SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 148: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Mellemkommunal refusion ved efterværn), fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 148
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område

(Mellemkommunal refusion ved efterværn)

§1

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1345 af

23. november 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 1543 af 13. december 2016, foretages følgende

ændring:

§ 9 c, stk. 4,

affattes således:

»Stk.

Opholdskommunen har ret til refusion fra den kommune, der har truffet afgørelse om

anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den

unge efter § 76, stk. 3, i lov om social service. Når den kommune, der har truffet afgørelse om

anbringelsen, selv har haft ret til refusion efter § 9 c, stk. 6, ydes refusionen dog af den kommune,

der var refusionspligtig under anbringelsen.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 2.

En kommunalbestyrelse har ikke pligt til at rejse krav om tilbagebetaling af

mellemkommunal refusion, som kommunen tidligere har betalt til en anden kommune under

henvisning til den hidtil gældende § 9 c, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område, hvis kravet skyldes, at der ikke forud for refusionsbetalingen har været betalt

refusion efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 3

Hvis en kommune efter lovens ikrafttræden modtager tilbagebetaling af mellemkommunal

refusion, som kommunen tidligere har betalt til en anden kommune under henvisning til den hidtil

gældende § 9 c, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og hvis

tilbagebetalingen skyldes, at der ikke forud for refusionsbetalingen har været betalt refusion efter §

9 c, stk. 2, nr. 6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal den kommune,

der modtager tilbagebetalingen, samtidig betale et beløb svarende til det beløb, der er tilbagebetalt

til den kommune, der oprindelig har modtaget refusionen.

Stk. 4.

Hvis en kommune inden lovens ikrafttræden har modtaget tilbagebetaling som anført i stk. 3,

skal kommunen inden 1. oktober 2017 betale et tilsvarende beløb til den kommune, der oprindelig

har modtaget refusionen.

Stk. 5.

Hvis en ung indtil det fyldte 18. år har været anbragt uden for hjemmet i en anden kommune

end den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, skal sidstnævnte kommune inden den

1. oktober 2017 betale et beløb til den kommune, hvor foranstaltningen efter § 76, stk. 3, i lov om

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 148: Lovudkast - udkast til forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Mellemkommunal refusion ved efterværn), fra børne- og socialministeren

social service finder sted. Der skal alene ske betaling efter 1. pkt., hvis den kommune, hvor

foranstaltningen finder sted, for en periode inden lovens ikrafttræden ikke har modtaget

mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 4, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område, og hvis baggrunden herfor er, at der ikke indtil den unges fyldte 18. år har været betalt

refusion efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Beløbet efter 1. pkt. opgøres til samme beløb som den mellemkommunale refusion ville udgøre for

den i 2. pkt. nævnte periode beregnet efter § 9 c, stk. 4, i lov om retssikkerhed på det sociale område

som affattet ved denne lovs § 1, jf. § 9 c, stk. 1 og 9, i lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Gældende ret

2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.3. Den foreslåede ordning

3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. De administrative konsekvenser for borgerne

6. De miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Ankestyrelsen har den 8. december 2016 truffet en principafgørelse 87-16 vedrørende mellemkommunal

refusion i sager om efterværn til unge mellem 18 og 22 år.

Afgørelsen indebærer, at der som udgangspunkt ikke er adgang til mellemkommunal refusion for den

kommune, hvor en ung er i efterværn, uanset om den unge indtil det 18. år har været anbragt uden for

hjemmet af en anden kommune. Hvis f.eks. kommune A har anbragt en ung under 18 år i kommune B, og

hvis der efter den unges 18. år træffes afgørelse og efterværn for den unge, har kommune B således som

udgangspunkt ikke ret til refusion fra kommune A for udgifterne vedrørende den unge under efterværnet.

Hensigten med den gældende bestemmelse ses imidlertid efter forarbejderne hertil at være, at

opholdskommunen under efterværnet for en ung mellem 18 og 22 år skal have ret til mellemkommunal

refusion fra den kommune, der var den unges opholdskommune indtil det fyldte 18. år, når den unge indtil

det 18. år har været anbragt i en anden kommune end den, der traf afgørelse om anbringelsen..

Der har også tidligere været truffet principafgørelser, der lagde til grund, at der var adgang til

mellemkommunal refusion i disse tilfælde. Disse afgørelser er imidlertid kasseret med den nu foreliggende

principafgørelse og gælder ikke længere.

Omkring halvdelen af alle anbringelser af børn 16-17-årige uden for hjemmet skete ultimo 2015 i en anden

kommune end den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen. Det kan derfor antages, at noget

tilsvarende kan gøre sig gældende for unge, der er i efterværn.

Den nu gældende praksis vedrørende mellemkommunal refusion ved efterværn vurderes derfor at have

betydning for omkring halvdelen af alle efterværnssager.

Ændringen i forhold til den hidtidige opfattelse vurderes at kunne indebære byrdefordelingsmæssige

konsekvenser for kommunerne. Det skyldes, at der er en ulige fordeling mellem kommunerne i antallet af

unge, der er anbragt af andre kommuner.

