SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 269
Offentligt

Kapitel 1

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Fordeling og incitamenter

2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Fordeling og incitamenter

2017

I tabeller kan afrunding medføre,

at tallene ikke summer til totalen.

Henvendelse om publikationen

kan ske til:

Økonomi- og Indenrigsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

T 72 28 24 00

Omslag:

Tryk:

Oplag:

Pris:

ISBN:

whitecloud.dk

Rosendahls

1.000 stk.

150 kr. inkl. moms

978-87-999601-4-9

Elektronisk Publikation:

ISBN:

978-87-999601-5-6

Publikationen kan hentes på

Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside:

www.oim.dk

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Forord

Myter lever i bedste velgående i fordelingsdebatten og fortrænger alt for ofte fakta. Gang på

gang bliver tal brugt til at dramatisere udviklingen, selv om oplysningerne er forkerte eller i

bedste fald unuancerede. Konsekvensen er, at socialt udsatte og sårbare medborgere i det

danske samfund, der vitterligt har brug for bedre hjælp og støtte, end de får i dag, ikke får det

fokus, de fortjener. Det er trist og en stor urimelighed.

Jeg er derfor glad for at kunne præsentere Fordeling og incitamenter 2017. Redegørelsen er

nemlig en vaskeægte mytedræber. Analyserne viser, at der

ikke

er en entydig og universel

sammenhæng mellem lighed og vækst, og at mobiliteten på tværs af generationer er langt

bedre end sit rygte. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er Danmark fortsat et af

de mest lige lande i verden, selv om indkomstforskelle er steget en smule. Jeg håber, at vi nu

kan få en debat om, hvordan vi bliver bedre til at hjælpe dem, der reelt har svært ved at få

fodfæste i livet.

Det er også på tide, at debatten om, hvordan vi fordeler velstanden i det danske samfund, gi-

ver plads til debatten om, hvordan vi bliver bedre til at skabe vækst og velstand. Her ligger

Danmark nemlig langt fra en prangende placering i kapløbet med andre lande.

Hvis vi skal forlænge opsvinget og styrke væksten i Danmark, er der både brug for nye re-

former, der øger arbejdsudbuddet, og flere initiativer, som understøtter, at der skabes høj-

produktive arbejdspladser i Danmark. Det skal være attraktivt at yde en ekstra indsats på ar-

bejdsmarkedet, det skal være attraktivt at skabe vækst, og flere skal have foden inden for på

arbejdsmarkedet – også grupper, som i dag har svært ved at få stærkt fodfæste.

Fordeling og incitamenter 2017 bidrager med ny viden om befolkningens økonomiske tilskyn-

delse til at være i beskæftigelse og til at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet. Jeg hå-

ber, at analyserne kan tjene som inspiration forud for efterårets forhandlinger om blandt an-

det Jobreform fase II.

God læselyst!

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Indhold

Sammenfatning ................................................................................................................

1.1 Incitamenter til beskæftigelse................................................................................

1.2 Incitamenter til at yde en ekstra indsats ................................................................

1.3 Udvikling i indkomst og indkomstforskelle ............................................................

1.4 Indkomstforskelle, vækst og velstand ...................................................................

1.5 Mobilitet mellem generationer ...............................................................................

Incitamenter til beskæftigelse ........................................................................................

2.1 Hvordan kan incitamenter til beskæftigelse måles?..............................................

2.2 Gruppen med relativt svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse..............

2.3 Udviklingen i de økonomiske incitamenter ............................................................

2.4 Tilknytning til arbejdsmarkedet..............................................................................

Bilag 2.1 Følsomhed: betydning af skyggeløn ..............................................................

Bilag 2.2 Karakteristika for personer med relativt svage økonomiske incitamenter......

Incitamenter til at yde en ekstra indsats ........................................................................ 61

3.1 Marginalskatter på arbejdsindkomst ..................................................................... 62

3.2 Sammensatte marginalskatter .............................................................................. 67

Indkomstudvikling og -fordeling .....................................................................................

4.1 Indkomstudvikling ..................................................................................................

4.2 Fokus på kapitalindkomsterne ..............................................................................

4.3 Indkomstfordeling ..................................................................................................

4.4 Fremskrivning af indkomstfordelingen ..................................................................

4.5 Lavindkomstgruppen .............................................................................................

Bilag 4.1 Definition af disponibel indkomst ....................................................................

Bilag 4.2 Definition af Gini-koefficient ............................................................................

Bilag 4.3 Indkomstfordeling 1994-2015 .........................................................................

Bilag 4.4 Metode til fremskrivning af individuelle indkomster ........................................

Fordeling af offentligt forbrug .........................................................................................

5.1 Hvad er det individuelle offentlige forbrug?...........................................................

5.2 Træk på offentlige serviceydelser i et enkelt år ....................................................

5.3 Fordelingen af det individuelle offentlige forbrug ..................................................

5.4 Individualiseret offentligt forbrug over livet............................................................

Bilag 5.1 Definition af individuelt offentligt forbrug .......................................................

Bilag 5.2 Detaljeret fordeling af det offentlige forbrug ...................................................

Bilag 5.3 Individualisering af det offentlige forbrug........................................................

106

113

118

120

122

123

127

128

131

133

136

143

145

146

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Indhold

Mobilitet mellem generationer........................................................................................

6.1 Levestandarden er forbedret for alle .....................................................................

6.2 Mål for mobilitet mellem generationer ...................................................................

6.3 Indkomstmobilitet mellem generationer ................................................................

6.4 Indkomstmobilitet, opvækst og familiebaggrund ...................................................

6.5 Metoder til at måle indkomstmobilitet ....................................................................

6.6 Indkomstmobilitet på tværs af generationer over tid .............................................

6.7 Mobilitet i uddannelse............................................................................................

6.8 Litteratur ................................................................................................................

Bilag 6.1 Indkomstmobilitet ............................................................................................

Bilag 6.2 Uddannelsesmobilitet .....................................................................................

155

157

160

162

164

167

173

179

189

190

200

Redaktionen er afsluttet den 20. juni 2017.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Danmark er et af verdens mest velstående lande. Det er vi blandt andet, fordi befolkningen

generelt har et højt uddannelsesniveau og en stor del af befolkningen er aktiv på arbejds-

markedet. Samtidig er Danmark blandt de lande i verden, hvor velstanden er mest ligelig for-

delt, jf. figur 1.1.

Hvis man vil forstå Danmarks placering, udfordringer og den indbyrdes sammenhæng mel-

lem de summariske størrelser, er man nødt til at gå bag om tallene. Det er netop den bagved-

liggende analyse, som

Fordeling og incitamenter

bidrager til.

Figur 1.1

Velstand, beskæftigelse og indkomstforskelle

Indeks, OECD=100

140

120

100

Velstand

Danmark

Beskæftigelse

OECD

Indkomstforskelle

Ikke-OECD

Indeks, OECD=100

140

120

100

Anm.: Indeksene er baseret på følgende:

Velstand

(BNP per indbygger, PPP-korrigeret),

Beskæftigelse

(Be-

skæftigelsesfrekvens for 15-64-årige),

Indkomstforskelle

(Gini-koefficient for disponibel indkomst). Ik-

ke-OECD omfatter 31 lande med opgjort Gini-koefficient for disponibel indkomst, jf. figur 1.27.

Kilde: OECD, WIID (World Income Inequality Database, FN), ILO, Verdensbanken og egne beregninger.

Redegørelsen viser, at indkomstforskellene er små i Danmark. Det skal blandt andet ses i ly-

set af, at det danske velfærdssystem i vid udstrækning skaber lige muligheder. Det er fx gra-

tis at få en uddannelse, og alle kan få hjælp, hvis de mister arbejdet, bliver syge, får sociale

problemer mv. Desuden sker der en betydelig omfordeling af velstanden i samfundet gennem

indkomstoverførsler og skattesystemet.

Indretningen af velfærdssamfundet er sandsynligvis en del af forklaringen på, at Danmark er

blandt verdens mest velstående lande. Muligheden for at få en uddannelse og visheden om,

at der er et rimeligt sikkerhedsnet, hvis man kaster sig ud i nye udfordringer, er med til at un-

derstøtte, at alle kan udfolde deres talent mest muligt.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Omvendt har omfordeling af velstanden – gennem skatter og offentlige ydelser – også stor

betydning for, hvor meget man får ud at gå på arbejde frem for at modtage overførsler, og

hvor meget man får ud af at yde en ekstra indsats på jobbet, søge nye jobudfordringer eller

tage en uddannelse.

Det er selvfølgelig ikke kun pengene, der afgør, om man går på arbejde eller har lyst til at yde

en ekstra indsats. Men hvis de økonomiske incitamenter er svage, kan det hæmme arbejds-

udbuddet og produktivitetsudviklingen. Brede flertal i Folketinget har gennemført mange re-

former de seneste 15-20 år, som har styrket de økonomiske incitamenter. Men er der stadig

grupper, som har svage økonomiske incitamenter?

Et andet centralt emne er indkomstmobiliteten mellem generationer. Forskelle i indkomst er –

isoleret betragtet – mindre interessant i et land som Danmark, fordi meget få har lav indkomst

i længere perioder. Derimod er det væsentligt, at alle har mulighed for at udfolde deres talent

og evner uanset deres baggrund. Det er med til at øge velstanden. Men hvordan står det

egentlig til med indkomstmobiliteten mellem generationer i Danmark. Ender børn det samme

sted i indkomstfordelingen som deres forældre eller et andet sted, når de bliver voksne?

Det er nogle af de centrale spørgsmål, som årets redegørelse er med til at kaste lys over.

1.1

Incitamenter til beskæftigelse

Danmark er blandt de lande i verden, hvor flest er aktive på arbejdsmarkedet. Den høje er-

hvervsdeltagelse gør sig gældende både blandt lavt- og højtuddannede, blandt kvinder og

mænd, på de fleste alderstrin og på tværs af landsdele.

Der er imidlertid også personer, som af forskellige årsager ikke deltager på arbejdsmarkedet.

Det kan blandt andet være på grund af sygdom, sociale problemer eller nedsat arbejdsevne.

For andre kan en svag tilknytning til arbejdsmarkedet hænge sammen med, at den økonomi-

ske gevinst ved at deltage aktivt på arbejdsmarkedet er relativt lille.

De seneste 15-20 år er der gennemført en række reformer af både skattesystemet og forskel-

lige overførselsordninger, som gradvist har styrket de økonomiske incitamenter til beskæfti-

gelse. I 2005 havde 400.000 personer en relativt svag økonomisk tilskyndelse til beskæftigel-

se. Gruppen er afgrænset som personer med en nettokompensationsgrad over 80 pct. I 2017

er antallet reduceret til 262.000 personer. Og i 2023 – når skattereformen fra 2012 er fuldt

indfaset – skønnes gruppen at udgøre 193.000 personer, jf. figur 1.2.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.2

Personer med en relativt svag økonomisk tilskyndelse til beskæftigelse (nettokompensationsgrad

over 80 pct.)

1.000 personer

500

1.000 personer

500

400

300

200

100

2005

2009

2014

2017

2023

Anm.: Se kapitel 2 Incitamenter til beskæftigelse.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag samt Fordeling og incitamenter 2013.

Mange med et relativt svagt incitament til beskæftigelse har en løn, der er mindre end gen-

nemsnittet. Det ser man både i Danmark og andre OECD-lande under ét, idet nettokompen-

sationsgraden er aftagende med lønniveauet. Lavere lønnede i Danmark har imidlertid et

svagere incitament til beskæftigelse end lavere lønnede i OECD set under ét, jf. figur 1.3. Det

skal ses i lyset af relativt høje indkomstoverførsler for lavere lønnede i Danmark.

Figur 1.3

Nettokompensationsgrad i Danmark og OECD, 2014

Pct.

100

Pct.

100

Lavere lønnet

Danmark

Gennemsnitslønnet

OECD

Højere lønnet

Anm.: Se kapitel 2 Incitamenter til beskæftigelse.

Kilde: OECD, Tax-Benefit Models 2016 samt egne beregninger.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

I 2014 havde lavere lønnede i Danmark i gennemsnit en nettokompensationsgrad på 88 pct.,

mens OECD-gennemsnittet lå på 70 pct. Nettokompensationsgraden for lavere lønnede i

Danmark vil stadig være højere end OECD-gennemsnittet, når skattereformen fra 2012 er

fuldt indfaset.

Der kan være flere forklaringer på, at nogle har en relativt svag økonomisk tilskyndelse til at

være i arbejde. Et væsentligt kendetegn ved gruppen med en relativt høj kompensationsgrad

er, at næsten alle er forsikret mod ledighed, jf. figur 1.4. Det trækker isoleret set i retning af

en højere kompensationsgrad, da niveauet for dagpenge ligger en del over kontanthjælps-

satserne.

Figur 1.4

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. fordelt på forsikringsstatus

Figur 1.5

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. fordelt på herkomst

Ikke forsikret

mod ledighed

2 pct.

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

Indvandrere fra

vestlige lande

5 pct.

9 pct.

98 pct.

Forsikret mod

ledighed

86 pct.

Dansk herkomst

Anm.: Se kapitel 2 Incitamenter til beskæftigelse.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det højere ydelsesniveau skal blandt andet ses i lyset af, at arbejdsløshedsforsikring er en

frivillig forsikring mod tab af arbejdsindtægter, og at udbetaling af dagpenge i hovedreglen

forudsætter forudgående beskæftigelse og medlemskab af en a-kasse. Hertil kommer, at

dagpengeretten er tidsbegrænset.

Et andet kendetegn ved gruppen er, at langt de fleste er af dansk oprindelse. Personer af ik-

ke-vestlig herkomst er overrepræsenterede, men udgør kun 9 pct. af gruppen, jf. figur 1.5.

Tilknytningen til arbejdsmarkedet er, som nævnt, relativt stærk for de fleste grupper i det

danske samfund. Det gælder også for gruppen, hvis økonomiske gevinst ved at arbejde er

relativt lille. Næsten 95 pct. er i beskæftigelse i enten hele eller dele af året, jf. figur 1.6.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.6

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. fordelt efter arbejdsmarkedstilknytning

Figur 1.7

Personer med nettokompensationsgrad under

80 pct. fordelt efter arbejdsmarkedstilknytning

Fuldt ledige m.fl.

5 pct.

Efterlønsmodtagere

< 1 pct.

Fuldt ledige m.fl.

Delårs-

beskæftigede

9 pct.

10 pct.

Efterlønsmodtagere

3 pct.

Delårs-

beskæftigede

27 pct.

67 pct.

78 pct.

Fuldtids- og

deltidsbekæftigede

Fuldtids- og

deltidsbekæftigede

I alt: 193.000 personer

I alt: 2.093.000 personer

Anm.: Se kapitel 2 Incitamenter til beskæftigelse.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Den relativt høje beskæftigelse – også selvom den økonomiske gevinst er relativt beskeden –

afspejler, at også andre forhold gør det attraktivt at være i beskæftigelse. Det kan for eksem-

pel være samværet med kollegaer, glæden ved at kunne bidrage eller identiteten ved at have

et job. Hertil kommer, at rådighedsforpligtelsen, som betyder, at man ikke frit kan vælge at

stå uden for arbejdsmarkedet og modtage dagpenge eller kontanthjælp, understøtter en høj

beskæftigelse.

Delårsbeskæftigelse er imidlertid markant mere udbredt blandt personer med relativt svage

økonomiske incitamenter. Af de 193.000 personer med en nettokompensationsgrad over 80

pct. er 53.000 personer (27 pct.) kun beskæftiget dele af året. Blandt personer med en netto-

kompensationsgrad under 80 pct. er der kun 10 pct. delårsbeskæftigede, jf. figur 1.7.

Der kan være flere forklaringer på, at man ikke er i beskæftigelse hele året. Nogle er blevet

færdige med en uddannelse i løbet af året, andre har været på orlov. Perioder med ledighed

er dog den altovervejende forklaring på, at nogle kun er beskæftiget en del af året. Blandt de-

lårsbeskæftigede med en kompensationsgrad over 80 pct. har 88 pct. været berørt af ledig-

hed i løbet af året, jf. figur 1.8.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.8

Årsag til periode uden arbejde blandt delårsbe-

skæftigede med relativt svage incitamenter

Figur 1.9

Ledighed blandt ledighedsberørte delårsbe-

skæftigede med relativt svage incitamenter

1.000 personer

Orlov,

uddannelse

mv.

12 pct.

1.000 personer

88 pct.

Under �½ år

�½-1 år

Over 1 år

Ledighed de seneste tre år

Berørt af

ledighed

Anm.: ”Relativt svage incitamenter” indebærer nettokompensationsgrad over 80 pct. Se kapitel 2 Incita-

menter til beskæftigelse.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Hvis man kun ser på tilknytningen til arbejdsmarkedet i et enkelt år, kan man komme til at

undervurdere ledighedsomfanget og dermed betydningen af de økonomiske incitamenter. Et

væsentligt kendetegn ved delårsbeskæftigede er således, at mange har et betydeligt ledig-

hedsomfang set over en længere periode. Af de ledighedsberørte delårsbeskæftigede med

en kompensationsgrad over 80 pct. har godt halvdelen været ledige i mindst et år i løbet af

de seneste tre år, jf. figur 1.9.

1.2

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Økonomiske incitamenter handler ikke kun om den økonomiske gevinst ved at være i be-

skæftigelse. Det handler også om den økonomiske gevinst ved at yde en ekstra indsats, når

man er i beskæftigelse. Man kan for eksempel arbejde flere timer, være mere effektiv på job-

bet, dygtiggøre sig eller søge nye jobudfordringer til en højere løn.

Skatte- og overførselssystemet har betydning for den økonomiske gevinst, man opnår ved at

yde en ekstra indsats. Skattesystemet, fordi man skal betale mere i skat, når indkomsten sti-

ger. Skatten af den ekstra indtægt kaldes

marginalskatten.

Overførselssystemet, fordi en

række offentlige ydelser kan blive reduceret, hvis ens indkomst stiger. Det gælder fx bolig-

støtte og fripladstilskud til daginstitution, hvor ydelserne aftrappes med indkomsten. Når man

både tager højde for virkningen af skatte- og overførselssystemet, taler man om den

sam-

mensatte marginalskat.

Den økonomiske gevinst ved at yde en ekstra indsats afhænger først og fremmest af skatte-

systemet. De fleste har en marginalskat på 39-44 pct. Men for personer med en personlig

indkomst på mere end 480.000 kr. (over topskattegrænsen) er marginalskatten 54-56 pct.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

I dag betaler 22 pct. af de beskæftigede topskat, svarende til ca. 420.000 personer. Når skat-

tereformen fra 2012 er fuldt indfaset i 2023, vil topskattegrænsen være 500.000 kr. Herefter

skønnes 19 pct. af de beskæftigede at betale topskat, svarende til ca. 360.000 personer.

Selv når skattereformen er fuldt indfaset, vil Danmark stadig være blandt de OECD-lande,

hvor det højeste progressionstrin i skattesystemet sætter tidligst ind. I 2023 vil topskatte-

grænsen svare til ca. 1,3 gange gennemsnitslønnen for fuldtidsbeskæftigede, hvilket er lave-

re end grænsen i de øvrige nordiske lande i 2015, jf. figur 1.10.

Figur 1.10

Grænse for ”topskat” i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2015

Indeks, 1 = gennemsnitsløn for fuldtidsbeskæftigede

EST

CZE

IRL

BEL

DNK

NLD DNK*

ISL

SWE NOR

POL

FIN

ESP

CHE

SVK

SVN

DEU

Indeks, 1 = gennnemsnitsløn for fuldtidsbeskæftigede

Anm.: DNK* angiver Danmarks placering, når skattereformen fra 2012 er fuldt indfaset. Se kapitel 3 Inci-

tamenter til at yde en ekstra indsats.

Kilde: OECD Tax Database og egne beregninger.

Den relativt lave topskattegrænse i Danmark skal endvidere ses i sammenhæng med, at

marginalskatten for højere lønnede i Danmark ligger betydeligt over gennemsnittet i OECD.

Det vil typisk være højtuddannede specialister eller personer med ledelsesansvar, der betaler

topskat i 2023. For eksempel ingeniører, læger og jurister. Det kan også være erhvervsud-

dannede med ledelsesansvar. Hvis topskattegrænsen blev løftet med 300.000 kr., vil kun

75.000 beskæftigede skulle betale topskat. Med en topskattegrænse på 800.000 kr. vil per-

soner med et toplederansvar stadig betale topskat.

Nogle beskæftigede med en indkomst under topskattegrænsen står også i den situation, at

de får mindre end halvdelen til sig selv af en ekstra indtægt. Det skyldes, som nævnt, at nog-

le beskæftigede eller deres ægtefælle/samlever modtager offentlige ydelser, som er ind-

tægtsreguleret. De væsentligste ydelser i denne sammenhæng er boligstøtte, fripladstilskud

til daginstitution, social pension og kontanthjælp.

Beskæftigede med en indkomst under topskattegrænsen har som regel en marginalskat på

40-43 pct., men når en eventuel aftrapning af de indkomstafhængige ydelser lægges til, kan

den sammensatte marginalskat overstige 50 pct.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Omkring 5 pct. af de beskæftigede har en sammensat marginalskat over 50 pct. (90.000 per-

soner). Tillagt de 19 pct., der har en marginalskat over 50 pct., betyder det, at knap hver fjer-

de i beskæftigelse får under halvdelen til sig selv, hvis de yder en ekstra indsats, jf. figur 1.11.

Figur 1.11

Beskæftigede, der får mindre end halvdelen af indkomstfremgangen ved en ekstra indsats

Sammensatte marginal-

skatter over 50 pct.

(90.000)

5 pct.

Marginalskatter

over 50 pct.

(361.000)

19 pct.

76 pct.

Øvrige

(

1.481.000)

Anm.: Se kapitel 3 Incitamenter til at yde en ekstra indsats.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Beskæftigede med en sammensat marginalskat over 50 pct. er spredt ud på alle indkomstin-

tervaller under topskattegrænsen. Andelen er dog størst blandt beskæftigede med en ind-

komst mellem 150.000 og 350.000 kr., hvor mellem 8 og 10 pct. har en sammensat margi-

nalskat over 50 pct., jf. figur 1.12.

Figur 1.12

Beskæftigede med marginalskat eller sammensat marginalskat over 50 pct. efter indkomst

Andel i indkomstintervallet, pct.

100

Under

150.000

150.000 -

250.000

250.000 -

300.000

300.000 -

350.000

350.000 -

400.000

400.000 -

topskatte-

grænsen

Over

topskatte-

grænsen

Andel i indkomstintervallet, pct.

100

Grundlag for topskat, kr.

Sammensat marginalskat over 50 pct.

Marginalskat over 50 pct.

Anm.: Se kapitel 3 Incitamenter til at yde en ekstra indsats.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Det er hovedsageligt aftrapningen af boligstøtte, der er årsag til, at 90.000 beskæftigede med

indkomst under topskattegrænsen har en sammensat marginalskat over 50 pct. Knap halvde-

len (42.000 beskæftigede) har en sammensat marginalskat over 50 pct. alene på grund af

boligstøttereglerne. Og yderligere godt 20 pct. (19.000 beskæftigede) i kraft af aftrapningen

af boligstøtte i kombination med aftrapningen af økonomisk fripladstilskud, jf. figur 1.13.

Figur 1.13

Beskæftigede med sammensat marginalskat

over 50 pct. fordelt efter type af aftrapning

Øvrige

kombinationer

1 pct.

Figur 1.14

Beskæftigede med sammensat marginalskat

over 50 pct. i fht. beskæftigede med ydelsen

Andel af gruppen, pct.

100

11 pct.

Andel af gruppen, pct.

100

Kun tilskud til

daginstitution

Kun

socialpension

19 pct.

47 pct.

Kun

boligstøtte

22 pct.

Økonomisk

fripladstilskud

Social

pension

Boligstøtte Boligstøtte og

økonomisk

fripladstilskud

Boligstøtte

og tilskud til

daginstitution

I alt: 90.000 personer

Anm.: Se kapitel 3 Incitamenter til at yde en ekstra indsats.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Hvis man ser på alle beskæftigede, som enten modtager boligstøtte eller både boligstøtte og

økonomisk fripladstilskud, så er det en meget stor del af grupperne, der – i kraft af aftrap-

ningsreglerne – har en sammensat marginalskat over 50 pct. Blandt beskæftigede, der mod-

tager boligstøtte, er det knap halvdelen, som har en sammensat marginalskat over 50 pct. Og

blandt beskæftigede, der både modtager boligstøtte og fripladstilskud, er det ni ud af ti, jf. fi-

gur 1.14.

1.3

Udvikling i indkomst og indkomstforskelle

De senere års mange reformer, som skiftende regeringer har gennemført for at styrke de

økonomiske incitamenter til beskæftigelse, har på den ene side øget indkomstforskellene lidt

på kort sigt. På den anden side bidrager reformerne til øget beskæftigelse og velstand, fordi

det bedre kan betale sig at arbejde og yde en ekstra indsats.

Reformernes samlede effekt på indkomstforskellene er vanskelig at afklare. Det skyldes

blandt andet, at man ikke har viden om, hvilke konkrete personer der reagerer på stærkere

incitamenter, og hvem der ændrer arbejdsmarkedsadfærd af andre årsager.

Reformerne har imidlertid ikke ændret på, at indkomstforskellene stadig er små i Danmark i

sammenligning med andre velstående lande, jf. figur 1.15.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.15

Indkomstforskelle i et enkelt år i Danmark og andre OECD-lande

Gini-koefficient, pct.

POL

ISL

GBR

GRC

ISR

KOR

CAN

DEU

TUR

JPN

FIN

ESP

ITA

LVA

AUS

USA

NOR

SWE

MEX

NLD

FRA

DNK

CHE

SVK

CZE

LUX

AUT

PRT

EST

NZL

IRL

SVN

HUN

CHL

BEL

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Opgørelsen vedrører et enkelt år i perioden 2012-2014. For de fleste lande 2013. Se kapitel 4 Ind-

komstudvikling og -fordeling.

Kilde: OECD.

Siden midten af 1990’erne er indkomstforskellene steget moderat. Stigningen er foregået i

ryk, men har overordnet set været svagere efter finanskrisen i 2008. Stigende kapitalindkom-

ster er en stor del af forklaringen på, at indkomstforskellene er blevet lidt større siden midten

af 1990’erne. Hvis man ser bort fra kapitalindkomst, har stigningen i indkomstforskellene væ-

ret noget mindre, jf. figur 1.16.

Figur 1.16

Udvikling i indkomstforskelle, 1994-2015

Gini-koefficient, pct.

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Disponibel indkomst

Disponibel indkomst ekskl. nettokapitalindkomst

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Se kapitel 4 Indkomstudvikling og -fordeling.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Husholdningernes kapitalindkomst varierer en del fra år til år, blandt andet som følge af ud-

sving i renter, boligpriser og aktiekurser. Men set over de seneste 20 år har der været en sti-

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

gende tendens. I 1995 var nettokapitalindkomsten per person – i gennemsnit – negativ. I

2015 udgør nettokapitalindkomsten knap 8 pct. af bruttoindkomsten, jf. figur 1.17.

Figur 1.17

Udvikling i kapitalindkomst, 1995-2015

Andel af bruttoindk., pct.

-3

1995

2000

2005

2010

2015

Nettokapitalindkomst

Negativ kapitalindkomst

Positiv kapitalindkomst

Andel af bruttoindk., pct.

-3

Figur 1.18

Sammensætning af positiv kapitalindkomst

Andel af bruttoindk., pct.

-3

1995

2000

2005

2010

2015

Andel af bruttoindk., pct.

-3

Imputeret boligafkast

Renteindtægter

Aktieindkomst mv.

Anm.: Se kapitel 4 Indkomstudvikling og -fordeling.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Stigningen i husholdningernes kapitalindkomst skyldes både, at renteudgifterne (negativ ka-

pitalindkomst) er faldet, og at opsparingsafkastet (positiv kapitalindkomst) er steget. Hus-

holdningernes opsparingsafkast består af renteindtægter fra bankindestående, obligationer

mv., indkomst fra aktier samt det såkaldte imputerede afkast af egen bolig

Udviklingen i renteudgifterne skal ses i lyset af det faldende renteniveau i løbet af perioden. I

midten af 1990’erne lå den 30-årige realkreditrente på 7-8 pct., hvor den i de seneste par år

har ligget på 2-3 pct.

Fremgangen i den positive kapitalindkomst dækker over modsatrettede effekter. På den ene

side er renteindtægterne faldet – også som konsekvens af renteudviklingen. På den anden

side er både det imputerede afkast af egen bolig og aktieindkomsterne steget, jf. figur 1.18.

Prisudviklingen på boligmarkedet er den primære årsag til det stigende boligafkast. Boligpri-

serne er konjunkturfølsomme og fluktuerer en del fra år til år, men set over hele perioden er

de reale boligpriser steget, hvilket har øget det imputerede afkast af egen bolig.

Udviklingen i aktieindkomsten dækker over flere forhold. For det første har det faldende ren-

teniveau tilskyndet husholdningerne til at øge deres opsparing i aktier. For det andet har æl-

dre, som der er flere af i dag end for 20 år siden, typisk en større fri opsparing end unge og

midaldrende. Endelig kan fremgangen i aktieindkomsten hænge sammen med en forbedret

registreringspraksis af aktieudbytter og salg af aktier.

Ejerskab af en bolig kan sammenlignes med opsparing i andre aktiver. Boligens løbende afkast svarer til det,

man kunne få, hvis boligen blev lejet ud (lejeværdi). Beregningsteknisk er lejeværdien (det imputerede afkast af

egen bolig) opgjort som 4 pct. af boligens værdi. Se kapitel 4 for en uddybning af metoden.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Selvom kapitalindkomsterne er steget, er det dog ganske få personer, der har en kapitalind-

komst af væsentlig betydning. Mange har lån i bolig og bil og har derfor betydelige renteudgif-

ter. Knap 40 pct. af befolkningen havde således negativ nettokapitalindkomst i 2015, mens

knap 50 pct. havde positiv nettokapitalindkomst på op til 50.000 kr., jf. figur 1.19.

Figur 1.19

Befolkning fordelt efter nettokapitalindkomst i 2015

Andel af befolkningen, pct.

Negativ

nettokapitalindkomst

0-50

50-100

Nettokaptalindkomst, 1.000 kr.

100-250

Over 250

9 pct.

4 pct.

1 pct.

38 pct.

48 pct.

Andel af befolkningen, pct.

Anm.: Inkl. imputeret afkast af egen bolig. Se kapitel 4 Indkomstudvikling og -fordeling.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er kun en meget lille del af befolkningen, hvis kapitalindkomst er så stor, at den er sam-

menlignelig med en lønindkomst for fuldtidsarbejde. Mindre end 1 pct. af befolkningen havde

i 2015 en nettokapitalindkomst på over 250.000 kr., når man ser bort fra imputeret afkast af

egen bolig. Og ser man over en 3-årig periode, er det kun 0,2 pct. af befolkningen, der i alle

tre år har en kapitalindkomst på over 250.000 kr., jf. figur 1.20.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.20

Personer med nettokapitalindkomst over 250.000 kr.

Andel af befolkningen, pct.

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Et enkelt år

Tre år i træk

Andel af befolkningen, pct.

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Anm.: Ekskl. imputeret afkast af egen bolig. Se kapitel 4 Indkomstudvikling og -fordeling.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Andelen af befolkningen med store kapitalindkomster har svinget mellem 0,5 og 0,8 pct. si-

den slutningen af 1990’erne, blandt andet som følge af kursudviklingen på aktiemarkederne.

Andelen, der tre år i træk har store kapitalindkomster, har derimod ligget stabilt omkring 0,2

pct. i samme periode.

Indkomstforskellene er, som nævnt, steget moderat i løbet af de seneste 20 år. Stigningen

afspejler, at de disponible indkomster i toppen af indkomstfordelingen er steget stærkere end

i bunden af indkomstfordelingen, jf. figur 1.21.

Figur 1.21

Indkomstfremgang 1995-2005 og 2005-2015

opgjort på deciler

Pct. pr. år

-2

Indkomstdecil

10.

Pct. pr. år

-2

Figur 1.22

Indkomstfremgang givet placering i indkomst-

fordeling i udgangsåret

Pct. pr. år

-2

Indkomstdecil i udgangsåret

10.

Pct. pr. år

-2

1995-2005

2005-2015

1995-2005

2005-2015

Anm.: Realvækst i ækvivaleret disponibel indkomst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Hvordan den disponible indkomst udvikler sig forskellige steder i indkomstfordelingen viser

imidlertid ikke noget om indkomstfremgangen for den enkelte person. Det er således de fær-

reste, der er det samme sted i indkomstfordelingen igennem længere perioder.

Personer i bunden af indkomstfordelingen er overvejende studerende, selvstændige, ledige

eller andre overførselsmodtagere, som typisk får en højere indkomst i løbet af en kort årræk-

ke. Tilsvarende kan der være personer i toppen af indkomstfordelingen, som midlertidigt har

en relativt høj indkomst, fx selvstændige eller personer med en høj kapitalindkomst. Det kan

også være beskæftigede, der snart skal på pension.

Personer, der ligger i bunden af indkomstfordelingen i et givet år, har i gennemsnit en væ-

sentlig stærkere indkomstfremgang end personer, der ligger i toppen af indkomstfordelingen,

når man sammenligner med indkomsten ti år senere. Det har været tilfældet både i perioden

1995-2005 og 2005-2015, jf. figur 1.22.

Den betydelige indkomstmobilitet indebærer, at indkomstforskellene er noget lavere, når man

ser på indkomsten over en længere periode end kun i et enkelt år. Man får derfor et unuance-

ret billede af indkomstforskellene, hvis man alene betragter indkomsterne i et enkelt år, jf. fi-

gur 1.23.

Figur 1.23

Forskelle i indkomst i et enkelt år, over 10 år og over livet

Gini-koefficient, pct.

1 års indkomst (2015)

10 års indkomst (1996-2015)

Livsindkomst

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Gini-koefficinter for ækvivaleret disponibel indkomst. Se kapitel 5 (boks 5.2) for metode til bereg-

ning af indkomst over livet.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Et andet mål for størrelsen af indkomstforskelle er andelen af befolkningen i lavindkomst-

gruppen. Lavindkomstgruppen er personer, hvis disponible indkomst udgør mindre end 50

pct. af medianindkomsten, og er altså en gruppe af personer, der har en relativt lav indkomst

sammenlignet med indkomstniveauet i midten af indkomstfordelingen. Danmark er blandt de

OECD-lande, hvor lavindkomstgruppen er mindst. Af alle OECD-lande er det kun Island, der

har en mindre lavindkomstgruppe end Danmark, jf. figur 1.24.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.24

Lavindkomstgruppen i Danmark og andre OECD-lande

Andel af befolkningen, pct.

ISL

NOR

POL

FIN

KOR

GBR

NLD

GRC

DEU

CAN

CZE

FRA

SWE

LUX

JPN

MEX

AUS

HUN

DNK

CHE

USA

AUT

PRT

EST

BEL

NZL

SVN

CHL

TUR

SVK

ESP

LVA

ISR

ITA

IRL

Anm.: Lavindkomstgruppen består af personer, hvis disponible indkomst er under 50 pct. af medianind-

komsten. Se endvidere anmærkning til figur 1.15.

Kilde: OECD.

Lavindkomstgruppen er – ligesom indkomstforskellene – steget siden midten af 1990’erne.

Omkring 40 pct. af lavindkomstgruppen er dog studerende, som typisk får en betydeligt større

indkomst, når de er færdiguddannet. En stor del af stigningen i lavindkomstgruppen kan så-

ledes tilskrives, at flere unge er under uddannelse i dag end for 20 år siden, jf. figur 1.25.

Figur 1.25

Lavindkomstgruppen, 1995-2015

Andel af befolkningen, pct.

1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Alle

Eksklusive studerende

Eksklusive studerende, tre år i træk

Anm.: Se kapitel 4 Indkomstudvikling og -fordeling.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Når man ser bort fra studerende, er det 4 pct. af befolkningen, som er i lavindkomstgruppen i

et enkelt år. For langt de fleste er lavindkomst dog en midlertidig situation. For eksempel op-

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

lever mange selvstændige stor variation i indkomsten fra år til år. Og de fleste, der mister de-

res job, er i arbejde igen inden for et halvt år.

Af de 4 pct. af befolkningen, som var i lavindkomstgruppen i 2015, er det således kun hver

fjerde, som har opholdt sig i lavindkomstgruppen tre år i træk. Samtidig er der tegn på, at

mobiliteten ind og ud af lavindkomstgruppen har været omtrent uændret de seneste 7-8 år.

Andelen af befolkningen, der har opholdt sig tre år i træk i lavindkomstgruppen, har således

ligget stabilt på 1 pct. siden 2008.

1.4

Indkomstforskelle, vækst og velstand

Det er bredt anerkendt, at stærkere økonomiske incitamenter til at arbejde og yde en ekstra

indsats kan øge arbejdsudbuddet og produktiviteten og dermed den økonomiske vækst. Det

er blandt andet baggrunden for, at OECD jævnligt har anbefalet deres medlemslande at gen-

nemføre strukturelle reformer, der styrker de økonomiske incitamenter.

Modstykket til stærkere økonomiske incitamenter kan være større indkomstforskelle. Den af-

vejning har været den fremherskende opfattelse i mange år, for så vidt angår veludviklede

lande. I de senere år har der imidlertid været en voksende international debat om sammen-

hængen mellem indkomstforskelle (ulighed) og økonomisk vækst. Det er blevet fremført, at

større lighed kan understøtte økonomisk vækst. Der er dog ikke kendskab til solide teoretiske

eller empiriske resultater, som taler for, at øget lighed generelt i det danske samfund vil om-

sætte sig i større vækst.

Hovedargumentet for sammenhængen mellem indkomstforskelle og økonomisk vækst knyt-

ter sig til mulighederne for at få en uddannelse. Hvis indkomstforskellene afspejler, at nogle,

der har evnerne, er afskåret fra at få en uddannelse af økonomiske årsager, kan det begræn-

se den økonomiske vækst.

I Danmark er det gratis for alle at få en uddannelse. De fleste 40-årige har således fået en

erhvervskompetencegivende uddannelse uanset deres forældres erhvervsindkomst, jf. figur

1.26.

Se eksempelvis OECD (2016), OECD Economic Surveys - Denmark.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.26

40-årige med en erhvervskompetencegivende uddannelse givet forældres erhvervsindkomst

Andel af gruppen, pct.

100

Andel af gruppen, pct.

100

1. decil

2. decil

3. decil

4. decil

5. decil

6. decil

7. decil

8. decil

9. decil

10. decil

Forældres placering i indkomstfordelingen i alderen 37-43 år (erhvervsindkomst)

Anm.: 40-årige vedrører de fire årgange, der blev 40 år i perioden 2011-2014. Indkomstfordelingen vedrø-

rer forældrenes gennemsnitlige erhvervsindkomst i perioden, hvor forældrene var i alderen 37-43 år.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Selv om det er gratis at få en uddannelse i Danmark, har færre børn af forældre i bunden af

indkomstfordelingen en erhvervskompetencegivende uddannelse som 40-årige end børn af

mere velstående forældre. Det kan afspejle normer og værdier eller evnerne til at få en ud-

dannelse i familier med en svag arbejdsmarkedstilknytning. En svag arbejdsmarkedstilknyt-

ning kan også dække over sociale og/eller psykiske problemer hos forældrene, som påvirker

børnenes opvækst og muligheder senere i livet negativt.

Det er også blevet fremført, at betydelige økonomiske skel og fattigdom kan føre til politisk

ustabilitet og øget kriminalitet, hvilket kan hæmme den økonomiske vækst. Det er dog forkla-

ringer, som virker mindre sandsynlige i et land som Danmark, hvor indkomstforskellene er

små, lavindkomstgruppen er lille og meget få har lav indkomst i længere perioder.

En simpel sammenligning på tværs af lande giver ikke et klart svar om sammenhængen mel-

lem indkomstforskelle og økonomisk vækst. Hverken OECD-landene imellem, eller hvis man

inddrager mindre velstående lande uden for OECD, er der en tydelig sammenhæng, jf. figur

1.27.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.27

Indkomstforskelle og gennemsnitlig økono-

misk vækst de seneste 20 år

Gns. vækstrate, pct.

Figur 1.28

Gennemsnitlig årlig vækst i BNP per indbygger

de seneste 20 år

Gns. vækstrate, pct.

3,5

3,0

Gns. vækstrate, pct.

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Danmark

OECD lande

Ikke-OECD lande

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

Indkomstforskelle, Gini-koefficient, pct.

OECD lande

Ikke-OECD lande

Danmark

0,0

Anm.: Landene uden for OECD er et udvalg af 31 lande for hvilke, der eksisterer oplysninger om forskelle

i disponibel indkomst (Gini-koefficient) i et enkelt år i perioden 2011-2014. Den økonomiske vækst

er den gennemsnitlige årlige vækst i BNP per indbygger i perioden 1995-2015.

Kilde: OECD, WIID (World Income Inequality Database, FN), Verdensbanken og egne beregninger.

Det er i grunden ikke underligt, at den simple sammenligning ikke viser en sammenhæng, da

vækstprocessen er yderst kompliceret. Mange faktorer påvirker den økonomiske vækst, her-

under at tekniske fremskridt i velstående lande typisk udbredes til mindre velstående lande.

Det er blandt andet en af forklaringerne på, at landene uden for OECD i gennemsnit har haft

en stærkere økonomisk vækst de seneste 20 år, jf. figur 1.28.

Den empiriske forskning giver heller ikke et klart og entydigt svar om sammenhængen. Nogle

empiriske studier peger på, at større indkomstforskelle styrker den økonomiske vækst, mens

andre studier peger på det modsatte resultat, jf. eksempelvis Voitchovsky (2011)

, OECD

(2012)

og IMF (2014)

. De modstridende resultater kan skyldes, at der ikke er tilstrækkelig

gode data, og at det er svært at isolere mekanismen mellem ulighed og vækst. Men det kan i

sagens natur også dække over, at der ikke er en entydig og universel sammenhæng mellem

ulighed og vækst.

Hvis man i stedet sammenholder indkomstforskellene med velstandsniveauerne på tværs af

lande, bliver sammenhængen mere tydelig. Indkomstforskellene er generelt mindre i velstå-

ende lande. Sammenhængen er især trukket af forskellene mellem landene i og uden for

OECD. Derimod er sammenhængen mindre stærk, hvis man betragter OECD-landene og

landene uden for OECD hver for sig, jf. figur 1.29.

Voitchovsky, S. (2011), “Inequality and Economic Growth”,

In the Oxford Handbook of Economic Inequality

Hoeller, P.

et al.

(2012), “Less Income Inequality and More Growth – Are They Compatible? Part 1. Mapping

Income Inequality Across the OECD”,

OECD Economics Department Working Papers,

No. 924

Ostry, J.D.

el al.

(2014), ”Redistribution, Inequality and Growth”

IMF Staff Discussion Note

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.29

Velstandsniveau og indkomstforskelle i OECD-lande og lande uden for OECD

Velstandsniveau, USD per indbygger

70.000

60.000

50.000

40.000

30.000

20.000

10.000

Indkomstforskelle, Gini-koefficient, pct.

Ikke-OECD lande

Velstandsniveau, USD per indbygger

70.000

60.000

50.000

40.000

30.000

20.000

10.000

OECD lande

Danmark

Anm.: Målet for velstandsniveau er BNP per indbygger (PPP-korrigeret) i 2014 opgjort i US-dollars. Målet

for indkomstforskelle er Gini-koefficienten for disponibel indkomst. Data for indkomstforskelle

vedrører et enkelt år i perioden 2011-2014. Der er valgt det nyeste år med data for hvert enkelt land.

Kilde: OECD, WIID (World Income Inequality Database, FN), Verdensbanken og egne beregninger.

Sammenhængen på tværs af alle landene er ikke nødvendigvis udtryk for en kausalitet – alt-

så en årsagssammenhæng. Derimod er der en række kendetegn ved samfundsindretningen i

mange OECD-lande, som både kan understøtte et højt velstandsniveau og bidrage til at

mindske indkomstforskellene.

Det gælder for eksempel mulighederne for at få en uddannelse. Et højt uddannelsesniveau er

grundlæggende for et højt velstandsniveau og forebygger risikoen for langvarig lavindkomst,

hvilket – isoleret set – mindsker indkomstforskellene. I Danmark og OECD-landene under ét

er mulighederne for at få en uddannelse generelt bedre end i landene uden for OECD. Opta-

get på erhvervsfaglige og videregående uddannelser er næsten dobbelt så højt i Danmark

som gennemsnittet i de 25-30 lande uden for OECD, der indgår i sammenligningen, jf. figur

1.30.

Et andet væsentligt kendetegn ved samfundsindretningen i de fleste OECD-lande er adgan-

gen til social beskyttelse og sundhedsydelser. I de fleste OECD-lande kan man få økonomisk

hjælp, hvis man mister sit arbejde, bliver syg eller går på pension, hvilket bidrager til at mind-

ske indkomstforskellene. I mange OECD-lande er der også fri og lige adgang til sundhedssy-

stemet. Målt i forhold til BNP er de offentlige udgifter til social beskyttelse og sundhed 22 pct.

i OECD og 31 pct. i Danmark. Til sammenligning er det 11 pct. i gennemsnit i landene uden

for OECD, jf. figur 1.31.

Muligheden for offentlige ydelser, hvis man havner i en situation, hvor man bliver syg eller ik-

ke kan forsørge sig selv, understøtter, at den enkelte tør påtage sig en risiko. Det kan for ek-

sempel være at søge nye jobudfordringer eller starte egen virksomhed. Velstandsgevinsterne

herved skal dog balanceres i forhold til, at offentlige ydelser også har betydning for de øko-

nomiske incitamenter til at arbejde.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.30

Deltagelse i uddannelsessystemet på forskelli-

ge niveauer

OECD=100

140

120

100

Grundskole

7.-10. klasse

Danmark

Erhvervsfaglig og Videregående

gymnasial

OECD

Ikke-OECD

OECD=100

140

120

100

Figur 1.31

Offentlige udgifter til social beskyttelse og

sundhed

Pct. af BNP

Danmark

OECD lande

Ikke-OECD lande

Pct. af BNP

Anm.: Figurerne tager udgangspunkt i de samme lande som figur 1.27. Der mangler oplysninger om få lan-

de. Deltagelse i uddannelsessystemet er baseret på, hvor mange som er optaget på et givet uddannel-

sesniveau i forhold til den typiske aldersgruppe for uddannelsesniveauet. Figur 1.30 vedrører et en-

kelt år i perioden 2012-2014. Figur 1.31 vedrører et enkelt år i perioden 2009-2013.

