SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 234: Samlenotat vedrørende den sag inden for Børne- og Socialministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. og 9. juni 2017. Det drejer sig om Kommissionens forslag til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, og om internationale barnebortførelser (omarbejdning) (KOM (2016) 411), fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 234
Offentligt

Enhed

Familier

Sagsbehandler

Brian Gresell

Nørgaard

Sagsnr.

2015 - 6747

Doknr.

415914

Dato

23-05-2017

Samlenotat vedrørende den sag inden for Børne- og Socialministeriets ansvars-

område, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender)

den 8. og 9. juni 2017.

Dagsordenspunkt 15:

Forslag til Rådets forordning om kompetence, anerken-

delse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og

i sager vedrørende forældreansvar, og om internationale

barnebortførelser (omarbejdning)

Politisk drøftelse

KOM (2016) 411 endelig

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF tredje del, afsnit V. Protokollen om Danmarks stilling, der er

knyttet til Lissabon-traktaten, finder derfor anvendelse, hvilket indebærer, at foranstaltningerne ikke vil være

bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 234: Samlenotat vedrørende den sag inden for Børne- og Socialministeriets ansvarsområde, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. og 9. juni 2017. Det drejer sig om Kommissionens forslag til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, og om internationale barnebortførelser (omarbejdning) (KOM (2016) 411), fra børne- og socialministeren

Forslag til Rådets forordning om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af

afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, og om in-

ternationale barnebortførelser (omarbejdning)

KOM(2016) 411 endelig.

Nyt notat

Forslaget er omfattet af retsforbeholdet.

1. Resumé

Det forventes, at Formandsskabet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) vil drøf-

te de foreslåede regler om høring af børn.

Kommissionen fremsatte den 30. juni 2016 forslag til en forordning om ændring af

Bruxelles II a-forordningen, der indeholder regler om behandlingen af grænseover-

skridende sager om forældreansvar, herunder børnebortførelser, samt om separation

og skilsmisse. Forslaget har til formål yderligere at forenkle og effektivisere behandlin-

gen af grænseoverskridende sager om forældreansvar ved at fjerne de resterende

hindringer for afgørelsers frie bevægelighed og at sikre barnets bedste ved at forenkle

og forbedre behandlingen af disse sager. Der ses ikke at foreligge offentlige tilkende-

givelser om de øvrige medlemsstaters holdning til forslaget.

Forslaget vurderes ikke at være i strid med nærhedsprincippet. Da forslaget er omfat-

tet af retsforbeholdet, vil vedtagelsen af forslaget ikke have lovgivningsmæssige eller

statsfinansielle konsekvenser. Danmark er grundlæggende positiv over for initiativet.

Man agter fra dansk side at tage udfaldet af drøftelserne til efterretning.

2. Baggrund

Den 30. juni 2016 fremsatte Kommissionen forslag til Rådets forordning om kompe-

tence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrø-

rende forældreansvar, og om internationale børnebortførelser (omarbejdning), (KOM

(2016) 411 endelig) (herefter den omarbejdede Bruxelles II a-forordning).

Forslaget, som er modtaget i dansk oversættelse den 5. juli 2016, er fremsat under

henvisning til TEUF artikel 81, stk. 3. Forslaget er dermed omfattet af retsforbeholdet.

Forslaget skal vedtages enstemmigt af Rådet efter høring af Europa-Parlamentet.

Forslaget er en omarbejdning (ændring) af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af

27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgø-

relser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af

forordning (EF) nr. 1347/2000 (herefter Bruxelles II a-forordningen), der er omfattet af

Danmarks retsforbehold.

I relation til ægteskabssager (separation, skilsmisse m.v.) og sager om forældreansvar

(forældremyndighed, barnets bopæl, samvær, internationale børnebortførelser, an-

bringelse af et barn udenfor hjemmet m.v.) indeholder Bruxelles II a-forordningen reg-

ler om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, fri proces og ad-

ministrativt samarbejde.

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF tredje del, afsnit V. Protokollen om Danmarks stilling, der er

knyttet til Lissabon-traktaten, finder derfor anvendelse, hvilket indebærer, at foranstaltningerne ikke vil være

bindende for eller finde anvendelse i Danmark.

Kommissionen udsendte i april 2014 en rapport om, hvordan forordningen fungerer.

