SAU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 52: Lovudkast: Forslag til Lov om skattekontrol, Forslag til Lov om skatteindberetning og Forslag til Lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven, afskrivningsloven og forskellige andre love (Retsikkerhedspakke III) samt resumeer

Skatteudvalget 2016-17
SAU Alm.del Bilag 52
Offentligt

Skatteministeriet J. nr. 16-0161532

Udkast

Forslag

til

Skattekontrollov

Afsnit I

Kapitel 1 – Pligten til at give told- og skatteforvaltningen oplysninger om den skattepligtige

indkomst m.v.

Oplysningspligtige og told- og skatteforvaltningens kompetence § 1

Oplysningspligten §§ 2-4

Undtagelser fra oplysningspligten §§ 5-8

Skattepligtige, som modtager en årsopgørelse uden at skulle udfylde et oplysningsskema §§ 7-8

Skattepligtige, som skal udfylde et oplysningsskema § 9

Oplysningsfrister §§ 10-14

Låsning af felter i årsopgørelsen eller oplysningsskemaet (feltlåsning) § 15

Kapitel 2 - Særlige oplysningspligter om pensionsordninger, gaver og skattearrangementer

Pensionsordninger i udlandet §§ 16-21

Placering af pensionsmidler i særlige opsparingsordninger og deponering § 22

Gaver over et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til ikke fuldt skattepligtige i udlandet § 23

Udbyder af skattearrangementer § 24

Kapitel 3 – Særlige oplysningspligter for erhvervsdrivende

Ejer- og medlemsfortegnelse i selskaber m.v. §§ 25-28

Regnskabsføring i fremmed valuta §§ 29-37

Kapitel 4 – Transfer pricing

Oplysningspligter og skriftlig dokumentation §§ 38-40

Revisorerklæring §§ 41

Skønsmæssig ansættelse § 42

Land for land-rapport §§ 43-47

Afsnit II

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om

administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF, EU-Tidende 2011,

nr. L 64, side 1, som ændret ved Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014 om ændring af direktiv

2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet, EU-

Tidende 2014, nr. L 359, side 1, og som senere ændret ved Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015

om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på

beskatningsområdet, EU-Tidende 2015, nr. L 332, side 1, og Rådets direktiv 2016/881/EU af 25. maj 2016 om

ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på

beskatningsområdet, EU-Tidende 2016, nr. L 146, side 8.

SAU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 52: Lovudkast: Forslag til Lov om skattekontrol, Forslag til Lov om skatteindberetning og Forslag til Lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven, afskrivningsloven og forskellige andre love (Retsikkerhedspakke III) samt resumeer

Kapitel 5 – Kontrolbeføjelser over for den skattepligtige

Kontrolbeføjelser over for erhvervsdrivende § 48-49

Kontrolbeføjelser over for skattepligtige fysiske personer §§ 50-51

Kapitel 6 – kontrolbeføjelser over for tredjemand

Dødsboers oplysningspligt § 52

Oplysninger til krydsrevision § 53

Finansielle virksomheders oplysningspligt § 54

Advokaters oplysningspligt § 55

Oplysningspligt for offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er

omfattet af §§ 54 og 55 § 56

Skatterådets tilladelse § 57

Kapitel 7 – Samarbejde med eksterne parter

Samarbejde med udenlandske skattemyndigheder §§ 58-59

Registersamkøring §§ 60-62

Tilsyn med nedskrivninger og hensættelser i finansielle virksomheder m.v. § 63

Udlevering af oplysninger til kreditvurdering med samtykke fra den registrerede § 64

Afsnit III

Kapitel 8 – Administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af en oplysningspligt

Afskæring af TastSelv § 65

Tvangsbøder § 66

Skattetillæg §§ 67-69

Skønsmæssig ansættelse § 70

Revisorpålæg § 71

Kapitel 9 - Straffebestemmelser

§§ 72-75

Kapitel 10 – Straffeprocessuelle regler

§§ 76-79

Afsnit IV

Kapitel 11 – Ikrafttræden m.v.

§§ 80-81

Afsnit I

Kapitel 1

Pligten til at give told- og skatteforvaltningen oplysninger om den skattepligtige indkomst

m.v.

Oplysningspligtige og told- og skatteforvaltningens kompetence

§ 1.

Enhver, der er skattepligtig her til landet, skal med de undtagelser, som følger af §§ 5 og 6,

årligt oplyse told- og skatteforvaltningen om sin indkomst m.v., jf.

§ 2, senest ved udløbet af den frist, der er nævnt i §§ 10-14. Dette gælder, uanset om den

pågældende er registreret med adresse her i landet, eller den pågældende har hjemsted her i landet.

Stk. 2.

Told- og skatteforvaltningen kontrollerer, at enhver, der er skattepligtig her til landet,

afgiver de nødvendige oplysninger til brug for skatteansættelsen og til afgørelse af skattepligten.

Stk. 3.

Til brug for skatteansættelsen kan told- og skatteforvaltningen begære oplysninger fra

tredjemand efter reglerne i afsnit II og skatteindberetningsloven.

Stk. 4.

Bestemmelser i lovgivningen om pligt til at afgive oplysninger til brug for danske skatte-

og afgiftsansættelser og told- og skatteforvaltningens adgang til udgående kontrol finder også

anvendelse, når told- og skatteforvaltningen efter gældende overenskomster, konventioner eller

administrative aftaler yder den kompetente myndighed på Færøerne, i Grønland og i en fremmed

jurisdiktion bistand.

Oplysningspligten

§ 2.

En skattepligtig skal årligt oplyse told- og skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten

den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejerbolig. Det gælder dog ikke, hvis

oplysningerne er eller burde være indberettet efter skatteindberetningsloven af tredjemand, som er

uafhængig af den skattepligtige, og oplysningerne skal anvendes i årsopgørelsen, jf. § 7, eller låses i

oplysningsskemaet, jf. § 15.

Stk. 2.

De arter af formue, der omfattes af skatteindberetningslovens §§ 9-14 og 17-19, men som

er i udlandet, skal oplyses tillige med formueværdien af fast ejendom beliggende i udlandet.

Stk. 3.

Den skattepligtige skal oplyse om underskud og tab, der kun kan modregnes i skattepligtig

indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet vedrører. Et kildeartsbegrænset tab,

som ikke oplyses, fortabes til fremførelse, medmindre der kan ske genoptagelse af ansættelsen efter

skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

Stk. 4.

Efter indstilling fra Skatterådet bestemmer skatteministeren

1) hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen eller skatteberegningen oplysningsskemaet

skal indeholde, herunder oplysninger til brug for told- og skatteforvaltningens kontrol af

grundlaget for erhvervsdrivendes indkomstopgørelse,

2) udformningen af blanketter til brug ved afgivelsen af oplysninger som nævnt i denne paragraf,

3) om oplysninger til told- og skatteforvaltningen om skattepligtig indkomst m.v. skal gives

skriftligt og underskrives eller godkendes på anden særlig måde.

§ 3.

Oplysningspligtige, som ikke modtager en årsopgørelse eller som skal udfylde et

oplysningsskema, er ikke fritaget for at give told- og skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i §

§ 4.

Efter indstilling fra Skatterådet fastsætter skatteministeren regler om

1) pligten for erhvervsdrivende til inden oplysningsfristens udløb at udarbejde og indgive til told-

og skatteforvaltningen et skattemæssigt årsregnskab for den senest afsluttede regnskabsperiode

som grundlag for indkomstopgørelsen, herunder om det regnskabsmæssige grundlag for det

skattemæssige årsregnskab,

2) opbevaring af det skattemæssige årsregnskab og af regnskabsmateriale, som har betydning for

opgørelsen af virksomhedens skattepligtige indkomst, medmindre regnskabsmaterialet er

omfattet af bogføringslovens § 10, stk. 1-3, og

3) indgivelse af og indholdet i anmodninger, der efter skattelovgivningen skal indgives i tilknytning

til oplysningsskemaet.

Stk. 2.

Foreligger et skattemæssigt årsregnskab m.v. ikke efter de regler, som

skatteministeren har fastsat efter stk. 1, nr. 1 og 2, finder § 70 tilsvarende anvendelse.

Undtagelser fra oplysningspligten

§ 5.

Følgende fysiske personer er ikke omfattet af oplysningspligten i § 2:

1) Børn, der ikke er fyldt 15 år ved indkomstårets begyndelse, medmindre de i indkomståret har

haft skattepligtig indkomst, jf. kildeskattelovens § 5.

2) Personer, der alene er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, 6 eller 8, eller stk. 2,

sidstnævnte under forudsætning af, at de pågældende alene beskattes efter

sømandsbeskatningslovens § 9, stk. 1, jf. dog nedenfor stk. 2.

Stk. 2.

Fritagelserne som nævnt i stk. 1, nr. 2, gælder ikke, hvis den skattepligtige har modtaget

udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, eller afståelsessummer omfattet af

ligningslovens § 16 B, i hvilke der ikke er indeholdt udbytteskat efter kildeskattelovens § 65,

medmindre udbyttet m.v. er omfattet af kildeskattelovens § 65, stk. 5. Fritagelsen gælder desuden

ikke for en skattepligtig, som er omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, og som har valgt at

blive beskattet efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

§ 6.

Følgende juridiske personer er ikke omfattet af oplysningspligten i § 2:

1) Dødsboer, der efter dødsboskattelovens § 6 er fritaget for at betale indkomstskat.

2) Selskaber og foreninger m.v., der alene er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1,

litra c, d, e eller g.

3) Foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen m.v. ikke har

skattepligtig indkomst som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

4) Foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen m.v. som

følge af fradragsretten efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til

beskatning. Det er dog en betingelse, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende

eller på anden måde almennyttigt.

Stk. 2.

Fritagelserne som nævnt i stk. 1, nr. 2, gælder ikke, hvis den skattepligtige har modtaget

udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, eller afståelsessummer omfattet af

ligningslovens § 16 B, i hvilke der ikke er indeholdt udbytteskat efter kildeskattelovens § 65,

medmindre udbyttet m.v. er omfattet af kildeskattelovens § 65, stk. 5.

§ 7.

Skattepligtige, som er omfattet af de regler, der fastsættes af skatteministeren efter stk. 3,

modtager forud for oplysningsfristens udløb fra told- og skatteforvaltningen en opgørelse af den

skattepligtige indkomst og ejendomsværdi for det afsluttede indkomstår (årsopgørelse), jf. dog stk.

Stk. 2.

Er en skattepligtig som nævnt i stk. 1 samlevende med en ægtefælle, der skal udfylde et

oplysningsskema, jf. § 9, modtager denne dog forud for oplysningsfristens udløb alene oplysninger

om indberettede tal til brug for årsopgørelsen (servicemeddelelse). Årsopgørelsen udarbejdes, når

begge ægtefæller har givet told- og skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2.

Stk. 3.

Skatteministeren fastsætter nærmere regler om,

1) hvilke skattepligtige, der modtager en årsopgørelse uden at skulle udfylde et oplysningsskema,

2) at visse skattepligtige, som ifølge lovgivningen forudsættes at indgive et udfyldt

oplysningsskema, kan modtage en årsopgørelse uden at skulle udfylde et oplysningsskema.

§ 8.

En skattepligtig, som er omfattet af § 7, stk. 1, kan senest den 1. maj i året efter indkomståret

meddele told- og skatteforvaltningen, at den pågældende for dette indkomstår ønsker at udfylde et

oplysningsskema, jf. § 9.

Skattepligtige, som skal udfylde et oplysningsskema

§ 9.

Skattepligtige, som ikke er omfattet af § 7, stk. 1 og 2, skal inden oplysningsfristens udløb til

told- og skatteforvaltningen indgive et udfyldt oplysningsskema til brug for opgørelsen af den

skattepligtige indkomst og ejendomsværdi m.v. for det afsluttede indkomstår. Told- og

skatteforvaltningen udarbejder på baggrund af de afgivne oplysninger i oplysningsskemaet en

årsopgørelse til den skattepligtige.

Oplysningsfrister

§ 10.

Fysiske personer, der modtager en årsopgørelse efter § 7, stk. 1, skal give told- og

skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2 senest den 1. maj. Fristen er dog den 1. juli, hvis

én af følgende betingelser er opfyldt:

1) Den skattepligtige eller dennes ægtefælle modtager en årsopgørelse, men forudsættes ifølge

lovgivningen at udfylde et oplysningsskema, jf. § 7, stk. 3, nr. 2.

2) Den skattepligtige giver told- og skatteforvaltningen meddelelse som nævnt i § 8.

§ 11.

Fysiske personer, som er omfattet af § 9, samt skattepligtige, som er omfattet af § 7, men

som er samlevende med en ægtefælle, som skal udfylde et oplysningsskema, skal give oplysninger

som nævnt i § 2 senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb.

§ 12.

Juridiske personer, bortset fra dødsboer omfattet af dødsboskatteloven, skal give told- og

skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2 senest 6 måneder efter indkomstårets udløb.

Udløber indkomståret i perioden fra og med den 1. februar til og med den 31. marts, skal

oplysningerne gives senest den 1. september samme år.

§ 13.

Udløber oplysningsfristen i §§ 10-12 en fredag, lørdag eller søndag, anses oplysningerne

for rettidigt givet, hvis de modtages af told- og skatteforvaltningen senest den følgende mandag kl.

9.00.

§ 14.

Told- og skatteforvaltningen kan efter den skattepligtiges anmodning forlænge

oplysningsfristen for denne, hvis særlige forhold taler herfor.

Stk. 2.

Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, kan i særlige tilfælde

forlænge oplysningsfristen i §§ 10-13.

Låsning af felter i årsopgørelsen eller oplysningsskemaet (feltlåsning)

§ 15.

Skatteministeren kan fastsætte regler om, at nærmere angivne skattepligtige ikke kan ændre

oplysninger om visse indkomster og fradrag, som indberetningspligtige efter

skatteindberetningsloven har indberettet til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2.

Har den skattepligtige indvendinger imod en oplysning i årsopgørelsen eller

oplysningsskemaet omfattet af de regler, som ministeren har fastsat efter stk. 1, og har told- og

skatteforvaltningen ikke inden oplysningsfristens udløb taget stilling til den skattepligtiges

indvendinger, anses forvaltningens behandling af sagen efter udløbet af oplysningsfristen som en

behandling af en anmodning fra den skattepligtige om genoptagelse af ansættelsen efter

skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Skatteforvaltningslovens § 51 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 2

Særlige oplysningspligter om pensionsordninger, gaver og skattearrangementer

Pensionsordninger i udlandet

§ 16.

En forsikringstager m.v. skal afgive en erklæring til told- og skatteforvaltningen ved

oprettelse af en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A og anden livs-

og pensionsforsikring hos forsikringsselskaber m.v. i udlandet ved udløbet af perioden som nævnt i

pensionsbeskatningslovens § 15 D, stk. 1, eller ved indtræden af fuld skattepligt her til landet senest

1 år efter indtræden af fuld skattepligt, men dog inden udløbet af oplysningsfristen for det

indkomstår, hvor den fulde skattepligt indtræder, jf. dog stk. 2 og 3. Erklæringen skal indeholde de

oplysninger, der er nævnt i § 17.

Stk. 2.

Erklæringspligten efter stk. 1 gælder ikke pensionsordninger godkendt efter

pensionsbeskatningslovens §§ 15 C eller 15 D samt begravelsesforsikringer og lignende, der er

baseret på, at afkastet stedse er negativt, og at et års indbetalinger anvendes til samme års

udbetalinger. Stk. 1 og 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på den, der efter ejerens død i henhold

til bestemmelserne i policen m.v. er berettiget til udbetaling af forsikringen.

Stk. 3.

Stk. 1 finder kun anvendelse for fysiske eller juridiske personer, der er fuldt skattepligtige

her til landet.

§ 17.

For pensionsordninger som nævnt i § 16, stk. 1, skal ejeren afgive en erklæring til told- og

skatteforvaltningen om pensionsordningen m.v. med oplysning om:

1) Ejerens navn, adresse og personnummer (cpr-nummer). Har ejeren ikke cpr-nummer, men

virksomhedsnummer (cvr-nummer), oplyses dette. Har ejeren heller ikke cvr-nummer, men

stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nummer), oplyses dette. Har ejeren hverken cpr-

nummer, cvr-nummer eller SE-nummer, oplyses fødselsdatoen, når ejeren er en fysisk person.

Tilsvarende skal oplysning gives om eventuelt andre forsikrede eller begunstigede efter policen.

2) Selskabets navn og adresse.

3) Oplysninger til identifikation af ordningen, herunder oplysning om ordningens art samt policens

litra og nummer eller lignende identifikation og om ejeren er eneejer eller ejer af en andel af

ordningen.

4) Størrelsen af de aftalte præmier eller bidrag, pensionsydelsen, indbetalingsperiodens længde og

udbetalingstidspunktet.

5) Tidspunktet for oprettelse af ordningen eller indtræden af fuld skattepligt her til landet.

Stk. 2.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om erklæringen efter stk. 1.

§ 18.

Den erklæring, der er nævnt i § 17, skal, når den oprettede ordning ikke omfattes af

pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 4, og ordningen ikke er oprettet under omstændigheder som

nævnt i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2, være vedlagt følgende:

1) Fuldmagt fra forsikringstageren m.v. til told- og skatteforvaltningen til indseende i ordningen i

det udenlandske selskab.

2) En eventuel erklæring fra det udenlandske selskab, hvori selskabet påtager sig hvert år af egen

drift senest den 31. januar at sende følgende oplysninger vedrørende ordningen for det

foregående kalenderår til told- og skatteforvaltningen:

a) De oplysninger, der er nævnt i § 17, stk. 1, nr. 1 og 2, samt identifikation af ordningen.

b) Ordningens indestående ved indkomstårets udgang.

c) Årets udbetalinger fra ordningen.

d) Årets afkast af ordningen opgjort efter pensionsafkastbeskatningslovens §§ 3-5,

medmindre selskabet i stedet sender oplysning om årets skattepligtige afkast opgjort som

forskellen mellem på den ene side forsikringens kapitalværdi ved årets udgang med tillæg af

udbetalinger i årets løb og på den anden side forsikringens kapitalværdi ved årets begyndelse

med tillæg af indbetalinger i årets løb, i hvilket tilfælde selskabet i stedet for oplysning om

ordningens indestående ved indkomstårets udgang, jf. litra b, sender oplysning om

kapitalværdien af ordningen ved indkomstårets udgang. Efter

pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., skal dog alene medregnes forskellen

mellem værdien af forsikringens depot ved indkomstårets udgang korrigeret efter

pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 3, og værdien af forsikringens depot ved

indkomstårets begyndelse korrigeret efter pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 4.

e) Oplysning om ordningens ophør eller overdragelse med angivelse af tidspunktet for dette.

Stk. 2.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgivelse af oplysninger efter stk. 1.

§ 19.

Medmindre ejeren inden udløbet af kalenderåret har indsendt en erklæring efter § 18, stk.

1, nr. 2, til told- og skatteforvaltningen, som dækker det pågældende kalenderår, skal ejeren inden

udløbet af oplysningsfristen give told- og skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 18, stk. 1,

nr. 2, for det forudgående kalenderår, når ordningen er oprettet i et udenlandsk selskab.

§ 20.

Indsender det udenlandske selskab ikke indberetning til told- og skatteforvaltningen

rettidigt og med de krævede oplysninger som nævnt i § 18, stk. 1, nr. 2, kan told- og

skatteforvaltningen pålægge den eller dem, der råder over ordningen i forhold til selskabet, at

opsige ordningen, medmindre ejeren har indsendt oplysningerne til told- og skatteforvaltningen

inden udløbet af oplysningsfristen.

§ 21.

§§ 16-20 finder tilsvarende anvendelse for pensionsordninger i udenlandske pensionskasser

og pensionsfonde og hos andre, der udbetaler pensioner.

Placering af pensionsmidler i særlige opsparingsordninger og deponering

§ 22.

Når en skattepligtig omfattet af pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 1 eller 3,

anbringer opsparing i en af de opsparingsordninger, der er nævnt i pensionsbeskatningslovens §§ 11

A, 12, 12 A, 13, 15 A og 15 B, jf. § 11 A, i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab, skal

den skattepligtige afgive dokumentation for ejerskabet udarbejdet af det pågældende

kommanditselskab eller kommanditaktieselskab til pengeinstituttet.

Stk. 2. Værdipapirer, som midler i særskilte depoter tilknyttet en pensionsordning omfattet af

pensionsbeskatningsloven er anbragt i, og som ikke er registreret i en værdipapircentral, skal

deponeres i et pengeinstitut. Deponering i udlandet skal ske i et udenlandsk pengeinstitut eller hos

udstederen af værdipapiret.

Stk. 3. Betingelsen i stk. 2 skal kun opfyldes af fysiske personer, der er skattepligtige af

udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet efter enten pensionsbeskatningsloven eller

pensionsafkastbeskatningsloven.

Gaver over et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til ikke fuldt skattepligtige i udlandet

§ 23.

Fysiske og juridiske personer, der er fuldt skattepligtige her til landet, og som yder en gave

til en værdi over et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til en person, der ikke er fuldt

skattepligtig her til landet, skal ved gavegivelsen oplyse told- og skatteforvaltningen om

gavemodtagerens identitet, jf. stk. 2, om eventuelt slægtskabsforhold mellem giver og modtager

samt om gavens størrelse. Det gælder dog ikke, hvis der er sket gaveanmeldelse til told- og

skatteforvaltningen efter boafgiftslovens § 26, eller gavegiver er fritaget for anmeldelsespligten

efter regler fastsat af skatteministeren efter stk. 4.

Stk. 2.

Anmeldelsen efter stk. 1 skal indeholde oplysninger om modtagerens navn, adresse og

personnummer (cpr-nummer). Har modtageren ikke cpr-nummer, men virksomhedsnummer (cvr-

nummer ), oplyses dette. Har modtageren heller ikke cvr-nummer , men stamnummer som

erhvervsdrivende (SE-nummer), oplyses dette. Har modtageren hverken cpr-nummer, cvr-nummer

eller SE-nummer, oplyses fødselsdatoen, når modtageren er en fysisk person, og et eventuelt

skatteidentifikationsnummer (TIN-nummer) i hjemlandet.

Stk. 3.

Grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 4.

Skatteministeren kan efter omstændighederne fritage persongrupper for anmeldelsespligten.

Udbyder af skattearrangementer

§ 24.

Den, der som udbyder eller formidler erhvervsmæssigt har bistået en skattepligtig med

anskaffelse af formuegoder eller finansielle instrumenter og hel eller delvis finansiering heraf

(skattearrangement), har, når formålet hermed fortrinsvis er at nedbringe eller udskyde

skattebyrden, pligt til over for told- og skatteforvaltningen at dokumentere realiteten i de nævnte

dispositioner og af de aktiver og passiver m.v., der indgår heri. Udbyderen eller formidleren hæfter

solidarisk med den skattepligtige for den eventuelle forhøjelse af den skattepligtiges indkomstskat,

der fremkommer som følge af, at de nævnte dispositioner ikke anerkendes som reelle.

Stk. 2.

Told- og skatteforvaltningen afgør, om der foreligger et skattearrangement som nævnt i stk.

1, 1. pkt.

Stk. 3.

Tilsidesættes et skattearrangement som nævnt i stk. 1, 1. pkt., kan udbyderen respektive

formidleren påklage dette forhold i skatteansættelsen efter de almindelige klageregler i

skatteforvaltningsloven. Skatteforvaltningslovens § 51 finder tilsvarende anvendelse over for

udbyderen eller formidleren.

Kapitel 3

Særlige oplysningspligter for erhvervsdrivende

Ejer- og medlemsfortegnelse i selskaber m.v.

§ 25.

Selskaber m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2-6, skal føre en fortegnelse

over samtlige ejere og medlemmer, jf. dog § 28, stk. 1. Nye ejere og nye medlemmer skal senest 2

uger efter henholdsvis ejerskabets og medlemskabets opståen skriftligt underrette selskabet m.v. om

deres identitet.

Stk. 2.

Kommanditselskaber omfattet af § 2, stk. 2, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder

skal føre en fortegnelse over alle komplementarer og kommanditister i kommanditselskabet, jf. dog

§ 28, stk. 1. Nye deltagere skal senest 2 uger efter ejerskabets opståen skriftligt underrette selskabet

om deres identitet.

Stk. 3.

Trustees og administratorer af truster og andre lignende retlige arrangementer skal være i

besiddelse af identifikationsoplysninger om andre trustees og administratorer og stiftere samt

identifikationsoplysninger om modtagere og mulige modtagere af uddelinger fra trusten m.v. 1. pkt.

finder ikke anvendelse, for så vidt angår mulige modtagere af uddelinger til almenvelgørende eller

på anden måde almennyttige formål. 1. pkt. finder kun anvendelse, når trustee eller administrator er

bosiddende eller hjemmehørende i Danmark, eller virksomheden udøves fra et fast driftssted i

Danmark.

§ 26.

Identifikationsoplysningerne efter § 25 skal omfatte fuldt navn, adresse, hjemland og

personnummer (cpr-nummer). Har den person, hvorom der skal foreligge

identifikationsoplysninger, ikke cpr-nummer, men virksomhedsnummer (cvr-nummer ), oplyses

dette. Har personen heller ikke cvr-nummer , men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-

nummer), oplyses dette. Har personen hverken cpr-nummer, cvr-nummer eller SE-nummer, oplyses

fødselsdatoen, når den pågældende er en fysisk person, og et eventuelt skatteidentifikationsnummer

(TIN-nummer) i hjemlandet.

§ 27.

Oplysningerne som nævnt i §§ 25 og 26 skal opbevares i mindst 5 år fra udgangen af det

indkomstår, oplysningerne vedrører, jf. dog § 28, stk. 1.

§ 28.

I det omfang et selskab omfattet af § 25, stk. 1 eller 2, har registreret oplysningerne i Det

Offentlige Ejerregister, jf. selskabslovens § 58 sammenholdt med § 15 f i lov om visse

erhvervsdrivende virksomheder, kan selskabet efter de nævnte bestemmelser undlade at føre en

fortegnelse over ejerne og medlemmerne. Selskabet skal dog føre en fortegnelse over ejere og

medlemmer, som besidder under 5 pct. af selskabskapitalen eller råder over mindre end 5 pct. af

den samlede stemmeværdi i selskabet.

Stk. 2.

Selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, skal vedlægge

oplysningsskemaet oplysninger som nævnt i § 26 om dem, der i indkomståret har besiddet mindst 5

pct. af selskabskapitalen eller har rådet over mindst 5 pct. af den samlede stemmeværdi i selskabet.

Regnskabsføring i fremmed valuta

§ 29.

Den regnskabsføring, der skal lægges til grund for en skattemæssig opgørelse, kan

foretages i fremmed valuta efter reglerne i bogføringsloven og årsregnskabsloven.

Stk. 2.

Pligtmæssige meddelelser til danske skattemyndigheder skal foretages i dansk mønt.

Skatteministeren kan fastsætte særlige regler for omregning mellem et regnskab i fremmed valuta

og pligtmæssige oplysninger i dansk mønt.

§ 30.

Uanset § 29, stk. 1, og bestemmelser udstedt efter § 29, stk. 2, 2. pkt., kan skattepligtige

som nævnt i § 32, stk. 1, og som skal indgive et skattemæssigt årsregnskab til told- og

skatteforvaltningen, udarbejde årsregnskabet i én fremmed valuta og omregne resultatet til dansk

mønt, jf. § 32. Opgørelser m.v. af betydning for skatteansættelsen foretages i den valgte fremmede

valuta inden omregningen af resultatet til dansk mønt. Det er en betingelse, at den skattepligtige

inden begyndelsen af det første indkomstår, for hvilket der vælges en anden valuta end dansk mønt,

har indgivet meddelelse til told- og skatteforvaltningen om, hvilken valuta der ønskes anvendt, og

om, hvilken centralbanks kurs der ønskes anvendt ved omregningen af resultatet, jf. § 32, stk. 2.

Tilsvarende kan nystiftede selskaber i forbindelse med stiftelsen af selskabet give told- og

skatteforvaltningen meddelelse efter 3. pkt. om, hvilken valuta m.v., der ønskes anvendt. Told- og

skatteforvaltningen kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i 3. og 4. pkt.

Stk. 2.

Den skattepligtige skal bogføre i den pågældende valuta eller sørge for, at bogføringen

indeholder oplysninger, som til enhver tid gør det muligt at omregne til den pågældende valuta. En

skattepligtig, der aflægger årsrapport efter International Accounting Standards (IAS) eller

International Financial Reporting Standards (IFRS), kan alene vælge at udarbejde et skattemæssigt

årsregnskab, som skal indgives til told- og skatteforvaltningen, i sin funktionelle valuta eller dansk

mønt.

§ 31.

Den skattepligtige kan for et efterfølgende indkomstår vælge, at et skattemæssigt

årsregnskab, som skal indgives til told- og skatteforvaltningen, skal udarbejdes i anden valuta end

den, der tidligere er valgt, hvis ændringen er begrundet i virksomhedens eller koncernens forhold.

Det er en betingelse, at den skattepligtige inden begyndelsen af det indkomstår, for hvilket der

ønskes anvendt en anden valuta end den, der tidligere er valgt, har indgivet meddelelse til told- og

skatteforvaltningen om, hvilken ny valuta der ønskes anvendt, og om, hvilken centralbanks kurs der

ønskes anvendt ved omregningen af resultatet, jf. § 32, stk. 2. Det er endvidere en betingelse, at der

er opnået tilladelse hertil fra told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen kan i særlige

tilfælde dispensere fra fristen i 2. pkt.

§ 32.

Følgende skattepligtige har adgang til omregning som nævnt i § 30, stk. 1:

1) Juridiske personer omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a eller b.

2) Juridiske personer omfattet af fondsbeskatningslovens § 1.

3) Fysiske personer omfattet af kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4 eller 5, og dødsboer

omfattet af dødsboskatteloven, dog alle alene for så vidt angår opgørelsen af indkomst fra

selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Stk. 2.

Omregningen af resultatet til dansk mønt, jf. § 30, stk. 1, 1. pkt., skal ske til en

gennemsnitskurs for indkomståret. Ved omregning af resultatet skal der anvendes en af en

centralbank fastsat valutakurs. Valget af, hvilken centralbanks valutakurs der ønskes anvendt ved

omregningen af resultatet, skal anmeldes i forbindelse med meddelelsen til told- og

skatteforvaltningen efter § 30, stk. 1, 3. pkt., eller § 31, stk. 1, 2. pkt. Den skattepligtige kan for

efterfølgende indkomstår vælge en anden centralbanks valutakurs end den, der er valgt efter 2. pkt.

Det er en betingelse, at der er indgivet meddelelse herom til told- og skatteforvaltningen inden

indkomstårets begyndelse. Ved omregning af indkomstårets transaktioner anvendes den efter 2. pkt.

valgte centralbanks valutakurser. Hvis denne centralbank ikke offentliggør valutakurser på den

valuta, som transaktionen er foretaget i, kan der anvendes en valutakurs fastsat af en anden

centralbank. Udarbejder den skattepligtige et skattemæssigt årsregnskab, som skal indgives til told-

og skatteforvaltningen, i fremmed valuta, skal den skattepligtige tillige omregne uudnyttede tab

omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 9 og 13 A, ejendomsavancebeskatningslovens § 6 og

kursgevinstlovens §§ 31, 31 A og32 efter 1.-7. pkt.

§ 33.

Overgår en skattepligtig fra at udarbejde et skattemæssigt årsregnskab til told- og

skatteforvaltningen i overensstemmelse med § 29, stk. 1, til at udarbejde et årsregnskab til

forvaltningen i en ny valuta, skal der foretages en opgørelse i den valgte valuta af samtlige

anskaffelsessummer, afskrivningsgrundlag, foretagne afskrivninger og øvrige elementer, som

indgår i indkomstopgørelsen. Opgørelsen foretages ved omregning af de hidtidige

anskaffelsessummer m.v. med valutakursen pr. skæringstidspunktet for indgangen til det første

indkomstår, hvori den nye valuta anvendes. Ved omregning pr. skæringstidspunktet anvendes den

efter § 32, stk. 2, 2. pkt., valgte centralbanks valutakurser. Hvis denne centralbank ikke offentliggør

valutakurser på den valuta, som transaktionen er foretaget i, kan der anvendes en valutakurs fastsat

af en anden centralbank.

§ 34.

Medfører en virksomhedsomdannelse omfattet af lov om skattefri virksomhedsomdannelse,

en ændring af skattemæssig kvalifikation efter selskabsskattelovens §§ 2 A eller 2 C eller en fusion,

en spaltning eller en tilførsel af aktiver omfattet af fusionsskatteloven eller selskabsskattelovens § 8

A overgang til en ny valuta, sker omregningen af anskaffelsessummer, afskrivningsgrundlag,

foretagne afskrivninger samt øvrige elementer, som indgår i indkomstopgørelsen, jf. § 33, pr.

fusionens m.v. vedtagelsestidspunkt. Hvis virksomhedsomdannelsen, fusionen, spaltningen eller

tilførslen af aktiver gennemføres med tilbagevirkende kraft, sker omregningen efter 1. pkt. alene for

de aktiver og passiver, der er i behold på vedtagelsestidspunktet, mens omregningen efter 1. pkt. for

aktiver og passiver, der er afstået i perioden mellem virkningstidspunktet og vedtagelsestidspunktet,

sker til valutakursen pr. afståelsestidspunktet.

§ 35.

Hvis en skattepligtig som nævnt i § 32, stk. 1, nr. 3, deltager i en virksomhed, kan den

skattepligtige ved anvendelsen af bestemmelserne i §§ 30-34 behandle virksomheden uafhængigt af

sin øvrige erhvervsvirksomhed, hvis

1) mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser,

2) den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden, og

3) virksomheden aflægger regnskab i en fremmed valuta. Den skattepligtige kan for hver enkelt

virksomhed alene vælge, at omregningen m.v. skal ske fra den valuta, som den pågældende

virksomhed aflægger regnskab i.

Stk. 2.

Stk. 1 finder anvendelse, uanset at den skattepligtige til told- og skatteforvaltningen

indgiver et skattemæssigt årsregnskab, som er udarbejdet i dansk mønt. Det er en betingelse for

anvendelsen af stk. 1, at den skattepligtige i forbindelse med meddelelsen til told- og

skatteforvaltningen efter § 30, stk. 1, 3. pkt., eller § 31, 2. pkt., ligeledes indgiver meddelelse om,

for hvilke af den skattepligtiges virksomheder stk. 1 ønskes anvendt. Hvis den skattepligtige

erhverver andel i en virksomhed omfattet af stk. 1 i løbet af indkomståret, kan stk. 1 alene finde

anvendelse for denne virksomhed, hvis den skattepligtige senest 14 dage efter erhvervelsen indgiver

meddelelse til told- og skatteforvaltningen om, at den skattepligtige for den pågældende virksomhed

ønsker at anvende stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i

3. pkt.

§ 36.

Hvis en skattepligtig som nævnt i § 32, stk. 1, nr. 3, der udarbejder skattemæssigt

årsregnskab i en fremmed valuta efter reglerne i §§ 30-34, deltager i en virksomhed, kan den

skattepligtige undlade at anvende bestemmelserne i §§ 30-34 på denne virksomhed, således at

virksomheden behandles uafhængigt af den skattepligtiges øvrige erhvervsvirksomhed, hvis

1) mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser,

2) den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden, og

3) virksomheden aflægger regnskab i dansk mønt.

Stk. 2.

Det er en betingelse for anvendelsen af stk. 1, at den skattepligtige i forbindelse med

meddelelsen til told- og skatteforvaltningen efter § 30, stk. 1, 3. pkt., eller § 31, 2. pkt., ligeledes

indgiver meddelelse om, for hvilke af den skattepligtiges virksomheder stk. 1 ønskes anvendt. Hvis

den skattepligtige erhverver andel i en virksomhed omfattet af stk. 1 i løbet af indkomståret, kan

stk. 1 alene finde anvendelse for denne virksomhed, hvis den skattepligtige senest 14 dage efter

erhvervelsen indgiver meddelelse til told- og skatteforvaltningen om, at den skattepligtige for den

pågældende virksomhed ønsker at anvende stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan i særlige

tilfælde dispensere fra fristen i 2. pkt.

§ 37.

Bestemmende indflydelse, jf. § 35, stk. 1, nr. 2, og § 36, stk. 1, nr. 2, kan foreligge på

grund af vedtægtsbestemmelse, aftale, fælles ledelse eller anden form for ejerskab. Der foreligger

bestemmende indflydelse, såfremt den skattepligtiges ejerandel direkte eller indirekte udgør mere

end 50 pct., eller den skattepligtige råder over mere end 50 pct. af stemmerne i virksomheden. Ved

bedømmelsen af, om den skattepligtige anses for at have bestemmende indflydelse på

virksomheden, medregnes ejerandele, som ejes af selskaber, som den skattepligtige har

bestemmende indflydelse på, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og af den skattepligtiges nærtstående,

jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6, 3. og 4. pkt., eller af fonde eller truster stiftet af den skattepligtige

selv eller af selskaber, som den skattepligtige har bestemmende indflydelse på, jf. kursgevinstlovens

§ 4, stk. 2, den skattepligtiges nærtstående m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse.

Kapitel 4

Transfer pricing

Oplysningspligter og skriftlig dokumentation

§ 38.

Skattepligtige omfattet af stk. 2 (oplysningspligtige) skal i oplysningsskemaet give told- og

skatteforvaltningen oplysninger om art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske

transaktioner med de parter, der er nævnt i stk. 2 (kontrollerede transaktioner). § 2, stk. 4, finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Oplysningspligten påhviler skattepligtige,

1) hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en bestemmende indflydelse,

2) der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer,

3) der er koncernforbundet med en juridisk person,

4) der har et fast driftssted beliggende i udlandet,

5) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark, eller

6) der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af

kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4.

Stk. 3.

Med juridiske personer i stk. 2, nr. 1, og stk. 5, sidestilles selskaber og foreninger m.v., der

efter danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af

selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt. § 2, stk. 4, finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 4.

Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder,

således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere

end 50 pct. af stemmerne. Ved bedømmelsen af, om den skattepligtige anses for at have

bestemmende indflydelse på en juridisk person, eller om der udøves en bestemmende indflydelse

over den skattepligtige af en juridisk eller fysisk person, medregnes aktier og stemmerettigheder,

som indehaves af koncernforbundne selskaber, jf. stk. 5, af personlige aktionærer og deres

nærtstående, jf. ligningslovens § 16 H, stk. 6, eller af fonde eller truster stiftet af moderselskabet

selv eller af de nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af fonde eller truster

stiftet af disse. Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af andre

selskabsdeltagere, med hvem selskabsdeltageren har en aftale om udøvelse af fælles bestemmende

indflydelse. Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af en person

omfattet af kildeskattelovens § 1 eller et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk. 2, i

fællesskab med nærtstående eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den skattepligtige

eller dennes nærtstående eller fonde eller truster stiftet af disse. Som nærtstående anses den

skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller

eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt

slægtskabsforhold.

Stk. 5.

Ved koncernforbundne juridiske personer forstås juridiske personer, hvor samme kreds af

selskabsdeltagere har bestemmende indflydelse, eller hvor der er fælles ledelse.

Stk. 6.

En juridisk eller fysisk person anses for udenlandsk, hvis personen er hjemmehørende på

Færøerne, i Grønland eller i en fremmed jurisdiktion, herunder efter bestemmelserne i en

dobbeltbeskatningsoverenskomst.

§ 39.

De oplysningspligtige skal udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes

priser og vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner, jf. dog § 40, stk. 1. Den skriftlige

dokumentation skal på told- og skatteforvaltningens begæring forelægges denne og skal være af en

sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i

overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem

uafhængige parter. Skriftlig dokumentation i form af databaseundersøgelser skal alene udarbejdes,

såfremt told- og skatteforvaltningen anmoder herom, og med en frist på minimum 60 dage. Der skal

ikke udarbejdes skriftlig dokumentation for kontrollerede transaktioner, der i omfang og hyppighed

er uvæsentlige.

Stk. 2.

Told- og skatteforvaltningen fastsætter regler for indholdet af den skriftlige dokumentation

som nævnt i stk. 1. De fastsatte regler skal godkendes af Skatterådet.

§ 40.

Skattepligtige, der alene eller sammen med koncernforbundne virksomheder, jf. stk. 2, har

under 250 beskæftigede og enten har en årlig samlet balance på under 125 mio. kr. eller en årlig

omsætning på under 250 mio. kr., skal, idet § 39, stk. 1, 2.-4. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende

anvendelse, alene udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er

fastsat for

1) kontrollerede transaktioner med fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i en

fremmed stat, der ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og som samtidig

ikke er medlem af EU eller EØS,

2) kontrollerede transaktioner med et fast driftssted, der er beliggende i en fremmed stat, der ikke

har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og som samtidig ikke er medlem af EU

eller EØS, og

3) kontrollerede transaktioner med et fast driftssted, der er beliggende i Danmark, forudsat at den

skattepligtige, jf. § 38, stk. 2, nr. 4, er hjemmehørende i en fremmed stat, der ikke har en

dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og som samtidig ikke er medlem af EU eller

EØS.

Stk. 2.

Ved opgørelsen af størrelsesgrænserne i stk. 1 medregnes juridiske personer, der er

koncernforbundne med den skattepligtige, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2. Ved opgørelse af den

samlede balance bortses dog fra gæld og fordringer mellem den skattepligtige og koncernforbundne

juridiske personer samt kapitalandele i koncernforbundne juridiske personer ejet af den

skattepligtige og omvendt. Ved opgørelse af omsætningsgrænsen bortses fra omsætning mellem den

skattepligtige og koncernforbundne juridiske personer.

Revisorerklæring

§ 41.

Told- og skatteforvaltningen kan pålægge virksomheder omfattet af § 38 eller § 40, stk. 1,

at indsende en erklæring som nævnt i revisorlovens § 1, stk. 2, om dokumentationen som nævnt i §

39, stk. 1, 2. pkt. Det er en betingelse for erklæringspålægget, at virksomheden har haft

kontrollerede transaktioner med fysiske eller juridiske personer i lande uden for EU eller EØS, med

hvilke Danmark ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, eller at virksomheden ifølge

virksomhedens årsrapporter har haft gennemsnitligt driftsmæssigt underskud i 4 på hinanden

følgende indkomstår, hvoraf det seneste er det indkomstår, for hvilket erklæringspålægget gives,

målt som resultat af primær drift før finansiering, ekstraordinære poster og skat. Dog anvendes for

forsikringsvirksomheder forsikringsteknisk resultat som driftsresultatmål. For øvrige finansielle

virksomheder anvendes resultat før skat som driftsresultatmål. Det er endvidere en betingelse, at det

for kontrollen af virksomhedens skattemæssige forhold er hensigtsmæssigt og relevant for told- og

skatteforvaltningen at indhente erklæringen.

Stk. 2.

Fristen for indsendelse af erklæringen som nævnt i stk. 1 er mindst 90 dage regnet fra

pålæggets datering. Pålægget kan tidligst gives 7 dage efter modtagelsen af dokumentationen efter §

39, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3.

Told- og skatteforvaltningens afgørelse om indhentelse af en revisorerklæring kan ikke

påklages til anden administrativ myndighed. Dog kan afgørelsen påklages til Landsskatteretten, hvis

told- og skatteforvaltningen henlægger sagen uden at gennemføre en ændring af virksomhedens

oplysningspligtige indkomst foretaget på baggrund af den indkaldte dokumentation, eller hvis

forvaltningen gennemfører en nedsættelse af den oplysningspligtige indkomst foretaget på baggrund

af den indkaldte dokumentation. Klagefristen er i de tilfælde 3 måneder regnet fra told- og

skatteforvaltningens underretning til virksomheden om henlæggelsen eller nedsættelsen. Endvidere

kan afgørelsen prøves i forbindelse med en klage over en ændring af virksomhedens

oplysningspligtige indkomst foretaget på baggrund af den indkaldte dokumentation. Ved klage efter

2. og 4. pkt. finder skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3 og 5, og §§ 35 c-35 e og 35 g tilsvarende

anvendelse.

Stk. 4.

Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte nærmere regler om erklæringens indhold og

afgivelse samt fristen for indsendelse af erklæringen.

Skønsmæssig ansættelse

§ 42.

Såfremt den skattepligtige ikke har udarbejdet dokumentation, for så vidt angår de

kontrollerede transaktioner efter § 39, stk. 1, eller § 40 eller indsendt erklæring efter § 41, kan told-

og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse i overensstemmelse med ligningslovens

§ 2, stk. 1.

Land for land-rapport

§ 43.

Ved følgende begreber i §§ 44-46 forstås:

Koncern: En gruppe af virksomheder, der er forbundet med hinanden gennem ejerskab eller

kontrol, således at de skal udarbejde et konsolideret koncernregnskab efter de

årsregnskabsregler, der anvendes af koncernen, eller skulle have udarbejdet et sådant, hvis et

eller flere af selskaberne var børsnoterede.

Multinational koncern: En koncern, der har koncernselskaber i mere end én skattejurisdiktion.

Koncernselskab:

a) Enhver virksomhed i den multinationale koncern, som optræder som en separat enhed i det

konsoliderede koncernregnskab eller ville have optrådt sådan, hvis koncernen skulle have

udarbejdet et konsolideret koncernregnskab, hvis et eller flere af selskaberne var børsnoterede.

b) Enhver virksomhed, der er undladt i det konsoliderede koncernregnskab alene på grund af

virksomhedens størrelse eller uvæsentlighed.

c) Ethvert fast driftssted af en virksomhed omfattet af litra a eller b, hvis der udarbejdes et

separat regnskab for det faste driftssted af hensyn til aflæggelse af årsregnskab eller af

skatteregnskab, eller af eksterne tilsynsformål eller koncerninterne managementkontrolformål.

Ultimativt moderselskab: Et koncernselskab, der i en multinational koncern, opfylder følgende

kriterier:

a) Det har direkte eller indirekte tilstrækkelig indflydelse over et eller flere andre

koncernselskaber i den multinationale koncern, hvorved selskabet er forpligtet til at udarbejde et

konsolideret koncernregnskab efter de regler, der gælder, hvor det er skattemæssigt

hjemmehørende, eller skulle have udarbejdet et sådant, hvis det var børsnoteret, og

b) der ikke er et andet koncernselskab i den multinationale koncern, som direkte eller indirekte

har tilstrækkelig indflydelse over selskabet nævnt i litra a.

Omsætning: Indtægter, der opstår i forbindelse med en virksomheds ordinære drift, herunder

varesalg, levering af tjenesteydelser, honorarer, renter, udbytte og royalties.

Stedfortrædende moderselskab: Et koncernselskab, der i overensstemmelse med § 44, stk. 3, er

udpeget til at indgive land for land-rapporten i det land, hvor det er skattemæssigt

hjemmehørende, når en eller flere af betingelserne i § 44, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.

Aftale mellem de kompetente myndigheder: En international aftale mellem de kompetente

skattemyndigheder i de relevante jurisdiktioner, som kræver automatisk udveksling af land for

land rapporter mellem landene.

International aftale om udveksling af skatteoplysninger: Enhver

dobbeltbeskatningsoverenskomst, anden international overenskomst eller konvention eller

administrativt indgået aftale om bistand i skattesager, der medfører, at der mellem Danmark og

en eller flere jurisdiktioner kan udveksles skatteoplysninger, herunder automatisk udveksling af

oplysninger.

Systematisk fejl vedrørende en jurisdiktion: Når der eksisterer en aftale mellem de kompetente

myndigheder i Danmark og den pågældende jurisdiktion, men jurisdiktionen har suspenderet den

automatiske udveksling af andre grunde end dem, der er fastsat i aftalen mellem de kompetente

myndigheder, eller på anden måde gentagne gange har undladt automatisk at udveksle land for

land-rapporter med Danmark i tilfælde, hvor den multinationale koncern har koncernselskaber i

Danmark.

§ 44.

Enhver multinational koncerns ultimative moderselskab, som er skattemæssigt

hjemmehørende i Danmark efter selskabsskattelovens § 1 eller fondsbeskatningslovens § 1, skal til

told- og skatteforvaltningen indgive en land for land-rapport for et indkomstår, hvis koncernen har

en konsolideret omsætning på mindst 5,6 mia. kr. i regnskabsåret forud for det indkomstår, der skal

rapporteres for. Land for land-rapporten skal indgives senest 12 måneder efter den sidste dag i det

indkomstår, som land for land-rapporten skal indgives for.

Stk. 2.

Et koncernselskab, som ikke er det ultimative moderselskab, skal indgive land for land-

rapporten i overensstemmelse med stk. 1, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Koncernselskabet er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter selskabsskattelovens § 1, og

2) en eller flere af følgende betingelser er opfyldt:

a) Koncernens ultimative moderselskab er ikke forpligtet til at indgive land for land-rapporten i

det land, hvor det er hjemmehørende,

b) der sker ikke automatisk udveksling af land for land-rapporterne som følge af, at der ikke

eksisterer en aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og den jurisdiktion, hvor det

ultimative moderselskab er hjemmehørende, selv om der er en international aftale om udveksling

af skatteoplysninger, eller

c) der er en systematisk fejl vedrørende den jurisdiktion, hvor det ultimative moderselskab har

skattemæssigt hjemsted, og told- og skatteforvaltningen har meddelt dette til koncernselskabet

omfattet af nr. 1.

Stk.

Hvis en eller flere af betingelserne i stk. 2, nr. 2, er opfyldt, og der er mere end et dansk

koncernselskab, jf. stk. 2, nr. 1, skal koncernselskaberne udvælge et af koncernselskaberne som

ansvarlig for indgivelse af land for land-rapporten til told- og skatteforvaltningen i

overensstemmelse med stk. 1. Udvælgelsen skal meddeles til told- og skatteforvaltningen, jf. § 46,

1. pkt.

§ 45.

Et koncernselskab er ikke forpligtet til at indgive land for land rapport til told- og

skatteforvaltningen, selv om en eller flere af betingelserne i § 44, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, hvis den

multinationale koncern indgiver en land for land-rapport for det pågældende indkomstår gennem et

stedfortrædende moderselskab til den skattemyndighed, hvor det stedfortrædende moderselskab er

skattemæssigt hjemmehørende, og følgende betingelser er opfyldt:

1) Den jurisdiktion, hvor det stedfortrædende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende,

kræver indgivelse af land for land–rapportering.

2) Den jurisdiktion, hvor det stedfortrædende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende, har

en international aftale om udveksling af oplysninger med Danmark, og der sker automatisk

udveksling af land for land-rapporter i henhold til en aftale mellem de kompetente myndigheder

3) Der ikke er en systematisk fejl vedrørende den jurisdiktion, hvor det stedfortrædende

moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende, eller told- og skatteforvaltningen har undladt at

meddele en systematisk fejl til koncernselskabet.

4) Den jurisdiktion, hvor det stedfortrædende moderselskab er skattemæssigt hjemmehørende, har

modtaget en meddelelse, jf. § 46, 1. pkt., fra et koncernselskab, som er skattemæssigt

hjemmehørende i samme jurisdiktion som det stedfortrædende moderselskab, om at

koncernselskabet skal betragtes som det stedfortrædende moderselskab.

5) En meddelelse er blevet givet til told- og skatteforvaltningen, jf. § 46, 2. pkt.

§ 46.

Et ultimativt moderselskab, jf. § 44, stk. 1, eller et dansk stedfortrædende moderselskab, jf.

§ 44 stk. 2, i en multinational koncern skal senest inden udgangen af det indkomstsår, for hvilket

land for land-rapporteringen skal indgives, meddele told- og skatteforvaltningen, at det er forpligtet

til at indgive rapporten. Er koncernselskabet i en multinational koncern ikke det ultimative

moderselskab eller det stedfortrædende moderselskab, skal koncernselskabet senest inden udgangen

af det indkomstår for hvilket land for land-rapporteringen skal indgives, meddele til told- og

skatteforvaltningen, hvilket koncernselskab, som er forpligtet til at indgive land for land-rapporten,

og hvor dette koncernselskab er skattemæssigt hjemmehørende.

§ 47.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om land for land-rapporten.

Afsnit II

Kapitel 5

Kontrolbeføjelser over for den skattepligtige

Kontrolbeføjelser over for erhvervsdrivende

§ 48.

Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den pågældende ifølge

lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligt til efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen at

indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og

andre dokumenter, der kan have betydning for kontrollen af den pågældendes skatteansættelser,

herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Indsendelsespligten omfatter også

regnskabsmateriale m.v. vedrørende den skattepligtiges virksomhed i udlandet, på Færøerne, i

Grønland eller en fremmed jurisdiktion.

Stk. 2.

Beror regnskabsmaterialet m.v. hos tredjemand, skal denne, selv om den pågældende har

tilbageholdsret herover, efter anmodning udlevere materialet til told- og skatteforvaltningen, som

sørger for, at materialet leveres tilbage til den pågældende.

Stk. 3.

Hvis en anmodning efter stk. 1 ikke efterkommes, finder § 70 tilsvarende anvendelse.

§ 49.

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig

legitimation uden retskendelse adgang til den erhvervsdrivende virksomheds lokaler samt

arbejdssteder uden for den erhvervsdrivendes lokaler, herunder transportmidler, der anvendes

erhvervsmæssigt, for at gennemgå regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan

have betydning for kontrollen af den pågældendes skatteansættelser. I det omfang de nævnte

regnskabsoplysninger m.v. er registreret elektronisk, omfatter told- og skatteforvaltningens adgang

også en elektronisk adgang hertil. Efter samme regler som nævnt i 1. pkt. har told- og

skatteforvaltningen adgang til at foretage opgørelse af kassebeholdninger, kasseterminaler og

lignende samt foretage opgørelse og vurdering af lagerbeholdninger, besætning, inventar, maskiner

og andet driftsmateriel.

Stk. 2.

Ved kontrollen efter stk. 1 skal ejeren af virksomheden og dennes ansatte yde told- og

skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp. Hvis der er konkret mistanke om, at en juridisk

person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder vejledningspligten for fysiske

personer med tilknytning til den juridiske person, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til

brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om

retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.

Stk. 3.

I det omfang der drives erhvervsmæssig virksomhed fra en ejendom, der også anvendes

som bolig, kan der gennemføres kontrol efter stk. 1 på ejendommen.

Stk. 4.

Politiet yder om fornødent told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelse af

kontrollen efter stk. 1 og 3.

Kontrolbeføjelser over for skattepligtige fysiske personer

§ 50.

Told- og skatteforvaltningen kan anmode en skattepligtig fysisk person om inden for en

rimelig frist at oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt

om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets

privatforbrug, i det omfang told- og skatteforvaltningen ikke i forvejen har kendskab til disse

oplysninger. Oplysningspligten omfatter også en ægtefælle, som den skattepligtige levede sammen

med ved udgangen af indkomståret. Er oplysningerne ikke indsendt rettidigt, finder § 70 tilsvarende

anvendelse.

§ 51.

Skattepligtige fysiske personer, som ejer mere end 25 pct. af selskabskapitalen eller råder

over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi i et selskab som nævnt i selskabsskattelovens §

1, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal på told- og skatteforvaltningens anmodning oplyse om væsentlige

økonomiske aftaler, der i indkomståret er indgået eller ændret mellem det selskab, som den

pågældende behersker, og den pågældende selv eller dennes samlevende ægtefælle. For ikke fuldt

skattepligtige personer efter kildeskattelovens § 1 skal sådanne oplysninger gives, hvis den

oplysningspligtige behersker et selskab, der er hjemmehørende her i landet. Det samme gælder fuldt

skattepligtige personer, der efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst skal anses for hjemmehørende

i en fremmed stat (dobbeltdomicil). Er oplysningerne ikke indsendt rettidigt, finder § 70 tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2.

Procentsatserne nævnt i stk. 1 opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, 3.

pkt., og stk. 2 og 3.

Kapitel 6

Kontrolbeføjelser over for tredjemand

Dødsboers oplysningspligt

§ 52.

Skifteretten, bobestyreren, privat skiftende arvinger eller en efterlevende ægtefælle skal

efter anmodning give told- og skatteforvaltningen enhver oplysning af betydning for undersøgelsen

af, om afdøde er eller kan blive skatteansat korrekt, og om den skifteretlige behandling af afdødes

bo, jf. om frister i dødsboskattelovens § 87, stk. 3.

Stk. 2.

Skatteministeren kan fastsætte regler om, at skifteretterne i et af ministeren angivet omfang

skal foretage indberetning om dødsboer til told- og skatteforvaltningen.

Oplysninger til krydsrevision

§ 53.

Når oplysningerne er nødvendige for skattekontrollen, har enhver erhvervsdrivende efter

anmodning pligt til at give told- og skatteforvaltningen oplysning om den omsætning,

virksomheden har haft med eller formidlet for andre navngivne erhvervsdrivende, og om arbejder,

virksomheden har udført for eller ladet udføre hos andre navngivne erhvervsdrivende. Oplysning

kan forlanges om arten af omsætningen eller arbejdet, om omsatte varemængder, om vederlagets

størrelse, om tidspunktet for omsætningen eller arbejdets udførelse samt om, hvornår og hvorledes

vederlaget er erlagt. For produktions- og indkøbs- eller salgsforeninger og lignende

erhvervsorganisationers vedkommende omfatter oplysningspligten også organisationens

mellemværende af nævnte art med sine erhvervsdrivende medlemmer.

Stk. 2.

Når oplysningerne er nødvendige for skattekontrollen, kan told- og skatteforvaltningen

anmode enhver erhvervsdrivende og enhver ikke erhvervsdrivende juridisk person om at indsende

regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter i samme omfang som i § 48 til brug for kontrol

af andre navngivne erhvervsdrivende.

Stk. 3.

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig

legitimation uden retskendelse adgang til hos enhver erhvervsdrivende at foretage gennemgang på

stedet af regnskabsmateriale, bilag og andre dokumenter som nævnt i § 49. Ved gennemgangen kan

told- og skatteforvaltningen sikre sig oplysninger som nævnt i stk. 1 og 2.

Finansielle virksomheders oplysningspligt

§ 54.

Finansielle virksomheder skal, i det omfang told- og skatteforvaltningen anmoder derom,

og oplysningerne er nødvendige for skattekontrollen, give told- og skatteforvaltningen oplysninger

om en kundes:

1) Indskud, lån, depot eller boks.

2) Omsætning med eller for kunden af penge og lignende og af kreditmidler og værdipapirer.

3) Aftaler med eller for kunden om terminskontrakter samt købe- og salgsretter.

4) Ekspedition af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger, herunder hvem der er modtager af

en udbetaling eller foretager en indbetaling.

5) Ydelse af garantier.

6) Konti for fysiske eller juridiske personer, som ikke er hjemmehørende i Danmark, herunder

bevægelser på kontoen, oplysning om kontohavers identitet og kontaktadresse og begrundelse

for oprettelse af kontoen.

Stk. 2.

Værdipapircentraler kan kun afkræves oplysninger om, hvilket institut der er kontoførende

for nærmere angivne personer eller kontofører nærmere angivne papirer, og om ejere af aktier, der

er optaget til handel på et reguleret marked.

Advokaters oplysningspligt

§ 55.

Advokater skal, i det omfang advokaten foretager økonomiske dispositioner på sin klients

vegne eller med klienten, når told- og skatteforvaltningen anmoder derom, og oplysningerne er

nødvendige for skattekontrollen, give told- og skatteforvaltningen oplysninger om en klient

vedrørende:

1) Omsætning med eller for klienten af penge og lignende og af kreditmidler og værdipapirer.

2) Aftaler med eller for klienten om terminskontrakter samt købe- og salgsretter.

3) Aftaler med eller for klienten om køb og salg af fast ejendom, forretning, fly, skibe og lign.

4) Økonomiske dispositioner i forbindelse med administration af fast ejendom.

Oplysningspligt for offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er

omfattet af §§ 54 og 55

§ 56.

Offentlige myndigheder, enhver erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af §§ 54 eller 55,

og ikke erhvervsdrivende juridiske personer, skal efter anmodning meddele told- og

skatteforvaltningen oplysninger til brug for kontrol af skattepligt og skatteansættelse, når

oplysningerne af myndighederne skønnes at være nødvendige for skattekontrollen af en

identificerbar fysisk eller juridisk person.

Skatterådets tilladelse

§ 57.

Offentlige myndigheder, enhver erhvervsdrivende og ikke erhvervsdrivende juridiske

personer skal, når Skatterådet har givet tilladelse, efter anmodning meddele told- og

skatteforvaltningen oplysninger til brug for kontrol af skattepligt og skatteansættelse, når

oplysningerne af told- og skatteforvaltningen skønnes at være nødvendige for skattekontrollen af

ikke individuelt bestemte fysiske eller juridiske personer. Oplysninger om forhold som nævnt i §§

53-55 kan ikke afkræves i videre omfang end nævnt i disse bestemmelser.

Stk. 2.

Skatterådets tilladelse skal offentliggøres, medmindre særlige hensyn taler imod.

Kapitel 7

Samarbejde med eksterne parter

Samarbejde med udenlandske skattemyndigheder

§ 58.

Told- og skatteforvaltningen afgiver oplysninger til og modtager oplysninger fra de

kompetente myndigheder på Færøerne, i Grønland og i en fremmed jurisdiktion i overensstemmelse

med bestemmelserne i:

1) Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om

ophævelse af direktiv 77/799/EØF, som ændret ved rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december

2014, Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015 og Rådets direktiv 2016/881/EU af

25. maj 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk

udveksling af oplysninger på beskatningsområdet.

2) En dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Færøerne, Grønland, og den

pågældende fremmede jurisdiktion.

3) En administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager mellem Danmark og

Færøerne, Grønland, den pågældende fremmede jurisdiktion.

4) Enhver anden international overenskomst eller konvention tiltrådt af Danmark, som omhandler

administrativ bistand i skattesager.

§ 59.

Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed

m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. gælder for embedsmænd fra

Færøerne, Grønland eller en fremmed jurisdiktion, der befinder sig her i landet som led i ydelse

eller modtagelse af administrativ bistand i skattesager, når denne bistand sker i overensstemmelse

med Danmarks forpligtelser efter EU-retlige regler, en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden

international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ

bistand i skattesager.

Registersamkøring

§ 60.

Told- og skatteforvaltningen kan til brug ved opgørelse eller inddrivelse af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told og afgifter få terminaladgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske

eller juridiske personers økonomiske og erhvervsmæssige forhold i indkomstregisteret, jf.

indkomstregisterlovens § 7. Oplysningerne anvendes til brug for oplysningsskema, årsopgørelse,

forskudsopgørelse m.v. og ved behandling af enkelte sager eller til brug for en generel kontrol ved

samkøring og sammenstilling af oplysninger med told- og skatteforvaltningens øvrige oplysninger

til kontrol med overholdelse af de i de enkelte skatte-, afgifts- og toldlove m.v. indeholdte

bestemmelser.

§ 61.

Efter skatteministerens nærmere bestemmelse kan told- og skatteforvaltningen, i det

omfang det anses for at være af væsentlig betydning for opgørelse og inddrivelse af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told og afgifter, indhente oplysninger om fysiske eller juridiske personers

økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder med

henblik på registersamkøring.

§ 62.

Med henblik på at imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told og afgifter kan told- og skatteforvaltningen oprette et register over

fysiske og juridiske personer, der har påført eller forsøgt at påføre det offentlige et samlet tab på

mindst 100.000 kr. af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.

Stk. 2.

Registrerede oplysninger og oplysninger hos told- og skatteforvaltningen, der ligger

til grund for en registrering, er omfattet af samme tavshedspligt som den, der gælder for oplysninger

omfattet af skatteforvaltningslovens § 17.

Stk. 3.

Registrering kan ikke foretages eller opretholdes mere end fem år efter, at det forhold, der

begrunder en registrering, er konstateret.

Stk. 4.

Told- og skatteforvaltningen kan med henblik på registreringskontrol af virksomheder

foretage samkøring af oplysninger i kontrolinformationsregisteret med oplysninger i told- og

skatteforvaltningens registreringssystem for virksomheder. Told- og skatteforvaltningen kan stille

resultatet af registersamkøringen til rådighed for Erhvervsstyrelsen til brug for denne myndigheds

arbejde som registreringsmyndighed for told- og skatteforvaltningen.

Tilsyn med nedskrivninger og hensættelser i finansielle virksomheder m.v.

§ 63.

Tilsynsmyndigheden for et institut som nævnt i kursgevinstlovens § 25, stk. 7, kontrollerer

størrelsen af beløb, der er nedskrevet på udlån og hensat på garantier m.v. i instituttet. Told- og

skatteforvaltningen kan i særlige tilfælde anmode tilsynsmyndigheden om at foretage kontrollen pr.

31. december i det pågældende år.

Stk. 2.

For herværende filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land

inden for EU/EØS, kan told- og skatteforvaltningen anmode Finanstilsynet om på dennes vegne at

kontrollere størrelsen af nedskrivninger på udlån og hensættelser på garantier m.v., som kan

fradrages efter kursgevinstlovens § 25, stk. 7. Anmodning fra told- og skatteforvaltningen skal

fremsættes senest 1 år og 6 måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår. Finanstilsynet skal

meddele sin afgørelse til told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder fra anmodningens

fremsættelse. Afgørelsen kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at de filialer,

der er nævnt i 1. pkt., har fået underretning om afgørelsen fra told- og skatteforvaltningen.

Stk. 3.

For finansieringsselskaber, der efter kursgevinstlovens § 25, stk. 8, har valgt at anvende

reglerne i kursgevinstlovens § 25, stk. 7, kan told- og skatteforvaltningen anmode Erhvervsstyrelsen

om på told- og skatteforvaltningens vegne at kontrollere størrelsen af nedskrivninger på udlån og

hensættelser på garantier m.v., som kan fradrages efter reglerne i kursgevinstlovens § 25, stk. 7.

Reglerne i stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.

Finansieringsselskaber, der efter kursgevinstlovens § 25, stk. 8, har valgt at anvende

reglerne i kursgevinstlovens § 25, stk. 7, skal sammen med selskabets oplysningsskema for det

pågældende indkomstår indsende en erklæring afgivet af en statsautoriseret revisor, hvorved det

attesteres, at de regnskabsmæssige nedskrivninger på udlån og hensættelser på garantier m.v. er

foretaget i overensstemmelse med reglerne i årsregnskabslovens afsnit V, herunder at selskabet har

kalenderåret som regnskabsår. Endvidere skal erklæringen indeholde oplysning om, hvorvidt

selskabet opfylder betingelsen i kursgevinstlovens § 25, stk. 10, nr. 2. Reglerne i §§ 17 og 18 finder

tilsvarende anvendelse, hvis revisorattesten ikke er indsendt rettidigt.

Stk. 5.

Reglerne i § 347 i lov om finansiel virksomhed, dog bortset fra reglen i § 347, stk. 1, 2.

pkt., finder tilsvarende anvendelse ved Finanstilsynets kontrol af filialer af udenlandske

kreditinstitutter, jf. stk. 2, og Erhvervsstyrelsens kontrol af finansieringsselskaber, jf. stk. 3.

Udlevering af oplysninger til kreditvurdering med samtykke fra den registrerede

§ 64.

Virksomheder, der yder lån eller formidler lån, kan efter samtykke fra den registrerede få

adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for

konkrete kreditgivningssituationer.

Stk. 2.

Finansielle virksomheder, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god

praksis for de finansielle virksomheder udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel

virksomhed, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den

seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for rådgivning af den registrerede i

overensstemmelse med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis.

Stk. 3.

Finansielle virksomheder kan desuden efter samtykke fra den registrerede få adgang til

oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til efterlevelse af

bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., med hensyn til at der skal

tilvejebringes opdaterede oplysninger om den registrerede. Adgang til oplysningerne forudsætter, at

den registrerede er kunde i den finansielle virksomhed.

Stk. 4.

Adgang efter stk. 1-3 forudsætter, at virksomheden har indgået en aftale med told- og

skatteforvaltningen om adgangen. Sådanne aftaler skal indeholde bestemmelser om betaling fra

virksomheden i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors

informationer.

Afsnit III

Kapitel 8

Administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af en oplysningspligt

Afskæring af TastSelv

§ 65.

Told- og skatteforvaltningen kan afskære en skattepligtig fra at anvende TastSelv på told-

og skatteforvaltningens hjemmeside til ændring af oplysninger i årsopgørelsen, hvis forvaltningen

finder, at der er nærliggende risiko for, at den skattepligtige vil begå væsentlige fejl ved

anvendelsen af TastSelv.

Stk. 2.

Afskæring efter stk. 1 kan ske med virkning for det aktuelle indkomstår. Finder told- og

skatteforvaltningen, at der er nærliggende risiko for, at den skattepligtige også vil begå væsentlige

fejl ved anvendelse af TastSelv for det efterfølgende indkomstår, kan forvaltningen tillige afskære

fra anvendelse af TastSelv for dette indkomstår.

Stk. 3.

Afgørelsen til den skattepligtige om at afskære denne fra at anvende TastSelv skal angive

det eller de indkomstår afskæringen vedrører, begrundelse herfor samt indeholde en

klagevejledning.

Stk. 4.

Skattepligtige, som efter stk. 1 er afskåret fra at anvende TastSelv, er ikke fritaget for på

anden måde inden oplysningsfristens udløb at give told- og skatteforvaltningen oplysninger som

nævnt i § 2.

Tvangsbøder

§ 66.

Told- og skatteforvaltningen kan pålægge daglige tvangsbøder med henblik på at

fremtvinge indgivelse af et oplysningsskema, jf. § 9, og indgivelse af et skattemæssigt årsregnskab,

jf. § 4.

Stk. 2.

Såfremt en anmodning om oplysninger, jf. § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, § 20, § 23, stk. 1, 1.

pkt., § 25, § 28, stk. 2, § 48, stk. 1 og 2, og §§ 50, 51og 53-56 ikke efterkommes, kan told- og

skatteforvaltningen give pålæg om, at oplysningerne skal indsendes inden en fastsat frist, og om

betaling af daglige tvangsbøder fra fristens overskridelse, og indtil pålægget efterkommes.

Stk. 3.

Klage over et pålæg efter stk. 1 og 2 har ikke opsættende virkning. Landsskatteretten eller

Skatteankeforvaltningen kan dog tillægge en klage over et pålæg efter stk.1 og 2 opsættende

virkning , hvis særlige omstændigheder taler derfor. Landsskatterettens afgørelse kan træffes af en

retsformand.

Skattetillæg

§ 67.

Har den skattepligtige ikke indgivet et oplysningsskema efter § 9 rettidigt, betales et

skattetillæg på 200 kr. for hver dag, oplysningsfristen overskrides, dog højst på 5.000 kr. i alt, jf.

dog §§ 68 og 69.

Stk. 2.

Skattetillægget tilfalder staten.

§ 68.

Fra skattetillægget efter § 67 gøres der følgende undtagelser:

1) For fysiske personer, der skal indgive et oplysningsskema, og hvis skattepligtige indkomst for

det pågældende indkomstår ikke overstiger bundfradraget for topskatten efter

personskattelovens § 7, udgør skattetillægget 100 kr. for hver dag fristen overskrides, dog højst

2.500 kr. i alt.

2) For fonde og foreninger, der efter § 15 i fondsbeskatningsloven kan opfylde oplysningspligten

ved afgivelse af en særlig erklæring, betales et skattetillæg på 500 kr. pr. dag for ikke at oplyse

rettidigt.

§ 69.

Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning i særlige tilfælde fritage helt eller delvist

for skattetillægget.

Skønsmæssig ansættelse

§ 70.

Told- og skatteforvaltningen kan foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den

skattepligtige ikke har indgivet et udfyldt oplysningsskema ved oplysningsfristens udløb.

Stk. 2.

Grundlaget for den skønsmæssige ansættelse efter stk. 1 er navnlig oplysninger om den

skattepligtige indkomst for tidligere år, årsopgørelser, forskudsregistreringer og oplysninger fra

indberetningspligtige. Er den skattepligtige erhvervsdrivende, indgår i grundlaget tillige oplysninger

om moms og afgifter samt eventuelle oplysninger om bruttoavancen for indkomståret og tidligere

indkomstår. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke, hvis den skønsmæssige ansættelse kan foretages uden

anvendelse af de nævnte oplysninger på et sikkert grundlag.

Stk. 3.

Ud over de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan told- og skatteforvaltningen foretage en

skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ikke har givet oplysninger til told- og

skatteforvaltningen, som kan danne grundlag for skatteansættelsen. Told- og skatteforvaltningen

skal forinden have anmodet den skattepligtige om oplysningerne inden for en rimelig frist. 2. pkt.

gælder dog ikke, hvis told- og skatteforvaltningen gennemfører kontrol på den erhvervsdrivendes

arbejdssted, jf. § 5, stk. 4 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter.

Stk. 4.

Grundlaget for den skønsmæssige ansættelse efter stk. 3 er for erhvervsdrivende det samme

som i stk. 2. Er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget for den skønsmæssige

ansættelse oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug, herunder oplysninger om skattefrie

indtægter og oplysninger om formue. 2. pkt. gælder dog ikke, hvis den skønsmæssig ansættelse kan

foretages uden anvendelse af de nævnte oplysninger på et sikkert grundlag.

Stk. 5.

Stk. 1 og 3 finder ikke anvendelse ved foretagelse af skønsmæssige ansættelser, for så vidt

angår kontrollerede transaktioner, der er omfattet af § 42.

Revisorpålæg

§ 71.

Skal en oplysningspligtig, der er bogføringspligtig, indgive et skattemæssigt årsregnskab til

told- og skatteforvaltningen, og opfylder det i væsentligt omfang ikke betingelserne for indholdet til

regnskabet bestemt i regler fastsat efter § 4, stk. 1, nr. 1, eller er det ikke indsendt rettidigt, kan told-

og skatteforvaltningen indgå aftale med en revisor, som er medlem af FSR - danske revisorer, om at

udarbejde et regnskab for den oplysningspligtige. Ved beslutning herom skal der tages hensyn til

den oplysningspligtiges personlige forhold, herunder betalingsevne. Før told- og skatteforvaltningen

indgår aftale med en revisor, skal told- og skatteforvaltningen skriftligt meddele denne beslutning til

den oplysningspligtige. Hvis den oplysningspligtige inden 2 måneder fra underretningen indgiver et

årsregnskab, der opfylder betingelserne fastsat i regler efter § 4, stk. 1, nr. 1, bortfalder Told- og

skatteforvaltningens beslutning. Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning give henstand

med indsendelse af årsregnskab, hvis særlige forhold taler herfor. 1.-5. pkt. finder tilsvarende

anvendelse, hvis bogføringslovens regnskabsbestemmelser i væsentligt omfang ikke er opfyldt.

Stk. 2.

Den oplysningspligtige har inden udløbet af fristen i stk. 1 mulighed for at stille forslag om,

hvilken revisor der skal udarbejde regnskabet. Stk. 1, 5. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Kan

told- og skatteforvaltningen ikke godkende forslaget, skal fravalget begrundes. Told- og

skatteforvaltningens fravalg af revisor kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3.

Told- og skatteforvaltningen udreder honorar til revisor for udarbejdelse af regnskab. Den

oplysningspligtige har pligt til at refundere told- og skatteforvaltningen revisorhonoraret. Told- og

skatteforvaltningen kan bestemme, at den oplysningspligtige kun skal betale en del af honoraret,

hvis særlige forhold taler herfor.

Stk.

Opkrævningslovens almindelige regler om opkrævning af skatter og afgifter finder

tilsvarende anvendelse ved opkrævning af told- og skatteforvaltningens udlæg til revisor hos den

oplysningspligtige. Der kan foretages modregning med eventuelle statslige og kommunale

tilgodehavender.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 72.

Den, der med forsæt til at unddrage det offentlige skat, afgiver urigtige eller vildledende

eller ufuldstændige oplysninger til brug ved afgørelse af skattepligt eller skatteansættelse, straffes

for skattesvig med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt

efter straffelovens § 289.

Stk.

2. Den skattepligtige kan kun drages til ansvar for de oplysninger, som den skattepligtige selv

skal afgive, kan korrigere i oplysningsskemaet eller haft indflydelse på ved indberetningen forinden

oplysningen indgår i oplysningsskemaet.

Stk. 3.

Begås handlingen groft uagtsomt, er straffen bøde.

§ 73.

En skattepligtig, der modtager en årsopgørelse uden at have afgivet de til skatteansættelsen

pligtige oplysninger, jf. § 2, skal inden 4 uger efter udløb af fristen for afgivelse af sådanne

oplysninger, jf. §§ 10-12, underrette told- og skatteforvaltningen, hvis ansættelsen er for lav.

Stk. 2.

En skattepligtig, som modtager en skønsmæssig ansættelse af den skattepligtige indkomst

jf. § 70, skal inden 4 uger efter modtagelsen underrette told- og skatteforvaltningen, hvis

ansættelsen er for lav.

Stk. 3.

En skattepligtig, som ikke modtager en årsopgørelse, skal afgive de til skatteansættelsen

pligtige oplysninger inden oplysningsfristernes udløb, jf. §§ 10-12.

Stk. 4.

Den der, jf. stk. 1 - 3, med forsæt til at unddrage det offentlige skat ikke berigtiger en for

lav eller manglende skatteansættelse eller årsopgørelse, straffes for skattesvig med bøde eller

fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 5.

Begås overtrædelsen groft uagtsomt, er straffen bøde.

§ 74.

Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) Undlader at afgive oplysninger om udenlandske pensionsordninger, jf. §§ 16-19 og 21, og

oplysninger om gaver til ikke fuldt skattepligtige i udlandet, jf. § 23.

2) Undlader at efterkomme skatteministerens bestemmelser om omregning mellem et regnskab i

fremmed valuta og pligtmæssige oplysninger i dansk mønt, jf. §§ 29-37.

3) Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om opfyldelse af betingelserne for begrænset

dokumentationspligt vedrørende kontrollerede transaktioner, jf. § 40.

4) Undlader at opfylde en pligt til at afgive oplysninger efter anmodning fra told- og

skatteforvaltningen om ejer- og medlemsfortegnelse i selskaber, jf. §§ 25-28, årsregnskaber, jf. §

48 og formueoplysninger, jf. § 50 og § 51.

5) Undlader at opfylde pligten til at opbevare materiale efter de regler, som skatteministeren har

fastsat efter § 4, stk. 1, nr. 2.

6) Undlader rettidigt at indsende den skriftlige dokumentation vedrørende kontrollerede

transaktioner, som der er pligt til at udarbejde efter §§ 39 og 46, eller indhente revisorerklæring

efter § 41.

7) I erhvervsforhold udsteder en faktura med et urigtigt indhold eller udsteder anden urigtig

dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser, når dokumentationen er egnet til

at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2.

Ved udmåling af bødestraf for overtrædelse af stk. 1 skal der tages hensyn til den

økonomiske fordel af overtrædelsen. Det skal anses for en skærpende omstændighed, at

overtrædelsen er begået som led i en systematisk overtrædelse af skattelovgivningen.

§ 75.

Der kan pålægges selskaber (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens

kapitel 5.

Kapitel 10

Straffeprocessuelle regler

§ 76.

I sager om overtrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end bøde, kan told-

og skatteforvaltningen i et bødeforelæg tilkendegive den sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag,

hvis sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven

frist, der efter begæring kan forlænges, at betale den i bødeforelægget angivne bøde.

Stk. 2.

Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder i retsplejelovens § 834 om

indholdet af et anklageskrift tilsvarende anvendelse.

Stk. 3.

Hvis sigtede vedtager bøden, bortfalder videre strafferetlig forfølgning. Vedtagelsen har

samme gentagelsesvirkning som en dom.

Stk. 4.

Bøder i sager, der afgøres administrativt, opkræves af told- og skatteforvaltningen.

§ 77.

I sager om overtrædelse af §§ 72-75, der behandles administrativt, jf. § 76, finder

retsplejelovens § 752, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

Politiet kan yde bistand til efterforskning af overtrædelser af denne lov i sager, som kan

behandles administrativt. Ransagning, indgreb i meddelelseshemmeligheden, editionspålæg m.v. i

sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov skal ske ved anmeldelse til politiet og i

overensstemmelse med retsplejelovens regler.

§ 78.

En sigtet i sager, der kan afgøres administrativt, skal have de samme rettigheder, som en

sigtet har efter retsplejeloven. En sigtet uden forsvarer har, inden den sigtede modtager

tilkendegivelse om bødeforelæg, krav på aktindsigt i de sagsakter, som danner grundlag for

sigtelsen.

§ 79.

I sager, der indbringes for retten af anklagemyndigheden, kan de unddragne skatter

inddrages under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med reglerne i

retsplejelovens kapitel 89.

Afsnit IV

Kapitel 11

Ikrafttræden m.v.

§ 80.

Loven træder i kraft den 1. januar 2018.

Stk. 2.

Lovens afsnit I, kapitel 1 og 4, samt § 66, stk. 1, og §§ 67-71 har virkning for indkomståret

2018 og senere, jf. dog 2. pkt. § 14 har virkning for indkomståret 2017 og senere.

Stk. 3.

For indkomståret 2017 anvendes i § 14 udtrykket selvangivelsesfristen i stedet for

oplysningsfristen, i § 19 udtrykket selvangivelsesfristen i stedet for oplysningsfristen og i § 28, stk.

2, udtrykket selvangivelsen i stedet for oplysningsskemaet.

Stk. 4.

Skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013, ophæves den 1.

januar 2018. Dog finder §§ 1, 1 A, 2, 3, 3 B, 4 og 5 i den lov, som er nævnt i 1. pkt., og som senest

er ændret ved § 12 i lov nr. 652 af 8. juni 2016, fortsat anvendelse for indkomstår til og med

indkomståret 2017. Ved strafbare overtrædelser, der vedrører indkomstårene til og med 2017, finder

§ 1 A i den i 1. pkt. nævnte lov anvendelse.

§ 81.

Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets baggrund og formål

2.1. Baggrunden for arbejdet med at omskrive og modernisere skattekontrolloven

2.2. Nærmere om arbejdet med at omskrive og modernisere skattekontrolloven

2.3. Opdeling af skattekontrolloven i en skattekontrollov og en skatteindberetningslov

2.4. Lovforslaget

2.4.1. Overordnet formål

2.4.2. Lovforslagets hovedpunkter

2.4.3. Om strukturen i lovforslaget

2.4.4. Regler, der ikke videreføres

2.4.5. Skattelovgivningens systematik

2.4.6. Sammenhæng med anden lovgivning

2.4.6.1. Retssikkerhedsloven (Lov om retssikkerhed ved forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter)

2.4.6.2. Væsentlighed og proportionalitet

2.4.6.3. Persondataloven

2.4.6.4. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

2.4.6.5. Bogføringsloven

2.4.7. Terminologi

3. Lovforslagets enkelte elementer

3.1. Pligten til at give SKAT oplysninger om den skattepligtige indkomst m.v.

3.1.1. Gældende ret

3.1.1.1. Oplysningspligt

3.1.1.2. Feltlåsning

3.1.2. Lovforslaget

3.2. Særlige oplysningspligter, herunder for erhvervsdrivende og transfer pricing

3.2.1. Gældende ret

3.2.2. Lovforslaget

3.3. Kontrolbeføjelser over for den skattepligtige

3.3.1. Gældende ret

3.3.1.1. Kontrolbeføjelser over for erhvervsdrivende

3.3.1.2. Kontrolbeføjelser over for skattepligtige fysiske personer

3.3.2. Lovforslaget

3.3.2.1. Den skattepligtiges oplysningspligt efter anmodning samt SKATs

hjemmel til udgående kontrol

3.4. Kontrolbeføjelser over for tredjemand

3.4.1. Gældende ret

3.4.1.1. Gældende ret § 8 C

3.4.1.2. Gældende ret § 8 G

3.4.1.3. Gældende ret § 8 D

3.4.1.4. Skatterådet

3.4.1.5. Prøvelse af tredjemands oplysningspligt

3.4.2. Lovforslaget

3.4.2.1. Indledning

3.4.2.2. Oplysningspligt i forbindelse med behandling af dødsboer

3.4.2.3. Oplysningspligt om krydsrevision

3.4.2.4. Oplysningspligter for tredjemænd, der er underlagt særlige krav om

tavshedspligt

3.4.2.5. Generel bestemmelse om oplysningspligt for tredjemand

3.4.2.6. Skatterådets tilladelse

3.5. Samarbejde med eksterne parter

3.5.1. Gældende ret

3.5.1.1. Indledning

3.5.1.2. Samarbejde med udenlandske myndigheder

3.5.1.3. Registersamkøring

3.5.1.4. Udlevering af oplysninger til kreditvurdering med samtykke fra den

registrerede

3.5.2. Lovforslaget

3.5.2.1. Samarbejde med udenlandske myndigheder

3.5.2.2. Registersamkøring

3.6. Administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af oplysningspligten

3.6.1. Gældende ret

3.6.1.1. Afskæring af TastSelv

3.6.1.2. Pålæg af oplysningspligt og tvangsbøde

3.6.1.3. Skattetillæg

3.6.1.4. Skønsmæssig ansættelse

3.6.1.5. Revisorpålæg

3.6.2. Lovforslaget

3.6.2.1. Afskæring af TastSelv

3.6.2.2. Pålæg af oplysningspligt og tvangsbøde

3.6.2.3. Skattetillæg

3.6.1.4. Skønsmæssig ansættelse

3.6.2.5. Revisorpålæg

3.7. Straffebestemmelser

3.7.1. Gældende ret

3.7.1.1. Ansvarssubjekter

3.7.1.2. Valg af ansvarssubjekt

3.7.1.3. Straffebestemmelser vedrørende skattesvig

3.7.1.4. Særlige medvirkensbestemmelser

3.7.1.5. Straffebestemmelser om overtrædelse af ordensforskrifter

3.7.1.5.1. Tilsidesættelse af kontrolbestemmelser vedrørende

udenlandske konti m.v., skattekontrollovens § 13 A

3.7.1.5.2. Oplysningspligter, skattekontrollovens § 14, stk. 2

3.7.1.5.3. Manglende genindberetning, skattekontrollovens § 14, stk. 3

3.7.1.5.4. Dokumentationspligt, skattekontrollovens § 14, stk. 4

3.7.1.5.5. Skattekontrollovens § 17

3.7.1.6. Sanktionspraksis

3.7.2. Lovforslaget

3.7.2.1. Indledning om straffebestemmelserne

3.7.2.2. Aktivt og passivt skattesvig

3.7.2.3. Overtrædelse af ordensforskrifter

3.8. Straffeprocesuelle regler

3.8.1. Gældende ret

3.8.2. Lovforslaget

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten:

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen har stort fokus på borgernes og virksomhedernes retssikkerhed på skatteområdet.

Skatteministeren offentliggjorde den 1. september 2015 Retssikkerhedspakke I – Ret og

Rimelighed. I denne pakke indgik bl.a. en afskaffelse af SKATs mulighed for at foretage kontrol på

privat grund. Som led i Retssikkerhedspakke I tilkendegav ministeren, at SKATs mulighed for at

indhente oplysninger hos teleselskaber om borgernes brug af mobiltelefoner ikke vil blive taget i

brug igen som et led i det almindelige kontrolarbejde. Et lovforslag om ophævelse af adgangen til

kontrol af udendørs byggeaktivitet på privat grund (L 13) blev fremsat den 7. oktober 2015 og

vedtaget den 21. december 2015 (lov nr. 1885 af 29. december 2015). I foråret 2016 blev

Retssikkerhedspakke II præsenteret. Heri indgik bl.a. et initiativ om omkostningsgodtgørelse til

skattepligtige selskaber og fonde samt præsentation af en model for oprettelse af et særligt

skattekontor hos Folketingets Ombudsmand. Den 5. oktober 2016 blev der fremsat et lovforslag (L

28), der bl.a. genindfører omkostningsgodtgørelsen til skattepligtige selskaber og fonde samt

udskyder fristen for at indbringe en skattesag for domstolene, hvis der inden søgsmålsfristens udløb

er indgivet en klage til Folketingets Ombudsmand. Nærværende lovforslag udmønter regeringens

samlede udspil til Retssikkerhedspakke III om en skattekontrollov.

2. Lovforslagets formål og baggrund

2.1. Baggrunden for arbejdet med at omskrive og modernisere skattekontrolloven

Skattekontrolloven indeholder selvangivelsespligter, særlige oplysningspligter, pligt til automatisk

indberetning af oplysninger, oplysningspligt for den skattepligtige og tredjemand efter anmodning

fra SKAT og straffebestemmelser.

En række grundlæggende bestemmelser i skattekontrolloven blev indført i 1946, og

kontrollovsbestemmelserne er siden da blevet ændret talrige gange. Loven har gennem de seneste år

været udsat for en del kritik. Kritikken går bl.a. på, at de mange ændringer har gjort lovens struktur

uoverskuelig og enkelte bestemmelser vanskelige at tilegne sig.

Der er også rejst kritik af SKATs anvendelse af kontrolhjemlerne samt af, at SKAT har ganske vide

beføjelser til at udøve kontrol og indhente de nødvendige oplysninger for at gennemføre en korrekt

ligning eller afgøre spørgsmål om skattepligt. Dele af kritikken sætter spørgsmålstegn ved

rækkevidden af hjemlerne.

Nogle af de punkter, der har været rejst er:

Rækkevidden af SKATs hjemmel til ved afgørelsen af skattepligt til Danmark at kræve

oplysninger af en person, der ikke ser sig selv som skattepligtig til Danmark.

Reglerne om oplysningspligt efter anmodning både for den skattepligtige selv og for

tredjemand.

Grænser for brugen af kontrolbeføjelser tilbage i tid

Betydningen af særligt advokaters tavshedspligt i forhold til skattekontrollovens

oplysningspligter.

Der har været stillet en række spørgsmål i Folketinget om skattekontrollovens kontrolhjemler.

Særligt spørgsmålet om rækkevidden af skattekontrollovens § 8 D i relation til indhentelse af

teleoplysninger har været genstand for debat.

SKATs borger- og retssikkerhedschef udsendte i november 2011 en redegørelse med fokus på, om

skattekontrollovens ansvarsregler er hensigtsmæssige i lyset af den øgede digitalisering og

udvidelsen af indberetningspligter. Redegørelsen er indgået i arbejdet med revision af

skattekontrolloven.

I juni 2013 sendte advokat- og revisororganisationerne, Finansrådet og Dansk Erhverv en

fælleshenvendelse til den daværende skatteminister om behovet for en revision af

skattekontrolloven. Organisationerne pegede på en række konkrete kritikpunkter og opfordrede

skatteministeren til at nedsætte et bredt sammensat lovforberedende udvalg.

Såvel over for Folketinget som i svaret til organisationerne gav den daværende skatteminister

udtryk for, at der var behov for at foretage en modernisering af skattekontrolloven og gav tilsagn

om at ville inddrage organisationerne i arbejdet.

I oktober 2013 blev der fremsat et forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en

lovkommission om revision af skattekontrolloven (B 13). I sin beretning noterer Skatteudvalget

med tilfredshed, at skatteministeren vil sætte et arbejde med at modernisere skattekontrolloven i

gang, selv om regeringen ikke ønsker at nedsætte en lovkommission. Efter en præsentation for

samtlige partiers ordførere den 22. maj 2014 igangsatte den daværende skatteminister den 5. juni

2014 arbejdet med at omskrive og modernisere skattekontrolloven.

2.2. Nærmere om arbejdet med at omskrive og modernisere skattekontrolloven

I arbejdet med at revidere skattekontrolloven har det været sigtet at inddrage eksterne interessenter

på et så tidligt tidspunkt som muligt. Der er blevet nedsat både et moderniseringsforum bestående af

forskellige organisationer og interessegrupper samt en ekspertgruppe, som fra starten har været

inddraget i arbejdet.

Moderniseringsforum har bestået af en række eksterne interessenter: Advokatrådet,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CEPOS, Danske Advokater, Dansk Erhverv, DI, Finansrådet og

FSR - danske revisorer. I december 2015 blev Moderniseringsforum omdøbt til

Retssikkerhedsforum og efterfølgende udvidet med Landbrug & Fødevarer.