Kilde: Verdensbanken, ILO og egne beregninger.

Velfungerende kapitalmarkeder og adgang til den finansielle sektor er også et bærende ele-

ment i velstående lande. Uden det kan personer og virksomheder have sværere ved at hand-

le med hinanden, finansiere nye investeringer, starte nye virksomheder op, tage lån til ud-

dannelse mv. Det kan begrænse mulighederne for velstand, men også mulighederne for at

den enkelte kan ændre på sin økonomiske situation.

Adgangen til den finansielle sektor er væsentlig mere udbredt i OECD-landene end i landene

uden for. I OECD-landene har stort set alle over 15 år en bankkonto eller lignende. Til sam-

menligning gælder det kun omkring 60 pct. af den voksne befolkning i landene uden for

OECD, jf. figur 1.32.

Et velstående samfund beror også på, at man skal kunne stole på de rettigheder, man har.

Der skal være tillid til landets institutioner og offentlige myndigheder. Hvis tilliden er svag,

hæmmer det den enkeltes muligheder og foretagsomhed. Det kan have en negativ indvirk-

ning på både velstand og indkomstforskelle.

Tilliden til de offentlige myndigheder er betydeligt større i velstående lande. Danmark og New

Zealand er de to lande i verden, hvor opfattelsen af korruption i den offentlige sektor er

mindst udbredt. I OECD-landene under ét er korruption i den offentlige sektor større end i

Danmark, men stadig langt mindre udbredt end i landene uden for OECD, jf. figur 1.33.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.32

Personer over 15 år med en bankkonto mv.,

2014

Andel af gruppen, pct.

100

Andel af gruppen, pct.

100

Figur 1.33

Fravær af korruption i den offentlige sektor,

2016

Indeks

100

Indeks

100

Danmark

OECD lande

Ikke-OECD lande

Danmark

OECD lande

Ikke-OECD lande

Anm.: Figurerne tager udgangspunkt i de samme lande som figur 1.27. Der mangler oplysninger om få lan-

de. ”Bankkonto mv.” dækker over en konto i en bank, en anden finansiel institution eller som en

service via mobiltelefon. Indekset for fravær af korruption i den offentlige sektor er et sammenvejet

indeks baseret på 13 forskellige datakilder om erhvervslivets og landeeksperters opfattelse af niveau-

et for korruption i den offentlige sektor. Læs mere om indekset på www.transparency.org.

Kilde: Transparency International, FN og egne beregninger.

Danmark er således et land med små indkomstforskelle, som samtidigt er kendetegnet ved at

være et velfungerende samfund, hvor langt de fleste har mulighed for at forme sin egen tilvæ-

relse. Men selv i et velstående og velfungerende samfund som det danske vil der være børn

og unge, som ikke får mulighed for at udfolde deres evner i uddannelsessystemet og på ar-

bejdsmarkedet. Det kan blandt andet skyldes, at det er svært at omsætte formelt lige mulig-

heder for uddannelse til reelt lige muligheder, hvis barn- og ungdommen har været præget af

svære opvækstvilkår. Derfor kan det være relevant med analyser, der går i dybden med mo-

bilitet mellem generationer.

1.5

Mobilitet mellem generationer

Indretningen af det danske velfærdssamfund indebærer, at en meget betydelig del af ind-

komsten bliver omfordelt fra de personer, som skaber indkomsten, til personer uden ind-

komst. I hovedtræk fra beskæftigede til ikke-beskæftigede. Det er tilfældet, fordi en stor del af

de offentlige ydelser er målrettet personer, der ikke er i beskæftigelse. Enten midlertidigt på

grund af uddannelse, ledighed, sygdom eller sociale problemer. Eller permanent på grund af

alder eller stærkt nedsat arbejdsevne.

Omfordelingen sikrer, at alle grupper i samfundet – i større eller mindre grad – får del i frem-

gangen, når økonomien vokser. I løbet af de sidste 25 år er de disponible indkomster således

vokset for både beskæftigede og ikke-beskæftigede.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Det giver tryghed for den enkelte og er med til at understøtte sammenhængskraften i sam-

fundet. Samtidig er lavindkomstgruppen lille, og meget få personer er i lavindkomstgruppen

igennem længere tid.

I et land som Danmark er indkomstforskelle – isoleret betragtet – derfor mindre interessant.

Det er mere relevant at belyse mobiliteten mellem generationer, fordi en høj mobilitet kan væ-

re tegn på, at den enkelte har gode muligheder for at udfolde sit talent, hvilket styrker mulig-

hederne for et højt velstandsniveau.

Mobilitet mellem generationer handler om, i hvilken grad forældres levestandard og livskvali-

tet afspejler sig i deres børns livskvalitet, når de bliver voksne. Der findes ikke én metode til

at opgøre livskvalitet. Livskvalitet handler både om (materiel) velstand, helbred, tryghed og

mulighederne for at forfølge og udleve sine drømme.

Indkomst kan ses som en indikator, der beskriver resultatet af den enkelte person eller famili-

es beslutninger eller hændelser, de har været udsat for. Hvis der er en tæt sammenhæng i

indkomsten mellem to generationer, kan det afspejle et aktivt valg om at stræbe efter samme

(høje) levestandard som sine forældre eller et valg båret af kulturelle værdier og normer. Det

kan imidlertid også afspejle mangel på muligheder for at løsrive sig fra de vilkår, man er vok-

set op under og dermed mulighederne for at udfolde sit potentiale.

Sammenligner man erhvervsindkomsten mellem to generationer i Danmark, er sammenhæn-

gen begrænset. Der er tydeligvis meget stor mobilitet. Og mobiliteten går begge veje i om-

trent samme omfang. To tredjedele af de 40-årige i 2015, hvis forældre havde en erhvervs-

indkomst i den nederste femtedel af indkomstfordelingen, er flyttet opad i indkomstfordelin-

gen. Omvendt er to tredjedele af de 40-årige, hvis forældre lå i den øverste femtedel af ind-

komstfordelingen, flyttet nedad i forhold til deres forældre, jf. figur 1.34.

Figur 1.34

40-åriges placering i indkomstfordelingen i 2015 i forhold til deres forældres placering 20 år før

Pct.

100

1. kvintil

2. kvintil

3. kvintil

4. kvintil

Forældres placering i indkomstfordeling 20 år tidligere (erhvervsindkomst)

Samme kvintil som forældre

5. kvintil

Pct.

100

Lavere kvintil end forældre

Højere kvintil end forældre

Anm.: Se kapitel 6 Mobilitet mellem generationer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Mobiliteten opad og nedad i indkomstfordelingen i forhold til forældrene kan også udtrykkes i

et samlet tal for, hvor langt børn flytter sig væk fra deres forældres placering i indkomstforde-

lingen. 40-årige i 2015, hvis forældre lå i den nederste femtedel af indkomstfordelingen, flytter

sig i gennemsnit 31 percentiler væk fra deres forældre. Omtrent det samme gælder 40-årige,

hvis forældre lå i den øverste femtedel af indkomstfordelingen, jf. figur 1.35.

Figur 1.35

40-åriges mobilitet i forhold til forældres placering i indkomstfordelingen, 2015

Gennemsnitlig mobilitet i forhold til forældre (percentiler)

1. kvintil

2. kvintil

3. kvintil

4. kvintil

5. kvintil

Forældres placering i indkomstfordeling 20 år tidligere (erhvervsindkomst)

Anm.: Se kapitel 6 Mobilitet mellem generationer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Når forældrene er placeret i midten af indkomstfordelingen, har deres børn ikke mulighed for

at rykke lige så langt væk fra deres forældres placering som børn af forældre, der enten er

placeret i bunden eller toppen af indkomstfordelingen. Det er derfor forventeligt, at den an-

vendte målmetode viser en mindre mobilitet i midten af indkomstfordelingen. Andre måleme-

toder kommer dog frem til samme resultat.

I løbet af de seneste 15 år er indkomstmobiliteten blevet en smule mindre. Den simple måle-

metode peger på, at mobiliteten i bunden og toppen af indkomstfordelingen er aftaget lidt, jf.

figur 1.36. Der er imidlertid ikke statistisk sikkerhed for resultatet. Mere avancerede metoder

viser også, at der ikke er statistisk sikkerhed for, at indkomstmobiliteten i bunden og toppen

af indkomstfordelingen har ændret sig over de seneste 15 år, men derimod at den er faldet

lidt i midten af indkomstfordelingen.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.36

40-åriges mobilitet i forhold til fædres placering i indkomstfordelingen, 2001-2003 og 2012-2014

Gennemsnitlig mobilitet i forhold til fædre (percentiler)

1. kvintil

2. kvintil

2001-2003

3. kvintil

4. kvintil

2012-2014

5. kvintil

Fædres placering i indkomstfordeling 20 år tidligere (erhvervsindkomst)

Anm.: Se kapitel 6 Mobilitet mellem generationer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Sammenligningen over tid er alene baseret på fædrenes erhvervsindkomst. Det skal ses i ly-

set af, at arbejdsmarkedstilknytningen blandt mødrene i forældregenerationerne gradvist er

blevet stærkere fra generation til generation. Den typiske familie i forældregenerationerne

kommer derfor gradvist til at bestå af to forældre med fuldtidsarbejde. På den måde minder

familierne i forældregenerationerne gradvist mere om de familier, som børnene selv er en del

af som 40-årige, hvor begge forældre er i arbejde. I takt med at arbejdsmarkedstilknytningen i

forældre- og børnegenerationerne nærmer sig hinanden, svækker det – isoleret set – ind-

komstmobiliteten over tid. Derfor er sammenligningen over tid alene baseret på erhvervsind-

komsten for fædre, idet de har haft en mere stabil arbejdsmarkedstilknytning i analyseperio-

den.

En anden indikator for mobiliteten mellem generationer er uddannelsesniveauet. Også mobili-

teten i uddannelse er stor i Danmark. Knap 60 pct. af alle 25-årige, hvis forældre højst har få-

et en grundskoleuddannelse, er i gang med eller har fået en erhvervskompetencegivende

uddannelse. Blandt 25-årige, hvis forældre har en højere uddannelse end grundskolen, er det

knap 80 pct., som har fået eller er i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Afstanden mellem de to grupper er omtrent den samme i dag som for 15 år siden, hvilket ty-

der på, at uddannelsesmobiliteten ikke er blevet svækket i perioden, jf. figur 1.37.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.37

25-årige som har eller er i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse givet forældres

uddannelsesniveau

Andel af gruppen, pct.

100

Andel af gruppen, pct.

100

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Alle forældre

Forældre med højest grundskoleuddannelse

Forældre med uddannelse ud over grundskolen

Anm.: Se kapitel 6 Mobilitet mellem generationer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Forældre er rollemodeller for deres børn. Ved at være aktive på arbejdsmarkedet, kan de væ-

re med til at præge deres børn i retning af en aktiv tilværelse. Børn, hvis forældre højst har en

grundskoleuddannelse, har således større sandsynlighed for at få en erhvervskompetencegi-

vende uddannelse, hvis deres forældre har været i arbejde.

Blandt 25-årige, hvis forældre højst har en grundskoleuddannelse, er to tredjedele enten i

gang med eller har en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvis forældrene har været i

arbejde. Hvis forældrene ikke har haft en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, er det kun

omkring halvdelen, jf. figur 1.38.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Figur 1.38

25-årige, som har eller er i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvis forældre

højst har en grundskoleuddannelse, 2015

Andel af gruppen, pct.

Forældre uden beskæftigelse

Forældre med beskæftigelse

Anm.: Se kapitel 6 Mobilitet mellem generationer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Forskellen tyder på, at en stærk arbejdsmarkedstilknytning blandt forældre kan være med til

at understøtte høj uddannelsesmobilitet mellem generationer. Det kan også være, at en svag

arbejdsmarkedstilknytning dækker over, at forældrene generelt er mindre ressourcestærke

og derfor ikke har de samme forudsætninger for at støtte op om deres børns uddannelse.

De følgende kapitler går mere i detaljer med de enkelte hovedkonklusioner og behandler

desuden andre relaterede emner.

kapitel 2

belyses den økonomiske gevinst ved at arbejde frem for at modtage overførsler.

Kapitlet har blandt andet fokus på, hvem der har relativt svage økonomiske incitamenter til

beskæftigelse og deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Kapitel 3

belyser den økonomiske gevinst ved at yde en ekstra indsats, når man er i beskæf-

tigelse. Kapitlet belyser dels gruppen, der betaler topskat. Dels gruppen med høj sammensat

marginalskat, som udtrykker hvor stor en del af en indkomststigning, der enten betales i skat

eller modregnes i indkomstoverførsler.

kapitel 4

belyses udviklingen i indkomstforskellene og i lavindkomstgruppen, som omfatter

personer med en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten. Kapitlet sætter

endvidere fokus på fordelingen af kapitalindkomster og andelen af befolkningen med store

kapitalindkomster.

kapitel 5

belyses det individuelle træk på offentlige serviceydelser. Det gælder blandt andet

trækket på uddannelse, sundhed, børnepasning, ældrepleje og sociale indsatser for udsatte

borgere. Kapitlet belyser servicetrækket i forskellige livsfaser, socioøkonomiske grupper og

efter uddannelsesniveau. Kapitlet belyser også det samlede servicetræk i løbet af livet.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

Sammenfatning

Kapitel 6

belyser mobiliteten mellem generationer. Det vil sige sammenhængen mellem børn

og forældres indkomst og uddannelse, når de er voksne. Kapitlet anvender forskellige opgø-

relsesmetoder for at få et nuanceret og robust billede af mobiliteten. Kapitlet belyser endvide-

re udviklingen i mobiliteten i de seneste 15 år.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til

beskæftigelse

Dansk økonomi er kendetegnet ved, at mange deltager aktivt på arbejdsmarkedet. Langt de

fleste i de erhvervsaktive aldre er således i job. Et andet kendetegn er, at det danske ar-

bejdsmarked har mange jobåbninger og en relativt lav ledighed, hvilket blandt andet betyder,

at langt de fleste, der oplever at miste jobbet, hurtigt finder et nyt.

Høj beskæftigelse og lav ledighed er et gennemgående kendetegn i de fleste befolknings-

grupper. Tilknytningen til arbejdsmarkedet er eksempelvis stærk for både mænd og kvinder,

yngre og ældre samt lavt- og højtuddannede.

Der er dog også mennesker, som i kortere eller længere perioder står uden for arbejdsmar-

kedet. Det kan være, at beskæftigelse ikke er realistisk på grund af en stærkt nedsat ar-

bejdsevne. Andre har sociale problemer eller oplever sygdom, som holder dem væk fra ar-

bejdsmarkedet i en periode. Og nogle mister jobbet og har svært ved at finde et nyt, fx fordi

deres kvalifikationer er forældede og ikke umiddelbart kan bruges på en ny arbejdsplads.

En svag tilknytning til arbejdsmarkedet kan imidlertid også hænge sammen med, at den en-

kelte har svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse. Det er i en række studier påvist,

at jo lavere den økonomiske tilskyndelse til beskæftigelse er, des lavere er tilknytningen til

arbejdsmarkedet. Sammenhængen kan blandt andet afspejle, at nogle med en lav økono-

misk tilskyndelse søger mindre intensivt og bredt efter et nyt job, hvis de bliver berørt af le-

dighed.

Dette kapitel ser nærmere på, hvor mange og hvem som har relativt svage økonomiske inci-

tamenter til at være i beskæftigelse.

Hovedbudskaberne i kapitlet er:



Gevinsten ved at være i beskæftigelse frem for at modtage dagpenge, kontanthjælp

mv. er i gennemsnit 11.400 kr. om måneden i 2017.

Der er i de senere år gennemført en række initiativer, som styrker tilskyndelsen til at

være i beskæftigelse. Når initiativerne er fuldt gennemført i 2023, vil den gennem-

snitlige gevinst ved at være i beskæftigelse være øget til 11.900 kr.

Gevinsten ved beskæftigelse dækker over betydelig spredning, og for nogle er ge-

vinsten betydelig mindre. Man kan ikke objektivt definere, hvad der er et svagt øko-

nomisk incitament til beskæftigelse. Dette kapitel ser i stedet på personer med en

nettokompensationsgrad over 80 pct. som det gennemgående eksempel.



Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse



Nettokompensationsgraden svarer omtrent til forholdet mellem den disponible ind-

komst som ledig og den disponible indkomst som beskæftiget, og måler den øko-

nomiske tilskyndelse ved at være i beskæftigelse. Hvis nettokompensationsgraden

er højere end 80 pct. kan man siges at have en relativt svag økonomisk tilskyndelse

til beskæftigelse sammenlignet med personer, der har en lavere nettokompensati-

onsgrad, som er det typiske i befolkningen.

I 2017 har 262.000 personer (11 pct. af arbejdsstyrken) en nettokompensationsgrad

over 80 pct. Antallet skønnes nedbragt til 193.000 personer (8 pct.), når skattere-

formen fra 2012 mv. er fuldt indfaset i 2023

Personer med en relativt svag økonomisk tilskyndelse til beskæftigelse er kende-

tegnet ved, at næsten alle er medlemmer af en a-kasse, det vil sige forsikret mod

ledighed. Det skyldes, at personer, som er berettiget til dagpenge i tilfælde af ledig-

hed, har ret til en markant større ydelse end kontanthjælp. Det højere ydelsesni-

veau skal blandt andet ses i lyset af, at ret til dagpenge – ud over medlemskab af

en a-kasse – i hovedreglen forudsætter forudgående beskæftigelse. Desuden er

dagpengeretten tidsbegrænset.

Analyserne viser også, at jo højere (potentiel) lønindkomst, des stærkere er den

økonomiske tilskyndelse til beskæftigelse. Det kendetegner således mange, der op-

lever svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse, at lønindkomsten i det job,

de kan få på det danske arbejdsmarkedet, ligger i den nederste fjerdedel af lønfor-

delingen.

Både blandt personer med en nettokompensationsgrad under hhv. over 80 pct. er

de fleste i beskæftigelse. Men arbejdsmarkedstilknytningen er generelt svagere i

gruppen med en nettokompensationsgrad over 80 pct., hvor hver fjerde kun er be-

skæftiget en del af året, især på grund af ledighed. Og ser man over en tre-årige

periode har mange haft længerevarende ledighedsperioder.



2.1

Hvordan kan incitamenter til beskæftigelse måles?

Dette kapitel beskæftiger sig med de økonomiske incitamenter til beskæftigelse. Det vil sige,

hvor meget større er den enkeltes disponible indkomst, hvis vedkommende er i beskæftigelse

frem for at modtage dagpenge, kontanthjælp mv.

Der er i sagens natur også en række andre forhold end økonomiske incitamenter, der har be-

tydning for, om den enkelte er i beskæftigelse eller ej. Eksempelvis vil der for mange være en

stor tilskyndelse i form af samværet med kollegaer og glæden ved at være selvforsørgende

og kunne bidrage og gøre en forskel. Sygdom eller sociale problemer kan også have betyd-

ning for, om den enkelte kan opnå og fastholde beskæftigelse.

Der er mange forskellige forhold, der har betydning for, hvor stor den økonomiske tilskyndel-

se til beskæftigelse er. Der er eksempelvis forskel på, hvor meget den enkelte kan få i lønind-

tægt, ligesom skattesystemet og en række overførselsindkomster påvirker tilskyndelsen. Be-

regningerne i dette kapitel samler de forskellige elementer til et samlet tal. Analyserne af de

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

økonomiske incitamenter til beskæftigelse kan fx illustrere hvilke grupper, der har en relativt

svag økonomisk tilskyndelse til beskæftigelse, og hvordan forskellige justeringer af skatte- og

overførselssystemet virker.

Langt de fleste har en betydelig økonomisk gevinst ved at være i beskæftigelse. Det såkaldte

forskelsbeløb udgør i gennemsnit 11.400 kr. om måneden i 2017. Forskelsbeløbet angiver

forskellen i den disponible indkomst i henholdsvis en situation med beskæftigelse (beskæfti-

gelsesalternativet) og en situation, hvor forsørgelsesgrundlaget alene er overførselsindkomst

(overførselsalternativet). Beskæftigelses- og overførselsalternativet er opgjort under den be-

regningsmæssige forudsætning, at personen er beskæftiget henholdsvis på overførselsind-

komst i hele kalenderåret.

Det gennemsnitlige forskelsbeløb dækker imidlertid over en betydelig spredning. En af de

faktorer, der har stor betydning for forskelsbeløbet, er, hvor stor den potentielle løn er. Jo hø-

jere løn den enkelte kan tjene som beskæftiget, jo større vil forskelsbeløbet – og dermed det

økonomiske incitament til beskæftigelse – isoleret set være.

Det gennemsnitlige forskelsbeløb for personer med en (potentiel) timeløn på 120 kr. er om-

kring 3.800 kr., mens forskelsbeløbet er 9.500 kr. i gennemsnit for personer med en (potenti-

el) timeløn på 200 kr., jf. figur 2.1

Figur 2.1

Gennemsnitligt forskelsbeløb afhængig af po-

tentiel timeløn, 2017

1.000 kr.

Figur 2.2

Gennemsnitlig nettokompensationsgrad af-

hængig af potentiel timeløn, 2017

Pct.

100

150

200

250

300

350

400

450

500

Potentiel timeløn, kr.

100

150

200

250

300

350

400

450

500

Potentiel timeløn, kr.

Anm.: 18-64-årige beskæftigede lønmodtagere, fuldt ledige samt efterlønsmodtagere. Beregningerne er fore-

taget med udgangspunkt i befolkningssammensætning og arbejdsmarkedsstatus i 2014 og med 2017-

regler og prisniveau. Begrebet

potentiel

timeløn er den forudsatte timeløn i beskæftigelsesalternativet,

det vil sige det scenarium, hvor man er i beskæftigelse hele året. For personer, der ikke aktuelt er i

beskæftigelse, er der skønnet over en potentiel timeløn, jf. bilag 2.1.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det økonomiske incitament til beskæftigelse kan også måles med

nettokompensationsgra-

den.

Nettokompensationsgraden har den fordel, at det ikke er opgjort i et bestemt løn- og

prisniveau, hvilket betyder, at målet umiddelbart kan sammenlignes i forskellige år.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Det er desuden ofte kompensationsgraden, der ligger til grund for en stor del af den omfat-

tende litteratur, der dokumenterer, at jo stærkere økonomiske incitamenter til beskæftigelse,

des større er beskæftigelsen.

Nettokompensationsgraden måles i pct. og angiver forholdet mellem den disponible indkomst

med overførselsindkomst og den disponible indkomst i beskæftigelse. Jo højere kompensati-

onsgraden er, jo svagere er det økonomisk incitament til at være i beskæftigelse.

For personer med en (potentiel) timeløn på ca. 120 kr. er den gennemsnitlige nettokompen-

sationsgrad ca. 73 pct. For personer med en (potentiel) timeløn på 200 kr. er nettokompensa-

tionsgraden væsentlig mindre og ca. 58 pct., jf. figur 2.2.

Man skal være opmærksom på, at de gennemsnitlige nettokompensationsgrader kan variere

for to personer med den samme timeløn. Det afspejler, at der er en række andre forhold end

timelønnen, der har betydning for den økonomiske tilskyndelse til beskæftigelse og dermed

kompensationsgraden, herunder hvorvidt man er forsikret mod ledighed, transportudgifter til

og fra arbejde, civilstand, antal børn og deres alder, bolig mv.

Boks 2.1 beskriver hvordan de økonomiske incitamenter til beskæftigelse er opgjort.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Boks 2.1

Eksempel på beregning af nettokompensationsgrad

Beregningen af nettokompensationsgrader kan illustreres med et eksempel: En enlig forsørger, der bor til

leje og har to børn i daginstitutionsalderen, jf. nedenstående tabel.

Eksemplet er baseret på følgende forudsætninger: Årlig lønindkomst som beskæftiget på ca. 325.000 kr.,

lejlighed på 100 kvadratmeter med en månedlig husleje på 6.300 kr., to børn i hhv. børnehave og SFO og

kontingent til a-kasse, efterløn og fagforening på ca. 17.500 kr. om året.

Forskellen i rådighedsbeløb i de to alternativer – forskelsbeløbet – er i dette eksempel på ca. 4.300 kr. om

måneden. Nettokompensationsgraden opgjort i procent kan beregnes som 1 minus forholdet mellem for-

skelsbeløbet og den disponible indkomst i beskæftigelsesalternativet. Det svarer omtrent til forholdet mel-

lem den disponible indkomst som ledig og den disponible indkomst som beskæftiget. Nettokompensations-

graden bliver i dette eksempel knap 84 pct.

Bruttokompensationsgraden beregnes som forholdet mellem løn- og overførselsindkomst før skat i de to al-

ternativer, og bliver – opgjort i procent – knap 67 pct. i eksemplet.

Alternativer

Personen som

beskæftiget

Personen

som ledig

Forskel

---------------------------------------- kr. ---------------------------------

Lønindkomst

Dagpenge

Indkomst før skat

Arbejdsmarkedsbidrag

Skat

Indkomst efter skat

Boligstøtte

Daginstitutionsbetaling

Børnetilskud og normalbidrag

Børne- og ungeydelse

Disponibel indkomst

Pensionsindbetalinger inkl. ATP (netto)

Transportudgift

Disponibel indkomst inkl.

pensionsindbetaling og transportudgifter

26.990

-2.160

-6.380

18.450

2.020

-530

4.060

2.120

26.120

1.900

-600

27.420

17.990

-4.850

13.140

3.260

4.060

2.120

22.580

570

23.150

26.990

-17.990

9.000

-2.160

-1.530

5.310

-1.240

-5300

3.540

1.330

-600

4.270

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

2.2

Gruppen med relativt svage økonomiske

incitamenter til beskæftigelse

Den resterende del af kapitlet fokuserer på de personer, der har en relativt økonomisk svag

tilskyndelse til at være i beskæftigelse. Der kan ikke objektivt fastlægges et bestemt niveau,

der entydigt repræsenterer en svag økonomisk tilskyndelse til beskæftigelse. Derfor er per-

soner med

relativt

svag økonomisk tilskyndelse indkredset ved at se på personer, som har en

nettokompensationsgrad over henholdsvis 80 og 90 pct.

Godt 2 mio. personer har en nettokompensationsgrad

under

80 pct., mens ca. 260.000 per-

soner har en nettokompensationsgrad

over

80 pct., jf. figur 2.3. Heraf har ca. 66.000 en kom-

pensationsgrad over 90 pct.

Figur 2.3

Fordeling af nettokompensationsgraderne, 2017

1.000 personer

600

500

400

300

200

100

0-20

20-30

30-40

40-50

50-60

60-70

70-80

80-90

90+

Nettokompensationsgrad, pct.

1.000 personer

600

500

400

300

200

100

Anm.: 18-64-årige beskæftigede lønmodtagere, fuldt ledige m.fl. samt efterlønsmodtagere. Beregninger er

foretaget for 2017-regler med udgangspunkt i befolkningssammensætning og arbejdsmarkedsstatus i

2014.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der kan være mange forskellige forklaringer på, at nogle personer har en relativt svag øko-

nomisk tilskyndelse til beskæftigelse. Det kendetegner næsten hele gruppen med nettokom-

pensationsgrader over 80 pct., at de er forsikret mod ledighed, jf. figur 2.4. Det skyldes, at

dagpenge som udgangspunkt medfører en højere indkomsterstattende ydelse ved ledighed

end kontanthjælp. Det højere ydelsesniveau skal blandt andet ses i lyset af, at arbejdsløs-

hedsforsikring er en frivillig forsikring mod tab af arbejdsindtægter, at udbetaling af dagpenge

i hovedreglen forudsætter forudgående beskæftigelse og medlemskab af en a-kasse, samt at

dagpengeretten er tidsbegrænset.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Figur 2.4

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. fordelt efter forsikringskategori, 2017

Ikke forsikret

mod ledighed

2 pct.

Figur 2.5

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. fordelt efter uddannelsesniveau, 2017

LVU

3 pct.

MVU

KVU

5 pct.

8 pct.

33 pct.

Grundskole,

gymnasial

eller uoplyst

98 pct.

Forsikret

mod ledighed

Erhvervs-

uddannelse

51 pct.

Anm.: Se anmærkning til figur 2.3.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Desuden er mange i gruppen ufaglærte, dvs. at de ikke har en erhvervskompetencegivende

uddannelse. Det gør sig gældende for hver tredje, jf. figur 2.5. Det betyder, at gruppen af

ufaglærte er overrepræsenteret blandt personer med relativt svage økonomiske incitamenter

til beskæftigelse (i hele arbejdsstyrken er ca. 25 pct. ufaglærte). Tilsvarende er personer med

en erhvervsuddannelse overrepræsenteret.

Der er personer i alle aldersgrupper, som oplever relativt svage incitamenter til beskæftigel-

se. Godt halvdelen er mellem 30 og 50 år, hvilket blandt andet skal ses i sammenhæng med,

at det er det tidspunkt i livet, hvor flest er aktive på arbejdsmarkedet, jf. figur 2.6.

Figur 2.6

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. fordelt efter alder, 2017

Figur 2.7

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. fordelt efter herkomst, 2017

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

18-30-årige

50-64-årige

27 pct.

19 pct.

Indvandrere fra

vestlige lande

5 pct.

9 pct.

54 pct.

86 pct.

Dansk herkomst

30-50-årige

Anm.: Efterkommere indgår i kategorien ”Dansk herkomst”. Se desuden anmærkning til figur 2.3.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Indvandrere fra ikke-vestlige lande udgør omkring 9 pct. af gruppen med nettokompensati-

onsgrader over 80 pct., jf. figur 2.7. Derved er gruppen svagt overrepræsenteret set i forhold

til arbejdsstyrken som helhed, hvor indvandrere fra ikke vestlige lande udgør omkring 6 pct.

Bilag 2.2 indeholder opgørelser af gruppen med en nettokompensationsgrad over 90 pct. op-

delt på overstående karakteristika.

2.3

Udviklingen i de økonomiske incitamenter

Der er i de senere år gennemført en række initiativer, der påvirker de økonomiske incitamen-

ter til at beskæftigelse. Det gør sig blandt andet gældende for skattereformen fra 2012, inte-

grationsydelse, kontanthjælpsloft og karensdage for dagpengemodtagere.

Initiativerne har nedbragt antallet med relativt svage økonomiske incitamenter til beskæftigel-

se markant i de senere år, og i 2023 vil initiativerne have fuldt gennemslag.

Antallet af personer med en nettokompensationsgrad over 80 pct. vurderes at falde fra

262.000 personer i 2017 til 193.000 personer i 2023. Antallet af personer med en nettokom-

pensationsgrad over 90 pct. falder fra 66.000 til 38.000 personer, jf. figur 2.8

Figur 2.8

Udvikling i personer med nettokompensationsgrader over hhv. 80 og 90 pct.

1.000 personer

400

1.000 personer

400

300

200

100

2014

Nettokompensationsgrad over 80 pct.

2017

2023

Nettokompensationsgrad over 90 pct.

Anm.: 2014 er opgjort uden virkning af integrationsydelse og kontanthjælpsloft, mens 2017 er opgjort med

helårsvirkning af integrationsydelse og kontanthjælpsloft samt virkning af op til tre årlige karensdage

for dagpengemodtagere med høj ledighed, og i 2023 er skattereformerne fuldt indfaset. Beregnin-

gerne for 2017og 2023 tager udgangspunkt i befolkningssammensætning og arbejdsmarkedsstatus i

2014. Se desuden boks 2.1.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

På trods af at antallet af personer, der har relativt svage økonomiske incitamenter til beskæf-

tigelse, falder frem mod 2023, vil der fortsat være 8 pct. af personerne i opgørelsen, som har

en nettokompensationsgrad over 80 pct., jf. figur 2.9.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Figur 2.9

Personer med nettokompensationsgrader hhv. over og under 80 pct., 2023

Over 80 pct.

8 pct.

92 pct.

Under 80 pct.

Anm.: 18-64-årige beskæftigede lønmodtagere, fuldt ledige m.fl. samt efterlønsmodtagere. Se desuden an-

mærkning til figur 2.8.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er især personer, som er forsikret mod arbejdsløshed, der bliver løftet ud af gruppen med

relativt svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse. Det afspejler, at det især er forsik-

rede, der med gældende regler har en nettokompensationsgrad over 80 pct.

I 2017 er det 14 pct. af de forsikrede, der har en nettokompensationsgrad over 80 pct. Denne

andel falder til 10 pct. i 2023. For personer, der ikke er forsikret mod arbejdsløshed, falder

andelen marginalt, jf. figur 2.10.

Figur 2.10

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. efter forsikringskategori

Andel af gruppen, pct.

Figur 2.11

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. efter uddannelsesniveau

Andel af gruppen, pct.

Ufaglært* Erhvervs-

udd.

2017

KVU

MVU

LVU

Andel af gruppen, pct.

Forsikret

mod ledighed

2017

Ikke forsikret

mod ledighed

2023

Anm.: Se anmærkning til figur 2.9.

Note: *) Ufaglært dækker over personer med grundskole eller gymnasial uddannelse som højest fuldførte

uddannelse samt personer med uoplyst uddannelsesniveau.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Det er både ufaglærte, faglærte og personer med en videregående uddannelse, der løftes ud

af gruppen med relativt svage incitamenter til beskæftigelse, i takt med at reformerne indfa-

ses fuldt ud. Eksempelvis falder andelen med en nettokompensationsgrad over 80 pct. fra

omkring 16 pct. til 11 pct. for personer med en erhvervsuddannelse, jf. figur 2.11.

Også på tværs af alders- og herkomstgrupper sker der en nedbringelse af gruppen med rela-

tivt svage økonomiske incitamenter, jf. figur 2.12 og 2.13. Det afspejler, at mange af refor-

merne styrker incitamenterne bredt for alle befolkningsgrupper.

Figur 2.12

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. efter alder, 2017 og 2023

Andel af gruppen, pct.

Figur 2.13

Personer med nettokompensationsgrad over

80 pct. efter herkomst, 2017 og 2023

Andel af gruppen, pct.

Dansk herkomst

Indvandrere fra

vestlige lande

Indvandrere fra

ikke-vestlige

lande

2023

18-30-årige

2017

30-50-årige

50-64-årige

2023

2017

Anm.: Se anmærkning til figur 2.9.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Betydningen af de seneste års initiativer kan også belyses ved at se på den gennemsnitlige

kompensationsgrad for forskellige grupper. Den gennemsnitlige kompensationsgrad nedbrin-

ges for forsikrede fra 63 pct. i 2017 til 60 pct. i 2023. Faldet er lidt mindre for ikke-forsikrede,

jf. figur 2.14.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Figur 2.14

Nettokompensationsgrader i hhv. 2017 og 2023

efter forsikringskategori

Gennemsnit, pct.

100

Gennemsnit, pct.

100

Figur 2.15

Nettokompensationsgrader for lavere lønnede i

hhv. 2017 og 2023 efter forsikringskategori

Gennemsnit, pct.

100

Gennemsnit, pct.

100

Forsikrede

2017

Ikke-forsikrede

2023

Forsikrede

2017

Ikke-forsikrede

2023

Anm.: Lavere lønnede er her afgrænset til personer med en potentil timeløn under 145 kr. (2017-niveau) –

hvilket omtrent svarer til 67 pct. af OECD’s

average worker

for Danmark. Se desuden anmærkning til

figur 2.8.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

I 2023, hvor reformerne er fuldt indfaset, vil det fortsat være personer med en relativt lav ar-

bejdsindtægt, der har de svageste økonomiske incitamenter til beskæftigelse. Men initiativer-

ne styrker incitamenterne i gruppen, jf. figur 2.15.

En relativt lav arbejdsindkomst er ikke nødvendigvis det samme som en svag tilskyndelse til

beskæftigelse. Eksempelvis vil ikke-forsikrede – som kan få kontanthjælp i tilfælde af ledig-

hed – i mange tilfælde have en relativt stærk tilskyndelse til beskæftigelse på trods af en rela-

tivt lav (potentiel) timeløn. Forsikrede har for alle almindelige timelønninger en svagere til-

skyndelse til beskæftigelse end ikke-forsikrede, jf. figur 2.16.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Figur 2.16

Nettokompensationsgrader fordelt efter potentiel timeløn og forsikringskategori, 2023

Gennemsnit, pct.

100

Gennemsnit, pct.

100

100 120 140 160 180 200 220 240 260 280 300 320 340 360 380 400 420 440 460 480 500 520

Potentiel timeløn, kr.

Ikke-forsikret

Forsikret

Anm.: 18-64-årige beskæftigede lønmodtagere, fuldt ledige samt efterlønsmodtagere. Se desuden anmærk-

ning til figur 2.8.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Nettokompensationsgraden for gennemsnits- og højere lønnede i Danmark ligger omtrent på

niveau med OECD-landene set under ét, mens tilskyndelsen for lavere lønnede i Danmark er

betydeligt svagere.

I 2014 udgjorde den gennemsnitlige kompensationsgrad ca. 70 pct. i OECD-landene for en

lavere lønnet. I Danmark var kompensationsgraden for lavere lønnede ca. 88 pct., jf. figur

2.17.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Figur 2.17

Nettokompensationsgrader i Danmark og

OECD, 2014

Pct.

100

Lavere

lønnet

DNK

Gennemsnits-

lønnet

Højere

lønnet

OECD

Pct.

100

Figur 2.18

Udvikling i nettokompensationsgrader for lave-

re lønnet i Danmark og OECD

Pct.

100

2004

DNK

2014

2023

OECD

Pct.

100

Anm.: Gennemsnit af nettokompensationsgrader ved ledighed for de familietyper, der indgår i OECD’s

analyser. En lavere lønnet tjener 67 pct. af gennemsnitslønnen for beskæftigede. En højere lønnet

tjener 150 pct. af gennemsnitslønnen for beskæftigede. OECD’s opgørelser af nettokompensations-

grader afviger på en række områder fra opgørelserne på danske registerdata, som ellers er brugt i

denne analyse. Figuren viser således gennemsnittet af nettokompensationsgraderne for de familiety-

per, der indgår i OECD’s analyser (billedet er det samme hvis der ses på specifikke familietyper).

Kilde: OECD, Tax-Benefit Models 2016 samt egne beregninger.

Selvom de senere års reformer især styrker det økonomiske incitament til at være i beskæfti-

gelse for personer, der har en forholdsvis svag tilskyndelse, så er nettokompensationsgraden

for lavere lønnede i Danmark, når 2023-reglerne er fuldt indfaset, stadig over OECD-

gennemsnittet i 2014, jf. figur 2.18.

Det følgende afsnit ser nærmere på, hvad der kendetegner personer med en relativt svag til-

skyndelse til at arbejde i 2023 med fokus på tilknytningen til arbejdsmarkedet.

2.4

Tilknytning til arbejdsmarkedet

Personer med fast tilknytning til arbejdsmarkedet har, set under ét, et stærkere økonomisk

incitament til beskæftigelse end personer, der har oplevet ledighed.

Mens der i begge grupper – både blandt personer med en nettokompensationsgrad under

henholdsvis over 80 pct. – er mange i beskæftigelse i løbet af året, så viser sammenlignin-

gen, at arbejdsmarkedstilknytningen er stærkest og mere varig blandt dem, der har de største

økonomiske incitamenter til beskæftigelse.

I 2023 skønnes 193.000 personer at have en nettokompensationsgrad over 80 pct. Heraf er

67 pct. beskæftigede hele året, det vil sige, at de ikke modtager andre overførselsindkomster

i løbet af året, mens 27 pct. er i beskæftigelse i dele af året (delårsbeskæftigede), jf. figur

2.19.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Figur 2.19

Personer med nettokompensationsgrader

over

80 pct. efter tilknytning til arbejdsmarkedet

Figur 2.20

Personer med nettokompensationsgrader

un-

der

80 pct. efter tilknytning til arbejdsmarkedet

Fuldt ledige m.fl.

5 pct.

Efterlønsmodtagere

< 1 pct.

Fuldt ledige m.fl.

9 pct.

Efterlønsmodtagere

3 pct.

Delårs-

beskæftigede

Delårs-

beskæftigede

10 pct.

27 pct.

67 pct.

78 pct.

Fuldtids- og

deltidsbekæftigede

Fuldtids- og

deltidsbekæftigede

I alt: 193.000 personer

I alt: 2.093.000 personer

Anm.: 2023-regler. 18-64-årige beskæftigede lønmodtagere, fuldt ledige samt efterlønsmodtagere. Se desu-

den anmærkning til figur 2.8.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Blandt personer med en nettokompensationsgrad under 80 pct., er det 78 pct., som er be-

skæftiget hele året, mens 10 pct. er beskæftiget dele af året, jf. figur 2.20.

Når mange personer med relativt svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse har en

stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, kan det afspejle, at der som nævnt er andre forhold,

som har betydning for, om det er attraktivt at være i beskæftigelse. Hertil kommer rådigheds-

forpligtelsen, som betyder, at man ikke frit kan vælge at stå uden for arbejdsmarkedet og

modtage fx dagpenge og kontanthjælp.

Hvis man kun ser på arbejdsmarkedstilknytningen i et enkelt år, kan man komme til at under-

vurdere betydningen af de økonomiske incitamenter. Derfor kan man med fordel se på ar-

bejdsmarkedstilknytningen i en flerårig periode. Blandt delårsbeskæftigede med en netto-

kompensationsgrad over 80 pct. har mange haft længerevarende perioder med ledighed de

seneste 3 år. Næsten halvdelen har haft mere end 1 års ledighed i løbet af de seneste 3 år,

jf. figur 2.21.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Figur 2.21

Personer med nettokompensationsgrader hhv. over og under 80 pct. fordelt efter ledighedshistorik

de seneste 3 år, 2023-regler

Andel af gruppen, pct.

100

Personer med netto-

kompensations-

grader under 80 pct.

Alle

Fuldt beskæftigede

Delårsbeskæftigede

Fuldt ledige m.fl.

Andel af gruppen, pct.

100

Nettokompensationsgrader over 80 pct.

Ingen ledighed

1-26 uger

26-52 uger

over 1 års ledighed

Anm.: Ledighedshistorik er opgjort som antal uger berørt af bruttoledighed i perioden 2012-2014. 18-64-

årige beskæftigede lønmodtagere eller fuldt ledige m.fl.. Efterlønsmodtagere er ikke medtaget

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Næsten alle de 53.000 delårsbeskæftigede med relativt svage økonomiske incitamenter til

beskæftigelse er forsikret mod ledighed. Det samme gør sig gældende for fuldt beskæftigede

og fuldt ledige m.fl., som har relativt svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse, om

end billedet er lidt mindre udtalt, jf. figur 2.22.

Figur 2.22

Personer med nettokompensationsgrader hhv. over og under 80 pct. fordelt efter forsikringskatego-

ri, 2023-regler

Andel af gruppen, pct.

100

Personer med netto-

kompensations-

grader under 80 pct.

Alle

Fuldt beskæftigede

Delårsbeskæftigede

Fuldt ledige m.fl.

2.024.000 pers.

193.000 pers.

130.000 pers.

53.000 pers.

Andel af gruppen, pct.

10.000 pers.

100

Nettokompensationsgrad over 80 pct.

Forsikret mod ledighed

Ikke forsikret mod ledighed

Anm.: Se anmærkning til figur 2.21.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

I tidligere analyser har der været fokus på den økonomiske tilskyndelse til beskæftigelse for

enlige forsørgere. Det skyldes, at denne gruppe modtager indkomstafhængige ydelser, som

kan svække incitamenterne. Det var blandt andet baggrunden for, at der med skattereformen

i 2012 blev indført et særligt beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere.

Blandt personer med en nettokompensationsgrad over 80 pct. er det omkring 8 pct. af grup-

pen, der er enlige forsørgere. Det er en lidt højere andel sammenlignet med personer med

nettokompensationsgrader under 80 pct., jf. figur 2.23.

Figur 2.23

Personer med nettokompensationsgrader hhv. over og under 80 pct. fordelt efter familiekategori,

2023-regler

Andel af gruppen, pct.

100

Personer med netto-

kompensations-

grader under 80 pct.

Alle

Fuldt beskæftigede

Delårsbeskæftigede

Fuldt ledige m.fl.

Andel af gruppen, pct.

100

Nettokompensationsgrad over 80 pct.

Enlig med børn

Enlig uden børn

Par uden børn

Par med børn

Anm.:

Med/uden børn

angiver, om der er hjemmeboende børn i familien. Se desuden anm. til figur 2.22

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Enlige forsørgere er således overrepræsenteret blandt personer med relativt svage økonomi-

ske incitamenter. Parfamilier og enlige uden børn udgør dog langt hovedparten af gruppen.

Indvandrere fra ikke-vestlige lande har sværere ved at få et stærkt fodfæste på arbejdsmar-

kedet. Indvandrere fra ikke-vestlige lande er overrepræsenteret blandt personer med relativt

svage økonomiske incitamenter til beskæftigelse. Der er tale om en betydelig overrepræsen-

tation, men langt hovedparten af gruppen har dansk herkomst, jf. figur 2.24.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Figur 2.24

Personer med nettokompensationsgrader hhv. over og under 80 pct. fordelt efter herkomst, 2023-

regler

Andel af gruppen, pct.

100

Personer med netto-

kompensations-

grader under 80 pct.

Dansk herkomst

Alle

Fuldt beskæftigede

Delårsbeskæftigede

Fuldt ledige m.fl.

Andel af gruppen, pct.

100

Nettokompensationsgrader over 80 pct.

Indvandrere fra ikke-vestlige lande

Indvandrere fra vestlige lande

Anm.: Efterkommere indgår i kategorien ”Dansk herkomst”. Se desuden anmærkning til figur 2.22.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Bilag 2.1

Følsomhed: betydning af skyggeløn

Analyserne i kapitlet er baseret på en opgørelse af den økonomiske gevinst ved at være i be-

skæftigelse. Opgørelsen trækker på en række kilder og antagelser. En af de afgørende anta-

gelser er den anslåede potentielle lønindkomst i beskæftigelsesalternativet. For mange kan

den potentielle lønindkomst anslås med udgangspunkt i helt aktuelle eller nyere lønoplysnin-

ger.

En del har imidlertid ikke haft nogen eller kun haft en meget svag tilknytning til arbejdsmarke-

det. Det kan fx være unge, der efter færdiggjort uddannelse har fået det første job, indvandre-

re der endnu ikke har fundet et job eller langvarige kontanthjælpsmodtagere. For disse grup-

per må der skønnes over en potentiel timeløn på baggrund af andre oplysninger end time-

lønnen fra nuværende eller tidligere beskæftigelse. Der er stor usikkerhed om denne

skygge-

løn.

