SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 140
Offentligt

Vederlag på

plejefamilieområdet

Guide til god praksis

Januar 2017

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Indholdsfortegnelse

Indledning

Baggrund og formål

Anvendelse af guiden

Fastsættelse af vederlag – proces

Beskrivelse af plejeopgaven

Ensartet praksis ved fastsættelsen af vederlag

Klar rolle- og ansvarsfordeling

Gode råd

Fastsættelse af vederlag – belastningsindikatorer

Tydelige belastningsindikatorer

Belastningsindikatorer for unge samt børn og unge med

funktionsnedsættelser

Gode råd

Genforhandling af vederlag – proces

Klare rammer for genforhandling

Klar rolle- og ansvarsfordeling

Gode råd

Genforhandling af vederlag – kriterier

Kriterier for genforhandling

Gode råd

Øvrige omkostninger

Tydelige retningslinjer for øvrige omkostninger

Klar definition af kost- og logibeløbet

Klar rolle- og ansvarsfordeling

Gode råd

Øvrige vilkår

Klarhed om indgåede aftaler

Tydelig kommunikation om supervision og uddannelse

Tydelige retningslinjer for ferie

Tilgængelighed

Gode råd

Samarbejde på tværs af kommuner

Tværkommunalt samarbejde

Gode råd

Bilag A: Beskrivelse af vederlagsmodeller

Bilag B: Retningslinjer for omkostninger på tværs af kommuner

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

1. Indledning

Baggrund og formål

Det særlige ved plejefamilieanbringelser er, at barnet eller den unge har go-

de muligheder for at danne relationer til omsorgsfulde og stabile voksne, og

at børnene får et hverdagsliv, der minder mest muligt om det, andre børn har.

Kortlægninger og analyser på plejefamilieområdet har vist, at forhold vedrø-

rende vederlag, vilkår om pension, sikkerhed i ansættelsen samt adgang til

sparring og supervision er afgørende for, at plejefamilier har en god oplevel-

se af samarbejdet med kommunerne og kan indgå konstruktivt i dialogen om

barnet eller den unge. De har endvidere vist, at vederlag er en af de hyppig-

ste årsager til konflikter, og at konflikterne kan være årsag til sammenbrud i

anbringelserne.

Som led i et samlet initiativ fra satspuljen 2015 på plejefamilieområdet har

Socialstyrelsen igangsat et projekt med formål om at udbrede god praksis for

vederlag på plejefamilieområdet. I første del af projektet blev vederlagsmo-

deller og kommunernes praksis for vederlag kortlagt. I kortlægningen medvir-

kede 10 kommuner på tværs af landet, og kortlægningen belyser deres prak-

sis, udfordringer i forhold til vederlag og kontrakter på plejefamilieområdet,

lokale løsninger m.m. Derudover baserede kortlægningen sig på interview

med 30 plejefamilier og deres perspektiver på de samme emner. Resultater-

ne af kortlægningen er præsenteret i en rapport, der blev offentliggjort af

Socialstyrelsen i januar 2016.

Denne guide skal understøtte udbredelsen af god praksis for vederlag.

Guiden er udarbejdet med afsæt i kortlægningen og workshops med udvalgte

kommuner med fokus på at udpege og formulere konkrete løsninger på de

udfordringer, kortlægningen pegede på. For at sikre, at guiden er dækkende

og anvendelsesorienteret, er den udviklet og kvalitetssikret i tæt samarbejde

med praktikere fra kommunerne.

Formålet med guiden er at understøtte kommunernes arbejde med at skabe

god praksis for vederlag til plejefamilier og herunder at:



Identificere gode løsninger på de udfordringer, som kommuner og pleje-

familier oplever på området.

Deloitte, 2010: Kortlægning af plejefamilieområdet. Deloitte, 2014: Evaluering, videnindsamling

og formidling på det specialiserede plejefamilieområde – Afsluttende evaluering af udviklingspro-

jekt i 13 kommuner. Ankestyrelsen, 2015: Samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren



Formidle eksempler, redskaber, skabeloner og gode råd, der kan under-

støtte kommunernes arbejde med vederlag.

På baggrund af de udfordringer, der opleves i praksis, præsenterer guiden

løsninger og konkrete eksempler på, hvordan udfordringerne kan løses. Der

er i udviklingen af løsningerne søgt at tage hensyn til både kommunens, ple-

jefamiliens, plejebarnets og de biologiske forældres forskellige perspektiver

på plejeopgaven.

Da formålet med guiden er at skabe grundlag for god praksis, er der lagt

vægt på, at guiden skal være praksisnær og anvendelsesorienteret. Samtidig

skal guiden kunne anvendes i kommuner med forskellige vederlagsmodeller,

organiseringer, mål og prioriteter. Løsningsforslagene skal derfor kunne

rumme forskelligheder på tværs af landets kommuner, hvorfor den enkelte

kommune generelt skal overveje, hvordan løsningerne konkret kan imple-

menteres i kommunens eksisterende praksis på området.

Anvendelse af guiden

Guiden er bygget op omkring de temaer, som kortlægningen viste særligt

udfordrer kommunerne i forhold til vederlag. Det handler om følgende:



Proces for fastsættelse af vederlag (kapitel 2).

Belastningsindikatorer for fastsættelse af vederlag (kapitel 3).

Kadence for genforhandling af vederlag (kapitel 4).

Vurderingskriterier for genforhandling af vederlag (kapitel 5)

Retningslinjer og proces for håndtering af øvrige omkostninger (kapitel

6).

Øvrige vilkår (kapitel 7).

Tværkommunalt samarbejde (kapitel 8).

Guiden anvender en række ikoner, der skal skabe overblik og lette anvendel-

sen. Ikonerne symboliserer henholdsvis løsninger, eksempler og gode råd.

Hvert kapitel indledes med en kort præsentation af hovedudfordringer og

behov for løsninger indenfor kapitlets tema.

Dernæst præsenteres forskellige løsninger på hovedudfordringerne. Løsnin-

gerne trækker på gode erfaringer fra praksis og kan anvendes enkeltvis eller

i kombination afhængigt af behov og muligheder i den enkelte kommune. For

en række af udfordringerne vil der være forskellige mulige løsninger. I de

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

tilfælde præsenteres flere løsninger, så den enkelte kommune har mulighed

for at vurdere, hvad der vil passe bedst ind i den lokale kontekst.

Udover løsningerne består guiden af en række gode eksempler fra kommu-

nerne. Eksemplerne er indsamlet gennem kortlægningen og er indhentet

både gennem workshops og fra kommunernes skriftlige materiale.

Eksemplerne viser, hvordan en løsning konkret er anvendt eller implemente-

ret i en lokal praksis. Det kan være en beskrivelse af arbejdsgange, princip-

per eller retningslinjer, men kan også være et eksempel på en skabelon eller

et redskab.

Hvert kapitel afsluttes med en opsamling på gode råd, der kan styrke praksis

indenfor kapitlets tema. De gode råd afspejler de løsninger og eksempler, der

er præsenteret i kapitlet, og kan fungere som en tjekliste over hovedbudska-

berne i kapitlet.

Guiden kan læses sammenhængende fra start til slut eller anvendes som

opslagsværk, hvis en kommune har særlige udfordringer i forbindelse med et

konkret aspekt af vederlag, for eksempel genforhandling af vederlag. Ligele-

des kan de beskrevne løsninger og eksempler som tidligere nævnt imple-

menteres hver for sig eller som en samlet pakke alt efter behov og mulighe-

der i den lokale kontekst.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

2. Fastsættelse af

vederlag – proces

Kortlægningen af vederlag har vist, at der blandt plejefamilierne kan være

tvivl om, på hvilket grundlag, hvordan og af hvem vederlag fastsættes. Pleje-

familierne kan også opleve, at det har betydning for fastsættelsen af veder-

lag, hvilken sagsbehandler eller familieplejekonsulent der er tilknyttet sagen.

Samtidig oplever flere kommuner, at det kan være vanskeligt at have et fuld-

stændigt billede af plejeopgavens omfang, og at de har behov for mere klar-

hed om den interne rollefordeling i forhold til fastsættelsen af vederlag. Der-

udover har mange kommuner udfordringer med at sikre ensartet praksis for

fastsættelsen af vederlag blandt medarbejderne.

Der er således en række udfordringer i praksis i dag, der knytter sig til pro-

cessen omkring fastsættelsen af vederlag, og dette kapitel beskriver løsnin-

ger og eksempler vedrørende:



Beskrivelse af plejeopgaven.

Ensartet praksis ved fastsættelsen af vederlag.

Klar rolle- og ansvarsfordeling.

Nedenfor præsenteres løsninger og eksempler for hvert af disse temaer.

Beskrivelse af plejeopgaven

Kortlægningen af vederlag viser, at det er en generel udfordring, at både

kommunernes medarbejdere og plejefamilierne ved anbringelsen kan have

svært ved at vurdere plejeopgavens omfang, da kendskabet til plejebarnets

problemer og behov ikke altid er tilstrækkeligt på dette tidspunkt.

Dette udfordrer både medarbejdernes og plejeforældrenes mulighed for at

vurdere plejeopgavens omfang som grundlag for fastsættelsen af vederlag.

Et ufuldstændigt billede af plejeopgavens omfang giver dermed både en van-

skelig dialog om vederlag og usikkerhed om niveauet. En fælles tilgang til og

grundlag for fastsættelse af vederlag er således med til at sikre en ensartet

praksis.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Løsning: Skab et solidt videngrundlag inden anbringelsen

Kommunernes oplysninger, som danner grundlag for fastsættelsen af veder-

lag vil typisk være en børnefaglig undersøgelse og en handleplan. Som en

del af grundlaget for anbringelsen og fastsættelsen af vederlag vil familieple-

jekonsulenten og/eller sagsbehandleren derudover møde barnet og den bio-

logiske familie.

I tilfælde, hvor det er svært at vurdere barnets konkrete behov eller behovet

for ressourcer til at håndtere barnets biologiske familie, kan det være relevant

at indgå en foreløbig kontrakt med plejefamilien, der omfatter en kortere peri-

ode og har til formål af få et dækkende billede af behovet, der kan danne

grundlag for både barnets handleplan og antallet af vederlag.

Nogle kommuner har gode erfaringer med, at børn, der umiddelbart er van-

skelige at vurdere, anbringes i en døgninstitution i en kortere periode, hvoref-

ter døgninstitutionen kan bistå med at etablere det nødvendige videngrund-

lag for et godt match af barn og plejefamilie og herunder også niveauet for

vederlag. Det kan for eksempel være relevant ved alkoholskadede spæd-

børn, hvor det kan tage tid at fastslå skadernes omfang.

Løsning: Vær tydelig om grundlaget for fastsættelse af

vederlag

En række kommuner har gode erfaringer med at fastsætte og klart formidle,

hvad der ligger til grund for vederlaget, så plejefamilien kan opnå bedre for-

ståelse af baggrunden for vederlaget.

Dette kan gøres som en generel information i kommunens materiale til pleje-

familier og ved møder med plejefamilier.

Eksempel fra lokal plejefamiliehåndbog

Ved fastsættelsen af vederlagets størrelse tages udgangspunkt i:

Fastsættelsen af vederlag foretages på baggrund af en konkret vurdering af

plejeforholdets karakter, herunder plejebarnets situation, og graden af på-

virkning af familielivet i plejefamilien og efter forhandling med plejefamilien.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Derudover kan kommunen i den enkelte sag opridse, hvilket materiale og

hvilke mere konkrete oplysninger der ligger til grund for vurderingen af veder-

lag.

Løsning: Vær tydelig omkring forventninger

Kommunen kan med fordel være tydelig omkring de konkrete forventninger til

plejeforældrene ved fastsættelse af vederlag, for eksempel vedrørende et

særligt krævende samarbejde med de biologiske forældre, omfattende trans-

port i forbindelse med behandling eller andre særlige hensyn. Hvis kommu-

nen har forventninger til omfanget af plejefamiliens erhvervsarbejde – herun-

der også frivilligt arbejde – kan dette også drøftes ved fastsættelse.

Som et led i forventningsafstemningen kan det være en fordel tidligt at afkla-

re plejebarnets perspektiver og behov, så det kan indgå i dialogen med pleje-

forældrene om plejebarnets forventede udvikling. Kommuner, der anvender

indsatstrappen, kan desuden anvende denne som et understøttende redskab

til at konkretisere kommunens forventninger til plejeopgavens formål og ud-

vikling.

Det kan samtidig være en god idé, at kommunen tidligt vejleder plejeforæl-

drene om, i hvilket omfang og hvordan de kan tale med plejebarnet om pleje-

familiens samarbejde med kommunen, og herunder også i relation til veder-

lag.

Løsning: Udarbejdelse af kontrakt inden anbringelse

Kontrakten er aftalegrundlaget for samarbejdet mellem kommune og pleje-

familie. Så vidt det er muligt bør kommunerne have en underskrevet kontrakt

på plads, inden plejebarnet anbringes i plejefamilien. At have kontrakten på

plads skaber tryghed for plejefamilierne, og for mange plejefamilier er tryg-

hed afgørende for, hvordan de oplever samarbejdet med kommunen. Rettidig

udarbejdelse og opdatering af kontrakten understreger, at parterne har ind-

gået en professionel og gensidig aftale om løsningen af plejeopgaven.

Hvis der er usikkerhed om plejebarnets behov, og der derfor er behov for

afklaring indledningsvis i anbringelsen, kan der med fordel indgås en midler-

tidig kontrakt.

Ensartet praksis ved fastsættelsen

af vederlag

Flere kommuner arbejder med at sikre ensartet tilgang til fastsættelsen af

vederlag på tværs af medarbejderne. Ensartet praksis for fastsættelsen af

vederlag kan for eksempel fremmes ved gennemgang af sager og ved at

drøfte fastsættelsen af vederlag i konkrete sager på teammøder.

Derudover er tydelige belastningsindikatorer for fastsættelsen af vederlag

også afgørende. Dette beskrives i kapitel 3.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Løsning: Gennemgang af sager

Det kan øge ensartetheden, hvis der med jævne mellemrum foretages en

gennemgang af sager. Det kan være en stikprøve af sager på tværs af med-

arbejdergruppen, og sagsgennemgangen kan gennemføres af ledelsen eller

af en fagkonsulent eller lignende med ekspertise på området. Gennemgang

af sager kan også gennemføres som en fælles øvelse på teammøder.

Gennemgangen af sager kan vise, om der er ensartet tilgang til fastsættelsen

af niveauet for vederlag, og om der er konkrete sager, hvor vederlag måske

skal genovervejes.

Hvis sagsgennemgangen gennemføres af ledelsen eller en fagkonsulent, er

det vigtigt, at der er tilbagemelding både til de enkelte medarbejdere om de

konkrete sager og til den samlede medarbejdergruppe med henblik på at

sikre fælles læring, for eksempel på et teammøde.

Eksempel: Ansvarsfordeling og proces for ensretning af vederlag

Familieplejekonsulenterne fastsætter vederlag. Én gang årlig gennemgår

lederen for familieplejekonsulenterne fem sager fra hver medarbejder ud

fra en samlet liste over kommunens anbragte plejebørn og antal vederlag.

Lederen vurderer, om vederlaget er passende, eller om der er behov for at

genforhandle vederlaget. Efter sagsgennemgangen vender lederen resul-

taterne med hver medarbejder individuelt.

