SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 109: Lovudkast -Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Udvidelse og tydeliggørelse af muligheden for at yde en tidlig, forebyggende indsats efter serviceloven, forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen, indførelse af varsling ved afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven m.v.), fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 109
Offentligt

Udkast

Fremsat den x xx 2017 af børne- og socialministeren (Mai Mercado)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om retssikkerhed og admini-

stration på det sociale område

(Udvidelse og tydeliggørelse af muligheden for at yde en tidlig, forebyggende indsats efter serviceloven,

forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen, indførelse af varsling ved afgørelser om frakende l-

se eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven m.v.)

§1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 24. oktober 2016, som ændret senest ved § 1 i lov

nr. 1662 af 20. december 2016, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 2,

indsættes efter »mulighed«: »for at udvikle sig og«.

§ 1, stk. 3, 1. pkt.,

indsættes efter »familie«: »og på den enkeltes ansvar for at udvikle sig og udnytte

egne potentialer i det omfang, det er muligt for den enkelte«.

Efter § 3 indsættes:

»§

3 a.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter §§ 95, 96 og 98

skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet borgeren i

hænde. 1. pkt. gælder ligeledes for kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse af en plads i et særligt

dag- eller klubtilbud efter §§ 32 og 36, om frakendelse af bilstøtte efter § 114 inden udløbet af genanskaf-

felsesperioden og om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i de tilfælde, der er

omfattet af de er børne- og socialministeren fastsatte regler om afviklingsperiode.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal i afgørelsen meddele, fra hvilken dato afgørelsen har virkning, jf. stk. 1. «

§ 81

affattes således:

»§

81.

Formålet med at yde støtte efter denne lov til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

eller med særlige sociale problemer er at sikre, at den enkelte får en sammenhængende og helhedsoriente-

ret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. Støtten skal ydes med det formål at styrke den enkeltes

egne muligheder og eget ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer i det omfang, det er muligt

for den enkelte. Desuden er formålet at medvirke til at sikre, at den enkelte kan fastholde sit aktuelle funk-

tionsniveau og at yde kompensation, omsorg og pleje. Indsatserne til voksne skal således:

1) Forebygge, at den enkeltes problemer forværres.

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 109: Lovudkast -Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Udvidelse og tydeliggørelse af muligheden for at yde en tidlig, forebyggende indsats efter serviceloven, forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen, indførelse af varsling ved afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven m.v.), fra børne- og socialministeren

2) Understøtte den enkeltes muligheder for at fastholde egne ressourcer eller fremme øget selvstæn-

dighed samt forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion.

3) Forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktiv i-

tet, behandling, omsorg og pleje.

4) Fremme inklusion i samfundet, herunder medvirke til at øge den enkeltes mulighed for deltagelse i

uddannelse, beskæftigelse og sociale relationer.

5) Sikre en helhedsorienteret støtte med tilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig,

herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i botilbud efter denne lov.

Efter § 82 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel

15 a

Tidlig, forebyggende indsats

Gruppebaserede tilbud

§ 82 a.

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebas e-

ret optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funkti-

onsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller s o-

ciale problemer. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud

vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller

de sociale problemer forværres.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ my n-

dighed.

Individuelle tilbud om tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte

§ 82 b.

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt

tidsbegrænset individuel optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer, der har nedsat f y-

sisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer, og personer, der er i risiko for at udvikle funkti-

onsnedsættelse eller sociale problemer. Tilbuddet kan gives i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at

kommunalbestyrelsen vurderer, at tilbuddet vil kunne forbedre modtagerens aktuelle funktionsniveau el-

ler forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ my n-

dighed.

Sociale akuttilbud

§ 82 c.

Kommunalbestyrelsen kan oprette og drive sociale akuttilbud.

Stk. 2

Formålet med et socialt akuttilbud er at tilbyde personer med psykiske lidelser akut støtte, omsorg

og rådgivning.

Tilbud etableret i samarbejde med frivillige

§ 82 d.

Kommunalbestyrelsen kan tilbyde støtte i tilbud efter §§ 82 a og 82 b etableret i samarbejde

med frivillige sociale organisationer og foreninger, til personer, der har nedsat fysisk eller psykisk funkti-

onsevne eller sociale problemer og personer, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller so-

ciale problemer. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud

vil kunne forbedre det aktuelle funktionsniveau eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale

problemer forværres.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ my n-

dighed.«

§ 95, stk. 3,

indsættes som

2.-4. pkt.:

»Den nærtstående kan, medmindre den pågældende har indgået aftale om overførsel af tilskuddet

efter stk. 4, højst varetage pasningsopgaven i 48 timer om ugen. Hvis pasningsopgaven deles af flere

nærtstående, der samtidigt er tilskudsmodtagere, gælder 1. pkt. for de nærtstående tilsammen. I

særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen dog beslutte, at en eller flere nærtstående kan varetage

pasningsopgaven i mere end 48 timer om ugen.«

§ 95, stk. 4, 2. pkt.,

ændres », en forening eller en privat virksomhed« til: »eller en af socialtilsynet

godkendt forening eller privat virksomhed«.

§ 96, stk. 2, 2. pkt.,

ændres », en forening eller en privat virksomhed« til: »eller en af socialtilsynet

godkendt forening eller privat virksomhed«.

§ 96 a, stk. 2,

affattes således:

»Stk.

I de tilfælde, hvor det er borgeren selv eller en nærtstående, der modtager tilskuddet til an-

sættelse af hjælpere efter § 95 eller borgerstyret personlig assistance efter § 96, udbetales tilskuddet

månedsvis forud. Er der indgået aftale om, at tilskuddet overføres til en godkendt forening eller privat

virksomhed, udbetales tilskuddet månedsvis bagud.«

10.

§ 100, stk. 3,

affattes således:

»Stk.

Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de sandsynliggjorte meru dgifter udgør

mindst 6.408 kr. pr. år, svarende til 534 kr. pr. måned. Tilskuddet udgør et standardbeløb på 1.000 kr.

pr. måned, hvis de sandsynliggjorte merudgifter er i intervallet 534 kr. - 1.500 kr. om måneden, og et

standardbeløb på 2.000 kr. pr. måned, hvis de sandsynliggjorte merudgifter er i intervallet 1.501 kr. -

2.500 kr. om måneden. Hvis borgeren kan dokumentere merudgifter på 2.501 kr. pr. måned eller

derover, ydes tilskuddet med et beløb svarende til de faktiske merudgifter.«

11.

§ 109, stk. 3,

indsættes efter »optagelse«: »og udskrivning«.

12.

§ 110, stk. 3,

indsættes efter »optagelse«: »og udskrivning«.

13.

Efter § 113 før overskriften før § 114 indsættes:

»Fælles

bestemmelser for hjælpemidler og forbrugsgoder

§ 113 a.

Kommunalbestyrelsen kan i enkle og entydige sager om støtte til hjælpemidler og forbrugsgo-

der beslutte at træffe afgørelse alene på baggrund af den modtagne ansøgning. I disse tilfælde skal a n-

søgningen indeholde de for afgørelsen nødvendige oplysninger og en erklæring på tro og love om rigtig-

heden af disse oplysninger eller anden relevant dokumentation herfor.

§ 113 b.

Kommunalbestyrelsen kan yde støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder i en tidsbegrænset

periode til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne for

støtte i § 112, stk. 1, eller § 113, stk. 1, i øvrigt er opfyldt. Støtten ydes i alle tilfælde som naturalhjælp

uden egenbetaling for borgeren.

Stk. 2.

Der kan alene ydes støtte efter stk. 1 til det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode én

gang inden for samme tidsbegrænsede periode.

14.

§ 115

ændres »§§ 112-114« til: »§§ 112, 113, 113 b og 114«.

15.

§ 166

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Afgørelser efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, der træffes af lederen af boformen, kan ind-

bringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område.«

16.

§ 182, stk. 6, 1. pkt.,

ændres »Det« til: »De«, og »1. pkt.,« udgår.

17.

§ 182, stk. 6, 2. pkt.,

ændres »Beløbet« til: »Beløbene«.

18.

I § 182, stk. 6, 3. pkt., ændres »2014« til: »2019«.

§2

I lov om socialtilsyn, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 12. februar 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 647 af

8. juni 2016 og ved § 1 i lov nr. 1544 af 13. december 2016, foretages følgende ændringer:

Overskriften

til kapitel 1 affattes således:

»Kapitel 1

Formål og ansvar«.

Før § 1 indsættes som ny overskrift:

»Formål«.

§ 2, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 4, stk. 1«: », samt for at godkende og føre tilsyn med foreninger og

private virksomheder, som er nævnt i § 18 a«.

Efter § 3 indsættes før overskriften før § 4:

»Kapitel 2

Godkendelse af og tilsyn med visse sociale og sundhedsmæssige tilbud«.

Kapitelnummer

overskriften

til kapitel 2 ophæves

Efter § 18 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 3 a

Godkendelse af og tilsyn med foreninger og private virksomheder, der varetager arbejdsgiverfunktioner i

ordninger efter §§ 95 og 96 i lov om social service

Anvendelsesområde

§ 18 a.

Socialtilsynet godkender og fører driftsorienteret tilsyn med foreninger og private virksomheder,

der varetager eller ønsker at varetage arbejdsgiverfunktioner i ordninger med kontant tilskud til ansættelse

af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter §§ 95 og 96 i lov om social service.

Godkendelse

§ 18 b.

Socialtilsynet træffer efter ansøgning fra foreningen eller den private virksomhed, jf. § 18 a, og e f-

ter dialog med ansøger afgørelse om godkendelse, såfremt foreningen eller den private virksomhed på

baggrund af en vurdering af foreningens eller den private virksomheds økonomiske og ledelsesmæssige

forhold samt ansættelsesretlige kompetencer må anses for egnet til at udføre opgaven, og såfremt lovens

øvrige betingelser er opfyldt, jf. § 18 e.

Stk. 2.

Godkendelse efter stk. 1 er en betingelse for, at foreninger og private virksomheder kan varetage

arbejdsgiverfunktioner i ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig

assistance efter §§ 95 og 96 i lov om social service, jf. § 95, stk. 4, og § 96, stk. 2, i lov om social service.

Stk. 3.

Socialtilsynet kan i forbindelse med godkendelsen efter stk. 1 fastsætte vilkår, hvis opfyldelse er

en betingelse for fortsat godkendelse. Socialtilsynet kan knytte frister til et vilkår.

Stk. 4.

Socialtilsynet kan træffe afgørelse om ophør af godkendelsen efter stk. 1, hvis foreningen eller

den private virksomhed ikke længere opfylder betingelserne for godkendelse.

Stk. 5.

Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelsens tilrettelæggelse, om

kriterier og betingelser for godkendelsen og ophør af godkendelsen samt om socialtilsynets forpligtelser i

forbindelse med godkendelsen og ophør af godkendelsen.

Driftsorienteret tilsyn

§ 18 c.

Socialtilsynet fører driftsorienteret tilsyn med foreninger og private virksomheder, jf. § 18 a,

for at sikre, at de fortsat opfylder betingelserne for godkendelse, jf. § 18 b, stk. 1. Tilsynet skal føres i

dialog med foreningen eller den private virksomhed.

Stk. 2.

Socialtilsynet skal varetage tilsynsopgaven på baggrund af relevant information, herunder

1) foreningens eller den private virksomheds budget og regnskab, jf. § 18 e, stk. 1 og 2,

2) oplysninger indhentet fra foreningen eller den private virksomhed,

3) oplysninger indhentet fra de borgere, der har indgået aftale med foreningen eller den private virk-

somhed, og

4) oplysninger indhentet fra de kommuner, der har truffet afgørelse om hjælp efter servicelovens §§

95 eller 96 til borgerne nævnt i nr. 3, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det socia-

le område.

Stk. 3.

Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om tilrettelæggelsen og indholdet af

det driftsorienterede tilsyn.

§ 18 d.

Hvis socialtilsynet bliver opmærksomt på bekymrende forhold i relation til en forening eller

en privat virksomhed, jf. § 18 a, eller træffer afgørelse om ophør af godkendelsen, jf. § 18 b, stk. 4, ori-

enterer socialtilsynet de borgere, der har indgået aftaler med foreningen eller den private virksomhed,

samt de kommuner, der har truffet afgørelse om hjælp efter servicelovens §§ 95 eller 96 til de nævnte

borgere, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, herom.

§ 18 e.

§ 11 finder tilsvarende anvendelse for borgere, der modtager kontant tilskud til ansættelse af

hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter §§ 95 og 96 i lov om social service, hvor en forening

eller privat virksomhed varetager arbejdsgiverfunktionerne, og disse borgeres pårørende samt ansatte i

foreningen eller den private virksomhed.

§ 18 f.

Socialtilsynet kan kun efter § 18 b, stk. 1, godkende foreninger og private virksomheder o m-

fattet af § 18 a, der er oprettet som fonde, og som er undtaget fra lov om fonde og visse foreninger og

lov om erhvervsdrivende fonde, hvis foreningen eller virksomheden er lovligt etableret som fond. Soci-

altilsynet skal angive i godkendelsen, jf. § 18 b, stk. 1, at foreningen eller virksomheden er lovligt etab-

leret som fond.

Stk. 2.

Socialtilsynet godkender vedtægterne for foreninger og virksomheder oprettet som fonde,

der er godkendt af socialtilsynet efter § 18 b, stk. 1.

Stk. 3.

Vedtægterne kan godkendes, hvis der er en klar adskillelse mellem stifterens økonomi og

fondens økonomi, og hvis socialtilsynet vurderer, at vedtægternes regler om anvendelse af fondens

formue ved ophør er i overensstemmelse med fondens formål.

Stk. 4.

Væsentlige ændringer af vedtægtsbestemmelser, herunder om formål, uddelinger eller li g-

nende, samt fondens sammenlægning eller opløsning skal godkendes af Civilstyrelsen efter socialtils y-

nets forudgående godkendelse.

Stk. 5.

Bestyrelsen for foreninger eller virksomheder etableret som fonde, der er godkendt af social-

tilsynet efter § 18 b, stk. 1, må kun med socialtilsynets samtykke foretage eller medvirke til ekstraordi-

nære dispositioner, som kan medføre risiko for, at vedtægten ikke kan overholdes, eller at fonden ikke

fortsat vil kunne eksistere.

Stk. 6.

Socialtilsynets tilsyn med foreninger og virksomheder, der er oprettet som fonde, der er god-

kendt af socialtilsynet efter § 18 b, stk. 1, omfatter ud over socialtilsynets opgaver efter §§ 18 c-18 e og

18 g tilsyn med,

1) om fondens økonomiske dispositioner er i overensstemmelse med vedtægterne og med grundla-

get for godkendelsen, og

2) om fonden efterlever lovgivningens krav om regnskabsaflæggelse og revision.

Stk. 7.

Socialtilsynet underretter Civilstyrelsen, jf. stk. 4, om ophør af foreninger og virksomheder

etableret som fonde.

Stk. 8.

Foreninger og virksomheder oprettet som fonde, der er godkendt af socialtilsynet efter § 18 b,

stk. 1, skal efter anmodning fra socialtilsynet eller af egen drift give socialtilsynet de oplysninger, der er

nødvendige for, at socialtilsynet kan varetage sine opgaver efter stk. 1-7.

Stk. 9.

Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om socialtilsynets særlige opgaver

efter denne bestemmelse vedrørende foreninger og virksomheder oprettet som fonde, der er godkendt

af socialtilsynet efter § 18 b, stk. 1

Budget og regnskab

§ 18 g.

Foreninger og private virksomheder, jf. § 18 a, der er godkendt, eller som ønsker at blive go d-

kendt, efter § 18 b, stk. 1, skal som grundlag for godkendelsen og det driftsorienterede tilsyn, jf. § 18 c,

udarbejde et årsbudget for deres aktiviteter i forhold til varetagelsen af arbejdsgiverfunktioner i ord-

ninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter §§ 95

og 96 i lov om social service. Årsbudgettet skal godkendes af socialtilsynet.

Stk. 2.

Foreninger og private virksomheder, der er godkendt efter § 18 b, stk. 1, skal indsende revid e-

ret årsregnskab for deres aktiviteter i forhold til varetagelsen af arbejdsgiverfunktioner i ordninger med

kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter §§ 95 og 96 i lov om

social service til socialtilsynet til orientering.

Stk. 3.

Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere regler om udarbejdelse, indsendelse og

godkendelse af årsbudget, herunder om frister for indsendelse af årsbudget til socialtilsynet og for so-

cialtilsynets godkendelse af årsbudgetterne samt om revision og indsendelse af årsregnskab.

Oplysningspligt

§ 18 h.

Foreninger og private virksomheder, der søger om godkendelse efter § 18 b, skal til brug for

vurderingen af ansøgningen give socialtilsynet de organisatoriske og økonomiske oplysninger, som s o-

cialtilsynet anmoder om.

Stk. 2.

Foreninger og private virksomheder, der er godkendt efter § 18 b, skal

1) af egen drift give socialtilsynet oplysninger om væsentlige ændringer i forhold til godkendelse s-

grundlaget,

2) efter anmodning give socialtilsynet oplysninger om, hvilke kommuner der har truffet afgørelse om

hjælp efter servicelovens §§ 95 eller 96 til de borgere, foreningen eller virksomheden har indgået af-

tale med, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og

3) efter anmodning give socialtilsynet de oplysninger, som er nødvendige for, at socialtilsynet kan u d-

føre det driftsorienterede tilsyn.«

Efter § 18 h indsættes før overskriften før § 19:

»Kapitel 4

Fælles bestemmelser«.

§ 19, stk. 1,

ændres »eller myndigheder« til: », myndigheder, foreninger eller private virksomheder«.

§ 19, stk. 2,

indsættes efter »jf. § 5, stk. 7,«: »samt om ophør af godkendelsen af en forening eller en

privat virksomhed, jf. § 18 b, stk. 4,«.

10.

§ 20

indsættes efter »fra et tilbud«: »som nævnt i § 4, stk. 1,«.

11.

Kapitelnummer

overskriften

til kapitel 4 ophæves.

12.

§ 21, 1. pkt.,

indsættes efter »tilbuddene,«: »jf. § 4, stk. 1, foreningerne og de private virksomheder, jf.

§ 18 a,«.

13.

§ 23, stk. 1,

indsættes efter »jf. stk. 3«: »og 4«.

14.

§ 23

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk.

For opgaverne i forbindelse med godkendelse af og tilsyn med foreninger og private virksom-

heder omfattet af kapitel 3 a fastsætter socialtilsynet takster for godkendelse og takster for tilsyn, som

opkræves hos de omfattede foreninger og private virksomheder.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

15.

§ 23, stk. 6,

som bliver stk. 7, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

§3

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 1345 af 23. no-

vember 2016, som ændret ved § 2 i lov nr. 1543 af 13. december 2016, foretages følgende ændringer:

§ 9, stk. 13,

ændres

»Stk.

10« til:

»Stk.

12«.

§ 60, stk. 1,

indsættes efter »herunder jobcenterets, afgørelser«: »og afgørelser efter §§ 109, stk. 3, og

110, stk. 3, i lov om social service, der træffes af lederen af boformen,«.

§ 82, stk. 1,

indsættes efter »pligt til«: » inden for en af ministeren fastsat frist«.

§ 82

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Børne- og socialministeren kan forlange, at kommunalbestyrelser og regionsråd, der gentagne gan-

ge ikke overholder forpligtelsen efter stk. 1, inden for en af ministeren fastsat frist iværksætter en hand-

lingsplan for at sikre rettidige og retvisende dataindberetninger. Børne - og socialministeren kan fastsætte

retningslinjer for handlingsplanens udarbejdelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 82, stk. 3,

indsættes efter »pligt til«: » inden for en af ministeren fastsat frist«.

§ 83, stk. 1,

ændres »giver«: til » har pligt til inden for en af børne- og socialministeren fastsat frist at

give«.

§ 83, stk. 2,

ændres »giver«: til » har pligt til inden for en af ældreministeren fastsat frist at give«.

§ 83, stk. 3,

indsættes efter »samt til«: » inden for en af børne- og socialministeren fastsat frist«.

§ 83,

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

Kommunalbestyrelserne har pligt til at medvirke til temaplanlægning, i kommunepaneler samt til

inden for en af ældreministeren fastsat frist at skaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særlige

områder.«

10.

§ 84, stk. 1,

ændres » §§ 82 og 83« til: » § 82, stk. 1, og § 83, stk. 1 og 3,«.

11.

§ 84, stk. 1,

indsættes efter »og indsendes,«: » herunder om leveranceform, leveranceformat, leveran-

cefrist, og hvem der er datamodtager«.

12.

§ 84, stk. 2,

ændres » §§ 82 og 83« til: » § 82, stk. 2, og § 83, stk. 2 og 4,«.

13.

