SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 262: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Retfærdighedsudspillet), fra justitsministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 262
Offentligt

Civilafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

13. juni 2017

Formueretskontoret

Mathias Mikkelsen

2016-430-0030

2308820

Lov om ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer,

lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for

forbrydelser

(Afskaffelse af forældelsesfrister for gerningsmandens strafansvar i sager

om seksuelt misbrug af børn og for erstatningskrav mod offentlige myn-

digheder for svigt i sager om overgreb mod børn, forhøjelse af niveauet for

tortgodtgørelse for seksuelle krænkelser samt ophævelse af 72-timers reg-

len i sager om voldtægt, incest og seksuelt misbrug af børn)

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli 2016, som ændret

ved lov nr. 1723 af 27. december 2016 og § 1 i lov nr. 1728 af 27. decem-

ber 2016, foretages følgende ændringer:

§ 93, stk. 3,

ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

§ 93 b

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Når en lovovertrædelse, som er omfattet af §§ 210, 216-224, 225,

jf. §§ 216-224, § 226 eller § 227, stk. 1, begås over for en person under 18

år, indtræder forældelse ikke.«

§ 94, stk. 4,

udgår »§§ 210 og 216-224, § 225, jf. §§ 216-224, § 226, §

227, stk. 1,«.

§2

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 262: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om forældelse af fordringer, lov om erstatningsansvar og lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (Retfærdighedsudspillet), fra justitsministeren

I lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), jf. lovbekendtgørelse

nr. 1238 af 9. november 2015, foretages følgende ændringer:

§ 3

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

Fordringer på erstatning eller godtgørelse, som udspringer af, at en

offentlig myndighed, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat

lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med

overgreb begået over for denne, forældes ikke.«

§ 4, stk. 2,

ændres »nr. 3« til: »nr. 4«.

§ 30, stk. 2,

ændres »nr. 3« til: »nr. 4«.

§3

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014,

som ændret senest ved lov nr. 1493 af 21. december 2014 og § 16 i lov nr.

395 af 2. maj 2016, foretages følgende ændring:

§ 26, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Ved fastsættelsen af godtgørelsen kan det tillægges vægt, at kræn-

kelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af

bestemmelser i straffelovens kapitel 23 eller 24, herunder at krænkelsen er

begået over for en person under 18 år.«

§4

I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1209 af 18. november 2014, foretages følgende ændringer:

§ 10, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Kravet om anmeldelse inden 72 timer gælder dog ikke for sager om over-

trædelse af straffelovens §§ 210, 216, 222-224, 225, jf. §§ 216 og 222-224,

§ 226 og § 227, stk. 1, og sager om overtrædelse af straffelovens §§ 218-

221 og 225, jf. §§ 218-221, der begås over for en person under 18 år.«

§ 10, stk. 2,

ændres »stk. 1« til: »stk. 1, 1. pkt.,«.

§5

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2.

§ 1 finder også anvendelse på lovovertrædelser, der er begået før

lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler

er indtrådt før lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

§ 2, nr. 1, finder også anvendelse på fordringer, der er stiftet før

lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler

er indtrådt før lovens ikrafttræden.

Stk. 4.

§ 3 finder anvendelse på erstatningsansvar for skader, der indtræder

efter lovens ikrafttræden.

Stk. 5.

§ 4, nr. 1, finder ikke anvendelse på skader, der er forvoldt ved

overtrædelser, der er begået mere end 2 år før lovens ikrafttræden. For

sådanne skader finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 2-4 kan ved konge-

lig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændrin-

ger, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Straffelovens regler om forældelse af strafansvar i sager

om seksuelt misbrug af børn

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

2.1.3. Lovforslagets udformning

2.2. Forældelseslovens regler om forældelse af erstatnings- og

godtgørelseskrav mod offentlige myndigheder i sager om mis-

brug af børn

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.3. Lovforslagets udformning

2.3. Erstatningsansvarslovens regler om tortgodtgørelse

2.3.1 Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Lovforslagets udformning

2.4. Offererstatningslovens 72-timers regel i sager om voldtægt,

incest og seksuelt misbrug af børn

2.4.1 Gældende ret

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

2.4.3. Lovforslagets udformning

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Det følger af regeringsgrundlaget ”For et friere, rigere og mere trygt Dan-

mark” (november 2016), at regeringen vil sætte fokus på ofre for forbry-

delser og øge retfærdigheden for den enkelte. Regeringen vil afskaffe de

forældelsesfrister, der forhindrer, at børn, der har været udsat for seksuelle

overgreb, kan rette krav mod offentlige myndigheder, og at et strafferetligt

ansvar kan gøres gældende over for den person, der har forgrebet sig på

barnet. Mulighederne for ofres adgang til erstatning og godtgørelse skal

forbedres.

Den 18. december 2016 lancerede justitsministeren udspillet ”Retfærdig-

hed for ofre”, som indeholder fem initiativer, der blandt andet skal sikre

seksuelt misbrugte børn bedre mulighed for erstatning og godtgørelse samt

en mere retfærdig adgang til retssystemet.

Forældelsesfristerne for gerningsmandens strafansvar i sager om

seksuelt misbrug af børn afskaffes.

Forældelsesfristerne for krav om erstatning eller godtgørelse mod

offentlige myndigheder, som har svigtet et barn, der har været ud-

sat for seksuelt misbrug, afskaffes.

72-timersreglen i offererstatningsloven for alle sager om voldtægt,

incest og seksuelt misbrug af børn afskaffes.

Der indføres en nedre grænse for tortgodtgørelse i sager om grove

tilfælde af seksuelt misbrug af børn, og niveauet for tortgodtgørel-

sen for seksuelle krænkelser forhøjes.

Der gennemføres undersøgelser af myndighedernes håndtering af

sager om seksuelt misbrug, herunder hvordan ofrene oplever an-

meldelsessituationen, og hvorfor nogle sager ikke anmeldes. Der

foretages desuden en analyse af, hvordan straffesager kan gennem-

føres hurtigere til gavn for bl.a. ofrene.

Lovforslaget udmønter de initiativer i retfærdighedsudspillet, som kræver

lovændringer.

Det foreslås således med lovforslaget, at forældelsesfristen for gernings-

mandens strafansvar i sager om seksuelt misbrug af børn ophæves.

Endvidere indebærer lovforslaget, at forældelsesfristerne for krav på er-

statning og godtgørelse, som udspringer af en offentlig myndigheds tilside-

sættelse af lovbestemte forpligtelser over for børn, der har været udsat for

overgreb, ophæves. Dette er en udvidelse i forhold til retfærdighedsudspil-

let, der var begrænset til sager om seksuelle overgreb mod børn.

Lovforslaget indebærer desuden, at der indføres en nedre grænse på

150.000 kr. i tortgodtgørelse i sager om grove tilfælde af seksuelt misbrug

af børn, og at godtgørelsesniveauet i sager om seksuelle krænkelser forhø-

jes med ca. 1/3 sammenlignet med det niveau, som er forudsat i forarbej-

derne til den ændring af erstatningsansvarsloven, som trådte i kraft i 2002.

Endvidere forhøjes godtgørelsesniveauet i sager om fuldbyrdet voldtægt

med yderligere ca. 1/3 for at afspejle disse overtrædelsers særligt alvorlige

karakter. Der er tale om udvidelser i forhold til retfærdighedsudspillet, der

lagde op til en generel forhøjelse med ca. 10 pct. og en nedre grænse på

100.000 kr.

Endelig foreslås det, at den frist for politianmeldelse på 72 timer, som et

offer sædvanligvis skal overholde for at kunne søge om offererstatning,

afskaffes for voldtægtsofre, ofre for incest og børn, der har været udsat for

et seksuelt misbrug.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Straffelovens regler om forældelse af strafansvar i sager om

seksuelt misbrug af børn

2.1.1. Gældende ret

Straffelovens kapitel 11 om ophør af den strafbare handlings retsfølger

indeholder bestemmelser om forældelse af strafansvar, herunder visse sær-

lige regler om forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn.

Efter straffelovens § 92 straffes en lovovertrædelse ikke, når der er indtrådt

forældelse efter reglerne i straffelovens §§ 93-94.

Efter straffelovens § 93 afhænger forældelsesfristens længde af strafferam-

men for den pågældende forbrydelse. Forældelsesfristen er 2 år, når straf-

ferammen ikke overstiger fængsel i 1 år, 5 år ved en strafferamme på

fængsel indtil 4 år, 10 år ved en strafferamme på fængsel indtil 10 år og 15

år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på bestemt tid. Forbry-

delser, der kan medføre fængsel på livstid, forældes ikke.

For enkelte lovovertrædelser er der fastsat særlige regler om en længere

forældelsesfrist. Det følger således af § 93, stk. 3, at forældelsesfristen for

overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, og § 225, jf. § 223, stk. 1, om

samleje eller andet seksuelt forhold end samleje med stedbarn, plejebarn

mv. under 18 år i intet tilfælde er mindre end 10 år.

Det følger endvidere af straffelovens § 93 a, at når en lovovertrædelse er

omfattet af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge

hvilken et strafansvar er uforældeligt, indtræder forældelse ikke. Er en

overtrædelse af straffeloven begået ved tortur, indtræder forældelse endvi-

dere ikke, jf. straffelovens § 93 b.

Efter straffelovens § 94, stk. 1, regnes forældelsesfristen som udgangs-

punkt fra den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.

Efter § 94, stk. 4, regnes forældelsesfristen for bl.a. en række seksualfor-

brydelser begået over for en person under 18 år dog tidligst fra den dag,

den forurettede fylder 21 år. Det drejer sig om straffelovens § 210 om in-

cest, § 216 om voldtægt, § 218 om samleje ved udnyttelse af sindssygdom

eller mental retardering, § 219 om en institutionsansats samleje med en

person, der er optaget i institutionen eller er i institutionens varetægt, § 220

om samleje ved groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller behand-

lings- eller plejemæssig afhængighed, § 221 om tilsnigelse af samleje med

en person, der forveksler gerningsmanden med en anden, § 222 om samle-

je med et barn under 15 år, § 223 om samleje med stedbarn, plejebarn mv.

under 18 år, § 224 om samleje mod betaling med en person under 18 år og

medvirken hertil, § 225, jf. §§ 216-224, om andet seksuelt forhold end

samleje, § 226 om optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignen-

de af en person under 18 år og § 227, stk. 1, om medvirken til, at en person

under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden.

Har

gerningsmanden ved vold, ulovlig tvang efter straffelovens § 260 eller

på anden måde ved en strafbar handling tvunget den forurettede til at und-

lade at anmelde lovovertrædelsen til politiet, regnes forældelsesfristen dog

tidligst fra det tidspunkt, hvor tvangen er ophørt, jf. straffelovens § 94, stk.

Efter straffelovens § 94, stk. 5, afbrydes forældelsesfristen, når den pågæl-

dende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmo-

der om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædel-

sen.

2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Det følger af regeringsgrundlaget ”For et friere, rigere og mere trygt Dan-

mark” (november 2016), at regeringen vil afskaffe de strafferetlige foræl-

delsesfrister i sager om seksuelle overgreb mod børn, der forhindrer, at et

strafferetligt ansvar kan gøres gældende over for den person, der har for-

grebet sig på barnet.

Det skal ses i sammenhæng med, at seksuelt

misbrug af børn hører til nog-

le af de allergroveste overtrædelser af straffelovens regler om seksualfor-

brydelser, og at sådanne krænkelser kan have langvarige og traumatiseren-

de konsekvenser for barnet. Et barn, der er offer for seksuelt misbrug, kan

derfor have svært ved at fortælle om det seksuelle misbrug til andre, før

barnet er blevet voksent. Dette gør sig navnlig gældende i sager, hvor ger-

ningsmanden er en af barnets nærtstående.

Forældelsesfristerne i sager om seksuelt misbrug af børn har bl.a. været

behandlet af Straffelovrådet i betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbry-

delser.

Straffelovrådet peger i betænkningen på, at de gældende regler giver me-

get vide muligheder for at drage gerningsmænd til ansvar for selv meget

gamle overtrædelser af reglerne om seksuelt forhold til børn.

Straffelovrådet peger endvidere på, at en ophævelse eller yderligere for-

længelse af de gældende forældelsesfrister i sager om seksuelt misbrug af

børn vil åbne mulighed for at føre straffesager om endnu ældre forhold.

Det anføres, at jo ældre forhold der er tale om, jo større er risikoen for ma-

terielt urigtige afgørelser. Dette gælder særligt, hvis der ikke er andre væ-

sentlige beviser end forurettedes forklaring, hvilket ofte er situationen i

sager om seksuelt misbrug af børn, hvis misbruget er foregået for år tilba-

ge. I sådanne sager vil retten skulle vurdere troværdigheden af den tiltaltes

forklaring og sammenholde den med troværdigheden af vidnets (forurette-

des) forklaring om begivenheder, som skal have fundet sted i vidnets barn-

dom – måske 20-40 år tidligere. Anklagemyndigheden skal for at bevise

tiltalens rigtighed sandsynliggøre ud over enhver rimelig tvivl, at vidnets

forklaring er troværdig, og at det i givet fald alene på dette grundlag er

forsvarligt for retten at tilsidesætte den tiltaltes forklaring som utroværdig

og derefter dømme den tiltalte for seksuelt misbrug begået mange år tidli-

gere.

