REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 99: Lovudkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven, Bruxelles I-loven og forskellige andre love (Ændring af reglerne for lægdommere, gennemførelse af værnetingskonventionen m.v.), fra justitsministeren

Retsudvalget 2016-17
REU Alm.del Bilag 99
Offentligt

Civilafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

21. december 2016

Procesretskontoret

Krestina Kilsholm Jørgen-

sen

2016-4000-0313

2130350

Udkast til

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven, Bruxelles I-loven og forskellige

andre love (Ændring af reglerne for lægdommere, gennemførelse af

værnetingskonventionen m.v.)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1257 af 13. oktober 2016, foreta-

ges følgende ændringer:

§ 5

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk.

I forbindelse med en landsdommers varetagelse af hvervet som

formand for en undersøgelseskommission kan der udnævnes yderligere en

landsdommer i den pågældende landsret. Stillingen bortfalder ved første

ledighed i en fast landsdommerstilling i den pågældende landsret efter, at

den pågældende landsdommer er vendt tilbage.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter til stk. 5 og 6.

§ 69

ændres »fylder 70 år« til: »fylder 75 år«.

§ 70

affattes således:

»§

70.

Følgende personer er udelukkede fra at være nævninger og doms-

mænd:

1) ministre,

2) ansatte i ministeriers departementer og ansatte i chefstillinger i de under

departementerne hørende underordnede myndigheder,

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 99: Lovudkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven, Bruxelles I-loven og forskellige andre love (Ændring af reglerne for lægdommere, gennemførelse af værnetingskonventionen m.v.), fra justitsministeren

3) ansatte ved domstolene og i politi, anklagemyndighed, kriminalforsor-

gen og andre myndigheder på Justitsministeriets område,

4) advokater og advokatfuldmægtige, og

5) folkekirkens og de anerkendte trossamfunds gejstlige.«

§ 71, nr. 8,

indsættes efter »velfærd«: »eller uforholdsmæssig ulem-

pe«.

§ 71, nr. 9,

ændres: »gælder.« til: »gælder,«.

§ 71

indsættes som nr. 10:

»10) de, som i to perioder har været udtaget til nævninge- og domsmands-

lister.«

§ 72, 1. pkt.,

indsættes efter »på«: »mindst«.

§ 149, stk. 1, 2. pkt.,

affattes således:

»Forhandling med og afhøring af personer, der ikke behersker det danske

sprog, skal så vidt muligt ske ved hjælp af en uddannet translatør el.lign.«

§ 149, stk. 1, 4. pkt.,

affattes således:

»Tilkaldelse af tolk kan endvidere undlades i straffesager, der behandles

efter § 831 eller kapitel 80, såfremt retten og sagens andre aktører har det

fornødne kendskab til det fremmede sprog, og det i øvrigt findes ubetæn-

keligt.«

10.

§ 247, stk. 1,

ændres »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« til:

»lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser

m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

11.

§ 260, stk. 7, 2. pkt.,

affattes således:

»Det er en betingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og

kandidatuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at den ansatte for at møde i

landsretten eller Sø- og Handelsretten har opnået møderet for landsretten

og for Sø- og Handelsretten efter bestemmelsen i § 133 eller møder med

henblik på at opnå en sådan møderet.«

12.

§ 327, stk. 5, 3. pkt.,

affattes således:

»Uanset § 389 a, stk. 1, § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, kan afslag på fri

proces til en sag, der behandles af byretten eller af Sø- og Handelsretten

eller af landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse.«

13.

§ 495, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »§ 478, stk. 1, nr. 6«: », eller for

krav omfattet af § 478, stk. 2, som er sikret ved lovbestemt pant i det ud-

lagte.«

14.

Efter § 543 indsættes i

kapitel 49:

»§

543 a.

Med hensyn til auktionssagens behandling finder § 506 tilsva-

rende anvendelse. Det gælder dog ikke ved afholdelse af auktion.«

§2

I lov om Bruxelles I-forordningen m.v., jf. lov nr. 1563 af 20. december

2006, som ændret ved lov nr. 518 af 28. maj 2013, foretages følgende æn-

dringer:

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgø-

relser m.v. på det civil- og handelsretlige område«

§ 1, stk. 1,

ændres »og underholdspligtforordningen, jf. bilag 4 til den-

ne lov,« til: »underholdspligtforordningen, jf. bilag 4 til denne lov, og vær-

netingskonventionen, jf. bilag 5 til denne lov,«.

Efter

kapitel 2 b

indsættes:

»Kapitel 2 c

Anerkendelse og fuldbyrdelse efter værnetingskonventionen

§ 8 i.

Anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som er omfattet af

værnetingskonventionen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. An-

modningen skal være skriftlig.

Stk. 2.

Der kan samtidig med en anmodning efter stk. 1, anmodes om fuld-

byrdelse af retsafgørelsen efter retsplejelovens regler.

Stk. 3.

Den, der fremsætter anmodning efter stk. 1, skal, hvis vedkommen-

de ikke har bopæl her i landet, udpege en procesfuldmægtig.

Stk. 4.

En retsafgørelse erklæres eksigibel, når kravene i konventionens

artikel 13 er opfyldt, uden prøvelse af de i konventionen opregnede grunde

til afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse. Den part, mod hvem der an-

modes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling

fremsætte bemærkninger.

Stk. 5.

Retsplejelovens § 149, stk. 2, finder anvendelse på den dokumenta-

tion, der er nævnt i konventionens artikel 13.

Stk. 6.

Fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen er eksigibel,

træffes ved kendelse.

§ 8 j.

Fogedrettens afgørelse om eksigibilitet kan med de ændringer, der

følger af denne lov, kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens

kapitel 37.

Stk. 2.

Landsrettens afgørelse kan med de ændringer, der følger af denne

lov, og med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kæres til Højesteret efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Stk. 3.

Kære efter stk. 1 og 2 sker ved indlevering af kæreskrift til den ret,

hvortil afgørelsen kæres.

Stk. 4.

Fristen for kære af en afgørelse om, at en udenlandsk retsafgørelse

erklæres eksigibel er 1 måned fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt

den part, som afgørelsen retter sig mod.

Stk. 5.

Den ret, hvortil afgørelsen kæres, giver parterne adgang til at udtale

sig. Retten kan bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling.

Stk. 6.

Den ret, hvortil afgørelsen kæres, kan kun afslå at erklære retsafgø-

relsen eksigibel eller ophæve afgørelsen om eksigibilitet efter de grunde,

der er opregnet i konventionen.

§ 8 k.

En retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, kan med de ændringer,

der følger af denne lov, fuldbyrdes efter de regler, der gælder for fuldbyr-

delse af danske afgørelser.

Stk. 2.

I tiden indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet er udlø-

bet, eller indtil en eventuel kære er afgjort, kan der foretages udlæg eller

andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog ikke foretages tvangsauktion over

udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der går videre end til at sikre

tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Et udlægs plads i

rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf. retsplejelovens § 526,

regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen om, at den udenlandske retsaf-

gørelse er eksigibel.

§ 8 l.

Bestrides anerkendelsen af en udenlandsk retsafgørelse, kan en beret-

tiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter reg-

lerne i dette kapitel få fastslået, om retsafgørelsen skal anerkendes.«

Som

bilag 5

indsættes bilag 1 til denne lov.

§3

I designloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 189 af 1. marts 2016, foretages

følgende ændring:

§ 42

affattes således:

»§

42.

Sø- og Handelsretten er EF-designdomstol i første instans, og

Højesteret og landsretterne er EF-designdomstole i anden instans i henhold

til EF-designforordningen. Ved afgørelsen af, om domme afsagt af Sø- og

Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Højesteret eller lands-

retterne, finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6, anvendelse.«

§4

I varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 192 af 1. marts 2016, foreta-

ges følgende ændring:

§ 43 a

affattes således:

»§

43 a.

Sø- og Handelsretten er EU-varemærkedomstol i første instans,

og Højesteret og landsretterne er EU-varemærkedomstole i anden instans i

henhold til EU-varemærkeforordningen. Ved afgørelsen af, om domme

afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov kan ankes til Hø-

jesteret eller landsret, finder retsplejelovens § 368, stk. 4-6, anvendelse.«

§5

I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001, som ændret ved § 13 i lov nr.

430 af 6. juni 2005 og § 1 i lov nr. 252 af 30. marts 2011, foretages følgen-

de ændring:

§ 7, stk. 4,

ophæves.

§6

I lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven, konkursloven,

lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital kom-

munikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler

om vidneforvarede m.v.), foretages følgende ændring:

§ 1, nr. 4,

ophæves.

§7

I lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af forskellige bestemmel-

ser om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer (Afskedigelsesbeskyttel-

se) foretages følgende ændringer:

Efter § 9 indsættes:

»§

10.

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§ 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for

Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.«

§8

I lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre love (Ændringer som følge af kommunalreformen) foretages følgen-

de ændringer:

Efter § 12 indsættes:

»§

13.

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§ 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for

Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.«

§9

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27. november 2014,

som ændret ved § 3 i lov nr. 1867 af 29. december 2015, foretages følgen-

de ændring:

§ 20, nr. 9,

ændres »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« til: »lov

om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v.

på det civil- og handelsretlige område«.

§ 10

I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 17. januar 2014, som ændret ved

§ 3 i lov nr. 740 af 1. juni 2015 og § 3 i lov nr. 400 af 2. maj 2016, foreta-

ges følgende ændringer:

§ 310, stk. 5,

ændres »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« til: »lov

om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v.

på det civil- og handelsretlige område«.

§ 429, stk. 3,

ændres »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« til: »lov

om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v.

på det civil- og handelsretlige område«.

§ 11

I lov nr. 573 af 4. maj 2015 om internationale sikkerhedsrettigheder i fly-

materiel, foretages følgende ændring:

§ 1, stk. 3,

ændres »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« til: »lov om

anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på

det civil- og handelsretlige område«.

§ 12

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

Stk. 2.

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens §

1, nr. 10, §§ 2 og 9-11.

Stk. 3.

§ 1, nr. 3, finder ikke anvendelse på personer, som er optaget på en

grundliste, der er gældende ved lovens ikrafttræden. For disse personer

finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 13

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

§§ 3 og 4 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og

Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsi-

ger.

Bilag 1

Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler

De i denne konvention deltagende stater, som ønsker at fremme internatio-

nal handel og internationale investeringer gennem et forbedret retsligt

samarbejde, som mener, at et sådant samarbejde kan forbedres ved ensarte-

de regler om værneting og om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenland-

ske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som er af den

opfattelse, at et sådant forbedret samarbejde navnlig forudsætter en inter-

national retlig ordning, der giver retssikkerhed og sikrer, at eksklusive

værnetingsaftaler mellem parterne i kommercielle transaktioner er effekti-

ve, og fastlægger regler for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i

sager, der er baseret på sådanne aftaler, har besluttet at indgå denne kon-

vention og er blevet enige om følgende bestemmelser -

Artikel 1 Anvendelsesområde

1. Denne konvention finder i internationale sager anvendelse på eksklusive

værnetingsaftaler, der er indgået på det civil- og handelsretlige område.

2. I forbindelse med anvendelsen af kapitel II anses en sag for at være in-

ternational, medmindre parterne har hjemsted i samme kontraherende stat,

og parternes retsforhold og alle andre relevante forhold i sagen, når der ses

bort fra den udpegede domstols beliggenhed, udelukkende har tilknytning

til den pågældende stat.

3. I forbindelse med anvendelsen af kapitel III anses en sag for at være

international, når der anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en

udenlandsk retsafgørelse.

Artikel 2 Udelukkelser fra anvendelsesområdet

1. Denne konvention finder ikke anvendelse på eksklusive værnetingsafta-

ler,

hvor en af parterne er en fysisk person, der hovedsageligt handler med

henblik på at tilfredsstille personlige behov eller familiens eller en hus-

holdnings behov (en forbruger)

der vedrører arbejdskontrakter, herunder kollektive overenskomster.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse på:

fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne

underholdsforpligtelser

andre familieretlige anliggender, herunder ordninger for formueforhol-

det mellem ægtefæller samt andre rettigheder eller forpligtelser i forbindel-

se med ægteskab eller lignende partnerskabsforhold

testamenter og arv

insolvens, tvangsakkord og lignende forhold

personbefordring og godstransport

havforurening, begrænsning af ansvaret for søretlige krav, havari og

bugsering og bjærgning i nødsituationer

konkurrencehindringer

erstatningsansvar for atomskader

erstatningskrav vedrørende personskade og tort fremsat af eller på vegne

af fysiske personer

erstatningskrav uden for kontraktforhold, som er baseret på deliktansvar

i forbindelse med tingsskade

tinglige rettigheder over fast ejendom samt leje og forpagtning af fast

ejendom

juridiske personers gyldighed, ugyldighed eller opløsning, samt gyldig-

heden af beslutninger truffet af deres organer

gyldigheden af intellektuelle ejendomsrettigheder bortset fra ophavsret

og hertil knyttede rettigheder

krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, bortset fra ophavsret

og hertil knyttede rettigheder, undtagen tvister, som vedrører brud på en

kontrakt mellem parterne vedrørende sådanne rettigheder, eller som kunne

have vedrørt et kontraktbrud

gyldigheden af indførelser i offentlige registre.

3. Uanset stk. 2 er en tvist ikke udelukket fra konventionens anvendelses-

område, når et i stk. 2 udelukket emne kun optræder som et bispørgsmål i

sagen og ikke er tvistens egentlige genstand. Navnlig kan det forhold, at

der som forsvar henvises til et emne, der er udelukket ved stk. 2, ikke i sig

selv medføre, at tvisten udelukkes fra konventionens anvendelsesområde,

hvis det pågældende emne ikke er tvistens egentlige genstand.

4. Denne konvention finder ikke anvendelse på voldgiftsbehandling og

lignende behandlingsformer.

5. En tvist er ikke udelukket fra konventionens anvendelsesområde, blot

fordi en stat, herunder en regering, et regeringsorgan eller en af staten be-

myndiget person, er part i tvisten.

6. Intet i denne konvention indskrænker privilegier og immuniteter, som er

indrømmet stater eller internationale organisationer for så vidt angår dem

og deres ejendom.

Artikel 3 Eksklusive værnetingsaftaler

I denne konvention forstås ved:

"eksklusiv værnetingsaftale" en mellem to eller flere parter indgået afta-

le, der opfylder formkravene i litra c), og hvori det fastsættes, at allerede

opståede tvister eller fremtidige tvister i forbindelse med et bestemt rets-

forhold skal indbringes for domstolene i en kontraherende stat eller for en

eller flere nærmere angivne domstole i en kontraherende stat, således at

ingen andre domstole har kompetence til at behandle sådanne tvister

en værnetingsaftale, hvorved det fastsættes, at tvister skal indbringes for

domstolene i en kontraherende stat eller for en eller flere nærmere angivne

domstole i en kontraherende stat, anses for at være eksklusiv, medmindre

parterne udtrykkeligt har bestemt andet

en eksklusiv værnetingsaftale skal være indgået eller dokumenteret

skriftligt, eller

ii)

ved brug af ethvert andet kommunikationsmiddel, der gør oplysninger-

ne tilgængelige, så de senere kan konsulteres

en eksklusiv værnetingsaftale, der indgår som en del af en kontrakt,

anses for at være en selvstændig aftale, der er uafhængig af kontraktens

øvrige bestemmelser. Gyldigheden af en eksklusiv værnetingsaftale kan

ikke bestrides alene under henvisning til, at kontrakten ikke er gyldig.

Artikel 4 Andre definitioner

1. I denne konvention forstås ved "dom" enhver af en domstol truffen rea-

litetsafgørelse uanset dens benævnelse, herunder en dom eller en kendelse,

og tillige en af domstolen (eller en retsembedsmand) foretagen fastsættelse

af sagsomkostninger, forudsat at fastsættelsen vedrører en realitetsafgørel-

se, der kan anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne konvention. Et

foreløbigt sikrende retsmiddel betragtes ikke som en dom.

2. I forbindelse med denne konvention anses en enhed eller en juridisk

person for at have hjemsted i den stat,

i hvilken dens vedtægtsmæssige hjemsted ligger

i henhold til hvis lovgivning oprettelsen har fundet sted

i hvilken dens hovedkontor ligger, eller

i hvilken dens hovedforretningssted ligger.

KAPITEL II – KOMPETENCE

Artikel 5 Den valgte domstols kompetence

1. Den eller de domstole i en kontraherende stat, der er fastlagt i en eksklu-

siv værnetingsaftale, har kompetence til at behandle en tvist, som er omfat-

tet af aftalen, medmindre aftalen er ugyldig i henhold til lovgivningen i

den pågældende stat.

2. Den domstol, der har kompetence i henhold til stk. 1, kan ikke erklære

sig inkompetent under henvisning til, at tvisten bør indbringes for en dom-

stol i en anden stat.

3. De foregående stykker berører ikke bestemmelserne vedrørende:

den materielle kompetence eller kompetencen baseret på sagsgenstan-

dens værdi

den interne kompetencefordeling mellem domstolene i en kontraherende

stat. Hvis den valgte domstol efter eget skøn kan henvise sagen til en an-

den domstol, skal der dog tages behørigt hensyn til parternes valg.

Artikel 6 Forpligtelser for en domstol, der ikke er valgt

En domstol i en anden kontraherende stat end den, i hvilken den valgte

domstol er beliggende, skal suspendere eller afvise en tvist, der er omfattet

af en eksklusiv værnetingsaftale, medmindre

aftalen er ugyldig ifølge lovgivningen i den stat, hvor den valgte dom-

stol er beliggende

en af parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå aftalen ifølge

lovgivningen i domstolsstaten

en efterkommelse af aftalen ville være klart uretfærdig eller ville være i

åbenbar modstrid med grundlæggende ordre public-principper i domstols-

staten

der foreligger exceptionelle grunde, som parterne ikke har indflydelse

på, og som medfører, at aftalen ikke med rimelighed kan iværksættes, eller

den valgte domstol har afvist at behandle sagen.

Artikel 7 Foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler

Foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler er ikke omfattet af den-

ne konvention. Ifølge bestemmelserne i denne konvention er det hverken

påkrævet eller udelukket, at en domstol i en kontraherende stat anordner,

afslår eller ophæver foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler.

Konventionen er uden betydning for, om en part kan begære sådanne for-

anstaltninger og retsmidler, og om en domstol kan anordne, afslå eller op-

hæve disse.

KAPITEL III – ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE

Artikel 8 Anerkendelse og fuldbyrdelse

1. En dom afsagt af en domstol i en kontraherende stat, der er valgt i en

eksklusiv værnetingsaftale, skal anerkendes og fuldbyrdes i de andre kon-

traherende stater i overensstemmelse med dette kapitel. Anerkendelse eller

fuldbyrdelse kan kun nægtes af de grunde, der er anført i denne konven-

tion.

2. Bortset fra den gennemgang, der er nødvendig for anvendelsen af be-

stemmelserne i dette kapitel, foretages der ingen realitetsprøvelse af den

dom, der er afsagt af oprindelsesdomstolen. Den domstol, som anmodnin-

gen forelægges for, er bundet af de faktiske omstændigheder, som oprin-

delsesdomstolen har lagt til grund for sin kompetence, medmindre der er

tale om en udeblivelsesdom.

3. En dom skal kun anerkendes, hvis den har retskraft i oprindelsesstaten,

og den skal kun fuldbyrdes, hvis den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten.

4. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan udsættes eller afvises, hvis dom-

men er appelleret i oprindelsesstaten, eller hvis fristen for ordinær appel af

afgørelsen ikke er udløbet. En afvisning er ikke til hinder for en senere

anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af dommen.

5. Denne artikel finder også anvendelse på en retsafgørelse truffet af en

domstol i en kontraherende stat efter en henvisning af sagen fra den valgte

domstol i den pågældende kontraherende stat, som tilladt ved artikel 5, stk.

3. Hvis den valgte domstol selv kunne bestemme, om sagen skulle henvi-

ses til en anden domstol, kan det dog nægtes at anerkende eller fuldbyrde

dommen over for en part, der rettidigt i oprindelsesstaten har gjort indsi-

gelse mod henvisningen til en anden domstol.

Artikel 9 Nægtelse af anerkendelse eller fuldbyrdelse

Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan nægtes, hvis

aftalen var ugyldig ifølge lovgivningen i den stat, hvor den valgte dom-

stol er beliggende, medmindre den valgte domstol har fastslået, at aftalen

er gyldig

en af parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå aftalen ifølge

lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives

stævningen eller et hermed ligestillet processkrift, der indeholder de

vigtigste oplysninger om kravet

ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i rette tid og på en sådan måde, at

han har haft mulighed for at varetage sit forsvar, medmindre sagsøgte har

deltaget i et retsmøde og redegjort for sine synspunkter ved oprindelses-

domstolen uden at anfægte forkyndelsen, forudsat at lovgivningen i oprin-

delsesstaten gav mulighed herfor, eller

ii)

i den stat, hvor anmodningen indgives, er blevet forkyndt for sagsøgte

på en måde, der er uforenelig med denne stats grundlæggende retsprincip-

per vedrørende forkyndelse af dokumenter

dommen er opnået ved processuelt bedrageri

anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig med de

grundlæggende ordre public-principper i den stat, hvor anmodningen ind-

gives, herunder situationer hvor proceduren forud for dommen har været

uforenelig med grundlæggende retsplejeprincipper i nævnte stat

dommen strider mod en dom, der i den stat, hvor anmodningen indgives,

er afsagt i en tvist mellem de samme parter, eller

dommen strider mod en dom, der tidligere er afsagt i en anden stat mel-

lem de samme parter i en tvist om samme genstand og på samme grundlag,

og den tidligere dom opfylder de nødvendige betingelser for at blive aner-

kendt i den stat, hvor anmodningen indgives.

Artikel 10 Præjudicielle spørgsmål

1. Hvis et spørgsmål på et område, der er udelukket ved artikel 2, stk. 2,

eller ved artikel 21, er blevet behandlet som et præjudicielt spørgsmål, skal

afgørelsen herom ikke anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne kon-

vention.

2. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse kan nægtes, hvis og i

det omfang retsafgørelsen er baseret på en afgørelse på et område, der er

udelukket ved artikel 2, stk. 2.

3. I tilfælde af en afgørelse om gyldigheden af en anden intellektuel ejen-

domsrettighed end ophavsret eller en hertil knyttet rettighed, kan anerken-

delse eller fuldbyrdelse af en dom dog kun nægtes eller udsættes i henhold

til det foregående stykke, hvis

den pågældende afgørelse er uforenelig med en dom eller en kompetent

myndigheds afgørelse herom, der er afsagt eller truffet i den stat, efter hvis

lovgivning den intellektuelle ejendomsrettighed er opstået, eller

der i nævnte stat verserer en sag om gyldigheden af den intellektuelle

ejendomsrettighed.

4. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom kan nægtes, hvis og i det

omfang dommen er baseret på en afgørelse på et område, der er udelukket

ved en erklæring, som den stat, hvor anmodningen indgives, har afgivet i

henhold til artikel 21.

Artikel 11 Erstatning

1. Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom kan nægtes, hvis og i det

omfang der ved dommen er tilkendt en erstatning, herunder erstatning med

afskrækkende eller straffende formål, som ikke er en kompensation til en

af parterne for det faktiske tab eller den faktiske skade, der er lidt.

2. Domstolen skal tage hensyn til, om og i hvilket omfang den af oprindel-

sesdomstolen tilkendte erstatning har til formål at dække omkostninger og

udgifter i forbindelse med sagen.

Artikel 12 Retsforlig

Retsforlig, som en domstol i en kontraherende stat, der er valgt ved en

eksklusiv værnetingsaftale, har godkendt, eller som under sagens behand-

ling er blevet indgået ved en sådan domstol, og som i oprindelsesstaten

kan fuldbyrdes på samme måde som en dom, fuldbyrdes i henhold til kon-

ventionen på samme måde som en dom.

Artikel 13 Dokumenter, der skal forelægges

1. Den part, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse, skal forelæg-

en fuldstændig bekræftet kopi af dommen

den eksklusive værnetingsaftale, en bekræftet kopi heraf eller et andet

bevis på, at der er indgået en sådan aftale

hvis der er tale om en udeblivelsesdom, original eller bekræftet kopi af

et dokument, hvoraf det fremgår, at stævningen eller et hermed ligestillet

processkrift er blevet forkyndt for den udeblevne part

eventuelle dokumenter, som måtte være nødvendige for at konstatere, at

dommen har retskraft, eller, når det er relevant, at den kan fuldbyrdes i

oprindelsesstaten

i det i artikel 12 omhandlede tilfælde en attest fra domstolen i oprindel-

sesstaten, hvoraf det fremgår, at retsforliget eller en del heraf i oprindelses-

staten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom.

2. Hvis dommens indhold ikke giver den domstol, hvor anmodningen ind-

gives, mulighed for at konstatere, at betingelserne i dette kapitel er opfyldt,

kan domstolen kræve forelæggelse af alle nødvendige dokumenter.

3. En anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse kan vedlægges et

dokument, der er udstedt af en domstol (herunder en retsembedsmand) i

oprindelsesstaten, i den udformning, som Haagerkonferencen om Interna-

tional Privatret har anbefalet og offentliggjort.

4. Hvis de i denne artikel nævnte dokumenter ikke er affattet på et sprog,

der er et officielt sprog i den stat, hvor anmodningen indgives, skal de

ledsages af en autoriseret oversættelse til et i denne stat officielt sprog,

medmindre andet følger af lovgivningen i den stat, hvor anmodningen ind-

gives.

Artikel 14 Procedure

Proceduren for anerkendelse, eksekvatur, registrering med henblik på fuld-

byrdelse og fuldbyrdelse af dommen følger lovgivningen i den stat, hvor

anmodningen indgives, medmindre andet er fastsat i denne konvention.

Den domstol, anmodningen forelægges for, skal hurtigt tage stilling.

Artikel 15 Gyldighed af enkelte bestemmelser

En udskillelig del af en dom anerkendes eller fuldbyrdes, hvis der anmodes

om anerkendelse eller fuldbyrdelse af den pågældende del, eller hvis kun

en del af dommen kan anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne kon-

vention.

KAPITEL VI – GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 16 Overgangsbestemmelser

1. Denne konvention finder anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler

indgået efter dens ikrafttræden for den stat, i hvilken den valgte domstol er

beliggende.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse på tvister, der er indledt inden

dens ikrafttræden for den stat, i hvilken den domstol, som anmodningen

forelægges for, er beliggende.

Artikel 17 Forsikrings- og genforsikringsaftaler

1. En tvist vedrørende en forsikrings- eller genforsikringsaftale kan ikke

udelukkes fra denne konventions anvendelsesområde under henvisning til,

at forsikrings- eller genforsikringsaftalen vedrører et forhold, som konven-

tionen ikke finder anvendelse på.

2. Anerkendelse og fuldbyrdelse af en dom vedrørende erstatningsansvar,

der hviler på en forsikrings- eller genforsikringsaftale kan ikke begrænses

eller nægtes under henvisning til, at erstatningsansvaret ifølge den pågæl-

dende aftale omfatter pligt til at yde den forsikrede eller den genforsikrede

erstatning i forbindelse med

et forhold, som denne konvention ikke finder anvendelse på, eller

en beslutning om skadeserstatning, som artikel 11 kunne finde anven-

delse på.

Artikel 18 Ingen legalisering

Alle dokumenter, der fremsendes eller forelægges i henhold til denne kon-

vention, er fritaget for legalisering

og alle tilsvarende formaliteter, herunder en apostille.

Artikel 19 Erklæringer om begrænsning af domstolskompetencen

En stat kan erklære, at dens domstole kan afvise at behandle tvister, som er

omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale, hvis der, bortset fra den valgte

domstols beliggenhed, ikke er nogen forbindelse mellem den pågældende

stat og parterne eller tvisten.

Artikel 20 Erklæringer om begrænsning af anerkendelsen og fuldbyrdelsen

En stat kan erklære, at dens domstole kan afvise at anerkende eller fuld-

byrde en dom afsagt af en domstol i en anden kontraherende stat, hvis par-

terne havde sædvanligt opholdssted i den stat, hvor anmodningen indgives,

og forbindelsen mellem parterne og alle andre relevante forhold i sagen

udelukkende havde tilknytning til den stat, hvor anmodningen indgives,

uanset den valgte domstols beliggenhed.

Artikel 21 Erklæringer om specifikke områder

1. Når en stat har en stærk interesse i ikke at anvende denne konvention på

et specifikt område, kan den pågældende stat erklære, at den ikke vil an-

vende konventionen på dette område. En stat, der afgiver en sådan erklæ-

ring, skal sørge for, at erklæringen ikke er mere omfattende end nødven-

digt, og at det udelukkede specifikke område er klart og præcist defineret.

2. For så vidt angår det pågældende område, finder konventionen ikke an-

vendelse

i den kontraherende stat, der har afgivet erklæringen

i de andre kontraherende stater, når domstolene eller en eller flere be-

stemte domstole i den stat, der har afgivet erklæringen, er valgt i en eks-

klusiv værnetingsaftale.

Artikel 22 Gensidige erklæringer om ikke-eksklusive værnetingsaftaler

1. En kontraherende stat kan erklære, at dens domstole vil anerkende og

fuldbyrde retsafgørelser truffet af andre kontraherende staters domstole,

som to eller flere parter har valgt ved en værnetingsaftale, der opfylder

betingelserne i artikel 3, litra c), og ved hvilken det er fastsat, at allerede

opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsfor-

hold kan indbringes for en domstol eller domstolene i en eller flere kontra-

herende stater (en ikke-eksklusiv værnetingsaftale).

2. Hvis der i forbindelse med en dom afsagt i en kontraherende stat, der

har afgivet en sådan erklæring, anmodes om anerkendelse eller fuldbyrdel-

se i en anden kontraherende stat, der har afgivet en sådan erklæring

anerkendes og fuldbyrdes dommen i henhold til denne konvention, hvis

oprindelsesdomstolen var udpeget i en ikke-eksklusiv værnetingsaftale

der ikke foreligger nogen dom afsagt af en anden af de domstole, som

tvisten ifølge den ikke-eksklusive værnetingsaftale kunne indbringes for,

og der heller ikke ved nogen anden domstol verserer nogen sag mellem de

samme parter om samme tvist, samt

oprindelsesdomstolen var den første domstol, som sagen blev indbragt

for.

Artikel 23 Ensartet fortolkning

Ved fortolkningen af denne konvention skal der tages hensyn til dens in-

ternationale karakter og behovet for at fremme en ensartet anvendelse.

Artikel 24 Vurdering af konventionens anvendelse

Generalsekretæren for Haagerkonferencen om International Privatret tager

med regelmæssige mellemrum initiativ til:

en vurdering af, hvordan konventionen anvendes, herunder også eventu-

elle erklæringer, og

overvejelser af, om der bør foretages ændringer af konventionen.

Artikel 25 Forskellige retssystemer

1. I forbindelse med en kontraherende stat, hvor to eller flere retssystemer

finder anvendelse i forskellige territoriale enheder for så vidt angår de i

denne konvention omhandlede forhold,

skal en henvisning til en stats lovgivning eller procedurer forstås som en

henvisning til den lovgivning eller de procedurer, der gælder for den på-

gældende territoriale enhed

skal en henvisning til hjemsted i en stat forstås som en henvisning til

hjemsted i den pågældende territoriale enhed

skal en henvisning til domstolen eller domstolene i en stat forstås som

en henvisning til domstolen eller domstolene i den pågældende territoriale

enhed

skal en henvisning til forbindelsen med en stat forstås som en henvis-

ning til forbindelsen med den pågældende territoriale enhed.

2. Uanset det foregående stykke er en kontraherende stat med to eller flere

territoriale enheder, hvor der gælder forskellige retssystemer, ikke forplig-

tet til at anvende denne konvention i tilfælde, der udelukkende vedrører

disse forskellige territoriale enheder.

3. En domstol i en territorial enhed i en kontraherende stat med to eller

flere territoriale enheder, hvor der gælder forskellige retssystemer, er ikke

forpligtet til at anerkende eller fuldbyrde en dom fra en anden kontraheren-

de stat, blot fordi dommen i henhold til denne konvention er blevet aner-

kendt eller fuldbyrdet i en anden territorial enhed i samme kontraherende

stat.

4. Denne artikel finder ikke anvendelse på en organisation for regional

økonomisk integration.

Artikel 26 Forbindelsen med andre internationale aftaler

1. Denne konvention skal fortolkes således, at den så vidt muligt er forene-

lig med andre traktater, der gælder for de kontraherende stater, uanset om

disse er indgået før eller efter denne konvention.

2. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en

traktat, uanset om den er indgået før eller efter konventionen, i tilfælde

hvor ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat, der ikke er

part i traktaten.

3. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en

traktat, der er indgået inden konventionens ikrafttræden for den pågælden-

de stat, hvis anvendelsen af denne konvention er uforenelig med denne

kontraherende stats forpligtelser over for ikke-kontraherende stater. Dette

stykke gælder også for traktater, der ændrer eller erstatter en traktat indgå-

et inden denne konventions ikrafttræden for denne kontraherende stat, und-

tagen i det omfang der ved ændringen eller ved den nye traktat skabes nye

uoverensstemmelser med denne konvention.

4. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en

traktat, uanset om denne er indgået før eller efter denne konvention, med

henblik på at opnå anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom afsagt af en

domstol i en anden kontraherende stat, der også er part i den pågældende

traktat. Dommen må dog ikke anerkendes eller fuldbyrdes i mindre om-

fang, end det ville være tilfældet ifølge denne konvention.

