Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 294
Offentligt
1777536_0001.png
Åbenhed i adoption
og betydningerne heraf
udarbejdet af
Inger Glavind Bo & Hanne Warming
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Indholdsfortegnelse
Forord ................................................................................................................................................... 1
Kapitel 1 ............................................................................................................................................... 3
Forskningsdesign, narrativ metode og tilgang ..................................................................................... 3
Åbenhed i adoption et kvalitativt underbelyst forskningsområde ............................................................... 5
Forskningsdesign ........................................................................................................................................... 7
Opsamling og rapportens struktur .............................................................................................................. 15
Kapitel 2 ............................................................................................................................................. 20
Fuld åbenhed i adoption ..................................................................................................................... 20
Indledning .................................................................................................................................................... 20
”Jeg er are så glad for at vide, at de lever”
............................................................................................... 21
Åbenhed på barnets præmisser .................................................................................................................. 27
Opsamling på de to fortællinger ................................................................................................................. 32
Kapitel 3 ............................................................................................................................................. 34
Åbenhed inden for rammerne ............................................................................................................ 34
Indledning .................................................................................................................................................... 34
Stolthed over ’do
elt-ide titet’
................................................................................................................ 35
Normalisering af adoption og åbenhed med forbehold.............................................................................. 39
Opsamling på de to fortællinger ................................................................................................................. 43
Kapitel 4 ............................................................................................................................................. 47
Lukkethed og løgn om adoption ........................................................................................................ 47
Indledning .................................................................................................................................................... 47
Løgn og fortielser og oplevelsen af tillidsbrud og omsorgssvigt ................................................................. 49
Viden og kontakt til halvsøskende i en sen alder ........................................................................................ 52
Afslutning..................................................................................................................................................... 54
Kapitel 5 ............................................................................................................................................. 57
Forskellige dimensioner af åbenhed og samspillet herimellem ......................................................... 57
Indledning .................................................................................................................................................... 57
Faktuel åbenhed og betydningen af fortællingen om den første tid .......................................................... 58
Betydningen af social åbenhed
–
i samspil med kulturel og følelsesmæssig åbenhed ............................... 64
Særlige udfordringer når man ser anderledes ud: Behovet for sammenhænge karakteriseret ved
mangfoldighed............................................................................................................................................. 68
Slægtsskabelse uden bio-bånd: Mere om samspillet mellem den sociale og den kulturelle åbenhed ...... 71
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 6 ............................................................................................................................................. 75
Den identitetsmæssige betydning af adoption og forskellige former for åbenhed ............................ 75
Indledning .................................................................................................................................................... 75
Manglende faktuel åbenhed som tillidssvigt............................................................................................... 75
Faktuel og følelsesmæssig åbenhed kan skabe ro ...................................................................................... 78
Oplevelse af at være blevet valgt fra........................................................................................................... 80
Opsamling .................................................................................................................................................... 86
Kapitel 7 ............................................................................................................................................. 88
Identitetsproblematikker og -håndteringer ......................................................................................... 88
Indledning .................................................................................................................................................... 88
Et stort temperament, drillerier og konflikter med jævnaldrende ............................................................. 88
Særlige udfordringer for adoptivforældrene .............................................................................................. 99
Opsamling .................................................................................................................................................. 101
Kapitel 8 ........................................................................................................................................... 102
Skabelse af en positiv dobbelt-identitet ........................................................................................... 102
Indledning .................................................................................................................................................. 102
Åbenhed i interviewet ............................................................................................................................... 103
Fortællingens betydning ............................................................................................................................ 104
Den stærke integrerende fortælling.......................................................................................................... 107
Den integrerende åbenhed og skabelse af en positiv dobbelt-identitet .................................................. 109
Integrerende åbenhed via kontakt til biologiske forældre eller børnehjem ............................................. 116
Opsamling .................................................................................................................................................. 120
Kapitel 9 ........................................................................................................................................... 122
Juridisk perspektivering ................................................................................................................... 122
Indledning .................................................................................................................................................. 122
Juridiske ra
Juridiske ra
Juridiske ra
er for ” est pra ti e” i relatio til faktuel å e hed
.......................................................... 123
er for ” est pra ti e” i relatio til relatio så e hed........................................................
127
er for ” est pra ti e” i forhold til følelses æssig å e hed
............................................. 130
er for ” est pra ti e” i forhold til so ial å e hed
.......................................... 132
er for ” est pra ti e” i forhold til kulturel å e hed
...................................... 132
e for ” est pra ti e” i forhold til sy
olsk å e hed
..................................... 133
Lovgiv i gs æssige ra
Lovgiv i gs æssige ra
Lovgiv i gs æssige ra
Tværgående diskussion ............................................................................................................................. 134
Åbenhed i adoption
–
et komplekst etisk og juridisk emne ...................................................................... 136
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Opsamling .................................................................................................................................................. 137
Litteraturliste .................................................................................................................................... 139
Referencer ................................................................................................................................................. 144
Bilag ........................................................................................................................................................... 142
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Forord
Åbenhed i adoptioner bliver et mere og mere fremtrædende emne i forbindelse med både national
og international adoption bl.a. pga. et stigende fokus på betydningen og konsekvenserne af adoption
på barnets opvækst og voksenliv. Viden om åbenhed i adoptioner har imidlertid været begrænset,
når det drejer sig om de juridiske og etiske problemstillinger forbundet hermed. Det blev derfor
besluttet at igangsætte forskning, der kan belyse betydningen af åbenhed for den adopteredes trivsel
og livskvalitet som et led i den politiske aftale på adoptionsområdet fra oktober 2014
(Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og
Det Konservative Folkeparti). Efter et åbent udbud pegede Ankestyrelsen på Aalborg Universitet og
Roskilde Universitet, som udfører af opgaven, og denne blev påbegyndt i starten af 2016. Denne
rapport er resultatet af dette forskningsarbejde. Rapporten bygger på 40 dybdegående narrative
interview med både børn, unge og midaldrende. Vores yngste informant er seks år og den ældste
informant i slutningen af halvtredserne. Vi vil gerne takke alle disse mennesker, som har stillet op
til interview og ligeledes takke børnene og de unges forældre, som har indvilliget i at lade deres
børn interviewe, koordineret interviewaftalen i forhold til en presset hverdag og eventuelt åbnet
deres hjem for os eller sammen med den unge afsat tid til at mødes med os ude i byen til interview.
Flere af vores informanter har desuden formidlet kontakt til andre relevante informanter. Uden jeres
store hjælpsomhed havde denne undersøgelse ikke været mulig. Ligeledes vil vi gerne takke vores
juridiske eksperter: Lektor ved Metropol Idamarie Leth Svendsen, advokat Anja Cordes og juridisk
konsulent i Børnerådet Anna Marie Schurmann Carstens for at stille op til et gruppeinterview og
efterfølgende sparring.
Rapporten er den første afrapportering fra forskningsprojektet, som er det forskningsarbejde, der er
udført for Ankestyrelsen. Undervejs i dette arbejde er vi imidlertid blevet grebet af
problemstillingerne vedrørende adoption og adoptionens konsekvenser, samt den betydning, som
børn, unge og voksne tilskriver det at være adopteret og de nærmere omstændigheder ved lige netop
deres adoption. Vi vil derfor arbejde videre med stoffet med særlig vægt på identitetsskabelse som
adopteret. Oplysninger om publikationer (artikler og/eller bøger) fra den viderebearbejdelse af
interviewene vil blive offentliggjort på Ankestyrelsens hjemmeside og på diverse facebookgrupper
med nærmere oplysninger om, hvor disse kan bestilles. Også tak til de to studentermedhjælpere og
kommende sociologer Josephine Kristine Kann og Kristina Elmo Kristensen, der blandt andet har
1
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0006.png
transskriberet samtlige interviews og indgået i diverse mindre forskningsopgaver undervejs med
stort engagement og selvstændighed.
En stor tak til Anita Berner, der er den faglige leder af Ankestyrelsens PAS-afdeling, og til de to
psykologer som står for adoptionsgruppen i København, der påtog sig opgaven med at formidle
kontakten til de unge. Idet alle parter her sagde god for projektet lykkedes det os at få mange
interview med unge, der er adopterede. Også tak til Ankestyrelsen for deres tålmodighed, da vi blev
nødt til at overskride deadline med et par måneder, da det tog længere tid end forventet at opnå
kontakt til børn og unge, og selvfølgelig også for at have initieret denne vigtige og spændende
forskningsopgave.
Inger Glavind Bo og Hanne Warming
Den 2. oktober 2014 indgik regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti en politisk aftale om et nyt adoptionssystem i Danmark.
En del af aftalen indebar at iværksætte forskning, der belyser åbenheds betydning for den
adopteredes trivsel og livskvalitet. Ankestyrelsens opgave i forbindelse med forskningsprojektet har
været at varetage opgaven som tovholder på forskningsprojektet, ligesom Ankestyrelsen har været
behjælpelig med at skabe kontakt til potentielle interviewpersoner.
2
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 1
Forskningsdesign, narrativ metode og tilgang
Indledning
En af de mest signifikante og omdiskuterede ændringer i adoptionshistoriens udvikling er begrebet:
åbenhed og tilgang til åbenhed i adoption. I en lang årrække var lukkede adoptioner normen. Sådan
har det dog ikke altid været, idet åbne adoptioner frem til slutningen af 1800 tallet var normen i
både USA og det meste af Europa (Christoffersen 2017: 113). I dag svinger pendulet så mod
åbenhed igen, men i en helt anden samfundsmæssig og adoptionsmæssig kontekst. Tidligere var der
nemlig næsten udelukkende tale om nationale adoptioner, hvor man adopterede børn som ekstra (og
gratis) arbejdskraft. Ændringen over mod lukkethed skete i takt med to forskellige ændringer på
området, dels en institutionalisering og indskrivning af adoption i børnelovgivning; dels en ændring
af motivet hos adoptanterne fra børnene som arbejdskraft til børnene som familiemedlemmer.
Begge dele kan ses som en del af ændringerne i synet på børn og normer for familieliv (ibid.). Etik
blev nu et problem, og en lukket adoption blev anset for at være det mest etiske. Intentionen var, at
det skulle afværge stigmatisering af såvel den adopterede som adoptanterne og de biologiske
forældre. Mange af de adopterede børn var såkaldte ’uægte børn’, og på den tid var både det at føde
et ’uægte barn’, og at være et ’uægte barn’ forbundet med
stigmatisering. Det samme gjaldt
ufrugtbarhed (Jones 2016: 85). En lukket adoption kunne beskytte de forskellige parter mod denne
stigmatisering. Som allerede nævnt var det på den tid primært nationale adoptioner, og børnene
havde derfor ikke tydelig kropslige tegn (såsom anden hudfarve), der indikerede, at de var
adopterede. Det var først efter 2. verdenskrig, at der kom gang i de internationale adoptioner. I
starten var det primært fra Tyskland og senere fra lande i Asien, Afrika og Sydamerika.
Efter en årrække med lukkethed som norm, begyndte der at blive stillet spørgsmålstegn ved dette.
Således blev der gennem forskning og
‘reports of clinical practise’
peget på, at adoption ikke kan
forstås som værende en ny og frisk start på livet, hvori man kan afskære sig fra sine oprindelige
rødder - dette uanset alder. Oprindelse, identitet og arvelighed fandt man i stedet fortsat væsentligt
for et individs udvikling, uanset opvækst andetsteds (Jones 2016). Men også de adopterede selv har
været på banen med kritikker af den hidtidige praksis. Det gælder internationalt, f.eks. i USA
3
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
(Sullivan & Lathrop 2004), men også i Danmark. Således har nogle af de adopterede, der kom til
Danmark i 1960’erne og 1970’erne, og som nu er voksne,
organiseret sig (bl.a. via Facebook-
grupper) og rejst kritik både af deres adoptivforældre og af den måde, adoptionerne er foregået på.
Samtidig dukker der også historier op i medierne om etiske problemstillinger i nyere adoptioner,
f.eks. omkring børn, der stjæles eller narres fra deres forældre. Dette påvirker holdningerne til
åbenhed versus lukkethed, hvilket afspejles i en amerikansk undersøgelse, hvori 60 % af
adoptanterne, 60 % af de adopterede og 72 % af de biologiske forældre gav udtryk for, at det burde
være muligt for de adopterede at indhente informationer, hvis interessen for dette skulle opstå
(Sullivan & Lathrop 2004: 403). Selvom adoptionsforholdene i USA og Danmark er forskellige, så
har der været nogle af de samme bevægelser, og det er derfor sandsynligt, at samme tendens gør sig
gældende.
Den dominerende diskurs inden for adoptionsområdet har således ændret sig fra tidligere, hvor
tendensen var at udpege lukkethed i adoption som idealet til et ideal om åbenhed. Hertil kommer, at
internettet og global udbredelse af sociale medier samt det, at det er blevet mere almindeligt og
tilgængeligt at rejse på tværs af kontinenter, har givet andre muligheder for opsøgning af
informationer og kontakt, også i internationale adoptioner (Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forhold 2014: 92). Det er
–
som vi senere skal se
–
dog stadig ikke uden
udfordringer. Ifølge den danske undersøgelse fra 2014
Helhedsanalyse af det danske
adoptionssystem - adoptivfamiliens forhold
udarbejdet
af ”Ministeriet for børn, ligestilling,
integration og sociale
forhold” er der sket en øget bevidsthed hos både myndigheder og
adoptivforældre om, at den adopterede skal have ret til at kende sin egen historie (Ministeriet for
Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold 2014: 11). Den politiske aftale på
adoptionsområdet fra oktober 2014 og det efterfølgende udbud fra Ankestyrelsen skal ses som en
del af denne udvikling mod sikring af adopterede børns muligheder og rettigheder til åbenhed i
adoption. I dette indledende kapitel vil vi først kort redegøre for forskningen på området og dernæst
skitsere forskningsdesign og teoretisk tilgang. Herefter følger en redegørelse for dels narrative
interview med voksne, dels narrative interview med børn. Forskningsprojektets sidste empiriske
datakilde består af et fokusgruppeinterview med tre juridiske eksperter. Kapitlet afsluttes af en kort
gennemgang og læsevejledning til rapportens kapitler.
4
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Åbenhed i adoption et kvalitativt underbelyst forskningsområde
I projektets første fase startede vi med en systematisk kortlægning af relevant forskning på området.
Vi anvendte
ISI Web of Knowledge
og
SCOPUS
som database for søgning til at finde internationale
videnskabelige artikler og
bibliotek.dk
for herigennem at få en oversigt over tilgængelig litteratur på
skandinavisk. Her inkluderes således engelsk- og skandinavisk sproget forskningslitteratur og både
kvalitative og kvantitative undersøgelser. Formålet med denne forskningsoversigt var at danne
bagtæppet for interview og analyse af disse, herunder nuancer, fortolkninger og praktiseringer af
åbenhed og disses konsekvenser for barnets trivsel og udvikling for på det grundlag at identificere
forskellige former for ”best practices”.
Gennem vores arbejde med litteraturoversigten vedrørende forskning i åbenhed i adoption stod det
dog ret hurtigt klart, at der for det første var et overtal af kvantitative studier, som i nogle tilfælde
var suppleret med mindre kvalitative undersøgelser. For det andet har store dele af disse
udgangspunkt i adoptanternes opfattelse af adoption. (Se fx Berry et al. 1998: 156; Berry 1993: 236;
Siegel 2013: 45). Det er således vanskeligt at finde forskning, som tager udgangspunkt i det
adopteredes barns oplevelse og opfattelse. Størstedelen af den empiriske forskning vedrørende
åbenhed i adoption er desuden udarbejdet i USA (Berry et al. 1998; Berry 1993; Siegel 2013; Farr
et al. 2014; Grotevant et al. 2011; Grotevant et al. 2008; Korff et al. 2006; Wrobel et al. 1996), og
det er yderst begrænset, hvad der findes af forskning på området i en skandinavisk sammenhæng.
Dette ses blandt andet, da det var vanskeligt at finde frem til data, og da det står nævnt i flere af de
anvendte studier. Det materiale der blev fundet fandt vi ikke relevant i forhold til denne
problemstilling. Et yderligere aspekt, der er værd at hæfte sig ved i forhold til de metodiske tilgange
i den eksisterende forskning, er, at en del af undersøgelserne bygger på et og samme datasæt (Farr
et al. 2014; Grotevant et al. 2011; Grotevant et al. 2008; Korff et al. 2006; Wrobel et al. 1996).
Dertil kommer, at selvom der findes en del artikler, som er skrevet i nyere tid, bygger de alle på
data fra familier, der har adopteret i slutningen af 1970’erne eller starten af 1980’erne.
Der er sket en række ændringer på adoptionsområdet i kraft af en række samfundsmæssige
ændringer, herunder en større sikring af børns rettigheder (jf. Barnets Reform fra 2011) og andre
lovgivningsændringer og hermed et ændret børnesyn. Datasæt fra 70-erne og 80-erne er således
ikke tidssvarende og vil fremanalysere problematikker, som ikke længere er aktuelle. Det er således
relevant med undersøgelser, der bygger på adoptivfamilier, der har adopteret senere og med
5
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
inddragelse af adoptivbørn i undersøgelsen for herved at kunne beskrivelse og analysere
adoptivfamilier af i dag. Det er desuden relevant at udarbejde forskning omkring åbenhed i adoption
i en skandinavisk sammenhæng og i særdeleshed med en kvalitativ tilgang til feltet. Desuden kan
det anbefales at undersøge åbenhed i adoption mere dybdegående kvalitativt og gerne via
fortællinger for herved at tage højde for nuancerne og kontekstualiteten, som der ikke tages højde
for i de kvantitative opgørelser. Via den indledende litteratursøgning blev vi således bestyrket i et
kvalitativt forskningsdesign, hvor de centrale pointer er gengivet nedenfor. Vi lægger derfor op til et
forskningsdesign, hvor vi tager udgangspunkt i det adopterede barns perspektiv og arbejder ud fra et
narrativt perspektiv. Denne undersøgelse suppleres af en kombineret kvalitativ og kvantitativ
undersøgelse af, hvordan danske adopterede trives og klarer sig som voksne, som SFI aktuelt er i
gang med.
Hvad siger forskningslitteraturen om ”Best practice”?
Når vi i litteraturgennemgangen har fokus på ”best practice” går det igen i flere undersøgelser,
for
det første, at åbenhed generelt er godt, og at man i forhold til hvilken type af åbenhed bør se på
adoption ud fra de enkelte sager (Christoffersen mf. 2007). Der findes ikke en “one-size-fits-all”.
Man bør i stedet se på den konkrete sag for at vurdere den bedste måde at praktisere adoption (Farr
et al. 2014: 657). Det er væsentligt, at alle beslutninger bliver taget ud fra barnets bedste, og det
fordrer netop konkret vurdering. Generelt kan man sige, at jo højere grad af åbenhed, desto mere
tilfredse er børnene, mens man ikke entydigtig kan pege på hverken positiv eller negativ
indvirkning af åbenheden på børnenes tilknytning til adoptivforældrene. Nogle studier foreslår, at
det har med alder at gøre, hvor der peges på, at den personlige kontakt til de biologiske forældre kan
virke forstyrrende for de helt små børn, mens de ældre bedre kan håndtere det (Christoffersen mf.
2007). Denne forskningsmæssige uenighed om betydningen af kontakt mellem børn og biologiske
forældre spejles på anbringelsesområdet, hvor der ligeledes er forskningsresultater, der peger i
forskellig retning. Og hvor det bedste bud på en konklusion er, at det ikke kun handler om kontakt
eller ej, men også om relationen mellem de to sæt forældre, om disses håndtering af kontakten, den
fornødne støtte til kontakten, hvis den er vanskelig, og barnets egen oplevelse af, holdning til og
måde at indgå i kontakten.
Christoffersen mf. vover derudover den konklusion ”
at jo mere kognitivt
udviklede børnene er, jo større forståelse har de for, hvad adoption som generelt fænomen betyder,
og desto større forståelse og glæde har de af åbenheden, da alle adoptivbørn
–
uanset om de er i
6
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0011.png
lukkede eller åbne adoptioner
–
udviser nysgerrighed omkring, hvem deres biologiske forældre er
.”
(Christoffersen mf. 2007: 2014).
Forskningsdesign
Det fremgår af opdraget fra Ankestyrelsen, at åbenhed i adoption involverer tre parter og relationer
herimellem: Barnet, de biologiske forældre og adoptivforældrene. I dette opdrag hedder det således,
at forskningsprojektet:
”
skal tage udgangspunkt i de
n såkaldte ”adoptions
-trekant
””.
Barnet
Biologiske forældre
Adoptivforældre
Vi forstår disse tre parter og deres indbyrdes relationer, som kontekstuelt forankret såvel i form af
lokale og globale narrative konstruktioner af kropslige tegn, etnicitet, slægtskab, tilhørsforhold osv.
som nationale og internationale lovgivninger og konventioner. Det er således disse tre kontekstuelt
forankrede relationer, der spiller ind i forhold til de psykologiske, etiske og juridiske konsekvenser
af åben adoption. Åbenhed i adoption
forstår vi i lighed med opdraget som: ”
en bred betegnelse,
som kan dække alt fra barnets egen historie, adgang til informationer, indflydelse på valget af
adoptivfamilie m.m.
” Det bliver således en central del af forskningsprojektet at forholde sig til og
udfolde denne brede betegnelse af begrebet.
Vi har valgt et forskningsdesign, der belyser problemstillingen og de tre relationer med
udgangspunkt i
barnets perspektiv
(se fx Warming 2011), idet der i udstrakt grad mangler
7
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
forskning, der tager udgangspunkt i, hvordan adopterede selv ser på en øget åbenhed i adoptionen
(Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold 2014: 79). Det normative
udgangspunkt for projektet er, at adoptionen skal tilgodese barnets tarv, dvs. sikre barnets
livskvalitet og trivsel, og at man for at gøre dette nødvendigvis må inddrage barnets perspektiv.
Dette normative udgangspunkt gør sig gældende i vores forskningsdesign, idet vi prioriterer at tale
med de adopterede og ikke med de biologiske forældre eller adoptivforældrene. I interviewene med
nogle af børnene og de unge, har deres adoptivforældre dog også deltaget og fungeret som
medkonstruktører af børnenes fortælling. Dette giver et andet indblik i relationen mellem barn og
adoptant, samt i barnets perspektiv som processuelt og skabt i interaktion. Vi har valgt at inddrage
såvel voksne adopterede som børn og unge. Børnene og de unge giver os indblik i, hvordan det
opleves her og nu, og i det at være adopteret barn i den aktuelle samfundsmæssige kontekst,
herunder med de nye adoptionspraksisser og
–normer.
Interviewene med de voksne adopterede
bidrager med et andet perspektiv; nemlig hvordan de ser deres barndom i et tilbageblik, og hvordan
adoptionen har påvirket deres nuværende liv og identitet De to overordnede spørgsmål for
forskningsprojektet har været:
Hvordan bliver åbenhed i adoption forstået og praktiseret, og hvilke konsekvenser har det
for det adopterede barns trivsel og livskvalitet?
I hvilken udstrækning fungerer dansk lovgivning og de internationale konventioner på
området understøttende eller blokerende for at praktisere ”best practice” i adoption?
Problemstillingen:
Hvordan bliver åbenhed i adoption forstået og praktiseret, og hvilke
konsekvenser har det for det adopteredes barns trivsel og livskvalitet?
belyses i denne undersøgelse
via narrative interview. Ifølge narrativ teori er behovet for
menings- og identitetsskabelse
en del af
det at være menneske (Lawler 2008, Bruner 1999, Bruner 2004), og fortællingen er en central
måde, hvorpå mennesker løbende skaber
mening
med det, der foregår omkring dem, og egne
handlinger. Den narrative tilgang forstår menneskers identitet gennem deres fortælling om eget
livsforløb, der forbinder erindringer om fortidige episoder til en sammenhængende, meningsfuld
helhed. Denne meningsskabelse sker retrospektivt, idet mennesker vil fortælle om deres opvækst i
lyset af deres aktuelle voksentilværelse. Det betyder også, at de følelser og oplevelser fra
barndommen, som voksne og unge fortæller om, ikke nødvendigvis er identiske med dem, de havde
som børn. Den måde de i dag fortæller om dem på, indvirker på deres nuværende identitet, og
derfor er de vigtige. Ønsker vi derimod adgang til, hvordan børnene oplever det i et her og nu
8
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
perspektiv, hvilket også er helt afgørende for barnets livskvalitet og trivsel, så må vi spørge børnene
selv.
Vi har derfor valgt et forskningsdesign, hvor vi kombinerer interview med børn, unge og
midaldrende. På den måde får vi et nuanceret indblik i de adopteredes perspektiver og betydningen
af forskellige grader og typer af åbenhed for deres livskvalitet og trivsel. Inger Glavind Bo, den ene
af forskerne på projektet, har stået for gennemførsel af samtlige interviews. Dette, at det er den
samme, der interviewer alle informanter, er med til at styrke kvaliteten af interviewene. Vi ønskede
at prioritere børnenes og de unges og lade resultaterne herfra danne afsæt for interviewene med de
voksne. Det var således planen at starte med interviewene med børn og unge i alderen 7-15 år.
Imidlertid løb vi ind i en del forhindringer, så rækkefølgen på interviewene blev lidt anderledes end
planlagt. Vi satte opslag op på DIA’s (Danish International Adoption) hjemmeside, hvilket
der ikke
kom så mange henvendelser ud af. Derefter satte vi opslaget på Facebook (en gruppe for
adopterede), og så gik det hurtigt med interviewaftalerne med voksne. Dette resulterede imidlertid
ikke i nogen interviewaftaler med børn og unge. Herefter blev der taget kontakt til samtlige
folkeskoler i Aalborg Kommune, hvor der blev mailet til skoleledelsen med opslag, der kunne
sættes på forældreintra og hænges op på opslagstavler. Dette resulterede imidlertid heller ikke i
nogle aftaler
–
faktisk modtog vi kun ét svar på vores henvendelser, og det var i form af et afslag. I
mellemtiden havde vi imidlertid fået kontakt til adopterede voksne, der gerne ville stille op til
interview, og for ikke at miste disse kontakter gik Inger i gang med at få interviewaftalerne i
kalenderen og videre med at lave disse vokseninterview. Samtidig gik vi i tænkeboks i forhold til,
hvordan vi så kunne etablere kontakt til børnene. Vores løsning blev i første omgang at anvende
vores private netværk, og det gav pote. Ikke alene sagde en del af disse ja, men de formidlede også
kontakt til andre. Derudover fik vi hjælp af Anita Berner, der er den faglige leder af Ankestyrelsens
PAS-afdeling, og af de to psykologer, som står for adoptionsgruppen i København. Vores
udfordring med at skaffe børneinformanter betød endvidere, at vi udvidede gruppen til også at
omfatte de 16- og 17-årige.
Narrative interview med voksne
Der er blevet lavet 17 narrative interview med voksne i alderen 23-54 år, hvor af de 16 blev
transkriberet (Se bilag). Flere af vokseninformanterne var en del af en adoptionsgruppe på
9
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Facebook og formidlede således kontakt til andre adopterede, som de kendte. I kraft af erfaringerne
med hvor vanskeligt det var at få etableret kontakt til adopterede børn, blev der ikke skelet til
udvælgelseskriterier for vokseninterviewene såsom fx køn og alder. Vi sagde ja, til de
interviewaftaler vi kunne få, selvom kvinderne var overrepræsenterede i materialet. Vi havde
desuden i udgangspunktet et kriterie om, at der skulle have været en vis grad af åbenhed i
adoptionen. Dette blev også revideret, og der er flere interview med voksne i midten af fyrrene og
opefter, hvor der har været en høj grad af lukkethed, hvis ikke ligefrem fortielse om adoptionen.
Dette empiriske materiale har været yderst værdifuldt som kontrast til fortællingerne om åbenhed i
adoption, hvilket vi har udnyttet i rapporten ved at inddrage fortællingerne herom. Det lykkedes at
få en pæn fordeling mellem yngre og ældre respondenter. Desuden har vi ligeledes både voksne
informanter, der (endnu) ikke har fået børn, og respondenter, der har fået børn. Der var enkelte, der
havde fået etableret kontakt til deres biologiske forældre og/eller halvsøskende sent i livet.
Overordnet set lykkedes det således at få et case materiale,
der lever op til kravene om ’maximum
variation’, om end der er typer af cases, vi ikke
har fået. Vores materiale er dog karakteriseret ved,
at mange af informanterne selv har henvendt sig til os
–
det gælder særligt de voksne, og det
indebærer en vis ’creaming effekt’, hvor man kun får dem, der har overskuddet og ressourcerne til
at stille op. Dertil kommer, at dem, der selv henvender sig typisk vil være informanter, der har
noget særligt på hjertet. På den måde er vores voksen-materiale vægtet af fortællinger, hvor
adoptionen spiller en stor rolle i deres liv og forståelse af dem selv, hvilket vi dog har kompenseret
for ved decideret at opsøge andre typer af fortællinger. Vores materialet er dermed ikke
repræsentativitet i kvantitativ forstand, men det er heller ikke afgørende. Det afgørende er at få
variationen i forhold til kriterierne, som må formodes væsentlige i forhold til projektets fokus. Et
væsentligt kriterium har derfor været, at der indgår informanter, som tillægger adoptionen en stor
rolle i deres forståelse af deres identitet, og informanter som ikke gør det. Et andet kriterium er
adoptanternes alder, fordi adoptionspraksissen og de samfundsmæssige normer har ændret sig. I
interviewene med de voksne kombinerer vi en retrospektiv og nutidsorienteret narrativ tilgang, hvor
vi både beder informanterne fortælle om deres opvækst og om, hvilken betydning åbenhed i
adoptionen har for deres nuværende liv. Det gør vi, fordi følelserne, adfærden, interaktionen og
holdningerne hos de adopterede, både mens de er børn og som voksne, er afgørende for, hvordan de
oplever adoptionen (Neil et al, 2013), og fordi disse aspekter er dynamiske og vil ændre sig over tid.
Herved faciliteres en informant-drevet fortælling gennem åbne opfordringer til at fortælle. Narrative
interview minder om semistrukturerede livsverdensinterview, men tager i større udstrækning højde
10
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
for, at mennesker husker og skaber mening via fortællinger (Mishler 1986, Bruner 1986, 1990,
2004, Holmgreen 2013, Bo, Christensen og Thomsen red. 2016). Dermed giver disse narrative
interview et bedre indblik i såvel informantens perspektiv som den kontekst, der reelt har betydning
i den konkrete informants liv (Bo 2013). Det skal dog understreges, at det er informantens
perspektiv, som det er i nutiden. Selv når informanten taler om, hvordan han/hun tænkte eller følte i
datiden, så er det med nutidens briller, og kan således have været oplevet anderledes på det
pågældende tidspunkt. Samtidig er vores indblik i konteksten formet af, hvad informanten vælger at
fortælle. Det bliver den kontekst, som han/hun tillægger betydning, og som han/hun vil dele med os.
Med disse vokseninterview ønskede vi at skabe viden om adopteredes voksenidentitet med særlig
fokus på, hvilken rolle adoption, og særligt graden af åbenhed og kontakt til eller viden om
biologisk ophav oplevedes at spille. Hvilke konsekvenser oplever de voksne adopterede, at en
eventuel kontakt til eller fortielser om den biologiske familie har haft for deres opvækst,
identitetsskabelse og syn på dem selv? Og har denne betydningstilskrivelse ændret sig gennem
deres livsforløb, og hvad har i så fald været udslagsgivende herfor? Sådanne ændringer har vi
naturligvis kun adgang til gennem de adopteredes fortællinger om dem; det vil sige, at vi får indsigt
i dem i det omfang, som de adopterede selv er opmærksomme på disse og tilskriver dem betydning.
Gennem disse narrative interviews fik vi adgang til de voksnes erfarede liv, samt oplevelse og
skabelse af forklaringssammenhænge og konsekvenser vedrørende deres oplevelse af at være
adopteret.
Narrative interview med børn i alderen 7-17 år
Vi havde planlagt at lave ca. 20 narrative interview med adopterede børn, der har oplevet
forskellige grader af åbenhed. Efter vores udfordring med overhovedet at få børneinformanter endte
vi imidlertid med at få lavet hele 23 børneinterview, da vi sagde ja til samtlige mulige informanter. I
udgangspunktet ville vi tilstræbe en spredning i forhold til køn samt nationalt og internationalt
adopterede børn. Da vi var så godt som i mål med vokseninterviewene med hensyn til antal havde
vi kun et enkelt børneinterview, og vi besluttede, som nævnt, at gøre brug af vores eget personlige
netværk. Mange af disse kontakter hjalp os videre med flere interviewkontakter, og denne
”snowballing-metode” viste sig yderst effektiv. Ulempen ved denne metode er,
lige som det er
tilfældet med vokseninterviewene, at der herved forekommer en
vis ”creaming”. Det vil sige, at vi
11
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0016.png
kun får kontakt til de familier, der har ressourcerne til at stille op og som er forholdsvis bevidste om
deres håndtering af adoptionen. Da deltagelse i forskningsprojektet foregår på frivillig basis er det
imidlertid vores vurdering, at dette under alle omstændigheder er et grundvilkår for undersøgelsen,
som man kun kan kompensere for ved at reflektere over dette, når man analyserer sit materiale.
Imidlertid fik vi
som nævnt også via Ankestyrelsen kontakt til to ”adoptivgrupper” for børn og
unge, der var i gang i henholdsvis København og Århus, og der lykkedes det, via de to psykologers
formidling af projektet i København, at få samtlige deltagere til at sige ja. I forbindelse med begge
rekrutteringsformer anvendte vi to breve dels et henvendt til børnene, dels et brev, der henvendte
sig til deres forældre (se Bilag 1). Det, at samtlige i disse grupper sagde ja, modificerede creaming
effekten i forhold til vores børne- og ungeinterview-materiale
Adoptionsgruppen i København bestod af unge i alderen 15-17 år, hvorfor vi besluttede at hæve
alderskriteriet til 7-17 år for informanterne til børneinterview. Deltagerne i adoptionsgruppen i
Århus var i alderen 8-11 år, og henvendelsen gik gennem forældrene og resulterede ikke i nogen
interviewkontakter. Adoptionsgruppen i København var et tilbud til unge i alderen 15-17 år, der var
udfordrede og oplevede diverse psykosociale problemstillinger såsom mobning, konflikter med
forældre, identitetsproblemer osv. Disse problemstillinger kommer således til at spille en central
rolle i de unges fortællinger og kan betyde, at disse problemstillinger er fremtrædende i materialet.
Udgangspunktet i forskningsprojektet og i de narrative børneinterview er en åbenhed og respekt for,
at alle adopterede børn er forskellige, og at åbenhed i adoption også må ses i forhold til børnenes
forskellighed og deres kontekst frem for standardiserede forståelser af børns alder og ”modenhed”
1
.
Vi havde i udgangspunktet tilstræbt inddragelse både af børn, der var adopterede som alternativ til
anbringelse, og børn, hvor adoptionen ikke bunder i de biologiske forældres omsorgssvigt eller
overgreb. Til trods for Hannes tidligere forskning i anbragte børn og et stort netværk af relevante
kontakter har det imidlertid ikke været muligt at etablere kontakt med et barn eller en ung, der er
adopteret som alternativ til anbringelse, som det var muligt at interviewe. Der var tidligere anbragte,
der var blevet adopterede som voksne, men disse havde ikke lyst til at stille op til interview. Og der
var spædbørn, hvor man planlagde og måske havde taget de første spæde skridt i en fuldt åben
adoption som alternativ til anbringelse. Vi ville her kunne få de voksnes tanker omkring dette,
Modenhed bliver eksempelvis typisk defineret ud fra en standard om, hvad der på et givent tidspunkt er anset som
den normale og hensigtsmæssige udvikling. Det kan blive til en argumentation for og legitimering af, at yngre børn og
’utilpassede ør ’ (det er typisk
dem, der kategoriseres som umodne), skal have mindre information og mindre
adga g til ko takt. E såda stig atiseri g af y gre og ”utilpassede” ør ø sker vi her ed at u dgå.
1
12
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0017.png
hvilket naturligvis ville være interessant, men udenfor dette projekts fokus. Vores vanskeligheder
med at få adgang til denne type informanter er ikke så overraskende i lyset af, at det
–
i hvert fald
indtil nu
–
har været ganske sædvanlig med sådanne adoptioner. Vi har derfor ingen nationale
adoptioner blandt børneinterviewene. Til gengæld findes dette i interviewene med de voksne, om
end i ret begrænset omfang. Således har vi heriblandt kun en enkelt informant, hvor der har været
en sporadisk kontakt med bio-forældre eller før-adoptions-netværk/omsorgspersoner, og dette er her
foregået uden, at hun som barn vidste, at hun rent faktisk var i familie med dem. Her har vi derfor
været nødsaget til at supplere med erfaringer og viden fra anbringelsesområdet i analysen.
Inden for den nye barndomsforskning er man i stigende grad blevet opmærksom på, hvordan
interview med børn og unge kan understøttes og kvalificeres ved at tage udgangspunkt i noget
konkret (Kampmann, Rasmussen og Warming red. 2017). I interviewet med børnene og de unge har
vi derfor flere gange inviteret til at tale ud fra fotos fx i form af fotos taget i forbindelse med deres
adoption eller rejse til deres oprindelsesland. Det har vi gjort med henblik på at facilitere en
situation, hvor børnene og de unge har mulighed for at tage styring: definere og fortælle om det, de
finder relevant i forhold til emnet (Hill 2013: 139). Formålet med den børnestyrede
forskningsmetodologi er at tage hensyn til børnenes kommunikative præferencer og kompetencer
og herigennem overskride en undersøgelse
om
de adopterede børn og unge, til at det også bliver en
undersøgelse
med
dem, både for at skabe bedre viden og af etiske hensyn (Michail og Kellett 2015).
Grundlæggende er denne tilgang begrundet i en erkendelse af, at skabelsen af det gode børneliv
ikke er noget, de voksne gør
for
børnene, men
sammen med
børnene. Børnene har en særlig viden
om egen livsverden; herunder tanker, følelser, savn, håb og drømme, som er helt afgørende for at
forstå, hvordan forskellige praktiseringer af åben adoption, indvirker på børnenes livskvalitet og
identitetsudvikling (Hallet mf. 2003, Warming 2011).
Interview med børn, og særligt omkring potentielt følelsesmæssigt sårbare emner, fordrer en række
etiske hensyn, herunder ift. information og samtykke, omsorg og sensitivitet i selve
interviewsituationen; samt databehandling. Vi har med dette hensyn for øje designet vores tilgang i
overensstemmelse med forskersamfundets etiske guidelines
2
. Imidlertid kan ingen guidelines være
udtømmende. Etiske udfordringer vil altid opstå og må håndteres undervejs (Alderson 2004),
hvilket kræver dialog på to niveauer: Dels i forskerkollektivet; dels mellem forskere og deltagere
(Christensen og Prout 2002: 477). Vi har derfor løbende diskuteret etik og metodiske spørgsmål
2
Se eksempelvis
http://www.ethicsguidebook.ac.uk/research-with-children-105
13
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
med hinanden undervejs, ligesom vi har søgt sparring i de forskningsgrupper og netværk, som vi
indgår i. Den etiske refleksion og håndtering af etiske udfordringer og dilemmaer er således blevet
understøttet af et bredere forskerkollektiv med ekspertise i forskning med børn og unge. Ved at
anvende en narrativ og børnestyret tilgang har vi tilstræbt at facilitere, at børnene kan fortælle åbent
og nuanceret om deres erfaringer, følelser og håb. Vi lod samtalen forløbe med udgangspunkt i de
fortællinger, som børnene selv fandt relevante i forhold til det overordnede tema om at være
adopteret.
Ekspertinterview i form af et fokusgruppeinterview med tre udvalgte jurister
Den juridiske ramme omkring børns information om og kontakt til sit biologiske ophav udgøres af
et kompleks samspil af forskellige nationale lovgivninger og internationale konventioner. Disse er
ikke altid helt i overensstemmelse med hinanden. Projektet har ikke haft som ambition at lave en
udtømmende redegørelse for dette komplekse samspil. I stedet har ambitionen primært været at
undersøge udfordringer, dilemmaer og muligheder i forhold til de forskellige dimensioner af
åbenhed. Med afsæt i analyse af interviewene har vi identificeret disse som centrale i
indkredsningen af
”best practice”.
Dette har vi gjort via et fokusgruppeinterview med tre juridiske
eksperter; Lektor ved Metropol, Ph.d. Idamarie Leth Svendsen; Jurist i Børnerådet Anna Marie
Shurmann samt familieretsadvokat og tidligere medlem af Børnerådet Anja Cordes. I dette
fokusgruppeinterview stillede vi skarpt på de juridiske muligheder og barrierer for realisering af de
forskellige ”best practices”, herunder på eventuelle behov for ændring af særligt
national
lovgivning. Selv for juridiske eksperter kan kompleksiteten i de juridiske rammer være vanskelige
at favne, og netop derfor har vi valgt gruppeinterview, da fællesrefleksion kan kvalificere de
individuelle input. Forud for interviewet sendte vi de specificerede spørgsmål til de juridiske
eksperter for herved at give dem mulighed for at forberede sig (Se Bilag 2). Det overordnede
spørgsmål for dette fokusgruppeinterview var:
Hvilke udfordringer og muligheder ser du i national
lovgivning og internationale konventioner for realisering af ”best practices” o
g kan de forskellige
”best practices” eventuelt understøttes gennem lovændringer og justeringer
?
14
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Opsamling og rapportens struktur
Formålet med forskningsprojektet er således en udfoldelse af ”barnets perspektiv” og ”på barnets
præmisser” i forhold til åbenhed
i adoption. Det styrende spørgsmål for hele forskningsprojektet har
været:
Hvordan udfoldes, praktiseres og forstås åbenhed i adoption?
Vi har her undersøgt hvilke
kontekstuelle forhold, der spiller ind, og hvilke betydninger forskellige grader af åbenhed tillægges,
når man spørger adopterede børn, unge og voksne. Vi har tilgodeset
børneperspektivet
ved at
interviewe børn i alderen 7-17 år med vægt på deres oplevelser og budskaber og herudover
inddraget
de adopteredes perspektiver
via retrospektive fortællinger fortalt af adopterede voksne.
Læsevejledning og begrebsafklaring
Gennem analysen har vi identificeret seks forskellige former for åbenhed. Disse begreber er
fremanalyseret af det empiriske materiale, men som en hjælp til læseren vil vi definere disse
indledningsvis:
1.
Relationsåbenhed
handler om at være positiv indstillet ift. kontakt med den biologiske familie
eller andre omsorgspersoner fra før adoption fx løbende kontakt via Facebook eller andre sociale
medier og mails. Herunder indgår også mulighed for besøg af biologisk ophav gennem barnets
opvækst plus rejse til oprindelsesland og besøg hos barnets biologiske forældre eller familie samt
for, at barnet kan finde på at vende tilbage til sit oprindelsesland.
2.
Faktuel åbenhed
handler om formidling af adoptionshistorien i den udstrækning disse
oplysninger forefindes. Det drejer sig om oplysninger om, at barnet er adopteret, hvorfra, hvornår,
og hvem forældrene er. Desuden handler det også om åbenhed om hvilke omstændigheder, der har
været for adoptionen og om moderens grunde til at adoptere. Det kan fx være at hun var fattig,
kunne risikere stigmatisering ved at få barn uden for ægteskab, var psykisk syg eller på anden vis
havde dårlige betingelser for at påtage sig rollen som mor. Man kan her sondre ml. faktuel åbenhed
overfor barnet og overfor omverdenen.
3.
Følelsesmæssig åbenhed
handler om empati, samt evne og mod til at sætte ord på, og invitere til
at sætte ord på følelser. Denne åbenhed handler om at kunne rumme barnets tavshed, sorg, længsel
og evt. følelser og tanker om bio-familie, samt barnets reaktioner herpå. Den følelsesmæssige
åbenhed er således
mange facetteret og handler om evne til at skabe ”plads” til,
at der kan tales om
at være adopteret. Det er vigtigt, at adoptivforældrenes drømme og forestillinger om, hvordan
barnet skal være ikke gør dem fastlåste i deres forventninger til barnet. Det er vigtigt, at de kan se
15
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
og møde barnet, der hvor det er, og have blik for de problemer, som barnet eventuelt oplever såsom
tilknytningsproblematikker, tidligere oplevelse af omsorgssvigt. Følelsesmæssig åbenhed handler
således om, at kunne tage hånd om de problematikker (tilknytning, konflikter med kammerater,
forladthedsfølelse osv.). Men også at kunne rumme barnets positive følelser og drømme om sit
biologiske ophav.
4.
Social åbenhed
handler om at ’bonde’ og kommunikere med andre, både dem der ligner, og dem,
der ikke ligner en selv: At vise sig selv og sin familie, og at åbne sig for andre. Social åbenhed er en
kommunikativ og praktisk åbenhed ud ad til i forhold til den større familie, venner og lokalsamfund
og kan både praktiseres af adoptivforældrene og af det adopterede barn.
5.
Kulturel åbenhed
handler om interesse for og værdsættelse af det kulturelt anderledes, herunder
barnets oprindelseskultur, landet barnet kommer fra, sproget osv.
6.
Symbolsk åbenhed
handler om tegn på, materialiseringer og markeringer af anerkendelse af
barnets oprindelsesland. Det kan fx være i form af dekoreringen af barnets værelse eller familiens
hjem med ting fra oprindelseslandet, dobbelt navn, fejring af kommedag osv.
På tværs af disse seks former for åbenhed har vi desuden lokaliseret
en integrerende åbenhed
i form
af forståelser, fortællinger og håndteringer, som befordrer en positiv dobbelt-identitet. Vi har
identificeret
den integrerende åbenhed
som bestående af flere dimensioner af åbenhed, hvor det er
en pointe, at den positive effekt af åbenhed er afhængig af, at disse forskellige former for åbenhed
bringes i spil sammen. Betydningen af eksempelvis viden om og kontakt til det biologiske ophav
(faktuel
åbenhed
og
relationsåbenhed)
vil i høj grad afhænge af adoptivforældrenes
følelsesmæssige
og
kulturelle åbenhed.
Åbenhed i adoption kan således defineres som
en samlet livspraksis
først og
fremmest hos adoptivforældrene, men også de biologiske forældre og barnets omgivelser i øvrigt.
Modsætningen til
den integrerende åbenhed
er
den disintegrerende åbenhed,
som omvendt virker
blokerende for en positiv dobbelt-identitet.
Læsevejledning til de enkelte kapitler
Kapitel to:
Fuld åbenhed i adoption
” består af en 15 årig dreng og en kvinde i midten af tyverne
fortællinger, som er gengivet under overskrifterne: ”Jeg er bare så glad for at vide, at de lever” og
”Åbenhed på barnets præmisser”. Disse to fortællinger
er det tættest, vi i vores materiale er kommet
på eksempler på
fuld åbenhed.
Deres fortællinger er eksempler på det, vi begrebsliggør som
16
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
relationsåbenhed,
som sker i et positivt samspil med andre typer af åbenhed.
Relationsåbenhed
handler om kontakt og samvær med biologisk familie eller andre omsorgspersoner fra før
adoptionen. Det kan være i form af besøg, eller løbende kontakt via breve, Facebook eller andre
sociale medier og mails Dertil kommer muligheden for, at barnet kan vende tilbage til sin
biologiske familie, hvor adoptionsfamilien så bliver samværs- og kontaktfamilie. Efter de to
fortællinger samles der op på forskelle og ligheder. Det, der især springer i øjnene, i de to
fortællinger er de to adopterede unges positive identitetsskabelse, hvor vi fortolker de to unges
positive identitetsskabelse som indikator på, at
relationsåbenheden
i disse eksempler kan anskues
som
”best
practice”.
I kapitel tre:
Åbenhed inden for rammerne
skal vi se på to andre fortællinger, vi aflæser som ”best
practice” under nogle andre mere begrænsende omstændigheder for åbenheden. Kapitlet består af to
fortællinger, der gengives under overskrifterne: ”Stolthed over dobbelt-identitet” og ”Normalisering
af adoption og åbenhed med forbehold”,
og begge fortællinger handler om adopterede børn fra et
børnehjem i Asien. I begge fortællinger er der begrænsninger i
den faktuelle åbenhed.