På grundlag af denne rapport og den offentlige høring over den har Kommissionen

fremsat nærværende forslag til omarbejdning af Bruxelles II a-forordning.

I bemærkningerne til forslaget har Kommissionen anført, at rapporten og høringssva-

rene viser, at forordningen samlet set fungerer godt, men at der på nogle punkter er

behov for forbedringer, navnlig i relation til forordningens bestemmelser om forældre-

ansvar.

Forslaget til omarbejdning af forordningen vedrører navnlig følgende om forældrean-

svar:



Høring af børn.



Effektivisering af fuldbyrdelsen af afgørelser fra andre medlemsstater om for-

ældreansvar, herunder gennem afskaffelse af eksekvatur (dvs. afskaffelse af

prøvelse af om en udenlandsk afgørelse opfylder betingelserne for fuldbyrdel-

se).



Forenkling af behandlingen af sager om tilbagegivelse af bortførte børn.



Klarere regler om anbringelse af et barn i en anden medlemsstat.

Det Europæiske og Sociale Udvalg har i sin udtalelse af 26. januar 2017 generelt til-

sluttet sig forslaget. I den forbindelse har udvalget anbefalet, at forslaget også skal

indeholde regler, der regulerer situationer, hvor den ene forælder ikke kommer fra EU.

Udvalget har endvidere anbefalet, at det præciseres i forslaget, om nye former for

ægteskab og skilsmisse skal være omfattet af forordningen, og henviser i den forbin-

delse til artikel 21 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

hvorefter forskelsbehandling på grund af f.eks. seksuel orientering er forbudt.

Det danske retsforbehold

Ifølge artikel 1 i Protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Lissabon-

traktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der foreslås i

henhold til TEUF tredje del, afsnit V, der bl.a. omfatter artikel 81. Efter protokollens

artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til TEUF tredje del,

afsnit V, bindende for eller finder anvendelse i Danmark.

Danmark deltager således ikke i vedtagelsen af forslaget til Bruxelles II a-forordningen

(omarbejdet), og forordningen vil ikke være bindende for eller finde anvendelse i

Danmark.

3. Indhold

3.1. Formål

Forslaget har til formål yderligere at forenkle og effektivisere behandlingen af

grænseoverskridende sager om forældreansvar.

3.2. Indhold

3.2.1. Forældreansvar

3.2.1.1. Kompetence m.v.

Forslaget indeholder ikke nævneværdige indholdsmæssige ændringer af

forordningens regler om international kompetence og om sagsanlæg m.v. (kapitel II,

afdeling 2 og 3).

Der foreslås dog indsat en ny bestemmelse (artikel 20), hvorefter myndighederne skal

sikre, at et barn, der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, får en

reel og faktisk mulighed for at udtrykke disse synspunkter under sagen. Myndigheden

tillægger barnets synspunkter passende vægt i overensstemmelse med barnets alder

og modenhed og dokumenterer sine overvejelser i afgørelsen.

På Rådsmødet den 8. og 9. juni 2017 forventes det, at formandsskabet vil lægge op til

en drøftelse af artikel 20, herunder om bestemmelsen skal udformes i

overensstemmelse med artikel 12 i FN' s børnekonvention, således at barnets ret til at

blive hørt i sager om forældreansvar fastslås, men at den nærmere inddragelse af

barnet skal fastlægges i national ret.

Det forventes også, at formandsskabet vil lægge op til en overordnet drøftelse af,

hvilken betydning manglende høring af et barn skal have for en eventuel senere

anerkendelse og fuldbyrdelse i en anden medlemsstat af afgørelsen om

forældreansvar.

3.2.1.2. Børnebortførelse

Reglerne om behandlingen af grænseoverskridende sager om tilbagegivelse af

bortførte børn foreslås indsat i et nyt kapitel i forordningen (kapitel III).

Den gældende ordning, hvorefter sager om børnebortførelse mellem medlemsstaterne

som udgangspunkt behandles efter Haagerbørnebortførelseskonventionen

(Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale

børnebortførelser, se pkt. 6.1.), foreslås opretholdt. Konventionen har til formål at sikre

umiddelbar tilbagegivelse af børn, som er ulovligt bortført til eller tilbageholdt i en kon-

traherende stat, hvis barnet indtil bortførelsen eller tilbageholdelsen boede i en anden

kontraherende stat.

