kvinder er repræsenteret på væsentlige parametre inden for social
udsathed. Da social udsathed er et flydende begreb, overlapper målgrupperne ofte
hinanden. Eksempelvis har mange socialt udsatte misbrugere også en psykisk sårbar-
hed, ligesom mange hjemløse også kan have misbrugsproblemer, psykisk sårbarhed
og/eller være ramt af fattigdom.
16 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 17
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0009.png
ØKONOMI OG FATTIGDOM
Fattigdom og økonomiske problemer er udbredt blandt socialt udsatte, og flere lever
under den nu afskaffede fattigdomsgrænse. Det skyldes blandt andet, at mange so-
cialt udsatte står udenfor arbejdsmarkedet, som regel på grund af problemer, der gør
det svært at varetage et job. Derfor modtager mange kontanthjælp, førtidspension
eller andre offentlige ydelser.
Figur 2.1
Antal økonomisk fattige fordelt på køn
25000
20000
15000
10000
5000
0
Kilde:
1999
2012
HJEMLØSHED
Hjemløshed er et af de områder, hvor der over de senere år er kommet markant mere
dokumenteret viden. Siden 2007 er der hvert andet år blevet gennemført en hjemlø-
setælling, finansieret af midler fra Børne- og Socialministeriet, med det formål at følge
udviklingen i hjemløshed i Danmark. Det har resulteret i et øget fokus på området, og
at viden om hjemløshed er blevet markant mere udbredt.
Selvom området har været genstand for opmærksomhed og mere fokus på både forsk-
ning i hjemløshed og metodeudvikling, er hjemløshed i Danmark fortsat stigende. Med
den seneste tælling fra 2015 er antallet estimeret højere end nogensinde før til 6138
hjemløse i Danmark, hvoraf 22 pct. er kvinder (Benjaminsen & Lauritzen 2013; 2015).
Kvinder
Mænd
Figur 2.2
Antal hjemløse over tid fordelt på køn. Antal.
6000
5000
4000
3000
2000
1000
2012
1051
1100
1217
1276
1350
4202
4525
3898
4073
4788
Kvinder
Mænd
'Familiernes økonomi - fordeling, fattigdom og incitamenter', Økonomi- og
indenrigsministeriet: 2015
Som det fremgår af figur 2.1, er antallet af økonomisk fattige blevet markant højere fra
1999 til 2012. Fordelingen har dog ikke ændret sig. Således er lidt under 40
1999
af de
pct.
økonomisk fattige kvinder.
Dette kan muligvis ændre sig i den kommende tid. Indførelsen af kontanthjælpsloft og
225-timers reglen rammer ifølge en ligestillingsvurdering fra Beskæftigelsesministeriet
i 7 ud af 10 tilfælde kvinder (Beskæftigelsesudvalget 2015-16 L 113, Bilag 1). I de fleste
tilfælde vil ydelsen efter loftet være over fattigdomsgrænsen. Beskæftigelsesministe-
ren har dog til Folketingets Finansudvalg oplyst, at den samlede effekt af integrati-
onsydelsen og Jobreform fase 1, som bl.a. omfatter kontanthjælpsloft og 225-timers
reglen, vil medføre en stigning i antallet af fattige på ca. 11.800 personer, heraf ca. 7.000
børn i alderen 2 – 17 år (FIU Alm. del endeligt svar på spørgsmål 30, 11. maj 2016). Det
vides ikke, hvor stor en andel af de 11.800 flere fattige, der er kvinder. Det er dog nær-
liggende at formode, at kvinder vil være overrepræsenterede i gruppen og dermed
hale ind på mændene i fattigdomsstatistikken.
0
Kilde:
2007
2009
2011
2013
2015
'Hjemløshed i Danmark, National kortlægning', i årene 2007, 2009, 2011, 2013, 2015,
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Som det fremgår af figur 2.2, har andelen af kvinder ligget stabilt på ca. 22 pct. siden
2009. Da der er sket en stigning i det samlede antal hjemløse, er kvinderne dog blevet
flere. Hvor der i 2007 blev talt 1.051 kvinder i hjemløshed, talte man således i 2015 i alt
1.325 kvinder.
Indenfor forskellige kategorier af hjemløse er kvinder i 2015 særligt repræsenteret in-
denfor gruppen af hjemløse i udslusningsboliger. Derudover er 25 pct. af hjemløse på
natvarmestuer kvinder, mens kvinder udgør 24 pct. af de hjemløse, som opholder sig
hos familie eller venner, og 24 pct. af dem, som overnatter på hotel eller vandrehjem.
Blandt gadesoverne er 14 pct. kvinder, og siden 2011 er der sket en markant stigning
i antallet af kvinder, som benytter natvarmestuer: Kvinder udgør 25 pct. i 2015 (Benja-
minsen & Lauritzen 2013; 2015).
18 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 19
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0010.png
PSYKISKE LIDELSER
Blandt hjemløse kvinder er der en del, som er mødre, uden dog at have dagligt ansvar
for børn. Det er i dag ikke muligt at opholde sig på herberger og varmestuer med med-
følgende børn, og mulighederne for at tage vare på børn i en hjemløshedssituation
er generelt meget begrænsede. Kvinder med dagligt ansvar for børn er så vidt muligt
nødt til at holde sig ude af hjemløshed. Hvis dette ikke er muligt, betyder det i de fleste
tilfælde, at det daglige ansvar for børnene overtages af andre. Endvidere er mange
hjemløse kvinder samtidig udsatte på en række andre parametre, som ligger til grund
for, at kvinderne ikke har børnene hos sig uagtet deres hjemløshed, eller også har kvin-
derne børn, som er myndige og ikke længere hjemmeboende. Jævnfør nedenstående
figur kan det dog konstateres, at hovedparten, svarende til 69 pct. af de registrerede
hjemløse kvinder, ikke har mindreårige børn.
Figur 2.3
Hjemløse kvinder fordelt efter, om de har mindreårige børn,
herunder daglig omsorg og delt omsorg. Procent.
Flere kvinder end mænd er registreret med en psykisk lidelse på et tidspunkt i deres
livsforløb, og i alt er 8,5 pct. af kvinder i Danmark registreret med en psykiatrisk diag-
nose, mens det samme kun er tilfældet for 5,7 pct. af mænd (Benjaminsen m.fl. 2015).
Selvom langt fra alle, som rammes af psykiske lidelser, er socialt udsatte, øger psykiske
lidelser risikoen for at udvikle andre sociale problemer. I undersøgelsen fra SFI fremgår
det, at psykiske lidelser er udbredte blandt de 2 pct. af kvinder, der vurderes som socialt
marginaliserede. Hvor mænd i højere grad er registret med misbrug, er der en overre-
præsentation af kvinder registreret med psykiske lidelser – også blandt socialt udsatte.
At socialt udsatte kvinder er belastet af psykiske lidelser er desuden dokumenteret i SUSY
UDSAT, senest i 2012, som Rådet for Socialt Udsatte udgiver i samarbejde med Statens
Institut for Folkesundhed. I undersøgelsen er socialt udsatte blevet spurgt til deres hel-
bredstilstand. På den baggrund kan det konstateres, at markant flere kvinder end mænd
oplever at være nedtrykte, deprimerede eller ulykkelige. Som det fremgår af figur 2.4,
svarer 36 pct. af socialt udsatte kvinder således, at de har været meget nedtrykte, depri-
merede eller ulykkelige inden for en 14-dages periode, mod 6 pct. blandt kvinder ge-
nerelt. For socialt udsatte mænd og mænd generelt er tallene henholdsvis 22 pct. og 4
pct. Endvidere har næsten 40 pct. af socialt udsatte kvinder følt ængstelighed, nervøsitet,
uro eller angst, som i større eller mindre grad kan være symptomer på psykiske lidelser.
Uanset hvad er det udtryk for, at social udsathed for kvinder i højere grad end for mænd
er forbundet med psykiske lidelser og/eller oplevelser af angst eller utryghed.
Figur 2.4
Andel, der har været meget nedtrykt, deprimeret eller ulykkelig inden
for en 14-dages periode. Procent.
Har børn, men har ikke
omsorg/samværsret
Har delt omsorg/samværsret
Har daglig omsorg
Andet
Har ikke mindreårige børn
3%
10%
7%
11%
69%
0%
Kilde:
10% 20%
30% 40%
50%
60% 70% 80%
'Hjemløshed i Danmark - National Kortlægning. SFI - Det Nationale
Forskningscenter for Velfærd: 2015.
40%
30%
20%
10%
0%
36%
Kvinder
Mænd
22%
Det skal for god ordens skyld nævnes, at der i surveys som hjemløsetællingerne altid er
en risiko for mørketal. Det er i sagens natur ikke muligt at opgøre, om der er en køns-
skævhed i mørketallene. Kvalitative undersøgelser peger dog på forhold, som giver
baggrund for at formode, at kvinder er overrepræsenterede i disse. Blandt andet viser
undersøgelserne, at kvinder i nogle tilfælde bruger sex som betaling for en seng at
sove i (se fx Rådet for Socialt Udsatte 2016).
6%
4%
Socialt udsatte
SUSY UDSAT 2012
Gennemsnit af danskere
Kilde:
20 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 21
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0011.png
Figur 2.5
Andel, der har været meget generet af ængstelse, nervøsitet, uro eller
angst inden for en 14-dages periode. Procent.
Figur 2.6
Stofmisbrugere indskrevet i behandling i 2013 fordelt på køn. Procent.
80%
50%
40%
30%
20%
10%
0%
Kilde:
5%
3%
39%
76%
Kvinder
Mænd
22%
70%
60%
50%
40%
30%
20%
10%
0%
Kilde:
24%
Socialt udsatte
SUSY UDSAT 2012
Gennemsnit af danskere
Kvinder
"Narkotikasituationen i Danmark", Sunhedsstyrelsen: 2015
Mænd
MISBRUG
Der findes ikke præcise tal på antallet af stofmisbrugere i Danmark. Derfor kan det
heller ikke med sikkerhed siges, hvor mange kvinder, som har et stofmisbrug. Antallet
af stofmisbrugere i Danmark blev i 2009 skønnet til ca. 33.000 personer, og der er ikke
siden foretaget et nyt skøn. Antallet har dog været stigende siden 1996 (Sundhedssty-
relsen 2015). Center for Rusmiddelforskning anslår, at antallet af misbrugere er markant
højere, end Sundhedsstyrelsen anslår, og taler om et tal imellem 70.000 og 90.000,
hvoraf et uvist antal er kvinder (Pedersen 2015).
Blandt de 33.000 personer kendes kønsfordelingen ikke. Tal fra SFI viser dog, at mar-
kant flere mænd end kvinder har et misbrug. 6,9 pct. af mænd er således registret
med et misbrug mod 2,98 pct. af kvinder (Benjaminsen m.fl. 2015). Det underbygges
af figur 2.6 nedenfor, hvoraf det fremgår, at der også er en overvægt af mænd, som
indskrives i behandling for stofmisbrug. Kun 62 ud af 235 narkorelaterede dødsfald var
i 2013 kvinder, svarende til 26 pct. Endvidere var 76 pct. af stofmisbrugere, som i 2013
blev indskrevet i behandling, mænd. Dermed er andelen af kvindelige stofmisbrugere
ifølge Sundhedsstyrelsen svagt stigende fra tidligere år at have ligget på omkring 22
pct., ligesom antallet af personer i den samlede gruppe af personer, som er indskre-
vet behandling for stofmisbrug, også er stigende (17.500 personer i 2013 mod 13.700
personer i 2009).
Alkoholmisbrug er på linje med stofmisbrug udbredt blandt socialt udsatte, men også
på dette område er talmaterialet begrænset. I 2012 er der imidlertid givet et skøn på
antallet af socialt udsatte med alkoholmisbrug, som er estimeret til omkring 15.000
personer svarende til ca. 17 pct. af socialt udsatte i Danmark. Ud af de 15.000 socialt
udsatte med alkoholmisbrug vurderes det, at godt 86 pct. er mænd og 14 pct. kvinder
(Lindhardt & Nyboe 2014).
VOLD OG SEKSUELLE OVERGREB
Vold og seksuelle overgreb er udbredt blandt socialt udsatte kvinder. I SUSY UDSAT er
det dokumenteret, at socialt udsatte kvinder i højere grad end socialt udsatte mænd
har været udsat for vold inden for det seneste år, ligesom det er beskrevet, at socialt
udsatte kvinder i højere grad end socialt udsatte mænd er udsat for seksuelle overgreb
(Pedersen m.fl. 2012).
Hvert år anmeldes 400-500 voldtægter i Danmark. Det reelle antal voldtægter er for-
modentlig langt højere, og forskere estimerer tallet til at ligge på mellem 4000 og 8000
årligt. Omkring 97 pct. af dem, som henvender sig på Center for Voldtægtsofre i Århus, er
kvinder (jf. voldtaegt.dk). Selv med det højeste estimat ligger antallet langt under 1 pct.
for begge køn i forhold til hele befolkningen. Blandt socialt udsatte er billedet markant
anderledes. Her svarer 7 pct. af kvinderne og 1 pct. af mændene, at de indenfor det se-
neste år har været udsat for gennemført tvunget samleje. Hele 18 pct. af kvinderne og 4
pct. af mændene svarer, at de indenfor det seneste år har været udsat for andre seksuelle
overgreb, hvilket omfatter overgreb som ubehagelig seksuel beføling, blotteri og forsøg
22 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 23
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0012.png
på tvunget samleje. Det er vanskeligt at sammenligne de forskellige tal, men uanset hvad
kan man konstatere, at socialt udsatte i langt højere grad udsættes for seksuelle over-
greb, og at langt størstedelen, ligesom i befolkningen generelt, er kvinder.
Lettere fysisk vold er et eksempel på, at udsathed sætter sig igennem forskelligt afhæn-
gigt af køn. Som det fremgår af figur 2.7 nedenfor er socialt udsatte kvinder oftere end
mænd udsat for lettere fysisk vold. Mens 4 pct. af kvinder som helhed er blevet skub-
bet, revet, rusket eller slået inden for det seneste år, er det for socialt udsatte kvinder
hele 27 pct. for hvem, det gør sig gældende. Det skal endvidere bemærkes, at tallene
for mænd og kvinder er ens for befolkningen generelt, mens det blandt socialt udsatte
er væsentligt højere for kvinderne. Det tyder på, at der er en særlig effekt af at være
kvinde og socialt udsat ift. risikoen for at blive udsat for vold.
Figur 2.7
Andel, der inden for det seneste år har været udsat for lettere fysisk vold:
Er blevet skubet, revet, rusket, slået med ad hånd eller lignende. Procent.
Kvinder
30%
25%
20%
15%
10%
5%
0%
Kilde:
4%
4%
19%
Figur 2.8
Vold som kvinderne på krisecentrene har været udsat for. Procent.
2014
120%
100%
80%
60%
40%
20%
0%
98%
81%
50%
30%
16%
52%
ov
er
gr
eb
ov
er
gr
eb
ko
nt
ro
l
vo
ld
vo
ld
Fy
sis
k
Ps
yk
isk
at
er
ie
lle
ks
ue
lle
Kilde:
LOKKS årsstatistik, Socialstyrelsen: 2014
Mænd
27%
Når der henvises til LOKK’s årsstatistik, skal der tages højde for, at det er tal, som be-
grænser sig til de kvinder, der benytter kvindekrisecentrene. Det er ikke tilfældet for
størstedelen af socialt udsatte kvinder, som afvises, hvis de har psykiske lidelser eller
misbrug, fordi § 109 tilbud som udgangspunkt er forbeholdt kvinder, der ikke har et
aktivt misbrug eller udtalte symptomer på psykiske lidelser. Det betyder, at den mest
belastede del af kvinderne ikke kan optages på tilbuddene. Dermed er det ikke sagt, at
kvinderne på krisecentrene ikke også som regel har alvorlige sociale problemer (Hel-
weg Larsen 2012).
Der er ingen grund til at tro, at volden er mindre omfattende for den del af socialt ud-
satte kvinder, som er for belastede til at få adgang på kvindekrisecentre. Vi ved, blandt
andet på baggrund af erfaringer fra socialt arbejdes praksis, at socialt udsatte kvinder
i høj grad er udsatte i forhold til vold og seksuelle overgreb. I mange tilfælde er det
imidlertid svært for kvinderne at få hjælp, idet de også kæmper med problemer som
misbrug, psykiske lidelser, hjemløshed eller andet. Undersøgelsen om udsatte grøn-
landske kvinder peger på, at et stort antal kvinder kæmper med ubehandlede senføl-
ger af vold og seksuelle overgreb, og at overgrebene fortsat finder sted. Mange udsæt-
tes for alvorlig og indimellem livsfarlig vold, som håndteres uden hjælp og støtte fra
myndighederne (Rådet for Socialt Udsatte 2016).
Udenlandske undersøgelser har desuden dokumenteret, at kvinder i hjemløshed er
markant mere udsat for vold og seksuelle overgreb. En undersøgelse blandt hjemløse
kvinder i Sverige viser, at 186 kvinder ud af 341 adspurgte svarende til 55 pct. har ople-
vet alvorlig mishandling. De fleste fra en nærtstående person og typisk en partner. 103
eller 37 pct. af disse kvinder havde desuden været indlagt på hospital til behandling for
Socialt udsatte
SUSY UDSAT 2012
Gennemsnit af danskere
Når lettere fysisk vold skal tages meget alvorligt, skyldes det blandt andet, at det ofte er
sammenfaldende med mere grove voldsformer. I LOKKs årsstatistik, som nu udgives af
Socialstyrelsen, er det beskrevet, hvordan der i mange tilfælde optræder flere samtidi-
ge voldsformer, herunder fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb, materielle ødelæg-
gelser og økonomisk kontrol. Lettere fysisk vold kan i mange tilfælde være symptom
på eller udtryk for langt mere omfattende former for vold. Af figur 2.8 fremgår det, at
psykisk og fysisk vold er de mest udbredte blandt kvinderne på krisecentrene.
24 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
M
Øk
Se
on
o
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 25
m
isk
An
d
et
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0013.png
skader som følge af mishandlingen (Beijer 2004). En irsk undersøgelse fra 2014 viser et
lignende billede, nemlig at 92 pct. af de hjemløse kvinder, som indgik i undersøgelsen,
på et tidspunkt i deres liv havde været udsat for vold (Simon Communities 2014).
I en dansk kontekst har et speciale fra Aalborg Universitet vist, at overgrebene i flere
tilfælde fortsætter, når udsatte kvinder søger ly på et tilbud for hjemløse (Aunsø m.fl.
2010). Det samme er dokumenteret i undersøgelsen af udsatte grønlandske kvinder,
ligesom det fremgår af en udgivelse om arbejdet på Kafe Klare – Mændenes Hjems
værested for hjemløse kvinder.
Rådet for Socialt Udsatte udgav i 2013 en dødelighedsanalyse i samarbejde med Sta-
tens Institut for Folkesundhed. Den viste, at socialt udsatte kvinder har en højere over-
dødelighed end socialt udsatte mænd. Således peger undersøgelsen på, at socialt
udsatte mænd har en overdødelighed på 7,1 gange, mens socialt udsatte kvinder har
en overdødelighed på hele 9,1 gange. Det betyder, at der dør 7,1 udsatte mænd for
hver mand, der dør i den generelle befolkning, mens der dør 9,1 udsatte kvinder, hver
gang der dør én kvinde i den generelle befolkning. Da dødelighedsanalysen bygger på
relativt få dødsfald, er der dog en vis usikkerhed behæftet disse tal. Gennemsnitligt har
socialt udsatte en overdødelighed på 7,4 gange og dør 22 år før den generelle befolk-
ning (Davidsen m.fl. 2013).
SUNDHED, SYGELIGHED OG DØDELIGHED
Selvom socialt udsatte mænd som regel dør tidligere end kvinder, er kvinderne, hvad
angår såvel sundhed som livskvalitet, dårligere stillet end mænd. Det fremgår af SUSY
UDSAT fra 2007 og igen i 2012. Endvidere er forholdsvist flere kvinder end mænd akti-
vitetsbegrænsede på grund af sygdom, ligesom andelen af kvinder, som tager medicin
eller har været i kontakt med sundhedsvæsenet, er højere end for mænd (Pedersen
m.fl. 2012). I SUSY UDSAT svarer 39 pct. af mændene, at de i løbet af deres liv har forsøgt
at begå selvmord, mens tallet for kvinder er 53 pct. Det er væsentligt højere end for
befolkningen generelt, selvom kønsfordelingen er ca. den samme (Larsen & Mikkelsen
2015). Groft sagt kan man sige, at kønsfordelingen på mange væsentlige helbredspa-
rametre er den samme for socialt udsatte som resten af befolkningen, men at ande-
lene for begge køn ikke overaskende er væsentligt højere for socialt udsatte. Figur 2.9
er et eksempel på dette. Af figuren fremgår det, at 33 pct. af kvinderne og 25 pct. af
mændene har fire eller flere sygdomme eller helbredsproblemer. Fordelingen følger
nogenlunde fordelingen i befolkningen generelt.
