SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 273
Offentligt

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Socialpolitisk Redegørelse

2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Socialpolitisk Redegørelse

2017

Redaktionen er afsluttet den 19. juni 2017.

I tabeller kan afrunding medføre,

at tallene ikke summer til totalen.

Henvendelse om publikationen

kan ske til:

Børne- og Socialministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

T 33 92 93 00

Elektronisk Publikation:

ISBN: 978-87-93627-00-0

Publikationen kan hentes på

Børne- og Socialministeriets hjemmeside:

www.sm.dk

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Indhold

Sammenfatning .............................................................................................................. 11

1.1 Status for de sociale mål ......................................................................................... 15

1.2 Rammerne for den sociale indsats .......................................................................... 18

1.3 Målgrupper, modtagere og udgifter på det sociale område ..................................... 22

1.4 Socialfaglige metoder.............................................................................................. 30

1.5 Handicap, diagnoser og beskæftigelse ................................................................... 34

1.6 Socialt udsatte voksne

–

geografisk fordeling og udvikling ...................................... 36

1.7 Kriminalitet blandt udsatte børn og unge ................................................................. 40

Status for de sociale mål ................................................................................................ 45

2.1 Overblik over de 10 mål for social mobilitet ............................................................. 47

2.2 Mål 1-5: Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet .......................................... 50

2.3 Mål 6-10: Færre skal være socialt udsatte .............................................................. 64

Målgrupper, modtagere og udgifter på det sociale område ............................................ 77

3.1 Målgrupper og modtagere på socialområdet ........................................................... 79

3.2 Sociale indsatser til udsatte børn og unge .............................................................. 85

3.3 Sociale indsatser til udsatte voksne ........................................................................ 93

3.4 Sociale indsatser til voksne med handicap ............................................................ 100

3.5 Hvad koster indsatserne? ..................................................................................... 103

Socialfaglige metoder ................................................................................................... 115

4.1 Dokumenteret virksomme socialfaglige metoder ................................................... 119

4.2 Afdækning af socialfaglige metoder på socialområdet .......................................... 124

Handicap, diagnoser og beskæftigelse ........................................................................ 141

5.1 Handicap og diagnoser ......................................................................................... 143

5.2 Diagnoser og beskæftigelsespotentiale ................................................................. 151

5.3 Veje mod beskæftigelse ........................................................................................ 153

5.4 Udvikling i diagnosegrupper .................................................................................. 160

Socialt udsatte voksne

–

geografisk fordeling og udvikling ........................................... 163

6.1 Geografisk fordeling .............................................................................................. 164

6.2 Geografisk udvikling .............................................................................................. 176

6.3 Socialt udsatte voksne med flere sociale problemer ............................................. 180

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kriminalitet blandt udsatte børn og unge ...................................................................... 189

7.1 Udsatte børn og unge og kriminalitet .................................................................... 191

7.2 Udsatte børn og unge, der begår kriminalitet, før en social

foranstaltning er iværksat ...................................................................................... 197

7.3 Udsatte børn og unge, der begår kriminalitet, efter en social

foranstaltning er iværksat ...................................................................................... 202

Status på fremdrift for datastrategien for børne- og socialområdet ............................... 205

8.1 Der er gået et år

–

hvad har vi nået? ..................................................................... 206

8.2 Hvad skal vi nå i de kommende år? ...................................................................... 209

8.3 Dagtilbud ............................................................................................................... 211

8.4 Udsatte børn og unge ........................................................................................... 213

8.5 Udsatte voksne ..................................................................................................... 219

8.6 Børn og voksne med handicap.............................................................................. 222

Bilag 1: Modtagere af sociale indsatser på voksenområdet ................................................. 229

Bilag 2: Dokumentation af beregning af enhedsudgifter ...................................................... 231

Bilag 3: Udsatte børn og unge ............................................................................................. 242

Bilag 4: Udsatte voksne....................................................................................................... 247

Bilag 5: Voksne med handicap ............................................................................................ 256

Bilag 6: Børne- og Socialministeriets statistikker ................................................................. 265

Litteraturliste ....................................................................................................................... 271

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Socialpolitisk Redegørelse skal give svar på spørgsmålene: Hvem er socialt udsatte og men-

nesker med handicap i Danmark, og hvordan hjælper man dem bedst? Rammen for redegø-

relsen er regeringens 10 mål for social mobilitet, der handler om, at flere skal være en del af

arbejdsfællesskabet, og at færre skal være socialt udsatte.

Socialpolitisk Redegørelse 2016 havde fokus på den første del af spørgsmålet. Med redegø-

relsen blev der for første gang foretaget en systematisk kortlægning af den socialpolitiske

indsats i Danmark. Redegørelsen gav svar på, hvor mange der modtager sociale indsatser i

Danmark, hvad udgifterne til indsatserne er, samt et indblik i resultaterne af de forskellige

indsatser. Dette års redegørelse øger fokus på den anden del af spørgsmålet. Det handler

blandt andet om at finde svar på:



Hvordan kan man indrette de socialfaglige, sundhedsmæssige og beskæftigelses-

rettede indsatser over for mennesker med handicap, så flere bliver en del af fælles-

skabet på arbejdsmarkedet?

Hvordan kan man mest effektivt hjælpe socialt udsatte voksne, og hvor mange har

brug for hjælp til at håndtere flere problemstillinger, der skal løses samlet og under

hensyntagen til hinanden, fx hjemløshed, misbrug og en psykiatrisk diagnose?

Hvordan kan man blive bedre til at forebygge, at udsatte børn og unge kommer ind i

en kriminel løbebane?

Det er nogle af de spørgsmål, der trænger sig på i lyset af regeringens sociale mål og resul-

taterne af den sociale indsats i dag.

Socialpolitisk Redegørelse 2017 gør på den baggrund status for de sociale mål og giver et

samlet overblik over den socialpolitiske indsats i Danmark, herunder opgave- og ansvarsfor-

delingen mellem stat og kommuner. Desuden afdækker redegørelsen omfanget af dokumen-

teret virksomme metoder. Disse metoder har spillet en central rolle i skiftende regeringers

bestræbelser på at omstille de sociale indsatser, så de i højere grad baseres på viden om,

hvad der virker. Endelig bidrager analyserne i redegørelsen med ny viden, der kan pege i

retning af svar på, hvordan man kan give socialt udsatte, herunder kriminalitetstruede børn

og unge og mennesker med handicap, en bedre hjælp og støtte.

Hovedkonklusionerne i redegørelsen er:



Status for regeringens 10 mål for social mobiltiet er, at udviklingen for flere mål ser

ud til at gå i den rigtige retning, selvom der er tale om små fremskridt fra år til år.

Der kan imidlertid ikke konstateres nogen forbedring i udsatte børns faglige niveau i

skolen, og i forhold til målet om flere udsatte unge i uddannelse, er udviklingen gået

i den forkerte retning.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning



Der er en klar opgave- og ansvarsfordeling mellem stat og kommuner på det socia-

le område. Langt den største del af den sociale indsats finder sted i kommunerne.

Sammenlagt modtager ca. 168.000 børn, unge og voksne en social indsats om

året. De samlede offentlige udgifter til indsatserne udgør lidt over 45 mia. kr. årligt.

En succesfuld socialpolitik kræver en sammenhængende indsats, hvor alle aktører

løser deres opgaver og løfter deres del af ansvaret i et tæt samarbejde på tværs af

myndigheder og kommunale forvaltninger, og at indsatsen baserer sig på viden om,

hvad der virker.

Virksomme indsatser hjælper ikke kun den enkelte modtager af sociale indsatser,

men sikrer også en bedre udnyttelse af samfundets ressourcer. Viden om, hvad der

virker, er derfor efterspurgt bredt blandt aktørerne på området, både lokalt og natio-

nalt. En central del af arbejdet i stat og kommuner med at omstille de sociale ind-

satser har de seneste 10-15 år handlet om at udvikle og udbrede virksomme social-

faglige metoder. I staten er arbejdet forankret i Socialstyrelsen under Børne- og So-

cialministeriet.

I denne redegørelse er der taget et første skridt i retning af en kortlægning, der kob-

ler kendte, dokumenteret virksomme metoder med grupper, der modtager sociale

indsatser, og som kan identificeres via registerdata. På den baggrund er der foreta-

get en vurdering af omfanget af dokumenteret virksomme socialfaglige metoder på

socialområdet, og i hvilken udstrækning metoderne anvendes i kommunerne i dag.

Vurderingerne i redegørelsen er baseret på Socialstyrelsens kendskab til forskning i

og undersøgelser af socialfaglige metoder.

Det samlede billede er, at mange års fokus på øget anvendelse af metoder betyder,

at der for en række målgrupper nu anvendes dokumenteret virksomme socialfaglige

metoder. Ikke alle modtagere af sociale indsatser er dækket af virksomme metoder

i samme omfang. Det vurderes hverken at være realistisk eller nødvendigt at udvik-

le dokumenteret virksomme metoder for alle målgrupper eller alle specifikke pro-

blemstillinger blandt modtagere af sociale indsatser. Men det vurderes, at der er et

stort potentiale for at forbedre sociale indsatser gennem fortsat udvikling og udbre-

delse af virkningsfulde metoder.

Der er kun i begrænset omfang socialfaglige metoder, der er rettet mod den store

gruppe af socialt udsatte, der har flere sociale problemer. Det gælder både børn,

unge og voksne. Det samme gælder metoder, der har et forebyggende sigte og kan

forhindre, at begyndende sociale problemer udvikler sig, og metoder, der har et ud-

dannelses- og beskæftigelsesmæssigt fokus og kan anvendes på tværs af mål-

grupperne.

Det er afgørende for udviklingen af den sociale indsats, at staten, kommuner, leve-

randører mv. samarbejder om at udvikle og sprede den gode socialfaglige praksis,

som allerede findes lokalt. Socialstyrelsens nye redskab for identifikation af lovende

praksis har netop til formål at finde og udvikle god, lokal praksis. På den måde kan

den nationale metodeudvikling fremover i højere grad tage afsæt i lokale indsatser,

som allerede fungerer godt.



Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning



Implementeringen af nye metoder i kommunerne er en særskilt socialpolitisk udfor-

dring. En succesfuld implementering kræver de rette kompetencer samt opbakning,

såvel politisk og ledelsesmæssigt som fra medarbejderne, og at det er en længere-

varende og dynamisk proces. Der skal være opmærksomhed på, at anvendelse af

metoden til det fulde potentiale forudsætter løbende integration af metodens tænk-

ning og resultater i det faglige arbejde.

En central pointe er imidlertid, at udvikling og implementering af nye metoder ikke i

sig selv er tilstrækkeligt til at sikre en effektiv social indsats. Det faglige arbejde,

som socialarbejdere og andre fagpersoner i kommunen udfører, kan ikke altid om-

sættes til en metode. En succesfuld social indsats handler derfor i høj grad om en

stærk faglighed. Dertil kommer, at et godt tværfagligt samarbejde vil understøtte

den sociale indsats for borgerne, der i mange tilfælde har flere og samtidige pro-

blemstillinger, der går på tværs af myndigheder og forvaltninger.

Der er derfor behov for at gå flere veje for at bevæge sig i retning af en socialpolitik

baseret på viden om, hvad der virker. Der er brug for mere viden om tilrettelæggel-

sen af sociale indsatser. Det gælder blandt andet samspillet mellem den socialfag-

lige indsats fra medarbejdere i kommunerne, organiseringen af de socialfaglige og

beskæftigelsesrettede indsatser i kommunernes forvaltninger og indsatserne i

sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet.

Samtidig er der brug for mere viden om de forskellige målgrupper på socialområdet

og den socialpolitiske indsats. Viden som blandt andet bliver tilvejebragt gennem

analyser baseret på registerdata om modtagere af sociale indsatser. Dette er om-

drejningspunktet for Børne- og Socialministeriets datastrategi og analysestrategi.