Med lovforslaget foreslås det fremadrettet at genoprette den retstilstand, der oprindeligt vurderes at have

været lovgivers hensigt, og som hidtil har været opfattet som gældende ret.

Det foreslås således, at når en ung umiddelbart inden det fyldte 18. år har været anbragt uden for hjemmet,

har den kommune, hvor den unge er i efterværn efter det fyldte 18. år, ret til mellemkommunal refusion fra

den anbringende kommune for sine udgifter vedrørende den unge efter de sociale og beskæftigelsesmæssige

love, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1. Hvis f.eks. kommune A har anbragt en ung under 18 år

i kommune B, og hvis kommune B træffer afgørelse om efterværn fra eller efter den unges 18. år, har

kommune B efter forslaget ret til refusion fra kommune A for udgifterne vedrørende den unge under

efterværnet.

Det fremgår af den foreliggende principafgørelse, at der er tale om en ændring af tidligere praksis, og at

afgørelsen ikke kun har virkning fremadrettet fra tidspunktet for offentliggørelsen. Ændringen vurderes

derfor også at kunne indebære bagudrettede byrdefordelingsmæssige konsekvenser for kommunerne i form

af tilbagebetaling af mellemkommunal refusion, der tidligere er betalt ud fra den opfattelse, at den unges

opholdskommune havde ret til refusion for udgifter under efterværnet.

Med lovforslaget foreslås tillige at neutralisere sådanne bagudrettede byrdefordelingsmæssige konsekvenser

for kommunerne.

Det foreslås således, at kommuner, der anmoder om og modtager tilbagebetaling af tidligere betalt refusion

under henvisning til den ændrede praksis, samtidig skal betale et tilsvarende beløb til den kommune, hvor

efterværnet finder sted. På den måde bliver der ikke noget økonomisk grundlag for kommunerne til at rejse

tilbagesøgningskrav vedrørende allerede betalt refusion. Kommunerne stilles under alle omstændigheder

økonomisk på samme måde, som hvis der ikke var sket en praksisændring. Der er hermed ikke nogen

anledning for kommunerne til at rejse tilbagesøgningskrav mod hinanden, og hensigten er, at kommunerne

ikke skal rejse sådanne krav. Med forslaget undgås hermed samtidigt administrative byrder for kommunerne

ved at skulle gennemgå ældre sager og rejse og behandle tilbagebetalingskrav.

2. Lovforslagets hovedindhold

2.1. Gældende ret

Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, forbliver den anbringende kommune opholdskommune

for den unge, indtil den unge fylder 18 år. Dette følger af § 9 a, stk. 4, 2. pkt., i retssikkerhedsloven. Det

gælder, uanset om anbringelsen sker i en anden kommune. Det er hermed den anbringende kommune, der

både yder og finansierer hjælpen til barnet under anbringelsen.

Dog gælder efter lovens § 9 c, stk. 6, at opholdskommunen har ret til refusion, når en person får ophold i

tilbud som nævnt i stk. 2, 4 og 5, herunder anbringelsessteder for børn og unge, og den tidligere

opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte

gribes ind. I disse tilfælde vil den anbringende kommune yde hjælpen, mens den tidligere kommune

finansierer anbringelsen ved refusion efter § 9 c, stk. 6.

Ovenstående gælder børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet efter den 30. juni 2003. Børn og unge

under 18 år anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003 har under anbringelsen opholdskommune i den

kommune, der den 30. juni 2003 var opholdskommune for barnet eller den unge. Denne kommune har ret til

refusion fra en tidligere opholdskommune, som var refusionspligtig den 30. juni 2003 for udgifter til

anbringelsessteder for børn og unge efter lov om social service (serviceloven). Dette følger af § 4, stk. 4, i

lov nr. 1168 af 19. december 2003.

Ved det 18. år får den unge opholdskommune i den kommune, hvor den unge bor eller opholder sig. Det

gælder også, hvis der iværksættes efterværn for den unge i en periode mellem det 18. og 22. år efter § 76,

stk. 3, serviceloven f.eks. i form af opretholdt døgnophold på et anbringelsessted. En unge skifter altså som

udgangspunkt opholdskommune ved det 18. år, hvis den unge har været anbragt i en anden kommune end

den anbringende kommune. Det gælder dog ikke, hvis den unge på dette tidspunkt vælger at flytte tilbage til

den anbringende kommune.

I servicelovens § 76 er der fastsat regler om tilbud til unge fra 18 til 22 år (efterværn). I § 76, stk. 3, er

fastsat, at for unge, der er eller var anbragt uden for hjemmet i et anbringelsessted efter reglerne i

servicelovens kapitel 11 umiddelbart inden det fyldte 18. år, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om

en af følgende efterværnsforanstaltninger: Den unges døgnophold på et anbringelsessted opretholdes, den

unge får en fast kontaktperson, der etableres en udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted eller den

unge tildeles andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig

tilværelse for den unge.

Kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune skal senest 6 måneder forud for ophør af en anbringelse

ved det fyldte 18. år træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for efterværn efter § 76 i serviceloven

og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. Kommunalbestyrelsen skal

forinden da i samarbejde med den unge have revideret handleplanen og herunder have taget stilling til den

unges videre forløb med hensyn til uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold. Hvis en ung i

alderen 18 til 22 år indtil sit fyldte 18. år har været anbragt i en anden kommune end sin opholdskommune,

og dermed som udgangspunkt skifter opholdskommune ved det fyldte 18 år, skal den hidtidige

opholdskommune forud for skiftet oversende den unges reviderede handleplan til den nye opholdskommune.

Den nye opholdskommune skal inden 30 dage efter modtagelsen af handleplanen træffe afgørelse om,

hvorvidt den unge har behov for støtte efter servicelovens § 76, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke

foranstaltninger, der skal iværksættes. Regler herom er fastsat i § 68, stk. 12-14, i serviceloven. Det er

således den unges nye opholdskommune ved det fyldte 18. år, der i forlængelse af modtagelsen af den unges

handleplan fra den hidtidige opholdskommune træffer afgørelse om efterværn efter servicelovens § 76, stk.

3, hvis den unge har behov herfor.

I den gældende retssikkerhedslovs § 9 c, stk. 4, er fastsat, at når opholdskommunen har ret til refusion efter

stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion, hvis der iværksættes foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i lov om

social service.

Bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, blev indført (som § 9 c, stk. 3) ved lov nr. 1168 af 19.

december 2003, der trådte i kraft den 1. januar 2004.

Om indholdet af bestemmelsen fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, L 18, jf. Folketingstidende 2003-

04 tillæg A side 515.

”Der er i § 9 c, stk. 3, indsat en bestemmelse, hvorefter opholdskommunen kan kræve refusion for udgifterne

til udslusningsordninger (efterværn) efter servicelovens § 62 a, stk. 3, (nu § 76, stk. 3) fra den kommune,

som var den unges opholdskommune før det 18 år. Udgifterne afholdes således af den kommune, som traf

afgørelse om anbringelse, når dette er sket efter 30. juni 2003. I andre tilfælde afholdes udgifterne af den

kommune, som var den unges opholdskommune den 30. juni 2003 i overensstemmelse med

overgangsbestemmelsen i lov nr. 397 af 28. maj 2003.”

Ankestyrelsen har tidligere truffet et antal principafgørelser, hvor det er lagt til grund, at der er ret til refusion

ved efterværn, jf. afgørelserne R-7-05, R-6-06, 64-14 og 87-13.

Sprogligt set vil der dog ikke være tale om, at en refusion ”fortsætter”, som lovens ordlyd - ”når

opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til refusion” - angiver, idet den

oprindelige opholdskommune ikke vil have betalt refusion, inden den unge fyldte 18 år. Indtil dette tidspunkt

har den anbringende kommune som opholdskommune selv direkte afholdt udgifterne som

betalingskommune, mens det først, efter den unge er fyldt 18 år, bliver den kommune, hvor den unge

opholder sig i efterværn, der - i første omgang – afholder udgiften til hjælp til den unge.

Ankestyrelsen har den 8. december 2016 på baggrund af lovens ordlyd truffet en principafgørelse 87-16, der

ændrer hidtidig praksis og indebærer, at der ikke er adgang til mellemkommunal refusion for den kommune,

hvor en ung er i efterværn, medmindre der er tale om fortsat refusion, dvs. at den en tidligere kommune ikke

blot har finansieret anbringelsen for den unge indtil det 18. år, men at denne finansiering er sket i form af

mellemkommunal refusion.

I principafgørelse 87-16 anføres bl.a.:

”Der er i loven indsat en særregel, der dækker de særlige tilfælde, hvor den unge var anbragt uden for

hjemmet frem til det 18. år, og opholdskommunen havde ret til refusion for anbringelsesudgifterne. I de

situationer har opholdskommunen også ret til refusion for udgifterne under efterværn.

Ordlyden i refusionsbestemmelsen om efterværn kan ikke fortolkes udvidet. En ny opholdskommune har

derfor ikke ret til refusion for udgifter til efterværn m.v., hvis der ikke var ret til refusion under

anbringelsen.”

Endvidere tilkendegives, at afgørelsen vil have virkning også bagudrettet. Det anføres bl.a.:

”Denne principafgørelse er en ændring af Ankestyrelsens tidligere praksis. Ankestyrelsens principafgørelser

har som udgangspunkt virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen. Undtagelse herfra er, hvis der tidligere

har været tale om en forkert fortolkning af loven (en retsvildfarelse) eller ulovlig praksis. På baggrund af en

fortolkning af bestemmelsen og forarbejderne, må den tidligere praksis anses for at være baseret på en

retsvildfarelse.

