Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 64
Offentligt
Børne- og Socialministeriet
J.nr. 2016-4195/LTH
29. november 2016
UDKAST
Forslag
til
Lov om ægtefællers økonomiske forhold
Afsnit 1
Grundregler om ægtefællers økonomiske forhold
Kapitel 1
Råderet, aftaler mellem ægtefæller, forsørgelsespligt, formuedeling m.v.
Råderet
§ 1.
Under ægteskabet råder hver ægtefælle over sin formue, uanset om formuen er erhvervet før eller
efter indgåelsen af ægteskabet, dog med de begrænsninger som følger af stk. 2, § 2 samt kapitel 2 og
3.
Stk. 2.
En ægtefælle skal råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke utilbørligt forringes til
skade for den anden ægtefælle.
Aftaler mellem ægtefæller
§ 2.
Under ægteskabet kan ægtefæller indgå aftaler med hinanden og give hinanden gaver, og
ægtefæller kan pådrage sig forpligtelser over for hinanden, jf. dog stk. 2 og 3 samt § 64 i
konkursloven.
Stk. 2.
Ægtefæller kan ikke ved aftale fravige reglerne i denne lov, medmindre det følger af kapitel 4 og
5 samt § 25, stk. 2, og § 32.
Stk. 3.
Ægtefæller kan ikke gyldigt aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden
vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
Hæftelse for gæld
§ 3.
Under ægteskabet hæfter hver ægtefælle med sin formue for sine forpligtelser, uanset om
forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.
Forsørgelsespligt
§ 4.
Under ægteskabet har ægtefæller pligt til at forsørge hinanden.
Stk. 2.
Hvad en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle som forsørgelse efter stk. 1, tilhører
modtageren.
Stk. 3.
Statsforvaltningen kan efter bestemmelserne i kapitel 16 pålægge en ægtefælle, der ikke
opfylder sin forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Formuedeling
§ 5.
Ved separation eller skilsmisse deler ægtefællerne deres formuer lige, medmindre de har indgået
en aftale om delingen efter § 32, eller andet følger af § 26. Ved en ægtefælles død og ved skifte af et
uskiftet bo deles formuerne lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og den
førstafdøde ægtefælles dødsbo, medmindre andet følger af § 51. En ægtefælles formue, der efter 1. og
2. pkt. ligedeles, betegnes delingsformue.
Stk. 2.
Ægtefællernes delingsformuer efter stk. 1 udgør et formuefællesskab mellem ægtefællerne.
1
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Kapitel 2
Familiens helårsbolig
§ 6.
En ægtefælle må ikke uden den anden ægtefælles samtykke indgå aftale om overdragelse,
pantsætning, udlejning eller bortforpagtning af familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til
familiens helårsbolig, når boligen helt eller delvist er delingsformue.
Stk. 2.
Samtykke efter stk. 1 kræves, selv om ægtefællerne har ophævet samlivet.
Stk. 3.
Samtykke efter stk. 1 kræves også efter separation eller skilsmisse, indtil der er indgået aftale
eller truffet endelig afgørelse om boligen efter § 48.
§ 7.
Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter § 6, eller kan samtykke ikke indhentes inden
rimelig tid, kan statsforvaltningen efter anmodning fra den ægtefælle, der ejer boligen, eller fra den
anden part i aftalen tillade dispositionen, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre
aftalen.
Stk. 2.
Behandler skifteretten en anmodning om bistand til at dele ægtefællernes formuer eller en
enkelttvist om boligen efter lov om ægtefælleskifte m.v., træffes afgørelse efter stk. 1 af skifteretten.
§ 8.
Har en ægtefælle indgået en aftale, der er omfattet af § 6, uden samtykke fra den anden ægtefælle
eller uden tilladelse efter § 7, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom,
medmindre den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at den
ægtefælle, der ejer boligen, ikke var berettiget til at indgå aftalen.
Stk. 2.
Sag om omstødelse efter stk. 1 skal anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik
kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen blev tinglyst, inden
aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen i 1. pkt. fra tinglysningen.
§ 9.
§§ 6-8 finder kun anvendelse på boliger i Danmark.
Kapitel 3
Gaver til og aftaler med tredjemand
Tilbagegivelse af gave givet til tredjemand
§ 10.
Har en ægtefælle givet tredjemand en gave, der medfører begrundet risiko for, at den anden
ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling efter afsnit 3 eller 4, kan denne
ægtefælle kræve, at tredjemand giver gaven tilbage, hvis tredjemand vidste eller burde vide dette.
Stk. 2.
Retssag om krav efter stk. 1 skal anlægges inden 1 år efter, at den anden ægtefælle har fået
kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Er tinglysning eller anden
sikringsakt nødvendig for, at tredjemand opnår beskyttelse mod retsforfølgning fra gavegivers
kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten blev foretaget.
Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre
§ 11.
Har en ægtefælle overladt løsøre til brug i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den
ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om løsøret, som den anden ægtefælle har indgået med
tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke var
berettiget til at indgå aftalen.
Afsnit 2
Særeje og forhåndsaftaler om formuedelingen
Kapitel 4
Aftaler om særeje
§ 12.
Ægtefæller kan ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:
1) At den ene ægtefælle eller begge ægtefæller efter separation eller skilsmisse beholder deres formuer,
men at formuerne deles ved den ene ægtefælles død. Særeje efter denne bestemmelse betegnes
skilsmissesæreje.
2) At den ene ægtefælle eller begge ægtefæller ved den førstafdødes død beholder sit skilsmissesæreje.
Særeje efter denne bestemmelse betegnes fuldstændigt særeje.
2
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3) At en aftale om fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller
kun skal gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende ægtefælles skilsmissesæreje. Særeje efter
denne bestemmelse betegnes kombinationssæreje.
Stk. 2.
En aftale efter stk. 1 kan begrænses til at angå følgende:
1) Et eller flere aktiver. Særeje efter denne bestemmelse betegnes genstandssæreje.
2) En del af en ægtefælles formue bestemt efter, hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den
pågældende formue. Særeje efter denne bestemmelse betegnes erhvervelsessæreje.
3) En brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller af et eller flere aktiver. Særeje efter denne
bestemmelse betegnes brøkdelssæreje.
4) Et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver. Særeje efter denne
bestemmelse betegnes sumsæreje.
5) Hele en ægtefælles formue med undtagelse af et bestemt beløb eller med undtagelse af et bestemt
beløb af værdien af et eller flere aktiver. Det beløb, der efter denne bestemmelse ikke er særeje,
betegnes sumdeling.
Stk. 3.
Ægtefæller kan aftale, at et beløb efter stk. 2, nr. 4 og 5, skal pristalsreguleres efter
nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks.
Stk. 4.
Ægtefællerne kan endvidere aftale, at et beløb efter stk. 2, nr. 5, skal forhøjes med et årligt
beløb eller en årlig procent eller skal optrappes over en fastlagt periode.
Stk. 5.
Særeje efter stk. 1-4 kan tidsbegrænses eller aftrappes over en bestemt periode. Det skal fremgå
af aftalen, hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen og aftrapningen skal regnes fra.
§ 13.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje, jf. § 12. En sådan
aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
§ 14.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at særeje bestemt af tredjemand helt eller delvist skal være
en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være delingsformue.
Stk. 2.
En aftale efter stk. 1 er kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med tredjemands
bestemmelser om særeje, jf. § 23.
Kapitel 5
Forhåndsaftaler om formuedelingen
Kapital- og ratepensionsordninger
§ 15.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå
i formuedelingen ved separation eller skilsmisse.
Personlige erstatninger m.v.
§ 16.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at en personlig erstatning, godtgørelse eller
forsikringsudbetaling, jf. § 36, stk. 1 og 2, helt eller delvist skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan
begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør
først, eller til at omfatte førstafdødes eller længstlevendes rettigheder.
Uoverdragelige og personlige rettigheder
§ 17.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at værdien af en rettighed omfattet af § 37 helt eller delvist
skal indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død,
herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdøde eller længstlevende
ægtefælles rettigheder.
Gæld
§ 18.
Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, i hvilket omfang gæld skal fradrages i delingsformuen ved
formuedeling ved separation, skilsmisse og død, jf. dog stk. 2-4 og § 30.
Stk. 2.
Ægtefæller kan ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved aftalens indgåelse eller stiftes i
forbindelse med aftalen, og som efter § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i formue, der ikke indgår i
delingen, skal fradrages i delingsformuen.
Stk. 3.
Ægtefæller kan endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformuen ved en ægtefælles
død, men ikke ved separation eller skilsmisse.
3
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Stk. 4.
En aftale efter stk. 1 kan ikke tidsbegrænses.
Kapitel 6
Ægtepagter
§ 19.
En ægtepagt er kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og tinglyst i
personbogen efter reglerne herom i lov om tinglysning. Hvis en ægtefælles værge efter værgemålsloven
skal give samtykke til ægtepagten, er ægtepagten kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den.
§ 20.
En ægtepagt kan kun ændres eller ophæves ved ægtepagt, jf. § 19.
§ 21.
Enhver af ægtefællerne kan anmode om, at en ægtepagt tinglyses, jf. § 19.
§ 22.
Kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt.
Kapitel 7
Arv og gave m.v. fra tredjemand
§ 23.
Arvelader og gavegiver kan træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale
efter § 12.
Stk. 2.
Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en
bestemmelse om særeje efter stk. 1 og kan fastsætte betingelser herfor.
Stk. 3.
Bestemmelse efter stk. 1 og 2 vedrørende arv skal træffes ved testamente.
Stk. 4.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på livforsikringssummer, pensionsydelser og lignende
ydelser, som en ægtefælle modtager fra tredjemand.
Kapitel 8
Generelle regler for særeje
§ 24.
Erhverves et aktiv dels for midler, der er særeje, og dels for midler, der ikke er særeje, er aktivet
brøkdelssæreje, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem de midler, der er
anvendt ved erhvervelsen.
Stk. 2.
Erhverves et aktiv dels for midler, der er særeje, og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse,
er aktivet særeje af samme art som de anvendte særejemidler.
§ 25.
Det, der træder i stedet for særeje, og indtægter af særeje er særeje.
Stk. 2. Ægtefæller kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, skal være
delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue. En aftale efter 1. pkt. kan ikke
tidsbegrænses.
Afsnit 3
Formuedeling ved separation og skilsmisse
Kapitel 9
Formuedelingen
Gennemførelse af formuedelingen
§ 26.
I ligedelingen af ægtefællernes delingsformuer ved separation eller skilsmisse efter § 5, stk. 1, 1.
pkt., indgår følgende ikke:
1) Særeje efter kapitel 4, 7 og 8.
2) Rent personlige genstande omfattet af § 31.
3) Pensionsrettigheder omfattet af §§ 34 og 35.
4) Personlige erstatninger omfattet af § 36.
5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.
6) Regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.
7) Kompensationskrav efter kapitel 12 og 13.
8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning.
4
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Stk. 2.
Inden ligedeling efter stk. 1 fradrages gæld efter § 29, jf. § 30.
Stk. 3.
En ægtefælles formue deles ikke, hvis ægtefællens gæld efter § 29, jf. § 30, overstiger
ægtefællens delingsformue.
Stk. 4.
Ligedeling efter stk. 1-3 fraviges i det omfang, det følger af en aftale efter § 32 og en
bestemmelse efter § 33.
Stk. 5.
Hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse, finder reglerne i afsnit 4
anvendelse.
Ophørsdagen
§ 27.
Ved formuedelingen indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det
døgn, hvor statsforvaltningen modtog anmodning om separation eller skilsmisse, jf. dog stk. 2 og 3.
Denne dag betegnes ophørsdagen.
Stk. 2.
Hvis ganske særlige forhold gør sig gældende, kan skifteretten efter indstilling fra
bobehandleren bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af stk. 1.
Stk. 3.
Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse aftale en anden ophørsdag.
Tidspunktet for værdiansættelsen
§ 28.
Ægtefællernes aktiver og passiver indgår i formuedelingen med værdien på udlægstidspunktet
eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden.
Gæld
§ 29.
Ved opgørelsen af delingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der er
delingsformue. Endvidere fradrages usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller
vedligeholdelse af aktiver, der er delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.
Stk. 2.
Gæld, der har sikkerhed i aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, og usikret gæld, der er
stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen,
eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver, fradrages ikke i delingsformuen, medmindre gælden
overstiger den del af ægtefællens formue, der ikke indgår i delingen.
Stk. 3.
Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages skønsmæssigt i ægtefællens formue
efter forholdet mellem værdien af delingsformuen og den formue, der ikke indgår i delingen.
Stk. 4.
Det er uden betydning for fradrag for gæld efter stk. 1-3, at der efter stiftelsen af gælden stilles
sikkerhed for gælden, eller at en sikkerhedsstillelse ændres.
§ 30.
Uanset § 29 og en eventuel aftale efter § 18 har en ægtefælle ikke pligt til ved formuedelingen at
betale så meget til den anden ægtefælle, at den pågældende ægtefælle ikke beholder tilstrækkelige
midler til at dække sine forpligtelser.
Personlige genstande
§ 31.
En ægtefælle kan inden formuedelingen udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens
personlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske
forhold. Dette gælder også aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.
Aftaler om formuedelingen
§ 32.
Ægtefæller kan i forbindelse med separation eller skilsmisse indgå aftale om hel eller delvis deling
af deres formuer.
Fravigelse af ligedelingen ved kortvarigt ægteskab
§ 33.
Tilhørte den væsentligste del ægtefællernes samlede delingsformue den ene ægtefælle ved
indgåelsen af ægteskabet, og vil ligedeling af formuen efter § 5 være åbenbart urimelig, navnlig fordi
ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved formuedeling
bestemmes, at denne ægtefælle helt eller delvist kan beholde værdien af egen formue.
Kapitel 10
5
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Aktiver der ikke indgår i formuedelingen
Pensioner
§ 34.
En ægtefælles rimelige pensionsrettigheder indgår ikke i formuedelingen.
Stk. 2.
Beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede
er udbetalt, indgår ikke i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt.
Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.
Stk. 3.
Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af
pensionsopsparing.
Stk. 4.
Værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i formuedelingen.
§ 35.
Har ægteskabet været af kortere varighed, indgår ingen pensionsrettigheder i formuedelingen.
Stk. 2.
Beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er
udbetalt, indgår ikke i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende
gælder indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.
Stk. 3.
Stk. 2 finder ikke anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af
pensionsopsparing.
Personlige erstatninger m.v.
§ 36.
Værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v. som følge af
personskade i form af erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte og kritisk sygdom m.v.
indgår ikke i formuedelingen, i det omfang det modtagne er i behold. Det modtagne anses også for at
være i behold, hvis det er anvendt til betaling af gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og
som ville kunne fratrækkes i delingsformuen, jf. § 29, stk. 1.
Stk. 2.
Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på værdien af erstatning til en ægtefælle, der har mistet en
forsørger, samt på en ægtefælles godtgørelser efter §§ 26 og 26 a i lov om erstatningsansvar og på
godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling og lov om ligestilling af kvinder og
mænd.
Stk. 3.
Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelser for
uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et ansættelsesforhold.
Uoverdragelige og personlige rettigheder
§ 37.
Øvrige rettigheder, som ikke kan overdrages eller i øvrigt har personlig karakter, indgår kun
i formuedelingen, i det omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse rettigheder.
Kapitel 11
Regulerings- og misbrugskrav
Reguleringskrav ved overførsel af midler til særeje m.v.
§ 38.
Har en ægtefælle overført delingsformue til egne aktiver, som ikke indgår i formuedelingen, har
den anden ægtefælle et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den reduktion
af delingsformuen, der er sket ved overførslen. Der lægges ved afgørelsen herom vægt på tidspunktet
for overførslen, stigning og fald i værdien af de omhandlede aktiver, ægtefællernes formueforhold og
omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2.
Stk. 1 finder tillige anvendelse, hvis en ægtefælle har anvendt sin delingsformue til betaling af
egen gæld, der ikke kan fradrages delingsformuen. Dette gælder dog ikke betaling af gæld omfattet af
§ 29, stk. 3.
Stk. 3.
Stk. 1 finder ikke anvendelse på overførsel af midler til pensionsrettigheder, der er
omfattet af § 34, stk. 1, og § 35, stk. 1.
Stk. 4.
Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.
Stk. 5.
Overstiger reguleringskravet den anden ægtefælles delingsformue, udtages halvdelen af den
manglende del af kravet af ægtefællens særeje eller kapitalpensionsrettigheder eller supplerende
engangsydelser, jf. § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2.
Stk. 6.
Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan ikke senere gøres
gældende.
6
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Reguleringskrav ved overførsel af midler til delingsformue
§ 39.
En ægtefælle, der har overført midler, der ikke indgår i formuedelingen, til sin delingsformue, har
et reguleringskrav. Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den forøgelse af delingsformuen,
der er sket ved overførslen. Der lægges ved afgørelsen herom vægt på tidspunktet for overførslen,
stigning og fald i værdien af de aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes formueforhold og
omstændighederne i øvrigt.
Stk. 2.
Stk. 1 finder tillige anvendelse, hvis en ægtefælle har anvendt midler, der ikke indgår i
formuedelingen, til betaling af egen gæld, der kan fradrages i ægtefællens delingsformue. Det gælder
dog ikke betaling af gæld omfattet af § 29, stk. 3.
Stk. 3.
Reguleringskravet kan kun gøres gældende ved formuedelingen.
Stk. 4.
Reguleringskravet søges dækket af delingsformuen, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget
overførslen, jf. stk. 1.
Stk. 5.
Reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan ikke senere gøres
gældende.
Misbrugskrav
§ 40.
Har en ægtefælle ved misbrug af rådigheden over sin formue eller på anden uforsvarlig måde
væsentligt reduceret delingsformuen, har den anden ægtefælle krav på at blive stillet, som om
formindskelsen ikke havde fundet sted. Sådanne krav betegnes misbrugskrav.
Stk. 2.
§ 38, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Misbrugskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, kan senere gøres gældende mod
den anden ægtefælle for halvdelen af den del af kravet, der ikke er blevet dækket.
Kapitel 12
Kompensationskrav i særlige situationer
En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue
§ 41.
En ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue, som
ikke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af omsorgen for børnene,
fordelingen af familiens udgifter eller på anden lignende måde, kan få tilkendt en kompensation.
En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk
§ 42.
Har en ægtefælle formue, der ikke indgår i formuedelingen, kan den anden ægtefælle ved
formuedelingen få tilkendt en kompensation for at sikre, at denne ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt
økonomisk. Ved vurderingen lægges vægt på ægteskabets varighed, herunder et eventuelt forudgående
samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold samt omstændighederne i øvrigt.
Tidsfrister for sagsanlæg
§ 43.
Sag om krav efter §§ 41 og 42 kan tidligst anlægges, når der er indgivet anmodning til
statsforvaltningen om separation eller skilsmisse.
Stk. 2.
Krav efter §§ 41 og 42 kan ikke gøres gældende, efter at skifte af ægtefællernes delingsformue
eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet boopgørelse, jf. dog § 78 i lov om
ægtefælleskifte m.v.
Kapitel 13
Pensionskompensation
Fællesskabskompensation
§ 44.
Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle en kompensation, hvis
1) ægtefællen under ægteskabet har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en
rimelig pensionsordning for den pågældende, og
2) dette skyldes, at ægtefællen af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt eller delvis har
været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid.
7
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Stk. 2.
Kompensationen kan højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den
pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsformue.
Rimelighedskompensation
§ 45.
Der kan ved formuedelingen tilkendes en ægtefælle en kompensation for at sikre, at denne ikke
stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, hvis
1) ægteskabet har været af længere varighed, og
2) der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder.
Stk. 2.
Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og
omstændighederne i øvrigt.
Kompensationsbetaling
§ 46.
Kompensationsbeløb, som en ægtefælle efter §§ 44 og 45 skal betale til den anden ægtefælle,
betales kontant.
Stk. 2.
Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom eller løsøre, der er
nødvendigt for at opretholde den pågældende ægtefælles erhverv, eller uden at blive afskåret fra at
bevare eller erhverve en passende bolig, kan skifteretten, hvis forholdene taler for det, bestemme, at
1) beløbet skal afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstillelse og forrentning, eller,
hvis dette ikke er muligt,
2) at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, eller
hvis dette ikke er muligt,
3) at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en pension med løbende livsbetingede ydelser
kommer til udbetaling.
Stk. 3.
Skal en ægtefælle give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, gives
andelen først af ægtefællens kapitalpension. Andelen gives ved en deling af pensionsrettigheden.
§ 47.
Beløb, der skal afdrages efter § 46, stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af pensionsinstituttet.
Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, indtil pensionen
kommer til udbetaling.
Stk. 2.
§ 46, stk. 2 og 3, kan fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.
Stk. 3.
Aftaler ægtefæller ved formuedelingen, at en af dem skal give den anden ægtefælle en andel af
sin pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet kræve, at ægtefællerne erklærer, at betingelserne for at
yde kompensation efter §§ 44 og 45 og for valg af delingsmetode efter § 46, stk. 2 og 3, er opfyldt.
Stk. 4.
Pensionsinstituttet kan kræve, at administrationsomkostningerne ved, at en ægtefælle skal give
den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, samt ved at registrere, opgøre og udbetale
beløb efter stk. 1, afholdes af ægtefællerne.
Kapitel 14
Udtagelse af aktiver
§ 48.
Hver ægtefælle kan udtage aktiver, der indgår i formuedelingen, efter vurdering. Dette gælder
også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.
Stk.2.
Anmoder begge ægtefæller om at udtage samme aktiv, udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer
aktivet, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Uanset stk. 2 udtager den anden ægtefælle et aktiv, hvis aktivet for denne har den væsentligste
betydning for opretholdelsen af hjemmet, fortsættelse af erhverv eller i øvrigt. Retten til at udtage et
aktiv efter 1. pkt. omfatter følgende aktiver:
1) Bolig, der udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig.
2) Fast ejendom med to beboelseslejligheder, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er
bestemt til familiens helårsbolig.
3) Fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig.
4) Indbo i fælles hjem og fritidsbolig.
5) Løsøre, der særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov.
5) Erhvervsvirksomhed og erhvervsløsøre.
6) Transportmidler.
Stk. 4.
Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse på aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.
§ 49.
En ægtefælle kan udtage aktiver, selv om værdien overstiger det beløb, der tilfalder denne
8
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
efter § 26. Det manglende beløb skal betales kontant.
Stk. 2.
Skifteretten kan i særlige tilfælde bestemme, at beløbet kan betales over en kortere periode, og
kan fastsætte vilkårene herfor.
§ 50.
I det omfang pensionsrettigheder indgår i formuedelingen, skal ægtefæller udtage egne
pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves.
Stk. 2.
§ 46, stk. 2 og 3, og § 47, finder tilsvarende anvendelse.
Afsnit 4
Deling ved død
Kapitel 15
Formuedeling ved en ægtefælles død
Gennemførelse af formuedelingen
§ 51.
I ligedelingen af ægtefællernes delingsformuer ved en ægtefælles død og ved skifte af et uskiftet
bo efter § 5, stk. 1, 2. pkt., indgår følgende ikke:
1) Særeje efter kapitel 4 og 7.
2) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.
3) Personlige erstatninger, jf. stk. 4.
4) Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder m.v. efter § 52.
5) Kompensationskrav efter § 53.
6) Regulerings- og misbrugskrav efter §§ 54 og 55.
7) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller efter lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning.
Stk. 2.
Ægtefællernes formuer deles dog ikke efter stk. 1 i det omfang, den længstlevende ægtefælle
overtager delingsformuen til uskiftet bo.
Stk. 3.
Ved formuedelingen efter stk. 1 indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved
dødsfaldet, og § 26, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger m.v. efter § 36, stk. 1 og 2, indgår ikke i
ligedelingen, mens førstafdødes personlige erstatninger m.v. indgår i ligedelingen.
Pensioner
§ 52.
Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder og lignende rettigheder indgår ikke i
formuedelingen.
Stk. 2.
Den længstlevende ægtefælles beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller fra lignende rettigheder
samt supplerende engangsydelser, der er blevet udbetalt, indgår ikke i delingen, i det omfang beløbene
ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af beløbene og det, der træder i
stedet for beløbene.
Stk. 3.
Stk. 2 gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav
§ 53.
Ved formuedelingen kan den længstlevende ægtefælle eller førstafdødes dødsbo fremsætte
regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11 og kompensationskrav efter § 41.
Stk. 2.
Er den formue, der er nævnt i § 40, stk. 2, ikke tilstrækkelig til at dække et misbrugskrav fra
førstafdødes dødsbo efter § 40, kan halvdelen af det manglende beløb udtages af den længstlevende
ægtefælles rettigheder efter § 52, stk. 2.
Regulerings- og misbrugskrav når længstlevende overtager boet til uskiftet bo
§ 54.
Overtager den længstlevende ægtefælle helt eller delvist delingsformuen til uskiftet bo, og
efterlod førstafdøde sig formue, som ikke indgår i formuedelingen, gælder følgende om regulerings- og
misbrugskrav:
1) Har den længstlevende ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 38, kan ægtefællen kræve
beløbet overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det
uskiftede bo.
9
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
2) Havde den førstafdøde ægtefælle krav på et reguleringsbeløb efter § 39, kan dødsboet kræve beløbet
overført fra det uskiftede bo til den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i
formuedelingen. Beløbet kan dog ikke overstige den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i
det uskiftede bo.
3) En længstlevende ægtefælle, der har krav efter § 40, kan kræve det beløb, hvormed den formue, der
indgår i det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue,
der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
Regulerings- og misbrugskrav ved skifte af uskiftet bo
§ 55.
Ved skifte af et uskiftet bo finder reglerne i §§ 38-40 tilsvarende anvendelse for så vidt angår
dispositioner, der er foretaget før dødsfaldet, i det omfang kravet ikke er blevet dækket i medfør af §
54.
Stk. 2.
Skiftes et uskiftet bo, mens den længstlevende ægtefælle lever, indgår dennes erstatninger m.v.
efter § 36, stk. 1, ikke i det uskiftede bo.
Afsnit 5
Ægtefællebidrag og statsforvaltningens sagsbehandling
Kapitel 16
Ægtefællebidrag
Forsømmelse af forsørgelsespligt
§ 56.
Statsforvaltningen kan efter ansøgning pålægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin
forsørgelsespligt efter § 4, at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Stk. 2.
Bidrag efter stk. 1 bortfalder, hvis ægtefællerne genoptager samlivet.
Stk. 3.
Stk. 1 finder også anvendelse under en behandlingen af en sag om separation eller skilsmisse,
indtil der er indgået en aftale eller afsagt en endelig dom om bidragspligten efter § 50 i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning.
Bidragets størrelse
§ 57.
En afgørelse om bidrag efter § 56 træffes under hensyn til, om den, der ansøger om bidrag, selv
kan skaffe sig en efter sine forhold tilstrækkelig forsørgelse, og om den anden ægtefælle efter sine
økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder kan betale bidrag.
Ændring af bidrag
§ 58.
Statsforvaltningen kan efter ansøgning ændre en afgørelse efter § 56, hvis omstændighederne
taler for det.
Stk. 2.
Statsforvaltningen kan efter ansøgning ændre en aftale om bidrag efter § 56, hvis aftalen
skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene væsentligt har forandret sig.
Kapitel 17
Statsforvaltningens sagsbehandling og klage m.v.
Sagsbehandling
§ 59.
Ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag efter denne lov skal indgives til
statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed
(digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af
statsforvaltningen, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Hvis statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må
forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal statsforvaltningen tilbyde, at ansøgningen kan
indgives på anden måde end ved digital selvbetjening efter stk. 1. Statsforvaltningen bestemmer,
hvordan en ansøgning omfattet af 1. pkt. skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller
skriftligt.
Stk. 3.
Statsforvaltningen kan helt ekstraordinært ud over i de i stk. 2 nævnte tilfælde undlade
10
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet
økonomisk vurdering er klare fordele for statsforvaltningen ved at modtage ansøgningen på anden
måde end digitalt.
Stk. 4.
En digital ansøgning anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for
statsforvaltningen.
§ 60.
Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager om bidrag efter
denne lov anmode en part om oplysninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten undlader at
give statsforvaltningen eller Ankestyrelsen de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt., kan der træffes
afgørelse på det foreliggende grundlag.
Stk. 2.
Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager om bidrag efter
denne lov få terminaladgang til nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og
skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.
Klage m.v.
§ 61.
Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påklages til Ankestyrelsen. Ved
Ankestyrelsens behandling af klager efter 1. pkt. finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område anvendelse.
Stk. 2.
Klage over en afgørelse om bidrag skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan i særlige tilfælde behandle en klage, selv om den er
indgivet efter udløb af fristen i 1. pkt.
Stk. 3.
Børne-og socialministeren kan fastsætte regler om klagers behandling og om behandling af
sager om bidrag efter denne lov, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og
ændringstidspunkter.
Afsnit 6
Internationale forhold
Kapitel 18
Forholdet til fremmed ret
§ 62.
Ægtefællers økonomiske forhold bedømmes efter den lov, der følger af reglerne i
§§ 63-70, medmindre overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark,
Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab,
adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 finder anvendelse.
Stk. 2.
§§ 63-70 finder ikke anvendelse på ægtefællers forsørgelsespligt efter § 4 og ved fastsættelse
og ændring af ægtefællebidrag efter kapitel 16.
§ 63.
Denne lov finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, når de bor her i landet ved
indgåelsen af ægteskab, jf. dog § 65.
§ 64.
For ægtefæller, der ikke boede her i landet ved indgåelsen af ægteskab, finder den lov, der følger
af stk. 2-5, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog § 65.
Stk. 2.
Loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de
begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, finder anvendelse på deres økonomiske
forhold, jf. dog stk. 5.
Stk. 3.
Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, finder loven i den stat, hvor begge ægtefæller var
statsborgere ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf. dog stk. 5.
Stk. 4.
Er betingelserne i stk. 2 og 3 ikke opfyldt, finder loven i den stat, som begge ægtefæller havde
den tætteste tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold, jf.
dog stk. 5.
Stk. 5.
Når begge ægtefæller har boet her i landet de seneste fem år, finder denne lov anvendelse på
deres økonomiske forhold.
§ 65.
Ægtefæller kan aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er statsborger ved aftalens
indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold.
Stk. 2.
En aftale om, hvilken stats lov, der skal anvendes på deres økonomiske forhold, som ægtefæller
har indgået i udlandet, gælder her i landet, hvis aftalen er i overensstemmelse med stk. 1.
11
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Stk. 3.
En ægtepagt eller anden forhåndsaftale om formuedeling, som ægtefæller har indgået i
udlandet, gælder her i landet, hvis ægtepagten eller aftalen er i overensstemmelse med den lov, der
efter § 63, § 64 og § 65, stk. 1 og 2, finder anvendelse på deres økonomiske forhold.
§ 66.
En aftale efter § 65 skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller.
Stk. 2.
Har begge ægtefæller bopæl her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller aftaler
ægtefællerne, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen indgås ved ægtepagt.
Stk. 3.
Under en verserende retssag om deres økonomiske forhold og til brug for en kommende retssag
herom kan ægtefæller indgå en aftale efter § 65, stk. 1, uden at iagttage kravene i stk. 1 og 2.
§ 67.
Afgørelse om eksistensen og gyldigheden af en aftale efter §§ 65 og 66 træffes efter dansk ret.
§ 68.
Den lov, der følger af §§ 64 og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset hvor de
befinder sig.
Stk. 2. Anvendelse af en stats lov, som udpeges efter §§ 64 og 65, indebærer anvendelse af de
gældende regler i den pågældende stat med undtagelse af statens regler om international privatret.
§ 69.
Uanset hvilken stats lov, der finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, finder
følgende regler ikke anvendelse:
1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængigt af deres køn.
2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, herunder hvilken ægtefælle der har
taget initiativ hertil.
Stk. 2.
En regel i en anden stats lov anvendes ikke, hvis anvendelsen af reglen vil være åbenbart
uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper.
§ 70.
Når en sag om formuedeling ved separation og skilsmisse behandles her i landet, finder følgende
bestemmelser anvendelse:
1) Kapitel 2 om dispositioner over familiens helårsbolig.
2) § 42 om kompensation til en ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk.
3) § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, om retten til mod betaling at udtage bolig, der udelukkende eller
hovedsageligt er bestemt til familiens helårsbolig.
Internationale overenskomster
§ 71.
Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed
rets regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægteskabet. Overenskomsten
finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2.
Børne- og socialministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre
nordiske landes regler om ægtefællers formueforhold og forsørgelsespligt under ægteskabet.
Afsnit 7
Ikrafttræden, overgangsregler og territorial anvendelse
Kapitel 19
Ikrafttræden m.v.
§ 72.
Loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2.
Lov om ægteskabets retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1814 af 23. december 2015,
ophæves.
Stk. 3.
Bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008 om ikrafttræden af overenskomst af 26.
januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige
indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål
undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 forbliver i kraft, indtil den ændres eller ophæves af
børne- og socialministeren.
Kapitel 20
Overgangsregler
Dispositioner over familiens helårsbolig
12
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
§ 73.
Kapitel 2 finder ikke anvendelse på dispositioner over familiens helårsbolig, der er foretaget før
lovens ikrafttræden. For sådanne dispositioner finder de hidtil gældende regler i §§ 18 og 20 i lov om
ægteskabets retsvirkninger anvendelse.
Dispositioner over fast ejendom og løsøre
§ 74.
De hidtil gældende regler i §§ 18-20 i lov om ægteskabets retsvirkninger om dispositioner over
fast ejendom og løsøre finder fortsat anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens
ikrafttræden.
Gaver til tredjemand
§ 75.
§ 10 finder ikke anvendelse for gaver, der er givet til tredjemand før lovens ikrafttræden.
Formuedeling ved separation og skilsmisse
§ 76.
Afsnit 3 og kapitel 4, 5, 8 og 18 finder ikke anvendelse på formuedeling ved separation og
skilsmisse, hvis statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller
skilsmisse. Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.
Regulerings- og misbrugskrav
§ 77.
Kapitel 11 om regulerings- og misbrugskrav finder tillige anvendelse på dispositioner foretaget
før lovens ikrafttræden.
Formuedeling ved en ægtefælles død
§ 78.
Afsnit 4 og kapitel 4, 5, 8 og 18 finder ikke anvendelse på formuedeling ved en ægtefælles død,
herunder ved skifte af uskiftet bo, hvis ægtefællen er afgået ved døden før lovens ikrafttræden. Ved
formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.
Ægtefællebidrag
§ 79.
Kapitel 16 finder ikke anvendelse på anmodninger om fastsættelse og ændring af
ægtefællebidrag, som statsforvaltningen har modtaget før lovens ikrafttræden. Sådanne anmodninger
færdigbehandles efter de hidtil gældende regler i lov om ægteskabets retsvirkninger § 8, jf. §§ 5 og 6,
samt §§ 9, 9 a og 52 a.
Lovvalg
§ 80.
Kapitel 18 finder også anvendelse på ægteskaber, der er indgået før lovens ikrafttræden. Fristen i
§ 64, stk. 5, regnes dog først fra tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Stk. 2.
Ægtefæller kan efter § 65, jf. § 66, indgå aftale om, at den lov, der fandt anvendelse på deres
formueforhold før lovens ikrafttræden, fortsat skal finde anvendelse.
Stk. 3.
Har ægtefæller før lovens ikrafttræden indgået en aftale om, hvilken stats lov, der skal finde
anvendelse på deres økonomiske forhold, er aftalen gyldig fra lovens ikrafttræden gyldig, hvis aftalen
opfylder betingelserne i kapitel 18.
Udenlandsk ægtepagt
§ 81.
Er en ægtepagt, der er oprettet i udlandet, ikke anmeldt til tinglysning før lovens ikrafttræden
efter den hidtil gældende regel i § 53, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, er den gyldig her i
landet fra lovens ikrafttræden, hvis den er gyldig efter den lov, der anvendes på ægtefællernes
økonomiske forhold, jf. kapitel 18 og § 80, stk. 2 og 3.
Retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdning m.v.
§ 82.
Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden indgået en retshandel, der er omfattet af den hidtil
13
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
gældende regel i § 11 i lov om ægteskabets retsvirkninger, finder denne bestemmelse efter lovens
ikrafttræden fortsat anvendelse på ægtefællernes hæftelse over for tredjemand.
Gaver mellem ægtefæller givet uden ægtepagt
§ 83.
Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden givet sin ægtefælle en gave, uden at kravet i den hidtil
gældende regel i § 30, stk. 1, i lov om ægteskabets retsvirkninger var opfyldt, anses gaven som gyldigt
givet ved lovens ikrafttræden, medmindre den ægtefælle, der har givet gaven, eller denne ægtefælles
kreditorer eller arvinger før lovens ikrafttræden har fremsat krav om, at gaven skal tilbagegives, og
dette krav er fremsat på en måde, der efter kapitel 5 i lov om forældelse ville afbryde en
forældelsesfrist.
Tilbagesøgningskrav ved gaver mellem ægtefæller
§ 84.
De hidtil gældende regler i § 33 i lov om ægteskabets retsvirkninger finder fortsat anvendelse på
gaver, som den ene ægtefælle har givet den anden ægtefælle før lovens ikrafttræden.
Bosondring
§ 85.
Har en ægtefælle inden lovens ikrafttræden over for skifteretten fremsat anmodning om
bosondring, færdigbehandles anmodningen efter de hidtil gældende regler i kapitel 5 i lov om
ægteskabets retsvirkninger.
Kapitel 21
Territorial anvendelse
§ 86.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
14
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets indhold
3.1. Lovforslagets opbygning og indhold
3.2. Begreber
3.3. Lovforslaget om ændring af tilknyttede love
3.4. Den legale formueordning – ligedelingsordningen
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Ligedelingsordningen
3.4.1.2. Skævdeling ved kortvarige ægteskaber
3.4.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.4.2.1. Ændrede familiemønstre, befolkningsundersøgelse og formueordningen i andre lande
3.4.2.2. Udvalgets overordnede betragtninger
3.4.2.2.1. Trinvis ligedeling
3.4.2.2.2. Indbragte værdier
3.4.2.2.3. Skønsmæssig skævdeling
3.4.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.4.4. Den foreslåede ordning
3.5. Ægtefællers råderet, aftaleret, gældsansvar, forsørgelsespligt og adgang til oplysninger
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Ægtefællers råderet og aftaleret (særråden)
3.5.1.2. Ægtefællers gældsansvar (særhæften)
3.5.1.3. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)
3.5.1.4. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne (retsvirkningslovens § 13)
3.5.1.5. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre
3.5.1.6. Ægtefællers forsørgelsespligt
3.5.1.7. Overførsel af formue mellem ægtefæller
3.5.1.8. Offentligretlig forsørgelse
3.5.1.9. Overladelse af løsøre
3.5.1.10. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold
3.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.5.2.1. Ægtefællers råderet, aftaleret og gældshæftelse
3.5.2.2. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)
3.5.2.3. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne (retsvirkningslovens § 13)
3.5.2.4. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre (retsvirkningslovens § 14)
3.5.2.5. Forsørgelsespligt
3.5.2.6. Overladelse af løsøre
3.5.2.7. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold
3.5.2.8. Omstødelse af gaver til tredjemand
3.5.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.5.4. Den foreslåede ordning
3.5.4.1. Råderet m.v.
3.5.4.2. Gaver til og aftaler med tredjemand
3.6. Gaver mellem ægtefæller
15
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.6.1. Gældende ret
3.6.1.1. Grundregler for gaver mellem ægtefæller
3.6.1.1.1. Gaver mellem ægtefæller gives ved ægtepagt
3.6.1.1.2. Gave i form af deling af overskud
3.6.1.1.3. Bevis for at en gave ikke krævede ægtepagt
3.6.1.1.4. Gave i form af fremtidige erhvervelser
3.6.1.2. Tilbagebetalingskrav ved gyldige gaver
3.6.1.2.1. Tilbagebetalingskrav efter retsvirkningslovens § 33
3.6.1.2.2. Omstødelse af gaver efter konkursloven
3.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.6.2.1. Kravet om ægtepagt ved gaver
3.6.2.1.1. Forholdet mellem ægtefællerne og forholdet til deres arvinger
3.6.2.1.2. Forholdet til kreditorerne
3.6.2.2. Gave i form af deling af overskud
3.6.2.3. Gave i form af fremtidige erhverver
3.6.2.4. Kreditorers krav på tilbagebetaling m.v. af værdien af gyldige gaver
3.6.3. Konkursrådets udtalelse om omstødelse af gaver mellem ægtefæller
3.6.4. Overvejelser
3.6.4.1. Børne- og Socialministeriets overvejelser om betingelser for gaver mellem ægtefæller
3.6.4.2. Regeringens overvejelser om omstødelse af gaver mellem ægtefæller
3.6.5. Den foreslåede ordning
3.7. Beskyttelse af fast ejendom og løsøre
3.7.1. Gældende ret
3.7.1.1. Fast ejendom (retsvirkningslovens § 18)
3.7.1.2. Andelsbolig og lejebolig (lejeloven)
3.7.1.3. Løsøre, herunder indbo og arbejdsredskaber (retsvirkningslovens § 19)
3.7.1.4. Statsforvaltningens tilladelse til dispositioner over fast ejendom og løsøre (retsvirkningslovens
§ 20)
3.7.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.7.2.1. Fast ejendom
3.7.2.2. Løsøre
3.7.2.3. Genstande til børnenes brug
3.7.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.7.3.1. Fast ejendom
3.7.3.2. Løsøre
3.7.4. Den foreslåede ordning
3.8. Aftaler om særeje
3.8.1. Gældende ret
3.8.1.1. Aftaler om særeje
3.8.1.1.1. Skilsmissesæreje
3.8.1.1.2. Fuldstændigt særeje
3.8.1.1.3. Kombinationssæreje
3.8.1.1.4. Brøkdelssæreje
3.8.1.1.5. Sumsæreje og sumfælleseje
3.8.1.1.6. Tidsbegrænsning af særeje
3.8.1.1.7. Aftrapningssæreje
3.8.1.1.8. Pensionsrettigheder
3.8.1.2. Ændring og ophør af særeje
3.8.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.8.2.1. Skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje, brøkdelssæreje og kombinationssæreje
3.8.2.2. Sumsæreje og sumdeling
3.8.2.3. Dødsfaldssæreje
3.8.2.4. Tidsbegrænset og betinget særeje
3.8.2.5. Pensionsrettigheder
3.8.2.6. Aftaler om arv og gave m.v. fra tredjemand
3.8.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.8.4. Den foreslåede ordning
16
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.9. Andre forhåndsaftaler om formuedelingen
3.9.1. Gældende ret
3.9.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.9.2.1. Deling af erstatning for personskade m.v.
3.9.2.2. Personlige og uoverdragelige rettigheder
3.9.2.3. Forhåndsaftaler om kompensation, reguleringskrav m.v.
3.9.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.9.4. Den foreslåede ordning
3.10. Formkrav til ægtepagter
3.10.1. Gældende ret
3.10.1.1. Formelle krav til ægtepagter
3.10.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter
3.10.1.3. Abonnementsordning vedrørende personbogen
3.10.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.10.2.1. Oprettelse af ægtepagt
3.10.2.2. Prøvelse af ægtepagter
3.10.2.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter
3.10.3. Overvejelser
3.10.3.1. Børne- og Socialministeriets overvejelser om oprettelse af ægtepagt
3.10.3.2. Regeringens overvejelser om prøvelse af ægtepagter
3.10.3.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter
3.10.4. Den foreslåede ordning
3.11. Arv og gave m.v. fra tredjemand
3.11.1. Gældende ret
3.11.1.1. Arv og gave
3.11.1.2. Forsikringer m.v.
3.11.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.11.2.1. Arv og gave
3.11.2.1.1. Befolkningsundersøgelser m.v.
3.11.2.1.2. Flertallets forslag
3.11.2.1.2.1. Måder til at holde arv og gave uden for ligedelingen
3.11.2.1.2.2. Tredjemandsbestemmelser om, at arv og gave er særeje
3.11.2.1.3. Mindretallets forslag
3.11.2.2. Ændring af tredjemands særejebestemmelser
3.11.2.3. Forsikringer m.v.
3.11.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.11.4. Den foreslåede ordning
3.11.4.1. Arv, gave og forsikringer m.v.
3.11.4.2. Delarv og delgave
3.12. Generelle regler om særeje
3.12.1. Gældende ret
3.12.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje
3.12.2.2. Surrogater og indtægter
3.12.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.12.4. Den foreslåede ordning
3.13. Delingen af ægtefællernes formue ved separation og skilsmisse
3.13.1. Gældende ret
3.13.1.1. Ophørsdagen
3.13.1.2. Opgørelsen af ægtefællernes delingsformuer
3.13.1.3. Opgørelsen af ægtefællernes delingsformuer
3.13.1.4. Ligedeling og undtagelser fra ligedelingen
3.13.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.13.2.1. Overførsel af ægtefælleskiftelovens materielle bestemmelser m.v. om formuedeling til lov om
ægtefællers økonomiske forhold
3.13.2.2. Ophørsdagen
17
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.13.2.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug
3.13.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.13.3.1. Overførsel af materielle bestemmelser m.v. om formuedeling til lov om ægtefællers
økonomiske forhold
3.13.3.2. Ophørsdagen
3.13.3.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug
3.13.4. Den foreslåede ordning
3.14. Behandlingen af gæld
3.14.1. Gældende ret
3.14.1.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
3.14.1.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
3.14.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.14.2.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
3.14.2.1.1. Konsekvenserne for delingen når gæld er betalt ned midler af en anden status
3.14.2.1.2. Forholdet til kreditorerne
3.14.2.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
3.14.2.2.1. Flertallets forslag
3.14.2.2.2. Mindretallets forslag
3.14.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.14.4. Den foreslåede ordning
3.15. Aftaler om delingen
3.15.1. Gældende ret
3.15.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.15.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.15.4. Den foreslåede ordning
3.16. Formue der ikke indgår i formuedelingen
3.16.1. Gældende ret
3.16.1.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder
3.16.1.2. Pensionsrettigheder
3.16.1.3. Erstatninger knyttet til en ægtefælle
3.16.1.4. Fratrædelsesgodtgørelser og andre godtgørelser i tilknytning til et ansættelsesforhold
3.16.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.16.2.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder
3.16.2.2. Pensionsrettigheder
3.16.2.3. Personskade- og forsørgertabserstatninger m.v. samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
3.16.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.16.3.1. Personlige- og uoverdragelige rettigheder samt pensionsrettigheder
3.16.3.2. Erstatninger knyttet til en ægtefælle
3.16.4. Den foreslåede ordning
3.17. Regulerings- og misbrugskrav (vederlagskrav)
3.17.1. Gældende ret
3.17.1.1. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra særeje m.v. til delingsformue (§ 23, stk. 3)
3.17.1.2. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra delingsformue til særeje (§ 23, stk. 2)
3.17.1.3. Misbrugskrav
3.17.1.4. Opgørelsen af vederlags- og misrugskrav
3.17.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.17.2.1. Reguleringskrav
3.17.2.1.1. Generelt
3.17.2.1.2. Sondring mellem forsørgelse eller reguleringskrav
3.17.2.1.3. Fastsættelse af størrelsen af reguleringskrav
3.17.2.1.4. Mulighed for dækning af et krav som følge af overførsel af midler til særejeaktiver m.v.
3.17.2.1.5. Mulighed for dækning af et krav som følge af overførsel af midler til delingsformue
3.17.2.2. Misbrugskrav
3.17.2.2.1. Generelt
3.17.2.2.2. Bedre mulighed for dækning af et krav som følge af misbrug
3.17.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
18
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.17.4. Den foreslåede ordning
3.18. Kompensationskrav i særlige situationer
3.18.1. Gældende ret
3.18.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.18.2.1. Kompensation ved separation og skilsmisse
3.18.2.1.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue
(separation og skilsmisse)
3.18.2.1.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (separation og skilsmisse)
3.18.2.2. Kompensation ved død
3.18.2.2.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue (død)
3.18.2.2.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (død)
3.18.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.18.4. Den foreslåede ordning
3.19. Pensionskompensation
3.19.1. Gældende ret
3.19.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.19.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.19.4. Den foreslåede ordning
3.20. Fordeling af aktiverne (krydsende udtagelsesret, sameje)
3.20.1. Gældende ret
3.20.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.20.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.20.4. Den foreslåede ordning
3.21. Bosondring
3.21.1. Gældende ret
3.21.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.21.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.21.4. Den foreslåede ordning
3.22. Formuedeling ved en ægtefælles død
3.22.1. Gældende ret
3.22.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.22.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.22.4. Den foreslåede ordning
3.23. Ægtefællebidrag
3.23.1. Gældende ret
3.23.1.1. Ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven
3.23.1.2. Ægtefællebidrag efter ægteskabsloven
3.23.1.3. Størrelsen af ægtefællebidrag
3.23.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.23.2.1. Ægtefællebidrag
3.23.2.2. Størrelsen af ægtefællebidrag
3.23.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.23.4. Den foreslåede ordning
3.24. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling og klage over statsforvaltningens
afgørelser
3.24.1. Gældende ret
3.24.1.1. Klage over statsforvaltningens afgørelser
3.24.1.2. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling
3.24.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.24.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.24.4. Den foreslåede ordning
3.25. Internationale forhold
19
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.25.1. Gældende ret
3.25.1.1. Den generelle lovvalgsregel
3.25.1.2. Udenlandske ægtepagter
3.25.1.3. Den Nordiske Ægteskabskonvention
3.25.1.4. Lovvalg i relation til ægtefællebidrag
3.25.2. EU-lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæller
3.25.3. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.25.3.1. Generelle betragtninger
3.25.3.2. Lovvalg i mangel af aftale
3.25.3.2.1. Lovvalget ved ægteskabets indgåelse
3.25.3.2.2. Ægtefællerne flytter under ægteskabet til et andet land
3.25.3.2.2.3. Tilfælde, hvor ægtefællerne ikke har bosat sig i samme stat
3.25.3.2.2.4. Skønsmæssig fravigelse af lovvalget
3.25.3.3. Lovvalgsaftaler
3.25.3.3.1. Hvilken stats lov kan ægtefællerne aftale at anvende?
3.25.3.3.2. Formelle krav til en lovvalgsaftale
3.25.3.3 3. Vurdering af gyldigheden af en lovvalgsaftale
3.25.3.3.4. Grundlæggende danske retsprincipper
3.25.4. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.25.4.1. Lovvalget
3.25.4.2. Lovvalgsaftaler – formkrav og gyldighed
3.25.4.3. Undladelse af at anvende udenlandsk ret
3.25.5. Den foreslåede ordning
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
8. Miljømæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold gennemføres der en ny lov, der har til
formål at modernisere reglerne i lov om ægteskabets retsvirkninger (retsvirkningsloven), der i sin
grundform er fra 1925.
Retsvirkningsloven regulerer primært de økonomiske retsvirkninger af ægteskab.
Efter loven har ægtefæller under ægteskabet gensidig forsørgelsespligt, og hver ægtefælle råder som
udgangspunkt over sine egne aktiver og hæfter for sin egen gæld.
Efter et ægteskabs opløsning er det lovens udgangspunkt, at ægtefæller deler deres formue lige,
medmindre de har aftalt noget andet i form af særeje. Visse aktiver, f.eks. pensionsrettigheder,
personskadeerstatning m.v., indgår som udgangspunkt ikke i ligedelingen. Derimod omfatter
ligedelingen arv og gave, som en ægtefælle har modtaget, medmindre arvelader og gavegiver har
bestemt, at arven og gaven skal være særeje.
20
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold, som
Retsvirkningslovsudvalget afgav i januar 2015. Betænkningen indeholder forslag til en ny lovgivning om
ægtefællers økonomiske forhold.
I overensstemmelse med Retsvirkningslovsudvalgets fokus er det med nærværende lovforslag styrende
at skabe et enkelt og forudsigeligt system, der skaber rimelige resultater for flertallet af ægtefæller, og
som ikke medfører et større behov for domstolsbehandling end i dag.
Et andet hovedprincip for lovforslagets modernisering er, at reglerne skal være enkle, tydelige og
skrives i et klart sprog, så ægtefæller kan forstå deres retsstilling. Loven skal så vidt muligt give
præcise svar på, hvordan ægtefællers formue deles ved separation, skilsmisse og død, herunder hvilke
aktiver der ikke indgår i delingen, f.eks. særeje, pensionsordninger m.v.
Samtidig foreslås det, at alle materielle bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig
bestemmelser om deling af ægtefællers formuer, samles i den nye lov.
Med lovforslaget opretholdes hovedelementerne i den gældende ordning. Dette omfatter også den
gældende ligedelingsordning. Dette er i tråd med Retsvirkningslovsudvalgets forslag. Udvalgets forslag
om at udvide mulighederne for skævdeling er dog ikke medtaget i lovforslaget, og det samme gælder
udvalgets forslag om, at arv og gave ikke skal indgå i ligedelingen. Med forslaget opretholdes således
udgangspunktet om, at det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftaler, der indebærer fravigelser
af ligedelingsordningen.
Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordning, der passer til deres situation, og
disse muligheder foreslås udvidet. Det foreslås samtidigt, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af
ægteskab skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale
en anden ordning.
Herudover foreslås det at udvide beskyttelsen under ægteskabet af familiens bolig mod salg uden den
anden ægtefælles samtykke fra kun at omfatte ejerbolig til også at omfatte andelsbolig, husbåd m.v.
Samtidig foreslås det, at en ægtefælles ret til ved formuedelingen mod betaling at udtage aktiver, der
tilhører den anden ægtefælle, udvides fra kun at omfatte ejerbolig til også at omfatte andelsbolig,
husbåd m.v.
Endelige bringes lovvalgsreglerne for ægtefællers økonomiske forhold i harmoni med EU-lovgivningen
herom.
Det bemærkes, at det ikke var en del af Retsvirkningslovsudvalgets opgave at foreslå ændringer af
reglerne om deling af pensionsrettigheder ved separation, skilsmisse og død. Ved lovforslaget foreslås
der ikke indholdsmæssige ændringer af disse regler.
Som følge af forslagene i dette lovforslag fremsættes der samtidigt et lovforslag, der indeholder de
nødvendige ændringer i anden lovgivning. Det drejer sig navnlig om ændring af lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v., arveloven og lov om skifte af dødsboer.
Dette følgelovforslag indeholder også forslag til ændring af konkurslovens bestemmelse om omstødelse
af gaver med henblik på imødegåelse af den såkaldte ægtefællefinte. Efter forslaget vil en skyldners
mulighed for at bringe sin formue i ly for sine kreditorer ved at overdrage den til sin ægtefælle
begrænses.
Samtidig indeholder følgelovforslaget forslag til ændring af tinglysningsloven sådan, at ægtepagter ikke
længere vil være offentligt tilgængelige, da de kan indeholde private oplysninger.
2. Baggrund
Justitsministeriet nedsatte i oktober 2007 Retsvirkningslovsudvalget. Efter kommissoriet skulle udvalget
overordnet set gennemgå og overveje reglerne om ægtefællers formueforhold i retsvirkningsloven, dog
ikke lovens regler om pensioners behandling ved skifte.
21
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Udvalget skulle endvidere overveje de bestemmelser i ægtefælleskifteloven, som regulerer materielle
spørgsmål om deling af ægtefællernes formue ved ægteskabets ophør.
Herudover skulle udvalget overveje, om den grundlæggende legale formueordning om ligedeling af
ægtefællernes formue ved ægteskabets ophør (formuefællesskab) er tidssvarende. Udvalget skulle i sine
overvejelser inddrage, at formueordning stammer fra 1925, hvor en hustru i overensstemmelse med
datidens familiemønster ofte var hjemmearbejdende og uden formue, og at familiemønstret siden da
har ændret sig væsentligt, herunder at skilsmissehyppigheden har været stigende.
Udvalget skulle i den forbindelse bl.a. overveje, om formue, som ægtefællerne indbringer i ægteskabet,
samt arv og gave skal holdes uden for formuefællesskabet. Endvidere skulle udvalget overveje
mulighederne for at fravige ligedelingen, herunder særejekompensationsreglen, og behovet for at
ændre mulighederne for at aftale særeje.
Herudover skulle udvalget overveje behovet for en ændring af bestemmelserne om ægtefællers
forsørgelses- og underholdspligt, hæftelse for gæld m.v. samt reglerne om beskyttelse af familiens
bolig under ægteskabet og om retten til familiens bolig ved separation og skilsmisse.
Endelig skulle udvalget overveje de international privatretlige forhold omkring retsvirkningsloven.
Udvalget afgav i januar 2015 betænkning nr. 1552/2015 om ægtefællers økonomiske forhold.
Betænkningen indeholder udvalgets overvejelser over de emner, der fremgår af kommissoriet, samt
over andre relaterede emner. Betænkningen indeholder udkast til en ny lov om ægtefællers økonomiske
forhold, som skal afløse retsvirkningsloven. Betænkningen indeholder endvidere forslag til ændringer i
andre love som følge af udvalgets lovudkast.
Betænkningen er hovedsageligt afgivet af et enigt udvalg.
3. Lovforslagets indhold
3.1. Lovforslagets opbygning og indhold
Den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås inddelt i 7 afsnit.
Afsnit 1 indeholder grundregler om ægtefællers økonomiske forhold. Afsnittet indledes med kapitel 1,
der indeholder regler om ægtefællers ret til at råde over deres formue, om aftaler mellem ægtefæller,
om hæftelse for gæld og om forsørgelsespligt under ægteskabet. Kapitlet indeholder også den centrale
bestemmelse om formuedelingen, der fastslår, at ægtefællers formue som udgangspunkt deles lige
mellem dem ved separation, skilsmisse og død.
Afsnit 1 indeholder endvidere regler om forbud mod salg m.v. af familiens helårsbolig uden den anden
ægtefælles samtykke (kapitel 2) og om gaver til og andre aftaler med tredjemand (kapitel 3).
Afsnit 2 indeholder reglerne om særeje og forhåndsaftaler om formuedelingen. I kapitel 4 og 5
fastlægges ægtefællers muligheder for ved ægtepagt at indgå aftaler om særeje og andre
forhåndsaftaler om formuedelingen, mens kapitel 6 indeholder formkrav til ægtepagter. Regler om
særejebestemmelser om arv og gave m.v. fra tredjemand findes i kapitel 7, og kapitel 8 indeholder
generelle regler for særeje, herunder om surrogater for og indtægter af særeje.
Afsnit 3 indeholder reglerne om formuedelingen ved separation og skilsmisse. I kapitel 9 findes de
grundlæggende regler om formuedelingen, herunder en oversigt over de aktiver m.v., der ikke indgår i
delingen, fastlæggelse af ophørsdagen, fradrag af gæld, aftaler om formuedelingen og fravigelse af
ligedelingen ved kortvarige ægteskaber. Aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, er reguleret i kapitel
10. Kapitel 11-13 indeholder regler om regulerings- og misbrugskrav (de nuværende vederlagskrav), om
kompensationskrav (medvirken til formueforøgelse og urimeligt økonomisk stillet) samt
pensionskompensation. Endelig indeholder kapitel 14 reglerne om ægtefællernes ret til at udtage
aktiver, der indgår i formuedelingen.
Afsnit 4 (kapitel 15) indeholder særregler om formuedeling ved en ægtefælles død og ved deling af
uskiftet bo.
22
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Afsnit 5 indeholder regler om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag under ægteskabet (kapitel
16), om statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling samt om klage over statsforvaltningens
afgørelser.
Afsnit 6 indeholder regler om internationale forhold, navnlig om lovvalget for ægtefællers økonomiske
forhold.
Endelig fastlægges tidspunktet for lovens ikrafttræden (den 1. januar 2018) i afsnit 7, der også
indeholder overgangsregler.
Behandlingen af sager om formuedelingen ved separation og skilsmisse er fortsat reguleret i
ægtefælleskifteloven, og dødsboskifteloven indeholder regler om formuedelingen i forbindelse med
arvesager.
3.2. Begreber
I lovgivningen og litteraturen om ægtefællers økonomiske forhold anvendes en række begreber. Mange
af disse begreber, der gennemgås nedenfor, stammer fra tiden omkring vedtagelsen af
retsvirkningsloven.
Begreberne er indarbejdet i sprogbrugen omkring lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold, og
derfor videreføres de.
Børne- og Socialministeriet finder dog begrebet ”fælleseje” uhensigtsmæssigt, idet det ofte fører til den
misforståelse, at ægtefællerne ejer alle aktiver i fællesskab (sameje), og muligvis også til den
misforståelse, at ægtefællerne hæfter for hinandens gæld. I forslaget til lov om ægtefællers økonomiske
forhold anvendes begrebet "delingsformue“ derfor i stedet for begrebet "fælleseje". Dette medfører
behov for at ændre en række bestemmelser i en række love. Følgelovforslaget indeholder forslag til
disse ændringer.
Begrebet "formuefællesskab" kan også give anledning til tilsvarende misforståelser. På den anden side
indeholder begrebet en klar beskrivelse af essensen af reglerne om ægtefællers økonomiske forhold:
Under ægteskabet har ægtefællerne et fælles ansvar for deres formue, herunder deres indtægter og
udgifter, og dette fælles ansvar betyder, at ægtefællernes formue som udgangspunkt deles lige mellem
dem ved opløsning af ægteskabet, uanset om den største del af formuen blev indbragt i ægteskabet
eller er erhvervet under ægteskabet af den ene ægtefælle. Den legale formueordning i Danmark
betegnes derfor fortsat "formuefællesskab".
I det følgende gennemgås de centrale begreber i lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold:
Bo: I den skifteretlige lovgivning anvendes "bo" som betegnelse for den formue, som skal deles.
Eksempelvis deles formuen i et dødsbo mellem afdødes arvinger. Ved skifterettens deling af
ægtefællers formue efter ægtefælleskifteloven anvendes betegnelsen "fællesbo" for den del af
ægtefællernes formue, som skal indgå i ligedelingen. Betegnelsen "bo" indgår i andre begreber i den
skifteretlige lovgivning: bodel. bodeling, boslod, boopgørelse, fællesbo.
Bodel: Den del af delingsformuen (tidligere fællesejet), som en ægtefælle har indbragt i ægteskabet eller
senere har erhvervet.
Boopgørelse: Opgørelse af de aktiver og passiver, der indgår i ligedelingen af ægtefællernes formue, og
fordelingen af dem.
Boslod: Den del af fællesboet, som en ægtefælle ved formuefællesskabets ophør har krav på.
Delingsformue: De aktiver, der indgår i ligedelingen.
Forlodsudtagelse: Udtagelse af aktiver eller værdier forud for delingen af boet, således at det udtagne
ikke indgår i delingen.
23
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Formuefællesskab: Den formueordning, der følger af loven om ægtefællers økonomiske forhold og
retsvirkningsloven, hvis ægtefællerne ikke har aftalt en anden formueordning, det vil sige den legale
formueordning. Fælleseje anvendes i den gældende lovgivning som synonym for formuefællesskab,
men det foreslås, at delingsformue anvendes i stedet for fælleseje.
Fællesbo: Begge ægtefællers to bodele udgør fællesboet. Se også "bo".
Fælleseje: Se formuefællesskab. Det foreslås, at delingsformue anvendes i stedet for fælleseje.
§ 15, stk. 2-rettigheder: Rettigheder, der er personlige og/eller uoverdragelige, og hvor reglerne
om formuefællesskab kun finder anvendelse i den udstrækning, det er foreneligt med de for disse
rettigheder særligt gældende regler. Immaterielle rettigheder og goodwill er eksempler på § 15, stk. 2-
rettigheder.
Omstødelse af gaver: At en gave omstødes indebærer som udgangspunkt, at modtageren skal
tilbagelevere gaven eller erstatte dens værdi.
Ophørsdag: Den dag, hvor formuefællesskabet ophører. Ophørsdagen er skæringsdagen for, hvilke
aktiver og passiver, der indgår i ligedelingen, og hvilke aktiver og passiver, der holdes uden for
ligedelingen, fordi en ægtefælle først har erhvervet aktivet eller stiftet gælden efter ophørsdagen.
Reguleringskrav: Reguleringskrav har til formål at udligne forskydninger af værdier mellem en
ægtefælles delingsformue og samme ægtefælles særeje og dermed genskabe balancen mellem
ægtefællens formuedele. Reguleringskrav svarer til retsvirkningslovens vederlagskrav. Sådanne
forskydninger opstår, når en ægtefælles formue både består af delingsformue og særeje, og ægtefællen
som led i en helt dagligdags forvaltning af formue flytter værdier fra sin delingsformue til sit særeje –
og omvendt. Det kan f.eks. dreje sig om betaling af særejegæld med delingsformue og forbedring af et
hus, der er delingsformue, med særeje. Ved delingen af ægtefællernes formue vil det betyde, at den
anden ægtefælle vil få enten en mindre eller større del af deres fælles delingsformue, hvilket udlignes
med reguleringskrav.
Sameje: Sameje om f.eks. et aktiv betyder, at aktivet ejes af flere med en brøkdel til hver, ikke
nødvendigvis halvdelen.
Skifte: Behandling af en sag om deling af ægtefællernes formuer.
Særeje: Formue, der ikke er omfattet af ægtefællernes eventuelle delingsformue, og som derfor ikke
deles ved separation, skilsmisse eller død.
Vederlagskrav: Se reguleringskrav.
Ægtepagt: En aftale mellem ægtefæller om formueordningen i deres ægteskab eller om lovvalget for
formueordningen.
3.3. Følgelovforslaget om ændring af tilknyttede love
Reglerne om ægtefællers økonomiske forhold findes først og fremmest i lov om ægteskabets
retsvirkninger (retsvirkningsloven, lovbekendtgørelse nr. 1814 af 23. december 2015) og lov om
ægtefælleskifte m.v., (ægtefælleskifteloven, lov nr. 594 af 14. juni 2011 med senere ændringer).
En række andre love indeholder dog også regler om ægtefællers økonomiske forhold eller regler, der er
knyttet til reglerne om ægtefællers økonomiske forhold:
Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (ægteskabsloven, lovbekendtgørelse nr. 1818 af 23.
december 2015).
Arveloven (lov nr. 515 af 6. juni 2007 med senere ændringer).
Lov om skifte af dødsboer (dødsboskifteloven, lov nr. 383 af 22. maj 1996 med senere
ændringer).
Lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter
(pensionsopsparingsloven, lov nr. 293 af 24. april 1996 med senere ændringer).
24
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Lov om erstatningsansvar (erstatningsansvarsloven, lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts
2014).
Lov om forsikringsaftaler (forsikringsaftaleloven, lovbekendtgørelse nr. 999 af 5. oktober 2006
med senere ændringer).
Lov om tinglysning (tinglysningsloven, lovbekendtgørelse nr. 158 af 9. marts 2006 med senere
ændringer).
Konkursloven (lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014 med senere ændringer).
Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven, lovbekendtgørelse nr. 468 af 20. maj 2016).
Værgemålsloven (lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007).
Lov om børns forsørgelse (lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015).
Overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland,
Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab,
adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 (Den Nordiske
Ægteskabskonvention, bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008).
Den foreslåede nye lov om ægtefællers økonomiske forhold medfører behov for ændringer i flere af
disse love. Disse ændringer er indeholdt i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer
som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), herefter kaldet følgelovforslaget, der fremsættes
samtidig med dette lovforslag.
Lovforslaget om lovændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold kaldes i dette
lovforslag følgelovforslaget.
Som nævnt i punkt 1 foreslås det, at alle materielle bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold,
navnlig bestemmelser om deling af ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse og død, samt andre
bestemmelser, der er centrale for lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold, samles i den nye
lov om ægtefælles økonomiske forhold. Det drejer sig om bestemmelser i ægtefælleskifteloven og
forsikringsaftaleloven. Følgelovforslaget indeholder forslag om ophævelse af disse bestemmelser.
Ved følgelovforslaget foreslås endvidere, at en række henvisninger i ægtefælleskifteloven, arveloven og
dødsboskifteloven til bestemmelser i retsvirkningsloven ændres til henvisninger til de relevante
foreslåede nye bestemmelser i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Det foreslås også, at begrebet
”fælleseje” i en række love ændres til "delingsformue“.
Følgelovforslaget indeholder også forslag til ændring af konkurslovens bestemmelse om omstødelse af
gaver med henblik på imødegåelse af den såkaldte ægtefællefinte. Efter forslaget vil en skyldners
mulighed for at bringe sin formue i ly for sine kreditorer ved at overdrage den til sin ægtefælle
begrænses. Samtidig indeholder følgelovforslaget forslag til ændring af tinglysningsloven sådan, at
indholdet af ægtepagter ikke længere vil være offentligt tilgængelige, da de kan indeholde private
oplysninger.
Endelig indeholder følgelovforslaget forslag om, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af
ægteskab skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har behov for at aftale
en anden ordning.
3.4. Den legale formueordning - ligedelingsordningen
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Ligedelingsordningen
Omdrejningspunktet for lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold er den legale
formueordning. Den legale formueordning er den ordning, der gælder, hvis ægtefællerne ikke selv har
aftalt andet ved ægtepagt.
I Danmark er den legale formueordning formuefællesskab, der overordnet set indebærer, at
ægtefællernes formuer deles lige ved separation, skilsmisse og død.
25
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Formuefællesskabet følger af retsvirkningslovens § 15, stk. 1, hvorefter alt, hvad ægtefællerne ejer ved
ægteskabets indgåelse eller senere erhverver, indgår i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så
vidt det ikke er gjort til særeje. Ligedelingsprincippet følger af lovens § 16, stk. 2. Efter denne
bestemmelse udtager hver ægtefælle ved separation og skilsmisse halvdelen af ægtefællernes,
medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel. Ved en ægtefælles dødsfald deles formuen mellem den
efterlevende ægtefælle og den afdøde ægtefælles arvinger.
Lovgivningen indeholder to fravigelser af ligedelingsordningen, der er gennemgået i punkt 3.4.1.2.:
Ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling ved kortvarige ægteskaber.
Ægtefælleskiftelovens § 60 om udtagelse af egne aktiver ved omstødelse af ægteskab.
Som udgangspunkt indgår alle ægtefællernes aktiver uanset erhvervelsestidspunkt og -måde i
formuefælleskabet og dermed i ligedelingen. Der er dog en række aktiver, der ikke indgår i
ligedelingen, navnlig pensionsordninger, immaterielle rettigheder og personskadeerstatninger (se punkt
3.13).
Endelig kan ægtefæller ved ægtepagt indgå aftale om særeje og dermed helt eller delvist holde deres
formuer uden for ligedelingen (se punkt 3.8. og 3.9.). Tilsvarende kan tredjemand bestemme, at arv og
gave m.v. skal være særeje (se punkt 3.11.).
3.4.1.2. Skævdeling ved kortvarige ægteskaber
Ligedelingen modificeres af bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling ved kortvarige
ægteskaber. Det fremgår af denne bestemmelse, at når en ægtefælle har indbragt den væsentligste del
af fællesboet på den måde, der fremgår af § 60, og en ligedeling vil være åbenbart urimelig, navnlig
fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning, kan det ved skifte i
anledning af separation, skilsmisse eller bosondring efter anmodning bestemmes, at boets deling skal
finde sted således, at § 60 anvendes, i det omfang dette findes begrundet.
Efter ægtefælleskiftelovens § 60 udtager hver ægtefælle ved skifte i anledning af omstødelse af
ægteskab forlods så meget af fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved
ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til
fællesboet fra eget særeje. Rækker den fælles formue ikke, sker der forholdsvis afkortning.
At ægteskabet skal have været kortvarigt efter ægtefælleskiftelovens § 61indebærer ifølge
forarbejderne til bestemmelsen, at anvendelse af reglen i almindelighed er udelukket, hvis ægteskabet
har varet op imod 5 år eller derover. I retspraksis er der ved vurderingen af, om ægteskabet har været
kortvarigt, tillige lagt vægt på et forudgående samliv. Det er imidlertid betingelserne om, at ligedeling
vil være „åbenbart urimelig“, og at ægteskabet skal have været "uden økonomisk fællesskab af
betydning", der medfører, at bestemmelsens anvendelsesområde i praksis er snævert.
Hvis betingelserne for skævdeling er opfyldt, kan det beløb, der holdes uden for delingen, efter praksis
fastsættes skønsmæssigt.
3.4.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget har fremhævet, at den legale formueordning er central for overvejelserne om
de fremtidige regler om ægtefællers økonomiske forhold. Valget af formueordning har afgørende
betydning for behovet for yderligere regulering af reglerne om eksempelvis særeje og skønsmæssige
fravigelser af delingsreglerne.
3.4.2.1. Ændrede familiemønstre, befolkningsundersøgelse og formueordningen i andre lande
Udvalget har taget afsæt i, at retsvirkningsloven stammer fra en tid, hvor hustruen oftest var
hjemmearbejdende og uden formue, og hvor de fleste ægteskaber varede hele livet. I dag er skilsmisser
betydeligt mere almindelige, og langt flere bliver gift mere end én gang og i en senere alder. Endvidere
er kvinder i dag på arbejdsmarkedet i stort set lige så stort omfang som mænd. Langt flere kvinder end
mænd arbejder dog på deltid, og fuldtidsansatte mænd har gennemsnitligt en højere løn end kvinder.
Endelig har mænd generelt en større formue end kvinder.
26
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Udvalget har i sine overvejelser således inddraget de ændringer, der er sket i familiemønsteret siden
1925, hvor retsvirkningsloven blev vedtaget. Udvalget har ligeledes inddraget undersøgelser af
befolkningens holdning til formuedeling.
Det fremgår af en undersøgelse af danskernes holdning til deling af deres formuer ved skilsmisse, som
Justitsministeriets forskningsafdeling har gennemført, at 57 pct. mente, at alt, hvad ægtefællerne ejede,
skulle ligedeles, mens 20 pct. mente, at hver ægtefælle skulle beholde det, de ejede før ægteskabet,
mens resten skulle ligedeles. 5 pct. foretrak, at hver ægtefælle beholdt sit, mens 13 pct. svarede, at det
afhang af ægteskabets varighed.
Danske Familieadvokater har ligeledes gennemført en interviewundersøgelse, der viser, at 54 pct.
mente, at parternes opsparing bør ligedeles, selvom den ene har sparet mere op end den anden.
Samtidig mente 68 pct., at den formue, som en af parterne havde før, de fandt sammen, ikke skal
ligedeles.
3.4.2.2. Udvalgets overordnede betragtninger
Udvalget har haft fokus på at skabe et enkelt og forudsigeligt system, der skaber rimelige resultater for
flertallet af ægtepar, og som ikke medfører et større behov for domstolsbehandling end i dag.
Herudover har det været udvalgets ambition, at den legale formueordning skal afspejle det nuværende
samfund og så vidt muligt tage højde for den kommende samfundsmæssige udvikling. Samtidig har
udvalget understreget, at formuefælleskabet – der er et velkendt system – kun bør afskaffes, hvis der
med forholdsvis sikkerhed kan etableres en mere rimelig og enkel ordning.
For bevarelse af den gældende ordning taler ifølge udvalget, at ordningen er relativt enkel og ikke
kræver, at ægtefæller holder regnskab med, hvem der ejer hvad. Ordningen er kendt af de fleste,
således at ægtefællerne har mulighed for at indrette sig på den, herunder indgå aftaler om f.eks.
særeje. Formuefælleskabet vil formentlig også af de fleste opfattes som rimelig i ægteskaber, hvor der
har været et langvarigt økonomisk fællesskab, enten fordi ægteskabet har været langvarigt, eller fordi
der har været en længere samlivsperiode med fælles økonomi forud for ægteskabet.
Heroverfor står et – efter udvalgets opfattelse – identificeret behov for en formueordning, der i
højere grad end den nuværende ordning passer til nutidens familiemønstre, det betydelige antal
kortvarige ægteskaber og udjævningen af tidligere tiders betydelige forskelle mellem kvinders og
mænds indkomst- og formueforhold. Udvalget har derfor også overvejet, om formålet kan opfyldes
gennem en justering af formuefællesskabet, således at formueordningens grundkonstruktion vil kunne
bibeholdes.
Udvalget er enig om, at der skal indføres regler om forlods udtagelse af visse værdier, som en
ægtefælle ejede før ægteskabets indgåelse. Der er endvidere enighed om, at disse regler skal erstatte
den gældende bestemmelse om skævdeling ved kortvarige ægteskaber i ægtefælleskiftelovens § 61,
som efter udvalgets opfattelse indeholder en for snæver og vanskelig forudseelig adgang til skævdeling
i kortvarige ægteskaber.
Derimod er der ikke enighed om, hvordan forlods udtagelse af værdier, som ægtefællerne ejede
før ægteskabets indgåelse, bedst gennemføres:
Et flertal foreslår en model med trinvis ligedeling, således at den del af formuen, der ligedeles,
gradvis optrappes i ægteskabets første år.
Et mindretal foreslår, at værdien af den formue, en ægtefælle havde ved ægteskabets indgåelse,
kan udtages forlods.
Et andet mindretal foreslår en model med skønsmæssig skævdelings, der moderniserer den
gældende skævdeling.
I relation til formuedeling efter omstødelse af ægteskab (ægtefælleskiftelovens § 60) foreslår udvalget
bestemmelsen opretholdt, men overført til ægteskabsloven.
3.4.2.2.1. Trinvis ligedeling
27
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter flertallets model med trinvis ligedeling skal ægtefæller ved kortvarige ægteskaber kun ligedele en
del af deres formuer. Under ægteskabet optrappes den del af formuen, der skal ligedeles, og efter 7 års
ægteskabet sker der fuld ligedeling.
3.4.2.2.2. Indbragte værdier
Efter det ene mindretals forslag til modellen med indbragte værdier kan et beløb svarende til den
nettoformue, som en ægtefælle ejede ved ægteskabets indgåelse, holdes uden for delingen. Dette beløb
kaldes begyndelsesformuen.
Begyndelsesformuen påvirkes ikke af værdistigninger eller værdifald på de aktiver, som ægtefællen
indbragte i ægteskabet, og det er uden betydning, om disse aktiver er i behold, når der skiftes.
Ordningen vil efter forslaget også finde anvendelse ved formuedeling efter længerevarende ægteskaber.
3.4.2.2.3. Skønsmæssig skævdeling
Det andet mindretal foreslår som legal ordning ligedeling af formuerne med adgang til skønsmæssig
skævdeling, hvis ligedeling vil være urimelig. Ved afgørelsen heraf skal der navnlig lægges vægt på,
hvad der er erhvervet ved arv eller gave under ægteskabet, og hvad der er indbragt i ægteskabet,
årsagen til at der ikke er oprettet en særejeægtepagt om de omhandlede aktive, samt ægteskabets
varighed.
3.4.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Den gældende ligedelingsordning med en snæver mulighed for skævdeling er et så grundlæggende
element i formueordningen for ægtefæller, at ordningen kun bør ændres, hvis der kan findes en ny og
mere rimelig løsning. Det er vigtigt af hensyn til borgerne, at lovgivningen om de helt grundlæggende
elementer ved formueordningen er enkel og gennemskuelig og dermed kan skabe forudsigelighed både
for kommende ægtefæller og for dem, der allerede har indgået ægteskab.
Børne- og Socialministeriet er derfor enig med udvalget i, at den gældende ligedelingsordning fortsat
bør være det bærende element for formueordningen i Danmark. Ordningen er velkendt og enkel at
anvende, og med de foreslåede muligheder for at aftale særeje m.v. har ægtefæller i vidt omfang
mulighed for helt eller delvist at vælge en anden ordning end ligedeling.
Udvalget har peget på, at ligedelingsordningen ikke altid medfører resultater, som begge ægtefæller
opfatter som rimelige. Dette gør sig særligt gældende ved formuedeling efter kortvarige ægteskaber,
idet den gældende skævdelingsregel ved kortvarige ægteskaber har et meget snævert
anvendelsesområde. Udvalget har derfor udarbejdet tre forslag, der søger at løse problematikken
omkring formuedeling efter kortvarige ægteskaber, herunder i relation til deling af formue, som den
ene ægtefælle har indbragt i ægteskabet, modsat den formue, som er oparbejdet under ægteskabet.
Efter ministeriets opfattelse er der imidlertid ingen af udvalgets forslag, der indeholder en løsning på
problemstillingen om ligedeling ved kortvarige ægteskaber, der er bedre end den gældende ordning.
Hertil kommer, at en ny ordning uundgåeligt vil medføre en vis usikkerhed om retstilstanden, i hvert
fald i en periode.
Navnlig vil modellen med skønsmæssig skævdeling medføre et større antal retssager om bodelingen,
fordi det efter forslaget vil bero på en skønsmæssig vurdering af, hvad der samlet set er rimeligt i den
enkelte sag. Dette er ikke ønskeligt.
Modellerne med trinvis ligedeling og indbragte værdier bygger på mere objektive kriterier.
Modellen med trinvis ligedeling indebærer bl.a., at det i modsætning til den gældende
ligedelingsordning kan have betydning for formuedelingen, hvem af ægtefællerne, der ejer et aktiv.
Endvidere kan det have stor betydning for ægtefællerne, om anmodning om skilsmisse indgives
umiddelbart før eller efter et optrapningstrin, der øger ligedelingen.
28
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Modellen med indbragte værdier går ligeledes videre, end hvad der efter ministeriets opfattelse er
behov for til løsningen af problemet med ligedelingen ved kortvarige ægteskaber, da værdierne af
ægtefællernes formuer ved indgåelsen af ægteskabet holdes uden for ligedelingen, også selvom
ægteskabet bliver langvarigt. Samtidig medfører modellen, at der skal indføres en ny metode til
opgørelse af værdier, der holdes uden for ligedelingen, nemlig værdien af de aktiver, som en ægtefælle
indbringer i ægteskabet. Dette vil ikke medvirke til at forenkle formuedelingen. Da der ikke som ved
særeje skal tages hensyn til værdifald på de aktiver, som en ægtefælle indbragte i ægteskabet, er der i
modellen indbygget klare urimeligheder.
Ministeriet mener i stedet, at det bør være op til ægtefællerne selv at indgå aftaler om løsninger, der
indebærer en skævdeling af deres formue, herunder hvis ægteskabet viser sig at blive kortvarigt.
Ægtefæller har i dag vide muligheder for at aftale en formueordning, der passer til deres situation, og
disse muligheder foreslås udvidet, jf. punkt 3.8. og 3.9.
Til understøttelse af denne aftalefrihed foreslås det, at kommende ægtefæller inden indgåelsen af
ægteskab for fremtiden skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de har
behov for at aftale en anden ordning.
Ministeriet finder endvidere, at den gældende snævre mulighed for skævdeling ved kortvarige
ægteskaber skal opretholdes sådan, at formuen ikke behøver at blive delt lige, hvis ægteskabet har
varet kort tid og været uden økonomisk fællesskab af betydning.
Endelig er ministeriet enig med udvalget i, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om
skævdeling ved omstødelse af ægteskab opretholdes.
3.4.4. Den foreslåede ordning
Bestemmelsen om ligedelingsordningen foreslås indsat som § 5 i lovforslagets afsnit I, der indeholder
grundregler om ægtefællers økonomiske forhold. Bestemmelsen viderefører de gældende bestemmelser
i retsvirkningslovens § 15, stk. 1, og § 16, stk. 2.
Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling i kortvarige ægteskaber foreslås videreført
som § 33 i lovforslaget.
Som foreslået af udvalget opretholdes bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved
omstødelse af ægteskab, men den foreslås overført til ægteskabsloven. Der henvises til § 1 i
følgelovsforslaget og bemærkningerne hertil.
Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer af disse bestemmelser, men affattelsen af dem
moderniseres.
Endelig foreslås det, at der i ægteskabsloven indsættes en bestemmelse om, at kommende ægtefæller
inden indgåelsen af ægteskab skal orienteres om delingsreglerne og opfordres til at overveje, om de
har behov for at aftale en anden ordning. Der henvises til § 1, nr. 1, i følgelovsforslaget og
bemærkningerne hertil.
3.5. Ægtefællers råderet, aftaleret, gældsansvar, forsørgelsespligt og adgang til oplysninger
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Ægtefællers råderet og aftaleret (særråden)
Efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, har hver ægtefælle i levende live rådigheden over alt, hvad
ægtefællen har indført i fællesboet. Denne råderet kaldes også "særråden".
Efter bestemmelsen begrænses rådigheden dog af reglerne i §§ 17-20. Det drejer sig om beskyttelse af
den anden ægtefælles interesser i relation til salg m.v. af familiens bolig m.v. (lovens §§ 18-20, jf.
punkt 3.7.).
29
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
En ægtefælles særråden begrænses endvidere af lovens § 17, hvorefter en ægtefælle er pligtig at udøve
sin rådighed over fælleseje således, at det ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for den
anden ægtefælle. Der henvises til punkt. 3.5.1.1.
Lovens § 29 fastslår, at ægtefæller med de begrænsninger, som loven medfører, kan indgå retshandler
med hinanden om ejendele, som nogen af dem råder over, og pådrage sig forpligtelser overfor
hinanden. Ægtefæller kan således som alle andre give hinanden gaver, sælge genstande til hinanden,
yde hinanden lån, blive erstatningspligtige over for hinanden m.v.
Der gælder navnlig to begrænsninger i ægtefællers ret til at indgå retshandler med hinanden:
Forhåndsaftaler om deling af ægtefællernes formuer ved separation, skilsmisse og død skal ske
ved ægtepagt, og aftalen skal ligge inden for rammerne af lovens § 28 (se punkt. 3.8. og 3.9.).
Gave mellem ægtefæller kan kræves tilbage, hvis betingelserne herfor i lovens §§ 30-33 er
opfyldt (se punkt 3.6.).
3.5.1.2. Ægtefællers gældsansvar (særhæften)
Efter retsvirkningslovens § 25 hæfter enhver af ægtefællerne med den del af fællesboet, hvorover den
pågældende ægtefælle råder, og med sit særeje for de forpligtelser, der påhviler ægtefællen. Dette
gælder, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.
Bestemmelsen medfører, at en ægtefælle alene hæfter for sin egen gæld. Dette kaldes "særhæften".
En ægtefælle hæfter således som udgangspunkt ikke for den anden ægtefælles gæld. Ægtefæller hæfter
dog sammen for forpligtelser, som de har påtaget sig sammen, f.eks. ved i fællesskab at optage et lån.
Ægtefæller hæfter også sammen for forpligtelser, der følger af, at de sammen ejer et aktiv (sameje),
f.eks. ejendomsskatter på den bolig, som de begge er medejere af.
Lovgivningen kan dog indeholde andre regler om hæftelse for gæld, f.eks. retsvirkningslovens §§ 11 og
12, der beskrives i punkt 3.5.1.3.
3.5.1.3. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)
Det fremgår af retsvirkningslovens § 11, stk. 1, at hver af ægtefællerne under samlivet i forhold til
tredjemand er berettiget til på begges ansvar at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse af den
daglige husholdnings eller børnenes fornødenheder, som sædvanlig foretages i dette øjemed. Samme
ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov. De
nævnte retshandler anses for indgåede på begge ægtefællers ansvar, hvis ikke andet fremgår af
omstændighederne. Efter § 11, stk. 2, kan en ægtefælle uanset mindreårighed selv indgå retshandler
efter lovens § 11, stk. 1.
Det fremgår af § 11, stk. 3, at hvis den, med hvem retshandelen blev indgået, indså eller burde indse,
at det, som retshandelen gik ud på, lå uden for det efter forholdene rimelige, bliver den anden
ægtefælle ikke forpligtet. Hvis retshandelen er indgået af en mindreårig under samme forhold, bliver
den mindreårige heller ikke selv forpligtet.
Reglen angår kreditkøb og levering af tjenesteydelser, hvor der ikke er betalt forud. Virkningen af, at en
aftale er omfattet af § 11, er, at ægtefællerne hæfter solidarisk over for kreditor for gælden.
Bestemmelsens kerneområde er de løbende indkøb på kredit af mad- og drikkevarer, rengøringsmidler
m.v. Bestemmelsen antages tillige at omfatte indkøb af køkkenredskaber, bestik, service, mindre
husholdningsmaskiner og fyringsolie samt udgifter til telefonsamtaler og reparation af
husholdningsmaskiner.
Det er uafklaret om og i hvilket omfang, bestemmelsen omfatter elregning, avisabonnement, almindelig
husstandsforsikring, tv-licens m.v. Husleje og udgifter til istandsættelse af en lejebolig efter fraflytning
falder uden for bestemmelsen. Hvis udgifter til centralvarme og varmt vand indgår som en pligtig
ydelse i lejeforholdet, har der i (ældre) domspraksis været en tendens til at holde udgifterne hertil uden
30
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
for § 11. Også udgifter til vedligeholdelse og istandsættelse af en ejerbolig falder uden for
bestemmelsen.
For så vidt angår "børnenes fornødenheder“ vil sædvanligt indkøb af tøj, sko, legetøj m.v. til børnene,
skolepenge, rimelige kontingenter samt frisør- og tandlægeregninger være omfattet. Børnene omfatter –
udover fællesbørn – også plejebørn og særbørn.
Omfattet af § 11, stk. 1, 2. pkt., om hustruens særlige behov er eksempelvis køb af tøj og medicin.
Indkøb til mandens særlige behov er ikke omfattet af § 11.
Ved vurderingen af, om en retshandel er omfattet af § 11, tages der hensyn til, hvad der er sædvanligt
for en familie med tilsvarende social og økonomisk standard, navnlig familiens indtægts- og
formueforhold.
En retshandel, der er omfattet af § 11, binder den anden ægtefælle i forhold til tredjemand, hvis den er
konkret rimelig, idet der ikke pådrages den anden ægtefælle en større forpligtelse, end denne skulle
bære efter lovens § 2 om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt (se punkt 3.7.1.). Det samme
gælder, hvis retshandlen ikke er konkret rimelig, men tredjemand hverken indså eller burde indse dette,
jf. § 11, stk. 3.
Hver ægtefælle er således legitimeret over for omverdenen til at optræde også på den anden ægtefælles
vegne, selv om ægtefællen derved overskrider, hvad denne over for den anden ægtefælle virkelig var
beføjet til at gøre.
Fælleshæftelsen efter § 11 ophører, når ægtefællerne ophæver samlivet på grund af
uoverensstemmelser eller bliver separeret eller skilt.
Hvis en ægtefælle misbruger sin ret efter § 11, kan statsforvaltningen efter § 12 på den anden
ægtefælles begæring fratage den misbrugende ægtefælle retten. Statsforvaltningens afgørelse skal
tinglyses i personbogen for at kunne gøres gældende mod en tredjemand i god tro. Bestemmelsen er
kun i meget begrænset omfang anvendt i praksis.
3.5.1.4. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne (retsvirkningslovens § 13)
Det fremgår af retsvirkningslovens § 13, at hvis en ægtefælle under samlivet ved fravær eller sygdom er
forhindret i at varetage sine anliggender, kan den anden ægtefælle, for så vidt ingen anden har
bemyndigelse hertil, foretage, hvad der ikke uden ulempe kan opsættes, derunder oppebære indtægter
og, hvor det for familiens underhold er uomgængeligt nødvendigt, foretage afhændelser eller
pantsættelser. Fast ejendom kan dog i intet tilfælde afhændes eller pantsættes uden statsforvaltningens
samtykke.
Bestemmelsens anvendelse forudsætter, at ingen anden har bemyndigelse (f.eks. en fuldmagt) til at
handle på den fraværende eller syge ægtefælles vegne. Bestemmelsen gælder efter sit indhold alene,
mens samlivet består.
En ægtefælle anses ikke for at være forhindret i at varetage sine anliggender, hvis den pågældende er i
fængsel, på hospital eller institution eller på udlandsrejse, i det omfang det er muligt komme i kontakt
med den pågældende ægtefælle med henblik på at få tilslutning til den omhandlede retshandel,
eventuelt pr. telefon eller e-mail.
Bestemmelsen omhandler såvel ægtefællens bemyndigelse i forhold til den anden ægtefælle til at
handle på dennes vegne som legitimation til at handle i forhold til tredjemand.
Den rådende ægtefælle bliver ikke selv forpligtet ved retshandler efter § 13, medmindre vedkommende
har givet tredjemand grund til at tro, at denne ville forpligte sig selv, eller retshandlen falder ind under
§ 11 (se punkt 3.5.1.3.).
§ 13, 1. pkt., er en speciel udformning af den almindelige grundsætning om negotiorum gestio,
hvorefter enhver kan foretage dispositioner på en andens vegne, hvis denne er forhindret i selv
31
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
at varetage sine anliggender, og handlingen er nødvendig for at afværge en truende skade eller
begrænse en påbegyndt skade. Bestemmelsen er dog mere vidtgående end negotiorum gestio, idet
den anden ægtefælle kan disponere ikke blot, når handlingen er nødvendig, men også når den ikke
uden ulempe kan opsættes.
Der findes ikke nyere retspraksis om bestemmelsen.
3.5.1.5. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre
Det fremgår af retsvirkningslovens § 14, at hvis løsøre, som er undergivet den ene ægtefælles rådighed,
med dennes samtykke er inddraget til benyttelse under en erhvervsvirksomhed, som drives af den
anden ægtefælle, bliver retshandler, denne foretager vedrørende sådant løsøre, bindende for den
førstnævnte ægtefælle, medmindre tredjemand indså eller burde indse, at den anden ægtefælle var
uberettiget til at indgå retshandelen.
Reglen medfører, at hvis en ægtefælle har overladt sit løsøre til den anden ægtefælle til brug for denne
ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver en tredjemand, som i god tro indgår en aftale med den
ægtefælle, der bruger løsøret, om f.eks. at købe det, beholde løsøret, retligt ejer af løsøret. Den
ægtefælle, der ejer løsøret, kan således ikke kræve at få løsøret tilbage.
Bestemmelsen giver ikke brugerægtefællens kreditorer mulighed for at foretage udlæg i løsøret.
Bestemmelsen stiller ikke krav om, at løsøret er kommet tredjemand i hænde. Aftalen bliver således
bindende for ejerægtefællen, selv om tredjemand ikke har fået løsøret overgivet.
Bestemmelsen omfatter eksempelvis landbrugsmaskiner, inventar eller råvarer, der er udlånt til
anvendelse i den anden ægtefælles landbrugsvirksomhed, fabrik, kontor eller butik. Det er en
forudsætning, at den pågældende løsøregenstand er overladt ægtefællen til benyttelse af mere varig
karakter. Bestemmelsen er begrundet i, at der består et så nært økonomisk fællesskab mellem
ægtefæller, at det ville være urimeligt i forhold til tredjemand, hvis den ægtefælle, der har givet den
anden ægtefælle udseende af at være dispositionsberettiget ved at overlade sine ejendele til brug
i den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, skulle kunne vælte tabet ved uberettigede dispositioner
over på tredjemand.
Reglen vedrører alene ægtefællens legitimation til at handle i forhold til tredjemand. Det vil bero på
ægtefællernes aftale, om en ægtefælle er bemyndiget til at handle i forhold til den anden ægtefælle,
således at overtrædelse af bemyndigelsen vil kunne medføre erstatningsansvar indbyrdes, jf.
retsvirkningslovens § 29, såfremt der ved handelen påføres den anden ægtefælle et tab.
§ 14 finder også anvendelse, selvom samlivet mellem ægtefællerne er ophævet på grund af
uoverensstemmelse.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der er fælleseje eller særeje i ægteskabet.
Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis vedrørende bestemmelsen.
3.5.1.6. Ægtefællers forsørgelsespligt
Retsvirkningsloven indledes med i § 1, at fastslå, at mand og hustru skal være hinanden til støtte og i
fællesskab varetage familiens tarv. Bestemmelsen uddybes i lovens § 2 om ægtefællers gensidige
privatretlige forsørgelsespligt. Efter denne bestemmelse påhviler det mand og hustru gennem
pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde at bidrage, hver efter sin evne, til at
skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til
underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til
fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Bestemmelsen regulerer efter sin ordlyd også forsørgelsespligt over for ægtefællernes børn. Denne
forsørgelsespligt er dog i dag reguleret ved lov om børns forsørgelse.
32
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Omfanget af forsørgelsen bestemmes efter et skøn over ægtefællernes forhold ud fra, hvad der efter
ægtefællernes livsvilkår er passende. Forsørgelsespligten omfatter navnlig bolig, opvarmning og andet
energiforbrug, transport, forsikringer, mad, rengøring m.v. Ægtefællerne aftaler selv den indbyrdes
fordeling af familiens udgifter.
En ægtefælle kan opfylde sine forpligtelser efter § 2 ikke blot ved pengeydelser, men også på anden
måde, f.eks. ved arbejde i hjemmet, pasning af børnene eller arbejde i en virksomhed, som den anden
ægtefælle ejer. Den ene ægtefælles arbejde i hjemmet sidestilles efter § 2 den anden ægtefælles indsats
på andre områder. Forsørgelsespligten kan også opfyldes ved forbrug af opsparede midler eller formue.
En ægtefælles særlige behov omfatter f.eks. indkøb af tøj, medicin, tandlæge- og lægeregninger,
foreningskontingenter, ferie, fritidsaktiviteter lommepenge m.v.
Opfylder en ægtefælle ikke sin forsørgelsespligt efter § 2, kan den anden ægtefælle anmode
statsforvaltningen om at pålægge den ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt, at betale
ægtefællebidrag efter bestemmelserne i §§ 5,6 og 8. Der henvises til punkt 3.23.
Retsvirkningslovens § 3 indebærer en pligt for en ægtefælle til om nødvendigt at give den anden
ægtefælle penge. Det fremgår således af bestemmelsen, at hvis udgifterne til en ægtefælles særlige
behov og udgifterne ved de hverv, som han efter skik og brug og ægtefællernes forhold har at varetage
for familiens underhold, ikke kan dækkes af de bidrag, han selv skal yde ifølge § 2, er den anden
ægtefælle pligtig at overlade ham de fornødne pengemidler i passende beløb ad gangen. Dette gælder
dog ikke, hvis en anden ordning er påkrævet, fordi ægtefællen har vist sig uskikket til at forvalte penge,
eller fordi andre særlige grunde foreligger.
En ægtefælle skal først fremmest bruge af egne midler, og kan først, når disse ikke rækker, kræve et
tilskud fra den anden ægtefælle efter § 3.
Manglende overholdelse af pligten efter § 3 medfører ikke, at der kan fastsættes ægtefællebidrag.
Hvis ægtefællen er "uskikket til at forvalte penge“, gælder § 3 ikke. Med ordene "andre særlige
grunde“ tænkes på sygdom og lignende.
Det følger af § 4, at hvad der i henhold til §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til fyldestgørelse af hans
særlige behov, betragtes, som om han selv havde indført det i fællesboet.
3.5.1.7. Overførelse af formue mellem ægtefæller
Har en ægtefælle overført penge til den anden ægtefælle eller afholdt udgifter for denne, kan det være
vanskeligt at afgøre, om der var tale om opfyldelse af forsørgelsespligten efter § 2, et lån eller en gave.
Ved afholdelse af udgifter for den anden ægtefælle kan der også være tale om en disposition, der kan
give den ægtefælle, der afholder udgiften, et krav mod den anden ægtefælle efter almindelige
formueretlige regler. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en ægtefælle har betalt for en ombygning
af den anden ægtefælles ejendom, hvilket efter almindelige formueretlige regler kan give ægtefællen et
krav svarende til den anden ægtefælles berigelse.
