SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 106: Henvendelse af 12/1-17 fra Institut for Menneskerettigheder om udformningen af en lov om forbud mod diskrimination af personer med handicap (anmodning om foretræde for udvalget)

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2016-17
SOU Alm.del Bilag 106
Offentligt

DISKRIMINATION

OG HANDICAP

FORSLAG TIL ET FORBUD

MOD DISKRIMINATION PÅ

GRUND AF HANDICAP

SOU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 106: Henvendelse af 12/1-17 fra Institut for Menneskerettigheder om udformningen af en lov om forbud mod diskrimination af personer med handicap (anmodning om foretræde for udvalget)

DISKRIMINATION OG HANDICA P

FORSLAG TIL ET FORBUD MOD DISKRIMINATION PÅ GRUND AF

HANDICAP

Forfattere: Mads Pedersen, Signe Hinz Andersen, Stinne Skriver Jørgensen

Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution

Wilders Plads 8K

1403 København K

Telefon: 3269 8888

www.menneskeret.dk

Denne publikation eller dele af den må reproduceres til ikkekommercielle formål

med tydelig angivelse af kilde.

Vi tilstræber, at vores udgivelser bliver så tilgængelige som muligt. Vi bruger for

eksempel store typer, korte linjer, få orddelinger, løs bagkant og stærke

kontraster.

Læs mere om tilgængelighed på www.menneskeret.dk/tilgaengelighed

SI D E H O V E

INDHOLD

RESUMÉ

SUMMARY

1 INDLEDNING

2 DANSK RET

2.1

INTRODUKTION TIL DISKRIMINATIONSLOVGIVNING I DANSK

RET

2.2

DISKRIMINATIONSLOVGIVNING UDEN FOR ARBEJDSMARKEDET

2.2.1 KØN

2.2.2 ETNICITET OG RACE

2.2.3 ØVRIG REGULERING

3 INTERNATIONAL RET

3.1

DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION

(EMRK)

3.2

FN’S KONVENTION OM RETTIGHEDER FOR PERSONER MED

HANDICAP (HANDICAPKONVENTIONEN)

3.3

INTERNATIONALE ANBEFALINGER

3.4

LOVGIVNING PÅ VEJ

3.5

NORGES DISKRIMINATIONSLOVGIVNING

3.5.1 RETSGRUNDLAG

3.5.2 PRAKSIS

3.6

FINLAND

3.6.1 RETSGRUNDLAG

3.7

SVERIGE

3.7.1 RETSGRUNDLAG

3.7.2 PRAKSIS

4 EKSEMPLER PÅ DISKRIMINATION I DANMARK

4.1

BØRNEHAVE

4.2

SKOLEOMRÅDET

4.3

SUNDHEDSOMRÅDET

4.4

RESTAURANT

4.5

RESTAURANT

4.6

FORSIKRING

4.7

TILGÆNGELIGHED

4.8

DIGITAL TILGÆNGELIGHED

5 SAMFUNDSØKONOMISK ANALYSE

5.1

HVEM ER MÅLGRUPPEN FOR ET DISKRIMINATIONSFORBUD?

5.2

SAMFUNDSØKONOMISK ANALYSE

5.2.1 LIGE ADGANG TIL FORSIKRINGER

5.2.2 LIGE ADGANG TIL FOLKESKOLEN

5.2.3 LIGE ADGANG TIL OFFENTLIG TRANSPORT

5.3

OPSUMMERING SAMFUNDSØKONOMISK ANALYSE

6 ANBEFALING OM ET DISKRIMINATIONSFORBUD

6.1

FORM

6.2

INDHOLD OG RÆKKEVIDDE

6.2.1 DIREKTE OG INDIREKTE DISKRIMINATION

6.2.2 RIMELIG TILPASNING

6.2.3 TILGÆNGELIGHED OG UNIVERSELT DESIGN

6.2.4 CHIKANE

6.3

MULIGE POLITISKE JUSTERINGER AF LOVFORSLAGET

BILAG 1: FORSLAG TIL LOV OM FORBUD MOD DISKRIMINATION AF

PERSONER PÅ GRUND AF HANDICAP (LIGEBEHANDLINGS- OG

TILGÆNGELIGHEDSLOVEN)

BILAG 2: SAMFUNDSØKONOMISK ANALYSE

SLUTNOTER

SI D E H O V E

RESUMÉ

Der er i dag intet generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap i

Danmark. Vi har alene et forbud mod diskrimination på grund af handicap inden

for arbejdsmarkedet. Det betyder, at der i alle samfundets øvrige forhold som

udgangspunkt intet er til hinder for at forskelsbehandle personer uden nogen

saglig begrundelse, alene fordi de har et handicap. Konkret betyder det, at

personer med handicap efter dansk ret bl.a. må affinde sig med at blive nægtet

adgang til for eksempel forsikringer, dagtilbud, sundhedsydelser og kulturlivet.

At personer med handicap er en udsat gruppe, ses også i Social- og

tilknytning til arbejdsmarkedet, tager kortere uddannelser, lever sjældnere i

parforhold, får færre børn og er mindre socialt aktive end personer uden

handicap.

Det manglende forbud mod diskrimination er ikke blot en teoretisk og juridisk

diskussion. Det viser bl.a. en rapport fra SFI Det Nationale Forskningscenter for

Velfærd fra 2013 ( Hverdagsliv og levevilkår for personer med

funktionsnedsættelse , rapport 13:26). Heraf fremgår det, at 23 pct. af alle

personer med en større fysisk funktionsnedsættelse har oplevet at være udsat

for diskrimination. For personer med større psykiske funktionsnedsættelser er

tallet 32 pct.

Den manglende juridiske beskyttelse står også i skarp kontrast til de

menneskeretlige forpligtelser, som Folketinget har vedtaget at følge med

Handicapkonvention, og det efterlader

Danmark som det eneste land i Skandinavien, der ikke har et generelt forbud

mod diskrimination på grund af handicap.

Instituttet har med nærværende rapport forsøgt at bidrage til dette arbejde.

Rapporten gennemgår det juridiske grundlag for et diskriminationsforbud,

samler en række konkrete eksempler på usaglig forskelsbehandling, som i dag

ikke er retligt beskyttet, og gennemgår de økonomiske omkostninger og

gevinster ved indførelsen af et forbud.

SUMMARY

There is currently no general prohibition of discrimination on grounds of

disability in Denmark. We have only a prohibition of discrimination on grounds of

disability in the labor market. This means that in all other social conditions as a

starting point there is no impediment to discriminate against people without any

objective justification, and only because they have a disability.

Specifically, this means that persons with disabilities under Danish law must put

up with being denied access to insurance, day care, health, cultural life, etc.

The lack of legal protection also stands in stark contrast to the human rights

obligations, passed by the Danish Parliament following the adoption and

ratification of the UN Convention on the Rights of Persons with Disabilities. That

leaves Denmark as the only Scandinavian country that does not have a general

prohibition on discrimination on grounds of disability.

The problem is not just a theoretical legal discussion. The report

Life

and Living Conditions for People with D

from SFI The Danish National

Centre for Social Research published in 2013 shows that 23 percent of all

individuals with a major physical disability have experienced discrimination. For

people with major mental disabilities, this figure is 32 percent (report 13:26).

There are therefore many good reasons why the Danish Parliament should soon

start working on designing a law that ensures persons with disabilities in

Denmark a life on an equal basis with persons without disabilities.

With this report, the Institute has sought to contribute to this work. The report

examines the legal basis for a prohibition against discrimination, brings together

a number of concrete examples of unfair discrimination, which today are not

legally protected, and examines the economic costs and benefits of the

introduction of a ban.

KAPITEL 1

INDLEDNING

Vi har i Danmark endnu ikke vedtaget et generelt forbud mod diskrimination på

grund af handicap, men alene et forbud mod diskrimination på grund af

handicap inden for arbejdsmarkedet. Det betyder, at det i alle samfundets øvrige

forhold som udgangspunkt er tilladt at forskelsbehandle personer uden nogen

saglig begrundelse, alene fordi de har et handicap.

Det betyder, at personer med handicap må finde sig i at blive nægtet adgang til

natklubber eller servering på restauranter, at få afslag på forsikring og bolig, ikke

at kunne få fysisk adgang til uddannelsesinstitutioner eller bruge offentlig

transport og meget andet.

At dette ikke kun er et postulat, men et faktisk problem, viste en SFI-rapport fra

2013 ( Hverdagsliv og levevilkår for personer med funktionsnedsættelse , rapport

13:26). Ifølge rapporten har 23 pct. af alle personer med en større fysisk

funktionsnedsættelse oplevet at blive udsat for diskrimination på grund af deres

funktionsnedsættelse. For personer med større psykiske funktionsnedsættelser

er tallet 32 pct. Faktisk har næsten halvdelen af de 260.000 mennesker med

psykiske funktionsnedsættelser oplevet en eller anden form for diskrimination,

hvilket skal sammenlignes med, at kun 20 pct. af personer uden

funktionsnedsættelse har oplevet diskrimination.

At personer med handicap er en udsat gruppe, ses også i Social- og

Indenrigsministerie

cialpolitisk R

De har en svagere

tilknytning til arbejdsmarkedet, tager kortere uddannelser, lever mindre i

parforhold, får færre børn og er mindre socialt aktive end personer uden

handicap.

Den manglende beskyttelse står også i skarp kontrast til de menneskeretlige

forpligtelser, som

Handicapkonvention i 2009.

diskrimination på grund af

råd og Handicapkomité for endnu ikke at leve op til

denne helt grundlæggende forpligtelse.

Samtidig er vi det eneste land i Skandinavien, der ikke har et generelt forbud

mod diskrimination på grund af handicap. Faktisk er vi flere år bag efter Norge,

som vedtog deres diskriminationsforbud allerede i 2004, Sverige, som har haft

forskellig regulering på området siden 1999, og Finland, som vedtog et

diskriminationsforbud uden for arbejdsmarkedet i 2014.

Der ligger også en potentiel økonomisk gevinst for os som samfund, hvis flere

personer med handicap, for eksempel som følge af diskriminationsforbuddet,

kom i job. En rapport udgivet af COWI og Det Centrale Handicapråd i 2014

viste

bl.a., at vi kan opnå en samfundsøkonomisk gevinst på 3,3 mia. kr., hvis det over

en 10-årig periode lykkes os at få flyttet 1 pct. af personer med

funktionsnedsættelse, dvs. godt 6.000 personer, fra førtidspension til fleksjob.

Samtidig vil det give en gevinst på de offentlige budgetter på knap 1,6 mia. kr.,

som skyldes, at den øgede beskæftigelse blandt personer med handicap leder til

flere indkomstskatter, samtidig med at der spares flere udgifter til

førtidspension, end der bruges på fleksjob. Rapporten viste også, at gevinsterne

vil være endnu højere, hvis de samme personer flytter sig fra førtidspension til

ordinære jobs.

Det er efter instituttets opfattelse ikke urimeligt at antage, at lovgivning, som

beskytter personer med handicap mod diskrimination uden for arbejdsmarkedet

og samtidig sikrer dem forskellige andre rettigheder, vil bidrage til, at færre

personer med handicap ender på offentlig forsørgelse. Fordi penge ofte bliver

brugt som argument imod et generelt diskriminationsforbud, har instituttet fået

udarbejdet en analyse af de samfundsøkonomiske gevinster og omkostninger

ved et generelt diskriminationsforbud. Rapporten, som er udarbejdet af COWI,

viser, at et diskriminationsforbud kan gennemføres, uden at det bliver urimeligt

dyrt.

Der er derfor mange gode grunde til, at Folketinget snarest påbegynder at

udforme en lov, der sikrer, at personer med handicap også i Danmark kan leve et

liv på lige fod med personer uden handicap.

Instituttet har med nærværende rapport forsøgt at bidrage til dette arbejde.

Rapporten gennemgår således det juridiske grundlag for et

diskriminationsforbud, samler en række konkrete eksempler på usaglig

forskelsbehandling, som i dag ikke er retligt beskyttet, og gennemgår de

økonomiske omkostninger og gevinster ved indførelsen af et forbud.

Metode

Juridisk analyse

Den juridiske analyse i kapitel 2 indeholder en gennemgang af den danske

retstilstand for diskriminationsbeskyttelsen af personer med handicap samt en

gennemgang af diskriminationslovgivning for andre diskriminationsgrunde end

handicap i Danmark. Den juridiske analyse i kapitel 3 indeholder en beskrivelse af

international ret vedrørende beskyttelsen af personer med handicap mod

diskrimination. Analysen

Handicapkonvention samt andre

relevante menneskerettighedskonventioner på EU-niveau og erfaringer med

diskriminationslovgivning fra Norge, Sverige og Finland. Kapitel 6 opsummerer

hele analysens anbefaling at vedtage et diskriminationsforbud for personer

med handicap. Kapitel 6 beskriver en mulig form og rækkevidde af et konkret

udkast til et diskriminationsforbud for personer med handicap, og selve udkastet

til lovteksten er at finde i bilag 1.

Videocases

Personer med handicap oplever i dag at blive diskrimineret på grund af deres

handicap. Den forskelsbehandling, personer med handicap oplever, er i dag

lovlig, fordi der ikke er et diskriminationsforbud, og fordi man ikke kan få prøvet

sin sag ved et uvildigt nævn. I kapitel 4 har vi samlet en række cases fra personer,

der har oplevet at blive forskelsbehandlet på grund af deres handicap uden for

arbejdsmarkedet. Oplevelserne af forskelsbehandling dækker alle

samfundsområder, herunder børnehave, skole, sundhed, forsikringer,

tilgængelighed til museer, restauranter, manglende rimelig tilpasning og digital

tilgængelighed. Alle personer er blevet interviewet og har derefter fortalt deres

historie til et kamera, så der kunne laves små videoer med deres historie.

Samfundsøkonomisk analyse

For at kunne afdække de mulige omkostninger og gevinster ved at indføre et

diskriminationsforbud for personer med handicap har vi valgt at få lavet en

samfundsøkonomisk analyse af tre hovedelementer i lovforslaget. Da Institut for

Menneskerettigheder ikke selv har kompetencerne til at lave en sådan analyse,

har vi fået COWI til at lave den. COWIs rapport er opsummeret i kapitel 5 og kan

læses i sin fulde længde i bilag 2. Det har været en tilbagevendende politisk

diskussion, hvor meget en diskriminationslov for personer med handicap

kommer til at koste. Derfor har vi fået lavet en samfundsøkonomisk analyse, der

kan belyse, hvilke investeringer og gevinster der må forventes som følge af et

diskriminationsforbud.

KAPITEL 2

DANSK RET

INTRODUKTION TIL DISKRIMINATIONSL OVGIVNING I DANSK

RET

I Danmark er der ikke noget generelt forbud mod diskrimination uden for

arbejdsmarkedet. Forskelsbehandling er derimod sporadisk reguleret i flere

forskellige love, der dækker forskellige diskriminationsgrunde og

samfundsområder. I modsætning til bl.a. Sverige, Finland og Norge har vi heller

ikke noget diskriminationsforbud i grundloven.

På arbejdsmarkedet er der beskyttelse mod diskrimination på grund af køn, race,

religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national,

social eller etnisk oprindelse. Det er reguleret i forskelsbehandlingsloven.

Loven

indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af direktiv 2000/43/EF om

gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk

oprindelse samt direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og

erhverv.

Uden for arbejdsmarkedet, dvs. i forhold til varer og tjenesteydelser samt sociale

sikringsordninger, sundhedspleje, sociale goder og ikkeerhvervsmæssig

uddannelse m.v., er der en spredt beskyttelse mod diskrimination, men ingen

beskyttelse, der omhandler diskrimination på grund af handicap. Reguleringen

uden for arbejdsmarkedet er beskrevet nedenfor i afsnit 2.2.

Den danske lovgivning betyder, at personer med handicap ikke nyder nogen

generel beskyttelse mod diskrimination uden for arbejdsmarkedet. Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er inkorporeret i dansk ret,

tilbyder dog en begrænset beskyttelse mod diskrimination på grund af handicap

uden for arbejdsmarkedet, hvilket er beskrevet nærmere i kapitel 3.

Nærværende analyse omhandler beskyttelsen mod diskrimination uden for

arbejdsmarkedet, og det er derfor reguleringen af diskrimination uden for

arbejdsmarkedet, som er omdrejningspunktet.

2.1

2.2

DISKRIMINATIONSLOVGI VNING UDEN FOR

ARBEJDSMARKEDET

Når det skal overvejes, hvorvidt og på hvilken måde et diskriminationsforbud skal

indføres i forhold til personer med handicap, er det naturligt at skele til den

gældende lovgivning i dansk ret med hensyn til andre grunde end handicap. Det

drejer sig om bl.a. køn, etnicitet og race men også andre grunde som for

eksempel hudfarve, national oprindelse, tro og seksuel orientering. Reguleringen

af disse områder er dog forholdsvis varieret og præsenterer således også

forskellige løsninger på samme problem: diskrimination.

2.2.1 KØN

Forskelsbehandling på grund af køn er bl.a. reguleret i ligestillingsloven.

Lovens

formål er at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder lige

integration, lige indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med

udgangspunkt i kvinder og mænds ligeværd. Lovens formål er desuden at

modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn samt at

modvirke chikane og sexchikane. Ligestillingsloven gennemfører samtidig et EU-

direktiv om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og

levering af varer og tjenesteydelser.

Den grundlæggende bestemmelse i ligestillingsloven er et forbud mod

kønsdiskrimination i § 2, som skal sikre mod diskrimination af kvinder og mænd i

alle samfundets funktioner. Efter § 2, stk. 2, foreligger der direkte

forskelsbehandling, når en person på grund af sit køn behandles ringere, end en

anden i en tilsvarende situation bliver, er blevet eller ville blive behandlet.

Forbuddet i § 2, stk. 2, er ikke absolut, og der er således mulighed for

undtagelser i § 3 og § 3 a, som ud fra forskellige hensyn og begrundelser åbner

for adgang til lovlig forskelsbehandling af kønnene.

