SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 240: Samlenotat vedr. den sag inden for Børne- og Socialministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet for Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EPSCO) den 15. juni 2017. Det drejer sig om fremskridtsrapport om forslaget til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion, eller tro, handicap, alder ellers seksuel orientering (antidiskriminationsdirektivet), fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 240
Offentligt

Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

- Fremskridtsrapport

Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om ligebehandling uden for

arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en

tværministeriel følgegruppe med henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske konsekvenser.

Regeringen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats mod diskrimination og bakker op om

håndhævelsen af menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til

en række betænkeligheder, idet forslaget indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes

vagt udformede undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få belyst en

række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser - herunder

rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

Regeringen vil arbejde for en afklaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til

direktivforslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.

Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det franske, tjekkiske,

svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske, cypriotiske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske,

luxembourgske, nederlandske og slovakiske formandskab.

Sagen har ligeledes været drøftet under det maltesiske formandskab. Der forventes en fremskridtsrapport

inden rådsmødet.

2. Baggrund

Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem mennesker uden for

arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder eller seksuelle orientering. Der fastsættes

regler om forbud mod diskrimination af de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse

inden for EU af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.

Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er forbud imod diskrimination på

grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering alene i henseende til beskæftigelse,

ansættelse og erhvervsuddannelse.

Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om at bekæmpe diskrimination

og er konsistent med

EU’s tværgående mål, herunder

især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og

efterfølgende Europa 2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social

inklusion.

Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel

26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske

rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for loven og er berettiget til lovens ligelige

beskyttelse uden nogen forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling

og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race, hudfarve,

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 240: Samlenotat vedr. den sag inden for Børne- og Socialministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet for Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EPSCO) den 15. juni 2017. Det drejer sig om fremskridtsrapport om forslaget til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion, eller tro, handicap, alder ellers seksuel orientering (antidiskriminationsdirektivet), fra børne- og socialministeren

køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller

anden stilling. Tilsvarende indeholder artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et

generelt diskriminationsforbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske

rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention alene

anvendelse i forhold til de rettigheder, der omfattes af denne konvention med tilhørende protokoller.

EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt diskriminationsforbud i artikel 21.

3. Formål og indhold

Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008, da der ikke siden er

fremlagt en ny version af teksten.

Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling på grund af religion eller

tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at gennemføre princippet om ligebehandling uden for

arbejdsmarkedet. Direktivet forbyder ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-

traktatens artikel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.

De øvrige artikler:

Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling

Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der fremgår af de tidligere

direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1.

Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på grund af vedkommendes

alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle orientering. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en

bestemmelse eller praksis, som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens for en

person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig gældende.

Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at retfærdiggøre indirekte

forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et

legitimt mål, og midlerne til at opfylde det hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke en anden persons

værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt klima m.v. Denne definition er identisk med

definitionerne i de andre direktiver vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.

Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap anses for at være

forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse med FN-konventionen om rettigheder for

mennesker med handicap og med direktiv 2000/78/EF.

Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et legitimt formål, og hvis

midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige

(proportionalitetsprincippet). Forslaget er således ikke til hinder for, at der fastsættes en bestemt

aldersgrænse for adgang til sociale goder, til uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang

ovenstående betingelser opfyldes.

De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod direkte forskelsbehandling

i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder

og i forbindelse med forskelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.

Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og handicap kan være en afgørende

faktor for risikovurderingen i forbindelse med bestemte produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af

alder og handicap ved risikovurderingen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.

Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til den offentlige sikkerhed,

den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at beskytte sundheden eller for at beskytte andres

rettigheder og friheder.

Artikel 3: Anvendelsesområde

Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering foreslås forbudt i

både den offentlige og den private sektor med hensyn til social beskyttelse, herunder social sikring,

sundhedsydelser, sociale goder, uddannelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er

tilgængelige for offentligheden.

Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig virksomhed omfattet.

De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under Unionens kompetence.

Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet og indholdet af undervisningen og aktiviteter i

forbindelse hermed, herunder tilrettelæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes

kompetence, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med adgang til

uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen, herunder undervisning af personer

med særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give mulighed for ulige behandling ved adgang til

uddannelsesinstitutioner baseret på religion eller tro.

Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig status, herunder adoption,

falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne

kan frit beslutte, om de ønsker at indføre og anerkende

retligt

registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid

sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder princippet om

ligebehandling anvendelse.

Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens og dens institutioners

sekulære status eller om religiøse organisationers status.

Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke bestemmelser og

betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers indrejse og ophold i medlemsstaterne

og heller ikke nogen form for behandling, der skyldes de pågældendes retsstilling.

Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap

Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med handicap til social

beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt adgang til varer og tjenester, herunder

boliger og transport, som er tilgængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang,

den ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for de

pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt omfang være nødvendige for

at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang. Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en

uforholdsmæssig stor byrde.

Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i betragtning ved

vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder organisationens størrelse og ressourcer, de

skønnede omkostninger og de mulige fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.

Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger

Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag.

Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage særforanstaltninger med henblik på at forebygge eller

opveje ulemper knyttet til religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 6: Mindstekrav

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at fastlægge et højere beskyttelsesniveau end

garanteret ved direktivet og forbyder omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod

forskelsbehandling bør sænkes ved gennemførelsen af direktivet.

Artikel 7: Klageadgang

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har været udsat for forskelsbehandling, bør kunne

anvende administrative eller retlige procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen

angiveligt har fundet sted, er ophørt.

Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives mulighed for at hjælpe

ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister

berøres ikke af denne bestemmelse.

Artikel 8: Bevisbyrde

Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13

som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf. direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med

forskelsbehandling på grundlag af køn.

I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at princippet om delt

bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i

tilfælde, hvor den påståede forskelsbehandling forfølges strafferetligt.

Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til beskyttelse af enkeltpersoner mod repressalier som

følge af, at de har gjort deres rettigheder i henhold til direktivet gældende.

Artikel 10: Formidling af oplysninger

I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13

som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal informere om direktivet og nationale bestemmelser.

Artikel 11: Dialog med relevante interessenter

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem de relevante offentlige myndigheder og organer

som f.eks. ngo'er, der har en legitim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling

Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til den tidligere EF-traktats

artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne have et eller flere organer

("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af ligebehandling af alle uden forskel på grund af

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende adgang til varer og

tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv 2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter

minimumskompetencen for organer på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet

om ligebehandling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme som dem, der

allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.

En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for forskelsbehandling. De

skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og

fremsætte henstillinger på ligebehandlingsområdet.

Artikel 13: Overholdelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle love og administrative bestemmelser, der strider

mod princippet om ligebehandling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders interne

regler og vedtægter for foreninger, der strider mod ligebehandlingsprincippet, erklæres ugyldige eller

ændres.

Artikel 14: Sanktioner

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens praksis fastsættes det, at der ikke bør være nogen

øvre grænse for den godtgørelse, der skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling.

Godtgørelsen skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en præventiv effekt.

Artikel 15: Gennemførelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til at inkorporere direktivet i national ret og at

meddele Kommissionen teksten til de nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at

forpligtelsen til at sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter vedtagelsen af

direktivet.

Artikel 16: Rapport

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og

Rådet om anvendelsen af direktivet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten

tages hensyn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de relevante ngo'er og Den

Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Artikel 17: Ikrafttræden

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som

retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18: Adressater

Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne, er den samme som i de

andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og proportionalitetsprincippet således:

”

Subsidiaritetsprincippet finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er omfattet af Fællesskabets ene

kompetence. Målene for forslaget kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun

foranstaltninger på fællesskabsplan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod

forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering i alle

medlemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med hensyn til borgernes og de økonomiske

aktørers rettigheder og forpligtelser, også hvis de bevæger sig mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med

de tidligere direktiver, der er blevet vedtaget i henhold til EF -traktatens artikel 13, stk. 1 (EUF-traktatens

artikel 19, stk. 1), viser, at de har haft en positiv virkning med hensyn til at opnå en bedre beskyttelse mod

forskelsbehandling. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går det foreslåede direktiv ikke ud

over, hvad der er nødvendigt for at nå de fastlagte mål.

Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social beskyttelse og uddannelse

er desuden generelt mere forskellige end på beskæftigelsesområdet. Disse områder er kendetegnet ved

legitime samfundsmæssige valg på områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.

De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal respekteres i henhold til

subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af uddannelsessystemet og undervisningens indhold,

anerkendelse af civilstand eller familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende

spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som følge af direktivet ændre sin

gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse spørgsmål. Det berører heller ikke nationale

bestemmelser om kirkers eller andre religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det

vil således f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som tilladelse til

selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller bruge religiøse symboler i skolen,

anerkendelse af ægteskab mellem personer af samme køn og eventuel regulering af forholdet mellem

organiseret religion og staten.”

Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.

6. Gældende dansk ret

I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige sammenhænge.