Denne form for viden kan i mange tilfælde tilvejebringes og generaliseres langt hur-

tigere og enklere, end det vil være tilfældet med viden fra effektstudier, der skal må-

le effekten af en bestemt social indsats for en bestemt målgruppe.

Sammenlignet med registerbaserede analyser tager effektstudier generelt længere

tid at gennemføre, er meget ressourcekrævende, og resultaterne er som regel kun

relevante for en smal målgruppe. Analyser af sociale indsatser baseret på register-

data er derfor et nødvendigt supplement for at kunne identificere potentialet for bed-

re resultater bredt på socialområdet og i forhold til mulighederne for politisk og ad-

ministrativt at prioritere og styre den sociale indsats lokalt og nationalt.

På den baggrund viser registeranalyserne i denne redegørelse blandt andet, at

personer med ADHD og autisme, som modtager en handicapkompenserende ind-

sats, oftere hænger fast i kontanthjælpssystemet i lang tid. Mens ca. 30 pct. med

ADHD og ca. 20 pct. med autisme modtog kontanthjælp i 1�½ år eller mere i perio-

den 2014-2016, var det i størrelsesordenen 3-8 pct. blandt personer med handicap i

andre diagnosegrupper. Resultaterne indikerer blandt andet, at flere med ADHD og

autisme kan blive en del af arbejdsfællesskabet gennem en bedre sammenhæng

mellem de socialfaglige og beskæftigelsesrettede indsatser.



Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning



Analyserne viser også, at der er socialt udsatte voksne i alle landets kommuner.

Det varierer fra kommune til kommune, hvor stor en del af den voksne befolkning,

der modtager en social indsats rettet mod stofmisbrug, alkoholafhængighed eller

hjemløshed, men kommuner med mange socialt udsatte voksne findes i alle dele af

landet og er ikke kun centreret i store byer. Det viser, at det er afgørende, at kom-

muner i hele landet kan tilbyde sociale indsatser af høj kvalitet.

Analyserne om kriminalitet blandt udsatte børn og unge viser blandt andet, at ud-

satte børn og unge, der som mindreårige kommer på kant med straffeloven, i man-

ge tilfælde bliver sigtet for nye overtrædelser. Blandt udsatte børn og unge, som po-

litiet har rettet mistanke mod, mens de var mindreårige, er det ca. 60 pct., der bliver

sigtet for en ny overtrædelse af straffeloven i 15-17-årsalderen. Resultaterne indike-

rer, at det kan være afgørende med en målrettet og effektiv forebyggelsesindsats

første gang, børn og unge begår kriminalitet.

Analyserne viser også, at ca. 45 pct. af udsatte børn og unge, der begår kriminali-

tet, ikke har modtaget en social foranstaltning, når de bliver sigtet for en overtræ-

delse af straffeloven første gang. Mange af dem bliver sigtet allerede før, de fylder

14 år. Det indikerer, at det kan være afgørende med en tidlig og generel, kriminali-

tetsforebyggende indsats for at nedbringe kriminaliteten blandt udsatte børn og un-

ge yderligere.



Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.1

Status for de sociale mål

Regeringen har fastsat 10 mål for social mobilitet. De sociale mål handler om, at flere skal

være en del af arbejdsfællesskabet, og at færre skal være socialt udsatte. Målene sætter ret-

ning for udviklingen af socialpolitikken både nationalt og kommunalt og er med til at under-

støtte arbejdet med at omstille den sociale indsats, så den i højere grad baseres på viden

om, hvad der virker.

Ved fastsættelsen af målene har KL og en række organisationer, der repræsenterer brugere,

fagpersoner og frivillige, været inddraget. Til at sikre et løbende politisk og ledelsesmæssigt

fokus på opfølgning på målene og understøttelse af de metoder og indsatser, der virker

bedst, indgår det i aftalen om kommunernes økonomi for 2018, at regeringen og KL vil sam-

arbejde om opfølgning på de sociale mål, der skal understøtte et kommunalt fokus på løsnin-

ger, der virker.

Først og sidst skal målene være med til at sikre bedre hjælp og støtte til udsatte børn, unge

og voksne og mennesker med handicap ved, at der opnås større effekt og bedre resultater af

de godt og vel 45 mia. kr., der hvert år bruges på sociale indsatser i Danmark.

Status for regeringens 10 mål for social mobilitet er, at udviklingen for flere af målgrupperne

ser ud til at gå i den rigtige retning, selvom der er tale om små fremskridt fra år til år.

Lidt flere mennesker med handicap og med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer

ser ud til at være kommet i uddannelse og beskæftigelse.

For mennesker, som ikke umiddelbart har mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet,

er der et potentiale i, at socialt udsatte bliver en del af den frivillige sektor. En helt ny frivillig-

hedsundersøgelse, som Børne- og Socialministeriet har fået foretaget, viser, at flere perso-

ner, som hverken var i beskæftigelse eller uddannelse, gør en frivillig indsats i 2017 sammen-

lignet med en lignende undersøgelse fra 2012.

Der er også tegn på, at effekten af stofmisbrugsbehandlingen er blevet bedre. Det samme

gælder behandling for alkoholafhængighed. Og kriminaliteten blandt udsatte unge ser ud til at

være faldende.

Der kan imidlertid ikke konstateres nogen forbedring i udsatte børns faglige niveau i skolen,

og i forhold til målet om flere udsatte unge i uddannelse, er udviklingen gået i den forkerte

retning. Andelen af udsatte unge, som er i gang med eller har gennemført en ungdomsud-

dannelse er faldet fra 51 til 48 pct.

Tabel 1.1 giver et samlet overblik over baseline og status for de 10 mål for social mobilitet.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Tabel 1.1

Baseline og status for de 10 mål for social mobilitet

Antal personer i

målgruppen

Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet

Udsatte børn og unges faglige niveau i læsning

og matematik i folkeskolen skal forbedres

Flere 18-21-årige, der har modtaget en social

foranstaltning inden for de seneste fem år, skal

være i gang med eller have gennemført en ung-

domsuddannelse

Flere personer, som får en social indsats som

følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-

ne, skal i uddannelse og beskæftigelse

Flere personer, som modtager en indsats for so-

ciale problemer eller psykiske vanskeligheder ef-

ter serviceloven, skal i uddannelse og beskæfti-

gelse

Flere personer udsat for vold i nære relationer

skal i uddannelse og beskæftigelse

Færre skal værre socialt udsatte

Færre 15-17-årige udsatte unge skal modtage

en fældende strafferetlig afgørelse

Færre skal være hjemløse

Flere af de personer, der afslutter et behand-

lingsforløb for stofmisbrug, skal være stoffrie el-

ler have et reduceret eller et stabiliseret stof-

misbrug

Flere personer i offentlig alkoholbehandling skal

afslutte et behandlingsforløb som alkoholfri, med

en reduktion i alkoholforbruget eller med rele-

vant henvisning

Flere mennesker, som står uden for arbejdsmar-

kedet og som ikke er under uddannelse, skal

være en del af den frivillige indsats

14.500

6.138

17.000

26.500

20.500

Baseline

Status

Gennemsnits-

score: 41

51 pct.

Gennemsnits-

score: 41

48 pct.

41.000

10 pct.

11 pct.

32.000

6 pct.

7 pct.

9 pct.

40 pct.

8 pct.

43 pct.

13.000

37 pct.

39 pct.

399.000

26 pct.

30 pct.

Anm.: Baseline genberegnes hvert år, da flere af de registre, der ligger til grund for målene, løbende opdate-

res. For de fleste mål vedrører de seneste data 2014 og 2015.

Kilde: Se kapitel 2 om Status for de sociale mål.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Nogle kommuner opnår markant bedre resultater end andre på flere af målene. Det gælder

blandt andet målet om flere udsatte unge i uddannelse. Hvor det i nogle kommuner er 50 pct.

eller flere, der er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse, er det under 40

pct. i andre. Forskellene skal blandt andet ses i lyset af forskelle i rammevilkår samt tyngden

af udfordringer i målgruppen, men de indikerer ikke desto mindre et potentiale for at opnå

bedre resultater ved at omstille de sociale indsatser.

Kapitel 2 ser nærmere på kommunale forskelle i forhold til de sociale mål, og kapitlet inde-

holder også en oversigt over initiativer med relevans for målene.

I de følgende afsnit beskrives rammerne for den sociale indsats med fokus på opgave- og

ansvarsfordelingen mellem stat og kommuner.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.2

Rammerne for den sociale indsats

Sociale indsatser er forskellige i deres indhold og formål, men sker alle inden for juridiske og

organisatoriske rammer, hvor både kommuner og stat er involveret og har hver sine roller og

ansvar.

Regionerne spiller også en rolle i dele af den sociale indsats. Det gælder fx i behandlingen af

personer med alkoholafhængighed og i forhold til personer med psykiske vanskeligheder, der

modtager en social indsats samtidig med eller i forlængelse af behandling i psykiatrien.

Kommunalbestyrelserne og regionsrådet i en region indgår årligt en rammeaftale om faglig

udvikling, styring og koordinering af de kommunale og regionale tilbud, som ligger i regionen.

Langt den største del af de sociale indsatser sker i kommunerne. Det er i og fra kommuner-

ne, at borgere og familier modtager den direkte rådgivning, støtte og hjælp. De lovgivnings-

mæssige rammer sættes imidlertid af Folketinget, og de administrative myndigheder på om-

rådet spiller en central rolle i forhold til at udfylde disse rammer.

Børne- og socialministeren er øverste administrative myndighed på det sociale område og

fastsætter administrative regler på området med udgangspunkt i bemyndigelser fastsat i fx

lov om social service (serviceloven). Ministeren kan ikke pålægge kommunerne at afgøre so-

ciale sager på bestemte måder eller at planlægge og udføre opgaver på en bestemt måde,

med mindre det er fastsat i loven.

Børne- og Socialministeriets opgave er primært at servicere Folketinget og ministeren og har

som ressortansvarlig for det sociale område og dagtilbuds- og familieområdet en række op-

gaver knyttet hertil. Det betyder, at ministeriet udformer lovforslag, bekendtgørelser og vej-

ledninger om ministeriets lovgivning og vejleder overordnet om gældende regler. Derudover

er der løbende en dialog og et samarbejde med blandt andet KL, der repræsenterer landets

kommuner.

Serviceloven er som udgangspunkt en rammelov, der sætter de overordnede rammer for,

hvilke serviceydelser og tilbud kommunalbestyrelserne er forpligtet til at yde til borgerne, og

bestemmelserne i loven overlader i et vist omfang et skøn til kommunerne. Det kommunale

selvstyre betyder, at kommunerne har ret til at udforme og prioritere indsatsen inden for de

rammer, der udgøres af loven samt den praksis, der er fastlagt af Ankestyrelsen og domsto-

lene.

Den konkrete udmøntning af den socialpolitiske indsats foregår i kommunerne, som har det

fulde myndigheds-, finansierings- og forsyningsansvar på det sociale område. I kommunerne

er kommunalbestyrelserne de helt centrale aktører, da de har det overordnede ansvar i for-

hold til hvilke ydelser og tilbud, der ydes til borgerne på det sociale område i deres kommu-

ner. Lokalt kan opgaver på det sociale område være delt mellem forskellige forvaltninger. Det

er op til den enkelte kommune at organisere arbejdet, og i praksis er ansvaret for den konkre-

te sagsbehandling delegeret til medarbejdere i de kommunale forvaltninger.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Der er derfor mange led mellem intentionerne bag de love, som Folketinget vedtager, og den

konkrete indsats, som en borger modtager. Alle led har et ansvar og en rolle i forhold til at

sikre, at de sociale indsatser bliver givet og virker efter hensigten, jf. figur 1.1.