Afgørelse af, om der er tale om forsørgelse, gave, lån eller formueretlig disposition kan have betydning
i forhold til ægtefællernes kreditorer og i ægtefællernes indbyrdes forhold.
Ved formuedeling er det på grund af ligedelingsreglen som udgangspunkt uden betydning, om et
overført beløb var f.eks. gave eller lån. Det kan dog have betydning, hvis en ægtefælles delingsformue
er negativ.
I forhold til kreditorerne kan det have betydning, om det overførte var en gave, som kan søges omstødt,
eller et lån, idet långivers kreditorer vil kunne gøre udlæg i långivers krav mod den anden ægtefælle,
der skal betale lånet tilbage.
I forhold til kreditorerne kan det endvidere have betydning, om det overførte er gave eller opfyldelse af
forsørgelsespligt. Dette kan f.eks. opstå i situationer, hvor en insolvent ægtefælle løbende har overført
hele eller hovedparten af sin indtægt til den anden ægtefælle, der ejer af familiens hus og bil m.v. I det
33
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
omfang det overførte samlet set overstiger, hvad der følger af forsørgelsespligten, er der tale om en
gave, navnlig hvis modtageren i den pågældende periode har opsparet væsentlige beløb. Gaven, der
består af summen af den del af det overførte, der ligger ud over forsørgelsen, vil kunne søges omstødt.
Spørgsmålet må afgøres ud fra en konkret vurdering, hvor det først vurderes, om det overførte kan
rummes inden for forsørgelsesbegrebet. Kan de ikke det, må det vurderes, om ægtefællerne i deres
indbyrdes aftaler eller adfærd har givet udtryk for, at det overførte var enten en gave eller et lån.
3.5.1.8. Offentligretlig forsørgelse
Pligten efter retsvirkningslovens § 2 til at forsørge sin ægtefælle gælder ikke kun i forhold til
ægtefællen, men også i forhold til det offentlige. Dette indebærer bl.a., at det offentlige kan indtræde i
en ægtefælles krav på bidrag, hvis ægtefællen f.eks. har modtaget kontanthjælp som følge af den
anden ægtefælles manglende opfyldelse af sin forsørgelsespligt.
Den offentligretlige forsørgelsespligt følger af § 2, stk. 1, i aktivloven, hvorefter enhver mand og kvinde
i forhold til det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.
Ansvaret over for det offentlige til at forsørge sin ægtefælle ophører efter stk. 2 ved separation eller
skilsmisse.
Efter aktivlovens § 97, stk. 1, indtræder det offentlige i bidragsmodtagerens krav på ægtefællebidrag
fra den anden ægtefælle (bidragsbetaleren), når bidragsmodtageren har modtaget hjælp til forsørgelse.
Det offentlige indtræder efter stk. 2 endvidere i retten til at kræve ægtefællebidrag fastsat eller kræve et
ægtefællebidrag forhøjet. Ved fastsættelsen eller forhøjelsen af bidrag kan vedkommende myndighed
tilsidesætte en aftale om bidrag, der må anses indgået med det formål at hindre det offentlige i at
indtræde i retten.
3.5.1.9. Overladelse af løsøre
Retsvirkningsloven indeholder i § 7, stk.1, en bestemmelse om at pålægge den ene ægtefælle at
overlade løsøre til den anden ægtefælle. Det fremgår således af bestemmelsen, at statsforvaltningen i
de tilfælde, der fremgår af lovens § 6, og i det omfang, hvori det efter ægtefællernes livsvilkår og de
øvrige omstændigheder må anses for passende, på begæring kan pålægge den ene ægtefælle at
overlade den anden ægtefælle brugen af løsøre, som ved samlivets ophør hørte til det fælles bohave
eller til den anden ægtefælles arbejdsredskaber.
Efter § 7, stk. 2, kan brugsretten over løsøre, der herefter er udleveret en ægtefælle til benyttelse, ikke
anfægtes ved aftale mellem tredjemand og den anden ægtefælle. Efter stk. 3 kan den brugsberettigede
ægtefælle kræve sig indsat i besiddelsen ved en umiddelbar fogedforretning i overensstemmelse med §
609 i retsplejeloven.
Pålæg til den ene ægtefælle om at overlade den anden ægtefælle brugen af løsøre kan betragtes som en
midlertidig foranstaltning, indtil det efter separation eller skilsmisse er aftalt eller afgjort, hvem der skal
udtage det nævnte løsøre. Reglen medfører kun, at den pågældende ægtefælle får brugsret over det
pågældende løsøre.
Bestemmelsen omfatter ikke en bolig, heller ikke en bolig i en ejendom, som den anden ægtefælle ejer.
Det antages, at brugsretten ophører ved separation og skilsmisse.
Afgørelser efter § 7 træffes af statsforvaltningen. Der henvises til punkt 3.24.
3.5.1.10. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold
Det fremgår af retsvirkningslovens § 10, at ægtefæller er pligtige at give hinanden de oplysninger om
deres økonomiske forhold, som kræves til bedømmelse af deres underholdspligt.
Bestemmelsen giver ikke adgang til at kræve oplysninger fra udenforstående eller fra myndigheder.
34
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
En ægtefælle kan således ikke rette henvendelse til den anden ægtefælles arbejdsgiver om løn- og
ansættelsesforhold. Ægtefællen kan heller ikke gå til bank eller forsikringsselskab for at få oplysninger
om den anden ægtefælles forhold, heller ikke under en privat bodeling i forbindelse med separation
eller skilsmisse.
Ikke-overholdelse af bestemmelsen er ikke sanktioneret.
En yderligere bestemmelse om oplysningspligt findes i retsvirkningslovens § 22, hvorefter en ægtefælle
kan forlange, at den anden ægtefælle deltager i oprettelsen af en fortegnelse over, hvilke dele af
fællesboet enhver af dem råder over, og hvad der måtte høre til enhvers særeje. Retten afgør efter
samtlige foreliggende omstændigheder, hvilken beviskraft der i givet fald bør tillægges fortegnelsen.
Heller ikke nægtelse af medvirken til udarbejdelse af en sådan fortegnelse er sanktioneret, og
bestemmelsen anvendes næppe i praksis.
Efter § 18 i skatteforvaltningsloven (se lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015) har
ægtefæller og forhenværende ægtefæller hver især ret til ved henvendelse til told- og
skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af
indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.
Efter bestemmelsen har en ægtefælle adgang til følgende oplysninger:
Opgørelse af den skattepligtige indkomst, herunder opgørelse af personlig indkomst, fradrag i
personlig indkomst, kapitalindkomst og ligningsmæssige fradrag.
Skatteberegning.
Beregning af ejendomsværdiskat.
Skattekommune og kirkeskat.
Formueopgørelse, som består af:
- Indestående i pengeinstitutter, obligationer, pantebreve.
- Gæld til realkredit, reallån, pengeinstitutter.
- Rentebærende gæld til Inddrivelsesmyndigheden.
- Ejendomsværdi af danske ejendomme.
- Kursværdi af aktier optaget til handel på et reguleret marked/investeringsbeviser.
Oplysninger om indbetalinger til ATP.
Resultat af skatteberegningen, herunder oplysninger om udbetaling af overskydende skat, samt
betalingstidspunkter for restskat.
3.5.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.5.2.1. Ægtefællers råderet, aftaleret og gældshæftelse
Retsvirkningslovsudvalget foreslår ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne i
retsvirkningslovens § 2 (forsørgelsespligt), § 16, stk. 1, (særråden) og § 25 (særhæften).
3.5.2.2. Fælles hæftelse (retsvirkningslovens §§ 11 og 12)
Om hæftelsesbestemmelsen i retsvirkningslovens § 11 har Retsvirkningslovsudvalget anført, at den
navnlig havde til formål at lette den hjemmearbejdende hustrus mulighed for at foretage daglige indkøb
til husholdningen på kredit.
Udvalget har videre anført, at den daglige husholdnings indkøb i dag navnlig er baseret på
kontanthandel, herunder ved betaling med betalingskort, og den tilbageværende kreditgivning ydes
især af stormagasiner og benzinkæder m.v., for hvem § 11 næppe spiller nogen rolle for viljen til at yde
kredit. Der er ved kreditgivning sjældent interesse for ægteskabelig status, men kreditgiver anmoder
typisk om oplysning om husstandsindkomst, uanset om der er tale om gifte eller ugifte samlevende.
Hertil kommer, at de fleste handlende formentlig ikke er bekendt med § 11.
Udvalget har anført, at kredit I dag navnlig ydes i forbindelse med håndværkeres reparationsarbejde af
husholdningsmaskiner og ejendomme. Det praktiske behov, der i givet fald måtte være for en regel om
fælleshæftelse, består således næppe i forhold til indkøb til husholdningen, men snarere i forbindelse
35
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
med udgifter til eksempelvis reparationer i det fælles hjem, som hovedsageligt falder uden for
bestemmelsens anvendelsesområde.
Udvalget har på den baggrund overvejet, om fælleshæftelsen i § 11 bør udvides til at omfatte
andre former for køb på kredit, eksempelvis håndværkerudgifter. Sådanne udgifter kan dreje sig om
meget betydelige beløb, og inddragelse af dem i bestemmelsen ville indebære et betydeligt brud med
princippet om, at man kun hæfter for sin egen og ikke sin ægtefælles gæld. Hertil kommer, at formålet
med bestemmelsen har været at sikre en ægtefælles mulighed for at købe på kredit og ikke at sikre
kreditorer en yderligere skyldner, som de ikke selv har efterspurgt ved aftalens indgåelse. En
håndværker, der lægger vægt på, at begge ægtefæller hæfter for gælden, må sikre sig begge
ægtefællers underskrift på aftalen.
På den baggrund finder udvalget ikke grundlag for at udvide anvendelsesområdet for § 11, og det er
herefter udvalgets opfattelse, at der ikke længere er behov for § 11 og dermed heller ikke for den
tilknyttede bestemmelse i § 12.
3.5.2.3. En ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne (retsvirkningslovens § 13)
For så vidt angår § 13 om en ægtefælles ret til at handle på den anden ægtefælles vegne er det
Retsvirkningslovsudvalgets opfattelse, at den kun sjældent anvendes, og at det er vanskeligt at føre
bevis for, at betingelserne for at handle på den anden ægtefælles vegne er opfyldt. Udvalget mener
derfor, at § 13 bør ophæves.
I stedet peger udvalget på, at der kan beskikkes en midlertidig værge for den fraværende eller syge
ægtefælle efter værgemålslovens § 49. Efter denne bestemmelse kan der, når nogen på grund af fravær
midlertidigt er forhindret i at varetage sine anliggender, og hvis der er et øjeblikkeligt behov herfor,
beskikkes en værge til, så længe forhindringen består, at varetage den pågældendes anliggender i
nærmere angivet omfang.
3.5.2.4. Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre (retsvirkningslovens § 14)
Efter Retsvirkningslovsudvalgets opfattelse er den praktiske anvendelse af bestemmelsen i § 14 om
aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre meget begrænset. Udvalget ønsker dog ikke at ændre
gældende rets beskyttelse af den godtroende tredjemand, og det er ikke udvalgets opfattelse, at de
almindelige aftaleretlige regler om fuldmagter med sikkerhed fuldt ud kan rumme anvendelsesområdet
for § 14. Det er derfor udvalgets opfattelse, at bestemmelsen i § 14 bør bevares.
3.5.2.5. Forsørgelsespligt
Efter udvalgets opfattelse er forsørgelsespligten en grundlæggende del af ægteskabet som institution.
Det er ikke tilstrækkeligt for at konstituere et egentligt økonomisk fællesskab, at det formentlig for de
fleste ægtefæller er en naturlig del af samlivet, at man bidrager til begges forsørgelse. Med henblik på
at skabe sikkerhed og tryghed i forhold til forsørgelsen mellem ægtefællerne, mener udvalget, at det er
vigtigt, at det er en egentlig retlig forpligtelse, der fører frem til dette økonomiske fællesskab.
Udvalget er opmærksomt på, at ægtefællernes privatretlige forsørgelsespligt er en grundlæggende
forudsætning for den offentligretlige forsørgelsespligt. Allerede af den grund vil en ophævelse eller
indskrænkning af ægtefællernes forsørgelsespligt næppe kunne gennemføres.
Udvalget finder derfor ikke, at der er behov for grundlæggende ændringer i de eksisterende regler om
ægtefællers forsørgelsespligt i retsvirkningslovens § 2. Udvalget finder dog, at det er nødvendigt med
præciseringer af enkelte bestemmelser, ligesom bestemmelserne forslås moderniseret sprogligt.
Udvalget har overvejet reglerne om forsørgelse, mens ægtefællerne lever sammen, eller hvis samlivet er
ophævet, uden at der foreligger uoverensstemmelser. Det er udvalgets klare opfattelse, at den
gensidige forsørgelsespligt under samlivet også skal gælde i fremtiden. Udvalget mener, at denne pligt
er – og fortsat skal være – én af de centrale retsvirkninger af at indgå ægteskab. Udvalget er desuden
af den opfattelse, at den privatretlige forsørgelsespligt fortsat skal gå forud for offentligretlig
forsørgelse. Det betyder, at de socialretlige regler først bliver relevante, hvis der ikke er mulighed for,
36
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
at forsørgelsen kan rummes ægtefællerne imellem. Udvalget finder således ikke behov for at foreslå
ændringer i de grundlæggende regler om forsørgelsespligt.
Om fastsættelse af ægtefællebidrag henvises til punkt 3.23.
Den gældende lovs § 3 foreslår udvalget dog ikke videreført. Efter denne bestemmelse er der pligt til at
overføre penge til en ægtefælle, der ikke selv har tilstrækkelige midler, medmindre denne har vist sig
uskikket til at forvalte penge, eller fordi andre særlige grunde foreligger. Bestemmelsen havde til formål
at sikre, at en hjemmearbejdende ægtefælle ikke helt skulle kunne nægtes adgang til penge. Denne
situation vil ifølge udvalget næppe forekomme i dag.
Heller ikke sondringen i § 4 mellem bidrag til en ægtefælles "særlige behov“ og anden forsørgelse
foreslår udvalget opretholdt, men udvalget foreslår dog den del af bestemmelsen, hvorefter hvad en
ægtefælle modtager fra den anden som forsørgelse, tilhører modtageren, videreført.
3.5.2.6. Overladelse af løsøre
Udvalget foreslår retsvirkningslovens § 7 om pligt til at overlade løsøre ophævet, idet den næppe har
nogen praktisk betydning.
3.5.2.7. En ægtefælles adgang til oplysninger om den anden ægtefælles økonomiske forhold
For så vidt angår ægtefællernes indbyrdes oplysningspligt, finder udvalget, at det er af stor betydning
for ægtefællernes mulighed for at varetage familiens interesser, at de har kendskab til hinandens
økonomiske forhold. Også op til og i forbindelse med en bodeling er det vigtigt at kende den anden
ægtefælles økonomi for at kunne forudse sin situation og eventuelt søge om børne- og
ægtefællebidrag.
Udvalget finder således, at oplysningspligten bør være generel og omfatte alle økonomiske forhold.
Oplysningspligten bør ikke kun omfatte de oplysninger, der er nødvendige for bedømmelse af
underholdspligt, jf. den gældende bestemmelse i § 10.
Udvalget har overvejet ægtefællernes muligheder for at indhente oplysninger om hinandens
økonomiske forhold. Efter gældende ret har ægtefællerne således ifølge skatteforvaltningslovens
§ 18 ved henvendelse til SKAT mulighed for at få oplysning om den andens selvangivelser og
årsopgørelser. Ægtefællerne har derimod ikke adgang til den anden ægtefælles skattemappe. Udvalget
finder, at en ægtefælles ret til at få oplysninger om den anden ægtefælles skatteforhold bør udvides til
også at omfatte de formueoplysninger, som indberettes til SKAT, herunder om indeståender i
pengeinstitutter, fast ejendom, pensionsindbetalinger, biler, gæld m.v.
Udvalget finder, at det bør være muligt for ægtefællerne at få denne adgang elektronisk ved at have
adgang til hinandens skattemapper. Adgangen til at søge oplysninger vil typisk være aktuel i
forbindelse med separation eller skilsmisse. Her har ægtefællerne efter gældende ret mulighed
for at få oplysning om den andens aktiver og passiver ved at anmode om et vejlednings- og
forligsmøde i skifteretten efter ægtefælleskiftelovens § 11. Herefter har den anden ægtefælle pligt
til at give disse oplysninger, og skifteretten kan indhente dem fra offentlige myndigheder, hvis
ægtefællen ikke selv giver oplysningerne. Hvis ægtefællerne selv havde elektronisk adgang til
oplysningerne, ville det efter udvalgets opfattelse formentlig kunne spare nogle henvendelser til
skifteretten.
Endelig finder udvalget, at retsvirkningslovens § 22 om pligt til at medvirke til udarbejdelsen af en
fortegnelse over særeje og fælleseje bør opretholdes. For at give et fyldestgørende billede af
ægtefællernes økonomiske forhold og resultatet af en eventuel bodeling, finder udvalget, at
fortegnelsen bør udvides til at omfatte gæld, herunder om gælden hører til særeje eller til den formue,
der skal deles, og til at omfatte anden formue end særeje, der kan holdes uden for delingen, herunder
arv og gave, erstatningsbeløb m.v.
3.5.2.8. Gaver til tredjemand
37
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Retsvirkningslovsudvalget mener, at der er behov for mulighed for at omstøde en gave, som den ene
ægtefælle har givet tredjemand til skade for den anden ægtefælle, hvis gavemodtageren vidste eller
burde vide dette. En sådan omstødelsesadgang vil navnlig kunne være relevant ved gaver til en ny
partner tæt på ægteskabets opløsning.
Udvalget finder ikke, at det bør være en betingelse for omstødelse, at ægtefællernes formue deles.
For så vidt angår fristerne for anlæggelse af omstødelsessag, foreslår udvalget, at fristen fra
ægtefællens kendskab til gaven bør være 1 år svarende til arvelovens omstødelsesregler i §§ 31 og 32
om omstødelse af gave fra længstlevende, der sidder i uskiftet bo, når gaven stod i misforhold til boets
formue.
For så vidt angår den absolutte frist fra gavens fuldbyrdelse, foreslår udvalget en frist på 3 år.
Baggrunden herfor er hensynet til tredjemand, der skal kunne indrette sig i tillid til gaven, Fristen er
kortere end 5 års fristen i arvelovens §§ 31 og 32, da en ægtefælle har bedre muligheder for at opdage
en omstødelig gave, end førstafdødes arvinger har for at opdage, at længstlevende har givet en
omstødelig gave.
3.5.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at bestemmelserne i
retsvirkningslovens § 16, stk. 1, (særråden) og § 25 (særhæften) videreføres uden indholdsmæssige
ændringer, og at bestemmelsen om særråden suppleres med en bestemmelse om aftaler mellem
ægtefæller. Der er tale om grundlæggende elementer i formueordningen, som der ikke ses at være
behov for at ændre.
Ministeriet mener som udvalget, at lovens § 2 om forsørgelsespligt bør videreføres, men at
bestemmelsen bør koncentreres om ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt. De dele af lovens § 2,
der beskriver ægtefællernes indbyrdes økonomiske forhold, herunder hvordan forsørgelsespligten
opfyldes under ægteskabet og niveauet for forsørgelsespligten ("det underhold, som efter
ægtefællernes livsvilkår må anses for passende"), foreslås ikke videreført. Det samme gælder den del af
bestemmelsen, der fastlægger, at der til "underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen
og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov".
Det er ministeriets opfattelse, at disse bestemmelser har karakter af programerklæringer om, hvordan
ægtefæller skal indrette deres indbyrdes økonomiske forhold og praktisk organisere deres
ægteskabelige samliv, og at dette hører under privatlivets forhold. Herefter er der ikke heller ikke behov
for at videreføre retsvirkningslovens § 1, hvorefter mand og hustru skal være hinanden til støtte og i
fællesskab varetage familiens tarv.
Lovens § 2 indeholder også en indirekte forsørgelsespligt for en ægtefælle over for "familien", herunder
særbørn, plejebørn og andre familiemedlemmer, der er en del af husstanden. Forsømmelse af
forsørgelsen af disse medlemmer sanktioneres ikke, hvorfor forsørgelsespligten er uden reelt indhold.
Det foreslås derfor, at pligten til at forsørge familien ikke videreføres.
Som beskrevet i punkt 3.5.1.7. har forsørgelsespligten over for andre familiemedlemmer end ægtefælle
og egne børn betydning for vurdering af karakteren af en overførsel af midler fra den ene ægtefælle til
den anden. Eksempelvis kan det være afgørende for en sag om omstødelse af gaver fra den ene
ægtefælle til den anden ægtefælle, om midler er blevet overført til rimelig forsørgelse af den anden
ægtefælle og denne ægtefælles særbørn, eller om overførslen af midlerne helt eller delvist har indeholdt
et omstødeligt gaveelement. Der er imidlertid ikke behov for en generel regel om forsørgelsespligt over
for familien for at tage højde for dette i de bestemmelser, hvor det er relevant. Beskrivelsen af gave,
forsørgelse m.v. i punkt 3.5.1.7. videreføres således uændret, selvom en generel bestemmelse om
forsørgelsespligt ikke videreføres.
Endelig bemærkes, at forsørgelsen af ægtefællernes fælles børn er reguleret af reglerne i lov om børns
forsørgelse.
Ministeriet er enig med udvalget i, at retsvirkningsloven herudover indeholder en række bestemmelser,
der har mistet deres praktiske betydning, og som derfor ikke bør videreføres i forslaget til lov om
38
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om § 3 (pligt til at overføre penge til den anden
ægtefælle), § 7 (overladelse af løsøre), §§ 11 og 12 (fælles hæftelse) og § 13 (en ægtefælles ret til at
handle på den anden ægtefælles vegne).
Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at bestemmelsen i § 14 om aftaler med tredjemand om
erhvervsløsøre bør bevares.
Ministeriet støtter også udvalgets forslag om indførelse af mulighed for at omstøde en gave, som den
ene ægtefælle har givet tredjemand til skade for den anden ægtefælle. For at undgå, at ordningen
forveksles med omstødelse af gaver efter konkursloven, foreslås det, at den anden ægtefælle skal
kunne kræve, at tredjemand skal give gaven tilbage. Tilbagegivelse af gaven skal dog være være
betinget af, at der på grund af gaven er begrundet risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få
dækket sine krav ved en formuedeling, og at tredjemand vidste eller burde vide dette.
Udvalget har foreslået to nye bestemmelser om oplysningspligt m.v.: gensidig oplysningspligt og
oprettelse af en fortegnelse over aktiver og passiver.
Hertil bemærker ministeriet, at manglende overholdelse af den foreslåede gensidige oplysningspligt
ikke er sanktioneret, og det er vanskeligt at se, hvordan manglende overholdelse af en civilretlig
oplysningspligt skulle kunne sanktioneres. Derfor finder ministeriet ikke grundlag for at indføre en
sådan oplysningspligt.
Ministeriet mener heller ikke, at den nye lov bør indeholde en bestemmelse om oprettelse af en
fortegnelse over aktiver og passiver. Dette skyldes, at retsvirkningerne af en fortegnelse, der er
udarbejdet efter den foreslåede bestemmelse, ikke er fastlagt. En fortegnelse efter den foreslåede
bestemmelse vil eksempelvis kunne være en uformel måde at oprette en ægtepagt på, f.eks. ved at
notere i fortegnelsen, at et banklån er brugt til forbedring af et særejeaktiv, således at gælden efter
lånet ikke kan fratrækkes i ægtefællens delingsformue. Sådanne formløse aftaler vil kunne underminere
kravet i lovforslagets § 18 om aftaler om, hvorvidt gæld skal fratrækkes i delingsformue eller særeje,
skal ske ved ægtepagt. Endvidere kan manglende oplysning i en fortegnelse om, at et aktiv er
tredjemandsbestemt særeje, ikke medføre, at aktivet ved formuedeling betragtes som delingsformue.
Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at parterne opretter fortegnelse over deres aktiver og
passiver, men ministeriet finder ikke, at loven bør indeholde bestemmelser om sådanne fortegnelser,
der kan forlede ægtefæller til at tro, at de aftaler, der direkte eller indirekte kan være indeholdt i
sådanne fortegnelser, er bindende, selvom aftalerne kun er gyldige, når de er indgået ved ægtepagt, jf.
punkt 3.7. og 3.8.
Endelig finder ministeriet ikke grundlag for at udvide en ægtefælles adgang til de oplysninger om den
anden ægtefælles økonomiske forhold, som skattemyndighederne er i besiddelse af.
3.5.4. Den foreslåede ordning
3.5.4.1. Råderet m.v.
Børne- og Socialministeriet foreslår, at lov om ægtefællers økonomiske forhold indledes med afsnit 1,
der indeholder grundregler om ægtefællers økonomiske forhold. Det første kapitel i dette afsnit skal
indeholde reglerne om ægtefællers råderet, aftaler mellem ægtefæller, gældsansvar og
forsørgelsespligt. Kapitlet skal også indeholde bestemmelsen om ligedelingsordningen, jf. punkt. 3.4.4.
Efter den foreslåede § 1 råder en ægtefælle under ægteskabet over sin formue (særråden), uanset om
formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet. Samtidig henvises der til de lovbestemte
begrænsninger i rådigheden:
§ 1, stk. 2, hvorefter en ægtefælle skal råde over sin formue på en sådan måde, at den ikke
utilbørligt forringes til skade for den anden ægtefælle. Der henvises til punkt. 3.17.
Kapitel 2 om beskyttelsen af familiens helårsbolig. Der henvises til punkt 3.7.
Kapitel 3 om gaver til og andre aftaler med tredjemand. Der henvises til punkt 3.5.2.4. og
3.5.2.8.
39
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ægtefællers ret til under ægteskabet at indgå aftaler med hinanden, give hinanden gaver og pådrage sig
forpligtelser over for hinanden fastslås i den foreslåede bestemmelse i § 2. Samtidig henviser
bestemmelsen til de lovbestemte fravigelser i aftaleretten:
§ 2, stk. 2, hvorefter ægtefæller ikke ved aftale kan fravige reglerne i lov om ægtefællers
økonomiske forhold, medmindre andet følger af loven. Der henvises til punkt 3.8. og 3.9.
§ 2, stk. 3, hvorefter ægtefæller ikke gyldigt kan aftale, at det, som den ene ægtefælle
fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle. Der henvises til punkt
3.6.2.3.
§ 64 i konkursloven om omstødelse af gaver mellem ægtefæller. Der henvises til punkt 6.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 fastslår, at hver ægtefælle under ægteskabet hæfter med sin formue
for sine forpligtelser, uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.
Ægtefællers pligt at forsørge hinanden følger af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1. Efter stk. 2
tilhører de midler m.v., som en ægtefælle modtager fra den anden ægtefælle som forsørgelse,
modtageren. Det beror fortsat på en konkret vurdering, om midler, som den ene ægtefæller overfører til
den anden ægtefælle, er forsørgelse, gave, lån m.v., jf. punkt 3.5.1.7. Bestemmelsen fastslår blot, at når
der er overføres midler til forsørgelse, så tilhører midlerne modtageren. Midlerne er delingsformue,
medmindre andet følger af en aftale om særeje efter § 12.
Efter stk. 3 kan statsforvaltningen pålægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin forsørgelsespligt efter
stk. 1, at betale bidrag til den anden ægtefælle. Reglerne om ægtefællebidrag findes i lovforslagets
kapitel 16.
3.5.4.2. Gaver til og aftaler med tredjemand
De foreslåede bestemmelser i kapitel 3 om muligheden for at kræve gaver til tredjemand tilbage fra
tredjemand og om aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre indeholder undtagelser til den foreslåede
bestemmelse i § 1 om hver ægtefælles særråden. Da bestemmelserne har snævre anvendelsesområder
placeres de ikke i kapitel 1.
Den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 1, regulerer den situation, hvor en ægtefælle har givet
tredjemand en gave. Hvis bortgivelsen af gaven medfører begrundet risiko for, at den anden ægtefælle
ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling, og gavemodtageren vidste eller burde vide
dette, giver bestemmelsen den anden ægtefælle mulighed for at kræve, at tredjemand giver gaven
tilbage.
Bestemmelsen tager således navnlig sigte på tilfælde, hvor en ægtefælle forærer en betydelig del af sin
formue til andre med den virkning, at den anden ægtefælle ikke får andel af midlerne ved
formuedelingen efter en kommende separation eller skilsmisse, men bestemmelsen kan også anvendes
ved formuedeling ved gavegivers død.
Efter bestemmelsen gives gaven tilbage til gavegiveren sådan, at den anden ægtefælle kan få dækket
sine krav ved formuedelingen i gavegiverens formue.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal retssag om krav efter stk. 1 anlægges inden 1 år efter, at den anden
ægtefælle har fået kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Hvis
tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig for, at gavemodtager opnår beskyttelse mod
retsforfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten
blev foretaget.
Den foreslåede bestemmelse i § 11 indebærer, at når en ægtefælle har overladt løsøre til brug i den
anden ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om
løsøret, som den anden ægtefælle har indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand
vidste eller burde vide, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå aftalen. Når tredjemand i sådanne
situationer er i god tro, bliver ejerægtefællen bundet af aftalen. Har tredjemand købt løsøret, bliver
tredjemand ejer af det, selvom ejerægtefællen ikke har accepteret salget.
40
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.6. Gaver mellem ægtefæller
3.6.1. Gældende ret
3.6.1.1. Grundregler for gaver mellem ægtefæller
3.6.1.1.1. Gaver mellem ægtefæller gives ved ægtepagt
Gaver mellem ægtefæller er med visse undtagelser kun gyldige, hvis der er oprettet en ægtepagt herom.
Dette fremgår af retsvirkningslovens § 30, stk. 1, 1. pkt., der fastslår, at gaver mellem forlovede, som
skal tilfalde modtageren ved ægteskabets indgåelse, og gaver mellem ægtefæller for at være gyldige må
ske ved ægtepagt.
Kravet om, at en gave skal gives ved ægtepagt, er en gyldighedsbetingelse både mellem ægtefællerne
og i forhold til deres kreditorer. Manglende ægtepagt har den konsekvens, at gaven er ugyldig. Giverens
kreditorer kan derfor gøre udlæg direkte i gaven. Endvidere kan giveren eller dennes arvinger kræve
gaven tilbage. Der gælder ikke nogen frist for fremsættelse af indsigelse om ugyldighed og krav om
tilbagelevering.
Kravet om ægtepagt gælder, uanset hvilken formueordning ægtefællerne har.
Der er ikke krav om ægtepagt ved en aftale i forbindelse med en bodeling – heller ikke selv om boet
deles skævt til fordel for den ene ægtefælle. Der henvises til punkt 3.15. om aftaler om delingen
(bodelingsoverenskomster).
Efter § 30, stk.1, 2. pkt., gælder ægtepagtskravet ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i
misforhold til giverens kår, og kravet gælder heller ikke gaver, som består i livsforsikring,
overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den anden ægtefælle.
Sædvanlige gaver omfatter almindelige lejlighedsgaver til jul, fødselsdag m.v., men der stilles ikke krav
om, at der har været en ydre anledning til at give gaven. Det beror bl.a. på ægtefællernes økonomiske
forhold, samt hvad der tidligere er givet som gaver, om en gave er sædvanlig, og om værdien står i
misforhold til giverens kår. Er giveren insolvent, skærpes kravene til, at gaven er sædvanlig.
Det er uafklaret, om gaver i form af livsforsikringer, overlevelsesrenter eller lignende forsørgelse, som
sikres den anden ægtefælle, kræver ægtepagt i de få situationer, hvor beløb fra disse ordninger
kommer til udbetaling i giverens levende live. Det taler for, at sådanne gavedispositioner ikke kræver
ægtepagt, at gavegivers kreditorers interesser er beskyttet af reglerne i forsikringsaftalelovens § 117,
og at hensynet til ægtefællerne selv ikke kan bære et krav om ægtepagt.
Det følger af forsikringsaftalelovens § 117, stk. 1, at når en forsikringstager kommer under konkurs, og
forsikringstageren i løbet af de sidste 3 år inden fristdagen til betaling af præmier har anvendt et beløb,
der var uforholdsmæssigt stort beløb efter forsikringstagerens formuetilstand på det tidspunkt
betalingen fandt sted, kan konkursboet overfor forsikringsselskabet forlange, at det for meget erlagte
indbetales i boet, for så vidt det kan udredes af forsikringens tilbagekøbsværdi eller, såfremt en sådan
ikke findes, af kapitalværdien af den fripolice, hvortil forsikringstageren ville have ret på grundlag af de
stedfundne betalinger. Efter bestemmelsens stk. 3 gælder dette, uanset om der er indsat en
begunstiget, og uanset om forsikringstageren har forpligtet sig til ikke at tilbagekalde begunstigelsen.
Hvis den begunstigede har erlagt vederlag for indsættelsen, er den begunstigede berettiget til af boet at
kræve dette tilbage. Har den begunstigede oppebåret forsikringssummen, kan boet gøre kravet
gældende mod den begunstigede.
Selvom en gave er givet ved ægtepagt, og gaven dermed er gyldig, kan giverens kreditorer i visse
tilfælde gøre krav gældende over for modtageren. Der henvises til punkt 3.6.1.2 om kreditorers krav på
tilbagebetaling m.v. af værdien af gyldige gaver mellem ægtefæller.
3.6.1.1.2. Gave i form af deling af overskud
Efter retsvirkningslovens § 31 kan en ægtefælle, hvis indtægter i løbet af et kalenderår har givet
overskud, inden udløbet af det følgende år uden oprettelse af ægtepagt vederlagsfrit overdrage den
41
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
anden ægtefælle indtil halvdelen af overskuddet. Overdragelsen har dog kun gyldighed mod
overdragerens (giverens) kreditorer for så vidt giveren i et af giveren underskrevet dokument har
angivet overskuddets størrelse, og giveren har beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser.
Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvordan overskuddet skal beregnes, men det antages, at giverens
angivelse af overskuddets størrelse må respekteres inden for vide rammer.
Mellem ægtefællerne og i forhold til deres arvinger er overførsel af overskud gyldig uden ægtepagt eller
overholdelse af andre formkrav. Hensynet til giverens kreditorer varetages ved den strengt formulerede
solvensbetingelse om, at giveren skal have beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser. Bevisbyrden herfor påhviler ægtefællerne. Desuden er det et krav, at der udfærdiges et
dokument, som angiver beløbets størrelse. Hvis ikke begge disse betingelser er opfyldt på tidspunktet
for overdragelsen, er overførslen ugyldig over for giverens kreditorer. Det betyder, at kreditorerne
– uanset hvornår kravet er opstået – kan kræve dispositionen tilsidesat.
3.6.1.1.3. Bevis for at en gave ikke krævede ægtepagt
Retsvirkningslovens § 32 indeholder en bestemmelse om bevisbyrden ved gaver mellem ægtefæller, der
ikke er givet ved ægtepagt. Efter bestemmelsen kan en aftale om overdragelse af ejendele fra den ene
ægtefælle til den anden ægtefælle, som ægtefællerne har indgået uden ægtepagt, alene gøres gældende
overfor giverens kreditorer, såfremt det godtgøres, at der til dens gyldighed ikke krævedes ægtepagt.
Reglen indeholder to formodninger: At en overførsel mellem ægtefællerne er en gave, og at der til
denne gave kræves ægtepagt.
Det er op til ægtefællerne at bevise, at en overførsel ikke var en gave, men derimod f.eks. bidrag til
forsørgelsen af den anden ægtefælle m.v. eller led i en gensidig bebyrdende aftale (f.eks.
tilbagebetaling af et lån).
Hvis overførslen var en gave, skal ægtefællerne bevise, at den ikke krævede ægtepagt, fordi den var
"sædvanlig" (§ 30, stk. 1) eller overskudsdeling (§ 31).
3.6.1.1.4. Gave i form af fremtidige erhvervelser
Efter § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke gennem ægtepagt eller på anden måde gyldigt aftale, at det, som
den ene ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle. Bestemmelsen
skal primært sikre, at overdrageren ikke bringer sine effekter i ly for sine kreditorer hos den anden
ægtefælle, men bestemmelsen beskytter også den svagere part i et ægteskab mod uoverskuelige
dispositioner.
Det er uafklaret, om bestemmelsen hindrer, at ægtefæller ved ægtepagt aftaler, at hvad ægtefællerne
fremtidigt erhverver af indbo, skal tilfalde den ene af dem.
3.6.1.2. Tilbagebetalingskrav ved gyldige gaver
3.6.1.2.1. Tilbagebetalingskrav efter retsvirkningslovens § 33
Som det fremgår af punkt 3.6.1., er gaver mellem ægtefæller med enkelte undtagelser kun gyldige, hvis
de er givet ved ægtepagt efter retsvirkningslovens § 30, stk. 1. Selvom en gave er givet ved ægtepagt,
og gaven dermed er gyldig, kan giverens kreditorer i visse tilfælde gøre et krav gældende over for
modtageren om tilbagebetaling af gaven.
Sådanne krav er reguleret af retsvirkningslovens § 33, stk. 1, hvoraf følger, at såfremt den ene
ægtefælle har givet den anden ægtefælle en gave, kan den, som da havde fordring på overdrageren,
hvis fuld dækning hos denne må anses uopnåelig, holde sig til den anden ægtefælle for værdien af det
overførte, medmindre det bevises, at overdrageren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække
sine forpligtelser. Er der ydet delvis vederlag, fradrages dette i værdien.
42
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Den anden ægtefælle er dog fri for ansvar, når ægtefællen beviser, at de overførte genstande er gået
tabt uden ægtefællens skyld.
For at en kreditor kan rette et krav mod gavemodtageren, skal følgende betingelser være opfyldt:
1. Kreditors krav mod giveren skal være opstået, inden gaveægtepagten blev tinglyst.
2. Fuld dækning for kravet skal forgæves have været forsøgt hos giveren. Bevisbyrden herfor påhviler
kreditor. Modtagerens hæftelse over for kreditorerne er således subsidiær i forhold til giverens
hæftelse.
3. Giveren kan ikke bevise, at giveren uanset gaven beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække
sine forpligtelser.
Hvis de tre betingelser er opfyldt, hæfter modtageren for gavens værdi. Der er ikke tale om, at gaven
kan kræves tilbage, men alene at der kan rettes et økonomisk krav mod modtageren svarende til
værdien af det overførte. Det er uafklaret, om det er værdien af gaven på det tidspunkt, hvor den blev
givet, eller værdien på det tidspunkt, hvor retssag om tilbagebetaling af gavens værdi anlægges.
Modtageren er efter stk. 1, 3. pkt., ansvarsfri, hvis det bevises, at gaven er gået tabt uden modtagerens
skyld, f.eks. hvis en bil, der ikke er kaskoforsikret, er blevet stjålet. Bestod gaven af penge, og er
pengene forbrugt, skal modtageren erstatte det modtagne beløb.
Efter § 33, stk. 2, finder tilbagebetalingsbestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse med hensyn gaver, der
er omfattet af § 30, stk. 1, 2. pkt., dvs. sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til giverens
kår, samt gaver, som består i livsforsikring, overlevelsesrente eller lignende forsørgelse, som sikres den
anden ægtefælle. Der henvises til punkt 3.6.1.1.1.
3.6.1.2.2. Omstødelse af gaver efter konkursloven
Det følger af konkurslovens § 64, stk. 1, at gaver, som er fuldbyrdet senere end 6 måneder før
fristdagen, kan fordres omstødt. Gaver, som er fuldbyrdet tidligere, men senere end 1 år før fristdagen,
kan fordres omstødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev
insolvent. For gaver til skyldnerens nærstående gælder samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere
end 2 år før fristdagen, jf. stk. 2. Det følger dog af stk. 3, at lejlighedsgaver og lignende gaver og
understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse.
Gaver, som er givet senere end 6 måneder før fristdagen, kan således efter stk. 1, omstødes, uanset om
giveren var eller blev insolvent på dette tidspunkt.
Efter lovens § 1, stk. 1, er fristdagen bl.a. den dag, da skifteretten modtog konkursbegæringen.
Er gaven givet tidligere, men senere end 2 år før fristdagen, kan omstødelse desuden ske, hvis
modtageren er en af skyldnerens nærstående, herunder en ægtefælle, jf. lovens § 2, nr. 1. Modtageren
kan dog efter lovens § 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren var og forblev
solvent, da gaven blev givet.
Solvens skal forstås i overensstemmelse med lovens § 17, stk. 2, hvorefter en skyldner er insolvent,
hvis den pågældende ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre
betalingsudygtigheden må antages blot at være forbigående.
I relation til omstødelse må der ved vurderingen af, om insolvens forelå på tidspunktet for
dispositionen, lægges vægt på, om skyldnerens økonomiske vanskeligheder på dette tidspunkt var så
alvorlige, at konkurs efter et fornuftigt skøn måtte antages at blive resultatet.
Fristen for omstødelse regnes fra fuldbyrdelsen af gaven. Dette gælder ligeledes, hvis et bindende
gaveløfte er afgivet tidligere. Udgør en gave en løsøregenstand, anses fuldbyrdelsen for sket på
tidspunktet for overgivelsen til modtageren. Er der tale om gaver, hvor tinglysning eller anden
sikringsakt er nødvendig for at opnå beskyttelse mod giverens kreditorer, regnes fristen for omstødelse
fra tidspunktet for sikringsaktens foretagelse, jf. lovens § 73.
Hvis dispositionen ikke kan betragtes som en gave, vil omstødelse allerede af denne grund være
udelukket.
43
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det er som udgangspunkt konkursboet, der bærer bevisbyrden for, at en disposition udgør en gave.
Omstændighederne omkring dispositionen kan dog bevirke, at bevisbyrden vendes.
Undtaget fra omstødelsen er i medfør af stk. 3 lejlighedsgaver, lignende gaver og understøttelser. Gaver
undtages alene fra omstødelsesmuligheden, hvis de ikke stod i misforhold til giverens økonomiske
situation. Det samme krav gælder for understøttelser, som skyldneren har pligt til at yde.
3.6.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.6.2.1. Kravet om ægtepagt ved gaver
3.6.2.1.1. Forholdet mellem ægtefællerne og forholdet til deres arvinger
Retsvirkningslovsudvalget finder det ikke rimeligt, at en ægtefælle flere år senere kan fortryde en gave
og forlange den tilbage, blot fordi gaven blev givet uden ægtepagt. Det er heller ikke rimeligt, at
giverens arvinger efter giverens død kan anfægte en gave, som er givet for flere år tidligere.
Udvalget peger på, at kravet om ægtepagt bl.a. blev indført af hensyn til den svage ægtefælle, der kan
blive forledt til at overdrage sin formue til den anden. Der er imidlertid ikke grund til at antage, at
kravet om ægtepagt giver en særlig beskyttelse mod uovervejede dispositioner. En svag ægtefælle har i
forvejen mulighed for at lade den anden ægtefælle råde over sin formue og eventuelt forbruge eller
investere den uklogt, og det er næppe muligt at beskytte ægtefæller mod økonomisk ukloge
dispositioner i forhold til hinanden.
Udvalget har overvejet, om en ophævelse af ægtepagtskravet vil medføre en øget bevisusikkerhed med
hensyn til, hvem der ejer hvad. For så vidt angår de mest værdifulde aktiver som fast ejendom, biler og
værdipapirer, sker der ved overdragelsen af gaven en registrering af ejerforholdene. Det er yderst
vanskeligt for en ægtefælle at bevises, at de registrerede ejerforhold er anderledes end de virkelige.
Udvalget bemærker, at det som beskrevet i punkt 3.5.1.7. kan give anledning til tvivl, om en overførsel
fra den ene ægtefælle til den anden skal kvalificeres som forsørgelse, gave eller lån m.v. Er der ikke
oprettet ægtepagt, er det efter gældende ret uden større betydning i forholdet mellem ægtefællerne,
om der er tale om en ugyldig gave eller et lån eller et andet formueretligt krav, idet beløbet i begge
tilfælde kan kræves tilbage, mens overførsler til forsørgelse ikke kan kræves tilbage. Hvis kravet om
ægtepagt som gyldighedsbetingelse opgives, vil det være uden betydning, om der er tale om gave eller
forsørgelse, mens der ved lån og andre formueretlige krav kan kræves tilbagebetaling.
Samlet set finder udvalget ikke, at en ophævelse af ægtepagtskravet ved gaver mellem ægtefællerne i
relation til ægtefællernes indbyrdes krav vil give anledning en sådan øget bevistvivl, at det kan opveje
hensynet til, at ægtefællerne kan indrette sig i tillid til, at en givet gave ikke kan kræves tilbage på
grund af en formel fejl.
3.6.2.1.2. Forholdet til kreditorerne
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kravet om ægtepagt er nødvendigt af hensyn til ægtefællernes
kreditorer, bemærker udvalget, at når der er tale om gave i form af fast ejendom, værdipapirer eller
biler, sker der en registrering af ejerforholdet. En ægtefælle, der over for en kreditor gør gældende, at
et aktiv er givet som gave til den anden ægtefælle, uden at der er sket en registrering heraf, skal løfte
en bevisbyrde, der i praksis næppe kan løftes. I disse tilfælde er der derfor efter udvalgets opfattelse
ikke behov for at stille krav om en ægtepagt.
Er der tale om likvide midler, som en ægtefælle vil bringe i kreditorly, vil dette typisk ske enten ved
fortsat at opbevare midlerne skjult i kontanter eller ved overførsel til konti i "skattely-lande“. I disse
tilfælde er det næppe den familieretlige lovgivning, der har indflydelse på, om kreditorerne kan få
adgang til midlerne.
Efter udvalgets opfattelse er det kreditorer, der havde et krav mod en ægtefælle på tidspunktet for
overdragelsen, der har behov for beskyttelse. Der er som udgangspunkt ikke noget forkert i, at en
solvent ægtefælle for at sikre den anden og familiens hjem overdrager sin faste ejendom til den anden
44
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
ægtefælle, inden den pågældende f.eks. begynder en selvstændig virksomhed med risiko for at pådrage
sig gæld. I denne situation kan ægtefællens kommende kreditorer ved deres kreditvurdering tage højde
for, at den pågældende ikke længere ejer ejendommen, og de kan indrette deres kreditgivning herefter.
De gældende regler giver mulighed for, at en kreditor, der først længe efter en gaveoverdragelse har
fået et krav på giverægtefællen, kan påberåbe sig ugyldigheden, hvis ægtefællerne ikke har oprettet
ægtepagt. Udvalget finder det ikke rimeligt, at en gaveoverdragelse fra en solvent person til sin
ægtefælle mange år efter kan anfægtes af overdragerens kreditorer, blot fordi der ikke er oprettet
ægtepagt. I forhold til kreditorerne vil oprettelsen af ægtepagt eller ej i denne situation være en
tilfældighed, der kommer til at afgøre, om de kan gøre et krav gældende i forhold til skyldnerens
ægtefælle.
Udvalget finder derfor, at beskyttelsen af kreditorerne ikke bør ske gennem et krav om ægtepagt, der
vil ramme mere eller mindre tilfældigt afhængigt af, om ægtefællerne husker dette formkrav, men ved
en udvidelse af den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 33 om kreditorers mulighed for at få
omstødt gaver mellem ægtefæller, jf. punkt 3.6.2.4.
3.6.2.2. Gave i form af deling af overskud
I lyset af forslaget om ophævelse af ægtepagtskravet ved gave mellem ægtefæller foreslår udvalget, at
bestemmelsen om gave i form af overskudsdeling videreført.
3.6.2.3. Gave i form af fremtidige erhverver
Efter retsvirkningslovens § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke gyldigt aftale, at alt, hvad den ene fremtidigt
erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden. Udvalget finder, at denne bestemmelse bør
videreføres, idet sådanne aftaler vil kunne gøre det lettere for en insolvent ægtefælle at forsøge at
bringe sine aktiver i kreditorly hos den anden ægtefælle. Endvidere vil sådanne aftaler kunne have
uoverskuelige konsekvenser for giveren.
Udvalget har heller ikke fundet behov for at gøre det muligt at indgå aftaler om fremtidigt erhvervet
indbo.
3.6.2.4. Kreditorers krav på tilbagebetaling m.v. af værdien af gyldige gaver
Udvalget har i betænkningens kapitel 9, pkt. 5.2, anført, at det nære interessefællesskab mellem
ægtefæller medfører, at ægtefæller har en tilskyndelse til at bringe aktiver i kreditorly hos den ene
ægtefælle, hvis den anden er insolvent. Konkurslovens regler yder en vis beskyttelse herimod, men
lovens omstødelsesfrister er relativt korte, og det er omkostningstungt for en kreditor først at skulle få
giveren erklæret konkurs og derefter gennemføre en omstødelsessag.
Udvalget finder derfor, at der i relation til gaver mellem ægtefæller er behov for en stærkere beskyttelse
af kreditorerne, end hvad der følger af konkursloven:
Kreditor bør ikke være begrænset af fristerne i konkurslovens § 64.
Kravene til, at giveren ikke må være eller blive insolvent som følge af gaven, bør skærpes i
forhold til konkurslovens insolvensbegreb.
Beskyttelsesbehovet gælder for kreditorer, der havde et krav mod en ægtefælle på det tidspunkt, hvor
den pågældende overdrog sine aktiver til sin ægtefælle. En ægtefælle, der har gæld, skal således ikke
kunne unddrage sine aktiver fra kreditorerne ved at forære dem til sin ægtefælle. I disse tilfælde bør
kreditor – ligesom efter den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 33 – kunne rette et krav
direkte mod modtageren.
Som efter gældende ret skal hæftelsen for den ægtefælle, der har modtaget gaven, være subsidiær.
Kreditor skal først have konstateret, at skyldnerægtefællen ikke kan betale.
Kreditor kan herefter direkte over for modtageren gøre krav på den værdi, som gaven havde ved
overdragelsen.
45
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Som efter gældende ret skal kravet bortfalde, hvis gaven er gået tabt uden modtagerens skyld.
Ligeledes skal modtageren ligesom efter gældende ret erstatte et forbrugt pengebeløb, uanset hvad
pengene blev anvendt til.
Endvidere bør kravet efter udvalgets opfattelse nedsættes, hvis gaven uden modtagerens skyld er faldet
i værdi, f.eks. på grund af konjunkturforhold. Ellers ville kreditor være stillet bedre, end hvis skyldneren
havde beholdt aktivet, der med skyldneren som ejer var faldet tilsvarende i værdi.
Udvalget foreslår samtidig, at det er værdien af gaven på det tidspunkt, hvor kreditor fremsætter kravet
over for modtageren, der er afgørende. Modtageren bærer således risikoen, hvis gaven går tabt eller
falder i værdi efter, at krav på tilbagebetaling er fremsat over for modtageren.
Den situation, at en insolvent ægtefælle har foretaget løbende overførsler til den anden, der overstiger,
hvad der må anses for rimelig forsørgelse, har givet anledning til tvivl i praksis. Udvalget foreslår
derfor, at det præciseres, at kreditor også kan gøre et krav gældende mod modtageren, i det omfang
overførslerne overstiger "rimelig forsørgelse“.
Som anført ovenfor er der efter udvalgets opfattelse behov for en særlig beskyttelse af kreditorerne i
forhold til gaver mellem ægtefæller, fordi der her er en særlig tilskyndelse til at bringe aktiver i
kreditorly. Udvalget finder, at en ægtefælle ikke til skade for sine kreditorer bør kunne forære så stor en
del af sin formue til sin ægtefælle, at den pågældendes gæld herefter overstiger aktiverne, uanset at
den pågældende på overdragelsestidspunktet har en tilstrækkelig stor indtægt til at opfylde sine
forpligtelser, når de forfalder. Efter udvalgets opfattelse bør giverens kreditorer kunne rette et krav mod
modtageren for værdien af gaven ved modtagelsen, hvis giveren ved overdragelsen af gaven vidste, at
giverens formue derved blev negativ, og at giveren således udsatte sine kreditorer for risiko for tab.
Udvalget foreslår derfor, at der ved vurderingen af, om giveren var eller blev insolvent ved gavens
overdragelse, skal lægges vægt på, om giveren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække
sine forpligtelser. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, hvis giveren, da gaven blev givet, havde
udsigt til i kraft af fremtidige indtægter at dække forpligtelserne. Som efter gældende ret er det
ægtefællerne, der har bevisbyrden herfor.
Under hensyn til, at der kan være tale om gaver givet for en del år tilbage, hvor det kan være vanskeligt
for giveren at skaffe dokumentation for sin økonomiske situation dengang, foreslås det, at det skal
være tilstrækkeligt for at undgå et krav fra kreditor, hvis ægtefællerne beviser, at giveren på et
tidspunkt, der ligger efter gavens overdragelse, havde utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser. Hvis f.eks. en ægtefælle ikke er i stand til at bevise, at ægtefællen havde en utvivlsomt
positiv formue, efter at gaven blev givet for 8 år siden, men kan bevise, at formuen var utvivlsom positiv
for 5 år siden, vil dette være tilstrækkeligt til at undgå et krav fra kreditor.
Efter de almindelige regler i forældelsesloven begynder forældelsesfristen på som udgangspunkt 3 år
først at løbe fra det tidspunkt, hvor kravet kan gøres gældende mod modtageren. Da kravet mod
modtageren først kan gøres gældende, når det er blevet konstateret, at giveren ikke kan betale, kan der
i nogle tilfælde gå mange år, fra gaven bliver givet, til kravet rejses. Dette kan f.eks. være tilfælde, hvor
giveren i en årrække har overholdt en afdragsordning med kreditorerne, eller hvor et krav f.eks.
vedrørende salg af en forurenet ejendom, først bliver rejst mange år efter, at det er opstået. Udvalget
finder, at forældelse af kravet over for modtagerægtefællen bør følge de almindelige forældelsesregler.
Udvalget foreslår i stedet etablering af adgang til i særlige tilfælde at lempe kravet mod
modtagerægtefællen. En tilsvarende regel findes i konkurslovens § 78, hvorefter et omstødelseskrav
mod modtageren af gaven (den begunstigede) i særlige tilfælde kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis
gennemførelsen af kravet ville være urimeligt byrdefuldt, og omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Udvalget foreslår, at denne lempelse kun skal kun kunne ske i særlige tilfælde. Der må ved afgørelsen
lægges vægt på den tid, der er gået, fra gaven blev givet, motivet for gaven og modtagerens nuværende
økonomiske situation, herunder muligheden for at opretholde en bolig for sig selv og sine børn. Der vil
navnlig kunne lempes, hvis der er gået lang tid, fra gaven blev givet, og begge ægtefæller på dette
tidspunkt var uden kendskab til kravet. Giveren kan f.eks. tidligere have solgt en grund, der uden den
pågældendes viden viser sig at være forurenet, og hvor køberen først længe efter gaveoverdragelsen
fremsætter krav om erstatning som følge af forureningen.
46
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Endelig har udvalget overvejet, om tilbagesøgningsbestemmelsen tillige skal finde anvendelse, når
ægtefæller i forbindelse med en bodeling efter separation eller skilsmisse aftaler en deling af deres
formuer, hvorefter den ene ægtefælle modtager mere, end den pågældende har krav på. En sådan
skævdeling kan være en gave, der efter gældende ret kan omstødes efter konkurslovens regler.
Udvalget finder ikke, at tilbagesøgningsbestemmelsen bør udvides til at omfatte denne situation. Der
kan være mange andre grunde end kreditorunddragelse til, at ægtefæller ved bodeling indgår en aftale,
der stiller den ene bedre, end hvad denne har krav på efter lovgivningen. Der kan f.eks. være tale om, at
den ene ægtefælle ønsker at give den anden ægtefælle mulighed for at beholde boligen sammen med
børnene. En gave i form af en skævdeling i forbindelse med en bodeling bør derfor som efter gældende
ret kun kunne omstødes efter reglerne i konkursloven og inden for de frister, der følger heraf.
Udvalgets forslag er udmøntet i lovudkastets § 31 og bemærkningerne hertil.
3.6.3. Konkursrådets udtalelse om omstødelse af gaver mellem ægtefæller
Børne- og Socialministeriet har anmodet Justitsministeriet om at forelægge Retsvirkningslovsudvalgets
forslag i lovudkastets § 31 til en ny bestemmelse om tilbagesøgning af gaver, som en ægtefælle gyldigt
har givet til den anden ægtefælle, for Konkursrådet.
Konkursrådet har den 17. september 2015 afgivet en udtalelse om udvalgets forslag til
retsvirkningslovens § 31.
Konkursrådet anfører bl.a., at bestemmelser om omstødelse af gaver efter rådets opfattelse bør samles
i konkursloven og ikke findes i særlove, og at det bør kræve stærke hensyn at fravige dette principielle
synspunkt.
Konkursrådet bemærker, at det koster ca. 30.000 kr., jf. konkurslovens § 27, at få indledt en konkurs,
hvilket må anses for i mange tilfælde at være et mindre beløb sammenlignet med de forventede
omkostninger ved f.eks. at føre en omstødelsessag efter forslaget til § 31.
Hertil kommer, at omstødelse af gaver mellem ægtefæller i dag typisk sker efter konkurslovens § 64.
Der findes stort set ingen trykt praksis om den gældende retsvirkningslovs § 33, hvilket ifølge
Konkursrådet kan være en indikation på, at reglen i praksis kun anvendes i begrænset omfang.
Konkursrådet anfører desuden, at forslaget til § 31 bygger på et først-til-mølle-princip, det vil sige, at
reglen giver den af ægtefællens kreditorer, som først anlægger sag mod modtageren, retten til
omstødelse af kravet. Dette er efter rådets opfattelse ikke rimeligt, og det strider mod grundlæggende
insolvensretlige hensyn.
Rådet anfører i den forbindelse, at en sag efter forslaget til § 31 kun kan rejses, hvis kreditor ikke kan
få dækket sit krav mod giveren. Det vil i praksis betyde, at en sag efter forslaget kun vil være relevant,
hvis giveren er insolvent eller insufficient (det vil sige har færre aktiver end passiver). I en sådan
situation vil der i almindelighed ikke være udsigt til dækning af samtlige giverens kreditorers krav,
hvorfor det insolvensretlige lighedsprincip taler afgørende imod et sådant først-til-mølle-princip, det vil
sige, at udbyttet af omstødelseskravet bør deles ligeligt mellem giverens kreditorer. Rådet bemærker
hertil, at krav efter forslaget til § 31 er begrænset til kreditorer, som havde krav på giveren, da gaven
blev givet. Under en insolvensbehandling er det ikke således, at omstødelseskrav særligt tilkommer de
kreditorer, som havde et krav, da den omstødelige disposition blev foretaget, da senere (nye) kreditorer
efter rådets opfattelse har et lige så beskyttelsesværdigt krav.
Konkursrådet har herudover anført, at konkurslovens § 64 har forrang for § 31. Denne forrang fremgår
ikke af forslaget til § 31. Konkursboet har dermed primær søgsmålsret for krav, som tillige kan rejses
efter konkurslovens § 64. Rådet finder det imidlertid uklart, hvad der gælder, hvis en kreditor inden
konkursen har anlagt sag efter § 31, men kravet tillige kan støttes på konkurslovens § 64.
Konkursrådet anfører desuden i udtalelsen, at forslaget til § 31 er unødigt teknisk kompliceret som
følge af, at bestemmelsen ikke findes i konkursloven.
47
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Forslaget til § 31 indeholder således gengivelser af bestemmelser i konkursloven. Hvis forslaget til § 31
var en del af konkursloven, ville der ikke være et behov for at gengive disse dele af konkursloven i § 31.
Herudover anfører Konkursrådet, at forslaget til § 31 reelt kun giver en begrænset udvidelse af
omstødelsesadgangen sammenholdt med konkurslovens § 64, herunder at forslaget til § 31 udover
gaver også omfatter urimeligt store overførsler og betalinger af udgifter. Desuden giver forslaget til §
31 mulighed for omstødelse af gaver, som er fuldbyrdet mere end 2 år før fristdagen. Herudover giver
forslaget til § 31 mulighed for omstødelse af en gave, der er ydet på et tidspunkt, hvor giveren var
insufficient, men ikke insolvent.
Det begrænsede selvstændige område for § 31 taler efter Konkursrådets opfattelse for at udvide
anvendelsesområdet for konkurslovens § 64, således at der ikke er behov for en særlovsbestemmelse
som § 31.
Afslutningsvis er det efter Konkursrådets opfattelse tvivlsomt, om forslaget til § 31 løser problemet
med ægtefællefinten. Den foreslåede regel lægger vægt på, om giveren på ægtefællefintetidspunktet
beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler (stk. 4). Der kan være situationer, hvor giveren frygter en
erstatningssag, eksempelvis på grund af erstatningsansvarspådragende ledelse af en virksomhed, men
hvor kravet ikke er rejst endnu, eller der endnu ikke er faldet dom for kravet. Konkursrådet finder det i
disse situationer uklart, om giveren skal beholde midler til at dække de krav for at undgå sag efter
forslaget til § 31, eller om man kan nøjes med at have beholdt midler nok til at dække krav, som var
tilstrækkeligt klart fastslået, da gaven blev givet.
Konkursrådet har på den baggrund anbefalet at udvide anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 og
dermed samle omstødelsesreglerne i konkursloven således, at konkurslovens § 64 fremover også
kommer til at dække indholdet i forslaget til § 31.
3.6.4. Overvejelser
3.6.4.1. Børne- og Socialministeriet overvejelser om betingelser for gaver mellem ægtefæller
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at kravet om, at gaver mellem
ægtefæller som udgangspunkt skal gives ved ægtepagt, ikke bør opretholdes. Ægtepagtskravet kan
medføre en uhensigtsmæssig retsstilling mellem ægtefællerne, idet en ægtefælle vil kunne kræve en
gave tilbage, alene fordi gaven for måske mange år siden blev givet uden ægtepagt. Samtidig ses
ægtepagtskravet ikke at yde en nævneværdig beskyttelse over for en ægtefælles kreditorer.
Som følge heraf finder ministeriet som udvalget, at der ikke er behov for at videreføre muligheden for,
at en ægtefælle giver sin ægtefælle en gave i form af en del af giverens overskud.
At indgå en aftale om, at den ene ægtefælles fremtidige erhvervelser skal overdrages til den anden
ægtefælle er en usædvanlig disposition, og ægtefæller ses ikke at have et reelt behov for at kunne
indgå sådanne aftaler. Det forekommer nærliggende at tro, at sådanne aftaler hovedsageligt har til
formål at bringe giverens aktiver i kreditorly. Har aftalen ikke dette formål, er der risiko for, at sådanne
aftaler er uoverskuelige for giveren. Ministeriet er derfor enig med udvalget i, at forbuddet mod at
overdrage fremtidige erhvervelser skal opretholdes.
3.6.4.2. Regeringens overvejelser om omstødelse af gaver mellem ægtefæller
Regeringen er enig med Konkursrådet i, at reglerne om omstødelse af gaver mellem ægtefæller bør
samles i konkursloven, og at der ved siden af disse regler ikke er behov for omstødelsesregler i den
familieretlige lovgivning.
Regeringen finder på den baggrund - ligesom Konkursrådet - at der bør udarbejdes forslag til udvidelse
af anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 på grundlag af Retsvirkningslovsudvalgets forslag til §
31 om omstødelse uden for konkurs af gaver mellem ægtefæller.
3.6.5. Den foreslåede ordning
48
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 30, stk. 1, hvorefter gaver mellem ægtefæller som udgangspunkt
kræver ægtepagt, bestemmelsen i lovens § 31 om overskudsdeling og bevisbyrdereglen i § 32
videreføres ikke i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Retsvirkningslovens § 30, stk. 2, om forbud mod gave i form af fremtidige erhvervelser videreføres. Der
henvises til lovforslagets § 2, stk. 3, og bemærkningerne hertil.
Endelig videreføres retsvirkningslovens § 33 om "omstødelse" uden for konkurs af gaver mellem
ægtefæller ikke. I stedet foreslås anvendelsesområdet for konkurslovens § 64 om omstødelse af gaver
mellem ægtefæller udvidet. Der henvises til følgeloven, de almindelige bemærkninger, punkt 2.4, samt
til følgelovens § 3 og bemærkningerne hertil.
3.7. Begrænsninger i en ægtefælles rådighedsret – fast ejendom og løsøre
3.7.1. Gældende ret
Som det fremgår af punkt 3.5.1.1. har en ægtefælle efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, ret til i
levende live at råde over sine aktiver.
Denne råderet begrænses bl.a. af bestemmelserne i lovens §§ 18 og 19. Efter disse bestemmelser må
en ægtefælle kun disponere over en række bestemte aktiver med samtykke fra den anden ægtefælle.
Forbuddet om at disponere omfatter navnlig forbud mod at sælge fast ejendom, som tjener til familiens
bolig, og indbo i familiens bolig.
Bestemmelserne hænger således sammen med reglerne om krydsende udtagelsesret i
ægtefælleskiftelovens § 63, hvorefter den ene ægtefælle ved formuedelingen mod betaling i et vist
omfang kan udtage aktiver, som tilhører den anden ægtefælles fælleseje, jf. punkt 3.20.
Bestemmelserne hænger endvidere sammen med ægtefælleskiftelovens § 54, hvorefter ægtefællerne
beholder rådigheden over deres bodele under ægtefælleskiftet. Skifteretten kan dog fratage en
ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er fælleseje, hvis der er nærliggende risiko for,
at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle. Fratager skifteretten en
ægtefælle rådigheden, bestemmer skifteretten, hvordan aktiverne skal behandles under
rådighedsfratagelsen.
Den længstlevende ægtefælles ret til at udtage aktiver på et dødsboskifte er reguleret i arvelovens §§
12 og 13, og arvelovens § 91, stk. 2, indeholder regler om en ægtefælles adgang til ved testamente at
råde over visse aktiver, der tilhører ægtefællen, og som er fælleseje.
Beskyttelsen efter §§ 18 og 19 omfatter kun aktiver, som den ene ægtefælle ejer. Aktiver, der er i
sameje mellem ægtefællerne, er ikke omfattet af beskyttelsen, da den ene ægtefælle i kraft af samejet
ikke kan disponere over aktivet uden den anden ægtefælles accept. Endvidere omfatter bestemmelsen
kun aktiver, der helt eller delvist er fælleseje.
Formålet med bestemmelserne er navnlig at beskytte den ægtefælle, der ikke ejer den ejendom, som
benyttes til familiens bolig, og indboet i boligen mod, at den anden ægtefælle sælger ejendommen eller
indboet inden separation og skilsmisse og dermed fratager den første ægtefælle muligheden for at
udtage ejendommen og indboet ved delingen af ægtefællernes formuer.
Beskyttelsen gælder ifølge praksis, selvom ægtefællerne har ophævet samlivet. Beskyttelsen ophører
først, når der på skifte i forbindelse med separation eller skilsmisse er taget stilling til, hvem af
ægtefællerne, der skal udtage de omhandlede aktiver efter bestemmelsen om krydsende udtagelsesret i
ægtefælleskiftelovens § 63 (se punkt 3.20.).
3.7.1.1. Fast ejendom (retsvirkningslovens § 18)
Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 1, må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke
afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig.
Det samme gælder fast ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er
knyttet til.
49
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
En ægtefælle må heller ikke uden samtykke fra den anden ægtefælle udleje eller bortforpagte sådanne
ejendomme, såfremt dette vil medføre, at ejendommen ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som
grundlag for erhvervsvirksomheden.
Fast ejendom efter § 18 omfatter eksempelvis huse og ejerlejligheder. Efter praksis omfatter
bestemmelsen også dispositioner over en del af en fast ejendom, eksempelvis gennem udstykning, hvis
det areal, der udstykkes, udgør en naturlig bestanddel af ejendommen, sådan at ejedommens samlede
standard eller karakter forringes ved udstykningen.
Den faste ejendom skal tjene til familiens bolig for at være omfattet af § 18. Kerneområdet for dette er
familiens hjem, dvs. der hvor familien bor og har sin hverdag. Sommerhuse og andre fritidsejendomme
er også omfattet af bestemmelsen, hvis familien anvender ejendommen i et vist omfang.
En ejendom er kun omfattet af § 18, hvis ejendommen er taget i brug af familien. En ejendom, der er
købt med det formål, at familien skal benytte den som bolig, men som endnu ikke anvendes til
familiens bolig, er således ikke omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter også en ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er knyttet til.
Bestemmelsen omfatter ikke lejebolig og andelsbolig, jf. punkt 3.7.1.2.
Efter bestemmelsen må en ejerægtefælle ikke uden samtykke foretage følgende dispositioner over fast
ejendom, der er omfattet af § 18: salg, pantsætning, udlejning og bortforpagtning.
3.7.1.2. Andelsbolig og lejebolig
Retsvirkningslovens § 18 omfatter alene fast ejendom og dermed ikke lejeboliger. Ægtefæller nyder dog
en tilsvarende beskyttelse af lejebolig gennem reglerne i lejeloven. Således må en lejer efter lovens § 72
ikke uden sin ægtefælles samtykke fremleje en lejebolig, såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke
længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles
virksomhed.
Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum, eller kan det ikke oplyses, hvilken lejetid
parterne har aftalt, kan lejeren efter § 81, stk. 1, opsige lejeaftalen. Efter stk. 2 må lejeren dog ikke
uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes
eller den anden ægtefælles virksomhed er knyttet.
Efter begge bestemmelser finder § 18, stk. 2, og § 20 i retsvirkningsloven tilsvarende anvendelse. Det
følger af disse bestemmelser, der er beskrevet i punkt 3.7.1.4. og 3.7.1.5., at den anden ægtefælle, der
ikke har givet samtykke til fremleje eller opsigelse af lejemålet, kan få en sådan disposition omstødt
ved dom, når dispositionen er gennemført. Beder lejeren sin ægtefælle om at give samtykke til
dispositionen, og nægter ægtefællen at give samtykke, kan statsforvaltningen efter anmodning fra
lejeren tillade dispositionen.
Tilsvarende gælder efter lov om leje af almene boliger, hvis § 68 svarer til lejelovens § 72, mens § 84,
jf. § 87, stk. 1, svarer til lejelovens § 81.
Andelsboliger er heller ikke omfattet af § 18 i retsvirkningsloven. I stedet følger det af § 13 i
normalvedtægt for en privat andelsboligforening, at en andelshaver ikke uden sin ægtefælles samtykke
må overdrage andelen, såfremt dette vil medføre, at andelsboligen ikke længere kan tjene til fælles
bolig. Det fremgår af vedtægtens § 16, at ved ophævelse af samliv mellem ægtefæller er den af
parterne, der efter deres egen eller myndighedernes bestemmelse bevarer retten til boligen, berettiget
til at fortsætte medlemskab og beboelse af boligen.
Det følger af andelsboligloven, at der skal udarbejdes en sådan normalvedtægt. Vedtægten er frivillig
for den enkelte andelsboligforening, og de ovennævnte bestemmelser kan derfor være fraveget i
vedtægterne for den konkrete forening.
Efter en analogi af lejelovens § 77 kan retten ved dom under en separations- eller skilsmissesag træffe
50
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
afgørelse om, hvem der skal have ret til at bebo en andelslejlighed.
3.7.1.3. Løsøre, herunder indbo og arbejdsredskaber (retsvirkningslovens § 19)
Efter retsvirkningslovens § 19, stk. 1, må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke
afhænde eller pantsætte løsøre, der er fælleseje, for så vidt det hører til indboet i det fælles hjem eller
til den anden ægtefælles fornødne arbejdsredskaber, eller det tjener til børnenes personlige brug.
Biler og cykler samt eksempelvis maleri- eller frimærkesamlinger er ikke omfattet af bestemmelsen.
Indbo, der ikke er placeret i det fælles hjem, er heller ikke omfattet af bestemmelsen, f.eks.
opmagasineret indbo fra en tidligere bolig.
Selvom den anden ægtefælle er umyndig, kan ægtefællen selv give samtykke til salg eller pantsætning
af løsøret, såfremt ægtefællen dog ikke er sindssyg eller åndssvag. I så fald er samtykke ikke
nødvendigt. Det samme gælder, hvis ægtefællens udtalelse ikke kan indhentes uden væsentlig
vanskelighed eller forsinkelse.
Beskyttelsen mod salg m.v. af løsøre, der tjener til børnenes personlige brug, skal ses i sammenhæng
med ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2. Efter denne bestemmelses stk. 1 har hver af ægtefællerne ret til
forlods at udtage genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi
ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold. Efter stk. 2 kan genstande, der er erhvervet til
børnenes brug, udtages forlods af den ægtefælle, hos hvem børnene har bopæl.
3.7.1.4. Statsforvaltningens tilladelse til dispositioner over fast ejendom og løsøre (retsvirkningslovens
§ 20)
Hvis den anden ægtefælle nægter at give samtykke til dispositioner, der er omfattet af
retsvirkningslovens §§ 18 eller 19, kan statsforvaltningen efter lovens § 20 give tilladelse til
dispositionen, hvis "der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen".
Statsforvaltningen foretager i sådanne sager en konkret vurdering af ægtefællernes interesser, og
tilladelse gives efter praksis, når ægtefællens nægtelse må anses som urimelig. Bestemmelsen anvendes
kun i meget begrænset omfang.
Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. lovens § 52 a, stk. 1. Der henvises til
punkt 3.24.
3.7.1.5. Omstødelse af dispositioner over fast ejendom og løsøre, der er foretaget uden samtykke eller
tilladelse (retsvirkningslovens § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2,)
Har ejerægtefællen foretaget dispositioner over fast ejendom, indbo m.v., der er omfattet af
retsvirkningslovens §§ 18 og 19 uden enten samtykke fra den anden ægtefælle eller tilladelse fra
statsforvaltningen, kan den anden ægtefælle efter lovens § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, anlægge en
retssag med henblik på omstødelse af dispositionen.
Omstødelse sker ved dom. Retssag om omstødelse skal anlægges inden 3 måneder efter, at
ægtefællens har fået kundskab til retshandlen, og senest inden 1 år efter, at dispositionen er blevet
tinglyst. Dette omfatter efter tinglysningslovens kapitel 6 - 6 b følgende aktiver: fast ejendom.
motorkøretøjer, andelsboliger m.v. Ved aktiver omfattet af § 19 løber 1 års-fristen fra genstandens
overlevering.
Betingelserne for omstødelse efter de to bestemmelser er ikke ens.
Efter § 18, stk. 2, er det en betingelse for omstødelse af en disposition vedrørende fast ejendom, at
køberen "indså eller burde indse", at ejerægtefællen var uberettiget til at foretage dispositionen. Det er
den ikke-handlende ægtefælle, der har bevisbyrden for, at medkontrahenten indså eller burde have
indset, at ejerægtefællen ikke var berettiget til at foretage dispositionen.
51
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
For at lette denne bevisbyrde har en ægtefælle mulighed for at få noteret vielsesattesten på
ejendommens blad i tingbogen, sådan at medkontrahenten bliver klar over, at ejeren af ejendommen er
gift. Det vil i så fald være medkontrahenten, der skal godtgøre, at ægtefællen havde givet samtykke til
dispositionen, at medkontrahenten med rette antog, at der forelå et samtykke, eller at dispositionen
ikke var omfattet af § 18, f.eks. fordi der var tale om en ejendom, der ikke tjente til familiens bolig.
Medkontrahenten er derfor i ond tro, hvis medkontrahenten har undersøgt tingbogen og konstateret, at
der var noteret en vielsesattest, og ikke sikret sig, at der var givet samtykke, eller at samtykke ikke var
nødvendigt.
Det er uafklaret, om manglende undersøgelse af tingbogen bringer medkontrahenten i ond tro.
Efter § 19, stk. 2, kan der ske omstødelse af en disposition vedrørende løsøre, medmindre
medkontrahenten var i god tro. Det er således medkontrahenten, der skal har bevisbyrden for, at
vedkommende var i god tro om, at ejerægtefællen var berettiget til at foretage dispositionen.
Efter praksis er denne bevisbyrde særdeles vanskelig at løfte. Medkontrahenten kan f.eks. ikke støtte
sig til sælgerægtefællens forklaring om, at der ikke er behov for samtykke, men må vurdere behovet for
samtykke ud fra mere objektive oplysninger.
3.7.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.7.2.1. Fast ejendom
Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at beskyttelsen af den fælles bolig, som også findes i
lejelovgivningen for så vidt angår lejeboliger, bør opretholdes.
Retsvirkningslovens § 18 har til formål at beskytte den ægtefælle, der ikke er (med)ejer af den
ejendom, familien bor i, mod at ejerægtefællen sælger, pantsætter eller udlejer den. Bestemmelsen
har efter udvalgets opfattelse navnlig betydning, når ægteskabet er tæt på sammenbrud. Ved et salg på
dette tidspunkt mister ægtefællen, der ikke ejer ejendommen, muligheden for at udtage ejendommen
på skiftet. I de fleste familier er boligen det væsentligste økonomiske aktiv, og samtykkekravet ved
pantsætning beskytter ikke-ejerægtefællen mod, at formue i form af friværdi i boligen forbruges, uden
at den pågældende ved det.
Udvalget bemærker, at det taler imod at opretholde bestemmelsen, at ikke-ejerægtefællen vil kunne
anvende beskyttelsen chikanøst ved at nægte at give samtykke til salg af boligen, selvom den
pågældende ikke ønsker at overtage boligen eller ikke har økonomisk mulighed for at overtage boligen.
Dette vil dog kunne imødegås ved, at opretholde statsforvaltningens mulighed for at give tilladelse til
dispositionen.
Udvalget foreslår dog den gældende ordning ændret på flere punkter.
Først og fremmesat foreslår udvalget, at beskyttelsen af fast ejendom bør koncentreres om det
væsentlige, nemlig familiens helårsbolig. Udvalget lægger vægt på, at det er bedst stemmende med det
beskyttelsesbehov, der søges varetaget med samtykkekravet, at anvendelsesområdet begrænses til
boliger, der er bestemt til at tjene til familiens helårsbolig. Afgørende må efter udvalgets opfattelse
være, at en ægtefælle ikke ved den anden ægtefælles ensidige disposition pludselig fratages grundlaget
for familiens hverdag i hjemmet.
Samtidig mener udvalget, at beskyttelsen af familiens helårsbolig ikke kun bør omfatte fast ejendom,
men alle boligtyper. Den anden ægtefælles interesse i beskyttelse af familiens bolig er uafhængig af
boligtypen, hvorfor beskyttelsen også bør omfatte husbåde, campingvogne m.v., forudsat at de
anvendes til helårsbolig for familien
Udvalget finder derimod ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for også at lade beskyttelsen omfatte
fritidshuse, medmindre de anvendes til helårsbolig for familien. Dette skyldes, at salg af et fritidshus
ikke i samme grad er indgribende over for den anden ægtefælle som salg af familiens helårsbolig.
52
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Afgørende for, om en ejendom m.v. er omfattet af beskyttelsen, skal således efter udvalgets opfattelse
ikke være karakteren af den pågældende ejendom m.v., men hvorvidt den er bestemt til at tjene til
familiens helårsbolig.
Formuleringen "bestemt til at tjene til familiens helårsbolig" indebærer, at det er uden betydning, om
familien aktuelt bebor boligen. En bolig under opførelse eller et nyindkøbt hus, som familien endnu
ikke er flyttet ind i, bør efter udvalgets opfattelse være omfattet af beskyttelsen. En bolig, der
midlertidigt er udlejet, bør også være omfattet af beskyttelsen, hvis det er hensigten, at familien skal
vende tilbage til boligen, f.eks. efter et midlertidigt ophold i udlandet.
Der er efter forslaget ikke noget til hinder for, at en familie har flere helårsboliger, der er omfattet af
beskyttelsen.
§ 18 beskytter som nævnt alene familiens bolig, hvis den er fælleseje. Udvalget mener, at beskyttelsen
af familiens helårsbolig bør være uafhængig af, om boligen er fælleseje eller særeje. Efter udvalgets
opfattelse taler hensynet til ejerægtefællen ikke imod en sådan udvidelse af reglen.
Med hensyn til fast ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er
knyttet til, peger udvalget på, at den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er knyttet til en ejendom, der
ejes af den anden ægtefælle, i vidt omfang vil være beskyttet af lejelovens regler (se punkt 3.7.1.2.), og
at denne ægtefælle kan og bør sikre sig og sin erhvervsvirksomhed ved at skrive lejekontrakt med
ejerægtefællen. På den baggrund finder udvalget, at der ikke er behov for, at erhvervsvirksomhed er
omfattet af beskyttelsen.
Udvalget har endvidere overvejet, om andelsboliger bør være omfattet af beskyttelsen. Andelsboliger
har i dag ofte en betydelig værdi, og det er blevet muligt at optage lån med sikkerhed i andelen, hvilket
taler for, at de bør ligestilles med ejerboliger. Dette taler for, at også beskyttelsen mod pantsætning
uden den anden ægtefælles samtykke bør gælde for andelsboliger samt aktieboliger og andre boliger,
der er omfattet af lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber (lovbekendtgørelse nr. 447 af 21.
marts 2015).
Endvidere har udvalget overvejet, om beskyttelsen af fast ejendom fortsat skal omfatte pantsætning.
Det taler for at undtage pantsætning fra beskyttelsen, at pantsætning af boligen ikke på samme måde
som salg angriber boligen direkte. Endvidere er pantsætning et sædvanligt led i den almindelige
bestyrelse af en ejendom, og ejendomme ikke er beskyttet mod kreditorforfølgning. Udvalget finder
dog, at pantsætning fortsat skal være omfattet af beskyttelsen. Udvalget har herved lagt vægt på, at det
er let at belåne friværdien i fast ejendom, og at ejerægtefællen ved at belåne ejendommen i tiden
omkring ægteskabets sammenbrud vil kunne gøre det økonomisk umuligt for den anden ægtefælle at
overtage ejendommen og opretholde familiens hidtidige bolig.
Udvalget har heller ikke fundet grundlag for at ændre beskyttelsen for så vidt angår udlejning.
Udvalget finder, at det udtrykkeligt bør fremgå af loven, at beskyttelsen gælder, selv om ægtefællerne
har ophævet samlivet. Beskyttelsen skal gælde, indtil der er truffet afgørelse om, hvem den pågældende
ejendom skal tilfalde. Dette er i overensstemmelse med gældende ret for så vidt angår ejendomme, der
er delingsformue.
Beskyttelsen i forhold til bolig, der er delingsformue, bør således efter udvalgets opfattelse udstrækkes
til at gælde efter separation eller skilsmisse.
Hvis boligen er særeje, foreslås det, at beskyttelsen ophører allerede ved separation eller
skilsmisse. På den måde er ejerægtefællen som udgangspunkt ikke afskåret fra at disponere over
boligen. Hvis den anden ægtefælle imidlertid fremsætter krav om at udtage boligen gennem reglerne
om krydsende udtagelsesret, er det udvalgets opfattelse, at ejerægtefællen fra det tidspunkt må afvente
en endelig stillingtagen til kravet – enten ved dom eller efter aftale med den anden ægtefælle – før
boligen kan sælges.
Udvalget foreslår endvidere, at også den anden part i aftalen, som har købt, fået pant i eller har lejet
ejendommen, kan anmode statsforvaltningen om tilladelse til dispositionen. Herved undgås det, at en
53
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
ægtefælle, der har gjort en dårlig handel, forsøger at dække sig under et manglende
ægtefællesamtykke.
Udvalget har endelig fundet, at bevisbyrden i den gældende § 18, stk. 2, bør vendes om, således at det
er køber eller panthaver, der skal bevise, at han eller hun var i god tro med hensyn til ejerægtefællens
ret til at råde over ejendommen. Efter udvalgets opfattelse vil en sådan ændring medføre en øget
beskyttelse af den anden ægtefælle. Den omvendte bevisbyrde kan ikke antages at blive særligt
belastende for køberen, idet det er standardprocedure ved handler gennem ejendomsmægler at sikre
sig samtykke fra en ægtefælle.
Der henvises til betænkningen, kapitel 13.
3.7.2.2. Løsøre
Udvalget finder ikke behov for at opretholde samtykkekravet i retsvirkningslovens § 19 vedrørende
løsøre, der er den anden ægtefælles arbejdsredskaber. Så længe et samlivsbrud ikke er aktuelt, har
samtykkekravet næppe nogen praktisk betydning. Når ægtefællerne går fra hinanden, bør en ægtefælle,
der anvender den anden ægtefælles løsøre i sin erhvervsvirksomhed, efter udvalgets opfattelse ikke
kunne forhindre ejeren af løsøret i at realisere dette eller selv at anvende det.
§ 19 påberåbes sjældent i praksis, formentlig fordi brugt løsøre, der er omfattet af bestemmelsen,
sjældent har stor værdi. Da beskyttelsen sjældent anvendes i praksis, og da der derfor næppe er behov
for bestemmelsen, finder udvalget, at den bør afskaffes. Udvalget peger i den forbindelse på, at
forslagene om omstødelse af gaver til tredjemand og om "kompensation" ved en ægtefælles misbrug af
rådigheden over sin formue vil kunne anvendes i situationer, hvor den ene ægtefælle f.eks. ødelægger
alt sit indbo m.v. eller forærer det væk for at undgå, at den anden ægtefælle får del i det i kraft af den
krydsende udtagelsesret.
Udvalget har overvejet, om biler burde være omfattet af beskyttelsen. For en sådan løsning taler
behovet for at beskytte en ægtefælles og børns interesse i at kunne blive transporteret fra hjemmet til
arbejde m.v., og at en bil – også brugt – således kan være af stor betydning for den anden ægtefælles
livsførelse. Udvalget finder imidlertid ikke anledning til at foreslå noget sådant. Det forhold, at den ene
ægtefælle ved skilsmisse kan mangle midler til at købe en anden bil, taler ikke afgørende for at indføre
en regel, der forbyder en ægtefælle at sælge sin bil. Hvis den anden ægtefælle ønsker at udtage bilen
gennem den krydsende udtagelsesret, skal ejerægtefællen kompenseres herfor.
3.7.2.3. Genstande til børnenes brug
Udvalget har ikke forholdt sig til, om beskyttelsen af "det, der tjener til børnenes personlige brug" skal
opretholdes, men udvalgets lovudkast indeholder ikke regler om beskyttelsen af genstande til børnenes
brug.
Dette skal formentlig ses på baggrund af, at udvalget finder, at ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om
genstande til børnenes brug bør ophæves, jf. punkt 3.13.2.3. Dette forslag er begrundet i, at den
forælder, der ikke har børnene boende, ofte har samvær med børnene. I mange situationer har
samværet et betydeligt omfang, og i en del tilfælde bor børnene en uge ad gangen hos hver af
forældrene. Begge forældre er derfor normalt nødt til at indrette et børneværelse med børnemøbler,
legetøj og andet nødvendigt udstyr.
Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at den forælder, som barnet har bopæl hos, skal kunne
udtage alt børneudstyr uden om bodelingen, mens den anden herefter er tvunget til at købe tilsvarende
udstyr. I stedet finder udvalget, at genstande til brug for børnene bør følge de almindelige regler om
udtagelse af aktiver, jf. punkt 3.20. Det indebærer, at den, der ejer en genstand, har fortrinsret til at
udtage genstanden, men at den anden har mulighed for at udtage bl.a. indbo, der har den væsentligste
betydning for opretholdelsen af hjemmet.
Hvis den ene ægtefælle ikke eller kun i meget begrænset omfang har samvær med børnene, må det
antages, at den anden ægtefælle vil kunne udtage det indbo, der anvendes af børnene, jf. punkt 3.20.
54
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det bemærkes, at en stor del af de genstande, der anvendes af børnene, også tilhører børnene, hvorfor
en forælder ikke på egen hånd kan afhænde genstandene.
3.7.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.7.3.1. Familiens bolig og anden fast ejendom
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at beskyttelsen af den fælles bolig
bør opretholdes sådan, at en ægtefælle ikke risikerer pludselig at blive frataget muligheden for at
forblive i den hidtidige bolig efter separation og skilsmisse ved den anden ægtefælles dispositioner.
Ministeriet er således enig i udvalgets forslag til ændring af beskyttelsen af familiens bolig sådan, at
beskyttelsen koncentreres om familiens helårsbolig, uanset om boligen et knyttet til en fast ejendom
eller en anden boligtype, som ejes af en af ægtefællerne. Det er derfor naturligt at lade andelsboliger
samt aktieboliger og andre boliger, der er omfattet af lov om andelsboliger og andre boligfællesskaber,
være omfattet af beskyttelsen.
Som anført og begrundet af udvalget bør beskyttelsen ikke kun omfatte familiens aktuelle bolig, men
også bolig som familien ikke aktuelt benytter, men som er bestemt til at tjene til familiens helårsbolig.
Som anført af udvalget er der ikke behov for at opretholde beskyttelsen af fritidshuse, der ikke
anvendes til familiens helårsbolig, ligesom der ikke er behov for at opretholde beskyttelsen af fast
ejendom, som anvendes til erhvervsvirksomhed.
Den foreslåede beskyttelse af en bolig, som den ene ægtefælle ejer, bør efter ministeriets opfattelse
som anført af udvalget fortsat omfatte salg, pantsætning, udlejning og bortforpagtning, og den bør
gælde, indtil der er indgået en aftale eller truffet en afgørelse om, hvem af ægtefællerne der skal
overtage boligen.
Med hensyn til beskyttelsen af særejeaktiver fremgår det af punkt 3.20., at udvalget har foreslået, at
den krydsende udtagelsesret også skal omfatte særejeaktiver. Ministeriet er ikke enig heri. Det skyldes,
at det er et helt centralt element i særeje, at ejeren kan beholde sine særejeaktiver ved separation og
skilsmisse uden at blive mødt med krav fra den anden ægtefælle om udtagelse af aktiverne. Heroverfor
vurderes en ret til at udtage den anden ægtefælles særejeaktiv ikke at udgøre et så væsentligt
beskyttelseshensyn, at der er grundlag for at gribe ind i det fasttømrede særejebegreb. Et eventuelt
beskyttelseshensyn fortones endvidere som følge af, at ægtefællen skal kunne betale for at udtage den
anden ægtefælles særeje. Tilsvarende finder ministeriet ikke, at beskyttelsen af familien bolig skal
omfatte en bolig, der er særeje.
Udvalget har ikke foreslået omstødelsesreglerne ændret, bortset fra at udvalget har foreslået, at
bevisbyrden i den gældende § 18, stk. 2, bør vendes om, således at det er medkontrahenten, der skal
bevise, at vedkommende var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over boligen.
Udvalget har heller ikke foreslået ændring af statsforvaltningens adgang til at give tilladelse til
dispositioner over boligen. Ministeriet kan tilslutte sig dette.
Endelig finder ministeriet, at det bør præciseres, at reglerne om beskyttelsen af familiens helårsbolig
kun skal finde anvendelse på boliger, der befinder sig i Danmark, da afgørelse om dispositioner over
boliger i andre lande bør træffes af myndighederne i det pågældende land. Endvidere kan danske
afgørelser herom ikke forventes at blive anerkendt i andre lande.
3.7.3.2. Løsøre
Ministeriet er enig med udvalget i, at der ikke er behov for at beskytte den ene ægtefælle mod, at den
ægtefælle, der ejer indbo i det fælles hjem eller den anden ægtefælles arbejdsredskaber, frit disponerer
over disse aktiver. Der er heller ikke behov for at inddrage biler under beskyttelsen. Ministeriet
bemærker i den forbindelse, at det som udgangspunkt er betydelig nemmere at anskaffe sig andet
indbo, en anden bil eller andre arbejdsredskaber end at anskaffe sig en ny bolig.
Ministeriet er også enig med udvalget i, at der ikke er behov for at opretholde beskyttelsen af løsøre,
der tjener til børnenes personlige brug.
55
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.7.4. Den foreslåede ordning
Som det fremgår af punkt 3.7.3. foreslås det, at beskyttelsen efter retsvirkningslovens § 19 af løsøre
ikke videreføres, og at beskyttelsen efter lovens § 18, jf. § 20, kun videreføres i relation til familiens
bolig, der helt eller delvist er delingsformue. I modsætning til den gældende ordning foreslås det, at
beskyttelsen udvides til at omfatte alle boligtyper samt bolig, som er bestemt til familiens bolig, men
som familien endnu ikke bor i.
Beskyttelsen af boligen skal efter forslaget fortsat omfatte salg, pantsætning, udlejning og
bortforpagtning.
Omstødelsesreglerne videreføres, bortset fra at det er medkontrahenten, der skal bevise, at
vedkommende var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over boligen.
Statsforvaltningens adgang til at give tilladelse til dispositioner over boligen videreføres også.
Reglerne om beskyttelse af familiens helårsbolig indebærer en fravigelse af en ægtefælles ret til at råde
over sin formue, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1.
Reglerne indsættes i kapitel 2 i loven under overskriften "Familiens helårsbolig".
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, fastslår, at en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles
samtykke må indgå aftale om overdragelse, pantsætning, udlejning eller bortforpagtning af familiens
helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig. Dette gælder dog kun, når boligen
helt eller delvist er delingsformue. Efter stk. 2 og 3 kræves samtykke efter stk. 1, selv om ægtefællerne
har ophævet samlivet, og også efter separation eller skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet
endelig afgørelse om boligen efter reglerne om udtagelse af aktiver i § 48.
Nægter den anden ægtefælle at give samtykke efter § 6, eller kan samtykke ikke indhentes inden
rimelig tid, kan statsforvaltningen efter § 7, stk. 1, efter anmodning fra den ægtefælle, der ejer boligen,
tillade dispositionen, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen. En sådan
anmodning kan også indgives af den anden part i aftalen (medkontrahenten).
Når skifteretten efter ægtefælleskifteloven behandler en anmodning om bistand til at dele
ægtefællernes formuer eller behandler en enkelttvist om boligen, træffes afgørelse efter stk. 1 om
tilladelse til den omhandlede situation af skifteretten.
Har den ægtefælle, der ejer familiens bolig, indgået en aftale, der er omfattet af § 6, uden samtykke fra
den anden ægtefælle eller uden tilladelse efter § 7, kan aftalen efter § 8, stk. 1, efter anmodning fra
den anden ægtefælle omstødes ved dom. Aftalen kan dog ikke omstødes, hvis den anden part i aftalen
godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer boligen, ikke var
berettiget til at indgå aftalen.
Omstødelsessag efter stk. 1 skal efter bestemmelsens stk. 2 anlægges inden 3 måneder efter, at den
anden ægtefælle fik kendskab til aftalen. Uanset hvornår den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen,
skal sagen dog anlægges senest 1 år efter, at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen blev tinglyst, f.eks.
fordi den vedrørte fast ejendom, inden aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen i fra tinglysningen.
Endelig følger det af § 9, at beskyttelsen af familiens bolig efter §§ 6-8 kun finder anvendelse, når
boligen befinder sig i Danmark.
3.8. Aftaler om særeje
Punkt 3.8. omhandler ægtefællers adgang til at indgå forhåndsaftaler om delingen af deres
formuer ved separation, skilsmisse eller død. Dette kan ske ved ægtepagt om, at hele eller en del af
ægtefællernes formuer skal være særeje.
Andre forhåndsaftaler om fravigelse af ligedelingsordningen er beskrevet i punkt 3.9.
56
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
I forbindelse med en aktuel skilsmisse eller separation kan ægtefællerne indgå en bodelingsaftale om
delingen, jf. punkt 3.15.
3.8.1. Gældende ret
3.8.1.1. Aftaler om særeje
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, kan ægtefæller ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:
1) At hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer,
men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje). Denne ordning beskrives i punkt
3.8.1.1.1.
2) I forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes
en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje). Denne ordning beskrives i punkt 3.8.1.1.2.
Efter stk. 2 kan en aftale efter stk.1 angå en del af ægtefællernes ejendele, og aftalen kan
tidsbegrænses og træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død. Dette beskrives i punkt
3.8.1.1.6.
Disse bestemmelser regulerer udtømmende, hvilke former for særeje ægtefæller gyldigt kan aftale.
Efter § 28 kan ægtefæller ikke indgå aftaler om, hvorvidt en gældspost skal være særeje eller
delingsformue. Der henvises til punkt 3.14.
3.8.1.1.1. Skilsmissesæreje
Skilsmissesæreje efter § 28, stk. 1, nr. 1, har betydning ved formuedelingen ved separation og
skilsmisse, hvor aktiver, der er skilsmissesæreje, holdes uden for ligedelingen.
Ved en ægtefælles død bortfalder retsvirkningerne af skilsmissesæreje, og de aktiver, der ville have
været særeje ved separation og skilsmisse, er fælleseje. Aktiverne indgår derfor i ligedelingen mellem
længstlevende og førsteafdødes arvinger efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2.
At aktiverne er fælleseje ved førstafdødes død giver den længstlevende ægtefælle mulighed for at
overtage ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo efter arvelovens § 17. Efter denne bestemmelse kan den
længstlevende ægtefælle overtage ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo med deres fælles livsarvinger.
Hvis den førstafdøde ægtefælle efterlader sig særlivsarvinger, kan boet efter § 18, stk. 1, kun udleveres
til uskiftet bo med samtykke fra dem. Den længstlevende bevarer efter § 24 rådighed over det uskiftede
bo, der består af ægtefællernes samlede fælleseje, uden at skulle dele formuen med livsarvingerne.
Livsarvingerne modtager som udgangspunkt først deres arv efter førstafdøde, når længstlevende dør,
og fællesejet skiftes.
Retsvirkningerne under ægteskabet af skilsmissesæreje fremgår ikke af ordlyden eller bemærkningerne
til særejereglerne. Det er således ikke beskrevet, om skilsmissesæreje skal behandles som særeje eller
fælleseje under ægteskabet. Dette har navnlig betydning i forhold til anvendelsen af de sociale
beskyttelsesregler (se punk 3.7.). Spørgsmålet ses ikke at være afklaret.
3.8.1.1.2. Fuldstændigt særeje
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2, kan ægtefællerne ved ægtepagt i forbindelse med en aftale
om skilsmissesæreje aftale, at ejendele ved dødsboskifte skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes
arvinger (fuldstændigt særeje).
Fuldstændigt særeje indebærer, at der er særeje under ægteskabet samt ved separation, skilsmisse og
død, uanset hvem af ægtefællerne, der dør først.
Konsekvenserne af fuldstændigt særeje er blandt andet, at reglerne om vederlagskrav, hvis en
ægtefælle misbruger sin rådighed over sin formue (se punkt 3.17.), ikke finder anvendelse. Endvidere
indebærer det, at reglerne om, at en ægtefælles salg eller pantsætning m.v. af visse aktiver, kræver
samtykke fra den ægtefælle, der ikke er (med)ejer af aktivet (se punkt 3.7.), heller ikke finder
57
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
anvendelse. Bor familien i en ejendom, der ejes af den ene ægtefælle som fuldstændigt særeje, kan
ejerægtefællen således sælge ejendommen uden den anden ægtefælles samtykke.
3.8.1.1.3. Kombinationssæreje
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 2, 3. led, kan en aftale om skilsmissesæreje eller fuldstændigt
særeje træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død.
Dette giver ægtefællerne mulighed for at kombinere skilsmissesæreje for begge ægtefæller med
fuldstændigt særeje for den ene ægtefælle.
Kombinationssæreje er således en kombination af skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. Ved
kombinationssæreje er der altid særeje ved separation og skilsmisse (skilsmissesæreje), og dette
skilsmissesæreje bliver i bestemte situationer særeje ved en ægtefælles død (dvs. fuldstændigt særeje).