Bestemmelsen i direktivforslaget er i sin nuværende form så elastiske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark

vil kunne komme i en situation, hvor Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en

aldersgrænse er fastsat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt formål,

ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.

På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af direktivet, skal direktivforslaget

være mere præcist i form af angivelser af områder, der kan undtages helt fra direktivet.

Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af mennesker med handicap.

Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker med handicap til social beskyttelse, sociale goder,

sundhedsydelser og uddannelse samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som

er tilgængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den ville medføre en

uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende ændringer inden for de pågældende områder.

Artiklen er uklar, hvilket gør det vanskeligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af

artiklen, at medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre gennemførelsen af rettighederne, så

længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig stor byrde”.

Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag for de juridiske

overvejelser på de enkelte ressortministeriets område, som beskrives nærmere nedenfor, da forhandlingerne

fortsat ikke har ført til nye konkrete tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.

Børne- og Socialministeriets område

Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Social- og Indenrigsministeriets område er

objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets

forstand. Når en endelig direktivtekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt der

måtte være behov for ændringer som følge af vedtagelse af direktivforslaget. Det gælder for eksempel

ydelser efter serviceloven.

Handicap

Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap, herunder bestemmelser

om positiv særbehandling i form af kompensation for at sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers

relation til direktivforslaget vurderes at skulle undersøges nærmere.

Hjælp til dækning af merudgifter

§ 100 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter

ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i

lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

Det skal bemærkes, at Børne- og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet er indstævnet i en sag om,

hvorvidt det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med

tillægsprotokol 1, artikel 1, at en borger ikke længere tildeles dækning af merudgifter efter serviceloven efter

overgang til folkepension samt invaliditetsbeløb efter førtidspensionsloven.

Ledsageordning

§ 97, stk. 2, i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til

personer mellem 12 år og folkepensionsalderen, dog således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67

år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. §97,

Stk. 2, fastslår, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om måneden ved det fyldte 67. år, bevarer

denne ret efter det fyldte 67. år.

Beskyttet beskæftigelse

§ 103 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde beskyttet beskæftigelse til personer mellem

18 år og folkepensionsalderen, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet,

og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på Beskæftigelsesministeriets område

ved at blive betragtet som en social foranstaltning. Dette indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse

ikke har krav på at modtage feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det ordinære

arbejdsmarked.

Botilbud

For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat regler om specifikke indretningskrav i

lovgivningen, men botilbuddet skal være egnet til formålet.

For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap, er der derimod fastsat

specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver bolig skal være forsynet med selvstændigt toilet og

bad.

Handleplaner

§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er hensigtsmæssigt at tilbyde at

udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes hjælp til personer under folkepensionsalderen efter

lovens afsnit 5.

Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år

Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og

fra den unge, hvis denne er over 15 år.

Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53. Er der tale om børn

under 15 år, vil der således ikke være krav om, at den pågældende har givet samtykke til den iværksatte

foranstaltning.

Klagereglerne

For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn og unge er aldersgrænsen

for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det gælder eksempelvis i afgørelser om valg af

anbringelsessted og afgørelser om samvær og kontakt jf. § 167 i serviceloven.

Efterværn

Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål at bidrage til en god

overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-22 år, når det må anses for af væsentlig

betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Børn og unge, der er tvangsanbragt

umiddelbart inden

det 18. år,

har

ret til at få efterværn i form af en

kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse

af døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er eller var anbragt uden for

hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, på eget værelse, kollegium eller kollegielignende opholdssteder, støtte i form

af en kontaktperson frem til det 19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse

af døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der imidlertid være mulighed for, at

der kan iværksættes en foranstaltning efter voksenreglerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a.

vedrører hjælp, omsorg og støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.

Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2 og 3. til unge i alderen 18 til

22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når det må anses for at være af

væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået hermed.

For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der umiddelbart inden det fyldte

18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i kapitel 11 i en plejefamilie efter § 66, stk. 1 nr. 1-3, kan

kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at døgnopholdet, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges

plejefamilie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge, kan

kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie, som den unge har en nær relation

til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse hos en anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være

opfyldt.

Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål under hensyn til den

unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.

Beskæftigelsesministeriets område

Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen,

sygedagpengeloven,

kontanthjælps-lovgivningen

pensionsreglerne indeholder aldersgrænser på en lang række områder i relation til erhvervelse af ret til f.eks.

arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v. F.eks. ophører retten til arbejdsløshedsdagpenge/efterløn, når

en person når folkepensionsalderen, og førtidspension kan som udgangspunkt ikke tildeles personer under 40

år.

Ligeledes findes der aldersbestemmelser i efterlønsordningen, i fleksydelsesreglerne, delpensionsreglerne,

fleksjobreglerne, i de særlige ungeregler i reglerne om medlemskab/optagelse i en

arbejdsløshedsforsikringsordning og i reglerne om arbejdsskadeforsikring.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af en

række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på

arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.

Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i forbindelse med

ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til

løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til

erhvervsmæssig videreuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for enhver, der

driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der anviser beskæftigelse.

Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige tilpasninger i betragtning af de

konkrete behov for at give personen med handicap adgang til beskæftigelse. Pligten til at foretage

tilpasninger må imidlertid ikke være urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt

omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig stor.

Arbejdsløshedsforsikring

Styrelsen

for

Arbejdsmarked

Rekruttering

har

vurderet,

aldersgrænserne

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til direktivet. Det forudsætter, at

de aldersbestemte regler i arbejdsløshedsforsikringsloven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter

artikel 2, stk. 6, og ikke er omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel 3, stk. 1, litra a-b).

For at blive optaget som medlem i en dansk i a-kasse er det en betingelse, at man er fyldt 18 år og ikke er

mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har gennemført en uddannelse, der giver grundlag for

optagelse i en a-kasse, kan man optages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en

a-kasse ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.

Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-kasse. Hvis man ikke

opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.

Arbejdsskadelovgivningen

Bestemmelser, der relaterer sig til handicapkriteriet

Erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén efter lov om arbejdsskadesikring

fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen kan nedsættes eller efter omstændighederne

bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til

arbejdsskaden. Der ydes således ikke kompensation for tilskadekomnes samlede helbredsmæssige og/eller

erhvervsmæssige forringelse, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller erhvervsevne allerede var nedsat

før skaden. Det samme gælder, når den forudbestående sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville

have medført i det væsentlige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.

Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for erstatningsudmålingen. Det

betyder, at erstatning og godtgørelse kan nedsættes, når det er dokumenteret, at hele eller dele af det varige

mén/tab af erhvervsevne skyldes andre forhold end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at personer med

handicap kan kompenseres økonomisk efter anden social lovgivning.

Bestemmelser, der relaterer sig til alderskriteriet

Godgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-økonomiske følger af en

arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en procent for hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved

arbejdsskadens indtræden. Var tilskadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden, nedsættes

godtgørelsen med yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsskadens

indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Baggrunden, for at det er valgt

at lade godtgørelsen nedsætte for ældre personer, er, at ældre personer ikke skal leve så længe med det varige

mén som yngre personer.

Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning. Udbetalingen af den løbende erstatning

ophører, når modtageren opnår ret til folkepension. Hvis tabet af erhvervsevne er under 50 procent, bliver

den løbende erstatning omsat til et engangsbeløb (kapitalerstatning). Er erhvervsevnetabet over 50 procent,

har den tilskadekomne mulighed for at få omsat et beløb, der svarer til et tab af erhvervsevne på 50 procent,

til en kapitalerstatning, mens den resterende del af erstatningen udbetales som en løbende erstatning.

Kapitaliseringsfaktorerne, der anvendes til omsætning af løbene erstatning til kapitalerstatning, fastsættes

efter aktuarmæssige principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i forhold til alder,

således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre jo ældre tilskadekomne er.

Beskæftigelsesindsatsen

Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng med folkepensionsalderen.

Det gælder fx efterløn, fleksydelse og delpension, som er tilbagetrækningsordninger før

folkepensionsalderen.

Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder

en række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller handicap (begrænsninger i arbejdsevnen).

Der kan opstilles følgende (foreløbige) liste over beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder

bestemmelser

–

direkte eller indirekte

–

om alder/handicap:

Ordning

Fleksjob

Afgrænsning

Væsentlig og mere end midlertidig begrænsning i

arbejdsevnen. Ophører ved folkepensionsalderen eller

ved overgang til fleksydelse.

Forudsætter førtidspension (som kræver væsentlig og

varig begrænsning i arbejdsevnen).

Væsentlig begrænsning i arbejdsevnen med mulighed for

selvforsørgelse ved f.eks. skift af erhvervsområde.

Revalideringsydelse er subsidiær ift. alle andre former for

forsørgelse.

Varig og betydelig psykisk/fysisk funktionsnedsættelse.