Straffelovrådet peger ligeledes på, at forældelsesfristerne ikke kun har til

formål at afskære straffesager om gamle forhold, som det på grund af den

hengåede tid kan være vanskeligt nu at bevise. Det gælder således gene-

relt, at straffens nyttevirkninger i almindelighed taber i styrke, efterhånden

som tiden går. Dette gælder både med hensyn til almenprævention, gen-

gældelseshensyn og individualprævention.

Sammenfattende vurderer Straffelovrådet, at der er en række forhold, der

taler for en senere forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn end i

sager om anden kriminalitet af tilsvarende grovhed. Der er som oftest ikke

andre direkte vidner til det seksuelle forhold end offeret selv og i en række

tilfælde heller ikke andre beviser eksempelvis i form af fysiske skader på

barnet. Desuden kan barnet på grund af sin underlegenhed i forhold til og

ofte også afhængighed af gerningsmanden have meget svært ved at fortæl-

le andre om det seksuelle misbrug, før barnet er blevet voksent. Disse sær-

lige hensyn afspejles i de gældende særregler om forældelse i sager om

seksuelt misbrug af børn, hvorefter forældelsesfristen først regnes fra bar-

nets fyldte 18. år (nu 21. år). De gældende regler giver mulighed for at

gøre strafansvar gældende mange år efter, at et seksuelt misbrug er begået.

Rådet anfører, at der samtidig er forhold, der taler imod en yderligere for-

længelse af forældelsesfristerne, herunder navnlig at en yderligere forlæn-

gelse vil kunne medføre en forøget risiko for materielt urigtige afgørelser.

En stillingtagen til, om de gældende regler om forældelse i sager om

seksuelt misbrug af børn bør ændres, vil efter rådets opfattelse afhænge af

en samlet afvejning af de beskrevne forhold.

Straffelovrådet fandt på det foreliggende grundlag ikke anledning til i sit

lovudkast til betænkningen at medtage et forslag om en generel udskydelse

af forældelsen i sager om seksuelt misbrug af børn ud over de allerede

gældende regler.

Der henvises til side 744-750 i betænkningen.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at der ved afvejningen af hensynene

for og imod en ophævelse af forældelsesfristen i sager om seksuelt mis-

brug af børn må lægges betydelig vægt på hensynet til barnet, herunder

navnlig at barnet ofte

først som voksen er i stand til at fortælle andre om

det seksuelle misbrug. De hensyn, der taler imod en sådan ændring af for-

ældelsesfristen, må derfor vige for dette helt særlige hensyn til barnet, idet

der er tale om særdeles grove forbrydelser.

Justitsministeriet finder derfor,

at forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn bør ophæves.

2.1.3. Lovforslagets udformning

Det foreslås, at straffelovens § 93 b ændres, således at der ikke indtræder

forældelse, når en lovovertrædelse, som er omfattet af §§ 210, 216-224,

225, jf. §§ 216-224, § 226 eller § 227, stk. 1, begås over for en person un-

der 18 år.

Den foreslåede ændring vil betyde, at gerningsmandens strafansvar for

forbrydelser begået mod en person under 18 år ikke forældes i sager om

incest (§ 210), voldtægt (§ 216), samleje ved udnyttelse af sindssygdom

eller mental retardering (§ 218), en institutionsansats samleje med en per-

son, der er optaget i institutionen eller er i institutionens varetægt (§ 219),

samleje ved groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller behandlings-

eller plejemæssig afhængighed (§ 220), tilsnigelse af samleje med en per-

son, der forveksler gerningsmanden med en anden (§ 221), samleje med et

barn under 15 år (§ 222), samleje med stedbarn, plejebarn mv. under 18 år

(§ 223), samleje mod betaling med en person under 18 år (§ 224), overtræ-

delse af §§ 216-224 ved andet seksuelt forhold end samleje (§ 225, jf. §§

216-224), optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignende af en

person under 18 år (§ 226) og medvirken til, at en person under 18 år del-

tager i en forestilling med pornografisk optræden (§ 227, stk. 1).

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1-3, og bemærkningerne her-

til.

Det foreslås, at afskaffelsen af forældelsesfristerne for strafansvaret for

overtrædelser af straffelovens §§ 210, 216-224, 225, jf. §§ 216-224, § 226

eller § 227, stk. 1, skal finde anvendelse på overtrædelser, der er begået før

lovens ikrafttræden, hvor forældelse efter de hidtil gældende regler endnu

ikke er indtrådt, samt på overtrædelser der begås efter lovens ikrafttræden.

Der henvises til lovforslagets § 5, stk. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.

2.2. Forældelseslovens regler om forældelse af erstatnings- og godtgø-

relseskrav mod offentlige myndigheder i sager om misbrug af børn

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1.

Forældelse af fordringer er reguleret i forældelsesloven, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1238 af 11. september 2015. Forældelsesloven bygger på

betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, som er

afgivet af Justitsministeriets Forældelsesudvalg.

Efter forældelseslovens § 1 forældes fordringer på penge eller andre ydel-

ser efter lovens regler, medmindre andet følger af særlige bestemmelser

om forældelse i anden lov. Loven bygger på det almindelige fordringsbe-

greb og omfatter derfor alle tilfælde, hvor en person har ret til at kræve en

ydelse betalt, herunder krav på erstatning og godtgørelse uden for kontrakt

fra en offentlig myndighed for tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser.

Det fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, jf. lovforslag nr. L 165

af 28. februar 2007 om forældelse af fordringer, Folketingstidende 2006-

07, tillæg A, s. 5577 ff., at det generelle formål med forældelsesreglerne er

at tilskynde til, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for

rimelig tid. Forældelsesreglerne beskytter bl.a. skyldnere, som har indrettet

sig på, at et muligt krav ikke vil blive gjort gældende. En hensigtsmæssig

afvikling af fordringer medvirker også til at hindre tvister om meget gamle

mellemværender, idet sådanne tvister ofte vil være præget af bevistvivl.

Justitsministeriets Forældelsesudvalg har tilsvarende anført, at reglerne om

forældelse indebærer, at der gælder en grænse for, hvor længe fordrings-

haveren kan gøre kravet gældende, og dermed en grænse for, hvor længe

en skyldner kan blive mødt med et krav, som den pågældende måske har

glemt eller fået indtryk af ikke vil blive gjort gældende. Der kan også være

tale om et krav, som bestrides, eller som den pågældende slet ikke kender

eksistensen af. Forældelsesreglernes formål er bl.a. at beskytte den skyld-

ner, som efter en årrække har indrettet sig på, at et (muligt) krav ikke vil

blive gjort gældende. Der foreligger et hensyn til skyldneren, selv om kra-

vet i virkeligheden ikke består, f.eks. fordi fordringen ikke er gyldigt stif-

tet, eller fordi den senere er ophørt. I så fald risikerer skyldneren at lide

retstab, fordi det med tiden bliver vanskeligere at bevise, at fordringen

ikke består, f.eks. at en regning er betalt. Reglerne skal også tilskynde kre-

ditorerne til at begrænse bevisførelse om forhold, som ligger langt tilbage i

tiden. Muligheden for at føre bevis bliver også – set fra fordringshaverens

synsvinkel – ofte forringet med tiden, og bevisvanskeligheder kan føre til,

at det bliver umuligt eller vanskeligt for fordringshaveren at gennemføre

en gyldig og fortsat gældende fordring. På grund af den grænse for frem-

sættelse af krav, som forældelsesreglerne sætter, tilskyndes kreditorerne til

inden forløbet af en vis tid at få afklaret forholdet gennem forlig, sagsan-

læg eller på anden måde. Der henvises til side 63-64 i betænkning

1460/2005.

2.2.1.2.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, er forældelsesfristen for krav på

erstatning eller godtgørelse som udgangspunkt tre år (den almindelige for-

ældelsesfrist). Den 3-årige frist er således lovens hovedregel. Herudover

fastsætter lovens §§ 4-14 særlige frister, hvis der kan peges på et særligt

behov for dette.

Baggrunden for hovedreglen i forældelseslovens § 3, stk. 1, er ifølge be-

tænkning 1460/2005 et ønske om at forenkle og gøre reglerne mere over-

skuelige. Det var således hensigten, at retsstillingen i videre omfang end

tidligere skulle være klar i relation til forældelse.

For fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for

kontraktforhold regnes den almindelige forældelsesfrist fra tidspunktet for

skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4.

Det følger af bemærkningerne til forældelseslovens § 2, stk. 4, at hvis den

skadevoldende handling ikke umiddelbart resulterer i en konstaterbar ska-

de, er det tidspunktet for skadens opståen, som er afgørende. Ifølge be-

mærkningerne til bestemmelsen løber fristen i disse tilfælde fra det tids-

punkt, hvor de følger, der kræves erstatning for, har vist sig på en sådan

måde, at skadelidte havde mulighed for at rejse et erstatningskrav.

Et eksempel på, at skadelige følger af en myndighedsfejl først opstår sene-

re end den skadegørende handling, findes i Højesterets dom af 7. oktober

1983, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 1000, hvor Højesteret

lagde til grund, at forældelsesfristen for et erstatningskrav mod en kommu-

ne som følge af en ugyldig tilladelse til at opføre en benzinstation først

begyndte at løbe fra det tidspunkt, hvor tilladelsen blev erklæret ulovlig af

domstolene. Højesteret lagde til grund, at skaden først kunne konstateres

på dette tidspunkt.

2.2.1.3.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 2, at hvis skadelidte var

ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes fristen først fra den dag,

hvor skadelidte fik eller burde have fået kendskab hertil. Den 3-årige for-

ældelsesfrist suspenderes således i disse tilfælde.

Ifølge bemærkningerne til forældelseslovens § 3, stk. 2, omfatter bestem-

melsen utilregnelig uvidenhed om de faktiske omstændigheder, som be-

grunder kravet. Derimod omfatter bestemmelsen som udgangspunkt ikke

utilregnelig uvidenhed om det retlige grundlag for fordringen (retsvildfa-

relse). Hvis skadelidte således er ubekendt med de faktiske omstændighe-

der, der begrunder kravet, suspenderes den almindelige forældelsesfrist,

indtil skadelidte fik eller burde have fået kendskab til disse faktiske om-

stændigheder. Hvornår skadelidte fik eller burde have fået kendskab til de

faktiske omstændigheder, der begrunder kravet, vil bero på en bevisvurde-

ring i den konkrete sag.

Der kan indtræde suspension efter forældelseslovens § 3, stk. 2, hvis ska-

delidte ikke havde kendskab til årsagssammenhængen mellem en skade og

senere symptomer. Et eksempel herpå findes i Vestre Landsrets dom af 22.

september 2000, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 2509, om en

piskesmældsskade ved et trafikuheld i 1978. Efter trafikuheldet fik skade-

lidte en række gener, men disse blev ikke henført til trafikuheldet. Først i

1989 fik skadelidte adgang til oplysninger om piskesmældet. Landsretten

lagde til grund, at skadelidte ikke på noget tidspunkt i forbindelse med

undersøgelser eller behandlinger havde fået oplyst, at generne muligt kun-

ne henføres til trafikuheldet. Derfor fandtes skadelidte ikke på noget tids-

punkt før 1989 ved almindelig agtpågivenhed at burde have indset, at der

var en sådan årsagssammenhæng mellem uheldet og generne.

I henhold til forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 1, indtræder forældelsen af

krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade dog senest

30 år efter den skadevoldende handling. Krav på erstatning for andet end

personskade, dvs. tingsskade eller formueskade, forældes senest 10 år efter

den skadevoldende handling, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. Ende-

lig forældes andre fordringer, som ikke er omfattet af § 3, stk. 3, nr. 1-3,

senest 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2, jf. forældelses-

lovens § 3, stk. 3, nr. 4. Disse frister betegnes også som de absolutte foræl-

delsesfrister.

De absolutte forældelsesfrister er, jf. de almindelige bemærkninger til for-

ældelsesloven, fastsat ud fra en afvejning af hensynene til skadevolderen

på den ene side og skadelidte på den anden side, samt et behov for at skel-

ne mellem forskellige typer af krav.

For personskade gælder således som nævnt en særlig lang absolut foræl-

delsesfrist på 30 år. Personskade omfatter enhver form for helbredsforrin-

gelse, både fysisk og psykisk, som kan berettige til erstatning eller godtgø-

relse. Der kan være tale om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erstat-

ning for helbredelsesudgifter, erstatning for tab eller forringelse af er-

hvervsevne, godtgørelse for svie og smerte, godtgørelse for varigt mén og

tortgodtgørelse. Ifølge forarbejderne til forældelsesloven er godtgørelses-

krav dog kun omfattet af den 30-årige forældelsesfrist, hvis godtgørelses-

kravet opstår i forbindelse med en personskade. Andre godtgørelseskrav,

f.eks. krav på tortgodtgørelse i anledning af ærekrænkelse, vil være omfat-

tet af den 10-årige absolutte forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 3,

nr. 4.