Ægtefællerne kan aftale, i hvilke situationer der skal være særeje ved en ægtefælles død afhængigt af,
hvem af ægtefællerne der dør først. Skilsmissesæreje kan således kombineres med særeje ved død på
en række forskellige måder. Kombinationssærejets betydning på et dødsboskifte afhænger således dels
af den valgte kombination af særejer og dels af, hvem af ægtefællerne der dør først.
Valget af, i hvilke situationer der skal være særeje ved en ægtefælles død, afhænger af, om
ægtefællerne ønsker at begunstige den ene af ægtefællerne ved dødsfaldet frem for førstafdødes eller
længstlevendes arvinger (ægtefællebegunstigende kombinationssæreje), eller om de ønsker at
begunstige deres arvinger – eller nogle af dem (arvingsbegunstigende kombinationssæreje).
Ægtefællebegunstigende kombinationssæreje anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese
den længstlevende ægtefælle fremfor ægtefællernes sær- og/eller fællesbørn. Ægtefæller aftaler ofte et
ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor ægtefællerne har skilsmissesæreje, der skal være
fuldstændigt særeje for længstlevende ved førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne der dør
først. Dette indebærer, at førstafdødes formue er delingsformue. Fordelene for den længstlevende er, at
længstlevende har mulighed for enten at sidde i uskiftet bo med førstafdødes formue eller modtage
boslod og arv af førstafdødes formue, samtidig med at længstlevendes egen formue bliver særeje og
dermed ikke skal deles med førstafdødes arvinger (særbørn og ægtefællernes fællesbørn).
Arvingsbegunstigende kombinationssæreje anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese
enten førstafdødes eller længstlevendes arvinger fremfor ægtefællen. Ved arvingsbegunstigende
kombinationssæreje kan eksempelvis førstafdødes arvinger tilgodeses ved, at førstafdødes formue er
fuldstændigt særeje, mens længstlevendes formue er delingsformue. Dette indebærer, at førstafdødes
formue ikke deles med længstlevende, inden formuen deles med førstafdødes arvinger (ægtefællen og
førstafdødes børn). Samtidig skal længstlevendes formue, der er delingsformue, deles lige mellem
længstlevende og førstafdødes arvinger. Længstlevende har ikke mulighed for at sidde i uskiftet bo.
Betegnelsen kombinationssæreje findes hverken i loven eller i forarbejderne til den.
I det føromtalte meget anvendte ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor ægtefællerne kan
oprette et skilsmissesæreje, der skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ved førstafdødes død
(uanset hvem af ægtefællerne, der dør først), har den længstlevende ægtefælle mulighed for at sidde i
uskiftet bo med førstafdødes formue, da den er delingsformue, mens længstlevendes egen formue er
fuldstændigt særeje. Efter arvelovens § 23 indgår alt, hvad den længstlevende erhverver, i det uskiftede
bo, for så vidt det ikke er gjort til særeje. Det betyder, at det uskiftede bo kun kommer til at omfatte
førstafdødes formue, da hele længstlevendes formue er fuldstændigt særeje.
Hvis ægtefæller aftaler arvingsbegunstigende kombinationssæreje, hvor der skal være fuldstændigt
særeje for førstafdøde, mens længstlevendes formue er delingsformue, har den længstlevende
ægtefælle efter arvelovens § 13 mulighed for inden for sin arvelod af særejet at overtage aktiver af
førstafdødes fuldstændige særeje til vurderingsbeløbet.
I relation til anvendelsen af arvelovens §§ 13 og 23 er det uden betydning, om den pågældende formue
er fuldstændigt særeje efter aftale (retsvirkningslovens § 28, stk. 1, nr. 2) eller efter
tredjemandsbestemmelse (retsvirkningslovens 28 a), eller om formuen er fuldstændigt særeje som
58
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
følge af en aftale om kombinationssæreje, når formuen efter denne aftale ved førstafdødes død er
fuldstændigt særeje. Det samme gælder andre bestemmelser om fuldstændigt særeje i arveloven og
dødsboskifteloven.
3.8.1.1.4. Brøkdelssæreje
Af retsvirkningslovens § 28, stk. 2, 1. led, fremgår, at en aftale om særeje kan angå en del af
ægtefællernes ejendele.
Brøkdelssæreje kan defineres som en aftale, hvor en bestemt brøkdel af en ægtefælles samlede formue
eller af enkelte aktiver skal være af én formueart, f.eks. fuldstændigt særeje, mens den resterende
brøkdel skal bestå af en eller flere andre formuearter, f.eks. skilsmissesæreje og fælleseje.
Begrebet brøkdelssæreje fremgår ikke af loven, men det er omtalt i bemærkningerne til bestemmelsen
(se Folketingstidende [henvisning indsættes]).
Brøkdelssærejet kan bestå af kombinationer af alle de tilladte formuearter. Angivelsen kan ske enten i
brøker eller procenter og skal relateres til hver ægtefælles egen bodel. Ægtefæller kan eksempelvis
aftale, at den ene ægtefælles sommerhus skal være brøkdelssæreje, hvor 1/4 er fuldstændigt særeje, og
3/4 er skilsmissesæreje eller fælleseje. Ægtefællerne kan derimod ikke lovligt aftale, at f.eks. 1/3 af
ægtefællernes samlede formue skal være den ene ægtefælles fuldstændige særeje.
Forbrug, opsparing og lån fordeles forholdsmæssigt på formuearterne i brøkdelssærejet, og ved
formuedelingen, hvor ægtefællernes samlede formuer gøres op, udskilles de forskellige formuearter
beløbsmæssigt.
Betydningen af, at et aktiv, der er brøkdelssæreje, sælges, og salgsprisen anvendes til erhvervelse af et
andet aktiv, er beskrevet i punkt 3.12.
Når et aktiv er brøkdelssæreje, som omfatter fælleseje, finder de sociale beskyttelsesregler i
retsvirkningslovens §§ 18-20 (se punkt 3.7) anvendelse. Er der tale om fast ejendom, der er familiens
bolig, kræver salg samtykke fra den anden ægtefælle. Endvidere finder reglerne i § 23 om vederlagskrav
ved misbrug af rådigheden over aktivet anvendelse (se punkt 3.17).
3.8.1.1.5. Sumsæreje og sumfælleseje
Et sumsæreje er en aftale om, at et bestemt beløb skal være særeje, mens resten af den pågældende
ægtefælles formue skal være fælleseje. Ved sumfælleseje er situationen den omvendte, således at et
bestemt beløb er fælleseje og resten særeje.
Sumsæreje og sumfælleseje er ikke nævnt i retsvirkningsloven eller i bemærkningerne hertil, og det har
i teori og praksis givet anledning til tvivl om, hvorvidt sådanne aftaler gyldigt kan indgås.
Efter udvalgets opfattelse er der dog enighed om, at et sumsæreje ikke kan være abstrakt. Således kan
det f.eks. ikke gyldigt aftales, at 500.000 kr. af mandens formue er særeje. Det er en fravigelse af
ligedelingsprincippet, der ikke har hjemmel hverken i loven eller i dens forarbejder. Derimod er der
enighed om, at sumsæreje eller sumfælleseje kan være genstandsrelateret, f.eks. således at det aftales,
at 500.000 kr. af friværdien i mandens ejendom skal være særeje med den virkning, at manden ved
skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr., forudsat at friværdien i ejendommen udgør mindst dette
beløb.
Det er uafklaret, hvordan sumsærejet skal behandles, hvis et aktiv, hvortil der er knyttet et
genstandsrelateret sumsæreje, sælges.
3.8.1.1.6. Tidsbegrænsning af særeje
Med hjemmel i § 28, stk. 2, kan en aftale om særeje tidsbegrænses. Dog kan en mindre byrdefuld
særejeform ikke tidsbegrænses til at overgå til en mere byrdefuld, f.eks. fra skilsmissesæreje til
fuldstændigt særeje.
59
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Loven hjemler ikke adgang til tidsbegrænsning af fælleseje, hvilket følger indirekte af § 28, stk. 2,
hvorefter alene en aftale efter stk. 1 om særeje kan tidsbegrænses.
Ophørstidspunktet for særeje skal være fastlagt, så det kan angives på oprettelsestidspunktet, dvs.
principielt på underskriftsdatoen. Dette krav medfører, at en tidsbegrænsnings ophør ikke kan gøres
afhængig af en uvis begivenheds indtræden, f.eks. at ægtefællerne får børn, eller at mandens far dør.
Dette betyder, at man allerede på aftaletidspunktet skal kunne fastlægge datoen for særejets ophør.
3.8.1.1.7. Aftrapningssæreje
Der kan efter § 28, stk. 2, også aftales et såkaldt aftrapningssæreje ved en kombination af
brøkdelssæreje og tidsbegrænsning. Denne særejeform er især relevant, hvor ægtefællerne ønsker at få
mere fælleseje, jo længere ægteskabet har varet.
Ægtefæller kan eksempelvis aftale, at de skal have fuldstændigt særeje i ægteskabet, men at dette skal
aftrappes til fælleseje med 1/10 om året over 10 år. Efter 10 års ægteskab er ægtefællernes formue i
det hele fælleseje.
Ligesom ved tidsbegrænset særeje skal tidspunkterne for de enkelte aftrapningstrin være fastlagt på
forhånd.
3.8.1.1.8. Pensionsrettigheder
Efter retsvirkningslovens § 16 h, stk. 1, kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed
skal være særeje som fastlagt i § 28.
En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at værdien af en kapital- eller
ratepensionsordning skal indgå i delingen af fællesboet ved skifte i anledning af separation, skilsmisse
eller bosondring.
3.8.1.2. Ændring og ophør af særeje
Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 1, kan en ægtepagt ændres ved en senere ægtepagt. En ægtefælle
kan således ikke ensidigt ændre en ægtepagt, heller ikke selvom ændringen er til fordel for den anden
ægtefælle, f.eks. ved at ophæve et særeje, hvorefter formuen bliver fælleseje.
Et særeje ophører automatisk ved en tidsbegrænsnings ophør og ved forbrug af særejet.
Afhændes et særejeaktiv, bliver det, der træder i stedet for særejet, også særeje. Der henvises til punkt
3.12.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan der ikke ved ægtepagt træffes nogen bestemmelse, der strider mod
gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje. Tredjemandsbestemt særeje kan således kun
ændres, hvis tredjemand har bestemt, at dette kan ske. I relation til gaver kan tredjemand efter
fuldbyrdelsen af gave give samtykke til ændring af den oprindelige særejebestemmelse. Hvis
ægtefællerne opretter en ægtepagt i strid med tredjemands bestemmelser, er ægtepagten ugyldig.
3.8.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Udvalget har i sine overvejelser taget udgangspunkt i, at baggrunden for særejereglerne bl.a. var et
ønske om at give ægtefæller større aftalefrihed, således at de kan vælge den individuelle ordning, der
passer dem bedst.
Ulemperne ved reglerne er efter udvalgets opfattelse, at de mange kombinationsmuligheder for
forskellige særejeformer gør det vanskeligere for ægtefæller at forstå og forudsige retsstillingen ved
formuedeling. Hertil kommer, at det har været uafklaret, om ægtefæller gyldigt kan indgå bestemte
typer af aftaler. Ægtefællerne risikerer således at indgå en aftale, der senere kan tilsidesættes som
ugyldig, fordi den falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28.
60
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Reglerne har endvidere ikke givet ægtefæller alle de muligheder, som de kunne ønske, for at indrette
deres formueforhold efter deres situation, og ikke alle begrænsninger i aftalemulighederne har været
velbegrundede.
Det er udvalgets ønske at etablere en klarere og enklere retstilstand. Dette mål må efter udvalgets
opfattelse imidlertid afvejes over for hensynet til ægtefællernes aftalefrihed og mulighed for at vælge en
særejeordning, der passer til deres individuelle forhold.
Ægtepagter indgås ofte på et tidspunkt, hvor parterne anser skilsmisse for usandsynlig. Uanset at
hensynet til den økonomisk svage ægtefælle ikke har samme vægt som ved retsvirkningslovens
ikrafttræden i 1925, er der efter udvalgets opfattelse fortsat et behov for at beskytte en ægtefælle mod
at indgå aftaler, hvis konsekvenser kan være vanskelige at overskue, og som stiller vedkommende
økonomisk urimeligt ved en formuedeling.
Udvalget har overvejet, om hensynet til aftalefriheden bedst tilgodeses ved at bestemme, at
ægtefællerne som udgangspunkt frit kan indgå forhåndsaftaler om, hvordan deres formuer skal deles
ved separation, skilsmisse eller død, og samtidig indføre en "negativliste“ om, hvad der ikke kan aftales.
Det kunne være enklere og mere forståeligt for ægtefællerne, hvis de i stedet for at aftale, hvilke af
deres aktiver, der skal være særeje, kunne formulere aftalen således, at den direkte angav, hvilke
aktiver der skal deles eller ikke deles.
Den nugældende terminologi i retsvirkningsloven, hvorved aftaler om den kommende deling af formuen
indgås, så noget skal være særeje, må imidlertid efter udvalgets opfattelse antages at være så
indarbejdet, at denne fortsat vil blive anvendt, selv hvis der var fuldstændig aftalefrihed. Det ville derfor
også ved fuld aftalefrihed være nødvendigt at have bestemmelser i loven, der definerede de forskellige
former for særeje, og at loven indeholdt regler om virkningerne af forskellige former for særejeaftaler
ved separation, skilsmisse og død, og med hensyn til surrogater, indtægter og vederlagskrav.
Fuld frihed til at indgå aftaler om deling vil efter udvalgets opfattelse formentlig føre til, at aftaler om
særeje ville blive kombineret med aftaler om, at den ene ægtefælle ved skilsmisse skal betale et beløb
til den anden, aftaler om, hvem der skal udtage hvilke aktiver, og aftaler om, hvem der skal betale
hvilke gældsposter. Sådanne aftaler, hvor der ikke klart tages stilling til sammenhængen mellem
aftalens enkelte elementer, vil gøre det meget vanskeligt at fastlægge indholdet af aftalen.
Udvalget finder det derfor mest hensigtsmæssigt at fastholde den nuværende model, hvor det i
loven udtømmende opregnes, hvilke forhåndsaftaler om formuedeling, der gyldigt kan indgås.
Udvalget har med sit forslag tilstræbt, at ægtefæller får den nødvendige frihed til at indgå aftaler, der
passer til deres situation og ønsker. Udvalget har samtidig ønsket at klargøre retstilstanden og at
undgå, at den bliver så indviklet, at ægtefællerne får vanskeligt ved at forstå aftalerne, og samtidig
minimere risikoen for, at der indgås særejeaftaler, som tilsidesættes, fordi aftalen falder uden for det
tilladte. Som det fremgår, er hensynene til aftalefrihed på den ene side og til enkelhed og klarhed på
den anden side vanskelige at forene.
3.8.2.1. Skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje, brøkdelssæreje og kombinationssæreje
Begreberne skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og brøkdelssæreje er fast indarbejdede, og udvalget
finder ikke grundlag for at ændre adgangen til at aftale disse former for særeje. Udvalget finder heller
ikke grundlag for at ændre mulighederne for at indgå såkaldt kombinationssæreje, der i praksis har vist
sig at være en populær mulighed.
3.8.2.2. Sumsæreje og sumdeling
Efter udvalgets opfattelse er sumsæreje, hvor ægtefællerne f.eks. aftaler, at 500.000 kr. af den ene
ægtefælles formue skal være skilsmissesæreje, en enkel og let overskuelig aftale, der indebærer, at den
pågældende ægtefælle ved en skilsmisse forlods kan udtage 500.000 kr. af sin formue, hvorefter resten
skal indgå i ligedelingen. En sådan aftale kan f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne ønsker, at formue, som
den ene ægtefælle havde ved ægteskabets indgåelse, skal holdes uden for delingen, og samtidig ønsker
at undgå en senere tvivl om formuens størrelse.
61
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Tilsvarende mener udvalget, at en aftale om sumdeling, hvor alt, hvad ægtefællerne ejer eller fremtidigt
erhverver, skal være fuldstændigt særeje, idet dog f.eks. 500.000 kr. af den ene ægtefælles formue skal
være delingsformue, kan være hensigtsmæssig og enkel. En sådan aftale om sumdeling kan f.eks.
anvendes, hvis ægtefællerne som udgangspunkt ønsker fuldstændigt særeje om alt, hvad de ejer, men
at den ægtefælle, der har den mindste formue, dog sikres et vist beløb i tilfælde af skilsmisse – i
eksemplet 250.000 kr., dvs. halvdelen af delingsformuen. Udvalget finder på denne baggrund, at aftaler
om abstrakt sumsæreje og sumfælleseje bør tillades.
Udvalget har dog overvejet, om muligheden for at aftale genstandsrelateret sumsæreje bør afskaffes, da
det som beskrevet i punkt 3.8. giver anledning til en del tvivlsspørgsmål, og da formålene med
genstandsrelateret sumsæreje i vidt omfang kan opnås ved abstrakt sumsæreje, Genstandsrelateret
sumsæreje kan imidlertid være hensigtsmæssigt f.eks. i tilfælde, hvor en ægtefælle ved ægteskabets
indgåelse ejer en fast ejendom med en friværdi, og ægtefællerne ønsker, at fremtidige værdistigninger
på ejendommen skal deles, mens ejerægtefællen skal kunne beholde friværdien på vielsestidspunktet.
Dette vil ikke være tilfældet, hvis ægtefællerne i stedet aftaler et abstrakt sumsæreje. Udvalget finder
derfor, at der også bør være mulighed for at aftale sumsæreje og sumdelingsformue i relation til
bestemte aktiver.
Udvalget bemærker i øvrigt, at der er tinglyst et ikke ubetydeligt antal ægtepagter, der indeholder
genstandsrelateret sumsæreje og at det vil være nødvendigt at indføre en overgangsordning for de
aftaler, der allerede er indgået, hvis genstandsrelateret sumsæreje afskaffes.
Det bemærkes, at afskaffelsen af begrebet fælleseje betyder, at sumfælleseje fremover kaldes
sumdeling.
Udvalget finder, at ægtefællerne bør kunne aftale, at sumsæreje og sumdeling reguleres, således at
beløbets købekraft bevares. Det skal imidlertid ikke gennem en sådan regulering være muligt at
optrappe sumsærejet ved at fastsætte en reguleringsprocent, der væsentligt overstiger inflationen.
For så vidt angår sumdeling, er optrapning ikke et problem, fordi optrapningen betyder, at
delingsformuen øges, hvorved særejet begrænses. Udvalget foreslår derfor, at ægtefællerne skal kunne
aftale, at sumdelingsbeløb forøges med et årligt beløb eller en årlig procentsats, herunder f.eks.
Danmarks Statistiks Forbrugerprisindeks.
For så vidt angår sumsæreje, foreslår udvalget, at ægtefællerne skal kunne aftale, at beløbet reguleres
med Danmarks Statistiks Forbrugerprisindeks, der følger inflationen, men at der ikke i øvrigt kan
aftales, at sumsærejet skal forøges uden en ny ægtepagt.
3.8.2.3. Dødsfaldssæreje
Udvalget har overvejet, om det skal være muligt at aftale, at en ægtefælles formue skal være fælleseje
ved separation eller skilsmisse, men særeje ved død.
Dødsfaldsæreje kunne være ønsket af ægtefæller, der vil sikre længstlevende bedst muligt ved
førstafdødes død, men samtidig ønsker ligedeling ved separation eller skilsmisse. En sådan mulighed vil
imidlertid gøre det muligt for en ægtefælle med særbørn at gøre disse arveløse og samtidig sikre sig, at
ægtefællernes formuer ligedeles ved skilsmisse.
Det ligger ikke inden for udvalgets kommissorium at overveje, om det skal være muligt at gøre en
livsarving arveløs. Dette spørgsmål blev overvejet af Arvelovsudvalget i betænkning nr. 1473/2006 om
revision af arvelovgivningen m.v., og udvalget foreslog at bevare den gældende tvangsarv, men med
mulighed for at begrænse tvangsarven. Dette forslag blev fulgt ved arvelovens § 5, stk. 2, hvorefter en
arvelader ved testamente kan begrænse arvelodden til hvert af sine børn (livsarvinger) til en værdi af
1.000.000 kr. (2008-niveau).
Udvalget finder på denne baggrund ikke, at der bør indføres en mulighed for at indgå aftaler, der reelt
kun har det formål og den virkning at fratage et særbarn sin arv. Ægtefællerne kan ganske vist opnå det
samme efter gældende ret ved, at ægtefællen med særbørn forærer hele sin formue til den anden og
62
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
samtidig aftaler fuldstændigt særeje, men risikoen for at stå uden midler ved en eventuel skilsmisse vil
formentlig afholde mange fra at gøre det.
3.8.2.4. Tidsbegrænset og betinget særeje
Udvalget finder ikke grundlag for at ændre muligheden for at aftale, at særeje tidsbegrænses, herunder
i form af aftrapning med en bestemt brøkdel om året.
Samtidig fastholder udvalget, at det ikke skal kunne aftales, at fælleseje tidsbegrænses eller aftrappes,
da dette vil kunne indebære samme misbrugsmuligheder som ved dødsfaldsæreje (se punkt 3.8.2.3.),
idet ordningen vil kunne tilrettelægges med henblik på, at særejet kun skal have virkning ved død.
Udvalget finder endvidere, som efter gældende ret, at tidsbegrænsning skal fastsættes således, at
tidspunktet for særejets hele eller delvise ophør skal kunne fastsættes ved ægteskabets indgåelse eller
særejeægtepagtens oprettelse. Ægtefællerne skal således inden ægteskabet kunne aftale, at et særeje
skal bortfalde f.eks. 10 år efter ægteskabets indgåelse, ligesom det skal kunne aftales, at særeje skal
nedtrappes med 1/5 om året fra ægtepagtens oprettelse.
Udvalget finder ikke, at bortfald af et særeje bør kunne gøres afhængig af uvisse fremtidige
begivenheder, som f.eks. at ægtefællerne får (flere) børn, køber hus sammen eller går på pension. En
sådan aftale ville kunne være svær at overskue konsekvenserne af og vil kunne få karakter af belønning
for en bestemt adfærd under ægteskabet.
Navnlig er det vigtigt for udvalget at sikre, at aftaler om særeje ikke kan gøres betinget af noget, der
har relation til skylden for ægteskabets forlis. Det skal således ikke gyldigt kunne aftales, at f.eks. et
særeje skal bortfalde i tilfælde af, at en bestemt af ægtefællerne anmoder om separation eller
skilsmisse eller er utro.
Det foreslås således, at en aftale om særeje eller bortfald heraf ikke skal kunne betinges, udover hvad
der følger af en aftale om tidsbegrænsning eller aftrapning regnet fra ægteskabets indgåelse eller
ægtepagtens oprettelse.
3.8.2.5. Pensionsrettigheder
Udvalget foreslår muligheden i retsvirkningslovens § 16 h for at aftale, at en pensionsrettighed skal
være særeje, videreført.
3.8.2.6. Aftaler om arv og gave m.v. fra tredjemand
Som det fremgår af punkt 3.11., foreslår et flertal i udvalget, at arv og gave m.v., eller værdien heraf,
som en ægtefælle modtager fra tredjemand, skal holdes uden for ligedelingen. Ægtefæller kan efter
udvalgets forslag aftale, at f.eks. alt hvad ægtefællerne modtager som arv eller gave, eller et konkret
aktiv, der er modtaget som arv eller gave, skal være særeje. Udvalget foreslår videre, at ægtefæller skal
kunne aftale, at arv og gave m.v., eller værdien heraf, skal indgå i delingen.
3.8.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at de eksisterende særejeformer
(skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og kombinationssæreje) skal bibeholdes, og at mulighederne for
at aftale særeje skal udvides sådan, at ægtefæller også kan aftale sumsæreje og sumdeling. Ministeriet
er ligeledes enig i, at sumsæreje og sumdeling skal kunne inflationssikres, og at sumdeling endvidere
skal kunne forhøjes med et årligt beløb eller procentsats.
Ministeriet finder ligeledes, at aftalt
særeje
skal kunne tidsbegrænses, herunder aftrappes over en
fastlagt periode. Starttidspunktet for tidsbegrænsningen og aftrapningen skal være fastlagt i aftalen,
f.eks. således at tidsbegrænsningen starter en bestemt dag, ved ægteskabets indgåelse eller ved
ægtepagtens undertegnelse eller anmeldelse til tinglysning.
Endelig er ministeriet enig i, at muligheden for at aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje,
opretholdes.
63
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ministeriet foreslår, at udvalgets forslag til aftalt særeje suppleres med en bestemmelse, der giver
ægtefæller mulighed for at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver efter den foreslåede
bestemmelse i § 22 helt eller delvist skal være en anden form for særeje, jf. § 12, eller skal være
delingsformue. I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en sådan aftale kun
gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje. Der
henvises til punkt 3.11.
3.8.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om ægtefællers adgang til at aftale, at deres formuer skal være særeje,
indsættes i loven i kapitel 4 om aftaler om særeje.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 12 kan ægtefæller indgå aftale om følgende tre hovedtyper af
særeje:
1) Skilsmissesæreje, hvorefter den ene ægtefælle eller begge ægtefæller efter separation eller skilsmisse
beholder deres formuer uden deling, men at formuerne deles ved den ene ægtefælles død.
2) Fuldstændigt særeje, hvorefter den ene ægtefælle eller begge ægtefæller ved den førstafdødes død
beholder sit skilsmissesæreje.
3) Kombinationssæreje, hvorefter en aftale om fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af
ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende ægtefælles
skilsmissesæreje. Ved kombinationssæreje er der altid skilsmissesæreje, og ved førstafdødes død er
enten førstafdødes eller længstlevendes formue fuldstændigt særeje.
Efter stk. 2 kan aftale om særeje efter stk. 1 begrænses til at angå følgende:
1) Genstandssæreje, hvorefter et eller flere aktiver er særeje.
2) Erhvervelsessæreje, hvorefter en del af en ægtefælles formue bestemt efter, hvordan eller hvornår
ægtefællen har erhvervet den pågældende formue, er særeje.
3) Brøkdelssæreje, hvorefter en brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller af et eller flere
aktiver er særeje.
4) Sumsæreje, hvorefter et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver er
særeje.
5) Sumdeling, hvorefter hele en ægtefælles formue med undtagelse af et bestemt beløb eller med
undtagelse af et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver er særeje.
Ægtefæller kan efter stk. 3 aftale, at sumsæreje og sumdeling efter stk. 2, nr. 4 og 5, skal
pristalsreguleres efter nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks, eller efter en anden
lovbestemt pristalsregulering. Efter stk. 4 kan det endvidere aftales, at sumdeling efter stk. 2, nr. 5,
skal forhøjes med et årligt beløb eller en årlig procent eller skal optrappes over en fastlagt periode.
Endelig foreslås det i stk. 5, at aftalt særeje kan tidsbegrænses eller aftrappes over en bestemt periode.
Bestemmelsen indebærer, at delingsformue ikke kan tidsbegrænses eller aftrappes. En særejeaftale kan
således indeholde en aftale om, at særejet begrænses, således at delingsformuen øges, mens det ikke
kan aftales, at særejet skal øges, bortset fra pristalsreguleringen i stk. 3.
Det skal fremgå af en aftale efter stk. 5, fra hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen og aftrapningen skal
regnes fra. Det kan således ikke aftales, at tidsbegrænsning og aftrapning skal regnes fra et tidspunkt,
der ikke på forhånd er fastlagt. Det kan eksempelvis ikke aftales, at skilsmissesæreje skal ophøre, hvis
ægtefællerne får et barn sammen.
Med § 13 foreslås det, at den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 16 h, stk. 1, opretholdes
således, at ægtefæller kan aftale, at en pensionsrettighed skal være særeje efter de muligheder for
særeje, der findes i § 12. En sådan aftale skal også kunne omfatte fremtidige indbetalinger på
pensionsrettigheden.
Endelig foreslås det, at der i loven indsætte en bestemmelse (§ 14), der giver ægtefæller mulighed for at
aftale, at særeje bestemt af tredjemand (arvelader eller gavegiver) efter den foreslåede bestemmelse i §
22 helt eller delvist skal kunne omdannes til anden form for særeje end bestemt af tredjemand eller
skal være delingsformue.
64
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
En aftale om at omdanne et tredjemandsbestemt særeje til anden form for særeje skal ligge indenfor
aftalemulighederne i § 12.
I overensstemmelse med retsvirkningslovens § 28 a, stk. 2, er en aftale om omdannelse efter
ophævelse af særeje kun gyldig, hvis den er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers
bestemmelser om særeje. (Der henvises til punkt 3.11.)
Det fremgår af de foreslåede bestemmelser i §§ 12-14, at aftaler om særeje kun kan ske ved ægtepagt,
jf. punkt 3.10.
3.9. Andre forhåndsaftaler om formuedelingen
3.9.1. Gældende ret
Efter gældende ret kan ægtefæller ikke indgå andre bindende forhåndsaftaler om delingen af deres
formue, end de aftaler om særeje, der følger af retsvirkningslovens § 28 (se punkt 3.8.), samt
muligheden efter retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2, for at aftale, at værdien af en kapital- eller
ratepensionsordning skal indgå i delingen af fællesboet ved skifte i anledning af separation, skilsmisse
eller bosondring.
Der uafklaret, i hvilket omfang ægtefæller gyldigt kan indgå en forhåndsaftale om udtagelse af aktiver
efter ægtefælleskiftelovens § 63 (se punkt 3.20.) og om kompensation efter ægtefælleskiftelovens § 67
til en økonomisk dårligt stillede ægtefælle (se punkt 3.18.).
Begrundelsen for, at ægtefæller ikke kan indgå forhåndsaftaler om kompensationer m.v., ligger i, at
lovgivningen om ægtefællers økonomiske forhold har til formål at beskytte den økonomisk svage
ægtefælle, som ikke bør kunne give forhåndsafkald på denne beskyttelse. Herved undgås det, at
ægtefæller indgår aftaler, som er uoverskuelige på aftaletidspunktet, og det undgås, at ægtefæller
stilles i en situation, hvor de ikke kan overskue konsekvensen af f.eks. at give forhåndsafkald på
formuedeling eller kompensation ved en eventuel skilsmisse mange år senere.
3.9.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at det ikke skal være muligt at indgå forhåndsaftaler om
formuedelingen ud over de muligheder, der fastlægges i loven. Udvalget foreslår således, at ægtefæller
ikke ved aftale skal kunne fravige reglerne i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Dette indebærer
bl.a., at en ægtefælle ikke på forhånd skal kunne give afkald på retten til forsørgelse, krydsende
udtagelsesret, regulerings- og misbrugskrav og kompensation. Der henvises til punkt 3.9.2.3.
Derimod finder udvalget, at der i loven bør indsættes bestemmelser, der gør det muligt at indgå
forhåndsaftaler om deling af visse aktiver, som ellers efter loven ikke indgår i ligedelingen. Det drejer
sig personskadeerstatning m.v. (se punkt 3.9.2.1.) og personlige og uoverdragelige rettigheder (se
punkt 3.9.2.2.)
Samtidig foreslår udvalget muligheden efter retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2, for at aftale, at værdien
af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen, videreført.
Som det fremgår af punkt 3.4.2. har udvalget foreslået, at der indføres lovbestemte begrænsninger af
ligedelingsordningen. Udvalget har ligeledes foreslået, at arv og gave - eller værdien heraf - ikke indgår
i formuedelingen, jf. punkt 3.11. Hertil foreslår udvalget, at ægtefæller ved ægtepagt skal kunne fravige
bestemmelserne herom. Dette gennemgås ikke nærmere, da Børne- og Socialministeriets ikke følger
udvalgets forslag til ændring af ligedelingsordningen og behandlingen af arv og gave ved
formuedelingen. Der henvises til punkt 3.4.3. og 3.11.
3.9.2.1. Deling af erstatning for personskade m.v.
Som det fremgår af punkt 3.16. foreslår udvalget, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, videreføres i
lov om ægtefællers økonomiske forhold.
65
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det er uafklaret, om ægtefæller efter gældende ret ved en forhåndsaftale kan fravige
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, hvorefter en ægtefælle ved separation eller skilsmisse kan udtage
udbetalte personskadeerstatninger i det omfang, erstatningsbeløbet ikke må antages at være forbrugt.
Udvalget finder, at ægtefæller ved ægtepagt bør kunne aftale, at en udbetalt erstatning helt eller delvist
skal indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse. Herved får den, der har modtaget
erstatningen, mulighed for at sikre den anden ægtefælle, der måske har indrettet sin tilværelse ud fra
hensynet til den tilskadekomne ægtefælle, en kompensation i form af andel i erstatningen.
3.9.2.2. Personlige og uoverdragelige rettigheder
Udvalget har overvejet, om ægtefæller skal have mulighed for at indgå forhåndsaftaler om
deling af de personlige og uoverdragelige rettigheder, som efter gældende ret er omfattet af
retsvirkningslovens § 15, stk. 2 (se punkt 3.16.11). Sådanne rettigheder, der benævnes "§ 15, stk. 2-
rettigheder“, indgår efter bestemmelsen kun i formuedelingen, "i den udstrækning, hvori det er
foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler". Udvalget foreslår, at § 15, stk. 2,
videreføres i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Om det er muligt at lade en personlig og uoverdragelig rettighed indgå i delingen, afhænger af
en konkret vurdering af den enkelte rettighed og de regler, der regulerer den pågældende type af
rettighed.
Udvalget finder imidlertid, at ægtefæller i det omfang det ikke strider mod, hvad der gælder for den
pågældende rettighed, bør kunne aftale, at en sådan rettighed skal indgå i delingen, herunder at den
skal indgå i delingen ved en af ægtefællernes død, men ikke ved separation eller skilsmisse.
Ægtefæller skal efter udvalgets opfattelse f.eks. kunne aftale, at en personlig goodwill, som tilhører den
ene ægtefælle, skal indgå i delingen ved separation eller skilsmisse med den virkning, at værdien skal
gøres op og indgå i formuedelingen.
3.9.2.3. Forhåndsaftaler om kompensation, reguleringskrav m.v.
Udvalget har overvejet, om det bør være muligt for ægtefæller at indgå en forhåndsaftale om
kompensation til en ægtefælle, der har medvirket til at forøge eller bevare den anden ægtefælles
særeje, eller som er urimeligt økonomisk stillet. Der henvises til punkt 3.18.
Dette kunne være med til at forebygge tvister ved delingen og sikre, at en økonomisk svag ægtefælle
får et vist beløb uden at være tvunget til at føre retssag herom.
Udvalget finder imidlertid ikke, at det bør være muligt på forhånd at indgå aftaler, der stiller en
økonomisk svag ægtefælle dårligere, end de foreslåede kompensationsregler, der har til formål at
beskytte den pågældende, ville føre til. Et sådant forhåndssamtykke til at blive "økonomisk ringe stillet“
eller et forhåndsafkald på del i den værdistigning, man har været med til at skabe, vil være vanskeligt at
overskue og ville kunne føre til urimelige resultater.
Herefter har udvalget overvejet, om forhåndsaftaler om kompensation skal tillades under forudsætning
af, at en ægtefælle ikke derved stilles dårligere end efter kompensationsreglerne.
Tilsvarende kan en ægtefælle, der istandsætter den anden ægtefælles særejeejendom og derved
medvirker til at forøge dens værdi, sikre sig del i værditilvæksten ved, at ægtefællerne aftaler, at
ejendommen skal være brøkdelssæreje. I så fald skal den del af ejendommens værdi, der er
delingsformue, ligedeles.
Udvalget anfører, at sådanne aftaler ikke vil være til hinder for, at den pågældende ægtefælle efter
kompensationsreglerne tilkendes et større beløb end efter aftalen.
Som anført i punkt 3.8.2.3. finder udvalget, at der ikke bør være mulighed for at aftale særeje, der kun
har virkning ved død. En kompensationsaftale vil i endnu højere grad end dødsfaldssæreje kunne
anvendes af en ægtefælle, der ønsker at beholde sin formue i tilfælde af separation eller skilsmisse,
men ønsker at fratage sine livsarvinger arven ved sin død.
66
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Udvalget har tilsvarende overvejet, om det bør være muligt at indgå forhåndsaftaler om reguleringskrav
(se punkt 3.17). Efter disse bestemmelser kan der, når en ægtefælle har anvendt delingsformue til at
forbedre sit særeje eller omvendt, fastsættes en beløb, der skal udligne disse forskydninger mellem
delingsformue og særeje.
Der kan ved formuedelingen opstå tvivl om størrelsen af sådanne krav, og udvalget peger på, at det
kunne være konfliktforebyggende, hvis ægtefællerne kunne indgå forhåndsaftaler herom, f.eks. i
forbindelse med at de beslutter, at en særejeejendom skal sættes i stand for delingsmidler.
Udvalget finder imidlertid, at der ikke bør være mulighed for på forhånd at fraskrive sig retten til
regulering efter de foreslåede bestemmelser. Konsekvenserne af f.eks. en aftale om, at en ægtefælle frit
kan forbedre sin særejeejendom med delingsformue uden regulering, ville være svære at overskue
mange år før en eventuel formuedeling.
Omvendt vil en fri adgang til forhåndsaftaler om reguleringskrav, der giver mulighed for at aftale et
større krav, end hvad der følger af de foreslåede regler, efter udvalgets opfattelse kunne misbruges til
at tilsidesætte hensyn til arvinger og eventuelle kreditorer på samme måde som beskrevet ovenfor
vedrørende kompensationskrav.
Udvalget peger på, at ægtefællerne i stedet har mulighed for at indgå en aftale om særeje, der stemmer
med deres ønsker. Hvis en ægtefælle f.eks. ønsker at forbedre en særejeejendom med delingsformue,
kan ægtefællerne aftale, at ejendommen skal være brøkdelssæreje, så brøkerne svarer til forholdet
mellem særejet og den anvendte delingsformue. De kan også indgå en aftale om sumdeling.
Tilsvarende hensyn taler imod at indføre adgang til forhåndsaftaler om kompensation som følge af en
ægtefælles misbrug af sin formue.
Sammenfattende finder udvalget, at de foreslåede regler om aftaler om særeje giver ægtefællerne
tilstrækkelige muligheder for at finde en løsning, der passer til den pågældende situation, Udvalget
finder derfor, at reglerne om regulerings- og misbrugskrav samt kompensation ikke skal kunne fraviges
ved forhåndsaftaler.
3.9.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at lov om ægtefællers økonomiske
forhold skal indeholde en bestemmelse om, at ægtefæller ikke ved aftale kan fravige reglerne i loven,
bortset fra de aftalemuligheder som loven indeholder, navnlig mulighederne for at aftale særeje og
forholdsaftaler om bestemte aktiver. Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at ægtefæller ikke på forhånd
kan indgå aftaler om udtagelsesret, regulerings- og misbrugskrav og kompensation.
En sådan bestemmelse vil også indebære, at en ægtefælle ikke vil kunne give forhåndsafkald på retten
til forsørgelse. Dette er imidlertid ikke til hinder for at indgå en aftale om betaling af ægtefællebidrag,
herunder om at der ikke skal betales bidrag, når spørgsmålet om betaling af bidrag er aktuelt. Der
henvises til punkt 3.23., herunder om mulighederne for at tilsidesætte bidragsaftaler.
Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at ægtefæller bør have mulighed for at aftale, at personlige
erstatninger m.v. og værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen.
Endelig er ministeriet principielt enig med udvalget i, at ægtefæller bør have mulighed for at aftale, at
en uoverdragelig og personlig rettighed skal indgå i formuedelingen. Efter udvalgets forslag kan en
sådan rettighed ikke indgå i delingen, hvis det vil stride mod, hvad der gælder for den pågældende
rettighed. Dette forbehold, der er nødvendigt af hensyn til de omhandlede rettigheder, kan imidlertid
gøre det vanskeligt at overskuede konsekvenserne af en sådan aftale. Ministeriet foreslår derfor, at
ægtefæller skal kunne aftale, at værdien af en uoverdragelig og personlig rettighed skal indgå i
formuedelingen. Sådanne aftaler vil kunne indgås for alle typer af uoverdragelige og personlige
rettigheder.
Med disse forslag styrkes ægtefællers muligheder for at indgå aftaler om formuedelingen, der passer til
deres situation.
67
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.9.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at reglerne om ægtefællers adgang til at aftale, at visse aktiver skal indgå i
formuedelingen ved separation og skilsmisse, indsættes i loven i kapitel 5 om forhåndsaftaler om
formuedelingen.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 15 kan ægtefæller aftale, at værdien af en kapital- eller
ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen ved separation eller skilsmisse.
Tilsvarende kan ægtefæller efter den foreslåede bestemmelse i § 16 aftale, at en personlig erstatning
m.v. skal indgå i formuedelingen. En sådan aftale kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en
ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først.
Endelig foreslås det i § 17, at ægtefæller kan aftale, at værdien af en uoverdragelig og personlig
rettighed, der er omfattet af lovforslagets § 37, skal indgå i formuedelingen. Også en sådan aftale kan
begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt ægtefælle dør
først, eller til at omfatte førstafdøde eller længstlevende ægtefælles rettigheder.
Det fremgår af de foreslåede bestemmelser i §§ 15-17, at aftaler om, at de pågældende aktiver m.v.
skal indgå i formuedelingen, kun kan ske ved ægtepagt, jf. punkt 3.10.
3.10. Ægtepagter
3.10.1. Gældende ret
3.10.1.1. Formelle krav til ægtepagter
Ifølge retsvirkningslovens §§ 35 og 37 skal en ægtepagt oprettes skriftligt og underskrives af parterne,
og den skal tinglyses i personbogen for at blive gyldig såvel mellem parterne som i forhold til
tredjemand. Også kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt.
Efter § 49 har enhver af ægtefællerne ret til at begære ægtepagten tinglyst i personbogen, også selvom
den anden ægtefælle protesterer.
Der gælder ingen tidsfrist efter underskrivningen af en ægtepagt til at anmelde den til tinglysning. En
anmeldelse til tinglysning efter separation, skilsmisse eller den ene ægtefælles død har dog ingen
retsvirkninger, heller ikke selvom ægtepagten skulle blive tinglyst. Dette gælder også i tilfælde, hvor en
ægtepagt er anmeldt før en ægtefælles død, men afvist ved en fejl og efter dødsfaldet anmeldt på ny.
Tinglysning sker i personbogen, der føres af Tinglysningsretten, jf. tinglysningslovens kapitel 7.
Tinglysning af ægtepagter i personbogen er nærmere reguleret i kapitel 1 og § 17 i bekendtgørelse nr.
213 af 15. marts 2011 om tinglysning i personbogen.
Personbogen blev digitaliseret den 21. marts 2011, og efter tinglysningslovens § 7, stk. 3, kan
tinglysning alene ske på grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur. Efter
lovens § 7, stk. 5, kan justitsministeren fastsætte regler om, at personer, der ikke kan få en digital
signatur, kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdokumenter, om fremgangsmåden herved og om
retsvirkningerne heraf.
Udover de formelle betingelser, der skal være opfyldt for en korrekt digital tinglysning, foretager
Tinglysningsretten en prøvelse af ægtepagten. Ved prøvelsen påser Tinglysningsretten, at de aktiver,
som ægtepagten vedrører, klart kan identificeres, og at aftalen i ægtepagten er i overensstemmelse
med de muligheder, som retsvirkningsloven giver ægtefæller til at indgå aftale om formueordningen i
deres ægteskab. Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter følger ikke umiddelbart af
tinglysningsloven, men er udviklet i retspraksis.
Identifikationen af de aktiver, som ægtepagten vedrører, kan ske ved henvisning til
erhvervelsestidspunktet, f.eks. ved at det aftales, at alt, hvad en ægtefælle ejede ved ægteskabets
indgåelse, skal være fuldstændigt særeje, eller at alt, hvad der fremtidigt erhverves, skal være
68
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
skilsmissesæreje. Aktiver kan også identificeres ved henvisning til erhvervelsesmåden, f.eks. at alt hvad
en ægtefælle har erhvervet eller i fremtiden vil erhverve ved f.eks. arv eller gave.
Endelig kan identifikationen ske ved angivelse af en bestemt virksomhed eller ved artsbetegnelser,
f.eks. mit indbo, mine biler, faste ejendomme, værdipapirer og bankindeståender, men dog ikke
således, at det er overladt til ejerægtefællen vilkårligt at forøge særejets omfang, f.eks. "mit
indestående til enhver tid på konti i [navnet på en bank]" eller familiens ejerbolig til enhver tid".
Endelig kan aktiverne identificeres ved en opregning af konkrete genstande, der skal være særeje. Ved
særeje om enkelte genstande kan der på grundlag af retspraksis opstilles følgende retningslinjer for
identifikationen:
1. Fast ejendom skal angives med matrikelnummer og ikke kun med beliggenhed.
2. Motorkøretøjer skal angives med stel- og registreringsnummer.
3. Konti og depoter skal angives med pengeinstituttets navn, kontonummer eller depotnummer og
saldo på et bestemt tidspunkt, men saldoens størrelse skal ikke nødvendigvis angives.
4. Personligt drevne erhvervsvirksomheder skal angives med CVR-nummer, og virksomhedens aktiver
kan specificeres ved henvisning til virksomhedens åbningsstatus eller til det seneste årsregnskab.
5. Andele i interessentskaber og kommanditselskaber skal angives med den nøjagtige procentandel, og
aktiverne skal specificeres på samme måde som i personligt drevne virksomheder.
6. Anparter og aktier skal angives med det aktuelle nominelle pålydende eller med stk. og antal samt
selskabets CVR-nummer eller fondskode.
Ved andre aktiver foretages der en konkret vurdering af behovet for identifikation.
Aktiverne skal altid være angivet på en sådan måde, at der ikke er en særlig risiko for, at en ægtefælle
vilkårligt forøger særejets omfang ved ensidigt at inddrage yderligere aktiver under det.
I en ægtepagt, der omfatter alle en ægtefælles aktiver, skal de enkelte aktiver ikke nævnes.
Er aktiver ikke identificeret tilstrækkeligt, afvises ægtepagten helt eller delvist fra tinglysning.
Med hensyn til prøvelsen af, om aftalen i ægtepagten er i overensstemmelse med retsvirkningsloven,
bemærkes, at eksempelvis ægtepagter, der indeholder bestemmelser om, at gæld skal være særeje,
afvises.
Afvises en ægtepagt, kan ægtefællerne tilrette ægtepagten og anmelde den til tinglysning igen.
Tinglysning af en ægtepagt medfører ikke, at den ved en senere bodeling skal anses for materielt
gyldig. Der er således ikke noget til hinder for, at en ægtefælle senere gør gældende, at eksempelvis en
særejebestemmelse i en tinglyst ægtepagt er ugyldig, fordi den falder uden for, hvad ægtefællerne kan
aftale efter retsvirkningsloven. Endvidere er tinglysning ikke til hinder for, at en ægtepagt tilsidesættes
efter de almindelige ugyldighedsregler i aftaleloven.
En ægtepagts retsvirkninger regnes fra den dag, hvor den anmeldes til tinglysning.
3.10.1.2. Offentlighedens adgang til oplysninger om indholdet af ægtepagter
Når en ægtepagt tinglyses i personbogen, lagres den i et til personbogen særskilt knyttet
ægtepagtsregister. Af ægtepagter, der er tinglyst før 21. marts 2011, hvor den digitale personbog blev
indført, opbevarer Tinglysningsretten en fysisk genpart, mens alle ægtepagter tinglyst efter denne dato
findes digitalt i tinglysningssystemet.
Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5, er oplysninger i personbogen om tinglyste ægtepagter
offentligt tilgængelige for enhver i en række tilfælde. Derudover er der i medfør af tinglysningslovens §
50, stk. 1, i adgangsbekendtgørelsen fastsat nærmere regler om videregivelse af oplysninger fra
tinglysningssystemet, herunder efter § 50 c. Efter adgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 1, er
oplysningerne i tinglysningssystemet, med undtagelse af oplysninger om personnumre, offentligt
tilgængelige. Efter adgangsbekendtgørelsens § 35, stk. 2, kan adgang til oplysningerne i bl.a.
personbogen til enhver tid mod betaling af de i retsafgiftsloven fastsatte afgifter opnås via
Tinglysningsrettens internetportal eller ved brug af en systemopkobling godkendt af retten. Ved lov nr.
69
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
519 af 28. maj 2013 om ændring af bl.a. retsafgiftsloven og tinglysningsloven blev bestemmelserne i
retsafgiftslovens §§ 49 a og 49 b ophævet, og afgiften for opslag i og udskrifter fra akter i det digitale
tinglysningssystem blev ophævet, hvorfor der i dag er gratis adgang til oplysninger i
tinglysningssystemet.
For så vidt angår ægtepagter er det således gratis at få oplysning om indholdet af en tinglyst ægtepagt
via Tinglysningsrettens onlineportal. Dette gælder dog kun for ægtepagter tinglyst efter 21. marts 2011
i det digitale tinglysningssystem. For ægtepagter tinglyst før 21. marts 2011 fremgår det ved opslag i
personbogen kun, om en person har tinglyst ægtepagt, og hvilken type ægtepagt der er tale om. Enhver
har imidlertid ret til at modtage oplysninger om indholdet af en ægtepagt tinglyst før 21. marts 2011.
Disse oplysninger kan rekvireres hos Tinglysningsretten mod betaling af kr. 175 i medfør af
retsafgiftslovens § 48, stk. 3, 2. pkt., jf. stk. 1, 1. pkt.
Ifølge Tinglysningsretten blev der i 2015 foretaget 265.873 opslag i personbogen generelt via det
digitale tinglysningssystem. I 2015 modtog Tinglysningsretten endvidere 1683 anmodninger om kopier
af ægtepagter tinglyst før 21. marts 2011, hvoraf størstedelen af anmodningerne kom fra skifteretterne
som led i skiftebehandling af boer, jf. nedenfor.
Adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter bliver bl.a. benyttet af SKAT ved beregning af
visse tinglysningsafgifter. Når det er relevant, overføres oplysninger om indholdet af ægtepagter
tinglyst efter 21. marts 2011 elektronisk til SKAT til brug for afgiftsberegningen, jf. § 28, stk. 1, nr. 1, i
bekendtgørelse nr. 835 af 4. september 2009 om tekniske krav og forskrifter for tinglysningssystemet.
Hvis ægtepagten er tinglyst før 21. marts 2011, har SKAT ligeledes adgang til oplysninger om indholdet
af ægtepagter, men må i disse tilfælde rekvirere en udskrift af ægtepagten fra Tinglysningsretten.
Endvidere anvendes adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter af skifteretterne, primært til
brug for deres behandling af dødsboer. Når en person afgår ved døden, modtager skifteretten
automatisk besked om dette og sender en elektronisk forespørgsel til tinglysningssystemet vedrørende
både ægtepagter og testamenter. Hvis der er tinglyst en ægtepagt, sender tinglysningssystemet
automatisk besked om dette til skifteretten sammen med kopi af ægtepagten. Dette gælder dog kun i
de tilfælde, hvor ægtepagten er tinglyst efter 21. marts 2011, idet den i modsat fald ikke foreligger
digitalt. I øvrige tilfælde får skifteretten alene besked om, at der er oprettet ægtepagt, og må herefter
rekvirere en kopi heraf fra Tinglysningsretten eller skiftesagens parter.
Hvis der er oprettet et testamente, sender tinglysningssystemet automatisk en kopi af dette til
skifteretten, hvis testamentet er indberettet til Tinglysningsretten efter 1. maj 2012. I modsat fald
foreligger testamentet ikke digitalt, og skifteretten må herefter rekvirere en kopi heraf fra den byret,
hvor notartestamentet er oprettet, eller skiftesagens parter.
I modsætning til hvad der i dag gælder for ægtepagter, er der ikke den samme adgang til oplysninger
for offentligheden om testamenter. Efter notarialbekendtgørelsens § 17 har kun den, der har fået
foretaget en notarialforretning, herunder oprettet notartestamente, og andre, der har retlig interesse i
forretningen, ret til efter regler i retsplejelovens § 41 at få udleveret en udskrift hos notaren af
fortegnelsen over notarialforretninger og af de øvrige dokumenter vedrørende notarialforretningen,
som opbevares på dommerkontoret. Det er i retspraksis, at et testamente er et personligt og fortroligt
dokument, der som udgangspunkt ikke kan kræves fremlagt under en retssag i testators livstid. Det er i
teorien antaget, at andre end testator eller en af ham bemyndiget person, f.eks. en advokat, ikke vil
kunne få udleveret en kopi af testamentet i medfør af notarialbekendtgørelsens § 17.
3.10.1.3. Abonnementsordning vedrørende personbogen
Efter tinglysningslovens § 50 c, stk. 6, kan meddelelse om ændring af oplysninger i edb-registrene
(tinglysningssystemet) sendes til enhver, med hvem der er indgået aftale herom. For så vidt angår
personbogen, er der i § 24 i bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts 2011 (personbogsbekendtgørelsen)
fastsat nærmere regler om abonnementsordningen. Det fremgår heraf bl.a., at Tinglysningsretten for
enhver, der ansøger herom, kan oprette et abonnement, der indebærer, at den pågældende modtager
meddelelse, når bestemte personer i personbogen disponerer i tinglysningsmæssig henseende, jf. § 24,
stk. 1.
3.10.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
70
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.10.2.1. Oprettelse af ægtepagt
Retsvirkningslovsudvalget har ikke overvejet at ændre kravet om skriftlighed og underskrift i
retsvirkningslovens § 35, når ægtefæller ønsker at indgå aftale om særeje m.v.
Det er således udvalgets opfattelse, at en generel registrering af alle ægtepagter bør bevares som
gyldighedsbetingelse. Herved sikres bl.a., at eventuelle ægtepagter kommer frem ved en ægtefælles
død, og at en ægtefælle ikke kan destruere en ægtepagt, som er til skade for den pågældende.
En ægtepagt har på samme måde som et testamente, men i modsætning til de fleste andre aftaler, ofte
først virkning mange år efter, at den er oprettet. Der er endvidere tale om en aftale, som kan have store
økonomiske konsekvenser for en part. Dette medfører efter udvalgets opfattelse, at der må gælde
skærpede krav til sikkerheden for, at aftalen reelt er indgået af begge parter, og at de fornuftmæssigt
var i stand til at indgå aftalen. Det vil således efter de gældende regler være særdeles vanskeligt for en
ægtefælle, der ved en skilsmisse bliver konfronteret med en tinglyst ægtepagt, som den anden
ægtefælle har oprettet ved misbrug af den første ægtefælles digitale signatur, at bevise, at den
pågældende ikke har indgået aftalen.
Det er udvalgets opfattelse, at underskrift af en ægtepagt for notaren vil medføre en øget sikring af, at
ægtefællerne har den fornødne habilitet og forståelse for ægtepagtens indhold.
Udvalget foreslår derfor, at ægtepagter ikke længere skal tinglyses for at være gyldige, men at de i
stedet skal underskrives for notaren på samme måde som testamenter. Notaren vil i forbindelse med
underskrivelsen af ægtepagten sikre sig ægtefællernes identitet, og at de fornuftmæssigt er i stand til
at indgå aftalen. Notaren sørger herefter for, at ægtepagten registreres i et register på samme måde
som ved notartestamenter.
Udvalget bemærker endvidere, at ægtepagter jævnligt oprettes sammen med testamenter med det
formål at begrænse f.eks. et særbarns arv. Det kan i disse tilfælde være uheldigt, at der gælder
forskellige formkrav til de to dokumenter.
Udvalget finder, at det lige som ved testamenter bør være muligt at oprette en ægtepagt under
medvirken af vidner efter samme regler som vidnetestamenter, men med en efterfølgende obligatorisk
registrering. En vidneordning bør indeholde en forholdsvis kort tidsfrist (4 uger) til at indlevere
ægtepagten til registrering. Ægtepagten skal som i dag kunne indleveres af den ene ægtefælle, selvom
den anden ægtefælle protesterer.
Udvalget finder ikke, at en anmodning om separation eller skilsmisse bør afskære ægtefællerne – eller
den ene af dem – fra at få registreret ægtepagten. I modsat fald ville en ægtefælle kunne risikere, at den
anden ægtefælle fragår en aftale om særeje ved umiddelbart efter at anmode om separation eller
skilsmisse. Dør en ægtefælle inden registrering af en ægtepagt oprettet for vidner, kan den anden
ægtefælle have en interesse i ikke at fremlægge ægtepagten, hvis den pågældende derved bliver stillet
bedre på skiftet. Udvalget finder derfor, at den afdøde ægtefælles arvinger bør have mulighed for at få
lagt ægtepagten til grund for skiftet, selv om de først finder den efter udløbet af fristen for registrering.
Heller ikke den længstlevende ægtefælle bør i denne situation være bundet af 4-ugers fristen.
Udvalget peger på, at registreringen kan ske i det nuværende Centralregister ofr Testamenter, men
overlader det til Justitsministeriet at overveje, om det er mest hensigtsmæssigt at oprette et
selvstændigt register for ægtepagter - Ægtepagtsregistret.
3.10.2.2. Prøvelse af ægtepagter
Udvalget finder, at prøvelsen af ægtepagter bør afskaffes.
Udvalget henviser til, at kritikken af Tinglysningsrettens krav til identifikation af de aktiver, der er
omfattet af en ægtepagt. Kritikken går navnlig på, at rettens krav om, at der ikke må være tvivl om
særejets omfang, er for restriktiv, således at ægtepagter afvises af formelle grunde, selv om der ikke er
grund til at antage, at det vil give anledning til fortolkningstvivl, f.eks. hvis en fast ejendom er angivet
alene ved beliggenhed og ikke ved matrikelnummer. Det er i den forbindelse anført, at der ved
71
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
vurderingen af risikoen for sammenblanding af særeje og delingsformue ikke tages hensyn til
surrogationsprincippet, hvorefter aktiver, der er købt for særejemidler, forbliver særeje uden
tinglysning af ægtepagt herom (se punkt 3.12), og til reglerne om reguleringskrav (vederlagskrav), der
har til formål at genoprette balancen mellem særeje og fælleseje ved sammenblanding af særeje og
fælleseje (se punkt 3.17).
Som i andre situationer, hvor der opstår tvist om, hvorvidt et aktiv er særeje eller ej, følger det af
almindelige fortolkningsregler, at tvivlen som udgangspunkt kommer den ægtefælle, der gør gældende,
at et aktiv er særeje, til skade.
Udvalget peger videre på, at en ægtepagt f.eks. om, at alt, hvad en ægtefælle ejede ved ægteskabets
indgåelse, skal være særeje, ikke entydigt fastlægger, præcis hvilke aktiver der er omfattet af særejet,
da en sådan ægtepagt kan tinglyses uden identifikation af de aktiver, der er omfattet af særejet.
Afvises en ægtepagt på grund af en formel mangel, og dør den ene ægtefælle, inden fejlen er rettet og
ny anmeldelse af ægtepagten er sket, kan ægtefællerne eller deres arvinger risikere at miste den
retsstilling, som ægtefællerne havde aftalt. Tilsvarende kan en ægtefælle lide retstab, hvis den anden
ægtefælle nægter at medvirke til at rette op på en ægtepagt, hvor specifikationskravet ikke er opfyldt.
Samtidig kan tinglysning efter udvalgets opfattelse give ægtefællerne indtryk af, at de kan være sikre
på, at ægtepagten er gyldig, og at den vil kunne lægges til grund ved en senere bodeling. Som anført i
punkt 3. er tinglysning imidlertid ikke en sikkerhed for, at ægtepagten materielt er gyldig.
3.10.2.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter
Retsvirkningslovsudvalget har anført, at oplysninger om, hvad et ægtepar har aftalt om deling af deres
formuer ved separation, skilsmisse eller død, af de fleste opfattes som noget, der hører privatlivet til på
samme måde som oplysninger i testamenter, der ikke er offentligt tilgængelige. At oplysninger om
ægtepagter er offentligt tilgængelige i kraft af tinglysningssystemet opfattes derfor typisk af
ægtefællerne som ubehageligt. Navnlig for ægtefæller, der er kendt i pressen, og som risikerer at få
offentliggjort oplysninger om deres privatliv, kan frygten herfor føre til, at de undlader at oprette den
ægtepagt, som de egentlig ønsker, eller at ægtepagten udformes mindre detaljeret end
hensigtsmæssigt for at undgå, at andre får kendskab til, hvad de ejer.
Kravet om tinglysning som gyldighedsbetingelse mellem ægtefællerne var oprindeligt begrundet med
hensynet til ægtefællernes arvinger og kreditorer.
Da kravet om tinglysning blev indført, var der forskel på ægtefællernes råderet og hæftelse over for
kreditorer, afhængigt af om der var fælleseje eller særeje i ægteskabet. Det var således væsentligt for
kreditorer at have kendskab til, hvilken formueordning en skyldner havde aftalt med sin ægtefælle. Efter
gældende ret, som udvalget foreslår videreført, hæfter en ægtefælle kun med sin egen formue over for
sine kreditorer og som udgangspunkt kun for sin egen gæld. For at kunne foretage en kreditvurdering
af en kommende låntager eller forretningspartner eller for at få inddrevet et tilgodehavende er det
derfor efter udvalgets opfattelse kun nødvendigt at få oplysninger om, hvad den pågældende ejer. Det
er derimod som udgangspunkt uden betydning for kreditor, om den pågældendes formue eller dennes
ægtefælles formue er gjort til særeje. Det kan ikke antages, at f.eks. en kreditgiver ved sin vurdering
lægger vægt på skyldnerens mulighed for at få del i sin ægtefælles formue ved en eventuel kommende
skilsmisse. Lægger långiver, hvad der ofte vil være tilfældet, tillige vægt på at kende til skyldnerens
ægtefælles økonomi, kan långiver kræve oplysninger herom som betingelse for at yde lånet, og långiver
kan betinge lånet af, at ægtefællen tillige hæfter. Selv i § 12 i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 med senere ændringer), hvor princippet om
særhæften er brudt, således at en ægtefælles skattegæld kan inddrives hos den anden ægtefælle, er det
uden betydning, om der er særeje eller fælleseje i ægteskabet.
Afgår en ægtefælle ved døden, har det derimod betydning for afdødes arvinger og kreditorer at få
kendskab til eventuelle ægtepagter, idet f.eks. en ægtepagt om særeje har betydning for størrelsen af
arven efter afdøde. Dette hensyn tilgodeses imidlertid efter udvalgets opfattelse bedst ved en ændring
af dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, således at skifteretten efter et dødsfald skal indhente oplysninger om
eventuelle ægtepagter på samme måde, som den indhenter oplysninger om testamenter.
72
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
På denne baggrund finder udvalget, at hensynet til beskyttelse af ægtefællernes privatliv vejer tungere
end hensynet til pressens, kreditorers og arvingers interesse i at kunne få indsigt i ægtepagter.
Der bør derfor – svarende til, hvad der gælder for testamenter – kun være adgang til at se en ægtepagt i
de tilfælde, hvor der er en retlig interesse. I overensstemmelse med ordningen for notartestamenter i
arvelovens § 63, stk. 3, foreslår udvalget, at det overlades til justitsministeren at fastsætte regler om
adgangen til at få oplysninger fra ægtepagter, der er registreret i det af udvalgets foreslåede
Ægtepagtsregister.
Der henvises til betænkningen, kapitel 8.
3.10.3. Overvejelser
3.10.3.1. Børne- og Socialministeriets overvejelser om oprettelse af ægtepagt
Ægtepagter anmeldes i dag digitalt til tinglysning på samme måde som dokumenter om overdragelse
og belåning af fast ejendom m.v. Systemet er velfungerende, og der ses ikke at foreligge oplysninger
om misbrug af systemet.
Digitaliseringen af tinglysningssystemet er sket som et led i en indsats for at øge digitaliseringen af
hele den offentlige sektor. I den fællesoffentlige digitale digitaliseringsstrategi 2016-2020 ("Et stærkere
og mere trygt digitalt samfund") fremhæver regeringen, KL og Danske Regioner bl.a., at den offentlige
sektor i tæt samarbejde med erhvervsliv, interesseorganisationer mv. må arbejde for at skabe
grundlaget for et fleksibelt og tilpasningsdygtigt samfund i en stadigt mere digitaliseret verden. Dette
sker med henblik på at skabe en brugervenlig og overskuelig digital offentlig sektor.
På det familieretlige område er der allerede gennemført flere digitaliseringstiltag. Eksempelvis er der i
2013 og 2014 blevet indført obligatorisk digital selvbetjening i relation til erklæring om faderskab,
ansøgninger om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v., anmodning om separation og
skilsmisse og ansøgning om børne- og ægtefællebidrag.
På den baggrund finder Social- og Indenrigsministeriet ikke grundlag for at ændre den eksisterende
fleksible digitale ordning og erstatte den med en ordning, hvor ægtepagter underskrives for enten notar
eller vidner, og hvor parterne efter oprettelsen af en vidneægtepagt skal sørge for at få ægtepagten
registreret i et register.
Ministeriet er opmærksomt på, at ægtepagter i nogle situationer oprettes sammen med testamenter og
udgør en samlet løsning på ægtefællernes ønsker om fordelingen af deres formue efter deres død. Det
ville derfor være hensigtsmæssigt, at ægtefællerne kunne oprette ægtepagt og testamente samtidigt for
notaren. Ministeriet finder imidlertid ikke, at hensynet hertil gør det nødvendigt at ændre den
eksisterende digitale løsning for ægtepagter. Det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at
ægtefællerne underskriver ægtepagten for notaren samtidig med testamentet, blot de derefter sørger
for, at ægtepagten anmeldes digitalt til tinglysning.
Med hensyn til problemet med, at en ægtepagt afvises fra tinglysning, og at et samtidigt oprettet
testamente underskrives for en notar henvises til punkt 3. om prøvelse af ægtepagter.
3.10.3.2. Regeringens overvejelser om prøvelse af ægtepagter
Tinglysningsretten foretager en prøvelse af ægtefællernes identitet og af formkravene til identifikation
af de aktiver, som ægtepagten vedrører, inden en ægtepagt tinglyses. Tinglysningsretten prøver også,
om ægtepagten indholdsmæssigt ligger inden for rammerne af, hvad ægtefællerne kan aftale efter
retsvirkningsloven.
Mange ægtepagter afvises fra tinglysning, fordi de ikke overholder formkravene til identifikation af
aktiverne, f.eks. at en fast ejendom kun er identificeret ved adresse og ikke ved matrikelnummer, eller
fordi de falder uden for aftalemulighederne i retsvirkningsloven.
Afvisninger påfører ægtefællerne mere arbejde, fordi de skal aftale, hvordan ægtepagten skal tilrettes,
og derefter skal de sende den til tinglysning igen.
73
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at prøvelsen afskaffes, da den efter udvalgets opfattelse er
overflødig.
Regeringen er enig med udvalget i, at en ægtepagt ikke bør prøves og afvises fra tinglysning,
medmindre der er en god grund til det. Inden udvalgets forslag gennemføres, bør det imidlertid
overvejes, om prøvelsen af ægtepagter betyder, at indholdet af tinglyste ægtepagter i højere grad er i
overensstemmelse med retsvirkningsloven, end hvis ægtepagter ikke prøves. I så fald kan prøvelsen
betyde, at en række retssager om formuedelingen undgås.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om betydningen af Tinglysningsrettens
prøvelse af ægtepagter, der gør det muligt at tage stilling til udvalgets forslag. Børne- og
Socialministeriet vil derfor i samarbejde med Justitsministeriet iværksætte en undersøgelse af
Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter inden tinglysning. Der sigtes navnlig til en undersøgelse af
årsagerne til, at ægtepagter i dag afvises. Afhængig af resultatet af undersøgelsen vil det blive
overvejet, om prøvelsen – og dermed tinglysningen – bør afskaffes og erstattes af en
registreringsordning.
3.10.3.3. Offentlighedens adgang til ægtepagter
Regeringen er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at offentligheden ikke har behov for at kende
indholdet af en ægtepagt. Kun ægtefællerne og domstolene (skifteretterne) har behov for kende disse
oplysninger. Endvidere har skattemyndighederne behov for adgang til oplysningerne med henblik på
beregning af tinglysningsafgifter.
Private personer kan dog i begrænset omfang også have en retlig interesse i at kende indholdet af en
ægtepagt, f.eks. til brug for en retssag mod et ægtepar, der har forsøgt at bringe deres formue i
kreditorly.
Det foreslås derfor, at det nærmere indhold af ægtepagter ikke længere skal være tilgængeligt for
offentligheden, dog sådan at ægtefællerne, domstolene og skattemyndighederne fortsat skal have
adgang til oplysninger herom.
Endvidere skal en privat person eller en privat virksomhed have adgang til oplysninger om indholdet af
en ægtepagt, hvis den pågældende efter en konkret vurdering har en retlig interesse i ægtepagten. Det
vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en advokat anmoder om oplysninger i en ægtepagt til brug for en
retssag om ejendomsretten til et aktiv, som påstås omfattet af en oprettet ægtepagt.
Der foreslås ikke ændringer i offentlighedens adgang til oplysninger i personbogen om, hvorvidt en
person har oprettet en ægtepagt. Disse oplysninger anvendes bl.a. af advokater og pengeinstitutter, der
rådgiver ægtefæller om deres økonomiske forhold. Ved opslag i personbogen vil det således som i dag
fortsat fremgå, at en person har oprettet en ægtepagt.
3.10.4. Den foreslåede ordning
Reglerne i retsvirkningsloven om oprettelse og tinglysning af ægtepagter videreføres i lov om
ægtefællers økonomiske forhold med enkelte redaktionelle ændringer. Bestemmelserne indsættes i
loven i kapitel 6 om ægtepagter.
Efter de foreslåede regler er en ægtepagt kun gyldig, når den er underskrevet af begge ægtefæller og
tinglyst i personbogen efter reglerne herom i lov om tinglysning. Hvis en ægtefælles værge efter
værgemålsloven skal give samtykke til en ægtepagt, er ægtepagten kun gyldig, hvis også værgen har
underskrevet den (§ 19). En ægtepagt kan efter § 20 kun ændres eller ophæves ved ægtepagt.
Enhver af ægtefællerne kan efter § 21 anmode om, at begære en ægtepagt tinglyses.
I overensstemmelse med gældende ret foreslås der indsat en bestemmelse om, at også kommende
ægtefæller kan oprette en ægtepagt (§ 22).
74
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Med hensyn til Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter vil Børne- og Socialministeriet i samarbejde
med Justitsministeriet iværksætte en undersøgelse af prøvelsen, og når resultatet af undersøgelsen
foreligger, vil det blive overvejet, om prøvelsen – og dermed tinglysningen – bør afskaffes og erstattes
af en registreringsordning.
Ændringen af reglerne om offentlighedens adgang til indholdet af ægtepagter gennemføres ved
ændring af tinglysningsloven. Der henvises til følgeloven, de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.,
samt § 4 og bemærkningerne hertil.
3.11. Arv og gave m.v. fra tredjemand
3.11.1. Gældende ret
3.11.1.1. Arv og gave
Efter retsvirkningslovens § 28 a kan en arvelader eller gavegiver vedrørende arv, herunder tvangsarv, og
gave træffe tilsvarende bestemmelse om særeje, som ægtefæller kan aftale efter lovens § 28.
Bestemmelsen indebærer, at arv og gave indgår i formuedelingen, medmindre arvelader og gavegiver
har bestemt, at arven og gaven skal være særeje, herunder skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller
kombinationssæreje. De forskellige former for særeje i § 28 er nærmere beskrevet i punkt 3.8.
En særejebestemmelse efter § 28 a gælder også, selvom ægtefællen modtog arven eller gaven inden
ægteskabet.
Efter § 28 a skal en bestemmelse om, at arv skal være særeje, træffes ved testamente. Det er dog
tilstrækkeligt, at der foreligger en formløs testamentarisk bestemmelse om særeje, hvis der
ikke fremkommer indsigelser mod bestemmelsen fra de øvrige arvinger, jf. arvelovens § 79.
En bestemmelse om, at arveforskud skal være særeje, skal være truffet senest samtidig med, at
arveforskuddet ydes. Det er ikke tilstrækkeligt, at det er bestemt i et testamente, at den arv, der ydes
forskud på, skal være særeje.
Efter arvelovens § 58, stk. 1, er båndlagt arv skilsmissesæreje. Den båndlagte arv bliver dog
fuldstændigt særeje ved arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved ægtepagt
bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje. Efter stk. 2 finder stk. 1 bl.a. tilsvarende
anvendelse, når en båndlæggelse ophører som følge af, at livsarvingen fylder 25 år, eller arven frigives
eller udbetales. Efter stk. 3 kan bestemmelserne i stk. 1 og 2 fraviges ved testamente.
Generelt gælder der ingen formkrav til gaver. Bestemmelse om, at en gave skal være særeje, skal
træffes senest samtidigt med gaveløftet eller gavens overgivelse til gavemodtageren. Gave omfatter
tillige forsikrings- og pensionsydelser samt forsørgertabserstatninger, som en ægtefælle modtager fra
tredjemand.
Har en arvelader eller gavegiver bestemt, at arven eller gaven skal være særeje, kan modtageren
og dennes ægtefælle ifølge retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, ikke aftale noget, der strider mod
særejebestemmelsen. Har arvelader således f.eks. bestemt, at en arv skal være fuldstændigt særeje,
kan arvingen og dennes ægtefælle ikke ved ægtepagt aftale, at arven skal være fælleseje.
Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en
særejebestemmelse, og der kan fastsættes betingelser herfor. Arveladers bestemmelser herom skal
fremgå af testamentet. Tilsvarende træffes en gavegivers bestemmelser herom ved gaveløftet eller
gavens overgivelse til gavemodtageren, men der er ikke noget til hinder for, at gavegiver senere
accepterer ophævelse eller fravigelse af den oprindelige særejebestemmelse.
En arvelader kan således f.eks. i testamentet bestemme, at arven skal være modtagerens fuldstændige
særeje, men at modtageren og dennes ægtefælle kan aftale, at arven i stedet skal være fælleseje,
forudsat at ægteskabet på det tidspunkt, hvor modtageren og ægtefællen indgår en sådan aftale, har
varet mindst 10 år. En sådan aftale skal ske ved ægtepagt.
75
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Formkravene til bestemmelser om, at arv og gave skal være særeje, betyder bl.a., at den anden
ægtefælle ikke altid er bekendt med særejebestemmelserne. Der kan derfor opstå situationer, hvor en
ægtefælle først ved bodelingen bliver klar over, at den anden ægtefælle havde modtaget en væsentlig
del af sine aktiver som arv, der ved testamente var gjort til særeje, og som derfor ikke indgår i
ligedelingen.
Det er uafklaret, i hvilket omfang tredjemand kan træffe bestemmelse om særeje for et aktiv, når arven
kun udgør en del af aktivets værdi. Problemet opstår navnlig i relation til fast ejendom, der overdrages
som gave, og hvor gavemodtager betaler et delvist vederlag med fællesejemidler og/eller overtager
prioritetsgæld i ejendommen. Tilsvarende situationer kan opstå, når en person arver et aktiv, der er
behæftet med gæld, og eventuelt tillige skal betale et beløb – med fællesejemidler – til dødsboet, fordi
aktivets værdi overstiger den pågældendes arv.
I betænkningens kapitel 6, afsnit 2.1.1., opsummerer Retsvirkningslovsudvalget de forskellige
tolkninger af retstilstanden således:
Det ene synspunkt er, at når gavemomentet er tilstrækkeligt stort, formentlig på ca. 20 pct.
eller mere, kan gavegiver bestemme, at hele aktivet skal være særeje. Er gavemomentet relativt
lille, måske under 10 pct., er gavegiver afskåret fra at bestemme særeje. Når gavemomentet er i
intervallet mellem ca. 10 pct. og ca. 20 pct., beror det på en konkret vurdering, hvori indgår,
om gavemomentet absolut set er betydeligt, hvordan overdragelsessummen berigtiges, og hvor
stor usikkerhed der er om værdiansættelsen m.v.
Det andet synspunkt er, at når et aktiv overdrages delvist som arv eller gave, der skal være
særeje, og delvist ved vederlag med fællesejemidler eller ved gældsovertagelse, opstår der et
anpartssæreje, således at kun den brøkdel af aktivet, der svarer til gavemomentet, bliver særeje,
og resten fælleseje, forudsat at modtagerens formue i øvrigt er fælleseje.
3.11.1.2. Forsikringer m.v.
Efter forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, indgår erstatning og godtgørelse for personskade og krav om
erstatning til den, der har mistet en forsørger, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved
formuedeling ved separation eller skilsmisse. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i
formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen
eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
Efter § 102, stk. 1, i forsikringsaftaleloven kan forsikringstageren ved tegning af en forsikring indsætte
en anden som begunstiget. Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til
den begunstigede. Indsættelse af en begunstiget er efter lovens § 103, stk. 1, kun gyldig, såfremt den
skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller påtegnes policen af selskabet. Forsikringstageren kan
efter stk. 2 ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at forsikringssummen skal være
den begunstigedes særeje.
Efter § 2, stk. 1, i pensionsopsparingsloven kan kontohaveren ved oprettelsen af en pensionsopsparing
(opsparing og rateopsparing i pensionsøjemed) eller senere indsætte en anden som begunstiget. Ved
kontohaverens død udbetales de opsparede midler umiddelbart til den begunstigede. Indsættelse af en
begunstiget er efter lovens § 3, stk. 1, kun gyldig, såfremt den skriftligt meddeles pengeinstituttet eller
optages i eller påtegnes pensionsopsparingsaftalen af pengeinstituttet. Kontohaveren kan efter stk. 2
ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal være den
begunstigedes særeje.
Beløb, der er udbetalt efter de to bestemmelser, er delingsformue, medmindre der er truffet
bestemmelse om særeje.
3.11.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.11.2.1. Arv og gave
Justitsministeriets Forskningsafdeling har til brug for Retsvirkningslovsudvalgets arbejde foretaget en
undersøgelse af befolkningens syn på deling af formuer ved skilsmisse. På spørgsmålet om, hvordan en
arv eller gave skal deles ved skilsmisse, svarede 28 pct., at der skal ske ligedeling, mens 47 pct.
76
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
svarede, at modtageren skal beholde arven eller gaven. 19 pct. svarede, at det afhænger af ægteskabets
varighed. I Danske Familieadvokaters befolkningsundersøgelse svarede 33 pct., at arv og gave bør
ligedeles, mens 60 pct. mente, at arv og gave bør holdes uden for bodelingen.
Undersøgelser af ægtepagter viser, at der ikke er mange ægtepar, der aftaler, at arv og gave skal være
særeje. En undersøgelse foretaget af advokat Ulrik Grønborg af 3.000 henvendelser i 2011-2012 om
oprettelse af testamente viser, at 66,2 pct. ønskede en særejeklausul, heraf 25,8 pct.
kombinationssæreje, 30,1 pct. fuldstændigt særeje med succession og 10,4 pct. fuldstændigt særeje
uden klausul om succession.
Som beskrevet i punkt 3.4.2. er der efter udvalgets opfattelse mange fordele ved at bevare
formuefællesskabet som legal formueordning. Dette skyldes navnlig, at det er velkendt for de fleste, at
ægtefællers formuer ligedeles ved separation og skilsmisse. Ægtefællerne kan indrette sig i tillid hertil
eller aftale en anden ordning.
For så vidt angår arv og gave viser befolkningsundersøgelserne ovenfor efter udvalgets opfattelse, at
der i befolkningen er et betydeligt flertal, der ønsker, at arv og gave skal holdes uden for ligedelingen.
Endvidere medfører de mange bestemmelser om særeje i testamenter, at arv i mange ægteskaber er
særeje, uanset om ægtefællerne ønsker det eller ej.
Da der ikke er mange ægtefæller, der selv aftaler, at arv og gave skal være særeje, finder udvalget, at
opretholdelse af den gældende ordning vil betyde, at delingen af arv og gave i de fleste tilfælde vil
afhænge af, hvad ægtefællernes forældre m.v. har bestemt – eller ikke har bestemt. Om der er truffet
bestemmelse om, at arv skal være særeje, afhænger formentlig af, om arveladeren af andre grunde føler
behov for at oprette testamente og i den forbindelse får vejledning om muligheden for at bestemme, at
arven skal være særeje.
Hvis den gældende ordning opretholdes, vil der være en del ægtepar, hvor den enes arv er særeje som
følge af en testamentsbestemmelse, mens den anden ægtefælles arv indgår i formuedelingen. Dette vil
formentlig ofte ikke være udtryk for et bevidst valg, hverken for ægtefællerne eller den arvelader, der
ikke har truffet en særejebestemmelse.
At den ene ægtefælle skal dele sin arv ved separation eller skilsmisse, mens den anden kan beholde
sin, uden at dette er aftalt eller overvejet på forhånd, vil efter udvalgets opfattelse formentlig blive
opfattet som urimeligt.
På denne baggrund finder et flertal i udvalget, at der bør indføres en legal ordning, hvor arv og gave i et
vist omfang kan holdes uden for formuedelingen. Om livsforsikringssummer, pensionsydelser,
forsørgertabserstatninger og lignende ydelser fra tredjemand henvises til punkt 3.16.
Et mindretal foreslår, at arv og gaver fortsat skal indgå i ligedelingen, medmindre arvelader eller giver
har truffet anden bestemmelse. Dette forslag skal ses i sammenhæng med samme mindretals forslag
om en regel om skønsmæssig skævdeling, der er beskrevet i punkt 3.4.2.2.3.
Flertallet er imidlertid ikke enig om, hvordan ordningen skal udformes og har delt sig i et flertal og et
mindretal:
Et flertal af medlemmerne af flertallet foreslår, at værdien ved modtagelsen af arv og gave ikke indgår i
delingen ved separation eller skilsmisse i det omfang, værdien af arven og gaven er i behold. Dette vil
indebære, at værdistigninger på arven eller gaven samt indtægter af arven eller gaven indgår i delingen.
Er arven eller gaven faldet i værdi, er det kun værdien ved formuedelingen, der kan holdes uden for
delingen.
Dette flertal peger navnlig på, at hvis arv og gave skal være modtagerens særeje, vil arvelader og
gavegiver kunne bestemme over langt større værdier end arvens eller gavens værdi ved modtagelsen,
fordi også værdistigning på ejendommen vil være særeje.
Flertallet mener ligeledes, at arvelader og gavegiver ikke som i dag skal kunne træffe bestemmelse om
særeje, og at det bør være op til ægtefællerne selv at aftale særeje.
77
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Et mindretal af medlemmerne af flertallet mener, at arv og gave skal behandles som særeje sådan, at
det er selve arven og gaven, der ikke skal deles, herunder værdistigninger. Mindretallet bemærker, at
flertallets forslag betyder, at en ægtefælle ved formuedeling må betale for at udtage et arvet aktiv, hvis
aktivet er steget i værdi, herunder værdistigning som følge af inflation.
Endelig mener mindretallet, at tredjemandsbestemmelser om arv og en gave bør følge de nugældende
regler.
En del af mindretallet mener, at et aktiv, der erhverves delvist ved arv eller gave og delvist ved
gældsovertagelse eller ved indskud af delingsformue (delarv og delgave), kun holdes uden for
formuedelingen, hvis arvens eller gavens værdi er så væsentlig, at der er overordnet set reelt foreligger
en arv eller gave. En anden del af mindretallet mener, at når et aktiv kun delvist erhverves ved arv eller
gave, bør der opstå brøkdelssæreje, således at særejebrøken svarer til arvens eller gavens værdi i
forhold til aktivets samlede værdi. Begge løsninger skal også omfatte tredjemandsbestemt særeje.
Der er enighed i udvalget om, at ægtefæller ved ægtepagt skal kunne aftale, at arv og gave skal indgå i
delingen, når dette ikke strider mod en bestemmelse fra gavegiver eller arvelader.
Udvalget er også enig om, at forsikrings- og pensionsydelser, der kommer til udbetaling fra tredjemand,
bør behandles efter samme regler som arv og gave.
Udvalgets flertal foreslår, at livsforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og
lignende ydelser, som en ægtefælle modtager fra tredjemand, ligeledes skal holdes uden for delingen
efter samme regler som arv og gave.
Forsikringstagers eller kontohavers adgang til at bestemme, at en forsikringssum eller pensionsydelse
skal være modtagerens særeje, reguleres i henholdsvis forsikringsaftalelovens § 103 og
pensionsopsparingslovens § 3. Der er enighed i udvalget om, at forsikringstager og kontohaver
skal have samme adgang til at træffe bestemmelse om, hvorvidt forsikringssummen eller
pensionsydelsen skal indgå i delingen mellem modtageren og dennes ægtefælle, som en arvelader eller
gavegiver.
3.11.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Som det fremgår af punkt 3.4.3. er Børne- og Socialministeriet enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at
den gældende ligedelingsordning fortsat bør danne grundlag for formueordningen i Danmark.
Ministeriet er derimod ikke enig i udvalgets forslag om, at arv og gave som grundregel holdes uden for
ligedelingen. Forslaget bryder med ligedelingsordningen, og efter ministeriets opfattelse bør det være
op til ægtefællerne at aftale, at deres formue helt eller delvist skal være særeje og dermed bryde
ligedelingen i deres ægteskab. Med forslaget til § 12 om aftaler om særeje har ægtefæller f.eks.
mulighed for at aftale, at arv og gave, som de modtager eller har modtaget, skal være særeje.
Ministeriet er endvidere enig med det ene af udvalgets mindretal i, at arvelader og gavegiver fortsat skal
kunne bestemme, at arv og gave – og ikke kun værdien af arven og gaven som foreslået af flertallet –
skal være særeje. Ministeriet har herved særlig lagt vægt på, at en ægtefælle, der har arvet en genstand,
som under ægteskabet stiger i værdi, ikke vil kunne udtage genstanden ved en senere formuedeling
uden at "indbetale" formuestigningen til fællesboet, hvis ægtefællen alene kan udtage den værdi, som
arven havde ved modtagelsen. Dette vil kunne skabe store – og i nogle tilfælde uoverstigelige –
problemer for en ægtefælle, der har arvet eksempelvis en erhvervsvirksomhed eller en genstand, der
har været i slægtens eje i generationer.
Ministeriet er enig med udvalget i, at ægtefæller fortsat skal kunne tilsidesætte arveladers og gavegivers
bestemmelse om særeje, i det omfang særejebestemmelsen giver dem mulighed herfor.
Efter ministeriets opfattelse ligger løsningen på delarv og delgave-problematikken i udvalgets flertals
forslag i punkt 3.1.2 om, at et aktiv, der erhverves dels for aftalte særejemidler og dels ved
gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje. Dette forslag er udmøntet i lovforslagets § 24, stk. 2.
Udvalget foreslår samtidigt, at aktiver, der erhverves delvist for særeje delvist for delingsformue, skal
være særeje, jf. lovforslagets § 24, stk. 1.
78
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter § 24, stk. 2, vil en ægtefælle egenhændigt kunne erhverve et værdifuldt aktiv ved en mindre
udbetaling af særejemidler med den konsekvens, at hele værdistigningen på aktivet er særeje.
Ministeriet finder ikke, at det vil være urimeligt for den anden ægtefælle, at hele værdistigningen er
særeje for ejeren, heller ikke selvom ejeren har modtaget aktivet i arv eller gave. Den omstændighed, at
aktivet stiger i værdi, medfører således ikke, at delingsformuen bliver mindre. Hvis ejeren anvender sin
delingsformue til forbedring af aktivet, har den anden ægtefælle et reguleringskrav efter lovforslagets §
38.
En løsning som foreslået af en del af mindretallet, hvorefter et behæftet aktiv bliver brøkdelssæreje,
medfører bl.a., at en arvelader eller gavegiver ikke kan overdrage et behæftet aktiv til en ægtefælle
sådan, at hele aktivet er særeje. Ved formuedeling skal ægtefællen dele en del af en eventuel
værdistigning med den anden ægtefælle. Det kan gøre det vanskeligere at beholde f.eks. en arvet
erhvervsvirksomhed eller en ejendom, der typisk altid i et eller andet omfang vil være behæftet med
gæld.
Ved en løsning som foreslået af en anden del af mindretallet, hvor hele aktivet kun er særeje, hvis
friværdien – og dermed det reelle særeje – udgør en væsentlig del af aktivets værdi, vil det bero på et
konkret skøn, om friværdien er tilstrækkelig stor til, at hele aktivet er særeje. En sådan skønsmæssig
vurdering falder ikke i tråd med ønsket om, at reglerne i den nye lov skal være enkle og tydelige, sådan,
at ægtefællerne, arvelader og gavegiver kan forstå deres retsstilling. Samtidig vil en arvelader ikke
kunne være sikker på, at en særejebestemmelse over et behæftet aktiv med en beskeden friværdi vil
være gyldig, navnlig hvis arvelader først dør flere år efter oprettelsen af testamentet, og aktivets værdi i
mellemtiden er faldet.
Ingen af disse løsningsforslag løser delarv og delgave-problematikken uden at skabe nye problemer.
Med hensyn til livsforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser
fra tredjemand henvises til punkt 3.16.
3.11.4. Den foreslåede ordning
3.11.4.1. Arv, gave og forsikringer m.v.
Efter lovforslagets § 5, stk. 1, deler ægtefællerne ved separation eller skilsmisse deres formuer lige, og
ved en ægtefælles død eller ved skifte af et uskiftet bo deles formuerne lige mellem den længstlevende
ægtefælle eller dennes dødsbo og førstafdødes dødsbo. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af
loven.
Dette indebærer, at arv, gave og forsikringer m.v. er delingsformue, jf. forslagene i punkt 3.11.3.1. og
3.11.3.3.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, kan arvelader og gavegiver fortsat bestemme, at arv og
gave skal være særeje. Efter bestemmelsen har arvelader og gavegiver samme muligheder for at træffe
bestemmelse om særeje, som ægtefæller har til at aftale særeje efter lovforslagets § 12.
Det foreslås videre, at det i bestemmelsens stk. 2 lovfæstes, at arvelader og gavegiver kan bestemme,
at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje og kan fastsætte
betingelser herfor.
Efter bestemmelses stk. 3 skal bestemmelser om særeje over arv og om mulighed for at ændre sådanne
særejebestemmelser træffes ved testamente.
Endelig foreslås det i stk. 4, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på
livforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser, som en
ægtefælle modtager fra tredjemand.
Bestemmelsen om arv og gave m.v. i § 23 hænger sammen med den foreslåede bestemmelse i § 14, der
giver ægtefæller mulighed for ved ægtepagt at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver helt
79
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
eller delvist skal være en anden form for særeje eller skal være delingsformue, dog forudsat at aftalen
er i overensstemmelse med arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje.
3.11.4.2. Delarv og delgave
Efter forslaget i punkt 3.11.3.2. medfører en bestemmelse om, at et behæftet aktiv, som en ægtefælle
modtager i arv og gave, skal være særeje, at hele aktivet er særeje. Dette forslag gennemføres ved den
foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 2, hvorefter et aktiv, der erhverves dels for særejemidler og dels
ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje. Efter bestemmelsen omfatter erhvervelse ikke kun
køb, men også modtagelse af arv og gave. Bestemmelsen er derfor placeret i lovforslagets kapitel 8, der
indeholder generelle regler for særeje.
3.12. Generelle regler om særeje
3.12.1. Gældende ret
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller
senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestemmelsen indebærer bl.a., at
det, der træder i stedet for et aktiv, der er omfattet af en ægtefælles delingsformue, også er
delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue.
Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje efter stk. 1 (se punkt 3.8.1.)
omfatter, hvad der træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af
særejeaktiver ligeledes er særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat.
Ægtefællerne kan ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt at indtægter af
særeje skal være fælleseje.
Første del af bestemmelsen indeholder det såkaldte surrogationsprincip. Surrogater kan f.eks. være en
salgssum, et belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve.
Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og
lejeindtægter.
Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus
uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også
selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen.
Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende
bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles
på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter.
Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, skal
behandles, hvis aktivet stiger eller falder i værdi. Denne situation opstår f.eks., når et aktiv erhverves
for både særeje- og fællesejemidler.
En måde til løsning af sådanne situationer er "anpartssæreje", der kan defineres som en særejeart, hvor
en ideel bruttoandel (en brøkdel) af et aktiv henhører under én formueart, mens den resterende andel
henhører under en anden eller eventuelt flere formuearter – uden at der er tale om brøkdelssæreje. Det
er imidlertid uafklaret, om retsvirkningsloven indeholder hjemmel til anpartssæreje.
Anpartssæreje og brøkdelssæreje minder til en vis grad om hinanden, men der er afgørende forskelle:
1) Brøkdelssærejet kan alene stiftes ved ægtepagt, gave eller testamente, mens anpartssærejet antages
at kunne opstå ved en ensidig handling fra den ene ægtefælle, når midler fra flere formuearter
sammenblandes.
2) Brøkdelssærejet kan kun ophæves ved ægtepagt. Ved f.eks. et salg af et brøkdelssærejeaktiv bliver
salgssummen brøkdelssæreje. Heroverfor antages anpartssæreje – udover ved ægtepagt – at kunne
ophæves ensidigt ved, at ejerægtefællen sælger et anpartssærejeaktiv og herefter selv fordeler
salgssummen forholdsmæssigt på de respektive formuearter. Det er imidlertid uvist, hvordan en sådan
fordeling skal finde sted for at være gyldig.
80
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af det finansieres med fællesejemidler, kan
man i stedet for anpartssærejekonstruktionen løse problemet gennem reglerne om vederlagskrav i
retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter fællesejemidlerne ved bodelingen tilbageføres til fællesejet
og dermed indgår i ligedelingen. Det er imidlertid kun det indskudte fællesejebeløb, der tilbageføres.
Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på aktivet alene særejet.
Sådan sammenblanding kan opstå, når et aktiv erhverves for dels fællesejemidler dels særejemidler,
eller hvis et særejeaktiv forbedres for fællesejemidler eller omvendt.
Det ene synspunkt er, at der opstår et såkaldt anpartssæreje, hvor en anpart af aktivet er særeje,
og en anpart er fælleseje, og hvor anpartssærejet ophæves igen, når aktivet sælges, således at
fælleseje- og særejemidler igen kan adskilles.
Det andet synspunkt er, at et aktivs formueart bestemmes ved erhvervelsen og kun kan ændres ved en
ægtepagt om særeje eller ophævelse heraf, og at anvendelse af fællesejemidler ved erhvervelse eller
forbedring af et særejeaktiv eller omvendt ikke ændrer aktivets formueart, men medfører vederlagskrav
efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 3. Efter udvalgets forslag skal disse krav fremover kaldes
reguleringskrav, jf. betænkningens kapitel 10.
Om modtagelse af behæftede aktiver ved arv og gave med særeje klausul henvises til punkt 3.11.
3.12.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.12.2.1. Sammenblanding af delingsformue og særeje
Retsvirkningslovsudvalget foreslår, at problemerne med hensyn til sammenblanding af delingsformue
og særeje løses således:
1) Når et aktiv erhverves dels for delingsformue, dels for særeje, finder udvalget, at den bedste løsning
er, at aktivet bliver brøkdelssæreje, således at brøken svarer til forholdet mellem de anvendte midler. Er
f.eks. en fast ejendom erhvervet ved en betaling af 500.000 kr. i særejemidler og 500.000 kr. i
delingsformuemidler, bliver ejendommen brøkdelssæreje, således at særejebrøken er 1/2.
Dette indebærer i modsætning til anpartssærejekonstruktionen, at særeje og delingsformue ikke igen
kan adskilles, når aktivet sælges. Dette ville efter udvalgets opfattelse stride mod princippet om
surrogation. Hvis en ægtefælle ved salg af et aktiv købt for sammenblandede midler, frit kunne vælge,
at en del af salgssummen skal indgå i delingen og resten være særeje, kunne ægtefællen efterfølgende
hævde, at den del af salgssummen, der blev forbrugt, var delingsformuen, og at særejet var i behold.
Efter udvalgets forslag vil salgssummen vedrørende en ejendom, der var brøkdelssæreje med halvt
særeje og halv delingsformue, og de aktiver, der måtte blive købt for salgssummen, tilsvarende være
brøkdelssæreje.
Udvalget har overvejet, om der burde stilles et mindstekrav til, hvor stor særejeindskuddet skal
være i forhold til aktivets værdi, før der opstår brøkdelssæreje. Udvalget finder imidlertid, at det vil
være for kompliceret navnlig i relation til at definere den præcise sondring mellem midler anvendt ved
den oprindelige erhvervelse af f.eks. en ejendom og ved en efterfølgende forbedring, og i relation til
midler, der er tilvejebragt ved optagelse af lån.
Udvalget foreslår, at der ikke fastsættes en sådan mindstegrænse. Der vil således kunne opstå
situationer, hvor et aktiv er brøkdelssæreje, selvom f.eks. særejet kun udgjorde 1 pct. af købesummen.
2) Udvalget finder det ikke hensigtsmæssigt, at der opstår brøkdelssæreje, hvis et særejeaktiv forbedres
ved hjælp af delingsformue. En sådan model ville for at kunne foretage en korrekt beregning af brøken
forudsætte en opgørelse af aktivets værdi ved forbedringen. Tilsvarende gælder, hvis gæld, der hører
til særejet, afdrages med midler, der indgår i delingen. Hvis f.eks. gælden i en særejeejendom
afdrages med midler, der indgår i delingen, ville en regel om brøkdelssæreje forudsætte en
værdifastsættelse og omberegning af særejebrøken for hvert enkelt afdrag.
81
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
I disse situationer er reglerne om reguleringskrav (se punkt 3.17.), der giver mulighed for en
skønsmæssig fastsættelse af, hvordan den rette balance mellem særeje og delingsformue genoprettes,
efter udvalgets opfattelse en bedre løsning.
3) Udvalget er ikke enig om håndteringen af situationer, hvor et aktiv erhverves delvis for særeje og
delvis ved gældsoptagelse eller gældsovertagelse.
Et flertal i udvalget finder, at den enkleste løsning på problemstillingen er at lade udbetalingens
formueart være afgørende for hele aktivets formueart. Dette må efter flertallets opfattelse antages at
svare til, hvad der er gældende ret. Hvis der ikke er anvendt delingsformue ved erhvervelsen af et aktiv,
forekommer det flertallet mest rimeligt, at værdistigninger og -fald alene påhviler særejet.
Flertallet foreslår derfor, at hvis et aktiv erhverves dels for særejemidler og dels ved låneoptagelse
eller låneovertagelse, bliver aktivet særeje. Anvendes ved erhvervelsen både særejemidler og
delingsformue, og samtidig lånefinansiering, bliver aktivet brøkdelssæreje, således at brøken fastsættes
efter forholdet mellem indskuddene af forskellige formuearter.
Et mindretal finder ikke, at den retstilstand, som flertallet foreslår, er rimelig. I stedet foreslås det, at
der opstår brøkdelssæreje i sådanne situationer. Den overtagne gæld eller den finansiering, der er
foretaget for at muliggøre erhvervelsen, bør efter mindretallets opfattelse ikke medføre, at hele aktivet
bliver særeje, hvis ægtefællens hovedformueordning er delingsformue. Ved fastlæggelse af
retstilstanden i tilfælde af gældsovertagelse eller låneoptagelse bør der foretages en afvejning af
hensynet til begge ægtefæller, og ved flertallets forslag varetages udelukkende særejeægtefællens
interesser. Hvis f.eks. købesummen, der er særeje, kun udgør 5 pct. af købesummen, virker det
urimeligt, at hele værdistigningen på aktivet bliver særeje.