Løsning: Drøftelse af vederlag på faste møder

I de fleste kommuner drøftes niveauet for vederlag, hvis den ansvarlige med-

arbejder er i tvivl. I nogle kommuner har vurderingerne på tværs af medar-

bejderne dog vist sig at være ganske forskelligartede, og det kan derfor være

en fordel, at fastsættelsen af vederlag drøftes mere systematisk. Afhængigt

af kommunens lokale organisering kan dette for eksempel foregå på team-

møder eller lignende samarbejdsfora.

Drøftelserne kan understøtte, at der er fælles tilgang til og grundlag for fast-

sættelsen af vederlag. De kan samtidig reducere risikoen for, at pleje-

familierne oplever, at fastsættelsen af vederlag afhænger af den konkrete

medarbejder.

Det er erfaringen i kommunerne, at drøftelse af vederlag på teammøder kan

bidrage til at sikre ensartethed, og at ensartetheden over tid reducerer antal-

let af sager, det er relevant at drøfte. Det anbefales derfor, at kommunerne i

en periode drøfter udvalgte sager, herunder både fastsættelse og genfor-

handling, men at de over tid afgrænser drøftelserne til at omhandle færre

sager med henblik på at minimere ressourceforbruget.

Fastsættelse af vederlag

drøftes i teamet, så man

ikke sidder alene med en

vurdering.

Sagsbehandler

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksempel: Proces for afklaring af niveau for vederlag

Fastsættelse af vederlag drøftes i sagsbehandlerteamet. Det gøres i alle

sager og altså ikke kun i tvivlstilfælde. Kommunens sagsbehandlere ople-

ver, at en af styrkerne er, at den enkelte ikke sidder alene med vurderin-

gen. Dernæst godkendes alle fastsættelser af vederlag af ledelsen. Blandt

andet med henblik på at sikre ensartethed er det således ledelsen, der i

alle sager formelt træffer beslutningen om fastsættelsen af vederlag.

Afhængigt af hvor mange plejefamilieanbringelser der er i kommunen, kan

der udarbejdes en plan for, hvordan kommunen kommer alle sager eller et

relevant udvalg af sager igennem, for eksempel ved gennemgang af 3-5

sager på hvert teammøde.

Drøftelser af vederlagsfastsættelse på teammøder kan være tidskrævende,

og der kan derfor være behov for, at der i en periode afsættes ekstra tid her-

til.

For at sikre, at drøftelserne foregår på en systematisk og effektiv måde, an-

befales det også, at der fastlægges en struktur og proces for gennemgangen,

som det fremgår af eksemplet nedenfor.

Eksempel: Struktur for gennemgang af sager

Nedenfor fremgår en meget enkel proces for gennemgang af sager og

ensretning af niveau for vederlag. Formålet med at have en individuel

overvejelse inden den fælles drøftelse er at sikre, at de enkelte medarbej-

dere tager selvstændig stilling og kommer igennem egne overvejelser, in-

den de mødes af kollegers vurderinger.

1. Præsentation af sagen (cirka 5 minutter)

2. Individuel overvejelse (cirka 2 minutter)

3. Fælles drøftelse (cirka 10 minutter)

4. Beslutning/indstilling (cirka 2 minutter).

Note: Hensigten med tidsangivelserne er at give en pejling på, hvor lang tid hvert punkt bør

tage, med henblik på at vurderingen af vederlag i forhold til den enkelte sag ikke tager for lang

tid.

På sigt vil gevinsten ved sagsdrøftelserne være, at der sikres en mere ensar-

tet fastsættelse af vederlag, og at den enkelte medarbejder oplever større

tryghed og sikkerhed i fastsættelsen af vederlag.

Klar rolle- og ansvarsfordeling

Kommunerne organiserer opgaverne på plejefamilieområdet forskelligt, og

der er derfor også forskel på, hvilke medarbejdergrupper der har beslut-

ningskompetence til fastsættelse af vederlag. I nogle kommuner har sagsbe-

handlerne kompetence til at fastsætte vederlag, mens kompetencen i andre

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

kommuner er placeret hos familieplejekonsulenterne. Også involveringen af

ledelsen i fastsættelsen af vederlag varierer.

Kortlægningen har vist, at det kan være uklart for de involverede medarbej-

dere og ikke mindst for plejefamilierne, hvem der konkret har ansvar for fast-

sættelsen af vederlag. Dette kan skabe dels intern frustration, dels uklarhed i

samarbejdet med plejefamilierne.

Løsning: Skab klarhed om roller og ansvar

Uanset om beslutningskompetencen i forhold til at fastsætte vederlag er pla-

ceres hos sagsbehandlerne, der typisk har myndigheds- og budgetansvar for

anbringelser, eller hos familieplejekonsulenterne, der ofte er tættest på pleje-

familierne, er det hensigtsmæssigt med en klar rolle- og ansvarsfordeling for

fastsættelsen af vederlag.

Det centrale er, at det er tydeligt for alle involverede, hvad deres rolle og

ansvar er. I korte træk er der behov for klarhed om, hvem der indstiller, hvem

der kan involveres og spørges til råds i processen, og hvem der har den en-

delige beslutningskompetence ved fastsættelsen af vederlag. Den interne

rolle- og ansvarsfordeling kan med fordel beskrives i kommunernes vejleden-

de materiale – for eksempel den plejefamiliehåndbog, som mange kommuner

har udarbejdet lokalt.

Eksempel: Rolle- og ansvarsbeskrivelse for sagsbehandlere hen-

holdsvis familieplejekonsulenter fra en plejefamiliehåndbog

Sagsbehandlernes opgaver

•

Fastsætte vederlag for plejeopgaven.

Udarbejde handleplaner og følge op på dem.

Føre tilsyn med barnets trivsel (det personrettede tilsyn).

Afholde opfølgningsmøder vedrørende barnets anbringelse.

Tale med barnet under anbringelsen.

Familieplejekonsulenternes opgaver

•

Yde sparring til rådgiver i forbindelse med fastsættelse af vederlag.

Foretage match af barn og plejefamilie.

Være plejefamiliens kontaktperson.

Sikre faglig opkvalificering af plejefamilier i kommunen.

Løsning: Klarhed om ledelsens rolle og involvering

I mange kommuner opleves fastsættelsen af vederlag som en svær og kræ-

vende opgave, og ofte efterspørger både sagsbehandlerne og familiepleje-

konsulenterne yderligere sparring med ledelsen ved fastsættelsen af niveau-

et i de konkrete sager.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

På den baggrund har nogle kommuner etableret en proces, hvor ledelsen

involveres i eller faktisk træffer den endelige beslutning om vederlag. Alterna-

tivt kan ledelsen involveres i de tilfælde, hvor vederlag vurderes at være over

et vist niveau, for eksempel over fem vederlag.

Gode råd

Nedenfor er samlet en række gode råd til processen omkring fastsættelse af

vederlag.

Gode råd til processen for fastsættelse af vederlag



Skab et solidt videngrundlag inden fastsættelsen af vederlag.

Tydeliggør grundlaget for vederlag, for eksempel i en lokal plejefamiliehåndbog,

samt kommunens konkrete forventninger til plejeforældrene.

Udarbejd kontrakt inden anbringelsen.

Gennemgå sager, og drøft fastsættelsen af vederlag på faste møder for at sikre

ensartet niveau på tværs af medarbejdere.

Tydeliggør roller og ansvar for sagsbehandlerne henholdsvis familieplejekonsu-

lenterne i forhold til vederlag.

Det kan være en god ide at sikre sparring mellem ledelsen og medarbejdere

ved beslutning om fastsættelsen af vederlag.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

3. Fastsættelse af

vederlag – belastnings-

indikatorer

Flere kommuner har arbejdet med at tydeliggøre belastningsindikatorerne for

fastsættelse af vederlag, og der anvendes i dag forskellige modeller på tværs

af landet.

Belastningsindikatorerne beskriver forhold eller temaer, der er væsentlige for

plejeopgavens omfang. På tværs af kommuner kaldes disse forhold indikato-

rer, belastningsindikatorer, faktorer mv. I denne guide anvendes begrebet

belastningsindikatorer. Med belastningsindikatorer menes her forhold, som

det er relevant at forholde sig til, og som er afgørende for fastsættelsen af

vederlag.

De fleste kommuner anvender KL’s vejledende skema til honorering som

retningslinjer for den lokale praksis – eventuelt med lokale tilpasninger eller

fortolkninger. Der er også kommuner, der har udviklet egne modeller for ve-

derlag. De er nærmere beskrevet i kortlægningen af eksisterende veder-

lagsmodeller.

Både kommuner og plejefamilier efterspørger generelt større klarhed om

belastningsindikatorer. Det vil sige, hvad der lægges vægt på, når plejeopga-

vens omfang og kompleksitet og derfor også omfanget af vederlag vurderes.

Kortlægningen peger på, at de eksisterende modeller og retningslinjer ikke

opleves fuldt dækkende. Det er især oplevelsen, at belastningsindikatorerne

for fastsættelse af vederlag for ungemålgruppen og plejebørn med fysiske

og/eller psykiske funktionsnedsættelser ikke er dækket tilstrækkeligt af de

nuværende belastningsindikatorer.

Dette kapitel beskriver en række løsninger, der kan bidrage til at sikre føl-

gende:



Tydelige belastningsindikatorer.

Belastningsindikatorer for unge samt børn og unge med funktionsned-

sættelser.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Nedenfor præsenteres løsninger og eksempler for hvert af disse temaer. For

yderligere inspiration til udarbejdelse af belastningsindikatorer henvises til

beskrivelsen af gennemsnitsmodellen og minimumtakstmodellen i bilag A.

Tydelige belastningsindikatorer

Gennemsigtighed om belastningsindikatorer for fastsættelse af vederlag kan

øge plejefamiliernes tillid til kommunernes vurdering. For kommunernes

medarbejdere kan belastningsindikatorer for fastsættelse af vederlag være et

centralt redskab i processen og dialogen med plejefamilierne om fastsættel-

sen af vederlag.

Løsning: Vær tydelige om belastningsindikatorer

Konkrete belastningsindikatorer og en åben formidling af dem til plejefamili-

erne skaber grundlag for ensartethed i fastsættelsen og giver både den en-

kelte medarbejder og plejefamilien større tryghed for, at vurderingen er kor-

rekt.

Belastningsindikatorerne tydeliggør, hvad der lægges vægt på ved fastsæt-

telsen af vederlag. Det er dog ikke en facitliste, og det er i alle sammenhæn-

ge centralt at formidle til plejefamilierne, at belastningsindikatorerne er vejle-

dende, og at der altid gennemføres en konkret vurdering i den enkelte pleje-

familieanbringelse.

Eksempel på overordnede belastningsindikatorer

Der er ingen konkrete regler for, hvor mange vederlag der bør ydes for forskellige typer ple-

je- og aflastningsforhold. To plejeforhold er aldrig helt ens, og fastsættelse af vederlag byg-

ges i hvert enkelt tilfælde på et fagligt skøn.

Udgangspunktet er barnets ressourcer og vanskeligheder. Det vil sige, at antallet af veder-

lag ikke skal vurderes snævert på baggrund af barnets problemstillinger, men på baggrund

af en samlet vurdering af, hvad plejefamilien kan opnå sammen med barnet.

Fastsættelse af antal vederlag vurderes på baggrund af:

•

Barnets ressourcer, potentialer og muligheder.

Barnets behov for pleje, omsorg og behandling.

Barnets behov for stabilitet, kontinuitet, forudsigelighed og struktur.

Anbringelsens forventede varighed.

Karakteren af forældresamarbejdet.

Krav til samarbejde med kommunale og eksterne ressourcepersoner og eksperter.

Plejeforholdets krav til plejefamiliens andre forpligtelser (omfang af erhvervsarbejde,

fritidsbeskæftigelse, fritidsliv mv.).

Plejeforældrenes ressourcer og kompetencer i forhold til barnets problemstilling.

Plejeforældrenes øvrige vilkår, egne børn, boligforhold mv.

Fastsættelsen af vederlag finder sted på baggrund af en konkret vurdering af plejeforholdets

karakter, herunder plejebarnets situation, og graden af påvirkning af familielivet i plejefamili-

en og efter forhandling med plejefamilien. Eksemplet er hentet fra en kommunal plejefami-

liehåndbog.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksemplet viser, hvilke belastningsindikatorer kommunen lægger til grund for

vurderingen af vederlag. Derudover fremhæves det, at fastsættelsen altid

beror på en konkret vurdering.

Belastningsindikatorerne tydeliggøres ved, at de formidles til både plejefami-

lierne og til de relevante medarbejdergrupper. Åbenheden om, hvad der vur-

deres ud fra, skaber et godt afsæt for dialog, hvilket er meget afgørende for

plejefamiliens samarbejde med kommunen og dermed for anbringelsens

succes.

Det er erfaringen i en række kommuner, at kommunerne med fordel kan gøre

belastningsindikatorerne tilgængelige via flere forskellige kanaler. De kan

være del af en lokal plejefamiliehåndbog og en eventuel pjece til plejefamili-

erne. De kan være tilgængelige som udleveringsmateriale til plejefamilier,

men bør også offentliggøres på kommunernes hjemmeside. Derudover kan

de formidles mundtligt i forbindelse med møder med plejefamilier.

Det er relevant løbende at overveje opdatering eller justering af belastnings-

indikatorerne, for eksempel i forbindelse med revision af kommunens anbrin-

gelsespolitik m.m. Derudover er det relevant med mellemrum at drøfte, hvad

belastningsindikatorerne betyder, om relevante aspekter er dækket i forhold

til målgrupperne for plejefamilieanbringelse, om belastningsindikatorerne bør

justeres eller suppleres m.m. Det kan for eksempel foregå på teammøder.

For at sikre forudsigelighed og stabilitet i det samlede anbringelsesforløb kan

kommunen desuden med fordel gå i dialog med plejeforældre om, hvor stor

en variation i vederlaget, der kan forventes i løbet af den enkelte anbringelse.

Det kan eksempelvis ske med udgangspunkt i et aftalt basisbeløb på et be-

stemt antal vederlag, som kommunen som udgangspunkt vil placere sig om-

kring.

Belastningsindikatorer for unge

samt børn og unge med funktions-

nedsættelser

Plejefamilieområdet er i kraftig vækst, og mange kommuner har som mål, at

flere af de børn og unge, der tidligere blev anbragt på opholdssteder, frem-

over skal anbringes i plejefamilie. Derfor er der i mange kommuner øget fo-

kus på mulighederne for plejefamilieanbringelse for målgrupper, der traditio-

nelt er blevet anbragt på opholdssteder, herunder unge samt børn og unge

med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser.

Kortlægningen peger på, at kommunerne oplever, at det er særlig vanskeligt

at fastsætte vederlag for disse målgrupper, og at de er vanskelige at tænke

ind i forhold til de belastningsindikatorer, der fremgår af KL’s retningslinjer.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Løsning: Belastningsindikatorer for unge

I forhold til ungemålgruppen peger flere kommuner på, at der udover de ge-

nerelle vurderinger af behov og trivsel er grund til specifikt at fremhæve fem

belastningsindikatorer, der kan være afgørende for, hvordan de unges behov

vurderes, og som følge heraf hvordan vederlag fastsættes, jf. figuren neden-

for.

Asocial adfærd

• Den unge har ikke alderssvarende social adfærd.

Udadreagerende adfærd

• Den unge agerer voldeligt eller aggressivt i relationen med andre

mennesker.

Selvskadende adfærd

• Den unge skader bevidst sin krop fysisk ved at skære i sig selv,

brændemærke sig selv eller lignende.

Kriminalitet

• Den unge begår kriminalitet.