Baggrunden for den absolutte 30-årige forældelsesfrist for personskade er

ifølge forarbejderne til forældelsesloven, at hensynet til skadelidte ved

personskade vejer særligt tungt, at personskade i en række tilfælde først

viser sig mange år efter den skadevoldende handling, og at berettigede

erstatningskrav ikke bør forældes, før de er opstået.

2.2.1.4.

Efter forældelseslovens § 13 kan der under en straffesag, hvor til-

talte findes skyldig, pålægges tiltalte at betale erstatning eller godtgørelse

til den forurettede i anledning af det strafbare forhold, selvom den civilret-

lige forældelsesfrist på 3 år efter forældelsesloven er udløbet. Ifølge be-

mærkningerne til § 13 angår bestemmelsen alle former for erstatning og

godtgørelse.

Kravet kan også gøres gældende efter forældelseslovens § 13 under en

særskilt civil sag, der anlægges inden 1 år efter endelig afgørelse i straf-

fesagen, hvor tiltalte er fundet skyldig. Det er efter bestemmelsen ikke en

betingelse, at erstatningskravet er gjort gældende under straffesagen.

Ifølge de almindelige bemærkninger til forældelsesloven er baggrunden for

bestemmelsen, at det generelt vil kunne virke stødende, hvis der på grund

af forældelse ikke kan nedlægges påstand om erstatning eller godtgørelse

under en straffesag.

Det bemærkes, at en offentlig myndighed, der ikke har levet op til sin til-

synsforpligtelse, ikke vil kunne forfølges strafferetligt. Forældelseslovens

§ 13 vil derfor ikke være relevant i denne sammenhæng.

2.2.1.5.

Et godtgørelseskrav mod en offentlig myndighed vil kunne blive

rejst som et krav på godtgørelse i anledning af myndighedens krænkelse af

den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det følger af

artikel 3 i konventionen, at ingen må underkastes tortur eller umenneskelig

eller vanærende behandling eller straf. Endelig fremgår det af artikel 13 i

konventionen, at enhver, der krænkes i de ved konventionen anerkendte

rettigheder og friheder, skal have adgang til effektiv oprejsning for en na-

tional myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler

på embedets vegne.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) tog i dommene af 10.

maj 2001 i sag 29392/95, Z og andre v. Storbritannien og af 26. november

2002 i sag 33218/96, E og andre v. Storbritannien stilling til spørgsmålet

om, hvorvidt offentlige myndigheder ved tilsidesættelse af deres pligter

kan ifalde erstatningsansvar over for omsorgssvigtede og misbrugte børn. I

begge disse sager var der tale om omfattende misrøgt og misbrug af børn,

som det offentlige, trods gentagne indberetninger, ikke havde grebet ind

over for.

Storbritannien blev i begge sager dømt for krænkelse af artikel 1 sammen-

holdt med artikel 3 i EMRK, hvorefter de kontraherende stater har en for-

pligtelse til at sørge for, at personer i deres stat ikke udsættes for tortur

eller nedværdigende behandling, samt artikel 13 i EMRK, hvorefter en-

hver, hvis rettigheder og friheder er blevet krænket efter EMRK, skal have

adgang til effektive retsmidler. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af

artikel 13 i EMRK, da der ikke var hjemmel i engelsk ret til i disse sager at

påkende spørgsmålet om erstatning for det offentliges tilsidesættelse af

deres pligter. Børnene blev i begge sager tilkendt erstatning for deres øko-

nomiske tab samt en godtgørelse for svie og smerte.

2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

2.2.2.1.

Det følger af regeringsgrundlaget ”For et friere, rigere og mere

trygt Danmark” (november 2016), at regeringen vil afskaffe de forældel-

sesfrister, der forhindrer, at børn, der har været udsat for seksuelle over-

greb, kan rette krav mod offentlige myndigheder.

Med lovforslaget lægges der op til at afskaffe forældelsesfristerne for krav

på erstatning og godtgørelse, som udspringer af en offentlig myndigheds

tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser over for børn, der har været

udsat for overgreb.

Det at have forældelsesregler er helt grundlæggende i en retsstat. Som an-

ført ovenfor under pkt. 2.2.1.1 er hovedformålet med forældelsesreglerne

at tilskynde til, at sager indledes på et tidspunkt, hvor det er muligt at løfte

bevisbyrden. Muligheden for at føre bevis forringes med tiden både for

den, som mener at have et krav, og for den, der bestrider kravet.

Det er således et meget vidtgående skridt, når det foreslås at afskaffe for-

ældelsesfristerne for børn og unges erstatnings- og godtgørelseskrav mod

offentlige myndigheder, som har tilsidesat lovbestemte forpligtelser i for-

bindelse med, at barnet eller den unge har været udsat for overgreb.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at der i sager, hvor en of-

fentlig myndighed har svigtet et barn, der har været udsat for overgreb, er

særlige hensyn, som gør sig gældende, og som kan begrunde en ændring af

forældelsesloven. Dette skyldes bl.a., at en eventuel erstatningssag mod

myndighederne ikke opstår, før overgrebene kommer for en dag, hvilket

ofte først vil ske, når barnet er blevet voksent, da barnet typisk først på

dette tidspunkt vil være i stand til at reflektere over overgrebene og over

myndighedernes ansvar i forbindelse hermed. Barnet vil først som voksen

være klar over mulighederne for at få erstatning fra myndighederne og

have de nødvendige ressourcer til at kunne føre en erstatningssag.

Det bemærkes endvidere, at Børns Vilkår fra 2013 til 2016 har drevet et

projekt finansieret ved satspuljemidler om støtte til børn ved erstatningssa-

ger, hvor de hjælper børn og unge op til 30 år, der har været udsat for over-

greb eller alvorligt omsorgssvigt, med at anlægge erstatningssag mod of-

fentlige myndigheder for tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser over

for barnet.

Børns Vilkår konkluderer i deres evaluering af projektet, at forældelsesreg-

lerne kan udgøre en barriere for børn, der har været udsat for overgreb i

forbindelse med anlæggelse af en erstatningssag, bl.a. fordi barnet måske

først er klar til at anlægge sag mod det offentlige som voksen, og fordi

sagerne er komplicerede og kan tage lang tid at udrede.

Det skal dog samtidig understreges, at der ikke med afskaffelsen af foræl-

delsesfristerne ændres ved, at der skal føres bevis for det anførte erstat-

nings- eller godtgørelseskrav, og at det med tiden bliver sværere at løfte

denne bevisbyrde. Det er således hensigtsmæssigt, at sager om erstatning

eller godtgørelse mod offentlige myndigheder indledes så tidligt som mu-

ligt.

2.2.3. Lovforslagets udformning

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 1, at afskaffe forældelsesfristerne i for-

ældelseslovens § 3 for så vidt angår fordringer på erstatning eller godtgø-

relse, som udspringer af, at en offentlig myndighed, jf. forvaltningslovens

§ 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person

under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne. Det foreslås

dermed, at der hverken skal gælde almindelige eller absolutte forældelses-

frister for sådanne fordringer.

Forældelsesfristerne afskaffes både for erstatningskrav og for godtgørel-

seskrav mod offentlige myndigheder. Der vil alene være tale om krav uden

for kontrakt. Et erstatningskrav mod en offentlig myndighed i disse sager

vil kunne bestå i et krav på erstatning for personskade. Det kan eksempel-

vis være erstatning for helbredelsesudgifter eller erstatning for tab eller

forringelse af erhvervsevne. Et godtgørelseskrav mod en offentlig myndig-

hed i disse sager vil kunne blive rejst som et krav på godtgørelse i anled-

ning af myndighedens krænkelse af EMRK. Se nærmere ovenfor pkt.

2.2.1.5.

Den foreslåede afskaffelse af forældelsesfristerne skal gælde for erstat-

nings- og godtgørelseskrav i anledning af en myndigheds tilsidesættelse af

lovbestemte forpligtelser. Der kan således eksempelvis være tale om lov-

bestemte forpligtelser efter serviceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af

17. november 2015 med senere ændringer, eller en offentlig myndigheds

tilsidesættelse af forpligtelser efter EMRK.

Det er endvidere en betingelse, at der er tale om en offentlig myndigheds

tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år.

Skæringstidspunktet på 18 år følger servicelovens regler om kommunens

generelle tilsynsforpligtelse med børn og unge i kommunen efter service-

lovens § 146.

Den foreslåede ændring vil alene gælde for erstatnings- og godtgørelses-

krav mod en offentlig myndighed. Ved offentlig myndighed forstås de

myndigheder mv., som er omfattet af forvaltningslovens almindelige an-

vendelsesområde, jf. lovens § 1, stk. 1 og 2. Det omfatter alle dele af den

offentlige forvaltning, herunder kommunale, regionale og statslige myn-

digheder. Endvidere omfatter det selvejende institutioner, foreninger, fon-

de mv., der er oprettet ved lov eller i henhold til lov, og selvejende institu-

tioner, foreninger, fonde mv., der er oprettet på privatretligt grundlag, og

som udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er under-

givet intensiv offentlig regulering, intensivt offentlig tilsyn og intensiv of-

fentlig kontrol.

Der tages ikke med lovforslaget stilling til, hvornår en offentlig myndig-

hed ifalder et erstatningsansvar over for en person under 18 år som følge af

tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser. De almindelige erstatningsretli-

ge betingelser for at ifalde et ansvar vil således skulle være opfyldt, førend

et krav kan gøres gældende over for en offentlig myndighed. Udgangs-

punktet efter danske erstatningsretlige principper er, at en offentlig myn-

dighed kan blive ansvarlig, såfremt myndigheden har handlet culpøst. Her-

udover skal der være årsagssammenhæng mellem kravet (den indtrådte

skade) og den culpøse handling, og der skal foreligge adækvans, dvs. at

skaden skal være påregnelig for myndigheden.

Forældelsesfristerne afskaffes i de tilfælde, hvor en person under 18 år har

været udsat for overgreb. Afgrænsningen svarer til den, som findes i ser-

vicelovens § 153, stk. 1, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste

eller hverv, har en særlig underretningspligt, når de får kendskab til eller

grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år er udsat for overgreb.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingtingstiden-

de 2009-10, A, L 178 som fremsat, side 62, at der ved overgreb forstås

sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, som er

omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser mod kønssædelighe-

den, forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige

frihed) samt straffelovens § 210 og § 213.

Det kræves ikke efter den foreslåede bestemmelse, at der foreligger en

straffedom for overgrebene, og det vil således være op til en domstol at

vurdere, om det påståede overgreb har fundet sted i de tilfælde, hvor der

ikke foreligger en straffedom.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås, at afskaffelsen af forældelsesfristerne for erstatnings- og

godtgørelseskrav omfattet af den foreslåede § 2, nr. 1, skal finde anvendel-

se på krav, som opstår efter lovens ikrafttræden samt krav, som ikke er

forældede på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Der henvises til lovfor-

slagets § 5, stk. 1 og 3, og bemærkningerne hertil.

2.3. Erstatningsansvarslovens regler om tortgodtgørelse

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1.

Dansk erstatningsret bygger på et grundlæggende princip om, at

der alene kan kræves erstatning, hvis der som følge af en skade pådrages et

økonomisk tab. Herudover er der i visse tilfælde fastsat regler om godtgø-

relse for ikke-økonomisk skade. En ikke-økonomisk skade er karakterise-

ret ved, at vurderingen af skaden beror på mere subjektivt prægede kriteri-

er som lidelse, tort, ubehag mv., hvor der ikke uden videre kan opstilles en

objektiv økonomisk målestok for skadens omfang og tabets størrelse.

Godtgørelsernes størrelse kan ikke sammenlignes med de beløb, der fast-

sættes som erstatning for økonomiske tab, idet disse erstatninger fastsættes

på grundlag af dokumenterede opgørelser af det økonomiske tab, som

hændelsen har medført for den skadelidte. Ofte udbetales der både en er-

statning for et økonomisk tab, eksempelvis tabt arbejdsfortjeneste eller

erhvervsevnetab, og en godtgørelse til ofre for forbrydelser.

Godtgørelsesreglerne omfatter bl.a. erstatningsansvarslovens § 3 (godtgø-

relse for svie og smerte), § 4 (godtgørelse for varigt mén), § 26 (godtgørel-

se for tort), § 26 a (godtgørelse til efterladte), ophavsretslovens § 83, lige-

behandlingslovens §§ 14-16, retsplejelovens § 639 (ulovlig arrest) og rets-

plejelovens §§ 1018 a - 1018 d (uberettiget strafferetlig forfølgning).

2.3.1.2.

Erstatningsansvarslovens § 26, jf. lovbekendtgørelse nr. 266 af 21.

marts 2014, indeholder regler om tort- og krænkelsesgodtgørelse.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at der kan tilkendes

tortgodtgørelse, såfremt der er sket en retsstridig krænkelse af en persons

frihed, fred, ære eller person. Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, er en

videreførelse af den dagældende regel i § 15, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven

til straffeloven. Efter § 15, stk. 2, i ikrafttrædelsesloven skulle godtgørel-

sens størrelse fastsættes under hensyn til krænkelsens grovhed, handlin-

gens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt.

