Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 7
Offentligt
1673552_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2015 - 7451
Doknr.
393760
Dato
07-10-2016
Social- og Indenrigsministeriets undersøgelse af længerevarende fravær med
vederlag i kommunalbestyrelser og regionsråd
Social- og Indenrigsministeriet har for første gang gennemført en undersøgelse af
omfanget af længevarende fravær i kommunalbestyrelser og regionsråd samt veder-
lag udbetalt i den forbindelse.
Jeg vedlægger ministeriets rapport om undersøgelsen til udvalgets orientering.
På baggrund af undersøgelsen er det min konklusion, at der ikke er grundlag for at
ændre de nuværende regler om kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmers
ret til vederlag i forbindelse med længerevarende fravær fra hvervet.
I dag er reglerne sådan, at vederlaget ophører med udgangen af den måned, hvor et
medlem fratræder sit hverv eller i en uafbrudt periode på tre måneder ikke har vareta-
get hvervet. Ved fravær på grund af helbredstilstand samt graviditet, barsel og adopti-
on har man dog ret til vederlag i indtil ni måneder.
Med ministeriets undersøgelse har vi fået en generel belysning af, i hvilket omfang
kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer over en fireårig periode fra 2012-
2016 i praksis har været fraværende fra arbejdet i kommunalbestyrelse, regionsråd og
udvalg i længere perioder og samtidig modtaget vederlag. Undersøgelsen belyser
endvidere de faktiske omkostninger for den enkelte kommune eller region ved at ud-
betale vederlag til det fraværende medlem under fraværet.
En vigtig og positiv hovedkonklusion er, at kommunalpolitikere generelt tager deres
mødepligt alvorligt.
I de 92 kommuner, som har givet oplysninger til undersøgelsen, har 320 af i alt 2.298
kommunalbestyrelsesmedlemmer over en fireårig periode haft fraværsperioder af
mindst én måneds varighed. I den forbindelse bemærkes, at kommunalpolitikerne i
vidt omfang udøver deres hverv gennem møder, og at fravær derfor ofte kun kan må-
les på deres mødedeltagelse. Et fravær til nogle få møder i træk vil efter omstændig-
hederne kunne udgøre et fravær på en måned. Samlet har disse 320 medlemmer haft
370 fraværsperioder af mindst én måneds varighed. Lidt over halvdelen af fraværspe-
rioderne (194 fraværsperioder) har været begrundet i helbredstilstand samt graviditet,
barsel og adoption. 176 fraværsperioder har således haft andre årsager.
Hvis vi ser bort fra fravær på grund af helbredstilstand samt graviditet, barsel og adop-
tion, vil der i en gennemsnitskommune kun hvert andet år være ét medlem, som er
forhindret i at varetage sit hverv i en længere periode. Det kan f.eks. være på grund af
civilt job, studier, andet offentligt hverv eller ferie. Der er ikke nogen tendens til, at
fraværsperiodernes længde koncentreres omkring tre måneder, hvilket kunne indikere
en udnyttelse af reglerne.
SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 7: Orientering om undersøgelse af længerevarende fravær med vederlag i kommunalbestyrelser og regionsråd, fra social- og indenrigsministeren
1673552_0002.png
Ser man på kommunernes udgifter til udbetaling af vederlag til det fraværende med-
lem, viser undersøgelsen, at udgifter til vederlæggelse af medlemmer med længereva-
rende fravær af andre grunde end helbredstilstand, graviditet, barsel og adoption i
landets kommuner samlet set skønnes at udgøre ca. 4,2 mio. kr. i perioden 2012-
2015. Det svarer til ca. 10.000 kr. årligt i en gennemsnitskommune.
Denne udgift skal ses i forhold til, at kommunerne i perioden 2012-2015 udbetalte i alt
knap 2 mia. kr. i vederlag mv. til kommunalbestyrelsesmedlemmer. Udgifterne til ve-
derlag til kommunalbestyrelsesmedlemmer med fravær af mindst en måneds varighed
af andre grunde end helbredstilstand, graviditet, barsel og adoption svarer således til
ca. 0,2 pct. af de samlede udgifter til vederlag i perioden 2012-2015.
Ministeriets undersøgelse giver dermed efter min opfattelse ikke grundlag for at kon-
kludere, at reglerne om vederlag under fravær misbruges eller utilsigtet understøtter et
højt fravær. Der er heller ikke grundlag for at konkludere, at reglerne koster skattebor-
gerne urimelige summer.
De gældende regler afspejler,
at
det er et deltidshverv at være kommunalpolitiker,
at
kommunalpolitikere har mødepligt, og
at
vederlagsreglerne skal være klare og enkle
at administrere.
Jeg mener, det er afgørende at holde fast i mødepligten – navnlig under hensyn til
respekten for det kommunalpolitiske hverv og behovet for kontinuitet i det kommunal-
politiske arbejde. Derfor er jeg heller ikke indstillet på at indføre regler, der gør det
lettere for kommunalpolitikerne at blive væk. En reduktion af eller en ret til at fravælge
vederlaget ved fravær vil indirekte udhule kommunal- og regionalpolitikernes møde-
pligt.
Jeg har i mine overvejelser om behovet for at ændre reglerne også lagt vægt på hen-
synet til, at eventuelle nye regler ikke må blive administrativt besværlige for kommuner
og regioner, kommunalbestyrelsesmedlemmer og regionsrådsmedlemmer at anvende.
Jeg ønsker ikke regler, der fører til bureaukratiske time-til-time registreringer.
Den nuværende tremåneders grænse for ophør af vederlag rammer både det planlag-
te, længerevarende fravær, som borgmesteren/kommunalbestyrelsen gøres bekendt
med, hvorefter der indkaldes en stedfortræder, og gentagne afbud til møder, som til-
sammen bliver til et længerevarende og uafbrudt fravær fra hvervet. Grænsen er end-
videre absolut, forstået på den måde, at reglen rammer både lovligt og ulovligt fravær.
Dermed er den enkel at administrere.
Jeg anerkender, at der med mellemrum kan opstå situationer, hvor det kan virke uri-
meligt, at man som kommunalbestyrelses- eller regionsrådsmedlem kan være fravæ-
rende og alligevel modtage vederlag.
Men jeg mener ikke, at vi bør indføre nye regler, når praksisundersøgelsen viser, at
længerevarende fravær fra kommunalbestyrelser og regionsråd ikke udgør et reelt
problem, og når det endvidere ikke vil være muligt at lave regler, som i praksis lukker
alle huller, og som samtidig er administrerbare for kommuner og regioner.
På den baggrund mener jeg samlet set, at de gældende regler indebærer en fornuftig
afvejning mellem de forskellige hensyn, som gør sig gældende.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2