Skatteudvalget 2016-17
SAU Alm.del Bilag 253
Offentligt
1781169_0001.png
Folketingets Skatteudvalg
Christiansborg
1240 København K
Randers, den 16. august 2017
Vedr. SKATs mulighed for at rette afgørelser med regnefejl og lignende
Med den seneste affatning af Skatteforvaltningsloven og Vurderingsloven er der utilsigtet indført en
begrænsning i SKATs mulighed for at tilbagekalde afgørelser på vurderingsområdet og sende korrigerede
afgørelser, hvis modtagerne af afgørelserne kan konstatere, at SKAT har lavet regnefejl eller lignende, som
fører til et åbenlyst materielt forkert resultat.
Denne begrænsning gælder også selvom SKAT er enig i regnefejlene og ønsker at rette fejlene.
Vi har nu i en flerhed af sager oplevet, at SKAT ikke anser sig berettiget til at korrigere en allerede truffen
afgørelse, uanset at SKATs regnefejl fører til et materielt forkert resultat i sagen. SKAT anser sig desuden
ikke berettiget til at genoptage den vurdering der er truffet en fejlbehæftet afgørelse om, idet
vurderingssager som oftest indeholder et skøn, som derved er afskåret fra genoptagelse efter
vurderingslovens § 33.
Den eneste løsning i ovennævnte situationer er, at de fejlbehæftede afgørelser påklages til
Skatteankestyrelsen efter Skatteforvaltningslovens § 35a, stk. 1, hvorefter SKAT har mulighed for at
tilbagekalde sagerne fra Skatteankestyrelsen efter § 35a, stk. 5 og rette SKATs fejl.
Det er i praksis også denne ”vejledning” vi modtager fra SKAT i sager med denne problemstilling. Jeg
vedhæfter et par anonymiserede skrivelser fra SKAT til illustration heraf.
Der kan ikke herske tvivl om, at ovenstående proces, hvor der 1) skal sendes en klage til
Skatteankestyrelsen, 2) skal ske en aktering af sagen i Skatteankestyrelsen, 3) klagegebyr skal indbetales til
Skatteankestyrelsen, 4) sagen skal sendes fra Skatteankestyrelsen til udtalelse ved SKAT, 5) udtalelse skal
sendes fra SKAT til Skatteankestyrelsen, 6) klagegebyr skal returneres fra Skatteankestyrelsen og 7)
eventuel omkostningsgodtgørelse skal ansøges om, behandles af SKAT og udbetales af SKAT, er en
fordyrende, ressourcekrævende og aldeles uhensigtsmæssig proces for at få lov til at rette en simpel
regnefejl, alle er enige om er til stede.
Vi opfordrer på ovenstående baggrund Skatteministeren til at fremsætte forslag om at justere lovgivningen,
der kan sikre SKAT hjemmel til at rette åbenlyse, formelle fejl i de nævnte vurderingssager, hvis SKAT er
enig i fejlene.
Med venlig hilsen
Christian Gommesen-Byrjalsen
Chefjurist