Loven finder anvendelse for arbejdsgivere, myndigheder og organisationer inden

for den offentlige forvaltning og almen virksomhed, men også for myndigheder

og organisationer og alle personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er

tilgængelige for offentligheden, inden for både den offentlige og den private

sektor samt transaktioner i den forbindelse. Loven finder ikke anvendelse inden

for privat- og familielivet. Personer, som bliver udsat for diskrimination efter

loven, kan tilkendes en godtgørelse. Klager over forskelsbehandling efter

ligestillingsloven kan behandles af Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnet og domstolene har i adskillige sager taget stilling til

forskelsbehandling af mænd og kvinder. De formentlig mest omdiskuterede

sager er Østre Landsrets dom af 25. april 2014,

hvor landsretten fandt, at det

var i strid med ligestillingsloven, at et hotel forbeholdt 20 ud af 812 værelser til

kvindelige gæster på en særlig kvindeetage; Østre Landsrets dom af 10.

november 2014,

hvor landsretten fandt, at forskellige priser hos frisører for

mænd og kvinder ikke var i strid med ligestillingsloven; samt Højesterets dom af

9. oktober 2012,

hvor Højesteret fandt, at opsætningen af en datingtjeneste,

der i realiteten førte til forskellige priser for mænd og kvinder, var i strid med

ligestillingsloven.

2.2.2 ETNICITET OG RACE

Forskelsbehandling på grund af etnicitet og race er reguleret i lov om etnisk

ligebehandling,

der gælder uden for arbejdsmarkedet. Loven har til formål at

forhindre forskelsbehandling og at fremme ligebehandling af alle uanset race

eller etnisk oprindelse. Diskriminationsforbuddet gælder for al offentlig og privat

virksomhed for så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og

sundhedspleje, sociale goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og

tjenesteydelser, herunder beboelse, der er tilgængelig for offentligheden. Loven

gennemfører et EU-direktiv om etnisk ligebehandling.

Personer, som bliver udsat for diskrimination efter loven, kan tilkendes en

godtgørelse. Klager over forskelsbehandling efter loven kan behandles af

Ligebehandlingsnævnet.

Der foreligger en ganske omfattende praksis fra Ligebehandlingsnævnet, men

kun ganske få sager føres videre ved domstolene.

En del sager vedrører

adgangen til serviceydelser, for eksempel afvisning ved døren til en natklub, en

café eller lignende.

Forskelsbehandling på grund af etnicitet og race omfattes også af straffelovens §

266 b og racediskriminationsloven, som omtales nedenfor i afsnit 2.2.3.

2.2.3 ØVRIG REGULERING

I modsætning til køn, race og etnicitet gælder der ikke noget civilretligt værn

mod forskelsbehandling på baggrund af de andre diskriminationsgrunde uden for

arbejdsmarkedet. Det betyder, at det som udgangspunkt er lovligt for enhver at

diskriminere og chikanere andre personer på grund af deres hudfarve, handicap,

alder, seksuelle orientering, politiske anskuelse, religion eller tro m.v.

Der gælder kun et begrænset strafferetligt værn imod forskelsbehandling på

grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel

orientering i den såkaldte racediskriminationslov.

Efter denne lovs § 1 er det

således forbudt at nægte at betjene en person på samme vilkår som andre på

grund af personens race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller

seksuelle orientering. Det er tilsvarende forbudt at nægte at give en person

adgang til et sted, forestilling, udstilling, sammenkomst eller lignende, der er

åben for almenheden, på samme vilkår som andre. Overtrædelser skal anmeldes

til politiet og kan straffes med bøde eller fængsel op til seks måneder.

Racediskriminationsloven er sjældent anvendt, bl.a. fordi loven om etnisk

ligebehandling oftest anvendes i stedet. Der foreligger derfor også kun ganske

lidt praksis om anvendelsen af loven. Disse sager har navnlig handlet om

dørmænd, som har afvist personer fra natklubber på grund af de pågældendes

etnicitet, nationalitet og/eller hudfarve.

Som beskrevet ovenfor i afsnit 2.2.2 vil

denne type sager typisk også være omfattet af lov om etnisk ligebehandling. I en

ældre sag førte loven til, at nogle servitutbestemmelser, der forbød udlejning til

udlændinge, blev kendt ugyldige.

I en anden men også ældre sag fandtes en

kommune uberettiget til ved godkendelse af lejere i almennyttige boligselskaber

at lægge vægt på lejernes nationalitet.

Ytringer om personer eller persongrupper i forhold til race, hudfarve, national

eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering er desuden reguleret i

straffelovens § 266 b.

Efter bestemmelsen straffes den, der offentligt eller med

forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden

meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges

på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller

seksuelle orientering, med bøde eller fængsel op til to år. Berettigelsen af

straffelovens bestemmelse er ofte debatteret, særligt i forhold til

ytringsfriheden. I den relativt omfattende retspraksis indgår også en afvejning af

forholdet mellem ytringens nedværdigende karakter på den ene side og

ytringsfriheden på den anden.

Straffelovens og racediskriminationslovens regulering giver ikke mulighed for at

tildele den forurettede en godtgørelse. Forurettede har mulighed for at kræve

godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26.

I sager om nægtelse af

adgang efter racediskriminationsloven er dette imidlertid blevet afvist, da

domstolene ikke har anset krænkelsen for at være tilstrækkelig grov til at

berettige godtgørelse.

Der ses heller ikke at foreligge nævneværdig trykt

praksis om godtgørelse for tort ved overtrædelse af straffelovens § 266 b.

Den øvrige regulering af diskrimination uden for arbejdsmarkedet kan derfor

sammenfattes således, at der kun gælder et begrænset strafferetligt værn imod

diskrimination og chikane i den forstand, at det kun gælder i bestemte

situationer (betjening, adgang til offentlige steder og offentligt fremsatte

ytringer) og kun for visse grunde (race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse,

tro og seksuel orientering, men ikke handicap alder eller politisk anskuelse m.v.).

KAPITEL 4

INTERNATIONAL RET

Der gælder i EU-retten et grundlæggende princip om ligebehandling på grund af

handicap, som bl.a. fremgår af artikel 2 i Traktaten om Den Europæiske Union,

artikel 10 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde og artikel 21 i

rettigheder.

Herudover er denne beskyttelse

udmøntet i

direktiv om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Det EU-

retlige diskriminationsforbud finder imidlertid alene anvendelse, når EU-retten i

øvrigt finder anvendelse. Det vil almindeligvis sige, når der er tale om udveksling

af arbejdskraft, varer eller tjenesteydelser mellem medlemslandene.

Et forbud mod diskrimination følger også af en række internationale

konventioner, som Danmark har tiltrådt og ratificeret, men kun Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK) er gjort til dansk lov, dvs. inkorporeret.

Det betyder, at EMRK kan påberåbes for og anvendes direkte af danske domstole

og andre myndigheder. Det er dog vigtigt at huske på, at

menneskerettighedskonventioner som udgangspunkt kun forpligter offentlige

myndigheder. Private udbydere af varer og tjenesteydelser er derfor ikke

forpligtede til at overholde et forbud mod diskrimination, som alene følger af en

menneskerettighedskonvention.

De øvrige menneskerettighedskonventioner, som for eksempel

Handicapkonvention, er ikke særskilt gennemført i dansk ret. De kan også

påberåbes for og anvendes af danske domstole og andre myndigheder. Det sker

ved, at dansk ret fortolkes i overensstemmelse med konventionerne. Der gælder

således en formodning om, at danske love skal fortolkes således, at man har

ønsket at opfylde Danmarks internationale forpligtelser. En ikkeinkorporeret

konvention vil imidlertid ikke kunne udgøre et selvstændigt retsgrundlag for en

offentlig myndigheds afgørelser i forhold til private. Diskriminationsforbud i

konventioner, som ikke er inkorporeret i dansk ret, finder derfor alene

anvendelse, hvis der er en dansk regel, som kan fortolkes i overensstemmelse

med konventionen. En borger vil således heller ikke kunne støtte ret på et

diskriminationsforbud i en ikkeinkorporeret konvention over for en anden borger

eller privat virksomhed. Det gælder for eksempel

Handicapkonvention.

3.1

DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKO NVENTION

(EMRK)

EMRK indeholder i artikel 14 et diskriminationsforbud, der finder anvendelse

inden for konventionens anvendelsesområde. Det vil sige, at

diskriminationsforbuddet finder anvendelse, når spørgsmålet vedrører en af

konventionens eller tillægsprotokollernes øvrige rettigheder.

Diskriminationsforbuddet i artikel 14 dækker en ikkeudtømmende liste over

diskriminationsgrunde, herunder handicap.

Diskriminationsforbuddet tilbyder personer med handicap en vis beskyttelse

mod diskrimination uden for arbejdsmarkedet. Således vil en borger for

eksempel kunne påberåbe sig EMRK artikel 14 i en situation, hvor en

myndighed træffer en afgørelse om ejendomsretlige forhold, valgret, familieliv

tilhørende tillægsprotokollers anvendelsesområde. Diskriminationsforbuddet i

EMRK artikel 14 vil omvendt ikke kunne påberåbes af en borger i forbindelse

med varer og tjenesteydelser samt sociale sikringsordninger, sundhedspleje,

sociale goder og uddannelse, som generelt set er områder, der falder uden for

anvendelsesområde.

3.2

FN’S KONVENTION OM RETTIGHEDER FOR PERSONER MED

HANDICAP (HANDICAPKONVENTIONEN)

Det følger af Handicapkonventionens artikel 5, stk. 1, at personer med handicap

yder for

det første, at eksisterende lovgivning skal gælde for alle uden diskrimination. For

det andet indebærer det også en vidtgående forpligtelse til at sikre, at personer

med handicap i praksis har samme muligheder som andre.

Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med artikel 1, hvoraf det fremgår, at

formålet med konventionen er at sikre, at personer med handicap fuldt ud kan

nyde alle menneskerettigheder på lige fod med andre. Den skal også ses i

sammenhæng med artikel 3, som fastslår, at konventionen er baseret på

principperne om lige muligheder, og med artikel 4, som fastslår, at staterne kan

være forpligtet til at ændre lovgivning og sædvaner for at gennemføre

konventionen.

Artikel 5, stk. 2, understreger i den forbindelse, at der skal gælde et generelt

forbud mod diskrimination på grund af handicap. Det vil sige, at

Handicapkonventionen forudsætter, at deltagerstaterne har eller indfører en

retlig beskyttelse mod diskrimination på grund af handicap på alle områder, for

eksempel i forhold til uddannelse, sundhed og offentligt tilgængelige steder.

Denne forpligtelse understøttes af, at forbuddet mod diskrimination i artikel 3 er

ophøjet til et generelt princip for konventionen. Samtidig fremgår det af artikel 4,

foranstaltninger, herunder lovgivning, til at ændre eller afskaffe eksisterende

love, regler, sædvaner og praksis, som indebærer diskrimination af personer med

Artikel 5, stk. 2, angiver også, at personer med handicap skal sikres mod

onen, at der

også findes effektiv retlig beskyttelse mod såkaldt dobbelt diskrimination.

Dobbelt diskrimination dækker over usaglig eller uproportional

forskelsbehandling, der er grundet i handicap og en eller flere andre

diskriminationsgrunde, for eksempel religion eller seksuel orientering.

Handicapkonventionens artikel 5, stk. 3, angiver herudover, at staterne skal sikre,

og justeringer, som ikke

indebærer en uforholdsmæssig stor eller unødvendig byrde, når dette er

nødvendigt i et konkret tilfælde for at sikre, at personer med handicap kan nyde

eller udøve alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på

lig

Det præciseres endvidere i artikel 2, at diskrimination på grund af handicap

. Manglende opfyldelse af pligten til at yde tilpasning i rimeligt omfang

udgør således også diskrimination efter konventionen.

Tilpasning sker i forhold til en person i en konkret situation i modsætning til

generelle tiltag, som sigter mod at sikre lige muligheder for en gruppe af

personer med handicap. Et eksempel på tilpasning på uddannelsesområdet

kunne være, at en elev med ADHD får mere strukturerede og bundne opgaver. Et

eksempel fra arbejdsmarkedet kunne være, at en ansat, som er kørestolsbruger,

får en arbejdsplads, som er indrettet med denne medarbejders særlige behov for

øje.

Det fremgår derudover af artikel 5, stk. 4, at positive særforanstaltninger for

personer med handicap, som for eksempel fortrinsadgang til

ansættelsessamtaler, ikke udgør diskrimination på grund af handicap. For at

positive særforanstaltninger er lovlige ifølge konventionen, skal

særforanstaltningen være nødvendig for at rette op på en eksisterende ulighed.

Det kræves ikke, at særforanstaltningerne skal være midlertidige.

Handicapkonvention ingen tvivl om, at Danmark er

forpligtet til at sikre, at der ikke sker diskrimination af personer med handicap i

Danmark. Det gælder såvel inden som uden for arbejdsmarkedet. Hvorledes

Danmark sikrer dette, er imidlertid som udgangspunkt op til den danske stat selv.

Handicapkonventions artikel 5, stk. 2, forudsætter imidlertid mere eller

mindre eksplicit, at der lovfæstes et diskriminationsforbud, der dækker alle

samfundsområder:

Artikel 5, stk. 2

Deltagerstaterne skal forbyde enhver diskrimination på grund af

handicap og skal sikre personer med handicap lige og effektiv retlig

beskyttelse imod diskrimination af enhver grund.

Da Danmark ratificerede Handicapkonventionen i 2009, skrev den daværende

regering, at konventionen ikke stillede krav om, at Danmark skulle indføre et

generelt forbud mod diskrimination. Regeringen henviste til, at alle mennesker

er lige for loven i medfør af den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Den

daværende regering henviste også til Folketingsbeslutning nr. B 43 af 2. april

1993 om ligebehandling og ligestilling af handicappede med andre borgere.

Det grundlæggende princip om lighed for loven er hovedsageligt rettet mod

myndigheder, som træffer konkrete afgørelser på grundlag af lovgivning, dvs.

forvaltningsmyndigheder og dømmende myndigheder i modsætning til private

virksomheder og borgere. Endvidere er princippet om lighed for loven

anderledes end forbuddet mod diskrimination, bl.a. ved at det ikke sikrer en

særlig beskyttelse af bestemte udsatte grupper, at det ikke indebærer en

udtrykkelig forpligtelse til at yde tilpasning i rimeligt omfang, og at det lægges til

grund, at lovgivningen i sig selv ikke underkastes en prøvelse. Den

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning tilbyder således ikke et værn mod

diskrimination af personer mod handicap.

Folketingsbeslutning nr. B 43 fra 1993 om ligebehandling og ligestilling af

handicappede med andre borgere er endvidere ikke bindende for hverken

borgere eller offentlige myndigheder. Beslutningen kan derfor i sagens natur ikke

yde samme beskyttelse mod diskrimination, som et retligt forbud mod

diskrimination vil kunne.

I en kortlægning af domme og nævnssager om diskrimination på grund af

etnicitet og handicap fra september 2015,

som Ankestyrelsen har fået

udarbejdet, omtales den manglende beskyttelse mod diskrimination på grund af

handicap uden for arbejdsmarkedet også som en væsentlig barriere for

borgernes muligheder for at klage over at være blevet udsat for diskrimination

på grund af handicap.

Danmark er således retligt forpligtet til at forhindre, at der sker diskrimination af

personer med handicap og et generelt diskriminationsforbud er nødvendigt for

at sikre personer med handicap en lige og effektiv beskyttelse imod

diskrimination.

3.3

INTERNATIONALE ANBEFALINGER

Danmark er flere gange blevet kritiseret for ikke at have et generelt forbud mod

gange påpeget, at der bør indføres et generelt forbud mod diskrimination i

den første

universelle periodiske bedømmelse (UPR) af menneskerettighedssituationen i

Danmark. Her blev det bl.a. anbefalet, at Danmark indfører et generelt forbud

mod diskrimination for at opnå bedre beskyttelse.

I den anden periodiske

bedømmelse af Danmark, der blev gennemført i januar 2016, blev der igen

udtrykt kritik af, at Danmark fortsat ikke har et generelt forbud mod

diskrimination på grund af handicap.

eksamination i Handicapkonventionen i 2014 kritiseret, at Danmark ikke har et

generelt forbud mod diskrimination på grund af handicap. I forhold til komitéens

kritik har den daværende regering oplyst, at man har sat gang i en proces, som

skal sikre en grundig og koordineret opfølgning frem mod 2019, hvor Danmark

3.4

LOVGIVNING PÅ VEJ

EU-Kommissionen har fremlagt et forslag til et EU-direktiv, som vil forpligte

medlemsstaterne til at indføre et forbud mod diskrimination på grund af

handicap uden for arbejdsmarkedet (det horisontale direktiv).

Forslaget har

været under forhandling siden 2008 og er det fortsat. Der er ingen konkret udsigt

til snarlig vedtagelse.

EU-Kommissionen fremlagde i december 2015 et forslag til et direktiv om

tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser

(tilgængelighedsdirektivet).

Det overordnede formål med direktivet er at

bidrage til et velfungerende indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af

medlemsstaternes love og administrative bestemmelser gennem fjernelse af

barrierer for den frie bevægelighed for visse tilgængelige produkter og

tjenesteydelser på det indre marked. Direktivforslaget har herunder til formål at

støtte medlemsstaternes indsats for at leve op til deres forpligtelser i medfør af

Handicapkonventionen i relation til tilgængelighed.

Direktivet vil forpligte medlemsstaterne til at gøre en lang række forskelligartede

varer og tjenesteydelser tilgængelige for personer med handicap, herunder i

forhold til e-handel, finansielle tjenester og audiovisuelle medietjenester.

Omvendt er der ikke lagt op til en regulering af hotel- og forsikringstjenester eller

bygninger, der har forbindelse til produkter og tjenesteydelser.

3.5

NORGES DISKRIMINATIONSLOVGI VNING

De øvrige nordiske lande, som Danmark på mange områder sammenligner sig

med, har indført forbud mod diskrimination på grund af handicap, som også

gælder uden for arbejdsmarkedet. For flere af de nordiske lande har forbuddet

været gældende i adskillige år, hvilket bl.a. betyder, at man kan begynde at se

virkningerne af forbuddet, herunder hvordan det konkret bliver udmøntet i

praksis.

3.5.1 RETSGRUNDLAG

Norge vedtog i 2004 for første gang et forbud mod diskrimination på grund af

funktionsnedsættelse i arbejdsmiljøloven, som gælder på arbejdsmarkedet (lov

nr. 15 af 26. marts 2004). I 2008 vedtog Norge endvidere en diskriminations- og

tilgængelighedslov (lov nr. 42 af 20. juni 2008), der giver et retligt værn mod

diskrimination på grund af handicap. Loven blev ændret i 2013 og findes i sin

nugældende form i lov nr. 61 af 21. juni 2013. Lovens formål er at fremme

ligebehandling og ligeværd, at sikre lige muligheder og rettigheder til

samfundsdeltagelse for alle uanset handicap og at modvirke diskrimination på

grund af handicap. Loven skal herudover bidrage til at nedbryde samfundsskabte

barrierer og forhindre, at nye skabes, jf. lovens § 1.

