Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion
eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering
- Fremskridtsrapport
Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.
1. Resumé
Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om ligebehandling uden for
arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en
tværministeriel følgegruppe med henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske konsekvenser.
Regeringen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats mod diskrimination og bakker op om
håndhævelsen af menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til
en række betænkeligheder, idet forslaget indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes
vagt udformede undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få belyst en
række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser - herunder
rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.
Regeringen vil arbejde for en afklaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til
direktivforslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af alder og handicap.
Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det franske, tjekkiske,
svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske, cypriotiske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske,
luxembourgske, nederlandske og slovakiske formandskab.
Sagen har ligeledes været drøftet under det maltesiske formandskab. Der forventes en fremskridtsrapport
inden rådsmødet.
2. Baggrund
Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem mennesker uden for
arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder eller seksuelle orientering. Der fastsættes
regler om forbud mod diskrimination af de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse
inden for EU af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.
Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er forbud imod diskrimination på
grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering alene i henseende til beskæftigelse,
ansættelse og erhvervsuddannelse.
Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om at bekæmpe diskrimination
og er konsistent med
EU’s tværgående mål, herunder
især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og
efterfølgende Europa 2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social
inklusion.
Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel
26 i FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for loven og er berettiget til lovens ligelige
beskyttelse uden nogen forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling
og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race, hudfarve,