Fravær fra skole

• Den unge pjækker fra skole eller har massivt fravær fra skole på

grund af sygdom eller lignende.

Misbrug

• Den unge har et misbrug eller er i risiko for at få det.

De seks belastningsindikatorer vurderes således at være centrale i forbindel-

se med fastsættelsen af vederlag ved anbringelse af unge i plejefamilie.

Løsning: Belastningsindikatorer for børn og unge med fysi-

ske og/eller psykiske funktionsnedsættelser

På nuværende tidspunkt fremgår fysiske funktionsnedsættelser med en ræk-

ke overordnede belastningsindikatorer i KL’s retningslinjer.

Jævnfør honoreringsskemaet i KL’s plejefamiliehåndbog.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Belastningsindikatorer vedrørende funktionsnedsættelser fra KL’s

retningslinjer

•

Lettere fysisk/psykisk handicap med behov for motorisk, psykisk

og social træning.

Behov for bistand af psykologisk art.

Diverse psykosomatiske reaktioner.

Sværere fysisk/psykisk handicap med uhensigtsmæssig adfærd

og/eller stort aktivitetsniveau.

Fysisk/psykisk handicap med omfattende plejebehov.

Fysisk/psykisk handicap med behov for konstant opsyn.

Kommunerne oplever imidlertid, at dette ikke i tilstrækkeligt omfang dækker

deres behov for belastningsindikatorer vedrørende de mere specifikke fysiske

og/eller psykiske funktionsnedsættelser.

Socialstyrelsen har udviklet en målgruppeprofil, der kan bidrage til at give et

mere nuanceret billede af barnets/den unges funktionsnedsættelser og socia-

le problemer. Målgruppebegreberne er en systematisk tilgang til området og

anvendes i forbindelse med udredning og vurdering af børn og unge.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Målgruppeprofil – Børn og unge

FUNKTIONSNEDSÆTTELSE

Psykisk funktionsnedsættelse

Intellektuel/kognitiv forstyrrelse

Hjerneskade

Erhvervet hjerneskade

Medfødt hjerneskade

Udviklingshæmning

Udviklingsforstyrrelse

Opmærksomhedsforstyrrelse

Autismespektrum

Udviklingsforstyrrelse af tale

og sprog

Udviklingsforstyrrelse af skole-

færdigheder

Udviklingsforstyrrelse af san-

semotoriske færdigheder

Anden udviklingsforstyrrelse

Anden intellektuel/kognitiv forstyr-

relse

Sindslidelse

Angst

Depression

Forandret virkelighedsopfattelse

Personlighedsforstyrrelse

Spiseforstyrrelse

Tilknytningsforstyrrelse

Stressbelastning

Anden sindslidelse

Fysisk funktionsnedsættelse

Kommunikationsnedsættelse

Mobilitetsnedsættelse

Hørenedsættelse

Synsnedsættelse

Døvblindhed

Medfødt døvblindhed

Erhvervet døvblindhed

Anden fysisk funktionsnedsættelse

SOCIALT PROBLEM

Kriminalitet

Personfarlig kriminalitet

Ikke-personfarlig kriminali-

tet

Misbrug

Alkoholmisbrug

Stof

misbrug

Omsorgssvigt

Overgreb

Seksuelt overgreb

Voldeligt overgreb

Multipel funktionsnedsættelse

Andet overgreb

Seksuelt krænkende adfærd

Selvskadende adfærd

Sjældent forekommende funk-

tionsnedsættelse

Udadreagerende adfærd

Indadreagerende adfærd

Selvmordstanker eller -forsøg

Social isolation

Andet socialt problem

Begreberne kan kobles med anvendelse af en funktionsscore

i forbindelse

med den børnefaglige undersøgelse, hvor barnets/den unges funktions-

niveau for hvert af de fem elementer i undersøgelsen vurderes på en skala

fra 0 til 4 (ingen problemer til totale problemer):

0 = Intet problem (ingen, fraværende, ubetydeligt)

1 = Let problem (en smule, lidt)

2 = Moderat problem (middel, noget)

3 = Svært problem (omfattende, meget)

4 = Fuldstændigt problem (totalt, kan ikke).

Anvendelse af målgruppebegreberne og skalaen kan understøtte en syste-

matisk tilgang til at sikre, at man ved vurdering af fysiske og psykiske funkti-

Socialstyrelsen: Resultatdokumentation på børne- og ungeområdet og børnehandicapmeto-

den.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

onsnedsættelser kommer hele vejen rundt og på den baggrund skaber et

solidt grundlag for fastsættelsen af vederlag.

Gode råd

Nedenfor er samlet en række gode råd vedrørende belastningsindikatorer for

fastsættelse af vederlag.

Gode råd i forhold til fastsættelse af vederlag - belastningsindikatorer



Tydeliggør belastningsindikatorer for fastsættelse af vederlag eksempelvis i en

lokal plejefamiliehåndbog, på kommunens hjemmeside og i en pjece.

Tydeliggør belastningsindikatorerne i dialogen med plejefamilierne.

Hav fokus på den fremtidige udvikling og følg op på relevansen af belastnings-

indikatorerne for eksempel i forbindelse med opdatering af kommunens politik-

ker på området, så belastningsindikatorerne er relevante og dækkende i forhold

til målgrupperne for plejefamilieanbringelse.

Fastsæt belastningsindikatorer for vurdering af vederlag for plejefamilieanbrin-

gelse af unge – der kan med fordel overvejes seks konkrete belastningsindika-

torer.

Anvend målgruppebegreber og vurdering af funktionsniveau i fastsættelsen af

vederlag for børn og unge med fysiske/psykiske funktionsnedsættelser.



SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

4. Genforhandling af

vederlag – proces

Kortlægningen af eksisterende vederlagsmodeller viser, at der hos plejefor-

ældrene er en del usikkerhed om risikoen for nedsættelse af vederlag. Net-

værk på tværs af plejefamilier betyder også, at enkelte plejefamiliers oplevel-

se i forbindelse med nedsættelse af vederlag hurtigt bliver kendt i en bredere

kreds.

Både kommuner og plejeforældre giver udtryk for, at vederlagsforhold fylder

meget i samarbejdet og indebærer risiko for, at fokus fjernes fra barnet og

dets trivsel. Begge parter mener samtidig, at det er afgørende for en god

genforhandlingsproces, at der er en reel og ligeværdig dialog, samt at pleje-

familien føler sig anerkendt for sin indsats uanset udfaldet af forhandlingen.

I nogle kommuner vurderes vederlagets størrelse årlig i forbindelse med op-

følgning på handleplan og barnets trivsel. I andre kommuner er der i dag ikke

fast praksis for opfølgning på vederlag. Det er vigtigt at understrege, at ve-

derlagsniveauet er del af den samlede plejefamiliekontrakt, og at genforhand-

ling af vederlag derfor samtidig er en genforhandling af kontrakten.

Kommunerne kan med fordel overveje, hvordan der fastlægges en hensigts-

mæssig kadence for genforhandling, der skaber tryghed og forudsigelighed

om, hvornår og hvorfor der kan ske ændring i vederlag, og som reducerer

fokus på økonomiske forhold.

I dette kapitel behandles spørgsmålet om,

hvornår

der kan ske ændring i

vederlag, og der præsenteres en række løsninger, der kan styrke samarbej-

det med plejefamilien på dette punkt. I kapitlet herefter behandles spørgs-

målet om,

hvorfor

der kan ske en ændring sammen med kriterierne for ned-

sættelse af vederlag.

I kapitlet beskrives løsninger indenfor følgende:



Klare rammer for genforhandling.

Klar rolle- og ansvarsfordeling.

Nedenfor præsenteres løsninger og eksempler for hvert af disse temaer. For

yderligere inspiration til processen for genforhandling henvises til beskrivel-

sen af gennemsnitsmodellen og minimumtakstmodellen i bilag A.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Klare rammer for genforhandling

I forbindelse med kortlægningen giver plejefamilierne udtryk for en latent

bekymring for, at antallet af vederlag sættes ned. I nogle tilfælde oplever de

processen som vilkårlig og ønsker større klarhed om genforhandling af ve-

derlag. Dette afspejler ikke nødvendigvis den kommunale praksis, men kan

påvirke samarbejdet med kommunen negativt – i værste fald påvirker det

plejefamiliens overvejelser om fortsat at være plejefamilie.

Løsning: Skab et solidt videngrundlag for genforhandling

Som ved fastsættelse af vederlag er der ligeledes behov for et solidt viden-

grundlag som fundament for en god proces omkring genforhandling. Som

ved fastsættelse af vederlag vil grundlaget typisk tage udgangspunkt i hand-

leplanen og børnesamtalen, men ved genforhandling kan det være en god

ide også at benytte statusrapporter fra eksempelvis skole, behandler og ple-

jefamilien i vurderingsgrundlaget.

Løsning: Længere varslingsperiode inden vederlagsned-

sættelse

Ændring i vederlag kan have stor betydning for plejefamiliens hverdag.

Kommunernes praksis og retningslinjer for varsling af nedjustering af veder-

lag er forskellige. I de fleste kommuner er vurderingen af vederlag knyttet til

opfølgningen på anbringelsen generelt, og en eventuel nedsættelse af veder-

lag finder typisk sted med en måneds varsel. Plejefamilierne oplever, at én

måneds varslingsperiode er for lidt, og at det øger oplevelsen af usikkerhed

omkring økonomien for plejefamilierne.

Med henblik på at sikre, at plejefamilien har tid til at omstille sig, kan det være

relevant at hæve varslingsperioden til eksempelvis tre måneder og lade dette

fremgå af en eventuel lokal plejefamiliehåndbog, kontrakter mv. Dette vil

forventeligt øge plejefamiliernes oplevelse af tryghed og mindske bekymrin-

gerne omkring nedsættelse. En længere varslingsperiode kan dog samtidig

være ressourcekrævende for kommunen, hvilket skal indgå i overvejelserne.

Det er også muligt at indlægge en fast kadence på 2-3 år mellem genfor-

handling af vederlag for på den måde at skabe sikkerhed om plejefamiliens

indkomst og samtidig have en klar forventningsafstemning om, hvornår gen-

forhandling vil finde sted.

Endelig kan varslingen også fastsættes med udgangspunkt i den konkrete

plejeopgave.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksempel på praksis for varsling af plejefamilier

Kommunen har det højt på dagsordenen at varsle plejefamilier om veder-

lagsnedsættelse og har etableret en praksis, hvor vederlagsnedsættelse

varsles seks måneder inden effektuering. Hvis det er nødvendigt, udarbej-

der kommunen en nedtrapningsplan for den enkelte plejefamilie, så den

langsomt kan indrette sin økonomi efter det nye antal vederlag.

I de tilfælde, hvor kommunen har i sinde at nedsætte antallet af vederlag på

et særligt tidspunkt, for eksempel når et plejebarn starter i dagtilbud eller

skole, er det en god ide at varsle herom tidligst muligt. Det kan være en god

ide at formidle en sådan plan til plejefamilien skriftligt, så risikoen for misfor-

ståelser reduceres. Dette behandles nærmere i næste kapitel.

Eksempel på praksis for varsling af plejefamilier med spædbørn

I de tilfælde, hvor der anbringes spædbørn i en plejefamilie, gør kommu-

nen allerede ved anbringelsen opmærksom på, at der vil blive foretaget

nedsættelse i antal vederlag, når barnet starter i vuggestue. Kommunen

informerer plejefamilien herom allerede ved fastsættelsen af vederlag ved

anbringelsen og lader det endvidere fremgå af kontrakten med plejefamili-

en. Dette kan gøres ved følgende formulering:

”Det forventes, at antallet af

vederlag sættes ned fra 7 til 5, når plejebarnet starter i vuggestue/dag-

pleje. Den konkrete nedsættelse vurderes 2-3 måneder før start i instituti-

on.”

Løsning: Formidling af vederlagsnedsættelse

Uanset varslingsperiode anbefales det, at kommunen overvejer, hvilken

medarbejder der formidler en eventuel vederlagsnedsættelse til plejefamilien.

I nogle kommuner er der gode erfaringer med, at det er en medarbejder med

kendskab til plejefamilien, der giver besked om eventuel vederlagsnedsæt-

telse. Fordelen ved denne løsning er, at plejefamilien har vished om, at med-

arbejderen har et dybdegående kendskab til den konkrete plejeopgave. An-

dre kommuner har omvendt gode erfaringer med, at en eventuel nedsættelse

formidles af en medarbejder eller leder, der er længere væk fra familien for at

adskille vederlagsdrøftelser mest muligt fra det daglige samarbejde med

plejefamilien.

Uanset den konkrete løsning bør en eventuel nedsættelse formidles ved et

opfølgningsmøde. På den måde har plejefamilien bedre mulighed for at stille

afklarende spørgsmål og få en uddybende forklaring, end hvis udmeldingen

for eksempel foregår per brev eller e-mail.Det er erfaringen, at flere plejefor-

ældre ved denne praksis bedre kan acceptere beslutningen, blandt andet

fordi de får mulighed for at stille spørgsmål om baggrunden for beslutningen.

Den mundtlige formidling af vederlagsnedsættelse bør dog altid følges af

skriftlig dokumentation, da der er tale om en ændring i de kontraktlige vilkår.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Løsning: Klar formidling om indhold på opfølgningsmøder

Det fylder meget for plejefamilierne, at vederlag potentielt kan nedsættes

med kort varsel. En enkel måde, kommunen kan nedsætte usikkerheden på,

er ved altid at melde klart ud, hvad indholdet af et opfølgningsmøde vil være.

Plejefamilierne skal

have en fair chance for

at vide, hvad der skal

foregå, så de kan

forberede sig.

Kommunal leder

Nogle kommuner har gode erfaringer med at adskille statusmøder og veder-

lagsmøder, og især når vederlag er på dagsordenen, kan det være en god

ide, at kommunen formidler dette på et tidligt tidspunkt. Det giver plejeforæl-

drene mulighed for at forberede sig til drøftelser om vederlag. Hvis kommu-

nen altid inden et møde indikerer, når vederlag er på dagsordenen, behøver

plejeforældrene ikke frygte en pludselig drøftelse af deres vederlag i forbin-

delse med øvrige møder.

Eksempel på planlægning af møder med plejefamilier

Kommunen har gode erfaringer med forud for møder mellem kommune og

plejefamilie at sende en tentativ dagsorden til plejefamilien, som plejefami-

lien også selv kan føje punkter til. Det giver begge parter mulighed for at

påvirke indholdet på møderne og for at forberede sig til dem.

Løsning: Tag hensyn til plejebarnet ved vederlagsdrøftelser

Som ved fastsættelse af vederlaget, vil der også være genforhandling være

behov for at skærme plejebarnet mest muligt for dialogen omkring vederlag.

Hvis kommunen på forhånd forventer, at der vil være tale om vederlagsdrøf-

telser, bør plejebarnet ikke være til stede på mødet. Især ikke hvis der er

risiko for, at plejeforældrene bliver følelsesmæssigt påvirkede af situationen,

og en konflikt måske eskalerer.

Således har nogle kommuner oplevet, at drøftelser af vederlag betød, at

plejeforældrene overvejede at opsige samarbejdet med kommunen, mens

plejebarnet var til stede. Dette kan have store konsekvenser for plejebarnets

oplevelse af at være del af familien.

Klar rolle- og ansvarsfordeling

I flere kommuner er der intern usikkerhed om roller og ansvar i forhold til

processen i kommunen ved genforhandling af vederlag – hvem skal sætte

vederlag på dagsordenen, hvem kommunikerer med plejefamilierne, og

hvem skal træffe beslutning om eventuel ændring i vederlag?

