SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 218: Frikommunernes forsøgsansøgninger i anden ansøgningsrunde af Frikommuneforsøg II, fra økonomi- og indenrigsministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 218
Offentligt

Ansøgning om konkrete forsøg i Frikommuneforsøg II

Bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde

Sammenhæng mellem almenboligloven og serviceloven

Aabenraa Kommune

Favrskov Kommune

Herning Kommune

Holstebro Kommune

Randers Kommune

Silkeborg Kommune

Skive Kommune

Torben Rugholm

Telefon

Netværkskoordinator

51562363

E-mail

Torben.rugholm@ran-

ders.dk

Frikommunenetværk

Titel på forsøg

Deltagerkommuner

Faglig kontaktperson

Sanne Ramsdal

–

Favrskov Kommune

Telefon

24455120

E-mail

[email protected]

Dato for ansøgning

1. maj 2017

1. Beskrivelse af forsøget

Der er i dag et skisma mellem reglerne på boligområdet og reglerne vedr. serviceloven på socialom-

rådet. Skismaet består ikke af en inkonsistent lovgivning, men mere i manglende fleksibilitet mellem

lovgivningerne, samt store forskelle i omfanget af investeringer, som kommunerne skal anvende, alt

efter hvilke typer af boliger der bygges.

Serviceloven tager udgangspunkt i de forskellige indsatser, som forskellige borgere med handicap,

psykiatribrugere og særligt udsatte kan have brug for. Der kan dels være tale om vedvarende botil-

bud efter § 108, midlertidige indsatser efter § 107 og indsatser efter § 85, som reelt kan deles op i

indsatser, der retter sig mod en egentlig selvstændig bolig eller egen bolig i et bofællesskab. Hertil

kommer de midlertidige indsatser, som kan ydes efter § 109 og § 110.

Etablering af boliger kan tage flere forskellige udgangspunkter. For det første kan en kommune selv

opføre botilbud, som eksempelvis § 107 botilbud, krisecentre efter § 109 samt forsorgshjem efter §

110. Imidlertid har kommunen hele den økonomiske udgift på opgaven (dog er der momsafløftning).

Det betyder, at eksempelvis en bolig på 65 m

vil koste ca. 1, 2 mio. kr. eksklusiv moms.

Disse boliger kan også opføres af private og lejes til kommunen. Det vil dog betyde, at kommunen

skal følge Økonomi og indenrigsministeriets regler om deponering, jvf. bekendtgørelse om kommu-

nernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. § 6. I realiteten bliver udgiften ikke mindre.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 218: Frikommunernes forsøgsansøgninger i anden ansøgningsrunde af Frikommuneforsøg II, fra økonomi- og indenrigsministeren

I modsætning til dette kan Almenboligloven anvendes til at bygge ældre og handicapboliger, som del-

vis er belånt og hvor den kommunale udgift (10% af anskaffelsesprisen) vil beløbe sig til ca. 122.000

kr. pr. bolig inkl. moms.

Endelig er det muligt for almene boligorganisationer at opføre boliger (familieboliger). Udgiften for

kommunen vil pt. være 10 % af byggesummen inkl. moms. Familieboliger har ikke særlige indretnin-

ger som ældre og handicapboligerne, hvorfor den kommunale udgift vil være ca. 1mio. kr.

Endelig kan private være bygherre og udlejer, men her kan en kommune ikke få fortrinsret til nogle af

boligerne og borgerne kan ikke få beboerindskudslån.

Hvor godt de to lovgivninger passer sammen har dels historiske rødder, men bygger i høj grad også

på tilfældigheder. Hvis man eksempelvis ser på de botilbud som kommunerne overtog fra amterne

var der ikke altid entydig overensstemmelse mellem borgernes funktionsniveau og så den boligform

der var valgt, idet tilbud også udvikler sig over tid.

Endelig må man også erkende, at boligsektoren er en meget omkostningstung sektor, hvor man ikke

kan ændre væsentligt på udbuddet over en kort periode, og hvor byggerier er lavet til at kunne an-

vendes i mange år, hvilket også afspejler sig i finansieringen af fast ejendom. Nye behov og gamle

der forsvinder, vil som udgangspunkt ikke betyde, at ældre ejendomme bliver nedrevet og nye opført.

Der er i dag et ønske fra borgerne og deres pårørende om, at tilbuddene skal ligge i borgernes hjem-

kommune, hvis der ikke er så specielle krav, at dette ikke kan lade sig gøre.