Loven finder som udgangspunkt anvendelse på alle samfundsområder, idet der

gælder visse specificerede undtagelser, jf. lovens § 2. Loven forbyder direkte og

indirekte diskrimination og chikane samt medvirken til eller instruktion om

diskrimination og chikane, jf. lovens §§ 4, 6 og 7. Også brud på

tilgængelighedsbestemmelserne anses som diskrimination. Loven indeholder

desuden en forpligtelse til universel udformning og rimelig tilpasning, jf. lovens

§§ 9 og 12.

Loven giver hjemmel til at tilkende den forurettede en godtgørelse.

3.5.2 PRAKSI S

A) Uddannelse: Sag 15/305 – højskole – 7. maj 2015

En højskole havde indgået en aftale med en elev med ADHD om iværksættelsen

af en række tiltag for at imødekomme elevens særlige behov, der skyldtes

elevens handicap. Højskolen gennemførte imidlertid aldrig tiltagene. Ligestillings-

og diskrimineringsombuddet vurderede, at højskolen havde handlet i strid med

diskriminationsforbuddet i diskriminerings- og tilgængelighedsloven, hvorefter

elever og studenter med nedsat funktionsevne ved skole- og

uddannelsesinstitutioner har ret til egnet individuel tilrettelæggelse af

undervisningslokalerne, undervisningen, undervisningsmaterialer og eksamen for

at sikre ligeværdige oplærings- og uddannelsesmuligheder.

B) Universel udformning: Sag 13/1684 – træningscenter – 5. maj 2015

En person havde klaget over den manglende universelle udformning af

hovedindgangsdøren, døren til herregarderoben og handicaptoiletterne i et

træningscenter. Personen mente, at dørene var for tunge at åbne, og at bredden

på døren ind til herregarderoben var for smal. Under sagens behandling i

Ligestillings- og diskrimineringsombuddet foretog træningscenteret visse

udbedringer, herunder automatisk døråbning. Træningscenteret foretog

imidlertid ingen ændringer på døren ind til herregarderoben og begrundede

heller ikke, hvorfor dette ikke var sket. Efter en ændring af retningslinjerne på

området i 2010 var kravet til bredden på døråbninger hævet fra 80 centimeter til

mindst 90 centimeter. Kravet var begrundet med, at både manuelle og elektriske

kørestole skulle kunne komme igennem.

Ligestillings- og diskrimineringsombuddet fandt på denne baggrund, at

træningscenteret havde handlet i strid med diskriminationsforbuddet i

diskriminerings- og tilgængelighedsloven, hvorefter offentlige og private

virksomheder rettet mod almenheden har pligt til at sikre en universel

udformning af virksomhedens almindelige funktioner. Kravet om universel

udformning af dørpartiet indebar ikke en uforholdsmæssig byrde for

træningscenteret.

C) Bolig: Sag 14/990 – dyrehold – 4. november 2014

En person med moderat psykisk udviklingshæmning og ADHD havde ansøgt om

en lejlighed i et kommunalt bofællesskab og om at få lov til at holde hund i

lejligheden. En psykolog havde udtalt, at ansøgeren burde have lov til at holde

hund på grund af sit handicap, idet hunden medvirkede til bedre trivsel,

reduceret ensomhed og udvikling af mestringsevnen. Herudover var hunden lille

og rolig, gøede ikke og var vant til at sidde i bur. Kommunen gav afslag på

ansøgningen med henvisning til, at andre i bofællesskabet kunne være bange for

hunden. Ligestillings- og diskrimineringsombuddet vurderede, at afslaget var

udtryk for indirekte diskrimination i strid med diskriminerings- og

tilgængelighedsloven, idet kommunens praksis vedrørende dyrehold betød, at

personer, der på grund af et handicap havde behov for at bo med dyr, blev

frataget muligheden for at bo i bofællesskabet. Personer med handicap blev

således stillet ringere end andre, der søgte om at bo i bofællesskabet. Ombuddet

vurderede, at forskelsbehandlingen var sagligt begrundet, men at kommunen

ikke havde sandsynliggjort, at det var nødvendigt at give afslag. Kommunen

havde herunder ikke vurderet, om der var alternative løsninger, der ikke virkede

indirekte diskriminerende. Afgørelsen blev kæret til Ligestillings- og

diskrimineringsnævnet, der stadfæstede ombuddets afgørelse.

D) Bolig: Sag 14/1705 – parkeringsplads – 11. februar 2015

En andelsforening forbød i deres vedtægter etableringen af parkeringspladser

tæt på indgangen til beboelsen. Hensynet, der lå bag denne regel, var beboernes

og børnenes sikkerhed samt behovet for fremkommelighed for renovationsbiler

og lignende. Med henvisning hertil gav foreningen afslag på en andelshavers

ansøgning om etablering af en handicapparkeringsplads tæt på indgangen til

vedkommendes bolig. Andelshaveren, der var lam i den ene side, havde gennem

flere år haft en midlertidig parkeringsplads tæt på indgangen til sin bolig.

Ligestillings- og diskrimineringsombuddet vurderede, at andelsforeningen herved

havde handlet i strid med forbuddet mod indirekte diskrimination på grund af

handicap. Hensynene bag reglen var saglige, men afslaget havde ikke været

nødvendigt for at varetage disse hensyn. Ombuddet lagde ved denne vurdering

bl.a. vægt på, at det ikke var nærmere konkretiseret, hvorfor en tilladelse i det

pågældende tilfælde ville gå ud over børnenes sikkerhed.

3.6

FINLAND

3.6.1 RETSGRUNDLAG

Finland vedtog i 2014 en ny diskriminationslov (lov nr. 1325/2014), der giver et

retligt værn mod diskrimination på grund af handicap. Loven har til formål at

fremme ligebehandling og effektivisere retssikkerheden for dem, som udsættes

for diskrimination, jf. lovens § 1.

Diskriminationslovens forbud mod diskrimination omfatter direkte og indirekte

diskrimination og chikane, jf. §§ 10, 13 og 14. Herudover indeholder loven et

forbud mod gengældelse, jf. § 16. Loven tillader positiv særbehandling, jf. § 9, og

indeholder herudover en række bestemmelser, der tillader særbehandling i

øvrigt i en række nærmere definerede tilfælde, jf. lovens §§ 11 og 12.

Loven finder anvendelse på såvel offentlig som privat virksomhed. Privat- og

familielivet samt religionsudøvelse er undtaget fra lovens anvendelsesområde.

Beskyttelsen mod diskrimination gælder ens for alle diskriminationsgrundene i

loven, herunder handicap.

Herudover gælder der en forpligtelse for myndigheder, uddannelser,

læreanstalter og arbejdsgivere til aktivt at fremme ligebehandling. I forhold til

personer med handicap gælder der endvidere en specifik forpligtelse til at

foretage rimelige tilpasninger, som gør det muligt for personer med handicap på

lige fod med personer uden handicap at kontakte myndigheder, at arbejde og få

en uddannelse samt at få adgang til varer og tjenesteydelser, der tilbydes

offentligheden.

Loven giver hjemmel til at tilkende den forurettede en godtgørelse.

3.7

SVERIGE

3.7.1 RETSGRUNDLAG

I Sverige gælder der et diskriminationsforbud på grundlovsniveau, som er

indeholdt i en af Sveriges fire grundlove, nemlig Regeringsformen (1974:152).

Det fremgår af kapitel 2, § 2, at offentlig myndighed skal udøves med respekt for

alle menneskers ligeværd og for den enkeltes frihed og værdighed. Offentlige

myndigheder skal arbejde for deltagelse og ligestilling og mod diskrimination på

grund af køn, hudfarve, nationalitet eller etnisk oprindelse, sproglige eller

religiøse tilhørsforhold, handicap, seksuel orientering, alder eller andre

omstændigheder, som gælder den enkelte som person.

Herudover er der fastsat et diskriminationsforbud i diskriminationsloven fra 2009

(SFS 2008:567). Loven erstattede en lang række forskellige love om

diskrimination og ligebehandling inden for og uden for arbejdsmarkedet fra 1999

og fremefter.

Diskriminationsloven fra 2009 forbyder diskrimination på grund af køn,

kønsidentitet, etnicitet, religion eller anden tro, handicap, seksuelt tilhørsforhold

og alder. Diskriminationsforbuddet er nærmere reguleret i selvstændige kapitler,

der gælder for de enkelte samfundsområder, herunder arbejde, uddannelse,

arbejdsmarkedstiltag, opstart og drift af næringsvirksomhed, medlemskab i

arbejdslivets organisationer, varer og tjenesteydelser, bolig, helbred, omsorg og

sociale ydelser, forsikring og studiestøtte, værnepligt og civiltjeneste og offentlig

ansættelse.

Diskriminationslovens forbud omfatter direkte og indirekte diskrimination,

manglende tilgængelighed, chikane, sexchikane og instruktion om at

diskriminere, jf. kap. 1, § 4. Herudover indeholder loven et forbud mod

gengældelse, jf. kap. 2, §§ 18 og 19. Der er fastsat en række undtagelser og

særregler for de enkelte områder og diskriminationsgrunde. Inden for de fleste

områder gælder der en undtagelse i forhold til positiv særbehandling.

Manglende tilgængelighed for personer med handicap blev indført i loven som

en diskriminationsgrund med virkning fra 1. januar 2015 (Lov 2014:958), jf. kap.

1, § 4, nr. 3. Bestemmelsen slår fast, at manglende tilgængelighed anses som

att sådana åtgärder för tillgänglighet inte har vidtagits för att den personen ska

komma i en jämförbar situation med personer utan denna funktionsnedsättning

Hvilke tiltag der er rimelige, vurderes ud fra tilgængelighedskrav i love og

forskrifter og ud fra en afvejning af de økonomiske og praktiske forhold,

varigheden og omfanget af barrieren eller tilknytningen mellem den enkelte

virksomhed og personen med handicap samt andre omstændigheder af

betydning. Tilgængelighedskravet gælder inden for alle de samfundsområder,

hvor diskriminationslovens regler i øvrigt finder anvendelse, dog med undtagelse

af boliger og virksomheder med under 10 ansatte, og for privatpersoner, jf. kap.

2, § 12 c.

Loven giver hjemmel til at tilkende den forurettede en godtgørelse.

3.7.2 PRAKSI S

A) Varer og tjenesteydelser: Sag ANM 2014/170 – forsikringsselskab – 24.

februar 2014

Da en kvinde ansøgte om forsikring, afleverede hun samtidig en

helbredserklæring til forsikringsselskabet. Heri anførte hun bl.a., at hun havde

Tourettes syndrom. Med henvisning til helbredserklæringen afviste

forsikringsselskabet at tegne forsikring for kvinden.

Diskrimineringsombudsmanden vurderede, at forsikringsselskabet havde

diskrimineret kvinden på baggrund af handicap, idet selskabet havde lavet en alt

for overfladisk vurdering af kvindens ansøgning. Forsikringsselskabet havde ikke

indhentet yderligere information om kvindens situation, som var nødvendig for

at foretage en tilstrækkelig risikovurdering. Forsikringsselskabet anerkendte

herefter, at de havde diskrimineret kvinden på grund af handicap, og udbetalte

kvinden en forligsmæssig godtgørelse på 75.000 SEK.

B) Varer og tjenesteydelser: Sag ANM 2010/1872 – restaurant i Jönköping

– 25. april 2012

To mænd, der sad i kørestol, besøgte en restaurant sammen med deres

assistenter. De blev mødt af restaurantchefen, som udtalte sig nedsættende om

deres behov for hjælp og opfordrede dem til at gå et andet sted hen og spise og

ikke ville henvise dem til et bord. Diskrimineringsombudsmanden vurderede, at

de to mænd var blevet udsat for direkte diskrimination på grund af handicap.

Sagen blev herefter forligt mellem parterne, således at restauranten betalte

25.000 SEK i godtgørelse til de to mænd.

C) Øvrig offentlig virksomhed: Sag ANM 2011/274 – Sigtuna kommune –

11. april 2014

Et nyfødt barn blev tvangsfjernet fra sine forældre, på grund af at moderen

havde en psykisk sygdom. Kommunen havde tvangsfjernet barnet uden først at

foretage en vurdering af moderens forældreevne.

Diskrimineringsombudsmanden vurderede, at forældrene var blevet

diskrimineret på grund af handicap, da kommunen havde handlet ud fra en

forudindtaget opfattelse af, at personer med psykisk sygdom ikke kan tage hånd

om deres børn. Sagen blev indbragt for Sollentuna tingsret, der også vurderede,

at kommunen havde udsat forældrene for diskrimination på grund af handicap.

Dommen blev anket til Svea hovret, der stadfæstede dommen, idet de fastsatte

en samlet godtgørelse til familien på 450.000 SEK.

D) Uddannelse: Sag ANM 2011/390 – friskole i Västerås – 6. marts 2012

En familie ansøgte om at få deres søn optaget på en skole i Västerås med

henvisning til skolens pædagogik, som familien mente ville passe godt til sønnen.

I ansøgningen anførte familien, at sønnen havde diagnosen ADHD og asperger.

De oplyste også, at sønnen ikke havde behov for nogen særlig hjælp. Skolen gav

afslag til familien med henvisning til, at skolen allerede havde mange elever med

særlige behov, og at man ikke havde mulighed for at tage imod yderligere en.

Diskrimineringsombudsmanden vurderede, at skolen havde handlet i strid med

forbuddet mod diskrimination på grund af handicap, da skolens beslutning skete

udelukkende på baggrund af drengens diagnose og ikke efter en individuel

vurdering. Skolen erkendte herefter sit ansvar og ændrede sin optagelsespolitik

samt udbetalte på forligsmæssigt grundlag en vis økonomisk kompensation til

drengen.

KAPITEL 4

EKSEMPLER PÅ DISKRIMINATION

I DANMARK

Mennesker med handicap oplever ofte at blive udsat for diskrimination. Som

nævnt i indledningen har 23 pct. af alle personer med en større fysisk

funktionsnedsættelse oplevet at være udsat for diskrimination på grund af deres

handicap. For personer med større psykiske funktionsnedsættelser er dette tal

32 pct.

Diskrimination har store konsekvenser for den person, der oplever det.

Konsekvenserne kan være menneskelige i form af sårede følelser og en oplevelse

af ikke at være lige så meget værd som andre mennesker. Men diskrimination

kan også have konkrete konsekvenser i form af at blive stillet ringere end

mennesker uden et handicap. Det kan konkret betyde manglende adgang for

personer med handicap og deraf manglende tjenesteydelser, oplevelser, viden

og/eller andre muligheder. Det kan have konsekvenser for, om man som person

med et handicap for eksempel får en uddannelse, et job, den rette behandling i

sundhedsvæsenet, får en forsikring og andre produkter eller servicer fra private

og offentlige serviceudøvere.

Institut for Menneskerettigheder har samlet en række eksempler på, hvornår og

hvordan mennesker med handicap oplever sig diskrimineret uden for

arbejdsmarkedet. Eksemplerne viser en oplevet form for diskrimination, som i

dag er lovlig, men som med et diskriminationsforbud ville give mulighed for at få

sagen prøvet ved Ligebehandlingsnævnet.

Eksemplerne er indsamlet for at skabe en forståelse for de konkrete oplevelser,

mennesker med handicap har, når de bliver diskrimineret i Danmark i dag.

Eksemplerne er beskrevet kort nedenfor i otte bokse, og der er link til nogle

cases som videoer her:

http://menneskeret.dk/udgivelser/diskrimination-

handicap

Listen dækker de forskellige typer af diskrimination, som er omfattet af det

lovforslag, der er formuleret af Institut for Menneskerettigheder i denne rapport.

1. Børnehave: Dreng med diabetes smidt ud af privat børnehave

2. Skole: Folkeskole med specialklasser er ikke tilgængelig for elever med

handicap

3. Sundhedsvæsenet: Mand med udviklingshæmning får ikke samme

behandling for øjenskade

4. Restaurant: Blind mand nægtet adgang til restaurant pga. førerhund

5. Restaurant: Mand i kørestol afvist fra restaurant pga. kørestol

6. Forsikringsselskaber: Mand med OCD nægtet livsforsikring

7. Tilgængelighed, museum: Mand i kørestol kunne ikke komme ind på

museum

8. Digital tilgængelighed: Mor med hjerneskade får ikke information fra

skolen uden om ForældreIntra

4.1

BØRNEHAVE

Mattias smidt ud af privat børnehave

Mattias er en dreng på fire år, som fik diabetes som fireårig. Børnehaven

beder først forældrene komme, hver gang Mattias skal have medicin, og hente

ham kl. 13, da de ikke vil tage ansvar for hans medicin og ikke mener, at de har

kapacitet til at passe på Mattias. Børnehaven vil heller ikke søge kommunen

om ekstra hjælp, da der ikke vil være tale om et fast antal timers ekstra hjælp

om ugen, men svingende behov. Da det ikke kan lade sig gøre for forældrene,

bliver Mattias smidt ud af børnehaven. Forældrene kontakter derefter selv de

andre institutioner i nærområdet, som alle siger nej tak til en dreng med

diabetes. Da kommunen ikke kan finde et sted, hvor forældrene virkelig føler,

at deres dreng vil være velkommen, flytter familien nu til en anden kommune,

hvor de har fundet en børnehave, der vil tage imod drengen. Indtil de kan

komme til at få bopæl i den nye kommune, må en af forældrene gå hjemme

med Mattias.

Institut for Menneskerettigheders kommentar til sagen

Hvis instituttets eller et tilsvarende lovforslag vedtages, vil det blive

forbudt at undlade at yde tilpasning i rimeligt omfang for et handicap. I dette

tilfælde har Mattias et handicap i form af diabetes. Han har behov for at få

målt blodsukker og modtage insulin, mens han er i børnehaven. Det er

instituttets vurdering, at det ville være rimeligt at kræve af børnehaven, at de

yder denne særlige støtte. Instituttet vurderer endvidere, at børnehaven

formentlig ikke vil kunne afslå at yde denne støtte, hvor det er muligt at få

(økonomisk) støtte hertil fra det offentlige. Private pasningsordninger har, som

loven er i dag, ret til at bestemme, hvilke børn de vil have, og de er ikke

forpligtede til at tage imod et barn med et handicap.