Kommunerne kan derfor med fordel afklare rolle- og ansvarsfordelingen i

processen tydeligt for både medarbejdere og plejefamilier.

Løsning: Klarhed om beslutningskompetence

Ligesom ved fastsættelsen af vederlag er det nødvendigt med en klar rolle-

og ansvarsfordeling blandt kommunens medarbejdere, når vederlag skal

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

genovervejes og genforhandles. Uanset om beslutningskompetencen place-

res hos plejefamiliekonsulenterne, sagsbehandlerne eller ledelsen, er det

vigtigt, at alle involverede er bevidste om deres rolle.

Der er behov for klarhed om, hvem der i praksis fastlægger antallet af veder-

lag, hvem der skal involveres i vurderingen vedrørende vederlag, og hvem

der har beslutningskompetencen vedrørende vederlag. Ligesom ved fastsæt-

telsen kan det give sikkerhed for medarbejderne, hvis ledelsen er involveret i

den endelige beslutning. Plejefamilierne efterspørger desuden, at de har

mulighed for at blive hørt i forhandlingssituationen, så også processen for

involvering af familien bør være afklaret. Det er samtidig vigtigt at huske på,

at en ændring i vederlagsniveauet medfører en ændring i kontrakten.

Følgende spørgsmål bør afklares:



Hvem indsamler materiale til brug for vurderingen, for eksempel status-

notat fra skole eller læge?

Hvem har dialog med plejefamilien?

Hvem udarbejder en eventuel indstilling til ændring i vederlag?

Hvem træffer den endelige afgørelse?

Hvem varsler plejefamilien?

Hvem udarbejder en ny kontrakt?

Løsning: Beskrivelse af roller og ansvar i centrale dokumenter

Den interne rolle- og ansvarsfordeling kan med fordel beskrives i kommuner-

nes vejledende materiale såsom den lokale plejefamiliehåndbog, hvor sags-

behandlernes og familieplejekonsulenternes opgaver alligevel beskrives.

Herved kan beskrivelsen anvendes som et internt arbejdsredskab og samti-

dig gøre informationen tilgængelig for plejefamilierne.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Gode råd

Nedenfor er samlet en række gode råd til processen ved genforhandling af

vederlag.

Gode råd i forhold til processen ved genforhandling af vederlag



Skab et solidt videngrundlag for genforhandling af vederlag.

Indfør længere varslingsperioder og en fast procedure for varsling af vederlags-

nedsættelse.

Overvej om det skal være en medarbejder med godt kendskab til plejefamilien

eller en medarbejder længere fra det faglige samarbejde, der giver mundtlig be-

sked om nedsættelse af vederlag, og følg efterfølgende op skriftligt, da der er

tale om ændring i de kontraktlige vilkår.

Skab klarhed om indhold på opfølgningsmøder, og indiker forinden, hvis der

skal drøftes vederlag.

Undlad at have plejebarnet med ved vederlagsdrøftelser med plejefamilien.

Skab klarhed om den interne beslutningskompetence, og præciser roller og

ansvar.



SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

5. Genforhandling af

vederlag – kriterier

Som nævnt i kapitel 4 fylder risikoen for nedsættelse af vederlag en del for

plejefamilierne i dag, og det kan præge samarbejdet med kommunen nega-

tivt.

Kortlægningen viser, at genforhandling og ændring i vederlag i praksis typisk

finder sted i forbindelse med forudsigelige forandringer i livssituationer, så-

som at barnet ikke længere passes i hjemmet på fuld tid. Derudover kan der

ske ændring i vederlag, i forbindelse med at plejefamilien henvender sig på

baggrund af ændringer i barnets trivsel og behov.

Forrige kapitel havde fokus på at skabe en god proces og kadence for gen-

forhandling. I dette kapitel rettes fokus mod årsager, der potentielt kan af-

stedkomme ændringer i vederlag – eller med andre ord kriterierne for genfor-

handling af vederlag.

I kapitlet beskrives løsninger indenfor følgende:



Kriterier for genforhandling.

Procedure ved efterskoleophold.

Nedenfor præsenteres løsninger og eksempler for hvert af disse temaer.

Kriterier for genforhandling

Når plejeforældre oplever usikkerhed omkring risikoen for nedsættelse af

vederlag skyldes det til dels, at det er uklart for både plejefamilier og medar-

bejdere, hvilke forhold der kan afstedkomme ændringer i vederlag.

Løsning: Faste kriterier for genforhandling

Det kan være en fordel af have faste kriterier for genforhandling af vederlag,

der gør det tydeligt for både medarbejdere og plejefamilier, hvilke kriterier

kommunen lægger til grund for ændring i vederlag – det kan for eksempelvis

være på særlige tidspunkter i det anbragte plejebarns liv.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksempel på praksis for fast vederlag igennem hele anbringelsen

Kommunen fastsætter fra starten af anbringelsen et niveau for vederlag,

der forventes at kunne fastholdes igennem hele anbringelsen og dermed

tager højde for eventuelle ændringer i plejebarnets situation. I tvivlstilfælde

kan lægges en basisydelse oveni vederlagsbeløbet fra anbringelsens

start, for eksempel i det første halve år, hvorefter det endelige niveau fast-

sættes.

Det er erfaringen, at dette giver ro omkring vederlag og sætter fokus på

plejebarnet, for eksempel ved at plejefamilien kan fortælle om barnets res-

sourcer og gode udvikling uden frygt for at blive sat ned i vederlag.

Det kan dog også skabe frustration, hvis plejefamilien på et senere tids-

punkt oplever, at barnets situation er ændret, og at den bør have et højere

vederlag.

Denne praksis er del af gennemsnitsmodellen, der er nærmere beskrevet i

kortlægningen (se bilag A).

Ved at genforhandle vederlag på særlige tidspunkter i det anbragte barns liv

sikres det, at der som udgangspunkt kun genforhandles, når anbringelsen

skifter karakter.

Det er en god ide at

genforhandle vederlag

på faste tidspunkter i

barnets liv.

Kommunal leder

Det første tidspunkt kan være ved barnets opstart i vuggestue eller dagtilbud,

hvor kommunerne som hovedregel nedsætter plejefamiliens vederlag, fordi

anbringelsen typisk ikke længere kræver, at minimum én plejeforælder er

hjemme på fuld tid. Derefter kan vederlag revurderes, når barnet går i 1. eller

2. klasse, idet det typisk er i denne periode, at eventuelle skolerelaterede

udfordringer viser sig.

Herefter kan det være relevant at revurdere vederlag, når barnet bliver teen-

ager, idet unge har andre behov og kræver noget andet af plejeforældrene

end yngre børn. Det kan for eksempel være, når barnet fylder 14 år. Det kan

dernæst være relevant at revurdere vederlag, når den unge går fra ung til

voksen ved efterværn.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksempel: Modeller for kadence for genforhandling

Løsning 1: Genforhandling af vederlag hvert 2. eller 3. år

• Vederlag genforhandles efter en fast kadence hvert 2. eller 3. år.

• Det afspejler praksis i kommunerne og er gennemsigtigt for både

medarbejdere og plejefamilier.

Løsning 2: Genforhandling af vederlag på særlige tidspunkter

i barnets liv

•

Når spædbarnet starter i institution.

Når barnet begynder i 2. klasse.

Når barnet går fra barn til ung, for eksempel når barnet fylder 14 år.

Når den unge går fra ung til voksen ved efterværn.

Løsning 3: Genforhandling ved skift i funktionsniveau

• Vederlag genforhandles ved væsentlige ændringer i plejebarnets

funktionsniveau.

• Vurdering foretages på baggrund af kommunal udredning.

Løsning 4: Genforhandling kun i helt ekstraordinære tilfælde

• Vederlag fastsættes ved anbringelsen og revideres efter et halvt til et helt år,

men fastholdes som udgangspunkt igennem hele anbringelsen.

• Praksis er afprøvet i Aarhus Kommune, hvor det er erfaringen, at det skaber

ro i anbringelsen, og at der er mindre fokus på økonomi (for beskrivelse af

gennemsnitsmodellen henvises til bilag A).

Uanset kriterier er der generelt gode erfaringer kommunerne med en genfor-

handling af vederlag, relativt kort tid efter anbringelsen har fundet sted.

Kommunen kan for eksempel beslutte, at vederlag kan genovervejes et halvt

eller et år inde i anbringelsen. Dette kan være særlig relevant ved nyanbring-

elser, hvor kommunen ved anbringelsen ikke nødvendigvis har et fuldt dæk-

kende billede af plejebarnets udfordringer og behov. Udarbejdelse af midler-

tidige kontrakter må dog forventes at kræve ekstra ressourcer.

Kriterier for genforhandling af vederlag bør selvfølgelig aldrig være mere

faste, end at kommunen altid har mulighed for at tage stilling til vederlag, hvis

anbringelsen af forskellige årsager skifter karakter, som for eksempel hvis

barnets behov ændrer sig betydeligt undervejs.

Kriterier for genforhandling bør formidles i en eventuel lokal plejefamilie-

håndbog og drøftes med plejefamilien ved opfølgningsmøder, så de er be-

kendt med dem.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Løsning: Fast procedure for håndtering af vederlag ved

efterskoleophold

Et plejebarns efterskoleophold giver typisk anledning til vurdering af veder-

lag. Kommunerne anvender i dag to forskellige løsninger til vederlag i forbin-

delse med et plejebarns efterskoleophold.

Den ene løsning er, at kommunen sætter plejeforældrenes vederlag ned,

men betaler efterskoleopholdet. I kommuner, der anvender denne løsning, vil

en plejefamilie, der tidligere modtog fem vederlag, typisk blive sat ned til to-

tre vederlag, mens efterskoleopholdet står på. Hvor langt ned vederlag sæt-

tes afhænger primært af, i hvilken grad plejefamilien forventes at stå til rådig-

hed under efterskoleopholdet, og i et vist omfang af hvilke krav der løbende

stilles til plejeforældrenes samarbejde med de biologiske forældre.

Den anden løsning er, at kommunen fastholder det fastsatte antal vederlag i

efterskoleperioden, men til gengæld forventer, at efterskoleopholdet betales

af plejeforældrene. Det bør dog understreges, at udgiften til efterskoleophold

kan variere.

LØS-

LØSNING

Kommunen reducerer antallet af vederlag i efterskole-

perioden og betaler for efterskoleopholdet.

LØSNING

Kommunen fastholder antallet af vederlag og kræver

efterskoleopholdet betalt af plejeforældrene.

Begge løsninger kan fungere, og det anbefales, at den enkelte kommune

vurderer, hvilken løsning der er mest hensigtsmæssig lokalt.

Det kan for eksempel overvejes, om kommunen ønsker indflydelse på, om

barnet kommer på efterskole. Hvis det for eksempel skrives ind i handlepla-

nen, at plejebarnet skal på efterskole, vil plejeforældrene formentlig forvente,

at kommunen betaler opholdet.

Gode råd

Nedenfor er samlet en række gode råd vedrørende kriterier for genforhandling

af vederlag.

Gode råd i forhold til kriterier for genforhandling



Indfør faste kriterier for genforhandling af vederlag, for eksempel ved ændringer

i barnets livssituation.

Tydeliggør kriterier for genforhandling, indfør dem i en eventuel lokal plejefami-

liehåndbog, og drøft dem med plejefamilierne ved opfølgningsmøder.

Indfør en fast procedure for håndtering af vederlag i forbindelse med plejebar-

nets efterskoleophold.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

6. Øvrige omkostninger

Plejefamilier modtager hver måned et fast skattefrit beløb, der skal dække

kost, logi og andre udgifter i forbindelse med plejebarnets daglige fornøden-

heder. Herudover kan plejefamilierne ansøge om dækning af øvrige omkost-

ninger i forbindelse med plejeopgaven.

Plejefamilierne peger på, at de indimellem er i tvivl om, hvad der kan søges

om tilskud til. Kommunerne oplever desuden, at opgaven med at behandle

ansøgninger kan være tidskrævende, hvilket delvis skyldes tvivl om de gæl-

dende retningslinjer.

På trods af fælles overordnede retningslinjer for kost- og logibeløbet og øvri-

ge omkostninger er der i praksis stor forskel på, hvad der dækkes på tværs af

kommunerne, og hvor meget der dækkes. For en mere uddybende beskrivel-

se af dette henvises til bilag B om retningslinjer for omkostninger på tværs af

kommuner.

I kapitel 6 beskrives løsninger indenfor følgende:



Tydelige retningslinjer for øvrige omkostninger.

Klar definition af kost- og logibeløbet.

Klar rolle- og ansvarsfordeling.

Nedenfor præsenteres løsninger og eksempler for hvert af disse temaer.

Tydelige retningslinjer for øvrige

omkostninger

Flere plejefamilier er i tvivl om de gældende retningslinjer for øvrige omkost-

ninger. Det vil sige de ekstra udgifter, de har ved at have plejebarnet boende,

som plejefamilierne kan søge om at få dækket.

Når det står i kontrakten,

er det svært at foretage

overordnede ændringer,

fordi det ligger fast.

Sagsbehandler

De forskellige forventninger hos plejefamilierne betyder desuden, at kommu-

nerne bruger uhensigtsmæssig lang tid på at diskutere deres retningslinjer

med plejefamilierne.

Løsning: Klare retningslinjer

Det er erfaringen i kommunerne, at det letter deres arbejde, når de er tydeli-

ge om, hvilke øvrige omkostninger plejefamilierne kan søge om, og under

hvilke forhold omkostningerne kan forventes bevilget. For at skabe tydelighed

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

og mindske administrationen kan kommunerne med fordel forenkle retnings-

linjerne for øvrige omkostninger.

Nogle kommuner har fastsat rammerne for dækning af øvrige omkostninger i

de enkelte kontrakter med plejefamilierne. Det betyder, at beløbene kan vari-

ere for plejefamilier, der har flere børn i pleje, og at kommunerne i deres

sagsbehandling skal forholde sig til individuelle aftaler i de enkelte kontrakter

og ikke til faste retningslinjer. Individuelle aftaler giver således mere admini-

stration og gør det sværere for kommunerne at ændre praksis. De kan dog

være nødvendige ved permanente ydelser til eksempelvis særlig behandling

såsom ergoterapi eller psykolog.

Eksempel på vejledende lister over særlige udgifter (uddrag)

Listen nedenfor er retningsgivende, i forhold til hvilke udgifter kommunen kan dække og i hvilket om-

fang. Der gøres opmærksom på, at listen ikke er udtømmende.

Briller og kontaktlinser: Kontaktlinser og brilleglas, almindeligvis med refleksfri behandling, ydes efter

regning. Tilskud til stel på maksimum 2.000 kr. og udskiftning, når det skønnes absolut nødvendigt.

Computer/iPad: Som udgangspunkt bevilges der kun computer/iPad, når barnet har været anbragt i

samme plejefamilie i under to år, hvis en skole eller et anerkendt uddannelsessted forlanger en com-

puter/iPad. Der kan ydes tilskud på op til 3.000 kr. Hvis barnet har været anbragt i over to år i samme

plejefamilie, og der er behov for computer/iPad, afholdes udgiften som udgangspunkt af omkostnings-

delen.

Cykel: Ved indflytning kan der bevilges en cykel til maksimum 2.500 kr., inklusive cykelhjelm, som det

forudsættes, at barnet anvender. Der kan som udgangspunkt ikke bevilges tilskud oftere end hvert an-

det år med maksimum 1.500 kr. per gang.

