Skatteudvalget 2016-17
SAU Alm.del Bilag 1
Offentligt
1670990_0001.png
SKATTEMINISTEREN
Ændring af fondsbeskatningsloven, ligningsloven og skattekontrolloven (Ophævelse af fondes
adgang til fradrag for ikke-almennyttige uddelinger) (Okt I)
Formålet med lovforslaget er, som opfølgning på en dom fra EU-domstolen, at ophæve fondes fradrag
for uddelinger til ikke-almennyttige formål og samtidigt nedsætte beskatningen af
uddelingsmodtagerne.
Ændring af chokoladeafgiftsloven, ligningsloven, skattekontrolloven og forskellige andre love
(Implementering af ændringsdirektiver vedrørende automatisk udveksling af skatteafgørelser
og land for land-rapportering, skærpede ”colabøder”, ophævelse af bopælskravet i relation til
lån til betaling af ejendomsskatter og ophævelse af krav om dansk statsborgerskab for
modtagelse af skattefrie udetillæg m.v.) (Okt I)
Formålet med lovforslaget er at gennemføre ændringer og tilpasninger af en række forskellige love,
som skal understøtte indsatsen mod skatteunddragelse og ulovlig handel med bl.a. slik, øl og vin.
Endvidere indeholder forslaget ophævelse af bopælskravet ved indefrysning af ejendomsskat og
ophævelse af krav om dansk statsborgerskab for modtagelse af skattefrie udetillæg m.v. Lovforslagets
del om ulovlig handel med bl.a. slik, øl og vin er en opfølgning på en aftale mellem regeringen
(Venstre), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fra april 2016 om at
fordoble ”colabøderne”.
Ændring af skatteforvaltningsloven og ligningsloven (Omkostningsgodtgørelse til skattepligtige
selskaber og fonde, udskydelse af søgsmålsfristen ved klage til Folketingets Ombudsmand,
overførelse af sager om fradrag for forbedring af grundværdi fra Landsskatteretten til
vurderingsankenævnene, ingen omkostningsgodtgørelse ved påklage af afgørelser om
godtgørelse og ved overspringelse af klageinstans i sager om ejendomsvurderinger, initiativer
til imødegåelse af misbrug af godtgørelsesordningen m.v.) (Okt I)
Formålet med lovforslaget er at styrke retssikkerheden ved at genindføre omkostningsgodtgørelse til
skattepligtige selskaber og fonde og at give borgeren en reel mulighed for at klage til Folketingets
Ombudsmand ved, at fristen for domstolsprøvelse udskydes ved klage til ombudsmanden.
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om Retssikkerhedspakke II mellem regeringen (Venstre),
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og Det Konservative
Folkeparti fra maj 2016. Lovforslaget sikrer samtidig, at godtgørelsesordningen ikke tilskynder til en
uhensigtsmæssig anvendelse eller misbrug af reglerne.
Ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, lov om afgift af lønsum m.v., lov
om afgift af elektricitet, lov om afgift af kvælstofoxider, lov om registrering af køretøjer og
forskellige andre love (Tilpasning af afgiftslovene til EuropaKommissionens statsstøttereform,
lønsumsafgiftsfritagelse
for
visse
undervisningsaktiviteter,
ændring
af
godtgørelsesbestemmelse for elektricitet leveret fra land til skibe, tekniske justeringer af lov om
afgift af kvælstofoxider og ændring af reglerne for registrering og udstedelse af EU-
registreringsbevis for blokvogne m.v.) (Okt I)
SAU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 1: Skatteministerens lovprogram for folketingsåret 2016-2017
1670990_0002.png
Lovforslaget har bl.a. til formål at etablere den fornødne hjemmel til SKATs indhentning og
offentliggørelse af oplysninger om statsstøtte i form af afgiftsnedsættelser- og fritagelser til EU-
Kommissionen. Desuden foreslås en ophævelse af grænsen på 400 ton for anvendelsen af reduceret
elafgiftssats for el til erhvervsmæssige skibe ved kaj og en fritagelse af erhvervs- og
produktionsskoler, universiteter m.fl. for lønsumsafgift af deres undervisningsaktiviteter. Endvidere
foreslås en ændring af lov om registrering af køretøjer, hvorefter blokvogne kan blive indsat i
Køretøjsregisteret og få udskrevet en EUregistreringsattest.