Efter de to
fortællinger samles der op i forhold til forskelle og ligheder. Begge fortællinger fremtræder på hver
deres måde som eksempler på
stærke fortællinger
, hvorved der for det adopterede barn skabes en
dobbelt-identitet, man kan være stolt over. Dette ser vi som et centralt aspekt i
”best
practice”, og
det vil derfor blive yderligere belyst i kapitel otte.
I kapitel fire:
Lukkethed og løgn om adoption
vil vi se på, hvilken betydning lukkethed, fortielser og
løgn tillægges af de adopterede. Kapitlet består af to fortællinger, der bygger på interview med
voksne, da ingen af børnene eller de unge i sagens natur fortæller om lukkethed om deres adoption.
Den ene fortælling har vi kaldt: ”Løgn og fortielser og oplevelsen af tillidsbrud og omsorgssvigt”
og den anden fortælling: ”Viden og kontakt til halvsøskende i en sen alder”, hvor disse titler
tydeliggør omdrejningspunktet og fokus i de to voksnes fortællinger. I opsamlingen til sidst i
kapitlet skriver vi om to fortællespor, vi kan lokalisere i fortællingerne nemlig, dels hvordan
tilbageholdelse af oplysninger (manglende faktuel åbenhed) opleves som tillidsbrud og
omsorgssvigt med store konsekvenser for identitetsskabelse til følge, dels hvordan kendskab til og
kontakt til biologisk ophav skaber ”identitetsmæssig ro”. Disse to fortællinger om lukkethed i
adoption er taget med i rapporten, da de som kontrastering til fortællingerne om åbenhed er med til
at understrege betydningen af de forskellige former for åbenhed.
17
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
I kapitel fem:
Forskellige dimensioner af åbenhed og samspillet herimellem
samler vi op på de
foregående kapitler og på de forskellige former for åbenhed og konsekvenserne heraf, både når de
forskellige former for åbenhed forekommer, og når de er fraværende. I kapitlet skal vi for det første
se på betydningen af den faktuelle åbenhed og betydningen af fortællingen om det adopterede barns
første tid. For det andet vil vi belyse betydningen af
den sociale åbenhed
i samspil mellem
kulturel
og
følelsesmæssig åbenhed.
For det tredje skal vi se på særlige udfordringer, når man ser anderledes
ud, og hvordan det at skille sig ud fra majoriteten skaber behov for sammenhænge karakteriseret
ved mangfoldighed. Det sidste afsnit handler om slægtsskabelse uden biologiske bånd via
adoptivforældrenes
sociale
og
kulturelle åbenhed.
De centrale pointer i kapitlet samles op i
afsnittet: ”En
normal familie”.
I kapitel seks:
Den identitetsmæssige betydning af adoption og forskellige former for åbenhed
handler lige som det næste kapitel om identitetsproblematikker. I dette kapitel er disse
problematikker koncentreret om de identitetsproblematikker, der er forbundet med det adopterede
barns relation til dels sine adoptivforældre dels sine biologiske forældre. I de første afsnit belyser vi
således betydningen af
den faktuelle åbenhed
ved at se på, hvordan børn og unge har oplevet det,
når
den faktuelle åbenhed
ikke har været til stede. I disse afsnit fremanalyses det, hvordan
adoptivforældrenes manglende
faktuelle åbenhed
kan opleves som et tillidssvigt og medføre en
identitetskrise. I det næste afsnit ser vi på, hvordan adoptivforældrenes
faktuelle
og
følelsesmæssige
åbenhed
kan skabe en identitetsmæssig ro. I de sidste tre afsnit går vi videre med at analysere,
hvordan alene
det
at være adopteret kan afstedkomme en oplevelse af at være blevet valgt fra,
tilknytningsproblematikker i barnets relation til sine adoptivforældre og fortsatte forestillinger og
drømmerier om biologisk ophav.
I kapitel syv:
Identitetsproblematikker og
–
håndteringer
går vi videre med at belyse det adopterede
barns identitetsproblematikker, men her skifter fokus fra adoptionsforældrenes håndteringer i
udgangspunktet til i højere grad at se på adoptivbørnenes forståelser og håndteringer af diverse
identitetsproblematikker. Disse identitetsproblematikker handler overvejende om det adopterede
barns relation til venner og jævnaldrende samt andre relationer i barnets omverden. I kapitlet
belyser vi således først de adopterede børn og unges fortællinger om et stort temperament, drillerier,
konflikter med jævnaldrende, mobning og øgenavne. Herefter ser vi på de særlige udfordringer,
dette ifølge børnene og de unge afstedkommer for adoptivforældrene, og vi argumenterer i
forlængelse heraf for, at selv ressourcestærke familier udfordres, når børnene og de unge skal støttes
i deres udfordrende identitetsarbejde.
18
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
I kapitlet otte:
Skabelse af en positiv dobbelt-identitet
starter vi med at se på, hvordan forældre kan
udvise åbenhed og støtte barnets identitetsfortælling i selve interviewet. Vi fremanalyserer herefter
fortællingens betydning, forsøger at skitsere en positiv fortælling og belyser, hvordan en negativ
fortælling om det adopterede barns biologiske ophav omvendt blokerer for en positiv
identitetsskabelse. Herefter skitserer vi eksempler på
integrerende åbenhed
forstået som åbenhed,
der virker fremmende for skabelse af barnets positive dobbelt-identitet og fremanalyserer dernæst
både
den integrerende
og den
disintegrerende åbenhed
på grundlag af en ungs fortælling om sin
identitetsskabelse i mødet med omgivelserne. Til sidst præsenteres eksempler på, hvordan kendskab
til biologisk ophav og oprindelsesland har virket befordrende for identitetsskabelsen for adopterede
voksne, selvom denne kontakt og dette kendskab først etableres sent i livet.
I kapitel ni:
Juridisk perspektivering
har vi tematiseret de juridiske rammer for
”best
practice”, som
vi har indkredset gennem rapportens foregående kapitler. Vi har identificeret
”best
practice” som
integrerende åbenhed,
der fordrer samspil mellem alle åbenhedens seks dimensioner. I kapitlet
gennemgås de forskellige dimensioner af åbenhed, som er blevet lokaliseret løbende gennem
rapporten for herved at belyse, hvordan praktisering heraf er rammesat af et komplekst samspil
mellem love og konventioner samt for at afsøge, hvordan de eventuelt kunne rammesættes mere
hensigtsmæssigt. I kapitlet vil der være en argumentation for, at nogle aspekter af åbenhed i
adoption bedst rammesættes gennem
retslig regulering,
mens andre bedst rammesættes gennem
signallovgivning
med understøttende undervisning, rådgivning og vejledning. Der ud over belyser
og diskuterer vi hvorvidt, ændringer i lovgivningen bedst indskrives i
Forældreansvarsloven
eller
Serviceloven.
Vi opstiller i forlængelse heraf bud på
”best
practice” forstået som en lovgivning, der
bedst varetager barnets perspektiv.
19
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 2
Fuld åbenhed i adoption
Indledning
I dette kapitel skal vi stifte bekendtskab med to unge adopterede: en 15-årig dreng og en kvinde i
midten af tyverne. Deres historier illustrerer det tættest, vi, i vores materiale, er kommet på
fortællinger om
fuld åbenhed.
Det gør de fordi, de omfatter det vi begrebsliggør som
relationsåbenhed,
i et positivt samspil med andre typer af åbenhed. Vigtigheden af et sådan samspil
vender vi tilbage til i kapitel 10. Her koncentrer vi os om
relationsåbenhed. Relationsåbenhed
handler om kontakt og samvær med biologisk familie eller andre omsorgspersoner fra før adoption.
Det kan være i form af besøg, eller løbende kontakt via breve, Facebook eller andre sociale medier
og mails. Dertil kommer muligheden for, at barnet kan vende tilbage til sin biologiske familie, hvor
adoptionsfamilien så bliver samværs- og kontaktfamilie.
En adoption forstås almindeligvis som åben, hvis det adopterede barn har kendskab til sit biologiske
ophav, men for at dette kendskab for alvor har betydning for barnet, må der desuden være kontakt
til de oprindelige forældre fx med udveksling af breve, mails, billeder eller via telefonopkald
og/eller besøg, samt anerkendelse fra adoptivforældrene af den betydning, som det biologiske ophav
har for barnet.
Relationsåbenheden
spiller derfor en væsentlig rolle i
”best
practice”. Det er
imidlertid kun i kapitlets første fortælling, at
relationsåbenheden
er absolut, om end kun som
potentialitet. Det er nemlig ikke sådan, at barnet er vendt tilbage til sin biologiske familie, men
adoptivmoderen er åben overfor denne mulighed. Casen er baseret på Biniam og hans adoptivmor,
der fortæller om, hvordan de forsøger at opretholde kontakten til Biniams biologiske familie. Her
handler åbenheden ikke kun om viden om adoptionsforløbet og tiden inden adoptionen (det vi
begrebsliggør som
faktuel åbenhed
), men også om netop
relationsåbenhed
i form af, at
adoptivfamilien og adoptivbarnet mødes med barnets biologiske ophav og fortsat har kontakt til
disse via Facebook. Den næste fortælling bygger på interviewet med Lotte, der er dansk adopteret
og i dag er i midten af tyverne. Lotte har kendskab til sit biologiske ophav, men har indtil videre
fravalgt kontakten til sin biologiske mor. Her har der også været fuld
faktuel åbenhed
og
20
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
relationsåbenhed
i den forstand, at muligheden for kontakt har været til stede. Da Lotte er 18 år
skriver hendes biologiske mor til hende i ønsket om at etablere kontakt. Lotte har dog af forskellige
grunde, som vi vil uddybe i fortællingen, ikke benyttet sig af denne mulighed. Begge fortællinger er
eksempler på en høj grad af åbenhed, der også omfatter
relationsåbenhed,
og er hermed gode
illustrationer af, hvordan sådanne åbne adoptioner opleves positivt. Dette er i overensstemmelse
med det generelle billede af undersøgelsesresultater fra empiriske studier af børn i åbne adoptioner
(Christoffersen mfl. 2007, 113-134).
”Jeg er bare så glad for at vide, at de lever”
Biniam blev adopteret som femårig fra et land i det østlige Afrika, hvor han indtil da boede i en af
landets største byer. I dag er han 15 år og går på efterskole. Han bor almindeligvis sammen med sin
adoptivmor og er det eneste barn i familien. Biniam regner imidlertid også sine to adoptivkusiner,
sin adoptivmormor og sin adoptivmors faster til sin familie:
”Og så har hun (adoptivmor red.)
nogle venner også, som jeg kalder tante og onkel, fordi de har været så tætte, synes jeg. Og jeg vil
gerne have så mange som muligt som familie.”
På spørgsmålet om hvad Biniam kender til sin
adoption svarer han:
”Altså jeg kender til, at min biologiske mor og far er døde, og de gav mig s
å til
mine bedsteforældre. Jeg tror, jeg var sådan cirka fire år”.
Biniams biologiske mor boede hjemme
hos sin mor og far, da hun blev gravid, så de første to år boede Biniam sammen med sine biologiske
bedsteforældre. Biniams biologiske mor døde kort tid efter fødslen, og derfor tog bedsteforældrene
over. Som lille betragtede Biniam sine biologiske bedsteforældre som sin far og mor. Biniam
fortæller, at hans bedsteforældre følte sig nødsaget til at sætte ham på børnehjem, da de selv var højt
oppe i alder. De havde allerede nogle børn og var desuden meget fattige. Da Biniam var ca. fem år,
kom han derfor på børnehjem. Han fortæller, at han kan huske, at han var meget ulykkelig over at
skulle på børnehjem:
”Så sker det, at jeg fik nyt tøj på og sådan, og jeg
græd. Og jeg blev sendt til børnehjem.
Det første børnehjem kan jeg huske, at det var ikke så godt, fordi det var sådan, at alting gik
dårligt, synes jeg. (…) Så blev jeg flyttet til et andet og et tredje, og det var så der, hvor min
mor kom og hentede mig
. (…) jeg kunne ikke sove, fordi jeg havde de der tanker om, hvor
min bedstemor og bedstefar var henne, og hvad er der sket? Jeg rokkede, og de (personalet
på børnehjemmet) har sådan en regel om, at hvis man rokkede, når man sov, så skulle man
ind i stuen og sidde med hænderne oppe. Jeg kan tydeligt huske det. Det var så forfærdeligt,
21
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
synes jeg. Hele natten og indtil om morgenen, og det gjorde jeg så tit, fordi jeg havde de her
traumer.”
Biniam forklarer, at personalet på børnehjemmet var meget strenge og hårde mod ham og mod alle
børnene på børnehjemmet generelt, og han syntes, det var ganske forfærdeligt. Så da Lisbeth -
Biniam kommende adoptivmor
–
kom hen på børnehjemmet og tog ham med, blev han ovenud
lykkelig, fortæller han. Han ville bare væk fra det sted og
”
væk fra hende den onde mor, som vi
kaldte hende.
” Lisbeth fik en rundvisning, og personalet fortalte om børnehjemmet via en tolk.
Biniam husker, hvordan han følte sig meget lykkelig i bilen på vej til hotellet, hvor Lisbeth boede.
Lisbeth og Biniam tog ikke tilbage til Danmark med det sammen, men blev i godt 2 uger, hvor de
rejste rundt og så lidt af landet. Lisbeth oplevede samværet lidt vanskelig, da hun ikke kunne tale
sproget. Hun forklarer:
”Han talte jo rigtig meget med alle andre end mig, o
g derfor var det meget
vigtigt at komme hurtigt hjem faktisk, så man kunne få en relation.”
Biniam kan også erindre sig
turen hjem til Danmark. Af gode minder har Biniam hæftet sig ved mødet med sin kommende
adoptivfamilie, som tog imod Biniam og Lisbeth, da de ankom til lufthavnen. Da Biniam startede i
skole, var det på en skole med mange andre børn med en minoritetsetnisk herkomst. Han husker, at
han blev drillet med sin hudfarve, at han syntes, det var mærkeligt.
”Det forstod jeg ikke, fordi de
var selv
brune eller mørke, så jeg var meget forvirret”.
Der var cirka 63% med minoritetsetnisk
baggrund. Biniam startede i en modtagerklasse, hvor alle kom fra forskellige lande. Der lærte han at
tale dansk, og så efterhånden kom han i en almindelig klasse. Selvom over halvdelen var ud af
familier med minoritetsetnisk herkomst, oplevede Biniam alligevel, som det er fremgået, meget
drilleri. Han fortæller:
”De drillede mig meget, fordi jeg var anderledes. Måske fordi jeg gjorde tingene på en
anden måde, fordi jeg ikke vidste, hvordan man skulle gøre det. Jeg gjorde det bare på den
(..) måde at gøre tingene på (som man gjorde i hans oprindelsesland). Og jeg har også
været lidt umulig, tror jeg (…) Det var ikke en god tid.”
Drillerier er det Biniam primært husker fra sine første år på skolen:
”Jeg tænkte, at hvis de drillede
mig, så kunne man måske drille nogle andre. Men jeg ved jo, at det ikke går. Men jeg blev desværre
ved.”.
Ifølge Lisbeth handlede disse uoverensstemmelser meget om manglende sprog og forståelse.
Hun fortæller således, at da Biniam fik lært sig mere dansk og bedre kunne forstå sin omverden,
stoppede han også med at drille andre og blev heller ikke drillet så meget. Det var derfor primært i
22
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
de små klasser, at der var disse konflikter. Biniam oplever, at der både er fordele og ulemper ved at
være adopteret. Fordelene er, forklarer han:
”at man er anderledes på en god måde. Man adskiller sig på sådan en dejlig måde, fordi
folk pludselig spørger, hvor man kommer fra og gerne vil snakke med én. Det dårlige er, at
måske kan man komme til at blive mobbet med sin hudfarve. Altså hvorfor er din mor hvid,
og hvorfor er du brun? Det er et meget stort problem eller det har det været tidligere.”
Biniam fortæller om drillerier i de små klasser, men også om hvordan han selv kunne havne i nogle
konflikter. Han mener at huske, at der i hans kontaktbog fra skolen til hjemmet hele tiden var
beskeder til hans adoptivmor om alle disse problemer. Lisbeth afdramatiserer denne del og siger, at
Biniam overdriver. Der var ikke flere konflikter end med de andre børn, understreger hun og
fremstiller forløbet som en helt almindelig proces med at vænne sig til at gå i skole, sidde stille osv.,
men siger samtidig, at det for Biniams vedkommende måske var en lidt større udfordring, idet han
ikke kunne tale dansk. Dette var dog tilfældet for en meget stor del af børnene på skolen, da de
havde en anden etnisk herkomst end dansk og derfor var Biniams vanskeligheder i starten ikke
anderledes end de andre børns, påpeger Lisbeth.
Kontakten til biologisk ophav og kulturel åbenhed
Biniam og Lisbeth har taget flere ting med sig fra Biniams oprindelsesland, blandt andet er de
inspireret af madkulturen og hører også nogle af de sange, som Biniam kan huske fra sine første
leveår:
”Jeg hører det stadig. (…) Jeg kan huske meget af de sange, vi sang. Det har vi på video,
hvor min moster hun holder mig, og så synger jeg kristne sange.”
.
Biniam forklarer, at hans
biologiske familie var meget kristne, så de gik i kirke næsten hver dag og sang kristne sange.
Lisbeth fortæller, at de tidligere mødtes i en adoptionsgruppe ca. hver anden eller tredje måned,
hvor alle børnene kom fra samme land. Det var en stor gruppe på 8-10 familier, men gruppen er
opløst i dag. Biniam synes, det var dejligt at være i den gruppe, fordi alle børnene var fra samme
land og derfor havde en særlig forståelse indbyrdes. Han fortæller:
”Vi legede godt sammen, og vi
havde et godt fællesskab, kan jeg huske. Men efterhånden som jeg blev ældre, så gad jeg det ikke
mere, fordi jeg ha
vde andre interesser, og de havde andre interesser. Sådan er det jo.”
.
Biniam og
Lisbeth ser dog fortsat nogle af de familier, de var i gruppe med, men de samles ikke længere i den
store gruppe. Det gjorde de, da børnene var mindre, men ifølge Lisbeth har forældrene travlt og har
23
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
ikke længere samme interesse i det store fællesskab, hvilket er en lidt anden
–
måske bare
supplerende forklaring
–
ift. Biniams, der lagde vægt på børnenes faldende interesse for gruppen.
Biniam og Lisbeth ser fortsat to-tre fra gruppen. De er blevet rigtig gode venner og ses ret ofte.
Biniam mindes, at han som lille syntes, det var fantastisk at mødes med andre fra hans
oprindelsesland, uden at han dog tænkte særligt over det den gang. Han uddyber:
”Hvis det ikke var
sådan, så havde jeg ikke fået den anden forståelse. Jeg tror min mor har gået meget ind i det, at du
skal være sammen med nogen fra dit eget land. Jeg tror min mor har gået meget op i det også.”
Lisbeth havde dog fra starten den tanke, at der ikke skulle være for meget fokus på adoption:
”Jeg synes, det var rart med et fællesskab i starten, men så blev det for meget. Det drejede
sig rigtig meget om adoption, og jeg ville ikke have, at han skulle vokse op, og det hele
drejede sig om adoption. Så derfor trak vi os lidt, hvor det var vigtigt for mig, at han også
fik etnisk danske venner, fordi de snakker jo aldrig om adoption. (…) allerede inden vi kom
til Danmark, så vidste jeg med mig selv, at det var noget jeg skulle tænke meget over. Fordi
jeg kan jo se, at nogen andre, de gør jo kun i adoptionsfællesskaber, og det tror jeg ikke er
sundt. Så jeg var meget bevidst om det, men det er klart, at i starten, der har man behov for
det.”
At have og bevare kontakten til barnets biologiske ophav (relationsåbenhed) hænger for Lisbeth
sammen med en interesse for barnets oprindelsesland og landets kultur (kulturel
åbenhed).
I vores
samlede interviewmateriale er Biniam den eneste af de adopterede børn og unge, der har en sådan
kontakt til sit biologiske ophav via Facebook og via nogle venner Lisbeth har i hans
oprindelsesland. Denne kontakt vil næsten automatisk også afføde en interesse hos
adoptivforældrene for oprindelseslandet, forklarer Lisbeth. Det vil den, fordi det bliver væsentligt at
kende til samfundsforholdene i landet, da disse spiller ind og influerer på, hvordan den biologiske
familie har det. Biniam er rigtig glad for at have kontakten til sin biologiske familie og siger om
betydningen heraf:
”Altså, det, synes jeg, virkelig er sejt, at jeg har altså nogen, som tænker p
å mig
stadigvæk, og som tænker på, hvad jeg laver nu og sådan noget. Jeg er bare rigtig glad for, at jeg
har nogen. Jeg er også bare rigtig glad for, at de lever. Det er jo dårlige forhold der i (..). Men det
bliver bedre og bedre.
”
Biniam er således venner med sin biologiske familie på Facebook. Det er dog mest Lisbeth, der
vedligeholder kontakten, da Biniam ikke er så god til engelsk. Lisbeth uddyber:
24
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”Ja, problemet er sprogbarrieren. De er ikke særlig gode til engelsk. Så skriver jeg jo breve
til dem, som er oversat, men det er meget omstændigt, når man skal lave alt det, men det er
bare lige for at supplere. Biniam vidste ikke i starten, at vi havde kontakt til familien, men
det var meget vigtigt for mig, for at han kunne blive et helt menneske, følte jeg. Når der nu
var en familie. Og adoptionsorganisationen ville ikke have, at jeg tog kontakt. Det gør man
jo i dag, men det gjorde man altså ikke der for otte år siden. Vi mødte dem jo nede i (..). De
kom og besøgte os, og det var de (Børnehjemmet, myndighederne) heller ikke meget for.
(…) vi havde været der i en uge, tror jeg. Jeg havde jo, inden vi tog derned bedt om, om de
ville tage kontakt til familien, fordi det var mit største ønske at få et billede, hvor vi alle
sammen var på. Men det kunne ikke lade sig gøre, og det skulle man ikke, og det kunne give
problemer. Og så pludselig blev jeg ringet op dernede og fik at vide, at de er der om en
time. Og så kom de. (henvendt til Biniam) Du forstod ikke helt, hvad der skete. Og jeg ville
jo ikke have, at Biniam skulle være med. Nu tænkte jeg, at nu havde han jo været væk fra
dem et halvt år, og så at skulle se dem igen og blive taget væk fra dem igen. Men (det
folkeslag, som er Biniams) er jo sådan, og det var det helt rigtige, at han var med.”
Det havde tilsyneladende også gjort et stort indtryk på Biniam, for han supplerer:
”Jeg kan huske,
da jeg sad på min fars skød”.
Lisbeth oplevede det som meget rørende og blev også glad for at vide
og opleve familiens kærlighed til Biniam. De optog dette møde på video, og Lisbeth tillægger denne
video med Biniams familie meget stor betydning. Biniam selv understøtter denne vurdering, idet
han fortæller, at han bliver glad af at se denne video.
Positivt samspil mellem følelsesmæssig åbenhed og relationsåbenhed
For Biniam
står det at være blevet givet væk som noget positivt. ”…
de (Biniams bedsteforældre)
sagde, jeg skulle have et bedre liv,”
forklarer han og fortsætter:
”Så tog de det valg, at jeg skulle
adopteres”.
På spørgsmålet:
”
hvad tænker du om, at være blevet givet væk til børnehjemmet for, at
du kunne blive adopteret?”
svarer han:
”Det synes jeg er virkelig stort. Altså, jeg ved ikke.. det er
virkelig stort for mig, for jeg har jo fået et bedre liv. Jeg tænker også, at hvis de ikke havde gjort
det, og jeg var
blevet i (..), så var det ikke gået så godt, tror jeg. (…) .”.
Lisbeth supplerer:
”De gjorde det jo af kærlighed, og det brugte jeg meget tid på at fortælle Biniam, at det var
ikke, fordi de ikke kunne lide ham, fordi de elskede ham, og de gjorde det af kærlighed, så
25
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
derfor har du nok lidt svært ved også at sige det, fordi du har aldrig rigtig følt svigtet
–
ikke
i hvert fald, hvad jeg ved af
– fordi du også har familie. Eller havde familien.”
Lisbeth understreger gentagende gange i interviewet betydningen af, hvad vi i denne rapport kalder
”
følelsesmæssig åbenhed
”. At hun og Biniam har kunnet snakke om adoptionen og det, der er gået
forud, og de følelser og tanker, der er knyttet hertil. Hun forklarer:
”J
eg tror, det er noget med at være åbne omkring, at vi er jo en anden familie end andre, og
være åbne om det, og når han vil, så altid tale om, hvad der er sket. Og det har vi gjort
rigtig meget. (…) Der har aldrig været noget, hvor det skal vi ikke snakke om. Det er vigtigt
for mig, at vi har talt meget o
m familien dernede, og jeg har fortalt, hvordan de har det.”
Lisbeth fortæller videre, at det betyder meget for Biniam at vide, at hans biologiske familie tænker
så meget på ham, som de gør. Hun siger:
”Deres reaktioner i breve og når vi ringer og på
Facebook, det er...
jamen det er simpelthen så smukt.”.
Ligeledes betyder det også noget for hende
selv for hvis Biniam en dag tager til sit oprindelsesland, så har han en stor familie dernede. Lisbeth
er også åben overfor, at Biniam måske en dag vælger at tage tilbage og bo i oprindelsesland. For
som hun siger:
”det er jo ikke hans valg at komme til Danmark, og hvis han en dag siger: ”Nu vil
jeg flytte derned og bo hos min familie”, så vil jeg acceptere det fuldt ud. Det vil jeg”.
Denne
holdning hos moderen er Biniam meget glad for, og han oplever det som en tillidserklæring. Lisbeth
siger dog samtidig:
”Jeg tror aldrig, han flytter tilbage, men det kan jo også være, at han siger, at han tager et
år og rejser dertil. Sådan noget, synes jeg også, ville være fantastisk for ham, fordi jeg har
aldrig lagt skjul på, at vi har altså to familier. Vi har vores familie her, og så har vi en
familie nede i (..), og de betragter jo mig ligeså meget som en del af familien nu. Den måde
de er overfor mig. De takker mig og takker mig og takker mig over, at han har det godt. Det
er helt vildt altså. Og det fortæller jeg jo Biniam, og det gør ham jo glad. Mange af sådan
nogle ting har vi altid talt meget om, fordi det er så vigtigt for mig, at han ved, at de er der.”
Biniam og Lisbeths fortælling om adoptionen er eksemplarisk for praktisering af
relationel åbenhed
i og med at Lisbeth tager kontakten til den biologiske familie, inden hun og Biniam, efter
adoptionen, rejste tilbage til Danmark og herefter vedligeholder kontakten til den biologiske familie
til trods for de udfordringer, der er forbundet hermed. Desuden giver interviewet, hvor de begge
26
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
bidrager til fortællingen med ud- og underbygning af den andens udsagn, og samtidig indbyrdes
modsigelser og forskellige perspektiver, indtryk af stor
følelsesmæssig åbenhed.
Der er plads til at
være uenige. Den
relationelle åbenhed
i denne case indbefatter Lisbeths åbenhed overfor, at
Biniam måske som voksen vil vælge at flytte tilbage til sit oprindelsesland. Desuden ser vi et
positivt samspil med
følelsesmæssig åbenhed
i form af en relation, hvor man dels kan snakke om
adoptionen og alle dens identitetsmæssige facetter; dels en accept og respekt for barnets
individualitet og særegenhed, også det, der ikke lige nødvendigvis er relateret til adoption, fx
problemer med ordblindhed. Desuden illustrerer ovenstående fortælling også, hvordan den
relationelle åbenhed,
i form af kontakt med biologisk ophav og oprindelsesland, er forbundet med
kulturel åbenhed.
En god kontakt til det biologiske ophav forudsætter interesse for kulturen og
samfundsforholdene i barnets oprindelsesland. I næste fortælling er der også tale om en vis grad af
relationel åbenhed,
denne gang i forbindelse med en national adoption. Her har der ikke været
kontakt til de biologiske forældre. Den manglende kontakt er begrundet i hensyn til barnet. Her
synes adoptivforældrenes fortolkning af barnets bedste at sætte nogle begrænsninger for den
fuldbyrdelse af
relationsåbenheden.
Åbenhed på barnets præmisser
Det har ikke på noget tidspunkt været en hemmelighed, at Lotte blev bortadopteret et halvt år efter
fødslen. Lotte kommer efter fødslen hjem til sin biologiske mor, Monika, hvor hun var i nogle få
dage. Herefter kom hun på børnehjem i nogle få måneder:
”hvor min biologiske
mor hun ikke helt
ved, om hun skal give mig op til bortadoption, eller hun skal beholde mig”.
Monika træffer herefter
beslutningen om at bortadoptere Lotte. Lottes biologiske far står registreret som ukendt i papirerne,
så han er helt ude af billedet. Selve adoptionen foregik ved, at Lottes adoptivforældre kommer på
børnehjemmet en uge forinden hjemtagelse af barnet, så der er en overleveringsperiode på en uge.
Lotte har i al den tid, hun kan huske tilbage vidst, at hun var adopteret. Adoptivfamilien har hvert år
fejret det, de kalder Lottes årsdag, som er den dag, de hentede hende på børnehjemmet. Med et
skandinavisk udseende, bliver hun ikke som mange andre adopterede, konfronteret med
spørgsmålet om, hvor hun kommer fra, og om hun er adopteret. Selvom hun udseendemæssigt ikke
ligner sin adoptivmor er der ikke nogen i omgivelserne, der stiller spørgsmål ved hendes oprindelse.
Samtidig har der været ro omkring adoptionen i den forstand, at Lotte har de tilgængelige faktuelle
27
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
oplysninger om sit biologiske ophav. Hun fortæller:
”Jeg vil sige, at jeg ikke kan huske andet, end
at jeg altid har vidst, at jeg var adopteret. Så på den måde, så har der været rigtig stor åbenhed.”
.
Lotte biologiske mor, Monika, har lidt af skizofreni, men i hvilken grad er Lotte ikke klar over
–
også fordi en sådan psykisk lidelse ikke er statisk, og Monika har været til udredning over længere
tid. Alle disse oplysninger står i Lottes papirer:
”Jeg har sådan en fin mappe, hvor det hele er
samlet. Mine forældre har samlet alt, hvad de har haft. Og det er, at hun har været psykisk ustabil i
mange henseender.”
.
Monika bor derfor i en beskyttet bolig. Lotte har således navn og adresse på
sin biologiske mor og ved også, at hun har to ældre halvsøskende
–
en dreng og en pige, der bor hos
deres far. Monika har haft jævnlig kontakt til disse ældre søskende, som hun har set et par gange om
året, men Lotte har ikke selv kontakt til disse søskende. Da Lotte er 13-14 år er hun med sine
adoptivforældre på en tur for at besøge det børnehjem, hvor hun har boet det første halve år af sit
liv, og børnehjemmet finder en journal og notater frem fra dengang og kan informere om Lottes to
halvsøskende. Men det er ikke noget, hun dykker længere ned i på daværende tidspunkt:
”Grunden til, at vi gjorde det, va
r, at i teenageårene, der havde jeg en masse spørgsmål, og
jeg havde egentlig også et ønske om at opsøge mit biologiske ophav på daværende
tidspunkt, og jeg tror det lå lidt i forlængelse af teenagetværhed og ”græsset er grønnere på
den anden side” osv., o
g at finde ud af noget identitet den vej igennem. Og mine forældre
sagde, at de gerne ville støtte mig i det, men de syntes, jeg skulle vente, til jeg var myndig.
Og jeg tænker, eller det ved jeg, at grunden til, at de ligesom har meldt det ud på daværende
tidspunkt, det var, fordi de har vidst om min mor, hvilken tilstand hun har været i, og at de
syntes, jeg skulle være mere robust, før jeg ligesom blev konfronteret med det. Men det de så
gjorde i stedet for, det var det her med, at så tog vi ned og besøg
te det børnehjem.”
Lotte understreger, at lysten til at finde sit biologiske ophav alene handlede om hende som teenager
og om de identitetsspørgsmål, hun tumlede med, og ikke om mangler i hendes opvækst. Hun siger:
”…
overordnet så har jeg haft en rigtig god opvækst
.”
Når biologisk mor tager kontakt
For en del år siden sendte Lottes biologiske mor et brev til familiestyrelsen, hvor hun efterspurgte
muligheden for kontakt til Lotte. Familiestyrelsen videresendte brevet til adoptivforældrene,
hvorigennem Lotte har fået flere oplysninger om Monika og Lottes halvsøskende. Dette brev var
28
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
afsendt lige omkring Lottes 18 års fødselsdag, men på daværende tidspunkt var Lotte indlagt på
hospitalet, hvorfor brevet blev sendt til adoptivforældrenes adresse. De vurderede, at det ikke er et
godt tidspunkt for Lotte at få alle disse informationer og et brev fra sin biologiske mor:
”…
jeg er indlagt til noget udredning for (..), og det er et hårdt forløb. Så jeg får faktisk
først brevet noget tid efter, og det kommer i sådan en sammenhæng med almindelig
ungdomsspørgsmål omkring identitet og så videre, hvor min far og jeg vi sidder og snakker
omkring det, hvor han spørger ind til, om jeg ikke har haft lyst til at opsøge mit ophav på
noget tidspunkt og lægger ligesom op til, at hvis det havde været ham, så havde han nok haft
lysten. Jeg fortæller ham, at på nogle punkter har jeg haft, men frygten for at blive afvist,
den er også dominerende på et plan, som gør, at jeg har fravalgt det. Hvor han så
informerer mig om, at det har jeg ikke nogen grund til at være bekymret for, fordi jeg har
faktisk modtaget det her brev, hvor hun har søgt kontakt.”
Lotte gør sig mange overvejelser om dette brev efterfølgende, og hun kan godt føle dårlig
samvittighed over ikke at have kontaktet sin biologiske mor, men hun er bekymret for, hvad denne
kontakt kan betyde for sin tilværelse og har derfor ikke taget kontakten, selvom hun egentlig gerne
ville vide noget mere om hende. Hun ville også gerne have kontakt til sine halvsøskende, men føler
ikke, hun kan etablere kontakt til disse halvsøskende, uden også at tage kontakt til Monika og har
indtil videre fravalgt at tage kontakt til nogen af dem.
Når omsorg for barnet begrænser
relationsåbenheden
Som Lotte fortæller sin historie, fremtræder den som en eksemplarisk praktisering af
fuldstændig
åbenhed
om hendes adoption. Da vi kommer længere ind i fortællingen er der alligevel visse
forbehold, der tydeliggør, at selv i de situationer, hvor adoptivforældrene lægger op til
fuldstændig
åbenhed,
kan der være hensyn, som ifølge deres vurdering, bør tages, der medfører et vist forbehold
og en gradbøjning af åbenheden. På det tidspunkt Lotte modtager henvendelsen fra sin biologiske
mor via Familiestyrelsen, er hun indlagt på hospitalet, og adoptivforældrene vælger, at hun i den
situation ikke skal have brevet. Hun får den først noget tid senere, da hun har en snak med sin
adoptivfar om identitet, ungdom og lysten til at opsøge sit biologiske ophav. På spørgsmålet om,
hvorvidt Lotte sidder inde med nogle spørgsmål, hvor hun tænker, at det ville hun gerne have vidst
noget før, siger hun:
29
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”Nej, ikke set i bakspejlet. Jeg vil sige, at dengang jeg var teenager og havde et ønske om at
ville opsøge min biologiske mor, og at mine forældre syntes, det var en bedre ide, a t jeg
ventede, der synes jeg, på daværende tidspunkt, at det var frustrerende. Men når det så er
sagt, så kan jeg sagtens forstå deres beslutning i dag, og jeg tror, at det er det helt rigtige,
de har valgt. Og jeg vil sige, at den anden vej rundt, så kan jeg faktisk blive sådan lidt, ja..
specielt min far
– altså min mor har altid været sådan at ”hvad end du vil, det støtter vi dig
i”, hvor min far har været sådan, at han har nærmest ikke kunnet forstå, at jeg ikke har haft
et behov for at opsøge. Og fred være med det, men jeg tænker, at jeg tror langt hen ad vejen,
så har han måske heller ikke den indsigt i de følelser, der rører sig i mig, der gør, at jeg ikke
har lyst til det. Så der har altid været åbenhed og støtte til, hvad end det måtte være. Og jo,
selvfølgelig sidder jeg tilbage stadigvæk med nogle spørgsmål og nogle ting, jeg godt kunne
tænke mig at finde ud af. Nu snakkede vi tidligere om udseende og sådan noget, og er der
nogen, der ligner mig derude? Både adfærd og udseendemæssigt, og hvad er historien bag
alt det her? Jeg ved nogle faktuelle ting, men følelserne og tankerne for den kvinde, der har
givet mig væk til adoption. Og selvfølgelig også ens interesse for de halvsøskende, jeg måtte
have.”
Da Lotte fik brevet fra sin biologiske mor om ønsket om kontakt til hende, ønskede hun det ikke.
Hun fortæller, at hun frygtede, og stadig også i dag frygter, at hun ikke magter en kontakt til en
psykisk ustabil og psykisk syg mor, og at det kan blive for belastende og for vanskeligt at trække
sig igen. Hun er imidlertid nysgerrig efter at lære sine halvsøskende at kende, men det er ikke en
mulighed for hende, da hun synes, det ville være etisk forkert at kontakte disse uden om Monika.
Ikke alene kontaktede Monika Lotte via et brev, men dette brev faldt lige omkring Lottes 18 års
fødselsdag, hvilket hun ser som et tegn på, at Monika er ret ivrig efter at lære hende at kende, da
muligheden for dette (som lovgivningen er i dag) først foreligger ved barnets 18 år.
Nu er Lotte i midten af tyverne, og hun har endnu ikke taget kontakten til hverken Monika eller sine
halvsøskende. Hun ville dog gerne kende til Monika liv og siger følgende herom:
”
Jeg tror, at
drømmescenariet for mig, det var, hvis jeg kunne lege vindueskigger for en dag, og så komme hen
og se,
hvilket liv hun lever, men ikke at skulle forpligte mig til en relation.”.
Til forskel fra mange af
de internationalt adopterede, der (som vi senere skal se) efterlyser muligheden for en direkte
kontakt til biologisk ophav i hjemlandet, er Lottes forløb et eksempel på en adoption, hvor denne
mulighed rent faktisk har foreligget fra hendes 18 år, uden at hun af den grund vælger at benytte sig
30
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
af det. Der har ikke manglet informationer om hendes biologiske ophav, og da hun oplevede et
behov for at vide mere, efterlevede hendes adoptivforældre dette ved at besøge det børnehjem, hvor
hun tilbragte de første måneder af sit liv. I bakspejlet oplever Lotte denne imødekommelse, selvom
det ikke var præcist, hvad hun efterspurgte, som tilfredsstillende. Med denne åbenhed har der ikke
været et spillerum for at danne sig forestillinger om biologisk ophav, andet end forholdsvis
kortvarigt i teenageårene, og dette har sikkert været med til at give Lotte en oplevelse af
identitetsmæssig ro. I mange af de øvrige interview med adopterede er der omvendt netop tale om
spillerum for forestillinger og drømme om biologisk ophav, som for mange har betydet en form for
”identitetsmæssig uro” –
søgen og frustration. De oplysninger, som Lotte har fået og særligt
henvendelsen fra Monika, har dog givet anledning til nogle bekymring for og medlidenhed med
Monika, da Lotte vurderer, at det ikke har været nogen nem beslutning at vælge at bortadoptere sit
barn, og etiske dilemmaer omkring hensynet til Monika versus til hende selv. Disse etiske
dilemmaer minder meget om nogle af de dilemmaer, som anbragte børn kan stå i. Gennemgående i
Lottes fortælling er en stor tilfredshed med egen opvækst, forældrenes håndtering af åbenhed og
generelt med at være adopteret. Når hun skal evaluere sit livsløb står det helt klart, at hun, ligesom
det er tilfældet med Biniam, oplever at have vundet i ”livets lotteri”. For Lotte har der som barn
også kun været positive associationer forbundet med at være adopteret, sådan som Lotte husker det i
dag:
”Jamen, jeg hus
ker det egentlig som noget positivt. Jeg tror sådan, at den der lidt specielle
historie. Jeg følte mig lidt unik på baggrund af det. Og den ekstra fødselsdag. Sådan en
meget lavpraktisk ting, men at det her med, at vi fejrede årsdag, det var en ekstra fejr ing.
Og jeg følte mig egentlig også måske sådan lidt ekstraordinær på baggrund af, at jeg vidste
i hvert fald, at mine forældre de havde virkelig ønsket mig.”
Både Biniam og Lotte anskues det at være adopteret som noget positivt. Set i lyset af den opvækst
de kunne forestille sig, de ville have haft, hvis de ikke var blevet adopteret, anser de sig selv som
meget heldige. Når både Lotte og Biniam ser adoptionen i et særdeles positivt lys handler det om
flere ting. Udover at de begge er vokset op i familier med en stor
følelsesmæssig åbenhed,
hvor der
ikke har været problemer med tilknytningen til adoptivforældrene, har den
faktuelle åbenhed
betydet, at de har haft stor indsigt i, hvad de blev adopteret fra. Desuden har de haft muligheden for
at kunne etablere en tættere kontakt til deres biologiske ophav, hvis de ønskede det. Den
relationelle åbenhed
har været der, om end i forskelligt omfang. Samspillet mellem den
faktuelle-
31
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
og den
relationelle åbenhed
har været med til at afmystificere deres biologiske ophav og været
medvirkende til at aflive urealistiske forestillinger og drømmerier om biologiske forældre. Måske
har det også givet børnene en oplevelse af medbestemmelse over egen skæbne. Dette er ikke noget,
hverken Biniam eller Lotte tematiserer, men det er et aspekt, som spiller ind hos andre af de
adopterede børn, der giver udtryk for en oplevelse af afmægtighed, og at der er blevet og bliver
handlet hen over hovedet på dem.
Opsamling på de to fortællinger
I dette kapitel har vi set på to eksempler på praktisering af
relationsåbenhed,
hvor der for både
Biniam og Lottes vedkommende, og til forskel fra størstedelen af vores øvrige fortællinger, har
været mulighed for kontakt med biologisk ophav. Biniam og Lottes adoptionshistorier er i øvrigt
meget forskellige. Der er tale om en international adoption af et førskole-barn og en national
adoption af et spædbarn. Alligevel er der en række ligheder, der gør det interessant at sammenstille
netop disse to fortællinger, idet de begge kan betragtes som to fortællinger om
relationsåbenhed
i
positivt samspil med andre typer af åbenhed, og hvor børnene synes at profitere af denne åbenhed: I
Biniams tilfælde er der realiseret
relationsåbenhed;
mens der i Lottes fortælling mangler kontakt i
barndomsårene, hvorfor
relationsåbenheden
kun er en potentialitet. Lottes fortælling indikerer, at
det måske har været hensigtsmæssigt, at denne potentialitet ikke er blevet realiseret og at kontakt til
biologisk ophav ikke i alle tilfælde er til barnets bedste. Fra anbringelsesområdet ved vi, at nogle
børn har oplevet kontakt til deres psykisk syge forældre under anbringelsen som særdeles
belastende, og som en relation, de bryder, så snart de får muligheden (Warming 2005). Sådanne
eksempler støtter Lottes vurdering, men der er også eksempler, hvor man har fundet en
kontaktform, som børnene har været glade for eller ok med, og som har dannet afsæt for, at børn og
forældre kunne ’træne’ og finde et leje for en vanskelig relation (Wegler mf. 2007). Hvis vi vender
tilbage til Lottes egen aktuelle vurdering af, hvad der var det bedste, er det interessant, at hun i
bakspejlet ikke tænker, at kontakten ville have været hensigtsmæssigt, mens hun tilkendegiver, at
hun måske havde et andet syn på dette som yngre. Hendes vurdering af ”barnets bedste” som
voksen står dermed i modsætning til hendes eget perspektiv som barn, som hun selv fortolker det.
Man kan spørge, hvad er så rigtigt? Det kan vi med det narrative interview ikke svare på, men et
kvalificeret bud er, at det i høj grad vil afhænge af kontaktformen og barnets mulighed for at trække
sig fra kontakten. I Ankestyrelsens danske undersøgelse fra 2014, er
relationsåbenhed
ikke særlig
32
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
udbredt. Faktisk er det kun 8% af de adopterede i undersøgelsen, som har, eller har haft, en direkte
form for kontakt til deres biologiske forældre. 38% af de adopterede, som ikke har kontakt til deres
biologiske forældre giver desuden, i lighed med Lotte, udtryk for, at det er fordi, de ikke har lyst
(Ankestyrelsen 2014: 6). Resultaterne fra denne undersøgelse viser desuden, at de børn, som har en
eller anden form for kontakt, udviser en bedre forståelse for deres adoption (Ankestyrelsen 2014).
Fælles for både Biniam og Lottes fortællinger er de to unges positive vurdering af at være adopteret.
Biniam perspektiverer sin vurdering af at være adopteret i forhold til hvilken tilværelse og opvækst
han kunne have fået i sit oprindelsesland. En sådan perspektivering går igen i mange af
vokseninterviewene, hvor kontakt til biologisk ophav som voksen, er med til at give den adopterede
identitetsmæssig ro. Dette bliver tematiseret i et senere kapitel. For Lotte har det at være adopteret
også en meget positiv værdi. Ikke fordi hendes opvækst som adoptivbarn kontrasteres med det hun
kunne forvente sig, som barn af en sindslidende mor, men fordi, hun oplever, at adoptionen giver
hende en særlig spændende historie. Desuden oplever hun sig særlig udvalgt og elsket af sine
adoptivforældre. Denne positive værdisættelse og positive identitetsforståelse ser vi som resultatet
af ”best practice” i form af et samspil mellem
adoptivforældrenes håndtering af kontakt til biologisk
ophav og en generel
følelsesmæssig åbenhed
i form af en høj grad af indlevelse og invitationer til at
tale med barnet om adoption og identitetsmæssige spørgsmål løbende gennem opvæksten, herunder
på en måde, hvor det ikke bliver en fortælling om ’det reddede barn’, men om adoptanternes særlige
værdisættelse af barnet og dets baggrund. Dette samspil mellem på den ene side høj grad af åbenhed
i form af
faktuel åbenhed
og
relationsåbenhed
(evt. som potentialitet); på den anden side
følelsesmæssig åbenhed
med indlevelse i og hensyntagen til barnets perspektiver er centralt for
”best practice”. Det er dog de færreste adoptivforældre i vores materiale, der har muligheden
for at
realisere
relationsåbenhed,
da der ikke foreligger oplysninger om barnets biologiske ophav. I næste
kapitel skal vi se på to eksempler på ”best practice” i form af åbenhed under de givne
omstændigheder, hvor børnene er hittebørn adopteret fra et børnehjem i Asien.
33
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 3
Åbenhed inden for rammerne
Indledning
Fortællingerne i dette kapitel kan ses som eksempler på åbenhed under de givne omstændigheder,
eller ’best practice’ når
relationsåbenhed
ikke er en mulighed. I disse cases er
relationsåbenheden
nemlig begrænset af, at det ikke har været muligt at fremskaffe oplysninger om barnets biologiske
familie, og derfor heller ikke for at etablere kontakt. Hvis alle muligheder for at finde den
oprindelige familie er udtømt, kan
relationsåbenhed
sekundært bestå i kontakt til plejefamilier eller
institutioner, hvor barnet har boet. Dette gør sig gældende for begge kvinder, vi skal stifte
bekendtskab med i dette kapitel. Det er dog ikke en kontakt, som vedligeholdes over tid. Den første
fortælling om Nanna Xia på 15 år er således et eksempel på ønske om
relationsåbenhed
fra
adoptivforældrenes side, men hvor denne åbenhed er begrænset af de vilkår, der har været for
adoptionen. Dette er helt gennemgående for de piger og unge kvinder vi har talt med, som er
adopteret fra det land, som Nanna Xia kommer fra. I den anden fortælling om Nadja, der i dag er i
midten af fyrrene, har der ligeledes været en høj grad af
faktuel åbenhed.
