21. marts 2017
J.nr. 2017-1044
Resumé af forslag til ejendomsvurderingsloven
Formålet med lovforslaget er at udmønte forliget af 18. november 2016 mellem regerin-
gen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk
Folkeparti og Det Radikale Venstre om et nyt ejendomsvurderingssystem.
Lovforslaget fremsættes sammen med et forslag om ændring af skatteforvaltningsloven
og en række andre love, der bl.a. vedrører det aftalte nye klagesystem for vurderingssager.
Sammen skal lovforslagene danne den lovgivningsmæssige ramme om et nyt og forbedret
system for vurdering af fast ejendom med en ordentlig og effektiv klagesagsbehandling.
Dette lovforslag omhandler den del af forliget, der vedrører de grundlæggende vurde-
ringsregler, herunder en ny vurderingsnorm, som afspejler den naturlige usikkerhed, der
altid vil være omkring vurderingerne. Der findes ikke en ”rigtig” pris, da mange individu-
elle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg etc. En vurdering vil
således kunne befinde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at være forkert.
Det er i forslaget til ejendomsvurderingsloven foreslået, at et spænd på plus/minus 20
pct. kan anvendes. For landbrugs- og skovejendomme videreføres de nuværende vurde-
ringer efter den såkaldte ”bondegårdsregel” i en ny fremskrivningsordning.
Herudover indeholder lovforslaget tilbagebetalingsordninger for ejerboliger og erhverv,
der skal sikre, at ejendomsejere, der har betalt skat af en for høj vurdering, automatisk kan
få tilbagebetalt skatterne. Lovforslaget indeholder endvidere regler om ejendomme helt
eller delvist undtaget fra vurdering, en række registerbestemmelser mv. og forskellige
nødvendige overgangsordninger mellem de to vurderingssystemer.
I overensstemmelse med forliget fastsætter lovforslaget således de lovgivningsmæssige
rammer og krav til et betydeligt kvalitetsløft i driften af et moderne ejendomsvurderings-
system, som skal genskabe tilliden til ejendomsvurderingerne. Med lovforslaget følger der
derfor et omfattende arbejde med endelig udvikling af metoder, data, vurderingstilgange,
teknisk systemudvikling m.v. med henblik på, at nye ejendomsvurderinger kan udsendes
for ejerboliger i 2019 og for øvrige ejendomme i 2020. I forbindelse med forliget blev den
samlede økonomiske ramme for dette videre arbejde tilvejebragt.
Lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2018 og er omfattet af de fælles ikrafttrædelses-
regler.