Figur 2.9
Andelen med re eller ere sygdomme eller helbredsproblemer
OPSAMLING: ET MANDSDOMINERET OMRÅDE
MED KVINDELIGE OVERREPRÆSENTATIONER
Tallene tegner et ikke helt entydigt billede af udsatte kvinders situation. I forhold til
fattigdom, hjemløshed og misbrug er mænd umiddelbart overrepræsenterede i stati-
stikken. Derimod udsættes udsatte kvinder i højere grad end udsatte mænd for vold.
Udsatte kvinder er endvidere overrepræsenterede i forhold til psykiske lidelser samt
det at have mange sygdomme eller sammensatte problemer. Derudover har udsatte
kvinder en overdødelighed ift. udsatte mænd, hvilket går imod billedet i den generelle
befolkning, hvor mænd gennemsnitligt dør tidligere end kvinder.
I den følgende kvalitative del af undersøgelsen vil mange af nuancerne bag de ovenfor
præsenterede tal træde frem.
35%
30%
25%
20%
15%
10%
5%
0%
Kilde:
33%
Kvinder
25%
24%
17%
Mænd
Socialt udsatte
SUSY UDSAT 2012
Gennemsnit af danskere
26 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 27
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0014.png
KAPITEL 3:
LIVSSITUATION FOR SOCIALT
UDSATTE KVINDER
Selvom socialt udsatte kvinder og mænd har en række sociale problemer tilfælles, er
der også nogle særlige forhold, som præger livssituationen for udsatte kvinder og ska-
ber store belastninger. Derudover kan der være forskel på, i hvilket omfang, hvordan
og hvorfor almindelige sociale problemer kommer til udtryk. For eksempel kæmper
flere udsatte mænd end kvinder med misbrug, mens flere kvinder er diagnosticeret
med psykiske lidelser. Der er desuden fysiologiske forskelle på kvinder og mænd - for
eksempel bliver kvinder gravide og har menstruation, hvilket kan være belastende i en
udsat livssituation. Samtidig har udsatte kvinder særlige risici i forhold til at involvere
sig i prostitution eller blive udsat for seksuelle overgreb. Nogle kvinder tjener således
penge til at klare sig ved hjælp af prostitution eller søger beskyttelse i seksuelle rela-
tioner til mænd som alternativ til for eksempel at overnatte på herberger eller gaden.
Udover de fysiologiske forskelle er der nogle særlige forventninger til kvinder gene-
relt, som rammer udsatte kvinder hårdt. Det kommer dels til udtryk i forsøget på at
opretholde et velsoigneret ydre og holde sammen på sig selv trods udsathed, og dels
i bestræbelser på at leve op til forestillinger om den pæne pige og den gode mor. For
kvinderne i denne undersøgelse, som befinder sig i krydsfeltet mellem at være kvinde
og udsat, rammer forventningerne til dem som kvinder hårdt og på andre måder end
for kvinder generelt. Der findes altså kønsspecifikke problemer, som er særlige for kvin-
der i social udsathed. Det er de problemer, som behandles i det følgende.
I forsøget på at give et nuanceret billede af livssituationen for socialt udsatte kvinder, er
der fokus på sammenhængen mellem køn, sociale problemer og social udsathed. Der
tages afsæt i den viden, der er opnået ved kvalitative interviews med hhv. 15 socialt
udsatte kvinder og 10 socialarbejdere på feltet, som kobles til den eksisterende stati-
stiske viden, der er belyst i det foregående kapitel. Kvindernes oplevelse af livssitua-
tionen, problemer og behov er gennemgående i centrum og citater fra interviewene
med en række udsatte kvinder inddrages løbende til illustration og for at underbygge
centrale temaer.
Kapitlet indledes med en overordnet karakteristik af kvindernes aktuelle livssituation
og socioøkonomiske status som udgangspunkt for en redegørelse for kvindernes pro-
blemer. Problemerne er indkredset på baggrund af det kvalitative materiale og forhol-
der sig specifikt til den viden, der er fremkommet i interviewene med de 15 kvinder
i undersøgelsen. Selvom det på den måde er udtryk for en partikulær og subjektiv
viden, er kvindernes fortællinger i vidt omfang i overensstemmelse med eksisterende
viden på området. Denne undersøgelse kan altså ikke lægges til grund for en generel
karakteristik af kvinder i social udsathed, men sammenholdt med eksisterende viden
på området bidrager den til en bredere og mere nuanceret forståelse af socialt udsatte
kvinders livssituation, kønsspecifikke problemer og særlige behov.
OM KVINDERNE I DENNE UNDERSØGELSE
•
•
•
•
Kvinderne er mellem 23 og 57 år.
Kvinderne er vokset op hos biologiske forældre, adopterede eller har været
anbragt helt eller delvist.
Mange er flyttet hjemmefra tidligt og haft mange skiftende bopæle med
perioder som hjemløse.
Få har stabil tilknytning til skole og uddannelse, og mange har folkeskolen
som den højeste gennemførte uddannelse. Enkelte har studentereksamen og
gennemført en videregående uddannelse.
De fleste har haft ordinært arbejde i form af ufaglærte stillinger i køkken-,
restaurations- og omsorgssektoren eller indenfor det pædagogiske område.
Generelt er der dog meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Det
gælder særligt indenfor områder, som forudsætter kompetencegivende ud-
dannelse.
Størstedelen modtager kontanthjælp, førtidspension eller andre offentlige
ydelser. Enkelte står uden forsørgelse eller har gjort det i kortere eller længere
perioder.
Samtlige har været i forbindelse med sociale myndigheder på et tidspunkt i
livet og har modtaget forskellige typer af sociale indsatser.
Mange er mødre til børn, men kun få har dagligt ansvar for hjemmeboende
børn. Kvinderne har enten voksne udeboende børn eller børn anbragt helt
eller delvist. Enkelte har børn, som vokser op hos faren eller andre familiemed-
lemmer.
Få er i et fast parforhold, og kun enkelte bor sammen med en partner på
nuværende tidspunkt.
•
•
•
•
•
TYPISKE PROBLEMER FOR
SOCIALT UDSATTE KVINDER
Kvinderne i undersøgelsen har oplevet hjemløshed og kæmper med misbrug, psy-
kiske lidelser og somatiske problemer, ligesom størstedelen har økonomiske proble-
mer. De fleste står udenfor arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en videregå-
ende uddannelse.
28 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 29
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0015.png
Psykiske lidelser er meget udbredte blandt kvinderne i undersøgelsen, og der er såle-
des nogenlunde overensstemmelse mellem det generelle billede blandt udsatte og
kvinderne i denne undersøgelse. Mange har på et tidspunkt søgt eller fået hjælp i psy-
kiatrien, hos egen læge eller modtaget andre indsatser i forhold til psykiske lidelser.
Mange har en eller flere diagnoser, så som depression, posttraumatisk stress, border-
line, skizofreni, skizotypi og affektiv bipolar lidelse, hvilket er typiske diagnoser blandt
socialt udsatte kvinder. Selvom de fleste har en eller flere diagnoser og stort behov for
hjælp og støtte, er det de færreste, som modtager andet end medicinsk behandling for
psykiske lidelser. Enkelte har positive erfaringer med samtaleterapi, men for langt de
fleste håndteres de psykiske lidelser på egen hånd eller ved hjælp fra lavtærskeltilbud
og/eller medicinsk behandling.
Generelt kommer kvinderne i undersøgelsen fra en belastet baggrund, og mange har
haft en barndom præget af traumatiske hændelser og har oplevet at stå alene med
meget fra en tidlig alder. Deres liv er og har været præget af usikkerhed, ustabilitet og
store omvæltninger, hvor hjælp og støtte sjældent har været tilgængelig i det omfang,
der har været behov for. Det skyldes blandt andet, at kvinderne i mange forskellige
sammenhænge har oplevet ikke at få hjælp, når de har henvendt sig hos personer i
netværket eller i offentligt regi, hvilket har svækket deres tro på, at det er muligt at få
hjælp til deres problemer. Derudover har problemerne ofte været så mange og kom-
plekse, at det har været svært for kvinderne overhovedet at overskue at søge hjælp,
ligesom det har været svært for myndighederne og at tilbyde dem tilstrækkelig hjælp.
Typisk har det ene problem ført til det næste, hvilket har gjort, at kvinderne sjældent
har haft overskud og ressourcer til at klare hverken gennemgående eller opståede
problemer. Deres usikre ståsted i tilværelsen har været et svært udgangspunkt for at
håndtere traumatiske begivenheder, problemer og udfordringer i livet.
Selvom mange af kvinderne kommer fra en belastet baggrund, er de ikke nødvendigvis
vokset op i hjem, hvor sociale problemer åbenlyst er kommet til udtryk. Interviewene
bekræfter, hvad en undersøgelse fra SFI for nyligt har vist – at socialt marginaliserede
ikke nødvendigvis kommer fra brudte familier eller klassiske dysfunktionelle hjem, men
også skal findes i socioøkonomisk velstillede hjem (Benjaminsen m.fl.2015). Uanset
hjemmets socioøkonomiske status er kvinderne i undersøgelsen dog gennemgående
vokset op i familier, der har været udfordrede i forhold til at skabe et stabilt og trygt
hjem, samt i forhold til at etablere og opretholde nære og omsorgsfulde relationer.
Der er dog også en del, for hvem opvæksten er en fortælling om utallige brud og vold-
somme begivenheder, misbrug, anbringelser, svigt og overgreb. Kvinderne har ofte
ikke haft mulighed for at skabe et stærkt fundament som udgangspunkt for tilværel-
sen og har savnet støtte og omsorg i hverdagen og i livet i det hele taget. Uanset om
kvinderne kommer fra en baggrund præget af åbenlyst kaos eller mere subtile pro-
blematikker, er det gennemgående, at problemerne ikke har været fuldt ud erkendt
og taget hånd om. Mange har følt sig meget alene og på den baggrund udviklet en
tilbøjelighed til at lukke sig inde med problemerne og håndtere dem på egen hånd
i det omfang, det nu lader sig gøre. De tidlige erfaringer af at være alene i belastede
livssituationer med tunge sociale problemer trækker tråde op gennem voksenlivet og
bliver et vilkår i tilværelsen.
Traumatiske oplevelser og voldsomme begivenheder fylder for størstedelen af
kvinderne, men der er sjældent overskud til at fokusere meget på de hårde erfa-
ringer. I flere tilfælde synes en voldsomt belastet tilværelse at være blevet normal-
tilstand for kvinderne. Som følge deraf bliver det svært at identificere, bearbejde
og skærme sig i forhold til nuværende belastninger og udfordringer, som opstår
undervejs.
Vold og seksuelle overgreb i barndommen og/eller senere i livet trækker spor gennem
kvindernes tilværelse. Flere har allerede tidligt i livet været udsat for seksuelle overgreb
fra nærtstående eller andre i de nærmeste omgivelser og været udsat for vold eller vid-
ne til for eksempel forældres voldelige parforhold. I flere tilfælde stopper overgrebene
ikke med barndommen, og kvinderne udsættes også sidenhen for vold og seksuelle
overgreb både fra fremmede og i de nære relationer.
At vold og seksuelle overgreb ofte bliver begået af nærtstående har stor betydning for,
i hvilket omfang overgrebene anmeldes, og hvorvidt de ansvarlige drages til ansvar.
Interviewene tegner et billede af kvinder med mange og gentagne erfaringer med
seksuelle overgreb, som aldrig bliver anmeldt eller på andre måder bragt til ophør, idet
kvinderne ofte håndterer det på egen hånd. Kvinderne har sjældent gode erfaringer
med at sige fra overfor overgrebene, og de påtager sig i mange tilfælde selv skylden
og tvivler på, at det er muligt at få hjælp. Som følge heraf kæmper flere med senfølger
i form af angst eller posttraumatisk stress og er ofte tynget af skyld, skam og en nega-
tiv selvfølelse, som kan medvirke til, at kvinderne gentagende gange kommer i nye
relationer og situationer, hvor vold og seksuelle overgreb er tilstede. At dømme ud
fra interviewene forekommer således et betydeligt antal udokumenterede voldelige
og seksuelle overgreb mod udsatte kvinder, som aldrig kommer frem eller anmeldes.
30 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 31
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0016.png
KØNSSPECIFIKKE ASPEKTER AF
KVINDERNES PROBLEMER
Selvom problemerne for udsatte kvinder på nogle områder ligner generelle problemer
for socialt udsatte, er der en kønsdimension, som er væsentlig at tage i betragtning for
at få ordentligt greb om problemerne. I dette afsnit drejer det sig om de problemer, som
i denne rapport defineres som kønsspecifikke – problemer som er særligt knyttet til dét
at være kvinde i social udsathed og kan betragtes som symptomer på eller udtryk for dif-
ferentierede forventninger, problemer og behov blandt henholdsvis kvinder og mænd.
Kønsdimensionen af kvindernes problemer og behov behandles i det følgende med
fokus på centrale temaer, der er fremkommet på baggrund af de kvalitative interviews
og med inddragelse af citater fra kvinderne. Temaerne er:
•
•
•
•
•
•
•
•
Den usynlige udsathed
Det indre kaos
Overgreb, der trækker spor
Mistillid og mindreværd
Med kroppen som redskab
Parforhold og ambivalens
Det svære moderskab
Alene i tilværelsen
”Jeg har lært, hvordan man holder facaden. Lad mig sige det sådan.
Og det har betydet, at det har været sværere for mig at blive mødt,
hvor jeg er. Altså, jeg kan godt snyde.”
Anne, 46 år
Kvinden, som her er citeret, er et eksempel på, hvordan udsatte kvinder ofte holder
facaden og skjuler misbrug, hjemløshed, psykiske lidelser eller prostitution. Gennem
et liv, som har været belastet af sociale problemer, har hun formået at opretholde
et ydre, som har signaleret det modsatte af hendes faktiske tilstand. Mange lykkes i
længere perioder med at tilsløre deres sociale problemer. I længden har dette store
konsekvenser og står samtidig i vejen for at bearbejde problemerne og søge hjælp.
Ikke alene er det energikrævende i en i forvejen udsat tilværelse, men giver samti-
dig næring til følelser af at stå alene med problemerne, hvilket kan medvirke til so-
cial isolation. For kvinden, der er citeret ovenfor, resulterede det i, at hun med tiden
udviklede en art dobbeltliv, hvor alt på overfladen fremstod velfungerende, mens
realiteten var en anden.
”Jeg har altid på en eller anden måde virket som om, jeg havde styr
på det. Altså der har ikke været mange perioder, hvor man har kunnet
se, at den sat’me er helt gal med mig, selvom det virkelig har været
sådan.”
Anne, 46 år
Når hun i dag ser tilbage på sit liv og reflekterer over måden, hun har håndteret
sine problemer på, ser hun det ikke længere som en styrke at have været god til at
opretholde facaden. For hende handlede det om, at hun først alt for sent lærte at
være sårbar og række ud, når livet var svært. Hun fortæller, at hun er opdraget til at
være en pæn pige: Smilende, sød og så lidt besværlig som muligt, hvilket er gået fint
i spænd med at være i prostitution. Det krævede, at hun i en eller anden grad opret-
holdt facaden, skjulte misbruget og de psykiske og sociale problemer for at forblive
attraktiv for mænd. Det gik fint i spænd med den generelle strategi om at håndtere
problemerne og tilsløre udsatheden, men i længden havde det for denne kvinde,
som for så mange andre, alvorlige konsekvenser i form af en øget tendens til at iso-
lere sig socialt og en bestyrket følelse af ensomhed, mindreværd og manglende tillid
til, at hjælp er mulig.
En anden kvinde i undersøgelsen kæmpede en kamp for at skjule systematisk vold
og seksuelle overgreb fra sin mand, mens hun samtidig udviklede alvorlige psykiske
problemer.
Det første tema, som belyses, er Den usynlige udsathed. Under denne overskrift sættes
der ord på en tendens blandt kvinderne til at tilsløre udsatheden bag et velplejet ydre
trods store sociale problemer – et helt centralt forhold at have øje for i mødet med
udsatte kvinder.
DEN USYNLIGE UDSATHED
Mange udsatte kvinder viser ikke tydelige tegn på udsathed, og de sociale problemer
kommer i mange tilfælde ikke åbenlyst til udtryk. Der er her tale om et kønsspecifikt
problem, som består i en øget tilbøjelighed blandt kvinderne til at opretholde et liv,
som fremstår nogenlunde velfungerende trods store sociale problemer. Mange kvin-
der oplever at blive mødt med nogle særlige forventninger til, at de som kvinder hol-
der styr på sig selv, og det kan gøre det svært for omgivelserne at gennemskue omfan-
get og graden af problemerne. Samtidig betyder det ofte, at kvinderne har svært ved
at opnå tilstrækkelig hjælp og støtte.
32 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 33
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0017.png
”Men en dag brød jeg bare sammen. Jeg stødte ind i en gammel
veninde, som kommenterede min nedslidte jakke, og der ramlede det
bare for mig. Det var som om, alt det, jeg prøvede at skjule, med ét
kom ud i det åbne ,og da det først var sket, var der ingen vej tilbage,
for jeg kunne slet ikke stoppe med at græde igen.”
Jette, 49 år
For kvinderne hænger tendensen til at skjule sociale problemer og bære på en usynlig
udsathed sammen med bestræbelserne på at leve op til nogle særlige forventninger,
der er til kvinder, og frygten for at miste børnene, hvis problemerne kommer ud i det
åbne. Mange frygter konkret indgriben fra myndighederne, hvis de søger hjælp til de-
res problemer, og der er åbenlyst flere dimensioner af den usynlige udsathed. Først og
fremmest hænger det sammen med de overordnede bestræbelser på at leve op til
mere subtile forventninger til kvinder om at være den pæne pige og den gode mor,
og derudover er der konkret en frygt for at miste børnene, hvis de er ærlige omkring
problemerne. I kombination skaber det store barrierer for at erkende problemerne og
søge hjælp. Problematikken omkring moderskabet vil blive beskrevet mere indgående
i et senere afsnit.
Udover det forventningspres, som kvinderne oplever i deres nuværende livssituation,
og frygten for, at de sociale problemer kan få konsekvenser i forhold til børnene, er der
også bagvedliggende årsager, som har betydning i denne sammenhæng. Mange har
fra en tidlig alder lært ikke at være til besvær og dermed at skjule sårbarhed og pro-
blemer, og på den måde er der krav og forventninger på spil, som er indlejret allerede
i barndommen.
”Særligt når jeg var pige, skulle jeg jo opføre mig ordentligt. Det var
anderledes for mine brødre, men jeg kunne jo ikke bare sidde og råbe
op og sådan noget. Så det har jo altid været sådan, jeg har været.”
Jette, 54 år
Ligesom denne kvinde fortæller flere om oplevelser i barndommen af at skulle leve
op til forestillinger om den gode pige. Uanset om det har været direkte italesat eller ej,
er kvinderne sjældent i tvivl om, at de forventes at være pæne og velopdragne piger.
”Det er stadig svært at tilgive, at ingen gjorde noget, når alle kunne
se, hvordan jeg havde det. Men altså, jeg var jo et ulækkert barn,
frastødende, og lignede ikke en sød lille pige, men det var der jo
også en grund til.”
Nadja, 23 år
En anden kvinde i undersøgelsen har oplevet tilsløringen af udsatheden som helt
nødvendig for at beskytte sig selv, idet hun ofte har oplevet, at hendes sårbarhed
er blevet udnyttet. Når hun har vist tegn på svaghed og bedt om hjælp, har hun
ofte fået det modsatte, og hun har derfor lært at søge beskyttelse bag en facade
med skiftende udtryk. Hun blev som seksårig adopteret fra Thailand, og de første
år i Danmark prøvede hun at blive del af adoptivfamilien og opnå anerkendelse og
kærlighed med en glad og smilende tilgang. Det lykkedes hende imidlertid ikke at
falde til, og hun følte sig ikke elsket. Da hun forsøgte at række ud og bede om hjælp,
oplevede hun at blive udsat for seksuelle overgreb fra et menneske, hun forsøgte at
støtte sig til. Det fik hende efterhånden til at give op og trække sig ind i sig selv, mens
hendes sociale problemer voksede.