5. Denne konvention berører ikke en kontraherende stats anvendelse af en

traktat, der for et specifikt område regulerer domstolskompetence eller

anerkendelse eller fuldbyrdelse af domme, heller ikke hvis traktaten er

indgået efter konventionen, og alle berørte stater er parter i denne konven-

tion. Dette stykke finder kun anvendelse, hvis den kontraherende stat har

afgivet en erklæring om traktaten i henhold til dette stykke. I tilfælde af en

sådan erklæring er de andre kontraherende stater, for så vidt der foreligger

uforenelighed, ikke forpligtede til at anvende denne konvention på det

pågældende område, hvis den stedlige kompetence ved en eksklusiv vær-

netingsaftale er tillagt domstolene eller en eller flere domstole i den kon-

traherende stat, der har afgivet erklæringen.

6. Denne konvention berører ikke anvendelsen af de gældende regler i en

regional organisation for økonomisk integration, der er part i denne kon-

vention, uanset om de er vedtaget før eller efter konventionen,

hvis ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat, der ikke er

medlemsstat i den regionale organisation for økonomisk integration

for så vidt angår anerkendelse eller fuldbyrdelse af domme mellem

medlemsstater i den regionale organisation for økonomisk integration.

KAPITEL V – AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 27 Undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædel-

1. Denne konvention er åben for undertegnelse af alle stater.

2. Signatarstaterne er først bundet af denne konvention, når de har ratifice-

ret, accepteret eller godkendt den.

3. Denne konvention er åben for tiltrædelse af alle stater.

4. Ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne

deponeres i Kongeriget Nederlandenes udenrigsministerium, som er kon-

ventionens depositar.

Artikel 28 Erklæringer vedrørende forskellige retssystemer

1. Hvis en stat består af to eller flere territoriale enheder, hvor de forhold,

som behandles i denne konvention, er underkastet forskellige retssystemer,

kan den på undertegnelses-, ratificerings-, accept-, godkendelses- eller

tiltrædelsestidspunktet afgive erklæring om, at konventionen finder anven-

delse på alle dens territoriale enheder eller kun på en eller flere af dem, og

den kan når som helst ændre denne erklæring ved at afgive en ny.

2. En sådan erklæring sendes til depositaren og skal udtrykkeligt angive,

hvilke territoriale enheder konventionen gælder for.

3. Hvis en stat ikke afgiver nogen erklæring i henhold til denne artikel,

finder konventionen anvendelse på alle den pågældende stats territoriale

enheder.

4. Denne artikel finder ikke anvendelse på en organisation for regional

økonomisk integration.

Artikel 29 Organisationer for regional økonomisk integration

1. En organisation for regional økonomisk integration, der udelukkende

består af suveræne stater, og som har kompetence på alle eller nogle af de

områder, som konventionen regulerer, kan ligeledes undertegne, acceptere,

godkende eller tiltræde konventionen. Organisationen for regional økono-

misk integration har i så fald de samme rettigheder og forpligtelser som en

kontraherende stat, i det omfang den pågældende organisation har kompe-

tence på de områder, der reguleres af konventionen.

2. Organisationen for regional økonomisk integration giver på tidspunktet

for undertegnelsen, accepten,

eddelelse om, hvilke områder der er omfat-

tet af konventionen, og for hvilke organisationen har fået overført kompe-

tence fra sine medlemsstater. Organisationen giver straks depositaren

skriftlig meddelelse om eventuelle ændringer af dens kompetence i forhold

til dens seneste meddelelse i henhold til dette stykke.

3. I forbindelse med ikrafttrædelsen af denne konvention vil retsakter, der

er deponeret af en organisation for regional økonomisk integration, ikke

tælle med, medmindre organisationen for regional økonomisk integration i

overensstemmelse med artikel 30 erklærer, at dens medlemsstater ikke

bliver parter i denne konvention.

4. En henvisning i denne konvention til en "kontraherende stat" eller "stat"

er ligeledes, når det er relevant, at betragte som en henvisning til en orga-

nisation for regional økonomisk integration, der er part i konventionen.

Artikel 30 Tiltrædelse af en organisation for regional økonomisk integra-

tion uden dens medlemsstater

1. På tidspunktet for undertegnelsen, accepten, godkendelsen eller tiltræ-

delsen kan en organisation for regional økonomisk integration erklære, at

den har kompetence på alle de af denne konvention regulerede områder, og

at dens medlemsstater ikke bliver parter i konventionen, men vil være bun-

det heraf i kraft af organisationens undertegnelse, accept, godkendelse

eller tiltrædelse.

2. Når en organisation for regional økonomisk integration afgiver en er-

klæring i overensstemmelse med stykke 1, er en henvisning i denne kon-

vention til en "kontraherende stat" eller "stat" ligeledes, når det er relevant,

at betragte som en henvisning til organisationens medlemsstater.

Artikel 31 Ikrafttræden

1. Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger

efter udløbet af en periode på tre måneder fra deponeringen af det andet

ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument som om-

handlet i artikel 27.

2. Herefter træder konventionen i kraft

for enhver stat eller organisation for regional økonomisk integration, der

på et senere tidspunkt ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder den,

den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre

måneder fra deponeringen af dens ratifikations-, accept-, godkendelses-

eller tiltrædelsesinstrument

for en territorial enhed, som bliver omfattet af denne konvention i over-

ensstemmelse med artikel 28, stk. 1, den første dag i den måned, der følger

efter udløbet af en periode på tre måneder fra meddelelsen af den i nævnte

artikel omhandlede erklæring.

Artikel 32 Erklæringer

1. Erklæringer som omhandlet i artikel 19, 20, 21, 22 og 26 kan afgives i

forbindelse med undertegnelse, ratifikation, accept, godkendelse eller til-

trædelse eller på et hvilket som helst tidspunkt herefter, og kan når som

helst ændres eller tilbagekaldes.

2. Erklæringer, ændringer og tilbagekaldelser skal meddeles depositaren.

3. En erklæring, der afgives med undertegnelsen, ratifikationen, accepten,

godkendelsen eller tiltrædelsen, får virkning samtidigt med konventionens

ikrafttræden for den pågældende stat.

4. En erklæring, der afgives på et senere tidspunkt, og en eventuel ændring

eller tilbagekaldelse af en erklæring får virkning den første dag i den må-

ned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra dagen for

depositarens modtagelse af meddelelsen.

5. En erklæring i medfør af artikel 19, 20, 21 og 26 finder ikke anvendelse

på eksklusive værnetingsaftaler, der er indgået, inden erklæringen får virk-

ning.

Artikel 33 Opsigelse

1. Deltagelsen i denne konvention kan opsiges ved skriftlig meddelelse

herom til depositaren. Opsigelsen kan begrænses til en eller flere territoria-

le enheder i en stat med forskellige retssystemer, som er omfattet af denne

konvention.

2. Opsigelsen får virkning den første dag i den måned, der følger efter ud-

løbet af en periode på tolv måneder fra dagen for depositarens modtagelse

af meddelelsen. Hvis der i meddelelsen specificeres et længere opsigelses-

varsel, får opsigelsen virkning ved udløbet af den pågældende periode ef-

ter dagen for depositarens modtagelse af meddelelsen.

Artikel 34 Meddelelser fra depositaren

Depositaren giver medlemmerne af Haagerkonferencen om International

Privatret og de andre stater og organisationer for regional økonomisk inte-

gration, som har undertegnet, ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt

denne konvention i overensstemmelse med artikel 27, 29 og 30, meddelel-

se om følgende:

de i artikel 27, 29 og 30 omhandlede undertegnelser, ratifikationer, ac-

cepter, godkendelser og tiltrædelser

datoen for denne konventions ikrafttræden i henhold til artikel 31

meddelelser, erklæringer, ændringer og tilbagekaldelser af erklæringer

som omhandlet i artikel 19, 20, 21, 22, 26, 28, 29 og 30

opsigelser som omhandlet i artikel 33.

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt bemyndigede her-

til, undertegnet denne konvention.

Udfærdiget i Haag, den 30. juni 2005, på engelsk og fransk, idet begge

tekster har samme gyldighed, i ét eksemplar, som deponeres i Kongeriget

Nederlandenes regerings arkiv, og hvoraf en bekræftet genpart ad diploma-

tiske kanaler vil blive fremsendt til hver af de stater, som var medlem af

Haagerkonferencen om International Privatret på tidspunktet for dens 20.

samling, samt til alle de øvrige stater, som deltog i denne samling.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Opfølgning på anbefalingerne fra Arbejdsgruppen om udvælgelse af

lægdommere

2.1. Indledning

2.2. Udvælgelse af lægdommere

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3. Aldersgrænsen for lægdommere

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Arbejdsgruppens overvejelser

2.3.3. Justitsministeriets overvejelser

2.4. Udelukkelse fra hvervet som lægdommer

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Arbejdsgruppens overvejelser

2.4.3. Justitsministeriets overvejelser

2.5. Fritagelse for hvervet som lægdommer

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Arbejdsgruppens overvejelser

2.5.3. Justitsministeriets overvejelser

3. Gennemførelse af værnetingskonventionen

3.1. Indledning

3.2. Gældende ret

3.2.1. Retsplejelovens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af

udenlandske retsafgørelser mv.

3.2.2. Retsplejelovens regler om stedlig kompetence, herunder vær-

netingsaftaler

3.2.3. Regler om værneting og anerkendelse og fuldbyrdelse i inter-

nationale aftaler

3.3. Konventionens indhold

3.3.1. Anvendelsesområde og definitioner

3.3.2. Kompetenceregler

3.3.3. Anerkendelse og fuldbyrdelse

3.4. Lovforslagets udformning og konventionens gennemførelse i

dansk ret.

3.4.1. Generelle overvejelser og forslag

3.4.2. Erklæringer om konventionens anvendelsesområde

3.4.3. Forholdet til andre internationale aftaler

3.4.4. Konventionens regler om værneting

3.4.5. Konventionens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse

4. Anvendelse af telekommunikation i auktionssager

4.1. Gældende ret

4.2. Justitsministeriets overvejelser

4.3. Den foreslåede ordning

5. Foretagelse af udlæg på fogedrettens kontor, hvis skyldner ikke er

mødt

5.1. Gældende ret

5.2. Justitsministeriets overvejelser

5.3. Den foreslåede ordning

6. Adgangen til tolkning i retssager

6.1. Gældende ret

6.2. Justitsministeriets overvejelser

6.3. Den foreslåede ordning

7. Udnævnelse af en ekstra landsdommer i forbindelse med en lands-

dommers varetagelse af hvervet som formand for en undersøgelseskom-

mission

7.1. Gældende ret

7.2. Justitsministeriets overvejelser

7.3. Den foreslåede ordning

8. Forbrugerombudsmandens adgang til at anvende mandatarsager i

henhold til retsplejelovens § 260, stk. 7, som prøvesager

8.1. Gældende ret

8.2. Justitsministeriets overvejelser

8.3. Den foreslåede ordning

9. Kære af afslag på fri proces

9.1. Gældende ret

9.2. Justitsministeriets overvejelser

9.3. Den foreslåede ordning

10. Anke af sager om EU-varemærker og EF-design

10.1. Gældende ret

10.2. Justitsministeriets overvejelser

10.3. Den foreslåede ordning

11. Bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland

12. Konsekvensændringer mv.

13. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

14. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

mv.

15. De administrative konsekvenser for borgere

16. De miljømæssige konsekvenser

17. Forholdet til EU-retten

18. Hørte myndigheder og organisationer mv.

19. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget indeholder

for det første

en række forslag til ændringer af

retsplejelovens regler om lægdommere. Der foreslås således en forhøjelse

af aldersgrænsen for lægdommere, ændring af reglerne om udelukkelse og

fritagelse fra hvervet som lægdommer samt mulighed for, at kommunerne

selv kan fastsætte antallet af medlemmer i de kommunale grundlisteud-

valg. Denne del af lovforslaget bygger på den rapport, som Arbejdsgrup-

pen om udvælgelse af lægdommere afgav i foråret 2016 og har til formål

at gennemføre en række af de anbefalinger, som arbejdsgruppen har præ-

senteret i rapporten.

Der henvises til pkt. 2 nedenfor.

Lovforslaget indebærer

for det andet

en række forslag til ændringer af lov

om Bruxelles I-forordningen mv. Ændringerne sker som led i gennemfø-

relsen af Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler. Kon-

ventionen fastsætter regler om værneting samt anerkendelse og fuldbyrdel-

se i sager, der

er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale.

Det fore-

slås, at konventionen gennemføres i lov om Bruxelles I-forordningen mv.,

ligesom det foreslås at indsætte et nyt kapitel i loven, der indeholder sup-

plerende bestemmelser, der vurderes at være nødvendige for anvendelsen

af konventionen.

Der henvises til pkt. 3 nedenfor.

Lovforslaget indebærer

for det tredje,

at der indføres mulighed for at an-

vende telekommunikation i forbindelse med fogedrettens behandling af

auktionssager, således at behandlingen af auktionssager kan ske mere ef-

fektivt og smidigt.

Der henvises til pkt. 4. nedenfor.

Lovforslaget giver

for det fjerde

mulighed for, at fogedretten, hvis skyld-

neren ikke er mødt, kan foretage udlæg på rettens kontor i fast ejendom

mv. for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. retspleje-

lovens § 478, stk. 2, og som er sikret ved lovbestemt pant i det udlagte.

Der henvises til pkt. 5 nedenfor.

Lovforslaget har

for det femte

til formål at præcisere reglerne om adgan-

gen til tolkning i retssager, således at ordlyden af retsplejelovens § 149,

stk. 1, bringes i overensstemmelse med indholdet af artikel 6, stk. 3, litra e,

i Den Europæiske Menneskeretskonvention og Menneskerettighedsdom-

stolens fortolkning heraf.

Der henvises til pkt. 6 nedenfor.

Lovforslaget indebærer

for det sjette,

at der indføres mulighed for, at der

kan udnævnes en yderligere landsdommer i de tilfælde, hvor en landsdom-

mer ved den pågældende landsret varetager hvervet som formand for en

undersøgelseskommission.

Der henvises til pkt. 7 nedenfor.

For det syvende

foreslås det, at der gives adgang til, at ansatte i Forbru-

gerombudsmandens sekretariat kan anvende mandatarsager efter retspleje-

lovens § 260, stk. 7, som prøvesager med henblik på at opnå møderet ved

landsretten og Sø- og Handelsretten.

Der henvises til pkt. 8 nedenfor.

Lovforslaget har

for det ottende

til formål at ændre reglerne for kære af

kendelser om afslag på fri proces afsagt af en byret, således at kære kan

ske uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Der henvises til pkt. 9 nedenfor.

For det niende

foreslås det, at reglerne om anke af sager om EU-varemær-

ker og EF-design i henholdsvis varemærkeloven og designloven ændres,

således at det fremgår af bestemmelserne, at både Højesteret og landsret-

terne er EF-design- og EU-varemærkedomstole i anden instans, og at afgø-

relsen af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten kan ankes til Højeste-

ret eller landsretterne, træffes efter retsplejelovens regler om anke af dom-

me afsagt af Sø- og Handelsretten.

Der henvises til pkt. 10 nedenfor.

Endelig indeholder lovforslaget en række konsekvensændringer og æn-

dringer af lovteknisk karakter af retsplejeloven og forskellige andre love.

Der henvises til pkt. 11 og 12 nedenfor.

2. Opfølgning på anbefalingerne fra Arbejdsgruppen om udvælgelse af

lægdommere

2.1. Indledning

Justitsministeriet nedsatte ved kommissorium af 12. januar 2009 Arbejds-

gruppen om udvælgelse af lægdommere. Arbejdsgruppen skulle efter sit

kommissorium overveje, hvordan det på den mest hensigtsmæssige måde

sikres, dels at de personer, der udtages til at virke som lægdommere, er

egnede hertil, dels at sammensætningen af lægdommere i videst muligt

omfang afspejler befolkningens sammensætning. Derudover blev arbejds-

gruppen bedt om at overveje, om der er behov for at gøre hvervet som læg-

dommer mere attraktivt, herunder om de nuværende ydelser er passende.

Ved tillægskommissorium af 23. juli 2009 blev arbejdsgruppen anmodet

om tillige at overveje afgrænsningen af reglerne i retsplejelovens § 70 om

udelukkelse fra at være lægdommer, herunder om der bør lægges vægt på

det formelle eller reelle ansættelsessted, og om den pågældendes konkrete

funktion bør inddrages i vurderingen.

Arbejdsgruppen om udvælgelse af lægdommere afgav sin rapport i foråret

2016. Arbejdsgruppen har i rapporten præsenteret en række anbefalinger i

relation til udvælgelse af lægdommere mv.

En række af arbejdsgruppens forslag forudsætter en ændring af de gælden-

de regler på området. Lovforslaget indeholder på den baggrund en række

forslag til ændringer af retsplejelovens regler om lægdommere.

2.2. Udvælgelse af lægdommere

2.2.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 68, stk. 1, at der for hver landsretsnævnin-

gekreds skal vælges et antal personer, der må anses for egnede til at virke

som nævninger eller domsmænd, for et tidsrum af 4 år regnet fra en 1. ja-

nuar. Listerne over disse personer benævnes grundlister.

Til nævning og domsmand kan udtages enhver uberygtet mand eller kvin-

de, der har valgret til Folketinget, medmindre den pågældende fylder 70 år

inden udløbet af det tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, eller på grund

af åndelig eller legemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det dan-

ske sprog er ude af stand til at fyldestgøre en nævning eller domsmands

pligter, jf. retsplejelovens § 69. Hvis den pågældende er udelukket fra at

være nævning eller domsmand efter retsplejelovens § 70 om udelukkelse

af visse nærmere angivne personer, kan vedkommende heller ikke udtages.

Det følger af retsplejelovens § 72, at udtagelse til grundlisten inden for

hver kommune foretages af et grundlisteudvalg på fem medlemmer, der

udpeges af kommunalbestyrelsen for de kommunale råds valgperiode. I

København kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der skal nedsættes

flere grundlisteudvalg. De nærmere regler om antallet af personer, der skal

udtages, og om selve udtagelsen fastsættes af justitsministeren.

Justitsministeriet har med hjemmel i retsplejelovens § 72 udstedt bekendt-

gørelse nr. 809 af 5. december 1990 om grundlister med senere ændringer

(herefter grundlistebekendtgørelsen).

Det følger af § 3 i grundlistebekendtgørelsen, at der til grundlisten udtages

1 person for hvert fulde antal af 300 indbyggere. Antallet af indbyggere

opgøres efter det tabelværk om befolkningen i kommunerne, som Dan-

marks Statistik senest har offentliggjort forud for udtagelsen. I København

udtages 1.800 personer til grundlisten, jf. grundlistebekendtgørelsens § 3,

stk. 2.

De personer, der udtages, skal ifølge grundlistebekendtgørelsens § 4, stk.

1, udgøre et alsidigt sammensat udsnit af befolkningen. Der skal tilstræbes

en ligelig repræsentation af de forskellige aldersklasser, af mænd og kvin-

der, og af etniske minoriteter svarende til deres andel af befolkningen i

kommunen.

Hverken retsplejeloven eller grundlistebekendtgørelsen indeholder nærme-

re regler om, hvilken fremgangsmåde grundlisteudvalget skal følge i for-

bindelse med udvælgelsen af personer til grundlisten. Grundlisteudvalgene

afgør således selv, hvordan personerne til grundlisten udtages. Et medlem

af grundlisteudvalget kan dog kræve, at udtagelsen foretages efter reglerne

om valg til udvalg mv. i kommunernes styrelse, jf. grundlistebekendtgørel-

sens § 4, stk. 2.

De personer, der er udtaget af grundlisteudvalget, opføres af folkeregiste-

ret på en liste, der udfærdiges i 2 eksemplarer. Listen skal indeholde oplys-

ning om fulde navn, personnummer, stillingsbetegnelse og postadresse,

herunder postnummer.

Grundlisteudvalget skal ifølge grundlistebekendtgørelsens § 5 a ved frem-

sendelse af listen over de personer, der er udtaget af grundlisteudvalget,

skriftligt over for præsidenten for vedkommende landsret redegøre for,

hvordan grundlisteudvalget har søgt at sikre sig, at de udtagne personer er

egnede til at virke som nævninger eller domsmænd, jf. retsplejelovens §§

68 og 69, og at kravene i § 4, stk. 1, er opfyldt.

I tilfælde af forsømmelse med grundlistens udarbejdelse kan landsrettens

præsident under anvendelse af tvangsbøder pålægge grundlisteudvalget at

træffe de forskrevne foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 73.

Efter modtagelsen af grundlisterne affatter landsrettens præsident nævnin-

ge- og domsmandslisterne. Byrettens nævninge- og domsmandslister dan-

nes ved lodtrækning blandt de personer, der er optaget på grundlisterne

inden for retskredsen. Landsrettens nævninge- og domsmandsliste dannes

for hver landsretsnævningekreds ved lodtrækning blandt de personer, der

herefter er tilbage på grundlisterne inden for landsretsnævningekredsen, jf.

retsplejelovens § 74.

2.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser

2.2.2.1.

Der er efter kommunalreformen fra 2007 blevet færre og større

kommuner. Grundlisteudvalgenes arbejde med at udarbejde grundlister er

derfor blevet mere krævende, idet grundlisteudvalgene nu skal udtage et

større antal personer til grundlisterne end tidligere.

En forøgelse af antallet af medlemmer af grundlisteudvalgene vil give ud-

valgene mulighed for at gøre brug af et samlet set større personligt net-

værk, når der skal findes personer til grundlisterne. Dette kan lette grund-

listeudvalgenes arbejde i forhold til at sikre egnetheden af de udtagne per-

soner, idet egnetheden i videre omfang vil kunne sikres ved personligt

kendskab til de udtagne. Derudover kan det forbedre mulighederne for, at

der i højere grad udtages personer, som er interesserede i at være lægdom-

mere.

Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund, at kommunalbestyrelserne

får mulighed for at nedsætte grundlisteudvalg med flere end fem medlem-

mer. Arbejdsgruppen finder herved, at der bør gives kommunalbestyrelser-

ne mulighed for selv at fastsætte antallet af medlemmer i grundlisteudval-

gene, og arbejdsgruppen anbefaler derfor, at retsplejelovens § 72 ændres,

således at det fremgår, at grundlisteudvalgene fremover består af mindst

fem medlemmer, der udpeges af kommunalbestyrelsen.

Da kommunalreformen ikke har indebåret væsentlige ændringer i forhold

til Københavns Kommune, foreslår arbejdsgruppen ikke ændringer af sær-

ordningen i retsplejelovens § 72, 2. pkt., hvorefter kommunalbestyrelsen

kan bestemme, at der skal nedsættes flere grundlisteudvalg.

2.2.2.2.

For så vist angår alderssammensætningen af grundlisterne finder

arbejdsgruppen på den ene side, at det ikke nødvendigvis er en ulempe, at

grundlisterne – i det omfang det indtil nu har været tilfældet – ikke fuldt ud

er repræsentative for så vidt angår alder. Arbejdsgruppen har herved lagt

vægt på, at princippet om egnethed bør veje mindst lige så tungt som prin-

cippet om repræsentativitet, idet det er vigtigt, at de personer, der udtages

til grundlisterne, har den fornødne ansvarlighed og modenhed, der kræves

for at virke som domsmand.

Arbejdsgruppen finder dog på den anden side, at det er vigtigt med i hvert

fald nogen repræsentation af alle aldersgrupper på grundlisterne i det om-

fang, det i øvrigt er foreneligt med princippet om egnethed.

Som led i grundlistebekendtgørelsens krav om, at de forskellige aldersklas-

ser skal være repræsenteret, har arbejdsgruppen overvejet at opstille nogle

aldersgrupper, hvor der i hver aldersgruppe skal udtages det antal personer,

som er repræsentativt i forhold til den samme aldersgruppe i kommunens

samlede befolkning.

En fordel ved at opstille aldersgrupper, som dækker over et større alders-

spænd, er, at grundlisteudvalgene får bedre mulighed for at udtage perso-

ner med fokus på de enkelte personers egnethed, når blot den relevante

aldersgruppe er repræsentativ i forhold til den samlede befolkning i kom-

munen.

En svaghed ved at opstille sådanne aldersgrupper er på den anden side, at

kravet om repræsentativitet med hensyn til alder svækkes, fordi der der-

med er risiko for, at der udtages et stort antal personer, som tilhører f.eks.

den ældste del af en aldersgruppe.

Det er imidlertid efter en samlet vurdering arbejdsgruppens opfattelse, at

hensynet til lægdommeres egnethed bør veje tungere end hensynet til en

fuldkommen repræsentativ grundliste for så vidt angår alder. Arbejdsgrup-

pen anbefaler derfor, at der indføres et antal aldersgrupper, som dækker

over et større aldersspænd, hvor der i hver aldersgruppe skal udtages det

antal personer, som er repræsentativt i forhold til den samme aldersgruppe

i kommunens samlede befolkning. Arbejdsgruppen foreslår på baggrund

heraf, at der oprettes tre aldersgrupper: 18-30 år, 31-50 år og 51-65 år, og

at grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1, ændres i overensstemmelse her-

med.

2.2.2.3.

Arbejdsgruppen er bekendt med, at flere grundlisteudvalg har haft

problemer med at finde personer til grundlisterne med fremmed etnisk

herkomst, ligesom der hersker tvivl om begrebet ”etniske minoriteter” i

grundlistebekendtgørelsen.

Begrebet ”etniske minoriteter” kan efter arbejdsgruppens opfattelse med

fordel fortolkes i overensstemmelse med Danmarks Statistiks definition af

indvandrere og efterkommere, og arbejdsgruppen anbefaler derfor, at ud-

trykket ”etniske minoriteter” i grundlistebekendtgørelsens § 4, stk. 1, æn-

dres til ”indvandrere og efterkommere”.

2.2.2.4.

Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om antallet af personer,

der udtages til grundlisterne, kan reduceres. Det ville forbedre grundliste-

udvalgenes mulighed for at sikre overholdelse af grundlistebekendtgørel-

sens krav om, at de personer, der udtages til grundlisten, skal være egnede

samtidig med, at grundlisten skal udgøre et alsidigt og repræsentativt ud-

snit af kommunens befolkning. Omvendt vil sandsynligheden for at blive

udtaget til nævninge- og domsmandslisten stige i takt med, at antallet af

udtagne personer til grundlisterne sættes ned.

Arbejdsgruppen finder, at det er væsentligt, at nævninge- og domsmandsli-

sterne sammensættes ved en tilfældig udvælgelse fra en grundliste, hvor

der er optaget flere personer, end der skal udtages som lægdommere. Der-

ved har ingen direkte indflydelse på, at en bestemt person bliver udtaget til

nævninge- og domsmandslisterne.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at den gældende ordning i grundlistebe-

kendtgørelsens § 3, stk. 1, hvorefter der udtages 1 person for hvert fulde

antal af 300 indbyggere, opretholdes.

Arbejdsgruppen finder desuden, at den ordning, der er fastlagt i grundliste-

bekendtgørelsens § 3, stk. 2, ikke længere er hensigtsmæssig.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse bemærket, at reglen oprindeligt inde-

bar, at der blev udpeget flere personer til grundlisten i København sam-

menlignet med resten af landet, men at reglen efterhånden betyder, at der

udtages færre personer til grundlisten i København, da befolkningstallet er

vokset. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at bestemmelsen ophæves.

Arbejdsgruppen har i stedet overvejet, om der kan indrettes en mere fleksi-

bel ordning, hvorefter der i de kommuner, som har en høj udtagelse fra

grundlisten til nævninge- og domsmandslisten, skal udtages flere personer

til grundlisten sammenlignet med resten af landet. Herved kan det løbende

vurderes, om et grundlisteudvalg skal optage flere personer på en grundli-

ste for at sikre, at der sker tilfældig udtagelse.

En sådan løbende evaluering af behovet for yderligere optagelse på en

grundliste kan efter arbejdsgruppens opfattelse mest hensigtsmæssigt fore-

tages af landsretspræsidenterne, der bl.a. står for udarbejdelse af nævnin-

ge- og domsmandslisterne.

Arbejdsgruppen foreslår derfor, at grundlistebekendtgørelsens § 3, stk. 2,

ændres, således at landsrettens præsident kan pålægge et grundlisteudvalg

at udtage et yderligere antal personer til en grundliste, såfremt det forven-

tes, at flere end 8 ud af 10 personer bliver udtrukket til nævninge- eller

domsmandslister fra en grundliste, der er sammensat efter reglerne i be-

kendtgørelsens § 3, stk. 1, idet der i sådanne tilfælde ikke længere er en

reel tilfældighed i forhold til udtagelsen af nævninge- og domsmandslister-

ne.

2.2.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der i lyset af kommunal-

reformen fra 2007 bør gives kommunalbestyrelserne mulighed for selv at

fastsætte antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene.

Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 72 ændres i overens-

stemmelse med arbejdsgruppens forslag.

Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen i, at der bør indfø-

res et antal aldersgrupper, som dækker over et større aldersspænd, således

at der i hver aldersgruppe udtages det antal personer, som er repræsentativt

i forhold til den samme aldersgruppe i kommunen. Justitsministeriet vil i

den forbindelse tage højde for forslaget om forhøjelse af aldersgrænsen for

lægdommere, jf. pkt. 2.3 nedenfor. Justitsministeriet kan desuden tilslutte

sig, at udtrykket ”etniske minoriteter” bør ændres til ”indvandrere og efter-

kommere”, og at landsrettens præsident i visse tilfælde skal kunne pålægge

et grundlisteudvalg at udtage et yderligere antal personer til en grundliste.

Justitsministeriet vil derfor tage initiativ til, at grundlistebekendtgørelsen

ændres i overensstemmelse hermed.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

2.3. Aldersgrænsen for lægdommere

2.3.1. Gældende ret

Det følger som anført under pkt. 2.2.1 ovenfor, at der til nævning og doms-

mand kan udtages enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til

Folketinget, medmindre den pågældende fylder 70 år inden udløbet af det

tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller le-

gemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog er ude

af stand til at fyldestgøre en nævning eller domsmands pligter, jf. retspleje-

lovens § 69.

Det følger af tjenestemandslovens § 34, stk. 2, at dommere og andre tjene-

stemandsansatte jurister ved domstolene afskediges fra udgangen af den

måned, hvori de fylder 70 år. En dommer, der afskediges på grund af alder

kan dog færdigbehandle sager, i hvilke mundtlig forhandling er påbegyndt

inden ansættelsens ophør.

En dommer, der er pensioneret på grund af alder eller svagelighed, kan af

vedkommende retspræsident tilkaldes for at virke som dommer ved det

pågældende embede i en nærmere bestemt periode, jf. retsplejelovens § 51

e, stk. 1. Kun under særlige omstændigheder kan tilkaldeperioden forlæn-

ges ud over dommerens fyldte 72. år. En dommer, som er tilkaldt efter stk.

1, kan dog ifølge retsplejelovens § 51 e, stk. 2, afskediges før tilkaldeperi-

odens udløb på grund af uegnethed eller sygdom.

2.3.2. Arbejdsgruppens overvejelser

2.3.2.1.

Arbejdsgruppen har overvejet, om den gældende aldersgrænse for

nævninger og domsmænd bør ændres.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse bl.a. henvist til, at der ved overvejel-

ser om ændring af aldersgrænsen for lægdommere må tages højde for de

krav, som stilles til nævninger og domsmænd under udførelsen af deres

hverv, herunder de beføjelser, som lægdommere er tillagt under behandlin-

gen af sager ved domstolene. Hertil kommer retsplejelovens principper om

mundtlighed og bevisumiddelbarhed, som indebærer, at nævninger og

domsmænd fysisk og psykisk fuldt ud må være i stand til at følge forhand-

lingerne i retten. Arbejdsgruppen har endvidere lagt vægt på den grund-

læggende samfundsmæssige funktion, som varetages af domstolene, her-

under betydningen af at opretholde befolkningens tillid til, at domstolene

kan opfylde denne væsentlige funktion.

Aldersgrænsen for lægdommere må ifølge arbejdsgruppen desuden ses i

sammenhæng med aldersgrænsen for juridiske dommere, men arbejds-

gruppen bemærker dog, at ordningen for lægdommere på visse punkter

adskiller sig fra, hvad der gælder i forhold til dommere mv., herunder

navnlig i forhold til muligheden for at afskære en nævning eller domsmand

fra at virke som sådan i et tilfælde, hvor den pågældende er ude af stand til

at varetage sine arbejdsopgaver forsvarligt.

2.3.2.2.

Et mindretal i arbejdsgruppen anbefaler, at aldersgrænsen for læg-

dommere ikke hæves. Mindretallet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på,

at der ikke kan ses bort fra, at en højere aldersgrænse vil kunne indebære

en risiko for en forøgelse af antallet af tilfælde, hvor en lægdommer på

grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til at varetage læg-

dommerhvervet forsvarligt. Mindretallet finder samtidig, at adgangen til at

afskære lægdommere fra at virke som sådan ikke i sig selv taler for at ind-

føre en højere aldersgrænse, og bemærker desuden, at ældre personer hidtil

generelt har været overrepræsenteret på grundlisterne.

Et flertal af arbejdsgruppens medlemmer finder ikke grundlag for at frarå-

de en forhøjelse af aldersgrænsen for lægdommere, men bemærker, at en

eventuel beslutning herom må bero på bredere, herunder politiske, over-

vejelser.

Flertallet har bl.a. lagt vægt på, at den gennemsnitlige levealder er steget i

de senere år, hvilket også er kommet til udtryk i anden lovgivning. Flertal-

let henviser i den forbindelse til forhøjelsen af aldersgrænsen for obligato-

risk fornyelse af kørekort, som er hævet fra 70 år til 75 år.

Flertallet bemærker endvidere, at det kun vanskeligt kan vurderes, om en

mindre forhøjelse af aldersgrænsen vil kunne føre til flere tilfælde, hvor en

lægdommer på grund af aldersbetinget svækkelse ikke vil være i stand til

at varetage hvervet forsvarligt, men at risikoen skal ses i lyset af, at perso-

ner, der blot når aldersgrænsen inden udløbet af grundlisteperioden, ikke

vil kunne udtages som nævning eller domsmand.

2.3.2.3.