Der er mange på det danske arbejdsmarked, der årligt oplever at blive berørt af ledighed. Det

gælder både under høj- og lavkonjunktur. De fleste finder hurtigt et job igen. Når den enkelte

træder ind på arbejdsmarkedet efter et ledighedsforløb, vil lønnen dog i mange tilfælde være

lavere, end den ville have været, hvis man var blevet i beskæftigelse. Omtrent 30 pct. af de

personer, der gik fra ledighed til fuldtidsbeskæftigelse i 2014, fik en løn i 1. løndecil, jf. figur 1.

Figur 1

Indgangsløn fra ledighed

Pct.

130.000

170.000

210.000

250.000

290.000

330.000

370.000

410.000

450.000

490.000

530.000

570.000

610.000

650.000

690.000

730.000

770.000

1. løndecil

Median

Pct.

Indgangsløn fra ledighed

Alle fuldtidsbeskæftigede, 2014

Anm.: 30-64-årige fuldtidsbeskæftigede i 2014. Lyseblå viser lønfordelingen for alle fuldtidsbeskæftigede i

2014, inkl. fuldtidsbeskæftigede, der var berørt af ledighed året før. Mørkeblå angiver lønfordelingen

’kun’ for fuldtidsbeskæftigede, der var berørt af ledighed året før. Omkring 5 pct. af de fuldtidsbe-

skæftigede har en lønindkomst på over 800.000 kr.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Boks 1 beskriver metoden, som bruges til at skønne over lønningerne.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Boks 1

Beregning af skyggelønninger

Metoden til beregning af den disponible indkomst i beskæftigelsesalternativet er principielt den samme,

uanset om en person er i arbejde eller ej.

Den årlige lønindkomst i beskæftigelsesalternativet bliver for hver enkelt person fastsat ud fra en ugentlig

arbejdstid på 37 timer og et skøn for deres timeløn på baggrund af oplysninger i Danmarks Statistiks lønre-

gister, sygedagpengeregistret, dagpengeudbetalingsregistret eller lønindkomsten i (års)indkomstregistret.

Hvis der ikke foreligger relevante oplysninger, som kan bruges til at skønne over deres timeløn, hvilket der i

praksis ikke gør for fx mange fuldt ledige m.fl., beregnes der en såkaldt ”skyggeløn”. Beregningen af skyg-

gelønnen sker på baggrund af en lang række oplysninger om deres personlige karakteristika (uddannelse,

køn, alder, erhvervserfaring, a-kassemedlemskab, bopæl, civilstand, antal børn mv.).

Hvad enten timelønnen skønnes på baggrund af lønoplysninger i Danmarks Statistiks lønregistre mv. eller

beregnes som en skyggeløn, vil skønnet være behæftet med nogen usikkerhed.

For personer, hvor der foreligger oplysninger fra mere end ét register, foretrækkes lønregistret frem for sy-

gedagpengeregistret, sygedagpengeregistret frem for dagpengeudbetalingsregistret, dagpengeudbetalings-

registret frem for indkomstregistret og indkomstregistret frem for en beregnet skyggeløn. For gruppen af

fuldt ledige m.fl. og efterlønsmodtagere kan indkomstregistret dog ikke bruges, da en eventuel lønindkomst i

det pågældende år ikke vil udgøre et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at skønne over deres timeløn.

Tabel a viser, hvilke typer af registeroplysninger, herunder en beregnet skyggeløn, der ligger til grund for

timelønsskønnet for de forskellige grupper, der indgår i beregningen af nettokompensationsgrader for hhv.

fuldt beskæftigede, delårsbeskæftigede, fuldt ledige m.fl. og efterlønsmodtagere.

Tabel a

Personer fordelt efter type af registeroplysninger, der ligger til grund for timelønsskønnet, pct.

Lønregistret

Fuldt beskæftigede

Delårsbeskæftigede

Fuldt ledige m.fl.

Efterlønsmodtagere

Alle

74,1

57,1

2,8

0,6

63,8

Syge-

dagpenge-

registret

4,5

11,4

6,3

0,3

5,0

Dagpenge-

udbetalings-

registret

0,3

12,5

10,4

1,8

2,6

Indkomst-

registret

20,5

13,1

17,2

”Skyggeløn”

1,1

5,9

80,4

97,4

11,4

Alle

100

Anm.: Beregninger på registerdata for 2014. ”Fuldt ledige m.fl.” omfatter følgende to grupper: 1) Personer

med støttet beskæftigelse (ekskl. fleksjob), og 2) personer uden beskæftigelse, men med egentlig

overførselsindkomst af en vis størrelse, dvs. dagpenge, kontanthjælp, sygedagpenge, orlovsydelser

el.lign. Ingen af personerne har haft ustøttet beskæftigelse i løbet af det pågældende år. ”Efterløn”

omfatter personer, der har modtaget efterløn i året, dog ikke personer, der samtidig har haft indbeta-

linger til ATP, dvs. beskæftigelse af et vist omfang.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Mange med svag historisk tilknytning til arbejdsmarkedet har en relativt lav potentiel timeløn

på grund af lavt uddannelsesniveau og beskeden arbejdsmarkedserfaring. Omvendt er det

interessant at inddrage gruppen, når incitamenter til beskæftigelse skal analyseres.

Af de 262.000 personer med nettokompensationsgrader over 80 pct. er det omkring 4.000

personer, der tildeles en

skyggeløn,

fordi der ikke er registreret lønoplysninger om dem.

Det centrale skøn i dette kapitel er, at 262.000 personer har en nettokompensationsgrad over

80 pct. Dette resultat er robust over for betydelig variation i skyggelønningerne. Reduceres

skyggelønningerne fx med 10 pct., vil antallet med nettokompensationsgrader over 80 pct.

øges fra 262.000 til 266.000, jf. figur 2.

Figur 2

Personer med nettokompensationsgrader over 80 pct. ved forskellige antagelser for skyggeløn

1.000 personer

300

250

200

150

100

Centralt skøn

Hvis skyggeløn

var 2 pct. lavere

Lønoplysninger

Hvis skyggeløn

var 5 pct. lavere

Skyggeløn

Hvis skyggeløn

var 10 pct. lavere

1.000 personer

300

250

200

150

100

Anm.: Skyggeløn tildeles personer, som ikke har valide løn eller indkomstoplysninger i året, jf. boks 1.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Bilag 2.2

Karakteristika for personer med relativt

svage økonomiske incitamenter

Tabel 1

Personer med nettokompensationsgrader over hhv. 80 og 90 pct. fordelt efter karakteristika

2013

> 80 pct.

Antal

362.400

> 90 pct.

101.700

2014

> 80 pct.

334.900

> 90 pct.

96.800

2017

> 80 pct.

262.100

> 90 pct.

65.900

2023

> 80 pct.

193.300

> 90 pct.

37.600

------------------------------------------------------ Pct. ------------------------------------------------------

Uddannelse

Grundskole, gym-

nasial og uoplyst

Erhvervsudd.

KVU

MVU

LVU

Familietype

Enlig uden børn

Enlig med børn

Par uden børn

Par med børn

Alder

18-30-årige

30-50-årige

50-64-årige

Herkomst

Dansk

Indvandrere fra

vestlige lande

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

Forsikring mod

ledighed

Forsikret

Ikke-forsikret

Anm.: Se anmærkning til figur 2.8.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 2

Incitamenter til beskæftigelse

Tabel 2

Personer med forskelsbeløb under hhv. 2.000 og 3.000 kr. fordelt efter karakteristika

2013

< 2.000

< 3.000

2014

< 2.000

< 3.000

2017

< 2.000

< 3.000

2023

< 2.000

< 3.000

Antal

149.400

272.900

133.400

241.500

82.700

173.300

48.000

128.100

------------------------------------------------------ Pct. -------------------------------------------------------

Uddannelse

Grundskole, gym-

nasial og uoplyst

Erhvervsudd.

KVU

MVU

LVU

Familietype

Enlig uden børn

Enlig med børn

Par uden børn

Par med børn

Alder

18-30-årige

30-50-årige

50-64-årige

Herkomst

Dansk

Indvandrere fra

vestlige lande

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

Forsikring mod

ledighed

Forsikret

Ikke-forsikret

Anm.: Se anmærkning til figur 2.8.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en

ekstra indsats

Sammenlignet med de fleste andre lande har Danmark en relativt høj erhvervsfrekvens og

derved en stor arbejdsstyrke. Omvendt er den gennemsnitlige arbejdstid blandt de beskæfti-

gede relativt lav. Samtidig har Danmark i en årrække haft lav produktivitetsvækst.

Dette kapitel ser nærmere på de økonomiske incitamenter til at yde en ekstra arbejdsindsats.

Den enkelte kan yde en ekstra indsats på mange måder. Man kan fx øge sin arbejdstid. Man

kan også dygtiggøre sig, påtage sig et større ansvar eller på anden vis være mere produktiv

på arbejdsmarkedet.

Mange forhold har betydning for den enkeltes arbejdsindsats. For eksempel skal børnefamili-

er have mulighed for at passe deres børn, ligesom interesse for jobbet og helbred kan spille

en rolle. Den indsats, den enkelte vælger at yde, afhænger imidlertid også af den økonomi-

ske gevinst.

Hvis en ekstra indsats bliver belønnet, kan det øge produktiviteten og bidrage til højere ar-

bejdstid. Skatten på den sidst tjente krone – marginalskatten – har betydning for den præste-

rede arbejdstid og tilskyndelsen til at vise engagement på arbejdspladsen, hvilket kan vise sig

i form af højere produktivitet.



Størstedelen af de beskæftigede har en marginalskat på under 45 pct. For godt en

femtedel gælder imidlertid, at marginalskatten er over 50 pct.(typisk 55-56 pct.),

fordi de er omfattet af topskatten.

Antallet af beskæftigede med marginalskat over 50 pct. vil falde en smule i takt

med, at skattereformen fra 2012 bliver indfaset. 19 pct. af de beskæftigede vil dog

stadig have en marginalskat på mere end 50 pct.

I en international sammenhæng har højere lønnede i Danmark en høj skat på den

sidst tjente krone. Hertil kommer, at topskattegrænsen sætter tidligt ind. Det vil og-

så være tilfældet, når skattereformen fra 2012 er fuldt indfaset i 2023.

I 2023 vil ca. 37 pct. af de beskæftigede topskatteydere være ufaglærte eller have

en erhvervsuddannelse (hvoraf en del påtager sig lederansvar). Personer med en

lang videregående uddannelse er overrepræsenteret blandt topskatteydere, men

udgør kun 34 pct. af gruppen.

Topskatten vil således stadig omfatte en række højere lønnede specialister og mel-

lemledere. Denne gruppe har en mindre tilskyndelse til at yde en ekstra indsats end

beskæftigede med lavere marginalskat.



Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats



For ca. 90.000 beskæftigede betyder aftrapning af indkomstafhængige ydelser, at

de har en høj sammensat marginalskat. Den sammensatte marginalskat tager både

højde for indkomstskat og overførsler.

For ca. to tredjedele er det aftrapning af boligstøtte, der medfører en høj sammen-

sat marginalskat. Ca. 55 pct. af personerne, der modtager boligstøtte, har en sam-

mensat marginalskat over 50 pct., mens det gør sig gældende for 2 pct. blandt be-

skæftigede, som ikke modtager boligstøtte.

Beskæftigede kan også opleve en høj sammensat marginalskat, fordi flere ydelser

aftrappes samtidigt. Ca. en femtedel af beskæftigede med en høj sammensat mar-

ginalskat er berørt af mere en én type aftrapning på samme tid. Typisk boligstøtte

og tilskud til daginstitution (økonomisk fripladstilskud).



3.1

Marginalskatter på arbejdsindkomst

Der er en række forhold, der har betydning for, hvilken indsats den enkelte lægger på ar-

bejdspladsen, herunder hvor mange timer den enkelte vælger at arbejde. For mange vil fami-

liesituationen spille en rolle, herunder hvor meget ens partner arbejder, og om der er gode

muligheder for at få passet sine børn. Det kan også spille en rolle, om man synes, at arbejdet

er interessant, om man gør en forskel, og om en ekstra indsats bliver værdsat.

Skattesystemet kan også have betydning for den indsats, den enkelte lægger på arbejds-

pladsen. Jo højere skatten på den sidst tjente krone er, des mindre vil tilskyndelsen være til

at yde en ekstra arbejdsindsats. En høj skat på den sidst tjente krone, eller marginalskatten,

kan altså reducere tilskyndelsen til at yde en ekstra indsats.

I Danmark betaler langt de fleste personer en marginalskat i omegnen af 39 til 44 pct. Perso-

ner med de højeste indkomster betaler også topskat, hvormed marginalskatten kan komme

op på 54 til 56 pct., jf. figur 3.1.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Figur 3.1

Beskæftigede fordelt efter marginalskatter

Andel, pct.

<35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60+

Marginalskatteprocent

Andel, pct.

Anm.: 18-64-årige fuldt beskæftigede lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. Beregninger er fore-

taget for 2017-regler med udgangspunkt i befolkningssammensætning og arbejdsmarkedsstatus i

2014. Marginalskatterne i dette kapitel tager alene højde for indkomstskattebetalingen og tager såle-

des

ikke

højde for den marginale afgiftsbetaling. Hvis man tog højde for afgiftsbetalingen ville mar-

ginalskatterne være højere.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

De seneste årtier har der været fokus på at sænke skatten på arbejde, herunder skatten på

den sidst tjente krone. Mellemskatten er afskaffet og med skattereformerne i 2009 og 2012

blev grænsen for, hvornår der skal betales topskat, gradvist hævet fra ca. 390.000 kr. i 2009

til ca. 480.000 kr. i 2017.

I 2017 har 22 pct. af de beskæftigede en marginalskat på over 50 pct. Når 2012-

skattereformen er fuldt indfaset i 2023, vil 19 pct. af de beskæftigede stå over for en margi-

nalskat, der er over 50 pct.

Marginalskatter i det danske indkomstskattesystem er på niveau med, hvad mange beskæfti-

gede står over for i mange andre lande. Det er tilfældet for personer, der er lavere lønnet eller

har en gennemsnitlig lønindkomst.

Marginalskatten for en beskæftiget med en gennemsnitlig lønindkomst i Danmark er ca. 42

pct., hvilket omtrent er på niveau med OECD-landene set under ét. Det samme gælder en la-

vere lønnet. Til gengæld er marginalskatten for en højere lønnet 56 pct., hvilket er relativt højt

i en international sammenligning, jf. figur 3.2.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Figur 3.2

Marginalskat i Danmark og OECD, 2016

Pct.

Lavere lønnet

Danmark

Gennemsnitslønnet

OECD

Højere lønnet

Pct.

Anm.: Gennemsnitlig marginalskat for en enlig person uden børn. En lavere lønnet tjener 67 pct. af gen-

nemsnitslønnen for fuldtidsbeskæftigede, mens en højere lønnet tjener 167 pct. af gennemsnitsløn-

nen for fuldtidsbeskæftigede.

Kilde: OECD.stat.

Der er dog lande, hvor marginalskatten for en højere lønnet er højere end i Danmark. Ek-

sempelvis ligger niveauet i Danmark noget under det svenske niveau, jf. figur 3.3.

Figur 3.3

Marginalskat for højere lønnet i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2016

Pct.

ISL

SWE

DEU

GRC

NOR

HUN

SVN

TUR

POL

FIN

NLD

ITA

PRT

AUT

SVK

EST

BEL

LAT

IRL

DNK

ESP

FRA

CZE

CHE

Anm.: Enlig uden børn med en indkomst på 167 pct. af gennemsnitslønnen for fuldtidsbeskæftigede.

Kilde: OECD.stat.

Man skal imidlertid være opmærksom på, at opgørelserne i dette kapitel alene tager højde for

indkomstskattebetalingen. Der tages således ikke højde for den marginale betaling af indirek-

te skatter og afgifter, fx moms, registreringsafgift og punktafgifter. Hvis man tog højde for indi-

rekte skatter ville marginalskatterne være væsentlig højere.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Topskattegrænsen i Danmark vil i de kommende år blive øget i takt med, at skattereformen

fra 2012 bliver fuldt indfaset. Danmark vil dog stadig være blandt de OECD-lande, hvor

”topskatten” sætter tidligst ind.

Topskatten vil i 2023 indtræde ved en lønindkomst, der svarer til 1,3 gange en gennemsnitlig

lønindkomst, mens det i eksempelvis Norge og Sverige sker ved en lønindkomst, der er om-

kring 1,5 gange den gennemsnitlige lønindkomst, jf. figur 3.4.

Figur 3.4

Grænse for ”topskat” i Danmark og udvalgte OECD-lande, 2015

Indeks, 1 = gns.løn for fuldtidsbeskæftigede

EST

CZE

IRL

BEL

DNK

NLD DNK*

ISL

SWE NOR

POL

FIN

ESP

CHE

SVK

SVN

DEU

Indeks, 1 = gns.løn for fuldtidsbeskæftigede

Anm.: Tal for 2015. Figuren viser, hvornår den højeste marginalskat på lønindkomst (ekskl. arbejdsgiverbe-

talte sociale bidrag), ”topskatten”, indtræder, målt i forhold til gennemsnitslønnen for fuldtidsbe-

skæftigede. DNK* angiver Danmarks placering, når skattereformen er fuldt indfaset (2023-regler).

Kilde: OECD Tax Database samt egne beregninger.

Personer med en lang videregående uddannelse er overrepræsenterede blandt topskattebe-

talerne, men hovedparten har kortere uddannelser, og der vil stadig være mange faglærte i

gruppen af topskatteydere, når de besluttede forhøjelser af topskattegrænsen er fuldt indfa-

set.

I 2023 vil henholdsvis 13 og 24 pct. af de beskæftigede topskatteydere være ufaglærte eller

faglærte. Ca. 30 pct. har en kort eller mellemlang videregående uddannelse, mens 34 pct.

har en lang videregående uddannelse, jf. figur 3.5.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Figur 3.5

Beskæftigede og beskæftigede topskattebetalere fordelt efter uddannelsesniveau, 2023

Andel af beskæftigede / beskæftigede topskatteydere, pct.

Grundskole og

gymnasial

Erhvervs-

uddannelser

Korte

videregående

uddannelser

Mellemlange

videregående

uddannelser

Beskæftigede topskatteydere

Lange

videregående

uddannelser

Beskæftigede

Anm.: 18-64-årige fuldt beskæftigede lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende. Beregningerne er fo-

retaget for 2023-regler med udgangspunkt i befolkningssammensætning og arbejdsmarkedsstatus i

2014.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det skønnes, at ca. 360.000 beskæftigede har en marginalskat over 50 pct. i 2023, når 2012-

skattereformen er fuldt indfaset. Mange af de beskæftigede topskatteydere har en indkomst

omkring topskattegrænsen. Antallet af topskatteydere vil derfor kunne reduceres betragteligt,

hvis topskattegrænsen blev hævet yderligere. Hvis topskattegrænsen blev hævet med yderli-

gere 100.000 kr., vurderes det, at antallet af beskæftigede med en marginalskat over 50 pct.

reduceres med knap 200.000 personer. Hvis topskattegrænsen blev hævet med 500.000 kr.,

ville 36.000 beskæftigede have en marginalskat over 50 pct., jf. figur 3.6.

Figur 3.6

Reduktion i antal beskæftigede med marginalskat over 50 pct., hvis topskattegrænsen hæves

1.000 personer

450

375

300

225

150

Gældende

regler

2023-regler Forhøjelse på Forhøjelse på Forhøjelse på Forhøjelse på Forhøjelse på

fuldt indfaset 100.000 kr.

200.000 kr.

300.000 kr.

400.000 kr.

500.000 kr.

Rest

1.000 personer

450

375

300

225

150

Anm.: Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Der vil, når skattereformen fra 2012 er fuldt indfaset, stadig være en gruppe af højere lønne-

de specialister og mellemledere, der er omfattet af topskatten. Denne gruppe har således en

markant mindre tilskyndelse til at gøre en ekstra indsats end beskæftigede med en lidt min-

dre indkomst. Det gør sig fx gældende for maskinmesteren, den faglærte med et ledelsesan-

svar og lederen i det offentlige.

Hvis topskattegrænsen blev hævet med fx 300.000 kr. vil det hovedsageligt være højere løn-

nede specialister, der blev løftet ud. Topledere ville stadig være omfattet af topskatten, jf. fi-

gur 3.7.

Figur 3.7

Gennemsnitsløn for personer i udvalgte jobfunktioner i forhold til 2023-topskattegrænsen

2023-topskattegrænse (2017-pl)

500

Topleder

Læge

Advokat

Farmaceut

Leder i det offentlige

Ingeniør

Leder med erhvervsudd.

Maskinmester

Folkeskolelærer

Metalarbejder

Sygeplejeske

200

400

600

800

1.000

1.200

+100

+200

+300

+400

+500

Personlig indkomst (1.000 kr.)

Anm.: De viste jobfunktioner er sorteret efter personlig indkomst opgjort som løn fratrukket arbejdsmar-

kedsbidrag. Topskattegrænse ved fuldt indfaset 2023-skatteregler i 2017-pl.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Udover skattesystemets betydning for, hvilken økonomisk tilskyndelse den enkelte har til at

yde en ekstra indsats, har også en række indkomstafhængige overførsler betydning for den

økonomiske gevinst.

3.2

Sammensatte marginalskatter

I det forrige afsnit var fokus på, hvordan indkomstskattesystemet påvirker tilskyndelsen til at

yde en ekstra indsats. Hvis man i marginalskatterne inddrager effekten af de overførsler, der

bliver indkomstaftrappet, får man de såkaldte

sammensatte marginalskatter.

Dette begreb ta-

ger både højde for, hvordan indkomsterne og en række overførsler påvirker det økonomiske

incitament til en ekstra indsats.

Aftrapningen af indkomstafhængige ydelser skal ses i lyset af et ønske om at målrette sociale

ydelser mod de personer og familier, der har det største behov, typisk personer og familier

med relativt lav indkomst.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Samtidig kan der være et ønske om at begrænse de negative strukturvirkninger som følge af

høje sammensatte marginalprocenter. Hvis ydelserne aftrappes over et kort indkomstinterval,

vil det typisk betyde, at forholdsvis få oplever meget høje aftrapningsprocenter. Hvis ydelser-

ne aftrappes over et langt indkomstinterval, vil det omvendt betyde, at forholdsvis mange bli-

ver berørt og dermed får reduceret deres incitament til at gøre en ekstra arbejdsindsats.

Det vil kun være muligt helt at undgå de negative virkninger ved aftrapning af indkomstaf-

hængige ydelser ved enten at afskaffe ydelserne eller at lade ydelserne være uafhængige af

indkomsten.

Der er i analysen taget højde for boligstøtte, økonomisk friplads i daginstitution, børne- og

ungeydelsen samt ægtefælles kontanthjælp og socialpension (folkepension eller førtidspen-

sion). Aftrapningen af disse ydelser har for mange beskæftigede ingen betydning. I mange til-

fælde modtager deres familier ingen af ydelserne, og de vil derfor heller ikke opleve at blive

aftrappet, hvis de øger deres indkomst.

Der er dog også nogle beskæftigede, som vil få mindre i overførselsindkomst, hvis de øger

lønindkomsten. I disse tilfælde er den sammensatte marginalskat højere end marginalskat-

ten.

For nogle kan aftrapningen af ydelser give en betydelig svækkelse af tilskyndelsen til at yde

en ekstra indsats. De kan opleve, at den sammensatte marginalskat er over 50 pct., selv om

bidraget fra skattesystemet er under 45 pct., jf. figur 3.8.

Figur 3.8

Fordeling af beskæftigede på hhv. marginal- og sammensatte marginalskatter, 2017

Andel af beskæftigede, pct.

<35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60+

Marginalskatteprocent

Marginalskatter

Sammensatte marginalskatter

Anm.: Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Hvorvidt aftrapningen af en ydelse er nok til at give en sammensat marginalprocent over 50

pct., afhænger af en række forhold. Når det gælder ægtefælles eller samlevers sociale pen-

sion, afhænger aftrapningen udelukkende af indkomsten. Aftrapningen af tilskuddet til dagin-

stitution afhænger både af indkomsten, antallet af børn, børnenes alder og de kommunale

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

takster for børnepasning. Aftrapningen af boligstøtte afhænger både af indkomsten, antallet

af børn, huslejen og boligens størrelse. I boligstøttereglerne er familier med børn desuden

omfattet af en række særregler. Børn øger det antal kvadratmeter, der kan gives støtte til, og

maksimumsbeløbet for den husleje, der kan gives støtte til, sættes op, hvis der er børn i fami-

lien. Disse særregler indebærer, at antallet af personer, der er omfattet af modregning, øges,

og dermed at flere familier bliver berørt af mere end én type aftrapning.

Omkring 19 pct. af de beskæftigede har marginalskatter over 50 pct. som følge af topskatten

(2023-regler). Hertil kommer 5 pct. af de beskæftigede, som har sammensatte marginalskat-

ter over 50 pct., fordi indkomstafhængige ydelser aftrappes. De 5 pct. svarer til ca. 90.000

beskæftigede, jf. figur 3.9.

Figur 3.9

Beskæftigede med marginalskatter og sammensatte marginalskatter over 50 pct., 2023

Sammensatte marginal-

skatter over 50 pct.

(90.000)

5 pct.

Marginalskatter

over 50 pct.

(361.000)

19 pct.

76 pct.

Øvrige

(

1.481.000)

Anm.: Omkring 40.000 af de beskæftigede med marginalskatter over 50 pct. bliver også aftrappet i børne-

og ungeydelsen. Se desuden anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Personer med sammensatte marginalskatter over 50 pct. og en indkomst under topskatte-

grænsen er spredt ud på alle indkomstintervaller. Der er dog relativt flest i indkomstinterval-

lerne mellem 150.000 og 350.000 kr., hvor 7-10 pct. af de beskæftigede har en sammensat

marginalskat over 50 pct., jf. figur 3.10.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Figur 3.10

Personer med marginalskat eller sammensat marginalskat over 50 pct., 2023

Andel af indkomstintervallet, pct.

100

Under

150.000

150.000 -

250.000

250.000 -

300.000

300.000 -

350.000

350.000 -

400.000

400.000 -

topskatte-

grænsen

Over

topskatte-

grænsen

Andel af indkomstintervallet, pct.

100

Grundlag for topskat, kr.

Sammensat marginalskat over 50 pct.

Marginalskat over 50 pct.

Anm.: Omkring 40.000 af de beskæftigede med marginalskatter over 50 pct. bliver også aftrappet i børne-

og ungeydelsen Se desuden anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Enlige forsørgere udgør en stor del af den samlede gruppe af fuldt beskæftigede med sam-

mensatte marginalprocenter over 50 pct. Det skyldes, at relativt mange enlige forsørgere

modtager boligstøtte og økonomisk friplads i daginstitution.

Godt 28.000 personer er enlige forsørgere ud af de i alt ca. 90.000 personer med høje sam-

mensatte marginalskatter, jf. figur 3.11.

Figur 3.11

Beskæftigede med sammensatte marginalskatter over 50 pct. fordelt efter familiekategori, 2023

Enlige uden børn

(19.000)

Enlige med børn

(28.300)

21 pct.

32 pct.

20 pct.

Par uden børn

(18.400)

27 pct.

Par med børn

(23.900)

Anm.: Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Blandt enlige forsørgere er det 34 pct., som har en sammensat marginalskatteprocent over

50 pct. For andre familietyper er det under 5 pct., der har en relativt høj sammensat margi-

nalskatteprocent, jf. figur 3.12.

Figur 3.12

Beskæftigede med sammensatte marginalskatter over 50 pct. fordelt efter familiekategori, 2023

Andel af gruppen, pct.

Enlige uden børn

Par uden børn

Par med børn

Enlige med børn

Anm.: Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det skønnes, at ca. 9.500 indvandrere fra ikke-vestlige lande har en høj sammensat margi-

nalskat, svarende til 11 pct. af gruppen, jf. figur 3.13.

Figur 3.13

Beskæftigede med sammensatte marginalskatter over 50 pct. fordelt efter herkomst, 2023-

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

(9.500)

Indvandrere fra

11 pct.

vestlige lande

4 pct.

(3.800)

85 pct.

Dansk herkomst

(76.300)

Anm.: Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Ca. 12 pct. af de beskæftigede, som er indvandrere fra ikke-vestlige lande, har en sammen-

sat marginalskat over 50 pct., mens det gør sig gældende for ca. 4 pct. af de beskæftigede

med dansk herkomst, jf. figur 3.14. Det betyder, at indvandrere fra ikke-vestlige lande er lidt

overrepræsenterede i gruppen.

Figur 3.14

Andel af beskæftigede med sammensatte marginalskatter over 50 pct. efter herkomst, 2023

Andel af gruppen, pct.

Dansk

Indvandrere fra

vestlige lande

Indvandrere fra

ikke-vestlige lande

Anm.: Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Indkomstaftrapning af de forskellige ydelser kan hver i sær skubbe de sammensatte margi-

nalskatter over 50 pct. Hovedparten med sammensatte marginalskatter over 50 pct. får imid-

lertid aftrappet boligstøtte. Det gør sig gældende for omkring to tredjedele af de beskæftigede

med relativt høje sammensatte marginalskatter, jf. figur 3.15.

Figur 3.15

Beskæftigede med sammensatte marginalskatter over 50 pct. fordelt efter aftrapning af boligstøtte,

2023

Andre

(28.700)

31 pct.

65 pct.

Aftrapning af

boligsikring

(59.000)

Aftrapning af

boligydelse

(2.900)

Anm.: Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 3

Incitamenter til at yde en ekstra indsats

Blandt beskæftigede, som ikke modtager boligstøtte, er det under 2 pct., der har sammensat-

te marginalskatter over 50 pct. Blandt beskæftigede, der er i målgruppen for aftrapning af bo-

ligsikring, gør det sig gældende for 54 pct., mens det er 69 pct. blandt de beskæftigede, hvor

familien kan få aftrappet boligydelse, jf. figur 3.16.

Figur 3.16

Andel af beskæftigede med sammensatte marginalskatter over 50 pct. afhængig af om de modtager

boligstøtte, 2023

Andel af gruppen, pct.

100

Andel af gruppen, pct.

100

Andre

Modtager af boligsikring

Modtager af boligydelse

Anm.: Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Aftrapning af boligstøtte er således en væsentlig årsag til høje sammensatte marginalskatter.

En anden forklaring er, at nogle personer oplever at få aftrappet flere ydelser på samme tid.

Således får 22 pct. af de beskæftigede med høje sammensatte marginalskatter aftrappet me-

re end én ydelse, jf. figur 3.17. For stort set alle med mere end en type aftrapning er der tale

om, at økonomisk friplads i daginstitution og boligstøtte aftrappes samtidigt, jf. figur 3.18.

Figur 3.17

Beskæftigede med sammensatte marginalskat-

ter over 50 pct. fordelt efter antal aftrapninger

Berørt af mere end

én type aftrapning

Figur 3.18

Beskæftigede med sammensatte marginalskat-

ter over 50 pct. fordelt efter type af aftrapning

Øvrige

kombinationer

1 pct.

11 pct.

Kun

socialpension

Kun

daginstitution

22 pct.

19 pct.

47 pct.

Kun

boligstøtte

78 pct.

22 pct.

Berørt af én

type aftrapning

Boligstøtte og

daginstitution

Anm.: 2023-regler. Se anmærkning til figur 3.5.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og

-fordeling

Danmark er et velstående land uden store skel mellem mennesker. Danmark er blandt andet

et af de lande i verden, hvor indkomstforskellene og den såkaldte lavindkomstgruppe er

mindst.

Selv i meget velstående lande med små indkomstforskelle vil der altid være personer, som

har en relativt lav indkomst i forhold til det typiske i befolkningen, mens andre har en relativ

høj indkomst. Indkomstforskellene kan i vid udstrækning tilskrives midlertidige udsving i ind-

komsten og forskellige valg i forbindelse med uddannelse, karriere, fritid, tilbagetrækning mv.

Indkomsten vil eksempelvis være lavere for personer, der har prioriteret fritid højt frem for

personer, der har valgt at arbejde mange timer. Indkomsten vil også kunne være lavere for

personer, der vælger uddannelse efter interesse, end for personer, der er gået efter en ud-

dannelse med udsigt til høj løn.

Dette kapitel ser nærmere på danskernes indkomster, og hvordan indkomstfordelingen har

udviklet sig. Det centrale indkomstbegreb i kapitlet er de disponible indkomster. Den dispo-

nible indkomst er den indkomst, som de danske familier har tilbage til forbrug, når der er be-

talt indkomstskatter og indbetalt på eventuelle pensionsordninger. Analysen inddrager dog

også andre indkomstbegreber, herunder kapitalindkomsterne, som der er særligt fokus på.

Hovedbudskaberne i kapitlet er:



Den gennemsnitlige disponible indkomst er vokset med 28 pct. siden 2000, svaren-

de til 1,6 pct. per år, og udgør 246.000 kr. i 2015.

De disponible indkomster er vokset langsommere i de senere år. Siden 2010 er den

gennemsnitlige disponible indkomst således steget med knap 1 pct. per år.

Indkomstforskellene steg fra midten af 90’erne til midten af 00’erne. Stigningen kan

i vidt omfang henføres til udviklingen i kapitalindkomsterne. Blandt andet spillede

stigende boligpriser en stor rolle gennem et større

imputeret

afkast af egen bolig

(én af kapitalindkomsterne).

Indkomstforskellene er også steget en smule fra 2012 til 2015, hvor indkomstfor-

skellene er 27,9 pct. målt ved Gini-koefficienten. Stigningen skyldes blandt andet

udviklingen i boligpriserne og større studietilbøjelighed.



Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling



Der er ikke tegn på, at indkomstforskellene for erhvervsindkomst vil øges markant

frem mod 2040. Den demografiske udvikling og det stigende uddannelsesniveau

har således isoleret set ikke væsentlig betydning for udviklingen i indkomstforskel-

lene frem mod 2040.

Lavindkomstgruppen – som har relativt lave indkomster sammenlignet med det ty-

piske i befolkningen – er samlet set steget med 3,9 pct.-point siden 1995, og grup-

pen udgør 7,2 pct. af befolkningen i 2015.

Udviklingen skal ses i sammenhæng med øget studietilbøjelighed. Når der ses bort

fra familier med studerende, er lavindkomstgruppen omtrent uændret siden 2008.

Mange er desuden kun i lavindkomstgruppen i få år.

Kapitalindkomsterne omfatter blandt andet aktieindkomst, renteindtægter og

-udgifter samt imputeret afkast af egen bolig. For langt de fleste spiller kapitalind-

komst en lille rolle.

Cirka 1,2 pct. af befolkningen har en kapitalindkomst på mere end 250.000 kr. per

år. Andelen af befolkningen med relativt høje nettokapitalindkomster har været

svagt stigende siden 2009, men er omtrent uændret siden 2000 (når der ses bort

fra imputeret afkast af egen bolig).

Kun �½ pct. af befolkningen har kapitalindkomster over 250.000 kr. tre år i træk.

Pensionister er stærkt overrepræsenteret i gruppen. Andelen af befolkningen med

kapitalindkomster over 250.000 kr. tre år i træk er steget en smule siden 1997.



4.1

Indkomstudvikling

Det centrale indkomstbegreb i fordelingsanalyser er den

disponible indkomst.

Den disponible

indkomst er det beløb, som familierne har tilbage af sin løbende indkomst, når der er betalt

skat og renteudgifter og indbetalt til eventuelle pensionsordninger. Beløbet korrigeres for

stordriftsfordele i familien og fordeles ligeligt på familiemedlemmerne.

Den løbende indkomst kan være sammensat på mange forskellige måder. For beskæftigede

udgøres den løbende indkomst primært af erhvervsindkomster i form af løn eller overskud af

egen virksomhed. For pensionister, arbejdsløse, studerende og andre uden for arbejdsmar-

kedet er overførselsindkomst typisk den primære indkomst. Beskæftigede kan dog også

modtage overførselsindkomst, fx børne- og ungeydelse og boligstøtte.

Hertil kommer en række – typisk mindre – indkomster i form af positiv kapitalindkomst (rente-

indtægter, aktieindkomst mv.) og anden privat indkomst (fx udbetalinger fra pensionsordnin-

ger og børnebidrag).

Den løbende indkomst udgør i gennemsnit 407.000 kr. per person i 2015. Godt to tredjedele

består af erhvervsindkomster, mens knap 15 pct. udgøres af overførselsindkomster, jf. figur

4.1.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.1

Løbende indkomst i 2015

Figur 4.2

Skat, pensionsindbetalinger mv. i 2015

Anden privat

indkomst

Positiv

kapitalindkomst

6 pct.

Negativ

kapitalindkomst

11 pct.

Overførsels-

indkomst

Pensions-

indbetalinger

18 pct.

72 pct.

15 pct.

68 pct.

Erhvervs-

indkomst

Skatter

Gennemsnitlig løbende indkomst: 407.000 kr.

Gennemsnitlig skat, pensionsindbetalinger mv.: 161.000 kr.

Anm.: Familieækvivalerede indkomster. Erhvervsindkomst omfatter lønindkomst, virksomhedsindkomst

og er inkl. pensionsindbetalinger til arbejdsgiveradministrerede ordninger. Negativ kapitalindkomst

består altovervejende af renteudgifter. Kapitalindkomst er beskrevet i detaljer i afsnit 4.2. Anden pri-

vat indkomst omfatter pensionsudbetalinger, børnebidrag mv.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Den gennemsnitlige disponible indkomst udgør ca. 245.000 kr. Det skyldes, at der af den lø-

bende indkomst indbetales til pensionsordninger og betales skatter og renteudgifter mv., hvil-

ket tilsammen er godt 160.000 kr. per person, jf. figur 4.2.

Lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende har de højeste løbende indkomster, og ind-

komsten består altovervejende af erhvervsindkomst. Den løbende indkomst udgør for de to

grupper omtrent �½ mio. kr. om året per person, jf. figur 4.3.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.3

Løbende indkomster efter arbejdsmarkedstilknytning i 2015

1.000 kr.

600

500

400

300

200

100

Lønmodtagere

Erhvervsindkomst

Selvstændige

Fuldt ledige m.fl.

Pensionister mv.

Alle

Anden privat indkomst

1.000 kr.

600

500

400

300

200

100

Overførselsindkomst

Positiv kapitalindkomst

Anm.: Familieækvivalerede indkomster. ’Lønmodtagere’ omfatter fuldtids- og deltidsbeskæftigede. ’Pensio-

nister mv.’ omfatter folke- og førtidspensionister samt efterlønsmodtagere.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Beskæftigede modtager også en vis overførselsindkomst. Der kan som nævnt være tale om

fx børne- og ungeydelse eller overførselsindkomst hos en eventuel partner, idet indkomsten

er opgjort på familieniveau og fordelt ud på alle familiemedlemmer.

Pensionister mv. har en noget lavere løbende indkomst end beskæftigede. Indkomsten udgør

knap 340.000 kr. om året i gennemsnit. Det skal blandt andet ses i lyset af, at gruppen ikke

skal spare op til alderdommen.

For fuldt ledige m.fl. udgør den løbende indkomst knap 200.000 kr. om året. Når fuldt ledige

m.fl. i opgørelsen har et ikke ubetydelig bidrag fra erhvervsindkomst, afspejler det, at ind-

komsterne er opgjort på familieniveau, og at mange ledige har en ægtefælle eller samlever,

der er i beskæftigelse.

Beskæftigede betaler godt 150.000 kr. i indkomstskatter. Hertil kommer især for lønmodtage-

res vedkommende betydelige indbetalinger til pensionsordninger. Den gennemsnitlige pensi-

onsindbetaling for lønmodtagere udgør godt 45.000 kr., jf. figur 4.4.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.4

Skat, pensionsindbetalinger og negativ kapitalindkomst efter arbejdsmarkedstilknytning i 2015

1.000 kr

600

500

400

300

200

100

Lønmodtagere

Skat

Selvstændige

Fuldt ledige m.fl.

Pensionister mv.

Alle

1.000 kr

600

500

400

300

200

100

Pensionsindbetaling

Negativ kapitalindkomst

Anm.: Se anmærkning til figur 4.3. Pensionsindbetalinger er netto for arbejdsmarkedsbidrag.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fuldt ledige m.fl. og pensionister har både en markant lavere skattebetaling og lavere indbe-

taling til pensionsordninger. Det betyder, at en stor del af forskellene i den løbende indkomst

udjævnes og ikke kan genfindes i den disponible indkomst.

Den gennemsnitlige disponible indkomst blandt alle danskere er knap 250.000 kr. i 2015. Be-

skæftigede har en disponibel indkomst på knap 300.000 kr. om året, mens fuldt ledige m.fl.

og pensionister mv. har en disponibel indkomst på henholdsvis knap 140.000 kr. og 230.000

kr. om året, jf. figur 4.5.

Figur 4.5

Disponibel indkomst efter arbejdsmarkedstilknytning i 2015

1.000 kr.

600

500

400

300

200

100

Lønmodtagere

Selvstændige

Fuldt ledige m.fl.

Pensionister mv.

Alle

1.000 kr.

600

500

400

300

200

100

Anm.: Se anmærkning til figur 4.3.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Den gennemsnitlige disponible indkomst er steget siden 2000. Det afspejler en række for-

hold, herunder den generelle velstandsfremgang, øget beskæftigelse og lavere skat på ar-

bejde. Den disponible indkomst er imidlertid steget i mindre omfang siden 2010, jf. figur 4.6.

Figur 4.6

Disponibel indkomst fra 2000 til 2015

1.000 kr.

300

250

200

150

100

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

1.000 kr.

300

250

200

150

100

Anm.: Familieækvivalerede indkomster opgjort i 2015-prisniveau.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Opgørelsen af den disponible indkomst trækker på en række registre og nogle beregnings-

tekniske antagelser, jf. boks 4.1.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Boks 4.1

Opgørelsen af den disponible indkomst

Opgørelsen af den disponible indkomst er beskrevet i detaljer i bilag 4.1. Denne boks uddyber effekten af to

justeringer af metoden, der er gennemført i forbindelse med analyserne i Fordeling og incitamenter 2017.

Virkningerne af metodeomlægningerne er illustreret med udgangspunkt i Gini-koefficienten og lavindkomst-

gruppen, jf. også afsnit 4.3 og 4.5.

Metodeændringen øger de målte indkomstforskelle opgjort ved Gini-koefficienten fra 27,3 pct. til 27,9 pct. i

2015, svarende til 0,6 pct.-point. Den overordnede udvikling i indkomstforskellene er omtrent uberørt af æn-

dringerne.

Nyt familiebegreb

Afgrænsningen af familieenheden er omlagt, så opgørelserne på familieniveau sker med udgangspunkt i E-

familierne, som er det familiebegreb, Danmarks Statistik anvender. Forskellen mellem dette og det tidligere

anvendte familiebegreb (D-familien) består i, at personer på 25 år og derover, der bor hos forældrene, ud-

gør deres egen E-familie. I den hidtidigt benyttede familiedefinition blev disse personer anset for at indgå i

forældrenes familie. Der er således flere familier med det nye familiebegreb.

Ændringen medfører en mindre stigning i indkomstforskellene. Gini-koefficienten øges med ca. 0,15 pct.-

point, og lavindkomstgruppen stiger med ca. 8.000 personer, jf. figur a og b.

Figur a

Indkomstforskelle efter anvendt familiebe-

greb, 1993 til 2015

Gini-koefficient, pct.

93 95 97 99 01 03 05 07 09 11 13 15

D-familier

E-familier

Forskel (h. akse)

pct.-point

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

-0,5

Figur b

Antal i lavindkomstgruppen efter anvendt

familiebegreb, 1993 til 2015

1.000 personer

600

500

400

300

200

100

93 95 97 99 01 03 05 07 09 11 13 15

D-familier

E-familier

Forskel (h. akse)

1.000 personer

Anm.: Familieækvivaleret indkomst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Stigningerne i de målte indkomstforskelle er en konsekvens af, at unge i midten af 20’erne typisk har en re-

lativt lav indkomst – især, hvis de bor hos forældrene og derfor typisk ikke har udgifter til boligforbrug mv.

De unge får med den ny familiedefinition typisk reduceret deres målte ækvivalerede disponible indkomst.

Ændringen har væsentlig mindre betydning for år-til-år udviklingen.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Boks 4.1 (fortsat)

Opgørelsen af den disponible indkomst

Imputeret afkast af egen bolig baseret på markedsværdi fra 2005

Det imputerede afkast af egen bolig er fra og med 2005 baseret på de markedsværdier, Danmarks Statistik

har beregnet for boligmassen. I lovmodellens analyser af indkomsterne er der hidtil taget udgangspunkt i

den offentlige ejendomsvurdering. Dette princip vil ikke lede til retvisende resultater i de senere år, idet der

ikke er foretaget nye vurderinger. De fastholdte ejendomsvurderinger vil bidrage til at undervurdere udvik-

lingen i det imputerede afkast af egen bolig og dermed også indkomstforskellene, idet afkastet ikke vil af-

spejle eventuelle stigninger i boligpriserne efter 2011.

Markedsværdien er opgjort for hele ejendommen, mens imputeret afkast af egen bolig beregnes med ud-

gangspunkt i den del af værdien, der vedrører boligen. For personer, der bor i en ejendom, hvor værdien af

boligen ikke svarer til værdien af hele ejendommen, særligt stuehuse, er det derfor nødvendigt at foretage

en korrektion. Markedsværdien for boligen findes ved at kombinere oplysningen om markedsværdien for

hele ejendommen med oplysningen om forholdet mellem ”stuehusvurdering” og ”samlet vurdering” i SKAT’s

ejendommen. Noget lignende kan gøre sig gældende vedrørende dobbelthuse.

Opgørelsen af imputeret afkast af egen bolig med udgangspunkt i Danmarks Statistiks markedsværdier i

stedet for med udgangspunkt i ejendomsvurderingerne (traditionel metode) øger typisk de opgjorte ind-

komstforskelle en smule fra 2005 og frem. Indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten øges således

med ca. 0,45 pct.-point, mens lavindkomstgruppen øges med ca. 14.000 personer, jf. figur c og d. For årene

før 2005 er der ikke forskel på opgørelserne.

Figur c

Indkomstforskelle ved hhv. ejendomsvurde-

ring og markedsværdi

Gini-koefficient, pct.