§ 84, stk. 2,

indsættes efter »og indsendes,«: » herunder om leveranceform, leveranceformat, leveran-

cefrist, og hvem der er datamodtager«.

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§ 3, nr. 3-13, træder i kraft den 1. juli 2017.

Stk. 3.

Foreninger og private virksomheder, der varetog arbejdsgiverfunktioner i ordninger med kontant

tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter §§ 95 og 96 i lov om social se r-

vice inden den 1. januar 2018, skal godkendes efter reglerne i kapitel 3 a i lov om socialtilsyn, som affattet

ved denne lovs § 2, nr. 6, senest den 1. juli 2019.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen skal senest den 1. januar 2019 have genberegnet alle sager om merudgifts-

ydelser, hvor der udbetales tilskud efter de hidtil gældende regler, efter reglerne i § 100, stk. 3, i lov om

social service, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10.

Stk. 5.

Klager efter § 166, stk. 2, i lov om social service, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15, kan ind-

bringes for Ankestyrelsen, hvis afgørelsen er truffet efter lovens ikrafttræden.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Tydeliggørelse af servicelovens formålsbestemmelser

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.2. Gruppebaserede og individuelle tilbud om hjælp og støtte og udbygget samarbejde med civilsam-

fundet

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Sociale akuttilbud

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Midlertidig støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.5. Forenklet sagsbehandlingsprocedure ved ansøgning om hjælpemidler og forbrugsgoder

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.7. Indførelse af godkendelsesordning for foreninger og virksomheder, der ønsker at varetage arbejds-

giverfunktioner i ordninger med kontanttilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig as-

sistance

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.7.3. Den foreslåede ordning

2.8. Bagudbetaling af tilskud til foreninger og virksomheder, der varetager arbejdsgiverfunktioner i ord-

ninger med kontanttilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.8.3. Den foreslåede ordning

2.9. Øvre ugentlig arbejdstid for nærtstående i ordninger med kontanttilskud til ansættelse af hjælpere

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.9.3. Den foreslåede ordning

2.10. Styrkelse af kommunalbestyrelsernes og regionsrådenes dataindberetningspligt på det sociale

område og ældreområdet

2.10.1 Ændringer i reglerne om dataindberetninger på det sociale område

2.10.1.1 Gældende ret

2.10.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.10.1.3. Den foreslåede ordning

2.10.2 Ændringer i reglerne om dataindberetninger på ældreområdet

2.10.2.1 Gældende ret

2.10.2.2. Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser

2.10.2.3. Den foreslåede ordning

2.11. Varsling ved afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.11.3. Den foreslåede ordning

2.12. Klage over boformslederens afgørelser om optagelse og udskrivning

2.12.1. Gældende ret

2.12.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

2.12.3. Den foreslåede ordning

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af aftale om revision af servicelovens voksenbestemme l-

ser, som blev indgået den 4. november 2016 mellem den daværende regering (Venstre), Socialdemokratiet,

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative

Folkeparti samtidig med indgåelsen af aftale om satspuljen på social- og indenrigsområdet 2017-2020. Det

fremgår af satspuljeaftalen, at satspuljepartierne er enige om at afsætte midler til regelændringerne i for-

bindelse med revisionen af serviceloven.

Lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 24. oktober 2016 med senere ændringer (herefter

benævnt serviceloven), indeholder i afsnit V og VI bestemmelser om indsatser og tilbud rettet mod borgere

over 18 år med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Disse bestemmel-

ser betegnes i daglig tale servicelovens voksenbestemmelser. Det er en række af disse bestemmelser, som

ovennævnte aftale om revision af servicelovens voksenbestemmelser vedrører.

Partierne bag aftalen er enige om, at hjælp efter servicelovens voksenbestemmelser skal sikre, at borgeren

får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer det hjælpebehov, som borgeren

har. Hjælpen skal tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov og

forudsætninger og i samarbejde med den enkelte.

Aftalepartierne er desuden enige om, at hjælp efter servicelovens voksenbestemmelser i højere grad end i

dag så vidt muligt skal hjælpe borgeren til positiv udvikling og hjælp til selvhjælp. Loven skal lette den dagl i-

ge tilværelse for borgeren og forbedre livskvaliteten, ligesom hjælpen skal være med til at forebygge, at

problemerne for den enkelte forværres. Der skal derfor øget opmærksomhed på tidlige, helhedsorienter e-

de og sammenhængende indsatser.

Der er ligeledes enighed om, at servicelovens voksenbestemmelser på en række områder bør forenkles og

afbureaukratiseres til gavn for både borgere og kommuner. Afbureaukratisering vil lette kommunernes

sagsbehandling og sikre borgerne hurtigere afgørelser.

Baggrunden for aftalen og dermed også for lovforslaget er kommuneøkonomiaftalerne for 2014 og 2015,

hvor regeringen og KL blev enige om en forenkling af servicelovens voksenbestemmelser. Det fremgår

blandt andet af aftalerne, at der arbejdes med en mere helhedsorienteret lovgivning, som skal understøtte,

at borgerne i højere grad får en effektfuld og målrettet social indsats, der modsvarer borgerens behov, og

som medvirker til progression og positiv udvikling hos den enkelte. Samtidig skal forenklingen understøtte

kommunernes muligheder for at prioritere, så der skabes de bedst mulige resultater inden for de givne

rammer. Det er endvidere i kommuneøkonomiaftalen for 2016 aftalt, at der arbejdes videre med en revis i-

on af serviceloven.

Til grund for tilkendegivelserne i kommuneøkonomiaftalerne ligger et større analysearbejde på servicel o-

vens voksenområde, som daværende Ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

igangsatte, og som er videreført af det daværende Social- og Indenrigsministerium. Der har blandt andet

været afholdt en række workshops og temadage, hvor kommuner, brugerorganisationer og handicappoliti-

ske interesseorganisationer var inviteret til at komme med forslag til forbedringer og forenklinger af rege l-

sættet. I analysearbejdets afsluttende fase har arbejdet været gennemført af det daværende Social- og

Indenrigsministerium og Finansministeriet med inddragelse af KL og Danske Handicaporganisationer, lige-

som der har været nedsat en følgegruppe med deltagelse af Danske Handicaporganisatio ner, Rådet For

Socialt Udsatte, Dansk Socialrådgiverforening, KL og kommunale repræsentanter. Alle forslag i regeringens

udspil, der danner baggrund for aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser, har været drø f-

tet i følgegruppen, og følgegruppen har desuden forud for de politiske forhandlinger om aftalen afgivet en

fælles udtalelse som input til de politiske forhandlinger.

Aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser og dermed også lovforslaget har til formål at

sikre, at borgeren får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkelte bor-

gers hjælpebehov. Desuden er formålet at medvirke til, at hjælpen så vidt muligt skal hjælpe borgeren til

positiv udvikling og hjælp til selvhjælp. Endelig er formålet at gennemføre regelforenkling og afbureaukrati-

sering.

Lovforslaget omfatter følgende elementer fra aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser:

Servicelovens formålsbestemmelser. Det foreslås, at servicelovens formålsbestemmelser §§ 1 og

81, tydeliggøres, således at der lægges øget vægt på rehabilitering og fremme af inklusion i sam-

fundet.

Tidlig, forebyggende indsats. Det foreslås, at kommunalbestyrelsens muligheder for at iværksætte

en tidlig, forebyggende indsats på et tidspunkt, hvor borge ren efter gældende ret ikke er berettiget

til visiterede ydelser efter serviceloven, tydeliggøres og udvides. Det foreslås således at skabe

hjemmel for kommunalbestyrelsen til at etablere og anvende gruppebaserede tilbud om hjælp og

støtte, individuelle, tidsbegrænsede tilbud om socialpædagogisk hjælp og støtte og sociale akuttil-

bud som led i indsatsen for borgere med psykiske lidelser. Endvidere foreslås en tydeliggørelse af

kommunalbestyrelsens mulighed for at anvende tilbud etableret af frivillige foreni nger og organisa-

tioner. Endelig foreslås det at indføre en hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan vælge at tildele

et hjælpemiddel eller forbrugsgode til borgere med midlertidige funktionsnedsættelser i en kortere

tidsafgrænset periode.

Regelforenkling og afbureaukratisering. Det foreslås at skabe hjemmel til, at kommunalbestyrelsen

i enkle og entydige sager om hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. servicelovens §§ 112 og 113, kan

vælge at anvende en forenklet sagsbehandlingsprocedure ved behandling af ansøgningen. Det fo-

reslås desuden at forenkle udmålingssystemet for hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved

den daglige livsførelse efter servicelovens § 100, således at der udbetales hjælp i form af et stan-

dardbeløb, hvis de sandsynliggjorte merudgifter ligger inden for et bestemt interval.

Justeringer af reglerne om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig ass i-

stance. Det foreslås at indføre en godkendelses- og tilsynsordning for foreninger og private virk-

somheder, der ønsker at varetage arbejdsgiverfunktioner i ordninger med kontant tilskud til ansæ t-

telse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter servicelovens §§ 95 og 96. Godkende l-

sen og tilsynet foreslås varetaget af socialtilsynet. Det foreslås endvidere at fastsætte en øvre

grænse for den ugentlige arbejdstid på 48 timer for nærtstående i ordninger efter servicelovens §

95, stk. 3. Endelig foreslås det at ændre servicelovens § 96 a, stk. 2, således at udbetalingstidspun k-

tet for det kontante tilskud i ordninger efter §§ 95 og 96 sker månedsvis bagud i de tilfælde, hvor

tilskuddet er overført til en forening eller privat virksomhed.

Bedre data. Det foreslås, at der i retssikkerhedsloven gives hjemmel til at sikre børne- og socialmi-

nisteren bedre mulighed for at følge målrettet op over for kommunalbestyrelser og regionsråd, der

ikke lever op til indberetningskravene på det sociale område . Det foreslås desuden, at der foretages

en række præciseringer vedrørende kravene til indberetning af oplysning på det sociale o mråde

samt ældreområdet i overensstemmelse med gældende ret, samt at der sikres tilstrækkelig hje m-

mel til, at der kan udarbejdes databekendtgørelser, der samler informationer og regler om dat a-

indberetninger på det sociale område samt ældreområdet.

Styrkelse af borgernes retssikkerhed. Det foreslås at indføre en bestemmelse i serviceloven, hvoref-

ter kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter en række

nærmere angivne bestemmelser i serviceloven skal meddeles med mindst 14 ugers varsel fra det

tidspunkt, hvor borgeren har fået afgørelsen i hænde. Denne varslingsperiode vil blive kombineret

med en særligt hurtig klagesagsbehandling i Ankestyrelsen. Endvidere foreslås det at indføre en be-

stemmelse i retssikkerhedsloven om klageadgang til Ankestyrelsen over tilbudslederens afgørelser

om afslag på og optagelse i kvindekrisecentre efter servicelovens § 109 og forsorgshjem m.v. efter

servicelovens § 110 og afgørelser om udskrivning fra disse tilbud.

Som nævnt udmønter lovforslaget dele af en aftale om revision af servicelovens voksenbestemmelser. De

øvrige dele af aftalen, som dels udmøntes via ændringer i administrative forskrifter, dels i et selvstændigt

lovforslag, omhandler følgende elementer:

Obligatorisk brug af tro- og loveerklæringer ved ansøgning om udskiftning af hjælpemidler.

Mulighed for kommunalbestyrelsen til at vælge at gøre brug af tro- og loveerklæringer ved ansøg-

ninger om reparation af hjælpemidler.

Afbureaukratisering af reglerne om bilstøtte, herunder præcisering af reglerne om egnethedsvur-

dering og forhøjelse af genanskaffelsesperioden fra 6 til 8 år.

Forenkling af reglerne for egenbetaling for ophold i kvindekrisecentre og forsorgshjem m .v.

Indførelse af mulighed for tilkøb af socialpædagogisk ledsagelse.

2. Lovforslagets indhold

2.1 Tydeliggørelse af servicelovens formålsbestemmelser

2.1.1 Gældende ret

Den overordnede intention med hjælpen efter serviceloven er, at den enkelte borger skal modtage en

sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov for hjælp og støtte.

Det generelle formål med serviceloven, herunder formålet med hjælpen efter loven, er reguleret i lovens §

1, mens det specifikke formål med indsatsen til borgere over det fyldte 18. år med fysisk eller psykisk funk-

tionsnedsættelse eller særlige sociale problemer er reguleret i § 81.

Formålet med serviceloven generelt er, jf. lovens § 1, stk. 1, at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge

sociale problemer, at tilbyde en række almene serviceydelser, som også kan have et forebyggende sigte, og

at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Formålet med hjælpen efter serviceloven er ifølge lovens § 1, stk. 2, at fremme den enkeltes mulighed for

at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Efter lovens § 1, stk. 3, bygger

hjælpen på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret

og individuel vurdering af den enkeltes behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgø-

relser efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

I forlængelse af servicelovens generelle formålsbestemmelse i § 1 fastslår § 81, at kommunalbestyrelsen

skal tilbyde borgere over det fyldte 18. år med funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer en

særlig indsats. Formålet med denne indsats er at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres, og

at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder. Formålet er desuden at

forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, b e-

handling, omsorg og pleje. Endelig er formålet at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpas-

set efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud.

2.1.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at servicelovens for-

målsbestemmelser skal ændres, således at der blandt andet kommer øget vægt på rehabilitering og på

fremme af inklusion i samfundet.

Med henblik på at opnå dette er det Børne- og Socialministeriets vurdering, at der er behov for at tydelig-

gøre en række forhold i servicelovens formålsbestemmelser. De gældende formålsbestemmelser under-

støtter således ikke i tilstrækkelig grad, at borgerne får en effektfuld og målrettet social indsats, som mo d-

svarer deres behov, og som bidrager til progression og positiv udvikling hos den enkelte og fremmer inkl u-

sion i samfundet. Desuden understreger formålsbestemmelserne ikke i fornødent omfang, at indsatsen

efter serviceloven er baseret på princippet om, at den enkelte borger har ansvar for sig selv og sin familie,

ligesom at indsatsen skal give den enkelte mulighed og ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer

i det omfang, det er muligt for den enkelte. Endelig fremgår intentionen med serviceloven heller ikke til-

strækkeligt tydeligt.

Samtidig bør det dog også fremgå, at et formål med hjælpen er at medvirke til at sikre, at den enkelte bo r-

ger kan fastholde sit aktuelle funktionsniveau og egne ressourcer, ligesom det også bør fremgå, at formålet

er at yde kompensation, omsorg og pleje. Disse formål vurderes særligt relevante for borgere, for hvem der

er begrænsede udviklingsmuligheder, eller hvor det er kompensations- eller plejebehovet, der er det cen-

trale.

2.1.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det i den generelle formålsbestemmelse i servicelovens § 1, stk. 2, og i formålsbestemmel-

sen vedrørende indsatser for voksne med funktionsnedsættelse eller sociale problemer i § 81 indføjes, at

formålet med hjælpen efter serviceloven bl.a. er at fremme den enkelte borgers mulighed for at udvikle sig.

Desuden foreslås det indføjet, at hjælpen efter loven bl.a. bygger på den enkelte borgers ansvar for at u d-

vikle sig og udnytte egne potentialer i det omfang, det er muligt for den enkelte.

Endelig foreslås det indføjet i formålsbestemmelsen i § 81 vedrørende voksne med nedsat fysisk eller psy-

kisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, at formålet med hjælpen desuden er at medvirke til at

sikre, at den enkelte borger kan fastholde sit aktuelle funktionsniveau og egne ressourcer, ligesom formålet

er at yde kompensation, omsorg og pleje. Desuden foreslås det indføjet, at indsatsen som noget nyt skal

fremme inklusion i samfundet, herunder medvirke til at øge den enkelte borgers mulighed for deltagelse i

uddannelse, beskæftigelse og sociale relationer. Endelig foreslås det indføjet, at formålet med hjælpen er

at sikre, at borgerne får en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer hjælpebeh o-

vet.

Forslaget berører ikke de grundlæggende principper bag udformningen af dansk handicappolitik, herunder

kompensationsprincippet og ligebehandlingsprincippet. Disse principper vil derfor fortsat være gældende.

Forslaget berører endvidere ikke § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det social e område, lovbe-

kendtgørelse nr. 1345 af 23. november 2016 med senere ændring (herefter benævnt retssikkerhedsloven),

hvorefter kommunalbestyrelsen skal vurdere ansøgninger og spørgsmål om hjælp efter alle de muligheder,

der findes i den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning, ligesom kommunalbestyrelsen

skal være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos anden myndighed eller efter anden lovgivning . Den-

ne bestemmelse videreføres dermed uændret.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, 2 og 4.

2.2 Gruppebaserede og individuelle tilbud om hjælp og støtte og udbygget samarbejde med civilsamfundet

2.2.1 Gældende ret

Serviceloven indeholder ganske få ydelser, der kan karakteriseres som tidlig, forebyggende indsats rettet

mod voksne. Det drejer sig om servicelovens § 79 om generelle tilbud med aktiverende og forebyggende

sigte, dele af § 85 om socialpædagogisk bistand og dele af § 104 om aktivitets- og samværstilbud. Endvidere

er der i servicelovens § 18 en pligt for kommunalbestyrelsen til at samarbejde med frivillige sociale

organisationer og foreninger.

Ifølge servicelovens § 79, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud

med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for, hvilke pe r-

songrupper der kan benytte tilbuddene. Afgørelser efter § 79, stk. 1, kan ikke indbringes for anden admin i-

strativ myndighed. I kraft af tradition og historikken for servicelovens § 79 e r bestemmelsen primært rettet

mod ældre borgere. Det vil sige borgere over folkepensionsalderen, men bestemmelsen er ikke afgrænset

til en bestemt målgruppe.

Ifølge servicelovens § 85 skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og

hjælp til udvikling af færdigheder til borgere, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Denne type hjælp betegnes i daglig tale socialpæda-

gogisk bistand. Bestemmelsen er meget bred og rummer såvel mulighed for iværksættelse af individuelle

tilbud som gruppebaserede tilbud. Et gruppebaseret tilbud kan f.eks. omhandle træning af sociale færdig-

heder eller netværksdannelse. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilbud efter service-

lovens § 85, og kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne herom i rets-

sikkerhedsloven.

Efter servicelovens § 104 skal kommunalbestyrelsen tilbyde aktivitets- og samværstilbud til borgere med

betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse

eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene. Tilbuddene efter denne bestemmelse kan

være såvel visiterede som uvisiterede. Ved et visiteret tilbud forstås, at kommunalbestyrelsen træffer afg ø-

relse om tilbuddet til en borger. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen efter re g-

lerne herom i retssikkerhedsloven. Ved et uvisiteret tilbud forstås, at borgeren uden forudgående afgørelse

herom fra kommunalbestyrelsen kan gøre brug af tilbuddet.

Kommunalbestyrelsens samarbejde med civilsamfundet og den frivillige sektor er reguleret i servicelovens

§ 18. § 18, stk. 1, fastslår, at kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og

foreninger. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse, jf. § 18, stk. 3. Ifø l-

ge bestemmelsens stk. 2 skal kommunalbestyrelsen årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt ar-

bejde.

2.2.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Aftalepartierne er enige om at tydeliggøre og udvide kommunalbestyrelsens mulighed for at sætte ind med

tidlige, forebyggende indsatser på et tidspunkt, hvor der ikke er tale om, at borgeren ellers er berettiget til

visiterede ydelser efter serviceloven. Der vil være tale om tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen i stedet via

sådanne indsatser sætter fokus på hjælp til selvhjælp, på at aktivere borgernes egne ressourcer, hvorved

borgerne bliver i stand til at mestre egen situation, og på at skabe sociale netværk. En tidlig, forebyggende

indsats skal medvirke til at hindre, at problemerne vokser sig store og udgiftstunge.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere i endnu højere grad end i dag have mulighed for at benytte de ko m-

petencer og muligheder, som den frivillige sektor kan levere i forhold til forebyggelse, samværstilbud i form

af netværksgrupper, klubtilbud m.v., som et generelt supplement til den kommunale indsats.

Desuden har flere kommuner i forbindelse med analysearbejdet, der ligger til grund for aftalen og lov-

forslaget, udtrykt ønske om at få mulighed for at kunne sætte ind med tidlige, forebyggende indsatser på et

tidligere tidspunkt end i dag.

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at disse tilkendegivelser vil kunne imødekommes ved i ser-

viceloven at tydeliggøre og udvide kommunalbestyrelsens muligheder for at sætte ind med en tidlig, fore-

byggende indsats, som kan forebygge sociale problemer og sikre inklusion, på et tidspunkt, hvor borgerens

problemer/udfordringer er lettere, eller hvor borgeren er i risiko for at udvikle en funktionsnedsættelse

eller sociale problemer. Det vurderes, at det er gruppebaserede tilbud om socialpædagogisk bistand, der i

dag ydes efter servicelovens § 85, og de uvisiterede aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104,

der er relevante i denne sammenhæng, idet disse tilbud bør kunne gives på et tidspunkt, hvor borgeren

endnu ikke er berettiget til visiterede ydelser efter serviceloven, fordi funktionsnedsættelsen eller de socia-

le problemer endnu ikke er så omfattende, som det kræves i loven som forudsætning for hjælp . Endvidere

vurderes individuelle tilbud om socialpædagogisk hjælp og støtte i en tidsbegrænset periode på op til 6

måneder relevante at kunne iværksætte. Sådanne tilbud kan netop medvirke til , at borgerens problemer

ikke forværres og vokser sig store og udgiftstunge.