Ikrafttrædelseslovens § 15, stk. 2, blev ikke medtaget i erstatningsansvars-

loven, men det fremgår af lovforslaget, at der ikke er tilsigtet nogen æn-

dring med hensyn til udmåling af godtgørelsen. Godtgørelsen skal således

fortsat fastsættes under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens be-

skaffenhed og omstændighederne i øvrigt, jf. lovforslag L 7 af 6. februar

1984 om erstatningsansvar, Folketingstidende 1983-84 (2. samling), tillæg

A, sp. 123.

For at der kan tilkendes en tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens §

26, stk. 1, skal der foreligge en retsstridig krænkelse. For at en krænkelse

er retsstridig, skal der således foreligge en culpøs krænkelse af en vis grov-

hed.

2.3.1.3.

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, kan der ved fastsættel-

sen af godtgørelsens størrelse lægges vægt på, om der er tale om en over-

trædelse af straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold, f.eks.

incest, eller kapitel 24 om seksualforbrydelser, f.eks. voldtægt.

Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, blev indsat ved lov

nr. 463 af 7. juni 2001 og finder anvendelse på forhold begået efter den 1.

januar 2002. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at ændrin-

gen som udgangspunkt skulle føre til en fordobling af godtgørelsesbeløbe-

ne i forhold til det hidtidige niveau, jf. lovforslag L 143 af 10. januar 2001

om ændring af lov om erstatningsansvar mv., Folketingstidende 2000-01

(2. samling), tillæg A, s. 3521.

Gældende ret vedrørende tortgodtgørelse før lovændringen blev i det på-

gældende lovforslags bemærkninger beskrevet således:

”Det aktuelle udmålingsniveau kan i hovedtræk beskrives såle-

des, at der i »normale« tilfælde af fuldbyrdet voldtægt ydes en

godtgørelse på 30.000 kr. Ved meget grove tilfælde kan godtgø-

relsen stige op til 35.000 kr. og i ganske særlige tilfælde (f.eks.

hvis flere gerningsmænd har deltaget) op til 40.000-45.000 kr.

eller højere. Ved forsøg på voldtægt er godtgørelsen normalt på

15.000-20.000 kr., bl.a. afhængigt af, hvor langt gerningsman-

den er kommet i sit forsøg på at tiltvinge sig samleje med ofret,

samt forholdets grovhed i øvrigt. Ved incest med mindreårige

udmåles tortgodtgørelsen som regel til mindst 10.000 kr., efter

omstændighederne dog til et noget højere beløb.”

Udgangspunktet for tilkendelse af tortgodtgørelse er efter lovændringen i

2001, at forurettede ved forsøg på voldtægt tilkendes en godtgørelse i stør-

relsesordenen 30.000-40.000 kr. Ved fuldbyrdet voldtægt er udgangspunk-

tet, at forurettede tilkendes en godtgørelse for tort i størrelsesordenen

60.000 kr., der i meget grove tilfælde kan stige til 70.000 kr., og i ganske

særlige tilfælde kan stige til 80.000-90.000 kr. eller højere. Endvidere ud-

måles der mindst 20.000 kr. i tortgodtgørelse i sager om incest mod min-

dreårige.

Det fremgår af bemærkningerne til lovændringen, at fastsættelsen af tort-

godtgørelse fortsat skal ske ud fra en samlet vurdering af de konkrete om-

stændigheder i den enkelte sag.

2.3.1.4.

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3, kan der endvidere til-

kendes såkaldt krænkelsesgodtgørelse i tilfælde, hvor der ikke er lidt tort,

men hvor der er tale om en forbrydelse, som har indebåret et særligt groft

angreb mod forurettedes person eller frihed, f.eks. i tilfælde af meget grov

vold. Bestemmelsen blev indsat i 1997. Baggrunden herfor var den meget

begrænsede mulighed for at opnå godtgørelse for tort ved voldsforbrydel-

ser, jf. lovforslag nr. L 144 af 22. januar 1997 om ændring af retspleje-

loven, straffeloven, erstatningsansvarsloven, Folketingstidende 1996-97

(2. samling), tillæg A, s. 3172-3174.

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til erstatningsansvarslovens §

26, stk. 3, at godtgørelsens størrelse som udgangspunkt er omkring 10.000

kr.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det følger af regeringsgrundlaget ”For et friere, rigere og mere trygt Dan-

mark” (november 2016), at mulighederne for ofres adgang til erstatning og

godtgørelse skal forbedres.

2.3.2.1.

Vurderingen af, på hvilket specifikt niveau tortgodtgørelserne i

sager om seksuelle krænkelser bør ligge, for at de opleves som rimelige, er

særdeles vanskelig at foretage, idet den tort, der er lidt, ikke kan opgøres i

et bestemt pengebeløb. Det er således i sidste ende et politisk spørgsmål,

hvilket generelt niveau godtgørelserne bør ligge på.

Niveauet for godtgørelsen afspejler de enkelte overtrædelsers grovhed, og

niveauet for tortgodtgørelse for bestemte seksuelle krænkelser kan således

ikke vurderes isoleret fra niveauerne for tortgodtgørelser for andre seksuel-

le krænkelser. Isolerede ændringer af niveauet for tortgodtgørelse i forhold

til enkelte krænkelser bør således foretages under hensynstagen til niveau-

erne for andre krænkelser for at undgå, at der opstår en ubalance i forhold

til godtgørelsesniveauet i andre sager.

2.3.2.2.

Justitsministeriet har afholdt en møderække med interessenter fra

domstolene, advokatstanden, anklagemyndigheden, Erstatningsnævnet og

offerorganisationer med henblik på at drøfte det generelle niveau for og er-

faringerne med tort- og krænkelsesgodtgørelse efter erstatningsansvarslo-

vens § 26. Drøftelserne tog afsæt i nyere retspraksis om tortgodtgørelser

udbetalt i sager om bl.a. seksuelle krænkelser af børn og voksne.

Interessenterne har i den forbindelse tilkendegivet, at niveauet for tortgodt-

gørelse efter erstatningsansvarsloven, som det er nu, overordnet set er til-

fredsstillende. Interessenterne har dog peget på en række punkter, hvor

beskyttelsen af ofre for forbrydelser kan blive bedre, herunder konkrete

krænkelser, hvor niveauet for tortgodtgørelsen efter erstatningsansvarslo-

ven vurderes at være for lavt.

Flere interessenter anførte således, at tortgodtgørelserne for seksualforbry-

delser bør følge udviklingen i samfundet. Således var flere interessenter af

den opfattelse, at domstolene fortsat læner sig op ad de niveauer, som er

fastsat i 2001-forarbejderne til den eksisterende § 26, stk. 2, i erstatnings-

ansvarsloven.

Flere interessenter bemærkede i forhold til seksuelle krænkelser af børn i

familieforhold, at selvom strafniveauet er blevet hævet, er godtgørelsesni-

veauet ikke nødvendigvis fulgt med, hvilket kan forekomme urimeligt.

Flere interessenter tilkendegav, at det i denne type sager kan være lige så

indgribende at blive udsat for andet seksuelt forhold end samleje som fuld-

byrdet samleje.

Flere interessenter fandt, at der i nogle sager blev udbetalt meget lave tort-

godtgørelser til de forurettede for gentagne seksuelle overgreb i familiefor-

hold over en årrække. Flere interessenter støttede således en nedre grænse

for tortgodtgørelser i denne type sager.

Flere interessenter tilkendegav, at man i forarbejderne til erstatnings-

ansvarsloven kunne beskrive de momenter, som bør indgå ved domstole-

nes vurdering af niveauet for en tortgodtgørelse i sager om seksuelle kræn-

kelser af børn i familieforhold. Disse momenter bør være den tidsmæssige

udstrækning af overgrebene, antallet af overgreb, barnets alder og tillids-

og afhængighedsforholdet mellem offer og gerningsperson.

2.3.2.3.

Der er omfattende retspraksis vedrørende udmåling af tortgodtgø-

relse i sager om seksuelle krænkelser af børn. Retspraksis viser, at i de

groveste sager om seksuelle overgreb mod børn i familieforhold som i den

såkaldte Brønderslev-sag, jf. Vestre Landsrets dom af 15. december 2011,

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, s. 998, bliver der tilkendt om-

kring 100.000 kr. i tortgodtgørelse. Både tiltaltes biologiske datter og sted-

datter fik tilkendt 100.000 kr. for grove tilfælde af seksuelle overgreb over

en årrække. Der er dog også enkelte eksempler fra retspraksis, som viser,

at tortgodtgørelserne kan stige til 200.000 kr., jf. den såkaldte Rebild-sag,

jf. Vestre Landsrets dom af 27. september 2012, gengivet i Tidsskrift for

Kriminalret 2012, s. 1128/1, hvor tiltaltes biologiske datter og søn hver

blev tilkendt 200.000 kr. for grove seksuelle overgreb over en årrække.

Der er enkelte eksempler i retspraksis, hvor tortgodtgørelsen i sager om

seksuelle krænkelser af børn er fastsat til 30.000 kr. Eksempelvis blev

forurettede i Vestre Landsrets dom af 21. maj 2012, gengivet i Tidsskrift

for Kriminalret 2012, s. 779, tilkendt 30.000 kr. for en række seksuelle

overgreb begået af hendes far. I Østre Landsrets dom af 9. oktober 2013,

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, s. 214, blev forurettede for et

enkelt tilfælde af voldtægt begået af hendes far tilkendt 30.000 kr. Foruret-

tede var 11 år på tidspunktet for overgrebet. Ligeledes blev forurettede i

Østre Landsrets dom af 7. december 2007, gengivet i Tidsskrift for Krimi-

nalret 2008 s. 180, tilkendt 50.000 kr. i tortgodtgørelse for seksuelle over-

greb over flere år begået af hendes plejefar. Forurettede var 15-17 år mens

overgrebene fandt sted.

I sager om voldtægt af voksne viser gennemgangen af retspraksis, at der

typisk for ét tilfælde af voldtægt fastsættes en tortgodtgørelse på mellem

50.000-80.000 kr., som i grove tilfælde af voldtægt kan stige til 120.000

kr. I modsætning til sager om seksuelt misbrug af voksne, vil der i sager

om seksuelt misbrug af børn i familieforhold typisk være tale om gentagne

tilfælde af seksuelle overgreb begået over en årrække af en person, som

barnet har et tillids- eller afhængighedsforhold til. Niveauerne for tortgodt-

gørelse synes ikke at afspejle denne forskel.

Flere interessenter har tilkendegivet, at andet seksuelt forhold end samleje

kan være ligeså indgribende for et barn som fuldbyrdet samleje. Sondrin-

gen mellem samleje og andet seksuelt forhold end samleje i straffeloven er

den samme, uanset om det seksuelle misbrug er begået over for en voksen

eller over for et barn. Niveauet for tortgodtgørelser for andet seksuelt for-

hold end samleje med et barn ligger på 5.000-40.000 kr. Niveauet for an-

det seksuelt forhold end samleje med en voksen ligger på 10.000-40.000

kr. Dermed er niveauerne næsten de samme for andet seksuelt forhold end

samleje med et barn som for andet seksuelt forhold end samleje med en

voksen. Retspraksis synes således ikke at tage hensyn til, at et barn kan op-

leve andet seksuelt forhold end samleje som ligeså indgribende som fuld-

byrdet samleje. Hertil kommer, at retspraksis vedrørende andet seksuelt

forhold end samleje med et barn ikke synes at tage hensyn til, at der ved

seksuelt misbrug af børn ofte er tale om mange overgreb over en lang år-

række, hvilket sjældent er tilfældet ved andet seksuelt forhold end samleje

med voksne.

Justitsministeriet finder, bl.a. på baggrund af de under pkt. 2.3.2.2 omtalte

drøftelser med relevante interessenter på området, at niveauet for tortgodt-

gørelse i sager om seksuelle krænkelser af børn, særligt i familieforhold,

kan forekomme lavt sammenlignet med niveauerne for andre krænkelser,

herunder særligt seksuelle krænkelser af voksne. Det bemærkes i den for-

bindelse, at der i sager om freds- og ærekrænkelser tilkendes 10.000-

100.000 kr. i tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Der hen-

vises i den forbindelse til Justitsministeriets redegørelse til Retsudvalget

om niveauet for økonomisk kompensation til ofre for urigtige historier i

medierne, REU Alm. del, bilag 109, 2013-14.

Retspraksis viser, at der særligt i sager om seksuelt misbrug af børn i fami-

lie- og plejeforhold er tale om mange overgreb over en lang årrække begå-

et af en person, som barnet har et tillids- og afhængighedsforhold til, og

hvor barnet således ikke kan flygte fra overgrebene. Retspraksis viser sam-

tidig, at disse omstændigheder også kan forekomme uden for familiefor-

hold, hvor tiltalte eksempelvis regelmæssigt har passet barnet, eller har

haft en venskabelig eller familiemæssig relation til forurettedes familie, og

således regelmæssigt har haft kontakt med barnet.