3.12.2.2. Surrogater og indtægter
Udvalget foreslår ikke ændringer i de gældende regler om, at en aftale om særeje omfatter, hvad der
træder i stedet for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af særejeaktiver ligeledes er
særeje. Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat.
En aftale om, at indtægter (f.eks. renter eller udbytte) af et særejeaktiv skal indgå i delingen,
giver ikke anledning til problemer, og udvalget foreslår derfor denne mulighed opretholdt.
Udvalget har derimod overvejet, om adgangen til at aftale, at surrogater for særeje skal være
fælleseje (delingsformue), bør ophæves, idet den strider mod reglerne om forudsigelighed med
hensyn til særejets ophør, og idet muligheden næppe anvendes i nævneværdigt omfang, og dermed kan
være med til at gøre reglerne yderligere komplicerede, uden at der er behov for det.
Udvalget peger på, at det ikke kan udelukkes, at ægtepagter med en sådan aftale eksisterer i dag, og
hvis aftalemuligheden ophæves, ville det være nødvendigt at indføre en overgangsordning, der
opretholdt gyldigheden af eksisterende aftaler. Dette ville yderligere komplicere overgangsreglerne. Det
kan heller ikke udelukkes, at der kan være situationer, hvor ægtefællerne finder en sådan aftale
hensigtsmæssig. Det kan f.eks. tænkes, at en ægtefælle, der er partner i en virksomhed, i forhold til
sine partnere har forpligtet sig til at oprette ægtepagt om, at vedkommendes andel i virksomheden er
særeje, men at ægtefællerne egentlig ikke ønsker særeje i deres ægteskab, og derfor ønsker at aftale, at
salgssummen, når andelen i virksomheden sælges, ikke skal være særeje.
Udvalget foreslår derfor ikke ændringer i gældende ret på dette punkt. Det bør således fortsat være
muligt ved ægtepagt at aftale, at surrogater for særeje ikke skal være særeje.
3.12.3. Børne- og Socialministeriet overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at den gældende ordning om
surrogater og indtægter videreføres. Det samme gælder muligheden for at aftale, at surrogater for og
indtægter af et særejeaktiv skal være delingsformue.
82
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ministeriet er ligeledes enig med Retsvirkningslovsudvalgets forslag om, at et aktiv, der erhverves dels
for delingsformue dels for særeje, bliver brøkdelssæreje, således at brøken svarer til forholdet mellem
de anvendte midler.
Med hensyn til behandlingen af aktiver, der erhverves delvis for særejemidler og delvis ved
gældsoptagelse eller gældsovertagelse er ministeriet enig i forslaget fra udvalgets flertal, hvorefter
udbetalingens formueart er afgørende for hele aktivets formueart.
Ministeriet finder endvidere, at disse generelle regler for særeje ikke kun skal finde anvendelse på aftalt
særeje, men også på tredjemandsbestemt særeje.
3.12.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de i punkt 3.12.3. foreslåede generelle regler for særeje indsættes i lovforslaget i
kapitel 8 med titlen "Generelle regler for særeje", der efter forslaget skal gælde for aftalt særeje,
tredjemandsbestemt særeje.
Med § 24, stk. 1, foreslås det, at aktiv, der er erhvervet dels for særejemidler og dels for midler, der
ikke er særeje, er aktivet brøkdelssæreje, jf. § 12, stk. 1, nr. 3. Brøken fastsættes efter forholdet mellem
de midler, der er anvendt ved erhvervelsen. Erhverves et aktiv dels for særejemidler og dels ved
gældsovertagelse eller lånoptagelse, er aktivet efter det foreslåede stk. 2 særeje af samme art som de
anvendte særejemidler, f.eks. skilsmissesæreje.
Det, der træder i stedet for særeje (surrogater), og indtægter af særeje er særeje, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 25, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at det, der
træder i stedet for særeje, skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue.
En sådan aftale kan ikke tidsbegrænses.
3.13. Delingen af ægtefællernes formue ved separation og skilsmisse
3.13.1. Gældende ret
3.13.1.1. Behandlingen af sager om formuedelingen ved separation og skilsmisse
Efter ægtefælleskiftelovens § 1, stk. 1, nr. 1, behandler skifteretten bl.a. sager om deling af ægtefællers
fællesbo.
Efter § 2, stk. 1, behandler skifteretten endvidere sager om enkelttvister, der opstår under den
pågældende skifterets behandling af bl.a. ægtefællers fællesbo efter § 1, stk. 1, nr. 1, eller under privat
skifte af ægtefællers fællesbo, herunder om følgende:
1) Opgørelsen og fordelingen af boets aktiver og passiver.
2) Opgørelsen af bodelene og i givet fald af den del heraf, der indgår i bodelingen.
3) Vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven.
4) Pensionskompensationskrav efter §§ 16 d-16 f i retsvirkningsloven.
5) Afgrænsning af særejer.
6) Særejekompensationskrav efter ægtefælleskiftelovens § 67.
Efter § 2, stk. 2, behandler skifteretten endvidere selvstændige sager mellem ægtefæller om krav på
særejekompensation efter lovens § 67 og om tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af ægtefællers
bodelingsaftaler.
Reglerne om behandlingen af sager om deling af ægtefællers formue (fællesbo) findes
ægtefælleskifteloven, suppleret af regler i retsplejeloven. Disse sagsbehandlingsregler gennemgås kun i
det omfang, det er relevant.
De materielle regler om formuedelingen ved separation og skilsmisse findes i retsvirkningsloven.
Efter loven skal ægtefællers formuer som udgangspunkt deles lige (§ 15, stk. 1, se punkt 3.4.). I
ligedelingen indgår ikke særeje (§ 15, stk. 1, jf. §§ 28 og 28 a, se afsnit 2), rettigheder, der er
83
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art (§ 15, stk. 2, se punkt 3.16), samt visse
pensionsrettigheder (§§ 16 b og 16 c, se punkt 3.16).
Loven indeholder enkelte regler om fravigelse af ligedelingen. Det drejer sig om pensionskompensation
(§§ 16 d-f, se punkt 3.19) og om vederlagskrav ved forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue
og særeje m.v. og ved en ægtefælles misbrug af sin formue (§ 23, se punkt 3.17).
Loven indeholder ikke regler om fradrag af gæld. Dette er behandlet i punkt. 3.14.
Retsvirkningslovens regler om formuedelingen suppleres af en række bestemmelser i
ægtefælleskiftelovens kapitel 7, der indeholder regler om:
Opgørelsen af fællesboet (§ 53, se punkt 3.13.).
Ligedeling (§ 58, stk. 1, se punkt 3.13.).
Udtagelse af genstande til personligt brug (§ 59, stk. 1, se punkt 3.13.).
Udtagelse af genstande, der er erhvervet til børnenes brug (§ 59, stk. 2, se punkt 3.13.).
Ophørsdagen (§ 51, se punkt 3.13.).
Tidspunktet for værdiansættelsen (§ 52, se punkt 3.13.).
Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om formuedeling ved kortvarigt ægteskab er behandlet i
punkt 3.4. sammen med bestemmelsen i § 60 om delingen ved omstødelse af ægteskab.
Retsvirkningslovsudvalget foreslår lovens § 62 om skævdeling af fællesboet, for at en ægtefælle kan
udtage nødvendigt bohave m.v., ophævet, da bestemmelsen næppe anvendes i praksis. Dette er
behandlet i det samtidigt fremsatte følgelovsforslag, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, i det
lovforslag
Ægtefælleskiftelovens kapitel 9 (§ 67), der indeholder regler om særejekompensation til en ægtefælle,
der er stillet urimeligt ringe, er behandlet i punkt 3.18.
Forsikringsaftaleloven indeholder i § 18 en bestemmelse om deling af personskadeerstatning og i §§
26 og 26 a, der er behandlet i punkt 3.16.
Ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 indeholder generelle regler om ægtefællernes udtagelse af de
enkelte aktiver, der er omfattet af formuedelingen, mens retsvirkningsloven i § 16 g indeholder en regel
om udtagelse af pensionsrettigheder. Disse regler er behandlet i punkt 3.20.
Der findes ikke regler om aftaler om formuedelingen, bortset fra ægteskabslovens § 58 om
tilsidesættelse af sådanne aftaler. Sådanne aftaler er behandlet i punkt 3.15.
Endelig indeholder retsvirkningsloven i kapitel 5 regler om bosondring, der er behandlet i punkt 3.21.
Reglerne om formuedeling ved en ægtefælles død er behandlet i afsnit 4.
3.13.1.2. Ophørsdagen
Reglerne om ophørsdagen findes i ægtefælleskiftelovens § 51. Efter bestemmelsens stk. 1 ophører
formuefællesskabet ved separation og skilsmisse ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet
anmodning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen. Den dag, formuefællesskabet ophører,
kaldes, som det fremgår af overskriften til bestemmelsen, ophørsdagen.
Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse tilbagekaldes eller bortfalder f.eks. på grund
af manglende betaling af gebyr, er der fortsat formuefællesskab i ægteskabet. Det samme gælder,
hvis sagen afsluttes i statsforvaltningen, f.eks. på grund af manglende enighed mellem parterne,
og ingen af parterne inden for 4 ugers fristen i ægteskabslovens § 43 anmoder om, at separation- eller
skilsmissesagen indbringes for retten.
Ved bosondring ophører formuefællesskabet efter stk. 2 ved udgangen af det døgn, hvor der er indgivet
begæring om bosondring til skifteretten. Ved omstødelse af ægteskab ophører formuefællesskabet
efter stk. 3 ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse.
84
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ægtefællerne kan under skiftet efter stk. 4 aftale, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et
andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
Efter § 51, stk. 5, kan skifteretten, hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig gældende, efter
indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet
tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
At formuefællesskabet ophører, betyder, at det er de aktiver og passiver, som ægtefællerne havde
på ophørsdagen, der indgår i formuedelingen, jf. ægtefælleskiftelovens § 50. Modtager en ægtefælle
f.eks. en arv efter ophørsdagen, indgår den ikke i delingen.
Det fremgår ikke udtrykkeligt af lovgivningen, hvornår formuefællesskabet ophører ved en ægtefælles
død. I tilfælde, hvor ægtefællerne ikke inden dødsfaldet har søgt om separation eller skilsmisse
(eller anmodet om bosondring eller anlagt omstødelsessag), må det dog anses for utvivlsomt, at
formuefællesskabet ophører ved dødsfaldet, således at f.eks. en arv modtaget af længstlevende efter
dødsfaldet, ikke skal indgå i delingen mellem længstlevende og førstafdødes arvinger, hvis boet skiftes
ved førstafdødes død.
Ved dødsfald er klokkeslettet for dødsfaldet afgørende og ikke som ved anmodning om separation eller
skilsmisse udgangen af det pågældende døgn. Dør således f.eks. førstafdøde den 1. februar kl. 10.00,
og dør længstlevendes mor samme dag kl. 10.30, hvorved der tilfalder længstlevende en arv, skal arven
ikke indgå i delingen med førstafdødes arvinger, hvis boet skiftes ved førstafdødes død. Vælger
længstlevende uskiftet bo, vil længstlevendes erhvervelser efter dødsfaldet derimod indgå i det
uskiftede bo, og de skal deles med førstafdødes arvinger, når det uskiftede bo skiftes.
Af dødsboskiftelovens § 77 fremgår, at ægtefælleskiftelovens § 51 finder anvendelse ved et
dødsboskifte med de ændringer, der følger af forholdets natur. Denne henvisning har givet
anledning til diskussion om retsstillingen, hvis en ægtefælle har anmodet om separation eller
skilsmisse, men en af ægtefællerne dør, inden der er taget stilling til anmodningen. Der er ikke i
retspraksis taget stilling til, om formuefællesskabet i et sådant tilfælde er ophørt ved udgangen
af det døgn, hvor der blev indgivet anmodning om separation eller skilsmisse, eller først ved
dødsfaldet.
3.13.1.3. Opgørelsen af ægtefællernes delingsformuer
Når formuefællesskabet er ophørt, skal der efter ægtefælleskiftelovens § 53 foretages en opgørelse af
fællesboet.
Alle aktiver, som en ægtefælle ejede på ophørsdagen, indgår som udgangspunkt i opgørelsen. De
aktiver, der ikke indgår i opgørelsen, er beskrevet i punkt 3.13.1.4.
De passiver (gæld), der hører til bodelene på ophørsdagen, fratrækkes i opgørelsen, jf. punkt 3.14.
Ved opgørelsen af fællesboet opgøres hver ægtefælles bodel særskilt, jf. § 53, stk. 1. Hvis en
ægtefælles bodel er positiv, skal den deles med halvdelen til hver af ægtefællerne. Er en ægtefælles
bodel negativ, deles den ikke.
Har en ægtefælle tillige særeje, inddrages dette under skiftet, i det omfang det er nødvendigt til at
fyldestgøre særejekompensationskrav efter § 67 i ægtefælleskifteloven eller vederlagskrav efter § 23 i
retsvirkningsloven.
Efter § 53, stk. 2, 1. pkt., medregnes særejekompensationskrav, vederlagskrav og
pensionskompensationskrav (§§ 16 d og 16 e i retsvirkningsloven) ikke ved opgørelsen af bodelene. I
modsat fald ville den ægtefælle, som har krav på kompensation, skulle dele sin kompensation med den
anden ægtefælle.
Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes efter § 53, stk. 2, 2. pkt., ikke som aktiv i
bidragsmodtagerens bodel.
85
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ophørsdagen er kun afgørende for, hvilke aktiver og passiver der skal medtages i opgørelsen.
Værdiansættelsen af aktiver og passiver sker derimod ifølge lovens § 52 på tidspunktet for aktivets
udlæg til en ægtefælle eller ved skiftets afslutning.
3.13.1.4. Ligedeling og undtagelser fra ligedelingen
Når hver ægtefælles bodel er opgjort efter ægtefælleskiftelovens § 53, følger det af lovens § 58,
stk. 1, at et eventuelt overskud skal deles ligeligt mellem ægtefællerne. Til dette udgangspunkt gælder
imidlertid en række undtagelser.
Inden opgørelsen efter § 53 har hver ægtefælle efter § 59, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande,
som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til
ægtefællernes formueforhold. Bestemmelsen omfatter personlige ting som tøj, smykker, ure og efter
omstændighederne hobbyudstyr. Bestemmelsen giver også en ægtefælle mulighed for at udtage en
genstand, som tilhører den anden ægtefælle, men kun hvis genstanden er fælleseje. Har ægtefællerne
fælleseje, og har den ene ægtefælle f.eks. anvendt et smykke, som den anden ægtefælle har arvet fra
sin slægt, vil den første ægtefælle kunne udtage smykket forud for formuedelingen.
Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan efter § 59, stk. 2, udtages forlods af den ægtefælle,
hos hvem børnene har bopæl.
Det følger således af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, og §§ 16 a – 16 c samt erstatningsansvarslovens
§ 18, stk. 2, at personlige og uoverdragelige rettigheder, pensionsrettigheder og
personskadeerstatninger kan holdes uden for delingen. Regler beskrives i punkt 3.16.
Endvidere følger det af ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1, at hver ægtefælle forlods kan udtage
genstande, som udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i
misforhold til ægtefællernes formueforhold. Efter § 59, stk. 2, kan den af ægtefællerne, som børnene
skal have bopæl hos, udtage genstande, der er erhvervet til børnenes brug.
Bestemmelserne om skævdeling ved omstødelse af ægteskab (§ 60) og ved kortvarigt ægteskab (§ 61)
er beskrevet i punkt 3.4.
Kan en ægtefælle ikke inden for den del af boet, som tilfalder denne, udtage bohave og andet løsøre,
der er nødvendigt til at opretholde hjemmet, og har den pågældende ikke udsigt til på anden måde at
kunne skaffe det fornødne, kan det efter anmodning bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde
denne ægtefælle, jf. ægtefælleskiftelovens § 62.
3.13.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.13.2.1. Overførsel af ægtefælleskiftelovens materielle bestemmelser m.v. om formuedeling til lov om
ægtefællers økonomiske forhold
Retsvirkningslovsudvalget har foreslået, at ægtefælleskiftelovens materielle bestemmelser om deling af
ægtefællers formue overføres til den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om
følgende bestemmelser:
Opgørelsen af fællesboet (§ 53).
Ligedeling (§ 58, stk. 1).
Udtagelse af genstande til personligt brug (§ 59, stk. 1).
Deling ved kortvarigt ægteskab (§ 61).
Særejekompensationskrav (§ 67, stk. 1). Se nærmere herom i punkt 3.18.
Samtidig foreslår udvalget, at den materielle bestemmelse om behandling personskadeerstatning m.v. i
forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Udvalget foreslår endvidere, at de bestemmelser i ægtefælleskifteloven, der er knyttet til de materielle
delingsregler, ligeledes overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold. Det drejer sig om
følgende bestemmelser:
Ophørsdagen (§ 51, stk. 1 og 4).
86
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Tidspunktet for værdiansættelsen (§ 52).
Udlæg af ejendele (§§ 63 og 64). Se nærmere herom i punkt 3.20.
Endvidere foreslås bestemmelserne i ægtefælleskifteloven om omstødelse af ægteskab overført til de
øvrige regler om omstødelse af ægteskab i ægteskabslovens kapitel 3. Det drejer sig om følgende
bestemmelser:
Deling ved omstødelse af ægteskab (§ 60).
Ophørsdagen ved omstødelse af ægteskab (§ 51, stk. 3)
Ved § 1, nr. 2, i det samtidig fremsatte følgelovsforslag foreslår Børne- og Socialministeriet, at der i
ægteskabslovens kapitel 3 om ægteskabets omstødelse indsættes en ny bestemmelse (§ 25, stk. 2) om
formuedelingen ved omstødelse af ægteskab, der indholdsmæssigt svarer til ægtefælleskiftelovens
§ 60.
Udvalget foreslår, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring ikke
videreføres. Dette er en konsekvens af udvalgets forslag om, at reglerne i retsvirkningslovens kapitel 5
om bosondring ikke videreføres. Der henvises til punkt 3.21.
Endvidere bør ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om genstande, der er erhvervet til børnenes brug,
efter udvalgets opfattelse ikke videreføres. Der henvises til punkt 3.20.
Endelig finder udvalget ikke grundlag for at videreføre ægtefælleskiftelovens § 62 om skævdeling af
fællesboet, for at en ægtefælle kan udtage nødvendigt bohave m.v., da bestemmelsen næppe anvendes
i praksis.
Udvalgets overvejelser om de af ovennævnte bestemmelser, der foreslås overført til lov om ægtefællers
økonomiske forhold, beskrives i punkt 3.4. (deling ved kortvarigt ægteskab), punkt 3.13.2.2.
(ophørsdagen), 3.13.2.3. (genstande til personligt brug og til børnenes brug), punkt 3.18.
(særejekompensationskrav) og punkt. 3.20. (udlæg af ejendele).
Bestemmelserne om opgørelsen af fællesboet, ligedeling, og tidspunktet for værdiansættelsen foreslås
videreført uden indholdsmæssige ændringer.
3.13.2.2. Ophørsdagen
Udvalget har overvejet behovet for justeringer af bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 51 om
ophørsdagen, navnlig i relation til ophørsdagen ved en ægtefælles død og til den situation, hvor en
anmodning om separation eller skilsmisse tilbagekaldes m.v.
Efter arvelovens § 49 bortfalder ægtefællers indbyrdes arveret ved separation eller skilsmisse.
Hvis en ægtefælle dør, efter at der er fremsat anmodning om separation eller skilsmisse, men
inden der er udstedt bevilling eller afsagt dom herom, har ægtefællerne således stadig arveret efter
hinanden.
Det er udvalgets opfattelse, at tidspunktet for arverettens bortfald og det tidspunkt, der er afgørende
for, hvilke aktiver og passiver, der indgår i delingen (ophørstidspunktet) bør være det samme, dels for
at undgå unødig komplicering af skiftet ved en særskilt behandling af aktiver og passiver erhvervet
efter anmodningen om separation eller skilsmisse, og dels for at give længstlevende mulighed for at
vælge uskiftet bo. Udvalget foreslår derfor, at det udtrykkeligt fastslås, at det er de aktiver og passiver,
som ægtefællerne havde ved dødsfaldet, der indgår i deling af deres formuer.
Udvalget mener endvidere, at der børe være mulighed for at fastholde den oprindelige ophørsdag i
tilfælde, hvor en ægtefælle tilbagekalder en anmodning om separation eller skilsmisse. Herved hindres,
at en ægtefælle kan spekulere i at tilbagekalde anmodningen for at skabe en senere ophørsdag, der er
mere fordelagtig for den pågældende. Udvalget foreslår således, at den anden ægtefælle bør kunne
fastholde den oprindelige ophørsdag ved at indsende en ny anmodning om separation eller skilsmisse,
forudsat at statsforvaltningen modtager den inden 2 måneder efter modtagelsen af tilbagekaldelsen.
Udvalget finder, at reglen også bør omfatte situationer, hvor statsforvaltningen afslutter en sag
87
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
om separation og skilsmisse eller afslår eller afviser en anmodning om separation eller skilsmisse,
og den anden ægtefælle inden for en frist på 4 uger anmoder om separation eller skilsmisse.
Statsforvaltningen afviser eller afslår blandt andet en anmodning om separation eller skilsmisse,
fordi ægtefællen undlader at besvare anmodninger fra statsforvaltningen om oplysninger
eller om betaling af gebyret for anmodningen om separation eller skilsmisse, og statsforvaltningen
afslutter bl.a. en sag om separation eller skilsmisse, når ægtefællerne ikke er blevet enige om
separation og skilsmisse eller om vilkårene herfor, eller statsforvaltningen finder det
betænkeligt at give bevilling, f.eks. fordi betingelserne for separation eller skilsmisse ikke er
opfyldt.
Det bemærkes, at den omhandlede problemstilling ikke opstår, hvis ægtefællerne i fællesskab har
anmodet om separation eller skilsmisse. I så fald skal anmodningen tilbagekaldes af begge ægtefæller,
og statsforvaltningen kan ikke afslå eller afvise anmodningen uden at inddrage begge ægtefæller.
Den gældende bestemmelse i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring
foreslår udvalget ophævet som konsekvens af udvalgets forslag om ophævelsen af muligheden for
bosondring, jf. punkt 3.2.1.
Udvalget foreslå, at skævdelingsreglen ved omstødelse af ægteskab i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3,
overføres til ægteskabsloven.
Ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 4, giver ægtefællerne adgang til at aftale en anden ophørsdag under
skiftet. Efter udvalgets opfattelse bør en sådan aftale også kunne indgås forud for skiftet, hvis det sker i
tilknytning til en aktuel separation eller skilsmisse. Efter udvalgets forslag kan en sådan aftale derfor
indgås "i forbindelse med separation eller skilsmisse“. Kriteriet for, hvornår en sådan aftale kan indgås,
er det samme som ved bodelingsaftaler, jf. punkt 3.15.
Endelig bemærkes, at udvalget foreslår, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 5, om
skifterettens mulighed for at bestemme en anden ophørsdag ikke overføres til den nye lov, men
forbliver i ægtefælleskifteloven.
3.13.2.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug
Som beskrevet i punkt 3.20. foreslår udvalget, at der ikke længere skal være forskel i ægtefællernes
adgang til at disponere over deres aktiver og til at udtage bestemte aktiver afhængigt
af, om aktiverne er særeje eller delingsformue. Der foreslås således som noget nyt en adgang til
krydsende udtagelsesret vedrørende bolig og indbo m.v., der er særeje.
Som konsekvens heraf finder udvalget, at også bestemmelsen om forlodsudtagelse af genstande til
personligt brug (ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1,) bør udvides til at omfatte genstande, der tilhører
den anden ægtefælles særeje.
Udvalget finder ikke i øvrigt grundlag for at ændre anvendelsesområdet for § 59, stk. 1.
Udvalget finder derimod, at § 59, stk. 2, om genstande til børnenes brug bør ophæves. Udvalgets
begrundelse herfor er, at den forælder, der ikke har børnene boende, ofte har samvær med børnene. I
mange situationer har samværet et betydeligt omfang, og i en del tilfælde bor børnene en uge ad
gangen hos hver af forældrene. Begge forældre er derfor normalt nødt til at indrette et børneværelse
med børnemøbler, legetøj og andet nødvendigt udstyr.
Det er efter udvalgets opfattelse ikke rimeligt, at forælder, som barnet har bopæl hos, skal kunne
udtage alt børneudstyr uden om bodelingen, mens den anden herefter er tvunget til at købe tilsvarende
udstyr. I stedet finder udvalget, at genstande til brug for børnene bør følge de almindelige regler om
udtagelse af aktiver, jf. punkt 3.20. Det indebærer, at den, der ejer en genstand, har fortrinsret til at
udtage genstanden, men at den anden har mulighed for at udtage bl.a. indbo, der har den væsentligste
betydning for opretholdelsen af hjemmet.
Hvis den ene ægtefælle ikke eller kun i meget begrænset omfang har samvær med børnene, må det
antages, at den anden ægtefælle vil kunne udtage det indbo, der anvendes af børnene, jf. punkt 3.13.
88
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Der henvises til punkt 3.7.2.3. om beskyttelsen om dispositioner over genstande til barnets brug uden
den anden ægtefælles samtykke.
3.13.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.13.3.1. Overførsel af materielle bestemmelser m.v. om formuedeling til lov om ægtefællers
økonomiske forhold
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsudvalgets forslag om, at de i punkt 3.13.2.1.
nævnte bestemmelser i ægtefælleskifteloven og forsikringsaftaleloven overføres til lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Ministeriet er endvidere enig i, at reglerne om formuedeling ved omstødelse af ægteskab overføres til
ægteskabsloven. Der henvises til følgelovsforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne dertil.
Endelig er regeringen enig i, at § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring, § 59, stk. 2, om
genstande, der er erhvervet til børnenes brug, og § 62 om skævdeling af fællesboet, for at en ægtefælle
kan udtage nødvendigt bohave m.v., ikke videreføres.
Herudover foreslås det, at ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 5, om skifterettens mulighed for at
bestemme en anden ophørsdag overføres til lov om ægtefællers økonomiske forhold sammen med de
øvrige bestemmelser om ophørsdagen i § 51, stk. 1 og 4.
Det foreslås videre, at bestemmelserne i ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3, om frister for
anlæggelse af sag om særejekompensationskrav efter § 67, stk. 1, overføres til lov om ægtefællers
økonomiske forhold sammen med de materielle regler om sådanne krav i § 67, stk. 1. Der henvises til
punkt 3.18.
3.13.3.2. Ophørsdagen
Ministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at der bør være mulighed for at fastholde den
oprindelige ophørsdag ved anmodning om separation og skilsmisse, hvis en ægtefælle tilbagekalder sin
anmodning om separation eller skilsmisse med henblik på senere at indgive en ny anmodning om
separation og skilsmisse og dermed etablerer en senere ophørsdag, der er mere fordelagtig for den
pågældende.
Udvalgets løsning er imidlertid unødig kompliceret og afhænger af, at statsforvaltningen orienterer den
anden ægtefælle om, at sagen er trukket tilbage. Ministeriet foreslår i stedet, at skifteretten skal kunne
bestemme en anden ophørsdag end den dag, hvor statsforvaltningen modtog anmodning om
separation eller skilsmisse, hvis ganske særlige forhold gør sig gældende, herunder hvis en ægtefælle
ved at tilbagetrække sin anmodning og indgive en ny anmodning ønsker en anden ophørsdag.
Denne løsning medfører, at der ikke er behov for udvalgets forslag om at indsætte en bestemmelse i
retsplejelovens § 456, stk. 2, om fastholdelse af ophørsdagen, hvis retssag om separation og skilsmisse
hæves eller afvises.
Ministeriet er også enig med udvalget i, at ægtefæller bør have mulighed for at aftale en anden
ophørsdag inden påbegyndelse af en ægtefælleskiftesag, forudsat at aftalen indgås i forbindelse med
en aktuel sag om separation eller skilsmisse. Kriteriet for, hvornår en sådan aftale kan indgås, er
således det samme som ved bodelingsaftaler, jf. punkt 3.15.
Endelig er ministeriet er enig med udvalget i, at ophørstidspunktet ved en ægtefælles død bør falde
sammen med bortfaldet af ægtefællers indbyrdes arveret sådan, at ophørstidspunktet er "dødsfaldet".
3.13.3.3. Genstande til personligt brug og til børnenes brug
Som det fremgår af punkt 3.20. støtter ministeriet ikke udvalgets forslag om, at udtagelsesretten
udvides til også at omfatte den anden ægtefælles særejeaktiver. Ministeriet støtter derfor heller ikke
forslaget om, at udtagelsesretten i forhold til genstande til personligt brug tilsvarende udvides til at
også at omfatte særejeaktiver.
89
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Derimod er ministeriet enig med udvalget i, at der ikke er behov for at opretholde bestemmelsen i
ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 2, om udtagelse af genstande, der er erhvervet til børnenes brug.
3.13.4. Den foreslåede ordning
De gældende bestemmelser i retsvirkningslovens § 53, stk. 1, og § 58, stk. 1, om gennemførelsen af
ligedelingen ved separation og skilsmisse foreslås videreført med redaktionelle ændringer i
lovforslagets § 26.
Efter stk. 1 indgår følgende ikke i ligedelingen:
1) Særeje efter kapitel 4, 7 og 8, dvs aftalt særeje, tredjemandsbestemt særeje og surrogater for og
indtægter af særeje.
2) Rent personlige genstande omfattet af § 31.
3) Pensionsrettigheder omfattet af §§ 34 og 35.
4) Personlige erstatninger omfattet af § 36.
5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.
6) Regulerings- og misbrugskrav efter kapitel 11.
7) Kompensationskrav efter kapitel 12 og 13.
8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning.
Det følger af det foreslåede stk. 2, at gæld skal fradrages inden ligedeling efter stk. 1. Der henvises til
de foreslåede bestemmelser i § 29, jf. § 30 om, i hvilket omfang gæld kan fradrages i delingsformuen.
Det foreslåede stk. 3 fastslår, at en ægtefælles formue ikke deles, hvis ægtefællens gæld overstiger
ægtefællens delingsformue. I så fald deles kun den anden ægtefælles delingsformue, medmindre også
den er negativ.
Efter stk. 4 fraviges ligedeling i det omfang, det følger af en aftale om formuedelingen efter § 32 og en
bestemmelse om "skævdeling" efter § 33.
Endelig fastslår stk. 5, at reglerne i afsnit 4 om formuedeling ved en ægtefælles død finder anvendelse,
hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse. I så fald vil et eventuelt påbegyndt
ægtefælleskifte blive ændret til et ægtefælleskifte i forbindelse med et dødsboskifte. Samtidig vil
ophørsdagen (se § 27) blive ændret til dødsdagen, jf. § 51, stk. 2.
Lovforslagets § 27 om ophørsdagen viderefører med redaktionelle ændringer ægtefælleskiftelovens § §
51, stk. 1, 4 og 5.
Efter stk. 1 indgår ved formuedelingen de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen
af det døgn, hvor statsforvaltningen modtog anmodning om separation eller skilsmisse. Denne dag
betegnes ophørsdagen. Ophørsdagen efter stk. 1 fraviges dog efter bestemmelserne i stk. 2 og 3.
Hvis ganske særlige forhold gør sig gældende, kan skifteretten efter stk. 2 efter indstilling fra
bobehandleren bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af stk. 1. Samtidig giver stk. 3
ægtefæller mulighed for i forbindelse med separation eller skilsmisse at aftale en anden ophørsdag.
Efter lovforslagets § 28 indgår ægtefællernes aktiver og passiver i formuedelingen med værdien på
udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden. Bestemmelsen
viderefører ægtefælleskiftelovens § 52.
Med lovforslagets § 31, der viderefører ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1, kan en ægtefælle inden
formuedelingen udtage aktiver, som udelukkende tjener til ægtefællens personlige brug, i det omfang
aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver,
som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.
3.14. Gæld
3.14.1. Gældende ret
90
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.14.1.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
Hverken retsvirkningsloven eller ægtefælleskifteloven regulerer, hvilke passiver der hører til
ægtefællernes delingsformuer, og derfor kan fradrages i delingsformuen ved opgørelsen af hver
ægtefælles delingsformue, samt hvilke passiver der hører til særejet, og dermed ikke kan fradrages i
delingsformuen.
Der er heller ikke i retspraksis taget udtrykkeligt stilling hertil.
Det antages imidlertid, at gæld, der optages eller overtages ved erhvervelsen af et aktiv, får samme
status som aktivet. Køber en ægtefælle f.eks. en ejendom med en udbetaling, der er delingsformue,
mens købet i øvrigt finansieres med optagelse eller overtagelse af lån, vil også gælden være
delingsformue og kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen.
Som beskrevet i punkt 3.8. er der ikke efter gældende ret mulighed for at aftale, at gæld skal være
særeje. Aftaler ægtefællerne ved ægtepagt, at f.eks. en fast ejendom skal være særeje, antages det
imidlertid, at også pantegælden i ejendommen bliver særeje. Om retsstillingen, når en ejendom
erhverves delvist ved arv eller gave med bestemmelse fra tredjemand om særeje og delvis ved optagelse
eller overtagelse af gæld, henvises til beskrivelsen i punkt 3.11.
Ved optagelse af gæld med pantesikkerhed i et aktiv efter erhvervelsen af aktivet, sondres der mellem
realkreditlån og andre lån. Ved optagelse af realkreditlån antages det, at såvel gælden som
låneprovenuet får samme status som aktivet. Optager en ægtefælle f.eks. et realkreditlån i en fast
ejendom, der er særeje, bliver gælden særeje og kan ikke fratrækkes i delingsformuen.
Ved andre lån end realkreditlån, f.eks. lån med sikkerhed i et ejerpantebrev i en fast ejendom, antages
det, at det ikke er afgørende, hvad der er stillet som sikkerhed for lånet. For disse lån og for lån uden
sikkerhed er det antagelig afgørende, hvordan låneprovenuet er anvendt. Er låneprovenuet investeret i
et aktiv, får gælden samme status som aktivet. Optager en ægtefælle således f.eks. et lån med
sikkerhed i et ejerpantebrev i en ejendom, der er særeje, og anvendes låneprovenuet til forbedring af en
ejendom, der er delingsformue, er gælden delingsformue og kan derfor fradrages ved opgørelsen af
delingsformuen.
Har en ægtefælle gæld, der ikke efter de beskrevne principper hører til enten fællesejet eller særejet,
herunder f.eks. forbrugsgæld, antages det, at gælden som udgangspunkt skal fordeles forholdsmæssigt
mellem særejet og fællesejet.
Hvis den gæld, der hører til særejet, overstiger værdien af særejet, kan den overskydende gæld
fradrages i delingsformuen.
Også hvis en ægtefælle har aktiver, der kan holdes uden for ligedelingen efter retsvirkningslovens
§ 15, stk. 2, om personlige og uoverdragelige rettigheder, kan der være gældsposter, der hører til
rettigheden, og som følge heraf ikke kan fradrages i delingsformuen. Dette kan f.eks. være tilfældet,
hvis køb af goodwill, der helt eller delvist kan holdes uden for ligedelingen, er finansieret ved lån.
3.14.1.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
Det er i praksis fastslået, at ægtefæller ikke kan aftale, hvilken formueart en gæld skal tilhøre, da en
sådan aftale falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28, der regulerer, hvilke former for
særeje som ægtefæller kan aftale.
Der kan således ikke gyldigt indgås aftaler om, i hvilket omfang en gæld skal henføres til særeje eller
fælleseje, og hermed i hvilket omfang gælden kan fradrages i ægtefællens delingsformue ved
formuedeling.
3.14.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.14.2.1. Fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
91
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Udvalget finder, at der er behov for en udtrykkelig lovregulering af fordelingen af gæld mellem
delingsformue og særeje.
Til løsning af dette problem foreslår udvalget en model, der i første række lader sikkerhedsstillelsen
være afgørende for gældens status. I lyset af udviklingen i de senere år, hvor mange nye lånetyper med
sikkerhed i fast ejendom er kommet til, finder udvalget ikke, at der bør skelnes mellem realkreditlån og
andre lån.
Udvalget foreslår derfor, at lån med sikkerhed i et aktiv, der indgår i delingen, skal kunne fradrages i
delingsformuen. Tilsvarende skal lån med sikkerhed i et aktiv, der er særeje, fratrækkes i særejet. Kun
hvis et lån med sikkerhed i et særejeaktiv, overstiger den samlede formue, der kan holdes uden for
delingen, skal den overskydende gæld kunne fradrages i delingsformuen.
Hvis en ægtefælle optager lån i en ejendom, der er delingsformue, og ægtefællen anvender
låneprovenuet til at forbedre sit særeje, vil det medføre et reguleringskrav, jf. punkt 3.17.
Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt, at gældens status lægges fast ved stiftelsen, og
at efterfølgende sikkerhedsstillelse eller udskiftning af sikkerheden ikke medfører, at gælden skifter
status.
For så vidt angår lån, der er optaget uden sikkerhed i et aktiv, foreslår udvalget, at anvendelsen af
låneprovenuet skal være afgørende. Det foreslås derfor, at usikrede lån, der er anvendt til anskaffelse,
forbedring eller vedligeholdelse af et aktiv, eller i øvrigt kan henføres til et aktiv, får samme status som
aktivet. Begrebet "i øvrigt kan henføres til et aktiv” dækker f.eks. lån til betaling af skatter og afgifter
vedrørende aktivet, herunder ejendomsskatter og bo- og gaveafgifter.
Et usikret banklån til køb af en bil vil således kunne fradrages i delingsformuen, hvis bilen indgår i
delingen. Er bilen derimod særeje, kan lånet ikke fradrages i delingsformuen, medmindre lånet
overstiger den del af den pågældende ægtefælles samlede formue, der kan holdes uden for delingen.
Udvalget sondrer mellem delingsformue og formue, der ikke indgår i delingen, hvilket ud over særeje
også omfatter pensionsordninger, visse erstatninger og uoverdragelige og personlige rettigheder. Et
usikret lån til f.eks. køb af goodwill, der kan holdes uden for delingen, kan således som udgangspunkt
ikke fradrages i delingsformuen. Tilsvarende vil et usikret lån til indbetaling på en pensionsordning, der
ikke indgår i delingen, som udgangspunkt heller ikke kunne fradrages i den formue, der skal deles.
Tilbage bliver gældsposter, der hverken har sikkerhed i et aktiv eller er anvendt til et konkret aktiv.
Disse gældsposter omfatter bl.a. forbrugsgæld, skattegæld, der ikke har forbindelse til et konkret aktiv,
og studiegæld. For så vidt angår disse gældsposter, foreslår udvalget, at der skal ske en skønsmæssig
fordeling efter forholdet mellem værdien af den formue, der indgår i delingen, og den formue, der ikke
indgår i delingen.
3.14.2.1.1. Konsekvenserne for delingen når gæld er betalt med midler af en anden status
Hvis gæld, der hører til særejet, afdrages under ægteskabet med delingsformue, eller omvendt,
forrykkes efter udvalgets opfattelse balancen mellem delingsformuen og den formue, der ikke skal
deles. Denne balance kan genoprettes ved reguleringskrav, jf. punkt 3.17. Hvis gæld med sikkerhed i en
særejeejendom afdrages med midler, der ville indgå i delingen, medfører det således et
reguleringskrav. Tilsvarende medfører det et reguleringskrav, hvis gæld med sikkerhed i en ejendom,
der indgår i delingen, afdrages med særejemidler.
Derimod foreslår udvalget, at betaling af usikret gæld uden tilknytning til et aktiv ikke skal medføre
reguleringskrav. I modsat fald ville det være nødvendigt for hver betaling af et afdrag på f.eks. en
studiegæld at foretage en opgørelse af den pågældende ægtefælles formue, der henholdsvis indgår og
ikke indgår i delingen, og beregne, hvilken procentdel af studiegælden der herefter ville kunne
fratrækkes i den formue, der skulle deles, for derefter at beregne et reguleringskrav i forhold hertil. En
sådan løsning ville efter udvalgets opfattelse ikke være mulig at gennemføre i praksis. Det forekommer
endvidere rimeligt, at betaling af f.eks. forbrugsgæld på et kontokort ligestilles med forbrug. Efter
forslaget vil det således være uden betydning, om man stifter forbrugsgæld og derefter indfrier gælden
med særejemidler, eller om man direkte forbruger sit særeje.
92
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.14.2.1.2. Forholdet til kreditorerne
Som anført ovenfor indgår alle en ægtefælles aktiver ved beregningen af, hvor stor en del af gælden,
der kan fratrækkes i den formue, der skal deles. En gældspost kan således hører til et aktiv, der er
beskyttet mod kreditorforfølgning. Der vil derfor efter udvalgets opfattelse kunne forekomme tilfælde,
hvor en ægtefælles gæld, der er knyttet til et kreditorbeskyttet aktiv udgør mere end halvdelen af
delingsformuen, og hvor ægtefællen ikke ejer andre aktiver, der kan holdes uden for delingen. Hvis
gælden i en sådan situation skal fordeles som foreslået af udvalget, vil ægtefællen ikke kunne fratrække
gælden i delingsformuen med den virkning, at ægtefællen skal aflevere halvdelen af sin formue (bortset
fra pensionsordningen) til sin ægtefælle. Den pågældende ægtefælle vil herefter ikke have tilstrækkelige
frie midler til at betale sine kreditorer, der ikke kan gøre udlæg i pensionsordningen.
For at undgå, at kreditorernes rettigheder tilsidesættes, foreslår udvalget, at en ægtefælle ikke er
forpligtet til at aflevere så meget til den anden ægtefælle, at den pågældende ikke beholder
tilstrækkelige midler til at dække sine kreditorer.
3.14.2.2. Aftale om fordeling af gæld mellem delingsformue og særeje
Udvalget har overvejet, om der bør indføres adgang til ved ægtepagt at aftale, at en gældspost ikke skal
kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen, med den virkning at gælden må bæres af
ægtefællens særeje eller andre aktiver, der ikke indgår i delingen. Har den ægtefælle, hvis gældspost
efter aftalen skal holdes udenfor delingen, ikke aktiver, der kan holdes uden for delingen, og som kan
dække gælden, vil aftalen indebære, at den formue, der skal deles, deles skævt til fordel for den anden
ægtefælle, således at denne bliver stillet, som om gælden ikke fandtes.
3.14.2.2.1. Flertallets forslag
Udvalgets flertal er af den opfattelse, at en adgang til at aftale, at en gældspost ikke skal kunne
fradrages ved opgørelsen af delingsformuen, jævnligt efterspørges af ægtefæller, der opretter ægtepagt
om særeje, dels fordi den gældende retstilstand er uklar, og dels fordi de ønsker at holde bestemte
gældsposter, f.eks. studiegæld, uden for delingen.
Flertallet er klar over, at aftaler om gæld kan medvirke til at gøre særejeægtepagter mere
uoverskuelige. Sådanne aftaler vil endvidere kunne medføre, at en ægtefælle skal aflevere alle sine
aktiver til den anden ægtefælle og samtidig alene hæfte for sin gæld.
Selvom udvalget foreslår en lovregulering af, hvornår gæld kan fradrages i delingsformuen, vil der efter
flertallets opfattelse kunne være situationer, hvor det vil bero på en konkret vurdering, om en
gældspost påhviler delingsformuen eller ej. Flertallet mener derfor, at ægtefæller bør have mulighed for
på forhånd at indgå en aftale om gælden, der afklarer denne tvivl.
Flertallet er klar over, at aftaler om gæld kan bruges til reelt at sætte en tredjemandsbestemmelse om
særeje ud af kraft, idet ægtefællerne kan aftale, at en gældspost af tilsvarende størrelse skal holdes
uden for delingen. Flertallet finder imidlertid ikke, at dette hensyn kan tillægges afgørende vægt. Det
skyldes, at en ægtefælle også vil kunne forbruge særejet og i stedet spare op af sine løbende indtægter,
der ikke er særeje.
Efter flertallets forslag skal ægtefællerne ved ægtepagt frit kunne indgå aftaler om allerede stiftet gæld
og om gæld, der stiftes i tilknytning til aftalens indgåelse. Derimod finder flertallet, at det ikke skal
kunne aftales, at fremtidig gæld, der efter den foreslåede ordning ikke ville kunne fradrages i
delingsformuen, skal kunne fradrages i delingsformuen. Det skyldes, at konsekvenserne af en sådan
aftale ville være vanskelige at overskue for den ægtefælle, der ved en sådan aftale tillader den anden
ægtefælle frit at tage lån i sit særeje med den virkning, at gælden skal fradrages i delingsformuen.
Sådanne aftaler om fremtidig stiftet gæld foreslås derfor ikke tilladt. Endvidere må det sikres, at aftaler
om gæld ikke kan anvendes til at indgå aftaler om, at gæld skal fratrækkes i delingsformuen ved død
men ikke ved separation og skilsmisse, da en sådan aftale typisk ligesom aftaler om dødsfaldssæreje
(se punkt 3.8.2.3.) har til formål at tilsidesætte hensynet til en ægtefælles særbørn.
93
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det foreslås derfor, at det ikke skal være tilladt at indgå en aftale om, at gæld skal fradrages i den
formue, der skal deles, ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller skilsmisse. I modsat fald
ville det være muligt for ægtefællerne at gøre den ene ægtefælles særbørn arveløse.
Endelig må det sikres, at sådanne aftaler ikke kommer ægtefællernes kreditorer til skade. En aftale om,
at en gældspost ikke skal fradrages i den formue, der skal deles, kan medføre, at en ægtefælle i
henhold til aftalen skal aflevere så stor en del af sin formue til den anden ægtefælle, at den pågældende
ikke har tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine forpligtelser. Det foreslås derfor, at en ægtefælle
uanset en aftale om gæld ikke har pligt til ved formuedelingen at betale mere til den anden ægtefælle,
end at den pågældende beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Dette foreslås som
en tilføjelse til forslaget i punkt 3.14.2.1.2. Denne bestemmelse kan ægtefællerne ikke fravige ved en
forhåndsaftale.
3.14.2.2.2. Mindretallets forslag
Et mindretal i udvalget bemærker, at en mulighed for at indgå aftaler om gæld vil komplicere
retstilstanden. Det kan endvidere være usikkert præcist at forstå, hvilke aftaler der gyldigt kan indgås.
At tillade aftaler om gæld medfører også, at ægtefæller kan omgå en tredjemandsbestemmelse om
særeje.
Mindretallet er enigt i, at ægtefæller kan omgå tredjemands særejebestemmelser ved at forbruge arven
eller gaven. Der er dog stor økonomisk forskel på at forbruge 500.000 kr. for at unddrage sig
særejebestemmelsen og blot aftale at flytte en gældpost på 500.000 kr., så den belaster særejet i
stedet for delingsformuen.
Det er derfor mindretallets opfattelse, at sådanne aftaler fortsat ikke skal kunne indgås.
3.14.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i udvalgets forslag til lovregulering af behandlingen af gæld ved
formuedeling. Ministeriet er endvidere enig med flertallets forslag til mulighed for at indgå aftaler om
behandlingen af gæld.
Forslaget om behandlingen af gæld vil efter ministeriets opfattelse medvirke til at gøre retsstillingen
klar, mens forslaget om aftaler om gæld er i overensstemmelse med ministeriets ønske om, at
ægtefæller skal have så vide muligheder for at indgå aftaler som muligt.
3.14.4. Den foreslåede ordning
Med lovforslagets §§ 29 og 30 foreslås det, at der lovfæstes regler om, hvordan ægtefællers gæld skal
behandles ved opgørelsen af delingsformuen. Det foreslås i § 29, stk. 1, at ved opgørelsen af
delingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i aktiver, der er delingsformue. Endvidere fradrages
usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der er
delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne aktiver.
Tilsvarende fradrages efter stk. 2 gæld ikke i delingsformuen, når gælden har sikkerhed i aktiver, der
ikke indgår i formuedelingen, eller der er tale om usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse,
forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, eller i øvrigt kan henføres til
sådanne aktiver. Gælden fradrages dog i det omfang, den overstiger den del af ægtefællens formue, der
ikke indgår i ligedelingen.
Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages efter stk. 3 skønsmæssigt i ægtefællens formue
efter forholdet mellem værdien af delingsformuen og den formue, der ikke indgår i delingen.
Det følger af stk. 4, at det er uden betydning for, om gæld skal fradrag efter de foreslåede regler i stk.
1, stk. 2 eller stk. 3, at der efter stiftelsen af gælden stilles sikkerhed for gælden, eller at en
sikkerhedsstillelse ændres.
Af hensyn til beskyttelsen af kreditorernes interesse foreslås det i § 30, at en ægtefælle uanset
bestemmelsen om fradrag for gæld efter § 29 og uanset en aftale om fradrag for gæld efter § 18 ikke
94
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
har pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden ægtefælle, at den pågældende
ægtefælle ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Med lovforslagets § 18 får ægtefæller mulighed for ved ægtepagt at aftale, i hvilket omfang gæld skal
fradrages i delingsformuen ved formuedeling ved separation, skilsmisse og død.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan ægtefæller dog ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved aftalens
indgåelse, eller som stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter § 29, stk. 2, ville skulle fradrages i
formue, der ikke indgår i delingen, skal fradrages i delingsformuen. Efter stk. 3 kan ægtefæller
endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i delingsformuen ved en ægtefælles død, men ikke ved
separation eller skilsmisse.
3.15. Aftaler om formuedelingen
3.15.1. Gældende ret
Når en separation eller skilsmisse er aktuel, kan ægtefællerne som udgangspunkt frit indgå
aftaler om, hvordan deres formuer skal deles. De er således ikke begrænset af de aftaler om særeje
m.v., som er beskrevet i punkt 3.8. og 3.9. De kan derfor aftale skævdeling af formue, der ellers skulle
ligedeles, og de kan aftale betaling af og afkald på kompensationer.
Lovgivningen indeholder ikke regulering af adgangen til at indgå sådanne aftaler om formuedelingen,
der ofte kaldes bodelingsaftaler.
Efter ægteskabslovens § 58 kan en aftale, som ægtefæller har indgået med henblik på separation eller
skilsmisse om fordelingen af formuen, ved dom ændres eller erklæres for uforbindende, såfremt aftalen
skønnes urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse.
Ved vurderingen af, om en bodelingsaftale skal tilsidesættes, lægges der vægt på, om aftalen objektivt
er urimelig, dvs. om det økonomiske resultat, den fører til, er væsentligt forskelligt fra det, der følger af
lovgivningen og eventuelle ægtepagter m.v.
Endvidere lægges vægt på parternes subjektive forhold. Har en part uden pres og med klar viden om de
økonomiske forhold givet afkald på f.eks. boslod, kan dette ikke tilsidesættes. I praksis lægges der
betydelig vægt på, om den, der har givet afkald på sin ret, har haft advokatbistand ved aftalens
indgåelse. Der lægges endvidere betydelig vægt på, hvor lang tid efter aftalens indgåelse indsigelsen
fremsættes. Er der gået længere tid, vil dette tale mod en ændring, idet den anden ægtefælle vil have
indrettet sig i tillid til aftalen.
Aftaler om det økonomiske opgør ved et ægteskabs ophør kan omfatte flere spørgsmål, herunder
navnlig bodeling, vederlagskrav, pensions- og særejekompensation. Ved vurderingen af, om en sådan
blandet aftale kan tilsidesættes, må den bedømmes samlet.
Kun aftaler, der er indgået med henblik på separation eller skilsmisse, er omfattet af bestemmelsen.
Aftaler indgået efter separation må være indgået med henblik på skilsmisse for at være omfattet af
bestemmelsen.
Hvis aftalen er indgået senere, vil den kunne ændres efter aftalelovens § 36. Efter bestemmelsens stk. 1
kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med
redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages efter stk. 2 hensyn til
forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder.
3.15.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Udvalget foreslår, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes en bestemmelse, hvorefter
ægtefæller i forbindelse med separation eller skilsmisse kan indgå aftale om hel eller delvis deling af
deres formuer.
Udvalget har herefter overvejet, om der er behov for en særlig regel om ændring eller tilsidesættelse af
bodelingsaftaler ved siden af den generelle regel i aftalelovens § 36.
95
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det er udvalgets opfattelse, at vurderingen af, om en delingsaftale bør ændres eller tilsidesættes
som urimelig, adskiller sig fra den vurdering, der foretages i andre sager efter aftalelovens § 36,
som ofte vedrører en kommerciel transaktion, f.eks. mellem en erhvervsdrivende og en forbruger.
Ved tilsidesættelser af bodelingsaftaler lægges der større vægt på parternes subjektive forhold,
herunder at den ene var ude af balance som følge af samlivsophævelsen, eller at en ægtefælle reelt ved
aftalens indgåelse ønskede at give afkald på en del af sine rettigheder, f.eks. af hensyn til børnene.
Samtidig lægges der større vægt på hensynet til den tid, der er gået, inden indsigelsen blev fremsat,
idet vægtige hensyn taler for, at den anden ægtefælle kan indrette sig i tillid til aftalen.
Disse hensyn vil efter udvalgets opfattelse ikke i samme grad gøre sig gældende i en sag efter
aftalelovens § 36 om tilsidesættelse af f.eks. en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende,
hvor den erhvervsdrivende typisk ikke vil have kendskab til forbrugerens subjektive forhold, og hvor
hensynet til, at den erhvervsdrivende har indrettet sig i tillid til aftalen, ikke vil have samme vægt.
Udvalget finder derfor, at der fortsat bør være en særlig regel i den familieretlige lovgivning om
tilsidesættelse og ændring af bodelingsaftaler, og at denne regel bør indsættes i loven om ægtefællers
økonomiske forhold, da den hører sammen med reglerne om formuedeling.
Udvalget foreslår samtidig, at reglens anvendelsesområde udvides, så den også omfatter
bodelingsaftaler, der indgås efter separationen eller skilsmissen.
Det foreslås, at bestemmelsen udformes sådan, at bodelingsaftaler skal kunne tilsidesættes helt eller
delvist, hvis de skønnes urimelige. Ved afgørelsen herom skal der tages hensyn til aftalens indhold,
ægtefællernes økonomiske forhold, baggrunden for aftalen og omstændighederne ved aftalens
indgåelse samt senere indtrufne omstændigheder.
Aftaler om deling og aftaler om ægtefællebidrag hænger ofte sammen og kan være indeholdt i den
samme aftale. Ændring af aftaler om bidrag bør derfor ske efter samme kriterier som delingsaftaler.
Udvalget foreslår på den baggrund en tilsvarende ændringer af ægteskabslovens § 52, der indeholder
regler om ændring af bidragsaftaler.
3.15.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsudvalgets forslag til regulering af indgåelse af
aftaler om formuedelingen.
Ministeriet er derimod ikke enig i udvalgets forslag om, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold
indsættes en bestemmelse om tilsidesættelse aftaler om formuedelingen. Ministeriet har herved navnlig
lagt vægt på, at de gældende regler ikke ses at give anledning til problemer i praksis, og at der i alle
situationer er mulighed for at få tilsidesat en aftale om formuedeling under henvisning til "urimelighed".
3.15.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes en bestemmelse (§ 32),
hvorefter ægtefæller i forbindelse med separation eller skilsmisse indgå aftale om hel eller delvis deling
af deres formuer.
Spørgsmål om tilsidesættelse af sådanne aftaler afgøres efter ægteskabslovens § 58 og aftalelovens §
36.
3.16. Formue der ikke indgår i formuedelingen
3.16.1. Gældende ret
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse
eller senere erhverver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til
særeje. Efter bestemmelsens stk. 2 får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse på
96
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i den udstrækning, hvori det er
foreneligt med de for disse rettigheder særlig gældende regler.
Efter § 16, stk. 2, deles ægtefællernes "beholdne fællesbo" lige. Ligedelingen omfatter ægtefællernes
formue, undtagen aktiver der ikke indgår i formuefællesskabet/fællesboet.
Som nævnt følger det af § 15, at særeje samt personlige og uoverdragelige rettigheder ikke er omfattet
af ligedelingen. Særeje behandles i afsnit 2, mens personlige og uoverdragelige rettigheder behandles i
punkt 3.16.1.1.
Hertil kommer, at ligedelingen heller ikke omfatter pensionsrettigheder (se punkt 3.16.1.2.) og
personskade- og forsørgertabserstatninger (se punkt 3.16.1.3.).
Derimod er fratrædelsesgodtgørelser og andre godtgørelser i tilknytning til et ansættelsesforhold
omfattet af ligedelingen (se punkt 3.16.1.4.).
Hvis et aktiv eller en rettighed helt eller delvist holdes uden for ligedeling, har den anden ægtefælle
muligvis et krav på kompensation efter ægtefælleskiftelovens § 67 (se punkt 3.18). Hvis der er tale om
en pensionsrettighed, kan den anden ægtefælle have ret til pensionskompensation efter
retsvirkningslovens § 16 d og § 16 e (se punkt 3.19).
3.16.1.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder
Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, (de såkaldte § 15-
stk.2-rettigheder) omfatter bl.a. ophavsrettighed, ret til biblioteksafgifter, bundne opsparinger,
båndlagt arv og gave samt goodwill.
Nogle af disse rettigheders behandling på skifte er reguleret i anden lovgivning, herunder
ophavsretsloven, biblioteksafgiftsloven og arveloven for så vidt angår båndlagt arv (§§ 53-58). For så
vidt angår rettigheder, der ikke er særligt lovreguleret, er der i nogle tilfælde taget stilling i retspraksis,
mens andre alene er omtalt i litteraturen.
Selvom det bliver fastslået, at en rettighed er uoverdragelig eller af så personlig art, at den henhører
under § 15, stk. 2, er det ikke givet, hvordan rettigheden skal behandles på skifte. Det afgøres ud fra
en fortolkning af den enkelte rettigheds karakter. Fravigelse af udgangspunktet om ligedeling kan ske
med støtte i en anden lov, forvaltningsakt, privat viljeserklæring, retspraksis og den juridiske litteratur.
3.16.1.2. Pensionsrettigheder
Pensionsrettigheder udgør den største del af de personlige og uoverdragelige rettigheder.
Indtil pensionsreformen pr. 1. januar 2007, jf. lov nr. 483 af 7. juni 2006 om ændring af lov om
ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af fællesbo m.v. med flere love (Pensionsrettigheders
behandling ved død samt separation og skilsmisse) blev visse pensionsrettigheder betragtet som
personlige og uoverdragelige rettigheder. Ved lovændringen blev behandlingen af alle
pensionsrettigheder ved separation, skilsmisse og død undergivet særskilt regulering i
retsvirkningslovens § 16 a - 16 h.
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige
pensionsrettigheder forlods. "Rimelige pensionsrettigheder" indgår således ikke i ligedelingen.
Efter stk. 2 udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller
supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være
forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse
gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
I stk. 3 præciseres det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i ligedelingen.
§ 16 c indeholder en bestemmelse om behandlingen af pensionsrettigheder, når ægteskabet har været
af kortere varighed. I så fald udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods (stk. 1). Efter stk. 2
97
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller supplerende
engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt.
Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke
beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Begge bestemmelser omfatter alle former for pensionsrettigheder, herunder kapital- og ratepensioner,
livrente, arbejdsmarkedspension, tjenestemandspension, ATP-pension, indekskontrakt m.v. Det er uden
betydning, om ordningen indeholder éngangsudbetaling eller rateudbetaling eller løbende udbetaling,
og om ordningen er obligatorisk i ansættelsesforholdet eller frivillig.
3.16.1.3. En ægtefælles personlige erstatninger m.v.
Efter § 18, stk. 1, i erstatningsansvarsloven kan krav om erstatning og godtgørelse for personskade
(personskadeerstatning) og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger
(forsørgertabserstatning), ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller
fastslået af domstolene.
Efter stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke må antages at være forbrugt,
ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør, separation eller
bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som
erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt
er særeje.
Personskade- og forsørgertabserstatninger indgår således ikke i formuefællesskabet ved separation
eller skilsmisse. Baggrunden herfor er, at sådanne erstatninger har et særligt personligt præg. Dette
understøttes bl.a. også af, at de i et vist omfang er uoverdragelige (§ 18, stk. 1,) og er undtaget for
kreditorforfølgning efter retsplejelovens § 513, stk. 1.
§ 18, stk. 2, omfatter bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne, erstatning for tab af forsørger og for
andet tab som følge af skaden, eksempelvis for forlængelse af uddannelse eller afholdte
helbredsudgifter, godtgørelse for svie og smerte og for varige mén.
Efter lovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed,
fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort. Bestemmelsen omfatter bl.a.
godtgørelse til ofre for voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold samt godtgørelse for freds- og
æreskrænkelser, herunder f.eks. injurier og uberettiget offentliggørelse af personfølsomme
oplysninger. Efter § 26 a, stk. 1, kan den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens
død, pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.
Efter § 26, stk. 4, finder § 18, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse på godtgørelser efter §§ 26 og 26 a.
Erstatningsansvarsloven vedrører erstatnings- og godtgørelseskrav mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab, men ikke ydelser fra skadelidtes egen ulykkes- eller livsforsikring.
§ 18, stk. 2, anses for analogt anvendelig på erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab
af erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af forsørger og tilsvarende
erstatninger og godtgørelser efter patientforsikringsloven og voldsoffererstatningsloven, godtgørelse
til HIV-smittede blødere og lignende erstatninger og godtgørelser.
§ 18, stk. 2, anvendes også analogt på ulykkesforsikringer, men det er uafklaret, om reglerne om
forsørgertabserstatning anvendes analogt på livsforsikringsbeløb.
Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, og derfor ikke indgår i
delingsformuen, er ikke udtømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om en erstatning er
omfattet af § 18, stk. 2. Som det fremgår af punkt 3.16.1.4., er erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
ikke omfattet af § 18, stk. 2.
Det er uden betydning for anvendelsen af § 18, stk. 2, om erstatningen m.v. er erhvervet før eller efter
ægteskabet.
98
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
For at kunne holde en erstatning uden for delingen må erstatningen ikke være forbrugt. Det er ikke en
betingelse, at erstatningen er holdt adskilt fra modtagerens øvrige formue, men modtageren har
bevisbyrden for, at erstatningen ikke er forbrugt. I praksis kan denne bevisbyrde være vanskelig at
løfte.
Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, indgår i delingen.
Dermed adskiller ordningen sig fra særeje, hvor indtægter og værdistigning er særeje, jf. punkt. 3.12.
3.16.1.4. Fratrædelsesgodtgørelser og andre godtgørelser i tilknytning til et ansættelsesforhold
Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 3, finder reglerne i bestemmelsens stk. 1 og 2 ikke anvendelse
på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Dette skyldes, at sådanne erstatninger træder i stedet
for en lønindtægt, der ville indgå i ægtefællens delingsformue.
Stk. 3 omfatter bl.a. fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, hvorefter der ydes en særlig
godtgørelse ved opsigelse af funktionærer, der har været beskæftiget i samme virksomhed i 12 år eller
mere. Dette har været kritiseret i teorien, navnlig under henvisning til, at det af forarbejderne til
funktionærlovens § 2 a fremgår, at formålet er at „mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre
funktionærer, der opsiges efter i en længere årrække at have været beskæftiget i samme virksomhed”.
Der ses ikke at være taget stilling til behandlingen på skifte af andre godtgørelser med relation
til en ansættelse, herunder f.eks. godtgørelse efter ligebehandlingsloven for afskedigelse begrundet i
graviditet, godtgørelse efter ligelønsloven og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for mangler i et
ansættelsesbevis.
3.16.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.16.2.1. Personlige og uoverdragelige rettigheder
Udvalget foreslår bestemmelsen i retsvirkningslovens § 15, stk. 2, om personlige og uoverdragelige
rettigheder videreført i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
3.16.2.2. Pensionsrettigheder
Reglerne om pensionsrettigheders behandling ved separation, skilsmisse og død er ikke omfattet af
udvalgets kommissorium. Udvalget har derfor ikke foreslået indholdsmæssige ændringer af
retsvirkningslovens §§ 16 b og c.
3.16.2.3. Personskade- og forsørgertabserstatninger m.v. samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
Som beskrevet i punkt 3.16.1.3. er behandlingen af personskadeerstatninger efter
erstatningsansvarsloven reguleret i erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, mens andre erstatninger
m.v., herunder for arbejdsskader, patientskader m.v., behandles efter en analogi af § 18, stk. 2.
Udvalget finder, at alle disse erstatninger bør reguleres efter den samme bestemmelse, og at dette bør
ske i den foreslåede nye lov om ægtefællers økonomiske forhold.
Udvalget er enig i hensynene bag den gældende regulering, hvorefter forsørgertabs- og
personskadeerstatninger holdes uden for formuedelingen ved separation og skilsmisse, og at
længstlevendes erstatningsbeløb kan holdes uden for formuedelingen ved en ægtefælles død.
Udvalget fremhæver, at en erstatning for varigt mén eller erhvervsevnetab har til formål at kompensere
skadelidte for dels manglende indtjeningsevne i årene fremover og dels for de ulemper, der er
forbundet med skaden. Det forekommer derfor rimeligt, at erstatningen ikke skal deles med
ægtefællen. Tilsvarende hensyn gælder udbetalinger fra ulykkesforsikringer, der erstatter de samme tab
som erstatningsansvarsloven.
Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2 og 3, er det erstatning og godtgørelse for bl.a. varigt mén,
erhvervsevnetab, svie og smerte og tort, der kan holdes uden for delingen, mens erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste indgår i delingen. Baggrunden for denne sondring er, at de førstnævnte erstatninger
99
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
og godtgørelser kompenserer for selve skaden på skadelidtes person, herunder den lidelse der er
forbundet hermed, og for et fremtidigt indtægtstab. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kompenserer
derimod for et tab af indtægt, der allerede er lidt, når erstatningen udbetales, og denne indtægt ville
være indgået i formuefællesskabet og dermed i formuedelingen ved separation eller skilsmisse.
Udvalget er enig i denne sondring, men finder at bestemmelsen bør udbygges, således at alle
erstatninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger som følge af personskade i form af
erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte, kritisk sygdom og tort holdes uden for delingen i
det omfang, de er i behold. Det afgørende fællestræk ved disse udbetalinger er som nævnt, at de
kompenserer for et fremtidigt indtægtstab eller for en mere ideel skade i form af fysisk eller psykisk
lidelse eller integritetskrænkelse, som f.eks. ved voldtægt eller frihedsberøvelse.
Derimod bør erstatninger og godtgørelser, der, som eksempelvis erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,
kompenserer for et allerede lidt indtægtstab, efter udvalgets opfattelse indgå i formuedelingen på
samme måde som andre indtægter. Udvalget finder også, at dette bør gælde for godtgørelser, der ydes,
selvom der ikke nødvendigvis er lidt et indtægtstab, men som har til formål at kompensere for et
formodet indtægtstab. Dette gælder således f.eks. godtgørelse efter funktionærlovens § 2 a,
godtgørelse for uberettiget afskedigelse, herunder godtgørelser efter ligebehandlingsloven ved f.eks.
afskedigelse begrundet i graviditet, godtgørelser efter ligelønsloven, og godtgørelser for mangler ved
ansættelsesbeviser. Det afgørende er, at der er tale om erstatninger og godtgørelser, der ydes i
tilknytning til et ansættelsesforhold.
Godtgørelser for f.eks. overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling eller ligestillingsloven, der
vedrører krænkelser uden tilknytning til et ansættelsesforhold, herunder f.eks. afvisning ved et
diskotek som følge af etnisk oprindelse, har efter udvalgets opfattelse karakter af en kompensation
for en krænkelse af mere ideel karakter og kan derfor ligestilles med godtgørelse omfattet af § 18, stk.
2. Der vil dog typisk her være tale om så små beløb, at den praktiske betydning heraf vil være
begrænset.
For så vidt angår erstatning for forsørgertab og godtgørelser til efterlevende efter
erstatningsansvarsloven m.v., finder udvalget, at disse beløb bør ligestilles med arv og
forsikringsudbetalinger m.v., der kommer til udbetaling til en ægtefælle fra tredjemand. Disse
erstatninger m.v. bør derfor lige som arv og gave holdes uden for ligedelingen, jf. punkt 3.11.
Udvalget er derimod ikke enig om metoden til at holde de nævnte personskadeerstatninger m.v. uden
for formuedelingen.
Et flertal i udvalget finder, at værdien af personskadeerstatninger m.v. bør kunne holdes uden for
delingen efter samme regler, som efter udvalgets flertals forslag om arv og gave m.v. fra tredjemand,
punkt 3.11. Det er således værdien ved modtagelsen, der skal kunne holdes uden for delingen, i det
omfang værdien er i behold. Dette svarer i vidt omfang til gældende ret, idet kriterierne for at anse
værdien for at være i behold dog i et vist omfang er lempet i forhold til gældende ret.
Værdistigninger på et aktiv, der er erhvervet for en modtagen erstatning, og indtægter, f.eks. renter af
et erstatningsbeløb, kan som efter gældende ret ikke holdes uden for delingen.
Flertallet finder endvidere, at erstatnings- og godtgørelsesbeløb, som efter gældende ret, skal kunne
holdes uden for delingen ved separation eller skilsmisse, og at længstlevendes erstatnings- og
godtgørelsesbeløb ligeledes skal kunne holdes uden for delingen, hvis boet deles i længstlevendes
levende live.
Derimod skal førstafdødes erstatnings- og godtgørelsesbeløb fortsat indgå i formuedelingen. Det
samme gælder længstlevendes erstatnings- og godtgørelsesbeløb, når et uskiftet bo skiftes ved
længstlevendes død.
Et mindretal i udvalget mener, at erstatninger for personskade og forsørgertab skal behandles som
særeje ved separation og skilsmisse, dvs. at sådanne erstatninger skal være skilsmissesæreje. Hvis den
berettigede til erstatningen bliver længstlevende, skal erstatningen være fuldstændigt særeje. Afgår den
berettigede derimod ved døden før sin ægtefælle, bør erstatningen indgå i formuedelingen.
100
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det betyder, at erstatningen i relation til surrogater og indtægter behandles på samme måde som
særeje aftalt af ægtefællerne, jf. punkt. 3.12. Det vil efter mindretallets opfattelse indebære en
betydelig forenkling, at alle de midler, der ikke skal deles, så vidt muligt behandles ens. Det vil særlig
være en forenkling, når disse midler sammenblandes, idet dette kan ske uden efterfølgende problemer
med værdiansættelse, indtægter og surrogater.
3.16.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.16.3.1. Personlige- og uoverdragelige rettigheder samt pensionsrettigheder
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at bestemmelsen i
retsvirkningslovens § 15, stk. 2, om personlige og uoverdragelige rettigheder videreføres i lov om
ægtefællers økonomiske forhold uden indholdsmæssige ændringer.
Som det fremfår af punkt 1 videreføres de gældende regler om behandlingen af pensionsrettigheder
uden indholdsmæssige ændringer. Dette omfatter bl.a. retsvirkningslovens § 16 b og c.
3.16.3.2. En ægtefælles personlige erstatninger
Nogle erstatninger m.v. er knyttet så tæt til en person, at skadelidte efter ministeriets opfattelse bør
kunne beholde erstatningen efter separation og skilsmisse uden at skulle dele den med sin ægtefælle.
Erstatningen bør derfor ikke indgå i formuedelingen. Andre erstatninger er der ikke på samme måde
behov for at holde uden for formuedelingen.
Denne sondring mellem forskellige former for personlige erstatninger kommer til udtryk i
erstatningsansvarsloven, hvor personskadeerstatninger m.v. efter § 18, stk. 2, ikke indgår i
formuedelingen, mens erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter stk. 3 indgår i formuedelingen.
Ministeriet er enig med udvalget i, at denne sondring mellem erstatninger bør opretholdes, og at det
bør reguleres i lov om ægtefællers økonomiske forhold, hvilke erstatninger der indgår henholdsvis
holdes uden for formuedelingen.
Personskadeerstatninger m.v. kompenserer for selve skaden på skadelidtes person, herunder den
lidelse der er forbundet hermed, og for et eventuelt fremtidigt indtægtstab. Det afgørende fællestræk
ved disse udbetalinger er som nævnt, at de kompenserer for et fremtidigt indtægtstab eller for en mere
ideel skade i form af fysisk eller psykisk lidelse eller integritetskrænkelse, som f.eks. ved voldtægt eller
frihedsberøvelse.
Sådanne erstatninger er således tæt knyttet til skadelidte selv, og skadelidte bør derfor kunne beholde
dem efter separation og skilsmisse. På samme måde er en forsørgertabserstatning, der ligeledes
vedrører fremtiden, knyttet til den berettigedes person.
Derimod skal erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kompensere for et tab af indtægt, der allerede er
lidt, når erstatningen udbetales, og den indtægt, som erstatningen skal dække, ville være indgået i
formuedelingen. Sådanne erstatninger indgår derfor i formuedelingen.
Som foreslået af udvalget bør erstatning, godtgørelse og forsikringsudbetaling som følge af
personskade i form af erhvervsevnetab, varigt mén, svie og smerte, kritisk sygdom og tort m.v. ikke
indgå i formuedelingen. Det omfatter bl.a. følgende:
Erstatning og godtgørelse for personskade- og forsørgertabserstatning efter
erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, herunder erstatning for tab af erhvervsevne, erstatning
for tab af forsørger, for kritisk sygdom og for andet tab som følge af skaden, eksempelvis for
forlængelse af uddannelse eller afholdte helbredsudgifter, godtgørelse for svie og smerte og for
varige mén.
Godtgørelse for tort som følge af retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller
person, jf. erstatningsansvarslovens 26. Dette omfatter bl.a. godtgørelse til ofre for voldtægt,
frihedsberøvelse og grov vold samt godtgørelse for freds- og æreskrænkelser, herunder f.eks.
injurier og uberettiget offentliggørelse af personfølsomme oplysninger.
101
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Godtgørelse til efterladte: Den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens
død, kan efter forsikringsaftalelovens§ 26 a pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende,
der stod den afdøde særlig nær.
Erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne, godtgørelse for varigt
mén og erstatning for tab af forsørger.
Godtgørelser efter patientforsikringsloven.
Godtgørelser til HIV-smittede blødere.
Ulykkesforsikringer.
Erstatninger for arbejdsskader og patientskader.
Godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling (lovbekendtgørelse nr. 438 af 16.
maj 2012) og lov om ligestilling af kvinder og mænd (lovbekendtgørelse nr. 1678 af 19.
december 2013 ).
Som ligeledes foreslået af udvalget bør erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for
uberettiget afskedigelse, fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a og lignende erstatninger
og godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et ansættelsesforhold, indgå i formuedelingen.
Godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et ansættelsesforhold, omfatter bl.a. godtgørelse for
overtrædelse af reglerne om ligeløn og godtgørelser efter ansættelsesbevisloven.
Livsforsikringer, der udbetales til en begunstiget, er ikke på samme måde knyttet til modtagerens
person, men har mere karakter af arv og gave. Dette illustreres af, at en forsikringstager efter
forsikringsaftalelovens § 102 ved forsikringens tegning eller senere kan indsætte en anden som
begunstiget. Ved forsikringstagerens død udbetales forsikringssummen umiddelbart til den
begunstigede. Efter lovens § 103, stk. 2, kan forsikringstageren bestemme, at forsikringssummen skal
være den begunstigedes særeje. Har forsikringstageren ikke indsat en begunstiget, og skal
forsikringssummen udbetales ved forsikringstagerens død, tilfalder summen forsikringstagerens
nærmeste pårørende, og er der ikke en nærmeste pårørende, tilfalder summen forsikringstagerens
dødsbo,
Dette finder efter § 122 tilsvarende anvendelse på ulykkes- og sygeforsikringer.
På den baggrund finder ministeriet, at livsforsikringer samt ulykkes- og sygeforsikringer, der udbetales
til en ægtefælle som begunstiget, bør behandles som arv og gave, der som foreslået i punkt 3.11.
indgår i ligedelingen, medmindre forsikringstageren har bestemt, at forsikringen skal være særeje for
den begunstigede ægtefælle.
Med hensyn til metoden til at holde de nævnte personlige erstatninger m.v. uden for formuedelingen
finder ministeriet ikke, at der er behov for indholdsmæssige ændringer. Ministerier støtter derfor
flertallets forslag om, at det er værdien ved modtagelsen af erstatningerne m.v., der holdes uden for
delingen, i det omfang værdien er i behold.
I relation til dødsboskifte er ministeriet enig med udvalget i, at den gældende ordning bør opretholdes
sådan, at den førstafdøde ægtefælles personlige erstatninger m.v. indgår i delingen. Det samme gælder
den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger, når et uskiftet bo skiftes ved længstlevendes
død. Derimod holdes længstlevendes personlige erstatninger uden for formuedelingen ved førstafdødes
død, herunder ved skifte af uskiftet bo i længstlevendes levende live.
3.16.4. Den foreslåede ordning
Med lovforslagets §§ 34 og 35 foreslås det, at de gældende bestemmelser i retsvirkningslovens §§ 16 b
og 16 c videreføres i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Der foreslås ikke indholdsmæssige
ændringer.
Det foreslås med § 34, stk. 1, at en ægtefælles rimelige pensionsrettigheder fortsat ikke skal indgå i
formuedelingen. Efter stk. 2, skal beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende
engangsydelser, der allerede er udbetalt, ikke indgå i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses
for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at skulle gælde for indtægter af beløbene og det, der træder i
stedet herfor. Ifølge stk. 3, skal stk. 2 ikke finde anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet
102
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
deres karakter af pensionsopsparing. Med stk. 4 foreslås det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder
indgår i formuedelingen.
Med lovforslagets § 35, stk. 1, foreslås det, at pensionsrettigheder ikke skal indgå i formuedelingen,
hvis ægteskabet har været af kortere varighed. Ifølge forslagets stk. 2 skal beløb fra
kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, ikke indgå i
delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at skulle
gælde for indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene. Efter stk. 3 skal stk. 2 ikke
finde anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
I lovforslagets § 36 foreslås det, at der indføres en samlet bestemmelse om hvilke erstatninger m.v.,
der ikke skal indgå i formuedelingen. Med stk. 1 foreslås det, at værdien af en ægtefælles erstatninger,
godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v. som følge af personskade i form af erhvervsevnetab,
varigt mén, svie og smerte og kritisk sygdom m.v. ikke skal indgå i formuedelingen, i det omfang det
modtagne er i behold. Det modtagne anses også for at være i behold, hvis det er anvendt til betaling af
gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne fratrækkes i delingsformuen efter
den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 1.
Efter stk. 2 gælder det samme for værdien af en forsørgertabserstatning, som en ægtefælle har
modtaget, samt for værdien af andre personlige erstatninger, der ikke nødvendigvis har tilknytning til
en personskade. Det drejer sig om godtgørelser efter erstatningsansvarslovens §§ 26 og 26 a, og
godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling og ligestillingsloven.
I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 og 2 ikke skal finde anvendelse på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste,
godtgørelser for uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et
ansættelsesforhold.
Med lovforslagets § 37 foreslås det, at den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 15, stk. 2,
videreføres i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Der foreslås ikke indholdsmæssige ændringer.
Det foreslås således, at øvrige rettigheder, som ikke kan overdrages eller i øvrigt har personlig karakter,
kun skal indgå i formuedelingen, i det omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse
rettigheder.
3.17. Regulerings- og misbrugskravkrav (vederlagskrav)
3.17.1. Gældende ret
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og særeje og anden formue, der holdes uden
for formuedelingen. Hvis en ægtefælles formue både består af delingsformue og særeje, kan det under
ægteskabet ske, at der flyttes værdier fra ægtefællens delingsformue til den pågældende ægtefælles
særeje – og omvendt. I forbindelse med en skilsmisse vil det betyde, at den anden ægtefælle vil få enten
en mindre eller større del af deres fælles delingsformue.
Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne forskydninger af værdier mellem en ægtefælles
delingsformue og samme ægtefælles særeje og dermed genskabe den oprindelige balance mellem de
forskellige formuearter.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 omfatter tre forskellige situationer:
1) En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra anden formue, der kan holdes uden for
delingen, til sin delingsformue (stk. 3).
2) En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue til sit særeje eller til anden formue, der kan
holdes uden for delingen (stk. 2).
3) Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin delingsformue, sådan at den anden ægtefælle
ved en senere formuedeling får en mindre boslod (stk. 1).
3.17.1.1. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra særeje m.v. til delingsformue (§ 23, stk. 3)
Retsvirkningslovens § 23, stk. 3, omhandler den situation, hvor en ægtefælle har anvendt midler fra sit
særeje til at erhverve eller forbedre et aktiv, der er delingsformue. I denne situation kan den ægtefælle,
der har foretaget overførslen, kræve et beløb overført fra delingsformuen til sit særeje.
103
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det er ikke et krav, at midlerne er overført på én gang. F.eks. kan betaling af flere afdrag på gæld, der
påhviler delingsformuen, med særejemidler udløse et vederlagskrav. Det er heller ikke et krav, at
overførslen eller overførslerne er væsentlige.
Kravet kan kun gøres gældende i det omfang, det kan holdes inden for ægtefællens egen
delingsformue.
3.17.1.2. Vederlagskrav ved overførsel af midler fra delingsformue til særeje (§ 23, stk. 2)
Retsvirkningslovens § 23, stk. 2, omhandler den situation, at en ægtefælle har anvendt midler fra sin
delingsformue til erhvervelse eller forbedring af aktiver, der er særeje eller omfattet af lovens § 15, stk.
2, om uoverdragelige rettigheder og personlige rettigheder. I denne situation kan den anden ægtefælle
rejse et vederlagskrav, således at formindskelsen af delingsformuen kan udlignes.
Det er ikke et krav, at midlerne er overført på én gang. F.eks. kan betaling af flere afdrag på særeje,
med delingsformue udløse et vederlagskrav. Det er heller ikke et krav, at overførslen eller overførslerne
er væsentlige.
En ægtefælle kan gøre et vederlagskrav gældende over for den anden ægtefælle, selvom den første
ægtefælle var bekendt eller indforstået med de dispositioner, der udløste kravet.
Efter § 23 stk. 4, finder stk. 2 ikke anvendelse på pensionsrettigheder efter §§ 16 a-16 c. Det betyder,
at der ikke kan rejses vederlagskrav efter stk. 2, hvis en ægtefælle overfører midler fra sin
delingsformue til en pensionsrettighed, der kan udtages forlods efter disse bestemmelser. Dette skal
dog ses i lyset af, at pensionsrettigheder efter § 16 b kun kan udtages forlods, hvis de er "rimelige".
Selvom en meget stor overførsel til en pensionsordning ikke udløser vederlagskrav, kan en del af
pensionsrettigheden således indgå i formuedelingen, hvis pensionsrettigheden ikke er "rimelig".
§ 16 a vedrører formuedeling ved en ægtefælles død, og § 16 b vedrører formuedeling i ægteskaber af
kortere varighed. I begge situationer udtager henholdsvis den længstlevende ægtefælle og begge
ægtefælle deres egne pensionsrettigheder, også selvom de ikke er "rimelige".
Der henvises til punkt 3.16.
3.17.1.3. Misbrugskrav
Efter retsvirkningslovens § 23, stk. 1, kan en ægtefælle forlange vederlag, hvis den anden ægtefælle
ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af rådigheden over sin delingsformue eller på
anden uforsvarlig måde i væsentlig grad har formindsket sin delingsformue.
Bestemmelsen har således til formål at udligne tab, som en ægtefælle ellers ville lide ved
formuedelingen som følge af, at den anden ægtefælle utilbørligt har formindsket sin formue.
Misbrug efter § 23, stk. 1, kan blandt andet være uforholdsmæssigt stort forbrug enten af kapital eller
ved optagelse af lån, påtagelse af kautionsforpligtelser, tab ved spekulationsprægede forretninger eller
lignende. Andre dispositioner, der kan udgøre misbrug, kan være pådragelse af erstatningsansvar ved
forsætligt eller groft uagtsomme forhold, spirituskørsel, vanrøgt af en ejendom eller forsætlig eller grov
uagtsom ødelæggelse af egne aktiver. Også gaver til tredjemand kan være misbrug, navnlig hvis
ægtefællerne har ophævet samlivet, eller en samlivsophævelse er nært forestående.
Reglerne om misbrugskrav skal også ses i lyset af retsvirkningslovens § 16, stk. 1, hvorefter hver
ægtefælle har rådigheden over alt, hvad ægtefællen ejer, dog med de indskrænkninger der bl.a. følger
af § 17. Efter denne bestemmelse har en ægtefælle pligt at udøve sin rådighed over sin formue sådan,
at den ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for den anden ægtefælle.
Rimelige indbetalinger på pensionsordninger, jf. retsvirkningslovens § 16 b, kan aldrig være misbrug.
Indbetalinger af uforholdsmæssigt store beløb på pensionsordninger, der kan udtages forlods i
104
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
medfør af retsvirkningslovens § 16 c om kortvarige ægteskaber, kan derimod efter omstændighederne
være misbrug. Ved vurderingen heraf må der lægges vægt på størrelsen af indbetalingerne, om de
afviger fra et hidtidigt indbetalingsmønster, og om der er særligt store indbetalinger lige op til
anmodningen om separation eller skilsmisse.
Under tilsvarende omstændigheder kan længstlevendes uforholdsmæssigt store pensionsopsparinger
op til et dødsfald udgøre misbrug.
For at der kan rettes et vederlagskrav mod den anden ægtefælle kræves, at bodelen er formindsket i
væsentlig grad. Om formindskelsen er så væsentlig, at der kan kræves vederlag, afgøres ved at
sammenligne størrelsen af ægtefællens delingsformue før og efter den pågældende disposition.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for et vederlagskrav, foretages der en samlet bedømmelse af
den rådende ægtefælles dispositioner. Det er ikke tilstrækkeligt at bedømme den
vederlagsfremkaldende disposition isoleret. Der ses også på baggrunden for dispositionen, og hvornår
den blev foretaget. Jo tættere ægtefællerne er på et separation og skilsmisse, jo lavere vil grænsen være
for, hvornår der er tale om misbrug. Navnlig når der er tale om gaver til en ny partner, vil der skulle
mindre til, før der er tale om misbrug.
Der kan også foreligge misbrug, selvom der ikke er foretaget en, men en række dispositioner.
Kan der rejses vederlagskrav, er det afgørende for kravets størrelse, hvor stort boslodstab den anden
ægtefælle har lidt ved dispositionen. Tabet kan derfor først opgøres, når delingsformuerne gøres op og
deles mellem ægtefællerne.
Der opstår ikke vederlagskrav, hvis den ægtefælle, der foretog dispositionen, havde en negativ
delingsformue, selv om dispositionen ikke var foretaget.
Vederlaget kræves først i delingsformuen. Hvis den ikke er tilstrækkelig, kræves vederlaget for
halvdelen af det manglende beløb af særeje tilhørende den ægtefælle, der har foretaget misbruget.
Hvis vederlagskravet ikke kan gennemføres mod den anden ægtefælle, fordi ægtefællen ikke har midler
til at dække kravet, er der ikke umiddelbart mulighed for omstødelse eller erstatning fra tredjemand.
Der henvises til punkt 3.5.2.8.
3.17.1.4. Opgørelsen af vederlags- og misbrugskrav
Efter retsvirkningslovens § 24 kan vederlags- og misbrugskrav først gøres gældende ved
formuedelingen. Opnås der her ikke fuld dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gældende
for det manglende.
Vederlagskrav vil altid stå tilbage for eventuelle kreditorers krav.
Hvis en ægtefælle vanrøgter sine aktiver, forærer dem væk eller skjuler dem for ægtefællen efter
ophørsdagen, jf. ægtefælleskiftelovens § 51, men inden bodelingen er gennemført, er der ikke
tale om misbrug, der er omfattet af retsvirkningslovens § 23. Den anden ægtefælles krav på boslod
beregnes ud fra de aktiver, der var på ophørsdagen, selv om værdierne i mellemtiden måtte være
forsvundet. Hvis en ægtefælle under formuedelingen vanrøgter f.eks. en fast ejendom, så den er faldet
i værdi, kan den anden ægtefælle have et erstatningskrav efter almindelige formueretlige
regler. Et krav på boslod eller et erstatningskrav, der ikke bliver dækket ved formuedelingen, bortfalder
ikke, men kan gøres gældende senere, hvis den anden ægtefælle senere kommer til penge.
§ 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlags- eller misbrugskrav, der skyldes en
disposition, der er foretaget for flere år siden, men størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt. Der er
således mulighed for at tage hensyn til værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet af
dispositionerne. Der er således ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlagskrav, der er større end
de overførte midler, f.eks. hvis delingsformue er overført til fast ejendom, der er steget i værdi.
Tilsvarende kan kravet fastsættes lavere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i værdi.
3.17.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
105
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Retsvirkningslovsudvalget mener, at reglerne om vederlagskrav ved misbrug bør adskilles fra reglerne
om vederlagskrav ved overførsler mellem delingsformue og særeje m.v. Udvalget foreslår, at de
sidstnævnte krav benævnes reguleringskrav. Herved tydeliggøres det, at disse overførsler er naturlige
og praktiske for ægtefæller, der både har delingsformue og formue, der ikke skal deles, og at der
således ikke er noget at bebrejde den ægtefælle, der har foretaget overførslerne, men at der ved en
deling skal ske en regulering, således at den rette balance mellem de dele af ægtefællernes formuer,
der indgår i delingen, og de, der ikke gør, genoprettes.
3.17.2.1. Reguleringskrav
3.17.2.1.1. Generelt
Udvalget finder, at formålet med reglerne om reguleringskrav skal være at sikre, at ingen af
ægtefællerne lider tab som følge af praktiske og naturlige dispositioner, der indebærer overførsler
mellem delingsformue og særeje. Det må derfor tilstræbes, at forholdet mellem de to formuer
genoprettes ved formuedelingen.
Den ægtefælle, som foretager en disposition, der indebærer overførsel af midler mellem særeje og
delingsformue, har ikke det samme behov for beskyttelse som den anden ægtefælle, og
udgangspunktet er derfor, at det er den disponerende ægtefælle, der bærer risikoen for dispositionens
økonomiske konsekvenser, så reguleringen tager udgangspunkt i den anden ægtefælles tab eller
gevinst. Udvalget ønsker således ikke at ændre grundlæggende på mulighederne for, at der kan rettes
op på de almindelige og naturlige forskydninger, der sker, når en ægtefælle har forskellige formuearter.
Udvalget finder, at reglerne bør præciseres, således at de finder anvendelse i alle tilfælde, hvor der
overføres midler, der ville indgå i delingen, til aktiver, der ikke skal indgå i delingen eller omvendt. Dog
opretholdes undtagelsen i den gældende § 23, stk. 4, om at indbetalinger på pensionsordninger, der
kan udtages forlods, ikke medfører reguleringskrav.
Udvalget foreslår ikke ændringer i den gældende retsstilling, hvorefter et krav først kan rejses ved
formuedelingen.
Udvalget finder ikke, at der skal indføres en tidsfrist for at gøre reguleringskrav gældende. Udvalget
begrunder dette med, at bevisbyrden for, at der foreligger en overførsel, der kan begrunde et
reguleringskrav, påhviler den ægtefælle, der vil gøre kravet gældende. Generelt bliver det sværere at
løfte denne bevisbyrde, når den omhandlede disposition er foretaget for flere år siden. Det er således
udvalgets opfattelse, at der ikke vil være mange sager om reguleringskrav vedrørende overførsler, der
er sket for længe siden. Det forekommer imidlertid udvalget urimeligt, hvis et betydeligt
reguleringskrav som følge af f.eks. en tilbygning til en særejeejendom bortfalder efter en bestemt
periode.
Endelig finder udvalget, at reguleringskrav er velegnede til at løse de sammenblandingssituationer, der
opstår, når f.eks. et særejeaktiv forbedres med delingsformue eller omvendt.
3.17.2.1.2. Sondring mellem forsørgelse eller reguleringskrav
Ægtefæller har gensidig forpligtelse til at forsørge hinanden, jf. punkt 3.5. Udgifter afholdt til familiens
løbende forsørgelse, der ikke medfører en opsparing, er forbrugte midler, hvad enten udgifterne
afholdes af delingsformue eller særeje, og medfører ikke reguleringskrav.
Forsørgelsespligten omfatter bl.a. at sikre familien en bolig. Anvendelse af delingsformue til at betale
løbende udgifter til ejendomsskatter, forsikringer og vedligeholdelse m.v. vedrørende en
særejeejendom, som er familiens bolig, medfører således ikke reguleringskrav, idet disse udgifter kan
sidestilles med betaling af husleje. Det samme gælder som udgangspunkt betaling af renter af gælden i
en sådan ejendom.
Det forudsætter dog, at der er tale om gæld, der relaterer sig til anskaffelse af eller bevarelse af
boligen, og ikke f.eks. gæld optaget med henblik på anskaffelse af andre særejeaktiver. Også afholdelse
106
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
af andre løbende udgifter, f.eks. renter på billån vedrørende familiens bil, må som udgangspunkt anses
for en del af forsørgelsen af familien og vil derfor ikke medføre reguleringskrav.
Betaling af afdrag på gæld, der har sikkerhed i et særejeaktiv eller er optaget til brug for anskaffelse
eller forbedring m.v. af et særejeaktiv vil derimod som udgangspunkt altid medføre reguleringskrav,
også hvis afdragene sker med løbende betalinger.
Anvendelse af delingsformue til betaling af renter på anden særejegæld, herunder f.eks. vedrørende
en udlejningsejendom, og til udgifter til vedligeholdelse af særejeaktiver, der ikke tjener til familiens
brug, vil derimod som udgangspunkt medføre reguleringskrav.
Udvalget finder ikke grundlag for at indføre en "minimumsgrænse“ for, hvornår en formueforskydning
er tilstrækkelig stor til at udløse et reguleringskrav.
3.17.2.1.3. Fastsættelse af størrelsen af reguleringskrav
Efter udvalgets opfattelse bør reguleringsbeløb som udgangspunkt fastsættes til det beløb, som
delingsformuen er formindsket eller forøget med ved overførslen af midler mellem særeje og
delingsformue. Størrelsen af reguleringsbeløb skal dog efter udvalgets opfattelse fastsættes
skønsmæssigt.
Udvalget mener således, at beløbet ikke skal fastsættes efter en matematisk formel, hvor alle
formueforskydninger tælles sammen. Der vil således være situationer, hvor reguleringskravet som i dag
fastsættes højere end det beløb, hvormed delingsformuen er formindsket. Der kan f.eks. være tale om
den situation, hvor der anvendes et betydeligt beløb af midler, der ville indgå i delingen, til at opføre en
tilbygning til en ejendom, der er særeje. Hvis ejendommen stiger i værdi, vil det tale for at fastsætte
reguleringskravet højere end det anvendte beløb.
Omvendt vil det kunne tale for at fastsætte reguleringskravet lavere end det anvendte beløb, hvis f.eks.
en særejeejendom, der er forbedret med delingsformue, falder i værdi. Der vil også kunne forekomme
tilfælde, hvor særejet er faldet betydeligt i værdi som følge af konjunkturforhold, og hvor det derfor vil
være urimeligt, at anvendte delemidler fuldt ud skal føre til et reguleringskrav.
Det vil også have betydning, hvordan ægtefællen i øvrigt har anvendt sin delingsformue og sit særeje.
Ved genoprettelsen af balancen mellem særeje og delingsformue bør der således også kunne lægges
vægt på, om ægtefællen har anvendt delingsformue eller særeje til forbrug, familiens forsørgelse og
opsparing. Har en ægtefælle f.eks. anvendt en betydelig del af sit særeje til fælles forbrug, mens der er
sket opsparing i denne ægtefælles delingsformue, og den pågældende ægtefælle samtidig har anvendt
et mindre beløb til forbedring af sit særeje, bør reguleringskravet kunne nedsættes.
3.17.2.1.4. Mulighed for dækning af et krav som følge af overførsel af midler til særejeaktiver m.v.
Som efter gældende ret foreslår udvalget, at reguleringskrav først skal rettes mod ægtefællens
delingsformue. Hvis kravet overstiger delingsformuen, bør kravet kunne rettes mod ægtefællens særeje
for halvdelen af det manglende beløb.
Udvalget har overvejet, i hvilket omfang der kan rettes et reguleringskrav mod en pensionsordning.
Som nævnt i punkt 3.17.2.1.1. foreslår udvalget, at overførsel af delingsformue til en pensionsrettighed
ikke medfører reguleringskrav. Dette er dog efter udvalgets opfattelse ikke til hinder for, at
reguleringskrav rettes mod beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller fra lignende rettigheder samt
supplerende engangsydelser, der er blevet udbetalt. Der henvises til stk. 2 i retsvirkningslovens §§ 16 a
- c. Med dette forslag mener udvalget, at mulighederne for at få kravet dækket forbedres.
3.17.2.1.5. Mulighed for dækning af et krav som følge af overførsel af midler til delingsformue
Udvalget foreslår ingen ændring i muligheden for dækning af et krav som følge af overførsel af midler
til delingsformue. Kravet kan således fortsat kun gøres gældende i den disponerende ægtefælles egen
delingsformue.
107
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.17.2.2. Misbrugskrav
3.17.2.2.1. Generelt
Udvalget finder, at der fortsat er et behov for regler, der beskytter en ægtefælle mod, at den anden
ægtefælle misbruger sin rådighed over delingsformuen. Udvalget ønsker derfor at bevare
retsvirkningslovens § 16, stk. 1, § 17 og § 23, stk. 1.
Udvalget foreslår dog, at anvendelsesområdet for rådighedsbegrænsningen i § 17 udvides til også at
omfatte særeje og anden formue, der ikke indgår i formuedelingen. Dette skyldes, at f.eks. vanrøgt af
særejeaktiver kan være til skade for den anden ægtefælle, hvis der derved opstår en overskydende
gæld, der skal dækkes af delingsformuen, jf. punkt 3.14.
Der foreslås ikke ændringer i anvendelsesområdet for misbrugskrav i forhold til den gældende
bestemmelse i § 23, stk. 1, men muligheden for at få et misbrugskrav foreslås forbedret, jf. punkt
3.17.2.2.2.
3.17.2.2.2. Bedre mulighed for dækning af et krav som følge af misbrug
Udvalget finder, at den ægtefælle, der har et krav mod den anden ægtefælle på grund af misbrug, bør
have bedre muligheder for at få kravet dækket. Udvalget foreslår derfor, at kravet ikke kun skal kunne
rettes mod den misbrugende ægtefælles særeje, men også ægtefællens beløb fra
kapitalpensionsrettigheder eller fra lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, der er
blevet udbetalt, dvs. samme forslag som i punkt 3.17.2.1.4.
Udvalget finder endvidere, at misbrugskrav ikke bør bortfalde, hvis det ikke dækkes ved
formuedelingen. Det vil efter udvalget opfattelse være stødende, hvis den ægtefælle, der har
lidt tab som følge af misbrug, ikke kan få sit krav dækket, hvis den misbrugende senere bliver i stand til
at dække kravet. Udvalget foreslår derfor, at kravet skal kunne gøres gældende senere, hvis det ikke
dækkes ved formuedelingen. Udvalget finder ikke, at hensynet til den misbrugende ægtefælles
kreditorer taler afgørende imod at forbedre dækningsmulighederne for den ægtefælle, der har et krav
som følge af misbrug.