Plejefamilien skal søge rådgiver om eventuel dækning af ekstra udgifter, der ligger udenfor omkost-

ningsdelen, inden de afholdes.

Løsning: Udvalg fastsætter niveau for omkostninger

Enkelte kommuner har gode erfaringer med, at et særskilt udvalg tager stil-

ling til, hvilke omkostninger kommunen dækker og hvornår. Hensigten er, at

udvalget behandler ansøgninger på områder, som kommunen ikke har ret-

ningslinjer for, og dermed fastsætter retningslinjer for den fremadrettede be-

handling af tilsvarende ansøgninger. Det har for eksempel været tilfældet for

ansøgninger vedrørende computere, iPads, telefoner mv.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksempel på udvalg til at fastsætte niveauer for særlige udgifter

Kommunen har nedsat et udvalg, der træffer beslutning vedrørende an-

søgninger om særlige udgifter, der ikke tidligere er taget stilling til i kom-

munen. Det betyder, at hvis sagsbehandleren ikke kan finde svar i de ge-

nerelle retningslinjer, overgår ansøgningen til udvalget, der beslutter, om

en given udgift skal dækkes. For hver ansøgning vurderes det endvidere,

om ansøgningen vedrører noget generelt, der skal tilføjes kommunens li-

ste over særlige udgifter.

Løsning: Udarbejdelse af overbliksskabende materiale

Det vil være en fordel for både medarbejdere og plejefamilier, hvis de har

vished om, hvor de kan finde svar, hvis de er i tvivl om, hvilke øvrige omkost-

ninger kommunen dækker. Derfor kan det være en god ide at udarbejde

oversigter og skemaer med retningslinjerne for de mest gængse særlige

udgifter.

Kortlægningen viser, at manglende gennemsigtighed omkring retningslinjer

og ansøgningsprocedurer kan føre til, at plejeforældre ikke oplever, at det er

legitimt at ansøge om dækning af øvrige omkostninger. Foruden formidlingen

af kommunens retningslinjer kan det således være en god idé at gøre det

helt klart over for familierne, at det er legitimt at ansøge om dækning af øvri-

ge omkostninger efter de gældende retningslinjer.

Flere kommuner arbejder i øjeblikket med at styrke formidlingen af deres

retningslinjer til plejefamilierne. Det kan for eksempel være ved at inkludere

dem i kommunens eventuelle lokale plejefamiliehåndbog eller gøre dem til-

gængelige på kommunens hjemmeside.

Klar definition af kost- og logibelø-

bet

Det hedder også kost- og

logibeløbet, så det er det,

de [plejefamilierne] tror,

det dækker. Det skal

beskrives bedre.

Kommunal leder

Mange plejefamilier er i tvivl om, hvad beløbet til kost, logi og daglige fornø-

denheder forventes at dække. Overordnet fremgår det typisk af kommunens

skriftlige materiale, at beløbet skal dække kost, logi og/eller den løbende

forsørgelse af plejebarnet.

Selvom flere kommuner arbejder med at dele kost- og logibeløbet op i del-

ydelser, er det sjældent specificeret, hvad beløbet dækker, og hvad der for-

ventes at være et passende udgiftsniveau for de enkelte dele af beløbet til

kost, logi og daglige fornødenheder.

Løsning: Klarhed om anvendelse af kost- og logibeløbet

Kommunen kan med fordel definere klarere, hvad kost- og logibeløbet for-

ventes at dække. Flere kommuner arbejder i dag med at nedbryde kost- og

logibeløbet til mindre delydelser med henblik på at give plejefamilierne over-

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

blik over, hvad beløbet forventes brugt til. Der vil naturligvis aldrig være tale

om en udtømmende liste, men snarere nogle overordnede kategorier, som

beløbet forventes anvendt til at dække.

Eksempel på, hvad der kan være indeholdt i kost- og logibeløbet

Kost- og logibeløbet skal jævnfør skrivelse fra KL af 27. oktober 2009,

der refererer til Socialministeriet, dække den løbende forsørgelse af ple-

jebarnet i form af udgifter til kost, logi og almindelige daglige fornøden-

heder.

Daglige fornødenheder dækker forsørgelsesudgifter såsom:

•

Anskaffelse og brug af (mobil)telefon, tv, pc, internet mv.

Ansvars-, ulykkes- og rejseforsikring. Kommunen dækker generelt ik-

ke skader forvoldt af og på plejebarnet eller skader, der kan dækkes

af anden forsikring.

Bus-, tog- og rejsekort til barnet/den unge til skole, fritidsaktiviteter

mv.

Diverse skoleremedier (taske, penalhus, passer, lineal, lommeregner

og lignende).

Frisør.

Fødselsdags- og julegaver til plejebarn, søskende, klassekammerater

og lignende.

Hygiejne (sæbe, shampoo, herunder luseshampoo, bleer, creme, de-

odorant og hygiejnebind).

Kost, inklusive skolemælk og lignende.

Kørsel til daginstitution, skole, læge, tandlæge, kammerater og fri-

tidsaktiviteter.

Logi (værelse, seng, stol, bord, sengetøj, lys, vand, varme, baby-

alarm m.m.).

Medicin, der ikke er lægeordineret, og vaccinationer ved udlandsrej-

ser.

Opsparing til ferie, lejrskole, studierejser, konfirmation, fester mv.

Kørekort, pas og visa.

Porto på breve, barnet sender.

Reparation af cykel, inklusive punktering, cykellygter, inklusive batte-

rier, mv.

Tøjvask, inklusive vaskepulver.

Udgifter til lektiehjælp/babysitter/barnepige ved forældremøder i ple-

jebarnets daginstitution, skole, biograf-/teaterbesøg og lignende.

Vedligeholdelse af værelset

•

Derudover kan kommunen tilknyttelisten er ikke udtømmende. for hver om-

Ovenstående er eksempler, og et vejledende udgiftsniveau

kostningskategori som indikation på, hvad de forskellige dele forventes at

koste.

Hvis kommunen har særlige forventninger til, at plejefamilien sparer op af

deres kost- og logibeløb til dækning af senere aktiviteter, kan kommunen

med fordel understrege dette overfor plejefamilien og yde overordnet rådgiv-

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

ning om et vejledende opsparingsbeløb. Opsparing kan være relevant i for-

bindelse med afholdelse af konfirmation, indkøb af computer eller telefon mv.

Plejefamilierne kan have særlige ønsker til valg af skole for plejebarnet, ek-

sempelvis kan der være ønske om, at et nyanbragt plejebarn indskrives på

samme skole som familiens biologiske børn eller øvrige plejebørn. Kommu-

nen bør derfor overveje, hvem der dækker eventuelle merudgifter forbundet

med valg af friskoler, privatskoler eller lignende.

Klar rolle- og ansvarsfordeling

I flere kommuner er der intern usikkerhed om roller og ansvar i forhold til

processen for håndtering af øvrige omkostninger. Samtidig er plejefamilierne

i tvivl om, hvor de skal henvende sig med spørgsmål og ansøgninger.

Kommunerne kan derfor med fordel afklare rolle- og ansvarsfordelingen i

processen og tydeliggøre den for både medarbejdere og plejefamilier. Samti-

dig kan der med fordel arbejdes med at sikre kendskab til kommunens ret-

ningslinjer.

Løsning: Klarhed om beslutningskompetence

Både for plejefamilier og for kommunens medarbejdere kan det være uklart,

hvem der har beslutningskompetence til at træffe afgørelse om øvrige an-

søgninger om særlige udgifter. Nogle steder er det familieplejekonsulenterne,

der træffer beslutning, andre steder er det sagsbehandlerne. Nogle steder er

kompetencen delt, så sagsbehandlerne træffer beslutning om visse typer

udgifter og familieplejekonsulenterne om andre.

For at skabe klarhed kan det være nødvendigt at drøfte internt i kommunen,

hvem der har beslutningskompetencen vedrørende hvilke typer udgifter.

Da behandling af ansøgninger vedrørende særlige udgifter skaber en del

arbejde i kommunerne, anbefales det, at kommunerne skaber klarhed om

processen overfor plejefamilierne, så det er tydeligt, hvor de kan finde oplys-

ninger, hvem de kan henvende sig til mv. Det kan for eksempel være i tråd

med nedenstående.

Tjek

oversigt

over

generelle

retnings-

linjer

Ved tvivl:

Spørg

plejefamilie-

konsulent

Ansøg

skriftligt

dækning

Ved

bevilling:

Indkøb/

afhold

udgift

Send

kvittering

til

kommune

Modtag

penge

Udover at der skabes overblik over processen, kan der med fordel indgå en

kort beskrivelse af øvrige retningslinjer, herunder for eksempel:



Om der kan bevilges penge med tilbagevirkende kraft.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren



Om der skal ansøges om dækning af udgifter, der fremgår af en eventuel

generel liste, eller om der for disse udgifter blot kan sendes en regning.

Hvem plejefamilierne skal rette henvendelse til ved tvivl.

Hvem plejefamilierne skal sende ansøgningen til.

Hvem plejefamilierne skal sende kvitteringer til.

Formidlingen af processen og svarene på de typiske spørgsmål skaber både

overblik og klarhed internt i kommunen og for plejefamilierne, hvilket er med

til at sikre en smidig sagsbehandling og administration i forhold til øvrige om-

kostninger.

Løsning: Kendskab til retningslinjer hos alle medarbejdere

Kommunen kan med fordel udbrede kendskabet til de gældende retningslin-

jer til alle relevante medarbejdere – også selvom de ikke er direkte involveret

i processen. Det er for eksempel ofte familieplejekonsulenten, der har den

tætteste kontakt med familierne, hvorfor plejefamiliernes henvendelser vedrø-

rende særlige udgifter normalt starter her.

Selvom det er sagsbehandleren, der træffer afgørelsen, kan det være en

fordel, at familieplejekonsulenten har kendskab til de gældende retningslinjer,

så plejefamilien ikke opbygger urealistiske forventninger til serviceniveauet

eller skaber øget administration ved at ansøge om særlige udgifter, som

kommunen ikke dækker.

Det er en fordel at drøfte retningslinjerne for øvrige omkostninger på team-

møder og især ved ændringer at have fokus på at sikre kendskabet til ret-

ningslinjerne hos alle medarbejderne.

Gode råd

Nedenfor er samlet en række gode råd til kommunale retningslinjer for øvrige

omkostninger.

Gode råd i forhold til retningslinjerne for øvrige omkostninger



Forenkl retningslinjerne, og undgå for mange individuelle aftaler.

Overvej, om det giver mening at fastsætte niveauet for omkostninger i et sær-

skilt udvalg.

Udarbejd overbliksskabende materiale til både medarbejdere og plejefamilier.

Udarbejd retningslinjer for anvendelse af kost- og logibeløbet.

Fastlæg en klar rolle- og ansvarsfordeling blandt kommunens medarbejdere,

herunder om beslutningskompetence.

Skab klarhed for plejefamilier om processen for ansøgning om dækning af ud-

gifter.

Udbred kendskabet til kommunens retningslinjer til alle relevante medarbejdere.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

7. Øvrige vilkår

Plejefamilier har forskellige rettigheder og pligter i relation til en række vilkår

omkring anbringelsen. Det gælder for eksempel supervision, uddannelse og

ferie. Kortlægningen viser, at rammerne for disse vilkår er af stor betydning

for samarbejdet mellem kommune og plejeforældre – vederlag skal således

ses i sammenhæng med de øvrige vilkår, som plejefamilien har.

På en række områder giver plejefamilierne udtryk for, at det er uklart for dem,

hvad de kan stille af krav, og hvad de kan forvente af kommunen. Det gælder

især ekstern supervision, supplerende uddannelse og forventninger til afhol-

delse af ferie med plejebarnet. Dette skaber frustrationer og kan give anled-

ning til gnidninger i samarbejdet.

Nogle plejefamilier udtrykker, at de indimellem oplever udfordringer i forhold

til kontrakten for anbringelsen. Det kan handle om, at den udarbejdes for

sent, at den ikke opdateres osv., hvilket kan skabe usikkerhed for plejefamili-

en.

I dette kapitel beskrives løsninger indenfor følgende:



Klarhed om indgåede aftaler.

Tydelig kommunikation om øvrige vilkår.

Tydelige retningslinjer for ferie.

Tilgængelighed.

Nedenfor præsenteres løsninger og eksempler for hvert af disse temaer.

Klarhed om indgåede aftaler

Det er af stor betydning for forholdet mellem kommune og plejefamilie, at der

er styr på de indgåede aftaler om øvrige vilkår. Både plejeforældre og kom-

munens medarbejdere angiver, at det er afgørende for et velfungerende

samarbejde, at kontrakten er udarbejdet, at rammerne for øvrige vilkår er i

orden, og at de indgåede aftaler overholdes.

I mange kommuner indgås aftaler om øvrige vilkår mundtligt, hvilket kan give

udfordringer for plejefamilierne, hvis der opstår uenighed om aftalerne, eller

hvis der er skifte i medarbejderstaben.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Endvidere oplever plejefamilierne, at der i nogle tilfælde ikke udarbejdes en

kontrakt inden anbringelsen, og at kontrakter ikke altid opdateres, når der

sker betydelige ændringer.

Løsning: Skriftlig dokumentation af konkrete aftaler

Kommunen kan med fordel beskrive indgåede aftaler om eksempelvis super-

vision og uddannelse med den enkelte plejefamilie skriftligt. Det skaber tryg-

hed for plejefamilien og øger dens oplevelse af sikkerhed for, at aftalerne

overholdes, og at der er enighed om dem.

Tydelig kommunikation om øvrige

vilkår

Plejefamilierne har ret og pligt til at deltage i supervision og uddannelse, men

de har indimellem vanskeligt ved at gennemskue kommunernes retningslinjer

herfor. Plejefamilierne er for eksempel i tvivl om, hvornår de har mulighed for

at modtage supervision, og mangler viden om, hvornår de må deltage i ud-

dannelse, og hvilke kurser de må deltage i.

Løsning: Klar formidling af retningslinjer for supervision og

uddannelse

Kommunen kan med fordel sikre en klar formidling af retningslinjer for super-

vision og uddannelse i en eventuel lokal plejefamiliehåndbog. Det kan for

eksempel præciseres, hvornår en plejefamilie har mulighed for at modtage

ekstra støtte. Niveauet for supervision og uddannelse bør dog af administra-

tive hensyn ikke indgå direkte i plejefamiliekontrakten.

Eksempel på ekstern supervision som et ekstraordinært tilbud

Kommunen giver ekstern supervision i tilfælde, hvor plejefamilien har sær-

lige behov, der ikke kan dækkes af kommunens familieplejekonsulenter.

Det kan for eksempel dreje sig om tilfælde, hvor plejebarnet har en helt

særlig diagnose, som det er afgørende at have indgående kendskab til for

at kunne yde givtig supervision til plejeforældrene.

Kommunen kan også samle et overblik over muligheder for uddannelse og

supervision i et katalog, der gøres let tilgængeligt for de relevante medarbej-

dere og plejefamilier. Det er centralt i kataloget at gøre opmærksom på, hvil-

ke kurser der er åbne for alle, hvilke der eventuelt skal bevilges på baggrund

af en individuel vurdering af plejefamiliens behov osv. Det er også en god ide

at gøre opmærksom på eventuelle øvrige regler og rettigheder, for eksempel

vedrørende betaling af kørsel til kurser.