Endelig vurderes det, at et udbygget samarbejde med civilsamfundet og den frivillige sektor vil kunne bi-

drage positivt i den tidlige, forebyggende indsats. Et tilbud i den frivillige sektor indebærer en myndighed s-

fri relation mellem borgeren og den frivillige, hvor den frivilliges personlige erfaringer kan bidrage med

noget andet end den hjælp og støtte, som det professionelle system med sagsbehandlere og socialarbejd e-

re leverer. Denne type tilbud kan f.eks. medvirke til at sikre mestring af hverdagen både for borgere med

funktionsnedsættelse og borgere med sociale problemer. Der kan f.eks. være tale om gruppebaserede til-

bud, der netop bidrager til træning af sociale færdigheder.

2.2.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes et nyt kapitel i serviceloven med overskriften ”Tidlig, forebyggende indsats”,

hvor der etableres hjemmel for kommunalbestyrelsen til at kunne vælge at afhjælpe en borgers beh ov for

støtte ved at henvise til tidlig, forebyggende indsats. Disse indsatser foreslås at omfatte gruppebaserede

tilbud om hjælp og støtte, individuelle tilbud om hjælp og støtte i en tidsbegrænset periode på op til 6 m å-

neder og støtte i tilbud i samarbejde med civilsamfundet og den frivillige sektor.

Individuelle tilbud om hjælp og støtte i en tidsbegrænset periode forudsætter en individuel behovsvurde-

ring fra kommunalbestyrelsens side således, at henvisningen til sådanne tilbud sker på baggrund af den

enkelte borgers konkrete behov for denne type indsats.

Målgruppen for tidlig, forebyggende indsats foreslås at være borgere med let nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller lettere sociale problemer eller borgere, som er i risiko for at udvikle funktionsnedsæ t-

telser eller sociale problemer. Desuden foreslås målgruppen at være borgere, hvor risikoen for forværring

af funktionsnedsættelsen/de sociale problemer eller risikoen for at udvikle sådanne vil kunne forebygges

med en tidlig, forebyggende indsats. Det bemærkes herved, at kommunalbestyrelsen skal være opmærk-

som på, at den enkelte borger får den indsats, der modsvarer hjælpebehovet. Der er tale om en målgruppe,

som efter gældende ret ikke vil kunne modtage visiterede ydelser efter serviceloven, da målgruppen omfat-

ter borgere, hvor funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer endnu ikke har et sådant omfang , som

kræves i de nugældende bestemmelser om hjælp og støtte. Alle borgere med funktionsnedsættelse eller

sociale problemer, som falder inden for den personkreds, der i øvrigt vil kunne modtage visiterede ydelser

efter serviceloven, vil dog af kommunalbestyrelsen kunne henvises til at gøre brug af den tidlige, forebyg-

gende indsats.

Den tidlige, forebyggende indsats skal have fokus på hjælp til selvhjælp, på at aktivere borgernes egne re s-

sourcer og på at skabe sociale netværk, som både kan blive en del af borgerens hverdag og være en stor

støtte fremover. Dermed gøres det også klart for borgerne, at kommunalbestyrelsen har mulighed for at

afhjælpe mindre behov på denne måde, samt at en social indsats ikke altid er ensbetydende med en indivi-

duel indsats. Kommunalbestyrelsen vil således, hvis en borger henvender sig om hjælp, kunne vælge at

afhjælpe en borgers problemer ved at henvise til tidlig forebyggende indsats, hvis det under hensyn til den

enkelte borgers samlede situation vurderes, at borgerens behov f or hjælp og støtte kan løses ved tidlig,

forebyggende indsats. Det bemærkes herved, at der ikke foreslås nogen begrænsninger i forhold til omfan-

get af den tidlige, forebyggende indsats, hverken i forhold til længden på den periode, som kommunalb e-

styrelsen kan tilbyde at give indsatsen i, eller i forhold til timetallet, som kommunalbestyrelsen kan fastsæ t-

te. Dog foreslås i forhold til individuelle tilbud om hjælp og støtte en øvre grænse for den tidsmæssige ud-

strækning på 6 måneder. Hvis der fortsat er behov for hjælp og støtte herefter, må kommunalbestyrelsen

forholde sig hertil, eventuelt ved at bevilge øvrig relevant støtte efter serviceloven.

I forbindelse med muligheden for at henvise til støtte i et tilbud i samarbejde med den frivillige sektor be-

mærkes, at kommunalbestyrelsens forpligtelse i servicelovens § 18 om samarbejde med frivillige m.v. til at

samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger videreføres uændret. Ligeledes videreføres

forpligtelsen til årligt at afsætte midler til støtte til frivilligt socialt arbejde uændret.

Det bemærkes ligeledes, at muligheden for at henvise til støtte i et tilbud i den frivillige sektor er et sup-

plement til den kommunale indsats, hvorimod der med forslaget ikke ændres på kommunalbestyrelsens

forpligtelser i henhold til serviceloven og de lokalt fastsatte serviceniveauer i denne forbindelse.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsens afgørelse vedrørende tilbud om tidlig, forebyggende indsats ikke

skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Forslaget om ikke at give klageadgang er be-

grundet med, at der er tale om tilbud, som kommunalbestyrelsen kan vælge at oprette, således at borgerne

inden for rammerne af de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer kan gøre brug af dem, uden at

kommunalbestyrelsen forudgående har foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.

Det bemærkes dog i forhold til ydelsen individuelle tilbud om hjælp og støtte i en tidsbegrænset periode, at

tildeling af denne ydelse forudsætter en konkret og individuel behovsvurdering.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.

2.3 Sociale akuttilbud

2.3.1 Gældende ret

Som en del af satspuljeaftalen for 2014 (Aftale om satspuljen på psykiatriområdet for 2014-2017) blev der

på baggrund af tidligere forsøg med sociale akuttilbud (Aftale om satspuljen på det sociale område 2008-

2011) afsat midler til at udbrede sociale akuttilbud til borgere med psykisk lidelse i egen bolig. Et socialt

akuttilbud er et lettilgængeligt rådgivningstilbud, hvor der tilbydes akut støtte, omsorg og rådgivning til

personer med psykiske lidelser.

De sociale akuttilbud er i afprøvningsperioden oprettet med hjemmel i servicelovens § 184, stk. 1, hvorefter

børne- og socialministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen kan godkende, at der for en forsøgs-

periode oprettes andre tilbud end dem, der er omtalt i serviceloven.

Der eksisterer derudover i dag en række tilbud efter servicelovens bestemmelser til borgere med psykiske

lidelser, der har behov for rådgivning, hjælp og støtte.

Således har kommunalbestyrelsen en forpligtelse efter servicelovens § 12 til at sørge for tilbud om gratis

rådgivning til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Derudover skal kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 85 tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt o p-

træning og hjælp til udvikling af færdigheder til borgere, der har behov herfor på grund af betydelig neds at

fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Kommunalbestyrelsen skal desuden tilbyde midlertidigt ophold i boformer efter servicelovens § 107 til bor-

gere, som på grund af betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ell er særlige sociale problemer

har behov for det. Beboeren betaler efter servicelovens § 163, stk. 2, for opholdet.

Der er efter gældende ret ikke hjemmel til at oprette og drive sociale akuttilbud, hvor borgere med psykiske

lidelser kan henvende sig i akutte situationer med henblik på at modtage støtte, omsorg og rådgivning.

2.3.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at der skal etableres

hjemmel til, at kommunerne kan oprette og drive sociale akuttilbud som led i kommunernes indsats over

for borgere med en psykisk lidelse.

De projektkommuner, som i forbindelse med forsøgsordningen fra 2014 har opnået erfaringer med sociale

akuttilbud, har tilkendegivet, at et socialt akuttilbud kan bidrage positivt til den samlede indsats, som

kommunalbestyrelsen i dag skal levere efter serviceloven, for at understøtte, at den enkelte borger kan

klare sig i eget hjem, og for at forebygge unødvendige indlæggelser og genindlæggelser i den regionale

psykiatri. Flere af kommunerne efterspørger således permanent lovhjemmel til at videreføre det sociale

akuttilbud som en del af deres samlede tilbud til målgruppen.

Et socialt akuttilbud kan for eksempel være relevant for borgere, der udskri ves fra den regionale behand-

lingspsykiatri til egen bolig og i en overgangsperiode, eventuelt som supplement til støtte efter servicelo-

vens § 85, og som kan have brug for den ekstra tryghed, som et lettilgængeligt akuttilbud kan tilbyde. Dette

kan understøtte, at borgeren kan opholde sig i egen bolig og på sigt genvinde en selvstændig tilværelse.

Endvidere kan et akuttilbud være med til at understøtte, at borgere, som i øvrigt modtager støtte og o m-

sorg efter servicelovens bestemmelser, har bedre mulighed for at blive i egen bolig, fordi den akutte funkti-

on kan være med til at forebygge indlæggelser og forværring i borgerens funktionsevne generelt.

Det er på den baggrund Børne- og Socialministeriets vurdering, at sociale akuttilbud kan udgøre et positivt

tryghedsskabende og forebyggende supplement til den indsats, som kommunalbestyrelsen i dag allerede er

forpligtet til at yde til borgere med psykiske lidelser, der har brug for f.eks. socialfaglig støtte i eget hjem.

Sociale akuttilbud kan således på sigt bidrage til gevinster både på borgerniveau og på samfundsøkonomisk

niveau.

2.3.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, § 82 c i serviceloven, hvormed der skabes hjemmel til, at

kommunalbestyrelsen kan oprette og drive sociale akuttilbud som led i kommunens øvrige indsats over for

borgere med psykiske lidelser.

Formålet med den foreslåede ordning er at gøre det muligt for kommunalbestyrelsen at supplere den eks i-

sterende indsats med et socialt akuttilbud, der nemt og fleksibelt kan benyttes af borgere med psykiske

lidelser ved behov. Et socialt akuttilbud kan f.eks. være kendetegnet ved at være et åbent og bemandet

tilbud uden for kommunens normale åbningstid, hvor borgere med psykiske lidelser i akut psykisk krise og

med akut behov for støtte og omsorg kan henvende sig uden forudgående visitation eller aftale .

På baggrund af formålsbeskrivelsen i den foreslåede § 82 c, stk. 2, kan det sociale akuttilbud yde akut støtte

og omsorg samt rådgive og vejlede personer, som henvender sig. Det betyder, at et socialt akuttilbud ikke

træffer afgørelser om adgang til tilbuddet på baggrund af en målgruppebeskrivelse, men kan yde akut stø t-

te, omsorg og rådgivning inden for formålet samt vejlede borgere, der henvender sig, om, h vor de kan få

relevant rådgivning og hjælp til andre sociale problemer.

Et socialt akuttilbud kan således benyttes uden forudgående visitation fra kommunalbestyrelsens side og

må ikke træde i stedet for den rådgivning, hjælp og støtte, som borgeren skal modtage efter servicelovens

bestemmelser, eller den behandling, som borgeren skal modtage i det psykiatriske behandlingssystem.

Udover at tilbyde akut støtte og omsorg vil det derfor være relevant, at det sociale akuttilbud rådgiver bo r-

geren om den hjælp, støtte og behandling, som borgeren måtte have behov for gennem andre tilbud, hvis

borgeren ikke allerede er i kontakt med kommunen, egen læge eller behandlingspsykiatrien. Akuttilbudde-

ne kan tilbyde akut støtte og omsorg samt rådgive borgeren, men tilbuddene kan ikke visitere borgeren til

hjælp og støtte efter serviceloven eller efter anden lovgivning.

Der lægges således op til, at det er den enkelte kommunalbestyrelse, der med den foreslåede hjemmel i

overensstemmelse med lokalpolitiske ønsker og behov kan vælge at supplere de øvrige tilbud efter service-

loven med et socialt akuttilbud.

Ligeledes vil det være op til kommunalbestyrelsen at sikre sammenhæng mellem den øvrige indsats til mål-

gruppen efter servicelovens bestemmelser og det enkelte akuttilbud, herunder åbningstider, bemanding,

fysisk placering og husorden. Desuden vil det kunne være relevant at overveje at indgå et samarbejde med

den regionale psykiatri om f.eks. borgere, der ved henvendelse til det sociale akuttilbud vurderes at have

brug for at komme i kontakt med behandlingspsykiatrien.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5.

2.4 Midlertidig støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder

2.4.1 Gældende ret

Støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder er reguleret i servicelovens §§ 112 og 113 og i bekendtgørelse nr.

740 af 13. juni 2016 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven , som er

udstedt med hjemmel i servicelovens § 112, stk. 5, og § 113, stk. 6. Hjælpemidler omfatter produkter, som

er fremstillet specielt med henblik på at afhjælpe følgerne af nedsat funktionsevne, mens forbrugsgoder

omfatter produkter, der er fremstillet og forhandles bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befol k-

ningen i almindelighed.

Betingelserne for støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder er enslydende, jf. servicelovens § 112, stk. 1, og §

113, stk. 1. Det er en betingelse for støtte, at borgeren skal have varigt nedsat fysisk eller psykisk funktions-

evne. Ved varig funktionsnedsættelse forstås, at der ikke inden for overskuelig fremtid vil være udsigt til

bedring. Kravet om varig funktionsnedsættelse betyder, at der ikke kan ydes støtte til hjælpemidler og fo r-

brugsgoder for at dække et midlertidigt behov.

Det er endvidere en betingelse for støtte, at hjælpemidlet eller forbrugsgodet i væsentlig grad kan afhjælpe

de varige følger af funktionsnedsættelsen, i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller

er nødvendigt for, at borgeren kan udøve et erhverv. Disse betingelser betegnes i daglig tale som væsent-

lighedskriteriet.

2.4.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at der skal etableres

hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan vælge at tildele hjælpemidler og forbrugsgoder i en kortere tids-

begrænset periode til borgere med midlertidige funktionsnedsættelser.

Flere kommuner har i forbindelse med analysearbejdet, der ligger til grund for aftalen og lovforslaget, frem-

ført, at kravet om varig funktionsnedsættelse kan forhindre, at borgeren i en periode får tildelt et hjælpe-

middel eller forbrugsgode, der kan sikre borgeren en fortsat tilknytning til f.eks. arbejdsmarked et, netværk

eller sociale aktiviteter.

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at hvis kravet om varighed kan fraviges, vil det give kommu-

nalbestyrelsen mulighed for øget fleksibilitet til at afhjælpe et kortvarigt behov hos borgeren for et hjæ l-

pemiddel eller et forbrugsgode. Dette findes primært at være relevant i forbindelse med rehabilitering eller

efter et sygdomsforløb, hvor der ikke ydes relevant hjælp efter anden lovgivning. Herved kan borgeren

opretholde forbindelsen til f.eks. arbejdsmarkedet eller uddannelsesstedet.

2.4.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i serviceloven, hvorefter kommunalbestyrelsen får mulig-

hed for at yde støtte i form af naturalhjælp til et hjælpemiddel eller forbrugsgode i en tidsbegrænset peri o-

de til borgere med midlertidig funktionsnedsættelse, hvis betingelserne for støtte , herunder væsentlig-

hedskriteriet, i øvrigt er opfyldt, jf. afsnit 2.4.1 om gældende ret, hvor dette kriterium er beskrevet. Bevil-

ling af det pågældende hjælpemiddel eller forbrugsgode foreslås kun at kunne ske én gang inden for den

samme tidsbegrænsede periode. Med forslaget sker der således en fravigelse af kravet om varig funktions-

nedsættelse som forudsætning for støtte til et hjælpemiddel eller forbrugsgode , hvis der alene skal ydes

støtte i en kortere periode. Der sker derimod ingen ændringer i de nugældende regler om støtte til hjæl-

pemidler og forbrugsgoder, som tildeles til borgere med varig funktionsnedsættelse. Disse regler viderefø-

res uændret.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13.

2.5 Forenklet sagsbehandlingsprocedure ved ansøgning om hjælpemidler og forbrugsgoder

2.5.1. Gældende ret

Støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder er reguleret i servicelovens §§ 112 og 113 og i bekendtgørelse nr.

740 af 13. juni 2016 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven , som er

udstedt med hjemmel i servicelovens § 112, stk. 5, og § 113, stk. 6. For en beskrivelse af betingelserne for

tildeling af støtte til et hjælpemiddel eller forbrugsgode henvises til afsnit 2. 4.1 ovenfor.

Sagsbehandlingen i sager om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder følger de almindeligt gældende reg-

ler herom, herunder i forhold til kommunalbestyrelsens pligt til sagsoplysning, borgerinddragelse m.v. Der

gælder ingen lovreguleret adgang til forenklet sagsbehandling på dette område. Sagsbehandlingen skal dog

ikke være mere omfattende, end den konkrete sag tilsiger. Der er i forhold til indgivelse af selve ansøgni n-

gen om støtte til hjælpemidler pligt til obligatorisk digital selvbetjening, jf. servicelovens § 112 a.

2.5.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at sagsbehandling s-

procedurerne ved ansøgning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder er for tidskrævende, særligt i de

tilfælde, hvor det er helt entydigt, hvilken hjælp der er behov for, og borgerens funktionsnedsættelse er

åbenbar. Det kan medvirke til utilfredsstillende forløb for både borgere og sagsbehandlere, fordi det tager

uforholdsmæssig lang tid at få færdigbehandlet en ansøgning. Der er derfor enighed om, at der er behov

for regelforenklinger og afbureaukratiseringer, som gavner alle parter.

Brugerorganisationer og handicappolitiske interesseorganisationer samt kommuner har i forbindelse med

analysearbejdet, som ligger til grund for aftalen og lovforslaget, givet udtryk for, at de oplever unødig ad-

ministration i forhold til sagsbehandlingen i forbindelse med en afgørelse om støtte til et hjælpemiddel

eller forbrugsgode.

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at en lovfæstet mulighed for kommunalbestyrelsen for for-

enklet sagsbehandling i sager om hjælpemidler og forbrugsgoder, således at der træffes afgørelse alene ud

fra den indgivne ansøgning, kan medvirke til, at kommunalbestyrelsen kan afskaffe unødig administration

både i forhold til udredning af borgeren og tildeling af hjælpemidlet eller forbrugsgodet. Det vurderes dog,

at muligheden alene bør kunne finde anvendelse i enkle og entydige sager, idet der i mere komplekse sager

i udgangspunktet vil være behov for yderligere sagsbehandling, herunder sagsoplysning, før der foreligger

tilstrækkeligt grundlag til, at der kan træffes en afgørelse. Enkle og entydige sager omfatter sager, hvor

funktionsnedsættelsen er åbenbar, og hjælpebehovet er relativt entydigt.

2.5.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der skabes hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan vælge at anvende forenklet sagsb e-

handling ved vurderingen af ansøgninger om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder i enkle og entydige

sager. Det vil sige i de tilfælde, hvor borgerens funktionsnedsættelse er åbenbar, og hjælpebehovet er rela-

tivt entydigt. Heri ligger, at borgerens funktionsnedsættelse er indiskutabel, og at det deraf affødte hjælpe-

behov umiddelbart kan konstateres.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 13.

2.6 Forenkling af udmålingssystemet for merudgiftsydelsen

2.6.1 Gældende ret

Merudgiftsydelsen til voksne med funktionsnedsættelse er reguleret i servicelovens § 100 og i bekendtgø-

relse nr. 1434 af 23. december 2012 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse , som er ud-

stedt med hjemmel i servicelovens § 100, stk. 4.

Efter servicelovens § 100, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen yde dækning af nødvendige merudgifter ved

den daglige livsførelse til borgere mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social

pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til borgere med varigt nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes

efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.

Udmålingen af tilskuddet til dækning af merudgifter sker, jf. servicelovens § 100, stk. 2, på grundlag af de

sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f.eks. merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger

og fritidsaktiviteter.

Det fremgår af servicelovens § 100, stk. 3, 1. pkt., at der kan ydes tilskud til nødvendige merudgifter, når de

skønnede merudgifter udgør mindst 6.408 kr. pr. år (2017-priser), svarende til 534 kr. pr. måned (2017-

priser). Denne grænse for at modtage hjælp til dækning af merudgifter betegnes minimumsbeløbet. Hvis

der kan sandsynliggøres merudgifter, der overstiger minimumsbeløbet, udbetales der hjælp fra første kro-

ne. Minimumsbeløbet reguleres, jf. § 182, stk. 6, i serviceloven, en gang årligt den 1. januar med satsregule-

ringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb.