Som konsekvens af praksisændringen skal Ankestyrelsen tage stilling til, om der er grundlag for at

genoptage sager, hvor et nævn eller Ankestyrelsen har pålagt en kommune at betale refusion efter tidligere

praksis.”

Ankestyrelsen har samtidig kasseret ovennævnte tidligere principafgørelser under henvisning til ”at de

vedrører situationer, hvor der ikke på noget tidspunkt har været ret til refusion”.

Gældende ret er herefter, at der alene er ret til refusion i forbindelse med efterværn, hvis den kommune, hvor

efterværnet foregår, har modtaget refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 6, under anbringelsen

før den unge fyldte 18 år. Det vil kunne være tilfældet i visse sager, hvor anbringelsen er sket før 1. juli

2003. Derimod vil der ikke være betalt refusion under anbringelsen ved anbringelse af et barn eller en ung

under 18 år i en anden kommune efter den 30. juni 2003, idet den anbringende kommune i alle sager af

denne art vil have været opholdskommune under anbringelsen og dermed direkte har afholdt udgifterne hertil

og således ikke har finansieret anbringelsen ved at betale refusion til en anden kommune.

Betaling af refusion kan dog aftales efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 12. Efter denne bestemmelse kan

kommunerne uden for de tilfælde, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2-6, indbyrdes aftale, at en

tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifterne til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det

fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.

2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Den skete ændring af praksis indebærer, at en kommune, der har anbragt et barn uden for hjemmet i en anden

kommune efter den 30. juni 2003, fremadrettet ikke er forpligtet til at betale udgifter vedrørende den unge,

hvis der iværksættes eller er iværksat efterværn for den pågældende efter servicelovens § 76, stk. 3, i

forlængelse af anbringelsen. Alle udgifter vedrørende den unge vil således overgå til den kommune, hvor

efterværnet foregår. Det samme vil være tilfældet, hvis et barn har været anbragt i sin hidtidige

opholdskommune indtil det 18 år, og der etableres efterværn i en anden kommunen efter servicelovens §

176, stk. 3.

Det vurderes samtidig, at ændringen betyder, at kommuner, i forhold til hvilke Ankestyrelsen tidligere har

truffet afgørelse om pligt til betaling af mellemkommunal refusion, kan anmode om at få afgørelsen

genoptaget, med henblik på at der træffes en afgørelse efter den nye praksis, og at betalingspligten dermed

kan bortfalde bagudrettet, og kommunen kan kræve det betalte tilbage.

Endelig vurderes afgørelsen at indebære, at kommuner, der har betalt mellemkommunal refusion under

efterværn, uden at sagen har været behandlet i Ankestyrelsen, tilsvarende kan kræve en betalt refusion

tilbagebetalt i overensstemmelse med den nu gældende retstilstand.

Det er dog i forældelseslovens § 3 fastsat, at forældelsen er 3 år, medmindre andet følger af andre

bestemmelser. Udgangspunktet vil således være, at tilbagesøgningskrav vedrørende betalt refusion under

efterværn ikke kan kræves for en længere periode end 3 år.

Der findes ikke data, der direkte belyser, i hvilke typer af kommuner efterværnet foregår for de unge, der før

efterværnet har været anbragt uden for hjemmet.

Beregninger foretaget af Børne- og Socialministeriet på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata fra

Anbringelsesstatistik for 2015 viser, at omkring halvdelen af alle unge 16-17-årige, der var anbragt uden for

hjemmet ultimo 2015 var anbragt i en anden kommune end den kommune, der havde truffet afgørelse om

anbringelsen. Det kan derfor antages, at noget tilsvarende kan gøre sig gældende for antallet af unge, der er i.

Ændringen af retstilstanden vedrørende mellemkommunal refusion ved efterværn vurderes derfor at kunne

have betydning for omkring halvdelen af alle efterværnssager fremadrettet. Samtidig vil omfanget af sager,

hvor kommuner kan rejse tilbagebetalingskrav mod en anden kommune af allerede betalt refusion være af et

tilsvarende omfang.

De kommuner, der har forholdsmæssigt mange unge anbragt fra andre kommuner, vil typisk skulle

tilbagebetale større beløb, end de selv vil kunne gøre krav på fra andre kommuner, mens kommuner, der

primært har anbragt mange unge i andre kommuner, vil kunne opnå en økonomisk gevinst ved at rejse

tilbagebetalingskrav.

Det vurderes, at der kan blive tale om betydelige beløb. Antallet af børn, der er anbragt i kommunerne efter

afgørelse fra andre kommuner vurderes at være ulige fordelt. Det vurderes således, at det hyppigere

forekommer, at en bykommune anbringer et barn uden for hjemmet i en landkommune, end at det omvendte

forekommer.