Justitsministeriet finder, at der ved fastsættelsen af tortgodtgørelser i sager

om seksuelle krænkelser af børn udover krænkelsens grovhed, handlingens

beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt også særligt bør tages hensyn

til den tidsmæssige udstrækning af overgrebene, antallet af overgreb, bar-

nets alder og tillids- og afhængighedsforholdet mellem offer og gernings-

person. Domstolene kan allerede i dag ved fastsættelsen af tortgodtgørel-

sen i sager om seksuelle krænkelser af børn tillægge disse momenter vægt.

Derudover bør det tillægges vægt, at også andet seksuelt forhold end sam-

leje med et barn over en årrække kan være meget traumatiserende for bar-

net, da barnet kan have svært ved at sondre mellem de forskellige former

for seksuelt misbrug.

2.3.2.4.

Justitsministeriet er endvidere af den opfattelse, at der bør ske en

generel forhøjelse af tortgodtgørelsesniveauerne i sager om seksuelle

krænkelser. Vurderingen af, på hvilket specifikt niveau tort og krænkelses-

godtgørelser bør ligge, for at de opleves som rimelige, er som nævnt van-

skelig at foretage, idet den tort eller krænkelse, der er lidt, ikke kan opgø-

res i et bestemt pengebeløb. Det er således i sidste ende et politisk valg,

hvilket niveau tortgodtgørelserne bør ligge på.

Henset til at niveauerne ikke har været reguleret i 15 år, er det Justitsmini-

steriets opfattelse, at tortgodtgørelsesniveauet for alle seksuelle krænkelser

bør forhøjes med ca. 1/3 i forhold til det niveau, der er forudsat i bemærk-

ningerne til lov nr. 963 af 7. juni 2001, som er gengivet ovenfor under pkt.

2.3.1.3. Herved tages der bl.a. hensyn til den lønudvikling, der har været i

denne periode.

Herudover finder Justitsministeriet, at godtgørelsesniveauerne i sager om

fuldbyrdet voldtægt bør forhøjes med yderligere ca. 1/3 for at afspejle dis-

se overtrædelsers særligt alvorlige karakter. Tortgodtgørelsen i en sag om

fuldbyrdet voldtægt bør således som udgangspunkt være ca. 100.000 kr.

2.3.2.5.

Endvidere har gennemgangen af retspraksis vist, at domstolene i

nogle tilfælde føler sig bundet af de niveauer, som er forudsat i bemærk-

ningerne til lov nr. 463 af 7. juni 2001. Et eksempel fra retspraksis herpå

ses i Højesterets dom af 12. april 2012, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

2012, s. 2297. Forurettede blev tilkendt 100.000 kr. i tortgodtgørelse for

forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter og drabsforsøg. Ved udmålin-

gen af tortgodtgørelsen blev der lagt vægt på, at der både var tale om for-

søg på voldtægt af særlig farlig karakter og drabsforsøg. Højesteret fandt

ikke grundlag for at ændre det almindelige niveau for tortgodtgørelse,

selvom forurettede havde nedlagt påstand om, at tortgodtgørelsen blev

forhøjet til 150.000 kr. under hensyn til den tid, der var forløbet siden fast-

læggelsen af niveauet i 2002.

Et eksempel på, at domstolene inddrager hensynet til prisudviklingen, si-

den de seksuelle krænkelser blev begået, ses i Vestre Landsrets dom af 31.

august 2011, gengivet i Tidsskrift for Kriminalret 2011, s. 988. Forurettede

blev tilkendt tortgodtgørelse på 30.000 kr. for andet seksuelt forhold end

samleje. Forurettede var 5-12 år mens overgrebene fandt sted. Forholdene

var begået før 2002, hvor den gældende § 26, stk. 2, i erstatningsansvarslo-

ven trådte i kraft. Ved udmålingen af tortgodtgørelsen blev der lagt vægt

på, at overgrebene var begået før lovændringen i 2002, og at udmålingen

skulle ske i overensstemmelse med lovgivningen på krænkelsestidspunktet

og i øvrigt under hensyn til bl.a. den siden da stedfundne prisudvikling.

Der ses imidlertid ikke at være retspraksis, hvor domstolene direkte tilken-

degiver, at der ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen er taget hensyn til den

udvikling, som er sket siden 2002, hvor der skete en fordobling af niveau-

erne for tortgodtgørelse i sager om seksuelle krænkelser.

Justitsministeriet er af den opfattelse, at niveauerne for tortgodtgørelse i

sager om seksualforbrydelser bør udvikle sig i takt med den almindelige

lønudvikling. Det er således uhensigtsmæssigt, hvis tilkendegivelser om

tortgodtgørelsesniveauerne i forarbejderne til erstatningsansvarsloven in-

debærer, at godtgørelsesniveauerne stagnerer på det angivne niveau, og at

der således ikke tages hensyn til den almindelige lønudvikling.

2.3.3. Lovforslagets udformning

2.3.3.1.

Erstatningsansvarslovens § 26 overlader domstolene et vidt skøn

ved udmålingen af godtgørelser. Niveauerne for godtgørelserne er således

ikke reguleret i selve erstatningsansvarsloven, men der er tilkendegivelser i

forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26 om niveauerne for godtgø-

relserne. Tortgodtgørelse bør som hidtil fastsættes af domstolene ud fra et

samlet skøn over den konkrete sags omstændigheder, og niveauerne bør

som hidtil udvikle sig gennem domstolenes praksis.

Der foreslås imidlertid en nyaffattelse af erstatningsansvarslovens § 26,

stk. 2. Det fastholdes i det foreslåede nye § 26, stk. 2, at der ved fastsættel-

sen af godtgørelsens størrelse kan lægges vægt på, om der er sket en over-

trædelse af straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold, f.eks.

incest, eller kapitel 24 om seksualforbrydelser, f.eks. voldtægt. Herudover

foreslås det, at det understreges i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, at

det ved fastsættelsen af tortgodtgørelser også kan tillægges vægt, at den

seksuelle krænkelse er begået over for en person under 18 år.

2.3.3.2.

Hensigten med at nyaffatte bestemmelsen er for det første, at tort-

godtgørelsesniveauerne i sager om seksuelle krænkelser som udgangs-

punkt skal forhøjes med ca. 1/3 i forhold til niveauerne efter 2001-ændrin-

gen af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2. Forhøjelsen har bl.a. til formål

at tage hensyn til den lønudvikling, der har fundet sted siden 2002.

For det andet er det hensigten, at godtgørelsesniveauerne i sager om fuld-

byrdet voldtægt skal forhøjes med yderligere ca. 1/3 for at afspejle disse

overtrædelsers særligt alvorlige karakter. Tortgodtgørelsen i en sag om

fuldbyrdet voldtægt bør således som udgangspunkt være ca. 100.000 kr.

For det tredje ønsker Justitsministeriet at gøre det klart, at domstolene ved

udmålingen af tortgodtgørelse i sager om seksualforbrydelser fremover bør

tage hensyn til lønudviklingen. Dette har til formål at sikre, at tortgodtgø-

relsesniveauerne ikke stagnerer på 2017-niveau.

Det følger af erstatningsansvarslovens § 15, at de beløb, som er nævnt i

eksempelvis erstatningsansvarslovens § 3 om svie og smerte, reguleres

årligt med en tilpasningsprocent for det pågældende finansår. Således sik-

res det, at de beløb, som er nævnt i erstatningsansvarsloven, følger lønud-

viklingen. Tort- og krænkelsesgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens §

26 er ikke nævnt i erstatningsansvarslovens § 15, da der ikke er noget be-

løb i erstatningsansvarslovens § 26, som kan reguleres.

Det forudsættes imidlertid, at de niveauer, som er tilkendegivet i dette lov-

forslag, er udtryk for 2017-niveauer. Domstolene bør således, når de ud-

måler tortgodtgørelse i sager om seksuelle overgreb fremover, tage hensyn

til den almindelige lønudvikling i overensstemmelse med principperne i

erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det, at godtgørelsesniveauer-

ne ikke stagnerer på 2017-niveau.

2.3.3.3.

Tilføjelsen til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, hvorefter det

ved fastsættelsen af tortgodtgørelser også kan tillægges vægt, at den seksu-

elle krænkelse er begået over for en person under 18 år, indebærer, at dom-

stolene ved vurderingen af tortgodtgørelsen i sager om seksuelle krænkel-

ser af børn udover krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og

omstændighederne i øvrigt kan lægge vægt på, antallet af overgreb, den

tidsmæssige udstrækning af overgrebene, barnets alder, og at overgrebene

er begået af en person, som barnet har et særligt tillids- eller afhængig-

hedsforhold til. Selvom retspraksis viser, at disse momenter allerede i dag

kan spille ind i forhold til fastsættelsen af tortgodtgørelser i disse sager, er

der fundet behov for at præcisere, at der ved fastsættelsen af en tortgodtgø-

relse i disse sager kan lægges vægt på disse momenter.

Herudover kan det tillægges vægt i disse sager, at andet seksuelt forhold

end samleje over en årrække kan være meget traumatiserende for et barn,

da barnet kan have svært ved at sondre imellem de forskellige former for

seksuelt misbrug.

Endelig er formålet med tilføjelsen til erstatningsansvarslovens § 26, stk.

2, at der i sager om grove tilfælde af seksuelle misbrug af børn, som stræk-

ker sig over en årrække, og hvor forurettede har et tillids- eller afhængig-

hedsforhold til gerningsmanden, skal gælde en nedre grænse på 150.000

kr., for tortgodtgørelserne. Det er således hensigten med lovændringen at

undgå, at der i disse sager tilkendes tortgodtgørelser, som af ofrene ople-

ves som urimeligt lave.

Den nedre grænse på 150.000 kr. i disse sager er fastsat med afsæt i bl.a.

tortgodtgørelsesniveauerne i sager om seksuelle krænkelser og under hen-

syntagen til den generelle forhøjelse af tortgodtgørelsesniveauet med ca.

1/3 og forhøjelsen med ca. 2/3 i sager om fuldbyrdet voldtægt, som der

lægges op til med lovforslaget.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.

2.4. Offererstatningslovens 72-timersregel i sager om voldtægt, incest

og seksuelt misbrug af børn

2.4.1. Gældende ret

Efter reglerne i offererstatningsloven yder staten erstatning og godtgørelse

til personer, der har været udsat for en straffelovsovertrædelse her i landet,

uanset om gerningsmanden kan straffes for overtrædelsen.

Sager om erstatning efter offererstatningsloven behandles af Erstat-

ningsnævnet, og der ydes erstatning og godtgørelse for personskade efter

de almindelige regler herom i erstatningsansvarsloven. I det omfang der

ydes erstatning, indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen.

Det følger af offererstatningslovens § 10, stk. 1, at erstatning efter loven

bl.a. er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 ti-

mer, og at skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen ned-

lægger påstand om erstatning. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at stk. 1

kan fraviges, hvis forholdene taler for det.

Baggrunden for anmeldelsesfristen er bl.a., at en politianmeldelse skal ske

hurtigt, så politiet har den bedst mulige udsigt til at finde gerningsmanden

og opklare sagen. Dels vil der herigennem kunne ske retsforfølgning, dels

vil der være mulighed for at gennemføre et regreskrav mod den pågælden-

de. Kravet om hurtig politianmeldelse kan også være med til at forebygge

misbrug af bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2010-11, A, L 134 som

fremsat, pkt. 4.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det er Erstatningsnævnet, som i medfør af offererstatningslovens § 10, stk.

2, kan meddele dispensation fra anmeldelsesfristen på 72 timer.

Det fremgår af Erstatningsnævnets dispensationspraksis, at nævnet i meget

vid udstrækning dispenserer fra 72-timersreglen. Nævnet dispenserer i alle

tilfælde, hvor der er en strafferetlig dom mod skadevolder. Tilsvarende gør

sig gældende, hvis politiets efterforskning i straffesagen godtgør, at der har

været tale om en straffelovsovertrædelse, men det alligevel ikke har ført til

en straffedom i sagen, idet der f.eks. er meddelt tiltalefrafald.

Erstatningsnævnet har desuden en meget lempelig dispensationspraksis i

de tilfælde, hvor offeret på grund af den begåede forbrydelse har været i en

tilstand, der kan minde om chok eller bevidstløshed, eller hvor offeret som

følge af anden alvorlig tilskadekomst har været forhindret i at indgive poli-

tianmeldelse, herunder i sager om voldtægt.

Erstatningsnævnet har også en meget lempelig dispensationspraksis i sager

om børn, der har været udsat for et seksuelt misbrug.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår af regeringsgrundlaget ”For et friere, rigere og mere trygt

Danmark” (november 2016), at regeringen ønsker at forbedre muligheder-

ne for ofres adgang til erstatning og godtgørelse.

Det fremgår af en opgørelse over anmeldelser af voldtægt, som Rigspoliti-

et har foretaget for hele 2015, at 53 pct. af anmeldelserne blev indgivet

inden 72 timer, at 59 pct. af anmeldelserne blev indgivet inden 7 døgn, og

at 66 pct. af anmeldelserne blev indgivet inden 30 dage.