Det betyder også, de selvsamme borgere og pårørende ligger et stort pres på deres hjemkommune

for at få dem til at opføre boliger til særlig udsatte grupper. I realiteten betyder det, at det hovedsage-

ligt bliver almennyttige-/handicapboliger, der opføres på grund af den store prisforskel for kommu-

nerne som beskrevet ovenfor.

Et særligt tema i den manglende sammenhæng mellem de to lovgivninger er, at der i mange af fri-

kommunenetværkets kommuner er ledige boliger, som i dag står tomme, fordi de ikke kan bruges

mere fleksibelt. Samtidig vil løsningen af boligudbuddet betyde, at der skulle bygges nyt til borgere

med handicap, psykisk sårbare og særlig udsatte.

Det er i dag muligt at anvende boliger fleksibelt og lade dem skifte status. Imidlertid vil en statusæn-

dring af almene boliger til et § 107 tilbud betyde, at boligerne skal udskilles som en særlig afdeling og

lejes, som et erhvervslejemål, men det forudsætter at statslig ydelsesstøtte til boligerne betales til-

bage og ydelsesstøtten kan ikke genetableres, jvt. Almenboligloven kapitel 12, §163 stk. 3. Det forud-

sætter også, at kommunen følger Økonomi og indenrigsministeriets regler om deponering, jvf. be-

kendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. § 6. Med disse regler vil

det i realiteten være billigere at bygge nyt.

Ophævelse af disse økonomiske bindinger til boligtyperne er en væsentlig kerne i nærværende fri-

kommuneforsøg.

Et andet væsentligt indsatsområde er at støtte bredere handicap- og psykiatrimålgrupper til at kunne

anvende udslusningsboliger end tilfældet er i dag.

Det er vigtigt i alle forslagene, at der ikke tages udgangspunkt i at sænke serviceniveauet hverken på

den sociale indsats eller på boligstandarden. En meget vigtig garanti på dette område er, at man i

dag har de sociale tilsyn, som skal godkende, at lokaler, indsatser m.v. har den fornødne faglige kva-

litet.

Hovedideen i forslagene er fleksibilitet mellem lovgivningerne, således man som kommune kan give

eller formidle den rigtige bolig, til rette tid, til rette borger.

Nærværende frikommuneforsøg er ud over et enkelt forslag et forsøg på at bruge den eksisterende

boligmasse bedst muligt med den lovgivning, der gælder på socialområdet.

Der er også i selve sociallovgivningen uhensigtsmæssigheder vedrørende boligplacering, men forsøg

på disse områder er allerede indsendt i

første runde af ”Frikommuneforsøg 2”

og er nu fremsat som

lovforslag i frikommunesagen.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 218: Frikommunernes forsøgsansøgninger i anden ansøgningsrunde af Frikommuneforsøg II, fra økonomi- og indenrigsministeren

Forslag 1

Der er et vist sammenfald mellem nærværende frikommunenetværks ønske om

”Sammenhæng

mel-

lem almenboligloven og serviceloven”, og de ønsker,

som frikommunenetværk om ”Billige og fleksible

boligløsninger”

har ansøgt om.

I den forbindelse er der i lovforslag om Lov om frikommunenetværk af 24-02-2017 foreslået en række

forsøg vedrørende boligområdet.

På grund af sammenfaldet mellem de to netværks ønsker, skal det foreslås, at de forsøg, der i første

runde af ansøgninger til frikommuneforsøg bliver godkendt på boligområdet, også kommer til at

gælde for nærværende netværk.

Fordelen ved dette er for det første, at forsøgene vil have et større antal reelt udførte forsøg. For det

andet, at der vil være en meget større spredning i kommunernes størrelse og urbaniseringsgrad.

Begge dele vil være af vigtighed for forsøgenes relevans.

Forslag 2: Afhjælpning af manglen på midlertidige botilbud

Tendensen til at det er §105 boliger med §85 støtte, der er blevet etableret i de sidste mange år, be-

tyder, at beboerne har en uopsigelig lejekontrakt, og det vil for rigtig mange især yngre handicap-

pede, socialt udsatte og psykisk sårbare være et gode, hvis de kunne erhverve nogle grundkompe-

tencer, før de får en endelig boligplacering. I øvrigt som alle andre unge, der som hovedregel heller

ikke får deres blivende bolig som 18 årig, men som selv har evnerne til at stå for mobiliteten.

