SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 64
Offentligt

Børne- og Socialministeriet

J.nr. 2016-4195/LTH

29. november 2016

Udkast

Forslag

til

Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov

om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love

(Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold)

§1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23.

december 2015, foretages følgende ændringer:

§ 12

indsættes som

stk. 2:

"Stk. 2.

Børne- og socialministeren kan endvidere fastsætte regler om, at

parterne ved ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal orienteres

om reglerne om ægtefællers økonomiske forhold."

§ 25, stk. 2,

ophæves, og i stedet indsættes:

"Stk. 2.

Ved formuedeling ved omstødelse af ægteskab udtager hver ægtefælle

forlods så meget af delingsformuen, som svarer til ægtefællens delingsformue

ved indgåelsen af ægteskabet samt senere forøgelser af delingsformuen ved arv

eller gave eller ved overførsel fra eget særeje. Formue, der ikke udtages forlods,

deles efter reglerne i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Er delingsformuen

mindre end den formue, som ægtefællerne kan udtage forlods, sker der

forholdsvis afkortning.

Stk. 3.

Ved formuedelingen indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle

havde ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse. Denne

dag betegnes ophørsdagen.

Stk. 4.

Hvis en af ægtefællerne dør, inden omstødelse er sket, finder

bestemmelserne i afsnit 4 i lov om ægtefællers økonomiske forhold anvendelse,

jf. dog § 27."

§ 27, stk. 1

ændres ”reglerne i § 60 i lov om ægtefælleskifte m.v.” til:

”§ 25, stk. 2”.

Justitsministeriet

§2

I lov nr. 594 af 14. juni 2011 om ægtefælleskifte m.v. foretages følgende

ændringer:

§ 2, stk. 1, nr. 3

affattes således:

"3) regulerings- og misbrugskrav, jf. bestemmelserne i kapitel 11 i lov om

ægtefællers økonomiske forhold,

4) pensionskompensation, jf. bestemmelserne i kapitel 13 i lov om ægtefællers

økonomiske forhold,".

§ 2, stk. 1, nr. 6,

affattes således:

"6) kompensation i særlige situationer, jf. bestemmelserne i kapitel 12 i lov om

ægtefællers økonomiske forhold."

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren

§ 2, stk. 2, nr. 1,

affattes således:

"1) kompensation i særlige situationer, jf. bestemmelserne i kapitel 12 i lov om

ægtefællers økonomiske forhold, og".

§§ 10

66, stk. 1,

udgår ", afsagt dekret om bosondring".

Overskriften

før § 50 ophæves.

§ 50

affattes således:

"§

50.

Ægtefællers fællesbo deles efter reglerne herom i lov om ægtefællers

økonomiske forhold."

§§ 51-53 med tilhørende overskrifter

ophæves.

§ 54, stk. 2,

ændres "fælleseje" til: "delingsformue".

§ 57

ændres "§ 53, stk. 2," til: "§ 26, stk. 1, nr. 7 og 8, i lov om ægtefællers

økonomiske forhold og § 26 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning".

10.

Overskriften

før § 58 ophæves.

11.

§ 58, stk. 1,

ophæves.

Stk. 2 bliver herefter stk. 1.

12.

§§ 59-64 med tilhørende overskrifter

ophæves.

13.

Kapitel 9

ophæves.

§3

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014, som ændret ved §

3 i lov nr. 84 af 28. januar 2014, § 3 i lov nr. 737 af 25. juni 2014 og § 16 i lov

nr. 573 af 4. maj 2015, foretages følgende ændringer:

§ 64, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter ”insolvent”: ”og utvivlsomt havde

tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser”.

§ 64, stk. 3,

ændres ”kår” til: ”økonomiske forhold”.

§ 64

indsættes som

stk. 4

”Stk. 4.

Gaver til skyldnerens nærstående, som stod i åbenbart misforhold til

skyldnerens økonomiske forhold, kan fordres omstødt. Dette gælder dog ikke,

hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev

insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine

forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse efter 2.

pkt., forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren.

Stk. 5.

Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, i det omfang skyldneren løbende

har betalt større beløb til eller for sin ægtefælle eller samlever, end hvad der

efter disses økonomiske forhold og familiens behov var rimelige bidrag til

familiens forsørgelse.”

§4

I lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 30. september 2014, som

ændret ved § 15 i lov nr. 573 af 4. maj 2015 og § 2 i lov nr. 580 af 4. maj 2015,

foretages følgende ændringer:

§ 17, stk. 4,

ændres ”stk. 7” til: ”stk. 8”.

§ 49

ophæves.

§ 50 c

indsættes som nyt

stk. 7:

”Stk. 7.

Oplysninger om indholdet af ægtepagter, der er tinglyst i personbogen,

kan alene videregives til brug i konkrete retsforhold. Fuldstændige oplysninger

skal dog efter anmodning videregives til den, som oplysningerne angår.”

Stk. 7-9 bliver herefter stk. 8-10.

§ 50 d, stk. 1,

ændres ”og 49” til: ”47, stk. 9, og § 49 a”.

§ 50 e

ændres ”stk. 8” til: ”stk. 9”.

§5

I arveloven, jf. lov nr. 515 af 6. juni 2007, som ændret ved § 3 i lov nr. 168 af

12. marts 2008, § 3 i lov nr. 221 af 21. marts 2011, § 7 i lov nr. 652 af 12. juni

2013 og § 23 i lov nr. 628 af 8. juni 2016, foretages følgende ændringer:

§ 7, stk. 1, 2. pkt., § 11, stk. 4,

§ 12, stk. 2, 2. pkt.,

ændres

"fællesejeaktiv" til: "aktiv, der er delingsformue,".

Overskriften

før § 12 affattes således: "Delingsformue".

§ 11, stk. 3,

2. pkt.,

§ 12, stk. 1, § 17,

to steder i

§ 44, stk. 1, nr. 1,

steder i

§ 45, § 50, stk. 3, § 87, stk. 2,

§ 91, stk. 1,

ændres "fælleseje" til:

"delingsformue", og i

§ 50, stk. 3,

ændres ”fællesejet” til: ”delingsformuen”.

§ 22, stk. 1, nr. 1 og 2,

ændres "fællesejemidler" til: "delingsformue".

§ 30, stk. 2, 1. pkt.,

ændres "§ 15, stk. 2, i lov om ægteskabets

retsvirkninger" til: "§ 37 i lov om ægtefællers økonomiske forhold".

§ 30, stk. 2, 2. pkt.,

ændres "§ 16 a i lov om ægteskabets retsvirkninger" til:

"§ 52 i lov om ægtefællers økonomiske forhold".

§6

I lov om skifte af dødsboer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1335 af 26. november

2015, som ændret ved lov nr. 447 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:

§ 7, stk. 2,

indsættes efter 1. pkt.: "Hvis afdøde ved dødsfaldet var gift,

indhenter skifteretten endvidere oplysninger om ægtepagt fra

Tinglysningsretten."

§ 7, stk. 7,

indsættes efter "(CPR)": ", Tinglysningsretten".

§ 22, stk. 1, nr. 1,

ændres "§ 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger" til:

"kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske forhold".

§ 74, § 75, stk. 2, 1. pkt.,

§ 76, stk. 1,

ændres "fælleseje" til:

"delingsformue".

§ 75, stk. 1,

ændres "del af fællesejet" til: "delingsformue".

§ 76, stk. 3,

ændres "fællesejet" til: "delingsformuen".

§ 77

ændres "§§ 50, 51, 53" til: "Afsnit 4 i lov om ægtefællers økonomiske

forhold", og efter ”og” indsættes: ”§§”.

§7

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014, som

ændret ved § 1 i lov nr. 1493 af 23. december 2014 og § 16 i lov nr. 395 af 2.

maj 2016, foretages følgende ændringer:

overskriften før § 18

ændres ”Overførelse mv.” til: ”Overdragelse”.

§ 18, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

”1. pkt. finder ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste”.

§ 18, stk. 2 og 3,

ophæves.

§ 26, stk. 4,

ændres "stk. 1 og 2" til: ”1. pkt.”.

§8

I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1237 af 9. november 2015,

som ændret ved § 1 i lov nr. 638 af 8. juni 2016, foretages følgende ændring:

§ 103, stk. 2,

indsættes efter "særeje": "efter § 12 i lov om ægtefællers

økonomiske forhold".

§9

I lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter,

jf. lov nr. 293 af 24. april 1996 som ændret senest ved § 9 i lov nr. 737 af 25.

juni 2014, foretages følgende ændring:

§ 3, stk. 2,

indsættes efter "særeje": "efter § 12 i lov om ægtefællers

økonomiske forhold".

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet

§ 10

I lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 227 af 9. marts 2016, som ændret ved § 2

i lov nr. 643 af 8. juni 2016, foretages følgende ændring:

§ 72, 3. pkt.,

affattes således: "Bestemmelserne i § 7, stk. 1, og § 8 i lov om

ægtefællers økonomiske forhold finder tilsvarende anvendelse."

§ 11

I lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 9. marts 2016,

som ændret ved § 3 i lov nr. 643 af 8. juni 2016, § 2 i lov nr. 662 af 8. juni 2016

og § 4 i lov nr. 665 af 8. juni 2016, foretages følgende ændring:

§ 68, 3. pkt.,

affattes således: "Bestemmelserne i § 7, stk. 1, og § 8 i lov om

ægtefællers økonomiske forhold finder tilsvarende anvendelse."

Ikrafttræden m.v.

§ 12

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2.

§ 1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse på formuedelingen, når sag om

omstødelse er anlagt før lovens ikrafttræden. Ved formuedeling i sådanne

situationer finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.

Stk. 3.

§ 3 finder ikke anvendelse på dispositioner, der er fuldbyrdet før lovens

ikrafttræden. For sådanne dispositioner finder de hidtil gældende regler

anvendelse.

Stk. 4.

§ 4, nr. 3, finder anvendelse på anmodninger om oplysninger om indhold

af ægtepagter, der er indgivet efter lovens ikrafttræden.

§ 13

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

§§ 1, 2, 3, 5 og 6 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i

kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og

grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

§§ 7-9 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for

Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Indledning

2.2. Ægteskabsloven

2.2.1. Orientering af kommende ægtefæller om reglerne om ægtefællers

økonomiske forhold

2.2.1.1 Gældende ret

2.2.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2.2. Formuedeling ved omstødelse af ægteskab

2.2.2.1 Gældende ret

2.2.2.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

2.2.2.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.2.2.4. Den foreslåede ordning

2.3. Ægtefælleskifteloven

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Deling af formuen

2.3.1.2. Udlæg af aktiver

2.3.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

2.3.3. Regeringens overvejelser

2.3.4. Den foreslåede ordning

2.4. Omstødelse af gaver mellem ægtefæller og nærstående

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Retsvirkningsloven

2.4.1.2. Konkursloven

2.4.2. Konkursrådets overvejelser

2.4.3. Regeringens overvejelser

2.4.4. Den foreslåede ordning

2.5. Gyldighedsbetingelser for og adgang til oplysninger i ægtepagter

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Formelle krav til ægtepagter

2.5.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter

2.5.1.3. Abonnementsordning vedrørende personbogen

2.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

2.5.2.1. Oprettelse og prøvelse af ægtepagt

2.5.2.2. Offentlighedens adgang til ægtepagter

2.5.3. Regeringens overvejelser

2.5.3.1. Oprettelse og prøvelse af ægtepagt

2.5.3.2. Offentlighedens adgang til ægtepagter

2.5.4. Den foreslåede ordning

2.6. Dødsboskifteloven

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

2.6.3. Regeringens overvejelser

2.6.4. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. november.2016 til den 3.

januar.2017 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer

m.v.:

11. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Ingen

Negative konsekvenser/

merudgifter

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af EU-

retlige minimumsforpligtelser

(sæt X)

Ingen

Ja:

Ingen

Nej:

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i den øvrige

lovgivning, der følger af lovforslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold,

der er fremsat samtidig med dette lovforslag. Den foreslåede lov om ægtefællers

økonomiske forhold skal erstatte lov om ægteskabets retsvirkninger.

Lovforslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold bygger på betænkning

nr. 1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold, som

Retsvirkningslovsudvalget afgav i januar 2015.

I betænkningen foreslår Retsvirkningslovsudvalget, at alle materielle

bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om

deling af ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse, og død, samt andre

bestemmelser, der er centrale for lovgivningen om ægtefællers økonomiske

forhold, samles i den nye lov. Regeringen er enig heri, og det foreslås ved dette

lovforslag, at sådanne bestemmelser ophæves eller ændres. Det drejer sig

navnlig om bestemmelser i lov om ægtefælleskifte m.v.

I betænkningen foreslås det også, at offentlighedens adgang til oplysninger om

indholdet af tinglyste ægtepagter afskaffes. Regeringen er enig heri, og dette

lovforslag indeholder de ændringer af tinglysningsloven, der er nødvendige for

at gennemføre dette.

For at udbrede kendskabet til reglerne om ægtefællers økonomiske forhold og

dermed give parterne mulighed for at overveje at indgå aftaler (ægtepagter)

herom foreslås det, at parterne ved ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne orienteres om reglerne.

Endelig indeholder lovforslaget ændring af konkursloven bestemmelser om

omstødelse af gaver mellem ægtefæller med henblik på imødegåelse af den

såkaldte ægtefællefinte.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Indledning

Reglerne om ægtefællers økonomiske forhold findes først og fremmest i lov om

ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven, lovbekendtgørelse nr. 1814 af

23. december 2015) og lov om ægtefælleskifte m.v. (ægtefælleskifteloven, lov

nr. 594 af 14. juni 2011 med senere ændringer).

En række andre love indeholder dog også regler om ægtefællers økonomiske

forhold eller regler, der er knyttet til reglerne om ægtefællers økonomiske

forhold:



Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (ægteskabsloven,

lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23. december 2015).



Arveloven (lov nr. 515 af 6. juni 2007 med senere ændringer).



Lov om skifte af dødsboer (dødsboskifteloven, lov nr. 383 af 22. maj

1996 med senere ændringer).



Lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i

pengeinstitutter (pensionsopsparingsloven, lov nr. 293 af 24. april 1996

med senere ændringer).



Lov om erstatningsansvar (erstatningsansvarsloven, lovbekendtgørelse

nr. 266 af 21. marts 2014).



Lov om forsikringsaftaler (forsikringsaftaleloven, lovbekendtgørelse nr.

999 af 5. oktober 2006 med senere ændringer).



Lov om tinglysning (tinglysningsloven, lovbekendtgørelse nr. 158 af 9.

marts 2006 med senere ændringer).



Konkursloven (lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014 med senere

ændringer).

I betænkning nr. 1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold, som

Retsvirkningslovsudvalget afgav i januar 2015, foreslår udvalget, at der

udarbejdes en ny lov om ægtefællers økonomiske forhold til afløsning af

retsvirkningsloven.

Forslagene i betænkningen foreslås udmøntet i en ny lov om ægtefællers

økonomiske forhold. Denne nye hovedlov indeholder en række bestemmelser,

der overføres fra retsvirkningsloven. Bestemmelserne, der for en stor dels

vedkommende er fra 1925, omskrives med henblik på at præcisere lovens

bestemmelser.

Lovforslaget til den nye hovedlov fremsættes samtidigt med nærværende

lovforslag, der indeholder de ændringer af anden lovgivning, der følger af den

nye lov om ægtefællers økonomiske forhold.

I betænkningen foreslår Retsvirkningslovsudvalget, at alle materielle

bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om

deling af ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse, og død, samt andre

bestemmelser, der er centrale for lovgivningen om ægtefællers økonomiske

forhold, samles i den nye hovedlov. Det drejer sig om bestemmelser i

ægtefælleskifteloven og forsikringsaftaleloven. Regeringen er enig heri, og det

foreslås ved dette lovforslag, at sådanne bestemmelser i ægtefælleskifteloven og

forsikringsaftaleloven ophæves.

Ved lovforslaget foreslås endvidere en række henvisninger i

ægtefælleskifteloven, arveloven og dødsboskifteloven til bestemmelser i

retsvirkningsloven ændret sådan, at der henvises til de relevante foreslåede nye

bestemmelser i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Lovforslaget indeholder også forslag om ophævelse af nogle bestemmelser, som

udvalget ikke mener, der er behov for at opretholde.

I lovgivningen og litteraturen om ægtefællers økonomiske forhold anvendes en

række begreber. Mange af disse begreber stammer fra tiden omkring

vedtagelsen af retsvirkningsloven. Retsvirkningslovsudvalget finder begrebet

fælleseje uhensigtsmæssigt, idet det ofte fører til den misforståelse, at

ægtefællerne ejer alle aktiver i fællesskab (sameje), og måske også til den

misforståelse, at ægtefællerne hæfter for hinandens gæld. I forslaget til lov om

ægtefællers økonomiske forhold anvendes begrebet "delingsformue“ derfor i

stedet for begrebet "fælleseje". Dette medfører behov for at ændre en række

bestemmelser i ovennævnte love. Lovforslaget indeholder også forslag til disse

ændringer.

I betænkningen foreslås det også, at offentlighedens adgang til oplysninger om

indholdet af tinglyste ægtepagter afskaffes. Regeringen er enig heri, og dette

lovforslag indeholder de ændringer af tinglysningsloven, der er nødvendige for

at gennemføre dette.

Endelig indeholder lovforslaget ændring af konkursloven bestemmelser om

omstødelse af gaver mellem ægtefæller med henblik på imødegåelse af den

såkaldte ægtefællefinte.

2.2. Ægteskabsloven

2.2.1. Orientering af kommende ægtefæller om reglerne om ægtefællers

økonomiske forhold

2.2.1.1. Gældende ret

Det fremgår af ægteskabslovens § 12, 1. pkt., at det skal godtgøres, at

ægteskabsbetingelserne er opfyldt (prøvelse af ægteskabsbetingelserne), før

parterne kan indgå ægteskab. Efter lovens § 12, 2. pkt., fastsætter børne- og

socialministeren regler herom.

Denne bemyndigelse er bl.a. anvendt til i § 2 i bekendtgørelse nr. 1857 af 23.

december 2015 at fastsætte regler om, at en ansøgning om prøvelse af

ægteskabsbetingelserne skal indgives på en blanket – ægteskabserklæringen.

Blanketten skal som udgangspunkt indgives digitalt, men kan i visse situationer

indgives i papirform. I blanketten skal parterne bl.a. give oplysninger om deres

personlige forhold, herunder om de tidligere har været gift.

Ægteskabsbetingelserne fremgår af lovens kapitel 1, hvorefter det bl.a. er en

betingelse, at man er fyldt 18 år (§ 1 a), at man ikke er slægtninge i ret op- og

nedstigende linje eller søskende (§ 6), og at man ikke er gift i forvejen (§ 9).

Efter lovens § 13, stk. 1, foretages prøvelse af ægteskabsbetingelserne af

kommunalbestyrelsens formand. I kommuner med magistratsstyre eller en

styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om

kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens

styrelsesvedtægt bestemme, at prøvelsen skal foretages af et magistratsmedlem

henholdsvis en udvalgsformand. I det følgende omtales prøvelsesmyndigheden

som kommunen.

I forbindelse med prøvelsen af ægteskabsbetingelserne modtager de kommende

ægtefæller ikke orientering om retsvirkningerne af ægteskab, herunder at

ægtefæller under ægteskabet har gensidig forsørgelsespligt (retsvirkningslovens

§ 2), og at deres formuer som udgangspunkt deles lige ved separation,

skilsmisse og død (retsvirkningslovens § 16, stk. 2), medmindre de har indgået

en aftale om særeje (retsvirkningslovens § 28).

2.2.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Indgåelse af ægteskab medfører en række retsvirkninger for parterne. Ægtefæller

har bl.a. en forsørgelsespligt overfor hinanden, de har arveret efter hinanden, de

har formuefællesskab, og de kan indgå aftaler med hinanden om deres formue.

Indgåelse af ægteskab har således stor betydning for parternes økonomiske

forhold under ægteskabet og ved en eventuel separation eller skilsmisse. Ved en

ægtefælles død har ægteskabet betydning for arven efter afdøde. Kommende

ægtefæller bør derfor vejledes om reglerne om ægtefællers økonomiske forhold,

herunder om reglerne om deling af ægtefællernes formue ved separation

skilsmisse og død. De bør samtidig orienteres om mulighederne for at aftale

fravigelserne af delingsordningen ved at aftale en ordning, der tager hensyn

deres forhold og ønsker. Sammen med denne orientering bør ægtefællerne

opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale en anden ordning end

ligedelingen.

På den måde vil der blive sendt et vigtigt signal til kommende ægtefæller om, at

ægteskabet også juridisk vil have stor betydning for dem, og at de i relation til

formuefællesskab har mulighed for at aftale en anden ordning, end den der

følger af lovgivningen.

2.2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i ægteskabslovens § 12 indsættes en ny bestemmelse (stk.

2), hvorefter børne- og socialministeren kan fastsætte regler om, at kommende

ægtefæller ved ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal

orienteres om reglerne om ægtefællers økonomiske forhold.

Denne bemyndigelse vil bl.a. blive udmøntet ved, at der fastsættes regler om, at

kommende ægtefæller ved indsendelsen af ægteskabserklæringen til kommunen

modtager vejledning herom.

Parterne vil således inden indgåelse af ægteskabet få vejledning om reglerne om

formuedeling ved opløsning af ægteskab, herunder vejledning om at ægtefæller

har mulighed for at skræddersy en formueordning, der passer til deres situation,

f.eks. ved aftaler om særeje m.v.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

2.2.2. Formuedeling ved omstødelse af ægteskab

2.2.2.1. Gældende ret

Det fremgår af ægteskabslovens § 6, at ægteskab ikke må indgås mellem

slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. Efter lovens § 9

må den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret

partnerskab, ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller

registrerede partnerskab består (bigami).

Et ægteskab, der er indgået i strid med lovens §§ 6 eller 9, omstødes ved dom,

jf. lovens § 23. Sag herom kan anlægges af Ankestyrelsen eller af en af

ægtefællerne.

Det fremgår af ægteskabslovens § 24, stk. 1, at et ægteskab endvidere

omstødes ved dom efter påstand af den ene ægtefælle, 1) hvis han ved

ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at

handle fornuftsmæssigt, 2) hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab, 3) hvis

han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller uden at ville

indgå ægteskab, eller 4) hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af

den anden ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig fortielse af

sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller om sådanne

omstændigheder ved dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt

ham fra at indgå ægteskabet, og som endnu må tillægges en sådan betydning

for forholdet mellem ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed kan

fordres opretholdt.

Lovens § 24, stk. 2, indeholder frister på op til 3 år for, hvornår sag om

omstødelse senest skal anlægges.

Efter ægteskabslovens § 25, stk. 1, medfører omstødelse af et ægteskab samme

retsvirkninger som skilsmisse. I bestemmelsens stk. 2 henvises der til reglerne i

ægtefælleskiftelovens § 60 i relation til formuedelingen.

Det fremgår af ægtefælleskiftelovens § 60, at ved skifte i anledning af

omstødelse af ægteskab udtager hver ægtefælle forlods så meget af fællesboet,

som svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved ægteskabets indgåelse eller

gennem senere erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til fællesboet fra

eget særeje. Strækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis afkortning.