Efter servicelovens § 100, stk. 3, 2. pkt., fastsættes tilskuddet ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og

rundes op til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

2.6.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at bestemmelsen om

merudgiftsydelse til voksne er for kompleks og svær for kommunerne at administrere korrekt og for bo r-

gerne at gennemskue. Det kan medvirke til utilfredsstillende forløb for både borgere og sagsbehandlere.

Der er derfor enighed om, at der er behov for regelforenklinger og afbureaukratiseringer, som gavner alle

parter.

Såvel de handicappolitiske interesseorganisationer som KL har endvidere gentagne gange, herunder også i

forbindelse med analysearbejdet, der ligger til grund for aftalen og lovforslaget, påpeget et behov for for-

enkling af reglerne om hjælp til dækning af merudgifter, særligt i forhold til udmålingssystemet. Begge par-

ter har således anført, at reglerne af såvel borgere som kommuner opleves som meget bureaukratiske og

tidskrævende at administrere. Her giver både borgere og kommuner udtryk for, at tidsforbruget på bere g-

ning af hjælpen er uforholdsmæssigt stort i forhold til den udbetalte ydelse, og der opleves nogle gange

uhensigtsmæssige diskussioner om, hvilke udgifter der skal medgå i beregningen. Selvom der bruges væ-

sentlige ressourcer på udmålingen, er der stadig mange fejl i afgørelserne, og der er en stor og uforklarlig

variation i ydelsernes størrelser mellem kommunerne, hvilket ligeledes tyder på, at regelsættet er for van-

skeligt at administrere efter.

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at en forenkling af merudgiftsydelsens udmålingssystem i n-

deholdende administrative lettelser for såvel borgere som kommuner, vil nedbringe tidsforbruget i forbin-

delse med beregningen af den udbetalte hjælp til den enkelte borger. Det vurderes, at den største admin i-

strative byrde ligger i den meget detaljerede sandsynliggørelse af den enkeltes merudgifter og kommunal-

bestyrelsens efterfølgende beregning af den faktisk udbetalte hjælp ud fra de sandsynliggjorte merudgifter.

Det vurderes i forlængelse heraf, at hvis der etableres et udmålingssystem med tilskud i form af et sta n-

dardbeløb, hvis borgeren kan sandsynliggøre merudgifter inden for et bestemt interval, vil det udgøre en

væsentlig administrativ lettelse for såvel borgere som kommuner. Der vil således ikke skulle foretages en

detaljeret sandsynliggørelse og beregning, idet standardbeløbet uden videre vil komme til udbetaling, hvis

det er sandsynliggjort, at merudgifterne ligger inden for intervallet.

For at sikre, at uoverensstemmelsen mellem den enkelte borgers sandsynliggjorte merudgifter og det ud-

betalte standardbeløb ikke bliver for stor, vurderes det, at der bør være to standardbeløb på henholdsvis

1.000 kr. og 2.000 kr. pr. måned med hver sit tilhørende interval med sandsynliggjorte merudgifter på he n-

holdsvis 534 kr. - 1.500 kr. og 1.501 kr. - 2.500 kr. pr. måned.

For borgere, der kan dokumentere meget høje merudgifter, det vil sige 2.501 kr. pr. måned eller derover, er

det vurderingen, at hjælpen bør modsvare de faktiske merudgifter. Men her bør der til gengæld kræves

dokumentation for merudgifterne, ikke alene sandsynliggørelse, som forudsætning for hjælp. Til gengæld

vurderes det forholdsvis ukompliceret at dokumentere så høje merudgifter, f.eks. ved fremvisning af ud-

giftsbilag eller lignende.

2.6.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at servicelovens § 100, stk. 3, ændres, således at fastsættelse af tilskud til merudgifter foren k-

les. Det foreslås således, at hvis borgerens sandsynliggjorte merudgifter er i intervallet 534 kr. - 1.500 kr.

om måneden (2017-priser), udgør tilskuddet et standardbeløb på 1.000 kr. pr. måned. Hvis borgerens sand-

synliggjorte merudgifter er i intervallet 1.501 kr. - 2.500 kr. pr. måned (2017-priser), udgør standardbeløbet

2.000 kr. pr. måned. Hvis borgeren kan dokumentere merudgifter på 2.501 kr. pr. måned eller derover,

ydes tilskuddet med et beløb svarende til de faktiske merudgifter.

Forslaget betyder, at borgere, hvis sandsynliggjorte merudgifter er i ét af de to foreslåede intervaller, får ét

standardbeløb udbetalt, hvorved der ikke vil være så tæt sammenhæng mellem de sandsynliggjorte me r-

udgifter og den faktisk udbetalte hjælp, som tilfældet er i dag. Forslaget betyder endvidere, at hvis borge-

ren kan dokumentere merudgifter på 2.501 kr. pr. måned eller derover, vil borgeren få sine faktiske meru d-

gifter dækket fuldt ud. I dette tilfælde er det alle merudgifterne, der skal dokumenteres, ikke blot de me r-

udgifter, der er på 2.501 kr. eller derover.

Det foreslås endvidere, at den gældende bestemmelse i servicelovens § 182, stk. 6, om satsregulering af

ovenfor omtalte minimumsbeløb ændres, således at såvel minimumsbeløbet som de to standardbeløb og

beløbene, som angiver grænserne for intervallerne for sandsynliggjorte merudgifter, satsreguleres en gang

årligt. Disse beløb vil således blive reguleret en gang om året den 1. januar med satsreguleringsprocenten.

Herudover foretages der ingen ændringer i reglerne om hjælp til dækning af merudgifter, herunder i reg-

lerne om personkredsen, der kan modtage hjælp, og øvrige betingelser for at modtage hjælp.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 og 16-18.

2.7. Indførelse af godkendelsesordning for foreninger og virksomheder, der ønsker at varetage arbejdsgiver-

funktioner i ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig ass i-

stance

2.7.1. Gældende ret

Det fremgår af servicelovens § 95, stk. 1, at hvis kommunalbestyrelsen ikke kan stille den nødvendige hjælp

til rådighed for en borger, der har behov for personlig og praktisk hjælp i hjemmet efter servicelovens § 83

og/eller afløsning eller aflastning efter § 84, kan kommunalbestyrelsen i stedet udbetale et tilskud til hjælp,

som den pågældende selv antager.

Efter servicelovens § 95, stk. 2, kan en borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktion s-

evne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i

hjemmet i mere end 20 timer ugentligt, vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågæ l-

dende selv antager. Efter § 95, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter

§ 95, stk. 2, skal udbetales til en nærtstående person, som helt eller delvis passer borgeren.

Efter servicelovens § 96, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde borgerstyret personlig assistance til bor-

gere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nød-

vendigt at yde denne ganske særlige støtte. Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning

af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse.

Uanset om en borger modtager kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, jf. servicelovens § 95, stk. 2, eller

borgerstyret personlig assistance, jf. § 96, stk. 1, eller om tilskuddet udbetales til en nærtstående, jf. § 95,

stk. 3, er det efter servicelovens § 95, stk. 4, og § 96, stk. 2, en betingelse, at borgeren eller den nærtståen-

de er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det er desuden en betingelse, at borgeren eller

den nærtstående kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre borgeren eller den nærtstående

indgår aftale med en nærtstående, en forening eller en privat virksomhed om, at tilskuddet overføres til

den nærtstående, foreningen eller virksomheden, som herefter er arbejdsgiver for hjælperne. Arbejdsg i-

verbeføjelserne i forhold til hjælperne vedrørende spørgsmål om ansættelse og afskedigelse af hjælperne

varetages i så fald af den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed i samråd med borgeren

eller den nærtstående.

Der er efter gældende regler intet krav om forudgående godkendelse af de foreninger og private virksom-

heder, som borgeren eller den nærtstående kan indgå aftale med om overførsel af tilskud. Der er efter

gældende ret heller ikke regler om tilsyn med disse foreninger og virksomheder.

2.7.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at der er behov for

tiltag, der skal forebygge misbrug af ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerst y-

ret personlig assistance, herunder et tiltag med indførelse af en godkendelsesordning for foreninger og

private virksomheder, der ønsker at varetage arbejdsgiverfunktioner i ordningerne.

I forbindelse med analysearbejdet, der ligger til grund for lovforslaget, har KL efterspurgt en godkendelses-

ordning for foreninger og private virksomheder, så det bliver lettere for kommunerne at sikre, at det bevi l-

gede tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance anvendes efter formålet. Der

har i de senere år været eksempler på sager, hvor der har været tvivl om, hvorvidt det bevilgede tilskud er

anvendt efter formålet.

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at indførelse af en godkendelsesordning for foreninger og

private virksomheder vil medvirke til at mindske risikoen for, at tilskud til ansættelse af hjælpere og bor-

gerstyret personlig assistance ikke anvendes efter formålet. Endvidere vil en godkendelsesordning øge bo r-

gernes tryghed ved at indgå aftaler med foreninger eller private virksomheder om overførsel af tilskud, idet

en sådan aftale alene kan indgås med foreninger og private virksomheder, der er godkendt til at varetage

arbejdsgiverfunktionen.

Det vurderes, at det vil være hensigtsmæssigt at lægge opgaven med at godkende og føre tilsyn med fo r-

eningerne og de private virksomheder i socialtilsynet, der i forvejen godkender og fører driftsorienteret

tilsyn med en række nærmere angivne tilbud efter serviceloven og sundhedsloven.

2.7.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der foretages ændringer i servicelovens § 95, stk. 4, og § 96, stk. 2, så borgeren eller en

nærtstående, der ønsker at overføre tilskuddet efter servicelovens §§ 95 eller 96 til ansættelse af hjælpere

eller borgerstyret personlig assistance til en forening eller privat virksomhe d, alene kan indgå aftale herom

med foreninger og private virksomheder, der er godkendt af socialtilsynet til at varetage arbejdsgiverfun k-

tionen i de nævnte ordninger. Den foreslåede ændring vil indebære, at borgeren eller den nærtstående

ikke kan overføre tilskuddet til foreninger eller private virksomheder, der ikke er godkendt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 og 8.

Der foreslås desuden ændringer af lov om socialtilsyn, så socialtilsynet får til opgave at godkende og føre

tilsyn med foreninger og private virksomheder, der ønsker at varetage arbejdsgiverfunktioner i ordninger

efter servicelovens §§ 95 og 96. Denne godkendelses- og tilsynsopgave har naturlig sammenhæng til social-

tilsynets øvrige opgaver.

Dog vil karakteren af godkendelse og tilsyn med disse foreninger og private virksomheder være en anden

end socialtilsynets øvrige godkendelses- og tilsynsopgaver. De kvalitetskrav, som gælder for socialtilsynets

øvrige godkendelses- og tilsynsvirksomhed, skal således ikke gælde for godkendelse og tilsyn med forenin-

ger og private virksomheder i denne sammenhæng. Socialtilsynets godkendelse og tilsyn foreslås derimod

at skulle foretages på baggrund af en vurdering af foreningens eller den private virksomheds økonomiske

og ledelsesmæssige forhold samt ansættelsesretlige kompetencer. Socialtilsynet skal således ikke foretage

en vurdering af kvaliteten i den enkelte ordning med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere eller bo r-

gerstyret personlig assistance, men alene foreningens eller den private virksomheds varetagelse af opgaven

som arbejdsgiver.

Det foreslås i den forbindelse, at der i lov om socialtilsyn indsættes bemyndigelse til børne- og socialmini-

steren til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af og tilsyn med foreninger og private virksomhe-

der, der varetager eller ønsker at varetage arbejdsgiverfunktioner i ordninger med kontant tilskud til a n-

sættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance efter §§ 95 og 96 i serviceloven, herunder om

hvilke kriterier der skal lægges vægt på ved godkendelsen samt de nærmere retningslinjer for indholdet i og

tilrettelæggelsen af tilsynet. Bemyndigelsen vil bl.a. blive anvendt til at fastsætte kriterierne for godkendel-

se vedrørende foreningernes og de private virksomheders økonomi og ansættel sesretlige kompetencer

samt en vurdering af lederens baggrund og kompetencer

Der henvises til forslagets § 2, nr. 6.

For at sikre, at foreninger og private virksomheder, der varetog arbejdsgiverfunktioner før loven s foreslåe-

de ikrafttrædelsestidspunkt den 1. januar 2018, og som fortsat ønsker at varetage disse funktioner, får ri-

melig tid til at indrette sig, så de kan opfylde kriterierne for godkendelse, foreslås det, at der indføres en

overgangsperiode på 1�½ år. Foreninger og virksomheder, som på ikrafttrædelsestidspunktet allerede vare-

tog arbejdsgiverfunktioner, skal i løbet af overgangsperioden opnå godkendelse efter de foreslåede nye

regler i socialtilsynsloven. Disse foreninger og virksomheder foreslås således at kunne videreføre eksiste-

rende aftaler og kunne indgå nye aftaler om overførsel af tilskud frem til den 1. juli 2019 uden at have op-

nået godkendelse. For foreninger og private virksomheder, der efter det for loven foreslåede ikrafttræde l-

sestidspunkt den 1. januar 2018 ønsker at varetage arbejdsgiverfunktioner, og som ikke tidligere har vare-

taget denne opgave, vil det derimod være et krav, at der er sket en forudgående godkendelse, før der kan

indgås aftale om overførsel af tilskud.

Der henvises til lovforslagets § 4, stk. 3.

2.8 Bagudbetaling af tilskud til foreninger og virksomheder, der varetager arbejdsgiverfunktioner i ordnin-

ger med kontanttilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance

2.8.1 Gældende ret

Det fremgår af servicelovens § 96 a, stk. 2, og af § 11, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 647 af 25. juni 2012 om

udmåling af tilskud til borgerstyret personlig assistance efter serviceloven, som er udstedt med hjemmel i

servicelovens § 96 a, stk. 1 og 3 og § 96 c, stk. 3, at tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret per-

sonlig assistance efter servicelovens §§ 95 og 96 udbetales månedsvis forud. Dette gælder, uanset om det

er borgeren selv eller en nærtstående, der er tilskudsmodtager, eller om tilskuddet i henhold til en af bo r-

geren eller den nærtstående indgået aftale herom er overført til en forening eller privat virksomhed, der

herefter er arbejdsgiver for hjælperne. Reglen om forudbetalt tilskud gælder dog ikke den del af det saml e-

de tilskud, der udbetales efter regning, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 2.

2.8.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at der er behov for

tiltag, der skal forebygge misbrug af ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgersty-

ret personlig assistance, herunder et tiltag med indførelse af bagudbetalt tilskud til foreninger og private

virksomheder, der varetager arbejdsgiverfunktionerne i ordningerne.

KL har under analysearbejdet, der ligger til grund for aftalen og lovforslaget, påpeget, at reglerne om må-

nedsvis forudbetaling af tilskud til foreninger og private virksomheder indebærer en risiko for, at tilskuddet

ikke anvendes til formålet i de situationer, hvor en forening eller privat virksomhed går konkurs midt i en

måned. I disse situationer har kommunalbestyrelsen ved månedens begyndelse forudbetalt tilskuddet til

foreningen eller virksomheden, men da kommunalbestyrelsen er forpligtet til at sikre, at der ikke opstår et

udækket hjælpebehov hos borgeren som følge af foreningens eller den private virksomheds konkurs, vil

kommunalbestyrelsen risikere at skulle betale endnu en gang, for at borgeren kan modtage den bevilgede

hjælp.

Det er på denne baggrund Børne- og Socialministeriets vurdering, at der er behov for at medvirke til at sik-

re, at det af kommunalbestyrelsen udbetalte tilskud anvendes efter formålet. Dette vurderes at kunne o p-

nås ved at ændre udbetalingstidspunktet for tilskuddet til foreninger og private virksomheder fra måned s-

vis forud til månedsvis bagud.

Det ændrede udbetalingstidspunkt vurderes derimod ikke at burde gælde i de ordninger, hvor borgeren

eller en nærtstående er tilskudsmodtager og dermed arbejdsgiver for hjælperne. I disse ordninger vil det

betyde en unødig belastning af borgerens eller den nærtståendes økonomi, hvis tilskuddet til hjælperløn

udbetales månedsvis bagud.

2.8.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at servicelovens § 96 a, stk. 2, ændres, således at tilskuddet til ansættelse af hjælpere efter

servicelovens § 95 og borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96 udbetales månedsvis bagud

i stedet for månedsvis forud i de tilfælde, hvor tilskuddet er overført til en forening eller privat virksomhed,

der herefter er arbejdsgiver for hjælperne.

I de tilfælde, hvor tilskuddet til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95 eller borgerstyret personlig

assistance efter servicelovens § 96 udbetales til borgeren eller en nærtstående, foreslås reglen om må-

nedsvis forudbetaling af tilskud videreført uændret.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9.

2.9 Øvre ugentlig arbejdstid for nærtstående i ordninger med kontanttilskud til ansættelse af hjælpere

2.9.1 Gældende ret

Det fremgår af servicelovens § 95, stk. 2, at en borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske

opgaver i hjemmet i mere end 20 timer om ugen, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som

den pågældende selv antager. Efter § 95, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen desuden i særlige tilfælde vælge

at udbetale tilskuddet til en nærtstående, som helt eller delvist passer borgeren med funktionsnedsættelse.

Servicelovens § 95, stk. 3, er tilsigtet at finde anvendelse i de situationer, hvor kommunalbestyrelsen skøn-

ner, at borgeren med funktionsnedsættelse ikke selv vil være i stand til at fungere som arbejdsleder for

hjælperne, hvilket er en betingelse for at være omfattet af § 95, stk. 2. Det kan f.eks. være ti lfælde, hvor

borgeren har en funktionsnedsættelse som følge af udviklingshæmning eller kognitive funktionsnedsætte l-

ser. I disse tilfælde kan kommunalbestyrelsen vælge at yde det kontante tilskud til en nærtstående, som

kan og vil påtage sig opgaven i stedet for til borgeren. Som nærtstående anses normalt ægtefælle, saml e-

vende, forældre, søskende samt andre, som har et nært forhold til den pågældende borger. Flere af borg e-

rens nærtstående kan være tilskudsmodtagere og dermed dele det udbetalte tilskud.

Den eller de nærtstående, som får udbetalt tilskud efter servicelovens § 95, stk. 3, og som dermed er til-

skudsmodtager, bliver arbejdsleder og arbejdsgiver for borgerens hjælpere, jf. § 95, stk. 4, medmindre den

eller de pågældende indgår aftale med en (anden) nærtstående, en forening eller en privat virksomhed om

overførsel af tilskuddet, hvorefter den (anden) nærtstående, foreningen eller den private virksomhed er

arbejdsgiver for hjælperne. Det kontante tilskud til ansættelse af hjælpere, som den nærtståend e får udbe-

talt, svarer til det, som borgeren selv ville få udbetalt.

Det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse nr. 113-12, at i det omfang den nærtstående selv varetager

plejeopgaverne, vil den nærtstående ikke være omfattet af EU-reglerne om maksimal arbejdstid. Disse reg-

ler følger af direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse

af arbejdstiden (arbejdstidsdirektivet), der fastsætter en øvre grænse for den ugentlige arbejdstid på 48

timer). Undtagelsen er begrundet i, at den nærtstående ikke er arbejdstager efter den definition, der gæl-

der efter arbejdstidsdirektivet.

Den nærtstående har således, jf. principafgørelse 113-12, ingen øvre arbejdstid. Dette betyder, at den på-

gældende har mulighed for at vælge at varetage hele pasningsopgaven alene uden at ansætte øvrige hjæ l-

pere.

2.9.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at der i ordninger med

kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, hvor den nærtstående er såvel arbejdsgiver som arbejdsleder og

hjælper er behov for tiltag, der kan sikre, at den nærtstående ikke nedslides som følge af for høj arbejdsb e-

lastning. Desuden er der behov for at sikre, at borgeren med funktionsnedsættelse modtager hjælp i over-

ensstemmelse med bevillingen.

I forbindelse med det analysearbejde, der ligger til grund for aftalen og lovforslaget, er det fra kommunal

side anført, at hvis den nærtstående vælger selv at varetage hele pasningsopgaven, kan det, at der ikke

gælder en øvre grænse for arbejdstiden, føre til en urimeligt høj arbejdsbelastning af den pågældende.

Desuden kan det i ordninger efter servicelovens § 95, stk. 3, hvor den nærtstående er såvel arbejdsgiver

som -leder og hjælper, være vanskeligt at sikre, at borgeren med funktionsnedsættelse får den hjælp, som

der er behov for, fordi hjælpen udelukkende varetages af den nærtstående. Dette vanskeliggør kommuna l-

bestyrelsens tilsyn med, om der etableres fagligt hensigtsmæssige ordninger, og om borgeren får alle be-

hov opfyldt, herunder også i forhold til udvikling og selvstændiggørelse.