Arbejdsgruppen har ikke fundet anledning til at foreslå en ordning,

hvorefter en lægdommer – i stedet for den gældende ordning i retspleje-

lovens § 69 – først afskæres fra at varetage sit hverv, når denne når alders-

grænsen. Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt vægt på, at der af hen-

syn til kvaliteten af lægdommernes arbejde bør sikres en vis grad af konti-

nuitet og opbygning af erfaring over en vis periode, ligesom en sådan æn-

dring vil betyde, at nævninge- og domsmandslisterne løbende skal ændres

for at tage højde for, at personer udgår som følge af alder.

2.3.3. Justitsministeriets overvejelser

Som anført af arbejdsgruppens flertal må en beslutning om at forhøje al-

dersgrænsen for lægdommere bero på bredere, herunder politiske, overvej-

elser.

Der er efter Justitsministeriets opfattelse ikke forhold, som taler afgørende

imod, at aldersgrænsen for lægdommere forhøjes. Justitsministeriet fore-

slår på den baggrund, at den nuværende aldersgrænse for lægdommere på

70 år forhøjes.

Arbejdsgruppen har ikke peget på en bestemt ny aldersgrænse. Justitsmini-

steriet foreslår, at den nuværende aldersgrænse hæves til 75 år. Dette vil

svare til den forhøjelse af aldersgrænsen, der er foretaget for f.eks. obliga-

torisk fornyelse af kørekort.

Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 69 ændres i overens-

stemmelse hermed.

Justitsministeriet er desuden enig med arbejdsgruppen i, at der er visse

ulemper forbundet med en ordning, hvorefter en lægdommer først afskæ-

res fra at varetage sit hverv, når den pågældende når aldersgrænsen. Mini-

steriet finder det således hensigtsmæssigt, at den gældende ordning, hvor-

efter en person ikke kan optages på grundlisten, hvis den pågældende når

aldersgrænsen inden udløbet af grundlisteperioden, opretholdes.

Såfremt forslaget om at forhøje aldersgrænsen for lægdommere til 75 år

vedtages, betyder det, at en person ikke vil kunne optages på grundlisten,

hvis den pågældende er fyldt 71 år ved begyndelsen af en grundlisteperio-

de.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.4. Udelukkelse fra hvervet som lægdommer

2.4.1. Gældende ret

Det følger som anført under pkt. 2.2.1 ovenfor af retsplejelovens § 69, at

der til nævning eller domsmand kan udtages enhver uberygtet mand eller

kvinde, der har valgret til Folketinget, medmindre den pågældende fylder

70 år inden udløbet af det tidsrum, for hvilket grundlisten gælder, eller på

grund af åndelig eller legemlig svaghed eller utilstrækkeligt kendskab til

det danske sprog er ude af stand til at fyldestgøre en nævning eller doms-

mands pligter.

En række personer er dog ifølge retsplejelovens § 70 udelukkede fra at

være nævninger og domsmænd. Dette gælder ifølge bestemmelsen mini-

stre, advokater, advokatfuldmægtige, centraladministrationens, domstole-

nes, anklagemyndighedens, overøvrighedens, politiets og fængselsvæse-

nets tjenestemænd og øvrige personale samt sognefogeder og folkekirkens

og de anerkendte trossamfunds gejstlige.

Landsrettens præsident afgør, om de personer, der på baggrund af grundli-

sterne er udtaget til nævninge- og domsmandslisterne, opfylder betingel-

serne efter §§ 69 og 70 for at kunne være nævning eller domsmand. Afgø-

relser herom truffet af landsrettens præsident kan ikke påklages, jf. rets-

plejelovens § 76.

2.4.2. Arbejdsgruppens overvejelser

2.4.2.1.

Det er efter arbejdsgruppens opfattelse af afgørende betydning, at

domstolene fremstår som en uafhængig statsmagt. Det bør derfor efter

arbejdsgruppens opfattelse fastholdes, at visse personer, som ansættelses-

mæssigt har nær forbindelse til en fungerende minister, er udelukket fra at

være lægdommer af hensyn til statsmagternes adskillelse og domstolenes

uafhængighed.

Den nuværende bestemmelse i retsplejelovens § 70 fører efter arbejdsgrup-

pens opfattelse til udelukkelse af personer, som er fuldt egnede til at være

lægdommer, herunder personer, der næppe har ministerkontakt. Arbejds-

gruppen finder, at det bør tilstræbes, at der alene sker udelukkelse af perso-

ner i tilfælde, hvor der kan rejses tvivl om vedkommendes uafhængighed,

således at egnede personer ikke udelukkes fra lægdommerhvervet på grund

af en ganske fjern og illusorisk påvirkningsmulighed.

I forhold til ansatte i ministeriers departementer anbefaler arbejdsgruppen,

at den nuværende udelukkelse af alle ansatte i ministeriers departementer

opretholdes.

Arbejdsgruppen henviser i den forbindelse til, at selv om ministerkontak-

ten i et departement primært foregår gennem ledende personer, som f.eks.

departementschefen, afdelingschefer mv., kan det ikke udelukkes, at visse

andre grupper af ansatte alt afhængig af organisationen kan have kontakt

med ministeren. En ordning som den nuværende indebærer, at den ansattes

konkrete stilling i departementet – og dermed vedkommendes konkrete

ministerkontakt – ikke er afgørende for, om den pågældende er udelukket

fra at være lægdommer, hvilket gør ordningen både klar og operativ.

I forhold til ansatte i underordnede myndigheder finder arbejdsgruppen, at

alene ansatte i chefstillinger i underordnede myndigheder bør være udeluk-

ket fra at virke som lægdommere, idet kontakten med områdets minister

må antages at være koncentreret om disse personer.

2.4.2.2.

I forhold til Justitsministeriets departement og de underordnede

myndigheder under Justitsministeriet følger det af arbejdsgruppens forslag

om, at ansatte i departementet og ansatte i chefstillinger i underordnede

myndigheder er udelukket fra at virke som lægdommere.

Det er ifølge arbejdsgruppen afgørende, at domstolene er klart og tydeligt

adskilt fra politi og anklagemyndigheden, som justitsministeren er øverste

chef for. Arbejdsgruppen finder derfor, at det er uforeneligt med virket

som lægdommer at være ansat i politi, anklagemyndighed og i myndighe-

der, som er underordnede i forhold til Justitsministeriet. Arbejdsgruppen

finder endvidere, at det er vigtigt, at bestemmelsen om udelukkelse fra at

virke som lægdommer er formuleret klart og operativt, så den er let anven-

delig for grundlisteudvalgene og landsretspræsidenterne i forbindelse med

udarbejdelse af grundlister og udtagelse af personer til nævninge- og

domsmandslister.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at den gældende ordning, hvorefter an-

satte ved domstole og i politi, anklagemyndighed og fængselsvæsenet (kri-

minalforsorgen) er udelukkede fra at være lægdommere, opretholdes. Ar-

bejdsgruppen foreslår desuden, at ansatte i andre myndigheder på Justits-

ministeriets område tilsvarende bør være udelukket fra at virke som læg-

dommere, uanset om der er tale om ansatte i en underordnet eller uafhæn-

gig myndighed, og uanset om den ansatte konkret varetager opgaver ved-

rørende justitsvæsenet.

2.4.2.3.

Ansatte i Statsforvaltningen (overøvrigheden) har i mindre omfang

end ansatte i ministerielle departementer tilknytning til ministeren og den

politiske beslutningsproces. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at der ikke

er grundlag for at udelukke alle ansatte i Statsforvaltningen fra at være

lægdommere, og arbejdsgruppen foreslår derfor, at reglen herom i retsplej-

elovens § 70 ophæves.

Da der i visse tilfælde består et over-/underordnelsesforhold Økonomi- og

Indenrigsministeriet og Statsforvaltningen, må Statsforvaltningen efter

arbejdsgruppens opfattelse betragtes som en underordnet myndighed under

ministeriet. Som følge heraf vil ansatte i chefstillinger i Statsforvaltningen

være omfattet af arbejdsgruppens forslag om udelukkelse af ansatte i chef-

stillinger i underordnede myndigheder under departementer, jf. pkt. 2.4.2.1

ovenfor.

2.4.2.4.

Arbejdsgruppen anbefaler, at advokater og advokatfuldmægtige

som hidtil udelukkes fra at virke som lægdommere.

2.4.2.5.

Sognefogeder hører organisatorisk under politiet og udfører be-

grænsede politimæssige opgaver. Da sognefogeder ansættes af Rigspoliti-

chefen, følger det af arbejdsgruppens forslag om ansatte på Justitsministe-

riets område, jf. pkt. 2.4.2.2 ovenfor, at sognefogeder vil være udelukket

fra at virke som lægdommere.

Henset hertil, og da der i øvrigt i dag alene findes et meget begrænset antal

sognefogeder, foreslår arbejdsgruppen, at den udtrykkelige udelukkelse af

sognefogeder i retsplejelovens § 70 ophæves. Forslaget indebærer imidler-

tid ingen materiel ændring.

2.4.2.6.

Et flertal i arbejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at behandle

spørgsmålet om, hvorvidt folkekirkens og de anerkendte trossamfunds

gejstlige bør være udelukket fra at virke som lægdommere. Flertallet har i

den forbindelse bl.a. henvist til, at arbejdsgruppen ikke består af repræsen-

tanter fra Kirkeministeriet, folkekirken eller de anerkendte trossamfund, og

at arbejdsgruppens overvejelser herom derfor ikke kunne ske på et til-

strækkeligt oplyst grundlag.

Arbejdsgruppen har som følge heraf ikke drøftet dette spørgsmål.

2.4.2.7.

Arbejdsgruppen har overvejet, om grundlistebekendtgørelsens § 5,

stk. 1, 2. pkt., bør ændres, således at grundlisterne fremover også angiver

ansættelsessted.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det vil kunne forbedre landsretternes

mulighed for at identificere personer, som i kraft af deres ansættelsessted

er udelukket fra at virke som lægdommere, såfremt oplysninger herom

fremgår af grundlisterne. Hertil kommer, at det vil lette landsretternes ar-

bejde, at oplysningerne ikke efterfølgende skal indhentes.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en oplysning om ansættelsessted imid-

lertid kun have betydning i forhold til reglerne om udelukkelse, hvis der er

tale om en ansættelse i staten. Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at

grundlistebekendtgørelsens § 5, stk. 1, ændres, således at grundlisterne

fremover også skal angive ansættelsessted for de udpegede personer, der er

ansat i staten.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at grundlistebekendtgørelsens § 5, stk.

1, samtidig ændres, således at henvisningen til folkeregistret erstattes med

en generel henvisning til kommunen med henblik på, at kommunerne selv

kan tilrettelægge arbejdet vedrørende udarbejdelsen af grundlisterne.

2.4.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens overvejelser om, hvilke perso-

ner der bør være udelukket fra at virke som lægdommere.

Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 70 ændres i overens-

stemmelse med arbejdsgruppens forslag.

Justitsministeriet er endvidere enig med arbejdsgruppen i, at grundlisterne

fremover bør angive ansættelsessted for de udpegede personer, der er ansat

i staten, og at kommunerne bør have mulighed for selv at tilrettelægge ar-

bejdet med udarbejdelse af grundlisterne. Justitsministeriet vil derfor tage

initiativ til, at grundlistebekendtgørelsen ændres i overensstemmelse her-

med.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.5. Fritagelse for hvervet som lægdommer

2.5.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 71, at en række personer kan begære sig

fritaget for nævninge- og domsmandshvervet. Dette gælder således Folke-

tingets medlemmer og dets tjenestemænd, tjenestegørende militærperso-

ner, told- og postvæsenets tjenestemænd, faste brandfolk samt de ved jern-

baner, telegrafer og telefoner ansatte personer. Også læger og jordmødre,

lodser og sagkyndige, der er beskikket efter retsplejelovens § 92 eller efter

§ 172 i lov om social service samt lægdommere ved boligretterne kan be-

gære sig fritaget for nævningehvervet.

Det følger endelig af bestemmelsen, at personer, som er fyldt 60 år, samt

personer, som har taget bopæl i en anden kreds end den, for hvilken deres

udtagelse gælder, eller som på grund af deres helbredstilstand eller er-

hvervs- eller familieforhold ikke uden fare for deres velfærd kan opfylde

nævninge- eller domsmandspligten, kan begære sig fritaget.

Landsrettens præsident afgør, om fremsatte begæringer om fritagelse for

hvervet som nævning eller domsmand efter § 71 skal imødekommes. Af-

gørelser truffet af landsrettens præsident kan ikke påklages, jf. retspleje-

lovens § 76.

2.5.2. Arbejdsgruppens overvejelser

2.5.2.1.

Retsplejelovens § 71 indeholder en snæver mulighed for at blive

fritaget for hvervet som lægdommer. Der bør efter arbejdsgruppens opfat-

telse ske en lempelse af adgangen til at blive fritaget for lægdommerhver-

vet på grund af lægdommerens helbredstilstand og erhvervs- eller familie-

forhold.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt vægt på, at lægdommerhvervet

er et borgerligt ombud, hvis karakter risikerer at blive udvandet, hvis ikke

en fritagelse alene kommer på tale i særlige tilfælde. Hertil kommer, at en

snæver fritagelsesregel tillige kan ses som en beskyttelse af personer, der

ønsker at virke som nævninger eller domsmænd, f.eks. set i forhold til de

pågældendes arbejdsgivere, som kan have et ønske om, at de pågældende

arbejdstagere fritages fra lægdommerhvervet.

På den anden side finder arbejdsgruppen, at en person bør kunne begære

sig fritaget, selv om hvervet ikke truer den pågældendes velfærd, fordi

vedkommendes udførelse af lægdommerhvervet ikke står i et rimeligt for-

hold til det samfundsmæssige udbytte herved. Dette kan være tilfældet, når

hvervet medfører en uforholdsmæssig ulempe for en domsmand eller næv-

nings erhvervs- eller familieforhold, f.eks. hvor en meget lang transporttid

for den pågældende til og fra tingstedet ikke står i rimeligt forhold til den

tid, den pågældende skal være i retten. Dette må især tænkes at kunne være

tilfældet ved de større afstande, der kan forekomme i landsretskredsene.

Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at en person i medfør af rets-

plejelovens § 71, nr. 8, skal kunne begære sig fritaget fra lægdommerhver-

vet, såfremt denne på grund af vedkommendes helbredstilstand eller er-

hvervs- eller familieforhold ikke uden fare for dennes velfærd eller ufor-

holdsmæssig ulempe kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten.

2.5.2.2.

Det kan efter arbejdsgruppens opfattelse ikke udelukkes, at nogen

vil afstå fra at melde sig frivilligt til lægdommerhvervet på grund af ”risi-

koen” for at blive udpeget til at virke som lægdommer flere gange, da det

er normalt, at grundlisteudvalgene tager udgangspunkt i en tidligere grund-

liste ved udarbejdelse af en ny liste.

Da det må antages, at en forøgelse af antallet af lægdommere, der melder

sig frivilligt, vil kunne bidrage positivt i forhold til at sikre såvel egnethed

som repræsentativitet hos de personer, der udtages som lægdommere, an-

befaler arbejdsgruppen, at retsplejelovens § 71 ændres, således at der ind-

føres hjemmel til, at personer, der har været lægdommer i mindst to perio-

der, kan begære sig fritaget for lægdommerhvervet.

2.5.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at adgangen til at blive

fritaget for lægdommerhvervet på grund af lægdommerens helbredstilstand

og erhvervs- eller familieforhold bør lempes, således at der kan ske frita-

gelse, hvis opfyldelse af pligten ville medføre uforholdsmæssig ulempe.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at personer, der tidligere har

været lægdommere i mindst to perioder, skal kunne begære sig fritaget for

lægdommerhvervet.

Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 71 ændres i overens-

stemmelse med arbejdsgruppens forslag.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, 5 og 6, og bemærkninger-

ne hertil.

3. Gennemførelse af værnetingskonventionen

3.1. Indledning

Formålet med lovforslaget er endvidere at gennemføre Haagerkonventio-

nen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler (herefter konventionen).

Konventionen, der blev vedtaget den 30. juni 2005 inden for rammerne af

Haagerkonferencen om International Privatret fastsætter regler om værne-

ting samt anerkendelse og fuldbyrdelse i sager, der er omfattet af en eks-

klusiv værnetingsaftale.

Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) traf den 4. december 2014 afgø-

relse om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af værnetingskon-

ventionen (2014/887/EU), og konventionen trådte i kraft for EU (med und-

tagelse af Danmark) den 1. oktober 2015.

Danmark deltog som følge af retsforbeholdet ikke i vedtagelsen af rådsaf-

gørelsen om godkendelse af konventionen, som således ikke er bindende

for, og ikke finder anvendelse i Danmark. Danmark skal dermed tiltræde

konventionen som selvstændig kontraherende part.

Konventionen er på nuværende tidspunkt desuden tiltrådt af Mexico og

Singapore. Ukraine og USA har herudover underskrevet konventionen

uden samtidig at tiltræde.

Der lægges med lovforslaget op til at tilvejebringe det lovgivningsmæssige

grundlag for, at Danmark kan tiltræde konventionen.

Med vedtagelsen af dette lovforslag giver Folketinget endvidere i medfør

af grundlovens § 19 sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne til-

træder værnetingskonventionen, og at regeringen i den forbindelse afgiver

erklæringer til en række af konventionens bestemmelser som angivet i af-

snit 3.4.2 nedenfor.

3.2. Gældende ret

3.2.1. Retsplejelovens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af uden-

landske retsafgørelser mv.

Efter retsplejelovens § 223 a kan justitsministeren fastsætte bestemmelser,

hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder om borger-

lige krav og udenlandske offentlige forlig om sådanne krav skal have bin-

dende virkning her i riget, når anerkendelsen ikke vil være åbenbart ufore-

nelig med landets retsorden.

Efter retsplejelovens § 479, stk. 1, kan justitsministeren fastsætte bestem-

melser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder om

borgerlige krav og vedtagelser om sådanne krav kan fuldbyrdes her i riget,

såfremt de kan fuldbyrdes i den stat, hvor afgørelsen er truffet, eller efter

hvis ret vedtagelsen skal bedømmes, og såfremt fuldbyrdelsen ikke vil

være åbenbart uforenelig med landets retsorden. Justitsministeren kan efter

§ 479, stk. 2, fastsætte regler om fuldbyrdelse af de i stk. 1 nævnte afgørel-

ser og vedtagelser, herunder om behandlingen af indsigelser.

Retsplejelovens § 223 a er indtil videre blevet udnyttet i forbindelse med

udstedelsen af anordning nr. 148 af 13. april 1938 om anerkendelse af

domme afsagt i Tyskland. Der henvistes endvidere til retsplejelovens §

223 a, stk. 1, og § 479 ved anordning nr. 432 af 17. december 1965 om

anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdsbidrag i henhold

til Haagerkonventionen af 15. april 1958 om underholdspligt over for børn,

samt ved gennemførslen af en ændring af den nordiske konkurskonven-

tion, jf. anordning nr. 159 af 28. april 1983 om ændring af anordning om

virkningen af konkurs, som er erklæret i Finland, Island, Norge eller Sveri-

ge.

3.2.2. Retsplejelovens regler om stedlig kompetence, herunder ved værne-

tingsaftaler

Retsplejelovens kapitel 22 (§§ 235-248) indeholder regler om retternes

stedlige kompetence i civile sager. Reglerne regulerer både, om en sag kan

anlægges her i landet (international kompetence), og hvilken ret her i lan-

det, der i givet fald er den stedligt kompetente.

Det fremgår af retsplejelovens § 235, stk. 1, at retssager anlægges ved

sagsøgtes hjemting, medmindre andet er bestemt ved lov. Hjemtinget er

som udgangspunkt i den retskreds, hvor sagsøgte har bopæl. Har sagsøgte

bopæl i flere retskredse, er hjemtinget i enhver af dem, jf. stk. 2.

Efter retsplejelovens § 245, stk. 1, kan sagens parter aftale, ved hvilken af

flere ligeartede retter sagen skal anlægges. I sager om forbrugeraftaler er

en forudgående aftale om værneting ikke bindende for forbrugeren, jf. stk.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er indgået en værnetingsaftale og om afta-

lens indhold, bestemmes ved sædvanlig aftalefortolkning. En værnetings-

aftale må være klar og begrænset til tvister af en bestemt beskaffenhed.

Retsplejeloven stiller ingen krav til aftalens form, og en værnetingsaftale

kan efter omstændighederne være indgået stiltiende, jf. bl.a. betænkning

nr. 1052/1985 om retternes stedlige kompetence i borgerlige sager m.v.

Retsplejelovens §§ 246 og 247 indeholder regler om danske domstoles

internationale kompetence.

Det fremgår af retsplejelovens § 246, stk. 1, at sager mod personer, selska-

ber, foreninger, private institutioner og andre sammenslutninger, der ikke

har hjemting i Danmark, kan anlægges her i landet, for så vidt nogen ret

efter bestemmelserne i §§ 237, 238, stk. 2, §§ 241, 242, 243 og 245 kan

anses som værneting i sagen. I sager om forbrugeraftaler kan forbrugeren

anlægge sag mod de i 1. pkt. nævnte personer og sammenslutninger ved sit

eget hjemting, såfremt fremsættelsen af særligt tilbud eller reklamering i

Danmark er gået forud for aftalens indgåelse og forbrugeren her i landet

har foretaget de dispositioner, der er nødvendige til indgåelse af aftalen.

Det fremgår af retsplejelovens § 246, stk. 2, at hvis ingen ret efter stk. 1

kan anses som værneting i sagen, kan sager vedrørende formueretsforhold

mod de i stk. 1 nævnte personer anlægges ved retten på det sted, hvor de

ved stævningens forkyndelse opholder sig. Det fremgår desuden af rets-

plejelovens § 246, stk. 3, at sager vedrørende formueretsforhold mod de i

retsplejelovens § 246, stk. 1, nævnte personer og sammenslutninger endvi-

dere, hvis der ikke er værneting efter reglen i stk. 1, kan anlægges ved ret-

ten på det sted, hvor den pågældende person eller sammenslutning på tids-

punktet for sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet angår, befin-

der sig på tidspunktet for sagens anlæg. Afværges arrest i gods gennem

sikkerhedsstillelse, betragtes sikkerhedsstillelsen som gods, der befinder

sig på det sted, hvor arrestbegæringen er eller i givet fald skulle være ind-

givet.

Det fremgår af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er omfattet af en

international overenskomst, som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-

domskonventionen m.v. eller lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herun-

der ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte love, anvendes overenskom-

stens værnetingsregler. Retsplejelovens § 247, stk. 2, bestemmer, at hvor

der ikke efter dansk lovgivning i øvrigt er værneting for en sag, der efter

en international overenskomst som nævnt i stk. 1, 1. pkt., skal eller kan

anlægges her i landet, anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting eller, så-

fremt sagsøgeren ikke har hjemting her i landet, i København.

Efter retsplejelovens § 248, stk. 1, påser retten af egen drift, om sagen er

indbragt for rette værneting. Fremsætter sagsøgte ikke indsigelse mod ret-

tens kompetence i svarskriftet eller i det i retsplejelovens § 352, stk. 3,

omhandlede retsmøde, anses retten for rette værneting.

Det fremgår af retsplejelovens § 248, stk. 2, at hvis sagen er anlagt ved en

ret, som ikke er rette værneting til at behandle sagen eller et af de rejste

krav, henviser retten om muligt sagen eller kravet til afgørelse ved rette

domstol. Afgørelse om henvisning træffes ved kendelse. Kan henvisning

ikke ske, afviser retten sagen ved dom.

3.2.3. Regler om værneting samt anerkendelse og fuldbyrdelse i internatio-

nale aftaler

Danmark har tiltrådt flere europæiske aftaler, der indeholder regler om

værneting, herunder ved værnetingsaftaler, og om anerkendelse og fuld-

byrdelse.

EF-domskonventionen af 27. september 1968 med senere ændringer, der

finder anvendelse på civil- og handelsretlige sager, indeholder bl.a. regler

om international kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af rets-

afgørelser. EF-domskonventionen blev gennemført i dansk ret ved lov nr.

325 af 4. juni 1968 om EF-domskonventionen, som ændret ved lov nr. 209

af 29. marts 1995. Konventionen er som udgangspunktet erstattet af

Bruxelles I-forordningen, som (i kraft af parallelaftalen) for Danmarks

vedkommende blev gennemført ved lov nr. 1563 af 20. december 2006 om

Bruxelles I-forordningen m.v. (Bruxelles I-loven), der trådte i kraft den 1.

juli 2007, jf. nedenfor.

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om aner-

kendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige

område (Bruxelles I-forordningen) trådte i kraft den 1. marts 2002, dog

ikke for Danmark, jf. ovenfor. Forordningen indeholder regler om interna-

tional kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse.

Som følge af retsforbeholdet deltog Danmark ikke i Rådets vedtagelse af

Bruxelles I-forordningen, der ikke er bindende for eller finder anvendelse i

Danmark. Danmark er dog ved en parallelaftale tilknyttet forordningen på

mellemstatligt grundlag.

Som følge af bl.a. vedtagelsen af Europa Parlamentets og Rådets forord-

ning nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om

anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretli-

ge område (omarbejdning) blev Bruxelles I-loven ændret ved lov nr. 518

af 28. maj 2013 om ændring af lov om Bruxelles I-forordningen m.v.

Lovændringen medførte ligeledes, at loven nu tillige finder anvendelse på

konventionen af 30. oktober 2007 om retternes kompetence og om aner-

kendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige

område (Luganokonventionen), jf. lovens § 1 og kapitel 2 a.

Den tidligere Luganokonvention af 16. september 1988 blev gennemført i

dansk ret ved EF-domskonventionsloven, jf. ovenfor. Konventionen finder

anvendelse mellem EU-medlemsstaterne og Island, Norge og Schweiz og

sikrer, at regler om værneting samt om anerkendelse og fuldbyrdelse sva-

rende til reglerne i Bruxelles I-forordningen, kan finde anvendelse mellem

disse lande. Efter et ønske om parallelitet mellem Luganokonventionen og

Bruxelles I-forordningen forhandlede man om en modernisering af kon-

ventionen. Den nye Luganokonvention af 30. oktober 2007, blev gennem-

ført i dansk ret ved den ændrede Bruxelles I-lov, jf. ovenfor. Konventionen

indeholder regler om international kompetence samt om anerkendelse og

fuldbyrdelse, og ligner i vidt omfang den oprindelige Bruxelles I-forord-

ning. Luganokonventionen indeholder eksempelvis, til forskel fra den om-

arbejdede Bruxelles I-forordning, regler om den såkaldte eksekvaturproce-

dure, hvorefter en retsafgørelse skal erklæres eksigibel, før den kan fuld-

byrdes.

Mellem de nordiske lande gælder endelig den nordiske domskonvention af

11. oktober 1977 om anerkendelse og fuldbyrdelse af privatretlige krav,

som er gennemført i dansk ret ved lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af

nordiske afgørelser om privatretlige krav, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af

15. september 1986 med senere ændringer.

Der henvises til afsnit 3.4.3 for en gennemgang af værnetingskonventio-

nens betydning for de ovenfor nævnte internationale aftaler.

3.3. Konventionens indhold

3.3.1. Anvendelsesområde og definitioner

Konventionen finder anvendelse i internationale sager på eksklusive vær-

netingsaftaler, der er indgået på det civil- og handelsretlige område, jf.

konventionens artikel 1, stk. 1.

En række sager er udtrykkeligt undtaget fra konventionens anvendelses-

område. Konventionen finder således ikke anvendelse på eksklusive vær-

netingsaftaler vedrørende forbrugerforhold og arbejdskontrakter, ligesom

konventionen ikke finder anvendelse på voldgiftsbehandling og lignende

behandlingsformer, jf. konventionens artikel 2, stk. 1 og 4.

Undtaget er endvidere sager om fysiske personers retlige status samt deres

rets- og handleevne, underholdsforpligtelser, andre familieretlige anliggen-

der, herunder ordninger for formueforholdet mellem ægtefæller samt andre

rettigheder eller forpligtelser i forbindelse med ægteskab eller lignende

partnerskabsforhold, testamenter og arv, insolvens, tvangsakkord og lig-

nende forhold, personbefordring og godstransport, havforurening, be-

grænsning af ansvaret for søretlige krav, havari og bugsering og bjærgning

i nødsituationer, konkurrencehindringer, erstatningsansvar for atomskader,

erstatningskrav vedrørende personskade og tort fremsat af eller på vegne af

fysiske personer, erstatningskrav uden for kontraktforhold, som er baseret

på deliktansvar i forbindelse med tingsskade, tinglige rettigheder over fast

ejendom samt leje og forpagtning af fast ejendom, juridiske personers gyl-

dighed, ugyldighed eller opløsning, samt gyldigheden af beslutninger truf-

fet af deres organer, gyldigheden af intellektuelle ejendomsrettigheder

bortset fra ophavsret og hertil knyttede rettigheder, og krænkelser af intel-

lektuelle ejendomsrettigheder, bortset fra ophavsret og hertil knyttede ret-

tigheder, undtagen tvister, som vedrører brud på en kontrakt mellem par-

terne vedrørende sådanne rettigheder, eller som kunne have vedrørt et kon-

traktbrud, jf. konventionens artikel 2, stk. 2.

Der er i konventionens forstand tale om en eksklusiv værnetingsaftale, når

aftalen er indgået eller dokumenteret skriftligt eller ved brug af andet kom-

munikationsmiddel, der gør aftalen tilgængelig, så der senere kan refereres

til den, og når aftalen fastsætter, at allerede opståede tvister eller fremtidi-

ge tvister i forbindelse med et bestemt retsforhold skal indbringes for dom-

stolene i en kontraherende stat eller for en eller flere nærmere angivne

domstole i en kontraherende stat, således at ingen andre domstole har kom-

petence til at behandle sådanne tvister, jf. konventionens artikel 3, litra a

og c.

Det fremgår af konventionens artikel 3, litra b, at en værnetingsaftale,

hvorved det fastsættes, at tvister skal indbringes for domstolene i en kon-

traherende stat eller for en eller flere nærmere angivne domstole i en kon-

traherende stat, anses for at være eksklusiv, medmindre parterne udtrykke-

ligt har bestemt andet.

Konventionens artikel 4 indeholder en række andre definitioner, og det

fremgår bl.a., at en dom i konventionens forstand betyder enhver af en

domstol truffet realitetsafgørelse uanset dens benævnelse, herunder en

dom eller en kendelse, og tillige en af domstolen foretaget fastsættelse af

sagsomkostninger, forudsat at fastsættelsen vedrører en realitetsafgørelse,

der kan anerkendes eller fuldbyrdes i henhold til denne konvention. Et

foreløbigt sikrende retsmiddel betragtes ikke som en dom.

3.3.2. Kompetenceregler

Konventionens kapitel II (artikel 5-7) fastsætter regler om kompetence.

Efter konventionens artikel 5, stk. 1, har den eller de domstole i en kontra-

herende stat, der er fastlagt i en eksklusiv værnetingsaftale, kompetence til

at behandle en tvist, som er omfattet af aftalen, medmindre aftalen er ugyl-

dig i henhold til lovgivningen i den pågældende stat.

Efter konventionens artikel 5, stk. 2, kan en domstol, der har kompetence i

henhold til stk. 1, ikke erklære sig inkompetent under henvisning til, at

tvisten bør indbringes for en anden stats domstole.

Konventionens artikel 5, stk. 1 og 2, berører dog ikke bestemmelser vedrø-

rende den materielle kompetence eller kompetencen baseret på sagsgen-

standens værdi og den interne kompetencefordeling mellem domstolene i

en kontraherende stat. Hvis den valgte domstol efter eget skøn kan henvise

sagen til en anden domstol, skal der dog tages behørigt hensyn til parternes

valg, jf. konventionens artikel 5, stk. 3.

Konventionens artikel 6 fastsætter forpligtelser for en domstol, der ikke er

valgt i henhold til en eksklusiv værnetingsaftale. Det fremgår af artikel 6,

stk. 1, at en domstol i en anden kontraherende stat end den, i hvilken den

valgte domstol er beliggende, skal udsætte eller afvise en tvist, der er om-

fattet af en eksklusiv værnetingsaftale. Dette er dog ikke tilfældet, hvis

aftalen er ugyldig ifølge lovgivningen i den stat, hvor den valgte domstol

er beliggende (litra a), hvis en af parterne manglede rets- eller handleevne

til at indgå aftalen ifølge lovgivningen i domstolsstaten (litra b), hvis en

efterkommelse af aftalen ville være klart uretfærdig eller ville være i åben-

bar modstrid med grundlæggende ordre public-principper i domstolsstaten

(litra c), hvis der foreligger exceptionelle grunde, som parterne ikke har

indflydelse på, og som medfører, at aftalen ikke med rimelighed kan

iværksættes (litra d), eller hvis den valgte domstol har afvist at behandle

sagen (litra e).

Efter konventionens artikel 7 er foreløbige foranstaltninger og sikrende

retsmidler ikke omfattet af denne konvention. Det fremgår endvidere af

artikel 7, at det ifølge bestemmelserne i konventionen hverken er påkrævet

eller udelukket, at en domstol i en kontraherende stat anordner, afslår eller

ophæver foreløbige foranstaltninger og sikrende retsmidler. Konventionen

er uden betydning for, om en part kan begære sådanne foranstaltninger og

retsmidler, og om en domstol kan anordne, afslå eller ophæve disse.

3.3.3. Anerkendelse og fuldbyrdelse

Konventionens kapitel III (artikel 8-15) fastsætter regler om anerkendelse

og fuldbyrdelse.

Det fremgår af konventionens artikel 8, stk. 1, at en dom afsagt af en dom-

stol i en kontraherende stat, der er valgt i medfør af en eksklusiv værne-

tingsaftale, skal anerkendes og fuldbyrdes i de andre kontraherende stater i

overensstemmelse med konventionens kapitel III. Anerkendelse eller fuld-

byrdelse kan kun afslås af de grunde, der er anført i konventionen.