Bestemmelsen må forstås sådan, at formue, som ægtefællerne ikke udtager

forlods, deles lige mellem ægtefællerne, jf. retsvirkningslovens § 16, stk. 2,

hvorefter hver ægtefælle eller ægtefællens arvinger ved ægteskabets ophør

udtager halvdelen af delingsformuen, medmindre undtagelse har særlig

lovhjemmel.

Efter ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3, ophører formuefællesskabet

(ophørsdagen) ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om

omstødelse. Efter lovens § 51, stk. 4, kan ægtefællerne under skiftet aftale, at

formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der

følger af stk. 3. Hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig gældende, kan

skifteretten efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet

skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 3, jf.

lovens § 51, stk. 5.

Det fremgår af ægteskabslovens § 26, at omstødes et ægteskab, og var den ene

ægtefælle ved ægteskabets indgåelse i god tro med hensyn til

omstødelsesgrunden, medens den anden kendte eller burde kende denne, kan

der ved omstødelsesdommen tilkendes den førstnævnte ægtefælle en

godtgørelse, der fastsættes under hensyn til begges økonomiske kår og de

øvrige omstændigheder.

Hvis en ægtefælle dør før omstødelse er sket, skal ægtefællernes formue som

nævnt ovenfor efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2, deles lige mellem den

længstlevende ægtefælle og den førstafdøde ægtefælles dødsbo, inden den

afdøde ægtefælles formue kan deles mellem afdødes arvinger eller kreditorer.

Ved formuedelingen fastlægges det, hvilken formue der falder i arv efter den

afdøde ægtefælle, og hvilken formue den længstlevende ægtefælle beholder. Der

foretages ingen deling af ægtefællernes formue, hvis den længstlevende

ægtefælle overtager delingsformuen til uskiftet bo.

Det fremgår af ægteskabslovens § 27, stk. 1, at hvis en af parterne i et

ægteskab, som kunne omstødes efter lovens § 23, dør inden omstødelse er sket,

kan den længstlevende ægtefælle eller enhver af arvingerne kræve

ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til anvendelse, og ægtefællen kan kræve

godtgørelse efter ægteskabslovens § 26.

Samme ret har efter lovens § 27, stk. 2, 1. pkt., den ægtefælle, der kan rejse sag

efter lovens § 24, når den anden ægtefælle dør, inden omstødelse er sket, og

inden fristerne i lovens § 24, stk. 2, for anlæggelse af omstødelsessager udløbet.

Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen derefter dør, kan enhver af arvingerne efter

lovens § 27, stk. 2, 2. pkt., kræve reglerne i ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til

anvendelse.

Efter § 27, stk. 3, skal krav efter lovens § 27, stk. 1 og 2, fremsættes inden 6

måneder efter dødsfaldet.

2.2.2.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

Da omstødelse af ægteskaber sjældent forekommer, finder

Retsvirkningslovsudvalget det hensigtsmæssigt, at reglerne om retsvirkningerne

af omstødelse samles i ægteskabsloven sammen med de øvrige regler om

omstødelse af ægteskab.

Udvalget har derfor foreslået, at ægtefælleskiftelovens § 60 om bodeling ved

omstødelse og § 51, stk. 3, om ophørsdagen ved omstødelse bør overføres til

ægteskabsloven.

Udvalget har samtidig påpeget, at det i den forbindelse bør overvejes at forenkle

reglen om formuedeling ved omstødelse sådan, at hver ægtefælle beholder sin

formue. Udvalget begrunder dette med, at dette må antages at svare til, hvad der

typisk vil følge af ægtefælleskiftelovens § 60, idet det vil være sjældent, at

parterne i et ægteskab, der omstødes, har opbygget en formue under

ægteskabet.

2.2.2.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet er enig i udvalgets forslag om, at reglerne om

formuedeling ved omstødelse af ægteskab samles i ægteskabsloven.

Ministeriet mener dog ikke, at der er behov for at forenkle reglerne som

foreslået af udvalget, da det kan forekomme, at et ægteskab først omstødes

efter mange år, f.eks. hvis der er tale om et bigamisk ægteskab, hvor der ikke er

en frist for omstødelse. Dette kan indebære, at ægtefællerne gennem årene har

opbygget en sådan formue, at det vil forekomme urimeligt, hvis den formue, der

er opbygget under ægteskabet, ikke skal indgå i en ligedeling mellem dem.

Ministeriet foreslår således, at ægtefælleskiftelovens § 60 og § 51, stk. 3, jf. stk.

4 og 5, videreføres i ægteskabsloven uden indholdsmæssige ændringer.

2.2.2.4. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at ægteskabslovens § 25, stk. 2, der indeholder en henvisning til

ægtefælleskifteloven § 60, ophæves, og at ægtefælleskiftelovens § 60

videreføres som § 25, stk. 2, i ægteskabsloven. Bestemmelsen nyaffattes dog, så

den passer med sprogbrugen i det samtidigt fremsatte forslag til lov om

ægtefællers økonomiske forhold, navnlig afsnit 3 om formuedeling ved

separation og skilsmisse.

Efter den foreslåede bestemmelse udtager hver ægtefælle ved formuedeling ved

omstødelse af ægteskab så meget af delingsformuen, som svarer til ægtefællens

delingsformue ved indgåelsen af ægteskabet samt senere forøgelser af

delingsformuen ved arv eller gave eller ved overførsel fra eget særeje. Efter

forslaget præciseres det, at formue, der ikke udtages forlods, deles efter

reglerne i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Der henvises til

ligedelingsreglerne i afsnit 3 og 4 og bemærkningerne hertil i lov om

ægtefællers økonomiske forhold, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag herom.

Samtidig foreslås det som efter den gældende ordning, at hvis delingsformuen

er mindre end den formue, som ægtefællerne kan udtage forlods, sker der

forholdsvis afkortning.

Det foreslås videre, at de nugældende bestemmelser om ophørsdagen ved

formuedeling ved omstødelse af ægteskaber i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3,

jf. stk. 4 og 5, med redaktionelle ændringer overføres til ægteskabsloven som §

25, stk. 3.

Endelig foreslås det, at der i ægteskabslovens § 25 indsættes et nyt stk. 4,

hvorefter den i det samtidigt fremsatte lovforslag om ægtefællers økonomiske

forhold foreslåede samlede regulering af formuedelingen ved en ægtefælles død

finder anvendelse i situationer, hvor en af ægtefællerne dør, inden omstødelse er

sket, dog således, at den ovenfor i punkt 2.2.2.1. nævnte § 27 i ægteskabsloven

vil kunne finde anvendelse.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

Som det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 7 og 12, foreslås ægtefælleskiftelovens

§ 51, stk. 3, og § 60 ophævet. Der henvises til bemærkningerne i lovforslaget til

disse bestemmelser.

2.3. Ægtefælleskifteloven

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1. Deling af formuen

Efter ægtefælleskiftelovens § 1, stk. 1, nr. 1, behandler skifteretten bl.a. sager

om deling af ægtefællers fællesbo.

Efter § 2, stk. 1, behandler skifteretten endvidere sager om enkelttvister, der

opstår under den pågældende skifterets behandling af bl.a. ægtefællers fællesbo

efter § 1, stk. 1, nr. 1, eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo, herunder

om følgende:

1) Opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver.

2) Opgørelsen af bodelene og i givet fald af den del heraf, der indgår i

bodelingen.

Vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.

Pensionskompensationskrav efter §§ 16 d-16 f i retsvirkningsloven.

Afgrænsning af særejer.

Særejekompensationskrav efter ægtefælleskiftelovens § 67.

Efter § 2, stk. 2, behandler skifteretten endvidere selvstændige sager mellem

ægtefæller om krav på særejekompensation efter lovens § 67 og om

tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af ægtefællers bodelingsaftaler.

Retsvirkningsloven indeholder en række regler om deling af ægtefællers formuer

ved separation og skilsmisse. Efter loven skal ægtefællers formuer som

udgangspunkt deles lige, medmindre formuen er særeje (§ 15, stk. 1). I

ligedelingen indgår heller ikke rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af

personlig art (§ 15, stk. 2), samt visse pensionsrettigheder (§§ 16 b og 16 c).

Disse delingsregler suppleres af en række bestemmelser i ægtefælleskiftelovens

kapitel 7, der indeholder regler for fællesbodelingen, samt kapitel 9, der

indeholder regler om særejekompensation.

Efter ægtefælleskiftelovens § 50 er grundlaget for opgørelsen af ægtefællers

fællesbo de aktiver og passiver, der hører til ægtefællernes bodele på

ophørsdagen.

Reglerne om ophørsdagen findes i ægtefælleskiftelovens § 51. Efter

bestemmelsens stk. 1 ophører formuefællesskabet ved separation og skilsmisse

ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet anmodning om separation eller

skilsmisse til statsforvaltningen. Ved bosondring ophører formuefællesskabet

efter stk. 2 ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet begæring om

bosondring til skifteretten. Ved omstødelse af ægteskab ophører

formuefællesskabet efter stk. 3 ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt

sag om omstødelse.

Ægtefællerne kan under skiftet efter stk. 4 aftale, at formuefællesskabet skal

anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.

Efter § 51, stk. 5, kan skifteretten, hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig

gældende, efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet

skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.

Efter § 52 indgår ægtefællernes aktiver og passiver i bodelingen med værdien på

udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.

Ved opgørelsen af fællesboet opgøres hver ægtefælles bodel særskilt, jf. § 53,

stk. 1. Har en ægtefælle tillige særeje, inddrages dette under skiftet, i det

omfang det er nødvendigt til at fyldestgøre særejekompensationskrav efter § 67

i ægtefælleskifteloven eller vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven. Efter §

53, stk. 2, medregnes særejekompensationskrav, vederlagskrav og

pensionskompensationskrav (§§ 16 d og 16 e i retsvirkningsloven) ikke ved

opgørelsen af bodelene. Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes ikke

som aktiv i den berettigede ægtefælles bodel.

Inden opgørelsen efter § 53 har hver ægtefælle efter § 59 ret til forlods at

udtage genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så

vidt deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold (stk. 1).

Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan udtages forlods af den

ægtefælle, hos hvem børnene har bopæl (stk. 2).

Udviser opgørelsen af en ægtefælles bodel efter § 53 overskud, deles dette

overskud som udgangspunkt ligeligt mellem ægtefællerne, jf.

ægtefælleskiftelovens § 58, stk. 1.

Ligedelingen modificeres af bestemmelsen i § 61 om skævdeling ved kortvarige

ægteskaber. Det fremgår af denne bestemmelse, at når en ægtefælle har

indbragt den væsentligste del af fællesboet på den måde, der fremgår af § 60,

og en ligedeling vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været

kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte i

anledning af separation, skilsmisse eller bosondring efter anmodning

bestemmes, at boets deling skal finde sted således, at § 60 anvendes, i det

omfang dette findes begrundet.

Efter ægtefælleskiftelovens § 60 udtager hver ægtefælle ved skifte i anledning af

omstødelse af ægteskab forlods så meget af fællesboet, som svarer til, hvad

denne har indbragt i boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere

erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til fællesboet fra eget særeje.

Strækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis afkortning.

Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder denne, udtage

bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til at opretholde hjemmet, og har den

pågældende ikke udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, kan det

efter anmodning bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde denne

ægtefælle, jf. ægtefælleskiftelovens § 62.

2.3.1.2. Udlæg af aktiver

Når det efter ovennævnte bestemmelser er fastslået, hvor store værdier hver

ægtefælle skal have, skal der tages stilling til, hvilke aktiver en ægtefælle rent

faktisk kan udtage.

Det følger af ægtefælleskiftelovens § 63, stk. 1, at hver ægtefælle ved

bodelingen er berettiget til at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering.

Kræver ægtefællerne den samme ejendel udlagt, skal den ægtefælle, til hvis

bodel ejendelen hører, have fortrinsret, jf. § 63, stk. 2.