Ændring af lov om afgift af elektricitet, fusionsskatteloven og selskabsskatteloven (Lempelse af
elafgift for forlystelser, ændring af reglerne om skattefri spaltning, fradrag for
livforsikringsselskabers særlige bonushensættelser, værdiansættelse af kooperationsbeskattede
andelsforeningers unoterede aktier samt ændring af reglerne om sambeskatning i forbindelse
med konkurs) (Okt I)
Formålet med lovforslaget er at lempe og justere erhvervsbeskatningen, herunder reglerne for
værdiansættelse af visse andelsforeningers aktier. Det foreslås, at livforsikringsselskaber fortsat skal
have fradrag for særlige bonushensættelser, og at forlystelser kan bruge den lave elafgift for el til
procesformål. Det foreslås samtidig at justere reglerne om sambeskatning ved konkurs og reglerne i
fusionsskatteloven om spaltning. Elementet om lempet elafgift for forlystelser er en opfølgning på
aftalen om Vækst og udvikling i hele Danmark mellem regeringen (Venstre), Dansk Folkeparti,
Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fra februar 2016.
Ændring af lov for Grønland om visse spil (Forhøjelse af det beløb, der årligt overføres til
Grønlands Selvstyre for spil udbudt i Grønland) (Nov I)
Formålet med lovforslaget er, at forhøje den årlige overførsel fra den danske stat til Grønlands
selvstyre for spil udbudt i Grønland. Lovforslaget er en opfølgning på skatteministerens redegørelse
til Folketinget om beløbet til Grønland i forbindelse med spil fra april 2016 (R 15).
Ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om fremgangsmåden ved
inddrivelse af skatter og afgifter m.v. (Overdragelse af inddrivelsesopgaven vedrørende
fortrinsberettigede krav til kommuner og kommunale forsyningsselskaber) (Nov I)
Lovforslaget har til formål at overføre inddrivelsesopgaven for nye fortrinsberettigede krav til
kommunerne og kommunale forsyningsvirksomheder. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen
mellem regeringen og KL om at styrke inddrivelsen af borgere og virksomheders gæld til
kommunerne fra april 2016.
Ændring af lov om vurdering af landets faste ejendomme (Vurderingerne i årene
2017 og 2018) (Nov I)
Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i vurderingsloven, som det er nødvendigt
at gennemføre inden årsskiftet for at sikre, at der efter regeringens udskydelse af de nye vurderinger
fortsat vil være vurderinger, der kan danne grundlag for beskatning af fast ejendom, indtil et nyt
vurderingssystem kan tages i anvendelse.
SAU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 1: Skatteministerens lovprogram for folketingsåret 2016-2017
1670990_0003.png
Ændring af personskatteloven og forskellige andre love (JobReform fase II) (Nov I)
Formålet med lovforslaget er at udmønte den del af regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden” fra
juni 2015, hvorefter regeringen vil sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster, så det bedre kan
betale sig at arbejde.
Ændring af boafgiftsloven, skatteforvaltningsloven og forskellige andre love (Nedsættelse af bo-
og gaveafgiften ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder og genoptagelse af
skatteansættelsen for værdipapirer m.v.) (Dec I)
Formålet med lovforslaget er at sænke bo- og gaveafgiften gradvist fra de nuværende 15 pct. til 5 pct.
fra og med 2020 i forbindelse med generationsskifte af familieejede erhvervsvirksomheder.
Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om finansloven for 2016 mellem regeringen (Venstre),
Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fra november 2015. Derudover
indeholder lovforslaget en ændring af reglerne om genoptagelse af skatteansættelsen for værdipapirer
m.v.