Det fremgår af konventionens artikel 8, stk. 2, at bortset fra den gennem-

gang, der er nødvendig for anvendelsen af bestemmelserne i konventio-

nens kapitel III, må der ikke foretages en realitetsprøvelse af den dom, der

er afsagt af oprindelsesdomstolen. Den domstol, som anmodningen fore-

lægges, er bundet af de faktiske omstændigheder, som oprindelsesdomsto-

len har lagt til grund for sin kompetence, medmindre der er tale om en

udeblivelsesdom.

Efter konventionens artikel 8, stk. 3, skal en dom kun anerkendes, hvis den

har retskraft i oprindelsesstaten, og den skal kun fuldbyrdes, hvis den kan

fuldbyrdes i oprindelsesstaten.

Det fremgår af konventionens artikel 8, stk. 4, at anerkendelse eller fuld-

byrdelse kan udsættes eller afslås, hvis dommen er appelleret i oprindel-

sesstaten, eller hvis fristen for ordinær appel af afgørelsen ikke er udløbet.

Et afslag på anerkendelse eller fuldbyrdelse er ikke til hinder for en senere

anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af dommen.

Konventionens artikel 9 opregner udtømmende de situationer, hvor aner-

kendelse eller fuldbyrdelse kan afslås.

Det fremgår således af artikel 9, at anerkendelse og fuldbyrdelse kun kan

afslås, hvis værnetingsaftalen er ugyldig efter loven i den stat, hvor den

valgte domstol ligger, medmindre den valgte domstol har fastslået, at afta-

len er gyldig (litra a), hvis en af parterne savnede rets- eller handleevne til

at indgå værnetingsaftalen ifølge lovgivningen i den stat, hvor anmodnin-

gen om anerkendelse og fuldbyrdelse indgives (litra b), hvis stævningen

eller et hermed ligestillet processkrift, der indeholder de væsentligste op-

lysninger om kravet, ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i rette tid og på

en sådan måde, at han har haft mulighed for at varetage sit forsvar, med-

mindre sagsøgte i oprindelsesstaten har deltaget i et retsmøde og redegjort

for sine synspunkter uden at anfægte forkyndelsen, forudsat at lovgivnin-

gen i oprindelsesstaten gav mulighed herfor (litra c, pkt. i), eller forkyndel-

sen i den stat, hvor anmodning er indgivet, er sket på en måde, der er ufor-

enelig med grundlæggende retsprincipper vedrørende forkyndelse i denne

stat (litra c, pkt. ii), hvis dommen er opnået ved processuelt bedrageri (litra

d), hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig med

grundlæggende ordre public-principper i den stat, hvor anmodningen ind-

gives, herunder hvor proceduren forud for dommen har været uforenelig

med grundlæggende principper om retspleje i denne stat (litra e), hvis

dommen strider mod en anden dom, som er afsagt i en tvist mellem samme

parter i den stat, hvor anmodningen er indgivet (litra f), eller hvis dommen

strider mod en tidligere dom afsagt i en anden stat i en sag med samme

parter i en tvist om samme genstand og på samme grundlag, forudsat at

den tidligere dom opfylder betingelserne for anerkendelse i den stat, hvor

anmodningen indgives (litra g).

Konventionens artikel 10 fastsætter regler om anerkendelse og fuldbyrdel-

se af spørgsmål, der er behandlet som et præjudicielt spørgsmål.

Efter konventionens artikel 11, stk. 1, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse

af en dom nægtes, hvis og i det omfang, der ved dommen er tilkendt en

erstatning, herunder erstatning med afskrækkende eller straffende formål,

som ikke er en kompensation til en af parterne for det faktiske tab eller den

faktiske skade, der er lidt. Efter artikel 11, stk. 2, skal domstolen tage hen-

syn til, om og i hvilket omfang den af oprindelsesdomstolen tilkendte er-

statning har til formål at dække omkostninger og udgifter i forbindelse

med sagen.

Retsforlig, som en domstol i en kontraherende stat, der er valgt i medfør af

en eksklusiv værnetingsaftale, har godkendt, eller som under sagens be-

handling er blevet indgået ved en sådan domstol, og som i oprindelsessta-

ten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom, fuldbyrdes i henhold til

konventionen på samme måde som en dom, jf. konventionens artikel 12.

Konventionens artikel 13 indeholder nærmere regler om, hvilke dokumen-

ter der skal fremlægges i forbindelse med en anmodning om anerkendelse

eller fuldbyrdelse.

Efter artikel 13, stk. 1, skal den part, der anmoder om anerkendelse eller

fuldbyrdelse, forelægge en fuldstændig bekræftet kopi af dommen (litra a),

den eksklusive værnetingsaftale, en bekræftet kopi heraf eller et andet be-

vis på, at der er indgået en sådan aftale (litra b), hvis der er tale om en ude-

blivelsesdom, en original eller bekræftet kopi af et dokument, hvoraf det

fremgår, at stævningen eller et hermed ligestillet processkrift er blevet

forkyndt for den udeblevne part (litra c), eventuelle dokumenter, som måt-

te være nødvendige for at konstatere, at dommen har retskraft, eller, når

det er relevant, at den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten (litra d), og i det i

konventionens artikel 12 omhandlede tilfælde, en attest fra domstolen i

oprindelsesstaten, hvoraf det fremgår, at retsforliget eller en del heraf i

oprindelsesstaten kan fuldbyrdes på samme måde som en dom (litra e).

Det fremgår af artikel 13, stk. 2, at hvis dommens indhold ikke giver den

domstol, hvor anmodningen indgives, mulighed for at konstatere, at betin-

gelserne i konventionens kapitel III er opfyldt, kan domstolen kræve fore-

læggelse af alle nødvendige dokumenter.

En anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse kan vedlægges et doku-

ment, der er udstedt af en domstol i oprindelsesstaten, i den udformning,

som Haagerkonferencen om International Privatret har anbefalet og offent-

liggjort.

Det fremgår af artikel 13, stk. 4, at hvis de i konventionens artikel 13

nævnte dokumenter ikke er affattet på et sprog, der er et officielt sprog i

den stat, hvor anmodningen indgives, skal de ledsages af en autoriseret

oversættelse til et i denne stat officielt sprog, medmindre andet følger af

lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives.

Dokumenter, der fremsendes efter konventionen, er fritaget for legalisering

eller tilsvarende formaliteter, herunder apostille, jf. konventionens artikel

18.

Det fremgår af konventionens artikel 14, at proceduren for anerkendelse,

eksekvatur, registrering med henblik på fuldbyrdelse og fuldbyrdelse af

dommen følger lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives, med-

mindre andet er fastsat i konventionen. Den domstol, som anmodningen

forelægges, skal hurtigt tage stilling.

3.3.4. Generelle bestemmelser

Konventionens kapitel IV (artikel 16-26) indeholder generelle bestemmel-

ser.

Det fremgår af konventionens artikel 16, stk. 1, at konventionen finder

anvendelse på eksklusive værnetingsaftaler indgået efter dens ikrafttræden

for den stat, i hvilken den valgte domstol er beliggende. Konventionen

finder ikke anvendelse på tvister, der er indledt inden dens ikrafttræden for

den stat, i hvilken den domstol, som anmodningen forelægges for, er belig-

gende, jf. stk. 2.

Det fremgår af konventionens artikel 17, stk. 1, at en tvist vedrørende en

forsikrings- eller genforsikringsaftale ikke kan udelukkes fra konventio-

nens anvendelsesområde under henvisning til, at forsikrings- eller genfor-

sikringsaftalen vedrører et forhold, som konventionen ikke finder anven-

delse på. Efter artikel 17, stk. 2, kan anerkendelse og fuldbyrdelse af en

dom vedrørende erstatningsansvar, der hviler på en forsikrings- eller gen-

forsikringsaftale ikke begrænses eller nægtes under henvisning til, at er-

statningsansvaret ifølge den pågældende aftale omfatter pligt til at yde den

forsikrede eller den genforsikrede erstatning i forbindelse med et forhold,

som denne konvention ikke finder anvendelse på (litra a), eller en beslut-

ning om skadeserstatning, som artikel 11 kunne finde anvendelse på (litra

b).

Efter konventionens artikel 19 kan en stat erklære, at dens domstole kan

afvise at behandle tvister, som er omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale,

hvis der, bortset fra den valgte domstols beliggenhed, ikke er nogen for-

bindelse mellem den pågældende stat og parterne eller tvisten.

En stat kan endvidere i medfør af konventionens artikel 20 erklære, at dens

domstole kan afvise at anerkende eller fuldbyrde en dom afsagt af en dom-

stol i en anden kontraherende stat, hvis parterne havde sædvanligt opholds-

sted i den stat, hvor anmodningen indgives, og forbindelsen mellem parter-

ne og alle andre relevante forhold i sagen udelukkende havde tilknytning

til den stat, hvor anmodningen indgives, uanset den valgte domstols belig-

genhed.

Efter konventionens artikel 21, stk. 1, kan en stat, når den har en stærk

interesse i ikke at anvende konventionen på et specifikt område, erklære, at

den ikke vil anvende konventionen på dette område. En stat, der afgiver en

sådan erklæring, skal sørge for, at erklæringen ikke er mere omfattende

end nødvendigt, og at det udelukkede specifikke område er klart og præcist

defineret. For så vidt angår det pågældende område, finder konventionen

ikke anvendelse i den kontraherende stat, der har afgivet erklæringen (litra

a) og i de andre kontraherende stater, når domstolene eller en eller flere

bestemte domstole i den stat, der har afgivet erklæringen, er valgt i en eks-

klusiv værnetingsaftale (litra b), jf. stk. 2.

Konventionens artikel 26 indeholder bestemmelser om forholdet mellem

konventionen og andre internationale instrumenter.

Konventionen skal så vidt muligt fortolkes som værende forenelig med

andre internationale instrumenter, der gælder for kontraherende stater, og

konventionen berører ikke en kontraherende stats anvendelse af et interna-

tionalt instrument i tilfælde, hvor ingen af parterne har hjemsted i en kon-

traherende stat, der ikke er part i det internationale instrument, jf. artikel

26, stk. 1 og 2.

Det fremgår endvidere af artikel 26, stk. 6, at konventionen ikke berører

anvendelsen af regler i en regional organisation for økonomisk integration,

der er part i konventionen, uanset om reglerne er vedtaget før eller efter

konventionen. Dette gælder, hvis ingen af parterne har hjemsted i en kon-

traherende stat, der ikke er medlemsstat i den regionale organisation (litra

a), og i relation til anerkendelse eller fuldbyrdelse af domme mellem med-

lemsstater i den regionale organisation (litra b).

Endelig fremgår det af konventionens artikel 28, stk. 1, at hvis en stat be-

står af to eller flere territoriale enheder, hvor de forhold, som behandles i

værnetingskonventionen, er underkastet forskellige retssystemer, kan den

på undertegnelses-, ratificerings-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelses-

tidspunktet afgive erklæring om, at konventionen finder anvendelse på alle

dens territoriale enheder eller kun på en eller flere af dem, og den kan når

som helst ændre denne erklæring ved at afgive en ny.

Til brug for fortolkningen har Haagerkonferencen om International Priva-

tret udgivet en forklarende rapport til konventionen. Rapporten blev vedta-

get på konferencens 20. samling og findes i en dansk sprogudgave på Haa-

gerkonferencens hjemmeside.

3.4. Lovforslagets udformning og konventionens gennemførelse i dansk ret

3.4.1. Generelle overvejelser og forslag

3.4.1.1.

Værnetingskonventionen blev vedtaget den 30. juni 2005 inden for

rammerne af Haagerkonferencen. Rådet traf den 4. december 2014 afgø-

relse om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af konventionen,

og konventionen trådte i kraft for EU (med undtagelse af Danmark) den 1.

oktober 2015.

Danmark deltog som følge af retsforbeholdet ikke i vedtagelsen af rådsaf-

gørelsen om EU’s godkendelse af konventionen, som således ikke er bin-

dende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Danmark skal dermed

tiltræde konventionen som selvstændig kontraherende part.

Dansk tiltrædelse af værnetingskonventionen vil give danske borgere og

virksomheder sikkerhed for, at en eksklusiv værnetingsaftale indgået af

danske borgere og virksomheder, der udpeger en domstol i et land uden for

EU som kompetent domstol, respekteres af de lande, som har tiltrådt kon-

ventionen.

Endvidere vil dansk tiltrædelse give danske borgere og virksomheder sik-

kerhed for, at en retsafgørelse truffet af en dansk domstol, som er udpeget

som kompetent domstol i medfør af en eksklusiv værnetingsaftale, som

udgangspunkt anerkendes og fuldbyrdes i tredjelande, som er kontraheren-

de parter til konventionen.

Dansk tiltrædelse af konventionen vil endvidere indebære, at danske dom-

stole skal anerkende og fuldbyrde retsafgørelser fra domstole i tredjelande,

som er kontraherende parter til konventionen, hvis disse er udpeget som

kompetente i medfør af en eksklusiv værnetingsaftale.

Da konventionen som nævnt trådte i kraft for EU den 1. oktober 2015, vil

dansk tiltrædelse af konventionen endelig sikre, at danske borgere og virk-

somheder opnår samme retlige stilling i forhold til konventionen, som bor-

gere og virksomheder i de øvrige EU-medlemsstater.

På den baggrund lægges der med lovforslaget op til at tilvejebringe det

lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark kan tiltræde konventionen.

Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget endvidere i medfør af

grundlovens § 19 sit samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne tiltræ-

der værnetingskonventionen, og at regeringen i den forbindelse afgiver

erklæringer til en række af konventionens bestemmelser som angivet i af-

snit 3.4.2 nedenfor.

3.4.1.2.

Værnetingskonventionen bør efter Justitsministeriets opfattelse

gennemføres i dansk ret ved inkorporering, således at konventionens be-

stemmelser gælder her i landet, uden at der sker omskrivning af bestem-

melserne til dansk lovgivning. Med denne metode sikres det på bedste vis,

at bestemmelserne i værnetingskonventionen kommer til at gælde her i

landet på samme måde, som i de øvrige kontraherende stater.

Lovforslaget indeholder herefter alene de gennemførelsesbestemmelser,

der vurderes at være nødvendige for, at konventionens bestemmelser kan

finde anvendelse her i landet.

Konventionen indeholder som nævnt regler om værneting i sager, der er

omfattet af en eksklusiv værnetingsaftale, samt om anerkendelse og fuld-

byrdelse af retsafgørelser, der er truffet af en domstol, som er udpeget i

medfør af en sådan værnetingsaftale.

Det er Justitsministeriets vurdering, at konventionen bør gennemføres i

dansk ret i Bruxelles I-loven, som allerede indeholder regler der gennem-

fører Bruxelles I-forordningen, Luganokonventionen og underholdspligt-

forordningen i dansk ret. Disse internationale aftaler indeholder ligesom

værnetingskonventionen regler om international kompetence, samt om

anerkendelse og fuldbyrdelse. Bruxelles I-loven indeholder desuden sær-

skilte regler om fremgangsmåden ved anerkendelse og fuldbyrdelse efter

hhv. Bruxelles I-forordningen, Luganokonventionen og underholdspligt-

forordningen.

Det foreslås på denne baggrund, at der i § 1 i Bruxelles I-loven indsættes

en henvisning til værnetingskonventionen, ligesom konventionen foreslås

medtaget som et nyt bilag 5 til loven. Værnetingskonventionen vil herefter

lovteknisk være inkorporeret direkte i Bruxelles I-loven.

Det foreslås endvidere, at titlen på Bruxelles I-loven ændres til »lov om

anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på

det civil- og handelsretlige område«. Det er Justitsministeriets vurdering,

at den foreslåede ændring af lovens titel sikrer øget klarhed om lovens

anvendelsesområde.

Med gennemførelsen af værnetingskonventionen i Bruxelles I-loven sikres

det samtidig, at konventionens regler om værneting fremover vil skulle

anvendes i sager, der er omfattet af konventionen, jf. retsplejelovens § 247,

stk. 1.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

3.4.2. Erklæringer om konventionens anvendelsesområde

Det fremgår af konventionens artikel 21, stk. 1, at når en stat har en stærk

interesse i ikke at anvende konventionen på et specifikt område, kan staten

erklære, at den ikke vil anvende konventionen på dette område.

Det har efter artikel 21, stk. 2, den betydning for det pågældende område,

at konventionen ikke finder anvendelse i den kontraherende stat, der har

afgivet erklæringen (litra a) og i de andre kontraherende stater, når dom-

stolene eller en eller flere bestemte domstole i den stat, der har afgivet er-

klæringen, er valgt i en eksklusiv værnetingsaftale (litra b), jf. stk. 2.

Det fremgår endvidere af konventionens artikel 28, stk. 1, at hvis en stat

består af to eller flere territoriale enheder, hvor de forhold, som behandles i

værnetingskonventionen, er underkastet forskellige retssystemer, kan den

på undertegnelses-, ratificerings-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelses-

tidspunktet afgive erklæring om, at konventionen finder anvendelse på alle

dens territoriale enheder eller kun på en eller flere af dem, og den kan når

som helst ændre denne erklæring ved at afgive en ny.

EU afgav ved sin ratifikation af værnetingskonventionen den 11. juni 2015

følgende erklæring i medfør af konventionens artikel 21:

”Formålet med denne erklæring, som udelukker visse typer af forsikrings-

aftaler fra konventionens anvendelsesområde, er at beskytte visse forsik-

ringstagere, forsikrede parter og begunstigede, som i henhold til den inter-

ne EU-ret nyder særlig beskyttelse.

1. Den Europæiske Union erklærer i henhold til konventionens artikel 21,

at den ikke vil anvende konventionen på forsikringskontrakter, jf. dog ne-

denstående stk. 2.

2. Den Europæiske Union vil anvende konventionen på forsikringskon-

trakter i følgende tilfælde:

a) Hvis kontrakten er en genforsikringsaftale

b) hvis værnetingsaftalen er indgået, efter tvisten er opstået,

c) hvis der, med forbehold af konventionens artikel 1, stk. 2, er indgået en

værnetingsaftale mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på

tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller sæd-

vanlige opholdssted på samme kontraherende stats område, og retterne i

denne stat i henhold til denne aftale tillægges kompetence også i tilfælde

af, at skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om

værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende stat, eller

d) hvis værnetingsaftalen vedrører en forsikringsaftale, som dækker en

eller flere af følgende risici, som betragtes som store risici:

i) alle tab eller skader, der skyldes begivenheder, som indtræffer i forbin-

delse med deres anvendelse til erhvervsmæssige formål, på:

a) søgående skibe, på offshoreanlæg og anlæg i rum sø eller flod-, kanal-

og indsøfartøjer

b) luftfartøjer

c) rullende jernbanemateriel

ii) alle tab af eller skader på varer i transit eller bagage bortset fra passage-

rers bagage, uanset transportformen

iii) ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller

for skade på disses bagage som følge af anvendelse eller drift af:

a) skibe, anlæg eller fartøjer i henhold til nr. i), litra a)

b) luftfartøjer, for så vidt lovgivningen i den kontraherende stat, i hvilken

luftfartøjerne er registreret, ikke forbyder værnetingsaftaler ved forsikrin-

gen af sådanne risici

c) rullende jernbanemateriel

iv) ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller

for skade på disses bagage, for tab eller skade forårsaget af varer i transit

eller bagage som omhandlet i nr. ii)

v) ethvert økonomisk tab i forbindelse med brugen eller driften af skibe,

anlæg, fartøjer, luftfartøjer eller rullende jernbanemateriel i henhold til nr.

i) navnlig tab af fragt eller befragtningsindtægter

vi) enhver risiko i forbindelse med en af de i nr. i) — v) nævnte risici

vii) alle kreditrisici eller kautionsrisici, hvis forsikringstageren i erhvervs-

mæssigt øjemed udøver industri- eller handelsvirksomhed eller et liberalt

erhverv, og risikoen vedrører denne virksomhed eller dette erhverv

viii) alle andre risici, hvis forsikringstager udøver en virksomhed af en vis

størrelse, som ligger over den talmæssige grænse for mindst to af neden-

stående kriterier:

a) en balancesum på 6,2 mio. EUR

b) en nettoomsætning på 12,8 mio. EUR

c) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.”

EU afgav videre en unilateral erklæring, hvorefter EU på et senere tids-

punkt i lyset af erfaringerne opnået med anvendelsen af konventionen kan

revurdere behovet for at opretholde sin erklæring i medfør af konventio-

nens artikel 21, jf. ovenfor.

Det fremgår af Rådets afgørelse af 4. december 2014 (2014/887/EU), at

formålet med erklæringen er at bevare de beskyttende kompetenceregler

for forsikringstageren, den forsikrede part eller en begunstiget i sager, der

handler om forsikring i henhold til Bruxelles I-forordningen.

På den baggrund, og idet Danmark ved parallelaftale er tilknyttet Bruxelles

I-forordningen på mellemstatsligt grundlag, er det Justitsministeriets vur-

dering, at Danmark bør afgive en erklæring svarende til EU's erklæring af

11. juni 2015, jf. ovenfor.

Danmark vil på den baggrund ved tiltrædelsen af konventionen afgive en

erklæring i medfør af konventionens artikel 21, i overensstemmelse her-

med.

Danmark vil endvidere ved tiltrædelsen af konventionen afgive en erklæ-

ring om, at konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne og Grøn-

land.

3.4.3. Forholdet til andre internationale aftaler

Det fremgår af konventionens artikel 26, stk. 1 og 2, at konventionen så

vidt muligt skal fortolkes som værende forenelig med andre internationale

instrumenter, der gælder for kontraherende stater. Konventionen berører

ikke en kontraherende stats anvendelse af et internationalt instrument i

tilfælde, hvor ingen af parterne har hjemsted i en kontraherende stat, der

ikke er part i det internationale instrument.

Det fremgår endvidere af konventionens artikel 26, stk. 6, at konventionen

ikke berører anvendelsen af regler i en regional organisation for økono-

misk integration, der er part i konventionen, uanset om reglerne er vedta-

get før eller efter konventionen. Dette gælder, hvis ingen af parterne har

hjemsted i en kontraherende stat, der ikke er medlemsstat i den regionale

organisation (litra a), og i forhold, der vedrører anerkendelse eller fuldbyr-

delse af domme mellem medlemsstater i den regionale organisation (litra

b).

Konventionens artikel 26 er uddybet i afsnit 265-310 i den forklarende

rapport til konventionen. Heraf fremgår det bl.a., at EU er en organisation

for regional økonomisk integration i konventionens forstand.

Konventionens artikel 26, stk. 2, betyder bl.a., at reglerne i Luganokonven-

tionen og den nordiske domskonvention om værneting, anerkendelse og

fuldbyrdelse, kan finde anvendelse frem for værnetingskonventionens reg-

ler, hvis sagens parter har hjemsted i en stat, der har tiltrådt Luganokon-

ventionen eller den nordiske domskonvention.

Konventionens artikel 26, stk. 6, betyder bl.a., at reglerne i Bruxelles I-for-

ordningen kan anvendes frem for konventionens regler om retternes kom-

petence, hvis sagens parter har hjemsted i EU, eller hvis der er tale om

forhold vedrørende anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser mel-

lem EU-medlemsstater.

3.4.4. Konventionens regler om værneting

3.4.4.1.

Konventionens artikel 5, stk. 1, fastslår, at den eller de domstole i

en kontraherende stat, der er udpeget i medfør af en eksklusiv værnetings-

aftale, skal have kompetence til at behandle en sag, der er omfattet af vær-

netingsaftalen, medmindre værnetingsaftalen er ugyldig i medfør af loven i

den stat.

Det fremgår af konventionens artikel 5, stk. 2, at en domstol, der har kom-

petence i henhold til en eksklusiv værnetingsaftale, ikke kan erklære sig

inkompetent under henvisning til, at tvisten skal indbringes for en domstol

i en anden stat. Dette er dog ikke til hinder for nationale bestemmelser

vedrørende en domstols kompetence med hensyn til sagens art eller sags-

genstandens værdi eller den interne kompetencefordeling mellem domsto-

lene, jf. konventionens artikel 5, stk. 3.

Det fremgår desuden af konventionens artikel 6, at en domstol i en anden

kontraherende stat end den, i hvilken den udpegede domstol ligger, som

udgangspunkt skal udsætte eller afvise behandlingen af en sag, der er om-

fattet af en eksklusiv værnetingsaftale. Konventionens artikel 6, litra a-e,

angiver udtømmende, i hvilke tilfælde den pågældende domstol alligevel

ikke skal udsætte eller afvise sagsbehandlingen. Det drejer sig bl.a. om

tilfælde, hvor der foreligger ugyldighed mv., når det vil være i modstrid

med grundlæggende retsprincipper (ordre public) at efterkomme værne-

tingsaftalen, eller når den valgte domstol har afvist at behandle sagen. Der

henvises til afsnit 3.3.2 ovenfor.

3.4.4.2.

Det fremgår bl.a. af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er

omfattet af en international overenskomst, som er gennemført i dansk ret

ved lov om EF-domskonventionen m.v. eller lov om Bruxelles I-forordnin-

gen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte love, anven-

des overenskomstens værnetingsregler.

3.4.4.3.

Som anført ovenfor i afsnit 3.4.1.2 foreslås det, at værnetingskon-

ventionen gennemføres i dansk ret i Bruxelles I-loven. Dette indebærer, at

konventionens værnetingsregler i medfør af retsplejelovens § 247, stk. 1,

fremover vil skulle anvendes i sager, der er omfattet af værnetingskonven-

tionen.

Det betyder bl.a., at danske domstole, der er udpeget i medfør af en eks-

klusiv værnetingsaftale, der ligger inden for konventionens anvendelses-

område, fremover som udgangspunkt vil være rette værneting for sager

omfattet heraf. Danske domstolene kan således ikke afslå behandlingen af

en sådan sag med henvisning til, at sagen rettelig bør behandles ved en

anden stats domstole. Det betyder desuden, at danske domstole vil være

forpligtede til at udsætte eller afvise behandlingen af sager, der er omfattet

af en eksklusiv værnetingsaftale, hvis et andet lands domstole er udpeget i

medfør af værnetingsaftalen.

3.4.4.4.

På baggrund af den i lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede ændring af

titlen til Bruxelles I-loven, jf. afsnit 3.4.1.2 ovenfor, foreslås det herud-

over, at retsplejelovens § 247, stk. 1, konsekvensændres, således at henvis-

ningen i bestemmelsen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« ændres

til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørel-

ser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil.

3.4.5. Konventionens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse

3.4.5.1.

Det fremgår af konventionens artikel 8, stk. 1, at en dom afsagt af

en domstol i en kontraherende stat, der er valgt i henhold til en eksklusiv

værnetingsaftale, skal anerkendes og fuldbyrdes i de andre kontraherende

stater. Anerkendelse eller fuldbyrdelse kan kun afslås med henvisning til

de i konventionen opregnede grunde.

Konventionens artikel 9 opregner udtømmende de grunde, som kan føre

til, at anerkendelse eller fuldbyrdelse af dommen afvises. For en nærmere

gennemgang henvises til afsnit 3.3.3 ovenfor.

Det fremgår herudover af konventionens artikel 14, at fremgangsmåden for

bl.a. anerkendelse, eksekvatur og fuldbyrdelse af dommen følger reglerne i

den stat, hvor anmodningen herom er indgivet, medmindre konventionen

bestemmer andet.

3.4.5.2.

For så vidt angår anerkendelse af udenlandske retsafgørelser fast-

slår retsplejelovens § 223 a, at justitsministeren kan fastsætte bestemmel-

ser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder om bor-

gerlige krav og udenlandske offentlige forlig om sådanne krav skal have

bindende virkning her i riget, når anerkendelsen ikke vil være åbenbart

uforenelig med landets retsorden.

Bestemmelsen er alene blevet udnyttet ved udstedelsen af anordning nr.

148 af 13. april 1938 om anerkendelse af domme afsagt i Tyskland, lige-

som der er henvist til bestemmelsen ved gennemførelsen af to øvrige inter-

nationale aftaler om underholdspligt og konkurs.

Der er således ikke i gældende dansk ret fastsat regler, hvorefter udenland-

ske retsafgørelser, der er afsagt af domstole, der er kompetente i medfør af

en værnetingsaftale, skal anerkendes her i landet.

Med den foreslåede henvisning til værnetingskonventionen i § 1 i Bruxel-

les I-loven, jf. afsnit 3.4.1.2 ovenfor, sikres det, at konventionens regler

gælder her i landet. Det betyder, at anerkendelse af retsafgørelser, der er

omfattet af konventionen, vil kunne ske uden videre i medfør af konventio-

nens artikel 8.

Det fremgår i den forbindelse af konventionens artikel 8, stk. 2, at den

domstol, som en anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse forelæg-

ges, ikke må foretage en prøvelse af sagens realitet. Det fremgår endvidere

af bestemmelsen, at samme domstol er bundet af de faktiske omstændighe-

der, som oprindelsesdomstolen lagde til grund for sin kompetence. Det

betyder eksempelvis, at en dansk ret kan foretage en prøvelse af den juridi-

ske vurdering, som oprindelsesdomstolen lagde til grund for sin kompeten-

ce, men at retten i denne forbindelse er bundet af de faktiske omstændighe-

der, som oprindelsesdomstolen lagde til grund for sin vurdering. Det sam-

me gør sig gældende i relation til de i konventionen opregnede grunde til

afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse, der vedrører spørgsmålet om

kompetence, herunder artikel 9, litra b, om manglende rets- og handleevne.

Artikel 9, litra a, om ugyldige værnetingsaftaler angår for så vidt ligeledes

spørgsmålet om kompetence, men det fremgår direkte af bestemmelsen, at

oprindelsesdomstolens vurdering af gyldigheden er bindende. Indsigelses-

grundene i konventionens artikel 9, litra c, d og e, angår spørgsmål om

retspleje og ordre public, hvorfor en dansk ret i disse tilfælde hverken vil

være bundet af oprindelsesdomstolens retlige vurdering af sin kompetence,

eller de faktiske omstændigheder, som domstolen lagde til grund for denne

vurdering. Spørgsmålet er bl.a. omtalt i afsnit 164-173 i den forklarende

rapport til konventionen.

En dom skal kun anerkendes, hvis den har retskraft i oprindelsesstaten, jf.

konventionens artikel 8, stk. 3.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

3.4.5.3.

For så vidt angår fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser frem-

går af det retsplejelovens § 479, at justitsministeren kan fastsætte bestem-

melser, hvorefter afgørelser af udenlandske domstole og myndigheder om

borgerlige krav og vedtagelser om sådanne krav kan fuldbyrdes her i riget,

såfremt de kan fuldbyrdes i den stat, hvor afgørelsen er truffet, eller efter

hvis ret vedtagelsen skal bedømmes, og såfremt fuldbyrdelsen ikke vil

være åbenbart uforenelig med landets retsorden. Justitsministeren kan efter

§ 479, stk. 2, fastsætte regler om fuldbyrdelse af de i stk. 1 nævnte afgørel-

ser og vedtagelser, herunder om behandlingen af indsigelser.

Bestemmelsen er alene blevet udnyttet ved gennemførelsen af to interna-

tionale aftaler om underholdspligt og om konkurs. Der er ikke i gældende

ret fastsat regler, hvorefter udenlandske retsafgørelser, der er afsagt af en

domstol, der er kompetent i medfør af en værnetingsaftale, kan fuldbyrdes

her i landet.

Med den foreslåede gennemførsel i § 1 i Bruxelles I-loven, jf. afsnit

3.4.1.2 ovenfor, sikres det, at konventionens regler gælder her i landet, og

at domme, der er omfattet af konventionen kan fuldbyrdes her i landet.

Selve fuldbyrdelsen følger reglerne i retsplejeloven om tvangsfuldbyrdelse

af domme.

Det fremgår i denne forbindelse af konventionens artikel 8, stk. 2, at den

domstol, som en anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse forelæg-

ges, ikke må foretage en prøvelse af sagens realitet. Der henvises til afsnit

3.4.3.2 ovenfor.

Efter konventionens artikel 8, stk. 3, vil en dom kun skulle fuldbyrdes,

hvis den kan fuldbyrdes i oprindelsesstaten.

3.4.5.4.

Justitsministeriet har i denne forbindelse overvejet, om der bør

indføres en såkaldt eksekvaturprocedure ved fuldbyrdelse her i landet af

retsafgørelser, der er omfattet af konventionen. En sådan procedure vil

sikre, at retsafgørelser, der skal fuldbyrdes i Danmark, gennemgår en sær-

skilt procedure for at blive erklæret eksigible, før de kan fuldbyrdes ved

danske domstole.

Eksekvaturproceduren kendes navnlig fra EF-domskonventionen, Bruxel-

les I-forordningen og Luganokonventionen, hvis indhold i vidt omfang

svarer til Bruxelles I-forordningen. Med den omarbejdede udgave af

Bruxelles I-forordningen i 2012 afskaffede man eksekvaturproceduren,

idet man fremhævede, at det juridiske samarbejde og graden af tillid blandt

medlemsstater havde nået en grad af modenhed, som tillod en bevægelse

mod et mere simpelt, mindre udgiftstungt og mere automatisk system for

den frie bevægelighed af retsafgørelser, jf. Kommissionens forslag til en

omarbejdet Bruxelles I-forordning (KOM(2010) 748). Man opretholdt

imidlertid eksekvaturproceduren i forholdet til tredjelande, idet man efter

Luganokonventionen, som regulerer forhold til Island, Norge og Schweiz,

fortsat skal have en retsafgørelse erklæret eksigibel, før den kan fuldbyr-

des. Justitsministeriet finder, at det er mest hensigtsmæssigt, at en sådan

ordning tillige anvendes i forhold til tredjelande i sager, der er omfattet af

værnetingskonventionen.