Beregninger foretaget af Børne- og Socialministeriet på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata baseret

på Anbringelsesstatistikken for 2015 viser, at andelen af 16-17-årige unge anbragt ultimo 2015 af

bykommuner i egen kommune var 44 pct., mens andelen for mellemkommuner var 47 pct. For

landkommuner var andelen 57 pct. og for yderkommuner var den 61 pct. Bykommunerne anbringer således

den største andel af unge i andre kommuner. Beregningerne viser endvidere, at af de anbragte unge, der var

anbragt i en anden kommune end den anbringende var 28 pct. anbragt i en landkommune og 72 pct. anbragt i

enten mellem- land- eller yderkommuner. Det antages, at der kan være en tilsvarende fordeling af unge, der

er i efterværn i forlængelse af en anbringelse i en anden kommune, end den, der traf afgørelse om

anbringelsen. Om grupperingen af kommuner henvises til ”Det danske landdistriktsprogram 2007-2013,

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2008.

På den baggrund forventes ændringen af praksis at indebære betydelige og upåregnelige

byrdefordelingsmæssige forskydninger mellem kommunerne, hvor nogle kommuner vil opleve en

økonomisk belastning, mens andre kan have krav på at modtage betydelige beløb i tilbagebetaling og

fremtidig sparet betaling af refusion. Hensigten med den gældende bestemmelse i retssikkerhedslovens § 9 c,

stk. 4, om mellemkommunal refusion ved efterværn vurderes, som det fremgår af afsnit 2.1., at have været,

at den kommune, der har anbragt en ung uden for hjemmet, skal være betalingskommune også under

efterværn, og at den kommune, hvor efterværnet finder sted, således skal have refusion for sine udgifter.

Dette har indtil den nu foreliggende principafgørelse været opfattet som gældende ret, og kommunerne har

økonomisk og handlemæssigt indrettet sig herpå.

Den nye retstilstand vil indebære, at kommuner med mange anbringelsessteder for børn og unge, vil skulle

afholde de økonomiske udgifter til hjælp til de af de unge, hvor der efterfølgende træffes afgørelse om

efterværn i kommunen efter servicelovens § 76, stk. 3. En følge heraf kan tillige være en negativ indvirkning

på kommunernes incitament til at etablere eller opretholde anbringelsessteder for børn og unge.

Det findes på den baggrund afgørende at genoprette den retstilstand, der har været vurderes at være lovgivers

hensigt med retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, og som hidtil har været opfattet som gældende ret; det vil sige

at der skal betales refusion for efterværn.

Det findes endvidere afgørende, at ændringen af praksis ikke kommer til at påvirke den økonomiske

byrdefordeling mellem kommunerne bagudrettet eller indebære administrative byrder for kommunerne i

form af gennemgang af ældre sager og rejsning og behandling af tilbagebetalingskrav.

2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås på baggrund af ovenstående fremadrettet at indføre ret til mellemkommunal refusion for den

unges opholdskommune efter det fyldte 18. år, når en ung indtil det fyldte 18. år har været anbragt uden for

hjemmet, og der ved eller efter det 18. år iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i

serviceloven.

Det foreslås, at refusionen betales af den kommune, der traf afgørelsen om anbringelsen af barnet eller den

unge uden for hjemmet..

For de tilfælde, hvor den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse selv har haft ret til refusion efter

retssikkerhedslovens § 9c, stk. 6, på grund af en tidligere kommunes passivitet foreslås dog, at refusionen

betales af den kommune, der var refusionspligtig under anbringelsen.

Den foreslåede ordning indebærer, at det i alle tilfælde vil være den kommune, der har afholdt udgiften til

anbringelsen, der afholder udgifter under efterværn efter servicelovens § 76, stk. 3

Det foreslås, at lovændringen træder i kraft den 1. juli 2017.

Det foreslås samtidig at neutralisere de byrdefordelingsmæssige konsekvenser som den ændrede retstilstand

bagudrettet måtte medføre for kommunerne

Den ordning, der foreslås, er, at kommuner, der anmoder om og modtager tilbagebetaling af tidligere betalt

refusion under henvisning til den ændrede praksis, samtidig skal betale et tilsvarende beløb til den kommune,

hvor efterværnet finder sted. På den måde fjernes det økonomisk grundlag for kommunerne til at rejse krav

om tilbagebetaling af allerede betalt refusion. Kommunerne stilles under alle omstændigheder økonomisk på

samme måde, som hvis der ikke var sket en praksisændring. Samtidig foreslås udtrykkeligt fastsat, at

kommunerne ikke har pligt til at rejse krav om tilbagebetaling af modtaget refusion under henvisning til den

ændrede praksis Hensigten med forslaget er således ikke, at kommunerne faktisk skal rejse

tilbagebetalingskrav og derefter betale neutraliseringsbeløb, at men derimod, at kommunerne hverken har

pligt eller anledning til at rejse sådanne krav. Med forslaget undgås hermed også administrative byrder for

kommunerne i form af gennemgang af ældre sager og rejsning og behandling af tilbagebetalingskrav.

Denne ændring vil gælde for krav, der rejses efter lovændringens ikrafttræden.