Figur 1.1

Myndigheder, roller og ansvar på socialområdet

Borgere

Ankestyrelsen

Familier

Roller og ansvar

Forebyggelse

Sagsbehandling

Rådgivning

Visitation

Tilsyn

Lovgivning

Vejledning

Organisering

Forvaltninger

Social-, Børne

og familieforvaltning

Ministerium

Socialstyrelsen

Departementet

Myndighed

Kommunal-

bestyrelsen

Socialministeren

Anm.: Der er tale om en overordnet illustration af myndigheder, roller og ansvar på socialområdet. De

vandrette pile illustrerer, at der er en kommunikation mellem enhederne.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

De kommunale opgaver i forhold til borgere med behov for hjælp og støtte spænder vidt og

omfatter en generel forebyggende indsats, fx i form af SSP-samarbejde i skoleregi, sagsbe-

handling i konkrete sager, fx udredning af borgerens behov og visitation til konkrete indsat-

ser, samt drift af sociale tilbud og dermed levering af den konkrete indsats.

Hvis en familie oplever problemstillinger i forhold til både sygdom og arbejdsløshed og samti-

dig har et barn med særlige behov, vil flere forvaltninger derfor være involveret i at håndtere

familiens udfordringer. Kommunerne udgør på den måde flere forskellige enheder, der arbej-

der parallelt og sammen.

Når borgere og familier henvender sig til deres kommune for at få hjælp og støtte, eller hvis

andre omkring barnet eller den voksne oplever, at der er brug for støtte, vil sagsbehandlere i

kommunens forvaltninger behandle sagen og træffe en konkret afgørelse. Det følger af ser-

viceloven, at alle afgørelser om hjælp skal ske efter en konkret, individuel vurdering. Det be-

tyder, at kommunernes sagsbehandlere i hver enkelt sag skal undersøge borgerens behov

for hjælp og på den baggrund vurdere, hvilken type hjælp borgeren kan tilbydes.

Den konkrete afgørelse træffes med udgangspunkt i lovgivningen, herunder kommunens så-

kaldte forsyningsforpligtelse, og i eventuelt lokalt politisk fastsatte serviceniveauer og kvali-

tetsstandarder, som kommunalbestyrelsen har vedtaget, jf. boks 1.1.

Derfor kan der være forskel på, hvilken hjælp borgere med de samme problemer får i forskel-

lige kommuner. Det ligger ikke som en generel forudsætning i serviceloven, at man som bor-

ger har ret til ”den bedst mulige” hjælp.

Kommunalbestyrelsen har en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt. Det be-

tyder, at kommunalbestyrelsen skal inddrage både faglige og økonomiske hensyn, når der

skal træffes afgørelse. Hensynet til kommunernes økonomi kan dog aldrig stå alene, da

kommunalbestyrelsens afgørelse, som nævnt, skal baseres på en konkret, individuel vurde-

ring af borgerens behov.

Kommunerne har det samlede ansvar for det sociale område. Serviceloven sætter de over-

ordnede rammer for, hvilke ydelser og tilbud kommunalbestyrelsen er forpligtet til at yde.

Borgere kan klage til Ankestyrelsen over en kommunal afgørelse om hjælp efter servicelo-

ven. Ankestyrelsen kan efterprøve, om konkrete afgørelser ligger inden for lovens rammer.

Ankestyrelsen ligger organisatorisk under Økonomi- og Indenrigsministeriet, men er i forhold

til sin rolle som ankemyndighed uafhængig af ministeriet såvel som af ministeren.

De sociale indsatser udgør ofte kun en del af den samlede støtte og hjælp, som en familie el-

ler en borger modtager. Et eksempel kan være en hjemløs borger, der samtidigt har proble-

mer med fysisk eller psykisk sygdom, og som står uden for arbejdsmarkedet. Det sociale sy-

stem vil yde støtte til at afhjælpe det akutte behov for en bolig, mens det er jobcentret, der

yder bistand i forhold til beskæftigelse. Og hjælpen i forhold til sygdomsbehandling leveres

først og fremmest inden for sundhedssystemet.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

En succesfuld social indsats kræver derfor i mange tilfælde et tæt samarbejde på tværs af

kommunale forvaltninger og myndigheder, der kan sikre en sammenhængende indsats, fx i

beskæftigelsessystemet, uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet. Dette er også afspejlet

i de 10 mål for social mobilitet. Jo bedre samarbejdet er på tværs, jo bedre de forskellige ind-

satser koordineres, jo større vil sandsynligheden alt andet lige være for, at de sociale indsat-

ser lykkes.

Boks 1.1

Centrale begreber og principper på socialområdet

Forsyningsforpligtelsen

Kommunerne har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige tilbud til borgerne på socialområdet. Det be-

tyder, at hvis borgeren ved en afgørelse har ret til en ydelse, skal kommunen stille et egnet tilbud til rådig-

hed straks. Kommunerne kan enten bruge egne tilbud eller samarbejde med andre kommuner, regioner el-

ler private leverandører i overholdelsen af forsyningsansvaret. Det kan fx være et specialiseret tilbud, som

kommunen ikke selv råder over, men kan købe i en anden kommune.

Kommunale serviceniveauer og kvalitetsstandarder

Som rammelov giver serviceloven kommunerne et politisk handlerum til at fastsætte lokale kvalitetsstandar-

der, retningslinjer eller serviceniveauer om hvilken type hjælp, der i den pågældende kommune typisk gives

i forhold til bestemte typer af behov eller målgrupper. Det er en politisk beslutning at sætte lokale serviceni-

veauer, som tages af kommunalbestyrelsen eller af et udvalg. Serviceniveauer og kvalitetsstandarder skal

fastsættes inden for rammerne af loven, og sagsbehandlingen i kommunerne skal som altid ske efter en

konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov.

Socialtilsynet

Socialtilsynet godkender og fører et driftsorienteret tilsyn med sociale tilbud og plejefamilier. Socialtilsynet

har ansvaret for, at tilbud, der er omfattet af lov om socialtilsyn har den fornødne kvalitet og er generelt eg-

nede til målgruppen, således at borgerne i tilbud og plejefamilier får en indsats, der er i overensstemmelse

med formålet med indsatsen efter serviceloven. Socialtilsynet adskiller sig fra det personrettede tilsyn, som

fortsat udføres af den kommune, der har ansvaret for den enkelte borgers ophold og situation i tilbuddet. I

hver region er en kommune ansvarlig for at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med sociale tilbud og

plejefamilier. Det er henholdsvis Frederiksberg, Holbæk, Faaborg-Midtfyn, Silkeborg og Hjørring Kommu-

ner. De fem kommuner benævnes samlet socialtilsynet.

Sektoransvaret på handicapområdet

Princippet om sektoransvar på handicapområdet betyder, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse el-

ler service, også er ansvarlig for, at ydelsen er tilgængelig for borgere med nedsat funktionsevne; at perso-

ner med handicap også kan bruge eller modtage ydelsen. Det kan fx være i forhold til offentlig transport,

hvor det skal være muligt at bruge bus og tog for personer med bevægelseshandicap. Indsatsen over for

borgere med nedsat funktionsevne er derfor ikke kun en opgave for det specialiserede socialområde, men

en opgave, der rækker ind på en række andre områder, herunder bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, uddan-

nelses- og sundhedsområdet.

Det følgende afsnit giver et samlet overblik over modtagere og udgifter på socialområdet, og

gør kort rede for Børne- og Socialministeriets datastrategi og analysestrategi.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

personer med psykiske vanskeligheder. Omkring 61.200 voksne modtog en social indsats på

grund af psykiske vanskeligheder eller et særligt socialt problem i 2015.

Voksne med handicap, der modtager en social indsats, omfatter personer over 18 år, som

modtager støtte eller hjælp efter serviceloven på grund af en fysisk eller kognitiv funktions-

nedsættelse. Fysiske handicap omfatter blandt andet forskellige former for syns- og høre-

nedsættelser samt mobilitetshandicap, der påvirker evnen til at bevæge sig, fx muskelsvind

og rygmarvsskader. Hjerneskader og udviklingshæmning er eksempler på kognitive funkti-

onsnedsættelser. Indsatserne rettet mod voksne med handicap omfatter blandt andet social-

pædagogisk støtte og forskellige former for botilbud. Gruppen talte ca. 49.500 personer i

2015.

Personer, der modtager sociale indsatser på et givet tidspunkt, vil kun udgøre en del af det

samlede antal af personer med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger m.fl., jf. fi-

gur 1.3.

Figur 1.3

Eksempler på personer med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger m.fl.

Registrerede

modtagere af

Personer med

stofmisbrug

Børn i familier

med alkohol-

problemer

Personer i misbrugs-

behandling

Børn udsat for

omsorgssvigt

Børn anbragt

uden for hjemmet

Unge med en fast

kontaktperson

Unge med

adfærdsproblemer

Personer med

Unge der har

begået kriminalitet

psykiske lidelser

Brugere af

forsorgshjem

Personer udsat

for vold i nære

relationer

Hjemløse

Alkohol-

afhængige

sociale indsatser

Modtagere af

socialpædagogisk

støtte

Anm.: Der er tale om en illustration af grupper i samfundet med sociale eller handicaprelaterede problem-

stillinger mv. og grupper af modtagere af indsatser på socialområdet. Størrelsen af de to cirkler i fi-

guren siger ikke noget om det faktiske størrelsesforhold mellem grupperne.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

De forskellige velfærdsordninger i det danske samfund favner imidlertid en bred vifte af bor-

gere med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger, der på den ene eller anden må-

de får og kan få hjælp. Det kan være på det almene område, fx i dagtilbud og på skoler, på

uddannelsessteder og i sundhedssystemet. Eller på det specialiserede socialområde, som

denne redegørelse handler om. Herudover kommer hele den frivillige sociale indsats, hvoraf

en del understøttes økonomisk af det offentlige, både kommunalt og med centralt afsatte

midler.

Analyserne i denne redegørelse baserer sig på centralt indsamlede registerdata om de tre

hovedmålgrupper på det specialiserede socialområdet. Det betyder, at der vil være udsatte

–

børn, unge og voksne

–

og mennesker med handicap, som ikke er omfattet af analyserne i

redegørelsen, fordi de ikke har modtaget en indsats efter serviceloven mv. Der vil også være

nogle, der ikke indgår, selvom de har modtaget en social indsats, fordi der aktuelt ikke findes

registerdata om dem. Det gælder for eksempel for brugere af krisecentre og personer med

fysisk handicap, der alene modtager en indsats i form af et hjælpemiddel.

Med Børne- og Socialministeriets datastrategi for børne- og socialområdet arbejdes der mål-

rettet mod at etablere data for flere modtagere af sociale indsatser. Visionen er, at der for alle

væsentlige målgrupper skal indsamles dækkende data om, hvem der modtager hvilke indsat-

ser hvornår og til hvilken pris. Det er en præmis for hele datastrategien, at kommunerne sam-

let set ikke skal registrere og indberette mere end i dag.

Boks 1.2 gør kort rede for status og det videre arbejde med datastrategien.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.2

Datastrategi for børne- og socialområdet

Børne- og Socialministeriet arbejder strategisk med dataudvikling, og ministeriets datastrategi for 2016-

2020 omfatter en ambitiøs plan for bedre data på børne- og socialområdet. Visionen for datastrategien er,

at der for alle målgrupper på ministerieområdet indsamles dækkende og aktuelle data af høj kvalitet.

Bedre data om dagtilbud og om den sociale indsats skal blandt andet sikre et større vidensgrundlag på om-

rådet og give kommunerne større gennemsigtighed i forhold til andre kommuners praksis og bedre vilkår for

erfaringsudveksling på tværs af kommunegrænserne.

Af væsentlige resultater for udmøntning af datastrategien for 2016 og første halvdel af 2017 kan nævnes:



Synliggørelse af kommunernes registreringspraksis.