”Jeg holder folk ud i strakt arm og er meget afgrænset, altså forholder
mig meget overfladisk over for folk. Ikke fordi jeg er en falsk person,
men jeg er nødt til at holde dem på afstand og beskytte mig selv ved
ikke at fortælle noget om, hvordan jeg har det.”
Mona, 40 år
At håndtere tunge sociale problemer alene og holde sammen på sig selv i en udsat
livssituation bliver ofte så hårdt i længden, at det kan føles som en befrielse, når det
ikke længere er muligt. Flere af kvinderne fortæller om sammenbrud, som har været
barske, men forløsende, idet der er opstået en følelse af at blive befriet fra en tilstand,
hvor al energi er kanaliseret ind i arbejdet for at dække over problemerne. Sammen-
bruddet bliver et ”point of no return” i positiv forstand, og mens det på den ene side
umiddelbart gør livssituationen endda mere kaotisk, kan det samtidig åbne mulighe-
der for at søge hjælp. Desværre kommer sammenbruddet i mange tilfælde først på
et tidspunkt, hvor problemerne har vokset sig så komplekse, at det kan være svært at
opnå hjælp i det omfang, der er behov for.
”Til sidst vejede jeg jo 40 kilo og sad bare her og var angst for alt.
Altså, jeg gik stadig ud til det mest nødvendige, men ellers kunne
jeg jo ingenting andet end at græde, og jeg kunne slet ikke bede om
hjælp. Det havde jeg jo prøvet.”
Tina, 49 år
Flertallet af kvinderne i denne undersøgelse har brugt meget tid og mange kræfter
på at holde sammen på sig selv, skjule udsatheden og finde et sted at placere eller få
afløb fra de smertefulde følelser. De fleste har behov for at dele følelserne og få hjælp til
problemerne, men ofte oplever kvinderne at blive mødt med modstand og afvisning
i omgivelserne, når de rækker ud. Oplevelserne af at skulle passe ind i en kasse, hvor
der ikke er plads til de følelser og problemer, de har, får med tiden den konsekvens, at
mange lukker af for omverdenen med følelser af afmagt til følge.
34 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 35
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0018.png
”Jeg vidste ikke, at jeg havde mulighed for at gøre det anderledes. Det
er også sådan noget, jeg tænker på i dag, det der med at kunne vælge
noget. Det har været fremmed for mig.”
Anne, 46 år
På et tidspunkt finder flere af kvinderne dog mod og overskud til at række ud og søge
hjælp. I bedste fald igangsætter det en proces i retning af at skabe en bedre livssi-
tuation, i andre tilfælde bliver det endnu en oplevelse af at blive afvist i ansøgningen
om hjælp. Når det sidste er tilfældet, skaber det stor frustration blandt kvinderne, som
dermed bliver bestyrket i oplevelsen af at stå alene med deres problemer. At blive ladt
i stikken i en meget sårbar situation giver næring til en mistillid til sociale indsatser,
ligesom det svækker kvindernes tro på, at det overhovedet er muligt at få hjælp. Det
skal ses i lyset af, at kvinderne på tidspunktet, hvor de søger hjælp, ofte befinder sig
i en meget sårbar og/eller akut situation, hvor det har afgørende betydning at blive
mødt med tålmodighed og forståelse hos kommunale myndigheder, i psykiatrien, hos
lægen, på lavtærskeltilbud, væresteder mv.
Sammenfattende peger samtalerne med kvinderne på, at der er en udpræget tendens
til at skjule den sociale udsathed. Det er oplevelsen af at skulle leve op til nogle særlige
krav og af ikke at blive mødt i forsøg på at række ud og bede om hjælp. Forestillingen
om, at kvinder i højere grad end mænd opdrages til og understøttes i at give udtryk
for deres følelser, kan således ikke bekræftes i denne rapport. Tværtimod har kvinderne
gennemgående oplevet at stå alene med alvorlige problemer, ligesom de oplever ikke
at blive mødt og anerkendt, når de søger hjælp. Flere oplever, at det ikke er legitimt
for kvinder at være udsatte, hvorfor de sociale problemer sjældent kommer åbenlyst
til udtryk.
kiske tilstand. Det er ikke muligt på baggrund af denne undersøgelse at konkludere
noget entydigt om, i hvilket omfang de psykiske lidelser er socialt betingede. Flere af
kvinderne oplever dog, at der er en sammenhæng mellem deres sociale problemer og
deres symptomer på psykiske lidelser. Det er ofte symptomer som søvnløshed, angst,
nedtrykthed, humørsvingninger, depressionslignende tilstande og at høre stemmer.
De almindelige diagnoser er depression, PTSD, borderline, skizotypi eller skizofreni og
flere samtidige diagnoser.
”Jeg
er både diagnosticeret med borderline og posttraumatisk stress,
så det kan godt være svært at holde sammen på det hele. Men egent-
lig er det, som om det er nemmere for mig at kapere de svære følelser
end de gode, for det er jo de svære, jeg altid har kendt til.”
Kaja, 34 år
Som det fremgår, opfatter en del af kvinderne mere diagnoserne som et mærkat på
de svære følelser end egentlige psykiske lidelser. Kvinderne anlægger således ikke et
udpræget diagnostisk blik på deres psykiske tilstand, men betragter nærmere diag-
noserne som psykiatriens svar på de sammenbrud og alvorlige sociale problemer, de
kæmper med. Selvom mange ikke rigtig kan identificere sig med diagnoserne, kan
anerkendelsen af, at noget er galt, give en form for lindring. Generelt er kvinderne dog
skeptiske i forhold til diagnosernes berettigelse og oplever ikke at blive bedre hjulpet
efter at være blevet diagnoseret.
For enkelte er diagnoserne en gave, idet systempresset for en tid lettes, og krav om
at stå til rådighed for arbejdsmarkedet sættes på hold. Dette kan have stor betydning
for overskuddet til at arbejde med sociale problemer og skabe en bedre livssituation.
Det er dog ikke den generelle erfaring, og kvinderne oplever sjældent, at diagnoserne
bliver indgangen til bedre og mere omfattende muligheder for hjælp og støtte.
”Altså om det giver mening for mig, ved jeg ikke. Jeg har jo altid haft
det mærkeligt, så på den måde ja, men det med borderline har jeg
lidt svært ved at forstå. Det tror jeg mere var, fordi jeg drak på det
tidspunkt, og når man er fuld, er man jo lidt sådan. Den har de vist
også streget igen.”
Anne, 46 år
Flere af kvinderne har i perioder forsøgt at tøjle det indre kaos ved hjælp af alkohol og
stoffer, men det har sjældent i længden været en hjælp. Det har dog ofte været svært
for kvinderne at håndtere de svære følelser uden en form for stimulans, og flere har
også søgt sociale sammenhænge præget af kaos, som for en stund har kunnet dulme
eller overdøve det indre kaos.
DET INDRE KAOS
Når flere af kvinderne i en periode lykkes med at holde sammen på sig selv trods store
sociale problemer, er det sjældent uden konsekvenser. Forsøget på at tøjle en svær
psykisk tilstand og en oplevelse af indre kaos lykkes sjældent i længden, og før eller
siden kommer følelserne til udtryk. Det er følelser som sorg, ensomhed, skyld og skam,
som kvinderne kæmper med. I længden kan det føre til sammenbrud eller medvirke til
udviklingen af behandlingskrævende psykiske lidelser.
På baggrund af kvindernes belastede psykiske tilstand og oplevelser af indre kaos har
mange på et tidspunkt været i forbindelse med psykiatrien og har i den forbindelse
fået diagnoser og medicinsk behandling. I de fleste tilfælde opleves det imidlertid ikke
som fyldestgørende, og kvinderne savner hjælp til at bearbejde og håndtere de bag-
vedliggende omstændigheder, som for mange spiller en rolle i forhold til deres psy-
36 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 37
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0019.png
”Det var ligesom sådan, jeg kunne håndtere det. Det er jo ikke, fordi
jeg havde lyst til det, men altså de (netværk af andre med sociale
problemer, red.) var der, og jeg havde jo ikke så mange andre steder
at gå hen.”
Rikke, 53 år
Flere af kvinderne i denne undersøgelse fortæller om voldsomt modstridende følelser
og behov, som bedst kan beskrives som et indre kaos, der påvirker alle livets områder
og gør det svært at finde fodfæste socialt og i det hele taget føle sig tryg. Mange ople-
ver at være spændt ud mellem et ideal om den pæne pige på den ene side og et indre
kaos af voldsomme følelser på den anden og bruger enorme mængder energi på at
balancere krav og modstridende følelser. Før eller siden opstår der behov for at venti-
lere følelser, og der findes en form for afløb i drukture, raserianfald, voldsom gråd eller
ophold i miljøer præget af vold, misbrug og prostitution, fordi kvinderne her for en
stund kan se bort fra forestillingen om den kvinde, de burde være. Alt sammen noget,
som kan give en form for lindring og en ydre spejling af det indre kaos.
”Sådan har det altid været både med misbrug, vold og det her
(prostitution, red.). Jeg har altid haft en stærk side, som godt vidste
og kunne mærke, at det ikke var godt. Men så har jeg også denne
her dysfunktionelle side, som har trukket mig ud i den her trygge og
velkendte, men samtidig utrygge anden side.”
Anne, 46 år
Lindringen ved at opholde sig i dysfunktionelle miljøer og udvise selvdestruktiv ad-
færd er sjældent andet end kortvarig og momentan, men samtidig et afløb som kvin-
derne kan have behov for. De dysfunktionelle miljøer kan vække genklang i det indre
kaos og umiddelbart give en følelse af at høre til, idet miljøet også giver plads til de
følelser, som almindeligvis forsøges undertrykt. Mange føler sig på den måde umiddel-
bart mere hjemme i omgivelser præget af kaos end i pæne og ordentlige omgivelser,
som ofte er forbundet med både subtile og eksplicitte krav, som for mange er svære
at honorere. På et bagtæppe af det pæne og velfungerende bliver det indre kaos i
mange tilfælde tydeligere og afstedkommer følelser af at være forkerte og mislykkede,
hvilket kun bestyrkes, når kvinderne ikke bliver mødt med forståelse og anerkendelse.
Som eksempel på dette fortæller en kvinde, som har været anbragt mange forskellige
steder gennem sin barndom, om oplevelsen af pludselig at bo hos en rig og på papiret
velfungerende familie.
”Jeg følte mig jo helt forkert og kunne slet ikke finde ud af, hvem jeg
selv var. Det var jo forskellige mennesker, jeg skulle tilpasse mig hele
tiden, så jeg er blevet sindssygt god til at tilpasse mig, men indeni var
der bare kaos, og det var der jo slet ikke plads til.”
Nadja, 23 år
Utryghed og følelser af ikke at være velkommen og blive mødt i mere velfungerende
miljøer er også i nogle tilfælde incitament til at søge andre steder hen og i nogle tilfæl-
de ind i dysfunktionelle miljøer. For nogle har prostitutionsmiljøet i perioder været en
midlertidig løsning på sociale problemer, som har kunnet finansiere et misbrug, være
et alternativ til hjemløshed og samtidig et miljø, hvor kvinderne har oplevet at have en
funktion og få en form for beskyttelse. For andre er herberger og forsorgshjem steder,
de søger hen, men generelt er mulighederne få, når problemerne er så tunge og svære
at gå til, at det har resulteret i forskellige former for destruktiv adfærd.
”Jeg
råbte og skreg og ingen vidste, hvad de skulle gøre. Folk blev
bare bange for mig eller opgivende, men jeg havde bare så meget
vrede og sorg, som jeg holdt inde, fordi ingen nogensinde spurgte. I
dag kan jeg stadig blive så vred, at ingen kan styre det.”
Nadja, 23 år
Selvom kvinderne gør en enorm indsats for at tøjle det indre kaos, får det med tiden
også åbenlyse udtryk. Det er sjældent muligt at forbedre den psykiske tilstand ved at
håndtere problemer alene og trods forskellige forsøg på at mestre symptomerne, er
det i længden sjældent lindrende, effektivt eller hensigtsmæssigt. Når kvinderne kra-
kelerer, er det på sin vis at betragte som forsøg på at række ud, når hverken diagnoser,
medicinsk behandling, druk eller stoffer kan fjerne følelserne. Kvinderne giver generelt
udtryk for, at de mangler mere omfattende hjælp til at håndtere psykiske problemer,
og selvom mange får støtte på lavtærskeltilbud, er det sjældent nok. I nogle tilfælde
resulterer det i en voldsom desperation blandt kvinderne, som gør det umuligt fortsat
at skjule deres tilstand.
”Man bliver kørt så langt ned psykisk, når man har det så skidt og så
ikke får hjælp. Det bliver man sgu også syg af, når man skal klare det
hele selv, og man føler, at man intet er værd.”
Tina, 49 år
Samtlige kvinder i denne undersøgelse har manglet hjælp til at håndtere alvorlige psy-
kiske lidelser og traumatiske oplevelser. Det hænger sammen med den overordnede
tendens til at skjule udsatheden og det særlige forventningspres, som kvinderne op-
lever at ligge under for. Mange kvinder i denne undersøgelse har manglet hjælp på
38 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 39
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0020.png
helt afgørende tidspunkter og er fra barnsben blevet understøttet i at håndtere indre
kaos og sociale problemer på egen hånd. Derfor oplever mange det som ydmygende
og skamfuldt at give op, række ud og bede om hjælp, især når hjælp opleves som
utilgængelig.
Sammenfattende kan det konstateres, at det indre kaos er en udbredt og belastende
tilstand for kvinderne i denne undersøgelse. Mange kæmper med alvorlige psykiske
problemer og oplever at blive afvist i deres forsøg på at få hjælp. Det giver yderligere
næring til at skjule det indre kaos og fastlåser kvinderne i en udsat livssituation uden
hjælp og støtte.
Udover vold og seksuelle overgreb begået i nære relationer i løbet af opvæksten er
voldtægter og seksuelle overgreb i voksenlivet også udbredte. Flere af kvinderne op-
lever at være udsat for seksuelle overgreb i gademiljøet, på herberger eller i forbin-
delse med prostitution, som ikke anmeldes. Overgreb begået i barndommen adskiller
sig umiddelbart fra overgreb senere i voksenlivet, ved at den voksne kvinde som ud-
gangspunkt har bedre muligheder for at sige fra. På trods af dette, er det mere reglen
end undtagelsen, at overgrebene aldrig anmeldes, og at ingen stilles til ansvar. I langt
de fleste tilfælde bærer kvinderne på tavse overgrebserfaringer, blandt andet fordi de
frygter konsekvenserne og har dårlige erfaringer med at fortælle om overgreb. Derud-
over er kvinderne ofte tynget af skyld og skam, hvilket også kan motivere til fortielse.
”Jeg turde jo ikke fortælle det til nogen. Det var jo bare sådan det var,
og jeg var jo også bange for, hvad de ville tænke om mig. Det var jo
ikke sådan, at jeg havde mange på min side.”
Hanna, 48 år
At de seksuelle overgreb gentager sig, er problematisk for kvinderne. Jo flere overgreb
kvinderne udsættes for, jo sværere bliver det at mærke egne grænser og dermed også
at beskytte sig selv mod yderligere overgreb. På den måde bliver kvinderne fanget i
situationer, hvor deres selvfølelse og evner til grænsesætning svækkes i takt med, at
de oplever flere overgreb. Mange oplever gentagelsen som en bekræftelse af, at de
ikke har magt og kontrol over deres egen krop, hvilket kan have ødelæggende konse-
kvenser, hvad angår selvfølelse, oplevelsen af værdighed og evnen til at sætte grænser.
”Det blev jo kun hårdere. Altså, jeg ved ikke, om man kan sige, at det
nogensinde var blidt, når en voksen gør sådan noget mod et barn,
men altså efterfølgende skulle der bare knaldes igennem. Jeg er nødt
til at gøre det hårdere mod dig, fordi du har sagt det. Det var lidt
sådan, det var.”
Mona, 40 år
Kvinden, som her er citeret, har tidligt i livet haft dårlige erfaringer med at fortælle
om seksuelle overgreb. Hun var udsat for overgreb fra sin onkel, og da hun efter en
periode, hvor overgrebene var blevet stadigt hyppigere og voldsommere, brød sam-
men og fortalte det, blev hun mødt med mistillid. Hverken hendes forældre eller andre
i omgivelserne troede hende, og efterfølgende blev overgrebene forværret. Det er en
erfaring, som har sat dybe spor og skabt store barrierer i forhold til at anmelde seksuel-
le overgreb. Noget som generelt gør sig gældende for kvinderne i denne undersøgelse
og uddybes i det følgende afsnit.
OVERGREB, DER TRÆKKER SPOR
Kvinderne i denne undersøgelse har været udsat for flere seksuelle overgreb, som al-
drig er blevet anmeldt. De har ofte oplevet vold og seksuelle overgreb, som ikke frem-
går af nogen statistik, fordi det aldrig er blevet anmeldt, og der er sjældent tale om
enkeltstående episoder, men derimod gentagne og ofte systematiske overgreb, der
trækker tråde tilbage fra den tidlige barndom. Nogle har været udsat for incest, men
mest almindeligt er overgreb begået af en nærtstående familieven, en lærer eller i
forbindelse med anbringelse på institution eller i en plejefamilie.
”I plejefamilien var der to biologiske sønner, som boede hjemme, som
vel er 7-8 år, da de begynder at forgribe sig på mig. Jeg var tre år på
det tidspunkt og var lige kommet til den her plejefamilie. Og ja, det
fortsatte jo så med oralsex og sådan, den tid jeg var der.”
Nadja, 23 år
Selvom overgrebene holdes skjult, har de ikke desto mindre alvorlige konsekvenser
for kvindernes livssituation. At leve med overgrebserfaringer er i sig selv en stor be-
lastning, som forværres, når den bæres alene, ligesom følelsesmæssige reaktioner ofte
forstærkes, når de forsøges undertrykt. Kvinderne i denne undersøgelse oplever, at det
er svært at flygte fra konsekvenserne af overgrebene, og flere oplever alvorlige senføl-
ger, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at de har svært ved at beskytte sig i
forhold til senere overgreb.
”Jamen det gav jo mening, for jeg har aldrig haft det der fundament
eller den der omsorg, så jeg anede jo ikke, hvem jeg var, og at det
overhovedet var muligt at sætte grænser.”
Heidi, 37 år
40 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 41
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0021.png
MISTILLID OG MINDREVÆRD
Kvinderne i denne undersøgelse fortæller om oplevelser af ikke at blive troet på, når de
fortæller om overgrebene, eller at overgrebene bliver negligeret. Det gælder ikke alene
i opvæksten, men i flere tilfælde også i voksenlivet, når kvinderne forsøger at anmelde
seksuelle overgreb eller få hjælp hos myndighederne i forhold til følgerne. Når kvin-
derne henvender sig hos kommunen eller politiet, oplever mange ikke at blive troet på
eller negligeret. Det har store følelsesmæssige konsekvenser og øger tilbøjeligheden
til at fortie overgreb.
”Min mor prøvede jo også at stoppe det, men kommunen troede jo
ikke på hende, og allerede der oplevede jeg jo så, at det bare fortsatte,
selvom jeg havde sagt det højt.”
Nadja, 23 år
Når kvinderne fortæller om overgreb uden at blive troet på eller bliver negligeret, ska-
ber det en følelse af at stå alene i tilværelsen og giver næring til en oplevelse af mindre-
værd, som kvinderne i forvejen kæmper med. Endvidere giver det næring til tenden-
sen til at skjule seksuelle overgreb og de problemer, der følger med, og den konkrete
oplevelse af ikke at blive hørt understøtter den generelle tendens til at skjule udsat-
heden, som beskrevet i et tidligere afsnit. Samtidig har det alvorlige følelsesmæssige
konsekvenser ikke at blive anerkendt i, at overgrebene har fundet sted, og kvinderne
kæmper i vidt omfang med skyld, skam og ensomhed – følelser som kun bestyrkes, når
kvinderne sidder alene tilbage med ansvaret for de seksuelle overgreb.
”Det er jo ikke så anerkendt hos kommunen, selvom jeg har prøvet at
fortælle dem, at det jo hænger sammen med noget, der ligger bagved.
Når man prøver at tale med dem, så er de ret ligeglade. For eksempel
sagde en socialrådgiver: ”Jamen, du har jo selv et ansvar, når du har
kastet dig ud i sådan noget (prostitution, red.)”