Ekspertgruppen har bestået af professor dr.jur. Jan Pedersen, professor Gorm Toftegaard Nielsen og

SKATs borger- og retssikkerhedschef Margrethe Nørgaard. Medlemmerne er valgt ud fra deres

særlige ekspertise inden for skatteret, strafferet, kontrol, tvangsindgreb og retssikkerhed.

Arbejdet med at omskrive og modernisere skattekontrolloven har været delt op i fire delanalyser:



Selvangivelsespligter.

Bestemmelser om skattepligtiges selvangivelsespligter og

oplysningspligter, dvs. regler om hvornår en skattepligtig selv skal afgive en oplysning i eller

sammen med selvangivelsen eller efter anmodning fra SKAT i forbindelse med kontrol af

selvangivelsen.



Indberetningspligter.

Bestemmelser om automatiske indberetningspligter, dvs. hvor tredjemand

er forpligtet til uopfordret at indberette oplysninger til SKAT til brug for dannelsen af

årsopgørelsen, f.eks. lønoplysninger og renteoplysninger fra penge- og realkreditinstitutter.



Oplysningspligter.

Bestemmelser om tredjemands oplysningspligt efter anmodning, dvs. hvor

tredjemand er forpligtet til efter SKATs anmodning at afgive oplysninger om en navngiven eller

unavngiven persons forhold til brug for skattekontrollen.



Straffebestemmelser.

Bestemmelser om straf for overtrædelse af de materielle bestemmelser om

selvangivelsespligter og oplysningspligter.

Ekspertgruppen har været inddraget løbende og tæt i arbejdet med modernisering af

skattekontrolloven. Retssikkerhedsforum (det tidligere Moderniseringsforum) er blevet inddraget,

inden arbejdet med hver af de fire delanalyser er blevet påbegyndt, således at medlemmerne har

kunnet komme med kommentarer og forslag til særlige problemstillinger, der er ønsket særligt

fokus på i arbejdet. Skatteministeriet har på den måde fremrykket involveringen af de eksterne

interessenter for at få alle synspunkter og problemstillinger, som der har været ønske om at inddrage

i arbejdet, frem tidligt i processen. Retssikkerhedsforum er blevet inddraget igen, når hver af de fire

delanalyser har foreligget, med henblik på en drøftelse heraf. I juni 2016 blev udkast til lovforslag

sendt i præhøring hos medlemmerne af Retssikkerhedsforum.

2.3. Opdeling af skattekontrolloven i en skattekontrollov og i en skatteindberetningslov

Der er samtidig med dette lovforslag fremsat et forslag til ny skatteindberetningslov. Det er

vurderet, at bestemmelserne om automatiske indberetningspligter med fordel kan udskilles til en

selvstændig lov om indberetningspligter. Endvidere er der fremsat et lovforslag med

konsekvensændringer i forskellige love som følge af forslagene til skattekontrollov og

skatteindberetningslov.

2.4. Lovforslaget

2.4.1. Overordnet formål

Det overordnede formål med at revidere skattekontrolloven er at sikre balancen mellem borgernes

retssikkerhed og effektive, tidssvarende kontrolhjemler i en moderne, sammenhængende og

gennemtænkt lov. Forslaget skal bl.a. ses i lyset af, at den gældende skattekontrollov er blevet til på

et tidspunkt, hvor digital kommunikation ikke fandtes eller ikke spillede den samme rolle som i

nutidens samfund. Målsætningen med forslaget er således at understøtte, at borgere og

virksomheders kommunikation med det offentlige så vidt muligt skal foregå digitalt. Digitalisering

er derfor tænkt ind i moderniseringen af skattekontrolloven, idet hensigten er, at loven så vidt

muligt skal være teknologineutral og fremtidssikret.

2.4.2. Lovforslagets hovedpunkter

Forslaget til en skattekontrollov går i vidt omfang ud på at videreføre gældende ret, men samtidig

ved en gennemskrivning af loven at opnå en moderne, sammenhængende og gennemtænkt lov.

Lovforslaget indeholder en mere hensigtsmæssig struktur og en modernisering og præcisering af en

række bestemmelser. Kommunikationen i Danmark baseres i stadig højere grad på digitale

løsninger. Papirbreve er afløst af mails, sms og e-Boks, og private og offentlige

selvbetjeningsløsninger og telefonbetjening afløser det personlige fremmøde. Kommunikation om

skat er ingen undtagelse. Digitale indberetningsløsninger baseret på system-til-system integration

afløser papirbaserede indberetninger. Selvangivelsesblanketten, som borgeren udfyldte og

indsendte, er for flertallet af borgere afløst af et forslag til årsopgørelse, som borgerne ser på

skat.dk. Årsopgørelsen, som indeholder en opgørelse af den skattepligtige indkomst for et

indkomstår med beregning af den skattepligtiges restskat eller overskydende skat, kan ændres

digitalt i en selvbetjeningsløsning med online opdatering af skatteberegningen, hvor vejledning og

validering er en integreret del af løsningen, som borgeren kan bruge hjemme foran pc’en eller via

en mobil platform. De digitale muligheder udvikler sig løbende, og udformningen af

skattekontrolloven skal understøtte, at SKATs kommunikation og løsninger kan følge den generelle

udvikling i samfundet.

Som nævnt ovenfor i afsnit 2.3 foreslås alle bestemmelser om tredjemands automatiske

indberetningspligter udskilt til en ny skatteindberetningslov. Forslaget til ny skatteindberetningslov

medfører som udgangspunkt ikke ændringer af væsentlig karakter af indberetningspligterne. Der

foretages dog enkelte ændringer som led i en modernisering og med henblik på at skabe større

ensartethed. Det vurderes, at opdelingen af den eksisterende skattekontrollov i to love vil øge

retssikkerheden, da såvel den nye skattekontrollov som den nye skatteindberetningslov vil være

mere overskuelig og lettere at forstå for borgere, virksomheder og myndigheder.

En lang række af bestemmelserne i den gældende skattekontrollov foreslås således videreført, i

visse tilfælde med ændringer af redaktionel karakter. Desuden foreslås i en række tilfælde, at

gældende praksis lovfæstes. Om indholdet af disse bestemmelser henvises til lovforslagets

bemærkninger til de pågældende bestemmelser.

Lovforslaget indeholder dog også forslag til ændringer i forhold til den gældende lov. I det følgende

gennemgås disse ændringer i hovedtræk.

2.4.3. Om strukturen i lovforslaget

I forbindelse med omskrivningen af skattekontrolloven er det tilstræbt at opnå en mere systematisk

opdeling af loven, så den bliver mere tilgængelig. Der er i den forbindelse som noget nyt også

udarbejdet en indholdsfortegnelse til loven.

Angående systematikken bemærkes, at afsnit I i den gældende skattekontrollov både angår de

almindelige regler om årsopgørelses- og selvangivelsesproceduren og de særlige oplysningspligter

for visse skattepligtige, som f.eks. reglerne om dokumentationskravene ved transfer pricing. For at

gøre loven mere overskuelig er det valgt at adskille de to typer af regler, således at afsnit I, kapitel

1, angår den almindelige pligt til at give SKAT oplysninger om den skattepligtige indkomst, og

kapitel 2, kapitel 3 og kapitel 4 angår de særlige oplysningspligter, som påhviler visse skattepligtige

at afgive i eller sammen med oplysningsskemaet samt opbevaring af visse oplysninger.

Den gældende skattekontrollovs afsnit II indeholder både regler om den skattepligtiges egen

oplysningspligt efter anmodning og regler om tredjemands automatiske indberetningspligter og

oplysningspligt efter anmodning. Enhver bestemmelse om tredjemands automatiske

indberetningspligter foreslås som nævnt udskilt til en ny skatteindberetningslov. Reglerne om

oplysningspligt efter anmodning, der fortsat vil stå i skattekontrolloven, foreslås opdelt, så afsnit II,

kapitel 5, vil angå den skattepligtiges egen oplysningspligt efter anmodning og kapitel 6

tredjemands oplysningspligt efter anmodning. I kapitel 7 samles bestemmelser om udveksling af

oplysninger, registre, tilsyn med nedskrivning i finansielle virksomheder, udlevering af oplysninger

til kreditvurdering og pålæg om oplysningspligt.

Afsnit III indeholder regler om straf og afsnit IV regler om ikrafttrædelse samt

territorialbestemmelse.

Det foreslås i afsnit I, kapitel 1, at selvangivelsesbegrebet afskaffes og erstattes af et

oplysningsbegreb. En selvangivelse indeholder den skattepligtiges opgørelse af indkomstårets

skattepligtige indkomst, og på baggrund af oplysningerne i selvangivelsen danner SKAT

årsopgørelsen, som indeholder en beregning af, hvor meget der skal betales i skat.

Selvangivelsesbegrebet er ikke længere tidssvarende, hvor langt de fleste modtager en årsopgørelse

uden forinden at have selvangivet, og selvangivelsesbegrebet foreslås som nævnt afskaffet.

Samtidig præciseres de skattepligtiges oplysningspligt, så det udtrykkeligt bliver slået fast, at der

ikke er oplysningspligt for oplysninger, som skal indberettes efter skatteindberetningsloven af

tredjemand under den forudsætning, at den skattepligtige modtager en årsopgørelse eller den

skattepligtige ikke kan korrigere oplysningen i oplysningsskemaet. Den skattepligtige er dog ikke

fritaget fra sin oplysningspligt, når der består et afhængighedsforhold mellem den skattepligtige og

den oplysningspligtige tredjemand.

På SKATs hjemmeside har den skattepligtige gennem en årrække haft mulighed for at afklare sit

mellemværende med SKAT digitalt ved brug af selvbetjeningsløsningen i TastSelv til selvangivelse

af indkomstårets skattepligtige indkomst. SKAT har siden oktober 2010 haft mulighed for at

afskære en skattepligtig fra at anvende Tast Selv, hvis SKAT finder grundlag for at antage, at der er

væsentlig risiko for, at den pågældende skattepligtige vil begå fejl ved anvendelsen heraf, eller at

den skattepligtige vil misbruge Tast Selv. Det foreslås at lovfæste SKATs mulighed for under disse

betingelser at afskære den skattepligtige fra at anvende TastSelv og give de pågældende

klageadgang efter de almindelige regler i skatteforvaltningsloven.

En regel om afskæring fra at anvende TastSelv foreslås tilsvarende indsat i kildeskatteloven i

relation til forskudsproceduren, jf. det samtidig med dette fremsatte forslag til konsekvensændringer

som følge af forslaget til skattekontrollov.

SKAT har i en række tilfælde, hvor it-systemet af udefra kommende omstændigheder er brudt ned,

indrømmet en udskydelse af selvangivelsesfristen ud fra force majeure-betragtninger. Der foreslås

en udtrykkelig hjemmel for SKAT til at forlænge fristen ved større driftsforstyrrelser eller it-

nedbrud. Det foreslås endvidere, at skatteministeren får mulighed for at forlænge fristen i andre

tilfælde.

SKAT kan efter gældende ret foretage en skønsmæssig ansættelse, når der ikke er selvangivet

behørigt. Der findes en omfattende praksis om bestemmelserne. Det foreslås af

retssikkerhedsmæssige grunde at præcisere reglerne om skønsmæssige ansættelser, herunder at

lovfæste hovedhensynene for skønnet.

Der er i afsnit I, kapitel 2-4, i altovervejende grad tale om en videreførelse af gældende ret i

skattekontrollovens §§ 3 A-C, 10 F, 11 C og 11 D-E. Dog er bestemmelserne nævnt i den

rækkefølge, hvori de har særligt interesse for fysiske personer, selvstændigt erhvervsdrivende og

selskaber. De nævnte bestemmelser angår placering af pensionsordninger i udlandet,

pensionsmidler i særlige opsparingsordninger, deponering af værdipapirer, gaver over 58.700 kr. til

ikke fuldt skattepligtige, udbyder af skattearrangementer, ejeroplysninger og Det Offentlige

Ejerregister, regnskabsaflægning i fremmed valuta og transfer pricing.

Det foreslås i afsnit II at præcisere kontrolhjemlerne, herunder præcisere den skattepligtiges egen

oplysningspligt efter anmodning og grænsen mellem tredjemands oplysningspligt og tavshedspligt.

Bestemmelserne om den skattepligtiges oplysningspligt om egne forhold er opdelt i en bestemmelse

om den skattepligtiges oplysningspligt i forbindelse med erhvervsvirksomhed og bestemmelser om

den skattepligtiges formueoplysninger. Tredjemands oplysningspligter omfatter en bestemmelse om

krydsrevision af en eller flere erhvervsdrivende, finansielle institutioners og advokaters særlige

oplysningspligter og en samlende bestemmelse om andres oplysningspligt. Når der ikke er tale om

oplysninger i forbindelse med kontrollen af en bestemt skattepligtigs skatteansættelse, skal

Skatterådet godkende en anmodning fra SKAT, hvori det præciseres, hvilke oplysninger der ønskes

og med hvilket formål.

Efter den gældende skattekontrollovs § 6 kan SKAT anmode om en erhvervsdrivendes

regnskabsmateriale med henblik på kontrol af såvel den erhvervsdrivende selv som af andre,

herunder også af ikke erhvervsdrivende. Af retssikkerhedsmæssige grunde omfatter den foreslåede

bestemmelse i § 48 kun kontrollen af den erhvervsdrivendes egen skatteansættelse, mens hjemlen til

at indhente regnskabsmateriale med henblik på krydsrevision flyttes til bestemmelsen i den

foreslåede § 53, der alene omhandler krydsrevision.

Efter den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 4, 4. pkt., kan der ikke gennemføres kontrol på en

ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig. Efter gældende ret er der dog adgang til at

foretage kontrol i privatboligen, i det omfang regnskabsmateriale opbevares i privatboligen, f.eks. i

et hjemmekontor. Udviklingen går i retning af flere enkeltmandsvirksomheder, der ofte drives fra

privatboligen. Det foreslås derfor præciseret, at der kan foretages kontrol på en ejendom, hvis der

drives erhvervsvirksomhed fra ejendommen, uanset om ejendommen også tjener til bolig.

Ved SKATs anvendelse af oplysningspligter på anmodning er der et særligt hensyn at tage i de

situationer, hvor den tredjemand, der anmodes om oplysninger, har tavshedspligt af hensyn til

beskyttelsen af den fysiske eller juridiske person, der er kunde eller klient. Det drejer sig om

finansielle virksomheder, teleselskaber og rådgivere. Det foreslås, at oplysningspligterne særskilt

præciserer omfanget af den oplysningspligt, som den pågældende tredjemand har, og at der således

tages klart stilling til grænsen mellem oplysningspligt og tavshedspligt. Der bliver ikke indført en

oplysningspligt for teleselskaber, og såfremt dette skal ske, skal der således udformes en særlig

bestemmelse vedrørende dette.

Når SKAT som led i større indsatsprojekter anmoder tredjemand om oplysninger vedrørende

unavngivne personer eller virksomheder, skal Skatterådet give sin tilladelse hertil. Det foreslås at

indsætte en ny bestemmelse i skattekontrolloven, hvor Skatterådets beføjelser og kriterierne for at

give tilladelse til indsatsprojekter samlet fastsættes. Det foreslås i den forbindelse at lovfæste, at

Skatterådets afgørelser som udgangspunkt offentliggøres.

Straffebestemmelserne i skattekontrollovens afsnit III foreslås præciseret i lyset af ændringerne af

de materielle bestemmelser i lovens afsnit I og II. De straffebestemmelser, som er knyttet til

indberetninger fra tredjemand, flyttes til skatteindberetningsloven. Der foreslås ikke væsentlige

ændringer i gerningsindholdet eller kravet til tilregnelse. Præciseringen af de materielle

kontrolbestemmelser vil imidlertid tydeliggøre indholdet af straffebestemmelserne og dermed

styrke borgernes retssikkerhed. Det er forudsat, at den sanktionspraksis, der er fastlagt af

domstolene, fortsætter.

Som led i at styrke borgernes retssikkerhed foreslås, at en sigtet uden forsvarer kan få aktindsigt i en

verserende administrativ skattestraffesag.

I bilag 1 er en paragrafnøgle, der angiver hvilke bestemmelser i den gældende skattekontrollov, der

indgår i lovforslaget.

2.4.4. Regler, der ikke videreføres

En række bestemmelser i den gældende skattekontrollov er ikke medtaget i forslaget til den

skattekontrollov. Det gælder følgende bestemmelser:

Efter

§ 2, stk. 1, nr. 6,

omfatter selvangivelsespligten ikke aktieindkomst, der alene består af

udbytte, hvori der er indeholdt endelig udbytteskat, medmindre den skattepligtiges samlede

aktieindkomst overstiger 5.000 kr., eller aktieindkomsten sammenlagt med en eventuel ægtefælles

aktieindkomst overstiger 10.000 kr. Fritagelse gælder dog ikke for ægtefæller, der er samlevende

ved indkomstårets udløb, hvis den ene ægtefælle har en aktieindkomst, hvori der ikke er indeholdt

endelig udbytteskat. Der skønnes ikke at være behov for bestemmelsen, da skatteministeren efter

indstilling fra Skatterådet kan bestemme, hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen eller

skatteberegningen oplysningsskemaet skal indeholde samt udformningen af blanketter. Herefter kan

skatteministeren også efter Skatterådets indstilling bestemme, at der ikke skal oplyses

aktieindkomst, hvori der er indeholdt endeligt udbytteskat, evt. under en vis beløbsgrænse.

Efter

§ 2, stk. 1, nr. 7,

omfatter selvangivelsespligten ikke indkomst, der beskattes efter

kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F, som angår den særlige skatteordning vedr. forskere,

nøglepersoner m.fl. Efter denne ordning beskattes indkomsten endeligt med 26 pct.

Kildeskattelovens § 48 F forudsætter imidlertid, at forskeren, nøglepersonen m.fl. kan have anden

indkomst ved siden af forskerindkomsten, og forskeren, nøglepersonen, m.fl. modtager da også som

andre lønmodtagere med enkle beskatningsforhold en årsopgørelse. Efter dette lovforslag er der

som hovedregel ikke oplysningspligt i forhold til lønindkomst, som arbejdsgiveren har pligt til at

indberette til SKAT – det gælder også lønindkomsten som forsker. Der er derfor ikke behov for en

særskilt bestemmelse, som undtager denne indkomst fra oplysningspligten.

Efter

§ 2, stk. 3,

kan elproduktionsvirksomheder, der er omfattet af § 57, stk. 1, nr. 1, i lov nr. 375 af

2. juni 1999 om elforsyning, med en elproduktion i indkomståret på under 10 MW eleffekt i stedet

for at indgive en egentlig selvangivelse opfylde selvangivelsespligten ved at indgive virksomhedens

årsregnskab inden selvangivelsesfristens udløb. Bestemmelsen i § 3, stk. 2, 2. pkt., finder i så fald

tilsvarende anvendelse. Sidstnævnte bestemmelse, som er nærmere omtalt straks nedenfor, går ud

på, at hvis regnskabet endnu ikke er godkendt af generalforsamlingen ved selvangivelsesfristens

udløb, skal der senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse gives SKAT meddelelse om

generalforsamlingens beslutning vedrørende regnskabet. Den nævnte bestemmelse i § 57, stk. 1, nr.

1, i lov nr. 375 af 2. juni 1999 blev ophævet i 2004, og bestemmelsen er ikke erstattet af andre

bestemmelser i bekendtgørelse af lov om elforsyning. Den type virksomheder, der var omfattet af

bestemmelsen i skattekontrolloven, havde indtægter ved den omhandlede elproduktion opgjort efter

et ”hvile i sig selv” princip, dvs. prisen var fastsat ud fra omkostningerne ved produktionen, og

selvangivelsesfritagelsen blev givet ud fra en forventning om, at elproduktionsvirksomhedens

resultatet var 0 kr. Ved ændringen af elforsyningsloven i 2004 overgik de pågældende

elproduktionsvirksomheder imidlertid til salg på markedsvilkår, og de pågældende virksomheder

kan herefter opnå både overskud og underskud ved salg af elektricitet. Der er således ikke længere

grundlag for at fritage den pågældende type virksomhed fra pligten til årligt at give SKAT

indkomstoplysninger m.v.

Efter

§ 3, stk. 2, 2. pkt.,

gælder, at hvis juridiske personer ikke inden selvangivelsesfristens udløb

indgiver et skattemæssigt årsregnskab for den senest afsluttede regnskabsperiode til SKAT, fordi

regnskabet endnu ikke er godkendt af generalforsamlingen ved selvangivelsesfristens udløb, skal

der senest 14 dage efter generalforsamlingens afholdelse gives SKAT meddelelse om

generalforsamlingens beslutning vedrørende regnskabet. Da juridiske personer i den pågældende

situation i praksis vil søge SKAT om forlængelse af selvangivelsesfristen, har bestemmelsen ingen

praktisk betydning. Der findes derfor ikke at være behov for denne bestemmelse.

Efter

§ 3, stk. 5,

gælder, at hvis en meddelelse som nævnt i § 3, stk. 2, 2. pkt., jf. ovenfor, ikke er

givet rettidigt, og medfører generalforsamlingens beslutning vedrørende regnskabet en forhøjelse af

den indkomst, hvoraf skatten beregnes, finder § 5, stk. 1, om betaling af et skattetillæg tilsvarende

anvendelse. Som følge af at § 3, stk. 2, 2. pkt., ingen praktisk betydning har og ikke foreslås

medtaget, foreslås det tilsvarende, at § 3, stk. 5, heller ikke medtages.

Efter

§ 4, stk. 5,

gælder, at selvangivelsespligtige, som modtager en årsopgørelse efter regler fastsat

af skatteministeren i medfør af § 1, stk. 5, eller alene modtager oplysninger om indberettede tal til

brug for årsopgørelsen, jf. § 1, stk. 6, kan undlade at selvangive, hvis de anvendte oplysninger i

årsopgørelsen eller indberettede tal til brug for årsopgørelsen er korrekte og fyldestgørende. I

lovforslagets § 2, stk. 1, 2. pkt., præciseres den skattepligtiges oplysningspligt, så det udtrykkeligt

bliver slået fast, at der ikke er oplysningspligt for oplysninger, som skal indberettes efter

skatteindberetningsloven af tredjemand, når oplysningerne skal anvendes i årsopgørelsen. Da

årsopgørelsen m.v. i altovervejende grad er dannet på baggrund af indberettede oplysninger efter

skatteindberetningsloven, findes der ikke at være behov for at medtage bestemmelsen i § 4, stk. 5. I

det omfang SKAT anvender den skattepligtiges egne forskudsoplysninger i årsopgørelsen, vil den

skattepligtige have pligt til at korrigere disse oplysninger, hvis de ikke er korrekte, jf.

bemærkningerne til lovforslagets § 2, stk. 1, 2. pkt.

Efter

§ 6 E, stk. 2,

gælder, at SKAT kan indhente oplysninger fra det register, som Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen fører efter § 7 i lov om næringsbrev til fødevarevirksomheder, og efter § 6 c i lov

om hotel- og restaurationsvirksomhed, som er nødvendige for at kontrollere, at skatte- og

afgiftslovgivningen overholdes. Oplysningerne kan indhentes bl.a. med henblik på

registersamkøring og sammenstilling af oplysninger i kontroløjemed. Bestemmelsen blev indsat ved

lov nr. 1344 af 19. december 2008 (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse - Fairplay III og

fradrag for børnebidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse), og registeret

blev kaldt Erhvervsstyrelsens overtrædelsesregister. Registeret blev nedlagt i forbindelse med

ophævelse af næringsbrevsordningen pr. 1. januar 2015, uden at skattekontrolloven i den

forbindelse blev konsekvensrettet. Bestemmelsen videreføres derfor ikke.

Efter

§ 8 E

gælder, at enhver arbejdsgiver, der har etableret eller fremtidigt etablerer en

pensionsordning, der omfattes af pensionsbeskatningslovens afsnit I, pligtig efter skatteministerens

nærmere bestemmelse at give SKAT og det forsikringsselskab eller pengeinstitut m.v., gennem

hvilket pensionsordningen forvaltes, alle oplysninger om dennes nærmere indhold, herunder om

størrelsen af arbejdsgiverens og den pensionsberettigedes årlige bidrag til ordningen samt om

eventuelle ændringer i denne.

Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 150 af 28. maj 1958 og har fået sin nuværende formulering ved

lov nr. 271 af 6. maj 1993.

Bemyndigelsen til skatteministeren er udnyttet ved § 29 i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015

om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven. Efter § 29 skal arbejdsgivere efter

skattekontrollovens § 8 E til brug ved efterbeskatning af pensionsordninger efter

pensionsbeskatningslovens § 19 B efter anmodning fra SKAT give meddelelse om

pensionsordninger for ansatte eller tidligere ansatte, jf. pensionsbeskatningslovens § 19 B, stk. 1, 2

og 4.

Bemyndigelsen er således alene udnyttet til at fastsætte, at arbejdsgivere - og ikke

forsikringsselskaber og pengeinstitutter m.v. - efter anmodning skal give SKAT visse oplysninger

om pensionsordninger efter pensionsbeskatningslovens § 19 B. Der skønnes ikke at være behov for

bestemmelsen, da SKAT kan anmode om de pågældende oplysninger efter den foreslåede

bestemmelse i § 56, hvorefter offentlige myndigheder, enhver erhvervsdrivende samt ikke

erhvervsdrivende juridiske personer efter anmodning skal meddele SKAT oplysninger, der skønnes

at være nødvendige og væsentlige for kontrollen af en identificerbar fysisk eller juridisk person.

Den gældende skattekontrollovs

§ 11, stk. 2,

indeholder en bemyndigelse til skatteministeren til at

fastsætte regler om behandlingen af sager, hvor SKAT afgiver oplysninger til en fremmed

kompetent myndighed efter § 11, stk. 1. Bemyndigelsen er ikke udnyttet, og da der er tale om

retningslinjer for SKATs sagsbehandling, som naturligt fastsættes af SKATs ledelse, foreslås

bestemmelsen ikke videreført.

Efter

§ 11 A

skal skattepligtige med konto i udenlandsk pengeinstitut oplyse SKAT om kontoen

samt sørge for, at der årligt indberettes om størrelsen af indestående, renter m.v. for indkomståret til

SKAT. Med gennemførelsen af lov nr. 1884 af 29. december 2015 (Indførelse af land for land-

rapportering for store multinationale koncerner, gennemførelse af ændring af direktiv om

administrativt samarbejde på beskatningsområdet m.v.) blev OECD’s globale standard for

indberetning og udveksling af kontooplysninger gennemført med virkning fra den 1. januar 2016.

Det betyder, at SKAT første gang i 2017 vedr. indkomståret 2016 automatisk vil modtage

kontooplysninger fra udenlandske myndigheder. På den baggrund er der ikke længere behov for

bestemmelsen.

Efter

§ 11 B

skal skattepligtige, som har værdipapirer deponeret i udenlandske pengeinstitutter,

oplyse SKAT om depotet og sørge for, at der årligt indberettes om størrelsen af indestående, renter

m.v. for indkomståret til SKAT. Med gennemførelsen af ovennævnte lov nr. 1884 af 29. december

2015 blev OECD’s globale standard for indberetning og udveksling af kontooplysninger

gennemført med virkning fra den 1. januar 2016. Det betyder, at SKAT første gang i 2017 vedr.

indkomståret 2016 automatisk vil modtage oplysninger om værdipapirer i depot fra udenlandske

myndigheder. På den baggrund er der ikke længere behov for bestemmelsen. Dog er

deponeringspligten i bestemmelsens stk. 1 videreført.

Efter

§ 12

gælder, at hvor SKAT i skattekontrolloven har ret til at kræve oplysninger til brug ved

skatteansættelsen, tilkommer samme ret Skatteankestyrelsen, skatteankenævnene,

vurderingsankenævnene, motorankenævnene og Landsskatteretten til brug ved klagebehandlingen.

Bestemmelsen anvendes ikke i praksis og foreslås derfor ikke videreført.

Efter

§ 12 A

dækker anvendelsen i skattekontrolloven af udtrykket ”skatteligning” tillige ligning

efter ejendomsværdiskatteloven. Da udtrykket ”ligning” ikke længere anvendes, herunder i

ejendomsværdiskatteloven, og da skatteforvaltningslovens almindelige regler for gennemgang af

ansættelser også gælder ejendomsværdiskatten, medtages denne bestemmelse ikke.

§ 13 C

er en bestemmelse, der kriminaliserer erhvervsdrivendes aftagelse af varer eller ydelser på så

fordelagtige vilkår, at den pågældende må have indset eller burde indse, at leverandøren eller

yderen ikke ville opfylde sine forpligtelser til at selvangive vederlaget eller afregne skyldig skat.

Der er på mange områder en stor variation i prisfastsættelsen, og bevisbyrden for, at prisen er så lav,

at aftageren måtte eller burde indse, at der er tale om skatteunddragelse fra yderens side, kan således

kun i helt særlige situationer løftes, og der findes derfor ingen retspraksis. Bestemmelsen foreslås

derfor afskaffet.

Efter

§ 21

gælder, at der skal betales en tillægsskat svarende til skatten af det unddragne beløb i

tilfælde, hvor strafansvaret er forældet efter straffelovens §§ 93 og 94. En tilsvarende bestemmelse

eksisterede i dødsboskatteloven, indtil den blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2003, jf. lov

nr. 1058 af 17. december 2002. Baggrunden for indførelsen af bestemmelsen i skattekontrolloven

var dels den eksisterende bestemmelse i dødsboskatteloven, dels de daværende store forskelle på de

strafferetlige regler for forældelse, som var maksimum 10 år, og den formueretlige forældelse, som

dengang var 20 år. Den absolutte formueretlige forældelse er i dag 10 år, hvilket stadig ligeledes er

tilfældet for den strafferetlige forældelse, og der er således ikke den samme begrundelse for at have

bestemmelsen. Da bestemmelsen yderligere ikke er anvendt i mange år, foreslås den afskaffet.

2.4.5. Skattelovgivningens systematik

Skatte- og afgiftsretten omfatter en række forskellige former for beskatning og afgiftspålæggelse.

Grundlovens § 43 anvender udtrykket ”skat” omfattende enhver beskatning og afgiftspålæggelse.

Efter skatteforvaltningslovens § 1 udøver told- og skatteforvaltningen (SKAT) forvaltningen af

lovgivning om skatter og afgifter og lov om vurdering af landets faste ejendomme. Bestemmelsen

vedrører forvaltning af lovgivning om enhver form for skat til det offentlige, jf. grundlovens § 43,

det vil sige såvel direkte skatter (skat af indkomst, ejendom m.v.) som indirekte skatter (afgifter).

Bestemmelsen omfatter således ikke kun indkomstskat, herunder arbejdsmarkedsbidrag, kirkeskat,

dødsboskat og ejendomsværdiskat, men også gaveafgift, moms, såkaldte punktafgifter, told og

afgift efter pensionsafkastbeskatningsloven og lignende.

De grundlæggende regler om indkomstbeskatning er fastsat i lov nr. 149 af 10. april 1922 om

Indkomst- og Formueskat til staten (Statsskatteloven), der stadig er gældende. Statsskatteloven

udgør stadig fundamentet for det danske skattesystem, selv om den har fået mindre betydning på

grund af talrige lovændringer, hvor en lang række af lovens regler er blevet ophævet i forbindelse

med udskillelse og udvidelse af reglerne i speciallove. Ved lov nr. 1296 af 27. december 1996

(Ændringer som følge af afskaffelse af formueskatten m.v.) blev bestemmelserne om formueskat

ophævet, da formueskatten blev afskaffet, og statsskattelovens titel blev samtidig ændret til lov om

indkomstskat til staten.

Statsskatteloven indeholdt oprindeligt regler om skattepligtens indtræden og ophør, skatternes

beregning og opkrævning, straffebestemmelser m.v. foruden reglerne om opgørelsen af den

skattepligtige indkomst og formue.

Reglerne om, hvem der er skattepligtige, skattepligtens indtræden og ophør samt opkrævning findes

for fysiske personer i dag i kildeskatteloven og for juridiske personer (selskaber og foreninger m.v.

samt fonde) i selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven. Skatternes beregning reguleres for

fysiske personer af reglerne i personskatteloven, ligningsloven, arbejdsmarkedsbidragsloven og

virksomhedsskatteloven og for juridiske personer af reglerne i selskabsskatteloven og

fondsbeskatningsloven.

Siden kildeskattelovens indførelse i 1970 har der eksisteret et samtidighedsprincip, hvorefter

skattebetalingerne sker sideløbende med optjeningen af indkomst, jf. kildeskattelovens § 41. Der er

dog alene tale om et tillempet samtidighedsprincip, idet der foretages en endelig indkomstopgørelse

og slutskatteberegning efter indkomstårets udløb. Den løbende betaling udgør således en aconto

skattebetaling, som modregnes ved opgørelsen af slutskatten.

De formelle regler om skattemyndighedernes organisation, kompetence og sagsbehandling, de

administrative klageinstanser, domstolsprøvelse af skattemyndighedernes afgørelser,

ansættelsesfrister, forældelse samt regler om omkostningsgodtgørelse m.v. er samlet i

skatteforvaltningsloven, der gælder hele skatteområdet, både direkte og indirekte skatter.

Regler om kontrol samt de egentlige skattestraffebestemmelser findes i skattekontrolloven.

Skattekontrolloven gælder alene for de direkte skatter. De enkelte afgiftslove indeholder

kontrolbestemmelser og straffebestemmelser. Når skattekontrolloven er langt mere omfangsrig end

kontrol- og straffebestemmelserne i de enkelte afgiftslove skyldes det, at skattekontrolloven bl.a.

også indeholder de almindelige regler om årsopgørelses- og selvangivelsesproceduren m.v.,

bestemmelser om oplysningspligt efter anmodning samt en lang række bestemmelser om

tredjemands automatiske indberetningspligter.

Selv om den øvrige skattelovgivning indeholder talrige supplerende bestemmelser på både

indkomst- og udgiftssiden, udgør statsskattelovens §§ 4-6 stadig hovedprincipperne for opgørelsen

af den skattepligtige indkomst. Efter §§ 4-6 opgøres den skattepligtige indkomst som differencen

mellem de bruttoindtægter, der er skattepligtige efter § 4, og de bruttoudgifter, der er

fradragsberettigede efter § 6. Den skattepligtige indkomst er således et nettobeløb. Har den

skattepligtige flere indkomstkilder, sammenlægges de positive eller negative indkomstkomponenter,

hvorefter nettobeløbet reduceres med de fradragsberettigede udgifter efter § 6.

Statsskattelovens § 4 indeholder et vidtgående og ikke udtømmende indkomstbegreb.

Bestemmelsen fastslår endvidere flere grundprincipper; At der skal opgøres en årsindkomst

(periodisering), at ikke kun indtægter hidrørende fra dansk territorium, men også indtægter

hidrørende fra udlandet, skal anses som skattepligtig indkomst (globalindkomstprincippet), samt at

indtægten er skattepligtig, hvad enten den fremtræder i form af penge eller i form af formuegoder af

pengeværdi.

Statsskattelovens § 5 foreskriver dansk rets hovedregel om, at formuebevægelser bortset fra

næringstilfælde og spekulation er den skattepligtige indkomst uvedkommende. Dette udgangspunkt

er over årene blevet gradvist udhulet ved, at stadig flere kapitalgevinster ved selvstændig

lovgivning er gjort skattepligtige. Aktieavancebeskatningsloven hjemler beskatning af avance ved

afståelse af aktier m.v., ejendomsavancebeskatningsloven hjemler beskatning af avance ved

afståelse af fast ejendom, og kursgevinstloven hjemler beskatning af visse kursgevinster ved

afståelse eller indfrielse af pengefordringer. Disse love giver endvidere adgang til i visse tilfælde at

opnå fradrag for tab. Statsskattelovens § 5 har stadig væsentlig betydning, da den fastslår princippet

om, at kapitalgevinster og tab ved afståelse af et formuegode kun er skattepligtige, hvis der er

hjemmel hertil i lovgivningen. De fleste skattepligtige kapitalgevinster og fradragsberettigede tab

indgår ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, der for fysiske personer ved opgørelse og

beregning af skatterne opdeles i henholdsvis personlig indkomst og kapitalindkomst, jf.

personskattelovens §§ 3 og 4. Aktieavancer og tab beskattes dog som udgangspunkt som

aktieindkomst, jf. personskattelovens § 4 a.

Statsskattelovens § 6 fastslår hvilke udgifter, der er fradragsberettigede ved opgørelsen af

nettoindkomsten. § 6 fastslår fradragsretten for driftsomkostninger, ordinære afskrivninger m.v.

Udgifter, der medgår til etablering eller udvidelse af den økonomiske aktivitet er derimod ikke

fradragsberettigede. Det samme gælder udgifter, der i øvrigt relaterer sig til indkomstkilden i

modsætning til den løbende indkomst. Af § 6 fremgår endvidere, at privatudgifter ikke er

fradragsberettigede.

De grundlæggende principper for behandlingen af fradrag i statsskatteloven er stort set uændrede i

forhold til den første statsskattelov fra 1903. Imidlertid har man via en lang række

specialbestemmelser udvidet fradragsmulighederne. Det gælder f.eks. afskrivningsloven,

etableringskontoloven, pensionsbeskatningsloven samt talrige bestemmelser i ligningsloven. I

ligningsloven findes bestemmelser om fradragsret for en række etableringsudgifter, som ikke ville

være fradragsberettigede uden særlig hjemmel. Enkelte bestemmelser i ligningsloven begrænser

fradragsretten i forhold til statsskattelovens § 6. Det gælder f.eks. ligningslovens § 8, stk. 4, der

indebærer en særlig begrænsning af fradragsretten af udgifter til repræsentation, samt

ligningslovens § 9 om lønmodtageres fradrag for udgifter i forbindelse med udførelsen af det

indtægtsgivende arbejde. Reglen i statsskattelovens § 6 in fine om, at privatudgifter ikke er

fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fraveget ved en række

bestemmelser i ligningsloven. Endelig indeholder ligningsloven i §§ 7-7 Å hjemmel til skattefrihed

for en lang række indkomster.

Indkomstskatten for personer består af summen af flere skatter, der beregnes af forskellige

beskatningsgrundlag og med forskellige skattesatser efter reglerne i personskatteloven.

Beskatningsgrundlagene består dels af den skattepligtige indkomst, der er nettobeløbet af alle en

persons indkomster og fradrag (ekskl. aktieindkomst), dels af forskellige dele af disse skattepligtige

indkomster og fradrag. Det drejer sig om indkomster, der henregnes til personlig indkomst,

henholdsvis om fradrag, der kan foretages heri, og om indkomster og fradrag, der henregnes til

kapitalindkomst.

Indkomstskatterne beregnes på grundlag af de indkomster og fradrag, som en person har haft i løbet

af et indkomstår. Et indkomstår svarer normalt til kalenderåret. Selvstændigt erhvervsdrivende har

visse muligheder for at anvende et andet indkomstår end kalenderåret, såkaldt forskudt indkomstår.

I tilknytning til indkomstskatterne beregnes der også ejendomsværdiskat med udgangspunkt i den

offentligt fastsatte ejendomsværdi af en eventuel ejerbolig.

Alle indkomst- og fradragsoplysningerne, der skal anvendes til beregningen af indkomstskatterne,

fremgår af selvangivelsen. Oplysningerne kan her enten være fortrykte af SKAT eller være angivet

af den skattepligtige selv. De fortrykte beløb omfatter oplysninger, som SKAT kender i forvejen via

elektroniske indberetninger fra arbejdsgivere, offentlige myndigheder, pengeinstitutter,

pensionsinstitutter, kreditforeninger og fagforeninger m.fl.

På selvangivelsen er beløbene rubriceret efter de indkomst- og fradragskategorier, de skal

medregnes til. Summen af samtlige disse indkomster og fradrag udgør den skattepligtige indkomst.

Det fremgår endvidere af selvangivelsesfelterne, hvilke indkomstbeløb, der indgår i grundlaget for

beregning af arbejdsmarkedsbidraget og den midlertidige udligningsskat af store

pensionsudbetalinger. Herudover indeholder selvangivelsen beløb, der beskattes særskilt som

aktieindkomst, samt for boligejere tillige oplysninger om værdien af deres ejerbolig(er), der udgør

beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.

De indkomstgrundlag, der danner basis for skatteberegningen, opgøres alle som nettobeløb, dvs.

indkomster minus fradrag. Er fradragene større end indkomsterne, fremkommer der et negativt

indkomstgrundlag eller et underskud. Generelt gælder, at sådanne underskud kan ”gemmes” og

fremføres til modregning i de følgende års indkomster og skatter. For gifte personer foretages der

dog modregning af underskud i en ægtefælles positive indkomster og skatter i underskudsåret, før et

evt. resterende underskud fremføres. Det er en betingelse for overførsel af underskud, at

ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb. Der er ingen tidsbegrænsning på fremførsel

og modregningsadgang for ”gamle” underskud. For at sikre den korrekte skattemæssige værdi af

underskuddene, er der i personskatteloven regler for behandlingen af negativ skattepligtig indkomst,

negativ personlig indkomst og negativ aktieindkomst.

Efter selskabsskatteloven opgøres selskabers skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens

almindelige regler, for så vidt de efter deres indhold er anvendelige på de selskaber m.v., der er

omfattet af selskabsskatteloven. Den øvrige skattelovgivning finder således anvendelse. Det gælder

f.eks. reglerne i statsskatteloven, ligningsloven og afskrivningsloven. Også reglerne i

aktieavancebeskatningsloven, ejendomsavancebeskatningsloven og kursgevinstloven gælder for

selskaber. Bestemmelserne om beregning af selskabers indkomstskat står i selskabsskattelovens §§

17-23. Indkomstskatten for selskaber er proportional. Ligesom det gælder for indkomstskatten for

personer, betaler skattepligtssubjekter omfattet af selskabsskatteloven og fondsbeskatningsloven

også acontoskat i løbet af indkomståret, og der foretages en endelig skatteopgørelse efter

indkomstårets udløb, hvori acontoskatten modregnes.

2.4.6. Sammenhæng med anden lovgivning

Anvendelse af skattekontrollovens hjemler til tvangsindgreb og skattekontrollovens

oplysningspligter er reguleret af en lovgivning, der er fælles for den offentlige forvaltnings

myndighedsudøvelse, og som kort gennemgås nedenfor.

2.4.6.1. Retssikkerhedsloven (lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb og oplysningspligter)

Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

(retssikkerhedsloven) fastsætter generelle regler for den fremgangsmåde,

forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af en række former for tvangsindgreb

uden for strafferetsplejen. Forvaltningslovens regler om begrundelse og klagevejledning finder

anvendelse, og tvangsindgrebet skal varsles forudgående, medmindre øjemedet forspildes.

Retssikkerhedsloven indebærer begrænsninger i forvaltningens adgang til at foretage tvangsindgreb

uden for strafferetsplejen i tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om, at en fysisk eller

juridisk person har begået et strafbart forhold. SKATs udgående kontrol efter den gældende

skattekontrollovs § 6 (lovforslagets § 49) er et tvangsindgreb. Retssikkerhedsloven indeholder

desuden en bestemmelse om, at en oplysningspligt bortfalder, hvis den oplysningspligtige er under

konkret mistanke for at have begået en strafbar overtrædelse.

Det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip er gengivet i retssikkerhedslovens § 2, hvorefter et

tvangsindgreb kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og

hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet. Det indebærer, at en

forvaltningsmyndighed kun kan beslutte at iværksætte et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb

uden for strafferetsplejen, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis

indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at tvangsindgreb over for den mistænkte med

henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene kan

gennemføres efter reglerne i retsplejeloven. Ifølge § 9, stk. 2, gælder reglen i stk. 1 ikke, hvis

tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen

af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

En myndighed kan således gennemføre et kontrolbesøg, hvor formålet er at tilvejebringe

oplysninger til brug for andet end fastsættelse af straf. SKAT kan således godt gennemføre en

udgående kontrol, hvor regnskabsmateriale m.v. gennemgås på stedet med det formål at foretage en

korrekt skatteansættelse, uanset at der er mistanke om, at den erhvervsdrivende har begået et

strafbart forhold.

Enhver bestemmelse i skattekontrolloven, der fastlægger en oplysningspligt, er omfattet af

retssikkerhedslovens § 10. Det gælder både for oplysningspligter rettet mod den skattepligtige selv

og mod tredjemand.

Retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, indeholder en beskyttelse mod selvinkriminering. Hvis der er en

konkret mistanke mod en person for et strafbart forhold, bortfalder en eksisterende oplysningspligt,

således at personen ikke skal medvirke til at blive dømt. Det fremgår imidlertid af

retssikkerhedslovens § 10, stk. 2, at tredjemand stadig har oplysningspligt om den mistænkte

persons forhold, hvis oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål

end fastsættelse af straf. Hvor retssikkerhedsloven ved tvangsindgreb forudsætter en bestemt

procedure med varsling m.v., er det eneste proceduremæssige krav til anvendelsen af

oplysningspligterne, at den skattepligtiges oplysningspligt bortfalder, hvis der er en konkret

mistanke mod vedkommende.

I de tilfælde, hvor der er konkret mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, der kan medføre

straf for en juridisk person som sådan, skal der i relation til retssikkerhedslovens § 10 ske fuld

identifikation mellem den juridiske person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske

person. Der vil således skulle ske identifikation mellem den juridiske person og f.eks. ansatte samt

medlemmer af den juridiske persons bestyrelse og direktion. Konsekvensen af, at der sker

identifikation mellem den juridiske person og de ansatte, er, at de ansatte ikke kan pålægges at

afgive oplysninger til myndigheden, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges

tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. For så vidt

angår ansatte i enkeltmandsvirksomheder (personligt ejede virksomheder) sker der derimod ikke

identifikation mellem den pågældende virksomhed (ejeren) og de ansatte i forbindelse med

anvendelsen af retssikkerhedslovens § 10.

Når oplysninger indhentes hos tredjemand, f.eks. et pengeinstitut, til brug for en afgørelse om

skatteansættelse og ikke til brug for bedømmelsen af, om den mistænkte har begået en

lovovertrædelse, afskærer retssikkerhedslovens § 10, stk. 2, ikke SKAT fra at indhente oplysninger.

Dette er fastslået i SKM2014.209.BR og i Folketingets Ombudsmands udtalelse i FOU nr.

2014.0010, hvor Folketingets Ombudsmand ikke kunne kritisere, at Landsskatteretten fandt, at

retssikkerhedslovens § 10 ikke forhindrede SKAT i at indhente oplysninger fra en bank.

For SKAT betyder det, at oplysninger fra tredjemand til brug for en skatteansættelse kan indhentes,

selv om den pågældende skattepligtige, der indhentes oplysninger om, er mistænkt for skattesvig.

En mistanke om et kriminelt forhold forhindrer ikke myndighederne i at rette henvendelse til den

mistænkte med anmodning om oplysninger, når det understreges, at den pågældende ikke har pligt

til at besvare henvendelsen. Retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, betyder blot, at den mistænkte ikke

har pligt til at afgive oplysninger eller dokumenter. Der er ikke tale om at afskære den pågældende

fra at afgive de ønskede oplysninger frivilligt. Det sker ofte, at en mistænkt gerne vil have lejlighed

til at kommentere myndighedernes mistanke og derfor foretrækker selv at give oplysninger og

fremlægge dokumenter, frem for at SKAT kontakter tredjemand.

2.4.6.2. Væsentlighed og proportionalitet

Væsentlighedskriteriet har en naturlig sammenhæng med proportionalitetsprincippet, som er en

almindelig forvaltningsretlig grundsætning. I proportionalitetsprincippet ligger, at der ikke må

anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er

tilstrækkelige, og indgrebet skal som middel stå i rimeligt forhold til målet.

Væsentlighedskravet medfører, at SKAT skal afveje størrelsen af et muligt merprovenu som resultat

af kontrollen over for de ressourcer, der skal anvendes både af SKAT og den oplysningspligtige for

at gennemføre kontrollen. I denne afvejning af byrden for den oplysningspligtige kan det ligeledes

være af betydning, om SKAT alene anmoder om oplysninger inden for den ordinære ligningsfrist,

eller om SKAT anmoder om oplysninger længere tilbage i tid.

Proportionalitetsprincippet indebærer også, at SKAT skal være tilbageholdende med at anvende

oplysningspligten over for tredjemand, hvis oplysningerne lige så vel kan indhentes fra den

skattepligtige selv eller gennem denne. I denne situation er det i sagens natur ikke nødvendigt at

pålægge tredjemand at anvende ressourcer på at fremskaffe oplysninger. Hvis der er grund til at

antage, at en skattepligtig selv er i besiddelse af de oplysninger, der søges tilvejebragt, skal SKAT

som udgangspunkt først rette henvendelse til den skattepligtige og anmode om oplysningerne.

2.4.6.3. Persondataloven

Direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger

(databeskyttelsesdirektivet) er implementeret i persondataloven. Såvel erhvervsdrivendes

videregivelse som SKATs modtagelse af oplysninger er omfattet af persondatalovens regler. Det

betyder, at SKAT skal anmelde behandling af oplysninger til Datatilsynet, som er en uafhængig

tilsynsmyndighed i forhold til persondataloven.

Persondataloven opstiller en række grundlæggende betingelser, som skal være opfyldt ved

behandling af persondata, og heri indgår proportionalitetsprincippet ligeledes med stor vægt.

Begrebet behandling omfatter enhver form for håndtering af personoplysninger. Som de vigtigste

former for behandling kan nævnes: Indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, brug,

videregivelse, samkøring og sletning.

Et af de grundlæggende krav til behandling af personoplysninger er, at indsamlede oplysninger ikke

må omfatte mere end nødvendigt, formålet taget i betragtning. Videre er der krav om, at indsamling

af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at senere behandling ikke må

være uforenelig med disse formål, samt at oplysningerne skal være relevante og tilstrækkelige i

forhold til de nævnte formål. Der skal endelig være en fornøden kontrol til at sikre, at der ikke

behandles urigtige eller vildledende oplysninger. Den dataansvarlige skal sikre, at oplysningerne

ikke hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, misbruges eller i øvrigt behandles

i strid med loven, og at oplysningerne bliver destrueret, når formålet med behandlingen er opfyldt.

Persondataloven indeholder yderligere generelle betingelser for, hvornår behandling, herunder

videregivelse, af henholdsvis ikke-følsomme og følsomme personoplysninger må finde sted.

Oplysninger om en persons økonomiske forhold er som udgangspunkt ikke-følsomme

personoplysninger.

Endeligt skal den pågældende, som oplysningerne vedrører, have en orientering om behandlingen af

oplysningerne, medmindre hensyn til den pågældende selv eller tredjemand taler imod.

I januar 2012 fremsatte Europa-Kommissionen en databeskyttelsespakke. I december 2015 blev der

opnået politisk enighed om pakken, der formelt trådte i kraft den 25. maj 2016, men først anvendes

fra den 25. maj 2018. Når dette sker, vil persondataloven bortfalde, og databeskyttelsesforordningen

vil have direkte og umiddelbar virkning.

Justitsministeriet har i foråret 2016 iværksat et arbejde med henblik på at tilpasse dansk lovgivning

og hjælpe andre myndigheder med at forholde sig til forordningens regler. Justitsministeriets

arbejde foreligger endnu ikke i endelig form, og det er på baggrund heraf endnu ikke afklaret om

lovforslaget i nødvendigt omfang vil skulle tilpasses den kommende databeskyttelsesforordning.

Forordningen bygger helt grundlæggende på samme systematik som databeskyttelsesdirektivet fra

1995 og persondataloven. Med forordningen sker der i vidt omfang en videreførelse og præcisering

af, hvad der allerede gælder i Danmark i dag. Det er f.eks. tilfældet med reglerne om, under hvilke

betingelser der må behandles personoplysninger, og hvordan personoplysninger skal beskyttes. Det

er på denne baggrund Skatteministeriets opfattelse, at lovforslaget er i overensstemmelse med

databeskyttelsesforordningen, jf. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelses af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.

2.4.6.4. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (EMRK)

Både EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention stiller krav, som skal være opfyldt, for at indgreb i personlige

rettigheder kan legitimeres. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder blev juridisk bindende på

traktatniveau, da Lissabontraktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Skattekontrollovens

oplysningspligter vil i vidt omfang være omfattet af disse bestemmelser.

Chartrets artikel 7 fastslår, at enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin

kommunikation. De rettigheder, der sikres ved Chartrets artikel 7 om respekt for privatliv og

familieliv, svarer indholdsmæssigt til de rettigheder, der er sikret efter Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Ligeledes er Chartrets artikel 8 om beskyttelse

af personoplysninger baseret på bl.a. EMRK artikel 8.

Det følger af Chartrets artikel 52, stk. 3, at i det omfang Chartret indeholder rettigheder svarende til

dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betydning og omfang som i konventionen.

Offentlige myndigheders opbevaring og anvendelse af personoplysninger udgør et indgreb i

borgerens ret til privatliv efter EMRK, art. 8, som derfor i stk. 2 stiller krav til hjemlen for et

indgreb i privatlivet (legalitetskravet). Det følger generelt af Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols praksis, at der skal være hjemmel til et indgreb i individets

rettigheder, og at hjemlen skal være tilgængelig, samt klar og forudsigelig. Hjemlen svarer til, hvad

der følger af det almindelige legalitetsprincip i dansk ret. Domstolen har i praksis lagt vægt på, at

den usikkerhed, der er forbundet med anvendelsen af de relevante bestemmelser, ikke går ud over,

hvad borgeren kan forvente.

EMRK, art. 8, stiller ligeledes krav til proportionaliteten i indgrebet. Heri ligger, at indgrebet skal

være egnet til og nødvendigt for at opnå det tilsigtede mål, ligesom indgrebet skal være

forholdsmæssigt. Bedømmelsen skal foretages helt konkret. Der skal foretages en konkret afvejning

af hensynet til det offentliges behov for at modtage oplysninger, som er af væsentlig betydning for

skattekontrollen i forhold til, hvor alvorligt indgrebet er i den pågældende skattepligtiges privatliv.

2.4.6.5. Bogføringsloven

Bogføringsloven indeholder regler om virksomheders bogføring, opbevaring af regnskabsmaterialet

og offentlige myndigheders adgang til regnskabsmaterialet. Bogføringsloven og den tilknyttede

bogføringsvejledning (juni 1999) er således retningsgivende for fortolkningen af, hvad

regnskabsmateriale og andre dokumenter omfatter i den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 1.

Det fremgår af bogføringsvejledningens kapitel 2 om formål med bogføring, at ”samfundet har en

betydelig interesse i, at erhvervsdrivende har en pligt til at bogføre og opbevare

regnskabsmaterialet. Som følge heraf er der behov for et ensartet og fælles sæt af lovregler, som

gælder enhver erhvervsdrivende og andre virksomheder, hvor samfundet har interesse.”

Endvidere fremgår det, at ”Offentlige myndigheder har opgaver, der gør virksomhedens bogføring

relevant for dem. Blandt disse hører kontrol med overholdelse af loven samt modtagelse og

behandling af regnskabsdata til brug for opkrævning af skatter og afgifter samt at registrere deres

transaktioner og opbevare disse. De offentlige myndigheder har således brug for, at korrekt

registrerede informationer er til stede i virksomhederne og kan formidles til myndighederne. Også

derfor forpligter loven virksomhederne til at registrere deres transaktioner og opbevare disse.

Bogføringsloven regulerer de fælles mindstekrav, der indfrier de samfundsmæssige

informationsbehov og samtidig giver mulighed for den fælles kontrol.”

Herudover fremgår det af bogføringsvejledningen, at ”den nye bogføringslov forsøger ved et samlet

sæt af regler at afhjælpe vanskeligheder og gøre det muligt at samle regler, der er spredt omkring i

særlove. Denne målsætning er endnu ikke opfyldt”, og at ”Skatte- og afgiftsmyndighederne og

Danmarks Statistik er nok de væsentligste offentlige brugere af virksomhedernes regnskabsdata,

men også tilskudsbevilgende, sociale og andre kontrollerende myndigheder anvender

virksomhedernes regnskabsoplysninger. Her kan der dels være tale om at tage oplysningerne fra

virksomhedernes årsregnskaber, navnlig dem, der offentliggøres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Dels foreligger oplysningerne i de regnskaber, der indsendes til skattemyndighederne efter

skattekontrolloven. Dels kan der være tale om særskilte indberetninger til andre offentlige

myndigheder. Her spiller oplysningerne til Danmarks Statistik og tilskudsmyndighederne en stor

rolle. I det omfang der er tale om lovpligtige oplysninger, har bogføringsloven tilgodeset denne

flerhed af hensyn i sit krav om transaktionsspor ikke blot med henblik på driftsøkonomiske

årsregnskaber men også med henblik på regnskaber, opgørelser og opstillinger til skatteformål og

andre interesser.”

Efter bestemmelserne i bogføringslovens § 10 skal den bogføringspligtige opbevare sit

regnskabsmateriale på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører.

Opbevaringen skal ske på en sådan måde, at der i hele opbevaringsperioden kan ske en selvstændig

og entydig fremfinding af det pågældende regnskabsmateriale. Opbevares regnskabsmaterialet på

elektronisk medie, mikrofilm eller på anden lignende måde, skal det uden bearbejdning,

beregninger eller tilpasninger kunne udskrives i klarskrift.

Det 5 årige opbevaringskrav gælder dog ikke detailhandelsvirksomheders kassestrimler og

tilsvarende interne bilag, som er undergivet lempeligere krav, idet dette kun skal opbevares i 1 år fra

tidspunktet fra underskrivelsen af årsregnskabet, jf. § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni

2006 om krav til det skattemæssige årsregnskab mv. for større virksomheder

(mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder) og § 10, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 594 af

12. juni 2006 om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for mindre virksomheder

(mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder).

Tidligere var hovedreglen, at regnskabsmaterialet skulle opbevares her i landet. Reglerne om

opbevaring af regnskabsmateriale m.v. blev ved lov nr. 55 af 27. januar 2015 ændret, så de nu er

tidssvarende i lyset af den digitale udvikling. Efter bogføringslovens § 12 kan regnskabsmateriale i

elektronisk form med virkning fra den 1. marts 2015 opbevares i udlandet uden forudgående

ansøgning eller anmeldelse til offentlige myndigheder, hvis virksomheden opfylder en række

nærmere fastsatte krav. Virksomheden skal opbevare regnskabsmaterialet i overensstemmelse med

bogføringslovens bestemmelser samt give online-adgang her i landet til elektronisk materiale,

således at offentlige myndigheder til enhver tid via f.eks. en computer med adgang til den

udenlandske server kan få adgang til materialet til brug for deres efterforsknings- eller

kontrolvirksomhed. Herudover skal virksomheden opbevare eventuelle beskrivelser af benyttede

systemer m.v. og eventuelle nødvendige adgangskoder m.v. i Danmark, således at offentlige

myndigheder til enhver tid kan få adgang til materialet her i landet.

De hidtil gældende begrænsninger med hensyn til at opbevare regnskabsmaterialet i udlandet er

videreført for så vidt angår regnskabsmateriale, som alene opbevares i papirform. Det vil sige, at

regnskabsmateriale på papir for indeværende og forrige måned kan opbevares i udlandet, ligesom

interne og eksterne bilag for den bogføringspligtiges aktiviteter i udlandet kan opbevares i det

pågældende udland i hele opbevaringsperioden. Muligheden for at opbevare regnskabsmateriale på

papir i de øvrige nordiske lande er videreført.

Efter bogføringslovens § 15 kan en offentlig myndighed, der i henhold til anden lovgivning har ret

til at kræve indsigt i den bogføringspligtiges regnskabsmateriale, forlange, at den bogføringspligtige

vederlagsfrit stiller alt til disposition, som er nødvendigt til fremfinding og læsning af

regnskabsmaterialet, samt at regnskabsmaterialet udleveres eller indsendes, når myndigheden

anmoder om det. Tidligere kunne myndigheden alene kræve regnskabsmaterialet udskrevet i

klarskrift (på papir). Ved lov nr. 55 af 27. januar 2015 er bogføringsloven ændret, således at en

myndighed kan forlange, at regnskabsmateriale, der opbevares elektronisk, udleveres i elektronisk

format eller indsendes digitalt.

Tidligere har myndighederne kunnet kræve, at regnskabsmateriale, der er affattet på andre sprog

end dansk, vederlagsfrit oversættes til dansk. Ved lov nr. 55 af 27. januar 2015 er bogføringslovens

§ 15 ændret, således at myndighedernes mulighed for at kræve oversættelse af regnskabsmateriale

udelukkende skal gælde for regnskabsmateriale, der er affattet på andre sprog end dansk eller

engelsk. Ændringen skal ses i lyset af, at årsregnskabsloven ved lov nr. 1367 af 10. december 2013

er ændret, så der nu er mulighed for, at årsrapporter udarbejdes udelukkende på engelsk, jf.

årsregnskabslovens § 138, stk. 3.

2.4.7. Terminologi

Formålet med lovforslaget til en skattekontrollov er bl.a. at modernisere skattekontrolloven,

herunder ajourføre og tilpasse den anvendte terminologi på skattekontrollovsområdet. Arbejdet med

moderniseringen har vist det hensigtsmæssige i at ændre terminologien på følgende punkter:

Det foreslås, at selvangivelsesbegrebet afskaffes og erstattes af et oplysningsbegreb. Det er mere

tidssvarende, hvor langt de fleste modtager en årsopgørelse direkte. Det indebærer bl.a., at

udtrykket ”at selvangive” erstattes af udtrykket ”at oplyse”, at udtrykket ”selvangivelse” - som

selvangivelsesblanketten - erstattes af udtrykket ”oplysningsskema”, at udtrykket

”selvangivelsesfristen” erstattes af udtrykket ”oplysningsfristen”, og at udtrykket

”selvangivelsespligtige” erstattes af udtrykket ”oplysningspligtige”.

Endvidere foreslås det at indføre udtrykket ”tvangsbøder” i loven i stedet for det hidtidige udtryk

”daglige bøder”, der let kan forveksles med dagbøder.

Udtrykket ”erhvervsdrivende” omfatter enhver, der udøver erhvervsvirksomhed, hvad enten der er

tale om en fysisk eller en juridisk person.

Det fremgår af forarbejderne til skatteforvaltningsloven, at begrebet skatteansættelse (ansættelse af

skat) anvendes såvel om opgørelse af grundlaget for skatteansættelsen som beregningen af den skat,

dette grundlag fører til, og beregning af tillæg, gebyrer eller lignende, der er knyttet til

skatteberegningen.

Endelig følger lovforslaget skatteforvaltningslovens terminologi, jf. afsnit 4.17. i de almindelige

bemærkninger til forslag L 110, Folketinget 2004-05, 2. saml., til skatteforvaltningsloven, når det

drejer sig om udveksling af oplysninger med andre myndigheder. Her anvendes begrebet skat i

samme betydning som i grundlovens § 43, hvor skat er en fællesbetegnelse for alle direkte og

indirekte skatter. I forbindelse med aftaler om udveksling af oplysninger med udlandet er denne

brede definition nødvendig, da der er store forskelle fra land til land på beskatningsgrundlag og i

opdeling mellem direkte og indirekte skatter. Oplysningsbestemmelser i de internationale aftaler

omfatter derfor alle former for skatter. Det samme er tilfældet for udveksling af oplysninger med

andre myndigheder, hvor hjemlen for udveksling alene findes i skattekontrolloven.

3. Lovforslagets enkelte elementer

3.1. Pligten til at give SKAT oplysninger om den skattepligtige indkomst m.v.

3.1.1. Gældende ret

3.1.1.1. Oplysningspligt

Hovedreglen i skattekontrolloven har hidtil været, at enhver skattepligtig skal indgive en

selvangivelse. Skatteministeriet har imidlertid igennem en årrække arbejdet på at lette borgernes og

virksomhedernes arbejde med selvangivelsesopgaven. Målet er, at så mange borgere som muligt

modtager en årsopgørelse direkte, uden at skulle give SKAT oplysninger om deres indkomstforhold

via selvangivelsen. Det forudsætter, at SKAT på grundlag af tredjemandsindberetninger fra

arbejdsgivere, pengeinstitutter, pensionsinstitutter m.v. kan danne en fyldestgørende årsopgørelse.

Borgerne har pligt til at gennemgå årsopgørelsens tal og skal inden udløbet af selvangivelsesfristen

den 1. maj i året efter indkomstårets udløb give SKAT oplysninger af betydning for

indkomstopgørelsen, som SKAT ikke har kendskab til, f.eks. oplysninger om yderligere indtægter,

som ikke indberettes af tredjemand. Først herefter kan en endelig årsopgørelse dannes. Da det er

SKATs erfaring, at det altovervejende antal borgere ikke har ændringer at føje til årsopgørelsen, er

det fundet forsvarligt at udsende årsopgørelsen med overskydende skat eller opkrævning af restskat

allerede i starten af marts i året efter indkomstårets udløb. Reglerne om, hvilke borgere der

modtager en årsopgørelse i stedet for at skulle indgive en selvangivelse, følger af bekendtgørelse nr.

535 af 22. maj 2013 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en

selvangivelse. Bekendtgørelsen er ændret ved bekendtgørelse nr. 373 af 8. april 2015.

For virksomhederne er opgørelsen af den skattepligtige indkomst betinget af virksomhedens

økonomiske resultat, evt. underskudsmodregning, og hvilke afskrivninger virksomheden ønsker at

foretage. Det fordrer derfor i højere grad virksomhedernes medvirken til dannelsen af

årsopgørelsen, og det sker i dag gennem virksomhedernes afgivelse af en egentlig selvangivelse. I

selvangivelsen skal mindre virksomheder afgive supplerende oplysninger om centrale tal fra

driftsregnskabet, mens større virksomheder skal indsende et egentligt skatteregnskab sammen med

selvangivelsen. Først herefter kan årsopgørelsen dannes. Tilsvarende skal begrænset skattepligtige

med mere komplicerede økonomiske forhold samt fuldt skattepligtige med indkomst fra udlandet

udfylde en egentlig selvangivelse, før årsopgørelsen kan dannes.

Selvangivelsesfristen for selvstændigt erhvervsdrivende og for begrænset skattepligtige med mere

komplicerede økonomiske forhold og for fuldt skattepligtige med indkomst fra udlandet er den 1.

juli i året efter indkomstårets udløb. Juridiske personer som selskaber, fonde og foreninger skal

selvangive senest 6 måneder efter indkomstårets udløb. Udløber indkomståret i perioden den 1.

februar til den 31. marts, skal den skattepligtige i dag selvangive senest den 1. august samme år.

Med lov nr. 1354 af 21. december 2012 er der givet skatteministeren mulighed for at fastsætte

regler om, at visse selvangivelsespligtige, herunder selvangivelsespligtige, som ifølge lovgivningen

forudsættes at indgive en selvangivelse, kan modtage en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse

(den udvidede årsopgørelsesordning). Bemyndigelsen er udnyttet ved ovennævnte bekendtgørelse

nr. 535 af 22. maj 2013, som ændret ved bekendtgørelse nr. 373 af 8. april 2015, om fysiske

personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse.

Bekendtgørelsen omfatter personer, som mindre selvstændigt erhvervsdrivende, som ved siden af

virksomheden typisk er lønmodtagere. SKAT bruger ved dannelsen af årsopgørelsen den

skattepligtiges seneste oplysninger om virksomhedsresultat, dvs. enten fra forskudsopgørelsen eller

fra årsopgørelsen for det seneste indkomstår. Da de skønnede oplysninger om forventet

virksomhedsresultat ofte afviger fra det faktiske virksomhedsresultat, opfordres den skattepligtige

ved modtagelsen af årsopgørelse til at justere tallene om virksomhedsresultatet i TastSelv.

Bekendtgørelsen omfatter også visse personer med udenlandsk pension, udenlandsk

kapitalindkomst eller udenlandsk ejendom. Grundlaget for vurderingen af, om de pågældende er

omfattet af den udvidede årsopgørelsesordning, er oplysningerne i personens årsopgørelse for det

seneste indkomstår, når oplysningerne er selvangivet i TastSelv, medmindre oplysningerne er slettet

i forskudsopgørelsen.

Disse personer har som andre selvstændigt erhvervsdrivende eller personer med udenlandsk

indkomst selvangivelsesfrist den 1. juli. For indkomståret 2015 var der ca.178.000 personer, som

var omfattet af den udvidede årsopgørelsesordning. SKAT venter i disse tilfælde med at udbetale en

overskydende skat til den skattepligtige har selvangivet.

Skattepligtige, som modtager en årsopgørelse uden at skulle indgive en selvangivelse, kan senest

den 1. maj i året efter indkomstårets udløb anmode SKAT om at få lov til at udfylde en egentlig

selvangivelse, som de skal indgive med frist senest den 1. juli. For indkomståret 2015 har i alt 8.710

fravalgt årsopgørelsen til fordel for en egentlig selvangivelse, heraf har 1.671 personer på den

udvidede årsopgørelsesordning ønsket at udfylde en egentlig selvangivelse.De skattepligtige kan

også anmode SKAT om henstand med selvangivelsesfristen, hvilket SKAT kan bevilge, hvis

særlige omstændigheder taler herfor.

Indgiver en skattepligtig, som skal udarbejde en selvangivelse, ikke en selvangivelse inden

selvangivelsesfristens udløb, skal denne betale et skattetillæg på 200 kr., for hver dag

selvangivelsesfristen overskrides, dog højst på 5.000 kr. i alt. SKAT kan fritage for betaling af

skattetillægget, hvis særlige omstændigheder taler herfor. SKAT kan også pålægge den

skattepligtige tvangsbøder i form af daglige bøder for at få den skattepligtige til at indgive sin

selvangivelse. De daglige bøder bortfalder ved opfyldelsen af selvangivelsespligten, herunder de

bøder, der endnu ikke er betalt. Det samme gælder, selv om der er foretaget udlæg for bøderne.

Betalte bøder tilbagebetales ikke.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan

SKAT endelig foretage en skønsmæssig ansættelse dvs. en skønsmæssig opgørelse af den

skattepligtiges skattepligtige indkomst.

Det følger af bekendtgørelse nr. 147 af 4. februar 2015 om digital kommunikation på

Skatteministeriets område, at fysiske personer med en selvangivelsesfrist senest den 1. juli som

hovedregel skal selvangive digitalt. Det fremgår endvidere af bekendtgørelsen, at er en borger

tilsluttet Offentlig Digital Post, vil vedkommende blive adviseret af SKAT gennem den

fællesoffentlige digitale postkasse om årsopgørelsen m.v., medmindre borgeren har oplyst e-

mailadresse eller mobiltelefonnummer til SKAT, hvorefter vedkommende vil blive adviseret

gennem disse kanaler.

Efter bekendtgørelse nr. 770 af 25. juni 2014 om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v., som

ændret ved bekendtgørelse nr. 678 af 6. maj 2015, skal selskaber og foreninger m.v. som

hovedregel også selvangive digitalt.

3.1.1.2. Feltlåsning

Med lov nr. 462 af 12. juni 2009 blev feltlåsningsordningen indført. Ordningen går ud på, at

skattepligtige omfattet af ordningen ikke kan ændre oplysninger om visse indkomster og fradrag,

som indberetningspligtige efter skattekontrolloven har indberettet til SKAT. Undtaget fra ordningen

er erhvervsdrivende og deres ægtefælle med forskudt indkomstår samt lønmodtagere og

pensionister med ikke simple udenlandske indkomster.

Baggrunden for feltlåsningsordningen var, at kvaliteten af indberetningerne fra de

indberetningspligtige til SKAT til brug for dannelsen af borgernes årsopgørelse efterhånden var af

en sådan karakter, at borgernes anvendelse af ændringsfunktionen i TastSelv erfaringsmæssigt

genererede flere fejl end fejlrettelser. På baggrund af SKATs compliance-undersøgelse vedr.

indkomståret 2006 var det opfattelsen, at hovedparten af skattegabet for borgerne skyldtes, at

borgere ofte rettede forkert i forhold til indberettede oplysninger fra de professionelle indberettere

på grund af fejl og misforståelser. På den baggrund fik skatteministeren i skattekontrolloven

hjemmel til at fastsætte regler om, at skattepligtige ikke via TastSelv eller på anden måde kan ændre

oplysninger om visse indkomster og fradrag, som indberetningspligtige efter skattekontrolloven har

indberettet til SKAT. At man afskærer borgerne fra at ændre disse oplysninger betyder i praksis, at

de pågældende felter i årsopgørelsen eller selvangivelsen ikke kan ændres – i TastSelv låses de. Har

den skattepligtige indvending mod en oplysning i et låst felt, opfordres den pågældende til at

kontakte den indberetningspligtige og få spørgsmålet afklaret der. Indsender den

indberetningspligtige en ny indberetning, genereres der automatisk en ny årsopgørelse til den

skattepligtige. Den skattepligtige kan også anmode SKAT om at behandle spørgsmålet. Når SKAT

ikke at behandle den skattepligtiges henvendelse inden selvangivelsesfristens udløb, betragter

SKAT sagen som en genoptagelsessag og giver den skattepligtige mulighed for at opnå henstand

med betaling af en eventuel restskat. For indkomståret 2015 har SKAT modtaget ca. 10.000 opkald

fra borgerne vedrørende afklaringsspørgsmål om feltlåsningsordningen.

De nærmere regler om feltlåsningsordningen er fastsat i bekendtgørelse nr. 685 af 20. juni 2014 om

begrænsning i adgangen for visse skattepligtige til at ændre oplysninger om indkomster og fradrag i

selvangivelsen og årsopgørelsen. Det fremgår heraf, hvilke fysiske personer feltlåsningsordningen

gælder for, og hvilke typer af oplysninger som de skattepligtige ikke kan ændre. Endvidere fremgår

det, at der for visse beløb kan ske overflytning til andre rubrikker i årsopgørelsen eller

selvangivelsen helt eller delvist (partiel feltlåsning). Bl.a. kan skattepligtige henføre indberettede

renteudgifter til udenlandsk kapitalindkomst. Dette fremgår af bekendtgørelse nr. 372 af 8. april

2015 om ændring af bekendtgørelse om begrænsning i adgangen for visse skattepligtige til at ændre

oplysninger om indkomster og fradrag i selvangivelsen og årsopgørelsen.

3.1.2. Lovforslaget

Som nævnt i afsnit 2.4.2. er der i høj grad tale om en videreførelse af allerede gældende

bestemmelser. Det forhold, at moderniseringen af loven tager sigte på at indføre en bedre struktur,

mere tidsvarende begreber og at tage højde for den digitale udvikling, giver i forslaget anledning til

såvel strukturelle som sproglige justeringer. Også udskillelsen af afsnit II i den gældende

skattekontrollov om tredjemands indberetningspligter til en skatteindberetningslov, som fremsættes

samtidig med dette lovforslag, nødvendiggør ændringer af gældende bestemmelser.

Som det også er nævnt i de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.3., foreslås det at opdele det

gældende afsnit I i 4 nye kapitler samt ét kapitel i afsnit III. De 4 nye kapitler i afsnit I angår pligten

til at give SKAT oplysninger om den skattepligtige indkomst m.v., særlige oplysningspligter, andre

oplysningspligter samt transfer pricing. Afsnit III indeholder et kapitel 8 om administrative

sanktioner som afskæring af TastSelv, tvangsbøder, skattetillæg, skønsmæssig ansættelse og

revisorpålæg.

Antallet af paragraffer er forøget, men det skyldes først og fremmest ønsket om at undgå paragraffer

med mange stykker og paragrafbetegnelser med bogstaver. Dernæst gør et større antal paragraffer

loven mere overskuelig. Ud fra disse hensyn indeholder forslaget til kapitel 1 også en del

underoverskrifter, og der er foretaget en gennemgående opdeling af bestemmelserne på de

forskellige grupper af skattepligtige (borgere, selvstændigt erhvervsdrivende og juridiske personer),

hvor reglerne for de nævnte grupper er forskellige.

I det forslag til konsekvensændringer som følge af forslaget til skattekontrollov og

skatteindberetningslov, som er fremsat samtidig med dette lovforslag, foreslås en lang række

ændringer af lovgivningen som følge af afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet.

Det bemærkes, at da der også fremover må forventes at være skattepligtige, som ikke har pligt til at

kommunikere med det offentlige digitalt, vil der forekomme udtryk, som tager hensyn til dette

forhold, f.eks. vil udtrykket ”indgive et oplysningsskema” være anvendt. Det er et udtryk, som på

den ene side bærer præg af en indsendelse af et fysisk dokument. På den anden side vurderes det

også at kunne omfatte en digital indsendelse.

I kapitel 1 foreslås en række retssikkerhedsmæssige forbedringer. Disse er i det følgende nævnt i

den rækkefølge, som følger af paragrafnummereringen:



Det præciseres, at skattepligtiges oplysningspligt ikke angår oplysninger indberettet efter

skatteindberetningsloven af tredjemand, når oplysningerne skal anvendes i årsopgørelsen eller i

et låst felt i oplysningsskemaet. Det er dog en forudsætning, at tredjemand er uafhængig af den

skattepligtige. Der henvises til de særlige bemærkninger til lovforslagets § 2, stk. 1, 2. pkt.



Der etableres en mailfunktion i TastSelv på SKATs hjemmeside, som giver den skattepligtige

mulighed for over for SKAT at tilkendegive uenighed om oplysningen i et låst felt. Hvis SKATs

behandling af den skattepligtiges indsigelse ikke er afsluttet ved oplysningsfristens udløb, hvor

årsopgørelsen bliver endelig, betragtes den skattepligtiges indsigelse som en anmodning om

genoptagelse. For at den skattepligtige ikke bliver tvunget til at betale restskat ifølge den

årsopgørelse, som den skattepligtige mener, er forkert, giver forslaget mulighed for, at den

skattepligtige efter ansøgning kan opnå henstand med betaling af skatten på tilsvarende måde,

som var der klaget over årsopgørelsen. Det bemærkes, at en skattepligtig som udgangspunkt

ikke kan ifalde ansvar for en forkert feltlåst oplysning fra en indberetningspligtig. Der henvises

til de særlige bemærkninger til lovforslagets § 15, stk. 2.



Selskaber, hvis indkomstår udløber i perioden den 1. februar til den 31. marts, har i dag

selvangivelsesfrist den 1. august. Det foreslås at forlænge fristen én måned til den 1. september.

Der henvises til de særlige bemærkninger til lovforslagets § 12.



SKAT har i en række tilfælde, hvor it-systemet er brudt ned, givet henstand med

selvangivelsesfristen ud fra force majeure-betragtninger. Det foreslås at give skatteministeren

eller den, ministeren bemyndiger hertil, mulighed for at forlænge oplysningsfristen i særlige

tilfælde. Tanken er, at skatteministeren delegerer adgangen til at forlænge oplysningsfristen ved

større driftsforstyrrelser eller it-nedbrud til SKATs direktør. Der henvises til de særlige

bemærkninger til lovforslagets § 14, stk. 2.

3.2. Særlige oplysningspligter, herunder for erhvervsdrivende og transfer pricing

3.2.1. Gældende ret

Kapitel 2 i lovforslaget har overskriften ”særlige oplysningspligter om pensionsordninger, gaver og

skattearrangementer”, kapitel 3 har overskriften ”Særlige oplysningspligter for erhvervsdrivende”

og kapitel 4 har overskriften ”Transfer pricing”.

Bortset fra den gældende skattekontrollovs § 1 B, som er placeret i dette forslags afsnit II, kapitel 7,

indeholder kapitel 2-4 de regler i den gældende skattekontrollovs afsnit I, som ikke er nævnt i

forslaget til lovens afsnit I, kapitel 1, eller afsnit III, kapitel 8, nemlig reglerne i §§ 3 A-C, samt

enkelte regler fra den gældende skattekontrollovs afsnit II, som det systematisk er fundet mere

hensigtsmæssigt at placere i forslaget til afsnit I, kapitel 2. Det gælder reglerne i den gældende

skattekontrollovs §§ 10 F og 11 B, stk. 1, samt §§ 11 C-11 E.

Kapitel 2 angår følgende bestemmelser:



§ 10 F om pligten for udbyder eller formidler til at dokumentere realiteten i dispositioner og af

de aktiver og passiver, der indgår i skattearrangementer.



§ 11 B, stk. 1, om pligten til at deponere værdipapirer.



§ 11 C om erklæringspligten over for SKAT ved besiddelse af visse pensionsordninger i

udlandet.



§ 11 D om anmeldelse til SKAT af gaver over 58.700 kr. til en person, der ikke er fuldt

skattepligtig til Danmark.



§ 11 E om afgivelse af dokumentation til pengeinstitut for ejerskab ved anbringelse af

pensionsmidler i kommanditselskaber m.v.

Kapitel 3 angår følgende bestemmelser:



§ 3 A om pligten til efter anmodning at udlevere oplysninger om ejer- og medlemsfortegnelser i

selskaber m.v.



3 C om muligheden for en erhvervsdrivende til at indgive et skattemæssigt årsregnskab i

fremmed valuta.

Kapitel 4 angår følgende bestemmelse:



§ 3 B om oplysnings- og dokumentationsreglerne vedr. koncerninterne transaktioner (transfer

pricing).

3.2.2. Lovforslaget

Der er i hovedsagen tale om en videreførelse af indholdet af gældende ret. På grund af de mange

stykker i de gældende regler er der dog foretaget en opdeling af reglerne i flere paragraffer, ligesom

reglerne for overskuelighedens skyld er inddelt i særskilte afsnit.

Om de enkelte bestemmelser i det foreslåede afsnit I, kapitel 2, bemærkes:

Bestemmelserne i forslagets

§§ 16-21

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C.

Der er dog foretaget visse mindre indholdsmæssige ændringer. Det gælder herunder den gældende

skattekontrollovs § 11 C, stk. 2, 2. pkt., om, at skatteministeren

efter omstændighederne helt eller

delvist kan fritage yderligere persongrupper for at opfylde betingelserne i § 11 C, stk. 1. Denne

regel er ikke medtaget i forslaget, fordi den i praksis ikke er blevet anvendt. Reglen i § 11 C, stk. 6,

om, at

ejeren kan undlade at give oplysninger til SKAT, hvis det udenlandske selskab har erklæret

at ville påtage sig af egen drift at sende de nævnte oplysninger vedrørende ordningen for det

forudgående kalenderår til SKAT hvert år inden den 1. februar, er heller ikke medtaget. Reglen

skønnes at være overflødig, når det følger af forslaget, at medmindre ejeren har indsendt erklæring

fra det udenlandske selskab, skal ejeren inden oplysningsfristen oplyse SKAT om den pågældende

pensionsordning i udlandet.

§ 11 C blev oprindeligt gennemført ved lov nr. 298 af 27. april 1994 (Skattekontrol med finansielle

aktiver i udlandet m.v.). Baggrunden var ønsket om at overføre reglerne om skattemæssig kontrol

med valutaindlændinges finansielle aktiver i udlandet, herunder adgangen til at tegne

pensionsforsikringer i udenlandske forsikringsselskaber, fra industriministerens sagsområde til

skatteministerens sagsområde. Bestemmelsen i skattekontrollovens § 11 C er siden ændret flere

gange, senest ved lov nr. 1376 af 16. december 2014 (Udvidelse af indberetningspligterne

vedrørende finansielle produkter, ændring af indberetningspligten vedrørende modtagere af renter

og afgivelse af regnskabsoplysninger om moms i forbindelse med selvangivelsen m.v.).

De videreførte bestemmelser går ud på, at en fuldt skattepligtig person, som har en pensionsordning

omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A og anden livs- og pensionsforsikring hos

forsikringsselskaber m.v. i udlandet, skal afgive en erklæring til SKAT om ordningen ved tegningen

af ordningen, ved udløbet af perioden som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 15 D, stk. 1, eller

ved indtræden af fuld skattepligt her til landet senest 1 år efter indtræden af fuld skattepligt, men

dog inden udløbet af oplysningsfristen for det indkomstår, hvor den fulde skattepligt indtræder.

Erklæringen skal efter forslaget indeholde oplysninger om ejerens navn og adresse m.v., selskabets

navn og adresse, oplysninger, der kan identificere ordningen, samt størrelse af aftalte præmier eller

bidrag, pensionsydelsen, indbetalingsperiodens længde og udbetalingstidspunktet, tidspunktet for

oprettelse af ordningen eller indtræden af fuld skattepligt her til landet.

Når den oprettede ordning ikke er omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 4, og

ordningen ikke er tegnet under de omstændigheder, der er nævnt i pensionsbeskatningslovens § 53

B, stk. 2, skal erklæringen være vedlagt en fuldmagt fra forsikringstageren m.v. til SKAT til

indseende i ordningen hos det udenlandske selskab, ligesom erklæringen skal være vedlagt en

eventuel erklæring fra det udenlandske selskab om, at selskabet påtager sig hvert år at indberette

oplysninger om indestående ved indkomstårets udgang, årets udbetalinger fra kontoen samt årets

afkast af ordningen og oplysninger om ophør af ordningen.

Indsender det udenlandske selskab ikke oplysningerne rettidigt, kan SKAT pålægge den eller dem,

der råder over ordningen i forhold til selskabet, at opsige ordningen, medmindre ejeren har indsendt

oplysningerne inden udløbet af oplysningsfristen.

I de gældende regler anvendes udtrykket ”tegning” for den disposition, der består i at indgå aftale

om oprettelse af en pensionsordning med et pensionsinstitut. Med dette udtryk sigtes der først og

fremmest til forsikringer. Da pensionsbeskatningslovens afsnit II A i dag også omfatter ordninger i

pengeinstitutter, foreslås det at erstatte udtrykket ”tegning” med ”oprettelse af”. Der er ikke tilsigtet

nogen indholdsmæssig ændring herved.

Bestemmelsen i forslaget til

§ 22, stk. 1,

er i hovedsagen en videreførelse af den gældende

skattekontrollovs § 11 E med visse mindre justeringer.

Reglen i § 11 E blev oprindelig gennemført ved lov nr. 1181 af 12. december 2005 (Forenklet

skatteopgørelse ved investeringer gennem skattetransparente juridiske personer, placering af rate-

og kapitalpensioner i kommanditselskaber m.m.).

Den videreførte bestemmelse går ud på, at der i visse tilfælde af anbringelse af pensionsmidler i

kommanditselskaber eller kommanditaktieselskaber skal ske dokumentation for ejerskabet af det

pågældende kommanditselskab til pengeinstituttet. Ud over en redaktionel ændring foreslås det, at

bestemmelsen også kommer til at omfatte anbringelse af aldersopsparing i et kommanditselskab

m.v.

Bestemmelsen i forslaget til

§ 22, stk. 2

er en videreførelse af den generelle deponeringspligt

for danske og udenlandske værdipapirer i skattekontrollovens § 11 B, stk. 1. Bestemmelsen blev

oprindelig gennemført ved lov nr. 298 af 27. maj 1994 (Skattekontrol med finansielle aktiver i

udlandet).

Den videreførte bestemmelse går ud på at foreskrive, at værdipapirer, som midler i særskilte depoter

tilknyttet en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningsloven er anbragt i, og som ikke er

registreret i en værdipapircentral, skal deponeres i et pengeinstitut. Deponering i udlandet skal ske i

et udenlandsk pengeinstitut eller hos udstederen af værdipapiret. Efter bestemmelsen skal

betingelsen kun opfyldes af fysiske personer, der er skattepligtige af udbetalinger fra

pensionsordningen eller af afkastet efter enten pensionsbeskatningsloven eller

pensionsafkastbeskatningsloven.

Bestemmelsen i forslaget til

§ 23

er i hovedsagen en videreførelse af den gældende

skattekontrollovs § 11 D.

Efter bestemmelsen skal SKAT have anmeldelse, hvis der ydes en gave til en værdi over 58.700 kr.

(2010-niveau) til en ikke fuldt skattepligtig, dvs. en person bosiddende i udlandet.

Reglen i den gældende skattekontrollovs § 11 D er justeret således, at det sikres, at der ikke skal

gives anmeldelse af gaven, hvis der allerede er indgivet en gaveanmeldelse til SKAT efter

boafgiftslovens § 26. Endvidere er grænsen for gavebeløbets størrelse ændret, således at det bliver

det samme som i boafgiftslovens § 22, hvorefter en person afgiftsfrit kan give gaver, hvis den

samlede værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til

en person inden for kredsen afkom, stedbørn og deres afkom m.fl. Endvidere følger beløbet den

regulering, der finder sted efter personskattelovens § 20. Det afgiftsfrie gavebeløb efter

boafgiftslovens § 22 udgør 61.500 kr. i 2016 og 62.900 kr. i 2017.

Reglen i § 11 D blev oprindelig indført ved lov nr. 298 af 27. april 1994 (Skattekontrol med

finansielle aktiver i udlandet m.v.). Formålet var at overføre en række regler om skattemæssig

kontrol med valutaindlændinges finansielle aktiver i udlandet fra den tidligere industriministers

sagsområde til skatteministerens sagsområde. Det gjaldt herunder den nævnte regel i § 11 D.

Bestemmelsen i forslaget til

§ 24

er en videreførelse af skattekontrollovens § 10 F med enkelte

sproglige præciseringer.

Reglen i § 10 F blev oprindelig gennemført ved lov nr. 1104 af 20. december 1995 (Selvangivelse,

indberetning, dokumentationskrav til skattearrangementer, delegation af ligningsrådsbeføjelser,

ansættelsesfrister og tilsyn med forskudsregistrering m.v.).

Det følger af den videreførte bestemmelse, at udbydere m.fl. af skattearrangementer har pligt til at

dokumentere realiteten af de nævnte dispositioner, som indgår i projektet. De pågældende hæfter

solidarisk med den skattepligtige for en eventuel forhøjelse af den skattepligtiges indkomstskat,

som fremkommer som følge af underkendelse af arrangementet.

Baggrunden for reglen i den gældende skattekontrollovs § 10 F var ifølge forarbejderne, at man de

seneste år havde konstateret et stort omfang af skattearrangementer, der ved en nærmere prøvelse

ofte havde vist sig at bestå af formelle aftaler og dispositioner uden et reelt indhold. Disse

skattearrangementer indeholdt ofte påståede transaktioner vedrørende forhold i udlandet, hvilket

sammenholdt med, at arrangementerne blev udbudt til et bredt udsnit af befolkningen uden særlige

forudsætninger eller muligheder for at bedømme detaljerne i arrangementerne, havde givet

betydelige skattekontrolmæssige problemer.

Erfaringen var desuden, at udbyderne eller formidlerne af sådanne arrangementer ofte var

tilbageholdende med efterfølgende at bistå den skattepligtige - og dermed skattemyndighederne -

med at afklare realiteten bag de påståede dispositioner. Dette skal ses i lyset af, at sådanne

arrangementer ofte indeholdt elementer af transaktioner med udenlandske aftaleparter eller om

aktiver i udlandet. Denne tilbageholdenhed fra udbydersiden havde medført, at SKAT havde

betydelige vanskeligheder ved at trænge til bunds i realiteten bag skattearrangementer inden for den

3-årige ansættelsesfrist.

Om de enkelte bestemmelser i det foreslåede afsnit I, kapitel 3, om andre oplysningspligter

bemærkes:

Bestemmelserne i forslaget til

§§ 25-28

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs 3 A

om ejer- og medlemsfortegnelse i selskaber m.v. Dog er den gældende skattekontrollovs § 3 A, stk.

3, om, at partnerselskaber skal føre en fortegnelse over alle deltagere i selskabet m.v., ikke

medtaget, da reglerne om Det Offentlige Ejerregister i dag også gælder partnerselskaber. Endvidere

er den gældende skattekontrollovs § 3 A, stk. 8, om, at der ikke skal føres en fortegnelse over ejere

og medlemmer, hvis oplysningerne er registreret i Det Offentlige Ejerregister, blevet udbygget,

således at eksempelvis kommanditselskaber og andelsselskaber ikke skal føre sådanne fortegnelser,

hvis selskaberne bliver omfattet af Det Offentlige Ejerregister efter regler fastsat i medfør af § 15 f i

lov om visse erhvervsdrivende virksomheder. Endelig tydeliggøres det, at selskaberne har pligt til at

føre en fortegnelse over ejere og medlemmer, når disse besidder under 5 pct. af selskabskapitalen

eller råder over mindre end 5 pct. at den samlede stemmeværdi i selskabet, fordi disse oplysninger

ikke registreres i Det Offentlige Ejerregister.