Både Nanna Xia og
Nadjas fortælling ligner således fortællingerne fortalt af de unge piger og kvinder, der er adopteret
fra lande, hvor der er åbenhed om adoptionen, men hvor børnehjemmene ikke kender til og kan
videregive oplysninger om biologisk ophav. I Nadjas fortælling er der imidlertid en anden
begrænsning af åbenheden, idet hendes adoptivforældre ikke tillagde tiden inden adoptionen nogen
betydning, herunder oplysninger om børnehjemmet og det, at Nadja er et ”hittebarn”. Fortællingen
repræsenterer -
i sammenligning med Nanna Xia’s
- dermed også et eksempel på, hvordan
forståelser og måden at forholde sig til adoption har ændret sig fra dengang Nadja blev adopteret til
i dag. Den gang blev tiden før adoptionen ikke tillagt så stor vægt, som den gør i dag
(Christoffersen 2007).
34
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Stolthed over ’dobbelt-identitet’
Nanna Xia er som nævnt 15 år. Hun var godt et år, da hun blev adopteret. Foruden Nanna Xia består
adoptivfamilien af far (Anders), mor (Ida), storesøster (Tina Yi) og en storebror (Peter). Før Nanna
Xia blev adopteret, har hun boet på børnehjem. Der er ingen oplysninger om hendes biologiske
forældre eller anden familie. Nanna Xias adoptivforældre hentede hende på børnehjemmet, og da de
kom tilbage til Danmark, stod hele den nye familie i lufthavnen og tog imod med danske flag. I
Danmark blev hun døbt, hvor adoptivforældrene valgte at give hende et navn, der signalerede tilhør
til såvel Danmark som oprindelseslandet. Adoptivforældrene gør også på andre måder meget ud af
børnenes dobbelte kulturelle tilhør, hvor det har dannet tema for dåb og fødselsdag såvel som for
indretning af deres værelser. Ida siger:
”Vi er stolte af, at I kommer fra (..). Og jeg har altid sagt, at I skal være stolte af jeres
hjemland. Det må man gerne være. Det skal man være. Det er vigtigt. Vi har (..) flag (fra
oprindelseslandet), vi har haft ude nogle gang. Når I har fødselsdag, så har vi både haft
danske og (..) flag. Altså, vi holder ligesom ved det på den gode måde. Det skal ikke være
noget, hvor man siger, at det har ikke været…, fordi det er jo en del. Det er deres kultur,
deres udseende. De er jo asiatiske af look.
”
Nanna Xia fortæller, at hun er stolt af at have den baggrund og etnicitet, som hun har. Ligeledes
giver hun udtryk for tilfredshed med det dobbelt klingende navn:
”Jeg synes, det er dejligt, at det er
originalt, og det understreger lidt
, at vi er fra (..), og ligesom at vi er åbne omkring det.”
Rejsen til oprindelseslandet som op- og afklarende: Åbenhed udadtil og ro på indadtil
Nanna Xia fortæller imidlertid også, at hun, da hun var yngre tænkte en del over det med at være
adopteret, men at det ikke længere fylder:
”Fordi nu har vi også været i (..) og rejst, og set det, og også fået lidt flere svar. (..) Inden
vi var i (..), og også da jeg var yngre, der fyldte det meget. Der tænkte jeg meget over det;
over hvor jeg kom fra og sådan noget.(..) Det var meget det med, at mine klassekammerater
spurgte ind til det med om, hvor jeg egentlig kom fra. Og det eneste, jeg egentlig kunne
svare, det var (..) (navnet på landet, red.).”
Efter rejsen har pigerne og Ida ikke alene fortalt om det på skolen, men også holdt foredrag om det i
anden sammenhæng. Rejsen har
–
ifølge Nanna Xia selv - givet ro, og åbenheden har været
35
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
befordrende for trivslen i skolen og med klassekammeraterne:
”Jeg synes, det er en god idé at være
åben om det med adoption. Også det med klassekammeraterne, at de ikke har stillet spørgsmål
omkring det, men at det ligesom bare er noget, man er. Altså sådan at barnet ikke føler sig udenfor
fællesskabet, men stadigvæk også føler sig lidt unik på den gode måde, selvfølgelig.”
At være elsket, og måske oven i købet noget særligt
I Nanna Xias adoptivfamilie italesættes ikke alene det at komme fra pigernes oprindelsesland, men
også bare det at være adopteret som noget, man kan være stolt af og glad for, og adopterede børn
som mindst lige så elskede som biologiske børn. Eksempelvis siger hendes adoptivmor:
”Det er jo højtelsket at være adopteret. At være adopteret, det er faktisk at være udvalgt.
Der er mange børn i verden, som ikke er valgt, men som kommer som en hovsa. Adopterede
børn, de er simpelthen det mest planlagte, vi overhovedet kan få, fordi man skal så meget
igennem for at få dem. Så de kan ikke være mere planlagt. Man er simpelthen dybt elsket,
når man kommer til.”
Før rejsen til pigernes oprindelsesland havde Nanna Xia mange spørgsmål, og det er langt fra dem
alle, hun har fået svar på. F.eks. ved hun stadig ikke noget om sine biologiske forældre. Til gengæld
møder hun en åbenhed og interesse fra børnehjemmet og medarbejderne der, som får betydning for
sin forståelse af sig selv og sin baggrund. Nanna xia fortæller om rejsen:
”Altså først der vidste vi faktisk slet ikke noget om min biologiske familie. Det eneste, vi
vidste, det var, at jeg var blevet afleveret på gaden, hvor der var en seddel, hvor der stod mit
navn på.(..) Så kommer vi til det her hotel og møder børnehjemslederen, og så kommer der
en dame ind, som med det samme kan genkende mig, fra da hun havde passet mig, da jeg
var lille. (..) Og så kommer hun hen til mig og siger mit (..) (oprindelige, red.) navn, og
tolken oversætter. Og så finder vi ud af, at hun har været en af dem, der har passet mig
allermest. Og hun var også med til at aflevere mig til min mor, far og Peter. Og så tager de
os med ud til et tempel, hvor hun så også lidt lige som Tina Yi’s biologiske mo
r, tager mig i
hånden og næsten ikke vil give slip på mig. Vi går sammen, og hun vil også på en måde
gerne lære os den asiatiske kultur. Hun lærte mig, hvor man beder, hvordan man spiser med
pinde og så madede hun mig også.”
Nanna Xias bror supplerer fortællingen:
36
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”Det var nemlig også ret vildt, ligesom man kunne se Tina Yis biologiske mor havde glæde
ved at se Tina Yi, så havde damen her også en oprigtig glæde ved at se Nanna Xia igen.”
Nanna Xia forsætter:
”Vi fik også lov til at se vores papirer, hvor d
er stod, hvordan vi var, da vi var små, og der
stod også blandt andet, at jeg også tog maden og proppede det ned i mit tøj, hvis der nu ikke
var mad nok, sådan at jeg havde til senere, hvis nu jeg blev sulten igen. (..) De beskrev, at
det var meget tydelig
t at se, om jeg var glad eller sur eller ked af det.”
Ida supplerer:
”De fortalte så levende. Vi kunne genkende alt på, hvordan Nanna Xia var, da vi fik hende.
Og det er jo det, de sad og beskrev. Det er jo fantastisk at komme ud efter så mange år, at
personalet bare sidder og råber i munden på hinanden, at sådan var den pige. Der er ikke
ligegyldighed, det er der ikke. Der er en omsorg for de her børn derude, og man håber det
bedste i livet, det gør man. Det er tabu derude, men elsket på en eller anden måde, det er de
bare.”
Selvom det som sagt ikke lykkes familien at opspore nye oplysninger om Nanna Xia’s biologiske
familie, endsige at etablere kontakt, så får de noget med sig. Nemlig en historie om, at Nanna Xia
var elsket og blev draget omsorg for på børnehjemmet
–
en historie som vedligeholdes i familiens
måde at snakke om rejsen på.
At have trukket det heldige lod
–
den nuancerede forståelse
Samtidig har rejsen også aflivet eventuelle fantasier om, at livet kunne have været meget bedre som
’ikke-adopteret’.
Nanna Xia fortæller, at hun efter rejsen tænkte:
”meget over, hvordan det kunne
have været, hvis jeg ikke var adopteret. Om jeg nok ville have det dårligere måske. Det ved jeg jo
selvfølgelig ikke, men de var jo meget fattige derude og sådan.”.
Rejsen gav hende en oplevelse af,
at have trukket det gode lod, men også af:
”at jeg var elsket på børnehjemmet, at de havde passet
på mig. (..) Det var jeg selvfølgelig glad for. Det var et børnehjem, der virkelig tog sig af de her
børn, der var blevet forladt af deres biologiske
forældre.”
Og Ida supplerer og underbygger pointen
om på én gang at have været elsket derude, men også heldig at være kommet til Danmark:
”selvom man er fattig, så er kærligheden der jo stadig. Man får lidt omsorg, men man får jo
ikke ligeså meget omsorg i (..) på et børnehjem, som man gør på et dansk børnehjem. (..)
37
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Selvfølgelig har Nanna Xia ligget alene, det ved hun også godt, selvfølgelig har hun det.
Der er ikke kommet nogen, når hun har grædt, ligesom der gjorde, da man kom hjem (i
adoptivfamilien), men man har ikke taget skade af det, fordi der alligevel har været en
omsorg, hvor nogen steder i verden er der bare ingen omsorg”.
Nanna Xia uddyber yderligere med fokus på, at personalet på børnehjemmet også efter adoptionen
har bekymret sig om hende, hvilket synliggøres gennem symbolske udtryk i form af fotos på
væggene:
”Også da vi var på rundtur på børnehjemmet, der var der også en væg med en masse
billeder af os og fra os, hvor vi sad og legede sammen, som var blevet sendt til
børnehjemmet, som de så havde hængt op, som også lidt viste, at det var en betydning for
dem, at vi stadig havde det godt, og vi var kommet til et godt sted og et godt hjem”.
Gruppen med de andre adopterede: Åbenhed og kontakt til andre tidlige relationer
Helt fra Nanna Xia var lille, har familien deltaget i en netværksgruppe med andre adoptivfamilier
med børn fra samme land. Ida giver udtryk for, at i starten var det nok mest de voksnes behov, men
at hun også ser det en måde at vedligeholde Nanna Xias tidlige relationer:
”de piger, Nanna Xia har
boet på værelse med (på børnehjemmet) og sovet i seng med endda også, mødes vi med. (..) Det er
jo ikke ligegyldigt. Der var en tæt tilknytning. Børnene søgte hinanden.”
Nanna Xia fortæller, at
gruppen især var vigtig for hende, da hun var yngre:
”Altså til at starte med, da vi var lidt yngre, der betød det meget, fordi der snakkede vi også
meget mere om det. Og det der med at være adopteret, og tænk engang, der boede vi på
samme børnehjem og samme værelse. Nu så snakker vi lidt mere om det sociale, og der er vi
egentlig bare sammen. Der snakker vi ikke så meget om det med, at vi er adopteret og sådan
noget. Så betydningen er måske blevet lidt mindre, jo ældre vi er blevet.”
Nanna Xia tænker ikke, at båndet til pigerne fra adoptionsgruppen er tættere end til hendes andre
veninder, men lige i forhold til det med at være adopteret kan hun bedre snakke med dem
–
det
fylder bare ikke så meget mere.
38
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Adoptionen fylder ikke
I dag er deltagelse i gruppens sammenkomster ikke så højt prioriteret, supplerer Ida:
”Vi tager til de her træf, hvis vi har tid og lyst og kan. Og hvis der nu er noget andet til
dagens daglighed, hvor de (pigerne) tænker, at de vil godt nok hellere til den der klassefest,
så tager vi til den klassefest.(...) dagligdagen det er jo altså nummer ét. Det andet
(adoptionsgruppen, red.) er rigtig godt at have derude, men vores dagligdag herhjemme, det
er jo sådan set den vigtigste, fordi vi er jo bare stadig en helt almindelig dansk familie, godt
nok bare med et andet udseende.
Peter uddyber:
”adoptionen fylder jo ikke noget som sådan i vores liv i dagligdagen. (..) Det er jo
ikke noget, vi går og tænker over nogensinde i dagligdagen.”
Herigennem siger han det samme,
som Nanna Xia flere gange tidligere i interviewet har sagt: at på trods af
–
eller måske netop i kraft
af
– familiens åbenhed omkring adoption og pigernes kulturelle baggrund samt ’dyrkning’ af de
tidlige relationer, så fylder det ikke. De oplever sig selv som en ganske almindelig, og på den gode
måde lidt særlig, familie.
Normalisering af adoption og åbenhed med forbehold
Nadja er i midten af fyrrene. Da hun ca. var ni måneder gammel blev hun adopteret til Danmark.
Hun fortæller, at den gang var det sådan:
”at man ankommer til lufthavnen og der b
liver hentet af
sine adoptivforældre. Der kom børnene fra (..) (oprindelseslandet) svøbt i tæpper, og så blev de
afleveret af nogle bærere, som var fløjet med børnene.”
Nadja fortæller videre, at hun altid har
vidst, at hun var adopteret, hvilket dels hænger sammen med, at hun adskiller sig udseendemæssigt
fra sine adoptivforældre, dels en generel åbenhed om adoptionen i hendes adoptivfamilie:
”Det er
jo klart, at selve adoptionen og bevidstheden om, at man var adopteret, det har jo fulgt med mig
gennem min barndom, og lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg vidst, at jeg var adopteret. Og
det har jo også noget med udseende at gøre, men faktisk også at vi har talt om det i familien.”
Nadja fortæller, at der på den måde har været åbenhed om hendes adoption. Adoptionen har aldrig
været noget hemmeligt eller tabubelagt. Det har været noget, børnene i familien til hver en tid
kunne komme til deres adoptivforældre med spørgsmål om. Der har været
faktuel åbenhed,
og
39
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
videre også
social
og
kulturel åbenhed.
Nadja beskriver således sin adoptivfamilie som en åben
familie, der rejser meget, og som også var åben i forhold til andre kulturer og andre måder at være
familie på.
”Adoption har jo altid været et tema, og det har ikke været noget hemmeligt.
Familiemæssigt tror jeg nok, at det har været sådan, at man tænkte, at vi var en del af
familien på samme måde, som alle andre, så derfor. Det overhovedet at gå ind på den
diskussion, det har vi egentlig ikke haft noget af. Det har været det der med, at mine
forældre har været vant til at rejse, og det var almindeligt og naturligt, eller i hvert fald ikke
underligt, at man var sådan en familie som os.”
I Nadjas adoptivfamilie var hende og hendes adoptivsøskendes adoption noget, man kunne snakke
om, men samtidig var det ikke noget, der blev tillagt den helt store betydning. Nadja kendte derfor
heller ikke til de nærmere omstændigheder vedrørende sin adoption eller vedrørende tiden, før hun
blev adopteret. Den
følelsesmæssige åbenhed,
forstået som indlevelse i, hvad der for barnet kan
have betydning, var altså ikke så stor.
At finde ud af,
at man er et ”hittebarn” ved et tilfælde
Eksempelvis havde adoptivforældrene ikke fortalt Nadja, at hun var et ”hittebarn”. Det er noget hun
finder ud ad, da en af hendes bedste veninder på et tidspunkt spørger hende, om det er rigtigt, at hun
er et hittebarn. Nadja får altså denne oplysning helt tilfældigt, hvilket hun ikke synes, var den
optimale måde at få den oplysning på. Nadja mener, at hun på daværende tidspunkt var ca. seks år:
”Det
er egentlig sådan en hændelse, som jeg har lyst til at fortælle dig om, for jeg tror, at
den reflekterer lidt, den refleksion man kan have, når man er adopteret. Men den første
oplevelse eller måden jeg finder ud af det på, så at sige, det er ved, at en a f mine veninder
spørger mig, om det er rigtigt, at jeg er et hittebarn, og hvor jeg kan huske, at jeg tænkte, at
nej, det er jeg da ikke. Det har jeg da i hvert fald ikke hørt noget om, men hvor der indsniger
sig den der lille tanke om, er jeg det?”
Nadja fortæller her om, hvordan hun
–
selvom hun tror sig sikker
–
ikke kan gøre sig fri af tvivlen,
men der skal gå mange år, før hun får vished. Adoptivforældrene siger ingenting om det på eget
initiativ. Det er således først, da Nadja er 15 år og begynder at spørge hertil, at hun får indsigt i
tiden før selve adoptionen. Nadja forholder sig i dag undrende og kritisk til adoptivforældrenes
40
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
manglende nysgerrighed, men det bliver ikke tematiseret som et svigt hverken i betydningen
manglende interesse eller en følelse af at være overset eller ikke have betydning for
adoptivforældrene. En sådan tolkning og følelsesmæssig reaktion på manglende viden om
adoptionshistorien er ellers noget, mange andre af vores voksne informanter fortæller om. I stedet
bliver det en fortælling, om Nadja som handlende aktør, der selv er i stand til at tage hånd om sagen
ved aktivt at konfrontere adoptivforældrene i forhold til at få oplysninger, som, hun oplever, er
vigtige for hendes forståelse af egen identitet. Samme billede går igen, da hun fortæller, at hun selv
senere vælger at rejse til sit oprindelsesland på en længere rundrejse for at opleve det.
Forældrenes begrænsede indlevelse i, hvad adoptionshistorien kunne betyde for Nadja
Nadjas adoptivforældre har rejst meget og på et tidspunkt, hvor hendes adoptivmor var i det land,
som Nadja kommer fra, sørgede hun for at henvende sig hos myndighederne og få de dokumenter,
der var vedr. Nadjas adoption. Nadja fortæller følgende om de nærmere omstændigheder
vedrørende sin adoption:
”Jeg
har nogle papirer, som min mor var ovre at hente på et tidspunkt. Og der fremgår det,
at jeg er et hittebarn. Så jeg er fundet på gaden. Og der står ikke rigtigt noget om, hvornår
jeg præcist er født, så jeg tænker, at datoen for min fødselsdag, det er en, man har fundet
på, ligesom man har givet mig et navn. Men altså, jeg er fundet på gaden i en gammel bydel
i en kæmpe stor by i (..). Den 24. december. Juleaften. Og er blevet bragt af nogen til
politiet. Og ja, hvordan har det været... Så er jeg blevet bragt på et børnehjem. Eller først
på sygehus tror jeg, og så er jeg blevet undersøgt. Jeg har haft et eller andet, jeg skulle
undersøges for. I mine papirer ligger der røntgenbilleder af lunger og sådan nogle
forskellige ting. Og der har jeg så været et stykke tid, og så er jeg så kommet på børnehjem i
(..) for små børn. Og efter det er jeg kommet i pleje, og har været det henover foråret, i en
plejefamilie, og tænker, at det er der, man har undersøgt, om der var nogen, der kendte mig
eller savnede mig. Og da der ikke har været det, så er jeg blevet opgivet eller indstillet til
adoption…”
Disse papirer, som adoptivmoderen hentede, får Nadja som 15årig, da hun spørger sin adoptivfar.
Så Nadja konkluderer, at hendes adoptivforældre ikke har været særlig nysgerrig efter disse
oplysninger og heller ikke har haft indlevelse i, hvor vigtige, de kunne være for Nadja.
41
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”Jeg har jo altid vidst, at jeg var adopteret, det har heller ikke været noget hemmeligt, hvis
man kan sige det sådan, eller tabubelagt. Jeg tænker, at man har talt om det på nogle
bestemte måder, at vi kom fra et andet land, at det var spændende, at man var adopteret, og
hvad var (..) (oprindelseslandet) for et sted og så videre, så det har vi talt om. Sådan de
nærmere omstændigheder omkring, hvad der er sket
–
det jeg fortæller dig nu
– (…) det har
vi ikke talt om, da jeg var barn. Det er ikke sådan en fortælling, jeg har fået overleveret af
mine forældre, at jeg var et hittebarn, og så kom jeg på børnehjem og sådan noget. Så det er
noget, der ligesom
er blevet støvet op senere”.
I den forbindelse tænker Nadja, at hun efterfølgende godt kunne have ønsket sig, at der havde været
mere snak om tiden inden, hun blev adopteret, så hun fx var klar over, at hun var et hittebarn og
ikke skulle finde ud af det, ved at veninden spørger hende, fordi veninden har fået det at vide af sin
mor.
”… så sniger en lille tanke sig ind om, hvorfor er der ikke nogen, der har sagt det til mig,
hvis det er? Eller måske endnu mere den der med, hvorfor er der nogen andre, der ved
noget om mig, som jeg ikke ved. Så der kunne jeg godt have ønsket mig, at der havde været
mere snak om osv. så har det været den der interesse for, hvad ligger der før adoptionen.
Hvor kommer jeg fra osv. Så det er den, jeg har forfulgt lidt senere, fordi jeg fandt ud af, at
de havde nogle papirer liggende på mig, mine forældre, (…) Jeg spurgte min far: ”Hvorfor
har du egentlig aldrig tænkt over, at det kunne være interessant at vide noget om, hvad der
var sket før?”. Jamen det havde han bare ikke tænkt o
ver eller det der med, at jeg havde
været et hittebarn, ”det havde han da fået at vide, men det kunne han da ikke huske”. Så det
er en anden tid, tror jeg, end hvis man tænker på børn, der bliver adopteret i dag.”
Nadja undrede sig over, at hendes adoptivfar ikke tillagde det mere betydning. Hun fortæller, at
hendes undring allerede startede, da hun var barn. Hun syntes, det var underligt, at forældrene ikke
sagde noget om tiden, før hun blev adopteret og om det, at hun var et hittebarn. Det er den del, der
ikke har været talt om, fortæller Nadja:
”Det har været åbenlyst og ukompliceret at snakke om på alle mulige andre planer, men
den del, der hedder ’før adoptionen’, den har ikke været tydelig. Og så er der jo en del år,
hvor jeg ikke nødvendigvis tænker specielt meget over det, men da jeg så bliver de der 15-16
år og begynder at tænke.. Ja, der er jo meget med identitet, og hvem er jeg, og også
42
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
relationer til forældre. Så det har indgået i den pakke at frigøre sig, og hvad kan man kalde
det, at arbejde li
dt med de der relationer. (…) Altså han sagde jo sådan helt ærligt, at: ”Jeg
har ikke tænkt mig at skjule noget for dig. (…) jeg mistænkte ham heller ikke for at skjule
det. Jeg tror bare, jeg tænkte, at det var underligt, at de ikke havde været interesser et i det
og havde lyst til at fortælle os det.”
Hele fortællingen om hvad der var gået forud for adoptionen, er altså ikke en del af den historie,
som adoptivforældrene fortalte Nadja, da hun var barn. Når Nadja fortæller, at hun ikke oplever et
følelsesmæssigt svigt i forhold til adoptivforældrenes manglende viden og videregivelse af den
viden, de har, om hendes adoptionshistorie, kan det ses i sammenhæng med, at hun sætter det ind i
et historisk og samfundsmæssigt perspektiv. Hun forstår disse forbehold i åbenhed i lyset af, at det
ikke var almindeligt på den tid, at man tillagde denne del af adoptionshistorien så stor betydning.
Det er først senere, at man i kraft af diverse psykologiske teorier, har fået så stort fokus på barnets
allerførste
tid.
Disse
teorier
tematiserer
netop
den
allerførste
omsorg
med
senere
tilknytningsmønstre. Nadja skaber således en fortælling, hvor adoptivforældrenes uhensigtsmæssige
ageren bliver forståelig og tilgivelig. Det betyder, at hun - selvom hun som 15-årig
identitetssøgende teenager har gået adoptivforældrene på klingen angående viden om sin adoption,
og også i dag tænker, at det optimale ville have været, hvis de havde haft større forståelse for
betydningen af tiden før adoptionen og mod til at snakke om det
–
ikke i dag som voksen kæder det
sammen med et følelsesmæssigt svigt. I stedet sætter hun forældrenes handlinger ind i et
samfundsmæssigt perspektiv og ser deres handlinger som udtryk for, hvordan man forholdte sig
dengang. Når Nadja skal vurdere, hvad der er godt for et adopteret barn, vurderer hun dog, at det er
et større
”
mod hos adoptivforældrene
”.
Hun efterlyser et større mod til at tale om alle spørgsmål
vedr. adoptionen herunder også tiden inden selve adoptionen, det vi begrebsliggør som
følelsesmæssig åbenhed.
En sådan åbenhed fordrer, at adoptivforældrene har modet til selv at bringe
det på banen, så det ikke er barnet, der selv skal spørge her til.
Opsamling på de to fortællinger
Ankestyrelsens undersøgelse fra 2014 viser, at 39 % som ingen oplysninger har, savner at have
oplysninger om deres biologiske familie (Ankestyrelsen 2014: 43). De to fortællinger i dette kapitel
er således på hver sin
måde illustrationer af ”best practice” når muligheden for
relationsåbenhed
er
43
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
begrænset. Nanna Xias fortælling har
vi valgt at bringe som et udtryk for ”best practice”,
idet
adoptivforældre udviser såvel høj grad af
fakturel åbenhed,
som indlevelse og forståelse for hvad
både historie og anden oprindelse må betyde for Nanna Xia (følelsesmæssig
åbenhed)
samt
interesse og positiv værdisættelse af Nanna Xias etniske og kulturelle baggrund (kulturel
åbenhed
).
Disse dimensioner af åbenhed, som vi kalder henholdsvis
faktuel, følelsesmæssig
og
kulturel
åbenhed,
er centrale for de adopteredes positive identitetsskabelse. Dette vil vi se nærmere på i
kapitel fem.
Nanna Xia fortælling er således udtryk for ”best practice” ud fra de rammesættende
betingelser. Der foreligger nemlig ikke oplysninger om hendes biologiske ophav, så fortællingen er
en illustration af, hvordan man som adoptivforældre og -familie kan forholde sig til dette
grundlæggende vilkår og praktisere åbenhed på trods. Adoptivfamilien sørger for at tillægge
historien betydning, hvilket netop er det, Nadja efterlyser, når hun taler om et større mod hos
adoptivforældrene til at snakke om det, der er gået forud for adoptionen. At tillægge historien vægt
er sket løbende i Nanna Xias opvækst.
Det er en væsentlig pointe fra interviewet med Nanna Xia, at både Ida og Peter er aktive
medskabere af en positiv fortælling om Nanna Xias første tid på børnehjemmet og om, hvordan hun
har modtaget omsorg og er blevet holdt af, selvom børnehjemmets opdragelsesnormer var og er
nogle andre end danske normer i dag. I interviewet påtager Ida sig en meget aktiv medkonstruktør
rolle (og i et vist omfang også Peter), når Nanna Xias fortælling skal fortælles. Det gør hun som
nævnt helt konkret i interviewsituationen, men derudover signalerer fællestrækkene i fortællingerne
også, at Nanna Xias egen fortælling (og Peters) er præget af denne grundlæggende positive
fortælling. Det ser ud som om, at denne er en kollektiv fortælling, der genfortælles og vedligeholdes
gennem familiens anekdoter, som en del af familiens samvær og gensidige skabelse og forhandling
af virkelighedsforståelsen. At Nanna Xia er adopteret, er ikke noget, de tænker over i det daglige,
fortæller de. Og det er ikke noget, man i familien tillægger nogen særlig betydning, samtidig med,
at de, blandt andet via fremstillingen af en fotobog med minderne fra Nanna Xias første tid på
børnehjemmet, alligevel tillægger hendes kulturelle ophav positiv værdi.
Nadjas fortælling handler ligeledes om en adoptivfamilie, der forholder sig af
–
om end ikke samme
grad af - åbenhed til adoption under de givne omstændigheder. Det var således først på Nadjas
forespørgsel, at adoptivforældrene sørgede for, at hun fik oplysningerne om de nærmere
omstændigheder ved sin adoption. Nadjas adoptivforældre praktiserer en form for
kulturel åbenhed
44
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
i form for af en fordomsfrihed i forhold til at være en ganske almindelig familie. Det er imidlertid
værd at bemærke, at mens ’almindeliggørelse’ gives positiv betydning i Nadjas fortælling som en
form for fordomsfrihed, så er der flere af vores andre voksne informanter, der i stedet
betydningstilskriver det som manglende indlevelse i, hvordan det er at se anderledes ud og have
minoritetsetniske rødder. Det vil sige som følelsesmæssig lukkethed.
I forhold til
faktuel åbenhed,
er der i Nadjas tilfælde, ligesom for Nanna Xia, en udefra sat
begrænsning i forhold til, hvor meget de kan vide om de allerførste måneder, da det ikke i
udgangspunktet er oplysninger, de har fået med fra børnehjemmet. Nadjas adoptivmor sørgede
efterfølgende for at få disse oplysninger fra børnehjemmet, da hun i et andet ærinde har en rejse til
Nadjas oprindelsesland. Åbenheden vedrørende Nadjas adoption er imidlertid begrænset af,
adoptivforældrenes manglende opmærksomhed på betydningen heraf. De tillægger ikke denne
indsigt i Nadjas første måneder nogen betydning. Et forhold, der kunne fremstilles som udtryk for et
følelsesmæssigt svigt, men som ikke fremstilles sådan i Nadjas fortælling. I stedet forstå Nadja
adoptivforældrenes måde at agere på som fostret deres tid, hvor de nærmere omstændigheder i
barnets adoptionshistorie, ikke blev tillagt nogen særlig betydning. Nadja sætter hermed sin
fortælling ind i et bredere samfundsmæssigt og historisk perspektiv, hvorved adoptivforældrene
ikke bebrejdes deres handlinger; disse forklares og perspektiveres i stedet. Herved fremtræder de
forståelige og tilgivelige.
Hun fortæller videre sin historie på en måde, hvor hun
–
heller ikke som barn - blot er offer for
andres handlinger og beslutninger, men også selv er aktør. Således siger hun
”
jeg spurgte heller
ikke selv
”
om tiden, hvor hun ikke havde oplysninger. Og hun fortæller, hvordan hun som 15-årig
tager initiativ til at få de oplysninger, hun indtil da ikke har haft adgang til, og at hun som ung har
kunnet tage på rejse og udforske sit kulturelle ophav. Nadjas fortælling er således en fortælling, der
gør hende selv til aktør i eget liv. Hun tager ansvar for at få det, hun har brug for og undlader i
øvrigt at italesætte manglende oplysninger om adoption og fravær af rejse med familien til
oprindelseslandet som et svigt. Herved er begge fortællinger, Nanna Xias og Nadjas, illustrationer
af hvad vi vil kalde
stærke fortællinger
, som også kan anses som et centralt aspekt af ”best
practice”. Stærke fortællinger, er fortællinger, der styrker den fortællende(s handlekraft) og dennes
relationer. For Nadja består det stærke i fortællingen af, hvordan der skabes forståelse for
forældrenes handlinger, så de ikke fremstår og opleves som et følelsesmæssigt svigt og ved, at hun
selv meget konkret tager ansvar for det, hun har brug for i forhold til både
social
og
kulturel
45
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
åbenhed.
Nanna Xias fortælling er ligeledes en stærk fortælling, hvor den minoritetsetniske
baggrund gives positiv betydning, og hvor hun fremfortælles som elsket af sit biologiske ophav
såvel som af sine adoptivforældre, sidstnævnte endda som mere, end hvis hun var biologiske barn.
Vi får heri et indblik i, hvordan man som adoptivforældre kan være aktiv medskaber af en sådan
stærk fortælling gennem omsorgsfuld medkonstruktion
–
i dette tilfælde om dobbelt-identitet, som
noget man kan være stolt af, og af Nanna Xia som elsket. At gøre det, er et vigtigt
element i ’best
practice”
for adoptivforældre, og at klæde adoptivforældrene på til det et vigtigt
element i ’best
practice”
for myndighederne.
Mens Nanna Xias fortælling rendyrket illustrer
”best pratice”,
når der er udefra satte begrænsninger
i forhold til oplysninger og kontakt, kan det samme ikke siges om Nadjas. Vi har valgt alligevel at
tage den med, da den er en illustration af, hvordan man narrativt kan arbejde med sin egen
adoptionshistorie på en helende og styrkende måde. Med dette vil vi dog ikke hævde, at denne
mulighed er lige let tilgængelig for alle. Således kan man formode, at det er nemmere at skabe et
stærkt narrativ alá Nadjas, hvis man dels besidder viden om den historiske og samfundsmæssige
udvikling, som sætter adoptivforældrenes handlinger og prioriteringer i perspektiv, dels i øvrigt har
et liv, hvor man på andre fronter er tilfreds og oplever handlemuligheder.
46
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 4
Lukkethed og løgn om adoption
Indledning
Selvom vi i denne rapport har fokus på åbenhed i adoption og betydningen heraf, giver det alligevel
god mening at se på konsekvenserne af lukkethed i de voksnes retrospektive fortællinger. Lukket
adoption kan karakteriseres som en adoption, hvor det adopterede barn ikke får kendskab eller
kontakt til den biologiske familie. Lukket adoption indebærer desuden, at adoptivforældrene ikke
deler fortidens viden med det adopterede barn. Lukkethed i adoption var, som nævnt i kapitel 1,
normen førhen, og korresponderede med den daværende gennemgående og dominerende diskurs
om, at alle parter havde bedst af at komme videre med deres liv (Ayers-Lopez et al. 2008:551;
Fravel et al 2000:425; Wolfgram 2008:134). Ved at holde adoptionen lukket ønskede man at
forhindre, at de involverede parter i adoptionstrinanglen blev udsat for stigmatisering fra det
omgivende samfund (Jones 2016, Reamer mf. 2007, jf. kapitel 1). En af ulemperne ved lukkede
adoptioner er imidlertid, at den adopterede kan danne sig nogle forestillinger omkring, hvordan de
biologiske forældre er, hvis man ikke kender dem. Disse forestillinger om de biologiske forældre vil
ifølge en forskningsartikel oftest være negative (Wrobel et al 1996). I vores materiale har vi dog
også eksempler på det modsatte. Uanset om de er positive eller negative, kan sådanne forestillinger
være negative for barnet fordi de kan vokse sig meget store: blive til mareridtsforestillinger eller
ønskedrømme.
Imidlertid har der ikke altid været så stort fokus på barnet som individ og derfor heller ikke på, hvad
barnet tænkte og følte. I datidens tankegang var barnet familieseret, så man ikke skelnede mellem
barnets og forældrenes perspektiver, behov osv. (Warming 2011). Man tænkte, at havde familien det
godt, så havde barnet det også godt. Samtidig var børnesynet dengang domineret af et ’becoming-
perspektiv’ med fokus på, hvordan barnet udviklede sig (og om det artede sig), og hvordan det ville
blive som voksen, på bekostning af ’being-perspektivet’, hvor det understreges, at barndommen er
vigtig i sig selv (ibid). Lukkethed i adoption var i forlængelse af familieseringstankegangen og
hensynet til adoptivforældrene begrundet i, at adoptivfamilien skulle have lov til at have ro på og
fremstå normale (og derved undgå stigmatisering). Lukketheden blev også begrundet med, at man
47
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
ønskede at beskytte ugifte kvinder, der var blevet gravide (Alvery 2013:6; Berge et al 2006:1013)
og for at beskytte den biologiske mors nye privatliv (Farr et al. 2014:46). Desuden handlede
lukketheden i adoption om at beskytte adoptivbarnet mod en potentiel stigmatisering fra
omgivelserne (Wolfgram 2008:133). Lukkethed i adoption blev desuden betragtet som den bedste
betingelse for tilknytningen mellem adoptivforældre og det adopterede barn (Wolfgram 2008:34).
Endvidere ønskede adoptivforældrene ofte lukket adoption, fordi de frygtede, at den biologiske
familie ville fortryde adoptionen (Zhang et al 2010:6). Der har således eksisteret nogle bestemte
problematikker knyttet til adoption, og tanker om risici ved åbenhed, hvoraf nogle muligvis fortsat
hænger ved når åbenhed og lukkethed i adoption diskuteres.
Kapitlet bygger på to interview med voksne, hvor deres fortællinger på forskellig vis er
illustrationer af, hvordan det kan opleves med lukkethed og fortielser om adoption. I vores
børneinterview har vi i sagens natur ikke fået adgang til børn, som ikke er vidende om, at de er
adopterede, og hvor der ikke er en eller anden åbenhed omkring at snakke om det. Er der ikke det,
vil adoptivforældrene være tilbøjelig til ikke at ville give tilladelse til børnenes deltagelse i et
interview, der handler om deres erfaring som adopterede. Dertil kommer, at størstedelen af vores
børne- og ungeinformanter har en anden etnisk oprindelse end deres adoptivforældre med tydelig
kropslig markering (f.eks. i form af anden hudfarve) af, at de ikke er biologiske børn. Så total
faktuel lukkethed,
hvor barnet slet ikke er vidende op at være adopteret, er i disse tilfælde slet ikke
en mulighed. I dette kapitel skal vi møde to voksne kvinder, som begge har oplevet, at der har været
faktuel lukkethed
om deres adoption. Vi lægger ud med fortællingen om Grethe, der blev adopteret,
da hun var tre-fire år. Hun er i dag i starten af halvtredserne, og hendes fortælling handler ikke bare
om
faktuel lukkethed
i form af fortielser, men også om deciderede løgne vedrørende hendes
adoption og biologiske ophav. Fortællingen handler således om, hvilken betydning, hun tillægger
disse fortielser og løgne for hendes liv, både som barn og voksen. Herefter følger Janes fortælling,
som er en beretning om en opvækst og et voksenliv uden kendskab til at være adopteret. I
slutningen af fyrrene finder Jane ud af, at hun er adopteret, og hun får etableret kontakt til dele af
sin biologiske familie i form af halvsøskende. De nye oplysninger om biologisk ophav kommer som
et chok for Jane, hvilket gør hende vred på sin adoptivmor. Nærmere kendskab til sin biologiske
mor, og hvordan hendes biologiske halvsøskende er vokset op, afmonterer stort set denne vrede,
fortæller Jane. I stedet oplever hun sig nu utrolig heldig og anskuer sin adoption som hendes
lykkeheld. På baggrund af disse to fortællinger, vil vi til sidst i kapitlet samle op på de forskellige
48
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
aspekter, det er værd at have øje for, når vi taler om åbenhed versus lukkethed, for på det grundlag
at pege på centrale tematikker, der vil blive udfoldet, nuanceret og uddybet i de følgende kapitler.
Løgn og fortielser og oplevelsen af tillidsbrud og omsorgssvigt
I interviewene med de voksne
–
særligt blandt de ældste af vores informanter (45 år og op efter) er
der flere eksempler på fuldstændig lukkethed, som vi ikke har et eneste eksempel på i vores børne-
og unge interview. Grethe, der i dag er i starten af halvtredserne, lægger i sin fortælling vægt på, at
der ikke alene blev fortiet om hendes biologiske ophav, men direkte løjet, og hvordan dette skabte
stor forvirring og oplevedes som et stort tillidsbrud. Det betød, fortæller Grethe, at hun både
mistede tilliden til sine adoptivforældre og samtidig begyndte at tvivle på sig selv og sine egne
tidligere oplevelser de første tre-fire år af sit liv, før hun blev adopteret. Grethe og hendes lidt ældre
bror blev adopteret samtidig og af samme adoptivforældre. Adoptionen kom i stand, da hendes
biologiske mor, som på det tidspunkt er alene, finder en mand, der ikke er indstillet på, at der følger
to børn med fra et tidligere forhold. Grethe fortæller, hvordan hun generelt anskuer valget af
adoption som et svigt, da det ikke er barnets behov at komme væk fra sine biologiske forældre.
Adoption kræver derfor særlige indsatser efterfølgende, for at barnet kan komme helskinnet gennem
en opvækst som adopteret:
”Altså, jeg tænker altid, hvor børn bliver revet fra deres biologiske forældre, det er jo en
form for svigt. Det kan godt være, at det er gjort i en god mening, men jeg tænker, at det
skal forstås som et svigt i forhold til, at man skal mødes på nogle specielle måder på det
følelsesmæssige plan. Og hvis man ikke bliver det, så er det jo svigt. Altså også når forældre
dør. Det er også svigt. Det er jo ikke barnets behov. Alt det der ikke er barnets behov, kan
man sige, det er en eller anden form for svigt. Sådan tænker jeg det. (…) Det kræver noget
specielt at få samlet op på det igen.”
Først blev børnene anbragt i en plejefamilie i et halvt års tid, som deres biologiske mor selv finder
frem til. Børnene er på dette tidspunkt tre og fire år, men senere da deres biologiske mor fortsat ikke
synes, hun kunne have børnene hos sig, går hun med til at bortadoptere dem under forudsætning af,
at hun kan bibeholde kontakten. Det ønsker adoptivforældrene imidlertid ikke, da de ikke selv
kunne få børn:
”Så de ville gerne have os”,
forklarer Grethe.
49
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Følelsesmæssigt svigt og manglende indlevelse i adoptivbørnene
–
og konsekvenserne heraf
Grethe fortæller om sine adoptivforældre, at de ønskede, at børnene skulle være meget
eksemplariske. Desuden havde adoptivmoren vanskeligt ved at acceptere, at Grethe og hendes bror
var kede af det. Hun fortæller:
”Altså, jeg var jo enormt ked af det, og det tror jeg egent
lig også, min bror var, men det der
med at være ked af det var heller ikke tilladt, (…) og min mor havde sådan en sætning
’ellers skal jeg give dig noget at hyle for’ (…,) for hun kunne simpelthen ikke holde ud at vi
græd, fordi hun var sådan ’jeg gør alt, hvad jeg kan for, at I skal have det godt’
-
agtigt. ”Jeg
gør alt hvad jeg kan”.
Grethes fortæller, at hendes adoptivmor ikke havde indsigten i, at børnene kunne være kede af det,
nu hvor hun var glad. Grethe fortæller, at hun kan huske, at hun som barn var meget ked af det og
betydningstillægger samtidig adoptivforældrenes løgne og fortielse om hendes biologiske ophav
som et stort svigt og overgreb. Hun fortæller om hendes adoptivforældre:
”De har formået at få lavet hele mit indre system om. Hele min opf
attelse af mig selv har de
formået at lavet om. De har fortalt mig, mine adoptivforældre, nogle historier, der ikke
passede. Når jeg sagde noget, eller min bror sagde noget, så sagde de: ’Nej det passer ikke,
hvad du siger’, fordi min bror kunne godt spørg
e til vores mor. Jeg tror ikke, at jeg har gjort
det. Jeg ved det faktisk ikke, men min bror, som var godt et år ældre, kunne godt sige: ’Jeg
har en mor et andet sted’. Hvor de siger: ’Nej, du har ikke en mor et andet sted. Du var ude
at blive passet af de
nne her dame, mens jeg var syg’, sagde vores adoptivmor. Det, tror jeg,
var sådan en historie, de var enige om. For mig der blev det lavet til, at alt det jeg vidste, alt
det jeg havde oplevet, alt det jeg troede var, som det var, det kunne jeg ikke tro på . Det
kunne jeg ikke tro på fordi, at de fortalte mig noget, som var anderledes, og det må man
sige, det er noget af det, der har fulgt mig i mit liv og har besværliggjort mit voksenliv også i
forhold til, at jeg ikke har kunnet tro på min egen intuition,
faktisk.”
Ifølge Grethe havde disse løgnehistorier konsekvenser for hendes tillid til sin egne oplevelser og har
efterfølgende fået konsekvenser for hendes evne til at tro på sig selv og for hendes evne til empati.
Hun forklarer det på følgende måde:
”Fo
r eksempel i mit arbejde, så har jeg, altså hvor jeg har arbejdet som pædagog, hvor jeg
har kunnet se nogle ting, som jeg har tvivlet på, så har jeg tænkt: ’Jamen min tvivl passer
50
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
ikke’. Så det har faktisk haft store konsekvenser i forhold til at kunne tag
e nogle rigtige
beslutninger i forhold til også at arbejde med små børn. Der var på et tidspunkt, hvor jeg
arbejdede som familiekonsulent, familiebehandler, hvor jeg sådan tænkte: ’Jamen, er det
rigtigt, det jeg ser. Kan det være rigtigt, det jeg ser?’ På
den måde har det virkelig givet mig
sådan nogle store tvivl i mit liv, og måske på den måde har jeg også haft svært ved at gøre
det, som jeg egentlig i bund og grund syntes var rigtigt, og gå efter det. At gå efter min
mavefornemmelse.”
Da Grethe som trettenårig får at vide, at hendes adoptivforældre ikke er hendes biologiske forældre,
kommer det som et chok, idet hun op gennem sin barndom har godtaget adoptivforældrenes løgne.
Grethes bror tager kontakt til deres biologiske mor nogle år senere, og det sker under protester, men
alligevel i samarbejde med deres adoptivmor. Han får sendt et brev til hende og får også et retur.
Grethe fortæller:
”I det brev han får retur, får hun også skrevet det der med, at hendes nuværende mand
faktisk er jaloux og vil ikke have, at der skal komme noget imellem dem. Man kan jo sige, at
det er en opfølgning på det, der sker på det tidspunkt, hvor hun bliver nødt at sætte os i
pleje, fordi han ikke er villig til at hjælpe hende med os. Der sker så også det, at hun bliver
gravid med ham, så det er også med til, at hun træffer det valg, som hun gør i forhold til at
være alene med tre børn.”
Senere da denne ægtemand er død af kræft, tager Grethe kontakt til sin biologiske mor, og denne
gang er moderen positiv. Ved denne kontakt får Grethe også oplysninger om sin biologiske far. Via
søgning på nettet finder hun frem til sin biologiske fars kone, der i mellemtiden er blevet enke, og
ad denne vej får hun desuden kontakt til en halvsøster, som hun opretholder en kontakt til via
Facebook og Messenger. Om kontakten til denne halvsøster fortæller Grethe:
”Vi har ikke mødt hinanden endnu, for det er kun et års tid siden eller halvandet, at jeg fik
den kontakt. Men meget positivt, og så har jeg hørt lidt om min fars historie. (…) Det synes
jeg jo er rigtig, rigtig dejligt. Også den måde at blive mødt på, og jeg tænker, at min fars
kone, som har skrevet til mig er meget åben, og det er en helt anden kultur at møde, kan man
sige. Hun er meget åben og glad for, at jeg har forsøgt at finde dem.”
Hele Grethes fortælling er præget af, hvor glad hun er for kontakten til sine biologiske rødder og
hvor meget, de har betydet for hende. Det samme gør sig gældende for Jane, der lige som Grethe i
51
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
en sen alder finder ud af, at hun er adopteret. Først bliver Jane meget vred over fortielserne herom
gennem hele hendes barndom, hvor hun først får indsigt i sin adoptionshistorie i forbindelse med
sine forældres død. Men til forskel fra Grethe transformeres denne vrede og frustration hurtigt til
glæde og taknemmelighed, da hun finder ud af, at hendes halvsøskende har haft en forfærdelig
opvækst med misrøgt og overgreb.
Viden og kontakt til halvsøskende i en sen alder
Jane har haft, det hun beskriver som en ”
fuldstændig almindelig. En god og kærlig og omsorgsfuld
familie.
”.
Men for et par år siden fandt hun ud af, at hun og hendes bror var adopteret. På det
tidspunkt var hun i slutningen af fyrrerne. Jane adoptivmor døde, og da Jane og hendes bror rydder
dødsboet, finder de et brev, hvoraf det fremgår, at begge er adopteret. Jane fortæller:
”Så fandt vi de papirer. Der var ingen af os, der vidste, at vi var adopteret. Min bror han
havde en lille anelse om det, fordi han måske havde overhørt en samtale eller på en eller
anden måde havde en ide om, at vi måske var
adopteret. (…) Vi blev dødchokeret, og vores
mor var død og så finde de der papirer og ”gud så er vi ikke engang søskende”. Så der var
mange aspekter i det.”
Jane lignede sin adoptivmor, og broren lignede sin adoptivfar:
”Så der var ikke noget i det der
overhovedet. Vi var meget ens i den familie.
” forklarer Jane og siger videre:
”Altså mine træk og sådan smil og humor
- det var meget min mor, og hvor min bror var
lidt mørk i det, og min far var også lidt mørk. Dansk, men meget sådan solbrun hele tiden.
Det var min bror også. Så på den måde faldt jeg ud efter min mor og Asger efter min far.