Kaja, 34 år
De kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb i forbindelse med prostitution,
oplever i særlig grad, at overgrebene bliver negligeret, når de henvender sig til myn-
dighederne for at søge hjælp. Mange har oplevet ikke at blive troet på eller direkte at
blive tillagt skylden for de seksuelle overgreb, hvilket er en voldsom oplevelse, som
bidrager til følelsen af ikke at være noget værd. Oplevelser af ikke at blive behandlet
med anerkendelse og respekt af myndighederne bekræfter kvinderne i, at de ikke har
de samme rettigheder og muligheder som andre i det danske samfund. Ofte betyder
det, at kvinderne opgiver eller undgår at søge hjælp hos myndighederne og bærer
alene på oplevelser af seksuelle overgreb.
”Da jeg anmeldte det til politiet, sagde ham, der afhørte mig: ”Du er jo
prostitueret, så det er nok din egen skyld.”
Kaja, 34 år
Flere af kvinderne har oplevet, at visse myndighedspersoner mener, at det er forven-
teligt, at kvinder, som opholder sig i udsatte miljøer, udsættes for seksuelle overgreb.
De oplever, at overgrebenes forudsigelighed bevirker, at der ikke skal sættes ind over-
for dem, ligesom voldtægter i forbindelse med prostitution negligeres og sjældent
anmeldes eller fører til sigtelse. De fleste har behov for at blive mødt med forståelse,
anerkendelse og respekt, men i en situation, hvor kvinderne står meget alene, og res-
sourcerne til at håndtere de voldsomme oplevelser er få, er det særligt afgørende. Der-
for har det også alvorlige konsekvenser, når kvinderne ikke får hjælp.
”Jeg vidste jo ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg fortalte dem, hvad der
foregik, men ingen troede mig. Så prøvede jeg at begå selvmord,
men overlevede desværre, og det blev bare ved og ved. Til sidst luk-
kede jeg bare helt af.”
Mona, 40 år
Konsekvenserne af at blive betvivlet eller tillagt skylden for seksuelle overgreb er alvor-
lige og giver næring til følelser af skyld, skam og magtesløshed. Samtidig medvirker
det til, at overgreb fremadrettet ikke anmeldes. Oplevelser af, at omgivelserne er be-
kendt med overgreb uden at gribe ind, får på den måde ødelæggende konsekvenser
på mange niveauer - særligt når det finder sted i barndommen. Selvom kvinderne kan
fremstå hårde og lukkede, er det i alle tilfælde en sårbar situation at søge hjælp og
anmelde overgreb.
”Jeg følte mig så rodløs og havde jo slet ikke haft den der omsorg eller no-
get fundament, så hvad skulle jeg gøre andet end at lade det fortsætte?”
Nadja, 23
Samlet set står kvinderne tilbage med mange traumatiske oplevelser, ligesom risikoen
for at blive udsat for nye overgreb er stor. Kvinderne har problemer i forhold til at sætte
grænser og etablere gode relationer. Samtidig oplever de, at der hersker en form for
straffrihed, fordi de mennesker, som forgriber sig på dem, sjældent bliver draget til
ansvar. På den måde trækker overgreb spor gennem mange af kvindernes liv og giver
næring til følelser af mindreværd, skyld, skam og ensomhed.
42 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 43
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0022.png
MED KROPPEN SOM REDSKAB
Kroppen bliver i flere tilfælde anvendt af kvinderne som et redskab til at håndtere en
udsat livssituation. Kroppen anvendes både strategisk med henblik på at klare sig øko-
nomisk og mestre et liv med store sociale problemer, og samtidig spiller kroppen en
central rolle i forbindelse med forsøg på at indgå relationer samt at opnå anerken-
delse, beskyttelse, tryghed og kærlighed. I interviewene giver kvinderne udtryk for et
i høj grad ambivalent forhold til kroppen. På den ene side er kroppen genstand for en
seksuel praksis med henblik på at dække materielle behov, og på den anden side er
kroppen et væsentligt led i forsøg på at dække følelsesmæssige behov.
”Jeg troede jo eller bildte mig selv ind, at det her kunne jeg i hvert
fald finde ud af. Så det blev lidt en livsstil for mig at score de her
ældre fyre, og jeg blev høj af, at de syntes, jeg var lækker og god.
Men det der med tidligt at blive ført ind i den her verden, jeg troede
jo, det skulle gøre ondt, og de syntes bare det var fantastisk, at jeg
var med på så meget.”
Anne, 46 år
Tidlige erfaringer med seksuelle overgreb har i denne forbindelse stor betydning.
Mange med et skrøbeligt fundament søger anerkendelse gennem seksuelle relationer
og kan have svært ved at mærke, hvornår deres grænser bliver overskredet. Tidligt i
livet har de lært at tilsidesætte egne behov på grund af fx forældres misbrug, psykiske
lidelser, overgreb, anbringelser, dødsfald og generelt svære vilkår, som har fyldt meget
og efterladt begrænset overskud til at tilgodese egne behov. Derudover har kvinderne
ofte savnet anerkendelse og søgt det på de måder, der var mulige. I den forbindelse
har sex været et anvendt medie. Den manglende opfyldelse af følelsesmæssige behov
har for mange skabt en situation, hvor det kan være svært at kende forskel på for-
skellige typer af opmærksomhed. I mangel på bedre alternativer søger kvinderne en
form for omsorg og kærlighed gennem seksuelle relationer og bruger kroppen som en
måde at opnå anerkendelse på. Det afstedkommer ikke nødvendigvis prostitutionsad-
færd, men kan medvirke til, at prostitution bliver et nærliggende alternativ for kvinder
i social udsathed.
”Jeg havde allerede haft rigtigt mange sexpartnere på det tidspunkt,
hvor mit misbrug begyndte. Altså, jeg havde måske været sammen
med 250 siden jeg var 12 år, så det var rimeligt nærliggende at fort-
sætte med det for at få stoffer.”
Nadja, 23 år
Udsagnet er et eksempel på, hvordan kroppen bliver et middel til at finansiere et stof-
misbrug. Umiddelbart anvendes kroppen ikke i en udveksling med henblik på at dæk-
ke følelsesmæssige behov, men nærmere som et redskab til at opnå konkrete mål. For
kvinden her har systematiske overgreb i barndommen og senere i livet medvirket til
at skabe en kølig distance til kroppen, hvor den med et minimum af følelser involveret
kan gøres til middel for at opnå såvel konkrete som mere subtile mål i form af enten
penge, stoffer, opmærksomhed eller anerkendelse. Efter at have været magtesløs i for-
bindelse med seksuelle overgreb bliver kroppen en måde at udvise modmagt – en
måde at klare sig selv, tjene penge og finansiere stofmisbruget.
”Jeg kan ikke have sex med nogen, jeg elsker, det er det dér nærvær,
det kan jeg ikke rigtigt. Det minder mig bare om for meget.”
Kaja, 34 år
Når kvinderne trods de voldsomme oplevelser med seksuelle overgreb alligevel er i stand
til at anvende kroppen til for eksempel prostitution, har det flere forklaringer. Flere fortæl-
ler, at prostitution indgår som forudsætning for at opretholde en nogenlunde levestan-
dard for dem selv og eventuelt hjemmeboende børn, betale en husleje eller finansiere et
misbrug, og flere oplever prostitution som det bedste af mange dårlige alternativer. For
nogle er prostitution i perioder deres eneste indtægtskilde, når kvinderne for eksempel
har fået nedsat deres kontanthjælp eller slet ikke modtager sociale ydelser.
”Lige nu overvejer jeg at gå ind i prostitution igen, for når min datter
bliver 18, kan jeg ikke længere betale huslejen, og jeg skal jo også
have et sted, når jeg har drengene i weekenden. Jeg har søgt kommu-
nen om hjælp, men de har givet afslag, så jeg ved ikke, hvad jeg ellers
skal gøre. Og jeg har det jo alligevel så dårligt, så jeg føler ikke, at det
rigtig gør nogen forskel.”
Kaja, 34 år
Flere giver desuden udtryk for, at muligheden for at gå ind i prostitution kun er blevet
mere nærliggende med tiden som følge af ringere vilkår for folk på overførselsind-
komster. Nogle overvejer aktuelt at vende tilbage til prostitution, idet det nye kon-
tanthjælpsloft betyder, at de ikke længere kan betale deres faste udgifter. På et mere
følelsesmæssigt niveau er prostitutionen ofte muliggjort af, at kvinderne mentalt er i
stand til at lukke ned og forholde sig instrumentelt til kroppen. Flere fortæller, at de
har udviklet en evne til at afkoble sig mentalt fra kroppen som en form for overlevel-
sesmekanisme. Selvom det kan være nødvendigt og umiddelbart mere skånsomt i en
konkret overgrebssituation eller i forbindelse med prostitution, har det for alvorlige
konsekvenser og bidrager siden til at gøre det svært for kvinderne at mærke sig selv
samt at risikovurdere og sætte grænser. Prostitution er således ikke uden konsekven-
ser, selvom det umiddelbart er udholdeligt, når kvinderne lukker af og forholder sig til
kroppen som en genstand uden følelsesmæssige behov.
44 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 45
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0023.png
”Det blev faktisk et wake up call for mig. Til sidst var jeg så langt ude,
at jeg nærmest levede af at prostituere mig, eller altså af anerkendel-
sen. At nogen ville have mig. Da jeg så stod der skæv af stoffer, og han
afviste mig, der faldt alt fra hinanden.”
Anne, 46 år
Selvom prostitution for mange er et middel til at overleve i en udsat livssituation, er det
sjældent holdbart i længden. Mange får det på et tidspunkt så dårligt, at de må stoppe
og udvikler alvorlige senfølger. Det kick, som nogle oplever, at prostitution umiddel-
bart giver, rækker sjældent videre end til at give en momentan følelse af anerkendelse,
som ikke er længerevarende. Over tid oplever kvinderne ofte at få svært ved at føle sig
elsket og mærke kærlighed. Derudover indebærer prostitutionen ofte, at de opholder
sig i voldsomme og kaotiske miljøer, hvor der er høj risiko for at blive udsat for sek-
suelle overgreb. Flere fortæller, at de i perioder har boet i lejligheder, som er betalt af
bagmænd mod, at de konstant står til rådighed for kunder, mens andre har været i ga-
deprostitution eller escort. Den åbenlyse prostitution synes generelt at være mere ud-
bredt blandt kvinder i København, mens det i andre dele af landet foregår ved såkaldt
”privat-diskret” via escort eller ved at "installere" kvinderne i lejligheder til formålet.
Uanset hvordan prostitutionen foregår, skaber det belastninger på sigt, som kvinderne
må udvikle forskellige strategier til at håndtere. Mange får på et tidspunkt behov for at
adskille sig fra erfaringerne og lægge det bag sig ved for eksempel at flytte væk eller
undgå de områder, hvor det er foregået.
”Det er meget energikrævende for mig at gå rundt her, hvor jeg
havde min kundekreds. Derfor cykler jeg altid, så jeg hurtigt kan
komme væk, hvis jeg møder nogen. Men altså, de er jo alle vegne.
Sidst jeg var i svømmehallen, mødte jeg en gammel kunde sammen
med sine børn.”
Nadja, 23 år
Selvom de kvinder i denne undersøgelse, som har været i prostitution, ofte har været
udsat for seksuelle overgreb tidligere i livet, er det vigtigt at understrege, at sammen-
hængen ikke er entydig. Uanset om det fører til prostitution eller ej, synes der dog
gennemgående at være en sammenhæng mellem seksuelle overgreb og kvindernes
måde at forholde sig til kroppen som redskab til opfyldelse af materielle og følelses-
mæssige behov. Seksuelle overgreb og prostitution er stadig omgærdet af stor tabui-
sering, som afholder mange fra at søge hjælp. Derfor er det også afgørende for kvin-
derne at blive mødt med anerkendelse, respekt og forståelse, når de endelig bryder
tavsheden og overvinder barriererne for at søge hjælp.
Sammenfattende har kvinderne i denne undersøgelse et problematisk forhold til krop-
pen og oplever alvorlige følelsesmæssige og psykiske mén af tidligere overgreb. Den
gennemgående oplevelse blandt kvinderne er, at de ikke bliver mødt, og at hjælpen
er svær at få. Det får ødelæggende konsekvenser for kvinderne, som i vidt omfang
oplever at stå alene med alvorlige senfølger og traumatiske oplevelser som følge af
prostitution og seksuelle overgreb. Samtidig kan oplevelsen af at blive mødt med mis-
tillid og fordømmelse i en situation, hvor de i forvejen er sårbare, i sig selv være trauma-
tiserende. Mange beskriver det endda som roden til, at de ikke søger hjælp og kæmper
alene med følgerne af seksuelle overgreb.
PARFORHOLD OG AMBIVALENS
Parforhold og relationen til mænd er ofte præget af ambivalente følelser, "dramatik"
og voldsomme hændelser. Kvinderne søger på den ene side i høj grad parforholdsre-
lationen og har på den anden side svært ved at være i den. Dermed adskiller kvinderne
i denne undersøgelse sig ikke markant fra mennesker i en mindre udsat livssituation.
Måden kvinderne søger, er i og forlader et parforhold er dog ofte præget af en vold-
somhed, som adskiller sig fra parforhold i almindelighed, og er et af de områder, hvor
en kønsdimension af kvindernes problemer kommer til udtryk.
Parforholdet for kvinder i social udsathed er i særdeleshed præget af ambivalens og
repræsenterer både beskyttelse og mangel på samme. På den ene side er det et helle
fra et liv på gaden eller en generelt kaotisk tilværelse, hvor kvinderne savner forankring
og tilhørsforhold. På den anden side er det også forbundet med misbrug, vold og
seksuelle overgreb. I interviewene fremgår det, hvordan mænd repræsenterer tryghed,
beskyttelse og et fundament, hvilket på mange måder ligner klassiske forståelser af
manden som kvindens beskytter og garant for sikkerhed. I praksis er mændene dog
ofte det modsatte og medvirker måske ligefrem til at skabe en dårligere livssituation
for kvinderne.
”Jeg havde jo brug for ham, for jeg havde ingen andre, men til sidst
blev det for farligt at blive, og det lykkedes mig heldigvis at flygte. Jeg
var jo gul og blå og havde blod overalt, så ham, der fandt mig, kørte
mig direkte på hospitalet, og de indlagde mig med det samme.”
Mona, 40 år
Interviewene tegner et billede af kvinder, som søger et ståsted i verden, en plads i
samfundet og i det hele taget en mening med livet. I den forbindelse kan mænd være
meningsgivende og skabe en følelse af tryghed og af at høre til. Samtidig kan mænd
konkret have en beskyttende funktion i en udsat livssituation, hvor mange står uden et
ressourcestærkt netværk at støtte sig til i form af familie, venner, kollegaer osv. Derfor
46 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 47
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0024.png
er mange også både følelsesmæssigt og konkret afhængige af en parforholdsrelation,
som kan give en form for mening, et fundament og et indhold.
”Jamen, det med de mænd. Jeg er gået lige fra den ene til den anden,
og det er som om, at hvis ikke jeg har en mand, så føler jeg mig helt
tom. Som ingenting.”
Trine, 37 år
Som citatet illustrerer, kan parforholdet være en måde at overkomme en følelse af en-
somhed på og udfylde et tomrum, som er svært at bære alene. Samtidig er mange
belastede af sociale og psykiske problemer og pressede økonomisk, boligmæssigt osv.,
hvilket i sig selv kan motivere til at indgå i et parforhold. Derudover har mange håbet
og drømmen om et godt liv, selvom det er langt fra realiteten, og parforholdene sjæl-
dent bliver en lindring. Der er dog enkelte undtagelser.
”Det var mit livs kærlighed, og han har været svær at glemme. Han
var ikke alkoholiker, han var ikke stofmisbruger, han var ikke kriminel
eller som alle de andre bøller. Han var bare rigtig, rigtig dejlig at være
sammen med, og det har jeg ikke prøvet før.”
Trine, 37 år
For de kvinder, som har eller har haft det primære ansvar for børn, synes mændenes
position som meningsgivende i nogle tilfælde at aftage. Når kvinderne har børn som
en daglig del af deres liv, er de mere tilbøjelige til at fravælge parforhold og i stedet
lade børn være det meningsgivende i tilværelsen. Dét at være mor kan for nogen un-
derstøtte en fravælgelse af parforholdet og give mulighed for i højere grad at passe på
sig selv. Samtidig skaber det ofte en glæde og stolthed for kvinderne, når de oplever at
være i stand til at klare sig selv uden mænd og på den måde drage omsorg for sig selv
ved at beskytte sig mod de risici, som parforholdet kan indebære.
”Der er ikke nogen mand, der skal passe på mig mere. Det ved jeg
godt, hvad betyder, og det har jeg fået nok af. Jeg har lært at passe på
mig af mig selv, så jeg har ikke brug for dem længere.”
Tina, 49 år
Det er klart, at kvindernes oplevelser er subjektive og kan se anderledes ud gennem
partnerens øjne, men gennemgående vidner interviewene om parforhold præget af en
voldsom brutalitet. Parforholdet afspejler i mange tilfælde kvindernes hårde liv og ud-
satte livssituation uden at give den beskyttelse, som kvinderne har behov for.
”Jeg har haft nogle rigtig dårlige mænd, altså med vold og trusler og
alt det der. Da jeg blev gravid med min første mand, truede han mig
for eksempel til sex, altså med at sparke mig i maven og sådan noget,
hvis jeg ikke lagde mig ned, og sådan har der været så meget.”
Hanna, 48 år
Tilbøjeligheden til at etablere forhold, som ikke er velfungerende, trækker i flere til-
fælde tråde til relationen til forældrene og måden, de har været sammen på. Flere
fortæller således om en barndom, hvor de har været vidne til forældrenes voldelige
forhold og har oplevet særligt deres mor blive tæsket. Endvidere har flere af kvinderne
selv været udsat for vold fra forældrene.
”Jeg har det jo med hjemmefra, og jeg kan også se det i min datter.
Det der akavede forhold til mænd, hvor man på den ene side hungrer
efter deres opmærksomhed, men samtidig ikke tør have dem tæt på.”
Kaja, 34 år
Mange af kvinderne fortæller, at mønstre har det med at gentage sig, og at bevidsthe-
den om dét sjældent er nok til at bryde med de dysfunktionelle relationer. Ikke mindst
fordi relationerne også er forbundet med kærlighed og tryghed og deraf en vis ambi-
valens. Det er ikke særegent for socialt udsatte kvinder, at det er svært at bryde med
dårlige mønstre. For kvinder med særlige belastninger, som måske er særligt afhæn-
gige af deres partner, er det dog ekstra udfordrende.
”Jeg står jo lidt i ingenmandsland, så jeg har været nødt til at tage sa-
gen i egen hånd. Jeg kan jo ikke rigtig få noget hjælp, så derfor flytter
jeg nu ind hos ham.”
Nadja, 23 år
Kvinderne har sjældent gode alternativer til at skabe et andet liv eller de ressourcer,
det kræver at bryde med et parforhold. Mange efterspørger konkret mere hjælp til at
bryde med det afhængighedsforhold, de står i, og hjælp til at bryde med voldelige
parforhold. Som det er fremgået tidligere, oplever kvinderne også her at blive mødt
med manglende anerkendelse og forståelse, når de henvender sig hos myndigheder
for at få hjælp. Mange voldsramte kvinder oplever at blive tillagt skyld for de overgreb,
de udsættes for, hvorfor mange undlader at søge hjælp. Uden hjælp kan det imidlertid
være svært at stå på egne ben og skabe en sikker tilværelse. Derfor bliver mange i be-
lastede og belastende parforhold.
48 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 49
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0025.png
DET SVÆRE MODERSKAB
Størstedelen af kvinderne i denne undersøgelse har børn. Relationen til barnet er ofte
belastet af den udsatte livssituation. Samtidig kæmper mange med at leve op til nogle
krav og forventninger fra omgivelserne i forhold til deres rolle som mor. Kvinderne
kæmper en kamp for at være mødre for deres børn, selvom det kan være svært at dra-
ge den fornødne omsorg og strukturere en velfungerende hverdag. Enkelte formår at
holde sammen på tilværelsen i en udstrækning, så de kan beholde børnene hjemme,
men de fleste er helt eller delvist nødsaget til at overlade børnene til familiemedlem-
mer, en plejefamilie eller andre anbringelsesformer.