Udvalget finder dog, at misbrugskrav ved formuedelingen ikke bør behandles på lige fod med den
misbrugende ægtefælles kreditorer, således at misbrugskravet først dækkes, når den misbrugende
ægtefælles kreditorer har fået deres krav dækket.
3.17.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsudvalgets forslag til regulerings- og misbrugskrav
og i udvalgets begrundelser for sine forslag.
3.17.4. Den foreslåede ordning
3.17.4.1. Reguleringskrav
Med lovforslagets §§ 38 og 39 foreslås det, at retsvirkningslovens § 23, stk. 2-4, og § 24 videreføres
dog med bedre muligheder for at få reguleringskrav dækket.
I lovforslagets § 38, stk. 1, foreslås det, at hvis en ægtefælle har overført delingsformue til egne aktiver,
som ikke indgår i formuedelingen, har den anden ægtefælle et reguleringskrav.
Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den reduktion af delingsformuen, der er sket ved
overførslen. Der skal ved afgørelsen herom lægges vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald
i værdien af de omhandlede aktiver, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at stk. 1 tillige skal finde anvendelse, hvis en ægtefælle har anvendt
sin delingsformue til betaling af egen gæld, der ikke kan fradrages delingsformuen. Dette gælder dog
ikke betaling af gæld omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 3.
108
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 ikke skal finde anvendelse på overførsel af midler til pensionsrettigheder,
der er omfattet af § 34, stk. 1 (rimelige pensionsrettigheder) og § 35, stk. 1 (pensionsrettigheder ved
kortvarige ægteskaber). Med stk. 4 foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres gældende ved
formuedelingen.
I stk. 5 foreslås det, at hvis reguleringskravet overstiger den anden ægtefælles delingsformue, udtages
halvdelen af den manglende del af kravet af ægtefællens særeje eller kapitalpensionsrettigheder eller
supplerende engangsydelser, jf. de foreslåede § 34, stk. 2, og § 35, stk. 2. Med stk. 6 foreslås det, at
reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, ikke senere kan gøres gældende.
Med lovforslagets § 39, stk. 1, foreslås det, at en ægtefælle, der har overført midler, der ikke indgår i
formuedelingen, til sin delingsformue, har et reguleringskrav.
Størrelsen af reguleringskravet foreslås fastsat ud fra den forøgelse af delingsformuen, der er sket ved
overførslen. Der skal ved afgørelsen herom lægges vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald
i værdien af de aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes formueforhold og
omstændighederne i øvrigt.
I stk. 2 foreslås det, at stk. 1 tillige skal finde anvendelse, hvis en ægtefælle har anvendt midler, der
ikke indgår i formuedelingen, til betaling af egen gæld, der kan fradrages i ægtefællens delingsformue.
Det gælder dog ikke betaling af gæld omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 3.
Med stk. 3 foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres gældende ved formuedelingen.
Reguleringsbeløbet udtages inden formuedelingen. I stk. 4 foreslås det, at reguleringskravet skal søges
dækket af delingsformuen, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. det foreslåede
stk. 1. Med stk. 5 foreslås det, at reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, ikke
senere kan gøres gældende.
3.17.4.2. Misbrugskrav
Med lovforslagets § 40 foreslås det, at retsvirkningslovens § 23, stk. 1, og § 24 videreføres, dog med
bedre muligheder for at få misbrugskrav dækket.
I stk. 1, foreslås det, at hvis en ægtefælle ved misbrug af rådigheden over sin formue eller på anden
uforsvarlig måde væsentligt har reduceret delingsformuen, har den anden ægtefælle krav på at blive
stillet, som om formindskelsen ikke havde fundet sted. Sådanne krav betegnes misbrugskrav.
Med stk. 2 foreslås det, at kravet kun kan gøres gældende ved formuedelingen. Hvis misbrugskravet
overstiger anden ægtefælles delingsformue, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af
ægtefællens særeje eller kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, jf. de foreslåede
§ 34, stk. 2, og § 35, stk. 2.
I stk. 3 foreslås det (modsat forslagene vedrørende reguleringskrav), at misbrugskrav, der ikke er blevet
dækket ved formuedelingen, senere kan gøres gældende mod den anden ægtefælle for halvdelen af den
del af kravet, der ikke er blevet dækket.
3.18. Kompensationskrav i særlige situationer
3.18.1. Gældende ret
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter ægtefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt.,
bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles
urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes
formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler for det. Efter 2.
pkt. anvendes denne regel også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af
personlig art, og som ikke indgår i bodelingen.
Sådanne krav betegnes særejekompensationskrav.
109
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter § 67, stk. 2, kan der tidligst anlægges sag om krav efter stk. 1, når der er indgivet anmodning til
statsforvaltningen om separation eller skilsmisse. Efter bestemmelsens stk. 3 kan krav efter stk. 1 ikke
gøres gældende, efter at skifte af ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet
med en stadfæstet boopgørelse. Dette gælder dog ikke, hvis boet genoptages i medfør af lovens § 78.
Efter bestemmelsen kan skifteretten tildele et kompensationsbeløb til en ægtefælle, der ellers ville være
blevet stillet urimeligt ringe efter separation eller skilsmisse.
Tilkendelse af et beløb efter § 67 afgøres efter en samlet vurdering af ægtefællernes forhold, hvor
navnlig momenter som ægteskabets varighed, længden af et eventuelt forudgående samliv og
ægtefællernes økonomiske forhold, herunder formue-, indtægts- og pensionsforhold samt
omstændighederne i øvrigt tillægges vægt.
Efter praksis skal ægteskabet have varet ca. 5 år, før et kompensationsbeløb kommer på tale. Der
vil dog kunne lægges vægt på et eventuelt forudgående samliv, ligesom det vil kunne tillægges
vægt, hvis ægteskabet har været meget langvarigt.
Anvendelsen af § 67 forudsætter som udgangspunkt, at der er væsentlig forskel på ægtefællernes
formuer efter formuedelingen, fordi den ene ægtefælle har kunnet holde en stor formue uden for
ligedelingen, da formuen har bestået af særeje eller personlige og uoverdragelige rettigheder, jf.
retsvirkningslovens § 15, stk. 2.
Selvom der er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer efter formuedelingen, må det antages, at der
ikke tilkendes beløb efter § 67, hvis den økonomisk dårligst stillede ægtefælles livsvilkår i øvrigt er
sikret, f.eks. gennem ægtefællens andel af delingsformuen eller eget særeje.
Ægtefællernes indtægtsforhold kan også tillægges betydning. For den økonomisk dårligst stillede
ægtefælle indgår det i vurderingen, i hvilket omfang denne er i stand til at arbejde, dennes uddannelse,
helbred og erhvervserfaring samt eventuelle hjemmeboende børn.
Retspraksis er ikke ganske entydig. Således er der i nogle tilfælde tilkendt et beløb alene begrundet
i den meget store forskel mellem ægtefællernes formuer, mens kompensation i andre tilfælde
er afvist med den begrundelse, at den "rige“ ægtefælles formue skyldes konjunkturstigninger
eller stammer fra arv, og at den anden ægtefælle således ikke har medvirket til at skabe eller forøge
formuen.
I praksis har § 67 fået et videre anvendelsesområde end oprindelig tilsigtet, idet den har udviklet sig til
en generel rimelighedsregel, hvor der er lagt mere vægt på ordet "urimeligt“ end på "ringe“. I praksis er
der i stigende omfang lagt vægt på, om den ene ægtefælle har medvirket til at skabe eller forbedre den
anden ægtefælles særeje, herunder ved arbejde i den anden ægtefælles virksomhed, ved betaling af
udgifter vedrørende den andens særeje eller ved arbejde i hjemmet, hvilket har gjort det muligt for den
anden at arbejde mere. I tilfælde, hvor den ene ægtefælle har en meget stor formue, er der en tendens
til, at retten tilgodeser et ønske om individuel retfærdighed mellem ægtefællerne, så der sker en vis
sikring af den mindre formuende ægtefælles sociale stilling, uanset at denne ikke objektivt set er
"ringe“ stillet.
De beløb, der tilkendes efter § 67, varierer betydeligt, afhængigt af hvad der er baggrunden for og
formålet med beløbet. Når formålet er at tilkende den dårligst stillede ægtefælle et beløb til etablering,
er det ofte i størrelsesordenen 50-100.000 kr., mens der i de tilfælde, hvor der er lagt vægt på
medvirken eller på meget store særejeformuer, er tilkendt væsentligt større beløb, i størrelsesordenen 1
mio. kr.
§ 67 finder kun anvendelse ved separation og skilsmisse, ikke ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at § 67 blev overført fra ægteskabslovens § 56 til ægtefælleskifteloven ved lovens
ikrafttræden den 1. marts 2012 uden indholdsmæssige ændringer. Praksis efter § 56 er således fortsat
relevant for fortolkningen af § 67.
3.18.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
110
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3.18.2.1. Kompensation ved separation og skilsmisse
3.18.2.1.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue
(separation og skilsmisse)
I retspraksis efter den tidligere bestemmelse i ægteskabslovens § 56, som ægtefælleskiftelovens § 67
har afløst, lægges der vægt på, om den økonomisk dårligst stillede ægtefælle har medvirket til at
forøge den andens særejeformue. Udvalget finder, at det bør gøres tydeligt, at der kan tilkendes
kompensation, hvis en ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles særeje
eller anden formue, der kan holdes uden for ligedelingen.
Udvalget foreslår derfor, at der i loven indsættes en bestemmelse om kompensation ved medvirken.
Disse tilfælde adskilles dermed fra situationer, hvor en ægtefælle ud fra rimelighedsbetragtninger
tilkendes et beløb for ikke at blive urimeligt økonomisk stillet.
Medvirken efter den foreslåede bestemmelse kan bestå af et direkte bidrag til forøgelsen af den anden
ægtefælles formue gennem arbejde i den anden ægtefælles virksomhed eller i udførelse af forbedringer
af den anden ægtefælles ejendom. Bidraget kan også være indirekte ved arbejde i hjemmet eller
betaling af en større del af familiens løbende udgifter, hvorved den anden ægtefælle får mulighed for at
arbejde mere og forøge sin formue ved opsparing. Medvirken kan tillige ske ved, at en ægtefælle
opgiver sit arbejde for at følge med den anden under en udstationering i udlandet, hvorved den anden
ægtefælle får en højere indtjening og dermed en større opsparing.
Medvirken kan også bestå i, at en ægtefælle gennem sit arbejde i hjemmet og ved at betale familiens
udgifter har gjort det muligt for den anden ægtefælle at bruge sin tid på at udvikle et projekt, der giver
den pågældende værdifulde ophavsrettigheder, der kan holdes uden for delingen, jf. punkt 3.16.
Udvalget finder endvidere, at reglen ikke kun bør anvendes, hvis den anden ægtefælles formue forøges,
men også hvis en ægtefælles indsats har gjort det muligt for den anden at bevare sin formue. Der kan
f.eks. være tilfælde, hvor en ægtefælle har forbedret den anden ægtefælles ejendom, der dermed er
steget i værdi, men hvor ejendommen samtidig er faldet i værdi på grund af konjunkturerne. Medvirken
kan også være, at den ene ægtefælle har en betydelig særejeformue, men en meget lav indtægt, mens
den anden ægtefælle har en betydelig indtægt og ingen formue. Hvis ægtefællen med den høje indtægt
under ægteskabet har forsørget den anden ægtefælle, således at den pågældende ikke har haft behov
for at bruge af sin formue, har den første ægtefælle medvirket til at bevare den anden ægtefælles
formue.
Reglen bør efter udvalgets opfattelse omfatte al formue, der kan holdes uden for ligedelingen, men vil i
praksis navnlig være relevant, hvis der er særeje.
Endelig mener udvalget, at fastsættelse af kompensationsbeløbet må ske ud fra en konkret vurdering af
omfanget af den medvirkende ægtefælles indsats og værdiforøgelsen af den formue, der holdes uden
for ligedelingen. Kompensationsbeløbet kan dog højst udgøre halvdelen af værdiforøgelsen.
3.18.2.1.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (separation og skilsmisse)
Som efter den gældende bestemmelse i ægtefælleskiftelovens § 67 finder udvalget, at der skal
kunne tilkendes en ægtefælle kompensation også i tilfælde, hvor ægtefællen ikke har medvirket til
forøgelse eller bevarelse af den anden ægtefælles formue, men hvor ægtefællen er stillet urimeligt
økonomisk.
I overensstemmelse med den udvikling, der er sket i retspraksis efter den tidligere bestemmelse i
ægteskabslovens § 56, finder udvalget, at ordet "ringe“ bør udgå af bestemmelsen, således at det ikke
er en betingelse, at en ægtefælle objektivt set er "ringe“ stillet, men at det skal sikres, at den anden
ægtefælle ikke er stillet urimeligt økonomisk.
Efter udvalgets forslag skal der som hidtil ved fastsættelsen af et eventuelt kompensationsbeløb lægges
vægt på ægteskabets varighed, længden af et eventuelt forudgående samliv og ægtefællernes
økonomiske forhold, herunder formue-, indtægts- og pensionsforhold samt omstændighederne i øvrigt.
111
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Der bør også som hidtil kunne tilkendes et beløb til etablering af en ny bolig. Det samme
gælder, hvis den ene ægtefælle har en meget stor formue, uanset at den anden ægtefælle ikke er helt
uden midler.
Kompensation efter den foreslåede rimelighedsregel vil navnlig være aktuelt, hvis den ene ægtefælle
har et betydeligt særeje, har modtaget betydelige beløb som arv eller gave, der kan holdes uden for
delingen eller har personlige rettigheder af betydelig værdi, f.eks. ophavsrettigheder, der ikke indgår i
delingen.
Har en ægtefælle modtaget personskadeerstatning, der kan holdes uden for delingen, må der lægges
vægt på denne erstatnings personlige karakter, og at erstatningen skal kompensere for f.eks.
erhvervsevnetab og varigt mén resten af livet. Disse hensyn vil tale imod, at den, der har modtaget
erstatningen, skal betale et beløb heraf til den anden ægtefælle. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan
forekomme tilfælde, hvor ægteskabet har været langvarigt, og hvor den ene ægtefælle har en stor
personskadeerstatning, mens den anden er uden midler, og hvor det kan være rimeligt at tilkende den
ubemidlede ægtefælle et mindre beløb til f.eks. etablering.
3.18.2.2. Kompensation ved død
Kompensationsreglerne tager først og fremmest sigte på den situation, hvor ægtefællerne bliver
separeret eller skilt. Udvalget har overvejet, om reglerne også bør kunne anvendes ved skifte som følge
af en ægtefælles død.
3.18.2.2.1. En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue (død)
Et krav baseret på en ægtefælles medvirken kan efter omstændighederne være af betydelig størrelse,
f.eks. hvis en ægtefælle har udført ombygning af eller tilbygning til den anden ægtefælles ejendom.
Udvalget finder ikke, at den medvirkende ægtefælles dødsbo bør være afskåret fra at gøre kravet
gældende i tilfælde, hvor den ægtefælle, der har medvirket til forøgelse af den anden ægtefælles
formue, dør først.
I tilfælde, hvor den medvirkende ægtefælle lever længst, påpeger udvalget, at den pågældende vil arve i
hvert fald en del af den formue, som den pågældende har medvirket til at forøge. Det kan dog ikke
udelukkes, at der kan forekomme tilfælde, hvor f.eks. førstafdøde har begrænset den medvirkende
ægtefælles arv ved testamente, og et krav om kompensation for medvirken bør kunne gøres gældende
ud over det, som den medvirkende modtager som arv.
Udvalget foreslår derfor, at bestemmelsen om kompensation ved medvirken også skal gælde i tilfælde,
hvor ægteskabet ophører ved død. Efter udvalgets forslag til regler om formuedeling ved en ægtefælles
død kan kravet gøres gældende af såvel den længstlevende ægtefælle som førstafdødes dødsbo.
Udvalget har overvejet, om der bør skelnes mellem tilfælde, hvor den medvirkende ægtefælles
dødsbo er solvent, og hvor kravet således kommer arvingerne til gode, og tilfælde, hvor det er
insolvent, og hvor det således kommer kreditorerne til gode. En sådan sondring ville indebære
problemer, idet det i nogle tilfælde ville være afgørende for boets solvens, om der blev givet medhold i
kompensationskravet. Endvidere ville en begrænsning til, at kravet kun kunne gøres gældende af
arvinger og ikke kreditorer, gøre det nødvendigt at fastsætte regler om, hvorvidt samtlige arvinger eller
et flertal heraf skulle være enige for at kunne fremsætte kravet, eller om en arving eventuelt kunne føre
sagen alene på egne eller på boets vegne. I betragtning af, at det formentlig vil være sjældent, at et
sådant krav gøres gældende efter en ægtefælles død, finder udvalget ikke, at der er behov for særlige
regler. I stedet foreslås, at kompensationskravet tilkommer dødsboet, og dødsboet må så efter de
regler, der findes i dødsboskifteloven, herunder om afstemning blandt arvinger m.v., afgøre, om kravet
skal gøres gældende.
3.18.2.2.2. En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk (død)
Formålet med rimelighedskompensation til urimeligt stillede ægtefæller er at lette en ægtefælles
overgang til en ny tilværelse efter en separation eller skilsmisse, når den anden ægtefælle har formue,
der kan holdes uden for delingen, og der er stor forskel på ægtefællernes formuer.
112
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Hvis den økonomisk bedst stillede ægtefælle dør først, vil den anden ægtefælle arve en del af
førstafdødes formue. Den længstlevende ægtefælles legale arv, hvis der er børn i ægteskabet, er
halvdelen af førstafdødes formue, og dette vil væsentligt overstige, hvad den pågældende ville kunne få
i kompensation.
Selv hvis førstafdøde har begrænset længstlevendes arv til tvangsarven (1/4 af den legale arv), har
længstlevende efter arvelovens § 11, stk. 2, ret til at udtage så meget, at det sammen med dennes egen
formue og eventuelle forsikrings- og pensionsrettigheder udgør 730.000 kr. (2016-niveau), jf. § 3 i
bekendtgørelse nr. 1249 af 11. november 2015 om regulering af beløb i henhold til arveloven. Denne
tvangsarv vil efter udvalgets opfattelse være tilstrækkelig til at sikre, at længstlevende ikke er urimeligt
økonomisk stillet.
Hvis den økonomisk dårligt stillede ægtefælle dør først, har denne selvsagt ikke behov for
kompensation. Udvalget har overvejet, om der kan forekomme tilfælde, hvor førstafdødes mindreårige
særbørn, som måske hidtil har nydt godt af længstlevendes gode økonomiske forhold, men som
længstlevende ikke har forsørgelsespligt overfor, vil være urimeligt stillet efter længstlevendes
død. Det er udvalgets opfattelse, at hensynet til førstafdødes mindreårige særbørn i vidt
omfang vil være varetaget ved førstafdødes forsikrings- og pensionsordninger og i øvrigt af reglerne
om børnetilskud til børn, der har mistet en af forældrene efter reglerne herom i § 4 i lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. En mulighed for, at førstafdødes arvinger kunne
anvende § 54 i sådanne tilfælde, ville reelt indebære en skønsmæssig adgang til at pålægge
længstlevende at forsørge sin afdøde ægtefælles særbørn. Udvalget finder ikke, at en sådan regel, der
måtte forventes at få et meget snævert anvendelsesområde, vil være hensigtsmæssig.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at bestemmelsen ikke skal finde anvendelse ved formuedelingen
som følge af en ægtefælles død.
3.18.2.3. Kompensation, hvis en ægtefælle dør efter separation eller skilsmisse, men før
formuedelingen er afsluttet
Det kan forekomme, at en ægtefælle dør, efter at ægtefællerne er blevet separeret eller skilt, men
inden formuedelingen er afsluttet, og således inden der er taget endelig stilling til et eventuelt krav
på kompensation. I sådanne tilfælde har den længstlevende ægtefælle ikke arveret.
Som anført ovenfor foreslår udvalget, at kompensationskrav på grund af medvirken også skal kunne
gøres gældende af en ægtefælles dødsbo.
Krav om urimelighedskompensation har en meget personlig karakter, hvor der navnlig lægges vægt på
hensynet til den økonomisk svage ægtefælles mulighed for at skabe sig en ny tilværelse. Udvalget
mener derfor, at denne ægtefælle ikke skal afskæres fra at gøre sit krav gældende, fordi den anden
ægtefælle dør, inden formuedelingen er afsluttet.
Udvalget har ikke fundet grundlag for at fastsætte særlige regler for situationer, hvor en ægtefælle, der
har fremsat krav om urimelighedskompensation, dør, inden der er taget endelig stilling til kravet. I
sådanne situationer vil kravet tilfalde ægtefællens dødsbo, der efter de reglerne herom i
dødsboskifteloven må tage stilling til, om kravet skal gøres gældende, og om en eventuel verserende
sag herom skal videreføres.
3.18.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsudvalgets forslag om, at ægtefælleskiftelovens
bestemmelse i § 67 om kompensation til urimeligt stillede ægtefæller bør videreføres i lov om
ægtefællers økonomiske forhold. Som det fremgår af punkt. 3.13.13., foreslås de tilknyttede
bestemmelser om tidsfrister for sagsanlæg i stk. 2 og 3 ligeledes videreført i lov om ægtefællers
økonomiske forhold.
Ministeriet er ligeledes enig med udvalget i, at der fra § 67 skal udskilles en bestemmelse om
kompensation til en ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles
formue, der ikke indgår i ligedelingen efter den foreslåede bestemmelse i § 26.
113
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ministeriet mener som udvalget, at bestemmelsen om kompensation til urimeligt stillede ægtefæller
ikke bør finde anvendelse ved dødsboskifte, men at bestemmelsen om bevarelse eller forøgelse af den
anden ægtefælles formue bør finde anvendelse ved dødsboskifte, uanset om den medvirkende
ægtefælle er førstafdøde eller længstlevende.
3.18.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås med § 41, at en ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden
ægtefælles formue, som ikke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af
omsorgen for børnene, fordelingen af familiens udgifter eller på anden lignende måde, kan få tilkendt
en kompensation. Herved lovfæstes den retspraksis, der er udviklet efter den nugældende bestemmelse
i ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1.
I § 42 foreslås det, at hvis en ægtefælle har formue, der ikke indgår i formuedelingen, kan den anden
ægtefælle ved formuedelingen få tilkendt en kompensation for at sikre, at denne ægtefælle ikke bliver
stillet urimeligt økonomisk. Ved vurderingen lægges vægt på ægteskabets varighed, herunder et
eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold samt
omstændighederne i øvrigt. Herved videreføres den gældende bestemmelse i ægtefælleskiftelovens §
67, stk. 1.
Med § 43 foreslås det, at de nugældende bestemmelser i ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3
videreføres. Det foreslås således i stk. 1, at en sag om krav efter de foreslåede §§ 41 og 42 tidligst skal
kunne anlægges, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse. I
stk. 2 foreslås det, at krav efter de foreslåede §§ 41 og 42 ikke skal kunne gøres gældende, efter at
skifte af ægtefællernes delingsformue eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet
boopgørelse. Efter forslaget gælder dette dog ikke, hvis boet genoptages efter § 78 i lov om
ægtefælleskifte m.v.
3.19. Pensionskompensation
3.19.1. Gældende ret
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige
pensionsrettigheder forlods. "Rimelige pensionsrettigheder" indgår således ikke i ligedelingen. Når
ægteskabet har været af kortere varighed, udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods (§ 16
c). Der henvises til punkt 3.16.1.2.
Disse bestemmelser kan medføre, at ægtefæller efter separation og skilsmisse er stillet meget
forskelligt pensionsmæssigt. Retsvirkningsloven indeholder derfor mulighed for at kompensere
ægtefæller, der har foretaget en mindre pensionsopsparing end rimeligt, eller som stilles urimeligt i
pensionsmæssig henseende.
Efter § 16 d, stk. 1, om fællesskabskompensation kan det ved formuedelingen bestemmes, at en
ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle, hvis sidstnævnte ægtefælle under ægteskabet
har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den
pågældende, og dette skyldes, at denne ægtefælle af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt
eller delvis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid. Beløbet kan efter
stk. 2 højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af
ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsformue.
Efter § 16 e, stk. 1, om rimelighedskompensation kan det ved formuedelingen bestemmes, at en
ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i
pensionsmæssig henseende, hvis ægteskabet har været af længere varighed, og der er stor forskel i
værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. Efter stk. 2 skal der ved afgørelsen tages hensyn til
ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
§ 16 f indeholder bestemmelser om, hvordan pensionskompensation efter §§ 16 d og 16 e skal betales.
Efter bestemmelsen skal beløbet som udgangspunkt betales kontant (stk. 1).
114
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom eller løsøre, der er
nødvendigt for at opretholde den pågældendes erhverv, eller uden at blive afskåret fra at bevare eller
erhverve en passende bolig, kan det, hvis forholdene taler for det, efter stk. 2 bestemmes, at beløbet
skal afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstillelse og forrentning (nr. 1).
Hvis dette ikke er muligt, kan det bestemmes, at ægtefællen i stedet skal give den anden ægtefælle en
andel af sin kapital- eller ratepension (nr. 2) Hvis dette heller ikke er muligt, kan det bestemmes, at
beløbet skal afdrages over en kort årrække, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer
til udbetaling (nr. 3).
Hvis en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, gives
andelen efter stk. 3 først af ægtefællens kapitalpension. Andelen gives ved en deling af
pensionsrettigheden.
Beløb, der skal afdrages efter stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af pensionsinstituttet. Beløbet
reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent, indtil pensionen kommer
til udbetaling (stk. 4).
Efter stk. 5 kan bestemmelserne i stk. 2 og 3 fraviges ved aftale mellem ægtefællerne og
pensionsinstituttet.
Aftaler ægtefæller ved formuedelingen, at en af dem skal give den anden ægtefælle en andel af sin
pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet efter stk. 6 kræve, at ægtefællerne erklærer, at betingelserne
for at yde kompensation efter §§ 16 d og 16 e og for valg af delingsmetode efter § 16 f, stk. 2 og 3, er
opfyldt.
Pensionsinstituttet kan efter stk. 7 kræve, at administrationsomkostningerne ved, at en ægtefælle skal
give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, samt ved at registrere, opgøre og udbetale
beløb efter stk. 4, afholdes af ægtefællerne.
3.19.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Reglerne om pensionsrettigheders behandling ved separation, skilsmisse og død er ikke omfattet af
udvalgets kommissorium. Udvalget har derfor ikke foreslået indholdsmæssige ændringer af
retsvirkningslovens §§ 16 d-f.
3.19.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Som det fremgår af punkt 1 videreføres de gældende regler om behandlingen af pensionsrettigheder
uden indholdsmæssige ændringer. Dette omfatter bl.a. retsvirkningslovens § 16 d-f.
3.19.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at bestemmelsen § 16 d om fællesskabskompensation videreføres som § 44 i lov
ægtefællers økonomiske forhold, at bestemmelsen i § 16 e om rimelighedskompensation videreføres
som § 45, og at § 16 f om betaling af kompensation videreføres som § 46 (§ 16, stk. 1-3) og § 47 (§ 16
f, stk. 4-7).
3.20. Fordeling af aktiverne (udtagelsesret)
Når det er fastslået, hvilke værdier hver ægtefælle skal have efter separationen eller skilsmissen, skal
der tages stilling, hvilke aktiver hver ægtefælle skal udtage, herunder hvilke aktiver ægtefællerne i
fællesskab skal søge at afhænde. Denne udtagelsesret gennemgås i det følgende.
3.20.1. Gældende ret
Det følger af ægtefælleskiftelovens § 63, stk. 1, at hver ægtefælle ved bodelingen er berettiget til at
kræve boets ejendele udlagt efter vurdering.
115
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Kræver ægtefællerne den samme ejendel udlagt, skal den ægtefælle, til hvis bodel ejendelen hører, have
fortrinsret, jf. § 63, stk. 2, 1. pkt.
§ 63, stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, indeholder dog følgende undtagelser til dette udgangspunkt:
1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til familiens bolig, kan udlægges til
den anden ægtefælle, hvis boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle
af hensyn til at opretholde hjemmet.
2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis
sommerboligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne.
3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis virksomheden udelukkende eller
dog i det væsentlige er blevet drevet af denne.
4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlægges til den anden ægtefælle, i det omfang dette
skønnes rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, kan udlægges til den anden ægtefælle, i det
omfang dette skønnes rimeligt af hensyn til at opretholde hjemmet, eller i øvrigt fordi genstandene
særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov.
Udtagelsesretten efter stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, kaldes "krydsende udtagelsesret" og giver en
ægtefælle mulighed for mod betaling at udtage aktiver, der tilhører den anden ægtefælle. Den
ægtefælle, der udtager aktiverne, får dermed mulighed for at opretholde det fælles hjem og sit arbejde.
Som nævnt oven for er kriterierne for at udtage de enkelte typer af aktiver ikke ens, men overordnet
lægges der i relation til udtagelse af familiens bolig eller sommerhus vægt på ægtefællernes samlede
behov for etablering af et nyt hjem, og om boligen har den væsentligste betydning for den anden
ægtefælle. Heri indgår bl.a., hvor eventuelle børn skal bo, hvem der har den bedste mulighed for at
benytte ejendommen, og hvem der har den følelsesmæssigt tætteste tilknytning til ejendommen, f.eks.
fordi den har været i slægtens eje i en lang årrække. Endvidere har det betydning, om den anden
ægtefælle har økonomisk mulighed for at overtage ejendommen eller for at skaffe sig en anden bolig.
Ejerægtefællen kan også forbedre sine muligheder for at udtage boligen ved at stille en anden passende
bolig til rådighed for den anden ægtefælle. Bestemmelsen omfatter også en bolig, som ejeren havde
erhvervet inden ægteskabet, eller som ejeren har modtaget som arv eller gave, men ved afgørelsen kan
der tages hensyn hertil.
De aktiver, der er omfattet af den krydsende udtagelsesret, er i al væsentlighed de samme som dem,
der er omfattet af retsvirkningslovens §§ 18 og 19 om beskyttelse af familiens bolig og indbo, den
anden ægtefælles erhvervsvirksomhed samt arbejdsredskaber, der anvendes af den anden ægtefælle.
Der henvises til punkt 3.7.
§ 63, stk. 2, nr. 1 og 2, omfatter alene fast ejendom og dermed ikke andelsbolig og lejebolig.
Afgørelser om fortsættelse af lejemål behandles i forbindelse med sag om separation og skilsmisse.
Efter ægteskabslovens § 42 giver statsforvaltningen bevilling til separation eller skilsmisse, hvis
ægtefællerne er enige herom og er enige om vilkårene efter bl.a. § 55. Tilsvarende vilkår gælder ved
dom til separation og skilsmisse. § 55, stk. 1, fastslår, at om ægtefællernes ret til at fortsætte lejemålet
af fælles lejlighed gælder lejelovgivningens regler herom. Denne henvisning vedrører lejelovens § 77,
hvorefter det i forbindelse med separation eller skilsmisse, om nødvendigt ved bevillingen og dommen,
afgøres, hvilken af ægtefællerne der skal overtage den tidligere fælles lejebolig.
Såfremt lejemålet vedrører en lejlighed i en ejendom, der hører til den ene ægtefælles bodel eller
særeje, og som indeholder flere beboelseslejligheder, og lejemålet hidtil har tjent til familiens bolig,
kan retten i forbindelse med dom til separation eller skilsmisse efter § 55, stk. 2, pålægge ægtefællen
at udleje lejligheden til den anden ægtefælle og fastsætte vilkår for lejemålet, f.eks. om uopsigelighed
og om begrænsninger i muligheden for lejeforhøjelser.
Hvis der er ejendele, der ikke bliver udlagt til en af ægtefællerne efter stk. 1 og 2, følger det af § 63,
stk. 3, at ejendelene afhændes efter bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 25. Bobehandleren skal i
så fald efter § 25, stk. 1, sørge for, at ejendelene afhændes på en måde, som tjener ægtefællernes
interesser bedst muligt. Er en ægtefælle uenig, anmoder bobehandleren efter stk. 2 skifteretten om at
træffe afgørelse. Salg ved auktion sker efter retsplejelovens regler, jf. § 25, stk. 3.
116
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter ægtefælleskiftelovens § 64 kan udlæg af aktiver efter § 63 ske, selv om værdien overstiger
ægtefællens boslod. Det overskydende beløb skal i så fald betales kontant til den anden ægtefælle.
Skifteretten kan dog i særlige tilfælde tillade afdragsvis betaling og i denne forbindelse fastsætte
vilkårene herfor.
Efter retsvirkningslovens § 16 b udtager ægtefællerne egne rimelige pensionsrettigheder forlods ved
formuedeling ved separation, skilsmisse. I det omfang pensionsrettigheder ikke kan udtages forlods
efter § 16 b, skal ægtefæller efter § 16g, stk. 1, udtage egne pensionsrettigheder, medmindre
rettighederne kan ophæves. Efter bestemmelsens stk. 2 finder § 16 f, stk. 2-7, tilsvarende anvendelse
på pensionsrettigheder efter stk. 1. § 16, f er beskrevet i punkt 3.19.
3.20.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget foreslår bestemmelserne i ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 videreført med
følgende ændringer:
Udvalget foreslår anvendelsesområdet for § 63 udvidet, så bestemmelsen også finder anvendelse på
udtagelsen af aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.
Anvendelsesområdet foreslås også udvidet sådan, at "familiens bolig" omfatter alle boligtyper, herunder
andelsbolig, husbåde, campingvogne m.v., andet løsøre udover indbo, når løsøret særligt har tjent den
pågældende ægtefælles behov, samt motorkøretøj.
Efter udvalgets opfattelse vil en ejendom, som ægtefællerne bebor, næsten altid have tjent det samme
formål, hvad enten der er tale om særeje eller fælleseje. Udvalget foreslår derfor, at den krydsende
udtagelsesret udvides til også omfatte en bolig, der er særeje. Dette skal ses i sammenhæng med
udvalgets forslag i punkt 3.7. om at udvide beskyttelsen af familiens bolig efter retsvirkningslovens §
18 til også at omfatte særeje.
Udvalget har overvejet, om en ejendom, som en ægtefælle har modtaget som arv eller gave fra
tredjemand, bør være undtaget fra den krydsende udtagelsesret. I de fleste tilfælde vil en ægtefælle,
der har arvet en ejendom, have en sådan tilknytning til den, at der ikke vil være grundlag for at
beslutte, at den anden ægtefælle udtager ejendommen. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en
ægtefælle har modtaget en ejendom som arv eller gave uden at have en særlig slægtsmæssig
tilknytning til den, idet arvelader eller gavegiver f.eks. havde købt den som investering. I sådanne
tilfælde kan det ikke udelukkes, at ejendommen kan have den væsentligste betydning for den anden
ægtefælle. Udvalget finder derfor ikke grundlag for at udelukke ejendomme modtaget som arv og gave
fra den krydsende udtagelsesret.
Som anført i punkt 3.7. om retsvirkningslovens § 18 finder udvalget, at andelsboliger bør ligestilles
med ejerboliger i relation beskyttelse mod salg m.v. Tilsvarende finder udvalget, at andelsboliger bør
være omfattet af adgangen til krydsende udtagelsesret.
Ægtefælleskiftelovens § 63 omfatter fast ejendom, der udelukkende eller hovedsageligt er bestemt til
familiens bolig. Bestemmelsen omfatter således i modsætning til beskyttelsen af fast ejendom (se punkt
3.7.) ikke en ejendom med flere beboelseslejligheder, hvoraf familien bebor den ene. Udvalget finder, at
det ville være for vidtgående at give en ægtefælle ret til at udtage en udlejningsejendom, som den
anden ejer, alene fordi ægtefællen ønsker at blive boende i en lejlighed i ejendommen. I disse tilfælde
kan ægtefællen i stedet påberåbe sig ægteskabslovens § 55, stk. 2. Derimod finder udvalget, at
udtagelsesretten bør udvides til også at omfatte de tilfælde, hvor den ene ægtefælle ejer et
tofamilieshus, hvor familien bor i den ene del, og den anden udlejes.
Som ligeledes anført i punkt 3.7. har udvalget foreslået, at beskyttelsen af fast ejendom ikke skal
omfatte fritidshuse, erhvervsejendomme, og at beskyttelsen af løsøre, herunder indbo og
arbejdsredskaber, ikke skal videreføres. Udvalget foreslår ikke tilsvarende begrænsninger i
anvendelsesområdet for krydsende udtagelsesret. Dette skyldes navnlig, at krydsende udtagelsesret vil
have stor betydning for udtagelsen af sådanne aktiver, når de ejes af ægtefællerne i sameje. Tværtimod
finder udvalget, at den krydsende udtagelsesret bør udvides til at omfatte motorkøretøjer, da den
ægtefælle, der har det største behov for en bil, bør have mulighed for at udtage den, selvom den ejes af
den anden ægtefælle.
117
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Udvalget har overvejet, om ægtefællerne bør have mulighed for at indgå en forhåndsaftale, der
udelukker anvendelsen af krydsende udtagelsesret, således at ejerægtefællen kan være sikker på at
kunne beholde aktivet.
Der er enighed i udvalget om, at hensynet til at beskytte den ægtefælle, der på tidspunktet for
ægteskabets ophør har størst behov for at blive i den hidtidige fælles bolig, taler afgørende imod
at tillade forhåndsaftaler om, hvem der skal kunne udtage boligen. Der er endvidere enighed om,
at sådanne aftaler kun skal kunne komme på tale for så vidt angår aktiver, der ejes af den ene
ægtefælle som særeje.
Et mindretal i udvalget finder det rimeligt, at ægtefæller i en ægtepagt kan aftale, at et bestemt aktiv,
som den ene ægtefælle ejer som særeje, ikke skal kunne udtages af den anden ægtefælle ved
separation eller skilsmisse. Der er således ikke grundlag for at forbyde sådanne aftaler. Dette forslag
skal ses på baggrund af, at særejeaktiver hidtil ikke har været omfattet af udtagelsesretten, og der vil
være løsøreaktiver, et arvet sommerhus m.v. med stor affektionsværdi eller en erhvervsvirksomhed,
som en ægtefælle kan ønske at sikre sig at kunne beholde, herunder for at lade aktivet blive i familiens
eje. Almindeligvis vil ejerægtefællens fortrinsret sammenholdt med, at aktivet skal have den
væsentligste betydning for at denne anden ægtefælle for, at denne kan udtage aktivet, medføre, at
ejerægtefællen vil kunne beholde aktivet.
Aktivet skal enten være ejet af ægtefællen allerede ved aftalens indgåelse, eller det skal kunne
beskrives som et aktiv eller flere bestemte aktiver, som ægtefællen f.eks. forventer at arve.
Hertil bemærker et flertal i udvalget, at det er en forudsætning for at anvende udtagelsesretten, at
aktivet har den væsentligste betydning for den anden ægtefælle. Hvis ejerægtefællen har arvet et aktiv,
som har betydelig affektionsværdi, eller der er tale om en familievirksomhed, vil denne betingelse
næppe nogen sinde være opfyldt. Behovet for at indgå aftaler herom må derfor antages at være
begrænset.
Der henvises til betænkningen, kapitel 13.
3.20.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at bestemmelserne om krydsende
udtagelsesret i ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 bør videreføres.
Ministeriet er endvidere enig i udvalgets forslag om, at anvendelsesområdet for § 63 udvides, så
bestemmelsen også finder anvendelse på udtagelsen af aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.
Ministeriet er også enig i, at udtagelsesretten i forhold til, at "familiens bolig" skal omfatte alle
boligtyper, herunder andelsbolig, husbåde, campingvogne m.v., samt tofamilieshus, hvor familien bor i
den ene del. Ministeriet er også enig i, at udtagelsesretten skal omfatte andet løsøre, der særligt har
tjent den pågældende ægtefælles behov, og at udtagelsesretten også skal omfatte transportmidler
generelt, og ikke kun motorkøretøj som foreslået af udvalget.
Ministeriet er derimod ikke enig i udvalgets forslag om, at udtagelsesretten også skal omfatte aktiver,
der er særeje. Det skyldes, at det som nævnt i punkt. 3.7.3.1. er et helt centralt element i særeje, at
ejeren kan beholde sine særejeaktiver ved separation og skilsmisse uden at blive mødt med krav fra den
anden ægtefælle om udtagelse af aktiverne. Heroverfor vurderes en ret til at udtage den anden
ægtefælles særejeaktiv ikke at udgøre et så væsentligt beskyttelseshensyn, at der er grundlag for at
gribe ind i det fasttømrede særejebegreb. Et eventuelt beskyttelseshensyn fortones endvidere som følge
af, at ægtefællen skal kunne betale for at udtage den anden ægtefælles særeje. Tilsvarende finder
ministeriet ikke, at beskyttelsen af familiens bolig skal omfatte en bolig, der er særeje.
Når udtagelsesretten fortsat ikke skal omfatte særeje, ses der ikke at være behov for at åbne mulighed
for, at ægtefæller kan indgå forhåndsaftaler om udtagelsesretten.
3.20.4. Den foreslåede ordning
118
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Med lovforslagets §§ 48 og 49 foreslås det, at bestemmelserne om krydsende udtagelsesret i
ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 videreføres med visse ændringer,
I lovforslagets § 48, stk. 1, foreslås det, at hver ægtefælle kan udtage aktiver, der indgår i
formuedelingen, efter vurdering. Dette gælder også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at hvis begge ægtefæller anmoder om at udtage samme aktiv,
udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog de foreslåede undtagelser i stk. 3. Efter dette
stykke foreslås det, at den anden ægtefælle uanset det foreslåede stk. 2 udtager et aktiv, hvis aktivet
for denne har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet, fortsættelse af erhverv eller i
øvrigt. Retten til efter stk. 3 at udtage et aktiv foreslås at omfatte følgende aktiver: 1) Bolig, der
udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig, 2) fast ejendom med to
beboelseslejligheder, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens
helårsbolig, 3) fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig, 4) indbo i fælles hjem og
fritidsbolig, 5) løsøre, der særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov, 5) erhvervsvirksomhed
og erhvervsløsøre samt 6) transportmidler.
Med stk. 4 foreslås det, at udtagelsesretten i stk. 3 skal finde tilsvarende anvendelse ved afgørelsen
om, hvem af ægtefællerne der skal udtage aktiver, som de ejer i sameje.
Med lovforslagets § 49, stk. 1, foreslås det, at en ægtefælle kan udtage aktiver, selv om værdien
overstiger det beløb, der tilfalder denne efter formuedelingen efter § 26. Det manglende beløb skal
betales kontant. I stk. 2 foreslås det, at skifteretten i særlige tilfælde skal kunne bestemme, at beløbet
kan betales over en kortere periode, og at skifteretten kan fastsætte vilkårene herfor.
3.21. Bosondring
3.21.1. Gældende ret
Efter retsvirkningslovens § 38, der findes i lovens kapitel 5 om bosondring, kan en ægtefælle i visse
tilfælde forlange, at ægtefællernes formue deles af skifteretten, selvom der ikke er indledt separations-
eller skilsmissesag.
Efter bestemmelsen kan en ægtefælle forlange bosondring i følgende situationer:
1) Når den anden ægtefælle ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af sin
rådighed over fælleseje eller ved anden uforsvarlig adfærd i væsentlig grad har formindsket den
del af fællesboet, hvorover han råder, eller har fremkaldt fare for sådan formindskelse.
2) Når den anden ægtefælles bo er kommet under konkursbehandling.
3) Når den anden ægtefælle ulovligt ophæver samlivet, og begæring om bosondring indgives
inden 1 år efter samlivets ophævelse.
Retsvirkningerne af en bosondring er, at det, der udlægges på skiftet eller tilfalder ægtefællen
efter indgivelsen af bosondringsbegæringen, bliver vedkommendes fuldstændige særeje, jf. lovens §
42. Bosondringen indebærer ikke andre forandringer i forholdet mellem ægtefællerne.
Det ved bosondring etablerede fuldstændige særeje bortfalder ikke ved ægtefællernes
genoptagelse af samlivet, men må antages at kunne ophæves ved en særejeophævelsesægtepagt.
Bosondring blev tidligere anvendt i tilfælde, hvor ægteskabets opløsning var nært forestående, og den
ene ægtefælle frygtede, at den anden ægtfælle ville få sin formue til at forsvinde, inden sag om deling
af ægtefællernes formue kunne indledes. Det skyldtes, at formuefællesskabet tidligere først blev anset
for ophørt, når der var meddelt separation eller skilsmisse ved bevilling eller endelig dom. Med en
afgørelse om bosondring var det muligt gennem skifteretten at få påbegyndt deling af ægtefællernes
formue og at få frataget den anden ægtefælle rådigheden over sin formue under delingen.
Efter ægtefælleskifteloven fra 2012 ophører formuefællesskabet allerede ved indgivelse af anmodning
om separation eller skilsmisse til Statsforvaltningen (ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 1), og der er
således ikke længere behov for bosondring med henblik på at fremrykke ophørsdagen (skæringsdagen).
En ægtefælle, der frygter, at den anden ægtefælle vil misbruge sin rådighed over sin formue, kan
119
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
samtidig med anmodning om separation eller skilsmisse anmode skifteretten om bistand til deling af
boet, jf. ægtefælleskiftelovens § 10.
Efter anmodning fra Retsvirkningslovsudvalget oplyste 21 af de 24 byretter, at de i 2010 havde
modtaget seks anmodninger om bosondring, og de fleste byretter havde heller ikke i de forudgående år
modtaget sådanne anmodninger.
3.21.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalgets undersøgelser fra 2010 viser, at bosondring kun er blevet anvendt meget
sjældent, og efter fremrykningen af ophørsdagen til indgivelsen af anmodning om separation eller
skilsmisse må det antages, at behovet for bosondring er blevet endnu mindre. Udvalget foreslår derfor,
at muligheden for bosondringen ikke videreføres.
3.21.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at der ikke længere er behov for at
kunne anmode om bosondring.
3.21.4. Den foreslåede ordning
Bestemmelserne i retsvirkningslovens kapitel 5 om bosondring videreføres ikke i den nye lov om
ægtefællers økonomiske forhold.
3.22. Formuedeling ved en ægtefælles død
3.22.1. Gældende ret
Ved en ægtefælles død skal ægtefællernes formue deles mellem den længstlevende ægtefælle og den
førstafdøde ægtefælles dødsbo, inden den afdøde ægtefælles formue kan deles mellem afdødes
arvinger eller kreditorer. Ved formuedelingen fastlægges det, hvilken formue der falder i arv efter den
afdøde ægtefælle, og hvilken formue den længstlevende ægtefælle beholder. Der foretages ingen deling
af ægtefællernes formue, hvis den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen til uskiftet bo.
Der er ikke i dag en samlet regulering af formuedeling ved en ægtefælles død. Enkelte bestemmelser i
retsvirkningsloven finder dog efter deres indhold anvendelse ved formuedeling ved en ægtefælles død.
Efter lovens § 16, stk. 2, udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo,
medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel. Bestemmelsen fastslår således, at der ved
formuedelingen ved en ægtefælles død gælder det samme ligedelingsprincip som ved separation og
skilsmisse.
Ved formuedelingen ved en ægtefælles død følger det af § 16 a, stk. 1, at den længstlevende ægtefælle
udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods. Efter stk. 2 udtager den
længstlevende ægtefælle endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller fra lignende
rettigheder samt supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må
anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til
forlodsudtagelse gælder efter stk. 3 ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af
pensionsopsparing.
§ 28 om aftalt særeje giver ægtefæller mulighed for at aftale fuldstændigt særeje, hvorved en
ægtefælles ejendele ved død skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger. Det fremgår således
af bestemmelsen, at aftalt særeje finder anvendelse ved en ægtefælles død, dog ikke skilsmissesæreje.
§ 28 a om tredjemandsbestemt særeje indeholder en henvisning til § 28 og finder dermed også
anvendelse ved dødsfald.
Efter § 18, stk. 2, i erstatningsansvarsloven indgår personskadeerstatning m.v., der ikke må antages at
være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør,
herunder ophør ved død. Erstatningen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen
120
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
Bestemmelsen indebærer, at den længstlevende ægtefælles erstatninger m.v. ikke indgår i
formuedelingen ved førstafdødes død, men at førstafdødes erstatninger indgår i formuedelingen.
Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, kan ikke holdes uden
for formuedelingen.
Som beskrevet i punkt 3.16.1.3. finder § 18, stk. 2, anvendelse på en lang række andre erstatninger og
godtgørelser m.v.
Efter dødsboskiftelovens § 77 finder ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51, 53 og 56-58 anvendelse på skifte
af ægtefællernes formuer med de ændringer, der følger af forholdets natur. Det betyder, at reglerne om
ophørsdagen, tidspunktet for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt opgørelsen af fællesboet
finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med skifte af længstlevende ægtefælles aktiver og passiver.
Der henvises til punkt 3.13.1. for en beskrivelse af disse regler.
Efter arvelovens § 11, stk. 1, kan den længstlevende ægtefælle forlods udtage genstande, som
udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold til
ægtefællernes formueforhold, eller som er erhvervet til mindreårige børns brug.
Den længstlevende ægtefælle kan efter arvelovens § 11, stk. 2, udtage så meget, at værdien heraf
sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod, særeje, livforsikringer, pensionsydelser m.v.
udgør indtil 730.000 kr. (2016-niveau), jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1249 af 11. november 2015 om
regulering af beløb i henhold til arveloven.
Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 1, finder lovens § 77 og dermed de bestemmelser i
ægtefælleskifteloven, som den henviser til, tillige anvendelse ved skifte af et uskiftet bo i den
længstlevende ægtefælles levende live. Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 3, træder datoen for
skifterettens modtagelse af begæringen om skifte af det uskiftede bo i stedet for dødsdagen, således at
det er aktiver og passiver på denne dag, der indgår i skiftet af det uskiftede bo.
3.22.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Det er udvalgets opfattelse, at der er behov for en udtrykkelig regulering af, hvilke bestemmelser i lov
om ægtefællers økonomiske forhold om formuedelingen, der tillige skal finde anvendelse på
formuedelingen ved en ægtefælles død og ved skifte af et uskiftet bo.
Samtidig bør der tages stilling til, i hvilket omfang reglerne om, kompensations-, regulerings- og
misbrugskrav finder anvendelse i disse situationer.
Udvalget foreslår, at den gældende ligedelingsordning opretholdes ved formuedelingen ved en
ægtefælles død og ved skifte af et uskiftet bo. I disse situationer deles ægtefællernes formuer lige
mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og den førstafdøde ægtefælles dødsbo,
De aktiver, der ikke indgår i ligedelingen ved separation og skilsmisse, bør efter udvalgets opfattelse
heller ikke indgå i ligedelingen ved død. Særeje, uoverdragelige og personlige rettigheder samt
kompensations- regulerings- og misbrugskrav indgår således ikke i delingen. Inden delingen fradrages
gæld som ved deling efter separation og skilsmisse, jf. punkt 3.14., og er en ægtefælles delingsformue
negativ, deles den ikke.
Reglerne om pensionsrettigheders behandling ved separation, skilsmisse og død er ikke omfattet af
udvalgets kommissorium. Udvalget har derfor ikke foreslået indholdsmæssige ændringer af
retsvirkningslovens § 16 a.
Samtidig foreslår udvalget, at længstlevendes personskadeerstatninger m.v. (se punkt 3.16.) fortsat
ikke indgår i formuedelingen, dvs. samme løsning som ved formuedeling ved separation og skilsmisse.
Dette skyldes, at disse erstatninger m.v. er tæt knyttet til ægtefællens pension. Derimod ser udvalget
ikke behov for at holde førstafdødes personskadeerstatninger m.v. uden for delingen.
121
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det er udvalgets opfattelse, at der i loven bør indsættes en bestemmelse om ophørstidspunktet,
hvorefter de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, indgår i formuedelingen.
Efter forslaget er det klokkeslettet for dødsfaldet, der er afgørende, og det er uden betydning, om en
ægtefælle forud for dødsfaldet har anmodet om separation eller skilsmisse, idet anmodningen
bortfalder ved dødsfaldet.
Udvalget foreslår videre, at den længstlevende ægtefælle og førstafdødes dødsbo ved formuedelingen
skal kunne fremsætte regulerings- og misbrugskrav (se punkt 3.17) og kompensationskrav som følge af
en ægtefælles medvirken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue (se punkt 3.18).
Hvis den længstlevende ægtefælles formue, herunder særeje og kapitalpensionsrettigheder, ikke er
tilstrækkelig til at dække et misbrugskrav fra førstafdødes dødsbo, kan halvdelen af det manglende
beløb udtages af beløb, som den længstlevende har fået udbetalt fra kapitalpensionsrettigheder eller
lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser. Sådanne pensionsrettigheder indgår efter
forslaget ellers ikke i formuedelingen, jf. ovenfor og retsvirkningslovens § 16 a.
Udvalget foreslår en særlig ordning for regulerings- og misbrugskrav, hvis den længstlevende ægtefælle
overtager boet til uskiftet bo, og førstafdøde efterlader sig særeje eller anden formue, der ikke indgår i
delingen, og som derfor skal deles ved dødsfaldet. Efter forslaget kan reguleringskrav som følge af
overførsler foretaget af førstafdøde gøres gældende ved førstafdødes død, uanset at længstlevende
overtager boet til uskiftet bo. Det drejer sig om følgende tre situationer:
Har førstafdøde overført delingsformue til sit fuldstændige særeje, kan længstlevende gøre sit
reguleringskrav gældende i forbindelse med delingen af førstafdødes særeje, således at
reguleringsbeløbet overføres fra særejet til det uskiftede bo.
Hvis førstafdøde har anvendt midler fra sit fuldstændige særeje til forbedring sin
delingsformue, kan førstafdødes arvinger tilsvarende kræve et reguleringsbeløb overført fra det
uskiftede bo til førstafdødes særeje. Dette forudsætter dog, at der er dækning for kravet i
førstafdødes bodel.
En ægtefælle, der overtager fællesboet til uskiftet bo, skal kunne gøre et misbrugskrav
gældende ved skiftet af førstafdødes fuldstændige særeje eller anden formue, der ikke indgår i
det uskiftede bo, således at der overføres et beløb svarende til det beløb, hvormed fællesboet er
reduceret, til det uskiftede bo.
Efter udvalgets opfattelse bør reguleringskrav så vidt muligt fremsættes ved skiftet af førstafdødes
fuldstændige særeje eller anden formue, der ikke indgår i det uskiftede bo, for at undgå, at dette skifte
senere skal genoptages, hvis kravet først fremsættes ved skiftet af det uskiftede bo. Hvis længstlevende
ikke kan få dækket sit krav i førstafdødes fuldstændige særeje m.v., foreslår udvalget, at det resterende
krav skal kunne gøres gældende ved skiftet af det uskiftede bo.
Førstafdødes arvingers reguleringskrav er derimod begrænset til størrelsen af førstafdødes bodel, og er
den ikke tilstrækkelig, vil der ikke senere kunne gøres noget krav gældende. At kravet ikke fremsættes
ved skiftet af førstafdødes fuldstændige særeje, eller at der ved dødsfaldet ikke var noget fuldstændigt
særeje tilbage at skifte, afskærer imidlertid som udgangspunkt ikke længstlevende eller førstafdødes
arvinger fra at gøre kravet gældende ved skifte af det uskiftede bo.
Reguleringskrav som følge af, at længstlevende har overført midler mellem den formue, der indgår
i delingen, og sit fuldstændige særeje, kan først gøres gældende, når det uskiftede bo skiftes.
Udvalget foreslår ikke særskilt regulering af skiftet af det udskiftede bo.
Udvalget foreslår dog, at reglerne om regulerings- og misbrugskrav finder tilsvarende anvendelse ved
skifte af et uskiftet bo for så vidt angår dispositioner, der er foretaget før dødsfaldet.
Udvalget foreslår videre, at den længstlevende ægtefælle også ved skifte af det uskiftede bo i
længstlevendes levende live kan holde sine personskadeerstatninger m.v. (se punkt 3.16) uden for
delingen, ligesom ved formuedelingen ved separation og skilsmisse og ved førstafdødes død.
122
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det bemærkes, at kompensationskrav som følge af en ægtefælles medvirken til at bevare eller forøge
den anden ægtefælles formue, eller af, at en ægtefælle bliver stillet urimeligt økonomisk, ikke finder
anvendelse ved skifte af et uskiftet bo.
3.22.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig i Retsvirkningslovsudvalgets forslag til regulering af formuedelingen
ved en ægtefælles død.
3.22.4. Den foreslåede ordning
Med lovforlagets §§ 51-55 foreslås det, at der indføres en samlet regulering af formuedeling ved en
ægtefælles død samt ved skifte af uskiftet bo. Bestemmelserne udmønter den foreslåede ligedeling, jf.
§ 5, stk. 1, 2. pkt.
I § 51, stk. 1, foreslås det, at ligedelingen af ægtefællernes delingsformuer ikke skal omfatte følgende:
1) Særeje efter kapitel 4 og 7.
2) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af § 37.
3) Personlige erstatninger, jf. stk. 3.
4) Den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder m,v, jf. § 52.
5) Kompensationskrav efter § 53.
6) Regulerings- og misbrugskrav efter §§ 54 og 55.
7) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter denne lov eller lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning.
En tilsvarende bestemmelsen om formuedeling ved separation og skilsmisse findes i lovforslagets § 26,
stk. 1.
Efter det foreslåede stk. 2 skal ægtefællernes formuer ikke deles i det omfang, den længstlevende
ægtefælle overtager delingsformuen til uskiftet bo.
Det foreslåede stk. 3 indeholder bestemmelsen om tidspunktet for ophør af formuefællesskabet ved en
ægtefælles død. Efter bestemmelsen indgår de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved
dødsfaldet ved formuedelingen.
Det følger videre af stk. 3, at § 26, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse på formuedelingen. Efter
disse bestemmelser fradrages gæld efter § 29, jf. § 30, inden ligedeling, og en ægtefælles formue deles
ikke, hvis ægtefællens gæld overstiger ægtefællens delingsformue.
Endelig følget det af det foreslåede stk. 4, at den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger m.v.
efter § 36, stk. 1 og 2, ikke indgår i ligedelingen, mens førstafdødes personlige erstatninger m.v.
indgår i delingen.
Med § 52, stk. 1, foreslås en undtagelse til den foreslåede § 51, stk. 1, sådan at den længstlevende
ægtefælles pensionsrettigheder m.v. ikke indgår i formuedelingen. I stk. 2 foreslås det videre, at den
længstlevende ægtefælles beløb fra kapitalpensionsrettigheder m.v., der er blevet udbetalt, heller ikke
skal indgå i delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at
skulle gælde indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene.
Med stk. 3 foreslås det, at det foreslåede stk. 2 ikke skal gælde beløb, der ved udbetalingen har mistet
deres karakter af pensionsopsparing.
I § 53, stk. 1, foreslås det, at den længstlevende ægtefælle eller førstafdødes dødsbo ved
formuedelingen skal kunne fremsætte regulerings- og misbrugskrav efter det foreslåede kapitel 11 og
kompensationskrav efter den foreslåede § 41. Med § 53, stk. 2, foreslås det, at hvis den formue, der er
nævnt i den foreslåede § 40, stk. 2, ikke er tilstrækkelig til at dække et misbrugskrav fra førstafdødes
dødsbo, kan halvdelen af det manglende beløb udtages af den længstlevende ægtefælles rettigheder
(kapitalpensionsrettigheder eller lignende rettigheder samt supplerende engangsydelse) efter den
foreslåede § 52, stk. 2.
123
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Med § 54 foreslås det, at den længstlevende ægtefælle skal kunne fremsætte regulerings- og
misbrugskrav, hvis boet overtages til uskiftet bo. I nr. 1, foreslås det, at hvis den længstlevende
ægtefælle har krav på et reguleringsbeløb efter den foreslåede § 38, skal ægtefællen kunne kræve
beløbet overført fra den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det
uskiftede bo. Med nr. 2 forslås det, at hvis den førstafdøde ægtefælle havde krav på et reguleringsbeløb
efter den foreslåede § 39, skal dødsboet kunne kræve beløbet overført fra det uskiftede bo til den del
af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i formuedelingen. Beløbet skal dog ikke kunne
overstige den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i det uskiftede bo. I nr. 3, foreslås det,
at en længstlevende ægtefælle, der har misbrugskrav (§ 40), skal kunne kræve det beløb, hvormed den
formue, der indgår i det uskiftede bo, er formindsket, overført fra den del af den førstafdøde
ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
I § 55, stk. 1, foreslås det, at de foreslåede §§ 38-40 om regulerings- og misbrugskrav ved separation
og skilsmisse skal finde tilsvarende anvendelse ved skifte af uskiftet bo for så vidt angår dispositioner,
der er foretaget før dødsfaldet, i det omfang kravet ikke er blevet dækket i medfør af den foreslåede §
54 (regulerings- og misbrugskrav ved længstlevendes overtagelse af boet til uskiftet bo). Med § 55, stk.
2, foreslås det, at den længstlevendes erstatninger m.v. efter den foreslåede § 36, stk. 1, ikke skal
indgå i det uskiftede bo, hvis det uskiftede bo skiftes, mens den længstlevende ægtefælle lever.
3.23. Ægtefællebidrag
3.23.1. Gældende ret
3.23.1.1. Ægtefællebidrag efter retsvirkningsloven
Det fremgår af § 2 i retsvirkningsloven, at det påhviler ægtefæller gennem pengeydelse m.v. at bidrage
til at skaffe familien den forsørgelse, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til
underholdet henregnes, hvad der kræves til husholdningen og børnenes opdragelse samt til hver
ægtefælles særlige behov.
Hvis en ægtefælle forsømmer at opfylde sin forsørgelsespligt, kan det efter lovens § 5 pålægges
ægtefællen at betale bidrag til den anden ægtefælle, i det omfang det efter omstændighederne må
anses for rimeligt. § 5 omhandler bidrag under ægteskabet i situationer, hvor ægtefællerne ikke har
ophævet samlivet på grund af uoverensstemmelse. Bestemmelsen gælder således også efter en
samlivsophævelse, der ikke skyldes uoverensstemmelse, men er begrundet i f.eks.
hospitalsindlæggelse, institutionsanbringelse eller afsoning af fængselsstraf.
Forudsætningen for at fastsætte bidrag efter § 5 er, at der er tale om forsømmelse af
forsørgelsespligten. En ægtefælle, der betaler kost og logi for den anden ægtefælle, men intet andet,
forsømmer delvist sin forsørgelsespligt og vil derfor kunne pålægges at betale bidrag, hvis den anden
ægtefælle ellers ikke har mulighed for at få dækket sine øvrige behov.
Fastsættelse af bidrag efter § 5 kræver forsømmelse af grovere karakter, og at forsømmelsen ikke er
helt kortvarig eller mere tilfældig.
Det fremgår af § 6, 1. pkt., at ægtefællerne i tilfælde af en samlivsophævelse på grund af
uoverensstemmelse fortsat har pligt til at forsørge hinanden efter bestemmelsen i § 2. Hvis en
ægtefælle forsømmer sin forsørgelsespligt, følger det af 2. pkt., at ægtefællen kan pålægges at betale
bidrag til den anden ægtefælle.
Efter § 6, 3. pkt., kan der ved afgørelsen om bidraget tages hensyn til skylden for samlivsophævelsen.
Denne bestemmelse er i dag uden betydning i praksis. En tilsvarende bestemmelse i ægteskabsloven
udgik i 1969. Grunden til, at bestemmelsen ikke blev ændret samtidig hermed, var først og fremmest,
at gennemførelsen af en ny retsvirkningslov var under overvejelse.
Et bidrag efter lovens § 6 ophører, når separation eller skilsmisse er endelig. Ifølge retspraksis gælder
bidragsafgørelser efter bestemmelsen dog fortsat, hvis en byretsdom om separation eller skilsmisse
ankes. Dette gælder, uanset om anken er sket efter fuldbyrdelsesfristens udløb, og selvom anken ikke
omfatter bidragspligt efter separationen eller skilsmissen. Der kan også i denne periode ansøges om
fastsættelse af bidrag efter bestemmelsen.
124
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Afgørelse om bidrag efter §§ 5 og 6 træffes af statsforvaltningen, jf. § 8, 1. pkt.
Efter § 8, 2. pkt., kan statsforvaltningen efter ansøgning til enhver tid kan ændre en afgørelse om
bidrag efter lovens §§ 5 og 6, når forholdene væsentlig har forandret sig.
Ægtefæller kan selv indgå aftaler om bidrag under ægteskabet, men efter § 9 kan statsforvaltningen
ved en afgørelse efter §§ 5 og 6 fravige en sådan aftale, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis
forholdene væsentlig har ændret sig.
Et bidrag fastsat efter lovens § 5 bortfalder automatisk, hvis samlivet ophæves på grund af
uoverensstemmelse. Et bidrag efter § 6 bortfalder automatisk, hvis ægtefællerne genoptager samlivet.
Pligten efter retsvirkningslovens § 2 til at forsørge sin ægtefælle gælder ikke kun i forhold til
ægtefællen, men også i forhold til det offentlige. Dette indebærer bl.a., at det offentlige kan indtræde i
en ægtefælles krav på bidrag, hvis ægtefællen f.eks. har modtaget kontanthjælp som følge af den
anden ægtefælles manglende opfyldelse af sin forsørgelsespligt.
Den offentligretlige forsørgelsespligt følger af § 2, stk. 1, i aktivloven, hvorefter enhver mand og kvinde
i forhold til det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.
Ansvaret over for det offentlige til at forsørge sin ægtefælle ophører efter stk. 2 ved separation eller
skilsmisse
Efter aktivlovens § 97, stk. 1, indtræder det offentlige i bidragsmodtagerens krav på ægtefællebidrag
fra den anden ægtefælle (bidragsbetaleren), når bidragsmodtageren har modtaget hjælp til forsørgelse.
Det offentlige indtræder efter stk. 2 endvidere i retten til at kræve ægtefællebidrag fastsat eller kræve et
ægtefællebidrag forhøjet. Ved fastsættelsen eller forhøjelsen af bidrag kan vedkommende myndighed
tilsidesætte en aftale om bidrag, der må anses indgået med det formål at hindre det offentlige i at
indtræde i retten.
3.2.3.1.2. Ægtefællebidrag efter ægteskabsloven
Det fremgår af § 50, stk. 1, i ægteskabsloven, at hvis ægtefællerne ikke selv indgår aftale herom, afgør
retten spørgsmålet om bidragspligt, herunder spørgsmålet om pligtens varighed, mens
statsforvaltningen fastsætter bidragets størrelse. Medmindre der foreligger særlige omstændigheder,
kan retten kun pålægge en ægtefælle bidragspligt for et bestemt tidsrum, der ikke kan overstige 10 år.
Efter lovens § 50, stk. 2, træffes afgørelser efter stk. 1 under hensyn til, i hvilket omfang den, der
ønsker bidrag, selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, og hvorvidt den anden
part efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder formår at betale bidrag. Endvidere
tages der hensyn til ægteskabets varighed. Der kan tillige tages hensyn til, om den, der ønsker bidrag,
har behov for støtte til uddannelse eller lignende.
Ifølge § 52 i ægteskabsloven kan en af ægtefællerne truffet aftale om bidragspligten eller om bidragets
størrelse ændres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være urimeligt at
opretholde aftalen.
Det fremgår af § 53, stk. 2, i ægteskabsloven, at en af statsforvaltningen truffet afgørelse om bidragets
størrelse kan ændres af statsforvaltningen, såfremt omstændighederne taler derfor.
3.23.1.3. Størrelsen af ægtefællebidrag
Efter praksis fastsættes størrelsen af et ægtefællebidrag til omkring 1/5 af forskellen mellem
ægtefællernes indkomster. Denne praksis tager udgangspunkt i den typiske situation, hvor begge
ægtefæller har en indkomst af en vis størrelse. Hvis bidragsbetaleren har en lav indkomst, vil der efter
praksis normalt ikke blive fastsat et bidrag, eller der vil blive fastsat et lavere bidrag, da
bidragsbetaleren skal have mulighed for at forsørge sig selv. Har bidragsmodtageren en
mellemindkomst eller en høj indkomst, har han/hun ikke et rimeligt behov for bidrag, og der vil derfor
efter praksis normalt ikke blive fastsat et bidrag.
125
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det er et krav, at bidragsmodtageren udnytter sin erhvervsevne i rimeligt omfang. Ved vurderingen
heraf tages der især hensyn til alder, uddannelse, beskæftigelse under ægteskabet, ægteskabets
varighed, og til hvor længe bidragsmodtageren har været i den nuværende situation. I forbindelse med
en samlivsophævelse kan bidragsmodtageren have behov for nogen tid til at indrette sig på den nye
situation. Statsforvaltningen er derfor tilbageholdende med at fastslå, at bidragsmodtageren ikke
udnytter sin erhvervsevne i denne periode.
Der fastsættes efter praksis ikke bidrag, og et fastsat bidrag bortfalder, hvis bidragsmodtageren har
indledt et ægteskabslignende samlivsforhold med en ny partner. Hvis et allerede fastsat bidrag skal
bortfalde, skal bidragsbetaleren dog enten aftale dette med bidragsmodtageren eller ansøge
statsforvaltningen herom.
Ved en afgørelse om bidrag efter retsvirkningslovens § 6 tages der også hensyn til, om der er tale om
et kortvarigt ægteskab. I så fald fastsættes der ikke bidrag, eller bidraget fastsættes lavere end ellers –
eksempelvis til 1/3 eller 2/3 af det bidrag, der ellers ville være blevet fastsat. Efter praksis anses et
ægteskab på ca. 3-4 år som udgangspunkt som kortvarigt. Et længerevarende forudgående samliv vil
dog kunne indgå ved vurderingen af, om bidraget skal fastsættes lavere end ellers.
Størrelsen af bidrag efter § 5 under samlivet fastsættes i videre omfang ud fra et konkret skøn i det
enkelte tilfælde end ved bidrag efter § 6.
3.23.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.23.2.1. Ægtefællebidrag
Retsvirkningslovsudvalget har overvejet, om den gældende bestemmelse i § 5 bør bevares. Dette skal
ses i sammenhæng med, at manglende opfyldelse af forsørgelsespligten i § 2 ikke er selvstændigt
sanktioneret, og at en sådan bestemmelse heller ikke vil være praktisk anvendelig. Desuden fremgår
det af statsforvaltningens praksis, at der er meget få sager om fastsættelse af bidrag efter § 5. Dette
skyldes formentlig, at uenighed om forsørgelse som regel meget hurtigt fører til samlivsophævelse,
hvorefter § 5 ikke længere er anvendelig.
Udvalget finder på baggrund af en samlet vurdering, at bestemmelsen i § 5 bør bevares. Uanset, at der
sjældent træffes afgørelser efter bestemmelsen, er den en naturlig følge af forsørgelsespligten.
Desuden er det udvalgets opfattelse, at bestemmelsen kan have en vis præventiv effekt, og at en
ophævelse af bestemmelsen kan medføre øgede udgifter til sociale ydelser til en ægtefælle i perioden
op til en samlivsophævelse.
Udvalget har også overvejet, om den gældende bestemmelse i § 6 bør bevares. Det er udvalgets
udgangspunkt, at spørgsmålet om forsørgelse under en samlivsophævelse og indtil separation og
skilsmisse skal ses i sammenhæng med den generelle forsørgelsespligt i § 2 og reglerne i aktivloven,
og at en ægtefælle ikke i praksis skal kunne fritages fra sin forsørgelsespligt blot ved at ophæve
samlivet. Udvalget er derfor af den opfattelse, at forsørgelsespligten fortsat skal gælde efter en
samlivsophævelse. Udvalget foreslår derfor, at bestemmelsen bevares.
Det er dog udvalgets opfattelse, at bestemmelsen om, at den ægtefælle, der bærer skylden for en
samlivsophævelse, ikke har krav på bidrag, er utidssvarende, og derfor ikke bør videreføres, hvilket
også vil være i overensstemmelse med, hvordan bestemmelsen allerede anvendes i praksis.
Udvalget finder endvidere, at det i lovteksten bør præciseres, at der kan fastsættes bidrag efter
den gældende § 6, indtil spørgsmålet om bidragspligt efter § 50 i ægteskabsloven er endeligt afgjort.
Der skal således efter bidragsreglerne i lov om ægtefællers økonomiske forhold kunne fastsættes
bidrag også efter separation eller skilsmisse.
Udvalget har overvejet, om betingelsen i § 6, hvorefter samlivet skal være ophævet på grund af
uoverensstemmelse, skal udvides til at omfatte alle situationer, hvor samlivet er ophævet. Udvalget har
dog ikke fundet det hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen, idet det må
forventes, at ægtefæller, der ikke bor sammen af andre årsager end på grund af uoverensstemmelse, vil
kunne indgå aftaler om forsørgelsen.
126
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
I relation til ændring af afgørelser og aftaler om bidrag har udvalget foreslået, at de gældende
bestemmelser i §§ 8 og 9 videreføres. Dog foreslår udvalget, at bestemmelsen om ændring af bidrag,
der er fastsat af statsforvaltningen, ensrettes med bestemmelsen i § 53, stk. 2, i ægteskabsloven. Efter
denne bestemmelse kan et bidrag efter separation eller skilsmisse, der er fastsat af statsforvaltningen,
ændres af statsforvaltningen, såfremt omstændighederne taler derfor. En sådan ensretning af reglerne
om bidrag under ægteskabet og efter en separation eller skilsmisse vil sikre enkelthed og
gennemskuelighed i reglerne, der i forvejen tilnærmelsesvis er og praktiseres ens og i overvejende grad
skal opfylde de samme hensyn.
3.23.2.2. Størrelsen af ægtefællebidrag
Udvalget har overvejet, om der er grundlag for at ændre kriterierne for fastsættelse af bidrag under
samlivet efter § 5, så bidraget fastsættes efter lempeligere kriterier eller en ren rimelighedsvurdering.
Udvalget har ikke fundet det hensigtsmæssigt at ændre de gældende vilkår og satser. Udvalget foreslår
at fastholde den gældende ordning, hvor bidrag efter § 5 som udgangspunkt fastsættes efter de samme
kriterier som bidrag efter § 6, men at der ved fastsættelsen fortsat er et videre skøn end efter § 6.
Udvalget har ikke foreslået ændring af kriterierne for fastsættelse af bidrag efter § 6. Det er udvalgets
opfattelse, at spørgsmålet om forsørgelse efter samlivsophævelse skal ses i nær sammenhæng med
betingelserne for fastsættelse af bidrag efter ægteskabslovens § 50, stk. 2, 1. pkt., sådan at det er de
samme kriterier, der anvendes.
3.23.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er overordnet set enig med Retsvirkningslovsudvalget i, at de gældende
bestemmelser i retsvirkningsloven om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag under ægteskabet
skal bevares.
Det er dog ministeriets opfattelse, at afgørelser om bidrag under ægteskabet i alle situationer bør
træffes efter den samme bestemmelse og efter samme kriterier – altså uafhængigt af, om det drejer sig
om bidrag under samlivet eller efter samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse. Dette skyldes
dels det lille sagsantal og dels hensynet til parterne, herunder at der er enkle og klare regler.
Ministeriet er endvidere enig med udvalget i, at bestemmelsen om ændring af bidrag, der er fastsat af
statsforvaltningen, skal ensrettes med den gældende bestemmelse i ægteskabslovens § 53, stk. 2. En
sådan ensretning af reglerne om bidrag under ægteskabet og efter en separation eller skilsmisse vil
som anført af udvalget sikre enkelthed og gennemskuelighed i reglerne, der i forvejen tilnærmelsesvis
er og praktiseres ens og i overvejende grad skal opfylde de samme hensyn.
Efter de gældende bestemmelser i §§ 5 og 6 kan der (formentlig meget sjældent) opstå situationer,
hvor der efter § 5 i retsvirkningsloven fastsættes bidrag, hvorefter ægtefællerne ophæver samlivet på
grund af uoverensstemmelse, og som følge heraf ansøges der om fastsættelse af bidrag efter lovens §
6. For at undgå sådanne situationer bør det fremgå af loven, at et fastsat ægtefællebidrag bortfalder,
hvis ægtefællerne genoptager samlivet. Hermed fastslås det også, at et bidrag fastsat under samlivet
ikke bortfalder, selvom ægtefællerne ophæver samlivet.
3.23.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de gældende bestemmelser i §§ 5, 6, 8 og 9 i retsvirkningsloven om fastsættelse og
ændring af ægtefællebidrag videreføres i de foreslåede §§ 56-58, dog således at fastsættelse af
bidraget ikke afhænger af, om samlivet er ophævet eller ej, herunder grunden til samlivsophævelsen.
Efter forslaget er kriterierne for at fastsætte bidrag under ægteskabet i alle situationer de samme, som
statsforvaltningen i dag anvender ved fastsættelse af bidrag efter § 6 i retsvirkningsloven og efter § 50 i
ægteskabsloven. Det bemærkes, at det også fremover ved fastsættelse af bidrag under ægteskabet vil
være muligt at tage hensyn til et kortvarigt ægteskab i relation til vurderingen af bidragets størrelse.
Som noget nyt foreslås det i § 56, stk. 2, at et bidrag, der er fastsat efter den foreslåede § 56, stk. 1,
bortfalder, hvis ægtefællerne genoptager samlivet. Dermed fastslås det også, at et bidrag fastsat under
samlivet ikke bortfalder, selvom ægtefællerne ophæver samlivet.
127
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det foreslås også, at det i den foreslåede § 56, stk. 3, præciseres, at der kan fastsættes bidrag efter
bestemmelsen også efter en separation eller skilsmisse, indtil spørgsmålet om bidragspligt efter § 50 i
ægteskabsloven er endeligt afgjort.
Endelig foreslås det, at bestemmelsen i den foreslåede § 58, stk. 2, om ændring af bidrag, der er
fastsat af statsforvaltningen, ensrettes med bestemmelsen i § 53, stk. 2, i ægteskabsloven. Dette vil
medføre, at bidrag fastsat efter den foreslåede § 56 kan ændres af statsforvaltningen, hvis
omstændighederne taler for det. Dermed udgår det nugældende kriterie i § 8 i retsvirkningsloven om,
at der skal være tale om væsentligt forandrede forhold.
3.24. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling og klage over statsforvaltningens
afgørelser
3.24.1. Gældende ret
3.24.1.1. Klage over statsforvaltningens afgørelser
Det fremgår af § 52 a, stk. 1, i retsvirkningsloven, at statsforvaltningens afgørelser efter loven kan
påklages til Ankestyrelsen. Dette omfatter bl.a. statsforvaltningens afgørelser om ægtefællebidrag
(punkt 3.23) og statsforvaltningens afgørelse efter lovens §§ 18 og 19, jf. § 20, om afhændelse m.v. af
familiens bolig og indbo m.v. (punkt 3.7.).
Ved Ankestyrelsens behandling af klager finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område (retssikkerhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 1052 af 8. september
2015) anvendelse.
Efter § 52 a, stk. 2, i retsvirkningsloven skal en klage over en afgørelse om bidrag indgives inden 4 uger
efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan i særlige tilfælde behandle en
klage over en afgørelse om bidrag, selv om klagen er indgivet efter udløb af denne frist.
Børne- og socialministeren kan efter lovens § 52 a, stk. 3, fastsætte regler om klagers behandling og
om behandling af sager om ægtefællebidrag efter lovens §§ 5, 6 og 8, herunder om ansøgningsfrister
og begyndelses- og ændringstidspunkter.
3.24.1.2. Statsforvaltningens og Ankestyrelsens sagsbehandling
Det fremgår af § 9 a i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen og Ankestyrelsen til brug for
behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter loven kan anmode en part
om oplysninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten undlader at give statsforvaltningen eller
Ankestyrelsen disse oplysninger, kan der træffes afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag
(processuel skadevirkning). Bestemmelsen gælder for Ankestyrelsen ved behandlingen af klager over
afgørelser om ægtefællebidrag.
Efter § 52, stk. 1, i retsvirkningsloven skal en ansøgning om fastsættelse eller ændring af
ægtefællebidrag efter loven indgives til statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale løsning, som
statsforvaltningen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Ansøgninger, der ikke indgives ved digital
selvbetjening, afvises af statsforvaltningen.
Hvis statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes
at kunne anvende digital selvbetjening, skal statsforvaltningen dog efter stk. 2 tilbyde, at ansøgningen
kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Statsforvaltningen bestemmer, hvordan
ansøgningen i så fald skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Statsforvaltningen kan efter stk. 3 helt ekstraordinært ud over de ovennævnte tilfælde undlade at afvise
en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk
vurdering er klare fordele for statsforvaltningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end
digitalt.
128
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
En digital ansøgning anses efter stk. 4 for at være kommet frem, når den er tilgængelig for
statsforvaltningen.
Det fremgår af lovens § 52 a, stk. 4, at statsforvaltningen og Ankestyrelsen til brug for behandlingen af
sager om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter loven kan få terminaladgang til nødvendige
økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.
3.24.2. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
Retsvirkningslovsudvalget har ikke foreslået ændringer af de gældende regler om sagsbehandling og
klage.
3.24.3. Børne- og Socialministeriets overvejelser
Børne- og Socialministeriet er enig med udvalget i, at de gældende regler om sagsbehandling og klage
skal videreføres i lov om ægtefællers økonomiske forhold.
3.24.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at de gældende bestemmelser, der er beskrevet i punkt 3.24.1., om processuel
skadevirkning, klageadgang, klagefrist i bidragssager, digitale ansøgninger om ægtefællebidrag,
terminaladgang til økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen og
bemyndigelse til børne- og socialministeren til at fastsætte regler om klagers behandling og om
behandling af sager om ægtefællebidrag, herunder om ansøgningsfrister og begyndelses- og
ændringstidspunkter, videreføres uden indholdsmæssige ændringer, jf. de foreslåede bestemmelser i
§§ 59-61.
3.25. Internationale forhold
3.25.1. Gældende ret
3.25.1.1. Den generelle lovvalgsregel
Efter retspraksis er formueforholdet mellem ægtefæller underlagt mandens domicillov på tidspunktet
for indgåelsen af ægteskabet. Mandens nye domicillov anvendes dog, hvis manden umiddelbart i
forbindelse med indgåelsen af ægteskabet klart foretager et domicilskifte, f.eks. ved at flytte til
hustruens domicilstat eller ved, at ægtefællerne umiddelbart efter indgåelsen af ægteskabet får fælles
domicil i en tredje stat.
Domicil defineres i dansk ret som den stat eller det territoriale retsområde, som en person har bopæl
eller ophold i med den hensigt varigt at forblive der eller i det mindste uden hensigt til, at opholdet kun
skal være midlertidigt.
Den lov, som formueforholdet i et ægteskab efter denne lovvalgsregel undergives, ændres ikke, selvom
ægtefællerne senere skifter domicil – det såkaldte ”uforanderlighedsprincip”.
Efter dansk ret omfatter reglerne om formueforholdet mellem ægtefæller alle aktiver og passiver i
ægteskabet, uanset hvad disse består af, og hvor de befinder sig, herunder også fast ejendom i
udlandet – det såkaldte ”enhedsprincip”. Det antages dog, at spørgsmål om retten til at råde over fast
ejendom i udlandet er undergivet loven på det sted, hvor ejendommen er beliggende, f.eks. i relation til
krav om samtykke fra ikkeejer-ægtefællen til dispositioner over ejendommen.
I den familieretlige litteratur antages det, at denne lovvalgsregel fraviges i visse situationer. Eksempelvis
antages det, at ægtefællerne ved flytning fra udlandet til Danmark kan aftale, at deres formueforhold
skal være undergivet dansk ret. Det er endvidere antaget, at udenlandsk lovgivning om formueforholdet
mellem ægtefæller ved flytning fra udlandet til Danmark kun kan gøres gældende over for tredjemand,
hvis hovedindholdet af lovgivningen er blevet tinglyst i Danmark i relation til ægtefællerne. Endelig
antages det, at udenlandsk lovgivning viger for dansk ret, i det omfang den udenlandske lovgivning
strider mod præceptive regler i dansk ret, f.eks. forbuddet i retsvirkningslovens § 30, stk. 2, mod, at
den ene ægtefælle overdrager sine fremtidige erhvervelser til den anden ægtefælle.
129
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ovennævnte lovvalgsregler m.v. er ikke kønsneutrale, idet de henviser til mandens domicil. Dette giver
problemer i relation til lovvalget for formueforholdet i et ægteskab mellem to personer af samme køn,
uanset om ægteskabet er indgået i Danmark eller i udlandet. Problemet ses ikke omtalt i forarbejderne
til loven om ægteskab mellem to personer af samme køn, og der ses ikke at foreligge retspraksis
herom. Et tilsvarende problem foreligger i relation til registreret partnerskab. I den retsvidenskabelige
litteratur er det foreslået, at lovvalgsaftaler i registrerede partnerskaber accepteres i større omfang end
omtalt oven for, og at formueforholdet ellers er reguleret af loven i parternes første fælles bopælsstat,
subsidiært loven i den stat, hvor partnerskabet blev indgået.
Denne ulovbestemte lovvalgsregel finder ikke anvendelse på ægtepar, der er omfattet af Den Nordiske
Ægteskabskonvention, jf. punkt 3.25.1.3.
3.25.1.2. Udenlandske ægtepagter
Spørgsmålet om gyldigheden af ægtepagter oprettet i udlandet er reguleret af retsvirkningslovens
§ 53, stk. 1, hvorefter lovens bestemmelser også kommer til anvendelse på ægtepagter, som indgås
uden for landet, når manden har bopæl her, dog at kvindens myndighed til at indgå ægtepagten
bedømmes efter hendes hjemsteds lovgivning.
Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., er ægtepagt, oprettet af en mand, der ikke har bopæl her i landet,
og som er gyldig efter hans hjemsteds love, gyldig, når han bosætter sig her i landet, forudsat at den
ikke strider mod retsvirkningsloven. I forhold til tredjemand er gyldigheden dog efter 2. pkt. betinget
af, at ægtepagten inden 1 måned, efter at manden har taget bopæl her, anmeldes til personbogen. Sker
anmeldelse senere, regnes retsvirkningen først fra anmeldelsesdagen.
3.25.1.3. Den Nordiske Ægteskabskonvention
Den Nordiske Ægteskabskonvention indeholder lovvalgsregler m.v. i relation til ægtefællers økonomiske
forhold. Reglerne blev revideret ved overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen
mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige
bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931.
Konventionen er i medfør af retsvirkningslovens § 53 a sat i kraft her i landet ved bekendtgørelse
nr. 1123 af 25. november 2008.
Efter konventionens artikel 3 bedømmes formueforholdet mellem ægtefæller, som er og ved
ægteskabets indgåelse var statsborgere i en kontraherende stat (Danmark, Finland, Island, Norge og
Sverige), efter loven i den af staterne, hvor ægtefællerne bosatte sig ved ægteskabets indgåelse. Har
begge ægtefæller senere bosat sig i en anden kontraherende stat og boet der i mindst 2 år, anvendes
denne stats lov i stedet. Har begge ægtefæller tidligere under ægteskabet været bosat der, eller er
begge ægtefæller statsborgere der, anvendes denne stats lov dog, så snart ægtefællerne bosætter sig i
denne stat.
Ægtefæller, som er omfattet af artikel 3, kan efter artikel 3 a aftale, at loven i en kontraherende stat,
hvor en af dem er bosat eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal anvendes på deres
formueforhold. En sådan lovvalgsaftale kan også indgås før ægteskabet. Hvis den ene ægtefælle eller
begge ægtefæller under ægteskabet har bosat sig i en anden kontraherende stat, kan ægtefællerne
også aftale, at loven i den kontraherende stat, hvor de begge senest var bosat samtidig, skal anvendes.
En ægtefælles beføjelse til at råde over fast ejendom, det som kan ligestilles hermed, eller over
bolig skal altid bedømmes efter loven i den kontraherende stat, hvor den ligger, jf. artikel 3 b.
En ændring af hvilken stats lov, som finder anvendelse på ægtefællernes formueforhold, er efter artikel
3 c uden betydning for retsvirkningerne af retshandler indgået før ændringen. Det følger videre af
bestemmelsen, at gyldigheden af bestemmelserne i en ægtepagt bedømmes efter loven i den
kontraherende stat, som skal anvendes på ægtefællernes formueforhold, når spørgsmålet bliver aktuelt.
En lovvalgsaftale eller en ægtepagt mellem ægtefæller, som er omfattet af artikel 3 og 3 a, skal
130
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
efter artikel 4 anses for gyldig med hensyn til formen i hver og en af de kontraherende stater, hvis den,
da den blev indgået, opfyldte formkravene i
1) den lov, som efter artikel 3 eller 3 a var gældende for ægtefællernes formueforhold, eller
2) loven i en kontraherende stat, hvor begge ægtefæller eller en af dem var statsborgere.
Hvis loven ikke indeholder formkrav for lovvalgsaftaler, bedømmes gyldigheden af en sådan aftale efter
formkravene for ægtepagter.
Efter retsvirkningslovens § 53, stk. 3, skal en ægtepagt, som er oprettet i medfør af artikel 4 i Den
Nordiske Ægteskabskonvention, for at være gyldig overfor tredjemand her i landet være tinglyst her.
Bosætter ægtefællerne eller en af dem sig efter ægtepagtens oprettelse her i landet, gælder om
indtrædelsen af tinglysningens retsvirkning § 53, stk. 2, 2. pkt., jf. punkt 3.25.1.2.
Enhver af staterne kan over for tredjemand gøre gyldigheden af en lovvalgsaftale eller en ægtepagt
betinget af, at aftalen eller ægtepagten er registreret i overensstemmelse med den der gældende
lov.
Hvis ægtefæller, der er omfattet af artikel 3, senere har bosat sig i en stat, som ikke er kontraherende,
finder konventionens bestemmelser om ægtefællernes formueforhold efter artikel 4a ikke anvendelse.
3.25.1.4. Lovvalg i relation til ægtefællebidrag
Sager om underholdspligt, der behandles i Danmark, afgøres efter dansk ret. Dette omfatter
børnebidrag efter lov om børns forsørgelse og ægtefællebidrag efter både ægteskabsloven og
retsvirkningsloven.
3.25.2. EU-lovgivning om formueforholdet mellem ægtefæller
EU-Kommissionen fremsatte i 2011 to forslag til forordninger, der regulerer spørgsmål om
formueforholdet mellem henholdsvis ægtefæller og registrerede partnere:
Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i
sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller (KOM (126) 2011).
Rådets forordning om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser
i sager vedrørende de formueretlige retsvirkninger af registrerede partnerskaber (KOM
127) 2011).
Forslagene er omfattet af Danmark retsforbehold.
Der kunne ikke opnås den nødvendige enstemmighed til vedtagelse af forslagene. Forslagene er derfor
blevet genfremsat og vedtaget under såkaldt forstærket samarbejde. Ved forstærket samarbejde
bemyndiger Rådet en række medlemsstater til at samarbejde på et afgrænset sagsområde.
Bemyndigelsen til forstærket samarbejde om formueforholdet mellem ægtefæller m.v. blev givet ved
Rådets afgørelse (EU) 2016/954 om bemyndigelse til at indføre et forstærket samarbejde for så vidt
angår kompetence, lovvalg og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i sager vedrørende
formueforholdet mellem internationale par, som omfatter både formueforholdet mellem ægtefæller og
de formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber.
Bemyndigelsen omfatter følgende 18 EU-medlemsstater: Belgien, Bulgarien, Cypern, Finland, Frankrig,
Grækenland, Italien, Kroatien, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige,
Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Andre EU-medlemsstater har mulighed for senere at tilslutte sig
bemyndigelsen.
Forordningen om formueforhold mellem ægtefæller er vedtaget som Rådets forordning (EU) 2016/1103
om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, og forordningen
vedrørende registreret partnerskab er vedtaget som Rådets forordning (EU) 2016/1104 om indførelse af
et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser i sager vedrørende de formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber.
131
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
De to forordninger er omfattet af Danmarks retsforbehold og gælder derfor ikke for Danmark.
Forordningen om formueforholdet mellem ægtefæller indeholder i kapitel III regler om aftaler om
lovvalg for formueforholdet mellem ægtefæller samt om lovvalget, når der ikke er indgået en
lovvalgsaftale. Disse lovvalgsregler finder anvendelse, også selvom det følger af reglerne, at det er
loven i en ikke-medlemsstat, der skal anvendes. Den lov, der skal anvendes, finder anvendelse på alle
ægtefællernes aktiver.
Ægtefæller kan efter forordningens artikel 22 aftale, hvilken lov der skal anvendes på deres
formueforhold, eller ændre deres valg, forudsat at den aftalte lov er loven i den stat, hvor ægtefællerne,
eller en af dem, har sædvanligt opholdssted på aftaletidspunktet, eller loven i en stat, hvor en af
ægtefællerne er statsborger på aftaletidspunktet. Medmindre ægtefællerne har aftalt andet, har en
ændring af den valgte lov kun fremadrettet virkning. En ændring med tilbagevirkende kraft af lovvalget
må ikke forringe tredjemands rettigheder.
En lovvalgsaftale skal efter artikel 23 indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller.
Med "skriftligt" sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen. Har
ægtefællerne – eller en af dem – på aftaletidspunktet sædvanligt opholdssted i en medlemsstat, hvis lov
indeholder yderligere formkrav for ægtepagter, finder disse krav dog anvendelse. Efter artikel 25
gælder tilsvarende for ægtepagter.
Spørgsmål om eksistensen og gyldigheden af en lovvalgsaftale er efter artikel 24 som udgangspunkt
underlagt den aftale lov.
Er der ikke indgået en lovvalgsaftale, finder efter artikel 26, stk. 1, en af følgende love anvendelse på
formueforholdet mellem ægtefæller:
a) Loven i den stat, hvor ægtefællerne havde deres første fælles sædvanlige opholdssted efter
ægteskabets indgåelse, eller subsidiært
b) loven i den stat, hvor begge ægtefæller er statsborgere på tidspunktet for ægteskabets indgåelse,
eller subsidiært
c) loven i den stat, som begge ægtefæller har den tætteste tilknytning til på tidspunktet for ægteskabets
indgåelse.
Hvis ægtefællerne har mere end ét fælles statsborgerskab på tidspunktet for ægteskabets indgåelse,
følger det af stk. 2, at kun stk. 1, litra a) og c), anvendes.
Den myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelse om formueforholdet mellem ægtefæller, kan
efter stk. 3 undtagelsesvis og efter anmodning fra en af ægtefællerne beslutte, at loven i en anden stat
end den, hvis lov finder anvendelse efter stk. 1, litra a), skal regulere formueforholdet mellem
ægtefællerne, hvis den, der fremsætter anmodningen, dokumenterer, at ægtefællerne havde deres
sidste fælles sædvanlige opholdssted i denne anden stat i betydelig længere tid end i den stat, der er
udpeget efter stk. 1, litra a), og begge ægtefæller havde påberåbt sig loven i denne anden stat i
forbindelse med tilrettelæggelse eller planlægning af deres formueretlige forhold. Stk. 3 finder ikke
anvendelse, hvis ægtefællerne har indgået en ægtepagt inden etableringen af deres sidste fælles
sædvanlige opholdssted i denne anden stat. Anvendelsen af loven i den anden stat må ikke forringe
tredjemands rettigheder.
Den lov, der regulerer formueforholdet mellem ægtefællerne, kan efter artikel 28 ikke gøres gældende
af en ægtefælle over for tredjemand i en tvist mellem tredjemand og en af ægtefællerne eller begge
ægtefæller, medmindre tredjemand kendte til eller ved udvisning af rettidig omhu burde have kendt til
loven.
Efter artikel 30 begrænser forordningen ikke anvendelsen af overordnede præceptive bestemmelser i
domsstatens lov. Overordnede præceptive bestemmelser er bestemmelser, hvis overholdelse af en
medlemsstat anses for at være så afgørende for beskyttelsen af dens offentlige interesser, som f.eks.
dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på alle forhold,
der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på
formueforholdet mellem ægtefæller efter forordningen.
132
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Anvendelsen af en bestemmelse i en lov i en stat, som udpeges efter forordningen, kan efter artikel 31 i
øvrigt kun afvises, hvis anvendelsen er klart uforenelig med de grundlæggende retsprincipper (ordre
public) i domsstaten.
"Sædvanligt opholdssted" ("habitual residence“), der anvendes som den afgørende tilknytningsfaktor
i forordningen, er en international retlig standard under stadig udvikling. Enhver anvendelse af
begrebet må derfor ske i overensstemmelse med den til enhver tid gældende praksis på det
pågældende retsområde.
En nærmere definition af sædvanligt opholdssted findes i Europarådets resolution om domicil og
opholdssted. Efter resolutionen afgøres en persons opholdssted alene af faktuelle kriterier. Hensigten
med opholdet har ikke afgørende betydning for bestemmelse af en persons sædvanlige opholdssted,
men personens hensigt kan dog inddrages i vurderingen. Det er efter resolutionen muligt at have
sædvanligt opholdssted i mere end én stat.
Det danske bopælsbegreb efter retsplejelovens § 235, stk. 1 og 2, svarer i det store hele til
resolutionens definition af sædvanligt opholdssted. Efter retsplejelovens § 235 anlægges retssager som
udgangspunkt ved sagsøgtes hjemting. Hjemtinget er i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Har
sagsøgte bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af dem. Uanset bestemmelsens ordlyd
regulerer bestemmelsen ikke kun den stedlige kompetence mellem retterne i Danmark, men også
danske domstoles internationale kompetence.
Bopælsbegrebet er ikke defineret i retsplejeloven. Udgangspunktet er, at man har bopæl i Danmark,
hvis tilknytningen hertil er mindst ligeså stærk som til udlandet. ”Bopæl” fortolkes som det sted, hvor
man har sit hjem, hvor ens ejendele i almindelighed befinder sig, og hvor man opholder sig, når man
ikke af særlige grunde opholder sig et andet sted, f.eks. på grund af sygdom, ferie, studie- eller
forretningsrejse eller fængselsophold. Bopælsbegrebet bygger alene på faktiske omstændigheder.
Bopæl i Danmark kan opgives ved at tage bopæl i udlandet. En person med bopæl i Danmark opgiver
således sin bopæl her i landet, når den pågældende tager bopæl i udlandet og ikke længere har en
tilsvarende stærk tilknytning til Danmark.
3.25.3. Retsvirkningslovsudvalgets overvejelser
3.25.3.1. Generelle betragtninger
Der findes i dag kun ganske få regler om lovvalg om formueforholdet mellem ægtefæller, og disse
regler er ikke tidssvarende. Mange ægteskaber indgås i dag mellem ægtefæller af forskellig nationalitet,
og mange ægtepar flytter under ægteskabet måske endda flere gange fra en stat til en anden. Disse
ægtepar har behov for klare og tidssvarende regler om, hvilken stats lov der regulerer formueforholdet i
deres ægteskab. Det bør endvidere være muligt for ægtepar med tilknytning til flere stater at indgå
aftale om, hvilken stats lov der skal finde anvendelse.
Udvalgets forslag til lovvalgsregler er inspireret af reglerne i det på daværende tidspunkt foreliggende
EU-forslag til forordning om formueforholdet mellem ægtefæller og Den Nordiske
Ægteskabskonvention.
