Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 357
Offentligt
1789700_0001.png
08-09-2017
Sagsnr. 27.00.00-794-17
Ledelsesbetjening og Kommunikation
Rådhuspladsen 1, 3300 Frederiksværk
………………………………………………………………………………………………………………………………………..
Åbent brev til Socialministeren, ordførerne i Folketinget på socialområdet samt KL om
psykisk
Klik F11
syge domsfældte
I juni måned var der stort fokus på en domsanbragt borger fra Halsnæs Kommune, der var placeret i
et botilbud, som blev lukket af Socialtilsynet pga. forskellige forhold på botilbuddet.
Sagen vagte opsigt, fordi borgeren i en periode angiveligt var låst inde på sit værelse. Sagen
aktualiserer nogle helt grundlæggende problemer i den måde, vi håndterer domsanbragte psykisk
syge borgere, der er for syge til at afsone i et fængsel. For det første, at der slet ikke findes egnede
tilbud psykisk syge borgere og for det andet, at der på dette område gælder det helt besynderlige
princip, at hvor staten betaler regningen ved domsafsigelse til afsoning i almindeligt fængsel, så står
kommunen tilbage med hele regningen, hvis en borger bliver dømt til anbringelse.
I forhold til spørgsmålet om botilbud til, så er det Halsnæs Kommunes erfaring, at de eksisterende
botilbud slet ikke er rustet til at håndtere borgere med vidtgående psykiske handicaps herunder
personfarlig adfærd. Sagen fra før sommerferien er et illustrativt eksempel. Siden dommen om
anbringelse i 2012 har borgeren således været i ikke mindre end 6 forskellige botilbud, hvoraf langt
hovedparten af flytningerne handler om, at botilbuddet har opsagt kontrakten pga. personfarlig
adfærd herunder besiddelse af våben i det offentlige rum. Udover at de årlige udgifter til placering af
borgeren er steget fra ca. 2 mio. kr. til 7 mio. kr. årligt, så står Halsnæs Kommune i dag i den
situation, at der ikke er flere botilbud at vælge imellem, hvis vedkommende på ny får opsagt sin
kontrakt. Derfor bør der hurtigt muligt gøres noget for at etablere de rigtige tilbud, og det er i den
forbindelse værd at bemærke at den nye aftale om særlige pladser i psykiatrien slet ikke løser dette
problem.
Dernæst bør der gøres op med den vilkårlighed, der er i, hvem som skal afholde udgifterne i
forbindelse med en dom. Et sundt princip er, at finansieringsansvar og beslutningskompetence følges
ad. Det princip er generelt gældende i styringen af den offentlige sektor og derfor også gældende, når
domstolene dømmer en borger til afsoning fængsel. Men når domstolene dømmer til anbringelse, så
hænger kommunerne pludselig på regningen. Med andre ord: Man fraviger det sunde princip om, at
finansiering og beslutningskompetence følges ad.
Hvad begrundelsen i sin tid har været for at indrette systemet på denne måde, skal vi ikke gøre os
kloge på, men fornuftigt eller rimeligt er det ikke. Når kommunerne får skudt i skoene, at de ikke kan
styre budgetterne, og at ældreplejen er blevet uværdig, så er en stor del af årsagen ofte disse helt
ustyrbare udgifter. Vi bliver bare præsenteret for en regning i størrelsesordenen 5-10 mio. kr. årligt
pr. borger, og når selvsamme regning er skyld i, at vi overskrider servicedriftsrammen, så bliver vi af
staten præsenteret for en bøde.
Det er hverken rimeligt eller hensigtsmæssigt. Folketinget bør derfor påtage sig et ansvar for at få
lavet lovgivningen om på dette område. Gerne som led i en større reform af hele det specialiserede
socialområde, hvor alle landets kommuner igennem mange år har oplevet, at udgifterne er
eksploderet på bekostning af de øvrige velfærdsområder.
SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 357: Henvendelse af 8/9-17 fra Borgmester Steen Hasselriis, Halsnæs Kommune vedr. åbent brev til Socialministeren, ordførerne i Folketinget på socialområdet samt KL om psykisk syge domsfældte
1789700_0002.png
Afslutningsvis så finder vi det i øvrigt bekymrende, at lovgivningen ikke tager højde for disse
personers farlige adfærd. Trods flere gange at være taget med våben og gentagen kriminalitet, så er
der i lovgivningen ikke hjemmel til at spærre disse personer inde mere permanent. Intet under at vi
fra tid til anden ser forfærdelige sager, hvor psykisk syge ender med at gøre alvorlig skade på andre.
Til jeres orientering har vi vedhæftet en anonymiseret beskrivelse af det langstrakte forløb den
domsanbragte borger.
Venlig hilsen
Steen Hasselriis
Borgmester
Telefon 4778 4001
[email protected]
www.halsnaes.dk
Ole S. Nielsen
Formand for Udvalget for Ældre og Handicappede