Samtidig skal man være opmærksom på, at ud over de større byer er der i mange kommuner ledige

almene boliger samt ældre og handicapboliger, hvor der er en betydelig tomgangsleje. Dette gælder

også for det private boligmarked. Samfundsøkonomisk vil det være et gode at få disse boliger i spil, i

stedet for at bygge nyt ved siden af boliger med tomgang.

Den nuværende situation betyder ikke, at der ikke bliver arbejdet socialfagligt med de borgere, der

har brug for et midlertidigt tilbud, enten fordi problemstillingen kun er af midlertidig karakter eller fordi

det er vigtigt at få et overblik over, hvad borgeren reelt magter selv. Problemet opstår, når borgeren

ikke vil videre, enten fordi en flytning koster penge, eller fordi borgeren er tryg ved de vante omgivel-

ser. Imidlertid betyder det, at borgeren vedvarende opholder sig i eksempelvis et bofællesskab, hvor

indsatsen er væsentlig større, end det borgeren har brug for. Det betyder, at man fastholder handi-

cappede, psykisk sårbare og særlig udsatte i omgivelser, som ikke fordre rehabilitering og magt over

egen tilværelse. Når vi taler om en indsats primært som § 85 støtte i et § 107 tilbud, taler vi især om

borgere med større psykiatriske problemer, sent udviklede og udviklingshæmmede med en mindre til

moderat funktionsnedsættelse samt borger med autismespektrumsforstyrrelser.

Det kunne derfor være hensigtsmæssigt at anvende almennyttige boliger (familieboliger), ældre og

handicapboliger samt private udlejningsboliger til formålet.

Det er der også mulighed for med den nuværende lovgivning. Dog er der en række forudsætninger.

Det er mulighed for at leje boliger til formålet hos private udlejere, men det forudsætter, at kommunen

følger Økonomi og indenrigsministeriets regler om deponering, jvf. bekendtgørelse om kommunernes

låntagning og meddelelse af garantier m.v. § 6.

Deponeringsreglerne har til formål at sidestille kommuners indgåelse af leje- og leasingaftaler, der

træder i stedet for kommunale anlægsaktiviteter med optagelse af lån. Det vil sige, at hvis en kom-

mune vælger at indgå et lejemål i stedet for selv at bygge, så skal kommunen indsætte et beløb, der

svarer til værdien af det lejede på en spærret konto. På den måde sikres det, at der sker den samme

belastning af den kommunale økonomi, uanset om kommunen bygger eller lejer. Reglerne tjener bl.a.

til, at kommuners fremtidige finansielle råderum ikke i uhensigtsmæssigt omfang beslaglægges af

låne-, leje- og leasingaftaler truffet af siddende kommunalbestyrelser. Hermed skabes incitament til

langsigtet planlægning, da man undgår uhensigtsmæssig omfordeling mellem generationer. Endvi-

dere sikrer deponeringsforpligtelsen, at det ikke er ønsket om en kortsigtet likviditetsgevinst, som er

den motiverende faktor for at indgå aftaler med en privat part om leje og leasing.

Bestemmelserne giver god mening for den lange række af anlæg, som en kommune driver. Imidlertid

gør der sig noget andet gældende på boligområdet, idet der samtidig med, at der er en udgift vil være

lejeindtægt.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 218: Frikommunernes forsøgsansøgninger i anden ansøgningsrunde af Frikommuneforsøg II, fra økonomi- og indenrigsministeren

Ved almennyttigt byggeri er reglerne endvidere pt. at udgiften til byggeriet deles i en kommunal del

på 10 %, beboerindskud 2 % og belåning 88 %. Herudover kan der laves servicearealer, som er en

kommunal udgift, dog med en statslig tilskudsmulighed.

Deponeringsfritagelsen går på de 90 % af beløbet for boligdelen samt at der for servicearealerne de-

poneres. Der kan ligge en overvejelse i at lave en 100 % deponeringsfritagelse af administrative år-

sager og fordi rest beløbene bliver forholdsvis små.

Af ovenstående årsager er det frikommunenetværkets holdning at der med ansøgningen ikke sker et

brud med intensionerne med deponeringsreglerne.

For almennyttige boliger er det også muligt i dag at udskille nogle boliger som et erhvervslejemål,

men det forudsætter at statslig ydelsesstøtte til boligerne betales tilbage og ydelsesstøtten kan ikke

genetableres, jvt. Almenboligloven kapitel 12, §163 stk. 3. Det forudsætter også at kommunen følger

Økonomi og indenrigsministeriets regler om deponering, jvf. bekendtgørelse om kommunernes lån-

tagning og meddelelse af garantier m.v. § 6.

