SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 264
Offentligt

Velfærdspolitisk Analyse

Anbragte i plejefamilier og

psykiatriske diagnoser

Når et barn eller en ung har brug for særlig støtte og behov for hjælp, kan kommunen iværk-

sætte en anbringelse uden for hjemmet. En anbringelse i en plejefamilie vil i mange tilfælde

være at foretrække, fordi en plejefamilie kan give børn og unge en opvækst i stabile, familiæ-

re rammer og et trygt omsorgsmiljø med nære relationer til voksne. Nogle børn og unge vil

imidlertid have behov for hjælp, som en plejefamilie i udgangspunktet ikke kan give dem. Det

kan fx være børn og unge med en svær psykisk sygdom. Her kan en anbringelse på et soci-

alpædagogisk opholdssted eller en døgninstitution være den bedste løsning.

Denne analyse sætter fokus på omfanget af og udviklingen i anbragte børn og unge med

psykiatriske diagnoser og ser nærmere på, hvor børn og unge med psykiatriske diagnoser

anbringes.

Analysen viser, at langt de fleste anbragte børn og unge ikke har en psykiatrisk diagnose stil-

let i hospitalssystemet. Sammenlignet med andre børn og unge er der imidlertid markant flere

anbragte, som har en psykiatrisk diagnose. I løbet af de seneste år har der været en stor

stigning i antallet af anbragte børn og unge med psykiatriske diagnoser. Stigningen skal ses i

lyset af en generel tendens i samfundet og har ikke været større blandt anbragte end blandt

andre grupper af børn og unge.

Børn og unge bliver i højere grad anbragt i plejefamilier end tidligere. Børn og unge med en

psykiatrisk diagnose er dog oftest anbragt på døgninstitutioner eller opholdssteder. Hvor det

er under 15 pct. blandt anbragte i plejefamilier, der har en psykiatrisk diagnose, gælder det

omkring 35 pct. blandt anbragte på døgninstitutioner og opholdssteder. Børn og unge med en

psykiatrisk diagnose er således oftest anbragt i tilbud, som kan yde en mere specialiseret

støtte. Særligt børn og unge med en svær psykisk sygdom er anbragt på døgninstitutioner og

opholdssteder. Ser man isoleret på anbragte med en svær psykisk sygdom, udgør de i stør-

relsesordenen 1-2 pct. af anbragte i plejefamilier.

Med Barnets Reform, der trådte i kraft 1. januar 2011, blev de kommunale plejefamilier ind-

ført. Det er plejefamilier, som har særlige kompetencer til at have mere behandlingskræven-

de børn og unge i pleje. Blandt anbragte børn og unge i kommunale plejefamilier er der rela-

tivt flere med en psykiatrisk diagnose, herunder en svær psykisk sygdom, end i andre typer af

plejefamilier.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Flere børn og unge anbringes i plejefamilier

Når et barn eller en ung har brug for særlig støtte og behov for hjælp, kan kommunen iværk-

sætte en anbringelse uden for hjemmet. Inden anbringelsen skal kommunen foretage en

grundig undersøgelse af barnets eller den unges forhold, herunder om barnets behov kan

imødekommes ved foranstaltninger, som iværksættes, mens barnet bliver boende i hjemmet.

Der er i hvert enkelt tilfælde tale om en konkret, individuel vurdering af forholdene og behovet

for hjælp og støtte. En psykiatrisk eller anden diagnose hos barnet eller den unge vil her ind-

gå som en del af den vurdering. Men der er ikke nogen direkte kobling mellem diagnoser,

anbringelser og andre sociale foranstaltninger, en kommune kan sætte i værk.

Når kommunen vurderer, at en anbringelse er den foranstaltning, der bedst vil kunne sikre

barnets eller den unges trivsel, skal der lægges vægt på anbringelsesstedets mulighed for at

tilbyde nære og stabile voksenrelationer. Kommunen skal her vurdere, om en anbringelse i

en plejefamilie er mest hensigtsmæssig. En plejefamilie kan give børn og unge en opvækst i

stabile, familiære rammer og et trygt omsorgsmiljø med nære relationer til voksne. Nogle

børn og unge vil imidlertid have behov for hjælp, som en almindelig plejefamilie i udgangs-

punktet ikke kan give dem. Det kan fx være børn og unge med en svær psykisk sygdom. Her

vil en anbringelse på et socialpædagogisk opholdssted eller en døgninstitution i mange tilfæl-

de være den bedste løsning.