Forordningen indeholder supplerende regler om behandlingen af sager efter

konventionen, og disse regler foreslås udbygget.

Der foreslås bl.a., at medlemsstaterne skal sikre, at kompetencen til at behandle

sager om om børnebortførelser koncentreres hos et begrænset antal retter. Samtidig

foreslås det, at retten hurtigst muligt undersøger, om parterne vil deltage i mægling

med henblik på, til barnets bedste, at nå frem til en acceptabel løsning, dog forudsat at

dette ikke forsinker sagen unødigt.

Det foreslås videre præciseret, at barnet i børnebortførelsessager får mulighed for at

udtrykke sine synspunkter i overensstemmelse med den foreslåede nye bestemmelse

i artikel 20 (se pkt. 3.2.1.1.).

Endvidere foreslås det, at en afgørelse om tilbagegivelse kun skal kunne appelleres

én gang, og at retten skal kunne erklære en afgørelse om tilbagegivelse af barnet

foreløbigt eksigibel uanset en eventuel appel.

Hvis afgørelsen ikke bliver fuldbyrdet inden for seks uge, skal retten underrette den

anmodende centralmyndighed i domsstaten eller ansøgeren herom og redegøre for

årsagerne hertil.

Endelig bemærkes, at de foreslåede ændringer af forordningens regler om

anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser (se pkt. 3.2.1.3.) ligeledes vil finde

anvendelse på afgørelser om tilbagegivelse af bortførte børn.

3.2.1.3. Anerkendelse og fuldbyrdelse

3.2.1.3.1. Anerkendelse

Forslaget indeholder ikke nævneværdige indholdsmæssige ændringer af

forordningens bestemmelser om anerkendelse af afgørelser, der er truffet i andre

medlemsstater (kapitel IV, afdeling 1).

3.2.1.3.2. Fuldbyrdelse

3.2.1.3.2.1. Generelle fuldbyrdelsesregler

Det foreslås, at en afgørelse om forældreansvar, som er eksigibel i den medlemsstat,

hvor den er truffet, skal kunne fuldbyrdes i en anden medlemsstat, uden at der kræves

en erklæring om eksigibilitet. Afgørelsen skal fuldbyrdes på samme betingelser som

en afgørelse truffet i fuldbyrdelsesstaten (artikel 30 og 31). Med dette forslag afskaffes

den gældende eksekvaturordning, og dermed fjernes de resterende hindringer for

afgørelsers frie bevægelighed inden for forordningens anvendelsesområde. Som led i

afskaffelsen af eksekvatur fremgår det af artikel 34, at der skal fremlægges den attest,

der er nævnt i artikel 53 (se pkt. 3.2.1.3.2.4.).

Anmodningen om fuldbyrdelse skal efter artikel 32 og 33 indgives til den ret, der i

henhold til lovgivningen i fuldbyrdelsesstaten har kompetence til at træffe afgørelse

om fuldbyrdelse. Retten træffer alle fornødne foranstaltninger for at sikre, at

afgørelsen fuldbyrdes, herunder træffer de konkrete foranstaltninger for fuldbyrdelsen,

der skal anvendes, og foretager de tilpasninger af afgørelsen, der måtte være

nødvendige for fuldbyrdelsen. På dette stadie af sagen prøves grundene til afslag på

anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen ikke, medmindre der indgives en

anmodning herom.

Hvis afgørelsen ikke bliver fuldbyrdet inden for seks uger fra det tidspunkt, hvor

fuldbyrdelsesprocedurerne blev indledt, skal retten i fuldbyrdelsesstaten underrette

den anmodende centralmyndighed i domsstaten eller ansøgeren herom og redegøre

for årsagerne hertil.

Når en afgørelse truffet i en anden medlemsstat begæres fuldbyrdet, foreslås det i

artikel 35, at en attest herom forkyndes for den person, mod hvem fuldbyrdelsen

begæres, inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning gennemføres. Attesten

ledsages af afgørelsen, hvis den ikke allerede er forkyndt for den pågældende. Den

person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, kan i nogle situationer anmode om at få

afgørelsen oversat. I så fald er sikrende foranstaltninger de eneste

fuldbyrdelsesforanstaltninger, der må anvendes, indtil oversættelsen foreligger.

