Kære medlemmer af Social-, Indenrigs- og Børneudvalget.
Først og fremmest tak fordi vi måtte komme i foretræde den 30. juni 2017. Desværre var mødet
denne dag ramt af mange afbud, og der var kun to medlemmer til stede. Derfor får I dette dokument
som opsamling, så vi sikrer os, at vores hovedbudskaber kommer ud til jer alle.
Vi er en forældredrevet børnehave
–
en selvejende institution godkendt til privat drift. Det vil sige,
at vi er uafhængige af kommunen, og selv står for varetagelse af institutionens drift, indmeldelse af
børn, samt opkrævning af forældrebetaling.
I praksis betyder det, at hvis vi driver et dagtilbud med en profil, som forældrene ikke efterspørger,
kan vi risikere et evt. underskud
–
som ikke dækkes af kommunen, og i sidste ende kan det betyde
lukning. Driver vi derimod en god institution, vil vi opleve en høj forældretilfredshed og stor
efterspørgsel.
Det er vigtigt for os, at I som politikere ved, at vi IKKE er en ”privat virksomhed”. Et evt. overskud
på driften vil altid gå til formålet
– og vi kan ikke ”trække” midler ud til os selv –
der er hverken
ejere eller andre ”aktionærer”. Vi er en gruppe af forældre, der frivilligt har lagt hundredvis af
timer, sved og tårer uden at få én krone for det. Vi gør det for vores børns skyld, og fordi vi
forældre vurderer, at vi hver dag kan tilbyde vores børn en bedre hverdag end de fire
omkringliggende kommunale dagtilbud. OG vi er utroligt glade for at lovgivningen giver mulighed
for det.
Desværre oplever vi en række uretfærdige og urimelige forskelle
–
både imellem os som privat
institution og de kommunale daginstitutioner, men så sandelig også på tværs af
kommunegrænserne.
Problemstillingerne beror primært på følgende:
-
Kommunernes mulighed for at detailstyre hverdagen i vores daginstitution.
Dagtilbudsloven er ”grundloven” for at drive et pædagogisk dagtilbud. Formålet med loven
er bl.a. at fremme børns og unges trivsel, give familien fleksibilitet og valgmuligheder med
hensyn til forskellige typer af tilbud, forebygge negativ social arv og eksklusion og at skabe
sammenhæng mellem tilbuddene (formålsparagraffen i dagtilbudslovens §1).
Den sum penge, som kommunerne leverer dagtilbud for, skal sikre, at daginstitutioner lever
op til kravene i dagtilbudsloven. Derudover kan kommunerne selvstændigt vælge, hvilken
profil én eller flere daginstitutioner skal have for at levere (lokale) attraktive
dagtilbudsløsninger for kommunens skatteborgere.
Det kan eksempelvis være ved økologiske profiler, idrætsprofiler, særlig efteruddannelse til
pædagoger, særlige krav til lederens kompetencer udover at være pædagog mv.
–
eventuelt
på tværs af kommunens kommunale daginstitutioner.