I løbet af 2015 var ca. 13.500 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt uden for hjemmet. Her-

af var ca. 7.700 anbragt i en plejefamilie, jf. figur 1.

Figur 1

Anbragte børn og unge, 2015

Anm.: 0-17-årige, der var anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i 2015. En person kan både have været

anbragt i en plejefamilie og på døgninstitution/opholdssted i løbet af året.

”I alt”

omfatter personer,

der har været anbragt mindst ét sted.

”I alt” omfatter også anbringelser, hvor anbringelsesstedet er

uoplyst. For nogle personer findes der ikke cpr-oplysninger. Disse personer indgår ikke i opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Se boks 1 for en beskrivelse af de forskellige typer af plejefamilier.

Boks 1

Anbringelser i plejefamilie

Der skelnes mellem tre forskellige plejefamilietyper:

Almindelige plejefamilier

er familier, der får løn/vederlag for at have et plejebarn boende. Det kræver ikke

nødvendigvis en særlig uddannelse at blive plejeforældre. Plejeforældrene skal dog gennemføre et obliga-

torisk grundkursus, og der er krav om løbende supervision og efteruddannelse.

Kommunale plejefamilier

er i kraft af særlige kompetencer og kvalifikationer godkendt til at have børn og

unge i pleje, som har sværere problemstillinger. De kommunale plejefamilier skal ligeledes gennemføre et

grundkursus og har desuden ret til mere supervision og efteruddannelse end andre plejefamilietyper.

Netværksplejefamilier

er familier, som har en personlig eller familiær relation til det barn, der skal anbringes.

Det kan fx være slægtninge eller andre i barnets eller den unges netværk, der påtager sig ansvaret for bar-

nets omsorg og opdragelse. Der stilles samme krav om grundkursus, efteruddannelse og supervision som

til almindelige plejefamilier.

Når et barn eller en ung har brug for særlig støtte og behov for hjælp, som en plejefamilie ikke kan tilbyde,

kan barnet anbringes på socialpædagogiske opholdssteder eller døgninstitutioner. Her vil der oftest være

tale om børn og unge med et større behov for socialpædagogisk støtte.

I løbet af de seneste år er der samlet set sket et fald i antallet af børn og unge, som har mod-

taget en social foranstaltning i form af en anbringelse. Fra 2007 til 2015 er antallet af anbrag-

te børn og unge faldet med ca. 1.000 personer, jf. figur 2.

Figur 2

Udvikling i antallet af børn og unge, der har modtaget en social foranstaltning

Anm.: Antal berørte 0-17-årige. Den samme person kan både have været anbragt uden for hjemmet og

modtaget en personrettet forebyggende foranstaltning.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

I de tilfælde, hvor det vurderes bedst for barnets trivsel at blive boende i hjemmet, kan kom-

munen iværksætte en forebyggende foranstaltning. Der kan både være tale om

personrette-

familierettede

foranstaltninger. Grundet manglende data er det dog ikke muligt at bely-

se udviklingen i antallet af børn og unge, der har modtaget

familierettede

foranstaltninger i

perioden.

Når der ses isoleret på

personrettede

forebyggende foranstaltninger, er der sket en mindre

stigning i antallet af forebyggende foranstaltninger i samme periode, som antallet af anbrin-

gelser er faldet. Det kan blandt andet afspejle et større fokus på tidlige forebyggende indsat-

ser i kommunerne de seneste 5-10 år.

Faldet i det samlede antal anbringelser dækker over, at antallet af børn og unge anbragt i

plejefamilier er steget med ca. 1.000 personer, mens der er ca. 2.000 færre anbragte perso-

ner på døgnintuitioner eller opholdssteder mv., jf. figur 3.

Figur 3

Anbragte børn og unge, 2007-2015

Anm.: 0-17-årige, der på et tidspunkt i det pågældende år har været anbragt uden for hjemmet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Den resterende del af analysen sætter fokus på udviklingen i antallet af anbragte børn og

unge, der har fået stillet en psykiatrisk diagnose i hospitalssystemet, og på, hvor børn og un-

ge med psykiatriske diagnoser anbringes.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Anbragte med en psykiatrisk diagnose

De fleste anbragte børn og unge har ikke en psykiatrisk diagnose stillet i hospitalssystemet.