Det foreslås i artikel 36, at retten i fuldbyrdelsesstaten kan udsætte

fuldbyrdelsesprocedurerne, hvis fuldbyrdelsen af afgørelsen er suspenderet i

domsstaten. Endvidere kan retten udsætte fuldbyrdelsesprocedurerne, i tilfælde hvor

fuldbyrdelsen grundet midlertidige omstændigheder såsom alvorlig sygdom hos barnet

vil bringe barnets bedste i alvorlig fare. Fuldbyrdelsen genoptages ved forhindringens

ophør.

3.2.1.3.2.2. Nægtelse af anerkendelse

Forslaget indeholder kun redaktionelle ændringer af forordningens bestemmelser om

nægtelse af anerkendelse af afgørelser i ægteskabssager og forældreansvarssager,

der er truffet i andre medlemsstater (artikel 37 og 38).

3.2.1.3.2.3. Afslag på fuldbyrdelse

I artikel 40 foreslås det, at fuldbyrdelsen af en afgørelse efter anmodning afslås af de

grunde til ikke-anerkendelse, der er nævnt i artikel 38, stk. 1, (nugældende artikel 23).

Efter denne bestemmelse kan en afgørelse om forældreansvar ikke anerkendes, hvis

anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den

medlemsstat, som anmodningen rettes til, under hensyntagen til barnets bedste, hvis

en person gør gældende, at afgørelsen krænker vedkommendes forældreansvar, og

afgørelsen er truffet, uden at vedkommende har haft mulighed for at blive hørt, eller

hvis sagsøgte er dømt som udebleven, og det indledende processkrift i sagen ikke er

blevet forkyndt for den pågældende i så god tid og på en sådan måde, at denne har

kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre det fastslås, at

vedkommende utvetydigt har accepteret afgørelsen. Afgørelsen anerkendes

endvidere i visse situationer ikke, hvis den er uforenelig med en senere afgørelse.

De tre første grunde til ikke-anerkendelse finder ikke anvendelse på afgørelser om

samvær eller tilbagegivelse af bortførte børn.

Det foreslås, at fuldbyrdelsen af en afgørelse endvidere efter anmodning kan afslås,

hvis fuldbyrdelsen af afgørelsen, hvis omstændighederne har ændret sig, siden

afgørelsen blev truffet, klart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i

fuldbyrdelsesstaten, hvis barnet, som har tilstrækkelig alder og modenhedsgrad, nu

modsætter sig fuldbyrdelse i et sådant omfang, at fuldbyrdelsen klart strider mod

barnets bedste, eller hvis andre omstændigheder har ændret sig i et sådant omfang,

siden afgørelsen blev truffet, at fuldbyrdelsen klart strider mod barnets bedste.

Hvis fuldbyrdelse afslås under henvisning til, at barnet modsætter sig det, træffer de

kompetente myndigheder i fuldbyrdelsesstaten, før fuldbyrdelsen afslås, de

nødvendige foranstaltninger for at få barnet til at samarbejde og sikre, at fuldbyrdelsen

sker i overensstemmelse med barnets bedste.

Andre begrundelser for afslag på fuldbyrdelse kan ikke påberåbes.

Det foreslås i artikel 44 og 45, at en afgørelse om afslag på fuldbyrdelse kan

appelleres af begge parter. Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun

anfægtes ved de retter og med de foranstaltninger, som hver medlemsstat har

meddelt Kommissionen.

Bestemmelsen i artikel 46 om udsættelse af en sag foreslås i forældreansvarssager

suppleret med en bestemmelse, hvorefter en sag også kan udsættes, hvis der

verserer sager med henblik på en ny eller ændret afgørelse om samme emne i den

medlemsstat, der efter forordningen har kompetence til at pådømme sagens realitet.

3.2.1.3.2.4. Supplerende fuldbyrdelsesregler

I artikel 49 foreslås det, at forordningens bestemmelser om anerkendelse og

fuldbyrdelse af afgørelser om forældreansvar generelt finder tilsvarende anvendelse

på afgørelser truffet i en medlemsstat, ifølge hvilke et barn skal tilbagegives til en

anden medlemsstat i henhold til Haagerbørnebortførelseskonventionen, og som skal

fuldbyrdes i en anden medlemsstat end den, hvor afgørelserne blev truffet.