Forslaget indeholder endelig bestemmelser, der skal neutralisere de byrdefordelingsmæssige konsekvenser,

der måtte opstå for kommunerne som følge af tilbagebetalingskrav, der rejses inden den foreslåede

lovændrings ikrafttræden, eller afslag fra kommuner på at betale refusion inden lovændringens ikrafttræden

under henvisning til praksisændringen.

Det foreslås således, at den anbringende kommune i disse tilfælde inden den 1. oktober 2017 skal betale et

neutraliseringsbeløb til den kommune, hvor efterværnet finder sted. Beløbet skal svare til den refusion, der

ville skulle betales efter den foreslåede nye refusionsbestemmelse i retssikkerhedslovens § 9, stk. 4.

3. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget medfører ikke merudgifter for det offentlige.

Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for stat eller regioner.

Den skete ændring af praksis forventes at kunne indebære byrdefordelingsmæssige konsekvenser mellem

kommunerne. Der henvises herom til afsnit 2.2. om Børne- og Socialministeriets overvejelser.

Sådanne fordelingsmæssige konsekvenser neutraliseres ved det foreliggende forslag. Kommunerne stilles

med forslaget indbyrdes økonomisk, som det har været tilsigtet med den gældende lovbestemmelse, og som

kommunerne hidtil har antaget at være stillet.

Lovforslaget forventes således ikke at have økonomiske konsekvenser for kommunerne som helhed. De

økonomiske konsekvenser af lovforslaget skal dog forhandles med KL.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 3. til den 20. februar 2017 været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Ankestyrelsen, BDO Kommunernes Revision, BUPL - Forbundet af Pædagoger og Klubfolk,

Børn og Familier, Børnesagens Fællesråd, Børne og kulturchefforeningen, Børns Vilkår, Børnerådet, Danske

Advokater, Dansk Socialrådgiverforening, Deloitte, EY, Fabu, Foreningen af Socialchefer i Danmark,

ForældreLANDSforeningen (FBU), FSR – danske revisorer, Institut for Menneskerettigheder, KL,

Landsforeningen Bopam, Landsforeningen af Socialpædagoger, Livsværk, LOS, Plejefamiliernes

Landsforening, PricewaterhouseCoopers, Red Barnet, Rigsrevisionen, Røde Kors, Rådet for Socialt Udsatte,

Socialpædagogernes Landsforbund, TABUKA, Ungdommens Vel, Ungdomsringen, Ungdommens Røde

Kors.

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Neutralisering

byrdefordelingsmæssige

Negative

konsekvenser/merudgifter

af Neutralisering

byrdefordelingsmæssige

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Miljømæssige konsekvenser

Administrative konsekvenser for

borgerne

Forholdet til EU-retten

ændringer mellem kommunerne.

Ingen

ændringer mellem kommunerne.

Ingen

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås klart fastsat i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, at når en ung umiddelbart inden det fyldte 18. år

har været anbragt uden for hjemmet, har den kommune, der er opholdskommune efter den unges fyldte 18.

år, ret til mellemkommunal refusion fra den anbringende kommune efter for udgifter efter

retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, hvis der iværksættes efterværn for den unge efter § 76, stk. 3, i

serviceloven.

Eksempel: Kommune A har i 2008 anbragt en ung under 18 år i et anbringelsessted i kommune B. A er

opholdskommune for den unge, indtil denne fylder 18 år. Det følger af § 9 a, stk. 4, i retssikkerhedsloven.

Kommune A er således betalingskommune for udgifter vedrørende den unge under anbringelsen.

Anbringelsen varer, indtil den unge fylder 18 år. Ved det fyldte 18. år, f.eks. i 2018, vælger den unge at blive

boende i kommune B, og dermed bliver kommune B opholdskommune. Det følger af retssikkerhedslovens §

9, stk. 2. Det viser sig, at den unge har behov for efterværn efter servicelovens § 76, stk. 3, f.eks.

opretholdelse af døgnopholdet, og kommune B træffer afgørelse herom. Den foreslåede bestemmelse

indebærer, at kommune B har ret til mellemkommunal refusion fra kommune A for sine udgifter vedrørende

den unge efter de love, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1, herunder udgifterne til efterværn

efter serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse forudsætter ikke, at afgørelsen om efterværn træffes i umiddelbar forbindelse

med, at den unge fylder 18 år. Refusionspligten vil også gælde, hvis afgørelse om efterværn træffes på et

senere tidspunkt, mens den unge er i alderen fra 18 til 22 år.

Bestemmelsen gælder som efter tidligere Ankestyrelsespraksis også de tilfælde, hvor et barn eller en ung har

været anbragt i sin hidtidige opholdskommune indtil det 18 år, og der etableres efterværn i en anden

kommunen efter servicelovens § 176, stk. 3, eller hvor et barn af kommune A har været anbragt i kommune

B, mens efterværn efter servicelovens § 76, stk.3, efter det 18. år finder sted i kommune C.