Så på den måde var der egentlig ikke nogen der kunne sige ”gud de er adopteret”.
Jane fortæller, at der altid har været fuldstændig lukkethed om adoptionen gennem hele hendes
opvækst. Dog kan hun erindre sig en enkelt oplevelse, da hun var omkring 20 år, hvor hendes
adoptivmoster siger til hendes adoptivmor:
”’Det er godt nok nogle gode børn
, du har fået dig
’.
Der var lige en lille nuance i det der, hvor jeg så siger:
’Det lyder som nogen, hun har købt på et
marked’”
erindrer Mette og siger videre:
52
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”Familien har vidst, at vi var adopteret, men det er bare ikke kommet videre til os børn,
men det var lige sådan en lille nuance, hvor jeg bare tænkte: ’Ih det lyder som nog
le, hun
bare har købt på et marked altså’(griner). Det var sådan helt forkert. Ellers har der ikke
været noget, hvor vi har tænkt: ’nå, men jeg er også adopteret’”.
Jane har herudover ikke haft nogen overvejelse overhovedet, om hun og hendes bror kunne være
adopteret, hvilket ifølge Jane hænger sammen med:
”at jeg faktisk også har lignet resten af familien
på min mors side, at der slet ikke har været noget underligt der, eller hvor man tænker ”hold da op,
hun hører slet ikke til der””.
I Janes fortælling er det således først i forbindelse med valg af uddannelse, at hun begynder at
tænke sig selv som anderledes end sin familie:
”Jeg tænkte på et tidspunkt over det, da vi skulle til at tage uddannelser og sådan noget, at
jeg egentlig var mere den håndværksmæssige type. Jeg var ikke sådan kontornusser, som
jeg så er blevet nu, men det var jeg slet ikke på det tidspunkt. Der måtte gerne ske noget og
gerne noget, hvor jeg kunne bruge kroppen, og det var egentlig ikke fordi, at uddannelse
betød særlig meget for mig. Jeg skulle bare ud at tjene nogle penge. Hvor de øvrige i
familien, det var sådan, at vi skulle have lange uddannelser, og vi skulle en masse. Min
morfar var direktør for et stort firma i Esbjerg, Aarhus og England. Så det lå ligesom i
kortene, at jeg skulle da også gøre sådan noget der ikke også, men det var slet ikke mig. Jeg
skulle ud, og jeg skulle bo for mig selv. Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 17, og jeg følte
bare, at der var så mange andre ting, jeg skulle. Jeg skulle ikke sidde og læse. Det var slet
ikke mig. Det var måske det tidspunkt, hvor jeg tænkte: ’Jeg hører ikke til her’, fordi min
bror han var jo nærmest evighedsstudent, og der var der et tidspunkt, hvor jeg tænkte: ’Jeg
hører vist ikke rigtig til her’, men det, tror jeg, er noget alle teenagere tænker.”
Janes bror ville ikke opsøge sine biologiske forældre, så først tænkte Jane, at hun heller ikke ville,
men fortæller, at hun alligevel var nysgerrig efter at lærer sit biologiske ophav at kende:
”Så kører hjernen, og så kan man jo
lige pludselig se, at okay der var måske ikke så mange
ligheder alligevel mellem mig og mine forældre, fordi vi går hver vores veje, og så var der
også noget, som senere hen slog mig
–
det var ligesom om, jeg kunne føle, at mine venner og
deres forældre ha
vde en eller anden ”connection” på en anden måde. Jeg ved næsten ikke,
hvordan jeg skal forklare det. Jeg følte, at til min mor, fordi min far døde så, da jeg var ti,
53
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
der var en distance, selvom vi var fortrolige, så var der en distance, som jeg egentlig troede
var normal, indtil jeg faktisk går ind og finder noget af min biologiske familie.”
Da Jane får kontakt til sine halvsøstre oplever hun:
”Bare en hel anden samhørighed. Der var et eller andet, der bare klikkede, som om man
bare var én, og det har jeg så kunne fornemme nu, at den har slet ikke været i min opvækst.
Det, at man er blevet accepteret og elsket, men man er ikke blevet sådan elsket, elsket, som
om, at vi bare hører sammen på den måde. Der har ligesom været den distance mellem os
(Jane og hen
des adoptivforældre), som jeg kan se nu.”
Selvom Jane fremhæver, at hun først får oplevelsen af samhørighed efter at have fundet frem til sine
biologiske halvsøskende, siger hun samtidig, at hun ikke har manglet noget under sin opvækst:
”Altså der har ikke manglet noget overhovedet. Så det har været fantastisk”.
Blikket på relationen
til adoptivmoren som karakteriseret ved manglende nærhed, synes altså at være skabt retrospektivt.
Dette understreges i næste citat, hvor hun siger, at kontakten til hendes biologiske slægtninge gør, at
hun lige pludselig ser sin relation til sine adoptivforældre i et andet lys
–
det ophæver båndet
mellem hende og hendes adoptivforældre, som indtil da har været der:
”Det, synes jeg også, var rigtig interessant, og det, jeg egen
tlig synes, også var sjovt, var
det der med det usynlige bånd, der har været mellem mig og mine (adoptiv)forældre. Da jeg
hører deres livshistorie, min biologiske far, biologiske mor og biologiske søstre, så bliver
det (båndet til adoptivforældrene) bare ophævet, for der kan jeg virkelig relatere til dem.
Alle mine tre søstre har en håndværksmæssig uddannelse. Det har jeg jo også. Det var det
jeg ville. (…) Det var så nemt at snakke med dem om alt.”
Jane har således lidt sent i livet og ret pludseligt fået sig en stor familie. Hun har lige fejret
kobberbryllup, hvor alle hendes biologiske halvsøskende var med.
”Så kunne de lære hinanden at
kende på kryds og tværs, og det gjorde de også og snakken gik, så det var rigtig fint.”
Afslutning
Ikke alle, der er adopterede, har gennem deres opvækst vidst, at de er adopteret. I dette kapitel har
vi stiftet bekendtskab med to voksne kvinders retrospektive fortællinger om løgn og fortielser om
54
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
deres adoption, hvor disse fortællinger kan være med til at perspektivere og tydeliggøre betydning
af åbenhed. De to fortællinger, der indgår i dette kapitel illustrerer også, hvordan lukketheden
retrospektivt kan opleves vidt forskelligt afhængig af, hvilken opvækst man i øvrigt har haft, samt
hvad det er for en familie og opvækst, man er gået glip af. I Grethes fortælling opleves og
tematiseres lukketheden som et følelsesmæssigt omsorgssvigt, der har konsekvenser for hendes
virkelighedsforståelse og tillid til voksne og sig selv. Lukketheden og løgn om hendes
adoptionshistorie opleves som grundlæggende ødelæggende i hendes opvækst og for hendes egen
positive identitetsforståelse, men set udefra ser der også ud til at være andre problemer i
relationerne, der bare ikke gives den samme betydning i fortællingen. Løgnen og fortielsen bliver
symptomet og forklaringen på alt, hvad der ikke har fungeret, og på de udfordringer som Grethe i
dag oplever. I Janes fortælling fremkalder fortielsen vrede mod adoptivforældrene, men denne
fortoner sig senere. Den følelsesmæssige tilstand, som gennemsyrer fortællingen, er udover en
formidling af både overraskelse og chok, som Jane oplevede, da hun fandt ud af at hun var
adopteret, desuden en overordentlig stor taknemmelighed. Jane føler således dels taknemmelighed
mod sin stedfar, der sørgede for adoptionen, dels mod adoptivforældrene, der sørgede for, at hun
voksede op i en tryg og omsorgsfuld familie. I hver af de to fortællinger er der et centralt
fortællespor. I den første fortælling er det gennemgående fortælle spor:
1. Hvordan tilbageholdelse af oplysninger (manglende
faktuel åbenhed)
opleves som tillidsbrud og
omsorgssvigt med store konsekvenser for identitetsskabelse
Mens Janes fortælling overvejende tematiserer:
2. Hvordan kendskab til og eventuel kontakt til biologisk ophav skaber ”identitetsmæssig ro”
I Grethes fortælling kædes tilbagevisningen og forkastelsen af hendes egne oplevelser og minder fra
de første fire-fem år af hendes barndom sammen med psykiske problemer efterfølgende. En sådan
tilbagevisning af hendes egne oplevelser som værende usande får ifølge Grethe konsekvenser for
hendes egen tillid til sin virkelighedsoplevelse og tillid til sine nærmeste. Løgn og fortielser
tillægges her betydning som et stort
følelsesmæssigt omsorgssvigt,
der har konsekvenser langt op i
voksenlivet og som kædes sammen med Grethes senere valg af en længerevarende terapeutisk
uddannelse. Det bliver
forklaringen.
Ifølge Grethe havde dette følelsesmæssige omsorgssvigt
konsekvenser for hendes tillid til hendes egne vurderinger i arbejdet som leder af en
børneinstitution, og det bliver forklaringen på hendes behov for et langt forløb med psykoterapi.
Omvendt tilskrives kontakten til det biologiske ophav en helende effekt. Jane havde heller ikke
55
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
kendt til og vidst, at hun var adopteret. Jane var imidlertid adopteret som spæd, og dermed indebar
denne lukkethed og fortielse af hendes adoptionshistorie ikke en omskrivning af hendes tidligste
barndomserindringer, sådan som Grethe fortæller om. I Janes fortælling betydningstillægges
fortielserne ikke de samme store konsekvenser for hendes tillid til sine egne oplevelser og til sine
nærmeste voksne, eller hendes trivsel i øvrigt. Til gengæld fortæller Jane om, hvordan hun ikke
følte, at hun lignede sine forældre og ikke kunne identificere sig med sine forældre eller sin
storebror, da hun kom op i ungdomsårene. Hun oplevede sig selv som fremmed i sin adoptivfamilie,
men hun bagatelliserer dette, og siger, at sådan har mange teenagere det nok. Fortællingen får
imidlertid en anden drejning, da vi når til mødet med de biologiske halvsøskende, der beskrives som
identitetsmæssigt ”at komme hjem”. Her oplevede Jane resonans, samme tilgang og værdimæssige
orienteringer, hvilket hun tilskriver, at de er biologisk beslægtede. At møde sine halvsøskende gøres
til en afgørende begivenhed, som giver identitetsmæssig ro:
”brikkerne falder på plads”.
Jane
fremfortæller således et dybereliggende slægtskab med sine biologiske halvsøskende, men
bemærkelsesværdig nok ikke med sin biologiske mor. Hendes søskendes fortælling om moderens
svigt overfor dem, bidrager i stedet til en fortælling om, at Jane har været heldig, at hun er blevet
adopteret. Dette sidste fortællespor vil vi også se nærmere på i et senere kapitel, men først vil vi i
det næste kapitel gå mere ind i betydningen af samspillet mellem forskellige typer af åbenhed.
56
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 5
Forskellige dimensioner af åbenhed og samspillet herimellem
Indledning
I de foregående tre kapitler har vi via de længere fortællinger præsenteret centrale begrebsmæssige
sondringer vedrørende åbenhed. Den første fortælling i kapitel to var en illustration af
fuld åbenhed,
som omfatter
relationsåbenhed,
forstået som både kendskab og løbende kontakt til sit biologiske
ophav, fx via udveksling af breve, mails, billeder eller via telefonopkald og/eller besøg, samt
imødekommenhed i forhold til muligheden af, at barnet måtte ønske at vende tilbage til sit
biologiske ophav. Som allerede nævnt er det imidlertid kun en enkelt af de familier, vi har stiftet
bekendtskab med, der har praktiseret en sådan
fuld åbenhed.
For de fleste af familierne har dette
ganske enkelt ikke været en mulighed. Til gengæld har der typisk været
faktuel åbenhed
i samspil
med andre dimensioner af åbenhed. Gennem de tre andre fortællinger i kapitel to og tre er det blevet
præsenteret, hvordan der praktiseres åbenhed indenfor mulighedernes ramme, herunder
faktuel
åbenhed,
forstået som åbenhed om de væsentligste oplysninger omkring barnets adoptionshistorie.
Denne faktuelle åbenhed kan dog variere en del, og der er således stor forskel på den åbenhed,
Nadjas adoptivforældre praktiserer, og den åbenhed, som Lottes adoptivforældre og Nanna Xias
adoptivfamilie udviser. Således er der større grad af
følelsesmæssig åbenhed
på spil i de sidste to
fortællinger. Dette kan blandt andet tilskrives den udvikling, der har været på adoptionsområdet,
hvor adoptivforældre i dag gennemgående er langt mere opmærksomme på betydningen af viden
om hele adoptionshistorien - også tiden på børnehjemmet, hvordan barnet er kommet til
børnehjemmet, og af hvem og hvordan barnet blev passet de første måneder af sit liv.
Lotte og Nanna Xias fortællinger er altså eksempler på en høj grad af
faktuel åbenhed
kombineret
med
følelsesmæssige åbenhed.
Således fortæller Lotte, om hvordan hendes adoptivforældre tager
ansvar for denne åbenhed ved også at initiere den. Heri adskiller hendes fortælling sig fra Nadjas,
hvor snakke om tiden før adoptionen skal initieres af Nadja selv. For Lotte betyder det, at hun
gennem sin opvækst har kunnet snakke med sine adoptivforældre om identitetsspørgsmål, hvor de
har udvist en høj grad af imødekommenhed, indlevelse og forståelse for hendes behov herfor. En
tilsvarende følelsesmæssige åbenhed udspilles og praktiseres også helt konkret i interviewet med
57
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Nanna Xia og hendes adoptivfamilie, hvor vi yderligere præsenteres for et gensidigt samspil mellem
følelsesmæssige åbenhed
og
kulturel åbenhed.
Man kan umiddelbart tænke, at sidstnævnte (den
kulturelle åbenhed
) er særlig vigtig, når der er tale om internationale adoptioner, og når barnet med
sit udseende skiller sig ud fra den danske majoritet. Imidlertid ved vi fra anbringelsesområdet, at
kulturel åbenhed
også er afgørende, selv når man har samme nationalitet. Kulturel forskellighed
findes også mellem majoritetsetniske dansker, og miskendelse af den kultur, fx normer, værdier og
livspraksisser, som barnets biologiske ophav repræsenterer, kan være krænkende for barnet og
udfordre barnets positive identitetsdannelse. Det er derfor vigtigt for barnet, at adoptivforældrene
har en forståelse for, at det man i egen familie tænker og gør, ikke nødvendigvis er det eneste rigtige
og normale, men i stedet anerkender den livspraksis og de normer og værdier, som er barnets
biologiske ophavs (selvfølgelig kun i det omfang disse ikke er krænkende ift. barnet). Nadjas
forældre udviser en høj grad af både
kulturel åbenhed og social åbenhed,
hvor sidstnævnte handler
om at bonde og kommunikere med andre. Det gør de blandt andet ved en stor vennekreds, ved at
have familier med adopterede børn i vennekredsen og ved at have venner og arbejdskollegaer med
andre nationaliteter end dansk. I andre adoptionsfamilier (af nyere dato) tilgodeses denne
kombination af
kulturel-
og
sociale åbenhed
ofte ved, at familien deltager i en adoptionsgruppe med
familier, der har adopteret fra det samme land. I det følgende skal vi se flere eksempler på
forskellige typer af gunstigt samspil af ovennævnte dimensioner af åbenhed, herunder på
konsekvenserne af enten tilstedeværelsen af eller manglen på disse dimensioner af åbenhed. Her vil
der særligt være fokus på betydningen af samspil mellem
den kulturelle og den følelsesmæssige
åbenhed,
da oplevelsen af den
faktuelle åbenhed
typisk vil opleves som utilstrækkelig, hvis
adoptanterne ikke også udviser interesse for barnets oprindelsesland, fx ved at rejse til landet, samt
forståelse for barnets tanker og følelser omkring adoptionen.
Faktuel åbenhed og betydningen af fortællingen om den første tid
Den faktuelle åbenhed
vedrørende børnenes adoptionshistorie tillægges, som vi allerede har været
inde på i det foregående kapitel, stor betydning af stort set alle vores informanter. Emil på 13 år
siger eksempelvis følgende om betydningen heraf:
”Det kan godt være, at mine forældre ikke har lyst til at fortælle det. Man ved det jo egentlig
ikke. Det kan jo godt være, at de ikke har lyst til at fortælle mig det. (..) Jeg har spurgt dem
58
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
mange gange, men jeg får det samme svar hele tiden jo. Men de må jo have fået et eller
andet at vide, tænker jeg hele tiden (..) Jeg tror faktisk, de ved noget”
”Det (hvo
rdan mine biologiske forældre har det) kunne jeg godt være nysgerrig omkring, og
om de overhovedet lever. (..) Det kunne være dejligt, hvis jeg havde brødre og søstre og
sådan noget. Det ville jeg da gerne have haft.”
Emil fortæller her, at han kunne ønske sig at vide mere, end han gør. Og han stiller spørgsmålstegn
ved, om hans adoptivforældre nu også har fortalt ham alt, hvad de ved om hans adoption, og
fremsætter den tanke, at de måske holder noget hemmeligt for ham. Spørgsmålet er, hvad en sådan
mistanke
–
eller bare tanke
–
kan gøre ved relationen til adoptivforældrene. Som vi vil vende tilbage
til i kapitel 6, tænker en af vores andre unge informanter, Sandra, at det ville være et grundlæggende
svigt og give dyb sår i relationen, hvis adoptivforældrene holder noget hemmeligt. Omvendt tænker
Frederik, at han godt ville kunne tilgive sine adoptivforældre, hvis de havde løjet for ham, fordi han
på alle andre måder synes, at de er så gode forældre for ham:
”Lad os nu sige, at de løj og sagde: ’Jamen, du kom med et rumskib’, og jeg så var så dum,
at jeg troede på det, så ville det jo ikke være sådan, at hvis de løg for mig, at jeg ville blive
sur på dem. Så ville jeg jo stadigvæk elske dem, fordi jeg ser det sådan her, at det kan godt
være, at du siger en løgn om noget, der er sket i fortiden, men så vil jeg hellere have, at de
gør det, og så behandler mig på den måde, som de gør nu, fordi jeg synes stadigvæk, det er
vildt så gode forældre, de er overfor mig”
Det er altså ikke for alle, at løgnen betydningstilskrives som totalt tillidsbrud, og i forhold til Emil
er det centrale spørgsmål, om Emils adoptivforældre er opmærksomme på hans ønske om mere
viden, og hans tanker om, at de måske holder noget hemmeligt for ham. Det kan være, de oplever at
have fortalt ham, alt de ved
– men det ’alt’ er ikke nok for Emil. Her bliver
den følelsesmæssige
åbenhed
en forudsætning for, at
den faktuelle åbenhed
også rent faktisk opleves som åbenhed og
som støttende for Emils trivsel. Alex på 13 år har også en oplevelse af ikke rigtig at vide så meget
og vil gerne vide mere. På spørgsmålet om, hvad han ved om sin biologiske mor og eventuelt også
far, svarer han:
59
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Alex:
”Min rigtige mor? Min afrikanske. Jeg ved ikke så meget. Hun er død. Vi var på
børnehjemmet” (på besøg, da
Alex var to år, red.).
”
Alexs adoptivfar supplerer:
”Jeg ved ingenting om din mor og far, men jeg ved nogle andre
ing. Jeg ved, hvor du blev fundet, og jeg ved, hvilket børnehjem du har været på dengang du
var lille.”
Alex:
”hvordan så det ud?”
Alexs adoptivfar:
”Det var sådan et sted, hvor der var rigtig mange børn”.
Alex:
”Altså sådan et stort et?”
I interviewet fremgår det ikke tydeligt, hvorvidt interviewet bliver anledning til, at Alex får disse
oplysninger, eller om de allerede har snakket om det tidligere, men Alex bare ikke kan huske det.
Det er en mulighed, at han har fået disse oplysninger på et tidspunkt, hvor de ikke har været så
vigtige for ham, eller hvor der er andet, der har fyldt. Det
kan også være, at Alex’
adoptivfar ikke
har været opmærksom på, at han var nysgerrig på disse oplysninger. Fælles for begge drenge er, at
de er meget nysgerrige på det faktuelle. Man kan sige, at
den faktuelle åbenhed
har stor betydning
for dem begge, og at forudsætningen for at få dette behov indfriet, forudsætter en
følelsesmæssig
åbenhed,
der kan bane vejen for, at adoptivforældrene opdager og imødekommer behovet for
yderligere oplysninger, når det opstår.
Lotte, som er omtalt ovenfor, og hvis fortælling er gengivet i kapitel 2, fortæller, at hun som barn
og ung har gjort sig mange tanker om det med at være adopteret, og hvem og hvor, hun egentlig
kom fra:
”Og der kom nogle tanker omkring det, men jeg tror egentlig, at da de (adoptivforældrene)
fulgte mit ønske, og vi tog rundt og opsøgte noget information og så videre. Det var egentlig
så stærk en oplevelse at være nede på børnehjemmet med mere, at jeg blev mættet der. Det
var i hvert fald nok på daværende tidspunkt, og har egentlig været det siden.”
For Lotte blev besøget på børnehjemmet et godt supplement til de faktuelle oplysninger, hun i
forvejen havde om sin adoption. Det var ifølge Lotte tilstrækkeligt til, at hun oplevede at hendes
forskellige spørgsmål til adoptionen blev besvaret. At Lotte oplever besøget på det børnehjem, hvor
hun tilbragte det første halve år af sit liv som tilstrækkeligt for hende i sin søgen efter mere viden og
60
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
indsigt i sin adoptionshistorie, skal sikkert ses i lyset af hendes fortælling om en tryg og god
opvækst. Hendes familie håndterede adoptionen med en høj grad af både
faktuel
og
følelsesmæssig
åbenhed,
samtidig med, at Lotte udseendemæssigt ikke adskilte sig markant fra hverken
kammerater eller sin adoptivfamilie.
Ditte, på 9 år, har også været nede og besøge sit gamle børnehjem. Hendes adoptivforældre havde
hele tiden tænkt, at de på et tidspunkt skulle rejse dertil med Ditte, men at hun skulle have en vis
alder for at få det fulde udbytte af det. Men så skete der det, at
”Ditte havde en periode, da hun var
fire-fem år, hvor hun gjorde sig mange forestillinger, om hvordan hendes, det var så primært
hendes mor, biologiske mor, var.”
Det kom til at fylde negativt, og derfor besluttede de, at tage
rejsen allerede på det tidspunkt. På Ingers spørgsmål om, hvorvidt de snakkede om Dittes tanker og
forestillinger, svarer Dittes adoptivmor:
”Ja, og hele den her med at finde ud noget om, hvor og hvad man kommer af er jo også en
stor del af grunden til, at jeg (og Ditte, red.) rejste relativt tidligt. Fordi vi har jo en
forestilling om, alle sammen, at vi alle sammen skal tilbage samlet en gang, medmindre
Ditte på et eller andet tidspunkt bestemmer sig for, at det vil hun overhovedet ikke, men
ellers har vi en forestilling om, at vi alle sammen skal tilbage. Det kunne i hvert fald nogle
af os godt tænke os var, når Ditte er lidt ældre, så hun også får nogle lidt holdbare minder.
”
Den faktuelle åbenhed
kombineres her med stor grad af emotionel åbenhed, hvor adoptivmoren ud
fra opmærksomhed på og indlevelse i, hvad der sker med Ditte reviderer både sine planer og
hidtidige forestillinger, fx i forhold til vigtigheden af oplysninger om de biologiske forældre. Hun
siger:
”Jeg havde nok ikke gjort mig så mange overvejelser omkring vigtigheden af at vide noget om
sit biologiske ophav, men der er jeg jo så blevet meget klogere på.
”
Samtidig ser vi også, at hun er
indstillet på at reviderer dem endnu en gang i forhold til, hvis Ditte senere ikke skulle have lyst til
endnu et besøg i sit oprindelsesland, når hun bliver ældre. Dittes adoptivmor er ydmyg på sin egen
viden om barnets bedste og hvad der er naturligt, rigtigt og godt, hvilket gør det muligt for hende
rent faktisk at se, høre og fornemme Dittes behov, og afstemme sine valg og handlinger i forhold til
disse. Dette er en eksemplarisk praktisering af kombineret
faktuel, kulturel
og ikke mindst høj grad
af
følelsesmæssig åbenhed.
For en del af de børn, vi har interviewet, har
den faktuelle åbenhed
også haft
symbolske
udtryk i
form af materialisering, f.eks. i dobbeltnavne (som vi vil vende tilbage til betydningen af), en særlig
61
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
fotobog med billeder fra børnehjemmet, og fra da deres adoptivforældre hentede dem på
børnehjemmet. Her ligger børnehjemmet nogle gange inde med dokumenter om den første tid, og
selvom disse ikke rummer informationer om biologisk mor, tilskrives sådanne materialiseringer stor
betydning og værdi. Olga, på 11 år, har foruden fotos fra adoptivforældrenes rejse hen for at hente
hende også en kasse med forskellige oplysninger om sine første måneder på børnehjem. På
spørgsmålet om, hvad hun tænker om, at der er sådan en kasse med:
”alt muligt, der handler om, at
du er adopteret?”,
svarer Olga:
”Altså jeg var meget spændt på at åbne den”. (..) Jeg bliver glad
for at høre, at de (de biologiske forældre) har tænkt på at give mig lidt mad med i kassen, hvis nu
jeg sk
ulle ligge der i lang tid.”
Olga har fået oplyst, at hun er hittebarn, og at hun var efterladt i en
kasse på politistationen, og det er denne kasse, hun refererer til. Det, der særligt fremhæves i Olgas
fortælling, er, at hendes biologiske mor har villet hende det godt og har sørget for mad til hende, da
hun blev efterladt foran politistationen. Kassen symboliserer således ikke bare faktuelle
oplysninger, men også omsorg og kærlighed fra hendes biologiske mor, og måske et forbindelsesled
til hende. Det er det, der gør Olga glad.
Dette tema
–
ofte bare med omvendt fortegn - går igen i mange andre fortællinger i form af følelsen
af, eller frygten for, at være blevet forladt og valgt fra. Og i en del af de nyere fortællinger
–
i lighed
med Olgas fortælling - er glæden over at få fortællinger om og tegn på, at man var elsket, og at man
ikke blev fravalgt; at bortadoptionen var en nødvendighed og/eller en del af de biologiske forældres
omsorg for barnet. Vi så det blandt andet i Nanna Xias fortælling, som blev præsenteret i kapitel 3,
men også Thea på 13 år, som har fået oplysninger om tiden før adoptionen på en måde, der gør det
muligt for hende at skabe en fortælling om forældre, der har elsket hende:
”Altså jeg har fået at vide, at jeg kom til Danmark, da jeg v
ar ca. 4 måneder gammel (..).
Da var jeg på børnehjemmet. Da var det så, at min mor havde lagt mig i en lille kurv, hvor
jeg havde tøj på, og der var mælk ved siden af. (..) Og jeg havde et tæppe på, og jeg lå bare,
så jeg havde det godt og varmt. Så lagde hun mig udenfor en (..)(rig mands, red.) dør, og så
fandt han mig så. Jeg var meget syg dengang, så jeg kom direkte på hospitalet og så
derefter var det vist, at jeg blev overladt til børnehjemmet.
Her lyder det til, at der har været nogen omkring Thea
–
hendes adoptivmor og/eller personalet på
børnehjemmet med følelsesmæssig åbenhed i forhold til indlevelse i, hvor meget det betyder for
Thea, om hendes mor bare har efterladt hende og været ligeglad, eller om hun har gjort det med og
af omsorg og kærlighed. Måske har der været et fint samspil, hvor børnehjemmet som
62
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
’sandhedsvidner’ har fortalt historien i første omgang, og adoptivmoderen har bistået med at
genfortælle og vedligeholde omsorgs- og kærlighedsfortællingen.
Tina Yi og Nanna Xia, som vi tidligere har været inde på, har lignende fortællinger, og der har
deres
adoptivmor
undervejs
på
rejsen,
hvor
de
opstøvede
informationer
til
deres
identitetsfortællinger, endvidere opfordret dem til at skrive dagbog. Tina Yi fortæller:
”der fik min mor os til at
skrive dagbog hver dag, efter vi kom hjem. Om følelser, vi havde,
om dufte, og om hvordan vi ligesom havde oplevet dagen. Det, synes jeg, var meget godt, og
det er jeg glad for, at vi har nu. (..) Det, synes jeg, er rigtig dejligt. Også når man gjorde det
efter hver dag, så havde man det ligesom i frisk erindring.”
Materialiseringen af oplevelserne; sansningerne og følelserne, bidrager til, at fortællingen kan
vedligeholdes. Med sin opfordring til pigerne om at forankre deres indtryk fra oprindelseslandet og
opsøgning af oplysninger om biologisk ophav i en dagbog, praktiserer adoptivmoren en opbakning
til pigernes fortælling, som ikke bare er verbalt baseret (hvilket hun jo også gjorde), men også
materielt forankret. De får noget helt konkret, de kan tage med hjem, som de kan røre ved, kigge i
og genopfriske oplevelse, stemning og fortælling. Vi kalder denne opmærksomhed på
opmærksomheden af den symbolske dimension gennem materialiseringer, men også gennem
dobbeltnavne, for
symbolsk åbenhed.
Samme opmærksomhed udviser Frederiks adoptivforældre,
når de videofilmer deres afhentning af børnene. Frederik fortæller:
”De havde filmet der, hvor de kom ned og hentede mig, og også der hvor de hentede (..)
(lillesøster, red.). Jeg så så det der med mig, og det var virkelig smukt, det var det.(..)
Inger: ”Så det har betydet rigtig meget for dig også at have de videobånd?”
”Da vi fandt mig, og de holdte mig og alt det her. Det var virkelig smukt, det var det.”
Faktuelle oplysninger og viden om hvor man kommer fra, med bidrag til fortællinger om omsorg og
kærlighed forankret i diverse materialisering, hvad enten det er i form af dokumenter, en kasse med
ting, fotos, breve eller hvad det nu kan være, tillægges stor betydning, også når disse
materialiseringer dukker op på et forholdsvis sent tidspunkt i den adopteredes liv. Marianne, der er i
begyndelsen af halvtredserne, fortæller eksempelvis om betydningen af dokumenter og breve. Hun
har gennem sin opvækst altid vidst, at hun var adopteret, men har ikke kendt til de nærmere
63
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
omstændigheder vedrørende sin adoption, sin biologiske familie og den første tid på børnehjem.
Oplysningerne herom i form af dokumenter og brevveksling med detaljerede oplysninger om
hendes trivsel i de første to år mellem børnehjemmet og om hendes biologiske mor og mosters
tanker og følelser, har haft stor betydning for hende. Hun fortæller:
”De breve, det er jo vanvittigt. Jeg bliver jo overrasket og lidt chokeret og blev derefter
meget, meget glad, fordi jeg kan huske mange ting fra min barndom hos mine
adoptivforældre sporadiske ting, vil jeg sige, men jeg kunne ikke huske noget, jeg ikke har
vidst noget om. Det giver mig en ”grounding” på en eller anden måde, (…) Jeg har været
udvalgt, og det giver en følelse af, at jeg har haft en enorm kærlighed fr a mosteren (..). At
hun har gjort alt for mig i kærlighed, og at min (biologiske red.) mor har gjort så meget i
kærlighed. Hun har skrevet flere breve ’hvordan har hun det’, ’jeg vil gerne have billeder’
(…) Så den her samling breve er utrolig vigtig.”
Marianne siger videre om betydningen af disse dokumenter:
”Jeg har fået ro i min krop. Jeg har
fået sådan en ro ved at have fået at vide, at jeg har fået kærlighed.”.
Behovet for at vide, at man har
været elsket af sit biologiske ophav, at man ikke er fravalgt, synes at være et grundlæggende behov
hos både børnene, du unge og de voksne. Det er i høj grad et børnebehov, og et børnebehov, som
der stadig ikke er nok opmærksomhed på, og hvis reelle indfrielse fordrer høj grad af
følelsesmæssig åbenhed.
Og det er et behov, der hvis det ikke indfries, synes at forstyrre barnets
trivsel her og nu, og samtidig at forfølge dem hele vejen gennem livet.
Betydningen af social åbenhed
–
i samspil med kulturel og følelsesmæssig
åbenhed
Der er mange forskellige måder, hvorigennem den
kulturelle åbenhed
kan komme til udtryk. Det
kan fx være i form af familiens rejse til oprindelsesland, ved at adoptivforældrene tilegner sig
sproget, der tales i barnets oprindelsesland, eller ved at dyrke landets mad eller musik, som så
samtidig bliver en symbolsk manifestering af deres værdsættelse af denne kultur (symbolsk
åbenhed).
Ofte er der et samspil mellem
den kulturelle
og
den sociale åbenhed
forstået som en
åbenhed mod sociale sammenhænge og relationer, der kommer fra det adopterede barns
oprindelsesland. Det kan fx være ved at familien opretholder forbindelsen til en gruppe af andre
64
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
familier, der har adopteret fra samme land. Det har Tina Yi og Nanna Xias familie gjort, hvor
børnene ikke alene kommer fra samme land, men også har en fortid sammen i kraft af at have været
på samme børnehjem. Nanna Xia fortæller:
”Altså til at starte med, da vi var lidt yngre, der betød det meget, fordi der snakkede vi også
mere om det. Om det at være adopteret, og tænk en gang, der boede vi på samme bør nehjem
og samme værelse. Nu så snakker vi lidt mere om det sociale, og der er vi egentlig bare
sammen. Der snakker vi ikke så meget om det med, at vi er adopterede og sådan noget. Så
betydningen er måske blevet lidt mindre, jo ældre vi er blevet”
Nanna Xia betydningstillægger her det at være sammen med ligestillede og nogle, man endda har en
historie med, som noget der gjorde det muligt at dele sine tanker om det at være adopteret. Det var
vigtigt for hende, men samtidig siger hun også, at betydningen aftog med årerne. De ses stadig, og
nogle af de andre har hun en tæt kontakt med, hvor de ses og kommunikerer på eget initiativ, men i
forhold til nogle af de andre er det på et andet plan, hvor:
”når man er blevet teenager, så kan man godt gro sådan lidt fra
hinanden. Også fordi vi
kun ses de to gang om året, og der sker så meget i ens liv nu, at det bare er sådan lidt svært
at følge med i andres liv.”
Inger:
”Så du har nogle veninder på gymnasiet, som du er tætter på?
”Ja, men der er selvfølgelig også nogle f
ra gruppen, som jeg stadigvæk snakker med. Og så
er der så andre, som jeg næsten ikke snakker med andet end, når vi møde de der gange.
Inger:
”Så du har ikke valgt dem som dine tætte veninder? Det er ikke dem, som du er på
Facebook med og chatter med eller sådan noget?
”Jo, det er vi. Det var hende, vi var i (..) med og også hende vi rejste til (..)
(oprindelseslandet red.). Hende snakker jeg rigtig godt med, og hun er også en af mine tætte
vendinger, selvom vi kun ses få gange om året, så ses og skriver v
i stadig sammen.”
Sandra, på 17, er en af vores andre unge, som ligeledes mødes med en gruppe, hvor de også har
boet på børnehjem sammen, og for hende betyder det stadig rigtig meget. Dette fortæller hun
spontant om, da hun bliver spurgt om, hvad hun ved om tiden, før hun blev adopteret:
65
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”Ikke meget. Jeg ved, at jeg har været på børnehjem sammen med en hel masse andre børn.
Vi har stadig en gruppe som også, altså nogle forældre der også har adopteret børn
samtidig med mine forældre, og dem ser vi stadigvæk. Så dem har jeg gået på børnehjem
med, og det fylder også lidt, kan jeg mærke. Der er sådan en speciel…. Specielt den ene af
dem har jeg en ret god connection - hvis man kan sige det sådan - med hende. Det er rigtig
rart. Så er man ikke alene om det.
”
Inger:
”
Hvad er det for en connection? Hvad gør den god?
”
”Jeg tror bare, at vi forstår hinanden bedre. Vi h
ar været de samme ting igennem
”
.
Gruppen er det nærmest Sandra kommer på at vide noget om tiden før adoptionen, så derfor er det
det, hun kommer til at tænke på, da hun bliver spurgt om sin viden. Og hun betydningslægger den
som noget helt specielt og positivt, og forklarer blandt andet, at den gør, at hun ikke føler sig alene.
Her er der nogle, hun kan spejle sig i, og det fælles afsæt udgør et særligt grundlag for en tæt
relation. Også Jo, på 11, er meget glad for sin gruppe med andre børn fra samme land, og ligesom
Sandra har hun særligt en speciel relation til en af de andre piger, hvor de har venindehalskæde. I
hendes adoptivfamilie har kombinationen af
den sociale åbenhed
og
den kulturelle åbenhed
endnu
et udtryk; nemlig at hendes adoptivmor nu i fire år har gået til sprogundervisning i det sprog, som
tales i Jos oprindelsesland. På den måde kan de bedre kommunikere med befolkningen, når de er på
besøg landet og behøver heller ikke at være ligeså afhængige af tolk, når de søger oplysninger. Jo
siger:
”Hun er vores grundkilde når vi er i (..), så kigger vi bare på hende.”
Udover det rent
praktiske ved dette arrangement, kan adoptivmorens sprogtilegnelse også ses som en symbolsk
tilkendegivelse af værdsættelse og interesse for landet, dets sprog og kultur.
Mens alle vores børneinformanter har et vist indblik i deres oprindelseslandskultur, så efterspørger
en del af vores lidt unge voksne og de ældre en tilsvarende kulturel åbenhed. Line, der er i
slutningen af tyverne siger eksempelvis:
”Det kunne være rart a vide noget mere om simple ting
som, hvad er det, de spiser (..) nogle flere detaljer om, hvad der det for et land, og hvad er det for
en kultur, man kommer fra
.”
Nanna Xias fortælling, i kapitel tre, er en illustration af, hvordan
hendes adoptivfamilie praktiserer
kulturel åbenhed
ved dels at rejse til Nanna Xias oprindelsesland,
dels at udvise interesse for landets kultur. Tina Yi, på 17 år, italesætter, hvordan det optimale for
hende er, at
den faktuelle åbenhed
kombineres med en
kulturel åbenhed
fx ved at hele familien
66
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
rejser til børnenes oprindelsesland. Denne
kulturelle åbenhed
kæder hun
–
lige som Marianne, som
vi så det i afsnittet oven for
–
sammen med at kunne udvikle en stærk identitetsfølelse:
”Jeg synes også, det er meget vigtigt at vide, hvor man kommer fra og ens baggrund. Og
også at komme ud at se, hvor man kommer fra, så man også ligesom selv kan få fred, hvis
man kan sige det på den måde. Også det med at skabe sin egen identitet, det er også meget
vigtig, at man ikke sådan er flov eller noget. Fordi jeg er stolt over at komme fra (..). Også
når andre kommenterer det, så synes jeg også, det er meget vigtig, at man ikke føler sig
sådan flov over at se anderledes ud. Og så synes jeg bare, at det er rigtig fedt at komme ud
at se, hvad man i virkeligheden kommer fra. For man møder selvfølgelig nogen, der
kommenterer negativt på det, og det, synes jeg, bare har styrket mig.”
Stort set samtlige af vores unge eller voksne informanter fortæller om, hvordan de på et tidspunkt i
deres opvækst typisk
i ungdomsårene
begynder at spekulere mere på, hvor de stammer fra, hvem
deres biologiske forældre er, og hvordan de skal forstå sig selv som adopterede
–
en fortælling, der
spejler den udviklingspsykologisk forankret forestilling om, hvad der generelt karakteriserer
ungdomsårene
–
nemlig identitetssøgen og løsrivelse, mens barndommen i den henseende anskues
som være mindre kritisk. Det interessante er imidlertid, at når vi snakker med børnene, så viser det
sig, at det har de også allerede tænkt over
–
det har allerede fyldt. Man kan derfor ikke tage de unge
og voksnes fortællinger om, hvordan disse spørgsmål meldte sig i ungdomsårene som udtryk for, at
de ikke også rumsterer tidligere. Det kan være, at de bliver mere centrale i ungdomsårene, eller at
grunden til, at de unge og voksne fortæller om det og husker det på denne måde, er den
psykologiske masterfortælling om, at det er sådan. Hvis det er tilfældet, er der en risiko for, at man
overser, hvor meget det faktisk fylder i barndomsårene. Her bliver den ydmygheden i forhold til,
hvad man tror, man ved om børns udvikling, og hvornår noget er vigtigt, sådan som den blev
praktiseret af Dittes adoptivmor, helt afgørende for
følelsesmæssig åbenhed
og imødekommelse af
barnets behov for viden om og kontakt til sit biologiske ophav.
67
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Særlige udfordringer når man ser anderledes ud: Behovet for sammenhænge
karakteriseret ved mangfoldighed
De internationalt adopterede skiller sig ud udseendemæssig i forhold til majoriteten i det danske
samfund såvel som i forhold til deres adoptivforældre, og det giver nogle særlige udfordringer.
Således fortæller en hel del af vores informanter om oplevelser med racisme i omverdenen eller om
at komme i nye sammenhænge, hvor der pludselig bliver stillet spørgsmål til deres identitet, tilhør
til deres adoptivfamilie og oprindelsesland. Dette hører vi om fra såvel børn, som unge og middel
aldrende. Hvordan, disse spørgsmål håndteres, er vidt forskelligt i informanternes fortællinger. Helt
afgørende er deres adoptivforældres og families måde at håndtere disse spørgsmål på. Nadja, som vi
stiftede bekendtskab med i kapitel tre, beskriver sin familie som åben og fordomsfri både internt i
familien og eksternt, som karakteriseret ved
social
og
kulturel åbenhed.
Dette kommer blandt andet
til udtryk ved, at familien kommer i sammenhænge, hvor der er andre familier med adopterede børn
og adoptivforældrene har venner, der rejser meget og har forskellige nationaliteter. Nadjas tilfælde
er på ingen måde enestående. Således synes mange af børnenes adoptivfamilie netop at være
karakteriseret ved en sådan åbenhed, sådan som vi også så det praktiseret i forhold til deltagelse i
adoptionsgrupper. Det kan dog også praktiseres på anden vis, hvor den ikke specifik retter sig mod
andre adoptionsfamilier, men mere praktiseres som en generel livsholdning. En sådan livsholdning
er ikke uvæsentlig i forhold til barnets syn på sig selv og sin adoptionshistorie, og slet ikke hvis det
praktiseres i samspil med
følelsesmæssig åbenhed.
Det kommer frem i interviewet med Frederik,
når han bliver spurgt om et råd til adoptivforældre:
”I skal simpelthen bare gøre jeres aller bedste, fordi simpelthen bare at se udenom, hvo
r
racistiske folk kan være, og så egentlig bare prøve at få jeres adoptivbarn til at være så
socialt som overhovedet muligt, fordi det vil hjælpe så virkelig ualmindelig meget. Jeg ved
godt, jeg kun er 16 år, men af hvad jeg ved, så hjælper det virkelig, virkelig meget.
”
Inger:
”ja, og det er jo derfor jeg spørger dig, fordi du har jo haft oplevelser med det, så det
er jo vigtigt, det du ved.”
”Ja. Og det var virkelig slemt. Det her, det var, da jeg var tre år, og at jeg så alligevel kan
huske det. (..)hvis det er en virkelig dårlig ting, så kan du også godt huske det. Og et her, det
var bare noget af det, som var virkelig slemt, og virkelig har givet mig nogle ar for livet. Og
jeg håber bare, at hvis I nu vælger at adoptere, hvilket jeg virkelig synes, at I skal gøre (..)
68
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
så nogle to gange om ugen efter jeres arn er kommet hjem fra skole eller børnehave, spørg
hvordan det går. Spørg ind. Det gjorde mine forældre også, og det hjalp rigtig meget. Det
gjorde det. (..) Og spørg
– lad os sige Sarah: ’hey Sarah, h
ar du fået nogle nye venner i
dag?’ eller sådan noget i den stil. Bare være glad og åben, og så kan det godt være, at
Sarah eller Martin har en dårlig dag eller noget i den stil, men så skal du stadigvæk bare
være glad. Og jeg ved ikke, hvordan mine forældre har kunnet være glade, når jeg er sur
eller har været i dårligt humør eller sådan noget i den stil, men de gør det. Og det er nok
også en af de ting, som tænker, at sådan der skal jeg også gøre, når jeg bliver stor. For det
er den rigtige måde. (..) Åbenhed
–
ja, selvfølgelig skal du også være det, hvis du ikke har
adopteret et barn. Men jeg vil bare sige, at det er i hvert fald det her, der vil hjælpe på et
andet etnisk baggrundsbarn. Fordi sådan et barn
–
og det er jo ikke engang løgn det her
–
vil nok have flere problemer eller vil kunne få flere problemer, end hvis det var en normal
hvid familie med en lille hvid dreng, du ved.”
Den følelsesmæssige åbenhed
er altså, ifølge Frederik, helt central, og kan være med til at
kompensere for diskriminering eller andet, der eventuelt forekommer i andre sammenhænge. Men
disse sammenhænge er selvsagt også vigtige, hvor det blandt andet kan være af betydning, hvorvidt
der er andre minoritetsetniske børn, som de oplever at kunne spejle sig i. Nadja fortæller således om
betydningen af, at der var andre i klassen, som var adopteret eller havde minoritetsetnisk baggrund.
”Altså da jeg er barn, der går jeg jo (..) i klasse med nogen, der er adopteret. Og der har
man også den der spejling i, at vi er flere, der har den baggrund. Og det er ikke
–
for det
kunne det jo godt være på det tidspunkt
–
men det er ikke underligt at se anderledes ud for
eksempel. I dem man refererer til, altså den gruppe man refererer til, og dem, man gerne vil
være en del af osv., der har det ikk
e været unormalt.”
Mens det, som Nadja ovenfor antyder, dengang ikke var så sandsynligt, at der i klassen var andre
børn med minoritetsetnisk baggrund, er i dag meget mere almindeligt. Blandt vores
børneinformanter, er der nogle, der tillægger det betydning, mens andre afviser, at det har nogen
betydning. Alex er en af dem, der tillægger det betydning. Alex går i klasse med en anden, som er
adopteret, men kan ikke spejle sig i ham, fordi klassekammeraten har samme hudfarve som sine
adoptivforældre, og så er det ifølge Alex
”mere normalt”,
så derfor svarer han på spørgsmålet om,
hvorvidt der er andre i hans klasse, som han kan snakke om. Hvordan det er at være adopteret:
”Nej, egentlig ikke
.
”
Det, som Alex oplever som den primære udfordring er, at andre spørger til
69
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
ham på grund af hans anderledes udseende fx i skolen, og at der bliver lagt mærke til familien, når
de går på gaden. Thea, på 13, er også mørk i huden. Hun afviser, at det har en betydning for hende,
om der er andre med minoritetsetnisk baggrund. Hun går i klasse med en dreng med
minoritetsetnisk baggrund, samt i parallelklasse med to adopterede, og hvor der i den klasse
yderligere er et par stykke med minoritetsetnisk baggrund. På spørgsmålet om, hvorvidt det på
nogen måde gør det lettere for hende, svarer hun således:
”Nej, det betyder ikke så meget for mig
.
”
Til gengæld betyder det noget at have en adoptivbror, som er fra samme land. Hun siger:
”Det er
meget rart. Og især, da han gik på skolen.
”
Hun synes, det var rart, fordi han bakkede hende op,
hvis nogen drillede eller noget, men også fordi de kunne identificere sig med hinanden:
”Det e
r
også rart, fordi han har jo selv haft det meget tæt på, og han er selv blevet drillet og sådan noget.
Og så er det meget rart, at han ved, hvordan det føles.”
For Thea er det i høj grad identifikationen
ift. at blive drillet, fordi man har anden etnisk baggrund, der udgør det gode ved at have søskende,
der også er adopterede. Mens det for andre af vores informanter
–
børn som voksen
–
også handler
om selve det at være adopteret. Det beretter Nadja:
”For mig som barn, og for mine søskende, i hvert fald min søster, som også er fra (..), der
har det haft en betydning. Som barn har det været det der spejl. Det at kunne spejle sig selv i
en anden. Og senere så har det været det at kunne tale om at være adopteret, og de
oplevelser, man har haft sammen med andre eller i forhold til andre omkring det at være
anderledes for eksempel. Altså hvad betyder det for relationer? Altså når du spørger mig:
’Hvad betyder adoptionen i dit liv?’. Det var sådan noget, jeg kunne diskutere med min
søster for eksempel.”