Værnetingskonventionen indeholder dog til forskel fra Luganokonventio-

nen ingen regler om fremgangsmåden ved eksekvatur. Det fremgår således

af værnetingskonventionens artikel 14, at proceduren for bl.a. eksekvatur

følger lovgivningen i den stat, hvor anmodningen indgives, medmindre

andet er fastsat i konventionen. Det betyder, at de kontraherende stater

ikke er bundet af en særlig form, når de skal etablere en eksekvaturproce-

dure for sager, der er omfattet af værnetingskonventionen. Det betyder

endvidere, at fremgangsmåden for eksekvatur for så vidt angår udenland-

ske retsafgørelser, der er omfattet af værnetingskonventionen, skal fastlæg-

ges direkte i Bruxelles I-loven.

For at sikre den klarest mulige retstilstand, vurderes det at være mest hen-

sigtsmæssigt at benytte en ordning for eksekvaturproceduren, der med en-

kelte forskelle svarer til ordningen efter Luganokonventionen.

3.4.5.5.

På den baggrund foreslås det, at der i Bruxelles I-loven indsættes

et nyt kapitel 2 c (§§ 8 i – 8 l), der fastlægger fremgangsmåden ved ekse-

kvatur og fuldbyrdelse af retsafgørelser efter værnetingskonventionen.

Reglerne svarer med enkelte ændringer til de gældende bestemmelser i

lovens kapitel 2 a om anerkendelse og fuldbyrdelse efter Luganokonven-

tionen.

Som en del af den foreslåede eksekvaturprocedure foreslås det, at anmod-

ningen om, at en udenlandsk dom, som er omfattet af værnetingskonven-

tionen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. Efter lovforslaget kan

fordringshaveren samtidig anmode om, at fogedretten – såfremt dommen

findes eksigibel – tvangsfuldbyrder dommen efter retsplejelovens regler,

og fordringshaveren kan således nøjes med at indgive én anmodning til

fogedretten. Det foreslås, at den, der fremsætter anmodning om, at en

udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel, samtidig skal udpege en pro-

cesfuldmægtig her i landet, hvortil meddelelser vedrørende sagen kan sen-

des. Det gælder dog ikke, hvis vedkommende selv har bopæl her i landet.

Det foreslås endelig, at anmodningen skal være skriftlig, hvilket er en min-

dre fravigelse i forhold til retsplejelovens § 488, stk. 1, sidste pkt. Det sva-

rer til, hvad der gælder efter lovens kapitel 2 a om anerkendelse og fuld-

byrdelse af retsafgørelser i henhold til Luganokonventionen.

Det foreslås herudover, at en afgørelse erklæres eksigibel, når kravene i

værnetingskonventionens artikel 13 er opfyldt, uden prøvelse af de i kon-

ventionen opregnede grunde til, at anerkendelse og fuldbyrdelse afvises.

Fogedretten foretager således en begrænset formel prøvelse, hvor retten

alene skal tage stilling til, hvorvidt kravene til dokumentation i konventio-

nens artikel 13 er opfyldt. Det drejer sig bl.a. om, at en anmodning om

fuldbyrdelse skal være vedlagt en fuldstændig bekræftet kopi af dommen

og en kopi af værnetingsaftalen, eller et andet bevis på, at der er indgået en

sådan aftale. Fogedretten kan kræve yderligere dokumentation, hvis den

ikke på baggrund af det til anmodningen vedlagte materiale kan afgøre om

dommen kan erklæres eksigibel, og dokumentationen skal være affattet på

dansk eller være vedlagt en autoriseret oversættelse hertil. I den forbindel-

se foreslås det, at retsplejelovens § 149, stk. 2, finder anvendelse på den

dokumentation, der er nævnt i konventionens artikel 13.

Som det fremgår af konventionens artikel 13, stk. 3, kan der ved anmod-

ningen om eksigibilitet efter den foreslåede § 8 i, stk. 1, vedlægges en for-

mular i den udformning, som Haagerkonferencen om International Priva-

tret har anbefalet og offentliggjort. Formularen er tilgængelig på Haager-

konferencens hjemmeside. Det er ikke obligatorisk at anvende formularen,

og det vil således være fogedrettens vurdering på baggrund af alle de frem-

lagte beviser, om en retsafgørelse kan erklæres eksigibel. Det er ikke i sig

selv afgørende om der er gjort indsigelse mod de oplysninger, der er anført

i formularen. Bestemmelsen er omtalt i afsnit 210-215 i den forklarende

rapport til konventionen.

Det foreslås, at fogedretten træffer afgørelse om eksigibilitet ved kendelse.

Efter lovforslaget kan kendelsen kæres til landsretten efter reglerne i rets-

plejelovens kapitel 37. Landsrettens afgørelse kan med Procesbevil-

lingsnævnets tilladelse kæres til Højesteret.

Til forskel fra Luganokonventionen indeholder værnetingskonventionen

ingen regler om frister for kære af en afgørelse om en udenlandsk retsafgø-

relses eksigibilitet. Det foreslås derfor, at fristen for kære af en afgørelse

om, at en udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel er 1 måned, hvilket

svarer til ordningen efter Luganokonventionen. For så vidt angår afgørel-

ser om, at en udenlandsk retsafgørelse ikke erklæres eksigibel finder rets-

plejelovens almindelige frister for kære anvendelse. Det svarer til ordnin-

gen efter Luganokonventionen.

Det foreslås endvidere, at kære sker ved indlevering af kæreskrift til den

ret, hvortil afgørelsen kæres, hvilket er en fravigelse af retsplejelovens §

393, stk. 3, hvorefter kære sker ved indlevering af kæreskrift til den ret,

hvis afgørelse kæres. Den foreslåede ordning svarer til, hvad der gælder

efter Luganokonventionen.

Som anført ovenfor træffer fogedretten afgørelse om eksigibilitet efter en

begrænset formel prøvelse. Det er således først i forbindelse med en even-

tuel kære af fogedrettens kendelse, at den forpligtede får adgang til at udta-

le sig og eksempelvis komme med indsigelser mod anmodningen om eksi-

gibilitet. Det foreslås i den forbindelse, at den ret, hvortil afgørelsen kæres,

giver parterne adgang til at udtale sig. Retten kan bestemme, at der skal

foretages mundtlig forhandling. Det svarer til, hvad der gælder efter Luga-

nokonventionen.

Den ret, hvortil afgørelsen er kæret kan kun afslå at erklære den udenland-

ske dom eksigibel med henvisning til de grunde, der er opregnet i værne-

tingskonventionen, hvilket følger af forpligtelsen i konventionens artikel 8,

stk. 1. Disse grunde fremgår navnlig af konventionens artikel 9.

Det foreslås endvidere, at en dom, der erklæres eksigibel, kan fuldbyrdes

efter retsplejelovens regler med de ændringer, der er angivet i loven. Det er

således foreslået, at der er adgang til at foretage udlæg eller andre fuldbyr-

delsesskridt når dommen er erklæret eksigibel, uanset om kærefristen for

afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet eller en eventuel kære ikke er

afgjort. Udlægget har dog alene karakter af en sikrende foranstaltning. Det

svarer til ordningen efter Luganokonventionen. Der henvises i den forbin-

delse til forarbejderne til Bruxelles I-loven, jf. afsnit 5.4 i lovforslag L 46

af 25. oktober 2006 (Folketingstidende 2006-2007, tillæg A, s. 1547), og

til lov om ændring af Bruxelles I-loven, jf. afsnit 4.2 i lovforslag L 202 af

3. april 2013 (Folketingstidende 2012-2013, A, L 202 som fremsat).

Det foreslås endelig, at hvis anerkendelse af en udenlandsk retsafgørelse

bestrides, kan en berettiget part, der i det væsentligste påberåber sig aner-

kendelsen, efter reglerne i det foreslåede kapitel 2 c, få fastslået, om retsaf-

gørelsen skal anerkendes. Bestemmelsen svarer efter sit indhold til Luga-

nokonventionens artikel 33, stk. 2, som er gennemført ved § 8 g, nr. 2, i

Bruxelles I-loven.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3 og bemærkningerne hertil.

4. Anvendelse af telekommunikation i auktionssager

4.1. Gældende ret

Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre love (Politi- og domstolsreform) blev i retsplejeloven indsat en ræk-

ke bestemmelser om anvendelse af telekommunikation i retssager.

For fogedsager blev indsat en ny bestemmelse om anvendelse af telekom-

munikation i retsplejelovens § 506. Bestemmelsen finder anvendelse for

telekommunikation både med og uden billede, jf. hertil § 106, stk. 3, 2.

pkt., i den ovennævnte ændringslov samt § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr.

980 af 25. september 2009 om ikrafttræden af reglerne om videokommuni-

kation.

Retsplejelovens § 506 findes i lovens kapitel 46 om fremgangsmåden ved

udlæg og tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav. Bestemmelsen

gælder desuden ved henvisning for en række andre sagstyper, der behand-

les af fogedretten, herunder umiddelbare fogedforretninger (§ 598, stk. 2),

sager om arrest (§ 631, stk. 2), fogedrettens bistand til opretholdelse af

forbud og påbud (§ 642, stk. 2) m.fl.

Det fremgår af retsplejelovens § 506, stk. 1, at retten – for retsmøder, hvor

der ikke skal være mundtlig forhandling om et omtvistet spørgsmål – kan

tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager ved anvendelse af

telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.

For retsmøder, hvor der skal være mundtlig forhandling om et omtvistet

spørgsmål, kan retten tillade, at en part, der er repræsenteret i retten, delta-

ger ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er

uhensigtsmæssig, jf. § 506, stk. 2. Er parten ikke repræsenteret i retten –

eller er der tale om en rettergangsfuldmægtig – kan retten tillade deltagelse

i et sådant retsmøde ved anvendelse af telekommunikation, hvis sådan

deltagelse af særlige grunde er hensigtsmæssig, jf. stk. 3.

Retsplejeloven indeholder herudover forskellige generelle bestemmelser,

der – alt efter omstændighederne – regulerer anvendelse af telekommuni-

kation i retssager. Det drejer sig bl.a. om retsplejelovens § 32 d (anvendel-

se af telekommunikation med billede, når der i retsmødet skal afgives for-

klaring af en anden part e.l.) og § 174, stk. 2 og 3 (betingelser for afgivelse

af forklaring ved anvendelse af telekommunikation).

Der er ikke i dag hjemmel til at anvende telekommunikation i forbindelse

med tvangsauktioner, jf. retsplejelovens kapitel 49-52.

Regler herom blev overvejet i forarbejderne til retsplejelovens § 506, jf.

bemærkningerne til § 1, nr. 107, i lovforslag nr. L 168 af 1. marts 2006 om

ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsre-

form). Her anføres det, at en stillingtagen til sådanne regler bør afvente de

erfaringer, der eventuelt indhøstes med anvendelse af telekommunikation i

andre fogedsager. Det anføres endvidere, at en anvendelse af telekommu-

nikation i forbindelse med tvangsauktioner – afhængig af antallet af by-

dende – bl.a. vil kunne stille væsentligt anderledes krav til de tekniske løs-

ninger end telekommunikation i forbindelse med fogedsager i øvrigt eller i

forbindelse med retssager.

4.2. Justitsministeriets overvejelser

Domstolsstyrelsen har foreslået, at det i videre omfang end i dag gøres

muligt for parter og rettergangsfuldmægtige at deltage i møder i auktions-

sager, jf. retsplejelovens kapitel 49-52, ved anvendelse af telekommunika-

tion. Styrelsen har peget på, at sådanne regler kan bidrage til at gøre foged-

retternes behandling af auktionssager mere fleksibel og smidig.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør alle rimelige midler tages i anven-

delse for at smidiggøre og effektivisere processen for fogedsager, herunder

auktionssager, samt øge tilgængeligheden for brugerne. Hertil kommer, at

karakteren af en række af de møder, som afholdes i forbindelse med auk-

tionssagers behandling, ikke adskiller sig fra karakteren af møder i de

sagstyper, for hvilke fogedretten allerede i dag har mulighed for at anven-

de telekommunikation, jf. nærmere herom ovenfor under pkt. 4.1 Det er

således Justitsministeriets opfattelse, at det efter omstændighederne bør

være muligt for parter eller rettergangsfuldmægtige – med fogedrettens

tilladelse – at deltage i møder i auktionssager ved anvendelse af telekom-

munikation, jf. nærmere om den foreslåede ordning nedenfor under pkt.

4.3.

Domstolsstyrelsen har dog peget på, at de nuværende tekniske løsninger

med hensyn til domstolenes anvendelse af telekommunikation i retssager

fortsat ikke muliggør afvikling af selve auktionen ved anvendelse af tele-

kommunikation. Som det også er anført i forarbejderne til politi- og dom-

stolsreformen, jf. ovenfor under pkt. 4.1, vil en sådan anvendelse af tele-

kommunikation således – afhængig af antallet af bydende mv. – kunne

stille væsentligt anderledes krav til de tekniske løsninger end telekommu-

nikation i forbindelse med fogedsager i øvrigt eller i forbindelse med rets-

sager. Der foreslås derfor ikke regler herom på nuværende tidspunkt.

4.3. Den foreslåede ordning

Med henblik på at gøre behandlingen af auktionssager – jf. retsplejelovens

kapitel 49-52 – mere effektiv og smidig foreslås det, at den almindelige

bestemmelse i retsplejelovens § 506 om telekommunikation i fogedsager

gøres tilsvarende anvendelig for fogedrettens behandling af auktionssager,

dog undtagen ved afholdelse af auktion, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Retten vil herefter kunne tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig

deltager ved anvendelse af telekommunikation i de vejledningsmøder, som

fogedretten afholder med skyldneren forud for visse tvangsauktioner mv.,

jf. retsplejelovens § 561 (fast ejendom) og § 559 a, stk. 2 (andele i andels-

boligforeninger mv.). Det vil også være muligt at anvende telekommunika-

tion i forbindelse med de forberedende møder, der efter retsplejelovens §

563 kan afholdes forud for tvangsauktion over fast ejendom.

Med forslaget får fogedretten således – ligesom i andre fogedsager – mu-

lighed for konkret at vurdere, om anvendelse af telekommunikation er hen-

sigtsmæssig i det enkelte tilfælde, jf. nærmere om § 506 ovenfor under pkt.

4.1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne her-

til.

5. Foretagelse af udlæg på fogedrettens kontor, hvis skyldner ikke er mødt

5.1. Gældende ret

Det fremgår af retsplejelovens § 495, stk. 1, 1. pkt., at en fogedforretning

kan foretages, selv om skyldneren ikke giver møde eller træffes. Ifølge

bestemmelsens 2. pkt. kan der dog på fogedrettens kontor – hvis skyldne-

ren ikke er mødt – ikke foretages udlæg i andet end fast ejendom eller an-

dele i andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktieselskaber

eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel III i lov om andelsboligfore-

ninger og andre boligfællesskaber i henhold til pantebrev, jf. § 478, stk. 1,

nr. 6. Finder fogedretten det ønskeligt, at skyldneren er til stede, kan for-

retningen udsættes, jf. § 495, stk. 3.

For skatter, afgifter, bøder og andre ydelser, som opkræves eller inddrives

af det offentlige, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, gælder

reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter

m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001 med senere ændringer.

Efter reglerne i denne lov kan restanceinddrivelsesmyndighedens pantefo-

geder foretage udlæg for ydelser, der inddrives af restanceinddrivel-

sesmyndigheden, jf. § 3, stk. 1. Det følger af lovens § 5, stk. 1, at udlæg –

hvis ikke andet er bestemt i loven – foretages efter de almindelige regler

herom i retsplejeloven.

Lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. inde-

holder i den forbindelse en særlig regel om udlæg på pantefogedens kon-

tor. Det fremgår således af lovens § 7, stk. 4, at der på pantefogedens kon-

tor – hvis skyldneren ikke er mødt – ikke kan foretages udlæg i andet end

fast ejendom for krav, der er sikret ved lovbestemt pant i ejendommen. I

sådanne sager har fogedretterne derimod ikke i dag adgang til at foretage

udlæg på kontoret, hvis skyldner ikke er mødt.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

En rekvirent er ikke forpligtet til at give møde ved en anmodning om ud-

læg for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. retspleje-

lovens § 492, stk. 2. Hvis skyldner heller ikke møder, forekommer det der-

for i praksis, at sådanne sager søges gennemført ved en udkørende foged-

forretning, hvor fogeden er alene. Domstolsstyrelsen har peget på, at denne

praksis indebærer en sikkerhedsmæssig risiko for fogederne. Hvis skyldne-

ren træffes i forbindelse med en udkørende fogedforretning – og eventuelt

er truende eller voldelig – har fogeden således ikke umiddelbart nogen as-

sistance.

Domstolsstyrelsen har på denne baggrund anmodet om en udvidelse af

fogedrettens adgang til at foretage udlæg på kontoret, således at fogedret-

terne får samme muligheder som pantefogederne, jf. hertil § 7, stk. 4, i lov

om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. Den nævn-

te bestemmelse omfatter – som beskrevet ovenfor under pkt. 5.1 – krav

tillagt udpantningsret, som er sikret ved lovbestemt pant i en fast ejendom.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det ubetænkeligt, at fogedretterne får

samme adgang som pantefogederne til at foretage udlæg på kontoret, hvis

skyldneren ikke er mødt.

Det skyldes bl.a., at det fremgår af tingbogen, hvor udlægsgenstanden –

den faste ejendom – befinder sig, ligesom sikkerheden for kravet i øvrigt

er særligt hjemlet ved lov. Hertil kommer, at skyldneren i de nævnte tilfæl-

de ikke gennem sin almindelige ret til at påvise, hvilke aktiver der skal

foretages udlæg i, har mulighed for at afværge udlægget, idet udlæg for

krav, der er sikret ved pant, altid kan foretages i det pantsatte aktiv, jf. rets-

plejelovens § 517, stk. 2, 2. pkt. Lovbestemt pant må anses for omfattet af

bestemmelsen, jf. Østre Landsrets kendelse af 27. november 2006, gengi-

vet i Fuldmægtigen 1-2006-803970, Vestre Landsrets kendelse af 18. okto-

ber 2013, gengivet i Fuldmægtigen 2014, nr. 4, samt Vestre Landsrets ken-

delse af 4. april 2014, gengivet i Fuldmægtigen 2014, nr. 105.

Det er således normalt ikke påkrævet at foretage en omkostningstung ud-

kørende fogedforretning ved udlæg for krav tillagt udpantningsret, som er

sikret ved lovbestemt pant i en fast ejendom. Det bemærkes i den forbin-

delse, at rekvirenten skal betale en tillægsafgift på 400 kr. for en udkøren-

de fogedforretning, jf. retsafgiftslovens § 17 a, stk. 1. Afgiften indgår som

en omkostning i sagen, som i sidste ende kan pålægges skyldneren, jf. rets-

plejelovens § 503.

Det bemærkes i øvrigt, at fogedretterne som nævnt allerede i dag har mu-

lighed for på kontoret – hvis skyldneren ikke er mødt – at foretage udlæg i

bl.a. fast ejendom i henhold til pantebrev, jf. retsplejelovens § 495, stk. 1,

2. pkt.

5.3. Den foreslåede ordning

Med henblik på at imødegå den sikkerhedsrisiko, der efter det oplyste er

forbundet med udkørende fogedforretninger i forbindelse med krav, som er

tillagt udpantningsret – jf. ovenfor under pkt. 5.2 – foreslås det, at foged-

retten, hvis skyldneren ikke er mødt, som noget nyt skal have mulighed for

at foretage udlæg på rettens kontor i fast ejendom eller andele i andelsbo-

ligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktieselskaber eller boligan-

partsselskaber omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og

andre boligfællesskaber for krav, som i lovgivningen er tillagt udpant-

ningsret, jf. retsplejelovens § 478, stk. 2, og som er sikret ved lovbestemt

pant i det udlagte, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Samtidig indebærer forslaget en ressourcemæssig besparelse for såvel

domstolene som sagens parter.

Fogedretten vil fortsat kunne udsætte fogedforretningen, hvis retten finder

det ønskeligt, at skyldneren er til stede, jf. § 495, stk. 3, der ikke foreslås

ændret. Hvis skyldneren ikke har været til stede under udlægsforretningen,

skal fogedretten desuden efterfølgende gøre skyldneren bekendt med ud-

læggets retsvirkning ved f.eks. en skriftlig meddelelse, jf. § 519, stk. 2.

Den foreslåede ordning om mulighed for udlæg på kontoret vil også gælde

for udlæg foretaget af pantefogeder, jf. henvisningen til retsplejelovens

regler i § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og

afgifter m.v. Den foreslåede tilføjelse i retsplejelovens § 495, stk. 1, 2.

pkt., indebærer således bl.a. – ligesom den gældende bestemmelse i § 7,

stk. 4, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

– at pantefogederne, hvis skyldneren ikke er mødt, kan foretage udlæg på

kontoret i fast ejendom for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantnings-

ret, og som er sikret ved lovbestemt pant i ejendommen. Det foreslås på

den baggrund at ophæve særreglen om pantefogedernes udlæg i § 7, stk. 4,

i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf.

lovforslagets § 5, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 13, og § 5, nr. 1, og bemærk-

ningerne hertil.

6. Adgangen til tolkning i retssager

6.1. Gældende ret

Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 1, at retssproget er dansk, og at

afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, så vidt muligt

skal ske ved hjælp af en uddannet translatør el.lign. Dog kan tilkaldelse af

tolk undlades i borgerlige sager, når ingen af parterne gør krav herpå, og

retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det

samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden

for hovedforhandling for landsret.

Retsplejelovens regler om tolkning anvendes imidlertid i lyset af de for-

pligtelser, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMRK). Det indebærer, at anvendelsen af tolkning i praksis ikke er be-

grænset til den del af retsmødet, som vedrører afhøring af personer, der

ikke forstår dansk. I de sager, hvor retten og sagens andre aktører ikke har

det fornødne kendskab til det fremmede sprog, vil der således blive an-

vendt tolk under hele retsmødet.

Det fremgår af EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, at "enhver, der er anklaget

for en lovovertrædelse, har ret til at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis

han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten".

I forhold til omfanget af adgangen til tolkning under en straffesag, fremgår

det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at artikel 6,

stk. 3, litra e, ikke giver den anklagede krav på en fuldstændig oversættelse

af alle udtalelser, bemærkninger mv., der fremkommer under retsmøder. I

dom af 19. december 1989 (i sagen Kamasinski mod Østrig, sagsnr.

9783/82) fandt Menneskerettighedsdomstolen således, at det i det konkrete

tilfælde ikke udgjorde en overtrædelse af artikel 6, stk. 3, litra e, at den

anklagede alene havde fået en efterfølgende, summarisk tolkning af det,

der var foregået under retsmødet. Domstolen tillagde det i den forbindelse

betydning, at tolkningen konkret var tilstrækkelig til, at den anklagede

kunne forstå bevisførelsen og varetage sit forsvar.

6.2. Justitsministeriets overvejelser

Institut for Menneskerettigheder afgav i november 2015 en rapport om

tolkning i retsvæsenet. Det fremgår af rapporten, at der efter ordlyden af

retsplejelovens § 149, stk. 1, 2. pkt., alene består et krav om, at afhøringer

oversættes, men ikke, at andre aktørers udtalelser, herunder anklagerens og

forsvarerens udtalelser mv., skal oversættes. Dette er efter instituttets vur-

dering i strid med EMRK, der generelt fastslår, at den anklagede har krav

på tolkebistand, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i

retten. Den anklagede må således efter konventionens regler antages ud

over afhøringen at have krav på, at alle yderligere oplysninger, der frem-

kommer under retsmødet, og som er nødvendige for, at han kan varetage

sit forsvar, oversættes. Det vil derfor efter instituttets opfattelse udgøre en

krænkelse af artikel 6, stk. 3, litra e, hvis tiltalte alene får tolkebistand un-

der sin egen afhøring, men ikke under øvrige vidner og aktørers udtalelser

i retten. Det er imidlertid instituttets vurdering, at problemstillingen for-

mentlig ikke er så stor i praksis, idet tiltalte i straffesager antages at være

bistået af en tolk under hele sagsforløbet, og derfor i hvert fald summarisk

vil få oversat alle parters indlæg under sagen.

Det fremgår endvidere af rapporten, at efter ordlyden af retsplejelovens §

149, stk. 1, 4. pkt., kan tolkning i straffesager, bortset fra hovedforhandlin-

ger i landsretten, undlades, såfremt retten mener at have fornødent kend-

skab til det fremmede sprog. Det er instituttets vurdering, at også denne del

af bestemmelsen formelt set må antages at være i strid med EMRK, men at

denne uoverensstemmelse mellem reglerne i praksis formentlig ikke udgør

et stort problem, idet retten næppe tiltror sig fornødent kendskab til andre

sprog end engelsk, norsk og svensk og måske tysk, ligesom det formentlig

vil være nødvendigt at sikre sig, at de øvrige aktører ligeledes behersker

det sprog, som retten mener at have det fornødne kendskab til.

Instituttet anbefaler på den baggrund i rapporten, at der sikres en formel

overensstemmelse mellem retsplejelovens § 149, stk. 1, og EMRK artikel

6, stk. 3, litra e.

Justitsministeriet er enig med Institut for Menneskerettigheder i, at der

formelt set ikke er overensstemmelse mellem ordlyden af retsplejelovens §

149, stk. 1, om ret til tolkning i retssager og de krav på tolkning i straffesa-

ger, som følger af EMRK artikel 6, stk. 3, litra e.

Som det fremgår under pkt. 6.1 ovenfor, anvendes retsplejelovens regler

om tolkning i lyset af de forpligtelser, som følger af EMRK. Det betyder,

at der uanset den formelle uoverensstemmelse mellem retsplejelovens §

149, stk. 1 og 3, og EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, allerede i dag sker over-

holdelse af konventionens regler om adgang til tolkning i retssager, som

disse er fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at det er mest hensigtsmæs-

sigt, at ordlyden af retsplejelovens § 149, stk. 1, om tolkning bringes i

overensstemmelse med indholdet af EMRK artikel 6, stk. 3, litra e, og

Menneskerettighedsdomstolens fortolkning heraf.

6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås på den baggrund, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 2. pkt., æn-

dres, således at det fremgår af bestemmelsen, at der skal anvendes tolk

under hele retsmødet, og at dette så vidt muligt skal ske ved hjælp af en

uddannet translatør eller lignende.

Det foreslås endvidere, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., nyaffattes,

således at det fremgår af bestemmelsen, at tilkaldelse af tolk kan undlades

i tilståelsessager og i sager, der behandles uden domsmænd, såfremt retten

og sagens andre aktører har det fornødne kendskab til det fremmede sprog,

og hvis det i øvrigt findes ubetænkeligt. Det sikres herved, at alle de retter,

som behandler straffesager, får mulighed for at gennemføre et retsmøde

om f.eks. en bødesag uden anvendelse af tolk i situationer, hvor retten og

sagens andre aktører, dvs. typisk anklageren og sigtede, forstår det frem-

mede sprog. En sådan ordning er efter Justitsministeriets opfattelse i over-

ensstemmelse med den ovennævnte praksis fra Den Europæiske Menne-

skerettighedsdomstol.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, og bemærkningerne

hertil.

7. Udnævnelse af en ekstra landsdommer i forbindelse med en landsdom-

mers varetagelse af hvervet som formand for en undersøgelseskommission

7.1. Gældende ret

Antallet af dommere ved landsretterne er fastsat i retsplejelovens § 5, stk.

2. Det følger heraf, at Østre Landsret, der har sit sæde i København, består

af en præsident og mindst 56 andre landsdommere. Vestre Landsret, der

har sit sæde i Viborg, består af en præsident og mindst 36 andre landsdom-

mere.

For at give mulighed for, at landsdommere kan overgå til ansættelse på

deltid, jf. retsplejelovens § 51 a, kan der udnævnes yderligere op til 4

landsdommere, jf. retsplejelovens § 5, stk. 3. Ved ledighed i en dommer-

stilling ved en landsret, hvor der er udnævnt en eller flere yderligere dom-

mere efter denne bestemmelse, bestemmer Domstolsstyrelsen, om stillin-

gen skal søges besat, og i givet fald ved hvilken landsret stillingen skal

placeres.

Ud over det antal dommere ved landsretterne, der er fastsat i retspleje-

loven, er der praksis for, at der ved tekstanmærkninger på finansloven kan

gives hjemmel til udnævnelse af yderligere landsdommere i forbindelse

med andre landsdommeres varetagelse af opgaven som formand for under-

søgelseskommissioner. Disse stillinger bortfalder ved den første ledighed i

en fast stilling, efter at de pågældende er vendt tilbage til deres stilling ved

den pågældende landsret.

I enkelte tilfælde er hjemmel til udnævnelse af en yderligere landsdommer

i forbindelse med en landsdommers varetagelse af hvervet som formand

for en undersøgelseskommission givet ved lov. Det seneste eksempel her-

på er § 5 i lov nr. 377 af 27. april 2016 om ændring af lov om udlevering

af lovovertrædere, lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i

Den Europæiske Union, lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. og

retsplejeloven (Overførsel af kompetence fra Justitsministeriets departe-

ment til anklagemyndigheden i visse sager om udlevering og fuldbyrdelse

af visse strafferetlige afgørelser m.v.), hvor der blev givet mulighed for

ansættelse af en yderligere landsdommer i forbindelse med en landsdom-

mers varetagelse af hvervet som formand for Undersøgelseskommissionen

i sagen om politiets indgriben over for demonstrationer i forbindelse med

kinesiske statsbesøg mv. Det fremgår af forarbejderne til loven, at udnæv-

nelse af en yderligere landsdommer ikke kunne afvente vedtagelsen af det

kommende års finanslov, jf. Folketingstidende 2015/2016, tillæg B, L 108

som fremsat, side 2.

7.2. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår under pkt. 7.1 ovenfor, fastsætter retsplejeloven et mini-

mumstal for antallet af dommere ved landsretterne, idet der herudover er

en form for puljeordning for landsretterne, hvorefter der kan udnævnes

yderligere op til fire landsdommere med henblik på at give mulighed for,

at landsdommere kan overgå til ansættelse på deltid, jf. retsplejelovens §

51 a.

I de tilfælde, hvor en landsret har afgivet en landsdommer med henblik på

at varetage hvervet som formand for en undersøgelseskommission, og hvor

det på grund af kommissionens forventede varighed og antallet af konstitu-

erede dommere i landsretten har været nødvendigt at udnævne en yderlige-

re landsdommer ved den pågældende landsret, har der været givet hjemmel

hertil ved tekstanmærkninger på finansloven og i enkelte tilfælde ved kon-

kret lovhjemmel til udnævnelse af en yderligere landsdommer, hvis ud-

nævnelsen af en yderligere landsdommer ikke har kunnet afvente vedtagel-

sen af finansloven for det kommende år.

7.3. Den foreslåede ordning

For at forenkle og smidiggøre processen foreslås det, at der indsættes en

permanent hjemmel i retsplejeloven, der giver mulighed for at udnævne en

yderligere landsdommer i de tilfælde, hvor en landsdommer ved den på-

gældende landsret varetager hvervet som formand for en undersøgelses-

kommission. Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet oplyst, at en

sådan ordning samtidig vil gøre det lettere for landsretterne at afgive en

landsdommer til en undersøgelseskommission med kort frist.

Den foreslåede ordning indebærer, at der kan udnævnes en yderligere

landsdommer ved en landsret, der afgiver en landsdommer til varetagelse

af hvervet som formand for en undersøgelseskommission. Det vil i praksis

være Domstolsstyrelsen, der træffer beslutning herom efter drøftelse med

den relevante landsretspræsident.

Udnævnelse af den yderligere landsdommer ved det pågældende embede

vil skulle ske efter sædvanlig procedure.

En landsdommer, som udnævnes som yderligere dommer i medfør af den

foreslåede bestemmelse, vil være ansat på fuldstændig samme vilkår som

de øvrige landsdommere ved embedet, herunder således at afskedigelse

kun kan ske efter de almindelige regler om afskedigelse af dommere.

Det foreslås som følge heraf, at den første faste stilling ved den pågælden-

de landsret, som bliver ledig, efter at den pågældende landsdommer er

vendt tilbage, bortfalder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

8. Forbrugerombudsmandens adgang til at anvende mandatarsager i hen-

hold til retsplejelovens § 260, stk. 7, som prøvesager

8.1. Gældende ret

Forbrugerombudsmanden har i dag en række beføjelser i lovgivningen til

at anlægge retssager. I retssager, hvor Forbrugerombudsmanden selv er

part, møder ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat i retten. Ansat-

te i Forbrugerombudsmandens sekretariat har derudover mulighed for at

møde i retssager som mandatar.

Det følger således af retsplejelovens § 260, stk. 7, at justitsministeren kan

tillade, at forbrugerombudsmanden og ansatte i Forbrugerombudsmandens

sekretariat kan møde for en part i byretten, landsretten samt Sø- og Han-

delsretten i retssager inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed,

hvor Forbrugerombudsmanden optræder som mandatar. Det er dog en be-

tingelse, at den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddan-

nelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og at den ansatte for at møde i landsretten og

Sø- og Handelsretten i andre sager end sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4,

har opnået møderet for landsretten og for Sø- og Handelsretten efter be-

stemmelsen i retsplejelovens § 133.

En advokat har i henhold til retsplejelovens § 133, stk. 1, møderet for

landsret og i alle sager for Sø- og Handelsretten, når advokaten har bestået

en prøve i procedure. Prøven kan foruden af advokater aflægges af autori-

serede advokatfuldmægtige, der i medfør af retsplejelovens § 136, stk. 4,

kan give møde for landsretten.

Prøven består i, at den pågældende udfører to retssager, der afsluttes med

mundtlig hovedforhandling, jf. retsplejelovens § 133, stk. 3. Den ene rets-

sag kan være en byretssag. I så fald skal det være en sag med kollegial

behandling eller en sag, hvori der medvirker sagkyndige dommere. Den

anden retssag skal aflægges for en af landsretterne, for Grønlands Landsret

som kollegial ret eller for Sø- og Handelsretten. En sag kan kun danne

grundlag for prøven, hvis vedkommende ret finder sagen egnet hertil, jf.

retsplejelovens § 133, stk. 4.