Rigspolitiet har foretaget samme opgørelse i perioden fra den 1. februar

2016 til den 30. april 2016. Denne opgørelse viser, at 58 pct. af anmeldel-

serne blev indgivet inden 72 timer, at 64 pct. af anmeldelserne blev indgi-

vet inden 7 døgn, og at 77 pct. af anmeldelserne blev indgivet inden 30

dage.

Justitsministeriet har på denne baggrund overvejet, om anmeldelsesfristen

på 72 timer i sager om voldtægt bør forlænges eller helt afskaffes.

Justitsministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at Arbejdsgruppen

om en styrket indsats over for ofre for forbrydelser i en rapport afgivet i

december 2010 har fundet, at vægtige grunde taler for, at en politianmel-

delse skal ske hurtigt, hvis offeret skal kunne komme i betragtning til er-

statning efter offererstatningsloven, således at der for politiet er den bedst

mulige udsigt til at finde gerningsmanden og opklare sagen. Arbejdsgrup-

pen har i den forbindelse påpeget, at der herigennem vil kunne ske retsfor-

følgning af gerningsmanden, og at der vil være mulighed for at gennemfø-

re et regreskrav mod den pågældende. Herudover har arbejdsgruppen an-

ført, at kravet om hurtig politianmeldelse kan være med til at forebygge

misbrug af bestemmelsen.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at der heroverfor må lægges

betydelig vægt på den situation, som voldtægtsofre meget ofte befinder sig

i, og som i vidt omfang fører til, at offeret først anmelder forbrydelsen til

politiet senere end 72 timer efter gerningstidspunktet, jf. Rigspolitiets op-

gørelser.

Som det fremgår af Rigspolitiets opgørelser over anmeldelser af voldtægt

nævnt ovenfor, vil det alene være et meget begrænset antal personer, der

vil få gavn af en eventuel udvidelse af anmeldelsesfristen fra 72 timer til 7

dage. Hvis en forlængelse af anmeldelsesfristen skal føre til, at flere

voldtægtssager skal kunne behandles af Erstatningsnævnet, vil den derfor

skulle være længere, eller fristen vil helt skulle afskaffes. Det bemærkes i

den forbindelse, at der ifølge Rigspolitiets opgørelse foretaget i 2016 selv

efter 30 dage fortsat er 23 pct., som ikke har anmeldt voldtægten.

På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at anmeldelsesfristen

bør afskaffes helt i sager om voldtægt.

De samme hensyn, der gør sig gældende for sager om voldtægt, gør sig

efter Justitsministeriets opfattelse også gældende for sager om incest og

sager om seksuelt misbrug af børn. Disse sager er således – ligesom

voldtægtssager – også præget af, at forbrydelsen ofte først sent kommer til

politiets kendskab. Justitsministeriet finder derfor, at anmeldelsesfristen på

72 timer også bør ophæves for disse sager.

2.4.3. Lovforslagets udformning

Det foreslås, at offererstatningslovens § 10 ændres, således at anmeldelses-

fristen på 72 timer ikke gælder for sager om overtrædelse af straffelovens

§§ 210, 216, 222-224, 225, jf. §§ 216 og 222-224, § 226 og § 227, stk. 1,

og sager om overtrædelse af straffelovens §§ 218-221 og 225, jf. §§ 218-

221, der begås over for en person under 18 år.

Den foreslåede ændring indebærer, at den frist for politianmeldelse, som et

offer sædvanligvis skal overholde for at kunne søge om offererstatning fra

Erstatningsnævnet, ikke længere vil gælde for sager om incest (§ 210),

voldtægt (§ 216), samleje med et barn under 15 år (§ 222), samleje med

stedbarn, plejebarn mv. under 18 år (§ 223), samleje mod betaling med en

person under 18 år (§ 224), overtrædelse af §§ 216 og 222-224 ved andet

seksuelt forhold end samleje (§ 225, jf. §§ 216 og § 222-224), optagelse af

pornografiske fotografier, film eller lignende af en person under 18 år (§

226) og medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestilling

med pornografisk optræden (§ 227, stk. 1).

Det samme gælder for sager om samleje ved udnyttelse af sindssygdom

eller mental retardering (§ 218), en institutionsansats samleje med en per-

son, der er optaget i institutionen eller er i institutionens varetægt (§ 219),

samleje ved groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller behandlings-

eller plejemæssig afhængighed (§ 220) ), tilsnigelse af samleje med en

person, der forveksler gerningsmanden med en anden (§ 221) og overtræ-

delse af §§ 218-221 ved andet seksuelt forhold end samleje (§ 225, jf. §§

218-221), hvis de pågældende overtrædelser begås over for en person un-

der 18 år.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 1 og 2, og bemærkningerne

hertil.

Det foreslås, at afskaffelsen af anmeldelsesfristen på 72 timer i de nævnte

sager ikke skal finde anvendelse på skader, der er forvoldt ved overtrædel-

ser, der er begået mere end 2 år før lovens ikrafttræden. For sådanne ska-

der finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 1 og 2, og § 5, nr. 1, og be-

mærkningerne hertil.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget forventes at medføre merudgifter for det offentlige på i alt ca.

9,4 mio. kr. årligt fra 2018 og frem. Heri ligger bl.a. merudgifter for kom-

munerne i mindre omfang som følge af forslaget om at afskaffe forældel-

sesfristerne for erstatnings- og godtgørelseskrav mod offentlige myndighe-

der for tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser i sager om overgreb mod

børn, idet sådanne krav typisk vil blive rettet mod en kommune, da det er

denne, som har de umiddelbare forpligtelser over for barnet.

Lovforslaget finansieres ved en reduktion af reserven til politiets interna-

tionale beredskab på 2,1 mio. kr. årligt. Derudover lægger regeringen op til

at afsætte 2 mio. kr. årligt med finanslovsforslaget for 2018, mens den

resterende del af udgifterne finansieres inden for Justitsministeriets eksi-

sterende økonomiske ramme.

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for det

offentlige af betydning.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konse-

kvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget giver personer, der har været udsat for overgreb som børn,

bedre mulighed for at rejse erstatnings- og godtgørelseskrav mod offentli-

ge myndigheder, der har tilsidesat lovbestemte forpligtelser i forbindelse

med overgrebet, idet sådanne krav fremover ikke forældes.

Lovforslaget giver voldtægtsofre, ofre for incest og børn, der har været

udsat for et seksuelt misbrug, bedre mulighed for at søge om offererstat-

ning fra staten, idet den frist for politianmeldelse på 72 timer, som et offer

sædvanligvis skal overholde for at kunne søge om erstatning efter offerer-

statningsloven, ophæves for disse forbrydelser.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 13. juni 2017 til den 15. au-

gust 2017 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisatio-

ner mv.:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Advokatrådet, Advokatsam-

fundet, Amnesty International, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns

Vilkår, Center for Seksuelle Overgreb, Center for Voldtægtsofre (Rigsho-

spitalet), Center for Voldtægtsofre (Århus Universitetshospital), Copenha-

gen Business School (Juridisk Institut), Danner, Dansk Kvindesamfund,

Dansk Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Regioner, Den

Danske Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, Direktoratet for

Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen,

Erstatningsnævnet, Exitcirklen, Foreningen af Offentlige Anklagere, Fore-

ningen af Socialchefer, Foreningen Far, Hjælp Voldsofre, Institut for Men-

neskerettigheder, Joan-søstrene, Justitia, KL, Kvinderådet, Landsforenin-

gen (KRIM), Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen for

Voldsramte Kvinder, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK),

Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, Københavns Universitet

(Juridisk Fakultet), Mødrehjælpen, Offerrådgivningerne i Danmark, Pleje-

familiernes Landsforening, Politiforbundet, Red Barnet, Retspolitisk Fore-

ning, Rigsadvokaten, Rigsombudsmanden i Grønland, Rigspolitiet, Seksu-

alpolitisk Forum, Socialpædagogernes Landsforbund, Syddansk Universi-

tet (Juridisk Institut), Tænketanken VM Viden om Mænd, Aalborg Univer-

sitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut).

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekven-

ser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konse- Ingen

kvenser for stat,

kommuner og regio-

ner

Administrative kon-

sekvenser for stat,

kommuner og regio-

ner

Økonomiske konse-

kvenser for erhvervs-

livet

Administrative kon-

sekvenser for er-

hvervslivet

Administrative kon-

sekvenser for borger-

Ingen

Negative

konsekven-

ser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Lovforslaget forventes at

medføre merudgifter for

det offentlige på i alt ca.

9,4 mio. kr. årligt fra

2018 og frem.

Ingen af betydning

Ingen

Bedre mulighed for at Ingen

rejse visse erstatnings-

godtgørelseskrav

mod offentlige myn-

digheder og for at søge

om offererstatning for

visse forbrydelser.

Miljømæssige konse- Ingen

Ingen

kvenser

Forholdet til EU-ret- Ingen EU-retlige aspekter

ten

Overimplementering

Nej

af EU-retlige mini-

mumsforpligtelser

(sæt X)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af straffelovens § 93, stk. 3, at forældelsesfristen for overtrædel-

se af lovens § 223, stk. 1, og § 225, jf. § 223, stk. 1, i intet tilfælde er min-

dre end 10 år.

Det foreslås, at § 93, stk. 3, ophæves som en konsekvens af ændringen i

lovforslagets § 1, nr. 2, hvorefter der ikke indtræder forældelse for en lo-

vovertrædelse, som er omfattet af §§ 210, 216-224, 225, jf. §§ 216-224, §

226 eller § 227, stk. 1, når den begås over for en person under 18 år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter straffelovens § 92 straffes en lovovertrædelse ikke, når der er indtrådt

forældelse efter reglerne i straffelovens §§ 93-94. Efter straffelovens § 93

afhænger forældelsesfristens længde af strafferammen for den pågældende

forbrydelse. For enkelte lovovertrædelser, herunder straffelovens § 223,

stk. 1, om samleje med stedbarn, plejebarn mv. under 18 år, er der indført

særlige forældelsesregler.

Efter straffelovens § 94, stk. 1, regnes forældelsesfristen som udgangs-

punkt fra den dag, den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.

Som undtagelse hertil følger det af straffelovens § 94, stk. 4, at forældel-

sesfristen for en række alvorligere forbrydelser, herunder seksualforbrydel-

ser, begået over for en person under 18 år (for blufærdighedskrænkelse

over for et barn under 15 år) dog tidligst regnes fra den dag, den forurette-

de fylder 21 år.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stykke 2 i straffelovens § 93 b, hvoraf

det fremgår, at der ikke indtræder forældelse, når en lovovertrædelse, som

er omfattet af §§ 210, 216-224, 225, jf. §§ 216-224, § 226 eller § 227, stk.

1, begås over for en person under 18 år.

Det drejer sig nærmere om straffelovens § 210 om incest, § 216 om

voldtægt, § 218 om samleje ved udnyttelse af sindssygdom eller mental

retardering, § 219 om en institutionsansats samleje med en person, der er

optaget i institutionen eller er i institutionens varetægt, § 220 om samleje

ved groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller behandlings- eller

plejemæssig afhængighed, § 221 om tilsnigelse af samleje med en person,

der forveksler gerningsmanden med en anden, § 222 om samleje med et

barn under 15 år, § 223 om samleje med stedbarn, plejebarn mv. under 18

år, § 224 om samleje mod betaling med en person under 18 år, § 225, jf. §§

216-224, om overtrædelse af §§ 216-224 ved andet seksuelt forhold end

samleje, § 226 om optagelse af pornografiske fotografier, film eller lign. af

en person under 18 år og § 227, stk. 1, om medvirken til, at en person un-

der 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden.

Ved overtrædelse af disse bestemmelser vil gerningsmandens strafansvar

med den foreslåede ændring således ikke blive forældet, når overtrædelsen

er begået mod en person under 18 år.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af straffelovens § 94, stk. 4, 1. pkt., at forældelsesfristen for

overtrædelse af §§ 210 og 216-224, § 225, jf. §§ 216-224, § 226, § 227,

stk. 1, § 245 a, § 246, jf. § 245 a, § 260, stk. 2, og § 262 a, stk. 2, over for

en person under 18 år eller af § 232 over for et barn under 15 år tidligst

regnes fra den dag, den forurettede fylder 21 år.

Det foreslås, at § 93, stk. 4, ændres, således at §§ 210, 216-224, 225, jf. §§

216-224, § 226 og § 227, stk. 1, udgår som en konsekvens af ændringen i

lovforslagets § 1, nr. 2, hvorefter der ikke indtræder forældelse for en lo-

vovertrædelse, som er omfattet af §§ 210, 216-224, 225, jf. §§ 216-224, §

226 eller § 227, stk. 1, når den begås over for en person under 18 år.

Der er med lovforslaget ikke i øvrigt tiltænkt ændringer i anvendelsesom-

rådet for straffelovens § 94, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1

Erstatnings- og godtgørelseskrav uden for kontrakt mod en offentlig myn-

dighed for tilsidesættelse af lovbestemte forpligtelser forældes som ud-

gangspunkt efter den almindelige forældelsesfrist på 3 år i forældelseslo-

vens § 3, stk. 1. For sådanne krav regnes fristen fra tidspunktet for skadens

indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. Hvis skadelidte var ubekendt

med fordringen eller skyldneren, regnes fristen først fra den dag, hvor ska-

delidte fik eller burde have fået kendskab hertil. Forældelse indtræder dog

i disse tilfælde senest 10 eller 30 år (de absolutte forældelsesfrister) efter

den skadevoldende handling.