4.2

SKOLEOMRÅDET

Folkeskole med specialklasser er ikke tilgængelig for elever med handicap

Skovvangskolen er en folkeskole med både almindelige elever og

centerklasser, specialklasser og modtageklasser. Skolens centerklasser er for

elever med bevægelseshandicap og eventuelle medfølgende

indlæringsvanskeligheder. Til trods for at skolen skal fungere som en

specialskole, er der flere væsentlige og problematiske forhold for elever med

handicap på skolen. For eksempel er skolens legeplads ikke indrettet til børn

med bevægelseshandicap, som derfor ikke kan bruge legepladsen sammen

med de andre børn. Derudover kan børn med bevægelseshandicap ikke

benytte flere af skolens faglokaler (for eksempel sløjd- og billedkunstlokaler),

som heller ikke er indrettet til deres behov. Der er for eksempel ikke hæve-

sænke-borde.

Institut for Menneskerettigheders kommentar til sagen

Dette er et eksempel på manglende tilgængelighed, hvor skolens fysiske

indretning gør, at elever med bevægelseshandicap(s) ikke kan benytte skolens

faciliteter på lige fod med elever uden handicap. Med instituttets eller et

tilsvarende lovforslag vil skolen blive forpligtet til at sikre, at skolen er

tilgængelig for så mange som muligt i et videre men ikke urimeligt omfang.

Der vil i denne forbindelse skulle tages hensyn til, at skolen fungerer som

centerskole for børn med handicap, hvorfor det må antages, at der også efter

byggelovens regler om anvendelse vil gælde et krav om tilgængelighed for

personer med handicap.

4.3

SUNDHEDSOMRÅDET

Alex fik ikke samme behandlingstilbud som andre normale øjenpatienter

Alex er en voksen ung mand, der er svært udviklingshæmmet og har en alvorlig

form for epilepsi (Dravets syndrom). Alex fik et bygkorn, som udviklede sig til

et haglkorn. Øjenlægen henviste til fjernelse af haglkornet på sygehuset.

Ventetiden var næsten ét år, så han fik brev med besked om, at han kunne

benytte et af privathospitalerne/privatklinikkerne. Alex

kontaktede alle

privathospitalerne, men ingen af dem ville/turde behandle ham på grund af

hans funktionsniveau og epilepsi. Han kunne heller ikke komme foran i køen

på det offentlige sygehus, så Alex måtte vente et år på behandling.

Institut for Menneskerettigheders kommentar til sagen

Hvis instituttets eller et tilsvarende lovforslag vedtages, vil det blive

forbudt at undlade at yde tilpasning i rimeligt omfang for handicap. I dette

eksempel har Alex et handicap i form af epilepsi. Det er vanskeligt for Institut

for Menneskerettigheder på det foreliggende grundlag at vurdere, om det vil

pålægge privathospitalerne en forholdsmæssig stor byrde at behandle Alex på

grund af hans epilepsi. Men det er svært at se at det offentlige hospital skulle

blive pålagt en uforholdsmæssigt byrde ved at have pligt til at tilbyde Alex at

komme frem i køen til behandling. Det offentlige hospital burde på denne

måde have ydet tilpasning for hans manglende mulighed for at få behandling

på privathospital på grund af hans handicap.

4.4

RESTAURANT

Jørgen blev nægtet adgang til restaurant pga. førerhund

Jørgen har været blind hele livet og har haft førerhund i mange år for at kunne

komme omkring og deltage i samfundslivet. Jørgen skulle ud og spise på

restaurant med familien i anledning af barnebarnets fødselsdag. På

restauranten fik han at vide, at han ikke måtte have hund i restauranten.

Jørgen forklarede, at det er en førerhund, og at lovgivningen omkring

fødevarer tillader førerhunde, når de ikke er i nærheden af, hvor maden bliver

tilberedt. Alligevel fastholdt restauranten, at Jørgen ikke kunne have hunden

med, og Jørgen og hans familie forlod derfor restauranten, da Jørgen syntes,

det var pinligt og nedværdigende at blive afvist foran en restaurant fuld af

mennesker.

Institut for Menneskerettigheders kommentar til sagen

Hvis instituttets eller et tilsvarende lovforslag vedtages, vil det blive

forbudt at diskriminere indirekte på grund af handicap. Indirekte

diskrimination forekommer, når en person med handicap bliver stillet ringere

på grund af forskelsbehandling knyttet til et neutralt kriterium. Her håndhæver

restauranten et forbud mod hunde, men derved stiller de personer med

førerhunde ringere end andre. Der er ikke nogen saglige fødevarehygiejniske

grunde til, at hunden ikke må være i en restaurant.

Der er derfor efter

instituttets opfattelse tale om indirekte diskrimination på grund af handicap,

fordi det er svært at se, hvordan forbuddet kan retfærdiggøres.

Personer med førerhunde oplever ifølge bl.a. Dansk Blindesamfund denne

form for indirekte diskrimination meget tit også i forbindelse med taxakørsel,

hvor mange chauffører ikke vil tage hunde med i taxaen. Derved bliver blinde

personer stillet ringere end personer uden et synshandicap.

4.5

RESTAURANT

Finn nægtet adgang til restaurant

Finn er kørestolsbruger i en almindelig kørestol på grund af sklerose. Finn var

på bytur sammen med sin kone, og de ville ud og spise på en restaurant i

Nyhavn i det gode vejr. Parret ønskede at sidde i den del af restauranten, der

har udendørs servering. Der var ikke fyldt med kunder, og ifølge konen ville

det have været nemt for hende at flytte en af stolene, så Finn kunne være der.

Men da de er ved at tage plads, kom tjeneren ud til dem og sagde, at han ikke

ville have kørestole i restauranten. Parret blev chokerede og gik igen med det

samme.

Institut for Menneskerettigheders kommentar til sagen

Hvis instituttets eller et tilsvarende lovforslag vedtages, vil det blive

forbudt at diskriminere direkte på grund af handicap. En afvisning af en

person, som sidder i kørestol, som ikke skyldes manglende tilgængelighed, kan

udgøre direkte diskrimination på grund af handicap, ligesom eksemplet

ovenfor beskriver.

4.6

FORSIKRING

Mathias nægtet livsforsikring

Mathias er en ung mand med OCD. Han skulle bruge en livsforsikring for at

kunne få et lån til en lejlighed i banken. Men Mathias fik afslag på

gruppelivsforsikringsdækning med årsagen OCD, hvor du har haft

selvmordstendenser, fra du var 15-18 år . Mathias fik konstateret OCD som

17-18-årig, og det fremgår af hans journaler, at han ikke har en øget

selvmordsrisiko. Derudover skal det bemærkes, at livsforsikringer ikke dækker

at begrunde afslaget. Dermed burde den psykiske sygdom ikke have nogen

betydning for den risiko, som selskabet påtager sig.

Institut for Menneskerettigheders kommentar til sagen

Hvis instituttets eller et tilsvarende lovforslag vedtages, vil det blive

forbudt at diskriminere indirekte på grund af handicap. Indirekte

diskrimination forekommer, når en person med handicap bliver stillet ringere

på grund af forskelsbehandling knyttet til et neutralt kriterium.

Forsikringsselskaber må gerne lægge vægt på helbredsoplysninger, herunder

selvmordstendenser i forbindelse med indgåelsen af en forsikringsaftale, men

så længe der ikke er indført et generelt forbud mod diskrimination på grund

handicap, vil personer som Mattias ikke kunne få vurderet, om der konkret er

tale om indirekte diskrimination.

Instituttet har kendskab til flere eksempler på sager, hvor forsikringsselskaber

diskriminerer personer med handicap med usaglige begrundelser for ikke at

forsikre personer med forskellige typer af handicap.

4.7

TILGÆNGELIGHED

Anders kan ikke komme ind på museum

Anders sidder i kørestol, fordi en rygmarvsskade har gjort ham lam i benene.

Anders er meget interesseret i kunst og kulturhistorie, og han ønskede at

komme ind på et museum og se en berømt malers samling. Anders fik at vide,

at han ikke kunne komme ind på museet, fordi der er trapper. Anders tilbød at

hjælpe med at undersøge mulighederne for at gøre museet tilgængeligt, men

blev blot affejet af direktøren, der ikke mener, at det på nogen måde er

praktisk muligt. Museet, der ikke er beliggende i en bevaringsværdig bygning,

ønskede end ikke at undersøge mulighederne for at gøre museet tilgængeligt

for kørestolsbrugere.

Institut for Menneskerettigheders kommentar til sagen

Dette er et eksempel på manglende tilgængelighed, hvor museets fysiske

adgangsforhold og indretning gør, at personer med visse fysiske handicaps ikke

kan benytte museet. I dag er museet kun forpligtet til at sikre tilgængelighed i

et begrænset omfang. Hvis instituttets eller et tilsvarende lovforslag

vedtages, vil museet blive forpligtet til at arbejde for at skabe tilgængelighed

for alle (universelt design) i et videre men ikke urimeligt omfang. Museet

vil dog ikke skulle leve op til andre videregående krav end de krav, som følger

af byggelovgivningen.

Historien er også et eksempel på den begrænsning, personer med handicap

oplever i adgang til kulturlivet i Danmark. En opgørelse fra TV 2 News viser, at

54 ud af 84 museer har mangelfulde adgangsforhold for kørestolsbrugere.

4.8

DIGITAL TILGÆNGELIGHED

Kristina kan ikke anvende skoles intranet

Kristina arbejdede som præst, da hun en dag slog sit hoved på vej op i

kirketårnet og fik en hjerneskade. På grund af hjerneskaden kan Kristina nu

kun sjældent anvende computere og internet grundet koncentrations- og

hukommelsesbesvær. Det betyder, at Kristina ikke kan benytte sig af sine

børns skoles ForældreIntra, hvor al information fra lærere, ledelse og andre

forældre lægges ud. Skolen mener ikke, at det er deres ansvar, at hun får

informationen på anden vis end via ForældreIntra, og de giver hende kun

sporadisk information fra ForældreIntra i printet form. Bl.a. havde Kristina ikke

fået programmet for første skoledag til sin mindste pige, der lige er startet i

skole.

Institut for Menneskerettigheders kommentar til sagen

Hvis instituttets eller et tilsvarende lovforslag vedtages, vil det blive

forbudt at undlade at yde tilpasning i rimeligt omfang for handicap. Kristina

har et handicap i form af hjerneskade og behov for tilpasning i form af adgang

til information i et andet format end det, som skolen normalt tilbyder.

Kristinas adgang til information på ForældreIntra er en forudsætning for

hendes datters fulde deltagelse i skolen.

Med instituttets eller et tilsvarende lovforslag vil skolen også generelt blive

forpligtet til at sikre digital tilgængelighed for alle (universelt design), således

at så mange brugere som muligt uanset handicap m.v. vil kunne benytte

skolens ForældreIntra.

Se udvalgte film via instituttets hjemmeside her:

http://menneskeret.dk/udgivelser/diskrimination-handicap

KAPITEL 5

SAMFUNDSØKONOMISK

ANALYSE

COWI har foretaget en samfundsøkonomisk analyse af det forslag til en

diskriminationslov, som denne rapport beskriver i kapitel 6 og bilag 1. COWIs

samfundsøkonomiske analyse kan læses i sin fulde længde i bilag 2. Dette kapitel

5 er en opsummering af COWIs analyse, der beskriver hovedpunkterne i COWIs

rapport.

I analysen undersøger COWI, hvem der vil få gavn af et sådant

diskriminationsforbud for personer med handicap, samt gevinster og

omkostninger ved tre forskellige tiltag, som kan forventes at blive indført ved

vedtagelse af lovforslaget: forbuddet mod diskrimination, kravet om rimelig

tilpasning og kravet om tilgængelighed (universelt design). De tre tiltag

repræsenterer hvert sit kapitel i lovforslaget, nemlig lige adgang til forsikringer,

der er et eksempel på forskelsbehandling på grund af handicap; lige adgang til

folkeskolen, der er et eksempel på rimelig tilpasning; og lige adgang til offentlig

transport, der er et eksempel på universelt design. Analysen anvender en

anerkendt samfundsøkonomisk metode, som redegør for de konkrete

ændringer, et givent tiltag vil medføre, hvilke omkostninger og gevinster disse

ændringer medfører, samt hvem disse gevinster og omkostninger tilfalder.

Slutteligt angives et samlet samfundsøkonomisk resultat, som tager højde for

både omkostninger og gevinster ved det givne tiltag.

5.1

HVEM ER MÅLGRUPPEN FOR ET DISKRIMINATIONSFO RBUD?

Handicapkonvention. Ifølge dette begreb opstår et handicap i samspillet mellem

en funktionsnedsættelse og forskellige barrierer i det omgivende samfund.

Definitionen indebærer, at tiltag, der fjerner barrierer for personer med

handicap, reelt vil resultere i færre personer med et handicap.

Ifølge SFI (2013) har 30 pct. af danskerne mellem 16 og 64 år en

funktionsnedsættelse. Af disse angiver 11 pct. at have en funktionsnedsættelse i

større grad, svarende til omkring 324.000 danskere. Det angives desuden, at

mellem 98.000 og 160.000 personer under 16 år har et handicap.

Funktionsnedsættelse vedrører både fysisk funktionsnedsættelse (26 pct. af

befolkningen) og psykisk funktionsnedsættelse (9 pct. af befolkningen).

Forekomsten af funktionsnedsættelser vokser med alderen, hvorved tiltag

behandlet i rapporten forventes at gavne en stadig voksende gruppe af ældre.

En sammenligning af selvrapporteret funktionsnedsættelse og besvær med

daglige aktiviteter resulterer i et sammenfald på 7 pct. af befolkningen, der

angiver både at have en funktionsnedsættelse og meget besvær ved daglige

aktiviteter disse personer vil naturligvis have særlig gavn af lovforslaget. Dog vil

tiltag, der gavner folk med handicap, også til en vis grad gavne folk uden

handicap.

Personer, der angiver at have en funktionsnedsættelse, har desuden lavere

uddannelsesniveau, lavere beskæftigelsesgrad og højere ledighedsgrad, hvilket

betyder, at der er et potentiale for samfundsøkonomiske gevinster ved at lette

deres adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet.

5.2

SAMFUNDSØKONOMISK ANALYSE

At indføre et diskriminationsforbud er ikke omkostningsfrit, men der er mange

eksempler på oplevet diskrimination på grund af handicap, og omkostningerne

forbundet med de forskellige situationer er meget forskelligartede, som vist i

tabel 5.1.

Tabel 5.1: Typer af diskrimination på grund af handicap og omkostninger ved at

undgå diskriminationen

Typer af

diskrimination

Forskelsbehandling

Direkte

forskelsbehandling

Indirekte

forskelsbehandling

Personer med handicap bliver afvist ved indgangen til

restauranter, diskoteker eller andre lignende steder.

Personer med handicap bliver nægtet at medbringe

hjælpemidler. Det kan være førerhunde, som ikke må

komme med ind på restauranter, eller taxaer, der ikke vil

tage kørestolsbrugere med. Det kan være udelukkelse fra

svømmeundervisning som følge af nægtet adgang for

personlig hjælper til vandet.

Det kan også være nægtet adgang til livs-, ulykkes- og/eller

rejseforsikringer, eller det kan være diskrimination i

forbindelse med boligjagt eller med adoptionsansøgning.

Ingen

Eksempler

Omkostninger ved at undgå

diskriminationen

Ingen eller få

Rimelig tilpasning

Uddannelse

En del skoler er ikke tilgængelige for elever med handicap.

Nogle elever med handicap kan ikke komme med på

ture/koloni. Andre får afslag på forlængelse af

afleveringsfrister.

Sundhed

Personer med handicap får ikke samme behandlingstilbud

som andre patienter.

Ingen tager ansvar for hjerneskadede personer med flere

diagnoser i sundhedssystemet.

Generelt problem med manglende adgang til speciallæger

(både fysisk tilgængelighed og selve det at bruge læger og

speciallæger).

Tilgængelighedsinvesteringer på

udvalgte skoler

Ingen eller få

Få

Ingen

Tilgængelighedsinvesteringer på

udvalgte klinikker

Tilgængelighed

Bygninger

Der er for eksempel nogle statslige museer og andre

kulturbygninger og nogle politistationer, der ikke er

tilgængelige for kørestolsbrugere.

Ikke al offentlig transport er fysisk tilgængelig for personer

med handicap, og det kan være svært at få dækning af

udgifter til personlig hjælper ved bilrejse.

Derudover kan førtidspensionister ikke forny deres togkort

over nettet, og personer med diabetes 1 stilles anderledes i

forbindelse med fornyelse af kørekort efter udløb.

Nogle personer med handicap kan ikke få adgang til

offentlige sider med NemID eller har for eksempel svært

ved at anvende skolers intranet.

Institut for Menneskerettigheder (2016b) og COWI-vurderinger.

Tilgængelighedsinvesteringer for

ikketilpassede bygninger

Tilgængelighedsinvesteringer i det

offentlige trafiknet

Ingen

Transport

Digital

Få

Kilde:

Det er næppe muligt at fjerne alle eksisterende barrierer, og vedtagelsen af

lovforslaget vil ikke medføre, at alle ydelser og faciliteter vil være fuldt

tilgængelige for alle. Dog vil en lang række tiltag være indbefattet af loven, og

det er meget omfattende at gennemføre beregninger på dem alle. Rapporten

fokuserer derfor på tre konkrete cases, hvor personer med handicap ofte oplever

diskrimination, nemlig adgang til forsikringer, adgang til folkeskolen samt adgang

til offentlig transport.

Omkostningerne ved tiltagene vil blive båret af dem, der skal udføre

ændringerne, dvs. private virksomheder i casen om forsikringer, kommuner i

casen om folkeskoler og offentlige virksomheder og kommuner i casen om

offentlig transport. Det vurderes, at det vil være personer med en større grad af

handicap, der har de største gevinster ved tiltagene, men også personer med

mindre handicap eller uden handicap vil i mange tilfælde have glæde af

ændringerne.

Der findes allerede et antal love og regler i Danmark, der afhjælper de barrierer,

som personer med handicap oplever i hverdagen. Ofte efterleves lovgivningen

dog ikke i praksis, hvilket for eksempel er tilfældet for bygningsreglementets krav

om tilgængelighed i nybyggeri. Det betyder, at en del af de tilpasninger, som

indgår i analysen, allerede bør være dækket af eksisterende lovgivning.

Omkostningerne hertil bør derfor ikke anses som konsekvenser af den nye lov,

men kan i stedet tilskrives opfyldelse af eksisterende lovgivning.

I beregningerne opgøres de samfundsøkonomiske konsekvenser af tiltagene som

nutidsværdi i 2016-priser, hvilket betyder, at der tages højde for, at indtægter og

udgifter falder på forskellige tidspunkter, ved hjælp af en kalkulationsrente på 4

pct. Omkostninger uden moms justeres med en nettoafgiftsfaktor. I det omfang

at tiltagene medfører øgede skatter, anvendes skatteforvridningsomkostninger

til at estimere det værditab, der opstår, når andre aktiviteter må beskattes

højere.