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at indførelse af en øvre grænse for den ugentlige arbejdstid

for nærtstående i ordninger efter servicelovens § 95, stk. 3, hvor den nærtstående er såvel arbejdsgiver

som arbejdsleder og hjælper, dels vil kunne mindske risikoen for høj arbejdsbelastning for den nærtståe n-

de, dels medvirke til at sikre, at borgeren med funktionsnedsættelse modtager de n hjælp, der er behov for.

Det vurderes, at grænsen for den øvre ugentlige arbejdstid bør fastsættes til 48 timer, hvorved grænsen vil

svare til den øvre ugentlige arbejdstid efter EU-reglerne for maksimal arbejdstid. Det vurderes dog også, at

det vil være hensigtsmæssigt med en undtagelse til denne tidsgrænse, som kan bringes i anvendelse i sæ r-

lige tilfælde, f.eks. ved ferier, hvorved der vil kunne opnås større fleksibilitet, hvis den nærtstående kan

varetage pasningsopgaven i mere end 48 timer om ugen, hvorved man vil kunne gennemføre en ferie uden

at være afhængig af en eller flere ekstra hjælpere.

2.9.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i servicelovens § 95, stk. 3, indsættes en bestemmelse om, at en nærtstående højst kan

varetage pasningsopgaven i forhold til borgeren med funktionsnedsættelse i 48 timer om ugen, medmindre

den nærtstående har indgået aftale om overførsel af tilskuddet til en anden nærtstående, en forening eller

en privat virksomhed. Hvis pasningsopgaven deles af flere nærtstående, foreslås det, at grænsen på 48

timer om ugen skal gælde for de nærtstående tilsammen. Pasning af borgeren med funktionsnedsættelse

ud over 48 timer om ugen vil dermed ifølge forslaget skulle varetages af andre end de nærtstående. Det

foreslås dog, at en eller flere nærtstående i særlige tilfælde kan varetage pasningsopgaven i mere end 48

timer om ugen. Det kan f.eks. dreje sig om tilfælde, hvor der er sygdom blandt de af borgerens hjælpere,

der ikke er nærtstående, eller i forbindelse med ferier.

Forslaget vedrører alene de ordninger, hvor den eller de nærtstående, der varetager pasningsopgaven i

forhold til borgeren, også er tilskudsmodtager. Derimod omfatter forslaget ikke ordninger, hvor den nær t-

stående har indgået aftale om overførsel af tilskuddet til en anden nærtstående, en forening eller en privat

virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne. Her er der således ikke sammenfald mellem a r-

bejdsgiveren, arbejdslederen og hjælperen, hvilket der er i de ordninger, hvor den nærtstående samtidi g er

tilskudsmodtager.

Forslaget vedrører alene antallet af timer, hvori en eller flere nærtstående, der samtidig er tilskudsmodta-

ger, kan varetage pasningsopgaven i forhold til en borger med funktionsnedsættelse, hvorimod retten til at

modtage tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95, stk. 3, og betingelserne herfor ikke be-

røres af forslaget og dermed videreføres uændret.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6.

2.10 Styrkelse af kommunalbestyrelsernes og regionsrådenes dataindberetningspligt på det sociale område

og ældreområdet

2.10.1 Ændringer i reglerne om dataindberetninger på det sociale område

2.10.1.1 Gældende ret

Bestemmelser om statistik, analyse, information m.v. på det sociale område findes i kapitel 12 i retssikker-

hedsloven.

Retssikkerhedslovens § 82, stk. 1, pålægger kommunalbestyrelser og regionsråd en pligt til at tilvejebringe

og indsende statistiske oplysninger m.v., som børne- og socialministeren anmoder om. Ifølge bemærknin-

gerne til L 228 af 26. april 1997 om forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,

jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 4900, svarer bestemmelsen med mindre ændringer til § 23 i

den sociale styrelseslov.

Ifølge bemærkningerne til § 23 i forslaget til lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anliggen-

der, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg A, spalte 1981-1982, gav bestemmelsen socialministeren og in-

denrigsministeren adgang til at fordre alle fornødne oplysninger fra vedkommende myndigheder og institu-

tioner, som måtte betragtes som et naturligt led i deres tilsynsfunktioner. Herudover ville bestemmelsen

kunne anvendes som grundlag for tilvejebringelse af nødvendige statistiske oplysninger eller oplysninger

om forsøgsvirksomhed eller erfaringer, som burde kunne formidles på landsomfattende basis.

Det følger af retssikkerhedslovens § 83, stk. 1, at kommunalbestyrelserne giver Børne- og Socialministeriet

oplysninger om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder om

de mål, som de har sat for udviklingen. Bestemmelsen skal forstås som en pligt for kommunalbestyrelserne

til at give Børne- og Socialministeriet de omhandlede oplysninger.

Det følger desuden af retssikkerhedslovens § 83, stk. 3, at kommunalbestyrelserne har pligt til at medvirke

til temaplanlægning, i kommunepaneler samt til at skaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særl i-

ge områder. Ifølge bemærkningerne til L 228 af 26. april 1997 om forslag til lov om retssikkerhed og admi-

nistration på det sociale område, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 4900-4901, viderefører be-

stemmelsen den sociale styrelseslovs § 26, som indeholdt hjemmel til Det Sociale Informations- og Analyse-

system.

Retssikkerhedslovens § 84, stk. 1, giver bemyndigelse til, at børne- og socialministeren kan fastsætte regler

om omfanget af oplysninger, der skal indsendes i henhold til retssikkerhedslovens §§ 82 og 83, og om,

hvordan oplysningerne skal ajourføres og indsendes. For så vidt angår den konkrete udmøntning af bemyn-

digelsen, er der i bemærkningerne til bestemmelsen henvist til , at reglerne i § 12 i bekendtgørelse nr. 920

af 18. december 1991 om forretningsorden for de sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnene

og til §§ 29 og 30 i cirkulære nr. 193 af 3. november 1994 om social pension videreføres med de tilpasnin-

ger, der følger af reglerne i forslaget til retssikkerhedsloven.

Med hjemmel i retssikkerhedslovens § 84, stk. 1, er der i kapitel 10 i bekendtgørelse nr. 1338 af 18. nove m-

ber 2016 om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsbekendtgørelsen) fast-

sat nærmere regler for indberetning af data til brug for statistik og analyse. Det drejer sig om angivelse af

på hvilke områder, der skal ske indberetning af data. På enkelte områder er der endvidere fastsat krav til

indberetningstidspunkt og indberetningsform.

Foruden retssikkerhedsbekendtgørelsen fremgår oplysninger om dataindberetningen af en række vejled-

ninger og kravsspecifikationer. Heraf fremgår blandt andet nærmere oplysninger om tekniske og indholds-

mæssige retningslinjer for opsætning af system-til-system løsninger samt vejledning om korrekt indberet-

ning i de enkelte systemer.

Efterlever kommunalbestyrelserne ikke forpligtelsen efter retssikkerhedsloven til at indberette data, følger

det af § 50 b, jf. § 53, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 769 af 8. juni 2015

(kommunestyrelsesloven), at Statsforvaltningen og Økonomi- og Indenrigsministeriet som led i det kom-

munale tilsyn kan pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer tvangsbøder. Det følger af § 31 i

regionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 770 af 9. juni 2015, at tilsvarende gør sig gældende for Statsforvalt-

ningens tilsyn med regionerne. Formålet med anvendelse af tvangsbøder er at fremtvinge opfyldelsen af en

handlepligt for kommunalbestyrelsen eller regionsrådet. Tvangsbøder løber, indtil forpligtelsen er opfyldt.

Forpligtelsen er opfyldt, når det ansvarlige medlem har fremsat forslag om, at kommunalbestyrelsen el ler

regionsrådet træffer den beslutning, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er forpligtet til, eller når

medlemmet har stemt for beslutningen.

2.10.1.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at der er behov for et

bedre datagrundlag på det sociale område.

De gældende krav til kommunalbestyrelsernes og regionsrådenes dataindberetning på det sociale område

er formuleret på et forholdsvis overordnet niveau. Der er således i retssikkerhedsloven ikke hjemmel til at

følge op over for kommunalbestyrelser og regionsråd, der gentagne gange ikke lever op til indberetnings-

kravene på det sociale område.

Der er allerede i dag tekniske retningslinjer for dataindberetningerne, men disse, samt øvrige informationer

og retningslinjer for dataindberetningen, er spredt i forskellige vejledninger og kravsspecifikationer. Det

bevirker, at det kan forekomme uklart for kommunalbestyrelserne og regionsrådene, hvad d er skal indbe-

rettes, af hvem og hvornår. Børne- og Socialministeriet vurderer derfor, at der udarbejdes en databekendt-

gørelse, der så vidt muligt samler alle regler og informationer om dataindberetningen på det sociale områ-

de. Der er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelig hjemmel til at udstede en sådan bekendtgørelse , der

samler alle krav.

Der er i dag forskellige udfordringer med at sikre rettidige og retvisende dataindberetninger fra kommunal-

bestyrelserne og regionsrådene. Udfordringerne med dataindberetningerne opstår af flere årsager, men

kan blandt andet tilskrives manglende prioritering i kommunerne og regionerne eller problemer med it -

understøttelsen.

Det er centralt at løse udfordringerne, så der kan sikres aktuelle, valide og dækkende data om alle mål-

grupper, der modtager hjælp på det sociale område. Et godt datagrundlag på det sociale område er vigtigt,

da det kan medvirke til en bedre social indsats, fordi det i højere grad gør det muligt at identificere de in d-

satser, der har de bedste effekter, og som er mest omkostningseffektive.

Børne- og Socialministeriet finder det derfor vigtigt, at de krav, der er til kommunernes og regionernes d a-

taindberetning på det sociale område, tydeliggøres, så der ikke kan være tvivl om, hvori indberetningspl ig-

ten består, og det sikres, at alle nødvendige data indberettes.

En bedre styring af dataindberetningerne kan for det første opnås ved at give børne- og socialministeren

hjemmel til at forlange, at kommunalbestyrelserne og regionsrådene, der gentagne gange ikke overholder

kravene til dataindberetningen, inden for en af ministeren fastsat frist iværksætter en handlingsplan for at

sikre rettidige og retvisende dataindberetninger. Handlingsplanen skal udarbejdes i overensstemmelse med

de af børne- og socialministeren eventuelt fastsatte retningslinjer herfor. Bestemmelsen anvendes først

efter forudgående dialog og samarbejde med kommunalbestyrelsen eller regionsrådet. Det er kun i de til-

fælde, hvor dialog og samarbejde med kommunalbestyrelsen eller regionsrådet ikke fører til bedre data-

indberetninger, at børne- og socialministeren vil kræve, at der iværksættes en handlingsplan.

En bedre styring af dataindberetningerne kan for det andet opnås ved dels at præcisere i overensstemmel-

se med gældende ret, at børne- og socialministeren har bemyndigelse til ved fastsættelsen af regler om,

hvordan de indberetningspligtige oplysninger skal indsendes, at fastsætte regler om, hvem der er datamo d-

tager og leverancefrist, og dels at give børne- og socialministeren udtrykkelig bemyndigelse til at fastsætte

regler om leveranceform og - format, det vil sige herunder også regler om krav til den tekniske indberetning

af oplysningerne. Kravene til leveranceform og leveranceformat vil blive fastlagt i dialog med regioner og

kommuner, og under hensyn til fællesoffentlige aftaler. Der vil ikke blive stillet krav om udskiftning af it-

systemer. Kravene til dataindberetning skal så vidt muligt fastsættes under hensyn til at sikre mindst mulig

indberetningsbyrde for kommunalbestyrelserne og regionsrådene, samt så vidt muligt sikre smidige over-

førsler af data mellem kommunerne og regionerne og staten.

Baseret på erfaringer fra beskæftigelsesområdet er det Børne- og Socialministeriets vurdering, at en fælles

databekendtgørelse kan gøre en positiv forskel for kommunerne og regionerne samt systemleverandøre r-

ne, idet de alene skal anvende bekendtgørelsen for at holde sig opdateret på krav til dataindberetningen.

Det er således ministeriets vurdering, at en databekendtgørelse vil være med til at lette arbejdet for sags-

behandlerne i kommuner og regioner og for it-leverandører på området.

Det forventes, at en databekendtgørelse relativt hurtigt vil have en effekt på kommunernes og regionernes

registrering- og indberetningspraksis, idet kravene til kommunerne og regionerne bliver tydeligere og sam-

let på ét sted. Samtidig vil en fælles databekendtgørelse i højere grad muliggøre, at it-leverandørerne kan

sikre sig overblik over aktuelle tekniske krav m.v. Konstateres væsentlige og vedvarende fejl eller mangler i

kommunernes og regionernes indberetninger vil det være muligt for Børne- og Socialministeriet med hen-

visning til databekendtgørelsen at kræve, at kommunerne og regionerne retter op på praksis.

Børne- og Socialministeriet synliggør formålet med de indberettede data for henholdsvis staten, kommu-

nerne og regionerne med henblik på at sikre valide data.

2.10.1.3 Den foreslåede ordning

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 82, stk. 1, har til formål at fastslå i overensstemmelse

med gældende ret, at børne- og socialministeren kan fastsætte en frist for kommunalbestyrelsernes og

regionsrådenes tilvejebringelse og indsendelse af statistiske oplysninger m.v., som børne- og socialministe-

ren anmoder om.

Den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 2 i retssikkerhedslovens § 82 har til formål at sikre, at børne- og

socialministeren fremover kan forlange, at kommunalbestyrelser og regionsråd iværksætter en handlings-

plan for, hvordan der fremadrettet kan sikres indberetning af rettidige og retvisende data, såfremt kravene

til indberetningen gentagne gange ikke overholdes. Handlingsplanen skal iværksættes inden for en af bør-

ne- og socialministeren fastsat frist samt i overensstemmelse med de af børne- og socialministeren fastsat-

te retningslinjer herfor. Bestemmelsen anvendes først efter forudgående dialog og samarbejde med kom-

munalbestyrelsen eller regionsrådet.

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 83, stk. 1, fastslår, at kommunalbestyrelserne har pligt til

inden for en af børne- og socialministeren fastsat frist at give Børne- og Socialministeriet oplysninger om

beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder om de mål, som de

har sat for udviklingen.

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 83, stk. 3, har til formål at fastslå, at Børne- og Socialmi-

nisteriet kan fastsætte en frist for kommunalbestyrelsernes fremskaffelse af uddybende oplysninger om

udviklingen på særlige områder.

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 84, stk. 1, præciserer for det første i overensstemmelse

med gældende ret, at børne- og socialministeren har bemyndigelse til ved fastsættelsen af regler om, hvor-

dan de indberetningspligtige oplysninger skal indsendes, at fastsætte regler om, hvem der er datamodt ager

og leverancefrist, og giver for det andet børne- og socialministeren hjemmel til, at de eksisterende retnings-

linjer for den tekniske indberetning af oplysningerne, fremover fremgår af den databekendtgørelse, der

påtænkes udarbejdet. Kravene til dataindberetning skal som nu så vidt muligt sikre smidige overførsler af

data mellem kommunerne og regionerne og staten.

Den foreslåede bemyndigelse i retssikkerhedslovens § 84, stk. 1, forventes udmøntet i en databekendtgø-

relse, der så vidt muligt samler alle regler og informationer om dataindberetningen på det sociale område.

Bekendtgørelsen forventes at omfatte samtlige statistikker på det sociale område, hvor der er fastsat et

dokumentationskrav, der kræver løbende eller tilbagevendende indberetning fra kom munerne og regio-

nerne.

Hermed bliver databekendtgørelsen det regelsæt, kommunerne og regionerne kan tilgå for nemt at få

overblik over, hvilke data på det sociale område der er omfattet af en indberetningspligt, og hvori indb e-

retningspligten består.

Forslaget har til hensigt at sikre, at Børne- og Socialministeriet modtager dækkende, valide og rettidige data

for alle væsentlige målgrupper på det sociale område ved at sikre mere klare rammer for og styring af

kommunernes og regionernes dataindberetning. Samtidig sikrer forslaget Børne- og Socialministeriet bedre

mulighed for at følge målrettet op over for kommunalbestyrelser og regionsråd, der gentagne gange ikke

lever op til indberetningskravene på det sociale område.

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens kapitel 12 ændrer ikke på, at de data, der indsamles til

statistiske og analytiske formål, ikke senere må anvendes til andre formål, herunder administrative formål,

jf. persondatalovens § 10.

Forslaget indebærer i sig selv ikke et øget krav om indberetning fra kommunerne eller regionerne til staten.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 3, 4, 6, 8, 10 og 11.

2.10.2 Ændringer i reglerne om dataindberetninger på ældreområdet

2.10.2.1 Gældende ret

Bestemmelser om statistik, analyse, information m.v. på ældreområdet findes i kapitel 12 i retssikkerheds-

loven.

Retssikkerhedslovens § 82, stk. 2, pålægger kommunalbestyrelser og regionsråd en pligt til at tilvejebringe

og indsende statistiske oplysninger m.v., som ældreministeren anmoder om. Ifølge bemærkningerne til L

228 af 26. april 1997 om forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. Folke-

tingstidende 1996-97, tillæg A, side 4900, svarer bestemmelsen med mindre ændringer til § 23 i den sociale

styrelseslov.

Ifølge bemærkningerne til § 23 i forslaget til lov om styrelse af sociale og visse sundhedsmæssige anligge n-

der, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg A, spalte 1981-1982, gav bestemmelsen socialministeren og in-

denrigsministeren adgang til at fordre alle fornødne oplysninger fra vedkommende myndigheder og institu-

tioner, som måtte betragtes som et naturligt led i deres tilsynsfunktioner. Herudover ville bestemmelsen

kunne anvendes som grundlag for tilvejebringelse af nødvendige statistiske oplysninger eller oplysninger

om forsøgsvirksomhed eller erfaringer, som burde kunne formidles på landsomfattende basis.

Det følger af retssikkerhedslovens § 83, stk. 2, at kommunalbestyrelserne giver Sundheds- og Ældreministe-

riet oplysninger om beslutninger og forventninger vedrørende udviklingen i hjælpen efter §§ 79, 79 a, 83-

84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service, herun-

der om de mål, som de har sat for udviklingen.

Retssikkerhedslovens § 84, stk. 2, giver bemyndigelse til, at ældreministeren kan fastsætte regler om om-

fanget af oplysninger, der skal indsendes i henhold til retssikkerhedslovens §§ 82 og 83, med hensyn til

hjælpen efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i

lov om social service og om, hvordan oplysningerne skal ajourføres og indsendes.

For så vidt angår den konkrete udmøntning af bemyndigelserne i § 84, stk. 2, er der i bemærkningerne til

bestemmelsen henvist til, at reglerne i § 12 i bekendtgørelse nr. 920 af 18. december 1991 om forretnings-

orden for de sociale ankenævn og revaliderings- og pensionsnævnene og til §§ 29 og 30 i cirkulære nr. 193

af 3. november 1994 om social pension videreføres med de tilpasninger, der følger af reglerne i forslaget til

retssikkerhedsloven.

Efterlever kommunalbestyrelserne ikke forpligtelsen efter retssikkerhedsloven til at indberette data, følger

det af § 50 b, jf. § 53, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 769 af 8. juni 2015

(kommunestyrelsesloven), at Statsforvaltningen og Økonomi- og Indenrigsministeriet som led i det kom-

munale tilsyn kan pålægge de ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer tvangsbøder. Det følger af § 31 i

regionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 770 af 9. juni 2015, at tilsvarende gør sig gældende for Statsforvalt-

ningens tilsyn med regionerne. Formålet med anvendelse af tvangsbøder er at fremtvinge opfyldelsen af en

handlepligt for kommunalbestyrelsen eller regionsrådet. Tvangsbøder løber, indtil forpligtelsen er opfyldt.

Forpligtelsen er opfyldt, når det ansvarlige medlem har fremsat forslag om, at kommunalbestyrelsen eller

regionsrådet træffer den beslutning, som kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er forpligtet til, eller når

medlemmet har stemt for beslutningen.

2.10.2.2 Sundheds- og Ældreministeriets overvejelser

Sundheds- og Ældreministeriet ønsker at sikre fortsatte forbedringer af datagrundlaget for ældreområdet,

hvor der til dels opleves samme udfordringer som det sociale område , jf. afsnit 2.10.1.2.

Retssikkerhedslovens §§ 82 – 84 hjemler dataindberetning på såvel det sociale område som ældreområdet,

og dataindberetningen på tværs social- og ældreområdet rummer en række klare fællestræk, da der er tale

om nært beslægtede kommunale serviceområder, hvor der for begge områder hovedsageligt er tale om

oplysninger fra de samme kommunale elektroniske omsorgssystemer.