Reglen i § 260, stk. 7, blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 378 af 17.

april 2013 om ændring af markedsføringsloven, retsplejeloven, lov om

finansiel virksomhed og lov om betalingstjenester og elektroniske penge

(Styrkelse af Forbrugerombudsmandens processuelle beføjelser og hånd-

hævelsesbeføjelser i forhold til finansielle virksomheder m.v. samt styrkel-

se af beskyttelsen af børn og unge i forbindelse med markedsføring af al-

kohol). Loven trådte i kraft den 1. maj 2013.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at bestemmelsen indebærer en lem-

pelse af advokaternes møderetsmonopol, og at det er en betingelse for, at

ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan møde i landsretten eller

i Sø- og Handelsretten i andre sager end sager omfattet af retsplejelovens §

15, stk. 2, nr. 4, at de pågældende har opnået møderet for landsretten eller

Sø- og Handelsretten. Det fremgår endvidere, at bestemmelsen vurderes i

fornøden grad at tilgodese hensynet til kvalificeret bistand i retssager, idet

der herved er lagt vægt på, at der stilles krav om, at den ansatte har en juri-

disk bachelor- og kandidatuddannelse, og at ansatte i Forbrugerombuds-

mandens sekretariat i forvejen kan møde i såvel straffesager som civile

sager inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed, jf. Folketingstiden-

de 2012-2013, tillæg A, L 101 som fremsat, side 11.

Ved lov nr. 1387 af 23. december 2012 om ændring af retsplejeloven, lov

om retsafgifter, designloven, varemærkeloven og lov om forbud til beskyt-

telse af forbrugernes interesser (Midlertidige afgørelser om forbud og på-

bud) blev der indsat et nyt nr. 1 i retsplejelovens § 15, stk. 2, og nr. 1-4

blev herefter til nr. 2-5. Loven trådte i kraft den 1. juni 2013.

Der blev ikke i forbindelse med lovens vedtagelse foretaget en konse-

kvensrettelse af retsplejelovens § 260, stk. 7, således at henvisningen i

bestemmelsen blev ændret til retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 5. Det følger

af denne bestemmelse, at Sø- og Handelsretten varetager behandlingen af

begæringer om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering i

de områder, der er henlagt under Københavns Byret, retten på Frederiks-

berg og retterne i Glostrup og Lyngby, jf. konkurslovens § 4.

Det følger af retsplejelovens § 122, stk. 2, at udøvelse af advokatvirksom-

hed ikke kan forenes med nogen stilling i det offentliges tjeneste, medmin-

dre justitsministeren i særlige tilfælde gør undtagelse herfra. Ved afgørel-

ser om dispensation skal der navnlig lægges vægt på, at en advokat skal

være uafhængig af det offentlige, således at der ikke kan opstå interesse-

konflikter mellem en offentlig ansættelse og den pågældendes udøvelse af

advokatvirksomhed.

Justitsministeren kan dog tillade, at en advokat, der efter retsplejelovens §

122, stk. 2, ikke kan udøve advokatvirksomhed, udfører retssager, jf. rets-

plejelovens § 122, stk. 3.

Retsplejelovens § 122 indebærer, at ansatte i Forbrugerombudsmandens

sekretariat, der er advokater, ikke alene skal have tilladelse fra justitsmini-

steren til at give møde i mandatarsager omfattet af retsplejelovens § 260,

stk. 7, men tillige tilladelse efter retsplejelovens § 122, stk. 3, til at udføre

en retssag.

8.2. Justitsministeriets overvejelser

Forbrugerombudsmanden har i en henvendelse til Justitsministeriet anført,

at retsplejelovens § 260, stk. 7, indebærer, at der kun er et begrænset antal

retssager, som kan anvendes af ansatte i Forbrugerombudsmandens sekre-

tariat som prøvesager med henblik på at opnå møderet for landsret og Sø-

og Handelsretten. Forbrugerombudsmanden har derfor anbefalet, at be-

stemmelsen ændres, således at der indføres hjemmel til, at ansatte i For-

brugerombudsmandens sekretariat får mulighed for at anvende de sager

ved landsretten og Sø- og Handelsretten, hvor Forbrugerombudsmanden

møder som mandatar, som prøvesager i henhold til retsplejelovens § 133.

Som det fremgår under pkt. 8.1 ovenfor, er det en betingelse for, at ansatte

i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan møde som mandatar i landsret-

ten eller i Sø- og Handelsretten i andre sager end sager omfattet af retsplej-

elovens § 15, stk. 2, nr. 4, at den ansatte har opnået møderet for landsretten

eller for Sø- og Handelsretten efter retsplejelovens § 133.

Bestemmelsen har bl.a. til formål at sikre, at hensynet til kvalificeret bi-

stand i retssager tilgodeses. Det bemærkes i den forbindelse, at behandlin-

gen af sager ved landsretterne og Sø- og Handelsretten stiller særlige krav

til en høj og kvalificeret bistand fra partsrepræsentanterne.

En imødekommelse af Forbrugerombudsmandens forslag vil indebære, at

ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan møde som mandatar i

sager ved landsretten og Sø- og Handelsretten, selv om de pågældende

endnu ikke har opnået møderet efter retsplejelovens § 133.

Justitsministeriet finder det imidlertid ubetænkeligt, at ansatte i Forbru-

gerombudsmandens sekretariat får mulighed for at møde i de sager ved

landsretten og Sø- og Handelsretten, hvori Forbrugerombudsmanden i

medfør af retsplejelovens § 260, stk. 7, kan optræde som mandatar, hvis

dette sker med henblik på at opnå møderet for landsretten eller Sø- og

Handelsretten efter retsplejelovens § 133.

Justitsministeriet har i den forbindelse navnlig lagt vægt på, at alene advo-

kater kan aflægge prøve med henblik på at opnå møderet efter retspleje-

lovens § 133, og at det således alene er ansatte, der har opnået beskikkelse

som advokat, og som dermed bl.a. har bestået den grunduddannelse for ad-

vokater, herunder den praktiske prøve i retssagsbehandling, der vil kunne

anvende de pågældende sager som prøvesager.

For så vidt angår undtagelsen af sager omfattet af retsplejelovens § 15, stk.

2, nr. 4, er der, som ligeledes anført i punkt. 8.1. ovenfor, rettelig tale om

sager omfattet af retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 5, der vedrører begærin-

ger om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Forbru-

gerombudsmanden har over for Justitsministeriet oplyst, at Forbrugerom-

budsmanden ikke har kompetence i sådanne sager, og at den gældende

adgang for ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat til at møde i

sådanne sager uden have opnået møderet efter retsplejelovens § 133, såle-

des ikke har nogen reel betydning.

8.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås på baggrund heraf, at retsplejelovens § 260, stk. 7, ændres,

således at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat også kan møde

som mandatar i sager omfattet af retsplejelovens § 260, stk. 7, hvis dette

sker med henblik på at opnå møderet for landsretten eller Sø- og Handels-

retten efter bestemmelsen i retsplejelovens § 133.

Forslaget indebærer, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat, der

har opnået beskikkelse som advokat, vil kunne møde som mandatar for en

part i landsretten eller i Sø- og Handelsretten, selv om den pågældende

endnu ikke har opnået møderet for landsret og Sø- og Handelsretten. Det

er dog en forudsætning, at dette sker med henblik på at opnå møderet, dvs.

at de pågældende sager anvendes som prøvesager i henhold til retspleje-

lovens § 133.

Adgangen til, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan møde i

retten for en part som mandatar, vil som hidtil være begrænset til retssager

inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed. Der stilles endvidere

fortsat krav om, at justitsministeren skal meddele tilladelse til at give møde

i de pågældende sager efter retsplejelovens § 122, stk. 3.

Det vil være overladt til vedkommende ret at vurdere, om en sag er egnet

som prøvesag, jf. retsplejelovens § 133, stk. 4, som ikke foreslås ændret.

Det foreslås desuden, at henvisningen til retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 4,

udgår.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 11, samt bemærkningerne

hertil.

9. Kære af afslag på fri proces

9.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 1, at fri proces kan meddeles til en

sag i 1. instans i de i bestemmelsen opregnede sager, såfremt de økonomi-

ske betingelser i retsplejelovens § 325 er opfyldt. Omfattet af bestemmel-

sen er nogle konkrete sagstyper, der har særlig stor betydning for ansøge-

ren, eller hvor der i kraft af en tidligere afgørelse klart er rimelig grund til

at føre proces.

Fri proces efter retsplejelovens § 327, stk. 1, meddeles af den ret, som sa-

gen er indbragt for eller kan indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgø-

relsen ved kendelse.

For så vidt angår adgangen til kære af afslag på fri proces, følger det af

retsplejelovens § 327, stk. 5, at afslag på fri proces til en sag, der behand-

les af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, på trods af

kærebegrænsningerne i § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, kan kæres uden

tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

For så vidt angår kære af kendelser og andre beslutninger, der afsiges af

byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, følger

det af retsplejelovens § 389 a, stk. 1, at sådanne kendelser ikke kan kæres,

medmindre Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse hertil. Procesbe-

villingsnævnet kan meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslut-

ningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af

afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade af-

gørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Ansøgning om kæretilladelse

skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er

truffet, jf. retsplejelovens § 389 a, stk. 2.

Retsplejelovens § 389 a blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 737 af 25.

juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Revision

af reglerne om behandling af civile sager mv.). Forud for bestemmelsens

indførelse kunne kendelser og beslutninger afsagt af en byret under en sag,

herunder kendelser om afslag på fri proces, frit appelleres ved kære, så

længe dom ikke var afsagt.

Højesteret har i afgørelsen refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2016.1966H

tiltrådt, at landsretten havde afvist kære af en kendelse om afslag på fri

proces truffet af byretten under en sag om forældremyndighed mv., da der

ikke forelå en tilladelse til kære af dette spørgsmål fra Procesbevil-

lingsnævnet, idet den pågældende afgørelse var truffet under forberedelsen

af en civil sag. Højesteret tilkendegav i den forbindelse, at det forhold, at

et afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten

eller af landsretten som 1. instans, kan kæres uden tilladelse fra Procesbe-

villingsnævnet, jf. retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., ikke kunne føre til

et andet resultat.

9.2. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 9.1 ovenfor, kunne kendelser om afslag på fri pro-

ces afsagt af en byret kæres uden særlig tilladelse, indtil det tidspunkt,

hvor kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a blev indsat i rets-

plejeloven.

Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, at kendelser om afslag på fri

proces til en sag, der behandles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten

som 1. instans, på trods af kærebegrænsningerne i § 392, stk. 3, og § 392 a,

stk. 2, kan kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Der er ikke i forarbejderne til retsplejelovens § 389 a taget stilling til, om

det har været hensigten med bestemmelsen at afskære den fri adgang til

kære af kendelser om afslag på fri proces afsagt af en byret.

Der bør efter Justitsministeriets opfattelse være samme adgang til at kære

afslag på fri proces, uanset om der er tale om en afgørelse, som er truffet af

en byret eller af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans.

9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås derfor, at retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., ændres således,

at kendelser om afslag på fri proces afsagt af en byret uanset kærebegræns-

ningen i retsplejelovens § 389 a skal kunne kæres uden særlig tilladelse i

lighed med, hvad der gælder for sager, der behandles af Sø- og Handelsret-

ten og af landsretten som 1. instans.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, og bemærkningerne her-

til.

10. Anke af sager om EU-varemærker og EF-design

10.1. Gældende ret

Ved Sø- og Handelsretten behandles ifølge retsplejelovens § 225, stk. 1,

sager om EF-varemærker, jf. varemærkelovens § 43 a, og sager om EF-de-

sign, jf. designlovens § 42.

EF-varemærker og EF-design er varemærke- og designrettigheder, som

omfatter hele Den Europæiske Unions område. EF-varemærker og EF-de-

sign er reguleret i henholdsvis Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.

februar 2009 om EF-varemærker (varemærkeforordningen) og Rådets for-

ordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (designfor-

ordningen).

Domme, der er afsagt af Sø- og Handelsretten, kan ifølge retsplejelovens §

368, stk. 4, af parterne ankes til Højesteret eller landsret. Anke til Højeste-

ret kan ske, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning

for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig

rækkevidde i øvrigt, eller hvis andre grunde i øvrigt taler for, at sagen be-

handles af Højesteret som 2. instans. I alle andre tilfælde sker anke til den

landsret, i hvis kreds sagen skulle have været anlagt efter reglerne i rets-

plejelovens kapitel 22, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved Sø- og Han-

delsretten.

Når en part anker en dom afsagt af Sø- og Handelsretten til landsret, har

andre parter i sagen, også selv om der alene påstås stadfæstelse, krav på, at

ankesagen behandles af Højesteret, hvis betingelserne i stk. 4, 2. pkt., er

opfyldt. Ønsker en anden part, at ankesagen behandles af Højesteret, ind-

bringer denne part ankesagen for Højesteret ved at afgive et svarskift til

Højesteret med kopi til landsretten inden udløbet af den frist, som landsret-

ten har fastsat for afgivelse af svarskrift, jf. retsplejelovens § 368, stk. 5.

Det følger af retsplejelovens § 368, stk. 6, at Højesteret af egen drift påser,

at betingelserne i stk. 4, jf. stk. 5, for anke til Højesteret er opfyldt. Er be-

tingelserne for anke til Højesteret ikke opfyldt, afviser Højesteret anken

ved kendelse. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, kan sagen herefter inden

den ordinære ankefrists udløb eller, hvis den ordinære ankefrist udløber in-

den 2 uger, inden 2 uger efter afsigelsen af Højesterets kendelse om an-

kens afvisning indbringes for landsretten.

Retsplejelovens § 368, stk. 4-6, blev indsat ved lov nr. 84 af 28. januar

2014 om ændring af blandt andet retsplejeloven (Sagstilgangen til Højeste-

ret mv.) og trådte i kraft den 1. februar 2014. Inden bestemmelsen blev

indført, kunne domme afsagt af Sø- og Handelsretten frit ankes til Højeste-

ret uanset sagens karakter. Det fremgår af forarbejderne til loven, jf. Folke-

tingstidende 2013-14, A, L 96 som fremsat, side 9, at formålet med be-

stemmelsen var at sikre, at Højesteret i overensstemmelse med forudsæt-

ningerne bag domstolsreformen kan koncentrere ressourcerne om behand-

lingen af principielle sager, som har generel betydning for retsanvendelsen

og retsudviklingen, eller som i øvrigt har en væsentlig samfundsmæssig

betydning, og at sagsbehandlingstiden ved Højesteret kan nedbringes.

Der er i henhold til design- og varemærkeforordningen i hver medlemsstat

oprettet særlige domstole med kompetence til at behandle krænkelses- og

gyldighedssager vedrørende EF-design og EF-varemærker.

Det følger således af designlovens § 42, at Sø- og Handelsretten er EF-de-

signdomstol i første instans, og at Højesteret er EF-designdomstol i anden

instans i henhold til EF-designforordningen.

Det følger desuden af varemærkelovens § 43 a, at Sø- og Handelsretten er

EF-vare-mærkedomstol i første instans, og at Højesteret er EF-varemær-

kedomstol i anden instans i henhold til EF-varemærkeforordningen.

10.2. Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 10.1 ovenfor, følger det af retsplejelovens § 368,

stk. 4, at sager behandlet af Sø- og Handelsretten alene kan ankes til Hø-

jesteret, hvis visse betingelser er opfyldt. Er disse betingelser ikke opfyldt,

eller hvis parterne foretrækker det, kan anke ske til landsretten.

For så vidt angår sager om EF-varemærker og EF-design, følger det imid-

lertid af varemærkelovens § 43 a og designlovens § 42, at Højesteret er

henholdsvis EF-varemærke- og EF-designdomstol i anden instans, uanset

om betingelserne i retsplejelovens § 368, stk. 4, for anke til Højesteret er

opfyldt.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssigt, at der i

sager om EF-varemærker og EF-design – i modsætning til, hvad der i øv-

rigt gælder for sager, der behandles af Sø- og Handelsretten fortsat er fri

adgang til anke til Højesteret uanset sagens karakter. En sådan ordning

synes således at stride mod formålet bag retsplejelovens § 368, stk. 4. Ju-

stitsministeriet finder derfor, at ikke har været hensigten, at der ikke i for-

bindelse med indførelsen af retsplejelovens § 368, stk. 4, blev foretaget en

konsekvensændring af de relevante bestemmelser i varemærke- og design-

loven.

10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås på den baggrund, at designlovens § 42 og varemærkelovens

43 a, ændres således, at det fremgår af bestemmelserne, at både Højesteret

og landsretterne er EF-design- og EU-varemærkedomstole i anden instans,

og at afgørelsen af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til

disse love kan ankes til Højesteret eller landsret, træffes efter bestemmel-

serne i retsplejelovens § 368, stk. 4-6.

Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemær-

ker (varemærkeforordningen) blev ændret ved Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 med ikrafttræden

den 23. marts 2016. Betegnelsen ”EF-varemærkedomstol” blev i den for-

bindelse ændret til betegnelsen ”EU-varemærkedomstol”. Terminologien i

den foreslåede affattelse af varemærkelovens § 43 a afspejler derfor denne

ændring i varemærkeforordningen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, og § 4, nr. 1, og bemærk-

ningerne hertil.

11. Bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland.

Ved kongelig anordning nr. 482 og 483 af 18. juni 1999 blev lov nr. 401 af

26. juni 1998 om Domstolsstyrelsen sat i kraft for henholdsvis Grønland

og Færøerne uden ændringer. Loven er siden dette tidspunkt blevet ændret

flere gange.

Ved § 1 i lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af forskellige

bestemmelser om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer (Afskedigel-

sesbeskyttelse) blev § 4, stk. 8, indsat i lov om Domstolsstyrelsen. Det føl-

ger af bestemmelsen, at repræsentanten for det øvrige juridiske personale

(dvs. andre end dommere) og de to repræsentanter for det administrative

personale, som i henhold til lovens § 4, stk. 1, udgør en del af Domstols-

styrelsens bestyrelse, samt deres suppleanter er beskyttet mod afskedigelse

og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsen-

tanter inden for vedkommende eller tilsvarende område. Loven indeholder

ikke en territorialbestemmelse om lovens gyldighed for Færøerne og er ik-

ke kundgjort i landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne. Loven er

derfor ikke trådt i kraft for Færøerne. Loven indeholder heller ikke en ter-

ritorialbestemmelse om lovens gyldighed for Grønland og er derfor som

udgangspunkt gældende for Grønland.

Ved § 2 i lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og for-

skellige andre love (Ændringer som følge af kommunalreformen) blev § 4,

stk. 4, i lov om Domstolsstyrelsen ændret, således at »amtsråd« som følge

af kommunalreformen blev ændret til »regionsråd«. Loven indeholder ikke

en territorialbestemmelse om lovens gyldighed for Færøerne og er ikke

kundgjort i landsstyrets kundgørelsestidende for Færøerne. Loven er derfor

ikke trådt i kraft for Færøerne. Loven indeholder heller ikke en territorial-

bestemmelse om lovens gyldighed for Grønland og er derfor som udgangs-

punkt gældende for Grønland.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der af lovtekniske årsager er behov

for at foretage en ændring af lov nr. 1156 af 19. december 2003 og lov nr.

552 af 24. juni 2005, således at der indsættes en territorialbestemmelse,

som fastsætter, at de ændringer, der vedrører lov om Domstolsstyrelsen,

ikke gælder for Færøerne og Grønland, samt en anordningshjemmel, som

gør det muligt ved kongelig anordning at sætte den pågældende lov helt

eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de

færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 7, nr. 1, og § 8, nr. 1, samt be-

mærkningerne hertil.

12. Konsekvensændringer mv.

Ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven, konkurslo-

ven, lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital

kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling,

regler om vidneforvarede m.v.), blev indsat et nyt stk. 2 i retsplejelovens §

154, jf. lovens § 1, nr. 4. Bestemmelsen skulle efter lovens § 5 træde i kraft

efter justitsministerens nærmere bestemmelse.

Ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af retsplejeloven m.v.

(Revision af reglerne om forkyndelse m.v.) blev § 154, stk. 2, ophævet, jf.

lovens § 1, nr. 4.

Bestemmelsen var imidlertid ikke sat kraft på dette tidspunkt og ophævel-

sen af bestemmelsen skete derfor ikke korrekt, da bestemmelsen rettelig

skulle have været ophævet ved en ændring af lov nr. 447 af 9. juni 2004

om ændring af retsplejeloven mv. (Digital kommunikation i retsplejen,

kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.),

hvori bestemmelsen blev indsat.

Det foreslås derfor at ophæve § 1, nr. 4, i lov nr. 447 af 9. juni 2004 om

ændring af retsplejeloven m.v. (Digital kommunikation i retsplejen, ken-

delser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.).

Forslaget har ingen materiel betydning.

13. De økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Den foreslåede ændring af retsplejelovens regler om lægdommere indebæ-

rer bl.a., at kommunalbestyrelserne får mulighed for at udpege mere end

fem medlemmer til grundlisteudvalgene. Lovforslaget indebærer dog ingen

pligt for kommunerne til at udpege flere medlemmer, end hvad der følger

af de gældende regler. Denne del af forslaget vurderes derfor ikke på det

foreliggende grundlag at medføre økonomiske eller administrative omkost-

ninger for det offentlige af betydning.

En tiltrædelse af værnetingskonventionen vil medføre en stigning i antallet

af sager, hvor der skal ske anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske

afgørelser ved de danske domstole. Det vurderes dog, at der vil være tale

om et meget begrænset antal sager, og at domstolenes behandling heraf

ikke vil medføre økonomiske eller administrative omkostninger for det

offentlige af betydning.

Forslaget om, at kendelser om afslag på fri proces, der er afsagt af en by-

ret, fremover frit vil kunne kæres til landsretten uden tilladelse fra Proces-

bevillingsnævnet. Denne del af forslaget vil kunne medføre en stigning i

antallet af kæremål ved landsretterne, idet Procesbevillingsnævnet dog

samtidig vil blive fritaget for at behandle ansøgninger om tilladelse til kæ-

re. Denne del af forslaget vurderes samlet set ikke at medføre økonomiske

eller administrative omkostninger for det offentlige af betydning.

De øvrige ændringer i lovforslaget vurderes ligeledes ikke at have økono-

miske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

14. De økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative konse-

kvenser for erhvervslivet.

15. De administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget indebærer, at reglerne for, hvornår man kan fritages for hver-

vet som lægdommer, lempes, således at personer kan begære sig fritaget

fra lægdommerhvervet, hvis dette medfører uforholdsmæssig ulempe for

de pågældende, eller hvis de pågældende tidligere har været lægdommere i

mindst to perioder. Flere borgere, som efter de gældende regler ikke har

mulighed for at blive fritaget for lægdommerhvervet, vil således fremover

kunne blive fritaget.

16. De miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

17. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

18. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 21. december 2016 til den

18. januar 2017 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organi-

sationer mv.:

Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Ting-

lysningsretten, Samtlige byretter, Aalborg Universitet, Aarhus Retshjælp,

Aarhus Universitet, ADIPA, Advokatrådet, Akademikernes Centralorgani-

sation, Awapatent A/S, Bech-Bruun Advokatfirma, Budde Schou A/S,

Chas. Hude A/S, Copenhagen Business School (CBS), Danmarks Jurist-

og Økonomforbund, Danmarks Rederiforening, Danmarks Tekniske Uni-

versitet, Dansk Arbejdsgiverforening,Dansk Ejendomsmæglerforening

Dansk Erhverv,Dansk Forening for Industriens Patent- og Varemærkespe-

cialister (DIP), Dansk Forening til Bekæmpelse af Produktpirateri, Dansk

Industri, Dansk Inkassobrancheforening, Dansk Journalistforbund, Dansk

Kredit Råd, Dansk Opfinderforening, Dansk Ældreråd, Danske Advokater,

Danske Handicaporganisationer, Danske Insolvensadvokater, Danske Re-

gioner, Danske Seniorer, Danske Udlejere, Den Danske Dommerforening

Det Centrale Handicapråd, Det Danske Voldgiftsinstitut, Dommerfuld-

mægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening, Domstolsstyrel-

sen, Ejendomsforeningen Danmark, Fagligt Fælles Forbund – 3F, Ferring,

Lægemidler A/S, Ferrosan A/S, Finans og Leasing, Finansrådet, FLSmidth

FOA – Fag og Arbejde, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Fore-

ningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen

af Statsforvaltningsjurister, Foreningen Industriel Retsbeskyttelse , Forsik-

ring og Pension, Færøernes Selvstyre, GN Store Nord A/S , Gorrissen Fe-

derspiel Kierkegaard, Grønlands Selvstyre, H. Lundbeck A/S , Haldor

Topsøe A/S, Handelshøjskolen – Århus Universitet, HK-Landsklubben

Danmarks Domstole, Horten Advokataktieselskab, Høiberg A/S, Hånd-

værksrådet, Ingeniørforeningen i Danmark, Inspicos A/S, Institut for Men-

neskerettigheder, Justitia, Kommunernes Landsforening (KL), Kromann

Reumert, Københavns Retshjælp, Københavns Universitet, Landsforenin-

gen af Forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark (LO), Larsen &

Birkeholm A/S, LEO Pharma Nordic, Lett Advokatfirma, Liberale Er-

hvervs Råd, Lind Cadovius Advokataktieselskab, Lægemiddelindustrifore-

ningen (LIF), Løje, Arnesen & Meedom Advokatpartnerselskab, NJORD,

Novo Nordisk A/S, Novozymes A/S, Opfinderforeningen.dk, Patent Nord

ApS, Patentgruppen A/S, Plesner, Plougmann Vingtoft A/S, Politidirektør-

foreningen, Procesbevillingsnævnet, Realkreditforeningen, Realkreditrå-

det, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rådet for Etniske

Minoriteter, Syddansk Universitet, Teknologisk Institut, Udvalget til Be-

skyttelse af Videnskabeligt Arbejde, Zacco Danmark A/S, Ældre Forum

og Ældre Sagen.

19. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, Ingen

kommuner og regioner

Administrative konsekvenser for

Ingen

stat, kommuner og regioner

Negative konsekvenser/

merudgifter

Ingen

Økonomiske konsekvenser for er-

hvervslivet

Administrative konsekvenser for er-

hvervslivet

Miljømæssige konsekvenser

Administrative konsekvenser for

borgerne

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af EU-retlige

minimumsforpligtelser (sæt X)

Ingen

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Ja:

Nej: X

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 5 indsættes et nyt stykke, hvorefter

der i tilfælde, hvor en landsret har afgivet en landsdommer med henblik på

at varetage hvervet som formand for en undersøgelseskommission, kan

udnævnes en yderligere landsdommer ved den pågældende landsret, hvis

det på grund af kommissionens forventede varighed og antallet af konstitu-

erede dommere i landsretten skønnes at være nødvendigt.

Udnævnelse af den yderligere landsdommer ved det pågældende embede

vil skulle ske efter sædvanlig procedure.

Det vil i praksis være Domstolsstyrelsen, der træffer beslutning om, hvor-

vidt der skal udnævnes en yderligere landsdommer ved en landsret, der

afgiver en landsdommer til varetagelse af hvervet som formand for en un-

dersøgelseskommission. Domstolsstyrelsens beslutning herom træffes efter

drøftelse med den relevante landsretspræsident.

En landsdommer, der udnævnes som yderligere dommer i medfør af den

foreslåede bestemmelse, vil være fuldstændig ligestillet med de øvrige

landsdommere ved embedet. Dette indebærer, at den pågældende lands-

dommer kun kan afskediges efter de almindelige regler om afskedigelse af

dommere.

Det foreslås som følge heraf, at stillingen bortfalder ved første ledighed i

en fast landsdommerstilling ved den pågældende landsret, efter at den på-

gældende landsdommer er vendt tilbage til retten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 69, at der til nævning og domsmand kan udtages enhver

uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til Folketinget, medmindre

den pågældende fylder 70 år inden udløbet af det tidsrum, for hvilket

grundlisten gælder, eller på grund af åndelig eller legemlig svaghed eller

utilstrækkeligt kendskab til det danske sprog er ude af stand til at fyldest-

gøre en nævning eller domsmands pligter, jf. retsplejelovens § 69.

Det foreslås at hæve aldersgrænsen for lægdommere fra 70 år til 75 år.

Efter de gældende regler kan en person ikke optages på grundlisten, hvis

den pågældende er fyldt 66 år ved grundlisteperiodens begyndelse. Hvis

lovforslaget vedtages betyder det, at en person ikke vil kunne optages på

grundlisten, hvis den pågældende er fyldt 71 år ved begyndelsen af en

grundlisteperiode.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.3 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 3

Det følger af retsplejelovens § 70, at ministre, advokater, advokatfuldmæg-

tige, centraladministrationens, domstolenes, anklagemyndighedens,

overøvrighedens, politiets og fængselsvæsenets tjenestemænd og øvrige

personale samt sognefogeder og folkekirkens og de anerkendte trossam-

funds gejstlige er udelukket fra at være nævninger og domsmænd.

Det foreslås, at retsplejelovens § 70 nyaffattes, således at den fremover

opbygges punktvis for at øge overskueligheden. Endvidere foreslås ordly-

den moderniseret.

Bestemmelsens

nr. 1

svarer til den gældende regel, hvorefter ministre er

udelukket fra lægdommerhvervet som følge af adskillelsen mellem dom-

stolene og regeringen, som ministrene er en del af.

Som

nr. 2

foreslås at udelukke ansatte i ministeriers departementer og an-

satte i chefstillinger i de under departementerne hørende underordnede

myndigheder. Formålet er fremover alene at udelukke ansatte, som kan an-

tages at have sådan kontakt med en minister, at det kan skabe tvivl om

domstolenes uafhængighed.

Det er en konkret vurdering, om en person kan siges at være ansat i et de-

partement. Det afgørende i forhold til denne vurdering er, om den pågæl-

dende udfører sit almindelige arbejde eller gør tjeneste i og for departe-

mentet.

Endvidere foreslås udelukket de personer, som bestrider chefstillinger i de

underordnede myndigheder, som hører under et ministeriums departement,

dvs. myndigheder, som hører under et ministeriums ressort, og hvor der

består et sædvanligt over-/underordnelsesforhold mellem departementet og

de pågældende myndigheder. Et sådant over-/underordnelsesforhold vil

som oftest foreligge i forhold til styrelser, direktorater og lignende under-

ordnede forvaltningsmyndigheder, som f.eks. tilsyn.

Derimod er en myndighed ikke underordnet, hvis den står uden for det

almindelige administrative myndighedshierarki. Dette gælder navnlig for

forskellige nævn, udvalg, råd osv., som i henhold til lovgivningen er uaf-

hængige. Ministeriers departementer og deres underordnede myndigheder

kan i forhold til disse nævn mv. have en administrativ funktion, men der

består almindeligvis ikke et over-/underordnelsesforhold mellem de pågæl-

dende myndigheder.

For så vidt angår underordnede myndigheder, der har direkte referat til

ministeren, har disse principielt set status af et departement.

Chefstillinger i underordnede myndigheder har stillingsbetegnelser som

direktør, vicedirektør, afdelingschef, kommitteret, kontorchef eller enheds-

chef. Betegnelsen er ofte vejledende, men ikke afgørende. Ved vurderin-

gen af, om en stilling i denne henseende må anses som en chefstilling, skal

der lægges vægt på, om stillingen i forhold til bl.a. ledelsesbeføjelser og

placering i det administrative regi (herunder omfanget af den pågældendes

kontakt med ministeren) i det mindste svarer til, hvad en kontorchef almin-

deligvis må forventes at kunne have. Ligeledes kan lønforhold inddrages

som et vejledende moment.

Som

nr. 3

foreslås udelukket ansatte ved domstolene og i politi, anklage-

myndighed, kriminalforsorgen og andre myndigheder på Justitsministeriets

område. Der er herved til dels tale om en videreførelse af de gældende reg-

ler om udelukkelse.

Det foreslås, at udelukkelsen skal omfatte samtlige ansatte i myndigheder

på Justitsministeriets område, uanset om den pågældende er ansat i en un-

derordnet myndighed under Justitsministeriet eller en myndighed, som

varetager opgaver uafhængigt af ministeriet eller justitsministeren.

Den foreslåede regel supplerer til dels forslaget til nr. 2, idet udelukkelsen

i forhold til myndigheder på Justitsministeriets område skal omfatte alle

ansatte og dermed ikke kun dem, der er ansat i en chefstilling.

For at understrege lægdommeres uafhængighed foreslås bibeholdt, at det

udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at personer, der er ansat ved dom-

stolene eller i politi, anklagemyndighed og kriminalforsorgen (dvs.

fængselsvæsenet), er udelukket fra at virke som lægdommere i fællesskab

med ansatte i andre myndigheder på Justitsministeriets område.

Sognefogeder er ansat af politiet, og vil allerede som følge af dette være

udelukket fra at virke som lægdommere. På den baggrund er der ikke læn-

gere grund til, at det udtrykkeligt fremgår af retsplejeloven, at sognefoge-

der er udelukket fra at virke som lægdommer. Forslaget herom indebærer

således ingen materiel ændring.

Som

nr. 4

foreslås den gældende udelukkelse af advokater og advokatfuld-

mægtige opretholdt.

Som

nr. 5

foreslås endelig den gældende bestemmelse om, at folkekirkens

og de anerkendte trossamfunds gejstlige er udelukket fra at være lægdom-

mere, opretholdt.

Den gældende udelukkelse af tjenestemænd og øvrige ansatte i overøvrig-

heden (Statsforvaltningen) foreslås ophævet, idet karakteren af de opgaver,

som varetages af Statsforvaltningen, ikke længere kan begrunde, at alle

ansatte er udelukket fra at være lægdommer. Ansatte i chefstillinger i

Statsforvaltningen vil imidlertid være udelukket som følge af forslaget til

nr. 2, da der i visse tilfælde består et over-/underordnelsesforhold mellem

Økonomi- og Indenrigsministeriet og Statsforvaltningen. Statsforvaltnin-

gen må på den baggrund betragtes som en underordnet myndighed under

Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 4

Efter retsplejelovens § 71, nr. 8, kan personer alene fritages fra lægdomm-

erhvervet på grund af helbredstilstand eller erhvervs- eller familieforhold,

såfremt de pågældende personer på grund af disse forhold ikke uden fare

for deres velfærd kan opfylde nævninge- eller domsmandspligten.