§ 62, stk. 2, nr. 1-5, indeholder dog en række undtagelser til dette

udgangspunkt:

1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til familiens

bolig, kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis boligen skønnes at være af

den væsentligste betydning for denne ægtefælle af hensyn til at opretholde

hjemmet.

2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, kan udlægges til den

anden ægtefælle, hvis sommerboligen skønnes at være af den væsentligste

betydning for denne.

3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis

virksomheden udelukkende eller dog i det væsentlige er blevet drevet af denne.

4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlægges til den anden

ægtefælle, i det omfang dette skønnes rimeligt af hensyn til fortsættelsen af

erhvervet.

5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, kan udlægges til den

anden ægtefælle, i det omfang dette skønnes rimeligt af hensyn til at opretholde

hjemmet, eller i øvrigt fordi genstandene særligt har tjent den pågældende

ægtefælles behov.

Hvis der er ejendele, der ikke bliver udlagt til en af ægtefællerne efter stk. 1 og

2, følger det af § 63, stk. 3, at ejendelene afhændes efter bestemmelsen i

ægtefælleskiftelovens § 25. Bobehandleren skal i så fald efter § 25, stk. 1, sørge

for, at ejendelene afhændes på en måde, som tjener ægtefællernes interesser

bedst muligt. Er en ægtefælle uenig, anmoder bobehandleren efter stk. 2

skifteretten om at træffe afgørelse. Salg ved auktion sker efter retsplejelovens

regler, jf. § 25, stk. 3.

Efter ægtefælleskiftelovens § 64 kan udlæg af aktiver efter § 63 ske, selv om

værdien overstiger ægtefællens boslod. Det overskydende beløb skal i så fald

betales kontant til den anden ægtefælle. Skifteretten kan dog i særlige tilfælde

tillade afdragsvis betaling og i denne forbindelse fastsætte vilkårene herfor.

Har en ægtefælle haft særeje, kan det, hvis ægtefællernes formueforhold,

ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler for det,

efter påstand af den anden ægtefælle bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde

den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk

henseende efter en separation eller skilsmisse, jf. ægtefælleskiftelovens § 67,

stk. 1, 1. pkt. Denne regel anvendes også med hensyn til rettigheder, der er

uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og som ikke indgår i bodelingen, jf.

§ 67, stk. 1, 2. pkt. Krav efter stk. 1 betegnes særejekompensationskrav.

Efter § 67, stk. 2, kan der tidligst anlægges sag om krav efter stk. 1, når der er

indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse. Efter §

67, stk. 3, kan krav efter stk. 1 ikke gøres gældende, efter at skifte af

ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en

stadfæstet boopgørelse. Dette gælder dog ikke, hvis boet genoptages i medfør

af ægtefælleskiftelovens § 78.

2.3.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at ægtefælleskiftelovens materielle

bestemmelser om deling af ægtefællers formue overføres til den nye lov om

ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om følgende bestemmelser:



Opgørelsen af fællesboet (§ 53).



Ligedeling (§ 58, stk. 1).



Udtagelse af genstande til personligt brug (§ 59, stk. 1).



Deling ved kortvarigt ægteskab (§ 61).



Særejekompensationskrav (§ 67, stk. 1).

Udvalget foreslår endvidere, at de bestemmelser i ægtefælleskifteloven, der er

knyttet til de materielle delingsregler, ligeledes overføres til lov om ægtefællers

økonomiske forhold. Det drejer sig om følgende bestemmelser:



Ophørsdagen (§ 51, stk. 1 og 4).



Tidspunktet for værdiansættelsen (§ 52).



Udlæg af ejendele (§§ 63 og 64).

Endvidere foreslås bestemmelserne i ægtefælleskifteloven om omstødelse af

ægteskab overført til de øvrige regler om omstødelse af ægteskab i

ægteskabslovens kapitel 3. Det drejer sig om følgende bestemmelser:



Deling ved omstødelse af ægteskab (§ 60).



Ophørsdagen ved omstødelse af ægteskab (§ 51, stk. 3).

Udvalget foreslår, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved

bosondring ikke videreføres. Dette er en konsekvens af udvalgets forslag om, at

reglerne i retsvirkningslovens kapitel 5 om bosondring ikke videreføres. Der

henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i forslaget til lov om

ægtefællers økonomiske forhold.

Endvidere bør ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om genstande, der er erhvervet

til børnenes brug, efter udvalgets opfattelse ikke videreføres. Der henvises til

punkt 3.7. i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Endelig finder udvalget ikke grundlag for at videreføre ægtefælleskiftelovens §

62 om skævdeling af fællesboet, for at en ægtefælle kan udtage nødvendigt

bohave m.v., da bestemmelsen næppe anvendes i praksis.

2.3.3. Regeringens overvejelser

Regeringen er enig i Retsvirkningslovsudvalgets forslag om, at de i punkt 2.3.2

nævnte bestemmelser i ægtefælleskifteloven overføres til lov om ægtefællers

økonomiske forhold. Der henvises til bestemmelserne i afsnit 3 med tilhørende

bemærkninger i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers

økonomiske forhold.

Regeringen er endvidere enig i, at reglerne om formuedeling ved omstødelse af

ægteskab overføres til ægteskabsloven. Der henvises til forslagets § 1, nr. 2, og

bemærkningerne dertil.

Endelig er regeringen enig i, at § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring, §

59, stk. 2, om genstande, der er erhvervet til børnenes brug, og § 62 om

skævdeling af fællesboet, for at en ægtefælle kan udtage nødvendigt bohave

m.v., ikke videreføres.

Herudover foreslås det, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 5, om skifterettens

mulighed for at bestemme en anden ophørsdag overføres til lov om ægtefællers

økonomiske forhold sammen med de øvrige bestemmelser om ophørsdagen i §

51, stk. 1 og 4.

Det foreslås videre, at bestemmelserne i ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3,

om frister for anlæggelse af sag om særejekompensationskrav efter § 67, stk. 1,

overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold sammen med de materielle

regler om sådanne krav i § 67, stk. 1.

2.3.4. Den foreslåede ordning

Som konsekvens af forslaget i punkt 2.3.3. foreslås de omhandlede

bestemmelser i ægtefælleskifteloven ophævet.

2.4. Omstødelse af gaver mellem ægtefæller og nærstående

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Retsvirkningsloven

Gaver mellem ægtefæller er efter retsvirkningslovens § 30, stk. 1, med visse

undtagelser kun gyldige, hvis der er oprettet en ægtepagt herom.

Kravet om, at en gave skal gives ved ægtepagt, er en gyldighedsbetingelse både

mellem ægtefællerne og i forhold til deres kreditorer. Manglende ægtepagt har

den konsekvens, at gaven er ugyldig. Giverens kreditorer kan derfor gøre udlæg

direkte i gaven. Der gælder ikke nogen frist for fremsættelse af indsigelse om

ugyldighed og krav om tilbagelevering.

Efter § 30, stk.1, 2. pkt., gælder ægtepagtskravet ikke sædvanlige gaver, hvis

værdi ikke står i misforhold til giverens kår, og kravet gælder heller ikke gaver,

som består i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som

sikres den anden ægtefælle. Sædvanlige gaver omfatter almindelige

lejlighedsgaver til jul, fødselsdag m.v., men der stilles ikke krav om, at der har

været en ydre anledning til at give gaven. Det beror bl.a. på ægtefællernes

økonomiske forhold, samt hvad der tidligere er givet som gaver, om en gave er

sædvanlig, og om værdien står i misforhold til giverens kår. Er giveren insolvent,

skærpes kravene til, at gaven er sædvanlig.

Efter retsvirkningslovens § 31 kan en ægtefælle, hvis indtægter i løbet af et

kalenderår har givet overskud, inden udløbet af det følgende år uden oprettelse

af ægtepagt vederlagsfrit overdrage den anden ægtefælle indtil halvdelen af

overskuddet. Overdragelsen har dog kun gyldighed mod overdragerens

(giverens) kreditorer for så vidt giveren i et af giveren underskrevet dokument

har angivet overskuddets størrelse, og giveren har beholdt utvivlsomt

tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Selvom en gave er givet ved ægtepagt, eller gaven ikke krævede ægtepagt

(sædvanlig gave eller overskudsdeling), og gaven dermed er gyldig, kan giverens

kreditorer i visse tilfælde gøre krav gældende over for gavemodtageren. Der

henvises til punkt 2.4.1.2.

Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at kravet om ægtepagt som

gyldighedsbetingelse for gaver mellem ægtefæller ikke opretholdes, og at

muligheden for, at en ægtefælle giver sin ægtefælle en gave i form af en del af

giverens overskud, ikke videreføres.

Som det fremgår af forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold, er

Børne- og Socialministeriet enig heri. Der henvises til forslaget til lov om

ægtefællers økonomiske forhold, de almindelige bemærkninger, punkt 3.6.

Som det fremgår ovenfor, er gaver mellem ægtefæller med enkelte undtagelser

kun gyldige, hvis de er givet ved ægtepagt efter retsvirkningslovens § 30, stk. 1.

Selvom en gave er givet ved ægtepagt, og gaven dermed er gyldig, kan giverens

kreditorer i visse tilfælde gøre et krav gældende over for gavemodtageren om

tilbagebetaling af gaven, hvilket også kaldes omstødelse af gaven.

Sådanne krav er reguleret af retsvirkningslovens § 33, stk. 1: "Har den ene

ægtefælle givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som da havde fordring

på overdrageren, hvis fuld dækning hos denne må anses uopnåelig, holde sig til

den anden ægtefælle for værdien af det overførte, medmindre det bevises, at

overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine

forpligtelser. Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien. Den anden

ægtefælle er dog fri for ansvar, når han beviser, at de overførte genstande er

gået tabt uden hans skyld."

For at en kreditor kan rette et krav mod gavemodtageren, skal følgende

betingelser være opfyldt:

1. Kreditors krav mod gavegiveren skal være opstået, inden gaveægtepagten

blev tinglyst.

2. Fuld dækning for kravet skal forgæves have været forsøgt hos giveren.

Bevisbyrden herfor påhviler kreditor. Modtagerens hæftelse over for kreditorerne

er således subsidiær i forhold til giverens hæftelse.

3. Giveren kan ikke bevise, at giveren uanset gaven beholdt utvivlsomt

tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtigelser.

Hvis de tre betingelser er opfyldt, hæfter gavemodtageren for gavens værdi. Der

er ikke tale om, at gaven kan kræves tilbage, men alene at der kan rettes et

økonomisk krav mod modtageren svarende til værdien af det overførte. Det er

uafklaret, om det er værdien af gaven på det tidspunkt, hvor den blev givet, eller

værdien på det tidspunkt, hvor retssag om tilbagebetaling af gavens værdi

anlægges.

Modtageren er efter stk. 1, 3. pkt., ansvarsfri, hvis det bevises, at gaven er gået

tabt uden modtagerens skyld, f.eks. hvis en bil, der ikke er kaskoforsikret, er

blevet stjålet. Bestod gaven af penge, og er pengene forbrugt, skal modtageren

erstatte det modtagne beløb.

Efter § 33, stk. 2, finder tilbagebetalingsbestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse

med hensyn til gaver, der er omfattet af § 30, stk. 1, 2. pkt., dvs. sædvanlige

gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens kår, samt gaver, som består i

livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den anden

ægtefælle.

2.4.1.2. Konkursloven

Det følger af konkurslovens § 64, at gaver, som er fuldbyrdet senere end 6

måneder før fristdagen, kan fordres omstødt. Gaver, som er fuldbyrdet tidligere,

men senere end 1 år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det

godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. For

gaver til skyldnerens nærstående, jf. § 2, gælder samme regel, hvis gaven er

fuldbyrdet senere end 2 år før fristdagen, jf. stk. 2. Det følger dog af stk. 3, at

undtaget fra omstødelse er lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser,

som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår.