Det forsøges i så høj grad som muligt at kvantificere omkostninger og gevinster i

analysen, så de kan opgøres i kroner og øre og dermed sammenholdes for at

skabe et samlet samfundsøkonomisk resultat. Dette kan være svært i tilfælde

med stor usikkerhed omkring effekterne. For eksempel vil de ændringer, der er

nødvendige at foretage på skoleområdet, variere fra skole til skole. Disse tilfælde

må bero på et skøn af gennemsnitsomkostningerne. Samme udfordring ses ved

visse af gevinsterne, hvor det kan være svært at estimere omfanget af sparede

sundhedsudgifter eller øget salg i butikker, der er blevet mere tilgængelige.

Generelt lader det sig dog ofte gøre at kvantificere omkostningerne i analysen

såsom udgifter til ombygning eller ekstra lærere, imens det kan være særligt

svært for en del af gevinsterne såsom værdien af livskvalitet og ligestilling. Disse

gevinster må der tages højde for efterfølgende. Resultatet af de

samfundsøkonomiske beregninger skal derfor holdes op imod de

ikkekvantificerbare gevinster for at foretage en samlet vurdering af tiltaget.

5.2.1 LIGE ADGANG TIL FORSIKRINGER

Første case er lige adgang til forsikring, der er et eksempel på forskelsbehandling

på grund af handicap. På nuværende tidspunkt er det op til hvert enkelt

forsikringsselskab at fastlægge vilkårene for at tegne forsikring på baggrund af

statistik og den enkelte persons konkrete forhold. Dette indebærer, at

forsikringsselskaberne selv kan vælge, om en forsikring skal tilbydes med

forhøjet præmie eller med forbehold eller slet ikke skal tilbydes en kunde.

Sidstnævnte kan for eksempel ske i tilfælde, hvor risikoen ved en hændelse, som

forsikringen skal dække, er høj eller ikke kan vurderes. I praksis kan det betyde,

at personer med handicap nægtes forsikringer, der udbetaler kompensation ved

kritisk sygdom, tab af erhvervsevne, invaliditet eller død. Instituttet vurderer, at

Handicapkonvention

forpligtede til at sikre, at personer med handicap tilbydes sygeforsikringer og

Handicapkonventionens artikel

25, litra e).

Diskriminationsforbuddet vil betyde, at alle forsikringsselskaber skal tilbyde

forsikringer til personer med handicap på samme vilkår som alle andre,

medmindre det i det enkelte tilfælde efter konkret vurdering kan

påvises/sandsynliggøres, at et eksisterende, tidligere, fremtidigt eller antaget

handicap kan forventes substantielt at øge sandsynligheden for, at den hændelse

indtræffer, som der ønskes en forsikring imod. Det betyder, at

forskelsbehandling på sagligt og proportionalt grundlag stadig vil være lovligt.

Den afgørende ændring er, at bevisbyrden vil være omvendt, således at

forsikringsselskaberne skal bevise, at der ikke er foregået brud på

ligebehandlingsprincippet.

I dag har 24 ud af 35 danske livs- og pensionsforsikringsselskaber mulighed for at

støtte sig til vejledende og evidensbaserede retningslinjer fra Videncenter for

Helbred og Forsikring (HEFO), men retningslinjerne er ikke bindende. På trods af

den fortsatte mulighed for at forskelsbehandle på sagligt grundlag forventes det,

at diskriminationsforbuddet alligevel vil føre til færre afslag, forbehold og

risikotillæg på forsikringer, idet afgørelserne i tvivlstilfælde oftere vil falde ud til

forsikringstagers fordel.

For omkostningerne ved tiltaget vurderes det, at der kan være mulige ændringer

i præmieindtægter, administrationsomkostninger og skadesudbetalinger.

Om præmieindtægterne bliver højere eller lavere, kan ikke umiddelbart afgøres,

da diskriminationsforbuddet vil føre til flere forsikringer, men formentlig færre

forhøjede præmier.

De administrative omkostninger forventes at stige, såfremt der i sager med tvivl

om risikoens størrelse må foretages grundigere sagsbehandling. Det antages, at

det øverste skøn for sager, der kræver grundigere sagsbehandling, er 4.000 sager

om året, og at disse kræver 2 timers ekstra arbejde a 500 kr. (alt inklusive). Dette

vil medføre en samlet administrativ meromkostning på 4 mio. kr. pr. år. Det

svarer til godt 0,1 pct. af livs- og pensionsforsikringsselskabernes samlede

administrationsomkostninger og ventes at blive væltet over i generelt højere

forsikringspræmier.

Det kan ikke afvises, at forsikringsselskabernes risiko og dermed

skadesudbetaling bliver højere som følge af dækningen af denne nye gruppe. For

at give et indtryk af de mulige øgede skadesudbetalinger anvendes den typiske

årlige præmie på 2.500 kr. samt en associeret engangssum på 1 mio. kr. udbetalt

ved død eller 200.000 kr. udbetalt ved kritisk sygdom. Her findes det, at der pr.

400 nye medlemmer skal ske mere end 1 dødsfald eller mere end 5 tilfælde af

konstateret kritisk sygdom om året, før tiltaget medfører øgede udbetalinger for

forsikringsselskaberne.

På gevinstsiden vil forsikringstagerne med et handicap opleve en større

økonomisk sikkerhed og tryghed i hverdagen og i nogle tilfælde lavere

forsikringspræmier. Muligheden for at få afprøvet en sag om mulig

diskrimination kan i sig selv medføre en følelse af større retfærdighed. Disse

effekter er det dog svært at sætte kroner og øre på.

Da der ikke er kvantificerbare gevinster, fører tiltaget til et samlet

samfundsøkonomisk underskud på 4 mio. kr. pr år som følge af de ekstra

administrationsomkostninger. Det vurderes dermed, at de 4 mio. kr. udgør et

yderst begrænset underskud, som skal sammenholdes med de

ikkekvantificerbare gevinster, tiltaget også medfører.

5.2.2 LIGE ADGANG TIL FOLK ESKOLEN

I anden case ses der på lige adgang til folkeskolen, der er et eksempel på rimelig

tilpasning. På nuværende tidspunkt er den fysiske tilgængelighed på de danske

folkeskoler ofte mangelfuld, hvilket til dels skyldes de kommunale folkeskolers

alder. Hver tredje folkeskole er fra før 1960, og 87 pct. er fra før 1980. Nyere

skoler er i højere grad tilpasset behovene hos folk med fysisk handicap, idet de

typisk opfylder byggelovens krav om jævne og faste belægninger og niveaufrie

adgange, der gør det nemmere at komme ind på og færdes på skolerne. Det

antages, at det er tilstrækkeligt at tilpasse en del af folkeskolerne, da loven

indebærer, at tiltagene ikke skal føre til uforholdsmæssig byrde for den

udførende institution eller virksomhed. Udgangspunktet er derfor, at tiltaget

rettes imod 5 pct. af de danske folkeskoler.

Et tiltag, der fremmer lige adgang til folkeskolen, indebærer, at skolerne

indrettes, så elever med handicap kan deltage på lige fod med andre elever. Det

betyder, at eleven med handicap kan komme ind og ud af skolebygningen,

bevæge sig rundt i den og gøre brug af de forskellige faciliteter, samt at

undervisningen og undervisningsmaterialet er tilrettelagt, så alle elever får fuldt

udbytte. Kravet om rimelig tilpasning har desuden fokus på det enkelte individ,

og nogle tilpasninger vil derfor have til formål at afhjælpe barrierer for den

enkelte elev.

Omkostningerne for den enkelte skole vil afhænge af bl.a. størrelse, arkitektur,

alder og placering. Der er 1.843 folkeskoler i Danmark, inklusive friskoler og

privatskoler. Af disse karakteriseres 75 pct. som gamle og 25 pct. som nye. De 5

pct. af samtlige danske folkeskoler, som tiltaget tænkes at berøre direkte, udgør

dermed 92 skoler, og det antages, at disse findes iblandt de nye skoler. Der

anvendes desuden en antagelse om, at de berørte skoler vil være tre gange

større end gennemsnittet. Disse antagelser medfører forventede

investeringsomkostninger på 773.000 kr. (engangsomkostninger) pr. skole samt

årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger på 219.000 kr. For de 92 skoler

giver dette et samlet investeringsbehov på 71 mio. kr. plus drifts- og

vedligeholdelsesomkostninger på 20 mio. kr. årligt. Af disse skønnes 10 pct. at

kunne tilskrives opfyldelse af eksisterende lovgivning og kan derfor potentielt

udelades af opgørelsen.

Det blev i 2009 planlagt, at kommunerne skulle anvende knap 5 mia. kr. årligt i

perioden 2010-2013 på at modernisere og udbygge nedslidte folkeskoler, dvs. 20

mia. kr. i alt. De 70 mio. kr. i investeringsomkostninger vil dermed kun være en

stigning på 2,2 pct. i investeringsbehovet, og de 20 mio. kr. en stigning på 1,2 pct.

i vedligeholdelsesbehovet. Udgifterne forbundet med et diskriminationsforbud

vurderes derfor til at være realistiske og begrænsede set i en større

renoveringssammenhæng.

Ud over tilgængelighedsinvesteringer antages det, at diskriminationsforbuddet

også vil føre til flere hjælpepersoner såsom lærere, tegnsprogstolke og

personlige hjælpere. En stigning af hjælpepersoner i folkeskolerne antages at gå

op med et tilsvarende fald på specialskolerne.

Udelukkende at fokusere på 5 pct. af de danske folkeskoler vil betyde, at elever

med handicap vil være samlet på forholdsvis få skoler, med øget transporttid til

følge. Dette er dog allerede tilfældet før tiltaget for de elever, der går på

specialskole.

For at beregne gevinsterne af tiltaget tages der udgangspunkt i estimatet af, at

mellem 98.000 og 160.000 børn under 16 har et handicap. På denne baggrund

skønnes der at være 70.000 børn i alderen 6 til 15 med handicap, hvoraf en del

formodes allerede at gå på skoler med få tilgængelighedsproblemer. For 43 pct.

af børnene angives sygdom desuden som den primære årsag, hvilket ikke

nødvendigvis medfører et mobilitetshandicap. Det endelige estimat ender derfor

på 4.600 elever med handicap fordelt på de 92 skoler. Under antagelse af 1.000

elever pr. skole skønnes det, at samlet set 92.000 elever vil få gavn af

forbedringerne, hvoraf de 4.600 vil være elever med handicap.

De faglige gevinster ved den øgede inklusion er sværere at estimere. Dog

vurderes det i en COWI-rapport fra 2014, at hvis det gradvist over en 10-årig

periode lykkes at få 1 procentpoint personer med handicap fra førtidspension til

fleksjob, dvs. godt 6.000 personer, vil det føre til en samfundsøkonomisk gevinst

på omkring 3,3 mia. kr. (nettonutidsværdi). Herudover antages det, at tiltagene

også vil være forbundet med øget livskvalitet. Dette tal anvendes ikke i det

samlede resultat grundet usikkerhed om størrelsen af effekterne.

Gevinsterne ved tilgængelighedsinvesteringerne og hjælpemidlerne estimeres

ved anvendelse af et norsk værdisætningsstudie og vurderes til samlet set at

være 36 mio. kr. årligt. Elever med handicap antages at værdsætte ændringerne

lidt højere end personer uden handicap.

Da gevinsterne tilfalder personer med handicap samt andre elever, imens

omkostningerne tilfalder kommunerne, implicerer tiltagene et

finansieringsbehov, der vil medføre et skatteforvridningstab. Inkluderes dette,

fører tiltagene til et samlet samfundsøkonomisk underskud på 62 mio. kr.

(nutidsværdi) set over en tidshorisont på 10 år. Antages det, at 10 pct. af

forbedringerne kan tilskrives opfyldelse af allerede eksisterende lovgivning,

reduceres underskuddet til 25 mio. kr. (nutidsværdi) set over en tidshorisont på

10 år. Den samlede vurdering bliver dermed, at tiltaget fører til begrænsede

omkostninger.

5.2.3 LIGE ADGANG TIL OFF ENTLIG TRANSPORT

Den tredje case er lige adgang til offentlig transport, der er et eksempel på

universelt design. På trods af at vejmyndigheder, trafikselskaber, Banedanmark

og Metroselskabet de sidste par år på frivillig basis har arbejdet med at øge

tilgængeligheden, har personer med handicap stadig ikke lige adgang til offentlig

transport. Det antages, at tiltagene på dette område primært vil være rettet

imod busstoppesteder, da det vurderes, at togstationer, lufthavne og færgelejer

allerede er rimeligt tilgængelige.

I analysen fokuseres der på tre forbedringer, nemlig læskærme, digital

information og fast belægning ved ind- og udstigning. Yderligere opgradering er

nødvendig, hvis stoppestederne skal gøres fuldt tilgængelige. En række mulige

tiltag vurderes dog til ikke at være realistiske, såsom højtalerudkald og akustiske

signaler på almindelige busstoppesteder eller hjælp fra chaufføren, der typisk er

underlagt en stram tidsplan. Rutebusser, der kører imellem landsdele eller som

erstatning for togforbindelser, vil ligeledes fortsætte med at være begrænset

tilgængelige som følge af deres høje gulv og flere trin.

Baseret på forholdene for 4.600 bussteder har Movia konstateret et behov for

almindelig opgradering af 42 pct. af deres busstoppesteder mht. læskærme,

digital information og/eller fast belægning ved ind- og udstigning. Anvendes

dette som repræsentativt for alle busstoppesteder i landet, skønnes det, at i

omegnen af 14.000 busstoppesteder skal ombygges. Tages der højde for, at

forskellige busstoppesteder kræver forskellige ændringer, skønnes det, at de

samlede omkostninger beløber sig til 1,3 mia. kr. Af disse skønnes 2/3 at være en

konsekvens af diskriminationsforbuddet, imens de resterende omkostninger til

ombygning ville blive afholdt i forbindelse med allerede planlagt fornyelse. Dette

reducerer omkostningerne forbundet med lovforslaget til 856 mio. kr. Hvis det

antages, at disse investeringer vil finde sted over en periode på 30 år, svarer det

til 28,5 mio. kr. pr. år. Årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger vurderes til

at være ca. 10 pct. af etableringsomkostningerne, altså knap 86 mio. kr. årligt,

når alle tilpasninger er sket efter 30 år. I løbet af de 30 år vil de årlige drifts- og

vedligeholdelsesomkostninger altså stige, i takt med at investeringerne

realiseres.

I gevinsterne skal medtages, at formålet med at rejse ofte vil være at foretage sig

noget, der har en værdi. Derudover kan den øgede tilgængelighed medføre

lavere omkostninger til individuel transport, bilstøtteordningen og

ledsagerordningen i DSB samt i nogle tilfælde tidsbesparelser. Reduktionen af

individuel transport kan også medføre miljøgevinster. Spares 10 pct. af de

individuelle ture, medfører det en besparelse på knap 22 mio. kr. årligt, når alle

investeringerne er gennemført efter 30 år. Tilsvarende vil en tidsbesparelse på 5-

7 minutter pr. tur medføre yderligere tidsgevinst på 2 mio. kr. årligt. Indregnes

det, at personer med handicap vil have en nemmere og mere bekvem tur med de

nye tiltag svarende til en værdi på 5 kr. pr tur, giver det en gevinst på omkring

500.000 kr. årligt, efter at alle investeringerne er realiseret. Da eventuelle

besparelser på ledsagerordningen og bilstøtteordningen er svære at beregne,

medtages disse dog ikke. Desuden forventes det, at bedre transportmuligheder

kan udmønte sig i lettere adgang til beskæftigelse, hvilket dog også er for

usikkert til at blive medtaget i beregningerne.

Tiltagene vil også have gevinster for mange brugere uden handicap og kan endda

betyde, at flere vil anvende offentlig transport i stedet for egen bil eller i stedet

for at blive hjemme. Disse effekter er dog svære at værdisætte.

Siden gevinsterne berører brugerne, imens udgifterne vil tilfalde det offentlige,

medfører tiltagene en skatteforvridningsomkostning som følge af behovet for

øget beskatning. Indberegnes denne sammen med de kvantificerede

omkostninger og gevinster, fremkommer et samfundsøkonomisk underskud på

1,17 mia. kr. (nutidsværdi) over en periode på 30 år. Det er ikke usandsynligt, at

dette underskud samfundsøkonomisk kan opvejes af de ikkekvantificerbare

gevinster.

5.3

OPSUMMERING SAMFUNDSØKONOMISK ANALYSE

Rapporten giver et bud på de samfundsøkonomiske konsekvenser af tre konkrete

eksempler på tiltag, som vil følge af en vedtagelse af diskriminationsforbuddet,

nemlig lige adgang til forsikringer, lige adgang til folkeskolen og lige adgang til

offentlig transport. Samlet set medfører tiltagene, der skal sikre adgang for folk

med handicap på forsikringsområdet og folkeskoleområdet, mindre

samfundsøkonomiske underskud på hhv. 4 mio. kr. og mellem 25 og 62 mio. kr.,

der skal ses i lyset af de ikkekvantificerbare elementer såsom livskvalitet,

retfærdighedsfølelse og ligestilling. Tiltaget på transportområdet udviser et

samfundsøkonomisk underskud på 1,17 mia. kr., der sandsynligvis vil kunne

opvejes af ikkekvantificerbare gevinster. Det er dog vigtigt at huske, at lovgiver

kan beslutte, at forpligtelsen til at fremme tilgængelighed kan spredes over lang

tid, så udgifterne bliver relativt små.

Som det dog er vist i tabel 5.1, er langt de fleste tiltag, der vil forhindre

diskrimination som følge af lovforslaget, omkostningsfri for samfundet at

gennemføre.

KAPITEL 6

ANBEFALING OM ET

DISKRIMINATIONSFORBUD

Som i den allerede gældende diskriminationslovgivning i dansk ret (se kapitel 2)

kan formen og rækkevidden af et diskriminationsforbud være af væsentlig

forskellig karakter. Et forbud mod diskrimination på grund af handicap uden for

arbejdsmarkedet kan således også potentielt forestilles indført på mange

forskellige måder og med et vidt forskelligt omfang.

I det følgende gennemgås instituttets vurdering af og bud på, hvorledes en

diskriminationslov kan og bør sammensættes. Instituttets vurdering af form og

indhold er baseret på, hvordan Danmark bedst muligt lever op til de

menneskeretlige forpligtelser, som Danmark har tiltrådt.