Men der er markant flere anbragte børn og unge, som har en psykiatrisk diagnose sammen-

lignet med børn og unge, der ikke har været anbragt uden for hjemmet.

Hvor i størrelsesordenen 20-25 pct. af anbragte børn og unge har en psykiatrisk diagnose, er

det under 5 pct. blandt andre børn og unge, jf. figur 4.

Figur 4

Børn og unge med en psykiatrisk diagnose

Figur 5

Anbragte med en psykiatrisk diagnose

Anm.: 0-17-årige i 2014, der har fået stillet en psykiatrisk diagnose i hospitalssystemet i perioden 2007-2014.

Se boks 2 for nærmere definition og afgrænsning af psykiatriske diagnoser. Alderen er opgjort pr. 1.

juli. Personer, der er fyldt 18 år i første halvår 2014, er også medregnet.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Blandt anbragte i plejefamilier er det under 15 pct., der har en psykiatrisk diagnose. Til sam-

menligning gælder det omkring 35 pct. blandt anbragte på døgninstitutioner og opholdsste-

der, jf. figur 5.

Ser man på den samlede gruppe af anbragte børn og unge med en psykiatrisk diagnose, er

størstedelen anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted. Det gælder ca. 65 pct. af alle

anbragte børn og unge med en psykiatrisk diagnose, jf. figur 6.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Figur 6

Anbragte med en psykiatrisk diagnose efter anbringelsessted

Anm.: 0-17-årige i 2014, der var anbragt uden for hjemmet i 2014, og som har fået stillet en psykiatrisk di-

agnose i hospitalssystemet i perioden 2007-2014. Se i øvrigt anmærkningen til figur 1.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

I løbet af de seneste år er der sket en markant stigning i antallet af børn og unge med en

psykiatrisk diagnose. Det gør sig gældende hos både anbragte og andre børn og unge.

Siden 2007 er andelen af anbragte børn og unge med en psykiatrisk diagnose steget med

omkring 75 pct. Blandt børn og unge, der ikke er anbragt uden for hjemmet, er andelen ste-

get med over 100 pct., svarende til mere end en fordobling, jf. figur 7.

Figur 7

Børn og unge med psykiatrisk diagnose, 2007-2014

Anm.: 0-17-årige, der har fået stillet en psykiatrisk diagnose i hospitalssystemet i løbet af de seneste 8 år.

For nærmere definition og afgrænsning af psykiatriske diagnoser se boks 2.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Sammenligner man stigningen i psykiatriske diagnoser blandt anbragte børn og unge med

andre børn og unge, har der ikke været en større stigning i psykiatriske diagnoser blandt an-

bragte end blandt andre børn og unge.

Stigningen i omfanget af psykiatriske diagnoser er ikke nødvendigvis udtryk for, at flere børn

og unge i dag har psykiske problemer end tidligere. Udviklingen skal blandt andet ses i lyset

af, at man løbende bliver bedre til at opspore og diagnosticere børn og unge med adfærds-

vanskeligheder og psykiske problemer. Det gælder blandt andet børn og unge med diagno-

sen ADHD.

En stigning i antallet af børn og unge med en ADHD-diagnose er en stor del af forklaringen

på, at flere anbragte børn og unge i dag har en psykiatrisk diagnose. ADHD-diagnoser tegner

sig for over halvdelen af den samlede stigning i psykiatriske diagnoser, der har været blandt

anbragte børn og unge i perioden 2007-2014, jf. figur 8.

Figur 8

Stigningen i psykiatriske diagnoser blandt anbragte børn og unge, opdelt på ADHD og øvrige diag-

noser, 2007-2014

Anm.: Stigningen i psykiatriske diagnoser blandt anbragte børn og unge i perioden 2007-2014.

”ADHD”

omfatter kun personer, der ikke har fået stillet andre diagnoser end ADHD.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Hvor anbringes børn og unge med svære psykiatriske

diagnoser?

En psykiatrisk diagnose kan have meget varierende sværhedsgrad. Set i relation til den soci-

ale indsats er det centralt, at udsatte børn og unge anbringes det sted, der bedst kan håndte-

re barnets behov for støtte og omsorg.