Fristen for omstødelse regnes fra fuldbyrdelsen af gaven. Dette gælder ligeledes,

hvis et bindende gaveløfte er afgivet tidligere. Udgør en gave en løsøregenstand,

anses fuldbyrdelsen for sket på tidspunktet for overgivelsen til gavemodtageren.

Er der tale om gaver, hvor tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig for at

opnå beskyttelse mod overdragerens fordringshavere, regnes fristen for

omstødelse fra tidspunktet for sikringsaktens foretagelse, jf. konkurslovens §

73.

Hvis forholdet ikke kan antages at udgøre en gave, vil omstødelse allerede af

denne grund være udelukket.

Det er som udgangspunkt konkursboet, der bærer bevisbyrden for, at en

disposition udgør en gave. Omstændighederne omkring dispositionen kan dog

bevirke, at bevisbyrden vendes.

Efter konkurslovens § 64, stk. 2, kan modtageren afværge omstødelse ved at

godtgøre, at skyldneren var og forblev solvent, da gaven blev givet.

Solvens efter konkurslovens § 64 skal forstås i overensstemmelse med

definitionen i konkurslovens § 17, stk. 2, hvorefter en skyldner er insolvent, hvis

den pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de

forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være

forbigående.

I relation til omstødelse må der ved vurderingen af, om insolvens forelå på

tidspunktet for dispositionen, lægges vægt på, om skyldnerens økonomiske

vanskeligheder på dette tidspunkt var så alvorlige, at konkurs efter et fornuftigt

skøn måtte antages at blive resultatet.

Efter konkurslovens § 64, stk. 3, er lejlighedsgaver og lignende gaver og

understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, på det tidspunkt,

hvor gaven blev givet, eller understøttelsen ydet, undtaget fra omstødelse.

2.4.2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har i sin udtalelse af 25. oktober 2016 om ændring af

konkurslovens § 64 overvejet, hvordan anvendelsesområdet for bestemmelsen

kan udvides med henblik på at samle omstødelsesreglerne i konkursloven,

således at konkurslovens § 64 også dækker indholdet i forslaget til

retsvirkningslovens § 31 i Retsvirkningslovsudvalgets betænkning og dæmmer

op for den såkaldte ægtefællefinte, jf. nærmere herom i de almindelige

bemærkninger, pkt. 3.6.2, i det samtidigt fremsatte forslag til lov om

ægtefællers økonomiske forhold.

Ægtefællefinten består typisk i, at giveren – på et tidspunkt, hvor denne frygter

at blive mødt med krav, som den pågældende ikke vil kunne betale – overfører

aktiver til sin ægtefælle. Hvis der forløber mere end 2 år efter dispositionens

fuldbyrdelse, inden giveren begæres konkurs, kan gaven ikke omstødes efter

konkurslovens § 64. Er dispositionen fuldbyrdet mere end 6 måneder, men

mindre end 2 år før, der indleveres konkursbegæring mod giveren, kan den

begunstigede ægtefælle efter § 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at føre bevis

for giverens solvens. Konkursrådet har i denne forbindelse overvejet, om det

fortsat skal være tilstrækkeligt, at en begunstiget kan afværge omstødelse efter

konkurslovens § 64 ved at føre bevis for skyldnerens solvens på tidspunktet for

gavens fuldbyrdelse ud fra den traditionelle illikviditetsvurdering, jf. § 17, stk. 2.

Rådet finder, at der må lægges vægt på skyldnerens bestående aktiver, hvilket vil

sige, at der også lægges vægt på en vurdering af sufficiens og ikke blot den

traditionelle illikviditetsvurdering. Det bør således ikke være muligt at afværge

omstødelse, blot fordi skyldneren fortsat opretholdt indtægter, der var høje nok

til at dække dennes løbende forpligtelser.

Konkursrådet foreslår på den baggrund at ændre formuleringen i konkurslovens

§ 64, stk. 2, vedrørende solvensbeviset, således at afværgelse af omstødelse

tillige forudsætter, at det godtgøres, at skyldneren beholdt utvivlsomt

tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Beviset for utvivlsomt tilstrækkelige midler må efter Konkursrådets opfattelse

vurderes i overensstemmelse med den gældende regel i retsvirkningslovens §

33, som indeholder en solvensvurdering både ud fra insufficiens og illikviditet.

Konkursrådet foreslår, at denne dobbelte insolvensvurdering videreføres i den

foreslåede regel. Konkursrådet foreslår desuden, at kravene til bevisbyrden

videreføres, således at det er modtageren, der bærer bevisbyrden, og således at

det ikke er tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at overdrageren forblev solvent.

Det er Konkursrådets opfattelse, at denne ændring af solvensbeviset i

konkurslovens § 64 skal gælde generelt, det vil sige også i relation til andre

gavemodtagere end ægtefæller, da sufficiens generelt bør være en betingelse for

at undgå omstødelse af en gave fuldbyrdet mere end 6 måneder før fristdagen.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om konkurslovens § 64 i tilstrækkeligt

omfang er dækkende i forhold til at dæmme op for dispositioner særligt mellem

ægtefæller, hvor aktiver overføres fra den ene ægtefælle til den anden med

henblik på at bringe aktiverne i sikkerhed for fordringshavere – den såkaldte

ægtefællefinte, jf. ovenfor.

Selv om kravet til solvensbevis foreslås skærpet, vil konkurslovens § 64, stk. 2,

ikke give et tilstrækkeligt værn mod ægtefællefinten. Det kan således

forekomme, at skyldnerens fordringshavere ikke har mulighed for at få erklæret

skyldneren konkurs inden 2 år efter gavens fuldbyrdelse, fordi de væsentligste

krav mod skyldneren er omtvistede. Det er efter gældende ret tvivlsomt, om et

omtvistet krav indgår i solvensvurderingen.

På den baggrund finder Konkursrådet, at konkurslovens § 64, stk. 2, ikke i

tilstrækkeligt omfang dæmmer op for en skyldners mulighed for at bringe

aktiver i kreditorly hos sin ægtefælle i situationer, hvor skyldneren frygter et

erstatningskrav, men hvor kravet ikke er rejst endnu, eller hvor kravet endnu

ikke er fastslået ved dom.

Konkursrådet er opmærksom på, at der også er et hensyn at tage til den

begunstigede ægtefælle. Det kan således virke vidtgående at omstøde en gave,

som er fuldbyrdet mere end 2 år før fristdagen, navnlig hvis ægtefællen var i god

tro om skyldnerens insolvens, da gaven blev modtaget. Dette hensyn gør, at en

udvidelse af konkurslovens § 64 alene bør angå gaver, som stod i åbenbart

misforhold til skyldnerens økonomiske forhold. Udvidelsen af konkurslovens §

64 bør med andre ord være møntet på at modvirke skyldnerens overførsler af

særligt værdifulde aktiver, herunder fast ejendom, værdipapirer, motorkøretøjer

og lignende til sin ægtefælle.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der indføres et nyt stk. 4 i

konkurslovens § 64, hvorefter en gave, der står i åbenbart misforhold til

skyldnerens økonomiske forhold, og som er ydet til skyldnerens nærstående,

skal kunne omstødes gennem en tidsmæssigt udvidet adgang i forhold til den

nugældende adgang til omstødelse i konkurslovens § 64, stk. 1 og 2.

Der skal efter Konkursrådets opfattelse ikke skelnes mellem ægtefæller og andre

nærstående, idet dette vil kunne medføre en uhensigtsmæssig forskel på

overdragelser mellem gifte og ugifte samlevende. De gavedispositioner, den

foreslåede regel skal vedrøre, er ofte overførsler mellem personer med fælles

økonomiske interesser, der lever i et ægteskabslignende forhold. Det bør

imidlertid efter Konkursrådets opfattelse være uden betydning, om der er tale

om gifte eller ugifte samlevende, eller om der er tale om overførsler til børn eller

andre nærstående.

Konkursrådet foreslår derfor, at reglen skal finde anvendelse på overførsler til

nærstående som defineret i konkurslovens § 2.

Reglen skal efter Konkursrådets opfattelse finde anvendelse på gaver af

usædvanlig værdi. Afgørelsen af, om der skal ske omstødelse af en gave i

medfør af den foreslåede regel beror på en samlet bedømmelse af, om gaven

stod i misforhold til skyldnerens formue, og der må herved som udgangspunkt

henses til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev

givet. Konkursrådet finder desuden, at der ikke kun skal tages hensyn til gavens

relative værdi i forhold til skyldnerens økonomiske forhold, men også til dens i

sig selv meget store værdi. Det betyder navnlig, at fast ejendom, værdipapirer og

motorkøretøjer ofte vil være omfattet af den foreslåede bestemmelses

anvendelsesområde, hvad enten der er tale om lejlighedsgaver eller andre gaver.

Konkursrådet foreslår, at der ikke knyttes en tidsfrist til bestemmelsen.

Den begunstigede bør imidlertid efter Konkursrådets opfattelse have visse

muligheder for at afværge et eventuelt omstødelseskrav.

Konkursrådet foreslår, at der i overensstemmelse med reglerne i konkurslovens

§ 64, stk. 2, alene bør være adgang til at afværge omstødelse ved at føre bevis

for skyldnerens solvens på tidspunktet for dispositionens foretagelse. Kravet til

solvensbevis efter konkurslovens § 64, stk. 2, foreslås som nævnt ovenfor

skærpet, således at der tillige skal føres bevis for, at skyldneren beholdt

utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Omstødelse bør således efter Konkursrådets opfattelse kun kunne afværges, hvis

skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen af gaven blev insolvent og

utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Utvivlsomt tilstrækkelige midler må efter Konkursrådets opfattelse forstås på

samme måde som Konkursrådets forslag til § 64, stk. 2, jf. ovenfor.

Da den foreslåede regel navnlig vil være relevant i tilfælde, hvor der er rejst

omtvistede krav mod skyldneren, da gaven blev givet, foreslås reglen udformet

således, at det eksplicit angives, at omtvistede og betingede krav anses for

forpligtelser, uanset at disse ikke er endeligt fastslået. Det er naturligvis en

forudsætning, at kravet senere fastslås over for skyldneren eksempelvis ved dom

eller ved skyldnerens erkendelse.

Betingelsen om, at kravet senere fastslås over for skyldneren, indebærer, at

kravet skal fastslås ved en afgørelse over for skyldneren personligt eller ved

skyldnerens personlige erkendelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kravet

anerkendes af skyldnerens konkursbo, idet konkursboet i sagens natur kunne se

en fordel heri, hvis dette kunne muliggøre omstødelse over for den

begunstigede.

Det vil således efter Konkursrådets forslag være nødvendigt først at føre en sag

mod overdrageren med henblik på at fastslå kravet. Denne fremgangsmåde vil

efter Konkursrådets opfattelse være den hyppigst mest forekommende situation.

Der tænkes her navnlig på de situationer, hvor overdrageren er blevet mødt med

et større erstatningskrav, eksempelvis i anledning af ansvarspådragende ledelse

af en virksomhed.

Såfremt overdrageren – mens sagen verserer – måtte blive erklæret konkurs på

baggrund af et andet krav, opstår spørgsmålet, om konkursboet ved sin

passivitet efter konkurslovens § 141, stk. 1, vil medvirke til, at betingelserne

opfyldes gennem en udeblivelsesdom.