Enkelte af kvinderne har helt måttet opgive kontakten til deres børn, men i de
fleste tilfælde lykkes det at bevare en relation, når børnene bliver anbragt. Anbrin-
gelserne er sjældent ønskede, men foregår i de fleste tilfælde frivilligt. Det skyldes
dog ikke nødvendigvis, at kvinderne betragter det som den bedste løsning. Når
de frivilligt går med til det, sker det ofte for at undgå tvangsanbringelser. Set fra
deres perspektiv er frivilligheden således mere en formel betegnelse end en reel
følelse. Argumenterne for den frivillige anbringelse ligger på den måde tæt op ad
de muligheder, kvinderne oplever som værende til rådighed. Anbringelsen er en
svær proces og en hård dom for kvinderne at håndtere. I nogle tilfælde har kvin-
derne dog selv bedt om hjælp til at håndtere moderskabet, og nogle har været
nødsaget til at tigge og bede kommunen om at gribe ind i situationer, hvor børn
åbenlyst mistrives.
”Jamen, jeg måtte jo blive ved, igen og igen, før de endelig greb ind.
Jeg forstår bare ikke, hvorfor der skulle gå så lang tid. Altså, jeg sagde
jo, at mit misbrug var ude af kontrol, og at jeg tjente mine penge på
prostitution. De var også ude og se min lejlighed, og det var, eller jeg
var, altså den var jo helt gal med mig.”
Anne, 46 år
Selvom kvinden bag citatet henvendte sig hos kommunen, forklarede sin situation og
bad om hjælp, oplevede kvinden, at det var svært at få det. I den periode arbejdede
kommunen for at nedbringe antallet af anbringelser, og der blev stillet spørgsmåls-
tegn ved, om situationen var så presserende. Det var hårdt og en mærkelig oplevelse
for kvinden – mod sit egentlige ønske – at skulle kæmpe for at få anbragt sit barn. I
virkeligheden ønskede hun hjælp til at få det bedre og håndtere moderskabet, men
den type hjælp var ikke at få. For hendes datters skyld kæmpede hun derfor for en
anbringelse.
”Jamen det gør jo ondt, og det har fandeme været hårdt, det her med
hele tiden at være splittet. Men altså, havde jeg bare selv mødt det der
voksne menneske og var blevet fjernet hjemmefra. Jeg har bare aldrig
haft nogle voksne, som har kunnet trække mig i mine små nakkehår
og sige ”kom nu”. Det tror jeg kunne have gjort en kæmpe forskel, og
det ville jeg så gerne give til hende.”
Anne, 46 år
Selvom flere til en vis grad giver udtryk for at være indforståede med anbringelserne,
er det ikke desto mindre hårdt at leve med. De fleste kæmper også i denne sammen-
hæng med i forvejen velkendte følelser som skyld, skam og sorg og gør alt, hvad de
kan, for at håndtere anbringelsen og opretholde en relation til barnet under de nye
omstændigheder. Gennemgående er der dog meget svære følelser forbundet med
ikke at kunne være fuldtidsmor eller leve op til de forventninger, man oplever.
”Jeg føler mig jo som et dårligt menneske, fordi jeg ikke har kunnet
tage mig ordentligt af mine børn. Især mine drenge har jeg haft svært
ved at knytte mig til, men jeg trøster mig ved, at de har fået gode
plejefamilier begge to.”
Kaja, 34 år
De svære følelser omkring anbringelserne bunder først og fremmest i et konkret savn
af børnene i dagligdagen og i, at børnene ofte har givet livet mening. Samtidig op-
lever kvinderne at svigte samfundets og egne forventninger til deres rolle som mor.
Mange giver udtryk for, at de ikke har været i stand til at være den mor, de burde være.
Kvinderne ønsker inderligt at være en god mor for deres børn. De vurderer sig selv ud
fra parametre som evner til at strukturere en hverdag, smøre madpakker, læse god-
nathistorie og sørge for ordentlig påklædning til børnene samt være nærværende og
omsorgsfuld. Kvindernes forventninger til sig selv i forhold til at varetage rollen som
mor ligner på den måde helt almindelige forventninger i samfundet. Kombinationen
mellem indre og ydre forventninger kan dog medvirke til, at de føler sig ude af stand til
at varetage moderskabet og opgiver det primære ansvar for deres børn.
Flere forsøger således at tage ansvar for deres børn ved netop at fralægge sig ansvaret.
Enkelte mener dog, at de selv er bedst til at give deres børn et godt liv, hvorfor de
forsøger at undgå anbringelser. Hvor nogle oplever kommunen som meget lidt hjælp-
somme, når de efterspørger hjælp i forhold til børnene, oplever andre derimod at være
under konstant overvågning.
50 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 51
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0026.png
”Det har været rigtig hårdt. Jeg har haft OBS fra kommunen hele ti-
den, som har valset ind og ud af mit hjem, og det er mine børn vokset
op med. Og så har jeg flere gange skullet gennemgå forældreevne-
undersøgelse uden, at der har været noget på mig. Jeg forstår dem jo
godt, men det har været rigtig hårdt, og de har bare aldrig villet lytte
til mig. Jeg er jo en god mor på trods af det hele.”
Hanna, 48 år
Interviewene tyder på, at der er stor forskel på den hjælp og støtte, kvinderne
tilbydes på tværs af kommuner. Flere fortæller, at der som udgangspunkt sås tvivl
om deres evner til at være mor, hvis de beder om hjælp til sociale problemer, og at
kommunen ikke er interesserede i at hjælpe dem, men udelukkende retter fokus
på barnet. Det kan have den konsekvens, at kvinderne undgår at søge hjælp af
frygt for at miste børnene.
Der er dog også enkelte kvinder, som har været glade for kommunens indsats. Det
drejer sig hovedsageligt om den hjælp, der er ydet i forhold til børnene. Selvom
moderskabet og anbringelserne generelt skaber belastende og sorgfulde situatio-
ner for kvinderne, får de sjældent selv hjælp til at håndtere følelserne. Det er noget,
som mange i den grad savner, selvom de ofte er tilbageholdende med at kræve for
meget og bede om hjælp i den forbindelse. I forsøget på at udvise samarbejdsvil-
lighed med myndighederne i forhold til børnene prøver kvinderne at nedtone egne
behov og leve med de beslutninger, der bliver truffet, selvom det kan være svært.
”Det (anbringelsen, red.) er ikke noget, jeg selv var med til at vælge,
men de to rådgivere fra kommunen sagde, at en af os (hende eller
kæresten, red.) var nødt til at gå, ellers ville min søn blive fjernet. Det
var så mig, der gik, og det er jeg stadig ikke rigtig kommet mig over.”
Liv, 37 år
Selvom kvinderne ofte går med til frivillige anbringelser, er det som beskrevet
svært at leve med, og flere har brug for at finde måder at retfærdiggøre det overfor
sig selv for at kunne leve videre. Særligt to forklaringsmodeller kommer til udtryk i
citaterne ovenfor. Den ene model forklarer anbringelsen som en måde at tage an-
svar på ved at erkende egne begrænsninger og erklære sig ude af stand til at være
mor. Det kan give en form for lindring at overbevise sig selv om, at man indenfor
rammerne af det mulige har gjort, hvad man kunne, og på den måde givet sine
børn et bedre liv end det, man selv føler sig i stand til at give. Den anden model er
modsat baseret på et ræsonnement, hvor kvinderne betragter anbringelsen som
udtryk for manglende anerkendelse fra myndighedernes side af, at det er muligt
at være en god mor på trods af sociale problemer. I denne sammenhæng er det
væsentlige ikke at afgøre forklaringsmodellernes rigtighed, men at bemærke, at
kvinderne i alle tilfælde bruger nogle copingstrategier til at leve med anbringel-
serne. Det vidner om, at der er svære følelser forbundet med anbringelserne.
”Jeg siger altid, at det kan jeg godt klare, men det kan jeg jo så ikke.
Det er nok sådan en tendens til altid gerne at ville være mor og have
styr på det hele, men jeg kan jo ikke magte det. Jeg ved ikke, hvor jeg
har det fra. I hvert fald ikke min mor.”
Trine, 37 år
Selvom kvinderne forsøger at leve op til egne og samfundets forventninger, har man-
ge oplevelsen af at blive stemplet som en dårlig mor. Kvinderne oplever, at proble-
merne alt for ofte betragtes som statiske, fremfor områder, hvor udvikling er mulig, og
mange savner mere hjælp og støtte til at blive bedre mødre, fremfor myndighedernes
overvejende fokus på at vurdere kvindernes egnethed. En stor del af kvinderne har
et stærkt ønske om at forbedre deres livssituation og på den måde kunne være mere
for deres børn, men de mangler grundlæggende hjælp og støtte til at kunne realisere
ønsket om at blive den mor, de gerne vil være.
ALENE I TILVÆRELSEN
Mange af kvinderne i denne undersøgelse oplever, som beskrevet i det foregående, at stå
alene i verden og håndterer følelsen af ensomhed ved at kanalisere alle kræfter og fokus ind
på at klare hverdagen. Den ensomme kamp gennem tilværelsen med blikket rettet på her
og nu er for mange en overlevelsesstrategi, der er tillært på et tidligt tidspunkt, og mange
har været nødt til at udvikle evner til at stå alene gennem belastende omstændigheder.
”Jeg følte mig så rodløs, for jeg havde jo ikke nogen, der kunne vise
mig omsorg eller give mig et fundament.”
Nadja, 23 år
Oplevelser af at være alene har for de fleste udspring i opvæksten, hvor der sjældent
har været overskud til at varetage deres behov eller plads til deres følelser. Det er ikke
alle, som kommer fra hjem med åbenlyse sociale problemer, men kvinderne har gen-
nemgående oplevet alvorlige omsorgssvigt, overgreb og manglende anerkendelse,
selvom det er kommet meget forskelligt til udtryk. Endvidere har ensomhed været
en konstant følgesvend, og mange søger i voksenlivet et sted at høre hjemme. Kvin-
derne står udenfor store dele af samfundets fællesskaber, har sjældent stærke tilknyt-
ningsforhold og oplever det som meget svært at opnå den stabilitet, de længes efter.
Kvinderne søger i høj grad , som tidligere beskrevet, et ståsted for eksempel gennem
tilknytning til et parforhold, misbrugsmiljøer, prostitution eller som del af et fællesskab
på et værested eller andet.
52 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 53
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0027.png
”Jeg har jo brug for at være noget for nogen, for det har jeg altid
været. Så jeg kan ikke rigtig det der med, hvis nogen vil være noget for
mig. Det gør mig meget utryg, og det er lidt svært, når jeg samtidig
har brug for hjælp”.
Tina, 49 år
Kvindernes ønske om at være noget for nogen hænger på den ene side sammen med
en opvækst, hvor andres behov har været i centrum, men synes samtidig at være for-
bundet med de forventninger, de møder i omgivelserne i voksenlivet.
”Man bliver jo også syg af at prøve at få hjælp et sted, hvor der ingen
hjælp er. Jeg fik det i hvert fald kun værre og min angst, ja, det gik
helt galt. Heldigvis er jeg vant til lidt af hvert, men det var virkelig
svært, og jeg tabte 20 kilo, mens det hele stod på, og stadig fik jeg
ingen hjælp.”
Tina, 49 år
Mødet med kommunen understøtter oplevelsen af at være alene i tilværelsen og giver
kvinderne en følelse af magtesløshed. Flere fortæller, at de bliver mødt med meget
høje krav, når de henvender sig for at få hjælp, og at det kan være svært at overbevise
myndighederne om omfanget af ens problemer og behov for hjælp. Det gælder sær-
ligt for kvinder med børn, som i mødet med kommunen oplever at blive spejlet i de
krav, de stiller til sig selv, hvilket sjældent er, hvad kvinderne har brug for. Tværtimod
søger de for det meste hjælp i form af forståelse, omsorg og konkret støtte til at skabe
en bedre tilværelse.
”Jeg synes ikke, man skulle tænke så meget på, om det er ens egen
skyld, for altså man gør det jo ikke med vilje. Jeg havde jo ikke lyst til
at miste min lejlighed og bo på gaden eller få anbragt mit barn, og jeg
vil da også meget hellere have det godt, men sådan er det bare ikke
blevet for mig.”
Liv, 37 år
Når kvinderne søger hjælp, er situationen ofte desperat med eskalerende misbrug,
vold, prostitution, alvorlige psykiske lidelser eller udsigt til at miste bolig, børn eller
forsørgelsesgrundlag. Får kvinderne ikke den hjælp, de har behov for, henvender de sig
i stedet på lavtærskeltilbud samt i frivillige og private organisationer, mens andre finder
trøst og støtte i andre typer af fællesskaber. For nogle kan det være i kriminelle miljøer,
mens andre finder tryghed i for eksempel et religiøst funderet fællesskab.
”De er hos dig 24-7, de tager dig ind, du bor hos virkelige mennesker
og bliver en del af deres hverdag. Man er hele tiden omgivet af men-
nesker, og dem jeg boede hos, var virkelig nogle dejlige mennesker.
Det har været noget helt andet end kommunen. Det svarer til, at man
som barn kommer i plejefamilie. Her kom jeg som voksen ind i en
familie, som jeg blev en del af og tog mig, som jeg var.”
Kaja, 34 år
Behovet for fundamental hjælp og støtte til at klare tilværelsen er gennemgående for
kvinderne i denne undersøgelse, hvorfor mange er tiltrukket af miljøer, som stiller en
form for helhedstilværelse til rådighed. Kvinderne fortæller, hvordan miljøer omkring
prostitution, stofmisbrug eller behandling kan give et tilhørsforhold og samtidig være
en art beskyttelse mod fx vold og seksuelle overgreb. Endvidere kan det lindre følelsen
af ensomhed samt udfylde det tomrum, som mange sætter ord på i interviewene.
”Jeg lukkede mig inde. Der var jo ikke nogen, der ville snakke med mig
alligevel, så jeg lukkede helt af for omverdenen.”
Mona, 40 år
Kvindernes oplevelse af at være alene stiller nogle særlige krav til sociale indsatser. Ind-
satser med et entydigt sigte på beskæftigelse, som kvinderne ofte tilbydes, er sjældent
det, de har behov for. Snarere efterspørger de mere omfattende indsatser, hvor der er
plads til at arbejde med mere komplekse problemer. På grund af kvindernes ensomme
position i tilværelsen og de forventninger, mange ligger under for, er der brug for som
udgangspunkt for enhver indsats at møde kvinderne med omsorg, anerkendelse og
forståelse. Kvinderne har sjældent det fundament i form af familie, venner og kollegaer,
som andre kan søge støtte hos i tilværelsen. Denne ensomhed er nødvendig at tage
højde for i mødet med dem og i tilrettelæggelsen af hjælp og støtteindsatser.
KØNSSPECIFIK UDSATHED
Denne undersøgelse tegner et billede af en gruppe kvinder i Danmark, som lever me-
get barske liv og rammes hårdt af en række sociale problemer med flere kønsspecifikke
aspekter. Kvinderne i undersøgelsen befinder sig i krydsfeltet mellem nogle særlige
forventninger til kvinder, som angiveligt gør sig gældende på samfundsniveau, og en
udpræget social udsathed. Det betyder, at kvinderne har nogle særlige behov i forhold
til hjælp og støtte.
Som det fremgår af analysen, giver kvinderne udtryk for, at de oplever nogle sær-
lige forventninger til dem som kvinder. Det drejer sig især om nogle ydre krav
om at holde sammen på sig selv og håndtere en udsat livssituation i henhold til
samfundsskabte normer. Mange oplever, at det som kvinde er mindre legitimt at
54 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 55
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0028.png
være socialt udsat, og at der ikke er den samme ’sociale elastik’ til for eksempel at
gå i hundene, som der er for mænd. Kvinderne oplever endvidere at ligge under
for såvel implicitte som eksplicitte krav om at opretholde et velsoigneret ydre og
fremstå nogenlunde velfungerende. På landets herberger og andre tilbud for ud-
satte kvinder bliver badeværelset generelt brugt flittigt, ligesom hjemløse kvinder
gør meget ud af at finde steder at opbevare tøj, smykker og makeup, selvom de
lever et liv på gaden. De særlige forventninger til kvinderne danner på mange
måder ramme for deres tilværelse, og de bruger trods manglende ressourcer store
mængder energi på at forsøge at leve op til forventningerne.
Interviewene peger desuden på, at de særlige forventninger indlejres allerede i barn-
dommen. Kvinderne har gennem opvæksten oplevet at blive mødt med krav om at
være en sød, medgørlig og ordentlig pige, og mange har fra barnsben lært at tilside-
sætte egne behov og undlade at lade problemer komme til udtryk. Det har en række
følger for kvinderne i voksenlivet og understøttes yderligere i mødet med et samfund,
som opleves at stille de samme typer af krav. Det øger tendensen til at skjule sociale
problemer og fører til, at mange undlader at søge hjælp, ligesom det gør det svært for
kvinderne at sætte grænser og sige fra overfor vold og seksuelle overgreb. Endvidere
påvirker det kvindernes tillid til deres evner som mor.
Kvinderne i denne undersøgelse er samtidig markant mere udsatte i forhold til
vold og seksuelle overgreb, hvilket sammen med tendensen til at skjule udsat-
heden skaber en farlig cocktail. Når kvinderne tager ophold på almindelige lav-
tærskeltilbud for socialt udsatte er det nødvendigt for dem at tage en række for-
holdsregler, alene fordi de er kvinder, ligesom det samme er tilfældet i de nære
relationer. Mange prøver, eller har på et tidspunkt prøvet, at sige fra overfor vold
og overgreb, men langt de fleste overgreb holder kvinderne skjult og håndterer på
egen hånd. Det skyldes dels mindreværdsfølelser og tabuisering samt oplevelser
af ikke at få hjælp, når de har forsøgt at række ud.
Selvom kvinderne lever en tilværelse, som ligger langt fra de forventninger, der gør sig
gældende til kvinder generelt, bestræber mange sig på at leve op til kravene. Dette
skaber store problemer i relation til blandt andet vold og seksuelle overgreb, idet man-
ge undlader at beskytte sig selv i forsøget på at leve op til ydre krav og forventninger.
Kvinderne oplever ofte, at overgrebene står i modsætning til idealet om at have et
godt og velfungerende liv, og når de finder sted, er det forbundet med følelser som
skyld og skam over at befinde sig i en situation, hvor overgreb er en realitet. Når kvin-
derne samtidig mødes med mistillid og manglende hjælp, giver det yderligere næring
til følelser af ikke at slå til og selv at være skyld i overgrebene. Mange undlader derfor
fremadrettet at søge hjælp af frygt for endnu engang at blive mødt med mistillid og
konfronteret med oplevelsen af ikke at leve op til forventningerne om at være en pæn
og ordentlig kvinde.
I den forstand er kvinderne fanget i en meget udsat livssituation, hvor oplevelsen af
samfundets forventninger indlejrer sig som følelser af selvhad, skyld og skam, når de
oplever ikke at slå til. Idéen om den pæne pige, som ikke skaber sig eller råber op, lever
stadig i kvinderne og ansporer til en særlig adfærd, hvor udsatheden holdes skjult og
alt for store problemer håndteres uden hjælp. I kombination med forventninger og
krav i omgivelserne kan det gøre det svært for udsatte kvinder at beskytte sig mod de
særlige risici, som er forbundet med livet som kvinde i social udsathed, og at få den
rette hjælp til at skabe en bedre tilværelse.
56 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 57
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0029.png
KAPITEL 4:
KVINDERS FORTÆLLINGER
FRA LIVET I UDSATHED
”Der har altid været pænt hjemme hos os, og det er der
så også hjemme hos mig.”
Udadtil var alt, som det skulle være. Lones mor knoklede alle vågne timer for at holde
sammen på familien og give sin datter en god opvækst. Mentalt var hun dog næsten
altid fraværende - optaget af farens druk og af at holde orden i kaos. I morens forsøg
på at opretholde facaden så Lone tidligt, at problemer var noget, man skjulte, og hun
lærte at klare sig selv og være så lidt besværlig som muligt. Hun tog altid tingene med
et smil og fremstod pæn, sød og medgørlig.
Bag smilene var situationen dog en anden. Lone var ikke glad, men konstant tynget af
angst, og de fleste vågne timer gik med dystre tanker. Hjemme brugte hun al sin tid på
at hjælpe til og gøre moren glad, mens hun gik alene med sine svære følelser. I skolen
fik følelserne dog plads og frustrationerne frit løb. Hun nægtede at gøre, som lærerne
sagde, og gjorde alt for at være det modsatte af den søde, medgørlige pige.
Som tiden gik, udviklede hun et decideret dobbeltliv. Hjemme opførte hun sig fortsat
pænt, men ude levede hun et vildt ungdomsliv, mens hun endnu kun var et barn. Den
første cigaret røg hun som 7-årig, og som 12-årig drak hun sig fuld for første gang.