Det foreslås, at en person bør kunne begære sig fritaget fra lægdommer-

hvervet, selv om hvervet som lægdommer ikke truer den pågældendes vel-

færd, hvis vedkommendes udførelse af lægdommerhvervet ikke står i et

rimeligt forhold til det samfundsmæssige udbytte herved.

Forslaget indebærer således, at en person kan begære sig fritaget fra læg-

dommerhvervet, såfremt vedkommende på grund af sin helbredstilstand

eller erhvervs- eller familieforhold ikke uden fare for sin velfærd eller

uforholdsmæssig ulempe kan opfylde nævninge- og eller domsmandsplig-

ten.

Bestemmelsen vil kunne anvendes, hvor hvervet medfører en uforholds-

mæssig ulempe for en domsmand eller nævnings erhvervs- eller familie-

forhold, f.eks. hvor en meget lang transporttid for den pågældende til og

fra tingstedet ikke står i rimeligt forhold til den tid, den pågældende skal

være i retten.

Det forhold, at man ikke bryder sig om at dømme i straffesager, kan deri-

mod – som det også er tilfældet i dag – ikke begrunde en fritagelse fra at

udføre hvervet som lægdommer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 5 og 6

Retsplejelovens § 71 indeholder en snæver mulighed for at blive fritaget

for hvervet som lægdommer.

Det foreslås, at der i forlængelse af den gældende undtagelse i retspleje-

lovens § 71, nr. 9, indsættes et nr. 10, der bevirker, at en lægdommer kan

begære sig fritaget for nævninge- og domsmandshvervet, hvis den pågæl-

dende i to perioder har været udtaget til nævninge- og domsmandslister.

Det forudsættes, at den pågældende har været udtaget i to hele perioder

(dvs. i alt 8 år) på nævninge- og domsmandslister. Det er derimod uden

betydning, om der er tale om sammenhængende perioder.

Personer, der har været optaget på en grundliste, uden at blive udtaget til

enten nævninge- og domsmandslisten, har derimod ikke krav på at blive

fritaget.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 7

Det følger af retsplejelovens § 72, at udtagelsen til grundlisten inden for

hver kommune foretages af et grundlisteudvalg på fem medlemmer, der

udpeges af kommunalbestyrelsen for de kommunale råds valgperiode.

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen fremover har mulighed for at sam-

mensætte et grundlisteudvalg på flere end fem medlemmer, hvilket har til

formål at lette grundlisteudvalgenes arbejde med at finde egnede personer

til grundlisten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til nr. 8

Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 1, at retssproget er dansk, og at

afhøring af personer, der ikke er det danske sprog mægtig, så vidt muligt

skal ske ved hjælp af en uddannet translatør el.lign. Dog kan tilkaldelse af

tolk undlades i borgerlige sager, når ingen af parterne gør krav herpå, og

retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det

samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden

for hovedforhandling for landsret.

Det foreslås, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 2. pkt., nyaffattes, såldes at

det fremgår, at forhandling med og afhøring af personer, der ikke beher-

sker det danske sprog, så vidt muligt skal ske ved hjælp af en uddannet

translatør el.lign.

Den foreslåede ændring indebærer, at ordlyden af retsplejelovens § 149,

stk. 1, bringes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, og Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstols fortolkning heraf, hvoraf følger, at en person, der ikke

taler eller forstår dansk, har krav på, at alle oplysninger, der fremkommer

under en straffesag, og som er nødvendige for, at den pågældende kan va-

retage sit forsvar, oversættes.

Med den foreslåede ændring følger det således direkte af retsplejeloven, at

der skal anvendes en tolk under hele retsmødet og ikke kun i forbindelse

med afhøringen af en person, som ikke taler eller forstår dansk. Kravet om

anvendelse af tolk under hele retsmødet knytter sig til sigtede og tiltalte,

mens der for vidner alene forudsættes at ske en oversættelse under afhørin-

gen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af retsplejelovens § 149, stk. 1, 3. og 4. pkt., at tilkaldelse af

tolk kan undlades i borgerlige sager, når ingen af parterne gør krav herpå,

og retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog. Det

samme kan under sidstnævnte forudsætning finde sted i straffesager uden

for hovedforhandling for landsret.

Det foreslås, at retsplejelovens § 149, stk. 1, 4. pkt., nyaffattes, således at

det fremgår af bestemmelsen, at tilkaldelse af tolk kan undlades i tilståel-

sessager og i sager, der behandles uden domsmænd, såfremt retten og sa-

gens andre aktører har det fornødne kendskab til det fremmede sprog, og

hvis det i øvrigt findes ubetænkeligt.

Det sikres herved, at retterne får mulighed for at gennemføre et retsmøde

om f.eks. en bødesag uden anvendelse af tolk i situationer, hvor retten og

sagens andre aktører, dvs. typisk anklageren og sigtede, forstår det frem-

mede sprog. Det forudsættes, at en tilkendegivelse fra en af sagens aktører

om, at den pågældende ikke fuldt ud forstår det fremmede sprog, fører til,

at der tilkaldes en tolk, eller at behandlingen af sagen udsættes med hen-

blik herpå. Der stilles herudover krav om, at det i øvrigt skal findes ube-

tænkeligt ikke at anvende tolk. Det kan efter Justitsministeriets opfattelse

f.eks. være betænkeligt ikke at anvende tolk, hvis der er tale om sager med

omfattende bevisførelse.

100

Med den foreslåede ændring bringes ordlyden af retsplejelovens § 149, stk.

1, i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonven-

tions artikel 6, stk. 3 litra e, og Den Europæiske Menneskerettighedsdom-

stols fortolkning heraf, idet det dermed ikke længere er tilstrækkeligt, at

retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i

retsplejelovens § 247, stk. 1, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyr-

delse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-

ge område«.

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af lovforslagets § 2, nr.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.4.4 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Til nr. 11

Det følger af retsplejelovens § 260, stk. 7, at justitsministeren kan tillade,

at forbrugerombudsmanden og ansatte i Forbrugerombudsmandens sekre-

tariat kan møde for en part i byretten, landsretten samt Sø- og Handelsret-

ten i retssager inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed, hvor For-

brugerombudsmanden optræder som mandatar. Det er dog en betingelse, at

den ansatte har en dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog

§ 135 a, stk. 2, og at den ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Han-

delsretten i andre sager end sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4, har opnået

møderet for landsretten og for Sø- og Handelsretten efter bestemmelsen i

retsplejelovens § 133.

Det foreslås, at retsplejelovens 260, stk. 7, 2. pkt., nyaffattes, således at det

fremgår, at ansatte for at møde i landsretten og Sø- og Handelsretten skal

have opnået eller kan opnå møderet for landsretten og for Sø- og Handels-

retten efter retsplejelovens § 133.

101

Forslaget indebærer, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat, der

er advokat, kan møde som mandatar i sager omfattet af retsplejelovens §

260, stk. 7, med henblik på at opnå møderet for landsretten eller Sø- og

Handelsretten efter bestemmelsen i retsplejelovens § 133.

Adgangen til, at ansatte i Forbrugerombudsmandens sekretariat kan møde i

retten for en part som mandatar, vil som hidtil være begrænset til retssager

inden for Forbrugerombudsmandens virksomhed, dvs. sager inden for For-

brugerombudsmandens til enhver tid værende tilsynsområde.

Der stilles endvidere fortsat krav om, at justitsministeren skal meddele

tilladelse til at give møde i de pågældende sager efter retsplejelovens §

122, stk. 3.

Det vil være overladt til vedkommende ret at vurdere, om en sag er egnet

som prøvesag, jf. retsplejelovens § 133, stk. 4, som ikke foreslås ændret.

Det foreslås desuden, at henvisningen til retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 4,

der dog rettelig vedrører nr. 5, jf. afsnit 8.1 i de almindelige bemærknin-

ger, udgår. Retsplejelovens § 15, stk. 2, nr. 5, vedrører behandling af be-

gæringer om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering, og

der er således tale om sager, hvori Forbrugerombudsmanden ikke har kom-

petence.

Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det følger af retsplejelovens § 327, stk. 5, at fri proces efter bestemmel-

sens stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan ind-

bringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset §

392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der be-

handles af Sø- og Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæres

uden tilladelse.

Det foreslås, at retsplejelovens § 327, stk. 5, 3. pkt., ændres således, at

kendelser om afslag på fri proces afsagt af en byret uanset kærebegræns-

ningen i retsplejelovens § 389 a skal kunne kæres uden særlig tilladelse i

lighed med, hvad der gælder for sager, der behandles af Sø- og Handelsret-

ten og af landsretten som 1. instans.

102

Der henvises i øvrigt til pkt. 9.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af retsplejelovens § 495, stk. 1, 1. pkt., at en fogedforretning

kan foretages, selv om skyldneren ikke giver møde eller træffes. Ifølge

bestemmelsens 2. pkt. kan der dog på fogedrettens kontor – hvis skyldne-

ren ikke er mødt – ikke foretages udlæg i andet end fast ejendom eller an-

dele i andelsboligforeninger eller aktier eller anparter i boligaktieselskaber

eller boliganpartsselskaber omfattet af kapitel III i lov om andelsboligfore-

ninger og andre boligfællesskaber i henhold til pantebrev, jf. § 478, stk. 1,

nr. 6.

Den foreslåede ændring af § 495, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at fogedretten –

hvis skyldneren ikke er mødt – som noget nyt også vil kunne foretage ud-

læg på rettens kontor i fast ejendom eller andele i andelsboligforeninger

eller aktier eller anparter i boligaktieselskaber eller boliganpartsselskaber

omfattet af kapitel III i lov om andelsboligforeninger og andre boligfælles-

skaber for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, jf. § 478, stk.

2, og som er sikret ved lovbestemt pant i det udlagte.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Det foreslås at indsætte en ny§ 543 a i retsplejeloven, der indebærer, at

lovens § 506 om telekommunikation i fogedsager finder tilsvarende anven-

delse for behandlingen af auktionssager, jf. herved kapitel 49-52. Det gæl-

der dog ikke ved afholdelse af selve auktionen (auktionsmødet), jf. den

foreslåede bestemmelses 2. pkt.

Efter retsplejelovens § 506, stk. 1, kan retten – for retsmøder, hvor der

ikke skal være mundtlig forhandling om et omtvistet spørgsmål – tillade, at

en part eller rettergangsfuldmægtig deltager ved anvendelse af telekommu-

nikation, medmindre sådan deltagelse er uhensigtsmæssig.

For retsmøder, hvor der skal være mundtlig forhandling om et omtvistet

spørgsmål, kan retten tillade, at en part, der er repræsenteret i retten, delta-

ger ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er

uhensigtsmæssig, jf. § 506, stk. 2. Er parten ikke repræsenteret i retten –

eller er der tale om en rettergangsfuldmægtig – kan retten tillade deltagelse

103

i et sådant retsmøde ved anvendelse af telekommunikation, hvis sådan del-

tagelse af særlige grunde er hensigtsmæssig, jf. stk. 3.

Retsplejelovens § 506 finder anvendelse for telekommunikation både med

og uden billede, jf. herved § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 980 af 25. sep-

tember 2009 om ikrafttræden af reglerne om videokommunikation.

Retsplejeloven indeholder herudover forskellige generelle bestemmelser,

der – alt efter omstændighederne – regulerer anvendelse af telekommuni-

kation i retssager. Det drejer sig bl.a. om retsplejelovens § 32 d (anvendel-

se af telekommunikation med billede, når der i retsmødet skal afgives for-

klaring af en anden part e.l.) og § 174, stk. 2 og 3 (betingelser for afgivelse

af forklaring ved anvendelse af telekommunikation).

Med den foreslåede bestemmelse vil det herefter bl.a. være muligt for en

part eller rettergangsfuldmægtig at deltage ved anvendelse af telekommu-

nikation i de vejledningsmøder, som fogedretten afholder med skyldneren

forud for visse tvangsauktioner mv., jf. retsplejelovens § 561 (fast ejen-

dom) og § 559 a, stk. 2 (andele i andelsboligforeninger mv.). Det vil også

være muligt at anvende telekommunikation i forbindelse med de forbere-

dende møder, der efter retsplejelovens § 563 kan afholdes forud for

tvangsauktion over fast ejendom.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

Til nr. 1

Det foreslås, at titlen på Bruxelles I-loven ændres til »lov om anerkendelse

og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og

handelsretlige område«.

Den foreslåede ændring skyldes, at der med lovforslaget lægges op til at

værnetingskonventionen skal gennemføres i Bruxelles I-loven. Loven re-

gulerer herefter forhold omkring gennemførelse, anerkendelse og fuldbyr-

delse efter både Bruxelles I-forordningen, Luganokonventionen, under-

holdspligtforordningen og værnetingskonventionen. Det er på den bag-

grund Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede ændring sikrer klar-

hed om lovens anvendelsesområde.

104

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.1.2 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Til nr. 2

Det foreslås, at der i § 1 i Bruxelles I-loven tilføjes en henvisning til Haa-

gerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler (værnetingskon-

ventionen). Med forslaget vil konventionen fremover være inkorporeret i

dansk ret.

Værnetingskonventionen foreslås samtidig medtaget i loven som nyt bilag

5, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.1.2 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Til nr. 3

Til kapitel 2 c

Det foreslås at indsætte et nyt kapitel 2 c om anerkendelse og fuldbyrdelse

efter værnetingskonventionen.

Kapitlet indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved eksekvatur,

hvorefter udenlandske retsafgørelser, der er omfattet af værnetingskonven-

tionen, kan erklæres eksigible i Danmark. Den foreslåede fremgangsmåde

svarer med enkelte ændringer til reglerne i det gældende kapitel 2 a i

Bruxelles I-loven om anerkendelse og fuldbyrdelse efter Luganokonven-

tionen, og det er således hensigten, at anmodninger om, at retsafgørelser,

der er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres eksigible, skal

behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende rets-

afgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen.

Der er foretaget enkelte ændringer i forhold til den fremgangsmåde, der er

fastsat i det gældende kapitel 2 a i Bruxelles I-loven. Det skyldes, at vær-

netingskonventionen til forskel fra Luganokonventionen, ikke indeholder

regler om fremgangsmåden ved eksekvatur, jf. konventionens artikel 14.

De kontraherende stater er således ikke bundet af en særlig form, når de

fastsætter en eksekvaturprocedure. Med henblik på at sikre, at anmodnin-

ger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingskonventionen, skal

erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende an-

modninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventio-

105

nen, optræder der således i det foreslåede kapitel 2 c en række supplerende

bestemmelser i forhold til det gældende kapitel 2 a. Det drejer sig eksem-

pelvis om, hvad der kræves for, at en udenlandsk retsafgørelse kan erklæ-

res eksigibel, om frister for kære af en afgørelse om eksigibilitet og om

stedet for indlevering af kæreskrift.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Til § 8 i

Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler for eksekvaturproceduren.

Det foreslås i

stk. 1,

at en anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse,

som er omfattet af værnetingskonventionen, erklæres eksigibel, indgives til

fogedretten. Anmodningen skal være skriftlig.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 a, stk. 1, i Bruxel-

les I-loven. Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsaf-

gørelser, der er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres eksigib-

le, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrøren-

de retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises

således til bemærkningerne til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf.

Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, s. 186.

Med henblik på at sikre en enkel procedure for indgivelse af en anmodning

om eksekvatur og om fuldbyrdelse foreslås det i

stk. 2,

at der samtidig med

en anmodning efter stk. 1, kan anmodes om efterfølgende tvangsfuldbyr-

delse af retsafgørelsen efter retsplejelovens regler. Man kan således nøjes

med at indgive én anmodning til fogedretten, der både omfatter, at den

udenlandske retsafgørelse erklæres eksigibel, og at fogedretten efterfølgen-

de tvangsfuldbyrder afgørelsen. Når fogedretten har truffet afgørelse om,

at en retsafgørelse, der er omfattet af værnetingskonventionen erklæres

eksigibel, kan retten tvangsfuldbyrde afgørelsen efter retsplejelovens reg-

ler.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 a, stk. 2, i Bruxel-

les I-loven, og forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at rets-

afgørelser, der er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres eksi-

gible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrø-

rende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises

106

således til bemærkningerne til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf.

Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, s. 186.

Det foreslås i

stk. 3,

at den, der fremsætter anmodning efter stk. 1 om, at en

udenlandsk retsafgørelse skal erklæres eksigibel, i det omfang vedkom-

mende ikke har bopæl her i landet, skal udpege en procesfuldmægtig. Den

foreslåede bestemmelse svarer til Luganokonventionens artikel 40, stk. 2.

Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der

er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres eksigible, skal be-

handles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsaf-

gørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til

bemærkningerne til den gældende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketing-

stidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, s. 186.

Det foreslås i

stk. 4,

at en retsafgørelse erklæres eksigibel, når kravene i

konventionens artikel 13 er opfyldt, uden prøvelse af de i konventionen

opregnede grunde til afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse. Den fore-

slåede bestemmelse fastsætter krav om, hvilke dokumenter der skal indle-

veres ved en anmodning om eksigibilitet, og fastslår i samme forbindelse,

hvornår en retsafgørelse, der er omfattet af værnetingskonventionen, kan

erklæres eksigibel.

Det fremgår således af konventionens artikel 13, at den part, der anmoder

om anerkendelse eller fuldbyrdelse, skal forelægge en fuldstændig bekræf-

tet kopi af dommen (stk. 1, litra a), den eksklusive værnetingsaftale, en

bekræftet kopi heraf eller andet bevis på, at der er indgået en sådan aftale

(stk. 1, litra b), hvis der er tale om en udeblivelsesdom, original eller be-

kræftet kopi af et dokument, hvoraf det fremgår, at stævningen eller et

ligestillet processkrift er blevet forkyndt for den udeblevne part (stk. 1,

litra c), eventuelle dokumenter, som måtte være nødvendige for at konsta-

tere, at dommen har retskraft eller, når det er relevant, at den kan fuldbyr-

des i oprindelsesstaten (stk. 1, litra d), og, hvis der er tale om et retsforlig

efter konventionens artikel 12, en attest fra domstolen i oprindelsesstaten,

hvoraf det fremgår, at retsforliget eller en del heraf i oprindelsesstaten kan

fuldbyrdes på samme måde som en dom (stk. 1, litra e).

Fogedretten skal vurdere, hvorvidt de i konventionens artikel 13 nævnte

betingelser er opfyldt ved anmodningen om eksigibilitet. Fogedretten kan i

denne forbindelse anmode om yderligere dokumenter. Konventionens arti-

kel 13, stk. 1, er således ikke udtømmende, men ved anmodning om yderli-

107

gere dokumentation bør det undgås at pålægge parterne unødvendige byr-

der.

Som det fremgår af konventionens artikel 13, stk. 3, kan der ved anmod-

ningen om eksigibilitet vedlægges en formular i den udformning, som

Haagerkonferencen om International Privatret har anbefalet og offentlig-

gjort. Formularen er tilgængelig på Haagerkonferencens hjemmeside. Det

er ikke obligatorisk at anvende formularen, og det vil således være foged-

rettens vurdering på baggrund af alle de fremlagte beviser, om en retsafgø-

relse kan erklæres eksigibel. Det er ikke i sig selv afgørende, om der er

gjort indsigelse mod de oplysninger, der er anført i formularen.

Det fremgår af konventionens artikel 13, stk. 4, at hvis de i konventionens

artikel 13 nævnte dokumenter ikke er affattet på et sprog, der er et officielt

sprog i den stat, hvor anmodningen indgives, skal de ledsages af en autori-

seret oversættelse til et officielt sprog i denne stat, medmindre andet følger

af lovgivningen i den pågældende stat. Det foreslås på den baggrund i

stk.

at retsplejelovens § 149, stk. 2, finder anvendelse på den dokumentation,

der er nævnt i konventionens artikel 13. Det betyder, at dokumenter, der er

affattet på fremmede sprog, skal ledsages af en oversættelse, der, når retten

eller modparten forlanger det, skal bekræftes af en uddannet translatør

el.lign. Oversættelse kan dog frafaldes, når begge parter er enige derom,

og retten vurderer at have fornødent kendskab til det fremmede sprog.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse i

stk. 4,

at der ikke

ved fogedrettens afgørelse af, om en retsafgørelse, der er omfattet af Haa-

ger-værnetingskonventionen, kan erklæres eksigibel, kan ske prøvelse af

de i konventionen opregnede grunde til afvisning af anerkendelse og fuld-

byrdelse, ligesom den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke

på dette tidspunkt af sagens behandling kan fremsætte bemærkninger. Be-

stemmelsen svarer herved til artikel 41 i Luganokonventionen, og indebæ-

rer, at retten ved sin vurdering af, om en retsafgørelse kan erklæres eksi-

gibel i Danmark, ikke kan prøve, hvorvidt de i konventionen opregnede

grunde til afvisning af anerkendelse eller fuldbyrdelse, finder anvendelse

på anmodningen. Disse grunde er navnlig opregnet i konventionens artikel

9. Dette svarer til ordningen efter Luganokonventionen, hvor fogedretten

træffer afgørelse om eksigibilitet efter en begrænset formel prøvelse af

anmodningen. Først i forbindelse med en eventuel kære af fogedrettens

kendelse kan der gøres indsigelser mod anmodningen. Bestemmelsen hæn-

ger således nært sammen med den foreslåede § 8 j, stk. 6, om adgangen for

108

den ret, hvortil afgørelsen om eksigibilitet er kæret, til at afslå at erklære

en retsafgørelse eksigibel, jf. nedenfor.

Det foreslås i

stk. 6,

at fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen

er eksigibel, træffes ved kendelse. Dette indebærer bl.a., at retten, efter

afsigelse af kendelsen, meddeler en part udskrift af kendelsen, hvis parten

anmoder herom, eller hvis parten ikke var til stede ved afsigelsen af ken-

delsen, jf. retsplejelovens § 219, stk. 6, 2. pkt. Forslaget har til formål at

sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetings-

konventionen, skal erklæres eksigible, skal behandles på samme måde som

tilsvarende anmodninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Lu-

ganokonventionen. Der henvises således til bemærkningerne til den gæl-

dende § 8 a i Bruxelles I-loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202,

som fremsat, s. 186.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Til § 8 j

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om kære af en kendelse om

eksekvatur.

Det foreslås i

stk. 1,

at fogedrettens afgørelse om eksigibilitet med de æn-

dringer, der følger af denne lov, kan kæres til landsretten efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 37, hvilket svarer til, hvad der gælder i forhold til

afgørelser om eksigibilitet efter Luganokonventionen.

Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der

er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres eksigible, skal be-

handles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsaf-

gørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til

bemærkningerne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven, jf. Folketing-

stidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, s. 186.

Det foreslås i

stk. 2,

at landsrettens afgørelse med de ændringer, der følger

af loven, og med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, kan kæres til Hø-

jesteret efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Procesbevillingsnævnet

kan give tilladelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter,

jf. § 392, stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal i dette tilfælde indgives

til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Pro-

109

cesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse til kære, hvis

ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er

truffet, jf. § 392, stk. 4. Den foreslåede bestemmelse svarer til, hvad der

gælder i forhold til afgørelser om eksigibilitet efter Luganokonventionen.

Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der

er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres eksigible, skal be-

handles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsaf-

gørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til

bemærkningerne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven, jf. Folketing-

stidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, s. 186.

Det foreslås i

stk. 3,

at kære efter den foreslåede stk. 1 og 2 sker ved indle-

vering af kæreskrift til den ret, hvortil afgørelsen kæres. Der er tale om en

fravigelse af retsplejelovens § 393, stk. 3, hvorefter kære sker ved indleve-

ring af kæreskrift til den ret, hvis afgørelse kæres.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at anmodninger om, at

retsafgørelser, der er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres

eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger

vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Den

foreslåede bestemmelse er således medtaget, fordi værnetingskonventio-

nen i modsætning til Luganokonventionen ikke indeholder regler om frem-

gangsmåden ved eksekvatur.

På samme baggrund foreslås det i

stk. 4,

at fristen for kære af en afgørelse

om, at en udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel, er 1 måned fra det

tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt den part, som afgørelsen retter sig

mod. Der er tale om en fravigelse af retsplejelovens § 394, hvorefter kære-

fristen er 2 uger, der regnes fra afgørelsestidspunktet. Den foreslåede be-

stemmelse regulerer alene kærefristen for afgørelser, hvorefter en uden-

landsk retsafgørelse erklæres eksigibel. For så vidt angår afgørelser om, at

en udenlandsk retsafgørelse ikke erklæres eksigibel, finder retsplejelovens

almindelige frister for kære anvendelse, hvilket svarer til ordningen efter

Luganokonventionen. Det er formålet med bestemmelsen, at anmodninger

om, at retsafgørelser, der er omfattet af værnetingskonventionen, skal er-

klæres eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmod-

ninger vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen.

Der henvises således til forarbejderne til den oprindelige Bruxelles I-lov,

jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 1547, hvor spørgsmålet er be-

handlet nærmere.

110

Det foreslås i

stk. 5,

at den ret, hvortil afgørelsen kæres, giver parterne

adgang til at udtale sig. Retten kan bestemme, at der skal foretages mundt-

lig forhandling. Bestemmelsen svarer til den gældende § 8 b, stk. 3, i

Bruxelles I-loven, som gennemfører Luganokonventionens artikel 43, stk.

3, hvorefter appel af en afgørelse om eksekvatur behandles i overensstem-

melse med reglerne for kontradiktorisk procedure.

Der findes ikke et tilsvarende krav om kontradiktorisk procedure ved ap-

pelbehandling efter værnetingskonventionen, og bestemmelsen har derfor

alene til formål at præcisere, at parterne – til forskel fra proceduren i 1.

instans – har adgang til at fremsætte bemærkninger til retten under kæresa-

gen. Det sikres herved, at sager efter værnetingskonventionen behandles

efter samme procedure som sager efter Luganokonventionen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en mindre afvigelse fra reglerne i

retsplejelovens kapitel 37. Efter retsplejelovens § 397, stk. 1, har parterne

adgang til at indsende skriftlige udtalelser til den ret, hvortil en afgørelse

kæres. Retten har imidlertid ikke pligt til udtrykkeligt at vejlede parterne

herom, og udtalelser, der fremkommer senere end 10 dage efter byrettens

meddelelse om sagens oversendelse til landsretten, tages kun i betragtning,

hvis sagen endnu ikke er afgjort. Efter retsplejelovens § 398 kan retten

bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling, hvor særlige grunde

taler derfor. Udgangspunktet efter de almindelige regler er således, at kæ-

resager behandles på skriftligt grundlag.

Forslaget har til formål at sikre, at anmodninger om, at retsafgørelser, der

er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres eksigible, skal be-

handles på samme måde som tilsvarende anmodninger vedrørende retsaf-

gørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der henvises således til

forarbejderne til den gældende § 8 b i Bruxelles I-loven, jf. Folketingsti-

dende 2012-13, A, L 202, som fremsat, s. 186.

Det foreslås i

stk. 6,

at den ret, hvortil afgørelsen er kæret, kun kan afslå at

erklære retsafgørelsen eksigibel eller ophæve afgørelsen om eksigibilitet af

de grunde, der er opregnet i konventionen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at landsretterne og Højesteret ved

behandling af en kæresag om enten fogedrettens afgørelse efter den fore-

slåede § 8 i, eller af landsrettens afgørelse ved appel heraf, skal prøve,

hvorvidt de i konventionen opregnede grunde til, at anerkendelse og fuld-

111

byrdelse kan afslås, foreligger. Bestemmelsen svarer med enkelte ændrin-

ger til Luganokonventionens artikel 45, stk. 1, og bestemmelsen skal såle-

des sikre, at sager efter værnetingskonventionen behandles efter samme

fremgangsmåde, som sager efter Luganokonventionen.

Det fremgår af værnetingskonventionens artikel 8, stk. 1, 2. pkt., at aner-

kendelse eller fuldbyrdelse alene kan nægtes af de grunde, der er anført i

konventionen. Disse grunde er navnlig opregnet i konventionens artikel 9,

og er i øvrigt omtalt i afsnit 182-193 i den forklarende rapport til konven-

tionen.

Efter konventionens artikel 9, litra a, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse

afslås, hvis værnetingsaftalen var ugyldig efter loven i den stat, hvor den

valgte domstol er beliggende, medmindre den valgte domstol har fastslået,

at aftalen er gyldig. Der er ingen krav til grundlaget for ugyldighed, men

det fremgår af bestemmelsen, at ugyldigheden skal vurderes efter lovgiv-

ning i den stat, hvor den domstol, der er udpeget i medfør af værnetingsaf-

talen, er beliggende.

Efter konventionens artikel 9, litra b, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse

afslås, hvis en af parterne manglede rets- eller handleevne til at indgå vær-

netingsaftalen ifølge lovgivningen i den stat, hvor anmodningen om aner-

kendelse og fuldbyrdelse indgives. Det fremgår af afsnit 184 i den forkla-

rende rapport til konventionen, at eftersom manglende rets- og handleevne

også ville gøre værnetingsaftalen ugyldig i henhold til konventionens arti-

kel 9, litra a, afgøres rets- og handleevne både af den valgte domstols lov-

givning og af lovgivningen i den stat, hvor den domstol, der anmodes om

anerkendelse eller fuldbyrdelse, er beliggende.

Efter konventionens artikel 9, litra c, pkt. i, kan anerkendelse eller fuldbyr-

delse afslås, hvis stævningen eller et hermed ligestillet processkrift, der

indeholder de væsentligste oplysninger om kravet, ikke er blevet forkyndt

for sagsøgte i rette tid og på en sådan måde, at han har haft mulighed for at

varetage sit forsvar, medmindre sagsøgte i oprindelsesstaten har deltaget i

et retsmøde og redegjort for sine synspunkter uden at anfægte forkyndel-

sen, forudsat at lovgivningen i oprindelsesstaten gav mulighed herfor.

Efter konventionens artikel 9, litra c, pkt. ii, kan anerkendelse eller fuld-

byrdelse ligeledes afslås, hvis stævningen eller et hermed ligestillet proces-

skrift, der indeholder de væsentligste oplysninger om kravet, er blevet

meddelt for sagsøgte i den stat, hvor anmodningen indgives, på en måde,

112

der er uforenelig med denne stats grundlæggende retsprincipper vedrøren-

de forkyndelse af dokumenter.

Efter konventionens artikel 9, litra d, kan anerkendelse og fuldbyrdelse

afslås, hvis retsafgørelsen er opnået ved processuelt bedrageri. I afsnit 188

i den forklarende rapport til konventionen fremhæves en række eksempler

på tilfælde, hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse kan nægtes efter denne

bestemmelse, herunder hvor sagsøger bevidst giver sagsøgte forkerte op-

lysninger om tid og sted for retsmødet, eller hvis en part søger at bestikke

en dommer, en nævning eller et vidne eller bevidst skjuler vigtige beviser.

Efter konventionens artikel 9, litra e, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse

afslås, hvis anerkendelse eller fuldbyrdelse ville være åbenbart uforenelig

med grundlæggende ordre public-principper i den stat, hvor anmodningen

indgives, herunder hvis der er tale om en situation, hvor proceduren forud

for dommen har været uforenelig med grundlæggende principper om rets-

pleje i denne stat.

Efter konventionens artikel 9, litra f, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse

afslås, hvis retsafgørelsen strider mod en anden retsafgørelse, der i den

stat, hvor anmodningen indgives, er afsagt i en tvist mellem de samme

parter.

Efter konventionens artikel 9, litra g, kan anerkendelse eller fuldbyrdelse

tillige afslås, hvis retsafgørelsen strider mod en retsafgørelse, der tidligere

er afsagt i en anden stat mellem de samme parter i en tvist om samme gen-

stand og på samme grundlag, og den tidligere retsafgørelse opfylder de

nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den stat, hvor anmodningen

indgives.

Artikel 9, litra f, omhandler det tilfælde, hvor den modstridende dom blev

afsagt af en domstol i den stat, hvor anmodningen blev indgivet. I en sådan

situation har den domstol, som anmodningen forelægges, ret til at lade en

retsafgørelse fra en domstol i sin egen stat gå forud for den retsafgørelse,

som anmodningen vedrører, selv om førstnævnte retsafgørelse blev afsagt

senere end den sidstnævnte. Konventionens artikel 9, litra g, omhandler

derimod den situation, hvor begge retsafgørelser blev afsagt af udenland-

ske domstole. I dette tilfælde kan domstolen, som anmodningen forelæg-

ges, afslå at anerkende eller fuldbyrde en retsafgørelse, hvis retsafgørelsen,

som anmodningen vedrører, er afsagt senest af de to retsafgørelser, hvis

parterne i de to retsafgørelser er de samme, hvis genstanden og grundlaget

for de to retsafgørelser er de samme, og hvis den modstridende retsafgørel-

113

se opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den stat,

hvor anmodningen indgives.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Til § 8 k

Den foreslåede bestemmelse fastsætter supplerende regler om fuldbyrdelse

af retsafgørelser, der er erklæret eksigible i Danmark.

Det foreslås i

stk. 1,

at en retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, med de

ændringer, der følger af denne lov, kan fuldbyrdes efter de regler, der gæl-

der for fuldbyrdelse af danske afgørelser. Bestemmelsen svarer til den gæl-

dende § 8 c i Bruxelles I-loven, der vedrører fuldbyrdelse af en retsafgørel-

se, der er omfattet af Luganokonventionen.

Efter konventionens artikel 14 er fremgangsmåden for bl.a. fuldbyrdelse af

retsafgørelser reguleret ved loven i den anmodede stat. Den foreslåede

bestemmelse indebærer i overensstemmelse hermed, at en retsafgørelse

kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler, når den er erklæret eksi-

gibel efter fremgangsmåden i de foreslåede §§ 8 i og 8 j. Med henvisnin-

gen i bestemmelsen til ændringerne, der følger af loven, sigtes der navnlig

til den foreslåede § 8 j, stk. 2, jf. straks nedenfor.