Det foreslås i artikel 53, at den attest, som efter den gældende bestemmelse i artikel

39 skal udstedes af afgørelsesmyndigheden ved fuldbyrdelse uden eksekvatur af

samværsafgørelser, jf. den gældende artikel 41, skal anvendes ved fuldbyrdelse uden

eksekvatur af alle forældreansvarsafgørelser. Attesten udstedes kun, hvis følgende er

opfyldt:



I tilfælde hvor en person er dømt som udebleven: hvis det indledende

processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument er blevet forkyndt for den

pågældende i så god tid og på en sådan måde, at denne har kunnet varetage

sine interesser under sagen, eller, såfremt disse betingelser ikke har været

opfyldt i forbindelse med forkyndelsen, det ikke desto mindre fastslås, at

vedkommende utvetydigt har accepteret afgørelsen.



Alle berørte parter har haft mulighed for at blive hørt.



Barnet har haft mulighed for at blive hørt, medmindre en høring er fundet

uhensigtsmæssig under hensyntagen til barnets alder eller modenhedsgrad.

Den del af den nugældende bestemmelse, der vedrører høring af barnet, foreslås

ændret sådan, at attesten kun må udstedes, hvis barnet har fået en faktisk og reel

mulighed for at udtrykke sig, jf. den foreslåede artikel 20 (se pkt. 3.2.1.1.).

I artikel 54 foreslås det, at den gældende bestemmelse i artikel 43 om berigtigelse

eller inddragelse af attesten suppleres med en bestemmelse, hvorefter myndigheden i

domsstaten efter anmodning skal berigtige attesten, hvis der som følge af

en materiel fejl er uoverensstemmelse mellem afgørelsen og attesten, og at

myndigheden efter anmodning skal inddrage attesten, hvis den tydeligvis er blevet

udstedt med urette.

3.2.1.4. Centralmyndighederne - forældreansvar generelt

I reglerne i kapitel V om samarbejde mellem centralmyndigheder om forældreansvar

foreslås det i artikel 61, at medlemstaterne skal sikre, at centralmyndighederne har

tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer til at opfylde deres forpligtelser

efter forordningen.

Centralmyndighedernes opgaver i artikel 63 foreslås udvidet sådan, at de også skal

yde bistand ved opklaringen af, hvor et barn befinder sig, når der er tegn på, at barnet

befinder sig på den anmodede medlemsstats område, og denne opklaring er

nødvendig for at opfylde en anmodning, der er omfattet af forordningen. Endvidere

skal centralmyndighederne i sager om tilbagegivelse af bortførte børn sørge for, at

den sag, der er forberedt i forbindelse med sådanne sager, færdiggøres inden for seks

uger, medmindre særlige omstændigheder gør det umuligt.

Centralmyndighedernes opgaver foreslås også udvidet sådan, at de er ansvarlige for

inden for deres medlemsstat at fremsende de oplysninger m.v., der efter forordningen

er indhentet fra andre medlemsstater, til de kompetence myndigheder.

En myndighed, der modtager sådanne oplysninger, kan anvende oplysningerne i

henhold til forordningen.

Den registrerede skal underrettes om videregivelsen af de indsamlede oplysninger i

overensstemmelse med lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Hvis der er risiko

for, at effektiv efterkommelse af anmodningen i henhold til forordningen, for hvilken

oplysningerne fremsendes, kan påvirkes, kan en sådan meddelelse udsættes, indtil

anmodningen er efterkommet.

Samarbejdet mellem medlemsstaterne efter forordningen foreslås med artikel 64

udbygget sådan, at der i større omfang end hidtil vil være mulighed for at udveksle

oplysninger om barnet. Det vil bl.a. være muligt for en medlemsstat, som barnet har

en væsentlig tilknytning til, at bede om en rapport om barnets situation m.v. fra den

medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted.Hvis en myndighed i en

medlemsstat påtænker at træffe en afgørelse i en sag om forældreansvar, kan

myndigheden, hvis barnets situation tilsiger det, anmode enhver myndighed, der ligger

inde med oplysninger af betydning for beskyttelsen af barnet, i en anden medlemsstat

om at fremsende disse oplysninger.