Siden fulgte hash, amfetamin og piller. Sin seksuelle debut havde hun som 9-årig med
en voksen mand. Egentlig var det vel et overgreb, men sådan forstod hun det ikke
dengang. Hun troede på, hvad han sagde, at det var helt okay.
Gennem teenageårene tog det vilde ungdomsliv til, og da Lone flyttede hjemmefra
som 16-årig, havde hun udviklet et misbrug. De næste mange år var som i en døs - hun
startede på den ene uddannelse efter den anden, var i forskellige forhold og blev mor
for første gang. I mange år lykkedes det at forsørge sig selv og datteren med SU og for-
skellige småjob, indtil hun søgte ind i prostitution. Hun blev introduceret gennem en
veninde, som var begyndt at køre escort, og en sen fredag aften havde hun sin debut.
Hun blev hentet af en fyr, som kørte hende hjem til en kunde. Hun gik op ad havegan-
gen, bankede på, og en halv time efter blev hun hentet igen - nu med 1500 kroner
mere på lommen. Det var i 1994 og blev begyndelsen på mange år i prostitution.
I dag er Lone 46 år og ser tilbage på et liv, hvor misbrug, prostitution og et enormt
arbejde for at opretholde facaden har fyldt alt. Selvom hun næsten altid har haft over-
skud til at holde sig selv og hjemmet pænt, har det ikke gjort problemerne mindre.
Tværtimod har hendes evner til at dække over problemerne, gjort det meget svært at
bede om hjælp. Hvis det var muligt at gøre noget om, ville hun have været ærlig tidli-
gere. Ærlig om situationen, da hun voksede op, om de seksuelle overgreb, misbruget
og siden prostitutionen. Ærlig om, at hun havde det for dårligt til at være mor, så hun
kunne have fået hjælp. Når hun har skjult problemerne handler det i bund og grund
om, at hun aldrig har følt sig god nok, hvilket har afholdt hende fra at søge hjælp og
passe på sig selv.
”Jeg har jo haft brug for de her mænd, fordi jeg
ikke har haft så meget andet.”
Altid at se det bedste i folk har været en farlig strategi, som Liv har været nødt til at
vænne sig af med. Hun har altid været naiv og haft svært ved at vurdere, om folk
vil hende det godt, hvilket har voldt hende mange problemer. Hun er blevet vold-
taget, slået og sparket af skiftende kærester og har ikke tal på, hvor mange gange
hendes tillid er blevet svigtet. Med årene har hun måttet lære at skærpe sit blik for
det dårlige i folk og lade mennesker først bevise, at de vil hende det godt. Det har
været helt nødvendigt.
Som barn følte Liv sig meget alene. Hun voksede op hos en enlig mor, som drak mas-
sivt, og som ofte måtte passes og plejes. Fra en ung alder havde Liv ansvaret for at lave
mad, gøre rent osv., og så snart hun var gammel nok, fortsatte hun det liv i kærestefor-
hold. I mænd fandt hun umiddelbart en tryghed og nogle at støtte sig til, så da hun i
en alder af 18 år blev gravid første gang, faldt det hende helt naturligt. Hun var meget
forelsket og drømte om sin egen familie og et bedre liv, så da han i stedet forlod hende
til fordel for en anden, ramte det voldsomt hårdt. Hun var selv vokset op uden en far
og ville ikke lade sit barn opleve det samme. Derfor valgte hun at få en abort, som hun
gennemgik helt alene og uden nogen at støtte sig til, mens hun samtidig kæmpede
med følelsen af at blive forladt og være helt alene.
Derfra ændrede det hele sig. Hvor Liv før havde været meget ansvarlig, begyndte alt
at flyde. Hun kunne ikke tage sig af sig selv, var dybt ulykkelig og anede ikke, hvor hun
skulle gøre af sig selv. Det var i den periode, hun begyndte at feste voldsomt. I begyn-
delsen begrænsede festen sig til weekenderne, men det blev hurtigt hverdag, alkohol
blev til kokain, og siden fulgte også andre stoffer. Til sidst var hendes stofmisbrug så
omfattende, at hendes læge sendte hende i behandling. På det tidspunkt var hun lige
blevet 22 år.
Det første sted, Liv var i behandling, var et døgntilbud langt væk fra København. I be-
handlingen blev hun nedtrappet, og det lykkedes hende også at blive clean, men da
hun efter fem måneder blev udskrevet til ingenting og uden opfølgning, faldt hun
hurtigt i igen. For at fylde tomrummet ud og finde en bolig flyttede hun sammen med
en mand. Han var også misbruger, og hurtigt var Liv tilbage i et langt mere omfat-
58 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 59
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0030.png
tende misbrug, end hun tidligere havde kendt til. Da hun efter noget tid indså, at hun
måtte tilbage i behandling og tog afsted igen, var behandlingsstedet lukket. Parret,
som ejede det, havde fået tilbagefald, og manden var død af en overdosis. Kvinden
mødte hun på gaden.
Årene, der fulgte, var en lang kamp for at skaffe penge nok til stoffer. Hun havde lø-
bende forskellige kærester og fik på den måde et sted at bo, men var samtidig i den
forbindelse udsat for både vold og seksuelle overgreb. Hun havde svært ved at sige fra
og sætte grænser og følte sig helt afhængig af mændene. Prostitution blev en måde
at tjene til at finansiere hendes og skiftende kæresters misbrug. Det var alt, hun kunne
tænke på dengang – at skaffe penge til at opretholde sit misbrug og parforholdene.
I dag kan hun ikke leve det liv længere. Hun kan mærke, hvordan de mange hårde
år har sat sig, og stofferne har givet hende psykiske men, så hun er angst og hører
stemmer. Mænd er hun også blevet for bange for. I dag kommer hun kun på tilbud,
som er målrettet kvinder og klarer sig helst uden mænd og parforhold, overnatter
på herberger for kvinder, tager sin metadon og prøver at leve af sin kontanthjælp.
Det, hun drømmer om herfra, er at få et sted at bo, for det er svært at passe på sig
selv uden en bolig.
øjeblik i tvivl om, at der var sket noget forkert, men hun turde ikke fortælle det. Hans
ord havde sat sig i hende, og hun troede på, at ingen elskede hende, for det var jo
sådan, hun følte det. Modsat forholdt det sig med ham, svogeren - politimanden, som
alle i familien elskede.
Det første overgreb førte til flere og fortsatte i skjul over flere år, indtil Mona prøvede at
begå selvmord. På det tidspunkt kunne hun ikke holde det ud længere, og hun fortalte,
hvad der foregik, men ingen troede hende, og hun blev sendt til psykiater. I tiden, der
fulgte, kom svogeren stadigt oftere på besøg, og overgrebene blev kun værre. Det
var som om, at den mistillid hun var blevet mødt med, fik svogeren til at gå længere i
overgrebene. Han var nødt til at straffe hende, for det hun havde gjort – at give ham
skylden for det, hun selv havde lagt op til.
Efter tre mislykkede selvmordsforsøg blev hun indlagt længerevarende på en psykia-
trisk afdeling. Hun blev medicineret, men oplevede ellers ikke at få hjælp. På trods af
det, var det en befrielse at komme væk. Efterfølgende begyndte et andet liv på skiften-
de døgninstitutioner, og hun trak sig langt ind i sig selv. I mange år talte hun ikke med
nogen og var bare tavs fra morgen til aften, indtil det lykkedes at finde en plejefamilie,
som havde et særligt godt tag på meget udsatte børn og unge. På det tidspunkt var
hun 14 år. Plejeforældrene lod hende være, som hun var, og tog en dag ad gangen.
De vækkede hende om morgenen, serverede måltider, spiste med hende i tavshed og
lærte hende at ride og passe heste uden at afkræve hende ord. Når hun skulle i seng
om aftenen, smilede de til hende og sagde godnat, og når de vækkede hende igen,
var det også bare med et smil og godmorgen. Langsomt begyndte hun at gengælde
deres smil, og efterhånden vendte sproget tilbage.
I dag elsker hun de to og har opbygget en tillid. Plejemoren er død, men plejefaren
lever stadig, og hun går stadig til ham, når hun har brug for hjælp, selvom hun ikke for-
tæller alt om, hvordan det egentlig står til. Hun tænker tit på, hvordan livet kunne have
været, hvis hun var kommet til dem tidligere. Det er en farlig tanke, som giver næring
til vrede og bitterhed, og det prøver hun at lukke ned for. Men det er svært, for hun er
stadig vred over det liv, hun fik, og alt det, hun skulle udsættes for.
”Dét, han gjorde mod mig, og at ingen gjorde noget for
at stoppe det. De ville ikke høre, de ville ikke tro.”
Monas liv i Danmark begyndte, da hun var seks år. Hun blev adopteret hertil fra et
børnehjem i Thailand af et dansk par, som på det tidspunkt var barnløse. De første to
år i Danmark husker Mona som dejlige. Hun savnede børnehjemmet, men hendes nye
forældre tog sig godt af hende og gav hende omsorg og kærlighed på en måde, hun
aldrig før havde kendt til. Både morgen og aften spiste de sammen og snakkede i ti-
mevis. De tog hende på udflugter, lærte hende dansk, gav hende nyt tøj, holdt hende i
hånden på vej til skole og læste historier for hende, når hun skulle sove. Det føltes trygt
midt i alt det fremmede, og hun faldt hurtigt til hos sine nye danske forældre.
Men efter to år ændrede alt sig. Monas adoptivmor blev gravid, og fra at være øn-
sket og elsket følte Mona sig nu som en belastning. Da lillesøsteren kom, blev det kun
værre. Når hun prøvede at kravle op på skødet af sin adoptivmor, fik hun at vide, at hun
skulle gå væk, og samme besked fik hun, når hun ville holde sin lillesøster. Hun følte
sig alene og følte ikke længere, hun hørte til, og det blev udnyttet. Sådan ser hun på
det i dag.
De seksuelle overgreb begyndte, da hun var ni år. Det var adoptivmorens svoger, der
gav hende, hvad hun omtaler som en ”pæn barndomsgave”, og han skulle blive den
første, hun havde fuldbyrdet samleje med. Første gang, han forgreb sig på hende, var
på en køretur i skoven under et af hans og mosterens utallige besøg. Mona var ikke et
”Jeg er så vred over, at ingen gjorde noget. Jeg var jo
bare en lille pige, og når et barn ser sådan ud, så skal
man da gøre noget.”
Nadja er 23 år og har været misbruger halvdelen af sit liv, men nu er hun clean på
femte måned. Hun begyndte at snuse til stofferne som 12-årig, og i en alder af 15 var
hun allerede dybt afhængig af hårde stoffer og infiltreret i prostitutionsmiljøet. Som
16-årig flyttede hun ind i en af de lejligheder, som prostitutionens bagmænd stiller til
rådighed under termen "privat-diskret" – lejligheder, hvor kvinder kan prostituere sig
og samtidig bo under dække af at fremleje en bolig.
60 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 61
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0031.png
Det var på mange måder et usselt liv, men det var et sted at bo, og prostitutionen
finansierede hendes misbrug. Der var også en tryghed i at vide, at nogen vidste, hvor
hun var, når hun var sammen med kunder. Ikke fordi der var meget hjælp at hente, når
overgreb fandt sted, men det var trods alt bedre end gaden og på det tidspunkt det
bedste af mange dårligere alternativer.
Når Nadja levede det liv i en alder af 16 år, er det fordi hun står meget alene i verden
med en turbulent barndom bag sig og uden forældre eller andre voksne til at hjælpe
sig på vej. Begge hendes forældre var misbrugere, og hun er vokset op mange steder,
fra hun første gang blev tvangsanbragt som 3-årig. Hun har været igennem utallige
anbringelser hos plejefamilier og på døgninstitutioner, foruden perioder hjemme hos
en af sine forældre. Efter i årevis at være blevet flyttet rundt, fik hun nok. Hun kunne
ikke klare at blive flyttet mere og kunne ikke forsøge at falde til endnu et sted, så hun
stak af fra plejefamilien og fik adresse hos moren, og derfra gik det for alvor galt.
Allerede inden hun blev født, var forældrene kendt af kommunen. Begge var de fra
misbrugsmiljøet, og moren var i gadeprostitution, så der var skærpet opsyn under hele
graviditeten, og efterfølgende var familien under observation. Mens moren var gravid,
holdt hun sig nogenlunde stoffri, så Nadja er ikke født abstinent, men fra hun var en
uge gammel, var forældrene tilbage i misbruget. Alligevel gik der tre år, før Nadja blev
anbragt. Det undrer hende i dag, for det eneste, hun husker fra sin tidlige barndom, er
sult og forældrenes evige slåskampe.
I dag ved hun ikke, hvad hun helst ville have haft - en ubrudt opvækst hos sine mis-
brugende forældrene eller anbringelserne, hun siden skulle igennem? Ingen af delene
blev nogensinde rigtig godt. Det første sted, hun blev anbragt, havde plejeforældrene
så travlt med deres egne og seks plejebørn, at ingen trøstede hende, når hun græd.
Hun husker nætter, hvor hun tissede i sengen og fik skældud og forbud mod at drikke
noget til aftensmaden. Måltiderne blev kørt som en fabrik: Børnene blev bænket og fik
serveret grød eller leverpostejsmadder, og blev maden ikke indtaget hurtigt nok, blev
det presset ned i halsen.
Det var også der, overgrebene begyndte. Det var familiens to biologiske sønner, som
forgreb sig på hende, og selvom hun siden har prøvet at tilgive dem, fordi de selv kun
var børn, har det gjort stor skade. Hun var så lille dengang og havde ingen forudsæt-
ninger for at sige fra, og da hun prøvede, fortsatte det alligevel. På en hjemmeweekend
fortalte hun det til sin mor, som informerede kommunen, men de troede hende ikke,
og sagen blev henlagt. Imens fortsatte overgrebene, indtil underretninger fra naboer
fik kommunen til at reagere. Plejefamilien fik et påbud, og Nadja kom hjem til sin mor,
indtil hun igen blev fjernet.
”Det er jo ikke nemt at være hjemløs og slet ikke,
når man er kvinde.”
Trine har været hjemløs igen og igen og har i de perioder blandt andet overnattet i
parker, på herberger og hos mænd, hun har haft løse relationer til. Selvom det kan
være koldt og utrygt at sove udenfor, har hun for det meste foretrukket det fremfor
at overnatte hos forskellige mænd eller på herberger, hvor hun føler sig udsat. Hun
bryder sig ikke om at være tæt på folk med misbrug og er utryg ved at overnatte sam-
men med for mange fremmede. Hun har haft for mange dårlige oplevelser med fulde
mænd til at kunne sove roligt på et herberg, og når der ikke har været mulighed for at
overnatte privat, har parken været et bedre alternativ.
I dag har Trine en lejlighed. Det er dejligt, men samtidig ensomt. Hun har ikke rigtig
nogen familie eller stabile, nære relationer, og hun har svært ved at finde ro i sig selv.
Hendes forældre er døde, men forholdet til dem var heller ikke godt, og hendes børn
er anbragt, så dem ser hun kun sjældent. I perioder har hun kærester, som holder hen-
de med selskab og på den måde får skubbet de mange dårlige minder lidt på afstand,
men for det meste er hun bare alene med sig selv i sin lille lejlighed. Det er ikke helt
nemt med de mange dårlige tanker og ensomheden, men det er bedre end alternati-
vet. Det ved hun af bitter erfaring.
Når Trine har været hjemløs, er det sket som følge af brudte parforhold eller på grund
af fejl og manglende hjælp hos kommunen. To gange har hun måttet forlade et parfor-
hold, som var blevet meget belastet, og fordi hun ikke har familie og et netværk at støt-
te sig til, har hun været helt afhængig af hjælp fra kommunen. Når hendes parforhold
er gået skævt og situationen blevet akut, har hun ikke haft andre steder at henvende
sig end hos kommunen, og når der ikke har været hjælp at få, har hun ikke set andre
muligheder end at pakke sine ting og blive hjemløs. En anden gang mistede hun bo-
ligen, fordi hun ikke kunne betale husleje. Hun blev sanktioneret i sin kontanthjælp og
kunne derfor ikke betale sin husleje, og da kommunen ikke kunne hjælpe økonomisk,
blev hun smidt ud og stod igen på gaden. Siden fandt hun ud af, at der var sket en fejl,
og at sanktionen slet ikke var berettiget, men da havde hun allerede mistet lejligheden
og var igen blevet hjemløs.
Ifølge Trine er det et hårdt liv som hjemløs. Særligt når man er kvinde. Ligesom mange
andre hjemløse kvinder, hun kender, er hun konstant bange for at blive udsat for sek-
suelle overgreb. Det er svært at passe ordentligt på sig selv i miljøer, som er præget af
misbrug. Hun har selv været heldig ikke at blive udsat for seksuelle overgreb, mens hun
har været hjemløs, men hun kender mange, som har oplevet frygtelige ting, og selv er
hun blevet udsat for vold og er blevet kaldt alt muligt. Det er ikke velset som kvinde
at være hjemløs, og Trine oplever ikke at møde stor forståelse for, at hun er endt i den
situation. På en måde forstår hun det godt, for hun er også selv flov over at have været
62 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 63
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0032.png
hjemløs og over ikke at kunne tage sig af sine børn, og hun er også ked af at være på
kontanthjælp. Hun ville gerne have været et bedre forbillede for sine børn og er ærger-
lig over ikke at kunne give noget bedre videre.
Heldigvis er der organisationer, som hjælper hjemløse, og hun er kommet med i en
gruppe for kvinder, som er eller har været i hjemløshed. Det betyder meget. I gruppen
kan hun tale åbent om, at hun har været hjemløs, og hun har fået støtte af mennesker,
som selv har mærket, hvordan man kan ende på bunden. Det har betydet alt for hende
på den måde at blive forstået og mødt. I kvindegruppen har hun fået et netværk at
støtte sig til og et sted at tale åbent om det, der er svært, og det gør en kæmpe forskel.
Når børn og parforhold har fyldt alt, er det fordi, det giver hende en følelse af at være
noget værd. Det har hun aldrig kunne mærke, når hun bare er sig selv, for hun har brug
for at være en funktion og for at kunne give noget til andre. Sådan har det altid været,
og allerede tidligt lærte hun, at hun var til for andre. Hun voksede op i en familie med
alt for mange børn, og hun blev sat i arbejde lige fra begyndelsen og udsat for ting,
som ikke er sunde for børn. Det har gjort det svært at sige fra, og hun er endt i det ene
dårlige parforhold efter det andet. Hun har haft svært ved at mærke sine egne græn-
ser, og hvornår de bliver overtrådt, og det har haft store konsekvenser for både hende
og hendes børn. Det har ikke været godt for dem at have en mor, som ikke altid har
formået at passe på sig selv, og det ser hun konsekvenserne af i dag, hvor hendes børn
kæmper med mange typer af problemer.
I mellemtiden er hun selv nået et sted hen, hvor hun er blevet i stand til at identificere
og bryde med sine egne mønstre. Gennem en frivillig organisation er det lykkedes
hende at få hjælp til senfølger af prostitution og seksuelle overgreb, og det har fået
hende til at forstå, hvorfor hun aldrig har følt sig noget værd i sig selv og har budt sig
selv at blive så dårligt behandlet. Det har konkret hjulpet hende til at bryde med de
dårlige parforhold, og hun er i dag helt ude af prostitution. I stedet fokuserer hun nu på
at arbejde med sig selv for på den måde at bryde mønstre og blive bedre til at hjælpe
sine børn. Hendes mål er at give dem et bedre liv – uden vold, seksuelle overgreb og
prostitution. Derfor fortæller hun dem igen og igen, at de er noget værd i sig selv.
”Det giver mig en følelse af at være noget værd,
at være noget for andre.”
Moderskabet er det, som holder Jeanette oppe, og dét, der giver mening i en tilvæ-
relse, som i øvrigt er svær. Hun har altid drømt om at blive mor, og siden hun fik sit
første barn, har hun gjort alt, hvad hun kunne for at være en god mor trods alvorlige
sociale problemer. Imens har hun kæmpet med senfølger af seksuelle overgreb, været
i prostitution og udsat for vold fra skiftende partnere, og hun har måttet forlade mange
mænd for at beskytte sig selv og børnene. Samtidig har hun også måttet kæmpe for
at beholde børnene hjemme, fordi hun gentagne gange over årene har været i myn-
dighedernes søgelys.
