RESUMÉ
Forslag til ændring af lov om elafgift af elektricitet (Afvikling af timebaseret
afgiftsfritagelse for elektricitet produceret på VE-anlæg)
Formålet med forslaget er at begrænse meromkostninger på solcelleområdet ved
at afvikle den timebaserede afgiftsfritagelse for elektricitet produceret på VE-anlæg.
Med den politiske aftale fra 2013 er der politisk aftalt en ramme for udbygningen af
solceller på 800 MW. Rammen for udbygningen er i 2014 hævet til 918 MW.
Solcelleudbygningen forventes nu at stige til i størrelsesordenen ca. 1.350 MW i
2020 og ca. 2.235 i 2030. Det vurderes derfor at være nødvendigt at påbegynde
afviklingen af den timebaserede afgiftsfritagelse for elektricitet produceret på VE-
anlæg for at sikre, at der lukkes for tilgang til ordningen. Afvikling af timebaseret
afgiftsfritagelse ventes at kunne reducere det akkumulerede mindreprovenu i
perioden 2017-2030 fra ca. 4,9 mia. kr. til ca. 3,7 mia. kr.
Afvikling af den timebaserede afgiftsfritagelse for elektricitet produceret på VE-
anlæg vil mindske tilskyndelsen til at investere i solceller og vil dermed reducere
udbygningen af solcellekapacitet.
Med lovforslaget forslås det at afvikle den timebaserede afgiftsfritagelse for elafgift
af elektricitet for nye VE-anlæg samt for eksisterende erhvervsanlæg. Eksisterende
anlæg i husholdninger fastholdes på den nugældende timebaserede
afgiftsfritagelse indtil 2032.
Lovforslaget har økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget ventes at reducere merudbygningen med nye solcelleanlæg med ca.
135 MW i 2020. Dermed forventes et fald i indtægterne for virksomheder, som
producerer, forhandler og installerer solcelleanlæg samt afledte erhverv i forhold til,
hvis ordningen var fortsat uændret. Derudover vil lovforslaget påvirke de indtægter,
som virksomheder med egenproduktion af VE opnår gennem støtte og
afgiftsfritagelse for egetforbrug af egenproduceret VE. På den ene side vil en
overgang fra timeafregning til øjebliksafregning reducere egetforbruget og dermed
værdien af elafgiftsfritagelse for virksomheder med egenproduktion af VE. På den
anden side vil en overgang fra timeafregning til øjebliksafregning øge den mængde
elektricitet, som egenproducenter afsætter til det kollektive elnet, hvilket vil øge
indtægterne fra støtte for virksomheder, der modtager pristillæg.
Reduktioner i støtten for en række erhvervsejede og kommunalt ejede VE-anlæg
på timebasseret nettoafregning skønnes under væsentlig usikkerhed at svare til, at
den indirekte støtte reduceres med omtrent 1-4 pct. Ved indirekte støtte forstås en
indtægt gennem pristillæg og elafgiftsfritagelse. Det bemærkes, at ovenstående
konsekvenser er for et givet år, hvor der også modtages støtte via pristillæg.
Støttereduktionen vil være større, når der ikke længere modtages pristillæg.
Ministeren
Dato
22. maj 2017
J nr. 2017 - 372
Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet
Stormgade 2-6
1470 København K
T: +45 3392 2800
Side 1/2
www.efkm.dk