Reglen i § 3 A blev oprindelig gennemført ved lov nr. 1113 af 21. december 1994 (Diverse

justeringer af administrativ karakter, bl.a. ændrede oplysningspligter, forlænget ligningsfrist,

indeholdelsespligt for visse udenlandske arbejdsgiveres herværende fuldmægtige samt tilpasning af

reglerne om beskatning af visse huslejebindinger) og omformuleret i 2012 forbindelse med

gennemførelsen af Lov om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter,

afgifter og andre foranstaltninger samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet.

Efter de videreførte bestemmelser skal selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2-6,

(dvs. alle andre fuldt skattepligtige selskaber end aktie- og anpartsselskaber, som er omfattet af Det

Offentlige Ejerregister) og kommanditselskaber føre fortegnelser over samtlige ejere og medlemmer

m.v. Endvidere skal nye ejere og medlemmer senest 2 uger efter henholdsvis ejerskabets og

medlemskabets opståen skriftligt underrette selskabet m.v. om deres identitet.

Kravet om, at selskaberne skal føre en fortegnelse over samtlige ejere, svarer til det krav, der gælder

for aktie- og anpartsselskaber efter selskabslovens §§ 52-53. Efter selskabslovens § 52 skal

kapitalselskabet føre en ejerbog, som bl.a. skal indeholde oplysninger om alle selskabets

kapitalejere. Efter selskabslovens § 53 skal kapitalejeren underrette kapitalselskabet om ejerskiftet

senest 2 uger efter, at ejerskiftet er sket.

Trustees og administratorer af truster skal efter bestemmelserne være i besiddelse af

identifikationsoplysninger om andre trustees og administratorer og stiftere samt

identifikationsoplysninger om modtagere og mulige modtagere af uddelinger fra trusten m.v.

Bestemmelserne finder også anvendelse på andre lignende retslige arrangementer.

Ved at medtage forpligtelsen i skattekontrolloven opnås, at SKAT kan indhente disse oplysninger

på linje med ejeroplysninger til selskaber m.v. Derudover sikres det, at SKAT kan pålægge

tvangsbøder ved manglende efterkommelse af forpligtelsen, og at der i tilfælde af grov uagtsomhed

eller forsæt kan idømmes straf efter bestemmelserne i henholdsvis denne lovs § 72 og § 74, stk. 1,

nr. 4.

Bestemmelserne om trustees og administratorer af truster finder kun anvendelse, når trustee eller

administrator er bosiddende eller hjemmehørende i Danmark, eller virksomheden udøves fra et fast

driftssted i Danmark.

Efter bestemmelserne skal identifikationsoplysningerne opbevares i mindst 5 år fra udgangen af det

indkomstår, som oplysningerne vedrører. Dette svarer til det almindelige opbevaringskrav i f.eks.

bogføringsloven.

Ovennævnte bestemmelser gælder ikke, i det omfang selskaberne har registret oplysningerne i Det

Offentlige Ejerregister. Efter § 15 f i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder kan erhvervs- og

vækstministeren fastsætte regler om, at §§ 55, 56 og 58 i selskabsloven med de nødvendige

tilpasninger skal finde tilsvarende anvendelse på en eller flere typer af virksomheder omfattet af

denne lov. Omfattet af denne lov er eksempelvis kommanditselskaber og andelsselskaber

(andelsforeninger). Andelsforeninger er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3.

Efter selskabslovens § 55 gælder pligten for ejere og medlemmer til at give selskabet meddelelse

om betydelige kapitalposter enhver, når kapitalandelenes stemmeret udgør mindst 5 pct. af

selskabskapitalens stemmerettigheder eller udgør mindst 5 pct. af selskabskapitalen. Ligger

kapitalposterne under denne grænse, registreres oplysningerne ikke i Det Offentlige Ejerregister.

Da SKAT som led i sin kontrol kan have behov for ejeroplysninger under denne grænse

tydeliggøres det, at selskaberne skal føre en fortegnelse over samtlige ejere og medlemmer, som

besidder under 5 pct. af selskabskapitalen eller råder over mindre end 5 pct. at den samlede

stemmeværdi i selskabet.

Det fremgår også af bestemmelserne, at selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2,

sammen med oplysningsskemaet skal give identifikationsoplysninger om dem, der i indkomståret

har besiddet mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller har rådet over mindst 5 pct. af den samlede

stemmeværdi i det pågældende selskab. Hermed stilles der samme krav til ejernes kapitalbesiddelse

eller råderet som efter kravene i selskabsloven og lov om visse erhvervsdrivende virksomheder til

registrering i Det Offentlige Ejerregister.

Bestemmelserne i forslaget til

§§ 29-37

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs 3 C

om regnskabsføring i fremmed valuta. Da en række virksomheder ikke skal indgive et

skattemæssigt årsregnskab til SKAT sammen med indkomstopgørelsen, er det dog præciseret, at det

skattemæssige årsregnskab, som omtales, er det årsregnskab, som skal indgives til SKAT.

Endvidere foreslås det, at nystiftede selskaber også vil kunne anvende reglerne.

Den gældende skattekontrollovs § 3 C blev oprindeligt gennemført ved lov nr. 1056 af 23.

december 1998 og væsentligt udbygget ved lov nr. 422 af 6. juni 2005 (Udarbejdelse af

skattemæssigt årsregnskab i fremmed valuta).

Formålet med de videreførte bestemmelser er at give især danske aktie‐ og anpartsselskaber

mulighed for at aflægge regnskaber samt angive kapital i euro. Hermed kan de konkurrencemæssige

ulemper i forhold til virksomheder fra andre EU-lande formindskes.

Efter bestemmelserne kan virksomheder under visse betingelser vælge at udarbejde det

skattemæssige årsregnskab i én fremmed valuta og omregne resultatet til danske kroner til en

gennemsnitskurs for indkomståret. Opgørelser m.v. af betydning for skatteansættelsen kan herefter

foretages i den valgte fremmede valuta inden omregningen af resultatet til dansk mønt. Dermed vil

der være tale om en ”engangsomregning”, for så vidt angik transaktioner m.v. i den valgte

fremmede valuta.

Ikke kun børsnoterede selskaber kan drage nytte heraf, men også visse øvrige selskaber samt

selvstændig erhvervsvirksomhed hos fysiske personer eller dødsboer omfattet af dødsboskatteloven.

Det følger af omregningsbestemmelserne, at opgørelsen af indkomsten sker efter danske

skatteregler, men i den valgte fremmede valuta. Det herefter opgjorte resultat omregnes til dansk

mønt. Omregningsreglerne ændrer ikke på, at selve opgørelsen af indkomsten fortsat skal ske efter

danske skatteregler.

For en dansk virksomhed, som ønsker at bogføre og aflægge regnskab i fremmed valuta, betyder

bestemmelserne, at det skattemæssige årsregnskab kan udarbejdes i overensstemmelse med de

danske skatteregler, men i den valgte fremmede valuta, og at det er det herefter opgjorte resultat,

som omregnes til danske kroner. Dette indebærer, at den valgte valuta så at sige bliver

virksomhedens ”nationale” valuta, idet der ikke kan indgå valutakursændringer på den valgte valuta

i opgørelsen af det skattemæssige resultat. Herved undgår virksomheder, der bogfører i fremmed

valuta, som udgangspunkt at skulle registrere kurserne på retserhvervelsestidspunktet m.v. for hver

enkelt skatterelevant transaktion i den valgte valuta. Virksomhederne vil skatteretligt kunne nøjes

med at omregne et samlet resultat til en gennemsnitskurs for indkomståret i stedet for at omregne

mange transaktioner til mange forskellige kurser. Dog vil virksomheden fortsat skulle registrere

kursen på retserhvervelsestidspunktet m.v. for transaktioner i andre valutaer end den, der udarbejdes

skattemæssigt årsregnskab i.

Efter bestemmelserne skal en virksomhed, der ønsker at benytte muligheden for

”engangsomregning”, opfylde visse betingelser. Virksomheden skal således anmelde skift af

regnskabsvaluta samt omregningsmetode over for SKAT før indkomstårets begyndelse, og

virksomheden skal som hovedregel anvende samme regnskabsvaluta i det skattemæssige

årsregnskab som i virksomhedens bogføring i øvrigt. En skattepligtig, der aflægger årsrapport efter

International Accounting Standards (IAS) eller International Financial Reporting Standards (IFRS),

kan alene vælge at udarbejde skattemæssigt årsregnskab i sin funktionelle valuta eller dansk mønt.

Undtagelsesvis vil det kunne forekomme, at forudsætningerne for et skift i regnskabsvaluta

efterfølgende viser sig ikke at være til stede, eksempelvis fordi den valgte valuta ikke kan genfindes

i bogføringen. Ansvaret herfor påhviler som udgangspunkt virksomheden, der derfor må udarbejde

et skattemæssigt årsregnskab på grundlag af kursen på tidspunktet for de relevante transaktioner.

Sker dette ikke, indtræder de sædvanlige følger af, at oplysningsskemaet ikke kan anses for

behørigt, herunder at den skattepligtige må tåle en skønsmæssig ansættelse.

Adgangen til at udarbejde det skattemæssige årsregnskab i fremmed valuta medfører ingen ændring

i, at selve opgørelsen af indkomsten fortsat skal ske efter danske skatteregler, at dansk skat fortsat

skal betales i danske kroner, samt at pligtmæssige meddelelser fortsat skal ske i danske kroner.

Om de enkelte bestemmelser i det foreslåede afsnit I, kapitel 3, om transfer pricing bemærkes:

Bestemmelserne i forslaget til

§§ 38-47

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B

med de ændringer, som afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet og opdelingen på flere paragraffer,

som forslaget giver anledning til.

§ 3 B blev oprindeligt gennemført ved lov nr. 131 af 25. februar 1998 (Oplysningspligt vedrørende

koncerninterne transaktioner), hvorved navnlig bestemmelsens stk. 1-4 blev indført, lov nr. 408 af

1. juni 2005 (Ændring af oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende transfer pricing), hvorved

oplysnings- og dokumentationspligten kom til at gælde for indenlandske transaktioner, men hvor

mindre virksomheder alene blev pålagt at udarbejde dokumentation for visse grænseoverskridende

transaktioner, og lov nr. 591 af 18. juni 2012 (Styrkelse af indsatsen mod nulskatteselskaber,

beregning af indkomsten i et fast driftssted og åbenhed om selskabers skattebetalinger m.v.), hvor

reglerne om særlig revisorerklæring blev indført, samt lov nr. 1884 af 29. december 2015

(Indførelse af land for land-rapportering for store multinationale koncerner m.v.).

De videreførte bestemmelser angår reglerne om oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende

koncerninterne transaktioner (transfer pricing). Bestemmelserne har til formål at øge SKATs

mulighed for at sikre korrekt transfer pricing-prisfastsættelse og dermed en korrekt opgørelse af den

skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner.

Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med de muligheder, SKAT har for at korrigere

indkomstopgørelser, som hviler på handel mellem interesseforbundne parter, hvor

armslængdeprincippet ikke er iagttaget, jf. ligningslovens § 2. Efter armslængdeprincippet skal der

ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst anvendes de priser og vilkår, som kunne have været

opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter. Armslængdeprincippet er også

indeholdt i OECD’s modelkonvention artikel 9 samt nærmere omtalt i OECD’s retningslinjer for

transfer pricing (OECD Transfer Pricing Guidelines for Multinational Enterprises and Tax

Administration).

Bestemmelserne foreskriver en oplysningspligt. Oplysningspligten betyder, at der i

oplysningsskemaet skal afgives oplysninger om art og omfang af den skattepligtiges kontrollerede

transaktioner. Oplysningspligten skal sikre et grundlag for at vurdere transfer pricing-risici,

herunder om der skal anmodes om transfer pricing-dokumentation. Oplysningspligten gælder for

såvel udenlandske som for indenlandske transaktioner. Det betyder, at alle kontrollerede

transaktioner omfattes af oplysningspligten.

Bestemmelserne foreskriver endvidere en pligt til at udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation

for priser og vilkår for koncerninterne transaktioner. Dokumentationspligten gælder for såvel

udenlandske som for indenlandske transaktioner. Det betyder, at alle kontrollerede transaktioner

omfattes af dokumentationspligten. Dog skal mindre virksomheder alene udarbejde dokumentation

for visse grænseoverskridende transaktioner. Begrænsningen for de mindre virksomheder gælder

alene i forhold til dokumentationspligten.

Den skriftlige dokumentation skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering

af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet og dermed i

overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem

uafhængige parter. Denne vurdering bør ske under hensyntagen til, at SKAT ved foretagelsen af

skatteansættelsen vil anvende principperne i OECD's retningslinjer for transfer pricing. I disse

retningslinjer er fastlagt, at dokumentationen skal bestå af tre dele. En fællesdokumentation (master

file) indeholdende en standardiseret information relevant for alle enheder i en koncern og en

landespecifik dokumentation (local file), som henviser specielt til kontrollerede transaktioner

foretaget af den lokale skattepligtige enhed. Et tredje element er land for land-rapporten. OECD har

udarbejdet et opdateret sæt dokumentationskrav for transfer pricing-transaktioner, jf. Transfer

Pricing Guidelines kapitel V om transfer pricing-dokumentation, hvorefter de eksisterende

dokumentationsregler er blevet suppleret med regler for land for land-rapportering. Danmark følger

denne internationale standard, også af hensyn til virksomhederne.

SKAT kan anmode om supplerende dokumentation eller oplysninger, såfremt den dokumentation,

som er udarbejdet af den skattepligtige, ikke skønnes at udgøre et tilstrækkeligt grundlag for en

vurdering af de kontrollerede transaktioner.

Transfer pricing-dokumentationen skal som nævnt kunne danne grundlag for en vurdering af,

hvorledes priser og vilkår for de kontrollerede transaktioner er fastsat. Såfremt SKAT vurderer, at

der tillige er behov for en databaseundersøgelse, kan SKAT – med henvisning til bestemmelsen i §

39, stk. 1, 3. pkt. – vælge at anmode den skattepligtige om tillige at udarbejde en

databaseundersøgelse. Ved anmodning om databaseundersøgelser er fristen på 60 dage.

Det følger af bestemmelserne, at kontrollerede transaktioner, der i omfang og hyppighed er

uvæsentlige, ikke skal dokumenteres.

Den skattepligtige indkomst kan ændres, såfremt SKAT er af den opfattelse, at de fastsatte priser og

vilkår ikke er på armslængde vilkår, eller såfremt dokumentationen ikke udgør et tilstrækkeligt

grundlag for priserne. Korrektionsadgangen omfatter alle økonomiske elementer og øvrige vilkår af

relevans for beskatningen. Såfremt den skattepligtige er af den opfattelse, at ændringen er

uberettiget, skal den skattepligtige godtgøre, at transaktionen var foretaget på armslængde vilkår.

Dette betyder, at bevisbyrden alt efter omstændighederne kan skifte mellem den skattepligtige og

SKAT. I sidste ende er bevisbedømmelsen underlagt domstolenes vurdering.

Hvis den skattepligtige ikke har udarbejdet den skriftlige dokumentation, eller den udarbejdede

dokumentation er mangelfuld, kan den skattepligtige indkomst, for så vidt angår de kontrollerede

transaktioner, ansættes skønsmæssigt.

Derudover kan en manglende opfyldelse af dokumentationspligten føre til, at bevisbyrden vender,

således at den skattepligtige må bevise, at transaktionerne er indgået på armslængde vilkår.

Fra visse selskaber, som de seneste 4 år har haft underskud, eller selskaber, der har transaktioner

med lavskattelande, har SKAT endvidere mulighed for at kræve en særlig revisorerklæring, hvorved

revisor erklærer, om der ved det udførte arbejde er forhold, der giver anledning til at konkludere, at

virksomhedens transfer pricing-dokumentation ikke giver et retvisende billede, ikke er udarbejdet i

overensstemmelse med transfer pricing-bekendtgørelsen eller ikke er i overensstemmelse med

armslængdeprincippet. En sådan revisorerklæring kan ses som et ekstra kontrolelement, som

samtidig giver mulighed for at opnå en større grad af sikkerhed for, at forholdene er i orden i

forhold til overholdelse af armslængdeprincippet.

Bestemmelserne om land for land-rapportering har til formål at forpligte de store danske

multinationale koncerner til at indgive land for land-rapport er for hvert år. Rapporten skal

indeholde information relateret til den multinationale koncerns globale fordeling af indkomst og

betalte skatter samt bestemte indikatorer for, hvor den økonomiske aktivitet foregår inden for

koncernen. Yderligere skal den multinationale koncern identificere hver enhed i koncernen, angive

enhedernes skattemæssige placering og angive de aktiviteter, som hver enhed er involveret i. Kravet

om land for land-rapportering stilles i lyset af, at OECD har udarbejdet et opdateret sæt

dokumentationskrav for transfer pricing-transaktioner, jf. Transfer Pricing Guidelines kapitel V om

transfer pricing-dokumentation, hvorefter de eksisterende dokumentationsregler er blevet suppleret

med regler herom.

Udgangspunktet for land for land-rapporterne er, at de udarbejdes af det ultimative moderselskab i

den multinationale koncern og indrapporteres til skattemyndigheden i det land, hvor det ultimative

moderselskab er hjemmehørende. Denne skattemyndighed vil herefter automatisk skulle udveksle

land for land-rapporten med de lande, hvor koncernen opererer via datterselskaber eller faste

driftssteder. Oplysningerne i land for land-rapporteringen vil, sammen med de øvrige transfer

pricing-oplysninger om koncernen og de danske skattepligtige, give SKAT brugbar information til

at vurdere transfer pricing-risici.

Efter bestemmelserne forpligtes danske multinationale koncerner med en årlig omsætning på mindst

5,6 mia. kr. til at udarbejde land for land-rapport er i overensstemmelse med den internationale

standard. Omsætningsgrænsen på 5,6 mia. kr. svarer omtrentligt til omsætningsgrænsen på 750 mio.

euro i den internationale standard.

Det følger af bestemmelserne, hvilke andre selskaber i koncernen, som vil skulle indgive land for

land-rapporten, såfremt visse betingelser er opfyldt, herunder hvis det ultimative moderselskab ikke

er forpligtet til at indgive et land for land-rapport i den jurisdiktion, hvor det er skattemæssigt

hjemmehørende, eller hvis det ultimative moderselskab befinder sig i en jurisdiktion, som har en

aftale om udveksling af oplysninger med Danmark, men endnu ikke har indgået en specifik aftale

om automatisk udveksling af land for land-rapporten med Danmark.

Efter bestemmelserne kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om land for land-rapporten.

Tanken er, at skatteministeren fastsætter regler om, at land for land-rapporten skal indeholde

samlede landespecifikke oplysninger om koncernens omsætning, overskud før skat, betalt

selskabsskat, beregnet selskabsskat, vedtaget kapital, akkumuleret fortjeneste, antal medarbejdere

samt materielle aktiver for hver jurisdiktion, hvor den multinationale koncerngruppe opererer.

Derudover skal land for land-rapporten identificere alle selskaber i den multinationale

koncerngruppe, selskabernes faste driftssteder og deres (skattemæssige) placering samt deres

primære forretningsaktivitet eller -aktiviteter.

3.3. Kontrolbeføjelser over for den skattepligtige

3.3.1. Gældende ret

3.3.1.1. Kontrolbeføjelser over for erhvervsdrivende

Skattekontrollovens § 6 er hovedbestemmelsen om kontrol af den erhvervsdrivendes selvangivelse.

Bestemmelsen om SKATs adgang til erhvervsdrivendes regnskabsmateriale går helt tilbage til

1946, hvor der i lov nr. 392 af 12. juli 1946 var en bestemmelse i § 6, hvorefter de skattelignende

myndigheder, når særlige forhold talte derfor, var berettiget til hos enhver erhvervsdrivende, hvis

selvangivelse var baseret på et regnskab, at få adgang til på den erhvervsdrivendes forretningssted

at gennemgå regnskabsmaterialet med bilag. Ved lov nr. 200 af 6. juli 1957 blev der indsat en

bestemmelse om, at erhvervsdrivende, der førte regnskab, var forpligtet til efter anmodning at

indsende regnskabsmateriale med bilag for tiden forud for det løbende regnskabsår til de

skattelignende myndigheder. Hovedreglen blev den, der i store træk er gældende i dag, nemlig

indsendelse af regnskabsmaterialet efter anmodning.

En bestemmelse om adgang for de skattelignende myndigheder til at foretage opgørelse og

vurdering af lagerbeholdninger, besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel, der hidtil

havde stået i § 7, blev samtidig indsat i § 6. Ved lov nr. 184 af 4. juni 1964 blev det tilføjet, at der

ud over regnskabsmateriale m.v. endvidere skal indsendes eller gives adgang til andre dokumenter,

der kan have betydning for skatteansættelsen. Ved lov nr. 177 af 21. marts 1973 ændres § 6 således,

at der også kan kræves indsendt regnskabsmateriale med bilag for det løbende regnskabsår og ikke

kun for tiden forud for dette.

Ved lov nr. 308 af 25. maj 1987 præciseres det, at der er pligt til at indsende regnskabsmateriale

m.v., selv om det udelukkende er af betydning for afgørelsen af spørgsmål om skattepligt. Det

præciseres endvidere, at indsendelsespligten også gælder regnskabsmateriale m.v. vedrørende den

skattepligtiges virksomhed i udlandet. Ved lov nr. 1104 af 20. december 1995 indsættes en

bestemmelse om elektronisk adgang til regnskabsoplysninger m.v.

Gældende ret er herefter, at enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, efter skattekontrollovens §

6 har pligt til efter anmodning at indsende sit regnskabsmateriale med bilag til SKAT for såvel

tidligere som for det løbende regnskabsår, herunder også andre dokumenter, der kan have betydning

for skattekontrollen eller for afgørelsen af, om der foreligger skattepligt her til landet. I det omfang

de nævnte oplysninger er registreret elektronisk, omfatter SKATs adgang også en elektronisk

adgang hertil.

Hvis det skønnes nødvendigt, har SKAT til enhver tid mod behørig legitimation og uden

retskendelse adgang til at gennemgå materialet hos den erhvervsdrivende. Ejeren af virksomheden

og evt. ansatte skal yde SKAT den fornødne vejledning og hjælp i forbindelse med kontrollen. Hvis

et virksomhedsbesøg skønnes nødvendigt, skal det tilstræbes, at kontrolbesøget ikke hindrer den

erhvervsdrivende i at udføre sin daglige virksomhed. Desuden skal det tilstræbes, at

virksomhedsbesøg foretages efter forudgående aftale med virksomheden og i samarbejde med

denne. Uanmeldte kontrolbesøg bør således kun foretages, hvis det skønnes, at formålet med

kontrollen kan forspildes ved en forudgående varsling. I normalsituationen vil kontrollen blive

foretaget efter aftale mellem virksomheden og SKAT, og denne aftale vil også omfatte, om

kontrollen skal ske ved indsendelse af regnskabsmateriale m.v. eller ved besøg i virksomheden.

Hvis administrationen af den erhvervsdrivendes virksomhed sker fra privatboligen, og

regnskabsmaterialet m.v. opbevares dér, har SKAT efter gældende ret adgang til den del af boligen,

hvorfra administrationen foretages, og hvor regnskabsmaterialet m.v. opbevares, jf. forarbejderne til

lov nr. 380 af 2. juni 1999 (Myndigheders adgang til privat ejendom uden retskendelse m.v.),

Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 1888. I de helt små virksomheder er der ofte ikke en klar

adskillelse mellem den erhvervsmæssige del og den private del af ejendommen, hvorfra

virksomheden drives, idet administrationen af virksomheden ofte foregår i den private del. I disse

tilfælde har SKAT også adgang til den del af boligen, hvorfra administrationen foretages, og hvor

regnskabsmateriale m.v. opbevares.

Kontroladgangen efter skattekontrollovens § 6 omfatter også den erhvervsdrivendes arbejdssteder

uden for den erhvervsdrivendes lokaler, herunder transportmidler, der anvendes erhvervsmæssigt.

Denne udvidelse af kontroladgangen blev indsat i skattekontrolloven ved lov nr. 325 af 18. maj

2005 (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse). Sigtet med udvidelsen var at give SKAT adgang

til store arbejdssteder, primært byggepladser, hvor begge parter er erhvervsdrivende. Bestemmelsen

giver dog også hjemmel til kontrol på arbejdssteder, hvor det er en privat, der har bestilt arbejdet, jf.

de særlige bemærkninger til nærværende lovforslags § 49.

Den gældende skattekontrollovs § 6 kan ikke alene anvendes ved kontrol af den erhvervsdrivendes

egne skattemæssige forhold, men også ved kontrol af andres skattemæssige forhold. Efter § 6, stk.

2, påhviler pligten til at indsende regnskabsmateriale m.v. også juridiske personer, der ikke er

erhvervsdrivende. Dette er begrundet i hensynet til at kunne indhente relevante oplysninger i

forbindelse med gennemførelse af krydsrevisioner og brancheundersøgelser. Det fremgår af lovens

forarbejder, at man har valgt det brede udtryk ”skatteligningen” netop med det formål, at reglen

ikke skulle være begrænset til kontrollen af den erhvervsdrivende egen skatteansættelse. Ved lov nr.

205 af 3. juni 1967 blev det tidligere anvendte udtryk ”skatteansættelsen” således afløst af udtrykket

”skatteligningen” med dette formål, hvilket havde sammenhæng med den samtidig indsatte regel i

(da) § 6, stk. 1, 2. pkt., hvorefter pligten til udlevering af dokumenter udstrækkes til også at gælde

ikke erhvervsdrivende selskaber m.v., jf. Folketingstidende 1966-67, Tillæg A, sp. 51, hvor der bl.a.

er anført følgende:

”Efter den gældende bestemmelse har der været rejst tvivl om, hvorvidt de skattelignende

myndigheder har adgang til at bruge de oplysninger, som fremkommer ved gennemgangen af en

skatteyders regnskabsmateriale m.v., ved kontrollen med andre skatteyderes skatteansættelse.

Ændringen i § 6, stk. 1, 1. punktum, har til formål at fjerne denne tvivl.

Efter den nugældende § 6, stk. 1, vil skattemyndighederne i de fleste tilfælde være afskåret fra at

indfordre regnskabsmateriale m.v. fra selskaber og foreninger m.v., som ikke er erhvervsdrivende,

eller som er erhvervsdrivende, men ikke skattepligtige. I tilfælde, hvor de skattelignende

myndigheder gennemfører krydsrevisioner eller foranstalter brancheundersøgelser, vil dette være en

væsentlig ulempe, fordi der ofte fra de pågældende selskaber og foreninger m.v. vil kunne hentes en

række oplysninger af betydning for de iværksatte undersøgelser. Den foreslåede nye bestemmelse i

2. pkt. afhjælper denne mangel.”

Denne adgang til at anmode om materiale til brug for kontrol med andre (krydsrevision) har givet

anledning til kritik, bl.a. i relation til advokater, der som erhvervsdrivende er omfattet af § 6, idet

advokaterne har påpeget, at fuld adgang til klientoplysninger er i strid med advokaternes

tavshedspligt.

3.3.1.2. Kontrolbeføjelser over for skattepligtige fysiske personer

Efter den gældende skattekontrollovs § 6 B kan SKAT indhente supplerende formueoplysninger

m.v. hos enhver skattepligtig fysisk person. Formålet er at kunne kontrollere indkomstopgørelsen

med henblik på at afgøre, om der er en naturlig sammenhæng mellem den skattepligtiges indkomst

og forbrug. § 6 B blev indsat i skattekontrolloven ved lov nr. 1219 af 27. december 1996

(Ændringer som følge af afskaffelse af formueskatten m.v.) som følge af afskaffelsen af

formuebeskatningen. § 6 B gjaldt oprindeligt alene ikke bogførings- eller regnskabspligtige. I

forbindelse med afskaffelsen af pligten for personligt erhvervsdrivende og hovedaktionærer til årligt

at afgive en kapitalforklaring blev § 6 B ved lov nr. 963 af 2. december 2003 (Afskaffelse af

kapitalforklaringen) ændret, således at SKAT fremover, hvor der er konkret behov for det, kan

indhente supplerende formueoplysninger m.v. hos enhver skattepligtig fysisk person.

Dette er den eneste bestemmelse, der pålægger ikke erhvervsdrivende skattepligtige en

oplysningspligt, hvor manglende opfyldelse af pligten kan sanktioneres. Det betyder dog ikke, at

SKAT ikke kan rette henvendelse til enhver skattepligtig med anmodning om oplysninger til

dokumentation af bestemte forhold i forbindelse med skatteansættelsen. Såfremt den skattepligtige

ikke ønsker at afgive de pågældende oplysninger, og SKAT efterfølgende vil rette henvendelse til

den tredjemand, som er i besiddelse af oplysningerne, skal dette fremgå af henvendelsen til den

skattepligtige.

3.3.2. Lovforslaget

3.3.2.1. Den skattepligtiges oplysningspligt efter anmodning samt SKATs hjemmel til udgående

kontrol

De foreslåede bestemmelser i §§ 48 og 49 svarer indholdsmæssigt i vidt omfang til den gældende

skattekontrollovs § 6. Reglerne i den gældende skattekontrollovs § 6 foreslås delt op i to

bestemmelser, hvor § 48 regulerer den erhvervsdrivendes pligt til efter anmodning at indsende sit

regnskabsmateriale m.v. til SKAT, og § 49 regulerer SKATs adgang til i virksomhedens lokaler

m.v. at kontrollere den erhvervsdrivendes regnskabsmateriale m.v.

I forlængelse heraf foreslås adgangen til krydsrevision udskilt fra den gældende skattekontrollovs §

6, så de foreslåede bestemmelser i §§ 48 og 49 alene omfatter erhvervsdrivendes oplysningspligt

om egne forhold og SKATs adgang til kontrol hos den erhvervsdrivende. Hjemlerne i §§ 48 og 49

kan anvendes af SKAT, når oplysningerne har betydning for skattekontrollen af den pågældende

erhvervsdrivende.

Adgangen til krydsrevision mellem erhvervsdrivende ved indkaldelse af regnskabsmateriale

foreslås overført til lovforslagets § 53, som tillige omfatter den gældende skattekontrollovs § 8 C

om adgang til mere specifikke regnskabsoplysninger til brug for krydsrevision eller

brancheundersøgelser af erhvervsdrivende.

Den foreslåede opdeling er foretaget af hensyn til, at det hermed står klart for den erhvervsdrivende,

at det er virksomheden, der bliver kontrolleret.

Den foreslåede udskillelse af hjemlen til krydsrevision fra reglen om den erhvervsdrivendes

oplysningspligt efter anmodning indebærer, at reglen om, at også ikke erhvervsdrivende juridiske

personer skal indsende regnskabsmateriale m.v. efter anmodning til brug for krydsrevision, ikke

videreføres i den foreslåede bestemmelse i § 48.

Ejeren og de ansatte skal yde SKAT vejledning og hjælp ved kontrollen. Hvis der under et

kontrolbesøg i virksomheden opstår en konkret mistanke om, at virksomheden har begået en

strafbar lovovertrædelse, bortfalder den mistænktes oplysningspligt. Når der er tale om en

erhvervsvirksomhed, opstår spørgsmålet, om dette gælder alle i virksomheden. Efter

retssikkerhedslovens § 10 skal der ske identifikation mellem en juridisk person og de fysiske

personer, der har tilknytning til den juridiske person. Tilknytningskravet er bl.a. opfyldt ved

ansættelsesforhold. For ansatte i enkeltmandsvirksomheder sker der derimod ikke identifikation,

hvorfor SKAT i de tilfælde kan anmode den mistænktes ansatte om vejledning og hjælp til at finde

de ønskede oplysninger.

Det findes uhensigtsmæssigt, at de i ansatte i en virksomhed, der er organiseret som juridisk person,

ikke vil kunne afkræves oplysninger om f.eks. virksomhedens bogføring, indretning af

virksomhedens regnskabssystemer og lign., i modsætning til, hvad der gælder ansatte i en

enkeltmands virksomhed. Det foreslås derfor, at der skal være vejledningspligt for fysiske personer

med tilknytning til den juridiske person, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug

for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der er ikke tale om at afkræve den

ansatte en egentlig forklaring, men alene om, at denne skal yde praktisk bistand under kontrollen. I

det omfang en ansat selv er mistænkt for et strafbart forhold, vil denne ikke have vejledningspligt.

Dette beror imidlertid ikke på en identifikationsbetragtning, men på en individuel, personlig

beskyttelse.

Efter den gældende skattekontrollovs § 6 kan der ikke gennemføres kontrol af andet end

regnskabsmateriale, hvis den erhvervsmæssige virksomhed befinder sig i den private bolig eller

fritidsbolig. Udviklingen går i retning af flere og flere enkeltmandsvirksomheder, der drives fra

boligen. Der kan f.eks. være tale om virksomhed med salg af varer over nettet, hvor der kun kræves

lidt eller ingen lagerkapacitet, f.eks. salg af egenproduktion af tøj eller smykker eller rent

formidlingssalg. Der kan også være tale om en virksomhed med salg af hundehvalpe fra f.eks. en

lystgård. I disse tilfælde er der behov for, at SKAT kan foretage udgående kontrol på ejendommen

og ikke kun kontrollere regnskabsmateriale, men også foretage opgørelse og vurdering af f.eks.

lagerbeholdning og driftsmateriel.

Det foreslås derfor, at der kan foretages kontrol af hele den erhvervsmæssige aktivitet på en

ejendom, hvor der drives erhvervsmæssig virksomhed, selv om den også anvendes som bolig.

Den gældende skattekontrollovs § 6 B om den skattepligtiges formueoplysninger videreføres i den

nye skattekontrollov med mindre sproglige præciseringer, idet den opdeles i to bestemmelser. § 50

omfatter oplysninger om den skattepligtige og dennes ægtefælles formueforhold, og § 51 omfatter

yderligere særlige oplysninger i de situationer, hvor den skattepligtige ejer mere end 25 pct. af

selskabskapitalen eller råder over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi i et selskab.

3.4. Kontrolbeføjelser over for tredjemand

3.4.1. Gældende ret

Skattekontrolloven indeholder i § 6 C og §§ 8 C, 8 D og 8 G en række oplysningspligter for

tredjemand, hvor tredjemand er forpligtet til at meddele oplysninger om en navngiven skattepligtig

på SKATs anmodning.

§ 6 C om oplysninger i forbindelse med skifte af et dødsbo blev indsat ved lov nr. 1223 af 27.

december 1996 om ændringer af forskellige skatte-og afgiftslove og konkursloven og ændret ved

lov nr. 166 af 24. marts 1999, hvor det blev præciseret, at oplysningspligten ikke kun omfatter

tidligere indkomstår, men også dødsåret. Bestemmelsen videreføres uændret i den nye

skattekontrollov.

Reglerne i §§ 8 C, 8 D og 8 G går tilbage til § 8 i lov nr. 392 af 12. juli 1946 om selvangivelsen af

indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for

skattesvig m.v. På dette tidspunkt var der kun ganske få årligt fastsatte oplysningspligter for

tredjemand, og både disse oplysningspligter og de oplysningspligter, som krævede en anmodning

fra SKAT, blev anvendt til efterfølgende kontrol af selvangivelsen, idet udgangspunktet var, at den

skattepligtige skulle selvangive alle relevante oplysninger til brug for skatteansættelsen.

Reglerne om oplysningspligt efter anmodning havde derfor et langt større anvendelsesområde end

tilfældet er i dag, hvor SKAT får en lang række oplysninger indberettet fra tredjemand, der kan

anvendes ved selve skatteansættelsen. De automatiske indberetningspligter omfatter således på

indtægtssiden alle lønforhold, indtægter fra renter, udbytter og kapitalavancer og på fradragssiden

bl.a. udgifter til fagforeninger, renter på lån og pensionsopsparinger. De automatiske

oplysningspligter kan karakteriseres som slutsaldi ved et indkomstårs udløb, hvor der i forbindelse

med skattekontrollen kan være behov for at undersøge bevægelserne i løbet af indkomståret.

Når SKAT anvender reglerne om oplysningspligt efter anmodning, skal der være tale om, at SKAT

har behov for oplysninger til skatteansættelsen, som SKAT ikke er i besiddelse af i forvejen.

Når hjemlerne til at afkræve tredjemand oplysninger skal anvendes i større indsatsprojekter, hvor

der er fokus på særlige temaer frem for skattepligtige, skal Skatterådets tilladelse indhentes. Dette

fremgår af reglerne ved, at det er anført, at Skatterådet skal give tilladelse til at indhente

identificerede oplysninger om unavngivne personer/virksomheder.

Den oplysningspligtige kan ikke kræve betaling for udlevering af de oplysninger, SKAT forlanger

med hjemmel i skattekontrolloven. Erhvervsdrivende pålægges i lovgivningen en række pligter,

herunder pligt til af egen drift eller på begæring at afgive oplysninger til offentlige myndigheder, og

opfyldelse af sådanne pligter sker uden økonomisk kompensation fra det offentlige. Ved

vurderingen af omfanget og formen af de oplysninger, SKAT forlanger, bør SKAT dog inddrage

hensynet til det skønnede ressourceforbrug hos den oplysningspligtige til opfyldelse af

anmodningen.

Der er hverken i skattekontrolloven eller i den øvrige skattelovgivning regler, der angiver en

tidsmæssig begrænsning af oplysningspligten. Den eneste tidsmæssige begrænsning, der gælder for

brugen af oplysningspligter, er den formueretlige forældelsesfrist i forældelsesloven, der regulerer

spørgsmålet om forældelse af et eventuelt skattekrav.

Skatteforvaltningslovens fristregler regulerer, hvor længe der kan ske ændringer for et givent

indkomstår. Som udgangspunkt vil der kunne ske ansættelsesændring for tre forudgående

indkomstår, mens der kræves særlige grunde til at foretage ansættelsesændringer for tidligere

indkomstår. Dette gælder både for den skattepligtige og for SKAT.

Særligt SKATs ekstraordinære genoptagelse af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens §

27, stk. 1, nr. 5, hvorefter, at ”den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft

uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller

ufuldstændigt grundlag”, har givet anledning til debat. Det er fremført, at når SKAT indhenter

kontroloplysninger mere end tre år bagud i tid, må SKAT have en formodning for, at der kan blive

tale om ekstraordinær genoptagelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Dels kan en korrekt

skatteansættelse bygge på oplysninger fra flere år forud for indkomståret, f.eks. fremførsel af

underskud, dels kan spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af

skatteansættelsen, i de fleste tilfælde først afgøres på baggrund af de oplysninger om de pågældende

år, som er indhentet i forbindelse med kontrollen.

SKAT skal i forbindelse med en anmodning om oplysninger give en begrundelse for, hvorfor

oplysningerne er nødvendige for skattekontrollen, og i den forbindelse er det relevant for SKAT at

gøre det klart, om udgangspunktet er, at der alene anmodes om oplysninger tre år tilbage i tid, eller

om der er grundlag for at gå længere tilbage i tid. Disse overvejelser indgår i kravet om

væsentlighed og proportionalitet.

SKAT tilrettelægger kontrolopgaverne i indsatsprojekter, hvor der er fokus på særlige indkomster

eller fradrag, og det kan i den forbindelse være relevant at tage stilling til, om udgangspunktet i

indsatsprojektet skal være oplysninger fra de sidste tre år eller flere år tilbage. Som eksempel på, at

det kan være nødvendigt at gå mere end tre år tilbage i tid er situationer, hvor der først er opnået

kendskab til en mulig skattepligtig indtægt efter udløbet af den ordinære ligningsfrist, fordi der

befinder sig et indestående på en konto i udlandet, som SKAT ikke har haft kendskab til.

3.4.1.1. Gældende ret § 8 C

Skattekontrollovens § 8 C om erhvervsdrivendes omsætning med andre erhvervsdrivende har,

bortset fra en ændring i 1967, i det væsentlige haft sin nuværende formulering siden 1957. Indtil

1967 var det en betingelse for oplysningspligten, at omsætningen skete som led i eller i anledning af

begge parters erhverv, hvor reglen i dag også omfatter den omsætning, der vedrører den

erhvervsdrivendes privatforbrug. Selvstændigt erhvervsdrivende, herunder mæglere og

auktionsholdere, er oplysningspligtige om den omsætning, de har haft eller formidlet med andre

erhvervsdrivende. For produktions-, indkøbs- og salgsforeninger og lignende

erhvervsorganisationer omfatter oplysningspligten også organisationernes mellemværende med

deres medlemmer. Der kan kræves oplysninger om arten af omsætningen eller arbejdet, omsatte

varemængder, vederlagets størrelse, tidspunktet for omsætningen eller arbejdets udførelse og om,

hvornår og hvordan vederlaget er erlagt. Oplysningspligten gælder både den erhvervsmæssige

omsætning og den omsætning, der vedrører den erhvervsdrivendes private forbrug.

Oplysningspligten er udtømmende angivet i § 8 C.

3.4.1.2. Gældende ret § 8 G

Efter skattekontrollovens § 8 G har vekselerere, advokater og andre personligt erhvervsdrivende,

der som led i deres virksomhed forvalter midler eller udlåner penge, pligt til efter anmodning fra

SKAT at give oplysninger.

De oplysninger, der kan kræves efter § 8 G, stk. 1, er udtømmende opregnet og omfatter:

• Kunders indskud, lån, depot eller boks.

• Omsætning med eller for kunder af penge eller lignende og af kreditmidler og værdipapirer.

• Aftaler med eller for kunder om terminskontrakter samt købe- og salgsretter.

• Besørgelse af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger.

• Ydelse af garantier.

Reglen retter sig mod den situation, hvor bl.a. advokater foretager dispositioner på vegne af deres

klienter på samme vis, som pengeinstitutter kan gøre det, og formålet med skattekontrollovens § 8

G, stk. 1, er, at SKAT kan kræve tilsvarende oplysninger af bl.a. advokater, som der efter § 8 D kan

kræves af pengeinstitutter. Oprindeligt indgik pengeinstitutterne i § 8 G, men de er i dag omfattet af

skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, da der er tale om juridiske personer.

I det omfang en advokatvirksomhed drives i selskabsform, vil advokatvirksomheden ligeledes være

omfattet af oplysningspligten efter skattekontrollovens § 8 D, stk. 1.

Skattekontrollovens § 8 G hjemler alene oplysningspligt vedrørende indskud m.v., omsætning med

eller for kunder af penge, besørgelse af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger. SKAT har

alene krav på oplysninger af den nævnte karakter. SKAT vil således kunne kræve f.eks.

transaktionsoplysninger vedrørende ind- og udbetalinger fra klientkontoen, f.eks. på hvis vegne en

indbetaling eller udbetaling har fundet sted. Nærmere oplysninger om formålet med de pågældende

transaktioner kan imidlertid ikke kræves efter skattekontrollovens § 8 G, stk. 1.

Begrebet ”forvalter midler” anses for at omfatte den situation, hvor en advokat gennem en

klientkonto foretager eller modtager en overførsel på vegne af en klient. Der vil imidlertid være

mange sådanne overførsler på en almindelig klientkonto, som alene vedrører advokatens arbejde for

en klient i forbindelse med f.eks. retssager, testamenter, privates køb af fast ejendom, hvor der ikke

indgår spørgsmål om ejendomsavance, og almindelig rådgivning af klienten. Det er ikke

sandsynligt, at der i den slags almindelige advokatopgaver indgår forhold, som opfylder betingelsen

om, at oplysningerne er af væsentlig betydning for skatteligningen.

Oplysninger om ikke navngivne kunder kan kun kræves efter Skatterådets bestemmelse.

Advokater er underlagt en særlig tavshedspligt efter retsplejelovens § 129, jf. straffelovens § 152

om uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger. Retsplejelovens § 126, stk.

1, fastslår, at advokater skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik, hvilket er

konkretiseret i De Advokatetiske Regler, og retsplejelovens § 170, stk. 1, anerkender advokaten

tavshedspligt om det, denne har fået kendskab til i forbindelse med sit erhverv. Tavshedspligten er

imidlertid ikke absolut, når undtages forholdet mellem en forsvarer og dennes klient, men kan vige

for pålæg fra retten. Det samme gælder i forhold til en lovfæstet oplysningspligt.

Anvendelsesområdet for § 8 G, stk. 1, er afgrænset således, at reglen alene vedrører den situation,

hvor advokaten som led i sin virksomhed forvalter midler eller udlåner penge, samt specificerer,

hvilke oplysninger SKAT kan kræve af advokaten. Advokaters tavshedspligt afskærer således ikke

SKATs mulighed for at indhente oplysninger hos advokater efter skattekontrollovens § 8 G, stk. 1.

Den særlige beskyttelse af advokaters tavshedspligt, som bl.a. retsplejelovens §§ 129 og 170 er

udtryk for, betyder imidlertid, at SKAT alene må anmode om oplysninger om klienters forhold, når

oplysningerne ikke umiddelbart kan fremskaffes på anden vis. SKAT bør således konstatere, at det

ikke er muligt at få de ønskede oplysninger via klienten eller pengeinstitutter, før advokaten

pålægges at afgive oplysninger.

Efter skattekontrollovens § 8 G, stk. 2, kan SKAT efter Skatterådets bestemmelse med henblik på

skattemæssig stikprøvekontrol med navngivne og unavngivne personer hos banker, sparekasser,

andelskasser, bankierer og vekselerere foretage gennemgang på stedet af regnskabsmateriale, bilag

og dokumenter som nævnt i skattekontrollovens § 6, stk. 4. Udtrykket ”personer” omfatter ifølge

forarbejderne både fysiske og juridiske personer. Ifølge loven skal gennemgangen af

regnskabsmateriale m.v. ske i samarbejde med det pågældende pengeinstitut m.v.

Stikprøvekontrollen kan alene bruges til at sikre oplysninger som nævnt i skattekontrollovens § 8 G,

stk. 1.

Advokater er - i modsætning til stk. 1 - ikke omfattet af reglen i stk. 2.

Særligt for pengeinstitutter gælder, at deres oplysningspligt efter anmodning ved lov nr. 1113 af 21.

december 1994 blev samlet i skattekontrollovens § 8 D. Inden lovændringen havde pengeinstitutters

oplysningspligt hvilet på såvel § 8 D som § 8 G. Det fremgår af lovbemærkningerne, at det ikke var

hensigten at udvide pengeinstitutters oplysningspligt med hensyn til indskud, lån, depot eller boks i

forhold til, hvad der var gældende efter § 8 G. Oplysningspligtens omfang må anses for at være

begrænset til de transaktioner, der er nævnt i bemærkningerne til lov nr. 1113 af 21. december 1994,

det vil sige oplysninger om størrelsen af lån og indestående eller forvaltede midler og disses afkast,

om bevægelser på indskuds- eller indlånskonti, herunder oplysninger om trukne og indsatte checks,

om diskonterede veksler samt om sikkerhedsstillelse for lån og kreditter.

3.4.1.3. Gældende ret § 8 D

Skattekontrollovens § 8 D er hovedbestemmelsen om oplysningspligt efter anmodning. Enhver

juridisk person, herunder offentlige myndigheder, er oplysningspligtige efter skattekontrollovens §

8 D. Den kreds, der er omfattet af oplysningspligten, er således meget bred, og § 8 D er ofte blevet

anvendt som hjemmel i både større og mindre kontrolaktioner og som hjemmel til at fremskaffe

løbende oplysninger om navngivne skattepligtige.

Værdipapircentraler kan afkræves oplysninger om, hvilket pengeinstitut, der er kontoførende for

nærmere angivne personer eller kontofører nærmere angivne papirer. Dette fremgår af § 8 D, stk. 3.

På baggrund af denne identifikation kan der hos det pågældende pengeinstitut anmodes om

oplysninger, der er nødvendige for kontrollens gennemførelse. Som en del af en styrket indsats

mod skattely er der ved lov nr. 739 af 1. juni 2015 indført en hjemmel til, at SKAT kan hente

oplysninger i værdipapircentralen om ejere af aktier, der er optaget til handel på regulerede

markeder, og selv om der er tale om oplysninger om unavngivne, kræves der ikke en godkendelse

fra Skatterådet.

Oplysningspligten efter § 8 D, stk. 1, 1. pkt., er alene begrænset af kravet om, at oplysningerne af

SKAT skønnes at være af væsentlig betydning.

Kravet om, at oplysningerne skal være af væsentlig betydning, indebærer, at det er en betingelse for

anvendelse af bestemmelsen, at oplysningerne ikke blot har relevans for skatteligningen, men at der

på forhånd er grund til at formode, at de pågældende oplysninger har væsentlig betydning.

Efter § 8 D, stk. 2, gælder, at oplysninger om forhold, som er nævnt i § 8 C, ikke kan afkræves i

videre omfang end nævnt i § 8 C. Hvis der således er tale om oplysninger om den omsætning m.v.,

som en erhvervsdrivende har haft med andre erhvervsdrivende, kan der alene forlanges de

oplysninger, der er opregnet i § 8 C, 2. pkt.

Pengeinstitutters indbyrdes omsætning er omfattet af skattekontrollovens § 8 C.

Skattekontrollovens § 8 D hjemler f.eks. indhentelse af oplysninger fra pengeinstitutter,

teleselskaber og rejsebureauer. Der er ganske vide rammer for den oplysningspligt, der påhviler

sådanne selskaber efter § 8 D, og det er derfor relevant at afgrænse bestemmelsens

anvendelsesområde i forhold til anden lovgivning. Eksempelvis er teleselskaberne underlagt EU-

lovgivning, og der eksisterer en særlig myndighed, der har ansvar for at kontrollere, at

teleselskaberne overholder lovgivningen.

Efter skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, 2. pkt., kan oplysninger om unavngivne alene indhentes efter

Skatterådets tilladelse. Det afgørende er, om SKATs begæring om oplysninger angiver navnet på

den skattepligtige, begæringen omhandler.

3.4.1.4. Skatterådet

Skatterådet skal give tilladelse til særlige kontrolindsatser, hvor SKAT ønsker oplysninger om

unavngivne fysiske eller juridiske personer. Skatterådet er et kollegialt lægmandsorgan, der består

af 19 medlemmer, som sammen behandler og træffer afgørelse i de sager, der forelægges rådet.

Skatterådets medlemmer udpeges, dels af Folketinget, dels af skatteministeren og repræsenterer en

bred vifte af synspunkter og holdninger fra bl.a. erhvervsorganisationer, Kommunernes

Landsforening samt andre uafhængige interessenter.

Samtidig med etableringen af SKAT som enhedsforvaltning blev Skatterådet oprettet den 1.

november 2005 og erstattede det tidligere Ligningsråd. I forbindelse med oprettelsen af Skatterådet

skete der samtidig ændringer i rådets kompetence, hvorefter kompetencen også blev udvidet til at

omfatte moms og punktafgifter. Ligningsrådet havde tidligere kun behandlet spørgsmål om

indkomstforhold. Formålet med udvidelsen af rådets beslutningskompetence var at styrke det læge

element i forvaltningen inden for moms og punktafgifter og dermed skabe en fælles organisatorisk

ramme for SKAT som helhed.

Skatterådet er et forvaltningsorgan, hvis kompetence til myndighedsudøvelse har udgangspunkt i, at

SKAT forelægger rådet sager til afgørelse. Det Skatterådets opgave at fastlægge praksis ved at

afgive bindende svar og sikre, at SKATs kontrolindsats er velbegrundet, når der er tale om kontrol

af unavngivne fysiske eller juridiske personer.

Der kan nævnes en række offentliggjorte sager fra Skatterådet, hvor Skatterådet bl.a. i 2013 efter

skattekontrollovens § 8 D gav tilladelse til, at Trafikstyrelsen skulle meddele oplysninger om dansk

registreret unavngivent flypersonel for at afdække, hvordan aflønning af dansk registreret

flypersonel sker. Samme år gav Skatterådet også tilladelse til, at ATP skulle give oplysninger om en

unavngiven kreds af arbejdstagere i Danmark, som arbejdede for udenlandske arbejdsgivere uden

hjemsted i Danmark for at undersøge, om arbejdstagerne betalte skat til Danmark. Skatterådet gav

yderligere tilladelse til, at Energinet.dk skulle oplyse unavngivne personer, der havde fået installeret

VE-anlæg, og unavngivne vindmøllelav. Formålet var at afdække, om personer, som har

vindmølleandele, selvangav korrekt, og om personer, som både havde vindmølleandele og VE-

anlæg i form af solcelleanlæg, anvendte de rigtige opgørelsesmetoder.

I 2014 gav Skatterådet tre tilladelser efter den gældende skattekontrollovs § 8 D, hvoraf den ene

tilladelse blev givet til at lave en stikprøveundersøgelse af tilskud og ydelser til erhvervslivet med

oplysningspligt for udvalgte kommuner med det formål at undersøge regelefterlevelsen hos

erhvervsdrivende, der modtager skattepligtige tilskud. For at undersøge pelsdyrbranchens

regelefterlevelse gav Skatterådet tilladelse efter den gældende skattekontrollovs § 8 C til, at

Kopenhagen Fur a.m.b.a. skulle oplyse om unavngivne minkavleres samhandel med virksomheden,

ligesom 13 navngivne pelsdyrfodercentraler skulle levere tilsvarende oplysninger efter den

gældende skattekontrollovs § 8 C. Endelig skulle en virksomhed, som havde overtaget en anden

virksomhed i forbindelse med likvidation, give oplysninger om, hvilke unavngivne medlemmer i

den likviderede virksomhed der havde modtaget likvidationsprovenu.

3.4.1.5. Prøvelse af tredjemands oplysningspligt.

Den første henvendelse til tredjemand (f.eks. et pengeinstitut) fra SKAT vil have karakter af en

høringsskrivelse, hvor der med henvisning til skattekontrollovens oplysningspligter udbedes

nærmere oplysninger og gives en begrundelse for, at oplysningerne er nødvendige i forbindelse med

skattekontrollen, herunder om der ønskes oplysninger inden for den ordinære ligningsfrist, eller om

der ønskes oplysninger der går ud over den ordinære oplysningsfrist. Ved udformningen af

begrundelsen skal der udvises tilbageholdenhed med oplysninger om den skattepligtige, da denne er

beskyttet af myndighedernes tavshedspligt, men det skal fremgå, om der har været rettet

henvendelse til den pågældende selv om de ønskede oplysninger. Tredjemand kan på baggrund af

første henvendelse fremsende de ønskede oplysninger eller gå i dialog med SKAT om omfanget af

oplysninger og i hvilken form, oplysningerne er egnede til at opfylde formålet med

oplysningspligten. Tredjemand kan komme med indsigelser og anmode om, at SKAT træffer en

afgørelse med pålæg om at udlevere oplysningerne inden en bestemt frist.

Hjemlen til at udstede et pålæg findes i skattekontrollovens § 9, stk. 1. En afgørelse efter

skattekontrollovens § 9, stk. 1, kan indbringes for Skatteankestyrelsen, som beslutter, om sagen skal

behandles af Skatteankestyrelsen selv eller visiteres til Landsskatteretten. Landsskatterettens eller

Skatteankestyrelsens afgørelser kan indbringes for domstolene. Det er ikke den skattepligtige selv,

der er part i sagen, men derimod den tredjemand, som ikke vil opfylde oplysningspligten. Den

skattepligtige har dog en klar retlig interesse i sagen og er efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk.

2, klageberettiget. Såfremt sagen indbringes for retten, kan den skattepligtige indtræde i sagen som

biintervenient, jf. retsplejelovens § 252.

3.4.2. Lovforslaget

3.4.2.1. Indledning

Ved SKATs anvendelse af oplysningspligter efter anmodning er der to hovedhensyn, som skal

afvejes i forhold til hinanden. Det ene er det samfundsmæssige hensyn, som legitimerer

retshåndhævelsen, hvor det er SKATs opgave at sikre, at lovgivningen overholdes og enhver betaler

den korrekte skat. Det andet er borgerens krav på beskyttelse af sit privatliv, og dette hensyn stiller

krav om, at regelgrundlaget for et indgreb skal være klart og præcist. Som en processuel garanti

over for borgeren er der yderligere krav om, at indgrebet skal være nødvendigt og proportionelt, og

der skal være klageadgang.

SKAT skal naturligvis overholde de retningslinjer for et indgreb, som er fastsat i anden lovgivning,

og som kort er gennemgået i afsnit 2.4.6. om sammenhæng med anden lovgivning. Bestemmelserne

om oplysningspligter i skattekontrolloven skal imidlertid klart angive, hvilke oplysninger SKAT

kan kræve udleveret og til hvilket formål. SKATs anmodning til tredjemand om at afgive

oplysninger skal indeholde en begrundelse for, at oplysningerne er nødvendige for skattekontrollen.

Kravet om nødvendighed er den konkrete afvejning af det samfundsmæssige hensyn over for

beskyttelsen af borgerens privatliv. Nødvendighedskravet indeholder imidlertid også krav om

proportionalitet og væsentlighed.

Desuden er der et særligt hensyn at tage, hvor tredjemand har en lovbestemt tavshedspligt af hensyn

til beskyttelsen af den borger, som er kunde eller klient. Det drejer sig om finansielle virksomheder,

teleselskaber og advokater. Det foreslås derfor, at der udformes nye bestemmelser, der særskilt

præciserer omfanget af den oplysningspligt, som den pågældende tredjemand har, og at der således

tages klart stilling til grænsen mellem oplysningspligt og tavshedspligt.

Denne problemstilling havde særligt fokus i forbindelse med SKATs indsatsprojekter vedrørende

udenlandske bankkonti, herunder det første Money Transfer-projektet. I projektet blev 55 danske

pengeinstitutter efter tilladelse fra Skatterådet pålagt at udlevere oplysninger for en 5-års-periode

vedrørende alle transaktioner med andre pengeinstitutter i 22 lande, der var udvalgt på baggrund af

SKATs vanskeligheder med at få oplysninger fra de pågældende lande. Finansrådet satte

spørgsmålstegn ved lovligheden af et sådant pålæg, men accepterede SKATs pålæg efter en længere

korrespondance om problemstillingerne.

Efterfølgende har enkelte pengeinstitutter rejst spørgsmål om omfanget af oplysningspligten, da de

er blevet anmodet om yderligere oplysninger om navngivne personer.

Teleselskabernes brancheorganisation besluttede i slutningen af 2012, at medlemmerne skulle

stoppe med udlevering af oplysninger om deres kunders telefonforbrug med henvisning til den

lovbestemte tavshedspligt i bekendtgørelse nr. 715 af 23. juni 2011 om krav til udbydere af

taletelefonitjenester eller ejere af elektroniske kommunikationsnet (udbudsbekendtgørelsen).

Det viste sig i sommeren 2013, at Skatteministeriet og Erhvervsstyrelsen var uenige om

fortolkningen af e-databeskyttelsesdirektivet, idet det var Erhvervsstyrelsens opfattelse, at art. 15,

stk. 1, i e-databeskyttelsesdirektivet udtømmende regulerer, i hvilke situationer teleselskaberne kan

have oplysningspligt, mens Skatteministeriet var af den opfattelse, at e-databeskyttelsesdirektivet

også kan omfatte oplysningspligt om skattemæssige forhold med henvisning til artikel 15, stk. 2.

Dette bygger på en afgørelse fra EU-Domstolen (sag C-275/06, Promusicae), som inddrager de

situationer, hvor der kan være oplysningspligt i databeskyttelsesdirektivets art. 13, hvor også

skattemæssige forhold er nævnt.

Der var enighed om at rette henvendelse til Europa-Kommissionen, og resultatet af denne

henvendelse var, at Europa-Kommissionen i december 2014 tilkendegav, at Skatteministeriet kan

have ret i det principielle spørgsmål om samspillet mellem de to direktiver, men at

skattekontrollovens § 8 D savner den præcision, der opfylder kravet til klarhed og forudsigelighed.

Det er dog EU-Domstolen, som endeligt kan fastlægge legaliteten i en given oplysningspligt.

Som følge af usikkerheden om lovligheden af SKATs praksis havde SKAT sat de verserende sager

og indhentning af oplysninger fra teleselskaber i bero, mens spørgsmålet blev undersøgt. Det blev

på baggrund af Europa-Kommissionens tilbagemelding besluttet, at sagerne og praksis fortsat skulle

være stillet i bero, da Skatteministeriet fandt det hensigtsmæssigt i forbindelse med revisionen af

skattekontrolloven at præcisere omfanget af den oplysningspligt, der kan pålægges teleselskaberne.

Det er derfor blevet overvejet at indsætte en ny bestemmelse i skattekontrolloven, der direkte

pålægger teleselskaberne oplysningspligt, når bestemte forudsætninger er til stede, og samtidig

fastlægge omfanget af oplysningspligten.

Skatteministeren besluttede i august 2015, at SKATs adgang til at indhente oplysninger fra

teleselskaberne ikke ville blive taget i brug igen som led i det almindelige kontrolarbejde. På denne

baggrund er der ikke indsat en sådan særlig bestemmelse om teleselskabers oplysningspligt.

Det foreslås, at der stadig er en generel bestemmelse om tredjemands oplysningspligt, da det ikke er

muligt at udarbejde specifikke bestemmelser, der vil være dækkende for den kreds af

oplysningspligtige, som den nuværende § 8 D omfatter. Denne bestemmelse vil ikke kunne

anvendes til indhentelse af oplysninger om private borgeres telefonforbrug.

I de gældende regler om tredjemands oplysningspligt fremgår det af hver enkelt paragraf, at

oplysninger om ikke navngivne skattepligtige kun kan indhentes med Skatterådets tilladelse. Det

foreslås at indsætte en ny bestemmelse i skattekontrolloven, hvor Skatterådets beføjelser og kriterier

for at give tilladelse til indsatsprojekter, hvor der er fokus på udvalgte indsatsområder og ikke for

bestemte skattepligtige, samlet fastsættes.

3.4.2.2. Oplysningspligt i forbindelse med behandling af dødsboer

Skifterettens, bobestyrerens og arvingernes oplysningspligt efter anmodning videreføres uændret. I

den gældende skattekontrollovs § 6 C er skatteministeren bemyndiget til at pålægge skifteretterne

en automatisk indberetningspligt om alle dødsboer. Denne bemyndigelse er udnyttet i

bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven, hvor

§ 8 oplister de oplysninger, som skifteretten skal indberette.

3.4.2.3. Oplysningspligt om krydsrevision

Bestemmelsen i § 53, stk. 1, er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8 C.

Den gældende skattekontrollovs § 8 C er en regel om krydsrevision, der supplerer adgangen i den

gældende skattekontrollovs § 6 til at indhente regnskabsmæssige oplysninger hos en

erhvervsdrivende om en anden erhvervsdrivendes forhold.

Det foreslås, jf. afsnit 3.3.2.1, at adgangen til krydsrevision ikke videreføres i forslagets § 48 om

den erhvervsdrivendes oplysningspligt om egne forhold.

Hjemmel til at indhente regnskabsmateriale med henblik på kontrol af andre foreslås indført i den

nye bestemmelse om krydsrevision, hvor skærpede krav til væsentlighed og proportionalitet er

gældende for indgrebet. Det indebærer, at SKAT skal identificere den erhvervsdrivende, som SKAT

ønsker oplysninger om. Særskilt kontrol af andres skattemæssige forhold bør kun foretages, når der

er et særligt behov herfor, da kontrol generelt er forbundet med ulempe for den erhvervsdrivende,

der skal afgive oplysningerne.

Kontrol, der vedrører ansatte i virksomheden, skal ske med hjemmel i kildeskattelovens § 86 samt

den gældende skattekontrollovs § 6 A om opbevaring af grundlaget for indberetningspligtige

oplysninger. Det foreslås, at § 6 A flyttes over i det samtidigt med nærværende lovforslag fremsatte

lovforslag om en ny skatteindberetningslov.

Erhvervsdrivende, der er pålagt en særlig tavshedspligt i kunde- eller klientforholdet, skal ikke være

undtaget for pligten til at udlevere regnskabsmæssige oplysninger til brug for krydsrevision, når der

er tale om revision af den pågældendes erhvervsmæssige relationer med andre identificerbare

erhvervsdrivende. Der kan f.eks. være tale om pengeinstitutters forbindelse med hinanden eller

rådgivere i et interessentskab. Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at få oplysninger fra

advokater eller andre rådgivere om deres erhvervsdrivende klienters forhold. Såfremt SKAT måtte

ønske sådanne oplysninger, foreslås det, at de nye bestemmelser om advokaters oplysningspligt

eller den generelle oplysningspligt skal finde anvendelse.

3.4.2.4. Oplysningspligter for tredjemænd, der er underlagt særlige krav om tavshedspligt

Der er et særligt hensyn at tage, hvor tredjemand har en lovbestemt tavshedspligt af hensyn til

beskyttelsen af den borger, som er kunde eller klient hos den pågældende, hvilket gælder finansielle

virksomheder, teleselskaber og advokater. Den gældende skattekontrollovs § 8 G indeholder

allerede en afgrænsning i forhold til finansielle virksomheder og advokater, men udviklingen har

ændret indholdet i advokatens almindelige virksomhed. Det foreslås derfor, at der udformes nye

bestemmelser, der særskilt præciserer omfanget af den oplysningspligt, som den pågældende

tredjemand har, således at der tages klart stilling til, hvornår tredjemands tavshedspligt viger for

lovforslagets oplysningspligter.

For finansielle virksomheders vedkommende foreslås det, at den nye bestemmelse indholdsmæssigt

svarer til den gældende skattekontrollovs § 8 G. Det foreslås, at det udtrykkeligt lovfæstes, at den

finansielle virksomhed kan afkræves oplysninger om, hvem der har foretaget indsætning eller

hævning på kontoen, når dette ikke fremgår direkte af kontoudtoget, da oplysninger om de rene

bevægelser på kontoen ikke i sig selv er anvendelige i revisionsøjemed. Der er ikke tale om en

udvidelse af bestemmelsen, men alene en præcisering af gældende ret.

Desuden foreslås det, at pengeinstitutter på opfordring skal give baggrundsoplysninger om kunder,

som ikke er bosiddende i Danmark, men har en konto i banken. Pengeinstitutter har

indberetningspligt for alle kunder med danske cpr-numre eller cvr-numre, og jf. lov nr. 1634 af 26.

december 2013 er der ligeledes indberetningspligt for såkaldte udenlandske konti.

For advokater foreslås det, at den nye bestemmelse afgrænser oplysningspligten til de dele af

advokatens arbejdsområder, der er relevante i forbindelse med kontrol af en bestemt skattepligtig,

og hvor advokaten foretager skattemæssigt relevante transaktioner med klienten eller på klientens

vegne. Der er tale om arbejdsområder, hvor advokaten ifølge klientkontovedtægten kan oprette

særskilte klientkonti, men da dette ikke er et krav, vil det være nødvendigt for SKAT at have

adgang til oplysninger fra advokatens almindelige klientkonto, hvis der ikke er oprettet en særskilt

klientkonto.

Som nævnt i afsnit 3.4.2.1. foreslås det ikke at indføre en særlig bestemmelse om oplysningspligt

for teleselskaber.

3.4.2.5. Generel bestemmelse om oplysningspligt for tredjemand

Som tidligere anført foreslås det, at der indføres nye bestemmelser, hvor særlige oplysningspligter

udskilles til selvstændige bestemmelser. Da det ikke anses for muligt at udarbejde udtømmende

bestemmelser, der vil være dækkende for hele den kreds af oplysningspligtige, som den gældende

skattekontrollovs § 8 D omfatter, vil der fortsat være et behov for en generel bestemmelse om

oplysningspligt, hvis SKAT skal kunne indhente oplysninger hos andre end finansielle

virksomheder og advokater.

Som eksempler kan nævnes en anmodning til et lønbureau om kopi af lønsedler, til

forsyningsvirksomheder om oplysninger om forbrug af f.eks. el, vand og varme, f.eks. i forbindelse

med skattepligtsager, eller til nuværende og tidligere arbejdsgivere vedrørende specifikation af

skattefrie godtgørelser eller befordringsfradrag.

3.4.2.6. Skatterådets tilladelse

Det foreslås, at den kontrolindsats, som kræver Skatterådets godkendelse, samles i en ny

bestemmelse.

Efter de gældende § 8 C, stk. 1, 3. pkt., § 8 D, stk. 1, 2. pkt., og § 8 G, stk. 1, 2. pkt., skal

Skatterådets tilladelse indhentes forud for SKATs stikprøvekontroller, brancheundersøgelser eller

andre konkret definerede indsatsprojekter, hvor den skattepligtige, SKAT ønsker at kontrollere, ikke

er individuelt identificeret af SKAT.

Ud over en videreførelse af de gældende bestemmelser i § 8 C, stk. 1, 3. pkt., § 8 D, stk. 1, 2. pkt.,

og § 8 G, stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at Skatterådets afgørelser som udgangspunkt offentliggøres

enten helt eller delvist under skyldig hensyntagen til, at offentliggørelse af bestemte oplysninger

ikke er i strid med SKATs tavshedspligt eller skader kontrolformålet.

3.5. Samarbejde med eksterne parter

3.5.1 Gældende ret

3.5.1.1. Indledning

Reglerne i skattekontrolloven vedrørende samarbejdet med udenlandske skattemyndigheder,

SKATs hjemmel til registersamkøring med oplysninger fra andre offentlige myndigheder og et

overvågningsregister med henblik på at imødegå overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen

(kontrolinformationsregister i daglig tale kaldet KINFO) foreslås samlet i kapitel 7 i lovforslaget.

Desuden indeholder kapitlet regler om, at SKAT kan anmode tilsynsmyndigheden for finansielle

virksomheder om at foretage kontrol pr. 31. december, udlevering af oplysninger til kreditvurdering

med den registreredes samtykke og hjemlen til at give pålæg om oplysningspligt.

Registerbestemmelser og samarbejdet med udenlandske myndigheder i den gældende

skattekontrollov dækker hele SKATs område, og oplysningerne omfatter den samlede skatte- og

afgiftslovgivning.

Den generelle hjemmel til samarbejde med udenlandske myndigheder, jf. den gældende

skattekontrollovs § 8 Y, blev indsat i skattekontrolloven ved lov nr. 307 af 19. april 2006

(Administrativ bistand i skattesager, som ikke er straffesager) samtidig med den gældende

skattekontrollovs § 8 Z, som giver udenlandske embedsmænd samme retsstilling som danske, når

de befinder sig i Danmark i embeds medfør. Den gældende skattekontrollovs § 11, der opridser de

forskellige internationale overenskomster, blev indsat ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 (Gensidig

bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger

samt administrativt samarbejde på beskatningsområdet). Ved lov nr. 1884 af 29. december 2015

(Indførelse af land for land-rapportering for store multinationale koncerner, gennemførelse af

ændring af direktiv om administrativt samarbejde på beskatningsområdet m.v.) er

skattekontrollovens § 11 stk. 1, nr. 1, og stk. 2, ophævet, da et nyt EU-direktiv om

bistandssamarbejde (2014/107/EU EU af 9. december 2014 som ændret ved Rådets direktiv

2015/2376/EU af 8. december 2015 og Rådets direktiv 2016/881/EU af 25. maj 2016) erstatter

rentebeskatningsdirektivet.

Hjemlen til registersamkøring med andre offentlige myndigheder er sammen med reglen om et

overvågningsregister indsat ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 om ændring af skattekontrolloven,

kildeskatteloven, momsloven og lov om kommunal indkomstskat som en del af opfølgningen på

Rapport fra Koordineringsudvalget om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet mod det offentlige

fra april 1999, der anbefalede en række foranstaltninger i et forsøg på at forhindre uberettiget

modtagelse af ydelser fra det offentlige, herunder dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp og tilskud

m.v.

Da tilsynet med særlige finansielle virksomheder ensidigt tilkommer tilsynsmyndigheden, som er

Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen, er der i skattekontrollovens § 6 D indført en hjemmel til, at

SKAT kan anmode tilsynsmyndigheden om at foretage kontrol af hensatte beløb og lidte tab i en

sådan finansiel virksomhed pr. 31. december, fordi det er SKAT, som træffer afgørelse med hensyn

til, om hensættelse til et konkret tab er fradragsberettiget efter skattelovgivningens almindelige

regler. Den oprindelige regel blev indsat ved lov nr. 911 af 16. december 1998 (Hensættelser i

penge- og realkreditinstitutter m.fl.), men blev ved lov nr. 457 af 9. juni 2004 (Mere smidige regler

for pensionsopsparere, hensættelsesfradrag for kreditinstitutter, gældsinstrumenter og afkortning af

kredittid ved ophævelse af visse pensionsordninger), erstattet af den nugældende bestemmelse.

Ved lov nr. 593 af 18. juni 2012 om skattefri familie- og vennetjenester og skattefritagelse af visse

persongruppers indtægter ved arbejde i private hjem m.v. blev der i § 1 B indført en hjemmel til, at

virksomheder, der yder eller formidler lån, med samtykke fra den registrerede kan få adgang til

oplysninger, der indgår i den seneste årsopgørelse.

Under lovforslagets behandling fremkom der et ønske fra den finansielle sektor om at få udvidet

ordningen til også at omfatte andre situationer, hvor finansielle virksomheder har pligt til at

indhente oplysninger om deres kunders økonomiske forhold. Da en sådan udvidelse af ordningen

ville være uforenelig med det høringssvar, Datatilsynet havde afgivet i forbindelse med høringen

over lovforslaget, blev det i stedet tilkendegivet, at mulighederne for at efterkomme ønskerne fra

den finansielle sektor ville blive undersøgt.

Ved lov nr. 1374 af 16. december 2014 (Udvidelse af kredsen af yderkommuner med forhøjet

befordringsfradrag, forhøjelse af kommunernes andel af selskabsskatten og udvidet mulighed for

videregivelse af oplysninger til finansielle virksomheder), blev § 1 B udvidet, så de finansielle

virksomheder fik mulighed for med samtykke fra den registrerede at få adgang til oplysninger, som

indgår i den seneste årsopgørelse, til brug for rådgivning af den registrerede og til brug for

efterlevelse af bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2016 (Ledelse og styring af pengeinstitutter

m.fl.), hvor der stilles krav om opdaterede oplysninger om den registrerede.

Når SKAT træffer afgørelse om en oplysningspligt jf. skattekontrollovens § 9, har der siden den

første skattekontrollov været klageadgang til Landsskatteretten, men efter bekendtgørelse nr. 1 af 2.

januar 2014 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen er kompetencen til at træffe afgørelse

i sagerne henlagt til Skatteankestyrelsen. Reglen i skattekontrollovens § 9 er løbende udbygget med

angivelse af de tilkomne oplysningspligter.

3.5.1.2. Samarbejde med udenlandske myndigheder

I en stadig mere globaliseret verden er landenes behov for gensidig bistand på skatteområdet

stigende. Den teknologiske udvikling og den stigende internationalisering har medført større

mobilitet og bedre muligheder for, at skattepligtige i ét land kan have indtægter og kapital i et andet

land. Håndhævelsen af skattelovgivningen i det enkelte land bliver derfor i højere og højere grad

afhængig af, at SKAT kan få relevante oplysninger og anden bistand fra udlandet. Til brug for

skatteansættelse, kontrol og opkrævning af skatter kan SKAT både have behov for oplysninger fra

de pågældende skattepligtige og tredjemænd i ind- og udland og behov for oplysninger og anden

bistand fra udenlandske skattemyndigheder.

Danmark har altid deltaget aktivt i international udveksling af oplysninger på skatteområdet. De

dobbeltbeskatningsaftaler, som Danmark gennem årene har indgået, indeholder således

bestemmelser om udveksling af oplysninger. Disse bestemmelser har som hovedregel været

udformet med udgangspunkt i OECD’s model til dobbeltbeskatningsaftaler. Bestemmelserne er dog

ikke affattet ens. Det skyldes for det første, at modellen alene er en anbefaling og ikke bindende, og

for det andet, at OECD, siden den første modeloverenskomst blev udsendt i 1963, løbende har

foretaget justeringer deri. I 2003 er modellen endvidere blevet udvidet med en ny artikel om bistand

til inddrivelse af skatter. En sådan artikel indgår nu i en række af Danmarks nyere

dobbeltbeskatningsaftaler.

Når Folketinget har vedtaget en lov om en dobbeltbeskatningsoverenskomst, har Folketinget derved

også godkendt, at SKAT kan indhente oplysninger hos personer og selskaber her i landet for

herefter at videregive dem til et andet lands myndigheder i henhold til

dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Ved lov nr. 118 af 7. februar 2012 (Gensidig bistand ved

inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger samt

administrativt samarbejde på beskatningsområdet) blev dette lovfæstet i den gældende

skattekontrollovs § 11, der samtidig implementerer de relevante EU-direktiver, de

skatteinformationsaftaler, Danmark har indgået, og andre aftaler og konventioner om administrativt

samarbejde, Danmark har tiltrådt, såsom OECD’s og Europarådets aftaler om administrativ bistand

i skattesager.

Ved lov nr. 307 af 19. april 2006 (Administrativ bistand i skattesager, som ikke er straffesager) blev

den gældende skattekontrollovs § 8 Y indsat for at fjerne tvivl om, hvorvidt at danske myndigheder

kan yde bistand til andre landes myndigheder i henhold til en anden international aftale end en

dobbeltbeskatningsoverenskomst, og i hvilket omfang der kan ydes bistand i form af indhentelse af

oplysninger hos borgere og virksomheder til brug for udveksling.

Der er således direkte hjemmel til, at danske bestemmelser om oplysningspligt over for SKAT

gælder alle tilfælde, hvor forvaltningen indhenter oplysninger til brug for udenlandske myndigheder

m.v. efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller

konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

Det nuværende internationale retsgrundlag for administrativ bistand i skattesager indebærer i visse

tilfælde, at udenlandske, færøske eller grønlandske embedsmænd er til stede ved SKATs kontrol af

f.eks. en dansk virksomhed, dog således at de pågældende ikke har beføjelse til at intervenere i

kontrollen. Reglen i den gældende skattekontrollovs § 8 Z medfører, at en sådan embedsmand skal

nyde samme retsbeskyttelse og være undergivet samme strafansvar som danske embedsmænd.

3.5.1.3. Registersamkøring

Indberetning til indkomstregisteret, som blev oprettet ved lov nr. 403 af 8. maj 2006 (om et

indkomstregister), har i vid udstrækning afløst andre indberetninger til SKAT, og den gældende

skattekontrollovs § 11 F, som blev indsat ved lov nr. 404 af 8. maj 2006 (Konsekvensændringer

som følge af lov om et indkomstregister), giver SKAT terminaladgang til oplysningerne i

indkomstregisteret. SKAT har adgang til nødvendige oplysninger til brug for SKATs

myndighedsøvelse. Det vil sige både til serviceformål og kontrolformål. Oplysningerne bruges til

f.eks. fortrykning af oplysningsskemaer, til udarbejdelse af forskudsopgørelser og ændringer heri

samt årsopgørelser. Endvidere bruges oplysningerne til samkøring og sammenstilling af oplysninger

i indkomstregisteret med oplysninger i andre af SKATs registre med service og kontrol for øje.

Reglerne i den gældende skattekontrollovs §§ 6 E og 6 F om registersamkøring og oprettelse af et

kontrolinformationsregister (KINFO) blev indsat ved lov nr. 388 af 2. juni 1999 (Indgreb mod sort

arbejde, socialt bedrageri m.v.). Det fremgår af registersamkøringsbestemmelsen, at

skatteministeren ved bekendtgørelse kan bemyndige SKAT til løbende at indhente oplysninger om

fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i elektronisk form fra

andre forvaltningsmyndigheder, når oplysningerne er af væsentlig betydning for opgørelse eller

inddrivelse af skatter, told eller afgifter. Kontrolinformationsregisteret blev oprettet med henblik på

at imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre ydelser til det offentlige ved at kunne

foretage en tidsbegrænset registrering af personer og virksomheder, der har påført eller forsøgt at

påføre det offentlige betydelige tab af skatter eller afgifter.

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget, hvor hjemlen til KINFO-registret blev indført, blev

det tilkendegivet, at registret ikke ville blive samkørt med andre registre, og at en udvidelse i givet

fald ville ske ved et lovforslag. I lov nr. 408 af 8. maj 2006 (indsats mod skatte- og

afgiftsunddragelse – Fairplay II), som bl.a. indeholder regler om notifikation til

virksomheder/personkredsen bag virksomheder, der har deltaget i momskarruseller, blev

registrering af notifikationer i kontrolinformationsregistret forudsat, og da denne registrering kræver

direkte lovhjemmel i skattekontrollovens bestemmelse om kontrolinformationsregisteret, blev der

ved lov nr. 1344 af 19. december 2008 (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse - Fairplay III og

fradrag for børnebidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse) indsat en

hjemmel til, at SKAT kan foretage registersamkøring af oplysninger i KINFO-registret med

oplysninger i SKATs registreringssystem for virksomheder - Erhvervssystemet. Baggrunden for

beslutningen om at registrere notifikationer var en anbefaling i en rapport fra Rigsrevisionen af 27.

september 2006 om SKATs indsat mod momskarruselsvindel.

Skatteministeren gav i et svar af 3. november 2006 på spørgsmål nr. 3 af 4. oktober 2006 (SAU alm.

del) om opfølgning på Rigsrevisionens rapport tilsagn om at undersøge konsekvenserne af en

eventuel lovgivning på området, der gav mulighed for registersamkøring med KINFO-registret, så

denne kontrol blev lavet automatisk i alle sager i forbindelse med den maskinelle restance- og

risikovisitering. SKAT kan stille resultatet af registersamkøringen til rådighed for Erhvervsstyrelsen

til brug for styrelsens arbejde som registreringsmyndighed for SKAT.

Ved lov nr. 1344 af 19. december 2008 (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse - Fairplay III og

fradrag for børnebidragsrestancer i kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse (Indsats mod

skatte- og afgiftsunddragelse - Fairplay III og fradrag for børnebidragsrestancer i kontanthjælp,

starthjælp og introduktionsydelse) blev bestemmelsen om registersamkøring udvidet for at give

SKAT en tilsvarende hjemmel som fødevaremyndighederne til at indhente og

samkøre/sammenstille oplysningerne fra Erhvervsstyrelsens overtrædelsesregister med henblik på at

kunne målrette indsatsen mod de virksomheder, som oftest overtræder lovgivningen.

Erhvervsstyrelsens overtrædelsesregister er afskaffet i forbindelse med ophævelse af

næringsbrevsordningen pr. 1. januar 2015, uden at skattekontrolloven i den forbindelse blev

konsekvensændret.

3.5.1.4. Udlevering af oplysninger til kreditvurdering med samtykke fra den skattepligtige

Virksomheder, der yder lån eller formidler lån, kan, jf. skattekontrollovens § 1 B, efter samtykke fra

den registrerede få adgang til at benytte oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse. Det er

en forudsætning for at gøre brug af ordningen, at virksomheden og SKAT har indgået en aftale om

adgangen.

Adgangen vil alene kunne ske inden for de rammer, persondataloven udstikker. Det følger af

persondataloven, at indsamling af data skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere

behandling må ikke være uforenelig med disse formål. Det fremgår endvidere, at de oplysninger,

som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til

opfyldelse af de formål, oplysningerne indsamles til, og de formål, hvortil oplysningerne senere

behandles. Det skal således ved hver henvendelse konkret overvejes, hvorvidt der inden for

rammerne af disse bestemmelser i persondataloven kan gives adgang, og om der på det enkelte

område alene kan gives en begrænset adgang til henholdsvis oplysninger i indkomstregisteret,

oplysninger, som indgår på årsopgørelsen og restanceoplysninger. Det skal således konkret

overvejes, om der er oplysninger, som efter disse principper ikke vil kunne indgå i forbindelse med

en kreditvurdering.

3.5.2. Lovforslaget

3.5.2.1. Samarbejdet med udenlandske myndigheder

Der foreslås ingen ændringer i den gældende skattekontrollovs § 11, stk. 1, der beskriver de

forskellige overenskomster om administrativ bistand i skattesager, og som bl.a. implementerer de

gældende EU-direktiver, men det foreslås, at den gældende skattekontrollovs § 11, stk. 2 ophæves,

da skatteministerens bemyndigelse til at udstede retningslinjer for SKATs sagsbehandling i

forbindelse med bistandsanmodning ikke er blevet anvendt.

Det foreslås, at det alene skal fremgå af hjemlen til, at udenlandske embedsmænd kan være til stede

ved kontrol i en dansk virksomhed, at der er tale om et samarbejde mellem danske og udenlandske

skattemyndigheder, således at vendingen ”i skattesager, som ikke er straffesager” udgår. Dette vil

intet ændre ved de faktiske forhold, idet de forskellige bistandsaftaler alene omfatter et samarbejde

mellem skattemyndighederne til brug for skatteansættelser i bred forstand. Den tidligere tilføjelse

kan rejse tvivl om, i hvilket omfang SKAT skal udøve en forhåndscensur på en bistandsanmodning,

hvilket ikke ligger inden for aftalerne

3.5.2.2. Registersamkøring

I bestemmelsen om registersamkøring foreslås den del af bestemmelsen, som vedrører

næringsbrevsordningen, ophævet, da denne ordning ikke eksisterer mere.

Det foreslås, at det beløb, der fastsættes som en af betingelserne for registrering i bestemmelsen om

registersamkøring og oprettelse af et kontrolinformationsregister (KINFO), fremgår af den

foreslåede bestemmelse og hæves fra mindst 50.000 kr. til mindst 100.000 kr. for det tab, der skal

være påført eller søgt påført det offentlige. Beløbet på 50.000 kr. fremgik alene af

lovbemærkningerne, L 299, Folketingssamling 1998-1999, offentliggjort i Folketingstidende, tillæg

A, side 5470 ff, da den gældende § 6 F blev indført med virkning fra 1. januar 2000. Beløbet er ikke

blevet hævet siden, og af hensyn til prisudviklingen foreslås beløbet forhøjet til 100.000 kr.,

samtidig med at beløbsstørrelsen lovfæstes.

3.6. Administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af oplysningspligten

3.6.1. Gældende ret

3.6.1.1. Afskæring af TastSelv

Ved siden af feltlåsningsordningen, som er omtalt i afsnit 2, er der gennemført en administrativt

fastsat ordning, som gør det muligt for SKAT at afskære borgere fra at anvende TastSelv, hvis det

konkret skønnes, at der er væsentlig risiko for, at den pågældende skattepligtige vil begå fejl ved

anvendelsen af TastSelv, eller det skønnes, at der er risiko for, at den skattepligtige vil misbruge

TastSelv. Det sker for en tidsbegrænset periode. Retningslinjerne, der er fastsat i

SKM2010.638.SKAT, skal ses på baggrund af, at SKAT i en række tilfælde havde konstateret fejl

og misbrug af TastSelv, herunder systematisk misbrug. Ordningen blev påbegyndt medio oktober

2010 og gælder både ved ændring af forskud, årsopgørelse og genoptagelse. Virkningen af

afskæringen for den skattepligtige er, at denne ved forsøg på at anvende TastSelv automatisk vil

blive henvist til at kontakte SKAT for at få gennemført ændringen. En ændring kan eventuelt

gennemføres på baggrund af en telefonisk eller personlig henvendelse til SKAT, eller ved e-mail

eller brev til SKAT. Ordningen berører ikke den skattepligtiges mulighed for at kunne påklage en

forskudsopgørelse eller en årsopgørelse efter de almindelige regler i skatteforvaltningsloven.

Ved afskæringen vil indtægter og fradrag fra den skattepligtiges forskudsopgørelse automatisk blive

overført til årsopgørelsen, medmindre oplysninger om disse indtægter og fradrag tilgår SKAT fra

indberetningspligtige.

Afskæringen af den skattepligtiges TastSelv-mulighed omfatter hele det berørte indkomstår, dvs.

også den tilhørende årsopgørelse og muligheden for at foretage ændringer i TastSelv for det

pågældende indkomstår efter selvangivelsesfristens udløb (digital genoptagelse).

I ovennævnte retningslinjer er det samtidig angivet, hvordan en skattepligtig kan gøre indsigelse

over for afskæringen og få indsigelsen behandlet af SKAT. I de seneste år har SKAT årligt afskåret

ca. 2.000 borgere fra at anvende TastSelv, dels vedr. årsopgørelsen, dels vedr. forskudsopgørelsen.

SKAT har ikke modtaget indsigelser fra skattepligtige, som er blevet afskåret fra at anvende

TastSelv.

3.6.1.2. Pålæg af oplysningspligt og tvangsbøder

I den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 2, er der hjemmel til, at SKAT kan søge at fremtvinge en

selvangivelse ved pålæg af daglige bøder (tvangsbøder). Derudover indeholder den gældende § 9

regler om, at indberetnings- og oplysningspligterne i skattekontrolloven kan søges gennemtvunget

ved, at SKAT giver den indberetnings- eller oplysningspligtige et egentlig pålæg om at afgive

oplysningerne og pålægger daglige bøder, indtil pligten efterleves.

Den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 2, om at søge at fremtvinge en selvangivelse ved pålæg af

daglige bøder har sin baggrund i lov nr. 392 af 12. juli 1946 om selvangivelsen af indkomst og

formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m.v. Heri

var der en bestemmelse om fremtvingelse af selvangivelsen ved pålæg af dagbøder. Imidlertid

vedrørte bestemmelsen alene fremtvingelsen af en selvangivelse af formuen. Med lov nr. 23 af 30.

januar 1964 kunne de daglige bøder anvendes både til at fremtvinge en selvangivelse af indkomst

og af formuen samt af driftsregnskab. Siden er bestemmelsen blevet ændret flere gange.

Bestemmelsen blev i sin nuværende form gennemført ved lov nr. 1104 af 20. december 1995

(Selvangivelse, indberetning, dokumentationskrav til skattearrangementer, delegation af

ligningsrådsbeføjelser, ansættelsesfrister og tilsyn med forskudsregistrering m.v.).

Adgangen til at søge at fremtvinge en selvangivelse ved pålæg af daglige tvangsbøder består

uafhængigt af de daglige skattetillæg, som fastsættes efter den gældende skattekontrollovs § 5, stk.

Bestemmelsen i skattekontrollovens § 5, stk. 2, anvendes ikke alene i forbindelse med

selvangivelsen, men kan også anvendes til at søge at fremtvinge et skattemæssigt årsregnskab, jf.

skattekontrollovens § 3, stk. 4, eller til at søge at fremtvinge en formueforklaring fra den

skattepligtige, jf. skattekontrollovens § 6 B, stk. 4. Skattekontrollovens § 6 B er også nævnt i § 9,

og der er således dobbelthjemmel til pålæg af daglige bøder, hvis den skattepligtige ikke

efterkommer en anmodning om at indsende en formueforklaring.

Den gældende § 9 går også tilbage til lov nr. 392 af 12. juli 1946 om selvangivelse af indkomst og

formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m.v.

Skattekontrollovens § 9 er siden ændret adskillige gange i forbindelse med, at der er blevet indført

nye regler i skattekontrolloven om indberetnings- eller oplysningspligt. Skattekontrollovens § 9

kan anvendes over for fysiske og juridiske personer, der pålægges oplysningspligt efter anmodning,

og over for fysiske og juridiske personer, der er indberetningspligtige efter reglerne i lovens afsnit

II. Pålæg af daglige tvangsbøder skal, for så vidt angår juridiske personer, stiles til ledelsen af den

juridiske person.

Daglige tvangsbøder er ikke en strafsanktion, men et middel til at søge at gennemtvinge en

handlepligt. Grundlaget for tvangsbøder er alene den objektive konstatering af, at et pålæg ikke er

efterlevet inden for den givne frist. Ved fastsættelsen af bødens størrelse skal der tages hensyn til

den oplysningspligtiges økonomiske formåen, således at pressionen har effekt. En tvangsbøde skal

efter praksis mindst være på 1.000 kr. dagligt. Daglige tvangsbøder gives for hver kalenderdag, det

vil sige syv dage om ugen.

Daglige bøder, der ikke er betalt, bortfalder, når den oplysningspligtige udleverer de oplysninger,

som SKAT har anmodet om. Betalte bøder tilbagebetales ikke.

Et pålæg efter den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 2, og § 9 er en afgørelse i forvaltningslovens

forstand. Det betyder, at pålægget kan påklages, jf. skatteforvaltningslovens § 11. Efter § 1, nr. 125

og 127, i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 afgør Skatteankestyrelsen klager over afgørelser

truffet efter den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 2, og § 9. Udgangspunktet er, at en klage ikke

har opsættende virkning. Landsskatteretten har i SKM 2013.698 LSR tillagt klagen opsættende

virkning indtil videre med den begrundelse, at klageadgangen ellers ville blive gjort illusorisk.