I Socialpolitisk Redegørelse 2016 blev det

som et forsøg besluttet at synliggøre kommunernes arbejde med dataregistrering og kvalitetssik-

ring af data om forebyggende foranstaltninger til udsatte børn, unge og familier. Den større synlig-

hed har givet øget opmærksomhed i kommunerne om at levere data til tiden og er derfor udbredt til

anbringelsesstatistikken samt statistikken om udsatte voksne og personer med handicap.

Ny databekendtgørelse.

De gældende krav til kommunernes dataindberetning på det sociale om-

råde er i dag ikke samlet ét sted, og det kan derfor forekomme uklart, hvad der skal indberettes af

hvem og hvornår, hvilket kan give anledning til upræcise indberetninger. Folketinget har derfor ved-

taget et lovforslag i juni 2017, der giver ministeriet hjemmel til at udstede en databekendtgørelse,

der så vidt muligt samler alle regler og informationer om dataindberetningen på det sociale område

ét sted.

Sanering i statistikkerne på socialområdet.

Børne- og Socialministeriet, KL og Danmarks Stati-

stik har arbejdet målrettet på at sikre, at det kun er de mest nødvendige data, der indsamles cen-

tralt. De foreløbige resultater peger på, at der er tale om betydelige saneringer, som vil lette indbe-

retningsbyrden for kommunerne væsentligt, særligt med hensyn til statistikkerne på området for

udsatte børn og unge.

Etablering af kvindekrisecenterstatistik og hjælpemiddelstatistik.

Børne- og Socialministeriet

har iværksat en indsamling af oplysninger til en ny individbaseret statistik om kvinder og børn på

krisecentre, hvor tal for 2017 forventes offentliggjort i foråret 2018. Der er også iværksat en pilot-

indsamling af oplysninger til at danne en national hjælpemiddelstatistik på individniveau. De første

opgørelser af brugen af hjælpemidler fra 77 kommuner forventes offentliggjort ultimo 2017.

Fremadrettet vil der blandt andet være fokus på at indfri følgende mål:



I 2017 skal det afklares, om der kan etableres en statistik om børn og unge under 18 år med han-

dicap på baggrund af eksisterende dataindberetninger.

I 2017 skal det undersøges, hvordan indberetninger om personer i stofmisbrugsbehandling kan sy-

stematiseres og tilrettelægges på en mere hensigtsmæssig måde.

Resultaterne af det omfattende sanerings- og tilpasningsarbejde i børnestatistikkerne og statistik-

ken om udsatte voksne og personer med handicap skal implementeres i løbet af 2017 og 2018.

Stofmisbrugsstatistikken skal i løbet af 2017 og 2018 gennemgå et eftersyn, der skal sikre øget

kvalitet i data.

Der skal i 2017 igangsættes et samarbejde med 15 kommuner, som ønsker at forbedre udvalgte

økonomi- og aktivitetsdata, så der i 2020 centralt kan indsamles sammenlignelige personoplysnin-

ger om udgifter til ydelser for kommunerne.

I 2017 skal det afdækkes, hvilke udfordringer der er i forhold til at udvikle et mere retvisende insti-

tutionsregister på dagtilbudsområdet.



Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Der er et stort potentiale for at styrke politikudviklingen på socialområdet med udgangspunkt i

analyser baseret på registerdata, der bidrager med mere viden om, hvad der karakteriserer

modtagere af sociale indsatser, hvordan indsatserne virker, og hvad indsatserne koster. Det

samme gælder en mere vidensbaseret prioritering og styring på det sociale område, både na-

tionalt og lokalt.

Børne- og Socialministeriets analysestrategi tager sigte på at styrke grundlaget for en vi-

densbaseret socialpolitik gennem en bedre udnyttelse af registerdata på området.

Boks 1.3 sammenfatter de centrale elementer i analysestrategien.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Boks 1.3

Børne- og Socialministeriets analysestrategi

Børne- og Socialministeriets analysestrategi baserer sig hovedsageligt på registerbaserede analyser og in-

deholder tre centrale elementer:

Viden om, hvad der karakteriserer modtagere af sociale indsatser.

Når de sociale indsatser

skal løftes, er det afgørende at have viden om, hvor store målgrupperne er, og hvad der karak-

teriserer modtagere af sociale indsatser. For at kunne prioritere og styre på socialområdet er det

desuden nødvendigt at kende til målgruppernes karakteristika i forhold til uddannelse, beskæfti-

gelse, forsørgelsesgrundlag, bolig- og familieforhold, social baggrund samt diagnoser, kontakt til

sundhedssystemet og kriminalitet. Det samme gælder modtagergruppernes geografiske forde-

ling og udvikling. Det skal ses i lyset af, at indholdet og formålet med de sociale indsatser i høj

grad afhænger af og tildeles ud fra den enkeltes konkrete livssituation og behov.

Viden om, hvordan indsatserne virker.

Analyser af, hvem målgrupperne er, kan give vigtig vi-

den om, hvor indsatsen ser ud til at nå i mål, og for hvem og hvor der er behov for at omstille

indsatserne for at sikre bedre resultater. Inden man kan analysere, hvordan en indsats virker, er

det nødvendigt at tage stilling til, hvad der er de relevante progressionsmål og succeskriterier for

den målgruppe, man vil undersøge, og hvordan man måler det. Det er i sig selv en central del af

analysen. I mange tilfælde vil man ikke kunne måle direkte på de relevante progressionsmål og

succeskriterier, og man må basere sig på mere indirekte indikatorer for at se, hvordan modta-

gerne klarer sig målt i forhold til relevante succeskriterier.

Viden om, hvad indsatserne koster.

Viden om, hvordan de sociale indsatser virker, er ikke

kun et spørgsmål om, hvordan indsatserne understøtter borgernes behov for progression og

muligheder for at nå et succeskriterium. Der vil i mange tilfælde være behov for at kunne priori-

tere mellem forskellige typer af indsatser, herunder for at kunne vurdere om en indsats er om-

kostningseffektiv og for at kunne styre udgiftsudviklingen. Mere viden om, hvad de enkelte ind-

satser koster, er derfor også en helt central del af en mere vidensbaseret socialpolitik.

Vidensdagsordenen er ikke ny på socialområdet, Blandt andre har Socialstyrelsen og SFI gennem en år-

række lavet analyser, herunder analyser baseret på surveydata og effektstudier af sociale indsatser. Med

regeringsgrundlaget er det politiske og administrative fokus på en vidensbasering af socialpolitik imidlertid

blevet styrket. Dette er blandt andet kommet til udtryk med regeringens 10 mål for social mobilitet.

Arbejdet mod en mere vidensbaseret socialpolitik følger to overordnede spor. Det ene spor handler om at

understøtte kommunerne og de enkelte sociale tilbud i deres arbejde med lokalt at opbygge viden om ind-

satserne via systematisk dokumentation af resultaterne, herunder indsamling af egne data. Her er et cen-

tralt værktøj Socialstyrelsens håndbog for sociale tilbud i resultatdokumentation og evaluering.

Det andet spor handler om fra centralt hold at opbygge mere viden om målgrupper og modtagere af sociale

indsatser. Dette spor udfoldes blandt andet i Socialpolitisk Redegørelse og i ministeriets løbende arbejde

med registerbaserede analyser, samt i en række satspuljeprojekter og andre centralt finansierede projekter,

der sigter mod udvikling af socialfaglige metoder med dokumenteret effekt.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

1.4

Socialfaglige metoder

Der har i de seneste 10-15 år været fokus på både udvikling og anvendelse af faglige meto-

der ’der virker’

på socialområdet. Udviklingen er gået i retning af mere systematik i de sociale

indsatser, udvikling af metoder og dokumentation af effekten af indsatserne.

Viden om, hvad der virker, er efterspurgt bredt blandt aktørerne på området. Dokumenterede

indsatser hjælper ikke bare den enkelte modtager af indsatsen, men sikrer også en bedre

udnyttelse af samfundets ressourcer.

Ikke alle modtagere af sociale indsatser er dækket af virksomme metoder i samme omfang.

Det vurderes hverken at være realistisk eller nødvendigt at udvikle dokumenteret virksomme

metoder for alle målgrupper eller alle specifikke problemstillinger blandt modtagere af sociale

indsatser. Men det vurderes, at der er et stort potentiale for at forbedre sociale indsatser

gennem fortsat udvikling og udbredelse af virkningsfulde metoder.

Socialstyrelsen spiller en central rolle i forhold til det nationale arbejde med at udvikle, afprø-

ve, modne og udbrede socialfaglige metoder. Blandt styrelsens hovedopgaver er tilvejebrin-

gelse af ny socialfaglig viden og formidling og udbredelse af virkningsfulde metoder og god

praksis på socialområdet. Samtidig rådgiver styrelsen kommuner, regioner, borgere og andre

aktører i forhold til målgrupper generelt og specifikke problemstillinger.

Med vurderingerne og afdækningen i kapitlet er der taget et første skridt i retning af en kort-

lægning i form af en kobling af kendte, dokumenteret virksomme metoder med de tre hoved-

målgrupper blandt modtagere af sociale indsatser, der kan identificeres via registerdata; ud-

satte børn og unge, udsatte voksne og voksne med handicap.

Vurderingerne i kapitlet skal bidrage til et styrket, samlet vidensgrundlag for det fremadrette-

de, strategiske arbejde med at udvikle og udbrede socialfaglige metoder med dokumenteret

effekt, men peger i sig selv ikke på konkrete metodeudviklingsprojekter, der kan være rele-

vante at sætte i gang.

En faglig vurdering af behovet for at igangsætte projekter rettet mod udvikling og udbredelse

af nye metoder samt politiske beslutninger herom, kan ikke alene bero på en afdækning af,

hvor der i dag eksisterer dokumenteret virksomme metoder. Det vil kræve en samlet vurde-

ring og afvejning af en række forskellige hensyn. Det gælder blandt andet det økonomiske ra-

tionale for at udbrede metoderne

–

fx i forhold til omkostningseffektivitet

–

den kommunale ef-

terspørgsel og målgruppernes størrelse og problemtyngde, herunder hvor udgiftstung en

målgruppe er, samt potentialet for progression i en målgruppe. En sådan samlet vurdering

ligger uden for rammerne af dette kapitel, men indgår i regeringens arbejde med området.

Selvom fokus i dette kapitel er på socialfaglige metoder, skal man være opmærksom på, at

metoder, der er dokumenteret virksomme, ikke står alene i vidensbaseringen af den sociale

indsats. Metoder er en systematisk tilgang til det sociale arbejde, som altid bygger på faglig

viden. Vidensbaserede sociale indsatser handler i lige så høj grad om en løbende systema-

tisk og kritisk faglig refleksion i det sociale arbejde og en stærk faglighed blandt medarbejde-

re i kommuner og tilbud.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Det er imidlertid ikke nok at konstatere, om og hvor mange dokumenteret virksomme metoder

der findes for en målgruppe. Derfor sker den samlede vurdering på baggrund af følgende tre

kriterier:



Antal:

Der er en eller flere dokumenteret virksomme metoder til målgruppen

Bredde:

Metoderne dækker variationen i forhold til karakter, omfang og tyngde af

målgruppens problemer.

Implementeringsomfang:

Metoderne er implementeret i flere kommuner

Alle tre kriterier er væsentlige i forhold til at vurdere i hvilken udstrækning, de dokumenteret

virksomme metoder, der findes i dag, er dækkende for målgrupperne på socialområdet.

At en metode er dokumenteret virksom betyder, at det er systematisk undersøgt, at metoden

virker i forhold til den eller de sociale problemstillinger, der kendetegner den specifikke mål-

gruppe. Det kan gøres på forskellige måder og i forskellige niveauer. Socialstyrelsens Vi-

densdeklaration skelner mellem fire niveauer for dokumenteret effekt: A, B, C og D, hvor A er

det højeste. I denne redegørelse indgår metoder, der som minimum er deklareret til niveau B.