Det foreslås, at der indsættes et nyt

stk. 5

i forældelseslovens § 3, hvorefter

forældelse ikke indtræder for fordringer på erstatning eller godtgørelse,

som udspringer af en offentlig myndigheds tilsidesættelse af lovbestemte

forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb

begået over for denne.

Ved ”offentlig myndighed” forstås de myndigheder mv., som er nævnt i

forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2. Det omfatter alle dele af den offentlige

forvaltning, herunder kommunale, regionale og statslige myndigheder.

Endvidere omfatter det selvejende institutioner, foreninger, fonde mv., der

er oprettet ved lov eller i henhold til lov, og selvejende institutioner, fore-

ninger, fonde mv., der er oprettet på privatretligt grundlag, og som udøver

offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet inten-

siv offentlig regulering, intensivt offentlig tilsyn og intensiv offentlig kon-

trol.

Bestemmelsen finder anvendelse, hvor en person under 18 år har et erstat-

nings- eller godtgørelseskrav i anledning af en offentlig myndigheds tilsi-

desættelse af lovbestemte forpligtelser. Det kan f.eks. være lovbestemte

forpligtelser efter den sociale lovgivning, f.eks. serviceloven, der pålægger

kommunerne en række forpligtelser over for børn og unge under 18 år,

eller forpligtelser der følger af den Europæiske Menneskerettighedskon-

vention (EMRK).

Efter servicelovens § 153, stk. 1, nr. 4, har personer, der udfører offentlig

tjeneste eller offentligt hverv bl.a. pligt til at underrette kommunen, hvis de

i forbindelse med udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller

grund til at antage, at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for

overgreb.

Kommunen skal efter servicelovens § 155, stk. 1, sikre, at der iværksættes

en rettidig og systematisk udredning af alle underretninger efter bl.a. § 153

med henblik på at afklare, om barnet eller den unge har behov for særlig

støtte, men en underretning medfører ikke i sig selv, at kommunen er for-

pligtet til at iværksætte foranstaltninger. Kommunalbestyrelsen skal dog

senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning efter stk. 1 vurdere,

om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og om der

derfor er behov for at iværksætte akutte foranstaltninger over for barnet

eller den unge

Efter servicelovens § 52, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen iværksætte for-

anstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hen-

syn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Såfremt en kommune

har undladt at iværksætte foranstaltninger på trods af alvorlige underret-

ninger om, at en person under 18 år har været udsat for overgreb, vil erstat-

nings- eller godtgørelseskrav, der er opstået i denne forbindelse være om-

fattet af den foreslåede § 3, stk. 5.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere føre tilsyn med de forhold, hvorun-

der børn og unge under 18 år i kommunen lever, jf. servicelovens § 146.

Efter servicelovens § 148 har kommunalbestyrelsen endvidere en særlig

forpligtelse til at føre løbende tilsyn med børn og unge, som er anbragt

uden for hjemmet (også kaldet det personrettede tilsyn).

Krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af kommuners tilsidesæt-

telse af tilsynspligten over for såvel anbragte som ikke-anbragte børn og

unge under 18 år vil således være omfattet af den foreslåede § 3, stk. 5, i

forældelsesloven.

Ligeledes vil eksempelvis en myndigheds tilsidesættelse af EMRK artikel

3, jf. artikel 1, hvorefter de kontraherende stater har en forpligtelse til at

sørge for, at personer i deres stat ikke udsættes for tortur eller nedværdi-

gende behandling, kunne være en tilsidesættelse af en lovbestemt forplig-

telse efter den foreslåede bestemmelse.

Det er en forudsætning for, at den foreslåede § 3, stk. 5, finder anvendelse,

at barnet eller den unge har været udsat for overgreb. Ved overgreb forstås

sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, som er

omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser mod kønssædelighe-

den, forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige

frihed) samt straffelovens § 210 om incest og § 213 om vanrøgt.

Der kan f.eks. være tale om, at barnet har været udsat for seksuelle eller

andre fysiske overgreb, eller psykiske overgreb. Det kræves ikke efter den

foreslåede bestemmelse, at der foreligger en straffedom for overgrebene,

og det vil således være op til en domstol at vurdere, om det påståede over-

greb har fundet sted i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en straffedom.

Derudover skal overgrebet og tilsidesættelsen af en lovbestemt forpligtelse

være foretaget over for en person under 18 år. Skæringstidspunktet på 18

år følger servicelovens regler om det kommunale tilsyn med børn og unge

i kommunen, jf. bl.a. servicelovens § 146, stk. 1.

Der henvises til pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Forældelseslovens § 4, stk. 1, fastsætter en særlig forældelsesfrist på 5 år

for fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et

ansættelsesforhold. Efter § 4, stk. 2, finder bestemmelsen i forældelseslo-

vens § 3, stk. 2, om suspension af den almindelige forældelsesfrist også

anvendelse ved fordringer omfattet af den særlige 5-årige forældelsesfrist i

§ 4, stk. 1. Ligeledes gælder den absolutte 10-årige forældelsesfrist i foræl-

delseslovens § 3, stk. 3, nr. 3, også for fordringer omfattet af § 4, stk. 1.

Bestemmelsen i § 3, stk. 3, nr. 3, blev ved lov nr. 1622 af 26. december

2013 om ændring af forældelsesloven (Forældelse af udestående sel-

skabsindskud) omnummereret til § 3, stk. 3, nr. 4.

Der blev dog ikke i forbindelse med lovændringen i 2013 foretaget konse-

kvensændringer i forældelseslovens § 4, stk. 2, som henviser til den tidli-

gere § 3, stk. 3, nr. 3, som blev til § 3, stk. 3, nr. 4, ved lovændringen.

Som konsekvens af lovændringen i 2013, hvor § 3, stk. 3, nr. 3, blev til §

3, stk. 3, nr. 4, foreslås det, at nr. 3 ændres til nr. 4 i § 4, stk. 2, således at

der gælder en 10-årig absolut forældelsesfrist for fordringer omfattet af §

4, stk. 1, og at denne frist regnes efter begyndelsestidspunktet, som er fast-

sat i forældelseslovens § 2.

Til nr. 3

Det fremgår af forældelseslovens § 30, stk. 2, at indtil den 31. december

2017 er fristen efter lovens § 3, stk. 3, nr. 3, dog 20 år efter tidspunktet for

fordringens stiftelse for fordringer på forholdsmæssigt afslag i købesum-

men vedrørende fast ejendom på grund af forurening af jord.

Bestemmelsen i § 3, stk. 3, nr. 3, som indebærer en absolut forældelsesfrist

for fordringer, som ikke er omfattet af forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 1

og 2, blev imidlertid ved lov nr. 1622 af 26. december 2013 om ændring af

forældelsesloven (Forældelse af udestående selskabsindskud) omnumme-

reret til § 3, stk. 3, nr. 4.

Der blev dog ikke i forbindelse med lovændringen i 2013 foretaget konse-

kvensændringer i forældelseslovens § 30, stk. 2, som henviser til den tidli-

gere § 3, stk. 3, nr. 3, som blev til § 3, stk. 3, nr. 4, ved lovændringen.

Som konsekvens af lovændringen i 2013, hvor § 3, stk. 3, nr. 3, blev til §

3, stk. 3, nr. 4, foreslås det, at nr. 3 ændres til nr. 4 i § 30, stk. 2, således at

overgangsbestemmelsen i § 30, stk. 2, henviser til den korrekte bestem-

melse i forældelsesloven.

Til § 3

Til nr. 1

Erstatningsansvarslovens § 26, jf. lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts

2014, indeholder regler om tort- og krænkelsesgodtgørelse. Det følger af

erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, at der kan tilkendes tortgodtgørelse,

såfremt der er sket en retsstridig krænkelse af en persons frihed, fred, ære

eller person. Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, kan der ved fast-

sættelsen af godtgørelsens størrelse lægges vægt på, om der er tale om en

overtrædelse af straffelovens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold,

f.eks. incest, eller kapitel 24 om seksualforbrydelser, f.eks. voldtægt.

Der foreslås en nyaffattelse af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2. Det

fastholdes i den foreslåede § 26, stk. 2, at der ved fastsættelsen af godtgø-

relsens størrelse kan lægges vægt på, om der er sket en overtrædelse af

straffelovens kapitel 23-24 om forbrydelser i familieforhold eller seksual-

forbrydelser. Herudover foreslås det, at det understreges i erstatnings-

ansvarslovens § 26, stk. 2, at det ved fastsættelsen af tortgodtgørelser

også kan tillægges vægt, at den seksuelle krænkelse er begået over for en

person under 18 år.

Hensigten med at nyaffatte bestemmelsen er, at tortgodtgørelsesniveauerne

i alle sager om seksuelle krænkelser som udgangspunkt skal forhøjes med

ca. 1/3 i forhold til niveauerne efter 2001-ændringen af erstatningsansvars-

lovens § 26, stk. 2. Endvidere skal godtgørelsesniveauerne i sager om fuld-

byrdet voldtægt som udgangspunkt forhøjes med yderligere ca. 1/3 for at

afspejle disse overtrædelsers særligt alvorlige karakter.

Af forarbejderne til 2001-ændringen af erstatningsansvarsloven kan det

udledes, at 2002-niveauet for tilkendelse af tortgodtgørelse for fuldbyrdet

voldtægt er ca. 60.000 kr., mens det for fuldbyrdet voldtægt i meget grove

tilfælde er ca. 70.000 kr., og for fuldbyrdet voldtægt i ganske særlige til-

fælde er 80.000-90.000 kr. eller højere. Ved forsøg på voldtægt tilkendes

ca. 30.000-40.000 kr. i tortgodtgørelse, mens der for incest mod mindreåri-

ge som udgangspunkt tilkendes mindst ca. 20.000 kr.

Henset til at beløbene ikke har været reguleret siden 2001 foreslås det, at

disse beløb som udgangspunkt forhøjes med ca. 1/3. Herved sikres det

bl.a., at der tages hensyn til den lønudvikling, der har fundet sted siden

2002. Samtidig foreslås det, at tortgodtgørelsen i sager om fuldbyrdet

voldtægt forhøjes med yderligere ca. 1/3. Disse forhøjelser indebærer , at

det forudsættes, at niveauet for tortgodtgørelse ved fuldbyrdet voldtægt er

ca. 100.000 kr., som kan stige til omkring 116.000 kr. i meget grove tilfæl-

de, og ca. 133.000-150.000 kr. eller højere i ganske særlige tilfælde. Ved

forsøg på voldtægt vil niveauet for tortgodtgørelsen skulle være ca.

40.000-53.000 kr., mens det for incest mod mindreårige vil skulle være

mindst ca. 26.000 kr.

De nævnte niveauer er udtryk for 2017-niveauer. Det forudsættes således,

at domstolene, når de fremover udmåler tortgodtgørelse i sager om seksu-

elle overgreb, tager hensyn til den almindelige lønudvikling, jf. principper-

ne i erstatningsansvarslovens § 15. Herved sikres det, at godtgørelsesni-

veauerne ikke stagnerer på 2017-niveau.

Den foreslåede tilføjelse til erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, hvorefter

det ved fastsættelsen af tortgodtgørelse også kan tillægges vægt, at den

seksuelle krænkelse er begået over for en person under 18 år, indebærer, at

domstolene ved fastsættelsen af tortgodtgørelsen i sager om seksuelle

krænkelser af børn udover krænkelsens grovhed, handlingens beskaffen-

hed og omstændighederne i øvrigt kan lægge vægt på antallet af overgreb,

den tidsmæssige udstrækning af overgrebene, barnets alder, og at overgre-

bene er begået af en person, som barnet har et særligt tillids- eller afhæn-

gighedsforhold til. Herudover kan det tillægges vægt i disse sager, at andet

seksuelt forhold end samleje over en årrække kan være meget traumatise-

rende for et barn, da barnet kan have svært ved at sondre imellem de for-

skellige former for seksuelt misbrug.

Der bør i sager om grove tilfælde af seksuelt misbrug af børn, som stræk-

ker sig over en årrække, og hvor forurettede har et tillids- eller afhængig-

hedsforhold til gerningsmanden, gælde en nedre grænse på 150.000 kr., for

tortgodtgørelserne.

Sager om grove tilfælde af seksuelt misbrug af børn vil være karakteriseret

ved, at der har været tale om seksuelle krænkelser, som går videre end

blufærdighedskrænkelser.

Grove tilfælde af seksuelt misbrug af børn er derimod ikke begrænset til

tilfælde, hvor det seksuelle misbrug består i samleje med barnet. Grove

tilfælde af seksuelt misbrug kan således også bestå i andet seksuelt forhold

end samleje, hvor gerningspersonen eksempelvis pga. barnets alder ikke

har kunnet gennemføre samleje med barnet.