Der er således i dag på ældreområdet forskellige udfordringer med at sikre rettidige og retvisende dataind-

beretninger fra kommunalbestyrelserne. Udfordringerne med dataindberetningerne opstår af flere årsager,

men kan tilskrives blandt andet manglende prioritering i kommunerne eller problemer med it-

understøttelsen.

Det er derfor centralt at løse udfordringerne på ældreområdet, så der kan sikres aktuelle, valide og dæk-

kende data om alle målgrupper, der modtager hjælp på ældreområdet. Et godt vidensgrundlag på ældre-

området er vigtigt, da det kan medvirke til en bedre indsats, fordi det i højere grad gør det muligt at følge

udviklingen på området og identificere de indsatser, der har de bedste effekter, og som er mest omkos t-

ningseffektive.

Sundheds- og Ældreministeriet finder det derfor vigtigt, at de krav, der er til kommunernes og regionernes

dataindberetning på ældreområdet, tydeliggøres, så der ikke kan være tvivl om, hvori indberetningspligten

består, og det sikres, at alle nødvendige data indberettes. Ligesom at Sundheds- og Ældreministeriet finder

det hensigtsmæssigt, at bemyndigelsesbestemmelserne om dataindberetning på tværs af social - og ældre-

området så vidt muligt er ens, med mindre særlige forhold gør sig gældende.

Sundheds- og Ældreministeriet ønsker derfor at præcisere, at ældreministeren dels har bemyndigelse til

ved fastsættelsen af regler om, hvordan de indberetningspligtige oplysninger skal indsendes, at fastsætte

regler om, hvem der er datamodtager og leverancefrist, og dels at give ældreministeren udtrykkelig be-

myndigelse til at fastsætte regler om leveranceform og - format, det vil sige herunder også regler om krav

til den tekniske indberetning af oplysningerne. Kravene til leveranceform og leveranceformat vil blive fast-

lagt i dialog med regioner og kommuner og under hensyn til fællesoffentlige aftaler. Der vil ikke blive stillet

krav om udskiftning af it-systemer. Kravene til dataindberetning skal så vidt muligt fastsættes under hensyn

til at sikre mindst mulig indberetningsbyrde for kommunalbestyrelserne og regionsrådene, samt så vidt

muligt sikre smidige overførsler af data mellem kommunerne og regionerne og staten.

Sundheds- og Ældreministeriet påtænker at udstede en bekendtgørelse for indberetningen af oplysninger

på ældreområdet, der klart og tydeligt beskriver, hvordan indberetningspligtige oplysninger skal indsendes,

herunder i forhold til datamodtager, frist, leveranceform og leveranceformat. Det forventes at bidrage til at

gøre det mere enkelt, klart og tydeligt for kommunerne, hvilke oplysninger de skal indberette, og hvordan

oplysningerne skal indberettes på tværs af ældreområdet. Det forventes også at bidrage t il at gøre det

nemmere for kommunerne at indberette rettidigt og korrekt.

Lovændringen medfører ikke i sig selv en mere omfattende indberetningspligt.

Sundheds- og Ældreministeriet har ligeledes overvejet muligheden for at give ældreministeren hjemme l til

at forlange, at kommunalbestyrelserne og regionsrådene, der gentagne gange ikke overholder kravene til

dataindberetningen, inden for en af ministeren fastsat frist iværksætter en handlingsplan for at sikre retti-

dige og retvisende dataindberetninger. Sundheds- og Ældreministeriet har imidlertid vurderet, at indførsel

af en sådan hjemmel til at forlange handlingsplaner i tillæg til den allerede eksisterende indberetningspligt

ikke er aktuel for ældreområdet, hvilket blandt andet skyldes, at dataindberetningen på ældreområdet

generelt vurderes bedre end på socialområdet, hvorfor udfordringer og forbedringer på ældreområdet må

formodes at kunne løses løbende og på anden vis.

2.10.2.3 Den foreslåede ordning

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 82, stk. 3, har til formål at fastslå, at ældreministeren kan

fastsætte en frist for kommunalbestyrelsernes og regionsrådenes tilvejebringelse og indsendelse af statist i-

ske oplysninger m.v., som ældreministeren anmoder om.

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 83, stk. 2, fastslår, at kommunalbestyrelserne har pligt til

inden for en af ældreministeren fastsat tidsfrist at give Sundheds- og Ældreministeriet oplysninger om be-

slutninger og forventninger vedrørende udviklingen i hjælpen efter §§ 79, 79 a, 83-84, 86, 88, 90-94 a, 119-

122, 151-151 c, § 161, stk. 2 og 3, og §§ 192 og 192 a i lov om social service, herunder om de mål, som de

har sat for udviklingen.

Den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 4 i retssikkerhedslovens § 83 har til formål at fastslå, at Sundheds-

og Ældreministeriet kan fastsætte en frist for kommunalbestyrelsernes fremskaffelse af uddybende oply s-

ninger om udviklingen på særlige områder.

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens § 84, stk. 2, præciserer for det første i overensstemmelse

med gældende ret, at ældreministeren har bemyndigelse til ved fastsættelsen af regler om, hvordan de

indberetningspligtige oplysninger skal indsendes, at fastsætte regler om, hvem der er datamodtager og

leverancefrist, og giver for det andet ældreministeren har hjemmel til, at de eksisterende retningslinjer for

den tekniske indberetning af oplysningerne, fremover fremgår af den bekendtgørelse, der påtænkes uda r-

bejdet for ældreområdet. Kravene til dataindberetning skal som nu så vidt muligt sikre smidige overførsler

af data mellem kommunerne og regionerne og staten.

Den foreslåede bemyndigelse i retssikkerhedslovens § 84, stk. 2, forventes udmøntet i en bekendtgørelse,

der så vidt muligt samler alle regler og informationer om dataindberetningen på ældreområdet. Bekendt-

gørelsen forventes at omfatte samtlige oplysninger på ældreområdet inden for denne lovgivning, hvor der

er fastsat et dokumentationskrav, der kræver løbende eller tilbagevendende indberetning fra kommunerne

og regionerne.

Den foreslåede ændring af retssikkerhedslovens kapitel 12 ændrer ikke på, at de data, der indsamles til

statistiske og analytiske formål, ikke senere må anvendes til andre formål, herunder administrative formål,

jf. persondatalovens § 10.

Forslaget indebærer i sig selv ikke et øget krav om indberetning fra kommunerne eller regionerne til staten.

Der henvises til lovforslagets § 3, nr. 5, 7, 9, 12 og 13.

2.11 Varsling ved afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven

2.11.1 Gældende ret

Opsættende virkning

Klager over afgørelser efter den sociale lovgivning, herunder efter serviceloven, har som hovedregel ikke

opsættende virkning. Dette er fastsat i retssikkerhedslovens § 72, stk. 1.

Det betyder, at kommunalbestyrelsens afgørelse om nedsættelse eller ophør af en ydelse som hovedregel

får virkning fra det tidspunkt, kommunalbestyrelsen har fastsat i afgørelsen, uanset om afgørelsen skal

træde i kraft kort tid efter meddelelsen af afgørelsen, og uanset om Ankestyrelsen på dette tidspunkt måtte

have taget stilling til en eventuel klage. I en række tilfælde vil borgeren således modtage den nedsatte

hjælp eller ikke modtage hjælp, mens en klage behandles af Ankestyrelsen.

Der gælder dog efter retssikkerhedslovens § 72, stk. 2-5, undtagelser fra denne hovedregel i nærmere

angivne tilfælde. Det drejer sig om sager vedrørende anbringelse af børn udenfor hjemmet, hvor klager

over afgørelser om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter servicelovens § 68, stk. 2 og 4, afgørelser om

valg af anbringelsessted efter servicelovens § 68 b, stk. 1, og afgørelser om at anbringelse uden for

hjemmet ikke skal opretholdes for unge, der fylder 18 år, jf. servicelovens § 76, stk. 3, nr. 1, og § 76 a, stk. 2,

som udgangspunkt har opsættende virkning, jf. nærmere retssikkerhedslovens § 72, stk. 2 og 3. På

voksenområdet kan Ankestyrelsen efter begæring tillægge en klage over afgørelse om botilbud efter

servicelovens kapitel 20 opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 4. Endelig har kl age over

optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129 som udgangspunkt opsættende

virkning, jf. nærmere retssikkerhedslovens § 72, stk. 5.

En myndighed kan endvidere beslutte at tillægge klager over egne afgørelser opsættende virkn ing. Det

fremgår af forarbejderne til retssikkerhedslovens § 72, jf. lovforslag 228 1996-97/1.

Endelig gælder ved siden af retssikkerhedslovens § 72 en almindelig forvaltningsretlig retsgrundsætning

om, at rekursinstanser kan tage stilling til, om en klage skal have opsættende virkning. Den myndighed, det

være sig underinstansen eller rekursinstansen, der modtager en anmodning fra parten om opsættende

virkning, er forpligtet til at tage stilling til anmodningen.

Varsling af ændring af begunstigende forvaltningsakter

Der er ikke i dag bestemmelser i serviceloven om konkrete varsl ingsperioder, når kommunalbestyrelsen

træffer afgørelse om at nedsætte eller frakende hjælp efter serviceloven, dvs. helt eller delvist tilbageka l-

der en begunstigende forvaltningsakt. Det betyder, at der heller ikke er fastsat regler om brug af et varsel i

de tilfælde, hvor nedsættelse eller frakendelse har særligt indgribende betydning for den enkelte eller e f-

terfølgende vil være uoprettelig.

På servicelovens område gælder derfor de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse af be-

gunstigende forvaltningsakter. Det betyder bl.a., at en afgørelse om nedsættelse eller frakendelse af hjælp

skal gennemføres med et rimeligt varsel. Det beror på en konkret vurdering, hvad der i det enkelte tilfælde

kan anses for et rimeligt varsel. I vurderingen vil der bl.a. skulle tages hensyn til indgrebets intensitet under

inddragelse af almindelige proportionalitetssynspunkter.

Der findes dog i § 17 i bekendtgørelse nr. 32 af 21. januar 2015 om tilskud til pasning af børn med handicap

eller langvarig sygdom en bestemmelse om en afviklingsperiode for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortj e-

neste efter servicelovens § 42. Kommunalbestyrelsen skal ifølge denne bestemmelses stk. 1 udbetale hjælp

til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i 3 måneder efter udgangen af den måned, hvor betingelserne for at

modtage hjælpen er bortfaldet. Dette gælder ifølge § 17, stk. 2, i bekendtgørelsen ikke, når modtageren har

truffet aftale med kommunalbestyrelsen om, at hjælpen ydes i en på forhånd fastsat periode, eller når af-

viklingsperioden efter modtagerens ønske fastsættes til en kortere periode. Desuden fremgår det af be-

kendtgørelsens § 17, stk. 3, at hvis modtageren i afviklingsperioden opnår en arbejdsindtægt, ophører ud-

betalingen af hjælp i det omfang, indtægten modsvarer den ydede hjælp.

Endvidere findes der i § 10, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1434 af 23. december 2012 om nødvendige meru d-

gifter ved den daglige livsførelse en bestemmelse om bortfald af hjælp til dækning af merudgifter efter

servicelovens § 100. Bekendtgørelsens § 10, stk. 2, fastslår, at hvis betingelserne for tilskud efter servicel o-

vens § 100 ikke længere er opfyldt, bortfalder tilskuddet ved udgangen af den måned, hvor dette konsta te-

res.

Endelig kan peges på, at det af punkt 106 i vejledning nr. 9 af 15. februar 2011 om borgerstyret personlig

assistance (vejledning nr. 7 til serviceloven) fremgår, at kommunalbestyrelsen skal sikre et rimeligt varsel,

hvis der træffes afgørelse om frakendelse af en ordning med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere eller

borgerstyret personlig assistance til en borger. Dette er for at sikre, at borgeren har mulighed for at afvikle

ordningen, og herunder opsige aftaler med den nærtstående, foreningen eller den private virksomhed eller

selv at opsige hjælperne. Tre måneder kan være et rimeligt varsel. I nogle situationer vil det dog være nød-

vendigt, at ordningen standses øjeblikkeligt, f.eks. hvis hensynet til borgeren nødvendiggør dette. I denne

situation skal kommunalbestyrelsen dække eventuelle udgifter til hjælpere m.v. i opsigelsesperioden.

2.11.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at der er behov for at

øge borgernes retssikkerhed i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om frakendelse

eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven.

I henhold til det af Dansk Folkeparti den 20. november 2015 fremsatte beslutningsforslag B 36, som med

ændringer blev vedtaget den 3. maj 2016, skal der i folketingsåret 2016-17 fremsættes lovforslag, der giver

opsættende virkning i alle klagesager for borgere med handicap, der har fået frataget eller nedsat hjælp

efter serviceloven, selv om den pågældende ikke har forbedret sin funktionsevne, og hvis kommunalbesty-

relsens afgørelse om fratagelse eller nedsat hjælp får vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun va n-

skeligt lader sig genoprette. Hensynet bag beslutningsforslaget er at sikre, at borgeren beho lder den hjælp,

som kommunalbestyrelsen har frakendt i en eventuel klageperiode, hvis borgeren klager over kommunal-

bestyrelsens afgørelse. Derudover fremgår det af beslutningsforslaget, at det skal være nemt og hurtigt for

borgere at få vurderet, om de kan få opsættende virkning i deres klagesag.

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at de hensyn, der ligger bag beslutningsforslag B 36, bør si k-

res i alle sager, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af hjælp

efter serviceloven, og hvor frakendelsen eller nedsættelsen har særligt indgribende betydning for den e n-

kelte borger, og dermed ikke kun i de sager, hvor borgeren påklager kommunalbestyrelsens afgørelse til

Ankestyrelsen. Derudover vurderes det, at en ordni ng med opsættende virkning som beskrevet i beslut-

ningsforslag B 36 kan medføre en uhensigtsmæssig klagestruktur.

Det vurderes derfor, at der i stedet for indførelse af opsættende virkning som beskrevet i beslutningsforslag

B 36 bør indføres et minimumsvarsel med opsat virkning på 14 uger for kommunalbestyrelsens afgørelser

om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter serviceloven, hvor frakendelsen eller nedsættelsen har

særligt indgribende betydning for den enkelte borger. Minimumsvarslet bør kombineres med en særligt

hurtig sagsbehandling i Ankestyrelsen, således at en eventuel klagesagsbehandling kan afsluttes, før ko m-

munalbestyrelsens afgørelse får virkning for den berørte borger.

Et varsel med opsat virkning på 14 uger ved kommunalbestyrelsens afgørelser om frakendelse eller ned-

sættelse af nedennævnte ydelser vil betyde, at borgerne automatisk fortsat får deres ydelser, mens klagen

behandles. Der er således tale om en ordning, som er nem for borgerne. Derudover vurderes indførelse af

et minimumsvarsel ikke at medføre samme uhensigtsmæssige klagestruktur som et forslag om opsættende

virkning som beskrevet i beslutningsforslag B 36.

Det vurderes, at minimumsvarslet og den særligt hurtige sagsbehandling i Ankestyrelsen bør gælde for fø l-

gende ydelser i serviceloven, hvor frakendelse eller nedsættelse af hjælp altid findes at have vidtrækkende

konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genoprette: § 95 om kontant tilskud til ansættelse af

hjælpere, § 96 om borgerstyret personlig assistance, § 98 om særlig kontaktperson til døvblinde, § 114 om

støtte til bil, hvor støtten frakendes inden udløbet af genanskaffelsesperioden, § 32 om særlige dagtilbud,

hvor der sker frakendelse af en plads, § 36 om særlige klubtilbud, hvor der sker frakendelse af en plads, og

§ 42 om tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, hvor der efter gældende ret gælder en afviklingsperiode på 3

måneder, jf. § 17 i bekendtgørelse nr. 32 af 21. januar 2015 om tilskud til pasning af børn med handicap

eller langvarig sygdom.

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er enige om, at indførelse af et

minimumsvarsel på 14 uger for kommunalbestyrelsens afgørelser som beskrevet kombineret med en sæ r-

ligt hurtig sagsbehandling i Ankestyrelsen skal træde i stedet for det forslag om opsættende virkning, som

fremgår af beslutningsforslag B 36.

2.11.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i serviceloven indsættes en bestemmelse, hvorefter der gælder et varsel på mindst 14

uger fra borgeren har fået kommunalbestyrelsens afgørelse i hænde, hvis afgørelsen indebærer en nedsæt-

telse eller frakendelse af hjælpen, som har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte, som ikke eller kun

vanskeligt lader sig genoprette. Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsens afgørelser i disse tilfælde

får opsat virkning i mindst 14 uger.

Følgende ydelser foreslås omfattet af varslet, idet der vil være tale om, at en nedsættelse eller frakendelse

af disse ydelser i serviceloven altid har vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt lader sig

genoprette: § 95 om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, § 96 om borgerstyret personlig assistance, §

98 om særlig kontaktperson til døvblinde, § 114 om støtte til bil, hvor støtten frakendes inden udløbet af

genanskaffelsesperioden, § 32 om særlige dagtilbud, hvor der sker frakendelse af en plads, § 36 om særlige

klubtilbud, hvor der sker frakendelse af en plads. Endvidere foreslås afgørelser vedrørende ophør af hjælp

til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42, i de tilfælde, der er omfattet af reglerne om

en afviklingsperiode, der fremgår af § 17 i bekendtgørelse nr. 32 af 21. januar 2015 om tilskud til pasning af

børn med handicap eller langvarig sygdom, at være omfattet af det foreslåede varsel.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Hvis lovforslaget vedtages, vil det blive sikret, at der i Ankestyrelsen gennemføres en særligt hurtig sagsb e-

handling for klager over denne type afgørelser. Det skal dermed tilstræbes, at klagesagen er afgjort inden

udløbet af varslingsperioden.

2.12 Klage over boformslederens afgørelser om optagelse og udskrivning

2.12.1 Gældende ret

Ophold på krisecentre, jf. servicelovens § 109, og forsorgshjem m.v., jf. servicelovens § 110, har en særlig

karakter sammenlignet med ophold på øvrige tilbud efter serviceloven, da borgeren kan henvende sig d i-

rekte til boformen og søge om optagelse (selvmøderprincippet).

Efter servicelovens § 109, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvin-

der, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie - eller samlivs-

forhold (kvindekrisecentre). Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg

og støtte.

Efter servicelovens § 110, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til borg e-

re med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for

botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp (forsorgshjem m.v.).

Det følger af servicelovens § 109, stk. 2, og § 110, stk. 2, at optagelse på disse typer af boformer kan ske

ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Det vil sige, at op hold på disse typer

af boformer ikke forudsætter forudgående visitation fra kommunalbestyrelsen, og at borgeren kan he n-

vende sig direkte til boformen og søge om optagelse.

Det er fastsat i servicelovens § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, at det er boformsl ederen, der træffer afgørelse

om optagelse på boformen. Ankestyrelsen har i principafgørelse nr. 28-14 fastslået, at det er lederen af en

boform efter § 109, som har kompetencen til at træffe afgørelse om udskrivning på samme måde, som det

er lederen, der træffer afgørelse om optagelse.

Det følger af servicelovens § 109, stk. 4 og 5, og § 110, stk. 4 og 5, at boformen senest 3 hverdage efter

afgørelse om optagelse i eller udskrivning fra boformen skal give en orientering herom til kommunalbesty-

relsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i retssikkerhedsloven

(borgerens handlekommune). I forlængelse heraf følger det af § 109, stk. 6, og § 110, stk. 6, at orienteri n-

gen blandt andet skal indeholde begrundelsen for he nholdsvis optagelsen og udskrivningen.

Boformslederens afgørelse om optagelse i og udskrivning fra boformer efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3,

indeholder en vurdering af, om borgeren er i målgruppen for hjælp efter § 109, stk. 1, og § 110, stk. 1. Bo-

formslederens afgørelse er omfattet af forvaltningsloven.

Uanset at lederen af boformen træffer afgørelse om optagelse i og udskrivning fra boformen, er det ko m-

munalbestyrelsen, der skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven, jf. servicelovens § 4,

stk. 1.

Det fremgår af servicelovens § 166, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven kan indbringes

for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, medmindre andet er fastsat i servicel o-

ven eller i retssikkerhedsloven. Det er endvidere fastsat i retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, at når det fre m-

går af lovgivningen, kan kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets, afgørelser indbringes for Ankest y-

relsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Det er således efter ordlyden af de nævnte bestemmelser i retssikkerhedsloven og serviceloven alene

kommunalbestyrelsens afgørelser – og ikke boformslederens afgørelser om optagelse på eller udskrivning

fra boformer efter servicelovens §§ 109 og 110 – der kan indbringes for Ankestyrelsen. Det er ikke i forar-

bejderne til hverken serviceloven eller retssikkerhedsloven angivet, at de gældende regler skulle omfatte

adgang til at klage over afgørelser om optagelse truffet af lederen af en §§ 109- eller 110-boform.