Afdækningsmetoden er illustreret i figur 1.6 for socialt udsatte voksne og voksne med psyki-

ske vanskeligheder.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.6

Beskrivelse af afdækningsmetoden

Modtagere af sociale indsatser, der kan identificeres via registerdata

Udsatte børn

og unge

Udsatte

voksne

Voksne med

handicap

Hjemløse

Anbragte

børn

og unge

Børn og unge med

forebyggende for-

anstaltninger

Voksne med

psykiske van-

skeligheder

Personer med stof-

misbrug i behandling

Kognitiv

Alkoholaf-

hængige

voksne

funktions-

nedsættelse

Fysisk funk-

tionsned-

sættelse

Vurdering på baggrund

af de tre kriterier

Antal?

Bredde?

Implementeringsomfang?

Udsatte voksne, der modtager sociale indsatser efter serviceloven

Personer

Hjemløse

med

stofmis-

brug

Voksne med psyki-

ske vanskeligheder

Alkoholaf-

hængige

voksne

Udsatte med flere samtidige

problemer fx

social stofmisbrugsbehandling til bor-

gere med kognitive udfordringer

Der findes dokumenteret virksomme metoder på

mindst niveau B for disse udsatte voksne

Der findes ikke dokumenteret virk-

somme metoder på mindst niveau

B for disse udsatte voksne

Anm.: Der er tale om en illustration af den centrale afdækningsmetode i kapitlet for så vidt angår udsatte

voksne,

der modtager en indsats efter serviceloven. ”Dokumenteret

virksomme metoder på niveau

B” refererer til niveauer på

Vidensdeklarationens effektdimension.

For mange modtagere af sociale indsatser er selvforsørgelse og et selvstændigt liv et reali-

stisk mål med indsatsen, jf. også Socialpolitisk Redegørelse 2016, men området vurderes

generelt kun i begrænset omfang at være dækket af metoder, der har et klart uddannelses-

og beskæftigelsesmæssigt fokus.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Samtidig er det Socialstyrelsens erfaring fra samarbejdet med kommunerne, at metoder, der i

højere grad har et forebyggende end et behandlende sigte, og som kan understøtte de tidli-

ge, opsøgende og forebyggende indsatser, er efterspurgte af kommunerne.

Disse resultater er bredt gældende for alle tre hovedmålgrupper på socialområdet. Ud over

disse generelle resultater, der går på tværs, er der også modtagerspecifikke metoder, der er

blevet vurderet:

For det første er børn og unge med psykiske vanskeligheder som depression, selvskadende

adfærd og spiseforstyrrelser efter Socialstyrelsens vurdering, på baggrund af kendskab til

metoder på området, kun i begrænset omfang dækket af socialfaglige metoder i dag.

Vurderingen skal ses i lyset af, at antallet af børn og unge med psykiske vanskeligheder i

kommunerne opleves at være i vækst, og at metoder, der kan anvendes til behandling, ud-

redning og især støtte for disse børn og unge i det sociale system, kun i begrænset omfang

findes eller er udbredt i dag. Det gælder specifikt psykisk sårbare børn og unge, der ikke har

så svære lidelser, og derfor ofte heller ikke udredes i det psykiatriske system.

For det andet vurderes der i dag kun i begrænset omfang at være metoder, der retter sig mod

voksne med flere sociale problemstillinger. For eksempel har SFI (2016) set på kapaciteten i

stofmisbrugsbehandlingen, og i denne analyse angiver mange kommuner, at der mangler

målrettede behandlingstilbud til borgere med samtidigt misbrug og psykiske vanskeligheder.

Endelig vurderer Socialstyrelsen på baggrund af afdækningen, at voksne med kognitive van-

skeligheder eller fysiske funktionsnedsættelser, såsom ADHD, autisme, cerebral parese og

lettere udviklingshæmning i begrænset omfang er dækket af metoder. Denne konklusion un-

derstøttes af redegørelsens analyse af handicap, diagnoser og beskæftigelse. Med den rette

støtte kan den sidstnævnte gruppe af voksne opnå deltagelse i samfundet og et selvstændigt

liv. Det kræver i mange tilfælde imidlertid en vedvarende, social indsats, der involverer flere

forvaltninger og aktører, men som i dag kun i begrænset omfang er støttet af dokumenteret

virksomme metoder.

Det er en central pointe, at implementering og forankring af dokumenteret virksomme meto-

der i kommunerne og i sociale tilbud er en særskilt socialpolitisk udfordring. En succesfuld

implementering vil blandt andet kræve, at metoden er økonomisk bæredygtig, at der er de

rette kompetencer til stede i kommunen, samt opbakning såvel politisk og ledelsesmæssigt

som fra medarbejderne. Der skal være opmærksomhed på, at anvendelse af metoden til det

fulde potentiale forudsætter løbende integration af metodens tænkning og resultater i det fag-

lige arbejde.

I det fremadrettede arbejde vil Børne-

og Socialministeriets ”Strategi for udvikling

af sociale

indsatser” blive lagt til grund for arbejdet med at modne, afprøve og udvikle virksomme meto-

der.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

I vurderingen af en metode er det af stor betydning, at effekten af indsatsen står mål med

omkostningerne forbundet hermed, det vil sige omkostningseffektiviteten ved metoden. Der

eksisterer meget begrænset viden om omkostningseffektiviteten af sociale indsatser i Dan-

mark. Socialstyrelsen forventes i efteråret 2017 at have færdigudviklet den socialøkonomiske

investeringsmodel (SØM). Det overordnede mål med modellen er at vise de økonomiske

konsekvenser af sociale indsatser over tid. Modellen kan således give brugbar viden om de

økonomiske konsekvenser, som kan indgå i grundlaget, når kommunerne skal tage beslut-

ninger om den sociale indsats. Læs mere om SØM på www.socialstyrelsen.dk.

Det følgende tre afsnit opsummerer hovedresultaterne og de centrale pointer i en række te-

matiske analyser i årets redegørelse, der skal bidrage med ny viden om modtagere af sociale

indsatser i forhold til aktuelle temaer: Handicap, diagnoser og beskæftigelse, den geografiske

fordeling og udvikling i forhold til socialt udsatte voksne samt kriminalitet blandt udsatte børn

og unge.

1.5

Handicap, diagnoser og beskæftigelse

Temakapitlet om handicap, diagnoser og beskæftigelse inddrager diagnoser for at belyse po-

tentialet for, at flere i målgruppen af personer med handicap kan blive en del af arbejdsfæl-

lesskabet.

Diagnoserne omfatter blandt andet ADHD, autisme, cerebral parese, Downs, erhvervet hjer-

neskade, gigt, udviklingshæmning og muskelsvind.

Det er meget individuelt, hvordan funktionsevnen påvirkes som følge af en diagnose, og der

kan være en række specifikke diagnoser under de generelle diagnosegrupper. Det vil altid

være en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede funktionsnedsættelse og aldrig

en diagnose i sig selv, der er udgangspunktet for visitation til en handicapkompenserede ind-

sats efter serviceloven.

Analyserne i kapitlet viser, at førtidspension udgør forsørgelsesgrundlaget for hovedparten af

voksne med handicap. Men på tværs af de fleste diagnosegrupper er der i størrelsesordenen

5-10 pct., der har beskæftigelse som forsørgelsesgrundlag, jf. figur 1.7.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Regeringen har fastsat 10 mål for social mobilitet. De sociale mål handler om, at flere skal

være en del af arbejdsfællesskabet, og at færre skal være socialt udsatte. Målene sætter ret-

ning for udviklingen af socialpolitikken både nationalt og kommunalt og er med til at under-

støtte arbejdet med at omstille den sociale indsats, så den i højere grad baseres på viden

om, hvad der virker.

Ved fastsættelsen af målene har KL og en række organisationer, der repræsenterer brugere,

fagpersoner og frivillige, været inddraget. Til at sikre et løbende politisk og ledelsesmæssigt

fokus på opfølgning på målene og understøttelse af de metoder og indsatser, der virker

bedst, indgår det i aftalen om kommunernes økonomi for 2018, at Regeringen og KL vil sam-

arbejde om opfølgning på de sociale mål, der skal understøtte et kommunalt fokus på løsnin-

ger, der virker.

I dette kapitel gøres der status for hvert af de 10 mål for social mobilitet, der omfatter mål-

grupperne udsatte børn og unge, herunder børn og unge med handicap, udsatte voksne og

voksne med handicap. For de fleste mål vedrører de seneste data 2014 og 2015. Desuden

belyses kommunale forskelle, hvor det er muligt. Selvom det kan være svært at sammenligne

kommunerne direkte med hinanden på grund af forskelle i rammevilkår, kan kommunale

sammenligninger give en indikation af potentialet for at opnå bedre resultater af de sociale

indsatser og hjælpe kommunerne til at lære af hinanden. Endelig giver kapitlet en oversigt

over initiativer med relevans for de sociale mål.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:



Udviklingen ser for flere af målene ud til at gå i den rigtige retning, selvom der kan

være nogen usikkerhed forbundet med de forskellige opgørelser, og der kun er tale

om små fremskridt fra år til år.

Lidt flere mennesker med handicap ser ud til at være kommet i uddannelse og be-

skæftigelse. Det samme gælder gruppen af mennesker med psykiske vanskelighe-

der eller sociale problemer. For begge grupper er andelen, der er i uddannelse eller

beskæftigelse, steget med 1 pct.-point fra 2014 til 2015.

Der er et potentiale i, at mennesker, som ikke umiddelbart har mulighed for at blive

en del af arbejdsfællesskabet, bliver en del af den frivillige sektor. En helt ny frivil-

lighedsundersøgelse, som Børne- og Socialministeriet har fået foretaget, viser, at

30 pct. af de personer, som hverken er i beskæftigelse eller uddannelse, er en del

af den frivillige indsats. Udviklingen er gået i den rigtige retning siden den seneste

undersøgelse i 2012, hvor andelen var 26 pct.



Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål



Der er tegn på, at effekten af stofmisbrugsbehandlingen er blevet bedre. I 2015 af-

sluttede 43 pct. et behandlingsforløb som stoffrie eller med et reduceret eller stabili-

seret stofmisbrug. Det er en stigning på 3 pct.-point i forhold til 2014 og en fortsæt-

telse af tendensen de senere år. Antallet af narkotikarelaterede dødsfald er desu-

den faldet lidt fra 2014 til 2015.

Der er også tegn på, at effekten af alkoholbehandlingen er blevet bedre. I 2014 af-

sluttede 37 pct. et behandlingsforløb for alkoholafhængighed som alkoholfrie eller

med en reduktion i alkoholforbruget eller med en relevant henvisning til yderligere

behandling. Det er en stigning på 2 pct.-point i forhold til 2013.

Kriminaliteten blandt udsatte unge ser ud til at være faldende. I 2015 havde 8 pct.

blandt udsatte unge modtaget en fældende strafferetlig afgørelse, mens det var 9

pct. i 2014. Udviklingen skal ses i lyset af, at ungdomskriminaliteten generelt har

været faldende gennem en årrække.

Når det gælder målet om flere udsatte unge i ungdomsuddannelse, er udviklingen

imidlertid gået i den forkerte retning. Færre udsatte børn og unge er som 18-21-

årige i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse. Fra 2014 til 2015 er

andelen faldet med 3 pct.-point, fra 51 til 48 pct.

Gode faglige færdigheder fra grundskolen giver gode forudsætninger for at tage en

ungdomsuddannelse. Det gælder både udsatte børn og unge og deres jævnaldren-

de. Der kan imidlertid ikke konstateres nogen forbedring i udsatte børn og unges

faglige niveau i folkeskolen de seneste år. Både i 2014 og 2015 ligger udsatte børn

og unges gennemsnitsscore på en skala fra 1-100 i de nationale test i læsning og

matematik på 41. Til sammenligning ligger gennemsnitsscoren på 57 for andre børn

og unge i 2015.