Konkursrådet finder, at konkursboets interesse i omstødelseskravet må føre til,

at det ikke er tilstrækkeligt at få dom over konkursboet. Rådet lægger herved

vægt på, at konkursboet kan have en interesse i, at kravet fastslås, idet dette vil

føre til, at der efter den foreslåede regel vil kunne rejses et omstødelseskrav

over for skyldnerens nærstående, som har modtaget en gave på et tidspunkt,

hvor der var rejst et omtvistet krav mod skyldneren.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at det bør være en betingelse, at kravet

fastslås over for skyldneren personligt, eventuelt sammen med boet. Det

betyder, at sagen om det omstridte krav skal videreføres mod skyldneren

(overdrageren), eventuelt sammen med boet, jf. konkurslovens § 141.

Ofte vil skyldneren ikke have midler til at videreføre sagen om det omstridte

krav, hvorfor der vil blive afsagt udeblivelsesdom vedrørende kravet, medmindre

den begunstigede for egen regning sørger for at varetage skyldnerens interesser

under sagen. Konkursrådet har overvejet, om det er rimeligt, at den

begunstigede herved påføres risikoen for skyldnerens manglende økonomiske

evne til at varetage sine interesser under den verserende sag. Rådet finder i den

forbindelse, at den særlige konstruktion og det nære interessefællesskab mellem

skyldneren og den begunstigede, som ofte vil være ægtefæller, bevirker, at dette

er rimeligt.

Er skyldneren en juridisk person, er det ikke muligt at få dom over skyldneren

personligt. I disse tilfælde må det efter Konkursrådets opfattelse være

tilstrækkeligt, at det omstridte krav erkendes af konkursboet, der efter

konkursen har overtaget ledelsen af selskabet.

Ved at lade skyldnerens forpligtelser omfatte omtvistede krav undgås det, at en

skyldner trækker en verserende sag i langdrag, imens den pågældende overfører

sine aktiver til sine nærstående.

Konkursrådet foreslår endvidere, at bestemmelsen i § 64, stk. 3, moderniseres

sprogligt, således at lejlighedsgaver og understøttelser vurderes ud fra

skyldnerens økonomiske forhold frem for dennes ”kår”.

For at undgå tvivl om, hvorvidt løbende, større betalinger fra skyldneren til

dennes ægtefælle kan anses for gaver, hvis betalingerne er større end, hvad der

henset til ægtefællernes økonomiske forhold og familiens behov er rimelige

bidrag til familiens forsørgelse, foreslår Konkursrådet, at der indsættes et nyt

stk. 5 i konkurslovens § 64, hvorefter sådanne løbende, større betalinger kan

omstødes i samme omfang som gaver. Betalinger, der er udtryk for

understøttelse, der ikke står i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold,

kan ikke omstødes, jf. konkurslovens § 64, stk. 3.

Det bør i forhold til sådanne betalinger – ligesom ved gaver i øvrigt – være

muligt at omstøde betalinger, der er foretaget mere end 2 år før fristdagen, hvis

der er tale om beløb, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske

forhold.

Konkursrådet foreslår, at reglen om omstødelse af løbende, større betalinger

tillige skal finde anvendelse på ugifte samlevende og andre nærstående, jf.

konkurslovens § 2.

Det vil som følge af de foreslåede ændringer i konkurslovens § 64 være

nødvendigt at indføre overgangsbestemmelser, således at den nye affattelse af

konkurslovens § 64 alene gælder for gaver, der er fuldbyrdet efter lovens

ikrafttræden, mens de nugældende regler om omstødelse i konkursloven og

retsvirkningsloven gælder for gaver, der er fuldbyrdet før lovens ikrafttræden.

2.4.3. Regeringens overvejelser

Som det fremgår af forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold, har

Retsvirkningslovsudvalgets forslag til ny bestemmelse om tilbagebetalingskrav

ved gaver mellem ægtefæller været forelagt for Konkursrådet.

Konkursrådet har, som det fremgår ovenfor, anbefalet at udvide

anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 og dermed samle

omstødelsesreglerne i konkursloven således, at konkurslovens § 64 fremover

også kommer til at dække indholdet i udvalgets forslag til § 31.

Regeringen er enig med Konkursrådet i, at reglerne om omstødelse af gaver bør

samles i konkursloven, og at der ved siden af disse regler ikke er behov for

omstødelsesregler i den familieretlige lovgivning.

Regeringen er endvidere enig med Konkursrådet i, at anvendelsesområdet for

konkurslovens § 64 i stedet bør udvides.

2.4.4. Den foreslåede ordning

Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med Konkursrådets forslag og

anbefalinger, jf. punkt 2.4.2, lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.

2.5. Gyldighedsbetingelser for og adgang til oplysninger i ægtepagter

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Formelle krav til ægtepagter

Ifølge retsvirkningslovens §§ 35 og 37 skal en ægtepagt oprettes skriftligt og

underskrives af parterne, og den skal tinglyses for at blive gyldig såvel mellem

parterne som i forhold til tredjemand.

Tinglysning sker i personbogen, jf. tinglysningslovens § 43, stk. 1. Personbogen

føres af Tinglysningsretten.

Efter retsvirkningslovens § 49 har enhver af ægtefællerne ret til at begære

ægtepagten tinglyst i personbogen, også selvom den anden protesterer. Der

gælder ingen tidsfrist efter underskrivelsen af en ægtepagt for at anmelde den til

tinglysning. En anmeldelse til tinglysning efter separation, skilsmisse eller den

ene ægtefælles død har dog ingen retsvirkninger, heller ikke selvom ægtepagten

skulle blive tinglyst. Dette gælder også i tilfælde, hvor en ægtepagt er anmeldt

før dødsfaldet, men afvist ved en fejl, og efter dødsfaldet anmeldt på ny.

Personbogen blev digitaliseret den 21. marts 2011, og efter tinglysningslovens §

7, stk. 3, kan tinglysning herefter som udgangspunkt alene ske på grundlag af

dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur. Hvis den berettigede

på grund af manglende person- eller CVR-nummer ikke kan få digital signatur,

kan papirdokumenter danne grundlag for tinglysning efter reglerne i kapitel 5,

jf. § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 763 af 20. juli 2009 om adgang til

tinglysningssystemet og tinglysningsmåden (adgangsbekendtgørelsen).

Endvidere giver den generelle fuldmagtsordning, jf. tinglysningslovens kapitel 7

a, mulighed for at give en anden person fuldmagt til at udstede og anmelde

dokumenter, herunder ægtepagter, til tinglysning. Der er fastsat nærmere regler

om fuldmagtsordningen i kapitel 3 i adgangsbekendtgørelsen.

Ved anmeldelse af en ægtepagt til tinglysning påser Tinglysningsretten, at de

formelle betingelser for digital tinglysning er opfyldt. Derudover foretager

Tinglysningsretten en prøvelse af ægtepagten, jf. tinglysningslovens § 44, stk. 1,

2. pkt., jf. § 15, stk. 2, dvs. at Tinglysningsretten påser, at de aktiver, som

ægtepagten vedrører, klart kan identificeres, og at aftalen i ægtepagten er i

overensstemmelse med de muligheder, som ægtefæller efter retsvirkningsloven

har for at indgå aftale om formueordningen i deres ægteskab.

Identificeringen af de aktiver, som ægtepagten vedrører, kan ske ved henvisning

til erhvervelsestidspunktet, f.eks. ved at det aftales, at alt, hvad en ægtefælle

ejede ved ægteskabets indgåelse, skal være fuldstændigt særeje, eller at alt,

hvad der fremtidigt erhverves, skal være skilsmissesæreje. Aktiver kan også

identificeres ved henvisning til erhvervelsesmåden, f.eks. at alt hvad en

ægtefælle har erhvervet eller i fremtiden vil erhverve ved f.eks. arv eller gave.

Endvidere kan aktivernes identificeres ved angivelse af en bestemt virksomhed

eller ved artsbetegnelser, f.eks. ”mit indbo”, ”mine biler”, ”mine faste

ejendomme”, ”mine værdipapirer og bankindeståender”, men dog ikke således,

at det er overladt til ejerægtefællen vilkårligt at forøge særejets omfang, f.eks.

”mit til enhver tid værende indbo”, ”mit indestående til enhver tid på konti i

Nordea”, ”familiens ejerbolig til enhver tid”.

Endelig kan aktiverne identificeres ved en opregning af konkrete genstande, der

skal være særeje. Ved særeje om enkelte genstande kan der på grundlag af

retspraksis opstilles følgende retningslinjer for identifikationen:

1. Fast ejendom skal angives med matrikelnummer og ikke kun med

beliggenhed.

2. Motorkøretøjer skal angives med stel- og registreringsnummer.

3. Konti og depoter skal angives med pengeinstituttets navn, kontonummer eller

depotnummer og saldo på et bestemt tidspunkt, men saldoens størrelse skal

ikke nødvendigvis angives.

4. Personligt drevne erhvervsvirksomheder skal angives med CVR-nummer, og

virksomhedens aktiver kan specificeres ved henvisning til virksomhedens

åbningsstatus eller til det seneste årsregnskab.

5. Andele i interessentskaber og kommanditselskaber skal angives med den

nøjagtige procentandel, og aktiverne skal specificeres på samme måde som i

personligt drevne virksomheder.

6. Anparter og aktier skal angives med det aktuelle nominelle pålydende eller

med stk. og antal samt selskabets CVR-nummer eller fondskode.

Ved andre aktiver foretages der en konkret vurdering af behovet for

identifikation.

Aktiverne skal altid være angivet på en sådan måde, at der ikke er en særlig

risiko for, at en ægtefælle vilkårligt forøger særejets omfang ved ensidigt at

inddrage yderligere aktiver under det.

I en ægtepagt, der omfatter alle en ægtefælles aktiver, skal de enkelte aktiver

ikke nævnes.

Er aktiver ikke identificeret tilstrækkeligt, afvises ægtepagten helt eller delvist fra

tinglysning. Ægtepagter, som er i strid med retsvirkningsloven, eller har et

utilbørligt indhold, afvises ligeledes. Det gælder f.eks. ægtepagter der

indeholder bestemmelse om, at gæld skal være særeje, jf. Højesterets kendelse

af 21. januar 2011, som er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 1112.

Afvises en ægtepagt, kan ægtefællerne tilrette ægtepagten og anmelde den til

tinglysning igen.

Tinglysning af en ægtepagt medfører ikke, at den ved en senere bodeling skal

anses for materielt gyldig. Der er således ikke noget til hinder for, at en

ægtefælle senere gør gældende, at eksempelvis en særejebestemmelse er

ugyldig, fordi den ligger uden for, hvad ægtefællerne kan aftale efter

retsvirkningsloven. Endvidere er tinglysning ikke til hinder for, at en ægtepagt

tilsidesættes efter aftalelovens ugyldighedsregler.

En ægtepagts retsvirkninger regnes fra det tidspunkt, hvor den anmeldes til

tinglysning, jf. tinglysningsloven § 44, stk. 1, 2. pkt., jf. § 14, stk. 1, 2. pkt.

2.5.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter

Når en ægtepagt tinglyses i personbogen, lagres den i et til personbogen

særskilt knyttet ægtepagtsregister. Af ægtepagter, der er tinglyst før 21. marts

2011, hvor den digitale personbog blev indført, opbevarer Tinglysningsretten en

fysisk genpart, mens alle ægtepagter tinglyst efter denne dato findes digitalt i

tinglysningssystemet.

Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5, er oplysninger i personbogen om

tinglyste ægtepagter offentligt tilgængelige for enhver i en række tilfælde.

Derudover er der i medfør af tinglysningslovens § 50, stk. 1, i

adgangsbekendtgørelsen fastsat nærmere regler om videregivelse af oplysninger

fra tinglysningssystemet, herunder efter § 50 c. Efter adgangsbekendtgørelsens

§ 35, stk. 1, er oplysningerne i tinglysningssystemet, med undtagelse af

oplysninger om personnumre, offentligt tilgængelige. Efter

adgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 2, kan adgang til oplysningerne i bl.a.

personbogen til enhver tid mod betaling af de i retsafgiftsloven fastsatte afgifter

opnås via Tinglysningsrettens internetportal eller ved brug af en

systemopkobling godkendt af retten. Ved lov nr. 519 af 28. maj 2013 om

ændring af bl.a. retsafgiftsloven og tinglysningsloven blev bestemmelserne i

retsafgiftslovens §§ 49 a og 49 b ophævet, og afgiften for opslag i og udskrifter

fra akter i det digitale tinglysningssystem blev ophævet, hvorfor der i dag er

gratis adgang til oplysninger i tinglysningssystemet.