Nadja og hendes søster kunne på den måde identificere sig med hinanden og diskutere
identitetsspørgsmål, da de oplevede det som påtrængende emner i ungdomsårene. Den samme
mulighed, som Nadja her fortæller om, og som mange af vores børneinformanter med søskende, der
er adopteret fra samme land som dem selv værdsætter, har Vagn (en af vores voksne informanter)
ikke haft:
”Det var da svært at forstå, men det er så ikke noget j
eg rigtig har haft nogle at snakke med
om. Jeg har nogle gange prøvet. Også med andre. Jeg havde en god ven i nogle år, som
også var adopteret. Han var dansk adopteret. Jeg syntes, at det var oplagt at snakke med
ham om sådan nogle ting, men det var han så
heller ikke rigtig interesseret i.”
70
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Vagn forsøgte også at tale med sine adoptivforældre om sine følelser ved at være adopteret, men de
kunne heller ikke forholde sig til det; der var ikke den fornødne
følelsesmæssige åbenhed:
”Jeg tror
simpelthen ikke, at de vidste, hvordan de skulle forholde sig til det. De er også vokset op i en
verden, hvor den almindelige løsning på ting, man ikke kunne forholde sig til, det var ligesom at
lægge det væk og lægge låg på det. Det var sådan, man gjorde.”
Ovenfor bliver det tydeligt, hvordan det, at det adopterede barn, har andre at kunne snakke med om
sin adoption, opleves som væsentligt
–
det kan enten være en adopteret søskende eller en ven eller
klassekammerat, som også er adopteret. De voksne, som fortæller om deres barndom, hvor de ikke
har haft én, der også er adopteret, at kunne tale med, har typisk oplevet det som et savn. Omvendt er
der, som nævnt, en del børn og unge i vores materiale, som har adopterede søskende og adopterede i
klassen, som ikke tillægger det den store betydning, men altså også nogle, som gør. Derudover er
det tydeligt, at det for mange er belastende, hvis man oplever, at man er den eneste, der ’stikker ud’,
f.eks. i klassen eller når man går på gaden.
Slægtsskabelse uden bio-bånd: Mere om samspillet mellem den sociale og den
kulturelle åbenhed
Flere af de familier, der indgår i vores materiale, kender hinanden på kryds og tværs i kraft af vores
måde at rekruttere interviewpersoner på, hvor vi netop har fået kontakt i kraft af den ene families
henvisning til den anden familie. Disse netværk fremtræder som betydningsfulde og stærke, hvor
man eksempelvis rejser sammen, og hvor adoptivforældrene, efter at have været en del af et større
netværk, er fundet sammen med andre familier, som har jævnaldrende adoptivbørn, hvor man
”svinger” sammen. Ligeledes er der også nogle af børnene og de unge fra disse familier, der er
blevet bedste venner. Victor, på 14 år, og hans adoptivforældre, er således venner med nogle af de
øvrige familier i vores materiale. Han blev adopteret, da han var fire måneder. Foruden
adoptivforældrene består familien også af en storebror og en lillebror. Alle tre drenge er adopteret
fra samme land, og der har været en del rejseaktivitet i forbindelse med at hente drengene, men her
er det ikke hele familien, der har været afsted. Det har de imidlertid været på et andet tidspunkt,
hvor adoptivforældrene solgte deres hus, hvorved det blev muligt at rejse et halvt år til Afrika.
Victor var tre år, da de besluttede sig for denne rejse. Dette resulterede i en del flytninger og
71
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
midlertidige adresser blandt andet hos børnenes adoptivbedsteforældre og i sommerhus.
Victors’
adoptivmor, der deltager i interviewet, forklarer:
”Ja, det var jo noget med at sælge hus og hjem, havde jeg nær sagt, ja
alle ting, og så rejse
derned. Sådan lidt med bagtanke om måske at blive dernede. Men så kom vi alligevel på
bedre tanker. Julian blev rigtig syg af Malaria dernede, og det passede med, at Adam skulle
starte i skole, og så endte det med, at vi alligevel skulle bo bag pigtråd, så det droppede vi,
men det var sådan lige for at mærke efter, om det var noget, vi skulle.”
Familien overvejede således at slå sig ned i Afrika, og det var ud fra et ønske om
”at få Afrika ind
under huden.
”
Udover familiens rejse rundt i Afrika et halvt års tid, kommer det også frem, at de
har en meget nær ven af familien, som kommer fra samme land som drengene, men som også har
boet i Europa. For et par år siden tog hele familien afsted for at besøge denne ven, mens han fortsat
boede i Europa. De lærte ham at kende, da de var nede for at hente den ældste af drengene, og den
unge mand har siden været en god ven af familien. På spørgsmålet om, hvorvidt Victor kunne tænke
sig at gøre andet i forhold til sit oprindelseslands kultur, svarer han følgende:
”Nej, det har jeg ikke rigtig tænkt mere over. Vores ven, ham der boede i Europa, han er
lige blevet gift med en anden afrikansk kvinde, og de bor så nede i (..) nu, hvor hans
forældre også bor, men det er ikke sådan noget, jeg tænker, at jeg ville kunne finde på. Når
vi har været ude at spise eller sådan noget med ham, så har det været noget, hvor vi har
tænkt, at det kunne være lidt sjovt at få noget (..) mad (mad fra oprindelseslandet, red.) igen,
og så har vi så gjort det, men ellers har jeg ikke rigtigt tænkt over ændringer, eller hvad jeg
vil mere fremover med det.”
Vennen har boet i København, hvor familien har besøgt ham nogle gange. Desuden har han boet
hos familien, og han og hans kæreste har desuden fejret jul med familien. Denne ven er nu flyttet
tilbage til oprindelseslandet, men er fortsat en rigtig god ven, der nærmest betragtes som en del af
familien. Victors’ mor forklarer:
”
Det er en utrolig god ven, som vi mødte, da vi var nede at hente Adam. Det var igennem
nogen fra en nærliggende by, så blev vi ligesom.. Ja, han var der som en slags guide, tolk
eller som en slags kontaktperson. En ung mand var han dengang på et par og tyve, og ham
snakkede vi rigtig godt med, og så ville han gerne til udlandet og studere. Han gik på
72
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
universitetet dernede. Og så fik børnenes far så skaffet ham ind på handelshøjskolen i (..)
(by i Danmark, red.).”
Det vedligeholdte venskab har
rundet de 17 år, og Victors’
adoptivmor fortæller om relationens
nærhed og betydning:
”Og de fungerer som en fami
lie for os. Altså de (den unge mand og hans
kone) er en del af familien. Det er en onkel, eller man kan sige, at denne ven er vores fjerde barn.
Det føles sådan. Han er et stærkt bindeled til (..) (børnenes oprindelsesland, red.).”
Vennen betyder
således, ifølge Victors adoptivmor, rigtig meget for familien, hvilket Victor bekræfter. Vi ser her,
hvordan en form for slægtskab (i form af et meget betydningsfuldt venskab) til denne mand ser ud
til at være blevet en del af en familiefortælling
–
en fortælling, som vedligeholdes og har sin
virkning, selvom det ikke længere er så ofte, at de ses. Vennen værdsættes som særlig, hvilket
gentages i Victors fortælling, når han siger, at: ”
han gør det mere specielt, når han kan holde jul
med os for eksempel.
”
Victors adoptivmor supplerer og tilføjer her en yderligere dimension til
fortællingen, at relationen og værdsættelsen er gensidig:
”Altså han har i hvert fald et ønske om at komme til os hver jul. Altså, han hører ligesom
med til jul hos os. Sidste år tog han så sin kæreste med, og de blev gift i maj måned. Vi
skulle have været dernede, men det endte så med, at det kun var V
ictors’ far, der kom der
ned. Der var sådan flere ting. Men så han er en del af familien, og han skal helst holde jul
hos os. (…) han betyder me
get for vores familie.
”
Disse to aspekter: dels rejsen i Afrika et halvt år med tanke på
”at få Afrika ind under huden”
og
eventuelt slå sig ned i Afrika, dels et tæt venskab med en ung mand fra børnenes oprindelsesland, er
gode illustrationer på, det vi betegner som
social og kulturel åbenhed,
og af hvordan en sådan
åbenhed kan befordre slægtsskabelse i betydningen tilhør og særligt betydningsfulde relationer til
mennesker fra adoptivbarnets oprindelsesland. Befordrende herfor har været, adoptivforældrenes
tolerance, fordomsfrie indstilling og en åbenhed over for mennesker af minoritetsetnisk herkomst
En normal familie
Denne attitude og livspraksis hos adoptivforældrene værdsætter Victor, men grundlæggende
fremhæver han ønsket om at fremstå som en normal familie og vigtigheden af følelsesmæssig
åbenhed. På spørgsmålet om, hvad der karakteriserer ”best practice” for adoptivforældrene svarer
Victor således følgende:
73
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”
Altså, bare at en adoptivfamilie fungerer ligesom alle andre familier. Så hvis man er
adopteret, så kan en familie stadig fungere som alle andre familier, uden at man behøver at
tænke rigtig meget over det. Vi tænker jo ikke over det mere, og det er jo bare en hel normal
familie, hvor vi har samme sammenhold, som de fleste andre familier har.
”
Inger:
”
Ja, så det her med åbenhed og at rejse til oprindelseslandet og gøre meget ud af det,
hvad vil du sige omkring det?
”
”Jeg kan godt se, at der er mange, der nok godt kan lide at komme tilbage til kulturen, hvor
man oprindeligt er fra. Det kunne også være sjovt for os, men det fylder ikke det store her.
Det hjælper nok at være åben omkring det og kunne snakke om det, for så fungerer det
meget bedre tænker jeg.”
Victor opponerer herimod den forsøgsvise betydningstilskrivelse af det at rejse til oprindelseslandet,
som Inger, intervieweren, inviterer til. I stedet fremhæver han adoptivforældrenes generelle åbenhed
overfor at snakke om adoption som væsentlig, og det at være en normal familie
–
ikke gøre sig til en
særlig slags familie. Det samme ser vi et eksempel på i et interview med en af de yngste piger, hvor
både adoptivmoren og interviewer inviterer til betydningstilskrivelse af rejse til oprindelseslandet,
mens pigen fejer det til side som noget, der er sjovt og interessant
–
men det væsentlige er hendes
relationer her, hvor hun bor, ikke mindst til adoptivfamilien, inklusiv bedsteforældre mm. En
forklaring kan være, at når
den kulturelle åbenhed
i form af interessen for barnets oprindelsesland er
der, så kommer det til at fylde mindre
–
det er, når man savner det, at det betyder noget.
Understøttende for en sådan tolkning er fortællinger fra nogle af børnene om, hvordan det i starten
har betydet meget for dem med deltagelse i f.eks. adoptionsgruppen, mens betydningen har aftaget
over tid. Og ligeledes fortællinger fra vores voksne informanter, som har savnet den slags, og
tilskriver det stor betydning. Koblingen af
den sociale, kulturelle
og
følelsesmæssige åbenhed
ser ud
til at udgøre en helt afgørende
søjle i ”best practice”. Når vi kigger
på vores samlede materiale, kan
vi således se, at mange af de børn og unge, der udtrykker stærk tilknytning til deres adoptivfamilie
og det at føle sig hjemme i Danmark samtidig fortæller om adoptivforældre, der har udvist både
følelsesmæssig, social
og
kulturel åbenhed.
74
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 6
Den identitetsmæssige betydning af adoption og forskellige former for
åbenhed
Indledning
I det foregående kapitel blev det tydeligt, at
den faktuelle åbenhed
tillægges en stor betydning af de
adopterede børn. Her må
den faktuelle åbenhed
betragtes som ”best practice”, når der ikke er
mulighed for fuld åbenhed. Men det er vel at mærke en
faktuel åbenhed
i samspil med en
følelsesmæssig, kulturel, social
og
symbolsk åbenhed.
Det adopterede barns identitetsskabelse sker
ikke i et tomrum, men i et samspil med omgivelserne og er som oftest hjulpet på vej og understøttet
af adoptivforældrenes særlige tilgang
–
hvor det netop er samspillet mellem de forskellige former
for åbenhed, der skaber gode vilkår for en positiv identitetsskabelse. I dette kapitel vil vi derfor rette
fokus på betydningen af de forskellige former for åbenhed i forhold til barnets skabelse af identitet.
I det første afsnit skal vi se på, hvordan fraværet af
den faktuelle åbenhed
kan opleves som et
tillidssvigt, og hvordan dette oplevede tillidssvigt kan udfordre adoptivbarnets relation til
adoptivforældrene og skabe en identitetskrise for barnet. Men selv når adoptanterne forholder sig
med stor åbenhed, kan barnet alligevel opleve identitetsproblemer, i kraft af at være bortadopteret
med deraf følgende mulige omsorgssvigt, og barnet kan eventuelt have en oplevelse af, at være
blevet valgt fra af den biologiske mor. Vi vil belyse, hvordan en høj grad af
følelsesmæssig åbenhed
og forståelse af barnet kan afhjælpe disse identitetsproblematikker og se på betydningen af den
sociale
og
følelsesmæssige åbenhed
for barnets identitetsskabelse. I kapitlet vil vi således dykke
mere ned i oplevelser af at være blevet valgt fra, oplevelser af tilknytningsproblematikker og
drømme og fantasier om biologisk ophav.
Manglende faktuel åbenhed som tillidssvigt
Via de voksnes fortællinger er vi blevet bekendt med, hvordan manglende
faktuel åbenhed
kan
opleves som et følelsesmæssigt svigt og tillidsbrud. Dette ser vi særligt i Grethes’ fortælling,
idet
75
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
adoptionen er blevet fortiet og løjet om, men det går også igen i Janes fortælling. Hun blev meget
vred på sine afdøde adoptivforældre, da hun som voksen i en sen alder blev bekendt med, at hun var
adopteret. Denne vrede fortager sig dog hurtigt, da et nærmere kendskab til opvæksten for de
biologiske halvsøskende betyder, at hun føler sig heldig ved at være blevet bortadopteret og
desuden glad for sine halvsøskende. Disse fortællinger kan ikke desto mindre alle læses som en
understregning af betydningen af
den faktuelle åbenhed.
Det er væsentligt at kende til det faktuelle
vedrørende adoptionshistorien. Dette gælder også kendskab til den allerførste del af barnets liv,
tiden på børnehjemmet, afleveringen på børnehjemmet, hvem der passede barnet, sundhedstilstand
osv. Dette står klart i begge fortællinger i kapitel tre, både i fortællingen om Nanna Xia, hvor disse
tillægges stor betydning, og i Nadjas fortælling, der netop gerne ville have haft indsigt i, hvordan
hun blev afleveret på børnehjemmet, at hun var hittebarn og sin første tid på børnehjemmet.
Børnene og de unge, vi har talt med, har ikke erfaring med at blive foreholdt oplysningen om,
at
de
er adopterede, som vi så det hos Grethe og Jane i kapitel fire. Alligevel italesætter nogle af dem det
som centralt, når de bliver spurgt om, hvad der er vigtigt. At blive foreholdt denne oplysning er et
grundlæggende tillidsvigt, hvilket går igen i både børne- og vokseninterview. Sandra, på 17 år,
forklarer:
”De skal helt sikkert ikke holde noget skjult. Al
tså, de skal sige det, som det er, at man
er adopteret, fordi jeg kunne godt forestille mig, at det kunne gå gruelig galt, hvis man
så fandt ud af det i fremtiden. Så ville man blive ekstremt ked af ikke at have fået at
vide, at man var adopteret, og at situationen var sådan og sådan. Så det, vil jeg sige,
var rigtig, rigtig vigtig, at man var åben overfor og ikke finde på en eller anden
løgnehistorie om, at man ikke var adopteret, eller hvad man nu kunne finde på. (..) Altså
fordi jeg tror, at man vil finde ud af det på et tidspunkt før eller siden, og så tror jeg, at
det kunne ødelægge et eller andet i familiebåndet der. Så kunne jeg godt forestille mig,
at man vil føle sig svigtet af sin nuværende familie, eller hvad man nu skal kalde det. Så
har man rigtig svært ved at stole på nogen, tror jeg. Det er ligesom i den familie, du er
kommet i nu, at man har sin base. (..) Man har ikke lyst til, at nogen lyver for én. Det er
de mennesker, man skal føle sig trygge ved. Dem skal man kunne stole på og kunne
fortæ
lle alt. De skal støtte en og bakke en op.”
I Sandras (og andre af børnenes og de unges, fx Emil jf. kapitel 5) refleksioner bliver fortielse
af det, der opfattes som noget helt grundlæggende (ens bio-slægtskab eller mangel på samme
med de primære omsorgspersoner), sammenkædet med løgn og svigt. Afsløringen af løgnene
76
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
bliver kædet sammen med tab af familien som tryg base. Adoptivforældre bliver ikke længere
nogle, man kan føle tillid til, og man kan ikke længere på samme måde drage nytte af den
omsorg og opbakning, man måske ellers har oplevet at få af sine adoptivforældre. Vi har her
et fortællespor, om at manglende åbenhed vedrørende det faktum,
at
barnet er adopteret,
udgør en latent og alvorlig trussel mod barnets relation til dets adoptivforældre, og dermed
mod barnets trygge base, trivsel og udvikling. Dette fortællespor genfinder vi hos de voksne
informanter, der som børn er blevet foreholdt centrale oplysninger. Dette var meget tydeligt i
Grethes fortælling om fortielser og løgn i det foregående kapitel, men går også igen i
fortællinger, hvor der ikke direkte er blevet løjet. Hvis barnet ikke har oplevet fuldstændig
åbenhed om det faktuelle vedrørende adoptionen, opleves det som et stort tillidsbrud og
omsorgssvigt.
Manglende faktuel åbenhed og identitetskrise
I Janes fortælling i kapitel fire blev kendskabet til den biologiske familie i en sen alder
ensbetydende med, at hun fandt identitetsmæssigt ro. Omvendt kan nye eller ændringer i de
faktuelle oplysninger om biologisk ophav virke foruroligende og afstedkomme en identitetskrise,
fortæller Line, som er en af vores unge voksne. Hun har gennem barndommen oplevet åbenhed i
forhold til,
at
hun er adopteret, og også andre oplysninger om hendes biologiske ophav - troede hun.
Men senere viser det sig, at disse oplysninger er urigtige, og det bevirker en identitetskrise samt
vrede og krise i relationen til adoptivforældrene:
”Mine forældre har altid sagt: ’jamen I er adopterede, og I kommer fra (..)’, og jeg har
også altid fået at vide, at jeg havde en halvbror et andet sted i Danmark. Det har de
egentlig også altid været rimelige åbne omkring, men jo ældre vi blev, jo mere lukket
blev det også, (..) så da jeg i en alder på 19-20 år (..) gerne ville have mine
adoptionspapirer, da måtte jeg ikke få dem. (..) Samtidig har de altid sagt til mig, at jeg
er halv srilankaner og halv filippiner, men da jeg så får mine adoptionspapirer kan jeg
så se, at der står Saudi Arabien, og det er også sådan en ting, hvor jeg tænker, hvordan
kan man ikke synes, at det er en vigtig detalje at have styr på. Fordi hele min identitet
der brast lige pludselig sammen - i en alder af 19-20 år, og det skred fuldstændig, hvor
jeg bare tænkte: ’Okay den person, jeg troede, jeg var, den er jeg slet ikke’, og det
gjorde mig rigtig vred, ka
n jeg huske.”
77
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Det, at forældrene ikke har udvist tilstrækkelig interesse eller omhyggelighed i forhold til at kende
til og videregive de rigtige oplysninger om Lines etniske oprindelse til hende, er uforståeligt for
hende. Her bliver det ikke historiske og samfundsmæssigt rammesat, som i interviewet med den ca.
ti år ældre Nadja, der ser det som udtryk for, hvordan man generelt forholdte sig til adoption på
forældrenes tid, men derimod som et følelsesmæssigt svigt, der har store identitetsmæssige
omkostninger for hende. Fortielser om dele af barnets adoptionshistorie kædes her sammen med
svigt og deraf følgende identitetskrise.
Faktuel og følelsesmæssig åbenhed kan skabe ro
Alternativet til det, vores informanter italesætter som fortielser, løgn og svigt, er
faktuel åbenhed
i
samspil med en
følelsesmæssig åbenhed.
I lyset af de negative konsekvenser, som afsløringen af
fortielsen/løgnen kan have for barnet og dets relation til adoptivforældrene, er fuldstændig åbenhed
så langt at foretrække. Åbenhed indebærer imidlertid nye spørgsmål og behov for yderligere
åbenhed bl.a. i forhold til oplysninger om bio-forældre og andet netværk, hvorfor man blev
bortadopteret osv. Tina Yi på 17 formulerer det på denne måde:
”Jeg synes også, det er meget
vigtigt at vide, hvor man kommer fra og ens baggrund. Og også at komme ud at se, hvor man
kommer fra, så man også ligesom selv kan få fred, hvis man kan sige det på den måde.”
Hun
indfanger her en pointe, som går igen i både børne- og ungeinterview og i interviewene med de
voksne; nemlig at tankerne om: hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvem er mine forældre osv. kan
fylde utrolig meget og negativt i de adopteredes liv
–
men at få oplysninger kan give ro, så man så
at sige kan komme videre med sit liv
–
også selvom, man ikke kan få alle oplysninger.
Dorte, som er adoptivmor til Ditte på 9 år, fortæller eksempelvis om, at det med den biologiske
familie (og de manglende oplysninger) på et tidspunkt har fyldt rigtig meget på negativ vis for
Ditte. Det var (som vi også var kort inde på i kapitel 5) medvirkende til, at de besluttede at rejse til
det land, hvorfra de havde adopteret Ditte, tidligere end de ellers havde tænkt sig. I dag, efter, at de
har været på rejsen og fået svar på nogle af spørgsmålene, fylder tankerne om den biologiske
familie stort set ikke i Dittes hverdag. Dette bekræftes i interaktionen i interviewet, idet det således
først er, da Dorte minder Ditte om det, at hun husker, hvor meget hun tænkte over det dengang, og
hvor ked af det, det kunne gøre hende. Noget, at det, der fyldte, var bekymringer for den biologiske
familie. Dorte kæder det at se anderledes ud, og derigennem blive mindet om, at man ikke er
78
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
biologisk barn af sine adoptivforældre og kommer fra et andet land, sammen med tankerne om den
biologiske familie:
”Jeg tror sommetider, at du syntes, at det var træls at se anderledes ud end de fleste af
dine venner, og det, tror jeg faktisk, rigtig meget har noget at gøre med ikke at vide
både, hvor hun kommer fra, og så har hun også i perioder været bekymr et for sine
slægtninge dernede, sin familie dernede, og det er svært at være bekymret for nogen,
man ikke ved…”
Ditte bekræfter, at hun nogle gange tænker på det:
”Ja det kan jeg
(nogle gange tænke på den biologiske familie og hvordan de har det) (..)
det er træls, at man ikke kan se hinanden, og at man ikke kan finde ud af, hvor de er, og
hvem de er
(…)”
Dorte:
”Eller bare sådan vide, hvem de var og om de havde et godt liv og var i sikkerhed og
havde et sted at bo og sådan nogle ting.”
Inger:
”Er det noget, I har snakket om?”
Dorte:
”Nej, lige netop den del har ikke fyldt så meget de sidste år, men det gjorde den
egentlig. Ditte havde en periode, da hun var fire-fem år, hvor hun gjorde sig mange
forestillinger om, hvordan hendes, det var så primært hendes mor, biologiske mor var.
Det tror jeg helt, at du har glemt. Du var helt lille bitte. Hvis du syntes, at jeg var rigtig
træls, så var du altid helt sikker på, at hun var en helt prinsesseagtig dame, der bare gik
rundt i fin kjole. ”
For Ditte har den biologiske familie således både fyldt rigtig meget som bekymring og som fantasi
om, hvilket fantastisk liv, hun ville kunne have haft med sin biologiske mor. Rejsen var med til at
aflive fantasierne om det fantastiske liv, hun kunne have haft. I forhold til konkrete oplysninger om
den biologiske familie har der ikke været så meget at gøre for Ditte og hendes adoptivforældre, men
bare det at blive mødt med forståelse for sine bekymringer (selvom det kom bag på Dorte, at det
med det biologiske ophav kunne fylde så meget) og rejsen, hvor hun mødte det folk og den kultur,
79
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
som er hendes biologiske families, gjorde, at hun fik ro på og ikke længere skulle bekymres og
bruge så meget energi på det. Dortes
følelsesmæssige åbenhed
i form af sin indlevende forståelse
for Dittes tanker, drømme og fantasier om sit biologiske ophav (også selvom disse kom bag på
Dorte), og familiens generelle
kulturelle åbenhed,
i form af rejse til oprindelseslandet og interesse
for landet og dets kultur,
er her en illustration af ”best practice” i forhold til åbenhed i adoption.
Udsnittet fra interviewet med Ditte og Dorte er desuden et eksempel på, hvordan den
følelsesmæssige åbenhed går hånd i hånd med den kulturelle åbenhed, når det er bedst.
Oplevelse af at være blevet valgt fra
De faktuelle oplysninger, som børnene søger, er ikke kun relateret til spørgsmålet, om hvem deres
biologiske ophav er, men i høj grad også til spørgsmålet om,
hvorfor
de er blevet bortadopteret.
Frederik, på 16 år, har tidligere tumlet med spørgsmål vedrørende sine biologiske forældre, som han
intet kender til. Dette har også været i kombination med oplevelsen af at være blevet valgt fra og
givet væk. Han fortæller i interviewet, at han har forliget sig med, at uvisheden er et grundvilkår for
ham, men i dag indebærer dette ikke at være valgt fra. Tværtimod betydningstillægger Frederik i
dag de biologiske forældres valg af bortadoption positiv, som en uselvisk handling, der har givet
ham bedre livschancer, end han ellers ville have haft: :
”Selvfølgelig der hvor
jeg var mindre, så har jeg tænkt lidt på, hvad monstro, der er med
min afrikanske mor eller afrikanske far, men så igen, jeg tænker det sådan her, for de er
højst sandsynligvis døde, og det ved jeg godt. De er højest sandsynlig sultet ihjel, eller også
så har de det bare virkelig, virkelig dårligt, fordi der er en grund til, at de har adopteret mig
væk. Det respekterer jeg. Det vil jeg mere eller mindre sige, at det var det rigtige. Det var
det rigtige valg, fordi hvis du elsker noget, så skal du give slip på det, og så skal det nok
komme tilbage til dig. (..) det der med, at de faktisk gad sige, vi ved, at vi ikke kan forsørge
Frederik (…), så derfor så efterlader vi ham her, og så håber vi på, at der er nogen, der
finder ham. Og der er sikkert nogen som vil sige, hvad er de dog for nogen dårlige forældre,
som du har haft, og der tænker jeg stik det modsatte.”
Det er langt fra hovedparten af de unge, der er så afklarede som Frederik, og det er også en
mulighed, at der senere vil opstå tvivl og spørgsmål. Mange af de andre adopterede er mere
ambivalente i den forstand, at. selvom de kan se det fornuftig i adoptionen ud fra deres kendskab til
80
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
landet og forældrenes formodede situation, kan adoptionen fortsat rejse en række spørgsmål og
efterlade en følelse af at være blevet fravalgt og svigtet. Thea, på 13 år, gik i 3.-4. klasse, da
spørgsmålene for alvor begyndte at trænge sig på:
”Da jeg var lille, der tænkte jeg ikke så meget over det. Jo, jeg så anderledes ud end
alle de andre, men jeg tror ikke, det var rigtigt noget, der rørte mig. Men så da jeg
begyndte i skole, jeg tror jeg gik i 3. -
4. klasse, så blev jeg sådan ”hvorfor er jeg
adopteret? Hvad er der sket med mig? Jeg havde det rigtig svært herhjemme, fordi jeg
forstod det ikke rigtigt. Min mor og far kunne ikke rigtig give mig de svar, jeg gerne
ville have svar på.(..) Hvorfor jeg var adopteret (..)
”
Inger:
”Altså hvorfor din mor havde givet dig fra sig?”
”Ja, og hvorfor det var, jeg ikke bare var blevet i Afrika.””
Sandra, på 17 år, giver udtryk for en oplevelse af at være svigtet af sin biologiske mor. Det er en
gennemgående oplevelse særligt hos de unge, vi har talt med
–
men ikke nær så tilstedeværende i
børnenes fortællinger. Her har tematikken ofte været til stede, men så er der
–
i lighed med
Frederiks fortælling
–
konstrueret nye fortællinger med anden betydningstilskrivning til det at være
bortadopteret. Sandra fortæller om oplevelsen af svigt:
”… altså jeg kan godt se, at hvis hun ikke har hverken penge og jeg vil ikke sige overskud,
men du ved, ikke har ressourcerne eller ikke har tid eller jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, så
kan jeg godt se, at så ville det være bedre for mig at blive adopteret eller givet væk til nogle
andre. For så ville jeg ikke have fået et godt liv dernede. Så hun har tænkt på mig, men på
den anden side, så er der også nogle gange, hvor jeg tænker, at hun har svigtet mig på en
eller anden måde.”
I de voksne adoptanters fortælling er oplevelsen af at være blevet fravalgt og kasseret også et
gennemgående tema. Selvom den
følelsesmæssige oplevelse af ”at være blevet valgt fra” kan være
til stede i vokseninterviewene, er denne oplevelse typisk afstemt med en fortælling om, at moderen
ikke havde et reelt valg. I mange af de voksnes fortællinger er det således adoptivforældrene, der
anklages, snarere end forældrene. Selvom moderen valgte barnet fra, var det omstændighederne, der
gjorde, at hun var nødt til at træffe dette valg. Fremhævelsen af omstændighederne omkring
moderens fravalg af barnet i fortællingerne bliver centralt for, at dette valg ikke resulterer i en
81
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
oplevelse af at være blevet kasseret. Grethe fortæller følgende om morens situation i forbindelse
med adoptionen:
”Hun kan ikke se en anden udvej, end at det var en mulighed. Hun har så det der
ønske om, at hun gerne vil blive ved med at have kontakt og vide, hvor vi er henne, og hvordan vi
har det, og det siger de til hende, at det vil de gerne imødekomme.”
Vagn, som også indgik i det
foregående kapitel og som i dag er i fyrrene, fortæller ligeledes om sin bortadoption som udtryk for
en ufrivillig handling:
”Min mor, hun var enlig på det tidspunkt. (..)hun et forhold til en mand der cirka ni
måneder før jeg blev født. Rygterne går på, at han var gift, men jeg ved det faktisk ikke fra
hende. Jeg ved det kun fra andre, så det har han nok været. I hvert fald så var det sådan, at
min mors far, som var alene, min mors mor døde, da min mor var cirka 15 år, tror jeg, det
var. Så han var alene, og han syntes i hvert fald ikke om, at hun skulle til at være enlig mor,
og han ville ikke støtte hende på nogen måder. Så hun kom i en meget svær situation, og det
gik faktisk hverken værre eller bedre, end at hun også blev smidt ud af det lejemål, hun sad
i. Hun var nødt til at bo hos en veninde i en periode. Og hun så ikke andre udveje, end at
hun skulle bortadoptere det barn, som hun ventede. Det var så sådan, at mine danske
forældre i lighed med mange andre havde sat en annonce i en bestemt avis, hvor de søgte
efter børn.
(…) Så der henvendte hun (Vagn
s biologiske mor) sig og skrev nogle breve til
mine adoptivforældre i Danmark og der blev så etableret kontakt på den måde.”
Det bliver her, ligesom vi også var inde på i kapitel 5 med børnefortællingerne, tydeligt, at det har
betydning for det adopterede barn at have en positiv forståelse af sit biologiske ophav og også have
en positiv fortælling om den biologiske mors omsorg for sit barn, inden hun efterlod det i andres
varetægt. Det fremgår af de adopterede børn og unges fortællinger, at der imidlertid er
problemstillinger, som barnet alligevel kan bærer med sig. Dette gør sig især gældende, hvis barnet
først er blevet adopteret efter oplevelser af omsorgssvigt i sit hjemland. Dette vil typisk have
konsekvenser for, hvilke udfordringer og problemer barnet vil opleve i forbindelse med sin
adoption, og det er væsentligt, at adoptivforældrene er opmærksomme herpå. En central
problemstilling er barnets mulighed for tilknytning til sin adoptivfamilie, som de adopterede børn
og unge fortæller, kan vanskeliggøres af omsorgssvigt før adoptionen.
82
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Tilknytningsproblematik som resultat af at være adopteret
Cecilie fortæller, at hendes tilknytning til adoptivforældrene har været problematisk, fordi hun var
en stor pige på to et halvt, da hun blev adopteret. På det tidspunkt har hun forstået rigtig meget og
dermed sikkert også haft stærke erindringer om, oplevelser af og savn efter sin biologiske mor - og
vi kan tilføje erindring om misrøgt og svigt i de første år. Cecilie fortæller blandt andet, at
baggrunden for adoptionen var misrøgt fra hendes biologiske mor. En politimand holdt øje med
Cecilie og hendes lillebror, og han vurderede, at de skulle i pleje med det samme. Cecilie forklarer,
at der i hendes papirer står, at de er døden nær af underernæring:
”Der står i mine papirer, at det er tydelig
t at se, at vi ikke er blevet passet og plejet
ordentligt som man nu burde blive i den alder. (…) Da min mor kommer der (hos
nabofamilien) og siger, at hun har brug for, at vi bliver passet ved nabofamilien, at det er
fordi min mor vil steriliseres på et hospital og kan derfor ikke have mig og min lillebror
med. Hun kommer så aldrig tilbage efter os. Så det er det, vi ved, og eftersom det er noget
med at systemet nede i (..) det er, at mange kommer på børnehjem men hvis man er syg, så
kommer man i plejefami
lie.”
Så Cecilie og hendes lillebror kommer i plejefamilie, hvor de var et års tid, mens de ventede på at
kunne blive adopteret. Myndighederne havde forsøgt gennem radio og aviser at efterlyse børnenes
mor, men der er ikke noget familie, som henvender sig. Ifølge Cecilie har disse hændelser, de første
år af hendes liv, konsekvenser for hendes relation til adoptivmoren, bl.a. i form af, at Cecilie
afprøvede sin adoptivmor i den første tid i Danmark, fordi hun skulle finde ud af:
”… hvis nu jeg lavede ballade blev jeg så afleveret tilbage igen, ikk’? Det har sat sine spor
det med først at være hos sin mor, så blive sat i plejefamilie og så derefter blive adopteret til
Danmark. Det har blandt andet sat sine spor ved, at jeg har svært ved at tilknytte mig til folk
den dag i dag. Det har jeg generelt. Kærester, venner og hele molevitten, og der har jeg
også måtte igennem noget hjælp igennem tiden for ligesom at få det bearbejdet. (…) det
påvirker mig på den måde, at når jeg har det svært, altså når jeg for eksempel har lyst til at
græde en gang i mellem, så hvis jeg er sammen med nogen, så kan jeg ikke få mig selv til at
græde. Jeg kan ikke få mig selv til at vise følelser. (…) Altså nu bor jeg så sammen med min
kæreste, men som jeg også sagde til min kæreste for noget tid siden, hvor er det godt, vi bor
sammen, for jeg kan ikke bare flygte.
”
83
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
I ovenstående citat kæder Cecilie således det tidlige omsorgssvigt og turbulensen i de første år, på
grund af hendes adoption og tiden der gik forud, sammen med tilknytningsproblemer og problemer
med at vise følelser. Desuden kobler hun det svigt, hun har oplevet med sit eget reaktionsmønster,
hvor hun kan finde på enten at flygte fra problemerne eller isolere sig, hvis der er følelsesmæssige
problemer i hendes kæresterelation. At være adopteret bliver i Cecilies fortælling tillagt væsentlig
betydning i forklaring af de forskellige udfordringer og problemer, som hun har mødt
–
men i
modsætning til nogle af de ældre informanters fortælling peger pilen overvejende mod den
biologiske mor og tiden forud for adoptionen fremfor på adoptivforældrene.
Drømmen om den biologiske mor
Cecilie har, lige som Ditte på 7 år, omtalt ovenfor, gjort sig mange forestillinger om sin biologiske
mor. Den biologiske mor var således genstand for Cecilie tilbagevendende dagdrømme og fantasier,
om at hun ville komme til Danmark og hente Cecilie tilbage: ”
Allerede da jeg var de der fire-fem år
gammel, der sad jeg allerede og drømte mig langt væk til (..) (oprindelseslandet, red.). Jeg sa d og
drømte om min biologiske mor og jeg drømte, at når jeg så en flyvemaskine oppe på himlen, så
drømte jeg altid, at det var hende der kom for at hente mig tilbage.”
Til forskel fra Ditte bliver
Cecilie imidlertid ikke forstået af sin adoptivmor. Tværtimod fremstiller Cecilie en familie, der er
udfordret på mange forskellige måder, hvilket bevirker, at der ikke udvises nogen
følelsesmæssig
åbenhed
over for Cecilie savn. Disse udfordringer og forældrenes manglende blik for, hvordan
Cecilie har det, ser Cecilie som noget, der er med til at forstærke drømmene om denne savnede og
uopnåelige mor. Cecilie vedblev med at have en drøm om, at hendes biologiske mor ville komme til
Danmark efter hende:
”Jeg har drømt om min biologiske mor, da jeg var yngre. Rigtig, rigtig meget. Jeg
drømte
om, at vi blev genforenet. Og jeg har
–
jeg var faktisk en ret stor pige der
–
da jeg var 17 år
gammel, så havde jeg det med at snige mig ud af mine forældres hus og sætte mig ud på
deres altan. Og så sad jeg og snakkede med Gud. Først så snakkede jeg med Gud, og så
bagefter snakkede jeg med min mor, for tænk nu, hvis min mor var oppe i himlen og kunne
høre, hvad jeg sagde. Så det gjorde jeg også. Men så blev jeg så mor, og så gik det ligesom
lidt i sig selv igen med det behov for at finde min mor osv. Men så kom det så pludselig op
her for et par år tilbage via min lillebror, som også blev interesseret i, lige pludselig, at
finde vores biologiske mor. Så prøvede vi med Sporløs osv., og vi fik en afvisning. Og så gik
84
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
det lidt i sig selv igen, og så kom det så op, da mine to gamle kammerater de fandt deres
biologiske mor.”
Denne drøm blev opretholdt, og også genoplivet efter, at den en årrække havde været sat på pause,
til trods for fuldstændig åbenhed om de barske omstændigheder omkring Cecilie og hendes brors
adoption. Dette skal formodentligt ses i lyset af Cecilies mistrivsel i adoptivfamilien:
”Mine forældre har aldrig nogensinde lagt skjul på, at vi var adopteret. Det har de ikke. De
har altid sagt, at det var sådan, og sådan med vores mor, og at vores mor ikke havde
overskud og tid til at tage sig af os, og derfor så blev vi så adopteret til Danmark. Så vi har
altid vidst, at vi var adopteret mig og min lillebror. Altid. Jamen så har jeg jo så vokset op i
en familie, hvor man gennem mange år ik
ke rigtig talte sammen.”
Udover at sige, at de ikke rigtig talte sammen, beskriver Cecilie, hvordan familiens hverdag var
meget presset. Familien havde økonomiske problemer, og faderen havde både været stresset og syg,
og moderen stod meget alene med børnene. Sådanne omstændigheder kan medvirke til at gøre det
vanskeligt for adoptivforældrene at praktisere
følelsesmæssig åbenhed.
Hertil kom, at Cecilie var
adopteret i fems års alderen og på daværende tidspunkt allerede havde oplevet megen turbulens,
omsorgssvigt og dissideret misrøgt. Cecilie beskriver sig selv som
”lidt af en mundfuld”.
Hun
fortsætter:
”Det har hun (adoptivmoren, red.) åbenbart ikke rigtig kunnet håndtere på daværende
tidspunkt. (…) Dengang kan jeg allerede huske hendes råben og skrigen, o
g der skulle
ingenting til. Altså man var bange for sin adoptivmor.”
Cecilie fortæller, at hun gav adoptivmoren kamp til stregen:
”og har selvfølgelig også stillet mig op og været strid imod min adoptivmor og min
adoptivmor har rigtig tit haft det sådan, at hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med
mig (…) Hun kunne godt mærke, at hun ikke kunne komme ind til mig og jeg følte jo det
samme.”
85
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
På et tidspunkt løb Cecilie hjemmefra. Disse kontroverser og konflikter i familien skabte grobund
for drømmerierne om Cecilies biologiske mor. Hvor Dittes adoptivmor forholder sig til Dittes
fantasier og udviser
følelsesmæssig åbenhed
ved at tale med hende og give hende omsorg, kan
Cecilie adoptivmor og Cecilie ikke nå hinanden følelsesmæssigt, hvilket måske skyldes, at
familiens situation også på andre fronter var presset, måske på grund af deres personligheder, eller
en kombination. Dette, at de ikke kan nå hinanden, giver endnu mere næring til drømmene om en
bedre opvækst med sin biologiske mor, så selvom Cecilie adoptivforældre har udvist åbenhed om
Cecilies adoption, resulterer denne
faktuelle åbenhed
ikke i identitetsmæssig ro i Cecilies tilfælde.
Vi kan her pege på den manglende
følelsesmæssige åbenhed,
men også på det, at Cecilie havde
nogle ting med i bagagen fra da hun blev adopteret, som betyder, at der var brug for en ekstrem
grad af
følelsesmæssig åbenhed.
I vores materiale er der flere lignende fortællinger om psykosociale problemstillinger, der kan
anskues som følger af forhold før og omkring selve adoptionen, og hvor der har været behov for
ekstrem
følelsesmæssig åbenhed
fra adoptivforældrene
–
en åbenhed, som måske overskrider, hvad
man kan forvente af en ganske almindelig familie. Og som måske alligevel ikke ville være nok til
bearbejdning af en traumatiserende social og psykologisk bagage.
Opsamling
I dette kapitel har vi set, hvordan manglende
faktuel åbenhed
kan opleves som et tillidsbrud for det
adopterede barn og dermed true relationen til adoptivforældrene, omvendt så vi også eksempler på
”best
practice”. I Dittes familie praktiseres samspillet mellem
kulturel
og
følelsesmæssig åbenhed
således eksemplarisk, hvor Dittes adoptivmor praktiserer dette samspil i sin forståelse af Dittes
behov for viden om og efterspørgsel efter biologisk ophav. Dette var på et tidligere tidspunkt i
Dittes liv, da hun var ca. fire-fem år, og dette resulterede i, at adoptivforældrene prioriterede en
rejse til Dittes oprindelsesland tidligere, end de ellers havde planlagt. De formåede at ændre og
afstemme deres adoptivforældrepraksis efter Dittes konkrete verbale såvel som non-verbale
kommunikation af sine behov. ”Best practice” kan således, som vi også tidligere har vist, forstås
som et sådant samspil mellem
faktuel, følelsesmæssig
og
kulturel åbenhed,
når den direkte kontakt
til biologisk ophav ikke er mulig eller hensigtsmæssig. Desuden fortæller de adopterede unge om,
86
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
hvordan omsorgssvigt inden adoptionen og adoptivforældrenes andre udfordringer på arbejde,
økonomi og sygdom kan spille ind i forhold til, hvordan familien formår at udvise de forskellige
typer af åbenhed. Selv om mange af vores børneinformanter oplevede et sådan positivt samspil af
disse forskellige typer af åbenhed, kunne alene det at være adopteret imidlertid give anledning til en
række identitetsproblematikker. Dette emne vil vi dykke mere ned i, i næste kapitel.
87
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 7
Identitetsproblematikker og -håndteringer
Indledning
Emnet for dette kapitel er forskellige identitetsproblematikker, som børnene og de unge har fortalt
om i interviewene og deres håndteringer heraf. Ved at sætte fokus på adoptanternes
identitetsskabelse forrykkes fokus fra adoptivforældrene til adoptivbørnene. De adopteredes
positive identitetsskabelse kan imidlertid ses som både resultat af og som noget, der understøttes af
og sker i samspil med adoptivforældrene såvel som med deres omgivelser i øvrigt.
Et stort temperament, drillerier og konflikter med jævnaldrende
Det er kun en mindre del af vores informanter, der fortæller om så alvorlige psykosociale
problemstillinger, som Cecilie i det foregående kapitel fortæller om. Men en problemstilling, som er
forholdsvis gennemgående - og det er uafhængigt af, hvordan adoptivforældrene i øvrigt har grebet
adoptionen an - er problemer med drilleri, mobning, konflikter med jævnaldrende og også racisme.
Det har Cecilie også oplevet. Hun fortæller, hvordan hun skilte sig ud i den lille by, hvor hendes
familie slog sig ned:
”Da vi blev adopteret til Danmark kom vi til en lille by, (…) hvor der ikke rigtig var andre
mørke mennesker. Så vi blev meget hurtigt gjort opmærksomme på, at vi var anderledes at
se på (…) Ja så var der lidt mobning fra kammeraterne. Jeg havde også nogle rigtig gode
venner som jeg havde det rigtig godt sammen med, men der var hele tiden sådan nogle
småting som gjorde,
at jeg blev mindet om, at jeg altså var anderledes end andre ikke.”
For Cecilie er det imidlertid ikke mobningen, der fremtræder som den største udfordring, men det er
det for en del andre unge, eventuelt i samspil med andre problemstillinger, men ikke nødvendigvis.
Natalie, på 15 år, har i en periode ikke set sin far, efter at hendes adoptivforældre blev skilt. De ses
nu, og hun er glad for begge sine adoptivforældre, men adoptivfaren har et alkoholmisbrug, og det
er ikke altid let, fortæller hun. Hun tænker, at det lidt bliver dobbeltsvært
–
eller et dobbeltsvigt, når
hun er adopteret. På spørgsmålet om oplevelsen af svigt i forbindelse med skilsmisse og ikke
88
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
mindst om farens alkoholmisbrug ikke ville have været svært under alle omstændigheder, svarer
Natalie:
”Jo selvfølgelig. Det som jeg tænker som adopteret det er, at nu hvor vi snakker om mig, jeg
kan ikke huske noget derfra, men alligevel føler jeg, eller det er, fordi jeg ved, at hun har set
mig, og hun har holdt mig, min biologiske mor (..) Og de papirer jeg har fået, at hun
beskriver sin kærlighed til mig, det gør, at jeg føler, at dem, jeg holder allermest af, det der
med blive svigtet, der bliver det fordoblet, og det er ret svært at beskrive. (..) Selvfølgelig er
et svært for andre også (..) men der er bare nogle andre følelser, der bliver forstærket,
kan man sige.
”
Hun fortæller videre, at en i hendes adoptivfamilie lige er død af sygdom, og igen oplever hun, at
det rammer hende dobbelt hårdt
–
at det er særligt sensitivt for hende at miste nogen, der betyder
noget for hende. Natalie har en noget ældre storebror, som også er adopteret. Og om ham fortæller
hun, at de har kunnet bruge hinanden rigtig meget, men at det også har været en sårbar relation, som
blev sat på pause, på grund af forskellige omstændigheder, som hun beretter om i det følgende:
”J
eg har ikke rigtig prøvet andet (end at have sin storebror, red.), men det er jeg virkelig,
virkelig taknemmelig for, og har haft rigtig meget glæde og lykke over det. Vi har altid
haft et rigtig specielt bånd til hinanden, og det har vi selv hørt, andre sige, som pige og
dreng, hvor meget vi har været sammen, og hvor meget tid vi har tilbragt med hinanden, og
vi har så meget internt. Vi har virkelig sådan... Der har så også været de dårlige sider, men
det tror jeg også, det var, at vi voksede fra hinanden, og han følte, at han ikke kunne
passe på mig på et tidspunkt, og den periode var der rigtig meget kaos. Jeg har altid set
ældre ud, end jeg er, og der er sket flere ting med det, at jeg er blevet overfaldet og noget
seksuelt og sådan - der har været lidt inde over, som jeg ikke har ville være med til. I den
periode kan man sige, der gik det også galt med mig og min bror.
Inger:
”Blev han ked af, at han ikke havde været der for dig?”