Nogle kommuner opnår markant bedre resultater end andre på flere af målene. Det

gælder målet om flere udsatte unge i ungdomsuddannelse og målene om, at flere

mennesker med handicap og flere mennesker med psykiske vanskeligheder eller

sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse.

De kommunale forskelle vil i nogen grad afspejle forskelle i tyngden af problemer

blandt målgruppen samt forskelle i kommunernes rammevilkår, for eksempel ud-

buddet af uddannelsestilbud og jobåbninger på det lokale arbejdsmarked, men de

indikerer et potentiale for at opnå bedre resultater af den sociale indsats.

De sociale mål sætter retningen for alle initiativer, som understøtter anvendelsen af

metoder og indsatser, der virker bedst for målgrupperne på socialområdet. Af væ-

sentlige initiativer kan nævnes udspil til en reform af de forberedende tilbud til unge,

som støtter gennemførelsen af en ungdomsuddannelse eller at kunne få varigt fod-

fæste på arbejdsmarkedet. Regeringens nye dagtilbudsudspil har fokus på en styr-

ket indsats i daginstitutioner med mange børn i udsatte positioner. Der er også flere

satspuljeprojekter, som understøtter udbredelsen af metoder og praksis, der virker,

eksempel i forhold til behandlingsmodeller for unge med stofmisbrug eller bostøt-

temetoder til udsatte voksne.



Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

2.1

Overblik over de 10 mål for social mobilitet

Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet, og færre skal være socialt udsatte. Det er de

to overordnede sigtelinjer for regeringens 10 mål for social mobilitet.

Målene sætter retning for udviklingen af socialpolitikken både nationalt og kommunalt og er

blandt andet med til at understøtte omstillingen af den sociale indsats, så den i højere grad

baseres på viden om, hvad der virker. Det handler både om en mere data- og analysedrevet

prioritering og styring af det sociale område og om det strategiske arbejde med udvikling og

udbredelse af socialfaglige metoder med dokumenteret effekt (se også kapitel 4).

Målene skal være med til at sikre bedre hjælp og støtte til udsatte børn, unge og voksne og

mennesker med handicap

–

ved at opnå større effekt og bedre resultater af de ca. 45 mia.

kr., der hvert år bruges på sociale indsatser i Danmark.

Derfor har udgangspunktet for fastsættelsen af målene været modtagere af sociale indsatser,

hvor der findes eller kan etableres gode data om målgruppen i form af centralt indsamlede

registeroplysninger eller surveydata, som kan kobles til andre registre.

For de sociale mål kan kun bruges til at følge udviklingen i den sociale indsats, hvis der er

data at måle på. Det betyder ikke, at andre målgrupper på socialområdet som eksempelvis

mennesker i prostitution eller personer med senfølger efter seksuelle overgreb er mindre vig-

tige i socialpolitikken. Og det betyder heller ikke, at ellers relevante mål om fx bedre livskvali-

tet og trivsel ikke er en del af de sociale mål, ligesom der ikke er specifikke mål for forebyg-

gelse, selvom den forebyggende indsats naturligvis er helt central i socialpolitikken. Det er

imidlertid vanskeligt at opstille særskilte målbare mål for den forebyggende indsats, men en

virksom forebyggende indsats vil bidrage til at nå målene.

Modtagere af sociale indsatser omfatter en stor og meget forskelligartet gruppe af menne-

sker, jf. figur 2.1

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Tabel 2.1

Baseline og status for de 10 mål for social mobilitet

Antal personer i

målgruppen

Flere skal være en del af arbejdsfællesskabet

Udsatte børn og unges faglige niveau i læsning

og matematik i folkeskolen skal forbedres

Flere 18-21-årige, der har modtaget en social

foranstaltning inden for de seneste fem år, skal

være i gang med eller have gennemført en ung-

domsuddannelse

Flere personer, som får en social indsats som

følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-

ne, skal i uddannelse og beskæftigelse

Flere personer, som modtager en indsats for so-

ciale problemer eller psykiske vanskeligheder ef-

ter serviceloven, skal i uddannelse og beskæfti-

gelse

Flere personer udsat for vold i nære relationer

skal i uddannelse og beskæftigelse

Færre skal værre socialt udsatte

Færre 15-17-årige udsatte unge skal modtage

en fældende strafferetlig afgørelse

Færre skal være hjemløse

Flere af de personer, der afslutter et behand-

lingsforløb for stofmisbrug, skal være stoffrie el-

ler have et reduceret eller et stabiliseret stof-

misbrug

Flere personer i offentlig alkoholbehandling skal

afslutte et behandlingsforløb som alkoholfri, med

en reduktion i alkoholforbruget eller med rele-

vant henvisning

Flere mennesker, som står uden for arbejdsmar-

kedet og som ikke er under uddannelse, skal

være en del af den frivillige indsats

14.500

6.138

17.000

26.500

20.500

Baseline

Status

Gennemsnits-

score: 41

51 pct.

Gennemsnits-

score: 41

48 pct.

41.000

10 pct.

11 pct.

32.000

6 pct.

7 pct.

9 pct.

40 pct.

8 pct.

43 pct.

13.000

37 pct.

39 pct.

399.000

26 pct.

30 pct.

Anm.: Baseline genberegnes hvert år, da flere af de registre, der ligger til grund for målene, løbende opdate-

res. Alle statustal bortset fra målet vedr. alkoholbehandling (2014-data) er baseret på 2015-data. An-

tallet af udsatte børn og unge angiver alle udsatte børn og unge i folkeskolen. Det faglige niveau i

læsning og matematik i folkeskolen beregnes ud fra de normbaserede testresultater fra de nationale

test. Gennemsnitsscore (normbaseret testresultat fra 0 til 100). Gennemsnitsscoren er et simpelt

gennemsnit over resultaterne af de nationale test på de forskellige klassetrin, som hver indeholder tre

profilområder. Data for målgruppen for vold i nære relationer er aktuelt ved at blive indsamlet, og

en ny statistik offentliggøres i 2018. Antallet af hjemløse opgøres hvert andet år, og der er endnu ik-

ke opgjort tal for 2017.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata mv., SFI (2015a), SFI (2014), Rambøll (2017).

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

De følgende afsnit ser nærmere på hvert af af de 10 mål.

De forskellige opgørelser på baggrund af registerdata kan være forbundet med nogen

usikkerhed som følge af registreringsmæssige forhold i kommunerne og de tilbud, der leverer

de sociale indsatser.

Målene præsenteres hver for sig, men målene vil på flere måder være gensidigt afhængige,

og fremskridt på et område vil ofte virke gensidigt forstærkende på et andet.

2.2

Mål 1-5: Flere skal være en del af

arbejdsfællesskabet

Det er centralt, at socialpolitikken hjælper flere udsatte og mennesker med handicap til at bli-

ve en del af arbejdsfællesskabet gennem en uddannelse eller et job, hvis det er en realistisk

mulighed. Uddannelse og job er fundament for et selvstændigt liv med et stærkt netværk og

giver bedre livskvalitet. Samtidig kan forældres tilknytning til arbejdsmarkedet have stor be-

tydning for, hvordan deres børn klarer sig i uddannelsessystemet. Det er også centralt, at ud-

satte unge i højere grad får en ungdomsuddannelse. Det har stor betydning for mulighederne

for at forsørge sig selv senere i livet.

Derfor hviler regeringens socialpolitik på, at flere med den rette støtte og hjælp skal være en

del af arbejdsfællesskabet og få chancen for at forsørge sig selv og leve et selvstændigt liv

med uddannelse og job.

Mål for udsatte børn og unges faglige niveau i folkeskolen

Gode faglige færdigheder fra grundskolen giver bedre forudsætninger for at tage en ung-

domsuddannelse. Det gælder alle børn og unge. Udsatte børn og unge klarer sig imidlertid

markant dårligere fagligt i folkeskolen end deres jævnaldrende.

Regeringen har derfor sat som mål, at udsatte børn og unges faglige niveau i læsning og

matematik i folkeskolen skal forbedres.

Der kan ikke konstateres nogen forbedring i udsatte børn og unges faglige niveau i folkesko-

len de seneste år. I 2015 ligger udsatte børn og unges gennemsnitsscore i de nationale test i

læsning og matematik på 41. Det svarer til niveauet i 2014, jf. figur 2.2.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Tabel 2.2

Diagnoser og kriminalitet blandt 15-29-årige, der ikke har gennemført eller er i gang med en ung-

domsuddannelse eller er i beskæftigelse, 2015

Udsatte unge

I gruppen

Har en eller flere psykiske diagnoser

Svær psykisk lidelse

Anden psykisk lidelse

Har en eller flere misbrugsdiagnoser

Alkoholmisbrug

Stofmisbrug

Stofmisbrug (hårde)

Hashmisbrug

Dømt for kriminalitet

Betinget

Ubetinget

Foranstaltningsdom

46,0

15,8

42,5

15,9

3,2

14,5

9,6

30,3

15,5

12,3

2,5

Ikke-udsatte unge

i gruppen

25,6

8,4

23,0

6,3

1,5

5,5

2,7

3,6

11,4

6,8

4,04

0,6

Øvrige unge

7,0

1,3

6,6

1,1

0,4

0,9

0,5

2,9

2,1

0,7

0,1

Anm.: Gruppen af unge, der ikke har gennemført eller er i gang med ungdomsuddannelse eller er i beskæf-

tigelse, omfatter 15-29-årige unge, som har været i en dansk grundskole i en periode i 8.-10. klasse,

men ikke har en ungdomsuddannelse, ikke er i gang med en ordinær fuldtidsuddannelse, ikke er i ar-

bejde og ikke er på førtidspension eller SU. Diagnoser omfatter psykiatriske diagnoser og diagnoser

forårsaget af alkoholafhængighed eller stofmisbrug stillet i forbindelse med kontakt til sundhedsvæs-

net eller psykiatrien. Diagnoserne følger definitionerne i SFI (2015b).

Ved ”Dømt for kriminalitet”

benyttes den seneste dom, og en person kan således ikke optræde to gange.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Styrelsen for It og Læring.

For de fleste er en uddannelse vejen til målet om en selvstændig tilværelse som en del af ar-

bejdsfællesskabet. Desværre tabes alt for mange unge i junglen af uddannelsestilbud. Den

relativt svage tilknytning til uddannelsessystemet for disse grupper, herunder udsatte unge,

ligger til grund for regeringens udspil til en reform af de forberedende tilbud, som skal bidrage

til, at flere unge, der ikke har gennemført eller er i gang med ungdomsuddannelse eller er i

beskæftigelse, får en ungdomsuddannelse eller får tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. boks 2.2

i afsnittet Initiativer med relevans for at flere bliver en del af arbejdsfællesskabet.

Mål for voksne med handicap

Det er afgørende, at de sociale indsatser har fokus på at give mennesker med handicap mu-

lighederne for at blive en del af arbejdsfællesskabet. Ingen må opgives eller parkeres på of-

fentlig forsørgelse på forhånd. Derfor har regeringen sat som mål, at flere voksne med handi-

cap skal i uddannelse eller beskæftigelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

muligheden for et selvstændigt liv efter voldens ophør. Selvforsørgelse er et vigtigt led heri,

hvilket ligger bag regeringens mål om, at flere personer udsat for vold i nære relationer skal i

uddannelse og beskæftigelse.

Der findes kun få registerdata, som kan bidrage til at belyse omfanget af vold i nære relatio-

ner og effekten af indsatserne rettet herimod. Det er derfor ikke muligt i år at give en status

for målet. For fremadrettet at kunne følge op på regeringens sociale mål har Børne- og So-

cialministeriet per 1. januar 2017 iværksat en ny indsamling af oplysninger om alle kvinder og

børn, som bliver indskrevet på et krisecentertilbud i henhold til serviceloven (se også kapitel

8). Statistikken for 2017 forventes offentliggjort i foråret 2018, og målet vil blive nærmere be-

lyst i næste års socialpolitiske redegørelse.