For så vidt angår ægtepagter er det således gratis at få oplysning om indholdet

af en tinglyst ægtepagt via Tinglysningsrettens onlineportal. Dette gælder dog

kun for ægtepagter tinglyst efter 21. marts 2011 i det digitale

tinglysningssystem. For ægtepagter tinglyst før 21. marts 2011 fremgår det ved

opslag i personbogen kun, om en person har tinglyst ægtepagt, og hvilken type

ægtepagt der er tale om. Enhver har imidlertid ret til at modtage oplysninger om

indholdet af en ægtepagt tinglyst før 21. marts 2011. Disse oplysninger kan

rekvireres hos Tinglysningsretten mod betaling af 175 kr. i medfør af

retsafgiftslovens § 48, stk. 3, 2. pkt., jf. stk. 1, 1. pkt.

Ifølge Tinglysningsretten blev der i 2015 foretaget 265.873 opslag i

personbogen generelt via det digitale tinglysningssystem. I 2015 modtog

Tinglysningsretten endvidere 1683 anmodninger om kopier af ægtepagter

tinglyst før 21. marts 2011, hvoraf størstedelen af anmodningerne kom fra

skifteretterne som led i skiftebehandling af boer, jf. nedenfor.

Adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter bliver bl.a. benyttet af

SKAT ved beregning af visse tinglysningsafgifter. Når det er relevant, overføres

oplysninger om indholdet af ægtepagter tinglyst efter 21. marts 2011

elektronisk til SKAT til brug for afgiftsberegningen, jf. § 28, stk. 1, nr. 1, i

bekendtgørelse nr. 835 af 4. september 2009 om tekniske krav og forskrifter for

tinglysningssystemet. Hvis ægtepagten er tinglyst før 21. marts 2011, har SKAT

ligeledes adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter, men må i disse

tilfælde rekvirere en udskrift af ægtepagten fra Tinglysningsretten.

Endvidere anvendes adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter af

skifteretterne, primært til brug for deres behandling af dødsboer. Når en person

afgår ved døden, modtager skifteretten automatisk besked om dette og sender

en elektronisk forespørgsel til tinglysningssystemet vedrørende både ægtepagter

og testamenter. Hvis der er tinglyst en ægtepagt, sender tinglysningssystemet

automatisk besked om dette til skifteretten sammen med kopi af ægtepagten.

Dette gælder dog kun i de tilfælde, hvor ægtepagten er tinglyst efter 21. marts

2011, idet den i modsat fald ikke foreligger digitalt. I øvrige tilfælde får

skifteretten alene besked om, at der er oprettet ægtepagt, og må herefter

rekvirere en kopi heraf fra Tinglysningsretten eller fra skiftesagens parter.

Hvis der er oprettet et testamente, sender tinglysningssystemet automatisk en

kopi af dette til skifteretten, hvis testamentet er indberettet til

Tinglysningsretten efter 1. maj 2012. I modsat fald foreligger testamentet ikke

digitalt, og skifteretten må herefter rekvirere en kopi heraf fra den byret, hvor

notartestamentet er oprettet, eller skiftesagens parter.

I modsætning til hvad der i dag gælder for ægtepagter, er der ikke den samme

adgang til oplysninger for offentligheden om testamenter. Efter

notarialbekendtgørelsens § 17 har kun den, der har fået foretaget en

notarialforretning, herunder oprettet notartestamente, og andre, der har retlig

interesse i forretningen, ret til efter regler i retsplejelovens § 41 at få udleveret

en udskrift hos notaren af fortegnelsen over notarialforretninger og af de øvrige

dokumenter vedrørende notarialforretningen, som opbevares på

dommerkontoret. Det er i retspraksis antaget, at et testamente er et personligt

og fortroligt dokument, der som udgangspunkt ikke kan kræves fremlagt under

en retssag i testators livstid. Det er i teorien antaget, at andre end testator, eller

en af ham bemyndiget person, f.eks. en advokat, ikke vil kunne få udleveret en

kopi af testamentet i medfør af notarialbekendtgørelsens § 17.

2.5.1.3. Abonnementsordning vedrørende personbogen

Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 6, kan meddelelse om ændring af

oplysninger i edb-registrene (tinglysningssystemet) sendes til enhver, med hvem

der er indgået aftale herom. For så vidt angår personbogen, er der i § 24 i

bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts 2011 (personbogsbekendtgørelsen) fastsat

nærmere regler om abonnementsordningen. Det fremgår heraf bl.a., at

Tinglysningsretten for enhver, der ansøger herom, kan oprette et abonnement,

der indebærer, at den pågældende modtager meddelelse, når bestemte personer

i personbogen disponerer i tinglysningsmæssig henseende, jf. § 24, stk. 1.

2.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

2.5.2.1. Oprettelse og prøvelse af ægtepagt

Retsvirkningslovsudvalget har for det første foreslået, at ægtepagter ikke

længere skal tinglyses for at være gyldige, men at de i stedet skal underskrives

for notaren på samme måde som testamenter. Det ville således også være

notarens opgave at sørge for, at ægtepagten registreres i et register på samme

måde som fremgangsmåden er tilfældet ved notartestamenter.

Udvalget foreslår videre, at det også bør være muligt at oprette en ægtepagt

under medvirken af vidner efter samme regler som vidnetestamenter, men med

en efterfølgende obligatorisk registrering.

Udvalget foreslår samtidig, at prøvelsen af ægtepagter afskaffes.

Der henvises til punkt 3.10.2.1. og 3.10.2.2. i de almindelige bemærkninger til

det samtidigt fremsatte lovforslag om ægtefællers økonomiske forhold.

2.5.2.2. Offentlighedens adgang til ægtepagter

Udvalget har anført, at oplysninger om, hvad et ægtepar har aftalt om deling af

deres formuer ved separation, skilsmisse eller død, af de fleste opfattes som

noget, der hører privatlivet til på samme måde som oplysninger i testamenter,

der ikke er offentligt tilgængelige. At oplysninger om ægtepagter er offentligt

tilgængelige i kraft af tinglysningssystemet opfattes derfor typisk af

ægtefællerne som ubehageligt. Dette kan efter udvalgets opfattelse føre til, at de

undlader at oprette den ægtepagt, som de egentlig ønsker, eller at ægtepagten

udformes mindre detaljeret end hensigtsmæssigt for at undgå, at andre får

kendskab til, hvad de ejer.

Udvalget peger på, at kravet om tinglysning som gyldighedsbetingelse mellem

ægtefællerne oprindeligt var begrundet med hensynet til ægtefællernes arvinger

og kreditorer.

Da dette krav om tinglysning blev indført, var der forskel på ægtefællernes

råderet og hæftelse over for kreditorer, afhængigt af om der var fælleseje eller

særeje i ægteskabet. Det var således væsentligt for kreditorer at have kendskab

til, hvilken formueordning en skyldner havde aftalt med sin ægtefælle. Efter

gældende ret, som udvalget foreslår videreført, hæfter en ægtefælle imidlertid

kun med sin egen formue over for sine kreditorer og som udgangspunkt kun for

sin egen gæld.

For at kunne foretage en kreditvurdering af en kommende låntager eller

forretningspartner eller for at få inddrevet et tilgodehavende er det derfor efter

udvalgets opfattelse kun nødvendigt at få oplysninger om, hvad den pågældende

ejer. Det er derimod som udgangspunkt uden betydning for kreditor, om den

pågældendes formue eller dennes ægtefælles formue er gjort til særeje. Det kan

ikke antages, at f.eks. en kreditgiver ved sin vurdering lægger vægt på

skyldnerens mulighed for at få del i sin ægtefælles formue ved en eventuel

kommende skilsmisse. Lægger långiver, hvad der ofte vil være tilfældet, tillige

vægt på at kende til skyldnerens ægtefælles økonomi, kan långiver kræve

oplysninger herom som betingelse for at yde lånet, og långiver kan betinge lånet

af, at ægtefællen tillige hæfter.

Afgår en ægtefælle ved døden, har det derimod efter udvalgets opfattelse

betydning for afdødes arvinger og kreditorer at få kendskab til eventuelle

ægtepagter, idet f.eks. en ægtepagt om særeje har betydning for størrelsen af

arven efter afdøde. Dette hensyn tilgodeses imidlertid efter udvalgets opfattelse

bedst ved en ændring af dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, således at skifteretten

efter et dødsfald skal indhente oplysninger om eventuelle ægtepagter på samme

måde, som den indhenter oplysninger om testamenter.

På denne baggrund finder udvalget, at hensynet til beskyttelse af ægtefællernes

privatliv vejer tungere end hensynet til pressens, kreditorers og arvingers

interesse i at kunne få indsigt i ægtepagter.

Udvalget foreslår derfor, at der – svarende til, hvad der gælder for testamenter –

kun er adgang til indholdet af en ægtepagt i de tilfælde, hvor der er en retlig

interesse. I overensstemmelse med ordningen for notartestamenter i arvelovens

§ 63, stk. 3, foreslår udvalget, at det overlades til justitsministeren at fastsætte

regler om adgangen til at få oplysninger fra ægtepagter, der er registreret i det

af udvalgets foreslåede Ægtepagtsregister.

Der henvises til betænkningen, kapitel 8.

2.5.3. Regeringens overvejelser

2.5.3.1. Oprettelse og prøvelse af ægtepagt

Regeringen foreslår, at ordningen med tinglysning af ægtepagt som

gyldighedsbetingelse opretholdes. Den gældende bestemmelse herom i

retsvirkningslovens § 37 foreslås således videreført.

Med hensyn til prøvelsen af ægtepagter foreslås det, at der iværksættes en

nærmere undersøgelse af Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter. Der sigtes

navnlig til en undersøgelse af årsagerne til, at ægtepagter i dag afvises. Der kan

f.eks. være tale om, at kravet til identifikation af ægtepagtens genstand ikke er

opfyldt. Afhængig af resultatet heraf vil det blive overvejet, om prøvelsen – og

dermed tinglysningen – bør afskaffes og erstattes af en registreringsordning.

Der henvises til punkt 3.10.3.1. og 3.10.3.2. i de almindelige bemærkninger til

det samtidigt fremsatte lovforslag om ægtefællers økonomiske forhold.

2.5.3.2. Offentlighedens adgang til ægtepagter

Regeringen er enig med udvalget i, at offentligheden ikke har behov for at kende

indholdet af en ægtepagt. Kun ægtefællerne og domstolene (skifteretterne) har

behov for kende disse oplysninger. Endvidere har skattemyndighederne behov

for adgang til oplysningerne med henblik på beregning af tinglysningsafgifter.

Private personer kan dog i begrænset omfang også have en retlig interesse i at

kende indholdet af en ægtepagt, f.eks. til brug for en retssag mod et ægtepar,

der har forsøgt at bringe deres formue i kreditorly.

Det foreslås derfor, at indholdet af ægtepagter ikke længere skal være

tilgængeligt for offentligheden, dog sådan at ægtefællerne, domstolene

(skifteretterne) og skattemyndighederne fortsat skal have adgang til indholdet af

ægtepagter.

Endvidere skal en privat person eller en privat virksomhed have adgang til

indholdet af en ægtepagt, hvis den pågældende efter en konkret vurdering har

en retlig interesse i ægtepagten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en

advokat anmoder om oplysninger i en ægtepagt til brug for en retssag om

ejendomsretten til et aktiv, som påstås omfattet af en oprettet ægtepagt.