Plejeforældrene skelner ikke altid mellem supervision og løbende sparring,

og kataloget kan derfor med fordel også indeholde information om eventuelle

sparringmuligheder såsom temaaftener, cafedrøftelser og netværksgrupper.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksempel på lokale uddannelsesforløb

Kommunen arbejder med intensive uddannelsesforløb om eksempelvis

specialpædagogik, rammer for anbringelsen og mentalisering. Det forløber

typisk over tre-fire kursusdage med cirka tre ugers mellemrum og vareta-

ges af familieplejekonsulenterne med enkelte bidrag fra eksterne undervi-

sere. Uddannelsesforløbene konstrueres typisk på baggrund af input og

evalueringer fra plejefamilierne. Uddannelserne annonceres på kommu-

nens hjemmeside og mundtligt i det løbende samarbejde med plejefamili-

erne.

Eksempel på løbende vejledning igennem forløbet

Foruden supervision og uddannelse yder kommunen også løbende vej-

ledning til plejefamilien, for eksempel gennem besøg hos plejefamilien og

ved netværksmøder. Vejledningen tager sit afsæt i plejebarnets handle-

plan og de mål, som plejefamilien i samarbejde med kommunen skal hjæl-

pe plejebarnet til at opnå. Det vil omhandle trivsel, udvikling, skolegang,

fritidsliv osv.

Eksempel: Sparring kan forløbe på mange måder

Kommunen har god erfaring med at yde sparring på mange forskellige

måder. Udover selve supervisionen gennemføres sparring således som

weekendforløb, netværksgrupper og cafemøder, der finder sted i både

dag- og aftentimerne.

Løsning: Klare retningslinjer omkring forsikringsforhold og

pension

Specifikt omkring forsikringsforhold og pension kan særlige udfordringer gøre

sig gældende for kommunerne. For førstnævnte relaterer det sig typisk til, om

det er kommune eller plejefamilie, der har ansvar for at tegne forsikring for

plejebarnet. Yderligere dækker nogle forsikringsselskaber ikke altid skader

forvoldt af plejebørn og kan kræve et ekstra gebyr ved forsikring af plejebørn.

Kommunen bør derfor overveje, hvem der har ansvar for plejebørnenes for-

sikring, og hvem der dækker merudgifter specifikt ved forsikring af plejebørn.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksempel på retningslinjer omkring forsikringsforhold

Kommunen forudsætter, at plejefamilien har en kombineret ansvars-/

ulykkesforsikring, der dækker personskader forvoldt af plejebarnet på ple-

jefamilien eller tredjemand eller tingskader forvoldt af plejebarnet på tred-

jemands ejendom.

Kommunen forpligter sig til at tage eventuelle skader op til vurdering i de

tilfælde, hvor plejefamilien eller forældremyndighedsindehaverens forsik-

ring ikke dækker, og hvor skadesbeløbet overstiger 1.000 kr.

Plejefamilien har pligt til i forbindelse med udlandsrejser at tegne fornøden

rejseforsikring, så barnet er forsikret med hensyn til sygdom, ulykke og

hjemtransport i og udenfor EU. Se www.sundhed.dk.

Som følge af plejefamiliernes ansættelsesforhold har de ikke ret til pension,

men kommunerne opfordrer i forskellig grad plejefamilierne til selv at oprette

en pensionsordning. Det kan være en god idé at vejlede plejefamilier i forhold

til, hvordan de kan spare op til pension samt fortælle dem om eventuelle

gode råd og erfaringer fra andre plejefamilier.

Kommunen kan således med fordel skabe klarhed om retningslinjer for både

forsikringsforhold og pension i kommunen og formidle dem i centrale doku-

menter såsom i en lokal familieplejehåndbog til plejefamilierne.

Tydelige retningslinjer for ferie

Kommunerne forventer typisk, at plejefamilien holder ferie sammen med

plejebarnet. Kommunerne opfordrer dog til dette i forskellig grad, idet nogle

blot opfordrer til det mundtligt, mens andre skriver det ind i kontrakten, at

plejefamilien er forpligtet til at afholde ferie med plejebarnet, og at kommunen

ikke tilbyder anden pasning i ferieperioder.

En del plejefamilier giver udtryk for, at det er svært at forstå kommunens

retningslinjer vedrørende ferie især i forhold til varsling, tilskud, kompensation

og kommunens forventninger til, om plejebarnet skal med på ferie med pleje-

familien.

Løsning: Tydelige retningslinjer

Plejeforældre er omfattet af ferielovens bestemmelser og har ret til at holde

fem ugers betalt ferie årlig. Har plejefamilien optjent ret til fem ugers betalt

ferie, er plejefamilien i henhold til ferieloven derfor berettiget til at modtage

vederlag og ferietillæg eller feriegodtgørelse under afholdelse af ferien.

Kommunerne kan med fordel vejlede plejefamilierne om disse vilkår.

Som plejefamilie optjener man ikke feriefridagstimer, og man er derfor ikke

berettiget til en sjette ferieuge – det gælder kun for fastansatte plejefamilier

såsom akutfamilier. Under afholdelse af ferien er plejefamilien berettiget til

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

det fastsatte antal vederlag plus 1 procent af vederlaget i optjeningsåret eller

feriegodtgørelse. Udbetalingen afhænger ikke af, om plejefamilien holder

ferie med eller uden plejebarnet.

Disse retningslinjer gælder for alle plejefamilier, og kommunen kan derfor

med fordel gøre dem let tilgængelige for plejefamilierne ved at beskrive dem i

en lokal plejefamiliehåndbog, på kommunens hjemmeside eller lignende.

Generelt anser kommunerne plejeopgaven som et familielignende tilbud,

hvorfor de typisk forventer, at plejefamilien som udgangspunkt holder ferie

med plejebarnet, men opfordrer dog til at holde ferie med plejebarnet i for-

skellig grad. Derfor kan det være en god ide også at beskrive de lokale ret-

ningslinjer for ferieafholdelse henholdsvis med og uden plejebarn. Det kan

være en fordel altid at tage udgangspunkt i nogle faste punkter såsom de

nedenfor anførte og give svar på de mest centrale spørgsmål.



Kommunens forventninger, for eksempel om kommunen generelt forven-

ter, at plejebarnet skal med på ferie.

Praksis og muligheder for plejebarnet i perioder, hvor plejefamilien er på

ferie uden plejebarnet.

Særlige forhold hos plejefamilien, for eksempel om den forventer at rejse

ofte og/eller i længere perioder.

Varsling af ferie, herunder i forhold til lovgivningen, og samvær og sam-

arbejde i forhold til plejebarnets biologiske forældre.

Tilskud til ferie og forventet opsparing.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Eksempel på retningslinjer for afholdelse af ferie med henholdsvis uden plejebarn (plejefami-

liehåndbogen)

Afholdelse af ferie med barnet

Udgangspunktet er, at plejebarnet er en integreret del af jeres familie – også i ferien. Kommunen har

valgt at yde en ekstra omkostningsdel i de uger, hvor I holder ferie med plejebarnet, som kompensa-

tion for de ekstra udgifter, der måtte være i forbindelse med, at I har plejebarnet med på ture og lig-

nende i ferien. Der bevilges som udgangspunkt ikke dækning af yderligere udgifter vedrørende fe-

rieperioden.

Hvis I skal på ferie i udlandet med plejebarnet, skal I være opmærksomme på at orientere Børne- og

Familierådgivningen herom, da plejebarnets ferie i udlandet som udgangspunkt kræver forældrenes

samtykke. Det er Børne- og Familierådgivningens opgave at indhente dette samtykke. Hvis foræl-

drene ikke vil give samtykke hertil, kan Børne- og Familierådgivningen efter en konkret vurdering

træffe afgørelse om, at jeres plejebarn må rejse med jer på ferie i udlandet. Når forældrene har givet

samtykke til eller Børne- og Familierådgivningen har truffet afgørelse om, at plejebarnet må rejse

med jer på ferie i udlandet, udsteder Børne- og Familierådgivningen et rejsedokument, der er jeres

bevis på, at I må rejse til udlandet med plejebarnet.

Afholdelse af ferie uden barnet

Hvis I holder ferie uden plejebarnet, er I ikke berettiget til vederlag under ferien, hvis I ikke har op-

tjent ret til ferie i kommunen. I bedes derfor give besked til Børne- og Familierådgivningen, hvis I øn-

sker at holde ferie uden plejebarnet.

Tilgængelighed

Det kan udfordre samarbejdet mellem kommune og plejefamilie, hvis pleje-

familien oplever ikke at kunne få hjælp i akutte situationer, som er svære at

håndtere. Kortlægningen viser, at muligheden for at få kontakt er afgørende

for plejefamiliernes oplevelse af støtte i plejeopgaven – særligt ved akutte

problemer.

Løsning: Vagttelefon eller hotline

Det er vigtigt, at der er mulighed for, at plejefamilierne kan komme i kontakt

med kommunen udenfor almindelig arbejdstid. Det handler altovervejende

om, at det skaber tryghed for plejefamilierne at vide, at de altid kan ringe,

hvis det bliver nødvendigt. Det kan for eksempel imødekommes ved at etab-

lere et samarbejde med eksisterende døgnvagter med 24-timers vagtdæk-

ning eller med personalet på en døgninstitution med aften- og nattevagter.

Det kan også imødekommes ved at etablere en vagttelefon eller en kommu-

nal hotline, som plejefamilierne kan kontakte, hvis de har behov herfor. Det

er erfaringen i kommuner, der arbejder med denne løsning, at den skaber

den ønskede tryghed hos plejefamilierne – også selvom kommunen reelt

sjældent modtager opkald fra plejefamilierne på vagttelefonen. Denne løs-

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

ning stiller krav til medarbejdernes arbejdstider og vil koste nogle ressourcer

at etablere, men kan være en rigtig god støtte og et godt signal til plejefamili-

erne.

Eksempel på kommunal hotline

Både kommuner og plejefamilier giver udtryk for, at kommunens tilgænge-

lighed er af afgørende betydning for et godt samarbejde. Derfor etablerede

kommunen en hotline, som plejefamilierne kunne ringe til. Hotlinen passes

af familieplejekonsulenterne. I praksis ringer plejefamilierne sjældent, men

det er kommunens erfaring, at det på trods af begrænset anvendelse ska-

ber tryghed hos plejefamilierne.

Gode råd

Nedenfor er samlet en række gode råd vedrørende øvrige vilkår.

Gode råd i forhold til øvrige vilkår



Skab klarhed om de indgåede aftaler med plejeforældrene, og dokumentér dem

skriftligt.

Skab overblik over muligheder for uddannelse og supervision, og formidl dem i

en eventuel lokal plejefamiliehåndbog.

Skab klare retningslinjer omkring forsikringsforhold og pension.

Beskriv generelle retningslinjer for ferie, og forventningsafstem med plejeforæl-

drene specifikt om ferie.

Sørg for at sikre høj tilgængelighed for eksempel ved at etablere en vagttelefon.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

8. Samarbejde på tværs

af kommuner

Praksis for vederlag til plejefamilier varierer på tværs af kommuner i dag. Det

gælder både ved tildeling og genforhandling af vederlag og for øvrige om-

kostninger og vilkår.

Det betyder, at rammerne for anbringelse i plejefamilier i høj grad afhænger

af den enkelte kommune, hvilket dels skaber konkurrence om plejefamilierne

blandt kommunerne, dels skaber udfordringer for de plejefamilier, der har

anbragte børn fra flere end én kommune, idet rammerne for deres respektive

plejebørn ikke er ens.

I dette kapitel beskrives løsninger og eksempler, der kan medvirke til at sikre

et godt tværkommunalt samarbejde.

Kapitlet adskiller sig fra de øvrige, ved at de foreslåede løsninger ikke uden

videre kan implementeres i den enkelte kommune, idet de omhandler samar-

bejdet på tværs af kommunerne i samme region. Involveringen af flere aktø-

rer er således en forudsætning for, at kapitlets løsningsforslag kan realiseres.

Tværkommunalt samarbejde

Den forskelligartede praksis vedrørende vederlag samt øvrige omkostninger

og vilkår skaber konkurrence kommunerne imellem og minimerer gennemsig-

tigheden for plejefamilierne. Det skaber især udfordringer, når der anbringes

børn fra flere kommuner i samme plejefamilie. Kommunerne efterspørger

derfor generelt et bedre samarbejde og større ensartethed på tværs af kom-

munerne i samme region.

Flere kommuner indgår allerede i samarbejder og netværk på tværs af kom-

munerne. Samarbejdet er dog sjældent formaliseret i fælles retningslinjer.

Løsning: Formalisering af det tværkommunale samarbejde

Flere kommuner indgår allerede i netværk og samarbejder med henblik på at

dele viden og sparre om praksis på plejefamilieområdet. Samarbejdet kan

med fordel formaliseres yderligere, så der i højere grad indgås forpligtende

aftaler mellem kommuner i de enkelte regioner.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Det kan for eksempel være fælles kriterier for fastsættelse af vederlag, fælles

proces for genforhandling af vederlag eller fælles niveauer for øvrige om-

kostninger.

Eksempel på fælles praksis for vederlag på tværs af kommuner

Kommunen indgår i et ledelsesnetværk sammen med de omkringliggende

kommuner med henblik på at opnå en fælles praksis for vederlag. Hensig-

ten er blandt andet at sikre, at plejeforældrene har ens vilkår, uanset hvil-

ken kommune i området de indgår aftale med.

Ved at ensrette niveauet for vederlag kan fokus rettes mod det faglige sam-

arbejde mellem kommune og plejefamilie, der er af afgørende betydning for

en vellykket anbringelse.

Det tværkommunale samarbejde kan blandt andet faciliteres via Socialstyrel-

sens kommunale netværk på plejefamilieområdet, hvor ledere og medarbej-

dere på området fra størstedelen af landets kommuner samles.

Samarbejdet skal

formaliseres gennem

en gældende

samarbejdsaftale, hvor

kommunen forpligter

sig.

Kommunal leder

Løsning: Fælles ansvar ved anbringelse af plejebørn fra

flere kommuner i samme plejefamilie

Især ved anbringelse af plejebørn fra flere kommuner i samme plejefamilie er

tværkommunalt samarbejde i regionen afgørende. Den primære udfordring

er, at de enkelte anbringelser ikke nødvendigvis koordineres på tværs af

kommunerne, og at kommunerne kan mangle et samlet billede af plejebør-

nenes behov.

For at sikre, at omfanget af den samlede plejeopgave ikke bliver for stort, når

en plejefamilie har plejebørn fra flere kommuner, vil det være en fordel, hvis

de anbringende kommuner etablerer et mere formelt samarbejde. Når en

kommune overvejer at anbringe et plejebarn i en plejefamilie, der allerede

har et eller flere plejebørn fra en anden kommune, kan kommunen for ek-

sempel tage kontakt til den anden involverede kommune med henblik på at

afklare, om det er et godt match, og hvordan plejefamilieanbringelserne

bedst koordineres.

Det bør blandt andet drøftes, hvilke krav og forventninger de involverede

kommuner hver især har til deres individuelle anbringelser, og om plejefamili-

en samlet set kan rumme anbringelse af yderligere et plejebarn.

Der bør være regler for,

hvor mange børn

plejefamilierne må have

i forhold til vederlag.

Der er grænser for, hvor

stor en opgave en

plejefamilie kan

varetage.

Familieplejekonsulent

Løsning: Fælles retningslinjer for omkostninger

Kortlægningen viser, at kommunernes retningslinjer for håndtering af særlige

udgifter og kost- og logibeløb divergerer betragteligt. Dette er yderligere ud-

foldet i bilag B om retningslinjer for omkostninger på tværs af kommuner. For

flere plejefamilier betyder de små forskelle mellem kommunerne meget. Nog-

le plejefamilier føler sig snydt, når de hører om andre, der har bedre vilkår,

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

mens andre med plejebørn fra flere kommuner har svært ved at gennem-

skue, hvilke regler der gælder for deres respektive plejebørn.