Børne- og Socialministeriet har derudover givet mulighed for, at en række organisationer og-

så kan bidrage med oplysninger om personer, som modtager et af deres ambulante tilbud

mod vold i nære relationer. Disse oplysninger vil bidrage til at belyse omfanget af vold i nære

relationer yderligere.

Initiativer med relevans for at flere bliver en del af arbejdsfællesskabet

Boks 2.2 beskriver nogle af de mange initiativer, som har relevans for udviklingen mod de

sociale mål samt understøttelse og udvikling af de metoder og indsatser, der virker bedst i

forhold til målene om, at flere skal være en del af arbejdsfælleskabet.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.2

Initiativer med relevans for at flere skal være en del af arbejdsfælleskabet

Aftale om stærkere dagtilbud

Regeringen har i juni 2017 indgået en aftale om 24 initiativer, som skal bidrage til at styrke kvaliteten i dag-

tilbuddene, herunder med trygge og stimulerende læringsmiljøer for børnene og øget fleksibilitet for børne-

familierne. For børn i udsatte positioner er der særligt fokus på, at der skal være flere pædagoger i instituti-

oner med mange børn i udsatte positioner, at den pædagogiske læreplan skal medvirke til stimulerende læ-

ringsmiljøer, og at alle relevante faggrupper samt forældre skal inddrages i et tæt samarbejde om barnets

trivsel, læring og udvikling. Indsatserne skal mindske betydningen af negativ, social arv ved at styrke udsat-

te børns læring og trivsel i de tidlige år og videre i grundskolen.

Pulje til løft af de fagligt svageste elever

Regeringen har besluttet at afsætte en pulje for elevløft på 500 mio. kr. over tre år målrettet skoler med en

høj andel af elever med et lavt fagligt niveau. Midlerne fra puljen skal udbetales til skolerne, hvis de kan do-

kumentere, at de har løftet de fagligt svageste elevers niveau i dansk og matematik. Puljen rettes mod ele-

ver i udskolingen i folkeskolens almene klasser, da disse elever omfattes af nye adgangskrav til ungdoms-

uddannelserne, men ikke fuldt ud har fået gavn af folkeskolereformens øgede fokus på dansk og matema-

tik. Det har været muligt for skolerne også at tilmelde sig et program, som skal være med til at understøtte

skolerne i hele perioden.

Reform af de forberedende tilbud

Regeringen har i maj 2017 fremlagt et udspil til en reform af de forberedende tilbud. Udspillet kommer på

baggrund af ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelses anbefalinger til, hvordan flere unge

kan hjælpes videre i uddannelse eller beskæftigelse.

De unge, der ikke tager den direkte vej til uddannelse eller beskæftigelse, bliver i dag mødt af et komplekst

og usammenhængende system af forberedende tilbud. Regeringen lægger derfor op til at etablere en ny

Forberedende Grunduddannelse til unge op til 25 år, der ikke har gennemført eller er i gang med en ung-

domsuddannelse eller ikke er i beskæftigelse. Den nye Forberedende Grunduddannelse skal erstatte seks

eksisterende tilbud til målgruppen og har dermed til formål at forenkle og styrke indsatsen over for målgrup-

pen.

Den nye Forberedende Grunduddannelse indeholder tre spor:



Almen grunduddannelse målrettet de unge, som ønsker at komme videre på en erhvervsuddannelse

eller HF



Produktionsgrunduddannelse målrettet de unge, som har en praktisk læringstilgang, men som kan

være uafklarede om deres fremtid



Erhvervsgrunduddannelse målrettet de unge, som først og fremmest ønsker at komme i beskæftigel-

se og efterfølgende eventuelt fortsætte på en erhvervsuddannelse.

Regeringen lægger op til, at kommunerne får ansvaret for den nye Forberedende Grunduddannelse og for

at sikre, at de unge får en koordineret og sammenhængende ungeindsats, der skal understøtte, at flere op-

når en ungdomsuddannelse eller får varigt fodfæste på arbejdsmarkedet.

Udvikling og afprøvning af en integreret beskæftigelsesrettet og socialfaglig indsats

Med satspuljeaftalen på beskæftigelsesområdet for 2017 er der afsat 39,1 mio. kr. til udvikling og afprøv-

ning af en integreret beskæftigelsesrettet og socialfaglig indsats, der understøtter, at længerevarende aktivi-

tetsparate kontanthjælpsmodtagere kommer i ordinært job og fastholder jobbet. Initiativet gennemføres på

tværs af beskæftigelses- og socialområdet, blandt andet ved at borgeren får én støtteperson i form af en

bostøtte eller en mentor, der skal støtte borgeren i overgangen fra ledighed til job.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.2 (fortsat)

Investering i virksomme indsatser til sårbare og udsatte børn og unge

Satspuljepartierne har med satspuljeaftalen for 2017 afsat i alt 183,8 mio. kr. til investering i virksomme ind-

satser for udsatte og sårbare børn og unge. Med aftalen afsættes midler til initiativer, der sikrer en tidlig ind-

sats, som kan bidrage til at forhindre, at problemer vokser sig store, bl.a. for at undgå stigmatisering og me-

dicinering af børn og unge. Aftalen skal understøtte det forebyggende arbejde i kommunerne med redska-

ber til at hjælpe børn og unge i mistrivsel ind på en bedre livsbane med venner, familie, uddannelse og fri-

tidsliv, ligesom deres jævnaldrende. Et af initiativerne har til formål at anvende og dokumentere metoder til

at træne sårbare børn og unges mentaliseringsevner og målrettes anbringelsessteder for børn og unge. Der

afsættes også midler til investering i forebyggende indsatser i regi af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning

(PPR) for udsatte og sårbare unge i skole og dagtilbud, og derudover afsættes midler til udvikling af en so-

cialøkonomisk investeringsmodel på børneområdet. Formålet er at give bl.a. kommuner og organisationer

på området et redskab, der kan synliggøre det forventede økonomiske potentiale ved at implementere nye,

virksomme indsatser.

Tidligere forebyggende indsats for socialt udsatte børn og unge

En stor del af landets kommuner er i gang med en strategisk omlægning af indsatsen for socialt udsatte

børn og unge mod en tidligere forebyggende og mere effektiv indsats -

flere steder også benævnt ’Den

svenske model’.

En række undersøgelser peger på, at svenske kommuner har succes med at anvende me-

re forebyggende og tværfaglige indsatser og foranstaltninger bl.a. med det resultat, at færre sager ender i

langvarige, indgribende foranstaltningsforløb. Det indebærer, at indsatsen tænkes på tværs af sagsbehand-

ling og tilbudsvifte og med fokus på sammenhængen til den tidlige indsats i almenmiljøet. Hensigten er, at

der sættes ind med en indsats tidligt i problemudviklingen, at der arbejdes forebyggende, og at indsatsen

rummer kvalitet og skaber udvikling for barn og familie. Det kræver en organisatorisk og helhedsorienteret

omlægning med fokus på tværfagligt samarbejde omkring tidlig opsporing, den rette indsats og opfølgning

på barnets udvikling. Et andet centralt element er hverdagslivsperspektivet, der indebærer, at indsatsen og

den specialiserede støtte så vidt muligt tilrettelægges, så det enkelte barn bevarer tilknytningen til et almin-

deligt hverdagslivsmiljø, herunder familie, skole, fritidsinteresser, venner og netværk.

Socialstyrelsen understøtter kommunernes omlægning af indsatsen gennem flere initiativer. Under Fore-

byggelsespakken (2014-2017) indgår styrelsen i et partnerskab med tre kommuner om at udvikle en tidlige-

re forebyggende og mere effektiv indsats for udsatte børn og unge. Sideløbende inddrages et netværk af

referencekommuner, der arbejder i samme retning. Som del af satspuljeaftalen for 2016 blev der desuden

afsat midler til faglig og økonomisk støtte til omlægning af indsatsen i landets kommuner, og Socialstyrelsen

har i den forbindelse oprettet et udgående rådgivningsteam, der kan formidle viden og erfaringer om om-

lægning af indsatsen, ligesom kommuner kan søge om midler til omlægningen fra en investeringspulje.

Samlet indsats mod vold i nære relationer

I forbindelse med satspuljeaftalen på socialområdet for 2017 er der afsat 65,6 mio. kr. i perioden 2017-2020

til at styrke indsatsen for personer, der udsættes for vold i nære relationer. Aftalen indebærer, at der afsæt-

tes midler til styrkelse af de eksisterende ambulante behandlingstilbud til personer, der lever med vold i næ-

re relationer. Hertil videreføres støtten til de eksisterende ambulante behandlingstilbud til voldsudøvere.

Herudover afsættes midler til en national enhed mod vold i nære relationer, som skal drive den nationale

hotline og juridiske rådgivning til voldsudsatte kvinder og mænd mv. Den nationale enhed skal endvidere

stå for vidensindsamling og formidling om vold i nære relationer til relevante aktører på voldsområdet samt

drive efterværnsaktiviteter med psykologhjælp i form af sociale netværk til voldsudsatte og deres børn.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.3

Initiativer med relevans for at færre skal være socialt udsatte

Udviklings- og investeringsprogrammet på voksenområdet

Med satspuljeaftalen for 2017 blev der afsat en kvart milliard kr. over fire år til at opnå bedre resultater af

kommunernes indsats for socialt udsatte voksne, så flere modtager en indsats, der bygger på gode erfarin-

ger og solid viden om effekten. Det skal ske gennem et nyt, socialt udviklings- og investeringsprogram.

Nogle af initiativerne i 2017 handler om en række målrettede bostøttemetoder, som de seneste år har op-

nået gode resultater ved at udsatte voksne får intensiv hjælp til at håndtere hverdagen fx i form af økono-

misk rådgivning, psykologhjælp og jobstøtte mv. Der afsættes midler til at implementere tre af metoderne til

nye kommuner, så de kan komme flere til gavn. Derudover tyder kommunale erfaringer på, at mange kan

have gavn af at modtage bostøtte i fællesskab med andre. Derfor igangsættes der også forsøg med grup-

pebaserede forløb.

26 kommuner implementerer hjemløsestrategien

Som led i først Hjemløsestrategien (2009-2013) og siden flere efterfølgende indsatser deltager 26 kommu-

ner i dag i et samarbejde med Socialstyrelsen om at implementere og forankre Housing First-tilgangen samt

de evidensbaserede bostøttemetoder i deres indsatser for hjemløse. Socialstyrelsen tilbyder og indgår lø-

bende samarbejdsaftaler med nye kommuner med henblik på at bidrage til et løft af indsatsen for så mange

personer i hjemløshed som muligt.

Task force for civilsamfundet

I juni 2017 har børne- og socialministeren samt innovationsministeren nedsat en task force for civilsamfun-

det. Task forcen skal bistå med at kvalificere en kommende civilsamfundsstrategi, der skal bidrage til at

styrke den frivillige indsats i Danmark og sikre, at civilsamfundet også fremover har de bedste muligheder

for at være levende, samarbejdende og mangfoldigt. Task forcen skal blandt andet komme med anbefalin-

ger til, hvordan det sikres, at alle har mulighed for at bidrage til den frivillige indsats, og hvordan samarbej-

det mellem det offentlige og civilsamfundet fortsat kan udvikles.

Partnerskaber med fokus på udsatte gruppers inklusion og deltagelse

I satspuljeaftalen 2015 blev der afsat 6,4 mio. kr. til et projekt fra 2015-2018, som skal understøtte og udvik-

le steder/rum/arenaer, hvor der arbejdes bevidst med, at mennesker kan mødes på tværs af sociale miljøer

og sociale skel og skabe frivillige sociale netværk, så de involverede borgere får de bedst mulige betingel-

ser for at etablere en selvstændig og meningsfuld hverdag. Projektet indeholder blandt andet udsatte borge-

res deltagelse i peer-to-peer fællesskaber.