Da klagen angår pålægget, kan den materielle sag om skatteansættelsen fortsat behandles. SKAT

har således mulighed for at foretage en skønsmæssig ansættelse i stedet for at vente på de

oplysninger, der er anmodet om. I modsat fald ville man kunne risikere et meget langstrakt

sagsforløb med risiko for konflikt med øvrige regler, herunder reglen i skatteforvaltningslovens §

27, stk. 2, om, at SKAT skal varsle ansættelsesændringer senest 6 måneder efter, at SKAT er

kommet til kundskab om det forhold, der begrunder en fravigelse af de ordinære frister.

Efter skattekontrollovens § 9, stk. 2, er der udpantningsret for pålagte tvangsbøder. Bøderne kan

inddrives efter reglerne i inddrivelsesloven. Der er hjemmel til, at tvangsbøder, der ikke bliver

betalt eller bliver inddrevet gennem udpantning, kan afsones, jf. § 17 i lov om ikrafttræden af

borgerlig straffelov m.v. Det indebærer, at sagen skal sendes til politiet.

3.6.1.3. Skattetillæg

Indgiver en skattepligtig, som skal udarbejde en selvangivelse, ikke en selvangivelse inden

selvangivelsesfristens udløb, skal den skattepligtige betale et skattetillæg på 200 kr., for hver dag

selvangivelsesfristen overskrides, dog højst på 5.000 kr. i alt. SKAT kan fritage for betaling af

skattetillægget, hvis særlige omstændigheder taler herfor. SKAT kan også pålægge den

skattepligtige daglige bøder (tvangsbøder) for at få den skattepligtige til at indgive sin selvangivelse

se i øvrigt afsnit 3.6.1.2.

3.6.1.4. Skønsmæssig ansættelse

Hvis en selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan

SKAT efter den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, foretage en skønsmæssig ansættelse.

Indholdet af bestemmelsen baserer sig i dag på en omfattende retspraksis, som er beskrevet i Den

juridiske vejledning i pkt. A.B.5.

Anvendelsesområdet for bestemmelsen er i særlig grad situationer, hvor en virksomhed ikke

indgiver en selvangivelse, og SKAT af hensyn til muligheden for at udarbejde en årsopgørelse til

virksomheden må fastsætte virksomhedens skattepligtige indkomst ud fra et skøn. Dernæst har

bestemmelsen betydning i de situationer, hvor de selvangivne oplysninger er så mangelfulde eller

ufyldestgørende, at de ikke skønnes at kunne danne grundlag for en korrekt skatteansættelse.

I de situationer, hvor der alene er tale om uvæsentlige småfejl uden betydning for den generelle

troværdighed af et regnskab fra en erhvervsdrivende, vil selvangivelsen kunne anses for

fyldestgørende trods manglerne og vil kunne lægges til grund – efter justering med de korrektioner,

som de konkret forefundne mangler måtte give anledning til.

En skattepligtig, der modtager en årsopgørelse uden at skulle indgive en selvangivelse, og som

inden selvangivelsesfristen burde have givet SKAT supplerende indkomstoplysninger, kan som

udgangspunkt ikke ansættes skønsmæssigt. SKAT må i stedet korrigere den/de enkelte post(er), der

anses for urigtig(e). Det er dog muligt at foretage en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten for en

sådan skattepligtig, hvis en formueforklaring efter skattekontrollovens § 6 B viser et privatforbrug,

der er for lille, eller den skattepligtige undlader at efterkomme et pålæg om at afgive en

formueforklaring.

For skattepligtige, som er omfattet af den udvidede årsopgørelsesordning, vil der også kunne

foretages en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten, hvis en formueforklaring efter

skattekontrollovens § 6 B viser et for lille privatforbrug. Herudover vil det efter de almindelige

regler være muligt at ændre den skattepligtiges ansættelse ved korrektion af enkeltposter, jf.

ovenfor. Det vil navnlig være tilfældet, hvis oplysninger om resultatet af virksomhed ikke oplyses

til SKAT, eller hvis oplysningerne om virksomhedsresultat ikke skønnes at kunne lægges til grund

for en korrekt ansættelse.

3.6.1.5. Revisorpålæg

Efter den gældende skattekontrollovs § 3 D kan SKAT efter et konkret skøn indgå aftale med en

revisor om udarbejdelse af et regnskab på den erhvervsdrivendes regning, hvis det konstateres, at

den selvangivelsespligtige ikke har udarbejdet et regnskab, der opfylder

mindstekravsbekendtgørelsens regler. Tilsvarende gælder, hvis der slet ikke er udarbejdet et

regnskab rettidigt, eller hvis mindstekravsbekendtgørelsens regnskabsbestemmelser i øvrigt ikke er

opfyldte. Det drejer sig om regnskabsbestemmelserne i enten bekendtgørelse nr. 593 (for større

virksomheder) eller i nr. 594 (for mindre virksomheder). Bekendtgørelserne, som angår kravene til

det skattemæssige årsregnskab m.v., er begge udstedt den 12. juni 2006.

Det forudsættes, at bestemmelsen kun anvendes i de situationer, hvor SKAT efter et konkret skøn

vurderer, at antagelsen af en revisor vil resultere i et fyldestgørende skattemæssigt årsregnskab, der

kan anvendes som grundlag for oplysningsskemaet eller en skønsmæssig ansættelse. Endvidere

forudsættes det, at SKAT i hvert enkelt tilfælde nøje vurderer, om antagelsen af revisor vil være

mere formålstjenlig end daglige bøder eller skønsmæssig ansættelse. Ved beslutningen om

antagelse af en revisor skal der bl.a. tages hensyn til den pågældende oplysningspligtiges

økonomiske formåen, samarbejdsvilje m.v. Bestemmelsen forudsættes anvendt i relativt få tilfælde

årligt.

Ordningen finder også anvendelse på de områder, der er omfattet af et registreringsforhold hos

SKAT, bl.a. moms, lønsumsafgift, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, samt krav for hvilke en

virksomhed skulle have været registreret, f.eks. krav hos uregistrerede virksomheder.

Reglen blev oprindelig gennemført ved lov nr. 325 af 18. maj 2005 (Indsats mod skatte- og

afgiftsunddragelse).

3.6.2. Lovforslaget

3.6.2.1. Afskæring af TastSelv

Det foreslås, at de administrativt fastsatte regler om at afskære en skattepligtig fra at anvende

TastSelv lovfæstes. Som omtalt i afsnit 3.6.1.1. har SKAT siden 2010 kunnet afskære en

skattepligtig fra at anvende TastSelv til ændring af årsopgørelsen eller forskudsopgørelsen, hvis

SKAT fandt grundlag for at antage, at der var væsentlig risiko for, at den pågældende skattepligtige

ville begå fejl ved anvendelsen heraf, eller at den skattepligtige ville misbruge Tast Selv. Ud over at

lovfæste gældende kriterier for afskæring foreslås det, at skattepligtige, som afskæres fra at anvende

TastSelv, får en afgørelse med angivelse af det eller de indkomstår, afskæringen vedrører,

begrundelsen for afskæringen samt en klagevejledning. Afgørelsen vil kunne påklages efter de

almindelige regler i skatteforvaltningsloven. Det bemærkes, at en bestemmelse om afskæring fra at

anvende TastSelv tillige foreslås indsat i kildeskatteloven i relation til forskudsproceduren, jf. det

forslag til konsekvensændringer som følge af forslaget til skattekontrollov og

skatteindberetningslov, som er fremsat samtidig med dette lovforslag.

3.6.2.2. Pålæg af oplysningspligt og tvangsbøder

Den foreslåede bestemmelse om pålæg af oplysningspligt og daglige tvangsbøder går i vidt omfang

ud på at videreføre den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 2, og § 9, stk. 1. Som følge af, at de

automatiske indberetningspligter foreslås udskilt til en særskilt lov, jf. det samtidig med dette

lovforslag fremsatte forslag til skatteindberetningslov, vil den foreslåede bestemmelse dog kun

gælde oplysningsskemaet og det skattemæssige årsregnskab samt de bestemmelser om

oplysningspligt efter anmodning, der fortsat står i skattekontrolloven.

Det foreslås at skrive i loven, at klage over et pålæg af oplysningspligt og tvangsbøder ikke har

opsættende virkning, men at Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen kan tillægge en klage

opsættende virkning, hvis særlige omstændigheder taler derfor. At klagen tillægges opsættende

virkning betyder, at hvis klagemyndigheden giver SKAT medhold, fastsætter klagemyndigheden en

frist for at komme med oplysningerne. Landsskatteretten har i praksis tillagt en klage over et påbud

efter den gældende skattekontrollovs § 9, stk.1, opsættende virkning, jf. SKM 2013.698 LSR.

Spørgsmålet om, hvorvidt klagen skal have opsættende virkning, findes at være en

procesbeslutning, som klageinstansen naturligt tager stilling til i forbindelse med behandling af

klagen.

Det foreslås at anvende udtrykket daglige tvangsbøder i loven frem for det hidtidige udtryk daglige

bøder, der let kan forveksles med dagbøder. Tvangsbøder skal som hidtil fastsættes som daglige

bøder, indtil påbuddet om at udlevere oplysninger efterkommes.

Den gældende regel i skattekontrollovens § 9, stk. 2, fastsætter, at der er udpantningsret for

tvangsbøder. Reglen foreslås ophævet, da udpantningsretten allerede følger af bilag 1, nr. 15, til lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige.

3.6.2.3. Skattetillæg

Det foreslås, at den gældende regel om skattetillæg videreføres med en enkelt præcisering af

redaktionel karakter og med undladelse af at medtage nr. 1 i den gældende skattekontrollovs § 5,

stk. 1.

Det foreslås således, at hvis den oplysningspligtige ikke rettidigt har indgivet et oplysningsskema,

betales et skattetillæg på 200 kr., for hver dag oplysningsfristen overskrides, dog højst 5.000 kr. Fra

skattetillægget gøres der følgende undtagelser:

1) For fysiske personer, der skal indgive et udfyldt oplysningsskema, og hvis skattepligtige

indkomst for det pågældende indkomstår ikke overstiger bundfradraget for topskatten efter

personskattelovens § 7, udgør skattetillægget 100 kr., for hver dag fristen overskrides, dog højst

2.500 kr. i alt.

2) For fonde og foreninger, der efter fondsbeskatningslovens § 15 kan opfylde oplysningspligten

ved afgivelse af en særlig erklæring, betales et skattetillæg på 500 kr. pr. dag for ikke at oplyse

rettidigt.

SKAT kan efter ansøgning i særlige tilfælde fritage helt eller delvist for skattetillægget.

3.6.2.4. Skønsmæssig ansættelse

Det foreslås, at SKAT kan foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ikke

har indgivet et udfyldt oplysningsskema ved oplysningsfristens udløb. Grundlaget for den

skønsmæssige ansættelse er navnlig oplysninger om den skattepligtige indkomst for tidligere år,

årsopgørelser, forskudsregistreringer og oplysninger fra indberetningspligtige. Er den skattepligtige

erhvervsdrivende, indgår i grundlaget tillige oplysninger om moms og afgifter samt eventuelle

oplysninger om bruttoavancen for indkomståret og tidligere indkomstår. Kravet til det grundlag,

som SKAT skal tage stilling til, gælder dog ikke, hvis den skønsmæssige ansættelse kan foretages

uden anvendelse af de nævnte oplysninger på et sikkert grundlag.

Det foreslås endvidere, at SKAT ud over de tilfælde, som er nævnt ovenfor, kan foretage en

skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ikke til SKAT har givet oplysninger, som

kan danne grundlag for skatteansættelsen. Det gælder f.eks. hvis den skattepligtige har indgivet et

oplysningsskema, men det er så mangelfuldt, at det ikke kan danne grundlag for skatteansættelsen.

SKAT skal forinden have anmodet den skattepligtige om oplysningerne inden for en rimelig frist.

Anmodning om oplysninger inden for en rimelig frist gælder dog ikke, hvis SKAT gennemfører

kontrol på den erhvervsdrivendes arbejdssted, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, dvs. uanmeldt

kontrolbesøg.

Grundlaget for den skønsmæssige ansættelse er i disse situationer for erhvervsdrivende det samme

som nævnt ovenfor. Er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget for den

skønsmæssige ansættelse oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug, herunder oplysninger

om skattefrie indtægter og oplysninger om formue. Det gælder dog ikke, hvis den skønsmæssige

ansættelse kan foretages uden anvendelse af de nævnte oplysninger på et sikkert grundlag.

Skønsmæssig ansættelse efter de her foreslåede bestemmelser gælder ikke ved foretagelse af

skønsmæssige ansættelser for så vidt angår kontrollerede transaktioner, der er omfattet af § 42.

3.6.2.5. Revisorpålæg

Det foreslås, at den gældende skattekontrollovs § 3 D videreføres med enkelte sproglige

præciseringer, herunder en præcisering af, at det er i tilfælde af, at den oplysningspligtige skal

indgive et skattemæssigt årsregnskab, at bestemmelsen anvendes.

Reglen i den gældende skattekontrollovs § 3 D blev oprindeligt gennemført ved lov nr. 325 af 18.

maj 2005 (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse).

Den videreførte bestemmelse går ud på, at SKAT efter et konkret skøn kan indgå aftale med en

statsautoriseret eller registret revisor om udarbejdelse af et regnskab på den erhvervsdrivendes

regning, hvis det konstateres, at den oplysningspligtige ikke har udarbejdet et regnskab, der

opfylder mindstekravsbekendtgørelsens regler. Tilsvarende gælder, hvis der slet ikke er udarbejdet

et regnskab rettidigt, eller hvis mindstekravsbekendtgørelsens regnskabsbestemmelser i øvrigt ikke

er opfyldte.

Det forudsættes, at bestemmelsen kun anvendes i de situationer, hvor SKAT efter et konkret skøn

vurderer, at antagelsen af en revisor vil resultere i et fyldestgørende skattemæssigt årsregnskab, der

kan anvendes som grundlag for oplysningsskemaet eller skønsmæssig ansættelse. Endvidere

forudsættes det, at SKAT i hvert enkelt tilfælde nøje vurderer, om antagelsen af revisor vil være

mere formålstjenlig end tvangsbøder eller skønsmæssig ansættelse. Ved beslutningen om antagelse

af en revisor skal der bl.a. tages hensyn til den pågældende oplysningspligtiges økonomiske

formåen, samarbejdsvilje m.v. Bestemmelsen forudsættes derfor anvendt i relativt få tilfælde årligt.

Ordningen finder også anvendelse på de områder, der er omfattet af et registreringsforhold hos

SKAT, bl.a. moms, lønsumsafgift, A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, samt krav for hvilke en

virksomhed skulle have været registreret, f.eks. krav hos uregistrerede virksomheder.

3.7. Straffebestemmelser

3.7.1. Gældende ret

3.7.1.1. Ansvarssubjekter

Straffebestemmelserne er opbygget, så det terminologisk er en gerningsmand, dvs. en fysisk person,

der har begået den strafbare handling og kan idømmes straf. Imidlertid er strafansvaret ikke

begrænset til en fysisk person. Det strafferetlige princip er, at det er den reelle gerningsmand, der

skal straffes. Det gælder også i de situationer, hvor der er forskel på pligtsubjektet, dvs. den, der har

handlepligten ifølge lovgivningen, og det primære ansvarssubjekt, dvs. den, der har iværksat og

drager fordel af den kriminelle handling.

Der kan være flere ansvarlige for den strafbare handling, og dette kan straffes efter reglerne om

medvirken til overtrædelsen ved tilskyndelse, råd eller dåd, jf. straffelovens § 23. Der findes

yderligere bestemmelser, der kriminaliserer særlige former for medvirken, f.eks.

skattekontrollovens §§ 13 B og 13 C og § 14, stk. 1.

Skattekontrolloven og en række afgiftslove pålægger en skatte- eller afgiftspligtig at afgive

forskellige oplysninger, og bestemmelserne omfatter medvirkensansvar, idet gerningsmanden er

"den der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger". Det er således ikke pligtsubjektet, dvs. den,

som har pligt til at afgive oplysninger, som er ansvarssubjekt, men enhver, der faktisk afgiver

urigtige eller vildledende oplysninger.

Rådgiveransvaret er et medvirkensansvar, når eksempelvis en advokat eller revisor har rådgivet

eller handlet på en måde, der betyder, at klienten som pligtsubjekt objektivt har realiseret et

strafbart gerningsindhold. Medvirkensansvaret er et selvstændigt ansvar, hvilket indebærer, at et

ansvar for rådgiver kan blive aktuelt, uanset om et strafferetligt ansvar kan gøres gældende over for

klienten. Hvis klienten er i god tro og ikke burde have undersøgt kvaliteten af rådgivningen nøjere,

og derfor har handlet i tillid til, at rådgivningen er korrekt, vil klienten ikke ifalde strafansvar.

Rådgiveransvaret for medvirken til overtrædelser af skattelovgivningen aktualiseres bl.a., hvis

rådgiver tilbyder skattearrangementer uden forretningsmæssig realitet med det ene formål at

reducere skatten, hvor rådgiver yder råd og deltager i planlægningen m.v. af økonomiske

dispositioner, som er led i en skatteunddragelse, eller hvor rådgiver bevidst udfærdiger et urigtigt

regnskab eller en urigtig selvangivelse.

Hvis en fejl ikke kan henføres til en bestemt medarbejder, eksempelvis fordi flere medarbejdere fra

samme selskab har bidraget til opgaveløsningen, uanset at det er én rådgiver, der står som den

ansvarlige over for klienten, vil selskabet kunne pålægges et medvirkensansvar. Et eksempel herpå

er to domme om samme sag, SKM2014.405.BR og SKM2014.406.BR, hvor både den ansvarlige

revisor og revisionsselskabet blev tiltalt. Revisorens fejl blev anset for simpel uagtsomme, hvorfor

revisor frifandtes, mens selskabet idømtes en bøde på 5.000 kr., fordi fejlene, som de ansatte i

rådgiverselskabet havde begået, tilsammen udgjorde en sådan tilsidesættelse af de krav, der måtte

stilles til agtpågivenhed i forbindelse med udarbejdelse af selvangivelse for en klient med

betydelige og forskelligartede aktiviteter, at de måtte anses som udslag af grov uagtsomhed.

I retspraksis er uagtsomhedsvurderingen af en rådgiver strengere end af en almindelig skattepligtig,

fordi vurderingen inddrager et professionsansvar. Det lægges således til grund, at en rådgiver har

pligt til at have et indgående kendskab til den lovgivning, som er relevant for dennes rådgivning.

Et typisk område, hvor der kan blive tale om rådgiveransvar for en advokat, er i forbindelse med

bobehandling. Ansvar kan foreligge, hvor advokaten som bobestyrer eller kurator afgiver urigtige

eller vildledende oplysninger til brug ved bedømmelsen af, om et bo er fritaget for beskatning, eller

undlader rettidigt at afgive en særlig boopgørelse efter bestemmelserne i dødsboskatteloven og

konkursskatteloven.

3.7.1.2. Valg af ansvarssubjekt

Strafansvaret kan pålægges en juridisk person, jf. kapitel 5 i straffeloven. Bestemmelsen om

juridiske personers ansvar udelukker ikke, at der samtidig kan gøres et personligt ansvar gældende

mod den ansvarlige fysiske person, særligt hvis denne indtager en overordnet stilling og har handlet

med forsæt eller udvist grov uagtsomhed. Det udelukker heller ikke, at der alene gøres et personligt

ansvar gældende. Valg af ansvarssubjekt er afgørende i sager, hvor der kan udmåles frihedsstraf, da

den juridiske person kun kan idømmes bødestraf. Men det kan også være afgørende, om det er

personen eller virksomheden, der skal betale bødestraf. Efter omstændighederne gøres der også

personligt ansvar gældende for groft uagtsomme overtrædelser.

Rigsadvokaten har udsendt Rigsadvokatmeddelelsen ”Juridiske personer - strafansvar for juridiske

personer” (RM 5-1999, revideret 17. april 2015). Her fremgår følgende: ” I sager om overtrædelse

af skatte-, afgifts- og momslovgivningen m.v. rejses der i sager, hvor den daglige leder tillige er

hovedaktionær eller eneanpartshaver og må antages at være enerådende med hensyn til selskabets

forhold, efter fast praksis alene tiltale mod hovedaktionæren eller eneanpartshaveren i tilfælde, hvor

lovovertrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Også i tilfælde, hvor ovenstående

forhold gør sig gældende, men hvor der på grund af lovovertrædelsens grovhed rejses tiltale efter

overbygningsbestemmelsen i straffelovens § 289, bør strafansvaret begrænses til

hovedaktionæren/eneanpartshaveren. Følger det således af en klar praksis på særlovsområdet, at der

ikke pålægges den juridiske person strafansvar for særlovsovertrædelsen, vil samme praksis kunne

overføres til straffelovsovertrædelsen. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til

forslaget til lov nr. 378 af 6. juni 2002, afsnit 2.3.1.2.”

I praksis vedrører det først og fremmest hovedaktionær- eller hovedanpartsselskaber, hvor ejeren

eller ejerne har eneansvar for og fordel af de ansvarspådragende handlinger. Der kan også være tale

om stråmandsvirksomhed, hvor den person, der har forsæt til svigen og nyder godt af unddragelsen,

er en anden end den formelle ejer og det selskab, som denne står for.

Et eksempel på, at ansvaret gøres gældende mod den ansvarlige fysiske person, er sammenfald

mellem den juridiske person, der er indberetningspligtig efter de automatiske indberetningspligter i

den gældende skattekontrollov, og en hovedaktionær, som er den skattepligtige, som indberetningen

vedrører.

Hovedaktionæren vil kunne straffes efter skattekontrollovens § 13, når indberetningen fører til en

for lav skatteansættelse for hovedaktionæren. Der kan f.eks. være tale om indberetninger eller

manglende indberetninger af A-indkomst og ydelser, der er skattepligtige som personlig B-

indkomst.

Tilsvarende gælder for en direktør eller andre ansatte med væsentlig indflydelse på egen

aflønningsform, der modtager personalegoder eller udbytte i form af fri helårsbolig, fri

sommerbolig eller fri lystbåd.

Der foreligger ligeledes en speciel situation, når en juridisk person efter straffeloven ikke er et

selvstændigt skattesubjekt. Det gælder for interessentskaber, som skatteretligt er et samvirke

mellem en række enkeltmandsvirksomheder, og hvor udgangspunktet derfor er, at

skatteunddragelse gøres gældende over for de enkelte interessenter. Lignende forhold gør sig

gældende for kommanditselskaber og partsrederier.

3.7.1.3. Straffebestemmelser vedrørende skattesvig

Straf for skattesvig går tilbage til Danske Lov, og i 1861 indførtes en bestemmelse om straf for

forsætlig skattesvig i Den Københavnske Indkomstskattelov. I 1903 blev skattesvigsbestemmelsen

indsat i statsskatteloven, og først i 1912 blev også grov uagtsomhed strafbart. Der var tilsvarende

bestemmelser i kommuneskatteloven. Disse bestemmelser blev erstattet af § 13 i kontrolloven fra

1946, jf. lov nr. 392 af 12. juli 1946, hvor gerningsindholdet var urigtige og vildledende

oplysninger til brug ved ansættelsen af skattepligtig indkomst og formue eller til brug for

beregningen af indkomst- eller formueskat. Ved lov nr. 184 af 4. juni 1964 blev gerningsindholdet

udvidet til at omfatte også urigtige og vildledende oplysninger til brug for afgørelse af skattepligt.

Samtidig blev lov om særlig indkomstskat ændret med henblik på at begrænse incitamentet til at

flytte til udlandet for at spare skat.

Den nuværende ordlyd i § 13, undtagen 2. pkt., i stk. 1, blev affattet ved lov nr. 539 af 17. december

1971, hvor loven skiftede navn til skattekontrolloven. Den tidligere regel i § 14 om medvirken blev

ophævet, og det anføres i den forbindelse i forarbejderne vedrørende skattekontrollovens § 13, at

hvis en person, der har medvirket til skattesvig, ikke direkte er omfattet af § 13, vil dennes forhold

være omfattet af de almindelige regler om medvirken i straffelovens §§ 23 og 24, jf.

Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 122. Passivt skattesvig blev særligt kriminaliseret i §§

15 og 16. Når undtages justeringer i forhold til strafferammer i alle regler er § 14, stk. 1, og § 15

ikke ændret siden, mens de andre regler løbende er blevet ændret.

I skattekontrollovens §§ 13, 15 og 16 kriminaliseres forskellige former for skatteunddragelse. I § 13

knytter kriminaliseringen sig til pligten til at meddele SKAT rigtige oplysninger vedrørende

forhold, der har betydning for fastsættelsen af den skat, som skal pålægges den enkelte

skattepligtige. Det strafbare gerningsindhold i §§ 15 og 16 er en passivitet ved tilsidesættelse af

forskellige handlepligter, der resulterer i skatteunddragelse. Formålet er som ved § 13 at sikre, at

der foretages en korrekt ansættelse af skat for hver enkelt skattepligtig.

Når pligten til at lade sig registrere eller tilmelde sig folkeregisteret indtræder, opstår der en

handlepligt. Der er tale om personer, der er fuldt eller begrænset skattepligtige til Danmark, og

personer, der enten bliver fuldt skattepligtige eller begrænset skattepligtige. Det gælder også

juridiske personer. En manglende skatteansættelse, der skyldes uregistreret virksomhed, kan således

være en overtrædelse af § 15. Det strafbare forhold, jf. den gældende skattekontrollovs § 15, er den

forsætlige undladelse af at opfylde denne handlepligt, hvis følgen er, at SKAT ikke kan udsende

årsopgørelse eller ikke har kendskab til, at der skal indgives selvangivelse. Der kan således ikke

foretages en skatteansættelse.

Traditionelt anses forbrydelser, der udløses i kraft af en passivitet fra gerningsmandens side, for

mindre dadelværdige end aktiv kriminel handling, og passivitet anses kun for strafbar, hvis der

foreligger en handlepligt. Selv om der foreligger en sådan handlepligt i skattekontrollovens § 15, er

strafansvaret begrænset til forsætlige overtrædelser, hvilket kunne være en forståelig afgrænsning

på et tidspunkt, hvor der ikke var den samme globale mobilitet, som der er i dag og det samme

fokus på international skatteflugt.

Af den gældende skattekontrollovs § 16, stk. 1, fremgår det, at skattepligtige, der uden at have

selvangivet modtager meddelelse om ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat, skal

underrette SKAT inden for 4 uger efter modtagelsen, hvis ansættelsen er for lav. Meddelelsen skal

således være modtaget, dvs. være kommet frem til den skattepligtige. Der er intet krav om, at den

skattepligtige har læst den modtagne meddelelse om ansættelse af indkomst eller ejendomsværdi. I

dag ligger meddelelsen i den elektroniske skattemappe.

Reglens kerneområde er skattepligtige, som skal selvangive, da SKAT ikke har alle relevante

oplysninger, og som ikke har selvangivet inden selvangivelsesfristens udløb og derfor modtager en

skønsmæssig ansættelse. Imidlertid gælder reglen for enhver skattepligtig, og udviklingen fra, at

alle skulle selvangive til, at en meget stor del af befolkningen modtager en årsopgørelse uden at

have selvangivet, har ændret anvendelsen af § 16.

Af § 16, stk. 2, fremgår det, at den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 16, stk. 1,

straffes med bøde. Det strafbare gerningsindhold er realiseret, når der er gået fire uger efter

modtagelse af meddelelsen. Selv om der er forsæt til at overskride fristen for korrektion af en for

lav skatteansættelse, behøver der ikke efter § 16, stk. 2, at være forsæt til unddragelse. Hvis den

skattepligtige har tænkt sig at korrigere skatteansættelsen på et senere tidspunkt, eller har en

forventning om, at SKAT senere vil modtage oplysninger, der vil føre til en ændring af ansættelsen,

så er der f. eks. ikke forsæt til unddragelse. Når overtrædelsen er begået med forsæt til at unddrage

det offentlige skat, kan straffen efter § 16, stk. 3, stige til fængsel i 1 år og 6 måneder. I særligt

grove tilfælde kan straffen stige til fængsel i 8 år efter straffelovens § 289.

Hvis den skattepligtige alene modtager en årsopgørelse, fordi SKAT er eller bør være i besiddelse

af alle relevante oplysninger, betyder fristreglen isoleret set, at den skattepligtige alligevel har pligt

til at reagere, hvis der er fejl i de indberettede oplysninger, og dette fører til en for lav ansættelse.

Hvis overtrædelsen har karakter af en ordensforseelse, straffes der ikke. Dette er tilfældet, hvis

SKAT i forvejen er i besiddelse af eller får de relevante oplysninger fra en indberetningspligtig.

Baggrunden for dette er, at der er formodning for, at den skattepligtige ikke har en forventning om

at kunne unddrage skat, selv om oplysningen ikke fremgår af årsopgørelsen, idet skatteansættelsen

vil blive genoptaget og ændret, når oplysningen er kommet frem til SKAT. § 16, stk. 2, er herefter i

praksis begrænset til at blive anvendt i situationer, hvor den skattepligtige selv skal afgive

oplysninger, for at skatteansættelsen kan blive korrekt, og hvor bevisbyrden ikke kan løftes for

forsæt til unddragelse.

Denne praksis blev lovfæstet ved lov nr. 927 af 18. september 2012 (Feltlåsning for selvstændigt

erhvervsdrivende), hvor muligheden for feltlåsning blev kodificeret, og den skattepligtiges

strafansvar for feltlåste oplysninger bortfaldt, jf. skattekontrollovens § 1 A, stk. 2. Dette gælder

både strafansvar efter § 13 og § 16. Efter § 1, A, stk. 3, gælder ansvarsfritagelsen også for ikke-låste

oplysninger, der indberettes til brug for dannelse af en årsopgørelse. Alle de skattepligtige på

årsopgørelsesordningen, hvor SKAT har eller burde have alle oplysninger til at kunne foretage en

korrekt skatteansættelse, vil herefter ikke kunne straffes for overtrædelse af § 16. Skattepligtige,

som skal afgive oplysninger, for at årsopgørelsen bliver korrekt, kan stadig straffes efter § 16, stk. 2

og 3.

Det strafbare område for anvendelsen af skattekontrollovens § 13 om aktivt skattesvig er også

indskrænket, jf. § 1 A, stk. 2, idet den skattepligtiges strafansvar for urigtige eller manglende

oplysninger i feltlåste rubrikker bortfalder, selv om den skattepligtige har selvangivet. Praksis efter

skattekontrollovens § 13 har tidligere været, at den skattepligtige efter at have selvangivet kunne

gøres ansvarlig for, at hele selvangivelsen var korrekt, selv om det ikke var den skattepligtige selv,

der havde afgivet alle oplysningerne. Dette gjaldt også for manglende oplysninger i selvangivelsen.

Der har dog været en vis tilbageholdenhed med at gøre strafansvar gældende, når der alene var tale

om fejl i oplysninger, der var indberettet af tredjemand.

Hvis den skattepligtige faktisk har haft indflydelse på indberetningen, og indberetningen er urigtig

og fører til en for lav skatteansættelse, er den skattepligtige dog ikke automatisk ansvarsfri. Når det

drejer sig om lønaftaler, som fører til manglende indeholdelse og indbetaling af A-skat og

arbejdsmarkedsbidrag (sort arbejde), kan både lønmodtager og arbejdsgiver straffes efter

kildeskatteloven. Når det drejer sig om en hovedaktionær eller en ansat med væsentlig indflydelse

på sin egen løn, vil der efter omstændighederne kunne straffes for overtrædelse af § 13 eller § 16.

3.7.1.4. Særlige medvirkensbestemmelser

Afgrænsningen mellem den direkte medvirken, hvor en anden end den skattepligtige selv afgiver

eller er med til at afgive urigtige eller vildledende oplysninger, og den medvirken, hvor der

”tilskyndes eller ydes råd og dåd”, har voldt problemer, som blev søgt løst, jf. lov nr. 388 af 2. juni

1999 (Indgreb mod sort arbejde, socialt bedrageri m.v.), hvor der i skattekontrollovens § 13, stk. 1,

blev tilføjet en afsluttende sætning, hvoraf fremgår, at medvirken til skattesvig, jf. straffelovens §

23, skal straffes på lige fod med direkte skattesvig.

Den foreslåede henvisning til straffelovens § 23 har til formål at fastslå, at medvirkensansvaret ikke

er begrænset til tilfælde, hvor bistanden har haft en særlig nær tilknytning til skattesvigen

(afgivelsen af de urigtige oplysninger til SKAT), men at det også omfatter andre tilfælde, hvor den

pågældende ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til skattesvigen. Dette indebærer bl.a., at

også medvirkenshandlinger, der er fjernere fra selve afgivelsen af oplysningerne, vil kunne danne

grundlag for et medvirkensansvar, såfremt der foreligger den fornødne tilregnelse. Om det

tilstrækkelige bevismateriale er til stede må naturligvis i alle tilfælde bero på en konkret vurdering.

I sammenhæng med de overvejelser, der lå bag forslaget om at præcisere strafansvaret for

medvirken, blev det vedtaget, at det direkte i skattekontrolloven, jf. § 13 B, gøres til en strafbar

handling at udstede en urigtig faktura eller lignende dokumentation for levering eller aftagelse af

varer eller ydelser, hvis dokumentationen var egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen

af den skattepligtige indkomst.

Der er tale om en selvstændig kriminalisering af en særlig form for medvirken til skattesvig, idet en

sådan urigtig fakturering m.v. fremmer modtagerens muligheder for på et senere tidspunkt at begå

skattesvig. Overtrædelse af § 13 B er fuldbyrdet allerede ved udstedelsen af den urigtige

dokumentation, og det er uden betydning, om modtageren efterfølgende faktisk anvender

dokumentationen til at begå skattesvig med. Der blev ved samme lov indsat en tilsvarende regel i

momslovens § 81, stk. 4.

Da bestemmelsen ikke forudsætter konkret viden om, at en bestemt person vil anvende den

pågældende dokumentation til skattesvig, jf. skattekontrollovens § 13, har retspraksis alene anvendt

mindre bødestraffe for overtrædelser af § 13 B.

Samtidig blev der i skattekontrollens § 13 C indsat en regel, hvorefter det er strafbart som led i

virksomhed at aftage varer eller ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den pågældende indser

eller burde indse, at leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser efter

skattelovgivningen. Det fremgår af forarbejderne, at det forventes, at reglen på grund af

bevismæssige problemer vil blive anvendt i begrænset omfang, da selve det at købe en vare eller

ydelse billigst muligt selvsagt ikke skulle være strafbart. Reglen tog således ikke sigte på tilfælde,

hvor der nok var tale om fordelagtige vilkår, men hvor der ikke var grund til at tro, at vilkårene var

påvirket af, at leverandøren eller yderen ikke ville opfylde sine forpligtelser efter den fiskale

lovgivning. En tilsvarende regel blev indsat i momslovens § 81, stk. 5. Der findes ingen retspraksis

for anvendelse af bestemmelsen i § 13 C.

Endelig er der reglen om medvirken i skattekontrollovens § 14, stk. 1, hvor den, der forsætligt eller

af grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, som er egnede til at blive brugt

ved kontrollen med skatteligning og skatteberegning, kan ifalde samme straf som for overtrædelse

af § 13 om skattesvig.

Forsæt til unddragelse nævnes ikke, hvorfor § 13 må anvendes som fortolkningsbidrag, idet kun

forsæt til unddragelse udløser fængselsstraf. Henvisningen til § 13 betyder, at der skal være forsæt

både til, at oplysningerne er urigtige eller vildledende, og at følgen af oplysningerne bliver

skatteunddragelse. Ved grov uagtsomhed er det alene handlingen, der skal udtrykke en dadelværdig

handlemåde. Der kan kun straffes for den uagtsomme følge, hvis den faktisk er indtrådt, og

ansvarssubjektet har udvist grov uagtsomhed.

Det strafbare gerningsindhold er realiseret, når oplysningerne er modtaget af SKAT. På det

tidspunkt, hvor den skattepligtige selv havde det fulde ansvar for hver eneste oplysning i

selvangivelsen, blev oplysningerne alene anvendt til kontrol af skatteansættelsen, men det betød

ikke nødvendigvis, at oplysningerne først var kommet frem i forbindelse med en anmodning fra

SKAT. I dag bliver langt de fleste oplysninger til brug for skatteansættelsen indberettet automatisk

inden for fastsatte frister, og de anvendes i stort omfang til at danne årsopgørelsen. Det strafbare

område har således udvidet sig fra at være begrænset til afgivelse af kontroloplysninger til brug for

kontrol med skatteansættelsen til at dække alle indberettede oplysninger og oplysninger, der er

fremkommet efter SKATs anmodning.

Ansvarssubjektet er den, der afgiver oplysningerne. Det kan både være den skattepligtige selv og

andre. Hvis det er den skattepligtige selv, der på SKATs anmodning afgiver urigtige eller

vildledende oplysninger efter udløb af den frist, der er fastsat for oplysninger i forbindelse med

skatteansættelsen, er praksis, at ansvaret efter § 14 bliver absorberet af § 13.

3.7.1.5. Straffebestemmelser om overtrædelse af ordensforskrifter

3.7.1.5.1. Tilsidesættelse af kontrolbestemmelser vedrørende udenlandske konti m.v.,

skattekontrollovens § 13 A

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder § 11 A, stk. 1 eller 8, § 11 B, stk. 1, § 11 C, stk.

1, eller 11 D, straffes med bøde. Det samme gælder den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader

at efterkomme et påbud efter § 11 A, stk. 6, § 11 B, stk. 6, eller § 11 C, stk. 5. Hvis overtrædelsen

er begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år og

6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Reglen i skattekontrollovens § 13 A kriminaliserer urigtige eller mangelfulde oplysninger

vedrørende indeståender på konti i udlandet, udenlandske værdipapirer, udenlandske

pensionsordninger og gaveydelser til ikke fuldt skattepligtige. Udviklingen af automatiske

udvekslinger af oplysninger mellem EU's medlemslande m.fl., betyder at den skattepligtige fritages

for at give SKAT oplysninger vedrørende indeståender på udenlandske konti og udenlandske

værdipapirer. § 11 A og § 11 B bliver ikke videreført, se afsnit 2.4.4.

3.7.1.5.2. Oplysningspligter, skattekontrollovens § 14, stk. 2

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader rettidigt at opfylde oplysningspligterne i

skattekontrolloven, straffes med bøde. Det er oplysninger, der dels skal anvendes i årsopgørelsen,

dels skal anvendes ved skattekontrollen. Gerningsindholdet er realiseret, når fristen for at indsende

de pligtige oplysninger er udløbet. Pligt- og ansvarssubjekt er den oplysningspligtige. Det kan være

den skattepligtige selv, men bestemmelsen gælder især pligtige oplysninger fra tredjemand. Reglen

er en ordensforskrift, og da bødestraffens størrelse er uafhængig af, om der er forsæt til undladelsen,

eller der er tale om grov uagtsomhed, er bevis for grov uagtsomhed tilstrækkelig som betingelse for

ansvar.

3.7.1.5.3. Manglende genindberetning, skattekontrollovens § 14, stk. 3.

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt undlader at foretage genindberetning inden for den frist,

som SKAT har meddelt efter skattekontrollovens § 9 A, stk. 3, straffes med bøde. Såfremt der er

tale om indberetning til indkomstregisteret, skal genindberetning foretages efter

indkomstregisterloven. Reglen er indsat ved lov nr. 527 af 17. juni (Modernisering af

skatteadministrationen).

Da det fremgår af § 14, stk. 3, at der er tale om genindberetning, skal der være foretaget en

indberetning, som er fejlbehæftet, og derfor skal berigtiges. Når den fastsatte frist for berigtigelsen

er overskredet, er den objektive side af det strafbare gerningsindhold realiseret.

3.7.1.5.4. Dokumentationspligt, skattekontrollovens § 14, stk. 4

Den, der forsætligt eller groft uagtsomt afgiver urigtige oplysninger efter skattekontrollovens § 3 B,

stk. 6, straffes med bøde. Reglen er indsat ved lov nr. 408 af 1. juni 2005 (Ændring af oplysnings-

og dokumentationspligt vedrørende transfer pricing) med ikrafttræden den 3. juni 2005.

Oplysningerne skal indgives i forbindelse med selvangivelsen, og det strafbare gerningsindhold er

realiseret, når de urigtige oplysninger er modtaget af SKAT. Det er koncernforbundne

virksomheder, dvs. juridiske personer, som skal fremsende dokumentation om de transaktioner, der

foregår imellem virksomhederne i koncernen.

Der er tale om en afgrænsning af selskaber, der alene er undergivet en begrænset

dokumentationspligt. De urigtige eller vildledende oplysninger vedrører således betingelsen for

anvendelse af undtagelsesreglen for små og mellemstore virksomheder.

Ved lov nr. 591 af 18. juni 2012 (Styrkelse af indsatsen mod nulskatteselskaber, beregning af

indkomsten i et fast driftssted og åbenhed om selskabers skattebetalinger m.v.) indsattes § 14, stk. 5

og 6, hvor stk. 5 angiver retningslinjer for udmåling af bødestraf for overtrædelse af fristerne for

indberetninger til indkomstregisteret, og stk. 6 angiver retningslinjer for udmåling af bødestraf efter

§ 14, stk. 1 og 4.

3.7.1.5.5. Skattekontrollovens § 17

Reglen er en ordensforskrift, der omfatter forskellige former for regnskabsmangler, og

strafferammen er begrænset til bøde. Der er tale om pligter, der påhviler erhvervsdrivende i

forbindelse med dokumentation af den skattepligtige indkomst. Både fysiske og juridiske personer

kan straffes.

Efter skattekontrollovens § 17, stk. 1, straffes med bøde den, der undlader at opbevare det

skattemæssige årsregnskab og regnskabsmateriale, som har betydning for opgørelsen af

virksomhedens skattemæssige indkomst efter skattekontrollovens § 3, stk. 3, og undlader at

opbevare oplysninger, som er indberetningspligtige efter skattekontrollovens § 6 A, stk. 1, 1. pkt.

Simpel uagtsom overtrædelse er også strafbar, da der ikke er nogen begrænsning af ansvaret i § 17,

stk. 1.

Efter skattekontrollovens § 17, stk. 2, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

undlader at efterleve regler om omregning mellem regnskab i fremmed valuta og pligtmæssige

oplysninger i dansk mønt. Skatteministeren er efter skattekontrolloven § 3 C, stk. 2, 2. pkt.,

bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for omregning, hvilket er udmøntet i bekendtgørelse nr.

890 af 10. juni 2015 (indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven).

Efter skattekontrollovens § 17, stk. 3, straffes med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt

undlader rettidigt at indsende den skriftlige dokumentation om transfer pricing-transaktioner efter

skattekontrollovens § 3 B, stk. 5, 6, 10 og 11, eller til at indhente revisorerklæring efter § 3 B, stk.

Ved udmåling af bødestraf skal der tages hensyn til den økonomiske fordel af overtrædelsen. Det

skal anses for en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået som led i en systematisk

overtrædelse af skattelovgivningen. Dette følger af skattekontrollovens § 17, stk. 4.

Reglen om straf for manglende transfer pricing-dokumentation i § 17, stk. 3, er indsat ved lov nr.

408 af 1. juni 2005 (Ændring af oplysnings- og dokumentationspligt vedrørende transfer pricing)

med ikrafttræden den 3. juni 2005. Det samme gælder de materielle regler, som straffen knytter sig

til i § 3 B, stk. 5 og 6.

Ved lov nr. 591 af 18. juni 2012 (Styrkelse af indsatsen mod nulskatteselskaber, beregning af

indkomsten i et fast driftssted og åbenhed om selskabers skattebetalinger m.v.), blev § 17, stk. 3,

ændret, idet en henvisning til § 3 B, stk. 8, om indhentelse af revisorerklæring blev indsat, og § 17,

stk. 4, om skærpende omstændigheder ved udmåling af bødestraf blev indsat.

Ved lov nr. 1884 af 29. december 2015 (Indførelse af land for land-rapportering for store

multinationale koncerner, gennemførelse af ændring af direktiv om administrativt samarbejde på

beskatningsområdet m.v.) ændredes § 17, stk. 3, idet en henvisning til § 3 B, stk. 10 og 11 blev

indsat. Samtidig ændredes den materielle bestemmelse § 3 B , hvor stk. 10-16 med regler om land

for land-rapportering blev indsat.

3.7.1.6. Sanktionspraksis

I skatte- og afgiftslovgivningen er hovedreglen, at strafferammen udgør fra bøde til fængsel i indtil

1 år og 6 måneder for strafbare overtrædelser, der har medført unddragelse af skatter og afgifter.

Inden for den givne strafferamme afhænger sanktionspraksis af, hvilken del af skatte- og

afgiftslovgivningen, der er overtrådt, størrelsen af unddragelsen og om der er handlet forsætligt eller

groft uagtsomt.

Bøderne omtales som ”normalbøder”. Den konkrete sanktion i form af bødestraf kan blive mindre

eller større end normalbøden, afhængig af formildende henholdsvis skærpende omstændigheder ved

overtrædelsen, men normalbøden er udgangspunktet ved sanktionsudmålingen.

På baggrund af domstolenes afgørelser i en række prøvesager har Rigsadvokaten pr. 1. januar 2010

godkendt, at sager, hvor den samlede forsætlige unddragelse er under 250.000 kr. for overtrædelse

af skattelovgivningen og de generelle afgiftslove (moms- og lønsumsafgifter), ikke giver anledning

til frihedsstraf (fængsel) og derfor kan afgøres af SKAT ved administrative bødeforelæg.

Ved en forsætlig unddragelse under grænsen for frihedstraf er normalbøden to gange den samlede

unddragelse, og ved en groft uagtsom overtrædelse er normalbøden én gang den samlede

unddragelse.

Med ”samlet unddragelse” menes en fælles beløbsgrænse for både skattelovgivningen, moms- og

lønsumsafgiftsloven, og det er den samlede unddragelse, der lægges til grund. Indtil den 1. januar

2010 gik grænsen ved 100.000 kr. Overtrædelse af punktafgiftslovgivningen er ikke omfattet af

denne meddelelse fra Rigsadvokaten, og SKAT kan derfor stadig kun afgøre sådanne sager ved

administrative bødeforelæg, hvis den forsætlige unddragelse er på under 100.000 kr.

Der er ligeledes udviklet en fast praksis for nedsættelse af straffen efter straffelovens § 82, som

oplister en række situationer, der i almindelighed skal indgå som formildende omstændigheder ved

straffens fastsættelse. Et eksempel på dette er strafudmålingen ved overtrædelse af

skattekontrollovens § 16, stk. 2.

Det fremgår således af SKATs juridiske vejledning 2016.3, afsnit A.C.3.5.5.2, at ”ved overtrædelse

af skattekontrollovens § 16, stk. 2, er normalbøden en tredjedel af den unddragne skat. Dette gælder

både for forsætlige og groft uagtsomme forhold. Det skal dog vurderes, om overtrædelsen er af

mere ordenspræget karakter. Hvis dette er tilfældet, gøres der ikke ansvar gældende. Der bør

udvises tilbageholdenhed med at gøre strafansvar gældende efter § 16, stk. 2. Dette gælder særligt i

sager, hvor SKAT har haft gode muligheder for umiddelbart at konstatere fejlen. Tilbageholdenhed

bør således udvises i tilfælde, hvor der f.eks. kunne være foretaget en vurdering af de indberettede

oplysninger, der ligger til grund for skatteansættelsen, eller det kunne være undersøgt om en - efter

omstændighederne - stor udbetaling af overskydende skat var korrekt. Ansvar for overtrædelse af

skattekontrolloven 16, stk. 2, bør dog gøres gældende, hvor forholdet må anses for at have en ikke

ringe grovhed. Dette kan især være tilfældet, hvor skatteyderen er skyld i den for lave ansættelse, og

der ikke er bevis for en forsætlig skatteunddragelse, eller skatteyderen burde have forstået, at en

udbetalt stor overskydende skat ikke kunne være rigtig, selv om den er opstået ved en fejl hos

myndighederne.”

Desuden er der en række straffebestemmelser, hvor det alene er tilsidesættelse af en bestemt

handlepligt, der er kriminaliseret, og hvor straffen er begrænset til bødestraf.

3.7.2. Lovforslaget

3.7.2.1. Indledning om straffebestemmelserne

Der foreslås ikke væsentlige materielle ændringer i, hvilke handlinger eller undladelser, der skal

anses for strafbare overtrædelser af bestemmelserne i skattekontrolloven, men der foreslås

ændringer, som udspringer af, at hele skatteansættelsesprocessen er digitaliseret, og der foreslås

ændringer som konsekvens af, at alle automatiske indberetningspligter flyttes til den foreslåede

skatteindberetningslov.

De foreslåede ændringer i de materielle bestemmelser om den skattepligtiges oplysningspligter

betyder, at fokus flyttes fra selvangivelsen, forstået som en blanket, der årligt skal udfyldes af den

skattepligtige, og hvor vedkommende har det fulde ansvar for rigtigheden af hver eneste oplysning,

til at den skattepligtige først og fremmest har ansvaret for de specifikke oplysninger, som

vedkommende selv afgiver og kan få ansvar for de indberettede oplysninger, som ikke er feltlåste,

og som den skattepligtige derfor kan korrigere. Den indberetningspligtige har ansvaret for, at de

oplysninger, som den pågældende afgiver, er korrekte. Her vil udgangspunktet være, at den

indberetningpligtige straffes efter bestemmelserne i forslag til skatteindberetningslov, men den

indberetningpligtige kan efter omstændighederne straffes for medvirken til skattevig efter forslag til

skattekontrollov.

Det foreslås, at de af retspraksis udviklede retningslinjer for sanktioner fortsætter uændrede i

sanktionsudmålingen efter lovforslaget, se afsnit 3,7.1.6 om sanktionspraksis og særlige

bemærkninger til de enkelte foreslåede straffebestemmelser.

3.7.2.2. Aktivt og passivt skattesvig

Den foreslåede nye bestemmelse om aktivt skattesvig svarer til den gældende skattekontrollovs §

13, hvor det er strafbart at afgive urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgørelse af

skattepligt, skatteansættelse eller skatteberegning.

Da ansvaret er flyttet fra den samlede blanket – alle oplysningerne i selvangivelsen – til i princippet

hver enkelt rubrik, foreslås det, at det skal fremgå direkte af bestemmelsen, at en manglende

oplysning er omfattet af det strafbare område. I fortolkningen af den gældende skattekontrollovs §

13 indgik manglende oplysninger i strafansvaret, fordi en manglende oplysning betød, at der samlet

set var afgivet urigtige oplysninger.

Pligten til at afgive oplysninger hviler ikke alene på den skattepligtige eller dennes repræsentant.

Den indberetningspligtige, hvis oplysninger indgår direkte i årsopgørelsen eller oplysningsskemaet,

vil således også være omfattet af bestemmelsens ordlyd, hvis oplysningen er omfattet af feltlåsning,

og den indberetningspligtige ved eller burde vide, at den eller de indberettede oplysninger fører til

en for lav skatteansættelse for den skattepligtige, som oplysningerne vedrører.

I langt de fleste tilfælde er indberetteren uafhængig af den skattepligtige, og i disse tilfælde foreslås

det, at indberetteren skal straffes efter forslag til skatteindberetningslov, når feltlåste indberetninger

fører til en for lav skatteansættelse hos de skattepligtige, som indberetningerne vedrører, se afsnit

3.8.2, i forslag til skatteindberetningslov. Den eller de skattepligtige vil efter forslaget selv være

fritaget for straf.

Der kan imidlertid foreligge situationer, hvor den indberetningspligtige handler på den

skattepligtiges vegne. Den skattepligtige vil således kunne straffes for de urigtige, vildledende eller

ufuldstændige oplysninger fra en indberetningspligtig, når den skattepligtige har en dominerende

indflydelse på indberetteren. Den indberetningspligtige vil eventuelt ligeledes kunne straffes for

samme forhold.

Henvisningen til straffelovens § 23 om strafbar medvirken foreslås ophævet, da en sådan

henvisning findes at være unødvendig. Medvirken til, at den skattepligtige afgiver urigtige eller

vildledende oplysninger, kan omfatte omfakturering eller anden urigtig dokumentation, der

anvendes i det underliggende årsregnskab, når der foreligger et samvirke mellem den skattepligtige,

som har anvendt den urigtige oplysning, og udstederen af den urigtige faktura, som således har en

konkret viden om, at den skattepligtige vil anvende dokumentationen til skattesvig.

Det foreslås at samle de to gældende regler om passivt skattesvig til én bestemmelse, hvor det

strafbare gerningsindhold er en undladelse, der består i ikke at give SKAT de nødvendige

oplysninger til en korrekt skatteansættelse. Der er ikke tale om en ændring af det strafbare

gerningsindhold i forhold til de gældende regler i skattekontrollovens §§ 15 og 16.

Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte både den situation, at SKAT pga. manglende

kendskab til skattepligten eller til den pågældendes adresse ikke udsender en årsopgørelse eller et

oplysningsskema, og den situation, hvor SKAT har udsendt en årsopgørelse, som grundet

manglende oplysninger fra den skattepligtige indeholder en for lav skatteansættelse.

Det strafbare område for passivt skattesvig foreslås også at omfatte groft uagtsomme overtrædelser,

hvilket hele tiden har været tilfældet for manglende reaktion på en for lav skatteansættelse, men

ikke tidligere for den manglende registrering af skattepligt, selv om resultatet er, at der slet ikke

foretages en skatteansættelse.

Begrundelsen for at sidestille de to former for passivitet strafmæssigt er for det første, at der er tale

om ligeartet kriminalitet, for det andet at den øgede globalisering har aktualiseret til- og fraflytning

af fuldt eller begrænset skattepligtige fysiske og juridiske personer. Traditionelt anses forbrydelser,

der udløses i kraft af en passivitet fra gerningsmandens side, for mindre dadelværdige end aktiv

kriminel handling, og passivitet anses kun for strafbart, hvis der foreligger en handlepligt. Der er

tale om en lovfæstet handlepligt, og der ses ikke at være en rimelig begrundelse for en lempelse af

straffen ved at begrænse den til forsæt for manglende registrering af skattepligt, når den

skattepligtiges manglende afgivelse af pligtige oplysninger i øvrigt kan straffes, også når der er tale

om grov uagtsomhed.

3.7.2.3. Overtrædelse af ordensforskrifter

Overtrædelse af forskellige ordensforskrifter og fristregler foreslås samlet i én straffebestemmelse,

hvor sanktionen begrænses til bødestraf. I den foreslåede bestemmelse begrænses ansvaret til forsæt

og grov uagtsomhed, hvilket er en ændring i forhold til den nuværende regel i skattekontrollovens §

17, stk. 1, som alene fordrer simpel uagtsomhed. Der er tale om en samling af de overtrædelser i

den gældende skattekontrollovs § 13 A, § 14, stk. 2, 4 og 6, og § 17, som indgår i forslaget til

skattekontrollov.

Det foreslås, at den gældende skattekontrollovs § 13 B om omfakturering begrænses til situationer,

hvor det er åbenbart, at en urigtig faktura er egnet til at blive anvendt som dokumentation i en

urigtig skatteansættelse, men hvor udstederen ikke har et konkret kendskab til, hvordan fakturaen

rent faktisk er blevet anvendt af den skattepligtige. Udstederen skal have indset eller burde have

indset, at fakturaen er egnet som dokumentation i en urigtig skatteansættelse, uden at have et så tæt

kendskab til den skattepligtiges forhold, at udstederen kan straffes for medvirken til skattesvig.

3.8. Straffeprocessuelle regler

3.8.1. Gældende ret

De processuelle regler for behandlingen af skattestraffesager findes i den gældende

skattekontrollovs §§ 19-23 A.

§ 19

er i sin gældende udformning indsat i skattekontrolloven ved lov nr. 1113 af 21. december

1994 (Diverse justeringer af administrativ karakter, bl.a. ændrede oplysningspligter, forlænget

ligningsfrist, indeholdelsespligt for visse udenlandske arbejdsgiveres herværende fuldmægtige samt

100

tilpasning af reglerne om beskatning af visse huslejebindinger). Efter den gældende

skattekontrollovs § 19, stk. 1, finder retsplejelovens § 752, stk. 1, tilsvarende anvendelse i

skattestraffesager, der behandles administrativt. Retsplejelovens § 752, stk. 1, fastslår et

grundlæggende straffeprocessuelt princip, hvorefter ingen, der er sigtet eller tiltalt i en straffesag, er

forpligtet til at udtale sig. En sigtet kan ikke pålægges at afgive forklaring i en straffesag mod sig

selv og kan ikke straffes for urigtige forklaringer, som den pågældende måtte have afgivet.

Efter den gældende skattekontrollovs § 19, stk. 2, kan der ske ransagning efter retsplejelovens

regler i sager om overtrædelse af bestemmelserne i skattekontrolloven, som efter loven kan medføre

frihedsstraf.

Efter den gældende skattekontrollovs

§ 19 A

kan skattekrav inddrages under en straffesag som et

civilt krav. Dette gælder både straffesager, hvor der tillige er rejst tiltale for overtrædelse af

straffeloven og sager, der alene omhandler skatteunddragelse. Hjemlen til at inddrage skattekrav

under en straffesag fandtes tidligere i statsskatteloven, men blev ved lov nr. 410 af 2. juni 2003

(Ændring af fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet m.v.) indsat i den gældende skattekontrollov.

I sager, der ikke skønnes at medføre højere straf end bøde, kan SKAT efter den gældende

skattekontrollovs

§ 20

afgøre sagen administrativt med et bødeforelæg. I dansk ret er det et

grundprincip, at strafferetlige sanktioner ikke kan pålægges uden domstolenes medvirken. Praktiske

årsager - ikke mindst sagernes antal - har dog medført, at dette princip på en række forskellige

administrative områder, bl.a. skatteområdet, er fraveget. Allerede med § 42 i statsskatteloven fra

1903 var der mulighed for at ikende bøder administrativt. Bestemmelsen blev i 1946 overflyttet til

kontrollovens § 13 og i 1971 til skattekontrolloven som § 20. Bestemmelsen i skattekontrollovens §

20 om administrative bødeforelæg er udformet i overensstemmelse med retningslinjerne i

retsplejelovens § 832. En administrativ afgørelse forudsætter, at den skattepligtige kan erklære sig

enig i, at sagen afgøres administrativt med underskrivelsen af bødeforelæg. Er dette ikke tilfældet,

skal sagen indbringes for domstolene.

Det fremgår af den gældende skattekontrollovs § 20, stk. 2, at retsplejelovens regler om kravet til

indholdet af et anklageskrift finder tilsvarende anvendelse. Reglerne herom findes i retsplejelovens

§ 834. Bødeforelægget skal indeholde den pågældendes navn, oplysning om den lovbestemmelse,

der anses for overtrådt, og om straffehjemlen samt en beskrivelse af overtrædelsen.

Efter forvaltningslovens § 11, stk. 1, gælder reglerne i lovens kapitel 4 om partens aktindsigt ikke

for sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser. Dog kan den, der er part i en afgjort

straffesag, efter forvaltningslovens § 18, stk. 1, få aktindsigt i den afsluttede straffesags

dokumenter, i det omfang begæringen om aktindsigt er rimeligt begrundet i hensyn til varetagelse af

den pågældendes interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af

lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre ikke taler

herimod. Efter § 18, stk. 2, omfatter § 18, stk. 1, ikke dokumenter hos politiet eller

anklagemyndigheden. Aktindsigtsadgangen ved disse myndigheder reguleres af retsplejeloven.

Er en sag omfattet af forvaltningslovens § 11, stk. 1, medfører det, at sagens dokumenter er

undtaget fra retten til aktindsigt så længe sagen er under behandling. En sag bliver til ”en sag om

strafferetlig forfølgning”, når der er truffet beslutning om, at sagen overgives til politiet. For sager,

101

der afgøres administrativt, vil det afgørende tidspunkt være det tidspunkt, hvor SKATs

straffeenhed(er) træffer beslutning om at sigte den pågældende. Også efter beslutningstidspunktet er

der dog adgang til aktindsigt i dokumenter, der samtidig med, at de indgår i straffesagen, også

anvendes i skatteansættelsessagen. Kun dokumenter, der udelukkende anvendes i straffesagen, vil

være undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 11, stk. 1.

Partens ret til aktindsigt i straffesager ved politiet, anklagemyndigheden og domstolene er reguleret

ved retsplejelovens §§ 729 a-729 d, der er indsat ved lov nr. 215 af 31. marts 2004 (Offentlighed i

retsplejen). I retsplejelovens § 729 b fastsættes udtrykkeligt regler om sigtedes/tiltaltes adgang til

aktindsigt i verserende sager, hvor der ikke er en forsvarer. Tidligere havde en sigtet uden forsvarer

ikke krav på aktindsigt i verserende straffesager, hverken efter forvaltningsloven eller

retsplejeloven. Rigsadvokaten havde imidlertid udsendt en meddelelse om aktindsigt i verserende

sager, hvor sigtede/tiltalte ikke var eller ville blive repræsenteret af en forsvarer (RA nr. 8/1998).

Det fremgår af meddelelsen, at Rigsadvokaten i en række konkrete klagesager havde givet

aktindsigt uden at være forpligtet hertil, fordi Rigsadvokaten fandt, at det næppe var rimeligt, at

sigtede skulle antage en forsvarer for på den måde at få lejlighed til at se sagen.

Retsplejelovens § 729 b indebærer, at en sigtet uden forsvarer har stort set samme adgang til

aktindsigt i en verserende straffesag hos politiet, som den sigtede, der har en forsvarer, har via

forsvareren efter § 729 a. Det fremgår af forarbejderne, at reglerne i et vist omfang svarer til den

tidligere gældende praksis, som den bl.a. havde fundet udtryk i Rigsadvokatens meddelelse nr.

8/1998, men denne praksis efter Retsplejerådets opfattelse bør lovfæstes og nærmere præciseres, da

der er tale om regler af stor principiel betydning for sigtedes forsvar. En sigtet uden forsvarer har

efter bestemmelsen adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt til brug

for den sag, som sigtelsen angår, medmindre hensynet til fremmede magter, statens sikkerhed,

sagens opklaring eller tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet at nægte den sigtede adgang til

materialet. At sigtede skal have adgang til at gøre sig bekendt med materialet indebærer, at sigtede

skal have adgang til at gennemgå materialet hos politiet. Politiet udleverer efter anmodning kopi af

materialet til sigtede, hvis det skønnes ubetænkeligt.

Efter forsvarerbistandsloven kan der ved SKATs behandling af en sag om strafansvar efter

skattelovgivningen beskikkes en forsvarer, når sagens beskaffenhed, sigtedes person eller

omstændighederne i øvrigt gør det ønskeligt, og borgeren ikke selv har skaffet sig en forsvarer.

Retsplejelovens regler om beskikkelse af offentlige forsvarere finder tilsvarende anvendelse.

Reglerne i forsvarerbistandsloven blev indført i 1983 for at styrke skattepligtiges retsstilling under

behandlingen af en skattestraffesag, navnlig med henblik på sagkyndig vejledning af den

skattepligtige i forbindelse med dennes overvejelser om, hvorvidt sagen skal afgøres ved vedtagelse

af en af SKAT forelagt bøde.

Den beskikkede forsvarer har efter forsvarerbistandslovens § 3 adgang til at gøre sig bekendt med

det materiale, SKAT har tilvejebragt til brug for behandlingen af spørgsmålet om strafansvar

(aktindsigt). Forsvareren har herved samme adgang til SKATs materiale, som en forsvarer efter

retsplejeloven har til politiets materiale. Adgangen til at gøre sig bekendt med materialet gælder

efter forarbejderne (L 56 – FT 1983-84) såvel en beskikket forsvarer som en forsvarer, som den

skattepligtige selv har antaget.

102

Forvaltningslovens § 18 gælder navnlig sager vedrørende administrative bødeforelæg fra andre

myndigheder end politiet, f.eks. SKAT. Retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 18 kan først

gøres gældende, når straffesagen er afsluttet. I sager, der søges afgjort administrativt ved et

bødeforelæg, bliver bestemmelsen således først anvendelig, når SKAT har forelagt sigtede bøden,

og denne har vedtaget at betale bøden. Da et underskrevet bødeforelæg er endeligt og ikke kan

påklages, vil en efterfølgende aktindsigt i den afsluttede straffesag ikke kunne bruges til eventuelt at

fortryde bødeforelægget og få sagen indbragt for domstolene.

Efter den gældende skattekontrollovs § 20, stk. 3, i skattekontrolloven bortfalder videre forfølgning,

hvis bøden betales i rette tid eller efter vedtagelse bliver inddrevet eller afsonet.

Efter den gældende skattekontrollovs

§ 22

yder politiet SKAT bistand efter regler, der fastsættes

efter forhandling mellem skatteministeren og justitsministeren. Bestemmelsen er indsat i

skattekontrolloven ved lov nr. 539 af 17. december 1971. Der er tale om bistand til efterforskning i

straffesager, der som udgangspunkt kan afgøres administrativt, og hvor det er SKAT, der står for

sagsbehandlingen. Hvis en straffesag ikke kan afgøres administrativt, skal hele sagen overgives til

politiet, som står for efterforskningen i samarbejde med anklagemyndigheden.

SKAT kan anmode om politiets bistand, når SKAT i forbindelse med ansættelsessag ikke kan

anvende skattekontrolloven og mangler væsentlige oplysninger fra den skattepligtige selv til brug

for skatteansættelsen. Forudsætningen for at anmode politiet om bistand er, at den pågældende

skattepligtige bliver sigtet for en strafbar overtrædelse, og politiet kan bl.a. foretage ransagning,

beslaglæggelse og anmode retten om editionspålæg og bevissikring gennem afhøring af vidner. Der

er således sammenfald mellem den gældende skattekontrollovs § 22 og den gældende

skattekontrollovs § 19, stk. 2, som alene omhandler ransagning.

Der er ikke fastsat nærmere regler efter forhandling mellem skatteministeren og justitsministeren.

Efter skattekontrollovens

§ 23 A

opkræves bøder i sager, der afgøres administrativt efter § 20, af

SKAT. Ved lov nr. 1113 af 21. december 1994 (Diverse justeringer af administrativ karakter, bl.a.

ændrede oplysningspligter, forlænget ligningsfrist, indeholdelsespligt for visse udenlandske

arbejdsgiveres herværende fuldmægtige samt tilpasning af reglerne om beskatning af visse

huslejebindinger) blev kompetencen til at opkræve og inddrive bøder i administrative

skattestraffesager flyttet fra politimestrene til skattemyndighederne. Skattemyndighederne blev

samtidig bemyndiget til at inddrive disse bøder ved lønindeholdelse, og det blev præciseret, at der

er udpantningsret for disse bøder.

Der blev ikke herved ændret ved, at administrativt vedtagne bøder, der ikke bliver betalt, kan

afsones efter reglerne herom i straffeloven. Forvandlingsstraffen fastsættes af byretten, jf.

straffelovens § 55. SKAT skal anmode politiet om at indbringe spørgsmålet for retten. For bøder,

der idømmes juridiske personer, fastsættes ingen forvandlingsstraf, jf. straffelovens § 54, stk. 3.

3.8.2. Lovforslaget

Bestemmelserne i lovforslagets kapitel 10 om de straffeprocessuelle regler er i vidt omfang en

videreførelse af gældende ret. Af den gældende skattekontrollovs § 20 fremgår, at retsplejelovens

krav til indholdet af et anklageskrift finder tilsvarende anvendelse, og af skattekontrollovens § 19

103

fremgår, at retsplejelovens § 752, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i sager om overtrædelse af §§

13-18, der behandles administrativt. Herudover er der ikke i skattekontrolloven henvisninger til

retsplejelovens regler. I praksis anvendes de straffeprocessuelle regler i retsplejeloven dog analogt

på administrative bødesager, i det omfang reglerne er anvendelige. Ud over reglerne om

udformning af bødeforelæg samt reglerne om sigtelse gælder det f. eks. reglerne om påtaleopgivelse

samt reglerne om advarsler. Det foreslås derfor, at det præciseres, at retsplejelovens

straffeprocessuelle regler, som udgør en beskyttelse af den sigtede, anvendes analogt. For så vidt

angår aktindsigt kan retsplejelovens regler ikke anvendes analogt. Det skyldes, at det fremgår

udtrykkeligt af forarbejderne til ændringen af retsplejeloven i 2004 (L 23 -2003/1), at de gældende

regler i retsplejelovens §§ 729 a-d ikke omfatter anmodninger om aktindsigt i straffesager behandlet

hos andre myndigheder end politiet. Det er derfor fundet nødvendigt udtrykkeligt at foreslå indført

hjemmel i skattekontrolloven for at sikre til en retstilstand svarende til retsplejelovens regler.

Bestemmelsen om administrative bødeforelæg i lovforslagets

§ 76

er en videreførelse af den

gældende skattekontrollovs § 20 med visse sproglige præciseringer. Det foreslås udtrykkeligt at

anføre, at retsplejelovens § 834 om indholdet af et anklageskrift finder tilsvarende anvendelse. Det

foreslås endvidere, at det fremgår af bestemmelsen, at vedtagelsen af et bødeforelæg har samme

gentagelsesvirkning som en dom. Dette fremgår af retsplejelovens § 832. Lovforslagets § 76, stk. 4,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 23 A.

Bestemmelsen i

§ 77

er en sammenskrivning af de gældende §§ 19 og 22. Bestemmelsen i § 77,

stk. 1, svarer til den gældende skattekontrollovs § 19, stk. 1, der fastsætter, at retsplejelovens § 752,

stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i sager om overtrædelse af §§ 72-75, der behandles

administrativt. Bestemmelsen i § 77, stk. 2, 1. pkt., hvorefter politiet yder SKAT bistand, svarer til

den gældende skattekontrollovs § 22. Af den gældende skattekontrollovs § 19, stk. 2, fremgår, at

ransagning kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler herom. Det foreslås, at det

udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at ransagning og editionspålæg m.v. alene kan ske ved

politiets mellemkomst.

Den foreslåede bestemmelse i § 78 er ny. Det foreslås udtrykkeligt at anføre i skattekontrolloven, at

en sigtet i sager, der kan afgøres administrativt, skal have de samme rettigheder, som en sigtet har

efter retsplejeloven. Retsplejelovens regler skal således anvendes analogt, i det omfang de er

anvendelige.

Det foreslås endvidere udtrykkeligt at give hjemmel i skattekontrolloven til, at en sigtet uden

forsvarer har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, SKAT har tilvejebragt til brug for

behandlingen af spørgsmålet om strafansvar.

Adgangen til aktindsigt er af stor principiel betydning for den sigtedes forsvar. Da adgangen til

aktindsigt vil kunne være af stor betydning for den sigtedes vurdering af, om bødeforelægget skal

vedtages, findes det af hensyn til den pågældendes retssikkerhed væsentligt at sikre denne adgang

til aktindsigt i det materiale, SKAT har tilvejebragt til brug for straffesagen, inden denne evt.

vedtager den forelagte bøde. I dag afhænger den sigtedes adgang til aktindsigt af, om den sigtede

har en forsvarer eller eventuelt opnår aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet, jf.

forvaltningslovens § 10, stk. 2.

104

Bestemmelsen i

§ 79

om, at skattekrav kan inddrages under en straffesag, svarer til den gældende

skattekontrollovs § 19 A.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at medføre nævneværdige økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Det vurderes, at lovforslaget medfører løbende udgifter fra 2019 og frem til it-drift og

sagsbehandling på henholdsvis ca. 0,6 mio. kr. og ca. 0,3 mio. kr. Dertil kommer engangsudgifter

på ca. 9 mio. kr. til systemtilretninger (udgiftsbaseret) og ca. 1,5 mio. kr. til uddannelse af

medarbejdere og opdatering af vejledninger m.v.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen nævneværdige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget har ingen nævneværdige negative administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslaget har positive administrative konsekvenser for erhvervslivet, da de nye krav til foretagelsen

af en skønsmæssig ansættelse skønnes at give den erhvervsdrivende et mere sikkert grundlag for at

vurdere rigtigheden af SKATs afgørelse. Endvidere vil erhvervsdrivende nemmere kunne få SKAT

til at vurdere rigtigheden af en oplysning i et låst felt i oplysningsskemaet. Det er ikke muligt

nærmere at vurdere størrelsen af disse administrative lettelser.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen nævneværdige negative administrative konsekvenser for borgerne. Forslaget

medfører positive administrative konsekvenser for borgerne, da de nemmere vil kunne få SKAT til

at vurdere rigtigheden af en oplysning i et låst felt i årsopgørelsen. Endvidere vil de borgere, som

afskæres fra at anvende TastSelv, kunne klage over afskæringen til en administrativ klageinstans.

Endelig vil borgerne få styrket deres retssikkerhed gennem lovfæstelsen af den administrative

praksis for afskæring af borgere fra at anvende TastSelv og gennem kravene til en foretagelsen af en

skønsmæssig ansættelse.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten:

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 15. november 2016 til den 3. januar 2017 været

sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: 3F, 3F Privat Service, Hotel og

Restauration, Advokatsamfundet, Akademikerne, AmCham Denmark, Arbejderbevægelsens

erhvervsråd, ATP, borger- og retssikkerhedschefen i SKAT, Brancheforeningen for Decentral

Kraftvarme, Brancheforeningen for Husstandsvindmøller, Bryggeriforeningen, Business Danmark,

Børsmæglerforeningen, CEPOS, Cevea, Coop, DAKOFA, Danmarks Rederiforening, Danmarks

Skibskreditfond, Danmarks Statistik, Danmarks Vindmølleforening, Dansk Aktionærforening,

Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Automobilforhandler Forening, Dansk Byggeri. Dansk

Ejendomsmæglerforening, Dansk Erhverv, Dansk Gartneri, Dansk Iværksætterforening, Dansk

105

Landbrugsrådgivning, Dansk Metal, Dansk Told- og Skatteforbund, Danske Advokater, Danske

Regioner, DANVA, Datatilsynet, De Samvirkende Købmænd, DEA, Den Danske Dommerforening,

Den Danske Fondsmæglerforening, DI, DI Transport, Digitaliseringsstyrelsen,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DTL, DVCA, Ejendomsforeningen Danmark,

Eksportrådet, Energinet.dk, Energistyrelsen, Erhvervsstyrelsen – Team Effektiv Regulering, FDIH,

Finans og Leasing, Finansforbundet, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening,

Finanstilsynet, FOA, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen af De Private Dagplejere,

Foreningen Danske Revisorer, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen, Frie

Funktionærer, FSE, FSR - danske revisorer, FTF, HK-Kommunal, HK-Privat, HOFOR,

HORESTA, Håndværksrådet, IBIS, InvesteringsFondsBranchen, KL, Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, Kooporationen, Kraka, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening,

Landbrug & Fødevarer, Landsskatteretten, Ledernes Hovedorganisation, Lejernes

Landsorganisation i Danmark, LO, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond,

Mellemfolkeligt Samvirke, att. Hannah Brejnholt,

Miljøstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen, Nationalbanken, Naturstyrelsen, Plastindustrien,

Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Restaurationsbranchen.dk, Retssikkerhedssekretariatet,

Rigsombuddet på Færøerne, Rigspolitichefen, Rigsrevisionen, Rockwoolfonden,

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, SEGES, Serviceforbundet,

Skatteankestyrelsen, Spillemyndigheden, SRF Skattefaglig forening, Statsadvokaten for Særlig

Økonomisk og International Kriminalitet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Styrelsen

for fastholdelse og rekruttering, Styrelsen for Videregående Uddannelser, Søfartsstyrelsen,

Teleindustrien, Trafik- og Byggestyrelsen, Vurderingsankenævnsforeningen og Ældresagen.

10. Sammenfattende skema

Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive konsekvenser/ mindre

udgifter

Ingen nævneværdige.

Negative

konsekvenser/merudgifter

Forslaget vurderes at medføre

løbende udgifter fra 2019 og

frem til it-drift og

sagsbehandling på henholdsvis

ca. 0,6 mio. kr. og ca. 0,3 mio.

kr. Dertil kommer

engangsudgifter på ca. 9 mio.

kr. til systemtilretninger

(udgiftsbaseret) og ca. 1,5 mio.

kr. til uddannelse af

medarbejdere og opdatering af

vejledninger m.v.

Ingen nævneværdige.

Økonomiske og

administrative konsekvenser

for det offentlige

Økonomiske og

administrative konsekvenser

for erhvervslivet m.v.

De nye krav til foretagelsen af en

skønsmæssig ansættelse skønnes

at give den erhvervsdrivende et

mere sikkert grundlag for at

vurdere rigtigheden af SKATs

106

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

afgørelse. Endvidere vil

erhvervsdrivende nemmere

kunne få SKAT til at vurdere

rigtigheden af en oplysning i et

låst felt i oplysningsskemaet.

Borgerne vil nemmere kunne få

SKAT til at vurdere rigtigheden

af en oplysning i et låst felt i

årsopgørelsen. Endvidere vil de

borgere, som afskæres fra at

anvende TastSelv, kunne klage

over afskæringen til en

administrativ klageinstans.

Endelig vil borgerne få styrket

deres retssikkerhed gennem

lovfæstelsen af den

administrative praksis for

afskæring af borgere fra at

anvende TastSelv og gennem

kravene til en foretagelse af en

skønsmæssig ansættelse.

Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser.

Ingen nævneværdige.

Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Kapitel 1 - Pligten til at give told- og skatteforvaltningen oplysninger om den skattepligtige

indkomst m.v.

Oplysningspligtige og told- og skatteforvaltningens kompetence

Til § 1

Bestemmelsen i

stk. 1, 1. pkt.,

sammenholdt med forslaget til § 2 svarer indholdsmæssigt til den

gældende skattekontrollovs § 1, stk. 1, 1. pkt. Efter denne regel skal enhver, der er skattepligtig her

til landet, over for SKAT årligt selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og

om sin ejerbolig. I forslaget præciseres dog samtidig ved paragrafhenvisninger, hvilke personer, der

er undtaget fra oplysningspligten, oplysningspligtens omfangs og fristerne for afgivelse af

indkomstoplysningerne m.v. til SKAT.

Efter bestemmelsen skal enhver, der er skattepligtig her til landet, med de undtagelser som følger af

§§ 5 og 6, årligt oplyse SKAT om sin indkomst m.v., jf. § 2, senest ved udløbet af den frist, der er

nævnt i §§ 10-14.

107

Det følger af det foreslåede

stk. 1, 2. pkt.,

at oplysningspligten efter 1. pkt. gælder, uanset om den

skattepligtige er registreret med adresse her i landet, eller den pågældende har hjemsted her i landet.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., er ny, men indeholder alene en tydeliggørelse af gældende ret. Det

foreslås at medtage en sådan tydeliggørelse for at undgå tvivl om, at SKAT har beføjelse til at

indhente oplysninger fra fysiske eller juridiske personer, som ikke er registret med adresse her i

landet eller har hjemsted her i landet, men, som SKAT formoder, er eller har været skattepligtige til

landet.

Det følger af det foreslåede

stk. 2,

at SKAT kontrollerer, at enhver, der er skattepligtig her til landet,

afgiver de nødvendige oplysninger til brug for skatteansættelse eller til afgørelse af skattepligten.

Bestemmelsen fastslår, at det er SKATs opgave som myndighed at sikre, at enhver betaler den skat,

den skal. Der er i den almindelige pligt til at give oplysninger om sine indkomstforhold indeholdt en

pligt til efter anmodning at redegøre for grundlaget for de selvangivne oplysninger, således at

SKAT har mulighed for at bedømme kvaliteten af disse. Der er ikke hjemmel til, at SKAT kan

fremtvinge oplysninger fra den skattepligtige gennem et pålæg, men SKAT har mulighed for i

stedet at anmode tredjemand om de nødvendige oplysninger eller foretage en skønsmæssig

ansættelse på baggrund af de foreliggende oplysninger. Dette skal fremgå af den henvendelse, som

SKAT retter til den skattepligtige. Det er en del af SKATs myndighedsopgave i forbindelse med

overvejelser om indhentning af oplysninger at vurdere, om der er formodning for, at en person er

skattepligtig her til landet.

Det følger af det foreslåede

stk. 3,

at SKAT til brug for skatteansættelsen kan begære oplysninger

fra tredjemand. Bestemmelsen i stk. 3 angiver således SKATs bemyndigelse til at indhente

oplysninger om den enkelte skattepligtige hos tredjemand. I den foreslåede skatteindberetningslov

er samlet de oplysningspligter, som er pålagt tredjemand som løbende indberetninger, og i

nærværende forslag til skattekontrollov findes i afsnit II de bestemmelser, hvor oplysningspligten er

knyttet til en forudgående anmodning fra SKAT.

Det følger af det foreslåede

stk. 4,

at bestemmelser i lovgivningen om pligt til at afgive oplysninger

til brug for danske skatte- og afgiftsansættelser og SKATs adgang til udgående kontrol også finder

anvendelse, når SKAT efter gældende overenskomster, konventioner eller administrative aftaler

yder den kompetente myndighed på Færøerne, i Grønland eller i en fremmed jurisdiktion bistand.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 svarer til § 8 Y i den gældende skattekontrollov. Bestemmelsen

fastslår, at SKAT igennem EU-retlige regler, dobbeltbeskatningsoverenskomster, andre

internationale overenskomster eller konventioner eller administrativt indgåede aftaler er forpligtet

til at yde udenlandske skattemyndigheder bistand, og at SKAT tilsvarende har krav på at få bistand

fra udenlandske skattemyndigheder til brug for skatteansættelsen. SKAT kan i den forbindelse både

videregive oplysninger, som SKAT allerede er i besiddelse af, og anvende de eksisterende

kontrolhjemler og oplysningspligter i skattelovgivningen til at indhente de krævede oplysninger.

Alt afhængigt af det enkelte hjemmelsgrundlag omfattes for Danmarks vedkommende alle de

skatter, som forvaltes af SKAT, jf. skatteforvaltningslovens § 1. Skatteforvaltningsloven anvender

udtrykket »skat« i den bredest tænkelige forstand. Således omfattes bl.a. diverse indkomstskatter,

herunder dødsboskat og ejendomsværdiskat, boafgift, gaveafgift, arbejdsmarkedsbidrag, moms,

punktafgifter og told.

108

Bistanden omfatter tilsvarende udenlandske skatter. Det er i sagens natur ikke muligt at opregne alle

typer af omfattede udenlandske skatter, idet det også afhænger af indretningen af skattesystemet i

det land, der anmoder om bistanden. I de enkelte hjemmelsgrundlag er det i de fleste tilfælde for de

enkelte stater afgrænset, hvilke skatter der er omfattet af det pågældende hjemmelsgrundlag. Disse

afgrænsninger suppleres i visse tilfælde af regler om, at tilsvarende ydelser, der måtte blive indført

efter hjemmelsgrundlagets ikrafttræden, også omfattes heraf.

Den foreslåede bestemmelse pålægger ikke danske borgere og virksomheder m.fl. udvidede

forpligtelser i forhold til, hvad der i forvejen gælder efter dansk lovgivning, men den fastslår, at

forpligtelserne også gælder, når SKAT indhenter oplysninger til brug for en udenlandsk

skatteansættelse efter en anmodning om bistand fra en kompetent myndighed i en anden stat.

Bestemmelsen har kun praktisk betydning for borgere og virksomheder m.fl. i tilfælde, hvor SKAT

ikke allerede er i besiddelse af de oplysninger, som den udenlandske myndighed anmoder om.

Oplysningspligten

Til § 2

Forslaget angår pligten for en skattepligtig til at give SKAT oplysninger til brug for fastsættelsen af

skatteansættelsen.

Bestemmelsen i

stk. 1,1. pkt.,

viderefører den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 1, 1. pkt., med en

enkelt redaktionel ændring. Efter denne regel skal enhver, der er skattepligtig her til landet, over for

SKAT selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og om sin ejerbolig.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., at en skattepligtig årligt skal oplyse SKAT om sin

indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ og give oplysninger om sin ejerbolig.

Forslaget til

stk. 1, 2. pkt.,

svarer indholdsmæssigt til den gældende skattekontrollovs § 1 A, stk. 2

og 3.

Det er dog præciseret, at den skattepligtiges fritagelse for oplysningspligt kun gælder, hvis

oplysningerne er indberettet efter skatteindberetningsloven af tredjemand, som er uafhængig af den

skattepligtige, som oplysningerne vedrører, og oplysningerne bliver anvendt i årsopgørelsen af

SKAT, jf. § 7, eller låst i oplysningsskemaet, jf. § 15.

Efter skattekontrollovens § 1 A, stk. 2, gælder, at i det omfang en oplysning omfattet af

feltlåsningsreglerne er urigtig og fører til en for lav skatteansættelse, finder ansvarsreglerne i

skattekontrollovens §§ 13 eller 16 ikke anvendelse. Tilsvarende gælder, hvis en oplysning omfattet

af regler efter stk. 1 ikke er indberettet til SKAT. Efter den gældende skattekontrollovs § 1 A, stk. 3,

følger, at § 16 i øvrigt ikke finder anvendelse, hvis en for lav skatteansættelse skyldes en urigtig

oplysning fra en indberetningspligtig efter denne lov.

Undtagelsen til oplysningspligten skal ses på baggrund af en mangeårig praksis, hvorefter SKAT

ikke rejser ansvar over for skattepligtige for ikke i årsopgørelsen at have korrigeret forkerte eller

109

manglende indberetninger fra tredjemand, dvs. indberetninger, som den skattepligtige ikke har

indflydelse på.

Denne praksis er ved lov nr. 927 af 18. september 2012 (Feltlåsning for selvstændigt

erhvervsdrivende) blevet lovfæstet i den gældende skattekontrollovs § 1 A om feltlåsning. Formålet

med bestemmelsen er således at beskytte den skattepligtige imod at blive draget til ansvar for fejl i

indberetninger, når vedkommende ikke har nogen indflydelse på, hvad der indberettes og – for så

vidt angår feltlåste oplysninger - heller ikke har nogen mulighed for selv at korrigere oplysningen i

TastSelv.

Baggrunden for at indføre feltlåsning var ifølge de almindelige bemærkninger til lovforslaget (L

201, 2008-2009), afsnit 3.4.2, at:

”Kvaliteten af indberetningerne fra de indberetningspligtige til SKAT til brug for dannelsen af

borgernes årsopgørelse har i dag en sådan kvalitet, at borgernes anvendelse af TastSelv og

oplysningskortet erfaringsmæssigt genererer flere fejl end fejlrettelser.

Som det fremgår af den compliance-undersøgelse, som er omtalt ovenfor i afsnit 2, skyldes

hovedparten af skattegabet for borgerne, at borgere ofte retter forkert i forhold til ellers korrekt

indberettede oplysninger fra de professionelle indberettere på grund af fejl og misforståelser.

På den baggrund foreslås det, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at

skattepligtige ikke via TastSelv eller oplysningskortet kan ændre oplysninger om visse indkomster

og fradrag, som indberetningspligtige efter skattekontrolloven har indberettet til SKAT. At man

afskærer borgerne fra at ændre disse oplysninger via TastSelv eller oplysningskortet betyder i

praksis, at felterne, der rummer de pågældende indkomster og fradrag på oplysningskortet eller i

TastSelv, låses. ”

Det var i 2012 ikke hensigten at gennemføre en afkriminalisering af strafansvaret for skattesvig,

men alene at lovfæste den gældende praksis for strafnedsættelse og strafbortfald i de situationer,

hvor den skattepligtige kunne forvente, at SKAT gennem de automatiske indberetninger modtog de

korrekte oplysninger fra tredjemand. Det følger modsætningsvist heraf, at hvis en skattepligtig har

indflydelse på indberetningen og har indgået en aftale med den indberetningspligtige om, at

indberetningen har et indhold, der fører til en for lav skatteansættelse af den skattepligtige, så kan

begge parter efter omstændighederne ifalde straf for skattesvig, se afsnit 3.7.1.2 og 3.7.1.3.

Det gav anledning til i samme lovforslag at ændre kildeskattelovens § 75 om lønmodtagerens

strafansvar for modtagelse af A-indkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, uden at der

er indeholdt A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag, således at også en grov uagtsom overtrædelse af

bestemmelsen er strafbar. Strafansvaret kan blive aktuelt, hvis arbejdsgiveren efter aftale med

lønmodtageren ikke har indeholdt eller har indeholdt og indberettet for lidt i A-indkomst og

arbejdsmarkedsbidrag. Manglende, urigtig eller vildledende oplysninger i indberetninger af B-

indkomst efter skatteindberetningsloven vil stadig falde ind under skattekontrollovens

straffebestemmelser, se afsnit 3.7.2.2.

110

Det er nu præciseret i stk. 1, 2. pkt., at en forudsætning for ansvarsfritagelsen er, at den

skattepligtige ikke selv har haft indflydelse på den indberetning, som tredjemand har pligt til at

foretage efter skatteindberetningsloven.

Endvidere kan den skattepligtige blive draget til ansvar, hvis den skattepligtige korrigerer

oplysninger, som bliver anvendt i årsopgørelsen og resulterer i, at ansættelsen bliver for lav.

Når en skattepligtig ikke bliver draget til ansvar for ikke at korrigere mangelfulde oplysninger fra

en indberetningspligtig eller dennes manglende oplysninger, skyldes det, at SKAT i sin anvendelse

af sådanne oplysninger må bære risikoen for, at oplysningerne er rigtige.

I modsætning hertil gælder, at indberetninger, som ikke anvendes direkte i årsopgørelsen, men som

den skattepligtige kan anvende ved opfyldelsen af sin oplysningspligt, ikke fritager den

skattepligtige for ansvar for at korrigere oplysningerne. Oplysninger fra indberetningspligtige kan

være af en sådan karakter, at de ikke er egnede til at blive anvendt i årsopgørelsen. Eksempelvis

bliver renter af lån med flere debitorer ikke indberettet med hæftelsesandel. SKAT fortrykker derfor

ikke renter af sådanne lån med flere end to debitorer. Det fremgår af vejledningen til

årsopgørelsen/selvangivelsen, at de enkelte låntagere i sådanne låneforhold selv må selvangive

renteudgifterne i overensstemmelse med hæftelsen i rubrik 44 (øvrige renteudgifter). Der er

etableret et indberetningsmodul i TastSelv, hvor den skattepligtige kan markere, at der er tale om

renteudgifter vedr. et lån med flere meddebitorer. Indberetning af renteudgifter fra sådanne lån

falder uden for feltlåsningsordningen.

Den skattepligtige har også pligt til at korrigere fejlagtige oplysninger, som den skattepligtige

tidligere har givet, men som SKAT anvender i årsopgørelsen, jf. hvad der er anført om den

udvidede årsopgørelsesordning i de almindelige bemærkninger afsnit 3.1.1. Det fremgår klart af

vejledningen til den skattepligtige, hvorfra oplysningerne stammer, og samtidig understreges

vigtigheden af, at den skattepligtige foretager en korrektion, hvis oplysningerne ikke er rigtige.

For skattepligtige, som modtager et oplysningsskema, gælder oplysningspligten og dermed pligten

til at korrigere urigtige oplysninger fra tredjemand i oplysningsskemaet, på nær de oplysninger, som

er låst efter § 10. Dette er i overensstemmelse med gældende ret. Skyldes en forkert, låst oplysning i

oplysningsskemaet en indberetning, som hviler på en aftale mellem den indberetningspligtige og

den skattepligtige, vil begge efter omstændighederne kunne ifalde straf for skattesvig, se afsnit

3.7.2.2.

Der er ikke feltlåste oplysninger i det oplysningsskema, som selskaber skal udfylde, og selskaber

har således stadig den fulde oplysningspligt og ansvaret for, at de afgivne oplysninger er korrekte.

Bestemmelsen i

stk. 2

svarer til den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 1, 2. pkt., med de

ændringer, som overflytningen af indberetningsbestemmelserne til skatteindberetningsloven giver

anledning til.