Forslaget går derfor ud på, at kunne anvende disse boliger uden deponering og uden bortfald af ydel-

sesstøtte.

Reglerne vedrørende indsatsen med primært § 85 støtte i en midlertidige boliger efter § 107 ændres

ikke, hvilket betyder, at det selvfølgelig kun er borgere, der kan få støtte i et § 107 botilbud, der kan

anvende tilbuddet.

De lovgivningsmæssige ændringer i forsøget er derfor:



Den private lejelovgivning er ikke til hinder for, at en kommune lejer private udlejningsboliger

med henblik på, at etablere tilbud efter serviceloven, herunder § 107 botilbud. Derimod udlø-

ser det deponeringspligt efter bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af

garantier m.v. § 6. Deponeringspligten henhøre under Økonomi og indenrigsministeriet.

Forsøget går på, at der på dette specifikke område ikke skal deponeres efter bekendt-

gørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. § 6, ved frikom-

munerne leje af private udlejningsboliger til formålet, altså en § 107 bolig.

De eksisterende regler giver kommunen mulighed for at anvende ledige boliger i en almen

afdeling som § 107 botilbud. Umiddelbart indebærer dette, at ydelsesstøtten bortfalder og bo-

ligerne udskilles, som en særlig afdeling, jvt. Almenboligloven kapitel 12, §163, stk. 3. Herud-

over udløser det deponeringspligt efter bekendtgørelse om kommunernes låntagning og

meddelelse af garantier m.v. § 6. Deponeringspligten henhøre under Økonomi og indenrigs-

ministeriet. Forholdet mellem kommunen og boligforeningen baseres på en erhvervslejekon-

trakt.

Forsøget går på en ordning, der giver frikommunerne mulighed for ved et erhvervsleje-

mål at leje almene boliger og anvende dem som § 107 botilbud uden bortfald af ydel-

sesstøtte og udskillelse i en særlig afdeling, jvt. Almenboligloven kapitel 12, §163, stk.

3, lig de regler, der gælder for kommuners anvendelse af almene boliger til bofælles-

skaber til særlige sociale grupper.

Forsøget går endvidere på, at der ikke på dette specifikke område skal deponeres efter

bekendtgørelse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. § 6 ved-

rørende frikommunernes leje af ledige boliger i en almen afdeling.



Forslag 3: Brug af almene boliger (familieboliger) samt ældre og handicapboliger til § 108 til-

bud

Tendensen til at der især er opført ældre og handicapboliger efter almenboligloven og ikke så mange

botilbud efter § 108 i de senere år betyder ikke, at borgerne får et dårligere tilbud. Der er tværtimod

sikkerhed for vedligeholdelse af bygningerne, og det har også været muligt at udskifte nogle af de §

108 boliger, der har haft fællesbadeværelser, samt meget små boliger med en moderne boligstan-

dard. Socialtilsynene har også været aktive i at påpege, at boligstandarden på nogle af § 108 tilbud-

dene, har været for ringe.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 218: Frikommunernes forsøgsansøgninger i anden ansøgningsrunde af Frikommuneforsøg II, fra økonomi- og indenrigsministeren

Der kan på sigt dog opstå det problem, at § 108 botilbud bliver en mangelvare, og at der eksempelvis

samtidig er brugbare boliger med tomgang, der ikke kan bruges og indrettes til formålet.

Når vi taler om målgruppen til en vedvarende bolig efter § 108 i sociallovgivningen taler vi om psykisk

syge, udviklingshæmmede, hjerneskadede og autismespektrumsforstyrrelser med meget væsentlige

funktionsnedsættelser.

Indholdet af et § 108 tilbud berøres ikke af forslaget. Det er i den forbindelse vigtigt at socialtilsynene

skal godkende om bygningerne er egnet til et § 108 tilbud af en given karakter. Forslaget går udeluk-

kende på, at en bolig får mulighed for at ændre status og ikke en sænkelse af serviceniveau, hverken

indholdsmæssigt eller bygningsmæssigt.

I princippet kan kommunerne godt gennemføre ovenstående med nuværende lovgivning, hvilket dog

betyder, at for den almennyttige sektor skal ydelsesstøtten betales tilbage og kan ikke genetableres,

jvt. Almenboligloven kapitel 12, §163 stk. 3. Herudover udløser det deponeringspligt efter bekendtgø-

relse om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier m.v. § 6. Deponeringspligten henhøre

under Økonomi og indenrigsministeriet.