3.25.3.2. Lovvalg i mangel af aftale
Det er udvalgets opfattelse, at lovvalget for ægtefæller, der ikke har indgået aftale herom, så vidt muligt
bør fastlægges på grundlag af klare objektive kriterier, så ægtefællerne kan få korrekt rådgivning om
deres retsstilling, herunder om deres muligheder for at indgå aftaler, og kan indrette sig i tillid hertil.
3.25.3.2.1. Lovvalget ved ægteskabets indgåelse
Som udgangspunkt må et ægtepar anses for at have den nærmeste tilknytning til den stat, hvor de
sammen vælger at bosætte sig efter ægteskabets indgåelse. Hertil kommer, at mange andre forhold
vedrørende ægtefællerne vil være undergivet reglerne i den stat, hvor de har bopæl, herunder
133
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
skilsmisse, arv, underholdsbidrag og forældremyndighed. Det vil være hensigtsmæssigt, at så vidt
muligt alle afgørelser, der skal træffes i forbindelse med et ægteskabs ophør, træffes efter samme stats
lov.
Udvalget foreslår derfor, at det som udgangspunktpunkt skal være loven i den første stat, hvor begge
ægtefæller var bosat efter ægteskabets indgåelse, der finder anvendelse.
Udvalget finder ikke, at ægtefællernes statsborgerskab bør tillægges vægt ved fastlæggelsen
af lovvalget, da det ikke er usædvanligt, at en person har boet hele sit liv i en stat, men er statsborger i
en anden stat, og det ville efter udvalgets opfattelse være uheldigt, hvis en ægtefælles
statsborgerskabsland skulle have forrang frem for bopælsstaten i sådanne tilfælde.
Hvis ægtefællerne ønsker det, har de imidlertid mulighed for at indgå en aftale om, at loven i den stat,
hvor en eller begge ægtefæller har statsborgerskab, skal finde anvendelse, jf. punkt 3.25.3.
Hvis ægtefællerne aldrig har været bosat i den samme stat efter ægteskabets indgåelse, må der
foretages en samlet vurdering af, hvilken stat ægtefællerne har nærmest tilknytning til, jf. herom
nedenfor under afsnit 3.2.3.
De foreslåede lovvalgsregler anvender ikke parternes køn som tilknytningskriterium, og de vil derfor
kunne anvendes direkte på registrerede partnere og på ægtepar af samme køn.
Det er udvalgets opfattelse, at bopæl skal forstås som sædvanligt opholdssted eller "habitual
residence“, der er den tilknytningsfaktor, der i dag anvendes i international privatret.
3.25.3.2.2. Ægtefællerne flytter under ægteskabet til et andet land
Udvalget har overvejet, om lovvalget fortsat bør være uforanderligt, således at ægtefællernes
formueforhold under hele ægteskabet reguleres af samme stats lov, eller om der bør ske en
ændring af lovvalget, hvis ægtefællerne flytter til et andet land.
For bevarelse af uforanderlighedsprincippet taler efter udvalgets opfattelse bl.a., at det navnlig er ved
ægteskabets indgåelse, at ægtefællerne har anledning til at sætte sig ind i de økonomiske
retsvirkninger af ægteskabet, opsøge rådgivning herom og om nødvendigt indgå aftaler om fravigelse
af de legale regler i den stats lov, som finder anvendelse.
En del ægtefæller opretholder en stærk tilknytning til deres oprindelige hjemland trods mange års
bopæl i en anden stat, og det vil efter udvalgets opfattelse kunne komme bag på dem, at deres
formueordning har ændret sig som følge af flytning til et andet land.
Omvendt må det efter udvalgets opfattelse antages, at jo længere tid ægtefællerne bor i en ny stat, jo
stærkere vil deres tilknytning være til den nye stat, og det vil derfor komme som en overraskelse for
dem, at deres formueforhold fortsat reguleres af loven i en stat, hvor de f.eks. boede i få år efter
ægteskabets indgåelse.
Samtidig peger udvalget på, at mange andre spørgsmål i forbindelse med et ægteskabs ophør skal
afgøres efter reglerne i bopælsstaten, og at regler om deling af ægtefællernes formue og regler om
ægtefællebidrag ofte hænger sammen.
På den baggrund finder udvalget, at loven i ægtefællernes nye bopælsstat skal finde anvendelse, når
ægtefællerne har haft bopæl i den nye stat i 5 år uden afbrydelse.
Ved forslaget om en 5 års-frist har udvalget lagt vægt på, at der efter Den Nordiske
Ægteskabskonvention sker et lovvalgsskifte, når ægtefællerne har haft bopæl i den nye stat i 2 år. De
regler, som udvalget foreslår, skal også regulere flytninger mellem stater, hvor den familieretlige
lovgivning er langt mere forskellig fra dansk lovgivning end de forskelle, der er mellem de nordiske
lande. Det vil derfor efter udvalgets opfattelse kunne medføre væsentligt større forskelle på
ægtefællernes retsstilling, hvis den nye bopælsstats lov skal finde anvendelse relativt hurtigt efter
flytningen. Dette taler for, at ægtefællerne bør have boet længere tid i den nye stat, før der sker en
ændring af lovvalget.
134
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Hvis ægtefæller flytter tilbage til en stat, hvis lov tidligere har fundet anvendelse, enten fordi det var
den første stat, de bosatte sig i efter ægteskabets indgåelse, eller fordi de tidligere har været bosat der,
er det udvalgets opfattelse, at lovvalget bør ændres umiddelbart i forbindelse med bopælsskiftet.
Udvalget begrundet dette med, at ægtefællerne har en tilknytning til denne stat, der må anses for
bevaret. Endvidere svarer dette til, hvad der gælder ved internordiske flytninger i henhold til Den
Nordiske Ægteskabskonvention.
Ægtefæller, der ikke ønsker sådanne ændringer af, hvilken lov der finder anvendelse, kan undgå dette
ved at indgå aftale herom, jf. punkt 3.25.3.3.
3.25.3.2.3. Tilfælde, hvor ægtefællerne ikke har bosat sig i samme stat
Hvis ægtefællerne aldrig har bosat sig i samme stat, kan de ovenfor foreslåede regler ikke anvendes, og
det er udvalgets opfattelse, at lovvalget i så fald må fastlægges ud fra et skøn over, hvilken stat
ægtefællerne samlet set har den nærmeste tilknytning til. Ved dette skøn kan der bl.a. lægges vægt på
ægtefællernes tilknytning til deres respektive bopælsstater, ægtefællernes statsborgerskab, om
ægtefællerne har haft bopæl i samme stat før ægteskabets indgåelse og begrundelsen for, at de var
bosat i forskellige stater, og hvilken stat ægtefællerne havde til hensigt at bosætte sig i.
3.25.3.2.4. Skønsmæssig fravigelse af lovvalget
Efter udvalgets opfattelse kan der opstå situationer, hvor ægtefæller har åbenbart nærmere
tilknytning til en anden stat end den, hvis lov finder anvendelse efter de foreslåede regler. Det foreslås
derfor, at retten i særlige tilfælde kan beslutte, at en anden stats lov skal finde anvendelse, end hvad
der i øvrigt følger af de foreslåede regler. Udvalget mener, at denne mulighed skal have et snævert
anvendelsesområde.
3.25.3.3. Lovvalgsaftaler
Det er udvalgets opfattelse, at det skal være muligt for ægtefæller med tilknytning til flere stater
at indgå en aftale om, hvilken stats lov der skal finde anvendelse på deres formueforhold. En sådan
ordning vil give ægtefæller mulighed for at indgå aftaler, der svarer til netop deres ønsker og behov.
Udvalget finder imidlertid ikke, at der skal være frit valg til at aftale anvendelse af en hvilken som helst
stats lov. Der må stilles krav om, at mindst en af ægtefællerne har en vis tilknytning til den pågældende
stat.
3.25.3.3.1. Hvilken stats lov kan ægtefællerne aftale at anvende?
Udvalget finder, at ægtefællerne skal have mulighed for at aftale, at loven i en stat, hvor en af dem er
bosat på tidspunktet for aftalens indgåelse, skal finde anvendelse. Ægtefæller skal endvidere kunne
aftale anvendelse af loven i en stat, som en af dem er statsborger i.
Herved får ægtefæller, der ændrer bopæl, mulighed for at tilvælge deres nye bopælsstats lovgivning.
Endvidere kan ægtefæller, der ikke straks bosætter sig i samme stat, vælge, hvilken af deres
bopælsstaters love, der skal finde anvendelse, således at de opnår klarhed om deres retsstilling. Med
henblik på, at en sådan lovvalgsaftale kan indgås allerede under forberedelsen af en flytning, foreslås
det, at ægtefællerne også skal kunne vælge loven i en stat, som en af dem flytter til i umiddelbar
tilknytning til aftalens indgåelse.
Endelig finder udvalget, at det bør være muligt for ægtefællerne ved en aftale at vende tilbage
til en lov, der tidligere har været gældende for deres ægteskab, uanset at de ikke længere er
statsborgere i eller bosat i den pågældende stat.
3.25.3.3.2. Formelle krav til en lovvalgsaftale
Udvalget finder, at en lovvalgsaftale som minimum skal være skriftlig, dateret og underskrevet af begge
ægtefæller.
135
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ægtefæller, der begge har bopæl i Danmark på aftaletidspunktet, skal indgå lovvalgsaftale ved
ægtepagt. Herved undgås det, at ægtefæller kan omgå kravet om, at aftaler om særeje skal indgås ved
ægtepagt, ved i stedet at aftale anvendelse af udenlandsk ret.
Tilsvarende finder udvalget, at der bør stilles krav om anvendelse af ægtepagt, hvis der indgås aftale
om anvendelse af dansk ret.
Om ægtepagt m.v. henvises til punkt 3.8. - 3.10.
For så vidt angår ægtepar, der på aftaletidspunktet ikke har bopæl i Danmark, og som ikke aftaler
dansk ret, finder udvalget ikke grundlag for at stille yderligere formkrav.
3.25.3.3 3. Vurdering af gyldigheden af en lovvalgsaftale
De regler, som udvalget foreslår, kan kun regulere lovvalget i situationer, hvor en konflikt mellem
ægtefællerne i relation til deres formueforhold skal afgøres i Danmark. Efter udvalgets opfattelse skal
spørgsmål om gyldigheden af en lovvalgsaftale derfor alene afgøres efter dansk ret. Udvalget har
herved lagt vægt på, at ugyldighedsindsigelser mod en lovvalgsaftale, herunder f.eks. påberåbelse af
svig, tvang eller bristende forudsætninger, bør afgøres efter dansk ret, da ægtefællerne under alle
omstændigheder vil kunne påberåbe sig aftalelovens § 36, som efter udvalgets opfattelse ikke kan
fraviges, selvom udenlandsk ret i øvrigt skal anvendes.
Udvalget har endvidere lagt vægt på, at det efter de foreslåede regler er uden betydning for
gyldigheden af en lovvalgsaftale, om den stats lovgivning, der er aftalt, tillader lovvalgsaftaler, ligesom
det er uden betydning, om lovvalgsaftalen ligger uden for de muligheder, som den pågældende stat
tillader.
3.25.3.3.4. Grundlæggende danske retsprincipper
Udvalgets forslag giver ægtefæller større aftalefrihed med hensyn til at aftale, hvilken stats lov der skal
regulere deres formueforhold. Dette må imidlertid ikke medføre, at for eksempel en formuedeling i
Danmark gennemføres efter regler, der strider mod grundlæggende danske retsprincipper.
Udvalget foreslår derfor, at en ægtefælle ved en formuedeling skal kunne påberåbe sig de sociale
beskyttelsesregler i den danske lovgivning om ægtefællers økonomiske forhold, selvom formuedelingen
i øvrigt foretages efter udenlandsk ret.
Uanset hvilken stats lov, der i øvrigt regulerer ægtefællernes formueforhold, finder udvalget derfor, at
reglerne om forbud mod salg m.v. af familiens helårsbolig skal anvendes, når boligen befinder sig i
Danmark. Der henvises til punkt 3.7. Samtidig bør en ægtefælle altid have ret til at udtage familiens
bolig, jf. punkt 3.20.
For det andet må det sikres, at en ægtefælle ikke er stillet urimeligt økonomisk efter en bodeling.
Skal formuedelingen gennemføres i Danmark efter udenlandsk ret, skal der efter udvalgets opfattelse
være mulighed for at vurdere, om en ægtefælle herved stilles urimeligt økonomisk, og i givet fald
tilkende den pågældende ægtefælle en kompensation. Der henvises til punkt 3.18.
Endvidere skal det efter udvalgets opfattelse være muligt at undlade at anvende udenlandske regler og
bestemmelser i udenlandske ægtepagter m.v., hvis anvendelsen strider mod grundlæggende danske
retsprincipper (ordre public).
Udvalget anser det for et grundlæggende dansk retsprincip, at der ikke gøres forskel på ægtefællerne
afhængigt af deres køn. Det foreslås derfor, at udenlandske regler, der indebærer en sådan
forskelsbehandling, ikke finder anvendelse i Danmark. Hvis den udenlandske lov, der regulerer
ægtefællernes formueforhold, indeholder sådanne regler, må det efter udvalget opfattelse bero på en
konkret vurdering, hvilke regler der så skal anvendes, f.eks. undladelse af at anvende den pågældende
regel, anvendelse af den pågældende regel på begge ægtefæller eller anvendelse af dansk rets
regulering af det pågældende spørgsmål.
136
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Udvalget foreslår videre, at udenlandske regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning,
eller på hvilken af ægtefællerne, der har taget initiativ hertil, ikke skal anvendes.
Udvalget finder ikke muligt udtømmende at opregne, hvilke bestemmelser i udenlandsk ret, hvis
anvendelse ville kunne anses for at stride mod grundlæggende danske retsprincipper. Udvalget foreslår
derfor en generel regel, hvorefter anvendelsen af en regel i en anden stats lov skal undlades, hvis
anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforeneligt med grundlæggende danske retsprincipper (ordre
public-forbehold).
3.25.4. Børne- og Socialministeriets overvejelser
3.25.4.1. Lovvalget
Efter Børne- og Socialministeriets opfattelse adskiller de lovvalgsregler, som lov om ægtefællers
økonomiske forhold skal indeholde, sig fra de nordiske regler og EU-reglerne på et punkt: de finder kun
anvendelse på sager, som behandles i Danmark.
De danske lovvalgsregler skal derfor afklare følgende:
I hvilke situationer anerkendes i Danmark den lov, som et ægtepar var underlagt, inden de
flyttede til Danmark fra udlandet.
I hvilke situationer anerkendes i Danmark en lovvalgsaftale, som et ægtepar har indgået, inden
de flyttede til Danmark fra udlandet.
I hvilke situationer bør et ægtepar, der bor i Danmark, kunne indgå en lovvalgsaftale, herunder
om anvendelse af udenlandsk ret.
Det er ministeriet opfattelse, at når et ægtepar flytter fra udlandet til Danmark, bør deres formueforhold
så vidt muligt være undergivet den samme lov, som de var undergivet inden flytningen. En sådan regel
vil være vanskelig at håndtere, fordi ægtefællerne først vil skulle indhente oplysninger om loven i deres
tidligere bopælsland og dernæst godtgøre anvendelsen af reglerne i den konkrete sag. I mangel af
universelle lovvalgsregler finder ministeriet, at der ved behandlingen i Danmark af sager om
ægtefællers økonomiske forhold skal gælde lovvalgsregler svarende til reglerne i EU-forordningen.
Det vil efter forslaget være loven i den stat, hvor ægtefællerne havde deres første fælles sædvanlige
opholdssted efter ægteskabets indgåelse, der finder anvendelse. Hvis ægtefællerne ikke har haft et
"første fælles sædvanligt opholdssted", er det loven i den stat, hvor begge ægtefæller er statsborgere på
tidspunktet for ægteskabets indgåelse, der finder anvendelse. Hvis ægtefællerne ikke havde fælles
statsborgerskab ved ægteskabets indgåelse, er det loven i den stat, som begge ægtefæller havde den
tætteste tilknytning til på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, der finder anvendelse.
Ministeriet er enig med udvalget i, at når et ægtepar har boet uafbrudt i fem år i Danmark, bør dansk
ret finde anvendelse. Ministeriet mener derimod ikke, at dette også skal gælde, når ægtefæller har boet
i fem år i et andet land og derefter flytter til Danmark. I sådanne situationer vil den lov, der fandt
anvendelse ved ægteskabets indgåelse, fortsat finde anvendelse ved flytningen til Danmark, og dansk
ret vil finde anvendelse efter fem års bopæl i Danmark.
Ministeriet finder ikke, at der ved siden af disse regler, der hovedsageligt er objektive, er behov for en
skønsregel som foreslået af udvalget.
Med hensyn til lovvalgsaftaler skal ægtepar, der bor i Danmark, naturligvis kunne aftale at anvende
dansk ret.
Ægtepar skal herudover have samme mulighed for at aftale udenlandsk ret som efter forordningen. De
skal således kunne aftale anvendelsen af loven i den stat, hvor en af ægtefællerne bor på
aftaletidspunktet, også selvom en af dem bor i Danmark. De skal endvidere kunne aftale anvendelsen af
loven i en stat, hvor en af dem er statsborger på aftaletidspunktet. Lovvalgsaftaler, der i
overensstemmelse hermed er indgået i inden flytningen til Danmark, skal anerkendes i Danmark. Det
bør således være uden betydning, om ægtefæller indgår lovvalgsaftalen før eller efter flytningen til
Danmark, bare aftalen holder sig inden for forordningens rammer.
137
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Disse foreslåede regler vil betyde, at ægtepar, der flytter til Danmark fra en EU-medlemsstat, der er
omfattet af forordningen, fortsat er underlagt den samme lov, som de var underlagt inden flytningen.
For ægtepar, der flytter til Danmark fra andre lande, vil flytningen kunne medføre ændring af den lov,
der anvendes. Dette problem eksisterer imidlertid både efter den gældende ordning og efter EU-
forordningen. Som nævnt ovenfor er dette uundgåeligt, da ministeriet ikke finder et hensigtsmæssigt
generelt at anvende den lov, som ægtefællerne var undergivet inden flytningen til Danmark.
Endelig foreslås det, at en ægtepagt eller anden forhåndsaftale om formuedeling, som ægtefæller har
indgået, mens de boede i udlandet, skal gælde her i landet, hvis ægtepagten eller aftalen er i
overensstemmelse med den lov, der efter lovforslaget finder anvendelse på deres økonomiske forhold.
Den foreslåede ordning har ikke betydning for ægtefæller, der er omfattet af de nordiske regler.
3.25.4.2. Lovvalgsaftaler: formkrav og gyldighed
Ministeriet er enig i udvalgets forslag til formkrav til lovvalgsaftaler og i forslaget om, at gyldigheden af
en lovvalgsaftale altid skal vurderes efter dansk ret, også selvom aftalen er indgået i udlandet.
Ministeriet finder dog, at loven også skal indeholde en bestemmelse, hvorefter ægtefæller kan indgå en
lovvalgsaftale under en verserende retssag om deres økonomiske forhold og til brug for en kommende
retssag.
3.25.4.3. Undladelse af at anvende udenlandsk ret
Ministeriet er ligeledes enig i udvalgets forslag om undladelse af at anvende udenlandsk ret, der strider
mod grundlæggende danske retsprincipper, ligesom ministeriet støtter udvalgets forslag om, at
bestemmelser om beskyttelse af familiens bolig m.v. altid skal kunne anvendes.
3.25.5. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at bestemmelserne om lovvalg m.v. indsættes i lov om ægtefællers økonomiske forhold
som kapitel 18 om forholdet til fremmed ret.
Det foreslås indledningsvist i § 62, stk. 1, at ægtefællers økonomiske forhold skal bedømmes efter den
lov, der følger af reglerne i §§ 63-70, men at dette ikke skal gælde, hvis Den Nordiske
Ægteskabskonvention finder anvendelse.
I stk. 2 fastslås det, at lovvalgsreglerne ikke finder anvendelse på ægtefællers forsørgelsespligt efter § 4
og fastsættelse af ægtefællebidrag efter kapitel 16. Dette skyldes, at sager om underholdspligt, der
behandles i Danmark, afgøres efter dansk ret.
I § 63 foreslås det, at lov om ægtefællers økonomiske forhold finder anvendelse på ægtefællers
økonomiske forhold, når de bor her i landet ved indgåelsen af ægteskab, men at dette ikke skal gælde,
hvis ægtefællerne har indgået en lovvalgsaftale efter § 65.
Når ægtefællerne ikke boede her i landet ved indgåelsen af ægteskab, foreslås det i § 64, stk. 1, at
følgende lov finder anvendelse på deres økonomiske forhold, medmindre ægtefællerne har indgået en
lovvalgsaftale efter § 65:
Loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de
begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, finder anvendelse på deres
økonomiske forhold (stk. 2).
Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, finder loven i den stat, hvor begge ægtefæller var
statsborgere ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold (stk. 3).
Er betingelserne i stk. 2 og 3 ikke opfyldt, finder loven i den stat, som begge ægtefæller havde
den tætteste tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske
forhold (stk. 4).
138
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Når begge ægtefæller uafbrudt har boet her i landet de seneste fem år, finder lov om ægtefællers
økonomiske forhold efter det foreslåede stk. 5 anvendelse på deres økonomiske forhold.
Efter forslaget til § 65, stk. 1, kan ægtefæller aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er
statsborger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold. En
lovvalgsaftale indgået i udlandet gælder efter stk. 2 her i landet, hvis aftalen er i overensstemmelse
med stk. 1.
Efter det foreslåede stk. 3 gælder en ægtepagt eller anden forhåndsaftale om formuedeling, som
ægtefæller har indgået, mens de boede i udlandet, her i landet, hvis ægtepagten eller aftalen er i
overensstemmelse med den lov, der efter § 63, § 64 og § 65, stk. 1 og 2, finder anvendelse på deres
økonomiske forhold.
Med hensyn til formkravene til en lovvalgsaftale foreslås det i § 66, stk. 1, at aftalen skal indgås
skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller. Hvis begge ægtefæller bor her i landet på
tidspunktet for aftalens indgåelse, eller hvis ægtefællerne aftaler, at dansk ret skal anvendes, skal
aftalen efter stk. 2 indgås ved ægtepagt.
Anvendelsen af de foreslåede bestemmelser i §§ 63-66 afhænger bl.a. af, hvor ægtefællerne bor. Dette
bopælsbegreb skal fortolkes i overensstemmelse med det internationale bopælsbegreb "sædvanligt
opholdssted", der anvendes i EU-forordningen. Der henvises til punkt 3.25.2.
Under en verserende retssag om et ægtepars økonomiske forhold og til brug for en kommende retssag
herom giver stk. 3 ægtefællerne mulighed for at indgå en lovvalgsaftale, uden at iagttage kravene i stk.
1 og 2. Aftalen kan f.eks. indgås ved notering i retsbogen.
Opstår der en tvist om eksistensen og gyldigheden af en lovvalgsaftale, f.eks. påstand om tvang, svig
m.v., foreslås det i § 67, at tvisten skal afgøres efter dansk ret.
Den foreslåede bestemmelse i § 68, stk. 1, lovfæster det såkaldte enhedsprincip, hvorefter den lov, der
følger af §§ 64 og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset hvor de befinder sig. Stk.
2 fastslår, at anvendelse af en anden stats lov efter §§ 64 eller 65 indebærer anvendelse af de
gældende regler i den pågældende stat, men ikke statens regler om international privatret, f.eks.
lovvalgsregler. Dette er en standardbestemmelse i international privatret, der præciserer, at det er den
pågældende stats materielle regler, der skal anvendes, og ikke dens lovalgsregler.
De foreslåede bestemmelser i §§ 69 og 70 indeholder visse muligheder for at modificere anvendelsen
af den lov, der skal anvendes efter §§ 64 og 65.
Efter § 69, stk. 1, finder følgende regler ikke anvendelse:
1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængigt af deres køn.
2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, herunder hvilken ægtefælle der har
taget initiativ hertil.
Efter stk. 2 skal en regel i en anden stats lov ikke anvendes, hvis anvendelsen af reglen vil være
åbenbart uforeneligt med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).
Det følger af § 70, at når en sag om formuedeling ved separation og skilsmisse behandles her i landet,
finder følgende bestemmelser anvendelse:
1) Kapitel 2 om dispositioner over familiens helårsbolig.
2) § 42 om kompensation til en ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk.
3) § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, om retten til mod betaling at udtage bolig, der udelukkende eller
hovedsageligt er bestemt til familiens helårsbolig.
4. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Formålet med lovforslaget er at modernisere reglerne i retsvirkningsloven om ægtefællers økonomiske
forhold. Med lovforslaget opretholdes hovedelementerne i den gældende ordning. Dette indebærer bl.a.
videreførelse af den gældende ligedelingsordning, hvorefter ægtefællers delingsformue ligedeles ved
separation og skilsmisse, herunder videreførelse af, at arv og gave indgår i ligedelingen, medmindre
139
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
arvelader eller gavegiver har bestemt andet. Samtidig opretholdes den snævre mulighed for skævdeling
ved kortvarige ægteskaber, ligesom personlige rettigheder som personskadeerstatninger, goodwill,
immaterielle rettigheder, rimelige pensionsordninger m.v. fortsat holdes uden for ligedelingen.
Ved formuedelingen har en ægtefælle, der vil blive stillet "urimeligt ringe", fordi formuen i ægteskabet
er den anden ægtefælles særeje, fortsat mulighed for at få tildelt en kompensation. Ved delingen kan
der gennem reguleringskrav forsat tages højde for formueforskydninger mellem en ægtefælles
delingsformue og særeje, og hvis en ægtefælle misbruger sin delingsformue, opretholdes den anden
ægtefælles mulighed for at blive stillet som om, misbruget ikke havde fundet sted.
Ægtefæller har efter gældende ret vide muligheder for at aftale, at deres formue helt eller delvist skal
være særeje. Med forslaget opretholdes gældende ret i relation til at aftale særeje, men ægtefæller får
mulighed for at aftale nye former for særeje.
Overordnet set medfører lovforslaget ikke ændringer i delingen af ægtefællers formuer ved separation,
skilsmisse og død.
Ifølge kapitel 4 i betænkningen om ægtefællers økonomiske forhold havde gifte mænd pr. 31.
december 2012 en nettoformue på 556.844 kr., mens gifte kvinder havde en nettoformue på 244.751
kr. Den opgjorte formue omfatter ikke løsøre, kontanter, visse hovedaktionærposter samt lagerværdier
m.v. for selvstændigt erhvervsdrivende, ligesom privat gæld ikke er medtaget i opgørelsen.
For aldersgrupperne op til omkring 40 års alderen er gifte kvinders og gifte mænds nettoformuer på
nogenlunde samme niveau, mens nettoformuen for alderspensionerede gifte kvinder udgør 1/3 af
nettoformuen for alderspensionerede gifte mænd.
Der tinglyses omkring 8.000 ægtepagter om året. Der foreligger ikke oplysninger om, i hvilket omfang
formue ved ægtepagt gøres til særeje for henholdsvis kvinder og mænd. Det samme gælder for
tredjemandsbestemt særeje.
På grund af forskellene mellem mænds og kvinders formue medfører ligedelingsordningen
gennemsnitligt, at der overføres formue fra mænd til kvinder ved separation og skilsmisse.
Personlige rettigheder, herunder rimelige pensionsordninger, indgår som nævnt ikke i ligedelingen, og
indgår heller ikke i opgørelsen ovenfor af gifte kvinders og mænds nettoformuer.
Retsvirkningslovens sociale beskyttelsesregler videreføres ligeledes, men den krydsende udtagelsesret,
der i dag kun omfatter fast ejendom, der er familiens bolig, udvides sådan, at den nu omfatter alle
boligtype (herunder f.eks. også andelsbolig, tofamilieshus, husbåd og campingvogn), der er familiens
bolig, alt løsøre og alle former for transportmidler. Tilsvarende udvides beskyttelsen mod salg m.v. af
familiens bolig ligeledes sådan, at beskyttelsen omfatter alle boligtyper, herunder andelsbolig, husbåd
og campingvogn.
Endelig ændres tilknytningsfaktoren for den lov, der som udgangspunkt gælder for et ægtepars
økonomiske forhold fra "mandens domicil" til "ægtefællernes bopæl ved indgåelsen af ægteskabet".
Da lovforslaget i vidt omfang opretholder den gældende retstilstand, har forslaget ikke
ligestillingsmæssige konsekvenser af betydning.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.
140
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
1696385_0141.png
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Rådets forordning (EU) 2016/1103 om indførelse af et forstærket samarbejde på området for
kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende
formueforholdet mellem ægtefæller er omfattet af Danmarks retsforbehold og gælder derfor ikke for
Danmark. Forordningen indeholder i relation til sager om ægtefællers økonomiske forhold regler om
international kompetence, lovvalg og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser. Lovvalgsreglerne er
gennemgået i punkt 3.25.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 29. november.2016 til den 3. januar.2017 været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
11. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Ingen
Ingen
Ingen
Ingen
Negative konsekvenser/
merudgifter
Ingen
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Administrative konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Administrative konsekvenser for
borgerne
Miljømæssige konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Overimplementering af EU-
retlige minimumsforpligtelser
(sæt X)
Ingen
Ingen
Ja:
Ingen
Nej:
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til afsnit 1
Grundregler om ægtefællers økonomiske forhold
Til kapitel 1
Råderet, aftaler mellem ægtefæller, forsørgelsespligt, formuedeling m.v.
Til § 1
Råderet
Bestemmelsen viderefører med redaktionelle ændringer den gældende bestemmelse i
retsvirkningslovens § 16, stk. 1, om ægtefællers særråden. Efter denne bestemmelse har hver ægtefælle
i levende live rådigheden over alt, hvad ægtefællen har indført i fællesboet. Denne råderet kaldes også
"særråden".
En ægtefælle kan således som udgangspunkt frit sælge, bortgive og pantsætte sine aktiver uden at
spørge den anden ægtefælle om lov.
141
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter bestemmelsen begrænses rådigheden dog af reglerne i lovens §§ 18-20. Det drejer sig om
beskyttelse af den anden ægtefælles interesser i relation til salg m.v. af familiens bolig m.v.
Rådigheden begrænses endvidere af lovens § 17, hvorefter en ægtefælle er pligtig at udøve sin
rådighed over fælleseje således, at det ikke utilbørligt udsættes for at forringes til skade for den anden
ægtefælle.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 råder hver ægtefælle under ægteskabet over sin formue,
uanset om formuen er erhvervet før eller efter indgåelsen af ægteskabet, dog med de begrænsninger
som følger af det foreslåede stk. 2 (forringelse af formuen), den foreslåede § 2 (begrænsninger i
ægtefællers adgang til at indgå aftaler med hinanden), det foreslåede kapitel 2 (beskyttelse af familiens
helårsbolig) og det foreslåede kapitel 3 (gaver til og aftaler med tredjemand).
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 skal en ægtefælle råde over sin formue på en sådan måde, at
den ikke utilbørligt forringes til skade for den anden ægtefælle. Bestemmelsen omfatter ikke kun råden
over ægtefællens delingsformue, men hele ægtefællens formue, herunder navnlig særeje. Baggrunden
herfor er, at forringelse af en ægtefælles særeje m.v. kan får betydning ved formuedelingen, f.eks. hvis
den ene ægtefælle har et regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapitel 11, der bl.a. kan
rettes mod den anden ægtefælles særeje.
Overtrædelse af stk. 2 er ikke selvstændigt sanktioneret, men misbrug af formuen kan udløse
misbrugskrav efter lovforslagets § 40, og efter forslagets § 10 kan gaver til tredjemand i visse
situationer kræves tilbage.
Bestemmelsen omhandler en ægtefælles ret til at råde i forhold til tredjemand. Bestemmelsen vedrører
adgangen til at råde i levende live, da en ægtefælles ret til at råde over sin formue ved sin død er
reguleret i arveloven.
Ægtefællernes adgang til at indgå aftaler og pådrage sig forpligtelser over for hinanden reguleres af
forslagets § 2.
Til § 2
Aftaler mellem ægtefæller
Den foreslåede bestemmelse i § 2 viderefører i stk. 1 og 2 med redaktionelle ændringer den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 29 om aftaler mellem ægtefæller, mens stk. 3 ligeledes med
redaktionelle ændringer viderefører retsvirkningslovens § 30, stk. 2, om aftaler om fremtidige
erhvervelser.
Efter retsvirkningslovens § 29 kan ægtefæller med de begrænsninger, som loven medfører, indgå
retshandler med hinanden om ejendele, som den ene eller begge råder over, og pådrage sig
forpligtelser overfor hinanden.
Ægtefællerne kan således frit indgå aftaler med hinanden om f.eks. overdragelse af aktiver fra
den ene til den anden, leje af hinandens aktiver, ydelse af lån og ansættelse af den ene ægtefælle i den
anden ægtefælles virksomhed. Ægtefællerne kan også pådrage sig forpligtelser over for hinanden uden
aftale, f.eks. som følge af, at en ægtefælle uagtsomt eller forsætligt forvolder skade på den anden
ægtefælles ejendele eller person.
Efter gældende ret gælder navnlig følgende begrænsninger i ægtefællers ret til at indgå retshandler
med hinanden:
Forhåndsaftaler om deling af ægtefællernes formuer ved separation, skilsmisse og død skal ske
gennem aftale om særeje ved ægtepagt, og aftalen skal ligge inden for rammerne af lovens §
28. Ægtefæller kan dog uden ægtepagt indgå en bodelingsaftale med henblik på en kommende
formuedeling.
Efter lovens § 30, stk. 2, kan ægtefæller ikke aftale, at det, som den ene ægtefælle fremtidig
erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
Gaver mellem ægtefæller kan kræves tilbage, hvis betingelserne herfor i lovens §§ 30-33 er
opfyldt.
142
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
En ægtefælles kreditorer kan søge gaver, som en insolvent ægtefælle har givet sin ægtefælle,
omstødt, jf. konkurslovens § 64.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 1, kan ægtefæller under ægteskabet indgå aftaler med
hinanden og give hinanden gaver, og ægtefæller kan pådrage sig forpligtelser over for hinanden med
de undtagelser, der følger af stk. 2 og 3 samt konkurslovens § 64, der foreslås ændret, jf. § 3 i
følgelovforslaget.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefæller ikke ved aftale fravige reglerne i loven,
medmindre andet følger af de foreslåede kapitler 4-6 (aftaler om særeje og andre aftaler om
formuedeling) samt den foreslåede § 25, stk. 2, (aftaler om surrogater for og indtægter af særeje, jf.
punkt 3.12) og den foreslåede § 32 (aftaler om formuedeling i forbindelse med separation og
skilsmisse, jf. punkt 3.15).
De foreslåede kapitler 4 og 5 indeholder en udtømmende opregning af de forhåndsaftaler om
formuedelingen, ægtefæller kan indgå, og det foreslåede kapitel 6 indeholder ufravigelige regler om
oprettelse af ægtepagt.
Ægtefæller kan således navnlig ikke give afkald på retten til forsørgelse efter den foreslåede
bestemmelse i § 4, stk. 1, eller på forhånd aftale fravigelse af reglerne om samtykke til dispositioner
over familiens helårsbolig (lovforslagets kapitel 2).
Ægtefæller kan ligeledes ikke indgå forhåndsaftaler om formuedelingen ved separation, skilsmisse og
død ((lovforslagets afsnit 3 og 4), om regulerings- og misbrugskrav (lovforslagets kapitel 11), retten til
kompensation (lovforslagets kapitel 12), om pensionskompensation (lovforslagets kapitel 13) og om
udtagelse af aktiver (forslagets kapitel 14).
En ægtefælles mulighed for at råde over sin formue ved død er reguleret i arveloven.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan ægtefæller ikke gyldigt aftale, at det, som den ene
ægtefælle fremtidigt erhverver, uden vederlag skal tilfalde den anden ægtefælle.
Formålet med § 2 er således navnlig at tydeliggøre, hvilke aftaler ægtefæller ikke kan indgå med
hinanden.
Til § 3
Hæftelse
Den foreslåede bestemmelse i § 3 viderefører med redaktionelle ændringer den gældende bestemmelse
i retsvirkningslovens § 25 om hver ægtefælles hæftelse for egen gæld.
Efter lovens § 25 hæfter hver af ægtefællerne med den del af delingsformuen, hvorover den
pågældende ægtefælle råder, og med sit særeje for de forpligtelser, der påhviler ægtefællen, hvad
enten forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet. Bestemmelsen medfører, at en ægtefælle
alene hæfter for sin egen gæld. Dette kaldes særhæften. En ægtefælle hæfter således som
udgangspunkt ikke for den anden ægtefælles gæld.
Den foreslåede bestemmelse i § 3 fastslår, at hver ægtefælle under ægteskabet hæfter med sin formue
for sine forpligtelser, uanset om forpligtigelserne er opstået før eller under ægteskabet.
Bestemmelsen indebærer ligesom den gældende ordning, at en ægtefælle ikke hæfter for den anden
ægtefælles gæld. Ægtefæller hæfter dog sammen for forpligtelser, som de har påtaget sig sammen,
f.eks. ved i fællesskab at optage et lån. Ægtefæller hæfter også sammen for forpligtigelser, der følger
af, at de sammen ejer et aktiv (sameje), f.eks. ejendomsskatter vedrørende en bolig, som de begge er
medejere af.
Hæftelse for den anden ægtefælles gæld kan også følge af lovgivningen, bl.a. § 12 i lov om inddrivelse
af gæld til det offentlige, hvorefter en ægtefælle under visse betingelser hæfter for den anden
ægtefælles skattegæld, og § 92, stk. 2, i aktivloven, hvorefter ægtefæller hæfter solidarisk for krav på
143
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
tilbagebetaling af hjælp til betaling af renter og afdrag på lån i fast ejendom, selv om kun den ene
ægtefælle er ejer af ejendommen.
Til § 4
Forsørgelsespligt
Efter retsvirkningslovens § 1 skal mand og hustru være hinanden til støtte og i fællesskab varetage
familiens tarv. Bestemmelsen uddybes i lovens § 2 om ægtefællers gensidige privatretlige
forsørgelsespligt. Efter § 2 gælder en gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefæller, hvorefter det
påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem virksomhed i hjemmet eller på anden måde, at
bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må
anses for passende. Til underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes
opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Opfylder en ægtefælle ikke sin forsørgelsespligt efter § 2, kan den anden ægtefælle anmode
statsforvaltningen om at pålægge den første ægtefælle at betale ægtefællebidrag.
Det følger af lovens § 3, at hvis udgifterne til en ægtefælles særlige behov m.v. ikke dækkes af de
bidrag, ægtefællen selv skal yde efter § 2, har den anden ægtefælle pligt til at overlade ægtefællen de
fornødne penge.
Efter lovens § 4 betragtes det, som efter §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til fyldestgørelse af
ægtefællens særlige behov, som om ægtefællen selv havde indført det i fællesboet.
Den foreslåede bestemmelse i § 4 viderefører med redaktionelle ændringer delvist den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 2. Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, har ægtefæller
under ægteskabet pligt til at forsørge hinanden. Den gældende bestemmelse i § 2 om ægtefællernes
indbyrdes økonomiske forhold, herunder hvordan forsørgelsespligten opfyldes og niveauet for
forsørgelsespligten, foreslås ikke videreført. Det samme gælder den del af bestemmelsen om, at der til
underholdet henregnes, hvad der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til
fyldestgørelse af hver ægtefælles særlige behov.
Det foreslås således, at pligten til at forsørge familien ikke videreføres. Forsørgelsen af ægtefællernes
fælles børn er dog fortsat reguleret af reglerne i lov om børns forsørgelse.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, tilhører det, som en ægtefælle modtager fra den anden
ægtefælle som forsørgelse efter stk. 1, modtageren. Midlerne er delingsformue, medmindre andet
følger af en aftale om særeje efter den foreslåede § 12. § 4, stk. 2, viderefører delvist den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 4, hvorefter det, der efter §§ 2 og 3 overlades en ægtefælle til
fyldestgørelse af ægtefællens særlige behov, betragtes, som om ægtefællen selv havde indført det i
fællesboet. Henvisningen til retsvirkningslovens § 3 foreslås dog ikke videreført, da § 3 ikke foreslås
videreført.
Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, der er ny, indeholder alene en henvisning til, at
statsforvaltningen efter bestemmelserne i kapitel 16 kan pålægge en ægtefælle, der ikke opfylder sin
forsørgelsespligt efter stk. 1, at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen om forsørgelsespligten medfører ikke indholdsmæssige
ændringer af ægtefællernes indbyrdes forsørgelsespligt.
Forsørgelsespligten er en grundlæggende del af ægteskabet. Det er ikke tilstrækkeligt for at konstituere
et egentligt økonomisk fællesskab, at det formentlig for de fleste ægtefæller er en naturlig del af
samlivet, at man bidrager til hinandens forsørgelse. Med henblik på at skabe sikkerhed og tryghed i
forhold til forsørgelsen mellem ægtefællerne er der behov for en egentlig retlig forpligtelse, der fører
frem til dette økonomiske fællesskab.
Omfanget af forsørgelsen bestemmes efter et skøn over ægtefællernes forhold ud fra, hvad der efter
ægtefællernes livsvilkår er passende. Forsørgelsespligten omfatter navnlig mad, bolig, transport,
forsikringer, rengøring m.v. Ægtefællerne aftaler selv den indbyrdes fordeling af familiens udgifter.
144
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
En ægtefælle kan opfylde sin forsørgelsespligt ikke blot ved pengeydelser, men også på anden måde,
f.eks. ved arbejde i hjemmet, pasning af børnene eller arbejde i en virksomhed, som den anden
ægtefælle ejer. Forsørgelsespligten kan også opfyldes ved forbrug af formue.
Det, den ene ægtefælle overfører til den anden ægtefælle, er ikke et lån, der kan kræves tilbage, og der
er heller ikke tale om en gave. Hvis overførslerne overstiger det, der efter ægtefællernes økonomiske
forhold og familiens behov er et rimeligt bidrag til forsørgelsen, vil der kunne være tale om en gave, der
kan medføre, at giverægtefællens kreditorer har et krav mod modtagerægtefællen efter konkurslovens
§ 64. Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.7.
Forsørgelsespligten gælder kun under ægteskabet og ophører ved separation, skilsmisse og død. Ved
lovforslagets § 56, stk. 3, foreslås en begrænset udvidelse af forsørgelsespligten, idet adgangen til at få
fastsat bidrag også skal gælde under behandlingen af en sag om separation og skilsmisse, indtil
spørgsmålet om bidragspligt efter separation eller skilsmisse efter ægteskabslovens § 50 er endeligt
afgjort.
Den privatretlige forsørgelsespligt går fortsat forud for offentligretlig forsørgelse. Det betyder, at de
socialretlige regler først bliver relevante, hvis der ikke er mulighed for, at forsørgelsen kan rummes
ægtefællerne imellem. Den offentligretlige forsørgelse er reguleret i aktivlovens §§ 2 og 97, jf. de
almindelige bemærkninger, punkt 3.5.1.8.
Til § 5
Formuedeling
Den foreslåede bestemmelse i § 5 viderefører den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 15,
stk. 1, om ægtefællernes legale formueordning og den gældende bestemmelse i lovens § 16, stk. 2, om
ligedelingsprincippet.
Ægtefællernes legale formueordning er den ordning, der gælder, hvis ægtefællerne ikke selv har aftalt
andet ved ægtepagt. Formueordningen indebærer overordnet set, at ægtefællernes formuer deles lige
ved separation, skilsmisse og død.
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse
eller senere erhverver, i et almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til
særeje.
Det følger af § 16, stk. 2, at ved ægteskabets ophør ved skilsmisse og død samt ved separation udtager
hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det beholdne fællesbo, medmindre undtagelse har
særlig lovhjemmel.
De to bestemmelser foreslås med redaktionelle ændringer videreført i en samlet bestemmelse i
lovforslaget § 5, der fastslår den grundlæggende hovedregel om ligedeling af ægtefællernes formuer
ved separation, skilsmisse eller en ægtefælles død.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., deler ægtefæller ved separation eller skilsmisse deres
formuer lige, medmindre de har indgået en aftale om delingen efter lovforslagets § 32, eller andet
følger af den foreslåede § 26 om formuedelingen ved separation og skilsmisse.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., fastlægger, at ved en ægtefælles død eller ved skifte af et
uskiftet bo deles formuerne lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og
førstafdødes dødsbo, medmindre andet følger af den foreslåede § 51 om formuedelingen ved en
ægtefælles død.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 3. pkt., definerer delingsformue som den formue, der efter 1. og
2. pkt. ligedeles. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., foreslås det, at
delingsformue anvendes i stedet for fælleseje.
145
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at ægtefællernes delingsformuer efter stk. 1 udgør
et formuefællesskab mellem ægtefællerne.
§ 5, stk. 1, 1. pkt., fastslår, som efter gældende ret, at alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets
indgåelse og senere erhverver, som udgangspunkt deles lige mellem ægtefællerne ved separation eller
skilsmisse.
Til kapitel 2
Familiens helårsbolig
Til § 6
Den foreslåede bestemmelse i § 6 viderefører med ændret anvendelsesområde den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 18, stk. 1, om krav om samtykke fra den anden ægtefælle til salg
af og andre dispositioner over fast ejendom, der helt eller delvist er delingsformue.
En ægtefælles ret til efter retsvirkningslovens § 16, stk. 1, at råde over sine aktiver, der videreføres i
lovforslagets § 1, begrænses bl.a. af bestemmelsen i lovens § 18, stk. 1, hvorefter en ægtefælle ikke
uden den anden ægtefælles samtykke må afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje,
såfremt ejendommen tjener til familiens bolig, eller hvis ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er knyttet til den. Sådan ejendom må heller ikke uden samtykke af den anden
ægtefælle bortlejes eller bortforpagtes, såfremt dette vil medføre, at ejendommen ikke længere kan
tjene til fælles bolig eller som grundlag for erhvervsvirksomheden. Er den anden ægtefælle umyndig,
meddeler værgen samtykket.
Fast ejendom efter lovens § 18 omfatter eksempelvis huse og ejerlejligheder. Efter praksis omfatter
bestemmelsen også dispositioner over en del af en fast ejendom, eksempelvis gennem udstykning, hvis
det areal, der udstykkes, udgør en naturlig bestanddel af ejendommen, sådan at ejendommens samlede
standard eller karakter forringes ved udstykningen.
Den faste ejendom skal tjene til familiens bolig for at være omfattet af § 18. Kerneområdet for dette er
familiens hjem, dvs. der hvor familien bor og har sin hverdag. Sommerhuse og andre fritidsejendomme
er også omfattet af bestemmelsen, hvis familien anvender ejendommen i et vist omfang.
En ejendom er kun omfattet af § 18, hvis ejendommen er taget i brug af familien. En ejendom, der er
købt med det formål, at familien skal benytte den som bolig, men som endnu ikke anvendes til
familiens bolig, er således ikke omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen omfatter også en ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles
erhvervsvirksomhed er knyttet til.
Bestemmelsen omfatter ikke andelsbolig og heller ikke lejet ejendom eller bolig.
Beskyttelsen efter § 18 omfatter kun aktiver, som den ene ægtefælle ejer. Aktiver, der er i sameje
mellem ægtefællerne, er ikke omfattet af bestemmelsen, da den ene ægtefælle i kraft af samejet ikke
kan disponere over aktivet uden den anden ægtefælles accept. Endvidere omfatter bestemmelsen kun
aktiver, der helt eller helvist er delingsformue.
Formålet med bestemmelsen er navnlig at beskytte den ægtefælle, der ikke ejer den ejendom, som
familien benytter til bolig, mod, at den anden ægtefælle sælger ejendommen inden separation og
skilsmisse og dermed fratager den første ægtefælle muligheden for at udtage ejendommen og indboet
ved delingen af ægtefællernes formuer.
Bestemmelsen hænger således sammen med reglerne om "krydsende udtagelsesret i
ægtefælleskiftelovens § 63 (se i punkt 3.20), hvorefter den ene ægtefælle ved formuedelingen mod
betaling i et vist omfang kan udtage aktiver, som tilhører den anden ægtefælles fælleseje.
Bestemmelserne hænger endvidere sammen med ægtefælleskiftelovens § 54, hvorefter ægtefællerne
beholder rådigheden over deres bodele under ægtefælleskiftet. Skifteretten kan dog fratage en
ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er fælleseje, hvis der er nærliggende risiko for,
at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle. Fratager skifteretten en
146
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
ægtefælle rådigheden, bestemmer skifteretten, hvordan aktiverne skal behandles under
rådighedsfratagelsen.
Den længstlevende ægtefælles ret til at udtage aktiver på et dødsboskifte er reguleret i arvelovens §§
12 og 13, og arvelovens § 91, stk. 2, indeholder regler om en ægtefælles adgang til ved testamente at
råde over visse aktiver, der tilhører ægtefællen, og som er fælleseje.
I de fleste familier er boligen det væsentligste økonomiske aktiv, og samtykkekravet ved pantsætning
beskytter ikke-ejerægtefællen mod, at formue i form af friværdi i boligen forbruges, uden at den
pågældende ved det.
Beskyttelsen gælder efter praksis, selvom ægtefællerne har ophævet samlivet. Beskyttelsen ophører
først, når der ved formuedelingen ved separation eller skilsmisse er taget stilling til hvem af
ægtefællerne, der skal udtage de omhandlede aktiver efter bestemmelsen om krydsende udtagelsesret i
ægtefælleskiftelovens § 63.
Imod bestemmelsen taler, at ikke-ejerægtefællen vil kunne anvende beskyttelsen chikanøst ved at
nægte at give samtykke til salg af boligen, selvom den pågældende ikke ønsker at overtage boligen
eller ikke har økonomisk mulighed for at overtage boligen. Dette vil dog kunne imødegås ved, at
opretholde statsforvaltningens mulighed for at give tilladelse til dispositionen.
Det afgørende er at undgå, at en ægtefælle ved den anden ægtefælles ensidige disposition pludselig
fratages grundlaget for familiens hverdag i hjemmet.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke
indgå aftale om overdragelse, pantsætning, udlejning eller bortforpagtning af familiens helårsbolig eller
en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig, når boligen helt eller delvist er delingsformue.
Bestemmelsen omfatter alle helårsboliger, bortset fra lejeboliger, hvor lejerægtefællens ret til at
disponere over lejligheden er reguleret af lejelovens § 81, stk. 2, og almenlejelovens § 84, jf. § 87.
Reglen er således udvidet til at omfatte andelsboliger og andre boliger omfattet af andelsboliglovens §
1 a, der blandt andet omfatter boligaktieselskaber, boliganpartsselskaber, boligsamejer,
boliginteressentskaber og boligkommanditselskaber. Er ægtefællernes helårsbolig f.eks. en husbåd
eller en campingvogn, er den også omfattet.
I forhold til den gældende bestemmelse er bestemmelsen begrænset, så den kun omfatter familiens
helårsbolig, men ikke erhvervsejendomme og heller ikke fritidshuse, medmindre de tillige anvendes
som helårsbolig.
Ikke kun en ejendom, som familien aktuelt bor i, er omfattet af bestemmelsen, men bestemmelsen
omfatter f.eks. også en nyindkøbt ejendom eller et hus under opførelse, som familien endnu ikke har
nået at flytte ind i, hvilket fremgår af ordene "bestemt til“. Også en ejendom, der midlertidigt er udlejet
under f.eks. en udstationering i udlandet, er omfattet af bestemmelsen, hvis det er hensigten, at
familien skal vende tilbage til boligen efter det midlertidige ophold.
Det afgørende er, hvor familien faktisk bor eller har til hensigt at bo, og ikke boligens status af helårs-
eller fritidshus. Anvendes et helårshus faktisk som fritidshus, er det ikke omfattet af bestemmelsen, og
anvendes et fritidshus faktisk som helårsbolig, er det omfattet. Flere ejendomme tilhørende
ægtefællerne kan være omfattet af bestemmelsen, f.eks. hvis familien bor i ét hus i sommerhalvåret og
et andet i vinterhalvåret, eller hvis familien bor i et hus, mens et nyt hus er under opførelse.
Som efter hidtil gældende ret beskytter bestemmelsen kun selve helårsboligen. Det er således fortsat
tilladt uden samtykke f.eks. at frasælge eller bortforpagte et jordstykke fra en ejendom. Det afgørende
for, om salg af en del af en ejendom kræver samtykke, vil som efter hidtidig praksis være, om den del,
der ønskes frasolgt, udgør en naturlig bestanddel af den faste ejendom, og dermed om ejendommen
efter afhændelsen af en del af den stadig kan anvendes til familiens bolig.
Bestemmelsen omfatter også ejendomme med mere end en beboelseslejlighed, hvis familien bor i en af
lejlighederne. Det afgørende er, om dispositionen omfatter familiens helårsbolig. Bor familien f.eks. i en
lejlighed i en udlejningsejendom, som den ene ægtefælle ejer, kan de andre lejligheder udlejes uden
147
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
samtykke fra den, der ikke ejer ejendommen. Udstykkes en sådan ejendom i ejerlejligheder, kan de
øvrige lejligheder sælges uden samtykke. Salg af hele ejendommen kræver derimod samtykke.
Endelig er det et krav for, at en bolig er omfattet af stk. 1, at den helt eller delvist er delingsformue. I
forhold til særejeformerne i lovforslagets § 12 bemærkes, at boligen er omfattet af den foreslåede § 6,
hvis den er brøkdelssæreje. Boligen er også omfattet af § 6, hvis ejerens formue generelt er sumsæreje
eller sumdeling, eller hvis boligen er sumsæreje eller sumdeling. Boligen er således kun undtaget fra §
6, hvis den helt er særeje, uanset hvordan særejet er etableret. En bolig er ikke omfattet af § 6, hvis den
er skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje, da den i disse situationer er særeje
ved skilsmisse. Det samme gælder ved retten til at udtage den anden ægtefælles ejendele efter
lovforslagets § 48.
De dispositioner, som kræver samtykke efter stk. 1, er overdragelse, pantsætning, udlejning og
bortforpagtning.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kræves samtykke efter stk. 1, selv om ægtefællerne har
ophævet samlivet, og efter det foreslåede stk. 3 kræves samtykke efter stk. 1 også efter separation eller
skilsmisse, indtil der er indgået aftale eller truffet endelig afgørelse om boligen efter lovforslagets § 48
om ægtefællernes ret til at udtage aktiver ved formuedeling i forbindelse med separation og skilsmisse.
Hvis der ikke er taget stilling til, hvad der skal ske med ejendommen, skal ejerægtefællen også efter
separation eller skilsmisse have den anden ægtefælles samtykke for at kunne foretage dispositioner
omfattet af stk. 1.
Stk. 2 og 3 lovfæstelser gældende ret for så vidt angår ejendomme, der indgår i formuedelingen.
Hvis samtykke nægtes, kan ejerægtefællen anmode om tilladelse fra statsforvaltningen eller skifteretten
efter lovforslagets § 7.
En ægtefælle kan beskytte sig mod, at den anden ægtefælle sælger eller pantsætter en ejendom uden
samtykke ved at få sin vielsesattest noteret på ejendommens blad i tingbogen. Dette vil efter forslaget
også kunne ske i tilfælde, hvor ejendommen er delvis særeje.
I modsætning til den gældende § 18, stk. 1, 3. pkt., i retsvirkningsloven, er værgens beføjelser ikke
udtrykkeligt reguleret.
Det indebærer, at de almindelige regler om værgemål finder anvendelse. Er en ægtefælle frataget den
retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, kan værgen give samtykke på ægtefællens vegne. Dette
forudsætter selvsagt, at værgen ikke er inhabil, f.eks. fordi ejerægtefællen selv er værge. I sådanne
tilfælde kan der beskikkes en særlig værge efter værgemålslovens § 47.
Til § 7
Den foreslåede bestemmelse i § 7 viderefører retsvirkningslovens § 20 om statsforvaltningens
mulighed for at give samtykke til salg m.v. af fast ejendom, men med den ændring at § 7 kun omfatter
familiens helårsbolig efter lovforslagets § 6.
Det følger af retsvirkningslovens § 20, at når en ægtefælle eller ægtefællens værge nægter at give
samtykke til dispositioner, der er omfattet af § 18 (se lovforslagets § 6), kan statsforvaltningen tillade
dispositionen, hvis der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen. Statsforvaltningen foretager i
sådanne sager en konkret vurdering af ægtefællernes interesser, og tilladelse gives efter praksis, når
ægtefællens nægtelse må anses som urimelig.
Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. lovens § 52 a, stk. 1.
Bestemmelsen anvendes kun i meget begrænset omfang.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, at hvis en ægtefælle nægter at give samtykke
efter den foreslåede § 6, eller samtykke ikke kan indhentes inden rimelig tid, kan statsforvaltningen
efter anmodning fra ejerægtefællen tillade dispositionen, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at
148
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
gennemføre aftalen. Der er ikke hermed tilsigtet indholdsmæssige ændringer i forhold den gældende
bestemmelse, hvorefter dispositionen tillades, ”hvis der ikke findes skellig grund til nægtelsen”.
Bestemmelsen er udvidet til at omfatte tilfælde, hvor det ikke er muligt at indhente samtykke inden
rimelig tid, f.eks. fordi den anden ægtefælles opholdssted ikke kendes og ikke kan findes oplyst.
Bestemmelsen foreslås også udvidet sådan, at også den anden part i aftalen, som har købt, fået pant i
eller har lejet ejendommen, kan anmode statsforvaltningen om tilladelse til dispositionen. Herved
undgås det, at en ægtefælle, der har gjort en dårlig handel, forsøger at dække sig ind under et
manglende ægtefællesamtykke.
Statsforvaltningen afgørelser kan efter den foreslåede § 61 påklages til Ankestyrelsen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 træffes afgørelse efter stk. 1 af skifteretten, hvis skifteretten
behandler en anmodning om bistand til at dele ægtefællernes formuer eller en enkelttvist om boligen
efter ægtefælleskifteloven. I så fald er det skifteretten og ikke statsforvaltningen, der har kompetencen
til at meddele samtykke. Afgørelsen kan træffes, så snart anmodningen er indgivet, uden at det er
nødvendigt, at der udpeges en bobehandler. Afgørelsen er judiciel og træffes ved kendelse, der kan
kæres til landsretten.
Til § 8
Den foreslåede bestemmelse i § 8 viderefører retsvirkningslovens § 18, stk. 2, om omstødelse af
dispositioner over fast ejendom, der er omfattet af § 18, stk. 1, og som er foretaget uden den anden
ægtefælles samtykke eller uden statsforvaltningens tilladelse.
Det følger af retsvirkningslovens § 18, stk. 2, at hvis en ægtefælle har indgået en retshandel omfattet af
stk. 1 (se lovforslagets § 6) uden fornødent samtykke, kan den anden ægtefælle få retshandlen omstødt
ved dom, hvis erhververen eller panthaveren indså eller burde indse, at ægtefællen var uberettiget til at
foretage retshandelen. Sag må dog anlægges inden 3 måneder, efter at ægtefællen har fået kundskab
om retshandelen, og senest inden 1 år efter dens tinglysning.
Efter § 18, stk. 2, er det en betingelse for omstødelse af en disposition vedrørende fast ejendom, at
køberen "indså eller burde indse", at ejerægtefællen var uberettiget til at foretage dispositionen. Det er
den anden ægtefælle, der har bevisbyrden for, at medkontrahenten indså eller burde have
indset, at ejerægtefællen ikke var berettiget til at foretage dispositionen.
For at lette denne bevisbyrde har en ægtefælle mulighed for at få noteret vielsesattesten på
ejendommens blad i tingbogen, sådan at medkontrahenten bliver klar over, at ejeren af ejendommen er
gift. Det vil i så fald være medkontrahenten, der skal godtgøre, at ægtefællen havde givet samtykke til
dispositionen, og at medkontrahenten med rette antog, at der forelå et samtykke, eller at dispositionen
ikke var omfattet af lovens § 18, f.eks. fordi der var tale om en ejendom, der ikke tjente til familiens
bolig. Det er uafklaret, om manglende undersøgelse af tingbogen bringer medkontrahenten i ond tro.
Denne bestemmelse foreslås videreført dog sådan at bevisbyrden ændres, således at det er
medkontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro. Det er således køber, lejer eller
panthaver, der skal bevise, at han eller hun var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde
over ejendommen. En sådan ændring bør medføre en øget beskyttelse af den anden ægtefælle. Den
omvendte bevisbyrde kan ikke antages at blive særligt belastende for køberen m.v., idet det er
standardprocedure ved handler gennem ejendomsmægler at sikre sig samtykke fra en ægtefælle.
Der følger af den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, at når en ægtefælle har indgået en aftale, der er
omfattet af lovforslagets § 6, uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden tilladelse efter den
foreslåede § 7, kan aftalen efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom, medmindre
den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at den ægtefælle, der ejer
boligen, ikke var berettiget til at indgå aftalen. Bevisbyrden er således vendt om i forhold til den
gældende ordning, således at det er medkontrahenten, der skal bevise sin gode tro.
149
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter bestemmelsen i den foreslåede stk. 2 skal sag efter stk. 1 anlægges inden 3 måneder efter, at den
anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, dog senest 1 år efter at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen
blev tinglyst, inden aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen fra tinglysningen.
Sagen skal anlægges af den ægtefælle, der ikke har indgået aftalen, mod den, som ejerægtefællen har
indgået aftalen med. Sagen behandles efter reglerne om borgerlige retssager. Det er uden betydning for
omstødelsessagen, om skifteretten behandler en sag om deling af ægtefællernes formue.
Til § 9
Den foreslåede bestemmelse i § 9 præciserer, at beskyttelsesreglerne i §§ 6-8 kun finder anvendelse på
boliger, der befinder sig i Danmark.
Dette præciseres af hensyn til, at en afgørelse om dispositioner over boliger i andre lande bør træffes af
myndighederne i det pågældende land, ikke mindst fordi danske afgørelser herom ikke kan forventes at
blive anerkendt i andre lande.
Til Kapitel 3
Gaver til og aftaler med tredjemand
Til § 10
Krav som følge af gave til tredjemand
Den foreslåede bestemmelse i § 10, der er ny, regulerer den situation, hvor en ægtefælle har givet
tredjemand en gave. Hvis bortgivelsen af gaven medfører begrundet risiko for, at den anden ægtefælle
ikke vil kunne få dækket sine krav ved en formuedeling, og gavemodtageren vidste eller burde vide
dette, giver bestemmelsen den anden ægtefælle mulighed for at kræve, at tredjemand giver gaven
tilbage.
Bestemmelsen tager således navnlig sigte på tilfælde, hvor en ægtefælle forærer en betydelig del af sin
formue til andre med den virkning, at den anden ægtefælle ikke får andel af midlerne ved
formuedelingen efter en kommende separation eller skilsmisse, men bestemmelsen kan også anvendes
ved formuedeling ved gavegivers død.
Der er begrundet risiko for, at den anden ægtefælle ikke vil kunne få dækket sine krav ved en
formuedeling, hvis gavegiver på grund af gaven ikke længere var i stand til at dække den anden
ægtefælles krav ved en eventuel kommende formuedeling.
Gaven kan således ikke kræves tilbage, hvis gavegiver ved gaven ikke blev insolvent (konkurslovens §
17, stk. 2) og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, dvs. ikke er
insufficient. Efter konkurslovens § 17, stk. 2, er en skyldner insolvent, hvis den pågældende ikke kan
opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages
blot at være forbigående.
Gavegiver skal ikke som i konkurslovens § 64 (se følgelovsforslagets § 3) godtgøre at have været
sufficient og likvid ved gaven, men alene at gaven ikke medførte begrundet risiko for insufficiens og
illikviditet.
Det forudsættes, at bestemmelsen kun anvendes ved gaver af stor økonomisk værdi, hvilket udelukker
lejlighedsgaver. De gaver, der kan kræves tilbage, vil typisk stå i misforhold til gavegivers økonomiske
forhold, hvilket beror på en konkret vurdering af gavegivers formue- og indtægtsforhold.
Også motivet for gaven indgå i vurderingen. Der vil således navnlig være grund til at kunne kræve
gaven tilbage, hvis gavegiver som forberedelse af eller i forbindelse med en samlivsophævelse giver
værdifulde gaver til sin nye partner eller andre familiemedlemmer eller venner, med henblik på at
unddrage den anden ægtefælle fra at få del i midlerne.
Gaven kan ikke kræves tilbage, hvis den er givet af midler, der ikke ville være indgået i formuedelingen,
typisk fordi midlerne var særeje. At give en gave af sit særeje m.v. kan dog være til skade for den anden
ægtefælle, hvis gavegiver står tilbage med en betydelig gæld, der efter lovforslagets § 29, stk. 2, ville
150
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
være blevet dækket helt eller delvist af gaven, men nu skal dækkes af delingsformuen. Det samme
gælder, hvis den anden ægtefælle har regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapitel 11, der
på grund af bortgivelsen ikke kan dækkes af gavegivers resterende formue.
Endelig kræves det, at gavemodtageren vidste eller burde vide, at gaven var givet under de foreliggende
omstændigheder. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis gavegivers nye partner er klar over, at gavegiver er
i færd med at overføre sin formue til partneren inden samlivsophævelse.
Det er den ægtefælle, der forlanger gaven tilbage, der har bevisbyrden herfor.
Adgangen til kræve en gave tilbage tilkommer kun ægtefællen selv, herunder den længstlevende
ægtefælle efter gavegivers død, men ikke ægtefællens arvinger eller kreditorer.
Det er ikke en betingelse for at anvende bestemmelsen, at ægtefællerne bliver separeret eller
skilt, og bestemmelsen kan således anvendes, uden at der sker formuedeling. Uden formuedeling kan
den anden ægtefælle dog have svært ved at godtgøre, at gaven medførte begrundet/nærliggende risiko
for, at ægtefællen ikke ville kunne få dækket sine bodelingskrav.
Efter bestemmelsen gives gaven tilbage til gavegiveren sådan, at den anden ægtefælle kan få dækket
sine krav ved formuedelingen i gavegiverens formue.
Hvis gavegiver erklæres konkurs, finder omstødelsesreglerne i konkursloven anvendelse.
Efter bestemmelsens stk. 2 skal retssag om krav efter stk. 1 anlægges inden 1 år efter, at den anden
ægtefælle har fået kendskab til gaven, og inden 3 år efter det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Hvis
tinglysning eller anden sikringsakt er nødvendig for, at gavemodtager opnår beskyttelse mod
retsforfølgning fra gavegivers kreditorer, anses gaven for givet på det tidspunkt, hvor sikringsakten
blev foretaget.
Til § 11
Aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre
Den foreslåede bestemmelse i § 11 viderefører med redaktionelle ændringer den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 14 om aftaler med tredjemand om erhvervsløsøre.
Retsvirkningslovens § 14 vedrører den situation, hvor løsøre, som er undergivet den ene ægtefælles
rådighed, med dennes samtykke er inddraget til benyttelse under en erhvervsvirksomhed, som drives af
den anden ægtefælle. I sådanne situationer bliver retshandler, som den anden ægtefælle foretager
vedrørende løsøret, bindende for den førstnævnte ægtefælle, medmindre tredjemand indså eller burde
indse, at den anden ægtefælle var uberettiget til at indgå retshandelen.
Reglen medfører, at hvis en ægtefælle har overladt sit løsøre til den anden ægtefælle til brug for denne
ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver en tredjemand, som i god tro indgår en aftale med den
ægtefælle, der bruger løsøret, f.eks. om at købe det, retligt ejer af løsøret. Den ægtefælle, der ejer
løsøret, kan således ikke kræve at få løsøret tilbage.
Bestemmelsen giver ikke brugerægtefællens kreditorer mulighed for at foretage udlæg i løsøret.
Bestemmelsen stiller ikke krav om, at løsøret er kommet tredjemand i hænde. Aftalen bliver således
bindende for ejerægtefællen, selv om tredjemand ikke har fået løsøret overgivet.
Bestemmelsen omfatter eksempelvis maskiner, inventar, kontorartikler eller råvarer, der er udlånt til
anvendelse i den anden ægtefælles fabrik, kontor eller butik. Det er en forudsætning, at den
pågældende løsøregenstand er overladt ægtefællen til benyttelse af mere varig karakter.
Bestemmelsen er begrundet i, at der består et så nært økonomisk fællesskab mellem ægtefæller, at det
ville være urimeligt i forhold til tredjemand i god tro, hvis en ægtefælle, der har givet den anden
ægtefælle udseende af at være dispositionsberettiget ved at overlade sine ejendele til brug i denne
ægtefælles erhvervsvirksomhed, skulle kunne kræve dispositionen omstødt.
151
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Reglen vedrører alene ægtefællens legitimation til at handle i forhold til tredjemand. Det vil bero på
ægtefællernes aftale, om en ægtefælle er bemyndiget til at handle i forhold til den anden ægtefælle,
således at overtrædelse af bemyndigelsen vil kunne medføre erstatningsansvar indbyrdes, såfremt der
ved handelen påføres ejerægtefællen et tab.
Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der er fælleseje eller særeje i ægteskabet, og den finder
også anvendelse, selvom samlivet mellem ægtefællerne er ophævet på grund af uoverensstemmelse.
Retsvirkningslovens § 14 foreslås med redaktionelle ændringer videreført i den foreslåede § 11. Det
følger af den foreslåede bestemmelse, at når en ægtefælle har overladt løsøre til brug i den anden
ægtefælles erhvervsvirksomhed, bliver den ægtefælle, der ejer løsøret, bundet af aftaler om løsøret,
som den anden ægtefælle har indgået med tredjemand. Dette gælder dog ikke, hvis tredjemand vidste
eller burde vide, at ægtefællen ikke var berettiget til at indgå aftalen.
Den foreslåede § 11 er en undtagelse til den foreslåede bestemmelse i § 1 om ægtefællers særråden.
Til afsnit 2
Særeje og forhåndsaftaler om formuedelingen
Til kapitel 4
Aftaler om særeje
Til § 12
Særeje
Den foreslåede bestemmelse i § 12 viderefører den gældende bestemmelse i retsvirkningslovens § 28,
stk. 1 og 2, om ægtefællers mulighed for at aftale, at deres formuer helt eller delvist skal være særeje,
idet dog mulighederne for at aftale særeje foreslås udvidet.
Det bemærkes, at retsvirkningslovens § 28, stk. 3, hvorefter aftale om særeje som udgangspunkt
omfatter, hvad der træder i stedet for de ejendele, aftalen vedrører, og indtægter af disse ejendele,
foreslås videreført i lovforslagets § 25.
Efter retsvirkningslovens § 28, stk. 1, kan ægtefæller ved ægtepagt indgå følgende aftaler om særeje:
1) At hver ægtefælle ved bodeling efter separation eller skilsmisse beholder, hvad denne ejer,
men at der er formuefællesskab ved dødsboskifte (skilsmissesæreje).
2) I forbindelse med en aftale om skilsmissesæreje, at ejendelene ved dødsboskifte skal forbeholdes
en ægtefælle eller dennes arvinger (fuldstændigt særeje).
Efter § 28, stk. 2, kan en aftale efter stk.1 angå en del af ægtefællernes ejendele, og aftalen kan
tidsbegrænses og træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død.
Disse bestemmelser regulerer udtømmende, hvilke former for særeje ægtefæller gyldigt kan aftale.
Lovforslagets § 12 fastlægger udtømmende, hvilke særejetyper ægtefæller fremover skal kunne aftale. I
lovforslagets § 23 foreslås det, at den foreslåede § 12 skal finde tilsvarende anvendelse på tredjemands
bestemmelser om særeje.
Det foreslåede § 12, stk. 1, fastlægger udtømmende hvilke særejetyper, ægtefæller fremover skal
kunne aftale, og stk. 2-5 fastlægger, hvordan særejetyperne kan begrænses.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan ægtefæller ved ægtepagt indgå følgende aftaler om
særeje:
1) Skilsmissesæreje, hvorefter den ene ægtefælle eller begge ægtefæller efter separation eller skilsmisse
beholder deres formuer, men at formuerne deles ved den ene ægtefælles død.
2) Fuldstændigt særeje, hvorefter den ene ægtefælle eller begge ægtefæller ved den førstafdødes død
beholder sit skilsmissesæreje. Der kan således ikke aftales særeje ved død, uden at der også er særeje
ved separation og skilsmisse.
152
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
3) Kombinationssæreje, der indeholder en aftale om, at fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en
bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde førstafdøde ægtefælles eller længstlevende
ægtefælles skilsmissesæreje.
Hvis der opstå tvivl om rækkevidden af en særejebestemmelse, er udgangspunktet for fortolkningen af
bestemmelsen, at der er aftalt skilsmissesæreje.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan en aftale efter stk. 1 begrænses til at angå følgende:
1) Genstandssæreje, hvorefter et eller flere aktiver er særeje.
2) Erhvervelsessæreje, hvorefter en del af en ægtefælles formue bestemt efter, hvordan eller hvornår
ægtefællen har erhvervet den pågældende formue, er særeje.
3) Brøkdelssæreje, hvorefter en brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller af et eller flere
aktiver er særeje.
4) Sumsæreje, hvorefter et bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktiver er
særeje.
5) Sumdeling, hvorefter hele en ægtefælles formue med undtagelse af et bestemt beløb eller med
undtagelse af et bestemt beløb af værdien af et eller flere aktive er delingsformue. Det pågældende
beløb eller værdien af de pågældende aktiver er således særeje.
Skilsmissesæreje har betydning ved formuedelingen ved separation og skilsmisse, hvor aktiver, der er
skilsmissesæreje, holdes uden for ligedelingen.
Ved en ægtefælles død bortfalder retsvirkningerne af skilsmissesæreje, og den formue, der ville have
været særeje ved separation og skilsmisse, er delingsformue, der indgår i formuedelingen mellem
længstlevende og førsteafdødes arvinger efter den foreslåede § 5, stk. 1, 2. pkt., jf. den foreslåede §
51.
At en formue er delingsformue ved den førstafdøde ægtefælles død giver den længstlevende ægtefælle
mulighed for at overtage ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo efter arvelovens § 17. Efter denne
bestemmelse kan den længstlevende ægtefælle overtage ægtefællernes fælleseje til uskiftet bo med
deres fælles livsarvinger. Hvis den førstafdøde ægtefælle efterlader sig særlivsarvinger, kan boet efter
arvelovens § 18, stk. 1, kun udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem.
Den længstlevende bevarer efter arvelovens § 24 rådighed over det uskiftede bo, der består af
ægtefællernes samlede fælleseje, uden at skulle dele formuen med livsarvingerne. Livsarvingerne
modtager som udgangspunkt først deres arv efter førstafdøde, når længstlevende dør, og
delingsformuen skiftes.
Fuldstændigt særeje efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 2, indebærer, at den pågældende formue ved
en ægtefælles død ikke indgår i formuedelingen. Hvis formuen er den længstlevende ægtefælles
fuldstændige særeje, kan længstlevende udtage formuen forholds, og hvis formuen er førstafdødes
fuldstændige særeje, tilfalder den førstafdødes arvinger direkte, herunder som udgangspunkt også den
længstlevende ægtefælle, der efter arvelovens § 10 er tvangsarving til en del af førstafdødes formue.
Fuldstændigt særeje indebærer, at der er særeje under ægteskabet samt ved separation, skilsmisse og
død, uanset hvem af ægtefællerne der dør først.
Kombinationssæreje efter den foreslåede § 12, stk. 1, nr. 3, betyder, at ægtefæller kan aftale, at
skilsmissesæreje eller fuldstændigt særeje træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død. Dette
giver ægtefællerne mulighed for at kombinere skilsmissesæreje for begge ægtefæller med fuldstændigt
særeje for den ene ægtefælle.
Kombinationssæreje er således en kombination af skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje. Ved
kombinationssæreje er der altid særeje ved separation og skilsmisse (skilsmissesæreje), og dette
skilsmissesæreje bliver i bestemte situationer særeje ved en ægtefælles død (dvs. fuldstændigt særeje).
Ægtefællerne kan aftale, i hvilke situationer der skal være særeje ved en ægtefælles død afhængig af,
hvem af ægtefællerne der dør først. Skilsmissesæreje kan således kombineres med særeje ved død på
en række forskellige måder. Kombinationssærejets betydning ved et dødsboskifte afhænger således
dels af den valgte kombination af særejer og dels af, hvem af ægtefællerne der dør først.
153
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Valget af, i hvilke situationer der skal være særeje ved en ægtefælles død, afhænger af, om
ægtefællerne ønsker at begunstige den ene af ægtefællerne ved dødsfaldet frem for førstafdødes eller
længstlevendes arvinger (ægtefællebegunstigende kombinationssæreje), eller om de ønsker at
begunstige deres arvinger – eller nogle af dem (arvingsbegunstigende kombinationssæreje).
Ægtefællebegunstigende kombinationssæreje anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese
den længstlevende ægtefælle fremfor ægtefællernes sær- og/eller fællesbørn. Ægtefæller aftaler ofte et
ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor ægtefællerne har skilsmissesæreje, der skal være
fuldstændigt særeje for længstlevende ved førstafdødes død, uanset hvem af ægtefællerne der dør
først. Dette indebærer, at førstafdødes formue er delingsformue. Fordelene for den længstlevende er, at
længstlevende har mulighed for enten at sidde i uskiftet bo med førstafdødes formue eller modtage
boslod og arv af førstafdødes formue, samtidig med at længstlevendes egen formue bliver særeje og
dermed ikke skal deles med førstafdødes arvinger (særbørn og ægtefællernes fællesbørn).
Arvingsbegunstigende kombinationssæreje anvendes i tilfælde, hvor ægtefællerne ønsker at tilgodese
enten førstafdødes eller længstlevendes arvinger fremfor ægtefællen. Ved arvingsbegunstigende
kombinationssæreje kan eksempelvis førstafdødes arvinger tilgodeses ved, at førstafdødes formue er
fuldstændigt særeje, mens længstlevendes formue er delingsformue. Dette indebærer, at førstafdødes
formue ikke deles med længstlevende, inden formuen deles med førstafdødes arvinger (ægtefællen og
førstafdødes børn). Samtidig skal længstlevendes formue, der er delingsformue, ved længstlevendes
død deles lige mellem længstlevende og førstafdødes arvinger.
I det føromtalte meget anvendte ægtefællebegunstigende kombinationssæreje, hvor ægtefællerne kan
oprette et skilsmissesæreje, der skal være fuldstændigt særeje for længstlevende ved førstafdødes død,
uanset hvem af ægtefællerne, der før først, har den længstlevende ægtefælle mulighed for at sidde i
uskiftet bo med førstafdødes formue, da den er delingsformue, mens længstlevendes egen formue er
fuldstændigt særeje. Efter arvelovens § 23 indgår alt, hvad den længstlevende erhverver, i det uskiftede
bo, for så vidt det ikke er gjort til særeje. Det betyder, at det uskiftede bo kun kommer til at omfatte
førstafdødes formue, da hele længstlevendes formue er fuldstændigt særeje.
Hvis ægtefæller aftaler arvingsbegunstigende kombinationssæreje, hvor der skal være fuldstændigt
særeje for førstafdøde, mens længstlevendes formue er delingsformue, har den længstlevende
ægtefælle efter arvelovens § 13 mulighed for inden for sin arvelod af særejet at overtage aktiver af
førstafdødes fuldstændige særeje til vurderingsbeløbet.
I relation til anvendelsen af arvelovens §§ 13 og 23 er det uden betydning, om den pågældende formue
er fuldstændigt særeje efter aftale (§ 12) eller efter tredjemandsbestemmelse (§ 14), eller om formuen
er fuldstændigt særeje som følge af en aftale om kombinationssæreje, når formuen efter denne aftale
ved førstafdødes død er fuldstændigt særeje. Det samme gælder andre bestemmelser om fuldstændigt
særeje i arveloven og dødsboskifteloven.
Genstandssæreje efter den foreslåede § 12, stk. 2, nr. 1, betyder, at særeje kan begrænses til at angå et
eller flere aktiver. F.eks. kan ægtefællerne aftale skilsmissesæreje om den ene ægtefælles sommerhus,
bil m.v.
Erhvervelsessæreje efter den foreslåede § 12, stk. 2, nr. 2, betyder, at en del af en ægtefælles formue
bestemt efter, hvordan eller hvornår ægtefællen har erhvervet den pågældende formue, er særeje.
Ægtefællerne kan f.eks. aftale, at alt hvad de ejede ved ægteskabets indgåelse, skal være særeje, eller
de kan aftale, at alt, hvad de erhverver ved arv og gave, skal være særeje, herunder at arv fra en
bestemt arvelader skal være særeje, mens anden arv er delingsformue.
Brøkdelssæreje efter den foreslåede § 12, stk. 2, nr. 3 betyder, at en aftale om særeje kan angå en
brøkdel eller procent af en ægtefælles formue eller en brøkdel eller procent af et eller flere bestemte
aktiver. Der kan aftales forskelligt brøkdelssæreje for forskellige aktiver. Der er ikke sat grænser for,
hvor lille brøken kan være. Resten af formuen eller aktivet er delingsformue. Bestemmelsen giver f.eks.
mulighed for at aftale, at en ægtefælles formue er en tredjedel delingsformue, en tredjedel
skilsmissesæreje og en tredjedel fuldstændigt særeje.
154
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Forbrug, opsparing og lån fordeles forholdsmæssigt på formuearterne i brøkdelssærejet, og ved
formuedelingen, hvor ægtefællernes samlede formuer gøres op, udskilles de forskellige formuearter
beløbsmæssigt.
Sumsæreje efter den foreslåede § 12, stk. 2, nr. 4, indeholder en aftale om, at et bestemt beløb skal
være særeje, mens resten af den pågældende ægtefælles formue er delingsformue. Ved sumdeling efter
den foreslåede § 12, stk. 2, nr. 5, er situationen den omvendte, således at et bestemt beløb er
delingsformue (sumdeling) og resten særeje.
Ved sumsæreje kan ægtefællerne kan f.eks. aftale, at 500.000 kr. af den ene ægtefælles formue skal
være skilsmissesæreje, hvilket indebærer, at den pågældende ægtefælle ved en skilsmisse forlods kan
udtage 500.000 kr. af sin formue, hvorefter resten skal indgå i formuedelingen. En sådan aftale kan
f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne ønsker, at formue, som den ene ægtefælle havde ved ægteskabets
indgåelse, skal holdes uden for delingen, og samtidig ønsker at undgå en senere tvivl om formuens
størrelse.
Sumsæreje og sumdeling kan være genstandsrelateret, f.eks. således at 500.000 kr. af friværdien i den
ene ægtefælles ejendom er særeje med den virkning, at denne ægtefælle ved skilsmisse forlods kan
udtage 500.000 kr., forudsat at friværdien i ejendommen udgør mindst dette beløb.
Genstandsrelateret sumsæreje kan være en hensigtsmæssig aftale, f.eks. i tilfælde, hvor en ægtefælle
ved ægteskabets indgåelse ejer en fast ejendom med en friværdi, og ægtefællerne ønsker, at fremtidige
værdistigninger på ejendommen skal deles, mens ejerægtefællen skal kunne beholde friværdien på
vielsestidspunktet.
Falder værdien af en genstand, der er sumsæreje, er det delingsformuen, der formindskes. Falder
værdien til under størrelsen af sumsærejet, formindskes særejet. Den manglende del af sumsærejet kan
ikke udtages af ægtefællens øvrige delingsformue.
Ægtefæller kan – tilsvarende sumsæreje – aftale sumdeling, hvorefter alt, hvad ægtefællerne ejer eller
fremtidigt erhverver, skal være fuldstændigt særeje, idet dog f.eks. 500.000 kr. af den ene ægtefælles
formue skal være delingsformue. En sådan aftale om sumdeling kan f.eks. anvendes, hvis ægtefællerne
som udgangspunkt ønsker fuldstændigt særeje om alt, hvad de ejer, men at den ægtefælle, der har den
mindste formue, dog sikres et vist beløb i tilfælde af skilsmisse – i eksemplet 250.000 kr., dvs.
halvdelen af delingsformuen.
Ægtefæller kan efter det foreslåede stk. 3 aftale, at sumsæreje og sumdeling skal pristalsreguleres efter
nettoprisindekset, jf. lov om beregning af et nettoprisindeks. Dermed inflationssikres sumsæreje og
sumdeling.
Efter det foreslåede stk. 4 kan det endvidere aftales, at sumdeling skal forhøjes med et årligt beløb eller
en årlig procent eller skal optrappes over en fastlagt periode.
Efter det foreslåede stk. 5 kan særeje efter stk. 1-4 tidsbegrænses eller aftrappes over en fastlagt
periode. Det skal fremgå af aftalen, hvilket tidspunkt tidsbegrænsningen eller aftrapningen skal regnes
fra. Særejet kan f.eks. aftrappes med en bestemt brøkdel eller procentdel om året.
Ægtefæller kan således inden ægteskabet aftale, at et særeje skal bortfalde f.eks. 10 år efter
ægteskabets indgåelse, eller de kan aftale, at særejet aftrappes med 1/5 om året eller over en bestemt
periode. Et såkaldt aftrapningssæreje er især relevant, hvor ægtefællerne ønsker at få større
delingsformue, jo længere ægteskabet varer.
Det kan derimod ikke aftales, at bortfald af et særeje kan gøres afhængig af uvisse fremtidige
begivenheder, som f.eks. at ægtefællerne får (flere) børn, køber hus sammen eller går på pension.
Bestemmelsen indebærer, at det ikke gyldigt kan aftales, at delingsformue kan tidsbegrænses eller
aftrappes. En særejeaftale kan således indeholde en aftale om, at særejet begrænses, således at
delingsformuen øges, mens det ikke kan aftales, at særejet skal øges, bortset fra pristalsreguleringen i
det foreslåede stk. 3. Tilsvarende kan en mindre byrdefuld særejeform ikke tidsbegrænses til at overgå
155
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
til en mere byrdefuld form, f.eks. fra skilsmissesæreje til fuldstændigt særeje. Det kan heller ikke
aftales, at aftrapning og bortfald af særejet er betinget af andre omstændigheder.
Et særeje ophører automatisk ved en tidsbegrænsnings ophør og ved forbrug af særejet.
Afhændes et særejeaktiv, bliver det, der træder i stedet for særejet, også særeje. Der henvises til de
foreslåede §§ 24 og 25 samt bemærkningerne dertil.
Efter den foreslåede § 20 kan en ægtepagt ændres ved en senere ægtepagt. En ægtefælle kan således
ikke ensidigt ændre et aftalt særeje, heller ikke selvom ændringen er til fordel for den anden ægtefælle,
f.eks. ved at ophæve et særeje, hvorefter formuen bliver delingsformue.
Til § 13
Pensionsrettigheder
Den foreslåede bestemmelse i § 13 viderefører med redaktionelle ændringer den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 16 h, stk.1, hvorefter ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at en
pensionsrettighed skal være særeje i overensstemmelse med de muligheder for særeje, der findes i
retsvirkningslovens § 28. En sådan aftale kan også omfatte fremtidige indbetalinger på
pensionsrettigheden.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 13 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, at en pensionsrettighed
skal være særeje efter de muligheder for særeje, der findes i lovforslagets § 12. En sådan aftale kan
også omfatte fremtidige indbetalinger på pensionsrettigheden.
Ægtefællerne kan således f.eks. aftale, at pensionsrettigheden skal være skilsmissesæreje eller
fuldstændigt særeje, at særejet skal være tidsbegrænset, eller at et bestemt beløb af rettigheden skal
være særeje.
Da rimelige pensionsrettigheder efter den foreslåede § 34 ikke indgår i formuedelingen, vil det som
udgangspunkt ikke være nødvendigt at aftale, at en pensionsrettighed er særeje, for at kunne holde
rettigheden uden for formuedelingen.
Overstiger en pensionsrettighed det rimelige, skal den overskydende del af rettigheden deles, men
dette undgås ved at aftale, at rettigheden er særeje. Når rettigheden er særeje, er den endvidere ikke
omfattet af reglerne om pensionskompensation i lovforslagets §§ 44 og 45.
Ægtefællerne kan aftale, at allerede foretagne indbetalinger skal være særeje, og også at fremtidige
indbetalinger på pensionsrettigheden skal være særeje. Aftaler ægtefællerne, at pensionsrettigheden
skal være særeje, vil dette som udgangspunkt også omfatte fremtidige indbetalinger.
Det kan som efter gældende ret ikke aftales, at pensioner med løbende livsbetingede ydelser skal indgå
i delingen.
Til § 14
Særeje bestemt af tredjemand
Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, kan der ved ægtepagt ikke kan træffes nogen bestemmelse, der
strider mod gavegivers eller arveladers bestemmelse om særeje. Det fremgår således indirekte af
bestemmelsen, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale ændringer af tredjemandsbestemt særeje,
forudsat at aftalen er i overensstemmelse med særejebestemmelsen, eksempelvis hvis tredjemand har
bestemt, at ægtefællerne kan ophæve en særejebestemmelse, når de har været gift i et vist antal år.
Bestemmelsen i § 28 b, stk. 2, foreslås videreført i lovforslagets § 14, stk. 2.
Med lovforslagets § 14, stk. 1, foreslås det lovfæstet, at ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at særeje
bestemt af tredjemand helt eller delvist skal være delingsformue, eller at særejet skal være en anden
form for særeje i overensstemmelse med lovforslagets § 12.
156
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, er en aftale efter stk. 1 kun gyldig, hvis den er i
overensstemmelse med tredjemands bestemmelser om særeje. Reglerne om tredjemandsbestemt
særeje findes i lovforslagets kapitel 7.
Tredjemandsbestemt særeje kan således kun ændres, hvis tredjemand har bestemt, at dette kan ske. I
relation til gaver kan tredjemand efter fuldbyrdelsen af gaven give samtykke til ændring af den
oprindelige særejebestemmelse.
Hvis ægtefællerne opretter en ægtepagt i strid med tredjemands bestemmelser, er ægtepagten ugyldig.
Den foreslåede § 14 omfatter også tredjemandsbestemt særeje efter § 103, stk. 2, i lov om
forsikringsaftaler og § 3, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i
pengeinstitutter. Ved følgelovsforslagets §§ 8 og 9 foreslås det, at der i disse to bestemmelser
indsættes henvisning til lovforslagets 12 om særejeformerne.
Til kapitel 5
Forhåndsaftaler om formuedelingen
Til § 15
Kapital- og ratepensionsordninger
Den foreslåede bestemmelse i § 15 viderefører med redaktionelle ændringer den gældende
bestemmelse i retsvirkningslovens § 16 h, stk. 2, hvorefter ægtefæller ved ægtepagt kan aftale, at
værdien af en kapital- eller ratepensionsordning skal indgå i formuedelingen ved separation eller
skilsmisse.
Efter lovforslagets § 34, stk. 1, der viderefører retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, indgår en ægtefælles
rimelige pensionsrettigheder ikke i formuedelingen. Ønsker ægtefællerne at fravige dette, giver den
foreslåede bestemmelse dem mulighed for ved ægtepagt at aftale, at værdien af kapital- og
ratepensioner skal indgå i formuedelingen ved en separation og skilsmisse. Bestemmelsen omfatter
ikke andre pensionsrettigheder end kapital- og ratepensioner. Bestemmelsen giver således ikke
mulighed for at aftale, at en kollektiv pensionsrettighed eller en tjenestepension skal være
delingsformue.
Bestemmelsen omfatter ikke aftaler om deling af pensionsrettigheder ved en ægtefælles død, da den
længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder og lignende rettigheder efter lovforslagets § 53, stk. 1,
ikke indgår i formuedelingen ved en ægtefælles død. § 53, stk. 1, viderefører retsvirkningslovens § 16
a, stk. 1.
Til § 16
Personlige erstatninger m.v.
Efter lovforslagets § 36 indgår værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og
forsikringsudbetalinger m.v. som følge af personskade ikke i formuedelingen. Det samme gælder
forsørgertabserstatninger og andre personlige erstatninger. Bestemmelsen viderefører § 18, stk. 2, i
erstatningsansvarsloven, men med udvidet anvendelsesområde.
Det er uafklaret, om ægtefæller ved forhåndsaftale kan fravige erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, og
aftale, at erstatninger m.v., der efter bestemmelsen ikke indgår i formuedelingen, skal indgå i
formuedelingen.
Det foreslås med lovforslagets § 16, der er ny, at ægtefæller ved ægtepagt skal kunne indgå en
forhåndsaftale om, at de omhandlede erstatninger helt eller delvist skal indgå i formuedelingen ved
separation, skilsmisse eller en ægtefælles død.
Herved får en ægtefælle, der har modtaget eksempelvis en personskadeerstatning, mulighed for at sikre
den anden ægtefælle, der måske har indrettet sin tilværelse ud fra hensynet til den tilskadekomne
ægtefælle, en kompensation i form af andel i erstatningen.
157
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død, herunder hvis en bestemt
ægtefælle dør først, eller til at omfatte førstafdødes eller længstlevendes rettigheder.
Til § 17
Uoverdragelige og personlige rettigheder
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse
eller senere erhverver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til
særeje. Efter bestemmelsens stk. 2 får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse på
rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i den udstrækning, hvori det er
foreneligt med de for disse rettigheder særligt gældende regler.
Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, (de såkaldte §
15,stk. 2,-rettigheder) omfatter bl.a. ophavsrettigheder, ret til biblioteksafgifter, bundne opsparinger,
båndlagt arv (arvelovens §§ 53-58) og gave samt goodwill.
Retsvirkningslovens § 15, stk. 2, foreslås videreført i lovforslagets § 37.
Det foreslås, at ægtefæller skal kunne indgå forhåndsaftaler om deling af værdien af en personlig og
uoverdragelig rettighed. Efter den foreslåede bestemmelse herom i lovforslagets § 17 kan ægtefæller
ved ægtepagt aftale, at værdien af en rettighed omfattet af den foreslåede § 37 helt eller delvist skal
indgå i formuedelingen. Aftalen kan begrænses til at gælde formuedelingen ved en ægtefælles død,
herunder hvis en bestemt ægtefælle dør først.
Sådanne aftaler kan indgås for alle typer af uoverdragelige og personlige rettigheder.
Ægtefæller kan f.eks. aftale, at værdien af en personlig goodwill, som tilhører den ene ægtefælle, skal
indgå i delingen ved separation eller skilsmisse med den virkning, at værdien skal gøres op og indgå i
formuedelingen.
Til § 18
Gæld
I gældende ret er der ikke lovfæstet regler om fradrag af gæld, bortset fra ægtefælleskiftelovens § 58,
stk. 1, hvorefter det er overskuddet af bodelene, der deles. Der er ikke efter gældende ret adgang til at
indgå en forhåndsaftale om, i hvilket omfang gæld skal kunne fradrages i delingsformuen.
Som noget nyt foreslås det i lovforslagets § 18, at ægtefællerne skal kunne indgå en sådan aftale ved
ægtepagt.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 kan ægtefæller ved ægtepagt aftale, i hvilket omfang gæld
skal fradrages ved opgørelsen af den formue, der skal deles efter lovforslagets § 26.
Adgangen til at aftale fradrag for gæld foreslås begrænset ved bestemmelserne i stk. 2-4 og den
foreslåede § 30.
En aftale om, at en gældspost ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen, får den
virkning, at gælden bæres af ægtefællens særejeaktiver eller andre aktiver, der ikke indgår i delingen,
herunder f.eks. navnlig særeje. Har den ægtefælle, hvis gældspost efter aftalen skal holdes udenfor
delingen, ikke aktiver, der kan holdes uden for delingen, og som kan dække gælden, vil aftalen
indebære, at den formue, der skal deles, deles skævt til fordel for den anden ægtefælle, således at
denne bliver stillet, som om gælden ikke fandtes.
Ægtefæller kan med denne bestemmelse holde bestemte gældsposter udenfor delingen. Ægtefæller kan
eksempelvis aftale, at den enes studiegæld ikke skal kunne fradrages i delingsformuen, eller at
halvdelen af gælden på den anden ægtefælles kontokort skal fradrages i delingsformuen.
Der er som udgangspunkt fri adgang til at aftale, hvilken gæld der skal fradrages i delingsformuen, og
hvilken gæld der ikke kan fradrages. Det er med de undtagelser, der følger af det foreslåede stk. 2,
endvidere muligt at indgå aftaler om fremtidig sikret gæld, der skal fradrages i delingsformuen, og
158
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
hvilken der ikke kan fradrages. Ægtefæller kan således f.eks. aftale, at den studiegæld, en af dem stifter
fremover, ikke skal kunne fradrages i delingsformuen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefællerne ikke aftale, at gæld, som ikke er stiftet ved
aftalens indgåelse eller stiftes i forbindelse med aftalen, og som efter lovforslagets § 29, stk. 2, ville
skulle fradrages i formue, der ikke indgår i delingen, skal fradrages i delingsformuen. Denne
bestemmelse har til formål at forhindre, at ægtefællerne indgår aftale om, at fremtidig gæld, der efter §
29, stk. 2, hører til særejet, skal fratrækkes i den formue, der skal deles. Ægtefællerne kan således
f.eks. ikke aftale, at al gæld, som manden fremtidig optager med sikkerhed i sin særejeejendom, skal
fradrages i delingsformuen.
Ved aftale om, at gæld, der hører til særejet efter den foreslåede § 29, stk. 2, skal fratrækkes i
delingsformuen, er det således et krav, at den gæld, aftalen vedrører, er stiftet senest i forbindelse med
aftalens indgåelse, således at ægtefællerne har mulighed for at overskue, hvilken gæld der er omfattet
af aftalen.
For så vidt angår usikret gæld, der ikke er knyttet til et bestemt aktiv, og som efter lovforslagets
§ 29, stk. 3, skal fradrages med en forholdsmæssig andel i henholdsvis delingsformuen og den formue,
der ikke indgår, kan ægtefællerne frit aftale en anden fordeling også for gæld, der endnu ikke er stiftet.
Ægtefællerne kan således f.eks. aftale, at hele mandens fremtidige studiegæld ikke skal kunne
fradrages i delingsformuen, eller at intet af studiegælden skal fratrækkes i delingsformuen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan ægtefæller endvidere ikke aftale, at gæld skal fradrages i
delingsformuen ved en ægtefælles død, men ikke ved separation eller skilsmisse. Ægtefællerne kan
således ikke f.eks. aftale, at pantegælden i den ene ægtefælles særejeejendom skal fradrages i
delingsformuen, hvis ægteskabet ophører ved en ægtefælles død, men ikke hvis ægtefællerne bliver
separeret eller skilt.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 kan en aftale efter stk. 1 ikke tidsbegrænses.
Med henvisningen i stk. 1 til lovforslagets § 30 kan en aftale om fordelingen af gæld ikke medføre, at
en ægtefælle ved formuedelingen skal aflevere så meget af sin formue til den anden ægtefælle, at den
pågældende ikke har tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser og kreditorer.
Til kapitel 6
Ægtepagter
Til § 19
Efter retsvirkningslovens § 35 skal en ægtepagt oprettes skriftlig og under parternes hånd. En umyndig
ægtefælle skal også underskrive ægtepagen. Samtykke fra værgen gives ved underskrift på ægtepagten.
Efter lovens § 37 må en ægtepagt for at blive gyldig tinglyses i personbogen.
Disse to bestemmelser foreslås sammenskrevet og videreført i lovforslagets § 19, 1. pkt.
Kravet om skriftlighed, underskrift og tinglysning videreføres, idet bestemmelsen dog omformuleres,
således, at en ægtepagt kun er gyldig, når den er underskrevet af begge parter og tinglyst i
personbogen.