6.1

FORM

Først og fremmest er det helt afgørende, om man vælger at indføre et civilretligt

eller et strafferetligt forbud mod diskrimination på grund af handicap. Mens en

strafferetlig regulering kan have en vis afskrækkende effekt på udøverne af

diskrimination, vil et sådant forbud næppe kunne indeholde nogen positive

forpligtelser til for eksempel at forestå rimelig tilpasning. Et sådant forbud vil

også være underlagt en anden bevisbyrdefordeling og -bedømmelse end efter

civilretten, ligesom sanktioneringen i medfør af et strafferetligt forbud

formentlig alene vil indebære et bødeforlæg. Endelig må det med henvisning til

erfaringerne med det eksisterende strafferetlige forbud mod diskrimination i

bl.a. racediskriminationsloven lægges til grund, at et sådant forbud så godt som

aldrig vil blive håndhævet.

Et civilretligt diskriminationsforbud vil omvendt kunne tilbyde en bredere, men

også mere detaljeret beskyttelse mod diskrimination. Krav om rimelig tilpasning

og tilgængelighed vil således uden videre kunne indgå i en civilretlig regulering.

Rækkevidden af disse forpligtelser vil desuden kunne detailreguleres i loven og

bekendtgørelser udstedt i medfør heraf, således at relevante hensyn til bl.a.

virksomheders økonomi indgår i et nødvendigt og relevant omfang. Personer,

som mener, at der er sket brud på et civilretligt forbud, vil desuden kunne klage

til det samme uafhængige nævn Ligebehandlingsnævnet som allerede har

mandat til at behandle spørgsmål om diskrimination på grund af etnicitet og køn

uden for arbejdsmarkedet. Sanktioneringen vil derfor også i tråd med allerede

gældende regulering kunne knyttes sammen med en godtgørelse til den

forurettede fremfor et bødeforlæg. Det er af disse grunde, at instituttet

anbefaler, at man indfører et civilretligt diskriminationsforbud i dansk ret.

6.2

INDHOLD OG RÆKKEVIDDE

Selvom der på andre områder end handicap allerede er diskriminationsforbud,

der finder anvendelse uden for arbejdsmarkedet, kan disse

diskriminationsforbud ikke uden videre kopieres til også at dække handicap. Den

særlige situation, som personer med handicap ofte er i, fordrer en række særlige

regler og i den forbindelse forpligtelser for andre der tager højde for denne

situation. For personer med handicap er det således afgørende, at en

diskriminationslov ikke blot dækker direkte og indirekte diskrimination, men

også forholder sig til bl.a. rimelig tilpasning og tilgængelighed, som er helt

afgørende elementer for sikringen af, at personer med handicap så vidt muligt

kan opnå samme muligheder og udnytte samme rettigheder som personer uden

handicap.

Et forbud mod diskrimination på grund af handicap bør derfor helt overordnet

opdeles i følgende kategorier, der også men ikke alene dækker direkte og

indirekte diskrimination:

Direkte og indirekte diskrimination

Rimelig tilpasning

Tilgængelighed og universelt design

Chikane.

6.2.1 DIREKTE OG INDIREKTE DISKRIMINA TION

Et diskriminationsforbud indebærer almindeligvis et forbud mod såvel direkte

som indirekte forskelsbehandling. Den direkte forskelsbehandling kan for

eksempel være en restaurant, der nægter at betjene en person på grund af

personens handicap. Den indirekte forskelsbehandling er et kriterium eller en

praksis, der tilsyneladende er neutral, men som i realiteten forskelsbehandler

persongrupper. Det kunne for eksempel være et krav om, at man ikke må tage

kørestole med ind på en restaurant. Mens den direkte forskelsbehandling

almindeligvis er forbudt, er der i videre omfang adgang til lovligt at

forskelsbehandle personer indirekte, hvis det er sagligt begrundet og

proportionalt.

Herudover vil der generelt også kunne fastsættes regler om positiv

særbehandling, der vil gøre forskelsbehandlingen lovlig, uanset om der er tale

om direkte forskelsbehandling, hvis særbehandlingen har til formål at fremme

ligestilling ved at forebygge eller opveje eksisterende forskelsbehandling på

grund af handicap.

6.2.2 RIMELIG TILPASNING

Et spørgsmål, der er særligt relevant, når man taler om diskrimination af

personer med handicap, er, i hvilket omfang der skal gælde en forpligtelse til at

foretage tilpasning i rimeligt omfang. Den særlige situation, som personer med

handicap kan befinde sig i, gør, at et sædvanligt forbud mod direkte eller

indirekte diskrimination langtfra altid er tilstrækkeligt til at sikre, at personer

med handicap ikke forskelsbehandles på en usaglig eller disproportional måde.

For at sikre at personer med handicap så vidt muligt kan deltage i samfundet på

lige fod med andre, kan det være nødvendigt at pålægge andre en positiv

forpligtelse til at sikre, at de barrierer, der forhindrer en person med handicap i

at deltage i samfundet, minimeres.

Inden for arbejdsmarkedet gælder derfor også allerede en forpligtelse til at

foretage rimelig tilpasning. Det følger af forskelsbehandlingslovens

§ 2 a:

§2a

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er

hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en

person med handicap adgang til beskæftigelse, til at udøve

beskæftigelse eller have fremgang i beskæftigelse, eller for at give

en person med handicap adgang til uddannelse. Forpligtelsen

gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en

uforholdsmæssig stor byrde. Lettes denne byrde i tilstrækkeligt

omfang gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for

at være uforholdsmæssig stor.

Arbejdsgiverens forpligtelse til at foretage rimelig tilpasning er ikke absolut. I

stedet skal forpligtelsens omfang fastlægges fra sag til sag. Dens nærmere

omfang bestemmes ud fra en række hensyn, herunder behovet for tilpasning og

hensynet til virksomhedens størrelse og økonomi.

De danske domstole har i adskillige domme taget stilling til arbejdsgiverens

forpligtelse til rimelig tilpasning. Det gælder bl.a. Højesterets domme af 11.

august 2015 og 13. april 2016.

Retspraksis illustrerer, at der er tale om ganske

konkrete, skønsmæssige afvejninger.

En forpligtelse til at foretage rimelig tilpasning uden for arbejdsmarkedet kunne

fastsættes efter samme principper som inden for arbejdsmarkedet, hvor

hensynet til virksomheden på den ene side afvejes over for hensynet til det

konkrete behov for tilpasning, som personen med handicap har. Mens

forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning efter gældende lovgivning

tilgodeser arbejdstagere og personer under erhvervsuddannelse, vil en

forpligtelse til at foretage rimelig tilpasning uden for arbejdsmarkedet potentielt

tilgodese en ubestemt, bredere del af befolkningen med handicap i et uvist antal

af situationer. For at sikre at forpligtelsen konkret får betydning og ikke alene

bliver et princip, som domstolene ikke ser sig i stand til at håndtere, kan det

derfor være nødvendigt at afgrænse forpligtelsen til at gælde visse områder, for

eksempel områder af særlig generel samfundsmæssig betydning, eller som det

offentlige almindeligvis råder over. Det kunne for eksempel være uddannelse og

sundhed.

Konkret kunne en forpligtelse til at foretage rimelig tilpasning i forhold til

uddannelse betyde, at såvel private som offentlige uddannelsesinstitutioner

skulle indrette undervisningslokaler samt tilrettelægge undervisning og

undervisningsmaterialer efter de behov, personen med handicap måtte have for

at kunne deltage så vidt som muligt på lige fod med personer uden handicap.

Der gælder herudover allerede forpligtelser til rimelig tilpasning uden for

arbejdsmarkedet. Det er for eksempel tilfældet i lejelovens

§ 29, stk. 9:

§ 29, stk. 9

Lejeren af en beboelseslejlighed eller et værelse til helårsbeboelse har ret

til at installere hjælpemidler m.v. i det lejede og efter udlejerens anvisning

på ejendommens fællesarealer efter bestemmelserne i lov om social

service, hvis kommunalbestyrelsen garanterer for betaling af

retableringsudgifter ved lejerens fraflytning. Lejeren skal forudgående

skriftligt anmelde de påtænkte installationer m.v. til udlejeren. Lejeren

har ret til at lade installationerne udføre, hvis udlejeren ikke har gjort

skriftlig, begrundet indsigelse senest 6 uger efter lejerens anmeldelse af

arbejderne. Udlejeren kan nægte lejeren at lade installationerne på

fællesarealerne udføre, hvis de er til væsentlig ulempe for ejendommen

eller de øvrige lejere.

Bestemmelsen er et eksempel på en konkret afgrænsning af forpligtelsen til at

foretage rimelig tilpasning uden for arbejdsmarkedet, om end der her er mere

tale om en forpligtelse for udlejeren til at

tåle

rimelig tilpasning end selv at

forestå denne.

6.2.3 TILGÆNGELIGHED OG UN IVERSELT DESIGN

Mens en forpligtelse til at foretage rimelig tilpasning konkret kan fjerne nogle af

de barrierer, der gør, at personer med handicap ikke kan deltage i samfundet på

lige fod med andre, rykker tilgængelighedsforpligtelsen og princippet om

universelt design ved nogle generelle samfundsmæssige strukturer.

Et krav om universelt design vil således generelt sikre tilgængelighed til for

eksempel et produkt eller en serviceydelse, uden at det er nødvendigt konkret at

foretage nogen tilpasning for den enkelte. Sådanne forpligtelser gælder allerede i

vidt omfang, særligt i forhold til byggeri.

Bygningsreglement 2015 (BR15)

regulerer således ganske detaljeret

udformningen af byggeri på en sådan måde, at det er tilgængeligt for alle. Det er

for eksempel tilfældet i forhold til adgangsforhold til bygninger, som er reguleret

i BR15, pkt. 3.2.1:

3.2.1 Generelt

Stk. 1

Bygningers adgangsforhold skal sikre tilgængelighed for alle. Til

hver bolig og anden enhed skal der være adgang direkte fra det fri

eller via fælles adgangsvej fra det fri.

Stk. 2

Ved alle yderdøre skal der være niveaufri adgang til enheder og til

eventuelle elevatorer i bygningens stueetage (adgangsetage).

Eventuelle niveauforskelle skal reguleres i adgangsarealet uden for

bygningen. Der kan anvendes ramper. Uden for yderdøre skal der

være et vandret, fast og plant areal på 1,5 m x 1,5 m målt fra

dørens hængselside. Hvor døren åbner udad, skal der være

yderligere 0,2 m langs bygningsfacaden. Arealet uden for yderdøre

skal være i samme niveau som det indvendige gulv. Arealet ud for

yderdøre skal markeres taktilt eller ved anden farve end den

omkringliggende belægning.

Selvom der således allerede foreligger ganske udførlig regulering, viser

undersøgelser, at der alligevel er væsentlige mangler i forhold til tilgængelighed

af nybyggede ejendomme. En rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi)

fra 2012 viste store mangler i forhold til tilgængelighed af nybyggeri.

rapporten fremgår det, at kun omkring halvdelen af de målepunkter, der er

definerede for tilgængelighed, er opfyldt i færdige bygninger.

Ud over at den gældende regulering ikke efterleves tilstrækkeligt, er der også en

række områder, der slet ikke er reguleret i forhold til tilgængelighed. Det gælder

bl.a. tilgængelighed i forhold til serviceydelser samt informations- og

kommunikationsteknologi. En tilgængelighedsforpligtelse i en lov om

diskrimination uden for arbejdsmarkedet kunne derfor med fordel opsætte en

regulering af tilgængelighed i bred forstand. Det kunne for eksempel ske ved, at

man fastsatte en forpligtelse til at sikre tilgængelighed i forhold til en

virksomheds udbud af ydelser, som i øvrigt udbydes til offentligheden. I anden

nordisk lovgivning (jf. kapitel 3) taler man om et krav om universelt design af

virksomhedens almindelige funktioner.

Det betyder for eksempel, at et

træningscenter skal være fysisk tilgængeligt for personer i kørestol, men også at

træningscenterets hjemmeside skal være tilgængelig for personer med nedsat

syn.

Forpligtelsen til universelt design skal på samme måde som forpligtelsen til

rimelig tilpasning afgrænses efter en afvejning af på den ene side hensynet til

virksomheden og på den anden side hensynet til tilgængeligheden for personer

med handicap.

Som nævnt i kapitel 3 har EU-Kommissionen fremlagt et forslag til et direktiv om

tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (tilgængelighedsdirektivet),

som hvis det vedtages vil kræve en regulering af i hvert fald nogle af de

områder, som instituttet foreslår reguleres med en diskriminationslov.

6.2.4 CHIKANE

Chikane betragtes almindeligvis som krænkende adfærd, for eksempel

nedsættende tale, som skaber et ubehageligt klima for den pågældende.

Inden for arbejdsmarkedet gælder der allerede et forbud mod chikane. I

forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 4, er chikane defineret som en uønsket

optræden i relation til en persons race, hudfarve, religion eller tro, politiske

anskuelse, seksuelle orientering, alder, handicap eller nationale, sociale eller

etniske oprindelse, når den finder sted med det formål eller den virkning at

krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende,

ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Det er instituttets opfattelse, at en lignende bestemmelse bør fastsættes i en

diskriminationslov, der finder anvendelse uden for arbejdsmarkedet.

6.3

MULIGE POLITISKE JUSTERINGE R AF LOVFORSLAGET

Som det er fremgået af gennemgangen af retsgrundlaget i rapporten, vil et

forbud mod diskrimination på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet

kunne udformes med væsentligt forskelligt indhold og rækkevidde.

Ovenfor har instituttet forsøgt at redegøre for det indhold og den rækkevidde af

et diskriminationsforbud, som efter instituttets vurdering vil være bedst egnet til

at sikre, at personer med handicap opnår samme muligheder for at deltage i

samfundet som personer uden handicap.

På denne baggrund har instituttet udarbejdet et forslag til lov om forbud mod

diskrimination af personer på grund af handicap (ligebehandlings- og

tilgængelighedslov), som er gengivet nedenfor. Lovforslaget er udarbejdet med

inspiration fra gældende regler i både Danmark og de andre nordiske lande. Efter

instituttets opfattelse er det af afgørende betydning, at en ligebehandlings- og

tilgængelighedslov for handicap indeholder de elementer, som instituttet

foreslår ovenfor i afsnit 6.2, idet formålet med loven ellers risikerer at blive

udhulet.

Inden for disse overordnede rammer er det dog muligt at justere nogle af lovens

enkelte dele. Instituttet forudser, at særligt bestemmelserne med

samfundsøkonomiske konsekvenser (bl.a. for private virksomheder) vil være

genstand for politisk debat. Instituttet skal derfor her kort fremhæve de

bestemmelser, der kan justeres:



Fysisk universelt design: Universelt design kan være omkostningstungt

særligt inden for byggeområdet. Det bør derfor indfases over en periode og

under hensyn til den konkrete virksomheds ressourcer. Dette vil kunne gøres

på forskellige måder. Instituttets forslag er, at gældende

tilgængelighedspligter i byggelovgivningen og byggereglementet fastholdes,

således at pligten til universelt design inden for byggeri opfyldes i forbindelse

med nybyggeri, ombygning og væsentlige ændringer i benyttelsen. Instituttet

anbefalinger (bl.a. større viden om reglerne, bedre koordination mellem

aktørerne og nye tiltag for byggesagsbehandlingen),

således at

målsætningerne i BR15 bliver til virkelighed. En alternativ løsning ville for

eksempel være at fastsætte, at visse sektorer (for eksempel sundhed og

uddannelse) skulle leve op til kravet om universelt design inden for en

periode på 10 år.



Universelt design af informations- og kommunikationsteknologi (IKT):

Instituttet foreslår, at der på dette område fastsættes nye regler, da området

p.t. ikke er lovreguleret. Dette har man gjort i Norge, og Danmark vil derfor

kunne tage udgangspunkt i disse regler. Instituttet foreslår, at de nye regler

skal være gældende for ny IKT samt for eksisterende IKT fra en nærmere

bestemt dato, for eksempel 5 år fra lovens vedtagelse. Denne periode vil

kunne forlænges eller forkortes. IKT er under konstant udvikling, og det

findes derfor hensigtsmæssigt, at universelt design tænkes ind i denne proces

og implementeres over en årrække. Instituttet forudsætter, at

omkostningerne ved at sikre universelt design af IKT dermed vil være ganske

ubetydelige.



Håndhævelse af reglerne om universelt design: Håndhævelsen af den

nuværende diskriminationslovgivning ligger primært hos

Ligebehandlingsnævnet. Dette ønsker instituttet ikke grundlæggende at

ændre på. Reglerne om universelt design byder imidlertid på nogle særlige

udfordringer. Reglerne kan bl.a. kræve en vis teknisk sagkundskab, og hvis de

krænkes, har nævnet ikke andre sanktionsmidler end at tilkende den

konkrete klager en godtgørelse. Instituttet foreslår derfor, at håndhævelsen

af byggelovgivningen som udgangspunkt bliver hos kommunerne. Derudover

foreslår instituttet, at håndhævelsen af reglerne om universelt design af IKT

placeres hos Digitaliseringsstyrelsen. Instituttet foreslår, at der samtidig

oprettes en individuel klageadgang til Ligebehandlingsnævnet, som vil kunne

indhente sagkyndig bistand fra SBi og Digitaliseringsstyrelsen med henblik på

at behandle klagerne. Eksempler på alternative løsninger ville være at

oprette en ny myndighed med ansvar for at håndhæve reglerne eller at

ændre reglerne om Ligebehandlingsnævnet, således at nævnet fik de

nødvendige værktøjer til at håndhæve reglerne.

Rimelig tilpasning: Som anført ovenfor i afsnit 6.2.2 kan det være

hensigtsmæssigt at afgrænse pligten til at yde rimelig tilpasning til bestemte

samfundsområder, da en generel tilpasningspligt kan få uoverskuelige

konsekvenser og samtidig vælte en række politisk-økonomiske beslutninger

fra Folketinget over på domstolene. I instituttets udkast til lovforslag er

pligten til at yde rimelig tilpasning derfor afgrænset til offentlige ydelser,

uddannelsesinstitutioner, dagtilbud og private pasningsordninger. Dette er

sket med inspiration fra den norske model. Det vil dog også være muligt at

afgrænse reglerne på anden vis, for eksempel til sundhedsområdet.