06 07 08 09 10

Ejendomsvurdering

Forskel (h. akse)

12 13 14 15

Markedsværdi

pct.-point

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

-0,5

Figur d

Lavindkomstgruppen ved hhv. ejendoms-

vurdering og markedsværdi

1.000 personer

600

500

400

300

200

100

05 06 07 08 09

Ejendomsvurdering

Forskel (h. akse)

12 13 14 15

Markedsværdi

1.000 personer

Anm.: Familieækvivaleret indkomst. Opgjort med udgangspunkt i E-familiedefinitionen.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Siden 2000 er den disponible indkomst steget med 28 pct. for befolkningen som helhed. Det

afspejler, at den løbende indkomst er steget med 17 pct., mens skat mv. kun er steget med 5

pct., jf. figur 4.7.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Pensionister og beskæftigede har haft en større fremgang i den disponible indkomst end fuldt

ledige m.fl. Den løbende indkomst for lønmodtagere er steget mere end for fuldt ledige m.fl.,

men mindre end for pensionister mv. Når pensionister har haft en forholdsvis stor fremgang i

den løbende indkomst skal det blandt andet ses i lyset af, at flere i dag har pensionsudbeta-

linger fra arbejdsgiveradministrerede og privattegnede ordninger.

Figur 4.7

Udvikling i disponibel indkomst, løbende indkomst og skat mv. fra 2000 til 2015

Indeks, 2000=100

160

Indeks, 2000=100

160

120

Lønmodtagere

Selvstændige

Fuldt ledige m.fl.

Pensionister mv.

Skat mv.

Alle

Disponibel indkomst

Løbende indkomst

Anm.: Familieækvivalerede beløb opgjort i 2015-prisniveau. ’Lønmodtagere’ omfatter fuldtids- og deltids-

beskæftigede. ’Pensionister mv.’ omfatter folke- og førtidspensionister samt efterlønsmodtagere.

Oplysninger om pensionsindbetalinger for tjenestemænd i 2000 er ikke fuldt dækkende, men det

skønnes ikke at have væsentlig betydning for opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Når den disponible indkomst er vokset hurtigere end de løbende indkomster for beskæftige-

de, skal det ses i sammenhæng med, at skatten på arbejde er sænket i flere omgange.

For fuldt ledige m.fl. udgør skat mv. ligeledes en mindre andel af de løbende indkomster i

2015, men for denne gruppe er forklaringen primært en anden. Udviklingen hænger sammen

med, at andelen af enlige er steget. Enlige i gruppen fuldt ledige m.fl. betaler typisk en mindre

andel af de løbende indkomster i skat. Det skyldes, at der for ledige i par kan indgå skat fra

ægtefælle/samlever i opgørelsen. Hertil kommer, at personfradraget reguleres kraftigere end

overførselsindkomsterne, samt indførelsen af grøn check, som begge har relativt større be-

tydning for personer med lave indkomster og dermed lav skattebetaling.

4.2

Fokus på kapitalindkomsterne

I debatten om indkomstforskelle er der internationalt stort fokus på, hvordan kapitalindkom-

sterne udvikler sig. Blandt andet har Thomas Piketty’s forskning sat fokus på emnet, hvor en

af hypoteserne er, at kapitalindkomsterne vil stige markant i de kommende år. Ifølge Piketty

vil udviklingen bidrage til væsentlige stigninger i indkomstforskellene. Det er vigtigt at huske

på, at forskningen ikke tager udgangspunkt i danske data, ligesom der har været debat om

gyldigheden af konklusionerne.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

I Danmark er indkomstforskellene steget siden midten af 90’erne, og stigningen blev trukket

af kapitalindkomsterne. Der er dog tale om en moderat forøgelse af indkomstforskellene, men

principielt kan der være en bagvedliggende bevægelse, hvor en lille befolkningsgruppe har

stærkt stigende kapitalindkomster. Dette afsnit ser derfor nærmere på, hvordan kapitalind-

komsterne har udviklet sig i Danmark.

Kapitalindkomsterne kan både være positive og negative. De positive kapitalindkomster kan

eksempelvis være renteindtægter og aktieindkomster (udbytte eller kursgevinster ved salg af

aktier). Det er indkomstelementer, som for langt de fleste danskere er en helt uvæsentlige del

af den løbende indkomst. Det såkaldte

imputerede

afkast af egen bolig er positiv kapitalind-

komst, der har en ikke ubetydelig størrelse for mange danske familier.

Imputeret afkast af egen bolig indgår i den disponible indkomst for boligejere med henblik på,

at deres indkomstforhold kan sammenlignes med indkomstforholdene for lejere, der skal af-

holde udgifter til husleje. Imputeret afkast af egen bolig opgøres beregningsteknisk som 4

pct. af boligens værdi.

De positive kapitalindkomster udgør i gennemsnit knap 44.000 kr. per dansker i 2015. Den

dominerende post er det imputerede afkast af egen bolig, der i gennemsnit udgør knap

28.000 kr., mens aktieindkomst mv. udgør knap 14.000 kr. Renteindtægter udgør en lille

post, jf. figur 4.8.

Figur 4.8

Gennemsnitlig kapitalindkomst i 2015

1.000 kr.

43.500 kr.

1.000 kr.

14.900 kr.

Positiv

Renter

Aktieindkomst mv.

Negativ

Imputeret afkast af egen bolig

Anm.: Familieækvivalerede beløb før skat. ’Aktieindkomst mv.’ består af aktieindkomst og anden kapital-

indkomst, som bl.a. omfatter afkast af værdipapirer af andre typer end aktier, herunder obligationer,

investeringsforeningsbeviser mv.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Negative renteudgifter er fx renter i forbindelse med realkreditlån, boliglån eller SU-lån. Mens

renteindtægterne er forholdsvis ubetydelige, spiller renteudgifterne en større rolle for de dan-

ske familier. Den gennemsnitlige renteudgift udgør knap 15.000 kr. i 2015.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

For nogle personer er den samlede kapitalindkomst (”nettokapitalindkomsten”) negativ, hvil-

ket afspejler, at kapitalindkomsten bidrager til at nedbringe deres disponible indkomst. Knap

38 pct. af befolkningen har negativ kapitalindkomst, jf. figur 4.9. Der vil i mange tilfælde være

tale om familier, der betaler renterne og afdrager på gælden som planlagt. Det er fx alminde-

ligt at have negativ nettokapitalindkomst, når man træder ind på ejerboligmarkedet.

Figur 4.9

Personer opdelt på nettokapitalindkomst i 2015

Andel af befolkningen, pct.

38 pct.

Negativ

0-50

50-100

Nettokapitalindkomst, 1.000kr.

100-250

Over 250

9 pct.

4 pct.

1 pct.

48 pct.

Andel af befolkningen, pct.

Anm.: Familieækvivaleret indkomst før skat.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Mange har en mindre positiv nettokapitalindkomst. Der er imidlertid også personer, hvor net-

tokapitalindkomsten er et forholdsvist stort indkomstelement. Cirka 4 pct. har en kapitalind-

komst mellem 100.000 kr. og 250.000 kr., og for godt 1 pct.’s vedkommende udgør nettokapi-

talindkomsten mere end 250.000 kr. i 2015.

Personer med en nettokapitalindkomst mellem 100.000 og 250.000 kr. har i gennemsnit en

kapitalindkomst på knap 150.000 kr., mens det tilsvarende beløb for personer, som har en

nettokapitalindkomst over 250.000 kr., er knap 1 mio. kr., jf. figur 4.10.

I førstnævnte gruppe er det imputerede afkast af egen bolig det markante kapitalindkomst-

element. For personer med en nettokapitalindkomst, der overstiger 250.000 kr., spiller andre

former for kapitalindkomst også en væsentlig rolle.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.10

Betydning af imputeret afkast af egen bolig for fordelingen af nettokapitalindkomst i 2015

1.000 kr.

1.000

800

600

400

200

-200

Negativ

0-50

50-100

Nettokapitalindkomst, 1.000 kr.

100-250

>250

1.000 kr.

1.000

800

600

400

200

-200

Kapitalindkomst ekskl. imputeret afkast af egen bolig

Imputeret afkast af egen bolig

Anm.: Familieækvivaleret indkomst før skat.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

For personer med nettokapitalindkomst mellem 50.000 kr. og 100.000 kr. udgør det impute-

rede afkast af egen bolig langt hovedparten af den samlede nettokapitalindkomst på i gen-

nemsnit knap 70.000 kr. Det imputerede afkast af egen bolig er eksempelvis 70.000 kr. ved

en boligværdi på knap 1,8 mio. kr.

Niveauet for nettokapitalindkomst er nært knyttet til alder, jf. figur 4.11-14.

Det hænger sammen med, at nettokapitalindkomsten er sammensat af indtægter fra formue i

form af aktier, obligationer, imputeret afkast af egen bolig mv. fratrukket renteudgifter fra stu-

dielån, realkreditlån mv. Yngre har typisk en beskeden eller negativ nettoformue. Negativ net-

toformue blandt yngre personer kan blandt andet skyldes studielån. Igennem den erhvervs-

aktive alder vokser nettoformuerne i takt med afdrag på studielån, opsparing og opbygning af

friværdi i egen bolig mv.

Andelen af befolkningen med relativt høje kapitalindkomster er også stigende med alderen,

men på alle alderstrin er det en meget lille del af befolkningen, som er kendetegnet ved store

kapitalindkomster. Således har 0,2 pct. af de 20-30-årige en nettokapitalindkomst over

250.000 kr., mens det er tilfældet for 2,5 pct. af personerne over 65 år i 2015.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.11

20-30-årige opdelt på nettokapitalindkomst i

2015

Andel af aldersgruppen, pct.

Negativ

0-50

50-100

100-250 Over 250

Nettokapitalindkomst, 1.000 kr.

Andel af aldersgruppen, pct.

Figur 4.12

31-50-årige opdelt på nettokapitalindkomst i

2015

Andel af aldersgruppen, pct.

Negativ

0-50

50-100

100-250 Over 250

Nettokapitalindkomst, 1.000 kr.

Andel af aldersgruppen, pct.

Figur 4.13

50-65-årige opdelt på nettokapitalindkomst i

2015

Andel af aldersgruppen, pct.

Negativ

0-50

50-100

100-250 Over 250

Nettokapitalindkomst, 1.000 kr.

Andel af aldersgruppen, pct.

Figur 4.14

Over 65-årige opdelt på nettokapitalindkomst i

2015

Andel af aldersgruppen, pct.

Negativ

0-50

50-100

100-250 Over 250

Nettokapitalindkomst, 1.000 kr.

Andel af aldersgruppen, pct.

Anm.: Familieækvivalerede indkomster.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

4.2.1

Betydning af pensionsafkast

Den gennemsnitlige nettokapitalindkomst udgør 28.000 kr. I denne opgørelse er der imidlertid

set bort fra et forholdsvist stort kapitalafkast, som mange har. I Danmark har man gennem

mange år haft arbejdsgiveradministrerede og privattegnede pensionsordninger, og de ar-

bejdsgiveradministrerede ordninger er udbygget gennem en årrække.

Afkastet af denne opsparing ligger ikke hos den enkelte opsparer, men i pensionskasserne.

Der indgår derfor sædvanligvis ikke et afkast af pensionsformue i opgørelsen af nettokapital-

indkomsten og dermed heller ikke i opgørelsen af den disponible indkomst. Det skyldes, at

afkastet af pensionsformuen reelt ikke er en del af rådighedsbeløbet på optjeningstidspunk-

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

tet, men først når pensionen kommer til udbetaling. Afkastet kan imidlertid være relevant at

inddrage i en analyse, hvor man ser på andre typer af kapitalindkomst.

Det er ikke muligt at opgøre den eksakte værdi af afkastet af pensionsformuerne, idet der ik-

ke findes centralt indsamlede oplysninger om det faktiske afkast af pensionsformuerne på

personniveau. Derfor er der i denne analyse taget udgangspunkt i et imputeret afkast af pen-

sionsformuerne.

Hvis man inddrager det skønnede afkast fra pensionsopsparingen, stiger den gennemsnitlige

nettokapitalindkomst fra godt 28.000 kr. til knap 38.000 kr., jf. figur 4.15. Nettokapitalindkom-

sten øges altså med godt 35 pct., når man inddrager imputeret afkast af pensionsopsparing.

Figur 4.15

Nettokapitalindkomst og afkast af pensionsopsparing i 2015

1.000 kr.

Nettokapitalindkomst

Nettokapitalindkomst inkl. imputeret afkast af

pensionsformue

1.000 kr.

Anm.: Familieækvivalerede indkomster. Imputeret afkast af pensionsformue er beregningsteknisk opgjort

som knap 1 pct. af pensionsformuen ultimo 2015.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Når afkastet af pensionsopsparing inddrages, er det kun knap 23 pct. af befolkningen, der

har en negativ nettokapitalindkomst mod cirka 38 pct. af befolkningen, når der ses bort fra

pensionsafkastet, jf. figur 4.16.

Inddragelsen af det imputerede afkast af pensionsformuen har modsat kun en marginal virk-

ning på andelen af befolkningen med nettokapitalindkomst over 250.000 kr., som øges fra

godt 1,2 pct. af befolkningen til knap 1,6 pct. af befolkningen.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.16

Nettokapitalindkomst samt imputeret afkast af pensionsformue, 2015

Andel af befolkningen, pct.

Negativ

0-50

50-100

Nettokapitalindkomst, 1.000 kr.

100-250

Over 250

Andel af befolkningen, pct.

Nettokapitalindkomst

Nettokapitalindkomst inkl. imputeret afkast af pensionsformue

Anm.: Familieækvivalerede indkomster. Imputeret afkast af pensionsformue er beregningsteknisk opgjort

som knap 1 pct. af pensionsformuen ultimo 2015.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

En meget stor del af lønmodtagerne er omfattet af arbejdsgiveradministrerede pensionsord-

ninger, hvilket er en af forklaringerne på, at pensionsafkastet er mere ligeligt fordelt end an-

dre former for kapitalindkomst, jf. figur 4.17. Nettokapitalindkomsten udgør en større andel af

bruttoindkomsten for personer og familier i den øvre del af indkomstfordelingen end for per-

soner og familier i den nedre del af indkomstfordelingen.

Figur 4.17

Kapitalindkomst opdelt på indkomst i 2015

Andel af bruttoindkomst, pct.

-5

Indkomstdecil

10.

Andel af bruttoindkomst, pct.

-5

Nettokapitalindkomst

Imputeret afkast af pensionsformue

Anm.: Rangeret efter familieækvivaleret disponibel indkomst. Imputeret afkast af pensionsformue er be-

regningsteknisk opgjort som knap 1 pct. af pensionsformuen ultimo 2015.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Det imputerede afkast af pensionsformue er forholdsvis stort for personer med en kapitalind-

komst over 100.000 kr. Blandt personer med en nettokapitalindkomst over 250.000 kr. er den

samlede nettokapitalindkomst inklusive imputeret afkast af pensionsformue knap 880.000 kr.,

jf. figur 4.18.

Figur 4.18

Nettokapitalindkomst i 2015

1.000 kr.

1.000

800

600

400

200

-200

Negativ

Øvrig kapitalindkomst

0-50

50-100

Imputeret afkast af egen bolig

100-250

Over 250

1.000 kr.

1.000

800

600

400

200

-200

Imputeret afkast af pensionsformue

Anm.: Familieækvivalerede indkomster. Imputeret afkast af pensionsformue er beregningsteknisk opgjort

som knap 1 pct. af pensionsformuen ultimo 2015. Opgørelsen afspejler bl.a., at flere personer har

nettokapitalindkomst over 250.000 kr., når imputeret afkast af pensionsformue inddrages, jf. figur

4.13.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Som tidligere nævnt er nettokapitalindkomsten nært knyttet til alder. Gruppen med nettokapi-

talindkomst (inklusive imputeret afkast af pensionsformue) over 100.000 kr. er stigende med

alderen og topper i 60-70-årsalderen, hvor omkring 20 pct. af befolkningen har en nettokapi-

talindkomst på over 100.000 kr., jf. figur 4.19. De 18-25-årige har højere nettokapitalindkomst

end personer i slutningen af 20’erne, da de i højere grad er hjemmeboende.

Det samme gør sig gældende for den noget mindre gruppe af personer med nettokapitalind-

komst inklusive imputeret afkast af pensionsformue over 250.000 kr., jf. figur 4.20.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.19

Personer med nettokapitalindkomst over

100.000 kr. i 2015 opdelt på alder

Andel af alderstrinnet, pct.

Figur 4.20

Personer med nettokapitalindkomst over

250.000 kr. i 2015 opdelt på alder

Andel af alderstrinnet, pct.

18 23 28 33 38 43 48 53 58 63 68 73 78

Alder

18 23 28 33 38 43 48 53 58 63 68 73 78

Alder

Anm.: Familieækvivaleret indkomst. Nettokapitalindkomsten inkl. imputeret afkast af pensionsformue.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Pensionister er i høj grad overrepræsenteret blandt personer med en relativt høj kapitalind-

komst. Eksempelvis er halvdelen af gruppen med en nettokapitalindkomst over 250.000 kr.

pensionister. Lønmodtagere er ikke overrepræsenterede. Selvstændigt erhvervsdrivende er

overrepræsenterede, men udgør kun 6 pct. af gruppen, jf. tabel 4.1.

Personer med relativt høj nettokapitalindkomst har som helhed et højere uddannelsesniveau

og er placeret i de højere indkomstdeciler (målt på den disponible indkomst). Det skal ses i

lyset af, at nettokapitalindkomsten (efter-skat) indgår i den disponible indkomst.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Tabel 4.1

Personer med forskellige niveauer af nettokapitalindkomst opdelt på karakteristika i 2015

Nettokapitalindkomst

Under 100.000 kr.

5.161.500

4.064.900

16.500

100-250.000 kr.

346.600

315.000

144.900

Andel, pct.

Uddannelse*:

- Ufaglært

- Faglært

- KVU

- MVU

- LVU

Over 250.000 kr.

86.700

76.800

878.500

Antal personer

- Heraf voksne

Gns. kapitalindkomst, kr.

Arbejdsmarkedstilknytning*:

- Lønmodtagere

- Selvstændige

- Fuldt ledige m.fl.

- Pensionister mv.

- Øvrige

Indkomstdecil:

10.

Alle

100

Anm.: Familieækvivaleret indkomst. Nettokapitalindkomsten er opgjort inkl. imputeret afkast af pensions-

opsparing, der beregningsteknisk er opgjort som knap 1 pct. af pensionsformuen ultimo 2015.

’Lønmodtagere’ omfatter fuldtids- og deltidsbeskæftigede. ’Pensionister mv.’ omfatter folke- og før-

tidspensionister samt efterlønsmodtagere.

Note: *) Over 18-årige.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

4.2.2

Udviklingen for personer med høje kapitalindkomster

En høj nettokapitalindkomst kan i nogle tilfælde være et midlertidigt fænomen. Det kan fx væ-

re tilfældet, hvis en person sælger aktier, hvor der er opnået betydelige avancer, men ikke i

øvrigt har store kapitalindkomster. Omvendt kan der også være personer, som mere eller

mindre permanent har store kapitalindkomster som følge af aktieudbytter, renteindtægter el-

ler lignende.

Andelen af befolkningen med nettokapitalindkomst over 100.000 kr. er steget fra 2,5 pct. i

2000 til 5,3 pct. i 2015, jf. figur 4.21. Hvis der ses bort fra den del af udviklingen, som kan til-

skrives stigninger i boligpriserne – der øger det imputerede afkast af egen bolig – er andelen

ikke steget markant fra 2000 til 2015, om end der i nogle år er udsving.

Figur 4.21

Personer med nettokapitalindkomst over 100.000 kr. ekskl. imputeret afkast af pensionsformue fra

1995 til 2015

Andel af befolkningen, pct.

1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Over 100.000 kr.

Over 100.000 kr. ekskl. imputeret afkast af egen bolig

Andel af befolkningen, pct.

Anm.: Familieækvivalerede indkomster fremskrevet med lønudviklingen. Nettokapitalindkomst er opgjort

ekskl. imputeret afkast af pensionsformue, idet der ikke findes oplysninger om pensionsformue før

2014.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Udviklingen i 00’erne skal ses i sammenhæng med, at nogle former for kapitalindkomst typisk

stiger under en højkonjunktur og falder under en lavkonjunktur, herunder aktieindkomsterne

og imputeret afkast af egen bolig. Andelen af befolkningen med relativt høj nettokapitalind-

komst toppede således under højkonjunkturen i 2007.

En stigende andel af befolkningen har nettokapitalindkomster over 250.000 kr. Andelen er

steget fra 0,8 pct. i 2000 til 1,2 pct. i 2015, jf. figur 4.22. Hvis der ses bort fra imputeret afkast

af egen bolig, har andelen af befolkningen med nettokapitalindkomst over 250.000 kr. været

omtrent konstant i hele perioden fra 2000 til 2015.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.22

Personer med nettokapitalindkomst over 250.000 kr. fra 1995 til 2015

Andel af befolkningen, pct.

1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Over 250.000 kr.

Over 250.000 kr. ekskl. imputeret afkast af egen bolig

Andel af befolkningen, pct.

Anm.: Familieækvivalerede indkomster fremskrevet med lønudviklingen. Nettokapitalindkomst er opgjort

ekskl. imputeret afkast af pensionsformue, idet der ikke findes oplysninger om pensionsformue før

2014.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

En forholdsvis lille del af de voksne i befolkningen har således en nettokapitalindkomst eks-

klusive imputeret afkast af pensionsformue over 250.000 kr. i 2015, heraf har ca. 40 pct. haft

en høj nettokapitalindkomst i 3 år i træk, jf. boks 4.2. Pensionister udgør mere end halvdelen

af gruppen med høj kapitalindkomst i 3 år i træk.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Boks 4.2

Personer med relativt høj kapitalindkomst i året og 3 år i træk

Det imputerede afkast af pensionsformuer kan umiddelbart kun beregnes i 2015, hvorfor der i denne opgø-

relse er set bort fra afkast af pensionsformuen. Det vurderes kun i beskedent omfang at have betydning,

idet pensionsformuerne udgør en forholdsvis lille andel af kapitalindkomsten for personer med relativt høje

kapitalindkomster.

En forholdsvis lille del af befolkningen har høje nettokapitalindkomster i et enkelt år, svarende til godt

60.000 voksne i 2015. Af denne gruppe har knap 24.000 personer haft en nettokapitalindkomst over

250.000 kr. i tre år i træk, svarende til omkring 40 pct., jf. tabel A. Pensionister udgør en større andel af

gruppen, der har høj kapitalindkomst i flere år, end hvis man alene ser på et enkelt år.

Tabel A Voksne med nettokapitalindkomst over 250.000 kr. i 2015

Nettokapitalindkomst ekskl. imputeret afkast af pensionsformue

I året

Antal voksne

Gns. kapitalindkomst per år, kr.

- Heraf imputeret lejeværdi af

egen bolig

Arbejdsmarkedstilknytning:

- Lønmodtagere

- Selvstændige

- Fuldt ledige m.fl.

- Pensionister mv.

- Øvrige

3 år i træk

60.200

991.900

147.100

Andel, pct.

24.200

1.114.800

187.500

Alle

100

Anm: Over 18-årige. Familieækvivaleret indkomst fremskrevet med lønudviklingen. Nettokapitalindkomst

er opgjort ekskl. imputeret afkast af pensionsformue, idet der ikke findes oplysninger om pensions-

formue for 2013. ’Lønmodtagere’ omfatter fuldtids- og deltidsbeskæftigede. ’Pensionister mv.’ om-

fatter folke- og førtidspensionister samt efterlønsmodtagere.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Andelen af befolkningen med en nettokapitalindkomst over 250.000 kr. i 3 år i træk har været

svagt stigende siden 1997 og udgør 0,5 pct. af befolkningen i 2015, jf. figur 4.23.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.23

Personer med nettokapitalindkomst over 250.000 kr. fra 1995 til 2015

Andel af befolkningen, pct.

1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Over 250.000 kr.

Over 250.000 kr., 3 år i træk

Andel af befolkningen, pct.

Anm.: Familieækvivalerede indkomster fremskrevet med lønudviklingen. Nettokapitalindkomst er opgjort

ekskl. imputeret afkast af pensionsformue, idet der ikke findes oplysninger om pensionsformue før

2014.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Pensionister er overrepræsenteret i gruppen med høje kapitalindkomster. Ca. 2,5 pct. af pen-

sionisterne har nettokapitalindkomster over 250.000 kr. i 2015, jf. figur 4.24. I befolkningen

som helhed har ca. 1,2 pct. høje kapitalindkomster.

Figur 4.24

Pensionister med nettokapitalindkomst over 250.000 kr. fra 1995 til 2015

Andel af pensionister, pct.

1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Over 250.000 kr.

Over 250.000 kr. ekskl. imputeret afkast af egen bolig

Andel af pensionister, pct.

Anm.: Over folkepensionsalderen. Familieækvivalerede indkomster fremskrevet med lønudviklingen. Net-

tokapitalindkomst er opgjort ekskl. imputeret afkast af pensionsformue, idet der ikke findes oplys-

ninger om pensionsformue før 2014.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

4.3

Indkomstfordeling

Danmark er kendetegnet ved små indkomstforskelle i et internationalt perspektiv. Det gælder

både, når man ser på lønforskellene mellem lavt- og højtuddannede, lønforskellen mellem

mænd og kvinder og forskelle i disponible indkomster.

Der er flere metoder til at opgøre indkomstforskellene. En af de mest anvendte er Gini-

koefficienten, der koger indkomstforskellene ned til et enkelt tal, jf. bilag 4.2. Jo mindre Gini-

koefficienten er, jo mindre er indkomstforskellene. Det gør det nemt at sammenligne ind-

komstforskellene i forskellige lande og følge udviklingen over tid, men det betyder også, at

der går nuancer tabt.

Markedsindkomsten er lønindkomst, positiv nettokapitalindkomst og indkomst fra selvstændig

virksomhed. Danmark er blandt OECD-landene med de mindste forskelle i markedsindkomst,

jf. figur 4.25.

Figur 4.25

Indkomstforskelle for markedsindkomst målt ved Gini-koefficienten i udvalgte OECD-lande (2013)

Gini-koefficient, pct.

ISL

NOR

NLD

CAN

DNK

SWE

ISR

CZE

LUX

FIN

FRA

DEU

USA

ITA

GBR

GRC

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Opgørelsen omfatter alle personer, dvs. også personer, som ikke har nogen markedsindkomst, fx

pensionister. Markedsindkomst omfatter al indkomst, der ikke er transfereringer, dvs. løn mv., ind-

komst fra selvstændig virksomhed og positiv nettokapitalindkomst, dog ekskl. imputeret afkast af

egen bolig.

Kilde: OECD (2016), ”Income distribution”,

OECD Social and Welfare Statistics

(database).

I Danmark faldt forskellene i markedsindkomster gennem den sidste del af 1990’erne og lå

herefter forholdsvis stabilt frem til midten af 00’erne, jf. figur 4.26. Herefter faldt indkomstfor-

skellene yderligere frem mod 2007 og steg herefter, især fra 2009 til 2010.

Udviklingen afspejler blandt andet den demografiske forskydning i retning af, at der i den sid-

ste del af perioden bliver flere ældre – som generelt har lav markedsindkomst. Udviklingen

afspejler også større beskæftigelse, idet Gini-koefficienten for markedsindkomst generelt vil

falde, når flere er i beskæftigelse (og færre er uden markedsindkomst).

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.26

Indkomstforskelle målt ved Gini-koefficienten fra 1994 til 2015

Gini-koefficient, pct.

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Disponibel indkomst

Markedsindkomst

Anm.: Familieækvivalerede indkomster. Markedsindkomst er opgjort efter samme definition, som benyttes

af OECD, jf. figur 4.21.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Stigningen fra 2009 til 2010 beror i høj grad på, at der blev indført et loft over indbetalinger til

ratepensionsordninger. Opgøres Gini-koefficienten på markedsindkomst inklusiv pensionsbi-

drag, er udviklingen mere jævn, idet der derved korrigeres for indførelsen af loftet.

Gini-koefficienten for markedsindkomst er her (og i OECD-opgørelsen) opgjort for hele be-

folkningen, inklusive børn og pensionister, og markedsindkomsten er fordelt med samme be-

løb til alle i familien, uanset om disse har en egen markedsindkomst eller ej.

Fordelingen af markedsindkomsterne siger noget om, hvordan værdiskabelsen er fordelt på

befolkningen – eller rettere på familierne i befolkningen. Markedsindkomsten tager imidlertid

ikke højde for den omfordeling, der sker via skatter og offentlige overførsler. Hvis man vil ha-

ve et billede af forskellene i forbrugsmuligheder, er det derfor mere relevant at se på fordelin-

gen af den disponible indkomst.

Forskellene i markedsindkomster er væsentlig større end forskellene for disponible indkom-

ster. Gini-koefficienten for markedsindkomster udgør godt 45 pct. i 2015, mens den for de di-

sponible indkomster kun udgør knap 28 pct. Det afspejler, at skattesystemet og offentlige

overførsler i høj grad bidrager til omfordeling, og at en stor del af befolkningen kun har en be-

skeden eller ingen markedsindkomst.

Ifølge OECD’s seneste undersøgelse af indkomstfordelingen i forskellige lande er Danmark

blandt de lande, som har de mindste indkomstforskelle, når man ser på fordelingen af den di-

sponible indkomst, jf. figur 4.27.

Indbetalinger til pensionsordninger er reelt en del af aflønningen, hvilket kunne tale for, at disse burde inklude-

res i markedsindkomsten. Imidlertid indgår udbetalinger fra pensionsordninger i markedsindkomsten, så på den-

ne måde vil indkomstbegrebet så at sige medtage pensionsbidragene to gange (både når de bliver indbetalt, og når

de bliver udbetalt).

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Forskellene mellem Gini-koefficienten for markedsindkomst og for disponibel indkomst er

som nævnt et udtryk for den samlede omfordeling. Størrelsen af denne omfordeling vil blandt

andet afhænge af skattetryk, størrelsen af transfereringer, demografiske forhold (herunder

hvor stor en del af befolkningen, der er i hhv. uden for den erhvervsaktive alder) og konjunk-

tursituationen (ledighedsniveauet mv.).

Figur 4.27

Indkomstforskelle for ”disponibel indkomst” målt ved Gini-koefficienten i udvalgte OECD-lande om-

kring 2013

Gini-koefficient, pct.

ISL

NOR

DNK

CZE

FIN

NLD

LUX

SWE

DEU

FRA

CAN

ITA

GRC

GBR

ISR

USA

Anm.: OECD’s metode til opgørelse af disponibel indkomst adskiller sig på visse punkter fra de nationale

danske opgørelser. Blandt andet indregner OECD ikke imputeret afkast af egen bolig eller negativ

nettokapitalindkomst mv. Hertil kommer, at OECD benytter en anden metode til familieækvivale-

ring af de disponible indkomster.

Kilde: OECD (2016), ”Income distribution”,

OECD Social and Welfare Statistics

(database).

Indkomstforskellene er set over en længere periode steget i Danmark. Stigningen skyldes

hovedsageligt, at de disponible indkomster er øget mest for personer i den øvre del af ind-

komstfordelingen, mens indkomsten er omtrent uændret for personer i første indkomstdecil,

når man ser på perioden 2000 til 2015, jf. figur 4.28.

Der er stor mobilitet i indkomstfordelingen over tid. Personer optræder således typisk ikke

samme sted i indkomstfordelingen over længere tid. Eksempelvis omfatter gruppen af perso-

ner i 1. indkomstdecil i et givent år blandt andet studerende, selvstændige og ledige, som ty-

pisk kun har en lav indkomst i en kortere periode. Det er således ikke nødvendigvis sådan, at

personer i den nedre del af indkomstfordelingen har haft lav indkomst i en længere periode.

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.28

Disponibel indkomst i 2000 og 2015 opgjort på indkomstdeciler

1.000 kr.

600

500

400

300

200

100

Indkomstdecil

10.

1.000 kr.

600

500

400

300

200

100

2000

2015

Anm.: Familieækvivaleret indkomst opgjort i 2015-prisniveau.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

For nogle personer kan relativt høje disponible indkomster hænge sammen med, at de har

midlertidig høj indkomst, fx i form af store engangsbeløb, i det pågældende år. Det kan blandt

andet dreje sig om udnyttelse af aktieoptioner, udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, hævet

opsparet overskud i virksomhed og aktieavancer.

I Danmark steg Gini-koefficienten for

disponibel indkomst

hvert år fra 1994 til 2008. I de efter-

følgende år har niveauet været stabilt med visse mindre udsving, dog med en stigning i 2014

og 2015. Siden midten af 90’erne er stigningen især trukket af kapitalindkomsterne (efter

skat), herunder imputeret afkast af egen bolig, aktieindkomster og faldende renteudgifter.

Hvis man ser bort fra kapitalindkomster er indkomstforskellene omtrent uændrede siden

2008, jf. figur 4.29.

100

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.29

Udvikling i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten fra 1994 til 2015

Gini-koefficient, pct.

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Disponibel indkomst

Disponibel indkomst ekskl. nettokapitalindkomst

Disponibel indkomst ekskl. nettokapitalindkomst (ekskl. studerende)

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Eksklusive studerende (over 18 år) og personer i familie med studerende. Antallet af personer redu-

ceres med ca. 434.000 personer i 2015 om følge af, at der ses bort fra studerende og deres familie.

Nettokapitalindkomst er opgjort efter skat.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Kapitalindkomsterne har således bidraget til at øge indkomstforskellene siden midten af

90’erne. En analyse viser, at det navnlig er aktieindkomsterne og imputeret afkast af egen

bolig, der har øget indkomstforskellene. For aktieindkomsterne kan det dog spille en rolle, at

indberetningerne af aktieindkomsterne er styrket over perioden, og desuden udviser aktieind-

komsterne store udsving fra år til år, jf. boks 4.3.

Fordeling og incitamenter 2017

101

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Boks 4.3

Kapitalindkomstens betydning for udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten fra

1995 til 2005

Indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten kan dekomponeres på bidrag fra de enkelte indkomst- og

fradragsfaktorer, som indgår i opgørelsen af disponibel indkomst. Det vil sige, at det er muligt at skønne

over, hvor stor en andel af de samlede indkomstforskelle, der kan tilskrives de enkelte indkomstelementer.

Det er ligeledes muligt at dekomponere selve udviklingen i indkomstforskellene på de forskellige indkomst-

komponenter. I denne boks undersøges, hvordan udviklingen i de enkelte indkomstelementer har haft be-

tydning for udviklingen i Gini-koefficienten siden 1995. Der tages udgangspunkt i to forskellige dekompone-

ringsmetoder, der, på forskellig vis, opdeler ændringen i Gini-koefficienten over tid, på ændringer i ind-

komstkomponenternes andel af disponibel indkomst samt indkomstkomponenternes fordeling (såkaldt kon-

centrationskoefficent), se fx Podder and Chatterjee (2002), for en mere udførlig gennemgang af metoderne.

Dekomponeringsmetoderne er forskellige i forhold til vurderingen af størrelsen af den effekt, der kommer fra

ændringer i de enkeltes indkomstkomponenters fordeling. Disse ændringer vurderes ift. til:



Metode 1.

En helt lige fordeling af indkomstkomponenten



Metode 2.

Fordelingen af indkomstkomponenten relativt til Gini-koefficienten i udgangspunktet

Metode 1 er traditionelt blevet benyttet af de økonomiske ministerier, herunder i tidligere versioner af

Forde-

ling og incitamenter,

mens metode 2 blandt andet anvendes i

Dansk Økonomi, efterår 2016,

De Økonomi-

ske Råd. Resultaterne af begge metoder vises her, idet de kan give anledning til forskellige vurderinger af

indkomstelementernes betydning for udviklingen i indkomstforskellene. Bidragene fra indkomstelementerne

er større ved metode 1 end metode 2, men fortegnet er dog generelt det samme.

Faldende renteindtægter har bidraget til at reducere de målte indkomstforskelle en smule siden 1995, jf. fi-

gur a. Faldende renteudgifter har modsat bidraget til at øge indkomstforskellene siden 1995, jf. figur b. Ud-

viklingen i renteindtægter og -udgifter efter 2008 skal ses i sammenhæng med det faldende renteniveau.

Figur a

Renteindtægter

Bidrag til udvikling i Gini-koefficienten siden 1995, pct.-point

-1

Figur b

Renteudgifter

Bidrag til udvikling i Gini-koefficienten siden 1995, pct.-point

-1

Metode 1

Metode 2

Metode 1

Metode 2

Anm.: Familieækvivalerede kapitalindkomster før skat. Bidrag til udviklingen i indkomstforskellene set i

forhold til Gini-koefficienten i 1995.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

102

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Boks 4.3 (fortsat)

Kapitalindkomstens betydning for udviklingen i indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten fra

1995 til 2005

Begge metoder til dekomponering af Gini-koefficienten viser, at udviklingen i aktieindkomster mv. i væsent-

lig grad har bidraget til at øge de målte indkomstforskelle siden 1995, jf. figur c. Aktieindkomsterne udviser

dog store udsving fra år til år, hvorfor bidraget herfra i høj grad afhænger af den valgte periode. Som nævnt,

kan det spille en rolle, at indberetningerne af aktieindkomsterne er styrket over perioden.

Figur c

Aktieindkomst mv.

Bidrag til udvikling i Gini-koefficienten siden 1995, pct.-point

-1

Figur d

Imputeret afkast af egen bolig

Bidrag til udvikling i Gini-koefficienten siden 1995, pct.-point

-1

Metode 1

Metode 2

Metode 1

Metode 2

Anm.: Familieækvivalerede kapitalindkomster før skat. Bidrag til udviklingen i indkomstforskellene set i

forhold til Gini-koefficienten i 1995.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Begge metoder viser tilsvarende, at udviklingen i imputeret afkast af egen bolig har bidraget til at øge de

målte indkomstforskelle siden 1995, jf. figur d. Fra 2005 opgøres imputeret afkast af egen bolig på bag-

grund af markedsværdi i stedet for den offentlige ejendomsvurdering, hvilket kan være en medvirkende fak-

tor til, at bidraget øges i 2005.

Kapitalindkomstkomponenternes bidrag til udviklingen i indkomstforskellene er her opgjort før skat. Det

skyldes, at det ikke er muligt at opdele skat af kapitalindkomst på de enkelte typer af kapitalindkomst. Skat

af kapitalindkomst bidrager isoleret set til at reducere kapitalindkomstens virkning på indkomstforskellene

med 0,7 pct.-point (metode 1) siden 1995.

Udviklingen i boligpriserne indregnes i opgørelsen af disponibel indkomst via imputeret afkast

af egen bolig. I perioder, hvor boligpriserne stiger, vil imputeret afkast af egen bolig bidrage til

at øge de målte indkomstforskelle. Det hænger sammen med, at boligejere i størst omfang er

placeret i den øvre del af indkomstfordelingen.

Man skal være opmærksom på, at det ikke er alle boligskatter, der indgår i den disponible

indkomst. Grundskyld indregnes således ikke i disponibel indkomst. Grundskyld beregnes på

baggrund af ejendommens grundværdi. I perioden 2000 til 2015, hvor boligpriserne generelt

Fordeling og incitamenter 2017

103

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

er steget, har grundskylden isoleret set bidraget til at reducere indkomstforskellene blandt bo-

ligejere, jf. boks 4.4.

Boks 4.4

Grundskyldens betydning for indkomstfordelingen blandt boligejere fra 2000 til 2015

Grundskyld indregnes ikke ved opgørelsen af den disponible indkomst. Det skyldes blandt andet, at det ikke

er muligt at indregne den del af grundskylden, der betales af lejere som en del af huslejen. Derfor påvirker

grundskylden ikke indkomstforskellene for disponible indkomster.

Grundskylden udgør en mindre del af den disponible indkomst for personer placeret i 1. indkomstdecil

blandt boligejere i 2015 end i 2000. For personer placeret højere i indkomstfordelingen blandt boligejere

udgør grundskylden modsat en større andel af den disponible indkomst i 2015, jf. figur a.

Figur a

Grundskyld opdelt efter indkomst blandt boligejere i 2000 og 2015

Andel af disponibel indkomst, pct.

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Indkomstdecil blandt boligejere

2015

10.

Andel af disponibel indkomst, pct.

4,0

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

2000

Anm.: Familieækvivalerede beløb. Boligejere rangeret efter disponibel indkomst. Der er i beregningen

set bort fra de 1 pct. af boligejerne med de laveste disponible indkomster og de 1 pct. af bolig-

ejerne med de højeste disponible indkomster.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Når den del af ejendomsværdien, som kan tilskrives grundværdien, stiger, øges grundskylden for boligeje-

ren. Det bidrager således til at overvurdere betydningen af boligprisudviklingen for de målte indkomstfor-

skelle frem til 2015, at grundskyld ikke indgår i opgørelsen af disponibel indkomst.

Skiftende regeringer har i de senere år haft som mål, at det skal kunne betale sig at arbejde

og gøre en ekstra indsats. Det har blandt andet resulteret i en række skattereformer, der har

sænket skatten på arbejde.

Isoleret set vil lavere skat på arbejde som hovedregel bidrage til at øge indkomstforskellene i

et enkelt år, jf. boks 4.5. Det hænger sammen med, at personer i beskæftigelse typisk har en

relativt høj disponibel indkomst. Set over en længere periode vil nedsættelserne af indkomst-

104

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

skatten imidlertid kunne bidrage til at reducere indkomstforskellene via øget beskæftigelse,

idet incitamenterne til uddannelse og arbejde øges.

Boks 4.5

Indkomstforskelle ved andre skatte- og overførselsregler mv.

Reformer af blandt andet skatte- og overførselssystemerne har bidraget til at øge indkomstforskellene. Ne-

denfor vises den isolerede umiddelbare virkning af gennemførte reformer, der vurderes at have væsentlig

betydning for fordelingen af de disponible indkomster.

Siden foråret 1998 er der gennemført en række større skattereformer, der gennemgående har haft til formål

at reducere skatten på arbejde, herunder den sidst tjente krone. De fleste af reformerne har haft begrænset

betydning for indkomstforskellene målt ved Gini-koefficienten, jf. tabel a.

Fra 2015 og frem mod 2023 vil indkomstforskellene isoleret set øges som følge af den fortsatte indfasning

af højere topskattegrænse og højere beskæftigelsesfradrag i

Danmark i arbejde,

samt virkningerne af min-

drereguleringen af overførselsindkomster i

Danmark i arbejde.

Hertil kommer en mindre forøgelse af ind-

komstforskellene som følge af finansieringen af tilbagerulningen af PSO-afgiften, som omfattede en forhø-

jelse af bundskattesatsen og en reduktion af den grønne check.

På overførselsområdet bidrager indførelsen af kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen til at øge ind-

komstforskellene marginalt.

Tabel a Indkomstforskelle ved andre regimer for beskatning af person- og kapitalindkomst

Gini-koefficient, pct.

Pinsepakken

Forårspakken (fuldt indfaset)

Lavere skat på arbejde

Forårspakke 2.0

Danmark i arbejde (effekt før 2015)

Gældende 2015-regler

Genopretningsaftalen

Danmark i arbejde (effekt efter 2015)*

Danmark i arbejde og Forårspakke 2.0 (effekt efter 2015)**

Integrationsydelse

Kontanthjælpsloft

Finansiering af tilbagerulning af PSO / forsyningssikkerhed

2023-regler

0,1

0,5

0,1

27,9

-0,0

0,3

0,1

0,0

0,1

0,0

28,4

Anm: Den samlede virkning af Danmark i arbejde og Forårspakke 2.0 er skønsmæssig opdelt i effekt før

og efter 2015. Effekten af Genopretnings-aftalen er den varige virkning, i form af lavere personfra-

drag mv. som følge af et varigt lavere reguleringstal.

Note: *) Mindreregulering af overførselsindkomster.

**) Forhøjelse af topskattegrænse og beskæftigelsesfradrag mv.

Kilde: Gældende regler og fremadrettede regelændringer: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Virkning af Pinsepakken, Forårspakken, Lavere skat på arbejde og Danmark i arbejde: Fordeling og

incitamenter 2013, Økonomi og Indenrigsministeriet 2013, tabel 4.2 (egne beregninger på lovmodel-

lens datagrundlag for tidligere år).

Fordeling og incitamenter 2017

105

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

4.4

Fremskrivning af indkomstfordelingen

Aktuelt foreligger der alene detaljerede indkomstoplysninger frem til og med for indkomståret

2015. Hvis man vil sige noget om indkomstforskellene i efterfølgende år, må man basere sig

på en fremskrivning af befolkningens indkomster. Økonomi- og Indenrigsministeriet har udar-

bejdet et modelapparat, som kan give ny viden om, hvordan indkomsterne vil udvikle sig

fremadrettet.

Fremskrivningen viser, hvordan den strukturelle udvikling i samfundet påvirker indkomstfor-

delingen for erhvervsindkomsterne. Fremskrivningen tager blandt andet højde for aftalte lov-

ændringer med betydning for erhvervsindkomsterne i befolkningen samt den demografiske

udvikling.

Dette afsnit præsenterer de første resultater af en fremskrivning frem til 2040. Traditionelt har

de økonomiske ministerier ikke arbejdet med egentlige fremskrivninger af indkomstfordelin-

gen. Det hænger sammen med, at den observerede udvikling i indkomstfordelingen fra et år

til det næste kan tilskrives en lang række faktorer. Nogle af disse faktorer er udtryk for en for-

udsigelig strukturel ændring, som den demografiske udvikling og indfasningen af lovgivning

med betydning for indkomsterne. Andre faktorer er ikke mulige at forudse med tilstrækkelig

præcision til, at de meningsfuldt kan indgå i en fremskrivning. Det gælder blandt andet kon-

junkturbetingede faktorer, som udviklingen i ledighed samt midlertidige udsving i kapitalind-

komsterne.

Fremskrivningen forsøger alene at tage højde for strukturelle ændringer og er ikke en ”prog-

nose” for, hvordan indkomstfordelingen eksakt vil udvikle sig fra det ene år til det andet.

Fremskrivning af strukturelle forhold er i sig selv en kompliceret og meget omfattende opga-

ve, og modellen vil fremadrettet blive videreudviklet og konsolideret.

I fremskrivningen er blandt andet indregnet virkningen på indkomstfordelingen af:



Den demografiske udvikling



Stigende uddannelsestilbøjelighed



Lovændringer

Den demografiske udvikling

medfører blandt andet, at en stigende andel af befolkningen i de

kommende år vil være over folkepensionsalderen, og at en stigende andel af befolkningen er

enlige voksne (og færre lever i parfamilier).

Stigende uddannelsestilbøjelighed

betyder, at andelen af befolkningen med en videregående

uddannelse vil stige i de kommende år.

Aftalte lovændringer

omfatter indfasning af skattereformer frem til 2023 samt de forventede

stigninger i folkepensionsalderen som følge af Velfærdsaftalen (2006) og Tilbagetrækningsaf-

talen (2011).

Beregningsforudsætningerne er nærmere beskrevet i bilag 4.4.