Løntilskud

førtidspensionister

(skånejob)

Revalidering

til

Personlig assistance til

handicappede

(kompensationsloven)

Seniorjob

Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber tidligst

5 år før efterlønsalderen, har ret til ansættelse i et

seniorjob, når dagpengeretten er udløbet og indtil

efterlønsalderen. Det er en betingelse, at personen betaler

til efterlønsordningen, og at personen vil kunne opfylde

anciennitetskravet for efterløn, når vedkommende når

efterlønsalderen.

Fleksjob

Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en aldersgrænse ud fra

objektive kriterier - f.eks. at folkepensionsalderen er 65 år for alle - og at forskellige ydelser ophører (for

alle), når de opnår folkepensionsalderen (fordi pensionen så træder i stedet), så er det Styrelsen for

Arbejdsmarked og Rekrutterings vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen ved

direktivforslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til fleksjobordningen, at fleksjob

ophører ved 65 år, selvom man i øvrigt kan fortsætte på det ordinære arbejdsmarked efter 65 år. Umiddelbart

er det vurderingen, at heller ikke dette har betydning i forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten

til at arbejde, og derfor stadig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget. Når et fleksjob

ophører, er det således kun arbejdsgiveren, der mister retten til en ydelse/tilskud.

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart vurderingen, at direktivets

bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det fortsat må være muligt at afgrænse en ordning til

nogle bestemte handicap/et væsentlighedskriterium, som så omfatter alle borgere. Også ud fra den

betragtning er det opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.

Reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv

I relation til reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv m.v. gælder, at personer med

handicap som udgangspunkt er omfattet af den ordinære beskæftigelsesindsats. Er der behov for

kompensation for den nedsatte arbejdsevne, er der regler i lov om kompensation til mennesker med handicap

m.v. om fortrinsadgang, personlig assistance til handicappede i erhverv og om isbryderordningen. Her er de

væsentligste regler reglerne om personlige assistance, der kan ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige

erhvervsdrivende, som på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov

for særlig personlig bistand.

Formålet med reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv er at give personer med

handicap kompensation for handicappet, således at disse personer bliver ligestillet med personer uden

handicap og dermed får samme muligheder for erhvervsudøvelse.

Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid med direktivforslaget at

afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen,

at der ikke er udgifter ift. ordningen om kompensation til mennesker med handicap i erhverv ved

direktivforslaget.

Kontanthjælpssystemet

På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om personen er under 25 år, fyldt 25 år

eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne

er politisk bestemte og begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”,

hvorfor satserne for de yngre aldersgrupper er fastsat ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det

sociale ydelsesniveau, der forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU. Dog kan unge, der ikke

vurderes uddannelsesparate fx på grund af sociale eller sundhedsmæssige problemer, få et aktivitetstillæg

oven i satsen, ud fra en betragtning om at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til uddannelse i

form af en lavere sats. Desuden har unge på de laveste satser en lavere egenbetaling til tandpleje hvortil der

ydes tilskud efter aktivlovens § 82 a.

Bestemmelsen i art. 6, 1. pkt., i direktivet angiver, at forskelsbehandlingen kan retfærdiggøres ud fra tre

kriterier 1) den skal være objektivt retfærdiggjort ud fra et legitimt mål, 2) den skal være passende og 3) den

skal være nødvendig. Indholdet af disse tre kriterier vil i sidste ende bero på en fortolkning hos EU-

domstolen. Dette er ikke uproblematisk, da EU-domstolen i andre sammenhænge har pålagt en meget snæver

fortolkning af lignende proportionalitetshensyn. Der er således en vis risiko for, at den aldersafgrænsning,

der politisk er fastsat i kontanthjælpssystemet, vil blive underkendt, fordi de ikke lever op til de tre kriterier,

der er opregnet i bestemmelsen, og derfor vil blive betragtet som udtryk for diskrimination.

Bestemmelsen i art. 6, 1. pkt., i direktivet angiver, at forskelsbehandlingen kan retfærdiggøres ud fra tre

kriterier 1) den skal være objektivt retfærdiggjort ud fra et legitimt mål, 2) den skal være passende og 3) den

skal være nødvendig. Indholdet af disse tre kriterier vil i sidste ende bero på en fortolkning hos EU-

domstolen. Dette er ikke uproblematisk, da EU-domstolen i andre sammenhænge har pålagt en meget snæver

fortolkning af lignende proportionalitetshensyn. Der er således en vis risiko for, at den aldersafgrænsning,

der politisk er fastsat i kontanthjælpssystemet, vil blive underkendt, fordi de ikke lever op til de tre kriterier,

der er opregnet i bestemmelsen, og derfor vil blive betragtet som udtryk for diskrimination.

Sygedagpenge

På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning for udbetalingen af

sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht. varighedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor

lang tid, der kan udbetales sygedagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når

der er udbetalt sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, ophører sygedagpengene for

personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er udbetalt sygedagpenge i mere end 26 af de

forudgående 12 kalendermåneder. Der er desuden ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den

øvrige personkreds.

Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig folkepensionen. Det ville

være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere

ydelse i en årrække.

Jobafklaringsforløb

Sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget deres sygedagpenge, har ret til

jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i en periode på op til 2 år. I jobafklaringsforløb er der fastsat

den aldersgrænse, at jobafklaringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.

Folkepension, førtidspension mv.

Kontantydelser er:



Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.



Lov om social pension



Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er aldersbestemte. For børnetilskud gælder, at retten til ydelsen

bortfalder, når barnet når barnet har opnået myndighedsalderen på 18 år, førtidspension kan tilkendes og

udbetales fra det 18. år og til folkepensionsalderen, mens folkepension kan udbetales fra pensionsalderen, der

aktuelt er 65 år. Det må antages, at aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er objektivt og rimeligt

begrundet i et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Det gælder også

i forhold til seniorførtidspension, som kan tilkendes personer med mindre end fem år til

folkepensionsalderen.

Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev indført en aldersgrænse for

førtidspension, således at førtidspension som udgangspunkt ikke kan tilkendes personer under 40 år.

Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af

særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Aldersgrænserne er politisk bestemte og begrundes i, at man ikke vil parkere unge på en varig

forsørgelsesydelse, hvis der på sigt er mulighed for, at personen med den rette indsats kan blive en del af

arbejdsmarkedet. Det må - som med de øvrige pensionsregler - antages, at aldersbestemmelsen er objektiv og

rimeligt begrundet i et legitimt formål. Dog har EU-domstolen i andre sammenhænge pålagt en meget

snæver fortolkning af proportionalitetshensynet.

Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på området har ført til domfældelse,

der har statueret aldersdiskrimination.

Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter direktivteksten i relation til alle

dele af ydelsesområdet herunder særligt ydelser, fx handicapkompenserende ydelser, der ophører ved

overgangen til folkepension, og ydelser, fx gunstigere boligstøtteregler, der som udgangspunkt kun gives til

folkepensionister.

Kulturministeriets område

Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte diskrimination af mennesker som

følge af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Ophavsretsloven

Der er foreskrevet positiv særbehandling af blinde, svagtseende, døve og talelidende samt personer i øvrigt,

der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt tekst, fx ordblinde, i ophavsretsloven, jf. § 17. Ifølge

bestemmelsen er det tilladt at gengive og sprede eksemplarer af udgivne værker til brug for de ovennævnte,

når gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til brug for disse personer.

Licensbekendtgørelsen

DR Licens kan efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende personer, der bor alene eller bor i

husstande udelukkende med andre blinde eller stærkt svagtseende personer og/eller hjemmeboende børn

uanset alder, fritagelse for medielicens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem af

Dansk Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk Blindesamfund.

Sundheds- og Ældreministeriets område

Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i sundhedslovgivningen. Som eksempler kan

nævnes bestemmelserne vedr. mindreåriges adgang til at samtykke til behandling og aktindsigt

(Sundhedslovens § 17), adgangen til at oprette livstestamenter (Sundhedslovens § 26), transplantation fra

levende og afdøde personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53), reglerne vedr. valg af sikringsgruppe og

praktiserende læge (Sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis tandpleje til børn og unge under 18 år, en række

alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med

influenzavaccine, HPV-vaccine og screening for brystkræft og livmoderhalskræft) og tilskud til behandling

af angst ved privatpraktiserende psykolog. Hertil kommer regler om aldersgrænser ift. sterilisation

(sundhedslovens § 105) og kastration (sundhedslovens § 115). Endvidere er det i om lov om assisteret

reproduktion fastsat, at assisteret reproduktion ikke må finde sted i de tilfælde, hvor den person med

livmoder og æggestoksvæv, der skal føde barnet, er ældre end 45 år (§ 6).

Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er objektivt og sagligt

begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne

blive behov for ændringer heri som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.

I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering bemærkes, at

ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10. juli 2008 om sikkerhed ved bloddonation skal

blodbankerne forud for tapning af humant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier

nævnt i bilag 2 til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære udelukkelse

af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor risiko for at påføre sig alvorlige

smitsomme sygdomme, der kan overføres med blodet".

Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst muligt mod komplikationer

ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved anvendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant

blod. For at opnå dette udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion med

blodet.

Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.

Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som én blandt flere

risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed. Det er imidlertid ikke en

udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden mand, og en homoseksuel mand kan således efter

en konkret vurdering være at være egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 764 af 26.

maj 2015 om humane væv og celler.

Ældre

Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en behovsvurdering og dermed ikke på

baggrund af aldersafgrænsning eller anden afgrænsning, såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk

formåen. Kommunalbestyrelsen skal eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet til

borgere, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige

sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse træffe

afgørelse om tildeling af hjælpen på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Forebyggende hjemmebesøg

Serviceloven forpligter kommunerne til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg mindst 1 gang om året til alle

over 80 år samt til særlige risikogrupper i alderen 65-79 år. Kommunalbestyrelsen kan vælge at undtage de

borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, fra ordningen om forebyggende

hjemmebesøg.

Miljø- og Fødevareministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og Fødevareministeriets område.

Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes visse regler, som indeholder

krav om, at en ansøger skal have en vis alder for at få del i et gode eller lignende. Der kan til eksempel være

tale om den såkaldte "Yngre jordbruger-ordning", hvor en ansøger bl.a. skal være under 40 år for at kunne

opnå de særligt gunstige lån, som er omfattet af ordningen. Men sådanne eksempler, hvor der er fastsat

særlige alderskriterier i national lovgivning på Ministeriet for Miljø- og Fødevareministeriets område, er ikke

i strid med direktivforslaget, idet kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle, jf. forslagets

artikel 2, stk. 6.

Erhvervsministeriets område

Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for bank- og

forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester anvendes der aktuarmæssige faktorer

og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de

pågældende faktorer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".

Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er ikke udtryk for

forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der

alene anvendes aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for

afgørende for risikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal der indarbejdes en

lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning

Frekvensloven

Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har ikke forskellige regler for

anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren - reglernes forskellighed beror i stedet på den konkrete

frekvensanvendelse. Det betyder, at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse -

det gælder så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På nogle områder forudsætter

anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve - det gælder på det maritime område, luftfartsområdet

og radioamatørområdet. Da der er tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært

synshandicappet radioamatør at gå til prøve.

Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver for brugere med et

handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for afholdelse af sådanne specialprøver med jævne

mellemrum udnyttes.

Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-standardloven)

Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af digitale radio- og tv-tjenester. I

forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009 er reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til

handicappede lyttere og seere. Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt

rummelige også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være behov for

ændringer i forbindelse med implementeringen af ligebehandlingsdirektivet.

R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)

R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og

elektroniske apparater. Loven skelner således alene på baggrund af brugerens funktion i den konkrete

situation - det vil sige brugeren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der

vurderes derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med implementeringen af

ligebehandlingsdirektivet.

Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold

Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af regler om forsyningspligt

eller slutbrugerforhold.

Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarkedet og i bekendtgørelse nr.

701 af 26. juni 2008 om forsyningspligtydelser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester for personer med handicap. Eksempelvis er der i

forsyningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en teksttelefonitjeneste med tilhørende

formidlingscentral samt nummeroplysning og automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere

afgrænsede grupper af handicappede. Disse forsyningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om

forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Særreglerne for personer med handicap udgør "særforanstaltninger" og er derfor i overensstemmelse med

ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Positiv særbehandling og særforanstaltninger".

Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (lov nr.

169 af 3. marts 2011), der bl.a. implementerer en række særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf.

direktiv 2009/136/EF om ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts

2011), bl.a. implementerer en række særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF

om ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Justitsministeriets område

Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets område:

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september

1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000, indeholder et forbud mod forskelsbehandling på grund af

race mv. inden for erhvervsmæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på grund af

en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering at nægte at

betjene den pågældende på samme vilkår som andre eller at give en person adgang på samme vilkår som

andre til sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Overtrædelse

af denne lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den nævnte lov omfatter ikke

forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og loven omfatter endvidere ikke uagtsomme forhold.

De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager) indeholdte bestemmelser med

aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.

Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets område.

Udlændinge- og Integrationsministeriets område

For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af direktivforslaget, at det ikke

omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin nuværende form kan bestemmelsen dog forstås

således, at det kun er reglerne om

muligheden

for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden

for direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de betingelser, som

tredjelandsstatsborgere og statsløse personer

opholder sig på i medlemsstaten,

falder uden for direktivet. Det

bør ligeledes sikres, at "betingelser vedrørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.

Integrationsloven

Integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1094 af 7. oktober 2014, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 665

af 8. juni 2016, indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om integrationsprogram, som retter sig mod

voksne mennesker og iværksættes med henblik på at skabe mulighed for selvforsørgelse. Aldersgrænsen

knytter sig til myndighedsalderen, men integrationsprogrammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes

til uledsagede mindreårige flygtninge. Disse aldersgrænser findes objektivt og rimeligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og tilskudsordninger, som

kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig

indsats i forhold til disse aldersgrupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller

beskæftigelse. Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.

Repatrieringsloven

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1099 af 7. oktober 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 380 af

27. april 2016, er størrelsen af den hjælp til etablering, der kan udbetales til en udlænding, der ønsker at

vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholdsland, knyttet til en aldersgrænse på 18 år.

Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår muligheden for at opnå den

pensionslignende reintegrationsbistand, som er knyttet til en antagelse om manglende muligheder for at

skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet på grund af alder og f.eks. helbredsforhold. Disse

aldersgrænser er således udtryk for positiv særbehandling.

Lov om etnisk ligebehandling

Lov om etnisk ligebehandling, jf. lovbekendtgørelsen nr. 438 af 16. maj 2012, som ændret ved § 14 i lov nr.

553 af 18. juni 2012, indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race og

etnisk oprindelse uden for arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.

Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens forbud mod

forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så vidt angår social beskyttelse,

herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og

tjenesteydelser, herunder bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling

gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlemmer udøver et bestemt

erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af

aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte

forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tredjemands race eller etniske oprindelse. Lov om

etnisk ligebehandling indeholder ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds. Det

bemærkes i den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er angivet en personkreds, for

hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for enhver, der opholder sig på dansk territorium.

Forsvarsministeriets område

Uddannelserne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er opdelt i værnepligtsuddannelser og øvrige uddannelser.

Værnepligtsuddannelsen ligger til grund for langt de fleste uddannelser i Forsvaret. Det er en betingelse for

at påbegynde værnepligtsuddannelsen, at man ved sessionshandlingen på Forsvarets Dag erklæres egnet eller

begrænset egnet til værnepligtstjeneste.

For værnepligtige i Beredskabsstyrelsen (redningsspecialist) stilles samme krav om egnethed til

værnepligtstjeneste, som gælder i Forsvaret. For fysisk eller psykisk handicappede stiller dette en hindring i

forhold til værnepligtstjeneste.

Der er en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Det fremgår af

værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13. marts 2006) § 25, stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte

32. år har påbegyndt værnepligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan tjeneste”.

De fleste uddannelser på Forsvarets og Beredskabsstyrelsens områder er primært målrettet opgaveløsningen

på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk egnethed til at løse opgaverne inddrages i vurderinger om

optagelse på uddannelserne.

Ved optagelsen til uddannelser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren kan håndtere både de

studiemæssige krav, der er til selve uddannelsen, og de fysiske og mentale krav, der retter sig mod det

militære fagområde, som uddannelsen retter sig mod.

På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i redningsberedskabet, at deltagerne har en vis

fysisk styrke, hvorfor der stilles krav til deltagernes helbred. Samtidig kræver redningsarbejde i al

almindelighed en robust psyke. Den ansvarlige udbyder af den enkelte uddannelse skal vurdere den enkelte

deltagers egnethed til at gennemføre uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at virke i

redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og helbredsundersøgelser. Derudover udbyder

Beredskabsstyrelsen seks uddannelser, hvor der udover ovenstående kræves en helbredsattest.

Undervisningsministeriets område

Forbud mod diskrimination på grund af alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal Undervisningsministeriet gøre

opmærksom på, at der i love og bekendtgørelser findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler

kan især nævnes bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for elever og kursister på

skolerne:



§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1076 af 8. juli 2016,

indeholder krav til minimums- og maksimumsalder for elever på efterskoler og frie fagskoler.

§ 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1833 af 18. december 2015, om tilskud til friskoler og private

grundskoler m.v. med senere ændringer, indeholder minimums- og maksimumsalder for, at elever

kan indgå i opgørelsen af skolens elevtal og dermed få statstilskud.



Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger undervisningspligten, som

er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten nedenfor om folkeskolen.

Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for almengymnasiale

uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og

kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet

voksenuddannelse) mv. blev det vedtaget, at undervisningsministeren fastsætter regler om, at kursister,

der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som ikke eller kun i mindre omfang har en

arbejdsmarkedstilknytning, skal yde en deltagerbetaling, der er højere end den almindelige

deltagerbetaling. Loven vedrører AVU og gymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfag. Kursister,

der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som har en videregående uddannelse, skal ikke

betale den forhøjede deltagerbetaling, men den fulde deltagerbetaling som alle andre kursister med

videregående uddannelse. Forhøjelse af deltagerbetalingen fastsættes i de årlige finanslove og udgør i

finansåret 2015 750 kr.

§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 97 af 26. januar 2017, indeholder

maksimumalder for påbegyndelse af produktionsskoletilbud med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2,

i lov om erhvervsgrunduddannelse mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 738 af 20. juni 2016, er der fastsat en

maksimumalder for påbegyndelse af erhvervsgrunduddannelse (op til 30 år).

§ 66 m i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24. marts 2017 indeholder en

maksimumsalder for adgang til et særligt afslutningsforløb i erhvervsuddannelserne (eud+) og § 66 v i

samme lov indeholder en maksimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som

samtidig er en minimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for voksne.



Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om produktionsskoler, hvor skoleydelsens

størrelse differentieres efter, om eleven er over eller under 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om

disse er ude

–

eller hjemmeboende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse som er fastsat med

hjemmel i § 66 k i lov om erhvervsuddannelser.

Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 747 af 20. juni 2016 er fastsat

aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år) og

ophør (den 31. juli ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det

kalenderår, hvor barnet fylder 17 år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen) (se §

34, stk. 1). Der endvidere bestemmelser om alder ved indskrivning i folkeskolen før undervisningspligtens

indtræden (barnet kan indskrives fra begyndelsen af det kalenderår, hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1) og

om alder ved optagelse i børnehaveklassen før undervisningspligtens indtræden (barnet kan optages i

børnehaveklassen i det kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder 5 år) (se § 37).

Forbud mod diskrimination for religion eller tro

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller tro skal

Undervisningsministeriet gøre opmærksom på, at de frie grundskoler som udgangspunkt selv beslutter,

hvilke elever skolen vil optage. Det fremgår dog af bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2.

samling), at: "De frie grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og lov om inkorporering af

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne må således ikke forskelsbehandle på grund af

race eller etnisk oprindelse, herunder i forbindelse med beslutningen om, hvem de vil have som elever. I

øvrigt henvises til bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår det: "Det

vil som følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin optagelsespraksis udøver diskrimination

på baggrund af køn eller etnisk oprindelse. Bestemmelsen vil derimod ikke afskære skoler, der bygger på en

bestemt religiøs overbevisning, fra kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som skolen

eller kun at have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som skolen." Tilsvarende principper

gælder for efterskoler og frie fagskoler.

Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap

Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbekendtgørelse nr. 747 af 20. juni 2016) er

regler for elever med særlige behov (handicap). Der henvises til § 3, stk. 2, hvorefter børn, hvis udvikling

kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i

specialklasser eller specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk

bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres med støtte i mindst 9

undervisningstimer ugentligt. Af folkeskolelovens § 3 a følger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og

som ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilbydes

supplerende undervisning eller anden faglig støtte. Hvis der er behov herfor, skal der gives personlig

assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med skolegangen.

Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde specialundervisning og om

tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår på de selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området, herunder med hensyn til

eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til mennesker med handicap.

Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den aktuelle udmøntning af

sektoransvaret. Der er på de forskellige uddannelsesniveauer og -områder forskel på, hvorvidt der er en

lovreguleret forpligtelse til at yde specialpædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til, at der kan

tages hensyn til personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre områder i uddannelseslovene er en

direkte forpligtelse for institutionerne til at yde specialpædagogisk støtte.

Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb ’proaktivitet’, såvel i forhold til

merudgifter som i forhold til praksis for støttetildeling, m.v.

På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand

samt inklusion og om statstilskud hertil:

Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 8. juli 2016, skal en fri grundskole

1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, 2. pkt., i

lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2

2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som ikke

kan understøttes alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens

inklusion i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,

3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse

med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.

Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på finansloven af

driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, til

personlig assistance, til hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt

tilskud til ekstraudgifter til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 4,

fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug

for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, med

henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning.

Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1076 af 8. juli 2016 kan

efterskoler, og frie fagskoler tilbyde specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i

medfør af § 3, stk. 2, i lov om folkeskolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie fagskoler tilbyde

supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som ikke alene kan

understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i

den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne

give personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske vanskeligheder i forbindelse med

undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud til specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder staten efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af

ekstraudgifter, der er godkendt af undervisningsministeren, til personlig assistance, jf. § 3 a, 2. pkt., og

hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor. Efter samme lovs § 24 a yder staten

endelig tilskud til efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler til støtte til elever, der er omfattet af

§ 3 a, til inklusion af disse elever i den almindelige undervisning.

Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1076 af

8. juli 2016, at kurset skal være åbent for alle, der opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus

kan dog gøres betinget af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv

eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller organisationer.

På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til institutionernes udgifter til

specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om erhvervsuddannelser skal skolerne give specialundervisning

og anden specialpædagogisk bistand til elever, der har behov for det. Efter § 18 i lov om kombineret

ungdomsuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 og endvidere efter § 18 a, i lov om

institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 749 af 21. juni 2016 og efter § 44 i lov

om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse

nr. 750 af 21. juni 2016, kan der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kursister, der efter

følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:



Lov nr. 1716 af 27. december 2016 om de gymnasiale uddannelser

Lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 271 af 24. marts 2017

Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og videreuddannelsesområdet, idet der bortset

fra arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og enkeltfags HF ikke findes en støtteordning for

specialpædagogisk bistand.

Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med hjemmel i tekstanmærkning

159 ad FL. § 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til videreførelse af forsøgsordningen vedrørende forbedring

af handicappedes vilkår på AMU-uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling

og anskaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af den afsatte bevilling

udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på arbejdsmarkedsuddannelser, så deltagere med et særligt

behov får mulighed for at gennemføre en arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan

bruges til personer med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede, synshandicappede,

bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre, f.eks. psykisk udviklingshæmmede.

Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede undervisningsmaterialer, afholdelse

af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for psykisk udviklingshæmmede, rådgivning af

uddannelsesstederne, efteruddannelse af lærerne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af

den forsøgsordning, der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden for denne ramme.

Undervisningsministeriet skal betone, at området adskiller sig fra de fleste andre uddannelser, ved at der i

meget vidt omfang er tale om kortvarige kurser. Det vil formentlig kunne udløse ganske betydelige

merudgifter, hvis der bliver fastlagt en forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som

personer, som deltager i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og personer med tilsvarende

vanskeligheder omfattes af reglerne.

Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt almen voksenuddannelse

Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 96

af 26. januar 2017, og lov om almen voksenuddannelse og om anerkendelse af realkompetence i forhold til

fag i almen voksenuddannelse, i hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 1073 af 4. september 2013, indeholder ikke regler om specialpædagogisk støtte. Der er

heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk støtte hertil i henhold til lov om specialpædagogisk støtte

ved videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015 (denne lov hører under

Uddannelses- og Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid forventes, at en gennemførelse af

forslaget vil kunne medføre krav om en tilsvarende ordning, som er gældende for de videregående

uddannelser efter lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering, er en økonomisk godtgørelse. Undervisningsministeriet antager på den

baggrund, at der vil blive tale om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om

ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 8.

juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke som i dansk rets almindelige erstatningsregler

forudsættes, at der er lidt et tab.

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er reguleret af Lov om ligestilling

af kvinder og mænd.

Ligebehandlingsnævnet afgjorde den 27, april 2017 en sag efter lov om forbud mod forskelsbehandling på

arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven), hvorefter forbuddet mod forskelsbehandling også gælder

enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed i forhold til erhvervsuddannelse og

erhvervsmæssig videreuddannelse. Ligebehandlingsnævnet vurderede i den konkrete sag, at indklagede (en

erhvervsskole) driver uddannelsesvirksomhed, der falder inden for forskelsbehandlingslovens

anvendelsesområde, da der er tale om uddannelse med henblik på lønnet beskæftigelse.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriets område

Individuel handicapkørsel

Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber pålægger kommunerne som

minimum at etablere kørsel til personer, der som følge af deres bevægelseshandicap har behov for

hjælpemidler, og som følge deraf ikke kan benytte den almindelige offentlige transport

–

selv om

transportmidlet måtte være handicapvenligt indrettet. Personer med andet handicap er i udgangspunktet ikke

omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordninger. Da der i henhold til lovgivningen

er tale om en minimumsordning, står det kommunerne frit for at inkludere personer med andre typer af

handicap i ordningen. Den individuelle handicapkørsel er tiltænkt at dække såkaldt spontankørsel, der

forventes at række ud over transport til behandling, terapi og lignende, da det i loven er lagt til grund, at

denne type kørsel af omfattet af andre kørselsordninger. Ministeriet har i efteråret 2015 vurderet, at

ordningen også kan anvendes til fx behandling, terapi og lignende, idet det forudsættes, at borgere visiteret til

andre ordninger med det formål, vil have et klart økonomisk incitament til at benytte disse andre ordninger i

stedet. Der er en risiko for, at direktivets art. 3 sammenholdt med art. 4 vil blive fortolket således, at der er

tale om forskelsbehandling, når ét handicap giver adgang til den individuelle kørselsordning, mens et andet

ikke gør.