Efter den gældende regel skal de arter af formue, der omfattes af §§ 8 B, 8 F, 8 H, 8 P, 8 Q, 10, 10

A, eller 10 B, tillige med oplysning om formueværdien af fast ejendom beliggende i udlandet,

selvangives, medmindre oplysningen er omfattet af en af de nævnte indberetningspligter.

111

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at de arter af formue, der omfattes af §§ 9-14 og 17-19 i

skatteindberetningsloven, men som er i udlandet, oplyses tillige med formueværdien af fast

ejendom beliggende i udlandet.

Det bemærkes, at SKAT i dag ikke anvender oplysninger fra udlandet i større omfang, hvilket

navnlig skyldes, at oplysningerne først tilgår SKAT efter dannelsen af årsopgørelsen. I stedet

anvender SKAT oplysningerne som kontroloplysninger. De skattepligtige har derfor pligt til selv at

give SKAT de pågældende oplysninger om formue i udlandet.

Bestemmelsen i

stk. 3

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 1, 3. og 4. pkt.,

med den ændring af selvangivelsesbegrebet, som bestemmelserne giver anledning til.

Det følger af bestemmelsen i stk. 3, at den skattepligtige skal oplyse om underskud og tab, der kun

kan modregnes i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet

vedrører. Et kildeartsbegrænset tab, som ikke oplyses, fortabes til fremførelse, medmindre der kan

ske genoptagelse af ansættelsen efter skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

Bestemmelsen i

stk. 4

er en delvis videreførelse og sammenskrivning af den gældende

skattekontrollovs § 1, stk. 2, og stk. 4, 1. pkt. Efter den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 2, kan

skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet bestemme, hvilke oplysninger af betydning for

skatteansættelsen eller skatteberegningen selvangivelsen skal indeholde, herunder oplysninger til

brug for myndighedernes kontrol af grundlaget for erhvervsdrivendes selvangivelse. Efter den

gældende skattekontrollovs § 1, stk. 4, 1. pkt., kan skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet

bestemme udformningen og udsendelsen af blanketter til brug ved selvangivelsen.

I stk. 4 sammenskrives de nævnte bestemmelser og tilpasses afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet

og indførelse af oplysningspligten og oplysningsskemaet. Herudover ændres ”myndigheder” til

”told- og skatteforvaltningen”, og ”vedgås” ændres til ”godkendes”.

Det følger af bestemmelsen i stk. 4, at skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet bestemmer

1) hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen eller skatteberegningen oplysningsskemaet

skal indeholde, herunder oplysninger til brug for SKATs kontrol af grundlaget for

erhvervsdrivendes indkomstopgørelse,

2) udformningen af blanketter til brug ved afgivelsen af oplysninger som nævnt i denne paragraf, og

3) om oplysninger til SKAT om skattepligtig indkomst m.v. skal gives skriftligt og underskrives

eller godkendes på anden særlig måde.

Selv om hovedreglen er, at de skattepligtige har pligt til at oplyse SKAT om skattepligtig indkomst

m.v. digitalt, er der behov for ovennævnte bestemmelse i nr. 3 af hensyn til de skattepligtige, som er

undtaget fra digitaliseringspligten.

Til § 3

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 4, 2. pkt., med den

ændring af selvangivelsesbegrebet, som bestemmelsen giver anledning til. Efter den gældende

112

bestemmelse er skattepligtige, der ikke modtager en selvangivelsesblanket, ikke fritaget for at

selvangive.

Det følger af bestemmelsen i § 3, at oplysningspligtige, som ikke modtager en årsopgørelse eller

som skal udfylde et oplysningsskema, ikke er fritaget for at give SKAT oplysninger som nævnt i §

Bestemmelsen kan have betydning for det tilfælde, at der bliver rejst tvivl om, hvorvidt den

skattepligtige f.eks. har modtaget en årsopgørelse fra SKAT, og den skattepligtige burde have

foretaget tilføjelser om skattepligtig indkomst, som SKAT ikke kender til. Tilsvarende gælder, hvis

en skattepligtig, som skal udfylde et oplysningsskema, ikke har udfyldt et skema.

Til § 4

Bestemmelsen i

stk. 1

er delvist en videreførelse og sammenskrivning af bestemmelserne i den

gældende skattekontrollovs § 3, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, og § 1, stk. 7.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3, stk. 1, kan skatteministeren efter indstilling fra

Skatterådet fastsætte regler om, at erhvervsdrivende skal udarbejde et skattemæssigt årsregnskab

som grundlag for selvangivelsen, og om det regnskabsmæssige grundlag for dette årsregnskab.

Efter den gældende skattekontrollovs § 3, stk. 2, 1. pkt., kan skatteministeren efter indstilling fra

Skatterådet fastsætte regler om, at juridiske personer inden selvangivelsesfristens udløb skal indgive

et skattemæssigt årsregnskab for den senest afsluttede regnskabsperiode til SKAT. Efter den

gældende skattekontrollovs § 3, stk. 3, kan skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet fastsætte

regler om opbevaring af det skattemæssige årsregnskab og af regnskabsmateriale, som har

betydning for opgørelsen af virksomhedens skattepligtige indkomst. Dette gælder dog ikke

regnskabsmateriale omfattet af bogføringslovens § 10, stk. 1-3.

Skatteministeren har udnyttet disse regler ved to bekendtgørelser om krav til det skattemæssige

årsregnskab m.v. (mindstekravsbekendtgørelserne). Det drejer sig dels om bekendtgørelse for

mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), dels om bekendtgørelse for større

virksomheder (bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006). I bekendtgørelserne er det navnlig fastsat,

at mindre virksomheder ikke skal indgive et skatteregnskab sammen med selvangivelsen, men at de

derimod i selvangivelsen skal afgive supplerende oplysninger om udvalgte regnskabstal til brug for

SKATs kontrol. SKAT kan dog anmode virksomheden om inden en frist på 1 måned at indgive

skatteregnskabet eller dele heraf. De virksomheder, som enten bliver bedt om at indsende

skatteregnskabet, eller som har pligt til at indgive det sammen med selvangivelsen, kan undlade at

sende SKAT de dele af regnskabet (årsrapporten), i det omfang de allerede har sendt det til

Erhvervsstyrelsen. I bekendtgørelserne er det også bestemt, at oplysningerne om skatteregnskabet

samt de oplysninger, som indgår i grundlaget for dette, skal opbevares i 5 år regnet fra udløbet af

regnskabsåret. Det gælder dog ikke detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende interne

bilag, som kun skal opbevares i 1 år fra tidspunktet fra underskrivelsen af årsregnskabet.

Bekendtgørelserne er ændret ved henholdsvis bekendtgørelse nr. 992 og bekendtgørelse nr. 993 af

26. august 2015.

113

Det er tanken, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 1, og 2, udnyttes til at videreføre

bestemmelserne i de to mindstekravsbekendtgørelser, herunder opbevaringsbestemmelserne.

Efter den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 7, kan skatteministeren efter indstilling fra

Skatterådet fastsætte nærmere regler om indgivelse af og indholdet i anmodninger, der efter

skattelovgivningen skal indgives i tilknytning til selvangivelsen. Reglen blev oprindeligt indført ved

lov nr. 462 af 12. juni 2009 (En enkel og effektiv kontrol samt mindre skatteplanlægning). Den blev

gennemført samtidig med reglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 6, (nu § 6 A, stk. 6),

hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indgivelse af og indholdet i begæringer

om udskydelse af beskatningen ved genanbringelse af avancen i en erhvervsejendom. Denne regel

er udnyttet senest ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 256 af 20. marts 2012 om hvilke oplysninger

der skal indgives til told- og skatteforvaltningen, ved genanbringelse af fortjeneste ved afståelse af

fast ejendom. Sigtet med reglen i skattekontrolloven var, at den skulle bruges bredt på alle

pligtmæssige anmodninger, der skal indgives i tilknytning til selvangivelsen for et nærmere angivet

år. Reglen er endnu ikke udnyttet.

Det er tanken, at bemyndigelsen i bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 3, udnyttes til at gennemføre

regler, der gør det nemmere at kontrollere dispositioner i forbindelse med succession.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3, stk. 4, med en

enkelt justering. Efter denne bestemmelse finder reglerne om daglige bøder og skønsmæssig

ansættelse i § 5, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse, hvis der ikke foreligger et skattemæssigt

årsregnskab m.v. efter de regler, som skatteministeren har fastsat efter bestemmelsens stk. 1-3.

Det følger af den videreførte bestemmelse, at bestemmelserne om om skønsmæssig ansættelse i §

70 finder tilsvarende anvendelse, hvis der ikke foreligger et skattemæssigt årsregnskab m.v. efter de

regler, som skatteministeren har fastsat efter stk. 1, nr. 1 og 2. Den gældende henvisning til

bestemmelsen om daglige bøder er ikke gentaget, da det direkte fremgår af forslaget til § 66, stk. 1,

at SKAT kan pålægge tvangsbøder i form af daglige bøder med henblik på at fremtvinge indgivelse

af et skattemæssigt årsregnskab.

Undtagelser fra oplysningspligten

Til § 5

Efter den gældende skattekontrollovs § 2 omfatter selvangivelsespligten ikke visse fysiske og

juridiske personer og visse indkomster som aktieindkomst og indkomst efter kildeskattelovens §§

48 E og 48 F.

Forslaget viderefører i store træk undtagelsesbestemmelserne om fysiske og juridiske personer.

Bestemmelserne om aktieindkomst, forskerindkomst og indkomst fra elproduktionsvirksomheder i

den gældende skattekontrollovs § 2, stk. 1, nr. 6 og 7, og stk. 3, foreslås dog ikke medtaget i loven,

jf. de almindelige bemærkninger i afsnit 2.4.4.

114

Forslaget til ny

§ 5

indeholder en opregning af, hvilke fysiske personer som ikke er omfattet af

oplysningspligten i § 7.

Det følger af bestemmelsen i

stk. 1, nr. 1,

at oplysningspligten ikke omfatter børn, der ikke er fyldt

15 år ved indkomstårets begyndelse, medmindre de i indkomståret har haft skattepligtig indkomst.

Bestemmelsen svarer til den gældende skattekontrollovs § 2, stk. 1, nr. 1, bortset fra, at der til

bestemmelsen er føjet en henvisning til kildeskattelovens § 5. Efter kildeskattelovens § 5 ansættes

børn som hovedregel selvstændigt i skat. Børn skal derfor som hovedregel beskattes af deres

indtægter. Det gælder uanset deres alder og uanset, om de er hjemmeboende eller ej. Afgørende for,

om en indtægt eller ydelse skal beskattes hos forældrene eller hos barnet, er, hvem af parterne der

har et retligt krav på ydelsen. Det bemærkes, at med virkning den 1. januar 2013 skal et barn under

16 år ikke betale skat af løn modtaget som betaling for arbejde, der er udført for en privat

hvervgiver i eller i tilknytning til dennes private hjem, jf. ligningslovens § 7 Å, stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 2, stk. 1, nr. 2.

Dog er der tilføjet en henvisning til stk. 2.

Det følger af bestemmelsen, at oplysningspligten ikke omfatter nedenstående fire grupper af

begrænset skattepligtige, som nævnt i kildeskattelovens § 2, medmindre personerne er omfattet af

forslagets § 5, stk. 2, jf. bemærkningerne nedenfor til denne bestemmelse.

Det gælder for det første personer, der alene er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.

3. Det drejer sig om personer, som erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i

forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet.

Det gælder for det andet personer, der alene er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.

6. Det drejer sig med visse undtagelser om personer, som erhverver udbytter omfattet af

ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, eller erhverver afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16

Det gælder for det tredje personer, der alene er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr.

8. Det drejer sig om personer, som erhverver royalty hidrørende fra kilder her i landet.

Det gælder for det fjerde visse personer, der alene er omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 2. Det

drejer sig om personer, som erhverver indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i

tjenesteforhold udført om bord på skib eller fly med hjemsted her i landet eller for arbejde udført i

tilknytning hertil. Forslaget forudsætter, at den pågældende alene beskattes efter

sømandsbeskatningslovens § 9, stk. 1. Efter denne bestemmelse gælder, at for visse begrænset

skattepligtige personer, som erhverver lønindkomst ved arbejde udført om bord på dansk skib,

beregnes skatten som 30 pct. af bruttoindkomsten.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 2, stk. 2.

Det følger af bestemmelsen, at bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, ikke gælder i en række nærmere

beskrevne situationer.

115

Det gælder således ikke, hvis den skattepligtige har modtaget visse udbytter, i hvilke der ikke er

indeholdt udbytteskat, medmindre udbyttet m.v. modtages af et selskab, der er hjemmehørende i

udlandet, og udbyttet ikke er omfattet af skattepligten. Det drejer sig om udbytter omfattet af

ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, eller afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B.

Udbytteskatten skal således være indeholdt efter kildeskattelovens § 65, medmindre udbyttet m.v.

er omfattet af kildeskattelovens § 65, stk. 5, om selskaber hjemmehørende i udlandet.

Fritagelsen gælder desuden ikke for en skattepligtig, som er omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1,

nr. 3, og som har valgt at få indkomsten i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold

udført her i landet beskattet efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1.

Til § 6

Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til § 5 undtager den gældende skattekontrollovs § 2 såvel

visse fysiske og juridiske personer som visse indkomster fra selvangivelsespligten.

Forslaget til § 6 indeholder en opregning af, hvilke juridiske personer som ikke er omfattet af

oplysningspligten i § 2.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 1,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 2, stk. 1, nr. 8.

Det følger af den videreførte bestemmelse, at dødsboer, der efter dødsboskattelovens § 6 er fritaget

for at betale indkomstskat, ikke er omfattet af oplysningspligten i § 2.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 2, stk. 1, nr. 3.

Det følger af bestemmelsen, at selskaber og foreninger m.v., der alene er begrænset skattepligtige

efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, d, e eller g, ikke er omfattet af oplysningspligten.

Fritagelsen modificeres i stk. 2, jf. bemærkningerne hertil nedenfor.

De selskaber, der er omfattet af selskabsskattelovens § 2 stk. 1, litra c, d, e eller g, er følgende

selskaber og foreninger med hjemsted i udlandet:

Det er for det første selskaber m.v., som oppebærer udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1

og 2, bortset fra udbytte fra visse investeringsinstitutter med minimumsbeskatning omfattet af

ligningslovens § 16 C.

Det er for det andet selskaber m.v., som oppebærer renter fra kilder her i landet vedrørende gæld,

som et selskab eller en forening m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a, har

til juridiske personer som nævnt i skattekontrollovens afsnit om transfer pricing (kontrolleret gæld).

Det er for det tredje selskaber m.v., som oppebærer indkomst her fra landet, der i medfør af

kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, skulle henregnes til A-indkomst, hvis den udbetaltes til en

person.

116

Det er for det fjerde selskaber m.v., som oppebærer royalty hidrørende fra kilder her i landet, jf.

kildeskattelovens § 65 C, stk. 4.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 3,

er indholdsmæssigt en videreførelse af den gældende skattekontrollovs

§ 2, stk. 1, nr. 4. Begreberne ”indtægt, fortjeneste eller tab” i den gældende bestemmelse er i

forslaget erstattet af udtrykket ”skattepligtig indkomst”. Ændringen er rent redaktionel.

Det følger af bestemmelsen, at foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6,

ikke er omfattet af oplysningspligten i § 2, hvis foreningen m.v. ikke har skattepligtig indkomst som

nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

Efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, påhviler skattepligten - ud over de foreninger m.v. som i

øvrigt er opregnet i selskabsskattelovens § 1 - visse andre foreninger, korporationer, stiftelser,

legater og selvejende institutioner, for så vidt foreningen m.v. ikke er omfattet af

fondsbeskatningsloven. Skattepligten omfatter alene indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed samt

fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft

tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 4,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 2, stk. 1, nr. 5.

Det følger af bestemmelsen, at foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6,

ikke er oplysningspligtige, hvis foreningen m.v. som følge af fradragsretten efter § 3, stk. 2 og 3, i

selskabsskatteloven ikke har indkomst til beskatning. Det er dog en betingelse, at foreningens

formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.

Efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2, kan de foreninger m.v., som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 6, ved

indkomstopgørelsen fradrage udlodninger til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige formål, der kan

anses for almenvelgørende eller på anden måde almennyttige. Efter bestemmelsens stk. 3 gælder, at

henlæggelser, som foreninger m.v. foretager til sikring af eller til senere anvendelse til

almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål, sidestilles i henlæggelsesåret med

udlodninger som nævnt i stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 2, stk. 2, med de

ændringer, opdelingen af bestemmelsen i fysiske og juridiske personer giver anledning til.

Det følger af bestemmelsen, at fritagelserne som nævnt i forslaget til § 6, stk. 1, nr. 2, ikke gælder,

hvis den skattepligtige har modtaget udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, eller

afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B, i hvilke der ikke er indeholdt udbytteskat efter

kildeskattelovens § 65, medmindre udbyttet m.v. er omfattet af kildeskattelovens § 65, stk. 5.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor til § 5, stk. 2.

Til § 7

117

Reglerne om opgørelse af slutskatten (årsopgørelse), overskydende skat og restskat fremgår af

kildeskattelovens §§ 60-62 A. Det fremgår imidlertid ikke af disse bestemmelser, hvornår

årsopgørelsen udsendes.

I forhold til skattepligtige med enkle økonomiske forhold dannes årsopgørelsen normalt i starten af

marts efter indkomstårets udløb, hvor der normalt også vil være digital adgang til opgørelsen på

SKATs hjemmeside. For skattepligtige, som er fritaget for tilslutning til Offentlig Digital Post,

udsendes årsopgørelsen normalt i starten af april måned.

En årsopgørelse kan imidlertid også blive dannet og udsendt efter oplysningsfristens udløb i tilfælde

af, at ansættelsen for indkomståret genoptages og ændres.

Det er på den baggrund fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at den årsopgørelse, som skattepligtige

med enkle økonomiske forhold har pligt til at forholde sig til inden udløbet af oplysningsfristen, er

den opgørelse for det afsluttede indkomstår, der udsendes

forud

for oplysningsfristens udløb.

Det følger af det foreslåede

stk. 1

at skattepligtige, som er omfattet af de regler, der fastsættes af

skatteministeren efter § 7, stk. 3, modtager en opgørelse af den skattepligtige indkomst og

ejendomsværdi for det afsluttede indkomstår (årsopgørelse) fra SKAT forud for oplysningsfristens

udløb.

Bestemmelsen i

stk. 2

er stort set en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 6, med

de ændringer, som afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet giver anledning til.

Det følger af bestemmelsen, at er en skattepligtig som nævnt i stk. 1 samlevende med en ægtefælle,

der skal udfylde et oplysningsskema, modtager denne forud for oplysningsfristens udløb alene

oplysninger om indberettede tal til brug for årsopgørelsen (servicemeddelelse). Årsopgørelsen

udarbejdes, når begge ægtefæller har givet SKAT oplysninger om deres skattepligtige indkomst

m.v. som nævnt i § 2.

Bestemmelsen i

stk. 3

svarer indholdsmæssigt til den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 5. Efter

denne regel gælder, at skatteministeren fastsætter regler om, at visse selvangivelsespligtige,

herunder selvangivelsespligtige, som ifølge lovgivningen forudsættes at indgive en selvangivelse,

modtager en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at skatteministeren fastsætter nærmere regler om,

1) hvilke skattepligtige, der modtager en årsopgørelse uden at skulle udfylde et oplysningsskema,

2) at visse skattepligtige, som ifølge lovgivningen forudsættes at indgive et udfyldt

oplysningsskema, kan modtage en årsopgørelse uden at skulle udfylde et oplysningsskema.

Bemyndigelsen efter den gældende skattekontrollovs § 1, stk. 5, er i dag udnyttet ved

bekendtgørelse nr. 535 af 22. maj 2013 som ændret ved bekendtgørelse nr. 373 af 8. april 2015 om

fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse.

118

Selv om forslaget til bestemmelsens nr. 1 er formuleret anderledes end den gældende regel, er der

ikke tilsigtet nogen ændring i bemyndigelsens anvendelsesområde.

Til § 8

Bestemmelsen svarer stort set til den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 1, nr. 2. Efter den

gældende regel gælder selvangivelsesfristen 1. maj ikke, hvis den selvangivelsespligtige senest den

1. maj i året efter indkomståret skriftligt meddeler SKAT, at den pågældende det år ikke ønsker at

være omfattet af de regler, som skatteministeren har fastsat i medfør af § 1, stk. 5, om personer, som

modtager en årsopgørelse.

Det følger af bestemmelsen i § 8, at en skattepligtig, som er omfattet af § 7, stk. 1, senest den 1. maj

i året efter indkomståret kan meddele SKAT, at den pågældende for dette indkomstår ønsker at

udfylde et oplysningsskema.

Der stilles intet krav om, at meddelelsen skal tilgå SKAT skriftligt. En telefonisk meddelelse fra

den pågældende skattepligtige til SKAT er således tilstrækkelig.

Bestemmelsen kan få betydning, hvis den skattepligtige f.eks. ikke har fået forskudsansat sig med

udenlandsk indkomst eller ikke inden udløbet af indkomståret har fået sig registreret med

erhvervsvirksomhed.

Skattepligtige, som skal udfylde et oplysningsskema

Til § 9

Bestemmelsen er ny og skal ses som en pendant til § 7.

Det følger af forslaget, at skattepligtige, som ikke er omfattet af § 7, stk. 1 og 2, skal indgive et

udfyldt oplysningsskema til brug for opgørelsen af den skattepligtige indkomst og ejendomsværdi

m.v. for det afsluttede indkomstår. Det skal ske til SKAT inden oplysningsfristens udløb. SKAT

udarbejder på baggrund af de afgivne oplysninger i oplysningsskemaet en årsopgørelse til den

skattepligtige.

Bestemmelsen omfatter som hovedregel både fysiske og juridiske personer. Dog undtager

bestemmelsen med henvisningen til § 7, stk. 1 og 2, fysiske personer med enkle økonomiske

forhold og visse mindre, selvstændigt erhvervsdrivende uden moms- og lønsumsafgift. Disse vil -

ligesom efter gældende ret - modtage en årsopgørelse.

Oplysningsfrister

Til § 10

Bestemmelsen går ud på at videreføre dele af den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 1, med en

ændret formulering som følge af udskillelsen af den gældende nr. 2 til en selvstændig bestemmelse i

forslagets § 8.

119

Efter den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 1, skal fysiske personer, herunder

selvangivelsespligtige, som er samlevende med en ægtefælle, som modtager en selvangivelse,

selvangive senest den 1. juli i året efter indkomstårets udløb. Efter reglen skal fysiske personer, der

alene modtager en årsopgørelse, dog selvangive senest den 1. maj, medmindre en af følgende

betingelser er opfyldt:

1) Den selvangivelsespligtige eller dennes ægtefælle modtager en årsopgørelse og forudsættes

ifølge lovgivningen at indgive en selvangivelse, jf. de regler, som skatteministeren har fastsat herom

i medfør af § 1, stk. 5.

2) Den selvangivelsespligtige meddeler skriftligt senest den 1. maj i året efter indkomståret SKAT,

at den pågældende det år ikke ønsker at være omfattet af de regler, som skatteministeren har fastsat

i medfør af § 1, stk. 5, om personer, som modtager en årsopgørelse.

Det følger af bestemmelsen i § 10, at fysiske personer, der modtager en årsopgørelse efter § 7, stk.

1, skal give SKAT oplysninger som nævnt i § 2, senest den 1. maj. Fristen er dog den 1. juli, hvis én

af følgende betingelser er opfyldt:

1) Den skattepligtige eller dennes ægtefælle modtager en årsopgørelse, men forudsættes ifølge

lovgivningen at udfylde et oplysningsskema, jf. § 7, stk. 3, nr. 2.

2) Den skattepligtige giver SKAT meddelelse som nævnt i § 8.

Til § 11

Bestemmelsen går ud på at videreføre dele af den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 1, med en

ændret formulering.

Bestemmelsen angår oplysningsfristen for fysiske personer, som skal udfylde et oplysningsskema.

Sådanne personer er efter den gældende skattekontrollov omfattet af § 4, stk. 1, og de har

selvangivelsesfrist den 1. juli i året efter indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder personer på

årsopgørelsesordningen, hvis samlevende ægtefælle skal indgive en selvangivelse.

Det følger af den videreførte bestemmelse, at fysiske personer, som er omfattet af § 9, samt

skattepligtige, som er omfattet af § 7, men som er samlevende med en ægtefælle, som skal udfylde

et oplysningsskema, skal give oplysninger som nævnt i § 2 senest den 1. juli i året efter

indkomstårets udløb.

Til § 12

Bestemmelsen viderefører med to enkelte justeringer, jf. nedenfor, den gældende skattekontrollovs

§ 4, stk. 2.

Efter den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 2, skal juridiske personer selvangive senest 6

måneder efter indkomstårets udløb. Af reglen fremgår det desuden, at udløber indkomståret i

perioden den 1. februar til den 31. marts, skal der selvangives senest den 1. august samme år.

Efter bestemmelsen i § 12 skal juridiske personer, bortset fra dødsboer omfattet af

dødsboskatteloven, give SKAT oplysninger som nævnt i § 2 senest 6 måneder efter indkomstårets

120

udløb. Udløber indkomståret i perioden den 1. februar til og med den 31. marts, skal oplysningerne

gives senest den 1. september samme år.

Bestemmelsen indeholder for det første den præcisering, at dødsboer omfattet af dødsboskatteloven

ikke er omfattet af skattekontrollovens oplysningsfrist. Det skyldes, at dødsboskatteloven

indeholder særlige frister for boernes indgivelse af indkomstoplysninger til SKAT.

For det andet foreslås det, at der gives de selskaber, hvis indkomstår udløber den 1. februar til den

31. marts, en frist på yderligere en måned til at indgive oplysningsskemaet til SKAT.

Til § 13

Bestemmelsen går ud på at ændre fristen for at give SKAT oplysninger om indkomst m.v. rettidigt

fra søndag til den følgende mandag kl. 9.00. Udløber oplysningsfristen for de skattepligtige således

en fredag, lørdag eller søndag, anses oplysningerne for rettidigt givet, hvis de modtages af SKAT

senest den følgende mandag kl. 9.00.

Efter den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 3, kan der - hvis selvangivelsesfristen udløber en

fredag eller lørdag - selvangives rettidigt den følgende søndag.

Til § 14

Bestemmelsen i

stk. 1

er en omskrivning af den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 4, hvorefter

SKAT efter anmodning fra en konkret skattepligtig kan give den skattepligtige henstand med

selvangivelsesfristen, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at SKAT efter den skattepligtiges anmodning kan forlænge

oplysningsfristen for denne, hvis særlige forhold taler herfor.

Der er tale om en sproglig ændring. Udtrykkene ”forlænge” og ”forhold” er et mere dækkende

udtryk end henholdsvis ”henstand” og ”omstændigheder”. Der er i øvrigt ikke tilsigtet ændringer i

den måde, bestemmelsen administreres på.

Efter praksis er det for så vidt angår fysiske, skattepligtige personer kun personer, som skal indgive

en egentlig selvangivelse for at modtage en årsopgørelse, som SKAT forudsætningsvis giver

henstand med selvangivelsesfristen til. På tilsvarende vis forudsættes bestemmelsen alene anvendt i

forhold til personer, som skal indgive et oplysningsskema.

”De særlige omstændigheder”, der efter den gældende bestemmelse kan begrunde henstand med

selvangivelsesfristen, afgrænses og fortolkes på samme måde som bestemmelsen i den gældende

skattekontrollovs § 5, stk. 1, 6. pkt., om fritagelse for skattetillæg, ”hvis særlige omstændigheder

taler herfor”. Forarbejderne til de gældende bestemmelser forudsætter, at bestemmelserne

administreres restriktivt.

På den baggrund vil det alene være den skattepligtiges akutte, dokumenterede sygdom, som kan

begrunde henstand/fritagelse, eller at nødvendige oplysninger ikke kan fremskaffes til tiden, uden at

121

dette kan tilregnes den skattepligtige. Det kan således ikke være tredjemands, f.eks. revisors

travlhed eller uhensigtsmæssige arbejdstilrettelæggelse, der kan være grundlag for

henstand/fritagelse. Dog kan f.eks. akut dokumenteret sygdom hos revisor på et tidspunkt, hvor den

selvangivelsespligtige har været ude af stand til at finde en anden revisor inden fristens udløb, efter

omstændighederne begrunde henstand/fritagelse.

Hvis den selvangivelsespligtige har fået henstand med selvangivelsesfristen, men den

selvangivelsespligtige ikke overholder henstandsfristen, skal der beregnes skattetillæg fra

henstandsfristens udløb. Dette vil også gælde efter lovforslaget.

Forslaget i

stk. 2

er nyt.

Det følger af det foreslåede stk. 2, at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, i

særlige tilfælde kan forlænge oplysningsfristen i §§ 10-13.

Baggrunden for forslaget er, at der ved større driftsforstyrrelser eller systemnedbrud kan være

nødvendigt generelt at forlænge fristen for de skattepligtige. SKAT har i sådanne tilfælde i praksis

meddelt en kortere fristforlængelse ud fra en force majeure-betragtning. Det findes hensigtsmæssigt

at lovfæste en mulighed for generelt at kunne forlænge oplysningsfristen i særlige tilfælde.

Det foreslås, at denne mulighed overlades til skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger

hertil.

Det er tanken, at bemyndigelsen udnyttes til at give SKATs direktør bemyndigelse til ved større

driftsforstyrrelser eller nedbrud i SKATs systemer, der medfører, at skattepligtige ikke har

mulighed for at overholde den lovpligtige oplysningsfrist, at kunne forlænge oplysningsfristen, til

systemerne igen er i stand til at modtage oplysninger. Det forudsættes, at forlængelsen ikke påfører

staten væsentlige udgifter i forbindelse med dannelsen af årsopgørelserne, og at SKAT på sin

hjemmeside eller på anden hensigtsmæssig måde giver de skattepligtige meddelelse om den

udskudte oplysningsfrist.

Låsning af felter i årsopgørelsen eller oplysningsskemaet (feltlåsning)

Til § 15

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 1 A med de

ændringer, som overflytningen af indberetningsbestemmelserne til skatteindberetningsloven giver

anledning til.

Efter den gældende skattekontrollovs § 1 A, stk. 1, kan skatteministeren fastsætte regler om, at

nærmere angivne skattepligtige ikke kan ændre oplysninger om visse indkomster og fradrag, som

indberetningspligtige efter denne lov har indberettet til SKAT.

Det følger af den videreførte bestemmelse, at skatteministeren kan fastsætte regler om, at nærmere

angivne skattepligtige ikke kan ændre oplysninger om visse indkomster og fradrag, som

indberetningspligtige efter skatteindberetningsloven har indberettet til SKAT.

122

Bemyndigelsen i den gældende skattekontrollovs § 1 A, stk. 1, er udnyttet senest ved

bekendtgørelse nr. 685 af 20. juni 2014 om begrænsning i adgangen for visse skattepligtige til at

ændre oplysninger om indkomster og fradrag i selvangivelsen og årsopgørelsen, som ændret ved

bekendtgørelse nr. 372 af 8. april 2015. Bekendtgørelserne er nærmere omtalt ovenfor under pkt.

3.1.1.2.

Det er tanken, at bemyndigelsen i § 15, stk. 1, udnyttes til at videreføre bestemmelserne i

ovennævnte bekendtgørelser.

Forslaget i

stk. 2

er nyt. Forslaget har til formål på en enkel og nem måde at give den skattepligtige

mulighed for inden oplysningsfristens udløb at gøre SKAT opmærksom på, at den skattepligtige

ikke er enig i beløbet i et låst felt og give den skattepligtige mulighed for at opnå henstand med

betaling af en eventuel restskat ifølge årsopgørelsen, så længe den skattepligtiges henvendelse er

under behandling i SKAT.

Det følger af bestemmelsen, at har den skattepligtige indvending imod en oplysning i årsopgørelsen

omfattet af de regler, som ministeren har fastsat efter stk. 1, og har SKAT ikke inden

oplysningsfristens udløb taget stilling til indvendingerne, anses SKATs fortsatte behandling af

sagen efter udløbet af oplysningsfristen som en behandling af en anmodning fra den skattepligtige

om genoptagelse af ansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Skatteforvaltningslovens

§ 51 om henstand ved klage finder tilsvarende anvendelse.

Det er nærmere tanken, at SKAT i TastSelv etablerer en mailfunktion. Den skattepligtige kan her

oplyse SKAT om, at den skattepligtige mener, at en feltlåst oplysning er forkert, og den

skattepligtige kan angive det beløb, som efter dennes opfattelse er det rigtige og vedlægge

dokumentation, som underbygger den skattepligtiges opfattelse.

Ved afsendelse af mailen til SKAT modtager den skattepligtige en kvittering for modtagelsen af

indsigelsen, og for det tilfælde, at der ikke er fulgt dokumentation med indsigelsen, opfordres den

skattepligtige samtidig til at indsende dokumentation, som gør det muligt for SKAT at behandle

indsigelsen uden selv på et eventuelt senere tidspunkt at skulle indhente dokumentation fra den

skattepligtige. Derved vil indsigelsen kunne behandles hurtigere.

I vejledningen til mailfunktionen vil det bl.a. fremgå, at SKAT eventuelt kan have behov for at

anmode den skattepligtige om yderligere dokumentation og tage kontakt til den

indberetningspligtige, hvorfor der kan gå nogen tid, før behandlingen er afsluttet. For det tilfælde, at

behandlingen ikke er tilendebragt ved oplysningsfristens udløb, oplyses, at den skattepligtige kan

ansøge SKAT om henstand med betaling af en eventuel restskat, og at reglerne i

skatteforvaltningslovens § 51 i den forbindelse finder tilsvarende anvendelse.

Forslaget svarer til den praksis, som allerede er gældende i dag, når SKAT ikke når at få taget

stilling til en indsigelse inden selvangivelsesfristens udløb.

Skatteforvaltningslovens § 51 går ud på, at SKAT efter ansøgning kan give henstand med betaling

af den del af en skat, som en klage over opgørelsen vedrører. Det er en betingelse for henstand, at

123

det beløb, der søges henstand for, opkræves særskilt. Der gives ikke henstand med beløb, der

overføres som tilsvar for et efterfølgende år (indregnet restskat). Henstand kan gøres betinget af

sikkerhedsstillelse for henstandsbeløbet, hvis det skønnes, at meddelelse af henstand vil indebære,

at muligheden for senere at inddrive kravet forringes.

For de skattepligtige, som er undtaget fra kravet om at give oplysningerne om skattepligtig

indkomst m.v. til SKAT digitalt, vil SKAT i vejledningen til årsopgørelse og oplysningsskemaet

gøre opmærksom på muligheden for, at de på anden måde kan kontakte SKAT med indsigelse om,

at en oplysning i et låst felt er forkert, og på muligheden for efter ansøgning at opnå henstand med

betaling af en eventuel restskat, hvis ikke SKAT har fået behandlet indsigelsen inden

oplysningsfristens udløb.

Kapitel 2 - Særlige oplysningspligter om pensionsordninger, gaver og skattearrangementer

Pensionsordninger i udlandet

Til § 16

Bestemmelsen i

stk. 1

er en sammenskrivning af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 1, 1.

pkt., med § 11 C, stk. 3, 1. pkt. Der er ikke herved tilsigtet indholdsmæssige ændringer af reglerne.

Det følger af den sammenskrevne bestemmelse, at en forsikringstager m.v. skal afgive en erklæring

til SKAT ved oprettelse af en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A og

anden livs- og pensionsforsikring hos forsikringsselskaber m.v. i udlandet ved udløbet af perioden

som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 15 D, stk. 1, eller ved indtræden af fuld skattepligt her til

landet senest 1 år efter indtræden af fuld skattepligt, men dog inden udløbet af oplysningsfristen for

det indkomstår, hvor den fulde skattepligt indtræder, jf. dog stk. 2 og 3. Erklæringen skal indeholde

de oplysninger, som er nævnt i skattekontrollovens § 17.

I den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 1, 1. pkt., er det fastsat, at ved besiddelse af

pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A og anden livs- og

pensionsforsikring hos forsikringsselskaber m.v. i udlandet skal forsikringstageren m.v. opfylde

betingelserne i stk. 3-7, jf. stk. 2.

I den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 3, 1. pkt., er det fastsat, at ved oprettelse af en ordning

som nævnt i stk. 1, 1. pkt., ved udløbet af perioden som nævnt i pensionsbeskatningslovens § 15 D,

stk. 1, eller senest 1 år efter indtræden af fuld skattepligt her til landet, men dog inden udløbet af

selvangivelsesfristen for det indkomstår, hvor den fulde skattepligt indtræder, skal ejeren afgive en

erklæring til SKAT med en række nærmere oplysninger om ordningen.

Grunden til, at erklæringen skal afgives inden oplysningsfristen er, at når skattepligten indtræder i

løbet af et kalenderår, vil oplysningsfristen for den skattepligtiges første indkomstår kunne indtræde

inden 1-årsdagen efter skattepligtens indtræden.

Da den skattepligtige skal oplyse SKAT om pensionsordningens afkast inden udløbet af

124

oplysningsfristen, er det nødvendigt, at såvel erklæringen efter § 17 som oplysningerne i § 18 for

det første indkomstår indgives til SKAT, inden oplysningsfristen for det første indkomstår udløber.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 1, 2. og 3.

pkt.

Bestemmelsen fastsætter, at erklæringspligten efter stk. 1 dog ikke gælder pensionsordninger

godkendt efter pensionsbeskatningslovens §§ 15 C eller 15 D samt begravelsesforsikringer og

lignende, der er baseret på, at afkastet stedse er negativt, og at et års indbetalinger anvendes til

samme års udbetalinger. Stk. 1 og 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på den, der efter ejerens død

i henhold til bestemmelserne i policen m.v. er berettiget til udbetaling af forsikringen.

Bestemmelsen i

stk. 3

er med en sproglig ændring en videreførelse af den gældende

skattekontrollovs § 11 C, stk. 2, 1. pkt.

Bestemmelsen indebærer, at stk. 1 kun finder anvendelse for fysiske eller juridiske personer, der er

fuldt skattepligtige her til landet.

Til § 17

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 3, sidste

led. Dog foreslås udtrykket ”dispositionen”, om hvilken der skal gives oplysninger efter den

gældende bestemmelse, erstattet af udtrykket ”pensionsordningen m.v.” Der er ikke tilsigtet nogen

indholdsmæssig ændring herved.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer, at for ordninger som nævnt i § 16, stk. 1, skal ejeren afgive en

erklæring til SKAT om pensionsordningen m.v. med oplysning om de forhold, som er nævnt i

bestemmelsens nr. 1-5.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 1,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 3, nr.

Bestemmelsen fastsætter, at ejeren skal give oplysning om sit navn, adresse og personnummer (cpr-

nummer). Har ejeren ikke cpr-nummer, men virksomhedsnummer (cvr-nummer), oplyses dette. Har

ejeren heller ikke cvr-nummer, men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nummer), oplyses

dette. Har ejeren hverken cpr-nummer, cvr-nummer eller SE-nummer, oplyses fødselsdatoen, når

ejeren er en fysisk person. Tilsvarende skal oplysning gives om eventuelt andre forsikrede eller

begunstigede efter policen.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 3, nr.

Det følger af bestemmelsen, at ejeren skal give oplysning om navn og adresse på selskabet.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 3,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 3, nr.

125

Bestemmelsen indebærer, at ejeren skal give oplysninger til identifikation af pensionsordningen,

herunder oplysning om ordningens art samt policens litra og nummer eller lignende identifikation

og om ejeren er eneejer eller ejer af en andel af ordningen.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 4,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 3, nr.

Det følger af bestemmelsen, at ejeren skal give oplysninger om størrelsen af de aftalte præmier eller

bidrag, pensionsydelsen, indbetalingsperiodens længde og udbetalingstidspunktet.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 5,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 3, nr.

Bestemmelsen indebærer, at ejeren skal give oplysninger om tidspunktet for oprettelse af ordningen

eller indtræden af fuld skattepligt her til landet.

Oplysninger om tidspunktet for oprettelse af ordningen efter nr. 5 gælder også tidspunktet for

erhvervelse af allerede eksisterende pensionsordninger eller en andel heraf.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 9.

Det følger af bestemmelsen, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om erklæringen efter

stk. 1.

Bemyndigelsen i stk. 2 tænkes i sammenhæng med bemyndigelsesbestemmelsen i § 18, stk. 2,

udnyttet således, at der kan fastsætte regler om erklæringen efter § 17, stk. 1, og afgivelse af

oplysninger efter § 18, stk. 1, elektronisk efter SKATs nærmere anvisning. Den erklærings- eller

oplysningspligtige samt den, der indberetter, kan i stedet vælge at foretage indberetningen på

særlige blanketter, der kan rekvireres hos SKAT.

Til § 18

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 4.

Bestemmelsen indebærer, at den erklæring, der er nævnt i § 17, skal være vedlagt en række

dokumenter som nævnt i nr. 1 og 2, når den oprettede ordning ikke omfattes af

pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 4, og ordningen ikke er oprettet under omstændigheder som

nævnt i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 1,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 4, nr.

Det følger af bestemmelsen, at der skal medfølge en fuldmagt fra forsikringstageren m.v. til SKAT

til indseende i ordningen i det udenlandske selskab.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 4, nr.

126

2 med en enkelt redaktionel ændring.

Efter bestemmelsen skal der endvidere medfølge en evt. erklæring fra det udenlandske selskab,

hvori det påtager sig hvert år af egen drift senest den 31. januar til SKAT at sende oplysninger som

nævnt i litra a-e vedrørende ordningen det foregående kalenderår.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2, litra a,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C,

stk. 5, nr. 1.

Det følger af bestemmelsen, at en eventuel erklæring skal indeholde oplysninger, der er nævnt i §

17, stk. 1, nr. 1 og 2, samt identifikation af ordningen.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2, litra b,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C,

stk. 5, nr. 2.

Det følger af bestemmelsen, at en eventuel erklæring skal indeholde oplysninger om ordningens

indestående ved indkomstårets udgang.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2, litra c,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C,

stk. 5, nr. 3.

Det følger af bestemmelsen, at en eventuel erklæring skal indeholde oplysninger om årets

udbetalinger fra ordningen.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2, litra d,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C,

stk. 5, nr. 4.

Det følger af bestemmelsen, at en eventuel erklæring skal indeholde oplysninger om årets afkast af

ordningen opgjort efter pensionsafkastbeskatningslovens §§ 3-5, medmindre selskabet i stedet

sender oplysning om årets skattepligtige afkast opgjort som forskellen mellem på den ene side

forsikringens kapitalværdi ved årets udgang med tillæg af udbetalinger i årets løb og på den anden

side forsikringens kapitalværdi ved årets begyndelse med tillæg af indbetalinger i årets løb, i hvilket

tilfælde selskabet i stedet for oplysning om ordningens indestående ved indkomstårets udgang, jf.

litra b, sender oplysning om kapitalværdien af ordningen ved indkomstårets udgang. Efter

pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., skal dog alene medregnes forskellen mellem

værdien af forsikringens depot ved indkomstårets udgang korrigeret efter

pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 3, og værdien af forsikringens depot ved indkomstårets

begyndelse korrigeret efter pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 4.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 2, litra e,

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C,

stk. 5, nr. 5.

Det følger af bestemmelsen, at en eventuel erklæring skal indeholde oplysning om ordningens

ophør eller overdragelse med angivelse af tidspunktet for dette.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 9.

127

Efter bestemmelsen kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om erklæringer efter stk. 1.

Bemyndigelsen i stk. 2 tænkes i sammenhæng med bemyndigelsesbestemmelsen i § 17, stk. 2,

udnyttet således, at der kan fastsætte regler om erklæringer efter § 17, stk. 1, og oplysninger efter §

18, stk. 1, elektronisk efter SKATs nærmere anvisning. Den erklærings- eller oplysningspligtige

samt den, der indberetter, kan i stedet vælge at foretage indberetningen på særlige blanketter, der

kan rekvireres hos SKAT.

Til § 19

Bestemmelsen er en omskrivning af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 5, 1. pkt., med den

ændring, som ændringen af selvangivelsesbegrebet giver anledning til.

Efter reglen i skattekontrollovs § 11 C, stk. 5, gælder, at medmindre ejeren inden udløbet af

kalenderåret har indsendt en erklæring efter stk. 4, nr. 2, eller stk. 6 til SKAT, som dækker det

pågældende kalenderår, skal ejeren inden udløbet af selvangivelsesfristen sende en række nærmere

opregnede oplysninger til SKAT om ordningen det forudgående kalenderår, når ordningen er

oprettet i et udenlandsk selskab.

Det følger af den omskrevne bestemmelse, at medmindre ejeren inden udløbet af kalenderåret har

indsendt en erklæring efter § 18, stk. 1, nr. 2, til SKAT, som dækker det pågældende kalenderår,

skal ejeren inden udløbet af oplysningsfristen oplyse SKAT om oplysningerne nævnt i § 18, stk. 1,

nr. 2, for det forudgående kalenderår, når ordningen er oprettet i et udenlandsk selskab.

Til § 20

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 7.

I den videreførte bestemmelse fastslås det, at indsender det udenlandske selskab ikke indberetning

til SKAT rettidigt og med de krævede oplysninger, kan SKAT pålægge den eller dem, der råder

over ordningen i forhold til selskabet, at opsige ordningen, medmindre ejeren har indsendt

oplysningerne inden udløbet af oplysningsfristen.

Til § 21

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 C, stk. 8.

Det følger af bestemmelsen, at §§ 16-20 finder tilsvarende anvendelse for pensionsordninger i

udenlandske pensionskasser og pensionsfonde og hos andre, der udbetaler pensioner.

Placering af pensionsmidler i særlige opsparingsordninger og deponering

Til § 22

Efter den gældende skattekontrollovs § 11 E stilles der krav om, at en pensionsopsparer, der

anbringer opsparing i en rate- eller kapitalpensionsordning eller en aldersopsparing i et

128

kommanditselskab eller kommanditaktieselskab, skal afgive dokumentation for ejerskabet til

andelen af kommanditselskabet m.v. til pengeinstituttet. Dokumentationen for ejerskabet skal

udarbejdes af det pågældende kommanditselskab m.v. Der stilles ikke krav om den måde, som disse

oplysninger skal afgives på. Dokumentationen kan således afgives ved, at pensionsopspareren

fysisk afleverer et dokument eller lignende i pengeinstituttet, men kan også ske ved elektronisk

overførsel til pengeinstituttet.

Formålet med bestemmelsen i

stk. 1

er dels hensynet til pengeinstitutterne, idet dokumentationen

kan tjene som bevis på, at pensionsopspareren ejer en del af kommanditselskabet m.v., dels

hensynet til at sikre korrekt beskatning efter pensionsafkastbeskatningsloven. Bestemmelsen skal

således ses i sammenhæng med Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 1056 af 7. september 2015 om

visse skattebegunstigende opsparingsformer i pengeinstitutter, hvoraf det fremgår, at

pengeinstituttet skal sende en meddelelse til kommanditselskabet m.v. om, at alle fremtidige

betalinger skal ske til pensionsdepotet, samt at pensionsopspareren ikke kan disponere over

andelene.

Ved nyaffattelsen af pensionsafkastbeskatningsloven i 2010 blev der ved en fejl ikke foretaget en

konsekvensændring af henvisningerne til pensionsafkastbeskatningsloven i skattekontrollovens § 11

E. Det foreslås, at henvisningerne i bestemmelsen ændres, så bestemmelsen får samme indhold som

ved indførelsen af bestemmelsen ved lov nr. 1181 af 12. december 2005 (Forenklet skatteopgørelse

ved investeringer gennem skattetransparente juridiske personer, placering af rate- og

kapitalpensioner i kommanditselskaber m.m.).

Bestemmelsen foreslås herudover udvidet til også at omfatte anbringelse af aldersopsparing i et

kommanditselskab eller kommanditaktieselskab. Denne del af forslaget er en konsekvensrettelse

som følge af indførelsen af aldersopsparing ved lov nr. 922 af 18. september 2012 (Afskaffelse af

fradragsret m.v. for indbetalinger til kapitalpension) og den samtidig hermed indførte adgang til at

placere aldersopsparing i et kommanditselskab m.v.

Angående

stk. 2

indeholder den gældende skattekontrollovs § 11 B med visse undtagelser en

generel deponeringspligt for danske og udenlandske værdipapirer, der ikke er registreret i en

værdipapircentral her i landet, og som er ejet af fysiske og juridiske personer, der er skattepligtige

her til landet af de nævnte værdipapirer.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.4. videreføres skattekontrollovens § 11

B om indberetning til SKAT af størrelsen af indeståender, renter m.v. af værdipapirer deponeret i

udenlandske pengeinstitutter ikke i den nye skattekontrollov. Der er imidlertid fortsat behov for at

opretholde deponeringspligten for værdipapirer, som midler på særskilte depoter på

opsparingsordninger i pengeinstitutter er anbragt i, med henblik på at sikre beskatningen af

pensionsordningen efter pensionsbeskatningsloven og pensionsafkastbeskatningsloven. Disse regler

foreslås fastsat i lovforslagets § 22. Ved et særskilt depot forstås, at pensionsopspareren selv har

placeret de opsparede midler i værdipapirer.

Det foreslås i stk. 2, at værdipapirer, som særskilte depoter i en pensionsordning omfattet af

pensionsbeskatningsloven er anbragt i, og som ikke er registreret i en værdipapircentral, skal

deponeres i et pengeinstitut. For så vidt angår deponering i udlandet, kan deponeringen også ske hos

129

udstederen af værdipapiret.

Det gældende krav om, at deponeringen gælder værdipapirer, der ikke er registreret i en

værdipapircentral her i landet, foreslås ændret. Det foreslås at begrænse kravet om deponering til

kun at gælde for værdipapirer, der ikke er registret i en værdipapircentral, hvad enten

værdipapircentralen er her i landet eller i udlandet. En registrering af et værdipapir i en

værdipapircentral her i landet eller i udlandet giver således samme sikkerhed for beskatningen efter

pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven som en deponering.

Den foreslåede bestemmelse vil i praksis alene omfatte unoterede aktier, som særskilte depoter i

opsparingsordninger i pengeinstitutordninger kan anbringes i efter pensionsbeskatningslovens § 12

for så vidt angår pensionsordninger i andre EU/EØS land og efter Finanstilsynets såkaldte

puljebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1056 af 7. september 2015 om visse skattebegunstigende

opsparingsformer i pengeinstitutter) for så vidt angår pensionsordninger i danske pengeinstitutter.

Stk. 2 er en videreførelse af skattekontrollovens § 11 B, stk. 1, 1. pkt., og skattekontrollovens § 11

B, stk. 3, 1. pkt., idet kravet om deponering dog alene videreføres for værdipapirer, som midler i

særskilte depoter tilknyttet en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningsloven er anbragt i,

og kravet om deponering ved registrering i en værdipapircentral i udlandet heller ikke videreføres.

Det foreslås i

stk.3

at videreføre betingelsen om, at deponeringspligten i stk. 1 kun skal opfyldes af

fysiske personer, der er skattepligtige af udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet efter

pensionsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven.

For så vidt angår henvisningen til skattepligt af afkast efter pensionsbeskatningsloven eller

pensionsafkastbeskatningsloven, bemærkes, at afkastet af pensionsordninger omfattet af

pensionsbeskatningslovens afsnit I ”Pensionsordninger m.v., hvor bidrag eller præmier er skattefri,

samt aldersopsparing og aldersforsikring” beskattes efter pensionsafkastbeskatningsloven, mens

afkastet af pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A

”Indkomstskattepligtige pensionsordninger, forsikringer m.v.” beskattes efter regler i

pensionsbeskatningsloven.

Med bestemmelsen sikres det således, at der fortsat gælder en deponeringspligt for unoterede aktier

som midler i særskilte depoter tilknyttet pensionsordninger, er anbragt i, når udbetalingerne fra en

pensionsordning er skattepligtige, eller afkastet af pensionsordningen beskattes efter enten

pensionsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven gælder.

De gældende regler i skattekontrollovens § 11 B, stk. 4-9, der for deponering i pengeinstitutter i

udlandet omhandler pligten til at afgive erklæring til SKAT med nærmere oplysninger til

identifikation videreføres ikke.

Erklæringspligter i skattekontrollovens § 11 B, stk. 4-9, vedrørende pensionsordninger omfattet af

pensionsbeskatningslovens afsnit I i pengeinstitutter er fastsat i forslaget til

skatteindberetningslovens § 11. Erklæringspligter vedrørende pensionsordninger omfattet af

pensionsbeskatningslovens afsnit II A fremgår af forslaget til skattekontrollovens §§ 16-21. Der

130

henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Gaver over et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til ikke fuldt skattepligtige i udlandet

Til § 23

Bestemmelsen er indholdsmæssigt en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11 D, 1.

pkt., idet gavebeløbets størrelse dog er ændret, således at det følger beløbsgrænsen for det afgiftsfri

gavebeløb efter boafgiftslovens § 22, ligesom det foreslås, at der ikke skal gives anmeldelse af

gaven til SKAT efter bestemmelsen, hvis der allerede er indgivet gaveanmeldelse efter

boafgiftslovens § 26.

Det følger af bestemmelsens

stk. 1,

at fysiske og juridiske personer, der er fuldt skattepligtige her til

landet, og som yder en gave til en værdi over et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til en

person, der ikke er fuldt skattepligtig her til landet, skal oplyse SKAT om gavemodtagerens

identitet, om eventuelt slægtskabsforhold mellem giver og modtager samt om gavens størrelse. Det

gælder dog ikke, hvis der er sket gaveanmeldelse til SKAT efter boafgiftslovens § 26, eller

gavegiver er fritaget for anmeldelsespligten efter regler fastsat af skatteministeren efter stk. 4.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af reglen i den gældende skattekontrollovs § 11 D om,

hvilke identifikationsoplysninger der skal gives. Det følger således af den gældende regel, at

gavegiver skal give en række identifikationsoplysninger i gaveanmeldelsen, som følger af den

gældende skattekontrollovs § 11 A, stk. 4, nr. 1. Da reglen i § 11 A, stk. 4, nr. 1, som der henvises

til, ikke er medtaget i dette lovforslag, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2, er det nødvendigt

at gengive indholdet af denne regel. Det drejer sig om modtagerens navn, adresse og personnummer

(cpr-nummer). Har modtageren ikke cpr-nummer, men virksomhedsnummer (cvr-nummer), oplyses

dette. Har modtageren heller ikke cvr-nummer, men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-

nummer), oplyses dette. Har modtageren hverken cpr-nummer, cvr-nummer eller SE-nummer ,

oplyses fødselsdatoen, når modtageren er en fysisk person. Det foreslås endvidere, at der også skal

oplyses et eventuelt skatteidentifikationsnummer (TIN-nr.) i hjemlandet.

Det følger af

stk. 3,

at grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20. Derved følger

beløbet den tilsvarende regulering, som finder sted af det afgiftsfrie gavebeløb efter boafgiftslovens

§ 22.

Det følger af bestemmelsen i

stk. 4,

som er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 11

D, 2. pkt., at skatteministeren efter omstændighederne kan fritage persongrupper for

anmeldelsespligten. Bestemmelsen ses ikke hidtil at være blevet udnyttet, men bemyndigelsen er

tænkt anvendt på mellemfolkelige foreninger, der yder humanitær bistand til udlandet.

Udbyder af skattearrangementer

Til § 24

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 10 F, stk. 1, med den

ændring, at udtrykket ”ved ligningen” udgår. Det skyldes, at udtrykket ikke anvendes i forslaget til

131

skattekontrollov. Hertil kommer, at udtrykket er overflødigt, når der i bestemmelsen tales om en

eventuel forhøjelse af den skattepligtiges indkomstskat.

Det følger af stk. 1, at den, der som udbyder eller formidler erhvervsmæssigt har bistået en

skattepligtig med anskaffelse af formuegoder eller finansielle instrumenter og hel eller delvis

finansiering heraf (skattearrangement), har, når formålet hermed fortrinsvis er at nedbringe eller

udskyde skattebyrden, pligt til over for SKAT at dokumentere realiteten i de nævnte dispositioner

og af de aktiver og passiver m.v., der indgår heri. Udbyderen eller formidleren hæfter solidarisk

med den skattepligtige for den eventuelle forhøjelse af den skattepligtiges indkomstskat, der

fremkommer som følge af, at de nævnte dispositioner ikke anerkendes som reelle.

Denne pligt til at dokumentere realiteten i de nævnte dispositioner m.v. omfatter ikke kun en pligt

til at fremlægge dokumenter om de aftaler, der indgår i arrangementet, men også en pligt til på

anden tilstrækkelig måde at dokumentere, at der er realitet bag aftalerne. F.eks. at der bag en aftale

om salg af en afskrivningsberettiget container, der befinder sig i Hong Kong, eksisterer en sådan

container, og at containeren kan udskilles entydigt fra andre containere. Eller at f.eks. de

værdipapirer, der indgår i arrangementet, reelt eksisterer, og at overdrageren havde ejendomsretten

til papirerne. Efter praksis kan SKAT fastsætte rimelige frister for, hvornår en redegørelse for et

oplysningspligtigt forhold skal foreligge, hvis ikke den manglende redegørelse skal tillægges

bevismæssig skadevirkning for den skattepligtige ved skatteansættelsen. Det foreslås, at SKAT på

lignende måde kan fastsætte frister, inden for hvilke udbydere eller formidlere skal dokumentere

realiteten bag skattearrangementet, hvis ikke den manglende dokumentation skal tillægges

bevismæssig skadevirkning.

Efter forslaget hæfter udbyderen eller formidleren solidarisk med den skattepligtige for den

eventuelle forhøjelse af den skattepligtiges indkomstskat, der fremkommer som følge af, at de

nævnte dispositioner ikke anerkendes som reelle. SKAT kan således vælge at opkræve hele

skatterestancen hos udbyderen eller formidleren, der derefter selv må søge eventuel betaling fra den

skattepligtige.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 10 F, stk. 2.

Det følger af den videreførte bestemmelse, at SKAT afgør, om der foreligger et skattearrangement

som nævnt i stk. 1, 1. pkt., som kan begrunde en medhæften for udbyder eller formidler.

Afgørelsen af, om der foreligger et skattearrangement, kan træffes af SKAT af egen drift eller efter

anmodning fra en udbyder eller en formidler. Afgørelsen kan træffes på ethvert tidspunkt, hvor det

fornødne beslutningsgrundlag er til stede, dvs. at det vil kunne forekomme, at afgørelsen træffes

forud for tidspunktet, hvor der gennemføres en skatteansættelse.

Udbyderen eller formidleren har partsstatus i denne sag. Tilsvarende må den skattepligtige deltager

i skattearrangementet anses for at have partsstatus i overensstemmelse med det skatteretlige

partsbegreb, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, hvorefter en klage kan indgives af enhver,

der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

Det har ikke opsættende virkning for skatteansættelsen, at der rejses sag om skattearrangementet,

132

men SKAT kan efter omstændighederne vælge at gennemføre skatteansættelsen med forbehold af,

at behandlingen af skattearrangementet er udskudt, indtil sagen om skattearrangementet er afgjort.

Det har endvidere ikke opsættende virkning for den solidariske hæftelse, at udbyder eller formidler

klager over en afgørelse om, at der foreligger et skattearrangement, der medfører solidarisk

hæftelse.

Bestemmelsen i

stk. 3

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 10 F, stk. 3.

Det følger af den videreførte bestemmelse, at tilsidesættes et skattearrangement som nævnt i stk. 1,

1. pkt., kan udbyderen respektive formidleren påklage dette forhold i skatteansættelsen efter de

almindelige klageregler i skatteforvaltningsloven. Skatteforvaltningslovens § 51 finder tilsvarende

anvendelse over for udbyderen eller formidleren.

Udbyder eller formidler har ikke partsstatus i selve skatteansættelsessagen, men udbyderen eller

formidleren er efter bestemmelsen tillagt ret til - på lige fod med den skattepligtige - at påklage den

del af skatteansættelsen, der vedrører skattearrangementer efter de almindelige klageregler i

skatteforvaltningsloven.

Skatteforvaltningslovens § 51 om henstand med skattebetalingen som følge af en klagesag finder

tilsvarende anvendelse over for udbyderen eller formidleren.

Kapitel 3 - Særlige oplysningspligter for erhvervsdrivende

Ejer- og medlemsfortegnelse i selskaber m.v.

Til § 25

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 A, stk. 1. Dog er

der i 1. pkt. indsat en henvisning til bestemmelsen i § 28, stk. 1, om, at forpligtelsen ikke gælder,

hvis oplysningerne er registreret i Det Offentlige Ejerregister.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at selskaber m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr.

2-6, (dvs. alle andre fuldt skattepligtige selskaber end aktie- og anpartsselskaber, som er omfattet af

Det Offentlige Ejerregister) skal føre en fortegnelse over samtlige ejere og medlemmer. Nye ejere

og nye medlemmer skal senest 2 uger efter henholdsvis ejerskabets og medlemskabets opståen

skriftligt underrette selskabet m.v. om deres identitet.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 A, stk. 2. Dog er

der ligesom i stk. 1 indsat en henvisning til § 28, stk. 1, om, at forpligtelsen ikke gælder, hvis

oplysningerne er registreret i Det Offentlige Ejerregister.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at kommanditselskaber omfattet af § 2, stk. 2, i lov om visse

erhvervsdrivende virksomheder skal føre en fortegnelse over alle komplementarer og

kommanditister i kommanditselskabet. Sker der udskiftning af deltagere i kommanditselskabet, skal

nye deltagere senest 2 uger efter ejerskabets opståen skriftligt underrette selskabet om deres

identitet.

133

Bestemmelsen i

stk. 3

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 A, stk. 4.

Det følger af bestemmelsen i stk. 3, at trustees og administratorer af truster og andre lignende retlige

arrangementer skal være i besiddelse af identifikationsoplysninger om andre trustees og

administratorer og om arrangementets stiftere samt om modtagere og mulige modtagere af

uddelinger fra arrangementet. Dette gælder dog ikke mulige modtagere af almenvelgørende eller på

anden måde almennyttige uddelinger.

Udtrykkene "trustee" og ”administrator” skal forstås bredt. En trustee omfatter således en trust

protektor, administrator og enhver anden person (uanset personens titel i forhold til trusten), som – i

henhold til trustens stiftelsesdokument m.v. og/eller gældende lov – har ansvaret for distribution

og/eller administration af trusten, uanset om denne funktion f.eks. deles med en anden person eller

personer, eller er begrænset i sit omfang.

Bestemmelsen finder kun anvendelse, når trustee eller administrator er fuldt skattepligtig her til

landet (dvs. bosiddende eller hjemmehørende i Danmark) eller udøver virksomheden fra et fast

driftssted i Danmark. Med andre lignende retslige arrangementer menes andre juridiske

konstruktioner, hvor en person (juridisk eller fysisk) har fået overdraget aktiver m.v., hvis afkast

skal komme en tredjepart til gode. Det kan eksempelvis være treuhands, som er kendt i flere

tysktalende lande.

Selskaber, trustees og administratorer vil som oftest som led i deres almindelige virke have

ovennævnte oplysninger. Ved at medtage forpligtelserne i skattekontrolloven opnås, at

oplysningerne kan blive indberettet til SKAT.

Til § 26

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 A, stk. 5, med de

ændringer af paragrafhenvisningerne, som paragrafnumrene giver anledning til.

Det følger af bestemmelsen, at identifikationsoplysningerne efter § 25 skal omfatte fuldt navn,

adresse, hjemland og personnummer (cpr-nummer). Har den person, der skal identificeres, ikke cpr-

nummer, men virksomhedsnummer (cvr-nummer), oplyses cvr-nummer. Har den pågældende heller

ikke cvr-nummer, men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nummer), oplyses dette. For

udlændinge uden cpr-nummer, cvr-nummer eller SE-nummer skal oplyses fødselsdatoen, når den

pågældende er en fysisk person, og skatteidentifikationsnummeret (TIN-nummer) i bopælslandet,

hvis et sådant findes i det pågældende land.

Det er en almindelig erfaring blandt alle lande, der gør brug af TIN-numre, at disse numre er et

særdeles effektivt middel til identifikation af landets skattepligtige. Det findes derfor rimeligt at

pålægge de indberetningspligtige at indberette dette nummer til SKAT i tilfælde, hvor den

pågældende person ikke har noget dansk identifikationsnummer, og et udenlandsk TIN-nummer

forefindes.

Til § 27

134

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 A, stk. 6. Dog er der indsat

en henvisning til bestemmelsen i § 28, stk. 1, om, at forpligtelsen ikke gælder, hvis oplysningerne er

registreret i Det Offentlige Ejerregister.

Efter bestemmelsen skal oplysningerne som nævnt i §§ 25 og 26 opbevares i mindst 5

år fra udgangen af det indkomstår, oplysningerne vedrører. Dette svarer til det almindelige

opbevaringskrav i bogføringsloven.

Til § 28

Bestemmelsen i

stk. 1, 1. pkt.,

er en videreførelse af skattekontrollovens § 3 A, stk. 8. Dog er det i

bestemmelsen præciseret, hvilke selskaber det kan komme på tale, at forpligtelsen ikke skal gælde

for.

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., at i det omfang et selskab omfattet af § 25, stk. 1 eller 2,

har registret oplysningerne i Det Offentlige Ejerregister, jf. selskabslovens § 58 sammenholdt med §

15 f i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, skal selskabet efter de nævnte bestemmelser

ikke føre en fortegnelse over samtlige ejere og medlemmer.

SKAT vil til brug for sin kontrol kunne hente oplysningerne direkte i Det Offentlige Ejerregister.

Bestemmelsen i

stk. 1, 2. pkt.,

er ny. Efter forslaget skal selskabet føre en fortegnelse over ejere og

medlemmer, som besidder under 5 pct. af selskabskapitalen eller råder over mindre end 5 pct. at den

samlede stemmeværdi i selskabet. Med bestemmelsen tydeliggøres det, at i det tilfælde, hvor

ejernes besiddelse af kapitalposter m.v. ligger under denne grænse, og oplysningerne derfor ikke

registreres i Det Offentlige Ejerregister, har selskabet pligt til at føre en fortegnelse over disse

medlemmer.

Bestemmelsen i

stk. 2,

er indholdsmæssigt en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3

A, stk. 7. Dog er henvisningen til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, udgået, da selskaber

omfattet af denne bestemmelse i selskabsskatteloven i dag er omfattet af Det Offentlige Ejerregister.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2,

sammen med oplysningsskemaet skal give identifikationsoplysninger som nævnt i § 26 om dem,

der i indkomståret har besiddet mindst 5 pct. af selskabskapitalen eller har rådet over mindst 5 pct.

af den samlede stemmeværdi i selskabet. Bestemmelsen af, om der har været rådet over mindst 5

pct. af den samlede stemmeværdi, afgøres på baggrund af reglerne i selskabslovgivningen.

Selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, kan være selskaber, som er

indregistreret i udlandet, men på grund af forskellige tilknytningsmomenter til Danmark er

undergivet dansk beskatning. Det kan også være selskaber, som er hjemmehørende her i landet, hvis

ledelsen har sæde her i landet - uanset hvor selskabet er indregistreret, jf. selskabsskattelovens § 1,

stk. 6. For disse selskabers vedkommende kan SKATs behov for indsigt i ejerkredsen være lige så

væsentlig som for dansk indregistrerede selskaber.

Regnskabsføring i fremmed valuta

135

Til § 29

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 1, med den

ændring, at ”opgørelse af arbejdsmarkedsbidrag” er udgået, da arbejdsmarkedsbidraget i dag må

betragtes som en indkomstskat.

Det følger af den videreførte bestemmelse, at den regnskabsføring, der skal lægges til grund for en

skattemæssig opgørelse, kan foretages i fremmed valuta efter reglerne i bogføringsloven og

årsregnskabsloven.

At skattemæssige opgørelser kan foretages på grundlag af regnskabsføring i fremmed valuta efter

reglerne i bogførings‐ og årsregnskabsloven indebærer en accept af, at den anvendelse af

standardkurser, der tillades efter bogførings‐ og årsregnskabsloven, med deraf følgende

unøjagtigheder i registreringerne, kan lægges til grund for skattemæssige opgørelser. Denne

regnskabsføring kan således ske i danske kroner, euro eller i en relevant fremmed valuta.

Begrebet »det skattemæssige årsregnskab« forstås som det regnskab, der viser den skattepligtiges

skattemæssige resultat med tilhørende specifikationer og opgørelser. Dette kan for selskabers

vedkommende være årsrapporten med de nødvendige skattemæssige korrektioner. Af § 3 i

mindstekravsbekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006 for større virksomheder og af § 7 i

mindstekravsbekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 for mindre virksomheder fremgår det, at det

skattemæssige årsregnskab skal være udarbejdet efter skattemæssige principper eller skal indeholde

skattemæssige korrektioner (konvertering) og specifikationer til regnskabet.

I modsætning til begrebet »det skattemæssige årsregnskab« er begreberne årsrapport, dvs. det

regnskab som skal udarbejdes efter årsregnskabsloven, eller tilsvarende driftsøkonomiske regnskab

i disse bemærkninger samlet betegnet med udtrykket ”regnskab”.

Det skattemæssige årsregnskab udarbejdes sædvanligvis med udgangspunkt i regnskabet med de

skattemæssige korrektioner, der følger af, at de skattemæssige principper og de regnskabsmæssige

principper for opgørelsen af indkomsten ikke i alle tilfælde er de samme. Selve indkomstopgørelsen

består af indtægtsposter og fradragsposter, herunder kapitalgevinster og -tab, der samlet udgør årets

skattegrundlag, hvoraf der opkræves de for det relevante skattesubjekt gældende skatter.

Bestemmelsen i

stk. 2

er videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at pligtmæssige meddelelser til SKAT skal foretages i dansk

mønt, og at skatteministeren kan fastsætte særlige regler for omregning mellem et regnskab i

fremmed valuta og pligtmæssige oplysninger i dansk mønt.

De pligtmæssige oplysninger, der skal gives til SKAT, skal gives i dansk mønt. Det har

sammenhæng med, at SKATs IT-systemer ikke kan håndtere angivelser i fremmed valuta. Det kan

eksempelvis være periodiske meddelelser til SKAT som f.eks. oplysningsskemaet, lønoplysninger

om indeholdt A‐skat eller arbejdsmarkedsbidrag, men det kan også være afgivelse af

kontroloplysninger efter anmodning om regnskabsmæssige forhold. Afgives pligtmæssige

oplysninger i anden mønt end dansk, anses oplysningerne for ikke at være afgivet.

136

De pligtmæssige oplysninger, som SKAT modtager om en skattepligtig, hidrører ofte fra mange

kilder. Endvidere bruges pligtmæssige oplysninger ofte til en skattemæssig fastlæggelse af

mellemværender mellem forskellige skattepligtige. Sådanne krav til umiddelbar sammenlignelighed

gør, at omregningen i en række tilfælde skal ske efter mere nuancerede regler end anvisningerne i

bogførings‐ og årsregnskabsloven. Derfor kan der være behov for administrativt at kunne fastsætte

særlige regler for omregning af oplysninger fra et regnskab i fremmed valuta til pligtmæssige

oplysninger i dansk mønt.

Efter bestemmelsen kan skatteministeren derfor fastsætte regler for omregning af oplysninger fra et

regnskab i fremmed valuta til pligtmæssige oplysninger i dansk mønt. Derimod kan bemyndigelsen

ikke anvendes til at fastsætte regler for regnskabsføring i fremmed valuta.

Forsætlig eller groft uagtsom undladelse af at efterkomme de regler, som skatteministeren har

fastsat, straffes med bøde, jf. § 74, stk. 1, nr. 2. Den gældende bestemmelse er udnyttet i § 3, stk. 5,

i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 om indberetningspligter m.v. efter skattekontrolloven.

Herefter skal indberetningen til SKAT foretages i danske kroner. Omregningen til danske kroner

foretages efter dagskursen på retserhvervelsestidspunktet.

Til § 30

Bestemmelsen er med enkelte justeringer en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C,

stk. 3. Justeringerne går ud på dels at gøre det muligt for nystiftede selskaber at kunne anvende

reglerne om regnskabsføring i fremmed valuta allerede fra stiftelsen, dels at præcisere, at

bestemmelsen kun omfatter virksomheder, som efter § 3 i mindstekravsbekendtgørelsen for større

virksomheder eller § 6 i mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder har pligt til at

indgive et skattemæssigt årsregnskab til SKAT.

Det følger af bestemmelsen i

stk. 1,

at uanset § 29, stk. 1, og bestemmelser udstedt efter § 29, stk. 2,

2. pkt., kan skattepligtige som nævnt i § 32, stk. 1, og som skal indgive et skattemæssigt

årsregnskab til SKAT, udarbejde årsregnskabet i én fremmed valuta og omregne resultatet til dansk

mønt, jf. § 32. Opgørelser m.v. af betydning for skatteansættelsen foretages i den valgte fremmede

valuta inden omregningen af resultatet til dansk mønt. Det er en betingelse, at den skattepligtige

inden begyndelsen af det første indkomstår, for hvilket der vælges en anden valuta end dansk mønt,

har indgivet meddelelse til SKAT om, hvilken valuta der ønskes anvendt, og om, hvilken

centralbanks kurs der ønskes anvendt ved omregningen af resultatet. Tilsvarende kan nystiftede

selskaber i forbindelse med stiftelsen af selskabet give SKAT meddelelse om, hvilken valuta m.v.,

der ønskes anvendt. Bestemmelsen kan navnlig få betydning for nystiftede datterselskaber af

udenlandske koncerner. SKAT kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i 3. og 4. pkt.

Efter bestemmelsen har en virksomhed, som skal indgive et skattemæssigt årsregnskab, således

mulighed for at udarbejde det skattemæssige årsregnskab i én fremmed valuta og omregne resultatet

til dansk mønt. Virksomheder, der bogfører i en fremmed valuta, og som vælger at omregne det

skattemæssige årsregnskab til dansk mønt ved ”engangsomregning”, skal som hovedregel ikke efter

skatteretlige regler registrere kursen på tidspunktet for hver enkelt transaktion, for så vidt angår den

valgte valuta.

137

Dermed fraviges hovedprincippet i skattekontrollovens § 29, stk. 1, der henviser til reglerne i

bogførings- og årsregnskabsloven, hvorefter en bogføring i fremmed valuta skal tilrettelægges

således, at hver enkelt transaktion skal kunne omregnes til dansk mønt efter kursen på

transaktionstidspunktet.

Den skattepligtige kan imidlertid alene vælge, at det skattemæssige årsregnskab udarbejdes i én

fremmed valuta. Hvis den skattepligtige derfor har indtægter hidrørende fra flere virksomheder, der

aflægger regnskab i forskellige fremmede valutaer, må den skattepligtige vælge én af disse valutaer

som skatteregnskabsvaluta. For personligt erhvervsdrivende m.v. gælder dog særlige regler, jf. §§

35-37.

Opgørelser m.v. af betydning for skatteansættelsen foretages i den valgte fremmede valuta inden

omregningen af resultatet til dansk mønt. Dette medfører, at den af virksomheden anmeldte

regnskabsvaluta skattemæssigt vil blive betragtet som virksomhedens »nationale« valuta, idet der

ikke indgår valutakursændringer på den valgte valuta i opgørelsen af det skattemæssige resultat.

Dette får betydning bl.a. i relation til kursgevinstloven, aktieavancebeskatningsloven og

ejendomsavancebeskatningsloven. Efter de nævnte love påvirkes gevinsten, fortjenesten, tabet m.v.

i avanceopgørelserne samt i øvrige avanceopgørelser, hvori der indgår en omregning af en fremmed

valuta til dansk mønt, af valutakursændringer fra anskaffelsestidspunktet til afståelsestidspunktet.

Udgangspunktet efter bestemmelsen er derimod, at valutakursændringer i skatteregnskabsvalutaen

ikke påvirker opgørelsen af fortjeneste, gevinst, tab m.v., idet opgørelsen foretages i den valgte

fremmede valuta, inden resultatet omregnes til dansk mønt.

Denne ændring af opgørelsen medfører, at en virksomheds valg af valuta i det skattemæssige

årsregnskab kan have stor betydning for det skattemæssige resultat, bl.a. fordi de foreslåede

bestemmelser indebærer, at virksomheden ikke skal medregne valutakurstab og -gevinst på

transaktioner i den valgte skatteregnskabsvaluta.

Det er følgelig nødvendigt at sikre, at der ikke skabes mulighed for at spekulere i valget af valuta.

Det er vurderingen, at en anmeldelsesordning er nødvendig for at sikre, at valget af valuta træffes

ud fra forretningsmæssige overvejelser og ikke bæres af skattemæssige hensyn, hvilket kunne være

særdeles provenubelastende for staten.

Det er derfor en betingelse for at kunne foretage ”engangsomregning”, at den skattepligtige inden

begyndelsen af det første indkomstår, for hvilket der vælges en anden valuta end dansk mønt, har

indgivet meddelelse til SKAT om, hvilken valuta der ønskes anvendt, samt om hvilken centralbanks

kurs der ønskes anvendt ved omregningen af resultatet.

I tilknytning til ovenstående kan SKAT i særlige tilfælde dispensere fra fristen for anmeldelse,

således at valg af skatteregnskabsvaluta gyldigt kan træffes efter indkomstårets begyndelse.

Bemyndigelsen er primært tænkt anvendt i tilfælde, hvor det efter indkomstårets begyndelse bliver

nødvendigt for en virksomhed at overgå til en ny regnskabsvaluta, f.eks. hvis virksomheden i

henhold til de af Kommissionen godkendte internationale regnskabsstandarder, IAS/IFRS, har eller

får pligt til at overgå til en anden funktionel valuta, i hvilket tilfælde bemyndigelsen ligeledes

138

undtagelsesvis kan anvendes til at ændre et anmeldt valg af skatteregnskabsvaluta efter

indkomstårets begyndelse.

Bemyndigelsen er ligeledes tænkt anvendt i tilfælde, hvor et som udgangspunkt udenlandsk selskab

eksempelvis i forbindelse med kontrol bliver anset for et selskab hjemmehørende i Danmark i

medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6. Der findes dog ikke at være grundlag for dispensation fra

fristen, hvis anmeldelsen af skift af valuta indgives på et tidspunkt, hvor det skattemæssige resultat

kendes, og hvor valutaskiftet indebærer en skattefordel i den periode, der allerede er forløbet,

medmindre der er tale om én af ovennævnte to situationer, hvor de faktiske forhold synes mere

afgørende for valutaskiftet end en eventuel skattefordel.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 4.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at den skattepligtige skal bogføre i den pågældende valuta eller

sørge for, at bogføringen indeholder oplysninger, som til enhver tid gør det muligt at omregne til

den pågældende valuta. En skattepligtig, der aflægger årsrapport efter International Accounting

Standards (IAS) eller International Financial Reporting Standards (IFRS), kan alene vælge at

udarbejde et skattemæssigt årsregnskab, som skal indgives til SKAT, i sin funktionelle valuta eller

dansk mønt.

Virksomheden skal anvende samme regnskabsvaluta som grundlag for det skattemæssige

årsregnskab som for virksomhedens bogføring i øvrigt eller sørge for, at bogføringen indeholder

oplysninger, som til enhver tid gør det muligt at omregne til den pågældende valuta.

Virksomheden forudsættes at bogføre i en valuta, som er relevant for virksomheden, og det

skattemæssige årsregnskab udarbejdes derfor også i den relevante valuta. Virksomheden kan

således ifølge bogføringslovgivningen kun skifte til bogføring i anden mønt i et igangværende

regnskabsår, hvis denne anden mønt er blevet relevant. Dette gælder også ved skift til bogføring

tilbage til danske kroner.

Hvis virksomheden har anmeldt eller fået dispensation til at anvende en bestemt valuta, forudsættes

det, at denne valuta anvendes i virksomhedens bogføring i hele indkomståret, og det forventes

således, at hovedreglen bliver, at virksomhederne ligeledes bogfører i den valuta, som er valgt som

grundlag for det skattemæssige årsregnskab. Men i de tilfælde, hvor det eventuelt bliver nødvendigt

at skifte bogføringsvaluta i løbet af indkomståret, hvilket er muligt ifølge bogføringslovgivningen,

skal den skattepligtige blot sørge for, at bogføringen indeholder oplysninger, som til enhver tid gør

det muligt at omregne til den pågældende valuta.

En skattepligtig, der aflægger årsrapport efter International Accounting Standards (IAS) eller

International Financial Reporting Standards (IFRS), kan alene vælge at udarbejde skattemæssigt

årsregnskab i sin funktionelle valuta eller dansk mønt. Virksomheden kan således altid vælge at

anvende danske kroner i det skattemæssige årsregnskab, selv om den funktionelle valuta måtte være

en fremmed valuta.

Hvis en skattepligtig har udarbejdet det skattemæssige årsregnskab i én funktionel valuta og senere

får fastlagt en anden funktionel valuta, skal der anmodes om tilladelse til at ændre valuta, jf.

139

forslaget til § 31.

Til § 31

Bestemmelsen er med enkelte justeringer en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C,

stk. 5. Justeringerne går dels ud på at gøre det muligt for nystiftede selskaber at anvende en anden

valuta end dansk mønt ved indkomstopgørelsen for det nystiftede selskabs første indkomstår, dels

ud på at præcisere, at bestemmelsen angår det skattemæssige årsregnskab, som skal indgives til

SKAT enten efter anmodning fra SKAT, jf. mindstekravsbekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 for

mindre virksomheder eller ifølge reglerne i mindstekravsbekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006 for

større virksomheder.

Bestemmelsen i § 31 indebærer, at den skattepligtige for et efterfølgende indkomstår kan vælge, at

et skattemæssigt årsregnskab, som skal indgives til SKAT, skal udarbejdes i en anden valuta end

den, der tidligere er valgt, hvis ændringen er begrundet i virksomhedens eller koncernens forhold.

Bestemmelsen anvendes i tilfælde, hvor den skattepligtige i tidligere indkomstår har anvendt

reglerne i §§ 30-37, men for fremtidige indkomstår ønsker at skifte valuta igen. I dette tilfælde skal

der gives tilladelse af SKAT. Tilladelse gives, hvis det efter en konkret vurdering skønnes, at

valutaskiftet er begrundet i virksomhedens eller koncernens forhold. Dette vil eksempelvis være

tilfældet, hvis virksomheden ifølge International Accounting Standards (IAS) eller International

Financial Reporting Standards (IFRS) har fået en ny funktionel valuta. Medmindre virksomheden

ifølge de internationale regnskabsstandarder har fået en ny funktionel valuta, vil der næppe være

tale om, at valutaskiftet er begrundet i virksomheden eller koncernens forhold, hvis anmodningen

om skift af valuta indgives på et tidspunkt, hvor det skattemæssige resultat kendes, og hvor

valutaskiftet indebærer en skattefordel i den periode, der allerede er forløbet. I dette tilfælde kan der

dog meddeles tilladelse til valutakursskift for det efterfølgende indkomstår, hvis ændringen i øvrigt

er begrundet i virksomhedens eller koncernens forhold. Tilladelse bør imidlertid kun gives i sjældne

tilfælde, da valutaskift komplicerer avanceopgørelserne væsentligt.

Efter bestemmelsen er det endvidere en betingelse, at den skattepligtige inden begyndelsen af det

indkomstår, for hvilket der ønskes anvendt en anden valuta end den, der tidligere er valgt, har

indgivet meddelelse til SKAT om, hvilken ny valuta der ønskes anvendt, samt om hvilken

centralbanks kurs der ønskes anvendt ved omregningen af resultatet, jf. § 32, stk. 2. Tilsvarende

foreslås det, at nystiftede selskaber i forbindelse med stiftelsen af selskabet kan give SKAT

meddelelse om, hvilken valuta m.v. som ønskes anvendt. Dermed vil nystiftede selskaber for første

indkomstår kunne anvende en anden valuta end dansk mønt. Det kan navnlig have betydning for

nystiftede datterselskaber af udenlandske koncerner.

SKAT kan dog i særlige tilfælde dispensere fra denne frist. Dette svarer til bestemmelserne i det

foreslåede § 30, stk. 1, og baggrunden herfor er den samme, ligesom der bør meddeles dispensation

under samme forudsætninger, hvorfor der henvises til bemærkningerne til § 30, stk. 1.

Den skattepligtige skal anmode om tilladelse til at udarbejde skattemæssigt årsregnskab i en ny

valuta, uanset at den skattepligtige eventuelt har fået tilladelse til at bogføre i en anden valuta. Dette

skyldes, at regnskabsreglerne og skattereglerne varetager forskellige hensyn. På samme vis skal

140

eksempelvis et selskab anmelde omlægning af indkomståret særskilt til SKAT, jf.

selskabsskattelovens § 10, uanset at selskabet eventuelt har fået omlagt regnskabsåret. Dette

betyder, at et selskab kan have omlagt sit regnskabsår uden at have omlagt sit indkomstår.

Som nævnt kan tilladelse til at udarbejde det skattemæssige årsregnskab i en anden valuta, end den

valuta der hidtil har været lagt til grund, kun gives, hvis det efter en konkret vurdering skønnes, at

valutaskiftet er begrundet i virksomhedens eller koncernens forhold, og tilladelse bør kun gives i

sjældne tilfælde, da valutaskift komplicerer avanceopgørelserne væsentligt.

Til § 32

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 6.

Efter bestemmelsen har følgende skattepligtige adgang til omregning som nævnt i § 30, stk. 1:

1) Juridiske personer omfattet af selskabsskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, litra a eller b.

2) Juridiske personer omfattet af fondsbeskatningslovens § 1.

3) Fysiske personer omfattet af kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4 eller 5, og dødsboer

omfattet af dødsboskatteloven, dog alle alene for så vidt angår opgørelsen af indkomst fra

selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Efter bestemmelsen kan muligheden for ”engangsomregning” som udgangspunkt kun anvendes af

fuldt skattepligtige her til landet og af begrænset skattepligtige, der udøver erhverv med fast

driftssted her i landet eller ejer en her i landet beliggende fast ejendom.

Bestemmelsen kan således anvendes af juridiske personer omfattet af selskabsskattelovens § 1.

Selskaber m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, dvs. selskaber med hjemsted i

udlandet med fast driftssted i Danmark, samt selskaber m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 2,

stk. 1, litra b, dvs. selskaber med hjemsted i udlandet, som i egenskab af ejer, medejer, brugs- eller

indtægtsnyder oppebærer indtægt af en her i landet beliggende fast ejendom, kan ligeledes anvende

reglerne. Herudover er juridiske personer som nævnt i fondsbeskatningsloven § 1 omfattet. Det

forudsættes endvidere, at udenlandske selskaber inddraget under dansk sambeskatning kan anvende

reglerne på lige fod med danske selskaber, hvilket indebærer, at samtlige bestemmelser finder

anvendelse, herunder eksempelvis også bestemmelsen i denne lovs § 30, stk. 2, hvorefter den

skattepligtige skal bogføre i den pågældende valuta eller sørge for, at bogføringen indeholder

oplysninger, som til enhver tid gør det muligt at omregne til den pågældende valuta.

For fysiske personer omfattet af kildeskattelovens § 1 indføres et yderligere kriterium, nemlig at

disse alene skal være omfattet, hvis personen driver selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Samme kriterium gælder for dødsboer omfattet af dødsboskatteloven og for begrænset

skattepligtige personer m.v. omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra d eller e. Det vil således

alene være for indkomst hidrørende fra selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, at det

skattemæssige årsregnskab kan udarbejdes i fremmed valuta. Hvis en i udlandet hjemmehørende

fysisk person således er begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a,

eksempelvis fordi personen oppebærer en lønindkomst i Danmark, og samme fysiske person driver

erhverv med fast driftssted i Danmark og dermed også er begrænset skattepligtig efter

kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra d, vil det alene være indkomsten hidrørende fra det faste

141

driftssted, dvs. den selvstændige erhvervsmæssige virksomhed, der kan opgøres efter

bestemmelserne om regnskabsføring i fremmed valuta.

Begrebet selvstændig erhvervsmæssig virksomhed skal forstås i overensstemmelse med de

almindelige skatteretlige principper for fastlæggelsen af, hvorvidt der er tale om erhvervsmæssig

virksomhed eller ej, jf. bl.a. cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, som ændret

senest ved cirkulære nr. 14 af 15. januar 1997.

Bestemmelsen i

stk. 2

om omregning af resultatet til dansk mønt er en videreførelse af den

gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 7, med den præcisering, at bestemmelsen angår tilfælde, hvor

den skattepligtige skal indgive et skattemæssigt årsregnskab til SKAT.

Det følger af stk. 2, at omregningen af resultatet til dansk mønt, jf. § 30, stk. 1, 1. pkt., skal ske til

en gennemsnitskurs for indkomståret. Ved omregning af resultatet skal der anvendes en af en

centralbank fastsat valutakurs. Valget af, hvilken centralbanks valutakurs der ønskes anvendt ved

omregningen af resultatet, skal anmeldes i forbindelse med meddelelsen til SKAT efter § 30, stk. 1,

3. pkt., eller § 31, 2. pkt.

Ved brug af en gennemsnitskurs kan det forekomme, at der ikke er en officiel gennemsnitskurs for

netop den pågældende virksomheds indkomstår. I så fald må gennemsnitskursen udregnes som et

gennemsnit af de officielle månedsgennemsnitskurser for hver måned i virksomhedens indkomstår

Den kurs, der anvendes ved ”engangsomregningen”, skal være en officiel valutakurs, dvs. en af en

centralbank fastsat valutakurs. Valget af, hvilken centralbanks valutakurs der ønskes anvendt ved

omregningen af resultatet, skal anmeldes i forbindelse med meddelelsen til SKAT. Da valget af

centralbankkurs kan have stor betydning for det endelige resultat og dermed den endelige

skattebetaling, er det nødvendigt at indføre en bestemmelse, hvorefter den skattepligtige skal træffe

valget af centralbankkurs i forbindelse med valget af udarbejdelse af skattemæssigt årsregnskab i

fremmed valuta, således at SKAT modtager anmeldelse af såvel den valuta, som den skattepligtige

ønsker at anvende, som hvilken centralbanks valutakurs der ønskes anvendt ved omregningen af

resultatet inden indkomstårets begyndelse.

Det afgørende er således, at valget af centralbankkurs foretages inden indkomstårets begyndelse. Af

samme årsag kan den skattepligtige for efterfølgende indkomstår vælge en anden centralbanks

valutakurs end den, der er valgt. Det er dog en betingelse herfor, at der er foretaget anmeldelse heraf

til SKAT inden indkomstårets begyndelse.

Ved omregning af indkomstårets transaktioner anvendes den efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt.,

valgte centralbanks valutakurser. Hvis denne centralbank ikke offentliggør valutakurser på den

valuta, som transaktionen er foretaget i, kan der anvendes en valutakurs fastsat af en anden

centralbank. Hovedreglen er således, at indkomstårets transaktioner skal omregnes til valutakurser,

der er fastsat af den samme centralbank, som fastsætter valutakursen for omregningen af resultatet.

Men det kan i visse situationer være nødvendigt at anvende en anden centralbanks valutakurs.

Eksempelvis kan nævnes en dansk virksomhed, som bogfører i amerikanske dollars og udarbejder

det skattemæssige årsregnskab i amerikanske dollars, som i årets løb har haft transaktioner i

japanske yen, og som har valgt Danmarks Nationalbank som centralbank efter stk. 2, 2. pkt.

142

Transaktionerne i japanske yen skal derfor omregnes til amerikanske dollars til brug for opgørelsen

af den skattepligtige indkomst. Da Danmarks Nationalbank imidlertid ikke fastsætter krydskurser

mellem udenlandske valutaer, må virksomheden vælge en anden centralbank, der fastsætter den

relevante krydskurs. Det er kursen på transaktionstidspunktet, der skal anvendes.

Udarbejder den skattepligtige skattemæssigt årsregnskab i fremmed valuta, skal den skattepligtige

tillige omregne uudnyttede tab omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 2 og 4,

ejendomsavancebeskatningslovens § 6 og kursgevinstlovens §§ 31 og 32 efter 1.-7. pkt. i

bestemmelsens stk. 2.