Frivilligpakken

I satspuljeaftalen for 2016 blev der afsat ca. 40 mio. kr. til en frivilligpakke, der bl.a. har som formål at skabe

den nødvendige infrastruktur og gode rammer for, at frivillige kan tage ansvar for at hjælpe og inkludere ud-

satte mennesker i fællesskaber.

Implementering af nationale retningslinjer for social misbrugsbehandling

I et samarbejde med 20-25 kommuner understøtter Socialstyrelsen implementeringen af de nationale ret-

ningslinjer for den sociale misbrugsbehandling, som blev offentliggjort i 2016. Samarbejdet har til formål at

sikre, at kommunerne kan benytte de nationale retningslinjer som grundlag for kvalitetsudvikling og kvali-

tetssikring af den sociale stofmisbrugsbehandling og arbejde i overensstemmelse hermed.

Socialpolitisk Redegørelse 2016

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Status for de sociale mål

Boks 2.3 (fortsat)

Udbredelse af behandlingsmodeller til unge med misbrug

Med satspuljeaftalen for 2016 udbredes i 2016-2019 tre lovende behandlingsmodeller til unge mellem 15-25

år med et stofmisbrug. Modellerne er tidligere blevet implementeret i seks kommuner, hvor der har været

positive resultater. Modellerne har særligt fokus på, at indsatserne er helhedsorienterede og målrettet de

unges særlige behov, så behandlingen er attraktiv for de unge, så de bliver fastholdt i behandlingen. De tre

modeller er:



U18-modellen, Aarhus Kommunes indsats for unge med misbrugsproblemer.

U-turn, Københavns Kommunes tilbud til unge med misbrugsproblemer.

MST-SA (Multisystemisk Terapi

–

Substance Abuse), som er en metode udviklet i USA.

Nationale kliniske retningslinjer på alkoholområdet

Sundhedsstyrelsen har udgivet tre nationale kliniske retningslinjer på alkoholområdet, som skal bidrage til

en højere og mere ensartet kvalitet af alkoholbehandlingen i Danmark:



National klinisk retningslinje for behandling af alkoholafhængighed.

Tillæg til den nationale kliniske retningslinje for behandling af alkoholafhængighed

–

valg af farma-

kologisk behandling.

National Klinisk Retningslinje for udredning og behandling af alkoholafhængighed og samtidig psy-

kisk lidelse.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper, modtagere

og udgifter på det sociale

område

Modtagere af sociale indsatser omfatter udsatte børn og unge, udsatte voksne, herunder

voksne med psykiske vanskeligheder samt voksne med handicap, der udgør de tre hoved-

målgrupper på socialområdet. Fællestrækket for grupperne er, at de modtager støtte og

hjælp efter serviceloven eller sundhedsloven (for så vidt angår alkoholbehandling) på grund

af sociale problemer, psykiske vanskeligheder eller et handicap.

For disse mennesker har den sociale indsats afgørende betydning for livskvaliteten og deres

muligheder for at tage aktivt del i samfundet. En af forudsætningerne for, at man kan iværk-

sætte virksomme sociale indsatser, er, at man har viden om målgrupperne og de indsatser,

de modtager; hvor mange modtager en indsats, hvilken indsats er der tale om, og hvad ko-

ster indsatsen?

Analyserne i dette kapitel ser derfor nærmere på målgrupper, modtagere og udgifter på det

sociale område. Der gøres også rede for den valgte afgrænsning i redegørelsens analyser,

hvor analyserne afgrænset til modtagere af sociale indsatser.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:



Modtagere af sociale indsatser på tværs af børn, unge og voksne udgjorde ca.

168.000 personer i 2015, der er det seneste år, hvor der foreligger data om modta-

gere inden for alle tre hovedmålgrupper. Der er tale om en bred vifte af sociale ind-

satser, der altovervejende er forankret i kommunerne.

Udsatte børn og unge i alderen 0-22 år, der løbet af i 2015 modtog en social foran-

staltning i form af forebyggende foranstaltninger eller en anbringelse uden for

hjemmet, talte ca. 62.700 børn. Det svarer til ca. 4 pct. af alle 0-22-årige. Andelen

af børn og unge, der modtager en social foranstaltning, har ligget på et relativt sta-

bilt niveau siden 2007. Udviklingen dækker imidlertid over en omstilling i den socia-

le indsats mod flere personrettede forebyggende foranstaltninger og færre anbrin-

gelser uden for hjemmet.



Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper, modtagere og udgifter på det sociale område



Når kommunerne iværksætter en anbringelse uden for hjemmet, sker det i stigende

grad i plejefamilier. Ved udgangen af 2007 udgjorde anbragte i plejefamilier 48 pct.,

mens andelen var steget til 62 pct. ved udgangen af 2015. Der anbringes tilsvaren-

de mindre på de specialiserede sociale tilbud som fx døgninstitutioner og socialpæ-

dagogiske opholdssteder.

Udsatte voksne, der modtager en social indsats, omfatter personer over 18 år, som

modtager hjælp og støtte efter serviceloven mv. på grund af sociale problemer eller

psykiske vanskeligheder. Gruppe talte ca. 63.700 personer i 2015. Det registrerede

antal af modtagere er steget de senere år. Stigningen er især sket blandt 18-29-

årige og blandt personer over 50 år, der modtager socialpædagogisk støtte, alko-

holbehandling og stofmisbrugsbehandling.

Voksne med handicap, som modtager støtte eller hjælp efter serviceloven, omfatter

i denne redegørelse personer over 18 år med en fysisk eller kognitiv funktionsned-

sættelse. Der findes registerdata om gruppen for perioden 2014-2016. Gruppen tal-

te ca. 49.900 personer i 2016. Der er indikationer på, at antallet af personer, der

modtager handicapkompenserende indsatser, er steget fra 2014 til 2016. Det skyl-

des især en stigning i antallet af modtagere af socialpædagogisk støtte.

De samlede offentlige udgifter til sociale indsatser udgjorde 45,4 mia. kr. i 2016.

Udgifterne til udsatte børn og unge udgjorde 15,7 mia. kr. svarende til en tredjedel

af de samlede udgifterne. Udgifterne til voksenområdet (udsatte voksne og voksne

med handicap) udgjorde 29,7 mia. kr. svarende til en tredjedel af udgifterne.

Der er meget stor forskel på enhedsudgifterne til de forskellige typer af sociale ind-

satser. Enhedsudgiften er udtryk for driftsudgifterne til en given indsats pr. år. For

eksempel anslås enhedsudgiften til en fast kontaktperson for et udsat barn eller ung

at ligge mellem 50.000 kr. og 80.000 kr. om året. Mens enhedsudgiften til anbrin-

gelse på en døgninstitution anslås at udgøre lidt over 1,1 mio. kr. årligt.



Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper, modtagere og udgifter på det sociale område

Boks 3.1

Opgørelse af modtagere af sociale indsatser og hovedmålgrupper

Udsatte børn og unge

vedrører personer i alderen 0-22 år, der modtager en social foranstaltning inden for

rammerne af kapitel 3 (§ 11) samt kapitel 11 og 12 i serviceloven. Børn og unge mellem 15 og 17 år kan

også anbringes uden for hjemmet af strafferetlige årsager ved dom, når opholdet er led i afsoning, jf. § 78 i

straffuldbyrdelsesloven, eller en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling på et anbringelses-

sted, jf. § 74 a i straffeloven (ungdomssanktion). Hertil kommer anbringelser ved kendelse i varetægtssur-

rogat på et anbringelsessted, jf. § 765 i retsplejeloven. Disse personer indgår også i målgruppen af udsatte

børn og unge.

Der har siden 1977 været indsamlet registerdata (individdata) vedrørende anbringelser og personrettede fo-

rebyggende foranstaltninger, jf. Danmarks Statistiks register for udsatte børn og unge. I 2014 er statistikken

udbygget med individdata for modtagere af familierettede forebyggende foranstaltninger. Den sociale ind-

sats efter serviceloven i forhold til udsatte børn og unge er dog ikke fuldt belyst af registerdata. Det drejer

sig bl.a. om den forebyggende indsats under § 11, idet der ikke er pligt til en børnefaglig undersøgelse eller

særskilt journalpligt i tilknytning hertil.

Udsatte voksne og personer med handicap

vedrører personer på 18 år og derover med varigt nedsat

funktionsevnepsykiske vanskeligheder eller særlige sociale problemer, som modtager en social foranstalt-

ning inden for rammerne af kapitel 14-21 i serviceloven eller er i alkoholbehandling (sundhedslovens § 141).

Personer med handicap har en fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse. Fysiske handicap omfatter blandt

andet forskellige former for syns- og hørenedsættelser samt mobilitetshandicap, fx muskelsvind og ryg-

marvsskader. Hjerneskader og udviklingshæmning er eksempler på kognitive funktionsnedsættelser, der

kan have betydning for sproglige, motoriske og sociale evner. Udsatte voksne er personer med psykiske

vanskeligheder (sindslidelser) eller et særligt socialt problem, herunder brugere af forsorgshjem og herber-

ger (§ 110 i serviceloven) og personer i misbrugsbehandling mv. Sindslidelser omfatter bl.a. angst, depres-

sion, personlighedsforstyrrelse, stressbelastning og spiseforstyrrelse.

Serviceloven opererer ikke med begrebet ”kognitiv funktionsnedsættelse”, men benytter det bredere begreb

”psykisk funktionsnedsættelse”. Begrebsbrugen afspejler De Kommunale Serviceindikatorer,

hvor kommu-

nerne skal indberette, hvilken målgruppe en borger tilhører, når vedkommende modtager en social indsats.

Kommunerne skal inden for den overordnede gruppe med psykisk funktionsnedsættelse angive, om borge-

ren tilhører målgruppen med en kognitiv funktionsnedsættelse, målgruppen med en sindslidelse eller beg-

ge. Personer, hvor den psykiske funktionsnedsættelse skyldes en sindslidelse, indgår, som nævnt, i grup-

pen af udsatte voksne.

Opgørelserne på voksenområdet bygger primært på fire registre: De Kommunale Serviceindikatorer på

voksenområdet, Boformstatistikken, registret ”Ventetider vedr. behandlingsgaranti for stofmisbrugere”

”Det

Nationale Alkoholbehandlingsregister”. De Kommunale Serviceindikatorer omfatter indberetninger fra

44 kommuner med data i perioden 2014-2016. Antal modtagere er opregnet til landsniveau på baggrund af

alders- og kønsspecifikke vægte.

Registrene giver ikke et fuldstændigt billede af den sociale indsats på voksenområdet. Nogle af ydelserne i

De Kommunale Serviceindikatorer er frivillige at indberette for kommunerne. Det drejer sig bl.a. om dæk-

ning af merudgifter (§ 100) og støtte til hjælpemidler (§ 112). Den fulde brug af § 99 (støtte-/kontaktperson

til udsatte voksne) kendes heller ikke, idet ordningen ikke forudsætter visitation/registrering. Det samme er

tilfældet for den forebyggende indsats på voksenområdet under §§ 10 og 12.

Læs mere opgørelsen af udsatte voksne og voksne med handicap i bilag 4 og bilag 5.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 273: Socialpolitisk Redegørelse 2017, fra børne- og socialministeren

Kapitel 3

Målgrupper, modtagere og udgifter på det sociale område

Personer, der modtager sociale indsatser på et givet tidspunkt, vil kun udgøre en del af det

samlede antal af personer med sociale eller handicaprelaterede problemstillinger m.fl., jf. fi-

gur 3.3.

Figur 3.3