106

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

4.4.1

Udvikling i erhvervsindkomsterne

Et af de grundlæggende indkomstelementer i fremskrivningen er befolkningens erhvervsind-

komster. Erhvervsindkomsterne er lønindkomst og overskud af egen virksomhed. Det inde-

bærer, at en stor del af befolkningen ikke har denne indkomsttype, fx personer, som er ar-

bejdsløse et helt indkomstår, pensionister og studerende uden studiejob.

Fremskrivningen peger på, at forskellene i erhvervsindkomster blandt personer i den er-

hvervsaktive alder vil være omtrent uændrede frem mod 2040. Gini-koefficienten udgør såle-

des knap 50 pct. fra 2015 til 2040, jf. figur 4.30.

Figur 4.30

Forskelle i personlig erhvervsindkomst for per-

soner i den erhvervsaktive alder

Gini-koefficient, pct.

2015

2020

2030

2040

Gini-koefficient, pct.

Figur 4.31

Forskelle i personlig erhvervsindkomst for hele

befolkningen

Gini-koefficient, pct.

2015

2020

2030

2040

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Ikke-ækvivaleret indkomst. Den erhvervsaktive alder omfatter aldrene fra 18 år til årets folkepensi-

onsalder.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Hvis man ser på hele befolkningen, er forskellene i erhvervsindkomsterne noget større. Det

skal ses i lyset af, at det typiske blandt børn og voksne over folkepensionsalderen er en lav

eller ingen erhvervsindkomst. Indkomstforskellene i de personlige erhvervsindkomster for alle

personer i befolkningen er således højere og udgør knap 70 pct. målt ved Gini-koefficienten i

hele perioden, jf. figur 4.31.

Udviklingen i fordelingen af erhvervsindkomsterne er påvirket af den demografiske udvikling,

herunder alderssammensætningen, indvandring og den stigende uddannelsestilbøjelighed.

Disse forhold kan øge (mindske) indkomstforskellen, hvis det medfører, at en større (mindre)

andel af befolkningen er koncentreret i aldersgrupper eller på uddannelsesniveauer med rela-

tivt høj eller lav indkomst.

Befolkningens uddannelsesniveau øges betydeligt frem mod 2040. Andelen af ufaglærte bli-

ver eksempelvis reduceret fra ca. 38 pct. i 2015 til ca. 29 pct. i 2040, jf. figur 4.32. Samtidig

øges andelen med en videregående uddannelse fra ca. 30 pct. til ca. 43 pct.

Fordeling og incitamenter 2017

107

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.32

Uddannelsessammensætning for personer i

den erhvervsaktive alder 2015 og 2040

Andel af voksne, pct.

Ufaglært

Faglært

2015

KVU / MVU

2040

LVU

Andel af voksne, pct.

Figur 4.33

Personlig erhvervsindkomst for personer i den

erhvervsaktive alder i 2015 og 2040

1.000 kr.

600

500

400

300

200

100

Alle

Ufaglært

Faglært KVU / MVU

LVU

1.000 kr.

600

500

400

300

200

100

2015

2040

Anm.: 18 år til årets folkepensionsalder. Personlig erhvervsindkomst (Ikke-ækvivaleret).

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Personer med en kompetencegivende uddannelse har typisk en højere løn og en stærkere

arbejdsmarkedstilknytning end ufaglærte. Stigende uddannelsesniveau øger dermed er-

hvervsindkomsten i befolkningen, der stiger fra knap 240.000 kr. til knap 290.000 kr. for per-

soner i de erhvervsaktive aldre, jf. figur 4.33.

Den stigende indkomst er drevet af et højere uddannelsesniveau. Beregningsteknisk er det

forudsat, at der ikke sker forskydninger i indkomsten på tværs af uddannelsesniveauer. Når

der i ovenstående opgørelse er en mindre stigning i indkomsten for faglærte og personer

med en lang videregående uddannelse, hænger det blandt andet sammen med andre for-

skydninger i fx gennemsnitsalderen – og dermed erhvervserfaringen – inden for de forskellige

uddannelseskategorier.

Stigningen i uddannelsesniveauet kan påvirke løndannelsen på forskellig vis. Når der bliver

flere højtuddannede, kan det dæmpe lønudviklingen for gruppen, hvis efterspørgslen efter

højtuddannede ikke øges tilsvarende. Tilsvarende kan færre ufaglærte og faglærte bidrage til

at øge lønudviklingen for disse uddannelsesgrupper. Desuden kan efterspørgslen efter for-

skellige typer af arbejdskraft fremadrettet ændre sig, i takt med at fx den teknologiske udvik-

ling ændrer behovet for arbejdskraft. I de senere årtier er der ikke tegn på væsentlige for-

skydninger i lønfordelingen på tværs af uddannelsesniveauer, og der er som sagt set bort fra

eventuelle effekter på løndannelsen.

Færre af de erhvervsaktive vil altså være ufaglærte og få en relativ lav lønindkomst og flere

vil have en lang videregående uddannelse og modtage en relativ høj indkomst. De to effekter

har modsatrettede effekter på indkomstforskellene. I fremskrivningen stiger uddannelsesni-

veauet på tværs af indkomstfordelingen for erhvervsindkomster. Andelen af ufaglærte falder

således i alle indkomstkvintiler, mens andelen af personer med videregående uddannelser

modsat stiger fra 2015 til 2040, jf. figur 4.34 og 4.35.

108

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.34

Personer opdelt på uddannelse og personlig

erhvervsindkomst i 2015

Pct.

Figur 4.35

Personer opdelt på uddannelse og personlig

erhvervsindkomst i 2040

Pct.

Ufaglært

Indkomstkvintiler

Faglært

KVU / MVU

LVU

Ufaglært

Indkomstkvintiler

Faglært

KVU / MVU

LVU

Anm.: 18 år til folkepensionsalder i henholdsvis 2015 og 2040. Ikke-ækvivaleret indkomst. Personer range-

ret efter personlig erhvervsindkomst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Forskydninger i alderssammensætningen kan også have betydning for udviklingen i ind-

komstfordelingen. Det hænger blandt andet sammen med, at indkomsten typisk er stigende

med alderen for personer i den erhvervsaktive alder. Erhvervsindkomsten er typisk relativt lav

for personer under 30 år som følge af, at mange er under uddannelse, mens den typisk øges

i takt med stigende erhvervserfaring.

Folkepensionsalderen øges gradvis fra 65 år i 2015 til 70 år i 2040. Personer mellem 65 år

og 69 år vil derfor automatisk udgøre en stigende andel af arbejdsstyrken i årene frem mod

2040, jf. figur 4.36.

Fordeling og incitamenter 2017

109

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Figur 4.36

Alderssammensætning for personer i den erhvervsaktive alder

Andel, pct.

18-29 år

30-39 år

2015

40-49 år

50-59 år

2040

60-64 år

65-69 år

Andel, pct.

Anm.: Den erhvervsaktive alder er her personer, der er fyldt 18 år, og hvor alderen endnu er mindre end

folkepensionsalder i året (2015: 65 år og 2040: 70 år)

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Aldersgruppen 65-69-årige vil således være en del af den erhvervsaktive alder i 2040. Det

betyder isoleret set, at de øvrige aldersgrupper udgør en mindre andel af personerne i de en-

kelte indkomstkvintiler i 2040 end i 2015, jf. figur 4.37 og figur 4.38.

Figur 4.37

Personer opdelt på alder og personlig er-

hvervsindkomst i 2015

Andel, pct.

Figur 4.38

Personer opdelt på alder og personlig er-

hvervsindkomst i 2040

Andel, pct.

18-29

Indkomstkvintiler

40-49

50-59

60-64

18-29

30-39

Indkomstkvintiler

40-49

50-59

60-64

65-69

30-39

Anm.: 18 år til årets folkepensionsalder. Personlig erhvervsindkomst (ikke-ækvivaleret). Personer rangeret

efter personlig erhvervsindkomst.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Det er lagt til grund i fremskrivningen, at 65-69-årige i 2040 har en arbejdsmarkedstilknytning

og erhvervsindkomst, svarende til de 60-64-årige i dag. Tilsvarende antages det, at 60-64-

årige i 2040 har samme karakteristika som personer i anden halvdel af 50’erne.

110

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

De 65-69-åriges placering i fordelingen af erhvervsindkomster i 2040 svarer derfor omtrent til

placeringen af 60-64-årige i 2015. Samtidig rykker 60-64-årige op i indkomstfordelingen. Det

svarer til en implicit antagelse om sund aldring, det vil sige, at de 65-69-åriges helbred i 2040

er lige så godt de 60-64-åriges er i dag.

Folkepensionsalderen øges gradvist frem mod 2040, i takt med at levetiden stiger. Folkepen-

sionsalderen er 65 år i 2015 og 70 år i 2040, jf. figur 4.39.

Figur 4.39

Folkepensionsalder

Alder

2015

2020

2030

2040

Alder

Figur 4.40

Beskæftigelsesfrekvens efter alder

Andel af alderstrin, pct.

2040

Andel af alderstrin, pct.

2015

Anm.: Inklusive forventet indeksering af folkepensionsalderen. Beskæftigelsesfrekvens opgjort ved fuld-

tidsbeskæftigede lønmodtagere og selvstændige som andel af alderstrinnet.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

I fremskrivningen er indregnet en stigning i den strukturelle beskæftigelse, som betyder, at

beskæftigelsesfrekvensen øges i alle aldersgrupper, jf. figur 4.40. Det er lagt til grund, at

stigningen i den strukturelle beskæftigelse svarer til den udvikling, der indgår i Finansministe-

riets mellemfristede fremskrivninger af den danske økonomi. Den kraftige stigning i antallet af

beskæftigede over 60 år skal dog ses i sammenhæng med den gradvise forhøjelse af pensi-

onsalderen.

Indkomstforskellene i erhvervsindkomsterne blandt 18-64-årige – den erhvervsaktive alder i

2015 – falder fra ca. 48,5 pct. i 2015 til ca. 47 pct. i 2040, jf. figur 4.41. Faldet i indkomstfor-

skellene skyldes en ændret sammensætning af gruppen med hensyn til uddannelsesniveau

og alder samt stigningen i den strukturelle beskæftigelse.

Når folkepensionsalderen hæves, og flere alderstrin bliver erhvervsaktive, vil det isoleret set

bidrage til at øge indkomstforskellene blandt personer i den erhvervsaktive alder i fremskriv-

ningen. Det skal blandt andet ses i lyset af, at jo højere alderstrin, des flere har mistet ar-

bejdsevnen og er blevet førtidspensionister eller har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet

for egne midler.

Der er dog tale om en relativ beskeden effekt. Forskellene i erhvervsindkomsterne stiger så-

ledes en smule fra ca. 47 pct. til godt 48 pct. i 2040, når de 65-69-årige inddrages i opgørel-

Fordeling og incitamenter 2017

111

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

sen. Samlet set er indkomstforskellene blandt personer i den erhvervsaktive alder således

omtrent uændret fra 2015 til 2040.

Figur 4.41

Forskelle i erhvervsindkomst for personer i den erhvervsaktive alder

Gini-koefficient, pct.

18-64-årige i 2015

18-64-årige i 2040

18-69-årige i 2040

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Personlig erhvervsindkomst (ikke-ækvivaleret).

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der vil blive arbejdet videre med at udvikle og konsolidere fremskrivningen med henblik på at

gøre det muligt at belyse, hvordan den strukturelle udvikling i samfundet isoleret set påvirker

den samlede indkomstfordeling for de disponible indkomster. Fremskrivningen skal blandt

andet også kunne tage højde for aftalte lovændringer med betydning for de disponible ind-

komster i befolkningen, herunder på skatte-, overførsels- og tilbagetrækningsområdet, mod-

ningen af arbejdsmarkedspensionerne samt ændringer i familiesammensætningen.

Fremskrivning af de disponible indkomster forudsætter blandt andet, at modellen udvides til

at opgøre indkomsterne på familieniveau, som har betydning for beregningen af offentlige

ydelser og imputeret afkast af egen bolig mv.

Offentlige ydelser, som boligstøtte, pension, børne- og ungeydelse mv., udbetales på bag-

grund af familiemedlemmernes indkomstforhold, antal børn og voksne, husleje mv. Frem-

skrivningen af de disponible indkomster forudsætter dermed, at personerne i fremskrivningen

sammensættes i familier, herunder at de voksne i befolkningen inddeles i par eller enlige, at

børnene i fremskrivningen fordeles på familier, samt at de dannede familier tildeles boliger.

Tildelingen af boliger til familierne gør det desuden muligt at beregne imputeret afkast af

egen bolig for familier i ejerbolig.

Der er desuden behov for at konsolidere fremskrivningen, herunder ved at gennemføre føl-

somhedsanalyser, der kan belyse, hvor robust resultaterne af fremskrivningen er for ændrede

beregningsforudsætninger. Det kan fx omfatte forudsætninger om udviklingen i studietilbøje-

lighed, folkepensionsalder, renteniveau, indvandring mv.

112

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

4.5

Lavindkomstgruppen

Lavindkomstgruppen omfatter personer, der i et enkelt år har en disponibel indkomst under

50 pct. af medianindkomsten for hele befolkningen.

Lavindkomstgruppen består således af personer, som er kendetegnet ved at have en relativt

lav indkomst i sammenligning med resten af befolkningen. Lavindkomstgruppen er ikke en

opgørelse af, hvor mange personer i befolkningen, der har en lav indkomst i absolut forstand.

Opgørelsen afgrænser eksempelvis ikke personer, som ikke har råd til at købe mad, betale

husleje, købe medicin mv.

Der kan være mange grunde til, at personer og familier har relativt lav indkomst i forhold til

den øvrige befolkning i et enkelt år. Det kan fx hænge sammen med igangværende uddan-

nelse, en social begivenhed eller udsving i indkomsten som selvstændig. Det kan også af-

spejle, at en familie har truffet nogle frivillige valg, der betyder, at deres indkomst er lavere

end andre sammenlignelige familiers, fx prioriteret fritid højere end indkomst. Relativt lav ind-

komst kan imidlertid også afspejle begrænsede muligheder i forhold til resten af befolkningen.

I et internationalt perspektiv er Danmark kendetegnet ved, at der er relativt få personer i lav-

indkomstgruppen, jf. figur 4.42.

Figur 4.42

Personer i lavindkomstgruppen i udvalgte OECD-lande i 2013

Andel af befolkningen, pct.

ISL

DNK

FIN

NOR

FRA

NLD

CHE

SWE

IRL

AUT

DEU

BEL

GBR

CAN

ITA

USA

Anm.: Personer med ækvivaleret disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten for hele befolk-

ningen.

Kilde: OECD (2016), ”Income distribution”,

OECD Social and Welfare Statistics

(database).

Medianindkomsten (ækvivaleret disponibel indkomst) udgjorde i 2015 218.000 kr. Lavind-

komstgruppen betegner dermed personer med en ækvivaleret disponibel indkomst under

halvdelen af dette beløb, det vil sige under en grænse på ca. 109.000 kr.

Fordeling og incitamenter 2017

113

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Andelen af personer i lavindkomstgruppen er steget fra knap 4 pct. i 1995 til godt 7 pct. i

2015, jf. figur 4.43.

Figur 4.43

Personer i lavindkomstgruppen, 1994 til 2015

Andel af befolkningen, pct.

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Alle

Eksklusive studerende

Eksklusive studerende, 3 år i træk

Andel af befolkningen, pct.

Anm.: Personer i lavindkomstgruppen har en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten i

året. Eksklusive studerende (over 18 år) og personer i familie med studerende. Antallet af personer i

lavindkomstgruppen reduceres med ca. 178.000 personer i 2015, mens antallet i lavindkomstgruppen

i 3 år i træk reduceres med ca. 78.000 personer som følge af, at der ses bort fra studerende.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

En forholdsvis stor del af personerne i lavindkomstgruppen er studerende. Og andelen af

studerende i gruppen er steget siden 2000. Stigningen i andelen af studerende i lavind-

komstgruppen er størst siden krisens start i 2008 som følge af en øget studietilbøjelighed i

befolkningen som helhed.

Når der ses bort fra personer i familie med studerende, reduceres lavindkomstgruppen såle-

des fra godt 7 pct. til 4 pct. af befolkningen i 2015. Andelen af befolkningen i lavindkomst-

gruppen eksklusive studerende er omtrent uændret i forhold til 2008.

Andelen af befolkningen, som længerevarende (her 3 år i træk) er i lavindkomstgruppen, ud-

gør en relativt lille del af befolkningen, svarende til godt 1 pct. i 2015, når der ses bort fra per-

soner i familie med en studerende, boks 4.6.

114

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Boks 4.6

Udvikling i lavindkomstgruppen 1994-2015

Lavindkomstgruppen er steget med 212.500 personer fra 188.500 personer i 1994 til 401.000 personer i

2015. Noget af stigningen kan tilskrives, at befolkningen er vokset. Men hovedparten af stigningen skyldes,

at en større andel af befolkningen er i lavindkomstgruppen i dag end for 20 år siden.

Omkring 40 pct. af lavindkomstgruppen er studerende. Studerende er i en særlig situation, idet uddannelse

kan betragtes som en investering, hvor man giver afkald på nogle forbrugsmuligheder i en afgrænset perio-

de, mod at livsindkomsten – og dermed de samlede forbrugsmuligheder set over livet – typisk øges.

For at forstå den samlede udvikling i lavindkomstgruppen er det relevant at skelne mellem studerende og

ikke-studerende, fordi studerende har en meget større sandsynlighed for at optræde i lavindkomstgruppen.

Udviklingen i lavindkomstgruppen kan dekomponeres i fire bidrag, dels i bidragene fra udviklingen i

antallet

af studerende hhv. ikke-studerende, dels i bidragene for udviklingen i

andelen

af studerende hhv. ikke-

studerende, som indgår i lavindkomstgruppen (frekvenser). Udviklingen i antallet ikke-studerende kan kun

tilskrives en meget lille del af stigningen i lavindkomstgruppen – ca. 5.000 personer. Udviklingen i antallet af

studerende kan forklare en noget større del stigningen – ca. 43.000 personer, jf. figur a.

Figur a

Dekomponering af stigning i lavindkomstgruppen fra 1994 til 2015

1.000 personer

250

1.000 personer

250

200

150

100

1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Antal studerende

Andel studerende i lavindkomsgruppen

Antal ikke-studerende

Andel ikke-studerende i lavindkomstgruppen

Anm.: Studerende er inkl. familiemedlemmer.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Den væsentligste del af stigningen kan dog tilskrives, at frekvenserne er steget – både blandt studerende

og ikke-studerende. Frekvensbidragene kan samlet set tilskrives en stigning på ca. 162.000 personer, heraf

ca. 71.000 personer blandt studerende og ca. 91.000 personer blandt ikke-studerende.

Frekvensbidraget fra ikke-studerende har imidlertid været omtrent uændret siden 2008, mens det er fortsat

med at stige blandt studerende. Det billede ses også i udviklingen i frekvenserne, jf. figur b. Samtidig har

antallet af ikke-studerende været omtrent uændret siden 2008, jf. figur c.

Fordeling og incitamenter 2017

115

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Boks 4.6 (fortsat)

Udvikling i lavindkomstgruppen 1994-2015

Figur b

Frekvenser for studerende og ikke-studerende

Pct.

Figur c

Studerende og ikke-studerende i befolkningen

Mio. personer

1994

1997

2000

2003

2006

2009

2012

2015

Andel af studerende i lavindkomstgruppen

Andel af ikke-studerende i lavindkomstgruppen

1994

1997

2000

2003

2006

2009

2012

2015

Antal studerende (inkl. familiemedlemmer)

Antal ikke-studerende

Anm.: Studerende er inkl. familiemedlemmer

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Hvis der helt ses bort fra studerende ved opgørelsen, så er udviklingen i lavindkomstgruppen uændret, jf. fi-

gur d. Andelen af Ikke-studerende i lavindkomstgruppen øges, primært fordi befolkningen er mindre, når der

ses bort fra studerende. Hertil kommer en mindre stigning som følge af højere medianindkomst.

Figur d

Lavindkomstgruppen

Andel af befolkning (ekskl. studerende), pct.

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

Ikke-studerende, 1 år

Ikke-studerende, 1 år, lavindkomstgrp u. stud.

Ikke-studerende, 3 år i træk

Ikke-studerende, 3 år i træk, lavindkomstgrp. u. stud.

Andel af befolkning (ekskl. studerende), pct.

Anm.: Studerende er inkl. familiemedlemmer. Ved opgørelse af ’Lavindkomstgruppe uden studerende’

ses bort fra studerende ved opgørelse af medianindkomsten.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

116

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Den forholdsvis begrænsede andel af befolkningen, der længerevarende har været en del af

lavindkomstgruppen, er udtryk for stor mobilitet ud af gruppen. 5 år efter opgørelsen af lav-

indkomstgruppen i 2010 er kun omkring 10 pct. af personerne stadig at finde i gruppen, jf. fi-

gur 4.44.

Figur 4.44

Andel fortsat i lavindkomstgruppen 1 til 5 år efter opgørelsesåret

Andel af befolkningen, pct.

100

0 år

1994

1 år

2 år

3 år

2010

4 år

5 år

Andel af befolkningen, pct.

100

1994, ekskl. studerende

2010, ekskl. studerende

Anm.: Personer i lavindkomstgruppen har en disponibel indkomst under 50 pct. af medianindkomsten i

året. Inklusive personer, der ikke indgår i alle år. Eksklusive studerende (over 18 år) og personer i

familie med studerende.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Mobiliteten ud af lavindkomstgruppen er reduceret fra 1994 til 2010. Det hænger blandt andet

sammen med, at varigheden i lavindkomstgruppen for studerende er højere end for andre be-

folkningsgrupper. Stigningen i andelen af studerende i lavindkomstgruppen har derfor bidra-

get til at reducere mobiliteten ud af gruppen.

Fordeling og incitamenter 2017

117

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Bilag 4.1

Definition af disponibel indkomst

Beregningerne i kapitlet bygger på detaljerede indkomstoplysninger, som hovedsagelig

stammer fra SKAT’s slutligning,

jf. tabel A.

Indkomsterne er opgjort på familieniveau og derefter fordelt ligeligt på alle medlemmer af fa-

milien, herunder børn. Indkomsterhvervelsesenheden er altså familien, mens analyseenhe-

den er personer. Indkomster for børn under 18 år afspejler derfor hovedsageligt forældrenes

indkomster. Det samme er i stort omfang tilfældet for hjemmeboende børn over 18 år.

I beregningen af de ækvivalerede indkomster korrigeres familiens faktiske indkomst, så der

tages højde for forskelle i familiernes størrelse, herunder det forhold at børn i familien forud-

sættes forsørget af de voksnes indkomst. Hertil anvendes et såkaldt ækvivalensmål givet

ved:



Ækvivalensmål = (antal voksne + antal børn)

0,6

Ækvivalensmålet indebærer en antagelse om stordriftsfordele inden for familier med to eller

flere personer. Det indebærer fx, at en familie med to personer ikke skal have dobbelt så stor

en faktisk indkomst som en familie med én person for at have den samme ækvivalerede ind-

komst per person.

Sigtet med ækvivaleringen er at opgøre familiernes reelle, private forbrugsmuligheder. Dog

kan familiernes forbrugsmuligheder afvige herfra som følge af fx forbrug, der stilles til rådig-

hed af venner og familie, samt indkomster, der ikke er registeret i data, herunder fx ”sort ar-

bejde”. Ligeledes vil familierne på kort sigt kunne øge deres forbrugsmuligheder gennem lån-

tagning eller brug af tidligere opsparing. Endelig tager den opgjorte disponible indkomst ikke

højde for de forbrugsmuligheder, familierne opnår gennem det offentlige forbrug, fx i form af

gratis hospitalsbehandlinger, uddannelse mv.

Alle indkomstkomponenter er deflateret med forbrugerprisindekset, således at udviklingen

kan fortolkes som den reale udvikling i indkomsternes købekraft (opgjort i 2015-prisniveau).

Imputeret afkast af pensionsformue

Kapitalindkomsten inkluderer ikke ”afkast” af formue, der ejes indirekte, fx via pensionskasser

mv. Der foretages dog en supplerende analyse af kapitalindkomst inklusive et imputeret af-

kast af pensionsformue, jf. afsnit 4.2. Pensionsformuen er opgjort på individniveau på basis

af de oplysninger, pensionskasser mv. indberetter, herunder om andele af kollektiv bonus.

For tjenestemandsansatte er der imputeret en pensionsformue på basis af lønoplysninger.

Afkastet af pensionsformuen er opgjort som ca. 1 pct. af denne.

118

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Tabel A

Indkomstkomponenter anvendt i beregningen af disponibel indkomst

Indkomstkomponent

Lønindkomst

Beskrivelse

Omfatter honorarer, sygedagpenge og udenlandske person-

lige indkomster mv. Lønindkomsten er opgjort ekskl. arbejds-

giveradministrerede pensionsindbetalinger, herunder ATP. I

afsnit 4.1 er tillagt bidrag til arbejdsgiveradministrerede pen-

sionsordninger (dog ikke ATP) samt et imputeret pensionsbi-

drag for tjenestemandsansatte.

Virksomhedsindkomst

Erhvervsindkomst

Overførselsindkomst

Anden privat indkomst

Personlig indkomst (1)

Renteindtægter

Renteudgifter

Aktieindkomst

Stort set alle udbytter og kursgevinster fra noterede aktier

indberettes automatisk fra 2006. Gevinst ved salg af aktier

registreres som indkomst i ét enkelt år, uagtet at gevinsten

reelt er optjent over en længere periode.

Imputeret afkast af egen bo-

lig

Til og med 2004 er afkast af egen bolig beregnet som 4 pct.

af den offentlige ejendomsvurdering i året. Fra og med 2005

tages udgangspunkt i Danmarks Statistiks estimerede mar-

kedsværdier. For blandede ejendomme, fx landbrugsejen-

domme, indgår alene boligens skønnede andel af ejendoms-

værdien.

Anden kapitalindkomst

Omfatter afkast af andre typer af værdipapirer end aktier og

obligationer, fx investeringsforeninger, skibsanparter, finan-

sielle kontrakter, samt kapitalindkomst fra udlandet, dog

ekskl. udenlandsk aktieindkomst. Fortjeneste opgjort efter

ejendomsbeskatningsloven (ejendomsavance) indgår også

her.

(1) + (2)

Kapitalindkomst (2)

Bruttoindkomst

Personlige skatter

Pensionsindbetalinger

Disponibel indkomst

I afsnit 4.1 inkl. bidrag til arbejdsgiveradministreret pensions-

ordninger og imputeret pensionsbidrag for tjenestemænd.

Omfatter bl.a. førtids- og folkepension, dagpenge, SU, kon-

tanthjælp, boligstøtte, børne- og ungeydelse mv.

Herunder udbetalinger fra private pensionsordninger.

Fordeling og incitamenter 2017

119

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Bilag 4.2

Definition af Gini-koefficient

Hvis indkomstfordelingen var helt lige, ville enhver person i befolkningen have den samme

andel af de samlede indkomster. Denne situation svarer til den diagonale blå linje i figur 1,

hvor den lige indkomstfordeling er illustreret ved, at de første 20 pct. af befolkningen har 20

pct. af indkomsterne.

Den røde kurve angiver derimod en indkomstfordeling, der ikke er fuldstændig lige. Dette kan

ses ved, at de første 20 pct. af befolkningen ikke har 20 pct. af indkomsterne, men derimod

kun 10 pct., jf. punkt A. Samtidig har de sidste 20 pct. af befolkningen ikke blot 20 pct. af ind-

komsterne, men næsten 40 pct., jf. punkt B. Denne kurve kaldes Lorenz-kurven. Gini-

koefficienten kan beregnes som arealet mellem Lorenz-kurven og den diagonale linje divide-

ret med arealet af hele trekanten under den diagonale linje. Gini-koefficienten er 0, hvis ind-

komstfordelingen er helt lige, og 1, hvis én person modtager al disponibel indkomst.

Figur 1

Gini-koefficient

Pct. af indkomstmasse

100

Pct. af befolkningen

Helt lige indkomstfordeling

Pct. af indkomstmasse

100

Ulige indkomstfordeling

Gini-koefficienten og flere andre mål for indkomstfordelingen, der baserer sig på den dispo-

nible indkomst, lider af flere svagheder. Det er i sig selv en svaghed at måle på årets (eller en

given periodes) indkomster, da nogle familier med lav disponibel indkomst kan bruge af en

opsparet formue. Et sådant formueforbrug burde i et eller andet omfang indgå i det benyttede

indkomstbegreb. Men der er generelt ikke præcise data om formue, dels er det ikke entydigt,

hvor meget af formuen der i givet fald skulle indregnes.

I denne forbindelse skal det også nævnes, at de opgjorte indkomster inkluderer (skattepligti-

ge) kapitalgevinster ved salg af fx aktier. Sådanne indkomster registreres som indkomst i ét

enkelt år, uagtet at de reelt er optjent over en længere periode og derfor principielt skulle pe-

riodiseres.

120

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

En anden svaghed ved mål for indkomstfordeling baseret på disponible indkomster er, at der

fokuseres på en relativt kort periode, og at der derved sker en sammenligning af personer i

forskellige stadier af livet – fx af personer under uddannelse, personer i den erhvervsaktive

alder (i beskæftigelse) og personer, der har nået tilbagetrækningsalderen.

Det er endvidere et generelt kendetegn ved mål for indkomstfordelingen, at der måles for-

skelle i resultater – ikke forskelle i muligheder. Der måles forskelle i de erhvervede disponible

indkomster, men en del af disse forskelle beror på forskelle i arbejdsindsats (både kvantitativt

og kvalitativt). Nogle personer kan vælge (eventuelt i en periode) at arbejde på nedsat tid og

får dermed en lavere disponibel indkomst. Det kan føre til, at målet for indkomstforskellene

øges over en periode, men det vil ikke være en afspejling af, at regler er ændret – eller at

muligheder for at erhverve sig indkomster er ændret.

De enkelte personers valg af uddannelse – og dermed muligheder for at optjene indkomster

– er også i nogen grad et udtryk for et valg. Nogle personer med et lavt uddannelsesniveau

og deraf følgende lave indkomster har måske haft mulighed for at vælge et højere uddannel-

sesniveau – og dermed bedre indtægter.

Ved sammenligning af Gini-koefficienten (eller lignende mål for indkomstfordelingen) over tid,

skal man desuden være opmærksom på, at målene ikke siger noget om ændringer i ind-

komstniveauet. Der er tale om relative mål. Hvis fx indkomsterne for alle personer fordobles

fra det ene år til det næste, ændres Gini-koefficienten ikke.

Fordeling og incitamenter 2017

121

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

122

Fordeling og incitamenter 2017

Bilag 4.3

Kapitel 4

Tabel

Indkomstfordeling

1995

Indkomstforskelle

Gini-koefficient, pct.

19,9

22,6

23,8

24,7

25,6

26,1

25,0

26,5

26,4

26,1

26,6

27,1

27,9

2000

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Indkomstfordeling 1994-2015

Lavindkomstgruppe

Antal 1.000 personer

- Alle

- Børn

Andel af befolkning, pct.

- Alle

- Børn

3,3

3,2

4,0

3,4

5,1

3,8

5,5

3,9

5,9

3,9

6,2

3,9

6,3

3,8

6,4

4,0

6,6

3,9

6,3

3,8

6,5

3,8

6,9

3,9

7,2

3,9

173

211

273

293

317

336

340

348

358

345

362

383

401

Medianindkomst

Kr.

2015-niveau

163.700

178.600

200.900

208.200

211.800

209.900

208.000

216.300

211.300

209.500

211.800

215.300

218.500

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Indkomstudvikling og -fordeling

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling

Bilag 4.4

Metode til fremskrivning af individuelle

indkomster

Udviklingen i fremtidens indkomstfordeling afhænger blandt andet af udviklingen i en række

strukturelle faktorer, herunder den demografiske sammensætning af befolkningen, uddannel-

sesniveau, levetid, tilbagetrækningsmønsteret og ind- og udvandring.

Fremskrivninger af de nævnte faktorer på individniveau sikrer, at fremskrivningen af befolk-

ningens indkomster i afsnit 4.4 afspejler udviklingen heri. Fremskrivningen på individniveau

tager udgangspunkt i registerdata for befolkningen i 2012. Fremskrivningen foregår ved dan-

nelse af såkaldte syntetiske (rest-) livsforløb for populationen. Disse fremskrivninger er selv-

sagt baseret på en række beregningstekniske antagelser og derfor behæftet med en vis usik-

kerhed. Fremskrivningen forsøger alene at tage højde for strukturelle ændringer og er ikke en

”prognose” for, hvordan indkomstfordelingen eksakt vil udvikle sig fra det ene år til det andet.

Grundprincippet til dannelse af disse (rest-) livsforløb er, at hver person i 2012 successivt

fremskrives et år af gangen med udgangspunkt i registeroplysninger fra 2011 og 2012 ved at

videreføre livsforløbet med registeroplysninger fra en ”sammenlignelig” person. For eksempel

videreføres livsforløbet for en 40-årig i 2012 ved at finde en ”sammenlignelig” 40-årig i 2011

med tilsvarende karakteristika (fx køn, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning og indkomstni-

veau mv.) og ”forlænge” den 40-årige i 2012 med denne person. Derved vil der være infor-

mation om den 40-årige i 2012 frem til ”2013”, hvor vedkommende vil være 41 år. Tilsvaren-

de forlænges den 41-årige i ”2013” med en 41-årig i 2011 med samme karakteristika. Videre-

førelsen af et liv ophører, når personen dør eller udvandrer.

Den benyttede metode til sammensætning af livsforløb indebærer som udgangspunkt en risi-

ko for, at personer med (forholdsvis) høj/lav permanent indkomst kan blive matchet med

personer med midlertidig høj/lav indkomst. Det kan lede til, at spredningen i de individuelle

livsindkomster undervurderes, såkaldt ”mean-reversion”.

Metodens indbyggede tendens til ”mean-reversion” søges begrænset ved, at videreføre de

individuelle livsforløb med sammenlignelige personer, der så vidt muligt kun indgår én gang

(dvs. fortrinsvis uden tilbagelægning i matchet). Der matches konkret på køn, alder, herkomst

(indvandrere og danskfødte), uddannelse (6 hoveduddannelsesgrupper), arbejdsmarkedstil-

knytning (beskæftiget, ledig, studerende, førtidspensionist, efterløn og øvrige udenfor ar-

bejdsstyrken) og om der foretages pensionsopsparing. Indenfor hver af disse grupper mat-

ches desuden på den relative erhvervsindkomst, således at beskæftigede med høj indkomst

”videreføres” med en beskæftiget, der også har høj indkomst.

Når de konstruerede livsforløb dannes med udgangspunkt i registeroplysninger fra 2011 og

2012 vil livsforløbene i hele fremskrivningsperioden som udgangspunkt afspejle konjunktursi-

tuation, lovgivning, dødelighed, uddannelsesadfærd mv. for disse år. For at tage højde for

den strukturelle udvikling i fremskrivningen, er der derfor udviklet en metode, der sikrer at:



Befolkningsudviklingen i den individbaserede fremskrivning svarer til den anvendte

befolkningsprognose fra Danmarks Statistik (opdelt på køn, alder og herkomst).

Fordeling og incitamenter 2017

123

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 4

Indkomstudvikling og -fordeling



Udviklingen i befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet (opdelt på køn, alder og

herkomst) svarer til antagelserne i Finansministeriets makroøkonomiske fremskriv-

ning fra 2025-planen i 2016 (grundforløbet).

Udviklingen i befolkningens uddannelsesniveau svarer til forudsætningerne i de

makroøkonomiske fremskrivninger (baseret på uddannelsesfremskrivning fra

DREAM).

Bruttoind- og udvandringen (opdelt på køn, alder og herkomst) svarer som ud-

gangspunkt til forudsætningerne i den anvendte befolkningsfremskrivning fra Dan-

marks Statistik.

Der er anvendt en såkaldt RAS-algoritme til at sikre, at de konstruerede livsforløb i hele frem-

skrivningsperioden fra 2012 til 2040 afspejler disse forhold. RAS-algoritmen sikrer, at frem-

skrivningen så vidt muligt afspejler dynamikken fra 2011 til 2012, men tilpasset/skaleret så

fremskrivningen (også) ”rammer” den ønskede udvikling i uddannelsesniveau, arbejdsmar-

kedstilknytning og befolkningsfremskrivningen. De konstruerede (rest-) livsforløb er sammen-

sat af oplysninger fra 2012.

Den generelt stigende pensionsalder frem mod 2040 medfører, at der for personer omkring

folkepensionsalderen er behov for at korrigere matchet. Således matches en 70-årig person i

2040, der netop er blevet pensioneret, med en 65-årig fra 2012. Ligeledes matches en 69-

årig i 2040 med en 64-årig i 2012. Det sikrer, at adfærden i årene omkring folkepensionsalde-

ren forskydes med udviklingen i folkepensionsalderen. Alderskorrektionen for personer om-

kring folkepensionsalderen er konsistent med en antagelse om ”sund aldring”.

Det bemærkes, at alle tal i afsnit 4.4 er modelberegnede, herunder også tal for 2015. Det in-

debærer, at der kan være forskel på de beregnede tal for 2015 og de faktiske tal for 2015.

Ved udelukkende at vise modelberegnede opgørelser bliver det nemmere at belyse de isole-

rede virkninger af den strukturelle udvikling i fremskrivningen, som højere folkepensionsalder

og stigende uddannelsesniveau.

124

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt

forbrug

Ved kun at betragte indkomstforskelle på baggrund af disponibel indkomst, får man ikke et

dækkende billede af fordelingen af forbrugsmuligheder. Det skal blandt andet ses i lyset af, at

forbrugsmulighederne også påvirkes af serviceydelser tilvejebragt af det offentlige.

Danmark er blandt de lande i verden, hvor den offentlige sektor fylder mest i den samlede

økonomi. 26 pct. af Danmarks samlede produktion finder sted i den offentlige sektor. En me-

get stor del af den offentlige produktion er individuelle serviceydelser, der - uden eller mod en

begrænset betaling - bliver stillet til rådighed for alle borgere med et bestemt behov.

I Danmark er der eksempelvis i høj grad fri og lige adgang til fx kompetencegivende uddan-

nelse, sundhed og pleje. Andre offentlige serviceydelser er forbundet med en forholdsvis be-

skeden egenbetaling, der i nogle tilfælde er indkomstafhængig. Det gælder fx daginstitutions-

pasning, hvor det offentlige tilskud understøtter forældrenes deltagelse på arbejdsmarkedet.

Et hovedformål med indretningen af det danske velfærdssamfund er at sikre lige muligheder

for alle borgere med hensyn til uddannelse, sundhedsvæsen og arbejde. Det er ikke blot med

til at skabe lighed og tryghed, men er også med til at understøtte velstandsudviklingen, når

alle har mulighed for at få en uddannelse. Et andet hovedformål er at sikre omsorg for de

svageste borgere. Den store offentlige sektor forudsætter til gengæld et betydeligt skattetryk,

hvilket påvirker borgernes økonomiske gevinster ved at arbejde og dygtiggøre sig.

Det relativt høje individuelle offentlige forbrug kombineret med fri og lige adgang til fx uddan-

nelse og sundhedsvæsen i Danmark betyder, at forskellene i forbrugsmuligheder reelt er

mindre, end forskellene i den disponible indkomst indikerer. Det er derfor vigtigt at inddrage

det individuelle offentlige forbrug, når man skal have et nuanceret billede af fordelingen i

Danmark.

Hovedkonklusionerne i kapitlet er:



De udvidede forbrugsmuligheder er dem, vi har som følge af vores private rådig-

hedsbeløb, og serviceydelser, vi kan modtage fra det offentlige. Danmark er det

OECD-land, hvor det individuelle offentlige forbrug udgør den største andel af de

udvidede forbrugsmuligheder (28 pct.) efterfulgt af Sverige.

I gennemsnit modtog hver dansker serviceydelser fra det offentlige for 55.000 kr.

per person i 2014. Det dækker imidlertid over stor individuel variation, der i høj grad

afspejler den enkeltes alder. Servicetrækket er klart størst i starten og slutning af li-



Fordeling og incitamenter 2017

127

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

vet. Børn og unge er i pasning og uddannelse, mens ældre typisk har større behov

for sundhedsydelser og pleje.



Personer uden for arbejdsmarkedet har også et relativt stort individuelt offentligt

forbrug, fordi mange har brug for hjælp til sociale eller sundhedsmæssige proble-

mer eller en aktiv indsats for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Førtidspensioni-

ster havde eksempelvis et servicetræk på 116.000 kr. per person i 2014, mens det

gennemsnitlige servicetræk for beskæftigede var 16.000 kr.

Mens der er stor forskel i det individuelle servicetræk i et enkelt år, så er forskellene

væsentlig mindre set over livet. Det hænger især sammen med, at de fleste har et

stort servicetræk i både starten og slutningen af livet.

Det hænger også sammen med, at personer med en stærk tilknytning til arbejds-

markedet typisk har haft et større træk på uddannelsessystemet, mens personer

med en svag tilknytning til arbejdsmarkedet typisk har et større træk på sociale

ydelser samt sundheds- og plejeydelser.

Der er således ikke markant forskel på det gennemsnitlige servicetræk over livet for

forskellige uddannelses- og indkomstgrupper, selvom der er en tendens til, at det

individuelle offentlige forbrug er aftagende med livsindkomsten.

Det individuelle offentlige forbrug bidrager isoleret set til at reducere forskellene i

forbrugsmuligheder. Forskellene i udvidede forbrugsmuligheder over et livsforløb

(målt med Gini-koefficienten) er 3,7 pct.-point lavere end forskellene i disponible

indkomster.



5.1

Hvad er det individuelle offentlige forbrug?

Forbrug kan være tilvejebragt og finansieret privat eller gennem den offentlige sektor. Det

private forbrug samt den del af det offentlige forbrug, der betales via brugerbetaling, er finan-

sieret af familiernes disponible indkomster. Forbrug, der stilles gratis til rådighed af den of-

fentlige sektor, er finansieret af skatteindtægter.

Det varierer fra land til land, hvilke typer af forbrug, der tilvejebringes af den offentlige sektor.

Sammenlignet med de fleste andre lande, har den offentlige sektor i Danmark en forholdsvis

stor rolle, idet en lang række services ydes af den offentlige sektor. Det gælder blandt andet

individuelt offentligt forbrug i form af børnepasning, undervisning, uddannelse, pleje og sund-

hed.

Det private og det

individuelle

offentlige forbrug udgør tilsammen de udvidede forbrugsmulig-

heder. Der er således set bort fra det

kollektive

offentlige forbrug, som ikke kan henføres til

en enkelt borger, fx udgifter til politi, forsvar og infrastruktur. I denne analyse defineres det in-

dividuelle offentlige forbrug som i nationalregnskabet, dog tillagt overførsler til privat- og ef-

terskoler, jf. bilag 5.1.

128

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

I Danmark udgør individuelt offentligt forbrug cirka 28 pct. af de samlede forbrugsmuligheder,

jf. figur 5.1.

Figur 5.1

De udvidede forbrugsmuligheder i 2014

Individuelt offentligt

forbrug

371 mia. kr.

28 pct.

72 pct.

Disponibel indkomst

957 mia. kr.

Anm.: Udvidede forbrugsmuligheder er omgjort som disponibel indkomst tillagt individuelt offentligt for-

brug.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag samt Database for Integrerede Offentlige Regnska-

ber (DIOR).

Opgørelserne i denne analyse siger ikke noget om effektiviteten af de serviceydelser, der til-

vejebringes af det offentlige, men blot omfanget af dem. Det individuelle offentlige forbrug

udgør imidlertid en stor del af de udvidede forbrugsmuligheder og bør medregnes, hvis man

skal have et komplet billede af fordelingen af forbrugsmulighederne i Danmark.

I en række andre lande udgør det offentlige forbrug en langt mindre andel af de udvidede

forbrugsmuligheder. Det afspejler, at fx sundheds- og uddannelsesområdet i langt højere

grad kan være privat organiseret og finansieret, hvorfor den offentlige sektor betyder langt

mindre for omfordelingen af forbrugsmulighederne i disse lande.

Danmark og Sverige er de to lande i OECD, hvor det individuelle offentlige forbrug udgør den

største del af de udvidede forbrugsmuligheder. I Nederlandene, Norge og Island fylder det

individuelle offentlige forbrug også relativt meget, mens de individuelle offentlige forbrugsmu-

ligheder i en række lande udgør omkring eller under 15 pct. af de samlede forbrugsmulighe-

der, jf. figur 5.2.

Fordeling og incitamenter 2017

129

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Figur 5.2

Individuelt offentligt forbrug i udvalgte OECD-lande i 2014

Pct. af udvidede forbrugsmuligheder

DNK SWE NLD NOR ISL

FIN

BEL FRA CZE EST SVN SVK HUN ESP

ITA

POL PRT LVA GRC

Pct. af udvidede forbrugsmuligheder

Anm.: OECD’s opgørelse af individuelt offentligt forbrug omfatter ikke overførsler til fri- og privatskoler.

OECD’s metode til opgørelse af disponibel indkomst adskiller sig på visse punkter fra de nationale

danske opgørelser. Blandt andet indregner OECD ikke imputeret afkast af egen bolig eller negativ

nettokapitalindkomst mv.

Kilde: OECD Stat.

Det individuelle offentlige forbrug udgjorde samlet set 371 mia. kr. i Danmark i 2014. Knap en

tredjedel af de samlede udgifter vedrører sundhedsområdet, mens udgifter til uddannelse ud-

gør cirka 28 pct., jf. figur 5.3.

Figur 5.3

Individuelt

offentligt forbrug på hovedområder i

2014

Figur 5.4

Individualiserbart

offentligt forbrug på hoved-

områder i 2014

Kultur

0 mia. kr.

(0 pct.)

Sundhed

103 mia. kr.

14 pct.

31 pct.

28 pct.

Pleje

53 mia. kr.

Kultur

12 mia. kr.

(3 pct.)

Sundhed

114 mia. kr.

Pleje

53 mia. kr.

14 pct.

Børn og

social mv.

89 mia. kr.

24 pct.

28 pct.

Børn og

social mv.

68 mia. kr.

18 pct.

27 pct.

Uddannelse

102 mia. kr.

Uddannelse

99 mia. kr.

Anm.: Individualisering af det offentlige forbrug på hovedområder er beskrevet i detaljer i bilag 5.2 og 5.3.

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

Af de 371 mia. kr., som det individuelle offentlige forbrug udgjorde i 2014, er 322 mia. kr. in-

dividualiserbart. Det vil sige, at forbruget kan henføres til konkrete personer, der eksempelvis

130

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

har gjort brug af et uddannelsestilbud eller sundhedsbehandling. Langt de fleste ydelser på

sundheds-, uddannelses-, pleje- samt børne- og socialområdet mv. kan henføres til konkrete

personer, jf. figur 5.4. Omvendt er det individuelle offentlige forbrug på kulturområdet ikke in-

dividualiserbart. Det skyldes, at der ikke findes tilgængelige oplysninger om, hvilke konkrete

personer, der eksempelvis har besøgt museer, teatre mv.