Ændring af lov om afgift af vejbenyttelse (Ændring af satser og øget differentiering heraf ud
fra emissionsnormer) (Dec I)
Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i ordningen med fælles vejbenyttelsesafgift,
som forventes aftalt mellem de deltagende lande Luxembourg, Nederlandene, Sverige og Danmark.
Samtidig udgør vedtagelse af lovforslaget samtykke til at ratificere aftalen. De forventede ændringer
omfatter forhøjelse af afgiftssatserne og yderligere differentiering heraf baseret på emissionsnormer.
Ændring af lov om afgift af lønsum m.v. (Ændring af lønsumsafgift på finansielle aktiviteter og
pligt for fogedretterne til indbetaling af moms ved tvangsauktioner) (Feb I)
Formålet med lovforslaget er, at alle virksomheder med salg af momsfrie finansielle ydelser m.v.
fremover skal anvende den afgiftssats i lønsumsafgiftsloven, som gælder for den finansielle sektor
for den del af lønsummen, der vedrører disse ydelser. Endvidere foreslås det, at betalingspligten for
momspligtige tvangsauktionssalg pålægges fogedretterne frem for sælgeren.
Ændring af tonnageskatteloven, sømandsbeskatningsloven og selskabsskatteloven (Udvidelse
af tonnageskatteordningen med mobile borerigge m.v. og justering af beskatningen af
selvejende teatre) (Feb II)
Formålet med lovforslaget er at styrke og fastholde Danmarks position blandt verdens førende
maritime nationer. Lovforslaget indebærer, at aktivitet med udlejning af mobile borerigge får adgang
til tonnageskatteordningen. Forslaget udmønter en del af aftalen om finansloven for 2016 mellem
regeringen (Venstre), Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fra
november 2015. Forslaget vil desuden indeholde en række andre justeringer af
tonnageskatteordningen. Endelig foreslås en justering af beskatningen af selvejende teatre.
SAU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 1: Skatteministerens lovprogram for folketingsåret 2016-2017
1670990_0004.png
Skattekontrollov (Retssikkerhedspakke III) (Feb II)
Formålet med lovforslaget er, som en del af en samlet retssikkerhedspakke, at gennemføre en
modernisering af skattekontrolloven med henblik på at opnå en mere hensigtsmæssig struktur samt
at præcisere en række bestemmelser.
Skatteindberetningslov (Feb II)
Formålet med lovforslaget er, som en del af arbejdet med modernisering af skattekontrolloven, at
overflytte og samle bestemmelser om indberetning af oplysninger fra tredjemand fra den nugældende
skattekontrollov til en ny indberetningslov.
Ændring af kildeskatteloven, momsloven og forskellige andre love (Konsekvensændringer som
følge af skattekontrolloven og skatteindberetningsloven) (Feb II)
Lovforslaget indeholder ændringer i en række forskellige love som følge af forslaget til ny
skattekontrollov og ny skatteindberetningslov.
Ændring af lov om spil (Liberalisering af heste- og hundevæddemål og onlinebingo)
(Feb II)
Formålet med lovforslaget er at ændre lovgivningen på de punkter, hvor det måtte være aktuelt som
følge af en politisk aftale om yderligere liberalisering af spilområdet.
Ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (Harmonisering og forenkling af
inddrivelseslovgivningen og regler om genoptagelse m.v. efter suspenderingen af Ét Fælles
Inddrivelsessystem) (Feb II)
Formålet med lovforslaget er at forenkle inddrivelseslovgivningen med henblik på at lette it-
understøttelsen af inddrivelsen, blandt andet i forhold til at begrænse antallet af forskellige
fordringstyper, så flere fordringstyper kan behandles efter samme inddrivelsesregler. Der foreslås
endvidere tiltag, der har til formål at understøtte en enkel tilrettelæggelse ved bl.a. afskrivning af krav
og ved genoptagelse af sager som følge af funktionalitetsfejlene i EFI.