Derudover foreslås det, at myndighederne i en medlemsstat, hvor barnet ikke har sit

sædvanlige opholdssted, efter anmodning fra en person med bopæl i denne

medlemsstat, som søger at opnå eller bevare samvær med barnet, eller på

anmodning fra en centralmyndighed i en anden medlemsstat, kan indsamle

oplysninger eller bevismateriale og udtale sig om den pågældendes egnethed til at

have samvær og om vilkårene for udøvelsen af samvær.

Endelig foreslås det, at de omhandlede oplysninger skal sendes til

centralmyndigheden eller den kompetente myndighed i den anmodende medlemsstat

senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen, medmindre særlige

omstændigheder gør dette umuligt.

3.2.1.4. Centralmyndighederne - anbringelse af børn i en anden medlemsstat

Den nugældende artikel 56 om anbringelse af barnet i en anden medlemsstat

indeholder bl.a. en bestemmelse om høring af myndighederne i den medlemsstat,

hvor barnet påtænkes anbragt. Med forslagets artikel 65 foreslås denne bestemmelse

ændret til, at der skal indhentes et samtykke til anbringelsen fra den kompetence

myndighed i den medlemsstat, hvor barnet påtænkes anbragt. Indhentelse af

samtykket skal ske via centralmyndigheder, og der skal sammen med anmodningen

fremsendes en rapport om barnet med en begrundelse for den påtænkte anbringelse.

Med forslaget indføres en frist på to måneder til at svare på en anmodning om

samtykke til en anbringelse, medmindre særlige omstændigheder gør dette umuligt.

3.2.1.5. Forholdet til andre instrumenter

Efter den foreslåede artikel 72 træder forordningen i stedet for de konventioner

mellem to eller flere medlemsstater, som angår spørgsmål, der er omfattet af

forordningen. Dette indebærer bl.a., at Sverige og Finland i deres indbyrdes forhold

ikke længere kan anvende den mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige

indgåede konvention indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om

ægteskab, adoption og værgemål (herefter Den Nordiske Ægteskabskonvention, jf.

bekendtgørelse nr. 121 af 10. april 1954 med senere ændringer) , der bl.a. indeholder

regler om kompetence i forældreansvarssager og om fuldbyrdelse af

forældreansvarsafgørelser uden eksekvatur, jf. punkt 6.1.

I artikel 75 foreslås, at bestemmelserne om værnetingsaftaler, overførsel af

kompetence og parallelt verserende sager (litispendes) i Haagerkonventionen af 1996

om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende for-

ældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (herefter Haagerbørnebeskyt-

telseskonventionen) i visse situationer finder anvendelse i sager mellem en

medlemsstat og et tredjeland, der er omfattet af konventionen.

3.2.2. Ægteskab

Forslaget indeholder kun redaktionelle ændringer af forordningens bestemmelser om

behandlingen af ægteskabssager (kapitel II, afdeling I). De foreslåede ændringer af

bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser (se punkt. 3.2.1.3.)

finder dog også anvendelse på skilsmisseafgørelser m.v.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Der foreligger ikke en udtalelse fra Europa-Parlamentet endnu.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har om nærhedsprincippet anført, at forordningen vedrører grænse-

overskridende sager, og at forenkling og effektivisering af behandlingen af

grænseoverskridende sager om forældreansvar kun kan opfyldes ved fælles regler

Forslaget vurderes

–

af de af Kommissionen anførte grunde

–

at være i overens-

stemmelse med nærhedsprincippet.

6. Gældende dansk ret

6.1. Forældreansvarslovgivningen

Reglerne om behandlingen af sager om forældreansvar findes i forældreansvarsloven

(lovbekendtgørelse nr. 1820 af 23. december 2015, som ændret ved § 1 i lov nr. 133

af 16. februar 2016).

Haagerbørnebortførelseskonventionen blev inkorporeret i dansk ret ved lov om inter-

national fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebort-

førelser), jf. lovbekendtgørelse nr. 375 af 6. april 2010, som ændret ved lov nr. 378 af

27. april 2016. Efter konventionen skal et barn, der er bortført fra en konventionsstat til

en anden, tilbagegives, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, herunder

at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige

eller legemlige sundhed, barnet modsætter sig tilbagegivelsen, og barnet har nået en

sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening, eller tilbagegivel-

sen ikke vil være forenelig med grundlæggende principper til beskyttelse af menne-

skelige friheder og rettigheder.