Rabatordninger afhængige af alderskriterier

Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love men også administrative bestemmelser

og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil kunne rammes af direktivets diskriminationsforbud. På

denne baggrund må det bemærkes, at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på

rabatordninger, som enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som eksempler kan nævnes, at børn

under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og tog, når de ledsages af en voksen, og at personer, som er

fyldt 65 år eller som modtager social pension, kan få 50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der

eksempler på studierabatter, lejrskolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde fastsættes rabatterne af de

offentlige transportudbydere, f.eks. DSB og trafikselskaberne. I andre tilfælde er der indgået særlige aftaler

mellem Transport-, Bygnings- og Boligministeriet og enkelte private transportvirksomheder om at yde visse

rabatter til børn, pensionister og studerende. Det må antages, at disse rabatordninger kan være i strid med

direktivets forbud mod aldersdiskrimination.

Forbedringer af adgangen til den kollektive transport

Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren qua direktivet pålægges

inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks. tilgængelighedsforbedringer af eksisterende

infrastruktur, der ikke er planlagt som led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af

infrastrukturen, vil imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne baggrund er

det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer der kan kræves, som en direkte følge af

direktivet.

Tilgængeliggørelse af boligbyggeri

For så vidt angår bygningsområdet indeholder direktivet i artikel 4 en bestemmelse om tilgængeliggørelse af

boligbyggeri. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke klart i hvilket omfang, direktivet vil være gældende.

Efter Transport-, Bygnings- og Boligministeriet opfattelse kan der både være tale om tiltag i forhold til

nybyggeri og i det eksisterende boligbyggeri.

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet vurderer, at de gældende regler for nybyggeri og ombygninger i

form af byggeloven og bygningsreglementets bestemmelser lever fuldt op til direktivforslagets målsætninger

for tilgængelighed for mennesker med handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige

tilpasninger i forhold til tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse på boligområdet vil det kunne

blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget af de krævede tiltag.

Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige af de endelige

formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om tilgængelighed til den eksisterende

bygningsmasse.

Artikel 4, 8 indeholder en bestemmelse, der pålægger medlemsstaterne, at fremme forskning og udvikling af

universelt designede produkter og serviceydelser. Dette kan ikke støttes fra dansk side.

Almene boliger

Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.

Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig bolig. Denne aldersgrænse er

objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål. Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i

direktivets forstand.

Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt handicappede (almene

ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale om at stille boliger til rådighed for grupper med et

særligt boligbehov - dvs. positiv særbehandling.

Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i direktivets forstand.

Privat udlejningsbyggeri

Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og ventelister. I privat

udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af ejendomsretten, hvem boligerne skal udlejes til, idet

loven om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.

Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i

direktivets forstand.

Kirkeministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet dens forhold til staten er

undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Finansministeriets område

Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor

For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på Digitaliseringsstyrelsens

ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog er offentlige myndigheder, som følge af aftalen

om de obligatoriske, åbne standarder, forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt

indhold på internettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne aftale giver mulighed for

afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til dels vurderes at kunne adressere spørgsmål ang.

"rimelige tilpasninger".

Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres af direktivet, allerede i

dag stilles krav om tilgængelig digital information og tjenesteydelser fra både offentlige og private

informations- og tjenesteudbydere i artikler i FN's handicapkonvention. I 2015 trådte den europæiske

standard EN 301 549 - Accessibility requirements suitable for public procurement of ICT products and

services in Europe desuden i kraft. Også I 2015 trådte Udbudsloven i kraft med § 40s bestemmelse om, at

ved indkøb, der er beregnet til anvendelse af fysiske personer, skal de tekniske specifikationer undtagen I

behørigt begrundede tilfælde fastsættes under hensyntagen til adgangsmuligheder for handicappede eller

design for samtlige brugere.

Direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer er vedtaget

november 2016 og forventes snarest at træde i kraft. Der vil herefter være 21 måneder til at implementere

direktivet i dansk lovgivning.

7. Konsekvenser

Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat ændringsforslag, herunder vedrørende

tilgængelighed og ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at Europa-Kommissionen har fremsat forslag til

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og

administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (såkaldte

tilgængelighedsdirektiv), som må formodes også at have konsekvenser for nærværende forslag. Der kan

derfor ikke på nuværende tidspunkt gives et realistisk bud på forslagets konsekvenser for statsfinanserne,

samfundsøkonomien, miljøet og beskyttelsesniveauet, herunder tilgængeligheden til offentlige bygninger.

Det bemærkes dog, at forslagets potentielle konsekvenser for statsfinanserne må forventes at være

væsentlige. Forslaget har været blokeret i flere år og er fortsat blokeret, og der er ikke udsigt til ændring heri

i nærmeste fremtid. Skulle forslaget antage en mere endelig form og en vedtagelse være inden for realistisk

rækkevidde, vil der blive igangsat et tværministerielt arbejde med at fastlægge konsekvenserne af forslaget.

8. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold og har været drøftet på

flere møder i udvalget.

KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. KL anmodede i

forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13 om at alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning

fremsatte KL i forbindelse med høringen vedrørende direktiv 2000/78.

Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på grund af alder ikke er

forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv

200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye direktivforslag)

–

er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU

retssagerne C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at der tages et

klart forbehold for alder, og at det inddrages som diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til administration

for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved demokratiske valg og meget mere. Det er

alle disse lovmæssige og administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentiel

EF-stridige og ulovlige.

Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder anvendelse. KL finder at

uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c) derfor bør udgå

–

uanset artikel 3 stk. 3. Derved er

artikel 3 stk. 3 redundant og bør ligeledes udgå.

I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt anliggende som allerede

er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør udgå.

Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette selv om det kendes fra

andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til retssikkerheden. KL skal anmode om at

bestemmelsen udgår. KL skal erindre om de meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til

udtryk efter gennemførelsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.

Efter artikel 11 tilføjes:

”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets parter, i det omfang

arbejdsmarkedet berøres”.

Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og KL skal anmode om, at det

udgår.

Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et nationalt anliggende i EF

retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på en balanceret måde varetager de tværnationale

hensyn. Bestemmelsen bør derfor udgå.

KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at sagen efterfølgende behandles

i Specialudvalget således, at der kan gives et klart mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de

danske forhandlere.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal regulere beskyttelse mod

forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt

angår diskriminationskriterierne, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at

nærværende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder, uddannelse og adgang til

varer og tjenesteydelser.

DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række principielle væsentlige dimensioner

af forslaget og vedrørende forskelsbehandlingsområdet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og

umiddelbare reguleringssigte, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den danske samt europæiske

politiske proces vedrørende direktivforslaget.

Der er efter

DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker en udvikling –

herunder

via EF-Domstolen

–

der ligger langt ud over den ramme for regulering, der umiddelbart kan læses af

direktivet.

DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at

alle

mennesker har ret til en retfærdig, fair og saglig

behandling, og at

ingen

skal diskrimineres

–

det vil sige uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager

således afstand fra diskrimination af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel

orientering.

Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati, at mennesker legitimt

kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile sammenhænge. Efter DA’s opfattelse er det helt

nødvendigt, at man fra dansk politisk side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle

implikationer på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan efter DA’s opfattelse også få

implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i arbejds-og ansættelsesretten. Det er

herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens fortolkningsmetode med i betragtning allerede nu, når

direktivet skrives og dermed i den politiske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig

diskriminationsområdet skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i øvrigt i samfundet må

betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil forslaget f.eks. medføre, at sådanne forhold

fremover skal bedømmes ud fra et juridisk perspektiv, om de (undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed

genstand for tvivl og klagemål hos myndigheder, retsinstanser m.v.

Ophøjes til absolut beskyttelse

Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale instrumenter, herunder i

FN samt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i

direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte, men det er vigtigt at

erkende, at disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i snæver forstand”. Henvisningerne skal derimod

ses som et element, der i sig selv ikke alene bekræfter, men også giver juridisk samt politisk rum for, at man

via direktivforslaget bidrager til at regulere diskriminations- og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående

og intenst end direktivforslaget selv.

DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig karakter og uens for de

forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle

de nævnte kriterier en juridisk absolut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste

fællesnævner. DA kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt opererer med en

teori om, at beskyttelsesniveauer

fra grunden må betragtes som et ”retstomt rum”, såfremt et område ikke er

eller belægges med eksplicit lovgivning. Et eksempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige

forvaltningsretlige regler

–

herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i dansk offentlig ret, som jo

vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!