Ankestyrelsen har i principafgørelse nr. 60-14 fastslået, at lederens afgørelse om optagelse på eller om

udskrivning fra ophold på et forsorgshjem ikke kan påklages til Ankestyrelsen, da der ikke er hjemmel hertil

i serviceloven. Borgerne har således på nuværende tidspunkt ikke adgang til at klage over boformslederens

afgørelser om optagelse på hverken krisecentre eller forsorgshjem m.v.

2.12.2 Børne- og Socialministeriets overvejelser

Partierne bag aftalen om revision af servicelovens voksenbestemmelser er en ige om, at der skal indføres

klageadgang til Ankestyrelsen over boformslederens afgørelse om afslag på henholdsvis optagelse i bofo r-

mer efter servicelovens § 109 (kvindekrisecentre) og § 110 (forsorgshjem mv.) og afgørelser om udskrivning

herfra.

Regelsættet om optagelse i en boform efter både §§ 109 og 110 i serviceloven er baseret på, at borgeren

kan henvende sig direkte til boformen uden forudgående visitation og henvisning fra kommunalbestyre l-

sen.

Det er Børne- og Socialministeriets vurdering, at borgerens mulighed for at henvende sig direkte til bofor-

men er meget væsentlig i forhold til målgruppen for servicelovens §§ 109 og 110, da der her er tale om en

særligt sårbar målgruppe, der har et akut behov for midlertidigt ophold i en boform. Det er således afgø-

rende for indsatsen i forhold til målgruppen, at borgerne kan henvende sig direkte til boformen og søge om

optagelse. Det er endvidere ministeriets vurdering, at borgerens retssikkerhed styrkes ved indførelsen af en

klageadgang til Ankestyrelsen. Det indebærer, at det klagesystem, som allerede kendes fra kommunale

afgørelser, også vil være gældende for boformslederens afgørelser om optagelse og udskrivning.

Det er på den baggrund ministeriets vurdering, at hensynet til borgerens akutte behov til godeses bedst

ved, at boformslederen har kompetence til at træffe afgørelse om optagelse og udskrivning, og at borge-

rens retssikkerhed styrkes gennem indførelsen af en klageadgang til Ankestyrelsen. Indbringelse for Ank e-

styrelsen skal ske i overensstemmelse med de almindelige klageregler i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Det fremgår af servicelovens § 4, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal sørge for de nødvendige tilbud efter

serviceloven. Det fremgår endvidere af retssikkerhedslovens § 60, stk. 3, at afgørelser om det generelle

serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til rådighed i kommunen, og fastsættelse af

takster for tilbuddene ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Det følger af retssikkerheds-

lovens § 69, at Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål. Det vil sige, at Ankestyrelsen alene kan tage

stilling til retlige forhold.

2.12.3 Den foreslåede ordning

Det foreslås at præcisere servicelovens § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, således at lederen af bof ormen træf-

fer afgørelse om både optagelse og udskrivning. Dette er en kodificering af gældende ret, som fastslået i

Ankestyrelsens principafgørelse nr. 28-14.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 og 12.

Det foreslås endvidere at indsætte en bestemmelse i serviceloven, hvorefter der gives adgang til at klage til

Ankestyrelsen over boformslederens afgørelse om optagelse på og udskrivning fra boformer efter service-

lovens § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3. Det foreslås derfor at ændre servicelovens § 166, således at det ikke

alene vil være kommunalbestyrelsens afgørelser, men også boformslederens afgørelser om optagelse og

udskrivning på boformer efter § 109, stk. 3, og § 110, stk. 3, i serviceloven, som kan indbringes for Ankest y-

relsen. Det indebærer, at det klagesystem, som allerede kendes fra kommunale afgørelser, også vil være

gældende for boformslederens afgørelser om optagelse og udskrivning.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give borgeren mulighed for at klage til Ankestyrelsen over

boformslederens afgørelser om optagelse og udskrivning og på den måde styrke borgernes retssikkerhed.

Forslaget indebærer, at de almindelige regler om klageadgang i retssikkerhedslovens kapitel 10 finder an-

vendelse på klager over afgørelser om optagelse og udskrivning efter servicelovens § 109, stk. 3, og § 110,

stk. 3. Det betyder, at Ankestyrelsen kan tage stilling til de retlige spørgsmål, der ligger til grund for b o-

formslederens afgørelse om optagelse og udskrivning, jf. retssikkerhedslovens § 69.

Det indebærer blandt andet, at lederen af boformen skal have anledning til at genvurdere afgørelsen om

afslag på optagelse eller udskrivning, inden Ankestyrelsen behandler klagen, og at borgeren derfor skal

indgive klagen til lederen af boformen. Bekendtgørelse nr. 1338 af 18. november 2016 om retssikkerhed og

administration på det sociale område vil ved vedtagelse af forslaget blive ændret, således at bekendtgørel-

sens regler om genvurderingsfrist m.v. også finder anvendelse for klager over boformslederens af gørelser

om optagelse og udskrivning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15, og § 3, nr. 2.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Der er med satspuljeaftalen for 2017 afsat en ramme på 19,4 mio. kr. i 2018 og 18,5 mio. kr. årligt fra 2019

og frem til regelændringer i lovforslaget. Heraf udgør de statslige merudgifter 6,8 mio. kr. i 2018 og 5,9 mio.

kr. i 2019 og frem. De kommunale merudgifter vedrører lovforslagets § 1, nr. 10, om forenkling af merud-

giftsydelsens udmålingssystem, § 1, nr. 3, om indførelse af krav om varsling på minimum 14 uger ved ned-

sættelse eller frakendelse af hjælpen vedrørende servicelovens §§ 32, 36, 42, 95, 96, 98 og 114 og § 1, nr.

11, 12 og 15, og § 3, nr. 2, om klageadgang vedrørende afgørelser efter §§ 109 og 110. Der er afsat en

ramme på 17,1 mio. kr. årligt fra 2018 og frem til dækning af kommunernes merudgifter.

Der vil være administrative kommunale lettelser forbundet med lovforslagets § 1, nr. 10, om forenklet ud-

målingssystem for merudgiftsydelser og § 1, nr. 13, om forenklet sagsbehandlingsprocedure ved ansøgnin-

ger om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder.

Der er statslige merudgifter til administration på 2,3 mio. kr. i 2018 og 1,4 mio. kr. i 2019 og frem som følge

af den særligt hurtige sagsbehandling i Ankestyrelsen for klager over afgørelser omfattet af lovforslagets §

1, nr. 3, om varslingsperiode og § 1, nr. 11, 12 og 15, og § 3, nr. 2, om klagesager efter §§ 109 og 110. I 2018

er merudgifterne højere på grund af afvikling af sagsbehandlingen af allerede verserende sager omfattet af

varslingsperioden.

Lovforslaget medfører ingen økonomiske og administrative konsekvenser for regionerne.

Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med kommunerne. Et eventuelt mindre forbrug

end rammen tilbageføres til satspuljen.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslagets § 1, nr. 7 og 8, og § 2 om indførelse af en godkendelsesordning for foreninger og private virk-

somheder, der ønsker at varetage arbejdsgiverfunktioner i ordninger efter servicelovens §§ 95 og 96, har

relativt beskedne økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Foreningerne og de private

virksomheder foreslås således at skulle betale en af socialtilsynet fastsat takst for opgaverne i forbindelse

med godkendelse og tilsyn.

Endvidere foreslås det, at såfremt en forening eller privat virksomhed ikke opfylder de opstillede godke n-

delseskriterier, vil foreningen eller virksomheden ikke kunne godkendes til at kunne indgå aftale med en

borger om overførsel af tilskud, hvilket vil udelukke foreningen eller virksomheden fra at drive erhverv på

dette område.

Den foreslåede godkendelsesordning vil have administrative konsekvenser i og med, at de foreninger og

private virksomheder, der ønsker godkendelse, vil skulle fremlægge dokumentation for, at de opstillede

godkendelseskriterier er opfyldt, ligesom der efterfølgende vil skulle anvendes administrative ressourcer i

forbindelse med tilsynet.

Som følge af et begrænset antal relevante foreninger og private virksomheder, vurderes det, at de økon o-

miske og administrative konsekvenser ved forslaget vil være relativt beskedne.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslagets § 1, nr. 10, der vedrører forenklinger i udmålingssystemet for merudgiftsydelsen, vil udgøre

en administrativ lettelse for borgerne, der ikke i samme detaljerede omfang som hidtil skal sandsynliggøre

merudgifter.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den xx. xx 2017 til den xx. xx 2017 været sendt i høring hos følgen-

de myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet, Ankestyrelsen, Blå Kors, Bruger-Hjælperformidlingen

a/s, Brugernes Akademi, Brugerforeningen for Aktive Stofmisbrugere, Børne- og Kulturchefforeningen,

Danmarks Statistik, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Socialrådgiverfo r-

ening, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner, Danske Seniorer, Danske

Ældreråd, Datatilsynet, Den Sociale Udviklingsfond, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet,

Det Centrale Handicapråd, Ergoterapeutforeningen, Faglige Seniorer, Fagligt Fælles Forbund (3F), FOA, Frel-

sens Hær, Frivilligrådet, Gadejuristen, HK/Kommunal, Institut for Menneskerettigheder, KFUK’s Sociale Ar-

bejde, KFUM’s Sociale Arbejde, Kirkens Korshær, KL, Landsforeningen af Kvindekrisecentre, Landsforeningen

af Nuværende og Tidligere Psykiatribrugere, Landsforeningen af VæreSteder, Landsforeningen Bedre Psyki-

atri, LO, LOBPA, Olivia Danmark a/s, Rigsrevisionen, Rådet for frivilligt socialt arbejde, Rådet for Socialt Ud-

satte, SAND, SBH, Selveje Danmark, SIND, Sjældne Diagnoser, Socialchefforeningen, Socialpædagogernes

Landsforbund, Socialt Leder Forum, Socialtilsyn Hovedstaden, Socialtilsyn Midt, Socialtilsyn Nord, Socialtil-

syn Syd, Socialtilsyn Øst, Statsforvaltningen, ULF Udviklingshæmmedes Landsforbund, WeShelter og Ældre-

sagen.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/Mindreudgifter

Ingen.

Negative konsekven-

ser/Merudgifter

Der vil samlet være merudgifter i

2018 på 19,4 mio. kr. og på 18,5

mio. kr. i 2019 og frem. De kom-

munale merudgifter er på 12,6

mio. kr. i 2018 og frem, og de

statslige merudgifter er på 6,8

mio. kr. i 2018 og 5,9 mio. kr. i

2019 og frem.

Af de samlede merudgifter vedrø-

rer 2,3 mio. kr. i 2018 og 1,4 mio.

kr. i 2019 og frem statslige mer-

udgifter til administration.

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Der vil være kommunale admini-

strative lettelser ved forslagene

om forenkling af merudgiftsydel-

sens udmålingssystem og forenk-

let sagsbehandlingsprocedure

ved ansøgninger om støtte til

hjælpemidler og forbrugsgoder.

Ingen.

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen.

Lovforslaget vurderes at have

relativt beskedne negative øko-

nomiske konsekvenser for er-

hvervslivet.

Lovforslaget vurderes at have

relativt beskedne negative admi-

nistrative konsekvenser for er-

hvervslivet.

Forslaget om forenkling af udmå-

lingssystemet for merudgiftsydel-

sen, vil medføre administrative

lettelser for borgerne.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen.

Forholdet til EU retten

Forslaget indeholder ikke EU-

retlige aspekter.

Overimplementering af EU-retlige Ja

minimumsforpligtelser (sæt X)

Administrative konsekvenser for

borgerne

Nej X

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Servicelovens § 1 fastslår lovens generelle formål. Formålet med serviceloven er efter § 1, stk. 1, at tilbyde

rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, at tilbyde en række almene serviceydelser, der

også kan have et forebyggende sigte, og at tilgodese behov, der følger af nedsat funktionsevne eller særlige

sociale problemer. Formålet med hjælpen efter serviceloven er at fremme den enkeltes mulighed for at

klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten, jf. § 1, stk. 2.

Det foreslås, at det i servicelovens

§ 1, stk. 2,

indføjes, at et formål med hjælpen efter loven også er at

fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig. Herved understreges det, at der ved tildeling af hjælp

efter serviceloven skal være opmærksomhed på positiv udvikling (habilitering og rehabilitering) for den

enkelte borger.

En habiliterende indsats retter sig mod borgere med funktionsnedsættelse, som enten gennem hele livet

eller på grund af et erhvervet handicap, har varierende behov for støtte til at udvikle, bevare og bruge de-

res evner og potentialer bedst muligt. Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mel-

lem en borger, pårørende og fagpersoner. Rehabilitering består af en række indsatser ikke blot på det s o-

ciale område, men også på beskæftigelses-, sundheds-, og undervisningsområdet, som har til formål at

sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde den bedst mulige fysiske, sansemæssige, intellektue l-

le, psykologiske og sociale funktionsevne. Rehabilitering baseres på borgerens samlede livssituation og

beslutninger og giver borgere med nedsat funktionsevne de redskaber, der er nødvendige for at opnå ua f-

hængighed og selvbestemmelse.

Det (re)habiliterende sigte understreger vigtigheden af, at indsatser skal have til f ormål at styrke borgerens

ressourcer og selvhjulpenhed, og at borgeren har et medansvar for, at indsatsernes formål opnås. Samtidig

skal borgerne sikres en social indsats, der modsvarer deres konkrete behov og hjælper borgeren til en pos i-

tiv udvikling i retning af størst mulig selvstændighed og uafhængighed.

De øvrige formål med hjælpen efter loven videreføres uændret. Sammen med den foreslåede øgede o p-

mærksomhed på den enkelte borgers mulighed for at udvikle sig vil det derfor fortsat være et formål med

hjælpen efter loven at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilvære l-

se og forbedre livskvaliteten.

Der ændres ikke med forslaget på de grundlæggende principper, som dansk handicappolitik er udformet på

baggrund af (kompensationsprincippet, ligebehandlingsprincippet, princippet om sektoransvar og solidari-

tetsprincippet).

Der henvises til afsnit 2.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af servicelovens § 1, stk. 3, at hjælpen efter serviceloven bygger på den enkeltes ansvar for sig

selv og sin familie. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte

persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse e fter serviceloven træffes på

baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

Det foreslås, at det i servicelovens

§ 1, stk. 3,

indføjes, at hjælpen efter loven udover at bygge på den enkel-

tes ansvar for sig selv og sin familie også bygger på den enkeltes ansvar for at udvikle sig og udnytte egne

potentialer i det omfang, det er muligt for den enkelte. Dermed tydeliggøres det, at der skal lægges større

vægt på borgerens egne muligheder og eget ansvar for positiv udvikling – hjælp til selvhjælp.

Der ændres ikke med forslaget på, at hjælpen skal tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel

vurdering af den enkelte borgers behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Kommuna l-

bestyrelsen skal derfor uændret inddrage den enkelte borger ved tilrettelæggelsen af hjælpen. Endvidere

skal der også uændret træffes afgørelse på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

Der henvises til afsnit 2.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Der er ikke i dag bestemmelser i serviceloven om konkrete varslingsperioder, når en kommune træffer af-

gørelse om at nedsætte eller frakende hjælp efter serviceloven, dvs. helt eller delvist tilbagekalder en b e-

gunstigende forvaltningsakt. Det betyder, at der heller ikke er fastsat regler om brug af et varsel i de tilf æl-

de, hvor nedsættelse eller frakendelse har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte og efterfølgende vil

være svært genoprettelige. På servicelovens område gælder derfor de almindelige forvaltningsretlige regler

om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter. For en nærmere beskrivelse heraf henvises til afsnit

2.11.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med den foreslåede

§ 3 a, stk. 1,

at indsætte en bestemmelse i serviceloven, hvorefter kom-

munalbestyrelsens afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter servicelovens §§ 95, 96 og 98

skal meddeles med et varsel på mindst 14 uger fra det tidspunkt, hvor borgeren har fået afgørelsen i hæn-

de. Det samme gælder kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelovens §§ 32 og 36 om frakendelse af

en plads i et særligt dag- eller klubtilbud, kommunalbestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 114 om

frakendelse af bilstøtte inden udløbet af genanskaffelsesperioden og kommunalbestyrelsens af gørelser

efter servicelovens § 42 om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, hvor de af

børne- og socialministeren fastsatte regler om afviklingsperiode finder anvendelse. De her nævnte afgørel-

ser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp, som har vidtrækkende konsekvenser for den enkelte borger

får dermed opsat virkning i mindst 14 uger fra modtagelsen af afgørelsen.

Det vil blive sikret, at der i Ankestyrelsen for klager over denne type afgørelser gennemføres en særligt

hurtig sagsbehandling, som skal tilstræbe, at klagesagen er afgjort inden udløbet af varslingsperioden. He r-

ved vil det blive tilstræbt, at borgeren under en eventuel klagesagsbehandling bevarer den hidtidige hjælp.

I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen ikke kan afslutte klagesagsbehandlingen inden udløbet af varslingsperi o-

den, vil der være mulighed for at tillægge klagen opsættende virkning efter de almindelige forvaltningsre t-

lige retsgrundsætninger herom. Der henvises herved til afsnit 2.11.1 om gældende ret i de almindelige be-

mærkninger.

Den foreslåede varslingsperiode på 14 uger for afgørelsernes virkningstidspunkt foreslås desuden kombin e-

ret med en nedsættelse af den frist, der gælder for kommunalbestyrelsens genbehandling ved klage, for de

afgørelser, der er omfattet af varslingsordningen. Efter § 12, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1338 af 18. novem-

ber 2016 om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsbekendtgørelsen) gæl-

der den generelle hovedregel, at kommunalbestyrelsen skal genvurdere en afgørelse inden 4 uger efter, at

klagen er modtaget.

Det vil i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget blive fastsat i bekendtgørelsen, at kommunalbestyre l-

sen skal genvurdere afgørelser, der er omfattet af den foreslåede varslingsordning, inden 2 uger efter, at

klagen er modtaget. Borgerens klagefrist på 4 uger, jf. retssikkerhedslovens § 67, foreslås ikke ændret.

Ændringen af genvurderingsfristen vil sammen med varslingsordningen indebære, at alt efter tidspunktet

for indgivelse af den konkrete klage indenfor klagefristen, vil Ankestyrelsen have mindst 8 uger inden for

varslingsperioden til at behandle klagesagerne, idet den foreslåede varslingsperiode på 14 uger må fr a-

trækkes klageperioden på op til 4 uger og genvurderingsfristen på 2 uger.

En afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af alle de typer af hjælp efter serviceloven, der foreslås om-

fattet af § 3 a, stk. 1, vil have vidtrækkende konsekvenser, som ikke eller kun vanskeligt lader sig genopre t-

te for den enkelte borger. Heri ligger, at der vil være tale om situationer, hvor en frakendelse eller nedsæ t-

telse af hjælpen altid vil have vidtrækkende konsekvenser for borgeren, som ikke eller kun vanskeligt lader

sig genoprette. Det kan således vise sig ganske vanskeligt eller umuligt at genetablere en ordning med kon-

tant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95 eller en ordning med borgerstyret personlig

assistance efter § 96 med et tilstrækkeligt kvalificeret hjælperkorps, hvis ordningerne først er blevet afviklet

eller reduceret. Det samme vil være tilfældet i forhold til på ny at finde en særlig kontaktperson med de

fornødne kvalifikationer til en borger med døvblindhed, der har fået frakendt eller reduceret en ordning

efter § 98.

I sager om frakendelse af handicapbil, jf. servicelovens § 114, før udløbet af genanskaffelsesperioden, vil

det ligeledes være ganske vanskeligt at foretage genopretning, hvis billånet m.v. er afviklet. Det samme

gælder i sager om frakendelse af pladser i særlige dag- eller klubtilbud, jf. servicelovens §§ 32 eller 36, hvor

pladsen med al sandsynlighed er besat til anden side.

I forhold til servicelovens § 42 om tabt arbejdsfortjeneste gælder i dag en afviklingsperiode på 3 måneder

ved ophør, jf. § 17 i bekendtgørelse nr. 32 af 21. januar 2015 om tilskud til pasning af børn med handicap

eller langvarig sygdom. Borgeren fortsætter med at modtage hjælp i afviklingsperioden, hvorved borgeren

får tid til at indrette sig på den ændrede situation som følge af ophøret af den tabte arbejdsfortjeneste. Set

i lyset heraf foreslås afgørelser om ophør af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i de tilfælde, der er

omfattet af reglerne om afviklingsperioden, medtaget i den foreslåede varslingsordning, således at afvik-

lingsperioden begynder at løbe parallelt med varslingsperioden og ikke først ved varslingsperiodens udløb.