Børn og unge med en svær psykisk sygdom som fx skizofreni eller alvorlige personligheds-

forstyrrelser vil oftest have brug for omfattende og professionel behandling. I nogle tilfælde

kan barnet eller den unge få denne hjælp i det psykiatriske system, og i andre tilfælde er der

behov for en social indsats fx i form af en anbringelse eller dagbehandling. Andre diagnoser

som fx ADHD kræver ikke nødvendigvis en særlig socialfaglig indsats, og her kan det være

relevant at anbringe barnet eller den unge i en plejefamilie, eventuelt med supplerende støt-

te.

Billedet af psykiatriske diagnoser blandt børn og unge kan nuanceres ved at inddele diagno-

serne efter sværhedsgrad, jf. boks 2.

Boks 2

Psykiatriske diagnoser og sværhedsgrad

Psykiatriske diagnoser omfatter i denne analyse diagnoser registreret i Landspatientregisteret og Landspa-

tientregistret Psykiatri. Diagnoserne er stillet i forbindelse med kontakt til hospitalssystemet. Kontakter om-

fatter indlæggelser, ambulante forløb og skadestuebesøg. Kontakter til egen læge og speciallæger indgår

ikke.

En psykiatrisk diagnose kan have meget varierende sværhedsgrad. For at nuancere dette, kategoriseres

diagnoserne som hhv.

svær psykisk sygdom

anden psykisk sygdom.

Baseret på en vurdering af syg-

dommens sværhedsgrad, inddeles de psykiatriske diagnoser som følger:

Svær psykisk sygdom

omfatter skizofreni, øvrige diagnoser i skizofrenispektret (som skizotypisk sindslidel-

se), øvrige psykoser, mani og bipolar lidelse samt personlighedsforstyrrelser af borderline-typen.

Anden psykisk sygdom

omfatter psykiske lidelser som ADHD, angst og forbier, depression (uanset grad),

OCD, personlighedsforstyrrelser (ekskl. borderline), spiseforstyrrelser (fx anoreksi, men ikke trøstespisning)

og PTSD.

Kategoriseringen følger Lars Benjaminsen mv. (2015): Familiebaggrund og social marginalisering i Dan-

mark. SFI 15:41.

Børn og unge med en psykiatrisk diagnose, der anbringes uden for hjemmet, bliver i overve-

jende grad anbragt på døgninstitutioner eller opholdssteder. Det gælder uanset, om der er ta-

le om en svær psykisk sygdom eller anden psykisk sygdom.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Blandt anbragte børn og unge i plejefamilier er det i størrelsesordenen 1-2 pct., der har en

svær psykisk sygdom, mens det gør sig gældende for lidt under 8 pct. blandt børn og unge

på døgninstitutioner og opholdssteder. Lidt flere end 13 pct. af anbragte i plejefamilier har en

anden psykisk sygdom, mens det er lidt over 27 pct. blandt anbragte børn og unge på døgn-

institutioner og opholdssteder, jf. figur 9.

Figur 9

Anbragte med psykiatrisk diagnose efter anbringelsessted og sværhedsgrad

Anm.: 0-17-årige, der var anbragt uden for hjemmet i 2014, og som har fået stillet en psykiatrisk diagnose i

hospitalssystemet i perioden 2007-2014. Alderen er opgjort pr. 1. juli. Personer, der er fyldt 18 år i

første halvår 2014, er også medregnet. Personer, der både har en svær psykisk sygdom og anden

psykisk

sygdom, optræder kun i gruppen ”Svær psykisk sygdom”.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

ADHD udgør en meget stor andel af de psykiatriske diagnoser blandt anbragte børn og unge

i plejefamilier. Det er op mod 75 pct., der har fået stillet en diagnose for ADHD, jf. figur 10.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Figur 10

Anbragte i plejefamilier med psykiatrisk diagnose opdelt efter type af diagnose

Anm.: 0-17-årige, der var anbragt i en plejefamilie i 2014, og som har fået stillet en psykiatrisk diagnose i

hospitalssystemet i perioden 2007-2014. Personer med andre psykiatriske diagnoser end ADHD

indgår i enten ”Anden psykisk sygdom” eller ”Svær psykisk sygdom”.