”Han var så knust også fordi at nogle af hans venner, der har han været...
Eller i hvert fald
nogle på hans alder, der er seks år ældre, de har syntes, jeg så godt ud, og de selv har
89
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
skrevet til mig. Der har han også følt dig svigtet.
Det der ’hvem kan jeg stole på?’ har været
inde over, og det har bare ødelagt..
.”
Inger:
”Nå han har heller ikke følt, at han kunne stole på sine venner”
”Ja, og så har det været på grund af mig, at han har fundet ud af det. Så det hele det blev
kaos
i den periode og ødelagde rigtig mange ting. ”
Natalie fortæller, at hun kom i puberteten rent kropsmæssigt allerede som 10-årig, men at hun
mentalt slet ikke var så udviklet, og at det også var medvirkende til krisen i relation til
adoptivbroren. Hun reflekterer over, at alle søskende kan have deres kriser, men fremhæver igen, at
hun tænker der er noget, der bliver forstærket:
”det der med at blive svigtet”.
Natalie fortæller også
om, at selvom hun ser sin adoptivmor som sin rigtige mor, og ikke kalder hende for adoptivmor, så
savner hun sin biologiske mor, og netop det er også med til at gøre hende ensom, men hun arbejder
med disse svære følelser og identitetsproblematikker i en gruppe for unge adopterede, og det
betyder rigtig meget:
”Jeg kan blive så
ked af det, for hun er min mor. Det ved jeg, hun er. Hele mit hjerte ved, at
det er min mor. Der er ikke noget der. Men jeg kan føle, at jeg mangler noget og det er min
biologiske mor. Det er ret indviklet, men jeg føler en rigtig, rigtig stor tomhed hver eneste
dag, ensomhed, også fordi jeg ikke kan snakke med min bror om det. Jeg tror, han synes, at
det er svært, så han prøver altid at putte humor, og han har ikke situationsfornemmelse for
det”.
Inger:
”Og han putter humor?”
”Ja humor ind. Så han ha
r ikke rigtig nogen situationsfornemmelse for det. Så det bliver
altid til noget med min far, det kan sådan nogle gange gøre det værre, men så nogle gange,
så forstår han det, og så lidt efter så forstår han det ikke. Med min mor, bliver det alt for
følsomt, fordi jeg elsker hende så meget. Det gør lidt for ondt, så jeg føler, at jeg står ret
alene med det. Også fordi det jo ikke er alle og enhver, der er adopteret. Så det er rigtig
90
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
dejlig at være inde i den gruppe, men den er så slut. Der er to gange tilba
ge nu her. ”
Natalie savner nogle at dele sine tanker med, som hun kan identificere sig med. Så derfor er hun ked
af, at gruppen slutter. Hun er startet på efterskole, og der er andre med minoritetsetnisk baggrund.
Og selvom de ikke er adopteret, så betyder det noget for Natalie:
”
Altså vi er flere, der er mørke, men de er ikke adopteret. Stadig det med, at der er
nogle, der
ligner mig på en eller anden måde, selvom vi ikke, altså de er fra Somalia, eller hvad det nu
kan være.
Inger: ”Er det rart så?”
”Det er rigtig rart
.
”
Her får vi indtryk af, at ensomheden ikke kun handler om tankerne om savnet af den biologiske
mor, men også om oplevelsen af at være anderledes. Natalie fortæller således også om at have været
udsat for en racistisk lærer. Det fortæller hun om, da Inger spørger om, hvorvidt det er det med at
ligne hinanden lidt, sådan rent fysisk:
”Det er det. Jeg har i hvert fald fundet ud af for mig, at acceptere og respektere mig selv
har været rigtig svært. Så på et tidspunkt, der var jeg rigtig meget sammen med nogle, der
havde min farve. Jeg kalder mig selv mulat.”
Inger: ”Var det i skolen? Folkeskolen? ”
”Det var skolen på den første. Jeg har jo gået på fire skoler. Det er den fjerde skole nu. På
min første skole var der mange indvandrere, og der var også mange, der var adopteret, men
der havde jeg en racistisk lærer, så der var jeg nødt til at flytte. Men de venner, jeg boede
stadig i samme by, selvom jeg flyttede, det var sådan, at når jeg var sammen med dem, så
blev jeg på en måde
lidt mere hel.”
Natalie fortæller således om, hvordan hun på mange fronter hele tiden er på overarbejde i forhold til
sin identitet og følelse af tilhør. Her hjælp det selvsagt ikke med en lærer, der agerede racistisk. Hun
fortæller også, at hun på et tidspunkt begyndte at ryge hash
–
det gør hun ikke mere, men hun
hænger stadig mest ud med venner med minoritetsetnisk baggrund, selvom hun også har mange
majoritetsetniske danske venner.
91
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Mens Natalie oplevede racisme fra sin lærer, fortæller Biniam, som vi lærte at kende i kapitel to om
drillerier og racistiske bemærkninger fra jævnaldrende, som gjorde livet vanskeligt for ham. Han
fortæller, at han har måttet arbejde med sig selv i den forbindelse:
”Engang blev jeg meget hurtigt
sur og slås, men nu prøver jeg at tage det helt roligt og ikke tage det nært, prøver at sige det på en
pæn måde.”
Dette er også noget Biniams adoptivmor har snakket en del med ham om. Hun siger:
”Vi har talt meget om det, fordi jeg ved, det kommer. Det er vigtigt, at man ikke bliver
sur,
for det får man ikke noget ud af. Man skal ligesom sige, at det er dem, der er dumme, og det
er dem, der ikke forstår det. Det er ligegyldigt, hvordan man ser ud, det er, hvordan
mennesket er, mener jeg jo, og det har jeg så prøvet at lære dig at sige
: ’sådan prøv bare at
ignorere det, ryste på hovedet eller spørge ind til, hvorfor de siger det’. Og det har du
måske ikke lige gjort, som jeg har sagt, men på din egen måde i stedet for at blive ked af det
eller sur. Og det er måske nok det, der bekymrer mig allermest fremadrettet. Det er den her
racisme, der er. (…)
det var det, jeg også håbede med den her ungegruppe, at de fik talt
om.”
Biniam er en helt almindelig teenager, understreger hans adoptivmor, men hun synes, det kunne
være rart for ham at tale og få en fortrolighed med andre unge med lignende identitetsspørgsmål og
problemstillinger. Hun har løbende gennem Biniams opvækst talt med ham om racisme og således
forsøgt
at ”klæde ham på” til at kunne håndtere udfordringer i den forbindelse. Jakob på
ti fortæller
lidt i lighed hermed om, hvordan han tidligere kunne komme op at slås med sine skolekammerater,
og på spørgsmålet om et godt råd til kommende adoptivforældre siger han, at det er vigtigt, at de er
opmærksomme på, at deres barn kan have et stort temperament. Jakob blev adopteret fra et
børnehjem, da han var fem måneder gammel og på spørgsmålet:
”Hvordan oplever I det at være
adopteret”,
svarer hans lillesøster, Alma på 7 år først:
”Det er spændende,”
men Jacob forklarer, at
han tænker ikke så meget på det. Han siger:
”Jeg tænker ikke så meget på det, fordi jeg kender dem (de biologiske forældre) ikke.
Hverken mig eller Alma har kendt dem, så det er ikke det helt store, vi har mistet. Eller jo, vi
har jo mistet stort, men vi har jo bare aldrig ke
ndt dem, (…), og jeg nåede jo ikke at knytte
et forhold til dem. Eller jo, det gjorde jeg jo sikkert, men det forhold kan jeg så bare ikke
huske. Så jeg er ikke specielt ked af det.”
92
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Jacob siger videre i forbindelse med et tema om at miste, som Alma og han har arbejdet med henne
i skolen:
”… når jeg snakker om de to forældre, jeg har mistet, så er de (andre han taler med om det
at miste) jo simpelthen ved at tudbrøle, og jeg tænker bare, at der er ikke nogen grund til at
græde. Jeg græder ikke, så du har ikke nogen grund til det. Og jeg græder simpelthen ikke,
fordi jeg har aldrig kendt dem, jeg har aldrig haft et forhold til dem. Så jeg synes ikke, det
er noget at begynde at græde over”
Jacob har tidligere tænkt en del på sin biologiske mor, som han selv
omtaler som ”brune mor” og
siger:
”Det er da nogle gange, hvor jeg har været rigtig ked af det og rigtig sur, og så er det bare
hende, der har været i mit hoved hele tiden. Det er ikke så tit, jeg tænker på hende, men det
var rart at tænke på hende engang. Jeg tænker ikke så meget på hende mere.
Inger:
”Nej, det er ikke sådan, at du tænker på, gad vide, hvordan hun har det, og om du
måske har nogle søskende?
”Jeg har tænkt over det, om jeg pludselig har en storebror eller om jeg har en lillebror.
Eller jeg har tit tænkt på, om jeg måske er storebror til fire. Er jeg måske lillebror? Og det
er jo ikke fordi jeg kan gå hjem og spørge dem om noget, fordi de ved jo heller ingenting.
De ved jo ligeså meget, som jeg gør. Så når folk de spørger mig om: ”Kan du
huske, hvad
din mor hed, og kan du huske, hvordan de ser ud?”, så siger jeg bare ’pas’. Jeg kan ikke.
Nej det kan jeg ikke.
Inger:
”Men er det noget, du tænker på nogen gange?”
”Jeg tænkte på det engang, men jeg tænker ikke så meget over det mere.”
På spørgsmålet om nogen kan finde på at drille eller sige en dum bemærkning svarer Jacob, at der
på et tidspunkt gik en på skolen, der kunne finde på at drille og sige:
”Din mor var ikke glad for dig”. ”Din mor synes ikke, du havde fortjent at være hos hende”
og sådan noget.”
Inger:
”Og det sagde han til dig? Hvordan havde du det, med det han sagde?
93
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”
Fuck ham. For han var da irriterende.
”
Dem der driller mig med det, eller dem der har
drillet mig med det, der tænker jeg jo bare: ’Hvor er du dum, du kan jo ikk
e sætte dig ind i
det. Du kan jo drille mig lige så meget, du vil, men du vil jo aldrig nogensinde..’. Det kan jo
godt være, at han på et tidspunkt mistede sin mor eller mistede sin far, men han vil aldrig
nogensinde kunne sætte sig ind i, hvordan det er at adoptere. Når jeg nogle gange snakker
med nogle af mine venner om det, så begynder de bare at sige lige med det samme: ’Ej hvor
er det synd for dig Jacob. Jeg synes ikke, det er.. altså jo, jeg synes da, det er pisse
irriterende, at hun gik, men på den anden side har jeg også forståelse for, hvorfor hun gik.
Hun havde jo ikke hverken råd til at købe mad eller noget, eller råd til tøj eller noget andet.
Så det gør mig ikke det store, at de siger: ”Åh hvor er det synd for dig”. Jeg begynder jo
ikke at sige, at det har de ret i.
”
Senere i interviewet spørger Inger:
”Du synes ikke, det er synd for dig?”
”Jo jeg synes det er synd, men jeg synes ikke, at der er nogen grund til, at næsten hele
skolen skal komme over til mig og sige: ’Nåååå, hvor er det synd for
dig Jacob, at du aldrig
kendt dine rigtige forældre”. Men jeg har jo mine rigtige forældre – det er herhjemme.”
Til sidst i interviewet, hvor Inger, intervieweren, spørger efter gode råd til kommende
adoptivforældre, forklarer Jacob, at disse adoptivforældre skal være klar over, at deres adoptivbarn
godt kan have et stort temperament. Han forklarer:
”Det her barn her, det kommer nok til i starten at have et problem med temperamentet.”
Inger:
”Ja,
så det er vigtigt at vide?”
”
Ja, at vores barn kommer nok til at have et lille problem med at kunne mærke, hvor stærkt
båndet egentlig er, eller hvor sur barnet faktisk kan blive, fordi jeg har kendt en dreng, han
blev så sur, at de gamle 7. Klasser, de faktisk blev nødt til at holde ham.”
Jacobs’ mor:
”Men kender du det fra dig selv?”
”Ja, fordi den dreng jeg kendte, det var mig. Det var mig, som 7. Klasserne blev nødt til at
holde, fordi ellers havde jeg simpelthen gået løs på den.”
Inger:
”Ja, og hvorfor blev du så sur, at de skulle holde dig?”
94
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”Fordi alle
tankerne de fløj rundt i hovedet på mig. Jeg blev så indebrændt, og så skide
hamrende sur på dem. Og der var et tidspunkt, hvor min lunte bare var sådan her, at der
skulle ingenting til.
”
I ovenstående får vi et lille indblik i, hvordan Jacob på 10 år tænker om det at være adopteret. Han
får fortalt, at han ikke bryder sig om, når hans kammerater giver ham særlig opmærksomhed og
kommer med bemærkninger til det. Han får også sagt, at bemærkninger om adoptionen tidligere
kunne gå ham så meget på og få ham til at blive meget vred
–
så vred, at han ikke kunne styre sit
temperament. I dag har han lært sig selv at styre sit temperament. Problemerne er alligevel ikke
længere væk, end at Jacob godt kan huske sit eget voldsomme temperament fra tidligere i
forbindelse med bemærkninger fra skolekammerater. Dette fremgår, når Inger spørger til et godt råd
til kommende adoptanter, hvor Jacob anbefaler, at de er særligt opmærksomme på, at adopterede
børn kan have et stort temperament. Eller sagt anderledes, som adoptivforældre er det vigtigt med
følelsesmæssig åbenhed i form af at være klar over, at adopterede børn kræver en særlig
opmærksomhed, fordi det kræver en særlig omsorg at få bearbejdet det svigt, bortadoptionen kan
opleves som
–
og det er så uanset, at barnet i øvrigt er en glad dreng, der trives i sin familie, i sin
klasse og med sine kammerater. Dette var også pointen i interviewet med Frederik, hvor han
–
som
vi så i kapitel 5
–
advarede adoptivforældre om, at børnene næsten uundgåeligt ville ryge ind i
problemer med diskrimination eller racisme, og dette skulle de imødegå ved at spørge ind til
barnet, og så i øvrigt rumme barnets frustrationer og smerte, uden selv at lade sig mærke med det
–
bare være glade og omsorgsfulde. Dette er et tilbagevendende emne, som kommer frem i mange af
interviewene. Drilleri i skolen, skoleskift eller andre livsomstændigheder kan således aktivere denne
problematik, som vi skal se det neden for i Sandras og Rikkes fortællinger.
Mobning og øgenavne
Sandra, på 17 år, fortæller, at hun egentlig ikke har haft nævneværdige problemer med at være
adopteret. Hun har ikke tænkt så meget over det med at være adopteret tidligere, men da hun
startede på efterskole begyndte tankerne at melde sig i relation til, at hun også følte på en anden
måde, at hun skilte sig ud. Disse tanke om at være anderledes end majoriteten blev sat i gang, da
hun startede på efterskole, hvilket kan ses i sammenhæng med, at de øvrige elever ikke havde kendt
95
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
hende fra barnsben af og derfor reagerede anderledes på hende end hendes gamle kammerater.
Sandra siger:
”For selvfølgelig har jeg tænkt på det, men sidste år var jeg på efterskole, og der tror jeg
bare, det gik op for mig på en eller anden mystisk måde, at der skulle jeg ud og klare mig
selv, og så fordi folk b
egyndte at kommentere på, at jeg var anderledes. (…) Ligeså snart jeg
kom derned, så begyndte folk bare at spørge, og der var ligesom 184 elever, så der kom
bare 183 andre elever og spurgte mig ’hvor kommer du fra’ og bla bla bla altså. De spurgte
ind til mig, og det var ret overvældende. 183 andre mennesker, som skulle have at vide,
hvem jeg var, fordi - jo de så mig som dansk - men jeg ser jo anderledes ud end de andre, så
selvfølgelig spørger de ind til, hvem jeg er. Det var bare rigtig mange mennesker, der lige
pludselig spurgte, selv om jeg ikke selv havde opfattet mig som anderledes.”
Det overvældende bestod i lige pludselig at være sammen med mange nye og fremmede mennesker,
som hun først skulle til at lære at kende. Det skulle de andre selvfølgelig også, men hun blev synlig
på en anden måde og genstand for interesse i kraft hendes anderledes look. Der var ikke tale om
direkte drilleri, men spørgsmål, der satte tankerne i gang hos Sandra, som hun ikke var blevet
konfronteret med, mens hun gik i folkeskole:
”… der var jo også andre, som ikke var danske. Der
var jo også folk fra udlandet, altså fra, jeg ved ikke lige men med andre baggrunde end dansk. Så
de har jo været i samme båd som mig.”
På spørgsmålet om Sandra tidligere er blevet drillet, fordi
hun var adopteret, siger hun:
”Jeg
har altid fået det der spørgsmål om ’kan du se’, fordi jeg har de her lidt specielle øjne.
Jeg har de her skæve øjne eller hvad man skal kalde dem. Så det har ikke kun været fra min
klasse, men det har også været små børn, hvis man mødet dem i supermarkedet eller sådan
noget. Ja der har jeg oplevet det i hvert fald. Og ’kan du se farven orange’ for eksempel
eller sådan noget. ’Hvorfor er din næse flad’ og sådan nogle ting.”
På efterskolen var det imidlertid ikke kun uskyldige spørgsmål til Sandras oprindelse. Her var der
også elever, som kunne finde på at kalde hende øgenavne:
”Altså nogle af dem fra min efterskole. Det var nok også derfor jeg havde en svær periode
dernede på et tidspunkt, fordi folk de blev ved med sådan at kommentere, altså at kalde mig
ting og sager. De kaldte mig ”risgnasker”, og de kaldte mig sådan nogle nedladende ting,
og det var bare ikke rart. Så det gjorde det svært for mig, fordi jeg havde svært ved at sige
96
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
fra overfor dem og sige til dem, at det der bryder jeg mig faktisk ikke om, og det skulle de
lade være med at kalde mig.”
Rikke, på 17, fortæller om lignende oplevelser med mobning:
”Altså jeg ved godt, at der er mange af mine venner der gør det (driller hende med hendes
oprindelsesland), hvor de tænker, at det bliver hun nok ikke ked af, men det er sådan noget
med, hvis de nu har kæledyr og sådan: ’Pas nu på, at hun ikke spiser den’, eller at mine
øjne ser anderledes ud eller et andet de kan finde på at sige. De forbinder meget tit alle
asiatere med thailændere. I Thailand har de jo mange prostituerede, og så kommer du
ligesom med i den bølge.”
Idet de adopterede i udgangspunktet kan opleve eller blive gjort opmærksom på, at de skiller sig ud,
kan også forholdsvis uskyldige eller blot ubetænksomme bemærkninger, være med til at gøre, at de
føler sig anderledes og måske endda forkerte. Rikke, der havde oplevet at skifte skole på grund af
mobning fra 3.-6. klasse fortæller om en bemærkning fra en af hendes lærer i gymnasiet:
”Også her i starten, da j
eg lige startede i gymnasiet, der sagde jeg til min lærer, at jeg
kunne ikke rigtigt læse det, der stod på tavlen, fordi jeg sad for langt væk, og så spurgte
han, om det var fordi jeg læste baglæns, fordi jeg kom fra Asien. Og så tænkte jeg egentlig
bare l
idt: ”Lyder jeg som om, at jeg kommer fra Asien, når jeg snakker til dig?”. Og jeg
blev egentlig ret såret over, at der var en lærer, der kunne finde på at sige sådan noget.”
Rikke forklarer, at de havde snakket sammen, og derfor regnede hun med, at han måtte vide, at hun
var dansk og selvfølgelig ikke læste baglæns. Rikke forklarer, at sådanne forholdsvis uskyldige eller
pudsige bemærkninger, gør hende ked af det, fordi det hele tiden minder hende om, at andre lægger
mærke til, hvordan hun skiller sig ud,
uanset at hun føler sig ”pæredansk”. Hun siger: ”
Jeg bliver
ked af det nogle gange, og så andre gange, så svarer jeg igen. Men det er ikke altid, at jeg lige kan
svare igen føler jeg. Så derfor så ignorerer jeg det bare, og så går jeg.”
Rikke føler ikke, at hun
bliver mobbet mere, men måske oplever hun sig lidt mere udsat efter, at have været udsat for
mobning gennem tre år på sin skole. Adoptivforældrene havde taget fat i både lærerne, forældrene
og skolebestyrelsen og regnede derfor med, at det ville blive bedre. Det skete imidlertid ikke, og det
endte med, at Rikke skiftede skole. På spørgsmålet om hvorvidt det spillede ind at hun var adopteret
svarer hun:
97
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”Altså så kunne de jo finde på at kalde mig skævøje eller et eller andet, bare fordi jeg ser
anderledes ud. Også fordi der er mange asiater, der måske har lidt bredere øjenbryn, så
kunne de finde på at kommentere på mine øjenbryn eller min hårfarve eller et andet bare for
at sige noget. (…) de havde allerede mobbet en anden pige ud, og hun var ”pæredansk”, og
der havde de brugt et eller andet med, at hun var bred eller ordblind eller et eller andet, og
så ligesom det der med, at jeg var ikke ordblind og heller ikke bred, men så var jeg asiater,
og så var det måske lidt nemmere.”
Efter skoleskiftet gik det godt, indtil Rikke gik ned med en depression. Hun vurderer selv:
”at det
er en masse af de ting, som er sket meget tidligere, som lige pludselig bare blev for meget, og så gik
jeg ned på det”.
Efter et par turbulente år med depression, forskellige problemer og et stort fravær
fra skolen startede Rikke i 10. klasse og kom der til at gå i en klasse, hvor eleverne kom mange
forskellige steder fra, idet der også var en del første- og andengenerationsindvandrer:
”… der fandt jeg ud af, hvor forskellige fol
k kan være, og så alligevel hvor ens folk kan
være. (…) der var jo folk fra Mellemøsten og fra Afrika. Ja, bare fra over det hele, og jeg
kom til at snakke med dem alle sammen, og så følte man sig ikke forkert, fordi vi bare alle
sammen så forskellige ud. Så blev det bare lidt nemmere at håndtere, så nu har jeg det
nemmere med det.”
Mobning og drilleri er et tilbagevendende emne for de adopterede børn og unge. De fleste har
oplevelser med drillerier eller mobning på et tidspunkt i løbet af deres skoletid. For nogle blot som
en mindre del og i særlige sammenhænge, hvor de adopterede pludselig bliver konfronteret med at
skille sig ud fra majoriteten som fx for Sandra på efterskolen eller som en af de yngre børns
adoptivmor fortæller ved at hudfarve og etnicitet (i den bedste mening) bliver tematiseret i
børnehave eller skole af lærere eller pædagoger. For nogle har drilleri og mobning været en mere
fast bestanddel af deres skolegang. Derfor er det væsentligt at huske på rådet fra Jacob på ti til
kommende adoptivforældre:
”at de skal huske på at adoptivbarnet godt kan have et stort
temperament!”
Og kan vi tilføje at huske, at barnet, givet dets i en dansk kontekst afvigende
udseende samt dets særlige adoptionshistorie, kan have nogle særlige udfordringer og problemer
med oplevelse af svigt, som det er væsentligt, at adoptivforældrene er opmærksomme på og
forholde sig til med en
følelsesmæssig åbenhed.
Thea, som i en periode havde det rigtig svært,
understreger netop den
følelsesmæssige åbenhed
som en stor hjælp i den situation:
98
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”det er meget rart med åbenhed i stedet for, at forældrene lukke en port og siger ’det skal vi
ikke snakke om. Det er ikke godt’. (..)Det har altid været sådan, at vi har kunne snakke med
vores forældre om, hvis der har været noget oppe i skolen, og de har ikke bare haft det der
store spørgsmålstegn ’ej men Thea, det her ved jeg simpelthen ikke’. Også at mine forældre
har gået til den adoptionspsykolog eller hvad det er.”
Thea siger, at det var vigtigt for hende, at de ikke afviste hende, fordi de var rådvilde eller følte sig
afmægtige. Samtidig får man en fornemmelse af, at de netop på et tidspunkt måske har haft den
følelse, men at de ikke har ladet det skinne igennem til Thea, men i stedet søgt professionel hjælp.
At kunne turde det
–
og at have mulighed for det
–
som støtte til, vedligeholdelse og udbygning af
den følelsesmæssige åbenhed er vigtigt for
”best
practice”.
Særlige udfordringer for adoptivforældrene
Disse særlige udfordringer for adoptivforældrene, er et gennemgående tema i interviewet med
Cecilie, hvis fortælling blev udfoldet i det foregående kapitel. Cecilie fortæller eksempelvis, at det
ikke har været så nemt, fordi hun allerede var nået at blive to et halvt år, inden adoptionen gik i
orden:
”… jeg var en meget stor pige,
som forstod rigtig mange ting, så jeg har skullet afprøve min
adoptivmor rigtigt meget. Jeg har været noget af en mundfuld for min adoptivmor, men
samtidig har hun også været en mundfuld for mig, skal det siges. Vi har haft vores
kontroverser gennem rigtig, rigtigt mange år og har faktisk først nu i en sen alder fået et
rigtig godt mor-
datter forhold.”
Cecilie vurderer, at hendes mor styrede hjemmet, og ”
hendes ord var lov
”, og forældre og børn talte
ikke rigtig sammen. Hun erkender også, at hun var en udfordring at være adoptivforældre for. Dertil
kom, ifølge Cecilie, at adoptivmoderen ikke havde forståelse og empati i forhold til sin
adoptivdatters problemer. Det havde omfattende konsekvenser for deres indbyrdes relation og for
Cecilies generelle trivsel:
”Jamen det har bare gjort, at vi slet ikke har knyttet os på nogle som helst måder dengang,
så jeg følte mig meget ensom gennem rigtig mange år. Også gennem mine teenager år har
99
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
jeg ligesom gået mine egne veje (…) Jeg har været meget rebelsk. Det har jeg
. Jeg har
blandt andet løbet hjemmefra og ja har haft.. Jeg er løbet hjemmefra et par gange og har
selvfølgelig også stillet mig op og været strid imod min adoptivmor, og min adoptivmor har
rigtig tit haft det sådan, at hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med mig, for hun kunne
godt mærke, at jeg… Hun kunne godt mærke, at hun kunne ikke komme ind til mig, og jeg
følte jo det samme. At jeg ikke kunne komme ind til hende. Så gennem mange år følte jeg mig
ensom, og det gjorde så også i mine teenager år, så begyndte jeg at skære i mig selv og har
selv forsøgt selvmord, også et par gange. Og jeg har haft spiseforstyrrelse. Da jeg så får
min datter som 18 årig, så er jeg godt klar over, at det her, det er min redning. At det
simpelthen er det lille væsen, som skal være med til at gøre, at jeg får styr på mit liv, og lige
siden jeg blev mor, har jeg stort set også fået styr på mit liv. Men inden da har det været
rent kaos for mig indvendigt med at finde min identitet, finde ud af, hvem jeg var, hvor jeg
hørte
til.”
Cecilie fortæller ikke, om hendes forældre har søgt hjælp, sådan som Theas gjorde. Men som vi var
inde på i sidste kapitel, var de også pressede på andre fronter. Samtidig var det dengang (selvom det
ikke er så forfærdelig lang tid siden) sværere at få den hjælp og måske en manglende
opmærksomhed hos adoptivforældrene på behovet for en særlig eksperthjælp. Ifølge Cecilie er
danske adoptivforældre ikke altid klar over, hvad de går ind til, når de adopterer et barn. At dette
barn kan have lidt så stor overlast og være så omsorgssvigtet, at det er en stor opgave at få etableret
en god tilknytning til barnet. Hun fortæller:
”Danske forældre har haft en idé om, hvordan det er få et adoptivbarn, men de er slet ikke
klar over, hvad det egentlig indebærer, når barnet så først er der. Barnet kommer med nogle
skavanker fra sit eget land, så derfor er det så vigtigt, at de her adoptivforældre, de får
nogle redskaber. At man simpelthen får fokus på det der med, at det ikke bare er nemt at
tage imod et barn fra et andet land. At der skal noget hjælp til efterfølgende også. Man
redder ikke barnets liv bare ved, at det kommer til Danmark, og det får hus og have og en
lille kat. Der ligger også nogle følelser indeni, som man også skal have fokus på
efterfølgende.”
100
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Opsamling
I dette kapitel har vi været omkring, hvordan adopterede slås med komplekse problemstillinger,
blandt andet omfattende svigt, tanker om det biologiske ophav, oplevelsen af at være anderledes
som væves sammen med
–
og måske forstærker og forstærkes af
–
nuværende udfordringer som
racisme, drillerier, adoptivforældres skilsmisse og alkoholmisbrug. En af vores børneinformanter
–
som vi ikke lige har citeret - har sagt, at adoptivforældre ikke burde blive skilt. Det kan man
naturligvis ikke hindre, men tankegangen om, at adoptivbørn har nok at slås med i kraft af deres
psykologiske bagage, og at de burde forskånes for yderligere belastninger, giver god mening. I
interviewet med Natalie ser vi, hvor vigtigt, det har været for hende at deltage i en gruppe med
ligesindede, og dette selvom hun har en adoptivmor, som hun er rigtig glad for, og en adoptivbror
som hun har en tæt relation til
–
der er nogle ting der er for sårbare at tale om i begge relationer.
Biniam snakker også med sin adoptivmor om mange ting, og de har snakket om hans tanker og
følelser. Alligevel efterspørger adoptivmoren en gruppe eller anden sammenhæng, hvor Biniam
kunne møde ligestillede. Thea fik hjælp af sine adoptivforældre, som søgte supervison for at kunne
støtte hende bedst muligt. Børnenes og de unges fortællinger gør det tydeligt, at der skal meget
overskud i familierne til, at rumme og kunne støtte børnene i deres særdeles udfordrende
identitetsarbejde
–
og at selv meget ressourcestærke familier udfordres og har brug for supervision.
Imidlertid er det ikke alle børnene, der har så ressourcestærke adoptivforældre, og her kommer
børnene for alvor på overarbejde med stor risiko for varig mistrivsel.
101
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 8
Skabelse af en positiv dobbelt-identitet
Indledning
I det foregående kapitel om identitetsproblematikker indgik Cecilies fortælling i flere
sammenhænge. Blandt andet vedrørende tilknytning til adoptivmoren, drømmerier og længsel efter
sin biologiske mor, samt forskellige psykosociale problemstillinger. Cecilie er langt fra den eneste
af
de
adopterede
børn
og
unge,
vi
har
talt
med,
der
kæmper
med
forskellige
identitetsproblematikker, og det er selvom deres adoptivforældre praktiserer et samspil mellem
mange forskellige aspekter af åbenhed. På det grundlag melder spørgsmålet sig: Hvordan skaber det
adopterede barn en positiv identitet som adopteret? Og hvordan kan forældre og andre bedst mulig
understøtte denne? I kapitlet vil vi se på betydning af fortællingen, og hvordan der kan fortælles om
barnet og dets adoption på måder, der virker understøttende for en positiv identitetsskabelse. Vi vil i
kapitlet sondre mellem
en integrerende åbenhed,
forstået som en integration af forskellige
dimensioner af åbenhed, der skaber integrerende (identitets)fortællinger og
disintegrerende
åbenhed,
der omvendt ikke integrerer de forskellige aspekter af åbenhed, og som virker splittende
og ødelæggende for den adopteredes identitetsskabelse. I kapitlet starter vi med at se på, hvordan
forældre kan udvise åbenhed og støtte den integrerende identitetsfortælling, eksemplificeret ved
hvordan dette gøres i selve interviewet. Herefter vil vi fremhæve fortællingens betydning via et par
andre eksempler og se på, hvordan en negativ fortælling om det adopterede barns biologiske ophav
blokerer for en skabelse af en positiv identitet. Efterfølgende skal vi se på eksempler på
en
integrerende åbenhed
i form af åbenhed, der virker fremmende for skabelse af en positiv identitet.
På grundlag af Lilas fortælling om sin opvækst som adopteret illustreres både
den integrerende
og
den disintegrerende åbenhed.
Til sidst i kapitlet præsenteres eksempler på, hvordan kendskab til
biologisk ophav og oprindelsesland på forskellig vis kan være befordrende for identitetsskabelsen
–
også selvom dette kendskab til biologisk ophav sker forholdsvis sent i livet.
102
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Åbenhed i interviewet
I nogle af vores interview med børn og unge, deltog adoptivforældrene enten under hele
interviewet, eller Inger snakkede med dem og barnet/den unge sammen efterfølgende. Til sidst i et
af interviewene med en af de yngre piger, hvor Inger er ved at runde af, kommer adoptivmoren
Betina, Inger til hjælp, idet hun rejser spørgsmålet vedrørende gode råd til andre adoptivforældre og
følgende udveksling mellem adoptivmor og datter udspiller sig:
Betina:
”
Jo, jeg tænkte på, kan du huske i går, da vi snakkede om, at Inger skulle komme, og
så sagde du, at du havde lagt mærke til i brevet, at der stod, at dine svar kunne hjælpe
mange. Det havde du ligesom bidt mærke i. Så tænker jeg, at så er det jo nu, hvis du tænker,
at der er et eller andet, der er vigtigt, man skal vide, hvis man er forældre, og man
adopterer et barn. Så har du måske nogle gode råd eller sådan et eller andet? For det
virkede som om, at det var vigtigt, hvis du kunne hjælpe nogen. Er der noget, du tænker, der
er vigtigt at vide, hvis man.. hvis du har et god råd eller noget?2
Jo:
”Mor, hvad gjorde I, da I skulle adoptere mig? Altså noget I gjorde for mig, for så kunne
det være, at det også hjalp for andre, hvis de gjorde det samme.”
Betina:
”
Ja, men det er jo vigtigt, hvad det er, der har været godt for dig? Det kan godt
være, at jeg gjorde en masse ting, som jeg troede var godt, men hvis det slet ikke var godt
for dig, så er det jo lige meget. Det vigtige er, hvad du tænker, vi har gjort, som du synes,
andre skal gøre. Eller om vi har gjort noget, hvor du tænker, at det skal andre i hvert fald
ikke gøre. Så sådan et godt råd. Det behøver heller ikke at være noget, det var bare, fordi
det lød som om, at du lige havde tænkt over, at det var vigtigt, hvis man kunne hjælpe andre
med nogle gode råd.”
Denne lille udveksling mellem Betina og Jo forekommer efter et interview, hvor Betina i øvrigt har
holdt sig tilbage og ladet sin adoptivdatter fortælle. Udvekslingen bliver her i sig selv en
tydeliggørelse af, hvordan Betina inviterer til, at der kan snakkes om adoption i familien, også
eventuelt problematiske aspekter. Betina udviser både
følelsesmæssig
og
social åbenhed
i forhold til
eventuel kritik og inviterer til, at det er muligt at tale herom også i et interview med en
udenforstående. Mange af interviewene med adopterede børn og unge kan således i sig selv aflæses
103
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
som en høj grad af
social
og ofte også
faktuel åbenhed,
uanset om adoptivforældrene vælger at være
til stede under interviewet eller blot formidler kontakten og indvilliger heri. Som interviewer
efterlades man med et indtryk af familier, der i høj grad er karakteriseret ved en generel betoning af
åbenhed, og hvor man som adoptivforældre er meget opmærksomme på ikke alene åbenhedens
betydning, men også på betydningen af, hvordan der fortælles fx om barnets biologiske mor og
oprindelsesland. Dette er forskelligt fra nogle af interviewene med de voksne adopterede, der
omvendt fortæller om, at deres adoptivforældre ikke har haft denne opmærksomhed på åbenhed og
fortællingens betydning.
Fortællingens betydning
Fortællingens betydning understreges af Marianne, der blev adopteret som treårig. Her handler
fortællingen om oplysninger om det adopterede barns navn og fødselsdag, hvor Marianne
fremstiller fraværet heraf som ensbetydende med at blive frarøvet sin identitet. Hun ser det som et
stort svigt:
”Men de fleste børn, også i (..) (Mariannes oprindelsesland, red.), har en mor og en far og
en fødselsdag, og det har man faktisk gået op i (…)
det synes jeg faktisk ikke, man skal holde
væk fra børn, så det vil jeg gerne kæmpe for, at man får lov til at have sine papirer og sin
identitet. Og jeg synes, det har været meget forkert, at man sådan set river alt identitet væk
fra børn på den måde. (…)
Når man kommer på et børnehjem, så får man et nyt navn, og
man får en ny identitet, ny alder. Det er jo simpelthen at rive alting ud af et barn. Det er så
disrespektfuld, sådan som jeg ser det”
Det modsatte af at frarøve barnets historie og identitet, som Marianne ser det, er omvendt at arbejde
på at fastholde denne, som en central del af den integrerende åbenhed, hvor denne historie netop
bidrager til skabelse af en positiv dobbelt-identitet. I børneinterviewene kommer fortællingens
betydning desuden frem i forbindelse med temaet om at være blevet fravalgt. Her kan den positive
fortælling medføre lettelse og glæde over at erkende, at der var en god grund til de biologiske
forældres valg, og at man faktisk var elsket og blevet draget omsorg for også før selve adoptionen.
Olga på 9 år har været på rejse til sit oprindelsesland, og selvom det ikke lykkedes hende og
adoptivforældrene at få konkrete svar på de faktuelle spørgsmål om de biologiske forældrene, så
104
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
kan børnehjemmet, som hun var blevet indbragt på som hittebarn, give nogle oplysninger, der gør,
at der falder lidt ro på:
”Inden jeg kom på børnehjemmet, da var det så, at min mor havde lagt mig i en lille
kurv, hvor jeg havde tøj på, og der var mælk ved siden af. (..) Og jeg havde et tæppe på,
og jeg lå bare, så jeg havde det godt og varmt. (..) Jeg bliver glad for at høre, at de (de
biologiske forældre, red.) har tænkt på at give mig lidt mad med i kassen, hvis nu jeg
skulle ligge der i lang tid”
Ida, der er mor til to adopterede piger på henholdsvis 15 og 17 år, og som vi allerede har stiftet
bekendtskab med i kapitel tre, betoner, i lighed med Olga, tiden, der gik forud for adoptionen, idet
hun siger:
”Det er en sorg, at de må af med deres børn. En kæmpe sorg, og de er nødt til bare at
lægge det bag sig. De er jo tvunget til det. (..)Jeg synes, at det gode ved at være ude at se det, det
var, at vi egentlig vidste, at pigerne har haft det rigtig godt i den tid, hvor de ikke har været ved
os.”
Her bliver en del af den positive fortælling også at vide, at de adopterede piger havde haft det
godt, inden de blev adopteret
–
de var blevet passet godt på. At en sådan fortælling, om den
biologiske mors omsorg, har positiv betydning fremkommer også i interviewet med Line. Line er en
af vores unge voksne, og hun fortæller følgende om sin biologiske mors valg af adoption:
”Hun kom og ammede mig”, ”hun havde bedt sin far om at komme, fordi hun gerne ville
spørge om tilladelse til at beholde mig, men det kunne hun ikke få lov til” ”at vide, at hun
egentlig havde tigget og bedt sin far om lov til a beholde mig. Det kom også til at betyde
noget, altså at det ikke var noget med, at jeg vil slet ikke have noget med dig at gøre”
For Line bliver det vigtigt, at hendes mor udviste omsorg for hende som spæd og havde kæmpet for
at få lov til at beholde hende. Denne fortælling fremstilles som betydningsfuld, da den kan være
medvirkende til, at bortadoptionen ikke kommer til at tillægges megen negativ betydning. Carmen,
der i dag er i begyndelsen af 30-erne, understreger ligeledes betydningen af fortællingen om sin
biologiske mors valg af bortadoption.
”
Jeg har ingen ansigt og ingen navne, men jeg har en historie. Og historien den går ud på,
at min biologiske mor skulle giftes (...) I mine papirer står det heller ikke helt tydeligt. Der
står, at hun skulle giftes med en mand, og så blev hun gravid inden brylluppet. Men om det
105
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
var med den mand eller en anden mand, det ved jeg faktisk ikke. Men hun var 18 og skulle
giftes og så blev hun gravid med mig, og der har nok været et spørgsmål om noget ære og
noget skam (…) Så hendes familie gav hende det ultimatum, (…) at hun kunne beholde mig,
og så ville hun blive udstødt af familien, eller hun kunne vælge at bortadoptere mig.”
Fortællingen om, hvorfor den biologiske mor valgte at bortadoptere, tillægges stor betydning.
Denne fortælling fungerer som
en integrerende åbenhed
for Carmen, idet den giver hende en
forklaring på, hvorfor hendes biologiske mor kunne finde på at bortadopterer sin nyfødte datter.
Størstedelen af vores informanter fortæller om oplevelsen af svigt i forbindelse med at blive
bortadopteret, men her er der store forskelle i måden, der fortælles om den biologiske mors fravalg
af barnet på. Nogle giver i den forbindelse udtryk for en følelsesmæssig oplevelse af at være
kasseret, mens andre sætter det ind i en perspektiverende ramme, og oplever det som udtryk for
selvopofrelse og udtryk for, at deres biologiske mor har villet barnet det bedste. Det er væsentligt
med denne fortælling, hvor fokus er på den biologiske mors omsorg for barnet den første tid, og
hvordan selve overleveringen til børnehjemmet kan anskues som omsorg under de givne
omstændigheder. I samtlige interview med børn, unge og voksne er det således en central pointe, at
den fortælling, der fortælles til barnet om dets adoption og dets biologiske ophav har stor betydning.
Det er væsentligt med
faktuel åbenhed
omkring de konkrete aspekter i barnets adoptionshistorie, og
det giver sig selv, at denne historie er lettere at fortælle, hvis man i adoptivfamilien kan støtte sig til
officielle dokumenter fra børnehjemmet, fotos fra den første tid på børnehjemmet eventuelt
beretninger via kontakt til omsorgspersoner, der har taget sig af barnet og fotos fra adoptanternes
rejse til landet, hvis de selv rejste afsted for at hente barnet. Hertil kommer også den måde
adoptanterne håndterer og viderebringer disse oplysninger til barnet på, hvor doseringen af
oplysninger og måden der fortælles på må tilpasses det konkrete barn, dets alder, modenhed samt
nysgerrighed og lyst til at vide. Samtidig med det, er det vigtigt, at forældrene skaber rum og plads
for barnets spørgsmål og forholder sig med en
følelsesmæssige åbenhed
. Det er med andre ord
forældrenes ansvar, at der skabes rum for at tale om barnets adoptionshistorie, og det på en
hensigtsmæssig måde, som giver barnet ro og en oplevelse af at være elsket, værdsat og draget
omsorg for, fremfor fravalgt og svigtet. Et sådant samspil mellem den faktuelle åbenhed og den
følelsesmæssige åbenhed er udtryk for en
integrerende åbenhed,
der netop skaber gode betingelser
for en positiv dobbelt-identitet. Udover dette samspil mellem
faktuel
og
følelsesmæssig åbenhed,
er
106
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
det værd at fremhæve den stærke fortælling med vægt på måden der fortælles som udtryk for
den
integrerende åbenhed.
Den stærke integrerende fortælling
Mange af de unge, vi har talt med, har været afsted på rejse til deres oprindelsesland med deres
adoptanter. For mange er det ensbetydende med en indsigt i, at folk er meget fattige i deres
oprindelsesland, hvilket kan være medvirkende til, at de priser sig lykkelige over at være blevet
adopteret. Denne indsigt er ligeledes befordrende for skabelsen af en positiv dobbelt-identitet, når
man som Joel eksempelvis ser på sig selv som utrolig heldig. Joel, på 15 år, har for nogle år siden
været på en tre-ugers rejse til sit oprindelsesland med sin familie, og dette var en øjenåbner for ham.
Han fortæller, at det var en omvæltning at opleve oprindelseslandet:
”
Det er fire år siden, godt og vel. Min lillebror har jo selvfølgelig ikke været så gammel
alligevel, men man kan godt mærke på ham, at det også har givet ham et indblik i, hvordan
det kunne have været, hvis vi ikke havde fået den fantastiske mulighed at blive adopteret.
Inger:
”Du
siger fantastiske mulighed?”
”
Ja, det vælger jeg at gøre, fordi det er en mulighed, som ikke alle børn får. Dem der så gør,
blandt andet mig selv, det er nok ikke noget, man tænker så meget over, men det er jo
selvfølgelig noget, man skal være evigt taknemmelig for. For det første, at man er så heldig
at komme til Danmark, et land hvor du har rigtigt mange muligheder, og der er næsten
ingen grænser for, hvad du kan opnå, i forhold til hvis man var født og opvokset i Afrika.”
Udover at Joel føler sig meget heldig, oplever han heller ikke det store behov for at opsøge sin
biologiske mor. Hans biologiske mor har frabedt sig kontakt, og det har Joel det ok med. Det giver
ham ikke en følelse af svigt, da han opfatter bortadoptionen som udtryk for, at hun ville ham det
godt og elskede ham. Han fortæller blandt andet følgende:
”Vi var dernede for nogle år siden, og jeg mener, at min mor spurgte, om der nogensinde
blev mulighed for, at Emil og jeg kunne få de oplysninger, hvis vi ville. Og sådan, som jeg
forstod på det hele, så var det vidst et rimelig klart nej. At det er nogle oplysninger, de gerne
vil holde private, hvis forældrene har bedt om det, og hvis de ikke vil opsøges af børnene.
107
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Inger:
”
Okay. Så det I har fået at vide af børnehjemmet, det er, at det er forældrene, der har
sagt, eller muligvis kun
moren, din biologiske mor, der har sagt, at hun vil ikke opsøges.”
”Ja.”
Inger:
”Ja okay. Hvordan har du det så med det? ”
”Jamen altså jeg har det egentlig fint nok med det. Det er også et spørgsmål, jeg har fået
stillet meget, hvad jeg ville gøre, hvis jeg nogensinde fik mulighed for at se mine biologiske
forældre. Og jeg ved egentlig ikke rigtigt, hvad jeg ville gøre, fordi jeg ved ikke, hvad jeg
skulle snakke med dem om. Jeg har jo ikke rigtigt noget tilfælles med dem mere, og vi ville
jo heller ikke rigtigt kunnet kommunikere sammen. Så på den måde ser jeg ikke den stor
fordel i at have mødt dem udover at vide, hvor man kommer fra og hvem, man kommer fra.
Så på den måde ser jeg ingen fordele i det. I hvert fald ikke for mit vedkommende. Der er
sikker
t andre, der har andre grunde til gerne at ville finde sine biologiske forældre. ”
Inger:
”Hvad tænker du om din biologiske mor? Jeg er med på, at du har jo overhovedet
ikke nogen erindring om hende, fordi du blev jo adopteret da du var 5 måneder. Men hvad
er dine tanker, hvis du har tænkt på hende?”
”Jeg tænker da et eller andet sted, at hun, som enhver mor, har villet det bedste for sit barn
og derfor sikkert har vidst et eller andet sted, at hun ikke har haft de muligheder, det
krævede at have et barn, og derfor valgte at give sit barn på for adoption. Så jeg tænker, at
hun har gjort det, fordi hun har elsket mig, eller hvad man skal sige, og ikke haft onde
hensigter med det…”
Karakteristisk for interviewet med Joel er denne forståelse for den biologiske mors handlinger, hvor
de sættes ind i et større perspektiv. Joel vurderer nøgternt sine livschancer som bortadopteret i
forhold til, hvordan han forestiller sig det ville have været, hvis han var opvokset hos sin biologiske
mor i Afrika. Som sådan kan Joels fortælling anskues som en stærk fortælling, da han er i stand til
at inddrage et samfundsmæssigt perspektiv og anskue sin danske opvækst i lyset af sine livschancer
som fattig dreng i Afrika. Nadja, der er blevet adopteret som spæd, og hvis fortælling indgår i
kapitel tre, oplever heller ikke adoptionen som et følelsesmæssigt svigt. Ligeledes oplever hun
heller ikke det, som hun ellers beskriver som adoptivforældrenes manglende interesse for hendes
108
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
adoptionshistorie som et svigt. Når Nadja fortæller om sine forældres manglende interesse for, hvad
der var gået forud for selve adoptionen, ser hun det i forhold til, hvordan man almindeligvis
forholdte sig til adoption i Danmark på daværende tidspunkt. Det var ikke almindeligt, at man
tillagde denne del, så stor vægt. Nadjas fortælling resulterer derfor ikke i, at nogen pålægges skyld
(som vi har set det i andre fortællinger om adoption), og hun udviser refleksiv forståelse for hendes
adoptivforældres manglende interesse for hendes adoptionshistorie. En sådan refleksive distance og
samfundsperspektiv i forhold til den biologiske mors valg af bortadoption er en væsentlig
ingrediens i stærke fortællinger, som adoptivforældre kan skabe i samspil med børnene.
