Vejen d. 31/5 2017
Til Social-, Indenrigs- og Børneudvalg og
Beskæftigelsesudvalget og
SKAT
På foranledning af vores besøg 9/maj på Leif Lahns kontor sammen med Leif Lahn, Torsten
Gejl, Bjarne Laustsen samt vi en samtale med Karina Adsbøl fremsender vi hermed
forespørgsel til Social, Indenrigs og Børneudvalg samt Beskæftigelsesudvalget om at
gennemgå Plejefamiliernes forhold i Danmark – samt forslag til ordnede forhold for alle
plejefamilier i Danmark
.
Ligesom vi sender en forespørgsel til SKAT hvorfor Skat anser os som lønmodtager når
resten af systemerne i DK siger at vi er selvstændige. Ligeledes hvorfor at man efter 25 år
stopper de plejefamilier der har valgt at lave virksomhedsregnskab – hvem tog den
beslutning over en nat.
Nu skal der ryddes op – en gang for alle!
Plejefamiliernes forhold er ikke tidsvarende i fht. til hvad det vil sige at være plejefamilie i dagens Danmark
er og hvad disse familier står mål for. I dag er det også et job – en erstatning for institutioner – samt den
familie som det anbragte barn vokser op i. Kommunerne har enevælde og i Danmark har vi 98 fortolkninger
at barnets reform. Den ellers så udmærkede lov bliver ikke overholdt og det har ingen konsekvenser for
kommunerne, men kan til gengæld have store konsekvenser for det anbragte barn og/eller plejefamilien.
Hvis Danmark fortsat skal have plejefamilier, som jo er det bedste for mange af de anbragt børn skal der
arbejdes på disse forhold, for lige nu kan der ikke hverves nye plejefamilier nok grundet disse arbejdsforhold
samt den økonomiske usikkerhed.
Der er desværre en tendens til at vores samarbejdspartner (de anbringende kommuner) bliver mere og
mere hårdkogte og ligeglade med de menneskelige aspekter i anbringelserne. Hvilket betyder de anbragt
børn der betaler prisen for ved straks/tvangs flytninger som vi har set hen over foråret.
Vi ser børn som bliver flyttet, på trods af, at sagkundskaben fortæller, at udsatte børn, som har været udsat
for alle typer af overgreb skal have stabile og forudsigelige rammer for at kunne trives/rykke sig.
Dette sker når plejefamilier ikke vil accepter kommunes vederlagsudspil. Vi høre om plejefamilier der føler
sig truet med at de flytter barnet hvis der ikke skrives under. Det kan få selv den mest hårdkogte forhandler
til at sætte sin underskrift for at sikre det anbragte barns skæbne.
Begrebet kontinuitet og stabilitet er ikke ensbetydende med hurtige skift mod billige anbringelser – som er
blevet kommunernes nye mantra. Det kalder vi offentlig omsorgssvigt.
Desuden er guiden til god praksis for vederlag, jo næsten lige så mangesidet som serviceloven, hvilket ikke
har skabt de rammer omkring plejefamiliers arbejdsvilkår som er nødvendige.
Vi er den eneste gruppe af arbejdstagere som ikke har nogle rettigheder. Interessen for plejefamiliernes
vilkår er desværre noget, som holdes i et jerngreb af kommunerne, der ikke har lyst til at betragte
plejefamilier som kompetente medarbejdere, som burde inviteres til et tæt og ligeværdigt samarbejde med
socialrådgivere og andre professionelle omkring barnet. Det er trods alt plejefamilierne som kender barnet
bedst og har opbygget tilknytning og relation til barnet.
Dette vilkår – at kommuner i bedste fald betragter os som serviceudbydere og ikke kollegaer er så betændt,
at kun en radikal ændring på arbejdsvilkår vil kunne ændre det.