I dette kapitel fokuseres på fordelingsvirkningerne af det individuelle offentlige forbrug, hvor-

for der i den resterede del af kapitlet ses bort fra den del af det individuelle offentlige forbrug,

der ikke kan knyttes til konkrete personer.

5.2

Træk på offentlige serviceydelser i et enkelt år

Forbruget af individuelt offentligt forbrug er i mange sammenhænge behovsbestemt. Eksem-

pelvis vil sundhedsydelser i mange tilfælde være knyttet til behandling af en sygdom, ligesom

personlig pleje eller hjemmehjælp er betinget af, at man ikke er i stand til at klare opgaverne

selv. Andre typer af individuelt offentligt forbrug er mere eller mindre direkte knyttet til be-

stemte aldersgrupper, fx børnepasning og undervisning i folkeskolen.

Udgifterne til uddannelse er stærkt koncentreret på børn og unge. Alle aldersgrupper har i

sagens natur et træk på sundhedsydelser, herunder konsultationer hos egen læge, men ud-

giftstrækket er tiltagende i takt med alderen, jf. figur 5.5.

Figur 5.5

Individualiserbart offentligt forbrug opdelt på alder i 2014

Mia. kr.

Alder

Mia. kr.

Sundhedsvæsen

Uddannelse

Børne- og socialområdet mv.

Plejeområdet

Anm.: Udgifterne til handicaprelaterede ydelser er opregnet for at nå den fulde udgift, jf. bilag 5.3.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er relativt få personer i de ældre aldersgrupper. Billedet bliver derfor noget mere tydeligt,

hvis man ser på udgifterne til individuelt offentligt forbrug per person. Der er en tydelig ten-

dens til, at udgifterne per person er størst i starten og slutningen af livet.

Fordeling og incitamenter 2017

131

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Blandt børn udgør udgifterne i gennemsnit omkring 90.000 kr. om året. I den erhvervsaktive

alder er de noget mindre, mens udgifterne per person stiger kraftigt efter pensionsalderen i

takt med stigende træk på sundhed og pleje, jf. figur 5.6.

Figur 5.6

Individualiserbart offentligt forbrug per person opdelt på alder i 2014

1.000 kr.

225

200

175

150

125

100

Alder

1.000 kr.

225

200

175

150

125

100

Sundhedsvæsen

Uddannelse

Børne- og socialområdet mv.

Plejeområdet

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er imidlertid også personer i den erhvervsaktive alder, som har et betydeligt træk på

sundhedsydelser i den offentlige sektor.

Det gør sig fx gældende for førtidspensionister, som i gennemsnit har et træk på godt 40.000

kr. om året. Fuldt ledige m.fl. (herunder sygedagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtage-

re med andre problemer end ledighed) samt efterlønsmodtagere har også et relativt højt træk

på sundhedsydelser, men det er væsentlig lavere end for førtidspensionister, jf. figur 5.7.

Fuldt ledige m.fl. og førtidspensionister har desuden et betydeligt træk på serviceydelser på

børne- og socialområdet mv. Det kan fx være sociale ydelser til mennesker med handicap el-

ler socialt udsatte voksne eller for dagpenge- og kontanthjælpsmodtageres vedkommende

udgifter til en beskæftigelsesrettet indsats.

132

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Figur 5.7

Individualiserbart offentligt forbrug per person opdelt på arbejdsmarkedstilknytning mv. i 2014

1.000 kr.

120

100

Børn

Uddannelses- Beskæftigede

Fuldt

søgende

ledige m. fl.

Uddannelse

Førtids-

pensionister

Efterløns-

modtagere

Andre 18-66 Over 66-årige

-årige

Plejeområdet

1.000 kr.

120

100

Sundhedsområdet

Børne- og socialområdet mv.

Anm.: ’Børn’ dækker alle personer under 18 år. ’Beskæftigede ’indeholder personer, der har været beskæfti-

get i dele eller hele året. ’Andre 18-66-årige’ omfatter personer, der ikke passer ind i de andre katego-

rier, mens ’Over 66-årige’ dækker alle personer over 66 år.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

5.3

Fordelingen af det individuelle offentlige forbrug

Det individuelle offentlige forbrug udgør som nævnt en relativt stor del af de udvidede for-

brugsmuligheder i Danmark. Det offentlige forbrug medvirker til at omfordele forbrugsmulig-

hederne i et enkelt år, fordi det offentlige forbrug fylder relativt meget i bunden af indkomst-

fordelingen.

Det skal ses i sammenhæng med, at ældre og personer uden for arbejdsmarkedet – som har

et relativt stort træk på sundhedsydelser og sociale ydelser – udgør en stor del af gruppen i

den nederste halvdel af indkomstfordelingen. Studerende, som i sagens natur har et stort

træk på ydelser i uddannelsessystemet, har også typisk en indkomst, der placerer dem i den

nederste del af indkomstfordelingen.

Det individuelle offentlige forbrug per person i den nederste halvdel af indkomstfordelingen –

1. til 5. indkomstdecil – udgør i omegnen af 80.000 til 90.000 kr., jf. figur 5.8. Personer, som

har de 10 pct. højeste indkomster, har et individuelt offentligt forbrug på knap 50.000 kr. i

gennemsnit.

Der er tale om gennemsnitsbetragtninger. Der er personer med en relativt lav disponibel ind-

komst, som har et lille træk på offentlige serviceydelser, ligesom der er personer med en rela-

tivt høj disponibel indkomst med et stort servicetræk. Det skal ses i lyset af, at sigtet med det

individuelle offentlige forbrug ikke kun er at omfordele forbrugsmuligheder til personer med

relativt lav indkomst.

Fordeling og incitamenter 2017

133

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Figur 5.8

Individualiserbart offentligt forbrug per person opdelt på indkomst i 2014

1.000 kr.

100

1.000 kr.

100

1. decil

2. decil

3. decil

4. decil

Uddannelse

5. decil

6. decil

7. decil

8. decil

9. decil

10. decil

Sundhedsområdet

Børne- og socialområdet mv.

Plejeområdet

Anm.: Personerne er rangeret efter ækvivaleret disponibel indkomst, jf. kapitel 4. Det individuelle offentlige

forbrug er ækvivaleret for at tage højde for stordriftsfordele i familien.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Man kan også vise, at det individuelle offentlige forbrug bidrager til at omfordele ved at se på

den såkaldte Gini-koefficient.

Forskellene i de private forbrugsmuligheder, som kan henføres til de disponible indkomster,

målt ved Gini-koefficienten udgør 27,1 pct. i 2014. Hvis man i stedet ser på de udvidede for-

brugsmuligheder, der består af den disponible indkomst og det individualiserbare offentlige

forbrug, er forskellene mindre. Gini-koefficienten falder således med 2,2 pct.-point, jf. figur

5.9. Det afspejler, at det offentlige forbrug er med til at udjævne forbrugsmulighederne.

Figur 5.9

Forskelle i disponibel indkomst og udvidede forbrugsmuligheder i 2014

Gini-koefficient, pct.

Disponibel indkomst

Udvidede forbrugsmuligheder

med forsikringsprincip

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Det individuelle offentlige forbrug er ækvivaleret for at tage højde for stordriftsfordele i familien.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

134

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Omfordelingsvirkningerne kan imidlertid være undervurderet, når de udvidede forbrugsmulig-

heder er beregnet med udgangspunkt i det faktiske servicetræk på de offentlige serviceydel-

ser. Det skal ses i lyset af, at servicetrækket på sundhedsområdet er meget ujævnt fordelt.

Personer, der fx har fået en meget dyr operation, har i det pågældende år et meget stort træk

på de offentlige serviceydelser. Mange, der har et beskedent træk i det pågældende år, vil

have et træk i andre år, som kan være på flere millioner kroner, og kan desuden tillægge det

stor værdi, at de har adgang til sundhedsydelser, hvis de skulle får brug for dem. Det kan

derfor være relevant at opgøre nogle dele af det offentlige forbrug med udgangspunkt i et for-

sikringsprincip.

Benyttes forsikringsprincippet falder Gini-koefficienten med yderligere 1,8 pct.-point. Boks 5.1

beskriver, hvordan forsikringsprincippet er beregnet og for hvilke serviceydelser.

Boks 5.1

Forsikringsprincip for udvalgte offentlige serviceydelser

I hovedparten af analyserne er det individualiserbare offentlige forbrug opgjort som den enkeltes skønnede

træk. En alternativ tilgang er at anvende et forsikringsprincip for den del af forbruget, der er udtryk for en

forsikringslignende ydelse (fx sundhedsområdet), og som ikke er udtryk for en reel forbrugsbeslutning (fx

uddannelsesområdet).

Ved at opdele det faktiske individualiserbare offentlige forbrug i reelt forbrug og forbrug, der har karakter af

forsikringslignende ydelser, tages der højde for, at nogle former for offentligt forbrug har en værdi, uanset

om der gøres brug af muligheden eller ej. Værdien for de ’forsikrede’, der ikke modtager ydelsen, afspejler

trygheden og visheden om, at de er dækkede uanset deres fremtidige helbred.

Beregningsteknisk antages det, at forsikringsværdien er den samme for alle på samme alderstrin. Derved

har alle 80-årige den samme værdi af ydelsen, uanset om de modtager den eller ej. Der tages således ikke

højde for, at nogle grupper (inden for alderstrinnet) kan have større eller mindre sandsynlighed for at gøre

brug af de pågældende ydelser, som følge af forskellig levevis mv.

I opgørelser med forsikringsprincippet, er det alene anvendt på sundhedsområdet. På andre områder er

forbruget fordelt med udgangspunkt i det faktisk skønnede forbrug.

De forskellige dele af det individualiserbare offentlige forbrug har forskellige fordelingsvirk-

ninger. Det er især udgifterne til uddannelse, der bidrager til at omfordele forbrugsmulighe-

derne, samt i et vist omfang ydelser på børne- og socialområdet mv., jf. figur 5.10. Sund-

hedsområdet bidrager også til omfordelingen i væsentligt omfang, hvis man tager udgangs-

punkt i forsikringsprincippet. Plejeområdet bidrager umiddelbart ikke til omfordelingen, da der

er samlet relativt store udgifter på nogle få individer.

Fordeling og incitamenter 2017

135

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Figur 5.10

Individualiserbart offentligt forbrugs bidrag til forskelle i forbrugsmuligheder i 2014

Gini-koefficient, pct.-point

-1

-2

-3

-4

Sundhedsområdet

Uddannelse

Uden forsikringsprincip

Plejeområdet

Børne- og

socialområdet mv.

Med forsikringsprincip

I alt

Gini-koefficient, pct.-point

-1

-2

-3

-4

Anm.: Udregningen bag figuren er foretaget ved en additiv Gini-udregning i den rækkefølge områderne op-

træder i figuren. Beregningsrækkefølgen har en begrænset effekt på forskellene.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Ovenstående viser, at det offentlige forbrug er omfordelende. Fordelingsvirkningerne af det

offentlige forbrug i et enkelt år fortæller imidlertid ikke hele historien om, hvordan det offentli-

ge forbrug omfordeler forbrugsmuligheder.

En stor del af trækket på offentlige serviceydelser hænger tæt sammen med, at befolkningen

er på forskellige livsstadier. Eksempelvis har studerende typisk aktuelt et stort offentligt for-

brug og en relativ lav indkomst, mens livsindkomsten i mange tilfælde ligger i den høje ende.

Hvis man skal have en dækkende beskrivelse af, hvordan det offentlige forbrug omfordeler,

er det nødvendigt at se på indkomsten og trækket på offentlige serviceydelser i et livsforløbs-

perspektiv.

5.4

Individualiseret offentligt forbrug over livet

I mange sammenhænge præsenteres fordelingsvirkninger i et enkelt år, men det vil ofte være

relevant at inddrage livsforløbsbetragtninger. Det gør sig også gældende, når man ser på

fordelingsvirkningerne af det individualiserbare offentlige forbrug.

Det individuelle offentlige forbrug udgør omkring 40.000 kr. per person om året. Det svarer til

ca. 3,2 mio. kr. per person i løbet af et liv, der varer 80 år.

Hvor meget den enkelte trækker på offentlige serviceydelser på hvert alderstrin, vil for langt

de fleste variere betydeligt over livsforløbet. Mens der er stor forskel på, hvor meget to per-

soner trækker på serviceydelser i et enkelt år, så vil forskellen typisk være væsentligt mindre

i et livsforløb.

136

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

For en 25-årig studerende, der i året har et gennemsnitligt træk på det offentlige forbrug på

62.000 kr., vil det over livet være 40.000 kr. i gennemsnit per år. Det svarer nogenlunde til det

gennemsnitlige servicetræk over livet for en 75-årig pensionist og en 50-årig, der aktuelt er i

beskæftigelse, selv om deres servicetræk i året er forskelligt, jf. tabel 5.1.

Tabel 5.1

Gennemsnitlig individualiserbart offentligt forbrug i året og over livet

Alder og beskæftigelse

25-årig studerende

50-årig beskæftiget

75-årig pensionist

I året

62.000 kr.

14.000 kr.

62.000 kr.

Over livet

40.000 kr.

38.000 kr.

43.000 kr.

Anm.: Det individualiserbare offentlige forbrug er ækvivaleret og beregnet eksklusive udgifter til handicap-

lignende ydelser, jf. boks 5.2.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Beregningen af livsforløb er beskrevet i boks 5.2.

Fordeling og incitamenter 2017

137

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Boks 5.2

Dannelse af livsforløb

Indkomstforskelle set over livet er beregnet ud fra såkaldt fiktive livsforløb, som er dannet ved hjælp af stati-

stisk match med udgangspunkt i et 2-årigt panel. Indkomsten repræsenterer de samfundsmæssige forhold i

2013 og 2014. Der dannes i alt ca. 26.000 fiktive livsforløb. De sammensatte livsforløb dækker livsforløbet

fra det 18. til det 90. år. Der betragtes derfor i dette kapitel ækvivalerede offentlige udgifter for at kunne for-

dele udgifter til daginstitution og uddannelse for børn.

Hvert livsforløb består af oplysninger fra en repræsentativ gruppe af personer, der matches ud fra 7 kriterier:

Køn, antal voksne i familien, om der er børn i familien, uddannelsesniveau, eventuel studietid, boligtype og

disponibel indkomst. Livsindkomsten dannes ved for hvert livsforløb at beregne gennemsnittet af de årlige

indkomster for de personer, som livsforløbet er sammensat af. Ud fra samme tankegang kan de fiktive livs-

forløb også anvendes til at illustrere en persons offentlige forbrug set over livet.

Udgangspunktet for det statistiske match er personer i alderen 50 år i 2014. Uddannelsesniveauet er højest

blandt de yngre aldersklasser i befolkningen og lavest i den ældre del af befolkningen. Ved at tage ud-

gangspunkt i midten af aldersfordelingen bliver det gennemsnitlige uddannelsesniveau for livsforløbene re-

præsentativt for den midaldrende del af befolkningen, og dermed lidt højere end det faktiske for de ældste

og lidt mindre end det for de yngste.

Det antages i beregningen, at væksten i realindkomsterne svarer til realrenten. Det betyder, at de to mod-

satrettede effekter ”går ud”, og indkomst uanset optjeningstidspunkt har samme vægt. Hele livsforløbet reg-

nes således i 2014 pris- og indkomstniveau. I datagrundlaget korrigeres indkomsterne for perioden 2013

(fordelt på aldersklasser) til 2014-niveau. Da der kun er indberetninger for udgifterne til personer med han-

dicaprelaterede ydelser for godt halvdelen af landets kommuner, ses der bort fra disse udgifter, ved bereg-

ninger for livsforløb, jf. bilag 5.3.

I et enkelt år har de 10 pct. med det største træk på offentlige serviceydelser et forbrug på

cirka 310.000 kr. i gennemsnit (10. decil). Hvis man ser på et livsforløb, er der væsentlig min-

dre spredning og de 10 pct., som trækker mest, har et gennemsnitligt træk på cirka 90.000 kr.

per år over livsforløbet, jf. figur 5.11.

138

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Figur 5.11

Individualiserbart offentligt forbrug per person i et enkelt år og over livet

1.000 kr.

350

300

250

200

150

100

1. decil

2. decil

3. decil

4. decil

5. decil

6. decil

7. decil

Individuelt offentligt forbrug

8. decil

9. decil

10. decil

1.000 kr.

350

300

250

200

150

100

Et enkelt år

Over livet

Anm.: Decilinddelingen vedrører fordelingen af individualiserbart offentligt forbrug. For det enkelte år be-

tragtes kun personer mellem 18 og 90 år for at kunne sammenligne med livsforløb, jf. boks 5.1.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Set over livet er udgiftstrækket aftagende, jo større tilknytning til arbejdsmarkedet den enkelte

har haft. Personer med en svag tilknytning til arbejdsmarkedet har i gennemsnit et højere for-

brug af sundheds- og plejeydelser samt sociale ydelser i løbet af livet, mens personer med

en stærk tilknytning har et større træk på uddannelsessystemet, jf. figur 5.12.

Figur 5.12

Gennemsnitligt årligt individuelt offentligt forbrug over et livsforløb opdelt på antal år på arbejds-

markedet

1.000 kr.

Under 10 år

Sundhedsområdet

10-19 år

20-29 år

Antal år på arbejdsmarkedet

Uddannelse

Børne- og socialområdet mv.

30 år eller mere

Plejeområdet

1.000 kr.

Anm.: For beskrivelse af servicetræk over livsforløb se boks 5.2.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Fordeling og incitamenter 2017

139

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Der er ikke stor forskel på det gennemsnitlige årlige udgiftstræk over livet på tværs af uddan-

nelsesniveauer. Der er dog en tendens til, at ufaglærte har et større træk på offentlige ser-

viceydelser end personer med uddannelse udover grundskole, jf. figur 5.13.

Figur 5.13

Gennemsnitligt årligt individuelt offentligt forbrug over et livsforløb opdelt på uddannelse

1.000 kr.

Ufaglært

Sundhedsområdet

Faglært

Uddannelse

KVU

MVU

LVU

Plejeområdet

Børne- og socialområdet mv.

Anm.: For beregning af servicetræk over livsforløb se boks 5.2.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Der er også en tendens til, at personerne med de laveste livsindkomster har det største indi-

viduelle offentlige forbrug. Det skyldes især et relativt stort træk inden for plejeområdet samt

børne- og socialområdet, jf. figur 5.14

Figur 5.14

Gennemsnitligt årligt individuelt offentligt forbrug igennem et livsforløb opdelt på indkomst

1.000 kr.

1. decil

2. decil

3. decil

4. decil

Uddannelse

5. decil

6. decil

Indkomstdecil

7. decil

8. decil

9. decil

10. decil

1.000 kr.

Sundhedsområdet

Børne- og socialområdet mv.

Plejeområdet

Anm.: Personerne er rangeret efter disponibel indkomst over livsforløbet. Det individuelle offentlige for-

brug er ækvivaleret for at tage højde for stordriftsfordele i familien.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

140

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Der er væsentlig mindre forskel i trækket på serviceydelser på sundhedsområdet, når man

betragter livsforløb, end når man betragter et enkelt år. Brugen af et forsikringsprincip for ser-

viceydelser på sundhedsområdet, har derfor begrænset betydning i livsindkomstberegninger-

ne. Det skyldes, at langt de fleste har et væsentligt træk på sundhedsydelser i løbet af deres

liv. Derfor bliver de markante forskelle i trækket på sundhedsydelser i et enkelt år udvisket,

når man i stedet ser over livet.

De opgjorte forskelle i de udvidede forbrugsmuligheder over livet er derfor omtrent de samme

med og uden forsikringsprincip. Gini-koefficienten for de udvidede forbrugsmuligheder i et

enkelt år er omkring 25 pct., mens den set over et livsforløb er godt 12 pct. Det vil sige, at der

er væsentligt mindre forskelle på de udvidede forbrugsmuligheder over livet, jf. figur 5.15.

Figur 5.15

Forskelle i udvidede forbrugsmuligheder i et enkelt år og gennem et livsforløb

Gini-koefficient, pct.

I et enkelt år

Uden forsikringsprincip

Livsforløb

Med forsikringsprincip

Gini-koefficient, pct.

Anm.: Personerne er rangeret efter disponibel indkomst over livsforløbet. Det individuelle offentlige for-

brug er ækvivaleret for at tage højde for stordriftsfordele i familien.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Når forskellene på forbrugsmuligheder i et livsforløb er mindre, afspejler det, at forskellene i

både disponibel indkomst og trækket på offentlige serviceydelser er mindre i et livsforløb end

i et enkelt år. De offentlige udgifter til uddannelsesaktiviteter bidrager i væsentligt mindre om-

fang til at omfordele i et livsperspektiv end i et enkelt år. Det skal blandt andet ses i sammen-

hæng med, at personer, der får en uddannelse, typisk også får en højere livsindkomst, end

hvis de ikke fik en uddannelse, jf. figur 5.16

Fordeling og incitamenter 2017

141

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Figur 5.16

Individuelt offentligt forbrugs bidrag til ændring i indkomstforskelle

Gini-koefficient, pct.-point

-1

-2

-3

-4

Sundhedsområdet

I et enkelt år

Uddannelse

Plejeområdet

Børne- og

socialområdet mv.

I alt

Livsforløb

Gini-koefficient, pct.-point

-1

-2

-3

-4

I et enkelt år med forsikringsprincip

Anm.: Udregningen bag figuren er foretaget ved en additiv Gini-udregning i den rækkefølge områderne op-

træder i figuren. Beregningsrækkefølgen har en begrænset effekt på resultaterne.

Kilde: Egne beregninger på lovmodellens datagrundlag.

Plejeområdet, der i et enkelt år har en positiv virkning på forskellene i forbrugsmuligheder, bi-

drager over et livsforløb til omfordelingen. Dette skyldes, at de fleste modtager plejeydelser i

løbet af deres liv.

142

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Bilag 5.1

Definition af individuelt offentligt forbrug

De offentlige udgifter kan deles op i individuelle og kollektive udgifter. De individuelle udgifter

går til enkelte borgere i samfundet, mens kollektive udgifter går til samfundet som helhed. I

nationalregnskabet deles udgifterne op på individuelle og kollektive udgifter efter de såkaldte

COFOG (Classification of the Functions of Goverment) koder.

Individuelle udgifter kan i nationalregnskabet henføres til de følgende COFOG-koder:

7 Sundhedsvæsen



7.1 Medicinske produkter, apparater og udstyr



7.2 Ambulant behandling



7.3 Hospitalstjenester



7.4 Offentligt sundhedsvæsen

8 Fritid, kultur og religion



8.1 Fritids- og sportstjenester



8.2 Kulturtjenester

9 Undervisning



9.1 Førskoleundervisning og primær undervisning



9.2 Sekundær undervisning



9.3 Undervisning på niveauet mellem sekundær undervisning og tertiær undervisning



9.4 Tertiær undervisning



9.5 Undervisning uden for niveauplacering



9.6 Hjælpemidler i forbindelse med undervisning

10 Social beskyttelse



10.1 Sygdom og invaliditet



10.2 Alderdom



10.3 Efterlevende



10.4 Familie og børn



10.5 Arbejdsløshed



10.6 Bolig



10.7 Sociale ydelser i.a.n. (intet andetsteds nævnt)

De offentlige udgifter består af overførsler og investeringer mv. samt forbrug. Det offentlige

forbrug består af den service, som det offentlige stiller til rådighed for befolkningen.

Individuelt offentligt forbrug defineres i nationalregnskabet som offentligt forbrug, der kan de-

fineres som en individuel udgift via COFOG-koderne.

I forbindelse med hovedrevisionen af nationalregnskabet i 2014 (på baggrund af de nye ret-

ningslinjer i ESA 2010) blev blandt andet sektoren ”Offentlig forvaltning og service” afgræn-

set, hvilket betød, at en række institutioner skiftede sektor, som følge af en øget vægt på au-

tonomi i beslutningerne og mindre vægt på finansieringen i institutionerne.

Mens nogle institutioner nu indgår i offentlig forvaltning og service, fx A/S Øresund, er andre

institutioner udgået, fx ”frie skoler” bestående af privat- og efterskoler, som nu indgår i sekto-

Fordeling og incitamenter 2017

143

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

ren Non-Profit-Institutioner rettet mod Husholdning (NPISH). Den ændrede afgræsning af of-

fentlig forvaltning og service har reduceret det offentlige forbrug med 1,8 pct. i 2008.

Der er i denne publikation valgt at inkludere overførsler til frie skoler i det offentlige forbrug,

da man finansieringsmæssigt kan argumentere for, at udgiften kan klassificeres, som offent-

ligt forbrug.

144

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Bilag 5.2

Detaljeret fordeling af det offentlige forbrug

Grundet inkluderingen af overførsler til frie skoler er det offentlige forbrug i denne opgørelse

godt 8 mia. højere end i Danmarks Statistiks opgørelser, jf. bilag 5.1. Fordelingen af det of-

fentlige forbrug i 2014 på detaljerede forbrugsområder fremgår af tabellen herunder.

Tabel B5.1

Fordeling af det offentlige forbrug i 2014

Forbrugsgruppe

Individuel

Forbrugsområde

Sundhedsområdet

- Sygehusvæsen

- Sygesikring

- Almen lægehjælp

- Speciallægehjælp

- Medicintilskud

- Tandlægebehandling

- Øvrig sygesikring

- Ikke-individualiserbare udgifter

Uddannelse

- Grundskoler

- Ungdomsuddannelser

- Videregående uddannelser

- Voksenuddannelser

- Ikke-individualiserbare udgifter

Socialområdet mv.

- Daginstitutioner

- Voksne med særlige behov

- Børn og unge med særlige behov

- Beskæftigelsesindsats

- Ikke-individualiserbare udgifter

Plejeområdet

- Plejehjem

- Hjemmehjælp

Kultur

- Ikke-individualiserbare udgifter

I alt

- Individualiserbare udgifter

- Ikke-individualiserbare udgifter

Kollektiv

I alt

Forsvar, politi, domstole, mv.

Mia. kr.

114

102

371

322

149

520

Andel af individuelt, pct.

100

Anm.: Tandlægebehandling er inklusive kommunal tandpleje. Forbrugsområdet ’Grundskoler’ er inklusive

overførsler til frie skoler, jf. bilag 5.1.

Kilde: Nationalregnskabstal fordelt efter funktionskoder samt lovmodellens datagrundlag, jf. bilag 5.3

Fordeling og incitamenter 2017

145

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Bilag 5.3

Individualisering af det offentlige forbrug

Udgifter, der er 100 pct. egen- eller forsikringsfinansieret, indgår ikke i opgørelserne.

Sundhedsområdet

Sygehusvæsen

Offentlige udgifter til hospitalsbenyttelse individualiseres med udgangspunkt i Landspatient-

registret, der indeholder oplysninger om takster for ambulante og stationære behandlinger.

Udgifter kalibreres til de individuelle offentlige forbrugsudgifter på funktionskode 1.10.01, jf.

tabel B5.2.

Medicintilskud

Offentlige udgifter til medicintilskud (som er en del af sygesikringen) fordeles på individer

med udgangspunkt i Lægemiddeldatabasen. Registret indeholder oplysninger om alle perso-

nens medicintilskud i løbet af året. Udgifter kalibreres til de individuelle offentlige forbrugsud-

gifter på funktionskode 1.20.12, jf. tabel B5.2.

Sygesikring (ekskl. medicin)

Udgifterne til sygesikring fordeles med udgangspunkt i registeroplysninger om benyttelse af

almen læge, speciallæge, tandlæge og øvrige sygesikringsydelser. Derimod findes ikke op-

lysninger om brug af kommunal børnetandpleje, hvorfor udgifterne hertil fordeles ligeligt på

alle 1-17-årige, dog korrigeres for indvandringstidspunkt, fødselskvartal for 1-årige og 18-

årige samt udvandrings-/dødstidspunkt.

Udgifterne kalibreres til de individuelle offentlige forbrugsudgifter for:



Almen lægehjælp: funktionskode 1.20.10.



Speciallægehjælp: funktionskode 1.20.11.



Tandlægebehandling: funktionskode 1.20.13.



Resterende sygesikring: funktionskode 1.20.14-1.20.30



Kommunal tandpleje: funktionskode 4.62.85

Jf. tabel B5.2.

146

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Tabel B5.2

Offentlige individuelle udgifter på sundhedsområdet

Område

Sygehusvæsen

Funktions-

kode

1.10.01

1.20.10

1.20.11

1.20.12

1.20.13

1.20.14

1.20.15

1.20.16

1.20.17

Sygesikring m.v.

1.20.18

1.20.19

1.20.20

1.20.21

1.20.22

1.20.23

1.20.24

1.20.25

1.20.30

Sundhedsudgifter m.v.

Samlet

4.62.85

Navn

Sygehuse

Almen lægehjælp

Speciallægehjælp

Medicin

Tandlægebehandling

Fysiurgisk behandling

Kiropraktor

Briller

Rejsesygeforsikring

Fodterapeuter

Psykologbehandling

Øvrige sygesikringsudgifter

Ernæringspræparater

Profylaktiske svangerundersøgelser

Lægeundersøgelse af børn

Vaccinationer

Høreapparater

Specialiseret tandplejetilbud

Kommunal tandpleje

Udgift

mio. kr.

80.286

8.145

3.351

5.618

1.337

416

123

233

543

200

201

2.169

103.077

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

Uddannelse

Ordinære uddannelser

For de ordinære uddannelser beregnes udgifterne på bagrund af enhedsudgifterne, der er

opgjort for en lang række uddannelsesretninger. Ud over enhedsudgifterne hentes antallet af

dage, den enkelte elev har været indskrevet på uddannelsen, fra Elevregisteret. Udgifterne

kalibreres til de individuelle offentlige forbrugsudgifter for de enkelte uddannelsesniveauer, jf.

tabel B5.1.

Voksenuddannelse

For voksenuddannelserne beregnes udgifterne på bagrund af de gennemsnitlige enhedsud-

gifter fordelt på 4 typer af uddannelse (VUC, folkehøjskoler, AMU og åbne uddannelser på

videregående niveau). Enhedsudgifterne justeres efter kursets aktivitetsomfang, samt hvor

stor en del af kurset, der er foretaget i året. Udgifterne kalibreres til de individuelle offentlige

forbrugsudgifter for voksenuddannelser, jf. tabel B5.1.

Fordeling og incitamenter 2017

147

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Socialområdet mv.

Daginstitutioner

For hvert barn, der er indskrevet i en daginstitution, kendes det beløb, forældrene som ud-

gangspunkt skal betale (bruttotaksten). Herudover kendes den gennemsnitlige forældrebeta-

lingsandel for daginstitutionstypen i kommunen. Ud fra disse oplysninger er det muligt at

estimere den offentlige enhedsudgift til det pågældende barn. Udgifter til søskenderabat,

økonomisk-, og pædagogisk friplads betragtes som overførsler og indgår ikke i det offentlige

forbrug på daginstitutionsområdet.

De samlede udgifter kalibreres til de individuelle offentlige forbrugsudgifter som fremgår af

tabel B5.3 herunder.

Tabel B5.3

Offentlige individuelle udgifter for daginstitutioner

Område

Funktions-

kode

3.22.05

3.22.16

3.22.17

Folkeoplysning og

fritidsaktiviteter m.v.

3.38.76

5.25.10

5.25.11

5.25.12

5.25.13

Dagtilbud til børn

og unge mv.

5.25.14

5.25.15

5.25.16

5.25.17

5.25.18

5.25.19

Samlet

Navn

Skolefritidsordninger

Specialpædagogisk bistand til børn i førskolealderen

Specialpædagogisk bistand til voksne

Ungdomsskolevirksomhed

Fælles formål (dagtilbud til børn og unge)

Dagpleje

Vuggestuer

Integrerede institutioner (institutioner som omfatter

mindst to af følgende: Daginstitution, fritidshjem eller

klubtilbud)

Daginstitutioner (Institutioner kun for børn indtil skole-

start)

Fritidshjem

Klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud

Særlige dagtilbud og særlige klubber

Åbne pædagogiske tilbud, legesteder mv.

Tilskud til privatinstitutioner, privat dagpleje, private fri-

tidshjem, private klubber og puljeordninger

Udgift

mio. kr.

2.758

103

471

1.716

1.355

3.731

779

2.672

13.177

268

1.065

979

29.090

Folkeskolen mm

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

148

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Børn og unge med særlige behov

Udgifter til børn og unge med særlige behov individualiseres ud fra Registeret for udsatte og

unge, som indeholder to registre; Børn og Unge Anbragte (BUA) og Børn og Unge Forebyg-

gende Foranstaltninger (BUFO). Udgifterne kalibreres efter udgifterne, der fremgår af tabel

B5.4.

Tabel B5.4

Offentlige individuelle udgifter for børn og uge med særlige behov

Område

Tilbud til børn

og unge med

særlige behov

Samlet

Funktions-

kode

5.28.20

5.28.21

5.28.23

5.28.24

Navn

Opholdssteder for børn og unge

Forbyggende foranstaltninger for børn og unge

Døgninstitutioner for børn og unge

Sikrede døgninstitutioner for børn og unge

Udgift

mio. kr.

6.072

3.790

2.892

12.781

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

Voksne med særlige behov

Udgifter forbundet med voksne med særlige behov individualiseres ud fra en række forskelli-

ge registre.

Udgifter til botilbud for personer med særlige sociale problemer individualiseres ud fra Anke-

styrelsens Botilbudsstatistik og kalibreres til udgifterne på funktionskode 5.38.42, jf. tabel

B5.5.

Udgifter til alkoholbehandling individualiseres ud fra Det Nationale Alkoholbehandlingsregi-

ster (NAB) fra Sundhedsdatastyrelsen, som indeholder informationer om personer, der er el-

ler har været indskrevet i alkoholbehandling. Udgifterne kalibreres til udgifterne på funktions-

kode 5.38.44, jf. tabel B5.5.

Udgifter til behandling af stofmisbrugere individualiseres ud fra Ankestyrelsens Register over

Stofmisbrugere i Behandling (SIB), som indeholder informationer om personer, der er ind-

skrevet i stofmisbrugsbehandling efter Sundhedslovens § 142. Udgifterne kalibreres til udgif-

terne på funktionskode 5.38.45, jf. tabel B5.5.

De resterende udgifter til voksne med særlige behov individualiseres efter De Kommunale

Serviceindikatorer, som er et forløbsregister indeholdende oplysninger om ydelser givet efter

Lov om Social Service (Serviceloven). Registret dækker tilbud og ydelser, som gives efter lov

om social service til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder personer

som modtager en indsats som følge af handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale pro-

blemer. Udgifterne til de enkelte tilbud og ydelser kalibreres til udgifterne på respektive funk-

tionskoder, jf. tabel B5.5. I 2014 havde kun 49 kommuner indberettet til registret, hvorfor kali-

breringerne er foretaget ud fra en opregning af populationen.

Fordeling og incitamenter 2017

149

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Tabel B5.5

Offentlige individuelle udgifter for voksne med særlige behov

Område

Funktions-

kode

5.38.42

5.38.44

Tilbud til

voksne

med

særlige

behov

5.38.45

5.38.50

5.38.52

5.38.53

5.38.58

5.38.59

Samlet

Navn

Botilbud mv. til personer med særlige sociale problemer

Alkoholbehandling og behandlingshjem for alkoholska-

dede

Behandling af stofmisbrugere

Botilbud til længerevarende ophold

Botilbud til midlertidigt ophold

Kontaktperson- og ledsagerordninger

Beskyttet beskæftigelse

Aktivitets- og samværstilbud

Udgift

mio. kr.

1.070

363

1.046

6.063

3.837

430

1.026

2.148

15.983

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

Beskæftigelsesindsats

Udgifterne til aktivering og administration af jobcentrene individualiseres på baggrund af regi-

sterdata fra Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase DREAM. DREAM indeholder ugent-

lige ydelsesoplysninger, der angiver fx om personen har været på dagpenge, på efterløn, på

kontanthjælp eller i aktivering. Udgifterne til den aktive beskæftigelsesindsats er individualise-

ret ved at gange de relevante enhedsudgifter på længden af det tilhørende ydelsesforløb. In-

divider kan for den samme uge pålægges udgifter fra flere af de definerede udgiftstyper.

De samlede udgifter kalibreres til de individuelle offentlige forbrugsudgifter, som fremgår af

tabel B5.6 herunder.

150

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Tabel B5.6

Offentlige individuelle udgifter for beskæftigelsesindsatsen

Område

Funktions-

kode

5.57.71

5.57.72

5.57.75

5.57.79

Førtidspensioner

og personlige

tillæg

5.58.80

5.58.81

5.58.82

5.68.90

Arbejds-

markeds-

foranstalt-

ninger

5.68.91

5.68.95

5.68.96

5.68.97

5.68.98

Samlet

Navn

Sygedagpenge

Sociale formål

Aktiverede kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere

Særlig uddannelsesordning og midlertidig arbejdsmar-

kedsydelsesordning

Revalidering

Løntilskud mv. til personer i fleksjob og personer i løntil-

skudsstillinger i målgruppe

Ressourceforløb

Driftsudgifter til den kommunale beskæftigelsesindsats

Beskæftigelsesindsats for forsikrede ledige

Løn til forsikrede ledige ansat i kommuner

Servicejob

Seniorjob til personer over 55 år

Beskæftigelsesordninger

Udgift

mio. kr.

235

126

5.452

661

164

1.344

1.343

9.685

Kontante

ydelser

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

Plejeområdet

Plejehjem

Der tages udgangspunkt i registeroplysninger om plejehjemsbenyttelse i slutningen af året for

personer, der modtager social pension. For personer over 40 år suppleres denne afgræns-

ning med oplysninger om boligens anvendelse (institution), som ligeledes vedrører slutningen

af året. For personer, der er udvandrede eller døde i løbet af det aktuelle år, er det ikke muligt

at afgøre, om de er flyttet på plejehjem i løbet af det aktuelle år. Disse personer antages der-

for kun at være på plejehjem, hvis de var på plejehjem året før. Andelen af året fastsættes

som den del af året frem til udvandring eller død (for personer uden hændelsesdato for ud-

vandring eller død fastsættes denne andel beregningsteknisk til 50 pct.).

De samlede udgifter kalibreres til de individuelle offentlige forbrugsudgifter, som fremgår af

tabel B5.7 herunder.

Fordeling og incitamenter 2017

151

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Tabel B5.7

Offentlige individuelle udgifter for ældre og handikappede på sundhedsområdet

Område

Funktions-

kode

5.32.32

5.32.33

5.32.34

5.32.35

Samlet

Navn

Pleje og omsorg mv. af ældre og handicappede

Forebyggende indsats for ældre og handicappede

Plejehjem og beskyttede boliger

Hjælpemidler, forbrugsgoder, boligindretning og befor-

dring

Udgift

mio. kr.

22.929

3.791

571

3.842

31.133

Tilbud til ældre

og handicappede

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

Hjemmehjælp

Der findes ikke direkte ”beløbsoplysninger” på individniveau, der kan knytte udgifter til hjem-

mehjælp til den enkelte person. Fordelingen af de offentlige udgifter til hjemmehjælp tager i

stedet udgangspunkt i registeroplysninger på månedsbasis om, hvilke personer der er visite-

ret til hjemmehjælp, samt hvor meget tid den enkelte er tildelt per uge. For kommuner uden

indberetning imputeres et antal modtagere af hjemmehjælp svarende til den aldersfordelte

gennemsnitlige andel modtagere i kommuner, der indberetter.

De samlede udgifter kalibreres til de individuelle offentlige forbrugsudgifter som fremgår af

tabel B5.8 herunder.

Tabel B5.8

Offentlige individuelle udgifter for ældre og handikappede på socialområdet

Område

Tilbud til

ældre og

handicappede

Samlet

Funktions-

kode

5.32.32

5.32.33

5.32.37

Navn

Pleje og omsorg mv. af ældre og handicappede

Forebyggende indsats for ældre og handicappede

Plejevederlag og hjælp til sygeartikler o. lign. ved pas-

ning af døende i eget hjem

Udgift

mio. kr.

18.057

3.500

192

21.749

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

152

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 5

Fordeling af offentligt forbrug

Tabel B5.8

Offentlige individuelle udgifter for ældre og handikappede på socialområdet

Område

Tilbud til

ældre og

handicappede

Samlet

Funktions-

kode

5.32.32

5.32.33

5.32.37

Navn

Pleje og omsorg mv. af ældre og handicappede

Forebyggende indsats for ældre og handicappede

Plejevederlag og hjælp til sygeartikler o. lign. ved pas-

ning af døende i eget hjem

Udgift

mio. kr.

18.057

3.500

192

21.749

Kilde: Database for Integrerede Offentlige Regnskaber (DIOR).

Fordeling og incitamenter 2017

153

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 1

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem

generationer

I et samfund med høj mobilitet mellem generationer er menneskers muligheder for at skabe

et selvstændigt liv langt fra bestemt af deres forældres indkomst, uddannelse, netværk, for-

mue mv. Høj mobilitet mellem generationer viser sig, når et barn kan forme sit liv efter egne

ønsker og udfolde sit potentiale efter talent og interesser.

Et af kerneelementerne i den danske velfærdsmodel er at understøtte høj mobilitet mellem

generationer. Det sker blandt andet ved, at der er fri og lige adgang til uddannelse. Samtidig

har danske studerende sammenlignet med studerende fra andre lande gode forsørgelsesmu-

ligheder i form af statens uddannelsesstøtte (SU) og studielån. Alle har mulighed for at tage

en uddannelse, der matcher deres ambitioner og evner. Det er ikke kun til glæde for den en-

kelte, men også for samfundet som helhed, blandt andet fordi det øger den samlede vel-

stand.

I Danmark er der stor mobilitet mellem generationer, men opvækstvilkår og familiebaggrund

spiller stadig en rolle. Det kan afspejle normer og værdier i familien, og er ikke nødvendigvis

et problem. Forældre kan være stærke rollemodeller. Eksempelvis kan et barn med faglærte

forældre blive inspireret til selv at tage en erhvervsuddannelse, fordi forældrene har haft gode

jobmuligheder og en pæn indkomst, som det er tilfældet for mange faguddannede. I andre

familier er det mere eller mindre en selvfølge, at man går i gymnasiet og får en videregående

uddannelse.

Men der kan også være sociale problemer eller svære opvækstvilkår, som er en barriere for

børn og unges muligheder senere i livet. Forældre med sociale eller psykiske problemer har

fx oftere end andre en svag arbejdsmarkedstilknytning og et lavt uddannelsesniveau. Deres

børn har forhøjet risiko for ikke at færdiggøre en kompetencegivende uddannelse og selv få

en svag arbejdsmarkedstilknytning. Deres opvækstvilkår kan have gjort det vanskeligt at få et

godt udbytte af folkeskolen, eller de har manglet støtte og opbakning til at påbegynde og

færdiggøre en uddannelse. I disse tilfælde kan der være barrierer for, at mennesker gør fuld

brug af deres evner, og dermed svækkes mobiliteten mellem generationer.

Kapitlet ser på mobilitet mellem generationer i henholdsvis erhvervsindkomst og uddannel-

se.

Hovedbudskaberne i kapitlet er:



Mobiliteten mellem generationer er høj i Danmark. Der er fx en forholdsvis beske-

den sammenhæng mellem forældres og børns erhvervsindkomst.

Fordeling og Incitamenter 2017

155

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer



De fleste i 40-årsalderen har en anden placering i indkomstfordelingen, end deres

forældre havde i samme alder. Blandt 40-årige, hvor forældre havde en lav ind-

komst, har 2 ud af 3 en højere placering i indkomstfordelingen.

Men der er en vis statistisk sammenhæng mellem forældres og børns placering i

indkomstfordelingen. Med andre ord er der ikke fuld mobilitet, og det kan skyldes, at

svære opvækstvilkår er mere udbredt blandt familier med svag arbejdsmarkedstil-

knytning og lav erhvervsindkomst. 26 pct. af gruppen af børn af mindre velstillede

forældre har modtaget en social indsats i løbet af barn- og ungdommen.

Der er tegn på, at indkomstmobiliteten er svækket en smule siden årtusindeskiftet.

Det vil sige, at der er blevet en tættere sammenhæng mellem forældres og børns

indkomst.

En væsentlig del af forklaringen er, at mødrene i forældregenerationerne gradvist er

trådt ind på arbejdsmarkedet. Det betyder, at forældre- og børnegenerationerne i

højere og højere grad kommer til at ligne hinanden, hvilket man skal tage højde for

ved sammenligninger over tid.

I debatten har det været fremme, at den faldende mobilitet skyldes, at det er blevet

sværere at bryde den sociale arv, så børn af forældre med en svag tilknytning til ar-

bejdsmarkedet oplever større barrierer for at få en uddannelse og job.

Samlet set peger resultaterne på, at indkomstmobiliteten er faldet en smule de se-

neste 15 år, men der er stadig tale om høj indkomstmobilitet mellem generationer i

Danmark.

Analyserne viser samtidig, at indkomstmobiliteten mellem generationer er særlig

stor for børn med forældre i bunden og toppen af indkomstfordelingen, og der er ik-

ke stærke tegn på, at mobiliteten i bunden af indkomstfordelingen er blevet svagere

de seneste 15 år.

Mobiliteten på tværs af generationer er også høj, når man ser på uddannelsesmobi-

litet. Uddannelsesniveauet stiger fra generation til generation. 2 ud af 3 børn af

forældre, som højst har en grundskoleuddannelse, får selv en erhvervskompeten-

cegivende uddannelse.

Men der er tegn på, at sociale problemer i familien kan hæmme børn og unges mu-

lighed for at få en uddannelse. Mellem 10 og 20 pct. af børn, som ikke får en er-

hvervskompetencegivende uddannelse, har modtaget en social indsats i barn- og

ungdommen. Blandt børn, som får en uddannelse, er det 2-6 pct.

Forældre er vigtige rollemodeller for deres børn. Børn, hvis forældre har haft en

stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, har større sandsynlighed for at få en uddan-

nelse. Omkring 70 pct. af børn af forældre med højst en grundskoleuddannelse får

en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvis forældrene har haft en stærk til-



156

Fordeling og Incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

knytning til arbejdsmarkedet. Hvis forældrene ikke er i beskæftigelse, er det kun 50

pct. af børnene, som får en uddannelse.

6.1

Levestandarden er forbedret for alle

I løbet af de seneste 50 år er levestandarden steget markant fra en generation til den næ-

ste. I 1966 svarede det individuelle forbrug til 100.000 kr. per indbygger i gennemsnit i da-

gens priser. To generationer senere – i 2016 – er det steget til 220.000 kr., jf. figur 6.1.