Hvis der ikke allerede er indgivet anmodning om tvangsfuldbyrdelse sam-

tidig med anmodningen om eksekvatur, jf. den foreslåede § 8 i, stk. 2,

fremsættes anmodningen efter den almindelige regel i retslejelovens § 488.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at anmodninger om, at

retsafgørelser, der er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres

eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger

vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der

henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 c i Bruxelles I-

loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, s. 186.

Efter forslagets

stk. 2,

kan der i tiden indtil fristen for kære af afgørelsen

om eksigibilitet er udløbet, eller indtil en eventuel kære er afgjort, foreta-

ges udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog ikke foretages

tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der går vide-

re end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Et

114

udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf. retsplej-

elovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen om, at den

udenlandske retsafgørelse er eksigibel.

Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende § 8 c, stk. 2, i Bruxel-

les I-loven, og har til formål at sikre, at anmodninger om fuldbyrdelse af

en retsafgørelse efter værnetingskonventionen behandles efter samme ord-

ning, som efter Luganokonventionen. Der henvises på den baggrund til

bemærkningerne til den gældende § 8 c, stk. 2, jf. Folketingstidende 2012-

13, A, L 202, som fremsat, s. 186.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Til § 8 l

Det foreslås i

stk. 1,

at hvis anerkendelsen af en udenlandsk retsafgørelse

bestrides, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig

anerkendelsen, efter reglerne i det foreslåede kapitel 2 c få fastslået, om

retsafgørelsen skal anerkendes. Bestemmelsen svarer til Luganokonventio-

nens artikel 33, stk. 2, som er gennemført ved § 8 g, nr. 2, i Bruxelles I-

loven.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at anmodninger om, at

retsafgørelser, der er omfattet af værnetingskonventionen, skal erklæres

eksigible, skal behandles på samme måde som tilsvarende anmodninger

vedrørende retsafgørelser, der er omfattet af Luganokonventionen. Der

henvises således til bemærkningerne til den gældende § 8 g i Bruxelles I-

loven, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 202, som fremsat, s. 187.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.4.5.5 i lovforslagets almindelige bemærk-

ninger.

Til § 3

Til nr. 1

Det fremgår af designlovens § 42, at Sø- og Handelsretten er EF-design-

domstol i første instans, og at Højesteret er EF-designdomstol i anden in-

stans i henhold til EF-designforordningen.

115

Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at det fremgår, at både Hø-

jesteret og landsretterne er EF-designdomstole i anden instans, og at afgø-

relsen af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten i henhold til denne lov

kan ankes til Højesteret eller landsret, træffes efter bestemmelserne i rets-

plejelovens § 368, stk. 4-6.

Forslaget indebærer, at sager om EF-design behandlet af Sø- og Handels-

retten fremover vil kunne ankes til Højesteret, hvis sagen er af principiel

karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen

eller væsentlig samfundsmæssig betydning i øvrigt, eller hvis andre særli-

ge grunde taler for, at sagen behandles af Højesteret som anden instans.

Hvis sagen ikke opfylder de nævnte betingelser, eller hvis parterne fore-

trækker det, kan anke ske til landsret.

Hvis den part, som anker sagen, vælger at anke til landsretten, har øvrige

parter i sagen ifølge retsplejelovens § 368, stk. 5, krav på, at ankesagen

behandles af Højesteret, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder

uanset, om den anden part alene vil påstå stadfæstelse af dommen.

Højesteret påser af egen drift, at betingelserne for anke til Højesteret er

opfyldt, og afviser anken ved kendelse, hvis betingelserne ikke er opfyldt,

jf. retsplejelovens § 368, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 10.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til § 4

Til nr. 1

Det fremgår af varemærkelovens § 43 a, at Sø- og Handelsretten er EF-va-

remærkedomstol i første instans, og Højesteret er EF-varemærkedomstol i

anden instans i henhold til EF-varemærkeforordningen.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres, således at det fremgår, at både Hø-

jesteret og landsretterne er EU-varemærkedomstole i anden instans, og at

afgørelsen af, om en dom afsagt af Sø- og Handelsretten kan i henhold til

denne lov ankes til Højesteret eller landsret, træffes efter bestemmelserne i

retsplejelovens § 368, stk. 4-6.

116

Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemær-

ker (varemærkeforordningen) blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 med ikrafttræden

den 23. marts 2016. Betegnelsen ”EF-varemærkedomstol” blev i den for-

bindelse ændret til betegnelsen ”EU-varemærkedomstol”. Det foreslås

derfor, at terminologien i den foreslåede affattelse af varemærkelovens §

43 a afspejler denne ændring i varemærkeforordningen.

Forslaget indebærer, at sager om EF-varemærker behandlet af Sø- og Han-

delsretten fremover vil kunne ankes til Højesteret, hvis sagen er af princi-

piel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklin-

gen eller væsentlig samfundsmæssig betydning i øvrigt, eller hvis andre

særlige grunde taler for, at sagen behandles af Højesteret som anden in-

stans.

Hvis sagen ikke opfylder de nævnte betingelser, eller hvis parterne fore-

trækker det, kan anke ske til landsret.

Hvis den part, som anker sagen, vælger at anke til landsretten, har øvrige

parter i sagen ifølge retsplejelovens § 368, stk. 5, krav på, at ankesagen

behandles af Højesteret, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det gælder

uanset, om den anden part alene vil påstå stadfæstelse af dommen.

Højesteret påser af egen drift, at betingelserne for anke til Højesteret er

opfyldt, og afviser anken ved kendelse, hvis betingelserne ikke er opfyldt,

jf. retsplejelovens § 368, stk. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 10.2 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

Til § 5

Til nr. 1

Efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-

gifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20. juni 2001 med senere æn-

dringer, kan restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder foretage ud-

læg for ydelser, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf.

lovens § 3, stk. 1. Loven gælder for skatter, afgifter, bøder og andre ydel-

ser, som opkræves eller inddrives af det offentlige, og som i lovgivningen

er tillagt udpantningsret, jf. lovens § 1.

117

Det fremgår af lovens § 7, stk. 4, at der på pantefogedens kontor – hvis

skyldneren ikke er mødt – ikke kan foretages udlæg i andet end fast ejen-

dom for krav, der er sikret ved lovbestemt pant i ejendommen.

Efter lovens § 5, stk. 1, foretages udlæg – hvis ikke andet er bestemt i

loven – efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47.

Den ordning om mulighed for udlæg på kontoret, der foreslås med lovfor-

slagets § 1, nr. 13, vil dermed også gælde for udlæg foretaget af pantefoge-

der. Den foreslåede tilføjelse i retsplejelovens § 495, stk. 1, 2. pkt., inde-

bærer således bl.a. – ligesom den gældende bestemmelse i § 7, stk. 4, i lov

om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. – at pante-

fogederne, hvis skyldneren ikke er mødt, kan foretage udlæg på kontoret i

fast ejendom for krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, og som

er sikret ved lovbestemt pant i ejendommen. Det foreslås på den baggrund

at ophæve særreglen om pantefogedernes udlæg i § 7, stk. 4, i lov om

fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 6

Til nr. 1

Ved lov nr. 447 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven, konkurslo-

ven, lov om skifte af dødsboer og lov om skifte af fællesbo m.v. (Digital

kommunikation i retsplejen, kendelser med begrænset sagsfremstilling,

regler om vidneforvarede m.v.), blev der indsat et nyt stk. 2 i retspleje-

lovens § 154, jf. lovens § 1, nr. 4. Bestemmelsen skulle efter lovens § 5

træde i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.

Ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af retsplejeloven m.v.

(Revision af reglerne om forkyndelse m.v.) blev bestemmelsen ophævet,

jf. lovens § 1, nr. 4.

Bestemmelsen var imidlertid ikke sat i kraft på dette tidspunkt og ophæ-

velsen af bestemmelsen skete derfor ikke korrekt, da bestemmelsen rettelig

skulle have været ophævet ved en ændring af lov nr. 447 af 9. juni 2004

om ændring af retsplejeloven mv. (Digital kommunikation i retsplejen,

kendelser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.).

Det foreslås derfor at ophæve § 1, nr. 4, i lov nr. 447 af 9. juni 2004 om

ændring af retsplejeloven m.v. (Digital kommunikation i retsplejen, ken-

118

delser med begrænset sagsfremstilling, regler om vidneforvarede mv.).

Forslaget har ingen materiel betydning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 7

Til nr. 1

Det foreslås, at der i lov nr. 1156 af 19. december 2003 om ændring af

forskellige bestemmelser om medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer

(Afskedigelsesbeskyttelse) indsættes en territorialbestemmelse, der ikke

var medtaget i det oprindelige lovforslag.

Den foreslåede bestemmelse vedrører den territoriale gyldighed af lov nr.

1156 af 19. december 2003 om ændring af forskellige bestemmelser om

medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer (Afskedigelsesbeskyttelse), og

indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dog kan

lovens § 1 ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færø-

erne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske for-

hold tilsiger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 8

Til nr. 1

Det foreslås, at der i lov nr. 552 af 24. juni 2005 om ændring af retspleje-

loven og forskellige andre love (Ændringer som følge af kommunalrefor-

men) indsættes en territorialbestemmelse, der ikke var medtaget i det op-

rindelige lovforslag.

Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed for lov nr. 552 af 24.

juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ændrin-

ger som følge af kommunalreformen), og indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Dog kan lovens § 2 ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,

som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

119

Til § 9

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i

lov om retsafgifter § 20, nr. 9, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyr-

delse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretli-

ge område«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 1.

Til § 10

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i

sølovens § 310, stk. 5, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af

visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige områ-

de«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2 nr. 1.

Til nr. 2

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i

sølovens § 429, stk. 3, ændres til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af

visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige områ-

de«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 1.

Til § 11

Til nr. 1

Det foreslås, at henvisningen til »lov om Bruxelles I-forordningen m.v.« i

lov om internationale sikkerhedsrettigheder i flymateriel § 1, stk. 3, ændres

til »lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørel-

ser m.v. på det civil- og handelsretlige område«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 1.

120

Til § 12

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017, jf.

stk. 1.

Der er på tidspunktet for lovens ikrafttræden udtaget grundlister for perio-

den fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2019. Det indebærer, at de

foreslåede regler om forhøjelse af aldersgrænsen for nævninger og doms-

mænd, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, udelukkelse fra at være at være nævning

eller domsmand, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, og adgangen for kommunalbe-

styrelsen til at udvide antallet af medlemmer i grundlisteudvalgene, jf. lov-

forslagets § 1, nr. 7, i praksis først vil få betydning, når der skal udvælges

personer til den grundliste, der skal gælde for perioden fra den 1. januar

2020.

I forhold til personer, som ved lovens ikrafttræden er optaget på nævninge-

og domsmandslister på baggrund af de grundlister, som er udtaget for peri-

oden fra den 1. januar 2016 til den 31. december 2019, indebærer de fore-

slåede regler, at de pågældende fra ikrafttrædelsestidspunktet vil kunne

begære sig fritaget i henhold til de foreslåede regler herom, jf. lovforsla-

gets §§ 1, nr. 4, 5 og 6.

For så vidt angår den foreslåede udvidelse af muligheden for at foretage

udlæg på fogedrettens kontor, hvis skyldner ikke er mødt, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 13, kan de foreslåede regler anvendes fra lovens ikrafttræden, her-

under også i sager, der verserer ved lovens ikrafttræden.

Idet lovens § 2 først vil kunne træde i kraft, når Danmark har tiltrådt vær-

netingskonventionen, foreslås det i

stk. 2,

at justitsministeren fastsætter

tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 10, § 2 og §§ 9-11. Det

forudsættes herved, at ikrafttrædelsestidspunktet for disse bestemmelser

fastsættes til samme dato, som værnetingskonventionen træder i kraft for

Danmark.

Med

stk. 3

foreslås det, at lovens § 1, nr. 3, om udelukkelse fra at være

nævning og domsmand ikke finder anvendelse på personer, der ved lovens

ikrafttræden er optaget på en grundliste. Det betyder, at de hidtil gældende

regler finder anvendelse for disse personer.

Til § 13

Bestemmelsen i

stk. 1

angår lovens territoriale gyldighed og indebærer, at

loven ikke gælder for Færøerne og Grønland Efter

stk. 2

kan lovens §§ 3

og 4 (ændring af designloven og varemærkeloven) dog sættes i kraft for

Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske

forhold tilsiger.

121

Ved Danmarks tiltrædelse af værnetingskonventionen vil der blive afgivet

en erklæring om, at konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne og

Grønland.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgø-

relse nr. 1257 af 13. oktober 2016,

foretages følgende ændringer:

122

§ 5.

---

Stk. 2-3 ----

Stk. 4. Præsidenten er ansvarlig for

varetagelsen af de bevillingsmæssige

og administrative forhold, der er hen-

lagt til embedet. Præsidenten skal her-

under sørge for en forsvarlig og hen-

sigtsmæssig drift af embedet og skal ta-

ge de fornødne initiativer til sikring

heraf.

Stk. 5. Præsidenten træffer efter for-

handling med rettens øvrige dommere

bestemmelse om, hvem af disse der skal

fungere som præsident under dennes

fravær eller forfald.

§ 5

indsættes efter stk. 3 som

nyt stykke:

»Stk.

I forbindelse med en

landsdommers varetagelse af hver-

vet som formand for en undersøgel-

seskommission kan der udnævnes

yderligere en landsdommer i den

pågældende landsret. Stillingen

bortfalder ved første ledighed i en

fast landsdommerstilling i den på-

gældende landsret efter, at den på-

gældende landsdommer er vendt til-

bage.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter til stk. 5

og 6.

§ 69.

Til nævning eller domsmand

kan med de af § 70 følgende undtagel-

ser udtages enhver uberygtet mand eller

kvinde, der har valgret til Folketinget,

medmindre den pågældende fylder 70

år inden udløbet af det tidsrum, for

hvilket grundlisten gælder, eller på

grund af åndelig eller legemlig svaghed

eller utilstrækkeligt kendskab til det

danske sprog er ude af stand til at fyl-

destgøre en nævnings og domsmands

pligter.

§ 69

ændres »fylder 70 år« til:

»fylder 75 år«.

§ 70.

Udelukkede fra at være nævnin-

ger og domsmænd er: ministre, advoka-

ter, advokatfuldmægtige, centraladmi-

nistrationens, domstolenes, anklage-

myndighedens, overøvrighedens, poli-

tiets og fængselsvæsenets tjenestemænd

og øvrige personale samt sognefogeder

og folkekirkens og de anerkendte tros-

samfunds gejstlige.

§ 70

affattes således:

»§

70.

Følgende personer er ude-

lukkede fra at være nævninger og

domsmænd:

1) ministre,

2) ansatte i ministeriers departe-

menter og ansatte i chefstillinger i

de under departementerne hørende

underordnede myndigheder,

3) ansatte ved domstolene og i poli-

134

ti, anklagemyndighed, kriminal-

forsorgen og andre myndigheder på

Justitsministeriets område,

4) advokater og advokatfuldmægti-

ge, og

5) folkekirkens og de anerkendte

trossamfunds gejstlige.«

§ 71.

Følgende personer kan begære

sig fritaget for nævninge- og doms-

mandshvervet:

1) – 7) ---

8) de, som på grund af deres hel-

bredstilstand eller erhvervs- eller fami-

lieforhold ikke uden fare for deres vel-

færd kan opfylde nævninge- eller doms-

mandspligten,

9) de, som har taget bopæl i en anden

kreds end den, for hvilken deres udta-

gelse gælder.

§ 71, nr. 8,

indsættes efter »vel-

færd«: »eller uforholdsmæssig

ulempe«.

§ 71, nr. 9,

ændres: »gælder.«

til: »gælder,«.

§ 71

indsættes som nr. 10:

»10) de, som i to perioder har væ-

ret udtaget til nævninge- og doms-

mandslister.«

§ 72.

Udtagelsen til grundlisten fore-

tages inden for hver kommune af et

grundlisteudvalg på 5 medlemmer, der

udpeges af kommunalbestyrelsen for de

kommunale råds valgperiode. I Køben-

havn kan kommunalbestyrelsen bestem-

me, at der skal nedsættes flere grund-

listeudvalg. De nærmere regler om an-

tallet af personer, der skal udtages, og

om selve udtagelsen fastsættes af ju-

stitsministeren.

§ 149.

Retssproget er dansk. Afhø-

ring af personer, der ikke er det danske

sprog mægtig, skal så vidt muligt ske

ved hjælp af en uddannet translatør

el.lign. Dog kan i borgerlige sager til-

kaldelse af tolk undlades, når ingen af

parterne gør fordring herpå, og retten

tiltror sig fornødent kendskab til det

§ 72, 1. pkt.,

indsættes efter

»på«: »mindst«.

§ 149, stk. 1,

ophæves

2. pkt.,

og i stedet indsættes: »Forhandling

med og afhøring af personer, der

ikke behersker det danske sprog,

skal så vidt muligt ske ved hjælp af

en uddannet translatør el.lign.«

fremmede sprog. Det samme kan under

sidstnævnte forudsætning finde sted i

straffesager uden for hovedforhandling

for landsret.

Stk. 2-7. ---

§ 149, stk. 1,

ophæves

4. pkt.,

og i stedet indsættes: »Tilkaldelse

af tolk kan endvidere undlades i

straffesager, der behandles efter §

831 eller kapitel 80, såfremt retten

og sagens andre aktører har det for-

nødne kendskab til det fremmede

sprog, og det i øvrigt findes ube-

tænkeligt.«

§ 247.

I sager, der er omfattet af en

international overenskomst, som er gen-

nemført i dansk ret ved lov om EF-

domskonventionen m.v. eller lov om

Bruxelles I-forordningen m.v., herunder

ved bekendtgørelse i medfør af de

nævnte love, anvendes overenskom-

stens værnetingsregler. Dette gælder

dog ikke sager, der anlægges ved det i §

246 a nævnte værneting, og som er om-

fattet af konventionen af 10. maj 1952

om arrest i søgående skibe.

Stk. 2. ---

10.

§ 247, stk. 1,

ændres »lov om

Bruxelles I-forordningen m.v.« til

»lov om anerkendelse og fuldbyr-

delse af visse udenlandske retsafgø-

relser m.v. på det civil- og handels-

retlige område«

§ 260

---

Stk. 2-6. ---

Stk. 7.

Justitsministeren kan tillade, at

forbrugerombudsmanden og ansatte i

Forbrugerombudsmandens sekretariat

kan møde for en part i byretten, lands-

retten og i Sø- og Handelsretten i rets-

sager inden for Forbrugerombudsman-

dens virksomhed, hvor Forbrugerom-

budsmanden optræder som mandatar.

Det er en betingelse, at den ansatte har

en dansk juridisk bachelor- og kandida-

tuddannelse, jf. dog § 135 a, stk. 2, og

at den ansatte for at møde i landsretten

eller Sø- og Handelsretten i andre sager

end sager omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4,

har opnået møderet for landsretten og

for Sø- og Handelsretten efter bestem-

melsen i § 133.

11.

§ 260, stk. 7, 2. pkt.,

affattes så-

ledes:

»Det er en betingelse, at den an-

satte har en dansk juridisk bachel-

or- og kandidatuddannelse, jf. dog

§ 135 a, stk. 2, og at den ansatte for

at møde i landsretten eller Sø- og

Handelsretten har opnået møderet

for landsretten og for Sø- og Han-

delsretten efter bestemmelsen i §

133 eller møder med henblik på at

opnå en sådan møderet.«

Stk. 8-11. ---

§ 327 ---

Stk. 2-4. ---

Stk. 5.

Fri proces efter stk. 1-3 med-

deles af den ret, som sagen er indbragt

for eller kan indbringes for. Afslås fri

proces, træffes afgørelsen ved kendelse.

Uanset § 392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2,

kan afslag på fri proces til en sag, der

behandles af Sø- og Handelsretten eller

af landsretten som 1. instans, kæres

uden særlig tilladelse.

12.

§ 327, stk. 5, 3. pkt.

affattes så-

ledes:

»Uanset §§ 389 a, stk. 1, 392, stk. 3

og § 392 a, stk. 2, kan afslag på fri

proces til en sag, der behandles af

byretten eller af Sø- og Handelsret-

ten eller af landsretten som 1. in-

stans, kæres uden særlig tilladelse.«

§ 495.

Forretningen kan foretages,

selv om skyldneren ikke giver møde el-

ler træffes. På rettens kontor kan der

dog, hvis skyldneren ikke er mødt, ikke

foretages udlæg i andet end fast ejen-

dom eller andele i andelsboligforenin-

ger eller aktier eller anparter i boligak-

tieselskaber eller boliganpartsselskaber

omfattet af kapitel III i lov om andels-

boligforeninger og andre boligfælles-

skaber i henhold til pantebrev, jf. § 478,

stk. 1, nr. 6.

13.

§ 495, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes

efter »§ 478, stk. 1, nr. 6.«: », eller

for krav omfattet af § 478, stk. 2,

som er sikret ved lovbestemt pant i

det udlagte.«

14.

Efter § 543 indsættes i

kapitel

49:

»§

543 a.

Med hensyn til auk-

tionssagens behandling finder § 506

tilsvarende anvendelse. Det gælder

dog ikke ved afholdelse af auk-

tion.«

§2

I lov om Bruxelles I-forordningen

m.v., jf. lov nr. 1563 af 20. decem-

ber 2006, som ændret ved lov nr.

518 af 28. maj 2013, foretages føl-

gende ændringer:

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om anerkendelse og fuld-

byrdelse af visse udenlandske

retsafgørelser m.v. på det civil-

og handelsretlige område«

§ 1, stk. 1,

ændres »og under-

holdspligtforordningen, jf. bilag 4

til denne lov,« til: »underholds-

pligtforordningen, jf. bilag 4 til

denne lov, og værnetingskonventio-

nen, jf. bilag 5 til denne lov,«.

Lov om Bruxelles I-forordningen m.v.

§ 1.

Bestemmelserne i aftale af 19. oktober

2005 mellem Det Europæiske Fællesskab

og Danmark om retternes kompetence og

om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsaf-

gørelser på det civil- og handelsretlige om-

råde, jf.

bilag 1

til denne lov, samt bestem-

melserne i Bruxelles I-forordningen, jf.

bi-

lag 2 til

denne lov, Luganokonventionen,

jf. bilag 3 til denne lov, og underholds-

pligtforordningen, jf. bilag 4 til denne lov,

gælder her i landet, jf. dog stk. 2

Efter

kapitel 2 b

indsættes:

»Kapitel 2 c

Anerkendelse og fuldbyrdelse efter

værnetingskonventionen

§ 8 i.

Anmodning om, at en uden-

landsk retsafgørelse, som er omfat-

tet af værnetingskonventionen, er-

klæres eksigibel, indgives til foged-

retten. Anmodningen skal være

skriftlig.

Stk. 2.

Der kan samtidig med en

anmodning efter stk. 1, anmodes

om fuldbyrdelse af retsafgørelsen

efter retsplejelovens regler.

Stk. 3.

Den, der fremsætter anmod-

ning efter stk. 1, skal, i det omfang

vedkommende ikke har bopæl her i

landet, udpege en procesfuldmæg-

tig.

Stk. 4.

En retsafgørelse erklæres

eksigibel, når kravene i konventio-

nens artikel 13 er opfyldt, uden prø-

velse af de i konventionen opregne-

de grunde til afvisning af anerken-

delse og fuldbyrdelse. Den part,

mod hvem der anmodes om fuld-

byrdelse, kan ikke på dette tids-

punkt af sagens behandling frem-

sætte bemærkninger.

Stk. 5.

Retsplejelovens § 149,

stk. 2, finder anvendelse på den do-

kumentation, der er nævnt i kon-

ventionens artikel 13.

Stk. 6.

Fogedrettens afgørelse

om, hvorvidt retsafgørelsen er eksi-

gibel, træffes ved kendelse.

§ 8 j.

Fogedrettens afgørelse om

eksigibilitet kan med de ændringer,

der følger af denne lov, kæres til

landsretten efter reglerne i retsplej-

elovens kapitel 37.

Stk. 2.

Landsrettens afgørelse kan

med de ændringer, der følger af

denne lov, og med tilladelse fra

Procesbevillingsnævnet kæres til

Højesteret efter reglerne i retspleje-

lovens kapitel 37.

Stk. 3.

Kære efter stk. 1 og 2 sker

ved indlevering af kæreskrift til den

ret, hvortil afgørelsen kæres.

Stk. 4.

Fristen for kære af en af-

gørelse om, at en udenlandsk retsaf-

gørelse erklæres eksigibel er 1 må-

ned fra det tidspunkt, hvor afgørel-

sen er meddelt den part, som afgø-

relsen retter sig mod.

Stk. 5.

Den ret, hvortil afgørelsen

kæres, giver parterne adgang til at

udtale sig. Retten kan bestemme, at

der skal foretages mundtlig for-

handling.

Stk. 6.

Den ret, hvortil afgørelsen

kæres, kan kun afslå at erklære rets-

afgørelsen eksigibel eller ophæve

afgørelsen om eksigibilitet efter de

grunde, der er opregnet i konventio-

nen.

§ 8 k.

En retsafgørelse, der er er-

klæret eksigibel, kan med de æn-

dringer, der følger af denne lov,

fuldbyrdes efter de regler, der gæl-

der for fuldbyrdelse af danske afgø-

relser.

Stk. 2.

I tiden indtil fristen for

kære af afgørelsen om eksigibilitet

er udløbet, eller indtil en eventuel

kære er afgjort, kan der foretages

udlæg eller andre fuldbyrdelses-

skridt. Der kan dog ikke foretages

tvangsauktion over udlagt gods el-

ler i øvrigt foretages skridt, der går

videre end til at sikre tilstedeværel-

sen af gods, hvori fuldbyrdelse kan

ske. Et udlægs plads i rækkefølgen

mellem flere udlæg i samme aktiv,

jf. retsplejelovens § 526, regnes tid-

ligst fra tidspunktet for afgørelsen

om, at den udenlandske retsafgørel-

se er eksigibel.

§ 8 l.

Bestrides anerkendelsen af en

udenlandsk retsafgørelse, kan en

berettiget part, der som det væsent-

ligste påberåber sig anerkendelsen,

efter reglerne i dette kapitel få fast-

slået, om retsafgørelsen skal aner-

kendes.«

§3

I designloven, jf. lovbekendtgørelse

nr. 189 af 1. marts 2016, foretages

følgende ændring:

§ 42.

Sø- og Handelsretten er EF-de-

signdomstol i første instans, og Hø-

jesteret er EF-designdomstol i anden in-

stans i henhold til EF-designforordnin-

gen

§ 42

affattes således:

»§

42.

Sø- og Handelsretten er

EF-designdomstol i første instans,

og Højesteret og landsretterne er

EF-designdomstole i anden instans

i henhold til EF-designforordnin-

gen. Ved afgørelsen af, om domme

afsagt af Sø- og Handelsretten i

henhold til denne lov kan ankes til

Højesteret eller landsretterne, finder

retsplejelovens § 368, stk. 4-6, an-

vendelse.«

§4

I varemærkeloven, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 192 af 1. marts 2016, fo-

retages følgende ændring:

§ 43 a

Sø- og Handelsretten er EF-

varemærkedomstol i første instans, og

Højesteret er EF-varemærkedomstol i

anden instans i henhold til EF-varemær-

keforordningens artikel 91

§ 43 a

affattes således:

»§

43 a.

Sø- og Handelsretten er

EU-varemærkedomstol i første in-

stans, og Højesteret og landsretter-

ne er EU-varemærkedomstole i an-

den instans i henhold til EU-vare-

mærkeforordningen. Ved afgørel-

sen af, om domme afsagt af Sø- og

Handelsretten i henhold til denne

lov kan ankes til Højesteret eller

landsret, finder retsplejelovens §

368, stk. 4-6, anvendelse.«

§5

I lov om fremgangsmåden ved ind-

drivelse af skatter og afgifter m.v.,

jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 20.

juni 2001, som ændret ved § 13 i

lov nr. 430 af 6. juni 2005 og § 1 i

lov nr. 252 af 30. marts 2011, fore-

tages følgende ændring:

§ 7.

---

Stk. 2 – 3. ---

Stk. 4.

På pantefogdens kontor kan

der, hvis skyldneren ikke er mødt, ikke

foretages udlæg i andet end fast ejen-

dom for krav, der er sikret ved lovbe-

stemt pant i ejendommen.

§ 7, stk. 4,

ophæves.

§6

I lov nr. 447 af 9. juni 2004 om æn-

dring af retsplejeloven, konkurslo-

ven, lov om skifte af dødsboer og

lov om skifte af fællesbo m.v. (Di-

gital kommunikation i retsplejen,

kendelser med begrænser sagsfrem-

stilling, regler om vidneforvarede

m.v.), foretages følgende ændring:

§ 1, nr. 4.

§ 154

indsættes efter stk. 1

som nyt stykke:

»Stk.

Anvendelse af digital kom-

munikation kan ske, hvis modtageren

har samtykket i at modtage meddelelser

på denne måde, jf. dog § 155, nr. 2.

Samtykke kan gives for den enkelte sag

eller generelt. Meddelelser, der indehol-

der fortrolige oplysninger, skal krypte-

res eller sikres på anden forsvarlig må-

de.«

Stk. 2

bliver herefter stk. 3.

§ 1, nr. 4,

ophæves.

§7

I lov nr. 1156 af 19. december 2003

om ændring af forskellige bestem-

melser om medarbejdervalgte be-

styrelsesmedlemmer (afskedigel-

sesbeskyttelse) foretages følgende

ændringer:

Efter § 9 indsættes:

»§

10.

Loven gælder ikke for

Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§ 1 kan ved kongelig an-

ordning helt eller delvis sættes i

kraft for Færøerne og Grønland

med de ændringer, som de færøske

og grønlandske forhold tilsiger.«

§8

I lov nr. 552 af 24. juni 2005 om

ændring af retsplejeloven og for-

skellige andre love (ændringer som

følge af kommunalreformen) fore-

tages følgende ændringer:

Efter § 12 indsættes:

»§

13.

Loven gælder ikke for

Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§ 2 kan ved kongelig an-

ordning helt eller delvis sættes i

kraft for Færøerne og Grønland

med de ændringer, som de færøske

og grønlandske forhold tilsiger.«

§9

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendt-

gørelse nr. 1252 af 27. november

2014, foretages følgende ændrin-

ger:

§ 20.

Afgiftsfri er fogedforretninger

vedrørende:

1) – 8) ---

9) afgørelser efter kapitel 2 a i lov om

Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov

om EF-domskonventionen m.v. om, at

en udenlandsk retsafgørelse skal aner-

kendes eller er eksigibel her i landet, el-

ler at et udenlandsk officielt bekræftet

dokument eller retsforlig er eksigibelt

her i landet.

§ 20, nr. 9,

ændres »lov om

Bruxelles I-forordningen m.v.« til

»lov om anerkendelse og fuldbyr-

delse af visse udenlandske retsafgø-

relser m.v. på det civil- og handels-

retlige område«

§ 10

I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

75 af 17. januar 2014, foretages føl-

gende ændringer:

§ 310. ---

Stk. 2 – 4 ---

Stk. 5.

Stk. 1 og 4 gælder ikke, hvis

hverken det aftalte leveringssted eller

det aftalte eller faktiske udleveringssted

efter § 252, stk. 3, ligger i Danmark,

Finland, Norge eller Sverige, eller hvis

andet følger af lov om Bruxelles I-for-

ordningen m.v. eller lov om EF-doms-

konventionen m.v., herunder bekendt-

gørelser udstedt i medfør af disse love.

Stk. 6. ---

§ 310, stk. 5,

ændres »lov om

Bruxelles I-forordningen m.v.« til

»lov om anerkendelse og fuldbyr-

delse af visse udenlandske retsafgø-

relser m.v. på det civil- og handels-

retlige område«

§ 429. ---

Stk. 2 ---

Stk. 3.

Stk. 1 og 2 gælder dog ikke,

hvis andet følger af lov om Bruxelles I-

forordningen m.v. eller lov om EF-

domskonventionen m.v., herunder be-

kendtgørelser udstedt i medfør af disse

love.

§ 429, stk. 3,

ændres »lov om

Bruxelles I-forordningen m.v.« til

»lov om anerkendelse og fuldbyr-

delse af visse udenlandske retsafgø-

relser m.v. på det civil- og handels-

retlige område«

§ 11

I lov nr. 573 af 4. maj 2015 om in-

ternationale sikkerhedsrettigheder i

flymateriel, foretages følgende æn-

dringer:

§ 1. ---

Stk. 2 ---

Stk. 3. Konventionens artikel 13 og

43 finder anvendelse inden for rammer-

ne af Bruxelles I-forordningen, jf. lov

om Bruxelles I-forordningen m.v.

Stk. 4. ---

§ 1, stk. 3,

ændres »lov om

Bruxelles I-forordningen m.v.« til

»lov om anerkendelse og fuldbyr-

delse af visse udenlandske retsafgø-

relser m.v. på det civil- og handels-

retlige område«

§ 12

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1.

juli 2016.

Stk. 2.

Justitsministeren fastsæt-

ter tidspunktet for ikrafttrædelse af

lovens § 1, nr. 10, §§ 2 og 9-11.

Stk. 3.

§ 1, nr. 3, finder ikke an-

vendelse på personer, som er opta-

get på en grundliste, der er gælden-

de ved lovens ikrafttræden. For dis-

se personer finder de hidtil gælden-

de regler anvendelse.

§ 13

Stk. 1.

Loven gælder ikke for

Færøerne og Grønland, jf. dog stk.

Stk. 2.

§§ 3 og 4 kan ved konge-

lig anordning sættes i kraft for

Færøerne og Grønland med de æn-

dringer, som de færøske og grøn-

landske forhold tilsiger.