Størstedelen af de børn, unge og voksne vi har talt med forklarer, undskylder og perspektivere
således den biologiske mors valg, som vi så det ovenfor. At fortælle på denne måde om det
biologiske ophavs valg af bortadoption indgår som en central del af den integrerende åbenhed og
”best practice”, idet denne fortælling
fungerer understøttende for en positiv identitetsskabelse. Hvis
det er muligt at skabe en sådan perspektivering er denne således væsentlig for barnet for, at
oplevelsen af svigt ikke kommer til at fylde for meget og resulterer i en oplevelse af at
”være
kasseret” og forkert. Udover fortællingens betydning for barnets skabelse af en positiv dobbelt-
identitet er det også værd at fremhæve betydningen af
den symbolske åbenhed
i form af positive
markeringer af barnets oprindelse. Det kan fx være ved at
holde ”komme-dag”, ved at indrette sig
med ting fra oprindelseslandet eller ved, at barnet bibeholder sit oprindelige navn, eller dele heraf
sammen med et (evt. efternavn), der indikerer identitet som dansker og tilhør til adoptivfamilien.
Den integrerende åbenhed og skabelse af en positiv dobbelt-identitet
Til forskel fra mange af de internationalt adopterede har Lila valgt at bibeholde sit oprindelige navn,
hvilket jo i udgangspunktet er adoptivforældrenes initiativ. Denne beslutning kan ses som en af de
måder, hendes adoptivforældre agerer med en
integrerende åbenhed
i forhold til datterens adoption.
I denne forbindelse nævner Lila også, hvordan hendes forældre holder ”komme-dag” for hende og
hendes søskende, og i hendes fortælling kommer fastholdelsen af hendes oprindelige navn og
ceremonien med at fejre ”komme-dag” til at
fremstå som
symbolsk åbenhed
og to centrale
understregninger af Lilas dobbelt-identitet. I Lilas fremstilling kan disse to markeringer aflæses som
udtryk for en positiv værditilskrivelse af hendes oprindelsesland. Disse to markeringer ser vi som
udtryk for en
integrerende åbenhed
forstået som et udtryk for de bestræbelser, der tillægger
109
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
oprindelseslandet en positiv værdi. Lila bruger stort set kun sit oprindelige navn og for hende bliver
navnet en måde at inddrage og markere sin oprindelse og således en måde at praktisere en
integrerende åbenhed.
Lila kæder egen stolthed over sin oprindelse sammen med (egen og
adoptivforældrenes) åbenhed, idet hun siger:
”… det er mit (..) (oprindelige,
red.) navn og sådan er
det, og det står jeg virkelig ved 100%. Jamen, jeg tror virkelig, at det er et spørgsmål om, at man
skal være meget åben om det og kunne acceptere det, at man er anderledes.”
I Lilas fortælling er
det tydeligt, hvordan hun oplever det identitetsopbyggende for en positiv dobbelt-identitet at
bibeholde sit oprindelige navn
–
men det er ikke kun i hendes fortælling vi ser det. Det fortæller
flere af vores børne- og ungeinformanter om. Vi vil derfor understrege den positive betydning, som
fastholdelse af det oprindelige navn, kan have for det adopterede barn
–
netop som en del af
den
integrerende åbenhed,
adoptanterne kan udvise i forhold til barnets dobbelt-identitet.
Den disintegrerende åbenhed via en negativ fortælling om biologisk ophav
Ligesom for de adopterede børn, der indgik i ovenstående afsnit vedrørende fortællingens
betydning, forekommer det væsentligt for Tine at kende til sin biologiske mors historie og grund til
at bortadoptere. Tine, der er internationalt adopteret, fortæller i dag som voksen, hvor vigtigt det er
at kende til sin biologiske mors begrundelse for at bortadoptere og have indsigt hendes historie. Hun
synes, det er vigtigt at vide at hendes biologiske mor: ”har
været et ordentligt menneske”,
som hun
udtrykker det, og siger videre:
”Altså dels har jeg skullet vokse op med, at hun var mindre værd på en eller anden måde,
og jeg tænker, at det mindreværd, som jeg ligesom skulle være kommet af, det føler jeg, at
jeg har fået lov at slæbe med mig resten af mit liv (…
) At hun var ligeglad, og at hun var
kold og kynisk eller bare en ganske almindelig tøjte, der tilfældigvis bare fik børn, som hun
så ikke gad at have. Det ved vi jo heldigvis i dag, at sådan er det ikke. Eller sådan var det
ikke. Men det er alligevel den opvækst og det, jeg har haft med i alle de år, hvor jeg ligesom
skulle vokse op og forme mit liv og den måde, jeg ligesom er blevet på, hvor jeg tænker, at
hold kæft, hvor har jeg skullet slæbe det med mig altid. Og jeg er lidt bange for, at hvis vi
identificerer os med et menneske, som har været et dårligt menneske, så er jeg bange for, at
vi tager det med. Altså det mindreværd, det får simpelthen lov at blive hængende hele livet
–
og man skal slås med det.”
110
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
For Tine er det rigtig vigtigt at kende til ”den rigtige historie” og særligt, når den –
som i hendes
tilfælde
–
er en positiv historie om, at hendes mor interesserede sig for sine børn og ønskede, at de
fik den bedst mulige opvækst. Det er imidlertid ikke den fortælling, Tine blev præsenteret for som
barn. Her har adoptivmoderen ikke fremstillet Tines biologiske mor i et positivt lys men tværtimod
fremstillet hende som ”en ganske almindelig tøjte”. Denne negative fremstilling af Tines biologiske
ophav, oplever Tine har smittet af på hende, så den ”manglende
ordentlighed”
og skammen ikke
kun gjaldt hendes biologiske mor men også gjaldt Tine. Denne fremstilling af Tines biologiske
ophav har fungeret som en disintegrerende åbenhed, der har spændt ben for Tines positive identitet
som adopteret. Og det har præget hende både som barn og voksen, idet hun har indoptaget det
mindreværd og den skam, som hun oplevede var knyttet til hendes biologiske mor. I det følgende
skal vi se på andre eksempler på
disintegrerende åbenhed,
idet vi vender tilbage til Lila og skal høre
om, hvordan omgivelserne kan have fokus på, hvordan hun som internationalt adopteret skiller sig
ud fra majoriteten. Nedenstående er eksempler på, hvordan dette virker disintegrerende i forhold til
skabelse af en positiv dobbelt-identitet.
Den disintegrerende åbenhed via fokus på forskellighed
Lila fortæller, at hun altid har følt sig hjemme i Danmark og knyttet til sin familie. Hun er glad for
sine søskende, hvor nogle også er adopteret og andre er adoptivforældrenes biologiske børn. Hvor,
de er adopteret fra, eller om de er adopterede eller biologiske børn af familien, tillægges ikke
betydning. Det er ikke vigtigt for Lila at kunne spejle sig i sine adopterede søskende og snakke om
at være adopteret, for det er ikke noget, ”der fylder” i hendes identitetsskabelse.
På spørgsmålet:
”Hvad synes du om det, at du har en søster, der også kommer fra samme land som dig? Har det
betydning eller?”
svarer Lila:
”
Jamen det ved jeg faktisk ikke, om det har. Jeg vil sige, at det kan godt være, det har, fordi
så er man ikke alene, når man har været mindre og sådan. Men nu, som sagt, så ser vi jo
alle sammen hinanden som søskende. Vi elsker jo hinanden ubetinget. Så om han havde
været ikke-adopteret eller adopteret fra et helt tredje land, så tror jeg, det havde været den
samme kærlighed, jeg havde oplevet for mine søskende. Den samme gensidige kærlighed, vi
havde givet hinanden.
Inger:
Ja. Så det er rart at have en søster?
111
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
”
Ja, det er rart at have en søster, men jeg tænker, det er lige så rart at have en anden
søskende eller et eller andet.
Inger:
Ja. Så det du siger, det er, at om hun så var kommet fra Kina eller Korea, det er ikke
afgørende?
Nej, jeg kan ikke forestille mig, at det havde gjort nogen forskel. Nej, det tror jeg ikke, der
havde været.
Inger:
Og hvad med din lillebror der? Det, som jeg bliver nysgerrig efter. Det er jo det her
med, at I er fem børn og de tre af jer, I er adopteret, og så er der to, som er biologiske. Er
det noget, du tænker over?
”Nej.
Aldrig.”
Til forskel fra mange andre adopterede børn og unge, vi har talt med, der betoner betydningen af en
søskende, der er adopteret, tillægger Lila det ikke nogen betydning. Hun fortæller, at hun er glad for
at have søskende, og at hun ikke har så meget fokus på at være anderledes i forhold til
majoritetsetniske danskere. Gennem interviewet forsøger hun således at skabe sin identitet
uafhængig af og uden fokus på det at være adopteret. Lila bliver her udfordret af Inger,
intervieweren, der i kraft af rammen for interviewet hele tiden sætter fokus på adoption og igen og
igen vender tilbage til det særlige ved at være adopteret. Interviewer kommer også til at omtale
Lilas adoptivforældre som netop
adoptivforældre,
hvilket her fungerer som en
disintegrerende
åbenhed,
der strider mod Lilas bestræbelse på sin skabelse af tilhørsforhold, der ikke er baseret på
biologi og blodets bånd men fælles opvækst. Lila er derfor også hurtig til at få sagt fra overfor
interviewerens fejlagtige brug af slægt-betegnelser i forhold til hendes skabelse af identitet og
tilhørsforhold, hvorved hun også får illustreret, hvor let en sådan disintegrerende dynamik kan
etableres:
”… jeg har egentlig ikke lyst til, at fokus skal ligge der. Også den der med: ’Er du
adopteret?’ ’Ja, det er jeg’. Men det er altså, sådan det er. Nu
lagde jeg mærke til, at du
kalder det mine adoptivforældre, hvor jeg aldrig nogensinde ser dem som adoptivforældre.
Altså, det er mine forældre. Der er mange, der er sådan: ’Nå, men skal du ned at finde dine
ægte og rigtige forældre?’ Hvor jeg har det såda
n lidt, at det er ikke mine forældre. Det er
112
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
dem, der har født mig på en eller anden måde, men det er jo mine forældre herhjemme, der
er mine rigtige forældre.”
I andre interview med børn, unge og voksne har det omvendt været vigtigt netop at omtale
adoptivforældrene som adoptivforældre og biologiske forældre som blot forældre, da det er disse
betegnelser, der spejler de adopteredes følelser og forståelser. Der altså ikke én rigtig måde at
omtale adoptivforældre og biologiske forældre på. Denne er tværtimod afhængig af det adopterede
barns særlige historie, opvækst, erfaringer og skabelse af identitet som adopteret. For at praktisere
den integrerende åbenhed
må man derfor lytte efter den adopteredes fortælling og bruge
betegnelser, der ikke er i strid med den pågældendes identitetsskabelse. At der netop ikke er en
standardmodel for sprogbrug på dette område er en god illustration af, hvordan
den integrerende
åbenhed
netop skal tilpasses den enkelte adopterede. Gennem interviewet kæmper Lila således en
kamp for
en identitet som ”helt almindelig” og som ”ikke- anderledes”, og dette er en kamp, som
hun på forskellige vis også kæmper til daglig i kraft af omgivelsernes reaktioner på hendes
udseende, hvor hun som mørk i huden og med mørkt hår i forskellige sammenhænge bliver
konfronteret med ikke at stamme fra Danmark. For eksempel oplever hun, at mange kommenterer
på, at hendes søster har samme oprindelsesland som hende ved at sige, at de ligner hinanden. Men
det gør de slet ikke, fortæller Lila, udover at de altså begge to er fra samme oprindelsesland og
derfor er mørkhårede og mørke i huden. Hun siger:
”Vi har mange venner og bekendte, hvor vi så fortæller, at vi er søskende: ’Jamen I ligner
også hinanden’. Hvor vi er sådan: ’Nej, det gør vi ikke’. Men så er det l
idt som om, at folk
tror, de skal sige det, som sådan ren refleks. Nå, så kommer I jo fra (
…
) (oprindelseslandet,
red.) begge to, så ligner I jo også hinanden. Men det er meget tydeligt, at det gør vi ikke.”
Lila tager her afstand fra omgivelsernes syn på hende og hendes søskende, som nogle, der lignende
hinanden. Omgivelsernes, sikkert velmente og uskyldige, bemærkninger kommer her til at fungere
som
en disintegrerende åbenhed,
der strider mod Lilas skabelse af en positiv dobbelt-identitet. Lila
ønsker i stedet fokus på egen individualitet og særegenhed, som almindeligvis er i fokus, når der ses
ligheder mellem søskende, og ikke på så overordnede fællestræk som sort hår og mørk hud, som
store befolkningsgrupper har til fælles.
”Jeg tænker, at folk mener de
t udseendemæssigt. Det kan godt være, vi ligner hinanden
sådan på det indre med, hvordan vi opfører os, og hvordan vi gør forskellige ting, det kunne
113
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
man godt ligne sin søster, men det kan man så sige, at det gør vi heller ikke. Vi er meget
forskellige. (..) sådan kan man jo godt sige, at et familiemedlem ligner det andet, men jeg
tænker, at det har ikke været det, folk har ment, når de siger: ’Du ligner også din søster’.
De mener, at det er, fordi vi ser ens ud.”
Idet der i denne sammenstilling kun er blik for pigernes fælles oprindelsesland overses deres
individuelle forskellighed, hvorfor sådanne bemærkninger om Lilas udseende fungerer som en
disintegrerende åbenhed
i forhold til hendes identitetsskabelse. Eksemplet tydeliggør også, at
bemærkninger og udvekslinger med omgivelserne om identifikation, som for andre ikke-adopterede
for det meste er understøttende for egen identitetsskabelse, omvendt bliver disintegrerende for Lila.
Når Lila nævner dette eksempel, ser vi det som endnu et udtryk for, hvordan hun netop kæmper for
en identitetsskabelse som ”ikke anderledes”, hvor en
integrerende åbenhed
skal understøtte denne
identitetsskabelse. At tillægge oprindelseslandet så stor en betydning i forståelse af hendes identitet
svarer ikke til hendes eget selvbillede, hvor hverken oprindelsesland eller det at være adopteret
tillægges særlig vægt
–
samtidig med, at hun er stolt af sin oprindelse. Hun forklarer desuden, at
hun synes, hendes adoptivforældre har forholdt sig godt til
åbenhed: ”…
det er aldrig noget, vi har
lagt skjul på hjemme ved mig”,
hvor hun kæder forældrenes åbenhed sammen med sin egen trivsel
og følelse af tilhørsforhold og tilknytning både til egen familie og til Danmark.
Drillerier og hverdagsracisme
–
disintegrerende åbenhed i mødet med omgivelserne
Lila fortæller således på mange forskellige måder om at være en ”helt almindelig ung dansker” fra
en ”helt almindelig dansk familie”. Alligevel har der været oplevelser igennem opvæksten, som har
udfordret og skubbet til hendes oplevelse af tilhørsforhold og identitetsskabelse som almindelig
dansker. Disse oplevelser omfatter forskellige episoder med drillerier som barn og bemærkninger
fra venner og bekendte samt diskriminering og hverdagsracisme. Lila fortæller om drillerier tilbage
fra børnehaven og folkeskolen:
”Jeg kan også huske, da jeg var lille, så nede i børnehaven blev der spurgt, hvor man var
brun, og hvorfor de er hvide, og vi er brune. Der med farveforskellen på os. Det var der
også mange af os, men det har jo været børn. Ikke fordi jeg er blevet mobbet, men det har
været punkter, hvor folk har tænkt, at så kan vi bare såre Lila ved at sige: ”Du er også sort”
eller ”Du er heller ikke dansker” eller sådan nogle ting. (…) Så var det det, man sagde, hvis
man skulle irritere mig.”
114
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Lila vurderer, at hun som barn har følt sig mere udsat end andre børn i kraft af, at hun skiller sig ud
med hensyn til udseende:
”Jeg tror, jeg har følt, at jeg har været hende den forkerte i forhold til,
når der har været sådan nogle situationer.”
For Lila fik disse bemærkninger hende således til at
føle, at hun altid havde dette stigma, som andre børn lige kunne stikke til. Disse drillerier er
eksempler på
den disintegrerende åbenhed
, idet bemærkningerne er udtryk for en åbenhed og
opmærksomhed på Lilas oprindelsesland, men på negativ vis, hvorfor den bliver til gene for Lilas
skabelse af en positiv dobbelt-identitet. Hun fortæller om en konkret episode med en
klassekammerat:
”… det var endda en gymnasieveninde, hvor vi havde været lidt uvenner over lidt længere
tid, hvor vi skændes rigtig meget. Så har vi en idrætstime, hvor vi spiller dødbold, og jeg kan
huske, at jeg synes hun var så irriterende. Så råbte hun til mig, at jeg kastede som en abe.
(…) Den skulle jo ramme mig, bare fordi jeg var mørk, og det vidste j
eg jo udmærket godt.
Og der kan jeg huske, at jeg blev rigtig, rigtig sur og ked af det.”
Gennemgående bryder Lila sig ikke om, når andre forsøger at komme med morsomme
bemærkninger eller
”kommentere hudfarve, eller at man er adopteret”.
Det kan også være
bemærkninger som for eksempel:
”Du har da vist taget for meget sol”
eller ”
pas på du ikke bider
dig i fingeren”,
hvis Lila spiser chokolade. Hun synes ikke, disse kommentarer er morsomme:
”Jeg
griner sådan lidt af det, men jeg synes sådan dybest set ikke,
at det er særligt sjovt.”
Når hun hæfter
sig ved sådanne bemærkninger, er det sikkert fordi, de sætter hende på overarbejde med skabelse af
en positiv dobbelt-identitet. Bemærkningerne tydeliggør, at hun skiller sig ud og fungerer herved
som disintegrerende, idet de udfordrer hendes kamp for at skabe sin identitet som ikke-anderledes.
Lila tematiserer ikke selv disse bemærkninger som racisme, men føler spontant ubehag. Dette
gælder også en dag i et supermarked, hvor Lila bliver diskrimineret i kraft af sit udseende. Hun
fortæller:
”… jeg skulle ned at købe en pakke smør, (…) og så går der en alarm i gang i Brugsen. Og
så står der en ældre dame og vender sig om og siger: ’At jeg skulle ikke tro, at jeg kunne
komme her og stjæle’ (…) Hun overfusede mig ba
re med alt muligt om, at det var os sorte,
der kom til landet, og vi stjal, og vi skulle bare flytte hjem igen. Hvor jeg tror, at jeg ender
med at sige til hende efter noget tid, at jeg er adopteret, og jeg har boet i Danmark hele mit
liv. (…)
Det er nok n
oget af det værste jeg har oplevet.”
115
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
At skille sig ud i kraft af hud- og hårfarve i sit samspil med omgivelserne, hvor de konstant blive
mindet om, at de er anderledes, virker forstyrrende for de adopteredes sociale integration og
positive identitetsskabelse. Drillerier og bemærkninger med fokus på hudfarve minder Lila
–
såvel
som andre adopterede - om, at de skiller sig ud med hensyn til udseende, og er hermed en evig
påmindelse, der virker lige fra forstyrrende til direkte ødelæggende for skabelse af en positiv
dobbelt-identitet. Eksemplet i supermarkedet er et mere ekstremt udtryk for omgivelsernes
disintegrerende åbenhed
, idet Lila her stemples i kraft af sit udseende via den ældre dames
racistiske stereotypificeringer.
Integrerende åbenhed via kontakt til biologiske forældre eller børnehjem
Den integrerende åbenhed kan også være i form af kontakt til biologiske forældre eller familie.
Lotte, som er en af vores unge voksne, som vi stiftede bekendtskab med allerede i kapitel 2,
fortæller, at hun som barn og ung har gjort sig mange tanker om det med at være adopteret, og
hvem og hvad, hun egentlig kom fra. Her gav besøget på børnehjemmet hende en ro, og dette besøg
fungerede som en integrerende åbenhed:
”Og der kom nogle tanker omkring det, men jeg tror
egentlig, at da de (adoptivforældrene)
fulgte mit ønske, og vi tog rundt og opsøgte noget information og så videre. Det var egentlig
så stærk en oplevelse at være nede på børnehjemmet med mere, at jeg blev mættet der. Det
var i hvert fald nok på daværende
tidspunkt, og har egentlig været det siden.”
For de voksne, der har etableret kontakt eller fået viden om deres biologiske ophav, eventuelt
forholdsvis sent i livet, har dette også fungeret som en
integrerende åbenhed,
der har resulteret i
identitetsmæssig ro. Selvom Jane i kapitel fire fortæller, at hendes adoptionsfortælling var et chok
for hende, fordi hun ikke havde vidst, at hun var adopteret, står dette chok alligevel i et positivt lys.
Jane har oplevet det som en
integrerende åbenhed
og positivt i forhold til at egen identitetsskabelse,
hvilket hun formulerer som, at
”få brikkerne til at falde på plads”.
Det samme gør sig gældende for
Torben, der er i starten af halvtredserne. Han fortæller ligeledes om, hvordan det har givet ham ro,
da han i staten af 20-erne mødte sin biologiske mor. Der har altid været
faktuel åbenhed
om, at
Torben og hans søster er adopteret, og det har givet sig selv i kraft af, at han har haft en anden
hudfarve end adoptivforældrene. Derudover har Torben og hans søster altid:
”f
ået de svar, som
vores forældre kunne give os ud fra det
kendskab de havde (…) Så jeg har altid fået de svar, jeg har
116
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
ønsket at få, og det jeg ikke har fået som barn, har jeg så fundet ud af senere som voksen.”
Torben
mener ikke, det er muligt at komme uden om, at det at være adopteret er forbundet med svigt, og
der er brug for, at dette svigt bearbejdes. Han er imod
relationel åbenhed
i form af kontakt til
biologisk ophav i barndommen, da han mener, at det kan resultere i en splittelse i forhold til
adoptivfamilien:
” … for så har du lige pludselig to familier, der skal fortælle dig, hvad du skal gøre og ikke
gøre, og hvor skal dine tilhørsforhold så være? Jeg tror, at det er vigtigt, at man, udover det
svigt man har fået ved at være bortadopteret, så også har muligheden for få den ro og
stabilitet, der er i kun at have én familie som kernen.”
Hermed taler Torben sig ind i den diskurs, der var den dominerende, da han blev adopteret
–
men
det er ikke entydigt. Således fortæller han om betydningen af kontakten til sin biologiske familie
som både disintegrerende og integrerende. Han opsøgte selv sin biologiske mor, da han var i starten
af 20-erne for at få svar på en række spørgsmål med henblik på en større ro i forhold til
identitetsspørgsmål.
”Jeg var 22, da
jeg mødte min biologiske mor (..), og jeg fandt hendes faktisk via de
papirer, jeg fik fra min adoptivfamilie. Da jeg blev 18 år, fik jeg udleveret alle mine papirer,
hvad de havde af adoptionspapir på mig, og da der var gået nogle år sad jeg en dag og
tænkte, at det kunne være meget sjovt at se de papirer igen og så fandt jeg faktisk en adresse
i (..) (oprindelseslandet, red.) som viste sig, at hun stadigvæk boede på, og så blev kontakten
skabt, og så var jeg var nede at besøge hende. Det var en mærkelig oplevelse sådan lidt
surrealistisk på en eller anden måde, fordi man sad sammen med en kvinde, som man vidste,
var årsagen til, at man levede, men havde alligevel ikke noget følelsesmæssigt forhold til
hende.”
En stor del af de voksne, vi har interviewet, har, efter de er blevet voksne, opsøgt og besøgt deres
biologiske ophav, hvis det har været muligt. Torben forklarer:
”Jeg altid har været nysgerrig. Jeg har også altid været nysgerrig for at se, hvad det var for
en familie, der havde givet mig væk, og jeg tror nok også, at man på et eller andet tidspunkt,
i hvert fald i min barndom og i min ungdom, havde en forestilling om, det har jeg for øvrigt
også hørt fra andre adopterede, at den der familie, som havde givet en væk, havde klaret sig
meget godt, og nu var det en familie med masser af penge, og de havde det godt. Der var en
117
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
masse forestillinger, som man egentlig skulle have prikket hul på og fundet ud af: Jamen,
holder det, eller holder det ikke.”
Torben fortæller, således hvordan han i sin barndom og ungdom kunne have fantasier og drømme
om sit biologiske ophav. Via besøg og kontakt til sin biologiske mor fik han svar på nogle
spørgsmål. Han fik en forklaring på, hvorfor han var blevet bortadopteret, og det ”gav
noget ro”.
Som sådan fungerede besøget og kontakten til den biologiske mor overvejende som en
integrerende
åbenhed
for Torben. Samtidig havde denne
relationelle åbenhed
også karakter af
disintegrerende
åbenhed,
idet Torben oplevede en fremmedgjorthed i relationen til sin biologiske mor, der ikke var
fremmende for hans skabelse af en positiv dobbelt-identitet. Den bliver til gengæld fremmende for
hans oplevelse af tilhør til adoptivfamilien. Torben havde nemlig ikke på noget tidspunkt en
oplevelse af, at hans biologiske mor var følelsesmæssigt engageret i mødet med ham, og hun
udviste heller ikke nogen synderlig interesse i relationen. Han fortæller, at hun var ufaglært og
”sprælsk”:
”Hun var i hvert fald en, der levede livet og var tit i byen. Hvorvidt hun levede af at være
sammen med mænd, det har jeg aldrig rigtig fået bekræftet, men der var i hvert fald ikke
nogen tvivl om, at der var en rimelig stor gennemgang i hendes hjem af mænd.”
Dette resulterede i, at hun fik seks børn med forskellige fædre. Torben mener ikke, at hun på noget
tidspunkt forholdte sig til, hvad adoptioner betød for hendes børn. Han siger videre:
”Jeg tror
faktisk, at hendes liv, det drejede sig mere om hende selv, end det drejede sig om så meget andet.”
Med denne viden og indsigt, står det klart for ham, at hans familie er den adoptivfamilie, hvor han
er vokset op, og som han hele sit liv har oplevet som sin familie. Mødet med hans biologiske mor
var også medvirkende til, at han blev meget afklaret med, at han absolut ville foretrække den
opvækst, han havde haft i forhold til den opvækst, han kunne have fået med sin biologiske mor. Det
var alt sammen medvirkende til at give ham en ro:
”Jeg har dækket mine behov for den biologiske
familie. Min familie er her i Danmark, og det er der, jeg føler mig hjemme”,
forklarer Torben.
Kontakten betød, at der blev lagt låg på fantasier og drømmeforestillinger, og han fik fæstnet sin
oplevelse af tilhørsforhold og tilknytning til sine adoptivforældre.
118
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Integrerende åbenhed via kontakt til oprindelsesland
Helt anderledes forholder det sig for Vagn, der på mange måder har prioriteret kontakten til sit
biologiske ophav og sit oprindelsesland. Også for ham, betød denne kontakt en identitetsmæssig
afklaring, men til forskel fra Torben, oplevede Vagn kontakten til sin biologiske mor og rejser til
oprindelseslandet som at komme hjem. Vagn besøger nu sin biologiske mor regelmæssigt, og han
tillægger kontakten stor betydning for dem begge:
”Jeg tror egentlig også, at hun oplever en vis, måske ret stor, samhørighed. Også sådan i
forhold til, hvordan hendes relationer i øvrigt er. Hun har ikke så mange relationer, så jeg
tror egentlig, at jeg har en ret stor plads i hendes liv. Jeg tror egentlig også gerne, at hun vil
have, at hun skal have en endnu større plads, men det er også lidt svært. Vi har må ske også
lidt de samme problemer. Det er nok sådan lidt en fælles personlighed det der. Der er
egentlig mange ting, vi gerne vil, men vi får det ikke rigtig gjort. Vi får ikke rigtig taget
initiativ. Hun skulle være meget velkommen til at tage mere initiativ. Det gør hun ikke så
meget, og jeg er sikker på, at hun sidder og tænker nøjagtig det samme. At jeg skulle være
meget velkommen til at tage mere initiativ.”
I Vagns tilfælde er det imidlertid ikke primært samværet med sin biologiske mor, der afstedkommer
oplevelsen af at være kommet hjem, men måske næsten i lige så høj grad, selve oprindelseslandet,
dets kultur, natur og det som Vagn betragter som befolkningens mentalitet. Vagn giver desuden
udtryk for et ønske om kontakt med sin biologiske morbror, men det er hans biologiske mor ikke
lige med på:
”Hun har en bror, som stadigvæk lever, som jeg rigtig godt kunne tænke mig at møde, men
det kan jeg ikke få lov til. Det kan være, hvis omstændighederne bliver anderledes på et
tidspunkt, at det så kan lade s
ig gøre. (…) Enten at hun får mod til det, eller jamen det kan
være, at jeg på andre måder kan finde ud af, hvem han er. Jeg vil jo selvfølgelig heller ikke
ødelægge noget for hende. Det er jo svært. Men jeg ved, at han ligner mig rigtig meget. Han
har lignende uddannelse. Han kører i den samme bil. Han har den slags sauna, som jeg
gerne vil bygge (..). Det er helt mærkeligt.”
Det kan således også være fra den biologiske families side, at der er lukkethed, der forhindrer, at der
kan etableres en kontakt til andre biologiske slægtninge til trods for åbenhed fra adoptivfamiliens
side og adoptivbarnets store ønske om kontakt. Vagn har som voksen, som resultat af sine
erfaringer efter mødet med sin biologiske mor, revideret sit syn på, hvad der er grundlæggende for
119
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
menneskers identitet. I dag tror han, at det, der danner et menneske, er meget sammensat. Han
uddyber:
”Jeg tror ikke, at man kan sige, at de og de ting er den biologiske arv, og de og de ting er
miljø. Jeg tænker (..) at man får en prægning den tid, man ligger i sin mors mave. Det, tror
jeg, også har betydet noget. Det, tror jeg også, har betydet noget for den, jeg er. Jeg føler
mig meget hjemme i (..) (oprindelseslandet, red.). Altså, jeg kan huske i 2006. Det var første
gang, at vi sådan var, havde jeg nær sagt, inde i landet. Vi havde besøgt min mor et par
gange forinden, men der i 2006 var vi oppe i (…) et område sådan 4
-500 kilometer fra
kysten. Da vi kørte derop ad i 2006, der syntes jeg simpelthen: Hold da op nu er jeg kommet
hjem!”
Vagn fortæller, at han synes, at han mentalt og i væremåde ligner befolkningen i sit oprindelsesland
mere, end han ligner majoritetsdanskere, og at han synes, at det er nemmere at begå sig i sit
oprindelsesland end i Danmark.
Opsamling
På grundlag af interviewene med børnene, de unge og de voksne tegner der sig et billede af to
forskellige former for samspil mellem barnet og dets omgivelser, hvor forskellige former for
åbenhed indgår. Det sker i form af dels en positiv dels en negativ udgave. Den positive udgave er en
integrerende åbenhed,
der integrerer flere (eller alle) de forskellige dimensioner af åbenhed i en
samlet livsholdning og praksis.
Den integrerende åbenhed
virker positivt identitetsskabende og
socialt integrerende ved at understøtte ”belonging”, det vil
sige barnets oplevelse af tilhørsforhold
og positive dobbelt-identitet. Her har vi betonet fortællingens betydning og fremhævet betydningen
af
den stærke fortælling,
der sætter adoptionen i relief, f.eks. ved nøgternt at vurdere egne
livschancer i oprindelseslandet i forhold til livschancer i Danmark. Et andet aspekt af den stærke
fortælling er perspektiveringen af det biologiske ophavs valg af bortadoption såvel som
adoptivforældrenes håndteringer af åbenhed. Ved at sætte disse menneskers handlinger ind i et
samfundsmæssigt perspektiv, fremtræder de forståelige, og nogle gange endda nærmest heroiske. I
kapitlet har vi også fremhævet betydningen af
den symbolske åbenhed
for skabelsen af en positiv
dobbelt-identitet.
120
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Omvendt er
den disintegrerende åbenhed
den negative variant og begreb for en situation, hvor de
forskellige typer af åbenhed ikke understøtter hinanden positivt. Vi har i kapitlet set eksempler på
bemærkninger om hudfarve og udseende, drillerier med dette fokus og omgivelsernes racistiske
stereotypificeringer af de adopterede børn. Her virker samspillet negativt og splittende for barnets
identitetsskabelse og sociale integration,
og skaber grobund for ”non-belonging” altså for
manglende tilhørsforhold, for fremmedgørelse og mistrivsel. I kapitlet har vi argumenteret for, at
forældrenes understøttelse af en positiv dobbelt-identitet
kan forstås som ”best practice”. Barnet er
imidlertid ikke kun influeret af samspillet i familien og adoptivforældrenes forståelse og håndtering
af barnets adoption. Barnet indgår i en lang række relationer, der alle har indflydelse på, hvordan
barnet ser sig selv, og hvorvidt det bliver i stand til at skabe en positiv dobbelt-identitet. Derfor må
vi brede perspektivet ud og inddrage nogle af disse forskellige samspil, når vi skal forstå denne
kompleksitet. Hermed nærmere vi os også
et bud på forskellige former for ”best practice”, da
kriteriet for ”best practice” netop er, at denne understøtter
og bidrager til de adopteredes positive
(dobbelt-)identitet. Til sidst i kapitlet har vi peget på, hvordan kontakten til de biologiske forældre,
børnehjem og oprindelsesland
–
også sent i livet
–
kan fungere positivt integrerende for den
adopteredes skabelse af en positiv dobbelt-identitet.
121
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kapitel 9
Juridisk perspektivering
Indledning
Dette kapitel omhandler de juridiske rammer for
”best
practice”. I det foregående kapitel har vi
identificeret
”best
practice” som
integrerende åbenhed,
det vil sige en åbenhed, som befordrer en
positiv dobbelt-identitet. Vi har identificeret
den integrerende åbenhed
som bestående af flere
dimensioner, hvor det har været en pointe, at den positive effekt af åbenhed er afhængig af, at disse
bringes i spil sammen. Således vil effekten af eksempelvis viden om og kontakt til det biologiske
ophav (faktuel
åbenhed
og
relationel åbenhed)
i høj grad afhænge af adoptivforældrenes
følelsesmæssige
og
kulturelle åbenhed.
Selvom man vanskeligt kan lovgive om alle dimensioner af
åbenhed, så er det afgørende at tænke dem alle med i diskussioner og eventuelle ændringer af de
juridiske rammer. Vi har derfor, som afsæt for vores gruppeinterview med de juridiske eksperter,
operationaliseret de forskellige dimensioner af åbenhed, og bedt dem om at forholde sig til alle. Vi
har således bedt dem diskutere de aktuelle juridiske rammer, omfattende såvel national lovgivning
som internationale konventioner, samt behovet for eventuelle ændringer med henblik på at fremme
”best
practice”. Det er deres refleksioner, der danner det primære afsæt for dette kapitel.
Åbenhed i adoption kan defineres som en samlet livspraksis hos først og fremmest
adoptivforældrene, men også de biologiske forældre og barnets omgivelser i øvrigt. Man kan ikke
lovgive på en måde, så man definerer og regulerer livspraksissen i detaljer, men lovgivningen sætter
nogle rammer, der kan fremme og hæmme åbenheden, samt det positive samspil mellem de
forskellige dimensioner. Her er det ikke alene den danske adoptionslovgivning og
Haagerkonventionen der er i spil, men også alle de andre lovgivninger, der regulerer børns og
familiers liv.
Jura tænkes ofte som afspejlende de samfundsmæssige normer og som en måde at sikre, at disse
overholdes. Imidlertid kan de samfundsmæssige normer være karakteriseret ved flertydighed,
konflikter og kampe, hvor juraen indgår som aktør i disse kampe om de samfundsmæssige normer
(Bourdieu 2004). Dette er i høj grad tilfældet på familiefeltet generelt og på adoptionsfeltet mere
122
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
specifikt, hvor forskellige love og konventioner ikke altid trækker i samme retning. Den juridiske
rammesætning kan i kraft af ovennævnte dobbeltfunktion både fungere regulerende gennem direkte
styring
og
i form af
”governmentality”,
det vil sige påvirkning af individernes måde at tænke på og
herigennem påvirkning af deres frie ageren. Den direkte regulering fordrer operationalisering af de
samfundsmæssige normer til klare og entydige regler, samt mulighed for kontrol af, at disse
overholdes, og sanktionsmuligheder i de tilfælde, hvor de ikke gør.
”Governmentality”
fordrer ikke
kontrol og sanktionsmuligheder, men derimod at lovgivningen bliver alment kendt og anerkendt
som meningsfuld, og gerne suppleret af undervisning, rådgivning og vejledning. Man kan
begrebsliggøre disse to former for lovgivningsmæssige styring som henholdsvis
retslig regulering
og
signallovgivning.
Med disse to begreber ønsker vi ikke at signalere, at den ene form for
regulering er mere virkningsfuld (eller rigtig) end den anden, men blot at de mekanismer, de virker
gennem, er forskellige.
I det følgende vil vi gennemgå de forskellige dimensioner af åbenhed med henblik på, hvordan
praktisering af disse er rammesat af det komplekse samspil mellem de forskellige relevante love og
konventioner, samt afsøge hvordan de eventuelt kunne rammesættes mere hensigtsmæssigt. Vi vil
her argumentere for, at nogle aspekter af åbenhed i adoption rammesættes mest hensigtsmæssigt
gennem retslig regulering, mens andre gør det gennem signallovgivning med understøttende
undervisning, rådgivning og vejledning. Selvom det måske er mest logisk at starte med de juridiske
rammer for
relationsåbenhed,
starter vi med de juridiske rammer for faktuel åbenhed, da
den
faktuelle åbenhed
udgør en forudsætning for
relationsåbenhed.
Juridiske rammer for
”best
practice” i relation til faktuel åbenhed
Faktuel åbenhed
handler om viden om barnets adoptionshistorie: Både den helt grundlæggende
viden om,
at
det er adopteret, og viden om de forskellige forhold omkring adoptionen (hvor
gammelt var barnet samt oplysninger om biologisk familie såvel som adoptivfamilie) og tiden før.
Her er et afgørende spørgsmål, hvem der skal have adgang til denne viden.
Vi har identificeret, at
”best
practice” fra et børneperspektiv fordrer størst mulig grad af
faktuel
åbenhed
over for barnet, det vil sige, at barnet optimalt set må have adgang til alle disse
oplysninger, samt at barnet har indflydelse på, hvad andre får at vide.
”Best
practice” er således
123
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
ikke nødvendigvis
fuld faktuel åbenhed
hele vejen rundt til alle andre aktører, men må afstemmes
barnets ønsker og behov. I det følgende vil vi derfor diskutere de juridiske rammer for
”best
practice” i relation til
faktuel åbenhed
ud fra følgende spørgsmål:
1. Barnets adgang til oplysninger om,
at
det er adopteret
2. Barnets adgang til oplysninger om biologisk familie og netværk, herunder oplysninger om
tiden før adoptionen
a. Sikring af, at oplysningerne eksisterer
b. Sikring af barnets adgang til dem
3. Barnet ret til at dosere oplysninger til andre
a. Barnets ret til at dosere oplysninger i forhold til de biologiske forældre
b. Barnets ret til at dosere oplysninger i forhold til omgivelserne, f.eks. skolen
Oplysningen om at barnet er adopteret
findes i sagens natur altid, og er noget både myndigheder og
adoptivforældrene har. Spørgsmålet er her, hvordan man sikrer barnets adgang til denne oplysning,
når dette ikke giver sig selv i kraft af, at barnet tydeligvis har andre etniske rødder end
adoptivforældrene. Umiddelbart synes det mest oplagte at være, at indskrive en forpligtelse af
adoptivforældrene på at oplyse barnet om, at det er adopteret, men her rejser spørgsmålet sig så, om
man skal gøre det med en eller anden frist. F.eks. indskrive at senest, når barnet er fyldt xx år, skal
de have oplyst barnet om adoptionen.
”Best
practice” er her, når barnet har oplevelsen af altid at
have vidst det, og det taler for, at hvis der skal være en aldersgrænse, så skal denne være meget lav.
En aldersgrænse vil være en forudsætning for, at man har mulighed for at kontrollere og eventuelt
sanktionere, men med en aldersgrænse risikerer man samtidig, at signalere, at det er ok at vente til,
barnet nærmer sig dette alderstrin, og derved udgøre en barriere for
”best
practice”. Samtidig
indbefatter en praksis med kontrol og sanktionsmuligheder en mistillidskommunikation i forhold til
adoptivforældrene. Man går ind og regulerer forældre
–
barn forholdet i adoptivfamilier på en måde,
som man hidtil ikke har haft praksis for, andet end hvis vi taler om familier, hvor myndighederne
vurderer, at de ikke varetager deres forældreansvar tilfredsstillende. Vores juridiske eksperter
påpegede derfor, at man hermed enten gør adoptivfamilier særlige i negativ forstand (sender et
mistillidssignal), eller åbner for, at man i det hele taget i større grad regulerer børn
–
forældre
forholdet med henblik på sikring af børns rettigheder og varetagelse af barnets bedste. Man kan
derfor overveje, om
signallovgivning
(hvor man indskriver barnets ret og en forpligtelse af
124
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
adoptivforældrene, men uden kontrol og sanktion), suppleret af undervisning, vejledning og
rådgivning, ikke vil være en bedre tilgang. Vores juridiske eksperter diskuterede endvidere
muligheden for, at myndighederne kunne sende et brev til barnet, når det nåede en vis alder. Dette
ville på én gang sikre, at barnet senest, når det var nået denne alder, fik oplysningen, og samtidig
være en motivationsfaktor for adoptivforældre til ikke at hemmeligholde, at barnet er adopteret. Det
blev italesat, at der herved ville ligger en implicit sanktion i form af afsløring, hvis adoptivforældre
vælger at hemmeligholde oplysningen frem til denne dag. Dette kan tale både for og imod et sådan
tiltag. Det taler for som motivationsfaktor, mens man kan tænke, at sanktionen også rammer barnet,
idet det kan være voldsomt via sådan et brev at få at vide, at man er adopteret,
og
at ens
adoptivforældre har hemmeligholdt dette for en. Som vi har set i nogle af de tidligere kapitler,
anskuer mange af vores informanter dette som et stort tillidsbrud, selvom der også er enkelte børn,
der siger, at det ville være okay, fordi deres adoptivforældre i øvrigt er så gode omsorgsgivere for
dem.
Sikring af, at oplysninger om biologisk familie og netværk, herunder oplysninger om tiden før
adoptionen eksisterer
vedrører i modsætning til ovenstående ikke adoptivforældrenes måde at agere
på, men derimod adoptionsorganisationer og disses samarbejdspartnere. Vi må her skelne mellem
nationale og internationale adoptioner, idet denne sikring i forhold til internationale adoptioner
fordrer internationale samarbejde. Børnekonventionens artikel 13 siger, at barnet har ret til
at søge,
modtage og videregive information
–
men det forudsætter jo netop, at informationen er der. En
måde at sikre det på er ved at forpligte børnehjem og adoptionsmyndigheder på at dokumentere
tiden før adoptionen. En sådan forpligtelse eksisterer allerede delvist via Haagerkonventionen, hvor
centralmyndigheden i oprindelseslandet i artikel 16 forpligtes på, at ”
udarbejde en rapport med
oplysninger om barnets identitet, adopterbarhed, baggrund, sociale miljø, familieforhold,
sygdomshistorie herunder familiens, samt om barnets særlige behov.
”
Der er således et grundlag i
Haagerkonventionen at arbejde videre ud fra, idet man kan tage afsæt i kravet om denne rapport, og
derfra forhandle, hvordan denne skal udformes, eventuelt hvilke flere oplysninger, den bør
indeholde.
Sikring af barnets adgang til oplysninger om biologisk familie og netværk, herunder oplysninger
om tiden før adoptionen
er der således også grundlag for i Børnekonventionens artikel 13 og i
Haagerkonventionens krav om en sådan rapport. Men det, at rapporten eksisterer, er ikke det samme
som, at barnet får adgang til den. Denne ret må indskrives i adoptionslovgivningen ud fra de samme
overvejelser som ovenfor, i forhold til barnets ret til oplysning om,
at
det er adopteret, og det kan
125
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
samtidig understøttes ved, at denne rapport opbevares af de danske adoptionsmyndigheder samtidig
med, at en kopi gives til adoptivforældrene. Der er adskillige dilemmaer knyttet til at stille sådanne
krav til afgiverlandene. Blandt andet har der været peget på risiko for stigmatisering af forældrene,
som i nogle tilfælde vil kunne få dem til at aflevere barnet som hittebarn, hvis de ikke kan
bortadoptere anonymt. Ligeledes har der været peget på risikoen for, at disse krav vil få antallet af
legale adoptioner til at falde, og måske med den konsekvens, at antallet af illegale adoptioner stiger
(Cantwell 2014). Fra et børneperspektiv kan man ikke i udgangspunktet afgøre, om det er negativt
eller positivt, hvis antallet af adoptioner falder, men hvis det betyder, at antallet af illegale
adoptioner stiger, er det klart bekymrende.
Barnets ret til at dosere oplysninger i forhold til de biologiske forældre
trænger sig på, i det omfang
vi bevæger os hen mod fuldt åbne adoptioner. I vores materiale er de adopterede umiddelbart glade
for de biologiske forældres interesse for dem, men fra anbringelsesområdet ved vi, at det kan være
vigtigt for børn selv at få indflydelse på, hvilke oplysninger, de biologiske forældre får om dem,
herunder oplysninger om barnets bopæl. Det skal understreges, at det kun handler om oplysninger,
og ikke en egentlig kontakt mellem barn og dets biologiske ophav. Oplysninger kan således gå
gennem tredje part. Barnets ret til at dosere oplysninger kan enten formuleres offensivt som, at
barnet skal give sin tilladelse til, at de biologiske forældre får oplysninger om barnet, f.eks. om
barnets bopæl, sygdom og sundhed, samt hverdagsliv. Det kræver dog et vist kognitivt
udviklingsniveau hos barnet at forholde sig til sådanne spørgsmål. Man kan da tænke sig, at
adoptivforældrene har denne rettighed, indtil barnet når en vis alder. Omvendt kunne man gøre det
til en defensiv ret, hvor forældrene i udgangspunktet havde retten til oplysninger, men hvor barnet
havde veto-ret, hvis der er noget det ikke ønsker, at de biologiske forældre skal vide. Sidstnævnte
synes bedst muligt at tage hensyn til de lidt modsatrettede krav til
”best
practice”.
Barnets ret til at dosere oplysninger i forhold til omgivelserne
er en børnerettighed, som giver
mening i forhold til alle børn, og som retter sig mod samspillet mellem de forskellige aktører i
barnets liv. I dag har de voksne ret
–
og i nogle tilfælde pligt - til at udveksle oplysninger om barnet
med henblik på at sikre barnets bedste. Det gælder både under rammerne af Serviceloven, hvor det
er udveksling af oplysninger mellem forskellige professionelle eller personer, der bekymrer sig for
barnets ve og vel, og det gælder forældrene under rammerne af Forældreansvarsloven.
”Best
practice” i forhold til adoption indbefatter åbenhed overfor omgivelserne, men samtidig respekt for
barnets integritet. Man kan derfor tænke, at børn gives en veto-ret i forhold til udveksling af
126
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
oplysninger, som dog kan tilsidesættes såfremt alvorlige hensyn til barnets bedste taler for det. At
indskrive en sådan veto-ret for børnene vil både sikre deres ret til privatliv, det vil sige beskyttelse
mod vilkårlig indblanding i privatlivet fra offentlige myndigheder (en ret, som er indskrevet i
Børnekonventionens artikel 16), og give dem en rettighed i relationen til deres (adoptiv-)forældre.