Trædestensprincippet

Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den retlige trinfølge. Dette

medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen, men også at det må formodes, at de

bagvedliggende instrumenter, som er baggrund for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt

anvendes til generelt at fortolkes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via

direktivforslaget. Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan indfortolkes i det ene

instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive fortolket ind i det andet instrument alene ud fra en

formålsfortolkning. Det ene instrument anvendes således som trædesten for en beskyttelse på et andet

område, og omvendt således at beskyttelsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt højere niveau.

Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier

Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne baggrund for

direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen og virkning, som man allerede nu bør

gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af

dette direktivforslag. Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de ikke-

forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale instrumenter, hvor man i alt

opregner mindst ca. 25 ikke forskelsbehandlingskriterier. Der må således på relativt kortere sigt imødeses et

yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden for og på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen på egen hånd

–

i kraft af

bl.a. dette direktiv

–

lægger nye diskrimineringskriterier ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er

opregnet i de internationale instrumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte

finde frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret

–

herunder i national ret. Se

bl.a. herom nedenfor.

Yderligere diskriminationsbeskyttelse

Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om en slutregulering af

diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på relativt kortere sigt må imødeses et yderligere pres

fra EU-niveau for at indsætte nye og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på

arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at EF-Domstolen på egen

hånd

–

i kraft af bl.a. dette direktiv

–

strammer beskyttelsesniveauet via sin praksis. Dette kan være

stramninger, f.eks. forbud, der er opregnet i andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det

kan være helt nye krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne finde frem til.

Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu

DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke direktivets område,

flyttes

fra

direktivets såkaldte betragtninger og

indsættes

i selve direktivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke

tillægges vægt af EF-Domstolen eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at

begreber i øvrigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve direktivets egentlige normerende

tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis indskrænkende afhængig af sagens karakter. DA skal i den

forbindelse f.eks. henvise til EF-Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04) fra 2006

og Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-Domstolen i og uden for

arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.

I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan

–

som navnlig udviklet via

praksis af EF-Domstolen selv

–

og ikke direktivet om forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om

forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af direktivet,

men normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-Domstolen frem til, at da direktivet om

forskelsbehandling skal bekæmpe alle former for forskelsbehandling, vil den gælde alle, således også en

pårørende til en handicappet, hvor den pårørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin tilknytning til

en handicappet. Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere, at direktiverne og deres udsagn som

sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens vurdering af de enkelte sager, og hvor langt beskyttelsesniveauet

mod diskrimination reelt kan siges at være i EU.

Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den bagvedliggende ret er en del af

EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo bl.a. dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag,

hvor man fra medlemsstaternes side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og EU-ret

uanset forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan anvendes af EF-Domstolen.

Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at beskyttelse med hensyn til

de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller

med henvisning til de principper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv

henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke, der ligger langt ud over

f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt præciseringer. Allerede nu må man således på

grundlag af afgørelsen i ovennævnte Coleman-

sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”

I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte

forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde

”)

mindst

skal fortolkes i overensstemmelse med

denne, således at ”ingen” gælder enhver med nogen som

helst tilknytning af nogen art til de pågældende

diskriminationskriterier. I samme retning kan formentlig begrebet ”nogen” i pågældende bestemmelse

fortolkes.

På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner sig i art. 1 som givende

(alene) en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling som værende af meget begrænset juridisk værdi.

Som eksempel kan tilsvarende nævnes betragtning 16) hvorefter:

”Enhver har frihed til at indgå aftaler,

herunder frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke finde anvendelse

på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse transaktioner ikke udgør en faglig eller

erhvervsmæssig virksomhed

.” Dette er en klart stærkere bestemmelse end den tilhørende artikeltekst,

hvorefter: ”

Litra d) finder kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller

erhvervsmæssig virksomhed.”

Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den private aktivitet kun udgør

eller kan siges at udgøre en mindre eller alene accessorisk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”,

ligesom begreberne ”private” og ”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed” levner stort rum for fortolkninger.

Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende fortolkning af EF-Domstolen

henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder f.eks. art.

3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder”

og ”uddannelse”. Særligt vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort

fortolkningsrum.

DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning godt nok bygger på

elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye formuleringer, der kan have indholdsmæssige

betydninger. DA skal heller ikke undlade at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således

også i almindelige privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er en undtagelse af

det almindelige bevisbyrdeprincip.

Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme med bemærkninger til

Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv om ligebehandling udenfor

arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en uges frist for at indkomme med bemærkninger til så

omfattende et forslag, er meget uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores

medlemsorganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke befordrende for den demokratiske

proces, der skal sikre den organisatoriske opbakning

til direktivet specifikt og EU’s initiativer på

handicapområdet generelt.

Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt, at Kommissionen endelig

har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for

vedtagelsen af direktivet, men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke

visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv diskriminationsbeskyttelse for personer

med handicap samt de øvrige grupper, som direktivforslaget dækker.

Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager udgangspunkt i de behov, der er

for at sikre personer med handicap imod diskrimination. Det er det område, der interesserer os mest

–

og det

er her, vi har vores særlige ekspertise.

DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse imod diskrimination for

alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens artikel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et

de facto hierarki mellem de forskellige diskriminationsgrunde.

Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af diskrimination, som er

dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper, dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling,

chikane samt tilskyndelse til forskelsbehandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende

rimelig tilpasning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som

forskelsbehandling.

Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt omfang at sikre lige

adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra DH’s synspunkt er et konstruktivt element.

Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved disse bestemmelser, ikke

mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.

DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med den øgede vægtning af

rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet en integreret del af dansk handicappolitik,

særligt i lyset af Danmarks tilslutning til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes konsekvensvurdering af direktivforslaget,

nemlig at direktivforslaget på nær meget få detaljer ikke pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er

indeholdt i konventionen. Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af direktivforslaget i dansk

ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig selv vil kunne udgøre en fyldestgørende efterlevelse

af FN-konventionen. Områder som eksempelvis adgang til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det

politiske liv, adgang til kulturlivet, tilgængelighed til det offentlige rum samt adgangen til information og

kommunikation, herunder eksempelvis tilgængelige informationsformater og tegnsprog, er ikke dækket af

direktivforslaget, men i FN-konventionen findes vægtige bestemmelser om disse forhold.

Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at fremme deltagelsen for

personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi

mener ikke, at det er tilfredsstillende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger end

konventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af personer med handicap.

Konventionen og direktivet må kunne ses som instrumenter, der supplerer hinanden og må som sådan ses

som retskilder, der til sammen kan være med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende

ligebehandling af personer med handicap. Således er der brug for en højere grad af overensstemmelse

mellem konventionens principper og direktivteksten.

Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i direktivforslaget.

Artikel 1

Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af EU’s kompetence, hvilket

også anføres i de indledende betragtninger til direktivforslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under

bemærkningerne om sammenhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele spektret udenfor

arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af anvendelsesområdet er som følge heraf nødvendig

med henblik på en gennemskuelig og effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes lovgivning.

Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap tage højde for, at

direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s konvention om rettigheder for personer med

handicap. I den sammenhæng ville det være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s

tilslutning til FN-

konventionen, ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor langt EU-

kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med handicap, se eksempelvis

bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3 nedenfor.

Artikel 2, stk. 2, litra b)

DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den udtrykkeligt omfatter diskrimination

på baggrund af handicap ved associering. Som bestemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at

diskrimination kun kan knytte sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks. forældre,

der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap ikke være eksplicit dækket af

bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er åbenlyst urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den

såkaldte Coleman-sag, og derfor skal teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.

Artikel 2, stk. 5

Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig tilpasning, jf. forslagets

artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som forskelsbehandling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende

adgang og tilgængelighed for personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle bestræbelser og andre

foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre ligebehandling og tilgængelighed til en del af de tilbud,

der udbydes offentligt. Dette er der taget delvis højde for i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH uklart,

hvilken retlig status overtrædelser af disse bestemmelser har. Vil sådanne overtrædelser skulle forstås som

forskelsbehandling, eller er det noget andet?

Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med handicap, som ligger i ikke at

tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj grad som andre typer af diskrimination udgør betydelige

hindringer for fuld deltagelse i samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de barrierer,

der er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation gennem de seneste mange årtier. Det er

den type diskrimination, som artikel 4, stk. 1, litra a) tager delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende

efterlevelse af denne bestemmelse i lige så høj grad som direktivets øvrige antidiskriminationsbestemmelser

har bindende retsvirkning, samt at der er knyttet effektive sanktioner til manglende efterlevelse.

Artikel 2, stk. 6

DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af alder kan benyttes til

indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen af personer med handicap blandt ældre borgere

er højere end frekvensen blandt yngre borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er

blevet ”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte

diskrimination af denne gruppe på grund af

handicap være væsentlig.

Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod diskrimination på baggrund af

biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra. Det skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at

diskriminere på baggrund af sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse

med den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel diskrimination.