For selskaber omregnes den skattepligtige indkomst i fremmed valuta således til dansk mønt til en

gennemsnitskurs for indkomståret. Udviser den skattepligtige indkomst underskud, fremføres

underskuddet i danske kroner. Uudnyttede tab omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 2 og 4,

ejendomsavancebeskatningslovens § 6 og kursgevinstlovens §§ 31 og 32, dvs. kildeartsbegrænsede

tab, omregnes ligeledes til danske kroner og fremføres i danske kroner til anvendelse i efterfølgende

indkomstår.

For fysiske personer m.v. omregnes indkomsten ved selvstændig erhvervsmæssig virksomhed

ligeledes til en gennemsnitskurs for indkomståret. Også for fysiske personer m.v. vil eventuelle

underskud og kildeartsbegrænsede tab blive fremført i danske kroner.

Til § 33

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 8, med de sproglige

præciseringer, at der henvises til det skattemæssige årsregnskab udarbejdet i overensstemmelse med

§ 36, stk. 1.

Det følger af bestemmelsen, at overgår en skattepligtig fra at udarbejde et skattemæssigt

årsregnskab til SKAT i overensstemmelse med § 29, stk. 1, 1. pkt., til at udarbejde et årsregnskab til

SKAT i en ny valuta, skal der foretages en opgørelse i den valgte valuta af samtlige

anskaffelsessummer, afskrivningsgrundlag, foretagne afskrivninger og øvrige elementer, som

indgår i indkomstopgørelsen. Opgørelsen foretages ved omregning af de hidtidige

anskaffelsessummer m.v. med valutakursen pr. skæringstidspunktet for indgangen til det første

indkomstår, hvori den nye valuta anvendes.

Efter bestemmelsen skal der ved overgang til udarbejdelse af et skattemæssigt årsregnskab i en ny

valuta foretages en opgørelse i den valgte valuta af samtlige anskaffelsessummer,

afskrivningsgrundlag, foretagne afskrivninger m.v., som indgår i indkomstopgørelsen. Det skyldes,

at valutaomlægningen bl.a. kan påvirke kapitalgevinstbeskatningen af aktiver som eksempelvis fast

ejendom, driftsmidler, aktier og obligationer, idet valutakursændringer indgår i opgørelsen af

gevinst og tab.

Opgørelsen foretages ved omregning af de hidtidige anskaffelsessummer m.v. til valutakursen pr.

skæringstidspunktet for indgangen til det første indkomstår, hvori den nye valuta anvendes. Det er

herved forudsat, at de hidtidige anskaffelsessummer m.v. er registreret i virksomhedens

skattemæssige regnskabsvaluta, og at anskaffelsessummer m.v. for aktiver og passiver i andre

143

valutaer således er omregnet til valutakursen på retserhvervelsestidspunktet henholdsvis

pligtpådragelsestidspunktet. Den omregning, der skal foretages af anskaffelsessummer m.v. ved den

første overgang til udarbejdelse af skattemæssigt årsregnskab i fremmed valuta, vil derfor være den

i danske kroner registrerede anskaffelsessum m.v., uanset at aktivet oprindeligt er erhvervet i

fremmed valuta.

Herudover skal også øvrige elementer, som indgår i indkomstopgørelsen, opgøres på ovennævnte

måde, herunder eksempelvis indgangsværdier ved indtræden af skattepligt efter

selskabsskattelovens § 4 A.

Det skal sikres, at eventuelle urealiserede avancer eller urealiserede tab fra før, virksomheden førte

regnskab i fremmed valuta, fortsat kan henholdsvis beskattes eller fradrages/modregnes.

Valutaændringer fra erhvervelsestidspunktet til skæringstidspunktet for indgangen til det første

indkomstår, hvori den nye valuta anvendes, skal derfor indgå i omregningen pr.

skæringstidspunktet. Nedenstående eksempler illustrerer dette. Der er ét eksempel med aktier i

fremmed valuta og ét med gæld i danske kroner, men samme principper gør sig gældende ved andre

aktiver, hvor der skal opgøres kapitalgevinster og tab, eksempelvis fordringer og ejendomme.

Eksempel 1 – aktier i fremmed valuta – lagerprincippet

Et selskab bogfører og udarbejder regnskab og skattemæssigt årsregnskab i danske kroner.

År 1:

Selskabet anskaffer den 30. juni år 1 en aktie i et amerikansk selskab. Aktien koster 100

USD, hvor dollarkursen er 6,50 DKK/USD. Det vil sige, at anskaffelsessummen er 650 DKK.

Værdien på aktien ultimo år 1 er uændret 100 USD, og kursen er 7,00 DKK/USD.

År 2:

Selskabet beslutter at overgå til udarbejdelse af det skattemæssige årsregnskab i amerikanske

dollars pr. 1. januar år 2. Samtidig ændres regnskabsvalutaen til amerikanske dollar.

Aktiens værdi er på skæringstidspunktet den 1. januar år 2 uændret 100 USD. Dollarkursen pr.

skæringstidspunktet er 7,00 DKK/USD.

Selskabet afstår aktien til 200 USD den 30. oktober år 2.

Avanceopgørelsen:

Brug af lagerprincippet bevirker, at valutakurssvingningerne påvirker opgørelsen af gevinst eller

tab.

I anskaffelsessåret er selskabet skattepligtig af valutakursændringerne i amerikanske dollars pga.

lagerprincippet. Det er ikke tilfældet i afståelsesåret, da der er sket omlægning af

skatteregnskabsvalutaen. Ved avanceopgørelsen tages der højde for dette på følgende måde:

Beskatning i år 1 (Skattemæssigt årsregnskab i DKK):

Anskaffelsessum

Ultimoværdi

100 USD til kurs 650

100 USD til kurs 700

650 DKK

700 DKK

144

Skattepligtig avance

Beskatning i år 2 (Skattemæssigt årsregnskab i USD):

Primoværdi

Afståelsessum

Skattepligtig avance

50 DKK

100 USD

200 USD

100 USD

Den samlede skattepligtige avancer er således 50 DKK i år 1 og 100 USD i år 2.

Eksempel 2 - gæld i danske kroner

Ved afdrag på gæld skal der ifølge kursgevinstloven opgøres kursgevinst og -tab i forbindelse med

hvert enkelt afdrag, idet afdrag efter loven anses for delindfrielser. Følgende eksempel illustrerer

omregningen efter forslaget, for så vidt angår sortstemplet gæld i danske kroner med løbende

delindfrielser:

Et selskab udarbejder sit skattemæssige årsregnskab i danske kroner i indkomstår 1 og indkomstår

2. Selskabet påtager sig i indkomstår 1 en gæld på nominelt DKK 1.000.000 til kurs 90, som skal

indfries med 250.000 DKK over fire år med første afdrag allerede i indkomstår 1. Der realiseres

således et kurstab ved hver delindfrielse. Fra og med indkomstår 3 skifter selskabet

skatteregnskabsvaluta til EUR. Kursen pr. skæringstidspunktet er 7 DKK/EUR.

I indkomstår 1 og 2 opgøres kurstabet således, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 4:

Indkomstår 1:

((1.000.000 – 900.000) / 1.000.000) x 250.000 = 25.000 DKK

Indkomstår 2:

((1.000.000 – 900.000) / 1.000.000) x 250.000 = 25.000 DKK

Fra og med indkomstår 3 overgår selskabet til udarbejdelse af skattemæssigt årsregnskab i EUR, og

ifølge forslaget skal der derfor ske en omregning.

Anskaffelsessummen er herefter 128.571 EUR (900.000 DKK / 7). For at beregne kurstabet skal

indfrielsessummen også omregnes. Indfrielsessummen omregnet pr. skæringsdagen er herefter

142.857 EUR (1.000.000 DKK / 7).

Da der allerede er sket to delindfrielser af gælden på hver 250.000 DKK, er restgælden pr.

skæringstidspunktet 500.000 DKK. Omregnes restgælden til dollar til kursen pr. skæringsdagen,

svarer dette til (500.000 DKK / 7) 71.429 USD. De sidste to afdrag på gælden omregnet til EUR er

145

således 71.429 / 2 = 35.714 USD.

I indkomstår 3 og 4 opgøres kurstabet i EUR herefter således, jf. kursgevinstlovens § 26, stk. 3,

sammenholdt med den foreslåede bestemmelse i skattekontrollovens § 30, stk. 1:

Indkomstår 3:

((142.857 – 128.571) / 142.857) x 35.714 = 3.571 USD

Indkomstår 4:

((142.857 – 128.571) / 142.857) x 35.714 = 3.571 USD

Denne beregning tager dog ikke højde for, at valutakursen på de to indfrielsestidspunkter i

indkomstår 3 og 4 kan være steget eller faldet siden skæringsdagen, og der skal derfor opgøres en

valutakursgevinst eller -tab ved afdragene, hvor selskabet jo anvender EUR som sin ”nationale”

valuta og er skattepligtig af valutakursgevinster og -tab på danske kroner.

Er dollaren eksempelvis steget over for danske kroner til 7,5 DKK/EUR, vil selskabets afdrag på

250.000 DKK svare til et afdrag på 33.333 USD. Den skattepligtige valutakursgevinst er herefter

2.381 EUR (35.714-33.333).

Det fradragsberettigede nettotab er herefter 3.571 - 2.381 = 1.190 USD.

Omregningen pr. skæringsdatoen skal foretages af virksomheden i forbindelse med udarbejdelsen af

oplysningsskemaet for det indkomstår, hvori virksomheden første gang udarbejder skattemæssigt

årsregnskab i en anden valuta end hidtil. Alle omregnede anskaffelsessummer m.v. kan dermed

opgøres (og kontrolleres af SKAT) ved udarbejdelsen af første efterfølgende oplysningsskema.

Det er de værdiansættelsesprincipper m.v., der følger af de øvrige regler i skattelovgivningen, som

skal anvendes både før og efter omregningen. Bestemmelserne om fremmed valuta ændrer heller

ikke på anskaffelsestidspunkter og anskaffelsessummer for aktiver og passiver, og det er således de

anskaffelsestidspunkter og anskaffelsessummer, der følger af de øvrige regler i skattelovgivningen,

der lægges til grund ved omregningen.

Dette medfører eksempelvis, at hvis aktiverne m.v. skattemæssigt afskrives efter en saldometode,

således at anskaffelsessummer m.v. på de underliggende aktiver indgår i en saldoopgørelse, som det

eksempelvis er tilfældet med udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler efter

afskrivningslovens § 5, er det alene den afskrivningsberettigede saldo, der skal omregnes til kursen

pr. skæringstidspunktet. For aktiver og passiver, hvor gevinst og tab eksempelvis opgøres efter

lagerprincippet, vil det ligeledes være ultimoværdien, der skal omregnes til kursen pr.

skæringstidspunktet.

Eksempel - omregning af driftsmiddelsaldoen pr. skæringstidspunktet

Eksemplet nedenfor illustrerer, hvorledes der ved omregning af driftsmiddelsaldoen pr.

146

skæringstidspunktet indgår ændringer i valutakurserne fra erhvervelsestidspunktet til

skæringstidspunktet:

År 1

Selskabet erhverver sig sine første driftsmidler. På erhvervelsestidspunktet er kursen 7,5/EUR.

Driftsmiddel 1 (D1): 900.000 DKK

Driftsmiddel 2 (D2): 40.000 EUR

Hvis man omregner D2s anskaffelsessum til danske kroner, er det 300.000 DKK (40.000 EUR x

7,5)

Saldoværdi primo: 0 DKK

Saldoværdi efter anskaffelser i år 1: 900.000 DKK + 300.000 DKK (D1 + D2) = 1.200.000 DKK

Afskrivninger: 300.000 DDK

Saldoværdi ultimo: (1.200.000 DKK – 300.000 DKK) 900.000 DKK

År 2

Selskabet beslutter at overgå til at udarbejde skattemæssigt årsregnskab i euro. På

skæringstidspunkter er kursen 7,45 DKK/EUR. Saldoværdien ultimo år 1 skal omregnes til euro:

Saldoværdi ultimo år 1: 900.000 DKK / 7,45 = 120.805 EUR

Saldoen primo år 2 er således 120.805 EUR

Saldoværdien primo år 2 består af D1 og D2. D1 udgør ¾ af saldoværdien og D2 udgør ¼ af

saldoværdien (forholdet mellem de oprindelige anskaffelsessummer på henholdsvis D1 og D2):

D1 (120.805 - ¾) = 90.604 EUR

D2 (120.805 - ¼) = 30.201 EUR

Som det fremgår af ovenstående eksempel, medfører en omregning af anskaffelsessummen på

erhvervelsestidspunktet til DKK, at ændringer i valutakursen fra erhvervelsestidspunktet til

skæringstidspunktet indgår i opgørelsen af anskaffelsessummer m.v., selv om omregningen alene

foretages i forhold til kursen på skæringstidspunktet. Det er derfor tilstrækkeligt at gennemføre en

omregning pr. skæringstidspunktet, når anskaffelsessummen allerede er omregnet til DKK på

erhvervelsestidspunktet, hvilket eksempelvis vil være tilfældet for aktiver m.v., der indgår på

driftsmiddelsaldoen.

For aktiver og passiver, for hvilke realisationsprincippet anvendes, og som ikke indgår i en

saldoopgørelse, er det som udgangspunkt de oprindelige anskaffelsessummer, som omregnes til

147

kursen pr. skæringstidspunktet. Som nævnt forudsættes de oprindelige anskaffelsessummer m.v. at

være registreret i virksomhedens skattemæssige regnskabsvaluta, hvorfor anskaffelsessummer m.v.

for aktiver og passiver i andre valutaer således vil være omregnet til valutakursen på

retserhvervelsestidspunktet henholdsvis pligtpådragelsestidspunktet.

Der kan efter øvrige regler i skattelovgivningen være mulighed for ved opgørelse af fortjeneste,

gevinst, tab m.v. at vælge mellem forskellige anskaffelsessummer for et eller flere aktiver, og det er

ikke givet, at den skattepligtige allerede ved overgangen til udarbejdelse af skattemæssigt

årsregnskab i fremmed valuta har haft pligt til at foretage dette valg.

Eksempelvis kan en skattepligtig, der ejer aktier, vælge at anvende aktiernes handelsværdi den 19.

maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen ved opgørelse af fortjeneste eller tab ved en senere

afståelse af de pågældende aktier, men aktiernes handelsværdi pr. 19. maj 1993 er muligvis ikke

beregnet endnu, da valget først skal træffes ved afståelsen. Den anskaffelsessum, der kan omregnes

efter bestemmelsen i § 33, er derfor alene den oprindelige anskaffelsessum. På det senere

afståelsestidspunkt, hvor det afklares, hvilken anskaffelsessum der skal lægges til grund ved

opgørelsen af fortjeneste, gevinst, tab m.v., kan det dog blive relevant at omregne den valgte

anskaffelsessum. Med andre ord skal der foretages omregning pr. skæringstidspunktet af den

relevante anskaffelsessum m.v., men kendes denne ikke på omregningstidspunktet, skal der på dette

tidspunkt foretages omregning af den oprindelige anskaffelsessum m.v. Viser det sig ved afståelsen,

at en anden anskaffelsessum m.v. var relevant, omregnes den relevante anskaffelsessum på

afståelsestidspunktet.

Til § 34

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 9.

Det følger af bestemmelsen, at en virksomhedsomdannelse, der er omfattet af lov om skattefri

virksomhedsomdannelse, en ændring af skattemæssig kvalifikation efter selskabsskattelovens §§ 2

A eller 2 C eller en fusion, en spaltning eller en tilførsel af aktiver omfattet af fusionsskatteloven

eller selskabsskattelovens § 8 A, kan medføre overgang til en ny valuta. I tilfælde, hvor selskabet

overgår til en ny valuta, skal der ske omregning af anskaffelsessummer, afskrivningsgrundlag,

foretagne afskrivninger samt øvrige elementer, som indgår i indkomstopgørelsen, jf. § 33, pr.

fusionens m.v. vedtagelsestidspunkt.

Efter bestemmelsen skal der ved en skattefri virksomhedsomdannelse m.v. ske omregning af de

elementer i indkomstopgørelsen, som er nævnt i § 33. Hvis virksomhedsomdannelsen, fusionen,

spaltningen eller tilførslen af aktiver m.v. medfører overgang til en ny valuta, skal omregning af de

elementer i indkomstopgørelsen, som er nævnt i § 33, ske pr. vedtagelsestidspunktet.

En skattepligtig fusion, jf. selskabsskattelovens § 8 A, en skattefri virksomhedsomdannelse, jf. lov

om skattefri virksomhedsomdannelse samt de skattefri omstruktureringer i fusionsskatteloven

(fusion, spaltning og tilførsel af aktiver) kan vedtages med tilbagevirkende kraft, således at

virkningstidspunktet indtræder på et tidligere tidspunkt end vedtagelsen. Dermed kan der i den

mellemliggende periode være realiseret kursgevinster og -tab, og afståelsen kan være sket til en

lavere eller højere kurs end på vedtagelsesdagen. For at imødegå denne problemstilling sker

148

omregningen efter § 33, 1. pkt., alene for de aktiver og passiver, der er i behold på

vedtagelsestidspunktet, mens omregningen for aktiver og passiver, der er afstået i perioden mellem

virkningstidspunktet og vedtagelsestidspunktet, sker til valutakursen pr. afståelsestidspunktet.

Omregningen som følge af en eventuel overgang til ny valuta kan illustreres med følgende

eksempel:

Eksempel - fusion

Selskab A:

Selskabet udarbejder skattemæssigt årsregnskab i danske kroner.

31. december 2016

Selskabet erhverver nominelt 100.000 USD aktier i et børsnoteret amerikansk selskab

(skattepligtige porteføjleaktier). Kursen på USD er 6,00 DKK/USD.

Anskaffelsessummen er således (100.000 x 6) = 600.000 DKK.

1. august 2017

Selskabet afstår halvdelen af porteføljeaktierne for 50.000 USD. Kursen på USD er 6,30

DKK/USD.

Afståelsessummen er således (50.000 x 6,30) = 315.000 DDK

Selskab B:

Selskabet udarbejder skattemæssigt årsregnskab i USD.

Fusion mellem selskab A og selskab B

30. august 2017

Der vedtages en fusion mellem selskab A og selskab B med tilbagevirkende kraft til den 1. juni

2017. Selskab B er det modtagende selskab.

Kursen pr. fusionens vedtagelsestidspunkt den 30. august 2017 er 6,40 DKK/USD.

Anskaffelsessummen for selskab A’s erhvervelse af porteføljeaktier i DKK omregnes til USD til

dollarkursen på afståelsestidspunktet (tidspunktet, hvor halvdelen af aktierne blev afstået):

600.000 DKK/6,30 DKK/USD = 95.238 USD

Selskab A afstod kun halvdelen af aktierne, hvorfor anskaffelsessummen for halvdelen af aktierne

er 47.619 USD (95.238×0,5).

Afståelsessummen for halvdelen af aktierne var 50.000 USD.

Den skattepligtige aktieavance er herefter: 50.000 USD - 47.619 USD = 2.381 USD.

149

Aktier i behold pr. vedtagelsesdatoen den 30. august 2017 omregnes til USD. Kursen er 6,40

DKK/USD (halvdelen af aktierne):

600.000 DKK/6,40 = 93.750 USD x 0,5 =46.875 USD

Det fortsættende selskabs er selskab B. Selskab B's anskaffelsessum på de aktier, der er i behold på

fusionens vedtagelsestidspunkt, er således bliver således 46.875 USD.

Selskab B har samtidig realiseret en gevinst på de aktier, der er afstået mellem fusionens

virkningstidspunkt og vedtagelsestidspunkt, på 2.381 USD.

Til § 35

§§ 35-37 indeholder nogle særlige regler for selvstændigt erhvervsdrivende personer og dødsboer.

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 10.

Det følger af bestemmelsen, at hvis en skattepligtig som nævnt i § 32, stk. 1, nr. 3, deltager i en

virksomhed, kan den skattepligtige ved anvendelsen af bestemmelserne i §§ 30-34 behandle

virksomheden uafhængigt af sin øvrige erhvervsvirksomhed, hvis

1) mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser,

2) den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden, og

3) virksomheden aflægger regnskab i en fremmed valuta.

Den skattepligtige kan for hver enkelt virksomhed alene vælge, at omregningen m.v. skal ske fra

den valuta, som den pågældende virksomhed aflægger regnskab i.

Efter bestemmelsen i nr. 3 kan en skattepligtig således vælge at anvende bestemmelserne i §§ 30-34

for en virksomhed uafhængigt af sin øvrige erhvervsmæssige virksomhed, hvis virksomheden

opfylder visse nærmere angivne betingelser.

Bestemmelsen kan tænkes anvendt i den situation, hvor en selvstændigt erhvervsdrivende har sine

hovedindtægter i danske kroner, men hvor den erhvervsdrivende ligeledes har en indtægt

hidrørende fra eksempelvis en interessentskabsandel. Hvis interessentskabet aflægger regnskab i en

fremmed valuta, kan den erhvervsdrivende være interesseret i at kunne anvende bestemmelserne i

§§ 30-34 på interessentskabsandelen, men den erhvervsdrivende ønsker ikke at udarbejde hele sit

skattemæssige årsregnskab i den pågældende valuta, da hovedindtægterne er i danske kroner. På

samme vis kan en personligt erhvervsdrivende tænkes at ville anvende bestemmelsen i en situation,

hvor hovedindtægterne er i euro, hvorfor den erhvervsdrivende har valgt at udarbejde skattemæssigt

årsregnskab i euro, men hvor den erhvervsdrivende ligeledes har en indtægt hidrørende fra

eksempelvis en interessentskabsandel. Hvis interessentskabet aflægger regnskab i eksempelvis

svenske kroner, kan den erhvervsdrivende være interesseret i at kunne anvende bestemmelserne i §§

30-34 på interessentskabsandelen, men den erhvervsdrivende ønsker fortsat at udarbejde sit

skattemæssige årsregnskab i euro, da hovedindtægterne er i euro.

150

Det er alene for virksomheder, hvor mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens

forpligtelser, som den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på, og som aflægger

regnskab i en fremmed valuta, at bestemmelserne i §§ 30-34 kan anvendes.

Disse betingelser medfører for det første, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på ejerandele i

aktie- og anpartsselskaber samt andre selskaber, hvor ingen af deltagerne hæfter personligt.

For det andet kan bestemmelsen kun anvendes, hvis den skattepligtige ikke har bestemmende

indflydelse på virksomheden. Årsagen til, at bestemmelsen alene kan anvendes på en virksomhed,

som den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på, er, at der i tilfælde, hvor den

skattepligtige har bestemmende indflydelse på flere virksomheder, kan være tvivl om, til hvilken af

disse virksomheder en indtægt eller en udgift skal henføres. Dette vil den skattepligtige kunne

udnytte, da beslutningen om, til hvilken af flere virksomheder en indtægt eller udgift skal henføres,

først skal træffes efter indkomstårets udløb, dvs. på et tidspunkt, hvor de skattemæssige

konsekvenser kendes. Særligt i relation til fordelingen af fordringer og gæld samt finansielle

kontrakter kan det således være fordelagtigt at placere disse i virksomheder, hvor der ikke udløses

beskatning af valutakursgevinster. Eksempelvis kan en fysisk person, der driver flere virksomheder,

og som realiserer en valutakursgevinst på et lån eksempelvis i amerikanske dollars, have en

interesse i at allokere dette lån til den virksomhed, som anvender amerikanske dollars som

skatteregnskabsvaluta, idet der efter de foreslåede bestemmelser ikke ville komme en

valutakursgevinst til beskatning i dette tilfælde. Der kan derfor ikke generelt åbnes op for, at en

skattepligtig kan udarbejde det skattemæssige årsregnskab i mere end én valuta, jf. hertil § 30, stk.

1. Bestemmelsen i § 35, stk. 1, imødegår imidlertid en sådan spekulation, idet det ikke kan antages,

at den skattepligtige kan allokere lån m.v. til virksomheder, som den skattepligtige ikke har

bestemmende indflydelse på.

Herudover kan bestemmelserne i §§ 30-34 kun anvendes på den pågældende virksomhed

uafhængigt af den skattepligtiges øvrige erhvervsvirksomhed, hvis virksomheden rent faktisk

aflægger regnskab i fremmed valuta. Er dette ikke tilfældet, kan bestemmelsen ikke anvendes, se

dog § 36, stk. 1, nedenfor.

Den skattepligtige kan for hver enkelt virksomhed alene vælge én fremmed valuta, nemlig den

valuta, som den pågældende virksomhed aflægger regnskab i. Hvis virksomheden således aflægger

regnskab i eksempelvis euro, kan den skattepligtige alene vælge, at omregningen m.v. skal ske fra

euro til danske kroner.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 11, med

enkelte sproglige præciseringer.

Det følger af bestemmelsen, at stk. 1 finder anvendelse, uanset at den skattepligtige til SKAT

indgiver et skattemæssigt årsregnskab, som er udarbejdet i dansk mønt. Den skattepligtige vil i dette

tilfælde som hovedregel ikke være inde i bestemmelserne om regnskabsføring i fremmed valuta,

hvorfor det hermed slås fast, at den skattepligtige ikke desto mindre kan anvende bestemmelserne

på den pågældende virksomhed.

Efter bestemmelsen er det endvidere en betingelse for anvendelsen af stk. 1, at den skattepligtige i

151

forbindelse med meddelelsen til SKAT efter § 30, stk. 1, 3. pkt., eller § 31, 2. pkt., ligeledes

indgiver meddelelse om, for hvilke af den skattepligtiges virksomheder stk. 1 ønskes anvendt.

Baggrunden herfor er den samme som baggrunden for anmeldelsesordningen i det foreslåede § 30,

stk. 1, nemlig at en anmeldelsesordning er nødvendig for at sikre, at valget af valuta træffes ud fra

forretningsmæssige overvejelser og ikke bæres af skattemæssige hensyn, hvilket i forhold til de

gældende regler ville kunne blive særdeles provenubelastende for staten.

Af samme årsag er det endvidere nødvendigt, at den skattepligtige indgiver meddelelse om, at

reglerne ønskes anvendt, når den skattepligtige i et igangværende indkomstår erhverver andel i en

virksomhed omfattet af bestemmelsen. Hvis den skattepligtige i løbet af indkomståret erhverver en

ejerandel i en virksomhed omfattet af stk. 1, som den skattepligtige ikke hidtil har haft andel i, kan

stk. 1 alene finde anvendelse, hvis den skattepligtige senest 14 dage efter erhvervelsen indgiver

meddelelse til SKAT om, at den skattepligtige ønsker at anvende stk. 1 for den pågældende

virksomhed.

SKAT kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i 3. pkt. Bemyndigelsen er alene tænkt anvendt i

tilfælde, hvor der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, så som den skattepligtiges

sygdom eller lignende. Der findes ikke at være grundlag for dispensation, hvis overskridelsen af

fristen blot skyldes uhensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse m.v., eller hvis anmeldelsen indgives

på et tidspunkt, hvor det skattemæssige resultat kendes, og hvor ændringen derfor indebærer en

skattefordel i den periode, der allerede er forløbet. Meddelelsen efter bestemmelsens 2. pkt. er ikke

omfattet af denne dispensationsbestemmelse, da meddelelsen vil være omfattet af

dispensationsbestemmelsen i det foreslåede § 30, stk. 1, 4. pkt., eller § 31, 4. pkt. Dette følger af, at

meddelelsen efter stk. 2, 2. pkt., skal foretages i forbindelse med meddelelsen efter § 30, stk. 1, 3.

pkt., eller § 31, 2. pkt.

Til § 36

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 12.

Det følger af bestemmelsen, at hvis en skattepligtig som nævnt i § 32, stk. 1, nr. 3, der udarbejder

skattemæssigt årsregnskab i en fremmed valuta efter reglerne i §§ 30-34, deltager i en virksomhed,

kan den skattepligtige undlade at anvende bestemmelserne i §§ 30-34 på denne virksomhed, således

at virksomheden behandles uafhængigt af den skattepligtiges øvrige erhvervsvirksomhed, hvis

1) mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser,

2) den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden, og

3) virksomheden aflægger regnskab i dansk mønt.

Bestemmelsen er modstykket til § 35, stk. 1. Der er i hovedsagen tale om de samme betingelser som

i § 35, stk. 1, nemlig at bestemmelsen alene kan anvendes på virksomheder, hvor mindst én af

deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser, som den skattepligtige ikke har

bestemmende indflydelse på, og som aflægger regnskab i dansk mønt. Baggrunden for de to første

betingelser er den samme som i § 35, stk. 1, hvorfor der henvises til bemærkningerne hertil.

Bestemmelsen i stk. 1, adskiller sig fra 35, stk. 1, derved, at det er en betingelse, at virksomheden

aflægger regnskab i dansk mønt, mens den skattepligtige i øvrigt udarbejder skattemæssigt

152

årsregnskab i fremmed valuta, altså så at sige den modsatte situation af den, som er beskrevet i 35,

stk. 1. Hvis den skattepligtige udarbejder skattemæssigt årsregnskab i dansk mønt, eller hvis

virksomheden ikke aflægger regnskab i dansk mønt, kan bestemmelsen således ikke anvendes.

Bestemmelserne kan tænkes anvendt i den situation, hvor en selvstændigt erhvervsdrivende har sine

hovedindtægter i eksempelvis euro og derfor har valgt at udarbejde det skattemæssige årsregnskab i

euro, men hvor den erhvervsdrivende ligeledes har en indtægt hidrørende fra eksempelvis en

interessentskabsandel. Hvis interessentskabet aflægger regnskab i dansk mønt, kan den

erhvervsdrivende være interesseret i ikke at skulle anvende bestemmelserne i §§ 30-34 på

interessentskabsandelen, da indberetninger m.v. til SKAT skal foretages i dansk mønt. Den

skattepligtige skal følgelig ikke omregne det skattemæssige resultat af interessentskabsandelen, der

jo er udarbejdet i danske kroner, til euro for herefter endnu en gang at omregne dette til danske

kroner. Den skattepligtige kan nøjes med at opgøre det skattemæssige resultat af

interessentskabsandelen i danske kroner.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 13.

Det følger af bestemmelsen, at det er en betingelse for anvendelsen af stk. 1, at den skattepligtige i

forbindelse med meddelelsen til SKAT efter § 30, stk. 1, 3. pkt., eller § 31, 2. pkt., ligeledes

indgiver meddelelse om, for hvilke af den skattepligtiges virksomheder stk. 1 ønskes anvendt.

I stk. 2 er der indsat de samme betingelser for anvendelsen af stk. 1, som der er indsat i § 35, stk. 2.

Begrundelsen for betingelserne er de samme som anført vedrørende § 35, stk. 2, hvortil der

henvises. Den eneste forskel på § 36, stk. 2, og § 35, stk. 2, er, at der i § 35, stk. 2, er indsat en

bestemmelse om, at § 35, stk. 1, finder anvendelse, uanset at den skattepligtige udarbejder

skattemæssigt årsregnskab i dansk mønt. Dette skyldes, at en skattepligtig, der udarbejder

skattemæssigt årsregnskab i dansk mønt, som hovedregel ikke vil være inde i bestemmelserne om

regnskabsføring i fremmed valuta. Det er ikke nødvendigt at gentage dette i § 36, stk. 2, da

forudsætningen for anvendelsen af § 36, stk. 1, er, at den skattepligtige udarbejder skattemæssigt

årsregnskab efter bestemmelserne i §§ 30-34.

Til § 37

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 14.

Det følger af bestemmelsen, at bestemmende indflydelse, jf. § 35, stk. 1, nr. 2, og § 36, stk. 1, nr. 2,

kan foreligge på grund af vedtægtsbestemmelse, aftale, fælles ledelse eller anden form for ejerskab.

Bestemmelsen præciserer, hvad der menes med bestemmende indflydelse i § 35, stk. 1, nr. 2, og §

36, stk. 1, nr. 2. Bestemmende indflydelse kan foreligge på grund af vedtægtsbestemmelse, aftale,

fælles ledelse eller anden form for ejerskab, og der skal med andre ord foretages en konkret

vurdering af, hvorvidt der foreligger bestemmende indflydelse.

Der foreligger bestemmende indflydelse, såfremt den skattepligtiges ejerandel direkte eller indirekte

udgør mere end 50 pct., eller den skattepligtige råder over mere end 50 pct. af stemmerne i

virksomheden. Det er ikke en betingelse for, at der foreligger bestemmende indflydelse, at den

153

skattepligtiges ejerandel direkte eller indirekte udgør mere end 50 pct., eller den skattepligtige råder

over mere end 50 pct. af stemmerne i virksomheden, men i disse tilfælde foreligger der med

sikkerhed bestemmende indflydelse.

Ved bedømmelsen af, om den skattepligtige anses for at have bestemmende indflydelse på

virksomheden, medregnes ejerandele, som ejes af selskaber, som den skattepligtige har

bestemmende indflydelse på, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, og af den skattepligtiges nærtstående,

jf. ligningslovens § 16 H, stk. 2, 3. og 4. pkt., eller af en fond eller trust stiftet af den skattepligtige

selv eller af selskaber, som den skattepligtige har bestemmende indflydelse på, jf. kursgevinstlovens

§ 4, stk. 2, den skattepligtiges nærtstående m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse.

Kapitel 4 - Transfer pricing

Oplysningspligter og skriftlig dokumentation

Til § 38

Bestemmelserne i

stk. 1-3

indeholder en omskrivning af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk.

1, uden at der er tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Det følger af bestemmelserne, at skattepligtige, hvorover fysiske eller juridiske personer udøver en

bestemmende indflydelse (1), der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer (2),

der er koncernforbundet med en juridisk person (3), der har et fast driftssted beliggende i udlandet

(4), der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med et fast driftssted i Danmark (5), eller der

er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af

kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4 (6), i oplysningsskemaet skal give SKAT oplysninger om

art og omfang af handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med ovennævnte parter i, jf. stk.

2, nr. 1-6 (kontrollerede transaktioner).

Bestemmelsen angår kravet om afgivelse af oplysninger i oplysningsskemaet om samtlige

kontrollerede transaktioner - såvel indenlandske som grænseoverskridende transaktioner.

Omfattet af pligten er skattepligtige, hvorover fysiske eller juridiske personer udøver bestemmende

indflydelse, skattepligtige, der udøver bestemmende indflydelse over juridiske personer,

skattepligtige der er koncernforbundne med juridiske personer, skattepligtige der har et fast

driftssted beliggende i udlandet, skattepligtige, der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med

et fast driftssted i Danmark, og skattepligtige, der er en udenlandsk fysisk eller juridisk person med

kulbrintetilknyttet virksomhed omfattet af kulbrinteskattelovens § 21, stk. 1 eller 4. De

skattepligtige, der kan være omfattet, er fysiske personer, selskaber, fonde, dødsboer, faste

driftssteder m.v. Oplysningspligten (og dokumentationsforpligtelsen) påhviler den skattepligtige,

der har gennemført de kontrollerede transaktioner. Oplysningspligten omfatter enhver virksomhed

med sådanne transaktioner, også små og mellemstore virksomheder.

De skattepligtige skal i oplysningsskemaet give SKAT oplysninger om art og omfang af

handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med de parter, der er nævnt i, stk. 2, nr. 1-6

(kontrollerede transaktioner). De kontrollerede transaktioner, der skal gives oplysninger, omfatter

154

alle forbindelser mellem parterne. Oplysningspligten for indenlandske og grænseoverskridende

kontrollerede transaktioner vil omfatte enhver virksomhed med sådanne transaktioner, også små og

mellemstore virksomheder.

Oplysningerne om art og omfang af de kontrollerede transaktioner skal afgives i tilknytning til

udarbejdelsen af oplysningsskemaet. Der er alene tale om summariske oplysninger. Oplysningerne

angives eksempelvis i grupper indeholdende f.eks. varer, tjenesteydelser, finansiering m.v. Formålet

er at give SKAT et redskab til hjælp i udvælgelsen af de virksomheder, som ønskes gjort til

genstand for en nærmere undersøgelse. Den konkrete udformning af disse felter bestemmes af

skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet, jf. forslaget til skattekontrollovens § 2, stk. 4.

Oplysningerne er en hjælp for SKAT til at udvælge de virksomheder, der ønskes gjort til genstand

for en nærmere undersøgelse. Det står virksomhederne frit på dette stadium at indsende yderligere

oplysninger, jf. § 39. Såfremt sådanne yderligere oplysninger af SKAT anses for tilstrækkeligt

fyldestgørende, kan efterfølgende undersøgelser undgås eller begrænses.

Med juridiske personer i stk. 2, nr. 1, og stk. 5 sidestilles selskaber og foreninger m.v., der efter

danske skatteregler ikke udgør et selvstændigt skattesubjekt, men hvis forhold er reguleret af

selskabsretlige regler, en selskabsaftale eller en foreningsvedtægt. § 2, stk. 4, finder tilsvarende

anvendelse. Den skattepligtige, hvorover et kommanditselskab m.v. udøver en bestemmende

indflydelse, skal således i oplysningsskemaet afgive oplysninger om art og omfang af

handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med kommanditselskabet, jf. stk. 2, nr. 1. Det er

således ikke kommanditselskabet, som skal afgive transfer pricing-oplysninger - samt udarbejde og

opbevare transfer pricing-dokumentation - men derimod den skattepligtige, som har transaktioner

med kommanditselskabet.

I tilfælde hvor en gruppe udenlandske personer i fællesskab driver en virksomhed i udlandet i f.eks.

interessentskabsform, og denne virksomhed har et fast driftssted her i landet, vil transaktioner

mellem virksomheden og det faste driftssted være omfattet af ligningslovens § 2, og de udenlandske

ejere af interessentskabet er dokumentations- og oplysningspligtige efter stk. 2, nr. 5. Det er vigtigt

at være opmærksom på, at de udenlandske ejere af interessentskabet selv er skattepligtige til

Danmark af indtægterne fra det faste driftssted i Danmark i kraft af kildeskattelovens § 2, stk. 1,

litra d, eller selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. Det er derfor fortsat ejerne af interessentskabet,

der er dokumentations- og oplysningspligtige - og ikke interessentskabet eller det faste driftssted i

sig selv.

Bestemmelsen i

stk. 4

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 2.

Bestemmelsen indeholder en definition af, hvad der skal forstås ved bestemmende indflydelse i stk.

Det følger af bestemmelsen, at ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over

stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller

rådes over mere end 50 pct. af stemmerne.

Herefter skal forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller

indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne.

155

Ved bedømmelsen af, om den skattepligtige anses for at have bestemmende indflydelse på en

juridisk person, eller om der udøves en bestemmende indflydelse over den skattepligtige af en

juridisk eller fysisk person, medregnes aktier og stemmerettigheder, som indehaves af

koncernforbundne selskaber, jf. stk. 3, af personlige aktionærer og deres nærtstående, jf.

ligningslovens § 16 H, stk. 6, eller af en fond eller trust stiftet af moderselskabet selv eller af de

nævnte koncernforbundne selskaber, nærtstående m.v. eller af fonde eller truster stiftet af disse.

Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af andre selskabsdeltagere,

med hvem selskabsdeltageren har en aftale om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.

Tilsvarende medregnes ejerandele og stemmerettigheder, som indehaves af en person omfattet af

kildeskattelovens § 1 eller et dødsbo omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk. 2, i fællesskab med

nærtstående eller i fællesskab med en fond eller trust stiftet af den skattepligtige eller dennes

nærtstående eller fonde eller truster stiftet af disse. Som nærtstående anses den skattepligtiges

ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer

efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med oprindeligt

slægtskabsforhold. Ved medtagelsen af indirekte ejerskab/rådighed over stemmerne er angivet, at

aktieandele og stemmerettigheder ejet gennem danske eller udenlandske selskaber m.v. også indgår

ved vurdering af, om der er tale om bestemmende indflydelse i relation til bestemmelsen.

Bestemmelsen i

stk. 5

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 3.

Det følger af bestemmelsen, at ved koncernforbundne juridiske personer forstås juridiske personer,

hvor samme kreds af selskabsdeltagere har bestemmende indflydelse, eller hvor der er fælles

ledelse. Transparente enheder sidestilles ligeledes med juridiske personer i forhold til denne

bestemmelse.

Bestemmelsen i

stk. 6

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 4.

Det følger af bestemmelsen, at en juridisk eller fysisk person anses for udenlandsk, hvis personen er

hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, herunder efter bestemmelserne i en

dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Til § 39

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5, 1.-4. pkt.

Ifølge bestemmelsen skal den skattepligtige udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for,

hvorledes priser og vilkår er fastsat for kontrollerede transaktioner. Den skriftlige dokumentation

skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er

fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet

mellem uafhængige parter (armslængdevilkår).

Transfer pricing-dokumentationen skal indeholde de oplysninger, som er centrale for en

armslængdevurdering. Kravene til det nærmere indhold af en transfer pricing-dokumentation

fremgår af den bekendtgørelse, der er udstedt i medfør af stk. 2, se nedenfor.

156

Dokumentation i form af databaseundersøgelser kræves alene udarbejdet af den skattepligtige, hvis

SKAT beder om dette materiale. I givet fald skal den skattepligtige have en frist på minimum 60

dage til udarbejdelsen. Endvidere følger det af bestemmelsen, at kontrollerede transaktioner, der i

omfang og hyppighed er uvæsentlige, undtages fra dokumentationskravet.

Transfer pricing-dokumentationen skal udarbejdes løbende og senest færdiggøres på tidspunktet,

hvor oplysningsskemaet skal afgives, hvilket følger af, at de oplysningspligtige skal udfærdige og

opbevare dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat for de kontrollerede transaktioner,

og at dokumentationen på SKATs begæring skal forelægges denne. Såfremt SKAT anmoder den

skattepligtige om at indsende dokumentationen i forbindelse med kontrol af den skattepligtiges

skatteforhold, har den skattepligtige en frist på 60 dage til at indsende dokumentationen til SKAT.

Dette følger af § 2, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 401 af 28. april 2016 om dokumentation af

prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner (TP-dokumentationsbekendtgørelsen).

Såfremt den skattepligtige ikke har udarbejdet en transfer pricing-dokumentation, eller

dokumentationen er mangelfuld, kan den skattepligtige indkomst vedrørende de kontrollerede

transaktioner efter § 42 fastsættes skønsmæssigt. Endvidere kan der, såfremt der ikke er udarbejdet

en fyldestgørende transfer pricing-dokumentation, pålægges en bøde efter § 74, stk. 1, nr. 6. Ved

vurderingen af, om der skal pålægges en bøde, skal der anlægges en helheds- og

proportionalitetsbetragtning.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5, 5. og 6.

pkt.

Det følger af bestemmelsen, at SKAT fastsætter regler for indholdet af den skriftlige dokumentation

som nævnt i stk. 1. De fastsatte regler skal godkendes af Skatterådet.

Efter bestemmelsen er det således en gyldighedsbetingelse, at de fastsatte regler er godkendt af

Skatterådet.

De regler, som skal fastsættes efter bestemmelsen, skal som efter de gældende regler være i

overensstemmelse med OECD’s Transfer Pricing Guidelines. Dette sikrer, at kravet til indholdet

følger de internationale regler og standarder. OECD har på baggrund af det BEPS-projekt (Base

Erosion and Profit Shifting), der blev afsluttet i 2015, udarbejdet et opdateret sæt

dokumentationskrav for transfer pricing-transaktioner. Danmark følger denne internationale

standard, også af hensyn til virksomhederne. OECD anbefaler, at dokumentationen skal bestå af tre

dele. En fællesdokumentation (master file) indeholdende en standardiseret information relevant for

alle enheder i en koncern, en landespecifik dokumentation (local file), som henviser specielt til

kontrollerede transaktioner foretaget af den lokale skattepligtige enhed og som det tredje en land for

land-rapport.

Bemyndigelsen i den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5, 5. og 6. pkt., blev i 2006 udnyttet

ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 42 af 24. januar 2006 om dokumentation af prisfastsættelsen af

kontrollerede transaktioner. Som nævnt har OECD opdateret den internationale standard, og der er

derfor udarbejdet en ny bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 401 af 28. april 2016 om dokumentation

157

af prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner).

Den nye bekendtgørelse er udarbejdet efter skabelonerne i den nye OECD-standard, dvs. med

udgangspunkt i skabelonerne til fællesdokumentationen (masterfile) og den landespecifikke

dokumentation (local file). Indholdet i disse skabeloner er indeholdt i §§ 4 og 5 i bekendtgørelsen.

Derudover indeholder den nye bekendtgørelse i §§ 1-3 bl.a. bestemmelser om, hvilke skattepligtige,

der er omfattet af bekendtgørelsen, samt en uddybelse af bestemmelsen om uvæsentlige

transaktioner i skattekontrollovens § 3 B, stk. 5, 4. pkt., m.v. § 6 vedrører indkaldelse af

supplerende oplysninger og materiale i forbindelse med en skattekontrol. Denne bestemmelse har

hjemmel i den gældende skattekontrollovs §§ 3 B og 6. § 7 vedrører SKATs mulighed for at

indkalde en databaseundersøgelse. § 8 indeholder bestemmelsen om ikrafttræden af den nye

bekendtgørelse.

Til § 40

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 6.

Efter bestemmelsen skal dokumentationspligten for mindre virksomheder alene omfatte visse

kontrollerede transaktioner. Mindre virksomheder er afgrænset som virksomheder, der alene eller

sammen med koncernforbundne juridiske personer har under 250 beskæftigede og enten en årlig

samlet balance på under 125 mio. kr. eller en årlig omsætning på under 250 mio. kr. Der er således

to betingelser, der skal være opfyldt. Den første betingelse, dvs. kravet om mindre end 250

beskæftigede, skal altid være opfyldt. Den anden betingelse er opfyldt, hvis virksomheden enten har

en årlig samlet balance på under 125 mio. kr. eller en årlig omsætning på under 250 mio. kr. I og

med at betingelsen vedrørende balance og omsætning er et enten/eller, kan virksomheden godt det

ene år opfylde balancekravet og det næste omsætningskravet.

Ved beskæftigede forstås det gennemsnitlige antal heltidsbeskæftigede i løbet af indkomståret.

Dette svarer til den definition, der tidligere blev anvendt i årsregnskabslovens § 7 ved afgørelsen af,

hvilken regnskabsklasse en virksomhed skal følge. Personer, der ikke har arbejdet hele året, eller

som har arbejdet på deltid, indgår således med de relevante brøkdele i opgørelsen.

Balance- og omsætningstal tages fra de officielle regnskaber, opgjort efter de gældende regler på

regnskabsområdet i Danmark og øvrige involverede lande med anerkendte internationale

regnskabsstandarder. Ved samlet årlig balance forstås aktiver, som er opført i balancen. Ved årlig

omsætning forstås nettoomsætning, der defineres som salgsværdien af produkter og tjenesteydelser

m.v., der henhører under selskabets ordinære aktiviteter med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift

og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet.

Efter bestemmelsen er de mindre virksomheder alene undergivet en begrænset dokumentationspligt,

således at de alene skal udfærdige skriftlig dokumentation for visse transaktioner. Når de mindre

virksomheder ikke helt undtages fra dokumentationspligten, men altid skal dokumentere visse

transaktioner, hænger det sammen med den bagvedliggende begrundelse for dokumentationskravet.

Der er bl.a. tale om et udvælgelsesredskab i forhold til sager, hvor der kan være anledning til at

efterprøve, om der sker flytning af skattegrundlag. Der er derfor pålagt de mindre virksomheder et

dokumentationskrav for transaktioner, der på grund af den stat, hvor den anden part er

158

hjemmehørende, peger i retning af, at der i særlig grad kan være behov for et dokumentationskrav.

De mindre virksomheder skal for det første altid udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for

fastsættelsen af priser og vilkår for kontrollerede transaktioner med fysiske og juridiske personer,

der er hjemmehørende i et land, der ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og

som samtidig ikke er medlem af EU eller EØS. Under denne kategori falder transaktioner med

personer og selskaber m.v., der hører hjemme i et skattelyland.

For det andet skal de altid udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for fastsættelsen af priser

og vilkår for kontrollerede transaktioner med et fast driftssted, der er beliggende i et land, der ikke

har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og som samtidig ikke er medlem af EU eller

EØS. Bestemmelsen omfatter f.eks. transaktioner mellem et dansk selskab og dets udenlandske

faste driftssted beliggende i et skattelyland.

For det tredje skal mindre virksomheder, der er hjemmehørende i et land, der ikke har en

dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og som samtidig ikke er medlem af EU eller EØS,

altid udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for fastsættelsen af priser og vilkår for

kontrollerede transaktioner med et fast driftssted, der er beliggende i Danmark.

Vestre Landsret har i en dom, jf. SKM2016.354.VLR, fundet, at voldgiftskonventionen i relation til

en transfer pricing sag måtte anses for at være en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Tilsvarende må

andre overenskomster og internationale aftaler, der indeholder en bestemmelse om transfer pricing

(dvs. bestemmelser som f.eks. artikel 9, stk. 1, i OECD’s modeloverenskomst), ligeledes anses for

at være en dobbeltbeskatningsoverenskomst i forhold til lovforslagets § 40.

Den dokumentation, som en mindre virksomhed udarbejder efter de lempeligere regler, skal - som

dokumentationen i øvrigt - være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en vurdering af, om

priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis

transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Bestemmelsen om, at den skriftlige

dokumentation skal forelægges SKAT på dennes begæring, finder tilsvarende anvendelse for den

dokumentation, der udarbejdes af de mindre virksomheder efter de lempeligere bestemmelser.

Endvidere finder bestemmelsen om, at skriftlig dokumentation i form af databaseundersøgelser

alene skal udarbejdes på begæring, tilsvarende anvendelse.

For så vidt angår øvrige koncerninterne transaktioner er kravet i overensstemmelse med den

almindelige hovedregel, at virksomheden i forbindelse med foretagelsen af skatteansættelsen skal

afgive de oplysninger, der er nødvendige for at SKAT kan vurdere om transaktionerne er

gennemført på armslængdevilkår. Hertil kommer, at mindre virksomheder også skal forevise

eventuelle aftaler med udenlandske skattemyndigheder om prisfastsættelsen og eventuel

dokumentation for prisfastsættelsen udarbejdet til udenlandske skattemyndigheder.

Ved et felt på oplysningsskemaet (nuværende skema 05.021) skal virksomheden afkrydse, hvorvidt

virksomheden er en stor eller mindre virksomhed - omfattet af dokumentationspligten efter

forslagets § 39, stk. 2, eller § 40, stk. 1. Virksomheder, der tilkendegiver, at de tilhører kategorien

mindre virksomheder, skal på anmodning kunne dokumentere over for SKAT, at de opfylder

betingelserne for at kunne anvende de lempeligere regler.

159

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 7.

Det følger af bestemmelsen, at ved opgørelsen af størrelsesgrænserne i stk. 1 medregnes juridiske

personer, der er koncernforbundne med den skattepligtige, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2.

Efter bestemmelsen skal opgørelsen af antal beskæftigede, den samlede balance og omsætningen

ske på konsolideret basis. Det vil sige, at der skal medregnes beskæftigede, balance og omsætning

hos juridiske personer, der er koncernforbundet med den skattepligtige. Definitionen af

koncernforbundne juridiske personer følger reglerne i kursgevinstlovens § 4, stk. 2, idet

koncernforbindelsen skal være opfyldt på balancetidspunktet, dvs. ved regnskabsårets slutning. Ved

koncernforbundne juridiske personer forstås juridiske personer, hvor samme aktionærkreds (eller en

fond) direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af kapitalen eller råder over med end 50 pct. af

stemmerne. Opgørelse på konsolideret basis er dermed alene relevant, hvor den skattepligtige er en

juridisk person. Ved opgørelsen af den samlede balance medregnes ikke koncerninterne

mellemværender og indbyrdes kapitalandele. Ved opgørelsen af den samlede omsætning i

koncernen skal ikke medregnes den interne omsætning.

Revisorerklæring

Til § 41

Bestemmelsens

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, 1-5. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at SKAT kan pålægge virksomheder omfattet af § 38 eller § 40, stk. 1,

at indsende en erklæring som nævnt i revisorlovens § 1, stk. 2, om dokumentationen som nævnt i §

39, stk. 1, 2. pkt.

Efter bestemmelsen vil de pågældende virksomheder kunne blive pålagt at indhente en

revisorerklæring fra en uafhængig revisor. Efter revisorlovens § 24, stk. 1, skal en revisor,

revisionsvirksomheden og andre personer i revisionsvirksomheden, der er knyttet til opgaven eller

kontrollerer dennes udførelse, ved udførelse af opgaver omfattet af § 1, stk. 2, være uafhængig af

den virksomhed, som opgaven vedrører, og må ikke være involveret i virksomhedens

beslutningstagning. Uafhængighed kræves både i opgaveperioden og den periode, regnskabet eller

det forhold, hvorom der skal afgives erklæring, dækker. Opgaveperioden begynder ved

påbegyndelse af udførelse af erklæringsopgaven og ophører, når erklæringen er afgivet. En

revisorerklæring med sikkerhed om rigtigheden af virksomhedens transfer pricing-dokumentation

skal således indhentes fra en anden revisor end den, som har medvirket til at tilvejebringe transfer

pricing-dokumentationen.

Tanken er, at den uafhængige revisor afgiver en erklæring med begrænset sikkerhed, jf.

revisorlovens § 1, stk. 2, hvori revisor udtaler, om der ved det udførte arbejde er forhold, der har

givet anledning til at konkludere, at virksomhedens transfer pricing-dokumentation ikke giver et

retvisende billede eller ikke er udarbejdet i overensstemmelse med transfer pricing-

bekendtgørelsen.

160

Efter bestemmelsen er det en betingelse for erklæringspålægget, at virksomheden har haft

kontrollerede transaktioner med fysiske eller juridiske personer i lande uden for EU eller EØS, med

hvilke Danmark ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, eller at virksomheden ifølge

virksomhedens årsrapporter har haft gennemsnitligt driftsmæssigt underskud i 4 på hinanden

følgende indkomstår, hvoraf det seneste er det indkomstår, for hvilket erklæringspålægget gives,

målt som resultat af primær drift før finansiering, ekstraordinære poster og skat.

Dog anvendes for forsikringsvirksomheder forsikringsteknisk resultat som driftsresultatmål. Dette

resultat fremgår direkte af årsregnskabet og er det resultat, som er skabt af selskabets

forsikringsmæssige aktiviteter.

For øvrige finansielle virksomheder anvendes resultat før skat som driftsresultatmål. Disse

virksomheder er omfattet af lov om finansiel virksomhed. Målepunktet ”resultat før skat” er mest

sammenlignelig med andre virksomhedstyper. Eksempelvis er pengeinstitutters drift/virksomhed

finansiering, hvorfor ”resultat før skat” er det mål, der bedst udtrykker ”resultatet af primær drift” i

en sådan virksomhed. Dette er også årsagen til, at nedskrivninger/tab på engagementer indgår i

målepunktet, idet denne omkostning er en integreret del af finansieringsvirksomheden.

Et gennemsnitligt underskud i 4 år opgøres på ”enkeltselskabsbasis” og altså ikke på grundlag af en

sambeskatningskreds samlede driftsresultat.

Det er endvidere en betingelse for indhentelse af revisorerklæringen, at det for kontrollen af

virksomhedens skattemæssige forhold er hensigtsmæssigt og relevant for SKAT at indhente

erklæringen.

Muligheden for at pålægge en virksomhed at indhente en revisorerklæring tænkes at ske i den

situation, hvor SKAT har en overvejende formodning om, at transfer pricing-dokumentationen er

utilstrækkelig, dvs. hvor der er rimeligt klare indikationer på, at transfer pricing-kravene ikke er

overholdt. I den situation vil det være hensigtsmæssigt at indhente erklæringen, da den vil kunne

give SKAT en ”second opinion” om dokumentationens kvalitet og dermed bidrage til, at SKAT kan

få be- eller afkræftet sin formodning om transfer pricing-dokumentationens utilstrækkelighed.

Revisorerklæringen er ikke bindende for SKATs endelige holdning til dette spørgsmål.

SKAT kan under de nævnte betingelser kræve en revisorerklæring for alle indkomstår, som en

indkaldt dokumentation omfatter, og hvor fristen for genoptagelse af ansættelsen for det

pågældende indkomstår ikke er udløbet efter skatteforvaltningsloven § 26, stk. 5, på det tidspunkt,

hvor erklæringen forventes indsendt af virksomheden ifølge den fastsatte frist. Efter den

sidstnævnte bestemmelse, som foreslås konsekvensændret redaktionelt samtidig med dette

lovforslag, udløber den almindelige frist for gennemførelse af ansættelsesændringer først i det sjette

år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af §§ 38-42 i skattekontrolloven eller § 13 i

tonnageskatteloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner.

Tilvejebringer en virksomhed (yderligere) materiale om virksomhedens kontrollerede transaktioner

under en klagesag, vil SKAT også have mulighed for at pålægge virksomheden at indhente en

revisorerklæring om dette materiale på dette tidspunkt.

161

SKAT vil i pålægget til virksomheden nærmere angive, hvilke indkomstår erklæringen skal

omfatte. Erklæringen vil som udgangspunkt omfatte de samme indkomstår, som den transfer

pricing-dokumentation, som virksomheden har indsendt, angår, men kan dog også angå et enkelt

eller enkelte af disse år.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, 6.-7. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at fristen for indsendelse af erklæringen som nævnt i stk. 1 er mindst

90 dage regnet fra pålæggets datering.

Pålægget kan tidligst gives 7 dage efter modtagelsen af dokumentationen efter skattekontrollovens §

39, stk. 1, 2. pkt. Har der ikke været indsendt transfer pricing-dokumentation, kan der ikke stilles

krav om en revisorerklæring. Også i den situation har SKAT imidlertid adgang til at fastsætte

virksomhedens skattepligtige indkomst på grundlag af et skøn. Endvidere vil virksomheden i denne

situation kunne ifalde bødeansvar.

Bestemmelsen i

stk. 3

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, 8.-12. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at SKATs afgørelse om indhentelse af en revisorerklæring som

hovedregel ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

Afgørelsen kan dog påklages til Landsskatteretten, hvis SKAT på baggrund af den indkaldte

dokumentation henlægger sagen uden at gennemføre en ændring af virksomhedens

oplysningspligtige indkomst eller nedsætter denne. Klagefristen er i det tilfælde 3 måneder regnet

fra SKATs underretning til virksomheden om henlæggelsen eller nedsættelsen. Endvidere kan

afgørelsen prøves i forbindelse med en klage over en ændring af virksomhedens skattepligtige

indkomst foretaget på baggrund af den indkaldte dokumentation.

Ved klage finder de almindelige regler om klage ved Landsskatteretten i skatteforvaltningslovens §

35 a, stk. 3 og 5, og §§ 35 c-35 e og 35 g tilsvarende anvendelse.

Bestemmelsen i

stk. 4

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, 13. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at SKAT kan fastsætte nærmere regler om erklæringens indhold og

afgivelse samt fristen for indsendelse af erklæringen.

Den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8, 13. pkt., er blevet udmøntet ved bekendtgørelse nr.

162 af 8. februar 2013 om revisorerklæring i visse sager om transfer pricing som ændret ved

bekendtgørelse nr. 406 af 28. april 2016.

Bekendtgørelsen indeholder navnlig bestemmelser



om formålet med revisorerklæringen, nemlig at revisor udtrykker en konklusion om, hvorvidt

revisor har fundet forhold, som afkræfter, at virksomheden opfylder armslængdeprincippet,



om, at erklæringen skal være udarbejdet i overensstemmelse med den danske revisionsstandard

om andre erklæringsopgaver med sikkerhed samt skattekontrollovens § 3 B, stk. 8, og regler fastsat

med hjemmel heri, hvori kravene i bekendtgørelsen om revisorerklæringen til omfanget af revisors

162

arbejde og referenceramme gengives,



om forbehold, konklusion, supplerende oplysninger,



om revisors kontor, firma, underskrift og dato for underskriften.

Revisorerklæringen kan udarbejdes på dansk, norsk, svensk eller engelsk, og virksomheden vil

kunne afgive erklæringen digitalt til SKAT.

I bekendtgørelsen er det muligt at fastsætte en frist for virksomhederne til at indhente en

revisorerklæring, som overstiger 90 dage, hvis den fastlagte referenceramme tilsiger dette. Det vil

således bero på fastlæggelsen af referencerammen, hvor lang frist det skønnes, at virksomhederne

og revisorerne har brug for.

Skønsmæssig ansættelse

Til § 42

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 9.

Det følger af bestemmelsen, at såfremt den skattepligtige ikke har udarbejdet dokumentation efter §

39, stk. 1, eller § 40 eller indsendt erklæring efter § 41, kan SKAT foretage en skønsmæssig

ansættelse i overensstemmelse med ligningslovens § 2, stk. 1, for så vidt angår de kontrollerede

transaktioner.

Hvis den skattepligtige således ikke har udarbejdet dokumentation eller indsendt en

revisorerklæring, har SKAT mulighed for at ændre den skattepligtige indkomst i overensstemmelse

med et skøn over hvilke priser og vilkår, der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet

mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1.

Bestemmelsen finder desuden anvendelse, hvor der er udarbejdet en dokumentation, som er

mangelfuld. Praksis for fastsættelse af skønsmæssige ansættelser på transfer pricing-området

forudsættes herved videreført.

Konsekvensen af, at dokumentationen ikke er tilstrækkelig, er bl.a., at SKAT er berettiget til at

foretage et skøn på det bedst mulige grundlag, som SKAT vil kunne fremfinde. Skønnet skal altid

udøves i overensstemmelse med principperne i OECD’s retningslinjer om transfer pricing, hvor det

bl.a. fremgår, at SKAT ikke bør foretage marginale forhøjelser. Hvor der er mulighed herfor, vil en

forhøjelse eksempelvis kunne bygge på en databaseundersøgelse baseret på oplysninger fra

kommercielle databaser (eksempelvis regnskabsoplysninger fra BiQ ApS´ erhvervsdatabase).

Det forhold, at SKAT har adgang til at foretage et skøn, betyder ikke, at der automatisk bliver

foretaget en skønsmæssig ansættelse. En sådan skønsmæssig forhøjelse af indkomsten bliver

foretaget, hvis SKAT vurderer, at transaktionerne ikke har været på armslængdevilkår. Dette vil

altid afhænge af en konkret vurdering, herunder f.eks. om der er tale om en koncernforbundet

virksomhed med en fornuftig indtjening eller omvendt, om en koncernforbundet virksomhed, som

gennem en længere periode har haft lav eller negativ indtjening, uden at der er nogen klar

forretningsmæssig begrundelse herfor. Det bemærkes i tilknytning hertil, at uafhængige

163

virksomheder f.eks. ikke vil acceptere tab år efter år. I sådanne situationer vil aktiviteten ophøre.

Det skal bemærkes, at SKAT også kan gennemføre en forhøjelse, såfremt SKAT ikke er enig i, at

den skattepligtige har opgjort sin skattepligtige indkomst i overensstemmelse med

armslængdeprincippet i ligningslovens § 2. En sådan forhøjelse vil også indeholde et element af

skøn, men sker ikke med henvisning til en manglende eller mangelfuld transfer pricing-

dokumentation.

SKATs skøn kan påklages efter de almindelige regler i skatteforvaltningsloven, dvs. ved at klage

indgives til Skatteankestyrelsen. Såfremt den skattepligtige ikke får medhold ved den administrative

klagemyndighed, kan den skattepligtige indbringe spørgsmålet for domstolene.

Land for land-rapport

Til § 43

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 15. Bestemmelsen

indeholder definitioner af de begreber, som anvendes de efterfølgende bestemmelser i §§ 44-46.

OECD har defineret en række af de centrale begreber for at sikre en ensartet implementering af

rapporteringsforpligtelsen. Disse centrale definitioner medtages i skattekontrollovens § 43.

Definitionerne omfatter bl.a. koncern, multinational koncern, koncernselskab og ultimativt

moderselskab. Definitionerne følger OECD’s definitioner.

En koncern defineres i

nr. 1

som en gruppe af virksomheder, der er forbundet med hinanden

gennem ejerskab eller kontrol, således at de skal udarbejde et konsolideret koncernregnskab efter de

årsregnskabsregler, der anvendes af koncernen, eller skulle have udarbejdet et sådant, hvis et eller

flere af selskaberne var børsnoterede.

En multinational koncern, jf.

nr. 2,

er en koncern, der har koncernselskaber i mere end én

skattejurisdiktion.

Et koncernselskab forstås ifølge

nr. 3

som a) enhver virksomhed i den multinationale koncern, som

optræder som en separat enhed i det konsoliderede koncernregnskab eller ville have optrådt sådan,

hvis koncernen skulle have udarbejdet et konsolideret koncernregnskab, hvis et eller flere af

selskaberne var børsnoterede, b) enhver virksomhed, der er undladt i det konsoliderede

koncernregnskab alene på grund af virksomhedens størrelse eller uvæsentlighed, og c) ethvert fast

driftssted af en virksomhed omfattet af litra a eller b, hvis der udarbejdes et separat regnskab for det

faste driftssted af hensyn til aflæggelse af årsregnskab eller af skatteregnskab, eller af eksterne

tilsyns formål eller koncerninterne managementkontrol formål.

Et ultimativt moderselskab er efter

nr. 4

det koncernselskab, der i en multinational koncern opfylder

følgende to kriterier:



det direkte eller indirekte har tilstrækkelig indflydelse over et eller flere af selskaberne eller de

faste driftssteder i den multinationale koncern, hvorefter selskabet er forpligtet til at udarbejde

konsolideret koncernregnskab efter de regler, der gælder, hvor det er skattemæssigt

164

hjemmehørende eller ville skulle have udarbejdet et sådant, hvis det var børsnoteret, og



der ikke er et andet koncernselskab i den multinationale koncern som direkte eller indirekte har

tilstrækkelig indflydelse over selskabet.

I Danmark fremgår forpligtelsen til at udarbejde konsolideret koncernregnskab af enten

årsregnskabsloven eller af den internationale regnskabsstandard, som koncernen anvender. Efter

årsregnskabsloven vil den tilstrækkelige indflydelse for, at der foreligger en koncern, være

bestemmende indflydelse. Bestemmende indflydelse er beføjelsen til at styre en dattervirksomheds

økonomiske og driftsmæssige beslutninger. Bestemmende indflydelse i forhold til en

dattervirksomhed foreligger, når modervirksomheden direkte eller indirekte gennem en

dattervirksomhed ejer mere end halvdelen af stemmerettighederne i en virksomhed, medmindre det

i særlige tilfælde klart kan påvises, at et sådant ejerforhold ikke udgør bestemmende indflydelse.

Ejer en modervirksomhed ikke mere end halvdelen af stemmerettighederne i en virksomhed,

foreligger der bestemmende indflydelse efter årsregnskabsloven, hvis modervirksomheden har



råderet over mere end halvdelen af stemmerettighederne i kraft af en aftale med andre

investorer,



beføjelse til at styre de finansielle og driftsmæssige forhold i en virksomhed i henhold til en

vedtægt eller aftale,



beføjelse til at udpege eller afsætte flertallet af medlemmerne i det øverste ledelsesorgan, og

dette organ besidder den bestemmende indflydelse på virksomheden, eller har



råderet over det faktiske flertal af stemmerne på generalforsamlingen eller i et tilsvarende organ

og derved besidder den faktiske bestemmende indflydelse over virksomheden.

Eksistensen og virkningen af potentielle stemmerettigheder, herunder tegningsretter og

købsoptioner af kapitalandele, som aktuelt kan udnyttes eller konverteres, skal efter

årsregnskabsloven tages i betragtning ved vurderingen af, om en virksomhed har beføjelse til at

styre en anden virksomheds økonomiske og driftsmæssige beslutninger. Ved opgørelsen af

stemmerettigheder i en dattervirksomhed ses der i årsregnskabslovens bort fra stemmerettigheder,

som knytter sig til kapitalandele, der besiddes af dattervirksomheden selv eller dens

dattervirksomheder.

nr. 5

defineres omsætning. Omsætning er indtægter, der opstår i forbindelse med en virksomheds

ordinære drift, herunder varesalg, levering af tjenesteydelser, honorarer, renter, udbytte og royalties.

Denne definition svarer overordnet til forståelsen af omsætning i den internationale

regnskabsstandard IAS 18.

Efter

nr. 6

er et stedfortrædende moderselskab et koncernselskab, der i overensstemmelse med § 44,

stk. 3, er udpeget til at indgive land for land-rapporten i det land, hvor det er skattemæssigt

hjemmehørende, når en eller flere af betingelserne i § 44, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.

Efter

nr. 7

forstås ved en aftale mellem de kompetente myndigheder en international aftale mellem

de kompetente skattemyndigheder i de relevante jurisdiktioner, som kræver automatisk udveksling

af land for land-rapport er mellem landene.

Efter

nr. 8

er en international aftale om udveksling af skatteoplysninger enhver

165

dobbeltbeskatningsoverenskomst, anden international overenskomst eller konvention eller

administrativt indgået aftale om bistand i skattesager, der medfører, at der mellem Danmark og

andre jurisdiktioner kan udveksles skatteoplysninger, herunder automatisk udveksling af

oplysninger. Dette omfatter også Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt

samarbejde på beskatningsområdet.

Endelig betyder en systematisk fejl vedrørende en jurisdiktion i

nr. 9,

at jurisdiktionen har

suspenderet den automatiske udveksling af andre grunde end dem, der er fastsat i aftalen mellem de

kompetente myndigheder i Danmark og den pågældende jurisdiktion, eller på anden måde gentagne

gange har undladt automatisk at udveksle land for land-rapport er med Danmark i tilfælde, hvor den

multinationale koncern har koncernselskaber i Danmark.

Til § 44

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 10.

Det følger af bestemmelsen, at et dansk ultimativt moderselskab omfattet af selskabsskattelovens §

1 eller fondsbeskatningslovens § 1 i en multinational koncern med en konsolideret omsætning på

mindst 5,6 mia. kr. skal indgive en rapport til SKAT om koncernens økonomiske aktiviteter i hvert

enkelt land i hele verden (land for land-rapport).

Målingen af koncernens konsoliderede omsætning foretages i det regnskabsår, der ligger

umiddelbart forud for indkomståret. I en koncern med sammenfaldende indkomstår og regnskabsår

vil vurderingen af, om koncernen skal indgive land for land-rapport for indkomståret 2017 afhænge

af, om koncernens samlede omsætning i regnskabsåret 2016 var på mindst 5,6 mia. kr.

Land for land-rapport en skal indgives senest 12 måneder efter den sidste dag i det indkomstsår,

som land for land-rapport en skal indgives for. En koncern, hvor det ultimative moderselskab har

kalenderår som indkomstår, vil således skulle indgive land for land-rapport en for indkomståret

2017 senest den 31. december 2018.

En række centrale begreber defineres i skattekontrollovens § 43. Definitionerne omfatter bl.a.

koncern, multinational koncern, koncernselskab, ultimativt moderselskab og omsætning. Der

henvises til bemærkningerne ovenfor til § 43.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 11.

Det følger af bestemmelsen, at et dansk koncernselskab, som ikke er det ultimative moderselskab i

en multinational koncern, alligevel vil skulle indgive koncernens land for land-rapport , hvis

betingelserne i stk. 2 er opfyldt.

Den første betingelse er, at koncernselskabet er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter

selskabsskattelovens § 1.

Den anden betingelse er, at en eller flere af tre underbetingelser er opfyldte. Det danske

koncernselskab vil for det første skulle indgive koncernens land for land-rapport , hvis koncernens

166

ultimative moderselskab ikke er forpligtet til at indgive rapporten i den jurisdiktion, hvor det er

hjemmehørende.

Der vil for det andet også skulle indgives land for land-rapport, hvis der ikke er indgået en aftale

mellem de kompetente skattemyndigheder om automatisk udveksling af land for land-rapport er,

men der eksisterer en international aftale om udveksling af skatteoplysninger.

For det tredje vil det danske koncernselskab skulle indgive rapporten, hvis der eksisterer en såkaldt

systematisk fejl vedrørende det land, hvor det ultimative moderselskab er hjemmehørende, og

SKAT har meddelt det danske koncernselskab, at denne systematiske fejl eksisterer.

Bestemmelsen i

stk. 3

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 12.

Det følger af bestemmelsen, at såfremt der er flere danske koncernselskaber, som opfylder

betingelserne i stk. 2, skal disse udpege et af koncernselskaberne, som vil skulle indgive land for

land-rapport en til SKAT. Udpegningen skal meddeles til SKAT af det selskab, der er udpeget.

Til § 45

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 13.

Det følger af bestemmelsen, at en multinational koncern kan vælge at udpege et koncernselskab i et

andet land end Danmark, som vil skulle indgive land for land-rapport en, når en eller flere af

betingelserne i § 44, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.

Det koncernselskab, som er udpeget til at indgive land for land-rapport en i det land, hvor det er

skattemæssigt hjemmehørende, benævnes det stedfortrædende moderselskab, jf. definitionen i § 43,

nr. 6. Det danske koncernselskab vil i givet fald under visse betingelser være fritaget fra

forpligtelsen til at indgive land for land-rapport en. Disse betingelser fremgår af bestemmelsen i §

45.

Det stedfortrædende moderselskab skal for det første være forpligtet til at indgive land for land-

rapport svarende til den internationale standard for land for land-rapport eringen i den jurisdiktion,

hvor det er hjemmehørende. For det andet skal det stedfortrædende moderselskab samtidig være

hjemmehørende i en jurisdiktion, som har en aftale med Danmark om at udveksle land for land-

rapport er. For det tredje må der ikke være en systematisk fejl vedrørende den jurisdiktion, hvor det

stedfortrædende selskab er hjemmehørende, eller SKAT skal have undladt at meddele den

systematiske fejl til det danske koncernselskab. For det fjerde skal meddelelseskravene i

skattekontrollovens § 46, 1. og 2. pkt., være opfyldte.

Til § 46

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 14.

Det følger af bestemmelsen, at det senest inden udgangen af det indkomstår, som land for land-

rapport en vedrører, skal meddeles til SKAT, hvilket koncernselskab, der skal betragtes som det

167

ultimative eller stedfortrædende moderselskab.

Hvis det danske koncernselskab selv er ultimativt eller stedfortrædende moderselskab, skal det

meddele dette til SKAT. Hvis det danske koncernselskab ikke er det ultimative eller det

stedfortrædende moderselskab, skal det meddele, hvilket koncernselskab, der er forpligtet til at

indgive land for land-rapporten, og hvor dette koncernselskab er skattemæssigt hjemmehørende.

Hvis rapporteringsåret er indkomståret 2017, betyder ovenstående bestemmelser, at en multinational

koncern med en omsætning på mindst 5,6 mia. kr. i regnskabsåret 2016 vil være forpligtet til at

indgive en land for land-rapport. Hvilket selskab, som vil skulle indgive land for land-rapporten,

skal i løbet af 2017 meddeles til SKAT, hvorefter selve land for land-rapporten skal indgives senest

ved udgangen af 2018. Det forudsættes, at både indkomståret og regnskabsåret følger kalenderåret.

Til § 47

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 16.

Efter bestemmelsen skal skatteministeren fastsætte de indholdsmæssige krav ved bekendtgørelse.

De indholdsmæssige krav vil følge den internationale standard for land for land–rapporter. Den

internationale standard indeholder følgende tre tabeller til brug for afrapporteringen.

Skattejurisdiktion

Navnet på den multinationale koncern:

Indkomståret:

Anvendt valuta:

Omsætning

Koncernenheder i

skattejurisdiktionen

Uafhængige

enheder

Indregistreringsjurisdiktion, hvis

anderledes end skattejurisdiktion

Afhængige

enheder

Forskning og udvikling

Tabel 2. Liste over koncernselskaber i koncernen inkluderet i sammenlægningen pr.

skattejurisdiktion

Totalt

Tabel 3. Yderligere information

Overskud (under-

skud) før

indkomstskat

Betalt indkomstskat

168

Beregnet

indkomstskat

(indeværende år)

Vedtaget kapital

Akkumuleret

fortjeneste

Antal medarbejdere

Materielle aktiver, der

ikke er kontanter eller

lignende

Besiddelse eller

administration af immaterielle

aktiver

Indkøb

Produktion

Salg, marketing eller

distribution

Navnet på den multinationale koncern:

Indkomståret:

Væsentligste erhvervsmæssige aktivitet(er)

Administrativ, management

eller støtteservice

Serviceydelser til uafhængige

Koncernintern finansiering

Reguleret finansielle ydelser

Forsikring

Besiddelse af aktier eller

andre kapitalandele

Tabel 1. Oversigt over fordelingen af indkomst, skatter og erhvervsmæssig aktivitet pr.

skattejurisdiktion

Hvilende

Andet*

169

Navnet på den multinationale koncern:

Indkomståret:

*Inkludere enhver anden kort information og forklaring, som opfattes som nødvendig eller som kan lette forståelsen af

den obligatoriske information afgivet i land for land-rapporten.

Efter den internationale standard skal rapporterne i tabel 1 indeholde samlede opgørelser om

koncernens omsætning, overskud (eller underskud) før skat, betalt selskabsskat, beregnet

selskabsskat, vedtaget kapital, akkumuleret fortjeneste, antal medarbejdere samt materielle aktiver

for hver jurisdiktion, hvor den multinationale koncerngruppe opererer. Der er således ikke tale om

en opgørelse for hvert koncernselskab, men for hvert land.

Rapporten skal afspejle indkomståret for det ultimative moderselskab. Med hensyn til de øvrige

koncernselskaber skal opgørelsen i rapporten afspejle enten 1) information for koncernselskabernes

eget indkomstår, der ender samtidigt med det ultimative moderselskabs indkomstår, eller ender

inden 12 måneder fra dette tidspunkt, eller 2) information for koncernselskaberne i det ultimative

moderselskabs indkomstår. Det ultimative moderselskab skal være konsistent i metodevalget.

Der skal også være konsistens fra år til år, for så vidt angår kilden til oplysningerne i rapporten. Det

følger af den internationale standard, at der er fleksibilitet med hensyn til kilden til oplysningerne.

Oplysningerne kan således hentes fra enten koncernens konsoliderede årsregnskab, de enkelte

koncernselskabers årsregnskaber, lovregulerede finansielle regnskaber eller interne

driftsregnskaber. Det er ikke nødvendigt at afstemme omsætningen, overskuddet og skattebeløbene

i rapporten til det konsoliderede årsregnskab. Hvis de enkelte koncernselskabers årsregnskaber

anvendes som kilde til oplysningerne, skal alle beløb omregnes til det ultimative moderselskabs

funktionelle valuta ved anvendelse af den gennemsnitlige valutakurs for det pågældende år. Den

gennemsnitlige valutakurs skal angives som yderligere information i tabel 3. Det er derimod ikke

nødvendigt at foretage justeringer for forskelle i regnskabsprincipper mellem skattejurisdiktionerne.

De enkelte begreber, der anvendes i land for land-rapportens tabel 1, som er gengivet ovenfor, er

defineret nærmere i den internationale standard.

I tabellens første kolonne skal koncernen liste alle de skattejurisdiktioner, hvor koncernen har

koncernselskaber (som defineret i § 43, nr. 3, dvs. datterselskaber eller faste driftssteder). En

skattejurisdiktion er både selvstændige stater og ikke-selvstændige jurisdiktioner, der har

selvstændig skatteautonomi. En særlig række i tabellen skal indeholde eventuelle koncernselskaber,

der efter koncernens opfattelse ikke er hjemmehørende i nogen skattejurisdiktion. Hvis et selskab

m.v. er hjemmehørende i mere end én skattejurisdiktion, vil dobbeltbeskatningsoverenskomstens

bestemmelser skulle anvendes til at fastslå, hvor selskabet m.v. er hjemmehørende. Hvis der ikke

findes en dobbeltbeskatningsoverenskomst, vil selskabet blive anset for at være hjemmehørende i

den skattejurisdiktion, hvor sædet for den virkelige ledelse findes. Sædet for den virkelige ledelse

skal fastslås på baggrund af bestemmelsen i artikel 4 i OECD’s model for

dobbeltbeskatningsoverenskomster. Faste driftssteder indgår i opgørelsen for den skattejurisdiktion,

hvor det faste driftssted er beliggende. Indkomst, der erhverves af et foretagende ved drift af skibe

eller fly i international trafik, skal i land for land-rapport en inkluderes i den skattejurisdiktion, som

170

efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten har beskatningsretten til indkomsten, dvs. typisk det land,

hvor den virkelige ledelse findes.

I de næste tre kolonner i tabellen skal der indrapporteres information om den samlede omsætning,

som koncernselskaberne i den pågældende jurisdiktion har fra transaktioner med koncernforbundne

selskaber, den samlede omsætning, som koncernselskaberne i den pågældende jurisdiktion har fra

transaktioner med uafhængige selskaber, og den samlede omsætning. Omsætning omfatter

indtægter, der opstår i forbindelse med en virksomheds ordinære drift, herunder varesalg, levering

af tjenesteydelser, honorarer, renter, udbytte og royalties. Omsætningen omfatter ikke

koncerninterne betalinger, der anses for at være udbyttebetalinger i betalerens skattejurisdiktion.

I den femte kolonne skal årets overskud (eller underskud) før indkomstskat for alle

koncernselskaber indrapporteres pr. skattejurisdiktion. Overskuddet (eller underskuddet) før skat

skal inkludere alle indtægter og udgifter, inklusive ekstraordinær indkomst.

I den sjette kolonne i tabellen skal det samlede indkomstskattebeløb, der er indbetalt i det

pågældende indkomstår, indrapporteres pr. skattejurisdiktion. De betalte skatter omfatter kontant

betalte skatter, som er betalt af koncernselskaberne i den pågældende skattejurisdiktion – uanset om

de er betalt til den pågældende skattejurisdiktion eller til andre skattejurisdiktioner. Betalte skatter

omfatter kildeskatter betalt af andre selskaber (både koncernforbundne og uafhængige selskaber) i

forbindelse med betalinger til koncernselskaberne. Hvis f.eks. et selskab i skattejurisdiktion A

oparbejder en rentebetaling fra skattejurisdiktion B, skal skat, der er indeholdt i skattejurisdiktion B,

indrapporteres for selskabet i skattejurisdiktion A.

I den syvende kolonne i tabellen skal indkomstårets beregnede indkomstskat af det skattepligtige

overskud (underskud) indrapporteres pr. skattejurisdiktion. Den beregnede indkomstskat skal alene

afspejle årets aktiviteter – og skal ikke omfatte udskudte skatter og hensættelser for usikre

skatteforpligtelser.

I den ottende kolonne i tabellen skal der ske indrapportering af den samlede vedtagne kapital i

koncernselskaberne pr. skattejurisdiktion. Med hensyn til faste driftssteder skal kapitalen medregnes

hos selskabet, medmindre der findes kapitalkrav for det faste driftssted i reguleringsøjemed i den

skattejurisdiktion, hvor det faste driftssted er beliggende.

I den niende kolonne i tabellen skal der ske indrapportering af den samlede akkumulerede

fortjeneste i koncernselskaberne pr. skattejurisdiktion. Med hensyn til faste driftssteder skal den

akkumulerede fortjeneste medregnes hos selskabet, som det faste driftssted er en del af.

I den tiende kolonne i tabellen skal der ske indrapportering af det samlede antal af medarbejdere

opgjort på fuldtidsbasis i koncernselskaberne pr. skattejurisdiktion. Antallet af medarbejdere kan

rapporteres som antallet af medarbejdere ved årets udgang, som det gennemsnitlige antal

medarbejdere over året eller enhver anden metode blot den anvendes konsistent år efter år.

Medarbejdere hos uafhængige entreprenører, der deltager i ordinære driftsaktiviteter, kan

medregnes som medarbejdere. Det vil være tilladt at fortage rimelige afrundinger eller skøn over

antallet af medarbejdere, forudsat at det ikke medfører forvridninger i den relative fordeling af

antallet af medarbejdere mellem forskellige skattejurisdiktioner. Tilgangen til opgørelsen skal være

171

konsistent fra år til år og mellem koncernselskaberne.

I den ellevte og sidste kolonne i tabel 1 skal den samlede bogmæssige værdi af materielle aktiver

indrapporteres for koncernselskaberne pr. skattejurisdiktion. Aktiver i faste driftssteder skal

rapporteres i feltet for den skattejurisdiktion, hvor det faste driftssted er beliggende. Materielle

aktiver omfatter ikke kontanter, kontantlignende aktiver, immaterielle aktiver eller finansielle

aktiver.

Land for land-rapporten skal derudover indeholde en tabel 2, som skal identificere hvert

koncernselskab i den multinationale koncern og dets (skattemæssige) hjemsted samt primære

forretningsaktivitet eller aktiviteter og anføre, hvor det er skattemæssigt hjemmehørende. Hvis et

selskab er indregistreret eller organiseret i et andet land end der, hvor det er hjemmehørende, skal

det anføres separat. Faste driftssteder skal i forbindelse med tabel 2 anføres under den

skattejurisdiktion, hvor det faste driftssted er beliggende. Navnet på selskabet, som det faste

driftssted er en del af, skal noteres. Tabel 2 er gengivet ovenfor.

Endelig skal land for land-rapporterne indeholde en tabel 3, som ligeledes er gengivet ovenfor. I

denne tabel vil det være muligt at angive andre oplysninger, der er nødvendige eller letter

forståelsen af de første to tabeller. Der skal bl.a. gives en kort beskrivelse af kilden til oplysningerne

i rapporten. Hvis der sker en ændring i kilden til oplysninger fra et år til et andet, skal koncernen

forklare baggrunden for denne ændring og dens konsekvenser.

Kapitel 5 - Kontrolbeføjelser over for den skattepligtige

Kontrolbeføjelser over for erhvervsdrivende

Til § 48

Forslagets

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollov § 6, stk. 1, idet bestemmelsen

dog foreslås begrænset til alene at gælde kontrol af den erhvervsdrivendes egne skatteforhold.

Hjemlen til kontrol af andre erhvervsdrivendes skattemæssige forhold (krydsrevision) foreslås

overflyttet til § 53 og lovfæstet udtrykkeligt.

Efter bestemmelsen har enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, pligt til efter anmodning fra

SKAT at indsende sit regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan have betydning

for skattekontrollen. Pligten til efter bestemmelsen at indsende regnskabsmateriale m.v. gælder

enhver erhvervsdrivende, såvel fysiske som juridiske personer uanset ejer- og hæftelsesforhold.

Alle erhvervsgrupper er omfattet af bestemmelsen, herunder pengeinstitutter, revisorer og

advokater.

Den erhvervsdrivende er endvidere pligtig at give SKAT adgang til sit regnskabsmateriale i

forbindelse med SKATs iværksættelse af en skattemæssig stikprøvekontrol af den

erhvervsdrivende.

Hvis der foreligger formodning for, at der drives uregistreret erhvervsvirksomhed, har den

pågældende ligeledes pligt til at efterkomme SKATs anmodning.

172

Uden for bestemmelsen falder enhver ikke erhvervsdrivende. Det er et vigtigt led i vurderingen af,

om en person er selvstændigt erhvervsdrivende eller ej, at SKAT kan få adgang til eventuelt

foreliggende regnskabsmateriale. Den skattepligtige er pligtig at give SKAT adgang til

regnskabsmateriale, også når myndighederne skal vurdere, om der foreligger hobbyvirksomhed

eller erhvervsmæssig virksomhed. Udgangspunktet her er som regel, at den skattepligtige gør

gældende, at der er tale om erhvervsmæssig virksomhed.

Det er ikke afgørende for indsendelsespligten, om den pågældende er bogførings- eller

regnskabspligtig, men om der rent faktisk føres et regnskab. Indsendelsespligten gælder også et evt.

momsregnskab eller kildeskatteregnskab, hvis det kan have betydning for skattekontrollen. Da

enhver erhvervsdrivende, med de undtagelser, der følger af overgangsbestemmelserne i

bogføringsloven, er bogføringspligtige, er hovedreglen, at erhvervsdrivende skal føre et regnskab og

dermed umiddelbart bliver omfattet af indsendelsespligten.

Efter bogføringslovens § 10, stk. 1, gælder en 5-årig opbevaringspligt for regnskabsmateriale.

Pligten til at indsende regnskabsmateriale m.v. gælder imidlertid alt i virksomheden beroende

regnskabsmateriale, uanset om dette er ældre end fem år.

Pligten til at indsende regnskabsmateriale gælder både for tidligere år og for det løbende

regnskabsår. SKAT har herved mulighed for at se, om balanceposter (debitorer, kreditorer,

varelager m.v.) for det senest afsluttede år passer med bogføringen for det løbende år.

Skattekontrollen vedrører begrebsmæssigt afsluttede indkomstår. Der kan således ikke ske kontrol

af skatteregnskabet i en nystartet virksomhed, der endnu ikke har afsluttet sit første regnskabsår.

Nystartede virksomheder kan derimod kontrolleres efter kildeskatteloven, momsloven m.v. for A-

skat, moms og andre afgifter for den løbende periode.

Det materiale, der kan kræves indsendt, er

for det første

”regnskabsmateriale med bilag”.

Bogføringslovens § 3 definerer, hvad der anses som regnskabsmateriale, og bogføringsvejledningen

uddyber og eksemplificerer, hvad regnskabsmateriale omfatter. Som regnskabsmateriale anses

registreringer, herunder transaktionssporet, eventuelle beskrivelser af bogføringen, herunder aftaler

om elektronisk dataudveksling, eventuelle beskrivelser af systemer til at opbevare og fremfinde

opbevaret regnskabsmateriale, bilag og anden dokumentation, oplysninger i øvrigt, som er

nødvendige for kontrolsporet, regnskaber, som kræves udarbejdet i henhold til lovgivning, og

eventuelle revisionsprotokoller. Medmindre andet fremgår af lovgivningen i øvrigt, omfatter et

regnskab også eventuelle årsberetninger og lignende, der er knyttet til regnskabet.

Efter bogføringslovens § 15, stk. 3, kan en myndighed, der i henhold til anden lovgivning har ret til

regnskabsmaterialet, forlange, at regnskabsmateriale, der opbevares i elektronisk form, indsendes

digitalt i et anerkendt filformat som xml, csv eller lignende. Regler herom er indsat i

bogføringsloven ved lov nr. 55 af 27. januar 2015 (Opbevaring af regnskabsmateriale m.v.), der har

virkning den 1. marts 2015.

Ud over det egentlige regnskabsmateriale kan der

for det andet

kræves indsendt andre dokumenter,

der kan have betydning for skattekontrollen. I forarbejderne til den gældende § 6 i

173

skattekontrolloven er, jf. lov nr. 184 af 4. juni 1964, som eksempler på sådanne andre dokumenter

nævnt korrespondance, kontrakter, revisionsbemærkninger og kalkulationer. Spørgsmålet om,

hvilke andre dokumenter SKAT kan kræve indsendt, har givet anledning til diskussioner, og det

tidligere Skatteretsrådet offentliggjorde den 30. september 2005 et notat om skattekontrollovens § 6,

stk. 1, hvori der blev sat spørgsmålstegn ved SKATs administration af bestemmelsen. SKAT har på

baggrund heraf i meddelelsen SKM2007.277.SKAT offentliggjort retningslinjer for indhentelse af

andre dokumenter end regnskabsmateriale.

Skattekontrollen skal som udgangspunkt baseres på autentiske dokumenter, oplysninger og

forklaringer. Det er oplysninger af denne karakter, der kan kræves udleveret. I modsætning hertil

står oplysninger af vurderende eller rådgivende karakter, som er tilgået den erhvervsdrivende fra

dennes rådgivere. Det er dermed indholdet af det enkelte dokument, mere end dokumenttypen, der

er afgørende for, om dokumentet skal udleveres, og der kan derfor heller ikke opstilles en positiv

eller negativ liste over omfattede dokumenter.

I praksis kan der være tale om mange typer af dokumenter. Der vil være dokumenttyper, hvor det på

grund af karakteren af deres indhold vil være en formodning for, at de er udleveringsrelevante, og

andre, hvor det modsatte vil være tilfældet. Sidstnævnte gælder som udgangspunkt f.eks.

bestyrelsesprotokoller og rådgiverdokumenter. Også bestyrelsesprotokoller og rådgiverdokumenter

kan dog være omfattet, hvis dokumentet indeholder faktiske oplysninger af væsentlig betydning,

som ikke findes i underliggende, faktuelle dokumenter.