Figur 6.1

Individuelt forbrug pr. indbygger over tre generationer

1.000 kr. (2017-priser)

250

1.000 kr. (2017-priser)

250

200

150

100

1966

1991

2016

Anm.: Det individuelle forbrug er opgjort som summen af det private forbrug og individuelt offentligt for-

brug per person.

Kilde: ADAMs databank.

Fremgangen i levestandarden har været bredt forankret i befolkningen. For eksempel har

der været en markant fremgang i levestandarden i alle indkomstdeciler siden 1990, jf. figur

6.2.

Fordeling og Incitamenter 2017

157

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.2

Fremgang i disponibel indkomst siden 1990 ef-

ter indkomstdecil

Indeks (1990=100)

200

175

150

125

100

Indkomstdecil

Indeks (1990=100)

200

175

150

125

100

Figur 6.3

Gennemsnitlig årlige realvækst i disponibel

indkomst fra 1990 til 2015 for 30-årige i 1990

Pct. p.a.

Indkomstdecil

Anm.: Figur 6.2 viser stigningen i gennemsnitsindkomsten i de forskellige deciler fra 1990 til 2015 (30-59-

årige i begge år). Figur 6.3 følger de samme personer fra 1990 til 2015 (30-årige i 1990 efter ind-

komstdecilet i 1990). Indkomsten er ækvivaleret og deflateret med forbrugerprisindekset.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken og egne beregninger.

Indkomstfremgangen i det øverste decil (10. decil) har dog været noget større end for de

øvrige deciler, hvilket blandt andet afspejler udviklingen i kapitalindkomsterne.

Hvis man i stedet følger de samme personer over tid, styrkes billedet af en bredt forankret

velstandsfremgang. Det er især personer, der i udgangspunktet er i bunden af indkomst-

fordelingen, som har haft den største fremgang i den disponible indkomst. Det skyldes

blandt andet, at personer ofte kun kortvarigt tilhører lavindkomstgruppen.

Blandt 30-årige er det personerne, der lå i første indkomstdecil i 1990, som har haft den

største fremgang i velstanden frem mod 2015. Den disponible indkomst er vokset med

knap 4�½ pct. om året mod 2 pct. for 30-årige, der lå i 10. indkomstdecil i 1990, jf. figur 6.3.

Velstandsfremgangen har også været bredt forankret på tværs af forskellige uddannelses-

niveauer. Både lavt- og højtuddannede har således haft en betydelig fremgang i den di-

sponible indkomst på 30 til 50 pct., jf. figur 6.4.

158

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.4

Fremgang i disponibel indkomst siden 1990 ef-

ter uddannelsesniveau

Indeks (1990=100)

200

175

150

125

100

Ufaglært

Faglært

KVU

MVU

LVU

Indeks (1990=100)

200

175

150

125

100

Figur 6.5

Fremgang i disponibel indkomst siden 1990 ef-

ter oprindelse

Indeks (1990=100)

200

175

150

125

100

Dansk oprindelse Vestlige lande

Ikke-vestlige

lande

Indeks (1990=100)

200

175

150

125

100

Anm.: Ændring i den disponible indkomst fra 1990 til 2015 for 30-59-årige i hhv. 1990 og 2015. Indkom-

sten er ækvivaleret og deflateret med forbrugerprisindekset.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken og egne beregninger.

Indvandrere og efterkommere har også oplevet en markant fremgang i levestandarden,

dog er den ikke helt på højde med fremgangen for personer med dansk oprindelse. Det

gælder både indvandrere og efterkommere fra vestlige og ikke-vestlige lande, jf. figur 6.5.

Den brede forankring af indkomstfremgangen er blandt andet en konsekvens af den dan-

ske velfærdsmodel, hvor forbrugsmulighederne i samfundet i stor udstrækning bliver om-

fordelt. En anden central egenskab ved den danske velfærdsmodel er, at den understøtter

mobiliteten gennem fri og lige adgang til uddannelse, sundhed og sociale ydelser.

Med fri og lige adgang til uddannelse er det i høj grad den enkeltes evner og motivation og

ikke forældrenes økonomi, som er afgørende for uddannelsesvalg. Tilsvarende har alle ret

til gratis behandling i sundhedssystemet og adgang til et veludbygget socialt sikkerhedsnet,

som sikrer, at alle har et rimeligt forsørgelsesgrundlag.

Den frie og lige adgang til offentlige ydelser i bred forstand sikrer, at alle – uanset deres

opvækstvilkår og familiebaggrund – har mulighed for at skabe sig et liv med en god uddan-

nelse, en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet og et godt helbred.

Det er tilsammen vilkår, som underbygger en høj mobilitet mellem generationer. Det bety-

der, at Danmark er kendetegnet ved, at forældres indkomst- og uddannelsesniveau har

forholdsvis lille sammenhæng med deres børns indkomst- og uddannelsesniveau i voksen-

livet. Stor mobilitet er således kendetegnet ved, at der inden for en familie kan være stor

forskel på levestandarden mellem forældre og deres børn, når de er voksne. Således viser

analyserne i dette kapitel, at det i Danmark både er almindeligt, at børn af mindre velstille-

de forældre bliver velstillede som voksne, og at børn af velstillede forældre som voksne bli-

ver mindre velstillede.

Fordeling og Incitamenter 2017

159

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

En høj mobilitet er ikke kun til gavn for individet, men er også en gevinst for samfundet,

fordi det skaber større velstand, når alle får mulighed for at udfolde deres talent og evner.

6.2

Mål for mobilitet mellem generationer

Mobilitet handler overordnet om, i hvilken grad forældres levestandard og livskvalitet af-

spejler sig i deres børns livskvalitet, når de bliver voksne.

Der findes ikke én metode til at opgøre livskvalitet. Livskvalitet handler både om (materiel)

velstand, helbred, tryghed og mulighederne for at forfølge og udleve sine drømme. Forskel-

lige aspekter af livskvalitet indkredses i det følgende ved at se på få, udvalgte indikatorer.

Det gælder indkomst, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning og helbred.

Indkomst kan ses som en indikator, der beskriver resultatet af den enkelte person eller fa-

milies beslutninger eller hændelser, som de har været udsat for. Hvis der er en tæt sam-

menhæng i indkomsten mellem to generationer, kan det afspejle et aktivt valg om at stræ-

be efter samme (høje) levestandard som sine forældre eller et valg båret af kulturelle vær-

dier og normer. Det kan imidlertid også afspejle manglende muligheder for at løsrive sig fra

de vilkår, man er vokset op under og dermed begrænse mulighederne for at udnytte sit po-

tentiale.

Mulighederne for at tage en uddannelse er ofte afgørende for, at den enkelte kan udfolde

sit potentiale. Adgangen til uddannelsessystemet i bred forstand er i den forbindelse et vig-

tigt rammevilkår i samfundet for at understøtte høj mobilitet mellem generationer – både

når det gælder uddannelse, men også i forhold til indkomst, arbejdsmarkedstilknytning og

muligheden for at leve et selvstændigt liv efter egne ønsker.

Til at måle mobiliteten mellem generationer ses der specifikt på børn fra årgang 1971-

1974, når de er 39-41 år i perioden 2010-2015. For alle børn identificeres deres mødre og

fædre, når de er 37-43 år over perioden 1980-2000. I analysen indgår kun kombinationer

af børn og forældre, hvor barnet er observeret i alle tre år i alderen 39-41 år, og hvor

mindst én forælder er observeret i mindst tre år i alderen 37-43 år. For børn anvendes

gennemsnitsindkomsten over alderen 39-41 år. For forældre anvendes gennemsnitsind-

komsten over alderen 37-43 år. Hvis der er indkomstoplysninger for begge forældre, benyt-

tes den gennemsnitlige indkomst. Se i øvrigt boks 6.1.

Nedenfor er der set på fire indikatorer for livskvalitet hos henholdsvis børn og forældre. For

alle fire indikatorer er der tegn på stor mobilitet mellem generationer. Der gælder for ek-

sempel, at 2 ud af 3 børn, hvis forældre lå i den nederste femtedel af indkomstfordelingen

som 40-årige (1. kvintil), selv er placeret højere i indkomstfordelingen, når de er 40 år, jf. fi-

gur 6.6.

160

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.6

Placering i indkomstfordeling blandt børn af

forældre i 1. kvintil (laveste 20 pct.)

Figur 6.7

Uddannelsesniveau blandt børn af forældre

med grundskoleuddannelse

5. kvintil

11 pct.

33 pct.

1. kvintil

Videre-

gående

uddannelse

Ufaglært

27 pct.

31 pct.

56 pct.

42 pct.

2.-4. kvintil

Erhvervs-

faglig

Figur 6.8

Arbejdsmarkedsstatus blandt børn af forældre

uden for arbejdsstyrken

Figur 6.9

Helbred for børn af forældre med multisygdom

Uden for

arbejds-

styrken

21 pct.

Multi-

sygdom

1 pct.

Èn kronisk

sygdom

5 pct.

74 pct.

Ledige mv.

93 pct.

Beskæf-

tigede

Ingen

kronisk

sygdom

Anm.: Årgang 1971-1974 som er i 39-41-årsalderen i 2010-2015 sammenlignet med deres forældre i alders-

interval 37-43 år. Se i øvrigt boks 6.1. Indikatorerne er baseret på gennemsnitlige erhvervsindkom-

ster over mindst tre år (figur 6.6), højest fuldførte uddannelse (figur 6.7), socioøkonomisk status (fi-

gur 6.8) og diagnoser registreret i Landspatientregisteret for mindst én af følgende udvalgte, kroniske

sygdomme: KOL, leddegigt, knogleskørhed, type 1 og type 2 diabetes, hjertesvigt og astma (figur

6.9). Personer med multisygdom har mere end én kronisk sygdom.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Landspatientregisteret.

Det generelle uddannelsesniveau er steget. Det gælder også blandt de to tredjedele af

børnene, der som 40-årige har en erhvervskompetencegivende uddannelse, selv om deres

forældre havde grundskolen som højeste uddannelsesniveau, jf. figur 6.7.

74 pct. er i beskæftigelse i 40-årsalderen, selv om deres forældre var uden for arbejdsstyr-

ken, da de havde samme alder, jf. figur 6.8. Det er også en meget lille andel af børn til for-

Fordeling og Incitamenter 2017

161

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

ældre med multisygdomme, som selv har en eller flere kroniske sygdomme som voksne. 6

pct. har én kronisk sygdom som 40-årig og 1 pct. har flere (multisygdom), jf. figur 6.9.

Alle fire indikatorer er indbyrdes afhængige. I den resterende del af analysen er det valgt at

fokusere på mobiliteten i indkomst og uddannelse. Det er de to mål, der hyppigst benyttes i

litteraturen om mobilitet på tværs af generationer.

6.3

Indkomstmobilitet mellem generationer

En bredt forankret velstandsfremgang fra en generation til den næste er ikke en garanti for,

at man kan løsrive sig fra de vilkår, man er vokset op under som barn. Formålet med at

opgøre indkomstmobilitet mellem generationer er derfor at belyse, i hvor høj grad børns

indkomst har en sammenhæng med deres forældres. Det giver en indikation af, om mulig-

hederne for at forme sit eget liv er til stede.

Opgørelser af indkomstmobilitet sammenligner typisk børns og forældres placering i ind-

komstfordelingen omkring samme tidspunkt i livet. En høj indkomstmobilitet er et billede

på, at børn ikke ender samme sted i indkomstfordelingen som deres forældre. Er mange

derimod placeret samme sted i indkomstfordelingen som deres forældre, er indkomstmobi-

liteten lav. En lav indkomstmobilitet kan blandt andet vise sig ved, at nogle børn af forældre

med relativ lav indkomst selv har relativ lav indkomst som voksne. Eller at nogle børn af

forældre med relativ høj indkomst selv har relativ høj indkomst. Mens det første kan være

et problem, som bør have en særlig bevågenhed, er det i mindre grad klart, at det sidste

nødvendigvis er et samfundsproblem.

En opgørelse af børns placeringen i indkomstfordelingen sammenlignet med deres foræl-

dres placering tegner et billede af høj indkomstmobilitet i Danmark. Der er således en klar

tendens til, at de fleste børn af forældre med forholdsvis lav indkomst opnår en højere pla-

cering i indkomstfordelingen, mens flertallet af børn af forældre med forholdsvis høj ind-

komst placeres lavere i indkomstfordelingen end deres forældre. Det er en selvstændig po-

inte, at høj indkomstmobilitet både kan være et resultat af, at børn placeres højere eller la-

vere i indkomstfordelingen end deres forældre.

Opgørelserne er baseret på erhvervsindkomst, som består af lønindkomst og overskud fra

selvstændig virksomhed, fordi fokus er på, hvorvidt den enkelte har mulighed for at forme

sit eget liv, forsørge sig selv og udfolde sit talent uanset ens forældres placering i ind-

komstfordelingen. Hvis man ønsker at belyse, om omfordelingen i samfundet har betydning

for indkomstmobiliteten, vil det være oplagt at i benytte disponibel indkomst, se i øvrigt bi-

lag 6.1.

Blandt 40-årige, hvis forældre lå i den nederste femtedel af indkomstfordelingen (1. kvintil) i

samme alder, er det 67 pct., der er placeret højere i indkomstfordelingen. Omkring 11 pct.

ligger i det 5. indkomstkvintil, som er de 20 pct. af befolkningen med de højeste erhvervs-

indkomster, selv om forældrene tilhørte den laveste femtedel af indkomstfordelingen, jf. fi-

gur 6.10.

Blandt alle 40-årige har 5 pct. en eller flere kroniske sygdomme.

162

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.10

Placering i indkomstfordelingen for børn af

forældre i 1. kvintil (laveste 20 pct.), 2011-2014

Figur 6.11

Placering i indkomstfordelingen for børn af

forældre i 5. kvintil (øverste 20 pct.), 2011-2014

5. kvintil

11 pct.

4. kvintil

15 pct.

33 pct.

1. kvintil

1. kvintil.

5. kvinti

34 pct.

14 pct.

2. kvintil

14 pct.

19 pct.

23 pct.

3. kvintil

2. kvintil

22 pct.

16 pct.

3. kvintil

4. kvintil

Anm.: Børn fra årgang 1971-1974 og deres forældre som defineret i boks 6.1. Indkomstmobiliteten er målt

ved erhvervsindkomsten. Også personer med 0 kr. i erhvervsindkomst indgår i analyserne. Til brug

for analysen er personerne opdelt i fem lige store grupper (kvintiler), hvor personerne med de lave-

ste indkomster er i 1. kvintil, mens personerne med de højeste er i 5. indkomstkvintil.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt 40-årige, hvis forældres erhvervsindkomst tilhørte den øverste femtedel af ind-

komstfordelingen (5. kvintil), er det 66 pct., som er placeret lavere i indkomstfordelingen.

Heraf er 14 pct. placeret i den nederste femtedel, jf. figur 6.11. I bilag 6.1 er vist en opgø-

relse, som beskriver alle bevægelserne mellem børns og forældres indkomstkvintiler.

Også i midten af indkomstfordelingen er der stor indkomstmobilitet, fordi flertallet af børn er

placeret i et andet indkomstkvintil end deres forældre. Blandt 40-årige, hvis forældre tilhør-

te den midterste femtedel af indkomstfordelingen (3. kvintil), tilhører ca. 40 pct. et højere

indkomstkvintil og 40 pct. et lavere, jf. figur 6.12.

Fordeling og Incitamenter 2017

163

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.12

Stor mobilitet i indkomst på tværs af forældres indkomstniveau, 2011-2014

Pct.

100

Pct.

100

1. kvintil

2. kvintil

3. kvintil

4. kvintil

Kvintiler, forældres erhvervsindkomst

Samme kvintil som forældre

5. kvintil

Lavere kvintil end forældre

Højere kvintil end forældre

Anm.: Se anmærkning til figur 6.10 og 6.11. For hvert af forældrenes indkomstkvintiler er opgjort, om børn

som 40-årige, tilhører et højere, lavere eller samme indkomstkvintil som forældrene.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

6.4

Indkomstmobilitet, opvækst og familiebaggrund

Generelt er indkomstmobiliteten høj på tværs af generationer, men der er en vis statistisk

sammenhæng mellem forældre og børns placering i indkomstfordelingen. Det er imidlertid

ikke det samme som, at der er en årsagssammenhæg, altså at forældrenes indkomst har

direkte betydning for, hvor børnene ender i indkomstfordelingen. Den observerede, statisti-

ske sammenhæng vil ofte afspejle andre forhold, fordi der er en række bagvedliggende

forhold, der bidrager til, at der er en vis sammenhæng i indkomsten mellem generationer.

Der er en række forhold, som kan have betydning for, hvorfor nogle børn ender et helt an-

det sted i indkomstfordelingen end deres forældre, mens andre ender samme sted. Disse

forhold kan også være en hjælp til at pege på, hvor der kan være barrierer, som skal ned-

brydes, hvis man ønsker at styrke mobiliteten på tværs af generationer yderligere.

De 40-årige, som er i 1. indkomstkvintil, og hvor forældrene også var i 1. kvintil, har – lige-

som deres forældre – et lavt uddannelsesniveau og en svag arbejdsmarkedstilknytning. 61

pct. har ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse og 76 pct. er ikke i beskæftigel-

se. Samtidig er der tegn på, at mange har haft en svær opvækst, har psykiske problemer

og har været på kant med loven. For eksempel har 26 pct. modtaget en social indsats i lø-

bet af barndommen, 21 pct. har på et tidspunkt fået stillet en psykiatrisk diagnose og 11

pct. har fået en betinget eller ubetinget fængselsdom, jf. tabel 6.1.

Børn af forældre i den øverste femtedel af indkomstfordelingen (forældre i 5. kvintil), men

som selv er i den nederste femtedel af indkomstfordelingen (1. kvintil), synes at være lidt

mindre udsatte.

164

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Tabel 6.1

Karakteristika for forskellige grupper af børn efter placering i indkomstfordeling

Forældre 1. kvintil

Børn 1. kvintil

Børn 5. kvintil

Forældre 5. kvintil

Børn 1. kvintil

Børn 5. kvintil

--- pct. ---

Uddannelsesniveau

Ufaglært

Erhvervsfaglig uddannelse

KVU

MVU

LVU

Arbejdsmarkedstilknytning

Beskæftiget

Ledig

Uden for arbejdsstyrken

Helbred

Kronisk sygdom

Multisygdom

Psykiatrisk diagnose

Sociale forhold

Dømt for kriminalitet

Stofmisbrug, diagnose

Alkoholmisbrug, diagnose

Opvækstvilkår

Social indsats som barn

Forældre dømt for kriminalitet

Mindst én forælder i arbejde

Forældres uddannelsesniveau

Ufaglært

Erhvervsfaglig uddannelse

KVU

MVU

LVU

100

Anm.: Børn fra årgang 1971-1974 og deres forældre som defineret i boks 6.1. Indikatorerne for børnene

er opgjort over årene 2010-2015. Bortset fra diagnoser for kronisk og psykiatrisk sygdom og stof-

og alkoholmisbrug som omfatter perioden 2001-2014. Social indsats i barndommen er opgjort

over alle år efter 1980. Indikatorerne for forældrene er opgjort, når de er 40 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata og Landspatientregisteret.

Fordeling og Incitamenter 2017

165

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

De 40-årige, der er i den øverste femtedel af indkomstfordelingen (5. kvintil), har en del til

fælles, uanset om deres forældre lå i nederste eller øverste femtedel af indkomstfordelin-

gen.

Børn af forældre i den nederste femtedel af indkomstfordelingen, som selv er rykket op i

den øverste femtedel, har et højt uddannelsesniveau, en stærk tilknytning til arbejdsmar-

kedet og et generelt godt helbred. De er markant bedre stillet end deres forældre med hen-

syn til uddannelse og beskæftigelse. Som 40-årige har 85 pct. en erhvervskompetencegi-

vende uddannelse, alle er i beskæftigelse og kun få har fået stillet en psykiatrisk diagnose

eller har en kronisk sygdom.

Det er de samme karakteristika, der går igen blandt børn, hvor både børn og forældrene

tilhører den øverste femtedel af indkomstfordelingen. De har også et højt uddannelsesni-

veau, en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet og et godt helbred.

Sammenligner man gruppen af børn, hvor både børn og forældrene tilhører den øverste

del af indkomstfordelingen, med de børn, som er ”rykket op” fra 1. til 5. kvintil, så har væ-

sentlig flere fået en lang videregående uddannelse og færre en erhvervsfaglig uddannelse,

hvilket blandt andet kan være båret af værdier og normer fra opvæksten.

De forskellige karaktertræk tyder på, at de børn, som ender med de højeste indkomster i

voksenlivet, i høj grad har grebet de muligheder, som samfundet stiller til rådighed, herun-

der gratis uddannelse. Og nogle gør det på trods af knap så gode opvækstvilkår. Omvendt

kan sociale og psykiske problemer være forhold, som betyder, at nogle børn ikke har været

i stand til at gribe mulighederne for at få en uddannelse og en stærk tilknytning til arbejds-

markedet.

166

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

6.5

Metoder til at måle indkomstmobilitet

Der findes forskellige metoder til at opgøre graden af indkomstmobilitet. Mobiliteten kan for

eksempel opgøres ved at se, hvor langt børn flytter sig i indkomstfordelingen i forhold til

deres forældres placering, jf. de forrige afsnit.

For at få en mere detaljeret opgørelse inddeles børnene i 100 lige store grupper efter for-

ældrenes indkomst (percentiler). Mobiliteten kan herefter måles ved at se på forskellen

mellem forældrenes percentil og deres børns percentil på samme tidspunkt i livet (omkring

40-årsalderen).

Når børn, som havde forældre i den nederste halvdel af indkomstfordelingen, er 40 år, er

de i gennemsnit placeret i 30.-50. indkomstpercentil. Omvendt er børn, som havde foræl-

dre i den øverste halvdel af indkomstfordelingen, i gennemsnit placeret i 50.-60. indkomst-

percentil, jf. figur 6.13.

Figur 6.13

Indkomstpercentil blandt 40-årige, 2011-2014

Gennemsnitlig percentil

100

Percentil, forældres erhvervsindkomst

Gennemsnitlig percentil

Fuld mobilitet

Ingen mobilitet

100

Gennemsnitlig percentil

100

Anm.: Børn fra årgang 1971-1974 og deres forældre som defineret i boks 6.1. Den mørkeblå kurve angiver

det gennemsnitlige indkomstpercentil. Den lyseblå linje viser teoretisk, fuld mobilitet, hvor børns

indkomst er uafhængig af forældrenes, mens den røde linje viser ingen mobilitet, hvor børn opnår

samme placering i indkomstfordelingen, som deres forældre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det viser, at der er en høj mobilitet, fordi børn ikke placeres samme sted i indkomstforde-

lingen som deres forældre. Men det viser også, at der er en vis sammenhæng mellem børn

og forældres placering i indkomstfordelingen, fordi børn af forældre nederst i indkomstfor-

delingen i gennemsnit er placeret lidt lavere i indkomstfordelingen, når de bliver voksne,

end de, som har forældre med indkomster i den øverste del af indkomstfordelingen.

Hvis der er fuld mobilitet, og børns indkomst slet ikke har en sammenhæng med forældres

indkomst, vil det give sig til udtryk i en vandret tendenslinje, fordi børns indkomst er uaf-

hængig af forældrenes placering i indkomstfordelingen. Omvendt vil tendenslinjen have en

Fordeling og Incitamenter 2017

167

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

hældning på 1, hvis der slet ikke er nogen mobilitet, og børn har samme placering i ind-

komstfordelingen som deres forældre.

Opgørelsen tegner et billede af stærk mobilitet på tværs af generationer. Det kan også illu-

streres ved at se på, hvor mange percentiler børn rykker i forhold til deres forældres ind-

komstpercentil.

Børn af forældre med de laveste indkomster flytter sig i gennemsnit godt 30 percentiler hø-

jere op i indkomstfordelingen i forhold til deres forældre. Det betyder, at selv om forældrene

tilhørte gruppen med de laveste indkomster, så tilhører deres børn – i gennemsnit – grup-

pen lige under midten af indkomstfordelingen. Tilsvarende – blot med omvendt fortegn –

rykker børn af forældre med de højeste indkomster i gennemsnit ca. 35 percentiler ned i

indkomstfordelingen sammenlignet med deres forældre, jf. figur 6.14.

Figur 6.14

Afstand mellem børn og forældres indkomstpercentil som 40-årige

Antal percentiler børn flytter sig ift. forældres percentil

-10

-20

-30

-40

-50

Percentil, forældres erhvervsindkomst

100

Antal percentiler børn flytter sig ift. forældres percentil

-10

-20

-30

-40

-50

Anm.: Børn fra årgang 1971-1974 og deres forældre som defineret i boks 6.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Børn af forældre, som har indkomster omkring midten af indkomstfordelingen, flytter sig – i

gennemsnit – næsten ikke væk fra deres forældre. Det skyldes imidlertid ikke, at mobilite-

ten er lav. Den gennemsnitlige forskel på nul dækker over, at ca. halvdelen flytter opad i

indkomstdelingen i forhold deres forældre, mens den anden halvdel flytter nedad.

At mobiliteten er betydelig for alle, kan man illustrere ved at beregne den absolutte (nume-

riske) forskel mellem børns og forældres percentiler, hvor flyt opad og nedad i indkomstfor-

delingen ikke udligner hinanden som tilfældet med den gennemsnitlige forskel.

Børn af forældre i midten af indkomstfordelingen flytter i gennemsnit omkring 25 indkomst-

percentiler væk fra deres forældres placering, jf. figur 6.15.

168

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.15

Absolut afstand mellem børns og forældres indkomstpercentil

Antal percentiler børn flytter sig ift. forældres percentil

Percentil, forældres erhvervsindkomst

100

Antal percentiler børn flytter sig ift. forældres percentil

Anm.: Børn fra årgang 1971-1974 og deres forældre som defineret i boks 6.1. Den absolutte forskel er den

numeriske afstand mellem indkomstpercentil for børn og deres forældre.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er lidt mindre end for børn af forældre i toppen og bunden af indkomstfordelingen, hvil-

ket skyldes, at børnene ikke kan rykke lige så langt væk fra deres forældres placering som

børn af forældre, der er placeret i bunden eller toppen af indkomstfordelingen. Det er derfor

forventeligt, at den anvendte målmetode viser en mindre mobilitet i midten af indkomstfor-

delingen.

Traditionelt har mere avancerede studier af indkomstmobilitet benyttet sig af den

intergene-

rationelle indkomstelasticitet

(IGE), som også er en metode til at opgøre graden af ind-

komstmobilitet mellem generationer. Indkomstelasticiteten har den fordel, at den koger al

mobiliteten på tværs af generationer ned til et ét tal, hvilket fx kan anvendes til at lave

sammenligninger på tværs af lande og følge udviklingen over tid. Til gengæld forsvinder en

del detaljer, hvilket gør det vanskeligt at fortolke resultaterne. Blandt andet giver elasticite-

ten intet grundlag for at forstå de bagvedliggende bevægelser, der kan udmønte sig i høje-

re eller lavere mobilitet.

Indkomstelasticiteten måler basalt set korrelationen mellem børn og forældres indkomst.

En høj elasticitet betyder, at der er en tæt sammenhæng mellem børn og forældres ind-

komst, hvilket tolkes som en lav indkomstmobilitet på tværs af generationer. Det betyder

for eksempel, at børn af forældre med relativ lav indkomst – i gennemsnit – får relativ lav

indkomst som voksne, jf. boks 6.1.

Fordeling og Incitamenter 2017

169

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Boks 6.1

Analysepopulation og betydning af forskellige indkomstmål

Indkomstmobilitet bør optimalt set måles ved at sammenligne livsindkomsten mellem generationer. Det

er dog ikke muligt med eksisterende data. I stedet approksimeres livsindkomsten ved at anvende ind-

komster, når både børn og forældre er omkring 40 år. Tidligere studier har vist, at indkomsten omkring

40-årsalderen er en god approksimation for livsindkomsten, jf. Corak og Heisz (1999) og Hussain et. al

(2009). For at undgå at midlertidige udsving i indkomster forstyrrer estimatet af livsindkomsten anvendes

mindst treårige gennemsnit af indkomsten. Jo længere perioder, jo tættere er indkomst på en permanent

indkomst, og jo mindre er

downward bias

pga. midlertidige forhold, jf. Mazumder (2005).

Analysen omfatter børn fra årgang 1971-1974, som observeres, når de er i alderen 39-41 år over perio-

den 2010-2015. Der benyttes kun personer, som indgår i Danmarks Statistiks indkomstregistre ved alle

tre alderstrin. I analysen anvendes den gennemsnitlige årlige indkomst i løbet af de tre år. Endvidere er

populationen afgrænset til personer med dansk oprindelse, fordi der for indvandrere sjældent er oplys-

ninger om forældre.

For alle børn observeres deres forældre i alderen 37-43 år. Der skal være oplysninger om mindst en for-

ælder i mindst tre år. Indkomstregistrene går tilbage til 1980. Det betyder, at det ikke er muligt at obser-

vere alle forældre i aldersintervallet, idet mange var fyldt 41 år før 1980. I analysen anvendes den gen-

nemsnitlige årlige indkomst over den observerede periode. Hvis begge forældre indgår i data, anvendes

den gennemsnitlige indkomst for forældrene. Det er ikke en betingelse, at forældrene bor sammen.

Indkomstmobilitet kan bestemmes ved indkomstelasticiteten mellem generationer (intergenerationelle

indkomstelasticitet - IGE) eller rank-koefficienten. Begge mål er udtryk for korrelationen mellem børn og

forældres indkomster. Se i øvrigt bilag 6.1.

I tabel a nedenfor er vist betydningen for IGE-estimaterne og rank-koefficienten ved forskellige indkomst-

opgørelser. Resultaterne viser, at korrelationen mellem generationer er højest for markedsindkomst og

mindst for disponibel indkomst. Det gælder både målt ved IGE og rank-koefficient.

Tabel a

Indkomstelasticiteter (IGE-estimater) og rank-koefficienter ved forskellige indkomstbegreber,

2011-2014

39-41-årige (børn) sammenlignet med

37-43-årige forældre

IGE-estimat

s.e.

Rank-koefficient

s.e.

Disponibel

indkomst

0,101

(0,003)

247.916

0,169

(0,002)

251.503

Erhvervsindkomst

0,233

(0,005)

232.089

0,249

(0,002)

251.503

Markedsindkomst

0,238

(0,006)

240.418

0,258

(0,002)

251.503

Anm.: Årgang 1971-1974 er observeret i 39-41-årsalderen. Forældre er observeret i 37-43-årsalderen

over perioden 1980-2000. Resultater og antagelser er uddybet i bilag 6.1. Alle estimater er signifi-

kant forskellige fra 0 på 1 pct. signifikansniveau.

β=parameterestimat,

s.e.=standardfejl, n=antal

observationer.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata

170

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Hvis mobilitetsanalyserne tager udgangspunkt i indkomstpercentiler – og ikke den løbende

indkomst – er resultatet ikke en intergenerationel

indkomstelasticitet,

men en intergenerati-

onel

rank-koeffient.

Begge størrelser har den fortolkning, at jo større de er, jo større korre-

lation er der mellem forældres og børns indkomst. En forholdsvis høj sammenhæng indike-

rer, at mobiliteten på tværs af generationer er forholdsvis lav.

Den intergenerationelle indkomstelasticitet (IGE) med hensyn til erhvervsindkomsten for

årgang 1971-1974 er estimeret til 0,23. IGE elasticiteten kan tolkes således, at hvis ens

forældre havde haft en erhvervsindkomst, der var 10 pct. højere, vil man selv have en er-

hvervsindkomst, der var 2,3 pct. højere. Resultatet svarer til, at godt en femtedel af en hø-

jere erhvervsindkomst i forældregenerationen – i gennemsnit og på tværs af alle familier –

materialiserer sig i indkomsten i den næste generation. Der er tale om en statistisk sam-

menhæng, som ikke nødvendigvis er en kausal årsagssammenhæng.

Rank-koefficienten er estimeret til 0,25. Den udtrykker, at hvis forældre rykker 10 percenti-

ler højere op i indkomstfordelingen, vil børn i gennemsnit rykke 2�½ percentil højere op.

Begge resultater peger således på, at der er høj mobilitet, idet børns indkomst (indkomst-

elasticiteten) og børns placering i indkomstfordelingen (rank-koefficienten) er relativt svagt

korreleret med forældrenes indkomst og placering i indkomstfordelingen. Der er dog ikke

fuld mobilitet, da indkomsterne ikke er perfekt ukorreleret (svarende til parameterestimater

på 0).

Det er en grov forenkling kun at belyse mobiliteten i et enkelt tal. Den estimerede elasticitet

afhænger af en lang række valg. Herunder udvælgelsen af generationer og indkomstmål.

Det gælder særligt, hvis målet er at sammenligne estimater på tværs af lande. I denne ana-

lyse er formålet ikke at bestemme ét foretrukken estimat, men nærmere vise hvordan esti-

materne varierer for forskellige opgørelser for at få mere detaljeret viden om mobiliteten på

tværs af generationer i Danmark.

Det er for eksempel ikke åbenlyst, at mobiliteten er konstant på tværs af indkomstfordelin-

gen. De opgørelser, der er præsenteret oven for, har beskrevet, at mobiliteten varierer på

tværs af indkomstfordelingen. For at belyse dette nærmere kan IGE estimeres i en stykvis,

lineær model. Det betyder groft sagt, at IGE estimeres lokalt over små stykker af indkomst-

fordelingen.

Resultatet indikerer, at sammenhængen mellem forældre og børns indkomst omkring 40-

årsalderen er stærkest, hvis forældrenes indkomst tilhører midten af indkomstfordelingen,

hvor elasticiteten er størst, og mindre hvis forældrene havde en indkomst i bunden eller

toppen af indkomstfordelingen. Den lokalt estimerede elasticitet er lavest blandt børn af

forældre med særligt lave og særligt høje indkomster, jf. figur 6.16.

Fordeling og Incitamenter 2017

171

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.16

Indkomstmobilitet afhængig af forældres indkomst, 2011-2014

Elasticitet

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

-0,1

-0,2

-0,3

Indkomstpercentil, forældres erhvervsindkomst

Lokal regression

Gennemsnitlig elasticitet

100

Elasticitet

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

-0,1

-0,2

-0,3

Anm.: Børn fra årgang 1971-1974 og deres forældre som defineret i boks 6.1. IGE-estimateter er på bag-

grund af logaritmen til erhvervsindkomsten. Kun forældre og børn med positiv erhvervsindkomst

ved minimum treårige gennemsnit indgår. IGE er estimeret ved en lokal førsteordenspolynomium

regression over forældrenes gennemsnitlige erhvervsindkomst, jf. bilag 6.1. Det skraverede område

angiver 95 pct. konfindensintervallet. Figuren er gengivet som figur 1 i bilag 6.1, hvor elasticiteten er

vist for forældrenes gennemsnitsindkomst i kroner frem for percentiler.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det fremgår også af den stykvise model, at den lokalt estimerede elasticitet er signifikant

forskellig fra det gennemsnitlige estimat over store dele af fordelingen af forældrenes ind-

komster. Det understreger vigtigheden af en nuanceret tilgang til opgørelsen af indkomst-

mobilitet. Man kan med andre ord ikke uddrage generelle konklusioner om størrelsen af

mobiliteten ved at se på den gennemsnitlige elasticitet.

Resultaterne af fire tidligere analyser af indkomstmobiliteten i Danmark og udlandet er op-

summeret i boks 6.2.

172

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Boks 6.2

Internationale sammenligninger af indkomstmobilitet

Et af de mest citerede studier med internationale sammenligninger af indkomstmobilitet er Corak (2006). Ar-

tiklen sammenligner indkomstmobiliteten (målt med IGE) for erhvervsindkomst mellem fædre og sønner.

Der er en lang række forhold og forskelle mellem de enkelte lande, som gør det svært at sammenligne re-

sultaterne, som derfor skal tolkes varsomt. Blandt 15 vestlige lande er Danmark det land med den laveste

elasticitet og dermed højeste mobilitet, jf. figur a.

Björklund og Jäntti (2011) viser, at der er en tendens til, at lande med små indkomstforskelle også er kende-

tegnet ved høj mobilitet. Hussain et al (2009) viser, at indkomstmobiliteten i Danmark er på samme niveau

som de øvrige nordiske lande, men større end i USA. Landersø og Heckman (2016) finder på tværs af ind-

komstmål, at indkomstmobilitet er højere i Danmark end i USA.

Figur a

Betydningen af faderens indkomst for sønnens indkomst som voksen

Elasticitet

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

DNK

NOR

FIN

CAN

AUS

SWE

NZL

DEU

JPN

ESP

FRA

CHE

USA

ITA

GBR

Elasticitet

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

Anm.: Tallene angiver elasticiteten mellem fars og søns indkomst. Tallene vedrører et metastudie fra 2006,

jf. Corak, M. (2006), “Do Poor Children Become Poor Adults? Lessons from a Cross Country

Comparison of Generational Earnings Mobility”. Estimatet for Danmark er forskelligt fra resultatet i

tabel 3 i bilag 6.1 på grund af forskelle i afgrænsning af data.

Kilde: Corak M. (2013) University of Ottawa, “Inequality from generation to generation: the United states

in comparison”.

6.6

Indkomstmobilitet på tværs af generationer over

tid

Det er et aktuelt spørgsmål, om indkomstmobiliteten er steget eller faldet i Danmark over

de senere år. I sammenhæng med diskussioner om voksende indkomstforskelle fremføres

det ofte, at mobiliteten i Danmark er faldende. Der er imidlertid meget få analyser, der har

beskæftiget sig med spørgsmålet i detaljer. Det skyldes blandt andet, at det er svært at få

dækkende data for en længere periode.

Fordeling og Incitamenter 2017

173

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

I det følgende belyses udviklingen i indkomstmobiliteten i Danmark over perioden 2001-

2014. Det vurderes at være den længste periode, hvor det er muligt at opgøre mobiliteten

mellem generationer på en konsistent måde.

For hvert år tages der udgangspunkt i den årgang, som er 40 år, og deres forældre tyve år

tidligere. Eksempelvis i 2001 er det et 3-årigt gennemsnit af erhvervsindkomsten for årgang

1961 i perioden 2000-2002, mens forældrenes erhvervsindkomst er et 3-årigt gennemsnit i

perioden 1980-1982, jf. boks 6.3.

Boks 6.3

Indkomstmobiliteten i Danmark 2001-2014

Data- og metodemæssige forhold sætter sine naturlige begrænsninger på analysens omfang. Udgangs-

punktet for analysen er børn fra årgang 1961-1974, som alle observeres i en treårig periode i alderen 39-41

år. Udvælgelsen sikrer, at børn observeres omkring 40-årsalderen for at approksimere livsindkomsten, jf.

boks 6.1. Forældrene observeres i tre år og er udvalgt tyve år tidligere for at få en konsistent opgørelse af

forældres indkomster uafhængig af de valgte årgange af børn og under hensyn til databegrænsninger.

Forældre observeres således, når børnene er 19-21 år. Forældre afgrænses til aldersgruppen 30-59 år for

at afspejle indkomsten i de erhvervsaktive år. Forældrene er i gennemsnit omkring 50 år, når de observe-

res. For at korrigere for aldersforskelle mellem forældre anvendes køns- og alderskorrigerede indkomster.

Alderskorrektionen udføres ved at estimere forældrenes indkomst hver for sig i en model med alder og alder

kvadreret som forklarende variable og anvende residualerne. I korrektionen og den efterfølgede analyse er

de 1 pct. højeste indkomster udeladt. Korrektionen betyder, at det er afvigelser i forældrenes indkomst i for-

hold til den gennemsnitlige køns- og aldersspecifikke indkomst, der indgår i den videre analyse. Corak og

Heisz (1999) udfører korrektionen ved at inddrage fædrenes alder i IGE-modellen, men det er ikke hen-

sigtsmæssigt i denne analyse, når der ses på tværs af familier med en eller to forældre.

Afgrænsningen af børn og forældre til kun at indgå med treårige gennemsnit af indkomsten har hovedsage-

ligt betydning for niveauet for de estimerede elasticiteter, jf. bilag 6.1. En kortere årrække med indkomstdata

trækker isoleret set i retning af lavere elasticiteter og rank-koefficienter. Omvendt sikrer afgrænsningen i

dette afsnit en konsistent opgørelsesmetode over perioden. Samme afgrænsning er benyttet i Jakobsen

(2016).

Analysen er også foretaget, hvor der kun anvendes fædres indkomst som sammenligningsgrundlag. Isoleret

set trækker det i retning af lavere estimater og lavere korrelation sammenlignet med forældres gennemsnit-

lig indkomst.

Forskelle i datagrundlaget betyder, at estimaterne i dette afsnit ikke kan sammenlignes direkte med estima-

terne i afsnit 6.5.

Korrelationen mellem generationer målt ved rank-koefficienten udviser en stigende tendens

over perioden 2001 til 2014, når der ses på betydningen af forældres gennemsnitlige ind-

komst for indkomsten hos deres børn. I 2001 estimeres koefficienten til 0,17, og den stiger

gradvist til 0,26 i 2014. Det indikerer, at der i dag er mindre mobilitet på tværs af generatio-

ner end tidligere, jf. figur 6.17.

174

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.17

Betydning af forældres erhvervsindkomst for børns erhvervsindkomst som 40-årige, 2001-2014

Rank-koefficient

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

Rank-koefficient

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

Anm.: Indkomst for 40-årige er gennemsnit af indkomsten i alderen 39-41 år, mens forældrenes indkomst

er et treårigt gennemsnit tyve år tidligere, hvor forældre er i alderen 30-59 år. Forældrenes indkomst

er korrigeret for alder og køn, jf. boks 6.3. Sammenhængen mellem børn og forældres indkomst er

estimeret ved percentiler efter erhvervsindkomst (rank-koefficient). Estimatet skal tolkes som den

marginale ændring i percentil i indkomstfordelingen afhængig af forældres indkomstpercentil, jf. bi-

lag 6.1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

De estimerede rank-koefficienter betyder, at børnene i årgang 1974 i gennemsnit rykkede

2,6 percentiler op i indkomstfordelingen, hvis deres forældre lå 10 percentiler højere, mens

børnene i årgang 1961 rykkede 1,7 percentiler op. Hverken i 2001 eller 2014 er der altså

en meget stærk sammenhæng mellem forældres og børnenes placering i indkomstforde-

lingen.

Hvis man alene baserer sig på denne opgørelse, er der imidlertid risiko for fejlslutninger,

idet stigningen i rank-koefficienten ikke kun afspejler mindre mobilitet på tværs af generati-

oner, men også andre strukturelle forhold.

Billedet ser således anderledes ud, hvis indkomstmobiliteten måles op imod henholdsvis

fædre og mødres erhvervsindkomst. Sammenligner man alene børnenes indkomst – både

sønner og døtres – med faderens indkomst, er der en betydelig mindre stigning i de esti-

merede koefficienter. Koefficienten er 0,17 i 2001 og stiger til 0,22 i 2014. Stigningen er

altså omkring halvt så stor som i opgørelsen, hvor det er forældrenes gennemsnitsind-

komst, som ligger til grund.

Anderledes forholder det sig, hvis det alene er mødrenes indkomst, som er sammenlig-

ningsgrundlaget. Den estimerede rank-koefficient mellem børn og mødres indkomst mere

end fordobles fra 0,09 i 2001 til 0,20 i 2014, som er tæt på samme niveau som for fædre, jf.

figur 6.18.

Konjunkturelle forhold over perioden kan også spille ind. Men det vurderes, at treårige gennemsnit af ind-

komster dæmper evt. konjunkturelle påvirkninger.

Fordeling og Incitamenter 2017

175

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.18

Indkomstmobilitet afhængig af fædre og mødres indkomst, 2001-2014

Rank-koefficient

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Far/barn

2009

2010

2011

2012

Mor/barn

2013

2014

Rank-koefficient

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

Forældre/barn

Anm.: Se anmærkning til figur 6.17. I de tre kurver er der signifikant forskel på estimatet i 2001 og 2014.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Resultatet tyder på, at den stigende sammenhæng mellem børn og forældres erhvervsind-

komst over perioden især skyldes, at sammenhængen mellem børn og mødres erhvervs-

indkomster er styrket i perioden.

For at forstå denne udvikling er det væsentligt at undersøge udviklingen i mødrenes er-

hvervsdeltagelse over perioden 1980-1995, som danner grundlag for beregningerne. I

denne periode er der særligt to strukturelle forhold, som har betydning for udviklingen. For

det første stiger kvinders erhvervsfrekvens over perioden, og kvinders erhvervsfrekvens er

i 1995 tæt på samme niveau som erhvervsfrekvensen for mænd, jf. figur 6.19.

176

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.19

Erhvervsfrekvens blandt 30-59-årige, 1980-1995

Erhvervsfrekvens, pct.

100

'80 '81 '82 '83 '84 '85 '86 '87 '88 '89 '90 '91 '92 '93 '94 '95

Mænd

Kvinder

Erhvervsfrekvens, pct.

100

Figur 6.20

Deltidsfrekvens blandt 30-59-årige, 1980-1995

Deltidsfrekvens, pct.

'80 '81 '82 '83 '84 '85 '86 '87 '88 '89 '90 '91 '92 '93 '94 '95

Mænd

Kvinder

Anm.: Mænd og kvinder er afgrænset ved 30-59 år ultimo november i RAS statistikken. Erhvervsfrekven-

sen er summen af beskæftigede og ledige i forhold til befolkning i samme aldersgruppe. Deltidsfre-

kvens er andelen er de beskæftigede, der er registreret som deltidsbeskæftigede.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

For det andet ses et markant fald i deltidsfrekvenserne blandt beskæftigede kvinder over

perioden. Udviklingen i deltidsfrekvensen afspejler, at en stigende andel af kvinder, som er

i beskæftigelse, er fuldtidsbeskæftigede, jf. figur 6.20.

Begge forhold betyder, at den typiske familie over analyseperioden gradvist kommer til at

bestå af to forældre med fuldtidsarbejde. På den måde minder familierne i forældregenera-

tionerne gradvist mere om de familier, som børnene selv er en del af som 40-årige over pe-

rioden 2001-2014, når det kommer til arbejdsmarkedstilknytning og erhvervsindkomst.

Både udviklingen i kvinders erhvervs- og deltidsfrekvens kan således være væsentlige år-

sager til, at den målte indkomstmobilitet mellem generationer er faldet over den betragtede

periode på grund af ændrede familiestrukturer i forældregenerationerne.

