Enhed
Familier
Sagsbehandler
Lars Thøgersen
Sagsnr.
2015 - 6114
Dato
28-08-2017
Grund- og nærhedsnotat
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af Østrig og Rumænien til i Den
Europæiske Unions interesse at acceptere Panamas, Uruguays, Colombias og
El Salvadors tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virk-
ninger af internationale børnebortførelser
(KOM(2017) 369 endelig)
Forslaget er omfattet af retsforbeholdet.
1. Resumé
Kommissionen fremsatte den 5. juli 2017 forslag om bemyndigelse af Østrig og Ru-
mænien til at acceptere Panamas, Uruguays, Colombias og El Salvadors tiltrædelse
af Haagerkonventionen af 1980. Forslaget, der er omfattet af retsforbeholdet, har til
formål at udbygge EU-medlemsstaternes samarbejde om internationale børnebortfø-
relser gennem Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internatio-
nale børnebortførelser til også at omfatte Panama, Uruguay, Colombia og El Salvador.
Konventionen indeholder regler om tilbagegivelse af bortførte børn i grænseoverskri-
dende situationer. Det fremgår af forslaget, at forslaget falder under Unionens ekster-
ne enekompetence, hvorfor nærhedsprincippet ikke finder anvendelse. Forslaget har
ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser. Danmark er grundlæg-
gende positiv over for initiativet.
2. Baggrund
Den 5. juli 2017 fremsatte Kommissionen forslag til Rådets afgørelse om bemyndigel-
se af Østrig og Rumænien til i Den Europæiske Unions interesse at acceptere Pana-
mas, Uruguays, Colombias og El Salvadors tiltrædelse af Haagerkonventionen af
1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (KOM (2017)
369).
Alle EU-medlemsstater har
–
sammen med en række andre lande
–
tilsluttet sig Haa-
gerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale
børnebortførelser (Haagerbørnebortførelseskonventionen). Konventionens formål er
at sikre, at et barn, der bortføres til en anden konventionsstat, tilbagegives hurtigst
muligt til sin bopælsstat.
Det er konventionens udgangspunkt, at et bortført barn skal tilbagegives, medmindre
der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk
skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle. Tilbage-
givelse kan også nægtes, hvis barnet modsætter sig tilbagegivelsen, og barnet har
nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til barnets mening.