Selvom nærværende rapport har forsøgt at besvare en række væsentlige

spørgsmål i forhold til udformningen af en diskriminationslov i dansk ret, vil en

politisk beslutning om at indføre et sådant forbud således forudsætte en større

udredning af området med inddragelse af bl.a. handicaporganisationerne. En lov,

der ikke blot på papiret, men også i praksis vil modvirke diskrimination af

personer med handicap, forudsætter et særdeles detaljeret og grundigt arbejde

med at fastsætte indholdet og rækkevidden af lovens enkelte bestemmelser, så

de stemmer bedst med dansk ret og personer med handicaps situation i

Danmark.

BILAG 1

BILAG 1: FORSLAG TIL LOV OM FORBUD MOD

DISKRIMINATION AF PERSONER PÅ GRUND AF HANDICAP

(LIGEBEHANDLINGS- OG TILGÆNGELIGHEDSLOVEN)

Kap. 1. Lovens formål og anvendelsesområde m.v.

§1

Lovens formål er at fremme ligestilling uanset handicap. Ligestilling betyder

a) ligeværd

b) lige muligheder og rettigheder

c) tilgængelighed

d) tilpasning.

Loven skal bidrage til at nedbryde samfundsmæssige barrierer for personer med

handicap og forebygge, at nye skabes.

§2

Stk. 1. Loven finder anvendelse på alle samfundsforhold.

Stk. 2. Denne lov finder ikke anvendelse på områder, der er omfattet af lov om

forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på privat- og familielivet.

§3

Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk,

intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige

barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod

med andre.

§4

Bestemmelserne i denne lov kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den, der

udsættes for diskrimination på grund af forhold som nævnt i § 5.

Kap. 2. Forbud mod diskrimination på grund af handicap m.v.

§5

Stk. 1. Diskrimination på grund af handicap er forbudt.

Stk. 2. Forbuddet omfatter diskrimination på grund af eksisterende, tidligere,

fremtidige eller antagne handicap.

Stk. 3. Forbuddet omfatter også diskrimination af personer på grund af deres

tilknytning til en anden person, såfremt diskrimineringen sker på grund af den

anden persons handicap.

Stk. 4. Ved diskrimination forstås direkte eller indirekte forskelsbehandling efter

§§ 6 eller 7, som ikke er lovlig efter §§ 11 eller 12, chikane efter § 8, instruktion

om forskelsbehandling efter § 9 og manglende iagttagelse af pligten til at udføre

universelt design efter §§ 13 eller 14 eller til at foretage rimelig tilpasning efter

§§ 15 eller 16.

§6

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af forhold som

nævnt i § 5 behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville

blive behandlet i en tilsvarende situation.

§7

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium

eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille en person ringere end

andre personer på grund af forhold som nævnt i § 5.

§8

Chikane skal betragtes som diskrimination, når en uønsket optræden i relation til

forhold som nævnt i § 5 finder sted med det formål eller den virkning at krænke

en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende,

ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

§9

En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af forhold nævnt i § 5

betragtes som diskrimination.

§ 10

Ingen må udsættes for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som

reaktion på en klage eller nogen form for retsforfølgning, der iværksættes med

det formål at sikre, at princippet om ligebehandling iagttages.

§ 11

Forskelsbehandling er ikke i strid med forbuddet i § 5, når den

a) har et sagligt formål

b) er nødvendig for at opnå formålet

c) ikke er uforholdsmæssigt indgribende over for den eller de personer, som

forskelsbehandles, jf. dog §§ 15 og 16.

§ 12

Positiv særbehandling på grund af forhold som nævnt i § 5 er tilladt, hvis

a) særbehandlingen er egnet til at fremme lovens formål

b) der er et rimeligt forhold mellem det formål, man ønsker at opnå, og hvor

indgribende særbehandlingen er for den eller de, som stilles dårligere

c) særbehandlingen ophører, når dens formål er opnået.

Kap. 3. Universelt design

§ 13

Stk. 1. Offentlige og private virksomheder rettet mod almenheden har pligt til at

udforme virksomhedens almindelige funktioner universelt.

Stk. 2. Med universelt design forstås udformning eller tilrettelæggelse af centrale

løsninger i de fysiske forhold, herunder informations- og

kommunikationsteknologi, således at virksomhedens almindelige funktion kan

benyttes af så mange som muligt uafhængigt af handicap.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af forpligtelsen

efter stk. 1.

Stk. 4. Pligten efter stk. 1 gælder ikke, hvis virksomheden opfylder krav til

universelt design, som er fastsat i anden lov eller forskrifter.

Stk. 5. Pligten i stk. 1 gælder ikke udformning eller tilrettelæggelse, som

medfører en uforholdsmæssig stor byrde for virksomheden. Ved denne

vurdering skal der lægges særlig vægt på

a) effekten i forhold til at fjerne barriererne for personer med handicap

b) om virksomhedens almindelige funktion er af offentlig art

c) omkostningerne forbundet med tilrettelæggelsen

d) virksomhedens ressourcer

e) sikkerhedshensyn

f) bevaringshensyn.

§ 14

Stk. 1. Etableringen af ny informations- og kommunikationsteknologi skal opfylde

kravene til universelt design, jf. stk. 5-7.

Stk. 2. Samtlige informations- og kommunikationsteknologiske løsninger skal

opfylde kravene til universelt design fra 1. januar [XXXX].

Stk. 3. Ved informations- og kommunikationsteknologi forstås teknologi og

systemer af teknologi, som anvendes til at udtrykke, skabe, omdanne, udveksle,

lagre, mangfoldiggøre og publicere information, eller som på anden måde gør

information anvendelig.

Stk. 4. Pligten efter stk. 1 og 2 indtræder, tidligst 12 måneder efter at der

foreligger standarder for indholdet af denne pligt, jf. stk. 5.

Stk. 5. Ministeren fastsætter nærmere forskrifter om indholdet af og

anvendelsesområdet for pligten til universelt design efter stk. 1 og 2.

Stk. 6. Pligten efter stk. 1 og 2 gælder for informations- og

kommunikationsteknologiske løsninger, som understøtter virksomhedens

almindelige funktioner, og som er hovedløsninger rettet mod eller stillet til

rådighed for almenheden.

Stk. 7. Pligten efter stk. 1 og 2 gælder ikke informations- og

kommunikationsteknologi, der reguleres af anden lovgivning.

Stk. 8. Ministeren kan dispensere fra fristerne i stk. 2 og 4, hvis der foreligger

særlige hensyn.

Kap. 4. Rimelig tilpasning

§ 15

Stk. 1. Personer med handicap har ret til individuel tilpasning af offentlige

ydelser, jf. stk. 2.

Stk. 2. Offentlige ydelser skal tilpasses og tilrettelægges således, at personer med

handicap opnår samme udbytte af ydelserne som personer uden handicap.

Stk. 3. Retten til individuel tilpasning efter stk. 1 og 2 finder kun anvendelse, hvis

det ikke indebærer en uforholdsmæssig byrde for virksomheden. Ved denne

vurdering skal der lægges særligt vægt på

a) effekten i forhold til at fjerne barriererne for personer med handicap

b) omkostningerne forbundet med tilrettelæggelsen

c) virksomhedens ressourcer.

§ 16

Stk. 1. Personer med handicap har ret til individuel tilpasning ved alle

uddannelsesinstitutioner, jf. stk. 2, samt dagtilbud og private pasningsordninger.

Stk. 2. Med individuel tilpasning forstås egnet individuel indretning af

undervisningslokaler, tilrettelæggelse af undervisningen,

undervisningsmaterialer og eksamen m.v. med henblik på at sikre, at personer

med handicap opnår adgang til oplærings- og uddannelsesmuligheder på lige fod

med personer uden handicap.

Stk. 3. Retten til individuel tilpasning efter stk. 1 og 2 finder kun anvendelse, hvis

det ikke indebærer en uforholdsmæssig byrde for uddannelsesinstitutionen,

dagtilbuddet og den private pasningsordning. Ved denne vurdering skal der

lægges særligt vægt på

a) effekten i forhold til at fjerne barriererne for personer med handicap

b) omkostningerne forbundet med tilrettelæggelsen

c) uddannelsesinstitutionens, dagtilbuddets eller den private

pasningsordnings ressourcer.

Kap 5. Klage, godtgørelse, bevisbyrde m.v.

§ 17

Stk. 1. Klager over overtrædelse af forbuddet mod diskrimination på grund af

handicap, jf. § 5, og forbuddet mod repressalier, jf. § 10, behandles af

Ligebehandlingsnævnet.

Stk. 2. Til brug for behandlingen af klager over §§ 13 og 14 kan

Ligebehandlingsnævnet indhente Statens Byggeforskningsinstituts eller

Digitaliseringsstyrelsens vurdering af, om gældende lovgivning og standarder

m.v. for universelt design er overholdt.

§ 18

Stk. 1. Personer, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af §§ 5 eller 10,

kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1 fastsættes som et rimeligt beløb ud fra

krænkelsens omfang og art, parternes forhold og omstændighederne i øvrigt.

§ 19

Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 5 eller 10, påviser faktiske

omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet

diskrimination, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet

ikke er blevet krænket.

§ 20

Stk. 1. Digitaliseringsstyrelsen fører tilsyn med, om reglerne om universelt design

af informations- og kommunikationsteknologi overholdes, jf. § 14.

Stk. 2. Digitaliseringsstyrelsen kan udtale sig om virksomhedens efterlevelse af

forpligtelserne i § 14, pålægge virksomheden at foretage ændringer for at

lovliggøre forhold og udstede tvangsbøder til virksomheden for manglende

overholdelse af kravene i § 14.

Stk. 3. Digitaliseringsstyrelsen kan kræve udlevering af de oplysninger om samt

adgang til de informations- og kommunikationsteknologiske løsninger, der er

nødvendige, for at Digitaliseringsstyrelsen kan gennemføre tilsynsforpligtelsen

efter denne lov.

Stk. 4. Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for

anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Digitaliseringsstyrelsens afgørelser efter denne lov kan indbringes for

domstolene, inden 6 måneder efter at afgørelsen er truffet.

Kap. 6. Ikrafttrædelsen m.v.

§ 21

Loven træder i kraft [XXXX].

§ 22

I lov om Ligebehandlingsnævnet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1230 af 2. oktober

2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes et nyt stk. 4, der affattes således:

Nævnet behandler klager over diskrimination på grund af handicap efter § 5 og

repressalier efter § 10 i lov om forbud mod diskrimination af personer på grund

af handicap (ligebehandlings- og tilgængelighedsloven).

2. § 1, stk. 4-7, bliver herefter § 1, stk. 5-8.

3. I § 2, stk. 1, ændres stk. 2-5 til stk. 2-6 .

---ooo0ooo---

Forklarende bemærkninger til instituttets lovforslags enkelte bestemmelser

Hensigten med nedenstående forklarende bemærkninger er som navnet

indikerer at forklare lovforslagets enkelte bestemmelser. Flere af de foreslåede

bestemmelser svarer til regler, som allerede findes i den nugældende

diskriminationslovgivning, for eksempel definitionen af direkte

forskelsbehandling i § 6. Det er derfor ikke nødvendigt at forklare disse regler

nærmere. Lovforslaget indeholder imidlertid også flere nye bestemmelser, som

ikke er at finde i gældende danske love, og instituttet vil derfor sætte nogle ord

på de overordnede overvejelser, der ligger bag disse bestemmelser. Da flere af

de nye bestemmelser i høj grad er inspireret af Norges og Sveriges

diskriminationslovgivning, henviser instituttet også i bemærkningerne til de

udførlige norske og svenske lovforarbejder, hvor det er relevant. Derimod kan

instituttets bemærkninger selvsagt ikke sidestilles med de specielle

bemærkninger, som lovforslag udarbejdet af ministerier indeholder dertil er

instituttets bemærkninger ikke tilstrækkeligt detaljerede.

Ad § 1.

Bestemmelsen angiver lovens formål og svarer til § 1 i Norges

diskriminerings- og tilgjengelighetslov (lov nr. 61 af 21. juni 2013).

Bestemmelsen betoner de positive pligter til aktivt at arbejde for ligestilling, som

lovforslaget indebærer. Lovens øvrige bestemmelser skal fortolkes i

overensstemmelse med dette formål. Den norske udgave af bestemmelsen er

beskrevet i lovforslag ot.prop. nr. 44 (2007-08),

afsnit 9.2 (s. 74-76) og

bemærkninger til § 1 (s. 249), og betænkning NOU 2005:8,

afsnit 10.2 (s. 157).

Ad § 2.

Stk. 1 angiver lovens anvendelsesområde. Det bør i forbindelse med den

endelige afgrænsning af anvendelsesområdet for loven overvejes om det er

hensigtsmæssigt, at eksempelvis ydelser efter serviceloven er omfattet, idet der

på dette område i vidt omfang allerede gælder en klageadgang samt en pligt til

at foretage individuelle tilpasninger af de enkelte ydelser mv. Som anført i

indledningen til kapitel 6 kan lovens anvendelsesområde afgrænses på forskellig

vis. Instituttets lovforslag er kun udtryk for én måde at gøre det på. Stk. 2

bestemmer, at loven ikke finder anvendelse på områder, hvor

forskelsbehandlingsloven finder anvendelse, og svarer til lov om etnisk

ligebehandlings § 2, stk. 2. Stk. 3 angiver, at loven ikke finder anvendelse på

privat- og familieforhold, og svarer til lov om etnisk ligebehandlings § 2, stk. 3.

Ad § 3.

Bestemmelsen definerer handicapbegrebet, som svarer til definitionen i

Handicapkonventions artikel 1. Det er ikke hensigten med bestemmelsen at

ændre den hidtidige fortolkning af handicapbegrebet, som er fastslået i praksis

fra navnlig EU-Domstolen og de danske domstole, dog således at lovforslaget

selvsagt ikke kun omfatter barrierer i forhold til arbejdslivet, men også barrierer i

forhold til samfundslivet generelt.

Ad § 4.

Bestemmelsen angiver, at lovens bestemmelser ikke kan fraviges,

medmindre det er til gunst for den, som udsættes for diskrimination på grund af

handicap. Bestemmelsen svarer til lov om etnisk ligebehandlings § 6 og

ligestillingslovens § 3 b, stk. 2.

Ad § 5.

Stk. 1 bestemmer, at diskrimination på grund af handicap er forbudt.

Bestemmelsen svarer bl.a. til ligestillingslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., og lov om

etnisk ligebehandlings § 3, stk. 1. Stk. 2 præciserer, at forbuddet omfatter

diskrimination på grund af eksisterende, tidligere, fremtidige eller antagne

handicap. Bestemmelsen svarer til § 5, stk. 1, 2. pkt., i Norges diskriminerings- og

tilgjengelighetslov. En tilsvarende beskyttelse fremgår ikke eksplicit af Sveriges

diskrimineringslag (SFS nr. 2008:567),

men gælder ikke desto mindre ifølge

lovens forarbejder, jf. regeringens proposition 2007/08:95,

afsnit 7.6 (s. 123). I

dansk ret omfatter lov om etnisk ligebehandling også forskelsbehandling pga. en

(fejlagtigt) antaget etnicitet eller race, jf. de specielle bemærkninger til § 3 i

lovforslag nr. L 155 (FT 2002-03), som fremsat.

er omfattet af lovens beskyttelse. Dette er i overensstemmelse

med EU-Domstolens praksis, jf. domstolens dom i sag C-303/06,

Coleman.

Bestemmelsen svarer til § 5, stk. 1, 3. pkt., i Norges diskriminerings- og

tilgjengelighetslov. Stk. 4 angiver, hvad der skal forstås ved diskrimination.

Ad § 6.

Bestemmelsen definerer direkte diskrimination. Definitionen svarer bl.a.

til ligestillingslovens § 2, stk. 2, lov om etnisk ligebehandlings § 3, stk. 2, og

forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 2.

Ad § 7.

Bestemmelsen definerer indirekte diskrimination. Definitionen svarer

bl.a. til ligestillingslovens § 2, stk. 3, lov om etnisk ligebehandlings § 3, stk. 3, og

forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, dog således at betingelserne for, hvornår

indirekte forskelsbehandling er lovligt, i stedet er samlet i §§ 11 og 12.

Ad § 8.

Bestemmelsen definerer chikane. Definitionen svarer bl.a. til

ligestillingslovens § 2 a, stk. 2, lov om etnisk ligebehandlings § 3, stk. 4, og

forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 4.

Ad § 9.

Bestemmelsen definerer instruktion om forskelsbehandling. Definitionen

svarer bl.a. til ligestillingslovens § 2, stk. 1, 2. pkt., lov om etnisk ligebehandlings

§ 3, stk. 5, og forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 5. Instruktion om

forskelsbehandling vil naturligvis ikke være i strid med § 5, hvis den

forskelsbehandling, der instrueres om, er lovlig efter §§ 11 eller 12.

Ad § 10.

Bestemmelsen definerer repressalier. Definitionen svarer bl.a. til

ligestillingslovens § 2 b, lov om etnisk ligebehandlings § 8 og

forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 2. Bestemmelsen vil også omfatte personer,

der udsættes for repressalier, fordi de nægter at følge instrukser, som er fremsat

i strid med lovens § 9.

Ad § 11.

Bestemmelsen angiver, hvornår direkte eller indirekte

forskelsbehandling er lovlig. Formuleringen stammer fra § 6 i Norges

diskriminerings- og tilgjengelighetslov, men bestemmelsen svarer

indholdsmæssigt til ligestillingslovens § 3 a, stk. 1. Den ændrede formulering har

alene til formål at præcisere i lovteksten, hvilke betingelser forskelsbehandling

skal opfylde for at være lovlig. For ikke at udhule lovens formål skal

bestemmelsen fortolkes snævert, jf. også de specielle bemærkninger til § 1, nr.

10, i lovforslag nr. L 137 (FT 2006-07), som fremsat. Henvisningen til §§ 15 og 16

svarer til henvisningen til § 2 a i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, og

indebærer, at det i tilfælde, hvor der foreligger saglig forskelsbehandling, skal

undersøges, om det er muligt at yde rimelig tilpasning. Der er således tale om en

skærpet proportionalitetsvurdering, jf. nærmere de specielle bemærkninger til §

1, nr. 5, i lovforslag nr. L 92 (FT 2004-05, 1. saml.), som fremsat.

Ad § 12.

Bestemmelsen angiver, hvornår positiv særbehandling er tilladt. Ved

positiv særbehandling forstås foranstaltninger, som har til formål at forebygge

eller opveje ulemper knyttet til en persons handicap, jf. betragtning 26 og artikel

7 i direktiv 2000/78/EF. Positiv særbehandling er en acceptabel form for

forskelsbehandling, fordi man behandler personer med handicap bedre end

andre personer med henblik på at opveje eksisterende konkrete uligheder. For at

være lovlig skal særbehandlingen være egnet til at nå dette mål, være

proportional og ophøre, når målet er opnået. Bestemmelsen svarer bl.a. til § 4 i

lov om etnisk ligebehandling. Formuleringen stammer fra § 7 i Norges

diskriminerings- og tilgjengelighetslov.

