Velfærdspolitisk Analyse
Udviklingen i den sociale
stofmisbrugsbehandling
Formålet med den sociale stofmisbrugsbehandling er, at borgeren enten opnår stoffrihed, en
reduktion eller en stabilisering af stofmisbruget med henblik på at afhjælpe og begrænse de
sociale, fysiske og psykiske problemer, som følger af et stofmisbrug. Stofmisbrugsbehandling
baserer sig på frivillighed og borgerens motivation for behandling. Det er derfor afgørende for
resultaterne af behandlingen, at behandlingsforløbene planlægges i samarbejde med borge-
ren og ud fra en konkret individuel vurdering af borgerens behov.
Unge under 25 år udgør en stadig stigende andel af personer i stofmisbrugsbehandling, og
der er ofte tale om et misbrug af cannabis og/eller centralstimulerende stoffer som fx kokain.
Mange unge har behov for at kunne fortsætte deres uddannelse eller fastholde deres tilknyt-
ning til arbejdsmarkedet samtidig med, at de får hjælp til at håndtere deres stofmisbrug.
De senere år er antallet af personer i døgnbehandling faldet. Det kan blandt andet hænge
sammen med, at unge med et misbrug af cannabis (hash mv.) fylder mere i den samlede
gruppe af personer i behandling. Men der vil fortsat være personer, som har brug for døgn-
behandling, hvor de kommer væk fra deres vante miljø og kan koncentrere sig fuldt og helt
om deres behandling. Det gælder både blandt unge og ældre i behandling for stofmisbrug.
Der er tegn på, at resultaterne af stofmisbrugsbehandlingen er blevet bedre de senere år.
Flere afslutter deres behandling som stoffrie eller med reduceret eller stabiliseret stofmisbrug.
Blandt de behandlingsforløb, der blev afsluttet i 2015, afsluttede 46 pct. som stoffrie eller med
reduceret eller stabiliseret stofmisbrug. Det er en stigning på 6 procentpoint i forhold til 2013,
hvor andelen var 40 pct.
Personer, der har været i døgnbehandling, afslutter oftere end personer i dag- eller ambulant
behandling deres behandling som stoffrie eller med reduceret eller stabiliseret misbrug. Per-
soner i ambulant behandling og dagbehandling ser imidlertid ud til i højere grad at fastholde
de positive resultater af behandlingen.
Når personer i døgnbehandling kan have sværere ved at fastholde de positive resultater af
behandlingen kan det blandt andet skyldes, at døgnbehandlingen ofte foregår langt væk fra
borgerens sædvanlige miljø. Resultaterne skal dog også ses i lyset af, at borgere i døgnbe-
handling som helhed er væsentligt mere belastede end borgere i ambulant behandling og
dagbehandling.
Velfærdspolitisk Analyse nr. 12 September 2017
1