Albertslund d. 18.09.17
Kære social- indenrigs og børneudvalg, socialordførere og handicapordførere
Vedr. økonomiaftale 2018 mellem regeringen og KL. Afsnit 6. Billigere almene boliger!
Mit navn er Liff Hansen og jeg er mor, og personlig værge, til min datter, som er multihandicappet,
på 45 år. Hun bor i bofællesskab, hvor hun har sine egen almene bolig med lejekontrakt! Her har
hun boet i 23 år, tæt på mig, hvilket er af uvurderlig betydning i forhold til at have en tæt kontakt.
Hun modtager den nødvendige hjælp efter servicelovens §83 og 85, ydet efter en konkret og
individuel vurdering af hendes behov.
Det at have sin egen lejekontrakt i sin bolig har haft fundamental betydning for min datter, da det
blev forsøgt at flytte hende uden samtykke i 2012. Begrundelsen herfor var en fejlagtig opfattelse
fra kommunens side at hendes bolig var midlertidig (§107). Dette var ikke tilfældet, det er oprettet
som en § 105 almen bolig efter ældre boliglovgivningen. Men det blev en meget grim og uetisk
kamp på 1 �½ år, som jeg måtte kæmpe for min datters ret til sin egen bolig. Jeg fik medhold i
ankestyrelsen, og min datter kunne ikke flyttes! Her var hendes lejekontrakt til hendes almene
bolig garant for hendes retssikkerhed!
Jeg henvender mig nu til jer, da jeg har læst den indgåede økonomiaftale 2018 mellem regeringen
og KL.
Aftalens pkt. 6. Billigere almene boliger vækker stor bekymring hos mig!
Specielt formuleringen på side 10 boks 3:
Mere fleksibel anvendelse af boliger og botilbud skal understøtte rehabilitering
Klausulmodel: Der indføres hjemmel til, at kommunerne kan indskrive et krav i
boligdokumenter/lejekontrakter for længerevarende tilbud efter serviceloven og almenloven
om, at borgeren kan revisiteres til en ny bolig, hvis borgerens plejebehov betydeligt forværres
eller forbedres.
Min store bekymring er, at konsekvensen af kommunernes hjemmel til klausul om indskrivelse af
midlertidige lejekontrakter, vil være en tilsidesættelse af den retssikkerhed, der er til stede i dag
kva lejekontrakter og lejelovens betingelser og opsigelsesrettigheder!
Der vil blive tale om hjemmel til flytning uden samtykke, og dette i rehabiliteringens navn!
Min bekymring er helt tydeligt, at der er tale om kassetænkning og ikke omsorg for borgerens ve
og vel. Kommunerne vil have rådighed og halsret over borgerne og kunne flytte rundt med dem
efter forgodtbefindende. Måske til bosteder langt fra de pårørende! Det vil have alvorlige
konsekvenser for den nære kontakt til sine pårørende, hvilket er dybt ulykkeligt!