Selvom det har været hårdt, at myndighederne har tvivlet på hendes evner til at være
mor, forstår hun godt deres bekymring. Livet har ikke været nemt, og i perioder har
hun haft det så svært, at det også er gået ud over børnene. De har set hende blive slået
og har oplevet at måtte flygte fra voldelige mænd, og de har flyttet meget rundt som
følge af de brudte parforhold. Derudover har der været store økonomiske problemer
undervejs, og i perioder har de haft så lidt at leve for, at det har været svært at lave
ordentlig mad og finde penge til at købe tøj og betale en husleje.
I dag er hun lykkelig for, at det alligevel lykkedes hende at beholde sine børn hjemme.
Hun ville dog ønske, at hun kunne have fået hjælp til nogle af de problemer, hun har
kæmpet med undervejs, og at hun var blevet mødt med mere forståelse og mindre
mistillid. Når hun søgte hjælp hos myndighederne, oplevede hun, at der blev sået tvivl
om hendes evner til at være mor. Det fik hende efterhånden til at håndtere problemer-
ne selv. I perioder har det betydet, at hun har boet steder, som har været uforsvarlige,
og hun har været i prostitution for at få penge til at tage sig ordentligt af sine børn. Det
har hun det meget dårligt med, men hun føler samtidig, at det var nødvendigt. Selvom
hun forstår myndighedernes bekymring, ville hun gerne have haft mere hjælp.
64 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 65
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0033.png
KAPITEL 5:
HJÆLP OG STØTTE TIL KVINDER
I SOCIAL UDSATHED
I dette kapitel er der fokus på, hvordan socialarbejdere i praksis oplever og forholder sig
til kønsspecifikke problemer og særlige behov, som socialt udsatte kvinder har.
Det er gennemgående oplevelsen blandt socialarbejdere, som har bidraget til denne
undersøgelse med deres viden og praksiserfaring, at selvom der formelt er ligestilling
mellem kønnene på de fleste områder i det danske samfund, er der alligevel forskelle,
som i praksis resulterer i nogle alvorlige kønsspecifikke problemer for kvinder i social
udsathed. Kvinderne, som socialarbejderne møder på herberger, forsorgshjem, være-
steder, på gaden eller i rådgivnings- og aktivitetstilbud, er kvinder, som befinder sig i en
meget svær situation, hvor de på en og samme tid er ramt af de særlige kønsspecifikke
forventninger og af problemer forbundet med at leve i social udsathed. Det afsted-
kommer behov for målrettet hjælp og støtte.
INDSATSER FOR UDSATTE KVINDER
De fleste kvinder i social udsathed modtager offentlige ydelser, men socialarbejder-
ne møder også kvinder, som ikke er i kontakt med myndighederne og klarer sig på
egen hånd. I de tilfælde er der ofte tale om kvinder i en svært belastet livssituation
præget af alvorlige sociale problemer og psykiske lidelser, som ofte er ubehandlede.
Der er for det meste behandling at få, men det er ofte i form af ambulant behandling
i situationer, hvor det langt fra er nok. Kvinderne får sjældent mere omfattende hjælp
til at bearbejde senfølger af for eksempel vold og seksuelle overgreb, som også kan
føre til psykiske lidelser og afstedkomme behov for langvarig terapeutisk behandling.
Socialarbejderne peger på, at der i dag er udviklet systemer, som relativt effektivt diag-
nosticerer og udpeger problemer, men sjældent tilbyder mere langvarige indsatser
i overensstemmelse med kvindernes behov. En socialarbejder på et lavtærskeltilbud
fortæller, at der over de senere år er kommet flere opsøgende indsatser i psykiatrien,
hvilket giver bedre muligheder for at opdage kvinderne og give akut psykiatrisk be-
handling, som dog sjældent bliver fulgt op af mere langsigtede indsatser. Derimod
oplever socialarbejderne, at der er sket en markant stigning i antallet af diagnoser og
samtidig en udpræget mangel på behandling i forhold til de psykiske lidelser, som
kvinderne kæmper med.
Udover de specialiserede indsatser i psykiatrien er kvinderne ofte omfattet af indsatser
i kommunalt regi. Også i denne sammenhæng oplever socialarbejderne store udfor-
dringer i forhold til at sikre kvinderne indsatser, som rækker videre end førstegangs-
samtaler. Tendensen til at skjule udsatheden spiller her en væsentlig rolle, og socialar-
bejderne oplever, at kvinderne er tilbageholdende med at lade problemerne komme
åbenlyst til udtryk i kommunalt regi. Det skyldes ofte manglende tillid til, at det er
muligt at få hjælp, samt gentagne oplevelser af ikke at blive mødt med forståelse og
sympati, når de tidligere har søgt hjælp.
På lavtærskeltilbud, væresteder, opsøgende indsatser og rådgivningstilbud bruger so-
cialarbejderne mange ressourcer på at bygge bro til andre indsatser, og der arbejdes
målrettet for at støtte kvinderne i at søge hjælp og lade problemerne komme til ud-
tryk. Selvom lavtærskeltilbud og andre frivillige og private indsatser ikke har myndig-
hed til at visitere til andre relevante indsatser, bliver de ofte bindeled til andre indsatser.
En væsentlig del af socialarbejdernes arbejde er således blevet at hjælpe kvinderne til
at profitere af andre indsatser, og der arbejdes målrettet for at opbygge og udvikle til-
lidsfulde relationer som udgangspunkt for det videre arbejde.
UDTRYK FOR FORVENTNINGSPRES
Selvom socialt udsatte kvinder på mange måder befinder sig i en perifer position i
samfundet, oplever socialarbejderne, at de i høj grad er under indflydelse af særlige
krav og forventninger til kvinder generelt. I et samfund, hvor der synes at være en høj
grad af ligestilling, oplever socialarbejderne samtidig, at der er en tendens til at overse,
at udsatte kvinder stadig rammes hårdt af traditionelle krav og forventninger til kvin-
der. Hvor kvinder generelt har bedre muligheder for at modstå eller honorere kravene,
er det samme ikke tilfældet for udsatte kvinder. Ifølge socialarbejderne er kvinderne i
denne undersøgelse stadig voldsomt udsatte for kønsrelateret vold og seksuelle over-
greb og kæmper med en række af de problemer, som kvinder også har kæmpet med
historisk i relation til traditionelle kønsroller og mønstre. For eksempel søger mange
udsatte kvinder stadig beskyttelse og tryghed via relationer til mænd, ligesom mange
søger at finde mening i tilværelsen gennem moderskabet eller et parforhold.
Socialarbejderne møder kvinder, som går meget langt for at møde samfundets for-
ventninger. Kvinderne forsøger at opretholde et pænt ydre, tage ansvar for sig selv og
være gode mødre, selvom livssituationen og omfanget af sociale problemer sjældent
gør det muligt. Samtidig er kvinderne, netop fordi de er kvinder, i særlig risiko, når de
opholder sig på tilbud for socialt udsatte eller på gaden, og socialarbejderne må tage
højde for nogle særlige beskyttelsesbehov i arbejdet.
66 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 67
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0034.png
KVINDER KRAKELERER INDEFRA OG UD
Som en socialarbejder formulerer det, krakelerer kvinder for det meste indefra og ud,
mens det omvendte oftere er tilfældet for mænd. Det betyder, at de sociale problemer
i mange tilfælde er mere åbenlyse blandt mænd, som oftere har synlige reaktioner på
presset fra en udsat livssituation. Generelt oplever socialarbejderne, at mænd i højere
grad er synlige i miljøet, og der er en overvægt af mænd på forsorgshjem, væresteder
og andre tilbud for målgruppen. Mænd præger også i høj grad tilbuddene for socialt
udsatte og har i højere grad end kvinder åbenlyse misbrug, ligesom angiveligt flere
mænd identificerer sig som for eksempel hjemløs.
Modsat oplever socialarbejderne, at kvinderne ofte er mere tilbageholdende med at
opholde sig i miljøet og generelt er mindre synlige og identificerer sig i mindre grad
med rollen som socialt udsat. Også i denne sammenhæng er der undtagelser, som
bekræfter reglen, men generelt skjuler kvinderne angiveligt i højere grad udsatheden
bag et pænt og velsoigneret ydre.
Socialarbejderne betragter det på mange måder som positivt, at udsatte kvinder i et
eller andet omfang formår at opretholde et velsoigneret ydre, tage sig af personlig hy-
giejne og opfylde basale behov, så som at sørge for daglige måltider, tøjvask mv. Sam-
tidig er der alvorlige problemer forbundet med kvindernes tilbøjelighed til at skjule
udsatheden, og socialarbejderne møder kvinder, som i skjul lever med komplekse pro-
blemer og behandlingskrævende psykiske lidelser og misbrug. Når kvinderne søger
hjælp, er deres tilstand ofte så alvorlig, at akutte indsatser eller indgriben mod deres
vilje kan være nødvendig, og det skaber i mange tilfælde et dårligt udgangspunkt for
en effektiv behandling.
Når kvinderne først sent kommer i forbindelse med sociale indsatser, er det ofte svært
at etablere god kontakt og opbygge den relation, som er nødvendig for arbejdet. På
det tidspunkt er kvinderne ofte blevet belastede og sårbare i en grad, så der skal meget
lidt til, før de oplever, at deres grænser bliver overtrådt, og indsatsen opleves som alt
andet end værende til hjælp. Omvendt kan akutte situationer også være en åbning,
som giver mulighed for at skabe kontakt på et tidspunkt, hvor problemerne åbenlyst
kommer til udtryk. For at gøre det til et godt udgangspunkt for mere langvarige indsat-
ser, er det dog nødvendigt, at der bliver grebet aktivt ind og handlet på problemerne
her og nu. Det forudsætter både tid, tålmodighed og ressourcer – noget som sjældent
er til rådighed i tilstrækkeligt omfang.
Det er medarbejdere i kommunalt og regionalt regi, som arbejder hårdt for at gøre
deres bedste. Det er imidlertid ofte besværliggjort af, at problemerne er svære at spot-
te, og ressourcerne er begrænsede. I mange tilfælde møder socialarbejderne kvinder,
som befinder sig i en meget udsat og sårbar situation uden at blive tilbudt indsatser,
som stemmer overens med kompleksiteten af problemerne. I mange tilfælde bliver
problemerne angiveligt negligeret, og der bliver ofte ikke i tilstrækkeligt omfang taget
højde for alvoren af kvindernes problemer. Socialarbejderne oplever, at der eksisterer
en manglende erkendelse af, at komplekse og sammensatte problemer ikke kan af-
hjælpes med akutte indsatser alene, men kræver langvarige og målrettede indsatser.
DILEMMAER I ARBEJDET
I arbejdet balancerer socialarbejderne mellem på den ene side ønsket om at hjælpe
kvinderne som mennesker med typiske sociale problemer, og på den anden side som
kvinder med nogle særlige kønsspecifikke problemer og behov. Socialarbejderne må
på en og samme tid være i stand til at balancere samtidige behov og forholde sig til
både "almindelige" sociale problemer som misbrug, hjemløshed mv. samt mere køns-
specifikke problemer relateret til vold, seksuelle overgreb, det svære moderskab og
særlige forventninger til kvinder. For socialarbejderne er der ikke tale om teoretiske el-
ler abstrakte overvejelser, men om helt konkrete forhold, som i praksis er overlappende
og helt nødvendige at have for øje for at kunne yde en ordentlig indsats for kvinder i
social udsathed.
Konkret giver socialarbejderne udtryk for, at det kan være svært at hjælpe kvinder i
en hjemløshedssituation eller i forhold til misbrugsproblemer uden samtidig at an-
erkende og forholde sig til problemer i forhold til parforhold, det svære moderskab,
senfølger af seksuelle overgreb samt de særlige forventninger til kvinder, som opleves.
Det kan være svært at hjælpe en kvinde med et misbrug uden at forholde sig til de
omstændigheder, der ligger bag, og ligesådan er det nødvendigt at forholde sig til
hjemløshed i relation til for eksempel et voldeligt parforhold, som kvinden kan være
flygtet fra, eller andre afgørende faktorer.
Socialarbejderne møder ofte kvinder, som umiddelbart fremstår ressourcestærke og
velfungerende, men som i realiteten lever et liv, der er alvorligt belastet af sociale pro-
blemer. Selvom socialarbejderne har et trænet og relativt skarpt blik i forhold til at
spotte udsathed, oplever mange, at det kan være svært både at få greb om proble-
merne og at hjælpe kvinder, som bruger meget energi på at tilsløre den sociale ud-
sathed. Det er et dilemma for socialarbejderne, i hvilket omfang de skal gå offensivt til
kvinderne, men i mange tilfælde løser det sig i takt med, at gode relationer etableres,
og kvinderne åbner op og lader problemerne komme til udtryk.
Gennemgående oplever socialarbejderne, at en god og tillidsfuld relation er bæren-
de for arbejdet. Det tager tid og kræver ressourcer at etablere og fastholde en sådan,
men det er helt nødvendigt at prioritere relationsarbejdet som forudsætning for at
hjælpe kvinderne med de problemer, de kæmper med. Når det lykkes at opbygge en
god relation, er der skabt et udgangspunkt for andre indsatser. Det sker imidlertid ikke
uden, at der afsættes tid og ressourcer til at være nærværende, imødekommende og
tilgængelig, når kvinderne åbner op eller rækker ud i behov for hjælp. I nogle tilfælde
68 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 69
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0035.png
tager kvinderne selv initiativ, men andre gange må socialarbejderne gøre et stort og
langvarigt arbejde for at opbygge en tillidsfuld relation, som kan anspore kvinderne til
på sigt at turde række ud og bede om hjælp.
Ifølge socialarbejderne kræver arbejdet ikke alene evner til at balancere samtidige be-
hov og et dobbeltblik på kvindernes livssituation. Konkrete muligheder for at kunne
imødekomme samtidige behov er også helt afgørende. Der er behov for dels at kunne
hjælpe kvinderne med typiske sociale problemer som at få en bolig, sociale ydelser,
misbrugsbehandling eller hjælp til psykiske lidelser og dels at hjælpe kvinderne i for-
hold til mere komplekse problemer forbundet med prostitution, senfølger af overgreb
og belastende parforholdsrelationer. De aktuelle konkrete problemer indgår i et nært
samspil med bagvedliggende og mere komplekse problemer, som er nødvendige at
forholde sig til for mere vedvarende at kunne yde en indsats, som faktisk hjælper –
også på længere sigt. Der kan for eksempel være et konkret behov for at beskytte eller
skærme kvinder på tilbuddene i tilfælde, hvor der er risiko for, at en kvinde udsættes
for vold eller seksuelle overgreb, samt behov for mere omfattende hjælp i forhold til at
håndtere følgerne af at være udsat for trusler, vold og seksuelle overgreb.
kvinder, fordi mange føler sig mere konfronteret med disse i samfundet generelt og på
almene tilbud. Samtidig danner de kønsspecifikke tilbud ofte ramme om et miljø, hvor
kvinderne tør fortælle åbent om erfaringer med prostitution og seksuelle overgreb,
ligesom kvinder med samme typer af erfaringer kan finde et fælles fodslag og være en
støtte for hinanden i en social udsat livssituation.
En af udfordringerne i de kønsspecifikke tilbud kan være at hjælpe kvinderne videre i
situationer, hvor der i høj grad tages afstand fra mænd. Derfor oplever mange social-
arbejdere også, at det er en udfordring, når tilbud er kønsspecifikke i et omfang, så der
kun ansættes kvinder. Flere giver udtryk for vigtigheden af at sammensætte en med-
arbejdergruppe med en vis kønsdiversitet for dermed at undgå at bidrage til at grave
yderligere grøfter mellem kvinder og mænd. Ved at ansætte mænd på de kønsspeci-
fikke tilbud for kvinder kan der arbejdes konkret med at opbygge eller genopbygge
tillid blandt kvinderne i forhold til mænd, hvilket kan være kim til at opbygge eller
genopbygge tillid til det andet køn.
MERE FOKUS PÅ DET KØNSSPECIFIKKE
Samlet set oplever socialarbejdere på både almene og kønsspecifikke tilbud væsentlige
begrænsninger i mulighederne for at arbejde langsigtet med kvinderne, og det svæk-
ker i høj grad mulighederne for at hjælpe kvinderne. På lavtærskeltilbud, væresteder,
i rådgivning mv. har socialarbejderne sjældent myndighed til at bevilge andre sociale
ydelser, indsatser i psykiatrien eller for eksempel stofmisbrugsbehandling. Arbejdet
drejer sig derfor i høj grad om at yde konkret støtte, give omsorg, rådgivning, være
bisidder ved møder med myndigheder og sætte kvinderne i forbindelse med andre
relevante instanser.
Den hjælp og støtte, socialarbejderne forsøger at give kvinderne, afhænger i høj grad
af mulighederne for samarbejde mellem tilbuddene og de kommunale og regionale
aktører i form af sagsbehandlere, psykiatere mv. Kvinderne er sjældent i stand til på
egen hånd at få den hjælp, de har behov for, og der bruges derfor mange ressourcer
på at presse på, mens der samtidig ydes indsatser i forhold til kvindernes konkrete pro-
blemer. Indenfor rammerne af det mulige forsøger socialarbejderne at give rådgivning,
udvise omsorg og støtte samt facilitere netværksorienterede indsatser, som kan bringe
kvinderne videre og bidrage til etableringen af et mere stabilt fundament.
De grundlæggende problemer i forhold til at hjælpe udsatte kvinder skal, ifølge so-
cialarbejderne, løses i samarbejde mellem frivillige, private, kommunale og regionale
aktører. Det kan ikke ske udelukkende ved hjælp af indsatser på landets lavtærskeltil-
bud, og socialarbejderne efterspørger derfor en større forståelse blandt alle relevante
myndigheder og aktører omkring kønsspecifikke problemer og de særlige forhold,
som præger kvinder i social udsathed. Oplevelsen er i dag, at alvorlige og komplekse
problemer overses og negligeres som følge af manglende viden og anerkendelse af, at
KØNSSPECIFIKKE ELLER ALMENE TILBUD
I det praktiske arbejde med udsatte kvinder oplever socialarbejderne, at en gammel
diskussion i det sociale arbejde om balancen mellem det almene og det specialiserede
på mange måder kommer til udtryk. Socialarbejdere står hele tiden overfor spørgsmål
om, hvorvidt kønsspecifikke eller almene indsatser bedst tilgodeser kvindernes behov,
og må løbende foretage et skøn omkring, hvordan problemerne bedst gribes an. Di-
lemmaet mellem almene og specifikke indsatser rækker langt videre end til området
for udsatte kvinder og drejer sig ikke alene om kønsspecifikke indsatser, men i det hele
taget om, i hvilket omfang det er nødvendigt at tilgodese det specifikke og arbejde
målrettet med særlige problemer. For socialarbejderne kommer dette konkret til ud-
tryk i arbejdet med udsatte kvinder indenfor rammerne af enten et kønsspecifikt eller
et alment tilbud.
Socialarbejderne er ikke interesserede i at udpege ”det eneste rigtige tilbud”, men
forholder sig pragmatisk til spørgsmålet i relation til deres daglige praksis. For dem
drejer det sig om, hvordan man bedst hjælper kvinder i social udsathed. Det har so-
cialarbejderne forskellige perspektiver på, og der gives udtryk for både muligheder og
begrænsninger ved henholdsvis almene og kønsspecifikke tilbud. Gennemgående er
det imidlertid opfattelsen, at det ikke er enten eller, men både og: Hvor nogle kvinder
har behov for kønsspecifikke tilbud, trives andre bedst i de almene.
Et af de positive aspekter ved de kønsspecifikke tilbud er, at de i høj grad kan give
kvinderne den tryghed, de ikke altid oplever på tilbud, hvor mænd også kommer.
Endvidere kan det give en pause fra de særlige forventninger, der opleves at være til
70 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 71
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0036.png
udsatte kvinder kan have nogle særlige behov. Det betyder, at kvinderne i alt for man-
ge tilfælde ikke får nok hjælp til at bryde med sociale problemer og modstå det pres,
der opstår i forhold til de særlige forventninger til dem, kvinderne oplever at møde.
Det kræver mere viden om og fokus på de problemer, som rammer kvinder i social
udsathed særligt hårdt og skaber særlige behov for hjælp og støtte.