Derudover forudsættes den nedre grænse på 150.000 kr. anvendt i sager,

hvor det seksuelle misbrug har strakt sig over en årrække. Det kan dog

ikke afvises, at den nedre grænse også kan være relevant, hvor det seksuel-

le misbrug har fundet sted henover ét år, hvis der har været tale om hyppi-

ge overgreb. Endelig er det ikke kun i familieforhold, at barnet kan have et

tillids- eller afhængighedsforhold til gerningspersonen. Et sådant forhold

kan også forekomme uden for familieforhold, hvor gerningspersonen ek-

sempelvis regelmæssigt har passet barnet, eller har haft en venskabelig

eller familiemæssig relation til barnets familie, og således regelmæssigt

har haft kontakt med barnet.

Der henvises til pkt. 2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 4

Til nr. 1

Det følger af offererstatningslovens § 10, stk. 1, at erstatning efter loven er

betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer, og at

skadelidte under en eventuel straffesag mod skadevolderen nedlægger på-

stand om erstatning. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår, at stk. 1 kan fravi-

ges, hvis forholdene taler for det.

Det foreslås, at der i offererstatningslovens § 10, stk. 1, indsættes et nyt

punktum, hvorefter kravet om anmeldelse inden 72 timer ikke gælder for

sager om incest (§ 210), voldtægt (§ 216), samleje med et barn under 15 år

(§ 222), samleje med stedbarn, plejebarn mv. under 18 år (§ 223), samleje

mod betaling med en person under 18 år (§ 224), overtrædelse af §§ 216

og 222-224 ved andet seksuelt forhold end samleje (§ 225, jf. §§ 216 og

222-224), optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignende af en

person under 18 år (§ 226) og medvirken til, at en person under 18 år del-

tager i en forestilling med pornografisk optræden (§ 227, stk. 1). Ligeledes

vil kravet om anmeldelse inden 72 timer ikke gælde for sager om samleje

ved udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering (§ 218), en institu-

tionsansats samleje med en person, der er optaget i institutionen eller er i

institutionens varetægt (§ 219), samleje ved groft misbrug af arbejdsmæs-

sig, økonomisk eller behandlings- eller plejemæssig afhængighed (§ 220),

tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med

en anden (§ 221) og overtrædelse af §§ 218-221 ved andet seksuelt forhold

end samleje (§ 225, jf. §§ 218-221), hvis de pågældende overtrædelser

begås over for en person under 18 år.

Den foreslåede ændring indebærer, at den frist for politianmeldelse, som et

offer sædvanligvis skal overholde for at kunne søge om offererstatning fra

Erstatningsnævnet, ikke længere vil gælde for ofre for de ovenfor opregne-

de forbrydelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af offererstatningslovens § 10, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1

kan fraviges, hvis forholdene taler for det.

Det foreslås, at § 10, stk. 2, ændres som en konsekvens af ændringen i lov-

forslagets § 4, nr. 1, hvorefter der i offererstatningslovens § 10, stk. 1, ind-

sættes et nyt punktum, således at der i § 10, stk. 2, alene vil blive henvist

til stk. 1, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 5

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Det foreslås i

stk. 2,

at lovforslagets § 1 også skal finde anvendelse på lo-

vovertrædelser, der er begået før lovens ikrafttræden, medmindre forældel-

se er indtrådt før lovens ikrafttræden efter de hidtil gældende regler.

Lovens § 1 indebærer, at strafansvaret for overtrædelser af straffelovens §§

210, 216-224, 225, jf. §§ 216-224, § 226 eller § 227, stk. 1, ikke forældes

for overtrædelser begået mod en person under 18 år. Strafansvaret for så-

danne overtrædelser, hvor der ikke efter de hidtil gældende regler er indt-

rådt forældelse, vil således efter den foreslåede bestemmelse ikke blive

forældet.

Det foreslås i

stk. 3,

at afskaffelsen af forældelsesfristerne i forældelseslo-

ven efter lovforslagets § 2, nr. 1, også skal finde anvendelse på fordringer,

der er stiftet før lovens ikrafttræden, medmindre disse er forældede efter de

hidtil gældende regler før lovens ikrafttræden.

Det foreslås endvidere i

stk. 4,

at det præciseres, at lovforslagets § 3 om

tortgodtgørelse til ofre for seksualforbrydelser finder anvendelse på erstat-

ningsansvar for skader, der indtræder efter lovens ikrafttræden. Bestem-

melsen svarer til ikrafttrædelsesbestemmelsen i den oprindelige erstat-

ningsansvarslov, jf. § 28 i lov nr. 228 af 23. maj 1984.

Det foreslås i

stk. 5,

at den foreslåede ophævelse af anmeldelsesfristen på

72 timer i sager om voldtægt, incest og seksuelt misbrug af børn efter

lovens § 4, nr. 1 (offererstatningslovens § 10, stk. 1), ikke finder anvendel-

se på skader, der er forvoldt ved overtrædelser, der er begået mere end 2 år

før lovens ikrafttræden. For sådanne skader finder de hidtil gældende reg-

ler anvendelse.

Det indebærer, at de nye og mere gunstige regler også vil komme de ofre

til gode, hvor skaden er forvoldt før lovens ikrafttræden. Den

bagudrettede

virkningsperiode

følger offererstatningslovens § 13, stk. 1, hvorefter Er-

statningsnævnet som udgangspunkt ikke kan behandle en ansøgning, der er

indgivet 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået.

Erstatningsnævnet vil af egen drift genoptage tidligere afslag på offerer-

statning, der ved denne lovændring bliver omfattet af loven, og hvor Er-

statningsnævnets afslag skyldes, at offeret havde anmeldt forbrydelsen til

politiet senere end 72 timer efter gerningstidspunktet.

For så vidt angår skader der er forvoldt ved overtrædelser, der er begået

mere end 2 år før lovens ikrafttræden, bemærkes, at Erstatningsnævnet

fortsat har mulighed for at dispensere fra kravet om anmeldelse inden 72

timer, hvis forholdene taler for det, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 2.

Til § 6

Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens territoriale gyldighed. Det

foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovens §§

2-4 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland

med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det

strafferetlige område. For Grønland gælder en særlig kriminallov. Lovfor-

slagets § 1 gælder derfor ikke for Færøerne og Grønland.

Færøerne har pr. 1. januar 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det

formueretlige område, som bl.a. omfatter forældelsesloven og erstatnings-

ansvarsloven. Lovforslagets §§ 2-3 skal derfor ikke gælde for Færøerne og

ej heller for Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold

tilsiger.

De områder, hvor Færøerne som anført har overtaget lovgivningskompe-

tencen, omfatter også offererstatningsloven. For Grønland er offererstat-

ningsloven sat i kraft ved kongelig anordning. Lovforslagets § 4 skal der-

for ikke gælde for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt eller

delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske

forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

1052 af 4. juli 2016, som ændret ved

lov nr. 1723 af 27. december 2016 og

§ 1 i lov nr. 1728 af 27. december

2016, foretages følgende ændringer:

§ 93.

---

Stk. 2.---

Stk. 3.

For overtrædelse af denne lovs

§ 93 stk. 3,

ophæves.

§ 223, stk. 1, og § 225, jf. § 223, stk. 1,

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

er forældelsesfristen i intet tilfælde

mindre end 10 år.

Stk. 4.

Har nogen ved samme handling

begået flere lovovertrædelser, for hvil-

ke der efter stk. 1-3 gælder forskellige

forældelsesfrister, skal den længste af

disse frister anvendes med hensyn til

samtlige overtrædelser.

§ 93 b.

Når en lovovertrædelse er om-

I § 93 b indsættes som

stk. 2:

fattet af denne lovs § 157 a, indtræder

»Stk.

Når en lovovertrædelse, som er

forældelse ikke.

omfattet af §§ 210, 216-224, 225, jf.

§§ 216-224, § 226 eller § 227, stk. 1,

begås over for en person under 18 år,

indtræder forældelse ikke.«

§ 94.

---

Stk. 2-3. ---

Stk.

4. For overtrædelse af §§ 210 og

§ 94, stk. 4,

udgår »§§ 210 og 216-

216-224, § 225, jf. §§ 216-224, § 226,

224, § 225, jf. §§ 216-224, § 226 eller

§ 227, stk. 1, § 245 a, § 246, jf. § 245

§ 227, stk. 1,«.

a, § 260, stk. 2, og § 262 a, stk. 2, over

for en person under 18 år eller af § 232

over for et barn under 15 år regnes

forældelsesfristen dog tidligst fra den

dag, den forurettede fylder 21 år. Det

samme gælder overtrædelse af §§ 244,

245 og 246 i form af svangerskabsaf-

brydelse, fosterreduktion eller sterilisa-

tion uden samtykke over for en person

under 18 år. Hvis gerningsmanden ved

vold, ulovlig tvang efter § 260 eller på

anden måde ved en strafbar handling

har tvunget forurettede til at undlade at

anmelde lovovertrædelsen til politiet,

regnes forældelsesfristen dog tidligst

fra det tidspunkt, hvor tvangen er op-

hørt.

Stk. 5-6.

---

§2

I lov om forældelse af fordringer (for-

ældelsesloven), jf. lovbekendtgørelse

nr. 1238 af 9. november 2015, foreta-

ges følgende ændringer:

§ 3

Forældelsesfristen er 3 år, medmin-

dre andet følger af andre bestemmel-

ser.

Stk. 2.

---

Stk. 3.

---

Stk. 4.

---

§ 3

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

Fordringer på erstatning eller

godtgørelse, som udspringer af, at en

offentlig myndighed, jf. forvaltningslo-

vens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat

lovbestemte forpligtelser over for en

person under 18 år i forbindelse med

overgreb begået over for denne, foræl-

des ikke.«

§ 4, stk. 2,

ændres »nr. 3« til: »nr.

4«.

§ 30, stk. 2,

ændres »nr. 3« til: »nr.

4«.

§ 4

---

Stk. 2.

§ 3, stk. 2 og stk. 3, nr. 3, gæl-

der ved fordringer omfattet af stk. 1.

§ 30

---

Stk. 2. Indtil den 31. december 2017 er

fristen efter lovens § 3, stk. 3, nr. 3,

dog 20 år efter tidspunktet for fordrin-

gens stiftelse for fordringer på for-

holdsmæssigt afslag i købesummen

vedrørende fast ejendom på grund af

forurening af jord.

Stk. 3. ---

Stk. 4. ---

§3

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014,

som ændret senest ved lov nr. 1493 af

21. december 2014 og § 16 i lov nr.

395 af 2. maj 2016, foretages følgende

ændring:

§ 26

---

Stk. 2. Ved fastsættelsen af godtgørel-

sen kan det tillægges vægt, at krænkel-

sen er begået ved en forbrydelse, der

har indebåret en overtrædelse af be-

§ 26, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

Ved fastsættelsen af godtgørel-

sen kan det tillægges vægt, at krænkel-

sen er begået ved en forbrydelse, der

har indebåret en overtrædelse af be-

stemmelser i straffelovens kapitel 23 stemmelser i straffelovens kapitel 23

eller 24.

eller 24, herunder at krænkelsen er be-

Stk. 3. ---

gået over for en person under 18 år«.

Stk. 4. ---

§4

I lov om erstatning fra staten til ofre

for forbrydelser, jf. lovbekendtgørelse

nr. 1209 af 18. november 2014, foreta-

ges følgende ændringer:

§ 10.

Erstatning er betinget af, at lo-

vovertrædelsen er anmeldt til politiet

inden 72 timer, og at skadelidte under

en eventuel straffesag mod skadevol-

deren nedlægger påstand om erstat-

ning.

§ 10, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Kravet om anmeldelse inden 72 timer

gælder dog ikke for sager om overtræ-

delse af straffelovens §§ 210, 216,

222-224, 225, jf. §§ 216 og 222-224, §

226 og § 227, stk. 1, og sager om over-

trædelse af straffelovens §§ 218-221

og 225, jf. §§ 218-221, der begås over

for en person under 18 år.«

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 kan fravi-

§ 10, stk. 2,

ændres ”stk. 1« til:

ges, hvis forholdene taler for det.

»stk. 1, 1. pkt.,«.

§5

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. janu-

ar 2018.

Stk. 2.

§ 1 finder også anvendelse på

lovovertrædelser, der er begået før

lovens ikrafttræden, medmindre foræl-

delse efter de hidtil gældende regler er

indtrådt før lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

§ 2, nr. 1, finder også anvendel-

se på fordringer, der er stiftet før

lovens ikrafttræden, medmindre foræl-

delse efter de hidtil gældende regler er

indtrådt før lovens ikrafttræden.

Stk. 4.

§ 3 finder anvendelse på erstat-

ningsansvar for skader, der indtræder

efter lovens ikrafttræden.

Stk. 5.

§ 4, nr. 1, finder ikke anvendel-

se på skader, der er forvoldt ved over-

trædelser, der er begået mere end 2 år

før lovens ikrafttræden. For sådanne

skader finder de hidtil gældende regler

anvendelse.

§6

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland, men §§ 2-4 kan ved konge-

lig anordning sættes helt eller delvist i

kraft for Grønland med de ændringer,

som de grønlandske forhold tilsiger.