De særlige udgifter, som plejefamilierne typisk søger dækket, er relativt ens

på tværs af landet, og kommunerne i samme region kan derfor med fordel

arbejde ud fra de samme fælles retningslinjer.

Eksempel på fælles retningslinjer for omkostninger

Kommunerne i regionen arbejder med et fælles sæt retningslinjer for om-

kostninger, der sikrer ensartede vilkår for plejefamilierne på tværs af

kommunerne og samtidig sikrer, at kommunerne ikke spilles ud mod hin-

anden. Det er erfaringen, at det har ført til større tilfredshed blandt pleje-

familierne.

Når der arbejdes på tværs af kommuner, skal det naturligvis ske under hen-

syntagen til lokale ønsker og behov. Den tværkommunale dialog omkring

fælles retningslinjer må således tage hensyn til den lokale prioritering i den

enkelte kommune.

Løsning: Tværkommunalt samarbejde om øvrige vilkår

Kommunerne kan med fordel overveje, om der kan etableres et tværkommu-

nalt samarbejde for supervision og uddannelse. Det vil dels øge antallet af

muligheder og gøre dem mere målrettede, og dels ensrette rammerne for

supervision og uddannelse på tværs af kommunerne, så plejefamilierne op-

lever en god og ensartet service på tværs af kommunerne. Samtidig kan et

samarbejde spare kommunerne ressourcer. Derudover kan kommunerne

overveje at gå sammen om et etablere en fælles vagttelefon eller hotline og

deles om bemandingen heraf.

Løsning: Fælles formidling

Hvis kommunerne fastsætter tværkommunale retningslinjer for vederlag,

omkostninger og/eller øvrige vilkår, kan de med fordel gå sammen om at

udarbejde en fælles beskrivelse af disse retningslinjer til de lokale plejefami-

liehåndbøger, hjemmesiden mv. På den måde sikres det, at praksis og for-

midling stemmer overens og ensrettes på tværs af kommunerne i de enkelte

regioner.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Gode råd

Nedenfor er samlet en række gode råd til samarbejdet kommunerne imellem.

Gode råd i forhold til samarbejde



Formaliser det tværkommunale samarbejde i regionen om kriterier for fastsæt-

telse af vederlag, genforhandling, øvrige omkostninger m.m.

Ansvarliggør de involverede kommuner ved anbringelse af plejebørn fra flere

kommuner i samme plejefamilie.

Udarbejd fælles retningslinjer for omkostninger blandt regionens kommuner.

Formaliser samarbejdet om supervision, uddannelse og løbende sparring.

Anvend fælles skriftlig formidling af retningslinjer m.m. i de lokale plejefamilie-

håndbøger, pjecer m.m.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Bilag A: Beskrivelse af

vederlagsmodeller

Gennemsnitsmodellen

Aarhus Kommune har udviklet en lokal model for honorering af plejefamilier,

den såkaldte gennemsnitsmodel.

Modellen blev blandt andet udviklet for at gøre op med det, som kommuner

og plejefamilier opfatter som en omvendt incitamentsstruktur, hvor plejefami-

lierne sættes ned i vederlag, hvis plejebarnets situation forbedres. Formålet

med gennemsnitsmodellen er således at understøtte det anbragte barns

ressourcer fremfor dets vanskeligheder og at sikre plejefamilien øget incita-

ment for at forbedre plejebarnets situation, idet honoreringen ikke sættes

ned. Modellen er endvidere udviklet med henblik på at skabe ro omkring

anbringelsen ved at gøre honoreringen forudsigelig i hele anbringelsesperio-

den. Modellen skal samtidig sikre det gode samarbejde mellem kommune og

plejefamilie ved at have klare aftaler om, hvilken støtte, omsorg eller behand-

ling plejebarnet skal have, og ved fra anbringelsens start at tydeliggøre an-

bringelsens forventede varighed.

Gennemsnitsmodellen har fået sit navn, fordi honorering af plejeforholdet

foretages ud fra en gennemsnitsbetragtning forstået som en vurdering af den

gennemsnitlige forventede plejeopgave i det konkrete tilfælde fordelt over

den samlede anbringelsestid. Det betyder, at den honorering, der fastsættes i

starten af en anbringelse, fastholdes igennem hele anbringelsesperioden og i

yderste konsekvens fra plejebarnets anbringelse og frem til dets fyldte 18. år.

Gennemsnitsmodellen anvendes på alle nyoprettede plejefamilieanbringelser

i kommunen. Det er kommunens vurdering, at gennemsnitsmodellen aktuelt

er anvendt i omkring 60 procent af de samlede plejefamilieanbringelser i

kommunen. I den resterende del af sagerne er KL’s retningslinjer anvendt.

Gennemsnitsmodellen: Honorering af plejefamilier ud fra en gennemsnitsbetragtning. Udarbej-

det i samarbejde mellem Aarhus Kommune og KL i 2008 og revideret i juni 2012.

Gennemsnitsmodellen blev udviklet og afprøvet i perioden 2008-2010. Gennemsnitsmodellen

blev gjort permanent i Aarhus Kommune fra 1. januar 2011. I anbringelsessager fra før juni 2008

er KL’s retningslinjer anvendt.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Vederlagsniveauer i gennemsnitsmodellen

Gennemsnitsmodellen består af fem niveauer, svarende til 3-12 vederlag.



Niveau 1 svarer til tre vederlag (12.000 kr.) per måned.

Niveau 2 svarer til fem vederlag (20.000 kr.) per måned.

Niveau 3 svarer til syv vederlag (28.000 kr.) per måned.

Niveau 4 svarer til ti vederlag (40.000 kr.) per måned.

Niveau 5 svarer til tolv vederlag (48.000 kr.) per måned.

I praksis anvendes niveau 2-3 oftest. Niveau 1 anvendes sjældent, fordi det

vurderes, at langt de fleste plejeopgaver har en tyngde, der tilsiger en højere

honorering. Niveau 4 og 5 anvendes primært til kommunale plejefamilier, og

niveau 5 anvendes kun i ganske særlige tilfælde.

Generelle tildelingskriterier i modellen

Gennemsnitsmodellen tager udgangspunkt i en samlet vurdering ud fra føl-

gende generelle kriterier ved fastsættelse af niveau for honorering:



Barnets vanskeligheder og behov for omsorg, støtte og behandling.

Anbringelsens forventede varighed.

Kontinuitet i barnets anbringelse.

Krav til samarbejdet med barnets forældre og øvrige familie og netværk.

Plejefamiliens ressourcer og kvalifikationer til at løse opgaverne med

plejebarnet, herunder vurdering af plejefamiliens faglige baggrund eller

særlige erfaring med beslægtede opgaver.

Plejeforholdets betydning for eventuelle erhvervsbegrænsninger, herun-

der omfanget af udearbejde for begge plejeforældre.



I hovedtræk minder de generelle tildelingskriterier i gennemsnitsmodellen

således om KL’s retningslinjer.

Der er dog to centrale forskelle. For det første indgår den forventede varig-

hed af anbringelsen, når honorering fastsættes ved anvendelse af gennem-

snitsmodellen. For det andet tænkes forventelige ændringer ind ved fastsæt-

telsen, idet honoreringen skal afspejle den gennemsnitlige plejeopgave frem-

adrettet. Dette skal understøtte, at honoreringen er fastsat på et passende

niveau i hele anbringelsesperioden.

Derudover er der i gennemsnitsmodellens generelle tildelingskriterier en di-

rekte kobling mellem honoreringsniveau og plejefamiliens uddannelsesmæs-

sige baggrund.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Specifikke tildelingskriterier i modellen

Den specifikke fastsættelse af honorering i gennemsnitsmodellen foregår

med baggrund i gennemsnitsmodellens skema for beregning af honorering.

Ligesom i KL’s vejledende skema til honorering skaber gennemsnitsmodel-

lens skema for beregning af honorering sammenhæng mellem barnet, pleje-

familien og niveauet for honorering.

Der lægges først og fremmest vægt på barnets vanskeligheder og behov for

støtte, omsorg og behandling. I forhold hertil anvendes en række belast-

ningsindikatorer svarende til de belastningsindikatorer, der også fremgår af

KL’s vejledende skema for honorering. Endvidere inddrages plejefamiliens

ressourcer og kvalifikationer samt krav til samarbejdet med plejebarnets bio-

logiske forældre og øvrige netværk i vurderingen. Når antallet af vederlag

fastsættes for hele anbringelsesforløbet, er det relevant, at anbringelsens

forventede varighed og kontinuitet inddrages i vurderingen, da gennemsnittet

kan variere herefter. Endelig inddrages eventuelle begrænsninger af pleje-

forældrenes deltagelse i det almindelige arbejdsmarked som følge af pleje-

opgaven.

Det samlede skema for honorering, der anvendes i gennemsnitsmodellen,

fremgår nedenfor.

Barnets støttebehov

På dette niveau har barnet i forhold til

andre børn på samme alder behov for

ekstra støtte og stimulering.

Dernæst har barnet en eller få almindelige

belastningsfaktorer såsom:



Faglige/sociale problemer i skolen.

Ikke alderssvarende udvikling.

Søvnproblemer/mareridt.

Ikke alderssvarende motorisk udviklet.

Manglende tillid til voksne.

Vådligger og lignende urenlighed.

Behov for særlig støtte og stimulation.

Diverse psykosomatiske reaktioner.

Lettere fysisk/psykisk handicap med

behov for motorisk, psykisk og social

træning.

Reaktion på anbringelse/adskillelse fra

forældre.

Krav til plejefamilien

Plejefamilien skal være obs på barnets

reaktioner/signaler.

Plejefamilien skal kunne magte vanske-

ligheder, der kræver samarbejde/særlig

opfølgning i forhold til skole, daginstituti-

on, fritid og daglige aktiviteter i øvrigt.

Plejefamilien skal kunne rumme et foræl-

dresamarbejde, der kræver særlig indsigt

og erfaring.

Plejefamilien kan have fuldtidsarbejde ved

siden af plejeopgaven.

Niveau

Niveau 1

(svarende til

3 x normal-

vederlag)



SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Barnets støttebehov

På dette niveau har barnet stort behov for

støtte og stimulering. Over tid ser det

måske ud til, at barnet får behov for yder-

ligere støtte. Måske ses der også at kunne

ske en bedring for barnet.

Barnet har mange af de ovenfor nævnte

belastningsfaktorer, der medfører omfat-

tende omsorgs- og/eller opdragelsesbe-

hov og fordrer socialpædagogisk indsats

af blandt andet adfærdsregulerende ka-

rakter.

Der kan også være tale om en eller flere

af nedenstående mere alvorlige belast-

ningsfaktorer.

På dette niveau har barnet – eller vil bar-

net på sigt få – et massivt behov for støtte

og stimulering.

Barnet har alvorlige belastningsfaktorer

såsom:



Spiseforstyrrelser.

Psykiatriske symptomer.

Flere tidligere anbringelsesforløb.

Følgevirkninger af mors misbrug.

Følgevirkninger af incest eller anden

mishandling/groft omsorgssvigt.

Misbrugsproblemer.

Sværere fysisk/psykisk handicap med

uhensigtsmæssig adfærd og/eller stort

aktivitetsniveau.

Fysisk/psykisk handicap med omfat-

tende plejebehov.

Fysisk/psykisk handicap med behov for

konstant opsyn.

Krav til plejefamilien

Plejeopgaven kræver socialpædagogisk

indsats, der kræver dels en vis erfaring,

dels at plejeforældrenes arbejde udenfor

hjemmet skal indrettes efter barnets be-

hov.

Krævende forældresamarbejde, der nød-

vendiggør indsigt i og evne til et sådant

samarbejde.

Niveau

Niveau 2

(svarende til

5 x normal-

vederlag)

Plejeopgaven kræver, at plejefamilien har

indsigt/relevant erfaring på området og

kan indgå i en egentlig behandlingsind-

sats.

Ligeledes kræver opgaven, at plejeforæl-

drenes samlede beskæftigelse udover

plejeopgaven højst må udgøre en fuld-

tidsstilling.

Krævende forældresamarbejde, der nød-

vendiggør særlig viden og indsats.

Niveau 3

(svarende til

7 x normal-

vederlag)



Dette niveau kan kun anvendes i helt

særlige og ekstraordinære tilfælde og skal

ses som et alternativ til særlige behand-

lingstilbud af individuel karakter, for ek-

sempel unge, der skal mandsopdækkes,

og unge, der er svært handicappede, og

som stiller særlige krav til opfølgning,

overvågning mv. Barnet/den unge har

således massive støttebehov, der ligger

udover det, der normalt vil kunne rummes

i en plejefamilie.

Barnet/den unge har massive belastnings-

faktorer såsom:



Massive sociale/psykiske vanskelighe-

der.

Massive fysiske/psykiske handicap.

Plejeopgaven kræver, at plejefamilien har

socialpædagogisk uddannelse, indsigt i og

erfaring med målgrupperne. Endvidere

kræves, at plejefamilien kan indgå i en

individuelt tilrettelagt plan. Det forventes,

at plejefamilien kan afrapportere skriftligt.

Plejeopgaven kræver, at begge plejefor-

ældre er til rådighed, og at mindst den ene

er fuldtidsbeskæftiget med plejeopgaven

og ikke har arbejde udenfor hjemmet.

Krævende forældresamarbejde, der nød-

vendiggør særlig indsigt i og erfaring med

et sådant samarbejde.

Niveau 4

(svarende til

10 x normal-

vederlag)

Dette niveau kan kun anvendes i helt

særlige og ekstraordinære undtagelsestil-

fælde, og det skal ses som et alternativ til

døgninstitution eller til helt særlige be-

handlingstilbud af individuel karakter, for

eksempel unge, der skal mandsopdæk-

kes, unge med eksempelvis ungdoms-

sanktion og unge, der er særdeles svært

handicappede, og som stiller særlige krav

til opfølgning, professionelt samarbejde,

overvågning mv.

Barnet/den unge har særdeles massive

støttebehov, der ligger langt udover, hvad

Plejeopgaven kræver, at plejefamilien har

socialpædagogisk uddannelse og indgå-

ende indsigt i og erfaring med målgrup-

perne. Endvidere kræves det, at plejefami-

lien kan indgå i en individuelt tilrettelagt

plan og deltage i et samarbejde med an-

dre professionelle om barnet/den unge.

Det forventes, at plejefamilien kan afrap-

portere skriftligt.

Plejeopgaven kræver, at begge plejefor-

ældre er til rådighed, og at mindst den ene

er fuldtidsbeskæftiget med plejeopgaven

Niveau 5

(svarende til

12 x normal-

vederlag)

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Barnets støttebehov

der normalt vil kunne rummes i en pleje-

familie.

Barnet/den unge har særdeles massive

belastningsfaktorer såsom:



Særdeles massive sociale/psykiske

belastninger.

Særdeles massive fysiske/psykiske

handicap.

Særdeles krævende forældresamar-

bejde, der nødvendiggør ganske særlig

indsigt i og erfaring med et sådant

samarbejde.

Krav til plejefamilien

og ikke har arbejde udenfor hjemmet.

Det må forventes, at der på dette honore-

ringsniveau foretages en grundig vurde-

ring af plejefamiliens ressourcer i forhold

til andre plejeopgaver sammen med op-

gaven.