Den foreslåede bestemmelse gælder, uanset om afgørelse om anbringelsen er truffet før den 1. juli 2003.

Også i disse tilfælde skal refusion betales af den anbringende kommune. Barnets eller den unges

opholdskommune under anbringelsen er i disse tilfælde den kommune, der var opholdskommune for barnet

eller den unge den 30. juni 2003, jf. § 4, stk. 4, 1. pkt., i lov nr. 1168 af 19. december 2003. Hvis denne

kommune har truffet afgørelse om anbringelsen, er det denne kommune, skal betale mellemkommunal

refusion under efterværnet efter servicelovens § 76, stk. 3. Hvis en tidligere opholdskommune har truffet

afgørelse om anbringelsen, vil det være denne tidligere opholdskommune - der også har betalt refusion for

anbringelsesudgifterne under anbringelsen efter § 4, stk. 4, 2. pkt., i lov nr. 1168, der skal betale

mellemkommunal refusion under efterværnet.

Den foreslåede formulering af retssikkerhedslovens § 9, stk. 4, gælder for efterværn, der foregår efter

ændringens ikrafttræden. Det gælder også efterværn, der er iværksat inden lovens ikrafttræden. For så vidt

angår efterværn, der er foregået inden dette tidspunkt, henvises til lovforslagets § 2 og bemærkningerne

hertil.

Til § 2

Det foreslås i lovforslagets

§ 2, stk. 1,

at den ved § 1, nr. 1, foreslåede ændring af retssikkerhedsloven træder

i kraft den 1. juli 2017. Denne lovændring vil således gælde for efterværn, der foregår fra dette tidspunkt.

Ved

§ 2, stk. 2 og 3,

foreslås en neutraliseringsordning mellem kommunerne for så vidt angår de

fordelingsmæssige konsekvenser, der bagudrettet måtte følge af ændringen af praksis ved principafgørelse

87-16.

Ved stk. 3 foreslås, at hvis en kommune rejser krav om og modtager tilbagebetaling af mellemkommunal

refusion, der er betalt af kommunen i en efterværnssag inden lovens ikrafttræden, og hvis

tilbagesøgningskravet skyldes, at der efter praksisændringen ikke har været pligt til at betale refusionen, skal

den kommune, der modtager tilbagebetalingen, samtidig betale et beløb svarende til tilbagebetalingen til den

kommune, der oprindelig har modtaget refusionen.

Ved stk. 2 foreslås, udtrykkeligt fastsat, at kommunerne ikke har pligt til at rejse krav om tilbagebetaling af

mellemkommunal refusion, som er betalt i efterværnssager, og hvor kommunen efter den skete

praksisændring kraft ikke har haft pligt til at betale refusionen.

Formålet med forslaget er, at kommunerne stilles økonomisk på samme måde, som hvis der ikke var sket en

praksisændring. Hensigten med forslaget er ikke, at kommunerne faktisk skal rejse tilbagebetalingskrav og

derefter betale et tilsvarende beløb, at men derimod, at kommunerne hverken har pligt eller anledning til at

rejse sådanne krav.

Det vil med den foreslåede lovændring være i overensstemmelse med lovgivningen, at mellemkommunal

refusion ikke kræves tilbagebetalt i de situationer, der er omfattet af lovændringen.

Hvis en kommune faktisk måtte rejse et tilbagebetalingskrav og modtage tilbagebetaling af tidligere betalt

refusion, og kommunen derfor samtidig skal betale et tilsvarende beløb til den kommune, hvor efterværnet er

foregået, skal dette beløb konteres på samme konto på den autoriserede kontoplan for kommuner som den

modtagne tilbagebetaling af den mellemkommunale refusion. Tilsvarende skal modtagne

neutraliseringsbeløb konteres på samme konto som betaling af mellemkommunal refusion vedrørende

efterværn. Modtagne neutraliseringsbeløb skal fradrages ved opgørelsen af udgifter til efterværn ved

opgørelse af de udgifter, hvortil der kan ydes statsrefusion efter servicelovens §§ 176 og 176 a.

§ 2, stk. 3, vil gælde for tilbagebetalinger, der modtages efter lovændringens ikrafttræden.

Der henvises herom nærmere til forslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.1. og 2.2.

Der foreslås med lovforslagets

§ 2, stk. 4,

en tilsvarende bestemmelse vedrørende den situation, at en

kommune inden ikrafttrædelsen af den foreslåede lovændring allerede har modtaget tilbagebetaling af

mellemkommunal refusion i en efterværnssag med henvisning til principafgørelse 87-16.

Det foreslås, at den kommune, der har modtaget tilbagebetalingen, inden 1. oktober 2017 skal betale et

tilsvarende beløb til den kommune, hvor efterværnet har fundet sted.