Efter lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen (lovbekendtgørelse nr. 1055 af 8.

september 2015) gælder bestemmelserne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen i

Danmark. Efter konventionen skal en afgørelse om forældreansvar, der er truffet i en

konventionsstat, anerkendes og fuldbyrdes i en anden konventionsstat, medmindre

der foreligger særlige omstændigheder, herunder at afgørelsen er truffet af en myn-

dighed, der ikke havde kompetence til at behandle sagen, at barnet ikke havde haft

mulighed for at blive hørt, at afgørelsen blev truffet, uden at modparten havde mulig-

hed for at blive hørt, eller hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen åbenbart

vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den stat, som anmodningen rettes til,

under hensyntagen til barnets bedste.

Efter konventionen kan der kun træffes afgørelse om anbringelse af et barn i en anden

konventionsstat, hvis den kompetente myndighed i denne stat har godkendt anbrin-

gelsen.

Begge love indeholder særregler om behandlingen af sager efter konventionerne om

anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser. Herudover finder bestemmelserne i rets-

plejelovens §§ 536 og 537 (se pkt. 6.3.) anvendelse. Konventionerne finder anvendel-

se mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater

Endelig finder Den Nordiske Ægteskabskonvention anvendelse mellem Danmark og

de øvrige nordiske lande. Det fremgår af konventionens artikel 22, at administrative og

retskraftige judicielle afgørelser, som er truffet i en af de kontraherende stater, skal

have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse og uden prøvelse af afgø-

relsens rigtighed eller myndighedens kompetence.

6.2. Høring af børn

Det fremgår af § 4 i forældreansvarsloven, at afgørelser om forældreansvar skal

træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Efter lovens § 34 skal barnet inddrages

under sagen, så barnets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk.

Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på

anden måde, der belyser barnets perspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet

direkte i sagen gælder dog ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller

hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder.

Det følger af artikel 12 i FN's børnekonvention, at deltagerstaterne skal sikre et barn,

der er i stand til at udforme sine egne synspunkter, retten til frit at udtrykke disse

synspunkter i alle forhold, der vedrører barnet, og at barnets synspunkter skal

tillægges passende vægt i overensstemmelse med dets alder og modenhed. Med

henblik herpå skal barnet især gives mulighed for at udtale sig i enhver

sagsbehandling, der vedrører barnet, enten direkte eller gennem en repræsentant

eller et passende organ i overensstemmelse med de i national ret foreskrevne

fremgangsmåder.

6.3. Fuldbyrdelse i Danmark af afgørelser om forældreansvar

Det fremgår af § 536 i retsplejeloven (lovbekendtgørelse nr. 1257 af 10. oktober 2016

med senere ændringer), at danske domme m.v. om forældremyndighed, barnets

bopæl og samvær tvangsfuldbyrdes efter reglerne i lovens § 537. Fuldbyrdelse kan

ske ved anvendelse af tvangsbøder eller umiddelbar magt. Fogedretten er ikke bundet

af rekvirentens anmodning ved valg af fuldbyrdelsesmåde. I tvivlstilfælde kan

fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en børnesagkyndig erklæring.

Fogedretten kan ændre omfang, tid og sted for samværet samt vilkårene herfor under

fuldbyrdelsessagen. Fogedretten kan fastsætte erstatningssamvær for et samvær, der

ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis

barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare.

Efter retsplejelovens § § 537 kan fogedretten tilkalde en repræsentant fra kommunen

til at varetage barnets interesser under sagen Et barn, som har den fornødne alder og

modenhed, skal have mulighed for at give udtryk for sine egne synspunkter,

medmindre det er til skade for barnet. Afholdes en samtale med barnet, skal der

deltage en børnesagkyndig eller en repræsentant fra kommunen.

Tvangsbøder fastsættes som daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet

udleveres. Ved fuldbyrdelsen af bestemmelser om udøvelse af samvær kan der dog

fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samvær

på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.

Hvis der ved fuldbyrdelsen skal anvendes umiddelbar magt, skal der deltage en

børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen til at varetage barnets interesser,

medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.