Lovforslagets §§ 38 og 39 indeholder regler om oplysningspligt og dokumentationspligt i forhold til

kontrollerede transaktioner. Nærmere regler om indholdet af den skriftlige dokumentation er fastsat

i bekendtgørelse nr. 401 af 28. april 2016 om dokumentation af prisfastsættelsen af kontrollerede

transaktioner, hvorefter der kan anmodes om supplerende oplysninger og materiale, som må anses

for relevant for en armslængdevurdering. Små virksomheder og hovedaktionærselskaber er ikke

omfattet af pligten til at udarbejde en transfer pricing-dokumentation, men skal afgive de

oplysninger, der er nødvendige for, at SKAT kan vurdere om transaktionerne er foretaget på

armslængdevilkår. Skriftlig transfer pricing-dokumentation skal efter § 39 på SKATs begæring

forelægges SKAT, og bestemmelsen i § 48 om pligt til at indsende materiale gælder også transfer

pricing-dokumentation. Ifølge SKAT har der, jf. SKM2007.277.SKAT, i praksis i nogle transfer

pricing-sager været tilfælde, hvor der i bestyrelsesprotokoller har været nævnt fakta, der ikke

fandtes i underliggende dokumenter. Samme sted anføres, at der i praksis har været sager om

udenlandske kapitalfondes overtagelse af danske virksomheder, hvor responsa og due diligence-

rapporter har indeholdt faktiske oplysninger, der ikke fandtes i underliggende dokumenter. Sådanne

oplysninger vil eventuelt kunne anvendes til at kontrollere og supplere indholdet af transfer pricing-

dokumentationen.

Hvis en bestyrelsesprotokol eller et rådgiverdokument af fortrolig karakter indeholder

skatterelevante faktuelle oplysninger, der ikke allerede fremgår af underliggende dokumenter, kan

oplysningerne udleveres i form af ekstrahering af de pågældende oplysninger. Som udgangspunkt

bør en erklæring fra virksomheden om, at der i andre dokumenter end egentligt regnskabsmateriale,

som SKAT ønsker udleveret, ikke er relevante oplysninger for skatteligningen, eller en erklæring

om, at de relevante oplysninger er ekstraheret og udleveret, være tilstrækkeligt. SKAT kan ikke

kræve at se dokumentet i sin helhed for at kunne fastslå, om det indeholder faktiske oplysninger af

174

betydning for skattekontrollen. Fastholder virksomheden, at dokumentet ikke indeholder

udleveringspligtige oplysninger, og finder SKAT fortsat, at der mangler oplysninger til

dokumentation af forskellige forhold, kan SKAT komme med et pålæg om indsendelse af de

ønskede oplysninger og fastsætte tvangsbøder, jf. § 66, indtil påbuddet efterkommes. Hvis

virksomheden ikke er enig, må den klage til Skatteankestyrelsen og eventuelt indbringe spørgsmålet

for domstolene. I sidste instans er det SKAT, der konkret må vurdere, om en disposition er

tilstrækkeligt dokumenteret. Hvis dette ikke er tilfældet, kan konsekvensen af, at virksomheden ikke

ønsker at udlevere de ønskede oplysninger, også være, at SKAT foretager en skønsmæssig

ansættelse efter reglerne i § 70.

En anmodning om indsendelse af materiale skal konkretiseres. SKAT skal gøre sig det klart, hvad

formålet med materialeindkaldelsen er, og der skal være en konkret formodning for, at det

materiale, der begæres udleveret, har betydning for skatteansættelsen i en konkret sag. SKAT må

redegøre for, at der mangler relevante oplysninger, for at man kan se sammenhængen i

virksomhedens transaktioner, og at SKAT forventer at finde disse oplysninger i de ønskede

dokumenter. Et krav om konkret formodning er med til at sikre, at virksomhederne ikke bliver bedt

om at udlevere irrelevant materiale, men at SKAT alene anmoder om oplysninger, der er relevante

og nødvendige for sagsbehandlingen. Kravet har naturlig sammenhæng med

proportionalitetsprincippet, som er en almindelig forvaltningsretlig grundsætning, der er lovfæstet i

retssikkerhedslovens § 2.

Pligten til efter bestemmelsen at indsende regnskabsmateriale m.v. gælder enhver erhvervsdrivende.

Advokater er som erhvervsdrivende omfattet af bestemmelsen, og advokaters tavshedspligt kan ikke

føre til en begrænsning i anvendelsen af bestemmelsen. Der gælder ikke særlige regler for

advokater, blot fordi advokater er undergivet særlige regler om tavshedspligt. En advokat har

således pligt til at stille sit regnskab med bilag m.v. til rådighed for SKAT, uanset om de indeholder

oplysninger, som ellers er omfattet af reglerne om tavshedspligt, og SKAT kan bruge skattemæssige

oplysninger om advokatens klienter, som de kommer i besiddelse af i forbindelse med undersøgelse

af advokatens forhold.

Højesteret fastslog således i U 1981.106 H, at skattemyndighederne med hjemmel i

skattekontrollovens § 6 kan kræve en advokats regnskabsmateriale udleveret med henblik på

kontrol af advokatens egen skatteansættelse og endvidere, hvis der af det lovligt tilvejebragte

materiale måtte fremgå oplysninger om klienters skatteforhold, anvende disse oplysninger ved

kontrol af klienternes skatteansættelse. Højesteret fastslog endvidere, at advokatens tavshedspligt

ikke kunne føre til en begrænsning i anvendelsen af skattekontrollovens § 6.

Bestemmelsen i § 48 vil ikke kunne benyttes som hjemmel til at foretage kontrol af advokatens

klienter. Formålet med kontrollen må således ikke være at tilvejebringe oplysninger om advokatens

klienter. Hvis der imidlertid af det lovligt tilvejebragte materiale måtte fremgå oplysninger om

andres - herunder ikke erhvervsdrivendes - skatteforhold (såkaldte tilfældighedsfund), vil

oplysningerne derimod kunne anvendes ved kontrol af disses skatteansættelse.

Der er også pligt til at indsende regnskabsmateriale m.v., selv om det udelukkende er af betydning

for afgørelsen af spørgsmål om skattepligt. SKAT kan således anmode om at få indsendt

regnskabsmateriale m.v. med henblik på at kontrollere, om personer eller selskaber m.v. er

175

undergivet begrænset eller fuld skattepligt eller måske slet ikke er skattepligtige til Danmark. SKAT

har herunder mulighed for at kontrollere, om virksomheder i udlandet må betragtes som

selvstændige juridiske personer, eller om virksomhederne må betragtes som en del af en dansk

skattepligtigs selvstændige erhvervsvirksomhed eller som en filial af et selskab, der er

hjemmehørende i Danmark.

Indsendelsespligten omfatter også regnskabsmateriale m.v. vedrørende den skattepligtiges

virksomhed på Færøerne, i Grønland eller i en fremmed jurisdiktion. Kriteriet er også her, at det

ønskede materiale skal have betydning for skatteansættelsen her i landet. En undtagelse gøres dog i

det omfang, den danske stat gennem deltagelse i internationalt samarbejde har forpligtet sig til at

tilvejebringe oplysninger. OECD-standardaftalen fra 2002 om udveksling af oplysninger i

skattesager indebærer, at de lande og områder, som indgår aftaler, skal bistå hinanden med

oplysninger og om nødvendigt indhente oplysninger, der findes på deres territorium. Der henvises

til bemærkningerne til lovforslagets § 58.

Pligten til at indsende regnskabsmateriale m.v. gælder både fuldt og begrænset skattepligtige, idet

regnskabsmateriale m.v. kan være nødvendigt for at fastslå omfanget af den pågældendes skattepligt

til Danmark. Er regnskabsmaterialet affattet på andre sprog end dansk eller engelsk, kan dette

vederlagsfrit kræves oversat til dansk eller engelsk, jf. bogføringslovens § 15, stk. 1.

Forslagets

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 3. Hvis

regnskabsmaterialet beror hos tredjemand, f.eks. revisor, der har tilbageholdsret i materialet, skal

denne efter anmodning udlevere materialet til SKAT, der skal sørge for at levere materialet tilbage

efter endt benyttelse. Tredjemand kan ikke under påberåbelse af en tilbageholdsret nægte at

udlevere det regnskabsmateriale m.v., som tilhører den erhvervsdrivende, men beror hos tredjemand

med henblik på udfærdigelse af regnskaber m.v. Tredjemand kan heller ikke påberåbe sig sin

tavshedspligt i forhold til klientens materiale, da materialet alene tilhører klienten, som har

oplysningspligten.

Det er kun den erhvervsdrivendes regnskabsmateriale, som tredjemand er forpligtet til at udlevere,

ikke egne arbejdspapirer, notater m.v.

Opbevares regnskabsmaterialet elektronisk hos tredjemand, eksempelvis i en cloudløsning, er det

virksomhedens ansvar, at regnskabsmaterialet opbevares på betryggende vis i overensstemmelse

med bogføringsloven og er tilgængeligt for SKAT i hele opbevaringsperioden på 5 år. Ved lov nr.

55 af 27. januar 2015 (Opbevaring af regnskabsmateriale m.v.) er det ved indsættelsen af et nyt stk.

2 i bogføringslovens § 15 blevet præciseret, at myndighedernes adgang til regnskabsmaterialet også

gælder, hvis regnskabsmaterialet opbevares hos tredjemand.

Forslagets

stk. 3

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 6. Hvis den

erhvervsdrivende ikke efterkommer en begæring om at indsende sit regnskabsmateriale m.v., kan

den pågældende ansættes skønsmæssigt efter den foreslåede bestemmelse i § 70. Dette forudsætter

dog, at den manglende mulighed for at efterprøve regnskabsmaterialet i væsentlig grad svækker

selvangivelsens troværdighed. Det er endvidere muligt at anvende tvangsbøder efter § 66 over for

virksomheder, der ikke indsender det ønskede regnskabsmateriale m.v.

176

Til § 49

Forslagets

stk. 1

er en sammenskrivning af den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 4, 1 og 2. pkt.,

og stk. 6. SKAT har, hvis det skønnes nødvendigt, adgang til mod behørig legitimation og uden

retskendelse hos erhvervsdrivende i virksomhedens lokaler at foretage gennemgang af

virksomhedens regnskabsmateriale m.v. SKAT kan endvidere foretage opgørelse af

kassebeholdninger, kasseterminaler og lignende samt foretage opgørelse og vurdering af

driftsmæssige aktiver som lagerbeholdninger, besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.

Formålet med, at SKAT har hjemmel til at opgøre og vurdere virksomhedens driftsmidler m.v., er at

sammenholde de regnskabsmæssige oplysninger med de faktiske beholdninger m.v. for bl.a. at

kunne kontrollere afskrivningsgrundlaget.

Adgangen til regnskabsmateriale m.v. består, uanset hvilken form materialet ligger i. Der er således

også adgang til regnskabsmateriale, der foreligger i elektronisk form. SKATs adgang til

regnskabsmateriale, der foreligger i elektronisk form, omfatter en elektronisk adgang. SKAT har

således adgang til på stedet at gennemgå registreringerne i virksomhedens systemer. Efter

bogføringslovens § 15, stk. 1, kan en offentlig myndighed, der i henhold til anden lovgivning har ret

til at kræve indsigt i den bogføringspligtiges regnskabsmateriale, forlange, at den bogføringspligtige

vederlagsfrit stiller alt, som er nødvendigt til fremfinding og læsning af regnskabsmaterialet, til

disposition.

Efter bogføringslovens § 15, stk. 3, kan myndigheden endvidere forlange, at regnskabsmateriale,

der opbevares i elektronisk form, udleveres eller indsendes digitalt til myndigheden. Tidligere

kunne myndigheden kun forlange at få regnskabsmaterialet udleveret i klarskrift, det vil sige på

papir, men materialet kunne efter konkret aftale mellem myndighed og virksomhed udleveres i

elektronisk form (f.eks. på et USB-stik). Ved lov nr. 55 af 27. januar 2015 (Opbevaring af

regnskabsmateriale m.v.) er der indsat hjemmel i bogføringslovens § 15, stk. 3, til, at offentlige

myndigheder kan stille krav om at få regnskabsmateriale, der opbevares i elektronisk form,

udleveret i anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendt digitalt i anerkendt filformat.

Ved lov nr. 55 af 27. januar 2015 er reglerne i bogføringslovens § 12 om opbevaring af

regnskabsmateriale endvidere ændret således, at regnskabsmateriale i elektronisk form kan

opbevares i udlandet uden forudgående ansøgning eller anmeldelse til offentlige myndigheder, hvis

virksomheden opfylder en række nærmere fastsatte krav, herunder at regnskabsmaterialet opbevares

i overensstemmelse med bogføringsloven, at virksomheden til enhver tid kan fremskaffe materialet

og give adgang til det, at virksomheden opbevarer systembeskrivelser og nødvendige adgangskoder

her i landet og, at virksomheden sørger for, at regnskabsmaterialet kan udskrives i klarskrift eller

stilles til rådighed i et anerkendt filformat.

Kravet om adgang opfyldes ved, at virksomheden giver online-adgang til det elektroniske

regnskabsmateriale, således at offentlige myndigheder til enhver tid her i landet via f.eks. en

computer med adgang til internettet kan få adgang til materialet. Det er i så fald uden betydning, om

den server, regnskabsmaterialet opbevares på, fysisk er placeret her i landet eller i udlandet. Det

samme gælder, hvis virksomheden anvender en cloud-løsning, hvor serverens fysiske placering ikke

er kendt.

177

SKATs adgang til elektronisk opbevaret regnskabsmateriale efter bestemmelsen giver ikke hjemmel

til at gennemføre it-revision i form af dataspejling. Ved dataspejling tages der en fuldstændig kopi

af alle data, der findes på f.eks. en harddisk, herunder slettede filer. SKAT kunne herved få adgang

til en række oplysninger, som ikke er relevante for kontrollen, herunder personfølsomme

oplysninger, hvilket både kan være i strid med den foreslåede bestemmelse og persondataloven.

SKAT benytter den såkaldte dataanalyse ved kontrol af virksomheders elektroniske

regnskabsmateriale. Ved dataanalyse foretages ifølge SKAT en analyse af indholdet af

virksomhedens datamedier i virksomhedens lokaler, uden at der foretages en kopiering. Alle

virksomhedens elektroniske dokumenter forbliver på virksomhedens datamedier og bliver i første

omgang ikke kopieret over på SKATs medie. De elektroniske dokumenter kan være

korrespondance (e-mails), kontrakter, fakturaer, udgiftsbilag og andre dokumenter, som ikke indgår

i en virksomheds elektroniske bogføringssystem, men som er relevante for kontrollen. Disse

dokumenter kan heller ikke håndteres i almindelige it-revisionsværktøjer, som f.eks. ACL, Idea og

Excel. Hvis der ved gennemgangen findes relevante dokumenter til kontrolsagen, vil disse blive

markeret, og der vil til sidst ske en endelig kopiering over på SKATs medbragte medie. Udpegning

af relevante dokumenter kan også ske efter virksomhedens anvisning. Der er således udelukkende

tale om en gennemgang af indholdet af virksomhedens datamedier, og kun relevante dokumenter vil

blive kopieret. Virksomheden vil modtage en elektronisk kopi af det kopierede og en elektronisk

dokumentliste, inden kontrollen afsluttes. Virksomheden eller dennes repræsentanter har under hele

forløbet mulighed for at kommentere og drøfte relevansen af de udvalgte dokumenter. Brug af

specielle it-værktøjer sikrer, at der ikke kan ske utilsigtede ændringer på virksomhedens datamedier,

f.eks. sletning af dokumenter, og giver samtidig virksomheden en garanti for, at autenciteten af

dokumenterne bevares, da det ikke efterfølgende vil være muligt at ændre dokumenternes indhold,

metadata m.v. it-værktøjerne sikrer i den sammenhæng virksomheden, at det materiale, der indgår i

SKATs kontrolsag, er en eksakt kopi af det originale dokument, og at der ikke kan ske

menneskelige fejl ved håndteringen af materialet.

Virksomheden er efter bogføringsloven forpligtet til at stille alt, hvad der er nødvendigt til at

fremfinde og læse regnskabsmateriale, til rådighed. SKAT kan ikke koble sit eget it-udstyr til

virksomhedens udstyr, hvis virksomheden ikke giver sit samtykke hertil. SKAT må i så fald nøjes

med at få adgang via virksomhedens systemer og enten få materialet udskrevet på papir eller få en

elektronisk kopi, f.eks. på et USB-stik. SKAT kan ikke uden virksomhedens samtykke medtage

originalt fysisk materiale. Der vil i givet fald være tale om beslaglæggelse, der skal ske efter

retsplejelovens regler og fordrer politiets og rettens mellemkomst.

Der vil kunne være personfølsomme oplysninger i det materiale, som er relevant for kontrollen, og

som SKAT derfor har krav på at få efter skattekontrolloven. Det kan f.eks. være en faktura, der

viser, at virksomheden har betalt en fradragsberettiget udgift til alkoholafvænning for en

medarbejder. Indsamling af følsomme oplysninger af relevans for skattekontrollen vil lovligt kunne

indsamles efter persondataloven, men den ansatte vil ifølge persondatalovens § 29 skulle

underrettes af SKAT om indsamlingen (registreringen) af oplysningerne.

Efter § 49 har SKAT adgang til kontrol af kassebeholdning og kasseterminaler. SKAT har her

adgang til at foretage direkte elektronisk opkobling og kopiering af det underliggende datagrundlag.

Den eneste måde, kassesystemer kan kontrolleres effektivt på, er ved kontrol af det underliggende

178

datagrundlag, det vil sige udtræk af alle filer, databaser, tabeller m.v. Dette kan ikke gøres ved

traditionel kassegennemgang, men udelukkende ved elektronisk opkobling til systemet. Dette

vurderes at være uproblematisk, da der ikke kan antages at ligge andet end dokumentation for

omsætningen (taloplysninger om salg/retursalg). Hvis virksomheden ikke vil give sit samtykke til,

at SKAT foretager opkobling til kassesystemet, må politiet i givet fald bistå med at overvinde

fysiske hindringer for gennemførelsen af kontrollen.

SKAT skal fremvise behørig legitimation i forbindelse med et kontrolbesøg. Af legitimationen skal

fremgå, hvem den pågældende er, samt at denne repræsenterer SKAT. Virksomhedskontrollen kan

foretages uden retskendelse. Det er også retstilstanden efter gældende ret.

Adgangen til kontrol gælder den ejendom eller de lokaler, hvori virksomheden drives, det vil i

praksis sige i - og i direkte tilknytning til - den erhvervsdrivendes forretnings-, fabriks-, kontor- og

lagerlokaler.

Kontroladgangen omfatter også den erhvervsdrivende arbejdssteder uden for den erhvervsdrivendes

lokaler, herunder transportmidler, der anvendes erhvervsmæssigt.

Bestemmelsen indebærer, at SKAT ud over kontrol i lokaler, hvorfra virksomheden drives, også

kan foretage kontrol på samtlige de arbejdssteder, hvorfra den erhvervsdrivende udfører sit arbejde.

SKAT kan således foretage gennemgang af regnskabsmateriale m.v., der måtte befinde sig på det

pågældende arbejdssted. Der kan f.eks. være tale om byggepladser eller de steder, hvor et

rengøringsfirma udfører rengøringsarbejde. Muligheden for at foretage kontrol på arbejdsstedet

omfatter også transportmidler, der anvendes erhvervsmæssigt. Det vil sige, at der kan foretages

kontrol i biler, lastbiler, skibe og andre transportmidler, som anvendes af den virksomhed, der er

genstand for SKATs kontrol. Taxier er således f.eks. omfattet af adgangen til kontrol.

Kontrollen kan alene rettes mod personer eller selskaber, hvor SKAT positivt ved eller har en

begrundet formodning om, at der er tale om en erhvervsdrivende. Denne positive viden vil typisk

bero på, at de pågældende hos myndighederne er registreret som erhvervsdrivende. Der kan dog

også foretages kontrol af erhvervsdrivende, der ikke er registrerede, men hvor der er en klar

formodning for, at der drives (uregistreret) erhvervsmæssig virksomhed, f.eks. hvor virksomheden

tidligere har været registreret, men registreringen er blevet inddraget.

Formålet med bestemmelsen om, at der er adgang til arbejdssteder, som ikke ligger i tilknytning til

den erhvervsdrivendes lokaler, er overvejende, at SKAT får adgang til store arbejdssteder, primært

byggepladser, hvor begge parter, dvs. både udbyder/bygherre og entreprenør, er erhvervsdrivende.

Der er dog efter bestemmelsen også mulighed for at foretage kontrol på arbejdssteder, hvor det er

en privat, der har bestilt arbejdet. Denne kontroladgang skal ske med respekt for boligens

ukrænkelighed, og SKAT har således ikke adgang til at gennemføre kontrol på ejendomme, der

alene tjener til privat bolig eller fritidsbolig. Dette gælder også i den situation, hvor den person, der

bebor ejendommen, og dennes familie blot midlertidigt ikke har adresse på ejendommen. Der

tænkes her f.eks. på den situation, hvor der sker genopbygning af en nedbrændt bolig, og hvor den

pågældende person og dennes familie midlertidigt bor på en anden adresse. Er der derimod tale om

en nyerhvervet grund, hvorpå der opføres et hus til privat beboelse, og som således endnu ikke

tjener - eller har tjent - til bolig for ejeren og dennes familie, vil SKAT kunne foretage kontrol på

179

arbejdsstedet. Bestemmelsen vil således finde anvendelse i den situation, hvor en privat får opført et

helt nyt hus til beboelse eller andre bygninger til privat anvendelse ved hjælp af professionel

arbejdskraft.

Af forarbejderne til lov nr. 325 af 18. maj 2005 (L 96 – FT 2004-05 (2. samling)), hvorved der blev

indsat hjemmel i bl.a. skattekontrolloven til kontrolbesøg på arbejdsstedet og ikke som hidtil kun i

virksomhedens lokaler, fremgår, at det i overvejende grad er afsløringen af anvendelsen af

sort/illegal arbejdskraft, der har været formålet med den udvidede kontrolhjemmel. Det er imidlertid

kun regnskabsmateriale m.v., herunder arbejdsopgavernes fordeling mellem forskellige

erhvervsdrivende, der er hjemmel til at kontrollere. Den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 4,

indeholder ikke en hjemmel til at spørge om de tilstedeværendes arbejds- og ansættelsesforhold.

Denne hjemmel findes i kildeskattelovens § 86, stk. 5. Vil SKAT kontrollere, om den eller de

virksomheder, der udfører arbejde på stedet, er momsregistret, skal dette ske med hjemmel i

momsloven. SKAT skal således på forhånd gøre sig klart, hvad det er, SKAT ønsker at kontrollere

på arbejdsstedet, og der skal være en formodning for, at der på arbejdsstedet vil kunne findes

regnskabsmateriale m.v., for at kontrol på stedet vil kunne foretages alene med hjemmel i den

foreslåede bestemmelse.

Stk. 2

er til dels en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 4, 3. pkt. Ejeren og de

ansatte er efter stk. 2, 1. pkt., forpligtet til at yde SKAT fornøden vejledning og hjælp ved

kontrollen. Dette svarer til gældende ret.

Hvis der under et kontrolbesøg i virksomheden opstår en konkret mistanke om, at virksomheden har

begået en strafbar lovovertrædelse, må SKAT afstå fra at benytte en oplysningspligt over for den

mistænkte. Retssikkerhedslovens § 10, stk. 1, indeholder således et forbud mod selvinkriminering.

Det fremgår af bemærkningerne til retssikkerhedsloven, at forbuddet mod selvinkriminering

omfatter den juridisk person som sådan, dvs. enhver fysisk person med tilknytning til den juridiske

person f.eks. dennes ansatte. For ansatte i enkeltmandsvirksomheder sker der derimod ikke

identifikation med virksomheden, så de vil ikke være undtaget fra oplysningspligten. Det findes

uhensigtsmæssigt, at de ansatte i en virksomhed, der er organiseret som juridisk person, ikke vil

kunne afkræves oplysninger om f.eks. virksomhedens bogføring, indretning af virksomhedens

regnskabssystemer og lign., i modsætning til, hvad der gælder ansatte i en personligt drevet

virksomhed. Det foreslås derfor, at der efter § 49 skal være vejledningspligt for fysiske personer

med tilknytning til den juridiske person, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug

for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der er ikke tale om at afkræve den

ansatte en egentlig forklaring, men alene om, at denne skal yde SKAT praktisk bistand under

kontrollen. I det omfang en ansat selv er mistænkt for et strafbart forhold, vil denne ikke have

oplysningspligt. Dette beror imidlertid ikke på en identifikationsbetragtning, men på en individuel,

personlig beskyttelse.

Stk. 3

er en ny bestemmelse, der dels lovfæster gældende ret, dels udvider kontrollen til at kunne

omfatte andet end regnskabsmateriale. Af den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 4, 4. pkt.,

fremgår, at der ikke kan foretages kontrol på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig.

Hvis administrationen af den erhvervsdrivendes virksomhed sker fra privatboligen, og

regnskabsmaterialet m.v. opbevares dér, har SKAT dog efter gældende ret adgang til den del af

180

privatboligen, hvorfra administrationen foretages, og hvor regnskabsmaterialet m.v. opbevares.

Denne hjemmel fremgår ikke direkte af loven, men derimod af dennes forarbejder, jf. forarbejderne

til lov nr. 380 af 2. juni 1999, Folketingstidende 1998-99, Tillæg A, side 1888.

Udviklingen har medført, at der i dag findes mange enkeltmandsvirksomheder, der drives fra

privatboligen. Hvor den tidligere formulering tog sigte på, at den erhvervsmæssige virksomhed

havde sin egen lokalitet, og der højst kunne være tale om et hjemmekontor, hvor der kunne være

noget af virksomhedens regnskabsmateriale, skal bestemmelsen i dag kunne rumme den situation, at

hele den erhvervsmæssige virksomhed befinder sig samme sted som boligen. Der et således et

behov for, at SKAT kan foretage udgående kontrol på ejendommen, ikke kun at kontrollere

regnskabsmateriale, men også for at foretage opgørelse og vurdering af lagerbeholdninger,

besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel. Dette foreslås af retssikkerhedsmæssige

grunde udtrykkeligt lovfæstet.

Der er alene tale om, at der kan foretages kontrol i en erhvervsdrivendes privatbolig i tilfælde, hvor

denne enten har hjemmekontor eller driver erhvervsvirksomhed fra privatboligen. Kontrollen kan

alene udføres i den del af boligen, hvor den erhvervsdrivende har hjemmekontor eller hvorfra

virksomheden drives. Kontroladgangen gælder derimod ikke de situationer, hvor en lønmodtager

alene har etableret en hjemmearbejdsplads.

Stk. 4

er en delvis videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 7. Efter den foreslåede

bestemmelse yder politiet SKAT bistand til gennemførelse af et kontrolbesøg. Dette svarer til

gældende ret. Efter den gældende bestemmelse kan justitsministeren efter forhandling med

skatteministeren fastsætte nærmere regler herom. Der er indtil nu ikke blevet fastsat regler ved

aftale mellem de to ministre, og det foreslås, at bemyndigelsen ikke videreføres. Det fremgår af § 2

i politiloven, at politiet yder andre myndigheder bistand efter gældende ret. Politiloven fastsætter

rammerne for politiets magtanvendelse, og politiet må alene yde bistand til at overvinde fysiske

hindringer for kontrollen. Der er således ikke behov for yderligere regler.

Politiets bistand efter skattekontrollovens § 49, stk. 4, begrænser sig til overvindelse af fysiske

hindringer for gennemførelsen af kontrollen. Selve kontrollen skal gennemføres af medarbejdere

hos SKAT.

Kontrolbeføjelser over for skattepligtige fysiske personer

Til § 50

Bestemmelsen er en sammenskrivning og videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 6 B,

stk. 1 og 4. Efter bestemmelsen kan SKAT indhente supplerende formueoplysninger m.v. hos

enhver skattepligtig fysisk person, dvs. uanset om den pågældende er erhvervsdrivende,

hovedaktionær, lønmodtager eller andet. De oplysninger, der kan kræves efter bestemmelsen, er

oplysninger om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt om

størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets

privatforbrug. Oplysningspligten er begrænset til oplysninger, som SKAT ikke i forvejen har

kendskab til.

181

Oplysningspligten omfatter også en ægtefælle, som den skattepligtige levede sammen med ved

udgangen af indkomståret.

Formålet med bestemmelsen er at kunne kontrollere, om der er en naturlig sammenhæng mellem

den skattepligtiges indkomst og forbrug. Den skattepligtige skal naturligvis gives en rimelig frist til

at efterkomme et sådant krav, vejledende en måned. Det kan endvidere pålægges den pågældende at

skulle fremsende sådanne oplysninger for en række nærmere angivne fremtidige indkomstår.

Hvis et påbud om at afgive formueforklaring ikke efterkommes, kan den manglende

formueforklaring søges fremskaffet ved pålæg af tvangsbøder efter § 66. SKAT kan endvidere

foretage skønsmæssig ansættelse efter § 70.

Til § 51

Bestemmelsen i

stk. 1

er en sammenskrivning og videreførelse af den gældende skattekontrollovs §

6 B, stk. 2 og 4. Hvis den person, der anmodes om at afgive formueoplysninger, er hovedaktionær,

skal den pågældende - ud over de oplysninger, der kan kræves efter den foreslåede bestemmelse i §

50 - tillige oplyse om væsentlige økonomiske aftaler, der i indkomståret er indgået eller ændret

mellem selskabet og den pågældende selv eller en samlevende ægtefælle. Det skal som minimum

fremgå af oplysningerne, hvornår aftalen er indgået, hvilken type aftale der er indgået, samt aftalens

hovedindhold, herunder aftalens genstand og økonomiske omfang.

Det er hovedaktionæren selv, som i første omgang afgør, om væsentlighedskravet er opfyldt. Visse

typer aftaler må dog altid anses for væsentlige. Det drejer sig navnlig om aftaler mellem

hovedaktionæren eller dennes ægtefælle og selskabet om ansættelse, lån, leje, leasing og

overdragelse af fast ejendom. Overdragelse af løsøre kan også være en væsentlig økonomisk aftale,

der er omfattet af oplysningspligten. Har hovedaktionæren og selskabet et løbende

samhandelsmellemværende, er selve samarbejdsaftalen omfattet, men derimod ikke de enkelte

handler i henhold til aftalen.

For ikke fuldt skattepligtige og for fuldt skattepligtige, der efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst

anses for hjemmehørende i udlandet, skal sådanne oplysninger gives, hvis personen behersker et

selskab, der er hjemmehørende her i landet.

Hvis oplysningerne ikke indsendes rettidigt, finder bestemmelserne i §§ 70 og 66 om skønsmæssig

ansættelse og tvangsbøder tilsvarende anvendelse.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 6 B, stk. 3, med

sproglige ændringer. Der er ikke med den ændrede formulering tilsigtet indholdsmæssige

ændringer. Ved afgørelsen af, om § 51 finder anvendelse, er det efter stk. 2

aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2 og 3, der skal finde anvendelse.

Aktieavancebeskatningslovens § 4 indeholder definitionen på hovedaktionæraktier.

182

Kapitel 6 - Kontrolbeføjelser over for tredjemand

Dødsboers oplysningspligt

Til § 52

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 6 C om oplysningspligt i

forhold til den afdøde med henblik på at foretage en afsluttende skatteansættelse, og oplysningspligt

i forhold til afgørelse af, om boet er skattepligtigt. Det er enten arvingerne, bobestyreren eller den

længstlevende ægtefælle, der er ansvarlige for, at pligterne i henhold til lov om skifte af dødsboer

opfyldes og dermed også oplysningspligten over for SKAT om afdødes forhold. Oplysningspligten

omfatter også oplysninger om, hvem der er arvinger i boet, og hvorledes boet skiftebehandles.

Oplysningspligten omfatter enhver oplysning af betydning for opgørelsen af skattekrav, der

udspringer af afdødes skattepligt, både vedrørende dødsåret og tidligere indkomstår. SKAT har til

opgave at ansætte skattepligtige i skat. Til det formål er den enkelte skattepligtige pålagt en

oplysningspligt, og for den afdødes vedkommende påhviler oplysningspligten den, der har ansvaret

for boet. Denne pligt indebærer ikke kun en pligt til at afgive skatterelevante oplysninger, men også

en pligt til efter anmodning at redegøre for grundlaget for de afgivne oplysninger. En manglende

efterlevelse af oplysningspligten i relation til afdødes skattemæssige forhold kan ikke sanktioneres

med pålæg af daglige tvangsbøder, men indebærer, at SKAT kan rette henvendelse til tredjemand

for at få de relevante oplysninger, ligesom SKAT kan foretage en skønsmæssig ansættelse.

For så vidt angår boets skattepligt, er der oplysningspligt om boets forhold, hvad enten boet bliver

et skattepligtigt dødsbo eller ej, og det er den ansvarlige for boet, der har oplysningspligten. Det

fremgår af dødsboskattelovens § 85, stk. 1. Dødsboskattelovens § 85, stk. 2, angiver fristen for

indsendelse af selvangivelse, når boet er skattepligtigt, og det fremgår af dødsboskattelovens § 85,

stk. 3, at den gældende skattekontrollovs § 4, stk. 4, om henstand med selvangivelsesfristen og § 5

om sanktioner ved ikke rettidig eller manglende selvangivelse finder tilsvarende anvendelse på

selvangivelsesfristerne efter dødsboskattelovens § 85, stk. 2. I lovforslag om konsekvensrettelser

som følge af forslag til skattekontrollov og skatteindberetningslov foreslås ændringer i

dødsboskattelovens § 85, således at terminologi og henvisninger svarer til forslag til

skattekontrollov. Henvisningen til den gældende skattekontrollovs § 5 betyder, at der kan gives

skattetillæg, der kan pålægges daglige tvangsbøder for at få oplysningerne frem, og endelig kan der

foretages en skønsmæssig ansættelse.

Bestemmelsen kan ikke bruges til at indhente oplysninger hos arvingerne om deres egne formuer og

indkomstforhold, men hvis der er formodning for, at afdøde har givet afgiftspligtige gaver inden

dødsfaldet, kan boafgiftslovens § 26 anvendes. Det fremgår af boafgiftslovens § 26, stk. 2, at

bobestyreren, afdødes arvinger og legatarer senest 8 uger efter dødsfaldet skal indgive anmeldelse

om afgiftspligtige gaver, som afdøde dem bekendt har givet eller modtaget, og hvoraf der ikke er

betalt afgift. Hvis oplysninger ikke modtages rettidigt, kan SKAT foretage en skønsmæssig

ansættelse af værdien af gaven.

Oplysninger fra arvinger om deres egne formue- og indkomstforhold kan være relevante, når

arvingen ikke er nærtstående familie og derfor skal betale indkomstskat af en eventuel gave fra den

183

afdøde. Disse sager kan behandles efter skattekontrolloven. SKAT kan altid med henblik på

eventuelt at genoptage en skatteansættelse anmode en skattepligtig om at redegøre for sine

indkomstforhold, og SKAT kan efter den gældende skattekontrollovs § 6 B (lovforslagets § 50)

indhente formueoplysninger hos enhver skattepligtig person.

Oplysninger til krydsrevision

Til § 53

Stk.

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8 C. Selvstændigt erhvervsdrivende,

herunder mæglere og auktionsholdere, er oplysningspligtige om deres omsætning med andre

erhvervsdrivende. For produktions-, indkøbs- og salgsforeninger og lignende

erhvervsorganisationer omfatter oplysningspligten også organisationernes mellemværende med

deres medlemmer. Det er i lovforslaget præciseret, at mellemværendet alene gælder

erhvervsdrivende medlemmer.

Det er en forudsætning, at både den, der afkræves oplysninger, og den, der kræves oplysninger om,

er erhvervsdrivende. Oplysningspligten er ikke begrænset til kun at omfatte den indbyrdes

omsætning af erhvervsmæssig karakter, men omfatter tillige omsætning m.v., der vedrører den

erhvervsdrivendes private forbrug.

Der kan kræves oplysninger om arten af omsætningen eller arbejdet, omsatte varemængder,

vederlagets størrelse, tidspunktet for omsætningen eller arbejdets udførelse og om, hvornår og

hvordan vederlaget er erlagt. Oplysningspligten er udtømmende angivet i § 53.

I modsætning til de oplysninger, som kan kræves efter § 48, kan oplysninger efter § 53 forlanges,

uanset om de umiddelbart er tilgængelige i den erhvervsdrivendes virksomhed. Oplysningspligten

kan således forlanges efterkommet, selv om oplysningerne ikke fremgår direkte af vedkommendes

regnskab, men f.eks. kun kan fremskaffes ved gennemgang af bilag, udarbejdelse af oversigter m.v.

Det er en betingelse for oplysningspligten, at oplysningerne af SKAT skønnes at være nødvendige

for skattekontrollen. Det betyder, at samme resultat ikke kan opnås med et mindre vidtgående

indgreb, at indgrebet er egnet til at opnå det ønskede formål, og at indgrebet står i rimeligt forhold

til de mål, der forfølges. Se afsnit 3.4.2.3.

Såfremt de ønskede oplysninger vedrører ikke identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal

der foreligge en tilladelse fra Skatterådet.

Stk.

erstatter hjemlen i § 6, stk. 1 og 2, til krydsrevision. Der er ikke tale om materielle ændringer

i forhold til gældende ret, men kravet til begrundelse er skærpet, fordi det udtrykkeligt skal fremgå

over for den, der afkræves oplysningerne, at oplysningerne skal anvendes til kontrol af en anden

erhvervsvirksomhed.

Pligten til at indsende regnskabsmateriale m.v. også for juridiske personer, der ikke er

erhvervsdrivende, er begrundet i hensynet til at kunne indhente relevante oplysninger i forbindelse

med gennemførelse af krydsrevisioner og brancheundersøgelser, idet disse juridiske personer er

184

forbrugere af en lang række varer og ydelser fra erhvervsdrivende.

Det betyder f.eks., at ideelle foreninger kan anmodes om at indsende regnskabsmateriale til

dokumentation af indkøb hos en erhvervsdrivende eller til dokumentation af, at den støtte, de har

modtaget fra en erhvervsdrivende, er anvendt på en måde, der berettiger den erhvervsdrivende til et

fradrag.

Det er en betingelse for oplysningspligten, at oplysningerne af SKAT skønnes at være nødvendige

for skattekontrollen. Det betyder, at samme resultat ikke kan opnås med et mindre vidtgående

indgreb, at indgrebet er egnet til at opnå det ønskede formål, og at indgrebet står i rimeligt forhold

til de mål, der forfølges.

Såfremt de ønskede oplysninger vedrører ikke identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal

der foreligge en tilladelse fra Skatterådet.

Stk. 3

er en delvis videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 6, stk. 4, hvor det hidtil også

har været muligt at foretage udgående kontrol, når det var andre erhvervsdrivendes forhold

(krydsrevision), der skulle kontrolleres.

En særskilt kontrol af andres skattemæssige forhold er imidlertid meget indgribende over for den

erhvervsdrivende, der udsættes for kontrollen, og bør derfor kun foretages, når der er et særligt

behov.

Finansielle virksomheders oplysningspligt

Til § 54

Stk.

angår oplysningspligtens omfang og er en videreførelse af § 8 G jf. 8 D, men omfatter efter

forslaget alene de finansielle virksomheders oplysningspligt. Oplysningspligten omfatter alle

kunder, både erhvervsdrivende og ikke erhvervsdrivende.

Oplysningspligtens omfang er de transaktioner, der er nævnt i bemærkningerne til lov nr. 184 af 4.

juni 1964, det vil sige ”alle oplysninger om navngivne kunders indskud eller lån, herunder om

størrelsen af lån og af indestående eller forvaltede midler og disses afkastning, om bevægelser på

indskuds- eller lånekonti, herunder oplysninger om trukne og indsatte checks, om diskonterede

veksler samt om sikkerhedsstillelser for lån og kreditter”.

SKAT vil således kunne kræve f.eks. transaktionsoplysninger vedrørende ind- og udbetalinger,

f.eks. på hvis vegne en indbetaling eller udbetaling har fundet sted, og dette er præciseret i § 54, stk.

1, nr. 4. Nærmere oplysninger om formålet med de pågældende transaktioner kan imidlertid ikke

kræves efter den foreslåede bestemmelse i skattekontrollovens § 54, stk. 1.

Ved lov nr. 1113 af 21. december 1994 (om diverse justeringer af administrativ karakter, bl.a.

ændrede oplysningspligter, forlænget ligningsfrist, indeholdelsespligt for visse udenlandske

arbejdsgiveres herværende fuldmægtige samt tilpasning af reglerne om beskatning af visse

huslejebindinger) fik bestemmelsen i skattekontrollovens § 8 G, stk. 1, sin nuværende ordlyd. Af

185

forarbejderne fremgår, at bestemmelsen ønskedes udvidet til at omfatte oplysninger om eksempelvis

terminsforretninger (finansielle kontrakter) og formidlede arrangementer med udenlandske

pengeinstitutter, hvor formidleren ikke yder lån, modtager indskud eller er depositar.

Det fremgår således af bemærkningerne, at bestemmelsen omfatter oplysninger om disse

erhvervsdrivendes omsætning med eller for kunder af penge eller lignende og af kreditmidler og

værdipapirer, aftaler med eller for kunder om terminskontrakter samt købe- og salgsretter, og

besørgelse af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger.

Pengeinstituttet har indberetningspligt for alle kunder med danske cpr-numre eller cvr-numre, og jf.

lov nr. 1634 af 26. december 2013 (Indberetning og automatisk udveksling af skatterelevante

oplysninger om finansielle konti samt ophævelse af bagatelgrænser for ind- og udbetalinger m.v.) er

der ligeledes indberetningspligt for såkaldte udenlandske konti. Derfor foreslås det, at

pengeinstitutter på opfordring skal give kontooplysninger og baggrundsoplysninger om kunder, som

ikke er bosiddende i Danmark, men har en konto i pengeinstituttet.

SKAT har gennemført meget omfattende kontrolprojekter, der har krævet levering af store

datamængder fra finansielle virksomheder. Det gælder f.eks. Projekt Internationale Kreditkort og de

to Money Transferprojekter. De store projekter stiller særlige krav om begrundelse og afvejning af

størrelsen af et muligt merprovenu som resultat af kontrollen over for de ressourcer, der skal

anvendes både af SKAT og de oplysningspligtige for at gennemføre kontrollen.

I denne afvejning af byrden for den oplysningspligtige kan det ligeledes være af betydning, om

SKAT alene anmoder om oplysninger inden for den ordinære ligningsfrist, eller om SKAT anmoder

om oplysninger længere tilbage i tid.

Såfremt de ønskede oplysninger vedrører ikke identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal

der foreligge en tilladelse fra Skatterådet.

Stk.

er en videreførelse af stk. 3 i den gældende skattekontrollovs § 8 D, hvor det fremgik, at

værdipapircentraler alene var oplysningspligtige med hensyn til hvilket pengeinstitut, der var

kontoførende for nærmere angivne personer eller kontofører for nærmere angivne værdipapirer. På

baggrund af denne identifikation kunne SKAT hos den pågældende finansielle virksomhed anmode

om de oplysninger, som var nødvendige til kontrollens gennemførelse.

Ved lov nr. 739 af 1. juni 2015 (Gennemførelse af en del af initiativerne i skattelypakken på

erhvervsområdet) er bestemmelsen ændret, idet der er tilføjet en hjemmel til, at SKAT kan indhente

oplysninger i værdipapircentraler om ejere af aktier, der er optaget til handel på regulerede

markeder. Formålet er, at SKAT kan få oplysninger om ejere af ihændehaveraktier. Da det ikke er

registreret i værdipapircentralens systemer, om en aktie er en ihændehaveraktie eller ej, omfatter

bestemmelsen adgang til oplysninger om alle aktier.

Bestemmelsen er imidlertid rettet mod ihændehaveraktier, som er kendetegnet ved, at selskabet ikke

kender ejeren - i modsætning til navneaktier. Ihændehaveraktier giver således aktionæren mulighed

for at være anonym, f.eks. over for selskabet og offentlige myndigheder. Der har bl.a. fra OECD

været peget på, at ihændehaveraktier kan misbruges til sløring af ejerskab og derigennem til

186

skatteunddragelse.

Da der ikke skal indhentes godkendelse fra Skatterådet til indhentelse af oplysninger om ejere af

aktier optaget til handel på regulerede markeder, uanset at ejerne ikke er identificerbare for andre

end værdipapircentralen, er bestemmelsen flyttet fra den gældende skattekontrollovs § 8 D til

forslagets bestemmelse om finansielle institutioners oplysningspligt.

Advokaters oplysningspligt

Til § 55

Der er tale om en ny bestemmelse, der fastlægger omfanget af advokaters oplysningspligt.

Advokaters oplysningspligt er omfattet af den gældende skattekontrollovs § 8 G, hvor advokater har

samme oplysningspligt som pengeinstitutter i det omfang, de forvalter midler eller udlåner penge.

Der har imidlertid været tvivl om bestemmelsens rækkevidde i forhold til, at oplysningspligten i den

gældende skattekontrollovs § 8 G er knyttet til en forvaltning af midler for klienten. Se afsnit

3.4.1.2. om gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser oplysningspligten til økonomiske dispositioner på klientens

vegne, hvor der er tale om:

1) omsætning med eller for klienten af penge eller lignende og af kreditmidler og værdipapirer,

2) aftaler med eller for klienten om terminskontrakter samt købe og salgsretter

3) aftaler med eller for klienten om køb af fast ejendom, forretning, fly, skib og lign. og

4) økonomiske dispositioner i forbindelse med administration af fast ejendom.

Der er ikke tilsigtet en udvidelse af advokaters oplysningspligt, men en præcisering af hvilke former

for forvaltning af midler for klienten, der kan have skattemæssig interesse.

Nr. 1 og 2 svarer til den gældende bestemmelse i 8 G om formueforvaltning, mens nr. 3 og 4

angiver typiske advokatopgaver, hvor der kan indgå dispositioner, der har betydning for klientens

skatteansættelse. Alle fire numre er omtalt i vedtægt om advokaters pligter med hensyn til

behandling af betroede midler, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 725 af 25. maj 2015 om

godkendelse af ændringer af vedtægt om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af

betroede midler, som områder, hvor der kan oprettes særskilt konto i klientens navn.

Der er tre forhold, som foreslås at udgå i forhold til den gældende bestemmelse i § 8 G, fordi der er

tale om egentlig finansiel virksomhed. Det er kunders indskud, lån, depot eller boks, besørgelse af

udbetalinger og modtagelse af indbetalinger og ydelse af garantier. I det omfang bevægelser på

klientkontoen vedrører de dispositioner, hvor advokaten har oplysningspligt, kan de ovennævnte tre

punkter delvist være indbefattet.

Kernen i fortrolighedsforholdet mellem advokat og klient er rådgivningen af klienten og de

personlige oplysninger om klienten, som advokaten i den forbindelse får kendskab til.

Advokater har en tavshedspligt om klientens forhold, som kun kan begrænses, hvor der er særlig

187

hjemmel hertil, der er truffet en retsbeslutning herom, eller der er særligt kvalificerede

samfundsmæssige hensyn, der kan begrunde en tilsidesættelse af tavshedspligten.

Der er tale om en særlig hjemmel, hvor advokaten har en lovbestemt oplysningspligt, som

indebærer, at videregivelse af oplysninger ikke er uberettiget. Den særlige beskyttelse af advokaters

tavshedspligt, som bl.a. retsplejelovens §§ 129 og 170 er udtryk for, betyder imidlertid, at SKAT

alene må anmode om oplysninger om klienters forhold, når oplysningerne ikke umiddelbart kan

fremskaffes på anden vis. SKAT bør således konstatere, at det ikke er muligt at få de ønskede

oplysninger via klienten eller pengeinstituttet, før advokater pålægges at afgive oplysninger.

Såfremt klientkontoen alene dokumenterer advokatens økonomiske transaktioner på klientens

vegne, vil SKAT ikke få adgang til det indholdsmæssige i advokatens rådgivning, selv om det

typisk vil fremgå af klientkontoen hvilken sagstype, der er tale om.

Advokaten har mulighed for at udskille de områder, hvor advokaten varetager opgaver for klienten,

som indebærer, at advokaten kan ligge inde med oplysninger af betydning for klientens

skatteansættelse. Klientkontovedtægten giver mulighed for at oprette særskilte klientkonti i

forbindelse med den slags opgaver, og selv om det ikke af denne konto vil fremgå, hvem der står

som indbetaler eller modtager i forbindelse med bevægelser på kontoen, idet overførslerne sker fra

den samlede klientkonto, vil adgang til den særskilte klientkonto vise totalsummer og bevægelser,

der kan danne grundlag for en beslutning om, hvorvidt det er nødvendigt for SKAT at anmode om

yderligere oplysninger.

Såfremt de ønskede oplysninger vedrører ikke identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal

der foreligge en tilladelse fra Skatterådet.

Oplysningspligt for offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er

omfattet af §§ 54 og 55

Til § 56

Bestemmelsen i § 56 er i det væsentlige en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 8 D.

Der er således tale om en generel oplysningspligt, og bestemmelsen er tiltænkt at skulle omfatte de

situationer, hvor det er væsentligt og nødvendigt for SKAT at få oplysninger af hensyn til en

effektiv skattekontrol, men hvor specialbestemmelserne efter forslagets §§ 54 og 55 ikke lader sig

anvende. Bestemmelsen angår alene oplysninger om en identificerbar juridisk eller fysisk person.

Kravet i den foreslåede bestemmelse om, at oplysningerne skal være nødvendige for SKAT

indeholder både et krav om væsentlighed og proportionalitet.

Hvor den gældende skattekontrollovs § 8 D omfatter partrederier og juridiske personers, herunder

offentlige myndigheders, oplysningspligt, foreslås der en udvidelse af kredsen af

oplysningspligtige, således at oplysningspligten efter forslaget omfatter enhver erhvervsdrivende,

idet oplysninger om f. eks særlige ansættelsesforhold kan være relevante at modtage fra en

erhvervsdrivende, uanset dennes organisationsform. En partsreder er en selvstændig

188

erhvervsdrivende. Oplysningspligten omfatter tillige enhver juridisk person, uanset disses

selskabsretlige og skatteretlige status i øvrigt.

Bestemmelsen kan ikke anvendes til at anmode teleselskaber om oplysninger om en kundes

telefonforbrug.

Som eksempler på bestemmelsens anvendelse kan nævnes kontrol af befordringsfradrag, hvor der

vil kunne anmodes om oplysninger fra en arbejdsgiver om bestemte lønmodtageres arbejdssted, og

om der har været stillet fri bil til rådighed, anmodninger til lønbureauer vedrørende kopi af ansattes

lønsedler, anmodninger til selskaber om at oplyse om medarbejderaktieordninger og antal af

medarbejderaktier, anmodninger til vekselbureauer om konkrete personers udførsel af store

pengebeløb til andre lande, og anmodninger til kommuner vedrørende udbetaling af kontanthjælp

m.v.

Oplysningerne skal være nødvendige for skattekontrollen af en identificerbar juridisk eller fysisk

person, og SKAT skal begrunde en anmodning om udlevering af oplysninger under hensyntagen til

SKATs tavshedspligt om den enkelte skattepligtiges forhold.

Såfremt de ønskede oplysninger vedrører ikke identificerbare fysiske eller juridiske personer, skal

der foreligge en tilladelse fra Skatterådet.

Skatterådets tilladelse

Til § 57

Det foreslås, at den kontrolindsats, som kræver Skatterådets godkendelse, udskilles i en ny

bestemmelse.

Efter

stk. 1

skal Skatterådet godkende kontrolprojekter, hvor SKAT anmoder om oplysninger om

ikke identificerede fysiske eller juridiske personer. Bestemmelsen supplerer de oplysningspligter

som tredjemand kan pålægges efter de foreslåede bestemmelser i §§ 53-56.

Der er ikke tale om en udvidelse eller en indskrænkning i forhold til gældende praksis, og der er

heller ikke tale om en praksisændring i forhold til de hensyn, som skal indgå i Skatterådets

vurdering af ansøgningen.

Efter

stk. 2

foreslås, at Skatterådets tilladelse til et bestemt kontrolprojekt offentliggøres, i det

omfang særlige kontrolhensyn ikke taler imod.

Der bør i videst muligt omfang være åbenhed om de kontrolopgaver, som SKAT fastlægger i de

årlige indsatsplaner. Det vil efter forslaget, dels være muligt - helt eller delvist - at offentliggøre

beskrivelser af kontrolprojekter og begrundelsen for, at Skatterådet har givet tilladelse, dels vil det

være muligt at udskyde en offentliggøre eller helt undlade at offentliggøre beskrivelser af

kontrolprojekter og begrundelsen for, at Skatterådet har givet tilladelse, dette vil dog altid være

undtagelsen.

189

Et eksempel kunne være SKATs første Money Transfer-projekt, hvor det efter bestemmelsen ville

kunne offentliggøres, at formålet var at beskatte indkomster, som ikke var selvangivet, og hvor

formuen var skjult i skattely, og at projektet tog afsæt i transaktioner mellem konti i udenlandske

pengeinstitutter i udvalgte lande (i alt 22) og danske pengeinstitutter (i alt 55), men hvor hensynet

talte for ikke at oplyse præcist hvilke lande eller hvilke pengeinstitutter.

Kapitel 7- Samarbejde med eksterne parter

Samarbejde med udenlandske skattemyndigheder

Til § 58

Bestemmelsen er en videreførelse af § 11, stk. 1, i den gældende skattekontrollov, som angiver

regelgrundlaget for SKATs udveksling af oplysninger med udenlandske skattemyndigheder. Der er

tale om fire forskellige former for regelgrundlag, som er beskrevet under nr. 1-4.

Forslagets nr. 1 svarer til den gældende skattekontrollovs § 11, stk. 1, nr. 1, og refererer til EU’s

seneste direktiv om administrativt samarbejde, Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt

samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF, som ændret ved

rådets direktiv 2014/107/EU.

Dette direktiv bringer for det første grundlaget for samarbejdet inden for EU op på OECD´s

nuværende standard for udveksling af oplysninger efter anmodning, navnlig med hensyn til

afskaffelse af bankhemmelighed. For det andet indeholder direktivet bl.a. regler om udvidet

anvendelse af automatisk udveksling af oplysninger blandt medlemsstaterne fra den 1. januar 2015.

Da Rådets direktiv 2011/16/EU er blevet ændret ved Rådets direktiv 2014/107/EF, henvises der til

alle de senere ændringer, der er foretaget i Rådets direktiv 2011/16/EU.

Forslagets nr. 2 svarer til § 11, stk. 1, nr. 2, og refererer til indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Inden for det seneste årti har såvel EU som OECD og andre internationale fora haft fokus på, at

skattemyndighedernes behov for at samarbejde indbyrdes er stigende, fordi internationale forhold

spiller en større og større rolle. Det får stadig større betydning, at landenes skattemyndigheder kan

få adgang til især bankoplysninger og oplysninger om selskabskonstruktioner og lignende fra

udlandet.

Som et resultat af dette samarbejde offentliggjorde OECD i 2002 en standardaftale om udveksling

af oplysninger i skattesager. Standardaftalen er især tænkt anvendt mellem OECD-lande og lande

og områder uden for OECD, der ikke har et fuldt udbygget indkomstskattesystem. Standardaftalen

indebærer bl.a., at de lande og områder, som indgår sådanne aftaler, skal bistå hinanden med

oplysninger og om nødvendigt for at opfylde oplysningspligten indhente oplysninger, der findes på

deres territorium. Dette omfatter oplysninger fra pengeinstitutter, og det omfatter oplysninger om

ejerskab til selskaber og andre juridiske personer og personsammenslutninger.

I 2005 blev artiklen om udveksling af oplysninger i OECD’s model til dobbeltbeskatningsaftaler

190

ændret, så den svarer til de standarder, der findes i standardaftalen fra 2002. Det fremgår nu af

artiklen, at et land ikke kan nægte at udlevere oplysninger med den begrundelse, at oplysningerne

besiddes af en bank eller en anden finansiel institution m.v., eller at oplysningerne vedrører

ejerskabet til en juridisk person. Et land kan heller ikke nægte at udlevere oplysninger med den

begrundelse, at landet ikke selv har noget behov for de pågældende oplysninger til brug for sin egen

beskatning. Danmarks dobbeltbeskatningsaftaler indgås nu med den tekst i artiklen om udveksling

af oplysninger, som er formuleret af OECD i 2005.

De oplysninger, der skal kunne udveksles efter anmodning efter OECD-standarden, er bl.a.

Oplysninger om ejerskabet til selskaber og andre relevante juridiske enheder, der er

hjemmehørende eller registreret i det pågældende land eller område,

Regnskabs- og bogføringsmateriale,

Oplysninger om transaktioner og betalinger, herunder bl.a. oplysninger fra banker og andre

finansielle institutioner.

Som en del af dobbeltbeskatningsoverenskomsten skal parterne kunne godtgøre, at standarden kan

opfyldes, hvilket kræver at

Det pågældende land eller område kan videregive oplysninger, der besiddes eller

kontrolleres af personer eller myndigheder i det pågældende land eller område.

Oplysningerne skal altså forefindes,

Oplysningerne skal være tilgængelige for skattemyndighederne i det pågældende land eller

område, og

Skattemyndighederne i det pågældende land eller område skal kunne udveksle

oplysningerne med alle andre lande og områder, der er relevante for det pågældende land

eller område. Der skal altså forefindes et tilstrækkeligt netværk af aftaler, der muliggør

denne udveksling af oplysninger.

Forslagets nr. 3 svarer til den gældende skattekontrollovs § 11, stk. 1, nr. 3, og refererer til

administrativt indgåede aftaler om administrativ bistand i skattesager. Hermed menes

for det første

de skatteinformationsudvekslingsaftaler, som Danmark har indgået på grundlag af OECD´s

standardaftale om udveksling af oplysninger i skattesager.

For det andet

omfattes aftaler, som

SKAT i egenskab af kompetent myndighed har indgået med kompetente myndigheder i en række

andre lande om den nærmere udmøntning af bestemmelsen om udveksling af oplysninger i de

pågældende dobbeltbeskatningsoverenskomster.

For det tredje

omfattes den fælles nordiske

bistandsoverenskomst af 7. december 1989, jf. bekendtgørelse nr. 42 af 30. april 1992 om

Overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager.

Forslagets nr. 4 svarer til den gældende skattekontrollovs § 11, stk. 1, nr. 4, og refererer til andre

internationale overenskomster eller konventioner tiltrådt af Danmark, som omhandler administrativ

bistand i skattesager. Hermed menes aktuelt OECD´s og Europarådets konvention af 25. januar

1988 om gensidig administrativ bistand i skattesager (jf. bekendtgørelse nr. 8 af 6. februar 1996 om

OECD og Europarådets konvention om administrativ bistand i skattesager), som er ændret ved en

protokol af 27. maj 2010 (jf. bekendtgørelse nr. 18 af 18. maj 2011 om ændring af konventionen om

administrativ bistand i skattesager). Danmark har tiltrådt både konventionen og protokollen;

sidstnævnte er trådt i kraft og er for Danmarks vedkommende gældende fra den 1. juni 2011.

191

Til § 59

Bestemmelsen er en videreførelse af § 8 Z i den gældende skattekontrollov, hvorefter

bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og

kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv gælder for embedsmænd fra Færøerne,

Grønland eller fra en fremmed jurisdiktion, der befinder sig her i landet som led i ydelse eller

modtagelse af administrativ bistand i skattesager.

Bestemmelsen angår situationer, hvor embedsmænd fra fremmede jurisdiktioner befinder sig på

dansk territorium, fordi de ledsager danske embedsmænd fra SKAT under gennemførelse af en

kontrol på dansk territorium. I den situation nyder de pågældende embedsmænd samme

retsbeskyttelse og er undergivet samme strafansvar som de danske embedsmænd fra SKAT.

Bestemmelsen er ikke udtryk for, at der tillægges de pågældende udenlandske embedsmænd

beføjelser til at intervenere i sagsbehandlingen på dansk territorium.

Registersamkøring

Til § 60

Bestemmelsen er en videreførelse af § 11 F i den gældende skattekontrollov, som giver adgang til

det indkomstregister, som blev oprettet ved lov nr. 403 af 8. maj 2006 (indkomstregisterloven).

Det fremgår af forarbejderne (LF 119, FT 2005/1), at der ikke er tilsigtet nogen fravigelse af

persondatalovens regler i forbindelse med terminaladgangen til indkomstregisteret. Der er alene

adgang til oplysninger i indkomstregisteret i det omfang, det efter en konkret vurdering er

nødvendigt og sagligt.

Bestemmelsen har til formål at tilvejebringe klare og utvetydige hjemler til at anvende registret til

sammenstilling og samkøring af oplysninger i kontroløjemed i det omfang, der på de enkelte

områder findes at være afgørende hensyn, der kan begrunde, at registret anvendes på denne måde.

SKAT har således adgang til nødvendige oplysninger til brug for forvaltningens myndighedsøvelse.

Det vil sige både til serviceformål og kontrolformål. Oplysningerne kan bruges til fortrykning af

oplysningsskemaer og til udarbejdelse af forskudsopgørelser og ændringer heri samt årsopgørelser.

Endvidere kan oplysningerne bruges til samkøring og sammenstilling af oplysninger i

indkomstregisteret med oplysninger i andre af SKATs registre med service og kontrol for øje.

Til § 61

Bestemmelsen er en videreførelse af § 6 E i den gældende skattekontrollov. Efter bestemmelsen kan

skatteministeren ved bekendtgørelse bemyndige SKAT til at indhente oplysninger i elektronisk

form om fysiske eller juridiske personers økonomiske og erhvervsmæssige forhold fra andre

offentlige myndigheder i det omfang, det anses for at være af væsentlig betydning for opgørelse

eller inddrivelse af skatter, told eller afgifter, med henblik på samkøring med de hos SKAT

eksisterende oplysninger om de pågældende personer.

192

SKAT kan efter bestemmelsen kun rekvirere oplysninger om økonomiske eller erhvervsmæssige

forhold, og kun i det omfang oplysningerne generelt må anses for at være relevante og ikke omfatter

mere end, hvad der kræves til en korrekt opgørelse eller inddrivelse af skatter,

arbejdsmarkedsbidrag, told eller afgifter.

Adgang til oplysninger om rent private forhold som nævnt i persondataloven er ikke omfattet af

bemyndigelsen, og persondatalovens regler om behandling af personoplysninger skal finde

anvendelse ved administration af bestemmelsen.

Udtrykket ”af væsentlig betydning for opgørelse eller inddrivelse af skatter, told eller afgifter”

dækker ikke kun over selve opgørelses- eller inddrivelsessituationen, men tillige over muligheden

for, at SKAT kan føre kontrol til imødegåelse af forkerte oplysninger eller sikring af en effektiv

inddrivelse. SKAT har således mulighed for at indhente oplysninger om økonomiske eller

erhvervsmæssige forhold i elektronisk form som led i en generel søgning til brug for en løbende

kontrol.

Adgangen for SKAT til at indhente andre myndigheders registrerede oplysninger omfatter bl.a. en

adgang til at foretage elektronisk opkobling til de registre, hvor oplysningerne er lagret, og en

adgang til at rekvirere elektronisk lagrede oplysninger.

Det er ikke tanken, at bestemmelsen skal anvendes til etablering af generelle nye registre i SKAT,

baseret på de indhentede data. Det er alene hensigten at sammenholde registrene (samkøring) i et

forløb, der undersøger den samtidige forekomst i to registre - eller tilstedeværelse i det ene

kombineret med fravær i det andet. De personer eller virksomheder, der ikke falder for

udsøgningskriteriet, forbliver i deres respektive registre.

De berørte personer vil ikke få direkte underretning om, at der sker samkøring af oplysninger, men

det vil som standardoplysning fremgå af registreringsblanketter, angivelses- og ansøgningsskemaer

og andet., at afgivne oplysninger, erklæringer m.v. må påregnes at blive gjort til genstand for en

kontrol bl.a. ved samkøring med allerede registrerede oplysninger hos andre myndigheder.

Den pågældende myndighed afholder selv eventuelle udgifter, der er forbundet med at give SKAT

adgang til registrerede oplysninger, hvorimod SKAT afholder eventuelle udgifter, der i øvrigt er

forbundet med at indhente og behandle disse oplysninger.

Til § 62

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af § 6 F, stk. 1, i den gældende skattekontrollov. Efter

bestemmelsen kan SKAT foretage en registrering af fysiske og juridiske personer, der har påført

eller søgt at påføre det offentlige tab af direkte og indirekte skat til det offentlige. Der foreligger i

denne sammenhæng et tab, når kravet er overgivet til tvangsinddrivelse. Det foreslås at lovfæste

beløbsstørrelsen for det påførte tab samtidig med en forhøjelse af beløbet, der tager hensyn til

prisudviklingen, således at det påførte tab skal være mindst 100.000 kr.

Som eksempel på, at den pågældende har forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab af direkte

og indirekte skatter til det offentlige kan nævnes en udbyder eller erhvervsmæssig formidler af

193

skattearrangementer, der ved forskudsregistreringen eller ligningen er tilsidesat som værende uden

reelt indhold.

Registrering i kontrolinformationsregisteret (KINFO) skal kun kunne foretages, hvis formålet er at

imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatte- og afgiftslovgivningen. Med registret vil SKAT

blive varskoet om identiteten af personer og selskaber, der repræsenterer en betydelig risiko for

unddragelse af skatter m.v. SKAT får således bedre mulighed for at tilrettelægge behandlingen af

sager, hvori sådanne personer eller selskaber er involverede, og for at opdage tilfælde, hvor

lovgivningen er overtrådt eller forsøges overtrådt.

SKAT skal som den dataansvarlige afgøre, om en fysisk eller juridisk person opfylder kriterierne

for at blive registreret. SKAT skal underrette den pågældende om registreringen og begrundelsen

herfor, samtidig med at registreringen foretages. SKATs afgørelse om en registrering kan af den

registrerede indbringes for Skatteankestyrelsen, men en klage har ikke opsættende virkning på

registreringen.

En registrering vil indebære, at den pågældende vil blive fulgt nøjere af skatte- og

afgiftsmyndighederne. Men den pågældende vil ikke som følge af registreringen blive afskåret fra

nogen rettigheder.

De oplysninger, der registreres, er oplysninger om den pågældendes identitet samt oplysninger om

grundlaget for registreringen. I forbindelse med registrering af identiteten af en juridisk person, der

beherskes af en eller få fysiske eller juridiske personer, f.eks. et aktieselskab ejet af en

hovedaktionær, vil der kunne foretages registrering af identiteten af de pågældende fysiske eller

juridiske personer.

Persondataloven finder anvendelse ved administration af bestemmelsen.

Optagelseskriterierne er objektive i den forstand, at der skal foreligge en endelig administrativ

afgørelse eller en dom, hvori det direkte eller indirekte er konstateret, at den pågældende enten har

påført det offentlige tab af den nævnte slags eller har forsøgt at påføre det offentlige sådanne tab.

Det er ikke et krav, at alle rekursmuligheder er udtømte. Der kan være tale om både domme eller

afgørelser i materielle skattesager, og domme eller afgørelser i form af bødeforelæg i straffesager.

En afgørelse i en materiel sag om ansættelse eller i en konkurssag inden for de ordinære

ligningsfrister stiller ikke krav om, at den skattepligtige har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Det er således ikke en betingelse for registrering som følge af påførte tab, at den pågældende har

handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Ud over registrering på grundlag af en dom eller en endelig administrativ afgørelse kan der

foretages en registrering i følgende tilfælde og i tilfælde, der ganske kan sidestilles hermed, idet

dette dog forudsætter i forhold til hvert enkelt af de nævnte punkter, at der er handlet forsætligt eller

groft uagtsomt, dog undtagen nr. 3, jf. bemærkningerne til stk. 4 nedenfor:

1) En fysisk eller juridisk person, der administrativt har vedtaget en bøde for overtrædelse af told-,

skatte- eller afgiftslovgivningen.

194

2) En udbyder eller erhvervsmæssig formidler af skattearrangementer, der ved

forskudsregistreringen eller ligningen er tilsidesat som værende uden reelt indhold. Et

skattearrangement er karakteriseret ved, at der med det primære formål at spare eller udskyde skat

er anskaffet et formuegode eller finansielt instrument, og at anskaffelsen helt eller delvist er

finansieret ved lån.

3) En fysisk eller juridisk person, der har deltaget i momskarruselsvindel. Ved momskarruselsvindel

forstås en svindelmetode, hvor der igangsættes transaktioner mellem en række momspligtige i to

eller flere EU-lande med eller uden varer med henblik på misbrug af reglerne vedrørende momsfrit

salg mellem momsregistrerede virksomheder i medlemslandene.

4) En fysisk person, der har deltaget i selskabstømning på køberside.

5) En fysisk eller juridisk person, der har fået inddraget en bevilling til særlige kreditvilkår til told-

eller afgiftslempelse, fordi den pågældende har overtrådt de vilkår, som bevillingen var tildelt

under.

6) En juridisk person, der mere end to gange er ansat skønsmæssigt på grund af manglende

(selv)angivelse af den skattepligtige indkomst/afgift.

7) En fysisk person, der har stået bag mere end to virksomheder, der er gået konkurs eller er tvangs-

opløst med tab for staten til følge.

I forsøgstilfældene forudsætter registrering, at den pågældende har handlet med forsæt til at påføre

det offentlige et væsentligt tab, men at tabet uden den pågældendes egen mellemkomst ikke

realiseres. Hvis det konstateres, at væsentlige forhold forsætligt er fortiet eller sløret, kan der være

tilstrækkelig anledning til registrering for forsøg. Dette gælder navnlig, hvis en person f.eks.

udbyder skattearrangementer, som er klart uholdbare.

Det er således ikke tilstrækkeligt til at statuere forsøg, at den pågældende f.eks. fejlagtigt har

fortolket tvivlsomme afskrivningsregler til sin egen fordel eller fejlagtigt har opgjort en skattepligtig

avance på en måde, der fører til lavest mulig skat.

Bestemmelsen i

stk. 2

svarer til den gældende skattekontrollovs § 6 F, stk. 2. Oplysninger, der

bliver registreret efter stk. 1 samt oplysninger, der indgår i den sagsbehandling i SKAT, der ligger

til grund for en registrering, er undergivet samme særlige tavshedspligt, som den, der efter

skatteforvaltningslovens § 17 gælder for oplysninger, som SKAT bliver bekendt med under

varetagelsen af SKAT`s arbejde. Oplysninger, der er undergivet den særlige tavshedspligt, kan som

udgangspunkt ikke videregives til private.

Bestemmelsen i

stk. 3

svarer til den gældende skattekontrollovs § 6 F, stk. 3, som begrænser

registreringen tidsmæssigt. Det betyder, at en registrering ikke vil kunne foretages senere end fem

år efter, at det forhold, der begrunder registreringen, er konstateret. Ligeledes skal en registrering

slettes, når der er forløbet fem år efter, at det forhold, der har begrundet registreringen, er

konstateret, medmindre der forinden foreligger nye grunde for en registrering. Konstateres der

efterfølgende nye forhold, der begrunder en registrering, løber der en ny femårig frist.

Bestemmelsen i

stk. 4

svarer til den gældende skattekontrollovs § 6 F, stk. 4. SKAT har efter

bestemmelsen hjemmel til at foretage registersamkøring af oplysninger i KINFO-registret med

oplysninger i SKATs registreringssystem for virksomheder - Erhvervssystemet. SKAT kan stille

resultatet af registersamkøringen til rådighed for Erhvervsstyrelsen til brug for styrelsens arbejde

195

som registreringsmyndighed for SKAT.

Ved lov nr. 408 af 8. maj 2006 (Indsats mod skatte- og afgiftsunddragelse – Fairplay II) er der i

momslovens § 46, stk. 9, givet regler om notifikation (»advarsel/påbud«) til virksomheder, der

deltager i momskarruseller samt regel om registrering af notifikationer i KINFO.

SKAT kan efter momslovens § 46, stk. 9, udstede en notifikation, der gennem konkrete påbud

pålægger en virksomhed at udvise større agtpågivenhed ved fremtidige handler, når SKAT vurderer,

at virksomheden har deltaget i en momskarrusel. Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til

momslovens § 46, stk. 9, at registreringen kan foretages, uden at det kan godtgøres, at den

notificerede virksomhed eller personkredsen bag denne har udvist forsæt eller grov uagtsomhed.

Det er vurderingen, at en registrering af notifikationer er såvel proportional som nødvendig for at

bekæmpe momskarruselsvindel.

Betingelsen om, at den pågældende har påført eller forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab af

skatter eller afgifter m.v. på mindst 100.000 kr., kan i praksis formentlig aldrig være opfyldt ved

notifikationer, som er karakteriseret ved fremover at skulle udelukke simpel uagtsomhed eller god

tro hos en virksomhed eller person, som har deltaget i en momskarrusel. Notifikationer vil således

sædvanligvis ikke indeholde en konstatering af, at den pågældende har påført eller forsøgt at påføre

det offentlige tab af en given størrelse, men formentlig kun en konstatering af, at et andet led i

momskarrusellen har påført statskassen tab. Et sådant andet tab kan ved notifikationer ikke henføres

direkte til den notificerede, og dermed vil betingelsen om tab for denne ikke være opfyldt.

Anmeldelsen til Datatilsynet er ændret/præciseret, så det fremgår, at notifikationer kan registreres,

og at betingelsen om betydeligt tab ikke vil skulle være opfyldt.

SKM2007.508.SKAT indeholder retningslinjer for registrering i KINFO.

Tilsyn med nedskrivninger og hensættelser i finansielle virksomheder m.v.

Til § 63

Bestemmelsen

i stk. 1

svarer til § 6 D i gældende skattekontrollov. Penge- og realkreditinstitutterne

m.v. skal efter de regnskabsretlige regler hvert år foretage de nødvendige og tilstrækkelige

hensættelser til tab på udlån og garantier m.v. Det er ledelsen i det enkelte institut, som skønner,

hvor stort hensættelsesbehovet aktuelt er. Hensættelserne foretages som hovedregel efter en

individuel bedømmelse af den risiko, som det enkelte engagement måtte rumme. Dog kan der

foretages hensættelser på grupper af ensartede mindre lån på basis af statistiske beregninger.

Ledelsens skøn er som den øvrige regnskabsaflæggelse underlagt Finanstilsynets tilsyn (Social- og

Indenrigsministeriet fører tilsyn med Kreditforeningen af Kommuner i Danmark,

Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri fører tilsyn med Dansk Landbrugs Realkreditfond).

Penge- og realkreditinstitutter m.v. kan lægge regnskabsmæssige hensættelser til grund ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst. De regnskabsmæssige kriterier for, hvornår en

hensættelse er nødvendig, er imidlertid ikke nødvendigvis sammenfaldende med de kriterier, som

skattemæssigt må være opfyldt, før tab kan fradrages. Praksis for penge- og realkreditinstitutter

196

m.v. kan herved adskille sig fra kursgevinstlovens almindelige principper for opgørelse af tab på

fordringer, hvor tab almindeligvis først kan fratrækkes, når tabet er konstateret.

Finanstilsynets undersøgelse af pengeinstitutterne er spredt jævnt over året. Dvs. at Finanstilsynets

kontrol af et instituts tab og hensættelser eller dele af disse primært vil ske i det år, hvor det

pågældende institut undersøges. En tilsynsmæssig opgørelse af hensættelserne pr. 31. december

foretages således som udgangspunkt kun for de institutter, der undersøges pr. 31. december.

Da det i forhold til indkomstopgørelsen er hensættelserne som opgjort pr. 31. december, der er det

relevante, giver bestemmelsen adgang til, at SKAT i særlige tilfælde kan anmode

tilsynsmyndigheden om at foretage en kontrol af et instituts hensættelser pr. 31. december. Disse

særlige tilfælde vil foreligge, når SKAT har en formodning om, at instituttets hensættelser ikke er

korrekte. Anmodning om en kontrol vil eksempelvis kunne være relevant i forbindelse med en

revisionssag eller lignende i forhold til et institut. SKATs adgang til at anmode om en kontrol af et

instituts hensættelser vil ske i samarbejde med tilsynsmyndigheden, således at der tages hensyn til

tilsynsmyndighedens planlægning i øvrigt.

Bestemmelsen

i stk. 2

svarer til den gældende skattekontrollovs § 6 D, stk. 2, og omhandler

ordningen for tilsyn med filialer af udenlandske realkreditinstitutter. Kontrollen af størrelsen af

nedskrivninger og hensættelser foretages for pengeinstitutter m.v. af tilsynsmyndigheden

(Finanstilsynet). Imidlertid er kun danske penge- og realkreditinstitutter underlagt et dansk

regnskabsmæssigt tilsyn. For herværende filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er

hjemmehørende i EU/EØS og underlagt hjemlandstilsyn, er der derfor etableret en anden ordning.

Den pågældende ordning går ud på, at SKAT kan anmode Finanstilsynet om på vegne af SKAT at

kontrollere, at opgørelsen af de regnskabsmæssige nedskrivninger og hensættelser er foretaget i

overensstemmelse med danske regnskabsretlige regler. Finanstilsynet rolle er at bistå SKAT ved at

foretage en vurdering af instituttets regnskabsmæssige nedskrivninger og hensættelser. Såfremt der

på baggrund af Finanstilsynets afgørelse er grundlag for at ændre størrelsen af de regnskabsmæssige

nedskrivninger og hensættelser og dermed størrelsen af det skattemæssige fradrag, er proceduren, at

SKAT i form af en såkaldt agterskrivelse giver filialen meddelelse om ændringen af fradragets

størrelse og dermed om ændringen af de regnskabsmæssige nedskrivninger og hensættelser.

Som det fremgår, har SKAT ikke kompetence til at ændre størrelsen af de regnskabsmæssige

nedskrivninger og hensættelser, denne kompetence tilkommer alene Finanstilsynet. Det betyder, at

spørgsmål om størrelsen af de regnskabsmæssige nedskrivninger og hensættelser ikke kan gøres til

genstand for behandling i det skatteretlige klagesystem. Klageadgangen følger i stedet den

klageadgang, der i øvrigt gælder for afgørelser truffet af Finanstilsynet. Det vil sige, at

Finanstilsynets afgørelse om størrelsen af de regnskabsmæssige nedskrivninger og hensættelser kan

påklages til Erhvervs- og Vækstministeriets Erhvervsankenævn og i sidste instans indbringes for

domstolene. Finanstilsynets afgørelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet af den herværende

filial af et udenlandsk kreditinstitut, hvorimod SKAT ikke har klageadgang.

Det skal bemærkes, at SKAT selv kontrollerer, om de regnskabsmæssige nedskrivninger og

hensættelser vedrører tab, der er fradragsberettiget efter skattelovgivningens almindelige regler. Er

instituttet uenig i SKATs afgørelse med hensyn til, om en fratrukket nedskrivning eller hensættelse

197

kan fradrages, dvs. repræsenterer et tab, der er fradragsberettiget efter skattelovgivningens

almindelige regler, kan instituttet påklage dette spørgsmål i det skatteretlige klagesystem.

I tilfælde, hvor SKAT anmoder om Finanstilsynets afgørelse som nævnt i § 69, stk. 2, skal denne

anmodning fremsættes senest 1 år efter indkomstårets udløb, og anmodningen skal være besvaret

inden for en frist af 6 måneder fra fremsættelsen af anmodningen.

Bestemmelsen i

stk. 3

svarer til den gældende skattekontrollovs § 6 D, stk. 3. Kontrollen af de

regnskabsmæssige nedskrivninger på udlån og hensættelser på garantier m.v. i

finansieringsselskaber skal følge de samme principper som kontrollen af filialer af udenlandske

selskaber. Det vil sige, at SKAT i forhold til finansieringsinstitutterne kan anmode

Erhvervsstyrelsen om på vegne af SKAT at kontrollere, om opgørelsen af de regnskabsmæssige

nedskrivninger og hensættelser er foretaget i overensstemmelse med de regnskabsretlige regler, som

finansieringsinstituttet skal følge, dvs. reglerne i årsregnskabslovens afsnit V og eventuelle

bekendtgørelser udstedt i tilknytning hertil. Reglen om frist for fremsættelse af anmodningen samt

reglerne om, at Finanstilsynet skal meddele sin afgørelse senest 6 måneder efter anmodningens

fremsættelse, og at selskabet kan indbringe afgørelsen for Erhvervsankenævnet, finder tilsvarende

anvendelse på afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen.

Hvor der for de udenlandske filialer i givet fald vil være tale om en regulering af fradrag og dermed

de regnskabsmæssige nedskrivninger og hensættelser i det aktuelle år, vil reguleringen i forhold til

de finansieringsinstitutter, der er hjemmehørende i Danmark - som det er tilfældet for de danske

penge- og realkreditinstitutter m.m. - først ske i det efterfølgende år. Dette skyldes, at der for disse

institutter ikke stilles krav om, at regnskabet laves om. I stedet stilles der (ved for store

hensættelser) krav om tilbageførsel året efter.

Anmodningen skal fremsættes senest 1 år og 6 måneder efter indkomstårets udløb. Begrundelsen er,

at gennemgangen af selskabernes selvangivelser i mange tilfælde først påbegyndes i september eller

oktober, dvs. et halvt år eller mere efter indkomstårets udløb. Det skal bemærkes, at SKAT ud over

adgangen til at anmode Finanstilsynet henholdsvis Erhvervsstyrelsen om at foretage en kontrol efter

de generelle regler i skattekontrolloven i forbindelse med ligningen har adgang til at kræve

indsendelse af det regnskabsmateriale, der ligger til grund for de foretagne nedskrivninger og

hensættelser, herunder specifikation af, hvorledes den samlede hensættelse er sammensat/grupperet,

oplysninger om enkeltsager m.v.

Bestemmelsen i

stk. 4

svarer til den gældende skattekontrollovs § 6 D, stk. 4, som stiller krav om,

at finansieringsinstituttet sammen med selskabets selvangivelse og dermed senest den 30. juni

indsender en erklæring afgivet af en statsautoriseret revisor, hvorved det attesteres, at de

regnskabsmæssige nedskrivninger og hensættelser er opgjort i overensstemmelse med reglerne i

årsregnskabslovens afsnit V, herunder at selskabet har kalenderåret som regnskabsår. Kravet er

begrundet i, at finansieringsinstitutter modsat penge- og realkreditinstitutter ikke er underlagt tilsyn

af Finanstilsynet. Der er derfor behov for en anden kontrol af, at de regnskabsmæssige

nedskrivninger og hensættelser er opgjort i henhold til de gældende regnskabskrav. Det er i forvejen

et krav, at finansieringsinstituttets årsrapport revideres af en statsautoriseret revisor, og ved ikke at

være underlagt Finanstilsynets tilsyn er finansieringsselskaberne friholdt for at skulle betale bidrag

til Finanstilsynet, således som penge- og realkreditinstitutter ellers er forpligtet til.

198

Erklæringen fra den statsautoriserede revisor skal endvidere indeholde en angivelse af, om selskabet

opfylder betingelsen vedrørende hovedvirksomhed.

Bestemmelsen i

stk. 5

svarer til den gældende skattekontrollovs § 6 D, stk. 5, som er en hjemmel for

henholdsvis Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen til at kunne indhente oplysninger fra filialer af

udenlandske kreditinstitutter og finansieringsinstitutter i de situationer, hvor SKAT har anmodet

Finanstilsynet/Erhvervsstyrelsen om på SKATs vegne at kontrollere størrelsen af nedskrivninger på

udlån og hensættelser på garantier m.v. i sådanne institutter.

Efter bestemmelsen er der pligt for filialer af udenlandske kreditinstitutter og de

finansieringsinstitutter, der har valgt at anvende reglerne om hensættelsesfradrag, til at give de

oplysninger, som er nødvendige for, at Finanstilsynet/Erhvervsstyrelsen kan foretage den kontrol,

som SKAT har bedt om. Endvidere kan Finanstilsynet/Erhvervsstyrelsen til enhver tid mod behørig

legitimation uden retskendelse få adgang til de pågældende filialer og finansieringsinstitutter.

Reglen i lov om finansiel virksomhed § 347, stk. 1, 2. pkt., begrænser oplysningspligten for filialer

af udenlandske kreditinstitutter, idet henvisningen til bestemmelser fastsat i direktiver betyder, at

det ikke er alle typer af oplysninger, men f.eks. kun statistiske oplysninger, oplysninger om

overholdelse af reglerne om god skik m.v., som filialen er forpligtet til at afgive. § 347, stk. 1, 2.

pkt., finder derfor ikke anvendelse, da reglen afskærer muligheden for at få de oplysninger, som er

relevante for den kontrol, der skal foretages.

Udlevering af oplysninger til kreditvurdering med samtykke fra den registrerede

Til § 64

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af § 1 B i den gældende skattekontrollov. Efter

bestemmelsen kan virksomheder, der yder lån eller formidler lån, få adgang til oplysninger, som

indgår i den seneste årsopgørelse fra SKAT. Adgangen forudsætter, at den registrerede, dvs.

skyldneren, har samtykket til adgangen. Persondatalovens regler skal opfyldes i forbindelse med

ordningen.

Adgangen gives til nærmere specificerede oplysninger. Det vil sige, at adgangen gives til

oplysninger, som har udgjort grundlaget for den seneste årsopgørelse på tidspunktet for adgangen.

Oplysningerne overføres kun én gang og vil alene kunne benyttes til det/de formål, som de gives til

brug for, jf. ovenfor. Vil den pågældende virksomhed på et senere tidspunkt igen have adgang til

oplysninger om en person, f.eks. i forbindelse med en ny låneansøgning, vil det kræve et nyt

samtykke.

Adgangen gives til oplysninger, der er nødvendige til brug for kreditvurdering i forbindelse med

konkrete kreditgivningssituationer. Endvidere skal adgangen være i overensstemmelse med

persondatalovens § 5, stk. 2 og 3, hvoraf det følger, at de oplysninger, som der gives adgang til, skal

være relevante og tilstrækkelige til brug for formålet og ikke må omfatte mere, end hvad der kræves

til opfyldelse af formålet.

199

Adgangen indebærer en adgang til oplysninger om indtægter, fradrag og betalte foreløbige skatter

m.v., som har dannet grundlaget for den seneste årsopgørelse. På grund af den tekniske indretning

af SKATs registre vil det være nødvendigt at give adgang til oplysninger, som gør de finansielle

virksomheder i stand til at beregne årsopgørelsesoplysninger svarende til borgerens seneste

årsopgørelse. Der vil dog ikke kunne gives adgang til de detaljerede data, som ligger til grund for de

opsummerede beløb på de enkelte rubrikker, som fremgår af årsopgørelsen, men alene til

opsummerede data.

Stk. 2

svarer til § 1 B, stk. 2, i den gældende skattekontrollov. Efter bestemmelsen kan finansielle

virksomheder, som er omfattet af reglerne i bekendtgørelsen om god skik for finansielle

virksomheder (god skik-bekendtgørelsen), få oplysninger fra indkomstregisteret og årsopgørelsen

samt oplysninger om eventuelle restancer på offentlig gæld, der er nødvendige til brug for

rådgivning af den registrerede. Adgang til data til brug for rådgivning kan efter forslaget ske såvel i

forhold til eksisterende kunder som i forhold til potentielle nye kunder.

Stk. 3

svarer til § 1 B, stk. 3, i den gældende skattekontrollov. Efter bestemmelsen kan finansielle

virksomheder, der er undergivet Finanstilsynets tilsyn, benytte adgangen til at indhente oplysninger

digitalt med samtykke fra den registrerede/kunden, når det efter bekendtgørelse om ledelse og

styring af pengeinstitutter m.fl. er nødvendigt, at der skal indhentes opdaterede kundeoplysninger.

Adgangen til data til opdatering af kundeoplysninger kan efter forslaget alene opnås i forhold til

eksisterende kunder i den pågældende finansielle virksomhed.

Efter

stk. 4

er det et krav, at der i aftaler med virksomheder om adgang til oplysninger efter

bestemmelsen skal medtages regler om betaling for adgangen. Denne betaling skal være i

overensstemmelse med reglerne i lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

Betalingen kan omfatte et engangsgebyr ved etableringen af ordningen, et løbende fast gebyr for

adgangen og et løbende forbrugsafhængigt gebyr. At gebyrerne skal være i overensstemmelse med

lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer indebærer, at SKAT kan få dækket

sine omkostninger ved at stille oplysningerne til rådighed, men ikke mere.

Adgangen gives til nærmere specificerede oplysninger i forbindelse med kunderådgivning og

opdatering af kundeoplysninger. Det vil sige, at adgangen gives til oplysninger, som har udgjort

grundlaget for den seneste årsopgørelse på tidspunktet for adgangen. Oplysningerne overføres kun

én gang og vil alene kunne benyttes til det/de formål, som de gives til brug for, jf. ovenfor. Vil den

pågældende virksomhed på et senere tidspunkt igen have adgang til oplysninger om en person,

f.eks. i forbindelse med en ny låneansøgning, vil det kræve et nyt samtykke.

De aftaler, som indgås mellem SKAT og de enkelte finansielle virksomheder, skal indeholde

bestemmelser om, at den finansielle virksomhed skal overholde persondatalovgivningen og

Datatilsynets vejledninger, anvisninger m.v., og at aftalen vil blive ophævet ved manglende

overholdelse af disse. Anden relevant lovgivning skal ligeledes overholdes, herunder bl.a. lov om

finansiel virksomhed og lov om kreditaftaler.

Bl.a. følgende bestemmelser i persondataloven skal iagttages:

- Pligten til at sikre datakvalitet og ajourføring, jf. § 5, stk. 4.

- Sletning af forældede personoplysninger, jf. § 5, stk. 5.

200

Den registrerede borgers rettigheder, herunder:

- Oplysningspligt, jf. § 28 og § 29

- Indsigtsretten, jf. § 31

- Indsigelsesret, jf. § 35

- Ret til at få berigtiget, slettet eller blokeret urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 37

- Ret til at trække et samtykke tilbage, jf. § 38

- Ret til at gøre indsigelse mod edb-behandlede individuelle afgørelser, jf. § 39

- Ret til at klage til vedkommende tilsynsmyndighed, jf. § 40.

De nødvendige sikkerhedsforanstaltninger skal træffes, jf. § 41, stk. 3, herunder bl.a.:

- Tildeling af brugeradgang til oplysninger indhentet fra SKAT begrænses til medarbejdere hos de

modtagende virksomheder, for hvem adgangen er nødvendig i forbindelse med deres jobfunktion

- Kontrol med, at de autoriserede personer til stadighed opfylder betingelserne,

instruktion af de medarbejdere, der får adgang til oplysningerne,

- Registrering (logning) af alle anvendelser af personoplysninger, der er modtaget fra det offentlige

- Sikkerhed for den registreredes rette identitet ved egen acces

- Kryptering ved transmission af oplysninger om gældsforhold og lignende via internet.

Ordningen fungerer således:

Når borgeren ved brug af sin netbank eller lignende applikation vil ansøge om f.eks. et lån, hvor den

finansielle virksomhed ønsker at anvende informationer fra SKAT som grundlag for en

kreditvurdering, ledes borgeren via et link til en webapplikation hos SKAT, hvor borgeren skal

foretage login med NemID. I SKATs webapplikation præsenteres borgeren for et skærmbillede,

hvor borgeren giver samtykke til, at SKAT sender en række nærmere specificerede oplysninger til

den finansielle virksomhed. I tilknytning til afgivelse af samtykke oplyses borgeren om, at

oplysningerne kun overføres én gang og kun må blive benyttet til det/de formål, som er angivet i

samtykketeksten. Samtykket signeres med borgerens NemID og arkiveres elektronisk hos SKAT.

Herefter overføres de oplysninger, borgeren har givet samtykke til overførsel af, til den finansielle

virksomhed via en krypteret web-service grænseflade. Den finansielle virksomhed kan alene

anvende de modtagne oplysningerne i egne systemer, og der er ikke tale om online adgang til

SKATs registre og systemer. Den tekniske løsning sikrer, at det afgivne samtykke og tilhørende

overførte data kan henføres til en konkret borger, en konkret årsag og en konkret finansiel

virksomhed.

