Stavnsbåndet er ophævet. Det gælder dog ikke for mennesker, som bor på institution, og som ikke er i
stand til at give et informeret samtykke.
Serviceloven § 129 bestemmer, at en person, som ikke kan give et informeret samtykke alene kan flyttes,
hvis det er absolut påkrævet. Det er kommunen, der kan indstille til flytning, og det er Statsforvaltningen,
der tager stilling til, om betingelserne er opfyldte. Det er en vigtig lov, som beskytter borgeren mod at blive
flyttet fra sit hjem, blot fordi kommunen synes, at det er mere hensigtsmæssigt, at borgeren bor på
institution. Det fremgår direkte af bemærkninger til loven, at økonomi ikke må indgå ved overvejelserne af,
om en flytning er absolut påkrævet.
Men bestemmelsen har en bagside, som jeg er overbevist om ikke var tilsigtet, da loven blev vedtaget.
Bestemmelsen betyder, at et menneske, som ikke kan give et informeret samtykke på grund af en
hjerneskade reelt er stavnsbundet til den første institution, man er flyttet ind på. Det er svært at forestille
sig en offentlig institution være så dårlig, at det er absolut påkrævet, at borgeren flyttes, for der er
selvfølgelig et uddannet personale, der kan sørge for den basale omsorg og pleje, og der er ikke hul i taget
eller andre forhold, der kan gøre det absolut påkrævet at flytte.
Men man kan sagtens forestille sig, at der er en anden institution, hvor den pågældende vil trives og
udvikle sig langt bedre. Handicappede mennesker er lige så forskellige som alle andre, men hvis borgeren
ikke mentalt har evner til at give et informeret samtykke, er flytningen umulig, selv om personalet, familien
og kommunen alle er enige om, at den handikappede ville få det meget bedre på en anden institution.
Hvis familie og kommune er enige om, hvad der er det bedste, er det min fornemmelse og erfaring, at der
ikke skal ret meget til, før man konstaterer, at der er givet et samtykke, selv om man objektivt kunne stille
spørgsmålstegn ved, om den handikappede har forstået, hvad man sagde ja til.
Problemet opstår, når der ikke er enighed.
En sag som Højesteret behandlede i 2009 (UfR 2009.2356) illustrerer dette. En kvinde, der var mor til to
børn, var blevet svært hjerneskadet, og hun var flyttet ind på en institution ganske tæt på hjemmet, hvor
børnene boede med deres far. Faren og børnene flyttede på et tidspunkt til Fyn, og selv om hun ikke havde
nogen forståelse for sin situation og derfor ikke kunne give informeret samtykke, flyttede hun til en
institution, der lå midt mellem hendes forældres bopæl og børnenes bopæl på Fyn. Alle har givetvis været
enige om, at det var godt for hende, at hun kunne få besøg både af sine forældre og af sine børn og mand,
og det har det utvivlsomt også været. Det ændrer dog ikke på, at iflg. loven skulle det have været forelagt
Statsforvaltningen, der alene kunnet godkende, hvis flytningen var absolut påkrævet.
Efter nogle år flyttede søgte manden om at få moren flyttet til Fyn, da den lange køretur var blevet en
belastning for børnene. Forventningerne til besøget blev under køreturen på 2-3 timer skruet for højt op,
og skuffelsen blev så meget større, hvis de ikke kunne få kontakt til moren. Børnene var begyndt at reagere
voldsomt psykisk på belastningen, og kvindens forældre var nu så gamle, at de uanset hvor hun boede ikke
magtede at besøge hende. Derfor ønskede faren, at hun flyttede tæt på børnene igen, men kommunen var
opmærksom på § 129, og Statsforvaltningen vurderede, at flytningen ikke var absolut påkrævet. Manden
klagede hele vejen op gennem systemet.