6.4. Grænseoverskridende anbringelse af børn uden for hjemmet

Sager om anbringelse af børn uden for hjemmet behandles efter lov om social service

(lovbekendtgørelse nr.

369 af 18. april 2017

med senere ændringer). Efter loven træffes

afgørelser om anbringelse af et barn uden for hjemmet af kommunalbestyrelsen.

Afgørelse om anbringelse uden samtykke træffes dog af børn og unge-udvalget, hvis

afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen.

Efter lovens § 2, stk. 1, har enhver, der opholder sig lovligt i Danmark, ret til hjælp

efter loven, hvilket også omfatter anbringelse af børn uden for hjemmet.

Loven indeholder ikke hjemmel til at bestemme, at en anbringelse skal gennemføres i

et andet land. Loven indeholder heller ikke regler om anbringelse i Danmark af et

barn, der bor i et andet land. Internationale sager om anbringelse af børn uden for

hjemmet behandles efter Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

7. Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.

Økonomiske konsekvenser

En vedtagelse af forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

8. Høring

Forslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

–

Fagligt Fælles Forbund, Advokatrådet, Barnets Tarv Nu, Bedsteforældrene

–

imod forældreansvarsloven, BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk, Byretterne,

Børne- og kulturchefforeningen, Børnerådet, Børn og Familier, Børnesagens

Fællesråd, Børns Vilkår, Danske Advokater, Danske Familieadvokater, Danske

Handicaporganisationer, Dansk Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Den Danske

Dommerforening, Det centrale handicapråd, Dommerfuldmægtigforeningen,

Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrelsen, Et barn to forældre, Fabu,

FOA

–

Fag og Arbejde, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen

af Danske Døgninstitutioner, Foreningen af Offentlige Chefer i Statsforvaltningen,

Foreningen af Socialchefer i Danmark, Foreningen af Statsforvaltningsjurister,

Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre, ForældreLANDSforeningen (FBU),

HK/Danmark, HK/Kommunal, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Institut for

Menneskerettigheder, KL, Kvinderådet, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre

(LOKK), Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud,

Landsforeningen Bopam, Landsforeningen Børn og Samvær, Landsforeningen af

Socialpædagoger, Livsværk, Mandekrisecentret, Mødrehjælpen, Plejefamiliernes

Landsforening, Red Barnet, Røde Kors, Rådet for Socialt Udsatte,

Socialpædagogernes Landsforbund, Statsforvaltningen, TABUKA, Ungdommens Vel,

Ungdomsringen, Ungdommens Røde Kors, Vestre Landsret og Østre Landsret.

Der er modtaget svar fra byretterne, Børnesagens Fællesråd, , Børn og Familier,

Dansk Socialrådgiverforening, Datatilsynet , Foreningen Far, Institut for

Menneskerettigheder, LOS

–

De private sociale tilbud, Statsforvaltningen, Vestre

Landsret og Østre Landsret.

Byretterne, Børnesagens Fællesråd, , Børn og Familier, Dansk Socialrådgiverforening,

Datatilsynet , Institut for Menneskerettigheder, LOS

–

De private sociale tilbud,

Statsforvaltningen, Vestre Landsret og Østre Landsret har ingen bemærkninger til

forslaget.

Foreningen Far har om forslaget bl.a. anført, at det er vigtigt at være opmærksom på

det moderne og ligeværdige familieliv for børn og forældre i Norden, de store kulturelle

forskelle i Europa, børn, der i stigende grad flyttes på tværs af europæiske grænser

med forældre fra to lande, og Europarådets resolution af 2. oktober 2015 om børn og

fædres ligeværdige rettigheder i Europa.Foreningen mener derfor, at det er vigtigt for

Danmark at opretholde retsforbeholdet.

Sagen har været i skriftlig høring i Specialudvalget for politimæssigt og retligt

samarbejde den 19. maj 2017.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Medlemsstaterne er grundlæggende positive over for forslaget.

Irland og Storbritannien har meddelt, at de agter at deltage i vedtagelsen og

anvendelsen af forordningen.

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Danmark er grundlæggende positiv over for initiativet.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Grund- og nærhedsnotat om sagen blev sendt til udvalget den 1. september 2016.