Efter den foreslåede bestemmelse er en ægtepagt kun gyldig, når den er underskrevet af begge
ægtefæller og tinglyst i personbogen efter reglerne herom i lov om tinglysning. Hvis en ægtefælles
værge efter værgemålsloven skal give samtykke til ægtepagten, er ægtepagten efter det foreslåede 2.
pkt. kun gyldig, hvis også værgen har underskrevet den. Der tages ikke i 2. pkt. stilling til, hvornår en
værge skal samtykke i oprettelsen af en ægtepagt. Dette afgøres efter værgemålsloven.
Kravene i den foreslåede § 19 indeholder gyldighedsbetingelser såvel mellem parterne som i forhold til
tredjemand.
159
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ved tinglysning sikres, at eventuelle ægtepagter kommer frem ved en ægtefællernes separation,
skilsmisse og død, og at en ægtefælle ikke kan destruere en ægtepagt, som er til skade for den
pågældende.
Der gælder ingen tidsfrist efter underskrivningen af en ægtepagt til at anmelde den til tinglysning. En
anmeldelse til tinglysning efter separation, skilsmisse eller den ene ægtefælles død har dog ingen
retsvirkninger, heller ikke selvom ægtepagten skulle blive tinglyst. Dette gælder også i tilfælde, hvor en
ægtepagt er anmeldt før en ægtefælles død, men afvist ved en fejl og efter dødsfaldet anmeldt på ny.
Tinglysning sker i personbogen, der føres af Tinglysningsretten, jf. tinglysningslovens kapitel 7.
Tinglysning af ægtepagter i personbogen er nærmere reguleret i tinglysningslovens kapitel 1 og i § 17 i
bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts 2011 om tinglysning i personbogen.
Personbogen blev digitaliseret den 21. marts 2011, og efter tinglysningslovens § 7, stk. 3, kan
tinglysning alene ske på grundlag af dokumenter og påtegninger forsynet med digital signatur. Efter
lovens § 7, stk. 5, kan justitsministeren fastsætte regler om, at personer, der ikke kan få en digital
signatur, kan anmelde rettigheder på grundlag af papirdokumenter, om fremgangsmåden herved og om
retsvirkningerne heraf.
Udover de formelle betingelser, der skal være opfyldt for en korrekt digital tinglysning, foretager
Tinglysningsretten en prøvelse af ægtepagten. Ved prøvelsen påser Tinglysningsretten, at de aktiver,
som ægtepagten vedrører, klart kan identificeres, og at aftalen i ægtepagten er i overensstemmelse
med de muligheder, som retsvirkningsloven giver ægtefæller til at indgå aftale om formueordningen i
deres ægteskab. Tinglysningsrettens prøvelse af ægtepagter følger ikke direkte af tinglysningsloven,
men er udviklet i retspraksis.
Om specifikationskravet for de aktiver, der er omfattet af en aftale om ægtepagt, henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 3.10.1.1.
Tinglysning af en ægtepagt medfører ikke, at den ved en senere bodeling skal anses for materielt
gyldig. Der er således ikke noget til hinder for, at en ægtefælle senere gør gældende, at eksempelvis en
særejebestemmelse i en tinglyst ægtepagt er ugyldig, fordi den falder uden for, hvad ægtefællerne kan
aftale efter retsvirkningsloven. Endvidere er tinglysning ikke til hinder for, at en ægtepagt tilsidesættes
efter de almindelige ugyldighedsregler i aftaleloven.
En ægtepagts retsvirkninger regnes fra den dag, hvor den anmeldes til tinglysning.
Ofte opretter ægtefæller et testamente og en ægtepagt samtidig. Der er ikke noget til hinder for, at
ægtefællerne underskriver ægtepagten for notaren samtidig med testamentet, blot de derefter sørger
for, at ægtepagten anmeldes digitalt til tinglysning.
Til § 20
Efter retsvirkningslovens § 28 b, stk. 1, kan en ægtepagt ændres ved en senere ægtepagt.
Bestemmelsen foreslås videreført i lovforslagets § 20, idet det dog præciseres, at en ægtepagt også kan
ophæves ved ægtepagt. Henvisningen til lovforslagets § 19 indebærer, at ægtepagten skal være
underskrevet af begge ægtefæller og eventuelt også af værgen.
Til § 21
Efter retsvirkningslovens § 49 har enhver af ægtefællerne ret til at begære ægtepagten tinglyst i
personbogen. Det foreslås, at § 49 med redaktionelle ændringer videreføres i lovforslagets § 21.
Efter den foreslåede bestemmelse kan enhver af ægtefællerne anmode om, at en ægtepagt tinglyses,
også selvom den anden ægtefælle protesterer. Henvisningen til lovforslagets § 19 indebærer, at
ægtepagten skal være underskrevet af begge ægtefæller og eventuelt også af værgen.
Til § 22
160
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
I overensstemmelse med gældende ret foreslås det med lovforslagets § 22 lovfæstet, at også
kommende ægtefæller kan oprette en ægtepagt.
Til kapitel 7
Arv og gave m.v. fra tredjemand
Til § 23
Efter retsvirkningslovens § 28 a, 1. pkt., kan en arvelader eller gavegiver vedrørende arv og gave træffe
tilsvarende bestemmelse om særeje, som ægtefæller kan aftale efter lovens § 28. Bestemmelsen
indebærer, at arv og gave indgår i formuedelingen, medmindre arvelader og gavegiver har bestemt, at
arven og gaven skal være særeje.
En særejebestemmelse efter § 28 a gælder også, selvom ægtefællen modtog arven eller gaven inden
ægteskabet.
Efter § 28 a, 2. pkt., skal en bestemmelse om, at arv skal være særeje, træffes ved testamente. Det er
dog tilstrækkeligt, at der foreligger en formløs testamentarisk bestemmelse herom, hvis der
ikke foreligger indsigelser, jf. arvelovens § 79.
En bestemmelse om, at arveforskud skal være særeje, skal være truffet senest samtidig med, at
arveforskuddet ydes. Det er ikke tilstrækkeligt, at det er bestemt i et testamente, at den arv, der ydes
forskud på, skal være særeje.
Generelt gælder der ingen formkrav til gaver. Bestemmelse om, at en gave skal være særeje, skal
træffes senest samtidigt med gaveløftet eller gavens overgivelse til gavemodtageren.
Har en arvelader eller gavegiver bestemt, at arven eller gaven skal være særeje, kan modtageren
og dennes ægtefælle ifølge retsvirkningslovens § 28 b, stk. 2, ikke aftale noget, der strider mod
særejebestemmelsen. Har arvelader således f.eks. bestemt, at en arv skal være fuldstændigt særeje,
kan arvingen og dennes ægtefælle ikke ved ægtepagt aftale, at arven skal være delingsformue.
Arvelader og gavegiver kan bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en
særejebestemmelse, og der kan fastsættes betingelser herfor. Arveladers bestemmelser herom skal
fremgå af testamentet. Tilsvarende træffes en gavegivers bestemmelser herom ved gaveløftet eller
gavens overgivelse til gavemodtageren, men der er ikke noget til hinder for, at gavegiver senere
accepterer ophævelse eller fravigelse af den oprindelige særejebestemmelse.
En arvelader kan således f.eks. i testamentet bestemme, at arven skal være modtagerens fuldstændige
særeje, men at modtageren og dennes ægtefælle kan aftale, at arven i stedet skal være delingsformue,
forudsat at ægteskabet på det tidspunkt, hvor modtageren og ægtefællen indgår en sådan aftale, har
varet mindst 10 år. En sådan aftale skal indgås ved ægtepagt.
Ovenstående gælder, uanset om ægtefællen havde modtaget arven eller gaven inden ægteskabet, og
uanset om testamentet eller gavebrevet var oprettet inden ægteskabet.
§ 103, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler og § 3, stk. 2, i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved
pensionsopsparing i pengeinstitutter indeholder regler om, at forsikringstager og kontohaver ved
testamente eller ved indsættelse som begunstiget kan bestemme, at forsikringen m.v. skal være den
begunstigedes særeje.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 28 a videreføres i lovforslagets § 23, der udbygges med
lovfæstelse af en gældende ordning for arv og gave fra tredjemand.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, kan arvelader og gavegiver træffe samme
bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter lovforslagets § 12. Bestemmelsen indebærer,
at arv og gave er delingsformue, medmindre arvelader eller gavegiver har truffet bestemmelse om
særeje.
161
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Bestemmelsen hænger sammen med lovforslagets § 14, der giver ægtefæller mulighed for ved
ægtepagt at aftale, at særeje bestemt af arvelader eller gavegiver helt eller delvist skal være en anden
form for særeje eller skal være delingsformue, dog forudsat at aftalen er i overensstemmelse med
arveladers eller gavegivers bestemmelser om særeje.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 2, kan arvelader og gavegiver bestemme, at modtageren
og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1, og arvelader og
gavegiver kan fastsætte betingelser herfor.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 skal bestemmelse efter stk. 1 og 2 vedrørende arv træffes ved
testamente.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4 finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse på
livforsikringssummer, pensionsydelser, forsørgertabserstatninger og lignende ydelser, som en
ægtefælle modtager fra tredjemand.
Hvis en tredjemand træffer bestemmelse om, at gave eller arv skal tilhøre en ægtefælle som "særeje"
uden nærmere at præcisere, hvilken af særejetyperne i den foreslåede § 12 arven eller gaven skal være,
forudsættes det som i dag, at udgangspunktet for fortolkningen af særejebestemmelse er, at der alene
sigtes til skilsmissesæreje. Udtrykket "fuldstændigt særeje" skal således normalt være anvendt, for at
det kan antages, at særejebestemmelsen indebærer, at gaven eller arven skal være fuldstændigt særeje.
Et aktiv, der erhverves dels for særejemidler og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, er særeje.
Hermed vil en ægtefælle egenhændigt kunne erhverve et værdifuldt aktiv ved en mindre udbetaling af
særejemidler med den konsekvens, at hele værdistigningen på aktivet er særeje. Hele værdistigningen
er særeje for ejeren, også selvom ejeren har modtaget aktivet i arv eller gave. Den omstændighed, at
aktivet stiger i værdi, medfører således ikke, at delingsformuen bliver mindre. Hvis ejeren anvender sin
delingsformue til forbedring af aktivet, har den anden ægtefælle et reguleringskrav efter lovforslagets §
38.
Bestemmelserne om særeje i § 103, stk. 2, i lov om forsikringsaftaler og § 3, stk. 2, i lov om visse
civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter foreslås ændret sådan, at disse
bestemmelser henviser til § 12 i dette lovforslag. Der henvises til følgelovforslaget, §§ 8 og 9.
Til kapitel 8
Generelle regler for særeje
Til § 24
Retsvirkningsloven forholder sig ikke til, hvordan et aktiv, der både er delingsformue og særeje, fordi
det er erhvervet for både særeje og delingsformue, skal behandles, hvis aktivet stiger eller falder i
værdi. Dette spørgsmål ses heller ikke afklaret i praksis.
Sådan sammenblanding kan også opstå, når et aktiv erhverves delvis som arv eller gave med en
bestemmelse fra tredjemand om særeje, og således at arvingen eller gavemodtagerne overtager den
gæld, der hæfter på aktivet, og/eller betaler et delvist vederlag med delingsformue.
Der er heller ikke taget stilling til behandlingen af et aktiv, der erhverves for særeje og
gældsovertagelse eller lånoptagelse.
Når et aktiv oprindeligt er f.eks. særeje, og forbedringer af aktivet finansieres med delingsformue,
udløses der et vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23, stk. 2, hvorefter den anvendte
delingsformue ved formuedelingen tilbageføres til delingsformuen og dermed indgår i ligedelingen. Det
er imidlertid kun det indskudte beløb, der tilbageføres. Dermed tilfalder en eventuel værdistigning på
aktivet alene særejet.
Med lovforslagets § 24 foreslås det, at spørgsmålet om sammenblanding af særeje og delingsformue
løses således:
162
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er et aktiv, der erhverves dels for midler, der er særeje, og
dels for midler, der ikke er særeje, brøkdelssæreje, jf. lovforslagets § 12, stk. 1, nr. 3. Brøken
fastsættes efter forholdet mellem de midler, der er anvendt ved erhvervelsen.
Som ved ægtepagter om brøkdelssæreje er der ikke grænser for, hvor små brøkerne kan blive. Der vil
således kunne opstå situationer, hvor et aktiv er brøkdelssæreje, selvom f.eks. særejet kun udgjorde 1
pct. af købesummen.
Reglen finder også anvendelse på sammenblanding af midler, der er forskellige former for særeje.
Erhverves et aktiv f.eks. for 50 pct. midler, der er skilsmissesæreje, og 50 pct. midler, der er
fuldstændigt særeje, bliver aktivet brøkdelssæreje, således at halvdelen er skilsmissesæreje og
halvdelen fuldstændigt særeje.
Hvis aktivet på et senere tidspunkt sælges, vil salgssummen, og hvad der købes for denne, også være
brøkdelssæreje.
Anvendes der efter erhvervelsen særejemidler til at forbedre et aktiv, der indgår i delingen, eller
omvendt, anvendes reglerne i lovforslagets §§ 38 og 39 om reguleringskrav.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 24, stk. 2, er et aktiv, der erhverves dels for midler, der er særeje,
og dels ved gældsovertagelse eller lånoptagelse, særeje af samme art som de anvendte særejemidler.
Gælden i aktivet skal efter lovforslagets § 29, stk. 2, som udgangspunkt ikke fradrages i
delingsformuen. Der stilles ikke krav til udbetalingens størrelse. Afdrages gælden med delingsformue,
vil den anden ægtefælle have et reguleringskrav efter lovforslagets § 38.
Efter lovforslagets § 23 kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende
bestemmelse om særeje som efter den foreslåede § 12. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje
skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til sammenblanding af særeje,
delingsformue, gældsovertagelse og lånoptagelse i lovforslagets § 25, der således ikke kun anvendes
på aftalt særeje, men også på tredjemandsbestemt særeje.
Til § 25
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, er alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse eller
senere erhverver, delingsformue, medmindre det er gjort til særeje. Bestemmelsen indebærer bl.a., at
det, der træder i stedet for et aktiv, der er omfattet af en ægtefælles delingsformue, også er
delingsformue, og at indtægter af delingsformue ligeledes er delingsformue.
Tilsvarende følger det af lovens § 28, stk. 3, at en aftale om særeje omfatter, hvad der træder i stedet
for de aktiver, der efter aftalen er særeje, og at indtægter af disse aktiver ligeledes er særeje.
Det, der træder i stedet for et aktiv, betegnes surrogat.
Ægtefællerne kan efter § 28, stk. 3, ved ægtepagt aftale, at det, der træder i stedet for særeje, samt
indtægter af særeje skal være delingsformue.
Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus
uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også
selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen.
Efter lovens § 28 a kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende
bestemmelse om særeje som efter § 28. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje skal behandles
på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter.
Retsvirkningslovens § 28, stk. 3, foreslås med redaktionelle ændringer videreført i lovforslagets § 25.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 25, stk. 1, er det, der træder i stedet for særeje og indtægter af
særeje, særeje.
163
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Stk. 1 omhandler bl.a. surrogater for særeje. Surrogater kan f.eks. være en salgssum, et
belåningsprovenu, skadeserstatning og modtagne afdrag på pantebreve. Har ægtefællerne f.eks. aftalt,
at mandens hus skal være fuldstændigt særeje, og sælges huset, vil salgssummen, og hvad der købes
for denne, også være fuldstændigt særeje. Tilsvarende gælder, hvis f.eks. en bil, der er brøkdelssæreje,
bliver stjålet. Her vil den udbetalte forsikringssum være brøkdelssæreje.
Indtægter af særeje kan f.eks. være aktieudbytte, virksomhedsoverskud, lotterigevinster, renter og
lejeindtægter.
Værdistigning på et aktiv er hverken et surrogat eller en indtægt. Aktivet bevarer blot sin formuestatus
uanset værdistigning eller værdifald. Ved f.eks. salg af et særejeaktiv er hele salgssummen særeje, også
selvom aktivets værdi er steget siden særejeaftalen.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kan ægtefællerne ved ægtepagt aftale, at det, der træder i
stedet for særeje, skal være delingsformue, og at indtægter af særeje skal være delingsformue. En
sådan aftale kan ikke tidsbegrænses.
Derimod kan de ikke aftale, at surrogater for aktiver, der er delingsformue, skal være særeje. De kan
således ikke aftale, at hvis en ejendom, der er delingsformue, sælges, så skal salgsprovenuet være
særeje.
Har ægtefællerne aftalt genstandsrelateret sumsæreje eller sumdeling, og sælges den genstand, som
beløbet relaterer sig til, vil beløbet fremover skulle relateres til det eller de aktiver, der træder i stedet
for den oprindelige genstand. Har ægtefællerne således f.eks. aftalt, at 500.000 kr. af værdien af
mandens hus skal være sumsæreje, og sælger manden huset og anvender salgsprovenuet til køb af et
nyt hus, vil 500.000 kr. af værdien af det nye hus derefter være sumsæreje.
Efter lovforslagets § 23 kan en gavegiver eller arvelader vedrørende gave eller arv træffe tilsvarende
bestemmelse om særeje som efter den foreslåede § 12. Dette indebærer, at tredjemandsbestemt særeje
skal behandles på samme måde som aftalt særeje i relation til surrogater og indtægter i lovforslagets §
24, der således ikke kun anvendes på aftalt særeje, men også på tredjemandsbestemt særeje.
Afsnit 3
Formuedeling ved separation og skilsmisse
Kapitel 9
Formuedelingen
Til § 26
Gennemførelse af formuedelingen
Reglerne om behandlingen af sager om deling af ægtefællers formue (fællesbo) findes i
ægtefælleskifteloven, suppleret af regler i retsplejeloven. De materielle regler om formuedelingen ved
separation og skilsmisse findes i retsvirkningsloven.
Om reglerne om formuedeling ved en ægtefælles død henvises til lovforslagets afsnit 4.
Efter retsvirkningsloven skal ægtefællers formuer som udgangspunkt deles lige (§ 15, stk. 1). I
ligedelingen indgår ikke særeje (§ 15, stk. 1, jf. §§ 28 og 28 a), rettigheder, der er uoverdragelige eller i
øvrigt af personlig art (§ 15, stk. 2), samt visse pensionsrettigheder (§§ 16 b og 16 c).
Hverken retsvirkningsloven eller ægtefælleskifteloven indeholder enkelte andre regler om fravigelse af
ligedelingen. Det drejer sig om skævdeling ved kortvarige ægteskaber (de almindelige bemærkninger,
punkt 3.4.), pensionskompensation (§§ 16 d-f, de almindelige bemærkninger, punkt 3.19) og om
vederlagskrav ved forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue og særeje m.v. og ved en
ægtefælles misbrug af sin formue (de almindelige bemærkninger, punkt 3.17).
Når formuefællesskabet er ophørt, skal der efter ægtefælleskiftelovens § 53 foretages en opgørelse af
fællesboet. Alle aktiver, som en ægtefælle ejede på ophørsdagen, indgår som udgangspunkt i
opgørelsen, dog med de ovennævnte undtagelser.
164
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
De passiver (gæld), der hører til bodelene på ophørsdagen, fratrækkes i opgørelsen, jf. de almindelige
bemærkninger, punkt 3.14. Lovgivningen indeholder ikke nærmere regler om fradrag af gæld.
Ved opgørelsen af fællesboet opgøres hver ægtefælles bodel særskilt, jf. ægtefælleskiftelovens § 53,
stk. 1. Hvis en ægtefælles bodel er positiv, skal den deles med halvdelen til hver af ægtefællerne. Er en
ægtefælles bodel negativ, deles den ikke.
Har en ægtefælle tillige særeje, inddrages dette under skiftet, i det omfang det er nødvendigt til at
fyldestgøre særejekompensationskrav efter § 67 i ægtefælleskifteloven eller vederlagskrav efter § 23 i
retsvirkningsloven.
Efter ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 2, 1. pkt., medregnes særejekompensationskrav, vederlagskrav og
pensionskompensationskrav (§§ 16 d og 16 e i retsvirkningsloven) ikke ved opgørelsen af bodelene. I
modsat fald ville den ægtefælle, som har krav på kompensation, skulle dele sin kompensation med den
anden ægtefælle.
Krav på forfaldne underholdsbidrag medregnes efter ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 2, 2. pkt., ikke
som aktiv i bidragsmodtagerens bodel.
Når hver ægtefælles bodel er opgjort efter ægtefælleskiftelovens § 53, følger det af lovens § 58,
stk. 1, at et eventuelt overskud skal deles ligeligt mellem ægtefællerne. Til dette udgangspunkt gælder
imidlertid en række undtagelser.
Inden opgørelsen efter § 53 har hver ægtefælle efter § 59, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande,
som udelukkende tjener til dennes personlige brug,
Genstande, der er erhvervet til børnenes brug, kan efter § 59, stk. 2, udtages forlods af den ægtefælle,
hos hvem børnene har bopæl.
Det følger af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, og §§ 16 a-16 c samt erstatningsansvarslovens
§ 18, stk. 2, at personlige og uoverdragelige rettigheder, pensionsrettigheder og
personskadeerstatninger holdes uden for delingen.
Ligedelingsprincippet i retsvirkningslovens § 15, stk. 1, foreslås videreført i lovforslagets § 5, stk. 1,
mens bestemmelserne i ægtefælleskiftelovens § 53, stk. 1, og § 58, stk. 1, om gennemførelsen af
ligedelingen ved separation og skilsmisse med redaktionelle ændringer foreslås videreført med
lovforslagets § 26.
Efter det foreslåede § 26, stk. 1, indgår følgende aktiver, formuer og krav ikke i ligedelingen:
1) Særeje efter de foreslåede kapitler 4, 7 og 8. Dette omfatter både særeje, der bygger på en aftale
mellem ægtefællerne (det foreslåede kapitel 4), tredjemandsbestemt særeje (det foreslåede kapitel 7)
og indtægter af og surrogater for særeje.
2) Rent personlige genstande omfattet af den foreslåede § 31.
3) Pensionsrettigheder: Efter den foreslåede § 34 indgår rimelige pensionsrettigheder ikke i
formuedelingen, og efter den foreslåede § 35 indgår pensionsrettigheder ikke i delingen ved kortvarige
ægteskaber.
4) Personlige erstatninger omfattet af den foreslåede § 36, herunder navnlig personskadeerstatninger.
5) Uoverdragelige og personlige rettigheder omfattet af den foreslåede § 37, herunder navnlig goodwill
og immaterielle rettigheder.
6) Regulerings- og misbrugskrav efter det foreslåede kapitel 11.
7) Kompensationskrav på grund af medvirken op forøgelse eller bevarelse af den anden ægtefælles
formue eller til ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk, (det foreslåede kapitel 12) og krav på
pensionskompensation (det foreslåede kapitel 13).
8) En ægtefælles krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter de foreslåede bestemmelser
herom i lovforslaget eller i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.
Denne liste over aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, er udtømmende. Ægtefællernes øvrige
formue indgår i formuedelingen, uanset om formuen befinder sig i Danmark eller udlandet. Det er de
165
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
aktiver og passiver, som ægtefællerne besidder på ophørsdagen (se lovforslagets § 27), der indgår i
formuedelingen.
Om formue i udlandet indgår i formuedelingen eller ej, afgøres efter stk. 1. En udenlandsk
pensionsrettighed indgår således ikke i delingen, hvis den er rimelig vurderet efter den foreslåede § 34,
selvom rettigheden efter loven i det pågældende land indgår i formuedelingen.
Det følger af det foreslåede § 26, stk. 2, at gæld skal fradrages inden ligedeling efter stk. 1. Der
henvises til lovforslagets §§ 29 og 30 om, i hvilket omfang gæld kan fradrages i delingsformuen.
Det foreslåede § 26, stk. 3, fastslår, at en ægtefælles formue ikke deles, hvis ægtefællens gæld
overstiger ægtefællens delingsformue. I så fald deles kun den anden ægtefælles delingsformue,
medmindre også den er negativ.
Efter det foreslåede stk. 4, der er ny, fraviges ligedelingen i det omfang, det følger af en aftale om
formuedelingen efter lovforslagets § 32 og en bestemmelse om skævdeling efter lovforslagets § 33.
Endelig foreslås det i § 26, stk. 5, at reglerne i det foreslåede afsnit 4 om formuedeling ved en
ægtefælles død finder anvendelse, hvis en af ægtefællerne dør inden separation eller skilsmisse. I så
fald vil et eventuelt påbegyndt ægtefælleskifte blive ændret til et ægtefælleskifte i forbindelse med et
dødsboskifte. Samtidig vil ophørsdagen (se lovforslagets § 27) blive ændret til dødsdagen (lovforslagets
§ 51, stk. 3).
Til § 27
Ophørsdagen
Reglerne om ophørsdagen for formuefællesskabet findes i ægtefælleskiftelovens § 51.
At formuefællesskabet ophører, betyder, at det er de aktiver og passiver, som ægtefællerne havde
på ophørsdagen, der indgår i formuedelingen, jf. ægtefælleskiftelovens § 50. Aktiver, der erhverves, og
gæld, der stiftes efter ophørsdagen, indgår ikke i delingen. Modtager en ægtefælle f.eks. en gave eller
et aktieudbytte efter ophørsdagen, indgår de ikke i delingen.
Ægtefælleskiftelovens § 52 fastlægger, hvilken værdi aktiverne og passiverne indgår med i delingen.
Der henvises til lovforslagets § 28.
Efter ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 1, ophører formuefællesskabet ved separation og skilsmisse ved
udgangen af det døgn, hvor der er indgivet anmodning om separation eller skilsmisse til
statsforvaltningen. Den dag, formuefællesskabet ophører, kaldes, som det fremgår af overskriften til
bestemmelsen, ophørsdagen.
Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse tilbagekaldes eller bortfalder, f.eks. på grund
af manglende betaling af gebyr for sagens behandling, er der fortsat formuefællesskab i ægteskabet.
Det samme gælder, hvis separations- eller skilsmissesagen afsluttes i statsforvaltningen, f.eks. på
grund af manglende enighed mellem parterne, og ingen af parterne inden for 4-ugers fristen i
ægteskabslovens § 43 anmoder om, at separations- eller skilsmissesagen indbringes for retten.
Ved bosondring ophører formuefællesskabet efter ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 2, ved udgangen af
det døgn, hvor der er indgivet begæring om bosondring til skifteretten. Ved omstødelse af ægteskab
ophører formuefællesskabet efter stk. 3 ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om
omstødelse.
Ægtefællerne kan under skiftet efter stk. 4 aftale, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et
andet tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
Efter § 51, stk. 5, kan skifteretten, hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig gældende, efter
indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet
tidspunkt end det, der følger af stk. 1-3.
Lovforslagets § 27 viderefører med redaktionelle ændringer ægtefælleskiftelovens §§ 51, stk. 1, 4 og 5.
166
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter det foreslåede stk. 1 indgår ved formuedelingen de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde
ved udgangen af det døgn, hvor statsforvaltningen modtog anmodning om separation eller skilsmisse.
Denne dag betegnes ophørsdagen. Ophørsdagen efter stk. 1 fraviges dog efter bestemmelserne i de
foreslåede stk. 2 og 3.
Hvis ganske særlige forhold gør sig gældende, kan skifteretten efter det foreslåede stk. 2 efter
indstilling fra bobehandleren bestemme en anden ophørsdag end den dag, der følger af stk. 1.
Samtidig giver det foreslåede stk. 3 ægtefæller mulighed for i forbindelse med separation eller
skilsmisse at aftale en anden ophørsdag. En sådan aftale kan skifteretten ikke ændre efter stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 3 om ægtefællers adgang til at aftale en anden ophørsdag er udvidet i forhold til
den gældende bestemmelse, idet ægtefællerne også før separationen eller skilsmissen kan indgå en
sådan aftale. Det er en betingelse for aftalens gyldighed, at den indgås med henblik på en aktuel
separation eller skilsmisse. Reglen supplerer således adgangen til at indgå bodelingsaftaler efter
lovforslagets § 32, hvortil der henvises for definitionen af ”i forbindelse med separation eller
skilsmisse“.
Efter ægteskabslovens § 58 d, stk. 2, skal anmodning om separation og skilsmisse indgives til
statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale løsning, som statsforvaltningen stiller til rådighed
(digital selvbetjening). Efter bestemmelsens stk. 5 anses en digital ansøgning for at være kommet frem,
når den er tilgængelig for statsforvaltningen. Efter forarbejderne til bestemmelsen anses en digital
meddelelse for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen, når den er tilgængelig for
adressaten, det vil sige fra det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med
indholdet af meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt
med indholdet af meddelelsen. En meddelelse vil normalt være tilgængelig for adressaten på det
tidspunkt, hvor adressaten kan behandle eller læse meddelelsen. Dette tidspunkt vil normalt blive
registreret automatisk i adressatens modtagelsessystem. En meddelelse, der er tilgængelig i
adressatens system eksempelvis klokken 23:59 den 30. november, er således kommet frem den 30.
november, uanset at der ikke fysisk sidder en medarbejder hos adressaten, der gør sig bekendt med
meddelelsen på dette tidspunkt, der ligger uden for normal arbejdstid/åbningstid. En meddelelse, der
først er tilgængelig efter kl. 24:00, anses normalt først for modtaget den dag, meddelelsen er
tilgængelig. Det kan med digital selvbetjening præcist registreres, hvornår en meddelelse er kommet
frem.
Det er uden betydning, om en digital anmodning om separation og skilsmisse er kommet frem på en
helligdag eller i en weekend – ophørsdagen er den dag, hvor statsforvaltningen modtog anmodningen.
Dette gælder både digitale anmodninger via statsforvaltningens digitale løsning og via e-mail.
En anmodning, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af statsforvaltningen. Hvis der
foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital
selvbetjening, skal statsforvaltningen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved
digital selvbetjening. Endvidere kan statsforvaltningen helt ekstraordinært herudover undlade
at afvise en anmodning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet
økonomisk vurdering er klare fordele for myndigheden ved at modtage ansøgningen på anden måde
end digitalt. Der henvises til ægteskabslovens § 58 d, stk. 2 og 3.
Der vil således fortsat forekomme anmodninger om separation og skilsmisse, der ikke indgives
digitalt. Det er i vejledning af 30. december 2015 om separation og skilsmisse (punkt 4.1.) anført, at
anmodning om separation og skilsmisse, der modtages i statsforvaltningens åbningstid, må anses for
at være modtaget denne dag. Modtages anmodningen efter ophør af åbningstiden, må den normalt
anses som modtaget første hverdag derefter. Dette indebærer, at en anmodning, der afleveres i
statsforvaltningens postkasse en lørdag, først anses for modtaget den efterfølgende mandag, forudsat
at denne er en hverdag. Dette indebærer, at ophørsdagen er mandag.
Ophørsdagen bortfalder, hvis en anmodning om separation eller skilsmisse ikke resulterer i separation
eller skilsmisse. Det bemærkes dog, at efter ægteskabslovens § 43, stk. 1, afslutter statsforvaltningen
en sag om separation eller skilsmisse, når ægtefællerne ikke er blevet enige om separation og
skilsmisse eller om vilkårene herfor, eller statsforvaltningen finder det betænkeligt at give bevilling,
f.eks. fordi betingelserne for separation eller skilsmisse ikke er opfyldt. Statsforvaltningen indbringer
167
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
sagen for retten, hvis en part inden 4 uger efter, at det er meddelt den pågældende, at sagen er
afsluttet, anmoder herom. Efter § 43, stk. 2, afslutter statsforvaltningen efter anmodning fra en part
sagen og indbringer den for retten, hvis parterne har modtaget vejledning under vilkårsforhandlingen,
uden at den fornødne enighed er opnået, eller den pågældende er mødt, mens den anden part er
udeblevet trods to indkaldelser. I begge situationer opretholdes ophørsdagen, hvis sagen indbringes for
retten, og retten afsiger dom til separation eller skilsmisse.
Der kan opstå situationer, hvor en sag om formuedeling behandles i Danmark efter dansk ret, selvom
separations- eller skilsmissesagen behandles i udlandet. I så fald må ophørsdagen efter stk. 1 være den
dag, hvor separations- eller skilsmissesagen anses for indledt efter loven i den stat, hvor sagen
behandles.
Om ophørstidspunktet ved en ægtefælles død henvises til lovforslagets § 51, stk. 3, og om
ophørsdagen ved omstødelse af ægteskab henvises til de ændringer af ægteskabsloven, der foreslås i
følgelovforslaget, § 1, nr. 2. Da muligheden for bosondring foreslås afskaffet (se punkt 3.21.), foreslås
bestemmelsen om ophørsdagen ved bosondring ikke videreført.
Til § 28
Tidspunktet for værdiansættelsen
Efter lovforslagets § 28 indgår ægtefællernes aktiver og passiver i formuedelingen med værdien på
udlægstidspunktet eller ved skiftets afslutning, hvis de ikke er udlagt forinden. Bestemmelsen
viderefører med redaktionelle ændringer ægtefælleskiftelovens § 52.
Bestemmelsen angår tidspunktet for værdiansættelsen af fællesboets aktiver og passiver.
Den foreslåede § 28 fastslår værdiansættelsestidspunktet, hvis ægtefællerne ikke har aftalt noget
andet. Tidspunktet er afgørende for, med hvilken værdi et aktiv eller passiv indgår i bodelingen.
Aktiver og passiver indgår i bodelingen med værdien på udlægstidspunktet eller ved
skiftets slutning, hvis de ikke er udlagt forinden. Aktiver og passiver, der er udlagt til en af
ægtefællerne under skiftet, indgår således i bodelingen med værdien på udlægstidspunktet, mens
aktiver og passiver, der ikke er udlagt under skiftet, indgår i bodelingen med værdien ved skiftets
afslutning.
Bestemmelsen indebærer navnlig, at værdistigninger og værdifald indtil udlægget eller skiftets
afslutning indgår i formuedelingen og dermed skal deles mellem ægtefællerne.
Ægtefællerne kan frit aftale, hvilken værdi et aktiv eller passiv skal indgå med i bodelingen, og de kan
også aftale et andet værdiansættelsestidspunkt end det, der fremgår af den foreslåede bestemmelse.
Til § 29
Gæld
Hverken retsvirkningsloven eller ægtefælleskifteloven regulerer, hvilke passiver der hører til
ægtefællernes delingsformuer, og derfor kan fradrages i delingsformuen ved opgørelsen af hver
ægtefælles delingsformue, samt hvilke passiver der hører til særejet, og dermed ikke kan fradrages i
delingsformuen.
Der er heller ikke i retspraksis taget udtrykkeligt stilling hertil.
Det antages imidlertid, at gæld, der optages eller overtages ved erhvervelsen af et aktiv, får samme
status som aktivet. Køber en ægtefælle f.eks. en ejendom med en udbetaling, der er delingsformue,
mens købet i øvrigt finansieres med optagelse eller overtagelse af lån, vil gælden også være
delingsformue og kunne fradrages ved opgørelsen af delingsformuen.
Ved optagelse af gæld med pantesikkerhed i et aktiv efter erhvervelsen af aktivet, sondres der mellem
realkreditlån og andre lån. Ved optagelse af realkreditlån antages det, at såvel gælden som
låneprovenuet får samme status som aktivet. Optager en ægtefælle f.eks. et realkreditlån i en fast
ejendom, der er særeje, bliver gælden særeje og kan ikke fratrækkes i delingsformuen.
168
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ved andre lån end realkreditlån, f.eks. lån med sikkerhed i et ejerpantebrev i en fast ejendom, antages
det, at det ikke er afgørende, hvad der er stillet som sikkerhed for lånet. For disse lån og for lån uden
sikkerhed er det antagelig afgørende, hvordan låneprovenuet er anvendt. Er låneprovenuet investeret i
et aktiv, får gælden samme status som aktivet. Optager en ægtefælle således f.eks. et lån med
sikkerhed i et ejerpantebrev i en ejendom, der er særeje, og anvendes låneprovenuet til forbedring af en
ejendom, der er delingsformue, er gælden delingsformue og kan derfor fradrages ved opgørelsen af
delingsformuen.
Har en ægtefælle gæld, der ikke efter de beskrevne principper hører til enten delingsformue eller
særejet, f.eks. forbrugsgæld, antages det, at gælden som udgangspunkt skal fordeles forholdsmæssigt
mellem særejet og fællesejet.
Hvis den gæld, der hører til særejet, overstiger værdien af særejet, kan den overskydende gæld
fradrages i delingsformuen.
I relation til aktiver, der kan holdes uden for ligedelingen efter retsvirkningslovens § 15, stk. 2, om
personlige og uoverdragelige rettigheder, kan der være gældsposter, der hører til rettigheden, og som
følge heraf ikke kan fradrages i delingsformuen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis køb af goodwill,
der helt eller delvist kan holdes uden for ligedelingen, er finansieret ved lån.
Det er i praksis fastslået, at ægtefæller ikke kan aftale, hvilken formueart en gæld skal tilhøre, da en
sådan aftale falder uden for rammerne af retsvirkningslovens § 28, der regulerer, hvilke former for
særeje ægtefæller kan aftale. Der kan således ikke gyldigt indgås aftaler om, i hvilket omfang en gæld
skal henføres til særeje eller fælleseje, og hermed i hvilket omfang gælden kan fradrages i ægtefællens
delingsformue ved formuedeling.
Med lovforslagets § 29 foreslås det, at der lovfæstes regler om, hvordan ægtefællers gæld skal
behandles ved opgørelsen af delingsformuen.
Det foreslås i § 29, stk. 1, at ved opgørelsen af delingsformuen fradrages gæld, der har sikkerhed i
aktiver, der er delingsformue. Endvidere fradrages usikret gæld, der er stiftet til brug for anskaffelse,
forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der er delingsformue, eller i øvrigt kan henføres til sådanne
aktiver.
Tilsvarende fradrages gæld efter det foreslåede stk. 2 ikke i delingsformuen, når gælden har sikkerhed i
aktiver, der ikke indgår i formuedelingen, eller der er tale om usikret gæld, der er stiftet til brug for
anskaffelse, forbedring eller vedligeholdelse af aktiver, der ikke indgår i delingen, eller i øvrigt kan
henføres til sådanne aktiver. Gælden fradrages dog i det omfang, den overstiger den del af ægtefællens
formue, der ikke indgår i ligedelingen.
Gæld, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, fradrages efter det foreslåede stk. 3 skønsmæssigt i
ægtefællens formue efter forholdet mellem værdien af delingsformuen og den formue, der ikke indgår i
delingen.
Det følger af det foreslåede stk. 4, at det er uden betydning for, om gæld skal fradrages efter de
foreslåede regler i stk. 1-2, at der efter stiftelsen af gælden stilles sikkerhed for gælden, eller at en
sikkerhedsstillelse ændres.
Det afgørende for, hvordan gælden efter stk. 1-3 fordeles, er, om gælden har sikkerhed i et aktiv. I
disse tilfælde har gælden samme status som aktivet. Gældens status lægges fast ved stiftelsen, og
efterfølgende sikkerhedsstillelse eller udskiftning af sikkerheden medfører ikke, at gælden skifter
status. Sikkerheden har dog kun betydning, hvis den er stillet af den ægtefælle, der hæfter for gælden.
Har tredjemand således stillet sikkerhed for en ægtefælles gæld, behandles gælden ved delingen
mellem ægtefællerne, som om den var uden sikkerhed.
I relation til stk. 1 og 2 er det uden betydning, hvilken form for sikkerhedsstillelse der er tale om, f.eks.
realkreditlån i fast ejendom, lån med sikkerhed i et ejerpantebrev, håndpantsætning og
virksomhedspant. Det er en forudsætning, at sikkerheden er stillet samtidig med gældens stiftelse. Det
er også uden betydning, om gælden overstiger aktivets værdi.
169
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Efter 2. pkt. i både stk. 1 og 2 fradrages usikret gæld, der er optaget til anskaffelse, forbedring eller
vedligeholdelse af aktiver, i den formueart, som det pågældende aktiv tilhører. Gæld, der er optaget til
reparation af en bil, der er delingsformue, fradrages i delingsformuen.
Begrebet „i øvrigt kan henføres til“ omfatter blandt andet lån optaget til betaling af ejendomsskatter,
bo- eller gaveafgifter, ejerskifteudgifter og andre udgifter, der er forbundet med at erhverve, eje og
bruge aktivet. Eksempelvis fradrages skattegæld i delingsformuen, når gælden er opstået som følge af
ejendomsavancebeskatning ved salg af en ejendom, der var delingsformue.
Et usikret banklån til køb af en bil vil således kunne fradrages i delingsformuen, hvis bilen indgår i
delingen. Er bilen derimod særeje, kan lånet ikke fradrages i delingsformuen, medmindre lånet
overstiger den del af den pågældende ægtefælles samlede formue, der kan holdes uden for delingen.
Er lån med sikkerhed i et aktiv, der indgår i delingen, anvendt til forbedring af aktiver, er særeje,
medfører det et reguleringskrav, jf. lovforslagets § 38.
Det foreslåede stk. 2 omfatter gæld, der har sikkerhed m.v. i et aktiv, der ikke indgår i delingen, fordi
aktivet er særeje, eller på anden måde ikke omfattet af formuedelingen, f.eks. pensionsrettigheder
(lovforslagets §§ 34 og 35), personlige og uoverdragelige rettigheder (lovforslagets § 37). Et usikret lån
til f.eks. køb af goodwill, der kan holdes uden for formuedelingen, kan således som udgangspunkt ikke
fradrages i delingsformuen. Tilsvarende vil et usikret lån til indbetaling på en pensionsordning, der ikke
indgår i delingen, som udgangspunkt heller ikke kunne fradrages i den formue, der skal deles.
Har gælden sikkerhed i både et eller flere aktiver, der indgår i delingen, og aktiver, der er
delingsformue, må gælden fordeles skønsmæssigt med udgangspunkt i forholdet mellem aktivernes
værdi, idet der dog tillige kan lægges vægt på, om gælden har sikkerhed inden for værdien af de
pågældende aktiver.
Er et lån optaget med sikkerhed i et aktiv, der ikke indgår i delingen, anvendt til forbedring af aktiver,
der er delingsformue, udløser det reguleringskrav efter lovforslagets § 39.
For så vidt angår usikret gæld, som ikke kan henføres til et aktiv efter stk. 1 eller 2, skal der efter stk. 3
ske en skønsmæssig fordeling af gælden efter forholdet mellem den formue, der er delingsformue, og
den formue, der ikke indgår i formuedelingen. Ved opgørelsen af den formue, der ikke indgår i
formuedelingen, indgår som udgangspunkt alle aktiver, herunder også pensionsrettigheder, der kan
udtages forlods efter de foreslåede §§ 34 og 35 og personskadeerstatninger omfattet af den foreslåede
§ 36. At der skal ske en skønsmæssig fordeling indebærer, at det ikke er nødvendigt at foretage en
matematisk nøjagtig opgørelse, herunder en vurdering af aktiver, der ikke indgår i delingen, og som
derfor som udgangspunkt ikke behøver at blive vurderet.
Betaling af usikret gæld uden tilknytning til et aktiv skal ikke medføre reguleringskrav. I modsat fald
ville det være nødvendigt for hver betaling af et afdrag på f.eks. en studiegæld at foretage en opgørelse
af den pågældende ægtefælles formue, der henholdsvis indgår og ikke indgår i delingen, og beregne,
hvilken procentdel af studiegælden der herefter ville kunne fratrækkes i den formue, der skulle deles,
for derefter at beregne et reguleringskrav i forhold hertil. En sådan løsning vil ikke være mulig at
gennemføre i praksis. Det forekommer endvidere rimeligt, at betaling af f.eks. forbrugsgæld på et
kontokort ligestilles med forbrug. Efter forslaget vil det således være uden betydning, om man stifter
forbrugsgæld og derefter indfrier gælden med særejemidler, eller om man direkte forbruger sit særeje.
Efterfølgende sikkerhedsstillelse eller ændring eller udvidelse af sikkerhedsstillelsen ændrer ikke
gældens status, jf. det foreslåede stk. 4. Indgår ægtefællerne derimod en ægtepagt, hvorefter et aktiv
skal være særeje, eller hvorved et aktiv, der hidtil har været særeje, ikke længere skal være det, skifter
den gæld, der har sikkerhed i aktivet status, medmindre ægtefællerne aftaler noget andet efter
lovforslagets § 18. Det samme gælder for gæld, der er stiftet til brug for erhvervelsen af et aktiv, eller i
øvrigt har tilknytning til et aktiv som omhandlet i den foreslåede § 29, stk. 1 eller 2. Har en ægtefælle
f.eks. optaget et lån uden sikkerhed til køb af en bil, der i henhold til en ægtepagt er særeje, og
ophæver ægtefællerne ægtepagten om særeje, vil lånet herefter kunne fratrækkes i delingsformuen.
Reglerne i den foreslåede § 29 finder anvendelse, medmindre ægtefællerne i medfør af den foreslåede
§ 18 ved ægtepagt har indgået en aftale om at holde visse gældsposter uden for delingen.
170
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Af hensyn til beskyttelsen af kreditorernes interesser foreslås det i lovforslagets § 30, at en ægtefælle
uanset bestemmelsen om fradrag for gæld efter den foreslåede § 29 og uanset en aftale om fradrag for
gæld efter lovforslagets § 18 ikke har pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden
ægtefælle, at den pågældende ægtefælle ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine
forpligtelser.
Til § 30
Lovforslagets § 29, der lovfæster regler om, hvordan ægtefællers gæld skal behandles ved opgørelsen
af delingsformuen, og lovforslagets § 18 om aftaler om behandlingen af gæld foreslås suppleret med
en ny bestemmelse i § 30 om beskyttelsen af kreditorernes interesser.
En aftale om, at en gældspost ikke skal fradrages i den formue, der skal deles, kan medføre, at en
ægtefælle i henhold til aftalen skal aflevere så stor en del af sin formue til den anden ægtefælle, at den
pågældende ikke har tilstrækkelige midler tilbage til at dække sine forpligtelser.
Efter den foreslåede § 30 har en ægtefælle uanset bestemmelse og aftale om fradrag for gæld efter
lovforslagets §§ 18 og 29 ikke pligt til ved formuedelingen at betale så meget til den anden ægtefælle,
at den pågældende ægtefælle ikke beholder tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Denne bestemmelse kan ægtefællerne ikke fravige ved en forhåndsaftale, da formålet med
bestemmelsen er at beskytte kreditorernes interesser.
Den ægtefælle, hvis gældsposter i henhold til aftalen skal holdes uden for delingen, skal derfor ikke
aflevere mere til den anden ægtefælle, end at den pågældende ægtefælles nettoformue efter
formuedelingen er 0 kr.
Ved vurderingen af, om ægtefællen har tilstrækkeligt til at dække sine forpligtelser, skal også den
formue, som den pågældende kan holde uden for delingen, indgå. Derimod kan det ikke tillægges
betydning, om ægtefællen i kraft af fremtidige indtægter vil være i stand til at overholde sine
forpligtelser til at afdrage på gælden og dermed muligvis alene er teknisk insolvent og ikke insolvent i
konkurslovens forstand.
Eksempel: Ægtefællerne A og B har ved ægtepagt aftalt, at A’s studiegæld ved en eventuel separation
eller skilsmisse ikke skal fradrages i hans delingsformue. Ved anmodningen om separation har A en
formue på 200.000 kr. og en studiegæld på 150.000 kr. B ejer intet. Isoleret set ville aftalen føre til, at
A skulle betale 100.000 kr. til B. Derved ville A imidlertid ikke have tilstrækkelige midler til at dække sin
studiegæld, og A skal derfor kun betale 50.000 kr.
Rettigheder, der er kreditorbeskyttede, skal ikke indgå i vurderingen af, om ægtefællen har
tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser, idet reglen har til formål at beskytte kreditorerne.
Dette indebærer, at også reglen i den foreslåede § 29 i formentlig sjældne tilfælde kan medføre, at en
gældspost tilknyttet et aktiv, der er kreditorbeskyttet, ikke kan fradrages i den formue, der skal deles,
og at ægtefællen som følge heraf er forpligtet til at aflevere så meget, at der ikke er tilstrækkeligt til at
dække ægtefællens kreditorer.
Vælger en ægtefælle i forbindelse med formuedelingen – trods reglen i den foreslåede § 30 – at aflevere
så meget af sin formue til den anden ægtefælle, at den pågældende herefter er ude af stand til at
opfylde sine gældsforpligtelser, vil der være tale om en gave, der kan omstødes efter konkurslovens
regler.
Bestemmelsen har kun betydning, når aftalen fører til, at den ægtefælle, hvis gældspost holdes uden for
delingen, netto skal betale til den anden ægtefælle. Er det den anden ægtefælle, der netto skal betale til
ægtefællen med gældsposten, kan aftalen fuldt ud tillægges betydning, selv om ægtefællen med
gældsposten er insolvent. Dette skyldes, at der ikke her sker en overførsel af midler til skade for
skyldnerægtefællens kreditorer.
Til § 31
Rent personlige genstande
171
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Inden opgørelsen af ægtefællernes delingsformue efter ægtefælleskiftelovens § 53 (se lovforslagets §
26) har hver ægtefælle efter ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1, ret til forlods at udtage genstande, som
udelukkende tjener til dennes personlige brug, for så vidt deres værdi ikke står i misforhold til
ægtefællernes formueforhold. Bestemmelsen omfatter personlige ting som tøj, smykker, ure og efter
omstændighederne hobbyudstyr. Bestemmelsen giver også en ægtefælle mulighed for at udtage en
genstand, som tilhører den anden ægtefælle, men kun hvis genstanden er delingsformue.
Har ægtefællerne delingsformue, og har den ene ægtefælle f.eks. anvendt et smykke, som den anden
ægtefælle har arvet fra sin slægt, vil den første ægtefælle kunne udtage smykket forud for
formuedelingen.
Bestemmelsen i § 59, stk. 1, foreslås med redaktionelle ændringer videreført i lovforslagets § 31,
hvorefter en ægtefælle inden formuedelingen kan udtage aktiver, som udelukkende tjener til
ægtefællens personlige brug, i det omfang aktivernes værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes
økonomiske forhold. Dette gælder også aktiver, som tilhører den anden ægtefælles delingsformue.
Bestemmelsen omfatter alene aktiver, der er delingsformue, og ikke aktiver, der er særeje.
Bestemmelsen omfatter som efter gældende ret tøj og smykker samt efter omstændighederne også
sportsudstyr og andre hobbygenstande. Udtagelse kan kun ske i det omfang, værdien af de nævnte
aktiver ikke står i misforhold til ægtefællernes økonomiske forhold.
Knytter der sig gæld til et aktiv, som udtages efter den foreslåede § 31, må den ægtefælle, der udtager
aktivet, samtidig påtage sig gælden.
At aktiverne udtages inden formuedelingen, indebærer, at de ikke skal medtages i boopgørelsen og
ikke skal vurderes ud over, hvad der er nødvendigt for at fastslå, at de ikke står i misforhold til
ægtefællernes økonomiske forhold.
Det bemærkes, at ægtefælleskifteloven § 59, stk. 2, om forlods udtagelse af genstande til børnenes
brug ikke foreslås videreført. Det henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.2.3.
Til § 32
Aftaler om formuedelingen
Med § 32 foreslås det, at den gældende mulighed for, at ægtefæller i forbindelse med en separation
eller skilsmisse indgår aftale om hel eller delvis deling af deres formuer, lovfæstes.
Når en separation eller skilsmisse er aktuel, kan ægtefællerne som udgangspunkt frit indgå
aftaler om, hvordan deres formuer skal deles. De kan derfor aftale deling af formue, der ellers skulle
ligedeles, og de kan aftale betaling af og afkald på kompensationer. De kan også indgå aftaler om,
hvem af dem, der skal udtage de enkelte aktiver.
Lovgivningen indeholder ikke regulering af adgangen til at indgå sådanne aftaler om formuedelingen,
der ofte kaldes bodelingsaftaler.
Efter den foreslåede bestemmelse indtræder aftalefriheden, når en separation eller skilsmisse er aktuel,
og den således indgås med henblik på en forestående formuedeling. Det beror på en konkret vurdering,
om aftalen er indgået med henblik på en forestående formuedeling. Der lægges navnlig vægt på, om
der er indgivet en anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, eller om dette sker
umiddelbart efter, at aftalen er indgået. Aftaler om en eventuel kommende formuedeling, når
separation eller skilsmisse ikke er aktuel, kan kun indgås ved ægtepagt og inden for rammerne af det
foreslåede afsnit 2.
Aftaler om delingen af ægtefællernes ejendele, der tillige har virkning ved død, kan kun indgås ved
ægtepagt efter bestemmelserne i det foreslåede afsnit 2. Herudover kan ægtefællerne hver for sig eller
sammen træffe bestemmelse herom ved testamente efter arvelovens regler.
172
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Spørgsmål om tilsidesættelse af sådanne aftaler afgøres efter ægteskabslovens § 58 og aftalelovens §
36, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.15.1.
Til § 33
Fravigelse af ligedelingen ved kortvarigt ægteskab
Ligedelingen af ægtefællers delingsformue efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, (se de almindelige
bemærkninger, punkt 3.4.1.1.) modificeres af bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om
skævdeling ved kortvarige ægteskaber. Det fremgår af denne bestemmelse, at når en ægtefælle har
indbragt den væsentligste del af fællesboet på den måde, der fremgår af lovens § 60, og en ligedeling
vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet har været kortvarigt og uden økonomisk
fællesskab af betydning, kan det ved skifte i anledning af separation, skilsmisse eller bosondring efter
anmodning bestemmes, at boets deling skal finde sted således, at § 60 anvendes, i det omfang dette
findes begrundet.
Efter ægtefælleskiftelovens § 60 udtager hver ægtefælle ved skifte i anledning af omstødelse af
ægteskab forlods så meget af fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved
ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til
fællesboet fra eget særeje. Rækker den fælles formue ikke til, sker der forholdsvis afkortning.
At ægteskabet skal have været kortvarigt efter ægtefælleskiftelovens § 61indebærer ifølge praksis, at
anvendelse af reglen i almindelighed er udelukket, hvis ægteskabet har varet op i mod 5 år eller
derover. Ved vurderingen af, om ægteskabet har været kortvarigt, lægges der tillige vægt på et
forudgående samliv.
Betingelserne om, at ligedeling vil være ”åbenbart urimelig“, og at ægteskabet skal have været "uden
økonomisk fællesskab af betydning", medfører, at bestemmelsens anvendelsesområde i praksis er
snævert.
Hvis betingelserne for skævdeling er opfyldt, fastsættes det beløb, der holdes uden for formuedelingen,
skønsmæssigt.
Bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 61 om skævdeling i kortvarende ægteskaber foreslås med
redaktionelle ændringer videreført i lovforslagets § 33.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 33 kan det ved formuedeling bestemmes, at en ægtefælle helt
eller delvist kan beholde værdien af egen formue, hvis den væsentligste del ægtefællernes samlede
delingsformue tilhørte denne ægtefælle ved indgåelsen af ægteskabet, og ligedeling af formuen efter
den foreslåede ligedelingsregel i lovforslagets § 5 vil være åbenbart urimelig, navnlig fordi ægteskabet
har været kortvarigt og uden økonomisk fællesskab af betydning.
Det bemærkes, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 60 om skævdeling ved omstødelse af
ægteskab foreslås videreført i ægteskabslovens bestemmelser i kapitel 3 om omstødelse af ægteskab.
Der henvises til § 1, nr. 2 og 3, i følgelovsforslaget og bemærkningerne dertil.
Til kapitel 10
Aktiver der ikke indgår i formuedelingen
Til § 34
Rimelige pensionsrettigheder
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige
pensionsrettigheder forlods. "Rimelige pensionsrettigheder" indgår således ikke i ligedelingen.
Efter stk. 2 udtager ægtefællerne endvidere forlods beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller
supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være
forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse
gælder ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
I stk. 3 præciseres det, at værdien af øvrige pensionsrettigheder indgår i ligedelingen.
173
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Ved kortvarige ægteskaber anvendes retsvirkningslovens § 16 c, hvorefter ægtefællerne forlods udtager
alle pensionsrettigheder (lovforslagets § 35).
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, omfatter alle typer af pensionsrettigheder uanset art
- herunder udbetalingsvilkår (éngangs-, rate- eller løbende udbetaling m.v.), om pensionsopsparingen er
obligatorisk eller frivillig, privat individuel eller en arbejdsmarkedspensionsordning, en
tjenestemandspension, ATP-ordning, indekskontrakt m.v.
Alle sædvanlige arbejdsmarkedspensioner er rimelige. Ordninger aftalt mellem arbejdsmarkedets
parter, f.eks. aftalt ved overenskomst, lokal overenskomst eller fastlagt ved firmaaftale, må anses som
udtryk for det pensionsopsparingsniveau, der er almindeligt accepteret som svarende til de
pågældendes uddannelses- eller arbejdsmæssige situation. Ægtefæller, der ikke er omfattet af en
pensionsordning som led i ansættelsen, kan ligeledes indbetale tilsvarende regelmæssige
pensionsbidrag, herunder til en kapital- eller ratepension.
Også pensionsordninger for mindre grupper, der har et kortere eller anderledes opsparingsforløb end
sædvanligt, som f.eks. piloter, balletdansere, sangere og lignende, falder ind under begrebet rimelige
pensionsrettigheder, hvis ordningen må anses for rimelig i forhold til den pågældende ægtefælles
økonomiske situation og forventede pensioneringstidspunkt.
Selvstændige erhvervsdrivende vil ofte også have et andet pensionsopsparingsforløb end lønmodtagere.
Ved vurderingen af, om en pensionsordning for en selvstændig erhvervsdrivende kan holdes uden for
bodelingen, må der lægges vægt på, om ordningen må anses for rimelig ud fra virksomhedens
økonomiske forhold.
Som udgangspunkt vil indbetalinger til en pensionsordning, der er større end de på et givet tidspunkt
sædvanlige arbejdsmarkedspensionsindbetalinger inden for det pågældende område, eller hvad der
svarer hertil, ikke kunne holdes uden for formuedelingen. Ved vurderingen af, om en pensionsordning
må anses for rimelig, må der ud over den pågældende ægtefælles egen situation og indtjeningsforhold
også lægges vægt på ægtefællernes samlede situation. Pensionsindbetalinger udover en sædvanlig
arbejdsmarkedspension, som har til formål at bringe den i pensionsmæssig henseende ringest stillede
ægtefælle op på niveau med den anden ægtefælle, vil derfor som udgangspunkt skulle anses som en
del af en rimelig pensionsordning, hvis ægtefællernes økonomiske forhold i øvrigt tilsiger en sådan
ekstra opsparing.
Andre pensionsindbetalinger – ud over de på indbetalingstidspunktet sædvanlige
arbejdsmarkedspensionsbidrag eller tilsvarende indbetalinger – vil derimod som udgangspunkt falde
uden for det rimelige, særlig i de situationer, hvor kun den ene foretager en ekstra pensionsopsparing.
Derved tages bl.a. højde for, at opsparingen af skattemæssige grunde foretages alene hos den ene af
ægtefællerne. Foretager begge ægtefæller ekstra pensionsindbetalinger, vil ligedelingsprincippet for
disse ekstra indbetalinger føre til, at kun differencen i den yderligere opsparing bliver delt.
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 2, indgår rimelige kapitalpensionsrettigheder eller supplerende
engangsydelser, der er kommet til udbetaling, heller ikke i formuedelingen. Det er dog en betingelse, at
beløbene ikke må anses for at være forbrugt.
Kan en allerede udbetalt pension holdes uden for bodelingen, gælder det også det, der træder i stedet
for pensionen (surrogater), f.eks. værdipapirer eller fast ejendom, der er erhvervet for
pensionsudbetalingen. Det samme gælder for renter og andre indtægter af pensionsudbetalingen.
Derimod kan pensionsudbetalinger, surrogater eller renter ikke holdes uden for bodelingen, hvis
beløbene må anses for at være forbrugt. Det er ikke et krav, at pensionsudbetalinger, renter eller, hvad
der træder i stedet for disse beløb, er holdt adskilt fra den øvrige formue. Et beløb kan eksempelvis
ikke anses som forbrugt, fordi det er anvendt til at indfri en prioritet i en fast ejendom.
De øvrige pensionsrettigheder, der efter § 16 b, stk. 3, indgår i formuedelingen, omfatter
pensionsrettigheder, der overstiger, hvad der må anses for rimeligt. Værdien af den del af
pensionsrettighederne, der overstiger det rimelige, indgå i formuedelingen. Dette gælder for udbetalte
beløb fra ratepensioner og fra løbende livsbetingede pensionsrettigheder, jf. stk. 2.
174
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 b foreslås med redaktionelle ændringer videreført i
lovforslagets § 34.
Det foreslås med § 34, stk. 1, at en ægtefælles rimelige pensionsrettigheder fortsat ikke skal indgå i
formuedelingen. Efter det foreslåede stk. 2, skal beløb fra rimelige kapitalpensionsrettigheder eller
supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, ikke indgå i delingen, i det omfang beløbene ikke
må anses for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at skulle gælde for indtægter af beløbene og det,
der træder i stedet herfor. Ifølge det foreslåede stk. 3, skal stk. 2 ikke finde anvendelse på beløb, der
ved udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing. Med stk. 4 foreslås det, at værdien af
øvrige pensionsrettigheder indgår i formuedelingen.
Selv om en pensionsordning anses for rimelig og derfor kan udtages forlods af fællesboet, kan en
ægtefælle blive pålagt at betale et beløb til den anden ægtefælle efter reglerne om
fællesskabskompensation og rimelighedskompensation efter lovforslagets §§ 44 og 45.
Endvidere indgår pensionsrettigheder, der holdes uden for formuedelingen efter det foreslåede § 34 i
vurderingen af, om en ægtefælle er berettiget til kompensation efter lovforslagets § 42, fordi
ægtefællen er stillet urimeligt økonomisk.
Til § 35
Pensionsrettigheder ved kortvarige ægteskaber
Ved kortvarige ægteskaber suppleres bestemmelsen i retsvirkningsloven § 16 b om forlodsudtagelse af
rimelige pensionsrettigheder (se lovforslagets § 34) af bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 c om
behandlingen af pensionsrettigheder, når ægteskabet har været af kortere varighed.
I disse situationer udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods (stk. 1). Efter stk. 2 udtager
ægtefællerne endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser,
der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder
indtægter af og surrogater for beløbene. Adgangen til forlodsudtagelse gælder ikke beløb, der ved
udbetalingen har mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 c omfatter ligesom § 16 b alle typer af pensionsrettigheder
uanset art - herunder udbetalingsvilkår (éngangs-, rate- eller løbende udbetaling m.v.), om
pensionsopsparingen er obligatorisk eller frivillig, privat individuel eller en
arbejdsmarkedspensionsordning, en tjenestemandspension, ATP-ordning, indekskontrakt m.v.
I modsætning til § 16 b omfatter § 16 c også pensionsrettigheder, der ikke er rimelige efter § 16 b.
Et ægteskab anses som udgangspunkt for at være af kortere varighed, hvis det har varet i mindre end 5
år. Der skal ved opgørelsen af ægteskabets varighed normalt ikke tages hensyn til et forudgående
samliv. Der kan dog forekomme situationer, hvor det vil være rimeligt også at lægge vægt på et
forudgående samliv med økonomisk fællesskab af nogen længde.
Har en af ægtefællerne foretaget uforholdsmæssigt store indbetalinger, kan den anden ægtefælle have
et misbrugskrav efter lovforslagets § 40.
Selv om alle pensionsordninger udtages forlods i kortvarige ægteskaber, kan en ægtefælle efter
omstændighederne blive pålagt at betale et beløb til den anden ægtefælle efter lovforslagets § 44 om
pensionskompensation i form af fællesskabskompensation.
Bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 c foreslås med redaktionelle ændringer videreført i
lovforslagets § 35.
Med lovforslagets § 35, stk. 1, foreslås det, at pensionsrettigheder ikke skal indgå i formuedelingen,
hvis ægteskabet har været af kortere varighed. Ifølge forslagets stk. 2 skal beløb fra
kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, ikke indgå i
delingen, i det omfang beløbene ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende foreslås at skulle
gælde for indtægter af beløbene og det, der træder i stedet for beløbene. Efter det foreslåede stk. 3
175
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
skal stk. 2 ikke finde anvendelse på beløb, der ved udbetalingen har mistet deres karakter af
pensionsopsparing.
Til § 36
Personlige erstatninger m.v.
Efter § 18, stk. 1, i erstatningsansvarsloven kan krav om erstatning og godtgørelse for personskade
(personskadeerstatning) og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger
(forsørgertabserstatning), ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller
fastslået af domstolene. Efter stk. 2 indgår erstatning og godtgørelse som nævnt i stk. 1, der ikke må
antages at være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af
ægteskabs ophør, separation eller bosondring.
Personskade- og forsørgertabserstatninger indgår således ikke i formuefællesskabet ved separation
eller skilsmisse. Baggrunden herfor er, at sådanne erstatninger har et særligt personligt præg.
§ 18, stk. 2, omfatter bl.a. erstatning for tab af erhvervsevne, erstatning for tab af forsørger og for
andet tab som følge af skaden, eksempelvis for forlængelse af uddannelse eller afholdte
helbredsudgifter, godtgørelse for svie og smerte og for varige mén.
Efter lovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed,
fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort. Bestemmelsen omfatter bl.a.
godtgørelse til ofre for voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold samt godtgørelse for freds- og
æreskrænkelser, herunder f.eks. injurier og uberettiget offentliggørelse af personfølsomme
oplysninger. Efter § 26 a, stk. 1, kan den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens
død, pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.
Efter § 26, stk. 4, finder § 18, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse på godtgørelser efter §§ 26 og 26 a.
Erstatningsansvarsloven vedrører erstatnings- og godtgørelseskrav mod skadevolderens
ansvarsforsikringsselskab, men ikke ydelser fra skadelidtes egen ulykkes- eller livsforsikring.
§ 18, stk. 2, anses for analogt anvendelig på erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab
af erhvervsevne, godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af forsørger og tilsvarende
erstatninger og godtgørelser efter patientforsikringsloven og voldsoffererstatningsloven, godtgørelse
til HIV-smittede blødere og lignende erstatninger og godtgørelser.
§ 18, stk. 2, anvendes også analogt på ulykkesforsikringer, men det er uafklaret, om reglerne om
forsørgertabserstatning anvendes analogt på livsforsikringsbeløb.
Efter § 18, stk. 3, finder reglerne i stk. 1 og 2 ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste. Dette skyldes, at sådanne erstatninger træder i stedet for en lønindtægt, der ville
indgå i ægtefællens delingsformue. Stk. 3 omfatter bl.a. fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens
§ 2 a, hvorefter der ydes en særlig godtgørelse ved opsigelse af funktionærer, der har været
beskæftiget i samme virksomhed i 12 år eller mere.
Der ses ikke at være taget stilling til behandlingen på skifte af andre godtgørelser med relation
til en ansættelse, herunder f.eks. godtgørelse efter ligebehandlingsloven for afskedigelse begrundet i
graviditet, godtgørelse efter ligelønsloven og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven for mangler i et
ansættelsesbevis.
Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, og derfor ikke indgår i
delingsformuen, er ikke udtømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om en erstatning er
omfattet af § 18, stk. 2.
Det er uden betydning for anvendelsen af § 18, stk. 2, om erstatningen m.v. er erhvervet før eller efter
ægteskabet.
For at kunne holde en erstatning uden for delingen må erstatningen ikke være forbrugt. Det er ikke en
betingelse, at erstatningen er holdt adskilt fra modtagerens øvrige formue, men modtageren har
176
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
bevisbyrden for, at erstatningen ikke er forbrugt. I praksis kan denne bevisbyrde være vanskelig at
løfte.
Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, indgår i delingen.
Dermed adskiller ordningen sig fra særeje, hvor indtægter og værdistigning er særeje, jf. punkt. 3.12.
Det foreslås, at erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, og den del af § 18, skt. 3, der er tilknyttet § 18,
stk. 2, overføres til lovforslagets § 36, idet bestemmelsens anvendelsesområde udvides sådan, at
bestemmelsen også omfatter godtgørelser efter lovens §§ 26 og 26 a samt de erstatninger m.v., som §
18, stk. 2, i dag anvendes analogt på.
Med lovforslagets § 36 foreslås det således, at der indføres en samlet bestemmelse om hvilke
erstatninger m.v., der ikke skal indgå i formuedelingen. De erstatninger, der efter bestemmelsen ikke
indgår i formuedelingen, betegnes "personlige erstatninger m.v.".
Med § 36, stk. 1, foreslås det, at værdien af en ægtefælles erstatninger, godtgørelser og
forsikringsudbetalinger m.v. som følge af personskade i form af erhvervsevnetab, varigt mén, svie og
smerte og kritisk sygdom m.v. ikke indgår i formuedelingen.
Personskadeerstatninger m.v. kompenserer for selve skaden på skadelidtes person, herunder den
lidelse der er forbundet hermed, og for et eventuelt fremtidigt indtægtstab. Det afgørende fællestræk
ved disse udbetalinger er som nævnt, at de kompenserer for et fremtidigt indtægtstab eller for en mere
ideel skade i form af fysisk eller psykisk lidelse eller integritetskrænkelse, som f.eks. ved voldtægt eller
frihedsberøvelse. Sådanne erstatninger er således tæt knyttet til skadelidte selv, og skadelidte bør
derfor kunne beholde dem efter separation og skilsmisse. På samme måde er en
forsørgertabserstatning, der ligeledes vedrører fremtiden, knyttet til den berettigedes person.
Ud over de erstatninger, m.v., der i dag er omfattet af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, omfatter
bestemmelsen også bl.a. erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven for tab af erhvervsevne,
godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af forsørger, godtgørelser efter patientforsikringsloven
og til HIV-smittede blødere, ulykkesforsikringer samt erstatninger for arbejdsskader og patientskader.
Livsforsikringer, der udbetales til en begunstiget, fra en tredjemand (forsikringstager), er ikke omfatter
af bestemmelsen. Det samme gælder ulykkes- og sygeforsikringer fra tredjemand. Disse forsikringer
m.v. er ikke på samme måde knyttet til modtagerens person, men har mere karakter af arv og gave.
Efter forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2, jf. § 122, kan forsikringstageren bestemme, at
forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje.
De ovennævnte nævnte personlige erstatninger holdes efter det foreslåede stk. 1 kun uden for
formuedelingen, i det omfang det modtagne er i behold. Det modtagne anses også for at være i behold,
hvis det er anvendt til betaling af gæld, der bestod på tidspunktet for modtagelsen, og som ville kunne
fratrækkes i delingsformuen efter lovforslagets § 29, stk. 1.
Efter stk. 2 gælder det samme for værdien af en forsørgertabserstatning, som en ægtefælle har
modtaget, samt for værdien af andre personlige erstatninger, der ikke nødvendigvis har tilknytning til
en personskade. Det drejer sig om godtgørelser efter erstatningsansvarslovens §§ 26 og 26 a, og
godtgørelser for overtrædelse af lov om etnisk ligebehandling og ligestillingsloven.
I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 og 2 ikke skal finde anvendelse på erstatninger for tabt arbejdsfortjeneste,
godtgørelser for uberettiget afskedigelse og lignende godtgørelser, der udbetales i tilknytning til et
ansættelsesforhold. De erstatninger, der er omfattet af stk. 3, har overordnet set til formål at
kompensere for et tab af indtægt, der allerede er lidt, når erstatningen udbetales. Den indtægt, som
erstatningen skal dække, ville være indgået i formuedelingen, og erstatning for indtægten skal derfor
ligeledes indgå i formuedelingen.
Opregningen ovenfor af erstatninger m.v., der er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 36, stk. 1,
2 og 3, er ikke udtømmende. Der skal således foretages en vurdering af, om en erstatning er omfattet
af de nævnte bestemmelser.
177
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Om behandlingen af personerstatninger m.v. ved en ægtefælles død henvises til lovforslagets § 51, stk.
4.
Til § 37
Uoverdragelige og personlige rettigheder
Efter retsvirkningslovens § 15, stk. 1, indgår alt, hvad ægtefællerne ejer ved ægteskabets indgåelse
eller senere erhverver, i almindeligt formuefællesskab mellem dem, for så vidt det ikke er gjort til
særeje. Efter bestemmelsens stk. 2 får reglerne om formuefællesskab dog kun anvendelse på
rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, i den udstrækning, hvori det er
foreneligt med de for disse rettigheder særligt gældende regler.
Personlige og uoverdragelige rettigheder omfattet af retsvirkningslovens § 15, stk. 2, (de såkaldte § 15,
stk. 2, -rettigheder) omfatter bl.a. ophavsrettigheder, ret til biblioteksafgifter, bundne opsparinger,
båndlagt arv og gave samt goodwill.
Nogle af disse rettigheders behandling ved formuedelingen er reguleret i anden lovgivning, herunder
ophavsretsloven, biblioteksafgiftsloven og arveloven for så vidt angår båndlagt arv (§§ 53-58). For så
vidt angår rettigheder, der ikke er særligt lovreguleret, er der i nogle tilfælde taget stilling i retspraksis,
mens andre alene er omtalt i litteraturen.
Selvom det bliver fastslået, at en rettighed er uoverdragelig eller af så personlig art, at den henhører
under § 15, stk. 2, er det ikke givet, hvordan rettigheden skal behandles ved formuedelingen. Det
afgøres ud fra en fortolkning af den enkelte rettigheds karakter. Fravigelse af udgangspunktet om
ligedeling kan ske med støtte i en anden lov, forvaltningsakt, privat viljeserklæring, retspraksis og den
juridiske litteratur.
Bestemmelsen i § 15, stk. 2, foreslås med redaktionelle ændringer videreført i lovforslagets § 37. Efter
denne bestemmelse indgår rettigheder, som ikke kan overdrages eller i øvrigt har personlig karakter
kun i formuedelingen, i det omfang det er foreneligt med de regler, der gælder for disse rettigheder.
Til kapitel 11
Regulerings- og misbrugskrav
En ægtefælles formue kan bestå af både delingsformue og særeje og anden formue, der holdes uden
for formuedelingen. Hvis en ægtefælles formue både består af delingsformue samt særeje og anden
formue, der ikke indgår i formuedelingen, kan der under ægteskabet flyttes værdier fra ægtefællens
delingsformue til den pågældende ægtefælles særeje m.v. – og omvendt. I forbindelse med en
formuedeling kan det betyde, at den anden ægtefælle vil få enten en mindre eller større del af deres
fælles delingsformue.
Vederlagskrav har til formål at udligne sådanne forskydninger af værdier mellem en ægtefælles
delingsformue og samme ægtefælles særeje og dermed genskabe den oprindelige balance mellem de
forskellige formuearter.
Reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 omfatter tre forskellige situationer:
1) En ægtefælle har overført midler fra sin delingsformue til sit særeje eller til anden formue, der kan
holdes uden for delingen (stk. 2). Der henvises til lovforslagets § 38.
2) En ægtefælle har overført midler fra sit særeje eller fra anden formue, der kan holdes uden for
delingen, til sin delingsformue (stk. 3). Der henvises til lovforslagets § 39.
3) Den ene ægtefælle har misbrugt rådigheden over sin delingsformue, sådan at den anden ægtefælle
ved en senere formuedeling får en mindre boslod (stk. 1). Der henvises til lovforslagets § 40.
Til § 38
Reguleringskrav ved overførsel af midler til særeje m.v.
Retsvirkningslovens § 23, stk. 2, omhandler den situation, hvor en ægtefælle har anvendt midler fra sin
delingsformue til erhvervelse eller forbedring af aktiver, der er særeje eller omfattet af lovens § 15, stk.
2, om uoverdragelige og personlige rettigheder. I denne situation kan den anden ægtefælle rejse et
vederlagskrav, således at formindskelsen af delingsformuen kan udlignes.
178
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det er ikke et krav, at midlerne er overført på én gang. F.eks. kan betaling af flere afdrag på særeje,
med delingsformue udløse et vederlagskrav. Det er heller ikke et krav, at overførslen eller overførslerne
er væsentlige.
En ægtefælle kan gøre et vederlagskrav gældende over for den anden ægtefælle, selvom den første
ægtefælle var bekendt eller indforstået med de dispositioner, der udløste kravet.
Efter § 23 stk. 4, finder stk. 2 ikke anvendelse på pensionsrettigheder efter §§ 16 a-16 c. Det betyder,
at der ikke kan rejses vederlagskrav efter stk. 2, hvis en ægtefælle overfører midler fra sin
delingsformue til en pensionsrettighed, der kan udtages forlods efter disse bestemmelser. Dette skal
dog ses i lyset af, at pensionsrettigheder efter § 16 b kun kan udtages forlods, hvis de er "rimelige".
Selvom en meget stor overførsel til en pensionsordning ikke udløser vederlagskrav, kan en del af
pensionsrettigheden således indgå i formuedelingen, hvis pensionsrettigheden ikke er "rimelig".
Lovens § 16 a vedrører formuedeling ved en ægtefælles død, og § 16 c vedrører formuedeling i
ægteskaber af kortere varighed. I begge situationer udtager henholdsvis den længstlevende ægtefælle
og begge ægtefælle deres egne pensionsrettigheder, også selvom de ikke anses som er rimelige efter §
16 b.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan vederlagskrav først gøres gældende ved formuedelingen. Opnås der
her ikke fuld dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.
§ 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlagskrav, der skyldes en disposition, der er
foretaget for flere år siden, men da størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt, er der mulighed for at
tage hensyn til værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet af dispositionerne. Der er således
ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlagskrav, der er større end de overførte midler, f.eks. hvis
delingsformue er overført til fast ejendom, der er steget i værdi. Tilsvarende kan kravet fastsættes
lavere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i værdi.
Vederlagskrav står tilbage for eventuelle kreditorers krav mod den pågældende ægtefælle.
Med lovforslagets § 38 foreslås det, at retsvirkningslovens § 23, stk. 2 og 4, og § 24 videreføres under
betegnelsen reguleringskrav, dog med redaktionelle ændringer og bedre muligheder for at få
reguleringskrav dækket.
Det foreslås i § 38, stk. 1, at hvis en ægtefælle har overført delingsformue til egne aktiver, der er
særeje, eller som i øvrigt ikke indgår i formuedelingen, har den anden ægtefælle et reguleringskrav.
Størrelsen af reguleringskravet fastsættes ud fra den reduktion af delingsformuen, der er sket ved
overførslen. Der skal ved afgørelsen herom lægges vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald
i værdien af de omhandlede aktiver, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at stk. 1 tillige skal finde anvendelse, hvis en ægtefælle har anvendt
sin delingsformue til betaling af egen gæld, der ikke kan fradrages delingsformuen. Dette gælder dog
ikke betaling af gæld omfattet af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 29, stk. 3, om
forbrugsgæld m.v.
I stk. 3 foreslås det, at stk. 1 ikke skal finde anvendelse på overførsel af midler til pensionsrettigheder,
der er omfattet af lovforslagets § 34, stk. 1, (rimelige pensionsrettigheder) og § 35, stk. 1,
(pensionsrettigheder ved kortvarige ægteskaber).
Med § 38, stk. 4, foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres gældende ved formuedelingen.
I stk. 5 foreslås det, at hvis reguleringskravet overstiger den anden ægtefælles delingsformue, udtages
halvdelen af den manglende del af kravet af ægtefællens særeje eller udbetalte
kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, jf. lovforslagets § 34, stk. 2, og § 35, stk.
2.
179
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Med § 38, stk. 6, foreslås det, at reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, ikke
senere kan gøres gældende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
Til § 39
Reguleringskrav ved overførsel af midler til delingsformue
Retsvirkningslovens § 23, stk. 3, omhandler den situation, hvor en ægtefælle har anvendt midler fra sit
særeje til at erhverve eller forbedre et aktiv, der er delingsformue. I denne situation kan den ægtefælle,
der har foretaget overførslen, kræve et beløb overført fra delingsformuen til sit særeje.
Det er ikke et krav, at midlerne er overført på én gang. F.eks. kan betaling af flere afdrag på gæld, der
påhviler delingsformuen, med særejemidler udløse et vederlagskrav. Det er heller ikke et krav, at
overførslen eller overførslerne er væsentlige.
Kravet kan kun gøres gældende i det omfang, det kan holdes inden for ægtefællens egen
delingsformue.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan vederlagskrav først gøres gældende ved formuedelingen. Opnås der
her ikke fuld dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.
§ 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlagskrav, der skyldes en disposition, der er
foretaget for flere år siden, men størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt. Der er således mulighed
for at tage hensyn til værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet af dispositionerne. Der er
således ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlagskrav, der er større end de overførte midler,
f.eks. hvis delingsformue er overført til fast ejendom, der er steget i værdi. Tilsvarende kan kravet
fastsættes lavere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i værdi.
Vederlagskrav vil altid stå tilbage for eventuelle kreditorers krav.
Med lovforslagets § 39 foreslås det, at retsvirkningslovens § 23, stk. 3, og § 24 videreføres under
betegnelsen reguleringskrav med redaktionelle ændringer.
Med § 39, stk. 1, foreslås det, at en ægtefælle, der har overført midler, der ikke indgår i
formuedelingen, til sin delingsformue, har et reguleringskrav.
Størrelsen af reguleringskravet foreslås fastsat ud fra den forøgelse af delingsformuen, der er sket ved
overførslen. Der skal ved afgørelsen herom lægges vægt på tidspunktet for overførslen, stigning og fald
i værdien af de aktiver, som midlerne er overført til, ægtefællernes formueforhold og
omstændighederne i øvrigt.
I stk. 2 foreslås det, at stk. 1 tillige skal finde anvendelse, hvis en ægtefælle har anvendt midler, der
ikke indgår i formuedelingen, til betaling af egen gæld, der kan fradrages i ægtefællens delingsformue.
Det gælder dog ikke betaling af gæld omfattet af lovforslagets § 29, stk. 3, om forbrugsgæld m.v.
Med § 39, stk. 3, foreslås det, at reguleringskrav kun kan gøres gældende ved formuedelingen.
Reguleringsbeløbet udtages inden formuedelingen. I stk. 4 foreslås det, at reguleringskravet skal søges
dækket af delingsformuen, der tilhører den ægtefælle, der har foretaget overførslen, jf. det foreslåede
stk. 1. Med stk. 5 foreslås det, at reguleringskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, ikke
senere kan gøres gældende.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
Til § 40
Misbrugskrav
Efter retsvirkningslovens § 23, stk. 1, kan en ægtefælle forlange vederlag, hvis den anden ægtefælle
ved vanrøgt af sine økonomiske anliggender, ved misbrug af rådigheden over sin delingsformue eller på
anden uforsvarlig måde i væsentlig grad har formindsket sin delingsformue.
180
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Bestemmelsen har til formål at udligne tab, som en ægtefælle ellers ville lide ved formuedelingen som
følge af, at den anden ægtefælle utilbørligt har formindsket sin formue.
Misbrug efter § 23, stk. 1, kan bl.a. være uforholdsmæssigt stort forbrug enten af kapital eller ved
optagelse af lån, påtagelse af kautionsforpligtelser, tab ved spekulationsprægede forretninger eller
lignende. Andre dispositioner, der kan udgøre misbrug, kan være pådragelse af erstatningsansvar ved
forsætligt eller groft uagtsomme forhold, spirituskørsel, vanrøgt af en ejendom eller forsætlig eller grov
uagtsom ødelæggelse af egne aktiver. Også gaver til tredjemand kan være misbrug, navnlig hvis
ægtefællerne har ophævet samlivet, eller en samlivsophævelse er nært forestående.
Reglerne om misbrugskrav skal også ses i lyset af retsvirkningslovens § 16, stk. 1, hvorefter hver
ægtefælle har rådigheden over alt, hvad ægtefællen ejer, dog med de indskrænkninger der bl.a. følger
af § 17. Efter denne bestemmelse har en ægtefælle pligt at udøve sin rådighed over sin formue sådan,
at den ikke utilbørlig udsættes for at forringes til skade for den anden ægtefælle.
Rimelige indbetalinger på pensionsordninger, jf. retsvirkningslovens § 16 b, kan aldrig være misbrug.
Indbetalinger af uforholdsmæssigt store beløb på pensionsordninger, der kan udtages forlods i
medfør af retsvirkningslovens § 16 c om kortvarige ægteskaber, kan derimod efter omstændighederne
være misbrug. Ved vurderingen heraf må der lægges vægt på størrelsen af indbetalingerne, om de
afviger fra et hidtidigt indbetalingsmønster, og om der er særligt store indbetalinger lige op til
anmodningen om separation eller skilsmisse.
Under tilsvarende omstændigheder kan længstlevendes uforholdsmæssigt store pensionsopsparinger
op til et dødsfald udgøre misbrug.
For at der kan rettes et vederlagskrav mod den anden ægtefælle kræves, at delingsformuen er
formindsket i væsentlig grad. Om formindskelsen er så væsentlig, at der kan kræves vederlag, afgøres
ved at sammenligne størrelsen af ægtefællens delingsformue før og efter den pågældende disposition.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for et vederlagskrav, foretages der en samlet bedømmelse af
den pågældende ægtefælles dispositioner. Det er ikke tilstrækkeligt at bedømme den
vederlagsfremkaldende disposition isoleret. Der ses også på baggrunden for dispositionen, og hvornår
den blev foretaget. Jo tættere ægtefællerne er på separation og skilsmisse, jo lavere vil grænsen være
for, at der er tale om misbrug. Navnlig når der er tale om gaver til en ny partner, vil der skulle mindre
til, før der er tale om misbrug.
Der kan også foreligge misbrug, selvom der ikke er foretaget en, men en række dispositioner.
Kan der rejses vederlagskrav, er det afgørende for kravets størrelse, hvor stort boslodstab den anden
ægtefælle har lidt ved dispositionen. Tabet kan derfor først opgøres, når delingsformuerne gøres op og
deles mellem ægtefællerne.
Der opstår ikke vederlagskrav, hvis den ægtefælle, der foretog dispositionen, havde en negativ
delingsformue, da dispositionen blev foretaget, da den anden ægtefælle ikke lider tab ved
dispositionen.
Vederlaget kræves først i delingsformuen. Hvis den ikke er tilstrækkelig, kræves vederlaget for
halvdelen af det manglende beløb af særeje tilhørende den ægtefælle, der har foretaget misbruget.
Hvis vederlagskravet ikke kan gennemføres mod den anden ægtefælle, fordi ægtefællen ikke har midler
til at dække kravet, er der ikke umiddelbart mulighed for at kræve omstødelse af gave til tredjemand
eller erstatning fra tredjemand.
Efter retsvirkningslovens § 24 kan misbrugskrav først gøres gældende ved formuedelingen. Opnås der
her ikke fuld dækning for kravet, kan der ikke senere gøres krav gældende for det manglende.
Vederlagskrav vil altid stå tilbage for eventuelle kreditorers krav.
181
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Hvis en ægtefælle vanrøgter sine aktiver, forærer dem væk eller skjuler dem for den anden ægtefælle
efter ophørsdagen, jf. ægtefælleskiftelovens § 51, men inden bodelingen er gennemført, er der ikke tale
om misbrug, der er omfattet af retsvirkningslovens § 23. Den anden ægtefælles krav på boslod
beregnes ud fra de aktiver, der var på ophørsdagen, selv om værdierne i mellemtiden måtte være
forsvundet. Hvis en ægtefælle under formuedelingen vanrøgter f.eks. en fast ejendom, så den er faldet i
værdi, kan den anden ægtefælle have et erstatningskrav efter almindelige formueretlige regler. Et krav
på boslod eller et erstatningskrav, der ikke bliver dækket ved formuedelingen, bortfalder ikke, men kan
gøres gældende senere, hvis den anden ægtefælle senere kommer til penge.
Retsvirkningslovens § 24 indeholder ikke hjemmel til at indeksere et vederlagbrugskrav, der skyldes en
disposition, der er foretaget for flere år siden, men størrelsen af kravet fastsættes skønsmæssigt. Der er
således mulighed for at tage hensyn til værdistigninger og -fald på de aktiver, der er omfattet af
dispositionerne. Der er således ikke noget til hinder for at fastsætte et vederlagskrav, der er større end
de overførte midler, f.eks. hvis delingsformue er overført til fast ejendom, der er steget i værdi.
Tilsvarende kan kravet fastsættes lavere end det overførte, hvis det pågældende aktiv er faldet i værdi.
Med lovforslagets § 40 foreslås det, at retsvirkningslovens § 23, stk. 1, og § 24 videreføres under
betegnelsen misbrugskrav, dog med redaktionelle ændringer og bedre muligheder for at få
misbrugskrav dækket.
I § 40, stk. 1, foreslås det, at hvis en ægtefælle ved misbrug af rådigheden over sin formue eller på
anden uforsvarlig måde væsentligt har reduceret delingsformuen, har den anden ægtefælle krav på at
blive stillet, som om formindskelsen ikke havde fundet sted. Sådanne krav betegnes misbrugskrav.
Med stk. 2 foreslås det, at kravet kun kan gøres gældende ved formuedelingen. Hvis misbrugskravet
overstiger anden ægtefælles delingsformue, udtages halvdelen af den manglende del af kravet af
ægtefællens særeje eller kapitalpensionsrettigheder eller supplerende engangsydelser, jf. de foreslåede
§ 34, stk. 2, og § 35, stk. 2.
I stk. 3 foreslås det (modsat forslagene vedrørende reguleringskrav i lovforslagets §§ 38 og 39), at
misbrugskrav, der ikke er blevet dækket ved formuedelingen, senere kan gøres gældende mod den
anden ægtefælle for halvdelen af den del af kravet, der ikke er blevet dækket.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.
Til kapitel 12
Kompensationskrav i særlige situationer
Til § 41
En ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter ægtefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt.,
bestemmes, at denne ægtefælle skal yde den anden ægtefælle et beløb for at sikre, at denne ikke stilles
urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes
formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler for det. Efter 2.
pkt. anvendes denne regel også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af
personlig art, og som ikke indgår i bodelingen.
Sådanne krav betegnes særejekompensationskrav.
I praksis lægges der også vægt på, om den ene ægtefælle har medvirket til at skabe eller forbedre den
anden ægtefælles særeje m.v., herunder ved arbejde i den anden ægtefælles virksomhed, ved betaling
af udgifter vedrørende den andens særeje eller ved arbejde i hjemmet, hvilket har gjort det muligt for
den anden at arbejde mere. I tilfælde, hvor den ene ægtefælle har en meget stor formue, er der en
tendens til, at retten tilgodeser et ønske om individuel retfærdighed mellem ægtefællerne, så der sker
en vis sikring af den mindre formuende ægtefælles sociale stilling, uanset at denne ikke objektivt set er
"ringe“ stillet.
De beløb, der tilkendes efter § 67, varierer betydeligt afhængig af, hvad der er baggrunden for og
formålet med beløbet. Når formålet er at tilkende den dårligst stillede ægtefælle et beløb til etablering,
182
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
er det ofte i størrelsesordenen 50-100.000 kr., mens der i de tilfælde, hvor der er lagt vægt på
medvirken eller på meget store særejeformuer, er tilkendt væsentligt større beløb, i størrelsesordenen 1
mio. kr.
§ 67 finder kun anvendelse ved separation og skilsmisse, ikke ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at § 67 blev overført fra ægteskabslovens § 56 til ægtefælleskifteloven ved lovens
ikrafttræden den 1. marts 2012 uden indholdsmæssige ændringer. Praksis efter § 56 er således fortsat
relevant for fortolkningen af § 67.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, videreføres med redaktionelle ændringer, navnlig at
bestemmelsen opdeles i to bestemmelser: Lovforslagets § 41 om lovfæstelse af praksis om medvirken
til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue og lovforslagets § 42 om ægtefæller, der er
stillet urimeligt økonomisk.
Det foreslås med § 41, at en ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden
ægtefælles formue, som ikke indgår i delingen, herunder gennem arbejde i hjemmet, varetagelse af
omsorgen for børnene, fordelingen af familiens udgifter eller på anden lignende måde, kan få tilkendt
en kompensation.
Bevarelsen af formue kan f.eks. være tilfælde, hvor en ægtefælle har forbedret den anden ægtefælles
ejendom, der dermed er steget i værdi, men hvor ejendommen samtidig er faldet i værdi på grund af
konjunkturerne. Bevarelse kan også være, at den ene ægtefælle har en betydelig særejeformue, men en
meget lav indtægt, mens den anden ægtefælle har en betydelig indtægt og ingen formue. Hvis
ægtefællen med den høje indtægt under ægteskabet har forsørget den anden ægtefælle, således at den
pågældende ikke har haft behov for at bruge af sin formue, har den første ægtefælle medvirket til at
bevare den anden ægtefælles formue.
Til § 42
En ægtefælle er stillet urimeligt økonomisk
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter ægtefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt.,
bestemmes, at denne ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt
ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes formueforhold,
ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler for det. Efter 2. pkt. anvendes
denne regel også med hensyn til rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, og
som ikke indgår i bodelingen.
Sådanne krav betegnes særejekompensationskrav.
Efter praksis skal ægteskabet have varet ca. 5 år, før et kompensationsbeløb kommer på tale. Der
vil dog kunne lægges vægt på et eventuelt forudgående samliv, ligesom det vil kunne tillægges
vægt, hvis ægteskabet har været meget langvarigt.
Anvendelsen af § 67 forudsætter som udgangspunkt, at der er væsentlig forskel på ægtefællernes
formuer efter formuedelingen, fordi den ene ægtefælle har kunnet holde en stor formue uden for
formuedelingen, da formuen har bestået af særeje eller personlige og uoverdragelige rettigheder, jf.
retsvirkningslovens § 15, stk. 2.
Selvom der er væsentlig forskel på ægtefællernes formuer efter formuedelingen, må det antages, at der
ikke tilkendes beløb efter ægtefælleskiftelovens § 67, hvis den økonomisk dårligst stillede ægtefælles
livsvilkår i øvrigt er sikret, f.eks. gennem ægtefællens andel af delingsformuen eller eget særeje.
Ægtefællernes indtægtsforhold kan også tillægges betydning. For den økonomisk dårligst stillede
ægtefælle indgår det i vurderingen, i hvilket omfang denne er i stand til at arbejde, dennes uddannelse,
helbred og erhvervserfaring samt eventuelle hjemmeboende børn.
Retspraksis er ikke ganske entydig. Således er der i nogle tilfælde tilkendt et beløb alene begrundet
i den meget store forskel mellem ægtefællernes formuer, mens kompensation i andre tilfælde
er afvist med den begrundelse, at den velhavende ægtefælles formue skyldes konjunkturstigninger
183
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
eller stammer fra arv, og at den anden ægtefælle således ikke har medvirket til at skabe eller forøge
formuen.
I praksis har § 67 fået et videre anvendelsesområde end oprindelig tilsigtet, idet den har udviklet sig til
en generel rimelighedsregel, hvor der er lagt mere vægt på ordet "urimeligt“ end på "ringe“.
I praksis er der endvidere lagt vægt på, om den ene ægtefælle har medvirket til at skabe eller forbedre
den anden ægtefælles særeje.
De beløb, der tilkendes efter § 67, varierer betydeligt afhængig af, hvad der er baggrunden for og
formålet med beløbet. Når formålet er at tilkende den dårligst stillede ægtefælle et beløb til etablering,
er det ofte i størrelsesordenen 50-100.000 kr., mens der i de tilfælde, hvor der er lagt vægt på
medvirken eller på meget store særejeformuer, er tilkendt væsentligt større beløb, i størrelsesordenen 1
mio. kr.
§ 67 finder kun anvendelse ved separation og skilsmisse, ikke ved en ægtefælles død.
Det bemærkes, at § 67 blev overført fra ægteskabslovens § 56 til ægtefælleskifteloven ved lovens
ikrafttræden den 1. marts 2012 uden indholdsmæssige ændringer. Praksis efter § 56 er således fortsat
relevant for fortolkningen af § 67.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, videreføres med redaktionelle ændringer, navnlig at
bestemmelsen opdeles i to bestemmelser: Lovforslagets § 41 om medvirken til at bevare eller forøge
den anden ægtefælles formue og lovforslagets § 42 om ægtefæller, der er stillet urimeligt økonomisk.
I § 42 foreslås det, at hvis en ægtefælle har formue, der ikke indgår i formuedelingen, kan den anden
ægtefælle ved formuedelingen få tilkendt en kompensation for at sikre, at denne ægtefælle ikke bliver
stillet urimeligt økonomisk. Ved vurderingen lægges vægt på ægteskabets varighed, herunder et
eventuelt forudgående samliv, ægtefællernes indtægts-, formue- og pensionsforhold samt
omstændighederne i øvrigt.
Til § 43
Tidsfrister for sagsanlæg
Har en ægtefælle haft særeje, kan det efter påstand efter ægtefælleskiftelovens § 67 stk. 1, 1. pkt.,
bestemmes, at den ene ægtefælle skal yde den anden et beløb for at sikre, at denne ikke stilles
urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse, hvis ægtefællernes
formueforhold, ægteskabets varighed og omstændighederne i øvrigt i særlig grad taler for det. Krav
efter § 67 betegnes særejekompensationskrav.
Efter § 67, stk. 2, kan der tidligst anlægges sag om krav efter stk. 1, når der er indgivet anmodning til
statsforvaltningen om separation eller skilsmisse. Efter bestemmelsens stk. 3 kan krav efter stk. 1 ikke
gøres gældende, efter at skifte af ægtefællernes fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet
med en stadfæstet boopgørelse. Dette gælder dog ikke, hvis boet genoptages i medfør af lovens § 78.
Som det fremgår af lovforslagets §§ 41 og 42 foreslås ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 1, videreført,
men opdelt i to bestemmelser: § 41 om medvirken til at bevare eller forøge den anden ægtefælles
formue og § 42 om ægtefæller der er stillet urimeligt økonomisk.
Med § 43 foreslås det, at de nugældende bestemmelser i ægtefælleskiftelovens § 67, stk. 2 og 3,
videreføres. Det foreslås således i stk. 1, at en sag om krav efter de foreslåede §§ 41 og 42 tidligst skal
kunne anlægges, når der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse. I
stk. 2 foreslås det, at krav efter de foreslåede §§ 41 og 42 ikke skal kunne gøres gældende, efter at
skifte af ægtefællernes delingsformue eller sameje om flere særejeaktiver er afsluttet med en stadfæstet
boopgørelse. Efter forslaget gælder dette dog ikke, hvis boet genoptages efter
ægtefælleskiftelovens§ 78.
Til kapitel 13
Pensionskompensation
184
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Til § 44
Fællesskabskompensation
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige
pensionsrettigheder forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ikke i ligedelingen. Når
ægteskabet har været af kortere varighed, udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods (§ 16
c).
Disse bestemmelser kan medføre, at ægtefæller efter separation og skilsmisse er stillet meget
forskelligt pensionsmæssigt. Retsvirkningsloven indeholder derfor mulighed for at kompensere
ægtefæller, der har foretaget en mindre pensionsopsparing end rimeligt (§ 16 d), eller som stilles
urimeligt i pensionsmæssig henseende (§ 16 e). Om sidstnævnte kompensationsmulighed henvises til
lovforslagets § 45.