Det skal ses i sammenhæng med, at der ses en parallel udvikling i de estimerede rank-

koefficienter mellem henholdsvis sønner og forældre og døtre og forældre over perioden.

Der er således alene en relevant kønsdimension, for så vidt angår forældregenerationerne,

jf. bilag 6.1.

Det vurderes således, at det mest retvisende udtryk for udviklingen i indkomstmobiliteten

på tværs af generationer opnås, hvis man alene baserer sig på fædrenes erhvervsind-

komst. I det følgende belyses indkomstmobilitet alene i forhold til fædrenes indkomster.

Den overordnede udvikling viser, at indkomstmobiliteten mellem generationer er faldet en

smule, når man baserer sig på fædrenes indkomster, jf. figur 6.18 ovenfor. Fokus i det føl-

gende er på at belyse ændringer i mobiliteten i henholdsvis bunden, midten og toppen af

indkomstfordelingen, som kan bidrage til at forklare den overordnede udvikling. Analysen

Fordeling og Incitamenter 2017

177

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

omfatter således børn fra årgang 1961-1963, som er 40 år i 2001-2003, og årgang 1972-

1974, som er 40 år i 2012-2014, samt deres fædre tyve år tidligere.

For 40-årige i 2012-2014, hvis fædre tilhørte den nederste femtedel af indkomstfordelin-

gen, er afstanden til fædrene 37 percentiler mod 35 percentiler blandt 40-årige i 2001-

2003, hvor fædrene også lå i bunden af indkomstfordelingen.

Forskellen er imidlertid ikke statistisk signifikant. Der er med andre ord ikke statistisk sik-

kerhed for, at mobiliteten i bunden af indkomstfordelingen har ændret sig, jf. figur 6.21.

Figur 6.21

Absolut forskel mellem børn og fædres indkomstpercentil, 2001-2003 og 2012-2014

Antal percentiler børn flytter sig ift. fædres percentil

Percentil, fædres erhvervsindkomst

2001-2003

2012-2014

Anm.: 2001-2003 repræsenterer de 39-41-årige fra årgang 1961-1963 og 2012-2014 repræsenterer de 39-41-

årige fra årgang 1972-1974. Det skraverede område angiver 95 pct. konfidensintervallet. Se i øvrigt

anmærkning til figur 6.17.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Hvis der anvendes en mere avanceret opgørelsesmetode (IGE), er der heller ikke tegn på,

at mobiliteten i bunden og toppen af indkomstfordelingen har ændret sig. De estimerede

elasticiteter er således ikke signifikant forskellige i bunden og toppen af indkomstfordelin-

gen i de to perioder. Til gengæld tyder IGE-estimaterne på, at mobiliteten er blevet lidt

mindre i midten af indkomstfordelingen (IGE er signifikant højere i 2012-2014 end i 2001-

2003, i intervallet hvor fædrenes erhvervsindkomster er mellem 15. og 80. indkomstpercen-

til), jf. figur 6.22.

178

Fordeling og incitamenter 2017

100

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.22

Indkomstmobilitet i erhvervsindkomst afhængig af fædres indkomst

Elasticitet

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

-0,1

-0,2

Elasticitet

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

-0,1

-0,2

Percentil, fædres erhvervsindkomst

2001-2003

2012-2014

Anm.: Se anmærkning til figur 6.17. IGE er estimeret ved en lokal førsteordenspolynomium regression med

logaritmen til børn og fædres indkomster. Kun personer med positive indkomster indgår.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Forskellen mellem de to opgørelsesmetoder kan skyldes flere forhold, herunder at det ikke

er muligt at benytte den samme analysepopulation.

Samlet set peger resultaterne dog entydigt på, at indkomstmobiliteten er faldet en smule de

seneste 15 år, men der er stadig tale om høj indkomstmobilitet mellem generationer i

Danmark. Samtidig viser opgørelserne, at indkomstmobiliteten er særlig stor i bunden og

toppen af indkomstfordelingen, og der er ikke stærke tegn på, at mobiliteten i bunden er

blevet svagere de seneste 15 år.

6.7

Mobilitet i uddannelse

Uddannelsesniveauet er steget betydeligt de seneste generationer, fordi hver ny årgang er

blevet bedre uddannet end den forrige. Udviklingen er blandt andet udtryk for stor uddan-

nelsesmobilitet. I dette afsnit belyses uddannelsesmobiliteten mellem generationer, herun-

der udviklingen de seneste 15 år. I analysen indgår årgang 1960-1975 som 40-årige og år-

gang 1975-1990 som 25-årige. Det giver mulighed for at undersøge uddannelsesmobilite-

ten blandt de seneste 31 årgange, som enten er i gang med eller har afsluttet deres ud-

dannelse. Først ses på udviklingen i det generelle uddannelsesniveau, og derefter analyse-

res uddannelsesmobiliteten mellem generationer.

I 2000 havde 34 pct. af de 40-årige ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse. De

var ufaglærte. Blandt 40-årige i 2015 er andelen faldet til 20 pct. Modstykket har været, at

andelen med en videregående uddannelse er steget fra 27 til 43 pct., mens andelen med

en erhvervsfaglig uddannelse over hele perioden er mellem 36 og 43 pct., jf. figur 6.23.

Fordeling og Incitamenter 2017

100

179

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.23

Uddannelsesniveau for 40-årige, 2000-2015

Pct.

100

Pct.

100

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

MVU

2012

2013

2014

LVU

2015

Ufaglært

Erhvervsfaglig

KVU

Anm.: Højest fuldførte uddannelse for 40-årige (årgang 1960-1975). Uoplyst uddannelse indgår i ’Ufaglært’.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

De fleste personer fra årgang 1975, som er 40 år i 2015, har afsluttet deres uddannelse for

en del år siden, og det giver ikke et aktuelt billede af uddannelsesmobiliteten. For at belyse

udviklingen i uddannelsesniveauet for yngre årgange ses i stedet på hver årgang af 25-

årige fra 2000-2015. Mange 25-årige vil være i gang med en uddannelse og derfor inddra-

ges også igangværende uddannelse i opgørelsen af uddannelsesniveauet.

Blandt 25-årige i 2000 var 69 pct. enten i gang med eller havde en erhvervskompetencegi-

vende uddannelse. I 2015 er andelen steget til 76 pct. Stigningen afspejler, at væsentlig

flere unge er i gang med eller har gennemført en videregående uddannelse i dag end for

15 år siden. Omvendt er andelen af 25-årige, der enten er i gang med eller har gennemført

en erhvervsfaglig uddannelse, faldet, jf. figur 6.24.

180

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.24

Uddannelsesniveau 25-årige, 2000-2015

Pct.

100

Pct.

100

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

MVU

2012

2013

2014

LVU

2015

Ufaglært

Erhvervsfaglig

KVU

Anm.: Højest fuldførte eller igangværende uddannelse for 25-årige (årgang 1975-1990). Uoplyst uddannelse

indgår i ’Ufaglært’.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Konjunkturerne påvirker unges tilbøjelighed til at påbegynde en uddannelse. I årene op til

finanskrisen, hvor der generelt var gode beskæftigelsesmuligheder, var andelen af unge,

der enten var i gang med eller havde gennemført en erhvervskompetencegivende uddan-

nelse omtrent konstant. I årene efter finanskrisen er andelen steget betydeligt.

En simpel måde at beskrive uddannelsesmobiliteten mellem generationer er at sammen-

ligne den højst fuldførte uddannelse for børn, når de er voksne, med deres forældres.

Sammenlignes de 40-åriges højst fuldførte uddannelse i 2015 med deres forældres højst

fuldførte uddannelse, har flertallet opnået et højere uddannelsesniveau end deres foræl-

dre. Blandt 40-årige, hvor begge forældre er ufaglærte og ikke har nogen uddannelse ud

over grundskolen, har 2 ud af 3 fået en erhvervskompetencegivende uddannelse, jf. figur

6.25.

Fordeling og Incitamenter 2017

181

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.25

40-åriges uddannelsesniveau i forhold til forældres uddannelsesniveau, 2015

Pct.

100

Pct.

100

Ufaglært

Erhvervsfaglig

KVU

MVU

LVU

Forældres højeste uddannelse

Lavere uddannelsesniveau end forældre

Samme uddannelsesniveau som forældre

Højere uddannelsesniveau end forældre

Anm.: Årgang 1975 og deres forældre. Højeste fuldførte uddannelse blandt børn som 40-årige afhængig af

forældres højst fuldførte uddannelsesniveau samme år. Forældres højeste uddannelsesniveau på

tværs af begge forældre. Uoplyst uddannelse er under ’Ufaglært’.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Uddannelsesniveauet blandt 40-årige er i gennemsnit højere, jo bedre uddannet forældre-

ne er. Halvdelen af de 40-årige, hvor mindst én forælder har en lang videregående uddan-

nelse (LVU), har selv en lang videregående uddannelse.

Sammenligninger af mobiliteten i uddannelse mellem generationer målt ved forskelle i ud-

dannelsesniveauer afhænger af forældrenes udgangspunkt. I Danmark har uddannelses-

niveauet internationalt set været højt i flere generationer. Internationale sammenligninger

af mobiliteten mellem generationer skal derfor ses i lyset af, at uddannelsesniveauet i

Danmark er højt i udgangspunktet.

OECD opgør en lang række indikatorer for uddannelsesmobilitet mellem generationer. En

af indikatorerne ser på uddannelsesniveauet blandt 25-44-årige, hvis forældre højst har en

grundskoleuddannelse. Den internationale sammenligning viser, at Danmark er blandt de

lande, som har en høj uddannelsesmobilitet. I Danmark har 30 pct. af de 25-44-årige, hvis

forældre højst har en grundskoleuddannelse, fået en videregående uddannelse, jf. figur

6.26.

182

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.26

25-44-årige med videregående uddannelse blandt børn af forældre med højst grundskole, udvalgte

OECD-lande

Andel med videregående uddannelse, pct.

LTU

SWE

GRC

JPN

IRE

IRL

NOR

ITA

Anm.: Positiv uddannelsesmobilitet målt ved børn med ’tertiary education’ blandt forældre, hvor begge

højst har ’below upper secondary education’ i henhold til ISCED-97 uddannelsesnomenklatur. I

forhold til det danske uddannelsessystem svarer det til børn, som har afsluttet en videregående ud-

dannelse med forældre, som højst havde en grundskoldeuddannelse. Det bemærkes, at erhvervsfag-

lige uddannelser i denne opgørelse ikke indgår som positiv mobilitet.

Kilde: OECD (2016), Education at a glance.

Det er ikke alle børn, som får en erhvervskompetencegivende uddannelse eller opnår et

højere uddannelsesniveau end deres forældre. Blandt 40-årige, som ikke har en erhvervs-

kompetencegivende uddannelse (ufaglært), har mange haft sociale problemer under op-

væksten, og mange har også eller har haft psykiske problemer inde på livet.

Der er en tendens til, at psykiske og sociale problemer er mere afgørende end forældrenes

uddannelsesniveau, for om man får en uddannelse. Det tyder på, at det i mindre grad er

forældrenes uddannelsesniveau, som er afgørende for, om børn får en uddannelse. For

eksempel er det mellem 10 og 20 pct. af de 40-årige uden en erhvervskompetencegivende

uddannelse, som har modtaget en social indsats i barndommen, mellem 5 og 9 pct. er ble-

vet dømt for kriminalitet og 15 pct. har fået stillet en psykiatriske diagnose, jf. tabel 6.2.

Fordeling og Incitamenter 2017

KOR

FIN

DEU

DNK

CAN

USA

AUT

POL

AUS

CHL

SVK

CZE

FRA

ISR

SVN

TUR

ESP

EST

NZL

nld

183

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Tabel 6.2

Karakteristika for forskellige grupper af 40-årige afhængig af deres og deres forældres uddannel-

sesniveau, 2015

Forældres uddannelsesniveau

Højst grundskole

Uddannelse ud over grundskole

Erhvervskompe-

tencegivende

Ufaglært

Børns uddannelsesniveau

Erhvervskompe-

tencegivende

Ufaglært

--- pct. ---

Andel af alle 40-årige i 2015

Arbejdsmarkedstilknytning

Beskæftiget

Ledig

Uden for arbejdsstyrken

Helbred

Kronisk sygdom

Multisygdom

Psykiatrisk diagnose

Sociale forhold

Dømt for kriminalitet

Stofmisbrug, diagnose

Alkoholmisbrug, diagnose

Opvækstvilkår

Social indsats som barn

Forældre dømt for kriminalitet

Anm.: Se anmærkning til figur 6.25.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Flere og flere får en erhvervskompetencegivende uddannelse. Andelen af 40-årige, som

har opnået en erhvervskompetencegivende uddannelse, er steget fra 66 pct. i 2000 til 80

pct. i 2015. Men der er stadig forskel på, hvor stor en andel af en årgang, som får en er-

hvervskompetencegivende uddannelse afhængig af forældrenes uddannelsesniveau. Det

kan hænge sammen med, at gruppen af børn, som oplever psykiske eller sociale proble-

mer, udgør en større andel blandt forældre uden uddannelse.

Blandt 40-årige i 2015, hvor forældrene højst har en grundskoleuddannelse, har 68 pct. en

erhvervskompetencegivende uddannelse. Til sammenligning er det 83 pct. af de 40-årige,

hvor mindst én forælder har en uddannelse ud over grundskolen, jf. figur 6.27.

184

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.27

40-årige som har opnået en erhvervskompetencegivende uddannelse afhængig af deres forældres

uddannelsesniveau, 2000-2015

Andel af gruppen, pct.

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Andel af gruppen, pct.

Alle forældre

Forældre med højst grundskole

Forældre med kompetencegivende uddannelse

Anm.: Højst fuldførte uddannelse som 40-årig for årgang 1960-1975. Uoplyst uddannelse er under ’Grund-

skole’. Forældres uddannelse er opgjort samme år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Andelene er steget for begge grupper siden 2000, således at forskellen har været nogen-

lunde konstant i løbet af perioden. Sammenholdt med at forældrenes uddannelsesniveau,

som udgør sammenligningsgrundlaget, har været stigende, tyder det med andre ord på, at

uddannelsesmobiliteten har været forholdsvis stabil de seneste 15 år.

Opgørelsen er også foretaget for 25-årige for at følge udviklingen blandt unge, hvor mange

stadig er i eller lige har forladt uddannelsessystemet. 79 pct. af de 25-årige i 2015, hvor

mindst én forælder har en kompetencegivende uddannelse, har opnået eller er i gang med

en erhvervskompetencegivende uddannelse. Blandt 25-årige, hvor begge forældre højst

har en grundskoleuddannelse, er det 57 pct., jf. figur 6.28.

Fordeling og Incitamenter 2017

185

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 6.28

25-årige som har opnået eller er i gang med en erhvervskompetencegivende uddannelse afhængig

af deres forældres uddannelsesniveau, 2000-2015

Andel af gruppen, pct.

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Alle forældre

Forældre med højst grundskole

Forældre med kompetencegivende uddannelse

Andel af gruppen, pct.

Anm.: Højst fuldførte eller igangværende uddannelse som 25-årig for årgang 1975-1990. Uoplyst uddannel-

se er under ’Grundskole’. Forældres uddannelse er opgjort samme år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Også blandt 25-årige har forskellen mellem de to grupper været nogenlunde konstant i den

betragtede periode, hvilket underbygger, at mobiliteten har været forholdsvis stabil.

Det er en lille gruppe – både blandt 40-årige og 25-årige – hvor begge forældre højst har

en grundskoleuddannelse. Blandt 40-årige er det 22 pct. og blandt 25-årige er andelen kun

12 pct., jf. figur 6.29 og figur 6.30.

Figur 6.29

Uddannelsesniveau blandt forældre til 40-årige

i 2015

Figur 6.30

Uddannelsesniveau blandt forældre til 25-årige

i 2015

Ingen kompetence-

givende uddannelse

12 pct.

Ingen kompetence-

givende uddannelse

22 pct.

78 pct.

88 pct.

Kompetencegivende

uddannelse

Kompetencegivende

uddannelse

Anm.: Andel hvor mindst én forælder har en kompetencegivende uddannelse. 40-årige i 2015 er årgang

1975 og 25-årige er årgang 1990.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

186

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Udviklingen afspejler, at gruppen af forældre, som højst har en grundskoleuddannelse,

gradvist er svundet ind i takt med den generelle stigning i uddannelsesniveauet.

Gruppen uden uddannelse ud over grundskolen benævnes ofte restgruppen. Det er posi-

tivt, at restgruppen bliver mindre, men det kan også betyde, at børn af forældre i restgrup-

pen får svagere forudsætninger for at gennemføre en uddannelse, fordi personer i rest-

gruppen med de bedste forudsætninger for at få en uddannelse rykker ud af restgruppen

først.

Børn med forældre i restgruppen risikerer dermed at blive en gruppe, som får sværere ved

at tage en uddannelse uden den rette hjælp og støtte. Det kan være en mulig årsag til, at

der fortsat er forskel på andelen, som opnår en erhvervskompetencegivende uddannelse

afhængig af deres forældres uddannelsesniveau.

En måde at undersøge, om restgruppen uden en uddannelse er blevet svagere over tid, er

at se på erhvervsdeltagelsen. Udviklingen i erhvervsdeltagelsen indikerer, at dem som sta-

dig tilhører restgruppen, er en svagere gruppe.

Personer i restgruppen har i gennemsnit en væsentlig lavere erhvervsdeltagelse end re-

sten af befolkningen i den erhvervsaktive alder, jf. figur 6.31. Og forskellen i erhvervsdelta-

gelsen mellem restgruppen og den øvrige befolkning med en erhvervskompetencegivende

uddannelse er gradvist blevet større i løbet af de seneste 35 år. Det gælder både for mænd

og kvinder, jf. figur 6.32

Figur 6.31

Erhvervsdeltagelse i restgruppen og øvrige

med uddannelse, 2015

Pct.

100

Restgruppen (højst

grundskole)

Kompetencegivende

uddannelse

Pct.

100

Figur 6.32

Erhvervsdeltagelse blandt 30-59-årige i rest-

gruppen, 1980-2015

Indeks (kompetencegivende uddannelse=100)

100

Indeks

100

'80'82'84'86'88'90'92'94'96'98'00'02'04'06'08'10'12'14

Mænd

Kvinder

Anm.: Restgruppen er personer, som højst har en grundskoleuddannelse. Erhvervsdeltagelse er opgjort

som erhvervsindkomst større end 100.000 kr. (2015-priser). Andre kilder til erhvervsdeltagelse kan

ikke opgøres konsistent i hele perioden fra 1980 til 2015. Figur 6.32 viser erhvervsdeltagelsen i rest-

gruppen relativt til gruppen med en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Fordeling og Incitamenter 2017

187

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Forældre i beskæftigelse kan være stærke rollemodeller for deres børn helt uafhængigt af,

om mor og far har en uddannelse. Det bliver understøttet af, at forældrenes arbejdsmar-

kedstilknytning har en positiv sammenhæng med, om deres børn får en erhvervskompe-

tencegivende uddannelse.

Blandt 40-årige, hvor begge forældre højst har en grundskoleuddannelse, har 70 pct. op-

nået en erhvervskompetencegivende uddannelse, hvis mindst én af forældrene har haft en

stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis begge forældre derimod ikke er i beskæftigelse,

er det kun 58 pct. af børnene, der har opnået en erhvervskompetencegivende uddannelse

som 40-årige, jf. figur 6.33.

Figur 6.33

40-årige med erhvervskompetencegivende ud-

dannelse efter forældres beskæftigelsesstatus,

2015

Andel af gruppen, pct.

100

Andel af gruppen, pct.

100

Figur 6.34

25-årige med erhvervskompetencegivende ud-

dannelse efter forældres beskæftigelsesstatus,

2015

Andel af gruppen, pct.

100

Andel af gruppen, pct.

100

Uden beskæftigelse

Med beskæftigelse

Uden beskæftigelse

Med beskæftigelse

Anm.: Figur 6.33 er højeste fuldførte uddannelse blandt 40-årige (årgang 1975) og figur 6.33 højest fuldfør-

te eller igangværende uddannelse blandt 25-årige (årgang 1990) i 2015. Deres forældres er fordelt ef-

ter højest fuldførte uddannelsesniveau og erhvervsdeltagelse som 40-årige. Erhvervsdeltagelse efter

RAS statistikken. Forældre er observeret, når de er 40 år i perioden 1980-2000. Forældre, der ikke er

40 år i perioden, indgår ikke.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Billedet er det samme for 25-årige i 2015. Blandt 25-årige, hvor begge forældre tilhører

restgruppen, har 67 pct. enten opnået eller er i gang med en erhvervskompetencegivende

uddannelse, hvis mindst én forælder har haft en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis

ingen af forældrene er i beskæftigelse, er det kun 52 pct., som har opnået eller er i gang

med en erhvervskompetencegivende uddannelse, jf. figur 6.34.

188

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

6.8

Litteratur

Björklund, A. og M. Jänntti (2011), ‘Intergenerational Income Mobility and the Role of Fami-

ly Background’, The Oxford Handbook of Economic Inequality.

Corak, M. og A. Heisz (1999), ’The Intergenerational Earnings and Income Mobility of Ca-

nadian Men: Evidence from Longitudinal Income Tax Data’, The Journal of Human Re-

sources, Vol. 34, No. 3 (Summer, 1999), pp. 504-533

Hussain, M. A., M. D. Munk og J. Bonke (2009), ‘Intergenerational Earnings Mobilities –

How Sensitive are they to Income Measures?’, Journal of Income Distribution, Vol. 18, No.

3-4, 2009, p. 79-92.

Jakobsen, K. T. (2016), ’Den sociale mobilitet målt på indkomst er gået tilbage over de se-

neste godt ti år’, analysenotat Kraka.

Landersø, R. og J. J. Heckman, ’The Scandinavian Fantasy: The Sources of Intergenera-

tional Mobility in Denmark and the U.S.’, Study Paper No. 112 Rockwool Fondens For-

skningsenhed

Mazumder, B. (2005), ‘The Apple Falls Even Closer to the Tree Than We Thought: New

and Revised Estimates of the Intergenerational Inheritance of Earnings’, Chapter Two in

Unequal Chances, pp. 80-99

SFI (2016), ’Uddannelsesmobilitet i Danmark’, SFI TEMA 03:2016

Fordeling og Incitamenter 2017

189

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Bilag 6.1

Indkomstmobilitet

Opgørelser af indkomstmobilitet

Indkomstmobilitet mellem generationer opgøres traditionelt på to måder. Med det første

mål inddeles børn og forældre i fraktiler (fx deciler eller percentiler) efter deres indkomst.

Metoden kaldes

rank-rank correlation

eller

intergenerational rank association

(IRA). Mobili-

teten kan da bestemmes ved at se på forskelle i børn og forældres placering i indkomstfor-

delingen. Ofte præsenteres denne metode ved en transitionsmatrix, som viser den pro-

centvise fordeling af børn og forældre i hver enkelt kombination af børns og forældres pla-

cering i indkomstfordelingen, jf. Corak og Heisz (1999) og Mazumder (2005). Eller som

børns gennemsnitlige placering i indkomstfordelingen afhængig af forældrenes placering.

Metoden med at opdele børn og forældre i fraktiler kan ikke opfange bevægelser inden for

fraktilerne. Endvidere kan børn med forældre med meget lave eller høje indkomster rykke

flere fraktiler i forhold til deres forældres placering end børn af forældre i midten af ind-

komstfordelingen. Dermed kan det være svært at undersøge, om der er forskelle i graden

af mobilitet på tværs af indkomstfordelingen på en sammenlignelig måde.

Det andet mål er den

intergenerationelle indkomstelasticitet

(IGE), som opgør korrelationen

mellem børn og forældres indkomst. IGE estimeres som hovedregel i en regressionsmodel

med logaritmen til børns indkomst som den afhængige variabel og logaritmen til forældres

indkomst som den forklarende variabel:

Estimatet af parameteren

i model (1) er IGE-estimatet og kan tolkes som en elasticitet,

der beskriver, hvor mange procent børns indkomst vil stige/falde, hvis forældres indkomst

stiger/falder med 1 pct. Hvis elasticiteten er relativt høj, er tolkningen, at forældres ind-

komst har stor betydning for børns indkomst. Børn af forældre med lav indkomst får selv en

lav indkomst og omvendt for børn af forældre med høj indkomst. Det er et billede på lav

indkomstmobilitet. Omvendt kommer høj indkomstmobilitet til udtryk ved en lav elasticitet,

som afspejler en lav korrelation i indkomst mellem generationer.

IGE-estimatet måler den gennemsnitlige mobilitet. Det er imidlertid ikke sikkert, at mobilite-

ten er uafhængig af forældrenes indkomstniveau. Det er muligt at estimere elasticiteten lo-

kalt ved at anvende

local linear regression,

som tilpasser et førsteordenspolynomium inden

for et afgrænset indkomstinterval over forældrenes indkomstfordeling, hvor indkomsten

vægtes med en

kernel-weight.

På den måde kan IGE estimeres i en form for stykvis lineær

model hen over forældrenes indkomstfordeling. I analysen anvendes meget små interval-

ler, så resultatet bliver en meget glidende kurve over, hvordan IGE-estimaterne afhænger

af forældrenes indkomst.

IGE estimatet afhænger af variansen på indkomstfordelingerne. Eksempelvis vil en stigen-

de ulighed over tid, som øger variansen på indkomstfordelingen blandt børn sammenlignet

med forældregenerationen, alene betyde, at IGE estimatet vil være højere, hvilket trækker i

retning af lavere mobilitet. Det ses ved at dekomponere estimatoren i en korrelation og den

relative standardafvigelse mellem børns og forældres indkomster.

(1)

190

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

, ln

∙

En måde at mindske dette problem er at estimere modellen på baggrund af percentiler ved

rank-rank korrelationer. Det har endvidere den fordel, at personer med 0 kr. i indkomst kan

indgå. Udelukkelsen af personer med 0 kr. i indkomst betyder potentielt, at der opstår et

selektionsproblem, hvis det ikke er tilfældigt, hvem som ingen indkomst har. Estimatet ud-

trykker korrelationen mellem børns og forældres placering i indkomstfordelingen og be-

nævnes

rank coefficient:

som forskellen mellem børn og forældres indkomstper-

I model (2) tolkes estimatet

centil. Tolkningen er fx hvor mange indkomstpercentiler børn flytter sig, hvis forældre fx

rykker 10 indkomstpercentiler frem. På samme måde som IGE-estimaterne tolkes en større

rank-koefficient som tegn på lavere mobilitet mellem generationer.

Mål for indkomst

Ofte måles indkomstmobiliteten ved erhvervsindkomsten før skat, når formålet er at vise

mobiliteten i indtjeningsevne mellem generationer. Erhvervsindkomsten består af lønind-

komst og overskud fra selvstændig virksomhed. Pensionsbidrag indgår ikke, da der ikke er

dækkende oplysninger for forældres pensionsindbetalinger som erhvervsaktive. Erhvervs-

indkomsten er det centrale mål i denne analyse. Alternativt anvendes markedsindkomst,

som er erhvervsindkomst inkl. kapitalindkomst. Endelig kan man anvende disponibel ind-

komst, som er samlet indkomst efter skat. Det kan være relevant, hvis målet er at se på

mobilitet i forbrugsmuligheder mellem generationer. Disponibel indkomst afhænger af både

skattesystemet og offentlige overførsler. Ændringer i begge forhold kan gøre det svært at

sammenligne mobilitet mellem generationer og særligt mellem lande.

Afgrænsning af personkreds

I mange tidligere analyser af indkomstmobilitet er det betydningen af faderens indkomst for

sønnens indkomst, som analyseres. Det skyldes hovedsageligt, at erhvervsdeltagelsen

blandt kvinder tidligere var lav, og at kvinder ofte har perioder uden for arbejdstyrken på

grund af barsel m.v. I nærværende analyse er udgangspunktet at sammenligne hvert barns

indkomst med forældrenes (fædre og mødres) gennemsnitlige indkomst.

Analysen omfatter børn fra årgang 1971-1974, som observeres, når de er i alderen 39-41

år over perioden 2010-2015. Der benyttes kun personer, hvor der findes indkomstoplysnin-

ger for alle tre alderstrin. I analysen anvendes den gennemsnitlige årlige indkomst i løbet af

de tre år. Endvidere er populationen afgrænset til personer med dansk oprindelse, fordi der

for indvandrere sjældent er oplysninger om forældre.

For alle børn observeres deres forældre i alderen 37-43 år over perioden 1980-2000. I ana-

lysen anvendes den gennemsnitlige årlige indkomst over den observerede periode, hvor

der for mindst én forælder kan beregnes et treårigt gennemsnit af indkomsterne. Det ses,

at de fleste forældre indgår med syvårige gennemsnit (i alderen 37-43 år), jf. tabel 1.

∙

(2)

Fordeling og Incitamenter 2017

191

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Tabel 1

Bortfald som følge af afgrænsninger af personkreds i analysen

Årgang 1971-1974

Alle 40-årige

I indkomstdata i tre år (39-41 år)

Med dansk oprindelse

Oplysninger om far eller mor

Far eller mor i indkomstdata i mindst 3 år

Far eller mor i indkomstdata i 7 år

antal

313.589

309.107

272.178

260.991

252.597

219.191

pct.

100,0

98,6

86,8

83,2

80,6

69,9

Anm.: Børn fra årgang 1971-1974 i alderen 39-41 år og mindst én af deres forældre i alderen 37-43 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I analysen af mobilitet over perioden 2001-2014 anvendes børn fra årgang 1961-1974 i al-

deren 39-41 år og deres forældre i alderen 30-59 år over en treårig periode tyve år tidligere

(når børnene er 19-21 år). Det er omkring 80 pct. af hver årgang, som indgår i analysen,

når der betinges på, at begge generationer observeres i tre år.

Transitionsmatrice

En transitionsmatrice kan opgøre mobiliteten mellem generationer ved at vise børns place-

ring i indkomstfordelingen afhængig af deres forældres placering. Børn og forældre er hver

især inddelt i kvintiler efter erhvervsindkomst. Matricen har to dimensioner. Den viser dels i

hver række børnenes placering for hvert kvintil af forældre og dels i hver kolonne fordelin-

gen af forældre for hvert kvintil af børn. Matricen giver en detaljeret beskrivelse af, hvor

mange som er placeret højere, lavere eller i samme kvintil, som deres forældre. Matricen

kan også give et billede af, hvor langt børn flytter sig fra deres forældre.

I transitionsmatricen vil fuld mobilitet mellem generationer komme til udtryk ved, at der er

den samme andel i hver celle (20 pct. i hver celle i hele matricen). Omvendt vil ingen mobi-

litet være udtrykt ved, at alle (100 pct.) er placeret i diagonalen i matricen.

Transitionsmatricen, som bygger på årgang 1971-1974 i alderen 39-41 år samt forældre i

alderen 37-43 år, viser, at der generelt er en høj mobilitet. Mobiliteten fordeler sig også

næsten symmetrisk omkring diagonalen. Der er således fx nogenlunde lige så mange børn

med forældre 1. kvintil, som er placeret i 5. kvintil (10,9 pct.), som der er børn med forældre

i 5. kvintil, som er placeret i 1. kvitil (13,8 pct.), jf. tabel 2.

192

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Tabel 2

Transitionsmatrice på baggrund af indkomstkvintiler

Indkomstkvintil, børn

Indkomstkvintil, forældre

1. kvintil

2. kvintil

3. kvintil

4. kvintil

5. kvintil

I alt

1. kvintil 2. kvintil

32,7

20,8

17,3

15,3

13,8

100,0

22,8

23,4

21,5

18,4

13,8

100,0

3. kvintil 4. kvintil 5. kvintil

18,5

22,2

22,4

20,5

16,4

100,0

14,9

18,9

20,7

22,9

22,5

100,0

I alt

11,0 100,0

14,7 100,0

18,1 100,0

22,8 100,0

33,4 100,0

100,0

Anm.: Årgang 1971-1974 i alderen 39-41 år og deres forældre i alderen 37-43 år. Indkomstkvintiler efter

erhvervsindkomst.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Rank-koefficienter og IGE-estimater afhængig af forskellige afgrænsninger

I tabel 3 nedenfor er vist betydningen for IGE estimaterne og rank-koefficienten ved for-

skellige indkomstopgørelser, regressionsmodeller og målgruppeafgrænsninger. Resulta-

terne viser, at:



Rank-koefficienterne varierer mindre på tværs af forskellige afgrænsninger end

IGE-estimaterne.



Korrelationen i indkomst mellem generationer er højest for markedsindkomst og

mindst for disponibel indkomst. Det gælder både målt ved IGE og rank-

koefficient.



Korrelationen i indkomst mellem generationer er større, når aldersintervallet for

forældre udvides til 30-59 år. Køns- og alderskorrektion af forældrenes indkomst

reducerer dog estimaterne.



Korrelationen mellem børn og forældres indkomst er højere end korrelationen

mellem børn og hhv. fædre og mødre.



Korrelationen mellem børn og fædres indkomst er højere end korrelationen mel-

lem børn og mødres indkomst.



Korrelationen mellem henholdsvis sønner og forældres indkomst og døtre og

forældres indkomst er omtrent den samme.



Korrelationen mellem sønner og fædres indkomst er mindre end korrelationen

mellem sønner og forældres indkomst.

Estimaterne af såvel IGE som rank-koefficient varierer en del mellem de forskellige opgø-

relsesmetoder, hvilket gør det vanskeligt at fremhæve et estimat frem for andre. Derimod

er det nødvendigt at tolke hver enkelt estimat i den kontekst, som det fremgår.

Fordeling og Incitamenter 2017

193

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Tabel 3

Indkomstelasticiteter (IGE-estimater) og rank-koefficienter ved forskellige opgørelser, 2011-2014

Forskelle afhængig af indkomstgrundlag

39-41-årige (børn) sammenlignet med

37-43-årige forældre

IGE-estimat (model 1)

s.e.

Rank-koefficient (model 2)

s.e.

Erhvervsindkomst

0,233

(0,005)

232.089

0,249

(0,002)

251.503

Markedsindkomst

0,238

(0,006)

240.418

0,258

(0,002)

251.503

Disponibel

indkomst

0,101

(0,003)

247.916

0,169

(0,002)

251.503

Forskelle afhængig af afgrænsning af forældres alder

39-41-årige (børn) sammenlignet med

Erhvervsindkomst

forældre i forskellige aldersgrupper

30-59-årige foræl-

37-43-årige forældre

dre

IGE-estimat (model 1)

s.e.

Rank-koefficient (model 2)

s.e.

0,233

(0,005)

232.089

0,249

(0,002)

251.503

0,341

(0,006)

230.393

0,269

(0,002)

244.993

30-59-år korrigeret

for køn og alder

0,238

(0,004)

230.393

0,263

(0,002)

244.993

Forskelle afhængig af familiesammensætning

39-41-årige (børn) sammenlignet med

Erhvervsindkomst

37-43-årige forældre

Børn og forældre

IGE-estimat (model 1)

s.e.

Rank-koefficient (model 2)

s.e.

39-41-årige (børn) sammenlignet med

37-43-årige forældre

IGE-estimat (model 1)

s.e.

Rank-koefficient (model 2)

s.e.

0,233

(0,005)

232.089

0,249

(0,002)

251.503

Søn og fædre

0,212

(0,006)

106.653

0,250

(0,003)

114.635

Børn og fædre

0,185

(0,004)

209.723

0,227

(0,002)

226.945

Søn og forældre

0,254

(0,007)

118.075

0,264

(0,003)

127.092

Børn og mødre

0,093

(0,003)

218.578

0,160

(0,002)

247.986

Datter og forældre

0,214

(0,006)

114.014

0,258

(0,003)

124.411

Anm.: På tværs af opgørelser er det årgang 1971-1974, der observeres i alderen 39-41 år. Forældre er ob-

serveret over perioden 1980-2000. Øvrige afgrænsninger er beskrevet ovenfor. Alle estimater er sig-

nifikant forskellige fra 0 på 1 pct. signifikansniveau.

β=parameterestimat,

s.e.=standardfejl, n=antal

observationer.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata

194

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Lokale IGE-estimater efter forældrenes gennemsnitlige indkomst

Den intergenerationelle indkomstelasticitet er estimeret i lokal lineær regressionsmodel.

Neden for er resultatet vist afhængig af forældrenes gennemsnitlige erhvervsindkomst. Det

er de samme estimater, som er præsenteret i figur 6.16 i afsnit 6.5, men blot præsenteret

på en anden skala ud ad førsteaksen. Figuren viser, at der er relativt stor spredning i ind-

komsten blandt forældre med de 5 pct. højeste indkomster, og der er en tendens til, at IGE-

estimaterne er mindst blandt forældre med de laveste eller højeste indkomster, jf. figur 1.

Figur 1

Indkomstmobilitet afhængig af forældres indkomst, 2011-2014

Elasticitet

0,6

nederste 5 pct. øverste 5 pct.

Elasticitet

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

-0,1

-0,2

-0,3

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

-0,1

-0,2

-0,3

120

150

180

210

240

270

300

330

360

390

420

450

480

510

540

570

600

630

660

690

720

750

780

810

840

870

900

930

960

Forældres gennemsnitlige erhvervsindkomst 1.000 kr. (2015-priser)

Lokal regression

Gennemsnitlig elasticitet

Anm.: Se anmærkning til figur 6.16. De lodrette linjer angiver grænsen for de 5 pct. laveste og højeste ind-

komster.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Indkomstfordelingen blandt børne- og forældregenerationen

Udviklingen i mobiliteten blandt 40-årige de sidste 15 år er blandt andet påvirket af ændrin-

ger i indkomstfordelingerne i børne- og forældregenerationerne. Profilen for indkomstforde-

lingen for børnene ændrer sig ikke afgørende fra årgang 1961-1963, som observeres i

2001-2003, til årgang 1972-1974, som observeres i 2012-2014, jf. figur 2. Indkomstforde-

lingen for forældrene bliver en smule bredere i profilen for 2012-2014 sammenholdt med

2001-2003, jf. figur 3.

Fordeling og Incitamenter 2017

990

195

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 2

Indkomstfordeling for 39-41-årige (børn)

Figur 3

Indkomstfordeling for forældre i 30-59-

årsalderen

Pct.

Erhvervsindkomst 1.000 kr. (2015-priser)

2001-2003

2012-2014

Erhvervsindkomst 1.000 kr. (2015-priser)

2001-2003

2012-2014

Figur 4

Indkomstfordeling for fædre i 30-59-årsalderen

Pct.

Figur 5

Indkomstfordeling for mødre i 30-59-årsalderen

Pct.

Erhvervsindkomst 1.000 kr. (2015-priser)

2001-2003

2012-2014

Erhvervsindkomst 1.000 kr. (2015-priser)

2001-2003

2012-2014

Anm.: Tæthedsfunktion for fordelingerne af erhvervsindkomst for årgang 1961-1963 og 1972-1974 obser-

veret i alderen 39-41 år og deres forældre observeret i alderen 30-59 år tyve år tidligere. Kun perso-

ner med ikke-negative erhvervsindkomster.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Indkomstfordelingen for fædre ændrer sig ikke voldsomt over perioden, jf. figur 4. Derimod

bliver indkomstfordelingen blandt mødre bredere i takt med, at en større del af mødrene

deltager på arbejdsmarkedet, jf. figur 5.

Udviklingen i fordelingen af forældrenes gennemsnitlige erhvervsindkomst (figur 3) er såle-

des påvirket af ændringen i mødrenes arbejdsmarkedsdeltagelse.

Rank-koefficienter og IGE-estimater over tid afhængig af familiesammensætning

Sammenligningerne af udviklingen i indkomstmobiliteten over tid tager udgangspunkt i

fædrenes indkomster. Bortset fra en forskel i niveauet af de estimeres rank-koefficienter,

196

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

ses der ikke betydelige forskelle i udviklingen, hvad enten der ses på mobiliteten målt ved

far/søn eller far/datter. I begge tilfælde stiger de estimerede rank-koefficienter nogenlunde

parallelt over perioden, jf. figur 6.

Figur 6

Rank-koefficienter afhængig af fædre og børns indkomst, 2001-2014

Rank-koefficient

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

Rank-koefficient

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

Far/barn

Far/søn

Far/datter

Anm.: Årgang 1961-1974 i alderen 39-41 år og deres forældre i 30-59-årsalderen observeret over en treårig

periode tyve år tidligere. Forældres erhvervsindkomster er korrigeret for alder og køn.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det indikerer, at der i generationen af børn (årgang 1961-1974) ikke er forskelle i mobilite-

ten mellem sønner og døtre. Der er tegn på, at mobiliteten er faldet en smule, fordi der er

større sammenhæng mellem fædre og børns indkomster over perioden, men udviklingen

er den samme for døtre som for sønner.

Udviklingen i mobiliteten over tid kan også estimeres ved den intergenerationelle ind-

komstelasticitet (IGE).

Konklusionen om udviklingen i mobilitet målt ved IGE-estimaterne adskiller sig ikke fra

konklusionen på baggrund af rank-koefficienter. IGE-estimaterne er voksende over perio-

den, hvilket trækker i retning af lavere mobilitet mellem generationer. Det gælder uanset

opdelingen mellem sønner og døtre og fædre og mødre. Dog er stigningen begrænset, når

fædrenes indkomst anvendes, jf. figur 7.

Fordeling og Incitamenter 2017

197

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 7

IGE-estimater afhængig af forældre og børns indkomst, 2001-2014

Elasticitet

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

Mor/barn

2009

2010

2011

2012

2013

2014

Elasticitet

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

Forældre/barn

Far/barn

Far/søn

Far/datter

Anm.: Årgang 1961-1974 i alderen 39-41 år og deres forældre i 30-59-årsalderen observeret over en treårig

periode tyve år tidligere. Forældres erhvervsindkomster er korrigeret for alder og køn. Kun personer

med positive erhvervsindkomster indgår.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Rank-koefficienter og IGE-estimater over for udsving i indkomst

For at få en konsistent opgørelse af mobiliteten over tid og over så lang en periode som

muligt anvendes treårige gennemsnit i analysen af udviklingen i mobiliteten over perioden

2001-2014. Men det betyder, at midlertidige udsving i indkomsten betyder mere, og giver

større variation i de målte indkomster. Alternativt kan der anvendes gennemsnit over syv

år, som betyder, at transitoriske chok eller udsving i indkomsten i enkelte år får mindre be-

tydning for den gennemsnitlige indkomst. Når der anvendes syvårige gennemsnit har det

generelt den betydning, at korrelationen mellem børn og forældre er større sammenlignet

med treårige gennemsnit. Det afspejles i større rank-koefficienter og IGE-estimater, jf. figur

8 og 9.

198

Fordeling og incitamenter 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Figur 8

Rank-koefficienter efter gennemsnit af foræl-

dres indkomster i 3 eller 7 år, 2001-2014

Rank-koefficient

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

'01 '02 '03 '04 '05 '06 '07 '08 '09 '10 '11 '12 '13 '14

Forældre/barn 3 år

Forældre/barn 7 år

Far/barn 3 år

Far/barn 7 år

Rank-koefficient

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

Figur 9

IGE-estimater efter gennemsnit af forældres

indkomster i 3 eller 7 år, 2001-2014

Elasticitet

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

'01 '02 '03 '04 '05 '06 '07 '08 '09 '10 '11 '12 '13 '14

Forældre/barn 3 år

Forældre/barn 7 år

Far/barn 3 år

Far/barn 7 år

Elasticitet

0,30

0,25

0,20

0,15

0,10

0,05

0,00

Anm.: Årgang 1961-1974 observeret i alderen 39-41 år og forældre i alderen 30-59 år observeret tyve år tid-

ligere. Forældres indkomster er korrigeret for alder og køn. Figur 8 viser rank-koefficienten afhængig

af om forældres og fædres indkomster er gennemsnit over tre eller syv år. Figur 9 viser tilsvarende

IGE-estimaterne.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Konklusionen på udviklingen i mobiliteten over tid er uændret, hvad enten der anvendes

tre- eller syvårige gennemsnit af forældrenes indkomster. Både rank-koefficienten og ela-

sticiteterne er højere over hele perioden, når der anvendes syvårige gennemsnit, men føl-

ger udviklingen, som er baseret på treårige gennemsnit. Det viser, at man skal være var-

som med at tolke på selve størrelsen af estimaterne, men nøjes med at fokusere på udvik-

lingen over tid.

Fordeling og Incitamenter 2017

199

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 269: Fordeling og incitamenter 2017, fra økonomi- og indenrigsministeren

Kapitel 6

Mobilitet mellem generationer

Bilag 6.2

Uddannelsesmobilitet

Generelt er der færre børn med ufaglærte forældre, som selv opnår en erhvervskompeten-

cegivende uddannelse sammenlignet med børn af forældre med en uddannelse. Forskel-

len på børns uddannelsesniveau afhængig af deres forældres uddannelsesniveau kan be-

skrives ved ratioen mellem andelen af børn, som får en erhvervskompetencegivende ud-

dannelse blandt ufaglærte forældre, i forhold til andelen af børn som får en erhvervskom-

petencegivende uddannelse blandt forældre med en kompetencegivende uddannelse. Ra-

tioen benævnes nogle gange ’chanceulighed’, se fx SFI (2016).

Hvis forældes uddannelsesniveau var uden betydning for børns uddannelsesniveau vil ra-

tioen for chanceulighed være 1. Ratioen er imidlertid mellem 0,7 og 0,8, hvilket indikerer, at

der er mellem 20 og 30 pct. færre i gruppen af børn med ufaglærte forældre, som får en

erhvervskompetencegivende uddannelse sammenlignet med gruppen af børn, hvor foræl-

drene har en uddannelse, jf. figur 1.

Figur 1

Andel med erhvervskompetencegivende uddannelse afhængig af forældres uddannelsesniveau,

2000-2015

Chanceulighed (1=uddannelsesniveau uafhængig af forældres uddannelse)

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Chanceulighed

1,0

0,9

0,8

0,7

0,6

0,5

0,4

0,3

0,2

0,1

0,0

40-årige

25-årige

Samme andel

Anm.: Sandsynlighed for at 25-årige eller 40-årige har eller er i gang med en erhvervskompetencegivende

uddannelse afhængig af forældres uddannelsesniveau (forældre som er ufaglærte ift. forældre med

uddannelse). Linjen ’samme andel’ er tilfældet, hvor den samme andel af børn opnår en erhvervs-

kompetencegivende uddannelses uanset forældre uddannelse.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Udviklingen i ratioen for chanceulighed er nogenlunde konstant fra 2000 til 2015 både

blandt 25-årige og 40-årige. Det skal ses i lyset af, at gruppen af ufaglærte forældre (rest-

gruppen) svinder ind og halveres over perioden, jf. afsnit 6.7.

200

Fordeling og incitamenter 2017