Artikel 2, stk. 7

Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og statistiske beregninger udgør et

væsentligt problem, da sådanne beregninger må forventes at blive benyttet i forbindelse med f.eks.

pensionsordninger, sundhedsforsikringer og kriterier for långivning.

Der

synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om rettigheder for personer med

handicap vedr. retlig handleevne, som også berører den lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om

lige ret til sundhed samt samme konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.

Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold til køn fra 2004,

indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende til at tillade forskelsbehandling på dette

punkt. DH er derfor meget forundret over valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at

der som minimum specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i

aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er det ikke klart, hvornår

handicap kan indgå og under hvilke betingelser.

Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige adgang til forsikringslignende

ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af

samfundet som sådan. Dette er eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder

gruppelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.

Artikel 2, stk. 8

Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle direktiver om henholdsvis

ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i

forhold til gruppen af personer med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens

optræden i forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med handicap.

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan tænkes at have indflydelse på

rækkevidden i forhold til visse sociale sikringsordninger og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af

dette spørgsmål helt nødvendig. Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal være fuld

og lige adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.

Artikel 3, stk. 1, litra d)

En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver vedr. henholdsvis race og

køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis

private foreninger og andre typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde.

I Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring af dette spørgsmål. DH

savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.

Artikel 3, stk. 2

Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap

indeholder væsentlige bindende bestemmelser.

Artikel 3, stk. 3

En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle direktiv vedr. race.

Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til organisering, herunder

formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for eksempelvis hensynet til en elev med et handicap,

f.eks. i forhold til at sikre inklusion i mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt.

Som minimum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af direktivet. Det må ikke være

sådan, at man kan diskriminere personer med handicap på nogen måde eller noget sted i

undervisningssystemet. Organiseringen af undervisningen kan i sig selv være diskriminerende.

Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet sig konventionen, er man i lige så høj grad som

medlemsstaterne bundet af denne. DH er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til

uddannelsesområdet. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning lige nøjagtig er relevant i

forhold til specialundervisning og organisationen omkring denne. Det synes på den baggrund at være en

fuldstændig uhensigtsmæssigt og arbitrær disposition at lade en indskrænkning af direktivets rækkevidde gå

på dette og på den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele tilslutning til FN-konventionens

principper om et inkluderende skole system

–

disse principper har været den internationalt anerkendte

politiske linje siden først i halvfemserne.

I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige fortolkningsproblemer i

henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil

det være at sikre en bred lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at

afgrænsningsproblemer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og gennemskuelig beskyttelse mod

diskrimination af personer med handicap i Danmark.

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af Kommissionens forslag.

Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det, at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs.

under en generel forudsætning om, at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er

yderst centralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af personer med

handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske oversættelse!

Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller grundlæggende forandringer,

er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde

kræve grundlæggende forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i

mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig eller privat ydelse. DH

savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse indskrænkninger indebærer.

DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt store byrder ikke er

tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at relevante tilpasninger langt fra altid koster ekstra

ressourcer.

Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel forskelsbehandling kan

bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget

som overhovedet muligt.

DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er gennemgående i FN-

konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang

gående på realisering af universelt design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles

nødvendigt skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og kommende

europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart defineret i hele EU. Dette ville også øge

gennemskueligheden af bestemmelsen for aktører på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse

af europæiske standarder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4 som en form

for diskrimination.

DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om fysisk tilgængelighed for

eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance, tilvejebringelsen af information i alternative formater og

tolkebistand, herunder tegnsprogstolkning, er eksempler på relevante tilpasninger, som efter DH’s opfattelse

ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4 reformuleres med henblik på også at

inkorporere disse aspekter af adgangen for personer med handicap.

Artikel 4 stk. 2

Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde undtagelser fra artikel 4, stk. 1.

DH foreslår derfor, at der som en yderligere afbalancering af disse mulige begrundelser også indføres et

kriterium, der går på de mulige fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel

for personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan blot nævnes, at øget

tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i offentlige transportmidler også kan give betydelige

fordele for personer i følgeskab med småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke

ubetydelige effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.

Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i nærværende artikel

uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række undtagelser udover den velkendte om

uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i

tvivl om, hvorvidt man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.

Artikel 5 og 6

Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt lige muligheder for

personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt og opfordrer samtidig indtrængende den

danske regering til at følge dette spor i overensstemmelse med FN’s konvention om rettigheder for personer

med handicap.

Artikel 7, stk. 1

Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal præciseres i direktivet.

Artikel 7, stk. 2

Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap. Direktivforslaget skal åbne for

denne mulighed, sådan at vurderingen ikke udelukkende baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke

opfyldes fuldt ud ved at lade f.eks. organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i en

sag. Også selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden. Det er et faktum, at kun

ganske få juridiske eksperter har viden om handicapområdet, der kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser

ved at have et handicap kommer til vurdering i forbindelse med afgørelse af sager om diskrimination.

Artikel 10

Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få fastslået, at indsatsen ikke

kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer

og tjenesteydelser skal modtage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til

direktivet. Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse til at udvikle

redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og tjenesteudbydere i at leve op til direktivets

bestemmelser.

Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed skal tilrettelægges på en

måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap af alle typer, herunder eksempelvis information i

tilgængelige formater, på tegnsprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.

Artikel 11

DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i denne, indleder en formel

og substantiel involveringsproces af organisationer, af personer med handicap og andre relevante grupper,

både på europæisk og nationalt plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og

implementering.

Artikel 13

DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen indebærer, sammentænkes

med den gennemgang af dansk lovgivning, som gennemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention

om rettigheder for personer med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt

konsultation af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.

Artikel 15, stk. 2

DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for implementering, for så

vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været muligt at finde en sådan i Kommissionens

lovforberedende arbejder. Hvis begrundelsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er

der så meget desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt som muligt. Den reelle

forskelsbehandling af personer med handicap, som manglende efterlevelse af principperne i artikel 4

indebærer, er nemlig ensbetydende med stærke begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget regulerer beskyttelse mod

forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således supplerer de eksisterende direktiver, for så vidt

angår diskriminationskriterierne, religion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens

heraf vil direktivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse og adgang til

service- og tjenesteydelser.

Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk, at alder indgår på lige

fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt som et objektivt kriterium dels i forhold til

lovgivning dels i forhold til administration f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved

demokratiske valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative bestemmelser, som efter

direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige og ulovlige.

Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via EF domstolen der ligger

langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med

at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er forskelsbehandling

såfremt der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål (art. 2 stk. 6 i direktivforslaget) er ikke en

god løsning. FA finder det derfor nødvendigt, at der tages et klart forbehold for, at alder inddrages som

diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet

finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.

Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse herom. FA finder, at dette er et

nationalt anliggende, som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel

7 udgår af direktivforslaget.

Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det

FA’s opfattelse, at der i realiteten

her indføres en omvendt

bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt, uanset at det kendes fra andre direktiver, men finder

ikke, at det bør anvendes i forbindelse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om

bevisbyrde udgår.

I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om, at der tilføjes følgende

formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til

at inddrage arbejdsmarkedets parter i det omfang

arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler

arbejdsmarkedets parter i forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser

derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.

Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at der her er tale om et

nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.

Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt anliggende i EF retten, og

bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis varetager de tværnationale hensyn, og at der derfor

ikke specifikt, som der anføres i forslaget, bør anføres typer af sanktioner.

Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6 samt forskellige

internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske menneskerettighedskonvention EU’s charter mv.

særligt med hensyn til de i direktivet nævnte beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte,

er det væsentligt, at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal ses som et element,

der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget bidrager til at regulere diskrimination og

forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intens end selve direktivforslaget

FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end det fremgår af selve

direktivforslaget.

9. Forhandlingssituation

Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet nødvendigheden af Kommissionens

forslag. Andre delegationer har anmodet om yderligere præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for

bekymring navnlig i relation til mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og

økonomiske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle undersøgelsesforbehold.

Sagen har været drøftet under det maltesiske formandskab før rådsmødet. Det forventes, at der til rådsmødet

vil foreligge en fremskridtsrapport.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og accepterer idéen om et direktiv på

området.

På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling på grund af alder,

handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet

er der forbud mod forskelsbehandling på grund af køn, race og etnisk oprindelse. Der er således ikke forbud

mod diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder, handicap, religion eller tro og seksuel

orientering.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række betænkeligheder, særligt af

juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt

udformede undtagelser for direktivets anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt

vil skulle fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget i den fremsatte form.

Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at sikre, at Danmark også i

fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på

kompensationsprincippet, kan fastholdes.

Endelig er det nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og

økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere generelle afgrænsede bestemmelser, inden en

nærmere holdning fastlægges.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud for rådsmøderne (EPSCO)

2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8. juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6.

december 2010, 10. juni 2011, 1. december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9.

december 2013, 12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015, 7.december 2015, 16. juni og 2. december

2016.