Ad § 13.

Stk. 1 fastsætter den overordnede pligt til at sikre tilgængelighed og

universelt design. Stk. 1 skal læses i sammenhæng med stk. 4, hvorefter stk. 1

ikke gælder, hvis krav om universelt design er fastsat i anden lovgivning eller

forskrifter udstedt i medfør heraf. Dette vil navnlig være byggeri m.v. omfattet af

byggelovgivningen (se afsnit 6.2.3). Derudover indeholder § 14 særregler for

informations- og kommunikationsteknologi. § 13, stk. 1, vil derfor virke som en

slags residualbestemmelse, som vil opfange de tilgængelighedsproblematikker,

som falder uden for § 13, stk. 4, og § 14. Det kunne for eksempel være

taxavirksomheder, som skal sikre sig, at deres taxaer er handicapvenlige, jf. dog

stk. 5. Efter stk. 1 gælder pligten endvidere kun for offentlige og private

virksomheder rettet imod almenheden og kun for deres almindelige funktioner.

Stk. 2 definerer, hvad der overordnet forstås ved universelt design. Efter stk. 3

bemyndiges ministeren til at udstede nærmere regler om indholdet af

forpligtelsen efter stk. 1. Stk. 5 fastslår, at pligten til universelt design ikke må

blive en uforholdsmæssig byrde for virksomheden, og angiver de momenter, der

skal lægges vægt på ved denne vurdering.

opregningen ikke udtømmende. Denne afvejning bliver afgørende for

anvendelsen af § 13. På den ene side skal der tages hensyn til effekten og

betydningen for personen med handicap, men på den anden side skal der også

tages hensyn til omkostningerne forbundet med tilrettelæggelsen og den enkelte

virksomheds ressourcer. Bestemmelsen bygger på §§ 13 og 15 i Norges

diskriminerings- og tilgjengelighetslov, som er nærmere beskrevet i lovforslag

ot.prop. nr. 44 (2007-08),

afsnit 10.2.4 (s. 136-149) og 10.3.4 (s. 153-155) og

bemærkninger til §§ 9-10 (s. 258-262).

Ad § 14.

Stk. 1 fastsætter pligten til universelt design for

informations- og

kommunikationsteknologi (IKT), imens stk. 2 fastsætter denne pligt for

eksisterende

IKT fra en nærmere bestemt dato. Bestemmelserne skal læses i

r, som

understøtter virksomhedens almindelige funktioner, og som er hovedløsninger

rettet mod eller stillet til rådighed for almenheden. Pligten efter stk. 1 indtræder

dog, tidligst 12 måneder efter at der er udstedt standarder for indholdet af

denne pligt, jf. stk. 4. Hensynet er naturligvis, at virksomheder ikke kan pålægges

en pligt, før indholdet af denne pligt er fastslået. Samtidig tages der hensyn til, at

pligten ikke bliver en uforholdsmæssig stor byrde for virksomhederne. Stk. 8

giver også mulighed for at dispensere fra fristerne i stk. 2 og 4, hvis der foreligger

særlige hensyn. Efter stk. 5 bemyndiges ministeren til at udstede disse

standarder. Inspiration hertil kan hentes i den norske forskrift nr. 732 af 21. juni

2013.

I forskriftens § 4 angives det klart og præcist, hvilke standarder norske

Pligten efter stk. 1 og 2 finder endvidere ikke anvendelse

for IKT, der reguleres af anden lovgivning, jf. stk. 7. Stk. 3 definerer begrebet

informations- og kommunikationsteknologi. Bestemmelsen bygger på § 14 i

Norges diskriminerings- og tilgjengelighetslov, som er beskrevet i lovforslag

ot.prop. nr. 44 (2007-08),

afsnit 10.2.4 (s. 136-149) og 10.5.6 (s. 165-174) og

bemærkninger til § 11 (s. 262-263).

Ad § 15.

Stk. 1 fastslår pligten til at yde rimelig tilpasning af offentlige ydelser.

Pligten vil også gælde private leverandører af disse ydelser. Som anført i

indledningen til bilag 1 kan pligten til at yde rimelig tilpasning afgrænses på

forskellig vis. Instituttets lovforslag er kun udtryk for én måde at gøre det på.

Hensigten med bestemmelsen er ikke at skabe nye pligter, men i stedet at sikre,

at eksisterende pligter tilrettelægges individuelt, jf. stk. 2. Pligten til at yde

rimelig tilpasning medfører således ikke en ret til at få en plads i en børnehave

eller til at modtage behandling på et hospital. Sådanne rettigheder følger

allerede af hhv. dagtilbudsloven

og sundhedsloven.

Pligten til at yde rimelig

tilpasning medfører alene, at disse eksisterende rettigheder skal tilpasses til

individet i et rimeligt omfang på en sådan måde, at alle kan drage samme nytte

af loven. Den konkrete udmøntning af pligten må dog finde sted i praksis ud fra

konkrete vurderinger af behovet for rimelig tilpasning over for den byrde,

virksomheden pålægges herved, jf. stk. 3. Stk. 3 angiver, hvornår pligten til at yde

rimelig tilpasning kan fraviges, fordi den udgør en uforholdsmæssig byrde for

virksomheden. En tilsvarende bestemmelse findes i forskelsbehandlingslovens §

2 a, 2. pkt. Det må ligeledes antages, at byrden ikke vil blive anset for

uforholdsmæssig stor, hvis den lettes i tilstrækkeligt omfang gennem offentlige

foranstaltninger, jf. også forskelsbehandlingslovens § 2 a, sidste pkt.

Ad § 16.

Bestemmelsen fastslår, at personer med handicap har ret til individuel

tilpasning ved alle uddannelsesinstitutioner, dagtilbud og private

pasningsordninger. Opregningen i stk. 2 af de forskellige elementer af

uddannelsesinstitutionen, som skal tilpasses, er ikke udtømmende. Lovforslagets

§ 16 omfatter ikke erhvervsuddannelser m.v., som omfattes af

forskelsbehandlingsloven, jf. lovforslagets § 2, stk. 2. Bestemmelsen vil derfor

navnlig omfatte folkeskolerne og de frie grundskoler samt dagtilbud og private

pasningsordninger. Bestemmelsen svarer i øvrigt til lovforslagets § 15.

Ad § 17.

Bestemmelsen angiver, at klager over krænkelse af

diskriminationsforbuddet, forbuddet mod repressalier og pligten til at yde

rimelig tilpasning behandles af Ligebehandlingsnævnet. Bestemmelsen svarer til

ligestillingslovens § 3 d og lov om etnisk ligebehandlings § 10, stk. 2. Nævnet

tilføres derved en ny sagskategori, nemlig klager over manglende universelt

design, jf. §§ 13 og 14. Instituttet forudsætter, at nævnet skal behandle disse

sager i overensstemmelse med de gældende regler om bl.a. retlig interesse,

bevisbyrde og sanktioner, dog således at nævnet får mulighed i stk. 2 for at

indhente sagkyndige vurderinger fra Statens Byggeforskningsinstitut og

Digitaliseringsstyrelsen. Dette betyder bl.a., at nævnet alene vil kunne tilkende

en godtgørelse, hvis nævnet finder, at pligten til at sikre universelt design i §§ 13

eller 14 er tilsidesat, men for eksempel ikke vil kunne udstede et

lovliggørelsespåbud. Såfremt dette ønskes, må det ske via de almindelige

domstole. Dette må navnlig ses i lyset af de begrænsninger, der ligger i

Ligebehandlingsnævnets procesregler, herunder bl.a. at nævnet behandler sager

på et skriftligt grundlag og derfor ikke kan høre vidner m.v.

Ad § 18.

Stk. 1 bestemmer, at personer, hvis rettigheder er krænket ved

overtrædelse af diskriminationsforbuddet, forbuddet mod repressalier eller

pligten til at yde rimelig tilpasning, kan tilkendes en godtgørelse. Bestemmelsen

svarer bl.a. til ligestillingslovens § 3 c og lov om etnisk ligebehandlings § 9. Stk. 2

angiver, hvilke momenter der skal lægges vægt på ved fastsættelsen af

godtgørelsens størrelse. Opregningen er ikke udtømmende. Det må antages, at

godtgørelsens størrelse vil blive fastsat i overensstemmelse med

Ligebehandlingsnævnets praksis efter bl.a. ligestillingsloven og lov om etnisk

ligebehandling. Lovforslaget berører ikke den krænkedes mulighed for at kræve

erstatning for tab efter dansk rets almindelige regler.

Ad § 19.

Bestemmelsen fastslår, at bevisbyrden er delt, således at den, hvis

rettigheder er blevet krænket, skal påvise faktiske omstændigheder, som giver

anledning til at formode, at der er blevet udøvet diskrimination, hvorefter

modparten skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Bestemmelsen svarer bl.a. til ligestillingslovens § 2, stk. 4, og lov om etnisk

ligebehandlings § 7.

Ad § 20.

Instituttet foreslår, at tilsynet med reglerne for universelt design af

informations- og kommunikationsteknologi (IKT) placeres hos

Digitaliseringsstyrelsen. Styrelsen arbejder allerede med tilgængelighed for IKT-

løsninger, og instituttet bekendt er der ikke andre danske myndigheder, som vil

være bedre egnet. Eksempelvis beskæftiger Datatilsynet sig udelukkende med

behandling af personoplysninger efter persondataloven. Datatilsynet besidder

derfor ikke den nødvendige sagkundskab til at varetage tilsynet med de

foreslåede regler. Med stk. 2 og 3 tillægges Digitaliseringsstyrelsen de

nødvendige værktøjer til at varetage tilsynet med reglerne. I stk. 4 bestemmes

det, at styrelsens afgørelser efter denne lov ikke kan indbringes for andre

administrative myndigheder. Bestemmelsen svarer til persondatalovens § 61.

Efter stk. 5 fastsættes fristen for at indbringe styrelsens afgørelser for

domstolene til 6 måneder. Bestemmelsen er begrundet i, at ikke kun afgørelsens

adressat, men også andre berørte kan have en interesse i at indbringe styrelsens

afgørelser for domstolene. Bestemmelsen sikrer således en balance mellem, at

der skal være en rimelig periode til at forberede sagens anlæg, og at adressaten

efter en vis periode skal kunne indrette sig efter, at styrelsens afgørelse er

endelig. Tilsvarende bestemmelser findes for eksempel i jordforureningslovens

§ 87, stk. 1, og miljøbeskyttelseslovens

§ 101, stk. 1.

Ad § 21.

Bestemmelsen angiver, hvornår loven træder i kraft. Bestemmelsen skal

læses i sammenhæng med de særlige regler i § 14, stk. 2 og 4.

Ad § 22.

Bestemmelsen ændrer lov om Ligebehandlingsnævnet således, at

nævnet tillægges kompetence til at behandle klager over nærværende lovforslag.

BILAG 2

BILAG 2: SAMFUNDSØKONOMISK ANALYSE

COWIs rapport om de samfundsøkonomiske gevinster og omkostninger ved et

diskriminationsforbud for personer med handicap findes i et særskilt dokument,

som kan hentes her:

http://menneskeret.dk/udgivelser/diskrimination-handicap

En opsummering af COWIs rapport kan læses i kapitel 5 i denne rapport.

SLUTNOTER

COWI og Det Centrale Handicapråd:

Samfundsøkonomiske gevinster ved

arbejdsmarkedsrettede indsatser for personer med handicap

(2014).

Lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. december 2008 om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. som ændret ved lov nr. 1489 af 23.

december 2014.

Lovbekendtgørelse nr. 1678 af 19. december 2013 om ligestilling af kvinder og

mænd.

Rådets direktiv 2004/113/EF om gennemførelse af princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af

varer og tjenesteydelser.

UfR.2014.2286Ø.

UfR.2015.709Ø.

UfR.2013.128H.

Lovbekendtgørelse nr. 438 af 16. maj 2012 om etnisk ligebehandling.

Rådets direktiv 2000/43 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af

alle uanset race og etnisk oprindelse.

Jf. for eksempel retten i Glostrups dom af 15. februar 2008 i sag nr. BS 10-89-

410/2006, hvor en kommunes krav om et danskkursus på halvandet år som

betingelse for at sende den pågældende i arbejdsprøvning blev anset for at være

i strid med lov om etnisk ligebehandling.

Jf. for eksempel senest Ligebehandlingsnævnets afgørelser nr. 58/2016, nr.

203/2015 og nr. 154/2015.

Lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september 1987 om forbud mod

forskelsbehandling på grund af race m.v.

UfR.2009.2068Ø, UfR.2004.641V, UfR.2003.2438V, UfR.2001.1435Ø,

UfR.1999.1286Ø og UfR.1999.920Ø.

UfR.1975.438V.

UfR.1991.358/2Ø.

Lovbekendtgørelse nr. 1052 af 4. juli 2016.

Jf. bl.a. UfR.2000.2234H og UfR.2004.1360V. Rigsadvokaten fører en oversigt

over trykt og utrykt praksis vedrørende straffelovens § 266 b. Oversigten har

Hadforbrydelser (straffelovens § 266 b) praksisoversigt

opdateret 5. september 2016) og kan fremsøges på

https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/.

Lovbekendtgørelse nr. 266 af 21. marts 2014 som ændret ved lov nr. 1493 af

23. december 2014 og § 16 i lov nr. 395 af 2. maj 2016.

UfR.1999.920Ø og UfR.2004.641V.

Jonas Christoffersen:

EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder,

Jurist- og

Økonomforbundets Forlag (2014), s. 224 ff.

Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og

erhverv.

Folketingsbeslutning nr. B 194 (2008-09)

konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer med handicap.

Jacob Als Thomsen m.fl.:

Kortlægningsrapport: Domme og nævnssager om

diskrimination på grund af etnicitet og handicap,

udarbejdet af Als Research for

Ankestyrelsen (2015). Tilgængelig på:

http://uibm.dk/publikationer/kortlaegningsrapport-domme-og-naevnssager-om-

diskrimination-pa-grund-af-etnicitet-og-handicap

(sidst tilgået 20. juni 2016).

Alle dokumenter fra UPR af Danmark i 2011. Tilgængelig på:

http://www.ohchr.org/EN/HRBodies/UPR/Pages/DKSession11.aspx

(sidst tilgået

20. juni 2016).

Alle dokumenter fra UPR af Danmark i 2016. Tilgængelig på:

http://www.ohchr.org/EN/HRBodies/UPR/Pages/DKSession24.aspx

(sidst tilgået

20. juni 2016).

Jf. endeligt svar på spørgsmål 177 (Socialudvalget 2014-15 SOU Alm.del).

Forslag til Rådet for Den Europæiske Unions direktiv om gennemførelse af

princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel orientering (KOM (2008) 426). Tilgængelig på:

http://eur-

lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52008PC0426

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådet for Den Europæiske Unions direktiv

om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative

bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og

tjenesteydelser (tilgængelighedsdirektiv) (KOM (2015) 615). Tilgængelig på:

http://eur-lex.europa.eu/legal-

content/EN/TXT/?uri=COM%3A2015%3A615%3AFIN

(sidst tilgået 20. juni 2016).

Damgaard, Malene m.fl.:

Hverdagsliv og levevilkår for mennesker med

funktionsnedsættelse

(s. 124), SFi, København 2013.

Læs om sagen i detaljer her:

http://www.ombudsmanden.dk/find/udtalelser/beretningssager/alle_bsager/20

16-16/pdf1/.

https://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/F%C3%B8rerhunde-og-

servicehunde.aspx

http://nyheder.tv2.dk/article.php/id-71528330.html

Lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. december 2008 om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. som ændret ved lov nr. 1489 af 23.

december 2014.

Hhv. UfR.2015.3827H og UfR.2016.2463H. Der kan tillige henvises til Østre

Landsrets domme i UfR.2011.2880 og UfR.2015.315, Vestre Landsrets domme i

UfR.2010.1748, UfR.2010.1748, UfR.2013.2435, UfR.2014.1875 og UfR.2016.384

samt Sø- og Handelsrettens domme i UfR.2009.1948 og UfR.2014.1223.

Lovbekendtgørelse nr. 227 af 9. marts 2016 om leje som ændret ved § 2 i lov

nr. 643 af 8. juni 2016.

Se for eksempel UfR.2006.745Ø, hvor udlejer var forpligtet til over for

gangbesværet lejer at tåle opsætning af håndgreb ved trappen til ejendommens

fælles gadedør.

Bekendtgørelse nr. 1601 af 14. december 2015 om offentliggørelse af

Bygningsreglement 2015 (BR15).

Anne Kathrine Frandsen m.fl.:

Bygningsreglementets

tilgængelighedsbestemmelser set i forhold til byggeprocessen,

SBi 2012:16.

Tilgængelig på:

http://www.sbi.dk/tilgaengelighed/bygningsindretning/bygningsreglementets-

tilgaengelighedsbestemmelser-set-i-forhold-til-

byggeprocessen/bygningsreglementets-tilgaengelighedsbestemmelser-set-i-

forhold-til-byggeprocessen-2

(sidst tilgået 13. juni 2016).

Se nærmere Anne Kathrine Frandsen m.fl.:

Bygningsreglementets

tilgængelighedsbestemmelser set i forhold til byggeprocessen,

SBi 2012:16, s. 42-

44.

Tilgængelig her:

https://lovdata.no/dokument/NL/lov/2013-06-21-61.

Tilgængelig her:

https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/otprp-nr-44-

2007-2008-/.

Tilgængelig her:

https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/nou-2005-8/.

Tilgængelig her:

http://www.riksdagen.se/sv/dokument-

lagar/dokument/svensk-forfattningssamling/diskrimineringslag-2008567_sfs-

2008-567.

Tilgængelig her:

http://www.regeringen.se/rattsdokument/proposition/2008/03/prop.-

20070895/.

Tilgængelig her:

https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/otprp-nr-44-

2007-2008-/.

Tilgængelig her:

https://lovdata.no/dokument/SF/forskrift/2013-06-21-732/.

Tilgængelig her:

https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/otprp-nr-44-

2007-2008-/.

Lovbekendtgørelse nr. 748 af 20. juni 2016.

Lovbekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016.

Lovbekendtgørelse nr. 1190 af 27. september 2016 om forurenet jord.

Lovbekendtgørelse nr. 1189 af 27. september 2016 om miljøbeskyttelse.