KAPITEL 6:
KVINDERNES ØNSKER TIL
HJÆLP OG STØTTE
I interviewene peger kvinderne på en række områder, hvor hjælp og støtte ikke er
tilstrækkelig, og de formulerer også en række anbefalinger til, hvordan det kan gøres
bedre. Generelt retter kvinderne ikke kritik imod lavtærskeltilbud og andre frivillige
og private organisationer, hvor de kan komme, som de er. Det betyder meget for
kvinderne at blive mødt med tillid, omsorg og respekt, og det er som oftest tilfældet,
når de henvender sig på lavtærskeltilbud og lignende. Derudover sætter kvinderne
i høj grad pris på de mere netværksorienterede tilbud og indsatser, hvor der er mu-
lighed for at deltage i forløb med samtaler og rådgivning over en længere periode.
Kvinderne værdsætter gode relationer til socialarbejderne og har brug for at søge
hjælp steder, hvor de kan føle sig trygge og indgå i tillidsfulde relationer. Det oplever
kvinderne sjældent som muligt, når de søger hjælp hos kommunale myndigheder
og i psykiatrien. Tværtimod føler mange sig dårligt hjulpet, dels på grund af skiftende
sagsbehandlere og overfladisk behandling og dels på grund af negligering og mis-
tillid, som de oplever at blive mødt med. Særligt oplevelser af at blive mødt med
mistillid hos kommunale myndigheder, politiet eller andre instanser medvirker til, at
kvinderne undlader at søge hjælp til deres problemer. Når kvinderne først har ople-
vet at blive set ned på, ladt alene med voldsomme oplevelser og ikke at få hjælp og
støtte, når de har været udsat for overgreb, svækker det troen på, at det er muligt at
få hjælp hos kommunen og i psykiatrien. I nogle tilfælde betyder det, at kvinderne
helt fravælger hjælp fra myndighederne.
KVINDERNES ANBEFALINGER
Fordi det i høj grad er hos myndighederne, kvinderne oplever at blive mødt med
manglende forståelse og ikke at få den hjælp, de har behov for, kommer de også først
og fremmest med anbefalinger på myndighedsniveau. Overordnet falder anbefalin-
gerne i to grupper. Dels har kvinderne en række konkrete anbefalinger til, hvordan der
kan skabes bedre indsatser, som imødekommer konkrete behov blandt kvinderne, og
dels en række anbefalinger til, hvordan myndigheder og andre i samfundet kan blive
bedre til at møde kvinderne med forståelse og respekt i forhold til deres situation.
Kvindernes anbefalinger adresserer et generelt behov for i højere grad at have fokus
på kønsspecifikke problemer og hjælpebehov i mødet med kvinder i social udsathed.
72 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 73
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0037.png
KVINDER EFTERSPØRGER BEDRE INDSATSER
•
•
•
•
•
•
Tidligere indsats i forhold til misbrug og psykiske lidelser og mere omfattende
og langvarige indsatser end den ambulante, medicinske behandling.
Mere konkret støtte til at forebygge og modvirke konsekvenserne af
hjemløshed.
Bedre muligheder for at passe på sig selv ved hjælp af skærmede pladser eller
andre beskyttede boformer til kvinder i hjemløshed.
Mere konkret hjælp til at håndtere rollen som mor samt opfølgning og støtte
til at leve med og bearbejde skyld og skam som følge af anbringelsen.
Bedre hjælp til kvinder, som anmelder overgreb.
Bedre muligheder for at få behandling i forhold til senfølger af seksuelle
overgreb og større forståelse for sammenhængen med de øvrige sociale
problemer.
Mere information om muligheder for at komme ud af prostitution og flere
indsatser for at bryde med prostitution og håndtere følgerne af det.
Mere konkret støtte til at bryde med voldelige parforhold i form af akutboliger
og ambulante tilbud, hvor kvinderne kan komme uden foregående visitation.
Mere tid til at opbygge tillidsfulde relationer og give omsorg og støtte i forbin-
delse med arbejdet med andre sociale problemer.
Bedre muligheder for samtaleterapi og langvarig støtte til at bryde med en
socialt udsat livssituation.
Flere netværksorienterede indsatser og kvindegrupper med fokus på hjælp til
selvhjælp.
PERSPEKTIVER FOR ARBEJDET MED
DET KØNSSPECIFIKKE
I lyset af interviewene med kvinder og socialarbejdere kan der peges på en række per-
spektiver for det kønsspecifikke arbejde. Det drejer sig først og fremmest om, hvordan
samfundet kan blive bedre til at hjælpe kvinderne, dels i tilrettelæggelsen af sociale
indsatser og dels ved at blive opmærksomme på de oplevelser af særlige forventnin-
ger til kvinder, som kan skabe problemer for kvinder i social udsathed.
I arbejdet fremadrettet er der først og fremmest behov for at gøre en indsats hos alle
relevante myndigheder for at bryde med kvindernes oplevelser af at blive negligeret
og dårligt behandlet. For mange oplever at blive mødt med mistillid. Det får alvor-
lige følelsesmæssige konsekvenser for kvinderne og medvirker til, at mange fravælger
hjælp fra kommunen for i stedet at bære problemerne selv - med skjult udsathed til
følge. Der er brug for mere viden om og opmærksomhed på de særlige problemer for
kvinder, og der er behov for mere fokus på den usynlige udsathed, så myndighederne
kan blive bedre til at spotte problemerne og iværksætte relevante indsatser.
Derudover er der behov for fortsat at prioritere både almene og specifikke tilbud samt
at etablere flere skærmede pladser på herberger og forsorgshjem. Der er behov for en
øget indsats for at modvirke vold og seksuelle overgreb på tilbuddene, hvor kvinderne
kommer. Det er et væsentligt led i at hjælpe kvinderne til at bryde med overgrebene,
at der sættes ind, når de finder sted på tilbuddene eller andre steder, hvor kvinderne
opholder sig.
I de almene indsatser i kriminalforsorgen og særligt i politiet er der behov for bedre
hjælp til kvinder i forbindelse med anmeldelse af overgreb. I dag oplever for mange
ikke at blive mødt med tillid og forståelse, samt at der bliver sået tvivl om deres historie,
og at overgrebene negligeres - særligt i tilfælde, hvor kvinderne er i prostitution. Der-
udover er der brug for opfølgende indsatser og bedre muligheder for ambulante ind-
satser i forhold til senfølger af vold og seksuelle overgreb samt mere hjælp og støtte til
at komme ud af prostitution. Kvinderne efterspørger desuden en større forståelse af, at
prostitution ofte er forbundet med en livssituation, hvor der er få andre gode alterna-
tiver. Mange oplever at være udsat for fordømmelse, når de fortæller om prostitution
hos myndighederne, hvilket får flere til at holde det skjult og undlade at søge hjælp.
Et andet væsentligt perspektiv for arbejdet er mere målrettede indsatser for kvinder
med børn. I dag oplever mange, at det kan være svært at få hjælp og støtte til at undgå
en anbringelse, ligesom flere savner opfølgning, når en anbringelse har fundet sted,
og kvinderne sidder tilbage med skammen. Ofte er fokus rettet mod børnene, mens
kvinderne kæmper alene med alvorlige følger af anbringelsen.
•
•
•
•
•
KVINDERNE EFTERSPØRGER MERE VIDEN OM SÆRLIGE
PROBLEMER FOR KVINDER I SOCIAL UDSATHED
•
•
•
•
•
Mere viden om kønsspecifikke problemer og senfølger af seksuelle overgreb
hos kommunen, i psykiatrien og i politiet.
Mindre mistillid til kvinder i social udsathed og større forståelse for udsathe-
dens årsager.
Mere forståelse for kvinder i prostitution og sammenhængen med tidligere
overgreb.
Mere viden om, hvordan ligestillingsproblematikker rammer socialt udsatte og
om oplevelsen af særlige forventninger til kvinder.
Mere fokus på kvindernes tendens til at skjule problemerne og kendskab til
problemernes udtryksformer. Det, at problemerne ikke kan ses, betyder ikke, at
de ikke eksisterer.
74 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 75
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0038.png
Derudover efterspørger kvinderne øgede muligheder for at få hjælp til psykiske lidel-
ser. Mange har psykiatriske diagnoser og modtager også i nogle tilfælde medicinsk
behandling, men savner i vidt omfang samtale- og gruppebaserede indsatser udenfor
behandlingspsykiatrien. Kvinderne oplever i høj grad, at de psykiske lidelser er relateret
til deres erfaringer med seksuelle overgreb, prostitution og følelser af skyld og skam.
Endvidere er kvinderne meget kede af at stå i en udsat livssituation med de konse-
kvenser, det har i forhold til moderskab og familieliv, og ønsker sig hjælp til at leve med
omstændighederne og skabe en bedre tilværelse.
KAPITEL 7:
METODE
Denne undersøgelse er tilrettelagt som en kvalitativ interviewundersøgelse med det
formål at sætte fokus på og undersøge livssituationen for socialt udsatte kvinder med
henblik på at belyse omfanget af kønsspecifikke problemer og kvindernes ønsker og
behov. For at supplere den kvalitative viden, som opnås med denne undersøgelse, re-
fereres der desuden til data på området, der på forskellig vis kan bidrage med relevant
statistik og talmateriale vedrørende socialt udsatte kvinder i Danmark. I det følgende
redegøres der for den metodiske tilgang til gennemførelsen af denne undersøgelse.
KORTLÆGNING AF OMRÅDET
I forbindelse med tilrettelæggelsen og forud for gennemførelse af undersøgelsens
kvalitative del er der gennemført en kortlægning af statistik på området. Formålet har
været at indkredse relevante fokuspunkter for en undersøgelse om udsatte kvinder
samt at estimere antallet af udsatte kvinder og omfanget af sociale, psykiske og soma-
tiske problemstillinger. Dette er formidlet i et kapitel, som gennemgår relevant fakta på
området som indgangsvinkel til undersøgelsens kvalitative del.
Kortlægningen af data på området indgik desuden som grundlag for udarbejdelse af
af interviewguides til brug for interviews med udsatte kvinder og socialarbejdere, hvil-
ket er uddybet i det følgende afsnit.
INTERVIEWS
Undersøgelsen om udsatte kvinder i Danmark er først og fremmest baseret på kvali-
tative interviews med udsatte kvinder og socialarbejdere. I forbindelse med undersø-
gelsen er der gennemført kvalitative interviews med 15 kvinder og 10 socialarbejdere.
Interviewene har i samtlige tilfælde fundet sted efter aftale med informanten på en
for dem passende lokalitet – på væresteder, forsorgshjem, gaden, i eget hjem eller på
Rådet for Socialt Udsattes sekretariat. I de fleste tilfælde er interviewer kommet til dem
og kun omvendt i tilfælde af specifikt ønske fra kvinderne.
Forud for gennemførelse af interviews er der udarbejdet interviewguides med udgangs-
punkt i vidensafdækning på området. På forhånd er der således med udgangspunkt i
eksisterende viden fra såvel forskning som praksis indkredset relevante fokusområder.
Overordnet er der tale om semistrukturerede interviews med et livshistorisk fokus, og
der er udarbejdet en guide til interviews med henholdsvis kvinder og socialarbejdere.
76 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 77
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0039.png
Én interviewguide er målrettet socialarbejdere med et professionelt kendskab til ud-
satte kvinder, og én er målrettet kvinder, som har oplevet livet som udsat på egen krop
og kæmper med sociale problemer.
Interviewene har som udgangspunkt været planlagt til cirka en times varighed, men
varierer afhængigt af informantens ønsker og behov. I interviewene spørges der ind
til kvindernes livssituation, baggrund, problemer og behov, samt hvilke ønsker der er
til støtte og hjælpemuligheder. Et særligt fokuspunkt for undersøgelsen er at afdække
kønsspecifikke problemer for kvinderne, og der spørges særskilt ind til dette. I inter-
views med kvinderne spørges der afslutningsvist ind til ønsker for fremtiden, mens så-
vel udsatte kvinder som socialarbejdere får mulighed for at give deres bud på konkrete
anbefalinger til indsatsen.
Interviewene er gennemført af en medarbejder fra sekretariatet for Rådet for Socialt
Udsatte med særlige kompetencer i forhold til at udarbejde kvalitative undersøgelser
og gennemføre interviews. Intervieweren har fokuseret på at strukturere interviews
og skabe et fortroligt rum, hvor informanten har kunnet føle sig tryg ved at dele sin
historie, tanker og erfaringer. Samtlige informanter er anonymiseret i den endelige un-
dersøgelse og er ikke forpligtet til at dele personlige oplysninger.
UDVÆLGELSE AF INFORMANTER
Informanterne er rekrutteret på baggrund af deres personlige eller professionelle
kendskab til området, og samtlige medvirkende er enten udsatte kvinder eller i berø-
ring med kvinderne i dagligdagen gennem socialt arbejde for og med målgruppen.
Samtlige informanter er rekrutteret med det for øje, at de besidder stor erfaringsbase-
ret viden og har professionelle og/eller personlige praksisnære oplevelser med livet
som udsat kvinde i Danmark. Såvel kvinder som socialarbejdere er rekrutteret fra alle
dele af Danmark med særligt fokus på landets fem største byer.
Socialarbejderne er rekrutteret fra tilbud, som udsatte kvinder benytter, herunder væ-
resteder, herberger, forsorgshjem, rådgivningscentre, opsøgende indsatser mv. Det
har været en prioritet at rekruttere fra såvel de tilbud, som er målrettet udsatte kvinder,
som tilbud henvendt til en bredere målgruppe. En del af de medvirkende arbejder pro-
blemspecifikt med for eksempel misbrug, prostitution, hjemløshed eller andet, mens an-
dre arbejder på lavtærskeltilbud for socialt udsatte og dermed med mange samtidige og
kombinerede sociale problemstillinger. Når det har været en prioritet at inddrage social-
arbejdere beskæftiget indenfor forskellige dele af den sociale sektor, er det for at tegne et
nuanceret billede af livet for udsatte kvinder og inddrage tværfaglig viden.
Kvinderne, som medvirker i undersøgelsen, er i de fleste tilfælde rekrutteret fra de til-
bud, de benytter. Igen har det været en prioritet at inddrage kvinder fra såvel køns-
specifikke tilbud som tilbud henvendt til både kvinder og mænd. Endvidere har det
været en prioritet også at rekruttere kvinder, som ikke umiddelbart er i kontakt med
relevante hjælpemuligheder, for dermed at sikre, at også denne del af målgruppen er
repræsenteret i undersøgelsen.
De medvirkende tilbud er følgende:
Kønsspecifikke tilbud
•
•
•
•
Reden
Mødrehjælpen
Café Klare
Liva Rehab
Problemspecifikke tilbud
• Projekt Udenfor
• Sand
• Senfølgecentrene
Almene tilbud
• Perronen
• Døgnvarmestuen
78 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 79
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0040.png
GEOGRAFISK REPRÆSENTATION
Forholdene for socialt udsatte kan være forskellige afhængigt af, hvor i landet man be-
finder sig, og hvilken kommune man er tilknyttet. Derfor har det været en bestræbelse
at rekruttere kvinder og socialarbejdere bredt i Danmark. Det har ikke været muligt at
dække hele landet, men der er rekrutteret fra såvel de større byer som i mindre byer .
I Danmark kan der være store geografiske forskelle i forhold til sociale indsatser, mu-
lighederne for at få en bolig og omfanget af tilgængelige tilbud. Dette afspejler sig i
livssituationen for udsatte kvinder, hvilket er uddybet i kapitlerne, som omhandler den
kvalitative del af undersøgelsen.
TEMATISERING OG BEARBEJDNING
Undersøgelsens formål er at give stemme til kvinder, som er meget udsatte og
som sjældent bliver hørt. Som det er beskrevet indledningsvis, sætter udsatte kvin-
der sjældent dagsordenen i debatter om ligestillingsspørgsmål og kønsproblema-
tikker, og derfor ved man ikke meget om, hvordan kønsspecifikke forhold gør sig
gældende for de allermest udsatte i vores samfund. Et selvstændigt formål med
undersøgelsen er således at lade udsatte kvinders perspektiv komme til udtryk, og
derfor er tematisering og bearbejdning af materialet så vidt muligt foretaget med
afsæt i kvindernes perspektiv.
Foruden et gennemgående fokus på det kønsspecifikke er materialet tematiseret med
fokus på de problemer, som går igen blandt udsatte kvinder. En del af kvindernes pro-
blemer er de samme som for andre socialt udsatte, mens en del er særlige eller særligt
udtalte for netop udsatte kvinder. For at formidle betydningen af de enkelte problemer
og hvordan de yder indflydelse på livssituationen for udsatte kvinder, er der udarbejdet
fortællinger på baggrund af interviewene. Dette som en illustration og et tæt indblik i,
hvad det vil sige at leve som udsat kvinde i Danmark.
80 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 81
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0041.png
LITTERATURLISTE
Aunsø Nielsen, Karen, Louise Schack Hansen og Marie Skov Larsen (2010): Mere end
udsat – en undersøgelse af hjemløse kvinders udsathed for seksuelle overgreb inden
for hjemløseinstitutioner, Aalborg Universitet
Beijer, Ulla (2004):
Stockholms hemlösa kvinnors hälsa 1960-2001, Socialmedicinsk Tidsskrift nr. 1
Benjaminsen, Lars og Heidi Hesselberg Lauritzen (2013):
Hjemløshed i Danmark 2013, SFI
Benjaminsen, Lars og Heidi Hesselberg Lauritzen (2015):
Hjemløshed i Danmark 2015, SFI
Benjaminsen, Lars, Stefan Bastholm Andrade, Ditte Andersen, Morten Holm Enemark
og Jesper Fels
Birkelund (2015): Familiebaggrund og social marginalisering i Danmark, SFI
Davidsen, Michael, Pia Vivian Pedersen, Maria Holst og Knud Juel (2013):
Dødelighed blandt socialt udsatte i Danmark 2007-2012 - overdødelighed,
middellevetid og dødsårsager, Statens Institut for Folkesundhed og Rådet for
Socialt Udsatte
Epinion og Rådet for Socialt Udsatte (2013): Holdninger til socialt udsatte
Epinion og Rådet for Socialt Udsatte (2016): Holdninger til socialt udsatte
Helweg Larsen, Karin (2012): Vold i nære relationer, Statens Institut for Folkesundhed
og Ministeriet for Ligestilling og Kirke
Larsen, Christina Petrea og Anne Katrine Thrue Mikkelsen (2015): Register for
selvmordsforsøg 2012, 2013 og 2014, Center for Selvmordsforskning
Lindhardt, Sara og Jette Nyboe (2013): Socialt udsatte mennesker med
alkoholmisbrug, Socialstyrelsen
Ludvigsen, Kathrine Louise Bro (2009): Kvindekonferencer på vej: Hvad ved vi i dag
om socialt udsatte kvinders trivsel og helbred? STOF nr. 13
Økonomi- og Indenrigsministeriet (2015): Familiernes Økonomi – fordeling, fattigdom
og incitamenter
Øvrige kilder:
Beskæftigelsesudvalget 2015-16 L 113, Bilag 1
FIU Alm. del endeligt svar på spørgsmål 30, 11. maj 2016
www.voldtaegt.dk
Pedersen, Mads Uffe (2015): Hvor mange danskere har udviklet et stofmisbrug? – En
kommentar til ”Narkotikasituationen i Danmark”, STOF nr. 25
Pedersen, Pia Vivian, Anne Illemann Christensen, Ulrik Hesse og Tine Curtis (2007):
SUSY udsat, Sundhedsprofil for socialt udsatte i Danmark 2007, Statens Institut for
Folkesundhed og Rådet for Socialt Udsatte
Pedersen, Pia Vivian, Maria Holst, Michael Davidsen og Knud Juel (2012): SUSY udsat
2012, Sundhedsprofil for socialt udsatte i Danmark 2012 og udviklingen siden 2007,
Statens Institut for Folkesundhed og Rådet for Socialt Udsatte
Rådet for Socialt Udsatte (2016): Udsatte grønlandske kvinder i Danmark
Simon Communities (2014): http://www.dubsimon.ie/LinkClick.aspx?fileticket=LknwfJ
30QYY%3D&tabid=448
Sundhedsstyrelsen (2015): Narkotikasituationen i Danmark 2015
82 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE • 83
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0042.png
Kolofon:
Udgivet i december 2016
Oplag: 1.000 stk.
Rapporten af udarbejdet af sekretariatet for Rådet for Socialt Udsatte
Grafisk produktion og layout Line K
ISBN:
Trykt: 978-87-998565-6-5
Online: 978-87-998565-8-9
Rapporten kan bestilles eller downloades på Rådet for Socialt Udsattes hjemmeside: www.udsatte.dk
84 • RÅDET FOR SOCIALT UDSATTE
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 82: Rapport Kvinder i social udsathed, fra Rådet for Socialt Udsatte
1704126_0043.png