Endelig indeholder lovforslagets

§ 2, stk. 5,

en bestemmelse vedrørende den situation, hvor en ungs

oprindelige opholdskommune inden ikrafttrædelsen af de foreslåede lovændringer har afslået at betale

refusion i en efterværnssag under henvisning til praksisændringen, og hvor den kommune, hvor efterværnet

finder sted eller har fundet sted, således ikke har modtaget refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4,

for en periode inden den foreslåede lovændrings ikrafttræden.

Der kan være tale om en sag, hvor der indtil praksisændringen er betalt refusion, og hvor fortsat

refusionsbetaling herefter er afslået, eller en situation, hvor afgørelse om efterværn er truffet efter

praksisændringen, men før de foreslåede lovændringer ikrafttræden, og hvor der ville være ret til refusion

efter den foreslåede § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven, hvis efterværnet var foregået efter udgangen af juni

2017.

For disse situationer foreslås, at den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, inden 1. oktober

2017 skal betale et neutraliseringsbeløb beløb til den kommune, hvor efterværnet finder sted eller har fundet

sted. Det foreslås, at neutraliseringsbeløbet svarer til det beløb, refusion efter det foreslåede § 9 c, stk. 4, i

retssikkerhedsloven ville udgøre for den pågældende periode.

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1345

af 23. november 2016, som ændret ved § 2 i lov

nr. 1543 af 13. december 2016, foretages

følgende ændring:

§ 9 c.

….

Stk. 2.

Opholdskommunen har ret til refusion,

når den tidligere kommune eller anden offentlig

myndighed har medvirket til, at en person får

ophold i

1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om

social service,

2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2,

i lov om almene boliger m.v.,

3) institutioner under sygehusvæsenet,

4) institutioner under Kriminalforsorgen,

5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet

for og kan sidestilles med boformer m.v.

under nr. 1-4,

6) anbringelsessteder for børn og unge

efter § 66 i lov om social service eller

7) døgnophold efter § 76 a i lov om social

service.

Stk. 3.

…

Stk. 4.

Når opholdskommunen har ret til

refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til

refusion, hvis der iværksættes foranstaltninger

efter § 76, stk. 3, i lov om

social service.

§ 9 c, stk. 4,

affattes således:

»Stk.

Opholdskommunen, har ret til refusion

fra den kommune, der har truffet afgørelse om

anbringelse af et barn eller en ung uden for

hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger

for den unge efter § 76, stk. 3, i lov om social

service. Når den kommune, der har truffet

afgørelse om anbringelsen, selv har haft ret til

refusion efter § 9 c, stk. 6, ydes refusionen dog

af den kommune, der var refusionspligtig under

anbringelsen.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 2.

En kommunalbestyrelse har ikke pligt til

at rejse krav om tilbagebetaling af

mellemkommunal refusion, som kommunen

tidligere har betalt til en anden kommune under

henvisning til den hidtil gældende § 9 c, stk. 4, i

lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område, hvis kravet skyldes, at der ikke

forud for refusionsbetalingen har været betalt

refusion efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale

område.

Stk. 3

Hvis en kommune på efter lovens

ikrafttræden modtager tilbagebetaling af

mellemkommunal refusion, som kommunen

tidligere har betalt til en anden kommune under

henvisning til den hidtil gældende § 9 c, stk. 4, i

lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område, og hvis tilbagebetalingen

skyldes, at der ikke forud for

refusionsbetalingen har været betalt refusion

efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, i lov om retssikkerhed

og administration på det sociale område, skal

den kommune, der modtager tilbagebetalingen,

samtidig betale et beløb svarende til det beløb,

der er tilbagebetalt til den kommune, der

oprindelig har modtaget refusionen.

Stk. 4.

Hvis en kommune inden lovens

ikrafttræden har modtaget tilbagebetaling som

anført i stk. 3, skal kommunen inden 1. oktober

2017 betale et tilsvarende beløb til den

kommune, der oprindelig har modtaget

refusionen.

Stk. 5.

Hvis en ung indtil det fyldte 18. år har

været anbragt uden for hjemmet i en anden

kommune end den kommune, der har truffet

afgørelse om anbringelsen, skal sidstnævnte

kommune inden den 1. oktober 2017 betale et

beløb til den kommune, hvor foranstaltningen

efter § 76, stk. 3, i lov om social service finder

sted. Der skal alene ske betaling efter 1. pkt.,

hvis den kommune, hvor foranstaltningen finder

sted, for en periode inden lovens ikrafttræden

ikke har modtaget mellemkommunal refusion

efter § 9 c, stk. 4, i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område, og hvis

baggrunden herfor er, at der ikke indtil den

unges fyldte 18. år har været betalt refusion

efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, i lov om retssikkerhed

og administration på det sociale område.

Beløbet efter 1. pkt. opgøres til samme beløb

som den mellemkommunale refusion ville

udgøre for den i 2. pkt. nævnte periode beregnet

efter § 9 c, stk. 4, i lov om retssikkerhed på det

sociale område som affattet ved denne lovs § 1,

jf. § 9 c, stk. 1 og 9, i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.