Der foreslås ikke ændringer i offentlighedens adgang til oplysninger i

personbogen om, hvorvidt en person har oprettet en ægtepagt. Disse

oplysninger anvendes bl.a. af advokater og pengeinstitutter, der rådgiver

ægtefæller om deres økonomiske forhold. Ved opslag i personbogen vil det

således som i dag fortsat fremgå, at en person har oprettet en ægtepagt.

2.5.4. Den foreslåede ordning

Med henblik på at gennemføre begrænsning af offentlighedens adgang til

indholdet af ægtepagter foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i

tinglysningslovens § 50 c, stk. 7, som vil indebære, at indholdet af ægtepagter

ikke længere vil være offentligt tilgængelige. Indholdet af ægtepagter må således

herefter – i modsætning til de øvrige oplysninger i tinglysningssystemet – som

udgangspunkt ikke videregives.

Bestemmelsen vil alene begrænse offentlighedens adgang til indholdet af

ægtepagter. Oplysning om, at en person har oprettet ægtepagt, vil således

fortsat være offentlig tilgængelig i personbogen.

Som undtagelse til begrænsningen af adgangen til indholdet af ægtepagter

foreslås der indført en adgang til at videregive oplysninger om indholdet af

tinglyste ægtepagter, når oplysningerne skal bruges i konkrete retsforhold. Der

vil således kunne videregives oplysninger om indholdet af en ægtepagt i tilfælde,

hvor rekvirenten kan dokumentere en retlig interesse i oplysningerne. Dette vil

f.eks. kunne være tilfældet i forbindelse med retssager om ejendomsretten til et

aktiv, som påstås omfattet af en oprettet ægtepagt, eller overvejelser herom. Det

forudsættes dog, at der er tale om en forholdsvis snæver adgang til at modtage

oplysninger om indholdet af ægtepagter, idet f.eks. kreditorer, potentielle

långivere eller andre i vidt omfang vil kunne henvises til at søge oplysningerne

fremlagt af medkontrahenten som betingelse for en aftales indgåelse. Der vil i

vidt omfang være tale om den samme vurdering, som Tinglysningsretten

allerede i dag foretager ved forespørgsler om oplysninger fra det historiske

Oplysninger om indholdet af en ægtepagt vil endvidere efter anmodning skulle

videregives til den, som oplysningerne angår. En tilsvarende adgang følger i dag

af den gældende bestemmelse i § 50 c, stk. 7, for så vidt angår oplysninger i det

historiske register. Parterne, der har oprettet ægtepagt, vil således kunne få

oplysninger om indholdet af ægtepagten uden at skulle dokumentere en retlig

interesse. En sådan adgang følger allerede af persondatalovens regler om den

registreredes indsigtsret, jf. persondatalovens kapitel 9, men for at sikre en klar

retstilstand foreslås det, at denne rettighed udtrykkeligt kommer til at fremgå af

tinglysningsloven i lighed med, hvad der gælder for parters adgang til

oplysninger i det historiske register, jf. den gældende bestemmelse i

tinglysningslovens § 50 c, stk. 7, 2. pkt.

Der er fastsat nærmere regler om adgangen til tinglysningssystemet i det hele

taget og personbogen i en række bekendtgørelser, som forudsættes ændret i

konsekvens af forslaget, således at de kommer i overensstemmelse med den

foreslåede bestemmelse i § 50 c, stk. 7. Det drejer sig for det første om kapitel 7

i adgangsbekendtgørelsen, som regulerer den offentlige tilgængelighed til og

videregivelse af oplysninger fra tinglysningssystemet. For det andet forudsættes

kapitel 6 om adgang til oplysninger i personbogen i personbogsbekendtgørelsen

ændret, således at det vil fremgå, at anmodning om oplysninger om indholdet af

en ægtepagt sker på samme måde og efter lignende regler, som anmodning om

oplysninger om andet end adkomst fra det historiske register, jf. ovenfor.

Nogle myndigheder har imidlertid brug for at have adgang til indholdet af

ægtepagter som led i deres opgavevaretagelse. Indholdet af ægtepagter kan

således være relevant for SKAT ved beregning af tinglysningsafgifter. Derudover

har skifteretterne ved deres sagsbehandling af særligt dødsboer brug for at

kunne få oplysninger om indholdet af ægtepagter.

Der er i tinglysningslovens § 50, stk. 1, adgang til administrativt at fastsætte

regler om videregivelse af oplysninger efter tinglysningslovens § 50 c, herunder

oplysninger som omhandlet i den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens §

50 c, stk. 7. Bemyndigelsen forudsættes udnyttet til at ændre de

bekendtgørelser, der regulerer tinglysningssystemet, således at SKAT og

skifteretterne kan varetage deres opgaver, jf. nedenfor.

SKATs og skifteretternes adgang til at få overført oplysninger om indholdet af

ægtepagter forudsættes således for det første gennemført ved en ændring af

personbogsbekendtgørelsen, således at det kommer til at fremgå, at SKAT og

skifteretterne har adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter i

forbindelse med deres sagsbehandling. Således vil SKAT og skifteretterne fortsat

have adgang til at modtage de oplysninger, de i dag har behov for.

SKATs og skifteretternes adgang til elektronisk overførsel af oplysninger om

indholdet af ægtepagter, der i dag til dels har sammenhæng med at

oplysningerne er offentligt tilgængelige, foreslås videreført ved en ændring af

bekendtgørelse nr. 835 af 4. september 2009 om tekniske krav og forskrifter for

tinglysningssystemet, som angiver en række tilfælde, hvor myndigheder og

andre kan få overført oplysninger elektronisk fra tinglysningssystemet. Denne

adgang vil således blive benyttet i forbindelse med overførslen af oplysninger

vedrørende indholdet af ægtepagter tinglyst efter 21. marts 2011, der foreligger

digitalt i tinglysningssystemet.

Der foreslås ikke nogen ændringer i den gældende abonnementsordning til

personbogen. Det vil således fortsat være muligt efter anmodning til

Tinglysningsretten at få oprettet et abonnement der indebærer, at man

modtager oplysninger om, at en eller flere bestemte personer får tinglyst en

ægtepagt, jf. personbogsbekendtgørelsens § 24.

2.6. Dødsboskifteloven

2.6.1. Gældende ret

Efter § 7, stk. 1, i dødsboskifteloven indkalder skifteretten snarest muligt efter

modtagelsen af anmeldelsen af et dødsfald den eller dem, der efter det oplyste

er den afdødes nærmeste pårørende, til et møde, hvor der tages stilling til boets

behandlingsmåde. Efter bestemmelsens stk. 2 indhenter skifteretten de

nødvendige oplysninger om arvinger fra Det Centrale Personregister (CPR) og om

afdødes testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter eller

på anden måde. Indhentelse af oplysninger kan undlades, hvis det på forhånd er

klart, at oplysninger om arvinger og legatarer er uden betydning for boets

behandling. Justitsministeren kan efter bestemmelsens stk. 7 fastsætte regler for

skifteretten og bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det Centrale

Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter. Denne bemyndigelse

er ikke udnyttet.

Tinglysningsretten har oplyst, at skifteretterne har mulighed for at indhente

oplysninger fra tinglysningssystemet om, hvorvidt en afdød havde oprettet

ægtepagt. I bekræftende fald kan skifteretten indhente ægtepagten fra

Tinglysningsretten.

2.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser

Afgår en gift person ved døden, har det efter Retsvirkningslovsudvalgets

opfattelse betydning for såvel arvinger som kreditorer at få kendskab til

eventuelle ægtepagter, idet f.eks. en ægtepagt om fuldstændigt særeje vil have

betydning for størrelsen af en eventuel arv og for den afdøde ægtefælles

kreditorers mulighed for at opnå dækning.

Udvalget foreslår derfor, at dødsboskiftelovens § 7 ændres således, at

skifteretten efter et dødsfald skal indhente oplysninger om eventuelle

ægtepagter på samme måde, som den indhenter oplysninger om testamenter.

2.6.3. Regeringens overvejelser

Regeringen er enig med udvalget i, at der bør indføres en pligt for skifteretten til

at undersøge, om en person, der ved dødsfaldet var gift, har oprettet ægtepagt.

2.6.4. Den foreslåede ordning

På baggrund af forslaget i punkt 2.6.3. foreslås der indsat en ny bestemmelse i

dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, hvorefter skifteretten, hvis afdøde ved dødsfaldet

var gift, indhenter oplysninger om ægtepagt fra Tinglysningsretten.

Samtidig foreslås hjemlen i § 7, stk. 7, for justitsministeren til at fastsætte regler

for skifteretten og bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det Centrale

Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter udvidet til også at

omfatte fastsættelse af regler om skifterettens indhentelse af oplysninger fra

Tinglysningsretten.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 25. november 2016 til den 23.

december 2016 været sendt i høring hos følgende myndigheder og

organisationer m.v.:

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/

mindreudgifter

Ingen

Negative

konsekvenser/

merudgifter

Ingen

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Administrative konsekvenser

for stat, kommuner og

regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af EU-

retlige minimumsforpligtelser

(sæt X)

Ingen

Ja:

Ingen

Nej:

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Ægteskabsloven

Til nr. 1

Det fremgår af ægteskabslovens § 12, 1. pkt., at det skal godtgøres, at

ægteskabsbetingelserne er opfyldt (prøvelse af ægteskabsbetingelserne), før

ægteskab indgås. Børne- og socialministeren fastsætter regler herom, jf. lovens

§ 12, 2. pkt. Denne bemyndigelse er bl.a. anvendt til i § 2 i bekendtgørelse nr.

1857 af 23. december 2015 at fastsætte regler om, at en ansøgning om prøvelse

skal indgives på en bestemt blanket – ægteskabserklæringen. Blanketten skal

som udgangspunkt indgives digitalt, men kan i visse situationer indgives i

papirform. I blanketten skal parterne give forskellige oplysninger om deres

personlige forhold, herunder om de tidligere har været gift.

Efter lovens § 13, stk. 1, foretages prøvelse af ægteskabsbetingelserne af

kommunen.

Det foreslås, at der i ægteskabslovens § 12 indsættes et nyt stk. 2, hvorefter

børne- og socialministeren kan fastsætte regler om, at parterne ved ansøgning

om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal orienteres om loven om ægtefællers

økonomiske forhold.

Denne bemyndigelse vil blive udmøntet ved, at der fastsættes regler om, at

parterne ved digital indsendelse af ægteskabserklæringen modtager denne

vejledning i form af en digital pjece, der indeholder orientering om loven om

ægtefællers økonomiske forhold.

Parterne vil således inden indgåelse af ægteskabet få vejledning om loven om

ægtefællers økonomiske forhold, herunder om formuedelingen ved opløsning af

ægteskab samt om mulighederne for at skræddersy en formueordning, der

passer til netop deres situation, f.eks. ved aftaler om særeje m.v.

Ægtefæller, der ikke udfylder anmodningen digitalt, får pjecen fra kommunen,

når de bestiller ægteskabserklæringen.

Oplysningerne i pjecen suppleres med mere fyldige oplysninger om loven om

ægtefællers økonomiske forhold på en relevant hjemmeside.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.1.

Til nr. 2

Det fremgår af ægteskabslovens § 6, at ægteskab ikke må indgås mellem

slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. Efter lovens § 9

må den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret

partnerskab, ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller

registrerede partnerskab består (bigami).

Et ægteskab, der er indgået i strid med lovens §§ 6 eller 9, omstødes ved dom,

jf. lovens § 23. Sag herom kan anlægges af Ankestyrelsen eller af en af

ægtefællerne. Hvis der er tale om bigami, kan ægtefællen i det tidligere

ægteskab tillige anlægge sag.