For afgrænsning af alder se

anmærkning til figur 9.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Hvis der ses på udviklingen over tid, har det i hele perioden 2007-2014 været omkring 1 pct.

af alle anbragte børn og unge i plejefamilier, der havde en psykiatrisk diagnose relateret til en

svær psykisk sygdom. Blandt anbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder

steg andelen i samme periode med ca. 3 pct.point, fra lidt under 5 pct. i 2007 til lidt under 8

pct. i 2014, jf. figur 11.

Figur 11

Anbragte med svær psykisk sygdom, 2007-2014

Anm.: 0-17-årige, der på et tidspunkt i det pågældende år har været anbragt uden for hjemmet, og som har

fået stillet en psykiatrisk diagnose for en svær psykisk sygdom i løbet af de seneste 8 år.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Med Barnets Reform, der trådte i kraft 1. januar 2011, blev de såkaldte

kommunale plejefami-

lier

indført. En kommunal plejefamilie er i kraft af særlige kompetencer og kvalifikationer god-

kendt til at have særligt behandlingskrævende børn og unge i pleje, som fx børn og unge

med en psykisk lidelse.

Hvis man ser på alle anbringelser i 2010, dvs. før Barnets Reform trådte i kraft, tegnede al-

mindelige plejefamilier sig for langt hovedparten af anbringelserne, jf. figur 12.

Figur 12

Anbringelser i plejefamilie i 2010,

før Barnets Reform

Figur 13

Anbringelser i plejefamilie i 2015,

iværksat efter Barnets Reform

Anm.: 0-17-årige, der var anbragt i en plejefamilie på et tidspunkt i hhv. 2010 og 2015. Figur 13 omfatter

kun anbringelser, der er iværksat efter 1. januar 2011, hvor Barnets Reform trådte i kraft. Enkelte

personer kan optræde mere end én gang, hvis de har været anbragt i forskellige plejefamilietyper i

løbet af året.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Det gælder også, hvis man ser på anbringelser i 2015, hvor anbringelsen er iværksat efter

Barnets Reform. Men almindelige plejefamilier tegner sig for en lidt mindre del af det samlede

billede, da flere anbringes i netværksplejefamilier og

–

især

–

i kommunale plejefamilier.

Samlet set udgør anbringelser i kommunale plejefamilier lidt over 8 pct. af de anbringelser,

der er iværksat efter Barnets Reform, jf. figur 13.

Blandt børn og unge anbragt i kommunale plejefamilier har en større andel fået stillet en psy-

kiatrisk diagnose sammenlignet med anbragte i andre typer af plejefamilier. Det gælder i sær-

lig grad, hvis man ser isoleret på børn og unge med en svær psykisk sygdom. Her er andelen

mere end dobbelt så stor i kommunale plejefamilier. Hvor det er ca. 0,8 pct. blandt anbragte i

almindelige plejefamilier og netværksplejefamilier, der har fået stillet en diagnose relateret til

en svær psykisk sygdom, gør det sig gældende for 1,8 pct. blandt anbragte i kommunale ple-

jefamilier, jf. tabel 1.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 264: Orientering om velfærdspolitisk analyse om anbragte i plejefamilier og psykiatriske diagnoser, fra børne- og socialministeren

Velfærdspolitisk Analyse

Tabel 1

Psykiatriske diagnoser hos anbragte i plejefamilier efter Barnets Reform, 2015

Netværks-

plejefamilie

Psykiatrisk diagnose

Svær psykisk sygdom

Anden psykisk sygdom

Almindelig

plejefamilie

Kommunal

plejefamilie

Alle

plejefamilier

9,0

0,8

8,2

10,7

0,8

9,9

13,5

1,8

11,7

10,6

0,9

9,8

Anm.: 0-17-årige anbragt i plejefamilie i 2015, hvor anbringelsen er iværksat efter Barnets Reform 1. januar

2011.

”Psykiatrisk diagnose”

omfatter diagnoser stillet i hospitalssystemet i perioden 2007-2014. Per-

soner, der både har en svær psykisk sygdom og anden psykisk sygdom, optræder kun i gruppen

”Svær psykisk sygdom”.

Kilde: Egne beregninger på Danmarks Statistiks registerdata.

Velfærdspolitisk Analyse nr. 11, maj 2017