Særdeles krævende forældresamarbejde,

der nødvendiggør ganske særlig indsigt i

og erfaring med et sådant samarbejde.

Niveau

I tilfælde af at en plejeopgave vurderes at være på niveau 1 eller 2, kan der

suppleres med en basisydelse, hvis plejeforælderen i den indledende periode

af anbringelsen ikke kan have beskæftigelse ved siden af plejeopgaven.

Ydelsen gives typisk det første år, men kan i særtilfælde udvides til det første

halvandet år. I den periode hvor plejefamilien modtager basisydelsen, vil den

modtage et samlet beløb svarende til niveau 3.

Genforhandling i modellen

En grundlæggende forskel mellem KL’s retningslinjer og gennemsnitsmodel-

len er, at vederlaget fastsættes ud fra den gennemsnitlige forventede pleje-

opgave i det konkrete tilfælde fordelt over den samlede anbringelsestid. Det

betyder, at det antal vederlag, der fastsættes i starten af en anbringelse,

fastholdes igennem hele anbringelsesperioden.

Genforhandling af vederlagets størrelse finder således kun sted i helt særlige

tilfælde. Det kan for eksempel skyldes en ikke forventelig udvikling hos bar-

net eller i barnets kontekst, der har omfattende betydning for plejeopgavens

kompleksitet.

Minimumtakstmodellen

Odense Kommune har ligeledes udarbejdet en lokal model for fastsættelse af

vederlag, der her kaldes for minimumtakstmodellen

. I minimumtakstmodel-

len modtager alle plejefamilier minimum fire vederlag per måned igennem

hele anbringelsesperioden.

Modellen blev udviklet, fordi der fra kommunens side var et ønske om at

imødekomme plejefamiliernes oplevelse af usikkerhed om vederlagsniveau.

Modellen skulle endvidere finde løsninger på den oplevede udfordring, der i

daglig tale kaldes den omvendte incitamentsstruktur, hvor plejefamilier sæt-

tes ned i vederlag, når plejebarnets situation forbedres. Formålet med mini-

Dette svarer således til, når der i KL’s model ydes syv vederlag for plejeopgaver, der kræver, at

plejeforælderen ikke er på arbejdsmarkedet.

Ny honoreringsmodel: Honorering af plejefamilier i Odense Kommune, august 2013.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

mumtakstmodellen er således at sikre plejefamilier stabile og forudsigelige

rammer for vederlag og derigennem fastholde et ressourceperspektiv på

plejebarnet. Modellen skal endvidere understøtte det gode samarbejde mel-

lem kommune og plejefamilie ved at have færre kontraktforhandlinger, der

kan påvirke negativt. Baggrunden for udviklingen af minimumtakstmodellen

var således en række af de samme forhold, som gjorde sig gældende ved

udviklingen af gennemsnitsmodellen.

Minimumtakstmodellen anvendes i forbindelse med alle nye plejefamiliean-

bringelser i Odense Kommune og er et tilbud i forbindelse med allerede etab-

lerede plejefamilieanbringelser.

Vederlagsniveauer i minimumtakstmodellen

Minimumtakstmodellen består af tre niveauer:



4 vederlag (16.000 kr.)

5 vederlag (20.000 kr.)

7 vederlag (28.000 kr.).

Det laveste niveau på fire vederlag udgør minimumtaksten og anvendes of-

test. De to øvrige niveauer (fem og syv vederlag) anvendes ikke som fast

honorering, men som et forhøjet antal vederlag i afgrænsede perioder i nogle

anbringelsesforløb.

Generelle tildelingskriterier i modellen

I forhold til de øvrige modeller fylder plejeforælderens mulighed for at vareta-

ge arbejde ved siden af plejeopgaven mere i minimumtakstmodellen. Antallet

af vederlag er således knyttet direkte op på plejeforælderens mulighed for at

varetage henholdsvis fuld- eller deltidsarbejde ved siden af varetagelsen af

plejeopgaven. Plejeopgaven vurderes således ud fra, om den kræver, at

plejeforælderen er til stede for plejebarnet hele tiden, en del af den almindeli-

ge arbejdstid eller blot udenfor almindelig arbejdstid. Det kan blandt andet

handle om en vurdering af, hvor behandlingskrævende barnet er, og hvor

mange behandlingsmøder, samtaler og/eller hospitalsbesøg kompleksiteten i

plejebarnets behov vil kræve.

Udgangspunktet for modellen er, at en plejefamilieanbringelse honoreres

med fire vederlag. Der kan dog være perioder i plejefamilieanbringelsen, hvor

plejebarnets behov nødvendiggør, at der skal kompenseres for, at en af ple-

jeforældrene ikke kan være fuldtid eller deltid på arbejdsmarkedet. I disse

Modellen har været anvendt i Odense Kommune siden 2012/2013. Det er kun et fåtal (under

10 procent) af de eksisterende plejefamilier, der har valgt at overgå til den nye model.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

perioder kan plejefamilien modtage forhøjet vederlag på fem eller syv veder-

lag.

De generelle tildelingskriterier i minimumtakstmodellen er:



Fire vederlag:

Hvis det vurderes, at plejeopgaven har et omfang, der

betyder, at en plejeforælder kan varetage fuldtidsarbejde ved siden af

plejeopgaven, vil honoreringen i perioden fastsættes til fire vederlag.

Fem vederlag:

Hvis det vurderes, at plejeopgaven har et omfang, der

betyder, at en plejeforælder maksimalt kan arbejde 30 timer per uge, vil

honoreringen i perioden være fem vederlag.

Syv vederlag:

Hvis det vurderes, at plejeopgaven er af et sådant om-

fang, at plejeforælderen ikke samtidig kan være tilknyttet det almindelige

arbejdsmarked, vil honoreringen i perioden være syv vederlag.



Specifikke tildelingskriterier i modellen

Minimumtakstmodellen indeholder ikke et skema med specifikke tildelingskri-

terier for de enkelte vederlagsniveauer. Perspektivet er, at det vil afhænge af

det konkrete barn og barnets problematikker, om og i hvilket omfang der er

behov for, at en plejeforælder går ned i tid på arbejdsmarkedet.

I beskrivelsen af modellen gives dog nogle vejledende eksempler på, hvornår

en forhøjet honorering kan være nødvendig. De angivne eksempler på forhø-

jelse til henholdsvis fem og syv vederlag er citeret fra Odense Kommunes

beskrivelse af minimumtakstmodellen.

Forhøjelse til fem vederlag i en periode kan for eksempel være relevant

i tilfælde, hvor:



Plejebarnet har et udpræget behov for ekstra støtte/korte dage i en læn-

gere periode i forbindelse med opstart i skole/SFO/daginstitution mv.

Plejebarnet er kommet ud i større problemer med begyndende mis-

brug/kriminalitet, og der er brug for, at en plejeforælder i en periode er

særlig tæt på plejebarnet, og hvor der er behov for ekstra støtte/hjælp og

jævnlig kontakt med behandlere/misbrugskonsulenter/SSP-

medarbejdere.

Forhøjelse til syv vederlag i en periode kan for eksempel være relevant

i tilfælde af:



Spædbørnsanbringelse, hvor der er behov for, at en plejeforælder er

hjemmegående og i tæt kontakt med barnet, indtil barnet er indkørt i

dagpleje/vuggestue.

Honorering af plejefamilier – Manual om den nye honoreringsmodel i Odense Kommune, Cen-

ter for Børn- og Ungerådgivning, Odense Kommune.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren



Sværere psykiatriske diagnoser, der nødvendiggør, at en plejeforælder i

en periode skal deltage i særlig mange behandlingsmøder, og hvor bar-

net har udpræget behov for, at en plejeforælder er til stede hele døgnet.

Det er således plejeforældrenes mulighed for at arbejde ved siden af pleje-

opgaven, der inddrages i fastsættelsen af det tildelte antal vederlag. Til grund

herfor ligger en vurdering af, i hvilket omfang barnet har behov for plejefor-

ældrenes tilstedeværelse med afsæt i plejebarnets særlige behov.

Genforhandling i minimumtakstmodellen

I minimumtakstmodellen foretages der ikke genforhandling af vederlag med

fast kadence. Udgangspunktet er, at genforhandling udelukkende foretages

ved større ændringer i plejebarnets behandlingsbehov og behov for støtte,

der ændrer på plejeforælderens mulighed for at varetage arbejde ved siden

af plejeopgaven.

Hvis det besluttes, at et forhøjet antal vederlag er relevant, modtager pleje-

familien dette for en periode på minimum seks måneder.

En nedjustering i antallet af vederlag varsles endvidere, seks måneder før

den effektueres. I varslingsperioden gælder vilkårene om tilknytning til ar-

bejdsmarkedet dog også. Det betyder, at hvis en plejeforælder tager fuldtids-

job udenfor hjemmet i varslingsperioden, vil plejeopgaven blive sat ned til fire

vederlag også indenfor varslingsperioden.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Bilag B: Retningslinjer for

omkostninger på tværs af

kommuner

Forskelle i retningslinjer for omkost-

ninger

Kortlægningen af vederlag til plejefamilier påviste, at selvom de fleste kom-

muner har fokus på at tydeliggøre og løbende opdatere deres retningslinjer

for vurdering af ansøgninger om tillægsydelser lokalt, er der i mindre grad

fokus på at skabe ensartethed på tværs af kommunerne. Blandt de 10 be-

søgte kommuner var der således ganske forskellig praksis for, hvad kost- og

logibeløbet dækker, hvad der supplerende kan søges om, og had plejeforæl-

drene selv forventes at spare op til. De forskellige kommuners retningslinjer

for nogle af de mest almindelige ansøgninger er illustreret i skemaet neden-

for.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Ydelse

Briller

Computer

Cykel

Fritidsaktiviteter

Konfirmation

Kommune

Kommune A

Glas: fuld dæk-

ning

Stel: 1.500 kr.

Kommune B

Konkret vurdering Konkret

vurdering

Konkret

vurdering

Som udgangspunkt Op til 6 gange

dækkes to fritidsak- konfirmations-

tiviteter

bidrag

Konkret vurdering

2 gange konfir-

mationsbidrag

med biologiske

forældre og 1

uden biologiske

forældre

200 kr./kuvert,

maks. 30 gæster

Konkret

vurdering

3.000 kr.

Konkret vurdering

2 gange konfir-

mationsbidrag*

Kommune C

Glas: 800 kr.

Stel: 1.000 kr.

3.000 kr.

0-18 år:

2.500 kr.

9-18 år:

3.500 kr.

Maks. hvert

tredje år

Kommune D

Glas: fuld dæk-

ning

Stel: 2.000 kr.

3.000 kr.**

Ved indflytning: Fritidsaktivitet

2.500 kr.

nummer to

dækkes eventuelt

Ved udskift-

ning: 1.500 kr.

hvert andet år

Kommune E

Konkret vurdering Fuld dækning* Konkret

vurdering

Dækkes efter

Konkret

bedste og billigste vurdering

løsning

Glas: fuld dæk-

ning

Stel: 2.000 kr.

4.000 kr.*

Konkret

vurdering

Fritidsaktivitet

2 gange konfir-

nummer tre dækkes mationsbidrag

Konkret vurdering

Konkret

vurdering

Kommune F

Kommune G

2.500 kr.

500 kr. per måned

8.900 kr.

Kommune H

Konkret vurdering 4.000 kr.*

2.000 kr.

Fritidsaktiviteter

250 kr./kuvert,

udover én fritidsak- maks. 25 gæster

tivitet dækkes

Fritidsaktiviteter

250 kr./kuvert,

udover én fritidsak- maks. 30 gæster

tivitet dækkes

Kommune I

Glas: fuld dæk-

ning

Stel: 1.500 kr.

4.000 kr.

0-12 år:

2.000 kr.

12-18 år:

2.500 kr.

Kommune J

Glas: fuld dæk-

ning

Stel: 2.000 kr.

3.000 kr.*

2.000 kr.

Konkret vurdering

5.000 kr.

Hvis plejebarnet har været anbragt hos familien i under to år.

Dækkes, hvis anbefalet af uddannelsesinstitution.

Et konfirmationsbidrag er på 3.423 kr. i henhold til takster for 2015.

Som skemaet viser, er der for de hyppigst forekomne ansøgninger stor for-

skel på retningslinjerne i de besøgte kommuner.

For nogle ansøgninger såsom ansøgninger om briller relaterer forskellene sig

primært til, hvor meget den enkelte kommune dækker. For andre ansøgnin-

ger såsom ansøgninger om en computer til plejebarnet gælder en række

særlige betingelser på tværs af kommunerne. I kommune D og H forventes

plejefamilierne således at spare op til en computer til plejebarnet, hvorfor der

kun ydes tilskud, hvis indkøbet foretages i løbet af de første to år af anbrin-

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

gelsen. I andre kommuner er tilskuddet betinget af, om computeren er nød-

vendig i forbindelse med plejebarnets uddannelse.

For andre ansøgninger såsom ansøgninger vedrørende konfirmation og fri-

tidsaktiviteter er der ikke blot væsentlige forskelle på tilskuddets størrelse og

de særlige betingelser, men også forskel på selve måden, tilskuddet opgøres

på. I kommune C ydes for eksempel 1-2 konfirmationsbidrag afhængigt af de

biologiske forældres tilstedeværelse. I kommune D ydes 200 kr. per kuvert

for maksimum 30 gæster, mens der i kommune J og G ydes et engangsbe-

løb, der så igen er af forskellig størrelse. Tilskud til konfirmation ligger konkret

fra 3.423 kr. i kommune C (hvis barnets biologiske forældre ikke deltager) og

op til godt og vel 20.000 kr. i kommune B.

For så vidt angår fritidsaktiviteter, er der i nogle kommuner et maksimalt antal

fritidsaktiviteter, der ydes støtte til, mens det i andre kommuner forventes, at

første og eventuelt også anden fritidsaktivitet betales af kost og logi-beløbet,

hvorefter der kan ydes støtte til supplerende fritidsaktiviteter.

Nogle forskelle på, hvad der ydes tilskud til, udspringer af forskellige behov i

forskellige dele af landet. For eksempel er det udelukkende i landkommuner,

at der ydes tilskud til knallert i forbindelse med plejebarnets transport til ud-

dannelsesinstitution.

Ved sjældent forekomne ansøgninger (der kan være om alt fra it-rygsække til

diætmad) er der derfor behov for en konkret vurdering. Ved konkret vurdering

overvejes typisk omkostningens nødvendighed i forhold til handleplanens mål

og indsatser og eventuel behandling.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 140: Guide til god praksis for vederlag, fra børne- og socialministeren

Om Deloitte

Deloitte leverer ydelser indenfor revision, skat, consulting og financial advisory til både offentlige og private virksomheder i en lang

række brancher. Vores globale netværk med medlemsfirmaer i mere end 150 lande sikrer, at vi kan stille stærke kompetencer til

rådighed og yde service af højeste kvalitet, når vi skal hjælpe vores kunder med at løse deres mest komplekse forretningsmæssi-

ge udfordringer. Deloittes cirka 225.000 medarbejdere arbejder målrettet efter at sætte den højeste standard.

Deloitte Touche Tohmatsu Limited

Deloitte er en betegnelse for Deloitte Touche Tohmatsu Limited, der er et britisk selskab med begrænset ansvar, og dets netværk

af medlemsfirmaer. Hvert medlemsfirma udgør en separat og uafhængig juridisk enhed. Vi henviser til

www.deloitte.com/about

for

en udførlig beskrivelse af den juridiske struktur i Deloitte Touche Tohmatsu Limited og dets medlemsfirmaer.