For at sikre fuld klarhed over hvornår kommunalbestyrelsens afgørelse får virkning, foreslås det med

§ 3 a,

stk. 2,

at kommunalbestyrelsen i sin afgørelse skal meddele fra hvilken dato, afgørelsen har virkning. Varslet

skal være på mindst 14 uger, men der er intet til hinder for, at der gives et længere varsel. Et eksempel,

hvor et længere varsel kan overvejes, kan være i ordninger med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere

eller borgerstyret personlig assistance efter servicelovens §§ 95 eller 96, hvor ordningen frakendes. Hvis

der er ansat hjælpere med meget høj anciennitet i sådanne ordninger, kan et varsel på 14 uger være uti l-

strækkeligt til at afvikle ordningen.

Der henvises til afsnit 2.11.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter servicelovens § 81 skal kommunalbestyrelsen tilbyde en særlig indsats til voksne med nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Formålet med indsatsen er at forebygge, at

problemerne forværres, at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,

at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet,

behandling, omsorg og pleje, at fremme inklusion i samfundet og at yde en helhedsorienteret indsats med

servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig eller i botilbud efter serviceloven .

Det foreslås i den nyaffattede § 81, 1. pkt., i serviceloven, at formålet med at yde støtte til voksne med

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer er at sikre, at den enkelte får en

sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. Desuden er formålet,

jf. 2. pkt., at styrke den enkeltes egne muligheder og eget ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potent i-

aler i det omfang, det er muligt for den enkelte. Formålet er desuden at medvirke til at sikre, at den enkelte

kan fastholde sit aktuelle funktionsniveau, ligesom formålet er at yde kompensation, omsorg og pleje, jf. 3.

pkt.

Hermed understreges i den foreslåede formålsbestemmelse det, som efter gældende ret også er intenti o-

nen med serviceloven, nemlig at formålet med at yde støtte til borgere med nedsat fysisk el ler psykisk

funktionsevne eller særlige sociale problemer er at sikre, at borgeren får en sammenhængende og he l-

hedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov. Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng

med § 5 i retssikkerhedsloven, hvorefter kommunalbestyrelsen skal vurdere ansøgninger og spørgsmål om

hjælp efter alle de muligheder, der findes i den sociale lovgivning, ligesom kommunalbestyrelsen skal være

opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

I forlængelse heraf videreføres de specifikke formål med indsatserne uændret i forhold til gældende ret,

dog med en understregning af, at indsatserne også skal understøtte muligheden for at fastholde egne re s-

sourcer. Endvidere indføjes som noget nyt, at indsatserne skal fremme inklusion i samfundet. Herved un-

derstreges det generelle synspunkt om, at alle borgere indgår ligeværdigt som medborgere i samfundets

mange fællesskaber. Det er derfor vigtigt, at indsatserne til borgere med nedsat fysisk eller psyki sk funkti-

onsevne eller særlige sociale problemer ydes med henblik på, at de kan have effekt – også i forhold til an-

dre sektorområder, herunder sundheds-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Kommunalbestyrelsen

skal ved vurderingen af indsatser efter serviceloven være opmærksom på samarbejdet mellem sektorer.

Kommunalbestyrelsen bør herved være opmærksom på, om borgeren allerede har en plan på et andet

sektorområde, fx en jobplan, behandlingsplan eller genoptræningsplan. Hvis dette er tilfældet, bør en even-

tuel handleplan efter serviceloven samtænkes med disse planer, så der er sammenhæng i indsatserne. Det

er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen iagttager gældende forvaltningsretlige regler om udveksling

af oplysninger mellem forskellige forvaltningsmyndigheder og mellem forskellige dele af samme forvalt-

ningsmyndighed.

I denne forbindelse skal det understreges, at det er en forudsætning for at modtage hjælp efter servicel o-

ven, at der ikke kan ydes hjælp efter andre sektorers lovgivning. Dette følger af subsidiaritetsprincippet.

Subsidiaritetsprincippet fastslår således, at hjælp og støtte efter den sociale sektors lovgivning er subsidiær

til hjælp og støtte efter andre sektorers lovgivning.

Endelig kan det være et mål i sig selv, at borgeren med støtte efter serviceloven får skabt sociale relationer,

som kan være en støtte for den enkelte fremover.

Det samlede tilbud skal, ud over evt. botilbud efter dette forslag eller efter lov om almene boliger m.v.,

støtte den enkeltes muligheder for livsudfoldelse og udviklingsmuligheder, og kan ud over personlig hjælp,

omsorg og pleje, omfatte særlig pædagogisk bistand, optræningsmuligheder, behandling og f.eks. special-

undervisning efter lov om specialundervisning af voksne.

I de tilfælde, hvor borgerne har nedsat funktionsevne i et sådant omfang, at de næppe vil kunne klare en

selvstændig tilværelse uden særlig støtte og uden for de særlige botilbud, vil hovedformålet være omsorg,

behandling og pleje, og herudover støtte til at forbedre den enkeltes livsudfoldelse f.eks. gennem tilbud om

samvær og aktiviteter med andre.

Det er vigtigt, at borgeren inddrages i overvejelserne om, hvad formålet med indsatsen skal være, og hvilke

serviceydelser der skal til, for at målet nås.

Generelt kan det anføres, at sigtet er, at der ved tilrettelæggelsen af hjælpen særlig tilgodeses de helt spe-

cielle forhold, der gælder for målgrupperne. Ikke mindst bør hjælpen samordnes med den hjælp, der ydes

dem fra andre sektorer, som f.eks. undervisnings- og sundhedssektoren, samt gennem familie og private

netværk.

Den enkelte borgers uenighed i det overordnede formål med indsatsen, herunder den øgede vægt på egne

muligheder og eget ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, kan ikke efterprøves særskilt i

klagesystemet, da der ikke kan træffes forvaltningsretlige afgørelser efter den foreslåede § 81 i servicelo-

ven.

Der henvises til afsnit 2.1.3 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Den nugældende servicelov indeholder ikke et selvstændigt kapitel om ydelser i form af tidlig, forebyggen-

de indsats. Servicelovens § 79 indeholder en bestemmelse hvorefter kommunalbestyrelsen kan iværksætte

eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Bestemmelsen er ikke afgræn-

set til bestemte målgrupper, men den finder i kraft af sin historik og udviklingen på området primært an-

vendelse i forhold til ældre borgere over folkepensionsalderen.

Ifølge servicelovens § 85 skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og

hjælp til udvikling af færdigheder til borgere, der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Bestemmelsen er meget bred og rummer såvel mu-

lighed for iværksættelse af individuelle tilbud som gruppebaserede tilbud, men det er i alle tilfælde en for-

udsætning for støtte efter servicelovens § 85, at borgeren har betydelig funktionsnedsættelse eller særlige

sociale problemer.

Efter servicelovens § 104 skal kommunalbestyrelsen tilbyde aktivitets- og samværstilbud til borgere med

betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer til opretholdelse

eller forbedring af personlige færdigheder eller af livsvilkårene. Tilbuddene efter denne bestemmelse kan

være såvel visiterede som uvisiterede. Ved et visiteret tilbud forstås, at kommunalbestyrelsen træffer afgø-

relse om tilbuddet til en borger. Kommunalbestyrelsens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen efter re g-

lerne herom i retssikkerhedsloven. Ved et uvisiteret tilbud forstås, at borgeren uden forudgående afgørelse

herom fra kommunalbestyrelsen kan gøre brug af tilbuddet.

Serviceloven indeholder ikke hjemmel for kommunalbestyrelsen til at tilbyde midlertidigt ophold i sociale

akuttilbud til borgere med psykiske lidelser.

Kommunalbestyrelsens samarbejde med civilsamfundet og den frivillige sektor er reguleret i servicelove ns

§ 18. § 18, stk. 1, fastslår, at kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og

foreninger. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse, jf. § 18, stk. 3. Ifø l-

ge bestemmelsens stk. 2 skal kommunalbestyrelsen årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt ar-

bejde.

Med lovforslaget indsættes et selvstændigt kapitel om tidlige, forebyggende indsatser, kapitel 15 a med

titlen ”Tidlig, forebyggende indsats”. Dette kapitel (§§ 82 a-82 d) foreslås at indeholde bestemmelser om

ydelser i form af tidlig, forebyggende indsats. Indsatserne kan gives til alle borgere med nedsat funktion s-

evne eller sociale problemer, men forudsættes primært anvendt i forhold til borgere med lette funktion s-

nedsættelser eller lettere sociale problemer og borgere, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse

eller sociale problemer. Kommunalbestyrelsen skal ved overvejelserne om iværksættelse af en tidlig, fore-

byggende indsats medtage borgernes ønsker og behov.

Til § 82 a

Med forslaget til servicelovens

§ 82 a, stk. 1,

som er ny, gives kommunalbestyrelsen hjemmel til at tilbyde

gruppebaseret hjælp, omsorg eller støtte samt gruppebaseret optræning og hjælp til udvikling af færdigh e-

der til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer og til borgere, der er i

risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Det er en forudsætning, at kommunalb e-

styrelsen vurderer, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre det aktuelle funktionsniveau eller fore-

bygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Forslaget omfatter tilbud i form af gruppebaseret socialpædagogisk bistand, som efter gældende ret etab-

leres efter servicelovens § 85 om socialpædagogisk bistand, hvor målgruppen er snævrere end efter den

foreslåede § 82 a. Endvidere omfatter forslaget gruppebaserede tilbud, som i nogle tilfælde vil kunne e r-

statte den individuelle socialpædagogiske støtte, som også ydes efter den nugældende serviceloven s § 85

til den målgruppe, der er angivet i bestemmelsen. Det kan f.eks. være mestringskurser for borgere med

psykiske vanskeligheder eller ADHD, eller gruppebaserede træningsforløb i sociale færdigheder.

Tilbuddene kan gives til alle borgere med funktionsnedsættelse eller sociale problemer, men de er ifølge

den foreslåede bestemmelse i

§ 82 a, stk. 1,

målrettet borgere med let nedsat fysisk eller psykisk funktions-

evne eller lettere sociale problemer eller borgere, som er i risiko for at udvikle funktionsn edsættelser eller

sociale problemer.

Det foreslås i

§ 82 a, stk.

2, at kommunalbestyrelsens afgørelse om gruppebaserede tilbud ikke skal kunne

indbringes for anden administrativ myndighed. Dette fraviger reglerne for kommunalbestyrelsens afgørel-

ser om socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85, som efter servicelovens § 166 kan påklages til

Ankestyrelsen, uanset om hjælpen ydes som individuel eller gruppebaseret støtte. Det bemærkes i forhold

til klageadgangen, at hvis borgeren specifikt har søgt om en ydelse, der ikke er en ydelse i form af tidlig,

forebyggende indsats, og får afslag med henvisning til, at borgeren i stedet kan benytte et gruppebaseret

tilbud efter den foreslåede § 82 a, eller en af de øvrige ydelser i det foreslåede kapitel 15 a, vil borgeren

kunne klage over afslaget.

Forslaget om ikke at give klageadgang er begrundet i, at der er tale om tilbud, som kommunalbestyrelsen

kan vælge at oprette, således at borgerne kan gøre brug af dem inden for rammerne af de af kommunalb e-

styrelsen fastsatte retningslinjer.

Der henvises til afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 82 b

Med forslaget til

§ 82 b, stk. 1,

som indholdsmæssigt er nyt i forhold til gældende ret, gives kommunalbe-

styrelsen hjemmel til at tilbyde tidsbegrænset individuel hjælp, omsorg eller støtte samt optræning og

hjælp til udvikling af færdigheder til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale pr o-

blemer og til borgere, der er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelse eller sociale p roblemer. Tilbuddene

kan gives i op til 6 måneder. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen på baggrund af en konkret og

individuel vurdering finder, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre det aktuelle funktionsniveau

eller forebygge, at funktionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Forslaget omfatter tilbud i form af individuel tidsbegrænset socialpædagogisk bistand, som efter gældende

ret etableres efter servicelovens § 85 om socialpædagogisk bistand, hvor målgruppen er snæ vrere end efter

den foreslåede § 82 b, og hvor der heller ikke gælder nogen øvre tidsgrænse for den periode, hvori tilbu d-

det kan modtages. Det kan f.eks. være let støtte i hjemmet i en kort periode for borgere med psykiske va n-

skeligheder eller ADHD, som har behov for struktur på opgaven med oprydning i køleskabet, hvorefter bor-

geren bliver i stand til selv at varetage denne opgave.

Tilbuddene kan gives til alle borgere med funktionsnedsættelse eller sociale problemer, men de er ifølge

det foreslåede

§ 82 b, stk. 1,

målrettet borgere med let nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller lette-

re sociale problemer eller borgere, som er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelser eller sociale probl e-

mer.

Det foreslås i

§ 82 b, stk. 2,

at kommunalbestyrelsens afgørelse om individuelle tidsbegrænsede tilbud ikke

skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Dette fraviger reglerne for kommunalbestyrel-

sens afgørelser om socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 85, som efter servicelovens § 166 kan

påklages til Ankestyrelsen, uanset om hjælpen ydes tidsbegrænset eller ej. Det bemærkes i forhold til kl a-

geadgangen, at hvis borgeren specifikt har søgt om en ydelse, der ikke er en ydelse i form af tidlig, foreby g-

gende indsats, og får afslag med henvisning til, at borgeren i stedet kan benytte et individuelt tidsbegræ n-

set tilbud efter den foreslåede § 82 b eller en af de øvrige ydelser i det foreslåede kapitel 15 a, vil borgeren

kunne klage over afslaget.

Forslaget om ikke at give klageadgang er begrundet i, at der er tale om tilbud, som kommunalbestyrelsen

kan vælge at oprette, således at borgerne kan gøre brug af dem inden for rammerne af de af kommunalb e-

styrelsen fastsatte retningslinjer.

Der henvises til afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 82 c

Med forslaget til

§ 82 c,

som er ny, gives kommunalbestyrelsen hjemmel til at oprette og drive sociale akut-

tilbud. Formålet med sociale akuttilbud er, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde akut støtte, omsorg og

rådgivning til borgere med psykiske lidelser som supplement til den øvrige indsats, der ydes til målgruppen

efter servicelovens kapitel 3 og 16.

Forslaget indebærer dermed, at det vil være frivilligt for den enkelte kommunalbestyrelse at etablere og

drive sociale akuttilbud, og det vil således være op til kommunalbestyrelsen at beslutte, hvorvidt man i den

enkelte kommune ønsker at lade sociale akuttilbud indgå i det samlede kommunale tilbud til målgruppen af

borgere med psykiske lidelser.

Sociale akuttilbud kan udgøre et supplement til den rådgivning, hjælp, omsorg og støtte efter bl.a. service-

lovens §§ 12, 83 og 85, som kommunalbestyrelsen i dag skal levere til borgere med psykiske lidelser, der

har behov herfor for at kunne opretholde et liv i egen bolig. Et akuttilbud kan blandt andet forebygge

(gen)indlæggelser ved at være tryghedsskabende og afhjælpe den akutte psykiske krise gennem støtte,

omsorg og rådgivning, herunder også gennem rådgivning om relevant anden hjælp og behandling.

Således er et akuttilbud for eksempel relevant for borgere, der udskrives til egen bolig og i overgangsperi o-

den har brug for den ekstra støtte og omsorg, som kan tilbydes på et akuttilbud. Et akuttilbud kan også

være med til at sikre, at borgere, som i øvrigt modtager støtte og omsorg efter serviceloven, kan blive i

egen bolig, fordi den akutte funktion skaber tryghed for den enkelte.

Den enkelte kommunalbestyrelse tilrettelæggerakuttilbuddet, således at tilbuddet supplerer kommunens

øvrige indsatser, herunder i forhold til åbningstider, bemanding og husorden.

Efter formålsbeskrivelsen i den foreslåede § 82 c, stk. 2, kan det sociale akuttilbud yde akut støtte og o m-

sorg samt rådgive og vejlede personer, som henvender sig. Det betyder, at et socialt akuttilb ud ikke træffer

afgørelser om adgang til tilbuddet på baggrund af en målgruppebeskrivelse, men kan yde akut støtte, o m-

sorg og rådgivning inden for formålet samt vejlede borgere, der henvender sig, om, hvor de kan få relevant

rådgivning og hjælp til andre sociale problemer.

Et akuttilbud skal ikke træde i stedet for de behandlingstilbud, som den enkelte borger måtte have behov

for, eller den hjælp og støtte, som borgeren i øvrigt er be rettiget til efter serviceloven, ligesom akuttilbud-

det ikke kan ikke træffe afgørelse om hjælp og støtte efter serviceloven. Borgere, som henvender sig til

akuttilbuddet, skal således rådgives og støttes i at opsøge anden hjælp hos f.eks. egen læge, behandlings-

psykiatrien m.v., når det vurderes, at borgeren har behov for andre indsatser.

Det er kommunalbestyrelsens opgave at tilrettelægge indsatsen på akuttilbuddet, herunder beskrive eve n-

tuelle husordensregler. Såfremt en borger, som henvender sig eller allerede opholder sig i akuttilbuddet,

ikke overholder husordensreglerne og almindelig ro og orden, er akuttilbuddene berettiget til at afvise pe r-

sonen. En afvisning begrundet i uhensigtsmæssig adfærd er ikke en afgørelse i forvaltningsretlig forstand,

men derimod faktisk forvaltningsvirksomhed, som derfor ikke kan påklages.

Der henvises til afsnit 2.3.3 i de almindelige bemærkninger.

Til § 82 d

Med forslaget til

§ 82 d, stk. 1,

som er ny, gives kommunalbestyrelsen hjemmel til at give tilbud om støtte i

tilbud efter den foreslåede § 82 a om gruppebaserede tilbud og den foreslåede § 82 b om tidsbegrænset

individuelle tilbud etableret i samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger, til borgere

med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer og borgere, der er i risiko for at udvik-

le funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen vurd e-

rer, at deltagelse i sådanne tilbud vil kunne forbedre det aktuelle funktionsniveau eller forebygg e, at funk-

tionsnedsættelsen eller de sociale problemer forværres.

Kommunalbestyrelsen kan således vælge at afhjælpe en borgers behov for støtte ved at anvise et tilbud i

den frivillige sektor, herunder også til tilbud etableret af selvejende organisatione r, som udfører frivilligt

arbejde. Samtidig gives kommunalbestyrelsen mulighed for yderligere at opdyrke samarbejdet med civi l-

samfundet og den frivillige sektor. Fordelen for alle parter er, at der dermed skabes en myndighedsfri rel a-

tion mellem borgeren og den frivillige, hvor den frivilliges personlige erfaringer kan bidrage med noget an-

det end den hjælp og støtte, som det professionelle system med sagsbehandlere og socialarbejdere lev e-

rer. Denne type tilbud kan f.eks. medvirke til at sikre mestring af hve rdagen både for borgere med funkti-

onsnedsættelse og borgere med sociale problemer. Der kan f.eks. være tale om Dansk Blindesamfunds

konsulentordning, hvor borgere, der lige har mistet synet, blandt andet har mulighed for at få hjælp og

støtte fra konsulenter, der har erfaring i kraft af deres eget synshandicap. Et andet eksempel kan være me-

stringskurser for borgere med ADHD.

Tilbuddene kan gives til alle borgere med funktionsnedsættelse eller sociale problemer, men de er ifølge

det foreslåede

§ 82 d, stk. 1,

målrettet borgere med let nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller lette-

re sociale problemer eller borgere, som er i risiko for at udvikle funktionsnedsættelser eller sociale probl e-

mer.

Den frivillige indsats er et supplement til den kommunale serviceforpligtelse og skal dermed ikke erstatte

den fagprofessionelle indsats. Den frivillige indsats ændrer således ikke på det serviceniveau, der følger af

den kommunale forpligtelse, men skal derimod fungere som et supplement til kommunalbestyrelsens i nd-

sats. Det frivillige og gruppebaserede skal med klarere hjemmel i lovgivningen – i det omfang, der kan ind-

gås samarbejde mellem kommune og frivillige – kunne anvendes i de situationer, hvor det modsvarer bor-

gerens behov.

Det foreslås i

§ 82 d, stk. 2,

at kommunalbestyrelsens henvisning til støtte i tilbud etableret i samarbejde

med frivillige sociale organisationer og foreninger ikke skal kunne indbringes for anden administrativ my n-

dighed. Det bemærkes i forhold til klageadgangen, at hvis borgeren spe cifikt har søgt om en ydelse, der ikke

er en ydelse i form af tidlig, forebyggende indsats, og får afslag med henvisning til, at borgeren kan benytte

sig af et tilbud etableret i samarbejde med den frivillige sektor efter den foreslåede § 82 d eller en af de

øvrige ydelser i det foreslåede kapitel 15 a, vil borgeren kunne klage over afslaget.

Forslaget om ikke at give klageadgang er begrundet i, at der er tale om tilbud, som kommunalbestyrelsen

kan vælge at oprette, således at borgerne kan gøre brug af dem inden for rammerne af de af kommunalbe-

styrelsen fastsatte retningslinjer.

Der henvises til afsnit 2.2.3 de almindelige bemærkninger.

Til nr. 6