Samtidig med, at oplysningerne efter borgerens ønske overføres til den finansielle virksomhed, sker

der registrering i borgerens skattemappe på SKATs hjemmeside. Heraf vil det fremgå, at den

navngivne finansielle virksomhed efter samtykke har modtaget data til brug i forbindelse med den

konkrete årsag.

Kapitel 8 - Administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af en oplysningspligt

Afskæring af TastSelv

Til § 65

201

Den foreslåede bestemmelse er ny, men har baggrund i en administrativt fastsat ordning, som blev

etableret i 2010.

Det følger således af SKM2010.638.SKAT, at SKAT - på baggrund af konstaterede fejl og misbrug

af TastSelv - har besluttet at gøre det muligt at afskære skattepligtige fra at anvende TastSelv på

SKATs hjemmeside. Ordningen, som blev påbegyndt medio oktober 2010, gælder både ved

ændring af forskud, årsopgørelse og genoptagelse.

Afskæring kan efter retningslinjerne ske, hvis det konkret skønnes, at der er væsentlig risiko for, at

den pågældende skattepligtige vil begå fejl ved anvendelsen af TastSelv, eller det skønnes, at der er

risiko for, at den skattepligtige vil misbruge TastSelv. Afskæringen sker for en tidsbegrænset

periode.

Virkningen af afskæringen for den skattepligtige er ifølge retningslinjerne, at denne ved forsøg på at

anvende TastSelv automatisk vil blive henvist til at kontakte SKAT for at få gennemført ændringen.

En ændring kan eventuelt gennemføres på baggrund af en telefonisk eller personlig henvendelse til

SKAT eller ved e-mail eller brev til SKAT.

Ordningen berører ikke den skattepligtiges mulighed for at kunne påklage en forskudsopgørelse

eller en årsopgørelse efter de almindelige regler i skatteforvaltningsloven.

En afskæring af den skattepligtige fra at anvende TastSelv vil ifølge retningslinjerne kunne ske, når

det konkret skønnes, at der er en væsentlig risiko for, at den skattepligtige vil søge at gennemføre en

ændring, som SKAT anser for uberettiget, ved anvendelse af TastSelv. Retningslinjerne giver

herefter eksempler på situationer, hvor afskæring kan ske. Det drejer sig om tilfælde, hvor den

skattepligtige ikke er i stand til at sandsynliggøre et fradrag eller en mindre indkomst, og SKAT

ændrer forskudsopgørelsen som følge heraf, hvor den skattepligtige for et tidligere indkomstår er

blevet nægtet samme fradrag eller samme indkomstnedsættelse, eller hvor den skattepligtiges

anvendelse af TastSelv tidligere har givet SKAT anledning til at gennemføre efterfølgende

korrektioner.

Ifølge retningslinjerne vil der ved afskæring i forbindelse med forskudsansættelsen ske automatisk

overføring af indtægter og fradrag fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen, medmindre oplysninger

om disse indtægter og fradrag tilgår SKAT fra indberetningspligtige. Afskæringen af den

skattepligtiges TastSelv-mulighed omfatter hele det berørte indkomstår, dvs. også den tilhørende

årsopgørelse og muligheden for at foretage ændringer i TastSelv for det pågældende indkomstår

efter selvangivelsesfristens udløb (digital genoptagelse).

Efter retningslinjerne vil afskæring i perioden den 1. januar til den 31. juni omfatte det aktuelle

indkomstår. I perioden fra den 1. juli til den 31. december vurderes det konkret, om afskæringen ud

over det aktuelle indkomstår også skal omfatte det kommende indkomstår.

For så vidt angår årsopgørelsen sker der efter retningslinjerne afskæring i selvangivelsesperioden

eller i genoptagelsesperioden. Afskæringen vil have virkning for den resterende del af

selvangivelses-/genoptagelsesperioden. Det vil således ikke - efter at afskæringen er effektueret -

være muligt for den skattepligtige på noget tidspunkt at gennemføre ændringer for det pågældende

202

indkomstår digitalt.

Ifølge retningslinjerne skal det konkret vurderes, om afskæringen også skal gælde det kommende

indkomstår (forskud og årsopgørelse).

Endelig indeholder retningslinjerne vejledning om klage. Kontakter en skattepligtig, der er blevet

afskåret fra at anvende TastSelv, således SKAT, fordi den skattepligtige er utilfreds med SKATs

beslutning om at afskære den pågældende fra at anvende TastSelv, må SKAT give den

skattepligtige en begrundelse for afskæringen samt vejledning om, at en indsigelse over

beslutningen skal stiles til og vil blive behandlet af skattedirektøren for den medarbejder, der har

besluttet afskæringen, i den regionale enhed. Skattedirektørens svar til den skattepligtige skal

indeholde en vejledning om, at den skattepligtige - hvis denne er utilfreds med svaret - kan få

indsigelsen endeligt behandlet af direktøren for den regionale enhed. Behandles en indsigelse af

direktøren for den regionale enhed, skal dennes svar til den skattepligtige indeholde oplysning om,

at svaret er endeligt. Vejledningen er på dette punkt ændret således, at det nu er direktøren for det

pågældende forretningsområde, som tager stilling til indsigelsen. En klage over dennes afgørelse

behandles af SKATs borger- og retssikkerhedschef, jf. SKM2014.571.SKAT.

Forslaget går ud på at lovfæste SKATs mulighed for at afskære en skattepligtig fra at anvende

TastSelv til ændring af oplysninger i årsopgørelsen. Tallene i årsopgørelsen kan have en sideeffekt

på forskudsopgørelsen, og en tilsvarende bestemmelse foreslås samtidig hermed gennemført i

kildeskatteloven, for så vidt angår afskæring af ændring af forskudsopgørelsen, jf. det samtidig

hermed fremsatte forslag til konsekvensændringer som følge af forslaget til skattekontrollov.

Det følger af det foreslåede

stk. 1,

at SKAT kan afskære en skattepligtig fra at anvende TastSelv på

SKATs hjemmeside til ændring af oplysninger i årsopgørelsen, hvis SKAT finder, at der er

nærliggende risiko for, at den skattepligtige vil begå væsentlige fejl ved anvendelsen af TastSelv. I

forhold til den gældende administrative ordning, som den er beskrevet i ovennævnte retningslinjer,

skærpes med forslaget kravet til karakteren af mulige fejl, som der er risiko for, at den skattepligtige

vil begå. Det sker ved at stille krav om, at der skal være tale om væsentlige fejl. Ved væsentlighed

må forstås ikke ubetydelige fejl, som på grund af deres antal eller størrelse kan udgøre en risiko for,

at et skatteprovenu af en vis størrelse går tabt. Som eksempler herpå kan nævnes:



En skattepligtig deltager i et skattearrangement, som SKAT mener er uden realitet. Den

skattepligtige har forskudsansat sig med fiktive renteudgifter vedr. skattearrangementet.

En skattepligtig har gennem nogle år taget fradrag, som SKAT mener er uberettigede.

En skattepligtig tager i stort omfang i ikke låste felter fradrag uden, at der er grundlag herfor,

f.eks. en kontanthjælpsmodtager, der tager fradrag for indbetalinger til en privat

pensionsordning, renteudgifter, selv om der ikke er gæld, kontingent til fagforening og A-kasse

og øvrige lønmodtagerudgifter.

En skattepligtig fratrækker underholdsbidrag til fiktive børn.



Efter

stk. 2

foreslås det, at afskæringen kan ske med virkning for det aktuelle indkomstår. Finder

SKAT, at der er nærliggende risiko for, at den skattepligtige også vil begå væsentlige fejl ved

anvendelse af TastSelv for det efterfølgende indkomstår, kan SKAT tillige afskære fra anvendelse

203

af TastSelv for dette indkomstår.

Det må således bero på en ny selvstændig vurdering og afgørelse, om den skattepligtige skal

afskæres fra anvendelsen af TastSelv for yderligere ét indkomstår.

Efter

stk. 3

foreslås det, at afgørelsen til den skattepligtige om at afskære denne fra at anvende

TastSelv skal angive det eller de indkomstår, afskæringen vedrører, begrundelse herfor samt

klagevejledning. Afgørelsen kan efter de almindelige regler i skatteforvaltningsloven påklages til

Landsskatteretten eller til Skatteankestyrelsen efter regler udstedt af Landsskatteretten. Efter

reglerne i skatteforvaltningsloven skal klagen indgives skriftligt til Skatteankestyrelsen og skal være

modtaget senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Der kan dog ses

bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Efter skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, kan den ledende retsformand i Landsskatteretten, efter

inddragelse af Skatteankestyrelsen, fastsætte regler om, at klager over visse nærmere angivne typer

af afgørelser, som Landsskatteretten har kompetence til at behandle, skal afgøres af

Skatteankestyrelsen. En klage over afskæring fra anvendelse af TastSelv kunne være en sådan

afgørelsestype.

Efter

stk. 4

foreslås det, at skattepligtige, som efter stk. 1 er afskåret fra at anvende TastSelv, ikke er

fritaget for på anden måde inden oplysningsfristens udløb at give SKAT oplysninger som nævnt i §

2. Det kan f.eks. ske ved fremsendelse af en e-mail eller et brev.

Tvangsbøder

Til § 66

Bestemmelsen i

§ 66

er i det væsentlige en sammenskrivning og videreførelse af den gældende § 5,

stk. 2, og § 9, stk. 1.

Bestemmelsen i

stk. 1

går ud på at videreføre den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 2, med

redaktionelle og sproglige ændringer.

Efter den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 2, kan SKAT uanset bestemmelsen om skattetillæg

søge at fremtvinge en selvangivelse ved pålæg af daglige tvangsbøder. Bøden tilfalder staten.

Hvis den skattepligtige ikke indsender en selvangivelse inden for den i loven fastsatte

selvangivelsesfrist, kan SKAT sende en rykker med varsling om pålæg af daglige tvangsbøder efter

§ 5, stk. 2, og heri anføre, at hvis selvangivelsen ikke foreligger inden en fastsat frist, vil der blive

pålagt daglige tvangsbøder for hver dag, fristen overskrides. Det samme gælder indsendelse af et

skattemæssigt årsregnskab.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 66, stk. 1, at SKAT kan pålægge tvangsbøder med

henblik på at fremtvinge indgivelse af et oplysningsskema og indgivelse af et skattemæssigt

årsregnskab.

204

Der er med den ændrede formulering af bestemmelsen ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer.

Der er endvidere ikke fundet behov for at medtage den gældende regel om, at bøderne tilfalder

staten, uagtet at dette fortsat er gældende.

I praksis gives der bøder på mindst 1.000 kr. dagligt, og ikke betalte tvangsbøder bortfalder, når den

skattepligtige efterlever pålægget. Det er restanceinddrivelsesmyndigheden, som har kompetencen

til at inddrive bøder. Bøderne kan inddrives ved lønindeholdelse eller udpantning. Tvangsbøder, der

ikke bliver betalt eller inddrevet, kan afsones.

Bestemmelsen i

stk. 2

er i det væsentlige en videreførelse af den gældende § 9, stk. 1, med sproglige

ændringer. Såfremt en anmodning om at udlevere oplysninger ikke efterkommes, kan SKAT efter

bestemmelsen give et pålæg om at udlevere oplysningerne samt varsle pålæg af en tvangsbøde, hvis

oplysningerne ikke udleveres inden for en given frist. Som følge af, at de automatiske

indberetningspligter foreslås udskilt til skatteindberetningsloven, vil § 66, stk. 2, kun gælde

bestemmelserne om henholdsvis den skattepligtiges og tredjemands oplysningspligt efter

anmodning.

I tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person pålægges oplysningspligt efter anmodning, starter

SKAT ikke med et egentligt pålæg om at komme med oplysningerne. Den første henvendelse fra

SKAT, hvor SKAT f.eks. med henvisning til forslagets § 56 retter henvendelse til et pengeinstitut

med anmodning om udlevering af – så vidt muligt specificerede – oplysninger, anses for at være en

processuel beslutning vedrørende sagens oplysning. SKATs første henvendelse er ikke en

beslutning, der ensidigt fastlægger, hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde, og

anmodningen anses ikke for at være en forvaltningsretlig afgørelse.

Pengeinstituttet kan på baggrund af første henvendelse fremsende de ønskede oplysninger, men

pengeinstituttet kan også komme med en indsigelse og anmode om, at SKAT træffer en afgørelse

med pålæg om at udlevere oplysningerne inden for en af SKAT fastsat frist. Hvis det bliver

nødvendigt at træffe afgørelse om, at pengeinstituttet har pligt til at udlevere oplysningerne, er der

tale om en afgørelse, der kan påklages til Skatteankestyrelsen. En eventuel gennemtvingelse af

oplysningspligten kræver, at der træffes en særskilt afgørelse efter forslagets § 66, stk. 2.

Et pålæg skal indeholde en henvisning til den relevante lovbestemmelse, og det skal være

specificeret, hvilke oplysninger der ønskes udleveret. Pålægget skal gives skriftligt, og det skal af

dette fremgå, at såfremt pålægget ikke efterleves inden for den fastsatte frist, kan der pålægges

daglige tvangsbøder fra en given dato, indtil pålægget efterkommes. De daglige tvangsbøder gives

for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen, og skal være på mindst 1.000 kr. dagligt. De

daglige tvangsbøder kan forhøjes med skriftligt varsel, hvis den fastsatte bøde ikke har givet

resultat. Tvangsbøder, der ikke er betalt, bortfalder, når den oplysningspligtige udleverer de

oplysninger, som SKAT har anmodet om. Betalte bøder tilbagebetales ikke.

Efter

stk. 3

foreslås, at det fremgår af bestemmelsen i § 66, at en klage over et pålæg af

oplysningspligt og tvangsbøder ikke har opsættende virkning, men at Landsskatteretten eller

Skatteankestyrelsen kan tillægge en klage opsættende virkning, hvis særlige omstændigheder taler

derfor. Efter § 1, nr. 125 og 127 i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 2014 er kompetencen til at træffe

205

afgørelse vedrørende klager over afgørelser om tvangsbøder efter henholdsvis § 5, stk. 2, og § 9,

stk. 1, i den gældende skattekontrollov henlagt til Skatteankestyrelsen. Det er hensigten, at klager

over afgørelser om pålæg af oplysningspligt og tvangsbøder fortsat skal afgøres af

Skatteankestyrelsen , jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, og i dag bekendtgørelse nr. 1 af 2.

januar 2014 om afgørelse af visse sager i Skatteankestyrelsen. Oftest vil spørgsmålet om opsættende

virkning af klagen dermed optræde som en procesbeslutning i en sag, der skal afgøres af

Skatteankestyrelsen, og styrelsen vil træffe denne beslutning. Her er der derfor ikke behov for

nærmere regulering af, hvordan beslutningen skal træffes. I de tilfælde, hvor klagen derimod skal

afgøres af Landsskatteretten, herunder fordi klagen visiteres til afgørelse i retten som principiel efter

skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. pkt., jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 3, findes

det hensigtsmæssigt, at kompetencen til at træffe denne procesbeslutning reguleres i loven. Det

foreslås, at Landsskatterettens afgørelse om opsættende virkning kan træffes af en retsformand.

Dette sikrer mulighed for en hurtig afgørelse vedrørende spørgsmålet om opsættende virkning, selv

om der er tale om en sag, som skal behandles af Landsskatteretten, f.eks. fordi den er principiel.

Det er afgørelsen om pålæg af oplysningspligt og betaling af tvangsbøder, der er påklaget, og som

er til prøvelse. Klageinstansen kan tage stilling til alle relevante aspekter ved klagesagen, herunder

f.eks. eventuelle formelle mangler ved afgørelsen.

Særlige omstændigheder, der kan tale for at tillægge en klage opsættende virkning, kan f.eks. være,

at klageinstansen finder, at der er en begrundet tvivl om, hvorvidt der er pligt til at indsende

oplysninger. Et eksempel på, at særlige omstændigheder kan tale for at tillægge en klage over et

pålæg efter § 66, stk. 1, opsættende virkning, kan være, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt en

person fortsat driver erhvervsvirksomhed og dermed er forpligtet til at indgive et oplysningsskema,

jf. § 9. Et eksempel på, at særlige omstændigheder taler for, at en klage over et pålæg efter § 66, stk.

2, tillægges opsættende virkning, kan være, at en advokat anmodes om at udlevere oplysninger, som

der kan være tvivl om, er omfattet af oplysningspligten efter den foreslåede bestemmelse i § 55 og

dermed, om advokaten risikerer at komme til at overtræde sin tavshedspligt, hvis anmodningen

efterkommes.

Skattetillæg

Til § 67

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 1, 1. og 2. pkt.,

med den sproglige ændring, som afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet medfører. Dog er

undtagelserne til hovedreglen i stk. 1 opregnet i en selvstændig bestemmelse i § 68.

Efter den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 1, 1. og 2. pkt., skal den skattepligtige, hvis denne

ikke har selvangivet rettidigt, betale et skattetillæg på 200 kr., for hver dag selvangivelsesfristen

overskrides, dog højst på 5.000 kr. i alt. Fra skattetillægget efter 1. pkt. gøres der de undtagelser,

som herefter er nævnt i bestemmelsens nr. 1-3.

Det forslås i

stk. 1,

at har den skattepligtige ikke givet oplysninger om skattepligtig indkomst m.v.

rettidigt, betales et skattetillæg på 200 kr., for hver dag oplysningsfristen overskrides, dog højst på

5.000 kr. i alt, jf. dog §§ 68 og 69.

206

Det følger af bestemmelsen i

stk. 2,

at skattetillægget tilfalder staten. Bestemmelsen er en

videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 1, 6. pkt.

Til § 68

Efter den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 1, 3.-5. pkt., skal der fra skattetillægget gøres

følgende undtagelser:

1) For fysiske personer, der har fået tilsendt en årsopgørelse efter regler fastsat af skatteministeren i

medfør af § 1, stk. 5, eller oplysninger om indberettede tal til brug for årsopgørelsen, jf. § 1, stk. 6,

og som ikke efter § 4, stk. 1, nr. 2, har anmodet om i stedet at modtage en selvangivelse, beregnes

ikke noget skattetillæg.

2) For fysiske personer, hvis skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår ikke overstiger

bundfradraget for topskatten efter personskattelovens § 7, udgør skattetillægget 100 kr., for hver

dag fristen overskrides, dog højst 2.500 kr. i alt.

3) For fonde og foreninger, der efter fondsbeskatningslovens § 15 kan opfylde selvangivelsespligten

ved afgivelse af en særlig erklæring, betales et skattetillæg på 500 kr. for ikke at selvangive

rettidigt.

Bestemmelsen i § 68 er en delvis videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 1, 3.-5.

pkt., dog med den præcisering, at skattetillægget på 500 kr. til fonde og foreninger, er pr. dag.

Ovennævnte nr. 1 i den gældende bestemmelse er ikke gentaget i forslaget, da der i praksis ikke

pålægges personer, der modtager en årsopgørelse, et skattetillæg.

Efter bestemmelsen i § 68 gøres der fra skattetillægget efter § 67 følgende undtagelser:

1) For fysiske personer, der skal indgive et oplysningsskema, og hvis skattepligtige indkomst for

det pågældende indkomstår ikke overstiger bundfradraget for topskatten efter personskattelovens §

7, udgør skattetillægget 100 kr., for hver dag fristen overskrides, dog højst 2.500 kr. i alt.

2) For fonde og foreninger, der efter fondsbeskatningslovens § 15 kan opfylde oplysningspligten

ved afgivelse af en særlig erklæring, betales et skattetillæg på 500 kr. pr. dag for ikke at oplyse

rettidigt.

Til § 69

Bestemmelsen er med en mindre sproglig justering en videreførelse af den gældende

skattekontrollovs § 5, stk. 1, 7. pkt., hvorefter SKAT efter ansøgning kan fritage helt eller delvist

for skattetillægget, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Der er med den sproglige ændring af

bestemmelsen ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring.

Det følger af bestemmelsen i § 69, at SKAT efter ansøgning i særlige tilfælde kan fritage helt eller

delvist for skattetillægget. Om praksis for administration af bestemmelsen henvises til de særlige

bemærkninger til § 14, stk. 1.

Skønsmæssig ansættelse

207

Til § 70

Forslaget er en udbygning af den gældende bestemmelse.

Efter den gældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, hvis

den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet.

Det følger af det foreslåede

stk. 1,

at SKAT kan foretage en skatteansættelse skønsmæssigt, hvis den

skattepligtige ikke har indgivet et udfyldt oplysningsskema ved oplysningsfristens udløb. Såvel

erhvervsdrivende som begrænset skattepligtige med mere komplicerede økonomiske forhold og

fuldt skattepligtige med indkomst fra udlandet skal indgive et oplysningsskema.

Det følger af det foreslåede

stk. 2,

at grundlaget for den skønsmæssige ansættelse navnlig er

oplysninger om den skattepligtige indkomst for tidligere år, årsopgørelser, forskudsregistreringer og

oplysninger fra indberetningspligtige. Er den skattepligtige erhvervsdrivende, indgår i grundlaget

tillige oplysninger om moms og afgifter samt eventuelle oplysninger om bruttoavancen for

indkomståret og tidligere indkomstår.

Bestemmelsen i stk. 2 indeholder eksempler på oplysninger, som kan indgå i grundlaget for den

skønsmæssige ansættelse. Der er tale om oplysninger, som typisk indeholder vigtig information for

SKATs afgørelse, og som SKAT derfor anvender ved fastsættelsen af den skønsmæssige afgørelse.

Opregningen er ikke udtømmende. Der kan således - afhængig af den konkrete situation - også være

andre oplysninger af betydning for den skønsmæssige afgørelse, som SKAT må vurdere.

Bestemmelsen om, hvad der navnlig kan indgå i grundlaget for, at en skønsmæssig ansættelse kan

foretages, gælder dog ikke, hvis den skønsmæssige ansættelse kan foretages på et sikkert grundlag

uden anvendelse af de nævnte oplysninger. Hvis SKAT eksempelvis er kommet i besiddelse af

konkrete oplysninger om indsætninger på bankkonti, oplysninger fra tredjemand om omsætning og

lignende oplysninger om udeholdte indtægter eller omsætning, og oplysningerne er valide, vil de

oplysninger, som er nævnt i stk. 2, 1. og 2. pkt., ingen betydning have for, at en skønsmæssig

ansættelse kan foretages, og det tjener derfor ikke noget formål at stille krav om, at de nævnte

oplysninger indgår i grundlaget for ansættelsen.

Det følger af det foreslåede

stk. 3,

at ud over de tilfælde, hvor den skattepligtige ikke har indgivet et

udfyldt oplysningsskema ved oplysningsfristens udløb, kan SKAT foretage en skatteansættelse

skønsmæssigt, hvis den skattepligtige ikke har givet oplysninger til SKAT, som kan danne grundlag

for skatteansættelsen. Det vil være i en situation, hvor oplysningsskemaet er indgivet til SKAT, men

oplysningerne heri ikke er egnede til at danne grundlag for skatteansættelsen.

Med udtrykket ”ikke kan danne grundlag for skatteansættelsen” forstås - ligesom i dag med

udtrykket ”fyldestgørende”- at oplysningerne ikke er tilstrækkelige til at kunne danne en korrekt

årsopgørelse. Gældende retspraksis for foretagelse af en skønsmæssig ansættelse forudsættes

videreført.

208

SKAT skal i et sådant tilfælde forinden have anmodet den skattepligtige om oplysningerne inden

for en rimelig frist. Fristen bør ikke være under 15 dage. En generel orientering til en virksomhed

om at huske at indgive et oplysningsskema inden oplysningsfristens udløb er ikke tilstrækkelig.

Opfordringen skal være rettet til den konkrete skattepligtige og skal være afgivet efter

oplysningsfristens udløb og efter, at oplysningsskemaet er modtaget.

Kravet om, at SKAT forinden skal have anmodet den skattepligtige om oplysningerne, gælder dog

ikke, hvis den skattepligtige er erhvervsdrivende, og SKAT gennemfører et kontrolbesøg på den

erhvervsdrivendes arbejdssted, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4. Efter denne bestemmelse kan

forudgående underretning af den erhvervsdrivende om kontrolbesøget undlades, hvis f.eks.

øjemedet med kontrolbesøgets gennemførelse vil forspildes, hvis forudgående underretning skulle

gives.

Det følger af det foreslåede

stk. 4,

at grundlaget for den skønsmæssige ansættelse efter stk. 3 for

erhvervsdrivende er det samme som i stk. 2. Det vil sige, at der i grundlaget for den skønsmæssige

ansættelse må indgå oplysninger om moms og afgifter samt eventuelle oplysninger om

bruttoavancen for indkomståret og tidligere indkomstår. Endvidere finder undtagelsen i stk. 2, 3.

pkt., anvendelse.

Er den skattepligtige en fysisk person, indgår i grundlaget for den skønsmæssige ansættelse

oplysninger om den skattepligtiges privatforbrug, herunder oplysninger om skattefrie indtægter og

oplysninger om formue. En privatforbrugsopgørelse vil være medvirkende til at dokumentere

baggrunden for SKATs afgørelse og vil kunne understøtte rimeligheden af den skønsmæssige

ansættelse.

Bestemmelsen om, hvad der skal indgå i grundlaget for, at en skønsmæssig ansættelse kan

foretages, gælder ikke, hvis den skønsmæssige ansættelse kan foretages uden anvendelse af de

nævnte oplysninger på et sikkert grundlag. Hvis SKAT eksempelvis er kommet i besiddelse af

oplysninger om indsætninger på bankkonti, oplysninger fra tredjemand om omsætning og lignende

oplysninger om udeholdte indtægter eller omsætning, og oplysningerne er valide, vil de

oplysninger, som er nævnt i stk. 4, 2. pkt., ingen betydning have for den skønsmæssige ansættelse,

og det tjener derfor ikke noget formål at stille krav om, at de nævnte oplysninger indgår i grundlaget

herfor.

Den skønsmæssige ansættelse skal indeholde en begrundelse, som opfylder begrundelseskravet i

forvaltningslovens § 24. SKAT skal således begrunde den skønsmæssige ansættelse samt årssagen

hertil. Det skal herunder beskrives, hvilke hovedhensyn, der har været bestemmende for

fastsættelsen af skønnet, og hvilke oplysninger som er tillagt væsentlig betydning. SKAT skal i den

forbindelse begrunde, hvorfor den skønsmæssige ansættelse kan foretages uden anvendelse af

oplysningerne nævnt i den foreslåede bestemmelse § 70, stk. 2, 1. eller 2. pkt., eller i

bestemmelsens stk. 4, 2. pkt. For så vidt angår de situationer, hvor en skønsmæssig ansættelse

bliver foretaget efter stk. 3, kan begrundelsen eventuelt indeholde sammenlignende talopstillinger

til anskueliggørelse af konsekvenserne af forskellen mellem den skattepligtige indkomst, som den

skattepligtige har oplyst SKAT om, og SKATs skønsmæssige ansættelse.

209

Det følger af det foreslåede

stk. 5,

at bestemmelserne i stk. 1 og 3 ikke finder anvendelse ved

foretagelse af skønsmæssige ansættelser, for så vidt angår kontrollerede transaktioner, der er

omfattet af § 42. Det betyder, at gældende praksis, for så vidt angår skønsmæssige ansættelser på

transfer pricing-området, fortsætter uændret. For så vidt angår kontrollerede transaktioner uden for

området for dokumentationspligt m.v., jf. § 42, finder gældende praksis fortsat anvendelse, med de

ændringer, der i øvrigt følger af § 70, stk. 1-3.

Revisorpålæg

Til § 71

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 3 D, stk. 1, med de

ændringer som afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet giver anledning til. Udtrykket ”særlige

omstændigheder” er to steder ændret til ”særlige forhold”, uden at der er tilsigtet nogen

indholdsmæssig ændring herved.

Det følger af bestemmelsen i

stk. 1,

at hvis en oplysningspligtig, der er bogføringspligtig, skal

indgive et skattemæssigt årsregnskab til SKAT, og dette i væsentligt omfang ikke opfylder

betingelserne for indholdet til regnskabet bestemt i regler fastsat efter § 4, stk. 1, nr. 1, eller dette

ikke er indsendt rettidigt, kan SKAT indgå aftale med en statsautoriseret eller registreret revisor om

at udarbejde et regnskab for den oplysningspligtige.

Når SKAT kun kan indgå aftale med en statsautoriseret eller registreret revisor opnås der sikkerhed

for, at responsumudvalget for revisorens brancheorganisation har mulighed for eventuelt at kunne

behandle størrelsen af et givent honorar i en sag.

Muligheden for at indgå aftale med en revisor er overladt til SKATs konkrete skøn. Eneste

betingelser er som udgangspunkt, at regnskabsmaterialet ikke i væsentligt omfang opfylder

lovgivningens krav, og at fristen for indsendelse eller udarbejdelse af regnskabsmateriale er

overskredet.

Revisorordningen skal finde anvendelse i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende udviser en adfærd,

der må tages som udtryk for, at den pågældende ikke agter at opfylde sin oplysnings- og

regnskabspligt og ikke agter at efterkomme SKATs anmodning om indsendelse af behørigt

regnskab m.v. Dette vil være tilfældet, hvis den erhvervsdrivende afleverer usorteret

regnskabsmateriale til SKAT, eller hvis den erhvervsdrivende afleverer et regnskab af en standard,

der gør det uanvendeligt for SKAT. Det forventes derfor, at revisorordningen kun vil blive anvendt

i begrænset omfang.

Revisorordningen kan dog ikke finde anvendelse i de situationer, der er reguleret i konkursloven,

f.eks. betalingsstandsning og konkurs.

Den klassiske situation vil være, at indsatsmedarbejderne ved indledning af kontrol af en

erhvervsdrivende konstaterer, at virksomhedens regnskab ikke er ført eller ikke er ført i

overensstemmelse med de almindelige regnskabsforskrifter. Den erhvervsdrivende er således i

besiddelse af bilagsmaterialet, men regnskab er ikke udfærdiget. Sanktionen kan imidlertid først

210

tages i brug, når oplysningsskemaet ikke er kommet til tiden.

Med henblik på at kunne kontrollere skattebetaling, har SKAT tidligere rekonstrueret regnskabet

med udgangspunkt i det foreliggende ubehandlede regnskabsmateriale. Dette er en

ressourcekrævende proces, hvorfor det et rimeligt at lade den erhvervsdrivende betale for

revisorbistand hertil.

Før SKAT indgår aftale med en revisor, skal SKAT skriftligt meddele denne beslutning til den

oplysningspligtige. Hvis den oplysningspligtige inden 2 måneder fra underretningen indgiver et

årsregnskab, der opfylder betingelserne i regler fastsat efter § 4, stk. 1, nr. 1, bortfalder SKATs

beslutning. SKAT kan efter anmodning give henstand med indsendelse af årsregnskab, hvis særlige

forhold taler herfor. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse, hvis bogføringslovens

regnskabsbestemmelser i væsentligt omfang ikke er opfyldt.

Den oplysningspligtige har derefter generelt tre muligheder for at reagere på denne meddelelse.

For det første kan den oplysningspligtige selv inden for to måneder fra underretningen indsende et

behørigt årsregnskab. Hvis dette er tilfældet, bortfalder beslutningen, og SKAT indgår ikke aftale

med en revisor.

For det andet kan den oplysningspligtige stille forslag om, hvilken revisor, der skal udarbejde

regnskabet, jf. bemærkningerne til stk. 2 nedenfor.

For det tredje kan den oplysningspligtige undlade at komme med et forslag til valg af revisor. I det

tilfælde vil SKAT udpege en revisor, der kan udarbejde regnskabet. Det forudsættes, at der indgås

aftale med en revisor, der har netop den ekspertise, der er tilstrækkelig for at udarbejde den

oplysningspligtiges regnskab.

Det følger af bestemmelsen i

stk. 2,

at den oplysningspligtige inden udløbet af fristen i stk. 1 har

mulighed for at stille forslag om, hvilken revisor der skal udarbejde regnskabet. Kan SKAT

godkende den oplysningspligtiges forslag til revisor, indgås der aftale med revisoren. Stk. 1, 5. pkt.,

om henstand med indsendelse af materialet finder tilsvarende anvendelse. Kan SKAT ikke

godkende forslaget, skal fravalget begrundes. SKATs fravalg af revisor kan ikke påklages til anden

administrativ myndighed. Derved sikres, at klageadgang ikke kan være med til at udsætte

udarbejdelsen af årsregnskabet.

Det følger af bestemmelsen i

stk. 3,

at SKAT udreder honorar til revisor for udarbejdelse af

regnskab. Den oplysningspligtige har pligt til at refundere SKAT revisorhonoraret. SKAT kan

bestemme, at den oplysningspligtige kun skal betale en del af honoraret, hvis særlige forhold taler

herfor.

Det følger af bestemmelsen i

stk. 4,

at opkrævningslovens almindelige regler om opkrævning af

skatter og afgifter finder tilsvarende anvendelse ved opkrævning af SKATs udlæg til revisor hos

den oplysningspligtige. Der kan foretages modregning med eventuelle statslige og kommunale

tilgodehavender.

211

Aftale med revisor er en aftale mellem SKAT og revisor. Derfor er det SKAT, der som

udgangspunkt betaler honoraret til revisor.

Den arbejdsopgave, som revisoren udfører, er imidlertid en opgave, som den oplysningspligtige i

forvejen skulle have sørget for blev udført. Betaling af honoraret anses derfor for et udlæg for den

oplysningspligtige, som SKAT har haft. Den oplysningspligtige har derfor efter forslaget pligt til

helt eller delvist at refundere SKAT revisorhonoraret, og opkrævningslovens almindelige regler

finder tilsvarende anvendelse ved opkrævning af SKATs udlæg til revisor hos den

oplysningspligtige.

Kapitel 9 - Straffebestemmelser

Til § 72

Bestemmelsen i

stk. 1

er en videreførelse af det strafbare gerningsindhold i den gældende

skattekontrollovs § 13. Efter den gældende skattekontrollovs § 13 straffes for skattesvig den, der

med forsæt til at unddrage det offentlige skat afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug

ved afgørelse af, om en person er undergivet skattepligt, eller til brug ved afgørelse af

skatteansættelse eller skatteberegning.

I fortolkningen af den gældende skattekontrollovs § 13 indgik manglende oplysninger i

strafansvaret, fordi en manglende oplysning betød, at der samlet set var afgivet urigtige oplysninger.

Det foreslås, at bestemmelsen direkte angiver, at fortielse af oplysninger er en del af det strafbare

gerningsindhold ved en tilføjelse om, at også afgivelse af ufuldstændige oplysninger er strafbart.

Fortielsen skal have tilknytning til, at der i øvrigt er afgivet oplysninger, da passivitet i forhold til

afgivelse af alle pligtige oplysninger vil være strafbart efter den foreslåede bestemmelse i § 73.

Den foreslåede bestemmelse nævner alene oplysninger til brug for skattepligt og skatteansættelse.

Der er ikke tilsigtet nogen ændring, selv om oplysninger til brug for skatteberegningen ikke er

nævnt, da skatteberegningen indgår som en del af skatteansættelsen.

Straffen er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Ved grov uagtsomhed er straffen bøde. Efter

straffelovens § 289 straffes den, der gør sig skyldig i skattesvig af særlig grov karakter, med

fængsel i op til 8 år.

Det strafbare forhold er realiseret, når oplysningerne er kommet frem til SKAT. Følgen indtræder,

når de fremsendte oplysninger lægges til grund ved skatteansættelsen.

Unddragelsen skal ikke være realiseret, f.eks. er der tale om unddragelse, hvor et selvangivet

underskud kan fremføres som fradrag i følgende års overskud. Unddragelse omfatter også det

forhold, at allerede negative indkomster gøres yderligere negative.

Ansvarssubjekt er alle, der har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger i forhold til et bestemt

skattesubjekt, dvs. både den skattepligtige og andre kan straffes. Den brede formulering af

ansvarssubjekter betyder, at bestemmelsen omfatter enhver form for medvirken til afgivelse af de

urigtige og vildledende oplysninger.

212

Bestemmelsen i straffelovens § 23 om medvirken finder anvendelse på alle, der ved tilskyndelse,

råd eller dåd har medvirket til gerningen. Det betyder bl.a., at handlinger, der består i at udarbejde

opgørelser (f.eks. om omsætning, lagerbeholdning m.v.), der senere anvendes som grundlag for

angivelser over for SKAT, vil falde inden for området for medvirken. Udstedelse af urigtige

fakturaer vil også være omfattet, hvis den pågældende har indset eller burde indse, at dokumentet

både er egnet til og sandsynligvis vil blive anvendt til skattesvig af modtageren. Også efter

momsloven er der strafsanktionerede særlige regler om pligt til at udstede faktura.

Udstedelse af dokumenter, der er falske eller som indeholder urigtige oplysninger, kan være

strafbart efter en række bestemmelser. Brug af et falsk dokument er strafbart efter straffelovens

§ 171. Efter straffelovens § 163 straffes den, der til brug i retsforhold, der vedkommer det

offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget,

som den pågældende ikke har viden om. Medvirken til overtrædelse af disse bestemmelser i

straffeloven udgør anvendelige fortolkningsbidrag.

Bestemmelsen i

stk. 2

præciserer, at den skattepligtige kun kan stilles til ansvar for urigtige,

vildledende eller ufuldstændige oplysninger, som den skattepligtige eller dennes repræsentant har

afgivet på den skattepligtiges vegne, og for indberettede oplysninger, som ikke er feltlåste, da den

skattepligtige har mulighed for at korrigere de indberettede oplysninger i forbindelse med

udfyldelse af oplysningsskemaet. De feltlåste oplysninger kan den skattepligtige ikke selv rette i, og

de kan derfor ikke betragtes som afgivet af den skattepligtige.

Den skattepligtige vil kunne straffes for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 72, hvis der

i forbindelse med en urigtig, vildledende eller manglende pligtig indberetning, som er feltlåst,

foreligger en situation, hvor den skattepligtige har indflydelse på indholdet af indberetningen, se

afsnit 3.6.1.2 om valg af ansvarssubjekt.

Efter

stk. 3

kan en groft uagtsom overtrædelse af stk. 1, straffes med bøde.

Det foreslås, at strafudmålingen for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 72 svarer til

strafudmålingen for § 13 i den gældende skattekontrollov, se afsnit 3.6.1.6 om gældende

sanktionspraksis.

Til § 73

Bestemmelsen i

stk. 1

svarer i det væsentlige til § 16, stk. 1, idet det dog er præciseret, at den

skattepligtige kun skal reagere, hvis den pågældende skal oplyse SKAT om indkomster m.v., som

ikke er omfattet af tredjemands indberetningspligt. Fristen for at afgive pligtige oplysninger til

skatteansættelsen er henholdsvis 1. maj og 1. juli jf. §§ 12-14 i lovforslaget. Overtrædelsen er

således fuldbyrdet, når fristen for at afgive de nødvendige oplysninger er overskredet.

Bestemmelsen i

stk. 2

er ligeledes omfattet af ordlyden i § 16, stk. 1, i den gældende

skattekontrollov, som også dækker de situationer, hvor SKAT ikke udarbejder en årsopgørelse ud

fra indberetninger fra tredjemand og de foreliggende oplysninger fra den skattepligtige, men

forventer et udfyldt oplysningsskema fra den skattepligtige.

213

Såfremt den skattepligtige ikke indsender et oplysningsskema eller de indsendte oplysninger er så

mangelfulde, at SKAT ikke på baggrund af oplysningerne kan foretage en fyldestgørende

skatteansættelse, vil SKAT kunne foretage en skønsmæssig ansættelse og på denne baggrund

fremsende en årsopgørelse til den skattepligtige.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer i indholdsmæssigt til § 15 i den gældende skattekontrollov, og det

strafbare gerningsindhold er undladelse af at opfylde oplysningspligten inden fristens udløb jf. §§

12-14, når den pågældende ikke har modtaget en årsopgørelse.

Bestemmelsens anvendelsesområde er typisk tilfælde, hvor SKAT, som følge af en manglende

tilmelding til folkeregisteret eller manglende registrering af virksomhed holdes i uvidenhed om en

bestående skattepligt. Bestemmelsen kan imidlertid også anvendes i forbindelse med fraflytning

eller afregistrering af virksomhed, hvor der f.eks. gives urigtige oplysninger til folkeregisteret om

bopæl i udlandet eller sker afmelding i erhvervsregisteret, selv om der fortsat er aktivitet i

virksomheden.

Bestemmelserne i stk. 1 – 3, omhandler således passivt skattesvig, hvor det centrale

gerningsindhold er en undladelse af at afgive de nødvendige oplysninger til en korrekt

skatteansættelse. Dette kan være tilfældet, hvis en skattepligtig til Danmark har undladt at give de

oplysninger til myndighederne, der betyder, at vedkommende bliver registreret som skattepligtig,

hvilket kan straffes efter § 15 i den gældende skattekontrollov, og det kan være tilfældet, hvor en

skattepligtig modtager en årsopgørelse uden at have afgivet de oplysninger til skatteansættelsen,

som den pågældende har pligt til, jf. §§ 2 - 4 i lovforslaget.

Efter

stk. 4

kan en forsætlig overtrædelse straffes med bøde eller fængsel i op til 1 år og 6 måneder,

medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Det foreslås i

stk. 5

at en groft uagtsom overtrædelse af stk. 1 kan straffes med bøde. Dette er en

udvidelse af det strafbare område, når det gælder undladelse af at give de nødvendige oplysninger

til registrering af skattepligt.

Siden den gældende skattekontrollovs § 15 blev indsat i skattekontrolloven i 1971 er mobiliteten

både hvad angår arbejdsmarked og bopæl øget betragteligt på tværs af landegrænserne. Udviklingen

er derfor løbet fra en begrænsning af strafansvaret til forsætlige forhold, når det gælder manglende

registrering af skattepligt, Ved manglende reaktion på en for lav skatteansættelse i forbindelse med

en årsopgørelse har strafansvaret hele tiden både omfattet forsæt og grov uagtsomhed, og

manglende registrering med henblik på at undgå skattepligt må anses for lige så strafværdigt.

Det foreslås, at strafudmålingen for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 73 svarer til

strafudmålingen for § 15 og 16 i den gældende skattekontrollov, se afsnit 3.6.1.6 om gældende

sanktionspraksis.

Strafudmålingen for en forsætlig overtrædelse svarer således til strafudmålingen for aktivt

skattesvig i § 13 i den gældende skattekontrollov, og det foreslås, at strafudmålingen for en grov

uagtsom overtrædelse svarer til strafudmålingen for § 16, stk. 2, i den gældende skattekontrollov,

hvor normalbøden udgør en tredjedel af det unddragne beløb.

214

Til § 74

Stk. 1

er en bestemmelse, som er en sammenfatning af de strafbare gerningsindhold i den gældende

skattekontrollovs § 13 A, § 13 B, § 14, stk. 2-5 og § 17.

Stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen er en videreførelse af § 13 A, for så vidt gælder udenlandske

pensionsordninger og gaver til begrænset skattepligtige, jf. den gældende skattekontrollovs §§ 11 C

og 11 E. Tidligere omfattede § 13 A også indeståender på konti i udlandet og udenlandske

værdipapirer, jf. den gældende skattekontrollovs §§ 11 A og 11 B, men disse bestemmelser foreslås

ophævet, da SKAT fra 2017 med virkning for indkomståret 2016 automatisk vil modtage

oplysningerne fra udenlandske myndigheder. Der er ikke udarbejdet retningslinjer for udmåling af

bødestraf.

Stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 17, stk. 2 om

omregning mellem et regnskab i fremmed valuta og pligtmæssige oplysninger i dansk mønt, jf. den

gældende skattekontrollovs § 3 C, stk. 2, 2. pkt., hvor skatteministeren bemyndiges til at fastsætte

særlige regler for omregning mellem et regnskab i fremmed valuta og pligtmæssige oplysninger i

danske mønt. Med hjemmel i § 3 C, stk. 2, er det i bekendtgørelse nr. 890 af 10. juli 2015 i § 3, stk.

5 fastsat, at omregningen til danske kroner foretages efter dagskursen på

retserhvervelsestidspunktet. Der er ikke udarbejdet retningslinjer for udmåling af bødestraf.

Stk. 1, nr. 3.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 14, stk. 4.

Gerningsindholdet er, at virksomheden undgår udarbejdelse af den fulde transfer pricing-

dokumentation ved at oplyse, at den har under 250 beskæftigede og en balance under 125 mio. kr.

eller en omsætning under 250 mio. kr. Forslaget til bødeberegning tager derfor udgangspunkt i

enten omsætningens størrelse eller antallet af ansatte. Den skattepligtige indkomst i et selskab i en

koncernforbunden virksomhed kan være ganske stor, selvom der er tale om forholdsvis få ansatte i

netop dette selskab, og omvendt kan antallet af ansatte i det skattepligtige selskab være

forholdsmæssigt stort i forhold til selskabets omsætning eller balance.

Ved lov nr. 591 af 18. juni 2012 (Styrkelse af indsatsen mod nulskatteselskaber, beregning af

indkomsten i et fast driftssted og åbenhed om selskabers skattebetalinger m.v.) angives

retningslinjer for udmåling af bødestraf for overtrædelse af § 14, stk. 4. i den gældende

skattekontrollov, og disse foreslås videreført. Bøden udgør det største af følgende to beløb:

1. Bøden gradueres i forhold til virksomhedens omsætning, således at den bliver 0,5 pct. af

omsætningen op til en omsætning på 500 mio. kr., 0,1 pct. af den resterende omsætning op til 1 mia.

kr. og 0,05 pct. af omsætningen over 1 mia. kr.

2. Bøden gradueres i forhold til antal medarbejdere i den pågældende danske virksomhed, således at

bøden bliver 250.000 kr. for op til 50 medarbejdere og stiger med 250.000 kr. for hver yderligere 50

medarbejdere op til 500 medarbejdere. Er der over 500 medarbejdere, ansættes bøden til 2 mio. kr.

Med omsætning menes den faktiske omsætning i det skattepligtige selskab opgjort efter almindeligt

anerkendte regnskabsregler for det danske selskab. Alternativt ansættes bøden på grundlag af antal

ansatte i det pågældende danske selskab. Af kontrolmæssige årsager skal der ikke foretages

215

omregning til antal heltidsansatte. Antallet af ansatte opgøres ud fra de månedlige indberetninger til

indkomstregisteret, og antallet opgøres som et gennemsnit for det indkomstår, overtrædelsen

vedrører.

Bøder vil efter disse beregningsprincipper kun undtagelsesvist kunne overstige 2 mio. kr. pr.

indkomstår. Ved en omsætning på 300 mio.kr. vil bøden blive 1,5 mio. kr. Hvis omsætningen er

mindre end 300 mio. kr., men der er 300 ansatte i virksomheden, bliver bøden, jf. pkt. 2, 1,5 mio.

kr.

Såfremt de urigtige eller vildledende oplysninger vedrører flere indkomstår, vil bøden blive

beregnet for hvert år for sig ud fra ovennævnte principper, hvorefter den samlede bøde kan forhøjes

med op til 50 pct. jf. forslaget om hjemmel til strafskærpelse, hvis overtrædelsen er begået som led i

en systematisk overtrædelse af skattelovgivningen.

Stk. 1, nr. 4.

Bestemmelsen er en delvis videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 14, stk. 2,

hvor gerningsindholdet er manglende indlevering til SKAT af oplysninger, som SKAT har udbedt

sig efter den gældende skattekontrollovs § 3 A, stk. 1-4, 6 og 7, om ejer- og medlemsfortegnelse i

selskaber, § 6, stk. 1-3, om regnskabsmateriale og § 6 B om formueoplysninger. Bestemmelsen

omfatter pligtige oplysninger fra den skattepligtige selv. Der er ikke udarbejdet retningslinjer for

udmåling af bødestraf.

Stk. 1, nr. 5.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 17, stk. 1, som

gør det strafbart ikke at opfylde de regler om udarbejdelse af skattemæssigt årsregnskab og

opbevaring af samme, jf. § 3 i den gældende skattekontrollov. Der er ikke udarbejdet retningslinjer

for udmåling af bødestraf.

Stk. 1, nr. 6.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 17, stk. 3.

Gerningsindholdet er undladelse af at opfylde pligten til at udarbejde skriftlig dokumentation efter

den gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 5, 6, 10 og 11 eller indhente revisorerklæring efter den

gældende skattekontrollovs § 3 B, stk. 8.

Ved lov nr. 591 af 18. juni 2012 (Styrkelse af indsatsen mod nulskatteselskaber, beregning af

indkomsten i et fast driftssted og åbenhed om selskabers skattebetalinger m.v.) ændrede

retningslinjerne for udmåling af bødestraf for overtrædelse af § 17, tk. 3, hvor den bestanddel af

bøden, som udgøres af virksomhedens dokumentationsomkostninger blev fastsat til et

standardbeløb. Det foreslås at gældende sanktionspraksis videreføres.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det har vist sig at være særdeles vanskeligt at

fastsætte de konkrete omkostninger til udarbejdelse af transfer pricing-dokumentation i en situation,

hvor virksomheden ikke har udarbejdet dokumentationen. I stedet for et konkret skøn i hver enkelt

sag, som vil kunne give anledning til en særskilt tvist om beløbsstørrelsen, er

dokumentationsomkostningen fastsat til et grundbeløb på 250.000 kr.

Baggrunden for beløbet på 250.000 kr. er, at minimumsomkostningerne til udarbejdelse af transfer

pricing-dokumentation skønnes at være 125.000 kr., og at bøden skal afspejle, at det ikke skal

kunne betale sig at lade være med at udarbejde dokumentationen. Derfor bliver den

omkostningsbestemte del af bøden også nedsat til 125.000 kr. i grundbeløb, hvis der senere

216

fremkommer egnet dokumentationsmateriale.

Bødeudmålingen ved overtrædelse af bestemmelsen udgør således et fast beløb på 250.000 kr. med

tillæg på 10 pct. af den indkomstforhøjelse, som fremgår af ansættelsesændringen, jf. lovforslagets

§ 74, stk. 2, hvor bødens størrelse udmåles i forhold til den økonomiske fordel af overtrædelsen.

Grundbeløbet kan nedsættes til 125.000 kr., hvis der senere fremkommer dokumentation af den

fornødne kvalitet.

Denne bødeudmåling finder anvendelse, selvom der rettidigt er indsendt en dækkende transfer

pricing-dokumentation, hvis virksomheden ikke efterfølgende på SKATs konkrete anmodning enten

supplerer dokumentationen eller fremsender databaseundersøgelse eller revisorerklæring.

Ved beregning af 10 pct. af en eventuel indkomstforhøjelse skal der foretages en ligningsmæssig

gennemgang/kontrol af selvangivelsesmaterialet, og herefter skal den skattepligtige have mulighed

for at gøre indsigelse mod en agterskrivelse, hvorefter en kendelse om ansættelsesændringen kan

udarbejdes. Den skattepligtige har naturligvis mulighed for at påklage denne kendelse, først til

Landsskatteretten og senere til domstolene. Efterfølgende ændringer af indkomstansættelsen som

følge af klagebehandlingen skal afspejle sig i bødeberegningen, hvilket betyder, at bøden først kan

beregnes, når der foreligger en endelig ansættelse.

Selvom den ændrede skatteansættelse er fastsat skønsmæssigt, vil den kunne lægges til grund for

bødeberegningen, når den er endelig. Udgangspunktet er skatteansættelsen i den del af

virksomheden, som er et dansk skattesubjekt. Det har således ingen betydning for bøden, at en

eventuel sambeskatning i koncernen betyder, at forhøjelsen af den danske indkomstansættelse

betyder en tilsvarende indkomstnedsættelse et andet sted.

Der vil blive beregnet en bøde for hvert indkomstår, hvor der ikke er indgivet fyldestgørende

transfer pricing-dokumentation.

Efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, forældes en overtrædelse to år efter, at gerningsindholdet i

overtrædelsen er fuldbyrdet, når straffen alene er bøde. Imidlertid åbner straffelovens § 93, stk. 2,

mulighed for en femårig forældelsesfrist, når der ved overtrædelsen kan opnås uberettiget vinding. I

de tilfælde, hvor den erhvervsdrivendes oplysningspligt og dokumentationspligt skal sikre et klart

revisionsspor, som gør det muligt at foretage en korrekt skatteansættelse, vil der typisk være tale

om, at manglende eller mangelfuld dokumentation kan føre til uberettiget vinding i form af en for

lav skatteansættelse. Dertil kommer, at de særlige kontrolhensyn betyder, at skatte- og momssager

altid bør være undergivet mindst en 5-årig forældelsesfrist, jf. betænkning nr. 1438/2004 om

forældelse af strafansvar for særlovsovertrædelser, side 68 ff.

Overtrædelse fuldbyrdes, når selskabet ikke fremsender transfer pricing-dokumentation inden den

frist, som er angivet i SKATs anmodning om dokumentationen. Dette er præciseret, således at det

fremgår direkte af bestemmelsen. En sigtelse vil afbryde forældelsen, og det vil også umiddelbart

være muligt at sigte selskabet for overtrædelsen. Imidlertid indeholder straffelovens § 94, stk. 6, en

bestemmelse om, at forældelsesfristen ikke anses for afbrudt, hvis straffesagen ligger stille i

ubestemt tid. Da straffesagens afslutning med en bødeberegning helt afhænger af, hvornår der

foreligger en endelig ansættelse, vil straffesagen de facto ligge stille i hele den periode, hvor der

217

verserer en civilretlig behandling af ansættelsesspørgsmålet. Det er således nødvendigt at præcisere,

at der foreligger en så snæver sammenhæng mellem straffesagen og den civile sag, at der ikke er

tale om, at den strafferetlige forfølgning er standset på ubestemt tid.

Der er mulighed for at lægge bødestraffen for flere overtrædelser, f.eks. flere indkomstår, sammen,

hvilket betegnes fuld kumulation. Dette princip finder anvendelse i bødeberegningen, når der er tale

om overtrædelser, hvor der er unddraget skat og/eller afgifter.

Bestemmelsen i

stk. 1, nr. 7

svarer til skattekontrollovens § 13 B, og omfatter kun udstedelse af

urigtige fakturaer m.v., når dette sker »som led i virksomhed«, uanset om virksomheden drives

personligt, af et selskab eller af en anden juridisk person. Ved forståelsen af ordet »virksomhed« er

det skattelovgivningens almindelige virksomhedsbegreb, som dette forstås andre steder i

skattekontrolloven, der finder anvendelse. Det er uden betydning for bestemmelsens anvendelse, om

det er virksomhedsejeren, ansatte eller andre med tilknytning til virksomheden, der udsteder den

urigtige dokumentation.

Bestemmelsen dækker forhold, som ikke kan anses for omfattet af medvirken til skattesvig, og

sanktionen er alene bødestraf. Der er ikke i bestemmelsens objektive gerningsindhold forskel på den

dokumentation, som vil kunne anvendes i medvirken til skattesvig. Det afgørende er relationen

mellem udstederen af den urigtige dokumentation og den skattepligtige. Bestemmelsen fuldbyrdes

ved udstedelsen af den urigtige dokumentation, og det er uden betydning, om modtageren

efterfølgende faktisk anvender dokumentationen til at begå skattesvig med. Såfremt det ikke er

sandsynliggjort, at modtageren har eller vil begå skattesvig, vil forholdet ikke kunne omfattes af

medvirken til overtrædelse af den gældende skattekontrollovs § 13 i skattekontrolloven.

Den dokumentation, det efter bestemmelsen er strafbart at give et urigtigt indhold, er

dokumentation for levering eller aftagelse af varer eller ydelser. Dokumentationen kan eksempelvis

have karakter af en faktura, en afregningsseddel eller en kreditnota. Dokumentationen vil

sædvanligvis indeholde oplysninger om karakteren og mængden af de varer eller ydelser, der er

disponeret over, identifikation af leverandør og aftager, dato og eventuelt prisen. Udtrykket »varer

eller ydelser« dækker såvel fysiske genstande, herunder f.eks. valuta, som ydelse af arbejdskraft.

Dokumentationen skal være egnet til at blive anvendt som grundlag for opgørelsen af den

skattepligtige indkomst. Strafansvaret omfatter såvel urigtig dokumentation udstedt på papirmedium

som urigtig dokumentation udstedt på anden måde, f.eks. elektronisk.

De subjektive betingelser for overtrædelse af bestemmelsen, er tilregnelse til alle led i

gerningsindholdet. Det gælder tilregnelse til udstedelsen af den urigtige dokumentation, og det

gælder tilregnelse i relation til dokumentationens egnethed til at blive anvendt ved opgørelsen af

den skattepligtige indkomst.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 17, stk. 4, og giver

mulighed for at forhøje bøden i forhold til den økonomiske fordel af overtrædelsen. Dette kan være

aktuelt, hvis der er sket overtrædelse af flere af bestemmelserne i § 74 og der samtidig er tale om, at

den sigtede tidligere har fået bøde for lignende overtrædelser. I skatte- og afgiftsstrafferetten er der

praksis for, at der sker absolut kumulation af bøder ved flere overtrædelser, enten af samme

218

bestemmelse eller af flere forskellige bestemmelser.

Til § 75

Bestemmelsen er en videreførelse af § 18 i den gældende skattekontrollov, som giver hjemmel til at

pålægge juridiske personer strafansvar efter reglerne i kapitel 5 i straffeloven En juridisk person er

alle former for selskaber, herunder interessentskaber mv., fonde, boer, kommuner og statslige

myndigheder. Bestemmelsen omfatter også en enkeltmandsvirksomhed, for så vidt dens størrelse og

organisation kan sidestilles med en selskabskonstruktion, hvilket antages at betyde, at

enkeltmandsvirksomheden skal have mindst 20 ansatte.

For at en juridisk person kan blive strafansvarlig kræves, at der inden for den juridiske persons

virksomhed er begået en overtrædelse, der enten kan tilregnes en eller flere personer, der er knyttet

til den juridiske person eller "den juridiske person som sådan". Det sidste betyder, at fx manglende

procedurer til sikring af kontrol, anonyme fejl eller ophobning af fejl, hvor hver enkelt fejl ikke i sig

selv er nok til at statuere uagtsomhed, kan tilregnes virksomheden.

Der er således ikke tale om et objektivt ansvar, idet der skal kunne bevises forhold begået i den

juridiske person, som kan karakteriseres som enten forsætlige eller groft uagtsomme. Det er ikke et

krav, at den eller de personer, der rent faktisk har begået forholdet, skal kunne identificeres. En

juridisk person kan kun straffes med bøde, og der kan ikke fastsættes forvandlingsstraf. Det betyder,

at alle straffesager inden for SKATs område, hvor ansvarssubjektet er en juridisk person, kan

afgøres administrativt.

Det er kun få sager, der bliver indbragt for domstolene, fordi den juridiske person ønsker SKATs

forslag til bødeforelæg prøvet, og der er derfor ikke en omfattende retspraksis. Der er dog en

afgørelse i SKM2015.640.VLR, hvor selskabet idømmes en bøde for groft uagtsomt skattesvig,

selvom selskabets revisor forsøger at påtage sig ansvaret. Det lægges til grund, at de oplysninger,

som selskabet har givet revisor angående de enkelte ejendommes anvendelse er fejlbehæftede, og at

dette er årsagen til den urigtige skatteansættelse.

Da en enkeltmandsvirksomhed i den strafferetlige definition kan sidestilles med en juridisk person,

skal der i disse situationer tages stilling til, om virksomheden (den juridiske person) eller

virksomhedens ejer (den fysiske person) skal strafforfølges. Valget af ansvarssubjekt har stor

betydning for sanktionen, fordi en juridiske person alene kan idømmes bødestraf og ikke får udmålt

forvandlingsstraf i tilknytning til bøden, mens den fysiske person kan sættes i fængsel.

Kapitel 10 - Straffeprocessuelle regler

Til § 76

Bestemmelsen er en videreførelse af § 20 i den gældende skattekontrollov, hvor skatteministeren

bemyndiges til at afslutte straffesager med et bødeforelæg, hvis den sigtede godkender og

underskriver bødeforelægget. Det svarer til den bemyndigelse politiet har efter retsplejeloven § 832,

og bestemmelsen er udformet som i retsplejeloven.

219

Den pågældende kan ved at nægte at betale bøden få sagen prøvet ved domstolene. Da der er tale

om en straf, er det domstolene, der skal fastlægge principperne for udmåling af bøden. Den

administrative praksis skal således være i overensstemmelse med retspraksis. Der foregår en

løbende kontrol med den administrative sanktionspraksis i de sager, som kommer til domstolene,

fordi den pågældende ikke vil vedtage et bødeforelæg.

Et administrativt bødeforelæg vil ofte blive opfattet som en mere enkel og mindre belastende

afgørelsesform end en domsafsigelse, der involverer både politi og retsvæsen. Samtidig indebærer

et administrativt bødeforelæg, hvis det vedtages, en aflastning af domstolene og en hurtigere

afgørelse af sagen.

Kravet i

stk. 2

er, at et bødeforelæg skal indeholde de samme oplysninger, som kræves til et

anklageskrift jf. retsplejelovens § 834. Det skal fremgå, hvor sagen behandles,

identifikationsoplysninger på den sigtede, hvilken bestemmelse, der er overtrådt og hvordan.

Endelig skal det fremgå, hvis der er anvendt straffeforhøjelses- eller straffenedsættelsesgrunde.

Efter

stk. 3,

skal der ikke gives klagevejledning i forbindelse med vedtagelse af et bødeforelæg, da

der ikke er tale om en egentlig forvaltningsretlig afgørelse, men en aftale mellem den sigtede og

SKAT. Et vedtaget bødeforelæg er således endeligt. Den sigtede har mulighed for ikke at vedtage

bødeforelægget, hvorefter sagen vil blive indbragt for retten. Et bødeforelæg kan dog genoptages

efter en konkret vurdering. Genoptagelse kan ske efter anmodning fra den sigtede eller på SKATs

initiativ. Genoptagelse kan ske, hvis der er tale om ugyldighedsgrunde, sagsbehandlingsfejl eller

ændring af grundlaget for bødeforelægget. Ved genoptagelse tilbagekalder SKATs

straffesagsenheder bødeforelægget, og der vedtages eventuelt et nyt bødeforelæg.

Bestemmelsen i

stk. 4,

er en videreførelse af § 23 A i den gældende skattekontrollov, der fastslår, at

bøder i sager, der afgøres administrativt, opkræves af SKAT.

Til § 77

Bestemmelse i

stk. 1,

er en videreførelse af § 19, stk. 1, i den gældende skattekontrollov.

Administrative bødesager er straffesager, og en sigtet skal derfor have samme rettigheder under en

afhøring, som tilfældet er i straffesager, der efterforskes af politiet.

Bestemmelsen i

stk. 2,

er en videreførelse af § 19, stk. 2, og § 22 i den gældende skattekontrollov

om politiets bistand i administrative straffesager. Selvom der er tale om administrative straffesager,

kan der være behov for, at politiet anmodes om at foretage efterforskningsmæssige skridt, hvis

kontrolbeføjelserne i skattekontrolloven ikke kan anvendes. Det vil være tilfældet, hvis der under en

kontrolsag er opstået konkret mistanke om en strafbar overtrædelse, hvorefter den mistænkte skal

have en sigtets rettigheder, og hvor SKAT ikke er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at

kunne foretage en skatteansættelse, og hvor der samtidig er formodning for, at sagen vil kunne

afsluttes som en administrativ straffesag.

Anvendelse af retsplejelovens tvangsindgreb, som f.eks. ransagning og beslaglæggelse, forudsætter

en sigtelse for overtrædelse af en straffebestemmelse i skattekontrolloven. Anmodning om

tvangsindgrebet fremsættes af SKAT til politiet. Ransagning kan således ikke foretages af SKAT

220

selv, men kun ved politiets og rettens mellemkomst. Ransagning kan kun ske efter retskendelse,

medmindre der foreligger særlige forhold, der bevirker, at ransagningens øjemed forspildes, hvis

retskendelse skulle afventes. Dette er politiets vurdering i den konkrete situation.

Til § 78

Det foreslås, at det tydeliggøres, at sagsbehandlingen skal følge de straffeprocessuelle regler, som

udgør en beskyttelse af den sigtede. Retsplejelovens regler skal således anvendes analogt, i det

omfang de er anvendelige. Anklagemyndigheden skal efter retsplejelovens § 96, stk. 2, opgive at

rejse tiltale, hvis der ikke er tilstrækkelige beviser. Der er hjemmel hertil i retsplejelovens § 721

regler om påtaleopgivelse. Påtale kan efter § 721, stk. 1, opgives, hvor sigtelsen har vist sig

grundløs, hvor videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller hvor

sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke

står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.

Kompetencen til at udstede administrative bødeforelæg er delegeret til SKAT, men udover at det i

loven er fastsat, at bødeforelæg skal udfærdiges i overensstemmelse med retsplejelovens regler, er

der intet fastsat i skattekontrolloven om sagsbehandlingen i øvrigt. SKAT foretager imidlertid på

samme måde som anklagemyndigheden en sagstilskæring, så kun de forhold, der må anses for

bevist, indgår i sagen. Ressourcemæssige forhold indgår også i denne vurdering. Retsplejelovens §

721, stk. 1, anvendes således analogt.

Tilsvarende gælder retsplejelovens § 900 om tildeling af advarsler. Efter retsplejelovens § 900 kan

en sag afgøres ved, at retten tildeler tiltalte en advarsel, hvis retten finder, at tiltalte er skyldig,

sagen egner sig til afgørelse ved en advarsel på grund af lovovertrædelsens karakter, herunder

navnlig fordi der er tale om et førstegangstilfælde af en ringe forseelse, og tiltalte ikke protesterer.

For så vidt angår aktindsigt kan retsplejelovens regler ikke anvendes analogt. Ved lov nr. 215 af 31.

marts 2004 (Offentlighed i retsplejeloven) blev reglerne om sigtedes og offentlighedens aktindsigt i

strafferetsplejen ændret, og det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til ændringen (L 23 -2003/1),

at de foreslåede regler i retsplejelovens §§ 729 a-d, ikke omfatter anmodninger om aktindsigt i

straffesager behandlet hos andre myndigheder end politiet. Det er derfor fundet nødvendigt

udtrykkeligt at indføre hjemmel i skattekontrolloven for at sikre til en retstilstand svarende til

retsplejelovens regler. Efter retsplejelovens § 729 b har en sigtet uden forsvarer stort set samme

adgang til aktindsigt i en verserende straffesag hos politiet, som den sigtede, der har en forsvarer,

har med hensyn til adgang til aktindsigt via forsvareren efter retsplejelovens § 729 a.

En sigtet i en sag, der kan afgøres administrativ, har efter den foreslåede bestemmelse i § 78 krav på

aktindsigt i de dokumenter, der danner grundlag for sigtelsen. Bestemmelsen angår sigtedes

aktindsigt i verserende administrative skattestraffesager, når der ikke er valgt eller beskikket nogen

forsvarer. Formålet med bestemmelsen er i videst muligt omfang at sidestille sigtede i

administrative straffesager, der ikke har en forsvarer, med sigtede, der har en forsvarer, jf.

henholdsvis forsvarerbistandsloven og retsplejeloven.

Til § 79

221

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende skattekontrollovs § 19 A, hvor det fremgår, at

der under en straffesag kan nedlægges erstatningspåstand om betaling af de unddragne skatter og

afgifter.

I skattestraffesager gennemføres efterbeskatningskrav som hovedregel i form af en skatteansættelse.

I særlige tilfælde medtages kravet under straffesagen. Det gælder efter praksis bl.a., når der er tale

om unddragelse af selskabsskatter, hvis der findes grundlag for at rejse tiltale mod den, der ejer eller

behersker selskabet, og det er tvivlsomt, om selskabet kan betale skatten. I de tilfælde anmodes

anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om, at den tiltalte pålægges solidarisk hæftelse med

selskabet for de unddragne skatter. Tilsvarende gælder i tilfælde, hvor ægtefæller eller samlevere

har drevet en virksomhed sammen, og tiltalen rettes mod den af parterne, som ikke er registreret

som virksomhedsejer.

Bestemmelsen vedrører både sager om overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 15, 16 og 18 samt

sager om skattelovsovertrædelser af særlig grov karakter efter straffelovens § 289. Bestemmelsen

finder også anvendelse, hvor der ikke rejses tiltale efter straffelovens § 289, men alene efter

skattekontrolloven. Bestemmelsen kan både anvendes, når der er tale om rene skattestraffesager, og

når skattestraffesagen indgår som en del af et samlet sagskompleks, f.eks. bedrageri.

Kapitel 10 - Ikraftræden m.v.

Til § 80

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. januar 2018. Det betyder, at SKATs

kontrolbeføjelser vil kunne bringes i anvendelse fra den 1. januar 2018, og at de oplysningspligter,

som er indeholdt i kapitel 2 og 3, vil kunne håndhæves efter lovens bestemmelser fra dette

tidspunkt. Endvidere betyder det, at lovfæstelsen af den administrative praksis om afskæring af

TastSelv får virkning for SKATs afgørelser, som træffes den 1. januar 2018 eller senere.

Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt er i overensstemmelse med regeringens målsætning om, at

ny lovgivning, der har virkning for erhvervslivet, skal træde i kraft enten den 1. januar eller den 1.

juli.

Det foreslås i

stk. 2,

at lovens afsnit I, kapitel 1, om pligten til at give SKAT oplysninger om den

skattepligtige indkomst m.v. og kapitel 4 om transfer pricing har virkning for indkomståret 2018 og

senere. Endvidere foreslås det, at § 66, stk. 1, om anvendelsen af tvangsbøder med henblik på at

fremtvinge udfyldelsen af et oplysningsskema, og §§ 67-71 om skattetillæg, skønsmæssige

ansættelser og revisorpålæg har virkning for indkomståret 2018 og senere. Dette virkningstidspunkt

sikrer tid til at foretage de nødvendige systemmæssige og administrative tilretninger såvel i

erhvervslivet som i SKAT.

Herfra foreslås en enkelt undtagelse, idet det foreslås, at § 14 om muligheden af at forlænge

oplysningsfristen som følge af større driftsforstyrrelser eller it-nedbrud har virkning allerede fra

indkomståret 2017. Derved bringes den formelle hjemmel til forlængelse af fristen på plads hurtigst

muligt.

Det foreslås i

stk. 3,

at der i en række bestemmelser, som foreslås at få virkning for indkomståret

222

2017, foretages en justering af det anvendte oplysningsbegreb for dette indkomstår, således at det

tilpasses selvangivelsesbegrebet, som foreslås anvendt sidste gang for indkomståret 2017, jf.

bemærkningerne til stk. 2 ovenfor. Det foreslås således, at udtrykket selvangivelsesfristen i § 14

(om forlængelse af oplysningsfristen) anvendes i stedet for oplysningsfristen, og udtrykket

selvangivelsesfristen i § 19 (om pensionsordninger i udlandet) anvendes i stedet for

oplysningsfristen. Endelig foreslås det, at der i § 28, stk. 2, (om ejer-og medlemsfortegnelser i

selskaber m.v.) for indkomståret 2017 anvendes udtrykket selvangivelsen i stedet for

oplysningsskemaet.

Det foreslås i

stk. 4,

1. pkt., at den gældende skattekontrollov ophæves den 1. januar 2018. Som

følge af, at forslagets bestemmelser om pligten til at give SKAT oplysninger om den skattepligtige

indkomst m.v., foreslås at få virkning for indkomståret 2018 og senere, er der behov for til og med

indkomståret 2017 at opretholde de bestemmelser i den gældende skattekontrollov, som angår

selvangivelsespligten. Det drejer sig, jf.

stk. 4, 2. pkt.,

om bestemmelserne i den gældende

skattekontrollovs §§ 1, 1 A, 2, 3, 3 B, 4 og 5.

Det fremgår af straffelovens § 3, at udgangspunktet i behandlingen af en straffesag er den gældende

straffelovgivning på pådømmelsestidspunktet, men at afgørelsen ikke må blive strengere end efter

den lovgivning, der gjaldt på gerningstidspunktet. Dette indebærer, at der først kan straffes for grov

uagtsomhed ved passivitet i forhold til registrering af skattepligt, når skattepligten er indtrådt efter

1. januar 2018.

Det foreslås i

stk. 4,

3. pkt. at ved strafbare overtrædelser, der vedrører indkomstårene til og med

2017, finder § 1 A anvendelse. § 1 A stk. 1, bemyndiger skatteministeren til at begrænse adgangen

for visse skattepligtige til at ændre oplysninger om indkomster og fradrag i selvangivelsen og

årsopgørelsen, og § 1 A , stk. 2 og 3, regulerer den skattepligtiges strafansvar i forhold til

oplysninger, som er indberettet af tredjemand. Da straffebestemmelserne i skattekontrolloven

knytter sig til de materielle bestemmelser om den skattepligtiges oplysningspligt, skal

ansvarsfritagelsen for feltlåste oplysninger afgøres ud fra, hvilke oplysninger, som var feltlåste på

gerningstidspunktet.

Dette fremgår af en række bekendtgørelser fra 2009 til 2014, hvor stadig flere oplysninger feltlåses,

og det betyder, at resultatet af den strafferetlige bedømmelse kan blive strengere for forhold begået

vedrørende indkomståret 2009 end for forhold begået vedrørende indkomståret 2014 og senere

indkomstår, hvilket der er hjemmel til i straffelovens § 3, stk. 1, 2. pkt.

Bekendtgørelse nr. 1093 af 20. november 2009 om begrænsning i adgang for visse skattepligtige til

at ændre oplysninger om indkomster og fradrag i selvangivelsen og årsopgørelsen finder anvendelse

fra indkomståret 2009, og omfatter:



Jubilæumsgratiale og fratrædelsesgodtgørelse m.v. før fradrag af AM-bidrag



Hædersgaver.

Bekendtgørelse nr. 783 af 24. juni 2010, som erstatter den tidligere bekendtgørelse, finder

anvendelse fra indkomståret 2010, hvor yderligere oplysninger feltlåses:



Pensioner, SU og dagpenge m.v.



Bidrag og præmie til privattegnet kapitalpension.



Tilbagebetalt kontanthjælp, introduktionsydelse m.v.

223



Fagligt kontingent.

Bidrag til A-kasse, efterlønsordning og fleksydelse.

Gaver til godkendte foreninger.

Donationer til forskning og gaver til kulturinstitutioner.

Lønindkomst, bestyrelseshonorar og personalegoder, der er A-indkomst, f.eks. fri bil og

multimedier før fradrag af AM-bidrag.

Fra indkomståret 2012 omfattede de låste felter 15 typer, jf. bekendtgørelse nr. 851 af 14. august

2012, og der tilføjes således yderligere 5 låste felter:



Honorarer, indkomst fra privat dagpleje og værdien af nogle personalegoder før fradrag af

AM-bidrag m.v.



Gruppelivsforsikring via fagforeningen, legater og bestemte personalegoder.



Bidrag og præmie til privattegnet ratepension og ophørende alderspension.



Udlodninger fra investeringsselskaber og fra obligationsbaserede investeringsbeviser med

minimumsbeskatning, hvor der er indeholdt udbytteskat.



Renteudgifter af studielån.

Fra indkomståret 2014 omfatter de låste felter 21 typer, jf. bekendtgørelse nr. 685 af 20. juni 2014,

som erstatter den tidligere bekendtgørelse. Der ophæves et felt om bidrag og præmie til privattegnet

kapitalpension, og der tilføjes således 7 låste felter:



Renteudgifter af gæld til realkreditinstitutter og reallånefonde samt fradragsberettigede

kurstab ved omlægning af kontantlån.



Renteudgifter af gæld til pengeinstitutter, pensionskasser, forsikrings- og

finansieringsselskaber, kontokortordninger samt af pantebreve i depot.



Renteindtægter af indestående i pengeinstitutter m.v. Renteindtægter af obligationer og

pantebreve i depot samt udlodninger fra obligationsbaserede investeringsbeviser med

minimumsbeskatning, hvor der ikke er indeholdt udbytteskat.



Udbytte af danske aktier optaget til handel på et reguleret marked, i dansk depot, udlodning

fra aktiebaserede investeringsbeviser med minimumsbeskatning og fra akkumulerende

investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber, indberettet til SKAT.



Udbytte af danske aktier, ikke optaget til handel på et reguleret marked, indberettet til

SKAT.



Indskud på arbejdsgiveradministreret alderspension, gruppeliv m.v. fratrukket i

lønindkomst.



Standardfradrag for børnedagplejere.

Det fremgår af bekendtgørelsen, at der for visse beløb kan ske overflytning til andre rubrikker i

årsopgørelsen eller selvangivelsen helt eller delvis (partiel feltlåsning). Bl.a. kan skattepligtige

henføre indberettet lønindkomst eller indberettede renteudgifter til udenlandsk lønindkomst eller

kapitalindkomst. Den ændrede placering af renteudgifter fremgår af bekendtgørelse nr. 372 af 8.

april 2015 om ændring af bekendtgørelse nr. 685 af 20. juni 2014 med virkning fra indkomståret

2014.

Til § 81

224

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Bilag 1

Paragrafnøgle

Skattekontrolloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013 med

senere ændringer

Skattekontrollov

(Dette lovforslag)

Afsnit I

Kapitel I

Pligten til at give told- og skatteforvaltningen

oplysninger om den skattepligtige indkomst m.v.

Oplysningspligtige

§ 1, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med forslagets § 2.

§ 1, stk. 1, 2. pkt.

§ 1, stk. 2

§ 1, stk. 3

§ 1, stk. 4

§ 2, stk. 1, 1. pkt.

§ 2, stk. 1, 2. pkt.

§ 2, stk. 2

§ 2, stk. 3

§ 2, stk. 4

§3

§ 4, stk. 1

Videreføres ikke.

§ 4, stk. 2

Videreføres ikke.

Undtagelser fra oplysningspligten

§ 5, stk. 1, nr. 1

§ 5, stk. 1, nr. 2

§ 5, stk. 2

§ 6, stk. 1, nr. 1

§ 6, stk. 1, nr. 2

§ 6, stk. 1, nr. 3

§ 6, stk. 1, nr. 4

Videreføres ikke.

§ 6, stk. 2

Videreføres ikke.

§ 7, stk. 1

§ 7, stk. 2

§ 7, stk. 3

§8

Skattepligtige, som er oplysningspligtige

§9

Oplysningsfrister

§ 10

§ 11

§ 12

§ 13

§ 1, stk. 1, 1. pkt.

Bestemmelsen er ny.

§8Y

§ 1, stk. 1, 1. pkt.

§ 1 A, stk. 2 og 3 (med præcisering)

§ 1, stk. 1, 2. pkt.

§ 1, stk. 1, 3. og 4. pkt.

§ 1, stk. 2 og 4, 1. pkt.

§ 1, stk. 4, 2. pkt.

§ 3, stk. 1 og 2, 1. pkt., stk. 3 og § 1, stk. 7

§ 3, stk. 2, 2. pkt.

§ 3, stk. 4

§ 3, stk. 5

§ 2, stk. 1, nr. 1

§ 2, stk. 1, nr. 2

§ 2, stk. 2

§ 2, stk. 1, nr. 8

§ 2, stk. 1, nr. 3

§ 2, stk. 1, nr. 4

§ 2, stk. 1, nr. 5

§ 2, stk. 1, nr. 6

§ 2, stk. 1, nr. 7

§ 2, stk. 2

§ 2, stk. 3

Bestemmelsen er ny.

§ 1, stk. 6

§ 1, stk. 5

§ 4 stk. 1, nr. 2

Bestemmelsen er ny.

Dele af § 4, stk. 1

§ 4, stk. 2

§ 4, stk. 3

225

§ 4, stk. 4

§ 4, stk. 5

Bestemmelsen er ny.

§ 1 A, stk. 1

Bestemmelsen er ny.

§ 14, stk. 1

Videreføres ikke.

§ 14, stk. 2

Feltlåsning

§ 15, stk. 1

§ 15, stk. 2

Kapitel 2

Særlige oplysningspligter

Pensionsordninger i udlandet

§ 16, stk. 1

§ 16, stk. 2

§ 16, stk. 3

§ 17, stk. 1

§ 17, stk. 1, nr. 1

§ 17, stk. 1, nr. 2

§ 17, stk. 1, nr. 3

§ 17, stk. 1, nr. 4

§ 17, stk. 1, nr. 5

§ 17, stk. 2

§ 18, stk. 1

§ 18, stk. 1, nr. 1

§ 18, stk. 1, nr. 2

§ 18, stk. 1, nr. 2, litra a

§ 18, stk. 1, nr. 2, litra b

§ 18, stk. 1, nr. 2, litra c

§ 18, stk. 1, nr. 2, litra d

§ 18, stk. 1, nr. 2, litra e

§ 18, stk. 2

§ 19

Videreføres ikke

§ 20

§ 21

Placering af pensionsmidler i særlige

pensionsopsparinger

§ 22

§ 22, stk. 2 og 3

Videreføres ikke.

Gaver over et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til

ikke fuldt skattepligtige i udlandet

§ 23, stk. 1

§ 23, stk. 2

Videreføres ikke.

§ 23, stk. 3

§ 23, stk. 4

Udbyder af skattearrangementer

§ 24, stk. 1

§ 24, stk. 2

§ 24, stk. 3

Kapitel 3

Andre oplysningspligter

Ejer- og mellemfortegnelse i selskaber m.v.

§ 25, stk. 1

§ 25, stk. 2

§ 11 C, stk. 1, 1. pkt. og § 11 C, stk. 3, 1. pkt.

§ 11 C, stk. 1, 2. og 3. pkt.

§ 11 C, stk. 2, 1. pkt.

§ 11 C, stk. 3, sidste led.

§ 11 C, stk. 3, nr. 1

§ 11 C, stk. 3, nr. 2

§ 11 C, stk. 3, nr. 3

§ 11 C, stk. 3, nr. 4

§ 11 C, stk. 3, nr. 5

§ 11 C, stk. 9

§ 11 C, stk. 4

§ 11 C, stk. 4, nr. 1

§ 11 C, stk. 4, nr. 2

§ 11 C, stk. 5, nr. 1

§ 11 C, stk. 5, nr. 2

§ 11 C, stk. 5, nr. 3

§ 11 C, stk. 5, nr. 4

§ 11 C, stk. 5, nr. 5

§ 11 C, stk. 9

§ 11 C, stk. 5

§ 11 C, stk. 6

§ 11 C, stk. 7

§ 11 C, stk. 8

§ 11 E

§ 11 B, stk. 1

§ 11 B, stk. 2-9

§ 11 D, 1. pkt.

§ 11 A

Bestemmelsen er ny.

§ 11 D, 2. pkt.

§ 10 F, stk. 1

§ 10 F, stk. 2

§ 10 F, stk. 3

§ 3 A, stk. 1

§ 3 A, stk. 2

226

§ 3 A, stk. 3

§ 3 A, stk. 4

§ 3 A, stk. 5

§ 3 A, stk. 6

§ 3 A, stk. 8

Bestemmelsen er ny.

§ 3 A, stk. 7

§ 3 C, stk. 1

§ 3 C, stk. 2

§ 3 C, stk. 3

§ 3 C, stk. 4

§ 3 C, stk. 5

§ 3 C, stk. 6

§ 3 C, stk. 7

§ 3 C, stk. 8

§ 3 C, stk. 9

§ 3 C, stk. 10

§ 3 C, stk. 11

§ 3 C, stk. 12

§ 3 C, stk. 13

§ 3 C, stk. 14

§ 11 B

§ 12

§ 12 A

Videreføres ikke

§ 25, stk. 3

§ 26

§ 27

§ 28, stk. 1, 1. pkt.

§ 28, stk. 1, 2. pkt.

§ 28, stk. 2

Regnskabsføring i fremmes valuta

§ 29, stk. 1

§ 29, stk. 2

§ 30, stk. 1

§ 30, stk. 2

§ 31

§ 32, stk. 1

§ 32, stk. 2

§ 33

§ 34

§ 35, stk. 1

§ 35, stk. 2

§ 36, stk. 1

§ 36, stk. 2

§ 37

Videreføres ikke.

Kapitel 4

Transfer Pricing

§ 38, stk. 1

§ 38, stk. 2

§ 38, stk. 3

§ 38, stk. 4

§ 38, stk. 5

§ 38, stk. 6

§ 39, stk. 1

§ 39, stk. 2

§ 40, stk. 1

§ 40, stk. 2

§ 41, stk. 1

§ 41, stk. 2

§ 41, stk. 3

§ 41, stk. 4

§ 42

§ 44, stk. 1

§ 44, stk. 2

§ 44, stk. 3

§ 45

§ 46

§ 43

§ 47

Afsnit II

Kapitel 5

§ 3 B, stk. 1

§ 3 B, stk. 2

§ 3 B, stk. 3

§ 3 B, stk. 4

§ 3 B, stk. 5, 1. – 4. pkt.

§ 3 B, stk. 5, 5. og 6. pkt.

§ 3 B, stk. 6

§ 3 B, stk. 7

§ 3 B, stk. 8, 1. – 5. pkt.

§ 3 B, stk. 8, 6. og 7. pkt.

§ 3 B, stk. 8, 8. – 12. pkt.

§ 3 B, stk. 8, 13. pkt.

§ 3 B, stk. 9

§ 3 B, stk. 10

§ 3 B, stk. 11

§ 3 B, stk. 12

§ 3 B, stk. 13

§ 3 B, stk. 14

§ 3 B, stk. 15

§ 3 B, stk. 16

227

Kontrolbeføjelser

Kontrolbeføjelser over for erhvervsdrivende

§ 48, stk. 1

§ 53, stk. 2

§ 48, stk. 2

§ 49, stk. 4

§ 49, stk. 1

§ 49, stk. 2, 1. pkt.

§ 49, stk. 2, 2. pkt.

§ 49, stk. 3

§ 49, stk. 1, 2. pkt.

§ 48, stk. 3

§ 49, stk. 3

§ 49, stk. 4

Kontrolbeføjelser over for skattepligtige

§ 50, 1. og 2. pkt.

§ 50, 3. pkt.

§ 51, stk. 1

§ 51, stk. 2

Kapitel 6

Tredjemands oplysningspligt efter anmodning

Dødsboers oplysningspligt

§ 52, stk. 1

§ 52, stk. 2

Oplysninger til krydsrevision

§ 53, stk. 1

§ 53, stk. 2

§ 53, stk. 3

Finansielle virksomheders oplysningspligt

§ 54, stk. 1

§ 54, stk. 2

Advokaters oplysningspligt

§ 55

Generel oplysningspligt

§ 56

§ 54, stk. 2

Skatterådets tilladelse

§ 57, stk. 1

§ 57, stk. 2

Kapitel 7

Samarbejde med eksterne parter

Samarbejde med udenlandske myndigheder

§ 58

Videreføres ikke.

§ 59

Registersamkøring

§ 60

§ 61

Videreføres ikke.

§ 62, stk. 1

§ 62, stk. 2

§ 6, stk. 1

§ 6, stk. 2

§ 6, stk. 3

§ 6, stk. 7

§ 6, stk. 4, 1. og 2. pkt.

§ 6, stk. 4, 3. pkt.

Bestemmelsen er ny

§ 6, stk. 4, 4. pkt.

§ 6, stk. 5

§ 6, stk. 6

Bestemmelsen er ny.

§ 6, stk. 7

§ 6 B, stk. 1

§ 6 B, stk. 4

§ 6 B, stk. 2 og 4

§ 6 B, stk. 3

§ 6 C, stk. 1

§ 6 C, stk. 2

§ 8 C, stk. 1, 1. og 2. pkt.

§ 6, stk. 2

§ 6, stk. 4

§ 8 G, stk. 1, 1. pkt.

§ 8 D, stk. 3, 1. pkt.

§ 8 G, stk. 1, 1. pkt.

§ 8 D, stk. 1, 1. pkt.

§ 8 D, stk. 2

§ 8 D, stk. 3, 2. pkt.

§ 8 D, stk. 1, 2. pkt.

Er bestemmelsen ny.

§ 11, stk. 1

§ 11, stk. 2

§8Z

§ 11 F

§ 6 E, stk. 1

§ 6 E, stk. 2

§ 6 F, stk. 1

§ 6 F, stk. 2

228

§ 6 F, stk. 3

§ 6 F, stk. 4

§ 6 D, stk. 1

§ 6 D, stk. 2

§ 6 D, stk. 3

§ 6 D, stk. 4

§ 6 D, stk. 5

§ 1 B, stk. 1

§ 1 B, stk. 2

§ 1 B, stk. 3

§ 1 B, stk. 4

§ 62, stk. 3

§ 62, stk. 4

Tilsyn med nedskrivninger og hensættelser i finansielle

virksomheder m.v.

§ 63, stk. 1

§ 63, stk. 2

§ 63, stk. 3

§ 63, stk. 4

§ 63, stk. 5

Udlevering af oplysninger til kreditvurdering med

samtykke fra skattepligtig

§ 64, stk. 1

§ 64, stk. 2

§ 64, stk. 3

§ 64, stk. 4

Afsnit III

Kapitel 8

Administrative sanktioner

Afskæring af TastSelv

§ 65, stk. 1

§ 65, stk. 2

§ 65, stk. 3

§ 65, stk. 4

Tvangsbøder

§ 66, stk. 1

§ 66, stk. 2

§ 66, stk. 3

§ 66, stk. 4

Skattetillæg

§ 67, stk. 1

§ 67, stk. 2

§ 68

§ 69

§ 66, stk. 1

Skønsmæssig ansættelse

§ 70, stk. 1

§ 70, stk. 2

§ 70, stk. 3

§ 70, stk. 4

§ 70, stk. 5

Revisorpålæg

§ 71, stk. 1

§ 71, stk. 2

§ 71, stk. 3

§ 71, stk. 4

Kapitel 9

Straffebestemmelser

Aktivt og passivt skattesvig

§ 72, stk. 1

§ 72, stk. 2

§ 73, stk. 1 og 2

§ 73, stk. 3

§ 73, stk. 4

Bestemmelsen er ny.

§ 5, stk. 2

§ 9, stk. 1

Bestemmelsen er ny.

§ 9, stk. 2

§ 5, stk. 1, 1. og 2. pkt.

§ 5, stk. 1, 6. pkt.

§ 5, stk. 1, 3. – 5. pkt.

§ 5, stk. 1, sidste pkt.

§ 5, stk. 2

§ 5, stk. 3

Bestemmelsen er ny.

§ 3 D, stk. 1

§ 3 D, stk. 2

§ 3 D, stk. 3

§ 3 D, stk. 4

§ 13, stk. 1

§ 13, stk. 2

§ 16, stk. 1, stk. 1

§ 15

§ 16, stk. 3 og § 15

229

§ 16, stk. 2, delvist og ny

§ 13 A

§ 13 C

§ 17, stk. 2

§ 14, stk. 4

§ 14, stk. 1 og 3

§ 14, stk. 2

§ 14, stk. 5

§ 14, stk. 6

§ 17, stk. 1

§ 17, stk. 3

§ 13 B, stk. 1

§ 13 B, stk. 2

§ 17, stk. 4

§ 18

§ 21

§ 73, stk. 5

§ 74, stk. 1, nr. 1 fsva. de gældende §§ 11 C og 11 D

Videreføres ikke.

§ 74, stk. 1, nr. 2

§ 74, stk. 1, nr. 3

Videreføres i skatteindberetningsloven

§ 74, stk. 1, nr. 4

Videreføres i skatteindberetningsloven

§ 74, stk. 1, nr. 5

§ 74, stk. 1, nr. 6

§ 74, stk. 1, nr. 7

§ 74, stk. 1

§ 74, stk. 2

Værnsbestemmelser

§ 75

Videreføres ikke.

Kapitel 10

Straffeprocessuelle regler

§ 76, stk. 1

§ 76, stk. 2

§ 76, stk. 3

§ 76, stk. 4

§ 77, stk. 1

§ 77, stk. 2, 1. pkt.

§ 77, stk. 2, 2. pkt.

§ 78

§ 79

§ 20, stk. 1

§ 20, stk. 2

§ 20, stk. 3

§ 23 A

§ 19, stk. 1

§ 22

§ 19, stk. 2

Bestemmelsen er ny

§ 19 A