Efter § 16 d, stk. 1, om fællesskabskompensation kan det ved formuedelingen bestemmes, at en
ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle, hvis sidstnævnte ægtefælle under ægteskabet
har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den
pågældende, og dette skyldes, at denne ægtefælle af hensyn til familien eller den anden ægtefælle helt
eller delvis har været uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid. Beløbet kan efter
stk. 2 højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af
ægtefællerne har foretaget under ægteskabet af delingsformue.
Stk. 1 finder også anvendelse, hvis en ægtefælle på grund af den anden ægtefælles arbejde i udlandet
eller arbejdsskift i et eller andet omfang har måttet stille sin arbejdsmarkedstilknytning i bero. Der vil
også kunne kræves kompensation i situationer, hvor en ægtefælles arbejdssituation har gjort det
ønskeligt, at den anden ægtefælle helt eller delvist har været uden for arbejdsmarkedet.
Manglende pensionsopsparing, der skyldes fravær fra arbejdsmarkedet på grund af sygdom eller
arbejdsløshed m.v., kan derimod ikke begrunde kompensation efter denne bestemmelse. Om eventuel
kompensation i sådanne tilfælde henvises til retsvirkningslovens § 16 e om rimelighedspension, der
foreslås videreført i lovforslagets § 45.
Kompensationsreglen finder også anvendelse ved korterevarende ægteskaber. Spørgsmålet om
kompensation vil dog kun sjældent blive aktuelt i sådanne ægteskaber, idet adgangen til kompensation
ikke forudsættes anvendt på mindre pensionstab, jf. beskrivelsen nedenfor af lovens § 16 d, stk. 2.
Opgørelsen af kompensationsbeløbet tager udgangspunkt i det beløb, ægtefællen ville have opsparet i
pension, hvis den pågældende ikke havde arbejdet på deltid, haft orlov eller været hjemmearbejdende.
Har en ægtefælle f.eks. arbejdet på deltid i 10 år, vil kompensationen som udgangspunkt svare til
nettoværdien af forskellen mellem det, ægtefællen rent faktisk har opsparet i pension, og det der ville
være opsparet, hvis vedkommende havde arbejdet på fuld tid. Arbejdsgivers eventuelle pensionsbidrag
indgår i denne beregning.
Hvis ægtefællen har været hjemmearbejdende, må der foretages et skøn over den pensionsopsparing,
som den pågældende ville have foretaget, hvis vedkommende havde været på arbejdsmarkedet.
Det beløb, der skal betales i kompensation, kan efter § 16 d, stk. 2, højst udgøre halvdelen af
forskellen mellem værdien af den pensionsopsparing, hver af ægtefællerne har foretaget under
ægteskabet af delingsformue. Har en ægtefælle f.eks. i en periode været hjemmearbejdende for at
passe familiens børn, men alligevel samlet set under ægteskabet sparet mere op end den anden
ægtefælle, kan ægtefællen ikke få kompensation for den manglende pensionsopsparing.
Ved beregning af beløbet er det pensionsopsparingen under ægteskabet foretaget af delingsformue,
der er afgørende. Det er derimod uden betydning, om den eller de pensionsordninger, der indbetales
til, er delingsformue eller særeje, medmindre ægtefællerne ved ægtepagt har aftalt, at særejet også
omfatter fremtidige indbetalinger. Der henvises til retsvirkningslovens 16 h, stk. 1, der foreslås
videreført i lovforslagets § 13.
Bestemmelsen om fællesskabskompensation indebærer ikke, at enhver mindre forskel mellem
ægtefællernes pensionsindbetalinger under ægteskabet skal udlignes. Den manglende
185
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
pensionsopsparing skal svare til op mod to års pensionsindbetalinger for en fuldtidsforsikret, før der
opstår spørgsmål om at betale kompensation.
Kompensationsbestemmelsen er en erstatningslignende regel. Det er derfor som udgangspunkt uden
betydning, hvordan ægtefællerne i øvrigt er stillet pensions- eller formuemæssigt. Der kan dog
forekomme situationer, hvor ægtefællernes øvrige pensionsmæssige og økonomiske forhold er af en
sådan karakter, at det ikke vil være rimeligt at pålægge en ægtefælle at betale kompensation til den
anden ægtefælle.
Der bør normalt ikke ydes kompensation i videre omfang, end at den kompensationsberettigede
ægtefælles samlede pension værdimæssigt bringes på niveau med den kompensationsbetalende
ægtefælles samlede pension.
En ægtefælle, der er insolvent, skal ikke betale en kompensation til den anden ægtefælle. Ved
bedømmelsen af ægtefællens solvens skal pensionsordningens nettoværdi medregnes.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 d om fællesskabskompensation med redaktionelle ændringer
videreføres i lovforslagets § 44.
Til § 45
Rimelighedskompensation
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, udtager ægtefæller ved separation og skilsmisse egne rimelige
pensionsrettigheder forlods. Rimelige pensionsrettigheder indgår således ikke i ligedelingen. Når
ægteskabet har været af kortere varighed, udtager ægtefællerne alle pensionsrettigheder forlods (§ 16
c).
Disse bestemmelser kan medføre, at ægtefæller efter separation og skilsmisse er stillet meget
forskelligt pensionsmæssigt. Retsvirkningsloven indeholder derfor mulighed for at kompensere
ægtefæller, der har foretaget en mindre pensionsopsparing end rimeligt, eller som stilles urimeligt i
pensionsmæssig henseende.
Efter § 16 e, stk. 1, om rimelighedskompensation kan det ved formuedelingen bestemmes, at en
ægtefælle skal betale et beløb til den anden ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i
pensionsmæssig henseende, hvis ægteskabet har været af længere varighed, og der er stor forskel i
værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. Efter stk. 2 skal der ved afgørelsen tages hensyn til
ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Bestemmelsen har til formål at forhindre, at en ægtefælle, der enten slet ikke har en pensionsordning
eller kun har en beskeden pensionsordning, efter et længerevarende ægteskab bliver stillet urimeligt i
pensionsmæssig henseende, fordi den anden ægtefælle har pensionsrettigheder, der vil kunne udtages
forlods ved skifte af fællesboet.
Kriteriet i bestemmelsen er et andet end i ægtefælleskiftelovens § 67 (se lovforslagets § 42), hvor det er
en betingelse for kompensation, at ægtefællen ellers vil blive stillet ”urimeligt økonomisk”. Det er
tilstrækkeligt til at opnå kompensation, at en ægtefælle ellers vil blive stillet urimeligt i pensionsmæssig
henseende, idet reglen således skal kompensere for, at rimelige pensionsværdier undtages fra delingen
mellem ægtefællerne, uden at ægtefællerne ved ægtepagt selv har aftalt dette.
Det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at ægteskabet har været af længere varighed. Dette
vil normalt være tilfældet, når ægteskabet har varet 15 år eller længere. Der kan ved vurderingen heraf
også tages hensyn til et forudgående ægteskabslignende samliv med økonomisk fællesskab.
Der skal endvidere være stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. For at vurdere,
om dette er tilfældet, er det nødvendigt at sammenligne pensionsværdierne både ved formuedelingen
og på ægtefællernes sædvanlige pensioneringstidspunkter. Herved tages der bl.a. højde for en eventuel
aldersforskel mellem ægtefællerne. Værdien af en pensionsrettighed på tidspunktet for pensioneringen
vil normalt fremgå af de årlige udsendte pensionstilsagn.
186
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Da formålet med pensioner er den løbende forsørgelse, vil kapitalpensioner ved sammenligningen
mellem værdierne af ægtefællernes pensionsordninger skønsmæssigt skulle omregnes til løbende
udbetalinger. Ved løbende livsbetingede pensionsrettigheder er det alderspensionstilsagnet, der er
afgørende for sammenligningen. Andre ydelser i form af invaliditetsydelser, børnepension m.v. er ikke
relevante ved sammenligningen af ægtefællernes pensionsmæssige stilling.
Selv om der ofte vil være en vis forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder, vil denne ikke
altid kunne karakteriseres som stor.
Ved lovforslaget i 2006 om § 16 e ville en årlig forskel i de løbende udbetalinger på op til ca. 50.000 kr.
mellem ægtefællernes to pensionsordninger fremskrevet til det sædvanlige pensioneringstidspunkt
normalt ikke kunne anses for stor. Kompensation ville derfor normalt ikke blive givet, hvis der ikke er
en forskel på ca. 50.000 kr., ligesom der heller ikke skulle kompenseres i videre omfang, end at der
altid er en forskel på ca. 50.000 kr. i de årlige løbende udbetalinger. Grænsen er ikke absolut og vil
også med tiden skulle tilpasses. Ved vurderingen af værdierne af ægtefællernes pensionsordninger ses
bort fra folkepension og andre ydelser fra det offentlige.
Betalingen af et beløb til en ægtefælle skal sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig
henseende. Et kompensationsbeløb bør således ikke bringe en ægtefælles pensionsrettigheder over,
hvad der svarer til den til enhver tid gældende årlige pension som en faglært tjenestemand med fuld
pensionsalder, der fratræder på grund af alder ved det 62. år ville kunne opnå ved sit 65. år, altså fra
det tidspunkt, hvor den pågældende yderligere kan få folkepension. Har den pensionsmæssigt dårligst
stillede ægtefælle – bortset fra folkepension m.v. – således en pensionsrettighed, der ved et sædvanligt
indbetalingsforløb frem til den normale pensionsalder årligt udgør ca. 135.000 kr. (2006-niveau), kan
den pågældende ægtefælle i almindelighed ikke anses for at være urimeligt stillet i pensionsmæssig
henseende. Et kompensationsbeløb bør heller ikke bringe en ægtefælles pensionsrettigheder over, hvad
der svarer til ca. 135.000 kr. årligt (2006-niveau). Dette udgangspunkt for vurderingen er ikke absolut
og vil til enhver tid skulle tilpasses.
Efter § 16 e, stk. 2, skal der ved afgørelsen af, om en ægtefælle skal betale et beløb til den anden
ægtefælle for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt i pensionsmæssig henseende, tages hensyn til
ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.
Ejer den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælle særejemidler, der kompenserer for den
pågældendes pensionsmæssige ringe stilling, bør ægtefællen ikke have noget beløb fra den anden
ægtefælle, selv om der er stor forskel i værdierne af ægtefællernes pensionsrettigheder. Derimod er det
uden betydning for vurderingen af den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælles forhold, om den
anden ægtefælle har et større særeje. I denne situation vil der eventuelt kunne ydes et beløb efter
ægtefælleskiftelovens § 67 (se lovforslagets § 42).
Den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælle bør heller ikke have noget beløb, hvis den pågældende
i forbindelse med skiftet modtager en betydelig delingsformue fra den anden ægtefælle, herunder en
andel af den anden ægtefælles pensionsordning, der ikke kan udtages forlods, eller hvis den
pågældende modtager kompensation efter retsvirkningslovens § 16 d om fællesskabskompensation
(lovforslagets § 44), der i tilstrækkeligt omfang kompenserer for dennes pensionsmæssige ringe
stilling.
Har den ene ægtefælle placeret stort set hele sin opsparing i pensionsrettigheder, mens den anden
ægtefælle har en ikke ubetydelig anden opsparing (men en ringe pensionsopsparing), kan det indgå i
rimelighedsvurderingen, at den pensionsmæssigt ringest stillede ægtefælle i forbindelse med skiftet
skal dele hele sin opsparing med den pensionsmæssigt bedst stillede ægtefælle.
Det vil ligeledes kunne indgå i vurderingen af, om en ægtefælle er stillet urimeligt i pensionsmæssig
henseende, om den pågældende er berettiget til ægtefællebidrag og ægtefællepension uden
tidsbegrænsning.
Størrelsen af det beløb, en ægtefælle skal betale, for at den anden ægtefælle ikke bliver stillet urimeligt
pensionsmæssigt, fastsættes skønsmæssigt. I vurderingen indgår udover de oven for omtalte forhold
vedrørende ægtefællernes formueforhold og ægteskabets varighed, også omstændighederne i øvrigt.
Der kan f.eks. lægges vægt på ægtefællernes alder, deres helbredsforhold og arbejdsevne. Beløbet, der
187
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
skal betales, bør normalt ikke være større, end at det svarer til ca. 25 % af forskellen mellem værdien af
hver af ægtefællernes pensionsopsparing under ægteskabet. Anvendelsen af dette maksimum vil som
udgangspunkt forudsætte, at ægteskabet har varet noget længere end 15 år, og at ægtefællen med den
mindste pension stort set ikke har andet end sin folkepension. Hertil kommer, at beløbet i
almindelighed ikke bør bringe den pågældende ægtefælles samlede pensionsniveau (bortset fra
folkepension m.v.) over ca. 135.000 kr. årligt (2006-niveau) i løbende udbetalinger, og at forskellen
mellem ægtefællernes løbende pensionsudbetalinger også efter kompensationen kan være op til 50.000
kr. (2006-niveau).
De foreslåede principper for kompensation indebærer normalt, at en ægtefælle ikke kan få mere i
kompensation, end at vedkommende samlet set bliver bragt på det niveau, som den pågældende
ægtefælle ville kunne påregne, såfremt vedkommende havde foretaget de for sit erhverv sædvanlige
pensionsindbetalinger under ægteskabet. Dette betyder f.eks., at en hjemmehjælper eksempelvis
maksimalt kan nå op på en hjemmehjælpers normale pensionsniveau, selv om vedkommende er gift
med en ægtefælle, der er langt bedre stillet pensionsmæssigt.
Har en ældre ægtefælle altid været hjemmearbejdende eller haft en meget ringe eller skiftende
tilknytning til arbejdsmarkedet, skal kompensationen på samme måde som for en ufaglært som
udgangspunkt begrænses til et beløb, der ikke overstiger en ufaglærts pensionsindbetalinger under
ægteskabet i de perioder, hvor der ikke er indbetalt til en pensionsordning.
En ægtefælle, der er insolvent, skal ikke betale en kompensation til den anden ægtefælle. Ved
bedømmelsen af ægtefællens solvens skal pensionsordningens nettoværdi medregnes.
Om den anden kompensationsmulighed i retsvirkningslovens § 16 d, stk. 1, om
fællesskabskompensation henvises til lovforslagets § 44.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 e om rimelighedskompensation med redaktionelle ændringer
videreføres i lovforslaget som § 45.
Til § 46
Kompensationsbetaling
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder bestemmelser om, hvordan pensionskompensation efter §§ 16 d
og 16 e (lovforslagets §§ 44 og 45) skal betales.
Efter bestemmelsen skal beløbet som udgangspunkt betales kontant (§ 16 f, stk. 1). Den ægtefælle, der
har krav på pensionskompensation, har således ikke krav på en andel af den anden ægtefælles
pensionsrettighed.
Kan en ægtefælle ikke betale beløbet kontant uden at sælge fast ejendom eller løsøre, der er
nødvendigt for at opretholde den pågældendes erhverv, eller uden at blive afskåret fra at bevare eller
erhverve en passende bolig, kan det, hvis forholdene taler for det, efter § 16 f, stk. 2, bestemmes, at
beløbet skal afdrages over en kort årrække mod passende sikkerhedsstillelse og forrentning (§ 16 f,
stk. 2, nr. 1). En afdragsordning bør normalt ikke strække sig over mere end 5 år. I tilfælde, hvor en
afdragsordning på 5 år vil være urimelig – f.eks. på grund af modtagerens helbredsforhold – bør der
fastsættes en kortere afdragsordning.
Hvis en afdragsvis betaling ikke er mulig, fordi der ikke kan stilles tilstrækkelig sikkerhed, eller fordi
beløbet ikke kan afdrages over en kort årrække, kan skifteretten bestemme, at ægtefællen i stedet skal
give den anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, jf. § 16 f, stk. 2, nr. 2.
Hvis dette heller ikke er muligt, kan det bestemmes, at beløbet skal afdrages over en kort årrække, når
en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling (§ 16 f, stk. 2, nr. 3).
Har en ægtefælle flere pensionsrettigheder, følger det af § 16 f, stk. 3, at andelen af
pensionsrettigheden først gives af ægtefællens kapitalpension. Har ægtefællen ikke en kapitalpension,
gives andelen af ægtefællens ratepension. Hvis der både er en privattegnet og en
arbejdsmarkedsrelateret ordning med samme udbetalingsmønster, forudsættes det, at den
privattegnede ordning anvendes først.
188
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det foreslås, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 f, stk. 1-3, om, hvordan
pensionskompensation skal betales, med redaktionelle ændringer videreføres i lovforslagets § 46.
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder i stk. 4-7 bestemmelser om, hvordan en ægtefælle skal give den
anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, og hvordan en ægtefælle skal afdrage
kompensationsbeløbet, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling.
Herom henvises til lovforslagets § 47.
Til § 47
Kompensationsbetaling
Retsvirkningslovens § 16 f indeholder i stk. 4-7 bestemmelser om, hvordan en ægtefælle skal give den
anden ægtefælle en andel af sin kapital- eller ratepension, og hvordan en ægtefælle skal afdrage
kompensationsbeløbet, når en pension med løbende livsbetingede ydelser kommer til udbetaling, jf.
lovens § 16 f, stk. 2 og 3, (lovforslagets § 46), at pensionskompensation skal betales på den måde.
Efter § 16 f, stk. 3, gives en andel af en kapital- eller ratepension ved en egentlig deling af ordningen.
Der kan således ikke ske deling i form af en uigenkaldelig begunstigelse af ægtefællen, idet en
begunstigelsesindsættelse vil bortfalde ved den begunstigedes død.
Efter § 16 f, stk. 4,.skal beløb, der skal afdrages efter § 16 f, stk. 2, nr. 3, registreres og udbetales af
pensionsinstituttet. Beløbet reguleres med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en
satsreguleringsprocent, indtil pensionen kommer til udbetaling.
Værdien af den ret, der tilbydes ægtefællen, skal altid svare til kompensationsbeløbet.
Efter § 16 f, stk. 5, kan bestemmelserne i stk. 2 og 3 (lovforslagets § 46, stk. 2 og 3) fraviges ved aftale
mellem ægtefællerne og pensionsinstituttet.
Ønsker ægtefællerne at indgå aftale om deling af pensionsrettigheden, herunder om at den ene
ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en pensionsrettighed, kan pensionsinstituttet efter
§ 16 f, stk. 6, kræve, at ægtefællerne erklærer, at betingelserne i §§ 16 d og 16 e (lovforslagets §§ 44
og 45), § 16 f, stk. 2 og 3, (lovforslagets § 46, stk. 2 og 3) samt § 16 g (lovforslagets § 50) er opfyldt.
Det betyder, at ægtefællerne ikke uden pensionsinstituttets samtykke er berettiget til at fravige
prioriteringsrækkefølgen i § 16 f, stk. 2 og 3, eller at fastsætte det beløb, der skal deles efter § 16 b,
stk. 3, eller det beløb, der skal betales efter §§ 16 d og 16 e, til et større beløb, end hvad der følger af
reglerne.
Er begge ægtefæller og pensionsinstituttet enige om en delingsordning, er der ikke noget til hinder for,
at ægtefællerne kan indgå aftale herom, der fraviger betingelserne i § 16 f, stk. 2-4, (lovforslagets § 46,
stk. 2 og 3, og § 47, stk. 1). Ægtefællerne kan således med pensionsinstituttets samtykke aftale deling
af en ratepension, selv om der findes en kapitalpension. De kan også aftale, at en ægtefælle indsættes
som begunstiget i en kapitalpension, i stedet for at kapitalpensionen deles.
Pensionsinstituttet kan efter § 16 f, stk. 7, kræve, at ægtefællerne betaler
administrationsomkostningerne ved, at en ægtefælle skal give den anden ægtefælle en andel af en
pensionsrettighed. Fordelingen af omkostningerne mellem ægtefællerne følger de almindelige
formueretlige regler.
Det foreslås, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 16 f, stk. 4-7, med redaktionelle ændringer
videreføres i lovforslagets § 47.
Til kapitel 14
Udtagelse af aktiver
Når det er fastslået, hvilke værdier hver ægtefælle skal have efter separationen eller skilsmissen, skal
der tages stilling, hvilke aktiver hver ægtefælle skal udtage, herunder hvilke aktiver ægtefællerne i
fællesskab skal søge at afhænde. Denne udtagelsesret er reguleret i lovforslagets §§ 48-50.
189
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Til § 48
Det følger af ægtefælleskiftelovens § 63, stk. 1, at hver ægtefælle ved formuedelingen er berettiget til
at kræve boets ejendele udlagt efter vurdering.
Kræver ægtefællerne den samme ejendel udlagt, skal den ægtefælle, til hvis bodel ejendelen hører, have
fortrinsret, jf. § 63, stk. 2, 1. pkt.
§ 63, stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, indeholder dog følgende undtagelser til dette udgangspunkt:
1) Fast ejendom, der udelukkende eller hovedsagelig er beregnet til familiens bolig, kan udlægges til
den anden ægtefælle, hvis boligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne ægtefælle
af hensyn til at opretholde hjemmet.
2) Fast ejendom, der har tjent til sommerbolig for familien, kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis
sommerboligen skønnes at være af den væsentligste betydning for denne.
3) Erhvervsvirksomhed kan udlægges til den anden ægtefælle, hvis virksomheden udelukkende eller
dog i det væsentlige er blevet drevet af denne.
4) Arbejdsredskaber og andet erhvervsløsøre kan udlægges til den anden ægtefælle, i det omfang dette
skønnes rimeligt af hensyn til fortsættelsen af erhvervet.
5) Bohave og andet løsøre, der har hørt til det fælles hjem, kan udlægges til den anden ægtefælle, i det
omfang dette skønnes rimeligt af hensyn til at opretholde hjemmet, eller i øvrigt fordi genstandene
særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov.
Udtagelsesretten efter stk. 2, 2. pkt., og stk. 2, nr. 1-5, kaldes "krydsende udtagelsesret" og giver en
ægtefælle mulighed for mod betaling at udtage aktiver, der er delingsformue, og som tilhører den
anden ægtefælle. Den ægtefælle, der udtager aktiverne, får dermed mulighed for at opretholde det
fælles hjem og sit arbejde.
Kriterierne for at udtage de enkelte typer af aktiver ikke ens, men overordnet lægges der i relation til
udtagelse af familiens bolig eller sommerhus vægt på ægtefællernes samlede behov for etablering af et
nyt hjem, og om boligen har den væsentligste betydning for den anden ægtefælle. Heri indgår bl.a.,
hvor eventuelle børn skal bo, hvem der har den bedste mulighed for at benytte ejendommen, og hvem
der har den følelsesmæssigt tætteste tilknytning til ejendommen, f.eks. fordi den har været i slægtens
eje i en lang årrække. Endvidere har det betydning, om den anden ægtefælle har økonomisk mulighed
for at overtage ejendommen eller for at skaffe sig en anden bolig. Ejerægtefællen kan også forbedre
sine muligheder for at udtage boligen ved at stille en anden passende bolig til rådighed for den anden
ægtefælle. Bestemmelsen omfatter også en bolig, som ejeren havde erhvervet inden ægteskabet, eller
som ejeren har modtaget som arv eller gave, men ved afgørelsen kan der tages hensyn hertil.
§ 63, stk. 2, nr. 1 og 2, omfatter alene fast ejendom og dermed ikke andelsbolig og lejebolig. Der
henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.1.2.
Det foreslås, at ægtefælleskiftelovens § 63 om udtagelsesretten med redaktionelle ændringer
videreføres i lovforslagets § 48. Udtagelsesretten foreslås dog udvidet sådan, at den også omfatter
andelsbolig, husbåd, der er bestemt til familiens helårsbolig, samt løsøre og transportmidler. Endvidere
foreslås anvendelsesområdet udvidet sådan, at bestemmelsen også finder anvendelse på udtagelse af
aktiver, som ægtefællerne ejer i sameje.
Bestemmelsen omfatter kun aktiver, der helt eller delvist er delingsformue. I forhold til særejeformerne
i lovforslagets § 12 bemærkes, at et aktiv er omfattet af den foreslåede § 48, hvis aktivet er
brøkdelssæreje. Et aktiv er også omfattet af § 48, hvis ejerens formue generelt er sumsæreje eller
sumdeling, eller hvis aktivet er sumsæreje eller sumdeling. Et aktiv er således kun undtaget fra § 48,
hvis det helt er særeje, uanset hvordan særejet er etableret. Et aktiv er ikke omfattet af § 48, hvis det er
skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje, da aktivet i disse situationer er særeje
ved skilsmisse. Det samme gælder ved beskyttelsen af familiens helårsbolig lovforslagets kapitel 2.
I lovforslagets § 48, stk. 1, foreslås det, at hver ægtefælle kan udtage aktiver, der indgår i
formuedelingen, efter vurdering. Dette gælder også aktiver, der tilhører den anden ægtefælle.
Med forslagets stk. 2 foreslås det, at hvis begge ægtefæller anmoder om at udtage samme aktiv,
udtages aktivet af den ægtefælle, der ejer aktivet, jf. dog de foreslåede undtagelser i stk. 3.
190
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Med stk. 3 foreslås det, at den anden ægtefælle uanset det foreslåede stk. 2 udtager et aktiv, hvis
aktivet for denne har den væsentligste betydning for opretholdelsen af hjemmet, fortsættelse af erhverv
eller i øvrigt. Retten til efter stk. 3 at udtage et aktiv foreslås at omfatte følgende aktiver: 1) Bolig, der
udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens helårsbolig, 2) fast ejendom med to
beboelseslejligheder, hvoraf den ene udelukkende eller hovedsagelig er bestemt til familiens
helårsbolig, 3) fast ejendom, der er bestemt til familiens fritidsbolig, 4) indbo i fælles hjem og
fritidsbolig, 5) løsøre, der særligt har tjent den pågældende ægtefælles behov, 5) erhvervsvirksomhed
og erhvervsløsøre samt 6) transportmidler.
Med stk. 4 foreslås det, at udtagelsesretten i stk. 3 skal finde tilsvarende anvendelse ved afgørelsen
om, hvem af ægtefællerne der skal udtage aktiver, som de ejer i sameje.
Hvis der er aktiver, der ikke bliver udlagt til en af ægtefællerne, følger det af ægtefælleskiftelovens §
63, stk. 3, at aktiverne afhændes efter bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 25. Bobehandleren skal i
så fald efter § 25, stk. 1, sørge for, at ejendelene afhændes på en måde, som tjener ægtefællernes
interesser bedst muligt. Er en ægtefælle uenig, anmoder bobehandleren efter § 25, stk. 2, skifteretten
om at træffe afgørelse. Salg ved auktion sker efter retsplejelovens regler, jf. ægtefælleskiftelovens § 25,
stk. 3.
Til § 49
Efter ægtefælleskiftelovens § 64 kan udlæg af aktiver efter § 63 ske, selv om værdien overstiger
ægtefællens boslod. Det overskydende beløb skal i så fald betales kontant til den anden ægtefælle.
Skifteretten kan dog i særlige tilfælde tillade afdragsvis betaling og i denne forbindelse fastsætte
vilkårene herfor.
Det foreslås, at bestemmelsen i ægtefælleskiftelovens § 64 med redaktionelle ændringer videreføres i
lovforslagets § 49.
Til § 50
Efter retsvirkningslovens § 16 b, stk. 1, (lovforslagets § 34) udtager ægtefæller ved separation og
skilsmisse egne rimelige pensionsrettigheder forlods.
I det omfang pensionsrettigheder ikke kan udtages forlods efter § 16 b, skal ægtefæller efter § 16 h,
stk. 1, udtage egne pensionsrettigheder, medmindre rettighederne kan ophæves. Efter stk. 2 finder
§ 16 f, stk. 2-7, (se lovforslagets § 46, stk. 2 og 3, og § 47) tilsvarende anvendelse på
pensionsrettigheder efter stk. 1.
Det foreslås, at bestemmelsen i retsvirkningslovens § 16 h med redaktionelle ændringer videreføres i
lovforslagets § 50.
Afsnit 4
Deling ved død
Ved en ægtefælles død skal ægtefællernes formue deles mellem den længstlevende ægtefælle og den
førstafdøde ægtefælles dødsbo, inden den afdøde ægtefælles formue kan deles mellem afdødes
arvinger eller kreditorer. Ved formuedelingen fastlægges det, hvilken formue der falder i arv efter den
afdøde ægtefælle, og hvilken formue den længstlevende ægtefælle beholder.
Der foretages ingen deling af ægtefællernes formue, hvis den længstlevende ægtefælle overtager
delingsformuen til uskiftet bo.
Der er ikke i dag en samlet regulering af formuedeling ved en ægtefælles død. Overordnet set finder
dog reglerne om formuedeling ved separation og skilsmisse tilsvarende anvendelse ved formuedeling
ved en ægtefælles død.
191
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Enkelte bestemmelser i retsvirkningsloven finder dog efter deres indhold anvendelse ved formuedeling
ved en ægtefælles død, og på enkelte punkter afviger reglerne fra de regler, der gælder ved
formuedeling ved separation og skilsmisse.
Der findes heller ikke en samlet regulering af formuedeling ved skifte af et uskiftet bo.
Det foreslås, at der i lov om ægtefællers økonomiske forhold indsættes et nyt afsnit (afsnit 4), der
indeholder regler om formuedeling ved en ægtefælles død og ved skifte af uskiftet bo.
Kapitel 15
Formuedeling ved en ægtefælles død
Til § 51
Gennemførelse af formuedeling ved en ægtefælles død
Efter dødsboskiftelovens § 77 finder ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51, 53 og 56-58 anvendelse på skifte
af ægtefællernes formuer med de ændringer, der følger af forholdets natur. Det betyder, at reglerne om
ophørsdagen, tidspunktet for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt opgørelsen af fællesboet
finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med skifte af længstlevende ægtefælles aktiver og passiver.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13.1., for en beskrivelse af disse regler.
Efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2, udtager hver ægtefælle eller dens arvinger halvdelen af det
beholdne fællesbo, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel. Bestemmelsen fastslår således, at
der ved formuedelingen ved en ægtefælles død gælder det samme ligedelingsprincip som ved
separation og skilsmisse.
Lovens § 16 a indeholder regler om behandlingen af ægtefællernes pensionsrettigheder ved en
ægtefælles død. Der henvises til lovforslagets § 52.
Retsvirkningslovens § 28 om aftalt særeje giver ægtefæller mulighed for at aftale fuldstændigt særeje,
hvorved en ægtefælles ejendele ved død skal forbeholdes en ægtefælle eller dennes arvinger. Det
fremgår således af bestemmelsen, at aftalt særeje finder anvendelse ved en ægtefælles død, dog ikke
skilsmissesæreje. § 28 a om tredjemandsbestemt særeje indeholder en henvisning til § 28 og finder
dermed også anvendelse ved dødsfald, medmindre der er bestemt skilsmissesæreje.
Efter § 18, stk. 2, i erstatningsansvarsloven indgår personskadeerstatning m.v., der ikke må antages at
være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør,
herunder ophør ved død. Erstatningen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen
tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.
Bestemmelsen indebærer, at den længstlevende ægtefælles erstatninger m.v. ikke indgår i
formuedelingen ved førstafdødes død, men at førstafdødes erstatninger indgår i formuedelingen.
Indtægter af og værdistigning på erstatninger m.v., der er omfattet af § 18, stk. 2, kan ikke holdes uden
for formuedelingen, heller ikke ved død.
Som beskrevet i de almindelige bemærkninger, punkt 3.16.1.3., finder § 18, stk. 2, anvendelse på en
lang række andre erstatninger og godtgørelser m.v.
Efter arvelovens § 11, stk. 1, kan den længstlevende ægtefælle forlods udtage genstande, som
udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold til
ægtefællernes formueforhold, eller som er erhvervet til mindreårige børns brug.
Den længstlevende ægtefælle kan efter arvelovens § 11, stk. 2, endvidere af boet udtage så meget, at
værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod, særeje, livforsikringer,
pensionsydelser m.v. udgør indtil 730.000 kr. (2016-niveau), jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1249 af 11.
november 2015 om regulering af beløb i henhold til arveloven.
Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 1, finder lovens § 77 og dermed de bestemmelser i
ægtefælleskifteloven, som den henviser til, tillige anvendelse ved skifte af et uskiftet bo i den
længstlevende ægtefælles levende live. Efter dødsboskiftelovens § 78, stk. 3, træder datoen for
192
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
skifterettens modtagelse af begæringen om skifte af det uskiftede bo i stedet for dødsdagen, således at
det er aktiver og passiver på denne dag, der indgår i skiftet af det uskiftede bo.
Det foreslås, at afsnit 4 om formuedeling ved død indledes med en bestemmelse (§ 51), der overordnet
fastlægger formuedelingen.
Efter lovforslagets § 5, stk. 1, 2. pkt., deles ægtefællernes formuer ved en ægtefælles død og ved skifte
af et uskiftet bo lige mellem den længstlevende ægtefælle eller dennes dødsbo og den førstafdøde
ægtefælles dødsbo, medmindre andet følger af lovforslagets § 51.
Med forslagets § 51, stk. 1, foreslås det, at følgende ikke indgår i ligedelingen af ægtefællernes
delingsformuer: Særeje efter de foreslåede kapitler 4 og 7, uoverdragelige og personlige rettigheder
omfattet af den foreslåede § 37, personlige erstatninger efter det foreslåede stk. 4 i § 51, den
længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder m.v. efter den foreslåede § 52, kompensationskrav efter
den foreslåede § 53, regulerings- og misbrugskrav efter de foreslåede §§ 54 og 55 samt en ægtefælles
krav på underholdsbidrag fra den anden ægtefælle efter det foreslåede kapitel 16 og efter
ægteskabsloven.
Med hensyn til personlige og uoverdragelige rettigheder bemærkes, at de kun indgår i formuedelingen
ved en ægtefælles død i det omfang, det er foreneligt med de særlige regler, der gælder for disse
rettigheder. En række af afdødes personlige og uoverdragelige rettigheder falder bort ved dødsfaldet.
Andre rettigheder, som f.eks. ophavsrettigheder, jf. ophavsretslovens § 61, mister deres personlige
karakter ved dødsfaldet og vil derfor indgå i ligedelingen ved et dødsfald, selv om de ikke ville indgå i
formuedelingen ved separation eller skilsmisse.
Dør et ægtepar samtidig, og kan det ikke fastslås, hvem der døde først, deles formuerne lige mellem
ægtefællernes dødsboer.
Med stk. 2 foreslås det, at ægtefællernes formuer dog ikke skal deles efter det foreslåede stk. 1, i det
omfang den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen til uskiftet bo.
I stk. 3 foreslås det, at de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved dødsfaldet, skal indgå ved
formuedelingen (ophørstidspunktet). Det er klokkeslettet for dødsfaldet, der er afgørende, og ikke
udgangen af døgnet som ved separation eller skilsmisse, jf. lovforslagets § 27, stk. 1. Det er uden
betydning, om en ægtefælle forud for dødsfaldet har anmodet om separation eller skilsmisse, idet
anmodningen bortfalder ved dødsfaldet. Der henvises til lovforslagets § 26, stk. 5, hvorefter reglerne i
lovforslagets afsnit 3 om formuedeling ved separation og skilsmisse foreslås ikke at skulle finde
anvendelse, hvis en af ægtefællerne dør inden separation og skilsmisse.
Det foreslås samtidig i stk. 3, at de foreslåede bestemmelser i § 26, stk. 2 og 3, skal finde anvendelse.
Dette medfører, at gæld skal fradrages i ægtefællernes formuer efter den foreslåede § 29, jf. den
foreslåede § 30, inden ligedelingen, og at en ægtefælles formue ikke skal deles, hvis ægtefællens gæld
overstiger ægtefællens delingsformue.
Med stk. 4 foreslås det, at den længstlevende ægtefælles personlige erstatninger m.v. efter det
foreslåede § 36, stk. 1 og 2, ikke skal indgå i formuedelingen, mens førstafdødes erstatninger m.v. skal
indgå i formuedelingen. Dette indebærer videreførelse af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, dog
med udvidelse af anvendelsesområdet som beskrevet i bemærkningerne til der foreslåede § 36, stk. 1
og 2.
Til § 52
Pensioner
Ved formuedelingen ved en ægtefælles død følger det af retsvirkningslovens § 16 a, stk. 1, at den
længstlevende ægtefælle udtager egne pensionsrettigheder og lignende rettigheder forlods. Efter stk. 2
udtager den længstlevende ægtefælle endvidere forlods beløb fra kapitalpensionsrettigheder eller fra
lignende rettigheder samt supplerende engangsydelser, der allerede er udbetalt, i det omfang beløbene
ikke må anses for at være forbrugt. Tilsvarende gælder indtægter af og surrogater for beløbene.
Adgangen til forlodsudtagelse gælder efter stk. 3 ikke beløb, der ved udbetalingen har mistet deres
karakter af pensionsopsparing.
193
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
§ 16 a omfatter alle typer af pensionsrettigheder uanset art - herunder udbetalingsvilkår (éngangs-,
rate- eller løbende udbetaling m.v.), om pensionsopsparingen er obligatorisk eller frivillig, privat
individuel eller en arbejdsmarkedspensionsordning, en tjenestemandspension, ATP-ordning,
indekskontrakt m.v.
Retten til forlods udtagelse af pensionsrettigheder efter førstafdøde ægtefælles død gælder også
lignende rettigheder. Dette indebærer, at også andre forsikringsrettigheder, der må antages at tjene
pensionsformål, kan holdes uden for formuedelingen.
Den skattemæssige behandling er ikke afgørende for, om en pensionsrettighed kan antages at tjene et
pensionsformål og dermed udtages forlods. Forlodsudtagelsen gælder også pensionsrettigheder, der er
oprettet af udstationerede personer, der ikke beskattes i Danmark. Blandt andet på grund af skiftende
skattemæssig behandling af forskellige former for alderdomsopsparing er der oprettet en lang række
forskellige ordninger, f.eks. privattegnede livsforsikringer med opsparing, der ikke er omfattet af
pensionsbeskatningslovens afsnit 1, og hvis præmier ikke kan fradrages i den skattepligtige indkomst.
Disse forsikringsordninger adskiller sig imidlertid ikke så væsentligt fra privattegnede
kapitalpensionsforsikringsordninger og -opsparingsordninger eller fra indekskontrakter, at de ikke bør
udtages forlods af den længstlevende ægtefælle.
Sådanne ordninger var før skattereformen i 1987 en almindelig alderdomsopsparingsform for bl.a.
ægtefæller, der ikke var berettigede til at oprette pensionsordninger, fordi de ikke havde et
ansættelsesforhold, og ordningerne tjener som udgangspunkt også alderdomsforsørgelsesformål såvel
som livsforsikringsformål.
Det er dog en betingelse for, at ordningen kan være omfattet af forlodsudtagelsen, at ordningen er
oprettet i et forsikringsselskab, pengeinstitut eller lignende, at ordningen er knyttet til længstlevendes
liv og alder, at der er aftalt et tidligste tidspunkt for udbetalingen, der svarer til pensionsalderen for
længstlevendes erhverv, og at der som begunstiget i ordningen er indsat en af de af
pensionsbeskatningslovens § 5, stk. 2, nævnte personer eller dødsboet.
Det beror på en konkret vurdering, om en ordning kan sidestilles med en pensionsordning med den
virkning, at længstlevende kan udtage ordningen forlods ved formuedelingen ved førstafdødes død.
Almindeligvis er pensionsordninger både uoverdragelige og fritaget for kreditorforfølgning. Disse
kriterier er dog ikke i sig selv afgørende for, om ordningen er omfattet af retsvirkningslovens § 16 a, da
flere pensionsordninger kan realiseres, selv om dette normalt medfører beskatning. Er en ordning stillet
som sikkerhed eller lignende, vil gælden på det underliggende forhold inden for ordningens værdi
skulle belaste forlodsudtagelsen.
Retten til forlodsudtagelse omfatter efter § 16 a, stk. stk. 2, også beløb fra længstlevendes
kapitalpensionsrettigheder – herunder fra lignende kapitalordninger – eller supplerende
engangsydelser, der er kommet til udbetaling. Det er dog en betingelse, at beløbene ikke må anses for
at være forbrugt.
Derimod indgår udbetalte løbende livsbetingede ydelser eller allerede foretagne
ratepensionsudbetalinger som almindelig formue på skifte. Fremtidige udbetalinger i henhold til
sådanne ordninger kan den længstlevende ægtefælle derimod udtage forlods af boet efter stk. 1.
Kan en allerede udbetalt pension holdes uden for bodelingen, vil retten til forlods udtagelse også gælde
surrogater, f.eks. værdipapirer eller fast ejendom, der er erhvervet for pensionsudbetalingen. Det
samme gælder for renter af pensionsudbetalingen, og hvad der træder i stedet for disse.
Derimod kan pensionsudbetalinger, surrogater eller renter ikke holdes uden for bodelingen, hvis
beløbene må anses for at være forbrugt. Det er ikke et krav, at pensionsudbetalinger, renter eller, hvad
der træder i stedet for disse beløb, er holdt adskilt fra den længstlevende ægtefælles øvrige formue. Et
beløb kan eksempelvis ikke anses som forbrugt, fordi det er anvendt til at indfri en prioritet i en fast
ejendom. Bevisbyrden for, at pensionsudbetalingerne m.v. ikke må anses som forbrugt, påhviler den
længstlevende ægtefælle.
194
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Pensionsordninger, der er udbetalt i utide, og som derfor er beskattet efter reglen i
pensionsbeskatningslovens § 28, kan ikke udtages forlods. Sådanne beløb har ved udbetalingen mistet
deres karakter af pensionsopsparing. Beløb, der er overført til en anden pensionsordning, kan derimod
ikke anses for at have mistet deres karakter af pensionsopsparing.
Det foreslås, at retsvirkningslovens § 16 a med redaktionelle ændringer videreføres i lovforslagets § 52.
Til § 53
Regulerings-, misbrugs- og kompensationskrav
I lovforslagets § 53, stk. 1, foreslås det, at den længstlevende ægtefælle eller førstafdødes dødsbo ved
formuedelingen skal kunne fremsætte regulerings- og misbrugskrav efter det foreslåede kapitel 11 og
kompensationskrav efter den foreslåede § 41.
Med stk. 2 foreslås det, at hvis den formue, der er nævnt i den foreslåede § 40, stk. 2, ikke er
tilstrækkelig til at dække et misbrugskrav fra førstafdødes dødsbo efter lovforslagets § 40, kan
halvdelen af det manglende beløb udtages af den længstlevende ægtefælles rettigheder
(kapitalpensionsrettigheder eller lignende rettigheder samt supplerende engangsydelse) efter den
foreslåede § 52, stk. 2.
Til § 54
Regulerings- og misbrugskrav, når længstlevende overtager boet til uskiftet bo
Lovforslagets § 54, der er ny, regulerer regulerings- og misbrugskrav efter lovforslagets kapitel 11, når
den længstlevende ægtefælle helt eller delvist overtager delingsformuen til uskiftet bo, og førstafdøde
efterlod sig formue, som ikke indgår i formuedelingen.
I nr. 1 foreslås det, at hvis den længstlevende ægtefælle har krav på et reguleringsbeløb efter den
foreslåede § 38, skal ægtefællen kunne kræve beløbet overført fra den del af den førstafdøde
ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
Med nr. 2 forslås det, at hvis den førstafdøde ægtefælle havde krav på et reguleringsbeløb efter den
foreslåede § 39, skal dødsboet kunne kræve beløbet overført fra det uskiftede bo til den del af den
førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i formuedelingen. Beløbet skal dog ikke kunne overstige
den førstafdøde ægtefælles delingsformue, der indgår i det uskiftede bo.
I nr. 3 foreslås det, at en længstlevende ægtefælle, der har misbrugskrav efter lovforslagets § 40, skal
kunne kræve det beløb, hvormed den formue, der indgår i det uskiftede bo, er formindsket, overført fra
den del af den førstafdøde ægtefælles formue, der ikke indgår i delingen, til det uskiftede bo.
Til § 55
Regulerings- og misbrugskrav ved skifte af uskiftet bo
I det foreslåede § 55, stk. 1, der er ny, foreslås det, at de foreslåede §§ 38-40 om regulerings- og
misbrugskrav ved separation og skilsmisse skal finde tilsvarende anvendelse ved skifte af uskiftet bo
for så vidt angår dispositioner, der er foretaget før dødsfaldet, i det omfang kravet ikke er blevet
dækket i medfør af lovforslagets § 54 om regulerings- og misbrugskrav ved længstlevendes overtagelse
af boet til uskiftet bo.
Med § 55, stk. 2, der ligeledes er ny, foreslås det, at den længstlevendes erstatninger m.v. efter den
foreslåede § 36, stk. 1, ikke skal indgå i det uskiftede bo, hvis det uskiftede bo skiftes, mens den
længstlevende ægtefælle lever.
Afsnit 5
Ægtefællebidrag og statsforvaltningens sagsbehandling
Kapitel 16
Ægtefællebidrag
Til § 56
195
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Forsømmelse af forsørgelsespligt
Det fremgår af § 2 i retsvirkningsloven, at det påhviler mand og hustru gennem pengeydelse, gennem
virksomhed i hjemmet eller på anden måde, at bidrage, hver efter sin evne, til at skaffe familien det
underhold, som efter ægtefællernes livsvilkår må anses for passende. Til underholdet henregnes, hvad
der udkræves til husholdningen og børnenes opdragelse såvel som til fyldestgørelse af hver ægtefælles
særlige behov.
Hvis en ægtefælle forsømmer at opfylde sin forsørgelsespligt, kan det efter lovens § 5 pålægges
ægtefællen at betale bidrag til den anden ægtefælle, i det omfang det efter omstændighederne må
anses for rimeligt. § 5 omhandler bidrag under ægteskabet i situationer, hvor ægtefællerne ikke har
ophævet samlivet på grund af uoverensstemmelse. Bestemmelsen gælder således også efter en
samlivsophævelse, der ikke skyldes uoverensstemmelse, men er begrundet i f.eks.
hospitalsindlæggelse, institutionsanbringelse eller afsoning af fængselsstraf.
Forudsætningen for at fastsætte bidrag efter § 5 er, at der er tale om forsømmelse af
forsørgelsespligten. En ægtefælle, der betaler kost og logi for den anden ægtefælle, men intet andet,
forsømmer delvist sin forsørgelsespligt og vil derfor kunne pålægges at betale bidrag, hvis den anden
ægtefælle ellers ikke har mulighed for at få dækket sine øvrige behov. Fastsættelse af bidrag efter § 5
kræver forsømmelse af grovere karakter, og at forsømmelsen ikke er tilfældig eller helt kortvarig.
Det fremgår af § 6, 1. pkt., at ægtefæller ved samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse fortsat
har pligt til at forsørge hinanden efter bestemmelsen i § 2. Hvis en ægtefælle forsømmer sin
forsørgelsespligt, følger det af § 6, 2. pkt., at ægtefællen kan pålægges at betale bidrag til den anden
ægtefælle.
Efter § 6, 3. pkt., kan der ved afgørelsen om bidraget tages hensyn til skylden for samlivsophævelsen.
Denne del af bestemmelsen er i dag uden betydning i praksis. En tilsvarende bestemmelse i
ægteskabsloven udgik i 1969. Grunden til, at bestemmelsen ikke blev ændret samtidig hermed, var
først og fremmest, at gennemførelsen af en ny retsvirkningslov var under overvejelse.
Et bidrag efter lovens § 6 ophører, når separation eller skilsmisse er endelig. Ifølge retspraksis gælder
bidragsafgørelser efter bestemmelsen dog fortsat, hvis en byretsdom om separation eller skilsmisse
ankes. Dette gælder, uanset om anken er sket efter fuldbyrdelsesfristens udløb, og selvom anken ikke
omfatter bidragspligt efter separationen eller skilsmissen. Der kan også i denne periode ansøges om
fastsættelse af bidrag efter bestemmelsen.
Afgørelse om bidrag efter §§ 5 og 6 træffes af statsforvaltningen, jf. § 8, 1. pkt. Efter § 8, 2. pkt., kan
statsforvaltningen efter ansøgning til enhver tid ændre en afgørelse om bidrag efter §§ 5 og 6, når
forholdene væsentlig har forandret sig.
Ægtefæller kan selv indgå aftaler om bidrag under ægteskabet, men efter § 9 kan statsforvaltningen
ved en afgørelse efter §§ 5 og 6 fravige en sådan aftale, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis
forholdene væsentlig har ændret sig.
Et bidrag fastsat efter lovens § 5 bortfalder automatisk, hvis samlivet ophæves på grund af
uoverensstemmelse. Et bidrag efter § 6 bortfalder automatisk, hvis ægtefællerne genoptager samlivet.
Det foreslås, at de gældende bestemmelser i §§ 5 og 6 i retsvirkningsloven med redaktionelle
ændringer videreføres i lovforslagets § 56.
Det foreslås herudover i stk. 1, at afgørelser om bidrag under ægteskabet i alle situationer bør træffes
efter den samme bestemmelse og efter samme kriterier – altså uafhængigt af, om det drejer sig om
bidrag under samlivet eller efter samlivsophævelse på grund af uoverensstemmelse. Om bidragets
størrelse henvises til lovforslagets § 57.
Med stk. 2 foreslås det lovfæstet, at ægtefællebidrag fastsat under ægteskabet bortfalder, hvis
ægtefællerne genoptager samlivet. Dermed fastslås det også, at et bidrag fastsat under samlivet ikke
bortfalder, selvom ægtefællerne ophæver samlivet.
196
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Med stk. 3 foreslås det lovfæstet, at der kan fastsættes bidrag efter lov om ægtefællers økonomiske
forhold også efter separation eller skilsmisse, indtil spørgsmålet om bidragspligt efter § 50 i
ægteskabsloven er endeligt afgjort ved endelig dom eller ved aftale. Dermed fastslås det også, at et
ægtefællebidrag, der er fastsat efter lov om ægtefællers økonomiske forhold, fortsætter, indtil
spørgsmålet om bidragspligt er endeligt afgjort.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Til § 57
Bidragets størrelse
Det fremgår af §§ 5 og 6, jf. § 8, i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen efter ansøgning kan
pålægge en ægtefælle, der forsømmer sin forsørgelsespligt, at betale bidrag til den anden ægtefælle.
Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret under bemærkningerne til den foreslåede § 56.
Efter praksis fastsættes der et bidrag, der svarer til omkring 1/5 af forskellen mellem ægtefællernes
indkomster før skat. Denne praksis tager udgangspunkt i den typiske situation, hvor begge ægtefæller
har en indkomst af en vis størrelse. Et bidrag vil skønsmæssigt normalt blive fastsat til et beløb i hele
tusinde og med månedsvis forfald forud.
Bidragsbetalerens samlede underholdsforpligtelser til børn og ægtefælle vil dog normalt ikke kunne
overstige 1/3 af indkomsten.
Da bidragsbetalerens eventuelle nye ægtefælle eller samlever ikke har forsørgelsespligt over for
bidragsbetalerens tidligere ægtefælle, medregnes bidragsbetalerens nye ægtefælle eller samlevers
økonomiske forhold ikke ved vurderingen af bidragets størrelse.
Udgifter til forsørgelse af en tidligere ægtefælle anses for at gå forud for bidragsbetalerens andre
udgifter. Efter praksis har ægtefællernes andre udgifter derfor yderst sjældent betydning ved
fastsættelse af størrelsen af et ægtefællebidrag.
Ved vurderingen af ægtefællebidragets størrelse tages der dog hensyn til de udgifter, bidragsbetaleren
har til sine børn. De udgifter til børn, der tages hensyn til, er efter praksis normalt det beløb,
bidragsbetaleren er pålagt eller kan blive pålagt at betale i børne- eller uddannelsesbidrag. Udgifterne
til børn bliver fratrukket i bidragsbetalerens indkomst, inden bidraget størrelse vurderes efter de
normale retningslinjer.
Børne- og Socialministeriet udsender hvert år en indkomstoversigt for det kommende år for fastsættelse
af børne- og ægtefællebidrag. Denne oversigt indeholder bl.a. vejledende indkomstbeløb for, hvornår
der fastsættes ægtefællebidrag. Størrelsen af ægtefællernes indkomster har også betydning for, hvor
stort et bidrag der i givet fald fastsættes. Det afgørende er ægtefællernes fremtidige indkomstniveau.
Hvis bidragsbetaleren har en lav indkomst, vil der normalt ikke blive fastsat et bidrag, da
bidragsbetaleren skal have mulighed for at forsørge sig selv. Overstiger bidragsbetalerens årlige
indkomst i 2016 ikke ca. 270.000 kr., vil der således normalt ikke blive fastsat bidrag. Er
bidragsbetalerens indkomst i 2016 mellem ca. 270.000 kr. og ca. 290.000 kr. om året, fastsættes
bidraget skønsmæssigt til et mindre beløb end ellers. Bidraget vil som udgangspunkt ikke blive fastsat
så højt, at bidragsbetalerens bruttoindkomst – efter fradrag af ægtefællebidrag samt bidrags- og
forsørgelsespligter over for børn – bringes ned under ca. 270.000 kr. om året.
Har bidragsmodtageren en mellemindkomst eller en høj indkomst, har bidragsmodtageren ikke et
rimeligt behov for bidrag, og der vil derfor efter praksis normalt ikke blive fastsat et bidrag
(”bidragsloftet”). Hvis bidragsmodtageren i 2016 har en årlig indkomst på ca. 280.000 kr. til ca.
320.000 kr. eller derover, anses bidragsmodtagerens økonomiske forhold for at være så gode, at der
ikke fastsættes bidrag.
Hvis bidragsbetaleren har en meget høj indkomst, kan der efter en konkret vurdering være grundlag for
at fastsætte bidrag, selvom bidragsmodtagerens samlede indkomst derved overstiger det aktuelle
vejledende indkomstbeløb. Hvis bidragsbetalerens indkomst i 2016 er under ca. 800.000 kr. om året,
fastsættes bidraget normalt skønsmæssigt sådan, at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive
197
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
bidrag ligger i den nedre halvdel af intervallet for bidragsmodtagerens indkomst – det vil sige ca.
280.000 kr. til ca. 300.000 kr. om året. Overstiger bidragsbetalerens indkomst ca. 800.000 kr. om året,
fastsættes bidraget normalt skønsmæssigt sådan, at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive
bidrag ligger i den øvre halvdel af intervallet for bidragsmodtagerens indkomst – det vil sige ca.
300.000 kr. til ca. 320.000 kr. om året. Har bidragsbetaleren en meget høj indkomst, kan der være
grundlag for at fastsætte bidrag, selvom bidragsmodtagerens samlede indkomst derved overstiger ca.
320.000 kr. om året. Overstiger bidragsbetalerens indkomst ca. 1,3 mio. kr. om året, fastsættes
bidraget normalt skønsmæssigt sådan, at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive bidrag er
ca. 320.000 kr. til ca. 340.000 kr. om året. Har bidragsbetaleren en væsentlig højere indkomst, kan der
efter en konkret vurdering fastsættes bidrag sådan, at bidragsmodtagerens samlede indkomst inklusive
bidrag overstiger ca. 340.000 kr. om året.
Hvis bidragsmodtageren ikke har nogen indkomst eller kun har en lav indkomst, vil dette medføre, at
der bliver fastsat et bidrag, der er uforholdsmæssigt belastende for bidragsbetaleren. Derfor tillægger
man efter praksis bidragsmodtageren en fiktiv indkomst ved beregningen af bidragets størrelse. Denne
fiktive indkomst er i 206 ca. 120.000 kr. om året. Efter aktivloven bliver kontanthjælp ikke betragtet
som en indkomst, da kontanthjælp er subsidiær i forhold til et ægtefællebidrag. I en sådan situation vil
bidragsmodtagerens indkomst skulle anses for at være 0 kr., da et ægtefællebidrag vil blive modregnet
i kontanthjælpen. Den fiktive indkomst gælder ikke i forhold til vurderingen af bidragsmodtagerens
bidragsbehov (”bidragsloftet”).
I den
årlige indkomstoversigt for fastsættelse af børne- og ægtefællebidrag er der taget hensyn til de
danske skatteregler. Efter disse regler har bidragsbetaleren normalt skattefradrag for betalte børne- og
ægtefællebidrag. Værdien af fradraget er omkring 1/3 af bidraget. Bidraget er en betydelig større
økonomisk belastning, hvis bidragsbetaleren ikke har mulighed for at fradrage bidraget i sin
skattepligtige indtægt. Derfor tages der ved bidragsfastsættelsen hensyn til en eventuel manglende
mulighed for skattefradrag. Et ægtefællebidrag vil normalt skønsmæssigt blive nedsat med omkring
1/3, hvis bidragsbetaleren ikke har fradragsret. Hvis bidraget allerede er nedsat på grund af
bidragsmodtagerens egen indkomst (”bidragsloftet”), vil bidraget kun blive nedsat, hvis en nedsættelse
med omkring 1/3 medfører, at bidraget kan fastsættes lavere end ved brug af ”bidragsloftet”.
Det er efter praksis et krav, at bidragsmodtageren udnytter sin erhvervsevne i rimeligt omfang. Ved
vurderingen tages der især hensyn til alder, uddannelse, beskæftigelse under ægteskabet, ægteskabets
varighed, og til hvor længe bidragsmodtageren har været i den nuværende situation. I forbindelse med
en samlivsophævelse eller lige efter en separation eller skilsmisse kan bidragsmodtageren have behov
for nogen tid til at indrette sig på den nye situation. Man er derfor tilbageholdende med at konstatere,
at bidragsmodtageren ikke udnytter sin erhvervsevne i denne periode. Hvis det vurderes, at
bidragsmodtageren ikke udnytter sin erhvervsevne, vil man efter praksis ved vurderingen af bidragets
størrelse lægge den indkomst til grund, som bidragsmodtageren skønsmæssigt kunne have.
Der fastsættes efter praksis ikke bidrag, og et fastsat bidrag bortfalder, hvis bidragsmodtageren har
indledt et ægteskabslignende samlivsforhold med en ny partner. Hvis et allerede fastsat bidrag skal
bortfalde, skal bidragsbetaleren dog enten aftale dette med bidragsmodtageren eller ansøge
statsforvaltningen herom. I sager, hvor bidragsmodtageren og den nye partner ikke bor sammen, kan
bidraget kun bortfalde i den helt særlige situation, at der mellem bidragsmodtageren og den nye
partner er et forhold, der skønnes at indebære et sådant personligt og økonomisk interessefællesskab,
at forholdet – uanset at bidragsmodtageren og partneren bor hver for sig – kan sidestilles med et
forhold, hvor parterne har fælles bopæl. Det indgår bl.a. i vurderingen heraf, om bidragsmodtageren og
partneren har indrettet sig sådan, at der er sket en hel eller delvis sammenblanding af deres
økonomiske interesser.
Ved en afgørelse om bidrag efter retsvirkningslovens § 6 kan der efter praksis tages hensyn til et
kortvarigt ægteskab. Dette kan medføre, at der ikke fastsættes et bidrag, eller at bidraget fastsættes
lavere end ellers – eksempelvis sådan at bidraget fastsættes til 1/3 eller 2/3 af det bidrag, man ellers
ville fastsætte efter de almindelige retningslinjer. Efter praksis vil et ægteskab på ca. 3-4 år som
udgangspunkt kunne anses som kortvarigt. Et længerevarende forudgående samliv vil dog kunne indgå
ved vurderingen af, om bidraget skal fastsættes lavere end det bidrag, man ellers ville fastsætte efter de
vejledende retningslinjer.
198
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Da et bidrag efter lovens § 5 normalt vil blive fastsat under samlivet, træffes afgørelsen om bidragets
størrelse i videre omfang ud fra et konkret skøn i det enkelte tilfælde end ved afgørelser efter lovens §
6.
Det foreslås, at der i lovforslagets § 57 indsættes regler om fastsættelse af størrelsen af
ægtefællebidrag. Det følger af bestemmelsen, at en afgørelse om bidrag efter lovforslagets § 56 træffes
under hensyn til, om den, der ansøger om bidrag, selv kan skaffe sig en efter sine forhold tilstrækkelig
forsørgelse, og om den anden ægtefælle efter sine økonomiske forhold og de øvrige omstændigheder
kan betale bidrag.
Ved fastsættelse af bidrag efter denne bestemmelse anvendes ovennævnte kriterier for bidragets
størrelse.
I relation til kriterierne for fastsættelse af bidrag efter den gældende § 5 i retsvirkningsloven foreslås
det dog, at den hidtidige mulighed for i videre omfang at fastsætte bidraget ud fra et konkret skøn i det
enkelte tilfælde end ved afgørelser efter den gældende § 6 i retsvirkningsloven afskaffes. Dette vil
medføre, at kriterierne for fastsættelse af bidrag under ægteskabet fremover vil være ens, uanset om
der er tale om bidrag under samlivet eller efter en samlivsophævelse. Det bemærkes, at det også
fremover ved fastsættelse af bidrag under ægteskabet vil være muligt at tage hensyn til et kortvarigt
ægteskab i relation til vurderingen af bidragets størrelse.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Til § 58
Ændring af bidrag
Det fremgår af § 8 i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen efter ansøgning til enhver tid kan ændre
en afgørelse om bidrag efter lovens §§ 5 og 6, når forholdene væsentlig har forandret sig.
Ægtefæller kan selv aftale, om der skal betales bidrag, herunder også størrelsen af et bidrag. Det
fremgår af § 9 i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen ved en afgørelse efter lovens §§ 5 og 6 kan
fravige en mellem ægtefællerne truffen aftale, hvis den skønnes åbenbart ubillig, eller hvis forholdene
væsentlig har ændret sig.
Det foreslås, at de gældende bestemmelser i §§ 8 og 9 i retsvirkningsloven om ændring af afgørelser
og aftaler om bidrag med redaktionelle ændringer videreføres i lovforslagets § 58. I relation til ændring
af bidrag, der er fastsat af statsforvaltningen (den nugældende § 8 i retsvirkningsloven) foreslås det
dog, at bestemmelsen herom (det foreslåede stk. 1), sprogligt ensrettes med bestemmelsen i § 53, stk.
2, i ægteskabsloven. Dette vil medføre, at bidrag fastsat efter den foreslåede § 56 kan ændres af
statsforvaltningen, hvis omstændighederne taler for det. Dermed udgår det nugældende kriterie om, at
der skal være tale om væsentligt forandrede forhold, for at et bidrag fastsat af statsforvaltningen kan
ændres.
Aftalte bidrag vil efter det foreslåede stk. 2 på samme måde som i dag efter ansøgning kunne ændres
af statsforvaltningen, hvis aftalen skønnes åbenbart urimelig, eller hvis forholdene væsentligt har
forandret sig.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.23.
Kapitel 17
Statsforvaltningens sagsbehandling og klage m.v.
Til § 59
Sagsbehandling
Det fremgår af § 52, stk. 1, i retsvirkningsloven, at en ansøgning om fastsættelse eller ændring af
bidrag efter loven skal indgives til statsforvaltningen ved anvendelse af den digitale løsning, som
statsforvaltningen stiller til rådighed (digital selvbetjening).
Ansøgninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af statsforvaltningen.
199
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Hvis statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes
at kunne anvende digital selvbetjening, skal statsforvaltningen dog efter stk. 2 tilbyde, at ansøgningen
kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Statsforvaltningen bestemmer, hvordan
ansøgningen i så fald skal indgives, herunder om den skal indgives mundtligt eller skriftligt.
Efter stk. 3 kan statsforvaltningen helt ekstraordinært ud over de nævnte tilfælde undlade at afvise en
ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering
er klare fordele for statsforvaltningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.
En digital ansøgning anses efter stk. 4 for at være kommet frem, når den er tilgængelig for
statsforvaltningen.
Det foreslås, at § 52 videreføres uændret i lovforslagets § 59.
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på anmodninger om tilladelse til dispositioner
over familiens helårsbolig, jf. lovforslagets § 8, stk. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Til § 60
Det fremgår af § 9 a i retsvirkningsloven, at statsforvaltningen og Ankestyrelsen til brug for
behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af et bidrag efter loven kan anmode en part om
oplysninger om vedkommendes egne forhold. Hvis parten undlader at give statsforvaltningen eller
Ankestyrelsen disse oplysninger, kan der træffes afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag
(processuel skadevirkning).
Efter lovens § 52 a, stk. 4, kan statsforvaltningen og Ankestyrelsen til brug for behandlingen af sager
om fastsættelse og ændring af bidrag efter loven få terminaladgang til nødvendige økonomiske
oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret.
For Ankestyrelsen gælder disse to bestemmelser ved behandling af klager over statsforvaltningens
afgørelser om ægtefællebidrag. Om klageadgangen henvises til lovforslagets § 61.
Det foreslås, at de to bestemmelser videreføres uændret i lovforslagets § 60.
Det bemærkes, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på anmodninger om tilladelse til
dispositioner over familiens helårsbolig, jf. lovforslagets § 8, stk. 1.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Til § 61
Klage m.v.
Det fremgår af § 52 a, stk. 1, i retsvirkningsloven, at statsforvaltningens afgørelser efter loven kan
påklages til Ankestyrelsen. Dette omfatter bl.a. statsforvaltningens afgørelser om ægtefællebidrag og
statsforvaltningens afgørelser efter lovens §§ 18 og 19, jf. § 20, om tilladelse til salg m.v. af familiens
bolig og indbo m.v.
Ved Ankestyrelsens behandling af sådanne klager finder kapitel 9 og §§ 68 og 70 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område anvendelse.
Bestemmelserne i retssikkerhedslovens kapitel 9 fastsætter bl.a., at styrelsen træffer afgørelse i
klagesager efter retsvirkningsloven uden medvirken af beskikkede medlemmer, medmindre sagen har
principiel eller generel betydning, jf. § 52 a, stk. 3, og § 52 c, stk. 1. Er dette tilfældet, træffes
afgørelsen på et møde med deltagelse af to beskikkede medlemmer og to ankechefer, jf. lovens § 55,
stk. 1 og stk. 2, nr. 1.
200
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 50, stk. 4, at Ankestyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed.
Efter lovens § 68 er Ankestyrelsen ikke bundet af parternes påstande og er uafhængig af instruktioner
vedrørende afgørelsen af den enkelte sag. Ankestyrelsens afgørelse kan gå ud på afvisning,
stadfæstelse, hjemvisning, ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
Endelig fremgår det af lovens § 70, at Ankestyrelsens afgørelser skal være skriftlige og være
begrundede. Afgørelserne offentliggøres efter regler, der fastsættes i Ankestyrelsens og
Beskæftigelsesudvalgets forretningsordener.
Efter retsvirkningslovens § 52 a, stk. 2, skal en klage over en afgørelse om ægtefællebidrag indgives
inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankestyrelsen kan i særlige tilfælde
behandle en klage over en afgørelse om bidrag, selv om klagen er indgivet efter udløb af denne frist.
Børne- og socialministeren kan efter lovens § 52 a, stk. 3, fastsætte regler om klagers behandling og
om behandling af sager om ægtefællebidrag, jf. lovens §§ 5, 6 og 8, herunder om ansøgningsfrister og
begyndelses- og ændringstidspunkter.
Det foreslås, at bestemmelserne i § 52 a videreføres uændret i lovforslagets § 61.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.24.
Til afsnit 6
Internationale forhold
Til kapitel 18
Forhold til fremmed ret
Det foreslås, at der i kapitel 18 om forholdet til fremmed ret indsættes bestemmelser om lovvalg m.v. i
relation til ægtefællers økonomiske forhold. De foreslåede lovvalgsregler er nye, da den gældende
lovgivning ikke indeholder lovfæstede lovvalgsregler, bortset fra reglerne i Den Nordiske
Ægteskabskonvention der foreslås videreført uændret, jf. lovforslagets § 62, stk. 1.
Til § 62
Det foreslås i § 62, stk. 1, at ægtefællers økonomiske forhold skal bedømmes efter den lov, der følger
af de forslåede regler i §§ 63-70, men at dette ikke skal gælde, hvis Den Nordiske
Ægteskabskonvention finder anvendelse.
I det foreslåede stk. 2 fastslås det, at lovvalgsreglerne ikke finder anvendelse på ægtefællers
forsørgelsespligt efter den foreslåede § 4 og ved fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag efter det
foreslåede kapitel 16. Dette skyldes, at sager om underholdspligt, der behandles i Danmark, afgøres
efter dansk ret.
Til § 63
I § 63 foreslås det, at lov om ægtefællers økonomiske forhold finder anvendelse på ægtefællers
økonomiske forhold, når de bor her i landet ved indgåelsen af ægteskab. Det er ikke en betingelse, at
ægtefællerne bor sammen. Det afgørende er, at de begge bor i Danmark, hvilket ikke omfatter Grønland
og Færøerne, medmindre loven sættes i kraft for disse dele af riget.
Om bopælsbegrebet i § 63 henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 64.
Bor begge ægtefæller ikke i Danmark ved indgåelsen af ægteskabet, finder lovforslagets § 64
anvendelse.
Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællerne har indgået en lovvalgsaftale efter den foreslåede
bestemmelse i § 65.
201
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Til § 64
Når ægtefællerne ikke boede her i landet ved indgåelsen af ægteskab, foreslås det i § 64, stk. 1, 1. pkt.,
at følgende lov finder anvendelse på deres økonomiske forhold:
Som udgangspunkt er det loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet,
eller hvor de begge først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskabet, der finder anvendelse på
deres økonomiske forhold (stk. 2). Det er ikke en betingelse, at ægtefællerne bor sammen. Det
afgørende er, at de begge bor samtidigt i samme stat.
Er betingelserne i stk. 2 ikke opfyldt, finder loven i den stat, hvor begge ægtefæller var statsborgere ved
indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold (stk. 3).
Er betingelserne i stk. 2 og 3 ikke opfyldt, finder loven i den stat, som begge ægtefæller havde den
tætteste tilknytning til ved indgåelsen af ægteskabet, anvendelse på deres økonomiske forhold (stk. 4).
Denne bestemmelse finder anvendelse i situationer, hvor ægtefællerne aldrig har boet samtidigt i
samme stat, også selvom de ikke bor sammen. Ved vurdering af, hvilken stat de havde den tætteste
tilknytning ved indgåelsen af ægteskabet, lægges der bl.a. vægt på, om ægtefællerne havde boet i
samme stat inden ægteskabet, hvor deres ejendele befandt sig ved indgåelsen af ægteskabet, og om de
havde planer om at bosætte sig i samme stat. Der kan også lægges vægt på deres statsborgerskab.
Når begge ægtefæller uafbrudt har boet her i landet de seneste fem år, finder lov om ægtefællers
økonomiske forhold efter det foreslåede stk. 5 anvendelse på deres økonomiske forhold.
Efter det foreslåede stk. 1 gælder bestemmelserne i stk. 2-5 ikke, hvis ægtefællerne har indgået en
lovvalgsaftale efter den foreslåede bestemmelse i § 65.
Efter de foreslåede bestemmelser i § 64 skal der tages stilling til ægtefællernes bopæl. det foreslås, at
der ved vurderingen af bopælen anvendes bopælsbegrebet "sædvanligt opholdssted" ("habitual
residence“), da det er det samme bopælsbegreb, der anvendes i Rådets forordning (EU) 2016/1103 om
indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, som de
foreslåede lovvalgsregler i kapitel 18 tager udgangspunkt i.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.25.2., svarer bopælsbegrebet efter
retsplejelovens § 235, stk. 1 og 2, i det store hele til sædvanligt opholdssted. Udgangspunktet er efter
disse bestemmelser, at man har bopæl i Danmark, hvis tilknytningen hertil er mindst ligeså stærk som
til udlandet. Bopæl fortolkes som det sted, hvor man har sit hjem, hvor ens ejendele i almindelighed
befinder sig, og hvor man opholder sig, når man ikke af særlige grunde opholder sig et andet sted,
f.eks. på grund af sygdom, ferie, studie- eller forretningsrejse eller fængselsophold. Bopælsbegrebet
bygger alene på faktiske omstændigheder. Bopæl i Danmark kan opgives ved at tage bopæl i udlandet.
En person med bopæl i Danmark opgiver således sin bopæl her i landet, når den pågældende tager
bopæl i udlandet og ikke længere har en tilsvarende stærk tilknytning til Danmark.
Til § 65
Efter forslaget til § 65, stk. 1, kan ægtefæller aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er
statsborger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold.
En lovvalgsaftale indgået i udlandet gælder efter stk. 2 her i landet, hvis aftalen er i overensstemmelse
med stk. 1.
I en lovvalgsaftale bør det udtrykkeligt bestemmes, hvilken stats lov der finder anvendelse. Valget
kan imidlertid også fremgå af en aftale, uden at lovvalget udtrykkeligt er nævnt. Dette vil f.eks. kunne
være tilfældet, hvis ægtefællerne indgår en ægtepagt, der er baseret på en forudsætning om, at dansk
ret finder anvendelse, f.eks. gennem henvisninger til de danske regler om særeje, men hvor det ikke
udtrykkeligt fremgår, at ægtefællerne ønsker at aftale dansk ret, f.eks. fordi de ikke er klar over, at en
anden stats lov finder anvendelse.
En lovvalgsaftale kan ændres gennem en ny aftale.
202
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Til § 66
Med hensyn til formkravene til en lovvalgsaftale foreslås det i § 66, stk. 1, at aftalen skal indgås
skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller.
Hvis begge ægtefæller bor her i landet på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller hvis ægtefællerne
aftaler, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen efter det foreslåede stk. 2 indgås ved ægtepagt efter
reglerne i lovforslagets kapitel 6.
Under en verserende retssag om et ægtepars økonomiske forhold og til brug for en kommende retssag
herom giver det foreslåede stk. 3 ægtefællerne mulighed for at indgå en lovvalgsaftale, uden at iagttage
kravene i stk. 1 og 2. Aftalen kan f.eks. indgås ved notering i retsbogen.
Til § 67
Opstår der en tvist om eksistensen og gyldigheden af en lovvalgsaftale, f.eks. påstand om tvang, svig
m.v., foreslås det i § 67, at tvisten skal afgøres efter dansk ret. Dette indebærer, bl.a., at afgørelsen
bl.a. skal træffes efter aftaleloven, herunder lovens bestemmelser om aftalers gyldighed.
Det er uden betydning for en lovvalgsaftales gyldighed i Danmark, om den aftalte stats lov tillader
ægtefæller at indgå lovvalgsaftaler om deres økonomiske forhold.
Til § 68
Den foreslåede bestemmelse i § 68, stk. 1, lovfæster det såkaldte enhedsprincip, hvorefter den lov, der
følger af §§ 64 og 65, anvendes på ægtefællernes aktiver og passiver, uanset hvor disse befinder sig.
Det foreslåede stk. 2 fastslår, at anvendelse af en stats lov efter §§ 66 eller 67 indebærer anvendelse af
de gældende regler i den pågældende stat med undtagelse af statens regler om internationale privatret.
Der er tale om en såkaldt renvoi-regel, der er sædvanlig i internationale konventioner m.v. om lovvalg.
Til § 69
De foreslåede bestemmelser i § 69 indeholder sammen med forslaget til § 70 visse muligheder for at
modificere anvendelsen af den udenlandske lov, der skal anvendes efter lovforslagets §§ 64 og 65.
I § 69, stk. 1, foreslås det, at følgende regler ikke finder anvendelse:
1) Regler, der gør forskel på ægtefællerne afhængig af deres køn.
2) Regler, der lægger vægt på årsagen til ægteskabets opløsning, herunder hvilken ægtefælle der tog
initiativ til opløsning af ægteskabet.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 indebærer, at en udenlandsk aftale eller bestemmelse om, at en
ægtefælle skal betale et beløb til den anden, hvis den pågældende har været utro, ikke vil finde
anvendelse i Danmark.
Det er ikke muligt at angive udtømmende, hvilke udenlandske aftaler og regler, hvis anvendelse
vil stride mod fundamentale danske retsprincipper (ordre public), og der er derfor foreslået en generel
opsamlingsbestemmelse i stk. 2. Efter denne bestemmelse skal anvendelsen af en regel i en anden stats
lov undlades, hvis anvendelsen af reglen vil være åbenbart uforeneligt med grundlæggende danske
retsprincipper (ordre public).
Til § 70
De foreslåede bestemmelser i § 70 indeholder sammen med forslaget til § 69 visse muligheder for at
modificere anvendelsen af den udenlandske lov, der skal anvendes efter §§ 64 og 65.
Efter den foreslåede § 70 er der bestemmelser i dansk ret, der altid kan anvendes, når en sag om
ægtefællers økonomiske forhold behandles her i landet. Det drejer sig om følgende:
Beskyttelsen efter de foreslåede §§ 6-9 af familiens bolig (nr. 1).
203
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Kompensation efter den foreslåede § 42 til en ægtefælle, der er stillet urimeligt økonomisk (nr.
2).
Retten til efter de foreslåede § 48, stk. 3, nr. 1, jf. § 49, ved formuedeling at udtage bolig, der
udelukkende eller hovedsageligt er bestemt til familiens bolig (nr. 3).
Til kapitel 20
Overgangsregler
Den foreslåede ikrafttrædelsesregel i § 72, stk. 1 og 2, indebærer, at loven både finder anvendelse på
ægteskaber, der er indgået før og efter ikrafttrædelsen, på dispositioner, der er foretaget før og efter
ikrafttrædelsen, og på sager om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig sager om formuedeling, der
verserer ved ikrafttrædelsen.
Overordnet set er der ikke noget til hinder for, at loven finder anvendelse på ægteskaber, der er indgået
før ikrafttrædelsen, da lovforslaget ikke indebærer ændringer af grundlæggende elementer i den
gældende formueordning.
De foreslåede bestemmelser i kapitel 20 indeholder regler, der begrænser lovens anvendelse på
verserende sager og på visse dispositioner, der er foretaget før ikrafttrædelsen.
I det følgende beskrives, hvordan loven anvendes på andre dispositioner m.v., der er foretaget før
ikrafttrædelsen.
Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 1 om ægtefællers råderet, aftalefrihed, hæftelse for gæld,
forsørgelsespligt og formuedeling (ligedeling) indeholder ikke indholdsmæssige ændringer i forhold til
den gældende ordning. Der er derfor ikke noget til hinder for, at disse bestemmelser finder anvendelse
ved lovens ikrafttræden, herunder på eksisterende ægteskaber, dispositioner foretaget før
ikrafttrædelsen og verserende sager om formuedeling m.v.
Lovforslagets § 11 om dispositioner over løsøre, som den ene ægtefælle har overladt til den anden til
brug i dennes erhvervsvirksomhed, svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i
retsvirkningslovens § 14, og den foreslåede § 11 kan derfor finde anvendelse på dispositioner, der er
foretaget før lovens ikrafttræden, herunder på verserende sager.
Lovforslagets § 12 om aftaler om særeje, der efter den foreslåede § 23, stk. 1, ligeledes finder
anvendelse på tredjemandsbestemt særeje, indeholder på en række punkter udvidelser i forhold til
gældende ret med hensyn til, hvilke aftaler ægtefæller gyldigt kan indgå om delingen af deres formuer
ved separation, skilsmisse eller en ægtefælles død. Derimod foreslås der ingen indskrænkninger i
aftaleadgangen. Det vil således ikke kunne forekomme, at en ægtepagt om særeje, som var gyldig før
lovens ikrafttræden, efter den foreslåede § 12 vil være ugyldig efter lovens ikrafttræden.
Ægtepagter oprettet før lovens ikrafttræden, som indeholder bestemmelser, der ikke er gyldige efter
gældende ret, eller hvis gyldighed er tvivlsom, er formentlig i de fleste tilfælde blevet afvist fra
tinglysning. Det kan dog ikke udelukkes, at sådanne ægtepagter er blevet tinglyst, og derfor formelt er
gyldige. Hvis en ægtepagt, der på grund af sit indhold er helt eller delvis ugyldig efter gældende ret, er
tinglyst før lovens ikrafttræden, og ægtepagtens bestemmelser efter de foreslåede regler i lovforslagets
kapitel 4 og 5 gyldigt kan aftales, bør ægtepagten efter lovens ikrafttræden være gyldig. Ægtefællerne
har i sådanne situationer næppe været klar over, at ægtepagten var ugyldig ved oprettelsen, og der er
ikke noget hensyn at tage til en ægtefælles eventuelle forventninger om, at en ægtepagt ville blive
erklæret ugyldig. Herved undgås også, at den tvivl, der har været med hensyn til, hvad der gyldigt kan
aftales, videreføres efter lovens ikrafttræden.
De foreslåede nye særejeregler vil dog ikke finde anvendelse i sager om formuedeling, hvis
statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse,
heller ikke selvom sagen om formuedeling først indbringes for skifteretten efter lovens ikrafttræden.
Særejereglerne vil heller ikke finde anvendelse, hvis en ægtefælle er afgået ved døden før lovens
ikrafttræden. Der henvises til lovforslagets §§ 76 og 78.
204
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
De foreslåede bestemmelser i § 13 om aftale om, at en pensionsrettighed skal være særeje, og i § 14
om ændring af tredjemandsbestemt særeje viderefører de tilsvarende bestemmelser i henholdsvis
retsvirkningslovens § 16 h og § 28 b, stk. 2.
De foreslåede bestemmelser i §§ 15-17, hvorefter ægtefæller kan aftale, at personlige erstatninger samt
værdien af kapital- og ratepensionsordninger og af uoverdragelige og personlige rettigheder skal indgå
i formuedelingen, er nye. Ligesom ved ægtepagter er der ikke noget til hinder for, at bestemmelserne
også finder anvendelse på ægtepagter, der er indgået før lovens ikrafttræden. Det samme gælder for
aftaler om gæld efter den foreslåede bestemmelse i § 18.
De foreslåede bestemmelser i §§ 15-18 vil dog ikke finde anvendelse i sager om formuedeling, hvis
statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse,
heller ikke selvom sagen om formuedeling først indbringes for skifteretten efter lovens ikrafttræden.
Særejereglerne vil heller ikke finde anvendelse, hvis en ægtefælle er afgået ved døden før lovens
ikrafttræden. Der henvises til lovforslagets §§ 76 og 78.
Efter de foreslåede bestemmelser i §§ 76 og 78 finder §§ 15-18 ikke anvendelse i verserende og
potentielt verserende sager om formuedeling ved separation, skilsmisse og en ægtefælles død.
De foreslåede bestemmelser i kapitel 6 om oprettelse af ægtepagt svarer indholdsmæssigt til den
gældende ordning efter retsvirkningslovens §§ 35, 37 og 49. Bestemmelserne i kapitel 6 kan derfor
finde anvendelse på ægtepagter, der er oprettet inden lovens ikrafttræden.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.12.1., er det ikke afklaret, hvordan aktiver,
der erhverves dels for særeje og dels for delingsformue eller erhverves dels for særeje og dels ved
gældsovertagelse og lånoptagelse, skal behandles. Retstilstanden herom afklares ved lovforslagets §
24. Den foreslåede ordning kan indebære ændringer i forhold til den gældende ordning. Under hensyn
til den tvivl, den gældende ordning giver anledning til, foreslås det, at § 24 også skal finde anvendelse
på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Lovforslagets § 25 om surrogater for og indtægter af særeje svarer til den gældende bestemmelse i
retsvirkningslovens § 28, stk. 3, og den kan derfor også finde anvendelse på særeje, der er etableret før
lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i §§ 24 og 25 (kapitel 8), der indeholder nye særejetyper, vil dog ikke finde
anvendelse i sager om formuedeling, hvis statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget
anmodning om separation eller skilsmisse, heller ikke selvom sagen om formuedeling først indbringes
for skifteretten efter lovens ikrafttræden. Særejereglerne vil heller ikke finde anvendelse, hvis en
ægtefælle er afgået ved døden før lovens ikrafttræden. Der henvises til lovforslagets §§ 76 og 78.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.14, er det ikke afklaret, hvordan gæld skal
fordeles mellem delingsformue og særeje og anden formue, der holdes uden for formuedelingen. De
foreslåede bestemmelser i §§ 29 og 30 har til formål at afklare retstilstanden. Den foreslåede ordning
indebærer visse ændringer i forhold til den gældende ordning. Under hensyn til den tvivl, den gældende
ordning giver anledning til, foreslås det, at §§ 29 og 30 også skal finde anvendelse på gæld, der er
stiftet før lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i §§ 29 og 30 vil dog ikke finde anvendelse i sager om formuedeling, hvis
statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse,
heller ikke selvom sagen om formuedeling først indbringes for skifteretten efter lovens ikrafttræden.
Særejereglerne vil heller ikke finde anvendelse, hvis en ægtefælle er afgået ved døden før lovens
ikrafttræden. Der henvises til lovforslagets §§ 76 og 78.
De foreslåede bestemmelser i kapitel 10 (aktiver, der ikke indgår i formuedelingen), kapitel 12
(kompensationskrav i særlige situationer), kapitel 13 (pensionskompensation) og kapitel 14 (udtagelse
af aktiver) viderefører uden større indholdsmæssige ændringer den gældende ordning i relation til
pensioner (retsvirkningslovens §§ 16 b og 16 c), personlige erstatninger (erstatningsansvarslovens §§
18, 26 og 26 a), uoverdragelige og personlige rettigheder (retsvirkningslovens § 15, stk. 2),
kompensationskrav (ægtefælleskiftelovens § 67), pensionskompensation (retsvirkningslovens §§ 16 d-
16 f) og udtagelse af aktiver (ægtefælleskiftelovens §§ 63 og 64 samt retsvirkningslovens § 16 h). Det
205
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
foreslås derfor, at bestemmelserne i kapitel 10 og 12-14 også skal finde anvendelse på aktiver, der er
erhvervet før lovens ikrafttræden, samt på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Kapitel 19
Ikrafttræden
Til § 72
Stk. 1 fastsætter lovens ikrafttrædelsestidspunkt den 1. januar 2018.
Af stk. 2 fremgår, at den gældende lov om ægteskabets retsvirkninger ophæves ved lovens
ikrafttræden.
Ved bekendtgørelse nr. 1123 af 25. november 2008, udstedt i medfør af retsvirkningslovens 53 a, stk.
2, blev overenskomst af 26. januar 2006 om ændring af konventionen mellem Danmark, Finland, Island,
Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og
værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931 sat i kraft for Danmark.
Ophævelse af en lov medfører som udgangspunkt, at bekendtgørelser udstedt i medfør af loven tillige
ophæves. Det er derfor i stk. 3 bestemt, at bekendtgørelsen forbliver i kraft, indtil den ændres eller
ophæves af børne- og socialministeren.
Til kapitel 20
Overgangsregler
Til § 73
Dispositioner over fast ejendom, herunder familiens helårsbolig
De foreslåede bestemmelser i kapitel 2 om beskyttelse mod salg m.v. af familiens helårsbolig
indebærer, at fritidshus og fast ejendom, der anvendes til erhverv, der i dag er beskyttet mod salg m.v.
efter retsvirkningslovens § 18, ikke længere vil være omfattet af beskyttelsen mod ejerægtefællens
dispositioner uden den anden ægtefælles samtykke. Derimod udvides anvendelsesområdet for
beskyttelsen af familiens bolig sådan, at beskyttelsen også omfatter andelsbolig, husbåd m.v.
Det foreslås af hensyn til ejerægtefællen og tredjemand, at lovforslagets kapitel 2 ikke skal finde
anvendelse på dispositioner over familiens bolig, der er foretaget før lovens ikrafttræden. For sådanne
dispositioner finder de hidtil gældende regler i retsvirkningslovens §§ 18 og 20. Dispositioner, der efter
§§ 18 og 20 var gyldige, da de blev foretaget, forbliver således gyldige.
Salg af en andelsbolig inden lovens ikrafttræden er således gyldig uden den anden ægtefælles
samtykke, selvom salget efter lovens ikrafttræden ville have krævet ægtefællesamtykke efter
lovforslagets § 8.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.
Til § 74
Dispositioner over fast ejendom og løsøre
Det foreslås, at reglerne i retsvirkningslovens §§ 18-20 om dispositioner over fast ejendom og løsøre,
der som anført i punkt 3.7. foreslås ophævet, fortsat finder anvendelse på dispositioner, der er
foretaget før lovens ikrafttræden. Med hensyn til fast ejendom, der anvendes til familiens bolig,
henvises til den foreslåede overgangsbestemmelse i § 73.
Til § 75
Gaver til tredjemand
Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse i § 10 om en ægtefælles krav på tilbagegivelse af gave,
som den anden ægtefælles har givet tredjemand, kun finder anvendelse, når gaven er givet efter lovens
ikrafttræden. Dette skyldes, at det vil være betænkeligt at indføre en mulighed for at gøre krav
206
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
gældende i forhold til gaver, der er givet inden lovens ikrafttræden, og hvor parterne ikke var bekendt
med muligheden for at kræve gaven tilbage.
Til § 76
Formuedeling ved separation og skilsmisse
Det foreslås, at lovforslagets afsnit 3 om formuedeling ved separation og skilsmisse samt kapitel 4 om
aftaler om særeje, kapitel 5 om forhåndsaftaler om formuedelingen, kapitel 8 om generelle regler om
særeje (surrogater for og indtægter af særeje m.v.) og kapitel 18 om den lov, der finder anvendelse på
ægtefællers økonomiske forhold, ikke finder anvendelse, hvis statsforvaltningen før lovens ikrafttræden
har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse. Ved formuedeling i sådanne situationer finder
de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.
Som det fremgår af bemærkningerne til kapitel 20, finder afsnit 3 og kapitel 4, 5, 8 og 18 anvendelse
på dispositioner m.v., der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Til § 77
Regulerings- og misbrugskrav
Det foreslås, at de foreslåede bestemmelser i kapitel 11 om regulerings- og misbrugskrav tillige finder
anvendelse på dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden.
De foreslåede bestemmelser i §§ 38 og 39 om reguleringskrav ved overførsler af midler mellem en
ægtefælles særeje og delingsformue svarer indholdsmæssigt til de gældende bestemmelser i
retsvirkningslovens § 23, stk. 2-4, og § 24. Muligheden for at søge reguleringskrav dækket af en
udbetalt kapitalpension m.v. i lovforslagets § 38, stk. 5, er dog ny.
De foreslåede nye regler har ligesom de gældende regler i §§ 23 og 24 til formål ud fra et konkret skøn
at genoprette balancen efter formueforskydninger mellem formuearter. Sammenblanding af
formuearter kan ske kontinuerligt gennem ægteskabet, og det ville i praksis være særdeles kompliceret
at skulle anvende forskellige regler for dispositioner foretaget før og efter lovens ikrafttræden. Hertil
kommer, at de gældende og foreslåede nye regler i de fleste tilfælde vil føre til samme resultat, og at en
ægtefælle, der overfører midler fra sit særeje til sit fælleseje eller omvendt, næppe har gjort sig nøje
overvejelser om, hvilke konsekvenser det vil have ved en senere formuedeling.
Det foreslås derfor, at de nye regler også skal finde anvendelse på formueforskydninger, der er
foretaget før lovens ikrafttræden.
Det samme gør sig gældende i relation til misbrugskrav efter den foreslåede bestemmelse i § 40, der
skal afløse retsvirkningslovens § 23, stk. 1, jf. § 24. Det nye i § 40 er, at et misbrugskrav også kan
kræves dækket af en udbetalt kapitalpension m.v., og at kravet ikke bortfalder, hvis det ikke dækkes
ved formuedelingen. Dette har til formål at forbedre mulighederne for at få dækket det tab, som en
ægtefælle lider som følge af den anden ægtefælles misbrug. Der er ikke hensyn at tage til den
misbrugende ægtefælles mulige forventninger om, hvordan kravet vil blive dækket, hvorfor det foreslås,
at § 40 også finder anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden.
Det følger dog af lovforslagets § 76, at bestemmelserne om regulerings- og misbrugskrav i
lovforslagets kapitel 11, der er placeret i forslagets afsnit 3, ikke finder anvendelse, hvis
statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse. Ved
formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse.
Til § 78
Formuedeling ved en ægtefælles død
Det foreslås, at lovforslagets afsnit 4 om formuedeling ved en ægtefælles død samt kapitel 4 om aftaler
om særeje, kapitel 5 om forhåndsaftaler om formuedelingen, kapitel 8 om generelle regler om særeje
(surrogater for og indtægter af særeje m.v.) og kapitel 18 om den lov, der finder anvendelse på
ægtefællers økonomiske forhold, ikke finder anvendelse, hvis ægtefællen er afgået ved døden før
lovens ikrafttræden. Ved formuedeling i sådanne situationer finder de hidtil gældende regler
anvendelse.
207
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Til § 79
Ægtefællebidrag
Det foreslås, at kapitel 16 ikke finder anvendelse på anmodninger om fastsættelse og ændring af
ægtefællebidrag, som statsforvaltningen har modtaget før lovens ikrafttræden. Sådanne anmodninger
færdigbehandles efter de hidtil gældende regler i lov om ægteskabets retsvirkninger § 8, jf. §§ 5 og 6,
samt §§ 9, 9 a og 52 a.
Til § 80
Lovvalg
De foreslåede regler i kapitel 18 om lovvalg indebærer på en række punkter ændringer i forhold til
gældende ret, hvor mandens domicilstat ved ægteskabets indgåelse er afgørende for lovvalget, og hvor
ægtefællerne forbliver undergivet den samme lov, uanset om de flytter under ægteskabet.
Det foreslås i stk. 1, at lovvalgsreglerne i kapitel 18 også finder anvendelse på ægteskaber, der er
indgået før lovens ikrafttræden. Baggrunden for dette er, at der ellers vil skulle anvendes forskellige
lovvalgsregler afhængigt af tidspunktet for ægteskabets indgåelse i en lang årrække. Dette vil medføre
en øget risiko for fejlagtig rådgivning og misforståelser om retstilstanden.
Endvidere er omdrejningspunktet i de foreslåede lovvalgsregler bestemmelsen i § 64, stk. 2, hvorefter
det er loven i den stat, hvor begge ægtefæller boede ved indgåelsen af ægteskabet, eller hvor de begge
først boede samtidigt efter indgåelsen af ægteskab, der anvendes på deres økonomiske forhold. For de
fleste ægtefæller vil dette ikke medføre ændring i lovvalget, da det efter den gældende ordning er loven
i mandens domicilstat ved indgåelsen af ægteskabet, der anvendes. Hvis begge ægtefæller boede i
domicilstat, vil den valgte lov således være den samme, uanset hvilket regelsæt, der anvendes.
Den foreslåede bestemmelse i § 64, stk. 5, om anvendelse af dansk ret, når et ægtepar har boet her i
landet de seneste 5 år, vil straks ved lovens ikrafttræden medføre ændring af lovvalget i ægteskaber,
hvor ægtefællerne ved indgåelsen af ægteskabet boede i et andet land, men senere har boet i Danmark
i mere end 5 år, For at undgå sådanne umiddelbare ændringer af lovvalget foreslås det, at fristen i § 64,
stk. 5, først skal regnes fra tidspunktet for lovens ikrafttræden, sådan at ægtefæller har mulighed for at
indrette deres formueordning på en kommende ændring af lovvalget.
For at sikre, at ægtefællerne i alle tilfælde ved aftale kan beholde eller vende tilbage til den lov,
de var omfattet af før lovens ikrafttræden, også selv om dette ikke er et af de lovvalg, de kan foretage
efter lovudkastets § 67, foreslås der i stk. 2 en regel herom.
Efter gældende ret er det ikke muligt at indgå lovvalgsaftaler, og indgåede aftaler herom er derfor
ugyldige. Det foreslås i stk. 3, at lovvalgsaftaler, der er indgået før lovens ikrafttræden, skal være
gyldige fra og med lovens ikrafttræden, hvis de lever op til lovens indholdsmæssige krav i § 65 og
formelle krav i § 66. Dette skyldes, at ægtefællerne må have antaget, at aftalerne var gyldige, da de
indgik dem, og at en ægtefælle derfor ikke vil have haft en beskyttelsesværdig forventning om at kunne
påberåbe sig, at aftalen er ugyldig.
Til § 81
Udenlandsk ægtepagt
Efter retsvirkningslovens § 53, stk. 2, er en udenlandsk ægtepagt gyldig i Danmark ved bosættelse her i
landet, i det omfang ægtepagten ikke strider mod retsvirkningsloven. I forhold til tredjemand er
gyldigheden dog betinget af, at ægtepagten inden 1 måned fra bosættelsen anmeldes til personbogen.
Efter de foreslåede lovvalgsregler i kapitel 18, der også regulerer ægtefællernes adgang til at oprette
ægtepagt, vil det ikke længere være et krav, at danske formkrav til ægtepagt er opfyldt, hvis
ægtefællernes formueforhold er reguleret af udenlandsk ret. Som følge heraf foreslås, at ægtepagter
indgået inden lovens ikrafttræden er gyldige uden tinglysning fra lovens ikrafttræden, hvis de er gyldige
efter den lov, der anvendes på ægtefællernes økonomiske forhold.
Til § 82
Retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdning m.v.
208
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 64: Lovudkast - Forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold og udkast til forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold), fra børne- og socialministeren
Retsvirkningslovens § 11, hvorefter en ægtefælle bl.a. kan foretage indkøb på kredit til den daglige
husholdning med den virkning, at den anden ægtefælle også hæfter for gælden, foreslås ophævet, jf. de
almindelige bemærkninger, punkt 3.5.
Det foreslås i § 82, at retsvirkningslovens § 11 efter lovens ikrafttræden fortsat finder anvendelse på
ægtefællernes hæftelse over for tredjemand for dispositioner, der er omfattet af § 11.
Til § 83
Gaver mellem ægtefæller givet uden ægtepagt
Som anført i punkt 3.6. foreslås kravet i retsvirkningslovens § 30, stk. 1, om ægtepagt som betingelse
for, at en gave mellem ægtefæller er gyldig, ophævet. Dette er begrundet i, at en ægtefælle ikke mange
år senere bør kunne fortryde en gave og kræve den tilbage, blot fordi ægtefællerne har overset kravet
om ægtepagt. Det foreslås derfor, at ophævelsen af ægtepagtskravet også skal have virkning for gaver,
der gives før lovens ikrafttræden.
For at undgå, at dette får betydning for verserende sager om tilbagegivelse af gaver, foreslås det, at
dette ikke skal gælde hvis den ægtefælle, der har givet gaven, eller denne ægtefælles kreditorer eller
arvinger før lovens ikrafttræden har fremsat krav om, at gaven tilbagegives, og dette krav er fremsat på
en måde, der efter kapitel 5 i lov om forældelse ville afbryde en forældelsesfrist.
Bestemmelserne om afbrydelse af forældelse findes i forældelseslovens §§ 15-18. I relation til
ovenstående vil det bl.a. søge forældelsen afbrudt ved indlevering af stævning eller betalingspåkrav, jf.
lovens § 16, stk. 2, nr. 1.
Til § 84
Tilbagesøgningskrav ved gaver mellem ægtefæller
Har en ægtefælle før lovens ikrafttræden gyldigt givet den anden ægtefælle en gave, foreslås det, at
giverægtefællens kreditorers adgang til at gøre et krav gældende mod modtagerægtefællen fortsat skal
bedømmes efter retsvirkningslovens § 33, der således fortsat skal finde anvendelse på sådanne gaver
efter lovens ikrafttræden.
Til § 85
Bosondring
Når en ægtefælle inden lovens ikrafttræden over for skifteretten har fremsat anmodning om
bosondring, foreslås det, at anmodningen færdigbehandles efter retsvirkningslovens kapitel 5 om
bosondring, der foreslås ophævet, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.22.
Til kapitel 21
Territorial anvendelse
Til § 86
Efter bestemmelsen gælder loven ikke for Færøerne og Grønland, men den kan ved kongelig anordning
helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
209