Hvis denne udformes med henblik på
retslig regulering,
bryder man med sædvanlig praksis for
tillid til forældres varetagelse af barnets bedste. Man kan derfor overveje, om
signallovgivning
(evt.
opfulgt af oplysningskampagner, og i forhold til adoptivforældre at tænke det ind i undervisnings-
og godkendelsesforløb) med fokus på, hvorfor barnets veto-ret er vigtigt, herunder at man som
voksne (uanset, hvor godt man kender barnet) ikke altid kan vide, hvornår videregivelse af
oplysninger om barnet vil blive oplevet som krænkende af barnet.
Juridiske rammer for
”best
practice” i relation til relationsåbenhed
Relationsåbenhed
handler om barnets kontakt med den biologiske familie og eventuelt andre
omsorgspersoner fra før adoption, fx løbende kontakt via Facebook eller andre sociale medier og
mail, og via samvær med biologisk ophav gennem barnets opvækst.
Relationsåbenhed
kan
endvidere indbefatte barnets tilbagevenden til sit biologiske ophav. Der er i vores materiale ikke
mange eksempler på kontakt mellem barnet og dets biologiske ophav under barnets opvækst.
Alligevel peger materialet på, at
”best
practice” kan og ofte vil indbefatte en sådan kontakt, men at
denne må afstemmes med barnets ønsker og behov, og dette indbefatter også at tage hensyn til de
biologiske forældres eventuelle ønske om ikke at have en kontakt. Flere af vores informanter
udtrykker således bekymring i forhold til, hvorvidt de risikerer at stigmatisere deres biologiske
forældre, hvis de tager kontakt, eller for at blive afvist. Videre har vi i vores materiale set, at mange
børn gør sig mange tanker om de biologiske forældre, hvor disse tanker fylder negativt i deres liv.
Med en fortløbende kontakt er der både mulighed for, at dette mindskes og øges. Som vi beskrev i
kapitel 1, havde man tidligere fokus på
–
og tog hensyn til
–
adoptivforældres eventuelle ønske om
at være en ’normal familie’ gennem en ret til at undgå den type forstyrrelse og synliggørelse af, at
barnet var adopteret, som kontakten ville indebære. I denne rapport har vi ikke fokus på
adoptanternes perspektiv (men som vi tidligere har været inde på, viser forskellige undersøgelser, at
de fleste adoptanter er for åbenhed, Christoffersen 2007), men derimod hensynet til de adopterede. I
de tilfælde, hvor adoptanterne er imod kontakten, kan man forestille sig, at børnene risikerer at ende
127
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
i en loyalitetskrise, sådan som vi kender det fra både anbringelses- og skilsmisseområdet (Wegler
mf. 2007). Derfor er det helt afgørende med et samspil mellem
relationsåbenhed
(som kan sikres
juridisk) og adoptanternes
følelsesmæssige, sociale
og
kulturelle åbenhed,
som vil forhindre, at
børnene ender i en sådan loyalitetskonflikt. I det følgende vil vi diskutere de juridiske rammer for
”best
practice” i relation til
relationsåbenhed
ud fra følgende spørgsmål:
1. Hvordan sikres barnets ret til kontakt og/eller samvær på barnets præmisser
a. Herunder, hvordan sikres det at barnet ved, om forældrene ønsker kontakt.
2. Barnets ret til at vende tilbage til sit biologiske ophav
Barnets ret til kontakt på barnets præmisser
er der allerede en ramme for i Børnekonventionens
artikel 9, hvor der både er beskrevet barnets ret til kontakt og samvær med sine (biologiske)
forældre og statens forpligtelse på at
genskabe en sådan kontakt, hvis adskillelsen skyldes årsager
iværksat af staten.
Det er naturligvis et fortolkningsspørgsmål, om adskillelsen skyldes årsager
iværksat af staten, når vi snakker frivillige adoptioner, men vi vil her påpege, at staterne er inde
over, og dermed medvirkende, og at det ikke er barnets beslutning, så for barnet har det ikke været
frivilligt. I Børnekonventionens artikel 9 er det imidlertid kun retten til kontakt til forældre, som er
nævnt, hvor det for børnene kan være lige så vigtigt med kontakt til søskende, bedsteforældre eller
andet netværk (en sådan rettighed er i dag skrevet ind i Serviceloven). Ligeledes er der i
Børnekonventionen ikke nævnt samvær, om end dette er et fortolkningsspørgsmål, da dette kan
ligge ind under kontakt. I Forældreansvarsloven er samvær og det statslige ansvar skrevet ind i § 20
a, hvor der står:
”
Er barnet adopteret, kan statsforvaltningen i helt særlige tilfælde efter anmodning
fra barnets oprindelige slægtninge fastsætte samvær eller anden form for kontakt med
disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for
kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.”.
Videre er der i § 22 indskrevet, at statsforvaltningen kan træffe bestemmelse om anden kontakt
mellem barnet og det biologiske ophav, igen på anmodning fra disse. Her er man således gået fra
fokus på forældre til slægtninge mere bredt, hvilket i højere
grad imødekomme ”best practice”.
Til
gengæld er det formuleret som noget, der kan etableres efter anmodning fra barnets biologiske
ophav fremfor på anmodning fra barnets selv. Det er altså en ret for det biologiske ophav
–
ikke
128
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
barnets ret.
”Best
practice” fordrer, at man indskriver det som barnets rettighed fremfor som dets
slægtninges rettighed. Imidlertid kan en sådan rettighed være svær at effektuere, dels fordi man ikke
kan påtvinge de biologiske forældre eller andet netværk kontakt og samvær; dels fordi det fordre, at
man har opdaterede kontaktoplysninger til forældrene.
”Best
practice” omfatter ikke at tvinge
forældre og slægtninge til kontakt
–
tværtimod, er det afgørende for børnene ikke at presse denne
ned over hovedet på forældre og andre. Man bør derfor fra myndighedernes side ikke alene sørge
for opdaterede kontaktoplysninger på forældre og slægtninge, men også opdaterede tilkendegivelser
af, hvorvidt de vil være interesseret i en eventuel kontakt. Dette udgør selvsagt en særlig udfordring
i internationale adoptioner.
Alle beslutninger under Forældreansvarsloven skal ifølge § 5 og i overensstemmelse med Børne-
konventionens artikel 12 inddrage barnets synspunkter vægtet efter barnets modenhed og alder. Det
burde sikre, at barnet ikke påtvinges samvær eller kontakt, men som det er formuleret nu (og med
afsæt i, hvordan §5 i øvrigt praktiseres og samme hensyn praktiseres under Serviceloven), vurderer
vi, at der er risiko for, at der skal meget gode argumenter til, før man hører et mindre barn, som ikke
ønsker et sådan samvær eller kontakt. En veto-ret for barnet kunne derfor med fordel skrives ind.
Det er nemlig afgørende, at barnets
ret til kontakt
ikke bliver en
pligt til kontakt,
som vi ved, at
nogle børn
–
både fra anbringelsesområdet og skilsmisseområdet
–
oplever i dag.
Fra anbringelsesområdet ved vi, at det kan være nødvendigt med økonomisk eller praktisk hjælp til
at gennemføre kontakt og samvær, fordi nogle af de biologiske forældre og slægtninge har meget
begrænsede økonomiske ressourcer og også kan være udfordret på anden måde (psykisk sygdom,
misbrug, lav intelligens osv.). Det samme kan tænkes at gøre sig gældende i forhold til adoptioner,
både nationale som alternativ til anbringelser, og internationale adoptioner. Man må derfor overveje
at indskrive en forpligtelse for staterne til at understøtte kontakten økonomisk og praktisk, hvor man
må formode, at det bør være modtagerlandet, der står for den økonomiske side af støtten, mens
afgiverlandet, f.eks. i form af den formidlende organisation, kunne medvirke praktisk. Det kunne
eksempelvis være ved at stille computer og internetadgang til rådighed.
Barnets ret til at vende tilbage til sit biologiske ophav
er måske den mest kontroversielle dimension
af
relationsåbenhed,
idet det stort set gør op med den grundlæggende tanke i adoption; nemlig at
det er for altid, også formuleret i Haagerkonventionen som, at adoption kan
”
frembyde fordelen af
en varig familie til et barn, til hvem der ikke kan findes en egnet familie i dets oprindelsesstat
.” I
dag er det sådan, at adoptionen kan ophæves, hvis barnet er over 18 år, og både det voksne
129
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
adoptivbarn og adoptanterne er enige om dette. Hvis barnet er under 18 år, kan adoptionen
ophæves, hvis Ankestyrelsen vurderer det som bedst for barnet
og
både adoptanterne og de
biologiske forældre er enige om dette. Hvis barnet er over 12 år skal barnet også give sit samtykke,
og er det under 12 år skal det høres om ophævelse. Det er altså mulighed for ophævelse af
adoptionen, og at barnet vender tilbage til at være sine biologiske forældres barn, men kun hvis
begge sæt forældre er enige om dette (Ankestyrelsen 2016). Derved er det ikke reelt en ret for
barnet.
Vi kan med afsæt i vores materiale ikke sige noget om, hvorvidt
”best
practice” rent faktisk fordre
en sådan ret, eller om
”best
practice” derimod fordrer, at barnet ikke på et tidspunkt i sit liv kan
blive stillet overfor valget mellem at bo hos sin adoptivfamilie og sin biologiske familie. Vi vil
derfor ikke gøre meget ud af denne ret, men blot påpege følgende to punker. For det første, at også i
forhold til dette spørgsmål må barnets egne synspunkt og ønsker inddrages og gives vægt. For det
andet, at såfremt der er mistanke om illegale adoptioner (sådan som der har været fremført
eksempler på i pressen), så er staten ifølge Børnekonventionens artikel 11 forpligtet på at rode bod
herpå. Det vil sige til at genforene barnet med dets biologiske familie.
Juridiske rammer for
”best
practice” i forhold til følelsesmæssig åbenhed
Følelsesmæssig åbenhed
handler om empati, samt evne og mod til at sætte ord på, og invitere til at
sætte ord på følelser, og til at rumme barnets tavshed, sorg, længsel og positive såvel som negative
følelser for og tanker om den biologiske familie, samt barnets eventuelle psykosociale
vanskeligheder. Det handler også om at kunne rumme barnets kontakt og samvær med biologiske
slægtninge og netværk. Videre indbefatter det at skabe et klima, hvor der kan tales om at være
adopteret såvel som om andre følelsesmæssige ting. Det er vigtigt, at adoptivforældrenes drømme
og forestillinger om, hvordan barnet skal være, ikke gør dem fastlåste i deres forventninger til
barnet, og at de er ydmyge
omkring deres egen ’bedreviden’ om barnets bedste. Det er vigtigt, at de
kan se og møde barnet, der hvor det er, og have blik for de problemer, som barnet eventuelt oplever
såsom tilknytningsproblematikker, tidligere oplevelse af omsorgssvigt osv. Det handler om
indlevelse i barnet
–
at kunne opfatte og håndtere sådanne følelsesmæssige og psykosociale
problemstillinger, som barnet tumler med. Alt i alt handler
følelsesmæssig åbenhed
altså om, at
kunne tage hånd om de problematikker (tilknytning, konflikter med kammerater, forladthedsfølelse
130
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0135.png
osv.), og at kunne rumme barnets positive følelser for, kontakt med og drømme om sit biologiske
ophav.
Det er naturligvis vanskeligt at lovgive om
følelsesmæssig åbenhed,
men da
”best
practice” fordrer
følelsesmæssig åbenhed,
vil vi ikke desto mindre pege på: For det første godkendelsesprocedurer af
adoptivforældrene, hvor dette kunne tænkes ind, herunder gerne som kombineret uddannelse,
udefra-godkendelse
og ’selv-godkendelse’ (sådan som man allerede arbejder med det
gennem den
fire-fasede
godkendelse
i
forhold
til
fremmedadoptioner,
se
https://ast.dk/born-
familie/adoption/fremmedadoption/fremmedadoption) , hvor man i forløbet øger bevidstheden hos
adoptivforældrene om behovet for stor grad af
følelsesmæssig åbenhed
kombineret med refleksioner
over, hvorvidt de kan honorere dette. For det andet kunne man overveje muligheden for at indskrive
løbende supervision som et krav eller tilbud til adoptivforældre. Man kan spørge, om man
meningsfuldt kan tvinge til supervision, og også om afvisning skal være forbundet med sanktion.
Imidlertid vil et krav, som formuleres i forbindelse med hele godkendelse kunne have en vigtig
signalværdi, hvor det vil betyde, at adoptivforældrene ikke skal overveje, om deres problemer og
udfordringer nu er store nok, om de har tid osv.
–
det er bare en del af pakken, når man adopterer. I
dag knyttes der 6 timers obligatorisk rådgivning til en adoption, fordelt med 3 timer før modtagelse
af barnet og 3 timer efter modtagelse af barnet (https://ast.dk/filer/born-og-familie/adoption/flyer-
6obligatorisketimer.pdf). Det vil således ikke være et helt nyt tiltag, men blot en udvidelse, der
tager højde for, at en del udfordringer først opstår senere under barnets opvækst.
Vi har ovenfor og i løbet af rapporten primært behandlet
følelsesmæssig åbenhed
som en
kompetence hos adoptivforældrene. Denne kan imidlertid hensigtsmæssigt suppleres af
rådgivningstilbud til børnene og de unge selv.
En ret for alle adopterede børn og unge til
rådgivning, gruppeforløb og terapi er oplagt i lyset af de særlige udfordring, som mange af disse
børn og unge oplever. Sådanne tilbud eksisterer allerede under Ankestyrelsens Post Adoption
Service (PAS), men med afsæt i vores børneinterview, vurderer vi, at de med fordel kan udbredes
yderligere,
hvilket
der
også
ser
ud
til
at
være
planer
om
(https://ast.dk/born-
Man
familie/adoption/radgivning-til-adoptivfamilier/bornegrupper/bornegrupper-for-adopterede).
kan endvidere sige, at børnene og de unge i kraft af Servicelovens § 46 allerede har en sådan
(lovforankret) ret. Således står der her, at børn og unge, der har et særligt behov herfor har ret til
støtte, der sikrer, at:
”de kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og
et
selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets
131
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
eller den unges bedste
.”
Imidlertid er det ikke sikkert, at hverken de adopterede børn og unge, eller
deres adoptivforældre tænker dem ind under denne - det fordrer nemlig, at man har identificeret sig
med at være ’udsat’ med den stigmatisering, der følger heraf for både børnene og deres
adoptivforældre. Dertil kommer, at det langt fra er alle kommuner, der har specialiserede tilbud
rettet mod adopterede børn, unge og deres forældre. Man kan derfor overveje, om kommunerne skal
forpligtes på en sådan specialiseret indsats. Vi kan derfor kun anbefale
–
at der som det er planer
om
–
kommer flere tilbud under PAS, herunder eventuelt også tilbud om individuelle samtaler.
Lovgivningsmæssige rammer for
”best
practice” i forhold til
social åbenhed
Social åbenhed
handler om at ’bonde’ og kommunikere med andre, både dem der ligner, og dem,
der ikke ligner en selv: At vise sig selv og sin familie, og at åbne sig for andre.
Social åbenhed
er
således en kommunikativ og praktisk åbenhed ud ad til i forhold til den større familie, venner og
lokalsamfund.
Social åbenhed
indgår i
”best
practice”, om end ikke som et absolut, men afstemt i
forhold til barnet. Den optimale
sociale åbenhed
må derfor gå hånd i hånd med
følelsesmæssig
åbenhed,
indlevelse i barnet og opmærksomhed på de signaler, det sender. Som med
følelsesmæssigt åbenhed,
er det noget, man ikke kan lovgive omkring. Vi peger derfor igen på, at
godkendelsesproceduren kan være central.
Lovgivningsmæssige rammer for
”best
practice” i forhold til
kulturel åbenhed
Kulturel åbenhed
handler om interesse for
–
og værdsættelse
–
af det anderledes, herunder barnets
oprindelseskultur, landet det kommer fra, sproget osv. Som vi har set gennem rapporten kan dette
både praktiseres i hverdagen og gennem rejse til barnets oprindelsesland.
Kulturel åbenhed
er i høj
grad en habitus og livspraksis, som man vanskeligt kan lovgive om, hvorfor uddannelse,
godkendelse og supervision igen bliver centralt. Imidlertid er der også et økonomisk aspekt i den
kulturelle åbenhed.
Det er fx ikke alle, der har råd til at rejse tværs over kloden en eller flere gang i
løbet af barnets liv. Man kunne overveje at lave en pulje eller en fond, hvor man kunne søge tilskud
til rejser eller til på anden måde (f.eks. sprogkurser, hvor man lærer sig sproget fra barnets
oprindelsesland) at dyrke barnets dobbelte-identitet.
132
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
I de foregående kapitler har vi også set, at en del af
”best
practice”, som kombinerer
social
og
kulturel åbenhed,
er deltagelse i netværksgrupper, hvor børnene kan mødes med andre børn, som
kommer fra samme oprindelsesland. Man kan overveje, om det burde være et statsligt ansvar at
oprette sådanne grupper, og det kunne indgå som endnu et tilbud under PAS, og om man eventuelt
kunne forpligte adoptivforældrene til deltagelse i et vist antal træf i disse grupper. Det kunne indgå
som en del af den firefasede godkendelse, så adoptivforældrene indstiller sig på, at dette er en del af
pakken. Vi er her igen over i
signallovgivning
som den nok mest meningsfulde vej.
Kulturel åbenhed
handler imidlertid også om
det omgivende samfund.
”Best
practice” fordrer et
samfund og samfundsinstitutioner karakteriseret ved
kulturel åbenhed.
Vi har allerede lovgivning,
som forbyder racisme og diskrimination (jf Straffenlovens § 266b), men ikke desto mindre er det
noget, som stort set alle vores informanter har oplevet og oplever ind i mellem. Hvis international
adopterede børn skal trives, er det væsentlig, at der bliver arbejdet med dette, og man undersøger,
om der er mulighed for at forbedre de lovgivningsmæssige rammer
–
vi tænker her først og
fremmest på signallovgivning, men denne kunne for så vidt understøttes af retslig regulering, og
oplysning til børnene om lovgivningen på feltet.
Lovgivningsmæssige ramme for
”best
practice” i forhold til
symbolsk åbenhed
Symbolsk åbenhed
handler om tegn på og materialiseringer af åbenhed og anerkendelse, fx
dekoreringen af rum, dobbeltnavn, fejring af kommedag, fotos der fastholder indtrykket af at være
elsket, dagbøger osv.
Den symbolske åbenhed
har derved mange udtryk og mange ’adresser’. I
forhold til dobbeltnavn kan man overveje, om man kan skrive det ind i adoptionslovgivningen, at
børnene beholder mindst et af deres oprindelige navne og får mindst ét fra sin adoptivfamilie. Man
kunne hævde, at der er belæg for en sådan ændring i Børnekonventionens artikel 8, som handler om
beskyttelse af identitet, og som forpligter staten på at beskytte og om nødvendigt genskabe barnets
grundlæggende identitet (navn, nationalitet og familierelationer). En anden vej går selvfølgelig igen
gennem godkendelsesproceduren, hvor man kan undervise i
–
og undersøge adoptivforældrenes
forståelse for
–
betydningen af tegn på og materialiseringer af anerkendelse af børnenes dobbelt-
identitet, samt giver inspiration til, hvordan man rent praktisk kan gøre. Som vi var inde på
tidligere, indbefatter
”best
practice” et positivt samspil mellem adoptionsorganisation/børnehjem
/biologiske forældre og adoptivforældrene i forhold til at producere sådanne tegn og
133
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
materialiseringer. Igen er det ikke noget, man kan lovgive om, men det er oplagt at tænke det ind i
aftalerne mellem organisationerne, og at få sendt signalet om, at det er vigtigt.
Tværgående diskussion
På et nationalt plan kan man forestille sig, at ændringer og udbygning af lovgivningen med henblik
på sikring af
”best
practice” enten vil lægge sig op af eller ind under enten Forældreansvarsloven
eller
Serviceloven. I dag er det sådan, at førstnævnte adresserer
alle
forældre og bygger på tillid til
forældrene og med afsæt i accept og naturliggørelse af en ulige magtrelation mellem børn og
voksne. Det er kun såfremt forældrene ikke kan blive enige, at myndighederne involveres, og at
barnets perspektiv kommer i spil (sikres retsligt). Serviceloven derimod adresserer forældre, der
anses som forældre, der ikke magter forældreopgaven. Placerer man adoption der, har man samtidig
sendt et (stigmatiserende) signal om, at adoptivfamilier er risiko-familier. Her er børnenes
rettigheder til gengæld skrevet tydeligere ind, også når der ikke er tvist mellem forældrene. Skriver
man derimod adoptivbørns rettigheder ind i Forældreansvarsloven, skal man enten bryde med alle-
for-en princippet i denne lov, eller man skal skrive alle børns rettigheder tydeligere frem og bryde
med tanke om familien som enhed: Troen på at forældre altid handler i deres børn interesse, det vil
sige troen på, at forældre altid vil tilsidesætte egne interesse til fordel for barnet eller at der ikke kan
være særinteresser indenfor familiens rammer. Udover, at en sådan tro er illusorisk, hvorved det
måske kunne give mening at bryde med den som grundlag for lovgivningen på området, kommer
det faktum, at man som forældrene ikke altid har den fulde indsigt i barnets perspektiv; dets tanker,
følelser, håb og bekymringer.
Som argument mod at skrive børns rettigheder tydeligere ind i Forældreansvarsloven og i højere
grad i praksis at give stemme til børnenes perspektiver, har der været peget på risikoen for at splitte
familien, for individualisering samt ikke mindst på, at børnene ikke er i stand til at gennemskue
deres eget bedste. Samme argument blev brugt i det forrige århundrede i forhold til kvinders
rettigheder; at mændene allerede varetog deres kvinders interesse, og at det ville spille mand og
kone ud mod hinanden, hvis kvinder blev retsligt ligestillet, samt at det ville være for belastende for
følelsesmæssigt dominerede og sarte væsner som kvinder. I dag virker dette absurd, men man kan
faktisk sige, at disse kritikere af kvinders rettigheder i hvert fald på et punkt fik ret
–
det medførte
en individualisering og der kom flere skilsmisser. Pointen, vi hermed vil fremføre, er, at på den ene
134
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
side, er det rigtig, at individuelle rettigheder betyder individualisering og dermed måske mindre
sammenhængskraft i familien
–
men altså en sammenhængskraft baseret på hierarki. På den anden
side er prisen for denne sammenhængskraft afhængighed, ulighed og uretfærdighed, rent retsligt
–
mens den enkelte familie selvfølgelig godt kan være præget af demokrati og anerkendelse, men
også det modsatte. I forhold til Forældreansvarsloven og lovgivning om adoptioner kan man sige, at
tillid til (adoptiv-)forældrenes gode vilje og evne fungerer fint, så længe de rent faktisk lever op til
denne tillid. Men det lader børnene i stikken i det omfang, (adoptiv-)forældrene ikke gør det. Dertil
kommer, at det faktisk er en umulig tillid at leve fuldt op til
–
tilliden til at man har den absolutte
indsigt i og kan repræsentere barnets perspektiv fuldt ud. Ingen mennesker kan kravle ind under
huden på et andet menneske; føle dets følelser og tænke dets tanker
–
adoptivforældre kan heller
ikke i forhold til deres børn. Yderligere kan det forekomme, at der vil være forhold, som for barnet
kan være vanskeligt at give udtryk for i forhold til lige præcis (adoptiv-)forældrene, som de har en
følelsesmæssig relation til, og også på andre måder er afhængige af, hvor de måske lettere kan gøre
det overfor andre. Samtidig er det essentielt at være opmærksom på, at selv med alverdens
rettigheder, så bliver barnet ikke uafhængig af sine adoptivforældre, ligesom de heller ikke er
uafhængige af barnet. Det er ikke sådan at den ene part er afhængig og den anden uafhængig. I
stedet må man snarere anskue alle parter i en familie som gensidigt afhængige, hvad der sker for
den ene påvirker de andre. Hvis barnet mistrives, rammer det også adoptivforældre, og hvis
adoptivforældrene mistrives, eller stigmatiseres ved at blive udsat for ’undtagelses-lovgivning’, så
rammer mistrivslen eller stigmatiseringen også børnene. Pointen er, at familiemedlemmernes
interesser i udgangspunktet hverken kan betragtes som identiske eller uafhængige. Og de ændringer
må lovgivningen tage højde for. Dette taler for at lægge ændringer af adoptionslovgivningen op ad
Forældreansvarsloven, men med tydeligere indskrivning af barnet som et familiemedlem med
ligestillede rettigheder i forhold til de voksne medlemmer.
I debatfora og interessegrupper vedrørende adoption har der været debat om Haagerkonventionen
versus Børnekonventionen som grundlag for dansk lovgivning og praksis i forhold til internationale
adoptioner. Det har her været kritiseret, at den danske lovgivning og praksis har lagt sig alt for
meget op af Haagerkonventionen, hvor Børnekonventionen anskues som bedre grundlag for at sikre
børnenes rettigheder. Når vi i ovenstående har diskuteret det retslige grundlag for
”best
practice”,
har vi refereret til begge disse, men har fundet flest formuleringer i Børnekonventionen, som
understøtter
”best
practice”. Der er imidlertid ikke nødvendigvis en modsætning mellem disse to
135
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
konventioner
–
snarere tværtimod. Således indledes Haagerkonventionen med, at de lande, der
tilslutter sig konventionen, herunder at fastsætte fælles regler for at realisere konventionens
hensigtserklæringer, samtidig vil gøre det under
”
hensyn til de principper, der er anført i
internationale instrumenter, navnlig De Forenede Nationers konvention om Barnets Rettigheder af
20. november 1989.
”
Men selvom der ikke er en nødvendig indbyrdes modsætning, så er der heller
ikke en automatisk sikring af, at nogle af de dimensioner af åbenhed og
”best
practice”, som vi
primært har fundet grundlag for i Børnekonventionen, indfries, hvis dansk adoptionslovgivning og
eventuelle ændringer heraf, primært refererer til Haagerkonventionen.
Åbenhed i adoption
–
et komplekst etisk og juridisk emne
Åbenhed i adoption er et komplekst etisk og juridisk emne ikke mindst, men absolut heller ikke
udelukkende, i forbindelse med international adoption. Så selv om det umiddelbart kan synes oplagt
at argumentere for åbenhed i adoption som
”best
practice”, idet denne åbenhed er gavnlig for den
adopteredes trivsel og identitetsudvikling (Logan, 1999), er det væsentligt at have for øje, at der
ikke eksisterer en
”best
practice”, som passer i alle tilfælde. Dette gælder f.eks. i forhold til
relationsåbenheden,
hvor kontakt i nogle tilfælde kan være belastende for de adopterede børn
(Loxtercamp, 2009). Neil mf. (2011) peger på, at dette er særlig væsentligt at være opmærksom på i
forbindelse med adoptioner, hvor børnene har været udsat for omsorgssvigt af deres biologiske
forældre (Neil et al, 2011). Selvom ansigt-til-ansigt kontakt kan skabe grobund for både
kommunikation og udveksling af information mellem de adopterede børn, deres biologiske forældre
og deres adoptivforældre, vil denne kontakt ikke nødvendigvis være hensigtsmæssig for tidligere
omsorgssvigtede børn og kan være direkte skadelig. Et studie fandt eksempelvis ud af, at kontakt
var en negativ oplevelse for en fjerdedel af børnene i undersøgelsen og resulterede i problemer
såsom følelser af splittelse i loyalitet, fortsatte overgreb, følelsesmæssig lidelse og tilbagefald i
udvikling (Mackaskill 2002, efter Lord and Borthwick, 2009). Dette udgør et væsentligt
opmærksomhedspunkt i forbindelse med nationale adoptioner, som netop kan være initieret på
baggrund af de biologiske forældres omsorgssvigt, men kan også være tilfældet i internationale
adoptioner, som vi jo netop havde eksempler på i vores materiale.
Arrangementer med kontakt mellem adopterede børn og deres biologiske forældre og familier
forbliver desuden sjældent statiske, men udvikler sig i forskellige retninger gennem børnenes
136
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
opvækst. Neil og hans forskningsteam fortsatte med at følge adopterede børn og deres biologiske
familier i 16 år og fandt frem til, at kontakten undervejs blev reduceret eller helt afbrudt i over
halvdelen af tilfældene. (Neil mf. 2013). Begrundelserne herfor handlede om utilfredshed med
kontakten og vanskeligheder med opretholdelse af kontakt i forbindelse med stressende
livsbegivenheder. Det kender vi også fra anbringelsesområdet, hvor afbrydelsen af kontakt ikke
altid er under hensyn til børnene, men af andre årsager. Et væsentligt opmærksomhedspunkt er,
hvorfor kontakten nedtrappes eller afbrydes, og at undersøge muligheder for støtte til
vedligeholdelse af kontakten, hvis dette er til barnets bedste og i overensstemmelse med barnets
øsnker.
I Neil mf’s undersøgelse var det i nogle tilfælde de unge adopterede
selv, der havde taget
initiativ til at reducere kontakten, da de oplevede, at kontakten ikke tilfredsstillede deres behov
(Neil et al, 2011). Som vi har argumenteret for ovenfor, indebærer
”best
practice”, at barnet har
veto-ret i forhold til kontakten,
samt indflydelse på kontaktformen. I Neil mf’s undersøgelse
fremtræder den biologiske familie som den primære barriere for (positivt out-come af) åbenhed.
Men det er, som vi har været inde på ovenfor, ligeledes relevant at være opmærksom på,
adoptivfamiliernes måde at håndtere kontakten på og derved deres medvirken til et positivt eller
belastet out-come af kontakten for børnene (Neil mf. 2011). Potentialer, udfordringer og risici ved
kontakt mellem børn og biologiske forældre i adoptioner har mange paralleller til (især permanent)
anbragte børns situation. Forskning på dette felt har været langt mere omfattende, men resultaterne
er ikke entydige
–
formodentligt, fordi effekten af kontakten formes af et komplekst samspil a
mange faktorer.
Opsamling
I dette kapitel har vi tematiseret de juridiske rammer for
”best
practice”, som vi har indkredset
denne gennem rapportens foregående kapitler. Vi har identificeret
”best
practice” som
integrerende
åbenhed,
der fordrer samspil mellem alle åbenhedens seks dimensioner Vi har derfor i dette kapitel
undersøgt de aktuelle lovgivningsmæssige rammer for disse seks dimensioner:
Faktuel åbenhed,
relationsåbenhed, følelsesmæssig åbenhed, social åbenhed, kulturel åbenhed
og
symbolsk åbenhed,
samt peget på at hvilken vej man kunne gå i forhold til at fremme
”best
practice” gennem
(ændringer af) lovgivningen på området. Vi har i den forbindelse peget på, at nogle af disse
dimensioner egner sig til
retslig regulering,
mens det i forhold til andre af dimensionerne er mere
137
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
relevant at gå ud af sporet med
signallovgivning,
understøttet af undervisning, rådgivning og
supervision.
Vores juridiske eksperter har fremført, at ændringer af adoptionslovgivningen enten vil lægge sig op
af Forældreansvarsloven eller Serviceloven, og at valget mellem disse vil få store konsekvenser.
Førstnævnte adresserer nemlig
alle
forældre og bygger på tillid til forældrene og med afsæt i accept
og naturliggørelse af en ulige magtrelation mellem børn og voksne. Serviceloven derimod
adresserer forældre, der anses som forældre, der ikke magter forældreopgaven. Placerer man
adoption der, har man samtidig sendt et (stigmatiserende) signal om, at adoptivfamilier er risiko-
familier. Vi foreslår, at
”best
practice” bedst tilgodeses ved at lægge ændringer af
adoptionslovgivningen op af Forældreansvarsloven, men med
tydeligere indskrivning af barnet som
et familiemedlem med ligestillede rettigheder
i forhold til de voksne medlemmer. Videre peger vi på
muligheder ved at lægge sådanne ændringer op af Børnekonventionen fremfor Haagerkonventionen
–
ikke fordi, der er en modsætning, men fordi nogle af de essentielle dimensioner af
”best
practice”
understøttes tydeligere og mere eksplicit af Børnekonventionen end af Haagerkonventionen.
138
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Litteraturliste
Ankestyrelsen (2014):
Ankestyrelsens analyse af det danske adoptionssystem - Delundersøgelse 2:
Voksne adopteredes oplevelse af at være adopteret og behov for støtte.
Alderson (2014)
Alderson, P. (2004): “Ethics”. S. Fraser et al. eds:
Doing Research with Children
and Young People.
London: Sage: 97-112
Alvey, R. (2013):
I know I am adopted but who am I?
A phenomenological exploration of the lived
experiences of an adult adoptee.
Ayers-Lopez, Susan, et al. "Openness in adoption and the impact on birth mother plans for search
and reunion."
Families in Society: The Journal of Contemporary Social Services
89.4
(2008): 551-561.
Berge, J. M., Mendenhall, T. J., Wrobel, G. M., Grotevant, H. D., & McRoy, R. G. (2006).
Adolescents' feelings about openness in adoption: Implications for adoption agencies.
Child
Welfare, 85(6), 1011.
Berry, Marianne, et al. (1998): "The role of open adoption in the adjustment of adopted children and
their families." in
Children and Youth Services Review
Vol 20(1)
Berry, Marianne (1993): “Adoptive Parents’ Perceptions of, and Comfort with Open Adoption” In
Child Welfare,
Vol 72(3).
Bo, Inger Glavind (2013):
Det sker ikke for mig. Unge kvinders fortællinger om kærestevold.
København.
Dansk Psykologisk Forlag
Bo, Inger Glavind; Christensen, Ann- Dorte & Thomsen, Trine Lund, Ann-Dorte Christensen (2016)
(red.)"
Narrativ Forskning: Tilgange Og Metoder.
Hans Reitzels Forlag.
Bourdieu, P. (2004):
Af praktiske grunde.
København: Hans Reitzels Forlag
Bruner, Jerome (1986):
Actual Minds, Possible Worlds.
Cambridge, Massachusetts and London:
Harvard University Press.
Bruner, Jerome (1990)
Acts in Meaning.
Cambridge, Massachusetts and London: Harvard
University Press.
Bruner, Jerome (1999)
Mening i handling.
Klim.
Bruner, Jerome (2004):
At fortælle historier i juraen, i litteraturen og i livet.
København Alinea.
Cantwell, N. (2014): The best interest of the child in intercountry adoption. Unicef
139
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Christensen, P. & A. Prout (2002): ‘Working with Ethical Symmetry in Social Research with
Children’.
Childhood
9(4): 477-497.
Christoffersen, M.; I. Hammen, K. R. Andersen & N. Jeltoft (2007): Adoption som indsats. En
systematisk gennemgang af udenlandske erfaringer. København: SFI – Det Nationale Center
for Velfærd.
Christoffersen, M. (2017).
Hvordan går det de adopterede børn?
rapport 1. Statens Forsknings
Institut.
Farr, R. H., Grant-Marsney, H. A., Musante, D. S., Grotevant, H. D., & Wrobel, G. M.
(2014):.”Adoptees’ contact with birth relatives in emerging adulthood”.
Journal of
Adolescent Research,
29(1), 45-66.
Fravel, Deborah Lewis, Ruth G. McRoy, and Harold D. Grotevant (2000): "Birthmother perceptions
of the psychologically present adopted child: Adoption openness and boundary ambiguity."
In
Family Relations
Vol. 49(4): 425-432.
Grotevant, Harold D.; Gretchen Miller Wrobel; Lynn Von Korff; Brooke Skinner; Jane Newell;
Sarah Friese & Ruth G. McRoy (2008):
Many Faces of Openess in Adoption: Perspectives
of Adopted Adolescents and their Parents
In Adoption Quarterly, Vol.10(3-4)
Grotevant, Harold D.; Martha Rueter; Lynn Von Korff & Christopher Gonzalez (2011):
Post
-
adoption contact, adoption communicative openness, and satisfaction with contact as
predictors of externalizing behavior in adolescence and emerging adulthood
In Journal of
Child Psychology and Psychiatry, Vol.52(5)
Hallet, C.; C. Murra & S. Punch (2013):”Young people and Welfare: Negotiating Patchways”. I C.
Hallet & A. Prout red.
Hearing the Voices of Children: Social Policy for a New Century.
London:
Rouledge Falme: 123-138
Hill, J. (2013): “Using
Perticipatory and Visual Methods to Address Power and Identity in Research
with Young People” Graduate Journal of Social Science, 10 (2), s. 132-151.
Holmgren, Allan (2013): ”Narrativ og poststrukturalistisk socialpsykologi. Sandheder og
fortællinger”
i Jacobsen, Hviid, Michael, Laursen, Erik & Olsen, Brødslev, Jan (2013):
Socialpsykologi. En grundbog til et fag.
København. Hans Reitzels Forlag.
Jones, Christine (2016):
Openness in adoption: Challenging the narrative of historical progress
In
Child & Family Social Work, Vol.21(1)
140
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
Kampmann, J; K. Rasmussen og H. Warming red. (2017):
Interview med børn.
København: Hans
Reitzels Forlag.
Korff, Lynn Von; Harold D. Grotevant & Ruth G. McRoy (2006):
Openness arrangements and
psychological adjustment in adolescent adoptees
In Journal of Family Psychology, Vol.20(3)
Lawler, Steph (2008):
Identity. Sociological Perspectives.
Cambridge Polity Press.
Lord, J & Borthwich, S (2009):
“Planning and placement for sibling groups” i Schofield, G. and
Simmonds, J., (2009):
The Child Placement Handbook: research, policy and practice.
London.
BAAF. p. 414
–
417.
Logan, Janette & Carole Smith (2005):
“Face-to-face
contact post adoption: Views from the
triangles”. In
British Journal Social Work
(2005) 35 (1): 3-35
March, Karen (1997):
“The
Dilemma of Adoption Reunion: Establishing Open Communication
between Adoptees and Their Birth Mothers”. In
Family Relations, Vol. 46, No. 2
(Apr., 1997), pp.
99-105. Minneapolis: National Council on Family Relations
Loxterkamp L.
(2009) “Contact and truth: the unfolding predicament in adoption and fostering”.
Clinic Child Psychology and Psychiatry 2009
Jul;14(3):423-35.
Michail, S og M. Kellet (2015):”Child-led research in the context of Australian social welfare
practices.”
Child and Family Social Work
20(4): 387-395.
Mishler, Elliot G. (1986):
Research Interviewing. Context and Narratives.
Massachusetts &
England.Harvard University Press.
Neil E. et al (2011)
Supporting Direct Contact after Adoption,
London: BAAF
Neil E et al. (eds) (2013)
Contact in Adoption and Permanent Foster Care: Research, theory and
practice,
London: BAAF
Reamer, Frederic G. & Deborah H. Siegel (2007):
Ethical Issues in Open Adoption: Implications
for Practice
In Families in Society: The Journal of Contemporary Social Services, Vol.88(1)
Sen, R. & K. Broadhurst (2011): “Contact
between children in out-of-home placements and their
family and friends networks:
a research review”.
Child and Family Social Work
16 (32): 298-309.
Siegel, Deborah H. (2013):
Open Adoption: Adoptive Parents’ Reactions Two Decades Later
In
Social Work, Vol.58(1).
141
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0146.png
Sullivan, Richard & Elllie Lathrop (2004):
Openness in adoption: retrospective lessons and
prospective choices.
In Children & Youth Services Review 26 (2004) 393-422. Vancouver,
Canada: University of British Columbia
Warming, H. (2005):
Har andre plejebørn det som mig?,
København: Frydenlund.
Warming, H. (2011):
Børneperspektivet: Børn som ligeværdige medspillere i pædagogisk og socialt
arbejde.
København: Akademisk Forlag
Wegler, B.; H. Warming, R. Elgaard & M. Storm (2007): Konfliktmægling og Samarbejdssamtaler i
anbringelsessager. København: Frydenlund
Wolfgram, S. M. (2008).
Openness in adoption: What we know so far—A critical review of the
literature. Social Work, 53(2),
133-142.
Wrobel, G. M., Ayers-Lopez, S., Grotevant, H. D., McRoy, R. G., & Friedrick, M. (1996).
Openness in adoption and the level of child participation.
Child development, 2358
-
2374.
Zhang, Yuanting, and Gary R. Lee (2010). "Intercountry versus transracial adoption: Analysis of
adoptive parents’ motivations and preferences in adoption." in
Journal of Family Issues
(2010).
Samt hjemmesiderne:
https://ast.dk/born-familie/adoption/fremmedadoption/fremmedadoption
https://ast.dk/filer/born-og-familie/adoption/flyer-6obligatorisketimer.pdf
https://ast.dk/born-familie/adoption/radgivning-til-adoptivfamilier/bornegrupper/bornegrupper-for
adopterede
Bilag
Bilag 1
–
Henvendelse til forældre
Bilag 2
–
Spørgsmål til eksperterne
Bilag 3
–
Oversigt over informanterne
142
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0147.png
Bilag 1
143
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0148.png
Bilag 2
Åbenhed i adoption
–
Temaer/spørgsmål til interview med juridiske eksperter: Fokus på, om
dansk lovgivning og internationale konventioner understøtter eller skaber barrier for ’best
practice’ –
og hvilke ændringer, man evt. ville kunne tænke i.
1. Kan man/hvordan ville man kunne give barnet ret til oplysning om,
at
det er adopteret:
a. Kan man forpligte adoptivforældrene på, at give denne oplysning, og hvilke juridiske
dilemmaer kan der være ved det?
b. Kunne man evt. indbygge en forpligtelse til at lade barnet beholde dele af sit gamle
navn (som en form for synliggørelse)?
2. Andre faktuelle oplysninger, f.eks. hvem er mine bio-forældre; hvorfor bort-adoption, hvor
er jeg født/blevet fundet, hvem har passet mig frem til adoptionen:
a. Kan man/hvordan kan man sikre, at disse oplysninger eksisterer
–
hvilke muligheder,
udfordringer og dilemmaer ift nationale henholdsvis internationale adoptioner (f.eks.
forældres rettigheder, risiko for stigmatisering og bortadoption som ulovlig
handling). Er der hjelm i Børnekonventionen (der kan give afsæt for samarbejde med
adoptionsmyndigheder og adoptionsorganisationer fra andre lande)
b. Kan man/hvordan kan man sikre, at barnet har adgang til dem: Kan man lade dem
følge barnet som en porte folio og samtidig havde dem opbevaret af myndighed
(hvor barnet har ret til at rekvirere dem
–
uden adoptivforældres samtykke og viden)
3. Adoptivforældres interesse for og anerkendelse af barnets baggrund og kultur: Kan man
selvfølgelig ikke lovgive omkring, men er der juridiske overvejelser/udfordringer, man bør
være opmærksom på forhold til:
a. At inddrage det i godkendelsesforløbet
b. At stille krav om/lave en kontrakt vedr. deltagelse i kursus, hvor man inddrager
betydningen af dette
c.
At stille krav om/lave kontrakt vedr. deltagelse i gruppe(forløb) med ’ligestillede’:
andre fra samme oprindelsessted, hvis international adoption; andre nationale
adoptivforældre og børn hvis national adoption
144
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0149.png
d. At stille krav om/lave kontrakt vedr. rejse(t) barnets oprindelsessted
e. Økonomisk tilskud til en sådan rejse
–
for alle/indkomstbestemt/efter ansøgning
4. Bevidsthed og følelsesmæssig åbenhed, både omkring de udfordringer, det adopterede barn
kan møde (psykiske, fysiske, mobning/diskrimination/racisme)
–
og omkring egne følelser.
Igen: Det kan man ikke lovgive omkring
–
men er der juridiske overvejelser/udfordringer,
man bør være opmærksom på forhold til
a. At inddrage det i godkendelsesforløb
–
evt. inddrage selvgodkendelse med afsæt i
undervisning om dette
b. Porte folio
–
hvorfor adoptere, hvilke tanker og følelser
c. Krav/kontrakt om deltagelse i supervisionsforløb
d. Ret til individuel rådgivning og supervision
5. Kontakt: Sikring af mulighed for kontakt på barnets (også det voksne barns) præmisser:
Muligheder, udfordringer, dilemmaer:
a. Barnets ret til kontakt og oplysninger, der muliggør dette
–
også før det fyldte 18 år.
b. Kan man forpligte bio-forældre/børnehjem/plejeforældre til at opdatere
kontaktoplysninger, herunder til andre familiemedlemmer og netværk
–
og på at
acceptere mindst en kontakt (besøg/besvarelse af spørgsmål på brev etc)
–
særlige
udfordringer i forhold til internationale adoptioner
c. Krav om tilkendegivelse af, om forældrene/plejepersoner/andre er interesserede i
kontakten, har det okay med den eller frabeder sig kontakt
–
særlige udfordringer ift
international adoptioner?
d. Lovgive om, at det skal være barnets (også det voksne barns) ønske og behov, der er
afgørende for, om der videregives kontaktoplysninger
–
at bio-forældre ikke kan få
kontaktoplysninger til barnet (heller ikke det voksne barn), hvis barnet ikke ønsker
det.
e. Skabe mulighed for økonomisk/praktisk støtte til kontakt med forældre, søskende og
andet netværk f.eks. i form af tilskud til rejse eller adgang til computer og internet
(f.eks. på Børnehjem eller offentlige institutioner/myndigheder i oprindelseslandet
og med konkret arrangement i forhold til den enkelte adoption)
145
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0150.png
f. Etablering af samvær/kontakt fra starten af adoptionen, hvis barnet har levet så
længe sammen med en omsorgsperson, så der er skabt en relation (fast grænse eller
konkret vurdering)
g. Sikring af at kontaktformen er på barnets præmisser (mulighed for politi-tilhold
–
hvor meget skal der til)
–
barnets ret; støttet af adoptivforældre og mulighed for at
søge anden hjælp
6. Åbenhed i og overfor omgivelserne (skole, daginstitution, offentligheden): Kan man
overhovedet lovgive om det
–
giver de mening?
a. Barnets ret til at dosere oplysningerne
–
de private/intime
b. Forpligtelse på at forebygge og tage hånd om konkrete udfordringer: Mobning,
diskrimination etc. i skole og daginstitution (er det der allerede?)
c. Hvordan med diskrimination og racisme i det offentlige rum
–
der er vel allerede
lovgivning mod dette?
d. Kan man forpligte medier på at oplyse/skabe forståelse
Vi vil også gerne helt overordnet høre jeres bud på, hvilke lovgivninger og konventioner, der er
relevante i forhold til ovenstående spørgsmål
–
vi tænker umiddelbart selv: Adoptionslovgivning,
Børnekonventionen, Menneskerettighedskonventionen, Serviceloven, Forældreansvarsloven, og evt.
Persondataloven
146
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0151.png
Bilag 3
Informant
Alder
Kontinent
Minna
Ditte
Jakob
Alma
Jo
Roselina
Olga
Andreas
Alex
Victor
Thea
Emil
Joel
Biniam
Natalie
Randi
Laura
Nanna Xia
Viola
Frederik
Tina Yi
Sandra
Rikke
Line
Lila
Linette
Cecilie
7-11 år
7-11 år
7-11 år
7-11 år
7-11 år
7-11 år
7-11 år
7-11 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
12-15 år
16-18 år
16-18 år
16-18 år
16-18 år
20-30 år
20-30 år
20-30 år
20-30 år
Afrika
Afrika
Afrika
Afrika
Asien
Asien
Asien
Sydamerika
Afrika
Afrika
Afrika
Afrika
Afrika
Afrika
Sydamerika
Asien
Asien
Asien
Asien
Afrika
Asien
Asien
Asien
Asien
Asien
Asien
Sydamerika
147
 SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 294: Rapport om åbenhed i adoption
1777536_0152.png
Lotte
Sofie
Nadja
Marianne
Jane
Vagn
Laila
Tine
Torben
Grethe
Anne-Mette
Jeppe
20-30 år
31-40 år
41-50 år
41-50 år
41-50 år
41-50 år
41-50 år
51-60 år
51-60 år
51-60 år
51-60 år
51-60 år
Europa
Asien
Asien
Asien
Europa
Europa
Afrika
Europa
Europa
Europa
Europa
Afrika
Navn
Dorte
Peter
Ida
Lisbeth
Monika
Betina
Pårørende til:
Ditte
Nanna Xia & Tina Yi
Nanna Xia & Tina Yi
Biniam
Lotte
Jo
148